d ſelb at an urene, meet end and, due⸗ nange me⸗ „ men til zitterjord, den kulſy⸗

he deelte. men ſaa tigen til nde Kalk. de Kalken erket, at

t opdem⸗ pulveriſe⸗

mindre end oget; deels bruges der⸗ hausſeetne, d tilgtend⸗ nan ſpotet

Sel

Mineralſke Giodemidler.

Selv den gamle Mortel ſynes med Tiden at oploſes, naar den kommer i

Forbindelſe med raadnende Dele. J det mindſte gior den en meget markelig Virk⸗ ning paa Enge, men forſt efter nogle Aars Forlob. §. 62.

Mergelen beſtaaer, ſom vi vide, af Leer og kulſuur Kalk i ſaare forſkiel⸗ lige For— men inderligen forenede, om den ſkal fortiene Navn af Mergel. Ved disſe Beſtanddele virker den ſom Gisdning paa en dobbelt Maade: phyſiſt ved eene der paa en vedholdende Maade forbedrer Jordsmonnets Conſiſtents, og chemiſt eller egentlig gisdende ved Kalken, hvilken Virkning efterhaanden formind⸗ ſkes og omſider aldeles forſvinder. Imellem begge disſe Virkninger maa noie ſtielnes. Mergelen yttrer meer den ene eller den anden, efterſom Leer eller Kalk er herſtende. For paa en kiendelig Maade ved Leermergel at opnaae den forſte, maa denne naturligviis paakisres langt tykkere end Kalkmergelen, hvoraf man kun venter den anden. Hiin phyſiſke Forbedring finder ogſaa kun vedvarende Sted paa det Jordsmon, ſom tranger dertil. Brugte man derimod Leermergel paa Leerjord, ſaa vilde denne, efterat Kalkens Virkning ophorte, kun ſkade.

Ved begge Beſtanddelenes inderlige Forening har Mergelen det ſtore For⸗ trin for det blot ſeie eller ſtisre Leer, for den kulſure Kalk, endog for en kunſtig

landing deraf, at den af ſig ſelv fuldkommen pulveriſeres, og i de fineſte Par⸗ tikler blander ſig med Jordsmonnet. §. 63.

Mergelen.

Man har fra Arilds Tid kiendt Mergelens Nytte, og hiſt og her, hvor Meninger em

der har veret nogen Virkſomhed i Avlsbruget, paakiort den. Mangel paa Kundſkab om dens Natur, var vel Hovedaarſagen, hvorfor den ikke meer udbredte ſig. Begrebet om Mergel forbandt man ſtedſe kun med et Mineral, der havpde en vis i Hine faldende Beſkaffenhed. Da Mergelen har ſaa mangfoldig Dannelſe og Form, ſaa anſage ingen den for Mergel, der havde et, fra den Slags han kiendte, forſkielligt Udſeende. Saaledes lod Frederik den Store— der havde de ſundeſte og rigtigſte Begreber om Agerdyrkningen, men endelig blev afſtrakket derfra ved det ringe Held, hans Anordninger hadde, fordi man mis⸗ forſtod

Mergelen.