ines Kraf. 8g, og i det

Men Til⸗ atter Ma⸗ der fortare denne kan det Jords⸗ iſt nok uden

Den Land⸗ mlige Gied⸗ mindſt mu⸗ Agerdyrkaia⸗

kninger, til dette Maal⸗ den landee⸗ anden en Le⸗ hvori Natw⸗

Originalen,

dette Vark ned Origina⸗ tabt for me⸗ enhver Kyn⸗ ze Vanſkelig⸗ menneſkeligt

n Senſation, dertiden dets

igreb— vare itte

Overſeœtterens Fortale. VII

ieke Beviſer. Dets Grundſcetninger ſprede, liig Himmelens Lys, ſine ſkinnende Straaler til alle Europas Kanter, og naar Vankundighedens eller Partiſthedens Taage end ſtundom ſtrabbte at ſkEiule deres Glands, have de dog ſtedſe giennemtreengt, adſpredt den og viiſt, at den kun var — Taage. Jal ſtore Mand! Allerede mange af Dine Samtidige erkiende Dit hoie Verd; men Efterſlergten, den upartiſke Efterſlœegt, der egentlig vil hoſte det fulde Gavn af Dine utreettelige Beſtrebelſer, ſkal forſt fuld⸗ kommen vurdere dem, og taelle Dit Navn blandt Menneſkeſleegtens ſtore Velgiorere. Derfor:

Velſignet ſkal Dit Minde ſtaae

Saa lange Plov og Harv kan gaae!

Men hverken Forfatteren eller hans Vark treenger til at jeg harver min ſpage Stemme til dets Roes. Hvad jeg her har ſagt, var kun et Tak⸗ nemmeligheds Offer, for de Velgierninger, jeg ſom Agerdyrker har nydt, ved hans Beſtreebelſer for Menneſkeheld.

Man har giort ſig mange og urigtige Foreſtillinger om dette Verk, af hvilke jeg ſkal anfere et Par, og ſtrœbbe at beſoare dem.

Nogle have af Originalens Titel:»rationelt Landbrug', ſtrax ſluttet, at Veerrket var blot theoretiſk, og alene fremſtillede et godt Hoveds Drom⸗ merier. Ikke faa praktiſke Landmeend, der med Rette ſœette hei Priis paa ſande Erfaringer, forledtes derved til at troe, at kunne undveere dette Skrivt.

Andre, der vel kiendte Forfatterens vidtberomte Navn, men horte ham navne ſom Stifteren af en ny Agerdyrkerſect— om jeg ſaa mage ud⸗ trykke mig— giorde ſig enten aldeles ikke eller kun loſeligen bekiendt med hans Vark, formenende, at de deri fremſtillede Regler blot pasſede til visſe Ideer, ſom de nu engang, ofte efter fremmed Autoritet, anſaae for upas⸗ ſende— om juſt ikke i Almindelighed— ſaa dog til vore Forhold, vor Grad gf Kultur.

Begge