rem ere imod Valg, danne

og vi eie des⸗ dromme, at ets Godhed, dines Beder at volge frit dre de have

dre Fortrin, dt Bedekiod Forholdſtil Henſyn paa ly foradlet Beder til adſt Race, eUld, der

aftig, men nelſesſygen; nde kraftig Dyr til lad Vinterfeed⸗ denne er i kore og del⸗ paa godt

§. 126.

———

Faareavlen.

S. 126.

Naar Beder ſkulle fedes er det fordeelagtigſt at dette ſkeer hurtigt, og at Hvorledes . 3 den bor ivark⸗ man ofte kan omſcette ſin Flok. Fodrer man Bederne et heelt Aar, ſaa giener⸗ſattes,

ſtatte de ſielden det ſom Foder og Graesning var vardt. Har man altſaa Fede⸗ grasning, ſaa bor man give rigeligt deraf, ei ſœtte for mange derpaa, og ſkaane

en Deel, for at lade Bederne grasſe derpaa, naar den ovrige Grasning aftager;

da kan man lade den golde Flok have Eftergrasningen. Er Grasningen ei til⸗ ſtrekkelig, ſaa bor man tillige give dem Foder paa Stalden, at Feedningen kan iotte, hoiſt ti Uger vœre tilendebragt. Fedes Bederne om Vinteren, ſaa boer man fra det Gieblik den egentlige Feedning begynder, give dem ſaa meget ſom de ville ede, og man ſkal da undres over, hvor meget en Bede kan midt i Feednings⸗ perioden fortgere. Men ſaaledes faaer man ſtorre Fordeel af Fodret end om man ſparede derpaa, og Feedningen da ei naaede det Punkt, hvorpaa den i otte Uger kunne voret bragt. Tolv Beder, ſom jeg engang henſatte til Forſog og eget Brug, fik daglig 3 Skpr. Kartofler og 25 Pund Hoe, og bleve derved i ſex til otte Uger ſaa fede, og fik ſaa godt Kiod, at de der ſpiſte deraf, forſikkrede, al⸗ drig at have nydt behageligere og ſaftigere Kiod end dette, og de begrebe da, hvor⸗ ledes Englanderne kunne ſette ſaa hoi Priis paa Faarekiod.

Tillegger man Beder for ſelv at fede dem, ſaa bor de i deres Ungdom fodres ſaaledes, at de kunne naae fuldkommen Storrelſe og Kraft. Vore bedre indenlandſte Nacer kunne ved rigeligt Foder erholde en, ellers uſadvanlig Stor⸗ relſe og Vagt, hvilket kan ſees af de enkelte Beder, ſom man har gaaende i Stal⸗ dene. Naar de ere et Aar gamle, ſaa kan man til Feedningens Begyndelſe fodre demſparſo mmeligere. Kisber man Beder til Feedning, ſaa beroer Udfaldet

deraf, fornemmeligen paa de magre Dyrs Valg og Priis. De kraftfuldeſte ere

i Almindelighed de fordeelagtigſte, om de end mage betales noget dyrere. §. 127.

Ved ſtore Skaferier er en Faaremeſter, der kan have Opſyn over det Hele, Skaferen.

nodvendig; ham tilſtager man en Deel af Fordeelen, og gior ham anſvarlig for