“

— 8——————

232 Mineralſke Giodemidler.

Fremdeles vide vi, at nogle Plantearter iſcr erholde megen Kraft af Kalken, og zer med deres Palerodder giennemtrange og paa en vis Maade oplsſe den raa Kalk⸗ Virk ſteen. Dette er iſceer kiendeligt paa Eſparcetten, ſom ro til 20 Fod dybt tran⸗ giedſ ger med ſin Palerod ind i Kalkſtenen, danner nye Planter af Sidersdderne, der hare

paa deres Plads ſkiorne og ſmuldre Kalkſtenen, og hvis Top vegeterer ſaa me⸗ get yppigere, jo dybere den tranger ind i Kalkſtenen, om Kalkklippen end ikkun er dakket af et meget tyndt og ufrugtbart Jordlag. Lela

Den brandte ſyrefri Kalk gioder ſtarkere end den ubreendte. J denne Til⸗ V

ſtand er den viſt nok meer oploſende og virker ſtœrkere paa den organiſtke Materie. died Men vi maa antage, at dens ſtorre Virkſomhed endnu har en anden Grund. Vüſar Den tiltreekker uden Tvivl, iſcer naar den ſom et Pulver er forenet med Jordsmon⸗ ſaadd net, ſin tabte Kulſyre igien i ſaare kort Tid; men denne Kulſyre, ſom den ny⸗ daur lig har tilegnet ſig, binder ſig formodentlig ikke ſaa faſt, at den jo lettere giver lſl den til Planterne. Folgelig indſuger deu atter deraf, og herved opſtaaer mellem eud G Kalken, Rodderne og Atmoſpharen en vedvarende Vexelvirkning af denne Kul⸗ ſyre. Paa denne Maade kan man forklare, hvorledes endog et meget kalkhol⸗ Aakg digt Jordsmon kiendelig frugtbargisres ved at giodes med braendt Kalk; og hvor⸗„dlbar for man dog ſporer nogen Virkning af en nye Kalkgisdſkning, om der end af en ſteeku foregagende aabenbar er Kalk nok i Jordsmonnet. ſaa for Paa disſe Kalkens forſkiellige Virkninger— hvad enten Forklaringen er vlier rigtig eller ei— maa vi nodvendig tage Henſyn, naar vi ville forklare Kalkens ldeſt forſkiellige Virkninger, ſom Giodning. Den er ſterkeſt og⸗kiendeligſt paa det hn Jordsmon, der indeholder megen ſuur Muld, ſom hidtil ikke kom Vegetationen dee til Nytte. Dernaſt paa Jordsmon, der hidtil var ſterkere eller ſvagere giodet bende med dyriſk Giodning, men endnu aldrig med Kalk eller noget Lignende. J dn dette Tilfalde virker den ofte meer end en nye Gisdſkning, men udmagrer i Ti⸗ 1 h1n dens Langde Jordsmonnet, og gior i det mindſte nodvendigt, at en kraftig Gisdſkning af anden Slags maa om nogle Aar folge. Da ethvert dyriſk Jords⸗ lſa mon, om det end ſynes nok ſaa magert, dog endnuͤ har nogen, ſandſynligviis es vanſkelig oplsſelig, Muld, ſaa vil denne forſte Kalkgiedſtning, endog paa ma⸗ tdd ger