ſe af den Re⸗ Udfald. Da e Regel, end ans Forſtandi pvelſen valge te der kan for⸗ ragne Regler, at domme og forekomme ved domme rigtigt vortil den blot

abelig Under⸗ ldige Grunde. ter og indivi⸗ nde, en Com⸗ odſigende Re⸗

der, hoilke for⸗ gs⸗Theorien hat Praxis og Lei⸗ Landmend kun rfaringer og Na⸗ giiſte og Sptog⸗ eorere eller videre

kan ikke gibre

3 Grundſtf er em⸗

Lerens Grundlagning. 7

empiriſk, d. e. givet ved ſandſelige Jagttagelſer. Men var end Erfaringen ganſke empiriſk, ſaa er dog Reſultaternes Udvikling og Videnſkabens Konſtruction, For⸗ ſtandens Vark.

§. 15.

Men allerede Erfaringer i ſig ſelv ere ikke blot ſandſelige Jagttagelſer, men indbefatte Betragtninger over det Jagttagne. Begrebet om Kauſalitet, eller at et Phanomen er Virkningen af et Andet, ligger til Grund for enhver Erfaring, og fol⸗ gelig er enhver ſammenſat af ſandſelige Jagttagelſer, og af Forſtandens Virkſomhed.

Det er endog for det rageſte Menneſke egent at ſporge om Aarſagen til ethvert iagttaget Phe⸗ nomen, og Noget uden Aarſag kan Ingen tanke ſig.

Aarſagen til eet Phenomen maa veere et Andets Virkning og dette maa atter have en an⸗ den Aarſag. Saaledes tonker ethvert Menneſke ſig en Kicede af Aarſager, ſaalcenge det er muligt, tager ofte Phantaſien til Hielp for at forleenge den— lader Verden hvile paa en Keempe, Keemmpen paa en Elephant, Elephanten paa en Skildpadde— men maa en⸗ delig komme til en Punkt, hvor han ikke mere kan ſinde en Aarſagernes Aarſag. Den ſidſte Aarſag kalde vi da Kraft, hvilken vi betragte ſom udgaaende fra Naturen, fra Guddommen. Men Kraft er ſtedſe kun det ſidſte, hvorhen vor Forſtand kan trange, og Meget, ſom man anſage for en undgrandſkelig Kraft, er ſenere blevet erkiendt for Virkning af dybere liggende Aarſager.

§. 16.

Til den Slutning, at et Phanomen er et Andets Virkning, fores vi derved, at disſe Phœnomener ere ſaa ofte tilſammen eller folge hverandre. Men netop heri ligger Grunden til de fleſte Feilſlutninger, i det vi ere alt for tilbsielige til, altid at betragte det Folgende ſom Virkning af det Foregaaende.(Post hoc, ergo prop- ter hoc). Ogſaa fattes, desvarrre, et beſtemt almindeligt Kiendemarrke til at ad⸗ ſkille en blot Folge i Tiden fra en Folge af Kraften.

§. 12.

Den hyppige og gientagne Sammenvaren berettiger os forſt til blot at be⸗ tragte Forbindelſen imellem to Phœnomener ſom Aarſag og Virkning. Jo oftere den gientages, deſto ſandſynligere er denne Forbindelſe, og omſider moralſk Vished for os, hvilken dog ophorer at vore dette, naar kun een eneſte Gang den ene frem⸗ Da ter vi i det ringeſte ikke holde den ene for den Andens

eneſte Aarſag eller Virkning.

kommer uden den anden.

§. 18.

Hvad Erfa⸗

ring er.