od den abet⸗ aae Retning tand og bli Kandt, ſan aſkinne der⸗ ker Plovens 1 Tab. 2 ſtoder til Log II a.) 2, uden at har den be⸗ netop har at betragte

er i ſig ſelb.

da det er Stiert med g, at Plo⸗ horizontal

eer Skicret „paa Na⸗ jcrets Ten⸗ ken. Nen Overfladei an vel have at forkorte forandre det Punkt,

Agerdyrkningsredſkaber. 25

Punkt, hvor Traklinien feſtes til Aaſen eller give den en anden Retning. Ved at lofte Aaſen modarbeides vel Plovens Tendents til Jorden, men Skic⸗ ret, der ikke gaaer horizontalt, ſkraber og forsger derved ſaare Trakdyrenes Laſt. Paa Hiulplovene pleier derfor Seulen ikke at vœre fœſſtet til Aaſen ved Tappen, men kun faſtkilet, og Bagdelen kan ligeledes, for ved Kilning at kunne give Plo⸗ ven en anden Stilling, bevages ved Stierten. Men her kile Plovkarlene, til ſtor Byrde for Trakdyrene, ofte paa en hoiſt urigtig Maade og give Skigret en alt for ſtor Tendents til Jorden, fordi de derved erholde, at Ploven ikke ſpringer ud. For dybt kan Ploven ikke gaae, da Aaſen hviler paa Forkar⸗ ren; men den trykker da med ſtor Kraft derpaa og foroger ſaaledes Laſten endnu meer, ja endog i den Grad, at Aaſen, derſom Jordsmonnet er ſtaʒrkt, maa brydes paa den Punkt, hvor Trakkieden er anbragt. Ved Hiulplove marker bor ikke ſaa let at Aaſen har denne urigtige Stilling; men er Ploven uden Hiul, da opdager man den ſtrax og det er ſaare vanſkeligt for Plovmanden at modar⸗ beide den.

Aaſen har, ved Plove ſaavel med ſom uden Hiul, forſkiellig Lengde. Jo lœngere den er eller jo ſtorre Afſtand der er mellem det egentlige Trakpunkt og Plovlegemet, jo ſtadigere gaaer den, fordi Aaſens Spidſe, naar Skicrret gior en meget liden Afvigelſe, allerede maa giore en ſaameget ſtorre Bue. Men Aaſen bliver ſvagere ved at forlœnges og jo langere den er, jo fosrere maa den vœre. Den bayleiſke Plov har en meget lengere Aas end den ſmalſke og dette er end een Aarſag, hvorfor den ſidſte gaaer uſtadigere, end den forſte, og hiin ber i alle ſine Forhold vœre meget neiagtigen conſtrueret, da Trakkraften meget mindre kan have en, ved dens Stilling begaaet Feil. Men ingen Kraft for⸗ mager at bryde Aaſen paa denne Plov, hvilket dog vel knnde hande den bay⸗ leiſte. Hiulplovenes Aas er i Almindelighed altfor lang og nager endog betyde⸗ ligt foran Forkerren. Det Punkt, hvori Aaſen hviler paa Forkœrren, kan efter Behag, bringes lœngere fra Plovlegemet eller nermere dertil. Idet ſidſte Tilfœlde hœeves Plovens Spidſe, i det forſte ſynkes den. Aaſen har nemlig flere

Huller, hvori man kan ſtikke et Som og derved faſtgiore Trakkiedens Ring.

Tredie Deel. D Aag⸗