pe ö — — —— 4 4 4 4 3 K “ (Urie Sidſ. Giessen Albrecht Thaers Grundſatninger ⁸ for Landoccononien. Overſatte af Joh. Chr. Drewſen. — Fierde Deel. MSILNDBA8 20 MAOEGl. IX ——*˙ O90.——— Kiobenhavn. Trykt i det Schulhiſke Offiein. 1819. E. ſidſte jeg be blot mine litter gen e wene, bed Forfa er ty Deels Til Leaſerne. En delig er jeg da herved iſtand til at overlevere de danſke Landmoend den fierde og ſidſte Deel af dette merkvcerdige Skrivt. At denne ſenere er fremkommen, end jeg bebudede og virkelig haabede, har for ſtorſtedelen ſin Aarſag i at jeg blot har kunnet anvende de Timer paa Overſcettelſen, jeg havde tilovers fra mine egentlige Forretninger. Hvad Overſcettelſen ſelv anbelanger, da erkiender jeg villigen, at om en⸗ Litteratus havde overſat dette Skrivt, ſaa kunde Stilen veret bedre; ja mueli⸗ gen endog meget bedre. Derimod troer jeg, uden Ubeſkedenhed at turde for⸗ mene, at Overſckttelſen, fra den landoeconomiſke Side betragtet, intet har tabt, ved at jeg paatog mig den. Jeg har neppe noget Sted misforſtaaet Forfatteren, og formener ogſaa at have overſat hans Skrivt i et Sprog, der er tydeligt for dem, for hvilke det egentligen er beſtemt. De betydelige Trykfeil, ſom jeg har opdaget, findes anforte ved denne Deels Slutning; de mindre betydelige, har jeg derimod ei anfort. a 2 Og Og hermed nedlaegger jeg da veltilfreds den Pen, ſom jeg har brugt til dette Arbeide. Veltilfreds, ſiger jeg, fordi jeg anſeer det Verk, ſom jeg ſaa⸗ ledes har henplantet paa Fadrelandets Grund, for det fortrinligſte den land⸗ oeconomiſke Literatur eier; og endydermere veltilfreds, fordi dette Arbeide, der i ſig ſelv— dette ſkal enhver Kyndig ſande— om endog blot formedelſt dets Omfang, var moiſommeligt, blev det end mere for mig ved min borgerlige Stilling. Gid det nu, eller i Fremtiden, mode den Opmerkſomhed hos danſke Landmand ſom det fortiener, da ſkal dets herlige Frugter ogſas mod⸗ nes paa Feddrelandets Grund. Strandmollen den 23de December 1848. Joh. Chr. Drewſen. He Oyrintel Sadekor Omhygg Hvorvidt Sadekor Sadens Saaetide Sedens Hvor tyl Sanenin Saaema —O—;—ÿᷣͦ———-——— Hvad be Sadarte rugt til jeg ſaa⸗ en land⸗ eide, der elſt dets orgerlige hed hos aa mod⸗ ——e gggüeseseA— — JIJundhol d a f fierde Deel. Femte Hovedſtykke. Vegetabilſke Subſtantſers Frembringelſe. Indledning: Hrpan Forſtiellen mellem Produktion og Fabrikation beroer.. Vegetabilſt Produktion:. Oprindelſe af Froe. Ä„.... 8 Sedekornets Fuldſtendighed...... Omhyggelig Bevaring...... Hvorvidt Sadekornets Ombytning er nodvendig... Seedekornets Varighed..... — Rieenhed..... Sadens Blodning i Vand...... —— i Lud...... Saaetiden........ Scedens Nedbringelſe..„„„. Hvor tykt bor ſaaes.„..... Saageningen.....*.. Saaemaſkiner„.....„ Sadarterne:.. Hvad ved Sod forſtaaes....... Seedarternes Egenſkaber og Natur..„... — Beſtanddeele...... — Veegt„..„.. VI Sedarternes Afgrode Seedens Vegetation Vinterperioden Vinterens Ophor Tvivlſom Tilſtand om Foraaret Sideſkud om Foraaret Axenes Fremſkyden Sodens Blomſtring Leieſced. Sygdomme. Honningdug. Ruſt Hoſtens Forberedning Hoſtfolk. Forſkiellige Hoſtmaader Seedens Nedlagning Negning og Binding Fremgangsmaade i vaadt Veirlig Lader og Hiesſe Sammenſeening Terſkning. Terſkerlon Terrſtemaſkiner Seedens Bevaring — Behandling paa Loftet Inſekters Odeleeggelſe Rotter og Muus Hvedens Arter Hvor Hveden bor have Fortrin for Rugen 4⁴ . 4 4 4 4 2 .⁴ Brak⸗Hvede Hvede efter andre Afgroder Seedekornet. Saagetiden. 4 4 4 4 *1 2 Hveden: Afarter: 4 37. 40. Naͤbring Yinteryer Vegetati Behaknie Den orb Wiirliget Nedenhe Afgrode Vardie Terende Heut d Triticuu To Sla Kornbta Hoveda⸗ Midler pfarter Pasſen Forbere Sadeke Tegeta Noder Ifgro⸗ Prüs Vaarr farte Jardes 2 7. 37. NRed⸗ Triticum polonicum To Slags Brand. Stovbrand Jordsmon 3— 3 2* Triticum monococcon ABrand i Hveden: Nedbringelſe...„„. Vinterperioden..... Vegetationsperiode, Den unge Seds Harvning.. Behakning...... Den gronne Tops Afhugning.... Veirligets Paavirkning.... Modenhed.... 3. Afgrode..... Veerdie...... Tarende Evne..... 8 2 Vaarhvede: Hpor den bor dyrkes..... Spelthvede. * 4A Kornbrand....... Hovedaarſagen ligger i Seeden.. Midler derimod. 3. Rugen: Afarter..... Pasſende Jordsmon for Rugen... Forberedning og umiddelbart foregagende Afgrode. Sodekorn....— Begetationsperiode..... Modenhed...... Afgrode. Vardie.... Priis-..... Vaarrug..... Bygget: Afarter........ VIII Forberedende Afgrode Sedekorn. Arter og Afarter Jordens Tilberedning Udſcad. Vegetationsperiode Modning„ Veerdie. Jordsmon. Modenhed 3 Riiſen. Dennes Hiſtorie Redſkaber. Raddyrkningens Fordeele Sadens Plantning . 4 Fordringer til Jordsmonnet Hvoorrvidt denne Dyrkningsmaade pasſer til farſtielige Agerdyrkningsſyſtemer 4 4 4 4 4 Det almindelige Byg. Det ſtore toradede Byg. Himmelbygget.. Det ſkaldede toradede Byg. Det ſexkantede Byg. Riisbygget. 4 Havren:. .... 2 4.⁴ 2£ 6 4 4 4 4.fl 4£f 4£ 4£ 6 92 4 Trebalg:. 2** 4 4£.ᷣ* 84 * 4 4 4 0„* 4 4 ..*... Radernes Afſtand...—.. Anvendelighed til Balgfrugt.„.. 8.. Udgivterne erſtattes ved den ſparede Udſcd.„. Storre Afgrode..... Kan ei overalt indfores... 8.. Behakningen...... 4 F 83.*. 4. 2 * 4 4 4 4 4 4 Om Sedens Dyrkning i Rader og om dens Behatning; med Heſteredſkaber: 2 Disſe d Ogſaa n Hvorvid Jotdome Deres„ Gisdſtni Agerens Saaenit Vegetat Heſt Afgrode Afarter Jordem Saatnir Hoſt Aforode Afarter Jordsm Giedſtn Vegeta⸗ Radſaa Sygdor Heſt Afgrod In d hold. 24 Balgfrugterne:.... 99. .24 Diae Frugters nerrende Beſtandheele........ 99. gſaa nœrende for Vegetabilierne...„.... 100. . 76. Hvorvidt de, mindre end Seedarterne, udmagre Jordsmonnet.... 101. . 77. Arterne:.... 101. . 79. Jordsmon...... 8.. 102. Deres Plads i Sedſkiftet....... 102. 79 Giodſtninn.......... 103. . o Agerens Tilberedning....... 104. Saaening..—.... 103. . 8o. Vegetationsperiode.......... 106. „ 80. Hoſt.......... 10z. 84. Afgrode. 8...... 108. . 3— Lindſen:.... 109. . 85. Afarter.......... 109. . 86. Jordsmon............. 110. . g6. Saaening.......... 110. 85. Hoſt........... I10. . gr. Afgrode og Veerdie......... 110. . 33 Krybbonner:.... 1II. ber: 89. „ Bonne⸗Vikker:. 111. 9⁰. Afarter.......... IIT. . 90. Jordsmon...... 6.... 1I1I. . 92. Giodſkning........*. 112. . 93. Begetationsperiode........ 4. 112. . 94. Radſaagening og Behakning med Heſteredſkaber...... 113. . 95. Sygdomme........— 114. . 95· Hoſt........ 3.. 114. Afgrode og Verdie. 115. Indhold. Side .. AKFKitkerne:.... 116. Afa rter... 4*. 9. ⸗ 4..«*.* I 16.. Amindel Jordsmon. ¹..........* 116 Udſed. 1. 5.. 2*.*.⁴* 117. V Hoſt.... 4.* 3* 4. 118. Forſkiel Afgrode..... 3**.. 118. Jordsmo Kiernens Brug...... 4 119. b Giodſknit Neining Boghveden:.... 120. Soghdeden Vinttrye Jordsmon 5.. e 4* 0 2*„* 120. Fiender Hoſt 83.*—.* 4. 4.. 121. Mantwir Afgrode.*. 2 4.. 3.. 6 122, Naddyrk Veerdie 0 60.* 0 2.*... 5 5 122. Hoſt Sem Foderurter. 3.......... 122. Terftnin Siberiſt Boghvede......... 123.— ....1.. Tfgrode Blandingsſad:.... 123. ...... Stranet Hvede⸗Rug........... 124. b Jotdens Havre⸗Byg......... 124. Nays ſol Havre⸗Vikker......... 125. Retabag rte 2 Rug 8 2.** ⸗** 4** 125⸗ . Behaknings⸗Frugters Dyrkning:.. 126. Behakningens Fordeele....... 126. Heſtehakker og Hyppeplove....... 126. Lette Plove med een Muldfiel...„„. 127. Skuffelploven„. 3 8 2 3*..*. 128. Arbeidsbeſpareeſe ved ſaadanne Redſkaber..... 5 129. Dens Vigtighed ved disſe Frugters Dyrkning...... 130. Agerens Tilberedning..„.„.... 130. Maraueren eller Furetrekkeren....... 131. Enkelte og ſammenſatte Radſageningsmaſkiner. 3.... 131. gardam Planternes Optrœkning paa Havebede......... 132. ſed 9 31 O te 3 in*. 2**ℳ ⁴ ·** 3 3 Planiernes ptazning... 133. b Degetati Plantning......... 134. Heſt Plantning paa opploiee Rygge...... „ g paa opplsiede Rygg Afgrode 4 Indhold. . Side Handelsvaxterne:... 136. Almindelige Bemerrkninger ved Handelsvexternes Dyrkning.. e. 32ie 136. Olieplanter:.... 141. Forſkiel paa Raps⸗ og Rapſadkaal..„..:.... 142. Jordsmon. rc. 3......... 143. Giodſkning....„. w....... 143. Ploining. 1........ 144. Vinterperiode......... 145. Fiender..... 4.. 146. Plantningsmaaden.......... 146. Raddyrkning....... 147. Hoſt......... 147. Terſkning paa Loen.„...... 8. 150. — paa Marken...-... 151. Afgrode.......... 152. Straaget..... 4... 4. 153. Jordens Udmagring........ 154. Raps ſom Foderurt og til Greesgang...... 154. Rotabaga......... 4. 154. Sommerrabes... 154. Senep. 1356. Den chineſiſke Oliereddike..... 157. Almindelig Dodder...... 158. Valmuen..... 158. Jordsmon.......... 159. Udſed. 0.. 4* 4* 4. 159. Vegetation 4 4..* 4 0 ⸗. 2 3* 159. Hoſt 5 5.. 5 6 e 0 24 8 4 4 160. Afgrode 160. Indhold. Side . ntrin Horavlen:.... 161. Su — 3 4 umteſt Det fordeelagtige og ufordeelagtige ved denne Avl.... 162. r Jordsmon.......... 163. Türde Horrens Plads paa Ageren......... 163. Bigren Froe 4 4. 0 4 a 4 2 ⁴ 82 165. Afarter 4 4 2.ϑ 9 2. ℳ 6 2 ⁴ 166. Rodning... 1..... 166. Dyrkning Artet Hampen:.... 167. Jurdsma Jordsmon 2** 6*—⸗ 4* 4 5 I 67. 4 Asetens 5 Dyrkning.*** 5*.... 167.* Vegetation 83 2 5 4 4 0 2,.. 4 168. Svalerod:.... 169. t eiſ Som Fo Tveboe⸗Nelde:.... 169 · Lodder⸗Kartebolle:... 170 · Krappen:.... 17 T. Almindelig Dyrkningsmaande....... 171. Forbedret Dyrkningsmaade........ 172. Behandling efter Hoſten...—.... 173. *. 3 Afarter Vaiden:... 1 .. 173. a hre Dens Dyrkning i Almindelighed....... 173. Jordeme Afarter ⸗* 5 5 0. 4 24... 174. Sted pa Jordsmon og Dyrkning........ 174 Giednin Hoſt og Behandling 2 2 3. 4 4 1 2 4. 6 175. b Leggekar Ber Kan Vau:*2 4 4 76 . 2 176. Legning . Dyrknin Saflor:.... 176. 1 fl 7 Bearbeik Humlen:. 8.. 177. üeſ —. Bevarin Afarter 2..... 177. Y Nerende Humlehavens Anleeg* 3* 3. 1. 178.ͤ Produkt Plantning.... Humleſtangerne.. 4 Hoſt.... Afgrsode„... Dyrkning ved Planterne.. Arter.... Jordsmon.... Agerens Tilberedning.. Til Caffeſurrogat Som Foderurt. 3 Afarter.... Af Froe.... Jordsmon.... Sted paa Marken... Giodning 2.. Leggekartofler.... Bor Kartoflerne legges tett eller vidtloftigt? Legningstiden... Dyrkning... Bearbeidning i Vextperioden.. Hoſt.*.. Bevaring... Nearende Evne... Produktionspriis... 2Aã 4 Tobakken: 2⁴.Ql Cicorien: ³A 4 .. Kommen: Fennikel: Annis: Kartofler: * 4 4Q 4Q * 4 4 4 4 4 2 2 *. 8* 2 4 4 178. 179. 180. 181. 182. 182. 184. 184. 185. 186. 186. 187. 188. 189. 189. 190. 191. 193. 193. 193. 194. 194. 195. 198. 198. 199. 201. 202. 204. 205. Run⸗ n d h ol d. Side Runkelbeden:.... 209. Afarter.....„....... 209. Afarter Jordsmon..... 8.*. 210. Jordeme Sagening......... 211. Saaenin Vegetation.... 3 3. 3. ¹ 211I. Togttai Bevaring.... 3 3 ¹.. 212. Neleen Afgrode........* 212. Hoſt Runkelbedens Dyrkning til Sukkerfrembringelſe..... 213. Vevating Anvende Roen:.... 214. Vandroer:.... 214. Brakroer....... 8. 215. Stubberoer........* 2. 216. Afarter Jordsmon og Dyrkning........ 216. Jördsme Hoſt... 3.. 3 ¹ 217. Vegttati Anvendelſe..... 3.. 4 218. b heſ Teltoverroer..... 4.. 3. 218. Halmen Froeavlen.......... 218. Anvende ; Afgrode Kaalrabien:... 2919. enne Afarter.......... 8 219. Jordsmon........ 220. Dyrkning..... 8...„. 220. NAhrter Bevaring om Vinteren... 8 22 1. Jerhen Afgrode.......... 221. Pladsi Narende Evne......... 222. Nd an Overjordiſt Kaalrabi........ 222. Sreni Hovedkaal:.... 2222. deßtai Een⸗ dg Aharter......... 222. Tförsde Jordsmon og Dyrkning....... 22 3. gloverh Vextperiode.......... 224. Klayme Hoſt.—⸗.....».. 224. Andre ſ Amendelſe........... 3 224. Heiafg. Bevaring om Vinteren........ Froits: Afarter. Jordsmon og dets Tilberedning Saaening. Vegetationsperiode Mellem anden Afgrode Hoſt.. Bevaring om Vinteren Anvendelſe. Afarker. Jordsmon og Dyrkning Vegetationsperiode Hoſt Halmen. Anvendelſe. Afgrode mellem Maiſen Sukker af Mais Afarter!. Jordsmon. Plads i Omlobet Med anden Afgrode Saaening. Vegetation Een⸗ og toaarig Klover Afgrode. Kloverhoe. Klapmeyerſte Methode Andre ſieldnere brugelige Maader Hosafgrode. Froets Aol. 2⁴ * 2 Indhold. Gulerodder: 4 4. Paſtinakken: Maiſen: ... 2 ³ 4½ Den rode Klover: 9o 8„¶„ 2Q 6«·ℳ 0⁴ 2 .l 247. 248. Froets XVI Froets Teerſkning Opret Tornblad. Kleverens Gienkomſt paa ſamme Ager.... Udmagrer eller beriger Kloveren Jordsmonnet?.... Den hvide Klover:. Saaening..„.. Froeavl....... Jordbar⸗Klover:. Lucerne:.. Agerens Tilberedning..... Saaening...... Dakning ved Giodning...... . Harvning 4 0* 4 4** 4 Overgiodſkning 3...... Afgrode........ Anvendelſe 4 3„. 2. 4 91 2*ℳ Varighed 8 0 8. 2 0. 4* 54 Plads i Sedomlobet....... Froeavl. ⸗ 0.. 2 4 Lucerneagerens Opbrydnin..„. Eſparcette:.. Jordsmon... Forberedning.... Saaening* 1 4. 4 4 4 Hoeafgrode 3 0* 0 4. Adſkillige andre œrteblomſtrende Foderurter: Segl⸗ Snegleballe:. Humleagtig Snegleballe:. 4.** 2 0* Jordem Anvende Froetz Nater Marſt Jordsmon. Anvendelſe. Froets Anvendelſe Racer Marſkracen Siette Indhold. Spergel: Hoitvoxende Grasarter: Reigreesſet: Hei⸗Havre: Hoi⸗Spvingel: Hvas⸗Hundegres: Kamgras: Eng⸗Rottehale: Uldbladet⸗Heſtegras: Eng⸗Ravehale: ³ Qvagavlen: Hovedſtykke. 2A Side 266. 267. 268. 269. 270. 270. 27 1. 27r. 272. 272. 272. 273. 273. 277. 279⸗ XLVIII Heilandsracen 2„ Kiendetegn paa Qvaxgets Alder Vinterforing med Hoe eller Halm Hakkelſeſkiceringen.. Foring med Sed.. —— Maſt og Drank. —— DOliekager. —— Brakfrugter. —— varmt Foder 4 Givternes Folgeorden.. Stroening og Mugning. Vinterforingens Varighed. 2 9 Den jydſke Race.. Biergracen„.. Podoliſk og ungerſk Race Nye Racers Frembringelſe. Tyren„„. Koen... Alder til at fpringes. Begierlighedsperiode. Dreegtighed...„ Fodſel... Kalvens Opkleœkning. Ved at patte. Ved at gives Melk—. Grunde for Patningen eller Opklekningen Qviernes Foring.. Fordeel ved eget Tillceg. Fedekalve... 2* 4 4 2 4 .⁴ 2 4⁴ 0 2 2 4 . 2 2⁴ 2 2 0 2 2 9* 4 2* 5 Qveegets Foring: 2 2 Q. 9 5- 2 0 0*. .* .. 281. b Grxezan .. 281. Teiring . 282. Sommer . 283⸗ Foring! 4 284. Halv E Fodrets Gron 9. .. 284. Orden v 4.. 284· Huur m ... 285. dut do .. 286. Rette T .. 8 287. öudu .. 238. Huur ſ .. 289. Keetnes . 3 290. .. 290. —.. 292. . 3 293. Miäͤerit .. 294. Malknin ... 295. Salg aof .. 296, iarnin ... 297. ASoetterne Skumni b Kiernen **. 298. Ragler! ¹. 298. V .. 299. 3. 300. .. 301. Heerid ... 301. Letemid ..* 302. kobe af .. 305. Dm il *.* 306. b .— 307. 8 1. 397. derdenn Tairing..„ Sommerſtaldforing... Foring med Klover og andre gronne Vexter Halv Staldforing... Fodrets Hiemkierſel.. Gron Hakkelſe.... Orden ved Foringen.„ 8. Hvor mezget gront Foder behsves. Tort Foder om Sommeren.. Rette Tid til Kloverens Hugning. Fordeel af Holleenderiet„— Hoor ſtorkt man bor fodre„„. Koernes Alder... Meieriets Bortforpagtning Gresgang„ r...„ Malkningen... Salg af nyemalket Melk.. Kicerningen.... Botterne„.... Skumningen.. Kiernen„.. Regler for Kierningen... Oſtens Tilberedning; *„ 2.⁴ . 2 .. 4. 2 2 0 2 5 4 ** * 2 2 0 0 84 4 5 4 3 Meieriet: * 4 82 0 2 2 2. 2.. 2 9. Hvori den ene Slags Oſt egentlig er forſkiellig fra den anden Lobemidler. 3.. Lobe af Kalvemaver Om Tilberedningen af visſe Slags Of⸗ Hornqvagets Feedning: Fordeel ved Qvoegets Feedning 2 2⁴ 2⁴ 2 2 2 à * XX Fedeqvyoegets Bedommelſe Feedning paa Gras —— Stald med gront Foder — med Drank 9 6 — e. 4 0* 2 0 .* Regler ſom ber iagttages ved Qvcegets Feedning paa Stald Feedning med Hoe.... —— Kartofler. 4. Svineavlen! Racer.... ⸗ Vaig af Tilkœgget... Parring.. 8... Staldning..... Foring.....’ Udbodning...... Fravcennede Griſe..... Sommerfode. Paa Grees... — Paa Stald... Vinterforing... Svine⸗Beſe ningen.. Feedning...... — med Foderurter.. —— Melk... —— Redfrugter... —— Maſt.... —— Drank.... —— UAffald fra Stivelſefabrikationen. —— Sed.... Atmindelige Regler ved Feedningen... Feedning i Skove.... 8 Faareavlen: Faareavlens Forhold til Qvoœgavlen... Faarerace.* 4 .. Heͤefac Marfff De aln Merine Alder: Parrin Lomme Kiendet Faaregt Pinterf Fering Salt Vandir Stald Hakker Hyoraf Bede⸗ Naar Hvorler Skafer Vaſten Küpni 4 Hopper Folleis Heſten Fering Hee⸗ Gront Grasg Karing 3l. 35. 33 38 35, 36. 349. 856 352. 353 854. 355. 356. 37 353 359. 559. 359 3bo. 3b1. 3b1. 36. 36l. 369. 365 Hedefaaret Marſkfaaret Merinos. Alder til Parring Parringstid„ Lemmetid. Faaregrœsgange Vinterforing Foring med Korn —— Rodvexter Salt Vanding. Stald. Hakker. Hooraf et Skaferie beſtaaer Bede⸗ og Fedeſkeeferiet Naar og hvor Bedefeedningen er fordeelagtig Hoorledes den bor iveerkſettes Skeeferen. Vaſken. Klipningen 4 Hoppernes Bedeekning Folleis Fodſel — Fravornning Heſtenes Alder Foring med S ed Hoe⸗ og Halmforing Gront Foder Gresgang Foring med Rodvexter 2 De almindelige tydſte Faar 4 . Kiendetegn paa Faarenes Alder 4Q 4 2 4 2 4 4 4 4 92 .ᷣ 370. 371. 372. 376. 376. 377. 379· 381. 386. 389. 389. 390. 391. 391. 392. 393. 394 396. 397. 397. 400. 401. 4⁰3. 405. 406. 407. 4⁰8. 409. 412. 413. 414 414. Avne⸗ ☛ E 52 S. — — 2 H 8 8 80 S 2 8 8 8 5 — — +‿ 8 — G& ᷣ 8 — 8 —2 — — O 415 416. 416 4177. 417 Femte Hovedſtykke. Vegetabilſke Subſtantſers Frembringelſe. Fierde Deel. nan i til Fre Lüghed da det det ſel Vegetabilſke og dyriſke Subſtantſers Frembringelſe. Indledning. Produktion og Fabrikation betragtes i Almindelighed ſom Modſcetning af hin⸗ anden, og man troer at de, ei blot i phyſiſt, men ſelv i oeconomiſk Henſeende, mellem Pro⸗ ſaavelſom i Handel og Vandel modſtraœbe hinanden i den Grad, at Grundſcetnin⸗ ger, der kunne anvendes paa den ene aldeles ikke pasſer til den anden, og at fol⸗ beroer. gelig ſaavel Producenten ſom Statsoeconomen bor, med Henſyn paa Begge, an⸗ tage ganſke forſkiellige Grundſetninger. Enhver af dem har ſit Eiendommelige og de ere uncgteligen forſkiellige; men dette Eiendommelige er dog ikke ſaa ganſke modſat eller ſaa kiendeligen for⸗ ſtielligt, ſom man ſœdvanligen paaſtagaer. End mindre grundes Forſkiellen paa de modſatte Grundſatninger, ſom man kun alt for ofte til den Forſtes Skade har antaget. Et Ord om deres Liighed og Forſkiellighed vil derfor her verre paa rette Sted. M Alt tidligere og tydeligere ere de Grundſctninger og Regler udviklede, ſom man til Fabrikvaſenets Fremme har antaget og fulgt. De kunne, i Henſeende til Frembringelſes⸗Haandteringen, verre veiledende, naar man, fra den Sidſtes Liighed med den Forſte, ſlutter til hine Reglers Anvendelighed. Man har ſagt: Ved Fabrikationen gives Materialet blot en anden Form, da det derimod ved Produktionen frembringes— og dette ſynes at ligge i Or⸗ det ſelv. A 2 Men 4 Indledning. Men Produktion er ikke nye Skabelſe af Intet. Materialet til Plantens derfor b og Dyrets Udvikling, Vaxt og Fuldendelſe maae vare forhaanden. Pro⸗ zerhold ducenten nodes ſaavelſom Fabrikanten til at opſoge det, og begge ſom ofteſt, Jeg kan at tilveiebringe og ofte endog kunſtmassſigen at tilberede det. Blot af for- erforeke haanden vœrende Stoffe kan ſaavel Producenten ſom Fabrikanten, ved ſammes Op⸗ brikaſt losning og Omdannelſe, tilveiebringe nye Produkter. denne A J Productionen, ſiger man, ſkeer denne Omdannelſe ved Naturens Kraft; Natioua i Fabrikationen ved menneſkelig Kunſt og Kraft. Men ſelv i Fabrikationen vir⸗ 9 ker Menneſket blot ved Hielp af Naturens Krafter, uden hvilke kun faa Fabri⸗ antage, kata kunne frembringes. Ved nogle af disſe leder han dem mere og anvender nen, d dem aldeles vilkaarligen, men ved andre nodes han til, at lade Naturen, over⸗ Nature⸗ eensſtemmende med dens Love, ene virke; ſom f. Ex. overalt, hvor Chemien an⸗ paa denn vendes, ved Farveri, ved Frembringelſen af Viin, Bl, Brendeviin o. ſ. v.; tioner ne thi her kan han blot ordne og moderere Naturvirkningen. ed ul Men Naturkrafterne virke dog langt mere ved Produktionen end ved Fa⸗ Sted, G brikationen, vil man ſige. Dette er rigtigt, naar de blot arbeide til indſkrœn⸗ heroer pe V kede Hiemed og Fornodenheder. J menneſkeode Egne kan Naturen frembringe- ſaameget, at enkelte omſtreifende Horder kunne, ved at indſamle Frugterne og Produeti drgbe Vildtet, finde tilſtrekkelig Naring; men dog neſten blot i hine milde Naturen Klimaer, der ſynes at vorre Menneſkenes oprindelige Hiem. Saaſnart disſe dwiiſ, forlode Paradiis og udbredte ſig over Kloden maatte de kempe mod Torne og V Leilighe Tidſler og i deres Anſigts Sveed ade deres Brod, d. e. ved Arbeide og Kunſt V frembringe deres Fornodenheder. Fra hine heldige Klimaer maatte de medbringe gade de mere nœrende Sadarter, ſaavel ſom Huusdyrene, der ved Omhu og Kunſt V Art og: vœnnedes til Menneſkenes nye Hiem. J ſamme Forhold ſom Fornodenhederne, rilſt ved den forsgede Folkemangde og ſtigende Kultur, tiltoge, blev Kunſt og Arbeide ſtedſe mere fornsden, og hos kultiverede Nationer kan man derfor ſikkerligen an⸗ tage, at Arbeide ligeſaa meget ſom Naturen har Deel i den frembragte Masſe; juſt ſaaledes ſom Tilfceldet er ved de fleſte Fabrikata. Herved bortfalder altſaa den Paaſtand, at Kunſten har ſtorre Deel i Fabrikationen end i Produktionen, og ani derfor h3 til Plantens den. Pra⸗ e ſom ofteſ, Blot af fe⸗ ſammes dy⸗ turens Kraft, kationen vir⸗ un faa Fabti⸗ eog anvender aturen, ober⸗ r Chemien an⸗ eeviin o. ſ. v. n end ved Fr⸗ e til indſtron⸗ en frembringe Frugterne dg ti hine milde Faaſnart dibß nod Torne ch eide og Aunſ de medbringe nhu og Kunſt enodenhederne, nſt og Arbedde ſikkerligen an⸗ ragte Mabſt tfalder altſas oduktionen, 0g derfor 5 derfor boer de ſamme Love og Regler, ſom iagttages ved Fabrikationsvoeſenet, i Forhold til Produktionens forogede Masſe og Veardi, gielde for Producenten. Jeg kan derfor ikke fravige min engang fremſatte Mening, hvor ſceelſom den end er forekommet Mange, at Jorden, naar Agerdyrkningen ſammenlignes med Fa⸗ og det ſaameget mindre, ſom Indledning. brikvgeſenet, er Landmandens raae Material; denne Anſkuelſe ſynes mig folgeriig, ei blot for Haandteringen, men endog for Natioualoeconomien. Man narmer ſig Grandſelinien mellem Fabrikation og Production ved at antage, at hiin, ved Kunſt og Arbeide fremſtiller eller ſtraber at fremſtille For⸗ men, efter den derom fattede Idee, medens denne derimod er bunden til den af Naturen beſtemte Form; der kan valges, men aldrig omdannes. Men endog paa denne Maade betegnes Grandſelinien ei tydelig nok; thi ved nogle Fabrika⸗ tioner nodes man ligeledes til at binde ſig til visſe naturlige Former, ſom f. Ex. ved Saltfabrikationen og overalt, hvor Kryſtalliſation eller chemiſt Proces finder Sted, der blot kan modificeres, ikke vilkaarligen ledes, men for ſtorſtedelen beroer paa Naturvirkninger. Rigtigſt beſtemte man maaſkee i phyſiſt Henſeende Forſtiellen, ved at ſige: Productionen anvender blot Fro og Spire, og er ufravigeligen bunden til de af Naturen deri nedlagte Former. Thi ethvert Produkt, verre ſig vegetabilſk eller dyriſk, fremkommer af Spiren, der ved Kunſtens Hielp ſom ofteſt bor forſkaffes Leilighed til Udvikling og Material til Underhold, Fremvarxt og Fuldendelſe. Dog er Kunſten ei aldeles uvirkſom ved Dannelſen af den i Sadſpiren lig⸗ gende Form, der ved Individuers vilkaarlige Parring, naar de ere af forſtiellig Art og Race kan forandres; dette er dog mere Tilfclldet ved den dyriſke end vege⸗ tabilſte Produktion. Den vegetabilſke Produktion⸗ L Alle fuldkomnere Planter, og blot disſe kunne her omhandles, fremkomme oprindeligen af Sad, ſom frembringes ved Avleakten. Henſeende til den phy⸗ ſiſte Oprindelſe af Fro. Sedkornets Fuldſtœndig⸗ dighed. 6 Scedekornek. ſiſte Deel af denne Lœrre, ſom jeg her ellers med Henſyn paa det landoeconomiſke Publikum, vilde foredrage, kan jeg henholde mig til min elſkede Svigerſons, Profesſor Cromes Handbuch der Naturgeſchichte fuͤr Landwirthe, ſaavelſom til adſkillige Fragmenter af min hedengangne Ven Einhof, der i?de og 8de Bind af Annalen des Ackerbanes ere aftrykte; thi denne Lare er pasſende for tœʒnkende Landmand og foredragen aldeles efter min Synsmaade. Jeg ſkrider derfor umiddelbart til at afhandle det Praktiſke. Frembringelſe ved Hielp af Fro, er ei blot den oprindelige men endog den ſœdvanlige, og derfor vil jeg i Almindelighed omtale denne, og blot berore Pro⸗ duktion ved Hielp af andre Spirer, hvor den ved enkelte Vaxter er anvendelig. §. 2. Ethvert Sœdekorn bor verre fuldſtoendigen uddannet, modent og vel bevaret. Ufuldſtandige Sadkorn kunne have Spireevne, men i deres Indre ligger allerede den forſte Grund til Plantens Svaghed. Vel kan denne under heldige Omſtandigheder, ved fortrinligt til Planten pasſende Jordsmon og Veirligt overvindes og fra ufuldſtœendigt ſammenſkrumpet Fro kunne ſterrke og ſunde Plan⸗ ter fremvoxe; men ſaadanne Afgrsder mislykkes dog lettere, og Beſparelſen ſtaaer ikke i Forhold til det Tab, Landmanden derved kan komme til at lide. Jeg bor ſaameget meer erindre herom, ſom den ſtore engelſte Naturforſker Banks, i hans Bemarkninger om Ruſt paa Saden(das Befallen des Getreides) har giort den overilede Paaſtand, at de derved indſtrumpede Kierner vare neſten uduelige til ethvert andet Brug end Saaening, men tvertimod fuldkommen ſkikkede hertil, da de havde Evne til at ſpire. Denne ſtore Mands Mening, der kunde have giort meget og ſkadeligt Indtryk, blev ſtrax ved Forſog giendreven af adſkillige Landmaœnd. Have end nogle Agerdyrkere anbefalet ſmaae og ſvage Kierner til Sad, fordi et beſtemt Maal rummer flere af disſe, ſaa ere dog alle opmœrkſomme Jagttagere overbeviſte om, at det er fordeelagtigt at ſaae de fuldkomneſt uddannede og ſtorſte Korn. Man har ofte erholdt fortrinlige og ualmindeligen rige Afgro⸗ der, naar man, ved at udſoge de fuldkomneſte Ax og Korn, forſkaffede ſig en Stamme af ſtœrrkere Planter, der ved omhyggelig Dyrkning forplantedes. Her⸗ paa 1 beroe Omhue, medens A Sad, ℳ Dmhie under Ve tynde Nl⸗ folgälg k nernes ful nende me Umahen Li hed, der og ved th naar Sa heviſes, til at ſpi ſtringen! befrugte ſtor Eka I ſag kiend Larſagen undoeconomiſt de Svigerſone ſaavelſon il og 8de Bindif e for tankene ſtrider derfe men endog den dot berore Pue⸗ r anvendeli⸗ og vel bebaret. res Indre ligger ne under heddie on og Veirig og ſunde Pla ſſparelſen ſtu lide. Jighn ſter Banks, eides) har ginn naſten uduelg ſkikkede heti der kunde her een af adſtllig vage Kierner 1 e opmatkſonm mneſt uddamaͦ gen rige Aſgt⸗ arſkaffede ſg lantedes. He⸗ ban 7 paa beroer tildeels udenlandſte Sedarters Fortrin, der ei blot dyrkes med ſerrdeles, Omhue, men hvis Sadekorn ogſaa omhyggeligen velges. Man ber folgelig, medens Afgroden endnu ſtaaer paa Marken, veelge den fuldkomneſte Deel deraf til Sad, og under mange Forhold vil det rigeligen lonne Umagen, med ſardeles Omhue at avle Saaeſaeden, paa en for Sadarten fuldkommen ſkikket Ager; under Vegetationsperioden at udrydde Ukrudet, ved Behakning ſaavel at ud⸗ tynde Planterne, ſom ſkiorne Jordsmonnet, og ſaaledes bringe Planterne, og folgelig Saden til ſtorſte Fuldkommenhed. Paa ſamme Maade bevirkes Kier⸗ nernes fuldſtœndigſte og ligeligſte Modenhed. Naar derimod Froet, overeenſtem⸗ mende med Planteartens Natur, modnes paa forſkiellige Tider, ſaa lonner det ſtedſe Umagen at udſoge de fuldkommen modne Ax eller Frokapfler. §. 3. Ligeſaa vigtigt er det, omhyggeligen at bevare Sadekornet. hed, den hidrore i Begyndelſen fra Sadens Natur eller fra Luften, bor fiernes, og ved tyndt at ſprede Seden og ofte at rore den bringes til at bortdunſte. Thi naar Saden bliver mugen eller ſkimlet, hvorom man ved Lugten letteligen over⸗ beviſes, ſaa er det ſaare misligt at bruge den. Saden taber ikke derved Evne til at ſpire og ofte har den unge Plante endog godt Udſeende. Men ved Blom⸗ ſtringen viſer Sygdom og Svaghed ſig, Blomſterne falde tildeels af uden at veere befrugtede og kun faa Kierner dannes; en Erfaring ſom jeg meget beſtemt og til ſtor Skade har giort, ved at ſaae mugen Havre. Markes dette end ei ſaa tydeligt, naar Saden blot har verret lidet mugen, ſaa kiendes det dog ſtedſe, og naar man ofte ved halv mislykket Afgrode ſoger Aarſagen i andre Omſtandigheder, ſaa ligger den ſandſynligviis heri. §. 4. Mange have fordret, ſom ufravigelig Betingelſe for fuldkomne Afgroder, Seedekornet. Al Fugtig⸗ Omhyggelig Bevaring. Hvorvidt Scedekornets at Sadekornet, af fornemmelig visſe Sedarter, ſtulde ofte byttes og fornyes. Iſcer Ombytning i ſtore Avlsbrug, hvor Alt drives fabrikmasſigen, anſeer man dette ſom afgiort og denne Bytnings Nodvendighed er der en oeconomiſk Troesartikel. Men efter min Overbeviisning, der, jo flere Data jeg i den Anledning har ſamlet og pro⸗ vet, er nodven⸗ dig. Scedekornet. vet, ſnarere er tiltagen end formindſket, har fremmed Sadekorn blot Fortrin, naar man ei med fuld Omhue valger og behandler ſit eget. Lokaliteten, Jords⸗ monnets Beſkaffenhed og Klimaet kan vere Aarſag til at Sadekornet ikke fuld⸗ kommen uddannes, og i dette Tilfglde er det nodvendigt at bytte. Oftere hin⸗ dres Landmanden ved Avlsbrugets Gang fra at velge og behandle den til Saae⸗ ning beſtemte Sad med tilborlig Opmarkſomhed og iſcer at hindre den fra at ſpede, der i dette Tilfalde ſtedſe er ſfadeligt. J enhver Egn findes enkelte Di⸗ ſtrikter og Avlsgaarde, der ere bekiendte for at avle fortrinligt Scddekorn af een eller anden Sort, og ſom til hoiere Priſer ſelge det, de frembringe til Sed. Hvor dette er Tilfœldet finder man, deels at Jordsmonnet er ſœrdeles ſkikket til Sœdar⸗ ten, deels at det behandles omhyggeligere, og Agerdyrkerne ere ſelv overbeviſte om, at de ſkylde den ſidſte, ligeſaameget ſom den forſte Aarſag, det Fortrin man gi— ver deres Scod. Hvor en af disſe Dele fattes kan Sedekornets Bytning, om den end er bekoſtelig, vorre oeconomiſk rigtig; men, ſom ubetinget nodven⸗ dig anſeer jeg den ikke. Jeg er tvertimod overbeviiſt om, at naar Jordsmonnet blot er ſkikket til Scdarten, ſaa kan ufuldkommen Sedd, paa egen Mark, ſtedſe blive fuldkomnere og tilſidſt overgaae fremmed Sed. De der ubetinget tilraade Sadens Bytning ere ikke enige om, hvad enten Sadekornet bor ſoges fra et ſlettere eller bedre, fraet ſtisrere eller ſterkere Jords⸗ mon, fra et mildere eller ſtrengere Klima.— Det bor formodentligen ſoges der, hvor enhver Art er fuldkomneſt og ſundeſt. Dette er ei altid Tilfaldet paa det ſterkere Jordsmon eller i det mildere Klima. Der ſtaaer Afgroden ofte alt for taœt; udſcettes ſaa lidet for Atmoſpharens og Lyſets Paavirkning, at Sade⸗ kornet ikke kan blive fuldkomment, og ſkisndt ofte ſtort, dog beſtagaer meer af Skal end af Kierne, ſom er den ſpade Plantes Nering. Er Jordsmonnet der⸗ imod ſaa ſvagt, at det ikke yder tilſtrekkelig Nœring til Soœdekornets Uddannelſe, ſaa bliver dette ligeledes uſkikket til fuldkomne Planters Frembringelſe. Saale⸗ des yder det Jordsmon, der kun ved Anſtroengelſe bœrer Hvede, ufuldkomment Seedekorn, og denne bor byttes med Sad fra Hvedejord. 1 nermere og Eye andres. mar nj med Uir art, f. at renſe ges til Havre der inde Agerred 9 eone; a Nen ſel Spireev. haa ber thi dal ſvage T Anlagg. denne H ſig ſaar dderh veret d ning og Naade Hvede Lar ge zierd lot Forttin eten, Jordz⸗ net ikke fuh— Oftere hin⸗ en til Saae⸗ e den fra at 3 enkelte Di⸗ ekorn af een Sad. Hvor t til Sadar⸗ eerbeviſte om, trin man gi⸗ ts Bytning, nget nodven⸗ Jordsmonnet Mark, ſteͤſe a, hvad enten gerkere Jordi⸗ entligen ſoges Tilfaldet pat oden ofte alt ag, at Sade⸗ aaer meer gf dsmonnet der⸗ ts Uddannelſe lſe. Saale⸗ ufuldkommant Det Scedekornet. 9 Det er forreſten afgiort; at ſaavel ved Planter ſom Dyr arve ei blot de naœrmere, men endog de fiernere Generationer, Styrke og Svaghed, Sundhed og Sygdom, hoilket blot lidet efter lidet ved forandret Paavirkning kan for⸗ andres. 22 Det er ſtedſe uſikkert, om man vinder eller taber ved at bytte Sadekornet, naar man anvender ſtorſte Forſigtighed derved. Iſerr bor man have vaagent Hie med Ukrudsfroet, da man ellers kan faae en hidtil ukiendt hoiſt ſkadelig Ukruds⸗ art, f. Ex. Chrysanthemum segèetum, paa ſine Jorder. Forſtaaer man ikke at renſe ſit Sadekorn for visſe Sorter Ukrudsfroe, ſaa kan man derved foranledi⸗ ges til at hente det andenſteds fra. Saaledes ſaaes i min Egn ofte Byg og Havre fra hoie Jorder paa lave Jorder og omvendt; thi Sœden fra de lave Jor⸗ der indeholder blot Agerſenep der ikke groer paa hoie, og i den fra disſe er blot Agerreddike, der letteligen udryddes paa de lave Jorder. S. 5. Nogle Froſorter beholde, naar de omhyggeligen bevares, lœnge Spire⸗ Sedekornets evne; andre miſte den ſnart og bor neppe giemmes fra det ene Aar til det andet. Men ſelv ved de varigere merker man dog, at blot de fuldkomnere Korn beholde Spireevnen, medens de ufuldkomnere og ſpage derimod tidligere tabe den. Her⸗ paa beroer formodentlig iſcer det Fortrin, ſom flere Arter gammel Sed har; thi da blot de ſunde Kiarner fremvore, ſaa bersves de ikke Plads og Naring af ſvage Planter, der dog ikke kunne naae Fuldkommenhed, og Sygdomme, hvortil Anlaegget er i Sedekornet, f. Ex. Brand i Hveden, udeblive. Men endog i denne Henſeende bor man kiende Vaxternes Natur. Fuldkommen Sad kan holde ſig ſaare leenge og man har Exempel paa, at Kornforraad, der fra utankelige Tider har varet bevaret i Klippekieldere og tilfœeldigvis er opdaget, endnu har vœret duelig til Sod. Men hertil behoves maaſkee, at Atmoſphœrens Paavirk⸗ ning og Fugtigheden har veret aldeles udelukket. Bevares Saden paa ſœdvanlig Maade, ſaa holder den ſig ei ſaa lange; dog paaſtaaer man, at fem Aar gammel Hvede og tre Aar gammel Rug har endnu varet tienlig til at ſaaes. Et og to Aar gammel Hvede foretrœkkes i Praxis nafſſten almindeligen for ny Saed; thi Fierde Deel. B af 10 Sadekornet. af allerede anforte Aarſag er den ſom ofteſt fri for Brand. ₰ Henſeende til 9) Ved Rugen have de fleſte Landmaæend modſat Mening og foretrœkke den nye Sed, fordi ſtum de nodes til at ſaae den gamle tykkere, da den kommer tyndere op. Men da disſe renſ fœrre Planter dog ere ſaa meget bedre og ved den ſadvanlige Sagening alligevel Det for mange fremkomme, ſaa behover man ikke at befrygte, at Saden kommer til bred at ſtage for tynd. Balgfrugterne beholde meget laœnge Spireevnen og jeg har ved at ſaae ti Aar gamle Vikker aldeles ikke market, at de kom tyndere op. Alle I oliegivende Froſorter holde ſig lange, naar de ei angribes af Mol og man ind⸗ holdes rommer f. Ex. gammelt Horfro beſtemt Fortrin;z men man tilraader dog at ter ſaae ſaae friſtt Hampefro. Kloverfroet holder ſig, efter min Jagttagelſe, meget nerne! godt i to Aar, taber Spireevne i det tredie og er i det fierde Aar udueligt. Jeg Jorden har med Held ſaaet Spergelfro, ſom var ſyv Aar gammelt. Det er Umagen denne T vordt, ved Forſog og ved at ſamle Erfaringerne, noiagtigen at udfinde enhver lokkede landoeconomiſk Sodarts Eiendommeligheder. da vere Da naſten alle fuldkomnere Korn vedblive i det ringeſte i to Aar at vere indtraf. tienlige til Sœd, ſaa er det udentvivl beſtemt fordeelagtig, at have Forraad af den hlod -9 b V aargammel Sad, iſcer Vinterſad; thi derved ſeettes man iſtand til at benytte Forhold det heldigſte Bieblik til Saagening. Men det forſtaaer ſig, at man ei bor over⸗ ningen giemme Sad fra Aargange, da den ei kom til Fuldkommenhed. Har man der⸗ torring imod aargammel Sed i ſaadanne Misvaxt⸗Aar, ſaa er Fordelen ſaameget ſtorre, og man kan da priſe ſig lykkelig mod dem, der ſavne den. §. 6. blode e Sadekornets Det er af ſtorſte Vigtighed fuldkommen at befrie Sodekornet fra Ukruds⸗ 15* Reenhed. fro og ufuldkomne Kicerner. Dette ſkeer: ſorehg a) Ved Kaſtning, da man blot tager det forreſte Korn til Sod. Man opnager ſtraber ligeledes dette ved velindrettede Renſemaſkiner. b) Ved Sold med Huller af forſkiellig Storrelſe. Ukrudsfroe, der er mindre ſomt G end Saden og ſvange Kierrner fraſtilles, da disſe, men ei de fuldkomne Kiger⸗ fortrin ner, kunne gaae igiennem Soldets Huller. Andre Kierner, der ere ſtorre dens end Seden, forblive i Soldet, naar denne derimod gaaer igiennem. Potent —) Ved eenſeende til Sad, fordi NRen da disſe ing alligevel kommer til og jeg ha de op. Ale og man ind⸗ ader dog at gelſe, meget eligt. Jeg er Umagen linde enhver Aar at vare Forraad af il at benytte ei bor ober⸗ Har man der⸗ meget ſtorte t fra Ukruds⸗ Nan opranet er er mindte komne Kick⸗ 1. . 9) Ted c) Ved Svomning. ſkummer medeet Dorſlag de lette Kiorner og andet Fro. Sedekornet. 11 Man kommer Saden i et Kar Vand, omrorer den og af⸗ Paa denne Maade renſes det bedſt for Knop, for Froet af Chryſanthemum og andet mere. Det forſtaaer ſig, at Saden, ſaaſnart den kommer af Vandet, bor tyndt ud⸗ bredes, at den kan torres. S. 7. Man vogte ſig for hermed at forblande Sadens Blodning, hvorved den holdes fugtig, at Spirens Udvikling kan fremmes, og Saden, ſom ſtrarx deref⸗ ter ſagaes, ſaameget haſtigere komme op. nerne lange have brugt, har man ligeledes anbefalet Agerdyrkerne, iſcer om Jorden, naar den ſkal beſaaes, er meget tor. denne Blodning ſaare betankelig. Denne Fremgangsmaade, ſom Gart⸗ Men netop i dette Tilfalde er Thi har vedvarende Torke berovet den frem⸗ lokkede Spire al Fugtighed, ſaa maae den ſpade Plante hentorres og det vilde da vare langt bedre, at Saden blev liggende i Jorden uden at ſpire, indtil Regn indtraf. Falder derimod i rette Tid Regn, ſaa kan Udfaldet vorre heldigt, og den blodte Sœd komme tidligere end den ublodte; men Fordelen ſtaaer aldrig i Forhold til Faren, og dette Middel bor i det hoieſte blot anvendes, naar Saae⸗ ningen er forſinket og man har Aarſag til at befrygte Jordens fuldkomne Ud⸗ torring. §. 8. For at fremme Sedens hurtige og kraftige Spiring har man anbefalet at blode eller, ſom man kalder det, befrugte den ved Hielp af forſkiellige flydende Blandinger. forebygges, ſkal andenſteds handles. ſtreber at voekke og forſtarke Vegetationskraften. Dertil bruges: Om dem, hvorved Brand i Hveden og andre Sygdomme ſkulle Her tale vi blot om dem, hvorved man a) Giodningſaft eller Lud af Kalk, Aſke og Salt, der anſees for et virk⸗ ſomt Giodemiddel, ſom i umiddelbar Berorelſe med den unge Plante giver den fortrinlig Naring, folgelig paaſkynder dens Vaxt fremfor Ukrudets, forosger dens Kraft og Sundhed, og ſcetter den derved i Stand til at modſtaae ſkadelige Potentſers Indvirkning. Men de Giodemidler, ſom anbringes umiddelbart paa B 2 Sce⸗ Sedens Blodning i Vand. J Lud. 12 Seedekornet. Saden, formaae ſaavel overensſtemmende med Theorie ſom fordomsfrit Eeraeinh, ei dette, thi den forſte Nerring modtager den unge Plante fra Sadekornets ſtanddeele og naar den giennem Rodderne begynder at tilegne ſig Nœring, ſaa ere de allerede ſaa langt udſtrakte, at de ei kunne drage Fordeel af et Gisdemiddel, aller der omgiver Sadekornets Skal. Dette kan folgelig ikke virke meer, end om Seden det blandedes med Jordsmonnet, hvortil dette Parti dog var alt for lidet. ingttagt b) Iltholdige og ſelv ſure Midler: iltet Saltſyre, Svopiſyre, Monne em Fore og andre Blyilte, Jernvitriol, Salpeter og Salpeterſyre og ſelv Arſenik har Doörng man anbefalet til dette Brug. Nogle af disſe Midler ere allerede i œldre Tider Nand roſte, ſelv inden man opdagede, at Ilten(Oxygene) og de dermed meer end maet⸗ ſaae tol tede Materier, der letteligen lade den fare, kraftigen virkede paa Spireevnen; men made! ved denne ſenere Opdagelſe er Opmarkſomheden atter henvendt derpaa. Saa Rorgen ungggttelig end Ilten pirrer Spireevnen, ſaa have dog noiagtigen anſtillede For⸗ Sadeni ſog beviiſt, at det er ſkadeligt for Planten, naar dette i for hoi Grad er Tilfeldet, og at den i ſin Vertperiode derved paadrages Spvakkelſe og Sygdom. Paa om⸗ ningen! ſkuende Theorie grundes altſaa ei mere disſe Midlers Anvendelſe og det ſaameget ſetning mindre, ſom det vilde verre vanſkeligt at udfinde det rette Maal og i det Store fand, at anvende dem ſaaledes, at hvert Korn fik ſin rette Deel. forbered Man har desuden herved villet opnaae den Bihenſigt, at fierne eller draœbe dette bo Inſekter, men ſelv dette bevirkes ikke ved de ſoœdvanlige Blodningsmidler, og at out oi anvende de giftige, iſar de arſenikagtige i tilſtrekkelig Mangde, var hoiſt tur), farligt. lige For §. 9. Saactiden. Perioden, hvori enhver Plante der ſkal fuldkommen modnes, kan ſaaes, Freſorte varer laœngere eller kortere. Udfaldet beroer ofte paa, heldigen at treffe denne naſten, Periodes gunſtigſte Dieblik. Da dette har Hentydning paa det kommende Veir lig ame lig, ſaa kan Agerdyrkeren vel undertiden, med Sandſynlighed, men aldrig med gen paa fuld Sikkerhed, ved Valget af dette Tidspunkt, tage Henſyn derpaa. Han overens bor langt mere rette ſig efter Jordsmonnets Fugtighed og Varmegrad, der bor faades! vœre ſaa gunſtig ſom muligt for enhver Frugts Natur, den han ber kiende. at Lyſe Mange ris Erfaring, kornets Be⸗ ing, ſaa ere Giodemiddel, eer, end om lidet. yre, Monne Arſenik har aldre Tider eer end mat⸗ eevnen; men paa. Saa ſtillede For⸗ er Tilfelldet, Paa om⸗ det ſaameget gi det Store ne eller drebe midler, og at e, var heiß s, kan ſate trœffe denne nmende Veir⸗ en aldrig no rpaa. Han rad, der hor bor kiende. Nange Sedekornet. 13 Mange Sadarter ynde ved deres forſte Udvikling tort og varmt Jordsmon, f. Ex. Rug, Byg, Boghvede, medens andre, ſaaſom Hvede og Havre, behove fug⸗ tigere Jordsmon. Ved blot i denne Henſeende at traffe det rette Tidspunkt er allerede meget vundet og man ſetter medrette ſtorſt Haab til en Afgrode, hvortil Saden under ſaadanne gunſtige Omſtandigheder nedlœgges i Jorden. Man har iagttaget, at man med ſardeles Held ſaaer, naar Luften er i en vis Tilſtand om Foraaret, naar den er fyldt med Dunſter, der iſceer om Morgenen ved Solens Opgang i den fſierne Horizont bolgende bevaeges, hvorved Solen, ſom menig Mand ſiger, ſynes at dandſe. Da holder man for, at det iſer er gunſtigt at ſaage toradet Byg. Mange tiltroe Duggen ſtor Virkning paa Sedekornet og raade derfor blot at ſaae om Aftenen, dog kun naar Natterne ere varme og Morgenen derpaa at nedbringe Saden. Frygter man for Riimfroſt, da bor Saden inden Aften tilhylles. Man finder, at Mange beſtemt raade, ſaameget muligt at ile med Sage⸗ ningen i den for hver Sadart beſtemte Periode. Men udſtrakkes denne Grund⸗ ſctning ſaavidt, at man ei tager Henſyn paa Jordsmonnet og Veirligets Til⸗ ſtand, ſaa er den falſt og ſkadelig. Raadeligt er det i ethvert Tilfallde, at forberede Alt ſaaledes, at man kan benytte det forſte gunſtige Hieblik; men efter dette bor man vente. Englanderen ſiger viſt med rette: You had better to be out of time, than out af temper(heller i urette Tid end ved urigtig Tempera⸗ tur). Skadeligt er det, for blot at ſaae tidligt, at forſomme Jordens tilbor⸗ lige Forberedning. 1 Forhen ſpillede Maanen ſtor Rulle ved Valget af rette Sagetid, og visſe Froſorter burde ſaaes ved tiltagende, andre ved aftagende Maane. Man havde nœſten glemt de i denne Anledning antagne Regler, da nylig en erfaren og due⸗ lig amerikanſt Gartner, overensſtemmende med hans Erfaring, atter bragte Sa⸗ gen paa Bane, og ſik Medhold af adſkillige Englendere. En Phyſiker forklarer overensſtemmende hermed Maanens Virkning derved, at de netop ſpirende Planter ſkades ved Lyſets uafbrudte Irritation i maaneklare Natter; thi det er bekiendt at Lyſet er ugunſtigt for enhver Plante i denne Tilſtand. Vi vente med rette paa Sadens Nedbringelſe⸗ 14 Sedekornet. at Jagttagelſer og Forſog narmere bekrafte dette, inden vi beſtemme os til at tage ſerdeles Henſyn herpaa. §. ro. Enhver Slags Sad bor blot dakkes overeensſtemmende med ſin Natur. Er Tildakningen imidlertid ikke alt for ſtark, ſaa ligger den, om end noget for dybt dog bedre, fordi den da ei kan mangle fornoden Fugtighed og ikke ſtaaer Fare for, at dens ſpoœde Rodder fortsrresog blottes eller oploftes af Froſten. Men dakket af et for tykt Jordlag kan den hindres fra at ſpire eller Frobladet fra at komme frem. Man kan i Almindelighed antage, at jo ſtorre Frokornet er deſto ſtorre Tildakning taaler det, men at det fine Frs bor ligge ganſke oven i Jorden. J Agerbruget ſkielner man derfor mellem tre Maader, hvorpaa Saden ned⸗ bringes, nemlig: a) Ved at nedpleies. b) Ved, efter at vœre ſaget paa den ploiede Jord at nedharves. c) Ved, efter at vare ſaaet paa harvet Jord, at nedtromles eller nedharves. Og hertil kan endnu regnes: d) Ved at nedbringes med Exſtirpatoren eller et lignende Redſkab. For at beſtemme den Dybde hvori Sadekornet bor ligge og Maaden hvor⸗ paa det ſkal nedbringes, bor man ei blot tage Henſyn paa dets Natur, men og⸗ ſaa paa Jordsmonnets og Veirligets Tilſtand. Er dette tort, da bor Saden ſterkere dekkes, end om det var fugtigt. Herefter bor man rette ſig, men dog undgaae Yderligheder, da Veirliget kan efter Saaeningen hurtigt forandres, og for dybt nedbragt Sad ped paafolgende Skylregn qvoles. Erſtirpatoren eller en lignende Maſkine bruges med ſtorſt Sikkerhed til Sadens Nedbringelſe, thi der⸗ ved bliver man i Stand til, hurtigſt og efter Behag dybere eller fladere at ned⸗ bringe den. Vi ſkulle anmerke enhver Sadarts Natur i denne Henſeende. Her anfore vi blot til Exempel, at blandt de ſadvanligſte Sadarter taale Balgfrug⸗ terne, ſaavelſom Hvede, Byg og Havre dybere at nedbringes, end Rug og Bog⸗ hvede, der bor kun lidet dakkes, og derfor er den ſidſtes Nedploining, naar vaadt Veirlig indtraffer, ſtedſe farlig. Nogle ——— N nadploie r Linterſc mi ſette detz jeg ſet us g i ſin 8 9 beingelſe,2 dn, 99 B ſpite. Ban 7 under eller tynd beſtemme d tii denne i inder all Havren ag eere Ager. dedl Aar Kierne g Grev Podl daatfod ſ tetteſt, zm Plads og. luſke ſg. A den netopte. Kraft vage fodz en me os til at n Natur. Er oget for dybt aer Fare fot, Men dakket ra at komme edeſto ſtorre Jorden. Saden ned⸗ er nedharves⸗ b. Maaden hvor⸗ ttur, men o⸗ da bor Saden ſig, men dog forandtes, o atoren eller en gelſe, thi der⸗ ladere at ned nſeende. Her ale Balgfrug⸗ Rug og Bog⸗ g, naar vaadt Nogle Sedekornet. 15 Nogle have, til end ydermere Sikkerhed, iagttaget den Forholdsregel at nedploie den ene og nedharve den anden Halvdeel af Seden. J Henſeende til Vinterſaden troer jeg, at man uden Betankelighed og ſelv med Fordeel kan ivark⸗ ſette dette, naar man ikke frygter det dobbelte Arbeide. Men ved Vaarſad har jeg ſeet meget ſkadelig Virkning deraf, da denne ſpirede i to forſkiellige Perioder, og i ſin hele Vaxt blev tvegrodet. Meeſt Opmarkſomhed behove de figere Froſorters, f. Ex. Kloverens Red⸗ bringelſe, da den, endog ved at nedharves, letteligen kommer for dybt i Jor⸗ drn, og dog, naar Veirliget ei er gunſtigt, behover Dakning, for at kunne ſpire. §. II. Blandt alle Sporgsmaal er man meeſt uenig om, hvor tykt man bor ſaae og under hvilke Omſtandigheder og Betingelſer det er raadeligt at ſaae tykkere eller tyndere. Da Begrebet om tyk og tynd Udſad er relativt, ſaa bor vi forſt beſtemme, hvad vi forſtaae ved ſedvanlig Udſœd; og dette er ikke vanſkeligt, da vi i denne Henſeende ſinde uventet Overeensſtemmelſe hos alle Nationer, ja endog under alle Klimaer. Udſadens Middeltal er, af alle ſœdpanlige Sadarter, Havren ene undtagen, fra s til 10 Skiepper paa en Tonde Land, naar vi redu⸗ cere Ager⸗ og Sadmaal til vort Maal. Havren ſaaes i Almindelighed en Fier⸗ dedeel eller Halvdeel tykkere. Antage vi, at Saden fordeles fuldkommen jaœvnt paa Ageren og at enhver Kicerne giver os en Plante, ſaa maae en ſaadan Udſœd forekomme os overdreven. Grev Podevils har i hans Wirthſchafts⸗Erfahrungen beregnet, at paa hver Qva⸗ dratfod faldt 91 Korn; men ved at underſoge et af de Stader, hvor Saden ſtod tœtteſt, fandt han blot 32 Sadſpidſer, og ſelv disſe ſynes, af Mangel paa Plads og Naring, ei at kuune fortſette deres Vaxt eller i det mindſte ei at kunne buſke ſig. Jeg har ofte bemarket, at naar Saden ſtod ſaa uſadvanlig tœt, at den netop undgik at lagge ſig og gav et Produkt, ſom i Forhold til Jordens Kraft var over Forventning, ſaa fandtes blot 5 a 6 Planter paa en Qvadrat⸗ fod; og efter mine Jagttagelſer bor jeg anſee ſaadan Afſtand mellem Planterne, ſom Hsor tykt bor ſaaes. 16 Sadekornet. 3f 8 pH ſom Betingelſe for den ſtorſt mulige Afausben En ſtor Deel Planter gvales ellers, naar nogle frodigen ſkyde i Veiret. Men da vi ved at ſaae paa ſœdvanlig Maade ei ligelig kunne fordele Sc⸗ den og end mindre haabe, at hver enkelt Plante ſkal komme til Fuldkommenhed, ſaa kunne vi ved Saaeningen ikke rette os efter disſe i ſig ſelv rigtige Jagttagel⸗ ſer. Det er raadeligt at ſaae ſaa tykt, at ingenſteds for faa Kicerner falde og da at overlade Naturen de overflodige Planters Formindſkelſe eller maaſkee i Frem⸗ tiden paa en eller anden Maade at bortſkaffe dem. Da almindelig Erfaring ved den ſodvanlige Dyrkningsmaade har viiſt, at hiint Udſadsmaal er det ſikkreſte, og at de der ſparede Sad uden at dyrke paa anden end den ſadvanlige Maade, i Almindelighed ingen Fordeel havde derved, ſaa har Landmanden gyldig Aarſag til ei at foretage nogen Forandring med Udſœdens Qvantum. Men naar henſigtsmasſig Forandring foretages, ſaavel i Henſeende til Saaeningsmaaden, der fremvirker Sadens ligelige Fordeeling, ſom til dennes Nedbringelſe, hvorved hvert Korn, der faaer et pasſende Leie, ſikkrere kan tri⸗ ves, og naar Planterne i Folge Agerens Kraft end videre kunne buſte ſig ſterkt, ſaa er det indlyſende og ved utallige Erfaringer bekraftet, at megen Sed, ſelv meer end Halvdelen, kan ſpares. Naar Sadekornet vel fordeles og man er ſikker paa at neeſten alt groer og godt buſker ſig, ſaa kan allerede noget Seedekorn ſpares. Finder det Modſatte Sted, ſaa bor man ſaage tykkere end ſaœdvanligt. Sceden bor altſaa ſaaes tyndere eller tykkere, overensſtemmende a) med Saaemandens Duelighed, i Forhold til hvilken Saden meer eller mindre ligelig fordeles. b) med Sadens Godhed; om man ſemlijg kan haabs, at de fleſte Korn kunne frembringe varigen ſunde Planter. c) med det meer eller mindre gunſtige Veirlig i Saaetiden og den til Seed⸗ arten meer eller mindre pasſende Fugtighedsgrad. d) med Jordsmonnets fuldkomnere eller ufuldkomnere Pulveriſering, da Planternes Spiring og Roddernes Vart derved mere eller mindre fremmes. e) med V leggelſe, d V e)*n Buſkaing T Hmn Planternli Denne 945 ſaue halbe dr ldſeden, I ſtei Jor E d39 foretreklat fia del dentlig ded n vende Uder. dede ſig 1n Panter na kempende ſtagende 6 hvot Sadf ter der deu⸗ for koſtho V 803⸗ naaes. Ln. igg ſiyder V Jordsmo g hünt hurtis for tat, 9 i Almindele per paa ena Fieerde d gvelles eller, efordele Sa⸗ ldkommenzed, ge Jagttagel er falde og da aſtee i Fren⸗ Erfaring ved det ſikkreſte, ige Maade, i yldig Aarſag Henſeende til m til dennes krere kan tri aſke ſig ſtarkt en Sad, ſelh alt groer og det Modſatte nende eden meet ilt de ſleſte gan G g den til Sed⸗ veriſeting, d remmes. e) na Sedekornet. 17 e) med Jordsmonnets Kraft og hvorvidt det er gunſtigt til Seedartens Buſkning og Fremvext. f) med Sadens tidligere eller ſildigere Saaening, da hiin nemlig, inden Planterne til en vis Aarstid ſkyde Ax, giver dem Leilighed til at buſke ſig mere. Denne Omſtandighed er faa vigtig, at man f. Ex. af Buſtrug behover blot at ſaae halvt ſaa meget i Juli, ſom i October. Overenſtem mende hermed vil den kloge Landmand foroge eller formindſte Udſaden, uden at tage Henſyn paa Stridsſporgsmaalet, om man bor beſaae ſterk Jord tykt og ſvag Jord tyndt eller omvendt? De fleſte mekaniſk⸗praktiſke, forreſten gode og opmarkſomme Landmend, foretraœkke heller at ſaae tykkere end tyndere. Dette hidrorer deels fra Fordom og fra den Grundſatning, heller at gisre for meget end for lidet, deels formo⸗ dentlig derfra, at tyktſaaet Sad i ſin forſte Vegetations⸗Periode har mere lo⸗ vende Udſeende end tyndſaget. Jeg har ſtedſe lagt Marke til at man gla⸗ dede ſig ſaare herover, omendſkiondt det var vienſynligt, at den ſtorſte Deel Planter maatte undertrykkes, om den mindre Deel ſkulde trives. Indbyrdes kampende, ſvoekkes alle Planterne. Jen vis Periode bliver derfor alt for tat ſtagende Sad guulagtig og er Veirliget da ugunſtigt, ſaa doer alt og juſt der, hvor Saden ſtod tykkeſt, finder man bare Pletter. Jeg nagter ikke, at de Plan⸗ ter der doe kunne ſiden tiene de andre ſom Giodning; men denne bliver dog ſtedſe for koſtbar, og ei ſielden forraadner Vinterſœden derved aldeles. Som Hovedaarſag til tyk Udſœd anforer man ſodvanligen, Ukrudets Öde⸗ leggelſe, ſtiondt jeg aldeles ikke har kunnet opdage, at Hiemedet derved op⸗ naaes. Naar Afgroden buſker ſig ſtœrkt, ſlutter tœt over Ageren og ſiden hur⸗ tig ſkyder i Veiret, ſaa undertrykkes Ukrudet, men ikke ved tyk Saaening. Er Jordsmon og Veirlig gunſtigere for Ukrudsfroet end for Saden, ſaa fremſtyder hiint hurtigere og beholder Overhaand. Saden kommer da, juſt fordi den ſtaaer for tœet, ei ſaa hurtig i Veiret. Jeg taenker her paa Odermarſten, hvor man i Almindelighed ſaaer Havren meer end dobbelt ſaa tyk ſom ellers, ofte 20 Skiep⸗ per paa en Tonde Land; men Ukrudet er her ſaa ſlemt ſom nogenſteds, og op⸗ Fierde Deel. C ryk⸗ 18 Seedekornet. rykkes det ikke, hvilket ofte ſkeer paa ſmaae Lodder, ſaa beroer paa Veirli⸗ get, om Saden eller Ukrudet ſkal beholde Overhaand. Jeg vedbliver at ſaae halv ſaa tykt ſom mine Naboer, lider i det ringeſte ikke meer af Ukrud end disſe og har endnu ikke behovet, fordi Ukrudet tog Overhaand, at udlagge en Ager til Grœs. Den ſadvanlige Udſad er mere end tilſtrakkelig til at dœkke Ageren med Planter. Blot naar Havren ſaaes efter een Ploining paa Gronſveer ſaaer jeg tykkere; thi alle Korn komme da ei i Jorden. §. 12. Saaeningens Haandgreb ere ſaare forſkiellige, og kunne neppe med Ord beſtrives. Det er ei ligegyldigt paa hvad Maade man ſaaer, og det er uden⸗ tvivl bedſt, naar Saaemanden, i det han gaaer op ad Ageren, kaſter med heire Haand til venſtre Side, men naar han gaaer tilbage, kaſter med venſtre Haand til hoire, eller ſtedſe med Vinden, og gaaer paa Kanten af det forrige Kaſt. Men herved er det vig⸗ J ethvert concret Tilfalde kan Sageningen. tigt, noie at agte paa Vinden og dens Kraft. man ſige, at den Methode er bedſt, hvori Saaemanden er meeſt ovet; og det er ſaare betcenkeligt at foreſkrive ham en nye Fremgangsmaade, uden i Forveien fuldkommen at underviſe og sve ham deri. At Saaemanden er Avlsbrugets vigtigſte Haandarbeider erkiendes temme⸗ lig almindeligen, og dog volges han af Mange paa meget letſindig Maade, i det de overdrage enhver Dagleier eller Hoveriepligtig dette Arbeide. De foreſtrive ham vel endog hvormeget han dagligen bor ſaae, hvilken Befaling han ogſaa vil⸗ ligen lyder, da det er ham let at udſtrse en ſtor Mangde Sad. J ſaadanne Avlsbrug ſaaes da en i Forhold til Arealet utroelig Mangde Sad og der bor na⸗ turligviis ſaaes tykt, da der ſaaes ſlet. Vil man forud beſtemme hvor meget Saagemanden ſkal udrette, ſaa bor dette regnes efter Arealet. Men man forſkaffe ſig frem for alt en god Saaemand; man holde ham i re og overile ham ikke. Sporgsmaalet, hvormeget en Karl daglig kan ſaae, er ofte opkaſtet. Von Muͤnchhauſen gior forſte Hefte af ſin Hausvater Beregning herover efter Kaſt og Minuter. Man bor vare tilfreds med daglig at faage 8 Tonder Land, beſaaede af en nogenlunde raſk Karl, men mindre bor han heller ikke ſaae; dog kunne ume hurE dens don 50 neget og dorſenni 1 ud at bi Inſäll de tringelſ I 89 bor vate. ſoretrao. 4 u end ved 48 Pattie ſtl bor altſatt⸗ Drr katle, ſas fundne oo. de bredſcs ner udſtrd ſaareſim d menſatte R aldeles lin. Saaeman 2 65 ſaae Sala den disſe fordeeles ir Nanterng paa Veirl⸗ iver at ſaae ud end dißſe gge en Ager dekke Ageren enſvar ſagenr ope med Ord det er uden⸗ hoire Haand hoire, eller der det vig⸗ Tilfolde kan t; og det er n i Forveien endes temme⸗ Naade, i det De foreſtribe han ogſaa vil⸗ 3 ſaadanne g der bor na⸗ e hvor meget man forſtafe ham ikke. ofte opkaſtt. herober efter Lander Land, e ſaae; dog kunne Sadekornet. 19 kunne hurtige og duelige Karlé ſaae dobbelt ſaa meget. Men da Saaeningen i Ti⸗ dens Langde er ſvert Arbeide og Saaemanden, ved godt at fordele Saden, ſparer meget og forſkaffer ſin Husbonde ſtor Fordeel, ſaa bor han ei gisres misfornoiet. Forſommer han derimod Arbeidet, ſaa bor han afſkediges; thi det er vigtigt for⸗ ud at vide, hvormeget hver Karl ſager, at man overeensſtemmende hermed kan anſtille det fornodne Antal, ei blot af Saaekarle, men af andre til Sodens Ned⸗ bringelſe nodvendige Arbeidere. Ved ſtore Avlsbrug lader man ofte to Saaekarle folge hinanden; men de bor verre ſaare svede i at arbeide ſaaledes; thi ellers forrettes Arbeidet ſlet. Jeg foretrakker at give hver Karl ſit eget Stykke at beſaae. Kun naar Sagemanden er fuldkommen duelig og endnu mere opmerrkſom end ved Sadens Sagening, kan man haabe, at fine Froſorter, hvoraf et lidet Partie ſkal ligelig fordeeles over et ſtort Stykke Jord, ſaaes godt; dette Arbeide bor altſaa ene overdrages forſogte og paalidelige Folk. §. 13. Da mange locale Forhold ofte giore det ſaare vanſkeligt at faae gode Saae⸗ karle, ſaa er Saaemaſkiners Anvendelſe onſkvgerdig. Mange ſaadanne ere op⸗ fundne og roſte, men ved de mig bekiendte Avlsbrug har jeg ei ſeet nogen Maſkine der bredſaaer; blot af Tegninger kiender jeg disſe. Nogle af disſe Saaemaſki⸗ ner udſtroe blot Sedden, andre nedbringe den tillige. Den forſte Slags kan vere ſaare ſimpel og dog, ſom det ſynes, henſigtsmesſig. De ſidſte ere derimod mere ſam⸗ menſatte, ſtrobeligere og man er ei fuldkommen ſikker paa, at de fordeele Saden aldeles ligelig. Jeg tvivler paa, at nogen Maſkine kan ſage bedre end en duelig Saaemand, men vel derimod meget bedre end en ſlet. Ganſke anderledes forholder det ſig med Radſaaeningsmaſtinerne. Ved at ſaae Sœden i Rader aabne de Veien for de forſkiellige Behakningsredſkaber, og uden disſes Anvendelſe er Radſaaeningen urigtig, da Planterne ei derved ligelig fordeeles, men ſammentranges i Rader. Kun ved den Fordeel at kunne behakke Planterne og hyppe Jord til dem bliver Radſaaeningen ſaare gavnlig. E 2 Over⸗ Saaemaſki⸗ ner. Hvad ved Seed for⸗ ſtaaes. Sadarternes Egenſkaber og Natur. fremviſer forſt enten eet ſammenviklet ſyldannet Blad, eller to Froblade. 20 Scedekornet. Overensſtemmende med Sadens Natur, ſaavelſom Jordsmonnets og Veir⸗ ligets Beſkaffenhed, fremkommer Saden tidligere eller ſildigere. Enhver Plante Dette forſte er Tilfœldet med alle Sorter Graes og folgelig med Scdarterne, hvorom vi nu ville handle og forſt ſige noget i Almindelighed: §. 14. Ordets meer indſtrankede Betydning forſtaaes ved Sad, blot de lang⸗ ſtraaede, grœsagtige Frugter, ſom vi for deres ſtore og nœrende Korns Skyld, dyrke. Andre benavne derimod paa lige Maade alle de Frugter, der fornemmeli⸗ gen dyrkes for de nœrende Korns Skyld; men da hine formedelſt deres ſœregne Natur ſtemme indbyrdes mere overens, end med disſe, ſaa kalde vi, beſtemtere, blot de grasagtige Frugter— Saed— og indbefatte derimod alle Kornfrugter under Benavnelſen— Korn. Ordet, Korn, eller det, der i andre Sprog har ſamme Betydning, tilleg⸗ ges ofte provincielt blot een Art, nemlig den, ſom udgior Hovedneringen der. Saaledes kaldes i det nordoſtlige Tydſkland Rugen, i det ſydveſtlige og i Frankrige Hveden, ligeſom i nogle Provindſer Spelten, iſcr naar den er bersvet Skallen, Korn; i Skotland bencevnes Havren; i Amerika Maiſen paa lige Maade*). Men dette er urigtigt, og naar man uden for daglig Tale bru⸗ ger et ſaadant provincielt Udtryk, ſaa foranlediges derved Misforſtaaelſe. Man kalder ogſaa disſe Frugter Cerealier, da Ceres efter den gamle My⸗ the ſtigenkede Menneſkene disſe og giorde dem bekiendt dermed. §. 15. Om og hvor Sadarterne voxe vildt er endnu ei oplyſt. Thi at man et og andet Sted, uden at de vare dyrkede, fandt dem, beviſer intet. Saavel i denne Henſeende, ſom ved at varre ſaare afveget fra deres naturlige Tilſtand ligne de Danmark Bygget, de Huuds vante tilln 90 andre 658 ſn Natiil af Heite T 4 og blot!. kort til!. U Rodder d. ſinker eet Iſſer I— 8 oberordein NIr afeent i V det folge hu Korſtiell 3 ieet Ao digt, aw monnet 1 Ep⸗ denne vein da dah⸗ b Ser i m dets dg Veir⸗ nhver Plante ade. Dette blot de lang⸗ korns Skyld, fornemmeli⸗ res ſceregne „beſtemtere, Kornfrugter ning, tilleg⸗ rcringen der⸗ veſtlige og i naar dener a Maiſen pau glig Tale bru⸗ aaelſe. en gamle Ny⸗ at man et og 1 Saavel Tilſtand line de Sedarterne. 21 de Huusdyrene, der tillige med hine fulgte Menneſkene til ethvert Klima og bleve vante til enhver Levemaade. J oeconomiſk Henſeende afvige de, ved deres Korn eller meelrige Fro, fra andre Grcesarter, og dette er Aarſagen hvorfor de dyrkes. Thi narrende og i ſin Natur ligeartet er Frset af mange andre Graesarter, der ogſaa, f. Ex. Froet af Heire og Manna, bruges til Fode. Det ſynes at alle have oprindeligen og i varmere Klimater vrret eenaarige, og blot ved Kultur nu ere vante til at overſtaae Vinteren, da Sommeren er for kort til Froets Modning. Liig de fleſte Grasarter buſke de ſig villigen, ſkyde fra den nederſte Knude Rodder og nye Straae, iſcer naar man, ved at bringe friſk Jord til denne Knude, ſinker dem fra at gaae i Ax. Hindres de omhyggeligt herfra, ſaa kunne de endog i flere Aar vedblive at groe og tvinges til at danne taet Gronſver. Ved at fremme Buſkningen og ved at afrive og udplante Sideſkuddene, kan overordentlig Sadformerelſe tilveiebringes. Saaledes frembragte Irlœnderen Mil⸗ ler af eet Hvedekorn, ſom han i Juni Maaned lagde og hvoraf han om Efteraaret og det folgende Foraar giorde og udplantede adſkillige Afleggere, i eet Aar 21,109 Ax, hvori 576,840 Korn, og han troer, at Produktet kunde endnu forſtorres. Forſtiellige Andre have ved mindre Omhu, af et Korn frembragt 40,000 Korn i eet Aar, og det er folgelig latterligt, naar man fortœller ſom beundringsver⸗ digt, at en vis Sadart har givet 80 til 100 Fold, uden at Pladſen, Jords⸗ monnet eller Dyrkningsmaaden tillige omtales. Sadarterne brede ſtedſe en Deel Rodder ved Overfladen og ligeſom tilſlutte denne ved disſes toette Vœv, men traenge temmelig dybt i Jordsmonnet med en an⸗ den Deel Rodder, naar det blot er ſkiort og indeholder nœrende Stof. See i Henſeende til Greesarternes almindelige Egenſkaber, Cromes Handbuch der Naturge⸗ ſchichte fuͤr Landwirthe, D. 2, B. 1, S. 150, og, med Henſyn paa Sodarterne, S. 347.— §. 16. Sadarternes Beſtanddeele, Sedarterne. §. 16. Alle Sadarter have eensartede nœrmere Beſtanddeele, ſom dog i Mangde⸗ forhold, og paa en vis Maade i Forbindelſen, ere forſkiellige, hos de forſkiellige Arter. Disſe ere: a) Planteliim. Den opdagedes forſt i Hveden og tillagdes ene denne. Men de andre Sadarter have ogſaa, ſkiondt ei ſaa meget deraf, og inderligere forenet med Stivelſemeelet. Denne Subſtants ſtemmer fuldkommen overeens med den dyriſke Materie, er ſammenſat af ſamme Urſtoffe, ſom denne, og forholder ſig i Gigring ög Ild paa lige Maade. Den er rimeligvis det kraftigſte Nœrings⸗ middel for dyriſte Legemer, og Sadens narrende Evne beroer under lige Vagt af Meel, paa Mangdeforholdet af denne Subſtants: Dette kan endog i ſamme Sadart vere ſaare forſkielligt. b) Stivelſemeel. Dette er meget nœrende, men rimeligviis dog mindre nerende end Plantelimen, ſom ved dettes Hielp ſynes lettere at fordsies. Alle Dyr ledes ved Inſtinktet til dettes Nydelſe, og i Tidens Langde give de, ligeſom Menneſkene, dette Fortrinet for ethvert andet Fodemiddel. Planteliim bliver, naar den nydes ene, modbydelig for Dyrene, der, ſom man ved Stivelſe⸗ fabrikernes Fedeqvoœg ofte har havt Leilighed at iagttage, endog lettelig blive ſyge deraf. c) En ſed ſlimagtig Materie, hvoraf Seden blot indeholder lidet, men ſom ved Spirning eller Maltgisring foroges og dannes af Stivelſemeelet. Der⸗ ved bliver Seden mere ſkikket, ſaavel til Viin⸗ ſom Eddikegieering. Denne Ma⸗ terie ſynes i Henſeende til norende Evne at komme Stivelſemelet nar og at giore ſaavel dette, ſom Plantelimen mere fordoielig. J naturlig Tilſtand ere disſe tre Beſtanddeele ikkun blandede, men ved Kogning og Bagning forenes de ſaa fuldkomment, at de ſielden atter kunne ſkilles fra hverandre. Ved Kogningen dannes en kliſteragtig Materie, men ved Bag⸗ ning foregager Gicring, Kulſyre dannes og alt bliver mere fordoieligt. d) Skal⸗ d)— vitlig. ⁸ tiſ( Nate Ke 6)u ſens Va Naruude,. ruaftynde kunſtig og grendſend Er den lagge 7 Utorret(2 drr og ſte 8 er det tror hindres, un vare megan di nen endo 3 V ringsmaae aa vaad 1 heraf, Nn Mengdefas V forſkiellig.. andet. Sar hold ti de V langt rigr Led Braig Brandeviig Da man p vagig Mangde⸗ de forſtiellige 3 ene denne, z inderligere vereens med og forholder ſte Narings⸗ lige Vagt dog i ſamme dog mindre gies. Alle de, ligeſom eliim bliver, hed Stiyelſe⸗ lettelig blive lidet, men elet. Der⸗ Denne Ma⸗ og at giore de, men ved kunne ſtilles en ved Bag⸗ t. d) Skal⸗ Sadarterne. 1 23 d) Skallen, der fornemmelig beſtaaer af Travleſtof, og ſynes ufor⸗ doielig. Dog indeholder den tillige noget af en oploſelig og ſaa at ſige aroma⸗ tiſt Materie, og er i det ringeſte mere nœrende end Halmen. e) Fugtighed, der endog i den torreſte Sad er forhaanden og forsger Nas⸗ ſens Vagt, ſkisndt formindſker dens ſpecifike Tyngde. Den indeholder intet Narende, ligeſom den heller intet Gavn ſtifter, men tvertimod, i for ſtor Mangde paaſkynder Sadens Fordarvelſe, og bor derfor ſaavidt muligt fiernes. Ved kunſtig og ſterk Torring, ſaaledes ſom i Torreovne er brugeligt i de til Hſterſsen grendſende nordligere Egne, kan Saden lange bevares ufordœrvet, iſcer naar den lagges i ſtore Bunker og ſaaledes tilegner ſig mindre Fugtighed fra Luften. Utorret Sed bor derimod ligge luftigt og tyndt, at Fugtigheden ſom den indehol⸗ der og ſtedſe paa ny tiltrakker, kan bortdunſte. Efter forſkiellige Jagttagelſer er det troeligt, at Saden, naar al Samgvem med den atmoſphariſke Luft for⸗ hindres, kan ſaare lange blive ufordarvet; dog bor den ſormodentligen iforveien voœre meget tor. Disſe Beſtanddeeles Marngdeforhold er ei blot i de forſkiellige Sadarter, men endog i de ſamme Arter, forſkielligt. Veirliget, Jordsmonnet, Giodſk⸗ ningsmaaden, Modenhedsgraden og Indhoſtningen virke hertil. Groer Saden paa vaad Grund eller i vaadt Veirlig, ſaa bliver Skallen tykkere, og ſom Folge heraf, veier et ligeſtort Maal mindre. Men endog de vvrige Beſtanddeeles Mangdeforhold, kan, ſom i Heuſeende til Plantelimen allerede er anmarket, vere forſkiellig. Herfra den Erfaring, at Saden i eet Aar er mere nerrende end i et andet. Scedens nerende Evne, ſtager ikke aldeles, men dog ſaa temmelig i For⸗ Vagt. hold til dens Vegt, og langt meer end til dens Volumen; derfor vilde det veere langt rigtigere, at kiobe, vurdere og bruge Sad efter Vagt end efter Maal. Ved Brandeviinsbranderierne er man endelig bleven overbeviiſt herom og kloge Brandeviinsbrandere maſte derfor blot efter Vagt. Da man i Almindelighed blot har Maal men ikke Vegt ved Hannden⸗ ſaag ere ſmaae Prove⸗ vogtſtaale meget begvemme. En 24 Soazdartern. En Tonde Sad veier i Almindelighed: Hvede.... 202 til 231 Pund. Rug........... 133- 207— Toradet Byg... 156- 202— Sexradet Byg..⸗ 132- 168— Himmelbyg......... 178 207— I F. Havre.............. 101 134— Juungs d §. 18. ſhied Ifgtode.. Sadafgroder nes Storrelſe retter ſig i lige frugtbare Aar efter Jordens Kraft; deltal af 1 og overeensſtemmende med deres Masſa og dennes neerende Deele ſyakke de Jor⸗ den meer eller mindre; thi deres Vart og Kieerneforogelſe fremvirkes, ſtiondt ei blot, dog for en ſtor Deel, der dog endnu ei kan beſtemmes, ved Jordsmonnets vegetabilſke Naringsſtof. 1 Man har ſtrabt at udfinde Middeltallet, af Sœdarternes Produßt, i hele haaß Provindſer og Lande, men de Data, hvorpaa man grundede Beregningerne vare wyn hoiſt uſikkre, give folgelig intet trovcerdigt Reſultat og kunne end mindre, naar man b tei ſlutter omvendt anvendes paa enkelte Tilfalde eller ſeregne Dyrkningsmaader. Af⸗ nd groderne ere i Folge Omſtandighederne undertiden langt under, undertiden langt V gte over hiint Reſultat, ſelv naar dette er flere Aars Middeltal. I un J det nordlige Tydſtland antager man i Trevangsbruget ſaœdvanligen: 95 Af Hvede............. 6 Tdr. pr. Tonde Land. un Rug....... 5——.,—. By.0 5—=—— - Havriee.. 4——— V Jur hvorved nemlig tages Henſyn paa hvor langt disſe Sadarter fedwanligen dyrkes S fra Giodning. Men ſom Middeltal af hele Landes Produktion, hvor en ſtor Deel Jord V 34 dyrkes ſlet, kan man ikke antage ſaa meget, men kun 4 Tdr. pr. Tonde Land. Vßen Schwerz antager efter ſine Antegninger— der dog maaſtkee ei ere tilſtrak⸗ M kelige til dette Reſultat— at i Belgien avles: . iForhold, 21 ierde d rdens Kraft; ekke de Jor⸗ kes, ſtiondt rdsmonnets dukt, i hele ingerne vare re, naar man maader. Af⸗ ertiden langt anligen: tonde Land. ligen dytkes r Deel Jord konde Land⸗ ere tilſtrak⸗ If Sadarterne. 25 Af Hvere.. 10,93 Tdr. pr. Tonde Land. 03 Rug.¶,„„„ 6..— I 1,———— — Vinterbyg„„„.. 1.. 1 5, 5———— * Havre.. 2 1,24———— Belgiſche Landwirthſchaft B. I. S. 316. Han ſammenligner hermed de Reſultater, der, ved at tage Middeltallet af Youngs mangfoldige. Annotationer paa hans Reiſer i den nordlige, oſtlige og ſydlige Deel af England, fremkomme, og beregner da, at det almindelige Mid⸗ deltal af Englands Hoſt— i Aarene fra 1760 til 1770— var: Af Hvee.. 2,2⁸ Tdr. pr. Tonde Land. — Rug„„„.„„ 464 9 2* 8,14———— Byg„.„....„. 10,7———— Havre„..„...- 12, 22———— Herved beviſer han, at det ſodvanlige belgiſke Agerbrug er fortrinligere end det engelſke. Dette negter i concreto ingen, end ei Englœnderne. Men naar han her tillige be⸗ dommer den Sedfolge, ſom kun i nogle ſmage engelſte Diſtrikter fra Arrilds Tid har voeret brugelig og forſt nylig af forſtandige Landmeend er almindeligere antagen, og ved hine Data ſtreber at beviſe, at den er mindre god, end en anden, ſaa er dette ſaare inconſequent, og han viſer derved, at han med Uagtſomhed har leeſt Young og ei be⸗ grebet hans Henfigt, der netop er, at beviſe, at Agerbruget er ſaare ufuldkomment i de Egne, hvorigiennem han reiſte, og at det ved et rigtigere Dyrkningsſyſtem kan og boer forbedres. Havde han uddraget Middeltallet af de forbedrede Avolsbrugs Hoſt, hvilken Boung— iſer i hans ſenere Reiſe, da flere ſaadanne vare indrettede anmelder, ſaa var Reſultatet omtrent blevet: Af Hvedde...... 13 Tdr. paa en Tonde Land. — Byg....................· 15———— — Havre......20———— Rug dyrkes ikke der. Scedarternes Verdiforhold og deres udtorende Evne er omhandlet i 1 Deel S. 199⸗ 5227. §. 19. J Sadens Vegetationsperiode bor man lagge Merke til folgende Omſtan⸗ Sadens Ve⸗ digheder og Forfald, og nedenſtaaende Indretninger bor iagttages. Man anſeer for gavnligt, at Vinterſaden ei alt for hurtig kommer op, men i Forhold til Temperaturen lange forbliver i Jorden, thi da udvikles og ſtyrkes D Kicer⸗ Fierde Deel. 26 Sadarterne. Kicernens nederſte Deel, Roden, bedre. Jeg har lagt Marke til, at Saden ved gunſtigt Veirlig fremkom tre Dage ſenere paa dybt, end paa fladt Jordsmon. Spirer Saden derimod langſomt, fordi Jordsmonnet er uſadvanligt tort, ſaa kan man ikke anſee dette ſom fordeelagtigt; dog ſkeer herved ingen anden Skade, end at Vegetationen forſinkes. J Aaret 1810 ſpirede den i Auguſt ſaaede Rug ei for Slutningen af October; den laae altſaa 7 til 8Uger i Jorden, og Mange tabte alt Haab om dens Opkomſt. Men den fremſpirede tilſtrœkkeligen tykt og var bleven tat nok, derſom Torken om Foraaret ei havde hindret den fra at buſke ſig. Man onſker derimod at Vaarſaden hurtigen fremkommer, da Ukrudet ellers kan vore over den.“ 1 Det er et godt Tegn, at Saden paa ſamme Tid og lige Maade fremkom⸗ mer. Skeer dette lidet efter lidet, og er dens Storrelſe og Farve uliig, ſaa ty⸗ der dette paa et eller andet Urigtigt. Varre end for Vinterſaden er det, om Vaarſaden er tvegrodet, thi denne kan endnu om Foraaret blive eens, hiin der⸗ imod ikke. Den forſte Spire bor have mork Farve; Rugen bor vore rodbrun, Hveden brunagtig, Vaarſaden morkegron, ikke gunlagtig. Denne ſidſte Farve tyder paa ſvag Sed, der ſielden kommer ſig. Saden bor lange beholde den morke Farve. De forſte Blade bor verre korte, kraftfulde, temmelig ſtumpe, ſtive, ela⸗ ſtiſte og kruſede. Efterat de forſte Blade ere udviklede, dannes paa Stammen taet ved Jorden en Knude; denne briſter og Sideſkud fremſpire til alle Sider. de ere, deſto ſtorre Afgrode kan man vente. Disſe Skud bor ikke hurtigt ſkyde i Veiret, endnu mindre lade Bladene flapt nedhœnge, men tvertimod verre ſtive, elaſtiſke, brede ſig over Jorden og dakke den. Som Folge af ugiceret kort for Saaeningen nedploiet Giodning har jeg ofte ſeet, at Vinterſaden, naar Efteraaret var fugtigt og varmt, blev lyſegron og hurtig og ſtœrkt ſtiod i Veiret; men ſaadan yppig Vert havde de ſkadeligſte Fol⸗ ger, thi Saden dode naſten aldeles om Vinteren. Det ſynes at Planterne der⸗ 4 ved Jo mangfoldigere 99 tt troer je aaret; gyndelſeſtt 818 den ikke k der driveEr nu aldrigt. den end ume den tyten Heden. N Blade, d ungte Scf Hudden trangt or. te. N habde ſane tewis alt. naſt var. havde bud V Rodderne V Au s noget ſtibt i Fordeie 3 kede Sad. deref. L gere fot c terſaden tn at Saden Jordsmon, ttort, ſaa den Skade, ſaaede Rug og Mange gen tykt og den fra at rudet ellers efremkom⸗ ig, ſaa ty⸗ er det, om 3, hiin der⸗ uun, Hveden pe tyder paa vorke Farve. ſtive, ela⸗ ved Jorden angfoldigere de Bladene en og dakke har jeg ofte lyſegron og deligſte dol⸗ anterne der⸗ ved Sedarterne. 27 ved tilegne ſig Brind(Vandſtof) i urigtigt Forhold mod Kulſtof. Derimod troer jeg, at Vinterſœden paa hiin Maade ei kan brede ſig for ſterkt om Efter⸗ aaret; thi raadne end Bladene om Vinteren, ſaa forbliver Stammen med Be⸗ gyndelſen til Sideſkuddene dog ufordarvet, og gronnes hurtigen om Foraaret. §. 20. Seden er ved Vinterens Begyndelſe i forſkiellig Tilſtand; undertiden har Vinterperis⸗ den ikke ſpiret, undertiden pipper den netop frem af Jorden, men i Avlsbrug, der drives med Orden, er den ſom ofteſt meer eller mindre buſtet. Jeg har end⸗ nu aldrig bemerket, at den egentlige Vinterfroſt ſkader Sœden, i hvad Tilſtand den end monne veere. J den heftigſte Barfroſt 180 ſaae jeg ikke at Vinterſc⸗ den tog Skade; dog havde jeg ikke Leilighed til at bemarke Froſtens Virkning paa Hveden. Al Sad ſaae daarlig ud om Foraaret; den buſkede havde miſtet ſine Blade, der forſt laae hvide og ſiden halv forraadnede paa Ageren, og af den yngre Sad ſaae man aldeles intet. Ogſaa tsvede Rugen til April Maaneds og Hveden til May Maaneds Udgang, inden den paa ny gronnedes; thi Froſten var trangt over 3 Fod dybt i Jorden og tilegnede ſig alt Varmeſtoffet fra Atmoſpha⸗ ren. Men da ſpirede Planterne hurtigt og kraftigt. Kun hvor Jordsmonnet havde ſaa ſtore Revner, at man ſtod Fare at brœkke Been deri, var Seden plet⸗ teviis alt for tynd; men ſelv paa disſe bredte den ſig dog temmelig ſterkt. Der⸗ naſt var Rugen bortdod paa Ryggene af ſandede Agre, hvor den for Vinter ikke havde buſket ſig, og den ſtarke Oſtenvind, ſom bortforte Sandet, havde blottet Rodderne. Under Sneen bevares Vinterſaden bedre, iſcr naar Jordens Overflade er noget ſtivnet inden den falder. Den vedbliver da at vegetere, og den, ſom kort i Forveien er ſaaet, fremkommer. Selv i de ſtrengeſte Vintere lider den dak⸗ kede Sed aldeles intet, og efter disſe har man i Almindelighed de bedſte Afgroder deraf. Milde Vintere, med foranderligt Veir ere, paa fugtig Grund, farli⸗ gere for Saden; men Faren tilintetgiores ved tilſtrœkkelig Vandafledning. Vin⸗ terſeeden taaler aldeles ikke at Sneen ſammentrykkes over den; at der giores en Kis⸗ D 2 revei 298 Sodarterne. revei eller Fodſtie oven paa et tykt Lag Snee, thi da dser den ſtorſte Deel af ſtorte its Planterne. de ſeldef §. 21. b Am 15 Binterens Den farligſte Periode for Vinterſceden indtrœffer, naar Snee og Jis op⸗ 983 Opher. tges. Saden kan ligeſom druknes, naar Sneen hurtig optoses ved Regn, og Nldn ei har Aflob fra Agerens Fordybninger, fordi Grovterne, der ere fyldte af frosſen dhgecg 26 Snee, ei kunne bortlede Vandet. Da frelſes Saden ofte, blot ved hurtigt at Geſelſch. ſkaffe Vandet Aflob; hvilket dog ei altid er muligt. Er Jordsmonnet poroſt, Frunſou. ſaa kan man haabe, at Vandet ſynker inden Saden doer; men er det endnu ei 32* ganſke optoet, ſaa er dette Haab forgiaves. ſarkt,nea Naar Optoeningsperioden er langvarig og afbrydes ved Froſt, ſaa er denne blevne ſau endnu farligere for Sœden, og dette bliver iſcer Tilfœldet, om Solſkin og Nat⸗ anden M tefroſt vexle, og af og til falder Snee, ſom Solen tser. Det sverſte optoede ringen fow Jordlag fyldes med Vand, ſom ei kan ſynke, da Jorden dybere er frosſen. Dette dan ſteev Vand fryſer om Natten, lofter Jordens Overflade og Planterne med denne. Om ei naar u1 Dagen toer Jorden atter og ſynker ſammen, men Planten, ſom er lettere, ſyn⸗ tyr og n g ker ikke med denne. De folgende Natter og Dage virke paa lige Maade og Plan⸗ Sardens 12 tens Rodder ere aldeles blottede, vel endog afrevne, derſom Spidſerne endnu b vare faſtfrosne i det dybere Jordlag. Saadant Veirlig modſtaaer end ei den 1 Ga kraftigſte Afgrode, men dog bedre end den ſvage. Jo poroſere Jordsmon⸗ ſtnde idrs net er, deſto mere er Saden i Fare. Saadan Toe havde vi i Foraaret 1804, ftenmes da og dette var Aarſagen til den Misvaext og Kornmangel, der indtraf i dette Aar, V lerede on ſom forreſten var gunſtigt for Vegetationen. runden 24 §. 22. Vätliget E Vatäen Naar Saden om Foraaret ikke viſer ſig tydelig eller ſynes at ſtaae for ktutt Foraaret. tyndt, ſaa befrygter man lettelig, at den, da den ganſfe eller tildeels er bortfros⸗ thi Sidejte ſen, ei kan give god Afgrode, og beſlutter derfor, ofte overilet, at omploie den. weſſtedes Aldrig vare Landmandene, efter min Formening, mere bekymrede og ubeſtemte, disſe deri g end i 1803. Man indſaae nemlig efter nogen Tid, at de Fleſte, der omploiede Veiret, Vinterſaeden og ſagede Byg, havde feilet, da den, hvor den bley ſtagende, gav vare dif ſtorre ſte Deal af 9 Jis op⸗ Regn, og eaf frosſen hurtigt at nnet poroſt, et endnu ei aa er denne in og Nat⸗ ſte optoede en. Dette enne. Om tere, ſyn⸗ e og Plan⸗ erne endnu end ei den Jordsmon⸗ aret 1804, dette Aar, at ſtaae for er bortfros⸗ ömploie den. gubeſtemte, er omploiede naende, gab ſtorte Sedarterne. 29 ſtorre Afgrode end Bygget i dens Sted; dette lonner under disſe Omſtandighe⸗ der ſielden faa godt ſom Havre. Man har undertiden ſaaet Havre paa Hveden, naar denne ſyntes bortfrosſen, og har da harvet ſterkt. Hveden og Havren, der hoſtedes ſamlet, gav da i det Hele god Af⸗ grode, ſom dog beſtod meeſt af Hvede. Meklenburgſke Landmands Erfaringer ere i denne Henſeende ſaare markvar⸗ dige og findes i anden Deel af Annalen der Meklenburgiſchen Landwirthſchafts⸗ Geſellſchaft. Jearvnfor hermed Annalen des Ackerbaues D. V. Side 191. J Mecklenburg har man ogſaa fundet meget fordeelagtigt, at harve Seden ſterkt, naar Jorden om Foraaret var bleven tor, ſkiondt Folkene frygtede at de over⸗ blevne ſvage Planter derved maatte aldeles sdelagges. Man kan neppe paa nogen anden Maade ſaameget gavne Vinterſcden, ſom ved at harve den; kun bor Harv⸗ ningen fortſcettes ſaa lœnge til Agerens Overflade er aldeles muldet, hvilket blot kan ſkee ved Jernharver. Man bor i ethvert Tilfallde harve Vinterſceden. kun ei naar Planterne ere eiese ud af Jorden, thi da bor man ſnarere tromle. En tor og mild Marts— Martsſtov— er ſaare gunſtig for Vinterſeden og for Jordens Tilberedning til Vaarſed. §. 23- En god Sadafgrode bor ogſaa om Foraaret danne nye Sideſkud inden den Lahede om ſkyder i Veiret, den bor, medens den breder ſig over Jorden, ſamle Kraft. Dette fremmes meget ved en frodig og kraftfuld Afgrodes Natur, thi en ſaadan har al⸗ lerede om Efteraaret begyndt at buſke ſig; men ſkal den fuldkommen lykkes, og Grunden lagges til en tatſtaaende Afgrode, med ſtarke Straae, ſaa maae Veirliget vœre gunſtigt, Varmen i April og forſt i Mai maadelig og Regnen ikke fattes. Ved tilſtrœkkeligt ogi rette Tid at harve, fremmes Sadens Buſkning, thi Sideſkuddene fremlokkes, da de ſpede Rodder kunne brede ſig i det atter pul⸗ veriſerede Jordsmon, og Harven desuden giver Planterne et ringe Saar. Skyde disſe derimod med et eller faa Skud hurtigen, og ſom man kalder det, ſpidſe i Veiret, ſaaledes ſom ſodvanligen ved tidlig Varme og Mangel af Regn pleier at voere Tilfaldet, ſaa bliver Afgroden aldrig tatſluttet, og fremkomme end ſenere, i Mai Axenes Frem⸗ ſkyden. 30 Sadarter. i Mai Maaned, Sideſkud, ſaa danne disſe dog aldrig betydelige Ax, da de i Sammenligning med Hovedſtraaene ere for langt tilbage. Afgrodens Storrelſe beroer ikke paa Planternes Mangde, men paa deres Evne til at buſke ſig og paa ſamme Tid at ſtyde i Veiret; thi beſidde de denne, ſaa forandres Agerens Ud⸗ ſeende ofte pludſelig. Ei ſielden ſkyder en Afgrode, der forſt i Mai ved ſine Planters tatte Vert havde fortrinligt Udſeende, juſt fordi de ſtaae for taette, ſpids i Veiret, og fremviſer i Juni kun faa Ar, da derimod en anden, ſom ſyn⸗ tes at ſtaae for tynd, paa ſamme Tid er tatſluttet og riig paa Ax— en Erfa⸗ ring, ſom de fleſte Landmand ſikkerligen have giort, men kun Faa lagt Marke til; thi de Fleſte onſte blot, at Planterne Hoſt og Foraar ſkulle ſtaae tat ſlut⸗ tede, ubekymrede, om disſe Planter, enkelte betragtede, bare Kiendetegn paa Kraft og Evne til at brede ſig. Derfor er det ſaare bedrageligt i Afſtand at be⸗ domme en Sadafgrode; blot ved at gaae over Marken, og faſſte Hiet paa en⸗ kelte Planter, bliver det muligt, at domme om dens Givtighed. §. 24. Jo langſommere Straaene ſkyde i Veiret inden Axet fremkommer, deſto bedre. Skeer dette hurtigt, ſaa bliver Saden aldrig fuldkommen givtig. Axrene bor paa ſamme Tid viſe ſig over hele Ageren, og derfor anſeer man kold og fugtig Mai for gavnlig. Naar Aret viſer ſig, ſaa har Seden naaet ſin halve Hoide; jeg har i det mindſte i Henſeende til Rugen ſtedſe fundet denne Bemarkning rigtig.— Men Stragenes Tykkelſe, iſer ved Jorden, er lige ſaa vigtig ſom deres Hoide. Kun naar hiin er forholdsmaesſig til denne, ſtaaer Axets Lœngde i For⸗ hold til Straaets, og da bliver det omtrent ſaa mange Tommer langt, ſom Straaet er Fod hoit. Tynde, ſvage Straage blive ofte ſaare hoie, men frem⸗ bringe blot ſmaage Ax. Straaknuderne bor vaore tykke og brune; Bladene kraft⸗ fulde, morkegronne og ſtive. Naar Axene ved Blomſtringens Begyndelſe ere fuldkommen fremkomne, ſaa bor de alle ſtaae lige hoit i Veiret; thi er det Modſatte Tilfaldet, ſaa tyder det ei paa god Hoſt. §. 25. gm fugtigt, 21 eri Sun garnligt) ſeſfit i Iſgroder t Indflyder gſg 18 tberdteyd at formäſt ſrine R2 Elnden ſta Tarſag did öfte at Er e boageren.) foraarſage buſtet ſg er Straaff Forlighete tforholds a Evaghed. 84 ſtiondt da ed hver ſf Fer⸗ ſaavelſoma dormer, r, da dei 3 Storrelſe ſig og paa lgerens Ud kai ved ſine for tatte, n, ſom ſyn⸗ — en Erfa⸗ lagt Marke ae tatt ſlut⸗ detegn paa tand at be⸗ iet paa en⸗ deſto bedre. Axene bor og fugtig lve Heide; zemarkning ſom deres ngde i For⸗ langt, ſom men frem⸗ adene kraft⸗ nkomne, ſa :, ſaa thder 923 Sodarterne. 31 §. 25. Blomſtringsperioden er atter farlig for Sœden; thi er Veirliget i lang Tid fugtigt, ſaa tilendebringes Befrugtningen vanſkeligt og ufuldkommen. Derfor er i Juni Maaned tort og varmt Veirlig, der afbrydeß ved enkelte Tordenbyger, gavnligt. Saadant Veirlig har iſeer Indflydelſe paa Rugen, og derfor ſkal jeg ſcrſkilt handle derom. Beundringsvardigt er det forreſten, hvorledes kraftige Sadens Blomſtring. Afgroder ogſaa i denne Henſeende, langt mindre end ſvage, lide ved Veirligets Indflydelſe. Under og efter Blomſtringen ſtaaer man Fare for at Saden lag⸗ ger ſig. Skeer dette tidligt og uden Pladsregn eller Hagelbyger, ſaa er Jordens overdrevne Geilhed Aarſag dertil, og denne vil enhver klog Landmand da ſtrabe at formindſte. Er Saden med Magt ſlaaet til Jorden, ſaa har dette for Blom⸗ ſtringen ikke meget at betyde; thi den danner da et Knæ og reiſer ſig igien. §. 26. Naar Saden, ſadvanligen, ved megen Regn, gaaer i Leie, ſaa bliver Skaden ſtorre, jo tidligere den legger ſig. Straaenes Tathed er ikke altid ene Aarſag dertil, men ogſaa Svaghed og Sygdom hos Planterne; thi man ſeer ofte at Saden har lagt ſig paa en Ager, hvor den ſtager tyndere, end paa Na⸗ boageren. foraarſager ofteſt Leieſced; men god og dyb Ploining, og Planter, der mere have buſket ſig, end fra Begyndelſen ſtaaet ſammentreengte, beſtytter derimod. Her er Straaget for neden ſtarkere, hiſt har det ſtudt for hurtigt i Veiret, og paa ſin Forligheds Bekoſtning faaet Heoide og ſtore Blade. uforholdsmasſig Mangde Brind(Hydrogene) mod Kulſtof, hvilket tyder paa Svaghed. Ved det her Anforte har jeg fornemmelig taget Henſyn paa Vinterſaden, Leieſad. Steerk Giodſkning forenet med feilfuld og let Ploining og tyk Udſed, Al geil Sad indeholder ſtiondt det for det meeſte ogſaa kan anvendes paa Vaarſcden. Det Seregne ſkal ved hver ſœrrſtilt Sadart anmarkes. §. 27. Folgende ere de ſodvanligſte og mœrkvcerdigſte Sygdomme, hvoraf Saden ſaavelſom mange andre Planter, medens den voxer, dog under mange forſkiellige Former, angribes: 1) Sa⸗ Sygdomme. 32 Seedarterne. 1) Sedens Visnen(Verſcheinen, Verbleichen) hvorved Planten pludſelig bliver hvid eller guul, ſom var den fuldkommen moden, og aldeles hentorres. §. 28. Sildig Nattefroſt og Rimfroſt kan frembringe denne Sygdom paa Plan⸗ tens Top eller en Deel af Axet. Sad, der groer paa Agre og Bakker, ſom ligge aabne for Nordenvinden, udſœttes for denne Fare, men endnu i hsiere Grad, om Jordsmonnet er vaadt og allermeeſt, om det er indſluttet af Skov, thi der preci⸗ piteres de frosne Dunſter ſtarkeſt, og den pludſelige Afkisling virker drabende paa de nylig fremkomne Ax. „ Hele Plantens Visnen eller den egentlige Skoldning finder Sted paa torre Jorder, naar Heden er ſterk og Regnen udebliver. Saden lider ikke altid meeſt paa de ſandede Jorder, men fornemmelig paa Agre, der let ploiede og uden Hoile giodes ſtœrkt, ſom ofteſt kort for Sageningen, med friſt Giodning, iſeer⸗ med Heſtegiodning. Jeg kiender Bymarker, hvor dette Uheld ſtedſe rammer Rugen, naar Sommeren er tor, og hvis Eiere anſee dette for uundgaaeligt. Hoile, dybere Ploining og Sadens Giodſkning oven paa Jorden vare ſikkre Mid⸗ ler herimod. See Wilrich uͤber das Verſcheinen der Saaten. Niederſaͤch. Annalen Jahrg. IV St. III. S, 54. §. 29. Men Saden kan paa en ganſke anden Maade, end den allerede omtalte, hen⸗ visne, ſkiondt ikke ofte hos os, kun i visſe Aargange, og oftere paa vaade end torre Steder. Englaenderne kalde denne Sygdom the Blight og Franſkmandene la coulure. Den beſtager i Livsvirkſomhedens hurtige Svakkelſe, og Plantens pludſelige Dod ved drabende Slagflod. Da jeg i den regnfulde og varme Sommer 1802 havde Leilighed at iagttage denne Sygdom, viſte den ſig pletteviis paa de vaa⸗ dere Stader. Den ene Dag havde Saden paa nogle Qvadratfod tabt Farven, og den anden Dag havde Sygdommen udbredt ſig over meer end 30 til 40 Qvadrat⸗ favne. Planterne vare aldeles hvide og torre, og uddroges letteligen tilligemed deres ſtorſte Rodder, der vare ligeſaa hvide og torre; men Haarrodderne bleve i Jor⸗ Jorden. S1 dreogNog— tet opdag En vis elift tet mellen tn Tardenbeils ſden huun Blomſtrin 9 9 ſlegtede(a anſee disſe d en Folge a hed, ſon 8. nu neppens draget der s dentviyl i V Sommeren 3 folger unil nogle Hlah der; ſikkenn dog ikke of V ſens Preg tliver gunſs der den ſer⸗ reyne og un fundet, ans lenge ſidenn Akademie i anrettede Kierde D. en pludſelig entorres. m paa Plan⸗ Zakker, ſom hoiere Grad, hi der prec⸗ ker drabende ed paa torte ee altid meeſt de og uden dning, iſer edſe rammer undgageligt. ſikkre Mid⸗ .IV St. II mtalte, hen⸗ a vaade end anſtmendene og Plantens rme Sommer s paa de vaa⸗ öt Farven, og 40 Qvadrat⸗ en tilligemed odderne bleve Jot⸗ Saddarterne. 33 i Jorden. Sygdommen viſte ſig i hiin Sommer ſieldnere hos mig, end hos An⸗ dre og Nogle anſaae et viſt Inſekt, ſom Aarſag dertil. Men jeg har aldeles ikke kun⸗ net opdage noget Inſekt eller nogen Beſkadigelſe, der kunde forvolde Plantens Dod. En vis electriſk Lufttilſtand eller hurtig Omvexling af poſitiv og negativ Electrici⸗ tet mellem Luftſtrommene og Jorden, hvilket adſkillige Phœnomener, ſtiondt intet Tordenveir udbrod, tydede paa, anſeer jeg ſom Aarſagen. Allerede for lœenge ſiden har man anſeet Lynild, uden Torden, ſom ſkadelig for alle Sedarter, iſcer i Blomſtringsperioden. §. 30. 2) Honningdug, Ruſt og andre lignende Sygdomme, ſynes mig neer be⸗ vouiggiug uſt. ſlagtede eller i det ringeſte, at fremvirkes af ſamme Aarſager. Mange Landmand anſee disſe for een og ſamme Sygdom, og mig ſynes ogſaa at den ſidſte ſtedſe er en Folge af den forſte. Honningduggen er en klabende, ſod honningagtig Fugtig⸗ hed, ſom Planterne udſvede og Bierne ynde. Thi at den falder fra Himlen, vil nu neppe nogen troe, og det ſaa meget mindre, ſom een Plante er ganſke over⸗ draget dermed, medens dens Naboe, er aldeles fri derfor. Dens Aarſag ligger udentvivl i Lufttemperaturens pludſelige Omvexlinger; naar nemlig midt om Sommeren, i Planternes ſaftrigeſte Periode, under og efter Blomſtringen, Kulde folger umiddelbar paa Varme. Den er folgelig en Forkiolelſes⸗Sygdom. Paa nogle Planter, f. Ex. Bonner, fremkommer da pludſelig en Mangde Inſekter, Aphi⸗ der; ſikkerligen Sygdommens Folge, men ei dens Aarſag. Blot paa Sceden, Men hele Planten barrer Svakkel⸗ Naar Veiret ſnart bliver gunſtigt, og iſeer om mild Regn falder, ſtyrkes Planten ofte. Dog behol⸗ der den ſadvanligen gule Pletter paa Stilk og Blade, der ſtedſe blive brunere, Dette kalder man egentlig Ruſt og jeg har ſtedſe Botanikerne have allerede for dog ikke ofte, opdages et lidet rodt Inſekt. ſens Prag; dens Vegetation og videre Uddannelſe ſtandſes. revne og udgyde brunt Stov. fundet, at den er en Folge af Honningduggen. lenge ſiden anſeet den for ſmaae Bladſvampe og Praſidenten for Videnſkabernes Akademie i England, Joſeph Banks har, da denne Sygdom iſcer i Aaret 1804 anrettede ſaa ſtor Odelceggelſe i England, beſkrevet den noiagtigen med Henſyn Fierde Deel. E paa 34 Seedarterne. paa dens Udſeende og ved Hielp af ſtœrkt forſtorrende Glas givet Afbildninger, der viſt nok ligne Svampe.(Afhandlingen er overſat i No. 1 af Landwirthſchaftli⸗ che Zeitung 1806.) Botanikerne anſee disſe for en paraſitiſt, hver Planteart ſxregen Vext, der kaldes Ecidium. Endnu anſeer jeg ſom ſandſynligere, at den er en Hudſygdom, der hos Planterne, ſom hos Dyrene, har dens beſtemte Form. Faaer Sygdommen Overhaand, ſaa hentcres Planten, der danner al⸗ deles ingen eller blot ſvange Kierner. Det meeſt grundede Haab ſkuffes derved ofte. J visſe Klimater og Egne, iſcer hvor Veirliget medforer megen Taage, er denne Sygdom hyppigere. Visſe Byemarker, der ere omgivne af Moſer, hiem— ſoges nœſten aarlig deraf. Men beſynderligt er det, at Berberisſen i temmelig ſtor Omfang frembringer dette eller et lignende Onde. Kiendsgierningen kan ikke kaldes i Tvivl; thi alt for mange Jagttagelſer fra enhver Tid og Nation ere over⸗ eensſtemmende. Men hvorledes Berberisſen virker, er endnu ikke tilſtrœkkeligt op⸗ lyſt. Min afdode Ven Einhof forſogte ofte ved at ryſte nylig afſkaarne, med Eeidium dakkede, Berberisſeqviſte, over Saden, eller ved at ſtikke dem derimel⸗ lem, at ſmitte den; men han opnaaede aldrig Henſigten. Det er folgelig ved at groe naœr ved Saden, ei ved at meddele Saden Stovet, at Berberisſen ſkader. Ikke heller har man ſporet Sygdommen forend Berberisſerne blive ſtorre, men da udbredtes den Aar for Aar i deres Nabolag, og forſvandt ſtrax, naar de ud⸗ ryddedes. Meelduggen, der ſom Skimmel dakker Planterne, angriber ikke Sadar⸗ terne, men deſto oftere Balgfrugterne og den ſynes at have ſamme Oprindelſe ſom Honingduggen, hvormed den ogſaa ofte forvexles. Men de Planter, der ere udſatte for denne Sygdom, angribes forſt i moden Alder deraf, og ved denne, ei ved Aarstiden, ſynes Planten at blive ſkikket til Sygdommens Modtagelſe. §. 31. Man har endnu ikke ganſke tydeligt Begreb om Planteſygdommene. Na⸗ turforſkerne have ikke Tid og Leilighed, Landmandene ikke Sands for at iagttage Den Ene har afſtrevet den Anden, men ofte Sygdommene i deres hele Omfang. V V V ifte hat ns den. Nis for negent Anledninſt ſorter enſs eis gelſe paa F paa nerm 5 den tredien zudſten Sad tiſ omhan dens Dets Etis ſas lidetéG i Huns. ofte modai Fo⸗ Landmanl luftes ogis pareres;. kelſe ſtalte On ſnoes; tae dinger, der irthſchafti⸗ r Planteart nligere, at ens beſtemte danner al⸗ -uffes derved Taage, er oſer, hiem⸗ i temmelig gen kan ikke on ere over⸗ ekkeligt op⸗ arne, med m derimel⸗ olgelig ved sſen ſtader. ere, men da naar de ud⸗ kke Sadar⸗ Oprindelſe ter, der ere d denne, d agelſe. nene. Na⸗ at iagttage inden, men ofte Sedarterne. 35 ofte har man ved at forblande Begreb og Benavnelſe aldeles misforſtaaet hinan⸗ den. Nu befrygter jeg, at man atter er paa en anden Afvei, ved at ville finde alt for megen Analogie mellem Planter og Dyr. Jeg ſiger folgelig intet meer i denne Anledning, men jeg ſkal paa ſit Sted tale om de Sygdomme, hvoraf visſe Korn⸗ ſorter angribes. Ligeledes undlader jeg at tale om de Inſekter, der ofte anrette ſtor Sdelceg⸗ gelſe paa Seed og andre Afgroder. Min elſtede Svigerſon Crome arbeider nu paa nermere at beſtemme dem og at underſoge deres Egenſkaber; og vi kunne i den tredie Deel af hans Handbuch der Naturgeſchichte fuͤr Landwirthe vente ſtorre Fuldſtœndighed, end vi i denne Anledning hidtil have havt. Hoſten. §. 32. Sadhoſten er Agerbrugets vaſſentligſte Foretagende. Vi ville her ſumma⸗ riſt omhandle dens Hovedmomenter, uden dog at indlade os paa Beſkrivelſe af dens Detail, ſom hver Laſer kiender, eller ſom dog ikke her kan lœres ham. Et godt Hoſtarbeides Hovedbetingelſer ere, at det hurtigt ivorkſettes; at ſaa lidet Sad ſom mueligen tabes, og at den tilſtrakkeligt modne Sad kommer tor i Huus. Disſe Betingelſer, iſer den forſte og anden, ere i Praxis desverre ofte modſtridende. §. 33: For at undgaae enhver Standsning eller Forſinkelſe af Hoſtarbeidet bor Hoſtens For⸗ Landmanden itide giore de fornodne Foranſtaltninger. Laderne bor iſtandſcttes, luftes og Underlaget fornyes; alle Redſkaber bor endog i overflodig Mangde re⸗ pareres; Huusholdnings⸗Behov anſkaffes, at det ikke til Hoſtarbeidets Forſin⸗ kelſe ſkal hentes, og alle uopſettelige Arbeider iforveien endes. Halm⸗, Siv⸗ eller Pilebaand bor i tilſtrakkelig Mangde, inden Hoſten, ſnoes; thi en omhyggelig Landmand taaler ikke, at Saden bindes i Baand af Sed. E 2§. 34 Hoſtfolk. Forſkiellige Hoſtmaader. Hoſten. §. 34 Ved ſtore Avlsbrug, der have lidet eller intet Hoveri, er Hovedſagen at tilveiebringe de fornodne Hoſtfolk og dette er vanſkeligere jo fœrre faſte Arbeidere man i den ovrige Deel af Aaret holder. Man bor beregne hvormange man i det allerringeſte behover, og paa enhver Maade ſtrebe at erholde disſe. Den almin⸗ deligſte, er at bortleie Jord til Arbeidere, ſom dyrke den med visſe Afgroder, f. Ex. Kartofler, Hor, Tobak o. ſ. v., og paatage ſig, ved Hoſtarbeide, efter be⸗ ſtemt Betaling, at aftiene Leien; forſomme de dette, ſaa tabe de derved Ret til hiin Afgrode. Regner man noiagtigen, ſaa bliver Arbeidet derved ſom ofteſt koſtbart, men denne Maade er ofte den eneſte hvorpaa man kan faae det giort. J Henſeende til Hoſtarbeids⸗Overſlag har man antaget Adſkilligt, der dog Saaledes antager man, at til 140 Tonder Land, 36 blot kan veere localt rigtigt. hvoraf? Vinterſod og Baarſad, behoves 6 Karle og 8 Fruentimmer, og be⸗ regner da, ſom Arbeidsmaal, at en Karl daglig meier 14½ til 1 ½ Tonde Land, efterſom Saden ſtaaer ſtaœrkere eller ſpagere, og omtrent 1 Tonde Land med Er⸗ ter. Til at nege og binde behoves, i Forhold til Sœdens Mangde, 3 til 5 Fruentimmer paa 11 Tonde Land. MRed fire Heſte for en Vogn hiemkiores dag⸗ lig 60 Traver Vinterſad eller 75 Traver Vaarſœd, naar Marken ikke ligger Til at lasſe og rive efter behoves til to Men overeensſtemmende med Arbeidernes langt borte og man bruger Vexelvogne. Vogne 1 Karl og 1 Fruentimmer. Virkſomhed og i Forhold til Arbeidsmethoden, der ſnart er mere beregnet paa Omhyggelighed, ſnart paa Hurtighed, afvige disſe Setninger meget, og i con⸗ crete Tilfalde kunne de blot beſtemmes efter Localiteten. beroer det ſtorre eller mindre Antal Hoſtfolk man behover; thi ſnart paaſkyndes, ſnart forfinkes Hoſtarbeidet derved. Ogſaa paa Veirliget §. 35. Derneſt bruges mange forſkiellige Hoſtmaader; blandt hvilke, naar man ſkal hoſte med Egnens Folk, det er vanſkeligt at volge. Det er forreſten ikke ligegyldigt hoilken man bruger; thi een har Fortrinet i denne, en anden i hiin Men de enkelte Foretagender med at meie, ſamle, rive, binde, op⸗ ſctte, Henſeende. ſatk, la hor alt vovede is mer i Br meeſt an. ij at Mls de hundt dem ved⸗ bedderne 39 agtigere Df ſſar dyſde 98 Irib, dasi den lettesg ürn forſe Nas⸗ den anden ſirt Ear agtigſt ec ldſat at im digt, og f man brug den, ſaaT havde me. komme ige Nengde is N legger denn 4g,i detd Hovedſagen ſte Arbeider ze man i det Den almin⸗ ffgroder, f. de, efter be⸗ rved Ret til ſom ofteſt eet giort. gt, der dog Inder Land, ner, og be⸗ konde Land, d med Er⸗ 2, 3 til 5 kiores dag⸗ ikke ligger hoves til to Arbeidernes erregnet paa „og i con⸗ a Veirliget paaſtyndes, naar man orreſten ikke nden i hiln binde, op⸗ ſatte/ Hoſten. 37 ſcttte, lasſe, ſctte i Hnus, gribe ofte ſaaledes i hverandre, at naar eet œndres, Dette, ſaavelſom at Arbeiderne ved forandret Hoſtmaade ere Dernaeſt kom⸗ bor alt œndres. uovede i dens, om end lettere, Haandgreb, bor vel overveies. mer i Betragtning, at Munterheden, der i Hoſttiden gior Arbeiderne det endog meeſt anſtraœngte Arbeide taaleligt, ſœdvanligen tilintetgiores ved en Forandring, og at Misfornoielſe trœder i dens Sted. Ved deres ſedvanlige Hsſtmaade har de hundrede Smaalsier hvorved Munterheden vedligeholdes, og disſe beroves dem ved at paatrqenge dem en Hoſtmaade, der forreſten i andre Egne holder Ar⸗ beiderne ligeſaa lyſtige. Men troer man dog at en anden Hoſtmaade er fordeel⸗ agtigere, ſaa bor man i det ringeſte ſorge for at Formeendene ere ovede deri og at iſer Opſynsmanden fra Grunden af forſtaaer den og kiender hvert enkelt Haandgreb⸗ Vi opholde os ikke ved Beſkrivelſen af hver enkelt Methode eller Haand⸗ greb, da disſe kun ufuldkommen kunne forklares og fattes, ſkiondt man vedat ſee Jeg vil kun omtale Hovedarbeiderne. §. 36. Enten afſkicres Saden med Segelen eller afhugges med Leen. forſte Maade tabes fœrre Kigrner,— naar Arbeiderne nemlig ere ovede— ved den andens Hurtighed ſpares Arbeide. Det er formodentlig afgiort, at naar ſterk Sed er gaget halvt i Leie og er meget indviklet, ſaa er hiin Maade fordeel⸗ agtigſt og dekker, ved mindre Sadtab, rigelig dens ſtorre Omkoſtninger, for⸗ udſat at man blot kan faae det fornsdne Antal Folk, til ſaa hurtigt ſom nodven⸗ digt, og fom det med Leen kunde ſkee, at afſticere Saden. Men naar man, fordi man bruger Segelen, nodes til at lade een eller anden Sadart blive alt for mo⸗ den, ſaa tabes hiin Fordeel, og mere Sad falder da af, end om mani rette Tid Ved at bruge Segelen bor ogſaa de hsie Stubbe, og Halmtabet dem letteligen begriber og laœrer dem. havde meiet. komme i Betragtning; dog mindre paa ſtaerk Jord, der frembringer rigelig Mangde Strage og ſom ved de nedploiede Stubbe ſkiornes⸗ Paa den Sadens Ned⸗ legning. Man meier paa to Maader; man hugger enten Sadden fra hoire Side og legger den ved Hielp af Meieredet paa Skaar til Venſtre eller man bruger blot Leen, og, i det den ſtaaende Seed er paa venſtre Side, lœener den afhugne dertil. J dette 4 2 A Negningen og Bindingen. Fremgangs⸗ Tilfœlde folger en Optager, ſom ſtrax ſamler den afhuggede Sed, laegger den i Nege kilſiden, og undertiden binder den. Den ſidſte Maade bruges iſcer naar Saden er ſtark, og dens Fortrin beſtaaer deri, at Saden, ſaavel ved Hugningen, ſom fordi Riven ikke bruges, mindre ryſtes og folgelig farre Kiarner tabes. bliver derved blot lidet vidtloftigere, end ved den forſte Maade, thi Optagningen gior naſten al Rivning unodvendig. Man har ſtrebt at opfinde, og har virkelig opfundet Meiemaſkiner. Men man indſage, at Arbeidet derved lettedes ſaa lidet, og at Soden tilfoiedes ſaa megen Skade, at de ei med Fordeel kunde anvendes. §. 37. Saden bindes enten umiddelbar efter Leen, eller efterat den paa Skaar eller i Nege er torret. Hiin Maade ivarkſettes ikkun naar mellem Saden er faa Ur⸗ ter. Den ſattes dernaſt paa forſkiellige Maader i Hobe og nogle Landmand have giort ſig til Regel om mulig at lade den ſtaae ſaalœnge paa Marken indtil den een Gang er giennemregnet. J dette Tilfalde bor Negene vare ſmaae, thi ſtore tor⸗ res ikke letteligen; men da man derved faaer tre eller fire Gange ſaamange Nege at binde, ſaa forsges Arbeidet. Forreſten har denne Hoſtmaade unegteligen det Fortrin, at Saden, der er bunden og opreiſt, lider mindre af Fugtighed, end om den laae paa Skaar. Naar man lader Saden lange blive paa Marken, hvil⸗ ket undertiden for Fiendens Skyld er Tilfceldet, ſaa dakkes Hobene paa en eller anden Maade. Bindes derimod ſtore Nege, ſaa bor man ſaameget mueligt ile med at indkiore Saden, og man gior ſig da til Regel, ei at lade en Hob ſtaae Natten over paa Marken. Pnſker man ved Skrivter at giore ſig neiere bekiendt med ſorſtiellige Hoſtmaader, ſaa finder man den fuldſteendigſte Samllng i Kruͤnitz's Eneyklopœdie D. XI, S. 367. Gericke har ligeledes i hans Anleitung fuͤr Wirthſchaftsfuͤhrung meget udforligen beſkrevet den i hans Egn brugelige Hoſtmaade, tilligemed Alt der vedkommer den. §. 38. Vaadt og tillige varmt Hoſtveir er det Ufordeelagtigſte for Landmanden; maade i vaadt Veirligt. thi da groer Saden letteligen paa Marken. Deſto mere bor han bruge ſin Fornuft og hverken frygte Anſtraengelſe eller Omkoſtninger. Ved Mod og Kraft lykkes det Arbeidet det dg fi derinod 18 tradelige Skure titn pan Ska 8 at Atene 18 gieblik,* 0g bientf Gange i˙. Nu di ſaaende d groer. 18. ſdſt en üie toet at Iir. Pund ſoed giemunfts See nogel Anzeigtn. Unuiglice mE 5 V ſettes blo. b lem vore n. landernes 11 8., 1. delighed un blot anven har frenſt: der og He egger den i naar Saden n, ſom ford Arbeidet pptagningen N indſage, at kade, at dei Skaar eller er faa Ur⸗ mand have dtil den een hi ſtore tor⸗ dange Nege negteligen tiighed, end arken, hvil⸗ aa en eller mueligt ile Hob ſtaae r, ſaa finder 67. Gerick ſeſtrrevet deni undmanden; ſin Fornuft raft lykkes det Hoſten. 39 det dog tilſidſt, temmelig uſtadt at faae Saden i Huus. Ondt Lune forſtyrrer derimod Arbeidet og gior Arbeiderne, der ellers tage levende Deel i Hoſten, for⸗ Mange Indretninger ſom man har foreſlaaet, f. Ex. Stilladſer og Ligger Seden tradelige. Skure til at torre Saden og Negene, ere ſielden anvendelige. paa Skaar, ſaa kan man ikke hielpe, uden ved oſte at vende og lofte Skaarene, at Arene ikke ſkulle faſſte ſig til Jorden, men udſcettes for Luftens Trak. Hvert Dieblik, naar Seeden er nogenlunde tor, bor med al Kraft benyttes til Binding og Hiemkiorſel. Undertiden er det nodvendigt, at flytte og lufte Seden nogle Gange i Laden. Bindes Saden ſtrax, ſaa bor man ikke meie i tort Veirlig, og da er det ſikkreſt at ſette den i ſmaae Hobe og dakke den; thi da kan Seden blive ſtaaende til gunſtigere Veirlig indtrœffer uden at man behover at befrygte, den groer. Nogle ſœtte Seeden ubunden, en Favufuld efter anden, i Hobe, og til⸗ ſidſt en udſpilet Neg oven paa. troer at kunne dœkke med Nege, ſaa bor man binde meget ſmaae Nege, 8 til 10 Pund ſpeere, og ſctte disſe ſaaledes mod hverandre, at Vinden uhindret kan giennemſtryge dem; thi i denne luftaabne Tilſtand kan Saden taale megen Regn. See noget herom i Annalen des Ackerbaues B. IV, S. 82, Anzeigen der Leipziger oeconomiſchen Societaͤt, Michaelis Meſſe 1785, S. 50. Untruͤgliche Weiſe bei regnigter Witterung die Feldfruͤchte in Sicherheit zu bringen. Wei⸗ mar, 1801. §. 39. Hos os bevares Saden i Almindelighed i Lader, indtil den tarrſſkes, og ſettes blot i Hesſe, naar Laderne ikke rumme meer. Man bor vel ſkielne mel⸗ lem vore med mange Ubeqvemmeligheder og meget Tab forbundne Hesſe og Eng⸗ lendernes regelmasſige og med megen Omhue anlagte Hesſe, der ere beſkrevne i 11 B., 1 D. af mit Engliſche Landwirthſchaft. Deri bevares Saden i Almin⸗ Hos os ſkulde de vanſkeligen indfores og de ere egentlig Regieringsraad Trieſt delighed ufordervet. blot anvendelige, naar Saden er afſkaaren med Segel. har fremſtillet en, efter min Synsmaade, henſigtsmasſig Indretning mellem La⸗ der og Hesſe. Naar man, fordi Arbeiderne ere usvede, ei Lader og Hesſe, 40 Hoſten. Anleitung zu einer holzerſparenden, raumgewinnenden und wohlfeilen Konſtruktion bei den 2 Scheunen. Berlin 1808 med 4 Kobbere. 27 1 Om Ladernes bedſte Dannelſe og iſer om Loegulvet ſkal ligge i Midten eller on Aftenn lobe langs med Siderne, eller om det ſkal gaae tvers igiennem Bygningen, ere Me⸗ deels Tils ningerne deelte. Men Ladens Dannelſe modificerer Hoſtarbeidets Gang og dette b8 mage, iſcer hvad Indkiorſelen anbelanger, rette ſig derefter, ligeſom Loen, naar Traver, 1* den af Nyt konſtrueres bor indrettes efter den brugelige Maade. Ligger Loen markſom langs ad Bygningen, ſaa kan man paa een Gang kiore ind med mange Vogne, 98 men i det hoieſte kun med tre, naar den ligger tvers deri. Den enes Fortrin lvot naſd⸗ for den anden grundes, ſaavidt jeg kan ſtionne, paa almindelig Brug, og den kommet g⸗ ene har i det ringeſte ei ſaa ſtort Fortrin for den anden, at det kunde vere for⸗ niſte deitt deelagtig at forandre Laderne og dermed Hoſtarbeidet. Loegulvene ligge ſodvan⸗ ligen langsad Laden, hvor man bruger at indkiore Seden efter at Alt er bundet; V dit men paa tvers, hvor ſtrax indkisres, efterat en Deel er bundet. en Sadr §. 40. paatale Bamadeniet Naar Saden ſattes i Laden, er det iſcer vigtigt, at den pakkes ſaa tœt ſam⸗ ier ſ men ſom mueligt; ei blot fordi derved vindes Plads, men og fordi Seden da be⸗ nmnales er dre bevares. Intet er urigtigere end ved Trak at ville lufte og befrie Sad og Sa Ber Hoe fra Dunſt; thi juſt hvor dette ſkeer ſkimler det, men bliver derimod bedr V Ls jo tettere det ligger. §. 41. u Farſkningen. Saden tarſkes paa mangfoldige Maader. Jeg anmarker her blot, at lige N dette ſkeer ved Heſte, ved Vogne med ti⸗ og eyvekantede Hiul; med Slader eller b pedie B. med koniſke Tarſkevaltſer. enhes Meget fuldſtœndig Beſkrivelſe af disſe Methoder, der hos os ej anvendes, finder man i Kru⸗ hr nit's Encyclopedie B. IX, med mange Kobbere. der Men ſelv Pleielen har man forandret og brugt paa mange forſkiellige Maa⸗ Oi Pr der. Ogſaa her gielder det, ſom jeg i Henſeende til Hoſten har ſagt: In⸗ V 6ö gen af disſe have ſaa ſtore Fortrin, at man bor paanode Arbeiderne et uvant Ar⸗ Na beide og mindſt, om de tarſke i Akkord. 9 maſkiner⸗ §. 42. Fierde: tion bei den Nidten elle en, ere Me⸗ ng og dette Loen, naar eigger Loen nge Vogne, nes Fortrin ig, og den e verre for⸗ ge ſadvan⸗ er bundet; atat ſam⸗ eden da be⸗ ie Sad og mod bedre, r blot, at Blader eller man i Keu⸗ ellige Naa⸗ . n, ſagt: In⸗ uvant Ar⸗ §. 4² Hoſten. 41 §. 42. Tarſkningen foretages a) i ſmaae Avlsbrug tidlig om Morgenen og fildig Terſkerlan⸗ om Aftenen med egne Folk, men ved de ſtorre Avlsbrug er dette ſielden og kun til⸗ deels Tilfeldet. b) For Daglon, i hvilket Tilfclde ſadvanligen beſtemmes, hogrmange Traver, der af hver Slags Sad ſkal terſtes. Man bor iſer vœre meget op⸗ markſom paa, om der tarſtkes reent. c) J Akkord for en vis Andeel af den terſtede Sad. Ved ſtore Avlsbrug, hvor man har faſte Tarſkere, er dette ſcedvanligſt og derved ſikkres Tarſkerne Ud⸗ kommet i dyre Aaringer, uden at Daglonnen behever pludſelig at forhoies. Det meſte der gives er den 12te, det mindſte den 18de Skiceppe. §. 43. Landmanden ſelv, eller Opſynsmanden bor paa det noiagtigſte underſoge, om Saden reent udtarſkes, og, naar Uorden i denne Henſeende finder Sted, ſtrangt paatale den; han bor afverrge at intet bortſtieeles, og optegne hvor mange Tra⸗ ver der tœrſkes; han bor beſorge at Saden tilborligen renſes og endelig at den maales og legges paa Loftet. See Berliner Beitraͤge zur Landwirthſchafts⸗ Wiſſenſchaft B. II. S. 192 og Germershauſens Hausvater B. II. S. 384. §. 44 Man har opfundet mangfoldige Terſkemaſkiner og med Gavn anvendt ad⸗Tarſkemafki⸗ ner⸗ ſkillige. Alle aldre ere fuldſtʒndigſt beſkrevne og afbildede i Kruͤnitz's Encyclo⸗ padie B. IX. Peßlers vakte for ikke loenge ſiden ſtorſt Opmarkſomhed. See Peßlers volſtaͤndige Beſchreibung und Abbildung einer neuen Derſchmaſchine. Braunſch⸗ weig 1797. 4 Den fuldendtes og forbedredes af Profesſor Karſten. Die Peßlerſche Dreſchmaſchine nach Theorie und Erfahrung heurtheilt von F. C. L. Purſem. Celle 1799. Man fandt den brugbar, men ikke tilfredsſtillende. Men de ſkotſte, ſtedſe mere forbedrede og forſtielligen modificerede Terrſke⸗ maſkiner, der med riflede Valtſer gribe Saden, aftorſke Kicernerne ved en med F Pleg⸗ Fierde Deel,. 4² Hoſten. Plegler beſat Valtſe, ſom lober rundt i en Skierm eller Tromle, der indſlutter 3 af dens Peripherie, derneeſt ſkiller de tunge Korn fra de lette, og Avnerne fe Halmen, ere med almindeligt Bifald modtagne. Man har bygget dem af meget forſkiellig Storrelſe; til at drives af Vand og Vind, til 6, 4 og 2 Heſte. De ere meget ſammenſatte, men varige. Derfor ere de koſtbare, men knnne dog fages, paa Frederiksvark i Sicelland, til meget billige Priſer; nemlig den meeſt ſammenſatte Slags til 6 Heſte for 510 Rdlr., den mindſte til 2 Heſte for 180 Rdlr. De terſke meget reent, og i Forhold til deres forſkiellige Stsrrelſe, meget hurtigt. Det eneſte hvorfor man dadler dem, er, at de kruſe Halmen, ſom dog der⸗ ded, til Foring og Stroelſe, ſnarere forbedres end forvœrres og blot giores udue⸗ lig til andet Brug. Da vore Avlsbrugs Indretning er ſaaledes, at Tœrſkningen nodvendigen bor yde vore Arbeidsfolk Vinterfortieneſte, ſaa kunne Terſkemaſkiner blot bruges til at aftarſke en Deel af Saden, men til Arbeidets Fremme paa visſe Tider, dog vcrre ſaare gavnlige. Sodens Be⸗ varing. §. 45- Vi bevare i Almindelighed Saden paa Lofterne over vore Vaaninger, bedſt over aabne Skure. Ved meget ſtore Avlsbrug har man ſarſtildte Magazinbyg⸗ ninger. See om disſes Indretning: Die beſte Art Kornmagazine und Fruchtboden anzulegen 0. ſ v., et Prisſkrivt af Dillinger. Hannover 1768. Cancrin vom Bau der vortheilhafteſten den Wurmfraß nicht ausgeſetzten Fruchtmagazine. Frank⸗ furt am Main 1791. Meinerts landwirthſchaftliche Bauwiſſenſchaft 1 Deel. Gilly Handbuch der Landbaukunſt III D. 1 Abd. Udgivet af Friderici 1811. S. 202. Bedſt ſkikkede til longe at bevare ſtor Forraad af Sad, ere de i Rusland og Sverrige opforte masſive Bygninger, i hvilke Sadbevarings⸗Stederne, liig Skorſtene, gage fra overſt til nederſt i Bygningen og ved at lukkes for oven, naar de engang ere fyldte, hindre Luftens Adgang. De tommes neden fra og paa een Gang; men Saden bor, inden den kommer deri, vare tor, om ikke torret. See Entwurf eines Kornmagazins, welches gegen Ungeziefer und Feuersgefahr voͤllig geſichert . von Etgeiram i Abhandlungen der khnamſſchen Geſellſchaft zur Petersburg 1.. Nord⸗ gerts mit Juis Schreb 1 paa lofte Joss 14. J8 meren er T. 1 eengang dafer alg bevüſt, n og hvidt O fandrive n V ſalge denn Dät borſg bydeligt Loftet, gronne El virkſomſtet dtte bor, b 9. V Lod Kat disſe gis for farli indſlutter g Avnerne get dem af og e Heſte knnne dog g den meeſ te for 180 elſe, meget 8m dog der⸗ jores udue⸗ zcrſkningen ſkemaſtiner remme paa nger, bedſt agazinbyg⸗ af Dillinger. azine. Frank⸗ 202 i Rusland derne, lig oven, naar og pPaa een torret. voͤlig geſichert er Petersturg Nord⸗ Hoſten. 4³ Nordbergs Beſchreibung eines Kornmagazins⸗ i neue Abhandlungen der Sehwebiſäan⸗ Acade⸗ mie der Wiſſenſchaften B. X. J Ukraine bevares Saden endnu, ſom forhen i Tydſkland„i Huler. Schrebers Sammlung von Schriften zur Kameralwiſſenſchaft B. X. §. 46. Den tarſtede Sad ber i Begyndelſen ligge tyndt, blot 6 Tommer tykt, Behandling paa Loftet; men kan lidet efter lidet ſammenkaſtes indtil 1 ¾ Fods Tykkelſe. paa doſtet Jo nyere Saden er og jo fugtigere Luften, deſto oftere behsver den at ſtik⸗ kes. J Begyndelſen to Gange om Ugen; ſiden een Sang og, naar den om Som⸗ meren er tor, blot een Gang om Maaneden. 7§. 47 Man bor noie give Agt paa de forſkiellige Arter Inſekter, der, naar de Inſekters eengang har indſneget ſig, anrette ſtor Hdelæggelſe paa Saden, og man bor derfor aldrig bringe fremmed Sad, om hvis Reenhed man ei er fuldkommen over⸗ beviiſt, paa ſit egentlige Forraadsloft, hvor Vaggene desuden bor holdes tœtte og hvidtede, Lufttrak aldrig fattes og Saden ofte ſtikkes. DOpdager man Inſekter, ſaa kan man undertiden blot ved ſterkt Lufttrat fordrive dem. Faae de Overhaand, ſaa hielper intet, uden ſnareſt muligt at ſalge den angrebne Sad, og for det forſte ei atter bringe Sod paa ſamme Loft. Det bor renſes paa alle Maader, og man kan da anbringe Adſkilligt, der er mod⸗ bydeligt og drœbende for Inſekterne. Dette ſkeer ved at bringe Tobaksblade paa Loftet; ved at vaſte det med Decoct af Elle⸗ og Hasſelblade eller af Valdnoddens gronne Skal, og ved at beſtryge alle Sprcekker med Terpentin og Ticere. Men virkſomſt fandt jeg at ryge med Svovel, efterat alle Aabninger vare vel lukkede; dette bor dog ſkee med Forſigtighed, da man ellers udſcetter ſig for Idapga de. . 48. 36. Rotter og Muns anretke ligeledes ſtor Obelaggelſe n og giore Saden ureen. Rotter og Ved Katte, Pindſviin og Ugler formindſkes de, men udryddes ikke altid, og Muns⸗ disſe giore ligeledes Sœden ureen. At lœgge Gift for dem, anſeer man med rette for farligt; men der er et Middel, hvorved man uden Fare kan bruge den. Man F 2. bor Odelceggelſe⸗⸗ 44 Hoſten. vor nemlig forſt opdage en Lokkemad, hvortil disſe Dyr, naar man daglig ſctter Hvedens Ar⸗ ter. den til dem paa et Sted, hvorhen de fra Sadloftet kunne komme, ſnart faage ſtor Attraae. Marker man, at de med ſaa ſtor Begigrlighed gde den og at de fra Aften til nœſte Morgen fortgre alt det man har ſat til dem, ſaa kommer man Rottekrud, hvid Arſenik, deri, og da bliver man paa een Nat alle Rotter gvit. Herved er ikke den Fare forbunden, ſom ved overalt at legge Gift. De der have forteœret en betydelig Portion, vende ikke tilbage til Saden, men ſkiule ſig i Kroge eller ſpringe ud paa Taget og doe ſnart. J al Fald kan man med en Rive jœvne Scedbunken, for deſto lettere at opdage om et Dyr ſkulde have tabt Excrementer der paa. ingen Rotte ſmager den meer, om end nogle ere blevne tilbage. Vi vende os nu til hver Frugt iſer, forſt til Sadarterne. Har jeg fattet mig kort om nogle af de foreſtagende Gienſtande, ſaa ſkeete dette 1) fordi de i mange landoeconomiſte Skrivter ere vidtloftigen afhandlede; 2) fordi jeg burde have afhandlet dem endnu vidtloftigere, om jeg ſkulde have ſagt Alt, hvad derom kunde ſiges; 3) fordi jeg anſeer ſaadan Vidtloftighed for ligeſaa trattende, ſom unyttig, da man ved en Beſtrivelſe af visſe Ting paa hun⸗ drede Sider, ei lœrer ſaa meget, ſom ved et Hieblik at betragte dem. Saaledes har jeg i Henſeende til Hoſten kun villet minde om visſe Hovedmomenter, ved an⸗ dre villet meddeele min Synsmaade, men aldeles ikke udtomme Materien. H v ed e n. §. 49. Af den botaniſke Slœgt Triticum komme ſire beſtemte uforanderlige Arter, ſom dyrkede Cerealier, i Betragtning, nemlig: Triticum hybernum og æſtivum, ſom e een Art; spelta, Spelt, monococon, 11I polonicum. Den svrige Gift bor ſtrax med Varlighed bortſkaffes; thi deu lige Hvede 4 Dmſtendig ner⸗ g T. doſe kume rietas) af di iſet nogle! vilkaarlig oe deid at ver⸗ Väiret dgt Saaer malt get meer aft ma er den viſt veid ar derſom Lin nefe Aar ſi V heraf taale V Natur, lat dan ſaa fun mod Elutt ſaaes ſaa i den end ſaas V eige for en conſt disſe geile derimod fa V Den Iret og K. dg eſter C Undertiden lig ſetter nart fage en og at a kommer le Rotter ift. De ꝛen ſtiule n med en have tabt kaffes; thi ſaa ſkeete handlede; ulde have ighed for paa hun⸗ Saaledes ved an⸗ n. ige Arter, Hveden. 45 De utallige Varietéter, ſom vi have iſcer af den forſte Art eller den egent⸗ lige Hvede, ere blot Afarter, ſom forandres og ved Paavirkning af udvortes Omſtandigheder gage over i hverandre. Dette er endog Tilfœldet med Som⸗ mer⸗ og Vinterhveden, ſkiondt mod Botanikernes almindelige Mening, men disſe kunne endnu ei beſtemt nok ſtielne mellem Arter og Afarter(species og va- rietas) af de landoeconomiſke Planter, paa hvilke Kunſten virker. Om end begge, iſcer nogle Afarter, ſynes at vere af ſaare forſkiellig Natur, ſaa kan man dog vilkaarlig omdanne den ene til den anden. Saaer man Hvede, ſom man beſtemt veed at vœre Vinterhvede, i Februar eller forſt i Marts, ſaa ſkyde nogle Straae i Veiret og bere Froe, der ſamme Aar modnes, men give blot ringe Afgrode. Saaer man den ſaaledes avlede Hvede naſte Foraar, ſaa har den allerede anta⸗ get meer af Sommerhvedens Natur; den ſkyder flere Ax, der modnes og Aaret der⸗ paa er den fuldkommen Sommerhvede. Saaer man derimod Hvede, ſom man viſt veed at vore Sommerhvede, mod Octobers Slutning, ſaa bortfryſer den, derſom Vinteren bliver ſtreeng, men en mild Vinter taaler den temmelig godt og neſſte Aar ſkyder den tidligere Ax og modnes tidligere end Vinterhveden. Saden heraf taaler Vinteren bedre; den har allerede meer antaget Vinterhvedens Natur, lenngere at varei Jorden og ſterrkere at buſke ſig, og Aaret derpaa har den ſaa fuldkommen Vinterhvedens Egenſkaber, at den, naar den f. Ex. ſaaes mod Slutningen af Mai, ei almindeligen ſkyder i Ar. Thi Vinterhveden kan ſaaes ſaa tidligt, uden at gaae i Ax, da Sommerhveden derimod gaaer op, om den end ſages ved St. Hans Dags Tider. Ligeſaalidet anſeer jeg Hveden med mange Ax(Triticum compositum) for en conſtant Art(species), da den, ſaaet paa mager Grund, ſnart miſter disſe geile Skud, og efter gientagen Renroduktion viſer intet Spor deraf, men derimod faaer ſtorre Kiarner. 1 Den ſaakaldte engelſte Hvede(Triticum turgidum) er maaſkee conſtant. Axet og Kronen(corolla) ere forſkielligen dannede, Kicernens Ryg er bredere, og efter Cromes Jagttagelſer fattes Haarduſken, ſom de andre Hvedearter have. Undertiden har den Avn, undertiden ikke. Om Englanderne i Almindelighed kiend 46 Hveden. kiende den, veed jeg ikke; thi deres utallige Afarter foraarſage ſtor Forvirring. Men den er ſikkerligen ei almindelig hos Englaœnderne, og bengvnes derfor urigti⸗ gen efter dem. Afarter. Utallige ere den egentlige Hvedes Afarter, iſcer i Egne hvor man, ſom f. Ex. i England, dyrker den med ſtorſt muelige Opmarkſomhed. Jeg har fundet at Englanderne have meer end hundrede forſkiellige Nayne til Hvedearter; men man forſtaaer ſielden hvilken de egentligen tale om og den ene forſtaaer ikke den anden.. Det er ſaare bedrageligt, ſom Haller allerede anmarkede, Beh Avnen at ville ſkielne mellem Hvedearterne; thi paa forſkielligt Jordsmon faaer og taber Hveden denne. Englanderne agte heller ei derpaa.. Kigernens Farve er derimod beſtandigere og man ſkielner overalt mellem rod eller brun, mellem guul og hvid Hvede. Halmens Farve er ei altid overeens⸗ ſtemmende med Kicernens; thi man har mork Hvede med lyſt Straae og omvendt. Den brune Hvede findes fornemmelig i Egne med ſtarke Hvedejorder og lyk⸗ kes ikke godt, naar den forflyttes til andre. Om dens brunrode Farve hidrorer fra Jordsmonnet og om den ved at dyrkes paa et andet Jordsmon lidet efter lidet kunde forandres, er uviſt; Forandringen ivarkſcttes i det ringeſte ei i faa Aar. Den gule Hvede dyrkes ofteſt, baade ſom Vinter⸗ og Vaarhvede. Opmarkſomme Landmand foretrak dog i ſenere Aaringer den hvide Hvede, fordi denne, uden at give mindre Produkt betaltes betydeligen dyrere. Den gi⸗ ver ved mindre Sigtning hvidere Meel, ſoges ſtarkere og betales bedre, iſar til Soetransport. Den var maaſkee bleven ganſke almindelig, derſom Vinteren 180 ⅜ ei haode lart, at den er mere kielen end den gule. Thi ved den varige Barfroſt bortfros den mange Steder, hvor den gule ei tog Skade. Man har to Afarter hvid Hvede. Den enes Froecapſel er glat, den an⸗ dens overdragen med fine Haan, der giver Arxet floielagtigt Udſeende. Englan⸗ derne derte mat indog dero elvii). laadne, gen torrett den heöre! naturligt, deg nete hat j land.(. Trediedee Helſ— V Senabnel A fta til os for Hyede V ſedvanlig! V Vir incenom D. V Lintetſed anden ber V det formo letrede og mon der Rg, ſa⸗ dens Bel ſen er de forvirring. for urigti⸗ , ſom f. har fundet arter; men er irke den 2 Aynen at er og taber mellem re⸗ overeens⸗ g omvendt. ꝛder og lyk⸗ pe hidrorer t efter lidet i faa Aar. 7. vide Hvede, . Den gr te, iſat ti m Vinteren den varige at, den ar⸗ . Englas⸗ dernt Hveden. 47 derne marke noie pan denne Forſkiel og efter dem, er den ei blot conſtant, men endog oeconomiſt vigtig. Häin kalde de agſkallet(eg shell) denne Floielshvede (velvit). De troe, at den med glat Skal er bedre i vaade Egne, hvor den kaadne, der ſterkere tiltrakker Fugtighed, er meer udſat for Brand og vanſkeli⸗ gen torres; men at den laadne derimod ſkikker ſig bedre for hoie torre Egne, da den bedre taaler Torke, og ei ſaa hurtigen torres eller indtorres; hvilket er ſaare naturligt, fordi de fine Haar indſuge Fugtigheden. Jeg fik denne hvide laadne Hvede fra England, men har miſtet den. Se⸗ nere har jeg fundet den her i Egnen, formodentligen ogſaa hidkommen fra Eng⸗ land.(J Aaret 1811 fandt jeg den ſaaet paa vaad Moſegrund, hvor da en Trediedeel var Brand). Den er uden Avn. Vil man kalde en Hvedeart— en⸗ gelſt— ſaa tilkommer denne, med ſtorre Ret end Triticum turgidum, hiin Benavnelſe.. Den under Navn af Hakkehvede(Hedgewheat) i England beromte og der⸗ fra til os bragte Hvede, er ingen Afart, men blot fremkommen efter en meget ſtor Hvedeplante, der fandtes ved en Hakke og med Omhue forplantedes. Ved ſcdvanlig Dyrkning vender den ſnart tilbage til ſin oprindelige Tilſtand. Vinterhvede, ſom vi forſt og fornemmeligen ville omtale, er altſaa meer i oeconomiſk end botaniſt Henſeende forſkiellig fra Sommerhveden. §. 50. Da egentlig blot Rug og Hvede kommer i Betragtning, naar Talen er om Hoor Hoeden ̈ 2 Vinterſad, ſaa bliver Hovedſporgsmaalet, paa hvilket I anden bor dyrkes? Forſaavidt Sporgsmaalet angaaer Jordsmonnet, beſvares Len⸗ det formodentlig eenſtemmig ſaaledes, at Hveden nemlig bor ſaaes paa det mere leerede og Rugen paa det mere ſandede Jordsmon. Antager man, at det Jords⸗ mon der har over 55 Procent Sand, ei meer er ſaa ſkikket til Hvede, ſom til Rug, ſaa har man omtrent draget den rette Grandſelinie. Dog kommer Jor⸗ dens Beliggenhed og Fugtighedsgrad ogſaa i Betragtning. Ligger den fugtigt, ſaa er den ſikkrere til Hvede end til Rug, ſelv om den indeholder 60 til 65 Pro⸗ cent ordsmon den ene eller trin for Ru⸗ 48 Hveden. eent Sand; thi hiin taaler bedre Fugtighed og finder i den Erſtatning for det manglende Leer, men Rugen taaler derimod ikke Fugtigheden. Blot naar Jordsmonnet er bindende, kan man ſtole paa at Vinterhveden ſikkert lykkes. Fattes Leeret deri og er Jordsmonnet derfor loſt, om end tilſtrak⸗ keligen fugtigt og riigt paa Muld, ſaa er Hveden uſikker, thi det kan da ei, iſer om Vinteren, yde Rodderne tilſtrœkkelig Beſkyttelſe. 1 Jo mere Leer og jo mindre Sand Jordsmonnet indeholder, deſtomeer egner det ſig til Hvede, men deſtomindre til Rug. Indeholder det lidet Sand og hen⸗ ved 15 Procent Kalk, ſaa er det fortrinlig Hvedejord; thi da kan det ſmuldres uden at blive lsſt og ved Kalken beſkyttes det mod Suurhed, der i ſaa hoi Grad er ſkadelig for Hveden. Men ſkal Ageren yde rige Hvede⸗Afgroder, ſaa bor den veere kraftfuld; thi denne Plante behover megen Naring. Det muldrige, ſortebrune ſeie Leer er derfor det bedſte. Er Jordsmonnet af Naturen mindre muldrigt, ſaa bor det ved Gisdſkning ſœttes i Kraft. Dog barer det magre, om end ſparſommelig giodede Leer, iſcer om det ved ſin Beliggenhed er noget koldt og fugtigt, ſtedſe be— dre Hvede end Rug, og derfor lonner Hveden paa biergede Agre ſtedſe bedre end Rugen. Hveden taaler ikke at Jordsmonnet indeholder frie Syre; vi have i det rin⸗ geſte bemœrket, at naar Hveden aldeles ikke lykkedes paa Jordsmon, der ellers ſyntes pasſende dertil, ſaa indeholdt dette kiendelig Syre. Saadan Jord giores ved Kalk, Mergel, Aſke og ved at brandes, ſkikket til Hvedeavl, ſaavelſom til at bœre Byg, Arter og Klover. Det er formodentlig afgiort, at Leeret under ovenſtaaende Betingelſer, fordeelagtigere dyrkes med Hvede end med Rug. Men paa Middeljord, der in⸗ deholder 55 til 65 Procent Sand og ligger noget fugtig bor Tid⸗ og Stedforhold beſtemme hvilken af disſe Sodarter der bor dyekes. J de Lande hvor Hveden er det egentlige Brodkorn, men Rugen derimod blot lidet ſogt, dyrkes paa ſaadant Jordsmon i Almindelighed Hvede; men hos os er dette blot Tilfœldet naar Hvedens Priis, ved Handelskonjunkturer, ſtiger ſtiget ffoth kraftig Jor ſan veed m Ifgroder, Giedningn det Hele kunne haab Hr agt, ſe at ſikkte anden lign fert Vinte ſaats He Trevanges Vyxpe ſi denne blir at ſaat B. ſaa bliver Pe 8 Nening fa enes vitke itke nyez; tun il ſe Giodſknin een Ager ligeſaa ſt for ei var ierde ing for det interhveden nd tilſtrat⸗ da ei, iſer omeer egner and og hen⸗ det ſmuldres a hoi Grad kraftfuld; e ſeie, Leer ſaa bor det arſommelig „ſtedſe be— e bedre end ve i det rin⸗ , der ellers Jord giores aavelſom til Betingelſer, ord, der in— Stedforhold gen derimod Dvede; men konjunkture, ſtiger Hveden. 49 ſtiger uforholdsmeesſigen mod Rugens. Thi omendſkiondt Hvedeafgroden, paa kraftig Jord af dette Slags, i Almindelighed har ſtorre Vard end Rugafgroden, ſaa veed man dog, at Hveden ſterkere end Rugen, og til Skade for de folgende Afgroder, udtarer den, og at hiin ved mindre Halmfrembringelſe yder mindre Giodningmaterial; folgelig, og iſcer naar den ofte dyrkes, ſvœkker Avlsbruget i det Hele. Forſigtige Landmand vedbliver derfor heller at dyrke Rug, naar de kunne haabe ſikkrere og efter Maalet, ſtorre Afgroder deraf. §. 51. Hveden ſaaes ofteſt i Brakmarken, der, om Jordsmonnet er af Naturen Brak⸗Hvede⸗ ſvagt, ſtedſe giodes. Kun i modſat Tilfœllde undlader man at giode, for derved at ſikkre ſig mod Leieſed. Man dyrker da i Almindelighed forſt Raps eller en anden lignende Afgrode, og ſelv efter denne ſaaes ei altid umiddelbar Hvede, men fsrſt Vinterbyg, hvorefter atter brakkes eller Brakfrugter dyrkes, og forſt da ſaaes Hvede. Andre, ſom ei kiende at verle med Afgroderne og ere lankede til Trevangsdrivten, ſaae Byg i den gisdede Brak og derefter Hvede. Da laxgger Bygget ſig ofte, men de mene, at Skaden dog var ſtorre om Hveden gik i Leie. Denne bliver i dette Tilfelde ei for ſterk, men ofte for ſvag. Det er ikke godt at ſaae Byg umiddelbar for Hvede, thi er Jordens Kraft ei overordentlig ſtor, ſaa bliver Hveden ſlet. Paa Jord, der er i maadelig Kraft, ſaaes Hveden derfor ſtedſe i giodet Brak. Saaledes ſaaes Hveden i Kobbel⸗ og Trevangsbrugene og efter de Fleſtes Mening fordeelagtigſt i Brak efter Hvile. Thi naar Hvile og Giodſkning for⸗ enes virke de meeſt. Larren at dobbelt Kraft virker ſtœrkere end enkelt, er juſt ikke nye; men de aldre Kobbelbrugere troede at handle bedre ved at fordeele Kraf⸗ ten til flere Afgrsder og at frembringe nogle, ved Hielp af Hvile, andre ved Giodſkningen. De kunde vel ikke fremviſe ſaa rige Afgroder ſom de, hvormed een Ager nu prunker, men de havde i fugtige Aar ſieldnere Leieſced og i det Hele ligeſaa ſtore Afgroder; nu dyrkes Hveden oſte i den giodede Gronſvar, hvilket for ei var Tilfeeldet. Fierde Deel. G Brak⸗ Hvede efter andre Afgrs⸗ der⸗ 50 Hveden. Brakken ploies ſtedſe ſire Gange til Hvede, naar den til Rug ploies tre Gange. Thi omendſkiondt Hveden behosver et mindre loſt Jordsmon, ſaa bor den dog uhindret kunne tilegne ſig Jordens Naringsdeele og de uigiennemtrangelige Klumper bor folgelig pulveriſeres. §. 52. Dernaſt dyrkes Hveden ofteſt efter Vinterroer eller Raps. Thi omend⸗ ſkisndt det er viſt, at denne uddrager mange Naringsdele af Jordsmonnet, ſaa efterlader den dog tilſtrœkkelig Kraft til Hveden; thi den ſaaes ikke uden i ſtœrk, kraftig og dobbelt giodet Jord, der med Flid forberedes og den beſkygger da denne med ſine brede Blade, og holder den ſkior og reen. Naar Rapſen er hoſtet har man endnu tilſtrakkelig Tid til at bearbeide Jorden. Efter nogle Brakfrugter, hvortil iſœer gisdes ſtœrkt, eller ſom ſaaes i kraf⸗ tig Jord, lader man ligeledes folge Hvede, f. Ex. efter Tobak og Hvidkaal. Jorden er ſaa ſkior og reen, at Hveden kan ſaaes efter een Ploining og Erfaring lœrer, at om dens Saaening end noget forſinkes, ſaa lykkes den dog ypperlig. J Folge de fleſte Erfaringer lykkes den derimod ikke efter Kartofler; dog paa⸗ ſtaae Nogle, at Hveden i dette Tilfeœlde dog bliver bedre end Rug. Efter Balgfrugter ſtaaer Hveden i Almindelighed ei ſaa godt, ſom efter reen Brak. Men man har dog Exempel paa, at Hvede efter disſe overgik Brak⸗ hveden. Naar Veirliget nemlig var Brakningen ugunſtigt, men derimod ſaare fremmede Vexten af Balgfrugternes Top, ſaa var Ertemarken bedre tilberedet til Hveden, end Brakmarken. Dog forudſattes ſtedſe at Stubbene omploies umiddelbart efter at Balgfrugterne ere hoſtede; thi ellers kan man ikke vente god Hvede derefter. Nogle paaſtaae at Hveden lykkes bedſt efter Erter, andre efter Bonner. Disſe tilegne ſig formodentligen meer af Jordens Kraft og give i Almindelighed ſtorre Afgrsder. Mangler Jorden Kraft, ſaa ſvakkes den i dette Tilfcelde meer end til Hvedeavl er raadeligt; ved Erter udmagres den derimod mindre. Men har Jorden tilſtrakkelig Kraft til begge Afgroder, ſaa ſynes Bonnerne at for⸗ berede Jorden ypperligen til Hvede. Den, i Grevſkabet Kent aldgamle Dyrk⸗ nings⸗ ringemaat Britannie Hveden v Er dyrke der ſikkrne I en overg nindre ud get godt 0 tidlig, 9 Qveget eller bedu b veren bon farrtttes Beſchreib etingelſ V nedploitde V ded ſterk tſter een Dog kar forudſat at Ageren V Gange, vaa Sand 1 aldeles! dyrke. Ager; r det ovri ploiede ploies tre „ſaa ber trangelige ji omend⸗ met, ſaa ni ſtark, rda denne hoſtet har tes i kraf⸗ Hvidkaal. Erfaring ypperlig. dog paa⸗ ſom efter rgik Brak⸗ mod ſaare tilberedet omploies vente god er Bonner. nindelighed falde meer dre. Men ne at for⸗ unle Dykk⸗ nings⸗ Hveden. 51 ningsmaade hvert andet Aar at ſaae Hvede efter Bonner, hvilken man i flere af Britanniens Egne har efterlignet, vidner herom, og jeg har ſtedſe fundet, at Hveden var ypperlig efter radſaaede Bonner. Endelig ſaaes Hvede med ſtorſte Held i Kloverſtubbene, og for at kunne dyrke den paa ei aldeles pasſende og for tort Jordsmon, kiender man ingen ſikkrere Methode, end efter een Ploining at ſaae den i Kloverſtubbene. Ei ſiel⸗ den overgaaer den Brakhveden, og man paaſtaaer at den paa denne Maade er mindre udſat for Brand. En Hovedbetingelſe herved er, at Kloveren ſtaaer me⸗ get godt og tat ſluttet, at den er frie for Ukrud, at den hugges anden Gang ſaa tidlig, at dens tredie Opvext kan blive 8 à 10 Tommer hei og at denne uden at Qvaget grasſer derpaa nedploies. Dette finder blot Sted paa fortrinlig Grund eller ved udmarket Dyrkning og derfor forudſcettes det ene eller det andet. Kls⸗ veren bor omhyggeligen opploies i ſmale godt vendte Ploiſtrimler. Arbeidet forrettes bedſt med en let Snitplov, hvis Indretning jeg i Zdie Deel S. 37 og i Beſchreibung der Ackerwerkzeuge 2 Hefte Tab. 8 har beſkrevet. En ufravigelig Betingelſe er, at Jorden ploies fire Uger for den beſaaes, thi blot da kan den nedploiede Klover have Tid at raadne og Jorden at ſette ſig. Saden nedbringes ved ſterk Harvning eller bedre med Erſtirpatoren. At ſaae Hvede i Kloverſtub efter een Ploining, kan egentlig blot iverrkſcettes paa eetaarigt Kloverland. Dog kan Hveden uden Betankning ſaaes efter Klover, ſom i to Aar er benyttet, forudſat at den blot har ſtaaet tatt ſluttet, ei er afgrasſet, men afhugget, og at Ageren folgelig er reen og ſkior. J modſat Tilfcelde bor til Hvede ploies tre Gange, og da kan Klsveren i dette Aar kun hugges een Gang, men Hvedeavl paa Sandjord er da uſikkrere. At ſaae Hvede efter Hvede er overeensſtemmende med almindelig Erfaring aldeles urigtigt; thi den mislykkes ſaa aldeles, at man neſten intet ſlettere kan dyrke. Vel frembragte Tull, og de der efterlignede ham, aarlig Hvede paa ſamme Ager; men ved hans Dyrkningsmaade bar blot det halve Jordsmon, medens det ovrige brakkedes. Omtrent det ſamme er Tilfceeldet paa Belgiernes hoit op⸗ ploiede Agre; men ſelv hos disſe dyrkes ſaare ſielden Hvede umiddelbar efter G 2 Hvede⸗ 52 Hveden. Hvede. Nogle formene, at hvid Hvede lykkes bedre efter brun og omvendt, end om man atter ſaaer ſamme Slags. Hvede lykkes ſielden efter Byg, og blot paa meget ſterk Jord. Efter Havre lykkes den, i Folge flere Jagttagelſer, bedre. Det er i Almindelighed ſaare urigtigt, at ſaae Hvede i en anden langſtraaet Sadarts Stubbe. Hvede bliver ſlet eſter Hor; bedre efter Hamp. Dog har jeg ſeet god Hvedeefter Hor, naar denne efter een Ploining var ſaaet paa kraftfuld nyop⸗ brudt Jord. §. 53. Sadekornet. Ved ingen Sedart er Sadekornets omhyggelige Valg ſaa vigtigt ſom ved Hveden, thi Aarſagen til Korn⸗ eller Steenbranden, denne Hvedens eiendomme⸗ lige og farlige Sygdom, udſpringer fornemmelig fra Feil ved Saaehveden. Her⸗ om og om Forholdsregler derimod ſkulle vi ufortsvet tale, forſaavidt dette ikke allerede i§. 1⸗11 er ſkeet. §. 54. Saaetiden. Hveden ſaaes i Almindelighed efterat Rugen er nedlagt; ikke fordi tidli⸗ gere Saaening var den ſkadelig, thi den kan, ſom Erfaring larer, med Fordeel ſaaes i Auguſt; men fordi den bedre end Rugen taaler at ſaaes ſildigt, ja endog i fugtigere Veirlig. Rugen ſaaes derfor naar Veirliget er tort, men Hveden om dette end er fugtigt. §. 55. Redbringelſe. Paa leeret Jordsmon taaler Hveden at dakkes med tre Tommer, men paa loſere Jordsmon med fire Tommer Jord, under hvilket den ſpirer meget godt og uden Vanſkelighed giennembryder det. Derfor kan man, ſelv paa egentlig Hve⸗ dejord, uden Betankning nedploie Hveden fladt, naar Jordsmonnet blot er tilſtrak⸗ keligt ſkiornet og ei for vaadt. Er det ſandet, ſaa er denne Fremgangsmaade endog ſaare raadelig, da Hvedens ſpade Rodder derved bedre kunne faſte ſig og ſikkrere beſyttes mod Udtorring. Paa Kloverſtubbene er denne Maade dog uan⸗ vendelig. §. 56. Li gauſte do aledning 5 indti N Dog hor Varme int trafelige anferte i 169 0,! br Vegetatie Hielp. b Na V ſtrakkelig Derved b neaſphare terne lek legges. V forettalt ioariſatt V Ageren d man opd V deblade V ſtemmen b begynde veu hart ſnarere: endt, end d. Efter indelighed bbe. ſeet god Id nyop⸗ gt ſom ved jendomme⸗ hen. Her⸗ dette ikke ordi tidli⸗ ed Fordeel „ja endog en Hveden men paa et godt og ntlig Hve⸗ er tilſtral⸗ angsmaade foſte ſig os de dog uan⸗ . 56. Hveden. 53 §. 56. Binterfugtigheden ſkader Hveden mindre end Rugen, og ſynes den end Linterperie⸗ en. ganſke dod, hvor Vand har ſtaaet, ſaa fremſkyder den dog atter. Men Vand⸗ d afledning bor derfor ei forſommes. Har Vinteren vaeret ugunſtig, ſaa er Hvedens Udſeende om Foraaret, ofte indtil Mai Maaneds Begyndelſe, ſaa ſlet, at man neppe opdager een Plante. Dog bor man til Mai Maaneds Udgang ikke opgive Haabet og vente til ſtadig Varme indtraffer, inden man opploier den. Man laſe i denne Anledning de for⸗ trœffelige Jagttagelſer, ſom i Aaret 1803 giordes i Meklenborg og ſom findes anforte i Annalen der mecklenburgiſchen Landwirthsſchafts⸗Geſellſchaft B. I S. 169 o. v. §. 57⸗ Hveden fortiener meer end enhver anden Sadart, at man endog i dens Legetations⸗ Vegetationsperiode henvender ſin hele Opmarkſomhed paa den og kommer den kil den nane Sads Hary⸗ Hielp. Den lonner rigelig Umagen. 4 Naar dens Vegetation om Foraaret netop begynder og Jordsmonnet er til⸗ ſtrekkelig tort, ſaa er det ſaare gavnligt at harve den ſtœrkt med Jernharver. Derved brydes Jordens Vinterſkorpe, Jordsmonnet bringes i Forbindelſe med At⸗ moſpharen, friſt luftet Jord fores til Kronrodderne, der nu fremvorxe, Plan⸗ terne lokkes derved til ſterkere at buſke ſig og det ſpœde fremſpirende Ukrud ade⸗ lœegges. Man bor valge godt Solſkinsveir dertil og paa en ſmuk Foraarsdag foretrakke dette Arbeide for ethvert andet. Det kan uden Frygt for Skade ivœrkſettes, ſkiondt denne dog neppe forſte Gang tilbageholdes. Jo meer Ageren derefter har Udſeende af, nylig at verre beſaaet, og jo mindre Gront man opdager paa den nogne Jord, deſto bedre. Seer man end afrevne Hve⸗ deblade— hele Planter ſindes ikke— ſaa ſkader dette aldeles ikke. Overeens⸗ ſtemmende med Veirliget, ſinder man at Planterne efter otte og ſiorten Dage begynde atter at voxe og at de ſnart ſtaae langt taettere, end om Ageren ei var ble⸗ ven harvet. J de Egne, hvor man er bekiendt med dette Foretagende, ſkulde man ſnarere tilgive en Landmand enhver anden Forſommelſe, end om han i rette Tid 09 ng. Behakning. og ved gunſtig Veir, undlod at harve Hveden. Man opſatter ethvert andet Ar⸗ beide for at bruge alle Spand paa Hvedeageren. Ogſaa for denne Sags Skyld bor man laſſe Annalen der mecklenburgiſchen Landwirthsſchafts⸗Geſellſchaft. Hvor mange Strog man bor harve kan ikke beſtemmes, da man bor rette ſig efter Jor⸗ dens ſtorre eller mindre bindende Eone. Man harve ſaaleenge, at Agerens Over⸗ flade overalt er ſmuldret og Revnerne, ſom Leeret ved Torring faaer, aldeles dakkede. Man kan uden Frygt harve ethvert Jordsmon, ei blot det ſeie men endog det ſkisrere, ſom beſagaes med Hvede; Harvningen bor blot i Forhold her⸗ til vere ſtarkere eller ſvagere. §. 58. Fuldkomnere opnaaes hint Hiemed, naar Hveden behakkes, da Planter⸗ nes Mellemrum derved ſkiornes og Ukrudet odelegges. Men Behakningen ivark⸗ ſottes ſielden, uden hvor Agerdyrkeren og hans Familie ſelv forrette Arbeidet eller hvor man kan paa Accord faae ovede Folk dertil, ſom da forbinde ſig til at forrette Arbeidet forſvarligt. Med ovede Arbeidere er dette ei ſaa vanſkeligt, ſom man troer. Behakningen har Fortrin for Lugningen, der dog ivarkſcettes paa ſtore Arealer. Hiin tilendebringes ei blot hurtigere, men Overfladen ſkiornes meer, Jorden trakkes bedre til Planterne, og hvor disſe ſtaae for tatte, udtyndes de. Om Sadens Behakning med Heſteredſkaber, ſom blot ved Raddyrkningen er mulig og ſom gier ſtor Virkning paa Hveden, ſkal i det Folgende handles. Den gronne Tops Afhug⸗ ning.(Das Schroͤpſen. §. 59. Naar Hvedeplanterne, der, paa en kraftig Ager maaſkee forſt ſynes for faa, begynde at buſkte og brede ſig og fremſkyde de kraftfulde Blade og Sideſkud, ſaa har man ofte Aarſag til at frygte for altfor geil Vext, der kan have Leieſad til Folge. Herimod anvendes to Midler, Toppens Afhugning eller dens Afgrasning ved Faar. Naar Hveden er ſammenvoxen og tatſluttede Blade dakke Ageren, ſaa afhugges disſe, uden at berore Hiertebladene. Dette Arbeide bor forrettes af Folk ſom ſom ete Ob detAihuge nar Jold Bladenes Ifhugnin Igetuns. inülertid ſigſe; d Blot vede kegronne, deligt at If b gaa handl V tiltaadeli ſtiule Jor V disſe hert addeles e ktere end R naat Hd blomſto Sad elle ler med iſar i andet Ar⸗ ags Skyld aäft. Hvor efter Jor⸗ ens Over⸗ , aldeles ſeie men rhold her⸗ Planter⸗ gen ivark⸗ Arbeidet ſig til at keligt, ſom paa ſtore enes meer, tyndes de. dyrkningen ndles. ſynes for Sideſkud, ve Leieſcd ffgresning geren, ſt tes af Folk ſom Hveden. 55 ſom ere ovede i at ſlaae og iſer aldrig betroes dem, der ſkulle fore Qvoget med det Afhuggede; thi for at fage meget, afſkigre de i dette Tilfolde Hveden for nœr Jorden, og herved kan denne letteligen ſyckkes for meget og blive ſlet. Bladenes Afhugning ſtandſer i denne Periode kiendeligen Hvedens geile Vext. Afhugningen bor derfor blot foretages efter modent Overlag. Man bor kiende Agerens Kraft og med Sandſynlighed kunne forudſee Veirliget; hvilket ſidſte imidlertid er bedrageligt, thi ikke ſielden folger ugunſtigt Veirlig paa det gun⸗ ſtigſte; Hveden ſtandſes derved og man fortryder at have afhugget dens Top. Blot ved eet ovet praktiſt Blik kan man undgaae at fare vild. Har Hveden mor⸗ kegronne, ſammenſlyngede, kruſede Blade og meget tykke Skud, da er det raa⸗ deligt at afhugge dens Top, men ellers bedre at undlade dette. Afgrasningen ved Faar om Foraaret— thi om disſes Vintergrœsning der⸗ paa handles her ei— varer til April Maaneds Udgang. Ogſaa denne er blot tilraadelig, naar man veed at Ageren er meget kraftfuld, og Planterne toetſluttede ſkiule Jorden. Det er bedſt paa eengang at drive mange Faar paa Hveden, at disſe hurtigt, ei lidet efter lidet, kunne afade den tat ved Jorden, og dernaſt aldeles at ophore med Vogtning derpaa. Jeg anſeer denne Maade for ſik⸗ krere end Toppens Afhugning, men dog blot anvendelig paa kraftig Grund. Noget Lignende, ſom ei maae blandes med Toppens Afhugning, foretages naar Hveden begynder at ſkyde i Veiret. Man afhugger da ofte den blaae Korn⸗ blomſt og de Rugſtraae, der tidligere end Hveden gaae i Ax, og ſom ved ureen Sad eller med Giodningen kunne vere bragt paa Ageren. §. 60. Hveden lider meer end enhver anden Sadart ved ugunſtigt, iſcer vaadt og koldt Veirlig. Den forandrer ſtrax Farve, ſtandſer i Verten og ſynes virkelig, ſom man ſiger, at krybe i Jorden. Men den bedres ligeſaa hurtigt, naar gun⸗ ſtigt Veirlig indtrœffer, og faaer nogle Dage efter atter friſkt Udſeende. Indtil Hveden ſkyder i Veiret og gaaer i Ar, er megen Regn, der afrex⸗ ler med Varme, gavnlig, og dens Buſkning fremmes derved ſaare. Senere, iſar i Blomſtringsperioden, er varmt og tort Veirlig ſcerdeles gunſtigt. Efterat den Nobdenhed. Afgrode. Verdie⸗ 56 Hveden. den har ſat Kicerne, og til denne har naaet fuldt Vexrt, behever Hveden atter fug⸗ tigt Veirlig, thi ved varig Torke og torrende Vind modnes den for ſnart, og dens Kigerner blive da ei ſaa fuldkomne, ſom naar den langſommere naaer ſin Fuld⸗ endelſe. Men altfor vaadt Veirlig ved Kigrnedannelſen foraarſager Stovbrand. §. 6r. For at Hveden kan blive god Handelsvare, bor den hugges, inden den er fuldkommen moden; thi ellers bliver den hornagtig eller ſom man ſiger, Glas⸗ hvede og giver da ei hvidt Meel. Kan man end raade Bod herpaa, ved at ſtakke den, ſaa dadles den dog af Kisberne, iſcœr naar Torvet er rigelig forſynet. Des⸗ uden falder Hveden letteligen af, og man ſtaaer Fare for, i tort blaſende Veirlig at tabe meget, naar man lader den blive fuldkommen moden. Derfor bor man om⸗ hyggeligen agte paa den rette Modenhedsgrad, der indtraffer naar Kicernerne, ſtisndt endnu blode, ei indeholde en malkagtig Saft, men have dannet Melet, og om⸗ ſkiondt Hveden i Almindelighed modnes 14 Dage efter Rugen, ſaa er det dog ei ſielden Tilſcldet, at den i tort Veirlig bliver moden, inden man er fœrdig med Rughoſten. Da bor man lade Rugen ſtaae, og hoſte Hveden; thi denne falde langt lettere af end Rugen. §. 62. Saaes Hveden paa pasſende Grund, ſaa yder den, naar Veirliget er dens Vext gunſtigt, ſtorre Produkt end nogen anden af vore ſadvanlige Sadarter, om juſt ei i Henſeende til Masſe— og ſelv heri overgaaer blot Havren den— ſaa dog til Nœringsſtof. Man kan ved ſadvanlig Kultur, men paa meget god Grund hoſte 20 Tdr. Hvede paa en Tonde Land, naar Veirliget er gunſtigt. Ved Raddyrkning eller meget omhyggelig Behakning har man i England havt be⸗ tydeligen ſtorre Afgroder. Men 10 Tonder paa en Tonde Land anſees ſtedſe ſom en god, og 7 Tonder, ſom en ringe Afgrsde; Hoſtens Middeltal er altſaa, paa god Hvedejord, og ved ſadvanlig Dyrkning 8 ½ Tonde. §. 63. Hveden ſtaaer endnu i fordeelagtigere Forhold til andre Sadarter, naar vi tage Henſyn paa dens indre Vaœrd. Denne grunder jeg ikke blot paa Over⸗ eens⸗ lenekouſt! 14 ispun end nogen! Subſtant! er derfor! Etivelſem ges, dann obergager! B Rengdeft meb Faari ſaaledes n V Bagning. V zo Procei Ei b duns Att, Hnedens 3 tilegner ſ dog ved chnede ſih og at an hvormed ek. dant og ſg kang Siede V atter fug⸗ t, og dens ſin Fuld⸗ Stovbrand. den den er r, Glas⸗ d at ſteke net. Des⸗ dde Veirlig r man om⸗ ne, ſtiondt t, og om⸗ det dog ei erdig med nne falder get er dens Sadarter, ren den— meget god r gunſtigt. nd havt be⸗ ſtedſe ſom ltſaa, paa artet, naar paa Oyver⸗ eens⸗ Hveden. 57 eenskomſt, men paa dens Natur. En Tonde god og reen Hvede veier fra 12 til 14 Lispund. Desforuden indeholder den ved lige Vagt meer og kraftigere Naering end nogen anden af vore Sadarter. Den har, den med den dyriſke Materie analoge Subſtants, Plantelimen, i ſtorre Mangde og fuldkomnere end nogen Sedart og er derfor meeſt ſkikket til dyriſt Fode. Desuden indeholder den fortrinligt Stivelſemeel og fra disſes inderlige Forening, der iſcœr ved Bagning tilveiebrin⸗ ges, dannes ſaa fordoielig, behagelig og gavnende Fode, at neppe nogen anden overgaaer den. Ved Jordsmon og Giodſktning forandres betydeligen dens Beſtanddeles Mangdeforhold. Giodes til Hveden med friſt Faare⸗ og Heſtegiodning, iſcer meb Faarenes Foldgiodning, ſaa faaer den derved langt mere Planteliim og bliver ſaaledes naſſten uduelig til Brendeviinsbranderi og Brygning, men fortrinlig til Bagning. Efter Hermbſtaͤdt er Plankelimens Mangdeforhold i Hveden fra 5 til 30 Procent. Ei heller har al Hvede lige tyk Skal. Forſkiellen hidrorer deels fra Hve⸗ dons Art, deels fra Jordsmonnet. Det fugtigere giver tykkere Skal. Men Hvedens Vagt og Vard ſtager i omvendt Forhold til Skallens Tykkelſe. §. 64. J ſamme Forhold ſom Hveden behsver og under gunſtige Omſtanbigbeder Terende E tilegner ſig flere nerende Deele, udtœres Jordsmonnet. J de hypothetiſke, men 3 dog ved Erfaring bekrœftede Beregninger, D. I. S. 211 er antaget, at den til⸗ egnede ſig 40 Procent af Jordsmonnets Kraft. Det er meget ſandſynligt, at den, til Dannelſen af ſin vegetabilſk⸗ animal⸗ ſte Planteliim, behsver meer animalſt Muld eller i det ringeſte meer Qvalſtof, og at animalſt Giodning folgelig er bedre ſkikket til den end blot vegetabilſk, hvormed andre Sadarter bedre noies. Hiin kan maaſtee erſtattes ved Kalk og AEſk. Jeg ſiger maaſkee; thi vi fattes endnu Forſog for at kunne beſtemme ſaa⸗ dant og vi noies derfor med at pege paa det Punkt, hvor vor Videnſkab behover og kan giore Fremſtridt.— At Hveden meer end nogen anden af vore Sadarter Sierde Deel. H ſycek⸗ 58 Hveden. ſvœkker Jorden er, a priori ligeſaa ſandſynligt, ſom ved gammel og almindelig Erfaring bekraftet. Vi have blot forſogt at fremſcette dette i proportionale Tal. Praxis tilraader, med Maadehold at dyrke Hvede, iſcer paa loſere Jords⸗ mon, da dette hurtigere end Leeret miſter ſin Muld. Det er raadeligt at tove med denne Plantes Dyrkning, indtil Avlsforholdet gior det mueligt, at kunne gien⸗ give Jorden fuld Erſtatning. Hvedeavlen bor holde Skridt med Foderets og Giodningens Frembringelſe. Hveden yder efter Middeltal dobbelt Vegt af Halm mod Kiarne; paa Heoiland noget mindre, paa lav Jord noget meer. Aargangen gior imidlertid, med Henſyn paa enhver Sedart, Forſkiel heri. Hvedens Halm er mere nerrende end de pvrige Cerealiers, men mindre ſkikket til Stroelſe end Rughalmen. Vaarhveden. §. 65. Vaarhveden er i botaniſt Henſeende ei forſkiellig for Vinterhveden, men har blot den ſeregne Egenſkab, ſom atter kan forandres, hurtig at gaae i Ax; thi dens Avn er intet varigt Serkiende. Vi vide ogſaa at Vaarhvede, een Art dog hurtigere end en anden kan forandres til Vinterhvede. Man har dyrket adſkillige Afarter, med eller uden Avnz men har i Almin⸗ delighed bemgœrket, at den med Avn fortiener Fortrinet. Om de Afarter, ſom vi nylig have faaet fra ſydligere Egne, ligeſom om den tuneſiſke og candiſke Hvede, ſom Fiſcher paa Dunkelsbuͤhl, finder ſaa fortrinlig, ere vedholdende gode Sorter, behsver nœrmere at bekraftes ved flere og i det Storre fortſatte Forſog. §. 66. Hvor den ber Vaarhveden behover ei ſaa bindende Grund ſom Vinterhveden og lykkes fortraffelig paa loſt, kun ei for tort Jordsmon. Men det bor vere riigt paa gammel nœrende Muld og tillige nylig giodet, godt bearbeidet, ſkiornet og ren⸗ ſet. Vaarhveden lykkes bedſt og ſages ofteſt efter behakkede Frugter, der ved alt for ſildig at hoſtes hindre Vinterhvedens Saaening og desuden, efter almin⸗ delig — dlig brfar hhkkes Va dg ei for t R. zrugtver af dette⸗ none derye Bygget⸗ kraftfuldt, kehved, Dette hau mon, erfe d Erda b ſaͤvanlig He Folbe ch g ded d ad de Oygdom ſeet den gen, hve ſi i det! Lirtazr ⸗ raadeligt tember. kere Eka dens; i b 6 almindelig ionale Tal. ſere Jotds⸗ at tove med kunne gien⸗ Foderets oh erne; pau imidlertid, ere narende en. eden, men gaae i Ar; e,, een Att ar i Almin⸗ farter, ſom diſte Hvede, ode Sorter, g. in og lykkes re rügt pas rnet og ren⸗ ter, der va efter alnin delig Hveden. 59 delig Erfaring, ei forbereder Jorden godt til Vinterhvede. Selv efter Kartofler lykkes Vaarhveden bedre end Vinterhveden, naar Jordsmonnet blot er kraftigt og ei for tort. Den ſaaes ſom ofteſt i Stedet for toradet Byg. Mange fandt Vaarhveden fordeelagtigere end det toradede Byg, der efter Frugtvexelſyſtemet folger paa behakkede Frugter, thi Afgroden af hiin er ſtorre end af dette. Men kun paa kraftig og ſterk giodet Jord kan man med Sikkerhed regne derpaa, thi den tilegner ſig uden al Tvivl meer af Jordens Kraft, end Bygget. Mangler Jordsmonnet Kraft, ſaa mislykkes Vaarhveden, men er det kraftfuldt, ſaa ſvœkkes det dog ſaameget, at den to Aar derefter folgende Vin⸗ terhvede, ja ſelv Rug, bliver ſaameget ſvagere, naar Jorden ei paa nye giodes. Dette har jeg ved mange Forſog paa vel gisdet, men ei fortrinlig riigt Jords⸗ mon, erfaret. Jeg har havt 13 Tonder paa en Tonde Land og ei ved nogen an⸗ den Sadart havt ſtorre Indtagt af min Ager, men ikke deſtomindre har jeg paa ſedvanlig Grund ophort at dyrke den. Hertil bor endnu foies at den i vort Klima er meer udſat for at mislykkes. Kolde og vaade eller tsrre Sommere ſtade den i lige Grad. Et Aar, da Byg⸗ get ved varmt og med Regn verlende Veirlig, ſerdeles vel lykkedes, var meer end de halve Ax paa Vaarhveden fulde af Stovbrand. Det ſynes, at denne Sygdom er hyppiggere hos Vaar⸗ end Vinterhveden; men jeg har derimod aldrig ſeet den angreben af den egentlige Brand. Heri ligger formodentligen Aarſa⸗ gen, hvorfor den, uagtet al den Roes Mange have tildeelt den, ei har udbredt ſig i det nordlige Europa, hvor den nefſten ene dyrkes til Huusbehov i Stedet for Vinterhvede. Fra midti April til midt i May er dens rette Saaeningstid. Det er ikke raadeligt at ſaae den ſaa tidligt, ſom Vaarrugen. Ofte modnes den forſt i Sep⸗ tember. Den er mindre og uanſeeligere end Binterhveden; har ſedvanligen tyk⸗ kere Skal og veier mindre. Dens Meel er derimod ligeſaa godt ſom Vinterhve⸗ dens; i det ringeſte var dette Tilfgldet med den jeg avlede. Nogle paaſtaae at H 2 den 60 den ei er ſaa tienlig til Brod, ſom Vinterhveden, men disſe anbefale den til Stivelſe. men ellers ere Kioberne med rette misforneiede med de mindre Kiarner og man mage da ſalge den til betydelig lavere Priis. Spelthvede. §. 67. Triticum Spelta, Spelthvede, er vaſentlig forſtiellig fra Hveden formedelſt dens ſtumpede, flade Kapſler, der ſidde ſaa faſt ved Kigrnen, at de kun paa Mollen kunne ſkilles derfra. Dette er formodentligen Hovedaarſagen hvorfor denne nyttige Sadart ei har udbredt ſig i det nordlige Tydſtland. Mollerne for⸗ ſtaae ei at tage Skallen af, ſtiondt ſaadant, naar Grynqvornen lettes, er alde⸗ les ikke vanſteligt. Man hars Vinter⸗ og Vaarſpelt; med og uden Avn. §. 68. Spelteu dyrkes aldeles paa ſamme Maade ſom Hveden. Den er haardfe⸗ rere, bortfryſer paa fugtige Steder ei ſaa let ſom denne, buſter ſig ſtarkere, gaaer ſieldnere i Leie og falder mindre af. Jalt Fald noies den med mindre kraftfuldt Jordsmon. Vel er den underkaſtet Brand, men ei i lige Grad med Hveden. Berovet Skallen veier den i det mindſte ligeſaameget ſom Hveden, og Nogle paa⸗ ſtaae, at Spelten giver bedre og behageligere Meel end Hveden. Man lader den forblive i Kapſelen eller hvis denne er aftagen, ſaa ſkilles den dog ei fra Kicernen, forend denne ſkal bruges; thi Spelten holder ſig da bedre, angribes ei af Orm og bliver ikke muggen. Undertiden bringes den paa Torvet med, undertiden uden Kapfel og indeholder i det forſte Tilfeelde blot halv ſaa⸗ megen Kicerne, ſom i det andet. Den ſaaes i Kapſelen og dobbelt ſaa tykt, ſom Hvede. J det ſydlige Tydſkland er denne Sadart den almindeligſte og kaldes frem for enhver anden — Korn. Med Naar Hveden ſoges, ſalges den ofte til ſamme Priis ſom Vinterhveden; Mel iler di vi Are di ſaamege ſade eet! er, lieſ de fot ſpage E V Npolonicu V nam, Ble V Saavel i b begge er len Ar meſt, b den kom b — manget goort fiernes. le den til terhveden; er og man formedelſt e kun paa n hvorfot lerne for⸗ her alde⸗ ehaardfe⸗ kere, gager kraftfuldt d Hveden. kogle paa⸗ ſtilles den da bedre, daa Torvet halv ſaa⸗ det ſydlige hver anden Med Spelthveden. 61 Med Kapſelen bruges den meget fordeelagtigt til Heſtefoder og dette er maaſkee den eneſte Maade hvorpaa den kan bruges, naar Mollerne ei forſtaae at eller ei ville afſkalle den. Triticum monococcon. §. 69. Arxet af Triticum monococcon ligner det toradede Bygs Ax, men har ei ſaamegen Avn. Den har faaet ſit Navn deraf, at i hvert lidet Ar blot ſkulle ſidde eet Korn, men det indeholder dog ſom ofteſt to. Saden ligner Spelt, men er, ligeſom hele Planten, mindre end denne. Den dyrkes, ſom Vinter⸗ og Vaarſed, paa Udjorder, ſom man anſeer for ſvage for Spelten; hyppigſt findes den i Wuͤrtemberg. §. 70. Endelig horer ogſaa hertil den Seedart, ſem Botanikerne kalde Triticum Triicum po- lonicum. polonicum, og ſom ogſaa kaldes vallakkiſk, aſtrakanſt Korn— Bled de Suri- nam, Bled de Mogados.— Man marke hvor forvirrede Benevnelſerne ere.— Saavel i Henfeende til Ax ſom Kicerne er den aldeles forſkiellig fra anden Hvede; begge ere lange og ſmale. J Henſeende til Melet ſynes den at ſtaae midt imel⸗ lem Rug og Hvede. Man roſer dens Gryn, der ſkulle komme Riſengryn ner⸗ meſt. Hidindtil har den ikke voret Handelsartikel, og det er ei ſandfynligt, at den kommer i Brug hos os. Brand i Hveden⸗ §. 71.. Ved Dyrkning af Hveden, og de til denne henhorende Arter, angſter i mange Egne Intet ſaameget, ſom Faren for Brand, og Landmandene have derfor giort ſig al muelig Umage for at udfinde et Middel hvorved dette Onde kunde fiernes. Utallige Skrivter ere derfor i alle Sprog fremkomne herom, uden dog ſyn⸗ Brand i Hveden. ſynderlig at opklare Sagen; thi deels har man forverlet ganſke forſkiellige Syg⸗ domme og villet udlede dem af ſamme Aarſag, da enhver iſcer dog kan fremkomme ved forſkiellige ſkadelige Indvirkninger, deels har Enhver fremſat ſine eensſidige Bemarkninger og Meninger og har villet paanode disſe ſom de eneſte rigtige, uden at vide hvad andre have iagttaget, forſogt og domt om denne Sygdom. Herved er man ſnarere gaaet tilbage end fremad, hvad denne Sygdoms Underſogelſe og vœſentlige Egenſkaber anbelange. §. 72. To Slags Forſt bor man tydelig ſkielne imellem de ko forſkiellige Sygdomme, ſom Brand. Stov⸗ brand. kaldes Brand. Den ene Art er Stovbrand, ſom Englanderne kalde the Smitt og Franſk⸗ mandene la Nielle. Ved denne er Kornet aldeles forſvundet, og i Hylſteret fin⸗ des blot ſortebruunt Stov. Denne Sygdom er udentvivl den ſamme, ſom findes hos flere Grasarter og Sadarter, iſcer hos Bygget og kaldes Sod, da dette Stov ſaare ligner den Sod ſom Flammen efterlader, og bruges endog hos Ma⸗ lerne til en vis ſort Farve. Den er hyppigere i Hveden end i nogen anden Sed⸗ art, og ofte er meer end Halvdelen af Axene paa en Hvedeager angreben deraf; ja! jeg har endog engang ſeet et Stykke Vaarhvede, der paa overmaade geil, ſterk giodet og ſandet Jord, var ſaa fuld af Brand, at man ei kunde finde en god Kierne. Sygdommen finder Sted, inden Aret fremkommer, og man opdager meer eller mindre tydeligt Spor af Sorthed i Marven. Ikke deſtomindre er Axet ofte ſaare langt og har i Begyndelſen friſkt Udſeende, men det er dog tyndt og magert. Hylſterne ere mere gronne, men ei ſaa lange ſom ellers og ofte rundere. Naar Arxet bliver aldre ſkinner den ſorte Farve fremz men Hylſteret er dog ei ſaa tyndt og revner ei ſaa let, ſom paa Bygget, hvor det, ſtrax efterat Axet er frem⸗ kommet, udgyder ſort Stov. Staaer Hveden lange, ſaa revner dens Hylſter ligeledes; Regn og Vind bortforer da Stsvet og den ufordœrvede Deel af Saden farves ikke. Men meies Hveden, ſom ſadvanligt, tidligere og er Veirliget koldt og fugtigt, ſaa forbliver Stsvet indſluttet, hiembringes i Laden og frem⸗ vet kommer forſt under Pleielen. Herved bliver den ufordarvede Sad ſort, thi Sts⸗ vet faſte Denne ud ſtents el Steen⸗ ſaa blive der iberk den blot! med Bhg ſen, m öfteſti den forp V Sadekor äl. J odelagt, ſaende ei adt Ri V dttes K. dteſſed wen ſo ikke B. e V dens 8t les, m og ford V Emag tie Er ningen, bliver lige Shg⸗ remkomme eensſidige tige, uden Herved eſogelſe og nme, ſon og Franſt⸗ ſteret fin⸗ om findes da dette hos Na⸗ den Sad⸗ en deraf; aade geil, e finde en in opdager re er Aret tyndt og erundere. dog ei ſaa t er frem⸗ ns Hylſter af Saden Veirliget og frem⸗ ,thi Ste⸗ vet Brand i Hveden. 63 vet faſter ſig til den, iſcr til de fine Haar, ſom Hveden har paa den ene Ende. Denne udvortes Farvning, der aldeles ikke ſkader det ſunde Korns indre Konſi⸗ ſtents eller Godhed, kaldes Spidsbranden,— le bout— og forvexles ofte med Steen⸗ eller Kornbranden. Renſes Saden ikke, inden den bringes paa Mollen, ſaa bliver Meelet derved noget ſort; men Rensningen kan paa forſkiellige Maa⸗ der ivœrkſœttes, enten ved at vaſte Soden, hvilket aldeles ikke ſkader den, naar den blot umiddelbart derefter omhyggeligen torres; deels ved at tarſte den tillige⸗ med Bygavner eller tort Leer, ſom dog, ved ofte at lade Seden gage over Bla⸗ ſen, med Omhue atter bor fraſktilles. Spyygdommen forplantes aldeles ikke med Saden, men fremkommer ſom ofteſt i fugtigt og varmt Veirlig, paa fugtig og altfor geil Grund. Jeg ſiger, den forplantes ikke med Saden; dog indrsmmer jeg at ufuldkomment eller muggent Sadekorn, forſaavidt ſvage Planter derved frembringes, kan verre Aarſag der⸗ til. Men egentlig arvelig er Sygdommen ikke, thi det ſyge Korn er aldeles sdelagt, og Stovet der blot udvendig ſcetter ſig paa det friſte, kan i denne Hen⸗ ſeende ei ſkade det. Det er derfor ufornuftigt, naar Nogle, der kiende et meget godt Middel mod den anden Slags Brand, Steen⸗ eller Kornbrand, ville beviſe dettes Kraft, ved at anfore, at de, uden at have faaet Brand, have ſaget aldeles overſtsvet Sad, ſom er blodt i deres Lud; thi naar Saden blot er overſtovet, men forreſten fuldkommen ſund, ſaa fremkommer, uden andre Aarſager, aldeles ikke Brand. §. 73- Kornbranden, Steenbranden, der, fordi dens Lugt ligner Beenbran⸗Kornbranden dens Stank, ogſaa kaldes den ſtinkende, tilintetgior ei Kornets Konſiſtents alde⸗ les, men ſkaaner dets Form. Kornets Subſtants er dog betydeligen forandret og fordarvet, hvilket den ſortebrune Farve, ſaavelſom den modbydelige Lugt og Smag tilſtrakkelig bevidner. Nogle Korn angribes blot tildeels deraf og tabe ikke Evne til at ſpire. Det ſynes at Sygdommen forſt yttrer ſig efter Befrugt⸗ ningen, thi den opdages ikkun efter Blomſtringen. Aret taber da ſin rette Farve, bliver blegt og plettet. Denne Brand, der ei for Sadens Malning kan fraſtkilles, for⸗ 64 Brand i Hveden. fordœrver det gode Meel. Man kan ved gientagen Kaſtning befrie Saden fra en ſtor Deel beſkadigede Korn, da de ere lettere end de gode. Faa Brandkorn for⸗ dœrve ei Saden og ſkade heller ikke Sundheden; men mange giore Melet ſaa ube⸗ hageligt, at det derved bliver aldeles udueligt til Brod og Meelſpiſer. Endog ved Branderierne er det i Henſeende til Brœndevinens Mangde og Egenſkaber ei ligegyldigt om Saden indeholder megen Brand. §. 74. Sovedaarſa. ABrandens Aarſag, i det mindſte Hovedaarſag, ligger i Sadekornet og er En lisger i arvelig. Thi ved forſigtigt Valg eller henſigtsmasſig Behandling af Sadekor⸗ net have Mange aldeles befriet ſig for Brand, omendſkisndt de for leed ſaare der⸗ af, og Branden indfandt ſig atter, naar de forſomte disſe Forſigtighedsregler. §. 75- Ridler der⸗ BValger man Sadekorn, der ei er ſmittet, men fuldkommen modent, af⸗ imod terſker det inden Saden ſveder, og derneeſt breder det tyndt paa Loftet, hvor det omhyggeligen pasſes, ſaa kan man uden andre Midler verr ſikker for Branden. Dette er ſom ofteſt Tilfoldet naar man ſaaer omhyggeligen behandlet og beva⸗ ret, et Aar gammelt Sadekorn.— Er dette ei paa det fuldſtœendigſte jagttaget, ſaa kan man paa forſkiellige Maader, meer eller mindre ſikkre ſig. Nogle anſee ſom tilſtrekkeligt, blot at ſkylle Seden i reent Vand; om⸗ hyggeligen at borttage de Kierner der ſvsmme, ſom ere lette og ufuldkomne, og troe ved den blotte Vaſk at naae Hiemedet. For end ſikkrere at naae dette, have andre brugt ſalt Vand, hvori end flere lette Kierner ſvomme og hvorved man ei kan nagte Saltet anden Paavirknig. End virkſommere mod Branden har man fundet Lud, fornemmelig beſtaaende af Kalk, Aſke, Kogeſalt, Glauberſalt, eller vel endog andre Salte, iſcr Alun, Jernvitriol og Arſenik. Man bruger enten disſe forſtiellige Midler hver for ſig eller blander forſkiellige flere deraf. Ofteſt bruges Kalk. Til 12 Tonder Sed tager man ſaedvanligen 1 Tonde nylig ladſtet Meelkalk, Saden giores fugtig med, undertiden lunket, Vand, hvor⸗ ppottil N der onſtik bredes t hertil lig dannes, at bere d ſalt, hoil Kalk og 1 Saden oh hver foret eet Maal ſen gien b dernaſt la b d btedes N nines cheralt b d ſleſte gen, ſo ninger. eden fra en ndkorn for⸗ glet ſaa ube⸗ er. Endog genſtaberi kornet og er af Sadekor⸗ d ſaare der⸗ ꝛdoregler. odent, af⸗ „hvor det Branden. t og beva⸗ forſtiellige Zand; om⸗ komne, og hvori end gaavirknig. beſtaaende iſcer Alun, ver for ſi en 1 Tonde et, Va n, hvol⸗ Brand i Hveden. 65 hvortil Mange endog foie Urin eller Giodningvand. Kalken ſtroes paa Saden, der omſtikkes og opkaſtes i Bunke, ligger 8 til 12 Timer urort, hvorefter den bredes tyndt og kommes i Sakke, kun ikke, hvis den er fugtig. Mange foie hertil lige ſaamegen eller halv ſaamegen kraftig æſtig Aſte, hvorved œdende Eſk dannes, og denne Blanding ſynes, overeensſtemmende med Theorie og Erfaring, at vorre virkſomſt. Hertil foie endnu Nogle et ſtorre eller mindre Parti Koge⸗ falt, hvilket i det mindſte gior den Virkning, at Kornene bedre incruſteres. Af Kalk og Aſke, med Tilſcetning af Urin og ſenere af Salt, tilberedes Lud, hvormed Sadden oversſes. Manipulationerne ere mange og forſtiellige, og, om end Ea⸗ hver foretrakker den han bruger, ſaa fore de i det Vaſentlige formodentligen til eet Maal. Alt beroer paa, at Blodningen giores muligſt virkſom, og at Mas⸗ ſen giennemarbeides ſaalange, at hvert enkelt Korn kan have Gavn deraf; derngſſt lader man Blandingen ligge i Bunke, indtil man ſporer nogen Varme, og da bredes og luftes den hurtigt. Nogle tilſkrive Kogſaltet fortrinlig Virkning og bruge mere deraf, og mindre Kalk; men efter paalidelig Erfaring er Kalk og Aſke virkſom og neeſten overalt bedſt Kiob. Skiondt Nogle meget anbefale Vitriol⸗ og Alunoplosning, ſaa ere de, efter de fleſte Erfaringer, dog ei ſaa fortrinlige ſom hine. At blode Seden i Arſenik er ſaa farligt, at ſaadant ei bor betroes No⸗ gen, ſom ei er fuldkommen bekiendt med denne heftige Gifts ſkrœkkelige Virk⸗ ninger. 1§. 76. 1 Omendſtiondt begge Sorter Brand, ſaavel Stov⸗ ſom Steenbrand, ere aldeles forſkiellige Sygdomme, ſaa findes dog begge undertiden blandede paa ſamme Ager. Og ſynes end afgiort, at Kornbrandens Hovedaarſag ligger i Sa⸗ den, og at Sygdommen, naar hiin valges og behandles rigtig, for det meſte kan afvarges, ſaa kan man dog ei negte, at Branden, naar ſerrdeles ſkadelige Indvirkninger paa Vegetationen finder Sted, ſelv om Sadekornet har voœret fuld⸗ Fierde Deel. 3 kom⸗ Afarter. 66 Brand i Hveden. kommen ſundt, undertiden kan fremkomme, og at man folgelig ei har Middel til abſolut at hindre den. Rugen. §. 77. Af Rugen, Secale cereale, have vi blot een Art, og man kan ei ved no⸗ getſomhelſt botaniſt Kiendemerke ſtielne mellem de forſkiellige Afarter; thi disſe ere blot kiendelige paa de Naturegenſkaber, ſom de ved Dyrkningen have antaget. Vaar⸗ og Vinterrug gager ligeſom Vaar⸗ og Vinterhvede, over til en og ſamme Art. Vinterrugens Natur er, lengere at forblive ved Jorden, at ſkyde flere Halme og ſildigere at gaae i Veiret med disſe. Vi eie en Afart, forſt hidkommen fra de rusſiſke Provindſer ved Oſterſoen, hvilken i ſaare hoi Grad har denne Vinterrugens Egenſkab, og ſom derfor kaldes Buſkrug. Alle de Arter, ſom man har givet Navn af arkangelſt, norſt og St. Hansrug ere i Henſeende til deres Natur de ſamme, og fremviſe ingen kiendelig For⸗ ſtiel. Saaes Buſkrugen ved St. Hans Dags Tider, ſaa er den ligeſaa fuld⸗ kommen St. Hans Rug, ſom den der berer dette Navn, og hiin arkangelſke og norſke Rug har ligeſaalidet andre Kiendemarker. Om den ſaakaldte vallakkiſte Rug er af forſkiellig Natur, vover jeg ei endnu at beſtemme; men i Henſeende til denne har man ſandſynligen forbyttet Navnet; thi for 30 Aar ſiden anſaae man endnu Himmelbygget for en Rugart, under hvil⸗ ken Benavnelſe man for nogle Aar ſiden tilſendte mig det. Den Sort Rug, ſom nu dyrkes under dette Navn har aldeles intet beſtemt Skielnetegn. Enhver Sedart, der i flere Generationer dyrkes havemasſigen og med omhyggeligſt Valg af Sad, har, naar den dyrkes paa Ageren, i Begyndelſen noget foran⸗ dret Natur; men om denne er varig, kan ei letteligen beſtemmes. Buſkrugen er uimodſigeligen bedre end andre Rugafarter. langt bedre ugunſtigt Veirlig, buſkes ſtarkere, gaaer paa kraftig Grund ei ſaa lettelig i Leie og yder paa god veldyrket Jord ſtedſe ſtorre Afgrode, naar den blot, hvil⸗ Den taaler ſvilket er filigere kiendelig dlot ved tant og dens F de ket til R lettere e V mon kan. Krgefg * end Hve det blot dden de b — batt fo hideore Thier aegſan Niddel ii ei ved wo⸗ thi disſe ere de antaget. r til en og , at ſthde Oſterſoen, rfor kaldes orſk og St. delig For⸗ eſaa fuld⸗ angelſke og eg ei endnt tet Navnet; under hvil⸗ Sort Rug, „Enhver nhyggeligi oget foran⸗ Den taalet rund ei ſaa ar den hlot, hvil⸗ Rugen. 67 hvilket er ufravigelig Betingelſe, ſaaes inden Septembers Udgang. Saaes den ſildigere og paa aldeles mager Grund, ſaa taber den alle hine Fortrin. Den gaaer kiendelig ſenere i Ar, blomſtrer og modnes ſildigere end den ſodvanlige Rug, og blot ved at ſaaes meget tidligt, bliver den ſamtidig. Denne Afart er ſaare con⸗ ſtant og jeg har ei ſporet Afvigelſe, om den end ſtod ſaa tat ved anden Rug, at dennes Froeſtov berorte den. §. 78. Det Jordsmon, hvori Sandet er den herſkende Beſtanddeel, er bedſt ſkik⸗ Pasſende ket til Rug; folgelig det, der efter§. 50 ei meer egner ſig for Hvede. Paa d Ruhen ſterk ſandet Jord, der indeholder 85 Procent Sand og derover, er Rugen den eneſte Scdart, ſom kan dyrkes, og derfor kaldes ſaadan Jord Rugjord. Dog lykkes Rugen bedre naar Jorden har mindre end 85 Procent Sand. Jo riigere Jordsmon, jo ſtœrkere Rug, men den lykkes paa ſvagere Jord, end Hveden. Dette hidrorer tildeels fra Jordarten, thi af Sandjorden uddrages, lettere end af Leeret, den Levning Muld, den indeholder. Et udmagret Jords⸗ mon kan, ved i en Rad Aar at hvile, ſamle nye Krafter til een, viſt nok ſlet⸗ Rugafgrode. Denne Sadart taaler ogſaa en temmelig Grad Syre i Jordsmonnet, meer end Hvede og Byg, og kan derfor dyrkes paa Hede⸗ og Moorgrund„ naar Van⸗ det blot er afledet. Paa Grund af alt dette, er Rugen Guds ſtorſte Gave for Sandegne„ der uden denne maaſkee vare ubeboelige. §. 79. Rugavlen er ſaavel i Henſeende til Jordens Forberedning, ſom til umiddel⸗Forberednins bart foregaaende Afgroder, underkaſtet fœrre Vanſkeligheder end Hvedeavlen. e.nnadelg, At Brakken i Almindelighed blot behover at plsies tre Gange til Rug, de Afgrode. hidrorer egentlig derfra, at det for denne Sadart pasſende Jordsmon er loſt. Thi er det mere bindende, ſaa lonnes den fierde Ploining ved rigere Afgrode. De ſamme Afgroder, der med Fordeel umiddelbart dyrkes for Hveden, pasſe ogſaa til Rugen, naar Jordsmonnet er ſkikket til dennes Dyrkning. Efter J 2 Kar⸗ Sedekorn. Rugen. Kartofler og Hor har man almindeligen, og blot med faae Undtagelſer, bemarket, at Rugen mislykkes. Den taaler bedre end Hveden, at ſaaes i en anden Sadarts, ja ſelv i egne Stubbe; og tre til fire Aar efter hverandre at ſaae Rug paa ſamme Ager, er ſom bekiendt almindeligt i nogle Egne. Men Afgroderne ere ſaa ſlette, at hver fordomsfrie Mand i ſamme Egn erkiender, at denne Sadfolge er urigtig. Endog ved uſeedvanlig ſterk Giodſkning kan ei afvarges, at Rugen, om den end yder megen Halm, dog giver lidet Kicerne. Enkelte Jagttagelſer, hvorefter den anden Afgrode var bedre end den forſte og ſom anfsres til Frem⸗ gangsmaadens Forſvar, beviſe intet mod den almindelige Erfaring, og kunne, ved nermere Analyſe, uden Vanſkelighed forklares. Friſt Giodning, der ned⸗ plsiedes kort for Saaeningen og ſom ved Torke eller Fugtighed blev uoploſelig, ſkadede naturligviis den forſte Afgrode, men gavnede den anden. Undſkyldes kan imidlertid denne Fremgangsmaade, naar Jorden ikke frembringer andet end Rug, og Halmen naſten er vigtigere end Kicernen. §. 80. Saderug kan valges med mindre Omhu, end Sedehvede; men fuldkom⸗ ment, modent, forſigtigt behandlet og reent Scddekorn lsnner ſtedſe Umagen. Rugen taaler ei at bringes dybt i Jorden, da den derved, om Jords⸗ monnet er bindende, kan hindres fra at ſpire. Derfor er det, efter min Erfa⸗ ring, betankeligt at nedploie den. Er og vedbliver Jordsmonnet at veere tort, ſaa kan den nedploiede Rug have noget Fortrin for den, der ſaaes paa Ploiſtrim⸗ kerne, thi hiin ſpirer hurtigere og kommer ligeligere op. Men da Veirliget ei kan forudſees paa den Tid, der bor ploies til Sed, ſaa er det raadeligere blot at nedharve Rugen, med mindre man, hvilket er det allerbedſte, vil lettelig ned⸗ bringe den med Eſtirpatoren. Fra midt i September til midt i October troer man, at den ſœeddvanlige Vin⸗ terrug bedſt ſaaes i vort Klima. J mange Egne ſages den imidlertid, iſcer for at benytte den om Vinteren faldne Giodning, naar Jorden ei er frosſen, til midt i Februar, og dette lykkes undertiden. Mange fordomsfrie Jagttagere paa⸗ gaaſtaae, undertiden til midt il, in 99 jg 7 bevüſſ on endnu in B fer ldlig det nind October A na ſaaer ſaau to ſterkt, Omn Fere nisforno wen fotttone Ageren digere nanlige nnſigt / 3 om Jor ſieldner men me Linter bemarkt, , ja ſely aa ſanme ne ere ſia adfolge er at Rugen, gttagelſet, til Frem⸗ og kunne, „der ned⸗ koploſelig, kyldes kan end Rug, fuldkom⸗ magen. zm Jords⸗ min Erfa⸗ verre tort, Ploiſtrim⸗ eirliget ei ere blot at ttelig ned⸗ anlige Vin⸗ , iſar for rosſen, til Jagttagere paa⸗ Rugen. 69 paaſtaae, at den ganſke ſildig ſaaede Rug er ſikkreſt, men yder aldrig ſaameget, ſom b undertiden den tidlige, og at den ſlette Saaeningsperiode er fra midt i October til midt i November. Paa en ſaare udſtykket Byemark har jeg havt Leilighed til, i adſkillige Aar at iagttage Rug, der ſaaedes i enhver Saaeningsperiode, og jeg kan i det ringeſte ſige ſaameget, at Saͤden ſtedſe kom opog er derfor over⸗ beviiſt om, at Froſten ikke ſkader Rugen, om denne end indtraeffer, medens den endnu i melket Tilſtand ligger i Jorden. Buſkrugen bor derimod uomgicengelig ſaaes tidligere og kan maaſkee ei ſaaes for tidligt. Fra Junii Maaneds Midte har jeg ſaaet den, uden at kunne opdage det mindſte Tegn til, at den ſamme Sommer vilde gaae i Ax. Saaes den ei for October, ſaa buſkes den lidet og Sideſkuddene gaae ſenere op, eller give ſpage Ax. Man ſaaer i Almindelighed omtrent en Tonde Rug paa en Tonde Land; men ſaaer man Buſkrugen i Auguſt eller forſt i September og godt fordeeler den, ſaa er to Trediedeele af hiin Udſœd fuldkommen tilſtrœkkelig. Den buſker ſig ſaa ſterkt, at tre Fierdeparter af Planterne maae vige den ene Fierdepart Pladſen. Om Foraaret ſynes denne Rug ofte for tynd og da ere uerfarne Landmand ofte misfornoiede med, at have ſaaet ſaa tyndt. Men den harde ſtaaet ligedan om de end havde ſaaet tykkere; thi da Planterne om Efteraaret buſte ſig ſtœrkt, ſaa fortrxnge de hverandre, men ſkyde ti til tolv ligeſterke Straae i Veiret, ſaa at Ageren, om Jordsmonnet blot er kraftigt, og Veirligt nogenlunde gunſtigt, ſil⸗ digere fremviſer en Afgrode af tetſluttede Ax. Da denne Rug ſenere end den ſœd⸗ vanlige kommer i Vext og ſkyder Ax, ſaa har den, ofte til midt i Mai, ei ſaa gunſtigt Udſeende ſom denne, men overgager den deſto meer i Juni. §. 81. Det er ligeſaa gavnligt for Rug, ſom for Hvede, at harves om Foraaret, iſcer Vegetations⸗ om Jorden er noget bindende og har faaet Skorpe og Revner. Dog harves Rugen ſieldnere end Hveden. Selv paa ſandet Jord har Rugen megen Gavn deraf, men man bor der bruge lette Trœeharver og tsve med Harvningen til Rugen efter Vinteren ved nye Rodder ſtaaer fuldkommen faſt. Er Rugens Rodder derimod, iſcer Rugen. iſer paa ſvampet Grund, udloftede af Vinterfroſten eller blottede af Vinden, ſaa er det gavnligere at tromle. Blomſtrings⸗Perioden er vigtigere for Rugen end for nogen anden Sad, og inden denne er heldigen tilendebragt, kan man ei med Sikkerhed giore Regning paa, hvormeget man kommer til at hoſte. En Morgens Riimfroſt kan ganſke eller tildeels hindre den fra at ſette Kigrne. Ofte ſkadedes derved Rugen blot paa Udkanten af Ageren, paa Vindſiden; ofte tog blot ſamme Side af Axet Skade. Det taber da ſin naturlige Farve, Kapſlerne ſammenkrympes og blive tomme. Lige Skade foraarſages ved varig Regn, vaadt og koldt Veirlig i Blom⸗ ſtringstiden. Enkelte Regnbyger ſkade derimod ikke, om de end ofte indtraffe, naar blot tort varmt Veirlig nogle Timer imellem finder Sted. Thi medens Regnen falder lukker Rugen ſine Kapſler, og naar derefter folger varmt Veirlig og Soelſkin, ſaa fremkomme Stovvegerne fulde af Kraft og, Seedſtovet indhyller Ageren ſom i en Skye. Men naar Veirliget uden Ophor er fugtigt, ſaa mugne og forraadne Stovvegerne tilſidſt i Kapſlerne; ingen Befrugtning finder Sted eller den ſpœde Kigrne raadner. Herved fremkomme udentvivl Meeldroier, denne vel⸗ bekiendte, beſynderlige, violet⸗ſorte Udvext, der, naar den ei findes i for ſtor Mangde, er uſkadelig, men i modſat Tilflde, iſcœr naar den ſpiſes friſk, meget ſkader Sundheden og frembringer drabende Sygdomme, ſaavel hos Menneſker ſom Dyr. Dog modſtaaer kraftfuld Sad, ſelv under Blomſtringen, bedre end den ſvage og ſlet behandlede Sad, ſaadanne udvortes ſkadende Paavirkninger. Om Saden meer eller mindre fuldſtaendig har ſat Kigerne, opdager man efter Blomſtringen, ved at holde Axet mod Lyſet, thi de befrugtede Kapſler ere giennemſigtige. Men inden Rugen har afblomſtret, og dette varer lange, kan man ikke domme derom. Senere marker man, ved at lade Axet glide mellem Fin⸗ grerne, om der er Spring deri. §. 82. R nat ved af, naa gen folg gerius I. R ſom Hre Rugen ubekient for ſtark V 3 Tonde V Jordomt g hat G 1 V ſte Nar I ligge i er tabt Deigen ütilige V den for Rugen. 71 aden, ſaa V§. 82. Rugen er moden, naar Straaets gule Farve bliver mere hvidladen, og det Modenhed den Sad, nœr ved Kngeerne ei heller er gront. Kigernerne ere da haarde, ſidde loſe og falde Regning af, naar man ſlaaer ſtarkt mod Axet. Men man bor ogſaa i Henſeende til Ru⸗ kan ganſte gen folge Catos gamle Forſkrivt: Oraculum esto, biduo citius, qvam biduo ugen blot serius metere— mei heller to Dage for tidlig end for ſildig. e af Aret§. 83. ympes og Rugens Middelafgrode er formodentlig i Henſeende til Volumen den ſamme ſom Hvedens, naar Jordsmonnet er lige godt ſkikket til begge Sedarter. At i Blom⸗ Rugen har givet meer end 18 Tonder paa en Tonde Land, er mig dog ganſke indtraff, ubekiendt; af Hvede har man derimod avlet mere, men paa Jord, der var alt j medens for ſterk til Rug. 10 Tonder ere en god Afgrode, men undertiden hoſtes blot t Veirlig 3 Tonder paa en Tonde Land. Nindre Afgrode end denne er Misvert, og det indhyller Jordsmon, hvor denne er ſadvanlig, betaler neppe Dyrkningsomkoſtningerne, ꝛa mugne og har ſom Agerjord ingen Vard. Ited eller En Tonde reen Rug veier fra 11 til 12 Lispund. denne vel⸗ Blandt de ſadvanlige Sadarter indeholder Rugen, naſt Hveden, den ſtor⸗ iffor ſto ſte Mangde Naringsſtof. Den har en aromatiſt Subſtants, der iſcer ſynes at iſt, meget ligge i dens Skal; thi Rugbrodets eiendommelige og behagelige Smag og Lugt Nenneſte er tabt, naar man bager Brod af ſigtet Rug. Brodet giengives Lugten, naar Deigen lagges i hedt Vand, der forſt heldes paa Klidene, men, det bliver da wend den tillige ſort. Ved denne Subſtants ſynes Brodet at blive mere fordoieligt, og den forfriſker og ſtyrker meget de dyriſke Legemer. ager man 584. apfle Hvor Rugen er det ſodvanligſte Fodemiddel, er dens Priis ſtadigene end de andre Kornſorters, eller retter ſig i det ringeſte meer efter ſidſte Afgrodes Stor⸗ 2äe 4 relſe. rellem Fin⸗§. 36. Paa ethvert, ei alt for vaadt Jordsmon, hvori Sandet er den herſkende Beſtanddeel, mislykkes Rugen ſieldneſt. 8 be 1 4 Den Afgrode. Vardie, Priils⸗ Vaarrug. Arter. Rugen. Den udmagrer Jorden mindre end Hveden. Vi have antaget, at en til⸗ fredsſtillende Afgrode tilegner ſig 30 Procent af Jordens Kraft. Ved ſin, i Forhold til andre Sadarter, betydelige Mengde Halm, der er ſaa ſerdeles ſkik⸗ ket til ethvert landoeconomiſk Brug, erſtatter den, meer end andre Sedarter, den uddragne Kraft; blot forudſat, at den henſigtsmasſigen forvandles til Giodning. §. 86. Vaarrugen er blot en Afart af Vinterrugen og kan, hvilket jeg ofte har ſeet, forvandles dertil. Den er for det meeſte Nodhielp for dem, der ikke om Efteraaret have ſaaet Rug nok, hvis Jordsmon ei tillader at ſaae anden Sad, og iſer naar de uden Opſcettelſe ville benytte Vintergiodning. Den er ligeledes ſaare ſkikket for det Jordsmon, der alt for ſandet og tort ei pasſer for Byg eller Havre; ogſaa efter Kartofler, hvor Vinterrugen ikke lykkes, trives den fortrinlig, naar den ſaaes det tidligſte mueligt. Saare ſielden, og maaſkee kun i ſidſte Tilfœlde, yder den ſaa ſtor Afgrode, ſom Vinterrugen; den mislykkes ofte aldeles. Kicernen er liden men tyndſkallet, indeholder ſaare godt Meel og betales derfor ofte dyrere end Vinterrugen. Den bor ſages tidlig, ſidſt i Marts— ved denne Maaneds Begyndelſe ſaaes endnu undertiden Vinterrug— eller forſt i April. Sildigere ſaaet lykkes den ei. Da den ſom ofteſt ſaaes i Vinterrugens atter giodede Stubbe, og Jorden blot i den kolde og vaade Aarstid tilberedes dertil, ſaa trives Qvaker og for⸗ ſkiellige Agrortisarter ualmindeligt og man finder naſten aldrig Agrene ſaa fulde deraf, ſom hvor Vaarrugen hyppigt dyrkes i denne Sodfolge. Man paaſtaaer da urigtigen, at Jordsmonnet er tilbsieligt til at frembringe Qvaker. Bygget. §. 30. Vi kiende og dyrke 5, om man vil 6 Arter Byg: I at vare deholder har tor, cagſaa fo V Nuld er dehal lder ſaa et der ſtedſe Sand, V torte Ee der inde ſon oft V Er den b ſaa beho der bor forberet kommer axene f Keerd at en til⸗ Jed ſin, i ndeles ſtik⸗ Sadarter, dandles til g ofte har have ſaaet ar de uden ket for det gſaa efter den ſaaes Afgrode, yndſtallet, n. Begyndelſe aaet lykkes og Jorden er og for⸗ ſaa fulde paaſtager Byget. 1) Hor deum vulgare. Almindeligt Byg. 2) Hordeum disticon. Toradet Byg. 3) Hordeum vulgare coeleste. Almindeligt Himmelbyg. 4) Hordeum disticon nudum. Nogent toradet Byg. 5) Hordeum hexasticon. Sexkantet Byg. 6) Hordeum zeocriton. Riis⸗Vyg. §. 88. Alle Bygarter ynde det ſkisre, milde og kraftfulde Jordsmon, der, uden Jordsmon⸗ at vere udſat for at blive vaadt, bevarer Fugtigheden. Det Jordsmon, der in⸗ deholder fra 50 til 75 Procent Sand, forreſten meeſt Leer, og i forſte Tilfœlde har tor, i det andet fugtig Beliggenhed, pasſer bedſt ti Byg. Dog lykkes det ogſaa fortraffeligt yaa det meer leerede Jordsmon, naar dette ved ſtsorre Mangde Muld er tilſtrakkelig ſkisrt og kan henregnes til Hvedejord af forſte Klasſe. In⸗ deholder Leerjorden nogen Kalk og, for ei at blive for los, ſaameget mindre Sand, ſaa er den fortrinlig til Byg; thi ved Kalken hindres enhver Syres Dannelſe, der ſtedſe ſkader Byget. Indeholder Jordsmonnet derimod 70 til 75 Procent Sand, og er meget kraftfuldt, faa lykkes Byget godt derpaa i vaade, men ei ĩ torre Sommere; her er det folgelig uſikkert. Mager, ſei, vaad og kold Jord, der indeholder Syre, er aldeles upasſende til Byg, der ſielden lykkes derpaa. §. 89. Byget behover et meget ſkisrnet og pulveriſeret Jordsmon. Saaes det, Forberedende Afgrode. ſom ofteſt, i Vinterſœdens Stubbe, ſaa bor Ageren ploies i det mindſte tre Gange. Er den derimod Aaret i Forveien ſkiornet ved Dyrkningen af behakkede Frugter, ſaa behsver den blot een Ploining. Enten bor de foregaaende Afgroder efterlade Byget betydelig Kraft eller der bor giodes dertil med friſt, dog oploſt Giodning. Naringsdeelene bor vel forberedte og oploſte tilbydes dets ſvagere Naturkrafter. Byget er ei underkaſtet anden Sygdom end Stovbranden. Denne afſted⸗ kommer ei ſtor Skade, ſkiondt det i Begyndelſen ſynes ſaaledes, thi da Brand⸗ axene forſt fremkomme, ſaa ſynes hele Ageren at vare fyldt deraf, men ſenere Fierde Deel⸗ K mar⸗ Sadekorn. Byget. markes de neppe mellem de friſke Ar⸗ Ved Kalkningen befries man ei for denne Slags Brand, og hiin er altſaa unodvendig⸗ 4§. 9o. Alle de Bygarter, der ſages om Foraaret taale og ynde at dakkes temmelig ſterkt og kunne derfor nedploies 3 til 4 Tommer dybt. Er Jordsmonnet meget loſt, ſaa kan man neſten anſee dette ſom Betingelſe for en god Afgrode. Dog bor man ikke ſage, inden Jorden er tor, thi tort og varmt Veirlig er ſtrax efter Saaeningen gavnligſt. Af fuldkommen moden og fuldvoren og ei muggen Sad faager man de ſundeſte Planter. Ukrndsfroet, der ſaa ofte findes i Byget, bor ligeledes ved Seldning og Svomning ſkilles derfra. Valger man ſaadant Sadekorn og ſager det godt, ſaa ſtaaer Bygget, iſerr det toradede, tattere efter 6, end efter 9 Skieppers Udfaœd paa en Tonde Land; thi denne Bygart buſker fig ſterkt, naar den har til⸗ ſtrakkelig Plads, men bliver i modſat Tilfalde ſvag. Oet almindelige Byg, der ikke buſker ſig ſaa ſterkt, bor ſages tykkere. Falder ſaa ſtark Regn efter Saaeningen, at Jvrdens Overflade derved bindes, ſaa bor denne, naar den atter er tor, og inden Byget kommer op, har⸗ ves, at Skorpen derved kan brydes; thi Bygets ſpidſe Blad kan ei giennem⸗ traʒnge den, men findes ofte bukket derunder. Er Byget opkommet, da er det betenkeligt, ſkiondt af Nogle tilraadt, at harve, thi det brydes ſaa let ſom Glas, og Harvningen bor derfor i det rin⸗ geſte ſkee med megen Forſigtighed, med Traeharver, i ſamme Retning, og blot mod Aften. Det almindelige Byg. §. 91. Man anſeer det almindelige Byg, ſom bedre pasſende til Sandegne, o kalder det derfor undertiden Sandbyg. Paa leeret, blot tilſtrakkelig kraftig, 8 Sand⸗ » Sandſotd kes ogſa D. Kader. to brede! 2 hed ethver gisres me da derved Hüns I Uger for Junü. V gage dett V ligen gun mangler b det ei ſaa V d b den, ford thi dad en ſaare ligeſom 4 det, I ſtorſte d for det modent. bor det 4 Lagte for denn 3 temmelig nnet meget de. Dog ſtra efte de ſundeſte Saldning det godt, Skieppers n har til⸗ lige Byg, de derved op, har⸗ giennem⸗ tilraadt, j det rin⸗ , og blot degne, 0g ig kraftig⸗ Sand⸗ 75 Sandjord lykkes det godt, naar Veirliget er gunſtigt; men i dette Tilfalde lyk⸗ kes ogſaa det toradede Byg. Det kaldes urigtigen fireradet Byg, thi naar det er fuldvoxet har det ſer Rader. Rigtigere kunde det kaldes fiirkantet Byg, kthi Axet er fiirkantet, med to brede og to ſmalle Sider.. Denne Bygart er meget kielen, Sdelagges letteligen af Nattefroſt og lider ved ethvert ugunſtigt Veirlig, naar den ei ved Reproduktionen lidet efter lidet gisres mere haardfor, hvilket, ſom vi i det Folgende faae at ſee, ſynes mueligt, da derved ligeſom frembringes en Afart mellem dette og det ſexkantede Byg. Hiins Vegetationsperiode er kort og den behover, ſom man ſiger, blot 9 à 10 Uger for at komme af Sakken og atter i Sakken; derfor ſaaes den ofte midt i Junii. Indfalder da varmt og tilſtrakkeligen fugtigt Veirlig, ſaa kan det over⸗ gaae det toradede Byg, der i ſin lange Vegetationsperiode ſieldnere har uaflade⸗ Byget. ligen gunſtigt Veirlig. Dog mislykkes dette Byg ofte ganſke uventet, naar det. mangler Fugtighed i den Periode, da Axet fremkommer og efter Middeltal yder det ei ſaameget, ſom det toradede Byg. Det almindelige Byg fortiener Fortrinet i de Trevangsbrug, hvor Vinterſcx⸗ den, fordi Brakningen ei begynder forend Juli Maaned, ſaaes i ufuldkommen Brakz thi da det kan ſaaes ſildigt, ſelv mod Junii Maaneds Slutning, ſaa kan Ageren i en ſaare gunſtig Aarstid halv brakkes, og herved pulveriſeres og luftes den bedre, ligeſom Ukrudet fuldkomnere odelcegges, end ved hiin ſildige Brakning. Dets rette Modenhedsgrad bor neie iagttages, og det bor ei blive fuldmo⸗ dent, at Axene ei ſkulle falde af de foroven ſaare tynde Stragae. Naar den ſtorſte Deel ei meer er melket; naar Kornene kunne trykkes ſom Vorx, og Axet er for det meſte guult, ſaa er det Tid at meie. Paa Skaar bliver det da fuld⸗ modent. Har man allerede Grund til at befrygte, at endeel kunde falde af, ſaa bor det meies, medens Duggen ligger og i det Hele varligen behandles. Det veier og indeholder betydelig mindre Meel end det toradede Byg, dets Vegt er i Almindelighed 9 à 10 Lispund Tonden, ſtiondt jeg een Gang har havt, K 2 det Byget. det 11 L pd. ſvcert. Dets Priis er ei allene i Forhold til dets Bagt ringere end det toradede Bygs, men, naar Bryggerne ere blevne vante til dette, endog uforholds⸗ masſig lav. Til Malt bor det ei blandes med det andet Byg, da begge Sorter ei ſpire lige ſnart. Paa Grund heraf kiobes det ei gierne, naar man kan faae ſaameget toradet Byg ſom man behover, og det er da blot afſcetteligt til Foder. Dets meget blode Halm ſynes, ſelv efter Vœgt, at ſtaae i mindre For⸗ hold til Kiernen, end Halcen af det toradede Byg. Det ſtore toradede Byg. §. 92. De Fleſte formene, at det mere leerede Jordsmon er bedſt ſtikket til dette Byg. Dog har jeg ofte avlet det paa Jorder, der indeholdt 70 Procent Sand, og har efter Middeltal havt bedre Afgroder deraf, end af det ſexradede Byg, naar det blot ſaaedes ſidſt i Marts eller forſt i April uden Foraarsplsining, og ned⸗ bragtes med Exſtirpatoren i det ved behakkede Frugters Dyrkning dybt ſkior⸗ nede og ſtœrkt gisdede Jordsmon. Idette Tilfalde mislykkedes det aldrig ganſke, men det mindſte, jeg i de torre Sommere 1 809 og 1810 avlede paa ſaadan Jord, var 6 Tonder paa en Tonde Land. Derfor giver jeg det toradede Byg ubetinget Fortrin for det ſexradede, naar Sedfolgen er Bygavlen gunſtig. Det toradede Byg er haardfort mod Froſt, og om det end ſaaes ſaa tid⸗ ligt at dets Bladſpidſe derved bliver gunl, ſaa beſkadiges det kun lidet derved. J tort Veirlig faaer det, iſœr paa det mere ſandede Jordsmon, gule Blade, uden dog herved at odelgagges, naar det blot, i det Axene fremſkyde, ei mangler Fug⸗ tighed; thi denne Periode afgior, hvorvidt det ſkal lykkes. Men bliver det af formegen Fugtighed guult, hvilket i Fordybninger letteligen kan hande, da ode⸗ legges det. Saaes det tidligen, ſaa indtraffer derved den for ſtore Avlsbrug ubehage⸗ lige Omſtandighed, at det modnes naſten paa famme Tid, ſom Rugen, ogom⸗ endſkiondt dette Byg ei ſaa lettelig, ſom det ſexradede, falder af, ſaa ber man dog dog i tot radeligt ayle ſerr 6 har aller ligeſaam 1 V fotmene, ns at mede me ved V lertid i V for Art tet ſaas det tore ſluttes og at 4 Paa rig Narne, didskor dette B Grund den Be ere end det uforholde⸗ gge Sorter kan fage til Foder. äindre For⸗ t til dette ent Sand, dede Byg, g, og ned⸗ ybt ſtior⸗ eig ganſke, dan Jord, ubetinget s ſaa tid⸗ rved. J nde, uden gler Fug⸗ ver det af e, da ode⸗ g ubehage⸗ en, ogom— a bor man dog dog i tort Veirlig meie dette forend Rugen. Paa leeret Jord kan det derfor vore raadeligt at ſaae ſildigere, i Mai Maaneds Begyndelſe, og paa ſandet Jord at avle ſexradet Byg. En Tonde nogenlunde fuldvoxet toradet Byg veier 11 Lispund; men jeg har allerede avlet det, der veiede 12 Lispund og derover. Da pleier det at koſte ligeſaameget, ja endog meer end Rugen. Himmelbygget. §. 93⸗ Botanikerne anſee det for en Afart af det almindelige ſexradede Byg, og formene, at det udarter dertil; dog tvivler jeg herom, ſtiondt det undertiden ſy⸗ nes at vare Tilfoldet. Man ſinder nemlig Kigrrner, der aldeles ligne det ſex⸗ radede Byg. Men disſe ere ufuldkomne, tabe derfor ikke Skallen og fremkom⸗ me ved Saaening aldeles ikke, eller frembringe atter Himmelbyg. Da det imid⸗ lertid i Henſeende til de Planter vi dyrke, er ſaa uafgiort, hvad der ſkal anſees for Art og Afart, ſaa forbliver dette ogſaa indtil videre uafgiort⸗ Det udmarker ſig for det ſexradede Byg, ved paa lige Grund og lige tet ſaget at buſke ſig ſtarkere end dette. Dets Straae er meget tykkere end ſelv det toradede Bygs. Det har laengere Ar end det ſexradede Byg, og flere Korn ind⸗ fluttes deri. Men Hovedſkielnetegnet er, at Avnen falder af, naar det modnes, og at Kornet, der under Pleielen miſter Blomſterkapſelen, ei mere ligner Byg. Paa riig Grund har det i Almindelighed ſex fuldkomne Rader. Man har tillagt denne ſkaldede Sad, der lidet ligner Byg, forſkiellige Navne, ſnart Hvede, ſnart Rug og ſnart Byghvede. Man har kaldet den Da⸗ vidskorn, Jeruſalemskorn, ægyptiſt og vallakkiſt Korn. Caſpar Bauchin kiendte dette Byg og kaldte det Zeopyrum eller Pritico speitum. Det ſynes beſynderligt, at det ei for lange ſiden er dyrket paa frugtbar Grund, da det allerede i lang Tid har voret bekiendt. Men naar man kiender at dets Dyrkning ei er den Betingelſe hvorunder det lykkes, ſaa indſeer man, hver 7 8 Byget. hver Mands Sag. Det har forreſten alle de Fortrin, hvorved det ſom Vaar⸗ ſœd kan fortiene at anbefales: Det er haardfort, mislykkes ſielden, buſker ſig ſterkt, har ſtivt Straae, yder ſtor Afgrsde af meelrigt Korn og ypperlig Halm, der nermer ſig Hvedehalmen, og ſom ſelv i Forhold til Kiarnen veier langt meer end Halmen af det toradede Byg. Af denne Aarſag dadles det af Kortſynede, der paaſtaae, at det af lige Maengde Halm yder mindre Kigrne; men disſe be⸗ tœnke ikke, at man af lige Areal faaer en Trediedeel mere Halm end af andet Byg — Halm der til Foring ſynes fortrinlig, og hvis Affald er frit for Avn. Men det behover god, kraftfuld og vel tilberedet Jord. Om det ſaaet i en anden Sadarts Stubbe, lykkes i Forhold bedre end andet Byg, vover jeg ikke at beſtemme, da jeg og mine Bekiendtere ſtedſe have ſaaet det efter behakkede Frug⸗ ter. Himmelbyget bor ſaaes det tidligſte muligt, at det, inden Varmen bringer det til at ſkyde i Veiret, kan faae Tid at buſke ſig. Sildig ſaaet mislykke⸗ des det undertiden. Af Froſt lider det i ung Tilſtand ei kiendeligt. Man paa⸗ ſtagaer, at naar man tidlig ſaaede det ſom Vinterſœd, kunde man i det forſte Aar adſkillige Gange hugge det og havde i det folgende Aar en betydelig Afgrode deraf. Dette er dog endnu problematiſkt og bor ved Forſog beviſes. Himmelbyget er i Almindelighed ligeſaa ſpart, untertiden ſvgrrere end Rugen. Einhof fandt at det indeholdt 72 3 Procent narende Deele, altſaa 2 ¾ Pro⸗ cent meer end Rugen. Han iagttog tillige, at det indeholdt ſaameget ſod ſlimet og animalſk⸗vegetabilſt Subſtants,— folgelig af de meeſt narende Deele— at dets Plads blev mellem Hveden og Rugen. See Annalen des Ackerbaues B. VIII. S. 27. Vi have, med nogen Tilſcetning af Hvede eller Rug, bagt ſaare kraft⸗ fuldt Brod deraf. Nogle Forſog, ſom Bryggere anſtillede dermed, mislykkedes; Hllet blev kraftigt, men ei klart. Men nu brygges fortrinligt Hl deraf. Eil Brandeviinsbranderierne ſoges dette Byg med Begiarlighed. Dets Vard er i det ringeſte liig Rugens. gere ogd og ſtaaer ziendte co faler natu dod. 4 en Rad er en A Tilſtand V ſon dette da Aret ring og Hordel ſere Ge ar ſdſe 2 ſaadan mindeli ſagen h. dentlige en Ton‚ man ei om Vaar⸗ buſker ſi lig Haln, angt meer kortſyande, disſe be⸗ andet Byg vn. ſaaet i en r jeg ikke kede Frug⸗ n bringer mislykke⸗ Nan paa⸗ forſte Aar de deraf. grere end 124 Pro⸗ ſod ſlimet tele— at B. VIII. are kraft⸗ Ollet bley Byget. 79 Det ſkaldede toradede Byg. Hordeum nudum disticon. §. 46. Dette ligner i de fleſte Henſeender det foregaaende. Dets toradede Ax ere lan⸗ gere og dets Kiarner ſtorre end Himmelbygets, naar det nemlig voxer i god Havejord og ſtaaer tyndt; men paa Ageren blive de ofte ufuldkomne. Efter alle mig be⸗ kiendte comparative Forſog yder det betydeligen mindre end Himmelbygget. Jeg taler naturligviis ikke om Forſog i Haver, ved hvilke Beregningen giordes eſter Fold. Dette Byg er blandt de mange Sadarter, med hvis Dyrkning jeg, efter en Rad af Aar, har ophert. Det ſexkantede Byg, ſom ſeedvanlig kaldes Vinterbyg. Hordeum hexasticon. §. 95⸗ Botanikerne anſee dette Byg for en egen Art. Jeg troer derimod, at det er en Afart af det ſadvanlige ſexradede Byg, omendſkiondt det i ſin nuvceerende Tilſtand har meget anderledes Udſeende. Det almindelige Byg har, ligeſaavel⸗ ſom dette, ſex Rader, hvilke dog, naar dette modnes, ere mere fremſtaaende, hvor⸗ ved Axet bliver ſexkantet. Men dette anſeer jeg ſom Folge af forſtiellig Dyrk⸗ ning og jeg troer det mueligt lidet efter lidet at omſkabe Hordeum vulgare til Hordeum hexasticon. Hiint bliver haardfort ved ſtedſe at ſaaes tidligere, eſter flere Generationer rimeligviis i Stand til at leve Vinteren over, og antager da det ſidſtes Dannelſe. 2 Det ſerkantede Vinterbyg behover kraftig og temmelig bindende Grund;z ſaadan ſom er fuldkommen ſkikket til Hvede. J rige Marſkegne ſaaes den i Al⸗ mindelighed, hvor man frygter at Hvede kunde gaae i Leie, og det er Hovedaar⸗ ſagen hvorfor det der dyrkes. Det lagger ſig ikke, og yder undertiden det overor⸗ dentlige ſtore Produkt af 22 til 24 Tonder, men ſadvanligen 18 Tonder paa en Tonde Land. Vinteren sdelcegger det undertiden ogen Afgrode var tabt, om man ei beſaaede Ageren paa ny, og med Sommerbyg. Paa mindre kraftig Jord dyr⸗ Arter og Af⸗ 80 Byget. dyrkes det ſielden med Fordeel; thi der trader det blot i Hvedens Sted, uden, i Henſeende til Vœrdie, at yde meer end denne. For med Sikkerhed at taale Vinteren bor det ſaaes meget tidligt, i Au⸗ guſt, og enten efter Brak eller en ſkiornende Afgrode; ſom ofteſt efter Raps. Det modnes i dette Tilfalde tidligt, ſidſt i Juni eller forſt i Juli, og da Hoſt⸗ arbeidet derved fordeeles til en lœngere Periode, ſaa fortiener det i denne Henſeende at anbefales. Ogſaa ſoges det paa denne Aarstid ofte med Begicerlighed og man kan folgelig ſtrar tarſke og ſolge det, hvorved det da ei ſielden har bragt ſtorſt Fordeel. Senere ſalges det vanſteligen, thi det er endnu mindre end det almin⸗ delige Byg, og veier ſodvanligen mindre. Riisbygget. Hordeum zeocriton. §. 96. Denne Bygart har allerede lœnge verret bekiendt i Tydſtland, hvor den forhen dyrkedes hyppigere end nu. Axet er lancetformigt, toradet, har ſtœrk og meget udbredt Avn. Det buſker ſig ſterkt, bor derfor ſaaes tyndt og i enhver Henſeende behand⸗ les ſom toradet Byg. Efter mine Forſog, kan jeg ikke foretrakke hiint for dette, hvis eneſte For⸗ trin er, at det, da dets Straae er kort og tykt, ei paa kraftig Grund gager i Leie; men der vilde jeg ſtedſe heller ſaae Himmelbyg. At dets Kicerner ſœrdeles ligner Riiſen, har jeg aldeles ikke kunnet opdage. Havren, Avena sativa. §. 97 Under denne botaniſke Benarvnelſe indbefattes en Deel af de Havre⸗Arter og Afarter, ſom vi dyrke. Deres hvide og ſorte Farve er Hovedſtielnetegnet. i 1) 0 godentli mer Ha 2) ¹ Aler ſpan Blade, ſ iggeledes yrkes ſo 3) dapſel, anſee den 92 nan iſe kiender ig er fo pasſend Vinde 5) er en 8 V haard, ſom en 7) tete i ſage n Jord, fildig Fer ted, un, igt, i n⸗ fter Raps. gg da Hoſt⸗ ſe Henſeende hed og man bragt ſtorſt det almin⸗ hvor der 5 de behand⸗ eneſte For⸗ nd gager i net opdage⸗ pre⸗Arter 0g guet. dil Havren. 81 Til de forſte henhere: 1 1) Den almindelige glatte eller Martshavre, der hyppigſt dyrkes og ſom for⸗ mModentligen er den ſikkreſte paa det Jordsmon, ſom man fornemmeligen indrom⸗ mer Havren. 2) Den ſvpore Havre, ſom vi kalde engelſk, men ſom Englaenderne kalde polſt eller ſpanſt Havre. Paa pasſende Grund udmarker den ſig ved ſteerke Straae og Blade, ſtorre Rosmer og Kigrner. Paa fugtig og torvagtig Grund bliver den ligeledes ſtor, men tykſkallet og veier ikke meget. Man forſikkrer, at den kan zyrkes ſom Vinterſad, men med Vished veed jeg intet derom. 3) Klumphavre, der undertiden, ei ſtedſe, har tre modne Kigerner i een Kapſel, uden dog, ſom det ſynes, derfor at yde ſtorre Produkt. Botanikerne anſee den for en ſarſkilt Art og kalde den Avena trisperma. 4) Den tidlige eller Auguſthavren, der kan ſaaes og modnes tidligt, og ſom man iſer i Biergegne, hvor anden Havre neppe modnes i September, grant kiender herpaa. Til den ſorte Havre horer: 5) Den glatte ſorte Havre. Den veier ofte 14 Pund meer end anden Havre og er folgelig langt mere nœrende. Men den behover kraftig Grund og er iſcer pasſende i Marſkegne, da den derimod paa hoie Steder letteligen afpidſtes af Vinden. 4 6) Agerenhavre, der deels har hvide, deels ſorte Korn og altſaa rimeligviis er en Blanding af ſort og hvid Havre. Man paaſtaaer, at dens Skal er meget haard, men Kieernen meelriig. En beſtemt fra hine forſkiellig Havreart, ſom Botanikerne ogſaa anſee ſom en ſerſtilt Art, er: 7) Den eſterlandſke, tyrkiſte, ogſaa ungariſke Havre. Kiarnerne ſidde tat⸗ tere i Rosmen og hange alle paa den ene Side af Straget. J Begyndelſen an⸗ ſaae man den ſom hoiſt fordeelagtig, men Erfaring larte, at den paa ſamme Jord gav hverken meer eller mindre end den ſadvanlige Havre. Da den modnes ſildigere end den anden Havre, og falder ei ſaa letteligen af, ſaa dyrkes den endnu Fierde Deel. L til⸗ 8² Havren. tildeels hos nogle Landmand, der ſage megen Havre; nien den er vanſkeligere at tœrſke. Endelig har man ogſaa: 8) Sand⸗ eller Purhavre. Om denne er Botanikernes Avena strigosa, ſom de anſee for vildvoxende hos os, vover jeg ei at beſtemme. Men almindelig Er⸗ faring bekrafter, at den ſedvanlige Havre udarter hertil, naar den, uden at Sageſeeden ombyttes, ſaaes i Sand⸗ eller iſar i Hedeegne; dette ſteer dog ikke pludſeligt, men lidet efter lidet og i Begyndelſen finder man blot Havren blandet dermed. Den vender derimod tilbage til ſin oprindelige Tilſtand, naar den at⸗ ter ſaaes paa god Grund. Er Tilfeldet maaſkee her det ſamme, ſom med Hei⸗ ren i Vinterſaden; at nemlig den vildvoxende Plante, der bedre pasſer til Jords⸗ monnet, indſniger ſig og fortrœnger den dyrkede Sad? eller forvandles virkelig en Havreart til en anden og ere de folgelig blot Afarter?— Denne Sandhapre har langere og ſtœrkere Hale, der ikke falder af, tyk Skal og lidet Meel. Dens Vegt er blot lidet over det Halve af den ſodvanlige Havres, og den betales i Al⸗ mindelighed kun halvt ſaa dyrt, ſom denne. Dog dyrkes den med Fordeel paa ſaa ſlet Grund, ſom den her omtalte. Paa bedre Jord giver den heit Straae, brede Blade og dyrkes derfor til gront Foder. 9) Den nogne Havre, tartariſt Grynhavre, Avena nuda, kommer ikke til at udbrede ſig hos os. ₰ Skotland dyrkes den meget til Brod. Englanderne antage endnu mange flere Havrearter, men disſe er blot Af⸗ arter, frembragte ved Dyrkningen. §. 98. Vi have lange med Ringeagt behandlet Havren, be den 4 lass teſte Sed⸗ art og ſaaet den i den magreſte og usleſte Jord. Fordum koſtede den blot halvt ſaa meget ſom Rugen. Men da Heſtenes Antal forsgedes, ſaa ſteeg dens Priis, da den bedſt er ſkikket til Heſtefoder, over dens naturlige Verd i Forhold til an⸗ den Sad, og derved blev dens Dyrkning, fordeelagtigere. Dog ſaaer man den i Almindelighed, hvor man ei vover at avle Byg, ſkiondt den ligeſaa fuldkommen ſom dette kunne erſtatte den bedre Plads. Hav⸗ § det ſpue deele, d decompt hor in ſigt ge Bygget. dyrkes deindd dant J hvorve opleſeli twſe Sygget fordeela d 2 Bedre⸗ den dg omple ſaaes nan vi d Lr pleies at Ha ſter m ger,” tte G anſteligere osa, ſon ndelig Er⸗ , uden at r dog ilke ten blandet ar den at⸗ nmed Hei⸗ til Jords⸗ s virkelig Sandhavre hel. Dens tales i Al⸗ rdeel paa t Strage, er ikke til er blot Af⸗ eſte Sed⸗ lot halvt ens prib, old til an⸗ man deni uldkommen Har⸗ Havren. 83 Havren groer paa ethvert Jordsmon, naar det blot ei er alt for tort og det ſynes, at den ved ſine kraftfulde Organer oploſer og tilegner ſig Narings⸗ deele, der ei mere gavne andre Sadarter. Selv den ſure ellers uoploſelige Muld decomponerer den ſandſynligviis. Den voxer paa kold, leeret Jord og paa Sand, hvor ingen anden Sadart lykkes, forudſat blot, at det ei er alt for tort. Ugun⸗ ſtigt Veirlig ſkader den, men naar dette forandres, kommer den ſig lettere end Bygget. Paa nye opbrudte Jorder og Torvemoſer kan den i en Rad af Aar dyrkes, og giver ofte, indtil det tredie og fierde Aar, ſtedſe bedre Afgroder, da derimod andre Sadarter uden Giodſkning inden foie Tid aldeles udmagre et ſaa⸗ dant Jordsmon; Aarſagen hertil er formodentlig, at den tilegner ſig alt det, hvorved Planter kunne nœres, og ſom ellers blot ved Tid og Dyrkning kunde blive oploſeligt for andre Vexter. Men paa frugtbar Grund er dens Dyrkning dog ſtedſe fordeelagtigere. J Trevangsbruget ſaaes den tredie eller ſierde Aar efter Giodſkning, da Bygget ikke mere lykkes. Efter mange Erfaringer er det, paa ſterk Hvedejord, fordeelagtigere at ſaae Havre end Byg. J det meklenborgſte Kobbelbrug ſaaes Havren, ſom ſidſte Halm efter Byg. Bedre er den Plads, ſom Holſtenerne i den opbrudte Gronſver have indrommet den og ſom de lade den beholde, om end Aaret der paa ſkal folge Brak. J den omploiede og endnu ei oploſte Gronſvar trives den overmaade vel, iſcr naar den ſaaes det tidligſte mueligt. Den lykkes ligeledes fortraffeligt i toaarig Kloverſtub, naar man, fordi man vil benytte Kloveren til hen ad Efteraaret, ei har Tid at tilberede Jorden til Vinterſced. Opploies Kloverſtubben tidligt nok om Efteraaret, ſaaes, ned⸗ plsies og harves Havren letteligen om Foraaret, og gientages Harvningen efter⸗ at Havren er opkommen, hvilket denne taaler langt bedre end Bygget, ſaa hs⸗ ſter man i Almindelighed ſtorre Fordeel af Havre, end af Byg efter tre Ploinin⸗ ger, og ofte ſtorre, end om Klovermarken, efter forſte Slat⸗ opbrodes, ploiedes tre Gange og beſagedes med Ainsrfad §. 99. 8 84 Havren. §. 99. Jordens Til⸗ Saaes Havren i en anden Sadarts Stubbe, ſaa ploie Nogle een Gang, heredning.-- 84 2 Kednang Andre to, og atter Andre, der ſatte ſtorre Priis paa Havren, tre Gange dertil. At Havren lykkes bedſt efter tre Ploininger tilſtaae de Fleſte; men ſielden ploies Jorden ſaa ofte dertil; thi enten fattes Tid, eller man anſeer Havren ei dette Arbeide vord. Man frygter ogſaa, at Havren derved maatte komme for ſil⸗ dig i Jorden, hvilket dog aldeles ikke ſkader, naar Klimaet blot ei er alt for koldt. Efter to Ploininger fremkommer meer Ukrud og derfor har jeg, naar Age⸗ ren var meget opfyldt af Ukrudsfroe, ofte ſeet, at Havren lykkes mindre efter to end efter een Ploining. Indeholder Ageren derimod mere Rodukrud, iſer Qvaker, ſaa lykkes den unegtelig bedre efter to Ploininger end efter een, og Ageren renſes bedre. Til Havre giodes ſielden, men dog undertiden og medrette, naar nemlig derefter folger Vinterſeed. Den trives meget godt i friſt Giodning og tilegner ſig ei meget deraf. §. 100. udſad. Havren ſaaes i Almindelighed tykkere end anden Sad, deels fordi en Tonde deraf indeholder farre Kiarner, deels fordi den ei buſker ſig ſaa ſtarkt, med mindre Jordsmonnet er ſaare kraftfuldt. Det er ſtedſe raadeligt paa lige Areal Jat ſaae halvanden Gang ſaamegen Havre, ſom anden Sad, og paa Grasmark, der efter een Ploining beſaaes, at bruge det Dobbelte; thi her kommer ikke alle Kicerner i Vext. Dog ſaaer man hiſt og her Havren urimeligt tykt paa frugt⸗ bar Grund, da man herved urigtigen formener at undertrykke Ukrudet. Fuldkomment Sadekorn, der ei er muggent, bidrager meget til at Hav⸗ ren lykkes. Den mugne Sad voxer ligeſaavel ſom den ufordœrvede, men Plan⸗ terne blive ſpage, og doe, naar de ſkulle blomſtre; dette erfoer jeg tilfeldigviis i mine Lereaar. Derfor troer jeg, at naſt Hveden, er ingen Sadart ſtorre Fare underkaſtet end Havren, om Sadekornet ei er godt. Havren ſaaes ſœdvanligen i April. Paa opplsiet Grœsmark, om muligt i Marts. Men paa varm Grund kan den ſaaes til Juni Maaneds Begyndelſe, og tg lhkes behendlee 6 der den! far dybte fauts ſld d 09 dverve ler, nae ploitt, ned Hen and det fe og har te Hayren pleie He frenſpite og ſtarkt Harten aar(18 hindred een Gan, nge dertil. den ploies n ei dette ne for ſil⸗ er alt for naat Age⸗ indre efter erud, iſer er een, og ar nemlig legner ſig en Tonde rkt, med ige Areal zresmark, ikke alle aa frugt⸗ at Har⸗ nen Plan⸗ aldigrüsi korre Fare in muligt egyndelſ 03 85 og lykkes, naar Veirliget er gunſtigt, undertiden fortrinligen, fordi Ageren da behandles bedre og Ukrudet nedploies. Havren. §. 101. Havren ſpirer ei ſaa hurtigt ſom Bygget og for at komme jevnt op, behs⸗ Wegetations periode. ver den endnu gunſtigere Veirlig end dette. Det er vigtigt at den hverken kommer for dybt eller for overfladeligt i Jorden, og derfor er det afgiort ſikkrere, iſer naar den ſaaes ſildig, at nedplsie den. Bliver den tvegrodet, ſaa modnes den ikke ligelig⸗ Da den meget ſvakkes af Agerkaal og andet Ukrud, der kommer op med, og overvoxer den, ſaa ſtraber man ved Harvning at udrydde det. Havren taa⸗ ler, naar den nylig er opkommen, meget godt at harves; iſœr om den er ned⸗ ploiet, og Jorden kun loſelig er jevnet med Harven. Foretages Harvningen i et med Henſyn paa Beirliget gunſtigt Hieblik og medens Ukrudet endnu ei har meer end det forſte Par Blade, ſaa udretter man derved meget, men er Ukrudet ſtsrre og har trangt dybere med ſin Rod, ſaa er Arbeidet forgieves; thi da odelagges Havren ved voldſom Harvning ſnarere end Ukrudet. Man har da forſogt at ned⸗ ploie Havren, naar den var en Finger lang, at den ſnart igien uden Ukrud kunde fremſpire. Mange have med Held iverkſat dette og faaet Havre, der ſtod reen og ſtœrkt buſkede ſigz men ſelv har jeg to Gange uden heldigt Udfald forſogt dette. Havren kom tynd op, men Ukrudet deſto tottere. Et tredie Forſog i dette For⸗ aar(1811) havde faaet bedre Udfald, thi Havren kom godt frem, men Torken hindrede den fra at buſke ſig ſtœrkt. §. 102. Paa Havrens Modning bor noie agtes, og om den modnes ulige bor man Modning⸗. rette ſig efter den forſte Deel; thi ellers udſctter man ſig for at miſte denne og om den umodne Deel end ikke bliver fuldkommen, ja end ei kan aftœerſtes, ſaa har man den dog i Halmen, ſom derved bliver ſaameget bedre til Foring. Des⸗ uden yder den forſt modne meeſt. ₰ dette Tilfcelde bor den dog ligge lenger paa Skaar, hvorved den, efter Nogles Jagttagelſer end mere modnes og bliver ſvo⸗ rere; hvilken Vagtforsgelſe dog letteligen atter tabes, om man tsver for lange med at indbringe den. Mange Vardie. Jordsmon. 86 Havren. Mange anſee Havrehalmen ſom den meeſt nœrende Halm, maaſkee fordi i Almindelighed meeſt Kicerne bliver deri tilbage. Jmange Avlsbrug lader man en Deel med frit Forſeet blive deri og braadder den kun loſeligen. Havrehalm⸗ Giodningen anſeer man blot pasſende til varm Grund. §. 103. Da Havren veier lidet, i Almindelighed blot 8 Lpd. Tonden, og efter Einhofs forelobige Underſogelſe kun indeholder 60 Procent narrende Dele eller en Tonde omtrent 76 Pund, ſaa er den ei halv ſaameget vord ſom Rugen. Men jeg formoder, at Einhof, der havde foreſat ſig noiagtigere at underſoge Havren, har forelobigen taget ſlet Havre og at den fuldkomnere dog er halv ſaameget vard ſom Rugen, naar man regner efter Maal. Den betales paa de fleſte Torve dy⸗ rere end den efter dette Forhold burde, fordi den begierligen ſoges til Heſtefoder; i nogle Egne derimod, ſom ere ſardeles ſkikkede til Havredyrkning, og hvor Af⸗ ſctningen er ringere, koſter den ei halv ſaameget ſom Rug. Trebelg, Panicum. §. 105. Denne henhorer, fra ethvert Synspunkt betragtet, til de egentlige Sod⸗ arter: To beſtemte Arter dyrkes, nemlig Hirſe⸗Trebalg, Panicum miliaceum, og ſkicegget Trebelg, Panicum Crus Galli. Begge disſe Arter have adſkillige Afarter, der fornemmelig kiendes paa Kornenes Farve. Hirſe⸗Trebalg har ſtorre Korn; ſkicegget Trebalg falder derimod ei ſaa letteligen af, modnes ligeligere og lider ei ſaameget ſom hiin af Fugle. Disſe dyrkes paa lige Maade. §. 105. Denne Veyt behover varmt, ſkiort⸗, leer⸗ og ſandblandet, ſamt muldrigt Jordsmon. Den lykkes bedre ſom anden Afgrode efter kraftig Giodſkning, end om den ſaaes umiddelbar i friſk Giodning. For Fo dybt, i denne S. anvendes Jord, ſas kan⸗ Sadatt. d Ekieppe ber dere G lokkes de ſcdet, gen, der undet? denne kee fordii lader man ayrehalm⸗ „gg efter alle eller en len. Men e Hayren, neget dard Torve dy⸗ eeſtefoder; hvor Af⸗ lige Sad⸗ iliaceum, adſtillige har ſtorre ligeligere tmuldrigt cning, end For Trebalg. 87 For fuldkommen at pulveriſere og renſe Ageren, bor den ploies ofte og dybt, i det ringeſte tre Gange, harves og tromles. Ofte graves Jorden til denne Sadart, men Ploven tilbereder Jorden ligeſaa godt, naar den rette Maade anvendes. Dog lykkes Trebaelgen ogſaa meget godt, ſaaet paa nye opbrudt Jord, efter dygtig Harvning og Tromling, og naar Jorden er for tor til Hor, ſaa kan den, ſaavidt jeg veed, ikke med ſtorre Fordeel bruges til nogen anden Sedart. Den ſaaes i Mai, ſtrax efterat Jorden er ploiet og harvet, omtrent 1 ¾ Skieppe paa en Tonde Land, nedharves let og tromles i tort Veirlig. Saden bor vœre fuldkommen moden og med Omhue bevaret. §. 106. Saaſnart Ukrud viſer ſig blandt Trebalgen, bor det udluges. Uden dette lykkes den ikke og blot paa nye opbrudt Jord, hvor lidet eller intet Ukrud frem⸗ ſtyder, kan Lugning undveres. Paa Grund heraf kan denne Sodart ſielden dyr⸗ kes i det ſtore og mindſt i de Avlsbrug, hvor Horren paa ſamme Tid bor luges. Een Lugning er ſielden tilſtrakkelig og bor derfor, om Jordsmonnet indeholder mange Urter, efter to til tre Uger, og inden Trebelgen gaaer i Ax, gientages. Virkſommere og mindre beſvorrlig end den egentlige Lugning er Kradsnin⸗ gen, der iverkſcettes med dertil indrettede Knive. Herved afſticres ei blot Ukrudet, under Jordens Overflade, der tillige ſkiornes, men hver overflsdig Plante udrives. Disſe udtyndes ſaaledes, at de ſtaae i 5 til 6 Tommers Afſtand fra hverandre. Virkningen heraf er utroelig og Trebalgen groer derefter ſaa ſtarkt, at Ukrudet ſielden kan anden Gang faae Tid at komme i Veiret. Handes dette dog underti⸗ den, ſaa ſtaaer det ſaa tyndt, at det med ringe Moie udrives. §. 107. Man maa vare opmarkſom for ei at forfeile det rette Tidspunkt til at hoſte denne Sodart, iſer Hirſe⸗Trebalgen. Den modnes ujevnt, og naar den er mo⸗ den falder den letteligen af; dog langt mindre om den er behandlet og udtyndet paa foreſtrevne Maade. Hvor Trebelgen dyrkes ombyggeligen og i det ſmaae, afſkiceres hver enkelt Rosme, der ſamles og hiembringes i Sakke. Men da dette er Modenhed. Riis. 88 Trebalg. er uanvendeligt i det Store, ſaa bor man meie, naar ſtorſte Delen er moden, eller endnu bedre ſkigre Afgroden med Segel. Den bor ei ligge paa Skaar, thi fik den Regn, ſaa faldt den ſterrkt af, naar den atter torredes. Man ſaetter den ſtrax paa Loftet over Loen, tarſker den det ſnareſte mueligt og renſer den. Saden bredes da tyndt og vendes daglig, til den er fuldkommen tor, med en Rive, at den ei ſkal blive varm, og derved bitter. Halmen, ſom tildeels endnu er vaad, bindes og udbringes til Torring, at den ei ſkal mugne; thi den er ypperlig til Foder. Kunne ſtorre Avlsbrugere end ei enkelt afſkigere Axene, ſaa lonner det dog rigeligt Umagen paa denne Maade at ſamle ſaameget, ſom behoves til at ſage. Fuldmoden og tilborligen behandlet Sad ſpirer ligeligere, giver fuldkomnere Planter og ſikkrer mod Stovbrand, der ellers ofte ſees i denne Sed. Man ud⸗ tœrſker ikke Sadekornet, der paa et luftigt Sted fuldkommen torres, inden det ſtal ſaaes. Det er bekiendt, at Skallen aftages paa Mollen eller ved Stamper. §. 108. Trebaelgen anſees for et meget nœrende Fodemiddel, ſom de fleſte Menne⸗ ſker gierne nyde og ſom kan bruges i Stedet for Riis. Hiins Priis retter ſig i Almindelighed efter dennes, og er ſadvanligen halv ſaa hei. Trebalgen kan ligeledes med Fordeel dyrkes ſom Foderurt. dette Biemeed tykt og hugges, naar Rosmerne ere fremkomne. Den ſages til Holus sorghum, der i varme Sommere modnesé hos os, men hidindtil blot er dyrket i Haver, horer til en anden Planteſlagt. Andre Afarter behover langt varmere Klima, og da det er uſandſynligt at vort Land nogenſinde kunde vorde deres Hiem, ſaa narvner jeg blot disſe ellers meget frugtbare Sadarter. Riiſen og dens Afarter pasſe end mindre til vort Klima og omendſkiondt man i adſkillige landoeconomiſke Skrivter finder Efterretning om dens foregivne Dyrkning, ſaa tvivler jeg dog paa, at den i det nordlige Tydſkland er, udenfor Drivhuſe, modnet; thi mange Forſog, i det ſydlige Frankrige, mislykkedes. Forſt hiin 6 pasſerde afhand t hadde en Forſog, Nerva og Per men en. ſom en Duham teſore Hiyet Ploven, men mi mande, V dyrknit handlin Fierd oden, elle. ſtarkt äf I, tarſter des daglig, og deryed Torring, ner det dog il at ſaae. uldkomnere Man ud⸗ inden det er. te Menne⸗ etter ſig i n ſaaes til hidindtil er behover inde kunde darter. nendſtiondt foregivne r, udenfor edes, Ferſt hün Trebeellg. 89 hiin Side Alperne kan den dyrkes. Et Exempel er mig noiagtigen bekiendt, hvor⸗ efter man troede at dyrke Riis, men avlede blot Himmelbyg. §. 109. Endelig horer Maiſen efter ſin Natur til disſe Verters Klasſe. Men da Mais. dens Dyrkning er aldeles forſkiellig, og liig de behakkede Frugters, ſaa ville vi og ſœtte den i ſamme Klasſe ſom disſe oeconomiſte Planter og i det Folgende af⸗ handle dens Dyrkning. Om Sardens Dyrkning i Rader og dens Behakning med Heſteredſkaber. §. 110. Er end denne Dyrkningsmaade anvendelig ved andre Frugter end Sed, ſaa pasſer den Fremgangsmaade, ſom her ſral beſtrives, fornemmelig til denne, og derfor afhandles den her. Vi kiende fra œldre Tider Exempler paa denne Dyrkningsmaade. Iſcer Oens Hiſte⸗ havde en Spanier, Joſeph Locotelli, allerede i det ſyttende Aarhundrede anſtillet z Forſog, der endog tildroge ſig Keiſerens Opmarkſomhed og gientoges i hans Narvgrrelſe. Men end mere paafaldende er det, at finde den brugelig i Indoſtan og Perſien, hvor Saden ei blot ſaaes i Rader med henſigtsmasſige Redſkaber, men endog bearbeides med Heſte og Oxer. J England anſeer man Jethro Tull, ſom dens Opfinder, og i Frankrige udbredtes den, midt i forrige Aarhundrede, af Duhamel, Chateauvieux og adſkillige Andre. Den thullſte Methode, hvoref⸗ ter ſtore Mellemrum bleve ubeſaaede imellem Sadraderne og bearbeidedes flittigt med Ploven, medens Saden ſtod paa Roden, er neſten aldeles kommen af Brug og har givet Plads for en anden Dyrkningsmaade, efter hvilken Sadraderne ſaaes i lige, men mindre Afſtand fra hverandre. Her ville vi blot afhandle denne Dyrknings⸗ maade, men hvad hiin anbelanger, henviſe til den Afhandling, der angaaende Rad⸗ dyrkningen findes i Iſte og Zdie Deel af engliſche Landwirthſchaft. Hiin Af⸗ handling har for modentlig enhver, der foler Interesſe for denne Sag, leeſt, og Fierde Deel. M vil Redſkaber. 90 Raddyrkningen. vil derfor finde nogen Modſigelſe i det jeg nu anfsrer. ſaa Fald beder jeg at anſee dette ſom min, ved langere fortſatte Forſog og indſamlede Erfaringer, mere modnede Mening. §. IIr. Nan har i England opfundet utallige Redſkaber til Sadens Rad og den dermed forbundne Behakning. Nu har den cookſte Maſkine neeſten alle Stemmer for ſig. Men den er ſaare ſammenſat og ber behandles med megen Var⸗ J det forſte Hefte af nuͤtzbarſten Ackerwerkzeuge har jeg beſkrevet og Hefte een, ſom jeg dſaaening ſomhed. afbildet den ducketſke Radſaaeningsmaſtine, og i det Zdie ſelv har opfundet; og ved i lang Tid at have brugt den, er jeg bleven overbeviiſt om, at den er ſaa henſigtsmasſig, varig, let at behandle, og at den ſaa fuld⸗ kommen opfylder alle mine Fordringer, at jeg ingen anden onſker, ſkiondt der⸗ med blot kan ſaaes ſœdvanlig Sad, ſaavelſom Erter, Lindſer og Vikker, kun ei, ſom med den chokſke Saaemaſkine, fiint Froe. Med hiin Maſkine kan heller ei vilkaarlig ſaaes tykkere og tyndere af hver enkelt Sadart, men den ſaaer i et⸗ hvert Tilfalde tilſtrekkeligen tykt; og kunde man end under visſe On mſtaœndighe⸗ der ſaae end tyndere, ſaa blev Beſparelſen og Fordeelen dog ringe. Hvede, Rug og Byg ſaaer den halv ſaa tynd ſom ſodvanlig, Havren lidet tykkere. Den er ſtikket til at bruges paa ethvert Jordsmon, kan uden Omſtandigheder transpor⸗ teres til Marken, da den end ei ved betydelig Ryſtelſe beſkadiges. Ei heller be⸗ hever man at frygte for, at dens Deele komme i Uorden, ſonderbrydes, hurtig opflides, eller paa anden Maade forfalde, og man kan med Henſy den til enhver Arbeider. Dens Underdeel bruges tillige ved Behakaingen, da de n herpaa betroe til Oiemedet pasſende forſkiellige Jern faſſtes dertil, iſtedetfor Furejernene, efter⸗ at Saaekasſen nemlig er aftagen. Denne Maſkine bruges uden Banſtkelighed; men en Beſkrivelſe heraf er forgieves, fatte dens Anvendelſe. da man blot ved at ſee den brugt kan §. 112. Denne Dyrkningsmaade kan ivarkſctttes paa ethvert, blot forud tilſtrak⸗ keligen dyrket, Jordsmon, hvad enten dette er meget bindende eher loſt. Paa det eg at anſee ger, mere adſaaening neſten all negen Var⸗ iſtrevet og , ſom jeg overbeviiſt ſaa fuld⸗ kiondt der⸗ kker, kun kan heller ſaaer i et⸗ ſtandighe⸗ vede, Rug . Den er r transpot⸗ ei heller be⸗ des, hurtig paa bettoe zen, da de nene, efter⸗ nſtelighed; brugt kan nd tilſttak loſt Paa det Raddyrkningen. 91 det leerede Jordsmon bor dog det rette Tidspunkt noiagtigen iagttages, at Saae⸗ ningens og Behakningens forſtiellige Operationer kunne ved rigtig Fugtigheds⸗ tilſtand iverkſettes. Man kan folgelig antage, at dette ved ugunſtigt Veirlig kan forhindres, og den radſaaede Sœd mislykkes. Paa meget loſt og ſandet Jordsmon kan man ligeſaalidet vente paafaldende Virkning af Behakningen. Alt⸗ ſaa er det Jordsmon, der indeholder fra 30 til 60 Procent Leer, formodentli⸗ gen det der hertil er bedſt ſkikket. At Ageren er bakket, gior ikke Hindring, men altfor ujœvn maa den ikke vere; thi i dette Tilfœlde kunne de ſex Jern, hvormed dette Redſkab drager Fu⸗ rer og behakker, ei lige dybt trange i Ageren. Jorden bor vere kraftfuld og vel dyrket, thi ellers kan man ei vente, at dette Foretagende vil fuldkommen og rigelig lonnes. Kraftlos Jord kan ikke tilſtrekkeligen nere de mange Halme og Ar, ſom ved Behakningen fremlokkes. Det har vel undertiden veret Tilfeldet, at man paa mager Grund har havt bedre Hoſt af den radſaaede end bredſaaede Sad, men dog ei i det Forhold ſom paa kraftfuldere Agre, og i dette Tilfœlde indrommer jeg, at Axene, naar Kigernen ſkulde dannes, kunne mangle det dertil fornodne Naringsſtof. Ageren bor verre renſet for ſtore Stene, der ligge ſaa hoit, at deres Spid⸗ ſer naae det dyrkede Jordsmon, thi i modſat Tilfeelde ſonderbrydes letteligen de Jern, der drage Furer, ſaavelſom de, der behakke. Mindre Stene hindre ikke Behakningen aldeles, men ſkade dog Redſkaberne betydeligen. Man kan over⸗ hovedet ei betrade dette Kulturens heiere Trin, inden man er farrdig med Age⸗ rens Tilberedning dertil, hvorhen horer Stenenes Udgravning og Sankning. Dernaeſt er det ufravigelig Betingelſe, om man ved denne Dyrknings⸗ maade ſkal opnaae den ſtorſt muelige Fordeel, at Ageren er aldeles frie for Rod⸗ ukrud og perennerende Planter, og ſaavidt muligt for Froeukrud; thi odelcegges og undertrykkes end meget Ukrud ved Behakning med Heſteredſkaber, ſaa kan det derved dog ei aldeles overvindes. Hdelcegger end Heſtehakken Ukrudet i Plante⸗ radernes Mellemrum, ſaa er den dog aldeles uvirkſom mod det i Sadens Rader. Rodukrudet er til Hinder, naar Furerne ſkulle drages og Jorden behakkes, og ved M 2 at Hvorvidt den⸗ 92 Raddyrkningen. at ſœette ſig for Jernene ſlabe disſe Jorden, uden aldeles at udrive Ukrudet. Me⸗ get Frseukrud odelcgges, men i Sedraderne voxer det ſaa meget ſteerkere og ka⸗ ſter Froe i den ſkiornede Jord. Det lykkes derfor ſieldent ved Raddyrkningen, at renſe meget urene Agre; men velrenſede Jorder holdes derved rene, naar man blot iverkſœtter det ubetydelige og let overſkuelige Arbeide, at lade Folk gaae imellem Raderne og udrive de enkelte Ukrudsplanter, medens de blomſtre. §. 113. Bed Raddyrkningen bliver det mueligt, meer end ved den ſadvanlige Dyrk⸗ ne Dyrknings⸗— ningsmaade, at vige fra Frugtvexelens Regel og, da Jorden ſtedſe holdes reen og maade pasſer til forſtiellige ſfior, i umiddelbar Folge at dyrke flere Gange Sœd. En radſaaet og tilborlig Agerdyknings⸗ ſyſtemer. behakket Ager er i Almindelighed efter een Ploining ſaa ſkior, at man atter kan ſaae Sed derpaa. Den Formening, at Raddyrkningen ſtaaer ner i Forbindelſe med det ſaakaldte Frugtvexelbrug, er derfor ſaare urigtig. Dette Dyrknings⸗ ſyſtem lœgger tvertimod Hindringer i Veien for Raddyrkningens almindelige An⸗ vendelſe paa enhver Afgrode, og dette er en af Arthur YVoungs og nogle andke Englanderes Hovedindvendinger derimod. Skal der ſaaes Klover i Bygget efter behakkede Frugter, ſaa kan dette ikke ſkee for umiddelbar efter den ſidſte Behak⸗ ning, da Klsverfroet nedlagges i det nylig ſtiornede Jordsmon. Det falder i Ridſerne og fremvoxer om Veirliget er gunſtigt, ſaare ſnart i Rader; men er det modſatte Tilfœldet, da kan Kloveren, ſom Erfaring har lart mig, aldeles „delxgges. En Gang faldt umiddelbart, efterat denne var ſaaet, ſterk Pladſk⸗ regn, hvorved Jorden nedſkylledes i de ſmaae Furer og ſammenſloges ſaa ſterkt, at Klsveren ei kunde giennembryde den. En anden Gang, nemlig i Aaret 1810, hindrede den vedholdende Torke Kloverens Spirning, eller den odelagdes efterat den var kommen i Vext. Ved ſandan ſildig Saaening og ved ei tilſtrœkkelig at kunne blande Jord og Klover, ſtaaer man altid Fare for, at denne mislykkes, og Skaden deraf er ſaa ſtor, at jeg har beſluttet, aldrig at radſaae Byg, naar deri ſkal ſaaes Klover. Vel kan Vinterſaden radſaaes i Kloverſtubbene efter een Ploining„ naar denne blot er ſkeet med Omhyggelighed og naar Jorden har ſat ſig. Men Kloverrodderne ere ſtedſe til nogen Hinder og Radſageningen büiver van⸗ tanſteli lighed. Forſtiel blot dyr Etedet R ſaa dybt gets Be hertil Kierne ſom til Behakn b Sad, Fortrin V riſering il l ved den Pinter Luften ſtorre der, ſo ſaameg fondid det. Me⸗ ere og ka⸗ eningen, at naar man Folk gaat e. gllige Dyrk⸗ des reen og g tilborlig atter kan forbindelſe dyrknings⸗ delige An⸗ ogle andre gget efter ſte Behak⸗ et falderi er; men a g, aldeles erk Pladſt⸗ ſaa ſtarkt, rret 1810, des efterat rekkelig at slykkes, og Byg, naar ene efter een den har ſat ngen blibet van⸗ Raddyrkningen. 93 vanſkeligere end paa en reen Ager. Ved Snitploven ſiernes dog denne Vanſte⸗ lighed. Forreſten holdes Agrene ved Frugtvexelbruget ſaa ſkisre og rene, at Forſkiellen mellem raddyrket og bredſaaet Sad ei bliver der ſaa ſtor, ſom hvor blot dyrkes Sœd, og Raddyrkningen, ſtiondt paa ufuldkommen Maade, trader i Stedet for Brak og Behakning. §. 114. Radſaaeningens egentlige Fordeel er blot, at Sœdekornet kan lœgges netop Raddyrknin⸗ gens Fordele⸗ ſaa dybt, ſom det, overeensſtemmende med ſin Natur, Jordsmonnets og Veirli⸗ gets Beſkaffenhed, behsver,— dette fremvirkes ved at ſtille Maſkinen i Forhold hertil og ved meer eller mindre at trykke paa dens Stierter— hvorved hver ſund Kicerne kommer i Vert. Men denne Fordeel vilde maaſkee ei overgaae den Skade, ſom tilfoies Saden ved dens mere ſammentrangte Rader, og det er egentlig Behakningen, der efter utallige comparative Forſog forſkaffer den radſaaede Sed, med Henſyn paa Kigrnefrembringelſe, ſaa betydeligt og uimodſigeligt Fortrin for den bredſaaede. Enhver veed, hvormeget ved Jordſkorpens Pulve⸗ riſering virkes paa enhver Plante. Blot ved Havedyrkningen har man hidind⸗ til lagt Marke til denne Virkning, men ſielden foretaget Noget i Marken, hvor⸗ ved den kunde frembringes. Den er iſcerr meget ſtor, naar den Skorpe, ſom om Binteren er dannet, pulveriſeres om Foraaret, og Atmoſhperens Forbindelſe med Luften derved gienoprettes. Derfor yttrer denne Dyrkningsmaade ſaameget ſtorre og mere paafaldende Virkning paa Vinter⸗end paa Vaarſcd og mindſt paa den, der, ſom det ſexradede Byg, har kort Vegetationsperiode, hvori Jorden ei kan ſaameget hardes. Storſt Virkning ſporer man i Almindelighed paa Hvede, deels fordi den har den lœengſte Vegetationsperiode, deels fordi den behover meeſt Na⸗ ring, der ved Hielp af Behakningen tilfsres den. Dernaſt beroer Virkningen paa, at nye los Jord hyppes op til Planteraderne, og dette ſkeer fornemmelig ved den ſidſte Behakning. Hypning gavner enhver Plante, men fornemmelig dem, der, ſom Saden, fra de nederſte Kncee ſkyde nye Rodder, naar de omgives af frugtbar Jord. Derfor bor den foretages i det Tidspunkt, naar Planterne be⸗ hove 94 Raddyrkningen. hove meeſt Rœring, i den meeſt levende Vegetation, naar Straaene begynde at ſkyde i Veiret. Undertiden lagde man merke til, at Soœden, naar den flittigen behakkedes med Heſteredſkaber, holdt ſig lengere ved Jorden, blomſtrede og modnedes ſil⸗ digere, end anden Sad. Dette er ei altid Tilfoœldet, og jeg mage tilſtaae, at jeg ei har bemarket ſaadant. Men naar dette imidlertid indtraʒffer, ſaa bliver det ſtedſe til Gavn for Afgroden, thi da buſker Saden ſig ſtœrkere og gaaer vel ſenere, men med flere ſamtidige Straae i Veiret. Man finder ſtedſe, at Straae og Ax ere mere ſamtidige ved raddyrket Sad, og at de ſmaae ſildige Ax aldeles for⸗ ſvinde. Ved denne Dyrkningsmaade blive Straaene ſtedſe forere forneden og heri finde vi Aarſagen, hvorfor raddyrket Sad ei gaaer i Leie under de Omſtandighe⸗ der, hvor anden Sad allerede ligger, og denne ene Omſtandighed taler allerede meget til Raddyrkningens Fortrinlighed. Indromme end Nogle, at Behakning med Heſteredſkaber er gavnlig paa bindende og fugtig Grund, ſaa frygter dog Andre, at det loſe og torre Jords⸗ mon derved ſaameget meer udtorres. Dette vil dog ved noiagtige Obſervationer findes ugrundet, thi det Jordsmon, hvis Overflade er losnet, vedbliver lœngere at vœre fugtigt, end det, hvorpaa en Skorpe er dannet; thi hiint indſuger om Natten atmoſphariſt Fugtighed. En liden Regn treuger ligeledes dybere i det ſtiore end i det hœrdede Jordsmon; thi hiſt ſynker den ſtrax og tranger til Ro⸗ den, her forbliver den derimod ved Overfladen og bortdunſter hurtigen. §. 115. Radernes Af⸗ Om Radernes Afſtand var man leenge uenig; thi Nogle paaſtode, at 6, ſtand. Andre at 12 Tommer var den rette Afſtand. Nu er man temmelig enig om, at 8 à 9 Tommer er den meeſt pasſende Afſtand for enhver Sedart. Staage Ra⸗ derne tœttere, ſaa kan man neppe hyppe, da man har altfor lidet Jord dertil. Storre Afſtand ſynes derimod unodvendig, ligeſom derved altfor megen Jord bli⸗ ver ubeſagaet. Hvo der i denne Henſeende er meget noiagtig, ſaaer Raderne tatt⸗ tere af Vaarſad end af Vinterſad, thi denne buſker ſig ſterkere. Men i dette Til⸗ b düljahe Ifttand, gevnlig heder. ſnage, Nankern harven, traffed ſaa dal mindre andres, 4 w fe end d holdel V den ſpa blot 3 meget heide hehakt Paa; geſte Rbdl gynde at ehakkedes nedes ſil⸗ ſtaae, at aa bliver Jaaer vel it Straae ldeles for⸗ en og heri kandighe⸗ allerede nlig paa tee Jords⸗ vationer lengere ſuger om bere i det er til Ro⸗ de, at b, Zom, at btaae Ra⸗ erd dertil. Jord bli⸗ derne tat⸗ en i dette dil⸗ Raddyrkningen. 95 7 Tilfœlde bor Saaemaſkinen kunne omſtilles. Min ſaaer Raderne i 8 ¾ Tommers Afſtand og hermed er jeg vel tilfreds. §. 116. Naſt Saden radſaaes Balgfrugten ofteſt og dette er den uncegteligen ſaare Anvendelig⸗ gavnligt. Dog har jeg ved Wrteavl paa denne Maade modt ſtore Vanſkelig⸗ frugt. heder. Saaedes de ligeſaa tœtte ſom Seden, ſaa kunde de, medens de vare ſmaae, blot ſkufles men ikke hyppes, da de derved tilhylledes. Senere dannedes Rankerne, og lagde ſig ſaaledes hen ad Jorden, at man ei kunde bruge Heſte⸗ harven, uden at ſonderrive dem. Det har i det ringeſte aldrig lyktes mig, at traffe det rette Tidspunkt. Saaedes Raderne i ſtorre Afſtand fra hverandre, ſaa dœkkedes Jorden ei tilſtrekkeligen og de ydede da uncegtelig meer Kicerne, men mindre Halm. Dog nagter jeg ei, at ſaadant kan paa een eller anden Maade cendres, og da kan det verre fordeelagtigt, at raddyrke Erterne. Denne Dyrkningsmande pasſer derimod fortrinligen til Lindſer, der bor ſages i ſamme Afſtand ſom Saden; de mindre med Bygvaltſen, de ſtorre med Havrevalſen. De barre da overmaade ſterkt og kunne med ringe Umage holdes rene. §. 1I12. Enhver der kiender Raddyrkning veed, at det, der i Henſeende til de der⸗ ved forsgede Udgivter anfores mod den, er aldeles ugrundet. Anſlager man den ſparede end de forsgede Arbeids Omkoſtninger tilligemed Maſkinens Anſkaffelſe og Vedlige⸗ udfad. holdelſe ſaa hoit mueligen, ſaa erſtattes alt dog overflodigen ved Halvdeelen af den ſparede Udſced. For at anſlaae dem omtrent og til det hoieſte, antager jeg at blot 5 Tonder Land radſaaes og behakkes paa een Dag. Jeg vil anſlaage Heſten meget hoit til 3 Mk. og to Arbeidere ligeledes til 3 Mk., ſaa koſter en Dags Ar⸗ beide folgelig en Rigsbankdaler Sslv. Een Gang at radſaae og to Gange at behakke 5 Tonder Land koſter folgelig 3 Rbdlr. eller 50 Tonder Land 30 Rbdlr. Paa 50 Tonder Land ſpares, ved at ſaae halvt ſaameget ſom ellers, i det rin⸗ geſte 25 Tonder Sad, ſom à 2 Rödlr. Tonden bringe mig en Fordeel af 20 Rbdlr. For at radſaae 50 Tonder Land Vinterſed behoves en Maſtine— hvor⸗ Storre Af⸗ grode. 96 Raddyrkningen. hvormed da kan ſaaes ligeſaa megen Vaarſced— der koſter 130 Rbdlr. Efter 8 à 9 Aar er denne Capital tilligemed Renter, ved den ſparede Udſad paa 50 Tonder Land, gienerſtattet, men Maſkinen vedbliver ſikkert i 20 Aar at vere brugbar, iſcer om den blot bruges til at ſaae Vinterſaden. Efter 3 à 4 Aar forefalder nogen Reparation, men dens Omkoſtning dakkes i det ringeſte(ved den ſparede Udſad, og ſenere bliver Overſkudet ſtort nok, til at kunne dakke Ud⸗ givten ved Jernenes Iſtandſcttelſe. Nodtes man til, ſom Nogle have anfort, at holde en ſcrſkilt Heſt til dette Arbeide, og at denne efter hine 30 Dage var overflodig, ſaa blev Arbeidet unagteligen herved koſtbarere; men denne Forudſcetning pasſer ikke til eet Avls⸗ brug blandt tuſinde, §. 118. Men Raddyrkningens Fordeel beſtager ei, ſom Nogle have meent, blot i ſparet Udſad, men ligeledes i ſtorre Afgrode paa lige Areal. Dette er ved tu⸗ ſindfoldige Forſog beviiſt og ſelv Raddyrkningens ivrigſte Modſtandere nagte ei dette. Hvormeget ſtorre Afgroden er, kan ei i Almindelighed beſtemmes, da de ſammenlignende Forſog have havt forſkiellige Udfald. Efter adſkillige Forſog ydede radſaaet Hvede en Trediedeel meer end bredſaget— ei beregnet efter Fold, men efter Areal.— Overeensſtemmende med andre Forſog blot en Femtedeel eller Tiendeel mere. Udfaldet beroer fornemmelig paa Jordens Kulturgrad. Jo kraftfuldere, renere og dybere bearbeidet Jorden er, deſto ſtorre Fordeel har man af Raddyrkningen; paa mager Grund bliver den derimod ringe. Mange, der radſaaede Saden, forſikkre, at Fordelen blev ſtorre, jo lœngere de fortſatte denne Dyrkningsmaade; Andre paaſtaae derimod, at den formindſtedes. Hine have uden Tvivl, giodet Jorden i Forhold til den Kraft Afgroderne uddrog; disſe have derimod maaſkee af for ſtor Tiltroe til Behakningens Virkning, undladt ſaadant; thi det er ſikkert, at Jorden ved Raddyrkningens ſtorre Afgroder, ſterkere udtœres, om dette end ikke ſpores i de forſte Aar. Ved Raddyrkningen frembringes ſtedſe fuldkommen Sad. Den veier, overeensſtemmende med ethvert Forſog, meer end den bredſagede. Ved toradet Byg, — Bg har Tonde, ſaa er de folgelig N bor vi bl diides m pasſende zeilgret folgelig driſtig Raddyrk kommen Oyſyns gen end 6 det har ningen Det el brydes veriſere folge ſenere bor ne at ſty den g dugti Ke r. Efter d paa 50 r at vare 3 à 4 Nar ngeſte ved dakke ud⸗ t Heſt til v Arbeidet leet Avls⸗ int, blot i er ved tu⸗ e negte ei mmes, da ige Forſog efter Fold, Femtedeel rgrad. Jo eel har man Lange, der de fortſatte des. Hine drog; disſe g, undladt e Yfgroder, Den veitt, Ved toradet Byg/ Raddyrkningen. 97 Byg har jeg eengang iagttaget, at Forſkiellen var henved et Lispund paa en Tonde, og ved Hvede endnu ſtorre. Da Saden er ſtor og fuldkommen udvoxen, ſaa er den ſardeles ſkikket til Sœdekorn. For at avle godt Sadekorn kan man folgelig anbefale hvert ſtort Avlsbrug Saaemaſkinens Brug. §. 119. Men til Sadens, eller endog blot Vinterſcedens almindelige Raddyrkning, Kan ei drer alt indfores bor vi blot raade de Landmand, hvis Avlsbrug, allerede paa et hoit Kulturtrin, drives med ſtorſte Opmeerkſomhed og Overleg. Det rette Tidspunkt og den meeſt pasſende Behakningsmaade bor, ved den radſaaede Sad, noie iagttages. Et Feilgreb kan gisre ſtor Skade. Den der ei er bekiendt med Raddyrkningen bor folgelig begynde i det Smaae. Enhver Begynder er enten for frygtſom eller for driſtig ved Behakningen med Heſteredſkaber. Paa mager Grund erſtatter Raddyrkningen ei tilſtrekkeligen det dermed forbundne Arbeide. J et ei fnld⸗ kommen organiſeret Avlsbrug fordre desuden ſaamange Gienſtande Eierens eller Opſynsmandens Opmarkſomhed, at det ikke fynes raadeligt, ved Raddyrknin⸗ gen end meer at foroge disſe. §. 120. Vinterſoden behakkes ikke forend Foraaret efterat den er ſaaet; om Efteraa⸗Behakningem. ret har man ei ſporet Gavn deraf, ſelv naar Saden tidligt ſagaedes. Behak⸗ ningen bor foretages, naar Vegetationen begynder og Jorden er temmelig tor. Det er ſom ofteſt raadeligt, forſt at harve paa tvers med en Jernharve. Herved brydes Jordens Skorpe, hvormed Jernene ellers letteligen dekke Sceden. Pul⸗ veriſeres dernceſt ei den ſeie Jord af ſig ſelv, ſaa er det bedſt at lade Tromlen folge den ſkuflende Heſtehakke; thi det er vigtigt, at det sverſte Jordlag, der ſenere ſkal bringes teet til Planterne, fuldkommen ſmuldres. Naar Seden begynder at ſkyde i Veiret hyppes den. Dette Tidspunkt bor noiagtigen iagttages. Det er vel ei ſtadeligt, om Straaene have begyndt at ſkyde frem, men raadeligſt er det, at Behakningen tilendebringes, inden Sce⸗ den gaaer i Ar. Man ber itide verre beredt til dette Arbeide, at Jordens rette Fugtighedsgrad, hvori den hverken er for haard af Torke eller for ſei af Fugtig⸗ Fierde Deel. N hed, 98 Raddyrkningen. hed, kan iagttages. J ugunſtigt Veirlig nodes man ofte til at ſoge efter det Sted, hvor man bor begynde. Dette er Raddyrkningens kritiſte Tidspunkt, it den der ved fornoden Opmarkſomhed og Virkſomhed dog ei forfeiles. Man kan viſt delig. nok foreſtille ſig ſaa ugunſtigt Veirlig, at den anden Behakning ei kunde ivark⸗ gavnli ſcettes. ſaa Fald kan man ei vente udmerket Afgrode; men er den forſte Be⸗ ſtrekte hakning godt fuldfort, ſaa overgaaer dog den raddyrkede Sad ſtedſe den bred⸗ for ma ſaaede. ſanne Ofte behakkes Vaarſceden blot een Gang, nemlig med de Jern, der hyppe foldkom og i det Tidspunkt, da den ſnart ſkyder i Veiret. Men ſtufles den, medens den er Raͤſt yngre, ſaa er dette ſaameget deſto bedre, iſer om meget Ukrud viſer ſig imellem ſradde Raderne. Skuflingen bor ei ſaa tidlig foretages, at Sedens Spidſer dakkes af Jord. Vil man meget tidlig ſkufle den, ſaa bor Jernene aldeles ikke vere maade convexe, men fuldkommen flade, at Jorden ei ſkal ſkydes til Siden, men uden Skribt at flyttes, lade Jernene glide under dens Overflade. and §. 121. Sadens Nogle have foretrukket Dibling, for Radſaaening. Planterne komme da Alaatums ei blot i Rader, ſom have lige Afſtand fra hverandre, men endog i Raderne, lige vidt fra hverandre. De kunne da, deels med Maſkiner, deels med Haand⸗ redſkaber behakkes fra alle Sider. Ved Diblingen bruges endnu mindre Sede⸗ korn, da Fierdedelen af det ellers fornedne er tilſtrekkeligt. Naar Seeden er tet; dyr betales Arbeidet herved, og deri ligger formodentlig Aarſagen til det Bifald, der ſom denne Methode paa en vis Tid vandt i England. Man gav Fruentimmer og fvorre Born den Sed, de ved deres Arbeide ſparede, i Daglon, og reddede dem uden V Omkoſtning fra Hungersnod. ien Med Traeſtokke ſtikkes Huller i Jorden tre til fire Tommer fra hverandre gt! og heri kaſtes nogle Korn. Eller man bruger fordeelagtigere et Redſkab dertil, Pla liig det Gartnerne anvende ved Erternes Lagning og hvorved paa een Gang gio⸗ mete res tolv og flere Huller, naar man trader derpaa. Ploiſtrimmelen, paa hvis alt Midte en Rad Korn lagges, betegner Linien og dernaſt harves. e efter det Zidspunkt, n kan viſ nde ivark⸗ forſte Be⸗ den bred⸗ der hyppe dens den er ſig imellen dſer dakkes ikke vare men uden komme da i Raderne, ned Haand⸗ andre Sade⸗ Saden er det Bifald, atimmer og dem uden hverandre ſkab dertil, Gang gib⸗ , paa hvis Raddykningen. 99 Det er indlyſende, at denne Fremgangsmaade fordrer meget Arbeide og at den folgelig blot under visſe Omſtaendigheder og paa mindre Arealer er anven⸗ delig. Medens nogle Englanndere anbefale denne for Daglonner⸗Familier, ſaare gavnlige Methode, anmerke Andre, at den er meget mislig, da man ei med til⸗ ſtrekkelig Noiagtighed kan holde Bie med Arbeiderne, der i nogle Huller kaſte for mange Korn og i andre aldeles ingen, ligeſom dette er dem beqvemmeſt. Blot ſmaage Lodders Eiere, der, ved deres Familiers Hielp kunne forrette dette Arbeide, ere fuldkommen visſe paa, at det forrettes, ſom det bor. Man ſtrabte at opfinde Redſkaber, hvorved Kornene lagdes enkelte; men adſkillige i den Anledning op⸗ ſtaaede Ideer fandtes undforlige. Frankrige har man ligeledes giort mange Forſog med denne Dyrknings⸗ maade, hvilke Senator Grev Fran ois de Neufchateau udforligen beretter i hans Deri handles dog blot om de mange Fold, men hverken om Omkoſtningerne eller Arealets Storrelſe. Skrivt: L'art de multiplier les grains. Paris 1809. Belgfrugterne. §. 122. Balgfrugterne dyrkes udentvivl ligeſaa tidligt, ſom de egentlige Sedar⸗ ter; thi Inſtinkt og Erfaring larte Menneſkene, at de ingen Sad kunde avle, der var mere narende, mere pasſende for det menneſkelige Legeme, og ſom gav ſtorre Afgroder, end disſe. Balgfrugterne indeholde en ſtor Mangde af den Subſtants ſom Einhoff forſt, under Navn af dyriſk⸗vegetabilſk Subſtants, fremſtillede. get neer beſlœgtet med den dyriſke Materie og i det ringeſte ligeſaa nœrende ſom Da den er Balgfrugternes herſkende Beſtanddeel, Erfaring, grundet paa almindelig Folelſe, lœrte Den er me⸗ Plantelimen. ſaa ere de mere narende end Sadarterne. alt for lœnge ſiden, at Lindſer, Erter og Bonner, ei allene mattede ſtarkere og i lœngere Tid, men at de endog ſtyrkede Legemet meer end alle andre vegeta⸗ bilſte Produkter. J dem finder Arbeidsmanden Erſtatning for Kiodet, ſom han N 2 ei Disſe Frug⸗ ters nerende Beſtanddele. Ogſaa neren⸗ de for Vege⸗ tabilierne. det mangle. 100 Beegfrugterne. ei ofte kan nyde og det ſynes, at en ſœeregen Drivt opfordrer ham til, ved disſes Nydelſe, at give Legemet Erſtatning for det, ſom iſcer Rug og Kartofler lader Derfor ere de uundverlige ſaavel for vore Arbeidsfolk ſom Matro⸗ ſer, og enhver af disſe ere utilfredſe naar de ei et Par Gange om Ugen nyde dem. Det ſom Erfaring allerede for lange ſiden larte, er ved chemiſte Underſogelſer be⸗ krœftet og begge ſtemme overeens deri, at Balgfrugterne er den meeſt nœrende Fode ſom Planteriget i vort Klima frembringer. J ſamme Forhold maatte de fuldkommen modne Balgfrugters Halm ſtaae til Sodarternes; men da Bellgfrugternes, iſcer de rankedannedes, Halm ſiel⸗ den er ſaa aldeles udtomt, ſom Halmen af de modnede Sadarter, og tvertimod endnu har Saft og Liv, naar Planterne hugges, ſaa er den ogſaa mere narende. Afhugges disſe Vexters Top inden Kicernen dannes, ſaa er den ligeledes mere nœrende end Sceedarternes. §. 123. Denne Planteklasſe ſynes ei blot ſeerdeles nœrende for Dyrene, men endog Ved dens ſtore Mangde animalſt⸗vegetabilſke Beſtanddeele ligner den den dyriſke Giodning, oploſes hurtigere ved Forraadnelſen og gaaer ſnarere end noget andet vegetabilſt Giodemiddel over i Planterne. J det ſydlige Europa har man fra Arrilds Tid giodet Jorden med disſe Vexter. Den hvide Lupine(Lupinus albus), der formedelſt dens bittre Smag er uduelig til andet Brug, har man fornemmelig brugt hertil og ei blot nedploiet dens gronne Top(ſee Annalen der Fortſchritte des Ackerbaues 1 D. 2 H.) men endog brugt dens Froe, efterat det ved hedt Vand var berevet Spireevnen, for dermed at ſtyrke Oliven og andre ſvage Frugttreer. Klasſe bruges paa ſamme Maade. Foruden hiin ſœregne Beſtanddeel, indeholder Balgfrugterne ogſaa Sti⸗ velſemeel og ligeſom Sadarterne en ſlimet let oploſelig Materie, ſom dog ei er ſod. Balgfrugterne tillaves bedſt ved Kogning. Deres forſkiellige Beſtanddeele bringes derved i inderligere Forening, blive meer oplsſelige og let at fordoie. Derved forbedres de ligeſaameget, ſom Saden ved Brodgiceringen og Bagningen. De for Vexterne. Flere Verter af denne kunne o deofter ring Jorden, tilegne nismet egne ſ Nang Efter Brakfr Ageren ſtraget forſte! heed, i, ſel graae denne paa! b nes o ſere, ded disſes tofler lader ſom Matte⸗ unyde dem. ſogelſer he erende Fode Halm ſtage Halm ſiel⸗ tvertimod re nœrende. ledes mere men endog eele ligner eer ſnarere ige Europa eSmag er t nedploiet 2 H.) men onen, for af denne ogſaa Eli⸗ gei er ſed. zeſtanddeele at fordoie⸗ Bagningen, de Beelgfrugterne. 101 kunne ogſaa bages, men Brodet ſmager ilde. Blandede med Sadmeel bruges de oftere, og Brodet, ſom derved ei miſter ſin gode Smag, bliver, efter al Erfa⸗ ring, mere narende. §. 124. At Frugter, der indeholde ſaamegen Naring, uddrage Plantencering af Hvorvidt de⸗ Jorden, er ganſke viſt. Men det ſynes dog, at de fra Atmoſpharen og Vandet windareen tilegne ſig mere Nœring end Sodarterne, og overeensſtemmende med deres Orga⸗ hhnabie nisme tilberede den. Man tor vel ei antage, ſom Nogle have meent, at de til⸗ egne ſig og behove en ſceregen Materie, ſom Seedarterne ſtodte fra ſig, men Mangdeforholdet, hvori de tilegne ſig Grundſtoffene er udentvivl forſkielligt. Efter gammel og almindelig Erfaring har man anſeet dem ſom forbedrende eller ſom Brakfrugter, ſaa at man ved at vexle med disſe og med Sadarter kunde laenge holde Ageren ved Kraft og frembringe ſtorre Afgroder, end om man ſtedſe dyrkede lang⸗ ſtraget Sod. Det er overflodigt at ſige meer i denne Anledning, end det der i den forſte Deel, i Lœren om Frugtvexelen, er anfsrt, thi enhver erfaren Landmand veed, at ved uafbrudt Sadavl er denne Vexel uomgigengelig nodvendig, og kan ei, ſelv ved ſtœrkere Giodſkning, undveres. CErterue, §. 125. Wrterne ere, blandt Balgfrugterne, den Art, der dyrkes ofteſt. Af Wrter have vi to Hovedafarter, nemlig den almindelige gule og den graae Ert, ſom iſcer dyrkes i Polen og Preusſen. En Afart af den gule Art, er den gronne, der endog torret beholder denne Farve, men forreſten, neppe har noget andet Skielnetegn. Gartnerne have frembvagt en ſtor Mangde Afarter, ſom ligeledes dyrkes paa Agrene. Man har iſerr nogle, der tidligere ſette Balge, tidligere mod⸗ nes og ei ſtyde ſaa hei Top, ſom andte. Man formener at de lykkes vis⸗ ſere, ere mere tyndſkallede og blodere; da derimod de ſildigere ſtorre Arter under⸗ tiden Jordsmon. Deres Plads i Sadſkiftet. 102 Wrterne. tiden give rigere Afgroder og ſtedſe mere Halm. Det ſom under de fleſte For⸗ hold taler til Fordeel for de tidlige Wrter er, at de ei letteligen angribes af Meel⸗ dug, inden de have ſat Balge, og at man, da de hoſtes tidligere, vinder mere Tid til at forberede Ageren til Vinterſœd. Nogle paaſtaae, at den ſtore preusſiſke graae og kantede Ert, med vio⸗ lette Blomſter, ei lykkes under andet Klima, men tvertimod udarter. Iſer i Leine⸗ og Veſeregnen dyrkes en egen Sort graae Srter med violette Blomſter, men naſten ene til Qvagfoder, da den har en meget ſtor Top, og formedelſt dens bittre Smag anſees uduelig til Menneſkefode. art af hiin. Undertiden faae de gule Erter, med hvide Blomſter, ſorte Korn og vio⸗ lette Blomſter, og Nogle formene, at dette hidrorer derfra, at de ere befrugtede af Vikker. Men efter mine Jagttagelſer hidrorer dette blot fra Jordsmon og Veirlig, thi jeg har bemerket, at de kunne atter vende tilbage til deres obri delige Tilſtand, og at violette Blomſter ei ſtedſe give graae Erter. §. 126. Sand eller kalkholdigt Leer, der hverken er vaadt og koldt, eller lider for meget af Torke, er udentviyvl bedſt ſkikket til rtedyrkning. Dog lykkes Er⸗ terne ogſaa, ei blot paa ſtarkt Leer, men paa leerholdigt Sand, naar Veirliget blot er gunſtigt og Jordsmonnet ved ſin Beliggenhed ei alt for tort. En Blan⸗ Denne er formodentlig en Af⸗ ding af Kalk, ſelv om denne er ringe, fremmer meget deres Vert og man har adſkillige Steder erfaret, at Ertedyrkningen ikke lykkedes med mindre Kalk eller Mergel, om end for adſkillige Aar ſiden, er bragt paa Ageren. Derimod ſynes det, at de ei kunne taale, at Jorden er ſuur, og Kalkens fornemſte Virening er maaſkee, at oploſe Syrerne. §. 127. ₰ Trevangsbruget dyrkes Erterne i Brakmarken. Dette er naſten al⸗ mindeligt, hvor Jorden kan bere Erter. Man kan ikke negte, at Vinterſad i Almindelighed yder noget mindre efter Erter end efter Brak, og at Jorden let⸗ teligen bliver ureen, iſer om man ofte ſaaer Erter i Stedet for at brakke. Der⸗ for dyrknin der mit forting Nu ere See: ¹ D 82 Nkhä b i god V anger marh der ei lang? V Dmſta frugte Forme ſager. eler f ſleſte n⸗ 5 af Neil⸗ r mere Ti med vie⸗ Iſeri Blomſter, edelſt dens lig en Af⸗ en og vie⸗ befrugtede dsmon og tes oprin. t lider for ndre Kalk Derimod Virkning naſten al⸗ Vinterſah Jorden let afke. Der⸗ for Prterne. 103 for finder man endnu ſtedſe Landmand, der ſaa ſtrengt holde ved den gamle Dyrkningsmaade, at de i Stedet for at ſaae Wrterne i Brakmarken, dyrke disſe i Baarſadsmarken og dernaſt brakke, for derved, tiltrods for dem, der tilraade Brakfrugtdyrkning, at kunne fremviſe fortrinligere Vinterſced. Disſe tilſtkrev endog Ertedyrkning i Brakmarken den formeentlige Sadmangel og Dyrhed, ſom nylig fandt Sted. Men dyrkes Erterne ei alt for ofte, forſommes Brakkens Be⸗ arbeidning kun ei aldeles for disſes Skyld, og behandles Ageren for og efter Erte⸗ dyrkningen godt, ſaa er derved intet at vove og det Lidet, ſom Vinterſaden gi⸗ ver mindre, erſtattes mange Gange ved rternes Vard, ligeſom Jordens Kraft⸗ forringelſe ved Ertehalmen. Kobbelbrugerne ſaaede i lang Tid Wrter allerſidſt, ſom derfor mislykkedes. See: Om det rette Forhold mellem— og Lssdnckane S. 146 og Annalen der meck⸗ Land f chaft B S. 276. „ſaaſom Kartofler. Nen k vel disſe, ſom hine tilberede Jer⸗ den godt til Sadavl og derfor dyrkes efter Frugtfolgens Regel i Almindelighed d mellem dem. Men hvo vil ikke lesrive ſig fra denne Regel, n under ſrregne Omſtandigheder har tilſtrekkelig Grund dertil? ſe formene at Erter mislykkes den forſte Gang de dyrkes paa en Ager, r baaxet Erter og de dyrke dem derfor ſtedſe paa den Mark, ſom t beſtemt tildem. Dette er aabenbar Fordom, naar ei ſeœregne lang Tid har vorre Omſtandigheder giore de vyrige Agre uſkikkede til Erteavl. Andre befrygte, at Erterne ſkulle mislykkes om de eller andre Balg⸗ frugter ſaaedes for ofte paa ſenn Ager. Men Erfaring bekrafter ikke denne Formening, naar Jorden blot gisdes og fuldkommen bearbeides, inden man atter —₰ §. 128. Man er unenig om, hvad enten Wrterne bor ſaaes umiddelbar i Giodning, eller ferſt Aaret efterat Jorden er gisdet⸗ Mange befrygte, at rterne i det Far- for⸗ 104 Vrterne. forſte Tilfœlde ſkulle ſkyde for ſtarkt i Toppen, og at de, uden at ſette Balgs, tgnt d ſkulde vedblive at voxe, uden at modnes. Den Landmand, hvis Jorder ere ſaa ferbund kraftfulde, at dette i Almindelighed hœndes ham, bor ikke giode til Erterz men tes det dette Tilfœlde er ſieldent. Maatte man end lide noget Tab af Kierne, ſaa er det var for dog onſkvgrdigt, at Wrterne groe tatſluttede, ei blot for den ypperlige Halm vige f de yde, men endog for den frugtbargisrende Virkning, ſom de, ved at beſkygge dh ib Jorden, frembringe, faffnh Paa ſadvanlig Jord ere de gisdede Wrter, ſaavel i Henſeende til Halm faldkon ſom Kierne, fortrinlige og tilberede da Jorden ſcerdeles vel til de folgende Afgro⸗ end, der. Staae Erterne ſlet, ſaa forvildes Jorden ſom bekiendt og bliver fuld af V terne Ukrud. Dog er det ſielden raadeligt, at giode meget ſtarkt til Erter. at ned Aarligen fortſatte comparative Forſog overbepiſe os ſtedſe mere om, at Giod⸗ ningen, den verre forreſten friſk og halmblandet eller gammel og oploſt, ei blot virker gavnligere for Erterne paa ſandblandet Leer, naar den, efterat disſe ere dieſe e ſaaede, ſtroes paa Jorden uden at nedploies, men endog, at den efter disſe folgende ikke, o Vinterſad endog i dette Tilfaœlde lykkes bedre, end om Gisdniugen nedploiedes. Prter Erfaringen taler i denne Henſeende ſaa lydeligt, at theoretiſke Grunde, der ſynes at b nit i ſtride derimod aldeles ikke kunne komme i Betragtning. Dog tor jeg endnu ikke V dgt ſa paaſtaae, at dette ogſaa er Tilfœldet paa de ſtarkere Jorder, thi herfra have vi, nig, ſaavidt jeg veed, endnu ingen Forſog i denne Anledning. dugge Forreſten kan Giodningen ſaare vel nedploies med rterne, naar disſe, Fiern efterat den er ſtrset, ſaaes derpaa. Need V Man har bemarket, at Faare⸗ og Heſtegiodning giver mere tyndſkallede og b rirkſo finere Erter, end Koe⸗ og Svinegiodning. Kalk og Aſke ſkal giore ſamme alleret * Virkning. dag, §. 129. ter je Agerens Til⸗ Er man end overbeviiſt om, at Wrterne ynde et meget loſt og pulveriſeret et ts beregnins. Jordsmon, ſaa forſikkre dog Mange, overeensſtemmende med deres Erfaring, at de lykkes bedre efter een Ploining, end om Jorden bearbeidedes oftere. Jeg ind⸗ har! vender intet mod Rigtigheden af Nogles Erfaringer; men rimeligviis have ſerr⸗ n— egne 6 tie Balge der ere ſaa erter; men ſaa er det glige Haln t beſtygge til Halm ende Afgro⸗ ver fuld af r. n, at Giod⸗ t, ei blot at disſe ere ſe folgende edploiedes. er ſynes at endnu ikke ta have vi, naar disſt, dſkallede og ore ſamme pulveriſetet faring, at Jeg ind⸗ s have ſet⸗ dgue Wrterne. 105 egne Omſtandigheder, der ikke kunde gielde ſom almindelig Regel, voeret dermed forbundne. Naar fugtigt Jordsmon ploiedes een Gang for Vinteren, ſaa fyld⸗ tes det ſaa ſtœrkt af Vand, at det, naar det om Foraaret blev ploiet til Sed, endnu var for vaadt og altſaa ſnarere ſammenklumpedes end ſkiornedes. Man vilde ei af⸗ vige fra Regelen, at ſaae Wrter ſaa tidligt ſom mueligt, og man nedlagde dem da i vaad Jord, hvorved de ſtedſe lide. Naar Jordsmonnet ei havde denne Be⸗ ſkaffenhed og man om Foraaret kunde tove til den om Efteraaret ploiede Ager var fuldkommen tor, ſaa viſte to Ploininger ſig fortrinligere end een; og fremlokkedes end, overeensſtemmende med Erfaring, herved meer Ukrud, ſaa overvandt Er⸗ terne det dog ſaameget lettere. Paa tort Jordsmon er det beſtemt fordeelagtigt at nedplsie Wrterne, og dette er dog kun ved anden Ploining ſikkert. §. 130. Man tilraader almindeligen at ſaae Erterne, det tidligſte mueligt, og Saaening. disſe ere ſodvanligen den forſte Sœd, der ſaaes om Foraaret. Froſten ſkader dem ikke, om de end ere opkomne. Men jeg har aldeles ikke bemcerket, at ſildig ſaaede Erter i det hele lykkedes mindre; jeg bor endog tilſtagae, at Erter, der ſaaedes midt i Mai ſtedſe lykkedes mig bedre, i det ringeſte i Henſeende til Straaet, end tid⸗ ligt ſagaede. Men jeg vil ligeſaalidet heraf udlede en Regel, thi det forekommer mig, at alt beroer paa Veirliget. Man ſiger, de tidligtſaaede undgaae Meel⸗ duggen, der angriber dem efterat de have ſat Balge, og da ei ſynderligt ſkader Kiernen, om Toppens Vext end ſtandſes. Men jeg har tvertimod iagttaget, at Meelduggen aldeles ikke angreb de ſildigtſaaede Erter, der endnu vare i fuld Livs⸗ virkſomhed, medens den nafſten drœbte de tidligtſagaede. Gamle Eckardt tilraadte allerede at ſaae Erterne paa tre til fire forſkiellige Tider, hver 9de eller 14de Dag, for derved at ſikkre ſig mod fuldkommen Misvext. Gierne underſkri⸗ ver jeg dette, men folger iſcer den Regel, aldrig at ſaage dem, inden Jorden er tor. Wrterne ſaaes i Almindelighed 6 à 8 Skiepper paa en Tonde Land. Man har beregnet, at i det forſte Tilfœlde falder 12 Erter paͤa en Qvadratfod, hvil⸗ ket var endog overflodigt, naar de kunde jevnt fordeles. Sages de efterat Age⸗ sierde Deel. O ren 106 Wrterne. gen er ploiet, ſaa er det uundgaaeligt, at mange blive udakkede og til Bytte for Fuglene, der hidlokkede endog uddrage dem af Jorden. Dette undgaaer man hext oc tildeels, men ei ganſke, ved Nedplsiningen. Overeensſtemmende hermed bor tallet altſaa ſaaes tykkere eller tyndere. Forreſten har man iagttaget, at tyndſtaaende men h. AErter ſatte flere Balge end tatſtaaende, naar Veirliget i Blomſtringstiden er Dann fugtigt; men disſe give derimod mere Halm og ſkisrne Jorden bedre. Udſaden peirli vor altſaa rette ſig efter Hovedoiemedet ved deres Dyrkning. Nogle ville, ved det, o at ſaae Wrterne meget tykt 1 ¾ Tonde paa en Tonde Land, undertrykke Udkru⸗ ſielden det; men jeg har ikke bemarket, at dette Biemed derved opnaaes, thi Ukrudet, niſte? iſer Agerkaalen, voxer og blomſtrer tidligere end Erterne, naar disſe nemlig madnu ikke ved ſœrdeles gunſtigt Veirlig vinde Forſpring. tiden §. 131. Vegetations⸗ Nogle fraraade ſaare at harve de ſpirede Erter; Andre, og blandt disſe ſon til veriode. Dullo, i hans ypperlige Vark om det kurlandſte Agerbrug, anbefale Erternes natuul Harvning, ſom Middel til Ukrudets Udryddelſe, men formene dog, at Erterne hoſte! forſt bor have udviklet Bladene. Efter mine Forſog lede Erterne intet ved Harv⸗ b ningen, men Ukrudet var ſaa ſtort, at Harven ei ſynderligen ſkadede det. Maa⸗ Qhrorig ſkee man til dette Biemeed burde lade de nedploiede Erter uharvede, indtil de V ſa Fr kom frem og udviklede ſig; thi paa den uharvede Jord virkede Harven da kraftigere blot til Ukrudets Odelceggelſe. Men hidindtil har jeg ei forſogt dette. Dullo ſiger i hiint Skrivt, at han otte til ti Dage efterat Erterne vare ſaaede, og altſaa rimeligviis havde ſpiret, med Held har nedploiet dem, hvorefter de hurtigen kom ete n frem og ſtode rene. noda ₰ England er det uſcedvanligt at behakke og udtynde Prterne, om de end b Kfdig ere bredſagede, og vindſkibelige Landmand, der dyrke ſmaae Jordlodder, luge Blo dem endog. Hos os er begge Dele anvendelige, naar vi dyrke Wrter i det ſtore. unde Efter Adſkilliges Raad har jeg forſogt at afhugge Agerkaalen, naar denne ſeet var voxen over Arterne, ſaa lavt, at Artermes sverſte Spidſe ligeledes afhug⸗ aller gedes. Var Jorden kraftig og Veirliget gunſtigt, ſaa lede rterne intet der⸗ dige ded, men i modſat Tilfcelde deſto mere og Agerkaalen groede da atter over dem. aatr Veir⸗ Bytte for Zaaer man ermed bor ndſtaaende igstiden er Udſaden ville, ved eke Udkru⸗ hi Ukrudet, oſe nemlig andt disſe Prternes t Prterne ved Harv⸗ het. Maa⸗ indtil de kraftigere Dullo ſiger og altſaa ttigen kom om de end der, luge det ſtore. naar denne edees afhug⸗ intet der⸗ ver dem. Peir⸗ Wrterne.. 107 Veirliget har iſcer i visſe Perioder, ſtorre Indflydelſe paa Erternes Frem⸗ vext og Kiernedannelſe, end paa de fleſte andre Sedarters og derfor kan Middel⸗ tallet af hines Afgrode i Almindelighed neppe beſtemmes. De lide ei ved Regn, men have ſnarere Gavn deraf i Blomſtringsperioden; thi Blomſterne ere ved deres Dannelſe fuldkommen beſkyttede mod Fugtigheden, der ei kan indtraenge deri. Er Veirliget derimod tort, ſaa voxe de uden at ſœette Frugt. Saare ſkadeligt er det, om de i fuld Blomſtring— thi i denne Periodes Begyndelſe hander det ſielden— angribes af Meeldug. neſte Afgrode og Blomſterne falde af uden at ſeette Frugt. Ligeledes ſynes en endnu ubekiendt Lufttilſtand, ligeſom ved Boghveden og andre Planter, under⸗ tiden at hindre Erterne fra at ſcette Frugt. Man har forſogt at ſcette Riisi en vis Afſtand fra hverandre til Mark⸗ lige⸗ ſom til Havecerterne og har derved hindret dem fra at lœgge ſig, hvorved Frugten naturligviis bley fuldkomnere; men ſaavel at ſcette Riis til Erterne, ſom at hoſte dem var ſaare moiſommeligt. Ligeledes har man dakket den beſaaede Wrtemark med et tykt Lag Halm, hvorigiennem Wrterne groede, medens Ukrudet derved qvaltes, Jorden beholdt ſin Fugtighed og Wrteſtenglerne ſikkredes mod Forraadnelſe. Hertil behoves blot ſtort Halmforraad, der da ſom Giodning gavner Jorden. §. 132. Wrterne bor hoſtes i rette Tid, i Almindelighed, naar de nederſte Balge ere modne, medens de vverſte ere umodne; thi tover man til disſe ogſaa ere modne, ſaa falder letteligen den ſtorre og bedre Deel af. afvige fra denne Regel, og blot i det Tilfœlde, naar man tydelig ſeer, at de forſte Blomſter ved ſcerdeles Veirlig naeſten ikke have ſat an, men de ſildigere derimod under gunſtige Omſtaendigheder deſto mere. Dette hander ſielden og langt oftere ſeer man, at Erterne endnu ere gronne og blomſtrende, naar de nederſte Baelge allerede ere torre og modne. Man bor aldeles ikke opſcette Hoſten for denne ſil⸗ dige Blomſtrings Skyld, der ofte vedvarer til de nederſte Bœlge ſamtligen have aabnet ſig og tabt Frugten. Den gior forreſten ingen Skade, naar man blot O 2 ei Da odelcegges undertiden i 24 Timer den ſkion⸗ Hoſt· Kun ſielden bor man Afgrode. 108 Wrterne. ei tover med at hugge Erterne. Halmen bliver derved bedre og mere naerende og de umodne Wrter kunne ſtedſe paa en eller anden Maade anvendes. Dog torres Arterne i dette Tilfœlde noget langſommere. §. 133. Jo meer Wrterne ligge, jo vanſkeligere er det at hugge dem. Med Leer forrettes dette Arbeide udentvivl bedſt. Moiſommeligere er Erternes Torring om Veirliget er ugunſtigt. Vexler Regn og Soelſkin hyppigen, ſaa aabne Balgene ſig, Wrterne falde af, og man hiembringer da ofte blot Halmen. Dette er iſer Tilfaldet, naar Arterne ligge paa Skaar og man ved ofte at vende dem, haaber at faae dem torre. Under ſaa⸗ danne Omſtandigheder har jeg ſtedſe fundet raadeligt, ſaaſnart de blot vare no⸗ get visnede, at ſcette dem i ſtore Stakke, hvori de, om Regnen vedvarede, lof⸗ tedes med Riveſtangen, men forreſten bleve ſtaaende til de vare fuldkommen torre. Vel lider Halmen derved noget, dog ei ſaameget, ſom man kunde befrygte; Tab af Kierne og Blade undgages derimod naeſten aldeles. ₰ gunſtigt Veirlig er det derimod bedre ursrt at lade dem torres paa Skaar; med Handerne, ei med Riven, at vende dem, og dernceſt ubundet, og medens Duggen ligger paa dem, at hiemkisre dem. Da det er yderſt vigtigt for den Sad der ſaaes efter Erterne, at Jorden, ſaaſnart mueligt ploies, efterat hine ere hoſtede, ſaa bor Stakkene ſcœttes paa ganſke ſmale Strimler, at man kan ploie mellem disſe, om Hiemkiorſelen ſkulde forſinkes. Saa omſtandeligt dette end monne ſynes Mange, ſaa vil dog hver den, der af Erfaring veed, hvor vigtigt det er hurtigt at omploie Erteſtubbene, gierne underkaſte ſig dette. Nogle binde Erterne, inden de hiemkiores, men dette ſynes mig unyttigt. §. 134. Wrternes Afgrode er ſaa forſkiellig, at det ſom kan anſees for Middeltal deraf, ei lader ſig beſtemme. Paa ſamme Jord avlede jeg et Aar 13 ½ Tende Prter, men et andet Aar ved lige Behandling blot 2 ½ Tonde. Man kan paa god Jord ei anſlaae Afgroden hoiere end til 5 à 6 Tonder paa en Tonde Land. Er⸗ 1 dun koſ terne, der, de h aftager og efte Kierne meget og mo Gabe. Tonde endnu 8 ½ ded de tig, na er der den bides Naad 2 narende 8. Oag Ned Leer Verler ff, og man terne ligge Under ſaa⸗ öt vare no⸗ rede, lof⸗ nen torre. gte; Tab Veirlig er , ei med ndem, at at Jorden, ſettes paa elen ſtulde ldog hver teſtubbene, unyttigt. Middeltal 31 Tende n kan paa de kand. Pr⸗ Wrterne. 109 Wrternes Priis er, ligeſom deres Afgrode, meget forſkiellig. Underti⸗ den koſte de ligeſaameget ſom Rugen; undertiden betydeligen mere. Lagges Er⸗ terne, uden at veere ormſtukne paa Loftet, ſaa holde de ſig, naar de pakkes i Ton⸗ der, lange og det er raadeligt ſaaledes at bevare dem til de Aar, hvori de min⸗ dre lykkes. Man kan ei beſtemme Halmens Forhold til Kiernen; thi dennes Meaengde aftager ofte lige ſaameget, ſom hiin forsges. Man kan imidlertid paa god Jord og efter Giodſkning giore ſikkrere Regning paa en vis Afgrode af Halm, end af Kierne, og da Ertehalmen er af ſtorſte Vigtighed for mange Avlsbrug, ligeſom ſtedſe meget vord, ſaa anvende Mange iſcer megen Omhue paa dennes Frembringelſe og modtage taknemmeligen forsget Kiernefrembringelſe, ſom en gunſtig Skiabnes Gave. En god Prteager yder i Almindelighed 24 til 32 Centner Halm paa en Tonde Land, naar ei Torke tidlig ſtandſer Erternes Vextz men Afgroden kan endnu vearre betydeligen ſtorre. Man anſeer Halmen ſom ſeerdeles pasſende for Faarene, og mange formene ved dens Hielp ganſke at kunne undveere Hoe. Men denne Formening er blot rig⸗ tig, naar den ſtorſte Deel af Foderet var gront, da Erterne huggedes. Imidlertid er den torreſte Ertehalm mere narende, end Halmen af de almindelige Sedarter. Prtehalmen er ligeledes meget god ſaavel til Koer, ſom Heſte, dog bor den ſkiceres i Hakkelſe, thi Stilkene ere i Almindelighed for ſeie til at kunne af⸗ bides og de ſattte ſig imellem Tanderne. Fortrinlig nœrende er Smaaefoderet⸗ Raadeligt er det forſt om Vinteren at opfore Ertehalmen. Lindſen.(Ervum.) §. 135. Den ſadvanlige Lindſe har to Afarter, en mindre ſom er morkebruun og Afarter, en ſtorre, der pleier at vore mere guulagtig. Den mindre Sort har meer aro⸗ matiſk og Lindſen eiendommelig Smag og gives derfor almindeligen Fortrin; dog er den ſtore meer afſcettelig. Disſe Arter gaae over i hinanden og derved frem⸗ kom⸗ Jordsmon. Saaening. Afgrode og Vardie. 110 Lindſen. kommer en Middelſlags, ſom nok er den almindeligſte. Jordsmonnets ſtorre eller mindre Kraft har Indflydelſe paa Lindſens Storrelſe. Man har under Navn af Provencelindſe nylig anbefalet en ſtorre eller, ret⸗ tere ſagt, tykkere Lindſe af Ertens Farve. Den yder meer Foder og Kierne, ſelv paa ſandet Jordsmon, end de andre Lindſer; men at disſes eiendommelige Smag har den kun lidet; dens Smag ligner meer Wrtens og yndes derfor mindre. Da den voxer betydeligen hoit og paa Sand neaſten bedre end Vikkerne, ſaa anſeer jeg den, ſom bedre ſkikket til Foder⸗ end til Kiarnefrembringelſe. §. 136. Lindſen lykkes bedſt paa kraftfuldt ſandet Jordsmon, men ſkikker ſig ei for det ſtœrke Leer. §. 137. Denne Sadart ſaaes noget ſildigere end Wrterne, da den lettere end disſe tager Skade af Nattefroſt. Sex Skicepper ere tilſtrakkelige til en Tonde Land. Man bor neoie agte paa, at Saden er reen og ikke blandet med Vikker; thi i dette Tilfoelde ere Lindſerne, til Salg, mindre voerd. Da de ere lave, ſaa voxer Ukrudet letteligen over dem og Lugning er folgelig ubetinget nodvendig. Mange lagge dem derfor i Rader, mellem hvilke kan ſkuffes. De ere folgelig ſaare ſkikkede til at radſaages med Maſkine og behakkes med Heſtehakken. Herom i det Folgende. §. 138. Man bor omhyggeligen agte paa, at Lindſerne hoſtes i rette Tidspunkt, naar Balgene nemlig begynde at blive brune, om Toppen end er gron; thi ellers falde for mange af. Ofte oprykkes de iſtedet for at afhugges. 6. 139. Lindſerne have blandt alle Balgfrugter meeſt af den animalſk⸗vegetabilſke Materie, erkiendes overalt, ſom meget nerrende og er, ſelv fra Eſaus Tider, med Begiarrlighed ſpiſt af neeſten hvert Menneſke. Deres Priis er paa Grund her⸗ af betydeligen heiere end Erter, og da de ved tilborlig Dyrkning yde 8 à 10 Tonder paa en Tonde Land, ſaa dyrkes de med Fordeel. De give kun lidet Straae; 9 Paa 1 eler lo med he nen na lindelſ mange ſatten fordes ferteb V delſe p deela⸗ 69 A mege mon ſtorre eler 1 eller, ret⸗ erne, ſelb ige Smag. dre. Da ga anſeer r ſig ei for end disſe en Tonde d Vikker; lave, ſaa nodvendig. re folgelig .. Herom Tidspunkt, thi ellers vegetabilſte Tider, moͤ Grund her⸗ de 8 4 10 ve kun lidet Straae; Lindſen. 111 Straae; men anſees for meget nerende, ſcettes ved Siden af det bedſte Hoe og gives fornemmeligen til Ungqvoget, Lammene og Kalvene. Da Lindſerne bor luges, ſaa renſes Ageren med det ſamme. Krybbonne,(Phaseolus). §. 140. Haverne dyrkes mangfoldige Afarter, der ſom ofteſt ſpiſes med Belgene. Paa Ageren dyrker man de lave Arter. Da de fordre Havedyrkning, bor ſaaes eller legges i Rader og luges, ſaa ſtikke de ſig bedre for Haverne og kunne, blot med henſigtsmasſige Redſkaber, dyrkes i det Store. Derfor navnes de blot her men naar vi afhandle Maisdyrkningen ſtulle vi atter berore dem, da de, i For⸗ bindelſe med denne Vext, kunne fordeelagtigen dyrkes. Bonne⸗Vikke,(Vicia faba.) §. 106. Saavel paa Marken, ſom i Haven, dyrkes, under forſkiellige Navne, Afarter. mange Afarter af Vicia faba, men den mindre, rundere, hoitvoxende Art, der ſetter mange Balge og kaldes Heſtebonnen, er udentvivl den almindeligſte og Den er ofte af forſkiellig Farve, undertiden guulagtig eller Men Farven forandres og har aldeles ingen Indfly⸗ fordeelagtigſte. ſortebruun, ofte broget. delſe paa Bonnens ovrige Egenſkaber. §. 142. Denne Bonne behover faſt og kraftfuld Hvedejord, men dyrkes ogſaa for⸗ deelagtigen paa loſere Jord, naar denne kun er tilſtrœkkelig fugtig og muldrig og Mulden blot ei er kiendelig ſunr, thi da er denne Vext, efter min Erfaring, meget udſat for at angribes af Ruſt. Bonnerne ſkiorne endog det ſtarkeſte Jords⸗ mon ypperligen og giennemtrange det faſteſte Leer, med deres Rodder. Derfor an⸗ Jordsmon. anſees de ſom en Frugt, der godt forbereder Jorden til Hvede. Gisdſkning. Vegetations⸗ periode. 11² Bonnerne. Ved deres Rod⸗ ders Kraft og ved at beſkygge Jordsmonnet holde de det ſkiort og reent. §. 143. Treenger Jorden til Gisdning, ſaa bor man giode ſtarkt til Bonnerne, thi det Jordsmon der er ſkikket til dem behsver paa een Gang megen Giodning, hvilken Bonnerne godt taale. De giennemtrange Jordsmonnet, om det end er meget faſt, og de kunne der⸗ for, ſaavelſom Giodningen, ved forſte Plsining nedbringes. Man har endog ſaaet dem paa ſei Gronſverr, nedploiet dem med denne og ſeet dem fremſkyde mellem Ploiſtrimlerne. Det er imidlertid viſt, at to Ploininger er dem gavnli⸗ gere end een, og naar den ſidſte ofteſt undlodes, ſaa var Aarſagen dertil den For⸗ mening, at Bonnerne uomgiangelig burde ſaaes tidligt, hvilket blev ugiorligt paa det ſeie Leer, der, naar det om Efteraaret var plsiet, torredes for langſomt om Foraaret til end en Gang at plsies. §. 144. Man er i Almindelighed ſaa overbeviiſt om. at den tidligſte Saaening er den bedſte, at man endog i milde Vintre har ſaget dem i December Maaned. Indtraeffer Froſt efterat de opkomne, ſaa blive deres Blade derved gule, men de fortſcttte ikke deſto mindre deres Vext, uden at man kan ſpore de have lidt derved. Da Bonnerne, ſom Sad betragtede, ere ſtore, ſaa ſaaes to til tre Ton⸗ der paa en Tonde Land. Englaenderne paaſtaae, at Bonnerne bor ſaaes tyn⸗ deſt paa ſterk og fugtig Grund, men tykkeſt paa los og tor Jord, at de her kunde ſtygge for deres egen Rod. Forreſten ſette de, der ſtaae mindre tatt, langt flere Belge. De dyrkes i Almindelighed blot ſom Mellemfrugt eller i Brakken. Un⸗ dertiden ſaaes de i den opbrudte Gronſver, der herved tilberedes til Sedavl. §. 145. Efterat de ere nedploiede harves Jorden letteligen, men ſtœrkt naar Bonnerne ere opkomne, Bladene udviklede og Froeukrudet fremſpiret. De taale meget godt odt at dler af i ved bruges disſe ei der er! Egne, ſiine, hhkt, opfkomr V Kroge paa e hjinand il ei dedyr wen d de br ſette net he de n ning des dette liger 8 deres Rah⸗ Bonnerne, Giodning, kunne der⸗ Nan har n fremſtyde dem gavnli⸗ til den For⸗ ugiorligt rlangſomt jaaening er r Maaned, gule, men e have lidt til tre Ton⸗ ſaaes tyn⸗ eher kunde tet, langt kken. Un⸗ Zadavl. ar Bonnerne taale meget godt 113 Bonnerne. godt at harves ſtarkt med Jernharver, og ſelv de, hvis Tap derved beſkadiges eller afrives fremvore atter, De bor frem for alt holdes rene, medens de ere ſmaae, og opnaaes dette ei ved Harvning, ſaa bor de behakkes; thi ellers mislykkes de. Visſe Steder bruges den beſynderlige Fremgangsmaade, at drive Faarene paa Bonnerne, naar disſe ere fingerlange, og man forſikkrer at disſe Dyr ei afbide Bonnerne, ſaalcenge der er unge Ukrudsplanter paa Marken. §. 146. Men Bonnernes Radſagening og Behakning er ofte brugelig, ſelv i de Radſaaenins Egne, hvor man forreſten ei kiender denne Methode. Har man ingen Sagema⸗ ning med He⸗ ſtine, ſaa udſaages Bonnerne med Haanden, i hver tredie eller fierde Plovfure, ſaa tykt, at omtrent to Tonder nedlagges i en Tonde Land, og naar Bonnerne ere opkomne, ploies Jorden forſt fra og ſiden til Raderne. Ploven uden Hiul eller Krogen er bedſt ſkikket hertil, ſkisndt jeg ogſaa har ſeet Arbeidet forrettet med de paa Stedet brugelige Hiulplove. Raderne ſtaae ofte tre Fod og derover fra hinanden; men Bonnerne i Raderne meget taette og trange da hverandre ſaa ſtarkt til Siden, at deres Toppe aldeles fylde Mellemrummene. Det er naturligt, at de dyrkes meget bedre med de dertil pasſende Redſkaber, hvorom i det Folgende; men da bor knn noget meer end en Tonde ſaaes paa en Tonde Land. Det er afgiort, at de radſaaede Bonner yde ſtorre Produkt af Kigerne end de bredſagede; ja, man kan efter Middeltal anſlaae det til det Dobbelte. De ſette Balge nedenfra, hvilke de tatſtaaende aldeles ikke giore. Radſagede Ben⸗ ner have ofte 30 til 40 Balge, medens de andre ſielden have meer end 1o. Da de nederſte Blomſter ſette Frugt, ſaa kommer denne hurtigere end Ruſt og Hon⸗ ningdug, der ofte aldeles odelegge Bonnernes ſildigere Frugt. Men de radſaaede Bonners Straae er unagteligen ſlettere end de bredſaae⸗ des; Stengelen bliver nederſt haard og traagtig og flere Blade falde af. Men dette Tab opveies langt af den ſtorre Mœngde Kiarne, og kan desuden, ved tid⸗ ligere at hugge Bonnerne, temmeligen undgaaes⸗ Sierde Deel. P Me⸗ og Behak⸗ ſteredſk aber. 114 Bonnerne. Medens Bonnerne ere ſmaae, ſkiornes og renſes Jordsmonnet ved den dem nsdvendige Bearbeidning og det beſkygges ſenere ved deres Top. Det er derfor ſaa⸗ meget fuldkomnere tilberedt for den folgende Sad, naar det blot paa en eller an⸗ den Maade, ſtrax efter Bonnernes Indhoſtning, opbrydes. Jordsmonnet jœv⸗ nes efter Hypningen bedſt med Exſtirpatoren og behover da, blot een Gang at ploies til Sad. Naar Bonnerne ei radſaaes, ſaa dyrkes de ofteſt blandede med Erter eller Vikker, thi deres Afgrode er da unagteligen uſikker. §. 147. Sygdomme. Bonnerne lide meeſt af Ruſt og Meeldug. Ruſten viſer ſig forſt paa Bla⸗ dene, ſom brune Pletter, der brede ſig, blive ſorte og odelggge alle Bladene og tilſidſt Planten. Honningduggen ſees forſt npaa Toppen, fulgt af en uendelig Mangde Bladluus(Aphider) der breder ſig over hele Planten og hindre den alde⸗ les fra at ſettte Frugt. Man ſtrœber at formindſke dette Onde ved, med en Sa⸗ bel, at afhugge Bonnernes overſte Top. Jeg har endnu aldrig ſeet, at Hon⸗ ningdug har giort radſaaede Bonner betydelig Skade; thi Planterne vare ſtedſe ſtore nok og den ſtorſte Deel af Frugten anſat, naar Sygdommen, der aldrig greb vidt om ſig, begyndte. Troer man at Bonnerne mislykkes, ſaa tover man, i Egne hvor man kiender Jordens Vard, intet Hieblik med at hugge dem og nedploie dem, thi en ſlet Bonne⸗Afgrode kan aldeles ikke erſtatte det Tab man lider paa den folgende Hvede. Det er afgiort, at kun naar Bonnerne ſtaae godt forberede de Jorden ypperligen til Hvede, der imodſat Tilfalde neſten altid mislykkes. §. 148. Hoſt. Man heſter Bonnerne, naar den ſtorſte Deel af Balgene blive ſorte, uden at tsve til de ſildigere modnes; ja, en erfaren engelſk Landmand raader at hugge Bonnerne, naar Prugten er fuldvoxen, at lade dem visne, dernaſt at binde og henbringe dem, til Eftermodning, paa en anden Plads, for uden Op⸗ hold at kunne opbryde Stubbene. De bredſaaede Bonner hugges ofte med Leen 92 til den ſtaaende Sœd. De afſticgeres ogſaa med Segelen. Radſaaede kunne de, 3 jſcr ſſer on Balge rekomn om det Er He Etraae Bonner Heuſy ſaa b fuldke V Jords aa! V hvor V ſeet de imin deel til ullſu b lands V dſter fortt Nog des. des er be ded den dem derfor ſau⸗ en eller an⸗ nonnet jer⸗ n Gang at Erter eller ſt paa Bla⸗ Bladene og en uendelig e den alde⸗ ned en Sa⸗ „at Hon⸗ vare ſtedſe der aldrig hvor man dem, thi en en folgende de Jorden ſorte, uden raader at derneſſt at r uden Op⸗ te med Leen de kunne de, jſar Bonnerne. 115 iſcr om de ere ſtœrkt hyppede, blot afſkigres. Leen vilde tilfoie de nederſte Balge megen Skade og Bonnerne komme til at ligge i de dybe Furer. Mig fo⸗ rekommer det beqvemmeſt og ſikkreſt at oprykke dem, men jeg vover ei at afgiore, om dette, paa noget bindende Grund, ei er vanſkeligt. Bonnerne bindes ſtrax i ſmaae Nege, hvoraf fem til ſyv ſettes ſammen. Er Hoſtveirliget ei meget tort og varmt, ſaa varer det ofte meget lœnge, inden Straaet bliver fuldkommen tort. Nogle haabe at fremme dette, ved at ſcette Bonnenegene med Toppen nedad. Da man nu veed, at det er ſaare vigtigt med Henſyn paa den folgende Afgrode, det ſnareſte mueligt at opplsie Vonneſtubbene, ſaa bortkisres Bonnerne ofte uden Opſcttelſe, for andenſteds at have Tid til fuldkommen Torring. n §. 149. De radſaaede Bonners Afgrode er endnu uſikkrere end Erternes. Naar Afgrode og Jordsmonnet er ſkikket til Bonner og disſe ere radſaaede, ſaa kan man regne paa 10 til 12 Tonder paa en Tonde Land. ₰ Kent og andre Englands Egne, hvor Bonner dyrkes, antager man 18 til 27 Tonder paa en Tonde Land og an⸗ ſeer dette ſom ſedvanlig Afgrode af radſaaede Bonner. En Tonde Bonner veier mellem 15 og 16 Lispund. De indeholde, ſkiondt i mindre Forhold end Erterne, den meget nœrende vegetabilſk⸗animalſke Beſtand⸗ deel og ligeſaa meget Stivelſemeel, ſom disſe. Nogle Steder bruges de, kogte, til Menneſkefode og bages i Brod, ſom man paaſtaaer ſkal derved blive end mere velſmagende. Men de bruges fornemmeligen til Heſtefoder. J mange aſ Tydſk⸗ lands Egne tarſtes de bredſaaede Bonner ei til dette Brug, men gives Heſtene efter at vœre ſkaarne til Hakkelſe. Saadanne Bonner anſees i England ſom det fortrinligſte Foder, ſaavel til Arbeids⸗ ſom Vaddeloberheſte. Kun bor de, efter Nogles Formening, eiriforveien blodes, men torre og i naturlig Tilſtand opfo⸗ res. De anſees endvidere ſom fortrinlige til Svinenes Fedning, men bor da gi⸗ ves blodte eller kogte. 1 Ogſaa Bonnehalmen anſeer man almindeligen ſom narende, naar den blot ei er beſkadiget ved hine Sygdomme. Stor Forſkiel gior det, om Vonnerne hug⸗ b P 2 ges Afarker. Jordsmon. 116 ges tidligen, medens Toppen endnu er gron, eller ſildigen, thi i dette Tilfalde ere Bladene affaldne og Stengelerne traagtige. J hiint Tilfelde formener man at Halmen af bredſaaede Bonner er ligeſaa god til Heſte og Faar, ſom Hoe. Men Hal⸗ men af radſaaede Bonner er, ſom allerede anmarket, ofte mindre verd; over⸗ hovedek ſtaae disſe Vexters Halm og Kiarne ofte i omvendt Forhold. Bonnerne. Vikkerne,(Vicia sativa). §. 150. Slagten Vicia har mange Arter, der mueligen kunne verre nyttige. Hid⸗ til har man imidlertid blot dyrket denne Art i det ſtore, ſaavelſom Vicia narbo- nensis(franſk Fodervikke). Disſe ſidſte behandles paa ſamme Maade ſom de forſte, og da de blot paa meget kraftig Grund ſynes at have Fortrin for hine, ſaa dyrkes de ſielden. Vicia serratifolia har jeg efter nogle Forſog ophort at dyrke, da den ei ſvarede til min Forhaabning. Man har adſkillige Afarter af den ſedvanlige Vikke. Vi have en mindre Sort, der tidligere og en, ogſaa med Henſyn paa Toppen, ſtorre Art, der ſil⸗ digere modnes og ſom uundgaaelig ſkal ſaaes tidligt for at blive fuldkommen moden. Englandernes Vintervikke er rimeligviis denne ſtorre Art, der blot ved Dyrkning er bragt til at taale Vinterkulden. Efter Forſeg, ſom ere anſtillede i vort Klima, taaler den ſielden vore Vintre, men sdelogges mindre af den ſtrenge Froſt end af Foraarskulden, efterat den har begyndt at vegetere. Selv i England bortfryſer den ofte, og den Fordeel, ſom vi ved at indfore den hos os, kunde have, er i alt Fald ei ſtor; thi den pleier blot at komme 10 Dage tidligere end tidligt ſagede Sommervikker. §. 151. Vikkerne ynde leeret Jordsmon. Indeholder det meer end 60 Procent Sand, uden at Beliggenheden gior det meget fugtigt, ſaa lykkes de med tilſtrak⸗ keligen Giodſkning i fugtige, men ſielden i torre Sommere. Starkt te Tilfalde ner man at Men Hal⸗ erd; over⸗ tige. Hi⸗ ria narbo- de ſom de for hine, ophort at en mindre , der ſil⸗ nen moden. er blot ved e anſtillede dre af den e. Selv en hos os, e tidligere 5o Procent ed tilſtrak⸗ Starkt Vikkerne. 117 Steerkt gisdet Jordsmon er ingen nodvendig Betingelſe, men Vikkerne voxe ſaameget bedre, iſcer hvad Toppen anbelanger, ſom man ſtarkere gisder til dem, og derfor undlades, ſaavidt mueligt, ikke at give dem Gisdning. Nu dyrkes de oftere for Foderets end for Kiarnens Skyld, og hiint bru⸗ ges enten gront eller giores til Hoe, naar de ſtaae i fuld Blomſtring og have ſat fleer eller ferre Balge. Her ville vi kaſte et Blik paa deres Dyrkning til begge Diemeed, at vi, naar vi afhandle Foderdyrkningen blot behsve at henviſe hertil. §. 152. Vikkerne dyrkes paa ſamme Maade, ſom Erterne; men da de ere mindre De ſtore Vikker ber ſaaes i Aprils Begyndelſe, thi ellers kan man ei giore ſikker Regning paa at faae dem modne; de mindre kunne modnes om de end ſaaes i Mais Slut⸗ ning. De fleſte Landmand tilraade at ſaae endog de almindelige Vikker det tid⸗ ligſte mueligt; men jeg har i en Rad af Aar iagttaget, at ſildigere Saaening, mod Midten og ſelv mod Slutningen af Mai, har fremvirket gunſtigere Udfald. Bliver Veirliget koldt, ſaa ſtandſer deres Vext, en vis Orm indader ſig da i de⸗ res Knoppe og odelagger dem ſaa aldeles, at de, om Jordsmonnet mangler end disſe, ſaa er 6 Skiepper tilſtrakkelig Udſcd til en Tonde Land. Kraft, ei komme til at blomſtre. Paa kraftigere Jord taale de ofte dette Onde, og gisre nye Skud, naar Ormens Tid er forloben. Sildigere ſaaede Vikker angribes aldeles ikke af denne Orm, hvis Livs Periode endes, inden de blomſtre. Agter man at bruge Vikkerne til gront Foder eller at gisre dem til Hoe inden de modnes, ſaa kan man indtil Juli Maaneds Begyndelſe af og til ſage dem. Skal Vikker bruges til Sommerſtaldforing, ſaa bor en pasſende Mœngde ſaaes, ſaa ofte den ſidſte Udſed fremſpirer. Til dette Giemeed blandes de ſod⸗ vanligen med Vaarrug, Byg eller Hapre og de ſildigſte med Boghvede, at Blan⸗ dingsfoderet derved kan ſtaae ſaameget tetttere. Skulle de derimod giores til Hoe, ſaa er det raadeligere at ſaae dem ublandede; thi da torres de ligeligere. De giores paa lige Maade, ſom Lucerne og Klover, til Hoe og jeg hen⸗ viſer til de forſkiellige Methoder, ſom ved disſe Vexter ſkulle anfores. Deres Hoſt Udſad. Hoſt. Afgrode. 118 Vikkerne. Hoſt er noget langſommere end Kloverens, men Hoet fordarves ei letteligen, naar man blot henſigtsmassſigt behandler det. §. 153. Beſtemmes de gronne Vikker eller Vikkehoet til Hornqveget, ſaa hug⸗ ges de i fuld Blomſtring. Men ſkulle de bruges til Heſtefoder, ſaa lader man Balgene, under de ſenere Blomſters Udvikling, blive ſtorre, thi derved vindes ſaavel i Masſe, ſom i Naringskraft. J Trevangsbruget har man nu begyndt ofte at dyrke Vikker i Brakmar⸗ ken, iſar naar denne tidligt opbrydes. ning lidet efter lidet, ſom denne tildeeles Jorden. De hugges da efterhaanden, ſom de voxe til og Jorden ploies ſtrax efterat de ere hoſtede, at dens Brakning ei ſtkal forſommes. Jo tidligere de hugges, deſto kraftigere efterlade de Jordsmonnek, og en ufravigelig Betingelſe ved Vikkeavlen er, at Vikkeſtubbene ſtrax efterat Vikkerne ere huggede, nedploies. Man bringer dem derfor om mueligt disſe til Terring paa en anden Mark. Hugges Vikkerne meget tidligt, naar de fremviſe de forſte Blomſterknoppe, ſaa kunne de paa kraftig Jord end een Gang ſkyde i Veiret; men paa mindre kraftfuld Jord lider man Tab ved at hugge dem ſaa tidligt, thi den anden Opvext udebliver ofte aldeles, eller begge Afgroder yde mindre end een fuldkommen. Det er til liden Nytte, at lade Qvaget afgrasſe de atter fremſkydende Vikker; Ageren bliver derved faſt og man taber betydeligen i den fslgende Afgrode. Man har anden Gang i ſamme Sommer ſaaget Vikker paa en til gront Fo⸗ der beſtemt Mark, efterat den forſte Afgrode var opforet, men oftere ſaaes Bog⸗ hvede eller Roer derefter. §. 154. Vikkernes Afgrode er, med Henſyn paa Kicerne, ſaare forſkiellig. Man har hoſtet indtil 20 Tonder paa en Tonde Land; men 7 Tonder kan man anſee ſem Heſtens Middeltal. Paa Man ſaaer dem iſar efter Foldgiodſk⸗ aldele at So blot hu ded E ſen k hugge des. Forbed diwes tare Fren Beki i letteligen, / ſaa hug⸗ lader man rved pindes Brakmar⸗ Foldgiedſt⸗ fterhaanden, s Brakning net, og en at Vikkerne til Torring ſterknoppe, paa mindre nden Opvext nmen. fremſtydende de Afgrode. gront Fo⸗ ſages Bog⸗ ellig. Man man anſee Paa Vikkerne. 119 Paa tilſtrekkelig kraftig Jord yde de 3600 til 4000 Pund Strage, Smaagfoderet iberegnet. Man foretrœkker almindeligen Vikkehalmen for Erte⸗ halmen. Undertiden har man avlet 5000 Pund Hoe paa en Tonde Land, naar Vikkerne huggedes i det Balgene dannedes. Men kun paa velgiodet Jord kan man gisre Regning paa 4000 Pund. Lide de ved Foraarstorke, ſaa yde de ofte ei over 3000 Pund Hoe. §. 155. Overeensſtemmende med alle i den Anledning anſtillede Forſog ſvœkke Vikkerne aldeles ikke Jorden, naar de hugges gronne. Man har tvertimod ofte iagttaget at Seden lykkedes bedre efter dem, end efter den rene Brak, naar Vikkeſtubbene blot hurtigen omploiedes. Men modnes Vikkerne, da ſtaae de i ſaa Henſeende ved Siden af Erterne. Vikkehavre ſvakker derimod, naar den naſſten modnes, ſaa kiendelig Jordens Kraft, at den folgende Rug, naar hiin lidet efter lidet huggedes, tydeligt viſte, hvor den foregaaende Afgrode ſtod for longe og modne⸗ des. ₰ England er det intet uſcedvanligt, at Vikkerne ſaaes blot til Jordens Forbedring. Dog nedploies de ikke ligefrem, men, naar de ſtaae i Blomſter, drives Fedeqvoeg, iſcr Sviin derpaa, ſom vel vedtraœde det meſte, men dog for⸗ tœre en Deel. Ageren ploies ſtrax derefter og beſaaes iſer med Rapſad. Denne Fremgangsmaade er under visſe Forhold ei uoeconomiſk, ſom en Reiſende af mit Bekiendtſkab foreſtilte ſig. §. 156. Modnes Vikkerne, ſaa bruges Kicrnen ſom ofteſt til Heſtefoder eller Spi⸗ nefedning og gives undertiden til Faar, hvortil man foretrœkker dem for r⸗ terne. Kiarnen er ſielden Handelsvare og ſclges blot til Sad. De kunne i lang Tid bevares og der indtraffer derfor ſtedſe en Periode, hvor de med betydelig Fordeel kunne ſœlges. Det er raadeligt for de Avlsbrug, der ere beregnede paa Foderavl, at have Forraad deraf, thi ved Vikkerne raades bedſt Bod paa den mislykkede Klover. Vik⸗ Kiarnens Brug. Jordsmon. Vikkerne. Vikkehalmen er Huusdyrene behageligere end Ertehalmen og ſattes derfor ofte liig Hoet, men aldrig ved Siden af det gronne Vinterhoe. Nogle andre Vexter der henhore til denne Klasſe, ſaaſom Lathyrus sati- vus og Cicer arietinum, dyrkes ſielden og blot i visſe Egne. Deres Dyrkning er liig Erters og Vikkers og jeg kiender hidtil ingen tilſtrakkelig Grund til at foretrakke dem for disſe. Boghveden. §. 157. Denne Sadart trives paa det Jordsmon, der er alt for ſlet for hver an⸗ den Vaarſad. Den voxer paa tor Sandjord, naar Regn blot falder i rette Tid og yder da rigeligere end enhver anden Sœd; men ſikkrere lykkes den om Jords⸗ monnet ligger noget fugtigt. Den ynder Hedejord, ſaavelſom udgravet Torve⸗ moſe, og dyrkes med ſtor Fordeel paa ſaadan nyebrudt Jord, ſom den tilbereder ſcerdeles vel til anden Sad. J Sandegne ſaaes ikkun Boghvede mellem Rugafgre⸗ derne; der indtager den alle andre Brakfrugters Plads, og dyrkes folgelig i Rug⸗ ſtubbene. til Grasgang, og da iſtedet for at brakkes opbrydes og beſaaes dermed. Paa bedre Jordsmon voxer denne Plante frodigere, hvad dens Top anbe⸗ langer, men ſetter ſielden megen Kierne. Svag Giodſkning er den gavnlig, men ſtarkt giodet ſkyder den alt for megen Top. Skal Ageren giodes, ſaa ud⸗ bringer man i Almindelighed blot Halvdelen af Giodningen til Boghveden og den anden Halvdeel paa dens Stubbe. Giodſkning med Lyngtorv; hvilket er meget brugeligt i Hedeegnene, er ſaare gaynlig for Boghveden. Selv det loſeſte Jordsmon ploies om Foraaret to Gange til Boghveden, formodentligen iſcr for Ukrudets Skyld. §. 158. Men ſikkrere lykkes den, naar Ageren i en Rad af Aar har veret brugt Inder to dan ſier Blemſtr V ſtringen, dat kunne V mar Vht dans 8 ter Vle hurtigt 6 vtte b otte de ſibkreſt V nagt N bon ſt Fierd ettes derfor hyrus Sati- s Dyrkning rund til at r hver an⸗ ei rette Tid om Jords⸗ avet Torye⸗ n tilbereder Rugafgrs⸗ gelig i Rug⸗ voret brugt ned. s Top anbe⸗ den gavnlig, es, ſaa ud⸗ eden og den ket er meget Boghveden, § 158. Boghvede. §. 158. Denne Sadart, der i Korstogenes Tid hidbragtes fra Pſterlandene, er endnu ei hardet mod Froſten, men odelcgges ſelv ved den mindſte Riimfroſt. Derfor vover man ei at ſaae den, inden man er fuldkommen ſikker for Nattefroſt. Jeg har ikke deſtomindre oplevet, at Boghveden bortfros ved St. Hans Dags Tider. Man ſaaer den derfor aldrig for midt i Mai og til midt i Juni. Sil⸗ digere ſaaet kan tidlig Nattefroſt ſkade den og den ſcetter overhovedet mindre Kicerne. Den ſaaes halvt faa tykt, ſom Saden; tykkere vilde vœre den ſtade⸗ ligt. J Boghvedeegnene lader man Boghveden ſige:„Faaer jeg Plads, ſaa kommer jeg.“ §. 159. Veirliget virker kraftigere paa denne Sadart, end paa nogen anden. Den ynder tort og varmt Veirlig umiddelbar efter Sageningen og fremkommer endog i den ſtorſte Torke; men med det tredie Blad behsver den Regn, at den inden Blomſtringen, der meget tidlig begynder, kan ndvikle ſine Blade. Under Blom⸗ ſtringen, der varer meget lange, behsver den vexelviis Regn og Soelſkin, for at kunne ſkyde i Veiret og ſeette Kicerne. Den blomſtrer uden at ſcette Kicerne, naar Lynild eller electriſte Phenomener uden Regn indtreffe. Ligeſaalidet taale dens Blomſter ſkarpe Hſtenvinde, der da, uden at ſeette Kicerne, henvisne. Ef⸗ ter Blomſtringen behoves tort Veirlig, at Kicernen kan ligelig modnes og Hoſten hurtigt tilendebringes. Boghveden lykkes derfor ei blot meget forſtielligt i forſkiellige Lar; men dette beroer endog meget paa den Periode, hvori man tilfgldigen har ſaaet. Ved otte Dage tidligere eller ſildigere frembringes ofte ſtor Forſkiel og det er derfor ſikkreſt at ſaae i tre eller fire forſkiellige Perioder. Saden bor blot nedharves, da den ei taaler at nedploies. Jeg har ogſaa lagt Marke til, at Tromling ſkader den. §. 160. Boghvedens Kieerner modnes ei alle paa een Gang, t5i neeſten uafladeligt Hoſt. blomſtrer Planten og ſotter Frugt. Man maae folgelig ved Hoſten rette ſig efter Fierde Deel. Q den Afgrode. Verdie. Som Foder⸗ urt. 12² Boghvede. den ſtorſte Mangde Kicerner. Undertiden har de forſte Blomſter aldeles ikke ſat Kiarne, eller blot ſvange Korn, medens de ſildigere ere bedre. Boghveden kan modnes efterat vore huggen; ja dens Blomſter kunne endog ſœtte an paa Skaar, naar den blot af og til faaer Regn, ſom man derfor anſeer for gavnlig. §. 161. Dens Afgrode er folgelig ſaare uſikker og man pleier derfor at kalde en Be⸗ regning, der er Tilfeelde underkaſtet, en Boghvedeberegning. Dyrkes Boghveden i andre Afgroders Stubbe, ſaa regner man i Almindelighed i 7 Aar, 1 godt, 3 maa⸗ delige og 3 ſlette Aar. Saaes den i opbrudt Gronſvcrr, ſaa regner man at den hvert andet Aar giver god Afgrode. Overordentlige Afgroder af 20 Tonder paa en Tonde Land, ere nderſt ſieldne. .§. 162. Boghveden er i mange Egne et ſaare vigtigt Fodemiddel for Menneſker og bruges, naar dens Priis er lav, ſaavel til Qvagfedning, ſom til Heſtefoder. Dens Priis daler i gunſtige Aar overmaade meget, men haver ſig atter i de Aar, hvor den mindre lykkes. thi Boghveden taaler meget godt at giemmes. Man holder for at Halmen er meget god; den er nerende og gavnlig for enhver Qvagart.*) Man paaſtaaer at den fordeelagtigſt opfores for Juul. §. 163. Saa uundvarlig man end i mange Egne anſeer denne Sadart, faa lidet fortiener dog dens Dyrkning for Kicernens Skyld, da denne er ſaa uſikker, at anbefales andre Egne. Men Boghveden er en fortreeffelig Foderurt, og dyrket til dette Giemeed, ſaa ſikker ſom nogen anden. J dette Tilfalde kan den ſaaes ſaa ſildigt, at man aldeles ei behever at frygte for Nattefroſt og naar Jordsmonnet blot er nogen⸗ lunde fugtigt, faa lykkes dens Top ſtedſe. Den opfores da gron eller gisres til Hse; torres vel ikke hurtigt, men fordarves heller ikke, naar man blot lader den ligge urert. Behandlet paa Klapmeiers Maade ſkal Hoet blive meget godt. En⸗ Forraad bevarer Enhver ſom nogenlunde har Evne dertil; *) Ogſaa for Faarene?? OQverſ. b merke t der i de ſaaes b guſtu Rugen. ligeledes deri. lg. ſyates, V zbede 1g findet at jeg imod les ikke ſat hveden kan paa Skaak, 9. alde en Be⸗ ZBoghveden i odt, 3 maa⸗ ner man at 20 Tonder enneſker og oder. Dens e Aar, hvor kvne dertil; gavnlig for Juul. t, ſaa lidet uſikker, at te Hiemeed, gt, at man dt er nogen⸗ eer giores til n blot lader meget godt. En⸗ Boghveden. 1²³3 Enhver ſom til dette Giemeed vil dyrke Boghvede, behever blot at lagge meerke til, naar en Afgrode lykkes meget godt, for da at ſamle en Forraad Froe, der i dette Tilfœlde bliver af det mindſt koſtbare Slags. Den kan ſom Foderurt ſaaes i Sedſtubbene,*) men fornemmelig efter tidligen huggede gronne Vikker. En Fremgangsmaade, der meget godt lykkes, er: i Juli Maaned at ſaae Buſkrug med Boghede, at afhugge Boghveden gron og Aaret derpaa at hoſte Rugen. Dette ivarkſcettes fordeelagtigſt i gronne Vikkers Stubbe. Man ſaaer ligeledes Vandroer blandt Voghveden. Boghveden beſkytter dernafſt ſordeles vel Klover, iſcer Lucerne, ſom ſaaes deri. Herom ſkulle vi narmere handle. Dens Afgrode, ſom Foderurt„ere efter Omſtandighederne ſaare forſkiel⸗ lig. Paa lige Jordsmon har jeg havt ſtorre Vagt deraf, end af Vikker og den ſyntes ei heller at voere mindre neœrende end disſe. §. 164. Man har anbefalet en anden Boghvedeart, under Navn af ſiberiſt Bog⸗Siberiſk Boghvede. hvede(Polygonum tartaricum) der beſidder det Fortrin, at overleve Vinteren og to Gange at kunne hoſtes; men efter gientagne Forſog har jeg paa frie Mark fundet Afgroden ſaa ringe, og i det andet Aar Afgroden ſaa blandet med Ukrud, at jeg aldeles ikke kan iſtemme den Roes, ſom Andre yde den. Dyrkes den der⸗ imod i Haver og luges, da viſer den ſig viſt nok fordeelagtigen. Blandingsſcd. §. 165. Det er i mange Egne brugeligt at ſage forſkiellige Seedarter og forſkiellige Balgfrugter mellem hverandre, og alle praktiſte Landmœnd paaſtaae, at Afgro⸗ derne deraf ere ſtorre, end af ublandede Sedarter. Denne Paaſtand er ſik⸗ kert grundet og jeg har i den Anledning ofte havt afgiorende Erfaringer. Begge Sadarter ſtaae ofte lige godt, og man hoſter da i Forhold til Udſœden ligemeget af Q 2 hver. *) Reppe hos os. Overſ⸗ 124 Blandingsſced. hver. Undertiden lykkes den ene Sedart fortrinligen, der da neſten ganſke for⸗ tronger den anden, og Hoſten ſtaaer da aldeles ikke i Forhold til det der af hvert Slags er ſaaet. Dette bliver nemlig Tilfaldet, naar Veirliget er fortrinligen gun⸗ ſtigt for den ene eller anden Sœdart. Hovedfordelen er, at, naar Veirliget ſkader den ene Sadart, ſaa gavner det den anden, der da faaer mere Plads, breder ſig ſtar⸗ kere og tilegner ſig mere Naring, ſelv i det Tilfeelde at man ei vil indromme, at forſkiellige Planter hver for ſig tilegne ſig forſtiellige Stoffe. Det forſtaaer ſig, at ſaadanne Scedarter bor modnes omtrent paa ſäamme Tid. Er dette ikke Tilfaldet, ſaa ber Hoſten rette ſig efter den der har over⸗ haand eller forſt modnes, i hvilket Tilfœlde den anden eftermodnes eller umoden dog kommer til Gavn. Adſkillig Sorter blandet Sad kan, naar ſaadant beho⸗ ves, ved Kaſtning og Saldning ſkilles; men man bruger dem ſom ofteſt blandede. Man har meget rigtigen bemarket, at Jorden ſoœkkes mere ved Blandings⸗ ſcd; men denne yder atter mere Halm til Giodningfrembringelſe. Man troer ved Blandingſad bedre at ſikkre ſig mod Ukrudet og kan i nogle Tilfalde have Ret deri. §. 166. Hvede⸗Rug⸗ Den almindeligſte Blandingsſad er: Hvede og Rug. Under Navn af Me⸗ teil og Moslin er denne i mange Egne meget brugelig og hyppigere end blot Rug. Heraf bages almindeligen Brod, hvis Smag og narende Evne meget roſes. J Nederlandene paaſtaaer man, at naar Jorden ei lœnger vil bœre Hvede, ſaa yder denne blandet med Rug ſtorre Afgrode, end om den ſaaedes ublandet, og at man endda har Rugen ovenikisbet. Denne Blanding ſaaes i Almindelighed i Hvede⸗ ſtubbene. J andre Egne blandes Rugen med Spelt, der lettere kan frafkilles. §. 167. Havre⸗Byg⸗ Toradet Byg og Havre ſages ligeſaa ofte, og, efter mine Forſog, ſaare henſigtsmesſigen blandede. Paa kraftigt Jordsmon og ved heldigt Veirlig, overgaaer det yppige Byg Havren, i modſat Tilfalde indtager den mere haardfore Havre hiints Plads og yder ved Tarſkning fire Gange ſaameget. Jeg har ſtedſe, faavel efter Vaœgt ſom Vardie, havt meer af Blandingsſad, end af Byg og Havre, Qvegſo ten holl Paartue at hoſt hvor m terne, ublande Rugen ganſte fhr⸗ der af hvert inligen gun⸗ gliget ſtader der ſig ſtar⸗ romme, at paa ſamme er har over⸗ eller umoden adant beho⸗ ſt blandede. Blandings⸗ NMan troer lfalde have tavn af Me⸗ ad blot Rug. t roſes, J de, ſaa yder og at man ed i Hvede⸗ raſtilles. orſog, ſaare igt Veirlig, re haardfore 2g har ſtͤſt⸗ Haf Bg 0g. Havre, Blandingsſeed. 125 Havre, der ſaaedes hver for ſig. Dog mage jeg anmarke, at Forſogene ei an⸗ ſtilledes paa Jordsmon, der var fortrinlig ſkikket til Byg. §. 168. Naar langſtraaet Saœd og Balgfrugter blandes, ſaa er Vikke⸗Havre, ſaa⸗ Havre⸗Likke. vel til at modnes— i hoilket Tilfalde den ofteſt utcerſket ſticeres i Hakkelſe til Qvaxgfoder— ſom til gront Foder og Hoe, den ſadvanligſte Blanding. Hav⸗ ren holder Vikkerne mere⸗ opreiſte. Man blander ligeledes disſe med Byg og Vaarrug. §. 169. Man ſaaer ofte lidet Erter mellem Vaarſaden, hvorved man formener, ei Mrte⸗Rug. at hoſte mindre Sœd og at have rterne for intet. Dette bruges fornemmeligen, hvor man ei troer at kunne dyrke Erter, paa Sandjord mellem Vaarrug. Sr⸗ terne, der ſtaae enkelt mellem Saden lykkes da, ſkiondt dette, naar de ſaaedes ublandede, ei var Lilfaldet. Ved Kaſtning ſkilles de uden Vanſkelighed fra Rugen. §. 1704 Bonner blandes paa kold, leeret og mager Grund, iſcer i Bierglandene, mellem Havre. En Blanding af Bonner, Vikker, Erter og Havre dyrkes i mange Egne hyp⸗ pigt og ſaaes paa kraftig Jord i Brakmarken. Herved fremkommer en tat ſam⸗ menſlynget Afgrsde, der ved Bonnernes Hielp ſtaaer temmelig opreiſt og ſom yder ſtorre Fodermaengde end nogen anden Afgrode. Kun ſielden lader man denne Blanding fuldkommen modnes, men hugger den, naar Kicernen er anſat; den terſkes aldeles ikke, eller blot letteligen for de modne Kicerners Skyld, hvorefter den ſticrres i Hakkelſe. J mange Egne fores Heſtene ene hermed. Ofte for⸗ ſtaaer man ved Benavnelſen„Bonner“ blot denne Blanding. Saaeſdens Blan⸗ dingsforhold retter ſig efter Jordsmonnetz paa det leerede tager man flere Bonner, paa det ſandede flere Vikker. Boghveden blandes ogſaa med Vikker, iſerr til gront Foder. Behaknin⸗ gens Fordeel. Heſtehakker og Hyppe⸗ plsve 126 Behaknings⸗Frugters Dyrkning. S8. Iyr. Under Benavnelſen Behakningsfrugter, indbefatte vi Vexter, der, ſaa⸗ vel i Henſeende til Natur ſom Benyttelſe, henhore til forſkiellige botaniſke og oeconomiſke Klasſer, men hvad Dyrkning og Behandling angage ere indbyrdes overeensſtemmende. Af denne Aarſag beſkrives de forſkiellige Foretagender, ſaa⸗ velſom de dertil fornodne Redſkaber, bedſt iforveien, thi da kan det Seregne ved hver enkelt Plantearts Dyrkning ſaa meget fuldſtandigere og uden Gienta⸗ gelſe forklares. §. 172. Disſe Planter behove, for fuldkommen at udvikle ſig, langt ſtorre Plads end de ved Begyndelſen af deres Vext optage. Derfor ſages eller plantes de i tilbsrlig Afſtand fra hverandre. Men overlode vi dem til den raae Natur efterat de vare bragte i Jorden, ſaa fyldtes de betydelige Mellemrum med Ukrud, der voxede over Planterne og bersvede dem Naœring. Lugningen blev ei blot me⸗ get koſtbar, men et andet Biemeed— Jordens Skiorning og Tilberedning til kraftigere at nœre Planterne— uopnaaet. Saalange disſe Planter ere dyrkede, iſcr i Haverne, har man derfor anſeet Behakningen med de forſkiellige Slags Haandhakker,— ved hvilke man ſadvanligen, naar Planterne blive ſtorre, trak⸗ ker Jorden optil dem— ſom uundgaagelig nodvendig og formeent, at et heldigt Udfald fornemmelig beroede paa, at Behakningen ſkeete paa rette Maade og gien⸗ toges. §. 173. Denne Behakningsmaade fordrer imidlertid ſaameget Haandarbeide, at den ved Dyrkningen i det ſtore og paa Marken bliver uanvendelig. Men da man indſaae Behakningens Fordeel og Kartoffelavlen meer udbredtes, ſaa begyndte man at bruge Krogen og andre i Egnen ſadvanlige Redſkaber dertil. Adſkillige foran⸗ drede Krogen for at giore den mere ſkikket til dette Arbeide. Den af mig om⸗ dannede meklenborgſte Krog, ſom findes afbildet i min Udgave af Bergens Vie⸗ zucht vandt Bifald, og udbredtes meeſt, under Navn af Kartoffelhakken. Se⸗ nere nere hat tbunget Tilſtand Ackerbe mindre Jorden; til Ryge I en hag noget it jeg i u nenſat. 1 aföided fuldkon ukrudet end ude vare ſe ſelv ha b for dert wi ſelüger terne, Plante omtrer man f fra der „ der, ſaa⸗ botaniſte dg e indbyrdes ender, ſaa⸗ et Seregne den Gienta⸗ korre Plads lantes de i atur efterat Ukrud, der ei blot me⸗ redning til ere dyrkede, ellige Slags ſtorre, trak⸗ at et heldigt ade og gien⸗ arbeide, at Nen da man egyndte man illige foran⸗ af mig om⸗ ergens Vie⸗ kken. Ee⸗ nere Behaknings⸗Frngters Dyrkning. 127 nere har jeg forbedret den, ved at bortkaſte Gaffeldrotet og give den et mindre tvunget Forſpœndstsi, hvorved Plovkarlen faaer mere Magt over den og i denne Tilſtand findes den afbildet i Zdie Hefte af min Beſchreibung der nuͤtzbarſten Ackerverkzeuge. Endnn ſenere fandt jeg henſigtsmassſigt at give den et bredere, mindre ſpids Skicere, iſtedet for den forreſte Jernſpidſe, hvorved den tranger i Jorden; thi derved kan den lofte meer Jord fra Furens Bund og hyppe den op til Ryggene. Man har ligeledes givet dette Redſkab bevaeggelige Jernmuldfielle, der ved en bag til anbragt Boile kunne aabnes meer eller mindre. Herimod kunde neppe noget indvendes, men da man var almindelig tilfreds med Redſkabet, ſaa tog jeg i Betankning, at vanſkeliggisre dens Udbredelſe, ved at gisre det mere ſam⸗ menſat. Ved det i Zdie Deel af min Beſchreibung der Ackerverkzeuge Tab. Iog II afbildede engelſke Redſkab, den ſtore Hyppeplov, forrettes Hypningsarbeidet paa fuldkomnere Maade, thi derved frembringes hoiere Rygge med dybere Furer og Ukrudet, ſom fremkommer paa Hypningernes Sider, odelcegges fuldkomnere. Der⸗ for kan Behakningsfrugternes Dyrkning ved dettes Hielp blive langt fuldkomnere, end uden dette. Det bruges ſielden til forſte Hypning, thi denne behover ei at vore ſaa ſtark og Redſkabet fordrer to Heſte, medens til hiin lette Heſtehakke, ſelv paa ſterk Jord, blot behoves een Heſt. §. 174- Mange Planter behove, at Jorden bearbeides inden den hyppes; ei blot eette Plove for derved at odelcegge Ukrudet, men at den Jord, der ſenere ſkal hyppes til dem, ſtel. kan iforveien pulveriſeres, luftes og de deri verrende Naringsdele blive oplo⸗ ſeligere. Derfor ploies undertiden Jorden med en let Plov uden Hiul fra Plan⸗ terne, ſaaledes nemlig, at Plovens flade Side, dog uden betydeligen at ſkade Planterne, glider ſaa naœr mueligt forbi disſe og lagger den fraplsiede Jord, omtrent midt imellem Raderne. For ei at blotte Planterne alt for meget pleier man forſt paa den ene Side at ploie Jorden fra dem og dernaeſt 5 til 6 Dage ſenere fra den anden Side. Herved dannes i Mellemrummene en Forheining af los Jord. Denne Skufleplo⸗ ven. 128 Behaknings⸗Frugters Dyrkning. Denne flakkes, naar den nogentid har lagt ſaaledes, med Hyppeploven, der bringer Jorden til Planteraderne, ſom da kunne ſkyde Rodder i denne nyligen pulveriſerede Jord. Den lette Plov, hvormed dette Arbeide bedſt forrettes, fin⸗ des i forſte Hefte af min Beſchreibung der Ackerwerckzeuge, Tab. VI, VII og VIII i alle dens enkelte Deele afbildet; men ſtaae Raderne i ſtorre Afſtand fra hveran⸗ dre, ſaa kan man med enhver Plov uden Hiul, iſcrr med den Bayleyſke, forrette dette Arbeide. Saa virkſomt dette Foretagende end er, naar det paa tilboerlig Maade ivgœrkſettes, ſaa kan man dog ei nagte, at det er forbundet med Vanſfeligheder, at dertil fordres ſœrrdeles duelige Arbeidere, at man neiagtig bor paaagte det rette Hieblik, hvilket i ugunſtigt Veirlig og iſœr paa bindende og fugtig Grund er vanſkeligt, og at dertil folgelig, foruden megen Opmarrkſomhed, behoves et viſt praktiſt Greb. J modſat Tilfalde kan man derved ſkade. Desuden finder dette Foretagende naſten ene Sted, naar Planteraderne ſtaae i det mindſte 2 ½ Fod fra hverandre. Da Jorden bor ploies fra paa begge Sider af Planteraderne, ſaa bliver Arbeidet dobbelt ſaa ſtort, ſom ved den ſimple Hypning. §. 175. Hiemedet, ſom er Ukrudets Odelceggelſe og Jordens Skiorning, opnages vel ei ſaa fuldkomment, men med mindre Umage og ſom ofteſt i tilſtrœkkelig Grad, ved de Redſkaber, hvormed Jorden ſkufles, rores og ſmuldres mellem Raderne. Man har mangfoldige ſaadanne Slags. Et af de ſimpleſte og hvormed dog ud⸗ rettes meeſt, er det, ſom jeg, efterat jeg forſt paa ufuldkomnere Maade havde ſammenſat det og afbildet det i Bergens Anleitung zur Viezucht, ſenere forbedret og ſimplere indrettet leverede tegnet i Zdie Hefte af Beſchreibung der Ackerwerk⸗ zeuge Tab. VII. Hiulet ved Aaſens Spidſe kan undvarres og i dets Sted an⸗ bringes Aas og Tiſtel, ſom paa de engelſte Plove. Er Jordsmonnet meget bindende, ſaa er det raadeligt, foran hvert Skuf⸗ feljern at anbringe en Kniv. Er Giemedet blot at bryde Jordſtorpen og ddelcegge Ukrudet, ſaa bru⸗ ger man flade Jern; men ſkal Jordsmonnet rores og pulveriſeres, ſaa gisres de de conve terne er 8 dg indt nod tra aden M 1 givet de hvert f ogy ſon deffur digs, en Be V ſtager i Jinn bierd en duel Land! Imidl mindſte Arbeid ger gi b finde e gier loven, der ane nyligen rrettes, fin⸗ VII ogvll fra hveran⸗ ke, forrette lig Maade iſkeligheder, Haaagte det gtig Grund oves et viſt finder dette ſte 2 ½ Fod interaderne, opnaaes vel kkelig Grad, m Raderne. ned dog ud⸗ aade habde orbedret 0 Ackerwerk⸗ s Sted an⸗ hvert Skuf⸗ t, ſaa bru⸗ ſaa higtes de Behaknings⸗Frugters Dyrkning. 129 de convexe og Redſkabet ſtilles dybere. Paa hiin Maade bruges det, naar Plan⸗ terne ere ſmaae, at de ei ſkulle tildekkes med Jord. Man bruger end videre hertil et Redſkab forſynet med et bredt Skuffeljern og indrettet, ſom de ſedvanlige Gangplove. Et ſaadant Redſkab kan endog til⸗ nod trakkes af Menneſker. See Dickſon, B. I. Tab. V. Fig. 6. Endelig kan man ogſaa hertil betiene ſig af en almindelig engelſt Plov, uden Muldfiel, men medet Skicere, ſom har Vinger til begge Sider. Dette Slags Redſkaber har man forandret paa utallige Maader; man har givet dem forſkiellige Navne, uden at de i det vaſentlige vare forſkiellige. De bor, hvert for ſig paa forſkiellig Maade, lempes efter Jordsmonnets Seihed og Faſthed, og, ſom allerede anmarket, efter Planternes Storrelſe. Forſkiellige Jern, kunne derfor ſkrues i det ſamme Traxeverk. Men da dette dog derved letteligen beſka⸗ diges, ligeſom dertil ogſaa fordres Tid, ſaa holder jeg for, at det er raadeligere, om Behakningsfrugterne dyrkes i det Store, at have flere ſaadanne Redſkaber. §. 176. Arbeidet ved disſe Frugters Dyrkning, med de her omhandlede Redſkaber, Arbeidsbe⸗ ſtaaer i ſamme Forhold til Arbeidet ved deres Dyrkning med Haandhakke, ſom bliver det ſom ofteſt mueligt at drive denne Avl i det Store. Med et Redſkab, en duelig Karl og en temmelig afrettet Heſt kan, uden Anſtrœngelſe, 3 Tonde Land bearbeides paa een Dag. Thi da man med Heſtehakken blot behover at giore een Fure, naar Ploven har giort tre, ſaa har Plovkarlen kun en Tiende⸗ deel aſ Plovens Vei at tilbagelegge, og een Heſts Anſtrangelſe er, naar denne ſpondes for Heſtehakken eller Skuffelploven, neppe ſaa ſtor, ſom to Heſtes An— ſtrengelſe for Ploven. Man kan gierne bruge et Eſel, om man holder det. Imidlertid bearbeides ofte ei meer end 2 ½ Tonde Land, men dette er ogſaa det mindſte. Da Arbeidet bor ſkee med megen Varlighed, ſaa bor man ei ſkynde paa Arbeiderne, inden de ere svede i at bruge disſe Redſkaber. Ligeſom ved Pleinin⸗ ger gior det Forſkiel, om Agrene ere korte eller lange, og om mange Vendinger finde Sted. Ere Menneſker og Dyr ei svede i dette Arbeide, eller ſtage Plan⸗ Fierde Deel⸗ R terne ſaadanne Ploiningsarbeidet til Gravningsarbeidet. Kun ved Hielp af disſe Redſkaber Redſkaber. Dens Vigtig⸗ 130 Behaknings⸗Frugters Dyrkning. terne ei ſnorrette, ſaa er man i det ringeſte ſikkrere paa, at Arbeidet forrettes vel, naar man bruger to Menneſker, hvoraf den ene leder Heſten og den anden ſtyrer Redſkabet. Har man en ferm liden Dreng, ſaa er det raadeligt at lade ham ride paa Heſten, da han ſaaledes med ſtorſt Noiagtighed kan ſtyre den. Bru⸗ ges Heſtehakken anden Gang i ſamme Retning, ſaa behover man aldeles ingen til at lede Heſten, der da folger Furen. Til den ſtore Hyppeplov behoves to Heſte, om den ſtal trange dybt i Jorden, og disſe ſpœndes for en lang Hammel ſaaledes, at Ploven gaaer i den midterſte Rad, men begge Heſtene hu i Ra⸗ den paa Hoire og Venſtre. Dette Redſkab udretter i det mindſte ligeſaameget ſom 40 Menneſker med Haandhakken; thi ſkulle deres Arbeide blive ligeſaagodt ſom Hyppeplovens, ſaa behoves i det ringeſte 16 Menneſker til en Tonde Land. §. 177. Ved disſe Frugters Dyrkning i det Store er det ofte mindre magtpaalig⸗ hed ved disſe gende, at avle den ſtorſt muelige Afgrode af et viſt Areal, end med mindſt mue⸗ Frugters Dtuine⸗ lige Arbeidsomkoſtninger at erholde denne. Jordafgivten er langt mindre xagerens Ti⸗ Det er vigtigt, kort for disſe Frugters Plantning eller Raddyrkning, alde⸗ les at odelcegge det fremkomne Ukrud, at ingen Bearbeidning ſkal vorde nodvendig, for Vexterne have naaet en vis Storrelſe. Det forſtaaer ſig at Jorden ploies til⸗ ſtrakkeligen; men det er gaynligt, at harve ſtrax efter ſidſte Ploining; i tort Veirlig at knuſe Klumperne med Tromlen og dernaſt at harve Ageren ret fiin. Da ſpirer Ukrudet hurtigere og naar dette er fremkommet, ſaa renſes Ageren, beredning. end Arbeidslonnen, og da disſe Frugter dyrkes i Brakken og opfylde dennes Hie⸗ meed, ſaa bor neppe Jordafgivten ſkrives dem til Laſt. Frembringer jeg, ved et Udlog af 24 Rbdlr., 400 Centner paa en Tonde Land, og ved 6 Rbdlr. 150 Centner, ſaa er det ſidſte fordeelagtigere, og det ſaameget mere, om jeg ei mang⸗ ler Jorder til at dyrke og forbedre paa denne Maade, men Arbeidere, til med mere Omhue at dyrke et ſtorre Areal. Staae Planterne langere fra hverandre, ſaa kunne de kraftigere bearbeides, end om de ſtaae taœttere. §. 178. umid⸗ middelb hvorved meget 1 lonnes! ten, ſom V ſer, end unne 9 blik. ved at por h V blive pa V beſtytte los Jor lige ben V bringes V vet eih af Fre ofteſt V indrette fadel oheree Afbild ſagſon Jab. 0. g. retra det forrettes g den anden ligt at lade eden. Bru⸗ deles ingen behoves to ng Hammel hver i Ra⸗ enneſker med lovens, ſaa magtpaalig⸗ mindſt mue⸗ ngt mindre dennes Die⸗ eer jeg, ved Rbdlr. 150 ſeg ei mang⸗ ere, til med hverandre⸗ ening, alde⸗ enodvendig, n ploies til ing; i tort ren ret fün. nſes lgeren, a uld Behaknings⸗Frugters Dyrkning. 131 umiddelbart for Saaeningen, med Erſtirpatoren, og dernaſſt harves den atter,“ hvorved Ukrudet, om ei ganſte hindres fra atter at fremſpire, dog forſinkes ſaa⸗ meget, at man ofte, uden at ſkufle, kan umiddelbart hyppe. Dette Arbeide lonnes rigeligen ved Beſparelſe af det folgende.. §. 179. 2 Et, ved disſe Frugters Dyrkning, hoiſt nodvendigt Redſkab er Furetrœkke⸗ Margveuven ren, ſom ogſaa kaldes Marqgveuren, ogder ſom ofteſt bor kunne giore dybere Rid⸗ dler Pune ſer, end andre Redſkaber af dette Navn, der bruges i Haverne. Furetrakkerne kunne giores af Jern, eller efter Fellenbergs Maade af Trae, beſlaget med Jern⸗ blik. Dermed trakkes enten Rader i een Retning eller man betegner— maaſkee ved at ſœtte Jernene i forandret Afſtand fra hverandre— paa tvers det Punkt, hvor hver enkelt Plante bor ſtagae. Ved disſe Furer bevirkes, deels at Raderne blive paralelle, deels at Planterne, ſom komme til at ſtaae noget dybere, derved beſkyttes mod Torken, kunne bedre tilegne ſig Fugtigheden og ſenere faae mere los Jordtil deres Top. Naar fine Froeſorter ſaages, kunne ſaadanne Ridſer til⸗ lige benyttes ſom Sadfure, og Kornene lagges, ſaaes eller med Maſkiner ned⸗ bringes deri. Men Furen bor drages umiddelbar for Saaeningen, at Jordsmon⸗ net ei herdes.„ § 180. 4 Til de Behakningsfrugter, der ſtaae i ſtorre Afſtand fra hverandre og ſom Enkelte og af Froe frembringes paa det Sted, hvor de ſtulle forblive, betiener man ſig ſom umenſgtte ofteſt af enkelte Saaemaſkiner, hvormed blot ſaaes een Rad. Vel har man ogſaa hinbemoſßi indrettet dem til at ſaae deels to, deels tre Rader. Dog har man ei fundet dette fordeelagtigt, men tvertimod ubehageligt, di at kunne ſaae i forſkiellig Afſtand, overeensſtemmende med de forſkiellige Frugter og Jordsmon. Jeg har leveret Afbildning af to af de henſigtsmassſigſte Maſkiner; den ene til ſtorre Froeſorter, ſaaſom Bonner, rter, Mais o. ſ. v., findes i Beſchreib. der Ackerw. Hefte 2, Jab. VI og den anden, til fiint Froe, f. Ex. til Roer, Kaal, Raps, Senep o. a. fl., ſamme Hefte Tab. VIII. Men bruger man den allerede beſkrevne Fu⸗ retrekker, ſaa behover man hverken den ellers ved Maſkinen anbragte Furetrak⸗ R 2 ker, Planternes Optrakning paa Have⸗ bede⸗ 132 Behaknings⸗Frugters Dyrkning. ker, eller det lidet Hiul, der ved Bonne⸗Radſaaeningsmaſkinen betegner hvor den nœſſte Fure bor drages. 1 §. 181. Optrakkes Planterne paa Havebede, for derfra at udplantes, ſaa ſaaes Froet enten bredt eller i tœtlobende Rader, at man deſto bedre kan odelcegge Ukrudet. Har man engang beſluttet at dyrke en ſaadan Frugt i det ſtore, og har ud⸗ kaaret og tilberedt det fornsdne Areal, ſaa er det hoiſt ubehageligt, at mangle Planter. ſelv at avle det eller i det ringeſte at kisbe det umiddelbart fra bekiendte Mand, der beſk œftiger ſig med denne Avl, men ei fra Froehandlere, der ſelv kunne vere bedragne. Selv om Froet er fuldkommen godt, mislykkes Planterne undertiden og Jordlopper ere iſcer farlige for Roe⸗ og Kaalflagten medens Planterne ere unge, og er Veirtiget tort, ſaa veed man intet andet, nogenlunde ſikkert Middel mod disſes Odelaggelſer, end maaſkee at dekke Bedet med Qviſte, at laœgge en Tomme tyk Halm derover og uafladelig at holde denne fugtig, indtil Planterne have fire Blade; thi ſkiondt de endnu i denne Alder angribes af Jordlopperne, ſaa odelcegges de dog ſielden ganſke. Det forſtaaer ſig, at man til ſaadanne Fro⸗Bede bor valge godt tilberedt Jord, der hverken er for fugtig eller for ter, og ſom vel er i Giodningskraft, men ei umiddelbar dertil giodet. Mange Plantearter bor ſaaes det tidligſte mueligt. Mod ſildig Froſt be⸗ ſkyttes de ved hiin Bedekning. Jo mere man har Grund til at frygte Jordlop⸗ pernes Odelaggelſe, jo mere bor man ile med at ſage; thi derved bliver man iſtand til at ſaae anden og tredie Gang, hvortil Froe ſtedſe bor vorre i Forraad. Man kan, ſom almindoligt Middeltal, antage, at til Beplantningen af en Tonde Land behoves Froebede af 160 ◻. Alens Indhold. Undertiden yde de vel flere Planter end behoves, men herved tabes ikke meget, da Jorden endnu ſamme Aar kan paa anden Maade benyttes og de overblevne Planter bruges til gront Foder, Kan Det er derfor yderſt vigtigt, at ſkaffe ſig godt Froe og om mueligt ofte, b gver. dor ma⸗ lede. frahaan ſaadan Menne nan f forſinke V end on V net no den lau Dernaf ing e frieſ ler il tagne derna typpe nod de V de ſpen ſaalad den, efter ſaa be ſpares tegner hyor „ ſaa ſeaes gge Ukrudet, og har ud⸗ at mangle om mueligt ndte Mand, kunne vere e undertiden anterne ere kert Middel at lagge en [Planterne edlopperne, adt tilberedt dningokraft, ig Froſt be⸗ te Jordlop⸗ bliver man i Forraad⸗ ngen af en iden de de oden endnu bruges til Behaknings⸗Frugters Dyrkning. 133 Kan man luge, ſaa erholder man derved ſterke Planter. Men jeg har ofte, blot med Leen, afhugget det Ukrud, iſer Malder og Agerkaal, ſom voxede over Planterne, og har fundet dette tilſtrakkeligt. §. 182. Have Planterne erholdt tilſtrekkelig Storrelſe og en vis Haardforhed, ſaa bor man ſaameget mueligt ile med at udplante dem, inden de blive langſtang⸗ lede. Indtraffer da gunſtigt og regnfuldt Veirlig, ſaa gaaer Plantningen let frahaanden og uden betydeligt Arbeide. Man bor da af alle Krafter benytte ſaadant Veirlig og, for hurtig at tilendebringe Plantningen, bruge dertil hvert Menneſke, hvorover man kan raade. Ogſaa dette Arbeide koſter mindre, naar man forſtaaer paa rette Maade at fordeele Arbeiderne, og ſaaledes, at den ene ei forſinker den anden. Vel fordres hertil uafbrudt Tilſyn, men dette ydes da lettere, end om Arbeidet er langvarigt. Nogle oprykke Planterne; men er Jordsmon⸗ net nogenlunde haardt, ſaa bor de opgraves og varligen udtages af den til Si⸗ den lagde Jord, at deres Rodders fine Spidſe det mindſte mueligt beſkadiges⸗ Dernaſt tilberedes en Velling, af let oploſeligt mergelagtigt Leer, og Koegiod⸗ ning eller udgiceret Giodningſaft med ſaameget Vand, at denne Velling kan fœſſte ſig til og indhylle Planternes fine Rodder, naar disſe dyppes deri. Den bor altſaa hverken verre for tyk eller for flydende. Er en Haandfuld Planter op⸗ tagne og Bladene pudſede, ſaa dyppes Rodderne i Vellingen, og de henſcettes dernceſt i en Kurv, hvori de bringes paa Ageren. Den Maade, ſaaledes at dyppe Rsodderne, er lige ſaa let ſom gavnlig; thi derved beſkyttes Planterne mod den atmoſpherriſke Lufts ſkadelige Paavirkning og mod Udtorring, ligeſom de ſpœde Planterodder ogſaa derved ſtrax erholde nogen Naring. Ere Planterne ſaaledes beſkyttede, faa kunne de i al Fald taale, at vœre nogle Dage ude af Jor⸗ den, om man vil bortſende dem⸗ Dog er det gavnligſt at plante umiddelbart efter Optagningen. Naar Jordsmonnet er fugtigt og Solen blot ikke ſkinner, faa behove ſaadanne Planter ei at vandes, og falde dog alligevel ikke; herved ſpares meget Arbeide⸗ 8 7 Planternes Optagning⸗ 134 Behaknings⸗Frugters Dyrkning. J Forhold til Afſtanden og Plantningens Omfang beſkiaftiges en eller flere Perſoner med at bringe Planterne til Ageren. Enten fordeele de da Planterne mellem de Plantende, eller en ſerrſkildt Perſon jager dem af Kurven og leverer dem lidet efter lidet til disſe. . he e 23§. 183. Plantningen. Ved Plantningen kan Arbeidet endnu fordeeles mellem dem, der giore Hul⸗ ler paa det Sted, ſom Furetrakkeren har betegnet, og ved atter at trykke Plan⸗ tepinden i Jorden bringe denne til Planterne og dem, der ſcette Planten i Hul⸗ let. Disſe Arbeidere bor vare ovede for ei at forſinke hverandre; i modſat Fald er det bedre at lade en og ſamme Perſon giore Hul og ſœtte Plante. Hver enkelt Perſon eller hvert Par bor have een, kun ved tat Plantning, to Rader, og ſaale⸗ des arbeide de i ſkraae Linie hen ad Marken; hvorved man blot bor paaſee, at ingen bliver tilbage. J Almindelighed gisres Hullerne og tiltrykkes Jorden med en Trapind, forſynet med et beqvemt Haandtag. Dog er det bedre hertil at bruge et Jern⸗ redſkab. J Zdie Hefte, Tab. Jaf Beſchreibung der Ackergeraͤthe findes et Red⸗ ſtab afbildet hvormed Plantningen, naar man er noget ovet, overmaade godt. ivorkſettes. Planteren hugger det i Jorden, bevager det noget frem og tilbage, hugger det atter i Jorden og trykker denne derved op til Planterne. Ere Arbei⸗ derne ei tilſtrakkeligen behendige for at kunne hugge dette Redſtab i Jorden, ſaa gior man bedre i at forſyne det med et lige Skaft, ſom oventil har en liden Krykke; thi da kunne de uden Vanſkelighed ſtode det i Jorden. Ved dette Red⸗ ſtab ſammenpakkes Jorden ei ſaameget, ſom ved en rund Traſtok. Er Jordsmonnet tort og ſkinner Solen varm, ſaa ber Planterne, det ſnareſte mueligt, vandes. Man hidkisrer da Vandet paa Tonder. J ſaadant Veirlig plantes bedſt mod Aften. Lykkes end Plantningen fuldkommen vel, ſaa doe dog ſtedſe nogle Planter. Saaſnart dette bemarkes, bor man ile med Udbedringen; thi opſœttes den, ſaa blive de ſidſte Planter tilbage og qvales af de forſte. Undertiden er det dog nodvendigt, at ſkufle for Udbedringen, da man ellers letteligen tilhyller de ſidſt 1885 ſatte ſatte g dles i dg ſma ſae den ſiaffe maade! at ſam det hel Jord V get ban V terne el V äerbl den, deltes V det lette V er dg dd der for der faldet adm! tbru. lig, ſon d Maad ſtemt ſpande en eller ſlere a Planterne nog leverer giore Hul⸗ tykke Plan⸗ aten i Hul⸗ nodſat Fald Hver enkelt er, og ſaale⸗ paaſee, at in Trapind, ige et Jern⸗ des et Red⸗ maade godt og tilbage, Ere Arbei⸗ Jorden, ſag har en liden dette Red⸗ nterne, det J ſaadant gle Planter. tes den, ſaa ner det dog yller de ſoſ ſatte Behaknings⸗Frugters Dyrkning. ſatte Planter med Jord. 135 Man bor have Forraad af gode ſteerke Planter og al⸗ deles ikke debrnge ſvage udſkudde Planter, der ſaameget mindre kunne trives. §. 184. X Alawindeligbeh plantes disſe Vexter paa den flade Jord eller paa bredere Plantning paa opploie⸗ og ſmalere ſammenploiede Bede; men man har ogſaa valgt at plante eller rad⸗ de Rygge⸗ ſaae dem paa forud opploiede Kamme eller Rygge, fornemmeligen for derved at ſkaffe Planteradderne dybere Jordsmon. maade vel med Hyppeploven. at ſammentrykke deres ſkarpe Kant. Disſe Kamme opkaſtes og daanes over⸗ Ofte tromler man derneſt paa langs for noget Ved denne Dyrkningsmaade fremvirkes ofte det heldigſte Udfald, da Rodderne til betydelig Dybde forefinde los og frugtbar Jord og folgelig kunne ſtrakke ſig meget langt. Men Ukrudet odelagges da me⸗ get vanſkeligen og man bor enten, ſom i§. 161 er lert, ploie Jorden fra Plan⸗ terne eller nsie iagttage det Gieblik, hvor Ukrudet for det meſte har ſpiret, men ei er blevet ſtort og da bearbeide Raderne med ſamme Plov, hvormed man dannede dem, dog med meer aabnede Muldfielle, hvorved det ſpade Ukrud losrives og dakkes med nye opploiet Jord. det letteligen med Haandhakken. er Lugningen meget vanſkelig og Skuffelploven kan ikke ret vel bruges. for det loſe, torre Jordsmon, ſom for det ſtœrke og fugtige. Paa Kammene mellem Planterne odelcegges Forſommes derimod det rette Tidspunkt, ſaa Jeg har ded denne Methode ſtedſe havt de ſtorſte Afgroder; men den er ei ſaa vel pasſende 1 Paa ſaaledes opploiede Kamme kan ligeledes disſe Vexter radſages og Ud⸗ faldet bliver, ved Jordsmonnets ſtorre Dybde, heldigt. Men her bliver det endnu vanſkeligere at holde Jorden reen, og jeg raader, efter min Erfaring, blot at bruge denne Methode, naar Ageren er meget reen for Froeukrud. Nogle have tilraadt, iſcer naar Giodningforraaden ei har varet tilſtrœkke⸗ lig, meer at concentrere Giodningen og blot at bringe den under Planterodderne, ſom derded kunde drage ſaamegen mere Naring deraf. Maade: Med Hyppeploven trakkes Rader, der ere ſaa lige ſom mueligt og i be⸗ ſtemt Afſtand fra hverandre. ſecendakarrey hvis Spor er ſaaledes, at Hiulene gaae i begge de yderſte Furer, Dernaeſt kisrer man langs ad Raderne med en Een⸗ med Dette ſkeer paa fslgende Almindelige Bemarknin⸗ ger ved Han⸗ 136 Behaknings⸗Frugters Dyrkning. men Heſten i den midterſte. En Arbeider, ſom folger Karren, trœkker Giodningen bag ud deraf, lagger den i ſmaae Bunker, ei for langt fra hverandre og to an⸗ dre Arbeidere fordeele den i tre Furer. Men denne Giodning maae ei vorre meget halmblandet. Er den ſpredt, ſaa flekkes Kammene, ſaa dybt mueligt, med den ſamme Plov, hvormed de dannedes og Gisdningen dœkkes derved med Jord. Man tromler dernceſt Ageren langs ad Kammene og beſaaer eller beplanter disſe. Derved komme Planterne lige over Gisdningen. Ren det forekommer mig at denne Fremgangsmaade ei er ſaa fortrinlig, ſom Mange paaſtage. Jeg foretrakker, tidligere at udkisre Giodningen og ved gientagen Plsining, at blande den med Jordsmonnet. Dette er ſikkert gavnli⸗ gere, om juſt ei for den Behakningsfrugt, ſom ſaaes umiddelbart derefter, dog for de folgende Afgroder, og paa disſe bor iſeer ved Brakfrugtdyrkningen tages Henſyn. Behakningsfrugterne nyde ſtedſe godt ſelv af den med Jordsmonnet blandede Giodning, naar de hyppes, thi da ploies hele Jordfladen op til dem. Er end hiint Foretagende ei vanſkeligt, ſaa kan dog ei negtes, at det er forbun⸗ det med Vidtloftighed og Forſinkelſe. Jeg har blot een Gang forſogt det og jeg underkaſter derfor min Mening det Udfald, ſom af noiagtigere Forſog kan fremkomme. Det forſtaaer ſig forreſten, at til alle disſe Frugter bor ploies dybt, i hvilken Henſeende jeg henholder mig til 3Zdie Bind, S. 75⸗85. Derneſt ville vi betragte Handelsverternes Dyrkning, da Heſtehakken med Fordeel kan anvendes til adſkillige deraf. §. 185. Handelsvexternes Dyrkning yder ſaa ualmindelig ſtor Fordeel, at man ber undres over, den ei er almindeligere udbredt, men blot indſkranket til delsverternes visſe Egne og der endog til enkelte Artikler. Man er i mange Lande lidet eller Dyrkning. intet bekiendt med disſe Vexters Dyrkning, uagtet Produktet hyppigt bruges og kio⸗ fisbes, bragt. ved die punkt Sadpr ſtenme giore E ſctter Omſe nande 4 b Hvorf Wvor i Prüs? dens V Dyxk. den Fodde gende ſaam 80! Ved Jord die Giodningen re og to an⸗ i verre meget gt, med den med Jord. anter disſe. fortrinlig, ingen og ved kkert gavnli⸗ derefter, dog ningen tages Jordsmonnet op til dem. et er forbun⸗ ſogt det og Forſog kan vies dybt, i -raf. eel, at may dſeronket til de lidet elle gt bruges dg eio⸗ Handelsverter. 137 kisbes, efterat det har gaaet giennem adſkillige Hander og ad ſtore Omveie er hid⸗ bragt. Det ſynes, at Jordens Vardie eller Landrenten mage, i mange Lande, ved disſe Vexters Dyrkning endnu have ſig over det hidtilvœrende hoieſte Stand⸗ punkt, da den ellers tvertimod, ved dalende Seeddpriſer, maa falde. Jo lavere Sadpriſen er, med deſto ſtorre Fordeel kan Handelsvexter dyrkes, thi overeens⸗ ſtemmende med hiin daler Arbeidslonnen. Og da Soekrigen, ved at vanſkelig⸗ giore Sadudforſelen, der ſtedſe er Grundvolden for den tydſke Activ⸗Handel, ned⸗ ſetter Scedens, men haver andre Produkters Priis, ſaa bliver under ſaadanne Omſtandigheder Handelsvexternes Dyrkning ſaameget vigtigere, ligeſom Land⸗ manden udentvivl derved erholder den ſtorſte Belonning for ſin Flid og Viden. Hvorfor benytte da ikke alle Landmend denne rige Erhvervskilde, iſcer i Tider, hvor man ſom nu(1809⸗1811) klager ſaameget over de ſedvanlige Produkters Priis? Dette hidrorer formodentligen fra de forſkiellige Vanſkeligheder, der ere uadſkillige fra disſe Planters Dyrkning, og ſom Mange vel ei tydeligen kiende, men dog formode og ſlutte ſig til, ved at have ſeet Andre med Tab at dyrke dem. Til naſſten alle disſe Plantearters Dyrkning behsves ſaavel naturlig ſtœrk Jord, eller ſaadan, der ved langvarig uafbrudt Dyrkning er bragt til ſtor Rig⸗ domsfylde, ſom varigt Forſkud af Giodning, hvortil de ei, ſom Sad og Foder⸗ planter, giengive Materialet. Allerede herved er Avlsforholdene mangenſteds mod disſe Planters Dyrkning, der indſkrʒnkes til de Diſtrikter, ſom ved Jor⸗ dens naturlige Frugtbarhed og Beliggenhed eller ved et lange fortſat berigende Dyrkningsſyſtem have Overflod af Giodning og Giodningmaterial. Naar man, uden Henſyn paa disſe Betingelſer og til trods derfor, lokket ved Haabet om ſtor Fordeel, begyndte i det ſtore at dyrke disſe Verter, ſaa lykkedes dette Foreta⸗ gende ofte i Begyndelſen overordentligt, men ſenere ſyokkedes hele Avlsbruget ſaameget, at Tabet bley ſtorre end Fordelen var. Ei ſielden havde man 60 til 80 Kbdlr. reen Fordeel af en Tonde Land og blev ikke deſtomindre banquerot. BVed disſe Vexters Dyrkning i det ſtore er altſaa den forſte Betingelſe: kraftfuld Jord og mere Giodning end de Frugter behove, der giengive Material til ny Sierde Deel. S Giod⸗ Handelsvexter. Giedningfrembringelſe. Blot ved et Dyrkningsſyſtem, beregnet paa Foderavl og ſkaanende Behandling af Jordsmonnets Kraft, ledes man ſikkert til Handels⸗ bexters Dyrkning; med mindre Naturen paa ſielden Maade har viiſt ſig gunſtig mod Jordsmonnet. Kan man ikkun rigelig giengive Jorden den uddragne Kraft, faa holdes den ved de fleſte af disſe Vexter ſelv, eller ved deres Dyrkning, reen 3 ſtior og forberedes da ypperlig til de ſedvanlige Frugter. §. 186. Derneaſt bor man, for med Held at dyrke dem, have rigtig og noiagtig Kund⸗ fkab om deres Natur og deres Dyrknings vigtige Momenter. Hvo ei er hermed fuldkommen bekiendt, lader letteligen et eller andet Punkt ubemerket, der vel ſynes ubetydeligt, men dog er ſaare folgerigt. De fleſte af disſe Planter bor i deres Vextperiode, ei overlades til ſig ſelv, ſom Saden, og Landmanden bor, efterat have ſaaet, ei ſige: Jeg har ſaaet, Gud giver Vexten. De behove tvert⸗ imod uafbrudt Opmarkſomhed og gientagen Hielp, der ofte ei koſter ſynderligt, men netop i rette Hieblik bor anvendes, da en Dags Forſommelſe ofte kan have de ſtadeligſte Folger, iſcer om gunſtigt Veirlig eller en hurtig forſvindende Fug⸗ tighedsgrad ved Jordsmonnet er nodvendig Betingelſe. Den Landmand, der befakter ſig med denne Avl i det ſtore, bor med lige ſaa ſkarpt og klart Blik over⸗ ſtue ſit Areal, ſom Gartneren ſin liden Have; han bor i rette Tid anvende Hielp 6 hatbist mbiist fierne alt, der kan ſkade. §. 1897. Det er ei tilſtrœkkeligt at beregne Haand⸗ eller Heſtearbeidet i Masſe; thi den Periode, hvori det ſkal anvendes er ſaare kort. Saa ubetydeligt det ſynes t det Hele, ſaa vanſkeligt bliver det dog for Dieblikket. Det bor ofte forrettes det Tidspunkt, hvor al Arbeidskraft behoves til at indſamle de ſedvanlige Pro⸗ dukter, hvorved man kan komme i den Forlegenhed, at maatte opoffre en af De⸗ lene. Derfor bor man ved enhver af disſe Vexters Dyrkning noie beregne, naar dette Tidspunkt indtraffer og hvorledes det kan ordnes og forenes med andre kandoeconomiſke Arbeider. Uſadvanligt Veirlig kan paaſkynde ellrr forhale dette hopändes men dog pleie de forſkiellige Planters Vegetationsproces at forblive 4 i tem⸗ temme ſigere e eeniſten tibliger folde a naat 9 * ſom de daa Fodetavl til Handels⸗ t ſig gunſtg ragne Kraft, kning, rein jagtig Kund⸗ ei er hermed ket, der vel lanter bori manden bor, behove tvert⸗ e ſynderligt, fte kan habe ndende Fug⸗ dmand, der rt Blik over⸗ anvende Hielh Masſe; khi gt det ſynes fte fotrettts vanlige Pro⸗ fte en af De⸗ bereggne, naar 3 med andte forhale dette at forblive i tem⸗ Handelsvexter. 139 i temmellg ligelig indbyrdes Folgeorden, ſaa at den ene ligeſom den anden tid⸗ ligere eller ſildigere opnaaer en vis Udvikling. Kun bor man forſtaae, ever⸗ eensſtemmende hermed, tilborlig at ordne Sad⸗ og Dyrkningsperioden og ſtedſe tidligere end nodvendigt, at kunde begynde paa ethvert Arbeide. modſat Til⸗ fœlde afbrydes ellers de landoeconomiſke Arbeiders Folgeorden til megen Skade, naar Hoſten, ſom f. Ex. i 1811, alt for tidlig indtraffer. §. 188.. End vanſkeligere bliver dette Foretagende, naar man ei blot dyrker een, men forſkiellige af disſe Vexter. Forſtaaer man at valge ſaaledes, at Arbeidet, ſom de udkaarede Planter behove, kan ſuccesſive forrettes, ſaa er det fordeelag⸗ tigſt og meeſt overeensſtemmende med Apvlingsforholdet, at dyrke mange forſtiellige Slags. Man kan da uafladelig beſkicfftige Arbeiderne, der herved faae deſto ſtorre Hvelſe, og da kan man verre temmelig vis paa ſtedſe at have Folk nok for billig Lon; derimod tilveiebringes de vanſkeligen, naar man blot paa kort Tid har Ar⸗ beide til dem, og vanſkeligſt til Arbeider, hvortil behoves ualmindelig Opmark⸗ ſomhed og Gvelſe. Den ſom derimod ei forſtaaer at valge rigtigt i denne Henſeende og uden Henſyn herpaa forledes til, blot at dyrke de Vexter, der, naar de fuldkommen lykkes, yde meeſt Fordeel, ſcttes letteligen i ſtorſte Forlegenhed og taber hele Fordeelen. §. 189. De fleſte af disſe Verter kunne ei ſolges i den Tilſtand, hvori de komme fra Agrene. Der behoves Plads til at bevare dem, og Redſkaber og Indretnin⸗ ger, der ofte ere vidtloftige. Saadant er koſtbart, og gior man Beregning herover, med Henſyn paa en enkelt Planteart, ſaa bor betydelige Renter ſkrives den til Laſt. Desuden kan Handelsforhold giere Dyrkningen af en enkelt Plan⸗ teart ufordeelagtig, og da er den Capital tabt, ſom man par anvendt paa hine Indretninger. De bor derfor vere ſaaledes, at de paa ſamme Tid eller ſucces⸗ ſive kunne anvendes til forſkiellige Biemeed. S 2 Vel 1460 Handelsvexter. Vel fattes den forudſeende Landmand aldrig Afſœtning paa ethvert nyttigt Produkt; men adſkillige af disſe Vexter kunne dog mangenſteds ei umiddelbart ſalges til dem, der ſtulle benytte dem, men maae forſt vorde Handelsvare. Man bor ei dadle Kisbmanden, fordi han, overeensſtemmende med hans Haandterings forſte Grundſatning: at fortiene det meeſt muelige, ſtrœber at indkisbe dem til den laveſte Priis, og ſoger at benytte Landmandens Forlegenhed, iſcr naar denne trenger til Penge. Derfor bor man altſaa, inden man beſlutter ſig til at dyrke en af disſe Plantearter, iſcer i en Egn hvor ſaadant hidtil ei var brugeligt, giore ſig bekiendt med Handelsforholdene og om mueligt, iforveien ſikkre ſig Af⸗ ſcening. Er hertil ingen Leilighed, ſaa bor man indſkraenke ſig til de Vexters Dyrkning— og af ſaadanne findes overalt nogle— hvis Afſatning allerede er i den Egn nogenlunde ſikkret. §. 190. Disſe Produkters Priis er ſtedſe vaklende og man kan aldrig gisre Regning paa, at erholde for nogenſomhelſt den hoieſte Priis, hvortil den ſidſt ſolgtes. Uſadvanlig hoi Priis leder netop hurtigt til uſadvanlig lav Priis, thi, lokket ved hiin dyrker Enhver der kan, denne Vext, hvoraf da frembydes for meget. Der⸗ for er det ofte raadeligt, netop at dyrke mindre af een, og meer af en anden BVert, naar Sogen efter hiin er ſaa ſtark og Priſen ſaa hoi, at alle forledes til at ſpeculere derpaa. Den forudſeende Landmand bor ei lettelig aldeles ophore at dyrke en Vext, der henhorer til de ſande Fornodenheder, fordi Priſen af hiin Aarſag daler dybt. Han kan da meget mere haabe, at Priſen ſnart atter ſtiger, fordi de Fleſte afſkrakkes fra dens Dyrkning. Derfor har Tobakkens, Humlens, Krappens og Vaidens Priis og Dyrkning varet underkaſtet ſaa ſtore Omvexlin⸗ ger. Med disſe Vexters Dyrkning ophorte man i mange Egne, hvor den for var almindelig, naar Priſerne dalede altfor dybt og man begyndte blot atter, naar det gunſtige Tidspunkt, der tilbod ſtorſt Fordeel, var forbi. 1t§. I9r.. 14. Den ſtorre Jordbruger bor, blandt de i hans Egn dyrkede Verter, for⸗ nemmelig valge dem, til hvilke han godt kan fordele Arbeidet, og ved at bruge hen⸗ fenſigts tes med rindſtib ned rit ei Prod 6 . hyrkerẽ kun ber oberber ſig til ſen for im dra dangfe iga og end komne dlinẽ a meg aarig Att er troe, vert nyttigt umiddelbart vare. Man aandterings obe dem til iſch naar ter ſig til at e brugeligt, kkre ſig Af⸗ de Vexters allerede eri Bre Regning idſt ſolgtes. lokket ved get. Der⸗ af en anden forledes til deles ophore riſen af hün atter ſtiger, , Humlens, e Omverlin⸗ vor den for e blot atter, Verter, fo⸗ ved at bruhe hen⸗ Handelsverter. 141 henſigtsmeesſtge Redſkaber ſpare meget Haandarbeide. Thi ſkal Arbeidet forret⸗ tes med Haanden, ſaa kan han ſielden holde Priis med de mindre Lodseiere, der vindſkibeligen og ved deres Families Hielp dyrke ſamme Vexter. Disſe noies med ringe Fortieneſte og frembyde Varerne til ſaa lav Priis, at Kisbmandene, ei Producenterne, blive rige derved. At Handelsvexters Dyrkning i Almindelighed bor vorre den rationelle Ager⸗ dyrkers hoieſte Maal, da de yde den ſtorſte Fordeel, indromme vi fuldkommen; kun bor han forſigtigen og langſomt ſkride frem til Maalet og forſt naar han har overbeviiſt ſig om, at hans Giodningforraad vil varigen verre tilſtrekkeligt, have ſig til denne Hside. Ved disſe Forerindringer har jeg ſtrœbt at betegne Greend⸗ ſen for den Enes vildledende Roes og den Andens angſtelige Betankeligheder. Olieplanter. §. 192. De Planter, der almindeligſt dyrkes til Oliefrembringelſe, ere af Slag⸗ ten Brassica. Hele denne Slagt har ved ſin aldgamle Dyrkning undergaaet ſaa mangfoldige Forandringer, og ſaa utallige Afarter ere fremkomne, at det virke⸗ lig er vanſkeligt noiagtigen at ſkielne mellem de Arter, der ere blevne conſtante og end vanſkeligere at beſtemme, hvorledes de rimeligviis ved Blanding ere frem⸗ komne. Her handle vi blot om de af denne Slaegt, der dyrkes fremfor andre for Oliens Skyld, ſkiondt Froet af alle de Arter og Afarter, der hore til denne Sleegt, er meget olieagtigt og undertiden presſes⸗ Det ſynes at hele denne Slagt, med Undtagelſe af en eneſte Art, er to⸗ aarig og at den kun i andet Aar blomſtrer og ſœtter Froe. Denne eneſte eenaarige Art er Agerkaalen eller Sommerraps(Brassica campestris), der ei, ſom Mange troe, er en Art af Vinterraps, men ſynes at vare en vaſentlig forſtiellig Art⸗ §. 193. 14² Vinterraps og Ragſtekaal §. 193. Porſt om Lintervexterne af denne Art. Af disſe dyrkes to vaſentligen lem Rope og Rapſadkaal, forſkiellige Arter, hvis Navn ofte forverles, ligeſom den ene ofte dyrkes for den anden, endſkisndt det er vigtigt for Lanmandene at ſkielne mellem dem. Den ene er Brassica oleracea laciniata, en Art Snitkaal, ſom Gart⸗ nerne ei udplante, men ſom de ſaae tat og afſkicre. Denne kaldes egentlig Raps, ſtor Raps, og den tydſte Bencevnelſe— Kohlſaat— der i Tydſkland har veget hiin, er derimod bleven eiendommelig for det franſke og engelſke Sprog (Colsat, Colzat, Coleseed). 4 Den anden Art, ſom egentlig kaldes Rapſaddkaal, er Brassica napus. Tydſkland dyrkes den oftere end hiin, thi den kan ſaaes ſildigere og lykkes paa ſvagere Grund, men Mangel af Kiendſkab til den egentlige Raps, er ofte Aar⸗ ſag, at hiin dyrkes, hvor denne kunne yde ſtorre Fordeel og ſikkrere lykkes. At den praktiſte Landmand deſto bedre kan lœre at ſkielne mellem disſe Planter, an⸗ forer jeg her begges Skielnetegn ved Siden af hinanden. Rapſen(Brassica oleracea). Rapſadkaal(Brassica napus). a) Er en Kaalart og hele dens Habi⸗ a) Er en Roeart og ligner meeſt kus ligner meeſt Kaalens. NRoerne. b) Paleroden er neſſten cylinderdan- b) Paleroden er cylindriſk, ligner net. lemir KNoernes Rod, og danner underti⸗ den, naar Planten har tilſtrakkelig Plads, virkelig en Roe. ) Bladene ere glatte, kisdfulde, lky⸗ c) Bladene ere lodne, tynde, og min⸗ ſegronne, iſcrr de nederſte kobber: dre runde mod Spidſen. farvede og dœkkede ſom af hvidt Stov. d) Stengelen er tykkere, danner ei d) Stengelen er tyndere, danner ne⸗ ved Jorden, men meer op mod Top⸗ dden fra Grene i ſpidſe Vinkler med pen, Grene, der ei ſtrabe ſaa ſterkt Stammen. i Veiret, men mere horizontalt bre⸗ de ſig. V blot b niffer V henevn agtig V da den V ſen dyn veſſentligen drkes for den n. ſom Gatt⸗ des egentlig Todſktland elſte Sprog Sica napus. g lykkes paa r ofte Aar⸗ ykkes. At lanter, an⸗ 45). gner meeſt riſt, ligner ner underti⸗ tilſtrakkelig de, og min⸗ danner ne⸗ Vinkler med Vinterraps og Rapſedkaal. 143 e) Blomſten er mere lyſeguul. Plan⸗ ten blomſtrer og modnes ſenere. Planten blomſtrer og modnes tidli⸗ gere.. f) Froehuſet og Froet er mindre. g) Den kan ſages ſildigere. H Froehuſet og Froet er ſtorre. g) Den bor ſaaes tidligere, for til⸗ borligen at kunne ſcotte Rod. h) Opfyldes denne Betingelſe, ſaa er den mere haardfor og taaler bedre Vinterkulden.. 38— Naar begge Arter dyrkes i ſamme Egn, ſaa finder man ofte Froet blandet, hvorved, ſom mig ſynes, en Afart er fremkommen. Dette er i alt Fald ſkade⸗ ligt, men iſcer fordi begge Sorter modnes til forſkiellige Tider, og man bor der⸗ for endelig ſtrabe at faae ublandet Froe. Egne hvor disſe Vexter hyppigt dyrkes, kaldes de ofte Vinterſced, eller blot Sced. Dette foraarſagede ofte, at indenlandſte og fremmede Landmaend misforſtode hverandre. Dog er det i Almindelighed Rapſadkaalen, der ſaaledes h) Den er mindre haardfor og ode⸗ lagges letteligere af Vinterkulden. benavnes. §. 194. Begge Arter dyrkes fordeelagtigen paa Hvede⸗ og Bygjord, men fordeel⸗ agtigſt paa den, der inderholder mellem 50 og 60 Procent Sand og nogen Kalk. En veeſentlig Betingelſe er, at Vinterfugtigheden kan fuldkommen afledes, da denne Sadart paa ingen Maade taaler den. Under denne Betingelſe kan Rap⸗ ſen dyrkes paa den loſere, men kraftfulde Marſtgrund, iſer om den ſaaes meget tidligt og folgelig kan ſkyde ſterke Rodder. Rapſadkaalen behover derimod unndgaaelig faſt Grund, da Froſten ellers lofter den ud af Jorden. §. 195. e) Blomſten er mere morkeguulz Jordsmon. Begge Arter, men den forſte meer end den ſidſte, behsve ſtaerkt giodet Gisd ſtn ing. Jord og de dyrkes derfor blot paa den, ſom af Naturen er riig og kraftfuld, og ſom dog gisdes dobbelt ſaa ſtœrkt ſom ellers. Giodningen bor vare letoploſelig, — bruges Staldgiodning bor den veere temmelig ſammenbrandt— og blandes godt Pleining. 144 Vinterraps og Rapſcedkaal. godt ved Jordsmonnet. Man giosder ofte med Staldgiodning, der nedploies ved en af de forſte Ploininger, og derneeſt foldes Faarene paa ſamme Ager, naar man vil ploie til Soœd. S. 196. Ligeſaa vigtigt er det, at Jorden paa det ſuldſteudigſte bearbeides og pul⸗ veriſeres. Man pleier og harver i det ringeſte fire Gange og anvender Tromlen efter de forſte Plsininger, for ved dennes Hielp fuldkommen at ſmuldre Jorden. To Aar fordres folgelig i Almindelighed til disſe Vexters Dyrkning, og de bor altſaa debiteres for to Aars Jordafgivt, Vel er det ei uſœdvanligt, at Rapſadkaal — med Raps lader dette ſig aldeles ikke giere— ſaaes i Rugſtubbene, der gis⸗ des og det hurtigſte mueligt plsies to eller tre Gange. Men ved denne Dyrknings⸗ maade avles ſom ofteſt ſaare lidet, ſielden meer end halv Afgrode. Ageren er desuden udſat for i hei Grad at fyldes med Ukrud og jeg har ſeet fortrinligen gode Jorder, naar man i faae Aar gientog denne Dyrkningsmaade, forderves og udmagres ſaameget, at gientagen Brakning blev nodvendig, for man var iſtand til at hoſte en god Hvedeafgrode. Enhver Landmand, der kaſter et Blik i Frem⸗ tiden vil folgelig vogte ſig for denne Dyrkningsmaade, ſom ikkun Gierrighed har opfundet. Med ſtorre Held har man i to paa hinanden folgende Aar dyrket disſe Verter paa ſamme Ager, naar man blot mellem begge Afgroder har flittigen bearbeidet Jorden og denne enten af Naturen har verret ſaare kraftfuld eller meget ſtœrkt giodet.(See Thaers vermiſchte Schriften, B. I, S. 486). Staaer Kloverafgroden tatſluttet paa en Ager, ſaa kan man heſte den ſamme Sommer, da man agter at beſaae Jorden med Raps; men hiin bor da hoſtes ſaa tidligt, at Jorden inden Saaeningen tre Gange kan ploies. Kun ber Ageren vœre fuldkommen frie for Qvaker. Den kan ligeledes beſaaes med Vik⸗ ker, der hugges gronne, men den bor da ploies to Gange for Vikkerne ſaaes, og en Gang efterat de ere hoſtede. §. 197. G Saaenir Froe. derfor ſamt, it ller ſtta Saden Skorpe ſpitet, 1 V les ſaal tum det naar V loftigere V Indvirk a Lirt frembri godt ke tales ſage at ſaa erd furerne ſaget? rores derved gierd er nedpleies eAger, naar ides og pui⸗ der Tromlen dre Jorden. „og de ber Rapſadkaal ne, der gio⸗ e Dyrknings⸗ Ageren er fortrinligen , forderves in var iſtand Blik i Frem⸗ errighed har disſe Verter en bearbeidet meget ſterrkt in heſte den hün bor da Kun bor zes med gi⸗ kkerne ſaaeẽ, §. 197. Binterraps og Rapſcedkaal. 145 §. 197. Rapſen ſaaes i Almindelighed fra midt i Julii til midt i Auguſt; dog kan Sageningen uden Fare tidligere finde Sted, thi den gaaer aldrig forſte Aar k Froe. Rapſadkaalen ſaaes fra midt i Auguſt til midt i September. Saden bor ſaaes det ſnareſte mueligt efter ſidſte Plsining. Jorden ber derfor ufortovet fiinharves og tromles, Saden ſaaes og letteligen nedharves, ſamt, i tort Veirlig, end een Gang tromles. Men falder Regn medens der ſaaes eller ſtrax derefter, ſaa bor hverken harves eller tromles, thi Regnen ſaaer da Saden tilſtrakkeligen dybt i Jorden. Har denne ſom Folge af Regnen faaet en Skorpe, da er det gaynligt, naar den atter er bleven tor, og inden Froet har ſpiret, at harve lettelig. Det er ſaare vigtigt, at Saden ſaaes jœvnt og naar 10 Pund Froe forde⸗ les ſaaledes paa en Tonde Land, at ingen Plet bliver ubeſaaet, da er dette Qvan⸗ tum det bedſt pasſende. Thi ſtaae Planterne for tatte, ſaa ſinkes deres Vext, naar Vinteren kommer ere de da ſvage og bortfryſe letteligen; men ſtaae de vidt⸗ loftigere, ſaa blive de ſtœrkere og bedre iſtand til at modſtaae Veirligets ugunſtige Indvirkninger. Og er det end Tilfaldet, at en Afgrode der ſtaaer ujevn, ei drœbes af Vinterkulden, ſaa blive dog de Planter, ſom ſtaae alt for tœtte, ſmaae, og frembringe neppe modent Froe. Det er derfor ſaare vigtigt at have en Karl der godt kan ſaae Raps, og en ſaadan hentes ofte til bortliggende Steder og be⸗ tales endog med en Ducat daglig. En uovet Saaemand kan derimod let foraar⸗ ſage at Afgroden mislykkes. Tor man ei aldeles forlade ſig paa Saaekarlen, ſaa er det raadeligt, at ſaae 16 Pund Froe paa en Tonde Land. §. 198. Vandet bor vare paa det fuldkomneſte afgravet. J Toeveir ber Vand⸗ Linterpe⸗ furerne uomgicengelig holdes aabne. Fremkommer om Efteraaret meget Ukrud, iſcer Agerkaal blandt tidlig ſaaet Raps, ſaa er det raadeligt at afhugge det, medens det blomſtrer. Be⸗ rores end derved Rapſens Blade, ſaa ſkader dette aldeles ikke og man kan endog derved fra Rapsageren ſkaffe ſig en betydelig Mangde Foder. Fierde Deel. T Staaer Fiender⸗ Plantnings⸗ maaden. 146 Vinterraps og Rapſadkaal.. Staaer Rapſen ved Vinterens Begyndelſe hverken for tatt eller for vidt⸗ loftig, ere Stenglerne ſtœrke og Planterne morkegronne, ſaa kan man, naar blot Vandets Afledning ei forſommes, medrette-haabe det heldigſte Udfald; men ikke deſtomindre er endnu en meget farlig Periode, Vinterens Slutning, tilbage. Ved Afverling af Froſt og Toe, loftes Planterne op af Jorden og doe. Det er ſtedſe farligt for al Vinterſod, at Snee og Jis optses ved Soelſtraalerne og atter fryſer om Natten; men dette bliver ſtedſe farligere jo mere det sverſte Jord lag er fyldt af Vand, der, hindret ved det dybere Jislag, ei kan ſynke i Jorden. Derved mislykkes ofte endog den bedſt behandlede Afgrode. §. 199. Rapſens Fiender ere foruden Jordloppen, der odelcegger Planterne medens de ere unge, nogle vingedakkede Inſekter, f. Ex. Snudebillen, ſom lagger Eg i Blomſten, hvoraf Maddiker, der gnave Froekapſlerne, fremkomme, og end videre Nitidula aenea. Man paaſtaaer at disſe Inſekter formeres, hvor Rapſadden i lang Tid har verret ofte dyrket. §. 200.. Paa den her beſkrevne Maade dyrkes almindelig ſaavel Raps, ſom Rap⸗ ſodkaal; thi de ere blot forſkiellige i de Henſeender, ſom her ere anforte. J Nederlandene og Rhinegnene, ſaavelſom i nogle af Englands Diſtrikter, har man allerede i lang Tid plantet disſe Verter, iſeer Rapſen. Naar den frugt⸗ bare Agers Vardie er ſtor i Forhold til Arbeidspriſen, ſaa har rimeligviis Aar⸗ ſagen, hvorfor man naſten almindelig indforte denne Dyrkningsmaade, veret, at man, inden Rapſen plantedes, kunde iforveien benytte Ageren ſamme Aar og dog tilborligen forberede den. Vel have Adſkillige beſkrevet denne Fremgangs⸗ maade, blandt andre von Frensdorf i Riems neuer Samlung oͤkonomiſcher Schrif⸗ ten VIII, 23⸗29, men ingen noiagtigere end Schwertz i hans fortreffelige Vark: Ueber die belgiſche Landwirthſchaft S. 147 o. v. Plantningen ſkeer enten efter Ploven, eller med Spade og Plantepind. Da jeg ei ſelv har forſogt denne Dyrkningsmaade, ſaa henviſer jeg til hiint Vark, der udentvivl er i hver Landmands Hander, der agter at dyrke paa denne Maade. 5§. 201. E have fo kiender naar de dech borligen Nan jes Maade, Eftet Floben, ſaa hyp es den to ban hynde 8 V dunde! ſikkres hine. V Begyn veriode loppen ſaa ſt for viͤt⸗ naar blot ; men ikke , tilbage. be. Det aalerne og erſte Jord i Jorden. rne medens ger Eg i end videre rapſaden i ſom Rap⸗ forte. 3 ikter, har den ftugt⸗ igviis Aar⸗ de, veret, me Aar og remgangsͤ⸗ her Schrif⸗ ortreffelige pind. Da int Vark, nne Maade. §. 201. Vinterraps og Rapſaddkaal. 147 §. 201. En anden Dyrkningsmaade, ſom Schwertz fortaller med meget Held at addyrkning have forſogt, nemlig: Radſaaening, med betydelig Afſtand mellem Raderne, kiender jeg meget godt og jeg ſkal rimeligviis aldrig paa anden Maade ſaae Raps, naar denne ſkal modnes. Med Furetrakkeren drages Ridſer to Fod fra hveran⸗ dre og heri ſaaes Froet med Roeſaaemaſkinen. Jorden bor iforveien vere til⸗ borligen tilberedt og Exſtirpator og Harve vore brugt kort for Ridſerne drages. Men jeg har aldrig vovet, liig Schwertz, efter modnet Sad at dyrke paa denne Maade, men blot efter forſte Kloverſlet eller Virter⸗ der huggedes gronne. Efter Saaeningen bor tromles. Have Planterne det fierde Blad, ſaa puftes mellem Raderne med Skuffel⸗ ploven, hvis Jern bor vorre flade; og naar Planterne efter Mikkelsdag ere ſtore, ſaa hyppes de med Heſtehakken. Begynder Agerkaalen at blomſtre, ſaa opryk⸗ kes den af Raderne; andet Ukrud ſees ſielden. Jeg har aldrig behovet at hyppe to Gange for Vinter, ſkiondt det vel an vore gaynligt, og ligeſaalidet at ud⸗ tynde eller udbedre Planteraderne. Ved den til Planterne hyppede Jord beſkyttes disſe mod Froſten, der ellers kunde lofte dem ud af Jorden og ved Vandfurer, ſom aabnes med Hyppeploven ſikkres de mod Fugtigheden, ſaafremt Vandet blot har tilſtrakkeligt Aflob fra hine. Jeg troer altſaa, at Sedden ei kan aldeles forderves om Vinteren. Saaſnart Planterne om Foraaret begynde at vore hyppes de atter. Man kan ſaae i et temmelig langt Tidsrum, nemlig fra Julii Maaneds Begyndelſe til Udgangen af Auguſt. Man tilberede Ageren og ſaae da i en Regn⸗ periode, at Planterne kunne ſaameget hurtigere komme frem og ſikkres mod Jord⸗ lopperne. Uagtet Raderne ere ſaa langt fra hverandre, breder Rapſen ſig dos ſaa ſtarkt, at bafgroden ſtaaer fuldkommen tatſluttede. 25 S. 202. 4 2 Disſe Vexter pleie i Almindelighed at modnes midt i Junii og denne Pe⸗Hoſt. riode bor nsie iagttages. Man kan ikke vente at alle Frsehuſene modnes paa ſamme Tid. Man ber derfor iile med at hoſte, ſaaſnart de forſte Froehuſe blive T 2 brune Terſkning paa Loen. er bradelagt og fuldkommen renſet. 148 Vinterraps og Rapſcedkaal. brune og giennemſigtige og Froet bliver ſortebruunt; thi tsver man laenger, ſaa falder uundgageligen meget aſ. Man hoſter disſe Vexter paa mange forſtiellige Maader. Bredſaaet Raps kan hugges med Leen, dog uden Meiered, og op til den ſtaaende Sad; den kan optages og lagges bag Meieren paa Skaar. Dette la⸗ der ſig godt giore, og uden at ryſte Saden betydeligen. Hvor Segelen i er Brug, ſkigerer man dog heller. Er Veirliget tort og varmt, ſaa forrettes begge Deele bedſt om Morgenen, ja ſelv ved Maaneſkin medens Duggen ligger. §. 203. Saden tarſkes paa to forſkiellige Maader; enten paa Loen eller paa Mar⸗ ken. J det forſte Tilfalde bindes den i ſmaae, ei over 10 Pund ſvare Bind, Dette ſkeer umiddelbart efter Negene ſetttes da i tort Veirlig i ſtorre eller mindre Hobe; de ſtorre fortiene Fortrin, da i disſe mindre Sad ta⸗ bes og edes af Fuglene og ſkulle de ſtaae longe paa Marken, ſaa dakkes de med Halm. Indtraffer end varigt Regnveir, ſaa omſcettes dog ei Hobene, thi vel der ei ſammenrives, men ſamles med Handerne. Meiningen eller i det ringeſte Dagen efter. kan Straaet blivt mugent, men Froet beſkadiges ikke og meget ſkulde falde af om man flyttede dem. Efter fem eller ſex Dage indkisres Rapſen i Almindelighed. Men over Hoſt⸗ vognen maage uundgaaeligen bredes et Segl, der faſtes til Lœtterne og hœnger ſom en Sak ned i Vognen. Falder Froet ſtœrkt af, ſaa breder man ligeledes et Stykke Larred foran den Bunke der ſkal lasſes og kiorer med det ene Hiul derpaa, at man ſaaledes kan ſamle det der falder af. Lassningen ſkeer forſigtigen og Saden lagges blot lidet ud over Letterne; derfor bruges her kun to Heſte, om man end ellers bru⸗ ger fire. Seden ſcettes dernceſt paa Ladens Loft, og kun i Laden ſelv, naar denne „ bringesi Etraaet andet d Ferſ hd lagges i 4 Fremga ſcaft, Napeta V en Folke V veſtlige ſe paa o dette V Realſchu neiagti at kiend Kl, 9 langer, ſaa og op til den r. Dette la⸗ elen i er Brug, es begge Dale ller paa Nar⸗ ſoare Bind, delbart efter ort Veirlig i ndre Sad ta⸗ dekkes de med bene, thi vel e falde af om NRen over Hoſt⸗ rne og hanger Lerred foran man faaledes legges blot d ellers bru⸗ , naar denne Ren 149 Man iller i Almindelighed med Tarſkningen, deels at denne kan tilende⸗ bringes inden Sadhoſten begynder, deels fordi Saden er lettere at terſke, inden Straaet ſveder, og endelig fordi Froet da bevares bedſt. Smaaefodret feges fra Froet og de ſtorre Froehuſe fraſclles. Stov og andet deslige bliver for det forſte mellem Froet og legges med dette paa Loftet. Forſt naar Froet er fuldkommen tort fraſtilles dette ved Hielp af en Blaſe. Det logges ikke over fire Tommer tykt og vendes i Begyndelſen ofte med en Nive. §. 204. Vinterraps og Rapſeddkaal. Hvor Rapsdyrkningen lœnge har verret drevet i det ſtore, er den anden Terfenins Fremgangsmaade langt meer i Brug. J Narſhalls Beſchreibung der Landwirth⸗ ſchaft, in Yorkſhire B. II. S. 103, findes et ſtiondt Malerie af den offentlige Rapstarſtning og jeg har paa lige Maade og med ſamme Ceremonier ſeet den, liig en Folkefeſt, i Preezer⸗Provſtiet ved Kiel; den er ogſaa almindelig brugelig i de veſtlige Marſklande ved Nordſsen. Men foretrœkker en enkelt Landmand at tœr⸗ ſte paa Marken, ſaa er det udentvivl fordeelagtigere at lade Heſte udtrade Froet og dette beſkrives af Kaͤhler, i hans Handbuch für Landwirthe(Berlin in der Realſchulbuchhandlung) uddraget af hans Dagbog paa en Reiſe i Holſten, ſaa noiagtigen, at jeg, for at lœre de blandt mine Laſere, der ei beſidde dette Vark, at kiende denne Fremgangsmaade, ei kan gisre bedre end afſkrive denne Forfatter. Kl. 9 om Morgenen havde Godſets Eier Hr. Niemeyer den Godhed, at folge mig til Raps⸗ marken. Jeg forbauſedes ved at ſee det overordentlige ſtore Areal, ſom var deeket af denne Vext. En ſtor Deel var ſkaaren og laae paa Stubbene; en anden langt ſtorre Deel, ſom var huggen med Leen, laae i ſmaae 6 til 7 Fod hoie Bunker, ſym man der i Provincialſproset kalder— Diemen. Enhver var fuldkommen beſtieeftiget. Napſen ſammenkiortes paa Sleder, for hvilke vare ſpeendte to Heſte; og terſkedes ſtrax paa Marken. Paa hver Sleede var en Bor, i hvis Midte to Tvortreeer, hvorover et Stykke Segldug, 32 til 40 Qvadratfod ſtort, var ſpœndt. Tre ſaadanne Sleder kisrte i en Rad og een af disſe Rader var beſkiceftiget med den Raps der laae paa Skaar, hvorved ſire Fruentimmer forrettede Lœsningen. Ved Hielp af en Kiep, omtrent 3 Fod lang, ſom de holdt i heire Haand, loftede de Rapſen fra Stubbene og i det den venſtre Haand, holdt Rapſen i Ligeveegt blev alt uden mindſte An⸗ ſtrengelſe lagt paa Seilduget. Kierte en Slade, ſom var leesſet, bort, ſaa var atter en tom vedhaanden, og Forretningernes Gang blev uafbrudt. Nu 150 Vinterraps og Rapſeedkaal. Nu kom vi til Hobene eller Diemerne. En Rad Slaeder var ogſaa beſkicftiget med at trans⸗ portere Rapſen. Her leesſede man meget hurtigere end ved den Raps der laae paa Skaar. To Karle vare beredte til, ved Hielp af to ganſke lette, 8 à 9 Fod lange Lofteſtanger, at logge hele Bunken paa Seglduget. Det ſkeete meget hurtigt. Den ene ſkied Steen⸗ gerne taœt ved Jorden under Hoben; den anden var beredt til at gribe fat om begge Ender og derpaa kaſtedes hele Hoben paa Slaeeden. Herfra kom vi til tvende, noget fra hinanden indrettede Tarſtepladſe. Disſe vare iforveien renſede for Stubbe og Stene og jevnede. Deres Figur var en langagtig Fiirkant, 48 Fod lang og 36 Fod bred, dekket med tykt Segldug, hvis Sider var en Fod heit loftede i Veiret og foeſtede til Pele. Indgangen var ved den ene Side og der kunde Seglduget i en Lengde af 5 til 6 Fod logges ned. Ved hver Rad Slader var to Karle til Aflesning. Denne ſkeete ligeledes meget hurtigen; thi ſaaſnart en Slade kom, tog een foran og een bag til fat paa Borens Staenger; de bare Alt ind paa Loen, afryſtede det og lagde Boren, med det tomme Segldug atter Pin Sladen. Saaledes vedblev man til Rapſen laae 6 Fod hoi paa Loen. Dernceſt aabnedes Indgangen, og 2 Karle, hver med 3 Heſte, rede ind paa Rapſen. De forte Heſtene 4 til 5 Gange rundt, og trak da atter ud. Adſkillige Karle forſynede med Hoetyve kom til, vendte hurtigen den nedtraadte Raps og indlode atter Heſtene. Teerſk⸗ ningen var tilendebragt, naar disſe atter i kort Tid vare forte omkring, og de Karle, der for vendte Rapſen begyndte nu at kaſte Straaet ud af Loen. Jeg kunde ikke troe at Rapſen ved ſaa lidet Arbeide var reentarſken, men noiagtig Unberſa⸗ gelſe overbeviſte mig om, at neeſten ingen Kierrne var bleven i Straaet. Efterat Straaet var udkaſtet, ſammenrev man de ſtorſte Stengler og Froehuſe i Loens ene Hiorne. Her var paa ſkrage, med den ene Ende ud over Seglduget, reiſt, et nogle Fod bredt og 3 til 4 Fod langt Bradt. Over dette Breddt blev alt det korte Affald truk⸗ ket med Riven, og her ſaae man da, at alt var over Forventning reent. Medens Rapſen lagdes paa den ene Loe, vendtes og ſammenreves, tarſkede Heſtene paa den anden, ſaa at Arbeidet vedblev uafbrudt. Vognheſtene bragte den teerſkede Raps til Gaarden, hvor den lagdes paa Loftet og omendſtiondt Veien var kort, kunde de neppe blive fœrdige med at transportere Alt. Herfra gik vi til Gaarden. hvor man i Laden var beſkieftiget med at renſe Rapſen En me⸗ get ſtor og lang Lade med to Loer i Laœngden og en i Midten, var ganſke deekket af Raps Ti Daglonnere var beſkigftiget med at kaſte den; adſkillige Fruentimmer befriede den iforveien, ved Hielp af et dertil indrettet Redſkab— Rapsfege— fra de tunge Froehuſe og medens adſkillige Menneſker vare beſkicftigede med at bringe mange Bunker reen Raps paa Loftet, bragte andre den nyekomne Raps fra Vognene og lagde den i lange, ei alt for heie Bunker. disſe Bunker ligger den omtrent 24 Timer urort, og ved da at blive noget varm fager Rap⸗ ſen et net ſort og ſkiont Udſeende. Meeſt overraſkedes jeg ved i Magazinet at ſee den ſtore Forraad Raps. Naefſſten hele Avlen fra forrige Aar laae der, og da aarlig 1500 Tonder avles, ſaa var Forraaden vel om⸗ trent 3000 Tonder. laggesr Saa nhe Nac Rapſen modnes. V matiſt, d beheve ſom derr ved inge Zlot Et 8 ges odde ſidſt me ver ſaa tort Ve 9 ds ſilk Efter m den, n et med at tnnt, laae paa Stanr nge Lofteſtanger ene ſtiod Sten t om begge Ehe iſe vare iferren Ztig Fiirkant, z Fod hoit lefd kunde Seghduge meget hurtigen, ens Stenger; de Segldug atter pna daa Rapſen. De dee forſynede med Heſtene. Tolſt⸗ ng, og de Karke, toiagtig Underſo⸗ uſe i Loens ent „reiſt, et nogle korte Affald tru⸗ Heſtene paa den tog omendſtiondt tapſen En me⸗ dekket af Raps ner befriede den etunge Froehuſe Zunker reen Raps ai lange, ei alt varm faaer Ray⸗ gaſten hele Arla orraaden vel om⸗ Saa Vinterraps og Rapſadkaal. 1 5 1 Saa meget af min Dadbog, Denne Fremgangsmaade ved Rapshoſten billiges ſikkerligen af Enhver. Arbeidet fuldendes paa denne Maade langt hurtigere og hvor vigtigt er ikke dette kort for Scedhoſten. Men fra den anden Side betragtet behoves nodvendigen uaf⸗ brudt godt Veirlig dertil, da alt forrettes paa fri Mark. Indtraffer derimod Regn, ſaa er det vel raadeligt, i enkelte gode Dage, at hiembringe det meſte mueligt. Bedſt er. det, naar Landmanden beholder frit Valg; han vil da itide tage ſaadanne Forholdsregler, at han derved bliver iſtand til, ſaavel i godt ſom ſlet Veirlig, at volge den Methode, ſom han anſeer meeſt overeensſtemmende med hans Fordeel og pasſende til Omſteenndig⸗ hederne. ¹ Schwerß foreſlaaer i hans belgiſche Landwirthſchaft, B. II. S. 178, en nye Maade, ſom han ei endnu har forſogt, men blot udtœnkt, nemlig: at ſaette Rapſen, ſtrarx efterat den er ſkaaren, i ſtore Stakke, og deri at lade den efter⸗ modnes. Men denne Fremgangsmaade er hverken nye eller dens Udfald proble⸗ matiſk, men tvertimod beſkreven af gamle Richard,— der endog, ſkiondt ſaadan ei behsves, vilde, at Brader betyngede med Stene ſkulle lœgges paa Rapſen, ſom derved end meer tog Hede— og brugelig i Veſtphalen. Freoet tilfoies der⸗ ved ingen Skade; men modnes tvertimod meget godt uden at noget falder af. Blot Straget forderves, naar Stakkene blive hede. Forſt ſcttes 5 eller 6 Nege opreiſte ved Siden af hverandre og under disſe lœgges maaſkee et Knippe Halm. Derneſt hidbringes Rapſen ubunden, og laxg⸗ ges ordentlig lagviis ſaaledes, at Toppen vender ind ad. Stakken dakkes til⸗ ſidſt med Halm, mere for Fuglenes end for Fugtighedens Skyld, og den forbli⸗ ver ſaaledes, indtil den ſkal tarſkes, bvilket i Almindelighed ſkeer paa Marken i tort Veirlig. Raps og Rapſcedkaal henhorer ei til de Frugter, hvis Produkt kan kal⸗ des ſikkert; ſaaet tidlig fortiener dog den forſte ſnarere denne Benarnelſe. Efter mine Forſog ſikkres disſe Frugter ved Raddyrkning aldeles mod Vinterkul⸗ den, men ei mod Inſekter. §. 205. Ved ſadvanlig Dyrkning er Afgroden fra 5 til 12 Tonder paa en Tonde yder Rapſen meer end Rapſadkaalen. Ved Rapsdyrkningsmaaden har Schwertz avlet 14 Tonder paa en Tonde Land, og Land; og paa kraftig Grund, efter Afgrode. 15² Binterraps og Rapſoedkaal. efter mine Forſog, er dette ikke ualmindeligt; dog maae man ei haabe hvert Aar 31 hoſte ſaameget. Rapsſadens Priis er ſnart hoiere ſnart lavere. Selv naar Soekrig hindrer dens Afſazning til fremmede Lande, er dog, da Tran af ſamme Aarſag ei kan indfores, dens Forbrug i Landet ſaa betydelig, at Priſen derved holdes i Veiret. Blot naar Hvalfiſkefangſten og Sildefiſkeriet er meget heldigt pleier den at dale. Rapſens Priis er ſtedſe hoiere end Rapſeddkaalens, da den yder 10 Procent meer Olie. Hvor denne Avl drives i det ſtore, er det raadeligt, ſelv at anlœgge Olie⸗ molle, da man derved bliver ei blot uafhœngig af Oliepresſerne og Kiobmandene, men endog beholder de til Qvagfoder ſaa gavnlige Oliekager, ſom hine i Almin⸗ delighed forbeholde ſig. Avler man nogenlunde betydelig Mangde Raps, ſaa er det meget fordeelagtig, ſelv at ſlaae Olie deraf. §. 206. Straaet. Disſe Bexters Straae er kun lidet vordt; men naar det blot er godt ho⸗ ſtet, ſaa bor det ei behandles med ſaamegen Foragt, ſom almindeligen ſkeer, da de Fleſte ved at brande det ſoge blot at ſkille ſig derven⸗: Den eneſte Fordeel de da have deraf er, at ſtrse Aſken over Jorden. Faarene ade Froehuſene og Steng⸗ lernes Spidſe og Reſten er ret god til Giodning. §. 207. dhae, At disſe Verter tilegner ſig meget af Jordens Kraft og aldeles ikke gien⸗ erſtatte Avlsbruget den Giodningkraft de behsve, er neppe underkaſtet Tvivl og dette tilſtaae alle upartiſte Landmand, der i det ſtore dyrke dem, ſkisndt andre, der eenſidigen forfvare deres Dyrkning, ei ville indromme dette. Selv om Olie⸗ kagerne, ſaaledes ſom ofte ſkeer i England og Belgien, umiddelbart giengives Ageren ſom Giodning— hvortil vi neppe kunne beqvemme os— ſaa erſtattes den ei derved den tabte Kraft. Ved alt for ſtarkt at dyrke disſe Vexter ere Avls⸗ brug, der ei kunde ſkaffe ſig fremmed Giodning og ſelv ikke havde Overflodighed deraf, blevne meget ſvakkede og nodte til, at indſkranke denne Avl. Naar man paaſtaaer det modſatte, ſaa beraaber man ſig paa, at Vinterſaden lykkes ſaa fortrinlig efter disſe Vexter; men man har da giodet dobbelt ſaa ſtarkt, ſom ſon eler heſtet, p to Sadc Det er tilbered Afgrod Afgrode b ſvage. vel oder 1 hrugets ei naaer Begynd Veirlig det folg ntrakker man Yfo heit, d Greedge efterat til Mod indſt Nar beh — hyl den ſer komme Fierd abe hvettäu Selv nanr ran af ſanme Priſen derbed neget heldigt lens, da den ànlagge Oli Kisbmanden,, hine i Almin⸗ Rape, ſaa a t er godt ho⸗ igen ſkeer, da te Fordeel de ene og Steng⸗ les ikke gier ꝛſtet Tvivl og kiondt andre, zelv om Olie⸗ art giengives ſaa erſtattes rter ere Abl⸗ Overſlodighed Avl. Naat erſaden hike tt ſaa ſtt om Vinterraps og Rapſadkaal. 153 ſom ellers, paa det omhyggeligſte forud brakket Jorden og, efterat Rapſen var hoſtet, ploiet flittigen. Med Rette kan disſe Vexter anſees ſom gavnende mellem to Sadafgroder, formedelſt deres ſtiornende Evne og over Jorden rugende Skygge. Det er derfor ſaare naturligt at den nœrmeſte Afgrode, da tilſtrekkelig Nœring, tilberedt tilat gaae over i Planterne ei fattes, lykkes ſaare vel. Men efter denne Afgrode erdet ſom ofteſt uundgaaelig nodvendigt at gisde igien, da de folgende Afgrode ellers— med mindre Jorden er af Naturen overmaade kraftig— blive ſvage. Naar man altſaa vil med Anſtraengelſe dyrke disſe Vexter, ſaa bor man vel overveie, det ſom jeg, med Henſyn paa Handelsplanterne, allerede har anfort. §. 208. Rapſen kan fordeelagtigen bruges ſom Foderurt og ſom ſaadan forsge Avls⸗ brugets og Jordens Kraft. Men ſelv hertil behoves kraftig Jord, da den ellers til Gras⸗ 6 gang. ei naaer betydelig Hoide. Til dette Brug kan den ſaaes fra Marts Maaned Begyndelſe, og, i Forhold til den tidligere eller ſildigere Saaeningsperiode og Veirligets Paavirkning, ſamme Sommer yde to, tre eller fire Afgroder. J det folgende Aar vorxer den tidlig i Veiret og yder det forſte gronne Foder. Fo⸗ retrœkker man at lade den ſtaae til Froe, ſaa kan man endda vente en fuldkom⸗ men Afgrode. Vorxer Rapſen, naar Jorden fattes Kraft, i det forſte Aar ei ſaa hoit, at det lonner Umagen at hugge den, ſaa kan den dog benyttes ſom riig Grasgang, da alt Qvexg begicerligen geder den, og den hurtig voxer op igien, efterat vore afbidt. J England ſaaes Rapſen naſten oftere til Gresgang, end til Modning og man ſettter da denne Maade at benytte Jorden, liig en kraftig Giodſkning. Der gives Jorder ſom aldeles ikke giodes, men hver fierde og femte Aar behandles paa denne Maade. Mellem Rapſen— hvad enten den modnes, hugges gron eller afgrasſes — lykkes Kloveren ypperlig og naar hiin benyttes medens den er gron, ſaa er den ſcerdeles brugelig ved Anlaeg af fleeraarige Fodermarker, hvorved ligeledes kommer i Betragtning at Udſoden koſter ſaa lidet. Fierde Deel. Rap⸗ Rotabaga 154 Sommerraps. Rapſadkaal er ei ſaa vel ſkikket til gront Foder, ſom Raps, og Sommer⸗ raps(Brassica campestris) der hurtig voxer i Veiret, duer aldeles ei dertil, ſkiondt Mange af Misforſtagelſe have anbefalet den og havt en ringe Slet deraf. §. 209. Iſtedet for Raps har man dyrket adſkillige dermed nar beſlagtede Planter, og Rotabaga er iſer nylig bleven bekiendt, ſom en Plante, der, hvad Froets Godhed og Mangde anbelanger, ſelv overgaaer Rapſen. Dette er iſeer i Frank⸗ rige Tilfœldet og Schwertz har ligeledes erkiendt dette. Froet, ſom man hertil har brugt, hidrorer udentvivl fra den Rodvext, ſom vi kiende under dette Navn. Men denne Plante er, ved ofte at have ſtaaet tatfluttet paa Ageren, i ſin Na⸗ tur ſaa forandret, at om Planterne end efter dette Frse ſtaae enkelte, ſaa danne de dog ei Roer af betydelig Storrelſe. At denne Vext yder en overordentlig Mangde Froe og at dette er ſaare riigt paa Olie, derom er jeg allerede for lœnge ſiden bleven overbeviiſt. Efter den ſtore Fordeel, ſom Schwertz og Clemens har havt af dens Dyrkning og de Fortrin, ſom de i flere Henſeender indromme den for Rapſen, agter jeg ſnart, fuldkommen overbeviiſt om et heldigt Udfald, at betiene mig deraf. Sommerraps. §. 210. Denne Plante er vœſentlig forfkiellig fra Raps og Rapſadkaal og folgelig ei, ſom megen Sommer⸗ og Vinterſad, blot en ved Kulturen frembragt Af⸗ art. Den er Botanikernes Brassica campestris, der hiſt og her voxer vildt. Blandt alle Planter af denne Slagt har blot denne den Naturegenſkab, meget hurtigt at ſkyde i Veiret og blomſtre og deri ligner den Seneppen og Agerreddi⸗ ken. Den er folgelig en Sommervext og kan ſaaes, fra den Tid man er ſikker for Nattefroſt og til Junii Maaneds Udgang. Selv ſaa ſildig ſaaet bliver den fuldkommen moden. §. 211. E fuldkom ten og Vintert nber i2 I n hur berver Blomſt b dn vis der— V aagttag tun ſie mahſt b iudgre rapſen en ſaa Det me foretta delig, at hoſ 3 Sonmer⸗ z ei dertil Slet deraf de Planter vad Froetz er i Frank⸗ man hertil dette Nayn. „i ſin Na⸗ „ſaa danne erordentlig efor lange llemens hat romme den ldfald, at og folgelig bragt Af⸗ oxer vildt. kab, meget Agerreddi⸗ an er ſikker bliver den §. 211. Sommerraps. 155 .§. 21 1.) Sommerrapſen ynder et muldrigt, ei for tort Jordsmon, der bor veere fuldkommenr vel dyrket. J Trevangsbruget dyrkes den ſedvanligen i Brakmar⸗ ken og efter den folger Vinterſcd. Denne Plante ſvakker Jorden mindre end Vinterrapſen, men dog temmelig meget i Forhold til dens korte Vegetation, og den yder i Almindelighed betydeligen ringere Afgroder end Raps og Rapſadkaal. §. 212. Naar Ageren er tilberedt bor man ſaae i gunſtigt fugtigt Veirlig, at Froet kan hurtigen ſpire og komme tidligere end Ukrudet og Jordlopperne. Udfaldet beroer fornemmeligen paa heldig Benyttelſe af Veirliget og derngeſt om den under Blomſtringen forſkaanes af de ſmaae Oldenborrer og deres Larver, ſaavelſom af en vis Slags Orme. Den ſildig ſaaede Sommerraps modnes ved Mikkelsdagsti⸗ der— den tidligere ſaaede, i Forhold dertil— og det ſom ved Vinterrapſen bor iagttages finder ligeledes for det meſte Sted ved Sommerrapſen; dog tarſkes den kun ſielden paa Ageren.— V Den kloge Landmand opplsier Sommerrapſen ſͤaſannt han merker den ei kan lykkes; thi Ageren fyldes ellers af Ukrud. Man kan ikke vel regne paa meer end 5 Tonder paa en Tonde Land. Blot udgravede Damme har den undertiden ydet meer, ja ligeſaameget ſom Vinter⸗ rapſen, og da dens Vext er meget hurtig, ſaa, er den under disſe Omſtaœndigheder en ſaare pasſende Frugt. Dens Froe betales ei ſaa dyrt ſom Rapſens, thi det giver mindre Olie. Det maae vere meget godt for at yde 42 til 48 Pund Olie af en Tonde. Dog foretrakke Mange at dyrke den, fordi den blot een Sommer ſtaaer paa Jorden. En ſardeles Fremgangsmaade, der i det paderbornſke ei ſkal vere ualmin⸗ delig, er, at ſaae Sommerraps og Rapſadkaal blandede, og i det forſte Aar at hoſte Sommerrapſen, ligeſom Rapſadkaalen i det andet. K u 2 Se 156 Senep. §. 213. Man har nylig meget tilraadt, iſtedet for Sommerraps at dyrke Senep, ſelv for deraf at ſlaae Olie. Vi have to Arter, ei blot forſkiellige af Farve, men ogſaa kiendelige ved andre karakteriſtiſte Skielnetegn. Den hvide Seneps Froehuſe ere lodne og have en lang og krum Spidſe; Froet er guulagtigt, undertiden ogſaa bruunagtigt. Den engelſke Senep er blot en ved Dyrkning fremkommen Afart.— Den brune Senep har glatte Froehuſe, der ſidde tœt ved Stengelen. Hos os dyrkes den ſom ofteſt til den bekiendte Spiſe, da den for det meſte bruges der⸗ til, ſtiondt den gunle, ogſaa i denne Henſeende, fortiener Fortrinet. Hiin taber lettere Froet end denne. Begge yde Lampeolie, der omhyggelig renſet endog kan bruges til Mad; af et Centner Froe faaer man omtrent 36 til 38 Pund Olie. Disſe Froearters ſkarpe Smag hidrorer ei fra deres Olie, men fra Skal⸗ len og man forſikkrer at den ſkarpe engelſke Senep tilberedes deraf, efterat Olien er udpreesſet. Man paaſtaaer at Senepen lykkes paa det Jordsmvn, der er for ſlet for Sommerrapſen, og at hiin mindre end denne lider af Froſten. Den kan og bor ſaaes tidligere, da den iſcer er udſat for Jordloppernes Bid; Oldenborrer og Larver tilfsie den mindre Skade. Dens Blomſtringsperiode er meget lang; den yder Bierne fortrinlig Naring og ſatter lidet efter lidet Froe. Man bor om⸗ hyggeligen pasſe paa at ſkiere den— iſeerr den brune Senep— naar de forſte Froehuſe modnes. §. 214. Dens Produkt er i Almindelighed ſtorre end Sommerrapſens. Kan den ſalges til dem der tilberede den til Spiſe, ſaa betales den bedſt. Men ſelv til Oliefabrikation er den ved ſit ſtorre Produkt fordeelagtigere end Sommerrapſen og for⸗ fottiener Undtage tidliger 4 meget V Den hed ka b anbefal 4 derfor dre der lide me nes ei ſaaes! Linte den ei paa ht nauſte dſter et Ey given tentr yrke Seng, endelige a um Spidſe⸗ deney er blot elen. Hos bruges der⸗ es til Mad; fra Skal⸗ terat Olien for ſlet for kan og bor enborrer og get lang; an bor om⸗ r de forſte Kan den gen ſelv til eerrapſen 0g for⸗ Senep. 157 fortiener derfor i enhver Henſeende Fortrinet for denne; dog maaſkee ene med den undtagelſe, at man nodes til at iile med Jordens Tilberedning, da den bor ſaaes tidligere end Sommerrapſen. Dens Oliekager ſkulle ſom et irriterende og jevnt affsrende Lœgemiddel vere meget gavnlige for Qvceget, naar de pulveriſerede ſtroes paa Foderet. Den chineſiſte Oliereddike(Raphanus chinensis oleiferus). §. 215. Denne er en Afart af den almindelige Reddike. Da den uden Vanſkelig⸗ hed kan dyrkes og yder meget Froe, der er riigt paa Olie, ſaa har man meget anbefalet den, men hidtil er den ingenſteds varig dyrket. Den voxer meget hei, breder ſterkt ſine Grene til alle Sider og behover derfor Stotte. Den kan neſten ikke ſtaae opret eller holdes i Orden, med min⸗ dre den dyrkes paa ſmalle Bede, der omgives med Stanger. Dens Froehuſe lide meget af Snudebillens Larve. Da Planten vedbliver at blomſtre, ſaa mod⸗ nes ei alt Frset paa ſamme Tid og ofte ſaare lidet for Vinteren. Kan den ſaaes om Efteraaret, hvilket Nogle med Held have forſogt, og dser den ei om Vinteren, ſaa er denne Fremgangsmaade rimeligviis den ſikkreſte. Dog ſynes den ei at verre ſkikket til Dyrkning i det ſtore. Afgroden er, ſom man tydelig ſeer, overordentlig ſtor, og med Henſyn paa hver enkelt Plante, ſtorre end af nogen anden oliegivende Plante. Den kan maaſkee yde tituſinde Fold, og er derfor en ypperlig Vext for dem, der regne efter Fold. Men hver enkelt Plante behover ſaamegen Plads, at det dog bliver et Sporgsmaal, om den af et givet Areal yder ſaa meget Froe, ſom andre olie⸗ givende Vexter. Af Froet faaer man, efter Forſikkring, halvtredſindstyve Pro⸗ cent reenſmagende Olie. Almindelig Dodder Giyaheum— 5. 216. Denne Plante er vildvoxende og blandt Horren undertiden et becverligt Ukrud. Den har en grenet Stengel, der er een til to Fod hei, kantet og beſat med Haar; Bladene ere lancetformige. De gule Blomſter ſidde ſom lange Druer paa Stengelens Top. Dens Balge ere eppuſtele, aodannede, ſade og overſt forſynede med en Spids. Den lykkes paa velgiodet Sandjord 29 dyrkes derfor paa a denne; men den udſuger dette Jordsmon meget. J April ſages den og hoſtes ſidſt i Julii eller forſti Auguſt; lider mindre end andre oliegivende Planter af Inſekter og kun ſielden mislykkes den aldeles. Men den yder ſielden meer end 3 Tonder paa en Tonde Land, og af en Tonde faaer man 48 til 58 Potter Plie, der er oget bitter og ei ſeyrknes i Kulden. Val mue n(Papaver somniferum). §. 217. Af denne Plante dyrker man adſkillige Afarter, der ere forſtiellige aue ved Blomſternes Farve, ſom Froets og Froehuſenes Dannelſe. 1 Det er ligegyldigt hvilken Farve Blomſten har. Froet er enten mork⸗ farvet eller hvidt; Nogle anſee det forſte, Andre det ſidſte fom fordeelagtigſt. Det hvide Froe ſkal imidlertid, ſaavelſom Olien deraf, ſmage bedſt. Man anſeer den Slags for bedſt, hvis Hoveder, naar de modnes, ere blageagtig.. Vigtigere er Hovedernes Dannelſe, thi der en Sort, hvis Dakkel, naar Planten er moden, falder af, hvorved Froet letteligen ſpildes, hvorimod Dak⸗ kelen paa en anden Slags forbliver faſt paa Hovedet. Den forſte kan meget godt bruges, naar man driver denne Avl i det ſmaage og omhyggeligen afſkigerer og ſamler hvert enkelt Hoved i Sakke, men den pasſer aldeles ikke til Dyrkning i ſtore, hvor hele Valmueafgroden hoſtes paa eengang. at lade detne forret det me b dg nog Arbeid to Re gangs fuld d beſvarligt tet og beſat ſom lange de, flade og e; men den ider mindre een aldeles. fen Tonde i Kulden. Uige ſaavel auten mork⸗ gtigſt. Det Man anſeer kkel, naar imod Dak⸗ meget godt afſtiaret d9 Dyrkningi 5. 1²⁸. Valmuen. 159 §. 218. Valmuen behover et riigt, muldet og omhyggelig behandlet Jordsmon. Jordémon⸗ Derfor valger man, naar den ſkal dyrkes paa Ageren, det bedſte, ſteerkeſt gie⸗ dede og reneſte Stykke Jord dertil, ſom tillige bor have nogen Lye. Det bor Aaret i Forveien verre tilberedt og giodet, thi Valmuen lykkes ſikkreſt, naar den ſaaes tidligt. §. 219. Man ſaaer den gierne i Marts, endog paa Snee, naar denne ligger jeryn udſad⸗ og da fkal den fortrinligen lykkes. Den ſaaes meget tynd og derfor behoves en Saatmand, der paa gartner⸗ viis har leert at ſaae ſaa fiint Froe. To Pund ere mere end tilſtrœkkelige til en Tonde Land; men naar man blot ſenere borttager de overflodige Planter, ſaa ſkader det ikke, at de kommer teettere op. §. 220. Det er uundgaaelig nodvendigt at bortluge eller borthakke de overflodige Vegetation. Planter, da man ellers ei tor haabe at Valmuerne naae Fuldkommenhed. Plan⸗ terne bor ei ſtaae tœttere end 6 Tommer. Er Jordsmonnet meget kraftigt og beſkyttet mod Vinden, ſaa erholder man vel endog det ſtorſte Produkt, ved blot at lade een Plante ſtaae paa hver Fod; thi ſtaae de for tette, ſaa blive Hove⸗ derne ſmaae, og indeholde lidet og ſlet Froe. Har man ovede Arbeidere, ſaa forrettes dette Arbeide langt bedre med Haandhakken, end om Planterne og Ukru⸗ det med Haanden oprykkes; thi i hiint Tilfelde ſkiornes Jorden med det ſamme og nogen Jord hyppes til Planterne. 1b Fremkommer Ukrud efter forſte Lugning eller Behakning, ſaa bor ſamme Arbeide gientages. Valmuerne ſages ofte tilligemed Gulerodder og da disſe endnu kunne voxe to Maaneder, efterat Valmuerne ere oprykkede, ſaa kan man ved denne Frem⸗ gangsmaade paa det fordeelagtigſte benytte Ageren. Men da erholder man ei fuld Virkning af hiin Behakning og ſaavel Valmueplanternes ſom Guleroddernes regu⸗ Hoſt. Afgrode. 160 Valmune. regulcere Fordeeling, der er ſaa nodvendig for at erholde den ſtorſt mulige Af⸗ grode, bortfalder i dette Tilfcelde. 4§. 221. Man bor med Opmarkſomhed iagttage Valmuernes Modning i Auguſt og da denne netop indtraffer i den travle Hoſttid, ſaa dliver det derved vanſteligt for de ſtorre Avlsbrug, at dyrke denne Vext. Modnes Valmuerne imidlertid blot ligelig og dette opnaaes for det meſte ved tidlig at ſaae og tilberlig at udtynde Planterne, ſaa er Arbeidet juſt ei meget vidtloftigt. Valmuerne bor hoſtes ſaaſnart de ere modne, thi Krager, Spurve*) og Muus— hvilke ſidſte for at faae Hovederne afbide Stenglerne ved Jorden— ere meget begigerlige after Froet, men de bor ligeſaalidet hoſtes umodne, thi da faaer Froet en ubehagelig og bit⸗ ter Smag og yder mindre Olie. Valmuerne afſkiceres noget over Jorden, eller er denne los, oprykkes de, bindes hoit oppe paa Stilken i ſmaae Nege og indkiores ſnart. Man hugger da ſaa meget mueligt af Stilkene og ſotter Knipperne, at de kunne fuldkommen torres, paa et luftigt Sted under Taget. §. 222. Valmuehovederne aabnes i Almindelighed et efter andet og Froet udryſtes. Men hvoor dette Arbeide ei kan forrettes af Gamle eller Born, forſinkes derved til⸗ ſkade de Forretninger, ſom indtraœffe paa ſamme Tid. Dyrkes Valmuer i det ſtorre, ſaa tarſtes de ſœdvanligen eller ſkigrres paa Hakkelſekiſten, og Froet renſes da ved Kaſtning og Blaesning. Det renſede Froe lœgges paa et tœt Bradeloft eller i Mangel deraf bredes det paa Segldug, rores i Begyndelſen ofte, og pakkes ei, for det er fuldkommen tort, i Tonder. §. 223. Kan man ſalge Valmuefroet eller ſelv paa tilbsrlig Maade presſe Olien deraf, ſaa kan dette henregnes til Landmandens fordeelagtigſte Frembringelſer. En Tonde Land kan yde 9 til 10 Tonder og en Tonde Froe giver omtrent 60 Pund Olie. Denne, iſer den forſte, der ſlaaes kold, og ſom under Presnin⸗ gen *) Fornemmeligen Meiſer. Gverſ. zen bland dlie. T Snag ft ges 0g b giver, e ligheder/ d Froe blo kunne de N Fros Frnchobe uude 2 kunne d) kelte t belſmager cxarlid 6 dog nep ſtes med og Her beconon Forhold lige, o orligen rekkel Feerd mulige i Auguſt ed vanſtalig ne imidlertü g at udtynde e bor hoſte ſidſte for at efter Froet, gelig og bit⸗ den, eller er g indkiores ipperne, at et udryſtes. derved til⸗ muer i det Froet renſes eraf bredes uldkommen resſe Olien nbringelſer. omtrent bo er Presnin⸗ gen Valmuen. 161 gen blandes med ituſkaarne Ebler, er udentvivl den reneſte og behageligſte Mad⸗ olie. Blot den fineſte italienſke Olie overgaaer den, men Olivenoliens ſcregne Smag faaer den, ved en liden Tilſcetning af Provenceolie. Ofte kan Froet ſel⸗ ges og betales da godt. Men uagtet den betydelige Fordeel, ſom Valmueavlen giver, er denne dog, under mange Avlsforhold, forbunden med ſaadanne Vanſke⸗ ligheder, at det i de ſtorre Avlsbrug er betenkeligt, at drive den i det ſtore. §. 224. Om andre Planter, ſaaſom Hor, Hamp og Tobak, hvis oliegivende Froe blot er en Biſag, ſkal blive handlet i det folgende. Blandt andre, der blot kunne dyrkes paa gartnerviis, navner jeg her Solblomſten,(Helianthus annuus). Af Froet praesſes meget god Madolie og Afgroden kan vœre betydelig. Men Froehovedernes Hoſt og Bevaring er ſaa vanſkelig, at dens Dyrkning ei kan til⸗ raades Landmand, men bor overlades Gartnere, der hiſt og her fordeelagtigen kunne dyrke denne Vert, mellem andre Afgroder; thi naar Planterne ſtaae en⸗ kelte lykkes de ſtedſe bedre, end naar de ſtaae ſammentraengte paa Ageren. Man har ligeledes anbefalet at dyrke Grceskar for Froets Skyld, der yder velſmagende, men blot lidet, Olie. Men disſes Dyrkning bor i Almindelighed overlades Gartnere. Endnu bor jeg nœvne, ſaavel Agerreddikens ſom Agerſenepens Froe, der dog neppe forſcetligen frembringes af nogen Landmand, men kun alt for ofte ho⸗ ſtes med Saden, og omhyggeligen afſondret fra denne, kan benyttes til Olie. §. 225. Om Horavlen og Horrens Behandling have vi ſaa udforlige Anviisninger, ei blot i alle land⸗ oeconomiſke Haand⸗ og Lœreboger, men endog i mange ſoœregne Skrivter, der i Forhold til Skribentens Vard ere i det hele meer eller mindre grundige og tyde⸗ lige, at det ſynes overflodigt, end een Gang at foredrage denne Gienſtand ud⸗ forligen og i alle dens Momenter. Desuden veed hver praktiſk Landmand til⸗ ſtrekkeligen hvorledes Horren dyrkes og tilberedes, og dette ſidſte lœres langt be⸗ Fierde Deel. X dre Det Fordeel⸗ agtige og Ufordeelag⸗ 162 Horavlen. dre ved Gieſyn end af Beſkrivelſe. Er Horren ſaaet, ſaa tilfalder dens svrige Bearbeidning Fruentimmerne, der i Almindelighed med ſtorſte Deeltagelſe ſorge for den. Jeg vil derfor her blot omhandle Hovedpunkterne, der efter min An⸗ ſkuelſe deels ufuldſtendigen og utydeligen ere angivne, deels endnu ere underka⸗ ſtede Tvivl. §. 226. vel i de ſtorre ſom mindre Avlsbrug, er fordeelagtig eller ufordeelagtig. Naar tige ved denneden Ene medrette finder en fortrinlig Erhvervskilde deri, ſaa udleder en Anden Avl. ligeledes Avlsbrugenes Spakkelſe derfra. At Horren udſuger Agerens, iſcer aldre Giodningkraft; at det med den⸗ nes Dyrkning forbundne Arbeide er kiedſomt, beſverligt, og indtraœffer paa en Tid da man allerede er overlasſet med Forretninger, af hvilke letteligen vigtigere kunne forſommes, kan vel neppe nagtes. Naar man altſaa efter den hidtil bru⸗ gelige Dyrkningsmaade blot kan giode ſvagt, og om Sommeren ei er overflodig forſynet med Arbeidere, ſaa kan aldrig udſtrakt Horavl vare gavnligz men paa kraftig Grund og forſynet med qvindelige Arbeidere kan man derimod avle Hor i det ſtorre. Hor dyrkes fremfor andre Handelsvexter henſigtsmesſigt i Egne, hvor Spind og Varning er Landfolkets Hovederhverv om Vinteren. Der kan man ofte ſelge Horren, medens den ſtaaer paa Marken, og derved forſkaffe ſig en bety⸗ delig reen og contant Fordeel, uden at anvende den Omhue, ſom er uadſkillelig fra dens Indhoſtning og Bearbeidning. Ofte er det god Speculation, paa et Gods at indrette Spindeſtuer og Bave, for derved om Vinteren at ſkaffe en ſtorre Mangde Arbeidere Fortieneſte, ſom da om Sommeren kunne bruges ved Avlingen. J dette Tilfalde bor og kan Horrens Avl og Tilberedning udvides. Skee ei begge Dele, ſaa ſynes mig at andre Handelsplanter kunne dyrkes med ſtorre Fordeel end Horren, og at dennes Avl da bor indſkrankes til eget Behov. §. 227. Meningerne ere meget deelte, om hvorvidt en meer udſtrakt Horavl, ſaa⸗ 8 mon.2 daa Fug den, kre bor Jord nergelagt 4 nen her ſteligt ti Kf Ukrud da folge fftet Ho⸗ tralke at naat Bro Kraft, n ſtrax eft Eſteraa ren lad Denne aftebes V per med ſon He⸗ giedſte deles ſ Eſtar. terſed, Fsretr end efte dens zvii tagelſe ſorg fter min Un ere underta⸗ dravl, ſan⸗ tig. Naur der en Anden det med den⸗ paa en Tid en vigtigere hidtil beu⸗ er overflodig 3 men paa avle Hori Egne, hvor der kan man ſig en bet uadſtillelig on, paa et at ſtaffe en bruges ved ing udvides. dyrkes moͤ get Behor. §. 227. Horavlen. §. 22 7. 3 16 Horren lykkes bedre paa det loſe og ſandede end ſtarke og leerede Jords⸗ Jordsmon. mon. Men Beliggenheden ber erſtatte hiint Jordsmons ringe Evne, at holde paa Fugtigheden. Det bor vere riigt og, af Natur eller ved Giodſknjng i Forti⸗ den, kraftigt; thi nye Gisdſkning erſtatter neppe hiin. Men overmaade geilt bor Jordsmonnet heller ikke vœre, thi da falder Horren altfor tidlig. Et loſt mergelagtigt Jordsmon er blandt alle det bedſte. §. 228. ₰ Trevangsbruget dyrkes Horren almindeligen i og iſtedetfor Brakken; Harrens men her ſynes den mig aldeles upasſende. Saaes Horren tidlig, ſaa er det van⸗geren. ſkeligt tilberligen at tilberede Ageren, iſcrr om denne ved flere Afgroder er fyldt af Ukrud. Horren har desuden ſaa almindelig erkiendt ſkadelig Virkning paa den folgende Vinterſcd, at hver praktiſt Landmand gior Regning paa, at denne efter Hor yder betydeligen mindre. Bed dette Dyrkningsſyſtem vilde jeg fore⸗ trœkke at ſaae Horren i Sommermarken, da denne lettere ſcttes i rette Tilſtand, naar Brakken blot tilberligen behandles, og den har desuden endnu tilſtrakkelig Kraft, naar Jorden i Brakaaret er rigelig giodet. Ageren bor i dette Tilfceelde, ſtrax efterat Vinterſcden er hoſtet, ploies let eller riſpes og derneeſt endnu ſamme Efteraar ploies dybt. Synes Ageren at beheve Giodſtning, ſaa vilde jeg om Vinte⸗ ren lade ſtroe friſt Staldgiodning paa den, men den burde da iforveien vere harvet. Denne Giodning blev liggende til om Forgaret, naar Veirliget blev tort, da afreves de halmagtige Dele eller, hvilket i det ſtore er lettere, ſammendroges i Rum⸗ per med Heſteriven og bortkisrtes til andet Brug. Herved ſik Ageren den Geilhed, ſom Horren behsver, uden at de halmagtige Dele kunde ſammenklumpes. Fold⸗ giodſkning er forreſten ogſaa pasſende. Ageren bliver da meget gron, men ſœr⸗ deles ſkior, og kan ved een Ploining blive fuldkommen ſtikket til at beſaaes⸗ Efter Horren lykkes Aaret derpaa WErter meget godt, og naar derefter ſaaes Vin⸗ terſcedd, ſaa bliver denne bedre, end om den var ſaaet umiddelbar efter Horren. Fsretrakker man derimod at ſaae Klover i Horren, ſaa lykkes denne her bedre, end efter nogen anden Frugt, Boghveden ene undtagen, X 2 Hor⸗ 164 Horavlen. Horren lykkes fortrinlig efter Kloverſtubbene, blot ploies een Gang og end fortrinligere om Klsveren var to Aar gammel. Om Foraaret eller Efteraaret om⸗ ploier man Kloveren omhyggeligen og nogenlunde dybt; man harver og tromler Jorden. For Horren ſaaes harves Ageren ſtarkt, eller, hvilket er virkſommere bearbeides med Exſtirpatoren; man nedharver Horren og tromler Jorden. Hiin Giodſkning kan, om den anſees nodvendig ligeledes anvendes her, men virkſom⸗ mere er ſvag Giodſkning af Kalk⸗ eller Sebeſyderaſte, eller Giodning af Fieder⸗ kreaturer, iſcxr af Duer, der ſtroes paa Jorden. Efter Balgfrugt, iſeer efter Erter, mislykkes Horren, ſom Belgierne have erfaret. Efter behakkede og ſtarkt gisdede Frugter lykkes Herren meget vel og den dyrkes fordeelagtigen efter Hamp; men omvendt er det modſatte Til⸗ fœldet. 13121142 9 b— §. 229. Serdeles ſkikkede til Horavl ere nye opbrudte Jorder eller ſaadanne der loœnge have lagt til Graes, og jeg troer, at man neppe kan forſte Gang dyrke no⸗ gen fordeelagtigere Afgrode derpaa. Saadanne Jorder bor, overeensſtemmende med Gronſveerrens Tykkelſe, ploies lettere eller dybere, og Ploiſtrimmelen godt o fuldſtondig vendes; er Jorden ujœvn, ſaa hielper man med Spade og tu Man kan ploie ſildigt om Efteraaret eller tidligt om Foraaret; man tromler og harver ſtrax, at Graesſet ei ſkal frembryde. Ved Saaetiden harves Ageren ſterkt; Horren ſaaes, nedharves og tromles. Jeg har aldrig ſeet kraftigere og langere Hor, der bedre har ſtaaet opreiſt, end netop paa ſaadan nybrudt Jord, og der har man endda den Fordeel, at Lugning ei behoves. J det hoieſte fremvoxe atter nogle af de haardforeſte Ukuudsarter og disſe kunne letteligen— ſtikles. Under Horren bliver Gronſvcrren ſaa ſkior, at den, om man vil 98 ved een Ploining blive ſkikket til at beſagaes med Vinterſcd. Paa Leaftbt ny⸗ brudt Jord, har jeg ved denne Fremgangsmaade avlet meget god Hvede 8 Hor; thi Rugen ſom i det foregaaende Aar ſaaedes paa lignende nybrudt og paa ſamme Maade behandlet Jord, gik i Leie. Jeg kiender ingen anden Frugt 1 d hvis Hielp man ſaa hurtig ſkiorner ſei Gronſver. 3adt Har 8 Hotren gage bor ſaa lade poſ„de ſon jeg der ſaa le dand,h Man ar hyppige nie t meꝛd at V Erfaring n Horre derfor a ſon det Aarſag ren ind Jindrec guul wendel ſaaer d opbrud Froets mige m og tort eg glin Bang og ed teraaret om⸗ rog tromler irkſommen, den. Hin en virkſon⸗ 3 af Fieder⸗ n Belgierne örren meget odſatte Til⸗ aadanne der ig dyrke no⸗ sſtemmende len godt og eog Greb. tromler og rves Ageren et kraftigere an nybrudt det hoieſte tteligen uͤ⸗ an vil, kan kraftig ⸗ Hvede efte rudt og pas Frugt, ved Hau Horavlen. Har jeg ingen nybrudt Jord, ſaa ſaaer jeg, ved mit Dyrkningsſyſtem, Horren paa de lave Steder, hvor jeg maatte befrygte, at Vinterſcœden kunde gage bort, eller hvor ſaadant virkelig er indtruffet. Ere ſaadanne Steder ſmaae, ſaa lader jeg dem grave, og gioder dem kort iforveien med lidt kalkblandet Kom⸗ poſt, der nedharves med Soden. Paa denne Maade avler jeg ſaa megen Hor, ſom jeg behover, uden at indromme denne anden nyttig Jord, og disſe Pletter, der ſaa letteligen blive ſure og da bevoxes af Planter, der ynde denne Agerens Til⸗ ſtand, holdes derved rene. Horren taaler aldeles ikke efter kort Tid atter at ſaaes paa ſamme Jord. Man anſeer 9 Aar ſom det korteſte Mellemrum, ſelv om man, ſom i Belgien, pnginan og med Seld dyxte den. §. 230. Man har giort til ufravigelig Betingelſe for med Held at avle Hor, hvert Froe⸗ tredie eller i det ringeſte hvert fierde Aar at ſſkaffe ſig nyt Froe, og til dette Hie⸗ meed at kiobe rigaiſt Horfroe, ſom frembringes i Liefland, Kurland og Lithauen. Erfaring lerrer virkelig at vort ſelvavlede Froe lidet efter lidet bliver ſlettere, og at Horren, der iſcer for tidlig danner Grene, ſtedſe bliver lavere. Man nodes derfor af og til, at kiobe dette dyre Froe, der koſter 5 til 6 Gange ſaameget ſom det hiemmeavlede. Men vort Froe bliver rimeligviis ei ſlettere af klimatiſke Aarſager, men fordi vi anvende for liden Opmarkſomhed derpaa. Vi ruſke Hor⸗ ren inden Froet bliver fuldkommen modent og kneble den ſtrax, uden at kunne hindre at Frset da tager nogen Varme, hvorved det og iſtedet for oprindeligen guult, bliver bruunt. hine oſterſoiſte Egne, hvor Horfrsets Salg er en betydelig Indtagtskilde, behandles Froet derimod langt omhyggeligere. Man ſaaer den til Froeavl beſtemte Hor langt tyndere, paa nyligen braʒndte og ny⸗ opbrudte Jorder, lader den fuldkommen modnes og offrer Horrens Fiinhed for Froets Godhed. Froeſtanglerne afſkigres et Speend lange og bindes ſkruefor⸗ mige med Baſt til en Stang, der ſeettes opreiſt; her bliver de fuldkommen modne og torre og terſtes forſt da. Saaledes behandlet vedbliver Frset at vœre guult ag glindſende, det beholder ſin eiendommelige friſke Lugt og giver kraftfuldere Blom⸗ Afarter. Rodningen. 166 Horavlen. Blomſter. Der kan neppe vare Tvivl om, at vi ved at folge denne Fremgangs⸗ maade kunde avle ligeſaa godt Horfroe og undvarre hiint, der er ſaa koſtbart. Overeensſtemmende med Erfaring er det raadeligt, at lade Horfroet blive to Aar gammelt; nogle paaſtaae at jo aldre, jo bedre er det. §. 231. Vi have to Slags Hor, af hvilke den enes Froehuſe ved Soelheden revne med en ſeregen Lyd og derfor kaldes Klanghor, medens den andens Froe maage aftœrſkes, hvorfor denne kaldes Tarſkehor. Hiin giver finere og blodere, men kortere Hor. Denne dyrkes derimod hyppigſt, da man ei troer, at den forſte er ſaa fordeelagtig. Forſkiellen mellem tidlig, ſildigere og ſildigſt Hor hidro⸗ rer ene fra Saaetiden, og Froet er af ſamme Art. Den tidlige og ſildigere er i Almindelighed ſikkreſt. Imidlertid dyrkes den ſildigſte i mange Egne og Avls⸗ brug, blot fordi den ruſkes efter Sœdhoſten, i hvilken man ei gierne forſtyrres. §. 232. nr Horrens svrige Vehandling forbigaaer jeg, fordi den er tilſtrakkelig be⸗ kiendt; dog bor jeg berore de modſtridende Meninger, om Bredningens eller Senkningens Fortrin. Den forſte er ſikkreſt, men dertil behoves lang Tid, iſcer om Veirliget er tort. J det torre Efteraar 1810 giorde Bredningen ingen Virkning og man neodtes til at ſaœnke Horren eller ofte at ſtenke den. Ved Scnkningen tilberedes Horren hurtigen, men dertil fordres megen Opmerkſom⸗ hed og Omhue, at Horren ei ſkal tage Skade. Man fattes undertiden ſkikket Vand. Ved Horrens Sankning fyldes Luften med raadden Stank og Vandet med raadden Materie, der draber Fiſtene. Man nedes i Almindelighed til at overlade Fruentimmerne dette Arbeide, der ei gierne afvige fra det ſœdvanlige, og man handler derfor raadeligſt, ved at anvende den Methode, ſom er brugelig i Egnen. Ved Tarſkningen deles Froet i tre Dele; det bedſte bruges til Sœd, det maadelige til Oliepresning og det ſletteſte bedſt til Qvagfoder. L at, ſor ſleeraari thkkere bruun; b i Hu den med G 850 de Plau b Nen nas b det a ft den me Fremgane ſaa koſthat blive to Aar elheden rewn Froe maae lodere, men at den forſt Hor hidra⸗ ſildigere er i te og Avls⸗ forſtyrres. rakkelig be⸗ ngens eller ag Tid, iſar ingen ingen den. Voͤd Opmarkſom⸗ rtiden ſtikket og Vandet glighed til at dvanlige, og r brugelig i il Sad, del §. 233 Horavlen. 167 Den fleeraarige Hor, Linum perenne, er en vaſentlig forſkiellig Plante⸗ art, ſom Nogle meget anbefale og ſom ſynes at have de ſtore Fortrin, at veere fleeraarig— jeg har i 6 Aar holdt den ved fuld Kraft— og at give hoiere og tykkere Steengler. Men Taven deeles vanſkeligen, og Horren bliver grov og bruun; den har derfor ingenſteds vundet varigt Biſald. Hampen, Cannabis sativa. §. 234. Hampen er blandt de Vexrter, der ei paa ſamme Plante frembringe Han⸗ og Hunblomſter. Den med Hanblomſter forſynede Plante kaldes Hanhamp, og den med Hunblomſter, blot Hamp. En fortrinlig Afart er Elſasſer⸗ eller Strasborger⸗Hampen, der kan blive g Fod hoi. Denne Hoide har den ſandſynligviis blot faaet ved Kulturen, thi de Planter, der ſkulle bare Froe behandles omhyggeligen og gives megen Plads. Men naar den er ſaa hoi, ſaa er den meget udſat for at beſkadiges af Storm, og det er folgelig ei afgiort, om dennes Dyrkning er fordeelagtig i vort Klima. §. 235 Hampen behover endnu meer end Horren kraftigt muldrigt Jordsmon, der⸗ ved ſin Beliggenhed er fugtigt og tillige ſkiort. Den lykkes fortrinligſt i udgra⸗ vede, dog ei torvagtige, Moſer og Damme. Kun paa los Marſkgrund pleier den at dyrkes i Rotationen med de svrige Afgroder. Paa Hoiland giver den, uden meget ſtark Giodſkning ei ſtort Udbytte, med mindre den, ſom allerede an⸗ fort, ſaaes paa enkelte lave Steder med ſort Jord. Paa Grund heraf er deus Avl i mange Egne aldeles ubekiendt. flere Aar efter hverandre. §. 236. Er Jordsmonnet ei af Naturen loſt, ſaa bor det efter korte Mellemrum af Tid plsies i det ringeſte ſire Gange og dybt. Paa Paa pasſende Jordsmon kan den dyrkes Jordsmon. Dyrkning. Vegetation. 168 Hampen. Paa fugtigt Jordsmon er den brandende Faare⸗ og Heſtegiedning bedſt; men dyrkes Hampen paa et torrere Jordsmon, ſaa behover den at gisdes rigeli⸗ gere med forraadnet Koegisdning. Hampen ſaaes fra midt i April til forſt i Maj paa den nyligen plsiede Jord, omtrent 8 til 10 Skiepper paa eu Tonde Land, alt i Forhold til om man vil have den grovere og ſtarkere, eller finere. Den ſaaes helſt i fugtigt Veirlig Man anſeer det ſidſt avlede Hampefroe for bedre end det aldre, og giver derfor ſtedſe hiint Fortrinet. §. 237. Hampen kommer hurtig op og ſkyder ſaa geſvindt i Veiret, at den ſnart beſkygger Jorden, forekommer Ukrudet og ſielden behover, at luges eller behakkes. Hampeavlen har i den Henſeende ſtort Fortrin for Horavlen. Blot Orobanche major og ramosa fremvoxer i visſe Egne med Hampen og er iſtaud til aldeles at odelegge den. J andre Egne ſees hine aldeles ikke. Hanhampen ruſkes i Almindelighed, naar den har ſtovet og dens Top be⸗ gynder at blive guul; og da ſiger man, at Hampen galdres. Hertil er ſad⸗ og nedharves. vanligen ſidſt i Julii eller forſt i Auguſt det rette Tidspunkt; altſaa juſt i den travleſte Hoſt, hvorved dette langſomme Arbeide bliver beſvorligt. Men ruſkes Hanhampen i denne Periode, ſaa faaer man den fineſte Hamp deraf og man und⸗ lader derfor ei gierne dette Arbeide. Hunhampen faaer ogſaa derved mere Plads, bliver ſterkere, og bœrer mere Froe. Forreſten hoſtes og tilberedes Hampen naeſten paa ſamme Maade, ſom Horren. Dog forrettes disſe Arbeider paa forſkiellige Maader, ſom findes be⸗ ſkrevne i enhver Anviisning til Hampeavlen i landoeconomiſke Haandbsger, og iſcr i ſoregne Skrivter om denne Gienſtand; nyligſt i Kaͤhlers ypperlige Hand⸗ buch fuͤr Landwirthe(Berlin, Realbuchhandlung). §. 238. Hampeavl i det ſtore kan blot tilraades de ſtorre Jordeiere, naar de be⸗ ſidde ſoregne dertil pasſende⸗ Jorder, er tilſtraœkkeligt forſynet med Arbeidere eller have Leilighed til at ſalge Hampen paa Marken. Hamp er overalt uundvarlig til til Reeb, felgelig ei de Hamp, benytte die anſlaae bem tet Dmkoſte Den anbefalet, Nanxfact uagtet Ce b Surrogat, Intte dere di torriſ NR men endo ved Udyt Jord 1 kunne be derne ho Men de Neldern gierde dning beͤſ; lodes rigeli Noiede Jord, til om nnn iigt Veirlig det aldre, et, at den luges eller len. Blot g er iſtaud eens Top be⸗ rtil er ſad⸗ a juſt i den Men ruſkes og man und⸗ mere Plade, Naade, ſom n findes be⸗ dboger, 0g erlige Hand⸗ naar de be⸗ rbeidere elle t uundvarlig til Hampen. Svalerod. Tveboe⸗Nelde. 169 til Reeb, og det Froe, ſom den rigeligen yder giver megen Olie; Afſcetning kan folgelig ei fattes. Det er raadeligt for de Aolsbrug, der ei ſtedſe have pasſende Grund til Hamp, og f. Ex. i udlobne Damme maae dyrke den, i de Aar, da de kunne benytte disſe, at frembringe Forraad deraf for flere Aar. Ofte har jeg kunnet anſlaae den rene Indteegt af en Tonde Land med Hamp, til 100 Rbdlr., uag⸗ tet Omkoſtningerne vare ſtorre end de burde verre. Svalerod, Asclepias Syriaca. §. 239. Denne blev i Aarene ſyttenhundrede og nogle og halvfemſindstyve overmaade anbefalet, ſom et Surrogat for Vomuldog den blev virkelig brugt i adſkillige Manufacturer, iſer ved Leignitz. Men da man ſenere intet har hort herom, uagtet Conjuncturerne ſiden have ofte vorret ſœrdeles gunſtige for et Bomulds⸗ Surrogat, ſaa har man Grund til at troe, at man ei har fundet den forventede Nytte deraf. Dens Dyrkning er ellers aldeles ikke vanſkelig, og den lykkes paa det torreſte Sand, naar den blot faaer nogen Giodning. Tveboe⸗Nelde, Urtica dioica. §. 240. Man har atter nylig meget ivrigt anbefalet denne, ei blot til Spinding, men endog ſom Foderurt. Den ſtkal kunne formeres ei blot ved Froe, men endog ved Udplantning og man anforer iſcer til dens Roes, at den kan groe paa ſlet Jord, paa ſandede Bakker, mellem Stene og paa Steder, der ellers aldeles ei kunne benyttes. Dette var mig ſaare paafaldende; thi jeg har aldrig ſeet at Nel⸗ derne have naaet nogen betydelig Hoide, uden paa meget muldrigt Jordsmon. Men det blev mig forſtaaeligt, da jeg ſenere af en af dem, der meget roſte Nelderne, erfoer, at man, naar man vilde dyrke disſe, burde paa det dertil Fierde Deel. Y valgte 170 Tveboe⸗Nelde. Lodder Kartebolle. valgte Sted, dœkke Grunden med et Lag ſort Jord, af nogle Tommers Tykkelſe. For den, der ei bedre veed at anvende ſin frugtbare ſorte Jord og ſit Arbeide, kan denne Plantes Dyrkning til Spinding og Foder, verre raadelig. Man har desuden foreſlaaet adſkillige andre Verter til Spinding, ſaa⸗ ſom adſkillige Arter af Malvaſlagten, Gyvel(Spartium junceum ſog scopa- rium); Smalbladet Dueurt(Epilobium angustifolium), ja endog Humleran⸗ kerne o. ſ. v. Desangaaende henviſer jeg til Herzers Vollſtaͤndige Geſchichte der Benutzung vieler bisher noch unbenutzter deutſcher Woll⸗ und Seidengewaͤchſe, Re⸗ gensburg 1794. For det forſte ville vi formodentligen indſtranke os til Hor⸗ rens og Hampens Dyrkning. Lodder Kartebolle, Dipsacus fullonum. §. 24r. Denne Plante anfores her, fordi den er ſaare nyttig i Klaedemanufactu⸗ rerne og ſoges ſaa ſtarrkt til disſe, at den under mange Localiter kunde fordeel⸗ agtigen dyrkes. Den voxer ogſaa vild hos os, men er da uduelig til Kradsningen, fordi Piggene, hvormed dens Hoveder ere forſynede, mangle den krogdannede Spidſe, ſom de ved Dyrkningen erholde. Froet ſages om Foraaret. J det forſte Aar bliver Planterne ikke hoie. De udplantes almindeligen i Julii Maaned og ſcttes 1 til 2 Fod fra hverandre. Aaret derpaa blive de 4 til 6 Fod hoie. Paa Stenglernes og Grenenes Ende fremkomme agdannede Blomſterhoveder, der ere beſatte med Pigge og mellem hvilke rodagtige Blomſter viſe ſig. Ere alle Blomſterne fremkomne, ſaa af⸗ ſtigres Hovederne, hvorved et Stykke af Stilken, omtrent en Fod langt, bli⸗ ver ſiddende. De torres paa et luftigt Loft og bindes i Knipper, der indeholde hundrede Stykker. Planten kan paa denne Maade benyttes i to Aar. Om denne gielder ligeldes det, ſom allerede er anfort om Handelsplanter i Almin⸗ delighed. Krap⸗ de Ro en Pennen hwilke dee indvendig horizontalt aatet. 2 hoie, be gule og f de V ſom ſtent ſaaffe ſig avlete auf V optrakken V K ber giode J den een V ¹ delſe; u Nällemrt paa Pl kommer ſvage, afrives ers Tykelſe Arbeide, kan inding, ſaa— mlog scopa. Humleran zeſchichte der waͤchſe, Re⸗ os til Her⸗ demanufacte⸗ unde fordee⸗ ingen, fotd mede Spidſe, ene ikke hoie za hverandre enenes Ende eog wellen ane, ſaa af⸗ langt, li⸗ der indeholde „Aar. Om ter i Aluin⸗ Krah⸗ ——— Krappen. Krappen, Rubia tinctorum. §. 242. Dens Hiem er det ſydlige Europa, og dyrket hos os er den perennerende. Rodderne, der ſaa almindeligen bruges til Farvning, ere ſaa tykke ſom en Pennepoſe og ofte 2 til 3 Fod lange. De have Led eller Afſœtninger, ved hvilke de ere meget trœvlede og beſtaae af en kiodagtig, udvendig morkerod, men indvendig lyſersd Subſtants; de danne oventil mange Sidersdder, der brede ſig horizontalt under Jordens Overflade, og fra disſe fremkomme Udlobere om For⸗ aagret. Vad Vinterens Nermelſe visner Toppen. Stenglerne blive nogle Fod hoie, baœrre ovale Blade, der ſom en Stierne omgiver dem. Blomſterne ere gule og fremkomme paa en grenet Buſk. §. 243 ⸗ Denne Plante kan formeres ved Froe; men meget hurtigere ved Udlobere, Almindelig Dyrknings⸗ ſom fremkomme om Foraaret. Vedbliver man paa denne ſidſte Maade at for⸗ maade. ſkaffe ſig Planter, ſaa ſynes disſe tilſidſt, ei at ville bœrre Froe. Nogle Krap⸗ avlere anſee ſom fordeelagtigt, af og til ligeſom at forfriſte Planterne, ved at optrœkke dem af Froe. Krappen behover los, fugtig og ved Giodſkning kraftfuld Jord, der atter bor giodes til den. Man graver, ja endog reoler Jorden, eller, hvilket ofte bruges, pleier den een Gang meget dybt. Planterne lagges i Rader, omtrent to Fod fra hverandre og i Forbin⸗ delſe; men naar tre eller fire Rader ere lagte, ſaa lader man et dobbelt ſaa ſtort Mellemrum ubenyttet. Henſigten med disſe Mellemeum er, derfra at kaſte Jord paa Planter, ſom derved, naar de have naaet en vis Hoide, hyppes. Ageren kommer ſaaledes til at beſtaae af ophsiede Bede og fordybede Gange. Mai er den ſadvanlige Plantningstid. Da Planterne det forſte Aar ere ſvage, ſaa benyttes Mellemrummene til andre Vexter. Saaſnart Vinteren begynder dœkkes Bedene med Giodning; men denne afrives om Foraaret og nedgraves, dog ei dybt i Gangene. Planterne frem⸗ B 2 ſkyde 7 Forbedret Dyrknings⸗ maade. 17² Krappen. ſtyde nu kraftfulde og Bedene holdes ved Lugning og Behakning rene og ſkisre. J det tredie Foraar udgraves Jorden af Gangene, og denne der ved Giodningen er bleven feed, bredes over Bedene; juſt ſaaledes ſom man pleier at behandle Aſpargeslandene. Rodderne opgraves Efteraaret derpaa, og Nogle pleie vel at opgrave dem, i det andet Aar efter Plantningen; men dette er blot anvendeligt paa overordentlig kraftfuld Jord, og Rodderne blive dog aldrig ſaa ſtore eller gode, ſom de, der ere tre Aar gamle, og ſœlges derfor vanſkeligere. Paa denne Maade dyrkes Krappen, maaſkee med nogle Undtagelſer, al⸗ mindeligen. §. 244. Naſſten ſamme Dyrkningsmaade, ſom den Schwertz omtaler i Belgiſche Landwirthſchaft, B. II, S. 203, har jeg, inden han ſkrev, anbefalet adſkil⸗ lige Krapavlere, der med ſtorſte Fordeel have anvendt den. Men jeg har ſenere erfaret, at hverken Schwertz eller jeg er den forſte Opfinder deraf; thi Paſtor Chriſt har allerede 1781 anbefalet den i hans Unterricht von der Landwirthſchaft, ſom udkom i Frankfurt am Main.»Overveier man den tullſke Dyrkningsmaa⸗ „des Fortrin,“ ſiger han, Side 464,„ſaa indſeer man ſtrax, at den er ſaa „pasſende til Krapavlen, ſom til nogen anden Avl.“ Dog ſynes mig betceenke⸗ ligt, efter Tulls af ham beſkreyne Maade, at ploie Jorden fra Raderne. Dyrkede jeg Krap, ſaa ſkulde det ſtee paa fslgende Maade: Efterat Ageren var fuldkommen vel tilberedt, ploiedes med Hyppeploven Furer, tre Fod fra hverandre, og midt paa de ſmale Bede, ſom herved dannedes, lagdes Plan⸗ terne. Naar disſe havde naaet tilſkrœkkelig Hoide opplsiedes, ved at ſpande Hyppeplovens Muldfielle videre fra hinanden, meer Jord af Furerne. Saavel denne Jord, ſom den der, ved gientagen Ploining paa ſamme Maade, bragtes ud af Furerne, hyppedes til Planterne. For Vinteren dakkedes hele Ageren— med mindre den af Naturen ſkulde vere overordentlig kraftfuld— med temmelig for⸗ raadnet Giodning, der for ſtorſtedeelen faldt i Furerne. Nafſte Foraar opploie⸗ des des Giodni iike herved ning i Fi Hyppeplo ligen dybe Ekuffelplo A ber og Sch Paanter d nu i Rad meget vel Nac Sted; be Fr ikke tillge V den ſaaled S Andenſte S alt ober Denne A eng„ m Krappen ber kunr 4 tede i d de og ſtiote Giodningen at behandle vrave den,i eerordentlig de, der ere agelſer, al⸗ i Belgiſche falet adſtil⸗ g har ſenere zthi Paſtor wirthſchaft, kningsmaa⸗ den er ſaa nig beternke⸗ erne. de: Efterat er, tre Fod agdes Plan⸗ at ſpande 2. Saavel bragtes ud eren— maͤ mmelig fot⸗ .4 4 1des Krappen. Vaiden. des Giodningen, ved ſamme Plov, paa Bedene. Alt Haandarbeide undgaaes vel ikke herved, men det forringes meget. Varlig Behakning og Jordens Opkrads⸗ ning i Furerne bliver alligevel nodvendig; derved drages Jord i Furerne, ſom Hyppeploven atter lœgger paa Bedene. Ere Furerne i det tredie Aar tilſtrakke⸗ ligen dybe, ligeſom Bedene tilſtrekkeligen ophoiede, ſaa renſes Furerne blot med Skuffelploven. At Udfaldet bliver efter denne Dyrkningsmaade ſaaledes, ſom Chriſt haa⸗ ber og Schwertz paaſtaaer, kan ei betvivles af den, der ſaaledes har ſeet andre Planter dyrkede. Planternes Optagning bliver herved langt lettere, thi de ligge nu i Rad, og kunne ſikkerligen, overeensſtemmende med Schwertz's Erfaring, meget vel opploies. §. 245. Naar Krappen er hoſtet bor den torres paa et luftigt, dog ſkyggefuldt Behandling efter Hoſten. Sted; bedſt paa Foldſtykker ſom i et Teglſkuur. Krappens ovrige Tilberedning er Landmanden uvedkommende, naar han ikke tillige er Fabrikant. Er man ei ſikker paa, at kunne ſoœlge Krappen, naar den ſaaledes er torret, ſaa bor man anſkaffe ſig en Krapmolle. Skal Krapavlen drives i det ſtore, ſaa bor man forſt oprykke Planter. Andenſteds fra at ſkaffe ſig disſe i ſtor Maungde, vilde ſikkerligen vere vanſkeligt. Saa fordeelagtig velordnet Krapavl end kan vare, bor man dog frem for alt overveie det, der er ſagt om Handelsverters Dyrkning i Almindelighed. Denne Avl er neſſten ene pasſende til de Avlsbrug, der have Overflod af Giod⸗ ning, men den kan aldeles ikke forbindes med de ſœdvanlige Markrotationer, da Krappen indtager Pladſen i tre, eller i det mindſte i to Aar, og een Mark aarlig bor kunne hoſtes. Vagiden, satis tinctoria. §. 246. 3 Denne Plante dyrkedes forhen meget i Tydſtland, iſcer i Thuͤringen, og alle⸗ rede i det 13de Aarhundrede ved Erſurt. Da den var en betydelig Handelsgreen mindelighed. ſaa 174 Vaiden. ſaa berigedes derved adſkillige Provindſer og Stader, der kaldtes Vaid⸗Handels⸗ ſteder. Men midt i det 16de Aarhundrede lœrte man at kiende den oſtindiſke In⸗ digo, der i det 17de Aarhundrede kom almindeligt i Brug og fortrengte Vaiden. Vel indſaae man den Skade, ſom maatte blive Folge heraf, og man ſatte Penge⸗ og Livsſtraf paa Brugen af denne ſataniſke Farve,— ſaaledes kaldte man Indi⸗ goen— men disſe Handelspolitiets Foretagender frembragte det ſœdvanlige Re⸗ ſultat: at giore Ondt vorre. Manufakturiſter og Farvere paaſtode, at de uden Indigo aldeles ikke kunde beſtaae og at de med et Pund Indigo kunde farve lige⸗ ſaameget, ſom med 3 Centner Vaid. Man dadlede Vaiden ſaameget, at Far⸗ verne ſkammede ſig ved at benytte den, og foregave blot at bruge Indigo, ſkiandt de, ſom man forſikkrer, endnu anvendte hiin. Men fra den Tid dyrkedes Vai⸗ den kun paa ſaare fage Steder. Da vi nu atter trange til denne Plante, og paa Grund heraf agte paa den, ſaa er det rimeligt, at den Kunſt, deraf at kunne tilberede ligeſaa god Indigo, ſom den oſtindiſke, vil ſtadfœſtes og udbredes. J dette Tilfalde kan det atter blive fordeelagtigt for Landmanden, at dyrke Vaid, naar blot Betingelſerne for Handelsvexters Dyrkning, derved iagttages. §. 247. Afarter. Vi have to Afarter af Vaiden: nemlig, een der dyrkes i Tydſkland og en anden der dyrkes i Languedoc. Denne ſkal vare meget bedre end hiin og ogſaa kunne groe i Tydſkland. See Endeckung, der in Deutſchland noch unbekannten aͤchten, zahmen Waidpflanze, nebſt Nachricht uͤber den Unterſchied dieſer und der thuͤringſchen(von Otto). Frankfurt 1794. §. 248. Lnaman og Vaidens Stengler blive 3 til 3 ½ Fod hoie, tykke ſom Fingre og deeles i adſkillige, med Blade beſatte, Grene. Disſe omſvobe Stenglerne, ere pill⸗ dannede, ſpidſe, lidet taggede og blageagtige; Blomſterne ere gule og danne, ved Stenglernes Ende, Rosmer. Vaiden behover ſtœrkt gisdet Jord, der bor vœre omhyggelig behandlet og vel renſet. Man ſaaer enten om Foraaret, eller, hvilket er bedre, ſidſt i Au⸗ Au⸗ guſ eller Vaiden d men yder Efteraare Foraaret des, ati heidet vil Rader bg E afſtodes V derefter V iSolen. ſterkt, m ſea. 5 Otte elle verdi torres ſa og derna denne kar d at de ne dens B. Eet, Schre aid⸗Handels⸗ jſtindiſte In⸗ engte Vaiden. ſatte Penge⸗ tee man Indi dvanlige Re⸗ , at de uden de farve lige⸗ get, at Far⸗ digo, ſtiandt yrkedes Vai⸗ gte paa den, god Indigo, kan det atter Betingelſerne dſkland og en din og ogſaa pflanze, nelſ rankfurt 1794. og deeles ne, ere pül ale og danne, behandlet 0 , ſöſt i le Au⸗ Vaiden. 175 guſt eller forſt i September, omtrent 1 Skieppe paa en Tonde Land. Saaes Vaiden om Efteraaret, ſaa lider den undertiden, dog ei ofte af Vinterkulden, men yder ellers langt meer end den der ſaages om Foraaret. Blive Planterne om Efteraaret hoie, ſaa afhugges de og bruges i Almindelighed til Qvagfoder. Om Foraaret ikke alene renſes Vaiden med Haandhakken, men udtyndes endog ſaale⸗ des, at i det hoieſte blot een Plante bliver ſtaaende paa hver Qvadratfod. Ar⸗ beidet vilde udentvivl ſaare lettes og meget Froe ſpares, om man dyrkede Vaiden i Rader og bearbeidede den med Skuffelploven. §. 249. Ere Bladene een Tomme lange og begynde Blomſterne at frempippe, ſaa Hoſt og Be⸗ afſtodes Stengelen nar ved Roden, og de ſtorſte Blade afplukkes. Nogle Uger derefter fremſkyde atter Blade, der ligeledes ſamles. Dette fortſcttes ſaalcenge Planten vorer, og af Vintervaiden faaer man undertiden fire Afgrsoder. Andre hoſte blot tre Gange, at Bladene kunne blive ſaameget ſtorre. Paa god Jord hoſtes i Tydſkland 300 Centner friſte Blade, paa en Tonde Land. De afrevne Plantedeele vaſkes og torres hurtigt, eller rettere visne blot i Solen. De bringes umiddelbart derefter paa Vaidmollen i et Trug, hvori et ſterkt, med Jern⸗ eller Treeklodſe forſynet, Hiul, lober rundt og knuſer Mas⸗ ſen. J denne Tilſtand ſattes den i frie Luft i Bunker, ſom dakkes for Regn. Otte eller tolv Dage derefter aabnes Vaidbunkerne, Masſen ſmuldres og det Ind⸗ vendige blandes med den Skorpe, ſom udvendig er dannet. Den rulles i Kugler, torres ſadvanlig paa Foldſtykker, der ere udſatte for Vinden, men ei for Solen, og derneſt ſclges den. Saaledes er den ſodvanlige Fremgangsmaade, men denne kan ſikkerligen forbedres. Det der ſtedſe meeſt vil afſkrakke Landmandene fra at dyrke Vaid, er, at de nodes til at forene Fabrikation med Produktion, da hiin blot er muelig, me⸗ dens Bladene ere friſke og desuden ſkal ivœrkſcœttes paa en travel Aarstid. See, Vom Anbau des Waidkrautes, deſſen Zubereitung und Anleitung Indigo daraus zu machen. Wien 1788. Schrebers hiſtoriſch⸗phyſiſche und oͤkonomiſche Beſchreibung des Waides. Halle 1752. Vau, handling. 176 Vau. Saflor. Vau, Reseda luteola. §. 250. Denne Farveplante har det ſtore Fortrin, at den blot behsver at torres, og kan dernaſt uden videre Tilberedning ſalges. Leeret Sandjord, ſom er vel gisdet, vel tilberedt og renſet, er ſaare pas⸗ pende for den. Denne Plantes fine Froe ſaaes i Auguſt, omtrent et Lispund paa en Tonde Land, og nedharves letteligen, da det ei taaler at ligge dybt. Naar Froet i det naſſte Aars Auguſt er modent og Planten begynder at blive guul, ſaa oprykkes, torres og bindes den i Knipper, hvori den centnerviis ſal⸗ ges. Af Froet kan ſlaaes Olie. Denne Plantes Dyrkning er altſaa ſimpel, og da en Tonde Land yder 6 à 3 Centner og dette ei ſieldent betales med 8 Rbdlr., ſaa er denne Avl meget for⸗ deelagtig, naar man blot ei fattes Afſetning. Men Englanderen Marſhall raader, at forbyde Forpagterne denne Plantes Dyrkning, da den meget udma⸗ grer Jorden. Saflor, Carthamus tinctorius. §. 251. Denne Plante behover kraftigt Jordsmon, der er havemasſigt dyrket. Froet lagges tidligt, i to Fods Afſtand, nogle Kierner i hvert Hul; af de frem⸗ komne Planter bliver blot den bedſte ſtaaende. Mellemrummene holdes ved Be⸗ arbeidning, bedſt med Skuffelploven, rene. Naar Blomſterne, der i Auguſt ere gule, faae morkere Farve, ſaa afpilles de, ved Hielp af en ſtump Kniv og torres i et SBkuur. Men Blomſterne bor ikkun plukkes om Formiddagen, ei i Middagens Soelhede. Hoſten er det vidtloftigſte Arbeide, ved denne Avl. Planten bliver dernceſt ſtagende, for fuldkommen at modnes; den opryk⸗ kes, torres og taœrſkes for Froets Skyld, hvoraf man faaer god, men ei megen Olie. Set Dei Au 1. ring, 09 b get i Alm Oymerrke Giodnin 1 V forſte er I ning rin bere fra da tidli V meer aro ſeldnere ſigtige ei, ded legenhe ter blau at torres, og er ſaare pas⸗ et Lispund ligge dybt. der at blide tnerviis ſal⸗ and yder 6 à l meget for⸗ en Marſhall meget udma⸗ esſigt dyrket z af de frem⸗ ldes ved Be⸗ der i Auguſt imp Kniv og lddagen, eil ne Avl. ; den optyk⸗ men ei megen Humlen. 177 See Deillingers oͤkonomiſch⸗technologiſche Abhandlung uͤber den Saflor und Waubau. Neue Auflage, 1805. Humlen, Humulus. §. 252. Denne er et naſten uundverligt Produkt, der overalt finder ſikker Afſcet⸗ Afarter. ning, og til ſaadan Priis, at dens, viſt nok betydelige, Dyrkningsomkoſtnin⸗ ger i Almindelighed forrentes med 100 Procent. Den fortiener enhver Landmands Opmarkſomhed, der ved ſit Dyrkningsſyſtem er iſtand til, at ſpare den fornsdne Giodning og formager at tilveiebringe den forſte nodvendige Capital. §. 253. Vi have adſkillige Afarter Humle; den vilde og den dyrkede Humle. Den forſte er i enhver Henſeende mindre og mindre kraftfuld, og kan den end ved Dyrk⸗ ning rimeligviis forgdles, ſaa falder dog ingen paa at forſoge dette, da Udlo⸗ bere fra den dyrkede Humle letteligen erholdes. Den forſte berer ei blot ſtorre Hoveder, men er endog Af denne have vi atter to Slags, den tidlige og den ſildige. meer aromatiſk; den anden barer flere Hoveder, ſtal, ſom man forſikkrer, ſieldnere mislykkes end den forſte, og vere mindre udſat for Sygdomme. For⸗ ſigtige Humledyrkere give dog i Almindelighed den forſte Fortrin, iſcr naar de ei, ved dens Modning ſidſt i Auguſt eller forſt i September, kunne komme i For⸗ legenhed for Arbeidere. Hos mindre opmerkſomme Landmand findes begge Sor⸗ ter blandede, men dette er i enhver Henſeende og fornemmelig ved Hoſten ſkade⸗ ligt. Man bor derfor ved Humlehavens Anlag undgage at plante forſkiellige Sorter mellem hverandre. Humlen er een af de Verter, hvis forſtiellige Kion ei findes paa ſamme Plante. Det ſynes imidlertid, at Planternes Kion kan forandres; thi da man blot kan benytte Hunhumlen, ſaa plantes ikkun denne, og man ſtreber at ud⸗ rydde Hanhumlen, thi Froedannelſen er ligegyldig; men ikke deſtomindre frem⸗ kommer Hanhumlen hiſt og her i Humlehaven, der, om hiin Formening ei er grundet, maa hidrore fra for tidligt modnet og affaldet Froe. Fierde Deel. 3 §. 254. Humlehavens Anlag. Plantning. 178 Humlen. §. 254. Til Humlehave bor man valge en fritliggende Plads, der blot har nogen Beſkyttelſe mod Nordenvinden. Hindres Vinden fra frit at giennemſtryge Hum⸗ lehaven, ſaa er man lettere udſat for, at Humlen mislykkes. Det bedſte Hegn om en Humlehave er Vold og Grovt med en lav Hak. Meget Stov ſkader Humlen, der felgelig ei bor plantes nœr Landeveie. Leerblandet Sand og ſandblandet Leer er bedſt pasſende for Humlen, naar disſe Jordsmon blot inden Plantningen beſidde megen Giodningkraft og i Frem⸗ tiden tilſtrekkeligen giodes. Paa fugtigt og ſterkt leeret Jordsmon er Humle⸗ avlen uſikker; men lykkes den, faa bliver Afgroden derpaa rigere. Hvor under et tilſtrekkeligen tykt Jordlag ligger Kalkſteen, lykkes Humlen ſikkert. Bedſt fkikket tit Humlehave er gammel, kraftig Grœsmark og Kiokken⸗ eller Frugthave, der har varet ſteerkt giedet. For at tilberede Jorden til Humleavl er det raadeligt,— naar man ei Aaret i Forveien vil ſommerbrakke,— at dyrke en Afgrode, der behakkes. Giodes hertil med 32000 Pund Giodning paa en Tonde Land, ſaa paakiores efter Indhoſtnin⸗ gen atter 40000 Pund, der, ſtroet, enten bliver liggende oven paa Jorden, eller nedploies. Saafnart Jorden tidligt om Foraaret er tor, ploies den ſaa dybt mueligt eller graves. 8§. 255- Humlekukerne ber i det mindſte vere 4 Fod i Qvadrat fra hverandre. Nogke give dem 6, ja 8 Fods Afſtand. Man ſerter en Pel i Jorden for hver Kule og graver rundt om denne, i 6 Tommers Aſſtand, en liden Grovt, 4 Tom⸗ mer bred og 5 Tommer dyb, og lagger 3 til 5 Humleaflaggere deri, med Hi⸗ nene i Veiret; men disſe ber vere friſke og kraftfulde. Grovten fyldes med den udgravne Jord; Palene trykkes faſte, og en liden Hsi af los Jord opkaſtes ſaale⸗ des, at Humlerodderne fuldkommen dœkkes. Efter nogle Ugers Forlsb, i For⸗ hold til Veirliget, fremkommer den unge Humle. Saafnart Ukrud viſer ſig, behakkes hele Haven, og mellem Planterne luges eller rives. Humleſtangerne ſattes da i Jorden, efterat man forſt har giort Hul med en Jernſtang. Hoved⸗ kan⸗ tankerne! tet afſtie B opgrave⸗ aaret. . lemrumme bor onhy⸗ gesde ift Nunkelb ternes E b E V Pund Gi Heit og og nedgr V ningens V kunne Pl V behageli faſtes t forſte. tli de le tere Ete Rander in koſt Viinta paa der idſat lot har nogen nſtryge Hun⸗ bedſte Hegn Stev ſtade umlen, naar og i Frem⸗ n er Humle⸗ Hvor under kert. Bedſt Frugthave, man eĩ Aaret Giodes herti Indhoſtnir Jorden, ele den ſaa dyht a hverandre. den for hber pt, 4 Tom⸗ i, med Di⸗ ldes med den gkaſtes ſaale⸗ rlob, i For⸗ rud viſer ſih mleſtangerne ag. Heved⸗ rm⸗ Humlen. 179 rankerne bindes til Stœengerne og hine vinde ſig op ad disſe; men de mindre Ran⸗ ker afſkigres. Dette gientages om fornsdent. Bruger man ikke Humleaflaggere, men hele Planter, ſom man, ved at opgrave Humlen i en gammel Humlehave, kan faae, ſaa planter man om Efter⸗ aaret. Da pleier man i det folgende Aar, at faae ſtorre Afgrode. Ved St. Hans Dags Tider hyppes Humlen. Jorden trekkes fra Mel⸗ lemrummene til Planterne og derved dannes om hver Stang en Hsi; men man bor omhyggeligen vogte ſig for, at bersre Humlerodderne. Da Humlens Af⸗ grode i forſte Aar er ringe, ſaa plante Mange andre Verter, ſaaſom Kaal⸗ og Runkelbeder, i Mellemrummene, og da hoſtes Humlen aldeles ikke, men Plan⸗ ternes Toppe afſkigres, for derved at ſtyrke Rodderne. Efter forſte Afgrode giodes Humlen; og hertil behsves aarlig 20000 Pund Giodning, paa en Tonde Land. Jorden trœkkes noget ned fra de ſmage Hoie og Gisdningen lœgges derpaa. Denne Giodning neddrages atter i Marts, og nedgraves letteligen i Mellemrummene, hvorefter Humlen ſtaenges. Men Giod⸗ ningens Masſe bor rette ſig efter Jordens Behov; thi ved at gisde for ſtarkt kunne Planterne blive ſyge. De overflodige Spirer udſtikkes og ere en ſaare behagelig Foraarsſpiſe. Man lader blot 6 til 7 Ranker ſkyde i Veivet, disſe fœeſtes til Stangerne og man fortfarer forreſten i alle de folgende Aar, ſom i det forſte. §. 256. Humleſtengernes Anſkaffelſe er for mangenes Landmand det vanſkeligſte;Hu thi de bor i det mindſte vere 14 til 18 Fod lange. J de forſte Aar kunne kor⸗ tere Stanger bruges. Andre ſcette to eller tre Stenger i en Kule, og fordele Rankerne til dem. Man har giort adſkillige Forſlag, ſigtende til at ſpare Humleſtangerne, der ere en koſtbar Artikel ved Humleavlen, og blandt andet foreſlaaet, at lade Humlen, liig Viinranken i Italien, ſnoe ſig op ad lombardiſte Popler der oppudſedes, og man har paa denne Maade viſt nok dyrket Humle, men mindre og ſlettere, og ſom var meer udſat for Sygdom. Denne Dyrkningsmaade blev folgelig ei mindre bhlehar eud“ 3 2 med Hoſt. 180 Humlen. Stanger. Det vilde formodentlig ligeſaalidet vere oeconomiſk rigtigt, at bruge Stakitvork i Stedet for Stanger. §. 257. Antager Humlen en bruunnagtig Farve, bliver den haard og faſt, og faaer en behagelig aromatiſk Lugt, ſaa er den moden, og da iiler man med dens Indhoſt⸗ ning. Den tidlige Humle modnes ſadvanligen forſt i September, den ſildige ſidſt i ſamme Maaned. Rankerne afſkigeres ved Jorden og Stangerne, hvorom Humlen har ſnoet ſig, optrakkes. Enten afplukkes Humlen ſtrar, eller bringes forſt i Huus. J forſte Tilfolde behoves tort Veirligt, og man bor, for at be⸗ nytte dette, ſamle ſaamange Menneſker ſom mueligt. Stangerne lagges, to ved Siden af hinanden, paa et Stillads, og et Klade faeſtes ved Hielp af Kroge dertil, at den afplukkede Humle kan falde deri. Hertil bruges i Almindelighed Fruentimmer og Born, der fordeeles omkring Stilladſen, medens andre Arbei⸗ dere frembare Humleſtangerne og tage de ledige tilbage. Er Kladet fyldt, ſaa ryſtes Humlen i en ſtor Sak og bringes ſtrax derhen, hvor den til Torring ud⸗ bredes; thi i Sekken blev den inden foie Tid varm. Skal Humlen torres i Huus, ſaa trakkes Humlerankerne af Stangerne; de ſammenbindes loſeligt, hiembringes og plukkes det ſnareſte muligt. Den forſte Maade er udentvivl den bedſte, naar man ei fattes Folk; thi bringes Hum⸗ len uplukket i Huus, ſaa ſtaaer den Fare for letteligen at blive muggen. Er Humlen plukket, ſaa enten bredes den tyndt paa et med Lufttrak forſy⸗ net Loft, hvor den daglig vendes, indtil den er tor eller den torres paa en Kolle, der ei ryger og denne Maade er ei blot den hurtigſte, men endog den gaynligſte for Humlen. Over Kollen bredes et Stykke Haardug, hvorpaa Humlen laggges 6 til 12 Tommer tyk, i Forhold til dens mindre eller ſtorre Grad af Fugtighed, og Modenhed. Kollen bor ei vere alt for varm, og ſtedſe have ſamme Tempe⸗ ratur. Naar Humleſtilkene letteligen brydes og Bladene falde af, ſaa er den tilſtrœkkelig tor, og dette bliver den i 8 til 10 Timer. Dog behoves nogen Er⸗ faring og Hvelſe til denne Torringsmaade, for at traffe og vedligeholde en pas⸗ ſende Temperatur. Til dette Arbeide bor ſtedſe volges en paalidelig Karl. Er H um Hunlen pakkes- 6 forſꝛabi faſtttad 8 Stillads; ſiden bed Ealkene med en! Hiornen fylder ſa V Humlen V Vaſend den aron ſin gule d gerneb der beſt t, at beu t, eg fanere ens Indhoſt den fildige ne, hvorom eller bringes ;, for at be⸗ lexgges, to ielp af Kroge lmindelighed andre Arbei⸗ t fyldt, ſaa Torring ud⸗ Stangerne; aligt. Den ringes Hum⸗ gen. fttrak forſy⸗ vaa en Kolle, n gavnligſte mlen lagges Fugtigho⸗ mme Tempe⸗ „ſaa er den es nogen Er⸗ olde en pas⸗ g Karl. Er Hum 181 Humlen ſaaledes tsrret, ſaa bringes den Forraadskammeret, hvor den, inden den pakkes, bliver liggende i 6 à 7 Dage, at den kan tilegne ſig nogen Fugtighed. Er Humlen paa en eller anden af disſe Maader torret, ſaa bringes den, forſaavidt den ſkal varre til eget Brug, i de bekiendte Bevaringsſteder, hvor den faſttrades eller den pakkes til Salg i Sakke. Vil man pakke Humlen i Sakke, ſaa fafſtes disſe med Aabningerne til et Stillads; i begge Sakkens Hiorner faſtbindes en Haandfuld Humle, at man ſiden bedre kan behandle Humleſekkene, og Humlen kaſtes nu lidet efter lidet i Sakkene, hvor den efterhaanden ſom disſe fyldes enten faſttrœdes eller faſtſtodes med en tung Stoder. Sarkken loſes derneſt fra Rammen, i begge dens sverſte Hiorner bindes ligeledes en Haandfuld Humle, og dernaſt tilſnores den. Man fylder ſedvanlig 150 til 200 Pund Humle i en Sœk. Saaledes pakket holder Humlen ſig lange friſt, men ligger den loſt, ſaa taber den ſnart af ſit klabende Vaſſen og ſine krydrede Deele. Men Humlens Godhed beſtemmes juſt efter dette klabende Vaſen, efter den aromatiſke Lugt, ſom det Meel hvormed den er overſtroet beſidder, og efter Humlen. ſin gule Farve. Er Hoſten tilendebragt, ſaa bor man ſtrax bœere Omſorg for, at Steen⸗ gerne bringes i Huus jeller i det ringeſte under aaben Himmel ſattes i Bunker⸗ der beſtaae af 30 til 40 Stykker. §. 258. Humlens Afgrode og Priis er ſaare forſkiellig. der et Aar neppe yder 2 Centner paa en Tonde Land, frembringer i andre Aar Humlens Priis daler undertiden til 12 Rbdlr. og ſtiger Den bedſte Humlehave, 30 til 36 Centner. atter til 70, ja 80 Rbdlr. for Centneret. Storſt er Fordelen, naar Humlen fra et frngtbart Aar kan bevares til et ſlet Aar, men dette er mere den Hand⸗ lendes end Landmandens Sag. Omkoſtningerne kunne ligeſaalidet beſtemmes, da ogſaa disſe zeroe.; paa locale Forhold, og derfor kan man ei heller anſtille almindeligen pasſende Bereg⸗ ninger over den rene Fordeel ved Humleavlen. dig⸗ Man har under heldige Omſtan⸗ Afgrode. 182 Humlen. Tobakken. digheder havt 4 til 600 Rbdlr. reen Fordeel af en Tonde Land; men ogſaa, naar Tilfeldet var det modſatte, ei engang ſine Omkoſtninger gienerſtattede. Paa Veirliget og de Sygdommes Udeblivelſe, hvoraf Humlen kan anfal⸗ des, beroer fornemmelig dens Afgrode. Vel kan man, ved henſigtsmasſigen at anlœgge Humlehaven og godt at behandle Humlen, modvirke hines ſkadelige Ind⸗ flydelſe, men dog ei ganſke tilintetgisre den. En varm Sommer, med milde ſydlige og ſydveſtlige Vinde uden for megen Regn, er gunſtig for Humlen, da den derimod ſtedſe mislykkes, naar sſtlige og nordlige Vinde herſke i en vaad Sommer. Folger brandende Soelhede efter Regn og Taage, eller verle hede Dage med kolde Natter, ſaa er dette i de ſidſte Sommermaaneder ſaare ſkade⸗ ligt for Humlen. Ferſt tilfsies den Skade af de ſmaae Oldenborrer, ſenere af adſtkillige Fluearter og Bladluus, men meeſt af Honningdug, der falder om Sommeren i de kolde Natter og hidlokker disſe Inſekter. Blot ſtark Tordenregn kan befrie den derfor. Den er mod Slutningen af ſin Vext udſat for Skimmel og Meeldug, iſœr om den groer paa fugtige, lave og indſluttede Steder. Ved ſaa mangfoldige Farer og Fiender beroer altſaa det meſte paa Lykken. Tobakken, Nicotiana. §. 259. Da denne Plante bruges almindeligen, ſaa dyrkes den ſom Handelsvext i alle europaiſke Lande, hvor dens Brug ei formedelſt financielle Henſyn er forbuden eller indſkrenket, og i Forhold til den ſtorre eller mindre Fordeel, ſom dens Avl, overeensſtemmende med Handelsconjuncturer, der betinges af Soekrigen, yder. §. 260.— Dyrkning ved De Landmand der drive denne Avl i det ſtsrre og ſtrœbe at udvide den, har fundet det raadeligere, at overdrage det dermed forbundne Arbeide til driv⸗ tige Huusmand, end at dyrke Tobakken ved egne Tieneſtefolk. Derfor har man enten for en beſtemt Betaling overladt hine Ageren, efterat den var giedet og fuldkommen tilberedt kil Tobakkens Plantning eller blot betinget ſig, at de ſkulde for⸗ fnrette A meiſt Bifa bakken hhk dere, der naſten ude ligen den ren leveret fer Pladé trekke Nla⸗ Han lever ded, ſaan Frvende5 V ſig, 0g ſo da en Tonde Fühl. E V Panterene V ffter Rid beſtiaſtig han til, taler. den erſtat ter, der Ulot. at Det er er Toba Giodnin nen ogſag, attede. kan anfal⸗ ceoſigen at eelige Ind⸗ ned milde inlen, da jen vaad verle hede aare ſtade⸗ „ſenere af falder on Tordenregn r Skimmel der. Ved ksvext i all rbuden eller dens Apl, en, Ner. ide den, hat de til drir⸗ for har man t gisdet o at de ſtude for⸗ Tobakken. 183 forrette Arbeidet, mod en vis Deel af Afgroden. Denne Maade har vundet meeſt Bifald, da det derved blev ſaavel Eiernes ſom Planterens Fordeel at To⸗ bakken lykkedes. Derfor finder man naſten overalt, hvor Tobak dyrkes, Arbei⸗ dere, der under Navn af Plantere have nedſat ſig, og i Sommermaanederne neſten udelukkende beſkicftige ſig med denne Avl. Paa ſlet Jord faae de ſedvan⸗ ligen den halve Afgrode; men paa fortrinlig Grund blot to Femtedeele. Eie⸗ ren keverer Ager og Giodning, ſamt forretter det forelsbige Plovarbeide og ſkaf⸗ fer Plads til Tobakkens Torring; derimod forretter Planteren Arbeidet og op⸗ trœkke Planterne, hvortil Eieren dog leverer Giodning, ſamt Riis til Froebedene. Han leverer ligeledes Heſte til Tobakkens Hiemkiorſel, men Omkoſtningerne her⸗ ved, ſaavelſom ved Tobakkens Salg ere fœlleds. Hertil behoves imidlertid vel⸗ havende Familier af Arbeidsſtanden, der indtil Tobakken ſcelges, kunne ſelv ernere ſig, og ſom folgelig, foruden Arbeidslonnen, bor have nogen Fordeel. Da man kan antage, at Tobakken efter et Middeltal yder 16 Centner paa en Tonde Land og at et Centner betales med 5 Rbdlr., ſaa frembringes for 80 Rödlr. Tobak paa en Tonde Land, hvoraf Eierens Part, 2 er 48 Rbdlr. og Planterens 32 Rbdlr. En duelig og flittig Planter kan med ſin Familie efter Middeltal dyrke 6 Tonder Land, og fortiener fslgelig, i den Tid da han beſkicftiger ſig med Tobakens Dyrkning og Torring, 192 Rbdlr.; dog nodes han til, i den travleſte Tid, at bruge nogen fremmed Hielp, ſom han ſelv be⸗ taler. Bed Tobaksavlen tilberedes Jorden fortraffeligt til andre Frugter; ved den erſtattes Brakken fuldkommen og efter almindelige Jagttagelſer yde de Frug⸗ ter, der dyrkes efter Tobakken, ligeſaameget ſom efter den rene Brak, forudſat blot, at Tobakageren faaer 16000 Pund Giodning meer, end Brakmarken. Det er fornemmelig denne Giodning, der bor ſkrives Tobakken til Laſt, og derfor er Tobakavlen naturligviis almindeligſt, hvor man for lav Priis kan kiobe Giodning. Arter. 4 4 smon. C 184 Tobakken. Til Tobaksavl i det ſtore, behsves uundgaaeligt Torreplads. Hertil bru⸗ ger man Lofter, Skure, Stalde, og Tobakken tager ei Skade, ved at henge over Qvaget i Stalden. Man kunde ved Hielp af Heſtehakken ſikkerligen meget formindſke Arbeidet ved Tobakkens Dyrkning; men da andet Haandarbeide dog er uundgaaeligt nod⸗ vendigt, og bor i det rette Gieblik nsiagtigen udfores, ſaa ſynes det raadeligt, at de der eie ſtore Lodder overdrage alt Arbeidet til Plantere. Paa Grund heraf forbigaae vi her det meer ſpecielle ved Tobaksavlen, der §. 261. Man har anbefalet adſkillige Tobaksarters Dyrkning, men den almindelige virginſte Tobak(Nicotiana tabacum) har man neſten overalt givet Fortrinet og den Art, ſom nogle, under Navn af aſatiſt eller tyrkiſt Tobak(Nicotiana rustica) have roeſt, fandtes i Tidens Lengde ei dette Bifald verd. Af hiin Art har man forſkiellige Afarter, der formodentlig ved Dyrkningen ere fremkomne; man har iſer en ſtorre og en mindre Afart. §. 262. Et loſt Jordsmon er fortrinligt for Tobakken, og ſandet Jord folgelig mere pasſende end Leer. Sandblandet Leer er det bedſte Jordsmon for denne Vext; dog lykkes den ogſaa paa muldblandet Leer, der ei indeholder Syre. Men Jor⸗ den boer vgerre riig paa gammel Muld og denne Kraft foroges ved en eller anden Giodſkning; thi ellers yder Tobakken ei en fuldkommen og riig Afgrede. Den groer bedſt paa nyebrudte Jorder, iſcer om Gronſverren er brœndt og fornemme⸗ lig, naar Skov ſom vorede derpaa, eller Brande, ſom tilkiortes, paa kurlandſt Maade, breendes til Aſke. Fortrin meer, end fra Climaet; thi denne ſages ſielden i gisdet Jord, men ti til Herfra hidrorer formodentlig den amerikanſke Tobaks tolv Aar i Rad, i kraftig og ryddet Skoogrund. Vore Fabrikanter vide lige⸗ ledes, at den Tobak der er voxet paa lignende Grund, er behageligere og lugter bedre, end den fra nygiodet Jord. Ikke deſtomindre ville de, naar de ſlutte Handel, ei indromme dette, at de ikke, ſom forreſten billigt, ſkulle betale mere for dor denne hed almin do Kalk, Re giore fald ved faaer kanterne, den. Da Kiobere. 1. Efteraaret V nedbringes atter 9gd b Vi V ſigſte mue Veitlig, kaftfudd Ager til 4 allerede, vet i def Kling, Korge, Raen, Chriſt⸗ Tlailé ertil bru⸗ Dat hange e Arbeidet eligt nod— raadeligt, olen, der Lodseiere, lmindelige Fortrinet Nicotiana Af hün temkomne; gelig mere nne Vext; Men Jor⸗ eller anden de. Den fornemme⸗ kurlandſt ke Tobaks men ti til vide lige⸗ eog lugter r de ſlutte hetale mete for Tobakken. 185 fdr denne Tobak, hvortil de dog engang nodes, naar ſaadan Tobaks Fortrinlig⸗ hed almindeligen erkiendes. Den naſt bedſte Tobak frembringes paa muldrigt Jordsmon, ſom gisdes med Kalk, Mergel eller Aſke, hvilken Giodſkning, om Jordsmonnet var magert, ei kunde gisre fuldkommen Virkning. Den fremtvinges ſœdvanligt ved Giodning, men her⸗ ved fager den ſtedſe en ſkarp Smag og fuſelagtige Lugt, for hvilken Tobaksfabri⸗ kanterne, ſkiondt hidtil forgigves, have ſtrabbt ved forſkiellige Midler at befrie den. Da ſaadan Tobak imidlertid er den almindeligſte, ſaa finder den ſtedſe Kiobere. §. 263. Ageren tilberedes ſom til andre Behakningsfrugter; den ploies dybt om Agerens Til⸗ Efteraaret, Giodningen udkiores og ſtrses om mueligt for Vinter; naſſte Foraar nedbringes den ved en let Ploining og kort for Tobakken plantes, ploies Jorden atter og dybere, at den kan blive ſkier. Vil man verre vis paa at Tobakken lykkes, ſaa bor den plantes det tid⸗ ligſte mueligt, helſt i Maj Maaned, og man bor benytte ſig af det forſte Veirlig, ſom dertil er ſkikket. Det er altſaa iſerr vigtigt tidligen at have kraftfulde Planter; og at kunne hurtigt overantvorde Planteren en kraftfuld Ager til disſe. At beſkrive det ovrige Haandarbeide, ſom Planteren bor forrette, er, ſom allerede anfort, ei denne Anviisnings Hiemeed. Dette findes udforligen beſkre⸗ vet i de fleſte landoeconomiſte Haandbsger og i folgende Skrivter: Kling, der Tobacksbau fuͤr den pfalziſchen Landmann, 1798. Korge, Unterricht zum Anbau des Toback. Breslau 1773. Nieben, Anleitung zum Tobacksbau, Dresden 1789. Chriſt Anweiſung zum eintraͤglichſten Tobacksbau. Frankfurt 1799. Traité complet de la culture, fabrication et vente de tabac. Paris 1791. §. 264. Hvor det er brugeligt at lade Plantere dyrke Tobakken, imod derfor at er⸗ holde en vis Andeel, kiender man ligeledes Betingelſerne, hvorpaa de antages. Det noiagtigſte i den Anledning findes i Grev Podewils Wirthſchaftserfahrungen Fierde Deel⸗ Aa Th. 1, Til Caffeſur⸗ vogat. 186 Tobakken. Eikorien. Th. 1, S. 75. Hvor denne Indretning endnu ei er indfort, nodes man til i Begyndelſen at verre tilfreds med en mindre fordeelagtig Akkord; men Planterne blive billigere, ved at laere at kiende den Fordeel, ſom tilfalder dem, naar To⸗ bakken dyrkes paa pasſende og ſtarkt giodet Jord. Da Tobakken er let at transportere, ſaa bor man, om end Veien bliver lœngere, ei undlade at bringe den til det Torv, hvor man ved ſtorre Sogning kan vente heiere Priſer. Tobakkens Priis ſtiger i Almindelighed betydeligen mod Foraar og Sommer, men den taber ogſaa, ved at blive torrere, af ſin Vagt. §. 265. Da Tobaksſtilkene indeholde meget Eſk, ſaa har man med Fordeel benyt⸗ tet dem i Potaſkefabrikerne. Vil man ſaae Vinterſad, ſaa bor de bortbringes af Ageren, men ſaaer man Vaarſad, ſaa ere de om Foraaret ſaa ſtiore, at de ei hindre Dyrkningen, og i dette Tilfalde giode de ſikkerligen noget. Nogle anſee ſom fordeelagtigt, at lade flere Tobaksſtengler blive ſtaaende, end juſt behoves til Froe, og have da ſlaaet Olie af Froet, ſom indeholder bety⸗ delig Deel deraf. Cikorien, Cichorium. §. 266. Blandt alle de Caffeſurrogater, ſom i den ſenere Tid ere anbefalede, og ſom ſamtligen, naar de brandes, yde et bruunt Afkog med branket Smak, er Cicoriens Rod det eneſte, der i meer en tredive Aar, og ſelv naar Caffepriſen var lav, hevdede ſom ſaadant ſin Plads, og ei blot Fabrikanterne, men ogſaa Cicoriens Dyrkere, naar disſe boede nar Cicoriecaffe⸗Fabriker, havde betydelig Fordeel. ₰ ſaadanne Egne har man givet 32, 40 til 48 Rbd. i aarlig Leie af en Tonde Land, ſom hverken var tilberedt eller giodet, men blot ſfikket til denne Abul. Denne Plante behover loſt, dybt og kraftigt Jordsmon, ſandet Leer og dyb Bearbeidning, ſom man, hvor gode Plove til dyb Ploining fattes, ivark⸗ ſct⸗ ſetter me ning; th 5 Rogle, redſtaber Plantern To dugge ſ E den, ſae eler ſtia O V fordele d V dden ber ved gien hherede 8 Poongs i det an af nege Iſgrode nen ſe ſeertan aldeles og iſel den de Areal. ligen t ſtkeri man tili Planterne naar To⸗ een bliver Sogning kydeligen in Vagt. eel benyt⸗ eötbringes re, at de ſtaaende, der bety⸗ alede, og zmak, er rffepriſen en ogſaa betydelig geie af en kikket til t Leer dg , ivetk⸗ ſet Cikorien. 187 ſetter med Spaden. Man gioder, ſkiondt ei ſterkt, med forraadnet Koegisd⸗ ning; thi ſtœrk Giodſkning gior Rodderne travlede og ildeſmagende. Froet bredſaaes ſœdvanligen om Foraaret, liig Gulerodsfroet; dog har Nogle, der dyrke Cikorien meer i det ſtorre, med Held radſaget og med Heſte⸗ redſkaber behakket den, hvorved den ellers nodvendige Lugning, Rensning og Planternes Udtynding, ſaare formindſkes. Toppen kan efter Nogles Forſikkring, uden at Roden derved lider, af⸗ hugges ſidſt i Juli eller forſt i Auguſt og yder da en rigelig Afgrode af Qvagfoder. Ere Rodderne forſigtigen opgravne, eller med en Greb udloftede af Jor⸗ den, ſaa ſellges de uden videre Tilberedning enten til Fabrikerne i Naboelauget, eller ſkigres i Stykker og torres. Det er vigtigt at hver Rod kommer ud af Jorden, thi ellers forplante og fordele de ſig, ſom andet Ukrud, og udryddes yderſt vanſkeligen. Man har des⸗ uden bemerket, at Cikorien udmagrer Jordsmonnet ſtœrkt, og at gode Jorder ved gientagen Cikorieavl bleve ſaa ſlette, at meget Arbeide og megen Giodning behovedes, for atter at ſcette den iſtand. §. 267. Frankrige har man dyrket denne Vext blot til Foder, og paa Arthuy Lun Foder⸗ Yoongs Anbefaling ſenere ligeledes i England. Fuldkommen Afgrode yder den forſt i det andet Aar, men da paaſtaaer man, at have hoſtet meer Foder af den, end af nogen anden Vext. Mine Forſog lerte mig, at den vel yder een betydelig Afgrode, ſom Hornqvaget gierne gder, og ſom virker gavnligt paa Melken; men ſenere fremſkyder den, uden at danne nye Rodblade, uimodſtaaelig ſin Blom⸗ ſterſtengel, der blot yder lidet Foder, ſom Qvaeget forſmagaer. Jeg kan derfor aldeles ikke anbefale denne Plantes Dyrkning, til dette Biemeed. Englanderne og iſer Arthur Young, have ſenere dyrket den paa Faare⸗Graesgange og fundet den der ſaare fordeelagtig, da flere Beder end ellers kunde fedes paa et givet Areal. Naar den ſaaledes ſtedſe afbides af Faarene, ſaa nodes den formodent⸗ ligen til at blive lav og uaffadelig at fremſkyde Rodblade; thi oplobne Stilke ere ſikkerligen ei pasſende Fode for Faar. Hertil benyttes Cikorien i en Rad af A a 2 Aar. Kommen. 188 Cicorien. Aar. Hvorledes Jorden ſiden befries for denne Plante veed jeg ikke. Dette var mig et vanſkeligt Arbeide, og det jeg her har ſagt er folgtlig mere til Advarſel end til Anbefaling. Kommen, Carum carvi. §. 268. Kommen en toaarig Plante, der i det forſte Aar bor ſaaes tidligen, ſkiondt den ei for i det naœſſte Aar bœrer Froe. Den optager folgelig Pladſen i to Aar, og da den blot kan med Fordeel dyrkes paa den kraftigſte Grund, ſaa burde to Aars Afgivt ſkrives den til Laſt, derſom man ei i det forſte Aar kunde, ved en an⸗ den Afgrode, tildeels benytte Jorden. Hvor Kommenavlen nemlig drives paa fuldkomneſt Maade, ſom f. Ex. ved Halle, optrakkes Planterne paa dertil indrettede Bede, paa hvilke denne Vext da ofte ſaaes om Efteraaret, men ſadvanligen, tidligt om Foraaret. Man tilbereder den dertil beſtemte Ager, ſom til Behakningsfrugter, og beplanter den ved St. Hansdags Tider, ſaaledes, at hveranden Rad er Kommenplanter, men hveranden Kaal, Kaalrabi eller Runkelbeder, der nogle Gange behakkes. Disſe Verter oprykkes om Efteraaret og Kommenen beholder ene Pladſen. Nafſte For⸗ aar behakkes den atter een eller to Gange. Den modnes ved St. Hansdags Ti⸗ der og afſkigres eller oprykkes. Andre ſaae Kommen paa den vel tilberedte Ager, enten ene, eller blandet med Gulerodder, Valmuer, Hor, ja endog med Vaarſad. Uden at udplan⸗ tes, luges, udtyndes, overgiodes den Foraar og Efteraar med Blandingsmog eller Giodning af Fiederkreaturer og hoſtes. Jeg vover ei at beſtemme hvilken af disſe Maader er fordeelagtigſt, men overlader dette til dem, der ſtadigen have forſogt begge og beregnet deres Reſul⸗ tater. Ved Plantningsmaaden holdes Jorden imidlertid reen. For —ö——— Fo ſot kett hed. 9 D ſom Rap paa Agen Ve Nen Land manden! Brander 8 3 bare, me 7—2 ceraaret. V derie ele det ſtitt reſten ku der, fo heldige Apothek 8 Dette var [Wvarſe n, ſtiondt i to Aar, burde to ved en an⸗ im f. Ex. lke denne ket. Man anter den ter, men 8. Disſe Laſte For⸗ 25 2&;. zdags Ti⸗ r blandet udplan⸗ Cngsmog Kommen. Fennikel. Anis. 189 For at lykkes behsver Kommen ſterrk Hvedejord af forſte Klasſe: kraftigt ſort Leer eller riig Middeljord, der er dyrket ſom en Have og har god Beliggen⸗ hed. Paa ſaadan Jord mislykkes den ſielden og taaler ſikkert Vinterkulden. Da Freet letteligen falder af, ſaa bor man hoſte den med ſamme Omhue, ſom Rapſen. Den afſkicrres eller oprykkes og hiemkiores forſigtigen eller tœrſkes paa Ageren. 3 Ved Kommenens ſeadvanlige Priis er dens Avl ſikkerligen fordeelagtig. Men Landmandene kunne ei befatte ſig med at ſelge den i mindre Partier og Kiob⸗ manden har folgelig den ſtorſte Fordeel. Bruger man megen Kommen til ſit Branderie, ſaa er det raadeligt ſelv at avle den. Fonnikel, Foeniculum vulgare. §. 269. Denne dyrkes og behandles ligeſom Kommen. Den er iſer Apotheker⸗ vare, men bruges ogſaa ofte af Conditorer og Likorfabrikanter. Anis, Pimpinelle anisum. §. 270. Denne Plante er eenaarig; den ſaaes om Foraaret og modnes henimod Ef⸗ teraaret. Undertiden ſaaes den med Gulerodder og behandles, ſom disſe. §. 271. Jeg undlader at beſkrive Dyrkningen af andre Vexter, der bruges ſom Kry⸗ derie eller Apothekervare; deels fordi jeg ei af egen Erfaring kiender dem, der ere li⸗ det ſkikkede for vort Clima, deels fordi ſaadanne mere vedkomme Gartneren. For⸗ reſten kunne ſaadanne Vexter, paa frugtbar Grund, og under heldige Omſtaendighe⸗ der, fordeelagtigen dyrkes i det ſtore. Meni dette Tilfalde er det ſikkreſt, efter heldige Forſog i det mindre, iforveien at ſlutte Contract med Materialiſter og Apothekere om at levere dem disſe. §. 272. 190 Kartofler. §. 272. Vi ville nu afhandle Foderurternes Dyrkning, til hvilke vi vel henregne ſaadanne Planter, der ogſaa bruges til Menneſkefode, men dog fornemmeligen dyrkes i det ſtorre og paa Marken til Qveegfoder. Forſt ville vi, med Henſyn til det, vi§. 171 have i denne Anledning ſagt, omtale de Planter, ved hvis Dyrkning Heſtehakken fordeelagtigſt kan an⸗ vendes. Kartofler, Solanum tuberosum. §. 273. Denne Frugt, der nu er ſaa uundvarlig, blev, for omtrent 250 Aar ſiden, bekiendt i Europa, da Joh. Hamkings i Aaret 1565 hidbragte den fra St. Fe. Dog dyrkedes den i Begyndelſen i Haver, blot ſom en Sieldenhed og nodes ſom ſaadan. Forſt i Aaret 1623 bleve Kartoflerne almindeligerei Irland, da Val⸗ ther Raleigh bragte dem fra Virgien derhen. Dog vare de allerede i Aaret 1588 temmelig bekiendte i Italien og det er ſandſynligt, at de derfra kom forſt til Tydſk⸗ land; thi da Italienerne kaldte den tartoffoli, ſaa kan deres almindelige Bengv⸗ nelſe ene hidrore derfra. Men forſt i Aaret 1710 bleve de almindeligere i Tydſk⸗ land. Da begyndte man at anſee dem, ſom en temmelig almindelig Vext i Kiok⸗ kenhaverne; men de ſpiſtes dog egentligen af den mere velhavende Klasſe. Ved Syvaarskrigens Slutning, 1760, dyrkedes Kartoflerne mere; men paa Marken betragtedes dog ſtedſe deres Dyrkning, ſom et beſynderligt, udſvavende og utilborligt Foretagende. Forſt i Misvextsaarene 1771 og 1772 larte Hun⸗ gersnoden: at Kartoflerne, ſom man hidtil blot havde anſeet for en Biret, kunde fuldkommen erſtatte Brodet. Men man dyrkede dem ikkun ſom Menneſkefode og gav blot det, man tilfeldigviis beholdt tilovers eller Affaldet, til Qvaget. Derved larte man imidlorlid lidet efter lidet, at det var fordeelagtigt at dyrke dem til Qvagfoder, og Bergen var formodentlig den forſte, der i hans Anlei⸗ tung zur Viezucht, opmuntrede til at dyrke dem i det ſtore, og anbefalede en Slags Slags beſ teſynderlie at dens D. 8a Endog ind Fuve, mit paa mangft ring ftemd ger, folſe udtankt. ninge⸗Na Nade anl b Fothold ti⸗ ogſan den ſomhed pa V mindſtes, nindre bet at anſet d markninge toflernes her ſtala For R blot tac Toy ofte tigere at kunne vi § det blegr lhenregne emmeligen Anledning t kan an⸗ Aar ſiden, a St. Fe. nodes ſom da Val⸗ ret 1588 til Tydſt⸗ ge Benar⸗ re i Tydſt⸗ ext i Kiok⸗ ſe. Ved a Marken evende og erte Hun⸗ ret, kunde enneſkefode [Qpeget. tat dyrke ans Anlei befalede en Elags Kartofler. 191 Slags Heſtehakke, for derved at ſpare Haandarbeide. Nu forekommer det os beſynderligt, at man ſaa ſeent har erkiendt denne Plantes ſtore Gavnlighed, og at dens Dyrkning i det ſtore ſaa lange forhaledes. Kartoflernes Dyrkning har meer end nogen anden Plantes beſkiceftiget mig. Endog inden jeg blev Agerdyrker vakkede de utallige Varieteter, der fremkomme af Froe, min Opmarkſomhed og jeg behandlede dem da, ſom Plante⸗Phyſiolog, paa mangfoldige Maader og ſtrabte at udforſte, om Jordsmonnet eller Befrugt⸗ ning fremvirkede disſe Afarter. Senere har jeg, hvad deres Dyrkning anbelan⸗ ger, forſogt alle de Maader, ſom Andre have anvendt, eller ſom jeg ſelv har udtankt. ₰ Henſeende til Afgroden var de forſkiellige Plantnings⸗ og Bearbeid⸗ nings⸗Maaders udfald, naar disſe blot ei vare uhenſigtsmasſige eller paa ſtiodeslos Maade anvendtes, omtrent det ſamme. Naar Arten var den ſamme ſtod Afgroden i Forhold til Jordsmonnet. Derimod vare Dyrkningsomkoſtningerne, og folgelig ogſaa den rene Fordeel, ſaare forſkiellig og jeg henvendte derfor min hele Opmark⸗ ſomhed paa, hvorledes hine, ved Dyrkning i det ſtore, kunde ſaavidt mueligt for⸗ mindſkes, uden at man tabte meget af denne; thi Landrenten er ved Kartoffelavlen mindre betydelig, end Dyrkningsomkoſtningerne. Jeg beder derfor mine Laſere, at anſee det, ſom jeg i forſte og tredie Bind af engliſche Landwirthſchaft, i An⸗ merkningerne til Bergens Viezucht, og hiſt og her i Annalerne, har ſagt om Kar⸗ toflernes Behandling, ſom mine Larreaars Reſultat, men at betragte det, der her ſkal anfores, ſom noget mere fuldendt. §. 273. For at henfore denne Frugts mangfoldige Afarter til beſtemte Slagter bor vi blot tage Henſyn til dens nyttige Deel, Knolderne. Vel ſynes Blomſt og Top ofte at vœre overeensſtemmende med disſe, men dette behsver endnu noiag⸗ tigere at underſoges af botaniſke Landmand; thi af den der blot er Botaniker kunne vi ligeſaalidet vente dette, ſom af den der blot er Landmand. Kartoflernes Hud er enten mork, naſten ſort, violetrod, der gaaer over i det blegrode, eller bruunagtig, guul og lyſegunl. Afarter. 192 Kartofler. Indvendig ere Kartoflerne gule, lyſegule eller ganſke hvide; undertiden rodligt indſprengte. De modnes tidligere eller ſildigere, d. e. de losnes tidligere eller ſildigere fra Planten, der da doer. Der gives Arter, ſom kunne i een Sommer dyrkes paa ſamme Plet meer end een Gang. Men deres ſtorre eller mindre Conſiſtents og Meelholdighed er den os vig⸗ tigſte Forſkiel. Nogle ere meget ſvampede, fyldte med Vand, ſpecifik lettere, og indeholde i lige Masſe mindre Meel eller andre nœrende Deele. Nogle ſmage meget godt, andre have en ubehagelig Afſmag. Nogle ſmage bedſt, naar de ere nyligen hoſtede, andre naar de nogen Tid ere giemte. Nogle Arter koges ſnart og revne; andre modſtage langere det kogende Vand eller de hede Dampe. Nogle behove tort Jordsmon, blive i det mindſte paa fugtig Grund van— dede, indvendig hule og fyldte af Vand; andre blive paa tor Grund ſaa ſmage, at det neppe lonner Umagen at ſamle dem. Nogle ſidde langt fra hverandre paa Rodder, der brede ſig vidt og bredt; andre, der ſidde tat ſammen, trange hverandre ud af Jorden. Nogle lykkes meget godt i Torvejord; andre blive paa dette Jordsmon plettede og behove ſkiort Leer. Disſe og flere andre Eiendommeligheder bor tages i Betragtning ved Val⸗ get af den Sort Kartofler man vil dyrke. Man bor paa egen Grund forſoge en fremmed Art, inden man beſtemmer ſig til at dyrke den i det ſtore. End videre bor man tage Henſyn til om en eller anden Art yder ſtorre Afgrode, men dens Vard bor beſtemmes efter de nœrende Dele den indeholder. Disſe kunne omtrent beſtemmes ved Vagt eller ved en vis Folelſe paa Tungen; noiagtigere bemarkes de, naar Kartoflerne ſkigres i Skiver, torres, og disſes Vagt da ſam⸗ menlignes med hines, men blot ved chemiſk Analyſe lœrer man fuldkommen at kiende deres Mangde. Det er aldeles ikke onſkeligt at frembringe en ſtorre Masſe) naar denne ei tillige indeholder mere Meel; thi da optager den blot mere Plads V gladẽ og man til at do tofelarter dydſkand engelſte, forſtielige do ſant for d ſig fortie b Kartoſlern ullſe, der Arte, de V ſtuligat ſpire og: toffelavl i § ſand, n ſterk Les ſikkert de 9 des defo 4 og afgie Brakke mislykk Wimidlern Fierd kogende und van⸗ a ſmage, g bredt; Jordsmon ved Val⸗ orſoge en Afgrode, zſe kunne oiagtigere t da ſam⸗ ommen at en ſtorre blot mere Plads Kartofler. 193 Plads og er meer udſat for at forderves. Skulle Kartoflerne ſœelges, ſaa nodes man til at rette ſig efter Kisberens Smag og Torvepriſen. For ei at misforſtaaes taler jeg aldeles ikke om de, endog almindeligſte, Kar⸗. toffelarters Bengvnelſe, thi med Henſyn derpaa finder ſaavel i England, ſom Tydſkland, ſaadan Forvirring Sted, at jeg maatte misforſtagaes. Med Navnet engelſke, hollandſke, rhinſke, holſteenſke og polſke Kartofler, betegner man paa forſkiellige Steder, aldeles forſkiellige Arter. §. 274. Forhen har jeg ofte forſogt at avle Kartofler af Froe. Dette er interes⸗ Af Frse. ſant for Haveelſkeren, der ved tilfeeldigen at frembringe en nye Art, kan giore ſig fortient. Men oeconomiſt rigtig er denne Fremgangsmaade ikke, deels fordi Kartoflerne, naar de ikke drives paa Miſtbanke, forſt ſeent faae ſodvanlig Stor⸗ relſe, deels og fornemmeligen fordi man i Almindelighed af Froe frembringer flere Arter, der vanſkeligen afſondres, og ſom ſammenblevne ere en ubehagelig og for⸗ ſtielligartet Blanding. Det er vigtigt at dyrke hver Art ublandet; thi ellers ſpire og modnes Kartoflerne ei paa ſamme Tid. Her taler jeg ikke om Kar⸗ toffelavl i Haver. §. 275. Kartoflerne groe paa ethvert Jordsmon og giver, ſelv paa giodet Flyve⸗ Jordsmon. ſand, naar Veirliget blot er gunſtigt, temmelig gode Afgroder. Tilberedes ſtœrk Leerjord godt og ſkisrnes ved halmblandet Giodning, ſaa lykkes Kartoflerne ſikkert derpaa; men ſandblandet Leer er dog det bedſte til Kartoffelavl. Paa nyebrudte Jorder, paa afgravet og iſcer paa brœndt Torvegrund, lyk⸗ kes de fortrinligen og yde undertiden overordentlige Afgroder. §. 276. Hidtil har man paa Marken, ſom ofteſt dyrket Kartoſlerne i Brakmarken, Sted paa og afgiort Erfaring larer, at de, naar de bearbeides godt, opfylde de fleſte af Mankin. Brakkens Biemeed. Men efter de Fleſtes Erfaring og med faae Undtagelſer, mislykkes Vinterſcden, naar den ſaaes umiddelbart efter Kartofler. Da man imidlertid nodigen undlader at ſaae Vinterſœd i Brakken, ſaa have mange gode Fierde Deel. B b Tre⸗ Gisdning. Lœggekartof⸗ ler. modſatte. 194 Kartofler. Trevangsbrugere dyrket Kartofler i Vaarſœdsmarken, ſom de maaſkee have giodet end een Gang, dernefſſt have de ſaaet Wrter, der viſt nok da lykkes meget godt, og efter disſe fulgte det ſœdvanlige Omlob. §. 277. At Kartoflerne yde mere, naar man gioder umiddelbart til dem, er en al⸗ mindelig Erfaring, og ſelvſi andet og tredie Aar fra Giodſkning kunne Afgro⸗ derne vore gode; men da er Jorden ogſaa kiendeligen udmagret— thi at Kar⸗ toflerne aldeles ikke ſyokke Jorden, har jeg aldrig ſagt, men netop paaſtaget det (See engliſche Landwirthſchaft B. III. S. 237). De ſvakke der⸗ imod ikke Avlsbruget, men forsge tvertimod dettes Kraft ved Frembringelſe af be⸗ tydelig Giodning, naar de nemlig opfores. Paa ethvert ſtarkt Jordsmon er friſk, lang og halmblandet Giodning den meeſt pasſende og den virker bedſt, jo umiddelbarere den bruges til Kartoflerne, ſom f. Ex. ved kort for ſidſte Ploining at udkiores. Men paa loſere Grund er det derimod gaynligere at bruge aldre Giodning eller ved nogle Ploininger bedre at blande den med Jordsmonnet. Andre kraftige Gisdemidler, f. Ex. Hornſpaaner, der ſtrees ved ſidſte Ploining i Furen, ſaavelſom uldne Klude, Garveraffald o. ſ. v. frembringe yppige Kartofler. Stor Virkning ſpores af Foldgiodſkning, paa allerede lagte Kartofler, der dog faae Afſmag deraf. Men Giodſkning til Kartofler har ſin Grendſe, der, naar den overſtrides, ikkun frembringer lang og liggende Top, hvorunder ſaare faa Knolle⸗ §. 278. Til Lagning bor, ſaavidt mueligt, de ſundeſte og kraftigſte Kartofler dœlges; ei ſaadanne, hvis fremſkudte Spirer allerede flere Gange ere afbrudte, hvorved de have tabt den kraftigſte Spireevne, og, fremfor alt, ei Kartofler, der om Vinte⸗ ren, uden juſt at vare frosne, dog have voret neer derved. Hvad enten Kar⸗ toflerne have lagt i Kuler, Bunker eller Kieldere, ſaa er det, ſom uſvigelig Er⸗ faring har lart mig, aldeles uſikkert at lagge dem, naar Froſten er indtrangt og har fo page la Or gede Afg at lagge tone 09 k Stykker. Ve Ekralling Nen ſaah mon, ſo naar Vei ſe det e V drage Na ſine ſpad SJordens! V denne Le kkes, Spirert have giodet meget godt, —, er en al⸗ ane Afgro⸗ hi at Kar⸗ naſtaaet det ſvakke der⸗ gelſe af be⸗ odning den fartoflerne, rund er det er bedre at ved ſidſte frembringe lerede lagte fler har ſin gende Top, ler velges; hvorved de om Linte⸗ enten Kar⸗ ppigelig Er⸗ indtrongt 2 Kartofler. 195 og har fordervet en Deel. Enten vorxe de aldeles ikke eller frembringe ikkun ſvage Planter. Man bor derfor med ſardeles Omhue bevare Laggekartoflerne. Omendſkiondt jeg veed, at mange have, efter ſmaae Laxggekartofler, havt gode Afgroder af ſtore Kartofler, ſaa foretrakker jeg dog, iſcer af visſe Arter, at lœgge de ſtore og maadeligt ſtore Kartofler; ſmage have ei ſaa levende Spire⸗ evne og komme ofte ikke frem. Hine kunne derimod uden Skade ſticeres i to Stykker. Ved at lagge Stykker med faa Hine, ja ved blot udſtukne Hine eller Skrallinger kan, under heldige Omſtandigheder, kraftfulde Planter frembringes. Men ſaavel paa det mere bindende, og ei tilſtrœkkeligen pulveriſerede Jords⸗ mon, ſom paa Sandjord mislykkes Kartoflerne paa disſe Maader letteligen, naar Veirliget efter Lœgningen eller naar Planterne komme op, er ugunſtigt for det ene eller andet af disſe Jordsmon. Da den unge Plante, der ei kan drage Naring fra Laggekartoffelen, nodes til ene at tilegne ſig denne giennem ſine ſpede Rodder fra Jordsmonnet, ſaa fortorres eller ſvœkkes den letteligt, om Jordens Faſthed hindrer disſes Udbredelſe. Paa Grund heraf har jeg forladt denne Lagningsmaade, ſom jeg for har forſvaret, og ſom i Haver ſadvanligen lykkes, men paa Ageren er ſaare uſikker. Dette gielder ligeledes om afbrudte Spirer til Lagning. §. 279. Meningerne, om det er fordeelagtigſt at laœgge Kartoflerne taet eller vidt⸗Bor Kartof⸗ loftigt, ville formodentligen vedblive at vere deelte; thi herved kommer Bihen⸗ tet eller vidt⸗ ſigter i Betragtning. Ved de noiagtige Forſog, ſom den fortiente J. N. Schwertz loftigt. har iveerkſat og berettet i Landwirthtsſchaftliche Zeitung, ſynes det, i Henſe ende til Afgroden, at veere fordeelagtigſt, at lœgge en ſtorre Masſe. Det praktiſte Udfald af hans Forſog er folgende: 1) Naar Laggekartoflerne drages fra Afgroden, ſaa ſtaaer denne i tem⸗ melig noiagtigt Forhold til det Lagte. Det vil ſige: Naar man lœgger en ſtorre Kartoffelmasſe, ſaa hoſter man ſœdvanligen meer end efter en mindre Masſe. B b 2 2) Ved 196 Kartofler. 2) Af ſmukke og ſtore Laggekartofler frembringes ei blot ſtisnnere og ſtorre Kartofler, men endog ſtorre Mangde. 3) Efter al Rimelighed udarte Kartoflerne ofte, fordi Laggekartoflerne ere ſlette. d 4) Meget ſmaae eller udſkudte Kartofler bor aldeles ikke lagges. 5) Hele Kartofler af maadelig Storrelſe ere bedſt til Legning. Meget ſtore Loœggekartofler, een Gang giennemſkaarne, give ligeſaameget, naar de blot laœgges tilſtrœkkeligen tat i Raderne. 6) Det er ei raadeligt, at ſkicre Kartoflerne i meer end to Stykker. 7) Det er henſigtsmasſigere at lœgge Kartoflerne enkelt, men taet, end flere paa ſamme Plet, og dette er iſer Tilfaeldet, naar alt Arbeidet ſkal, uden Haandhakken, forrettes med Ploven. 8) Det er ei raadeligt at laœgge Spirer, thi det er meget uviſt om de lykkes. Landwirthſchaftliche Zeitung 1809, S. 508. Jeg underſkriver alt Ovenſtaaende, ſom overeensſtemmende med mine Erfa⸗ ringer ved Avlen i det ſtorre, men hvad den forſte Poſt anbelanger, dog kun ef⸗ terſom den forklares; thi af Forſogene kan man aldeles ikke iagttage, at Af⸗ groden ſtaaer i Forhold til det Lagte. For at fremdrage Reſultatet, deeler Forfatteren det, ſom han har lagt, i to Deele og henregner til den ene de For⸗ ſog, hvor det han lagde overſteg 1,254 og til den anden, det der var mindre end 1,254. Den forſte Deel ydede i hver Rad 16,8 1 og den anden 15,41. De forholde ſig altſaa til hinanden ſom 1000 til 917. Den ſidſtes Tab er altſaa 8 ½ Procent. Forholdet er, i Henſeende til det der lagdes, meget forſkielligere. Men blandt de Forſog, der regnes til den ſidſte Deel, er Adſkilligt, der aldeles ei bor komme i Betragtning:“et Par Haandfuld Spirer og Oine; ganſke ſmaae ud⸗ „ſkudte Kartofler der udſtroedes og gave en ſaare liden Afgrode.“(Landwirth⸗ ſchaftliche Zeitung 1809, S. 558). Lagge vi blot marke til de Forſog ved hvilke gode Kartofler eller Kartoffelſtykker lagdes 1, 2, 3 eller Decimeter fra hverandre, ſaa er Forſkiellen ringe og belober ſig blot til 2 ½ Procent. Jeg Jeg fnde Sted anden, 24 ſaa mang hoſtes blo at Legget on Efter odſettes Ketning. b aldeles, Dyrkrin ſom Be jeg alee ferte I. ionnere dg kkartoflerne 6. . Neget „ naar de ykker. ntet, end ſkal, uden de lykkes. mine Erfa⸗ og kun ef⸗ ze, at Af⸗ tet, deeler ene de For⸗ var mindre 5 41. de t altſaa 87 gere. Nen deles ei bor ſmage id⸗ (Tandwirth⸗ Forſog ved rcimeter fia *1 Kartofler. 197 Jeg tilſtaaer at denne Forſkiel, ja endog en Forſkiel af 5 Procent kan finde Sted, naar Kartoflerne paa den ene Maade lagges 8 Tommer, og paa den anden, 24 Tommer fra hverandre, thi da lagges i det forſte Tilfœelde tre Gange ſaa mange Kartofler, ſom i det ſidſte. Naar Kartoflerne lagges vidtloftigere hoſtes blot 95 Tonder, hvor ved tattere Lœguing frembringes 100 Tonder, efter⸗ at Laggekartoflerne ere fradragne. Derimod har vidtloftig Lœgning, ved Kartoffelavlen i det ſtore,— hvor⸗ om her blot handles— folgende Fortrin. 1) Kartofler, iſcer Laggekartofler ere om Foraaret meget mere veerrd end om Efteraaret; thi deres Bevaring er ſtedſe forbundet med Arbeide og Riſico og nogle forderves hver Vinter. 2) Ved at lagge Kartoflerne vidtloftige ſpares Arbeide. 3) Bed at hyppe paa tvers med Ploven bortfalder naſten alt Haandar⸗ beide, der ellers til Radernes Rensning er nodvendigt. 4) Paa denne Maade renſes og pulveriſeres Jordsmonnet langt bedre og udſœtt es mere for Luftens Paavirkning, end om Bearbeidningen ſkeete i een Retning. Iſer odelaegges Qvakerne, der ſaa villigen groe i de lofe Hypninger, aldeles, og Brakningens Henſigt, hvorpaa jeg mener, ved Behakningsfrugters Dyrkning, iſer bor tages Henſyn, opnaaes fuldkommen. Om den Virkning, ſom Bearbeidningen fra alle Sider, yttrer paa Kartoflerne, ſiger jeg intet, da jeg allerede har hypothetiſt tilſtaget, at de der bearbeides blot i een Retning yde ſtorre Afgrode. 6) Det er langt lettere og hurtigere at optage Kartoflerne, naar disſe ligge ſammentreengte i enkelte Bunker, end naar de danne en fortlobende Rad. Mine Folk optage hine hellere for hver 14de Tonde end disſe for hver 10de; thi et Menneſke kan af hine opfanke 7 Tonde om Dagen, men af disſe kun lidet over 4 Tonder, om der end arbeides med lige Flid. Men det er yderſt vigtigt at Kaatoffelhoſten hurtigen fremmes. Af disſe Grunde foretrœkker jeg at lagge Kartoflerne i tilſtrakkelig ligeſidet Afſtand. Bor jeg end indromme, at jeg i dette Tilfalde, for at tilveiebringe et Lagningsti⸗ Dyrkning. 198 Kartofler. et lige ſtort Partie Kartofler, behsver noget ſtsrre Areal, ſaa anſeer jeg dog Arbeidsbeſparelſen og Jordens fuldkomne Bearbeidning, for langt vigtigere. Derimod er det raadeligere at legge Kartoflerne tattere, naar det til Kartoffel⸗ avl beſtemte Areal er indſkreenket. Folgende Betingelſer bor i alt Fald iagttages: 1) Til Lagningsarbeidet bor ſikkre og forſtandige Folk udſoges, der ei forbigaae noget Sted, hvorpaa en Kartoffel bor lœgges. 2) Man valge ikkun friſke Kartofler til Lagning. 3) Man tilberede Ageren ſaaledes at ingen Kartoffel hindres fra at ſpire. Kan eller vil en Landmand ei opfylde dette, ſaa er det bedre, at han laxg⸗ ger tœttere eller to Kartofler paa hvert Sted, thi ellers bliver Afgroden, ſom Folge af de mange bare Pletter, mindre. §. 280. Lagningstiden retter ſig efter Veirliget. Jeg lagger ei Kartofler inden Jorden er opvarmet, og jeg har ſtedſe bemarket, at de der lagdes ſildigere, ind⸗ hentede de tidligere. Jeg har med heldigt Udfald lagt Kartofler forſt i Juni, men jeg ſtraber dog ſtedſe at vore midt i Mai faerdig med Lagningen. Hnſfker man at lagge Kartoflerne ſildigt, ſaa bor man blot iforveien lade dem ſpire paa et varmt Sted. Er Jordsmonnet temmeligt leeret, ſaa bor Kartoflerne aldeles ikke lagges, inden det er tort. §. 281. Om Efteraaret ploies min Jord det tidligſte mueligt, to Tommer dybere end ellers, og harves. Om Vinteren udkiores Giodningen, der ſtrax ſtroes. Forſt paa Foraaret nedploies den fladt, og Jorden harves. At Giodningen til⸗ tildeels opharves er mig kigrt, thi den kommer da ved naſſte Ploining, ſaameget meer i Berorelſe med Kartoflerne. At lœgge disſe ved Hielp af Spaden, efter en Snor med Knuder, har jeg blot forſogt een Gang, da jeg nemlig forſt vilde lagge dem i Qvadrat. Havde jeg end ei udfundet en anden Maade, ſaa havde dog dennes Vidtloftighed af⸗ ſtrakket mig. Kar⸗ — Kar Ve gaa langs Stykke, hvotjſtal laghes Ka til de und teſtene T ſden. T thi paah 9 overalt ka 4til 5 8 V Purens B V paa hber V hetegnes! filedanned 9 og tre Pl 3 Tonder 9. noget uk. tl Karto ſtirpator Kartofle komne, og da be 9 d Eider, er jeg dog vigtigere. Kartofel⸗ es, der ei at ſpire. t han lag⸗ oden, ſom fller inden gere, ind⸗ ſt i Juni, Huſker ſpire paa ene aldeles ꝛer dybere ar ſtroes. ingen til⸗ ſaameget r, har jeg . Havde ftighed af⸗ Kar⸗ Kartofler. 199 Kartoflerne lœgges i Plovfuren og Fremgangsmaaden er folgende: Ved Marqueuren trakkes Linier tvers paa Ageren, naar man vil ploie paa langs. Fem Perſoner opſtilles i Plovlinien lige vidt fra hverandre og det Stykke, hvorpaa enhver ſkal lœgge Kartofler, betegnes dem. Den forſte Fure, hvori ſkal legges, ploies. To andre Plove folge den forſte og i hver tredie Fure lœgges Kartofler. Laggerne bor naturligviis gaae fra den ene Side af Ageren til den anden, og hver iſcr i den Afſtand, ſom er betegnet dem. De lagge Kar⸗ toflerne paa de Steder, ſom Marqueurens Ridſe betegner dem, og taet op til Land⸗ ſiden. Det er vigtigt, at Kartoflerne logges her, og ei ved Furens anden Side; thi paa hiint Sted flyttes de ſieldnere af Heſtens Fodder. Den dueligſte Plovkarl bor ploie den Fure, hvori ſkal lagges, at denne overalt kan blive lige db— paa bindende Jord 3 Tommer og paa ſandet Jord 4 til 5 Tommer— og at han kan rette de Feil, ſom de andre, i Henſeende til Furens Brede, kunne have begaaet. Denne Formand ploier ſtedſe den forſte Fure paa hver Ager. Det er raadeligt ved Skridt at afmaale Agrenes Brede, der betegnes med opreiſte Stanger; thi man bor ſaavidt muligt ſtrabe at undgaae kiledannede Agre.. Har man svede Laggere, ſaa kan man paa een Dag, med fem Laggere og tre Plove, lagge Kartoflerne paa 4 Tonder Land; men i modſat Tilfceelde paa 3 Tonder Land. Enhver der lœgger bor have en Sak med Kartofler ved Haanden. §. 282. Otte Dage efterat Kartoflerne ere lagte, harves Jorden, hvorved allerede noget Ukrud odelagges. Dette fremkommer derpaa i Mangde. Man tover nu til Kartoflerne ere nœr ved at komme op og enkelte frempippe, da drager man Ex⸗ ſtirpatoren, der kun fladt bor trange i Jorden, over Ageren. Herved ſkades Kartoflerne aldeles ikke, men alt Ukrud odelceegges. Ere alle Kartoflerne frem⸗ komne, ſaa harves Jorden atter. De ſtaae da ſaa rene, ſom om de vare lugede og da behover man ei at ſkufle. Viſe Kartoflerne ſig ei fra Begyndelſen i fuldkommen rette Linier til begge Sider, ſaa har dette intet at betyde; thi ved forſte Behakning ſkydes de, af Heſte⸗ Bearbeid⸗ ning i Vext⸗ perioden. 200 Kartofler. Heſtehakken, ind i Raderne og denne liden Flytning, ſynes endog at veere dem gavnlig. Forſte Gang behakkes de med Heſtehakken i ſamme Retning, ſom Ma rqneu⸗ ren drages og anden Gang med Hyppeploven efter den Linie Ploven fulgte. Her⸗ ved er ſom ofteſt dette Arbeide tilendebragt. Kartoffeltoppen dakker og beſkyg⸗ ger da Agerfladen. Seer man endda hiſt og her en Ukrudsplante, taet ved en Kartoffelbuſk, ſaa er Arbeidet, at oprykke den, naar den blomſtrer, ubetydeligt. Vil man endnu een Gang hyppe Kartoflerne, ſaa bor dette ſkee i ſamme Retning, ſom ſidſte Gang, thi, at bryde Hypningerne, nu da Kartoflerne ere hoie, blev et vanſkeligt Arbeide. Paa denne Maade er Kartoffelageren ſtedſe fuldkommen bearbeidet, inden Sedhoſten begynder. En anden Fremgangsmaade, ſom jeg foretrakker, naar Jordsmonnet er leeret, eller udſat for Fugtighed, er folgende: Naar Ageren er fuldkommen tilberedt, ſaa trakkes med Marqueren paa langs og tvers Linier, der i Retvinkel giennemſkicere hverandre, og paa ethvert af disſe Punkter lagges en Kartoffel. Da denne Lagningsmaade er hurtigere, ſaa kan et Menneſke paa een Dag laxgge Kartofler paa 1 ½ Tonde Land. Man lader derngeſk Heſtehakken, der drages mellem Raderne, fuldkommen tilhylle Kartoflerne. Naar Ukrudet viſer ſig, ſaa hypper man, uden Henſyn om Kar⸗ toflerne ere opkomne, i ſamme Retning ſom Heſtehakken droges, med Hyppe⸗ ploven, hvorved det da odelegges. Have Kartoflerne naaet en vis Hoide, ſaa hypper man paa tvers og maaſkee endnu een Gang i ſamme Retning, ſom den forſte Hypning. Indlyſende er denne Maades Fortrin, paa leeret og fugtig Grund. Kar⸗ toflen liggor paa ſkior Jord og er paa alle Sider omgiven deraf; Giodningen bringes den nœrmere og den er her fuldkommen ſikkret mod den Fugtighed, der, om den laae i Furen, let kunde vorde den ſkadelig; thi den ligger hoiere end Bunden af Hypningens Fure, hvori Vandet har frit Aflob. Endelig opvarmer Solen fuldkommen den Jord, der omgiver Kartoflerne. Men lde. De ſaaledes! dD henviſer ſagt. L V Er denrbede Det Raa V belgt. gentin tdilin V at Afgre den atte llot Ro effier 8. 403 ai, at lertidh falede: er ſaa! Fierde derre dem Naraneu⸗ lgte. Her⸗ og beſtyg ket ved en betydeligt. e i ſamme toflerne ere iddet, inden nonnet er ueren paa da ethvert hurtigere, nd. Nan en tilhylle n om Kar⸗ ed Hyppe⸗ Hoide, ſaa ſom den nd. Kar⸗ Giodningen ed, der, om ind Bunden rmer Solen Men Kartofler. Men ved denne Dyrkningsmaade kan man ligeſaalidet bruge den kraftigt virkende Exſtirpator, ſom Skuffelploven. Derfor overvindes Ukrudet vanſteli⸗ gere og alt beroer paa, at man iagttager det rette Tidspunkt, til at dakke hiint med Jord. Forfeiles dette, ſaa nodes maa til at luge og at bruge Haandhak⸗ ken. Til ſandet Jordsmon pasſer denne Dyrkningsmaade ikke, da dette ved Hede og Torke kunde blive alt for tort. Betydelig tidlig Froſt kunde maaſkee troenge ſaa dybt i Hypningerne, at Kartoflerne, om de ei vare optagne, derved kunde lide. Derfor tilraader jeg ikkun denne Dyrkningsmaade, naar Jordsmonnet er ſaaledes beſkaffent, at man kan befrygte, Fugtighed kunde ſkade Kartoflerne. Den der onſker at kiende flere Maader, hvorpaa Kartofler kunde dyrkes, henviſer jeg til det jeg i forſte og tredie Bind af engliſche Landwirthſchaft, har ſagt. De tvende her beſkrevne Maader agter jeg at fortſcette. Er den ſidſte Hypning tilendebragt og begynde Kartoflerne at blomſtre, ſaa bearbeides Jorden ikke meer; thi med Blomſtringen begynder Knollenes Dannelſe. Det Raad, at afſkicre Blomſterne, for derved at formere Kartoflerne, var taa⸗ beligt. Den ſkarpſindige Eullen i Edinburg havde allerede bemarket, at Ve⸗ getationsprocesſen ſtod i Forbindelſe med Knollenes Dannelſe og Blomſternes Udvikling, og de Forſog, ſom i denne Anledning ivarkſattes, beviſte ſamtligen, at Afgrsden betydeligen formindſkedes, naar Blomſterne bleve afſkaarne. Cullen havde ligeledes forſogt, at afſkigre Kartoflernes Top, hver Gang den atter fremſkiod, og Folgen heraf var, at aldeles ingen Knolle dannedes, men blot Rodtrevler. Anderdons Forſog, der viſe hvor ſkadeligt det er, tidligt at afſkigerre Kartoffeltoppen, har jeg omtalet i 1ſte Bind af engliſche Landwirthſchaft, S. 403. §. 283. J de fleſte ſtarre Avlsbrug har man anſeet Kartoffelavlen for ſaa vanſke⸗ Hoſt. lig, at man har taget i Betankning, at avle ſtor Mangde Kartofler. Imid⸗ lertid har denne Frygt meget aftaget, ſiden jeg i Aaret 1798 forſte Gang anbe⸗ falede Kartoffeldyrkning i det ſtore, og man har indſeet, at dette Foretagende ei er ſaa vanſkeligt, ſom man foreſtillede ſig. Kartoffelhoſten indtraffer i et belei⸗ Fierde Deel. Ec ligt 202 Kartofler. ligt Tidspunkt, da Fruentimmer og Born mangle Arbeide og Veirliget ſœdvan⸗ ligen endnu er godt. Opmuntrede ved den Tanke, at fortiene ſaamange Kartof⸗ ler, ſom de om Vinteren behove, forrette de villigen dette Arbeide. Ingen Be⸗ talingsmaade forekommer mig derfor mere pasſende, end den, at give dem en vis Deel af det de optage. Ere Kartoflerne lagte paa min Maade, ſaa ere de tilfreds med hver tolvte, undertiden endog med hver femtende Skieppe, naar mine Kartofler ſtaae bedre end Andres. Fortiene de flere Kartofler end de behove eller kunne bevare, ſaa beholder man dem, for en vis forud beſtemt Priis. Paa denne Maade tilendebringes Hoſten hurtigt, thi Folkene tage alle deres Born til Hielp; men for Daglon er dette Arbeide kiedſomt. Kartoflerne ophakkes med Kartoffelhakken, efterat Toppen er afhuggen. Ere de lagte paa min Maade, ſaa kan een Mand begvemt ophakke ſaameget ſom tolv andre kunne ſamle. Dette Arbeide koſter da mindre end Opplsiningen, der er forbundet med adſkillige Vanſkeligheder, iſcer fordi man ei noiagtigen kan be⸗ ſtemme hvormeget daglig kan ſamles og Nattefroſten letteligen kan beſkadige de Kartofler, der om Natten ligge opploiede. Paa hiin Maade opſamles Kartof⸗ lerne ſaa reent, at jeg aldrig har fundet det Umagen verrdt, at lade ſamle end een Gang; thi ved Hakken fager man naſten hver Kartoffel ud af Jorden. At bruge Sakke til Kartoffelhoſten er aldeles uoeconomiſk, thi de opſlides i et Aar. Jeg bruger Kasſer, hvori omtrent kan rummes 12 Tonder, og disſe, der paa den ene Side ere forſynede med et Skud, ſcettes paa Vognene. Ere disſe komne til Kartoffelkicelderen, ſaa optrakkes Skuddet og Kartoflerne lobe da, giennem en til Vognen faſtet Rende ned i Kiclderen. Saadanne Kas⸗ ſer kunne bruges til Adſkilligt. §. 284. Bevaring. Optages Kartoflerne blot i tort Veirlig, ſaa kunne de, uden at man ſtaaer Fare for at de ſkulle forderves, bringes umiddelbart fra Ageren i Kialderen eller i Magaziner, hvor Froſten ei kan indtreenge. Men de bor ligge luftigt til Fro⸗ ſten begynder. Bringes de derimod i Huus, medens de endnu ere fugtige, ſaa er det raadeligt forſt at leegge dem paa Loen, at de der kunne torres. — J Kial⸗ 34 nod Froſt haatdeſte ere her m ſtorre elle ſort Beha kan paa ee dag er m d helſt bor og ligelig nan iſer Crert g men lage hindrer og den b V hertil og! lller ga paa een, monnet! og faſtha Nabring at Bunt Labning ger obel ring er lukkes! O a 1802 get ſadban⸗ age Kartof⸗ Ingen Pe⸗ dem en vis de tilfrede naar mine ehove eller is. Paa s Born til afhuggen. meget ſom ingen, der gen kan be⸗ eſkadige de es Kartof⸗ ſamle end den. de opflides onder, og Vognene. dartoflerne aanne Kas⸗ man ſtager deren eler gt til dio⸗ gtige, ſas 3 Lial⸗ Kartofler. J Kiglldere eller Bevaringsſteder, der ved dobbelte Vagge ere beſkyttede mod Froſt, giemmes Kartoflerne beqvemmeſt; dog bevares de, ſelv mod den haardeſte Froſt, i Bunker, der blot tilſtrœkkeligen dekkes med Halm og Jord og ere her mindre udſatte for at forderves, end i Kuler. Disſe Bunker kunne verre ſtorre eller mindre, men ved at anleegge dem, bor man tage Henſyn paa, hvor ſtort Bevaringsſtedet paa Gaarden er, og ei gisre dem ſtsrre end at en heel Bunke kan paa een Gang rummes deri; Kartoflerne hiembringes da, naar Veirliget en Dag er mildt. Ved at anlagge ſaadanne Kartoffelbunker, der, om de ſkulle verre ſtore, helſt bor have en langagtig og tagformig Dannelſe, er det iſer vigtigt overalt og ligeligt at dekke dem med et 6 Tommer tykt Lag Halm. Ved Bunden bor man iſcrr lade Halmlaget vorre fuldkommen tykt, at Froſten ei ſkal her indtrœnge. Gverſt og ved alle Hiorner bor Halmen omhyggeligen ſammenfoies. Paa Hal⸗ men lagges dernaeſſt Jord, der vel ei beſkytter mod Froſten, thi blot Halmen hindrer Varmens Undvigelſe af Kartoflerne, men ved den hindres Luftens Traek og den bor folgelig, ligge tœet ſluttet. Los, ſmuldrende Jord er altſaa uſkikket hertil og har man ei anden, ſaa bor den ved en eller anden Dakning faeſtes. Her⸗ til er Kartoffeltoppen ſcœrdeles egnet, og, at den ei ſkal bortblaſe, faſſtes den paa een eller anden Maade, f. Ex. ved at lagge Foldſtykker derpaa. Er Jords⸗ monnet leeret, ſaa behsves dette ei. Man har da blot nodig, overalt at javne og faſtbanke den opkaſtede Jord, og af og til at efterſee, om Muus ei have giort Aabninger. Vedbliver Veirliget om Efteraaret at vœrre varmt, ſaa byder Forſigtighed, at Bunkerne, indtil Froſten begynde, ei fuldkommen tillukkes, men beholde Aabninger, hvorigiennem Dunſterne kunne ſtige. Man gior altſaa Aabnin⸗ ger oven i Halmen, og underſoger ofte, om man ved disſe ei kanlugte at Gice⸗ ring er begyndt, da man i ſaa Fald bor give mere Luft. Forſt ved varig Froſt lukkes Bunkerne overalt. disſe fryſe Kartoflerne ikke, end ei i Aar, naar Froſten, ſom f. Ex. i 1802 og 1803 trangte 3 Fod dybt i Jorden, og de Kartofler, der laae i Kial, Cc 2 dere Nerende Evne. 204 Kartofler. dere eller Kuler, og ei paa alle Sider vare omgivne af Halm, fordarvedes. At dakke disſe Bunker med Giodning er aldeles unodvendigt, ja, dette kan endog letteligen vorde ſkadeligt. Det er raadeligt i Toeveir at aabne Bunkerne, at Dunſterne kunne ſtige. §. 285. Det vilde varre overflodigt at ſige noget om Kartoflernes Benyttelſe. Jeg ſkal blot omhandle det Verdieforhold, hvori de efter deres Natur og narrende Beſtanddeele ſtaae til andre Fodemidler, for Menneſker og Dyr. Sammenlignede med Rugen indeholde gode Kartofler efter Vœgt, 24 Pro⸗ cent nœrende Deele og Rugen 70 Procent. Naar en Tonde Rug veier 197 Pund og en Tonde Kartofler 240 Pund, ſaa ere, regnet efter Maal, 138 Ton⸗ der Kartofler liig 58 Tonder Rug(ſee Einhoff i Annalen des Ackerbaues B. II. S. 357 og B. IV. S. 627). 2 Tdr. og 3 Skpr. Kartofler ere altſaa omtrent liig en Tonde Rug. Men da bor Kartoflerne vore gode, faſte, meelrige og voxede paa tor Grund; ſaaledes nemlig, ſom dem Einhoff ved ſine noiagtigere Under⸗ ſogelſer brugte. Thi ſenere erfarede han, at Forſkiellen mellem Kartoflerne ind⸗ byrdes er ſtorre end han i Begyndelſen antog, og at man ei kan tillagge de ſlettere Arter meer end 20 Procent narrende Deele, eller at tre Tonder af disſe er liig en Tonde Rug. Erfaringer, ſom man ved Brandeviinsbranderierne, hvor man ei pleier at bruge de bedre Kartofler, har giort, ſtemme aldeles hermed. De bedſte prak⸗ tiſte Brœndeviinsbraendere forſikkre, at 3 ½ Tonde Kartofler ei yder mere Brande⸗ viin end 1 Tonde Rug, men tilfoie at Brandevinen dog er noget ſtarkere. Sammenlignes Kartoflerne, betragtede ſom Qvagfoder, med Hoe, ſaa tilſtaaer enhver at 200 Pund Kartofler ere mere vord end 100 Pund Hoe, ſkiondt en Deel af Foringen bor beſtaae i Hoe og Halm, at Fordeielſen derved kan frem⸗ mes. J min Egn, hvor man feder ſaa ſtor Mangde Oxer, er man fuldkommen overbeviiſt om, at naar en Oxe daglig faaer 50 Pund Kartofler og dertil ſad⸗ vanligen 5 Pund Hoe, faa fedes den ligeſaa meget, ſom om den fik 35 Pund Hoe, „ Hee, 09 Kattofler Vished fotholdt deele, h Henſeend 3 draggföd anbelane paa Gi ſon?) Tonde 4 aingerne 1 a det ne V hpad I G gisdet! Tonder V wirthſch V Tonder de paa regner fradra hedes. At kan endeg terne kunne telſe. Jag 8g narende t, 24 Pre⸗ veier 197 138 Ton⸗ nes B. II. mtrent liig og vorxede ere Under⸗ flerne ind⸗ de ſlettere isſe er liig an ei pleier hedſte prak⸗ eBrande⸗ kere. Hoe, ſas ce, ſtiondt kan frem⸗ kuldkommen dertil ſed⸗ 1 35 Pund Hoe, Kartofler. Hoe, og Qvaghandlerne ſatte heller deres Oxer til dem, der ſaaledes fodre med Kartofler, end til dem, der blot give Hoe. A priori kunne vi ei med ſaa fuld Vished ſlutte os til Kartoflernes Vardieforhold til Hoet, ſom til deres Vardie⸗ forhold til Sœoden; thi Kartofler og Sad have meget eensartede nœrmere Beſtand⸗ deele, hvilket ei er Tilfcoellde med Kartofler og Hoe. Vi nodes altſaa i denne Henſeende at henholde os blot til Erfaring. J England ſtred man meget om Kartoflernes Verdieforhold til Roer, ſom Qvaxgfoder. Reſultatet af denne Strid erklœrer den ſtore, og hvad Qvagfeedning anbelanger, ſaare erfarne Campbell meget beſtemt at vere, at han, uden Henſyn paa Giodningen, ei vilde ſœlge en Buſhel(omtrent 23 Skpr.) Kartofler for det ſom 2 Pund Orekiod koſtede, om man end hentede dem paa hans Gaard. En Tonde Kartofler gav altſaa, ved Qvagfedning reen Fordeel, liig 6 Pund Oxekiod. Om Kartoflernes Anvendelſe til Melkekser,— i hvilken Anledning Erfa⸗ ringerne ere ſaare afvigende— ſaavelſom til Faar, ſtal i det folgende handles. §. 286. Da Kartoflerne ſielden kunne ſelges, naar man avler Mangde deraf, ſaa Produktions⸗ er det nodvendigt at ſkaffe ſig tydeligt Begreb om hvad de koſte at frembringe, og hvad Vardie de have til eget Forbrug, der da ei bor forvexles med Torvepriſen. Sluttende fra de Afgroder jeg frembragte paa god, dybt dyrket og ſtarkt giodet Middeljord, der ei letteligen torredes, troede jeg at kunne antage 116 Tonder Kartofler, ſom Middeltal af Afgrode paa en Tonde Land(engl. Land⸗ wirthſchaft B. IIl). Men her(Noͤglin) har jeg blot i Aaret 1809 hoſtet 102 Tonder paa en Tonde Land. J Misvext⸗Aaret 1810 avplede jeg ikkun 66 Ton⸗ der paa en Tonde Land, men ellers ſadvanligen mellem 68 og 76 Tonder. Jeg regner derfor nu paa 68 Tonder Kartofler, naar Lœggekartoflerne 4 til 5 Tonder fradrages. 2 Arbeidsomkoſtningerne ved Kartoffelavl paa 25 Tonder Land ere folgende, naar man nemlig ei antager at meer forrettes paa een Dag, end det man ſtedſe kan vore vis paa at faae ivarkſat. At Kartofler. At pleie dybt om Hoſten, à 3 ½ Skpe. Land. At harve let, 7 Tdr. Land for hver Spend ⸗ At paakisre 430 Lœs Giodning; 10 Las dag⸗ lig pr. Spand, udgier 172 Heſte og 43 Karle. Deraf Deel for Kartoflerne... At lasſe og ſtrse; 1 Karl og 1 Fruentimmer pr. Spand; deraf † Deel for Kartoflerne. At nedploie Giodningen; dagligen 9 Skpr. Land At harve, à 4½ Td. Land pr. Spend... (Dette Forarbeide kan efter de nedenfor an⸗ tagne Priſer anſcettes til 67 Rbd. 1 Mk. 10 ß. Solv, altſaa 2 Rbd. 4 Mk. 2ß. pr. Td. Land). 2 Gange at lade Marqueren drages tvers Age⸗ ren; dagligen 4 ½ Td. Landnd.. At lagge Kartoflerne med 3 Plove og 5 Fruen⸗ timmer, dagligen 3 Td. Land... En Haandlanger og Opſynsmand derved.. At tilharve Kartoflerne let, à 7 Ed. Ld pr. Spand At ſtufle med Erſtirpat., à ⁵ ½ Td. Ld. pr. Speend Forſte Gang at bearbeide Jorden med Heſtehak⸗ ken og en Heſt, dagligen 2 ¼ Td. Land.. Anden Gang med den ſtore Heſtehakke og 2 Heſte At oprykke det muligen opvoxne Ukrud... At optage Kartoflerne, naar Dagleiere bruges, 2 Karle og 18 Fruentimmer pr. Ed. Ld.. At hiemkiore dem; 1 ½ Td. Ld. pr. Speend.. En Mand derved 4 0 4& 2* 4 A 4„&—* Dagligt Arbeide. — Enkelte 1 . nkelte Enkelte Verel. Katle. Fruen⸗ Heſte. oxer timmer · —4 72²§ 36— 14. 34— 1 1 571. 143— 1 T - 5 14 ⅔ 14† I 9½ 9„f 442 2 2 ¾— 22 7 5— 532 1— 2 . 50 25 41 .... 8 5— 2 4 147+ 22 37— 18 44 2 9— II 4 44 22— 22 2 22— „ 2 4.£ᷣ 4 25 4 5 90 50 450 66 ⅔ 4 2 16 ⅔— 42+ 2 4 163— ſom udgior der Kartoſt 14 f. Det tanlige For Et g Giodnin Beh V naar man⸗ neen Brak, bor ereditere gede, menſ der teres, om megen Gie⸗ ning det mi kommer alt Pund Giod —,— Kartofler. 207 M. Naar en Tonde Rug efter Middelpriis koſter 3 Rbdlr. 1 Mk. Solv, ſaa Fuum⸗ kan man anſlaae: 1ainms en Heſts Dagarbeide tiiil.. 1 Mk. 10 ß. 3— en Vexelores ʒ-=...... 1—-= 145 en Karls-=...... 1- 4— et Fruentimmã*ʒ.-........1—— J 231 Dage koſter altſaa Arbeidet af en Heſt. 62 Rbd. 3 Mk. 6 ß. — 167 ⅜ Dage——— afen Vexelore 27— 5— 2— 4— 280 ¾ Dage——— af en Karl... 58— 2— 10— i6— 531 Dage——— afet Fruentimmer 88— 3—— 4— — Arbeidet paa 25 Tdr. Land koſter altſaa 237 Rbd. 2 Mk. 2 ß. ſom udgior paa en Tonde Land 9 Rbdlr. 2 Mk. 15 ß. Hoſtedes altſaa 68 Ton⸗ der Kartofler, Laggekartoflerne fradragne, ſaa koſtede en Tonde mellem 13 og 14 ß. Det forſtaaer ſig, at enhver bor efter de forſkiellige, men i hans Egn ſad⸗ vanlige Forhold, ſelv giore Beregningen. V Et Sporgsmaal bor endnu beſvares, nemlig: Hvor hoit bor Jordafgivt og Giodning anſlaaes? 43 Behover Ageren fra Tid til anden fuldſtendig Brakning og nodes man til, — naar man ei dyrker Kartofler eller lignende Behakningsfrugter, at give Jorden — reen Brak, ſaa bor Jordafgivten aldeles ikke debiteres Kartoflerne, der ſnarere 99 bor crediteres en Deel af den betydelige Udgivt, ſom Brakningen ellers foraarſa⸗ gede, men ſom nu, da den ved Kartoflerne bliver unsdvendig, ſpares. 2 For den Giodningkraft, ſom Kartoflerne uddrage ber de unegteligen debi⸗ teres, om de ſcelges. Men opfores de, ſaa giengive de i det ringeſte ligeſaa 4 2.—— 2* 4 5 megen Gisdning, ſom de fortœre. Efter anſtillede Forſog er 66 Pund Giod⸗ ning det mindſte ſom 100 Pund Kartofler yde. Af 68 Tonder Kartofler frem⸗ 0 4 45 kommer altſaa 10771 Pund Giodning, og af 1632 Pund Kartoffeltop 3754 1— Pund Giodning, folgelig omtrent 7 Lœs à 2000 Pund, og efter Masſen i det — mind⸗ 1 Kartofler. mindſte ligeſaameget, ſom de uddrage af Jorden. Men denne Giodnings For⸗ trin, for den af ſadvanligt tort Foder, erkiendes formodentligen af enhver, og er af Kaͤhler(ſee Annalen des Ackerbaues, B. XII. S. 228) ſkarpſindigen iagt⸗ taget. J dette Tilfalde bor vi altſaa ei debitere Kartoflerne noget, for den ud⸗ dragne Giodningkraft; ved deres Dyrkning forsges tvertimod Giodningmasſen betydeligen, og ved det dyriſke Liv, der ved dem erngeres, forvandles andre Ma⸗ terialer til virkſom Giodning. Undertiden leie Huusmand Jorden til Kartoffelaul. Er den fuldkommen tilberedt og giodet, ſaa faaer man i dette Tilfaellde for en Qvadratfavn 2 ß. Solv, ſom udgier paa en Tonde Land 32 Rbd. 2 Mk. 8 ß. Herfra bor de fo⸗ regaaende Dyrkningsomkoſtninger, ſom allerede er anſlaaaet til 2 Rbd. 4 Mk. 2 ß., drages, og da bliver tilovers 29 Rbd. 70 ß. Vil man altſaa, naar man ſelv avler Kartofler, for Jordafgivt og Giod⸗ ning, debitere Kartoflerne denne Pengeindtagt, ſaa koſte de paa en Tonde Land 29 Rbd. 70 ß.+ 9 Rbd. 47 ß.= 39 Rbd. 21 ß. og en Tonde Kartofler koſter da 56. Dette var altſaa den Priis hvortil Kartoflerne kunde frembringes og naar denne, ſom billig Fordeel, forhoies til 64 ß., ſaa vil man formodentligen indromme, at Kartoflerne aldrig ere ſolgte for lavere Priis. Men ſaaledes ta⸗ bes Giodningen, og naar 68 Tonder paa en Tonde Land betales mig med 39 Rbd. 21 ß., der efter Afdrag af 9 Rbd. 47 ß. giver reen Fordeel 29 Rbd. 69 ß., ſaa er Sporgsmaalet om jeg, med Henſyn til de Forhold hvorunder jeg dyr⸗ ker, herved faaer Erſtatning for den tabte Giodning? Opfores Kartoflerne derimod, ſaa bor Dyrkningsomkoſtningerne ei anſlaaes hoiere end 14 ß. for en Tonde, eller, for fuldkommen at dakke ethvert Tab, til 18. Koſter et Pund 10 ß., ſaa udbringer man 5 Mk. af en Tonde Kartofler, der gi⸗ ves Fedeqveeget. §. 287. Om den markvardige, men endnu lidet anvendte Fremgangsmaade, ved Froſtens Hielp at uddrage Kartoffelmelet, og ſaaledes meget laœnge at bevare Kar⸗ zartofelen inde Efte Run telſe af ſid dem, scal eller er fre Forſtigl, mine Jag Efter min ſterſtov a endnu ſted deligen net Irter, hr beſtemt mes, ove 1 i Haverne farvede 1 men indve Redens g Bladnerd tes Froe 0g guule, D ſe uod to Afart geerde ungs For⸗ ahver, og iggen iagt⸗ or den ud— ingmasſen andre Ma⸗ ldkommen favn 2. bor de fo⸗ bd. 4 Mk. t og Giod⸗ onde Land yfler koſter ringes og odentligen naledes ta⸗ ig med 39 9 Röd. 59 der jeg dyr⸗ ei anſlaaes , til 185. er, der gi⸗ maade, ded e at bebale Far⸗ Runkelbeden. Kartoffelens vaſentligſte Dele, der da lettere transporteres end Sad, kan man ſinde Efterretning i Annalen des Ackerbaues B. III., S. 389 og B. XI. S. 1. Runkelbeden. §. 288. Runkelbeden eller Mangoldroen, ſom Franſkmandene ved feil Overſat⸗ telſe af ſidſte Benxvnelſe have kaldet, racine de disette og Englanderne efter dem, scarcityroot, nedſtammer med alle dens Afarter enten fra Beta vulgaris, eller er fremkommen ved dennes Blanding med Beta cicla. Thi jeg anſeer den Forſkicel, ſom Botanikerne finde mellem diſſe to Arter, for altfor ringe, og, efter mine Jagttagelſer, for uſikker, til derpaa at grunde en ſpeciſic Adſfillelſe. Efter min Overbeviisning, er ved Blandingen af den rode og hvide Bedes Blom⸗ ſterſtov alle de Afarter fremkomne, der ſnart ligne denne, ſnart hiin meer og endnu ſtedſe udarte, da hos enkelte Planter, denne eller hiin, hvorfra de oprin⸗ deligen nedſtamme, bliver meer kiendlig. Derfor kunne disſe forſkiallige dyrkede Arter, hvilket ogſaa er Tilfaldet med adſkillige andre af de Planter vi dyrke, ei beſtemt betegnes; de gage lidet efter lidet og paa en Maade, der ei kan beſtem⸗ mes, over i hverandre. Afarternes Extremer ere den rode Bede, der allerede i lang Tid er dyrket Haverne og den hvide Runkelbede. Mellem diſſe ſtaae den ſtore hoirode, den kisd⸗ farvede eller den med kiodfarvede Ringe af blandet Farve, den udvendigen rode men indvendigen hvide, den guule og den med guult og rodt iſprangte Bede. Rodens Farve er ſom ofteſt overeensſtemmende med Toppens, eller egentligen med Bladnervernes der er meer eller mindre rod eller aldeles gron. Een ſarſtildt Plan⸗ tes Froe yder ſtedſe Afarter. Dog ere de fuldkommen rode, eller fuldkommen hvide og gunle, meeſt uforanderlige. Den blegrode Art bliver under lige Omſtandigheder ſtorſt og yder det ſtor⸗ ſte Product; derfor dyrkes denne ofteſt til Qvagfoder. Denne Bede har atter to Afarter, af hvilke den enes Rod forbliver aldeles i Jorden, da derimod den Fierde Deel. D d andens Afarter⸗ Jordsmon. 210 Runkelbeden. andens gierne voxer ud af Jorden. Vel troer jeg overeensſtemmende med egne Jagttagelſer, at dette liggeri Arten; men Jordsmonnet har dog kiendeligen og be⸗ tydelig Deel deri, thi da jeg engang deelte Froet af den Sort, der voxer ud af Jorden, med en af mine Venner, ſaa beholdt alle mine Planter Roden i Jorden, Men min Jord var ploiet 10 Tommer Er det dyrkede Jordsmon ei dybt, ſaa medens hans voxede ud af Jorden. dybt, hans derimod kun fladt bearbeidet. er formodentlig den Sort, der voxer ud af Jorden, den meeſt pasſende, men i modſat Tilfalde foretrakker jeg den anden, fornemmeligen fordi den lider mindre af Efteraarsfroſten. Den guule og hvide Bedes Fortrin er derimod, at have meer Conſiſtents, bedre at kunne taale Froſt og fornemmeligen at indeholde meer Sukkerſtof, hoilket alle de, der beſkicfftige ſig med Sukkerfabricationen, forſikkre. De foretrerkkes der⸗ for nu, ei blot til Sukker⸗ og Sirupfabrikation, men maaſkee endog til Brande⸗ viinsbrœnding; dog finder Landoeconomen ei i hine Egenſkaber Erſtatning for den lorte Masſe, ſom de rodagtige Arter yde. §. 289. Vel voxer Runkelbeden paa ethvert nogenlunde fugtigt og kraftfuldt Jords⸗ mon, men paa Sandjord bliver den liden, derſom i dens Vextperiode ei falder megen Regn, og paa los, muldet og fugtig Grund bliver den vel meget ſtor, men vand⸗ agtig, indvendig huul og kan neſten ikke hindres fra hurtigen at forraadne. Det meeſt pasſende Jordsmon er temmelig ſtœrkt Leer, hvorpaa den na ſten altid lyk⸗ kes og faager mere Faſthed. Derfor har jeg i Henſeende til min Brakfrugtavl giort mig til Regel, paa ſtarkere Jord ſtedſe meer at avle Runkelbeder, og paa loſere Grund mere Rotabaga. Skulle Runkelbederne naae betydelig Storrelſe, ſaa bsr Jorden vere ſtœrk giodet; men det er ligegyldigt, om dette er ſkeet umiddelbart til dem eller til den foregaaende Afgrode, naar denne blot har efterladt Jorden i kraftfuld Tilſtand. Friſk Giodning bor i det ringeſte ved to Ploininger tilſtrœkkeligen blandes med Jordsmonnet. Jo naar den; 11 Jor 5r tt Freit Planterne armt, ſ ligen en med ſine ſdeles i ligge ſer det Ridde Panterne geledes b Planterne lige og Pa hvorved: lantern Planter, varmt. tur groer üde tidli Nanz e (Samm med egne gen og be⸗ oxer ud af i Jorden, ‚Tommer dybt, ſaa e, men i eer mindre konſiſtents, of, hoilket œkkes der⸗ Brande⸗ ng for den dt Jords⸗ Ider megen men vand⸗ adne. Det altid lyk⸗ ꝛkfrugtavl „ og paa vare ſterk ler til den Tilſtand. landes med 8 Runkelbeden. 211 Jo dybere Jordsmon, jo bedre, og om dette er fladt, ſaa giver Runkelbeden, naar den plantes eller ſaages paa opploiede Bede, ſtorre Afgrode, end paa den jevne Jord. §. 290. Froet kan ſaaes paa det Sted, hvor Planten ſkal groe. Man lagger enten Saaening. et Froe i hvert Hul eller ſaaer det i Rader; i det ringeſte dobbelt ſaa tykt, ſom Planterne ſkulle ſtaae. Men denne Fremgangsmaade kan blot tilraades paa et varmt, ſkiort og temmelig reent Jordsmon; thi Spiren giennembryder vanſke⸗ ligen en haard Fordſkorpe og inden Planten, der vorer langſomt, fremkommer med ſine ſvage Froeblade, er Ageren allerede dekket af Ukrud. Ofte ſpirer Froet aldeles ikke, naar det enten ved at ligge for heit mangler Fugtighed eller, ved at ligge for dybt, hindres af den ſammenpakkede Jord. Mod Ukrudet er intet an⸗ det Middel, end as betegne Raderne hvor Froet ligger, og at ſkuffle disſe inden Planterne fremkomme; men hertil fordres megen Opmerkſomhed. Man har li⸗ geledes bredſaget dem og ved Lugning og Behakning udtyndet dem ſaa meget, at Planterne ſtode enkelte; men denne Dyrkningsmaade er blandt alle den vanſke⸗ ligſte og koſtbareſte. Paa ſadvanlig Grund fortiener Plantningen i Almindelighed Fortrinet, hvorved man desuden ſœttes i Stand til, bedre at forberede Jorden. Men da Planterne ved at flyttes ſtandſes i Vaxten, ſaa er det vigtigt tidlig at have Planter, og Frsoet bor derfor tidligen ſages paa et Havebeed, der ligger meget varmt. Det kan ogſaa ſaaes ſildig om Efteraaret; ved Jordens lave Tempera⸗ tur groer det ikke, og blot dets Kapſel blodgiores. Men herved komme Planterne kun lidet tidligere, og i Jorden ſtagaer Froet Fare for, om Vinteren at opades af Muus og Inſecter; man har derfor naſten almindeligen forladt denne Maade. (Sammenlign hermed, det ſom§. 181—184 er ſagt om Udplantningen.) §. 291. Planterne beheve i deres Vextperiode ofte at bearbeides, da deres Dyrk⸗ nings heldige Udfald beroer herpaa. Arbeidet forrettes med Skuffelploven; Dd 2 men ——— N» 8— ꝙò— Vegetation. Bevaring. Afgrode. 212 Runkelbeden. men have Planterne faaet en vis Storrelſe, ſaa er en liden Hypning, ſkiondt mod nogles Mening, ſaare gavnlig, endog for den Afart, ſom voxer ud af Jorden. J Auguſt bredes deres ſtore, tykke, men vandagtige Blade, og Mange anſee den Foring, ſom de ved diſſe Blade kunne give Qvaget, for betydelig. Af⸗ plukkes Bladene tidligen og ofte, ſaa yde disſe, efter loſelige Veregninger, underti⸗ den meer end Rodderne, men til disſes Skade, og ſkeer dette meget tidligen og afplukkes alle, ſaa bliver Roden meget liden.— g Qvoeget ader disſe Blade, men uden ſynderlig Attraae dertil, og det ſynes at de, i en meget ſtor Masſe, inde⸗ holde blot lidet Naœrende. ſom man af virkeligt Fodemiddel vinder i Toppen. Derfor taber man udentvivl i Roden, ligeſaa meget Bladenes Afplukning er des⸗ uden et moiſommeligt Arbeide, ſom, efter min Overbevisning, blot ved Foder⸗ mangel paa denne Aarstid kan vorde oeconomiſt rigtigt. Ikkun naar Vegeta⸗ tionen om Efteraaret ſynes aldeles at ſtandſes, og man ſnart agter at optage Rod⸗ derne, afſkieres hele Toppen, der benyttes ſom Qvagfoder. Denne Roe oprykkes uden Vanſkelighed, men Travlersdernes Afpudsning, der er nsdvendig om de ſkulle giemmes, er temmelig moiſommelig. Paa Leer danne diſſe Roer fœrre Trevlerodder. §. 292. Ei uden Vanſkelighed bevares denne Rodfrugt langt hen ad Vinteren; thi den fryſer letteligen og forderves da aldeles. J varme Kieldere raadner den ogſaa letteligen, og bor derfor lagges i Lag mellem Sand eller Halm. Den bevares bedſt i Bunker, liig dem hvori Kartoflerne lagges, kun bor de ei vare meget ſtore. §. 293. Paa en Tonde Land kan, efter det jeg ſelv har erfaret, frembringes 600 Centner; men en ſaadan Afgrode ber anſees ſom overordentlig, og endog paa pasſende Grund kan man ei anſlaae Runkelbedens Afgrode til meer end 360 Centner paa en Tonde Land. Idet Magdeburgſke regner man, at paa hver Qvadratfod kan frembringes et Pund Runkelbeder, og altſaa paa en Tonde Land 560 Centner. Men herfra bor 4½ drages, for tilfœldigt Tab, og da man ei kan antage, at de inde⸗ iddeholde Hoet omtt holde meg paa dette man paa end om m dei d ſaa meger T todagtige zunle Art Sukkerſto mindre, de vodagti med Git dannes, thi bidere ford iweriſette dagtt min Watbeidnie dene ei aſſt Rſpnee d kelbeder vare ford beder, n for beſſ letenkeli iondt nod Jorden. og Mange elig. Af⸗ T, undertie idligen og lade, men zſe, inde⸗ ſaa meget ng er des⸗ ded Fodet⸗ r Vegeta⸗ tage Rod⸗ fpudsning, Paa Leer Vinteren; e raadner m. Den de ei vare ages 600 endog paa zo Centner ratfod kan 0 Centner, Runkelbeden. 213 indeholde meer end 10 Procent virkelig Neringsſtof, ſaa er deres Forhold til Hoet omtrent ſom o til 45, og til Kartoflerne ſom 20 til 46. Men da de inde⸗ holde meget Sukkerſtof, ſaa ere de ſaare behagelige for Qvaeget, ſom trives godt paa dette Foder, og ved hoilket Kserne give megen og velſmagende Melk. Fodrer man paa ſamme Tid med Runkelbeder og Kartofler, ſaa bliver Melken bedre, end om man blot gav Kartofler. Denne Vext har det Fortrin, at neſten ingen Inſect tilfoier den Skade. §. 294. Da denne Bedes Dyrkning til Sukkerfrembringelſe har i vore Dage vakt Runkelbedens Dyrkning til Sukkerfrem⸗ Til dette Hiemed dyrkes helſt den hvide, derngeſt den guule og mindſt den bringelſe. ſaa megen Opmarkſomhed, ſaa tilfoier jeg endnu noget med Henſyn derpaa. rodagtige Art, da denne indeholder mindre Sukkerſtof end hine. Den hvide og gunle Art yder derimod et meget mindre Produkt end den rodagtige Art, og naar Sukkerſtoffet end lettere uddrages af hine, ſaa er deres Produkt dog ſaa meget mindre, at Landmanden aldeles ikke kan dyrke disſe Arter, for ſamme Pris, ſom de rodagtige. Sukkerfrembringelſen ſkades, naar Bederne dyrkes paa et riigt og med Giodningsdeele, meget ſvangret Jordsmon, i hvilket Salpeter gierne dannes, thi da frembringes megen Salpeter og blot lidet Sukkerſtof. End⸗ videre fordrer man, at Bederne ſikkres mod Lyſets Paavirkning, og for at iverkſœtte dette bor de dekkes med Jord, hvortil den Art, der voxer ud af Jorden, dog er mindre ſkikket. De bor ſtaae ſaa taet ſom mueligt, men herved bliver Bearbeidningen vanſkeligere og Productet rimeligvis mindre. Endelig bor Bla⸗ dene ei afſkigeres for Optagningen, men tvertimod tiene Planterne til Skiul, hvil⸗ ket ſynes at voere mange Landmand et ſtort Offer. Efter Beregninger anſtillede over Forſog i det ſtorre, bor et Centner Run⸗ kelbeder ei koſte meer end omtrent 40 ß. Solv, om Sukkerfabricationen ſkal veœre fordeelagtig. Til denne Pris kan Landmanden med Fordeel avle Runkel⸗ beder, naar han kan faae Giodning at kiobe, om han end maae give 3 Rbdlr. for Lœſſet. Men kan han ikke kiobe Giodning, ſaa bliver denne Avl i det ſtorre betœnkelig, thi Runkelbeden berover dog Jorden nogen Kraft, og giengiver, naar den 214 Roerne. den ſelges, lidet eller intet Giodningsmaterial. Yder et Centner opfodrede Runkelbeder blot 20 ß. i Fordeel, ſaa bor de, at Giodningmaſſen ei ſkal formind⸗ ſkes, heller opfodres end ſelges. Derfor bliver det ſtedſe vanſkeligt, tilſtrœkke⸗ ligen og varigen, at forſyne betydelige Sukkerfabriker med det raa Material. Nu da ſaa mange Anleeg i det ſtore finde Sted, mage det Sporgsmaal, ſom ſaa lange har vœret uafgiort: Om Sukkerfabrikation af Runkelbeder er for⸗ deelagtig?— thi om den er muelig ſporger ingen meer— endelig blive tilfreds⸗ ſtillende beſvaret. 8 Roen(Grassica rapa) §. 295. Vi dyrke mangfoldige Roearter, af hvilke, overeensſtemmende med Jords⸗ mon og Dyrkning, maaſktee ogſaa ved Befrugtning, mangfoldige Afarter ere fremkomne. De Arter, ſom vi fornemmeligen avle i Marken, have ſandſynlig⸗ viis forſt ved Dyrkning faaet deres neœrvgrende Storrelſe og Dannelſe, ſom frem⸗ deles ved Froet er fortplantet, men ſom, ved mindre omhyggelig Dyrkning, atter kan tabes. Betragte vi diſſe Roearter botaniſk, ſaa ſynes nogle at nedſtamme fra Brassica rapa, andre fra Braffica oleracea, eller maaſkee endog at verre Ba⸗ ſtarder, ſom Brasſica⸗Slagten villigen frembringer. Som Landoeconomer deele vi Roerne fornemmeligen i to Afdelinger, i Vandroer, der ſaaes hvor de ſkulle vore, da de i deres Vextperiode ei taale at udplantes, uden med en ſtor Klump Jord ved Roden, og i Kaalrabi, der kunne udplantes. Vandroerne. §. 296. Disſe nedſtamme fra Brassica rapa, indeholde meget mere Vand end Kaal⸗ rabierne, og kaldes derfor Vandroer. Deres Dannelſe og Farve er mangfoldig. Nogle gigle den an undet) dn eneEn mindre gul de neeſt u relſe er me Nen Evnen de Roet, at vere af rede harh dog blota AMe hine, ſom gen Onhu dit vigtigſt iBakken, d Englau il dane om⸗ lſche kandwe Roer, eier habe giört n 3 8' erat demn dahr hakkes ell deligt Pro man Frec denne, m ii yxpit Vandroerne. 215 opfodreͤe Nogle danne en bred, rund, meer eller mindre ſammentrykt, logdannet Knold⸗ il formind⸗ der under Midten har en Palerod; andre ere cylinderdannede og ſpidslsbende til tilſtrekke⸗ den ene Ende, der gaaer over til en Polerod. Begge Arter ere ſnart meer, ſnart aterial. mindre guule eller hvide, undertiden sverſt rode eller gronagtige. Undertiden voxe dorgsmaal, de meeſt ud af Jorden; undertiden meeſt under Jordens Overflade. Deres Stor⸗ er er for⸗ relſe er meget ubeſtemt, og ſynes fornemmeligen, at hidrore fra Dyrkningen. tilfreds⸗ Men Evnen at frembringe ſtore Roer beholder Froet giennem nogle Generationer. De Roer, der i England have naaet en Vagt af 60 til 70 Pund Stykket, ſynes at vœre af ſelv ſamme Art, ſom hos os ſadvanligen veie: Pund, og ſom jeg alle⸗ rede har havt 14 Pund ſverre. Ere disſe Roer end ei en ſœregen Afart, ſaa bor man dog blot aple Froe af ſtore Roer, om man vil haabe at frembringe ſaadanne. §. 297. ned Jords⸗ Allerede lœnge have vi ſkiglnet mellem Brakroer og Stubberoer, af hvilke Brakroer. ffarter ere hine, ſom vi have erfaret, blive meget ſtorre. Men vi have ei anvendt ſaa me⸗ jandſynlig⸗ gen Omhue paa Brakroerne, ſom Englanderne, der endnu ſtedſe anſee dem, ſom ſom frem⸗ det vigtigſte Foder, og hele Avlsbrugets Stotte. Der dyrkes de endnu ſom ofteſt ing, atter i Brakken, og det Dyrkningsſyſtem, ſom nu betegnes under Navnet Vexelbrug, kal⸗ des i England Turnipsbrug, eller norfolkiſk og ſuffolkiſt Avlsbrug. J Henſeende til denne omhyggelige Dyrkningsmaade, henviſer jeg til rſte og 3die Bind af Eng⸗ liſche Landwirthſchaft, da jeg tor forudſctte, at enhver der ſaaledes vil dyrke Roer, eier dette Skrivt, og jeg tilfoier derfor blot at Jordlopper og Larver tamme fra vare Ba⸗ have giort mig kied deraf. elinger, i J Tydſtland ſaaes Roerne ſidſt i Juni eller forſt i Juli paa Brakmarken, jtaale at der kunne efterat denne er tre Gange pleiet og giodet. Enhver, der nogenlunde kan beſtride Arbeidet, luger dem, men ſielden be⸗ hakkes eller udtyndes de. Lykkes de, ſaa yde de et betydeligt, men ei ſaa bety⸗ deligt Produkt, ſom Englandernes behakkede Roer, og mislykkes de, ſaa anſeer man Freets Tab, for ubetydeligt. Men da Brakken, naar man vil beſaae dend Kaal denne, med ſtorre Fordeel kan benyeles til andre Afgroder, ſaa dyrkes disſe Roer nangfoldig. ei hyppigt. Nogle 3§. 298. — Stubberoer. Jordsmon og Dyrkning. Vandroerne. §. 298. Stubberoer ſaaes derimod hyppigere i Tydſtland, men almindeligen og fra celdre Tider, dyrkes de blot i de veſtlige Egne, henimod Rhinen. Deres Dyrk⸗ ning aftager gradeviis og taber ſig naſten aldeles paa denne Side af Elben. Kli⸗ matet er ei Aarſagen hertil; Afgroden er her ei kiendeligen mindre end hiſt, og Vinteren begynder ikke tidligere. Imidlertid er denne Avl overmaade fordeelag⸗ tig og Avlsbrugets Stotte i hiin Egn! Hvorfor dyrkes de da ikke hos os? Ho⸗ vedaarſagen er formodentligen, at de fleſte ſtorre Avlsbrug ere i Hoſten ſaa over⸗ laſſede af Arbeide, at de ei, ſtrax efterat den tidligſte Rug er hoſtet, kunne op⸗ pleie Rugſtubbene og dette er en nsdvendig Betingelſe ved denne Roeavl. Lige⸗ ledes er i de ſtorre Avlsbrug hos os, Jordens Benyttelſe, i Almindelighed mindre vord end Arbeidsomkoſtningerne, og da Stubberoerne dog behove Bearbeidning, om de ſkulle lykkes, ſaa dyrkes heller Brakroer, der paa en beleiligere Aarstid, kunne bearbeides. Vore mindre Avlsbrug dreves hidtil ſaa ſlet, at man ei kunde vente denne Anſtrangelſe af dem. Desuden fattes Exemplet paa denne Dyrk⸗ ningsmaade, der er meeſt paſſende til ſmaae Lodder. §. 299.. Det til Roeavl bedſt ſkikkede Jordsmon er kraftfuldt leerblandet Jord, der ved ſin Beliggenhed ei er for tort, men heller ikke for fugtigt. Til Stubbe⸗ roerne— om hvilke jeg her blot handler— ploies Ageren fladt, ſaaſnart Ru⸗ gen er hoſtet. Hobene. menrives og brandes. Ofte tover man ei engang til den er hiemkiort, men ploier mellem Jorden harves ſtaœrkt og de Stubbe, ſom ligge ovenpaa Jorden, ſam⸗ Om mueligt giodes Jorden, og dette er unndgagelig nod⸗ vendigt, derſom Rugen er ſaaet uden Gisdning. Kort derpaa ploies Ageren an⸗ den Gang og dybere; Jorden harves; Froet ſaaes omhyggeligen 2 til 3 Pund paa Undertiden ſaaes Roerne efter een Ploining, iſœr om Jordsmonnet er meget ſandet; men de blive ei ſaa gode ſom de, hvortil Jorden er bedre forberedt. Man bor iile med Saae⸗ ningen, at Jorden ei ſkal torres. en Tonde Land, der harves ſtarkt og endelig tromles Ageren. Have det fuderi fer de vorig ſude hiin deres gorder Falde nen er Efet fwe tr lide Pnrter tilfo ekanne des Staa offotes fot kaldes d in Deel opf g Koden fü Kan! llot de ſterſt ſed vore Lir 7 de til Ava⸗ Men vexler dafer ſͤſe 8 ere optrut dierde d. Vandroerne. §. 300. 4 95 Have Roerne udviklet Toppen og ere godt rodfoeſtede, ſaa harves ſterkt. Det ſkader ikke, om nogle ſvage Planter oprives; dette er tvertimod til Gavn 4 Kl⸗ for de ovrige. Hvor man er vant at harve Roerne, troer man at disſe ei Iit, 09 ſkulde lykkes, om dette forſomtes. Mindre Lodeiere, der med Omhue dyrke ordeelag⸗ deres Jorder, oprykke de ſtore Ukrudsarter. 8* Ho⸗ Falder Regn efter at Stubberoerne ere ſaaede, ſaa lykkes de ſodvanligen, ſaa over⸗ men er Efteraaret tort, ſaa mislykkes de og opades af Jordlopper. Det tabte kunne op⸗ Froe er lidet vardt, og Arbeidet kommer den efterfolgende Afgrode til Gavn. l. Lige⸗ Larver tilfoie ei disſe ſildigſagaede Roer ſaamegen Skade, ſom de tidligere, og hed mindre de kunne desuden ved Harvning og Tromling edelcegges. beidning,§. 301. Larstid, Staae Roerne for tat, ſaa optrakkes de mindſte ved Mikkelsdagstider, og Hof. ei kunde opfores fordeelagtigen. De ſtorre Roer forblive indtil November paa Ageren, ne Dyrk⸗ og kaldes derfor November⸗Roer. Paa denne Tid optages de ſadvanligen og en Deel opfores, med Top og Rod, efter Behov. Af Reſten ſkigres Toppen, og Roden forvares i Kialldere, eller i Bunker, der daœkkes med Halm. det Jord, Kan man ei fer Vinter blive fœrdig med Roernes Optagning, ſaa oprykkes Stubbe⸗ blot de ſtorſte, medens de mindre forblive paa Ageren. De taale i Almindelig⸗ ſnart Nu⸗ hed vore Vintere, og ere om Foraaret, naar de have fremſkudt nye Top, et, ſaa⸗ ter mellem vel til Qveeg ſom til Faar, fortrinligt Foder. Man lader Faarene ade dem paa en, ſam⸗ Marken, iſcer om de ere ſmaae og man ei kan blive ferdig med Optagningen. elig nod⸗ Men vexler Froſt og Toe ofte om Vinteren, ſaa odelagges Roerne, og man ſtrabe geren an⸗ derfor ſtedſe at bevare en Deel deraf. Pund paa 40 til 50 Centner paa en Tonde Land, er intet uſcddvanligt, og jeg har den ſaaes ſeet Afgroder, hvortil var umiddelbart gisdet, ſom kunde anſlages til 80 de blibe Centner. ned Saae⸗§. 302. Det er ei uſadvanligt at ſaae Vinterrug, ſelv i December, naar Roerne ere optrukne, men i Almindelighed ſages Vaarrug, hvortil Jorden er vel forberedt. § 300. Sierde Deel⸗ Ee Den Anvendelſe. Teltover Roer. Frseavlen. 218 Vandroerne. Den Giodning, ſom de ſmaae Roer, der med deres Top forblive paa Ageren, yde denne, kan maaſkee veœre Jorden Erſtatning for det de svrige have uddraget; thi man troe ei, at den ſocekkes ved Roeavl. §. 303. Vandroerne ere, i Forhold til deres Masſe, ei meget nœrende, men ſaare behagelige og gavnlige, ſaavel for Qvag, ſom for Faar. Naar de gave Melken Af⸗ fmag, ſaa var Aarſagen, at Roerne ſelv eller deres Blade havde begyndt at raadne. Smorret ſmager ſaa godt ſom det bedſte Grasſmor, og det ſynes, at de virke meer til Melkens Afſondring end til Qvaegets Feedning, ſkisndt i England meget Qveag fedes, med denne Art Roe. Man gioer imidlertid den Beregning, at en Oxe, for at fedes, behover daglig et Partie Roer, der udgiore zaf dens egen Vœgt. Som Foder til Koerne, ſetter jeg Roerne i Ligning med gron Klover; 100 Pund= 22 Pund Hoe. Englandernes meget ſtore Roer, ere ved lige Vagt mindre nœrende. §. 304. Teltover Roerne ere en ſœregen Afart af disſe Roer, men i Henſeende til Natur og Dyrkning, ſom undertiden ivarkſcttes i Rugſtubbene, men ofteſt paa Brakmarken, hine nefſen aldeles lige. Da de ikke blive ſtore, ſaa ere de et alt for koſtbart Foder, men ſoges begierligen, ſom behagelig Spiſe, og betales dyrt. Hvor indbringeude det end er for Huusmanden, der med ſin Familie kan bearbeide og afpudſe dem naar de ſkulle ſolges, at dyrke disſe Roer, ſaa lidet pasſer deres Avl for den ſtorre Jordbruger, for hvem det end ei er fordeelagtigt at frembringe det, der bruges i Huuſet. Det er forreſten urigtigt at de for at lykkes behove et ſeregent Jordsmon, der blot findes paa visſe Byemarker. Skiort, reent og ved Gisdſkning i Fortiden kraftigt leerblandet Jordsmon er ſkikket dertil. Sonnes Verſuche einer praktiſchen Anleitung zum Teltover Ruͤbenbau. Berlin 1788. K. 305. Man bor aldeles ikke ſamle Froe, eller i det ringeſte ei flere Aar i Rad, af de Roer, der om Vinteren forblive paa Marken og tidligt om Foraaret blomſtre; thi Roerne blive ellers mindre og mindre og tilſidſt ſaa ſmaae, at de, liig de Ar⸗ ter ti der di Valger me glanter de ſandighe market, land megel ffterat de Ro 2 tfterat V Aforode. kerne; me trenge Re dem, iſer net: Jape dt tage F lndau lang miicge dge Dernaſ dog haard arigere, Stengle neppe fer blive pan rige have nen ſaare felken Af⸗ gyndt at es, at de andmeget at en Ore, igt. Som nd= 22 mindre ſeende til fteſt paa ere de et og betales milie kan ſaa lidet eeelagtigt de for at Skiort, zet dertil. 1788. Rad, äf blomſtre; iig de Ar⸗ ter Vandroerne. Kaalrabien. 219 ter der dyrkes for Froets Skyld til Olie, blot danne en cylinderagtig Rod. Valger man derimod ſtore Roer, bevarer diſſe om Vinteren i en Kiaellder, ud⸗ planter dem om Foraaret, og ſamler Froe deraf, ſaa har dette, under heldige Om⸗ ſtendigheder, Evne til atter at frembringe ſtore Roer. Man har imidlertid be⸗ market, at Roerne derved blive mindre haardfore mod Froſten, og da man i Eng⸗ land meget frygter denne, ſaa ſamler man engang imellem Froe af Roer, ſom, efterat de ere omhyggeligen behakkede, om Vinteren forblive paa Marken. §. 30⁰6. Man har ogſaa forſogt at ſaae Roer oven paa ſildig ſaaede Vikker, der, efterat Vikkerne vare gronne afhuggede, ſtode rene paa Ageren og gave en god Afgrode. Dette lykkedes vel undertiden, naar tidlig Froſt aldeles odelagde Vik⸗ kerne; men jeg befrygter at de tidligt huggede Vikker ellers atter fremvoxe og ſare trenge Roerne. Hertil var Boghvede bedre ſkikket. Kaalrabien. §. 307. Kaalrabiarterne nedſtamme fra Brassica oleracea, og Botanikerne betegne dem, iſcer den underjordiſke Art, der ſedvanligſt dyrkes i det ſtore, med Tilnav⸗ net: Napo brassica. Disſe Roearter have atter adſkillige Afarter, og det var vel muligt, ved Afarter. at tage Froe af enkelte, fra de ſadvanlige forſkiclllige, Planter, at frembringe endnu langt flere. De ere forſkicellige ved Farven; nogle ere hvide, andre gunl⸗ agtige og ofte ſaa foranderlige, at man af de Hvides Froe faaer guule og omvendt. Derneſt ere de ogſaa forſkigellige i Henſeende til Conſiſtents, thi nogle ere tattere og haardere, andre mere ſvampagtige og blodere. Dette ſidſte Skielnetegn er varigere og forandres ikke, ſom Farven. Ogſaa ved deres Habitus, Blade og Stengler kan man betegne dem, og ſkielne mellem dem, men denne Forſkicel kan neppe forklares ved Ord, 6 her kommer blot et Meer eller Mindre i Betragtning. Ee 2§. 308. Jordsmon. Dyrkning. Kaalrabien. §. 3⁰8. En ſaregen Afart, hvis Skielnetegn blot kunne ſees, ei beſtrives, og ſom har en, fra den ſadvanlige Art, forſkielllig Smag, er den i England, under Navn af Svenſtk Turnips eller Rotabaga ſaa yndede Roe, der nu ogſaa er alminde⸗ ligen udbredt hos os. §. 309. Disſe Roer behsve et Jordsmon der er meer leeret og fugtigt, end det til Vandroerne; dette er iſcer Tilfaldet med de vagtigere, ſom ofteſt hvidere Arter. Paa tort Sand blive de ſmaage og lonne ei Dyrkningen. bedre paa det meer ſandede Jordsmon; men fremfor alle lykkes Rotabaga bedſt Heri, og at den endog paa ſaadant Jordsmon fager betydelig Stor⸗ De ſvampede trives paa dette. relſe, ligger netop dens Fortrin, hvortil endnu bor ſoies, at den indeholder mere Sukkerſtof og ſmager bedre. Jeg troer derimod ei, at Rotabaga er ſaa nœrende, ſom de ſtorre, ſodvanligen hvidere Kaalrabi⸗Arter, der dog ſom Menneſkefede ſynes for haarde. Paa ſtarkere Jordsmon raader jeg at dyrke disſe; men paa loſere Jord Rotabaga, ſom der giver langt ſtorre Afgrode. Mange Gartnere paaſtage, at Rotabaga blot er den almindelige gule Kaalrabi. Henſeende er den forſkicellig derved, at den trives paa meer ſandet Jord, end den almindelige Kaalrabi, og langt bedre taaler Froſten end denne, der netop er den meeſt kialne Art. Men hins Smag er beſtemt afvigende fra dennes, og i oeconomiſk §. 310. Disſe Roe⸗Afarter dyrkes paa ſamme Maade, ſom de andre Roer. Er Ageren ei meget kraftfuld, ſaa bor den giodes, og Gisdningen ved, i det mindſte, to Pleininger, tilſtrekkeligen blandes med Jorden. Enten ſaaes de umiddelbart paa Ageren, eller paa Havebede, hvorfra de ſiden udplantes, da de meget godt taale dette. Herom henviſer jeg til§. 180 og 182. det forſte Tilfeelde ſaaes de fra midt i Mai til midt i Juni; ja endog til denne Maaneds Udgang. At ſaae dem tidligere er ei raadeligt, thi da gaae de „ Vetteligen nͤplante Omplant §. 1831 gere at kun lidet, Fro lgt Qvar d Den bed Agre; m for meget eler i Bu end at de optoes, ſ ſen, end! Sanmenc dg andet Stu en tteeng Kac mer intet topmaalt ſtiondt Risvort der ſrart agede 0g Inſekter 5, og ſom nder Navn r alminde⸗ d det til ere Arter. ede trives baga bedſt elig Stor⸗ inde holder anarende, „ fode ſynes oſere Jord lige gule eeconomiſt „end den top er den zer. Er mindſte, vorfra de l§. 180 endog til a gaae de ſette⸗ Kaalrabien. letteligen i Froe om Efteraaret og blive da ſtrax treagtige. Agter man derimod at udplante dem, ſaa bor de ſaaes midt i April, thi deres Vaxt ſinkes meget ved Omplantningen. Ned ſardeles heldigt Udfald ſaaes og plantes de, efter den §. 183 beſkrevne Maade, paa opploiede Rygge, men da er det meget vanſkeli⸗ gere at holde dem rene. Paa den flade Jord ſkuffes de og hyppes tilſidſt, ſkiondt kun lidet, at deres Blade ei tilhylles. Fra midt i September kunne de forſte Blade afbrydes, der da yde betyde⸗ ligt Qvaxgfoder. §. 3Ir. Disſe Roer, og frem for alle Rotabaga, ere de haardforeſte mod Froſten. Bevaring om Den bedſte Maade at bevare dem, er, at lade dem forblive paa de vel afgravede Agre; men da de tildeels fremrage over Jorden, ſaa ere de paa aaben Mark alt for meget udſatte for at bortſticles eller ades af Vildt. Bevares de i Huus eller i Bunker, ſaa ſtaaer man meer Fare for, at de blive varme og da forraadne, end at de fryſe. Froſten odelagger dem i det ringeſte ikke hurtigt, og naar de atter optses, ſaa ere de endnu ret gode, ſkiondt de i denne Tilſtand lide meer af Fro⸗ ſten, end naar de have Roden i Jorden, og paa en Maade vedblive at vegetere. Sammenpakkes de i Kigldere eller Kuler, ſaa raadne de letteligen. Opfores de ikke inden Nyeaar, ſaa er det raadeligt at lagge dem i et eller andet Skur lagvis med Halm, og man behover ei at vere uroelig, fordi Fro⸗ ſten trʒnger ind til dem. §. 312. Kaalrabien og fornemmelig Rotabaga vyder blandt alle lignende Vaxter, uAfarsde⸗ naar intet Uheld moder, maaſkee det. ſtorſte Produkt. Jeg har ſelv avlet 200 topmaalte Tonder, altſaa i det mindſte 48000 Pd. foruden Top, paa en Tde. Land, ſtiondt Jorden endnu ei var i fuld Kraft. Men jeg har ogſaa adſkillige Gange havt Misvart, der foraarſagedes ved Jordlvpper, Kaalorme og ſenere ved Rugormen, der ſterkt ſoger denne Vext. Den varige Torke i Efterſommeren 18 10 foraar⸗ ſagede ogſaa Misvaxt, men denne traf alle lignende Vaxtarter, og det er iſcr Inſekter der gior disſes Dyrkning uſikkere end Kartoflernes eller Runkelbedernes. §. 313⸗ Kaalrabien. Hovedkaal. fra Qvagfodring. ges og renſes, da den danner ſin Knold over Jorden. der havde meer cylindriſke Knolle og sverſt dannede et lidet Kaalhoved. var formodentligen en Baſtard af Hvidkaal og Kaalrabi. Den dyrkes paa ſamme Maade, ſom underjordiſk Kaalrabi, men behover ſterkere, rigeligere giodet og ſœrdeles vel behandlet Jord; netop ſaaledes ſom den til Kaal bor vare. Hovedkaal, Brassica oleracea capitata. Denne Kaal, forſtigellig. Hvad denne Roes narrende Deel anbelanger, da forholder de ſig til Run⸗ kelbedens, ſom 15 til 12, og dette ſtemmer overeens med Erfaringer, hidrorende Dens Forhold til Kartoflerne var ſom 15 til 25. Denne Roe ades begierligen af alt Qveeg og virker kraftigt til Malkafſon⸗ Melken faaer aldeles ingen Afſmag, naar Roerne ei have begyndt at Dens Dyrkning bor altſaa anbefales, men da den er udſat for ſaa mange Farer, ſaa bor man ei ganſke forlade ſig paa den. Den overjordiſte Kaalrabi, Brassica oleracea gongylodes, af hvilken Gartnerne dyrke adſkillige Afarter, er nerr beſlegtet med hiin, men hidtil meer anvendt til Menneſkefode, end til Qvagfoder. Dyrkning til Qvagfoder, fordi den om Vinteren med liden Umage kan opta⸗ Jeg har ſeet en Afart, Nogle have meget anbefalet dens Denne der ogſaa kaldes Hvidkaal, har mange Underafdelinger. Jeg taler ikke her om de mangfoldige Arter, der, ſom for Exempel Savoikaalen o. fl. a., dyrkes i Haverne, men blot om den almindeligere glattere Kaal. ſaa denne er, ſaavel i Henſeende til Farve, ſom Dannelſe og Storrelſe, ſaare Den er enten hvid eller rod, eller rod og hvid iſpreengt; dens Ho⸗ deder ere enten flade eller ſpidſe for oven, i hvilket Tilfœlde den kaldes Spidskaal. Og⸗ Der 4 der dives ling kunn pund. 4 Pund, ſtore Kac feſſe dyrk den mindr maade kre 4 80, paa en! Rader, fra hvera konmer ſ tere Ho hyggeliſ ges af Old nhttet, n derimod n ga muldrigt giennemar ſte Plor dand dery mudtefe Paanter i Alnind hvorpaa! formoden Hovedkaal. 223 Der gives Kaalarter, ſom paa pasſende Jordsmon og ved omhyggelig Behand⸗ til Run⸗ ling kunne faage Hoveder paa 20 til 30 Pund; ja man forſikkrer endog paa 80 hidrorende Pund. Andre Arter, iſœr Spidskaalens Hoveder veie i Almindelighed blot 3 til 4 Pund, men enkelte kunne dog undertiden veie 6 til 7 Pund. Mange anſee hine kalkafſon⸗ ſtore Kaalarter for ualmindeligen fordeelagtige og kunne ei begribe, hvorfor de egyndt at fleſte dyrke de mindre Arter. Erfaring og tilborligt Overleeg tilkiendte imidlertid den mindre Art ganſke beſtemt Fortrinet. Den ſtore Kaal behover ei blot over⸗ aa mange maade kraftfuldt Jordsmon, men Planterne kunne ei heller ſœttes tattere end 4 Fod, den mindre 3 Fod, fra hverandre. Folgelig ſinde blot 2 ¾ eller 4 Plads paa en Qvadratfavn. Den mindre Kaal, iſer Spidskaalen, plantes bedſt i af hvilken Rader, ſom ere 2 Fod fra hverandre; og i Raderne ſeettes Planterne blot 11½ Fod idtil meer fra hverandre. Paa en Qvadratfavn kan folgelig rummes 12 Planter. Den falet dens kommer ſikkrere til Fuldkommenhed end hiin, der ofte ikke ſluttes, og dens taet⸗ kan opta⸗ tere Hoveder, kunne langere bevares. Da Kaalen, ſelv ved den om⸗ en Afart, hyggeligſte Behandling, og naar den allerede er i fuldkommen Vart, kan sdelceg⸗ Denne ges af Oldenborrenes Larver og af Jordkrebs, ſaa bliveret ſtort Stykke Jord ube⸗ nyttet, naar en eller anden Plante af de ſtore Kaalarter doer; dette merkes n behover derimod neppe ved den mindre og taettere plantede Kaal. ledes ſom§. 316. Kaalen behever ſteerk leeret, kraftig og veldyrket Jord, eller et meget Jordsmen og Dyrkning. muldrigt og ved ſin Beliggenhed fugtigt Jordsmon. Det ſtarke Leer bor vel eenns giennemarbeides, efterat det er ſtœrkt giodet med varmende Giodning, og inden ſidſte Ploining lagger man endnu Faarene i Fold, eller udkisrer Giodning⸗ vand derpaa. Selv det muldrige Jordsmon behover at giodes til Kaal, maaſkee mindre for at foroge dets Kraft end for at giore den oploſelig. Om Maaden hvorpaa fdelinger. avoikaalen Planter optraekkes og udplantes er allerede, ved Behakningsfrugternes Dyrkning al. Og⸗ i Almindelighed, det fornodne ſagt. Kaalen kan ſaaes umiddelbar paa den Ager, lſe, ſaate hvorpaa den ſkal dyrkes, og da borthakkes de overflodige Planter; men dette er dog 2* b formodentlig blot paa velrenſende Agre, anvendeligt. Man bor ei ſpare Umage, Spidskaal. Der for Hoſt. Anvendelſe. 224 Hoidkaal. for ret tidligt at ſkaffe ſig Planter, der, om Veirliget er pasſende, ber udplan⸗ tes i Mai. §. 317. Vert Periobe. Kaalen bor ſkuffles og flere Gange hyppes, inden den med ſine Blade aldeles dœkker Ageren. Man nodes undertiden til med Haandhakken at ſkiorne Jorden og borthakke Ukrudet, narmeſt omkring Planterne. Begynder Kaalen at tabe ſine Blade, ſaa kan man, uden at ſkade den, af⸗ bryde de svrige Blade; tidligere bor dette derimod ei ſkee. Efterat Bladene ere afbrudte, virker en Hypning gavnligt paa Kaalen. Da taber den atter Blade. §. 318. Sidſt i October eller ſenere afſkigeres Hovederne; men begynde de at revne, ſaa bor dette ſkee tidligere. Stokkene blive med de yderſte Blade ſtaaende paa Age⸗ ren og hiembringes lidet efter lidet til Foring for Qveeget, eller, har man Mangde af dette Foder, lader man Qvaget fortere alt paa Marken. §. 319. Paa pasſende Grund yder neppe nogen Varxt ſaa ſtort Produkt, ſom Kaa⸗ len. Blot i Hovederne har man havt meer end 1000 Centner paa en Tonde Land; 600 Eentner er ei uſeedvanligt. Kaalen dyrkes, ſom ofteſt til Salg og med ſtor Fordeel, i de Egne, hvor Kaaljord ei hyppigt forefindes. Men endog til Qveegfoder kan Kaalavl paa pasſende Jord vare fordeelagtig, end⸗ ſkiondt 6 Centner Kaal ei er mere nœrrende end 1 Centner Hse og 2 Centner Kar⸗ tofler. Fodrer man overflodigen med Kaal, ſaa fedes Qvaget derved ypperligen og Koerne malke ſterkt. Melk og Smor ſmager ſaa behageligt ſom efter Gras, naar man blot undgager at give Qvaget Blade, ſom have begyndt at raadne. Man anſeer Kaal for et Foder, ſom virker ſeerdeles gavnligt paa Faar, der have Lam. Efter Erfaringernes Middeltal fortgœrer en Fedeoxe daglig 150 til 180 Pund Kaal; en Bede der ſkal fedes, 12 Pund. §. 320. Den fantigt, na hethdeligt é ondte varme fotblie paa nen man ſt Rn ſon Er ligtide ſt Der for den un tgen Art? ofte aldeles Haver. 4 ſtar efter N Denn adoy hyppig mar man ble liet end N riſſe ere f benke, bo If disſe fundet de ſ dierde D r uüplan⸗ ade aldeles ne Jorden den, af⸗ ladene ere ter Blade. eat reyne, epaa Age⸗ n Mangde ſom Kaa⸗ en Tonde ofteſt til forefindes. agtig, end⸗ entner Kal⸗ ypperligen fter Gras, at raadne. Faar, der zo til 180 5 320. Hovedkaal. Gulerodder. §. 320. Den er meget vanſkelig at bevare om Vinteren; thi forderves den end ikke Bevaring om hurtigt, naar den, efter at vore giennemfrosſen, optoes, ſaa lider man dog Binteren. betydeligt Tab, fordi de yderſte Blade da for det meeſte raadne. J Kialdere og paa andre varme Steder raadner den uundgaaeligen. Det er ſikkreſt at lade den forblive paa ſin Rod, hvorfra den lidet efter lidet hiembringes, naar det behoves. Men man ſtrabe ſtedſe, at opfodre den i de forſte Vintermaaneder. At nedlagge den ſom Suurkaal til Qvaxget, er ret godt, men vidtloftigt og neppe anvende⸗ ligt i de ſtore Avlsbrug. 8. 321. Denne Plante er megen Fare underkaſtet: Jordloppen er en farlig Fiende, Fare.. for den unge Kaal; ſenere lider den undertiden af Meeldug, hvorefter en ſer⸗ egen Art Bladluus indfinde ſig, ſaavel ſom af Orm i Roden og af Larver, der ofte aldeles odelceegge den. Dog lider den paa frie Mark ei ſaameget, ſom i Haver. Hvorvidt Kaalen lykkes, beroer meget paa Veirliget, og iſcer om dette ſtrax efter Plantningen har varet gunſtigt. Gulerodder. F§. 322. Denne Plante dyrkes ei blot i England og Belgien til Qvagfoder, men endog hyppigt mange Steder i Tydſkland, og den anſees for meget fordeelagtig, naar man blot kan anvende det fornodne Arbeide paa dens Avl, hvilket er vanſke⸗ ligere end ved hvilkenſomhelſt anden Plante af denne Art. §. 323. Vi have adſkillige Afarter, der dog blot i Henſeende til Farve og Stor⸗ Afarter⸗ relſe ere forſkicelige. De mindre Afarter, der dyrkes i Haver og paa Miſt⸗ benke, bor ei dyrkes paa Marken, men en Sort der kan blive ſtor og lang. Af disſe har man en orangefarvet og en blegguul Art. Blandt disſe har jeg fundet de ſtorſte Rodder. Fierde Deel. Ff§. 324 Jordsmon og Gulerodder. §. 324. Gulerodderne beheve et loſt, folgelig ſandet Jordsmon, der i det mindſte dets Lilberedeen Fod dybt bor vaœre meget kraftfuldt. Naar dette blot er Tilfaldet ſaa kunne ning. Saaening⸗ de lykkes ret godt, om end Agerens Beliggenhed gior den meget tor. Saadant Jordsmon behover ei meget at bearbeides, men blot en Gang, i det mindſte een Fod dybt at plsies, og dette ſkeer da bedſt med en dobbelt Plov. Det forſtaaer ſig, at Ageren bor verre frie for Qvaker og andet Rodukrud; men er dette ikke Tilfeldet, ſaa bor den nogle Gange ploies letteli⸗ gen, at dette kan udryddes. Derfor dyrkes Gulerodder ofte efter en anden be⸗ hakket Frugt, der renſer Jorden. Den dybe Ploining ſkeer om Efteraaret, da Ageren tilberedes fuldkommen, at Jorden om Vinteren kan ſynke ſammen, og Froet det tidligſte muligt om Foraaret udſaaes; ſelv paa Snee kan det uden ſka⸗ delige Folger ſaaes. Er Jordsmonnet, ſom ved foregaagende Gisdſtning, meget kraftfuldt, ſaa behover det ei at gisdes; men er det magert, ſaa var det ſtridende mod al For⸗ deel ei at giode det; thi man hoſtede i dette Tilfœlde, ved lige Arbeide, meget mindre. Men man bor enten bruge aldeles forraadnet Giodning, eller ſtroe lang og friſk Gisdning, efterat Gulerodderne ere ſaaede, paa Jorden, og afrive den, naar de ere opkomne. Denne Fremgangsmaade har ofte havt meget heldigt Udfald. §. 325. Da Froet hanger meget ſammen, ſaa er Saaeningen noget vanſtelig. Det er uomgicengelig fornsdent at gnide det ſtœrkt mellem Handerne, da det ellers kommer til at ligge i Klumper. Men det hanger alligevel ſammen og derfor blan⸗ des det, bedſt med Saugſpaaner, og ſaaes dermed. Man bruger 7 Pund Froe til en Tonde Land, og dette er ogſaa tilſtrœkkeligt, naar det ikkun vel fordeeles. Bearbeidnings⸗Arbeidet lettes meget, ved at radſaae Gulerodderne, men dette har ſtedſe veret mig vanſkeligt, fordi Froet haenger ſammen; Planterne ſtode ſtedſe i Klumper, og det var moiſommeligt at oprykke de overflodige. Ikkun indtrafer, inden man Vo men dette uden at d Er giengelige gientages, blibe tette fra hveran beroer hery tn Deel af dg dernaſt da habe dis Behakning altſaa ban Aet Rrg dero 2 nan vore at ſaae( hvortil d de ſanes dg derne et mindſte ſaa kunne blot en t med en og andet es letteli⸗ anden be⸗ raaret, da nmen, og uden ſta⸗ raftfuldt, od al For⸗ e, meget ller ſtrse og afrive get heldigt lig. Det det ellers ffor blan⸗ dund Froe fordeeles. erne, men Planterne Gulerodder. 227 Ikkun med ſaare lidet Jord bor Froet tilhylles. Er Veirliget fugtigt, ſaa kommer Froet uden Hielp tilſtrakkeligen dybt i Jorden; men indtrœxffer tort Veir⸗ lig, ſaa harves Jorden inden der ſaaes og derneeſt tromles. §. 326. Planterne komme langſomt frem, med mindre fugtigt og varmt Veirligt Vegetations⸗ Periode. indtraffer, og ere i Begyndelſen meget ſmaae. Ageren er folgelig fyldt af Ukrud, inden man marker dem, og Lugning er altſaa uundgaaelig fornoden. Bed Harvning have Nogle, med heldigt Udfald, ſparet dette Arbeide; men dette bor formodentligen ſkee i ſaa rigtigt Hieblik, at Ukrudet odelagges uden at de fremkomne ſmaae Planter tilfoies alt for megen Skade. Ere Gulerodderne ved de kruſede Blade kiendelige, ſaa bor Jorden uom⸗ gigengeligen opkradſes og hakkes, og Planterne udtyndes. Denne Behakning gientages, i det mindſte een Gang. Den forſte Gang lader man Planterne for⸗ live tettere, men anden Gang giver man den i det ringeſte 9 Tommers Afſtand fra hverandre. Man kan naſten ei foreſtille ſig, hvor meget Gulersddernes Afgrode beroer herpaa. Ofte har jeg og Andre giort comparative Forſog, og behandlet en Deel af Gulerodderne paa Gartnernes ſadvanlige Maade, nemlig forſt luget og dernceſt udtyndet dem, medens en anden Deel i rette Tidspunkt behakkedes, og da have disſe ydet i det mindſte tre Gange ſaameget, ſom hine. Men til disſes Behakning behoves Hvelſe og Varſomhed, og Guleroddernes Dyrkning bliver altſaa vanſkelig og koſtbar. Arbeidet lonnes imidlertid paa pasſende Grund, ved en Hoſt af 270 Ton⸗ der og derover paa en Tonde Land. §. 327. Kan man ei med ſaadan Omhyggelighed bearbeide Gulerodderne, ſaa bor Mellem anden Afgrode⸗ man vare tilfreds med en mindre Afgrode; men i dette Tilfalde er det raadeligſt at ſaae Gulerodderne mellem anden Sad, og at hoſte dem ſom anden Afgrode, hvortil de ere ſcerdeles ſkikkede, da de forſt langt hen ad Sommeren, brede ſig. De ſaaes ofteſt mellem Valmuer, da disſe endnu i rette Tid borttages af Ageren, og derneeſt med den tidlige Hor, der efterlader Ageren reen og ſtion. Man for⸗ Ff 2 ſikkrer Hoſt. Bevaring om Vinteren. Anvendelſe, 228 Gulerodder. ſikkrer, at de ligeledes kunne ſaaes om Foraaret paa Rugen. I dette Tilfcelde er det nodvendigt, ſtrax efterat denne er hsſtet, at ophakke Stubbene, ſkisrne Jorden og udtynde Planterne; men dette er forekommet mig ſaa vanſkeligt i denne travle Aarstid, at jeg end ei har forſogt det, og undlades Behakningen, ſaa hoſter man intet. Det forſtaaer ſig, at Jordsmonnet bor veere ſaa meget kraftigere, naar Gulerodderne ſkulle ſaaes med en anden Afgrode. §. 328. Ved Mikkelsdagstider kan den ſtore Top afhugges, men Qvaget ader den ikke gierne, end ei ſaa gierne, ſom Kartoffeltoppen. Gulerodderne optages bedſt med Moigreben. lighed tillige med en Skive af Roden; men efter andres Forſikkring holde Rodderne ſig bedre, naar Toppen afvrides. gynde at raadne ved Snittet, og det er derfor raadeligt, at lade dem torres og ligeſom lages, inden man bringer dem i Vintermagazinet. Man bor ligeledes nogen Tid lade dem ligge i ſmaae Bunker paa Ageren, at Regnen kan ſkylle dem. §. 329. Nogen Froſt taale Gulerodderne, men giennemfryſe de, ſaa raadne de lette⸗ Toppen afſkicres i Alminde⸗ Det er fuldkommen rigtigt at Gulerodderne be⸗ Sammendynges de i ſtore Bunker, ſaa gicere og Derfor er det vanſkeligt at be— ligen, efter at verre optoede. raadne de ogſaa; hvis Temperaturen er for hoi. vare dem om Vinteren, og den ſikkerſte Maade er, at lœegge dem mellem Lag af Sand eller Halm, i Kialdere eller Bunker, der ved ſtark Kulde dakkes, ligeſom Kartoflerne, med Halm og Jord. J mildt Veirlig trange disſe dog endmeer end Kartoflerne til Luft. J Kuler bor aldrig ſtore Partier, i det hoieſte nogle Tonder, ſammenbringes. §. 330. Gulerodderne ere godt Foder til alle Qvœgarter; ja endog bedre end Roer og Mange, der beſkigefftige ſig med Qvagfedning, have erfaret, at de endog, iſcer til Svinefeedning, overgaae Kartoflerne, der dog indeholde langt flere faſte Deele. De anſees i mange Egne, ſom det fortrinligſte Svinefoder. En Anonym har nylig i Landwirthſchaftliche Zeitung paaſtaaet, at Koerne malke ſlet efter Gule⸗ rodder. V b 7 rdder. ſaadant 3 ing beſti Oa 1 rirke gave jg i ſſ goderett Ek dere endnu ſen paa ſe mindte Va ſaaening n Nibe de ei Pac lige ſaa na Ei paa Agere tove med til ſicente lig d ſeg i det Gulerodder. Paſtinaker. Tilfalde er rodder. Det er ubegribeligt, hvorledes en ubeviiſt og eenſidig Paaſtand kan gisre d, ſtiornt ſaadant Indtryk, ſom f. Ex. denne foraarſagede. Andre have efter deres Erfa⸗ igt i denne ring beſtridt denne. Gulerodderne virke fordeelagtigen, endog paa Melken. ſaa hoſter Ogſaa vi have lange vidſt, at Heſtene gierne ade Gulerodder, og at de igere, naar virke gavnligt paa disſes Sundhed; man har derfor brugt dem ſom Lagemiddel til Heſte, der have liidt ved at varmes altfor ſterkt. Men at disſe kunne, endog ved det ſvœreſte Arbeide, et halvt Aar ene fodres med Guleroeder, og endda forblive ved fuld t ader den Kraft, dette have Englanderne, iſœr Landmandene i Suffolk lart os, hvilket jeg i iſte Bind af Engliſche Landwirthſchaft ogſaa udforligt har beretter. i Almindee Foderet til en Heſt er daglig 70 til 80 Pund Gulerodder og 8 Pund Hoe. eRodderne * Paſtinakerne. rligeledes§. 331. ſkylle dem. Skulle Paſtinakerne yde det ſtorſt muelige Produkt, ſaa bor Jorbsmonnet vere endnu kraftfuldere og noget fugtigere, end til Guleradder. De dyrkes na⸗⸗ he de lette⸗ ſten paa ſamme Maade ſom disſe, men da de hnrtigere blive hsie, faae brede gicre og Blade og folgeligen ei ſaa let overvindes af Ukrudet, ſaa bearbeides de med ligt at be⸗ mindre Vanſkelighed, ligeſom deres glatte Froe maaſkee ogſaa bedre gior Rad⸗ em Lag af ſagening muelig. Det er uundgaaelig fornodent at de ſtaage enkelte, thi ellers z, ligeſon blive de ei ſtore. Fendmeer Paa muldrigt Jordsmon yde de meer end Gulerodderne, og ere udentvivl eſte nogle lige ſaa nœrende, ja, efter Nogles Mening, endog mere narrende, end disſe. . Et ſtort Fortrin, ſom de beſidde, fremfor alle andre Rodvexter er, at de paa Ageren aldeles ikke lide af Froſten, og at man folgelig indtil Foraaret, kan end Roer tove med at opfodre dem. De fortiene derfor meer Opmarrkſomhed, end man hid⸗ ndog, iſe til ſticenkede dem.(See Annalen des Ackerbaues B. III. S. 294.) Iſte Deil⸗ Ligeſom Gulerodder kunne de ſaaes blandt andre Afgroder. nonyn u Deres ſtore Top er et behagelig Foder for Qvaget, der, efter mine For⸗ ffe bul⸗ ſog i det ſmaae, malker ſtarkt derefter. Det kunde maaſkee vare fordeelagtigt, todder⸗ at Afarter. 230 Mais. at dyrke dem blot for Toppens Skyld, der afhuggen, ſtedſe fremſkyder paa ny; ja Planten kan paa denne Maade endog blive Ukrud paa Ageren. Maiſen, LZea mais. §. 332. Denne Plante henhorer efter ſin Natur til Sadearterne, men efter ſin Dyrkningsmade til Behakningsfrugterne, og derfor omhandle vi den her. Maiſen behover varmtog kraftigt Jordsmon, og dette forſte i hoiere Grad, jo koldere det Klima er, hvorunder den dyrkes. Et ſandet og kalkholdigt, lidet leerblandet Jordsmon, er bedre pasſende til Maiſen end ſtarkt Leer, forudſat blot, at hiint ved megen Giosdſkning er ſaare kraftfuldt. Maiſen ſaaes, om muligt, paa en Ager, der helder mod Syden og ſom har noget Lye mod Nordveſt-Vinden. Dens Dyrkning er langt ſikkere i ſydligere Egne, men kan dog finde Sted hos os (i Tydſkland), Aaret 1805 modnedes den ſtore Mais aldeles ikke, og den mindre kun tildeels, hos os. J Aaret 1810 mislykkedes den, fordi Mai Maaned var ſaa kold. §. 333. Denne Plante har mange, men ei varige, Afarter, der gaae over i hver⸗ Kornenes Farve forandres iſcer ofte, men dette ſynes i oeconomiſtk Hen⸗ naar man ei agter paa, at den i kolde Sommere mislykkes. J andre. ſeende at vere aldeles ligegyldigt. Vigtigere er Kornenes Storrelſe. J Nordamerikas ſydligſte Egne dyrkes Mais, af overordentlig Storrelſe. Til Forſog lagde man Kornene Sonden for et Huus, i et kraftfuldt Blomſterbeed, og der naaede den med ſine Blomſterhoveder til Vinduerne i anden Etage, i det Planten var pragtfuld, men uagtet Sommerer var tem⸗ melig varm, modnedes intet Korn. Vi kunne altſaa aldeles ikke dyrke denne Art. Stor Mais kalde vi den Art, der ſoœdvanligſt dyrkes i Europa, og ſom, nar den lykkes, yder betydeligt Produkt. Iſenere Tider har man lart at kiende den ſtedſe mindre og end mindre Art, der i Italien dyrkes ſom anden Afgrode og under ringeſte 18 Fod heit. Navn af quarantino, cinquantino og sexantino eller torqveto er bleven bekiendt og Knbefale t, ug fbl grſeg er d ts, udenſ nr en Nell ſalez dog) Nai⸗ Jordomon. der er ophort, de farlige⸗ tt den forſt lj ſtader R terne, om lleve ſpage. Naiſe dens Dyrkni fordealagtig drer Bonne⸗Er li dare oven naade vare dibe dure tilhyle Re er paa y, efter ſin her. oiere Grad, ldigt, lidet eudſat blot, zuligt, paa t⸗Vinden. Sted hos os pkkes. 3 n tildeels, kold. vver i hver⸗ nomiſt Hen⸗ Storrelſe. ömſterbeed, age, i det r var tem⸗ denne Art. a, og ſon, rt at kiende ode og under ven bekiendt 0g og anbefalet, fordi den, ſkisndt ſildig ſaaet ender ſin Vext i den varmeſte Aars⸗ tid, og folgelig ſynes ſikker, endog i de nordligere Klimater. Men efter alle Forſeg er Produktet ſaa ringe, at denne Plante aldeles ikke med Fordeel kan dyr⸗ kes, uden ſom anden Afgrode. Ved dens Blanding med ſtorre Arter, fremkom⸗ mer en Mellemart, der bedſt pasſer til vore Forhold, og paa hvilken vi meeſt kunne ſtole; dog pder den ei ſaa ſtort Produkt, ſom de ſtorre Arter. §. 334. Maiſen behover et omhyggeligen og dybt bearbeidet og ſtœrkt gisbek Namonos yrkning. Jordsmon. Den bor ikke ſaaes, inden man rimeligviis kan antage, at Nattefroſten er ophort, naar den kommer frem af Jorden. Ei uden Grund frygter man hos os de farlige Dage, midt i Mai, og man lagger den derfor ſœdvanligen ſaaledes, at den forſt efter disſe fremkommer. Vel paaſtaae Nogle, at denne Nattefroſt ei ſkader Maiſen, naar den nyelig er opkommet; men jeg har bemerket at Plan⸗ terne, om de juſt ikke draœbtes af denne Froſt, dog leede ſaameget deraf, at de ſtedſe bleve ſvage. Maiſen dyrkes gartnermaesſig og paa mange Maader; men her omtaler jeg blot dens Dyrkning med Heſtehakken, ved hvis Hielp denne i det ſtore, blot kan vœre fordeelagtig. Froet kan, ligeſom Hoſtebonnerne, lagges i Rader ved Hielp af Bonne⸗Saaemaſkinen, hvis Valſe blot bor indrettes dertil. Men Furen bor da ei vere over 3 Tommer dyb, og blot paa ſandet Grund kan denne Dyrknings⸗ maade vare anvendelig. Sikkrere gaaer man frem, ved at trakke 2 Tommer dybe Furer med Marqueren, og efter at have ſaaet, med omvendte Harver, at tilhylle Froet. §. 335. Saaes Froet med Bonne⸗Saaemaſkinen, ſaa komme Planterne til at ſtaae Vegetations⸗ Periode. for teet. Ere alle fremkomne, ſaa borthakkes de overflodige Planter, ſaavelſom det Ukrud, der ſtaaer i Raderne. Den ſtorre Mais behover 15 til 18 Tommers 8— 4 2,— — Hoſt. 232 Mais. Afſtand mellem Planterne; den mindre 6 til 8 Tommer. Raderne lagges ſerd⸗ vanligen 2 Fod fra hverandre. Mellem Raderne ſkuffles; derpaa hyppes forſte Gang let, anden Gang dybere. Naar Maiſen er ner ved at blomſtre, aftages de Skud, der fremkomme ved de nederſte Blade. Lader man dem forblive paa Planten, ſaa lider denne ei derved, men i dette Tilfœlde har man ingen Gavn af dem, og de ere et ſaare kraftigt Qvagfoder. Begynder Maiſen at blomſtre, ſaa bearbeides den ei meer, thi da fremſkyde de valſeformige Ax deres lange, ſom en Haarduſt dannede, Piſtiller, og Befrugt⸗ ningen kunde altſaa letteligen forſtyrres. Er Befrugtningen tilendebragt, og dette kiendes paa disſe Haarduſkes Visnen— hvormed man dog bor tage Henſyn til Fleerheden, da nogle der ſil⸗ digere fremkomme, ogſaa ſildigere visne— ſaa afſkigres Hanblomſten et Blad over Axet, de mindre og ufuldkomne Ax afbrydes, og Planten beholder i det hoieſte tre Ax, da flere ei kunne naae Fuldkommenhed, men dog ſtedſe unddrage de bedre den fornodne Nœering. Derved erholder man en ſtor Mangde af det kraf⸗ tigſte Gronfoder, ſom man ſparſommeligen opfodrer tilligemed andet Foder. Det var urigtigt paa eengang at afbryde Alt, da Qvaget derved fik for meget; blot naar man vil bruge dette Affald, der indeholder megen Sukkerſtof, til Suk⸗ ker⸗ eller Sirupskogning, kan dette vere henſigtsmasſigt. §. 336. Man lader Maiſen forblive paa Ageren indtil dens Kicerner ere haarde, thi paa Roden bliver den ei overmoden; derimod ſoge Kragerne den begiarligen, der letteligen fra hele Egnen ſamles om Maiſen. Derfor nodes man ofte, at jile med Axenes Afbrydning, naar de ere modne. De valſeformige Ax hiembringes og Bladene afrives det ſnareſte muligt. Det vanſkeligſte ved Maisdyrkningen er, at bevare Axene indtil de ere fuldkommen torre. Den ſedvanligſte Fremgangsmaade er, at lade Axene beholde to af de ſterkeſte Blade, at ſammenbinde disſe, og at trakke dem paa Seglgarns⸗ Snore Enote/ der gri detl ttberare de fut, erid pyyelige 1 bre fir i anuan llotaf de l iite ſule t Hal hder kraftig forſtkreräät Sirup.— at ftenbrin Kier R, uden ju Nt Nell. il ale Ava nindeligen d üillot tnae, Söinene, 0 gen paa d da anden, m Naiſen er ſtedſe ſa die langt ſierde: egges ſad⸗ inden Gang fremkomme lider denne re et ſaare a fremſtyde 9 Befrugt⸗ Haarduſkes gZle der ſil⸗ en et Blad Ader i det odrage de det kraf⸗ det Foder. for meget; , til Suk⸗ arde, thi ligen, der wofte, at ſte muligt. uldkommen de ko af de Seg larns⸗ Snore Mais. 233 Snore, der udſpeendes paa alle Lofter. Andre have lagt Axene paa Pillefletnin⸗ ger i dertil indrettede Torreſtuer, der ſtœrkt varmedes. Den bedſte Maade til at bevare dem, og ſom tillige er den meeſt paſſende, naar denne Avl drives i det ſtore, er i de ſaakaldte Koschen, ſom Dr. Buͤrger har beſtrevet og afbildet i hans ypperlige Vark, Ueber den Maisbau. Ere Axene fuldkommen torre, hvilket uden for Torreſtuerne ei er Tilfoldet for i Januari Maaned, ſaa tarſkes de med ligeſaa ringe Moie ſom Saden, og blot af de Ax, hvoraf man vil tage Sadekorn, pilles Kiarnerne, at de aldeles ikke ſkulle tilfoies Skade. §. 337⸗ Halmen, ſom for det forſte forbliver paa Ageren, afſkiceres ved Roden, og Halmen. yder kraftigt Qvagfoder, om man ei paa anden Maade vil bruge denz men man forſikkrer at ſaavel deraf, ſom af det inderſte af Axet, kan med Fordeel koges Sirup. Andre paaſtaae at det er fordeelagtigere, at brœende det til Aſke, og at frembringe Potaſke deraf, da det indeholder meget Aſt(Kali). §. 338. Kicerrnen er meget nœrende. Den er mange Nationers vigtigſte Fodemid⸗ Anvendelſe⸗ del, uden juſt at bages; thi hertil er den blot ſkikket, naar den blandes med an⸗ det Meel. Jandre Egne betragtes den derimod blot ſom det fortrinligſte Middel til alle Qvagarters Feedning. Hvor den dyrkes i det mindre, erkiender man al⸗ mindeligen dens Vard ſom Foder til Fiederkraturerne. Som Qvegfoder gives den ei blot raae, men blodet, kogt eller ſtraaet. Man kaſter ofte uterſkede Ax for Svinene, og naar Maiſen ei bliver fuldmoden, ſaa benyttes den dog fordeelag⸗ tigen paa denne Maade. §. 339- Da Mellemrummene mellem Maiſen ere ſtore, ſaa dyrkes der ſedvanligen en Afgrode mel⸗ anden, men lav, Frugt. Ofteſt valger man hertil Runkelbeder, der, efterat Maiſen er hyppet, plantes mellem Raderne. Men efter mine Forſog, blive de ſtedſe ſaga ſmaae, at de ei lonne Umagen. Jeg har fundet, at Krybbonnerne ere langt fordeelagtigere. Disſe ſaaes tilligemed Maiſen, og i Rad med denne, Fierde Deel. G g 9g —, Sukker af Mais. 234 Mais. og Dr. Buͤrger har meget henſigtsmessſigen indrettet Bonne⸗Saaemaſkinen, til denne dobbelte Udſeed. Han har nemlig givet Sagekasſen to Afdeelinger, og Valſen i den ene Ende et Indſnit pasſende til Bonnerne, og i den anden til Maiſen, hvorved Maſkinen vexelviis ſnart udſager Mais, ſnart Bonner, naar disſe fyldes i de Rum, der ere dem beſtemte. Man maae imidlertid ei foreſtille ſig, at Saden falder i den nsiagtigſte Orden, men ved Behakningen kan hver Plante komme paa rette Plads. Jeg har ei villet udforligere omhandle Maisdyrkningen, da to fuldſtandige Skrivter derom nylig ere udkomne, nemlig: Dr. Buͤrgers ypperlige, fuldſtaen⸗ dige og ſkarpſindige Skrivt, Ueber die Kultur und Benutzung des Mais; Wien 1809; og: Anweiſung zum Anbau und zur Benutzung der Mais, be⸗ ſonders im nordlichen Deutſchlande und den preusſiſchen Staaten, nach eigenen Erfahrungen vom Hofprediger Schregel, zu Schwedt, der findes i de Bind af Annalen des Ackerbaues og ſerſkilt er aftrykt(Berlin 1809). Jeg tor forudſcette, at enhver der alvorligen vil beſkigftige ſig med Maiſens Dyrkning, kiender det ene eller andet af disſe Skrivter. Vel indtraffer ogſaa her det, der ſynes uundgaaeligt ved enhver Monographie, at Gienſtanden nemlig blot viſes fra den glimrende Side, medens ingen Lysſtraale falder paa den anden. §. 340. Man har nyeligen atter anbefalet den umodne Mais til Sukkerfrembrin⸗ gelſe og foretrukket den dertil for Runkelbeden. ſynligt, at Maiſen var dertil bedre ſkikket, end nogen anden af de Planter vi her kunne dyrke. Dog bor man oppebie langere fortſatte Forſog. Maiſens Sirup er for Kryſtalliſationen uncegteligen bedre, end Runkelbedernes. §. 341. J det ſydlige Frankerig og Italien dyrkes Maiſen ofte ſom Foderurt, og opfodres gron eller giores til Hoe, naar de haaragtige Piſtiller fremkomme. Den bredſaaes i Almindelighed, men naar den er opkommen behakkes og udtyndes den ſaaledes, at Planterne, naar de anden Gang behakkes, ſtaae tilſtrakkeligen vidt fra hverandre. Dog kunde den ogſaa gierne radſaaes, og Behakningen med mindre Moie Det har lange varret mig ſand⸗ b ſie lverkſ dn kl Hoe 1” anibote! ha, naar G ligt, atd tere Foder Foeſog id d. kand der blot ded ſeende erſt ſanme An. dorholdet! Su Crom Ifd the adnu bebiadtn nen kaft dotholdt kanderfor ſehder d dannelſen aſtinen, ii eelinger, g den anden oonner, naar ei foreſtile en kan hyer fuldſteendige „ fuldſten⸗ des Maiz; Mais, be⸗ ken, nach er findes i 9). Jeg Dyrkning, rdet, der blot viſes n. erfrembrin⸗ mig ſand⸗ nter vi her ens Sirup derurt, og ime. Den tyndes den en vidt fta ned mindre Moie —ᷓ Mais. Den rode Klover. 235 Noie iverkſattes ved Heſteredſkaber. Den afſkiceres ved Jorden. At forvandle den til Hoe er vanſkeligt, men begvemt at opfodre den gron. J hine varmere Klimaer dyrkes den til dette Hiemeed, ſom anden Afgrode; men i vore Lande kunde den, ſaaet i Rugſtubbene, blot komme til Fuldkommen⸗ hed, naar Sommer og Efteraar var ſaa varme, ſom i Aaret 1811. Bedre lod det ſig giore at ſaae den i Rapſens Stubbe, hvor den liden Mais maatte i ethvert Tilfalde lykkes. Men til at ſaaes paa Brak⸗eller Brakfrugtmarken var den lige ſaa⸗ vel ſkikket ſom enhver anden Fodervext, og vilde man ſaavidt mueligt benytte Jor⸗ den, ſaa kunde man forſt dyrke en anden Afgrode gront Foder. Det er ſandſyn⸗ ligt, at den, iſcer paa ſandet men kraftfuld Jord, ei ſkulde yde mindre eller ſlet⸗ tere Foder, end mange andre Foderurter. Dog kiender jeg ikke noget noiagtigt Forſog i denne Henſeende. Den rode Klover, Trifolium pratense sativum. §. 342. Landmandene have allerede for lœnge ſiden bemarket, at denne Kloverart, Afarter. der blot ved Dyrkning kan fortplantes hos os, er ſaavel i ſin Natur ſom i ſit Ud⸗ ſeende forſkicllig fra vor Engklover, endſkiondt Botanikerne ſtedſe anſage begge for ſamme Art. Nu have de derimod erkiendt disſes Forſkigllighed og opdaget, at Forholdet mellem den enes Deele er afvigende fra den andens. See Cromes Handbuch der Naturgeſchichte D. I B. II. S. 567 og 568. Af den dyrkede rode Klover have vi i det ringeſte to Afarter, af hvilke den ene endnu ei er meget udbredt hos os, men derimod almindelig i andre Egne, og bekiendt under Navn af gron Klover. Den udmarker ſig ved langſommere, men kraftfuldere og mere bladriig Vext, og ved en ſtorre Overflodighed af Gront, i Forhold til Blomſterhovederne. Den bliver hoiere og ſtarkere, blomſtrer ſildigere, og kan derfor blive lœngere ſtaaende paa Agerenz da derimod den ſadvanlige Afart frem⸗ ſkyder Blomſterne tidligere og bor tidligere hugges, at dens Stengler ei ved Froe⸗ dannelſen ſkulle blive haarde. Hiin Afart har jeg havt, men tilfeldigviis miſtet Gg 2 den. Jordsmon. Plads i Om⸗ lobet. Den rode Klover. den. Nu har jeg atter erholdt den, og ſtal med ſterre Opmaærkſomhed agte paa den, da den, efter Forſikkring af dem der kiende den, ſkal iſcrr vare tienlig til Staldforing. §. 343. Man ſiger, at Kloveren kan groe paa ethvert blot kraftigt Jordsmon; ja, ſelv paa det ſandede. Det er ſandt, at den kan voxe paa det Jordsmon, der endog indeholder 380 Procent Sand, naar det blot er ſterkt giodet, dybt bearbei⸗ det og renſet for perennerende Ukrud; dette er iſcer Tilfœeldet om Ageren ved ſin Beliggenhed er fugtig, eller om vaadt Veirlig om Sommeren fremmer Kloverens Vart. Ved omhyggelig Dyrkning kan Klover, ja, om Veirliget er gunſtigt, endog ſtœrk Klover fremtvinges paa ſaadant Jordsmon. Men paa mere leeret og tillige kalkholdigt Jordsmon lykkes den ſikkrere, om Dyrkningen end ei er ſaa om⸗ Her behover man i det ringeſte ei at frygte for, Kraftfuldt mergelagtigt Jordsmon kan naſten hyggelig eller om Sommeren er tor. at den fortsrres lige til Roden. betragtes ſom Kloverens Hiemſtayn, og paa dette behover man blot at udſtroe Froet, thi Klsveren fremvoxer da med ſaadan Kraft, at den undertrykker enhver anden Plante, der voxer mellem dens Buſte. Paa det mere ſandede Jordsmon, der aldeles ingen Kalk indeholder, men nogen Syre, bor alle Hindringer for dens Vart fiernes; den bor ſaaes i nygiodet Jord, der iſeer ved dyb Ploining er aabnet for dens dybttraengende Rodder, at disſe ei ſkulle beſkadiges om Jordens Overflade end torredes. Klsveravlen ivarkſcettes folgelig i nogle Egne ſaare letteligen, og man kan der ſaae Kloveren med hvilkenſomhelſt Afgrode. Der gives Steder, men i hele Tydſkland ere de ſaare ſieldne, hvor Kloveren kan ſaaes hvert tredie Aar i Brak⸗ marken, og holde Ageren reen og ſkior. Under de fleſte locale Forhold behover den derimod, at den Plads der indrommes den, klogeligen volges og med Omhue tilberedes; men ved den ſtore Fordeel den yder, erſtattes dette. §. 344. Kloveravlen havde lange varret kiendt og udbredt, men blot til enkelte Kobler eller Enghaver, da Gugenmus, Schubart von Kleefeld og Andre larte at tedyked ſerteman, det Hele b dt dur fo orſtinlig Tr, een delesat oy bearbeide Drerhaan viſtt Klov mon— 1 tifftedoſtil Rensning zodt tiber ges af and ſa teent Nuf grodez thi hheafa Kloverenſ ſeerk. d Laatſad, Uatde ar ſages dlo forſt efte marken, hoſtede; ded qpale dn. N. hed agte paa te tienlig il rdemonz ſ, edsmon, de dybt bearbei⸗ geren 1 ſi er Kloverens er gunſtigt, nere leeret og i er ſaa on⸗ at ftygte for, kan naſten at udſtroe kker enyver Jordsmon, dringer for Ploining er zm Jordens g man kan men i hele ar i Brak⸗ ld behover ned Omhue til enkelte Andre lerte at Den rode Klsver. at dyrke den paa hele Agerfladen og i Forbindelſe med andre Sedarter. Da lœrte man at anſee Kloveravlen for Agerbrugets Hovedſtotte; ſom Axelen hvorom det Hele burde dreie ſig, og ſom ſaadan anvendtes den af Mange. Men Udfal⸗ det var forſkiclligt, maaſkee overeensſtemmende med Jordsmonnets og Klimaets Forſkicellighed. De Fleſte maatte indſkranke ſig til, efter et Mellemrum af flere Aar, een Gang at beſaae Brakmarken med Klover; Andre vare nodſagede til, al⸗ deles at ophore med Kloveravl i Brakmarken, eller i det mindſte fuldkommen at bearbeide Jorden efter Kloveren, inden Saden ſaaedes; thi Ukrudet havde taget Overhaand og Jorden var bleven haard. Frugtvexel⸗Syſtemet har endelig an⸗ viiſt Kloveren den Plads i Omlobet, hvor den endog paa mindre pasſende Jords⸗ mon— naar Veirliget blot ei er uſadvanligen uheldigt— ſikkert lykkes og yder tilfredsſtillende Afgrode. Ageren er i dette Tilfaœlde, ved den Bearbeidning, Rensning og dybe Ploining, ſom Aaret for Kloveren ſaaes, tildeles den, ſaa godt tilberedt, at Kloveren kan tatt ſluttes, ſtœrkt buſtes og folgelig ei fortreen⸗ ges af andre Planter. Ene paa denne Maade efterlader Kloveren Jordsmonnet ſaa reent og ſkiort, ſom det var, for den ſaaedes. §. 345- Nu ſaaes Kloveren formodentlig aldrig ene, men ſtedſe med en anden Af⸗Med en anden Afgrode. grode; thi i det forſte Aar yder den ſielden betydelig Hoſt, og behsver desuden Lye af en anden Plante, der ſenere bortbringes af Ageren. Jo tidligere den med Kloveren ſaaede Afgrsde hendoer eller afhugges, deſto hurtigere bliver Klsveren ſterk. Den ſaaes ſadvanligen med en eller anden Sadart; forhen ſtedſe med Vaarſad, nu ofte ogſaa og med ligeſaa heldigt Udfald blandt Vinterſcden, naar blot de Forſigtighedsregler iagttages, ſom i det folgende ſkulle afhandles. Dog ſaaes Kloveren aldrig paa ſamme Tid ſom Vinterſœden, men ſaaledes, at Froet forſt efterat Vinteren er forbi, kan ſpire. Undertiden ſaaer man den i rte⸗ marken, og den fremvoxer da, uden Modſigelſe, kraftigen, naar Erterne ere hoſtede; men lagge Wrterne ſig tidligt og modnes ſildigt, ſaa kan Kloveren der⸗ ved qvclles, den ſtaaer da plettevis og paa ſtore Stykker er den aldeles forſvun⸗ den. Vi have derimod lerrt at kiende to Frugter, mellem hvilke, ſaavelſom mel⸗ lem 72, Saaening. 238 Den rode Klover. lem de med dem beſlagtede Vexter, Kloveren ypperligt lykkes, nemlig: Horren og Boghveden. De fremlokke den, og bidrage langt meer end Sadarterne, til dens tatſluttede og eensartede Vaxt. Horren ſages blot paa velforberedet og kraftig Grund, og den luges desuden, hvilket ogſaa er til Fordeel for Kloveren, og naar Horren blot forſigtigen ruſkes, ſaa tager Kloveren ei Skade derved. Men jeg har ſeet at Kloveren fremkom tatſlut⸗ tet mellem Boghvede, paa Jordsmon, der ei var ſtikkettil den; og da den, paa en noget bedre Naboeager var ſaaget mellem Havre, ſaa kunde jeg ſaavel i det forſte ſom andet Aar, overbeviſe mig om, hvor meget bedre Kloveren ſtod i Boghve⸗ dens, end i Havrens Stubbe. Jeg raader derfor Enhver, for hvem tatſluttet Klovervart paa ei aldeles pasſende Jordsmon, er vigtig, at ſaae Klover i Bog⸗ hveden. Udfaldet ſynes det ſamme, hvad enten Boghveden modnes eller afhug⸗ ges gron. Kloveren ſynes ogſaa at lykkes i Rapſad. §. 346. Fra Foraarets Begyndelſe til forſt i Auguſt, kan Kloveren ſaaes, ja endog om Vinteren taaler den dette, naar Froet blot ei ſpirer inden Foraaret Sages den derimod ſildigere end i Auguſt, og endnu om Efteraaret kommeri Wart, ſaa mislykkes den ſadvanligen. Det er vigtigt at Veirliget efter Saaeningen bliver heldigt, ſaa at Froet ei blot ſpirer, men at den ſpœde Spire ei heller odelegges af Torke eller Jordlopper. Derfor er det paa flad Mark, ſom ei er udſat for at Jorden nedſkylles, ſikkreſt at ſaae Kloveren meget tidligt paa Vinterſaden, ja endog paa Sneen, ved hvis optoede Vand Froet bringes i Jorden, eller og at ſaae den meddet toradede Byg, thi da har Kloveren Gavn af Vinterfugtigheden. Indeholder Jordsmonnet ei mere Fugtighed end at Froet derved blot kan ſpire, og uddunſter det i et tort Foraar ſaa ſtarkt, at den ſpade Plante ſom mangler Vadſke, ei kan vorde ſtœrk, ſaa er denne Tilſtand den farligſte for Kloveren, og da handler man forſigtigere ved at ſage den, naar Agerens Overflade er aldeles tor; thi i dette Tilfalde ſpirer Froet ei for fugtigt Veirlig indtraffer. Somi ethvert Tilfalde beroer meget paa, hvorvidt Jordsmonnet er meer eller mindre ſkikket til Kloveravl; thi er det velſkikket dertil, ſaa kan man ſaae Klo⸗ V Floberen, det nodſa⸗ dr heldig ſaadant ligt indte dent Dver Omſtandie K og holde det tilde bor det ſ Kloverfte bor ikked Jordens! ſiotigt ſo Küdſer, Kloverfto⸗ nan ende monnet n Kloveren Veirliget Ro : Horren tterne, til es desuden, ruſkes, ſaa in tatſlut⸗ en, paa en det forſte i Boghpe⸗ tatſluttet wer i Bog⸗ ler afhug⸗ ſaaes, ja Foraaret neri Veert, Sageningen rodelagges udſat for at erſoden, ja at ſaae den Indeholder g uddunſter er Vadſte, da handler tor; thii anet er meer an man ſace Klo⸗ Den rode Klover. 239 Kloveren, naar og hvorledes man vil, og den lykkes ſtedſe. Er Tilfceldet derimod det modſatte, ſaa bor man vare forſigtigere, og ei ſom nogle Landmend, der un⸗ der heldige Omſtandigheder have dyrket Klover, lade ſig forlede til at troe, at ſaadant ei beheves. Vel er det mueligt at man, naar overmaade heldigt Veir⸗ ligt indtreffer, engang kan faae god Afgrode, ſkiondt Saaeningen uden forno⸗ dent Overlag fandt Sted; men en anden Gang mislykkes den, under lignende Omſtandigheder, ſaa meget visſere. Kloverfroet taaler ei at dœkkes af megen Jord, men det bor dog bringes og holdes i Berorelſe'’, med det ſkiore Jordsmon. Ved at nedharves bringes det tildeels ſaa dybt i det ſkiore Jordsmon, at det ei kan komme op. Derfor bor det ſaaes umiddelbart efter Harvningen. Har end Afgroden, blandt hvilken Kloverfroet ſkal ſagaes— iſeerr Vinterſeden— naaet en vis Storrelſe, ſaa bor ikke deſto mindre for Saaeningen harves ſaaledes, at Jordſkorpen brydes og Jordens Revner fyldes. Da ſaaes Kloverfroet og, om man vil handle ſaa for⸗ ſigtigt ſom mueligt, tromles Jorden. Paa denne Maade falder Froet i Harvens Ridfer, og Tromlen tildakker og faſttrykker Froet til Jordsmonnet. Saages Kloverfroet umiddelbart efter Sedden, ſaa behandles det paa lige Maade, og om man end ellers ei tromler, ſaa ſkeer dette dog her for Kloverens Skyld. Er Jords⸗ monnet meget loſt, ſvampagtigt og muldrigt, ſaa er det raadeligt at nedharve Kloveren. Der fremkommer den dog alligevel, men kunde oven paa Jorden, om Veirliget blev tort, ei flaae Rodder. Nogle ſaae ei Kleveren i Vaarſaden, fsrend denne har naaet en vis Stor⸗ relſe, thi de frygte, at Kloveren ellers vorer over Soden. Men denne Frygt er blot grundet, hvor Jordsmonnet er overordentlig ſkikket til Kloveravl. Vel har jeg ſeet, at dette Tilfœlde i et vaadt Foraar engang indtraf paa et ſor Kloveravlen mindre ſkikket Jordsmon, men dettes Be liggenhed var lav, og Bygget leed ſaa meget af Fugtigheden, at det, om Klover end ei var ſaaet deri, dog havde maattet mislykkes. Jeg raader derfor Almindelighed at ſaae Kloveren umiddel⸗ bart efterat Vaarſeden er nedharvet; opſcettes Saaeningen, ſaa bor atter har⸗ ves, og det er dog betaœnkeligt at harve det nyligen opkomne Byg. Det Vegetation. 240 Den rode Klover. Det er overmaade vigtigt at Frset ſaaes jœvnt; thi ellers kommer Klove⸗ ren til at ſtaae paa et Sted for tœt, medens den paa et andet ſtaaer for vidtlof⸗ tigt eller endog aldeles fattes. Paa Grund heraf er det raadeligt at deele Froet i to Deele, og at lade den ene Deel ſaaes paa langs, den anden paa tvert; blot en meget svet Saaemand gior denne Forſigtighed overflodig. Meningerne om hvormeget Froe bor ſaaes paa et givet Areal, ere ſaare af⸗ vigende. Nogle anſee 8 Pund, Andre 20 til 24 Pund Kloverfroe pasſende til en Tonde Land. tilveiebringe en meget tattſluttet Klovervext paa en Tonde Land; men dette er ikkun under heldige Omſtandigheder Tilfeldet. Jeg veed, at under heldige Omſtandigheder kunne 8 Pund Froe Har man fuldkommen vel til⸗ beredet Jorden og har man en god Saaekarl, ſaa raader jeg til at ſaae 12 Pund, Thi ſaa vigtigt det men fattes denne, da 16 Pund Kloverfroe paa en Tonde Land. end ved udſtrakt Kloveravl er, at ſpare Sad, ſaa er Beſparelſen deraf dog ube⸗ tydelig i Forhold til det Tab man lider, naar Kloveren ei ſtaaex lige tat over hele Ageren. Om Froets nodvendigen gode Egenſkaber i det folgende. §. 347⸗ Naar Saden er hoſtet, ſeer man ofte kun lidet Klover paa Ageren; og dette er ligegyldigt, men 14 Dage derefter, eller naar giennemtrœngende Regn falder, bor Kloveren ſees. Undertiden fremvoxer den ſamme Efteraar ſaa ſtarkt, at den kan hugges, og naar dette blot kan ſkee for midt i September, ſaa lider Kloveren ei derved. Men ſildigere kunde pludſelig Froſt indtrœffe, der hindrede Kloveren fra atter at fremvoxe, og denne der da ſtod ganſke bar, kunde lide meer af Vin⸗ terkulden. Kloveren afgraſſſes i Almindelighed til Septembermaaneds Udgang ved Hornqvœg. Faarene kunne vel drives derpaa, men de ber ei afbide Kloveren til Roden, da den ellers lider for meget derved. Man er i denne Henſeende tildeels for driſtig, tildeels for frygtſom. Kloveren kan bortfryſe, og ſtedſe lettere, jo mindre Jordsmonnet, enten ved Natur eller Dyrkning, er ſkikket til den. Paa dybt bearbeidet Jordsmon udholdt den Vintre, i hvilke den i modſat Tilfolde gik ud, ſom f. Ex. i Vinteren 1802 og 1803, da Froſten trangte 3 Fod dybt i Jorden. J Vinteren til 1811 bort⸗ hottfto. lige Aore ting on Toeveite bet farez gronnes, haabe me⸗ paa we⸗ d. dakkesd dette, len, dee fom ofte ftemhiel det ogſe Sabeſyd pulberiſe dote. aaret, Havner Iligen at wan vil etſ voploſ Kloper nan d Klover dierd ner Klobe⸗ er vidtlof⸗ ele Froet i vert; blot ſaate af⸗ sſende til Hund Froe en dette er en vel til⸗ 112 Pund, vigtigt det dog ube⸗ tover hele ; og dette egn falder, ckkt, at den Kloveren e Kloveren er af Vin⸗ dgang ved loveren til de tildeels neet, enten Jordsmon i Vinteren een til 1811 bort⸗ Den rode Klover. 241 bortfros Kleveren paa alle korre og ſandede Steder, men derimod ei paa de mere fug⸗ tige Agre; men det ſynes at dette hidrorte mere fra Jordens ualmindelige Udtsr⸗ ring om Efteraaret, end fra Froſten, der ei var ſterk. Synes man end naar Toeveiret indtrœffer, at Kloveren er udgaaen, ſaa bor man ei derfor lade Haa⸗ bet fare; men marker man at Kloverplanternes Top, nagtet den begynder at gronnes, letteligen afrives fra Roden, der forbliver i Jorden, ſaa tor man ei haabe meget. Bel har jeg tydeligen ſporet, at ſaadanne Kloverplanter kunne paa nye ſlaae Rodder, men hertil beheves meget heldige Omſteendigheder. Deels for at beſkytte Kloveren mod Vinterkulden, deels for at ſtyrke den, dekkes den ofte om Efteraaret med lang Giodning. Nu undlade erfarne Landmand dette, fordi det ofte har havt ſkadelige Folger, deels fordi Kloveren blev for kie⸗ len, deels fordi Muus derved hidlokkedes. Desuden hindre Avlsbrugenes Forhold ſom ofteſt, at anvende en Deel af Staldgiodningen paa denne Maade. Vil man fremhielpe Kloveren, ſaa ſtroer man om Foraaret Skovlemsg derover, da er det ogſaa ſaare gavnligt at ſtroe Blandingsmeg, hvori Kalk, eller Torv eller Sabeſyderaſke, over Kloveren. Men det ſeddvanligſte Giodningsmiddel er fint pulveriſeret Gyps, ſom til ſtor Gavn ſtroes paa Kloveren, naar den begynder at voxe. See D. II.§. 79. o. v. Et meget gavnligt og lonnende Foretagende er at harve Kloveren om For⸗ aaret, naar den begynder at vore. Jo driſtigere man iverkſctter dette, jo mere gavner man Kloveren. Naar Blomſterhovederne begynde at blive rode, da bor Kloveren hugges. Tidligere blev Produktet for lidet, thi netop i dette Tidspunkt voxer den ſaa ſtark, at man ved at hugge den otte Dage for neppe ſik det Halve; ſildigere erholdt man vel et ſtorre men ſlettere Produkt, thi Stilkene bleve haardere, beſtode mere af uoploſelige Travler, og den anden Afgrode blev desuden ſvagere. Blot naar Kloveren ſkal bruges til Sommerſtaldforing, der egentlig er beregnet herpaa, ber man det tidligſte muligt begynde at hugge den, thi da bliver den forſt huggede Klover atter voxen, naar den forſte Afgrode ei lœengere bor blive ſtaaende. Fierde Deel. Hh F. 348. ☛᷑ * Een⸗ og toga⸗ rig Klover. gang er det raadeligt at lade den ligge lœngere uopbrudt; thi i det tredie og fierde rode. Den rode Klover. §. 348. Klsverens Beſtemmelſe er, at benyttes i eet eller to Aar. Blot til Gras⸗ Aar efterat den er ſaaet formindſkes Kloveren, og Greesarterne indtage dennes Plads. Om den bor benyttes i eet eller to Aar beroer deels paa Avlsbrugets Forhold, deels paa hvorvidt Kloveren, overeensſtemmende med Erfaring, er meer eller mindre varig paa det Jordsmon man dyrker. Man har nemlig iagttaget, at Kloveren er paa visſe Jordsmon det forſte Aar fortrinlig, men i det andet be⸗ tydeligen ſpagere; hvorimod den paa andre Agre fremſkyder i det andet Aar ſterkere Top; ligeſom den ſtaaer meer ſammentrangt og ligeligere fordeelt. Dette ſynes at vare Tilfaldet paa dybere, ei grasrigt Jordsmon; hiint derimod paa mindre dybe, men til Kloveravl ſkikkede Jorder. Dog bor flere Erfaringer ſam⸗ les, inden man i denne Anledning kan beſtemme almindelig gieldende Regler, thi det er mueligt, at ſaavel Kleverens Behandling, ſom tilfaldigt Veirligt kan have havt Indflydelſe ved de Tilfœlde, hvoraf jeg har udledt ovenſtagende Bemerknin⸗ ger. Man bor altſaa indtil videre henholde ſig til egen Erfaring, for derefter at beſtemme, om Klsveren bor benyttes i eet eller to Aar. §. 349. Kloveren yder ſom ofteſt tre Afgroder, af hvilke den forſte er den rigeligſte, den anden mindre rigelig og den tredie mindſt Dog forholder dette ſig ofte ander⸗ tedes, da Veirliget har ſaa megen Indflydelſe paa hver enkelt Afgrsde, og man kan ei handle uhenſigtsmesſigere, end naar man lader en Afgrode, der formedelſt Mangel af Regn er ſlet, blive ſtaaende over rette Sid, i det Haab at den endnu kan forbedres. Man bor tvertimod iile at hugge den, naar man kan vente heldigere Veirlig, derved kan den anden Afgrode blive deſto bedre. Ligeſom det ſaare ſielden er Tilfaldet at alle Afgroder blive gode og ligegode, ſaaledes haœnder det ogſaa ſielden at de alle mislykkes; den ene yder i Almindelighed ſaa meget mere, ſom den anden ydede mindre. Jeg har ofte ſeet at anden Afgrode var rigeligere end den forſte, og een Gang, at den tredie Afgrode overgik begge de foregaaende. 3 at taget Vinterſa at Pinte alminde tidligt, Overflod at ſaat! Tiffelde alt hdad det forſ Naaaed mellem! hoſtes ſamme! hderken at Ha Forder hvor 4 ploles Uorden vandle btuges Foder Hvorr Klove handle til Gres⸗ ie og fierde age dennes vloͤbrugets g, er meer jagttaget, tandet be⸗ andet Aar Mt. Dette rimod paa inger ſam⸗ egler, thi t kan have gemarknin⸗ derefter at rigeligſte, ofte ander⸗ e, og man fermedelſt endnu kan eheldigere are ſielden det ogſea mere, ſom tligere end gagende Tle⸗ Den rode Klover. 243 J Trevangsbruget, hvor Kloveren blot kan benyttes eet Aar, pleier man at tage to Afgroder deraf, at nedploie den tredie, og efter een Ploining at ſage Vinterſeden. At den tredie Afgrode er en gavnlig Gisdſkning for Ageren, og at Vinterſeden, iſeer Hveden, lykbes fortreffelig efter een Ploining, indrommes almindeligen. Men den tyedie Afgrode er ofte, iſcr naar de to forſte hugges tidligt, ſaa betydelig, at Avplsbruget har ſtor Gavn af den, og at man uden Overflod af Foder, nodigen offrer den. Derimod er det aldeles ikke raadeligt at ſaae Vinterſed efterat den tredie Klsverafgrode er hoſtet, og man bor i dette Tilfelde dyrke Havre, der ſtedſe lykkes fortreffeligt i Kloverſtubbene, og efter alt hvad jeg har erfaret, bringer ligeſaa ſtor Fordeel ſom Vinterſaden. Nyttes Kloveren i to Aar, ſaa hoſter man den ſadvanligen tre Gange i det forſte, men blot een Gang i det andet Aar, og brakker da Jorden fra Juli Maaned. Staaer Kloveren ei fuldkommen ſluttet eller er Ukrud fremkommet mellem den, ſaa er dette uundgaaeligt nodvendigt; men i modſat Tilfalde kan den hoſtes to Gange, den tredie Afgrode nedploies, og den kan i det hele behandles paa ſamme Maade, ſom den eenaarige Klsver. Har man derte Hiemeed, ſaa bor hverken i det forſte eller andet Aar Qvaxg grœsſe paa Ageren. Det forſtaaer ſig, at Havre lykkes fortreffelig efter toaarig Klover, og vil have al mulig Fordeel af Kloveren, ſaa raader jeg at ſaae Havre, i det mindſte paa de Steder, hvor Kloveren ei ſtod fuldkommen ſluttet. Til Vinterſœd bor ſaadanne Steder ploies i det mindſte tre Gange, thi ellers kommer Ageren i de folgende Aar i Uorden. §. 350. Kloveren opfodres gron eller giores til Hoe. Man bor ſtedſe ſtrœbe at for⸗Klaverhoe. vandle en Deel af Kloveren til Hoe, ſelv i det Tilfalde at den fornemmeligen ſkal bruges gron til Staldfodring; thi om Klovervaxten end er ſvag, bor det gronne Foder ſtedſe verre tilſtrekkeligt, og det bliver i modſat Tilfalde folgelig overflodigt. Hvorvidt det overeenſtemmende med Nogles Mening er raadeligt, at forvandle al Klsvertil Hse, og ſelv om Sommeren at give Qwaget tort Foder, ſkal vorde om⸗ handlet i Lœren om Staldfodringen. H h 2 Klo⸗ Den rode Klover. Kloveren gisres paa forſkiellige Maader til Hse. Veirligets tilfaldige 8 Omverlinger give ſnart denne, ſnart hiin Fortrinet. tides na Indtraffer ſtadigt og tort Veirligt, ſaa er den fordeelagtigſte Maade, at dernaſ nedhugge Kloveren med Leen, og at lade den torres paa Skaar. Saaſnart den nades verſte Side er tor vendes Skaaret med Riveſtagen. At Kloveren ſaavidt muligt V Aimer- kan beholde ſine Blade, ſammenbringes den i ſtore Bunker, medens Duggen lig⸗ V lun i ger paa den, og fra disſe hiemkiores den. ken ſtue Indtraffer derimod fugtigt Veirligt og hyppig Regn, ſaa varer det altfor ller nog lange inden Kloveren torres paa Skaar, og fordarves den end ikke, ſaa bersver tth eller Fugtigheden den dog altfor meget. J dette Tilfallde er det raadeligſt at ſprede 6 Kloveren, ſtrax efter at den er huggen, og ſaaſnart den er visnet at ſctte den i gen, me ſmaae Stakke, hvorigiennem Vinden kan trakke. Disſe omſattes bedſt med tt ſtikke Handerne, og, naar Klsveren bliver tsrrere, bringes den i ſtorre Stakke. Gien⸗ naget ſi nembloder Regnen de ſtore Stakke, ſaa bor de, ſaaſnart tort Veirligt indtreffer, omſettes, og ſaaledes, at det overſte Hoe kommer nederſt. Dette Arbeide for⸗ i bierri rettes ogſaa blot med Handerne; Stakkene ſattes ſaa loſt ſom mueligt, og Stakken hoie og ſmalle, da Kloveren derved bedre beſkyttes mod Regn, og Vinden uhin⸗ btune d dret kan giennemſtryge dem. Ved at ſette en Bonneſtang midt i disſe Stakke forſtiat hindres de fra at falde omkuld, og Kloveren laœgges da rundt om denne. Saa⸗ nidti fnart man marker mindſte Varme bor Stakken omſcettes. Denne Hoſtmaade for⸗ gronne aarſager i vaadt Veirligt meget Arbeide, men Kloverhoet bliver fuldkommen ſtaend ufordervet.. deſtom §. 351. ſtkting lapmeyerſke En tredie Maade er den, ſom T. J. Klapmeyer, i Skrivtet*Vom Klee⸗ tun og Methode, bau und desſen Verbindung mit dem Getreidebau. Riga und Leipzig 1797 forſt har beſkrevet, ſom derfor efter ham kaldes den Klapmeyerſke Maade, og heftig under dette Navn er allerede meget bekiendt. Den er anvendeligſt naar Regn⸗ daher byger hyppigen vexle med halve Dages tort Veirligt. Ved varigen tort Veirlig aar fortiener den forſte Maade beſtemt Fortrinet; men naar Veirliget er vedholdende V Llohe fugtigt, ſaa er den anden bedſt. Klap⸗ tilfaldige Naade, at gaſnart den didt muligt duggen lig⸗ det altfor ſaa beroyer t at ſprede ſette den i 3 bedſt med ke. Gien⸗ indtreffer, lrbeide for⸗ teligt, og aden uhin⸗ sſe Stakke ne. Saa⸗ imaade for⸗ fuldkommen Vom Klee⸗ jig 1797 Maade, 0g naar Regn⸗ ort Veirli vedholdende klap⸗ Den rode Klover. 245 Klapmeyers Maade er folgende: Den Klover, ſom forrige Dag er huggen, rives naſte Dags Eftermiddag Kl. 4 i ſmaae Bunker; paa Barebore bares den derneeſt ſammen og ſeettes i ſtore Stakke, der indeholde flere Lœs og faſt ſammen⸗ tredes. Er Natten varm og ſtille, ſaa begynder Kloveren allerede efter 4 a 5 Timer at gaae i Giering, hvilken kiendes paa en honningagtig Lugt. Naſte Mor⸗ gen er Stakken indvendig heed, og naar den aabnes damper den. Da bor Stak⸗ ken ſtroes og Kloveren ſpredes med River eller Grebe. Indtraffer da Soelſkin eller nogen Bleeſt, ſaa er Hoet om Eftermiddagen ſaa tort, at det kan hiemkis⸗ res eller, om man ei har Tid hertil, igien ſœttes i ſtore Stakke, der ei atter gicre. Er Natten derimod kold, blafſer eller regner det, ſaa begynder vel Gicerin⸗ gen, men det varer da lange inden Varmen bliver ſaa ſtork, at man ei kan taale at ſtikke Haanden dybt ind i Stakken; og uden laadan Hede har Giceringen ei naget ſin rette Grad. Bleeſer det ſtœrkt ſaa kan Stakken vel paa den ene Side og i Midten komme i Giering, men ei paa den Side hvorfra Vinden blaſer. J dette Tilfaelde bor Stakken dog ſtroes, og den Deel der har giaeret, ſom tydeligt kiendes paa den brune Farve, ſtroes og torres; men det der ei har giceret ſammenſeettes fra de forſkigellige Stakke og bringes paa nye til at giere. Har blot en liden Deel midt i Stakken varet i Gicerring, ſaa kan denne atter reiſes, dog ſaaledes at det gronne ſcttes indvendigt, og det brune udvendigt og sverſt. Stakken bliver da ſtaende til den atter har gicret og ſtroes da. Indtraffer det Tilfalde, at ikke deſtomindre lidet gron Klover er imellem det brune Hoe, ſaa kan man, efter For⸗ ſikkring, ikke deſtomindre uden Frygt for Skade, hiemkisre Alt; men det Grenne kan ogfaa afſondres fra Reſten og forblive paa Ageren. Men er Gicrringen i Stakkene fuldkommen, ſaa bor de ſtroes om end det heftigſte Regnveir indtraffer. Vedvarer Regnen ſaa bor Hoet af og til vendes. Ophorer Regnen blot nogle Timer, ſaa er Hoet tort og kan indkiores, thi naar Kloveren har gicrret hanger Fugtigheden ei ved den. Ei heller forderrves Kleveren, ſom man forſikkrer, om den efterat have giaret, ligger nogle Uger i ved⸗ Den rode Klover. vedholdende Regn, blot at den ei indkisres, for den er fuldkommen tor; dog har man iagttaget, at den i hint Tilfalde er mindre nerrende. Hovedfordeelen herved er, at Kloveren hurtigt torres, og at man inden tre Dages Forlob fra den Tid den hugges kan hiemkiere den; ſkiondt ellers hertil i Almindelighed behoves otte Dage. Naar Kloveren ſaaledes ved Giceringen op⸗ varmes, og Livskraften tilintetgiores, ſaa uddunſter dens indvortes Fugtighed og den behover blot udvendig at tsrres. 4 Kloverens naturlige Beſkaffenhed forandres aldeles ved Giceringen, og dette Hoes ganſke forſkicllige, brandte og ſode Lugt vidner tilſtrakkeligen herom. Men on den derved forbedres eller forveœrres er endnu ei afgiort. De der for⸗ ſvare denne Fremgangsmaade paaſtaae det forſte, og ſammenligner den med Sœdens Forvandling til Malt eller med Brodgiceringen, hvorved Kornets Subſtants bli⸗ ver mere narende og lettere at fordoie. Dette Kloverhoe ſkal vœre ſaare velſma⸗ gende ſor ethvert Slags Qveg, der blot er vant dertil, og endog foretrakkes for gront Hoe. Melken ſkal efter Forſikkring vere meget feed, og Smorret deraf ypperligt. Ved egen Erfaring kan jeg ikke domme herom, thi da jeg engang vilde forſoge denne Maade, ſaa var man i min Fraverelſe for frygtſom og ſpredte for tidligt; og ſiden har Veirliget ſtedſe veret ſaa heldigt for gront Kloverhoes Tilveiebringelſe, at jeg ei har villet foretrœkke hiin langt moiſommeligere Frem⸗ gangsmaade for denne. Smaae Forſog beviſe, ſom mig ſynes, altfor lidet, iſcer med Henſyn til dette Hoes Virkning paa Qvceeget. Mange af mine fordoms⸗ frie Venner iſcr i Schleſien, have forſikkret mig, at denne Fremgangsmaade har hele det gode Udfald ſom man tillegger den, og at den derfor har udbredt ſig me⸗ get i denne Provinds. Indlyſende er det at til dens Ivarkſcttelſe behoves meer Arbeide og ſtorre Opmerkſomhed, og at man, om Kloveravlen er vidtloftig, bor kunne raade over et betydeligt Antal Menneſker. Hovedſagen er at man i uſta⸗ digt Veirligt hurtigt, og i det Hieblik da Heet er tilſtrœkkeligt tort, kan bringe det i Huus eller i Stak; thi ved ofte at blive tort og vaadt taber det formodentlig ſaa meget mere, da det indvendigt er fuldkommen ſodt, og mere Sukkerſtof formo⸗ dentlig er dannet deri. 52. . 3 Mf til hte, vendelige. Kobet, n der, ſon i par af de dieſe Baan ſittrer, gode Ege hveden. Hu tn zof dens Ver nogen Forf dhenautagn Kle dſoerliger laaes ſaan Tonde Lan dng, ed fuldkonm jeg noge Jordemo det med man i to ſeet Klov z dog har man inden llers hertil ringen op⸗ Fugtighed ingen, og gen herom. de der for⸗ ned Sedens ſtants bli⸗ are velſma⸗ trakkes for orret deraf eg engang og ſpredte Kleverhoes igere Frem⸗ altfor lidet, te fordoma⸗ zmaade har edt ſig me⸗ hoves meer loftig, bor man jrſta⸗ kan bringe nodentlig ſat eſtof forno⸗ Den rode Klover. §. 352. Adſkillige andre Maader hvorpaa man har foreſlaaet at forvandle Kloveren Andre field⸗ tik Hoe, ſom f. Ex. at lagge den paa Stenger under et Tag, ere i det ſtore uan⸗ vendelige. Dog vil jeg berore en Maade, der blot er anvendelig ved hsi Klosver, maaſkee blot ved Frseklsover: Man optager af Skaaren ſaa megen Klo⸗ ver, ſom man kan holde under venſtre Arm, trykker denne ſammen, udtrakker et Par af de langſte Stangler, og binder Kloveren dermed. To og to opreiſer disſe Baand paa Rodenden, og ſelv vedholdende Regn ſkader da, ſom man for⸗ fikkrer, aldeles ikke Kloveren, der omſider bliver tor, uden at have tabt af ſine gode Egenſkaber. Dette er paa denne Maade man i Boghvedeegne hoſter Bog⸗ hveden. 12en n Forreſten henviſer jeg til det jeg i tredie Deel har ſagt angaaende Hoehe⸗ ſten, iſcer i Henſeende til Hoets Bevaring i Huus eller Hasſe. §. 353 Hugges Kloveren juſt naar dens Blomſter aabnes, ſaa taber den ved Tor⸗Haeafgrade. ring Lof ſin Vagt; men ikke à naar den er i fuld Blomſtring. Om Veirliget i dens Vextperiode har voerret meer eller mindre fugtigt, gior dog formodentlig nogen Forſkiel heri. Man kan i Almindelighed antage, at naar den hugges i ovenantagne Tilſtand, ſaa beholder den 5 af dens Verxt i gron Tilſtand. Klsverafgroden beregnes i Almindelighed efter Hsets Manngde, thi det er beſycerligere at veie den gronne Klover. Middelafgroden i en Rad af Aar an⸗ ſlaaes ſaare forſkigllig, ſuart til 32 Centner, ſnart til 100 Centner paa en Tonde Land; og overeenſtemmeude med Jordsmon, Dyrkningsmaade og Giodſk⸗ ning, er den ſikkerligen ſaare afvigende. En af mine Venner veiede to Afgroder fuldkommen tor Klover paa en Tonde Land, hvor Kloveren ſtod ſaa tœet, ſom jeg nogenſinde har ſeet den, og fandt at deres Vagt var 7460 Pund. Jordsmonnet var ei ſaare ſtikket til Kloveravl, men meget kraftfuldt og overgis⸗ det med Sabeſyderaſke. Jeg troede derfor at burde anſee 80 Centner for det meeſte, man i to Afgroder kunde vente paa en Tonde Land, og vel har jeg blot een Gang ſeet Klover, der kunde ſammenlignes med denne eller maaſkee endog overgaae den, men — — Froets Avl. Den rode Klover. men efter den Beſkrivelſe ſom man har giort mig af Klsveren i de frugtbareſte Egne, f. Ex. i det Altenburgſke, er dens Vaxt der langt yppigere. Jeg har en Kloverplante derfra, ſom efter Hienvidners Forſikkring ei er udſogt, men lige forhaanden oprykket, juſt ſom den begyndte at blomſtre, og denne, der har 12 fuldkomne Stangler, er 3 rhinſte Fod hoi. Dens nederſte Blade ere i tor Til⸗ ſtand ¾ Tommer brede og 2 Tommer lange. Jeg indrommer altſaa at paa en Tonde Land kan hoſtes meget mere end 80 Centner, men blot under overordent⸗ lige Omſtandigheder. den forſte Deel af dette Vark§. 276 har jeg antaget 4800 Pund Kla⸗ verhse ſom Middelafgrode paa en Tonde Land ſkiort Leer(god Bygjord), dog med den Betingelſe at Kloveren indrommes pasſende Plads i Sœdomlobet og ſages i kraftig Jord. Paa ſaadan Grund ſynes dette ogſaa at vare Sandheden nermeſt. §. 354. Jet ordnet Avlsbrug bor avles ſaa meget Froe ſom til eget Brug er for⸗ nodent, thi at kiobe dette er ei blot koſtbart, men endog uſikkert. Vel ſvakker Froeavlen Jorden, ſfiondt dette ei ſtedſe ſpores tydeligt— hvo imidlertid vil overbeviſes herom, avle blot to Aar i Rad Froe paa ſamme Ager, og han ſkal da erfare, at Saden i lang Tid bliver ſvagere der, om Jorden ei ved Gisdning faaer Erſtatning derfor— men Skaden er dog ei ſaa ſtor, at den jo rigeligt erſtattes. Til Froeavl bruges i Almindelighed anden Aſgrode, og den forſte hugges noget tidligere end ſedvanligt, at Kloveren deſto tidligere og ſtœrkere kan blom⸗ ſtre. Dog bor den ei hugges for tidligt, thi ſaa fremvoxer de Stangler, der egentligen horte til forſte Afgrode, men vare blevne tilbage, altfor hurtigt og modnes tidligere end den anden Afgrsde. Da imidlertid Luftens Tilſtand kan vore ſaa uheldig at Blomſterne blive golde, ſaa er det raadeligſt at lade en Deel af den forſte Afgrode modnes, naar man marker, at dens Blomſter ſatter meget Froe; hvilket man erfarer ved at trykke de fuldkommen udſprungne Blomſter mel⸗ mellem 5 hvor Klo 5 ogi tert Tiffelde Herved falder end len umod der gire da bottt om at d men tor vidt muel luftigt S b man op fra Hal hliver ti dg dervet tLoft, torſtesd gientag weligb i Bager lettelige for varr gierde ugtbareſte Jeg har ogt, men der har 12 jtor Til⸗ zt paa en verordent⸗ Pund Kla⸗ jord), dog et og ſages Sandheden rug er for⸗ zel ſoakker dlertid vil og han ſtal d Giodning jo rigeligt rſte hugges kan blom⸗ engler, der hurtigt og Tilſtand kan lade en Deel ſetter megit ne Blomſee mel⸗ Den rode Klover. mellem Fingerne, der i dette Tilfelde ſtaae imod. Til Froeavl velges et Sted, hvor Kloveren ei ſtaaer altfor tœet, men jœvn og frie for Ukrud. Froet bor vorre fuldkommen modent. Nogle Blomſter fremkomme tidligere, ogi tort Veirligt tabe disſe Froet, inden Reſten modnes; dette er i det ringeſte Tilfeeldet ved forſte Afgrode, da Heden er ſaa ſterk, men ſielden ved den anden. Herved bor man ei forledes til at hugge, inden den ſtorſte Deel er moden; thi falder end noget af, ſaa hoſter man dog meer end om man fik Alt, men ſtorſtedee⸗ len umodent. Man erfarer om Kloveren er moden, ved at gnide et Klsverhoved, der giores noget fugtigt, mellem Handerne til det atter er tort, thi naar Avnerne da bortblaſes, ſaa ligge de modne Kicerner i Haanden. Violet Farve vidner om at de ere fuldkomne, men ſielden faae alle denne Farve; kun bor de ſamtligen vore convexe vg aldeles ingen Fordybninger have. Frsekloveren hugges medens Duggen ligger, eller i det ringeſte ei i Soel⸗ ſkin. Den ſettes ſnart i ſmaae Stakke, hvor den forbliver til den er fuldkom⸗ men tor, hvilket indtraeffer hurtigere end med gron Klover. Man undgaaer ſaa vidt mueligt at ryſte den meget ved Paalcesningen, og den ſekttes i Huſet paa et luftigt Sted, helſt paa Steenget over Loen. §. 355- Enten tarſkes Kloveren ſtrax efterat den fuldkommen tor er hiembragt, eller man opſetter dette Arbeide til tor Froſt indtrœffer. Naar Froekapslerne ere ſkilte fra Halmen, ſaa tarſtes hine atter nogle Gange og Froet fraſkilles. Det ſom bliver tilbage i Soldet bringes paa Blaeſen, der bortvifter de tomme Froekapsler og derved letter meget den fortſatte Tarſkning. Det Overblevne lagges tyndt paa et Loft, hvor Luften har uhindret Trak, og naar det da er blevet torrere, ſaa tœrſkes det atter i Froſtveir og behandles paa den allerede beſkreyne Maade. Dette gientages tre til fire Gange, uden dog at fraſkille hver Kierne. Mindre meoiſom⸗ melig bliver Tarſtningen naar Kloverhovederne torres ved Varme, ſadvanligen i Bagerovnen; men ſkeer dette ikke med ſœrrdeles Opmaœrkſomhed, ſaa kan Froet letteligen tage Skade af Varmen, og man bor derfor tove indtil Ovnen ei er alt⸗ Froet miſter herved ſin Glands, og faaer den brune Farve, der ſtedſe : Fierde Deel. i gior for varm. Froets Terſkning. 250 Den rode Klover. gior dets Godhed tvivlſom, og hvorved man fraraades at kiobe det. Bedre er det at indrette Brade⸗Stilladſer i Varelſer, der kunne opvarmes, paa disſe at ſprede d Kloveren, og derneſt i nogle Dage ſtœrkt opparme Varelſerne; men man bor verre 4 ſanme yderſt forſigtig, da Ildsvaade ellers letteligen opſtager. den ſar Har man en Sommer avlet ſaa meget Kloverfrse at man har et Aars For⸗ mnn de raad— og dette er i enhver Henſeende fordeelagtigt, da Froet, iſcer om det for⸗ farinj he bliver i Froekapslerne, vedbliver i dette Tidsrum at vœre fuldkommen godt— ſaa V hvert tte tœrſkes forrige Aars Klsverfroe bedſt i hede Sommerdage. Froekapslerne ſpredes wiagtig paa et Kladde foran Loen, at Solen kan ſkinne paa dem, rores ofte med en V burg og Rive og kaſtes dernceſt paa Loen. Paa denne Maade aftarſtes Froet med mindſt b hvor Kl Umage. fällige! Hvor man avler en ſtor Mangde Froe, udmales det undertiden af Kapslerne. Dette ve Men Molleſtenene bor da ſtilles ſaare noiagtigen, at Froet ikke ſtraaes; det er de forr dog vanſkeligt at overtale Mollerne til dette Arbeide, naar det ei er brugeligt i V hüint dr deres Egn. kaꝛe der Man kan avle 6 Centner Kloverfroe paa en Tonde Land og folgelig have ſtor Fordeel deraf, iſer naar Froet fra et heldigt Aar bevares til Misvert ind⸗ b 8 traffer, og dets Priis folgelig ſtiger. garnüi For at undgaae det med Tarſkningen forbundne Arbeide ſaager man Klove⸗ nod he ren i Kapslerne. Denne Maade er meget god, kun fremkommer Kloveren maa⸗ at Nar ſkee noget ſildigere, dog deſto visſere. Men det er uundgaaeligt, at Kloverfroet af de ved Saaeningen falder plettevis for taœt, og vil man verre fuldkommen ſikker paa, er ſar at ingen Plet bliver ubeſaaet, ſaa nodes man til at ſaae dobbelt ſaameget Froe, Pfgrede ſom ellers var nsdvendigt. Vel er Tarſkningsarbeidet vidtloftigt, men det koſter en! dog langt fra ei ſaa meget, ſom den ſtorre Mangde Froe, der i hiint Tilfalde veren ſ bar ſaaes, og ſom enten kunde bevares eller ſalges. NKLue Vel erFroekloverens efterladte Halm og dens Avner ei ner ſaa godt Foder, geuni ſom den Klover der hugges gron, men den kan dog med Fordeel opfores. faued ſeende! ude! §. 356, Den rode Klover. edre er det eat ſprede dT56, nbprgen Den Formeendng at Kloveren mislykkes naar den altfor ofte ſaaes paa— ſamme Sted, er ſaa almindelig udbredt, at man aldeles ei bor tvivle paa, at paa ſamme den har Grund. Sagn og Fordomme forplantes til Trods for den ſunde Fornuft; Ager. Iat Sir men de avles ei ſom denne Formening paa engang hos forſkicellige Nationer. Er⸗ der fux faring har derimod lart os, at Kloveren andenſteds lykkedes, om den end ſaaedes dt— ſaa hvert tredie eller fierde Aar paa ſamme Ager. Betragte vi Omſtandighederne ne ſpredes noiagtigere, ſaa lœre vi, at man ſtedſe ploiede let, ſom f. Ex. i Norfolk, Magde⸗ he med en burg og Brunsvig, hvor man giorde hiin Bemarkning, men at man derimod, nid mint hvor Kloveren ſtedſe lykkedes, bearbeidede Jorden dybt, ſom f. Ex. i Haver, i ad⸗ ſkillige Fire⸗ og Femvangs⸗Vexelbrug og i Belgien(ſee Schwerz D. II. S. 4). Napslerne Dette var ogſaa Tilfalldet hvor man anvendte Kalkmergel eller Aſke. Gypſen, 5; det er der forreſten virker ſaa ſaare gavnligt paa Kloveren, beſkyttede dog ei mod prugeligt i hiint Onde. Jeg anforer blot disſe Kiendsgierninger, men ſtraber ei at for⸗ klare dem. gelig haſe'§. 357. zverrt ind⸗ Om Kloveren beriger eller udmagrer Jordsmonnet, og iſcer om den virker udmagrer gavnligt eller ſkadeligt paa den folgende Sod, er en Gienſtand ſom ofte og Seee, enide nan Klove⸗ med Heftighed er omhandlet. De Fleſte antage det forſte, men man bor tilſtaae, oezahu⸗ veren maa⸗ at Mange have erfaret det modſatte. Det er formodentlig en afgiort Sandhed, kloverfroet at den ei ligefrem udmagrer Jorden, thi Erfaring lœrer, at den folgende Sad bli⸗ ſikker paa, ver i ſamme Forhold bedre, ſom Kloveren ſtaaer tattere ſluttet, og giver rigere heeet Froe, Afgrode; naar den blot ikke modnes. Tilfaldet ſkulde netop vœre det modſatte, det koſter b derſom Kloveren tilegnede ſig mange af Jordsmonnets nœrende Deele. Men Klo⸗ t Tilfalde veren ſkader Jorden, naar den er ſvag og ei tœetſluttet, thi da udbreder Ukrudet ſig; Qvaker og andet Grees tage Overhaand, Jorden bliver haard og miſter den ſaa godt Foder, gavnlige Beſtygning; end meer er dette Tilfœldet, naar Kloveren bliver leenge e. ſtagende, og Jorden blot een Gang ploies. Hnſker man altſaa ogſaa i Hen⸗ ſeende til Jordens Forbedring at drage Fordeel af Klovervepten, ſaa bor man an⸗ vende Alt, hvorved Afgroden kan vorde frodig og Planterne ſtaae tat ſluttede; § 356, Ti 2 den 252 Den rode Klover. Den hvide Klover. den ber ikkun ſaaes i kraftfuld Jord, der ved Brakning eller Brakfrugtavl er vel renfet og ſkiornet; Saaeningen bor forrettes med ſtorſte Omhue, og Kloveren hugges i rette Tid. Ageren bor ploies, naar Kloveren atter er bleven nogle Tommer hei, og ſaa betimeligen at Jordsmonnet kan ſatte ſig og Kloverſtubbene Staaer Kloveren derimod ſlet, enten fordi Veir⸗ liget har veret ugunſtigt, eller fordi den om Vinteren har taget Skade, ſaa bor man noies med een Afgrode, og dernceſt ved tre Ploininger og gientagen Harv⸗ raadne, inden Ageren beſaaes. ning brakke Jorden. Jagttages dette, ſaa ſkal man bemarke at Klsveren— uden Henſyn paa den Kraftforsgeiſe, ſom ved dens Opforing tildeeles Avlsbruget i det Heele— umiddelbart forsger Jordens Kraft, og at Saden ofte ſtaaer be⸗ dre efter denne, end efter ugisdet Brak. Den hvide Klover, Trifolium repens. §. 358.. Omendſkiondt vi kiende adſkillige Kloverarter med hvide Blomſter, og den rode Klover endog forandrer Farve, ſaa forſtages dog, under hiin Benavnelſe, Den voxer naſſten overalt i vort Klima paa ſkiort Leer og fugtig Grund, hvor den udgior en Deel af Gronſveren, og opdages den end ei ved forſte Biekaſt, ſaa findes den dog, ſkiondt liden og ſvag, naar man ſoger den. Derfor ſees den ſtrax efterat Jorden har faaet en Gisdſkning, der er denne Plante gavnlig, f. Ex. Kalk eller Aſke, og Mange hape derfor troet, at disſe indeholdt Kloverfroe. naſten ikkun denne Art. §. 359. Nogle ſaae hoid Klover for at hugge den. Men Jorden mage verre over⸗ maade kraftfuld, om Kloveren ſkal fage den hertil fornsdne Hoide. Paa ſaa⸗ dant Jordsmon kan den ved ſin tattſluttede Vext yde en ligeſaa riig Afgrode, ſom den rode Klover, og dens Hoe er, efter alle Erfarnes Forſikkring, meget bedre end den rode Klovers, da det ei blot er behageligere, men endog mere nerrende for Qvax⸗ Abegtt, Sommer til dette g dens rode Klo lkrud,! folgelig der dyrk taaler, rede ind agttage forſte Ge vexelbis d. —g nuſor folgende Linterſe den i de Varmer 7 til 5 Pu D mindte ſierde; thi disſe 8 Hoveder kfrugtavl er o Kloveren pleven nogle vverſtubbene fordi Veir⸗ de, ſaa bor agen Harv⸗ lsveren— Avlsbruget e ſtager be⸗ ker, og den Benavnelſe, ſtiort Leer s den end ei man ſoger der er denne :, at disſe vare ober⸗ Paa ſaa⸗ grode, ſom meget bede nerende for Oru⸗ Den hvide Klover. 253 Qveget, der yder mere Melk. Men meer end een Afgrode faaer man ei i ſamme Sommer, thi een Gang huggen forbliver den dette Aar ved Jorden. Langt oftere bruges den til Greesning og blandt alle de Planter, ſom dyrkes til dette Biemeed, har denne vundet almindeligt Bifald. Da den buſtes ſterk, og dens Blade hurtigt fremvoxe efter at vœre afbidte, ſaa er den bedre end den rode Klover ſkikket hertil. Ei heller overvindes den ſaa lettelig ſom denne af Ukrud, hvilket den, ved ſine rankedannede Rodder, ſnarere undertrykker; den kan folgelig ſaaes i en mindre renſet Ager og lykkes ſikkere, om end flere Sœdeafgro⸗ der dyrkes i Forveien. Man har ligeledes bemarket, at den bedre end den rode taaler, ſelv paa letploiet Jord, at ſaaes paa ſamme Ager, og dette bliver alle⸗ rede indlyſende derved, at den er hiemme og vildvoxende hos os. Nogle have dog iagttaget, at den, paa mindre pasſende Jordsmon, lykkes bedre, naar den forſte Gang ſaaes, end om dette allerede oftere har veret Tilfollddet. Hvor man vexelvis har ſaaet rod og hvid Klsver, har man ei fundet dette ſkadeligt for hiin. §. 360. Den hvide Klover ſaaes ſaavel imellem Vinterſcedden, ſom med Baarſoden, e Saaening. og nu ſom ofteſt mellem hiin, thi der kommer den tidligere frem, og yder ofte det folgende Efteraar god Grasning. Den ſaaes ſaaſnart Jorden er optset paa Vinterſadsmarken, ja endog for Vinteren, eller medens Sneen endnu ligger, at den i dette Tilfœlde kan med Fugtigheden faftes til Jorden, og ſpire, ſaaſnart Varmen begynder. Da Froet er meget fiint og Planten ſtarkt buſker ſig, ſaa behoves blot 4 til 5 Pund Froe til en Tonde Land, naar det blot vel ſpredes. Den er meer eller mindre perennerende efterſom Jordsmonnet er meer eller mindre ſkikket til den. Ofte fremvoxer den blot i tre Aar og forſvinder i det fierde; men afgraſſſes den ſterkt af Faar, ſaa kan den endnu tidligere gaae ud, thi disſe afgnave den endog i Jorden og opkradſe dens Rodder. §. 361. Til Froeavl afhugges den i Almindelighed, men Leen ſpringer over mange Hoveder, der ſtaae for laut. Vil man hoſte meget Froe, paa en liden Plet, ſaa er Froeavl. 254 Den hvide Kloever. Jordbeer Klover. Lucerne. er det raadeligere, at lade Fruentimmer eller Born afplukke eller afklippe Froe⸗ hovederne. Dette Arbeide er ſtedſe fordeelagtigt. Man ſamler ogſaa Froeho⸗ vederne i en Poſe, til hvis, med en Beile, udſpilede Aabning er faſtet et Jern, der ligner en Kam, og naar man da drager denne Poſe hen over Kloveren, ſaa afrives Hovederne og falde ned deri. Forreſten behandles den hvide Klover paa ſamme Maade, ſom den rode. Jordber Klover, Trifolium fragiferum. §. 362. Man har anbefalet adſkillige Kloverarters Dyrkning. Jordbarkloveren ligner, ſaavel i Henſeende til Natur ſom Udvortes, meeſt den hvide Klover, og er blot ved ſine, Jordbeer lignende Blomſterhoveder, forſkicellig, den er ogſaa blandt vore indenlandſke Planter, og det ſynes neſten at den ſkyder flere Blade end den hvide Klover. Dog kiende vi endnu ingen Forſog, ſom ere giorte med denne Plantes Dyrkning, i det ſtore. Ligeledes har man tilraadet at dyrke Trifolium flexuosum, alpestre og rubens, iſtedet for rod Klsver, fordi hine ſkulle bedre end denne lykkes paa ſlet Grund. Men de ere ogſaa i ſig ſelv ſlettere og have ei Engkloverens blode og ſaftfulde Blade. Trifolium melilothus ligner ſaavel i Vext ſom i Dyrkningsmaade mere Lucernen, og betragtes ſom Surrogat for denne. Man har tre Arter af hvilke den ene har blaae, den anden gule og den tredie hvide Blomſter. Den forſte lug⸗ ter altfor ſterkt, den anden mindre og den tredie mindſt. Denne gives paa Grund heraf Fortrinet; ikke deſtomindre tildeler den Melk og Smor en ſeregen Smag, ſom dog Mange anſee for behagelig, og ſom iſerr til Oſtlavning, ſkatteres meget. Lucerne, Medicago sativa. §. 363. Da man fra Arilds Tid til vore Dage har paa den ene Side roeſt denne Plante ſom den forttinligſte Foderurt, men ikke deſtomindre paa den anden Side giort Jordeme derpaa. mende A nodvendi vedbliven Lag, ent Paleroder deer, de voxling ei bloti ſog med ternes. dod, Re N. paa demn den da, geligſte: d Vand. ere porg Lucerne. 255 pe Frge⸗ giort fuldkommen modſat Erfaring, fordi ſelv de Forſog at dyrke den, der med Froeha⸗ ſtorſte Omhue iveerkſattes, aldeles mislykkedes, ſaa henledtes derved min Op⸗ et Jern, markſomhed ſcrdeles til denne Vext. Jeg har ei blot uafbrudt anſtillet Forſog ren, ſaa med den, men endog ſamlet og ſammenlignet Andres Erfaringer, og derved ſtrabt ver paa at udfinde de forſkiellige UÜdfalds Grund. Af ſamme Aarſag har jeg til forſkiellige Tider havt forſkiellig Mening, hvilket ſees af det ſom jeg i forſte og atter i tredie Deel af engliſche Landwirthſchaft har anfort. Nu troer jeg beſtemtere og ſikkrere at kunne yttre min Mening i den Anledning. §. 364. kkloveren Ved denne Plantes Dyrkning kommer Jordens Underlag meer end det sverſte er, og er Jordsmon i Betragtning. Dette kan forbedres og beriges medens Lucernen groer a blandt derpaa. Hiint bliver derimod, ved Palerodens Forlangelſe, med hvert kom⸗ end den mende Aar vigtigere. Skal Lucernes Vaxt vere varig, ſaa er det uundgaaelig dd denne nodvendigt, at Underlagets Grundbeſkaffenhed, i det ringeſte til 4 Fods Dybde, vedbliver at vere eensartet med det dyrkede Jordlag. Saaſnart Jordarternes stre g Lag, enten i Henſeende til Conſiſtents eller Beſtanddeele forandres, ſaa ſtandſer paa ſlet Palerodens Vart, og Planten doer eller bliver ſvag. Mindſt bor den mode ſeit blode og Leer, ved hvilket Vandet desuden hindres fra at ſynke dybere, og da denne Af⸗ vœrling i ſaadan Dybde maaſkee hidtil blev ubemarket, ſkiondt den finder Sted, nde mete ei blot i hele Egne, men endog paa enkelte Agre, ſaa mislykkedes ethvert For⸗ if holke ſog med denne Plantes Dyrkning. Man kan imidlertid ved Reoling og Jordar⸗ erſte lug⸗ ternes Blanding fremtvinge Lucernens Avl; men dette bor ſkee meget dybt, og 3 lves paa Fod, Reolingens ſcdvanlige Dybde, er ei tilſtrœkkelig til at give Lucernen Varig⸗ ſetegen ged. Jeg har ei blot ſelv erfaret det, men endog hort af Andre, at Lucernen res meget. paa denne Maade gav det bedſte Haab indtil den var tre Aar gammel, men at den da, i Stedet for ſtarkere at buſke ſig, blev ſvag, og det uagtet den omhyg⸗ geligſte Dyrkning. Det er bekiendt at Lucerneageren paa enhver Aarstid bor verre frie for oſ dere Vand. Kildegrund eller fugtige Pletter hidrore fra vœrlende Jordlag, der mnart IinEh ere porsſe, ſnart vandtaette, og folgeligen allerede i denne Henſeende Mudi9e Op⸗ 256 Lucerne. Opnaaede man end ved Vandrender at udterre ſaadanne Steder, ſaa vare de dog uſkikkede til denne Plantes Dyrkning. Men endog Dagvandet, der ſamler fig i Jorden eller ſies derigiennem, ſkader Lucernen, deels ſom Fugtighed be tragtet, deels fordi det fremmer Grasvexten og Gronſverens Dannelſe, hvorved Lucernen aldeles odelggges, om hiin ei kan hemmes. J dette Tilfalde kan ved Afgravning ofte meget udrettes. Jordsmonnet bor dernaſt hverken verre for loſt eller for faſt. Det ſeie Leer er aldeles uſkikket; thi da Overfladen blot ved Giodſkning og Bearbeidning er ſkiornet, ſaa gior det faſte Underlag ſtrax ſkadelig Modſtand. Paa dyb Sand⸗ jord lykkes Lucernen dog ſnarere, men den bliver ſvag og lider ved varig Torke ſaa meget, at den taber Bladene. Meeſt pasſende til Lucerneavl er det Jords⸗ mon, hvori Sandet til betydelig Dybde, forholder ſig til det Leer der kan fra⸗ ſkylles= 70: 30 til 50: 50. End mere ſkikket vorder det, naar det, iſtedet for en Deel af Sandet, indeholder Kalk, om denne end ei er i Jordsmonnet ſelv, men i Underlaget. Men det forſtaaer ſig, at denne ei bor vare herſkende eller ligge lagviis, men tvertimod jœvnt blandet med de svrige Jordarter. Paa Kalk⸗ ſteen, hvor Eſparcetten ſaa fortrinligt lykkes, groer Lucernen aldeles ikke. Hiint Jordsmon er det, ſom ſedvanligen kaldes det varme, og ſom alle, der have iagttaget denne Plantes Egenſkaber, erkiende at verre det bedſte til dens Dyrkning. Men varm Beliggenhed er ligeledes gavnlig for Lucerne, og folgelig Skraaening mod Syden og Hſten og noget Lye mod den kolde og vaade Norden⸗ og Veſtenvind fordeelagtig. J dens Hiemſtavns varme Klima taaler den frem⸗ for andre Planter Sommerens Torke, og derfor yder den hos os, i terre og varme Sommere, naar Kloveren lider meeſt, den ſtorſte Afgrode paa pasſende Jordsmon. Heraf folger, at man, for at vere vis paa et heldigt Udfald af Lucernedyrk⸗ ningen, bor til betydelig Dybde underſsge den Ager, hvorpaa Lucernen ſkal ſages, og dennes Underſogelſe er langt lettere og mindre koſtbar, end de Forſog der paa et Lykketraef anſtilles og ſom desuden ei yde ſikkert Reſultat. Paa mange Steder er Jordens Underlag ſaa forſkielligt og forandres ſaa ofte, at dens Dyrkning ſtedſe forbliver heiſt uſikker, og den ſielden yder tatſluttede Afgroder. Man ſeer ſtedſe ſaͤſe bare 8 47 fladelige 3 de pleies ſaa andre Gra ring eler folgende 1 thi dette a unge Luce de man kan u Lut en Tende ſeae mand adtynde de ſidſte; thi man har d Nange ſa Andre val lige Slage hvede for jevneſt og gen Jarſe enten mod ſon ofteſt delighed de frenſt hehover d derde d ſaa vare he 1 der ſamlar fhi ed betragtet, u d Lucernen abt d Afgravig th aſt. Detſſü 9 Beatbeüdin t Paa dyh Ei er ded darig dn teavl er det za Leer der in fe t, naar de iſeͤt i Jordénonnt ſ vore herfted dle darter. Nan Fal⸗ Haldeles ile arme, g ſon le e det beͤſt tild zueerne, ag fall og waede Korder un taaler den fum⸗ i torre cg vatme guende Joidsmon. daf Lucernaͤyt⸗ wernen ſtal ſtat⸗ Forſeg det paa daa mange Staͤe at dens Dyrkint droder. Nun ſi ſedſe folgende Aar. Lucerne. ſtedſe bare Pletter, paa hvilke Lucernen er udgaaet, fordi dens Rodder har modt ſkadelige Jordlag. §. 365. Den Ager, hvorpaa Lucernen ſkal ſaaes, bor fuldkommen vel tilberedes, ploies ſaa dybt ſom mueligt og renſes fra alt perennerende Ukrud; Qvarkker og andre Graesarter bor iſcer aldeles udryddes, og dette ſkeer bedſt, enten ved Brak⸗ ning eller Brakfrugtavl, ſom fortſcettes om nodvendigt, i to paa hinanden Eenaarigt Ukrud, ſom frembringes af Froe, er ei ſaa ſkadeligt, thi dette afhugges, enten med den Afgrode hvori Lucernen ſaaes, eller med den unge Lucerne ſelv, og doer med det ſamme; men dets Froe boer ikke modnes. Det er raadeligt ſtarkt at giode Ageren inden den ſaaledes bearbeides, at man kan undgaage at gientage dette, medens Lucernen er ſpad. §. 366. Lucernen ſaaes enten ene eller med en anden Afgrode, 14 til 16 Pund paa en Tonde Land, thi dens Froe er betydeligen ſtorre end Kloverens. Forhen an— ſaae man det forſte ſom henſigtsmasſigſt, da man derved blev iſtand til at luge og udtynde den, hvor den ſtod for tat. Nu foretrœekkes naſten almindeligen det ſidſte; thi Lugningen er naſten ikke muelig, naar Avlen drives i det ſtore, og man har desuden bemerket, at Saden yder de ſpade Lucerneplanter gavnligt Lye. Mange ſaae den med Bygget, iſer med det ſexradede, ſom man lader modnes. Andre valge en Afgrode, ſom ſkal hugges gron, f. Ex. Erter, Vikker og adſtil⸗ lige Slags Blandingsſced. Men efter min Erfaring foretrakker jeg Hor og Bog⸗ hvede for enhver anden Afgrode; thi jeg har bemarket, at Lucernen ſtedſe ſtaaer jevneſt og yppigſt mellem disſe og voxrer ſiden frodigſt. Horren bor ruſtes med no⸗ gen Varſomhed, at de ſpade Planter ei ſtulle tilfoies Skade. Boghveden kan enten modnes eller hugges naar den blomſtrer. Men da den paa ſaadan Grund, ſom ofteſt ſtaaer ſaa yppigt, at den ei ſcetter megen Kiarrne, ſaa har jeg i Almin⸗ delighed foretrukket det ſidſte. Disſe Planter renſe Jordsmonnet fuldkommen, de fremſkyde ei atter, og Lucernen, der hurtig fremvoxer og ſamme Efteraar ei behover videre Hielp, ſtaaer ene paa Ageren. Sierde Deel. Kk Nogle Agerens Til⸗ beredning. Saaening⸗ Lucerne. 258 Nogle ſaae rod Klover tilligemed Lucernen, at hiin i det folgende Aar, hvor denne endnu ei naaer ſin fulde Vext, kan yde overflodig Afgrode. Men Eft Lucernen har i det andet Aar ſtedſe ydet mig ligeſaameget ſom Kloveren var umat hh iſtand til, og da den Frygt neppe er aldeles grundet, at Kloveren, der hurtig NAar g h. buſker ſig, kan undertrykke mangen ſped Lucerneplante, ſaa kan jeg ei bifalde er Afkaf denne Fremgangsmaade. Iund affo §. 362. dl driſt Dakning ved Mange pleie inden Vinterens Begyndelſe at dakke den unge Lucerne med naar den Fiodning, halmblandet Staldgiodning. Jeg nagter ikke, at dette jo kan vœre gavnligt i der har gi en ſtreang Vinter, uden Snee. ₰ Vinteren 1803 bortfros den unge Lucerne, †Flloveren. men ſaare ſielden indtrœffer en Vinter med ſaamegen Froſt ſom denne, hvor Jor⸗ den var 3 Fod dybt frosſen og ſaa revnet, at den havde dybe Aabninger, Sk desuden maatte den Dakning, ſom da ſkulle beſkytte Lucernen, vere meget tyk. ſaa bor de J Vinteren 18§9e, da Sneen ligeledes fattedes, og Froſten var temmelig hyggeligen ſteerk, tog Lucerneu ingen Skade. Det ſynes desuden, at de unge Planter for een Somn kieles ved at dekkes med Giodning, at nyt Ukrud frembringes og Markmuns Iſg hidlokkes. Mit Raad er derfor at overgive Lucernen i den forſte Vinter til ſin V ſaae tato egen Skiebne. Larer end §. 368. V ſag bliver Harvning. Et ſaare vigtigt og til Lucernens Vedligeholdelſe naſten uundgaaeligtn nod⸗ V anden Fo vendigt Foretagende er ſtœerk Harvning, iſœr om Foraaret, men ogſaa mellem vanlig Af Afgroderne, om Grees begynder at fremkomme. Det forſte Foraar bor man den beroer harve med Maadehold, men i de folgende ſaa ſtarkt mueligt og ſaaledes, at Indflydel Ageren har Udſeende af, at Alt er oprevet. Man ber folgelig anvende tunge og ſkarpe Jernharver og har man ingen Brakharve, ſaa bor man harve ſaame⸗ R get oftere, og i alle Retninger med de mindre Harver. Have Lucerneplanterne iores d engang erholdt en vis Storrelſe, ſaa lide de aldeles ikke herved, men buſke ſig iſer gier og fremvore ſtœrrkere, jo dybere Ageren oprives. Man har endog paa enkelte AKeediedee Strimler ploiet Furer en Fod fra hinanden, og derved forynget gamle Lucerne⸗ funin planter. tt folgende 10 Afgrode. Nh om Kloveten i n vare gawnliſti den unge luen, V denne, hour zer dybe Aahningr, , vere maye ten var kumt unge Nen Rel 1 es og Natimns ſte utn tl ſ ndoaneligtn nte en ogſaa melln Foraar bor man ſaaledes, at anvende tunge harve ſaame⸗ ucerneplanterne , men buſte ſi vog paa enkält gamle bucemne §. 369: Lucerne. §. 369. Efter ſaadan ſtark Harvning virker paakiort Giodning meget mere. For at holde Lucernen i den yppigſte Vext, giodes den ſodvanligen hvert andet Aar og helſt vexelviis med dyriſk og mineralſt Giodning. Af den ſidſte Slags er Aſkeaffald ſœrdeles virkſom, ſaavelſom pulveriſeret Kalk, blandet med nogen Jord af forraadnet Gronſvor; ſmuldret Mergel gior ogſaa megen Virkning. Af al dyriſk Giodning virker Fiederkreaturernes, iſcer Duernes Giodning ſtarkeſt, naar den tynd ſtrses paa Lucernen. Man bruger ogſaa gierne Giodningvand, der har giceeret. Gypsning virker ligeſaa fordeelagtigt paa Lucernen, ſom paa Kloveren. §. 370. Skal Lucernen hurtigt og kraftfuld fremvoxe, naar den engang er huggen, ſaa bor dette ſkee inden dens Blomſterknoppe fremkomme. Dyrkes Lucernen om⸗ hyggeligen, ſaa kan den i Almindelighed hugges fire, undertiden fem Gange i een Sommer. Afgroden bliver naſſtten Aar for Aar ſtorre, ſaalcenge Lucernen vedblive at ſtaae tœtog ei pletteviis gaaer bort, og naar Harvning og Giodſkning ei forſommes. Vorxer end Lucernen, naar den bliver aldre, ei ſaa hoi ſom medens den er yngre, ſaa bliver den dog tattere. Den yder formodentlig ſtorre Produkt, end nogen anden Foderurt; thi man anſeer 80 Centner Hoe paa en Tonde Land ſom ſad⸗ vanlig Afgrode, men man paaſtaaer ofte, at have hoſtet 160 Centner. Mang⸗ den beroer fornemmelig paa hvor ſterkt der giodes, men Veirliget har ogſaa ſtor Indflydelſe. Jo varmere Sommeren er, deſto ſtorre er i Almindelighed Afgroden. §. 371. Man giver Lucernen, deels ſom gront Foder, til enhver giores den til Hse, paa ſamme Maade, ſom Kloveren. iſcr gierne med gron Lucerne, og naar de blot eengang om Dagen erholde en Trediedeel af deres ſedvanlige Havrefoder, ſaa forsges deres Krafter ſnarere end formindſkes. Det ſynes at Koerne malke ſterkere efter Lucerne end efter Klover, Kk 2 men Qvaxgart, deels Heſte fodrer man Overgisdſk⸗ ning. Afgrode. An vendelſe. Varighed. Plads i Sad⸗ omlobete Freravl⸗ 260 Lucerne. men Nogle formene, at Melken bliver tyndere og Smorret ſnarere bittert. Jeg har derimod ei merrket dette. §. 372. Lucernen er en meget varig Plante. Paa et Stykke Havejord, der forhen havde baaret Lucerne, men ſenere var et Par Gange gravet og dernaſt nedlagt til Gres, har jeg fundet enkelte Lucerneplanter, der i det mindſte var 3o Aar gamle. Man har ei ſielden vedligeholdt Lucernen 15 Aar paa en Ager og 7 til g Aar er ſedvanligt. Nogle lade Lucernen blot ſtaae i 4 til 5 Aar, ei fordi den da aftager eller gaaer ud, men fordi man haaber ved hurtigere Omvexling, at drage ſtorre Fordeel af Ageren. §. 373. Skal Lucernen have Plads i andet Sadomlob. ſaa bor dette beſtaae af mange Afdelinger; deels at Lucernen lœnge nok kan benyttes, deels fordi man har bemarket, at den ikkun efter 9 Aars Forlob bor komme igien paa ſamme Ager. Er Marken deelt i faa, f. Ex. i 7 Vange, ſaa er det henſigtsmasſigt, at beſtemme visſe Tonder Land af hver Vang til Lucerneavl, aarlig at beſaae et Stykke og naar man ſaaledes har giennemgaaet Sadomlobet, atter aarlig at opbryde en Deel og i enhver Vang, at valge et nyt Stykke til Lucerne. Dette bor iſcer finde Sted, hvor hele Ageren ei er ſkikket til Lucorneavl. Under mange Omſtandigheder handler man uden ordnet Plan, og udtager enkelte Agre af Om⸗ lobet. §. 374. Man avler ei Froe paa ung Lucerne og heller ei paa den, ſom man ofte vil hugge og ſom endnu lange ſkal benyttes; thi Planterne ſvekkes ſaare, naar Dog har jeg ſeet, at de efter ſtœrk Gisdſkning bleve atter lige Froet avles i Almindelighed paa den Ager, der Froet modnes. ſaa kraftfulde, ſom forhen. ſkal opploies; man afhugger den forſte Afgrode medens den er ung og lader den anden modnes. Lucernens Froe aftarſkes lettere end Kloverens, men da hiin ei yder ſaa⸗ meget Froe ſom denne, ſaa koſter det i det mindſte en Trediedeel meer. §. 376. ai pleied 1 Behakn Anderledes ded Lanch, opörydes, en er giedet, 3e ſem jig i nen ved! tpinge den bor habe hvorfor de fundet den trceagtige hei at Lu den. D ofte at ud af Lucern denne Dyr det hidror martaes A fa hvera⸗ Gavn fer end elers ere bittert. 4 avejord, de fate dernaſt näͤlgtt indſte var zo n a en Ager h il lil 5 Aar, äfi igere Omweli bor dette biiuij s, deels fenim me igien pu ſim det henitſteneitt l, aarlig täit bet, att niht til Luern di neavl. Undt ven enkelte Ain id den, in un ſt ſvakks fun, n 9 ning ulte t la Lucerne. §. 375: Opbrydningen af en gammel Lucerneager forekommer mig noget vanſkelig. Jeg ploiede en ſaadan tre Gange, dybt, og med ſtarpe Skiarer; dernceſt avlede brydning. jeg Behakningsfrugter og ikke deſto mindre fremvoxede endnu ſtedſe Lucerneplanter. Anderledes maage det vere, naar ung Lucerne opbrydes; thi den beromte Pictet ved Lancy, hos hvem Lucernen blot bliver tre Aar gammel, ſaaer, naar denne opbrydes, Hvede efter een Ploining, ligeſom ved Kloveravl. En opploiet Lucerneager er overmaade frugtbar, iſer om den flere Gange er giodet, og den kan uden atter at giodes, yde adſkillige Afgroder. §. 376. Jeg bor endnu navne nogle ſœregne Maader, hvorpaa Lucernen dyrkes og ſom jeg i forſte Deel af engliſche Landwirthſchaft, har beſkrevet. Da Lucer⸗ nen ved Udplantningsmaaden miſter ſin Palerod, ſaa kan man derved frem⸗ tvinge dens Avl, paa fladere Jordsmon; thi den ſlager da Siderodder, der dog bor have betydelig Plads. Hiin Omſtandighed er formodentlig Hovedaarſagen hvorfor den dyrkes paa denne Maade. Jeg har forſogt den i det ſmaae, men fundet den Vanſkelighed, at Planterne, der blive ualmindeligen ſtarke, danne trreagtige Kroner, der, da de ei burde aſhugges, ſtedſe bleve hoiere, og ſaa hei at Lucernen efter nogle Aars Forlob maatte afhugges en halv Fod over Jor⸗ den. Desuden er denne Dyrkningsmaade ſaare moiſommelig; man nodes til ofte at udbedre Plantningen og forſt i det tredie Aar dakkes Jorden fuldkommen af Lucernens Top. Det ſynes ogſaa, at man end ei i England langer bruger denne Dyrkningsmaade. J alt Fald var den anvendelig, naar ledige Steder, der hidrore fra de i§. 370 omhandlede Aarſager, og ſom kunde beplantes, be⸗ markedes paa Ageren. Lucernens Saaening mellem Saden i Rader, ſom ere 8 til 10 Tommer fra hverandre, vinder ſtedſe mere Bifald i England, thi da kan man til ſtorſte Gavn for Lucernen, paa langt kraftigere Maade med Heſtehakken ſkiorne Jorden, end ellers er mueligt med Harven. Selv har jeg endnu ei forſogt dette. * §. 377. Jorͤsmon. Forberedning Saaening. 26²2 Lucerne. Esparſette. §. 377. En velbevoxen Lucer neager, der ved aarlig Saaening, ſtedſe fornyes, vir— ker kraftigen til hele Avlsbrugets Fremme og kan ſikkerligen aldeles erſtatte Man⸗ gel paa Eng. Ingen Eng yder ſaameget af lige Areal, ſom Lucerneageren, og paa hiins Produkt kan man ei giore ſaa fikker Regning. *☛ Eſparſetten, St. Foin, Hedysarum onobrychis. §. 378. Denne ypperlige Foderurt behover nodvendigen kalkholdigt Underlag. Hvor dette er forhaanden voxer den ved nogen Giodnings Hielp, om Jordsmon⸗ net end forreſten er ſlet og tyndt, men uden dette aldeles ikke, end ei paa den kraftigſte Grund. Den fremkommer vel og voxer det forſte Aar yppigt, men derngeſt gaaer den ud, iſtedet for at buſke ſig. Kalk eller Kride ere uundgaaeli⸗ gen nodvendige og var det end en Klippe, ſaa borede Rodderne ſig ned deri. Hvem der vil dyrke Eſparſetten undgager koſtbare ofte forgiaves Forſog, ved at underſoge ſin Jord til 4 Fods Dybde. §. 379. Den til Eſparſetten beſtemte Ager bor renſes, og iſcer befries for Qvaker der odelegge den. Dette ſkeer ved velbehandlet Brak eller Brakfrugtavl. Er Jorden nylig giodct, ſaa voxer Eſparſetten ſaameget ſterkere; men man har ofte ſaaet den paa aldeles magre Jorder, og dog i Fremtiden erholdt gode Afgroder. 4§. 380. Eſparſetten ſaaes ſedvanligen med Byg eller Havre, undertiden ogſaa om Efteraaret med Vinterſaden. Paa en Tonde Land bor i det mindſte ſaaes 13 Skiepper, bedre 20 Skiepper Froe, der enten let nedploies eller, kaſtet paa den uharvede Ager, blot nedharves. Det er meget fordeelagtigt at radſaae Froet og med Heſtehakken at bearbeide Planterne, naar de Redſkaber dertil behsves ere i Brug ved Avlingen, og man ſparer da af Froet. Vil man giore ſtore Anlag, ſaa er det nodvendigt at forſkrive Froet fra Egne, hvor denne Avl drives i det ſtore; t tih ſſt unoden ſtt, thid tget Behor ſa giores naar den h en anden, mindelighe man paa paa et lige praktiſte Dydde ma opploie e man ſig g (rſſtt narkede: klippe, er ornyes, dir⸗ erſtatte Man⸗ neageren, og his. öt Underlag m Jordmon⸗ dei paa den yppigt, men uundgaaeli⸗ ig ned deri. ſog, ded at ͤ for Qvaker ugtavl. Er man har ofte e Afgroder. en ogſaa om ſte ſages 13 aſtet paa den aae Froet og behoves erei Esparſette. 263 ſtore; thi hos Droehandlerne, der ſellge det pundeviis, er det alt for koſtbart og ofte umodent. Men det bor itide beſtilles hos en arlig Mand, der dyrker Eſpar⸗ ſette, thi da dette Froe ei er almindelig Enhver blot til eget Behov og det ſaameget mere, ſom megen Opmarkſomhed fordres, for netop i rette Hieblik at hoſte det. Handelsvare, ſaa avler §. 381. Naar Planterne have fuldkommen feeſtet Rod, og dette indtraeffer underti⸗ den i forſte, undertiden i andet Foraar efterat de ere ſaaede, ſaa bor de, ligeſom Giodes de af og til, ſaa voxe de pppigere og yde meer. §. 382. Da Eſparſetten i Almindelighed dyrkes paa fraliggende, bakke de Agre, ſaa giores den oftere til Hee, end opfores gron. Den yder een ſtor Afgrode, naar den hugges, i det den begynder at blomſtre, og ved Sommerens Slutning en anden, men ſvagere Afgrode eller meget naœrende Grasning. Man er i Al⸗ mindelighed tilfreds med 36 til 40 Centner Hoe, paa en Tonde Land, dog kan man paa bedre Jord, og ved gi ientagen Overgiodſkning, hoſte 60 Centner, paa et ligeſaa ſtort Areal. Dette Hoe er fortrinligt og overgaaer efter flere praktiſte Landmends Forſikkring, baade Klover⸗ og Lucernehoet. Eſparſetten er meget varig, naar den dyrkes paa pasſende Grund, og man ei forſommer at harve og overgiode den, iſer med Aſte og Gyps, og naar Man har i 20 Aar vedligeholdt Eſpar⸗ Lucernen, harves ſtarkt. den blot ei for ofte bœrer modent Froe. ſette⸗Agre i bedſte Tilſtand. §. 383. renger dens Rod 12, ja endog 16 Fod i Jorden, til hvilken live disſe Rodder meget tykke, og at Dog underkaſter Ei ſielden t Dybde man har gravet efter den. Gverſt opploie en gammel Esparſetteager har ſine Vanſke man ſig gierne dette Arbeide, thi en ſaadan Ager, der for den beſaaedes med Es⸗ eligheder. parſette ei lonnede Dyrkningen, yder nu, uden nye Giodſkning, adſtillige ud⸗ markede Afgroder efter hverandre. Det tynde Jordlag, der dakkede en Kalk— klippe, er nu betydeligen tykkere, thi de ſtaerke Rodder ſynes at have ſkiornet og ſmul⸗ Hoeafgrode. 264 Esparſette. Segl Snegleballle. ſmuldret Kalkſtenen. Man paaſtaaer at Eſparſetten i lang Tid ei atter lykkes paa en Ager, hvor den een Gang voxede. §. 384. Denno Plante, der ſynes fra Dybet at hente en Deel af ſin Naring, hvor⸗ med den beriger Overfladen, er en vigtig Gave af Naturens Haand til mange Egne, men derimod for andre aldeles unyttig. Ved dens Hielp kan man paa de ellers ufrugtbareſte Biergrygge forſkaffe ſig Afgroder, der i alle Henſeender kunde ſcettes ved Siden af dem, Dalengene yde og ſom derved kunne undveres. Man kan dernceſt undertiden omploie Eſparſetteagrene og derved paa en Maade fordeel⸗ agtigen forandre den Naturlov, der beſtemte de lave Steder til Hoefrembringelſe og Hoiderne til Sadavl; men man bor lœre: quid quæque ferat regio, quid ferre recuset. Adſkillige andre gerteblomſtrende Foderurter. §. 385. Man har forſogt at dyrke adſkillige Planter af Slaegten Medicago, ſaa⸗ velſom andre med den beſlaegtede Planter, og Skribenter have roſt og anbefalet dem. Men ingenſteds har man varigen eller almindeligen dyrket dem. Aarſa⸗ gen hertil var ikke, at de anbefalede Planter vare uduelige til Hiemedet, men at de i flere Henſeender maatte ſtaae tilbage for de allerede beſkrevne, og at deres Dyrkning ei lonnede Umagen, hvor hine ei lykkedes. Til disſe kan Segl Snegleballe, Medicago falcata henregnes, der neſten overalt voxer vild og endog paa ſlet Grund kommer frem, men yder der ringe Afgrode og paa god Jord langt fra ei ſaa meget, ſom Lucer⸗ nen. Dernaſt horer ogſaa hertil Hum⸗ tp ddſtillig filig Lat ger, lute Paa ſa Beſaaen tere hyxpig dem ublan Na Parighed der er ban gt toſte d Fre Jordémon lendernes, Tornblad Plante. jeg itke, en anden jeg mene ofte wene tder Spau ttfaret. Hedeodd, Ekrivt til: Pou ſom andd ges derm Raarenei dierde. tter hite eing, hon til mang nan paa d ender kunde res. Man de fordel⸗ enbringeſſ 310, quil 80, ſan⸗ anbefalet Narſ⸗ t, men at g at deres mer fren, om Lucer⸗ hun⸗ Humleagtig Snegleballe. Opret Tornblad. 265 Humleagtig Sneglebeelle, Medicago lupulina og adſkillige Lothusarter, f. Ex. siliquosus og corniculatus. Endvidere ad⸗ ſkillige Lathyrusarter, pratensis, sativus og tuberosus; ogſaa Orobus ni- ger, luteus og sylvaticus, Astragalus cicer og mange vildvoxende Vikkearter. Paa Enge ere de ſamtligen ypperlige Urter mellem Graesarterne. Til dis⸗ ſes Beſagening er det derfor raadeligt, at ſkaffe ſig Froe fra andre Egne hvor de voxe hyppigt og hvor man da til dette Hiemeed lader dem modnes. Men at dyrke dem ublandet, er efter min Erfaring aldrig fordeelagtigt. Man har foreſlaaet Dyrkningen af andre Arter, der ved ſtœerk Vext og Varighed ſynes at fortiene Anbefaling. Men jeg har erfaret, at det Qvcexg, der er vant til godt Foder aldeles ei ader dem. Til disſe henhorer den ſaa me⸗ get roſte Foder Stregballe(Galega officinalis). §. 386. Fremfor alt har man ſtrabt at finde en Vext, der paa ſandet og magert Spret Torn⸗ Jordsmon vdede et maadeligt Produkt og tillige forbedrede Jorden. Efter Eng⸗ lendernes, Franſkmandenes og Belgiernes Forſikkring er denne funden i Opret Tornblad(Ulex europæus). Det ſynes i det mindſte, at Talen er om denne Plante. Den vorxer i det nordlige Tydſtland, men ingenſteds vild og endnu veed jeg ikke, at man hos os har forſsgt at dyrke denne Plante. Derimod have vi en anden Vext, der ligner den meget, og groer hos os paa den ſletteſte Grund; jeg mener Spartium scoparium. Jeg formoder endog at fremmede Skribenter, ofte mene denne Plante, naar de ſkrive om Ulex. At vort Qveeg ligeſaa gierne ſom hiin Ulex, have Mange ceder Spartium, naar den er tilborlig tilberedt, s Dyrkning paa Sand og erfaret. Angaaende de ypperlige BVirkninger af dennes De Hedejord, henviſer jeg til Franz de Coſters Afhandling i tredie Bind af Schwertz's Skrivt om det belgiſke Agerbrug og til flere andre Steder i ſamme Verk, ſamt til: Youngs Reiſe durch Frankreich, iſcer til B. III. S. 47. Froet ſaaes lige⸗ ſom andre Foderurters Froe, i Vinter⸗ eller Vaarſcden, og Ageren nedlaœg⸗ ges dermed is eller 6 Aar. Man laxgger det afhugne Foder for Qvaget, lader Faarene iſcer afede de fine Blade og bruger derneſſt de haarde Stilke til Gisd⸗ 21 ning Fierde Deel. 266 Opret Tornblad. Spergel. ning eller brœnnder dem, naar de ere torre, i Egne der have Mangel paa Brande⸗ material. Men vil man at Qveget endog ſkal opade de haarde Stangler, ſaa knuſes de med et Inſtrument, liig vore Horbrydere eller endnu bedre ved Hielp af en Barkmolle, og forvandles derved, ſom til en Grod, inden de lagges for Qvaget. Man forſikkrer, at de derved blive et overmaade narende Foder, der endog giver Vinterſmorret den behageligſte Smag. Selv har jeg ei forſegt dette, men jeg anbefaler denne Sag til dem, hos hvilke denne Vertofte, iſcer ved Fyrreſkovenes Kant, groer vild; thi mange Grunde tale til Fordeel for denne Spartium. Spergel, Spergula arvensis. §. 387. Spergula arvensis er ſaavel i Folge Natur ſom Habitus, kiendelig for⸗ ſtiellig fra den vildvoxende Spergel, Spergula pentandra, og dog kan ieg ei an⸗ fore noget karakteriſtiſt Skielnetegn. Thi at hiin har 10 og denne blot 5 Stsv⸗ veger, er ikke altid Tilfœldet, thi man finder endog paa ſamme Plante Blomſter, af hvilke nogle have 5 andre 10 Stovveger. Den enes hoiere og mere bredte Vext og ſildigere Blomſtring er naſſten det eneſte Skielnetegn. Om den dyrkede Spergel kan blive en vildvoxende Plante eller Ukrud, ſom mange befrygte, an⸗ ſeer jeg endnu ſom tviylſomt. Vel har jeg ofte ſeet, at naar Spergelen engang modnes paa en Ager, ſaa fremkommer paa denne, ſaavelſom paa Naboeagrene, Aaret derpaa megen Spergel i Seden, der hidrorer fra affaldet Frse, ſom forſt efter Vinterens Slutning var ſpiret; men denne Spergel forſvinder ſtedſe efter et eller to Aars Forlob, thi de ſpade Planter kunde ikke, ſom den vildvoxende Spergel, taale Froſten. Man dyrker to Afarter Spergel; en der er liden og lav, men ſom voxer tœttere; en anden, der bliver dobbelt ſaa hoi ſom denne, men ſom behover meget kraftig Grund, for at blive tœtſluttet, og i Forhold til ſin Storrelſe, at yde meer end hiin. Hiin er bedſt paa mindre kraftig Grund, hvor man i Almindelighed dyr⸗ ker erErerge taar man h zmcr forſ agigt, og! ſin ffteſt u Jed gen heiete m ſ bas maad Grasning! Sber ear den b fold til Je ſielden, da Denne Mau ſon offeſt g hudrer dres Fordeel dyrd ſaa undgi! Sto den herer, Unage heſt madnes ſpe foroger de d en vel til 8 beidning, ronde⸗ e, ſaa Hielp ges for Foder, forſogt iſar eel for ig for⸗ Fei an⸗ Stov⸗ mſter, bredte dyrkede te, an⸗ engang zgrene, forſt fter et poxende ettere; kraftig er end d oyr⸗ ker Spergel. 267 ker Spergel, og meeſt ſkikket til at afgrœsſes; denne fortiener derimod Fortrinet, naar man paa kraftig Grund vil avle Spergel til Afhugning. Disſe Afarters Froe er forſkigelligt; den mindres er ſortere med hvide Ringe, den ſtorres bruun⸗ agtigt, og naar det noiagtigere betragtes, morkebruunt med gunle Pletter og ſom ofteſt uden Ring. Ved at blande Froet har jeg frembragt en Mellemart, ſom voxer betydeli⸗ gen hoiere end den mindſte Art, og ikke deſto mindre meget tœt. Af denne har jeg paa maadelig Grund havt meget gode Afgroder, og den er lige godt ſkikket til Graesning og Afhugning. §. 388. Spergelen voxer naeſten paa ethvert Jordsmon, endog paa meget ſlet Sand, Jordsmon. naar den blot ei i ſin Vaxtperiode mangler Regn. Men Afgroden bliver i For⸗ hold til Jordens Kraft meget forſtiellig. Paa kraftfulde Jorder dyrkes den ſielden, da den ei yder ſaa ſtort Produkt, ſom man her kan vente af Kloveren. Denne Plantes ſtore Fortrin er, at den paa kort Tid ender ſin Vaxt; at den ſom ofteſt 8 Uger efterat den er ſaaet kan hugges, naar blot ei uſcdvanlig Torke hindrer Froet fra at ſpire. Under visſe Omſtandigheder kan den folgelig med Fordeel dyrkes, endog paa det bedſte Jordsmon, og naar Kloveren mislykkedes, ſaa undgik man ofte Forlegenhed, ved at ſaae Spergel. §. 389. Stor Fordeel yder denne Plante endvidere ved den rigelige Mangde Froe Froe. den barer, og ſom ei er koſtbart for den der ſelv frembringer det, da det med ringe Umage hoſtes og terſtes. Dog bor man ihukomme, at Spergelen, naar den modnes ſvakker Jorden kiendeligen, og at den tvertimod, naar den hugges gron, forsger dens Kraft.. Til en Tonde Land behoves 10 Pund Froe. Saaes det omhyggeligen paa en vel tilberedt Ager, ſaa behover man ei ſaa meget. §. 390. Er Ageren ei meget fyldt af Qvaker, ſaa behover den ikke megen Bear⸗ beidning, og ſelv i hiint Tilfalde voxer Spergelen alligevel, men Qvakerne faae Ll a da ☛——— Anvendelſe. Afgrode. 268 Spergel. da Overhaand. Den kan ſages fra midt i Mai til midt i Auguſt, og naar Veir⸗ liget er tort, bedſt paa nylig ploiet Jord, der ſtrar harves meget ſiin. Dens Varxt beroer fornemmelig paa, at Jordens Overflade ſmuldres ret ſiin, og kun ved at harve, tromle, atter harve, og forſt da at ſaae Froet der nedtromles, opnaaer man ſikkert dette Hiemeed. Paa denne Maade behandlet, ſpirer Spergelen hur⸗ tigſt, og voxer jevnt; og dette er Hovedſagen. Spergelen ſaaes i Almindelighed uden at blandes med andre Frseſorter; dog har jeg ſaaet den med Klover, og har da havt Leilighed at bemerke, at Kloverſorterne finde gavnlig Beſkyttelſe og Skiul under den hurtig voxende Sper⸗ gel, og at de kraftigen fremſkyde, naar denne hugges. Man har ligeledes blan⸗ det Spergel og Boghvede til gront Foder. Under visſe Omſtandigheder kunde det maaſkee vore rigtigt, at ſaae den i Saden, naar denne netop frempippede af Jorden, for derved at erholde god Evregrasning. Til ſildig Grassning eller Af⸗ hugning ſaaes Spergelen ofte i opploiede Sodeſtubbe; thi Efteraarsfroſten taaler den temmelig godt. §. 391. Spergelen hugges i fuld Blomſtring og bruges til gront Foder, eller gis⸗ res til Hoe. Dog udſpringe de nederſte Blomſter ofte ſaa tidligt, at den forſt da begynder at voxe ret ſterkt. Vil man blot have en Slet af Spergelen, ſaa bor man ei hugge den, fordi disſe tidlige Blomſter aabne ſig. Hugges den der⸗ imod medens den er ung, ſaa fremſkyder den atter, og yder da ofte i den anden Slet meer end i den forſte. J dette Tilfalde lonner det neppe Umagen, at hugge den forſte Slet, men ſom ofteſt bliver det raadeligt, ved et betydeligt Antal Qveg, at lade den hurtigt afgrasſes. Den tilfoies derved ingen Skade, men fremkommer derimod tattere og kraftfuldere. §. 392. Spergelafgroderne ere, ſaavel i Forhold til Jordsmonnet, ſom overeens⸗ ſtemmende med Veirliget, ſaare forſkigelllige; thi for at lykkes behsver Sperge⸗ len Varme og gientagne Regnbyger. Er Veirliget uheldigt, ſaa ſtandſes dens Varxt indtil dette forandres, men da voxer den hurtigt. Man kan regne at hoſte om⸗ emtrent ha pinder den ligen overb helſt anden meet efter og Ene f Den ntt ſettesi nen bliver Den kan! Jo tidliger Halmen af thi naar d tabtes, om Irler Naader anve ſas hruges d diemerd hal ig llive me Dhrenes Ind dwaget drik ¹ Nüg andet dode af Schwer Om naar Vei⸗ in. Dens og kun ved 6, opnager tgelen hur⸗ roeſorter; nerke, at ende Sper⸗ ledes blan— Beder kunde pippede af g eller Af⸗ ſteen taaler eller gis⸗ t den forſt gelen, ſas es den der⸗ den anden Umagen, betydeligt een Skade, m overeens⸗ der Sperge⸗ undſes dens gne at heſte im⸗ Spergel. 269 omtrent halv ſaa megen Spergel ſom Klover, paa ſamme Areal. Ved at ligge ſvinder den ſtœrkt, men veier betydeligt, og Enhver der avler Spergel, kan lette⸗ ligen overbeviſe ſig om, at denne er mere noœrende end lige Bagt af hvilkenſom⸗ helſt anden Foderurt. Det er sienſynligt, at Qveggt malker ſtœrkere og feedes meer efter Spergel, hvad enten denne gives gron eller forvandlet til Hse. Melk og Smor faaer ogſaa naſten bedſt Smag, naar Koerne fodres med Spergel. §. 393- Den gisres uden Vanſkelighed til Hee, naar den efter at vœre noget vis⸗ net ſoettes i ſmaae Stakke. Er Veirliget godt, ſaa torres den uden videre i disſe; men bliver det fugtigt, ſaa bor man giore Aabninger deri, eller vende dem. Den kan lange ligge i Regn, uden at fordarves eller endog tabe af ſine Krafter. Jo tidligere den hugges, jo mere narende er uimodſigeligen dens Hoe; men ſelv Halmen af den modne Spergel ſynes at vare kraftigere end hvilketſomhelſt Hoe; thi naar Froeſpergelen hugges ere Planterne endnu gronne, da altfor meget Froe tabtes, om man lod den blive fuldmoden. §. 394 Avler man mere Froe end man behover til Sed, ſaa kan dette paa flere Maader anvendes. Man kan ſlaae Olie deraf, men da det ei yder megen Olie, ſaa bruges det fordeelagtigere til Qveeggfoder, thi det er ſaare ngrende. Til dette Hiemeed haldes kogende Vand derpaa, at det kan miſte ſin Spireevne, opblodes og blive mere fordsieligt. Undlades dette, ſaa gaaer Froet uoploſt giennem Dyrenes Indvolde, og beholder ſin Spireevne. Paa hiin Maade tilberedt lader man Qvaget drikke det, eller oſer det paa Hakkelſe. Koerne malke ſtarkt derefter, og Melk og Smor faaer, ſom man forſikkrer, aldeles ikke den Afſmag, ſom efter andet Foder, der indeholder Olie. J Belgien anvendes Spergelfroet, ſom man af Schwertz s Skrivt kan ſee, almindeligen paa denne Maade. Om denne Plantes Fortrinlighed til gron Giodſkning, ſee B. II.§. 47⸗ §. 395. Hoe. Frsets An⸗ vendelſe. Reigrasſet. 270 Reigres. §. 395. Adſkillige Foderurter, f. Ex. Pimpernille, Cichorie og Grcesarter bor egentligen ſaaes paa de Agre, der nedlagges til Grasgang; herom er handlet i B. III.§. 365. §. 396. Vi have endnu nogle hoitvoxende Greesarter der til Slaaening kunne dyrkes paa vore Agre. Man kunde kalde dem Slage⸗ gras, og derved ſkielne mellem dem og Bladgraesſet, der bor afgrasſes. Hine fremſkyde ſtorre Straae med ſtorre Blade; disſe blot ſmaae Straae uden Blade, men derimod mange Rodblade, hvis Antal forsges, jo oftere og nœrmere ved Jorden de afbides. §. 397. Reigreesſet, Lolium perenne. er blandt alle dyrkede Grasarter det, der har vundet meeſt og varigſt Bifald. Det forener begge hine Egenſkaber, thi det kan ſlaaes og naar det afgrasſes, danner det taet og frodig Gronſvceer. Det vorxer godt ſaavel paa ſandblandet Leer, der blot ei ligger for tort, ſom paa ſtarkt Leer. Dette Grces kan kun hugges een Gang om Aaret og yder kraftigt Hoe, naar det hoſtes inden det blom⸗ ſtrer; xldre blive dets Stilke haarde. Englanderne ſage det ſœdvanligen mel⸗ lem rod Klover, og de undlade aldrig dette, naar Kloveren ſkal ligge flere Aar; thi det tiltager da i ſamme Grad, ſom Kloveren aftager. En fortrinlig Egen⸗ ſkab ved dette Grees er, at det yder meget Froe, der med ringe Umage heſtes. For at faae Froe lader man et Stykke blive ſtaaende til det er modent; det hug⸗ ges da, behandles ſom Sad og tarſtes. Paa en Tonde Land kan avles 16 Tonder Froe og derover, og man ſager blot 3 til 4 Skiepper paa lige Areal. Det tarſkede Reigras kan blot betragtes ſom Halm, men Planten fremſtyder atter, og Agerens tabte Kraft kan ved Giodning erſtattes. Hei fotretledes des der Ro mgtt heier Habren vor tz yder da nen mindre Ney lidet efter ſnart Froe tt ikke alt: lige Halme, Peetter; der meligenden ſaa erofte Skiapper⸗ Nau ller at ſaae daneer t ded ſene d de men den end denne Hei Havre. Hei Svingel. 271 J England har man forſogt at dyrke mangfoldige andre Grasarter, men ter bor paa Agerland har man ei ophort at dyrke Raigrasſet, eller har atter begyndt derpaa. handlet Hol Havre, Avena elatior,(Bromus avenasius.) §. 398. Hoi⸗Havre, paa Franſk Fromental, ſom ogſaa kaldes franſt Reigrees, Haei Havre. forvexledes forſt i Frankrig med Englandernes ſaa meget roeſte Grees, og tillag⸗ Slane⸗ des der Navn af Reigras. Men dette er aldeles forſkielligt fra hiint; det fager Hine V meget hoiere og bladrigere Straae, men danner ingen tat Gronſver. Hei⸗ Blade, Havren voxer, ligeſom Reigraesſet, nafſten paa ethvert, blot kraftigt Jordsmon, tere ved og yder da, til forſte Slet ſtorre Afgrode end dette, og dog alligevel end een, men mindre, Afgrode. Den er fire⸗ eller femaarig, iſcer om den giodes. Men den er meget moiſommeligere og koſtbarere at dyrke, da Frset modnes lidet efter lidet og vanſkeligen ſamles. Rosmen modnes fra Spidſen, og ſaa⸗ ſnart Froet er modent falder det af; folgelig faaer man ei alt Froet, eller det Bifald.) er ikke alt modent. Endnu mindre modnes Froet paa ſamme Tid paa de forſkicl⸗ resſes, lige Halme, og man nodes derfor til at udſoge og ſtykkevis at afhugge de modne blandet Pletter; derneeſt torres det afhuggede paa et aabent Loft. Herved ſtandſes fornem⸗ kan kun meligen denne Greesarts Dyrkning i det ſtorre. Kiober man Froe af Froehandlere, et blom⸗ ſaa er ofte end ei en Fierdedeel deraf modent, og er man end ſaa forſigtig, at ſaae flere hen mel⸗ Skicepper Froe paa en Tonde Land, ſaa kommer Grasſet dog ei til at ſtaae taetſluttet. e Jar;* Man vogte ſig iſarr for at forvœrle denne Grasart, med Avena bulbosa Egen⸗ eller at ſaae Froe deraf; hvilket letteligen hœndes da de ſaare ligne hinanden; hoſtes. denne er et ſlemt Ukrud, der vanſkeligen udryddes, da det uafladeligen fortplantes et hug⸗ ved ſine Knolde. cles 16 Hoi Svingel, Festuca elatior. Areal§. 399. nſhier Denne Grarart ligner i oeconomiſk Henſeende temmelig Hoi Havren, Hei Soingel. men den behover fugtigere Jordsmon og yder paa dette maaſkee ſtorre Afgrode end denne. Den e 61. Hsas Hunde⸗ grœs, Kamgres. Eng Rotte⸗ hale. 272 Hvas⸗Hundegrees. Kamgras. Eng⸗Rottehale. Den taber ei ſaa let ſom Hei⸗Havren ſit Froe; men det bor dog ſam⸗ les med Omhue, og lidet efter lidet ſom det modnes. Hvas⸗Hundegrcss, Dactylis glomerata. §. 400. Dette dyrkes og benyttes paa ſamme Maade ſom Hei⸗Havren. Det bor hugges meget tidligt, naar det netop begynder at gaae i Ax; thi blot da er det godt Foder, men ſaaſnart Axene have udviklet ſig, blive Straaene haarde. Hug⸗ ges det tidligt, ſaa kan man haabe at faae to Afgroder, men ellers ſielden meer end een. Froet falder ei ſaa letteligen af, og denne Grasart kan derfor paa ſad⸗ vanlig Maade hugges og hoſtes. Naar man forlanger Hei⸗Havre af Froehand⸗ lere, ſaa faager man i Almindelighed dennes Froe blandet med Hundegrasſets, ſaa at ofte fremkommer meer af denne end af hiin Grasart. Kamgras, Cynosurus cristatus. §. 401. Kamgrasſet er i ſine Egenſkaber meget liigt det forrige, men bliver endnu ſnarere haardt. Begge Arter lykkes paa tor men kraftig Grund. Eng⸗Rottehale, Phleum pratense. §. 4 02. Eng Rottehale behever ſkiort Jordsmon med fugtig Beliggenhed. Hug⸗ ges denne Graesart medens den er ung, ſaa er den blod og behagelig for Qve⸗ get; men ſaaſnart den gaaer i Ax er den haard, og Hoet neaſten ikkun godt til Heſte. Da den ſildigen kommer i Vart, ſaa faaer man blot een Afgrode deraf. Den barer meget Froe, der ei letteligen falder af, og den kan folgelig hugges og tarſtes. Froet er meget fiint og man behover blot nogle Pund til at beſaae en Tonde Land. Dette er formodentligen Aarſagen hvorfor denne Gras⸗ art dyrkes hyppigere end mange andre. Vi Li ig dog vo kanſke Gr ſrrkt ſo lenderne Ma . jg anſeer det ringe Eommer, ſandet og ader den den ſtaae d. ligtat faa man kioben har ſaal Jorden; hurtig, dens Ir eller tor Sierde dog ſam⸗ Det bor da er det de. Hug⸗ ielden meer t paa ſad⸗ Froehand⸗ degrosſets, bliver endnu ed. Hig⸗ for Qver⸗ un godt til rode deraf⸗ kan folgelig Pund til at denne Grae⸗ Vi uldbladet⸗Heſtegrees. Eng⸗Reevehale. 273 Vi have faget det forſte Frse fra England og Englanderne fra Amerika; og dog voxer denne Art vild hos os. Jeg troer imidlertid at det oprindeligen ameri⸗ kanſke Graes er en Afart; thi jeg har aldrig ſiden ſeet dette Gras ſaa tœt og ſterkt ſom af det Frse, der for 30 Aar ſiden bragtes fra England, og ſom Eng⸗ lœenderne da hentede fra Amerika. Uldbladet⸗Heſtegras, Holcus lanatus. §. 403. Mange landoeconomiſke Skribenter have roeſt denne Grasart meget; men jeg anſeer den for en af de ſletteſte og mindſt behagelige for Qvaget. Den bor i det ringeſte hugges medens den er meget ungt, og den yder dog blot een Slet ſamme Sommer, men imod Hoſten fremſkyder den i ſtore Buſke, og giver da, endog paa ſandet og hoitliggende Grund, temmelig overflodig Grasning; men Qvaget gder den blot i Mangel af noget bedre. Den drabes letteligen af Froſten, naar den ſtaaer ene og ei er indflettet i Gronſverren. Den modne Plante kan hugges og Froet aftœrſkes. Men det er vanſke⸗ ligt at faae det ud af Kapslerne, og derfor ſaaes det ſcodvanligſt med disſe. Naar man kisber Froe bor man lagge Marke til, om det er udgnedet af Kapslerne eller ei; thi i det ſidſte Tilfœlde behsves nogle Skiepper til at beſage en Tonde Land; i det forſte kun to Pund, naar det blot er modent og ſaaes godt. Eng⸗Ravehale, Alopecurus pratensis. §. 404. Eng⸗Ravehalen er paa riig, maadelig fugtig og ſaavel leeret ſom ſandet Grund maaſkee det fortrinligſte Gras, ſom i vort Klima kan dyrkes. Den har ſaavel ved Roden ſom paa Halmen meget fyldige og ſtore Blade; den dekker Jorden ved tatſluttet Vaext, kommer meget tidlig frem, og dens Gienverrt er ſaa hurtig, at man ſadvanlig kan hoſte den tre Gange. Hugges den tidligt, juſt naar dens Ax fremkommer, ſaa er den meget behagelig for Qvaget; men til mager eller tor Grund er den ganſte uſkikket. Fierde Deel. Mm Frset ue 5— —— uldbladet⸗ Heſtegras. Eng⸗Rave⸗ hale. 274 155 Eng⸗Roovehale. Froet bor ſtreifes af Axene. Er det modent ſaa beholder man det i Haanden, naar man lader Apene glide giennem den. Det bor bredes tyndt paa et aabent Loft, thi ellers bliver det letteligen varmt og taber ſin Spireevne. §. 405. Af Poa pratensis ſaavel ſom Poa trivialis og flere andre Poaarter faaer man det ypperligſte Hoe, og de Enge have ſtorſt Vard, paa hvilken disſe Gras⸗ arter ere herſtende. Men til egentlig Dyrkning ere de uſkikkede, thi det er van⸗ ſkeligt at ſamle deres Froe og at ſkille det fra det uldagtige Vœſen, hvorved det ſammenklumpes og ſom giesr dets jevne Fordeeling paa Ageren umuelig. Des⸗ uden behove de egentlig og riig Engbund for at lykkes. §. 406. Jenkelte Tilfalde kan det verre henſigtsmaesſigt at dyrke Grasarter, ſom kunne hugges; naar man f. Ex. onſker at erholde en flereaarig Fodermark, uden at Jorden, der maaſkee er for fugtig, er ſkikket til Lucerneavl. Men deres Avl vil aldrig blive meget udbredt, deels fordi Froet er vanſkeligt at hoſte, deels fordi Kloveravlen er fordeelagtigere, gior Vexling med Sadavl lettere, og forbereder Ageren til denne. Til los ſort Marſkjord, hvor Kloveravlen er ſaare uſikker, pasſer Grasdyrkningen i Serrdeleshed. Men paa denne Slags Jord voxer Graes⸗ arterne for det meeſte ſaa villigen, og Froet af de meeſt pasſende Arter ligger i ſaadan Mangde i Jorden, at man neppe behsver at ſage. §. 407. Vikkernes, Roernes, Rapſens, Boghvedens, Maiſens og adſkillige andre Planters Blanding til gront Foder og Hoe, er allerede paa ſit Sted omhandlet. det i dt paa one. er faaer Gras⸗ er van⸗ ded det Des⸗ r, ſom „uden res Abl fordi ereder ſikker, Gras⸗ igger i ſkilige Sted Siette Hovedſtykke. De doe lohed, ſe 4 ablens og anden. godvendig. tzling tag ſelge en di et det und ſdſte Indt Englandẽ agſaa i tafodtes ſattes. Fordeel, Alminde eler mit ſart der Ovcgavlen. §. I. Ved Qveggavl forſtaae vi ei blot Qveggets Tillag, men Qvceegholdet i Alminde⸗ lighed, ſelv om Tillceg ei er forbunden dermed. J dette Varks forſte Bind har jeg omhandlet Nodvendigheden af Qvag⸗ avlens og Agerdyrkningens Forbindelſe, og det Forhold hvori de bor ſtaae til hin⸗ anden. Kun faa ere de Undtagelſer, hvorved denne Forbindelſe bliver mindre nodvendig. Saadanne ere: at kunne kisbe den fornodne Giodning eller for Be⸗ taling tage fremmed Qvoeg paa Foder; eller endelig at kunne til en Qvaxghandler ſclge en vis Mangde Foder, ſom man har frembragt, men med den Betingelſe, at det under Opſigt fortœres paa Gaarden af et viſt Antal Qvagshoveder. Denne ſidſte Indretning er meget beqvem for Agerdyrkeren, og anvendt ei blot i flere af Englands Egne, hvor Qvegget fra Skotland feedes paa Forpagtergaardene, men ogſaa i Schveitz, hvor Malkekserne om Binteren komme ned fra Alperne og vin⸗ terfodres i de lavere Egne. Men denne Indretning kan ſielden andenſteds ivark⸗ ſettes. Det ofte omhandlede Sporgsmaal: Yder Agerbrug eller Qvaegayl ſtorſt Fordeel, eller hvilket, denne eller hiin bor der meeſt ligges Vind paa? kan neppe i Almindelighed beſvares. Qveegavlens rene Fordeel er hos kultiverede Nationer mere eller mindre overeensſtemmende med deres Velſtands Stigen eller Falden; thi ſaa⸗ ſnart den ſtiger, ſaa fortares flere dyriſkeFrembringelſer. Dog kan Priſen ogſaa ſtige naar Qveegavlen. naar dyriſke Frembringelſer, fordi de anſees ſom gode Handelsvare, i ſtorre Mangde udfores; hvilket f. Ex. er Tilfaldet med det holſteenſte Smor og Schveit⸗ ſeroſten. Ofte yder een Deel paa Qvaget ſaa ſtor Fordeel, ſkiondt den andeu⸗ ſteds blot anſees ſom Affald, at dets ovrige Deele derfor gielde ſaa meget mindre; hvilket f. Ex. nu er Tilfeldet hos os, hvor Faareavlen ved Uldens hoie Priis er bleven ſaa udbredt, at Torvene overlaſſes med Kiodet af gamle ſlagtede Faar; derimod holdes Faarene i England fornemmeligen for Kiosdets Skyld. Under vore Forhold yder Qvaget ſielden Fordeel, naar vi anſlaae Foring og Grasning til den Priis, hvor til begge Deele kunde ſalges. Vi ere i Almindelighed tilfreds, naar disſes Verd blot tilborlig erſtattes ved Qvag⸗ holdet, og vor Halm ved dyriſke Excrementer forvandles til virkſom Giodning. Herved erſtattes fuldkommen den Omhue og ſelv de Omkoſtninger, hvormed en ſtorre Beſetning holdes; og man gior almindeligen og naſten uden Undtagelſe den Bemarkning, at de Avlsbrug, der holde ſtorre og bedre fodrede Qvagbeſcet⸗ ninger, yde ſtorre Totalfordeel end de, hvor man holder det mindſt muelige An⸗ tal Qveeg og fodrer det knapt. Det beroer deels paa Steds⸗og Tidsomſtaendigheder, deels paa den Vind⸗ ſkibelighed hvormed og de Begreber hvorefter de forſkiellige Qvagarter behandles, om denne eller hiin bringer ſtorſt Fordeel. Hos os kan mani Almindelighed antage, at Horngpeeget yder ſtorſt Fordeel paa alle lavtliggende Grasgange og ved Stald⸗ foring, men Faarene derimod paa alle hoiere og torre— naturlige eller kun⸗ ſtige— Grasgange. §. 2. Det er ikke afgiort om den tamme Oxe nedſtammer fra Uroxen og Boffelen. Da de imidlertid ei blot parre ſig, men endog frembringe Afkom, der atter kan forplante ſig, ſaa er det rimeligt, at vore Huusdyr nedſtamme fra disſe vilde Dyrarter, og at de blot ved den Pleie Menneſkene ydede dem have forandret Dannelſe. Blar fiilige Ra fta Klima ſee ikke, G veſfentlige: zrembringe nete hettil 38 tüüſet, ho har man pe lim hverand nan ſtielne Nar krop, ſter ligt Kavn. tone Egenſt narkſomher vmtligvis fta Nodſ Folk hur viligen m haldt den nederland tler brem t ſtotre Schveit⸗ andeu⸗ mindre; Priis er e Faar; anſlaae 6s. Vi QOpeg⸗ iodning. omed en dtagelſe jobeſct⸗ lige An⸗ Vind⸗ dles, om tage, at Stald⸗ ler kun⸗ gffelen. ttet kan ſe vilde randret Qveegavlen. 279 58. 3. Blandt vort Horngveeg bemerke vi atter meget og paa mange Maader for⸗ Nacer. ſtiellige Racer, hvis Seœregenheder forplantes. Disſe Afvigelſer kunne hidrsre fra Klima og Levemaade, men dog kun lidet efter lidet vere fremvirkede; thi vi ſee ikke, at Racerne, naar de aldeles ikke blandes, kunne derved hurtigen eller i voſentlige Deele forandres. Valget af de Individuer ſom man udkaarede til Frembringelſe af en udmarket og conſtant Race, har ſandſynligviis bidraget mere hertil, og ſenere er atter nye Racer fremkomne ved Krydsning. J Tydſkland(under denne Bencrvnelſe indbefattes alle de Riger og Pro⸗ vindſer, hvor det tydſte Sprog i alle dets forſkiellige Dialecter er det herſkende) har man paa mangfoldige Maader og ſaa uhenſigtsmasſigt blandet Racerne mel⸗ lem hverandre, at de ei kunne noiagtigen beſtemmes eller afſondres. Dog kan man ſkielne mellem folgende tre Raeer: a) Marſkracen ¹ b) Den almindelige Hoilandsrace c) Biergracen. Men ſelv disſe meget forſkiellige Racer har man ofte blandet med hverandre. §. 4. Marſkracen der er kiendelig paa tyndere Hud og finere Haar, paa ſtorre Marfkraren. Krop, ſterkere Knokler og kortere Horn, fiudes i adſkillige Egne, under forſkiel⸗ ligt Navn. Denne Race har atter Underafdeelinger, der udmerke ſig ved ſerr⸗ egne Egenſkaber, hvilket iſcr er Tilfaldet i Egne, hvor man med ſardeles Op⸗ markſomhed har valgt Tillœget og med Omhue opfodt det. Den nedſtammer rimeligviis fra Nederrhinens, Elbens og Veſerens forſt dyrkede Egne, ſaavelſom fra Nordſsens Bredder. Flamleenderne, der ſom et fredelſkende og vindſkibeligt Folk hurtig formeredes og nedlod ſig i andre Marſkegne, til hvis Dyrkning de villigen modtoges, have ſandſynligviis medbragt denne Race, og enten vedlige⸗ holdt den ublandet eller blandet den med det indenlandſte Qvxg. Vi tillagge den nederlandſke Race Navn af den friſiſke, og ofte kaldes den ogſaa den oldenborgſke eller bremiſke Race, fordi Qvaghandlere hidbringe den fra disſe Steder, hvor en Deel til⸗ 1 2 280 Qvcegavlen. tillegges. Noget forſkiellig fra denne er den Race, ſom findes i Holſteens og Schlesvigs feede Marſker og endmere den Race, der er frembragt i Danzigs og Tilſits Marſker; dog ligne de alle hverandre. Race under Navn af den korthornede eller Holderneſs⸗Racen, og der troer man almindeligen at den er indfort fra Nederlandene. Hertil troer jeg, ſkiondt mod den almindelige Mening, at burde regne den ſtore Sveitzerrace— hvoraf vi i Wittes Deutſchlands Rindviehracen, 2det Hefte, have ſaa ypperlige Afbild⸗ ninger— nemlig den freiburgſke og endog den mindre ſimmendalſke Race; thi de henhore ſikkerligen ei til de oprindelige Biergracer, ſkiondt de meget godt tri⸗ J England kiender man denne ves paa Alpernes lavere og riige Grasgange, men ikke mindre paa Stald. Denne Race er forplantet til nogle af de frugtbareſte Egne i det ſydlige Tydſkland og til Franken; iſer til det Anſpachſke. Man ſatter fornemmelig Priis paa disſe Racer, fordi de ved tilſtrakkelig Foring yde meeſt Melk. udſogt Foder; naeſten intet. Disſe ſtore Qvogracers Krydsning med andre Nacer var ei ſtedſe fordeel⸗ agtig, mindſt i de forſte Generationer. lœg og parres blot, Dyr af ei altfor modſatte Egenſkaber, ſaa kan derved dan⸗ Men de ere kielne og behove ei blot meget, men endog thi i Mangel deraf aftager Melken, de blive magre og yde Men fortſcettes Krydsningen med Over⸗ nes en Art, der, under ſeregne lokale Forhold, kan langt overgaae de oprinde⸗ lige Racer og beholde disſes gode Egenſkaber, uden at beſidde deres Mangler. En ſaadan Race bor da omhyggeligen endvidere foreeles ved ſig ſelv. Til Arbeide ſynes denne Race uſkikket; thi omendſkiondt den beſidder me⸗ gen Styrke, ſaa er den dog ei tilſtrakkelig haardfor eller varig, og desuden alt⸗ for koſtbar at fode. denne Race erholde ſtaœrke og haardfore Arbeidsdyr. Blot ved henſigtsmaesſig Krydsning kan man af Heenſatte til Feedning blive Dyr af denne Race meget ſtore og fede; men Foderet bor da vœre nœrrende og rigeligt, og man gior ſig neppe noget Begreb om den Mangde et magert Dyr af denne Race behsver, for at blive fedt. ſtare fol ſpuede Ar med den? mau forſit zoring er ted rigtige ſo ſelv att Den nindelighe nen Forde der Egne, me dg ſterke Races fort I Eaaledes get vigtig llaiket elle nun ſielden dſin Dar langt ir Vgemedee — Qvcegavlen. ſſteens ag§. 3. anzigs e De almindelige Hoilandsracer, ſaavel paa jœvnt, ſom brakket Land, ere geilandera⸗ man demne ſaare forſkiellige. Vor tydſte, oprindeligen rodbrune og med ſtore Horn for⸗ cen. ettuirua ſynede Art, er ſtorre eller mindre, kraftfuldere eller ſpagere, overeensſtemmende liendt nij med den Maade, hvorpaa den behandles. Fortrinligſt og reneſt findes den, ſom hvoraf üi man forſikkrer, endnu i Voigtland. Men ved indſtranket Grasgang og knap ige Aſbik— Foring er den ſom ofteſt ſaare forringet. Ved at fodres og behandles bedre, ſamt Racez tzi ved rigtigere Valg af de Dyr, der ſkulle forplante Racen, kan den i og ved tt godt ti⸗ ſig ſelv atter foradles. aa Stald. Denne Race giver aldrig ſaa megen Melk, ſom Marſkracen, men i Al⸗ Todſtland mindelighed federe Melk, og, i Forhold til Foring og Grasning, ofte ligeſaa ſtor reen Fordeel. ſſtrekkelig Den er haardfor og yder ſerrdeles gode Arbeidsdyr, og da mani mange men endog Egne, med megen Omhue opfoder Oxer af denne Race, ſaa frembringes ſaa ſtore gre og yde og ſterke Dyr, at man neppe ſkulde troe, at de vare af ſamme Art, ſom denne Races forkroblede Koer. ſe fordeel⸗ J visſe Egne udmarke de indenlandſke Racer ſig meget frem for andre. Den iydkke med Over⸗ Saaledes er det jydſke Qvoeg, ſom Malkeqvoeg, ſaavel ſom Fedeqvceg, en me⸗ Rase. erved dan⸗ get vigtig Qvaggart, for det nordlige Tydſtland. Dette Qveeg har en ſeeregen de oprinde⸗ blakket eller raadyrlignende Farve; det er ofte broget, undertiden ſort og graat, Nangler. men ſielden rodbruunt, og naar jeg ſaae et Dyr med denne Farve, ſaa ſyntes det ved ſin Dannelſe at robe fremmed Herkomſt. Dette Qveeg er fiinknoklet, lavbenet, langt i Kroppen, og har en dybthangende Bug; Fordeelen er i Forhold til de ovrige idder me⸗ alt⸗ Legemsdeele ſpag; Bagdeelen bredere og ſterkere; det har et ſoeregent Phyſiogno⸗ man af mie, fine Kicever, ſpidstillbbende Mund, ſmalt Hoved og Hals, et blodagti⸗ gere Udſeende, der endog ofte bemœrkes hos Handyrene, og maaſkee endog ſkulle fede; men mere forplantes, derſom man ei i Almindelighed valgte anderledes dannede Indi⸗ get Begreb viduer, med de groveſte Knokler og tykkeſte Hoveder, til Tyre. Det er mun⸗ dt.— tert, meget haardfort, og paa ſlet og knap Greesning yder det mere Melk og har bedre Hold, end andre Heilandsracer. „ Q◻ 7— 6,5 Fierde Deel. Nn Som Biergracen. Qvoegavlen. Som Fedegveeg er det fortrinligt, da dets Kiodtreevler ere fine og ſaft⸗ fulde, og dets Knokler og ovrige Affald blot veie lidet, i Forhold til Kisdet. Det bliver letteligen kiodfuldt og fedt, og Fidtet dannes ei ſaa meget paa Lege⸗ mets ydre Deele, ſom mellem Muſkeltraevlerne, hvorved Kiod og Fidt mere blandes og bliver behageligere. Hvor man kiender dette Slags Kiod, be⸗ tales det gierne dyrere end lige Wagt af andet Kiod. Ere Koerne end magre naar de nyligen have kalvet, ſaa blive de dog lidt efter lidt federe, ligeſom Melken af— tager, og ere i Almindelighed ſlagteferdige, naar de blive golde. Saaledes ſom vi ſadvanligen faae dette Qvag, er det mindre end det tyd⸗ ſte Qveeg af Mellemracen, og Aarſagen hertil er, at det i ſin Hiemſtavn alminde⸗ ligen fodres knapt og bliver tidlig dreggtigt. bragt ikke dragtig Qvie fodredes godt, ſaa fik dens Krop ofte betydelig Langde, Jeg har bemarket, at naar en hid⸗ men aldrig ſynderlig Heide. Men fodres Afkom af denne Race rigeligt, ſaa kan det blive meget ſtort, og jeg har ſeet, at en Koe, der ſtrax, efterat den var ble⸗ ven gold, ſlagtedes, veiede 5350 Pund. tiden meget langt(aldrig hoit) og ſaare melkerigt; men ſaadanne Dyr ſalges ikke. Under almindelige Forhold fortiener maaſkee ingen Race ſaa meget, ſom denne, med Omhue at foredles. Ogſaa i dets Hiem bliver det under⸗ §. 6. Blandt Biergracerne er Sveitzer⸗, Alpe⸗ eller Hasliracen den mark⸗ verdigſte, og af denne har Hr. Witte ligeledes i hans Verk Deutſchlands Rindvieracen Zͤdie Hefte“, givet os en ſkion Afbildning. er de hsie Biergegne, men nu er den dog henplantet forſt til Hartzegnene og ſenere til Nederſachſen.— Dog vover jeg ei at beſtemme, om denne ikke var den grovere Spveitzerart, hvoraf Vitte forſt har givet os Afbildning.— Hiin Race er liden, men fiin og ſkion dannet; dens Horn, der ſtaae til Siderne, have blot een Bugt, og ere mod Spidſen meget tynde. Hovedet er ſmalt, Munden forholdsmasſig bred, fra Hrerne fremkomme ſtore Haarduſte; Benene, iſerr de forreſte, ere korte og meget tynde, men forſynede med ſtarke Sener og Muſkler; Kloverne ere Dens egentlige Hiem ſmaae og veldannede, og den lange, men tynde Hale, der er forſynet med en ſtor Duſk, V Duſt, naa got i Almi Halſen bli ag meer d Farve, N har iigeled dil te og i die Itte Qve Eft Nelk; me d enkelte ſom melke dn ſtorte d' ig merenn foplantet nit godt to dite Navr Hasli Ra ſadvanlig har ſeet e ſtenned 1 endnu ei Stude Farve; ne og ſaft til Kiodet. t paa Lege⸗ Fidt mer Kiod, be⸗ agre naarde Melken af⸗ end det tyd⸗ on alminde⸗ aar en hid⸗ ig Langde, t, ſaa kan en var ble⸗ det under⸗ pyr ſalges neget, ſom den mark⸗ eutſchlands tlige Hiem eog ſenere en grovere eer liden, een Bugt, oldsmasſig rreſte, ere loverne ere med en ſtor Dufk, Qveegavlen. 283 Duſk, naaer naeſten til Jorden. Kroppen er forholdsmeesſig lang. Denne Race har i Almindelighed en ſkion ſortebruun Farve, der ned at Kroppen og langs med Halſen bliver ſortere; henad Ryggen og ned til midt paa Halen lober en bruun og meer eller mindre hvid Streg. Hrerne, Munden og Benene have ogſaa denne Farve, Hinene omgives i Almindelighed af brune Ringe, og Pyeret, der er haaret, har ligeledes ſamme Farve. Undertiden have de ogſaa hvide Pletter. Til Feedning er dette Qveeg ei ſkikket; maaſkee hidrorer dette fra dets mun⸗ tre og i visſe Maader beſvœrlige Levemaade paa Alperne. Jeg har ſeet Afkom af dette Qyoeg ſom blev temmelig fedt paa Stald. Efter ſin Storrelſe og i Forhold til Grasgangen yder det meget god og feed Melk; men ſelv paa Alperne finder man i denne Henſeende ſtor Forſticel mellem de enkelte Dyr. Jeg har hort at man hos os ſnart roſte denne Qvexgrace ſom melkerig, ſnart dadlede den fordi den malkede lidet. Men jeg har ſtedſe ſeet den ſtorre, end Hr. Witte beſkriver os den paa Alperne. Tyroler Qveeget ligner dette nogenlunde, men det er i Almindelighed ſtorre og mere rodbruunt. Man forſikkrer at det er melkerigt, og det er derfor ofte forplantet til det flade Land, hvor endog Qvagshoveder, der vare opfodte i Tyrol, ret godt taalte at ſtaldfodres. Man har endog nylig, uagtet den lange og koſt⸗ bare Transport, bragt denne Race til min Egn. Det ſteiermarkſke Qvag, eller i det ringeſte det, ſom jeg kiender under dette Navn, ligner temmelig, ſaavel i Henſeende til Dannelſe ſom Farve, hiin Hasli⸗Race. Farven var blot lyſere, og ſaavel Koernes ſom Tyrenes Rygge uſœdvanligen nedboiede, paa dette forreſten maleriſk ſtionne Qvag. Da jeg blot har ſeet enkelte Dyr af denne Race, ſaa overlader jeg Andre, noiagtigere at be⸗ ſtemme det Eiendommelige derved. 5 §. 7. Af det podolſke Qvag, om hvis egentlige Hiem og Tillœgningsmaade jeg Podoliſt og endnu ei har erholdet nsiagtig Efterretning, kommer ligeledes ofte, dog blot Stude til os. Det har, naſten uden Undtagelſe, en vis udmarket graae Farve; kun ſielden er det ſort eller broget. Det har hoie Been, men ikke ſaare Nn 2 lang u Nye Racers Frembringelſe 6„ Cyren. 284 Qveegavlen. lang Krop, derimod er det, iſcer over Krydſet, meget bredt. Man forſikkrer at det aldeles ikke kan benyttes ſom Malkeqvag, da Koerne ei lade ſig malke rene. Derimod ere Oxerne ſardeles ſkikkede til Feedning. Paa Ukraines kraftfulde Gras⸗ gange blive de formodentligen meget fedede inden de bringes os, thi uagtet den lange Vei de tilbagelagge, er dog en Deel ved Ankomſten ſlagteferdig. En anden Deel er derimod mager, men i 1otil 12 Uger blive de, naar de fodres med Kartofler og Hoe, fuldkommen fede, og kunne da veie indtil 800 Pund. Efter Sigende har det ungerſke Qvoeg omtrent ſamme Farve ſom det podol⸗ ſte; men dets Krop er lœngere og Benene lavere. Vel kan det podolſke Qvag bruges til Arbeide, men undertiden ere dog Studene meget vilde og uregierlige, og desuden ikke varige. Det ungerſte Qvag ſkal derimod vare kraftfuldere og mere ſkikket til Arbeide. 8. 8. Ved at udſoge Individuer af ſamme Race eller ved at krydſe denne med en anden Race, frembringes nye Racer, Familier, der i ſtorre eller mindre Grad beſidde de Egenſkaber, ſom man attraaer, og ſom man bor forplante i og ved ſig ſelv, naar man eengang har naget ſit Hiemeed. Ere Egenſkaberne da con⸗ ſtante, ſaa kan man anſee ſaadanne Racer ſom nye. Krydsningen bor ivarkſcet⸗ tes med Forſigtighed og Opmaæœrrkſomhed. Da vi fornemmeligen tillegge Horn⸗ qoceg for Melkens Skyld, ſaa er en melkerig Art det onſkeligſte, og man bor ſtrobe, at danne en varig Stamme, ved ſtedſe at tillagge paa de fortrinligſte Dyr. Ved en vis, endog ofte henſigtslos, men blot formeentlig ſkion Skabning, forledes Mange til at tillegge en mindre god Tyrkalv. J Begyndelſen bor man iſer parre de nœrmeſt beſlagtede Dyr med hinanden, naar de blot beſidde de Egen⸗ ſkaber, ſom attraaes, thi derved bliver Racen varig. Jeg danner nu en Race, der er ſammenſat af friſiſk, ſveitzeriſk og jydſk Race. Horngvagets Tilleg. §. 9. Ved Valget af en Tyr bor man vare ſaare forſigtig. Hvo nd ſtal ve at den ſtal ſert Nund Forbenene hevoxet H get en ſtar fokdemasſt ter ii at t Relkens ſt nen finere dn er til Na det jeg 5 da de blive Nan lader nindre, m lige, ſtion den andet og tr Nar hboraf ma ſion, ne ſaa at en ſtit bor —g Sropp ſaavel ſo muntert, mellem T n forſikkrer malke rene, fulde Gras⸗ thi uagtet rdig. En fodres med nd. det podol⸗ olſte Qvag uregierlige, ftfuldere og nne med en indre Grad og ved ſig de da con⸗ iverkſat⸗ egge Horn⸗ g man bor fortrinligſte Skabning, en bor man de de Egen⸗ ger nu en Qveegavlen. Hvad Skabningen anbelanger, vil man i Almindelighed, at dens Ho⸗ ved ſkal vore kort og tykt, dens Pande bred og kruſet, Hinene ſorte og muntre; at den ſkal have kort og merke Horn; lange godt beheengte Oren; ſtore Naſſebor; ſort Mund; ſtark og kisdfuld Hals; et bredt Bryſt, der ſtaaer frem imellem Forbenene; en ſtark Krop; korte, ſoiledannede Been; en lang, med Haar ſtark bevoxet Hale, og at dens Gang ſkal robe Munterhed og Mod. Mange ynde me⸗ get en ſtark bygget Fordeel. at Bagdeelen er for— holdsmesſig ſtarkere dannet; thi deels kan Tyren derved bedre have ſig og beho⸗ ver ei at trykke Koen ſom den ſpringer, deels ſynes et bredt Kryds at fremme Melkens ſtœrkere Afſondring. Ogſaa foretrakker jeg at Tyren har et langere, men finere Hoved og en ſmal Hals; og fremfor alt anſeer jeg ſom vigtigt, at den er tillagt paa en melkeriig Koe. Mange ſtrabe ved rigelig Foring at opfode neget ſtore Tyre. Efter det jeg onſker kunne de letteligen blive for ſtore, og ſaa ſtore, at de, da de blive for ſvoere for Koerne, netop i den kraftſuldeſte Alder, bor affkaffes. Man lader dem undertiden ſpringe inden de ere to Aar gamle, og da blive de mindre, men ogſaa i den Grad ſvxkkede, at de allerede i det ſiette Aar ere udue⸗ lige, ſkiondt de egentlig forſt da burde have deres fulde Kraft. §. 10. Den tillagte Koe kaldes indtil den er et Aar gammel, Qviekalv, og i det andet og tredie Aar, Qvie... Man kan antage at folgende Egenſkaber og Tegn tyde paa en Koe, hvoraf man kan haabe melkerigt Tilleg: Skabningen bor ei vere maleriſk ſkion, men Ribbenene umiddelbart dale fra Ryggraden og nedad udvides, ſaa at en ſtor og dybthangende Bug derved dannes. ſnit bor mindre ligne Kuglens end Eggets. Krrydſet bor vere ſaa bredt mueligt og Kroppens forreſte Deel forholdsmasſigen ſvag. ſaavel ſom Hoved og Hals, bor vare fine; Phyſiognomiet venligt, men muntert, og Dyret godmodigt, men driſtigt. Yveret bor hange bag ud, mellem Bagbenene; det bor veere ſtort, ei kiodrigt, men tyndt, blodt og forſynet med Jeg foretrakker derimod, Legemets Giennem⸗ Knoklerne, og iſcer Benene, —— Koen. Alder til at ſpringes. 286 Qvaggavlen. med ſtore Melkeaarer. Mange anſee ſtore Melkehuller, hvori man kan ſtikke en Tommelfinger, for ſikkert Tegn paa en god Malkekoe; men jeg har fundet dette Tegn meer bedrageligt end alle andre. Ligeledes anſees en lang og tynd Hale, der naaer til Jorden, ſom et godt Tegn. Men fremfor alt bor Koen have en melkeriig, ſund Moder, af god Race. Koehaſede Bagbeen har jeg fuundet paa mange gode Malkekoer; men de ſee ilde ud. Nogle formene at Baglaarets bage⸗ ſte Kant bor danne en Retvinkel med Hofteknokkelen, der ſtaaer frem ved Halen; men forreſten bor den everſte Deel af Laaret ei vare tykt. §. 11. Enhver der onſter ſtort Qvaeg bor tillœgge Kalvene paa ſtore og udvoxne Koer; thi Storrelſen er beſtemt meer arvelig efter Moderen end efter Faderen. Jeg er derfor ganſke af Schveitzernes Mening, der ſtedſe ſtrœbe at have en liden Tyr; ja ſaa liden, at denne ofte er det mindſte Dyr i hele Flokken. §. 12. En Tyr var tilſtrakkelig til Fo eller 80 Kser, naar disſes Begierligheds Periode blot med temmelig lige Mellemrum fordeeltes giennem hele Aaret. Men da dette ei kan vœre Tilfaldet, ſaa bor blot 25, 30 til 40 Koer, i Forhold til det kortere eller langere Tidsrum, hvori deres Begierlighedsperiode indtreeffer, ſpringes af een Tyr. Desuden kan en Tyr letteligen faae en eller anden Sygdom, hvorved den bliver uſkikket til at ſpringe, og da man derved kom i ſtor Forlegenhed, ſaa pleier man gierne at holde to Tyre til 40 Koer, af hvilke den yngſte da er i tredie Aar, og den aldſte i femte eller ſiette Aar. En medvirkende Aarſag hertil er, at man da kan lade de ſvageſte og yngſte Koer ſpringes af den faeſte, naar den ſidſte allerede er for tung. §. 13. Pnſker: man at tillegge ſtort og ſtedſe ſtorre Qvag, ſaa bor man folge den Regel, ei at lade Qvierne ſpringes, inden de ere naſten 3 Aar gamle, og dette er ſtedſe nodvendigt, naar Ungavaget fodres og grasſes knapt eller ſlet, og man dog vil undgaae, at Racen ſtedſe meer udarter. Men fodres Unggveeget fra dets Fodſel rigeligt og godt, ſaa kunne Qvierne uden Skade bringes til Tyr, naar maar de ere heftigen in Qwierne h fortſatteg ungyggel men, obel Grasgange naar den el ne flal bli atmalke de dos mig, idrende 2 llev liden, Ke ſg blot eft tyvende Do ſelden Tyre git deels blide anden d hawekald d löbe ove nerkſom däſe enel deelenes paa Ryg Tagn bor 3 ältfot fe Naade — Qveegavlen. 287 6 ſtikke e naar de ere henved 2 Aar gamle, og derſom deres Begierlighedsperiode ofte og undet dete heeftigen indfinder ſig, ſaa anſeer jeg i ethvert Tilfelde dette ſom raadeligt; thi tynd Hale Qvierne blive ellers magre og ophore alligevel at voxe, eller ogſaa de blive ved den en have e fortſatte gode Foring feede og aldeles zkke drogtige. J nogle Egne hvor man ellers uundet pan omhyggeligen beſkiceftiger ſig med Qvagavl, ſom f. Ex. i Holſteen og ved Bre⸗ erets bage⸗ men, overlades denne Sag aldeles til Naturen, thi her gaae alleſlags Qveg paa dd Haltn; Graesgangene mellem hverandre. Her hander det ei ſielden at en Qvie kalver naar den er to Aar gammel, og dog befrygter man ei, at en ſaadan Qvie der⸗ ved ſtal blive forkrsblet, men man bruger dog den Forſigtighed, ei altfor lange ig udvorne at malke den efter forſte Kalvning. Det Tilfalde er endog een Gang indtruffet er Faderen. hos mig, at en Qviekalv ſom var 9 Maaneder gammel, blev ſprungen af en lige⸗ ve en liden aldrende Tyrkalv; og folgelig kalvede da den var 18 Maaneder gammel. Den blev liden, men dog en god Malkekoe. §. 14. gierligheds Koernes Begierligheds⸗Periode indtraffer paa enhver Aarstid, og retter Begierlig⸗ et. Men ſig blot efter Kalvningen. Fodres Kserne rigeligen, ſaa blive de undertiden den“ Perisde⸗ orhold til tyvende Dag efter at de have kalvet, begierlige. Men denne Gang lader man indtraffr, ſielden Tyren komme til dem, deels fordi man ei gierne ſycxkker Koerne altfor me⸗ n Sygdom, get, deels fordi de da kalvede ſtedſe tidligere og tidligere. Naar Koerne derimod orlegenhed, blive anden Gang begierlige, omtrent fyrgetyve eller tredsſindstyve Dage efterat yngſte da de have kalvet, ſaa bor man lade Tyren ſpringe dem, da man ellers kan befrygte at dde Aarſag) del lobe over. Iſar naar Qveget fodres paa Stald er det vigtigt at veere op⸗ den forſte, markſom paa de Tegn, ved hvis Hielp man bliver vaer, at Kverne ere begierlige. Disſe ere Uroe, Vildhed i Hine og Phyſiognomie, uſcdvanlig Brolen, Fodſels⸗ deelenes Opſvulmen. en ſlimagtig Vadſke ſom fremkommer derfra, Springen paa Ryggen af de andre Koer og Melkens Tilbageholden. Iſcer paa dette ſidſte an folge 6 Tegn bor Malkepigerne agte, naar Koerne aldeles ikke komme ud af Stalden. erſlet, oh Indfinder Parringslyſten ſig aldeles ikke, ſaa er Koen enten ſvakket, eller unggvaget altfor feed. J det forſte Tilfœlde bor man give rigeligere Foder, og paa denne 3z til Tyr Maade virker formodentlig adſkillige Midler, ſom man har anbefalet ſom probate, f. Ex. naar „.. 288 Qoeegavlen. f. Ex. brakket Havre med Salt, Lindſer, ſtodte Hampekicerner o. ſ. v. Det ſkal ogſaa vœre godt at give nyemalket Melk af en anden Koe, der nylig har lobet med Tyr. Synes derimod altfor megen Fedme at veerre Aarſagen, ſaa bor Koen ſkaffes Bevgegelſe. Nogle have fremvirket Parringslyſten ved at ſpœnde Koerne for Ploven. Har man iagttaget, naar Begierlighedsperioden begyndte, ſaa er det gunſtigſte Tidspunkt til Undfangelſe, 12 til 24 Timer derefrer; men forfeiles det rette Bieblik, ſaa handes letteligen, at Kserne ei blive dragtige. §. 13. Dragtighed. Man kan haabe at Koen er dragtig naar Parringslyſten ei efter 3 Uger at⸗ ter indfinder ſig; men man bor ei ſlutte omvendt, thi en Koe bliver undertiden begierlig efter 3Z Uger, omendſkiondt den er dragtig. Mavens Udſpiling er et meget bedrageligt Tegn paa Draxegtighed. Efter 20 Uger kan man ofte fole Kal⸗ ven paa hoire Side af Koen; ſkiondt den i en ſenere Periode af Dragtigheden, atter kan blive umarkelig. Draxgtigheden varer i Almindelighed 285 Dage. Kraftfulde og friſke Koer gaae ofte otte Dage langere, men Qvier ſaa meget kortere Tid. Naar Kalven er ſtor i Koen, ſaa bor man, iſcrr om Koerne ſtaae paa Stald og blot lukkes ud til Vanding, anvende al muelig Omhue, for at afverrge at den draggtige Koe ei ſtodes af de andre Koer, eller, ved at gaae udog ind, klemmes. Man anfsrer mange og forſkiellige Aarſager, hvorfor Koerne kaſte Kal⸗ vene. Ethvert ſlet og magert Foder kan formodentlig fremvirke dette. Men om visſe Slags Foder, f. Ex. Boghvedehalm, frosne Kaalblade eller Sellerieblade kunne vare Aarſag dertil, lader jeg ſtaae ved ſit Vœrd, da disſe Meninger ſynes grundede paa eenſidige Jagttagelſer. For tidlige Fodsler ere formodentligen ved Dyrene, ſom ved Menneſkene, undertiden ſmitſomme, og da de af og til ere uſed⸗ Aarſag, ſaa har den formodentlig ſin Grund i en vis ſaregen atmoſphariſt Tilſtand. vanlig hyppige i en eller anden Egn, hvor man ei kan opdage nogen almindelig In Koer, de galven d zedeler, knap For Melkftem inod Kalt end, 9 kagte lind Nelkens! u nan in Ki Fodſelsde fon ſtedſe oom den h gaf ogt Kalden ei forrſſen Ka Kroppen, ſom bed! tt det Br dan nan, en Tonr G at ſlitke den heſt G ven laae gierde! v. Det nylig har „ſau bor at ſponde g er det forfeiles 3 Uger at⸗ undertiden ling er et fole Kal⸗ gtigheden, og ftiſte ſtaae paa t afverge klemmes. kaſte Kal⸗ Men on lerieblade ger ſynes kligen ved Here uſcd⸗ almindelig naſpherſt Qvcegavlen Ingen Fremgangsmaade er urigtigere, end, ſom Nogle giere, at lade de Koer, der engang have havt ſyeer Fodſel, ſulte i de ſidſte Uger for de kalve, at Kalven derved kan vorde mindre. Ei de blode kiodagtige Deele foraarſage ſvore Fodsler, men Knokkelmasſens Brede og denne er allerede tidligere uddannet. Ved knap Foring ſocekkes Koens Livskraft, ſom ved Kalvningen er ſaa nodvendig og Melkfrembringelſen formindſtes. Det er tvertimod raadeligt at give Koen hen⸗ imod Kalvetiden let, fordoielig og lidet voluminos Fode, f. Ex. en Drik af ſtraaet Sad, Oliemeel og Vand, eller Suurdeig udrort i Vand; Nogle anbefale iſer kogte Lindſer. Ved ſaadan Drik, kort for eller efter Kalvningen, fremmes iſer Melkens Afſondring ved Melkaarernes Irritation, og den virker desuden gaynligt, da man i dette Tidsrum dog bor give mindre haardt og opblaſſende Foder. §. 16. Kiendetegn paa nerr foreſtaaende Fodſel ere: Udſpilet Vver, fyldt af Melk; Fodſelsdeelenes Ophovnen; Fordybninger ved Laœnderne paa begge Sider af Halen, fom ſtedſe blive dybere og ved Beroring give meget efter; Koens tiltagende Uroe, ſom den yttrer ved ſnart at legge ſig, ſnart at ſtaae op, at ſee til Bagdeelen, og af og til at brole. Da er det Tid at ſtroe tilſtrekkeligen under Koen, at Kalven ei ved Fodſelen ſkal beſkadiges, og man bor da holde Bie med Koen, men forreſten ene lade Naturen virke. Mange Koer kalve ſtaaende, andre liggende. Kalvens Forfodder, hvorpaa Hovedet hviler, fremkomme forſt, og hele Kroppen, ſom ved Veerne fremſkydes, folger ſnart. Dog er Tilfelddet ei her, ſom ved mange andre Dyr, at Hovedet foraarſager meeſt Modſtand, thi her er det Bryſtet. Navlen briſter ſœdvanligen uden Hielp, men i modſat Tilfelde kan man, noget meer end en Tomme fra Bugen binde et Baand om den, og atter en Tomme derfra afſkicere den. Skal Kalven patte, ſaa lagges den ſaaledes, at Moderen kan Lomme til at ſlikke den; men ſkal den apfedes med Melk, ſaa bringes den ſtrax til det for den beſtemte Sted. Efterbyrden, ſaavel ſom den Blaxre der er fyldt med Vand, hvori Kal⸗ ven laae i Moderens Legeme, ſkilles i Almindelighed uden Hielp fra Koen, og Fierde Deel. Oo man Fedſel⸗ Kalves Op⸗ klakning. Ved at patte. turen Tid, ved dennes Hielp, ſkulde varet lykkeligen tilendebragt. Qvoegavlen. man behover blot at give den kraftig Fode, f. Ex. Drikke af Skraae og Vand eller deslige.. lenn 22 Undertiden indtraffe ſocre Fodsler, ſom hidrore fra Kalvens urigtige Leie, og ved disſe kan man ved vel overlagt og henſigtsmasſig Hielp udrette meget. J dette Tilfalde beroer alt paa, at man gior ſig tydeligt Begreb om, hvorledes Kalven burde ligge, og hvorledes den virkelig ligger; thi da behover man blot lempeligen at fore Haanden ind i Moderen, hvor Afvigelſen letteligen opdages og hœves. Aarſagen hvarſor en Koe ei kan fode, er ſom ofteſt, at et Forbeen lig⸗ ger urigtigt eller at Hovedet er ſaaledes fordreiet, at Hret eller Panden indta⸗ ger den Plads, ſom Kalvens Naſe burde have. Med Magt udrettes her ligeſaa⸗ lidet, ſom ved Bryſtets Giennemgang, og ved at trakke voldſomt, forvoldede man ofte at en Koe dode, da tvertimod Fodſelen, om man blot havde givet Na⸗ Blot for⸗ nuftigen anvendt, kan Hielp voœre gavnlig, men i modſat Tilfelde heiſt ſkadelig, ja, ſom jeg ofte har erfaret, endog drabende. Her er ikke Stedet at ſige meer i denne Anledning, og jeg raader derfor blot enhver Landmand, der har ſit Qvag kigert, ei at forſomme nogen Leilighed, til i denne Henſeende at underviſes, thi⸗ Hielp af duelige Dyrlaxger kan ſielden faaes paa Landet. Men indtil de fornodne Kundſkaber ere erhvervede, handler man klogeſt i, at overlade alt til Natur og Omſtandigheder, thi ellers draber man Koe og Kalv oftere end man frelſer dem. §. 1 7. Kalvene kunne medens de ere ſpœde, fodes paa to forſkiellige Maader. a) Ved at patte Modrene. b) Ved at gives Melk. Beſtemmer man at Kalven ſkal patte, ſaa bringes den ſtrax efterat den er fodt, til Moderen, at denne kan ſlikke den og ſaaledes lœre at kiende den. Der⸗ naſſ fores Kalven ſaaſnart den blot kan ſtaae, hen til Moderens Yver, hvilket den ſtrax patter. Ragemelken er afforende for Kalven, hvilket langtfra at ſkade denne, tverimod er den gavnligt; thi derved bringes Tarmene i Virkſomhed, og g det 6 Tarmene, K iſte de! Uleilighe Pyeret, patter ikt trrkkes til anden Ma Gange da⸗ dens Sun inod er d ben patter een Gang mes, me Er fode den. Mel, 8 helder ko meget de Falven! patte; n fint Her dn, ſaa d at inger dfter h kuſtigt 59 at ſadelig Qveegavlen. 291 Vnd og det Skarn hvarmed Kalven fodes, og ſom ſkadede om det langere forblev i . Tarmene, affores. gige Lei Kalven kan endvidere, enten uafladeligt forblive hos Moderen, eller ſaa get. J ofte den bor patte fores til denne. Den forſte Maade er mindſt forbundet med hvorledes uUleilighed, men heraf flyder det Onde, at Kalven hvert Hieblik tager fat paa man blot Pveret, irriterer det, ſyokker Moderen for meget, og enten nyder for meget eller dages og patter ikke reent, hvorved Melken kan knyttes. Desuden kan Kalven letteligen ebeen lig⸗ trykkes til Skade enten af Moderen ſelv, eller af en nerved ſtagaende Koe. Den den indta⸗ anden Maade hvorved Kalven i Begyndelſen bringes 4 til 5 Gange, og ſiden 3 er ligſſa Gange daglig til Moderens Bver, er ſikkrere, mere overeensſtemmende med Kal⸗ forvoldede vens Sundhed, og bidrager i Fremtiden til at giore Koen melkerigere; men der⸗ givet Na⸗ imod er den moiſommeligere, thi man bor noiagtigen lagge Marke til, om Kal⸗ Blot for⸗ ven patter Koen reen eller i modſat Tilfelde malke den; og naar mange Kalve paa t ſtadelig, een Gang ſaaledes opklakkes, med ſtorſte Opmarkſomhed paaagte, at ingen glem⸗ ſige meer mes, men enhver bringes til Koen. ſit Qoag Er Kalven 3 Uger gammel, ſaa er Koens Melk ofte utilſtrekkelig til at iſes, thi fode den. J dette Tilfalde tillaves en Drik enten af Oliemeel, andet grovt fornodne Meel, Klid, Skraae, revne Kartofler, ſom udrores i lunket Vand, eller man Natur og helder kogende Vand paa Hoe, blander det med Melk, lader Kalven drikke ſaa⸗ elſer dem. meget deraf ſom den vil, og giver det evrige tll Koen. Saaledes vœnnes Kalven lidt efter lidt til at drikke, og da lader man den blot to Gange daglig patte; men malker Koen een Gang, og vanner den ſaaledes til at malkes. Godt ader. 4 ſiint Hoe lagges for Kalven, der ſnart ader deraf, og er man ret omßyggelig bor den, ſaa lader man den patte 5 til 6 Uger. at den er Skal Kalven endelig fravennes, ſaa bringes den ſaa kangt fra Moderen, n. Der⸗ at ingen af dem kan hore de Brol, hvormed de gienſidigen udtrykke deres Lœngſel hoilket efter hinanden; ved at glemme hinanden vorde de ſnart roelige. Med „. kraftigt Foder ber man ſaavidt mueligt forhindre, at Kalven bliver magrere, aat ſtade tkſonho, og at Koen taber Melk, ſkiondt Langſelen i ſaa Henſeende ſtedſe har nogen 4 99 ſtadelig Indflydelſe. Da Melkens Afſondring derved fremmes hos Koen, O o 2 ſaa Ved at gives Melk. 292 Qvcegavlen. ſaa bevirkes, at den villigen lader ſig malke, og ei egenſindigen holder Melken tilbage. §. 18. Skal Kalven opklakkes med Melk, der gives den, ſaa bor Moderen al⸗ deles ikke lœre at kiende den; men Kalven bor, ſtrax efterat den er fodt, bort⸗ bringes, og jeg kan derfor aldeles ikke vere af deres Mening, der ville, at Kal⸗ ven forſt ſkulle patte i 3 til 5 Dage, og derneeſt gives Melk. Kalven lerrer ligeſaa let at drikke Melk, ſom at patte. Naar man blot forſte Gang Kalven faaer Melk, dypper en Finger deri, ſtikker denne i Kal⸗ vens Mund, og derneſt trykker den ned i Melken, ſaa drikker den ſtrax, og jeg veed ikke, at dette nogenſinde har veret forbundet med Vanſkelig⸗ hed. Kalven bor unomgicengelig drikke Raaemelken, der fortyndes med noget varmt Vand, og i de forſte otte Dage faaer den ſœdvanligen Moderens Melk. Siden faaer Kalven Melken, faaledes ſom den kommer fra Stalden, enten inden den bliver kold eller, om den allerede er kold, varmes den med kogt Vand. For⸗ ſigtighed er nodvendig, naar Kalvene ſaaledes opklakkes med Melk, men til Pe⸗ danterie behover den ei at udarte. Man bor fornemmeligen agte paa, at Kalvene hverken faae for meget eller for lidet Melk at drikke. De bor derfor efter deres forſkiellige Alder, ſat⸗ tes i ſerſkilte Aflukker og Melken tilmaales dem. J den forſte Uge efter Fod⸗ felen er 4 Pund Melk om Dagen tilſtrekkelig; Ugen derpaa bor de have 8 Pund, og i den tredie Uge 12 Pund daglig,— dog bor man lidt efter lidt forsge Por⸗ tionen— der gives Morgen, Middag og Aften. I den fierde Uge foroges Melke⸗ portionen ei meer, men ligeſom Pattekalvene, fage disſe Kalve tillige med Melken, andet Drikke. Melk, og de faae da tillige noget Hoe, Kartofler, Runkelbeder og deslige; men ſtedſe ſmaae Portioner og fiint ſkaaret. J den ſiette Uge giver man dem ſtorre Por⸗ tioner heraf, og i den ſyvende Uge behove de hverken Melk eller andet farſkilt Drikke, ſkiondt ſkummet Melk, ſuur eller ſod, om man kan undvoarre den, er dem gavnlig. Hos mig fage de fra dette Tidspunkt, ſamme Foder ſom Koerne, der ſaa⸗ J den femte Uge begynder man at give dem ſkummet, dog ſod ſalange Eommer Uger ga. kalvene! 3 Detroea fot„at! Lierr gtenne F har fotre iic friſ SE tt ſaare holde de Relken denne, nindeli Nen dg tage Jveret Sdd, markſe der Melken Roderen ii fodt, bokt⸗ lle„ at Jal⸗ lar man ht denne i Kal⸗ eden ſtrar TVanſelig⸗ 3 med noget hrens Melk. enten inden and. Fer⸗ nen til Pe⸗ neget eller Ider, ſet⸗ eefter Fod⸗ we 8 Pund, forsge Por⸗ mges Melke⸗ ed Melken, t, dog ſod eslige; men ſtorte Por⸗ det ſerſtilt en, er dem oerne, der ſaa⸗ Qveegavlen. 293 ſaalcenge Vinteren varer, ſadvanligen er raae Kartofler og Hoe, men om Sommeren enhver Slags gronne Urter, der dyrkes til Foder. Ere de ti til tolv Uger gamle, ſaa bringes de paa Greesmarken; men Tyrkalvene ſkilles fra Qvie⸗ kalvene og forblive i Almindelighed paa Stald. Jeg veed at Mange anſee gront Foder eller Groes ſom ſkadeligt for Kalvene, De troe at disſe blive tykbugede deraf, at Fordoielſen ſvœkkes, og de paaſtaae der⸗ for, at man, indtil de ere blevne 9 Maaneder gamle, bor blot give dem Hoe og Kigrne. Men jeg har aldrig ſporet den mindſte ſkadelige Virkning af det gronne Foder, og mine Kalve have tvertimod ſamtligen vœrret meget raſte. Jeg har forreſten intet at indvende mod Kalvenes Foring med Hoe, naar dette blot ei er friſkt./ Seed faae Kalvene aldrig, med mindre dens Priis, ſom i Foraaret 1811, er ſaare lav. §. 19. De Grunde ſom man anforer til Forſvar for Patningen og imod Kalvenes Opklakning, forekomme mig ei gyldige. Man ſiger: a) Patning er naturlig, Opklakningen derimod unaturlig. Men vore Koer ere ligeledes i unaturlig Tilſtand, og Diemedet hvorfor vi„ner Opklar⸗ holde dem, er ligeledes afvigende fra Naturens Orden. Naturen tildeelte Koen ningen. Melken, at Kalven derved ſkulde opfodes; vi tildeele blot i kort Tid Kalven denne, og bruge den ſiden paa anden Maade. b) Man kan ei malke Koen ſaa reen ſom Kalven kan patte den. En god Malkepige malker endog hver enkelt Patte renere end Kalven i Al⸗ mindelighed udſuger den; thi denne patter enten blot ſaalgenge den er tsrſtig, uden Henſyn paa om der er mere Melki Pveret, eller den leger blot med Patten og tager af og til en Mundfuld, hvorved den fedeſte Melk ei ſielden forbliver i Yveret. Ofte fager den Vane blot at ſuge af et Par Patter, f. Ex. paa den ene Side, og da blive de andre golde. c) Opklakning er for de ſtorre Avlsbrug ſaare uſikker, thi den fornodne Op⸗ meerk ſomhed kan ei anvendes derpaaz den er der for blot ſkikket for de mindre Avlsbrug. Denne ——n —— 294 Qvoegavlen. Denne Paaſtand er ſtridende mod Erfaring. Naar Kalvene, overeensſtem⸗ mende med deres forſkiellige Alder, indſluttes i ſarſkilte Aflukker, og faae der Drikke, ſaa kan den fuldkomneſte Orden iagttages, ledes Kalvene derimod til Modrene, hver Gang de ſkulle patte, ſaa kan man lettere glemme een eller anden. Desuden medgager mere Tid naar Kalvene ledes til Modrene, end om Melken bringes dem. Vil man endelig, at Kalvene ſkulle patte paa en Aarstid da Qva⸗ get allerede er paa Gras, ſaa nodes man til at holde deres Modre paa Stald. Til Fordeel for Opklœkningen kan desuden anfsres: Kalvene forblive da roeligen i deres Aflukker og beſkadiges eller forſtyrres ikke ved at bringes frem og tilbage. Kalvene trives bedre ved at fage ſtedſe lige ſtore Givter afmaalte efter deres Alder, end ved ſnart at patte for meget ſnart for lidet. Deres Maal overfyldes aldrig, og Erfaring lœrer, at de Kalve, der paa tilbsrlig Maade opklaœkkes, langt ſieldnere end Pattekalvene lide af Durklob. J Forhold til Kalvens Alder og ſtsrre eller mindre Graadighed, kan Melkeportionen forſtsrres eller formindſkes, da derimod Pattekalven enten ei kan drikke al Moderens Melk eller lider Mangel. Det vigtigſte ved Opklakningen er, at Kalvene lettere og lidt efter lidt ved den kan afvannes og paa ſamme Tid vannes til ſlettere Melk og andet Foder. Derfor ſporer man ei at de opklakkede Kalve, ſaaledes ſom Pattekalvene almindeligen, blive magre naar de afyvennes. Koe og Kalv undgage den heftige Sorg, ſom de ved deres Brel, efter Adſkillelſen, tydeligen give tilkiende. Koen er vant til, efter ſin Beſtemmelſe, at malkes, og da dette fra Begyndelſen var hende behageligt, ſaa giver hun gierne Melken ned. Endelig er Opklakningen mindre bekoſtelig, da man ved dens Hielp tidligere kan give Kalven ſkummet Melk. Det eneſte Tilfalde i hvilket Patningen maaſkee bor have Fortrin, er, naar en Qvie kalver; thi det er muligt, at hendes Melkeaarer derved bedre aabnes. §. 20. Ved Opklakningen bor endnu folgende iagttages: Blot i de forſte Dage giver man Kalven Moderens Melk, men ſiden paaſees blot, at de ſpade Kalve falbe fac ſaa er al 3 grad, dd blande de 14 3 iler drikt dit bedſt 140d R. ligt varm ding held dommen! modſat T d opmur anbefale Ne teies med ſraledes, d noget he⸗ eereensſtem⸗ og faae der derimod til eller anden. om Nelken tid da Qye⸗ 4 Stald. forblibe da at bringes ker afmaalte Deres Maal erlig Maade Forhold til forſtorres erens Melk lettere og til ſlettere ſaaledes oe og Kalv „tydeligen da dette fia⸗ Endelig e kan give rtrin, er, erved bedre forſte Dage at de ſpedde Kalve Qvaxgavlen. Kalve faae Melk af Koer, der nylig have kalvet. Ere Kalvene tre Uger gamle, ſaa er al ſund Melk dem tienlig. K J de forſte otte Dage faae Kalvene Melken ved dens naturlige Temperatur⸗ grad, og er den bleven koldere, ſaa tilveiebringes hiin Varmegrad atter, ved at blande den med varmt Vand. Siden gives Melken koldere, og tilſidſt aldeles kold. Man bor noiagtigen lagge Marke til om en Kalv, hvad enten den patter eller drikker Melk, faaer Durklob, at dette ſtrar i Begyndelſen kan ſtandſes. Det bedſte Middel jeg kiender er Extract af Rhabarber med Brandeviin. Paa 2 Lod Rhabarber heldes et halvt Pund Brerndevin, der ſcettes paa et maade⸗ ligt varmt Sted, hvor det forbliver i 24 Timer og ofte ryſtes. Den klare Blan⸗ ding heldes af og deraf gives Kalven ko Gange daglig en Spiſeſkee fuld. Syg⸗ dommen opharer ſadvanligen, naar Kalven nogle Gange har faaet deraf; men i modſat Tilfœlde bor man dryppe 5 Draaber Opiumtinktur i hver Skeefuld, og ei opmuntre Kalven til mod ſin Villie at drikke meer end den attraaer. Nogle anbefale en Drik af lidet— ſom Kaffebonner— breendte Lindſer eller Ageren. §. 21. Nares Kalven i det forſte Aar rigeligen, ſaa kan den i det andet Qviernes Fo⸗ ring. noies med mindre overflodigt Foder og knappere Grasning, der dog bor vere ſaaledes, at den ei taber Kiod og Krafter. Ligeledes kan den i tredie Vinter fodes med god Hakkelſe, blandet med noget Hoe. Men naar Qvien er bleven drʒgtig, ſaa bor den have bedre Foder, og dette bor foroges jo nermere Kalvningen er. §. 22. Mange anſee ſom ufordeelagtigt, ſelv at tillcegge Koer, og anſlaae de Fordeel veb dermed forbundne Omkoſtninger ſaa hsit, at man meget bedre kunde kisbe dem. Mange Avlsbrugs Indretninger hindre aldeles Landmanden fra ſelvat tillegge Qvag; f. Er. hvor Hollcnderieter borkforpagtet. Men der forekommer migat den Sikkerhed, hvormed jeg ved eget Tilleg kan vente godt og eensartet Qvag, er ſaa ſtor, at jeg vilde foretrakke dette, om det ſelvtillagte Qveeg endog blev koſtbarere; men dette er under Fedekalve, 296 Qooegavlen. under ſadvanlige Forhold, hvorved den nymalkede Melk ei kan ſalges til heie Priſer, aldeles ikke Tilfceldet. Har man udfundet hvor ſtor Fordeel en Koe aarlig yder, ſaa kan man paa folgende Maade uden Vanſkelighed gisre Beregningen. J de to forſte Aar for⸗ taœrer et Stykke Unggvceg i det hoieſte halvt ſaa meget ſom en Koe, og for at regne rigeligt, i det tredie Aar ligeſaa meget ſom en Koe, og altſaa koſter den ſaa meget, ſom en Koe i to Aar kan indbringe. For bedre Kiob faager man dog ſielden en god ung Koe, og man erkiender almindeligen, at det Qveeg yder ſtorſt Fordeel, der er vant til en vis Behandlingsmaade og Grasgang, iſerr om denne ſidſte ei er fuldkommen god. 8. 23. Man ſtraber det ſnareſte mueligt at ſalge eller ſlagte de Kalve, der ei ſkulle tillegges, da man derved ſaameget ſnarere kan paa anden Maade benytte Melken. At fede Kalve er blot fordeelagtigt naar de i Naboelauget af ſtore Stader ſoges og betales godt, og man ei kan derhen umiddelbart ſœlge Melken. Kalvene fedes a) blot med Melk. Disſe faae det hvideſte og bedſte Kiod. J dette Til⸗ fœlde kan man bedre end ellers lade Kalvene patte; thi her ſalges de ſaaſnart de fravennes. Men fedes mange Kalve paa eengang, ſaa bor de paa beſtemte Ti⸗ der bringes til deres Modre eller Ammer. Endeel af Koerne bor vannes til at modtage fremmede Kalve, og mange giore dette villigen. ſaalcnge de malke uafladeligen bruges fom Ammer, og ved ſtark Foring bringes tilat malke rigeligen; men undertiden blive de herved aldeles uſkikkede til at malkes. Lader man Fedekalvene blive 8 til 12 Uger gamle, ſaa er ofte Melken af een Koe utilſtrekkelig til deres Feedning, og da bar det Manglende erſtattes ved en Amme. b) Med andet Foder, til hvilket blot i Begyndelſen foies Melk. J dette Tilfalde tilberedes Drikke af Horfrse, Oliekager, Havregryn, kogte Kartofler og Roer, Eg, eller gammelt Hvedebrod, ſom Bagerne ofte ſalge for godt Kiob, og gives enten med eller uden Melk til Kalvene. Man finder ofte Folk paa Landet, ja endog i Staderne, hvis Naringsvei er ſaadan Kalve⸗ fed⸗ Saadanne Koer kunne ͤning 2 derimod ſ heſtens 0 atter Naa ſlen hatji hurtigen! dander ſo iiligt/ Naturen, il beſtem dit t liende Ring pas de forſte ge ſtedſe addeles i Nan paaſe 9g at A ſn faae! nig tigti Ringe th niſe og ligen, nod S dere for indſunk dette ſt Fierdt Qpcegavlen. nes ti hie fedning og ſom til dette Diemed kisbe nyefodte Kalve. For Landmandene kan derimod ſaadan Kalvefedning blot veere Bihaandtering. an man paa§. 24. ie lar fo⸗ Ved Tandernes Beſkuelſe lare vi ei ſaa viſt at kiende Hornqvagets, ſom Kiendetege og for at Heſtens og Faarets Alder. Kalven felder i Almindelighed, naar den er tolv til pna Roege koſter den atten Maaneder gammel, de to midterſte Teender, af de otte, ſom den ved Sob.. fager man g dder ſtorſt er om denne ſelen har i Underkiceven eller ſom ſtrar derefter fremkomme, og disſe erſtattes hurtigen ved to andre og bredere Fœnder. J det folgende Aar falder den de to Tender ſom ere hine nœrmeſt, og ſaaledes aarlig to Tennder. Fodres Kalven rigeligt, ſaa falder den ſine Teender tidligere, i modſat Tilfeelde ſildigere, og da Naturen, hoad Hornqvaeget anbelanger, i denne Henſeende ei ſynes at binde ſig der ei ſtull til beſtemte Perioder, faa ere disſe Tegn i den yngre Alder ſaare bedragelige. tte Melken. Oftere, ſkiondt ei med fuldkommen Bished, lœrer man af Hornenes Ringe, ore Stader at kiende Qveegets Alder. Oxerne faae, naar de ere fem Aar gamle, den forſte en. Ring paa Hornene, teet nede ved Hovedet. Koerne fage den forſte Ring, naar de forſte Gang kalve, og fremdeles en Ring hvert Aar, og ved den ſidſte trœn⸗ Jdette Til⸗ ges ſtedſe de foregaaende lœngere ud mod Hornenes Spidſe; men Ungapvegget falder ſaaſnart de aldeles ikke Horn, ſom nylig i en Haandbog for Qvaxgavlen er anfort. beſtemte Ti⸗ Man paaſtaaer at ingen kiendelig Ring dannes, naar Koerne et Aar lobe over, ennes til at og at Mellemrummet mellem Ringene da bliver ſtoörre. Kaſte de Kalven Koer kunne ſaa faae de en Ring, men ſom ikke ſees ſaa tydelig. Dette er forekommet ing brinze mig rigtigt i de fleſte, ſkiondt ei i alle Tilfalde. Viſt er det at regelmasſige lat malkes. Ringe tyde paa, at Dyret ſtedſe har verret friſkt; ligeſom Ringe af ulige Stor⸗ af een Koe relſe og Afſtand beviſe det modſatte. Paa gamle Koer ſees Ringene ſaa utyde⸗ den Amme. ligen, at de neppe kunne telles. Hornene der ellers ved Hovedet kere tykkeſt, og l. mod Spidſen ſtedſe ſmallere, blive, naar Koen er 9 eller 10 Aar gammel, tyn⸗ Hauregrhn dere for neden end for oven. Andre Tegn paa hei Alder ere: dybe Hienhuler, n ofte ſel⸗ indſunken Endetarm, bredere Klover og hvide Haar omkring Hinene; dog kan Nan finder dette ſidſte verre et eller andet Dyr eiendommeligt. adan Kalbe⸗ faͤ⸗ Fierde Deel. P p Qvax⸗ Binterforing med Hoe eller Halm. 298 Qveegets Foring. Qvegets Foring. §. 25. Denne deeles i Vinter⸗ og Sommerforing. Vi ville forſt afhandle hiin. Den beſtaaer i Almindelighed af tort Foder, nemlig Halm og Hoe. Om af denne eller hiin Slags gives meer eller mindre, beroer paa Avlsbrugets ind⸗ vortes Forhold og Evne. Undertiden fodres Qveeget om Vinteren blot med Halm; men er denne aldeles ublandet, ſaa ikke blot indbringer Qvaeget ei den mindſte Fordeel, men det bliver aldeles magert og kraftesloſt. Naar man for⸗ ſikkrede at dette ei var Tilfœldet ved Foring med Halm, ſaa indeholdt denne an⸗ dre Urter eller endog Kiarne, og i nogle Avlsbrug lader man, ſom bekiendt, Havren ei reent udtœrſkes. Som ofteſt faae de Koer, der aldeles intet erholde, alleſlags Affald, foruden Avner og Smaaefoder fra Loen, og henimod Kalvetiden, Drikke af Meel, Skraae, Oliemeel eller deslige, for atter at komme til Krafter. Blot Halm af bladrige Frugter, ſom f. Ex. af Erter, Vikker, Bonner, Lindſer og Boghvede er dog mere narende og ſtedſe mere, jo gronnere de hug⸗ gedes. Hirſens og Maiſens Halm er ligeledes mere narende, naar den behand⸗ les paa rette Maade. Af de almindelige Sœdarters Halm er udentvivl Hvedehalmen den bedſte; derngſt Havre⸗ og Byghalm, der ogſaa i Almindelighed indeholder flere Urter, men Rughalmen ſletteſt. Halmen blandes dog ſedvanligen med Hoe. Ofte anſees ſom god Foring, naar hvert Qveegshoved om Vinteren fager 1000 Pund Hoe, ſom daglig bliver henved 6 Pund; men heraf gives ikke daglig ligemeget, thi den ſtorſte Deel ſpa⸗ res til den Tid Koerne fkulle kalve. 8 til 10 Pund daglig anſees for rigelig Foring. Men en Koe af Middelſtorrelſe behover, om den ſkal forblive ved Kraf⸗ ter, 12 Pund Hoe daglig, naar den ei faaer andet nœrende Foder, og 20 Pund om den ſkal malke rigeligt. En ſtorre Koe behever 20 Pund, og om den malker og ei ſkal fette af, 30 Pund daglig. Har man blot lidet Hoe, ſaa ſticres det mellem Halmen til Hakkelſe. §. 26. foringen, 3 Pund. d. pea en al man har! Anſtrang fremſtyde hawe den anvende hani lig anvendel heiere d der for glſſ., fe Friktien ſtumge, har aln ſigſt, Forbed gibet el Verlir Heſt, kelſe. ndle hiin. Hoe. dm brugets in⸗ 1 blot med deget ei den ar man fer⸗ dt denne au⸗ ndt, Havren de, alleſlags den, Drikke Krafter. *, Bonner, ere de hug⸗ den behand⸗ den bedſte; flere Urter, god Foring, aglig bliber ee Deel ſpa⸗ for rigelig eved Kraf⸗ og 20 Pund den malker ſkiares det 6 25. fremſkydes Halmen af to Valtſer, og ſtedſe lige langt efter hvert Snit. have den ſœdvanlige Dannelſe men ere ſtorre, og da den der ſkicerer Hakkelſe kan Oveggets Foring. §. 26. Hakkelſeſkigringen anſees neeſten almindeligen, ſom uundveerlig ved Vinter⸗ Hakkelſeſese foringen, og man ankager, at en Koe af Mellemrace behover daglig omtrent 6 til 8 Pund. Det hermed forbundne Arbeide er betydeligt. Man regner, at en Karl kan paa en almindelig, dog ſtor, Hakkelſekiſte daglig ſkigre 15 Tonder Hakkelſe. Men man har opfundet adſkillige Slags Hakkelſemaſkiner, hvormed en Karl uden ſtorre Anſtrangelſe kan ſkicrre to eller tre Gange ſaa meget. Ved disſes Mekanisme Knivene anvende hele Tiden og al ſin Kraft paa at lofte og nedtrykke Kniven, ſaa kan han i lige lang Tid giore dobbelt ſaa mange Snit, og ved den forsgede Kraft⸗ anvendelſe i hvert Snit ſkiere omtrent mere Hakkelſe, naar Kiſten blot er hoiere og bredere. Undertiden anbringes en, to eller tre Knive i et Sving hiul⸗ der for at ſkicere Halmen til Hakkelſe blot behsver at holdes i Omlob. gelſk, forreſten meget godt konſtrueret Maſkine med tre Knive, havde ſaa megen Friktion, at eet Menneſke ei kunde holde den i Bevagelſe, og naar Knivene bleve ſtumpe, ſaa var to Menneſkers Kraft i Tidens Langde utilſtrakkelige. Man har almindeligen erkiendt, at Hakkelſemaſkinen med een Kniv er den henſigtsmees⸗ ſigſte, og en ſaadan har den fortiente Karſten i Roſtok, med de af hen anbragte Forbedringer, beſkrevet efter Leſter i Annalen des Ackerbaues 3 B. S. 307, og givet en Tegning deraf. Den forfeerdiges meget godt i Roſtok af Hr. Haak og i Berlin af Mekanikus Schulz for 50 Rdlr. Til ſtore Avlsbrug har man ogſaa ſtorre Hakkelſemaſkiner, der beveeges af Bei Orer, Vind eller Vand, og i kort Tid kunne ſkicere en ſtor Mangde Hak⸗ kelſe. Men paa alle disſe Maſkiner, iſerr paa de meget ſammenſatte, brydes eller forrykkes letteligen noget, og dette iſtandſettes vanſkeligen paa Landet, hvor dertil duelige Arbeidere fattes. Derfor er det handet, at man, naar de ſad⸗ vanlige Hakkelſekiſter vare afſkaffede, og noget ſonderbrodes paa Hakkelſemaſti⸗ nen, kom i ſtorſte Forlegenhed, og derved blev ſaa misfornsiet med disſe ſidſte, Pp 2 at En en⸗ ringen. Fdring med S gda. 300 Qvcegets Foring. at de uden at bruges henſattes paa Loftet. Men vi tor haabe, at ſaa megen mekaniſt Kundſkab, ſom behoves til disſe Maſkiners Forfardigelſe og Iſtandſcettelſe, ſnart vil vorde almindelig. Er Foringen knap og behover man ved at blande Halmen med andet Foder at lokke Qvaxget til at œde det meeſt mulige deraf, for ſaaledes at ſlove dets Hunger og tildeele det de faae nerrende Deele Halmen indeholder, ſaa er Hakkelſeſkicringen uundgaaelig nedvendig. Men er Foringen rigelig, ſaa er hiin efter min Over⸗ beviisning ganſke overflodig; thi Halmen bliver derved ei mere narende. Qvca⸗ get kan tvertimod bedre af den uſtkaarne Halm udſoge det meeſt nerende, og derfor lagges ogſaa ſtedſe Stroelſen forſt for Qpœget. Af godt, om end uſkaarat, Hoe levner det aldeles intet, og er Qvaget ikke hungrigt, ſaa udſoger det dog det bedſte af Hakkelſen, overſnuſer Reſten, og man nodes da til at bringe Hakkelſen fra Krybben paa Moddingen. F§. 27. At fodre med Sad, iſtedet for, eller tilligemed Hoe, er blot fordeelagtigt, naar Melken er meget dyr, eller Saden meget let Kiob. Vel forsges Melken be⸗ tydeligen, naar en Koe daglig faaer nogle Pund Kicerne, og har man ei andet Foder, ſaa kan man, oeconomiſk rigtigt, give Saœd; men ikke deſto mindre er dette dog i Almindelighed det koſtbareſte Foder. Desuden bliver ſaavel Melk ſom Smor, naar Saden udgier den vaſentligſte Doel af Foringen, ſlet, meer oſtag⸗ tig end feed, og ſmager ikke godt. Gives Saden i ſin naturlige Tilſtand, ſaa gaaer en Deel deraf ufordoiet giennem Dyrene; den ſkraaes derfor i Almindelighed, men herved lider man ſtort Tab, naar man ei ſelv har Molleindretning eller Haandqveern. Men dette kan undgaaes ved forud at blode Saden, hvortil Nogle anbefale varmt, Ander koldt Vand, eller ved at giore grant Malt deraf. Paa denne ſidſte Maade forbedres Saden, ved Sukkerſtoffets Udvikling, meget og. Melken ligeledes. Havre er bedſt til. Malkekser og man tilraader iſœr at fodre med en Blanding af ſkraaet Havre og Vikker. Byg giver fremfor alt hvid oſtagtig Melk og Smer, ſom ſnart bliver bittert. Oftere tf ſmaae da Nuſt holde 8 fyldes, 6 kan ford ledes id ned Va thi erd Nlande? Nen ded at Kger nere de En m tſaa megn gandſattelf, andet Foder dets Hunge elſeſticeringen r min deer⸗ nde. Qur⸗ eſt narende odt, om end ſaa udſoger til at bringe ordeelagtigt, Melken be⸗ an ei andet ndre er dette el Melk ſom meer dſuag⸗ gf ufordoiet er man ſtort n dette kan Ander koldt ide forbedres Fapte er ig af ſtraaat Smar, ſom Oftere Qveegels Foring. 301 Oftere fedes Qveeget med alt Slags Affald fra Moller vg iſcer fra Perle⸗ gveœrnen. Ethvert Foder af denne Art blandes enten med Hakkelſe eller udrores i Vand, hvorved Qvaxget om Vinteren lokkes til at drikke mere end ellers. §. 28. Herhid horer ogſaa Maſken, der virker gavnligt paa Melken, og ſom Eiere Dac ran af ſmaae Hollenderier derfor kisbe af Bryggerne, og med megen Fordeel opfodre. Da Maſken om Sommeren kan kisbes for meget lav Pris, naar Bryggerne ei ſelv holde Koer, ſaa ſtraber man til Vinterfoder at bevare den i murede Kuler, der fyldes, tillukkes med et Dakſel, og tilhylles med Jord. Her bor ligeledes Dranken anferes, der, naar Melken kan ſeelges, neppe kan fordeelagtigere anvendes, end til Malkekser. Den aſes paa Hakkelſen og ledes i dertil indrettede Stalde, giennem Ror, i Krybberne, eller den blandes med Vand, og gives Qvaget ſom Drikke. Jo hurtigere den bruges deſto bedre, thi er den blot lidet ſunr, ſaa ſkader den Melken, og derfor er det raadeligſt at blande den med Vand, medens den endnu er varm og⸗ nylig kommen af Panden. Men ved at fodre med Drank bor et viſt Maadehold iagttages, thi man paaſtaaer at Kverne ved at faae for meget deraf, kunne blive ſyge; fire Koer bor ei have mere deraf end det een Fedeſtud faaer. Efter Dranken bliver Smorret desuden ſlet⸗ En meget opmerkſom Landmand klagede over at hans Kalve bleve ſvage og dode. Saavel han ſom jeg har troet, at dette hidrorte fra den Drank, ſom Koerne fik. §. 29. Koerne fodres ligeledes fordeelagtigen med Oliekager, helſt med dem af Oliekagev. Horfrse. De gives bedſt ſom Drikke, men bor da vore fuldkommen oploſte. Dette ſkeer bedſt paa fslgende Maade: Man deler et Kar vertikalt med Brader, ſom forſynes med mange ſmaae borede Huller, men ſaaledes at det mindſte Rum er af hele Karret. Heri legges Oliekagerne hvorpaa heldes Vand der ofte om⸗ rores. Af det andet Rumeſes Drikken, hvori ingen uoploſte Stykker maa findes. Oliekagerne oploſes lidet efter lidet, naar man vedbliver at helde Vand paa dem, og 302 Qpveegets Foring. og man lagger da andre i deres Sted. Denne Drik er behagelig for Qvegget, der oienſynlig malker bedre derefter. 4 Slet Horfroe, der knuſes og koges i Vand, yder ligeledes en meget na⸗ rende Drik for Qvaget. Paa lige Maade bruges Spergelfroet, der ikke koges, men blot overoſes med kogende Vand. Dette anbefales ſom et af de meeſt na⸗ rende Fodemidler, hvorefter Koerne malke ſtarkt. §. 30. Brakfrugter. Brakfrugter, nemlig Kartofler, Runkelbeder, Kaal, Kaalrabi, med Af⸗ arten Rotabaga, Vandroer, Gulerodder og Paſtinakker, er det Foder der med ſtorſt Fordeel gives Hornqvaget iſer Koerne, og ved disſe Rodfrugter er⸗ ſtattes fuldkommen en Deelaf det Hoe, ſom Qvexgget ellers om Vinteren burde have. Dog bor man naar man i den Anlledning vil anſtille Beregning ei grunde den paa disſe Vexters tilfaldige Markedspriis, men blot paa deres Produktionspriis. Thi kun ſielden kunne de i Mangde bringes til Torvet, og naar det dog bliver raadeligſt at ſcelge dem, fordi de ere dyre, og en Deel deraf henimod Foraaret mueligen kan und⸗ vores, ſaa bor man blot betragte denne Fordeel, ſom tilfaldig. J dette Varks forſte Bind§. 275 har jeg afhandlet disſe Varters nœrende Evne og Forhold til Hoet, og i§. 276 anfort hvor meget man paa veldyrket Grund kan efter et Middeltal haabe at hoſte. Udforligere har jeg i fierde Deel, i Lœren om enhver af disſe Planters Dyrkning, afhandlet denne Gienſtand. At Forholdet af deres nœrende Evne er i hiin§. ſaa noiagtigt ſom hidtil muligt an⸗ fort, derom er jeg ved fortſatte Jagktagelſer, nu end meer overbeviiſt. Her bor jeg blot omhandle deres Anvendelſe. Disſe Vaxter opfodres raae eller kogte. Naar man fodrer i det ſtore med kogte Kartofler, ſaa koges de alminde⸗ ligen ved Damp, ei blot fordi derved ſpares Brandſel, men endog fordi de derved lettere erholde den rette Skiorhedsgrad. Et hertil velindrettet Aparat er nu, da det naſten findes ved ethvert Kartoffelbranderie, almindeligt bekiendt. Det be⸗ ſtaaer af den almindelige Braœndeviinspande, der, ſom overhovedet de nyere Pan⸗ der, ei har en Hat, men en lang retortdannet Hals, hvorigiennem Dampen ved et Kor la g indvend ved Afkis indi dett kes, 0g⸗ lerne hur On bedre A ete fottſ kogte B ger, ſa erſtattes. ſon kogte Awesiſ tende E Jatſagen Kartoflet — Aplobre ſtrwered terne in har mau nin For end at 2 Edoer dor ee e de Dfrugter e ger kan und⸗ tera Norende tets rene lnne .„ rdi de derred an da at er 82,** Qveegets Foring. et Ror ledes til det Kar, ſom indſlutter Kartoflerne. Dettes Sider ere lodrette og indvendig deri er faſtet en giennemboret Bund, hvorigiennem Dampen, der ved Afkisling atter er forvandlet til Vand, draabeviis ſynker. Damproret ledes ind i dette Ror, hvis Dakſel, ſaavel ſom en liden Dor paa Siden, tat tilluk⸗ kes, og naar Vandet i Brandeviinspanden da bringes i Kog, ſaa blive Kartof⸗ lerne hurtigere more, end om de kogtes i Band. 1 Om, og hvorvidt disſe Rodvexter, iſer Kartoflerne, ved Kogning blive bedre Qvaggfoder, er endnu uafgiort, da Forſog i denne Anledning ei lange nok ere fortſatte. Smaae Forſog larre imidlertid, at Forſkicellen mellem raae og kogte Brakfrugter ei er betydelig, og at de med Kogningen forbundne Omkoſtnin⸗ ger, ſaa meget end Theorie og Analogie ſynes at tale for den, folgelig ei gien⸗ erſtattes. Erfaring larer, at Qvaget ligeſaa gierne ader Rodfrugterne raae, ſom kogte, og i Tidens Lengde endog foretrakke hine for disſe. Blot naar de gives i ſaa ſtor Mangde, ſom til Fedeqvceg, formindſtes ved Kogning den laxe⸗ rende Eyne, ſom Kartoflerne i dette Tilfalde yttre, og heri finde vi formodenlig Aarſagen hvorfor Nogle, iſaœr Englandere, der holde ſtore Beſcetninger koge Kartoflerne til Fedeqvaget, men derimod tilraade at give dem raae til Malke⸗ koerne. Rodfrugterne bor ſkiceres i Stykker, inden de gives Qvœeget. Ved ſmaae Aplsbrug ſkeer dette med et Stodejern, men ved de ſtorre bruges ſorſkicellige con⸗ ſtruerede Skigremaſkiner. Disſes Knive ere enten lige, og ſkigere da Rodfrug⸗ terne i Skiver, eller buggede, og ſkicere dem i langagtige Strimler. Dette ſidſte har man ligeledes bevirket ved andre ſkarpe Jern, der ſtaae paa tvers. Efter min Formening behover man blot at ſkigre dem i Skiver; ja dette er endog bedre end at ſkicere dem i mindre Stykker, da disſe letteligen blive ſom en Deig, og ligge de lange, ſaa gaae de undertiden i en Slags Gicrring og blive ſorte. Qvee⸗ get oder dem langt hellere naar Stykkerne ei ere for ſmaae, og Rodfrugternes Sonderlemmelſe har desuden intet andet Qiemeed, end at Qveget ei ſtkal faae et Stykke faſt i Halſen. De krumme Knive blive ogſaa ſnart ſtumpe, og ſlibes da vanſkeligere end de lige. End Qveegets Foring. End mindre indrsmmer jeg de Maſkiners Fortrin, der knuſe disſe Vaxter raae eller kogte. De ere blot anvendelige naar man brander Brandeviin eller frembringer andre Produkter af disſe Vaxter. Ved at ſkicere Rodfrugterne i meget ſmaae Stykker har man formodentlig havt det Biemeed, deſto bedre at blande dem med Hakkelſe, og derved at node Qvaget til at ade meer af denne. Men Erfaring har lart mig, at hiint Hie⸗ meed ei derved opnaaes, thi velfodret, og folgelig noget kraeſent, Qvag udſoger Kodfrugtſtykkerne af Hakkelſen, ſom de, naar de have aandet paa den, aldeles ikke fortere. Jeg lader derfor ſtedſe Rodfrugterne gives ublandede, og jeg har bemarket, at Qveeget langt hellere ader lang Halm, ſom ſtrax derefter bydes det, og fortœrer meer deraf, end man ved at ſkigre den i Hakkelſe kan paa⸗ node det. Jeg anſeer ſom meget henſigtsmaesſigt at fodre med en Blanding af flere Rodfrugter, eller at vexle med de forſkiellige Sorter. Roearterne der indeholde meer Sukkerſtof forbedre udentvivl de meelrigere Kartofler, hvorved Melken bli⸗ ver ſodere og mere velſmagende; desuden ynder Qvaget denne Forandring. Men det er meget vanſkeligere at bevare Roer end Kartofler til Vinterens Stutning og hen ad Foraaret, og denne Omſtandighed er ſaa vigtig, at man derved opmuntres til forſt at opfodre hine, og at giemme disſe til Foraaret. ₰ hvor narende og gavnlige for Qvaegets Sundhed end disſe Rodverter ere, ſaa bor dog Malkekoerne i Tidens Langde ei ene fodres dermed. De boer forholdsmasſigen fortere tort Foder. Dette kan beſtage blot af Halm, ſom Qvaxgget begierligen ader; men bedre er dog Hoe, hvorefter Melken ogſaa bliver federe. Overeenſtemmende med min og Andres Erfaring er det fordeelagtigſt, at lade Foringens ene Halvdeel beſtaae af Hoe og den anden af Rodfrugter, i For⸗ hold til disſes Nœringsdeele. Skulde en Koe f. Ex. gives daglig 20 Pund Hee, ſaa faaer den i dette Tilfœlde blot 10 Pund Hoe, men dertil 20 Pund Kartofler, eller 46 Pund Runkelbeder, 35 Pund Rotabaga, 52 Pund Vandroer. Iſeer ved Foring med Kartofler er det raadeligt, med Henſyn paa Melken, at give Hoe til at g ſmage reent, Hoe, d med det eller au komae Nalke det, o tilbere Nda⸗ demp derpa ligen gier Qveegets Foring. ſe Arntn Hoe tillige, thi Smorret bliver ellers letteligen hvidt, oſtagtigt og bittert, ſom Kin eler efter Foring med ethvert Slags Meel. Om Kartoffelforingens Maal, ſee Jenas ypperlige Forſog i Neuen Annalen 3D 1 St. S. 102. rmadeutli Det er efter min Erfaring vigtigſt at Overgangen fra eet Slags Foder til d at wde et andet, ei er pludſelig. Har man f. Ex. en Tidlang fodret med Runkelbeder, Hiint Die⸗ og man, naar disſe ere opfodrede, vil begynde med Kartofler, ſaa bor man i de Judſeger ſidſte otte Dage give et blandet Foder af Runkelbeder og Kartofler, og ſtedſe meer , addeles og meer af de ſidſte. Uden denne Forſigtighed aftager Melkningen; thi omend⸗ og jeg har ſkiondt Qvaget ynder Afverling, ſaa bliver det dog ſaa vant til dette eller hiint ſter hyds Foder, at det ugierne ſtrax forterer et andet. kan paa⸗§. Z r. Overeensſtemmende med Theorie og Erfaring har man almindeligen anbe⸗ Varmt Fo⸗ g af ſere falet varmt Foder, ſom en Maade, hvorved Naringsdeelene blive mere ſkikkede der, indeholde til at gage over i Dyrenes Legemer, og hvor man i visſe Egne med Omhue rygter kelken bli⸗ ſmage Qvagbeſcetninger, findes det almindeligen indfort. Man helder enten g. Men reent, eller med narende Tilſcetninger blandet, kogende Vand paa Halm eller utning og Hoe, der er ſkaaret til Hakkelſe, omrorer alt tilſtrekkeligen, og fodrer Qveeget opmuntres med dette Foder, efteratſdet er noget afkislet. J Vandet kunne dog Rodfrugter eller andre meelrige, allerede omtalte, Neringsmidler koges, og ſaaledes fuld⸗ Rodvexter omnere blandes med Hakkelſen. J to Vintere har jeg uafladelig fodret 12 til 14 de ber Malkekoer med varmt Foder, blandet med Rodvexter og Kaal, der kogtes i Van⸗ dalm, ſom det, og jeg fik derved virkelig mere Melk, end jeg ellers havde ventet. Foderet ſaa bliver tilberedtes to Gange om Dagen i to Bryggerkar; om Morgenen ſaa meget ſom gtigſt, at Middag og Aften ſkulde gives, og om Aftenen til Morgenfoder, thi ellers blev et, i For⸗ det ei tilſtrakkeligt afkiolet. Men uagtet Karrene ofte ſkuredes med Lud, ſaa Pund H4, afpœrgedes dog ikke, at de bleve ſure, og ſkiondt dette i ringe Grad ei ſendede Fartofler, Foderet, ſaa blev det dog ubehageligt for Qvaget, naar Suurheden ved hoiere er. Iſer Temperatur meget tiltog. Desuden merkede jeg at mit Qvag Sommeren n, atgve derpaa blev ſvageligt, at dets Fordoielſesredſkaber havde lidt, og jeg tabte ſikker⸗ Her ligen mere Melk om Sommeren end jeg randt om Vinteren. Efter disſe QAq For⸗ Fierde Deel. Qveegets Foring. Forſsg ophorte jeg altſaa med denne Foringsmaade, der desuden krœver meget U Arbeide. Jeg troer at den neppe kan varig fortſcettes i de ſtore Avlsbrug, og at den blot er ſkikket for ſmaae Beſcttninger af 3 til 4 Koer, til hvilke Vandet kan pun Or varmes i Kakkelovnen, og iſcer naar ſaadanne Koer efterat de ere udmalkede ſkulle Fodres ſlagtes. kelig; Man kan anſee varm Drank der sſes paa Hakkelſe, ſom en herhid horende nan, ſ Fremgangsmaade. Rodvert §. 32. ſtal fat Givternes Det er gavnligt at lokke Melkekoerne til at drikke meget om Vinteren. Koldt daglig Felgeorden. Vand drikke de blot naar de ere meget torſtige, men derimod langt heller lunket juſt i Vand. Dog kan man lokke dem til at drikke ved at blande en eller anden meel⸗ agtig Subſtants i Vandet, og hertil er de allerede omhandlede Oliekager ſcerdeles ggerne ſkikkede. Qvaget bar ikke vandes ſtrax efterat det er fodret, men i et af Mellem⸗ bor ho rummene mellem to Givter. Det er vigtigt ſaavel at fodre ſom vande Qvaget til visſe beſtemte Tider, liggen og at give netop det Foder, ſom Qveeget paa den Tid er vant til. Givter⸗ Genge nes Folgeorden kan ved Vinterforingens Begyndelſe ordnes temmelig vilkaarligt, ae men ſaaledes ſom man begynder bor man vedblive. Vinterforingen er hos mig ſaale ſcdvanlig folgende: Om Morgenen tidlig faae Koerne Hakkelſe af Hoe og Halm; mellem 8 og 9 vandes de; Kl. 11 faae de Rodvaxpter og dernceſt uſkaaren Halm; Kl. 3 vandes de atter og faae da et maadeligt Foder Hoe; om Aftenen faae de gt atter Hakkelſe, men ei faa ſtort Foder ſom om Morgenen, og naar de have for⸗ Gras ttaret dette, endnu et Foder Rodverter. Tilſidſt faae de Halm til Natfoder, ah hvoraf de ade ſaa meget ſom de lyſte, og Reſten bruges naſſte Morgen til bins Stroelſe. an Salt har jeg ei gidet mit Qvag, thi dets Priis er ſaa hei, at den For⸗ In deel det uimodſigeligen kan yde, derved tilintetgieres. Forhen gav jeg ofte Salt og bemerkede tydeligt, at Melkens Mœngde derved forogedes. Giver man imid⸗ zertid for meget Salt, ſaa ſynes det at Qveeget bliver magert, og Smorret 2 letkeligen bittert. §. 33 ever meget dug, og at Jandet kan lkede ſtull id horende n. Koldt eller lunket nden meel⸗ er ſcrdeles af Mellem⸗ mte Tider, Givter⸗ ilkaarligt, thos wig eog Halm; aren Halm; ꝛen faae de e habe for⸗ Natfoder, Norgen til at den For⸗ gofte Salt rman imid⸗ g Smortet F 33 Qpeegets Foring. 307 §. 33. Ved vore Staldes ſœdvanlige Indretning virker Strsening ſaare gavnligt Stroening paa Qvaget. Stroeningen bor ſtaae i Forhold til Foringen og dens Saftighed.”s Mugning. Fodres Qvaeget ſlet og med tort Foder, ſaa er daglig 3 Pund Stroelſe tilſtrxk⸗ kelig; men fodres Qveeget rigeligt, ſaa er 10 Pund neppe tilſtrekkeligt. Har man, ſom f. Ex. i Aaret 18*½e blot faaet lidet Halm, og ved ſterk Foring med Rodvexter, ei kan ſtroe tilſtrakkeligt, for at Halm til Sommerſtaldforingen ikke ſkal fattes, ſaa bor Giodningen, om man ei kan anvende et Stroelſeſurrogat, daglig udmuges, thi ellers ligger Qweeget vaadt og bliver ſkident. Tort, om juſt ei blodt, Leie er for Qveegets Sundhed uomgiangelig nodvendigt. Mange ſtrigle Koerne. Fedeqveeg gavner det vienſynligt; men hvad Melke⸗ koerne anbelange, har jeg ei market at dette Arbeide lonnede Umagen. Men Bveret bor holdes reent og om mueligt vaſtes, inden Koen malkes. Fodrer man knapt, men ſtreer rigeligt, ſaa kan Giodningen lœnge blive liggende under Qveeget, i modſat Tilfalde bor Stalden muges i det mindſte to Gange om Ugen, eller Giodningen trckkes under Qyoegets Bagdeel. Giodnin⸗ gen udkiores bedſt paa en Sladde, der, at man ei ſkal behove at vende, bor vore ſaaledes indrettet, at Heſten kan forſpoendes, ſaavel fortil ſom bagtil. §. 34- Man bor giore Regning paa at Vinterforingen varer 7 Maaneder. Qvce⸗⸗Vinterforin⸗ get kan i Almindelighed gresſe til midt i October, og midt i Mai atter ſcettes paa Hene Wurig⸗ Grces. Dog handler man forſigtigſt ved at antage, at Vinterforingen kan vare en halv Maaned larngere, thi er Foraaret uheldigt for Vegetationen, ſaa kan Grces og gront Foder letteligen komme ſaa meget ſildigere. Man ſtrebe derfor at beholde Hoe tilovers, da dette kan bruges om Sommeren eller bevares til naeſte Vinter. Avlsdrivten betrygges ſaare ved et Aars Forraad af Hoe og Halm. §. 35- De forſkiellige Slags Greesgange og det Fladerum ſom et Qvagshoved be⸗ Grasgan⸗ hever, er omhandlet i B. 3§. 361 til 381. Q q 2 Er 308 Qvcegets Foring. Er Graesgangen ſaaledes at 2 ½ Tonde Land er utilſtrakkelig til at fode en Koe, hvis Storrelſe er pasſende til Grcesningen, ſaa kan den neppe betragtes eller benyttes ſom Koegresgang. Thi nodes Koen til at ſoge ſin Naœring paa for ſtort Areal, ſaa trives den ikke, men malker ſaare lidet. Paa ſaa ſlette Gresgange bor ikkun Faar ſeettes. Erfaring larer at Koerne paa nogle Graesgange malke meget ſtarkt, men ei blive fede, og at de tvertimod paa andre Greesgange haſtigt blive fede, men malke ikkun lidet. Saavidt jeg veed er Aarſagen hextil endnu ei udfundet. Dog har man i adſkillige Marſkegne ſaa tydelig ſporet denne Forſkicel, at Enhver har der deelt fine Gresgange, og beſtemt den ene Deel til Fedeqvog, og den anden til Malkekser. Almindelig erkiendt Sandhed er, at Gresgangene ei ber vore ſure, om Koer ſtulle trives derpaa; thi indeholder Jordsmonnet kiendelig Syre, ſaa tabe de Melken, ſkiondt Stude godt kunne taale dette Erces. Om Jordsmonnets Syre, der gaaer over i de forreſten uſkadelige Greesarten og Urter, eller de ſeregne Vexter, ſom groe paa ſaadanne Enge, ere Aarſagen hertil, vover jeg ei at afgiore. Eqvisetum arvense og palustre, Colchicum, adſfillige Ranunkelarter og an⸗ dre Smaaplanter, have ſikkerligen ſkadelig Indflydelſe paa Hornqvaeget, og iſer paa Melkens Frembringelſe; men Qvceget ader dem ei heller, naar det ei ved ſterk Sult nodes dertil. Paa hoie og blot ſaa gode Grasgange, at en Koe kan tilſtrakkelig maettes paa en og en halv Tonde Land eller mindre, malke Koerne bedre, end paa lapt liggende Gresgange, föorudſat blot, at de ere af en til hiine pasſende Race; thi en ſtor Marſkkoe kan neppe fodes paa 1 ½ Tonde Hsilands Greesning⸗ Fraliggende Grasganges Verd formindſtes, fordi Koerne, ved at drives frem og tilbage, ſekte meget af paa Melken. Jo roeligere og jo mere overladt til ſig ſelv Qveeget er paa Gresgangen, deſto ſtorre er dets Benyttelſe. Derfor har ogſaa, fra denne Side betragtet, Kobbelbrugets Agergreesning ſaa ſtore For⸗ trin; thi Ree er Qvaxget uden Hund og Hyrde fuld kommen roeligt paa den fuld⸗ 44˙41) kommen indhegnede Kobbel, hvor det Dag og Nat forbliver. 7 4 9 3 get om drwed Qyeegets Foring. 39 ilat fode J den ſidſte Henſeende ere dog Meningerne deelte; thi nogle formene at det betragte ei blot er gavnligt for Qvoœgets Sundhed, at det ligger i Huns om Natten, men dring pan endog meer oeconomiſt rigtigt, da man derved erholder en betydelig Deel Stald⸗ ſun ſett giodning. Men de fleſte Kobbelbrugere og alle Hollonderie⸗Forpagtere foretralke beſtemt, at Koerne i de varme Sommernatter forblive paa Grasgangene; thi de ekt, men paaſtaae at Kverne i modſat Tilfalde malke betydeligen mindre. Hvad nogle an⸗ ede, men fore om den ſkadelige Virkning af Taagen, Duggen og det vaade Gras, er, paa et. Dog ellers ſund Hoilandsgreesning, ſikkerligen ugrnndet. Kun ved Sumpe og Moſer nhder har kan den Taage fom deraf ſtiger, virke ſkadeligt. J de kolde Foraars⸗ og Efter⸗ den andn gars⸗Natter bor Qveeget derimod om Natten drives i Huus, og kan man om Morgenen inden Qveget uddrives give det tort Foder, var dette end blot god Halm, ſure, on faa er det meget gavnligt. „ſaa tabe Det er ſielden rigtigt at lade Qvaget om Natten forblive paa andre Grees⸗ domonnets gange, om endog blot fordi Gisdningen der er tabt, hilken dog paa Kobbel⸗ de ſoregne brugets Grasgange tildeels kommer Ageren tilgode. Bedre er det at holde Qvce⸗ t afgiole. get om Natten mere ſamlet paa den Kobbel, der naſte Gang ſkal opploies, og ſom er og an⸗ derved paa en Maade faaer Foldgiodſening. t, og iſer Det er langtfra ikke ligegyldigt hvorledes⸗ Hyeden behandler det Qvag han det ei bed vogter. Han bor ſaavidt mueligt overlade det til ſig ſelv eller blot langſomt lede ell drive det, men aldeles ei lade Hundene jage det. Naar det graesſende beva⸗ lig mattes ger ſig fremad bor han jagttage, at dette ſtedſe ſkeer med, ei imod Vinden. a bor det forſtyrres, naar det tygger Drov; thi da bar det nyde fuldkom⸗ paa laypt de Race; men Roe. 1 Sporgsmaalet, om en Koe af famme Art malker meeſt pas Grees eller Stald, at drives ber formodentlig beſvares til Fordeel. for Grœsningen, men dog under den For⸗ dverladt udſctning, at Koen paa begge Steder nyder ſamme Slags Foder, ſuldkommen derfet mattes og forreſten ligegodt behandles; thi jeg kiender intet Exempel paa, at 2 ndre ſiote Jor⸗ en heel Beſcetning efter Middeltal gav ved den fuldkomneſte Staldforings Indret⸗ den fude) ning ſaa megen Melk, ſom paa den fuldkomneſte Grasgang. Men denne ſidſte er i Virkeligheden ſaare ſielden. Toiringen. 310 Qveegets Foring. §. 36. Toiringen kan betragtes ſom Middelvei mellem Grœsgang og Staldforing. Hvorledes man toirer enkelte Hoveder er temmelig almindelig bekiendt, men at ivœrkſcette dette med Beſœtninger af 100 Qvagshoveder og derover, er ſaavidt jeg veed blot i Danmark brugeligt, og derfor meddeeler jeg her den Beſtrivelſe, ſom man i den Anledning derfra har meddeelt mig. Naar en ſtor Qvagflok tsires, er det nodvendigt at Qveget ſtaaer ſaa tat mueligt ſamlet, thi ingen Plet bor blive ubenyttet, og Malkepigerne veœre Melke⸗ vognen, der ſcettes midt i Flokken, det naœrmeſte mueligt; desuden kan Gioednin⸗ gen blot paa denne Maade ligelig fordeles over Ageren. Da hver Pige fager 20 Koer at malke, ſaa deeles Flokken ſadvanligen i ſaa ſtore Afdeelinger. Begynder man at toire paa en anden Kobbel, ſaa ſœttes ſaadan en Afdee⸗ ling i een Rad, med Kyggen imod Skicellet. Koernes Afſtand fra hverandre retter ſig efter Toirenes Lœngde, og disſe efter Gresgangen. Paa Thorſenge hvor man toirer Qvaget paa andet Aars Klover, ere Toirene 10 Fod lange. Palene ſtaae ſaaledes i Jorden, at Koerne ei aldeles, men dog naſten kunne nage hinanden; thi ſaaledes bliver ingen Strimmel unyttet. Er den forſte Af⸗ deeling toiret, ſaa toires den anden Aſdeeling, i Forhold til den bedre eller ſlet⸗ tere Grasning, 60 til 80 Fod fra den forſte, og den tredie, fierde eller femte Afdeeling ligeledes. Paa Mellemrummene mellem hver Afdeeling fortſettes Toiringen, d. e. man flytter Toierpalene fremad, hver Gang Koerne have afadt Grasſet ſaa langt Toiret naaer, indtil den forſte Afdeeling kommer til den Linie, hvor den anden Afdeeling forſt ſattes, og denne til den tredie Afdeeling o. ſ. v. Hos⸗ ſtagende Tegning giver et ſandſeligt Begreb herom. Linier O Kserne f feldet, med 000 len, ſaa aftoires 242 det vigt dette d begynde dderſte. faldforing. t, men at er ſaavidt Jeſtrivelſt, ter ſaa tat ere Melke⸗ Giednin⸗ efaaer 20 en Afdee⸗ werandre horſenge od lange. en kunne orſte Af⸗ eller ſlet— ler femte n, d. e. öſet ſaa vor den Hos⸗ 8 ,,,, 000000000000000000 0 000000000000000000 0 0000000000050000000 00000000000000000000 20000000000000000000 Det af fire Linier indſluttede Rum betyder Graskobbelen, og de punkteerte Linier Qvagafdeelinger, der beſtaae af 20 Hoveder. J Mellemrummene toires Koerne fremad, indtil hver Afdeeling har afgdt ſit Stykke. Naar dette er Til⸗ feldet, ſaa flyttes hele Qvagflokkon fremad, og kommer da til at ſtaae paa de med 00000 betegnede Rader. Er Qveget ſaaledes kommet til Enden af Kobbe⸗ len, ſaa vender det paa lige Maade atter tilbage, ſom Stregerne„„„viſe, og aftoires ſaaledes Graesſet paa hele Kobbelen. Da hele Qvagflokken ei blot ofte ſkal flyttes, men endog vandes, ſaa er det vigtigt at eet Menneſke paa een Gang kan lede 2o eller flere Stykker. Til dette Biemeds Opnagelſe ſammenkobles Qvaxget paa folgende Maade: Hyrden begynder paa hoire Floi af den forſte Afdeeling, ſaaledes at ſammenlagge den yderſte Koes Tsir, at det kan hanges paa Hornene af den anden Koe. Dennes Toir ſammenlagges paa lige Maade og fœſtes til den tredie Koes Horn, og ſaa⸗ ledes fortfares indtil omtrent 20 Koer ere ſammenkoblede. Hyrden gaaer dernceſt paa venſtre Flsi og leder Koerne til Vandſtedet, hvor de vandes uden at loſes. Har han atter ledet Koerne tilbage, ſaa toirer han forſt den Koe, ſom gaaer paa venſtre Floi, derngeſt den anden, og ſaaledes den tredie, fierde o. ſ. v. indtil. hele Afdeelingen er teiret. Sammenkoblingen begyndes ſtedſe fra haire Floi, men Tairingen fra venſtre. 312 Qvaxgets Foring. Er Vandingsſtedet nar, hvilket ſadvanligen pleier at veere Tilfaldet paa ſaadanne Kobler, ſaa ledes blot een Afdeeling ad Gangen derhen. Men ligger det lœngere borte, eller vil man paa een Gang drive hele Qvaggflokken til en noget fraliggende Kobbel, ſaa ſammenkobles flere Afdeelinger, og dette er aldeles ikke vanſkeligt, da man blot behover at feeſte Tsiret af den Koe, der i anden Rad gaaer paa venſtre Floi, til Hornene af ſamme Koe i forſte Rad o. ſ. v. Men ſkulle de vandes, ſaa bor Afdeelingerne loſes fra hverandre. Dette Foretagende er mindre vanſkeligt, naar Koer eengang ere vante til ſaa⸗ ledes at ſammenbindes og atter at loſes, men Hyrdens Duelighed kommer derved end meer i Betragtning. Undertiden behoves et Menneſke til 20 Koer, under⸗ tiden kan han uden Vanſkelighed lede 50 Stykker. Qveeget vœnnes med ſaa liden Umage hertil, at det ſiden naſten ſelv ſtiller ſig i Rad, og herved bliver dets Oppasning betydeligen mindre, end ved Stald⸗ foringen. Forreſten ligner denne Fremgangsmaade Staldforingen i den Hen⸗ ſeende, at ved den nedtrades mindre Foder, at dette i den fordeelagtigſte Periode af ſin Udvikling kan gives Qvaxget, og derneeſt atter fremvoxe. Derfor kan et Qvagshoved ved ſaadan Teiring fodres paa ligeſaa lidet Areal, ſom ved Stald⸗ foring. Hr. General Juul paa Thorſeng lod anſtille et ſammenlignende Forſeg med Toiring og Staldforing, og dettes Reſultat var: 4 Koer ſtaldfodrede i 12 Dage: 4 Kber toirede i 12 Dage: malkede, forterede Foder paa, fik malkede forterede Foder paa I1110 Pd. Melk. 2172 8 Alen. 6144 Pd. Klaver. 950 ¾ Pund Melk. 18 42—⁵ Alen. Dette bliver daglig for hver Koe: 23 ⅞ Pund Melk. 45 ¾— Alen. 128 Pd. Klever. 19 ½ Pund Melk. 38 ¾ Alen. Ved Staldforingen brugtes folgelig Afgroden af et Areal der var 330 ☛ Alen ſtorre, end det der behovedes til de toirede Koer. De ſtaldforede Koer malkede derimod 159 ½ Pund Melk meer end de toirede. Til Frembringelſen af 1 Pund Melk behsvedes ved Staldforinger Foderet paa 1½ ½ Alen, og ved Toi⸗ ringen det paa 1½ ½½Alen Kloverager. Havde manaltſaa afteiret Foderet paa de 330⁰ toirer elle ligemeget R den, ſom den tilgo hiemkior D afade 8 hagelig E §. 374 foredra⸗ Qvegen 1 ingen b hefalet; iſmage rettede Hekke, var gat Erfarir at denn Fierd feldet paa Men ligger l en noget aldeles ikke anden Rad v. Men zee til ſaa⸗ mer derved er, under: ſelv ſtiller ped Stald⸗ den Hen⸗ ke Periode or kan et d Stald⸗ de Forſeg dage: oder pas Alen. Alen. var 330 rede Koet gelſen af ved Toi⸗ eret paade 33⁰ Qvaegets Foring. 313 330 ◻ Alen, ſom i Folge Ovenſtagende, ved Toiringen blev tilovers, ſaa havde de toirede Koer endnu malket 170 Pund Melk, der, lagte til ovenanforte 950 ½, havde belobet ſig til 1120 ¾ Pund, og de toirede Koer havde da, efter Fo⸗ dret paa et ligeſtort Stykke Kloverland, malket fuldkommen ſaa meget— egent⸗ lig 10 ½ Pund mere— end de ſtaldforede Koer. Overeenſtemmende med dette Forſog faaer man folgelig, hvad enten man toirer eller ſtaldforer, lige megen Melk af Foderet, og foder paa et givet Areal lige meget Qvag; begge Fremgangsmaader ere i denne Henſeende lige fordeelagtige. Men ved Staldforingen fager man formodentlig 3 mere Giodning, thi af den, ſom ved Toiringen tabes paa Grasgangen, kommer formodentlig blot ½ Jor⸗ den tilgode. Staldforingen koſter derimod mere, da Kloveren ſkal hugges og hiemkisres. Det er neppe raadeligt at lade det tsirede Qvag to Gange i een Sommer afœede Kloveren paa ſamme Areal; thi denne bliver ved den tabte Giodning ube⸗ hagelig for Qvaget, bedſt er det at giore anden Slet til Hoe. §. 37. Staldforingens Fordeele og Forhold til hele Avlsbruget er allerede i 1 D. Sommer⸗ §. 374— 394 omhandlet, og i 4 D.§. 272 o. ſ. v. Foderurternes Behandling ſaldforingen foredraget. Her bor endnu blot noget tilfsies om Foringsmaaden ſelv og Qvagets Rogt. Ved en velindrettet Stald fremmes Staldforingen meget, og jeg kiender ingen bedre Indretning, end den jeg i Bergens Anleitung zur Viezucht har an⸗ befalet; thi ved denne kan det gronne Foder ligge udbredt, og med ringe Umage, i ſmaae Portioner, nedkaſtes til Qvaget. Nogle anſaae Foring under aaben Himmel for henſigtsmaesſigere, og ind⸗ rettede derfor indhegnede Gaarde i hvilke paa alle Sider anbragtes Krybber og Hekke, og lode Qveeget gaae loſt. De meente at frie Luft og Bevegelſe var gaynligere for Qvaget, end at det beſtandigen uden Bevaegelſe ſtod paa Stald. Erfaring ſtadfoeſtede dog ei denne Indretnings Gavnlighed, men larte tvertimod at den uden voſſentlige Fordeele havde mange Mangler. Disſe ſidſte vare fornemme⸗ Fierde Deel. Rr. ligen — 8— 2 G 8— S 8 2— 54 2. 5. 7— 5 7,,——— 314 Qvoegets Foring. ligen folgende: Qveeget der med Voldſomhed ſtrebte frem til Foderet, trangte og ſtodte hverandre, hvorved de ſvagere og frygtſommere Dyr fik neſſten intet at ade. Desuden tabte Giodningen af ſine Kraeffter. At Staldluf⸗ ten og Mangel af Bevagelſe kunde verre ſkadelig for Qvegets Sundhed, havde man efter Theorie Grund at befrygte. Men Erfaring har nu tilſtrekkelig beviiſt, at denne Frygt er aldeles ugrundet, og at Qvaget, naar det tilborligen behand⸗ les, kan vedblive at vare friſkt, malke godt og naae en hei Alder, ſelv naar det, ſom undertiden har varet Tilfaldet, aldeles ikke er kommet ud af Stalden. Dog er det uimodſigeligen gavnligt for dets Sundhed to Gange om Dagen, me⸗ dens Gisdningen udmuges, at udlukkes til Vanding. Baaſene bor forreſten vœre ſaaledes, at Qvaxget, overeensſtemmende med ſin Storrelſe, har fuldkommen Plads, og ſaa hoie, at Giodningen kan borttages under Qvaget, og, ſkiondt den opdynges ved Vaggen, en Gang blive frie mellem denne og Qvaget. Bag dette bor desuden verre en Grebing, der kan aflede den ſtore Mangde Giodningſaft, ſom ved rigelig Foring fremkommer, og ſom enten umiddelbart bortlober eller bor udſkylles og bortfeies. J Forhold til ſtœrkere eller ſpagere Strsening, formindſkes eller forsges den flydende Giodning; dog er det neppe muligt at ſtroe ſaa ſtœrkt at Halmen kan modtage al Giodning⸗ ſaften. Hertil behovedes daglig 15 eller endog flere Pund for hvert Qveegs⸗ hoved. Nederlœndernes, Rhinlaendernes og Schweitzernes Exempel, ſaavel ſom adſkllige af vore egne Koloniſter, der ere hidkomne fra disſe Egne, larer os, at man i vel indrettede og med Bradegulv og tilſtraœkkeligt Aflob forſynede Stalde, kan undvare al Stroelſe, og blot ved Fegning holde Stalden reen. Paa denne Maade holdes Qveeget reent, men naar man ei fattes Halm, ſaa er det bedre at ſtroe, da man derved fagaer megen Giodning. Stalden bor verre tilſtrœkkeligt forſynet med Vinduer og Lemme, der kunne lukkes eller aabnes, og bringe Lys og Luft derind. R. tr aldelee Naanede Sonmer inidlertid fattinig foringen; ganſte fa indrettet og kunne 3 Efteraar Rugen, ſtal dyr bart eften det ſom! at kunne ſom er derefter hvor de ſu hu ager ka Aloverſ giorest Vikke de Af deren eenaat tember Qvcegets Foring. 315 t, haugte§. 38. ſit weſen Mange troe at Klover er den eneſte pasſende Staldforingsurt. Men dette Foring med Stalddluſ er aldeles ikke Tilfaldet, og ſkal Sommerſtaldforingen ei indſtraenkes til faa Klover ogan⸗ hed, hand Maaneder, men uafladelig fortſœttes, ſaa bor man dertil dyrke andre Planter. Weaee elig beviſſ, Sommerſtaldforingen ivarkſattes, endog inden man kiendte, Kloveren. Det er hen behand⸗ imidlertid Sandhed, at Kloveren, paa den Aarstid man kan have den, er den ſelv naar fortrintigſte Foderurt. Men den kommer for ſildig, til dermed at begynde Gron⸗ f Stalden. foringen; desuden indtreffer mellem forſte og anden Slet en Periode, hvor den dagen, me⸗ ganſke fattes, hvilket ogſaa om Efteraaret er Tilfeeldet. Man bor derfor i et vel indrettet Staldforingsbrug dyrke andre Vexter, der ere tidligere end Kloveren, nmende med og kunne hugges mellem dens forſte og anden Slet. nborttages Ingen Plante er bedre end Rapſen eller Rapſadkaalen, naar den ſaaes blive frie Efteraaret i Forveien, ſkikket til det tidligſte gronne Foder. Efter denne hugges , der kan Rugen, der ligeſom hiin til dette Biemed ſaaes paa en Deel af den Ager, der mwer, og ſkal dyrkes med Rodvexter eller ſildige Vikker. Rugſtubbene bor altſaa, umiddel⸗ Horhold tl bart efterat Rugen er huggen, omploies; og denne koſter altſaa ikke mere, end Giodning; det ſom Udſad og Ploining er veerrd. Paa ſtark Hvedejord har man den Fordeel Giodning⸗ at kunne tidligen afhugge Hvedens Blade(Schroͤpfen). Dernaſt er Lucernen, rt Qvags⸗ ſom er en af Staldforingens fortrinligſte Stotter, tienlig til at hugges. Kort derefter begynder Kloveren at fremviſe Blomſterne, og er da i den Vextperiode, ſaavel ſom hvor den fordeelagtigſt opfodres. Begynder dens forſte Afgrode at blive for grov, rer os, at ſaa hugges Vikker eller Vikkeblanding, der blot ved en ſaa meget ſtorre Lucerne⸗ de Stalde, ager kan undvgrres, og da er ogſaa Spergelen tienlig. Efter denne folger anden Paa denne Kloverſlet, og ſkulde det vœre Tilfeeldet, at denne ei er givtig eller at den ſkal et bedre at giores til Hoe, for deſto tidligere at kunne opbryde dens Stubbe, ſaa hugges ſildigere Vikkeblanding, Boghvede, tidlig ſaaet Vinterraps, Spergel eller Lucernens tre⸗ , det kunne die Afgrode i dens Sted. Ved Hielp af den tredie Afgrode, ſom Klo⸗ veren undertiden yder, eller med Lucernens fierde Afgrode og de allerede anforte eenaarige men ſildigere ſagede Foderurter, kan Staldforingen fortſcettes til Sep⸗ tember Maaneds Udgang, og da kan Qvaget indtil Octobers Udgang rigeligen Rr 2. fodres Halv Stald⸗ foring. Fodrets Hiem⸗ kiorſel. 316 Qveegets Foring. fodres med Blade af Kaal, Runkelbeder, Roer og med Kartoffeltoppe, hvortil i det hoieſte gives lidet Hoe eller Halm. Paa denne Maade kan Gronforingen paa Stald fortſcettes i 6 Maaneder, og folgelig vare ligeſaa lenge, om ikke lœngere end Gresningen. Dog har man ofte anſeet ſom raadeligt, at lade Qveeget daglig gaae noget ud, naar man nem⸗ lig havde overflodig Evregraesning, iſcr ung Klover eller tredie Klovervext paa en Ager der ei ſkulde opbrydes eller af andet Qvag afgrasſes. J dette Til⸗ fœlde gives blot nogle ſmaae Givter paa Stald, og man bruger da egentlig halv Staldforing. §. 39. Mange ynde meget halv Staldforing, ved hvilken Qvaget grasſes en Deel af Dagen, og til mange Avlingsforhold er den ſaare pasſende; f. Ex. naar en Graesmark, der, fordi den er udſat for Overſvommelſe eller anden Fare, ei kan benyttes uden til Grasning, men heller ei er tilſtrakkelig til at fode Beſcet⸗ ningen fuldkommen vel. Af denne Aarſag ſees halv Staldforing ofte og henſigts⸗ masſigt anvendt i Elbens og Veſerens Egne, ſaavel ſom ved andre, ei inddigede Floder; ja, ſelv der, hvor bag Digerne ligge frugtbare Udjorder, ſom ere udſatte for Qverſvommelſe. Ved denne Vexling faaer Qvcaeget meer Appetit; det ader meer og malker ſtœrkere, naar Grasningen blot er god, thi paa ſlet Greesning taber det den Melk, ſom Staldforingen har frembragt, og man lider ofte betyde⸗ ligt Tab, ved at drive Qveeget paa ſlette Grasgange, blot for dog at be⸗ nytte dem. §. 40. Man burde aldrig lade Pigerne hiembare Fodret i Kurve, undtagen naar Beſcetningen var meget liden, og dog ſkeer dette ofte ved Beſcetninger af 20 til 30 Stykker. Men denne Fremgangsmaade anſeer jeg ſom i enhver Henſeende uoeconomiſk. Undertiden hiembringe Plovheſtene Fodret. Naar de om Morgen gaae til Ar⸗ beide ſaa trakke de Fodervognen ud paa Marken, og naar de Middag eller Aften komme hiem ſim igien megen di K jdet min eller Ma Undertide ere da om de komme daglig, Arbeide, 6 Beſetnin tal Qva Qvaget Malkepi den nu ſ Gisdring G Hakkel Nenin, gangen deſto kr nan vit haaber Eider denne! dd S Hakkel Qvag⸗ Qveegets Foring. 317 he, heoti hiem igien, ſaa hiembringe de den lasſet. Men mig ſynes at herved ſpildes megen Tid, og Uorden adſtedskommes. Naanäd Koerne kunne vexelviis ſelv hiemtrœkke Foderet, og en Deel af dem tillares og hat man i det mindſte uden Vanſkelighed. Langt fra at denne ringe Bevegelſe ſkader dem kman nen. eller Malkningen, har man tvertimod bemerket, at den er dem ſaare gavnlig. ervert pan Undertiden bruger man ogſaa een eller to Oxer til Foderets Hiemkiorſel, og disſe dette Til⸗ ere da om Efteraaret fede. De ade meget, ſaavel paa Fodermarken, ſom naar entlig hald de komme hiem, men Foderet betales ved deres Fedning. Bruges de ſamme Oxer daglig, ſaa har man derved den Fordeel, at de ſnart blive ſaa vante til dette Arbeide, at de uden Kudſt kunne traœkke Fodervognen til og fra Marken. 1 grasſes en Hugges og hiembringes Foderet med tilbsrlig Orden, ſaa behoves til en f Ex. naar Beſcetning af omtrent 40 Qvagshoveder, ei flere Menneſker, end om ſamme An⸗ n Fare, ei tal Qvaeg ſkulde vogtes paa Gras. Thi een Karl, ſom dog maatte folge ode Beſct⸗ Qvaxget paa Grasgangen, kan uden Vanſkelighed hugge og hiemkiore Foderet. g henſigts⸗ Malkepigerne hielpe at fodre og dette Arbeide er ubetydeligt i Sammenligning med inèdigede den nu ſparede Vei til Foderkobbelen, og den der moiſommeligere Malkning. For udſatte for Giodningens Udmugning debiteres ſeedvanligen Giodning⸗ Contoen. adermeer§. 41. ning taber Mange anſee ſom uundgaaelig nodvendigt, at ſkiere det gronne Foder til San Ha pfte betyde⸗ Hakkelſe, ſkiondt Arbeidet derved betydeligen foroges. Men dette er efter min Mening aldeles unodvendigt, med Undtagelſe af de forſte otte Dage, da Over⸗ dog at be⸗ —) gangen iverkſattes fra tort til gront Foder, der da ikke er overflodigt, men deſto kraftigere. Man ſtraber ved dette Foretagende at ſpare Foder, men naaer agen naar man virkelig dette Biemeed, ſaa aftager Melkningen i ſamme Forhold. Man af 2o til haaber endvidere derved at hindre Qvaget fra at ſplitte det gronne Foder til alle Henſeende Sider, hvilket ſkeer, naar Qvaget plages af Fluer; men det Foder ſom paa denne Maade ſpildes, er virkelig ubetydeligt, og ubetydeligere end det, ſom tabes gur ti Ir⸗ ved Skicrringen, eller ſkaaren til Hakkelſe forbliver i Krybberne. Den gronne lſenkonne Hakkelſe bliver desuden letteligen varm, og aldeles fordervet, og den Frygt, at 1 Qvaget, ved at fodres med uſtaaren Klover, ſtulde faage Trommeſygen, er aldeles ugrun⸗ 318 Qveegets Foring. ugrundet, naar man blot ei, ſnart lader det hungre, og ſnart giver det for gdiral meget at ade. J 26 Aar har jeg ſtaldfodret, og endnu har jeg ved Kloverforing lanind ei havt et eneſte Qvœgshoved opblaſt. Vel er det ſandt at Qveaget undertiden zoderet laxerer naar dot fodres med uſkaaren gron Klover, og at dette afvarges ved at nandeligt ſtiere og blande den med Halm. Men dette Hiemeed opnaaes ligeſaa fuldkom⸗ füttet ment ved at give Qvaget heel Halm, ſom det begierligen ader, naar Tarmene fiben be ved den gronne Foring ere ſyokkede. J dette Tilfalde virker et Foder Hoe om derpaa. Morgenen ſardeles gavnligt. negtt He §. 42. Qvagshe Orden ved Fo⸗ Det er yderſt vigtigt at indrette Foringsmaaden ſaaledes, at Qveget ei e det ga Lingen. altfor hurtigt fortœrer Foderet, hvilket ſtedſe blev Tilfœldet, om dette gaves paa een Gang. Man bor derfor i Almindelighed deele hvert Foder i tre Givter, hvoraf 1 Qvaxgget hver Time bor have een; f. Ex. om Morgenen Kl. 5, 6, og 7; om det meſte Middagen Kl. 12, 1 og 2; ligeſom om Aftenen Kl. 7, 8 og 9. for det §. 43. thi med Qvagget bor ei vandes umiddelbart efter Foringen, men i Mellemrummene, Urternes f. Ex. om Formiddagen Kl. 11, og om Eftermiddagen Kl. 6. Qveget foretrak⸗ Dpforing ker i Almindelighed godt Vand i en Dam, for Flod⸗ eller Kildevand. ſeende te Naar det er mueligt at anlagge et Badeſted for Qveeget bor ſaadant ei und⸗ Og end lades, og Qvaxget to Gange daglig drives deri; thi paa ingen anden Maade for⸗ Hee, friſtes og ſtyrkes Qvoeget ſaa meget om Sommeren, eller holdes ſaa reent. dunſte, §. 44. tive Fo Hvor meget Man bor dyrke ſaa megen Klover eller andet gront Foder, at man i enhver den ſam Pnt ende Periode kan varre vis paa at have tilſtrakkeligt deraf, og at man, om end Mis⸗ ſu N vert indtraf, ei ſkulde mangle. Naar man ſeer at man har Overflod af eet ligt at Slags Foder, og kan befrygte at det bliver for grovt, ſaa bor det giores til Hoe Bloder og Foringen fortſœttes med en anden Slags. Vand. Hvor ſtort Areal bor dyrkes med alleſlags gront Foder til et Qveegs⸗ ſon if hoved, kan end ei omtrent beſtemmes, thi Afgroderne ere i forſkiellige Aar ſaa fer tet forſkielligen ſtore, at det Areal, ſom det ene Aar er tilſtrakkeligt, ei det andet Aar lrieſe gi⸗ er det for verforing undertiden es ved at fuldkon⸗ Tarmene ·Hoe om dwaget ei aves paa „hvoraf 7; om Qveegets Foring. 319 giver halvt ſaa meget Foder ſom behoves. Paa god Bygjord kan et Qveegshoved i Almindelighed ſommerfodres paa en halv Tonde Land, men jeg veed tillige, at Foderet paa omtrent 2 Skiepper Land har verret tilſtrakkeligt dertil. Dog er det raadeligt at regne 6 Skpr. Land til hvert Qveegshoved, naar Jorden er god og ſkikket til Foderurters Dyrkning, men i modſat Tilfaelde 1 Td. Land. Kun ſielden behoves hele dette Areal, men man lider ikke Tab ved at giore Regning derpaa. Og naar man endelig iet for Klovervexten heldigt Aar har hoſtet ſaa meget Hoe, at man har Forraad deraf til nœſte Sommer, ſaa kan man til hvert Qvagshoved regne mindre og i Forhold dertil udvide ſin Beſœetning. Desuden er det gavnligt og behageligt for Qvaget vexelvis at faae gront og tort Foder. §. 45. Nogle have tilraadet at fodre Qvœget om Sommeren med tort Foder, for det meſte Kloverhoe, og have meget anbefalet denne Fremgangsmaade. Men for det forſte er det vanſkeligt at ſkaffe ſig det hertil fornodne Forraad af Hoe, thi med nyt Hoe bor man aldeles ikke fodre, iaden det har dampet. Derneſt er Urternes Forvandling til Hoe koſtbarere og forbunden med mere Riſico, end deres Opforing i gron Tilſtand. Desuden ſynes mig at ſtore Vanſkeligheder i Hen⸗ ſeende til Bevaringsſtedet ogſaa indtraeffe; thi det gamle Hoe bor forſt opfodres. Og endelig er det hoͤiſt rimeligt at de gronne Planter, naar de forvandles til Hoe, ei blot tabe vandagtige Deele, men at endog andre gavnlige Stoffer bort⸗ dunſte, og andre indgaae nye Foreninger. Vel have vi ei nsiagtige compara⸗ tive Forſog, men dog mange Jagttagelſer, hvorefter det er meget rimeligt, at den ſamme Masſe, naar den gives Qveget i gron Tilſtand, er bedre for det, iſcer for Malkekoerne, end om den forſt forvandles til Hse. Det er meget ſandſon⸗ ligt at den Nering ſom de gronne Planters Saft indeholder, lettere gaaer over i Blodet og blander ſig med Vadſkerne, end om den forſt atter ſkal oploſes ved Vand. Desuden faaer Melk og Smor aldrig ſaa behagelig Smag efter teort, ſom efter gront Foder, og man ſporer kiendeligt at alt Qveg foretrakker gront for tort Foder, om det til Afvexling end gierne ader dette. Dog er det maaſkee i visſe Henſeender fortrinligt at ſtaldfore Studene med Hoe.— or Tort Foder om Somme⸗ ren. 320 Qveegets Foring. For end meer at anbefale tort Foder, har man yttret en og anden, ſkiondt Lidnesbh aldeles ugrundet Frygt, i Henſeende til Staldforing med gront Foder. Saa⸗ Pund 2 ledes advarer man, ei at hiembringe Foderet medens det er vaadt, eller iſeer medens gresning Duggen ligger derpaa. Men efter min Erfaring kan Foderet uden mindſte Skade Pund de hiembringes i denne Tilſtand, naar man blot iagttager at det ei opdynges, og, ſammentrykt ved ſin egen Vagt, bliver ſaa lange liggende, at det kan blive hedt. 5 Det hiembragte Foder bor udbredes, og naar Pladſen hertil fattes, ikkun ſaa naade cg meget paa een Gang hiemkiores, ſom i tre Timer kan opfodres. Er Veirliget riet beny fugtigt ſaa kan Foderet uden Skade nogle Dage ligge paa Skaar. ring ele §. 46. dende be Rette Tid til Jeg har aldrig bemarket at ung, endnu ei blomſtrende, Klover, har verret lede Soe Signnen⸗ farlig, naar man blot gav maadelige Givter. Men giver man Qveeget, ſom i nedens! Begyndelſen er ſaa begierligt efter gront Foder, meget ſtore Givter, eller lader de ſadde det endog umiddelbart ade af den hiembragte Forraad, ſaa vil det viſt nok, fordi dlen af det ei kan fordsie hvad det har oeddt, opblaœſſes. Men det er ei oeconomiſk rigtigt kiobes. at hugge Klosveren inden Blomſterknoppene fremſkyde, thi i de otte Dage hvor nes til d disſe fremkomme, voxer den mere end i de fem foregagende Uger. Hugger man ſleſte do hver 14de Dag Kloveren paa et givet Areal, og hver Gang faaer 30 Pund, eller imidlert tilſammen 90 Pund, ſaa faaer man derimod af ſamme Areal, naar Kloveren end det blot hugges een Gang efter 6 Ugers Forlob, 600 Pund. Dette er ved anſtillet Indteg Forſog uimodſigeligen beviiſt. ſan ude Heri finde vi en Hovedaarſag hvorfor et ligeſtort Areal yder, naar Urterne fta 10⸗ afhugges, betydeligen ſtorre Produkt end om de afgrasſes; thi da udvikles dens M Planterne ikke fuldkommen. Men om en Koe yder meeſt Melk ved at ſtaldfores= e eller gresſes, naar ei tages Henſyn til Arealet, vil ſtedſe forblive uafgiort. en Kat Den ſamme Koe ſom paa almindelig god Graesning malker 10 Potter Melk, kan, ſaa bli ved paa Stald at fodres knapt, maaſkee blot give 6 Potter, men ved overflodig di Foring 14 Potter Melk. Forudſcetter man derimod at Graesningen er ſaa rige⸗ lig at Koen kan faae meer end den kan ade, ſaa troer jeg at den malker ſtarrkere b paa Grees end ved den rigeligſte Foring paa Stald er mueligt. Efter troeverdige Miittie Vid⸗ gierd n, ſtiondt r. Saa⸗ or medens dſte Skade nges, og, live hedt. ikkun ſaa Veirliget har veret t, ſom i ler lader K, fordi it rigtigt age hvor ger man ind, eller Kloveren anſtillet Urterne dvikles ldfores afgiort. lk, kan, erflodig aa rige⸗ ſterkere verdige Vid⸗ Qveegets Foring. 321 Vidnesbyrd have enkelte Koer, kort efterat de have kalvet, malket 90 til 100 Pund Melk, naar de gik paa den rigeſte og til Melkafſondring bedſte Marſk⸗ grasning. Ved Staldforing har, ſaavidt jeg veed, ei nogen Koe malket over 60 Pund daglig. §. 47. Da ei blot Qvagracerne, men endog Individuerne, ſaavel ſom disſes Forings⸗ maade og Behandling, er ligeſaa forſkiellig, ſom den Maade hvorpaa Hollcnde⸗ riet benyttes og Produktioners Priis, ſaa kan angaaende Hollanderiets Afkaſt⸗ ning eller den Pengeindtagt man kan vente af en Koe, intet almindeligt giel⸗ dende beſtemmes. Vi have ſikkre Exempler paa, at meget omhyggeligen behand⸗ lede Koer, nar ved ſtore Stader, have aarligen indbragt 200 Rdlr. Fordeel, medens den andenſteds maaſkee neppe var 5 Rdlr. Vel kan det Tilfalde, under de ſaœdvanlige landoeconomiſke Forhold, kun ſaare ſielden indtreffe, at For⸗ delen af en Koe overſtiger Varrdien af det Foder den fager, om dette endog kiobes. Beregningens Udfald bliver derimod anderledes, naar Fodret ei bereg⸗ nes til Torvepriſen, men til den hvorfor det kan frembringes, hvilket under de fleſte Forhold bor ſkee, da man dog ei kan bringe det paa Torvet. Da dette imidlertid ere ſaa ſaare forſkielligt, ſaa kan i den Anledning ei videre tilfoies, end det ſom med Henſyn hertil allerede paa ſit Sted er anfort. En Koes Brutto⸗ Indtegt, d. e. Indtaegt uden Fradrag for Foder, Greesning og Rogt, men og⸗ ſaa uden Tillceg for Giodningen, afviger, ved meget knapog meget rigelig Foring, fra ro til 3o Rdlr. Man regner at en Koe, ved velordnet Avlsdrivt, naar dens Malketid anſlaaes til 280 Dage, malker daglig 4 Potter Melk, alt ſaa = 1120 Potter. Af 12 Potter Melk faaer man i Almindelighed 1 Pund Smor; en Koe giver altſaa aarlig 93 ½ Pund Smer. Regne vi et Pund Smor til 24 ß. ſaa bliver dette.. 3... 23 Rdlr. 1 Mk. 8 ß. Oſt og Valle af 12 Potter Melk, à 8ß.. 7— 3— 8 30 Rdlr. 5 Mk. ⸗ ß. Drager man herfra omtrent 7 Rdlr. 5 Mk. for Qveegets Oppasning og for Meierieomkoſtningerne, ſom Meierieforpagteren, naar man bortforpagter Hollcen⸗ Sſ de⸗ Fierde Deel. A 6„, man bor fodre 322 Qveegets Foring. deriet, paatager ſig, ſaa er 23 Rdlr. den heieſte Priis, ſom en Forpagter kunde betale for en ſaadan Koe, hvorved han ingen Fordeel havde. Derfor betaltes denne Afgivt ogſaa blot hiſt og her, naar Smorret var betydeligen dyrere end her er antaget. Dog kan formodentlig Brutto⸗Indtcegten af en Koe, naar Rogtning og andre Biomkoſtninger fradrages, ved ovenſtagende Smorpris, ſtige til 35 Rdlr., forudſat Koerne fodres meget godt og gaae paa udmarket gode Grasgange. Man har ſagt at Indtagten vel bliver ſtorre naar Koerne fodes bedre, men at de dermed forbundne Omkoſtninger ei gienerſtattes; at det f. Ex. ei var raade⸗ ligt at kisbe Hoe til ſine Koer. Men dette beroer paa locale Forhold og Hoets Torvepriis er desuden meget hoiere, end den hvorfor jeg ſelv i Almindelighed kan frembringe dette eller et Hseſurrogat. Naar en Tonde Kartofler koſter mig om⸗ trent 20 ß. at frembringe, og jeg giver en Koe daglig 1 Skp., hvorved den yder mig blot 4 ß. mere i Melkeindteegt, ſaa fortiener jeg ved ſaaledes at anvende mine Kartofler, 12 ß. paa hver Tonde. J ethvert Tilfœlde nodes man til at give Koen ſaa meget ſom den til Livets Ophold behover, uden at man deraf drager vi⸗ dere Forveel, og forſt ved det man giver mere, frembringes Melk og Kiod; der⸗ for har man egentlig forſt Gevinſt af det, ſom Koen faaer over det Nodtorftige, og heraf folger, at Foderet benyttes fordeelagtigſt jo ſterkere man fodrer, naar man nemlig ei overſkrider det Punkt, hvor Fordoielſes Redſkaberne ei mere kunne forvandle Foderet til Saft og Blod. Endvidere folger heraf at det aldrig kan vore fordeelagtigt at fodre tre Kser med det, ſom to fuldkommen kunne fortere. Dette er imidlertid ſaare almindeligt, og vil fremdeles blive det, ſaalange de Fleſte ei kunne losrive ſig fra den Idee, at beregne Qvegfordeelen efter Stykketal. §. 48. Man kanei heller efter almindelige Regler beſtemme hvor ſtort det Foder bor voere, der med ſtorſt Fordeel gives en Malkekoe, thi herved kommer Racen, Indi⸗ viduet og dets Alder i Betragtning. Til en Koe af Mellemracen ſynes 18 Pund Hoe daglig, hvoraf Halvdeelen fordeelagtigen erſtattes ved Rodvexter, eller 80 Pund gren Klover, at varre pasſende Foring; men til ſtore Koer giver man med For⸗ hordeel 2 bor de ha R kunne de fir de be ls Eremp O ring er denne. bed at ki I alminde Koeſtal fandkes og dad Beſcetne for, on heri le mande Meieriet. 323 ter kunde Fordeel 25 til 30 Pund tort og 112 til 140 Pund gront Foder. Desforuden ſtes denn bor de have ſaa megen Halm ſom de ville ade. ad her er§. 49. gtning og Naar Koerne ere 6 til 7 Aar gamle malke de meeſt, og til de ere 12 Aar Koernes Al⸗ 5 Rdlr. kunne de vedblive at malke ligeſaa meget, om de ei have faaet den forſte Kalv der nge. for de vare 3 Aar gamle. Jeg anſeer ei ſom oeconomiſt rigtigt, efter Nog⸗ dre, men les Exempel, at afſkaffe en feilfrie Koe, naar den er 10 Aar gammel. àr raade⸗ 9 Hoets Meieriet. ghed kan mig om⸗§. 5̃0. den yder Qvaggbeſatningen benyttes i Almindelighed ved Meieriet; thi Qvexgfeed⸗ de mine ning er ſaœdvanligen blot en Bifordeel. Vi ville forſt omtale hiin, og dernceſt at give denne.. rager vi⸗ Meieriefordeelen fremkommer enten ved Salg af den nyemalkede Melk, eller 9d; der⸗ ved at kierne Smor eller lave Oſt. torftige,§. 51. r, naat Meieriets Bortforpagtning har i de ſtorre Avlsbrug i mange Egne vundet Meieriets ere kunne almindeligt Bifald, da Jordbrugerne derved befriedes for Opſynet over dette 99are st drig kan Koeſtalden, og erholdt en ſikker om end mindre Indteegt deraf. S Mecklenburg fortate fandkes Forpagtere naœſſten paa hver Gaard; i Mark⸗Brandenburg paa mange, enge de og da disſe kaldtes Hollondere, ſaa gav man Meierierne Navn af Hollgnderie. hkketal. Beſatningerne bortforpagtedes ſadvanligen efter Stykketal, og man ſtrabte der⸗ for, om end Greesning og Foring blev ſaa meget knappere, at forsge Antallet; heri ligger maaſkee Aarſagen til det ſlette Apœg, ſom der forefindes. Land oder bor , Indi⸗ mandene tabte Interesſen for Qvaget, og det er Herrens Hie der gior det fedt. g Pund Mellem to af Avlsbrugets Grene, Foderdyrkningen og Qvagavlen, der eller go blot ved Siden af hinanden kunne trives, fremkom en dobbelt men deelt Interesſe. nan md) Var Beſcetningen ei meget ſtor, paa hundrede eller flere Qveggshoveder, ſaa for⸗ Sſ 2 ſvandt, For⸗ ee 2 1e. „ 324 Meieriet. ſvandt, naar man regnede noiagtigen, en ſtor Deel af Forpagtningsſummen, ved raadeligt, de Emolumenter, ſom maatte tilſtaaes Forpagteren. en Pat; Ei for at undgaae Opſynet over Qvagſtalden, men over Meieriet, der blot 4 Nen det kan pasſes af et omhyggeligt Fruentimmer, er det langt raadeligere, for en be⸗ ſtemt og billig Priis, at maale og ſellge den friſke Melk til en Melkehandler. ligeſtan Herved ſikkres begge Parter, der beholde Interesſe for Qvaeget og Melken, haue de mangfoldige Stridigheder undgaaes, og den ene ſtraber ei at giore den anden 5 Uret, hvilket derimod, i Henſeende til Foringen, naſten altid er Tilfaœldet, naar ii kan ru Qvegget bortforpagtes efter Stykketal. Gange d J alt Fald troer jeg, at blot denne ſidſte Forpagtningsmaade kan beſtaae W med et velordnet Avlsbrug. bemarke §. 52. Nelk, Malkningen. Koerne bor malkes fuldkommen rene; thi ved at forſomme dette har man den forſt ofte havt ringe Indtagt af ſit Meierie. Meierſken bor noie agte herpaa, lare Malkepigerne de rette Haandgreb, og ſaaſnart hun har mindſte Tvivl om, at en 8 Koe er malket reen, bor hun ſelv underſoge dette; juſt ei ſaameget for den ſabeſt m Melks Skyld der kan for den Gang varre bleven i Yveret, ſom fordi Melkafſon⸗ en Bhe, dringen derved formindſkes, og Skiodesloshed tager Overhaand, naar denne hed Aft Uorden ei ſtrax paaankes. Melken bor vexelvis uddrages af alle fire Patter, om Jis, o end een ſynes at vere udtomt. Byen. Er Pveret ſkident ſaa bor det vaſtes hvergang Koen ſkal malkes; thi den mindſte Ureenlighed giver Melken Afſmag, og bringer Meieriet i Miscredit. er oſe Iſcer ved ſammes Staldforing bor dette omhyggeligen iagttages. Til dette Hie⸗ forhund meed har man indrettet Kar med Laag, hvori Malkepigerne have Vand og Svamp Landna eller en Klud, og ſom de kunne bruge iſtedet for Malkeſtol, for ſaaledes ei at fat⸗ ſon de tes Vand til Yvernes Rensning. da da Naar Malkepigerne ſige at en Koe giver ſaa lidet Melk, at det ei meer tan me lonner Umagen at malke den, ſaa bor man underſoge om denne Melk ved maadelig hdcg Varmegrad lober ſammen. Er dette ikke Tilfeldet, ſaa bor man vedblive at ſaa me malke Koen, da denne ellers bliver vant til at ſtaae lange gold. Dog er det ſtedſe raade⸗ zſummen, nh ſeriet, der bet re, for en be⸗ Nelkehandl ſet op Nalin, lore den anden eilfaldet, na ade kan beſtaae dette hat man herpaa, lare ol om, at en reget for den Melkafſon⸗ naar denne ePatter, om kes; thi den i Niscredit. il dette Hie⸗ dog Svamp es ei at fat⸗ det ei meer ded maadelig vedblive at ger deſeſe aade⸗ —— Meieriet. raadeligt, at golde Koen fire Uger for den ſtal kalve, ſelv om den endnu malker en Pot; thi ellers ſockkes den for meget. Nogle have forſikkret at jo oftere man malker, jo mere Melk faaer man. Men dette er ved noiagtige Forſog ei bekraftet, thi ved de fleſte af disſe fik man ligeſaa megen Melk, naar man malkede to, ſom tre eller fire Gange daglig. Nogle have derimod vel erholdt mere Melk ved at malke oftere, men dog ei mere Smor. Blot naar Melken ſtrommer rigeligt til Yveret, og ſaa rigeligt at dette ei kan rumme den, og maaſkee lader den lobe paa Jorden, bor man malke tre Gange daglig. Den forſte Melk er mindre feed end den ſidſte; men jeg har aldrig kunnet bemarke at Forſkicellen er ſaa ſtor, ſom Nogle forſikkre. Hvor man deels ſellger Melk, deels kiarner, pleier man undertiden at deele Melken i to Deele, at ſelge den forſt malkede, og kicerne den ſidſte. §. 53: Vil man ſalge nyemalket Melk, ſaa er det vigtigt at holde den ved den laveſt muelige Temperatur over Fryſepunktet. Boer man een eller to Miil fra en Bye, hvorhen man vil ſende nyemalket Melk, ſaa valges hertil i Almindelig⸗ hed Aftenmelken, der ſtrax efter Malkningen ſattes i koldt Vand, ofte endog i Salg af nye⸗ malket Melk. Jis, og transporteres om Natten, at den tidligt om Morgenen kan indtrœffe i Boer man narmere ved Byen, ſaa indſendes ligeledes Morgenmelken. Man troer paa denne Maade at drage ſtorſt Fordeel af Meieriet, og dette er ogſaa i Almindelighed Tilfaldet, men ei ubetinget. Denne Melkehandel er forbunden med Omkoſtninger, Vidtloftighed og fordrer et Opſyn, der ei er hver Landmands Sag. Denne handler udentviyl rigtigſt ved at ſeelge Melken ſaaledes ſom den kommer af Koen, til en Melkehandler, ſom ſelv henter den, men ſom den da bor overlades til ſaadan Priis, at han kan have tilſtrkkelig Fordeel. Men kan man ſende nyemalket Melk til en eller anden Bye, ſaa kan man i Almindelig⸗ hed ogſaa der ſcelge nyekigrnet Smor til ſaa hoi Priis, at man faaer neſſten lige⸗ ſaa meget derfor, ſom for Melken. Paa Landet finder man derimod blot ringe Af⸗ Byen. Kiarningen. 326 Meieriet. Afſcetning for nyemalket Melk, og blot den ſkummede eller ſure Melk, ſaavel ſom Kigrnemelken kan undertiden ſalges. §. 54. Vil man haabe at tilveiebringe godt Smor, der kan lange holde ſig, ſaa bor man fuldkommen forſtaae, og noiagtigen lagge Marke til alt det derved bor iagttages. Et godt Melkekammer er en vaſentlig Betingelſe. Dette indrettes ſad⸗ vanligen i en Kielder, da man derved lettere bliver iſtand til at vedligeholde den fornodne Temperatur. Gulvet laxggges af Fliſer, og heldende til den ene Side, at det Vand, hvorved det renſes, kan lobe i en Sump og oſes deraf. Melkekiel⸗ deren bor have Vinduer paa begge de modſtaaende Sider, at Luften uafladelig kan trakke derigiennem. Disſe Aabninger anbringes ſadvanligen ſaaledes, at Luft⸗ trakket ei blot finder Sted i Hoiden, men endog nar ved Gulvet. Dog bor de nederſte Aabninger kunne lukkes, naar ſtark Blaft muligen kunde bevcege Melken, der ſtage i Karrene paa Gulvet. Melkekicelderen bor vorre ſaa rummelig, at Melkebotterne kunne ſtaae ved Siden, ei ovenpaa hverandre; thi i de holſteenſte Meierier hvor alt behandles ſaa omhyggeligt, anſees i det ringeſte dette ſidſte ſom ſkadeligt. Melkebstterne bor ſtaae umiddelbart paa Gulvet, thi der kan Tempe⸗ raturen bedſt vedligeholdes eens. For fuldkommen at fremme Flodens Afſondring er det yderſt vigtigt, at vedligeholde den rette Varmegrad. Er denne for hoi, ſaa bliver Melken tyk in⸗ den Floden kommer i Veiret, og denne forbliver da i Melken. Er Varmegra⸗ den for lav, ſaa varer det for lange inden Melken ſœtter Flode. Den meeſt pasſende Temperatur er 12 til 13°; den forſte om Sommeren, den ſidſte om Vinteren. Vil man haabe at tilvebringe velſmagende Smor, ſaa bor ei blot Karrene Intet flydende Vaſen er i denne Henſeende vanſkeligere at bevare end Melken; af enhver den holdes aldeles rene, men endog Luften vere fuldkommen friſk. uvedkommende Materie eller Uddunſtning kan den faae ſlem Lugt, Afſmag eller andre ubehagelige Egenſkaber. Naar R larſagen derver a darvet! den ſaaſ eler iltet dade, S ges enl bor hold I det er ſtorre ſettere, Larſag! mase ve Hün G ken bli herded tet. botter men ren neiemel og t bes me ddhuge kunne 9g fe med ſt ſaavel ſom ſig, ſaa erved bor ktes ſad⸗ holde den ene Side, Nelkekiel⸗ delig kan at Luft⸗ gbor de Melken, elig, at lſteenſte dſte ſom Tempe⸗ tigt, at tyk in⸗ megra⸗ meeſt ſte om darrene lydende zer den ag eller Naar Meieriet. Naar Melken bliver ſei, hidrorer dette ofte blot fra ureen Luft, ſkiondt Aarſagen dertil ogſaa kan ligge i en Koes ſygelige Tilſtand, hvis Melk da for⸗ darver al den ovrige. Blage Pletter paa Melken hidrore ſom ofteſt fra for⸗ dœrvet Luft. Disſe ere ſandſynligviis en Slags Skimmel, der ſetter ſig paa Flo⸗ den ſaaſnart den kommer op. Ved at ryge Kicelderen og Karrene med Svovl eller iltet(oryderet) Saltſyre, og dernaſt at indlade tilſtrakkelig friſk Luft, har dette Onde, efter mange mig bekiendte Erfaringer, ofte veeret fiernet. Strax efterat Melken er malket, ſies den i Karrene. Til Sien bor ei bru⸗ ges en linned eller ulden Klud, men et Stykke Haardug, der med Omhyggelighed ber holdes reent. §. 55. Botterne giores af Metal, Leer eller Tre. J den forſte Slags, iſcer om det er Tin, ſkal, efter Fleres Erfaring, Melken bedſt ſœtte Flode, men i de ſtorre Avlsbrug koſte de for meget at anſkaffe; Leer og Porcellain Fade kunne lettere end Trœbotterne holdes rene, men de ſonderbrydes letteligen. Af denne Aarſag har man indfattet dem i Tra og derved ſtraebt at giore dem varigere. De mage veere godt glasſerede, thi ellers troenger dog den ſure Melk ind i Leeret. Hiin Glaſur maae aldeles ei verre tilveiebragt ved Hielp af Blye, thi naar Mel⸗ ken bliver ſuur, ſaa oploſer den ſtedſe noget, om end kun lidet Blye. Faren herved er imidlertid efter Weſtrumbs Forſog ei ſaa ſtor, ſom Nogle have befryg⸗ tet. Melkefade af Glas og Poreellain ere for koſtbare og blot til Pragt. Tra⸗ botter bruges ſaœdvanligſt i de ſtorre Meierier, og naar de blot holdes fuldkom⸗ men rene og udſcettes for Luften, ſaa ere de ogſaa meget tienlige. Man bor for⸗ nemmelig forhindre at ei ſuur Giceringsſtof meddeeles dem, og derfor bor de af og til koges i Lud, og hver Gang de ere brugte ſtrax ſkylles med Vand, og ſkrub⸗ bes med en Borſte. De giores i Almindelighed af Bodkerne. Man har ogſaa udhugget Truge af et Stykke Tra, men dog giort disſe for neden flade, at de kunne ſtaae faſt. Disſe ere uimodſigeligen bedre, deels fordi de ingen Fuger have og folgelig med mindre Moie kunne holdes rene, og deels fordi Melken i dem med ſtorre Overflade berorer Luften. J eeSe — — Botterne. Meieriet. Jalt Fald ber Melkebotterne vare ſaa flade ſom mueligt, at Melken kan hurtigen ſœtte Flode, og denne reent afſftummes. Dybe og ſnaxvre Botter ere ſlette og til Skade. §. 56. Skumningen. Meningerne ere deelte angagende det rette Tidspunkt til Skumning. Nogle lade Melken blive fuldkommen tyk og ſuur inden de ſkumme den, da de formene derved at erholde mere Flode. Men i Holſteen, hvor man udentvivyl bedſt for⸗ ſtaaer at tilberede Smor, er man af modſat Mening, og man ſtraber at kunne ſtumme Floden inden Melken er det ringeſte ſuur. Et Tegn hvoraf man kan ſee at Skumningens rette Hieblik er forhaanden, er, at ingen Melk fremkommer, naar man med en Kniv ſtikker i Floden. Den ſidſte Maade fortiener Fortrinet, thi det er afgiort Sandhed, at Flodens Afſondring ei fremmes ved Melkens Suurhed, men at hiin endog hindres derved, og at Smorret af ſod Flode, ei blot nyekicernet, har behageligere Smag, men endog launnge beholder denne, og aldeles ikke bliver bittert. Saaſnart Mel⸗ ken blot bliver det ringeſte ſuur, ſaa ſynes Floden at tilegne ſig oſtagtige Deele; man fager ſaaledes ſtorre Mangde naar den ſkummes, og derved forledes man til at troe at man virkelig erholder mere Flode. Det er vigtigt at traeffe det Tidspunkt, da Melken har ſat ſaa megen Flode ſom den kan, uden at Syrlighed bemarkes. Dette indtraffer, ſaavel overeenſtemmende med Temperaturen, ſom med Atmoſpharrens Beſkaffenhed, ſnart tidligere, ſnart ſildigere. Er Tempera⸗ turen 10°, ſaa kan 36 Timer forlobe inden det indtreeffer, da det derimod ved hoiere Temperatur kan efter 16 Timer, ja i Tordenveir endog efter 12 eller 10 Timer, voarre forhaanden. J det Holſteenſke vaage i dette Tilfalde omhygge⸗ lige Meierſker om Natten, for at kunne ſtrax ringe paa Pigerne, naar det rette Tidspunkt, ſom de af Ovenanforte kiende, indtraffer. Melken ſkummes med ſkovldannede Treſteer. Det er bedſt om Floden kan kicernes ſtrax efter at den er ſftummet, og i de bedſt indrettede Meierier ſammenblandes aldrig to Dages Flode. Naar man i min⸗ nindte Steenkke ſtielige en Tond Tonden, medens ning me det at i hvorled G der ſme Indſug har ved har ben og atm lukkede Kiern ded de olieagt ſmage de kun thi de de ſta⸗ tige d trin, dier Melken kau Botter ere 9. Nogle de formene bedſt for⸗ at kunne in kan ſee mkommer, dhed, at hindres te Smag, aart Nel⸗ ge Deele; edes man raffe det Syrlighed eraturen, Tempera⸗ mod ved eller 10 hygge⸗ det rette og i de man i min⸗ ) Meieriet. 329 mindre Meierier blot kicerner hver anden eller tredie Dag, ſaa holdes Floden i Steenkrukker ſaa kiolig ſom mueligt. §. 57. Smorret kicernes, ſom bekiendt, ved en mekaniſk Bevaegelſe, der paa for⸗ Kiarnen. ſkiellige Maader frembringes. Man har ſtaaende Kiarner og liggende, der ligne en Tonde. Disßsſe ſidſte have enten en ſtilleſtagaende Axel med Vinger, om hvilken Tonden, naar den engang er ſat i Bevagelſe, lober, eller Tonden ligger ſtille, medens Axelen med ſamt Vingerne dreies. Man har roeſt denne Tonde⸗Indret⸗ ning meer end den fortiener, men for at kunne domme herom, ſom for overhove⸗ det at indſee, hvad man ved Kiarningen bor iagttage, er det nodvendigt at vide, hvorledes Smorret dannes og afſondres. Smorret dannes virkelig; thi Melkens fede Deel er ikke Smor, men bli⸗ ver ſmsragtig ved Luftens Indvirkning paa Floden eller Iltens(Oxygenens) Indſugning. Derfor bor Luften uhindret kunne trange ind i Kiernen. Man har ved Forſog beviiſt at Ilten er det Stof, der her fornemmeligen virker, thi man har bemarket, at Smorret dannes hurtigſt, naar Luften indeholder meget deraf, og at man derimod ei faaer Smor, naar dette fattes. Allerede derfor ere de ſtaaende Kicerner bedre end de liggende, der bor veere lukkede, og i hvilke den indſluttede Lufts Ilt letteligen forteeres. De ſtaaende Kicerner kunne derimod have tilſtrœkkelig Luft, og denne endog uafladelig fornyes ved den til Smorrets Kicerning fornodne Bevegelſe. Men endog i andre Henſeender ere Kiceerner, med Kicerneſtang, bedre. De olieagtige Deele, der ved Luftens Paavirkning ere blevne til Smor, ſvomme ſom ſmaage Partikler i Kicernemelken, og bor ved Bevaegelſen narmes hverandre, at de kunne ſammenklumpes. ₰ Tonderne er Bevegelſen ei ſaa ſterk ſom behoves, thi den flydende Materie kommer vel i Sving, men blandes ei tilſtrakkeligen. J de ſtaaende Kigrner blandes Melkdeelene uafladeligt ved Stodet, og de ſmorag⸗ tige Deele komme derved i Berorelſe. Endelig have ogſaa disſe Kiarner det For⸗ trin, at de lettere end Tonderne kunne renſes. Fierde Deel. Tt Da Regler for Kicrningen. Meieriet. Da det imidlertid er ſvort Arbeide at kigerne med Haanden, og neppe mueligt naar Melkens Masſe er betydelig, ſaa har man opfundet adſkillige Ma⸗ fkinerier, hvorved Kicerneſtangen, der foiedes til Armen af en bevagelig Cylinder, med mindre Moie kunde loftes og nedtrykkes. Man kiarner ofte med to Kigerner paa een Gang, i hvilket Tilfalde Kigrneſtangen nedtrykkes i den ene, naar den loftes i den anden. Cylinderen ſcrtttes da i Bevagelſe enten ved en tung Svin⸗ gel, der af to Perſoner bevages frem og tilbage, og ſom, naar den er i Gang, uden Anſtrangelſe holdes deri, eller dette ſkeer ved et Svinghiul. Ere Meierierne meget ſtore, ſaa kierner man med Heſte eller Oxer. Denne Indret⸗ ning har endnu det Fortrin, at Bevagelſen er taktmasſig, hvorved Smorret let⸗ tere fremkommer, end om man ſnart kiarner hurtigt, ſnart langſomt. §. 58. Ogſaa ved Kicerningen virker en pasſende Varmegrad meget veeſentlig. Er⸗ Floden for kold, ſaa ere Smordeelene for haarde til at kunne faſte ſig til hver⸗ andre; er den derimod for varm, ſaa bliver Smorret ſaa blodt, at de dannede Klumper, ved den ſtarke Bevaggelſe, atter adſkilles og flyde ſammen med Melken. Som ofteſt er urigtig Varmegrad Aarſagen, naar man ei kan faae Smor. Er Floden for kold, ſaa bor Kiornen varmes ved varmt Vand, hvoraf ogſaa noget heldes i Floden; i modſat Tilfalde bruges koldt Vand, ja endog Jis. Dog kunne andre Omſtandigheder vorre Aarſag til, at man ei faaer Smor. Melk af Koer der ere ſtort i Kalv, giver vanſkeligen Smor. Ved at komme li⸗ det Salt i Floden, faaer man undertiden Smor, og det ſkader ei, at Kiarne⸗ melken derved bliver noget ſalt. Et Stykke Allun der lagges i Sien ſkal lige⸗ ledes hielpe. Man har roeſt et Pulver, ſom tilberedes af torret Syretop, hvid Andorn, Faaregarbe(Schaafgarbe), Nelde, tre Haandfuld af hver og ½ Pund Svovlblomme, hvoraf hvert Qveegshoved ſkulde tre Gange daglig have en Haandfuld blandet i et Pund Hleddike. Svovelet er her formodentlig den virkende Deel. Kommes Suk⸗ ker, Aſke eller Sœbe i Floden, ſaa faaer man ikke Smor. Almuen ſkyder Skyl⸗ den paa Hexerie, og anvender, ſom mod andre Feil ved Melken, overtroiſke Narreſtreger. 6 8 nen. 4 Florés krukke, ſaa ſtor nes 130 b valleag give de ſtadelig udblod tighed indſuge ligger det ſta det ſalt 09 neppe fkillig Ma⸗ ig Cylinder, to Kiarner , naar den tung Svin⸗ ar den er i hiul. Ete ne Indtet⸗ morret let⸗ t. ſentlig. Er⸗ ig til hver⸗ de dannede led Melken. mot. Er gſaa noget d. ager Smor. t komme li⸗ at Kierne⸗ n ſtal lige⸗ vid Andorn, doololomme, blandet it ommes Suk⸗ ſhhder Eihl⸗ obetttoiſt Ekal Meieriet. 331 Skal Smorret farves, ſaa kommes den dertil fornodne Subſtants i Kicer⸗ nen. Hos os bruges i Almindelighed Gulerods Saft; Hollgenderne bruge derimod Flores calendulae, der, naar de nyelig ere plukkede, pakkes faſt i en Steen⸗ krukke, ſom tat tilſluttes og nedſcettes i Kielderen. Med et Stykke Orlean, ſaa ſtort ſom en Ert, der om Aftenen for man om Morgenen vil kieerne, kom⸗ mes i 30 Pund Flode, farves Smorret morkere. Er Smorret dannet, ſaa bor det ſaa hurtigt ſom mueligt ſkilles fra de valleagtige Deele, thi disſe, der komme ſnart i Gierring, anſtikke Smorret, og give det ſſem Smag. J Holſteen vaſkes Smorret ikke, da man anſeer det ſom ſtadeligt, og man alter det blot omhyggeligen. Jeg foretrekker dog at udblode Smorret i Vand, naar dette blot ſiden tilſtrœkkelig udtrykkes; thi Fug⸗ tighed ber ei forblive i Smorret. Men forbliver dog lidet deraf i Smorret, ſaa indſuges den af Kogſaltet, og kan folgelig ei gicere eller fremme Gigringen. Heri ligger formodentlig Aarſagen, hvorfor Smorret nodvendigen maae ſaltes, om det ſkal kunne holde ſig lenge. Jo mindre Smorret er renſet, jo ſtœrkere bor det ſaltes. Til 5, 10 eller 20 Pund Smor behoves 1 Pund Salt. Hovedaarſagen hvorfor Smorret efter en vis Tids Forlob faaer ubehagelig Lugt og Smag, er udentvivl Oſtdeelene, der meer eller mindre forblive i alt Smor, og gaae i en Slags Forraadnelſe. Jo mindre heraf, jo lœngere holder Smorret ſig. Man ſmelter ofte ſlet renſet Smor, da Oſtdeelene derved afſon⸗ dres; men ſmeltet Smor fager dog aldrig den behagelige Smag, ſoen Smorret ellers har, og bruges ogſaa derfor blot i Kiokkenet. Naar Smorret nedlagges i Tonder eller andre Kar, bor man ſtraebe at pakke det ſaa faſt ſom mueligt, at ingen Mellemrum finde Sted deri. Thi juſt paa ſaadanne Steder tager Smorret letteligen Skade, og derfra anſtikkes hele Masſen. J de ſtorre Hollgnderier er det en Regel, at fylde eet Fad med det der paa een Gang er kiernet, og ei at blande Smorret fra to eller tre forſkiellige Dage. 332 Oſtens Tilberedning. 4§. 59. Den ſkummede Melk benyttes paa mange Maader. Den ſpiſes ligeſom Kiarnemelken, eller Brod altes deri. Af den tilberedes magre Oſte, og under⸗ tiden gives den, ligeſaa vel ſom Vallen, til Svinene. Ofte kierner man Smor af den uſkummede Melk, og Mange have fundet denne Fremgangsmaade fordeelagtig, iſcʒr naar man, ſom allerede er omhandlet, hertil valger den ſidſte og federe halve Deel af Melken. Men ſaadant Smor hol⸗ der ſig, ſom man forſikkrer, ikke lange, og er desuden mindre fedt, da det indeholder flere Oſtdeele. Dſtens Tilberedning. §. 60. Ved gode Oſtes Tilberedning er mere at iagttage og ſtorre Opmarkſomhed nodvendig, end ved Smorrets Frembringelſe. Men under mange Forhold er det ſaa meget fordeelagtigere at lave Oſt, end at kicerne Smor, at Meieriet derved ei ſielden yder dobbelt Fordeel, thi da gode Oſte hidtil bragtes os fra fierne Egne, og for at komme til os gik igiennem adſkillige Hander, ſaa ſtege de langt over de⸗ res Produktions Omkoſtninger. Dog bor man ei forglemme at Oſt bor verre 1 til 1½ Aar gammel inden den bliver god Handelsvare, og at folgelig denne For⸗ raad, ſaavel ſom det Magazin hvor Oſten bevares, fordrer en Capital, der bor forrentes; en Capital ſom maaſktee blot faa Avlsbrug ved egen Kraft kunne til⸗ veiebringe. Oſten tilberedes paa utallige Maader, fra disſe hidrorer for ſtorſte Deelen Oſtens Forſkiellighed, ſaavel i Henſeende til Smag, ſom Lugt, Conſiſtents og Farve. Det er formodentlig rigtigt, at Qvoegets Grasning og Levemaade, ſaa⸗ vel ſom Climatet virker paa Oſtens Egenſkaber, ſelv naar den forreſten behandles paa lige Maade, thi dette tilſtaaes ſelv i Egne hvor megen Oſt laves, og an⸗ ſees ſom ſaa afgiort, at ſelv Naboegaarde tilſtaage hinandens Oſte Fortrin i denne eller hiin Henſeende, men roſe derimod i andre Henſeender deres egne Oſte. Aar⸗ larſagen lighed o tingeſte ningsme ſon at hemmell tinge, 9 J Oſt, 0 netop h denne d virkelig at vi ku boͤſte ſmager ning. nen ogf Sott — Oſtens Tilberedning. 333 Aarſagen til denne Forſkiel udledes i Almindelighed fra Grasgangenes Forſkiel⸗ ds ligſen lighed og visſe Urter, ſom voxe derpaa. Imidlertid er det ligeſaa viſt, at den dg under ringeſte, ſelv tilſyneladende ubetydelige, Afvigelſe fra den ſœdvanlige Tilbered⸗ ningsmaade, forandrer Oſten ſaaledes, at Kiendere kunne merke Forſkiellen, lige⸗ ave fundet ſom at de Fruentimmer, hvis Oſte ere meget roeſte, holde deres Haandgreb mhandlet, hemmelige, og ei oprigtigen meddeele andre dem. Ofte er Forſkiellen desuden ſaa Snor hol⸗ ringe, at den blot er kiendelig for dem hvis Smag er meget fiin. t, da det Naar ſaadanne Perſoner ere engang vante til at ſpiſe en eller anden Slags Oſt, og udtrykkeligen forlange, at den Oſt, hvorved en anden efterlignes, ſkal netop have dennes Smag, ſaa bliver det viſt nok vanſkeligt aldeles at opfylde denne Fordring. Men denne grunder ſig ogſaa mere paa Egenſind, end paa virkelig behageligere Smag ved denne eller hiin Slags Oſt; thi det er tankeligt, at vi kunne tilberede Oſt, der i enhver Henſeende kunde vcere behageligere end den erkſomhed bedſte Cheſter Oſt, om hiin end ei blev denne fuldkommen liig, og naar Oſten blot old er det ſmager ſaa godt, ſom man efter dens Priis onſker, ſaa fattes den aldrig Afſet⸗ et derrvedn ning. Dog bor man iſeer i Begyndelſen ſtrabe, ei blot i Henſeende til Smag, ne Egne, men ogſaa til Form, ſaavidt mueligt at efterligne en eller anden, allerede yndet, over de⸗ Sort Oſt. bor vare§. 61. eenne For⸗ Den utallige Mangde af forſkiellige Slags Oſte, kan, faavel i Henſeende Hoori den ene der bor til Egenſkaber, ſom Natur, henfsres under folgende Rubriker: Srnnag ie eunne ti⸗ 1) Med Henſyn til deres Fedme, deeles disſe i ferenle ie a) meget feede Oſte, der ſadvanligen laves af nyemalket Morgenmelk, ſom te Deelen plandes med Aftenmelkens Flode. b) fede Oſte, der tilberedes af nyemalket Melk. ſtents og ade, ſta⸗ c) magre Oſte, af ſkummet Melk. Dog har man atter Underafdeelinger / behandle⸗ af meer eller mindre fede Oſte, naar man f. Ex. til det forſte Slags tager meer , og a⸗ eller mindre Flode, og til det ſidſte bruger Melk, der meer eller mindre har ſat , 8 1 in i dma Flode, ſom aldeles eller tildeels er afſkummet. ane Ofe 9 2) Jar⸗ 334 Oſtens Tilberedning. 2) Skielner man mellem Oſt af ſod eller ſuur Melk, og herved kommer i Betragtning, om Oſten laves af ſerrdeles ſod Melk og Flode, eller om disſe Deele henſtaae indtil de have en vis ſtorre eller mindre Grad af Suurhed. 3) Presſede og upresſede Oſte. Blot ved Presning befries Oſten alde⸗ les fra valleagtige Deele, og dette er ſaa meget vigtigere, ſom den, naar disſe gicere, erholder en vis ſkarp Smag, Tilbeielighed til at forandre Conſiſtents og, iſcœr om Luften er fugtig, at oploſe ſig til en ſei flydende Materie. Jo neiagtigere altſaa Vallen, ved Oſtmateriens omhyggelige Omaltning, ſaavel ſom gien⸗ tagne og vedholdende Praesning, udtrykkes, deſto mindre ſkarp og deſto varigere bliver Oſten. Og heri ligger Aarſagen, hvorfor Glouſter⸗ og Cheſter⸗ Oſten er aldeles ikke ſkarp. Men naar Oſten behandles paa denne Maade, ſaa faaer den, med mindre den er meget feed, en vis laderagtig Seihed. Upresſet Oſt mage ſpiſes temmelig friſk eller, naar den er kommen i en vis Grad af raaden Gicering, omeltes, udpresſes, blandes med Flsde eller Smor, og Forradnelſen ſtandſes ved at ſvobe den i Klader, der i Forveien dyppes i Bl eller Viin, mellem hvilke lagges Humle eller andre aromatiſke Urter, hvor efter den torres.. Paa denne Maade tilberedes den ſkarpe Oſt, ſom Mange finde ſaa behage⸗ lig, og ſom er ſaa appetitvœkkende. 4) Er Oſten forſkicellig, overeenſtemmende med den Maade hvorpaa, og det Middel hvorved den lobes. Enten hedes Melken naar den ſkal lobes, eller dette ſkeer ved dens natur⸗ lige Varmegrad, 26 Grader, eller ogſaa formindſkes denne ved Afkisling noget. Jo varmere Melken er, deſto ſnarere lobes den, naar man bruger lige meget af lige kraftigt Lobemiddel. Men er Melken for varm, og lobes den altfor hurtigt, ſaa bliver Oſten ſei. Jo kiosligere den lobes, deſto behageligere og finere bliver Oſtmasſen. Lobes Melken langſomt, ſaa varer det langere inden Oſten bliver Handelsvare, end om det modſatte er Tilfalldet. §. 62. Er Fremgan bekiendt, nineralſ ſon ente ege⸗, J befalet nylig be Nange den mit Nange lighed ah belſe af om dem man, ſo ded leng Udennes ſor Ind denne N ſlagtes Denne til den og ind den er heſtre —8——— Oſtens Tilberedning. 335 tded konmer§. 62. om didſe Da Er Melken lidet ſyrlig, ſaa lobes den ved blot at varmes; men denne eohemidler. Fremgangsmaade bruges blot ved Suurmelks⸗Oſte. Paa lige Maade virker, ſom ies Dſten ah bekiendt, enhver Syre, der kommes i Melken. Man bruger hertil undertiden en, nar di mineralſke Syrer, iſcr Saltſyre, ſaavel ſom Eddike og forſkiellige Vegetabilier, dre Conſſin ſom enten indeholde Syre eller Garveſtof; f. Ex. Tamarinder, ſuur Frugt, Jonoinzihn Ege⸗, Pile⸗, Ellebark o. ſ. v. Gallium verum har man alt for lange ſiden an⸗ ayel ſon ji befalet ſom meget god Lobe, og derfor kaldet den Lobeurt. Dog har man arp ag d nylig begyndt at tvivle paa, at denne Plante har hiin Egenſkab. re og bhet Ofteſt bruges det rene Produkt, ſom findes i Pattekalvenes fierde Mave. §. 63. faahe ſ Saadanne Kalvemaver tilberedes og bevares paa forſtiellige Maader, og zobeaf Kl⸗ men en Mange paaſtaae, at om de end behandles paa neſſten lige Maade, ſaa gior dog eler Enn, den mindſte Afvigelſe ſtor Virkning paa Oſtens tilkommende Beſkaffenhed. vyppesi N Mange Fruentimmer ſom ere bekiendte for at lave god Oſt, giore derfor Hemme⸗ lighed af Maaden, hvorpaa de tilberede Kalvemaverne. J Marſchalls Beſkri⸗ velſe af Glouceſters og de ſydlige Grevſkabers Avlsbrug, giver han Efterretning om de mangfoldige Maader, hvorpaa Loben tilberedes i de engelſte Egne, hvor man, ſom f. Ex. i Glouceſter⸗ og Cheſterſhire laver den bedſte Oſt, hvilke han, ved laœnge at opholde ſig i disſe Egne, har udforſket; hans Vark fortiener ogſaa i denne Henſeende at overſcttes. Dog troer jeg ikke at ſmaae Afvigelſer have ſaa ſtor Indflydelſe paa Oſtens Beſkaffenhed, og Marſchall ſynes tilſidſt at bifalde „ hvor efter b eſaa behage hvorpaa, ch dens natut⸗ „1 denne Mening. d Tfiain Folgende er en af de ſcdvanligſte Tilberedningsmaader: Inden Kalven ſlagtes giver man den Melk; ſenere opſkicres dens Mave, hvoraf Loben udtages. tugr li Denne befries for al Slags Ureenlighed, iſer for Haar, og vaſkes i koldt Vand, es ddiſ til den er fuldkommen hvid. Dernaſt torres den med et reent Klade, beſtroes ogeige 4 og indgnides ſtarkt med Salt. Maven renſes ligeledes i koldt Vand, og naar lngte i den er gneden med Salt, kommes Loben atter deri. Alt lagges i en Krukke og beſtroes med Salt. Saa mange Maver, ſom kunne ſamles i omtrent fire Uger, lag⸗ , 562 .— 336 Oſtens Tilberedning. lœgges i ſamme Krukke. Saaledes tilberedte ligge Maverne et Aar urorte, og naar man da vil bruge dem, ſaa aabnes een Mave ad Gangen, Loben udta⸗ ges, ſmuldres ſaa noiagtigt ſom mueligt, og da heldes derpaa tre friſke Eggeblommer, tilligemed et lidet Glas god Flode. Er alt fuldkommen blandet, ſaa komme de Feeſte endnu lidet Kryderie deri, ſom f. Ex. Muſkatnod⸗ der, Muſkatblomme, en Kryderienellike og noget pulveriſeret Safran. Denne Masſe lagges atter i Maven, der ophanges paa et reenligt Sted. Derneaſt til⸗ beredes ſterk Lud af Salt og Vand, hvori den koges, og forbliver liggende indtil den atter er kold, da kommes i et halvt Pund af dette Vand 1 Lod af Loben, hvortil endnu undertiden foies fire eller fem Valdnodblade, og denne Blanding bliver ſaaledes ſtagende i 14 Dage. Eller, man tager Maven af en ung Kalv, og vaſker denne, ſaavel ſom den deri verende Lobe, tilſtrakkeligen, hvorefter Maven nedſaltes, og bliver ſaaledes liggende i tre Dage. Man haardkoger da fem eller ſer Eg, hakker dem ſmaae, og blander dem med Melkeklumperne; alt fyldes derneſſt atter i Ma⸗ ven, ſom i tre Uger hanges i Rog, og ſiden i frie Luft. Naar man vil bruge denne Blanding, ſaa afſkiares et lidet Stykke, der udrores i Melk, og blandes med den Melk der ſkal lobes. Efter en anden Maade tages Melkeklumperne ud af tre eller fire Kalvemg⸗ ver, og naar hine ere vaſkede, altes de, ligeſom Brod, mellem en Haandfuld Bygmeel, hvortil kommes Salt. Maverne ſaltes ikke, men hakkes ſmage, og blandes med hiin Masſe. Det hele bevares da, ſaltet for oven og neden, paa et kioligt Sted i Leerkrukker. §. 64. Om Tilbered⸗ Om den Maade hvorpaa de mange forſkiellige Slags Oſt tilberedes, faaer ningen af visſe Slags Oſte. man Efterretning i folgende Skrivter: Om Sveitzer⸗Oſten i tredie Hefte af Wittes, Deutſchlands Rindvieracen. Om Cheſter⸗Oſten i Hermbſtaͤdts Archiv der Agricuktur⸗Chemie. Om Limburger⸗Oſten i Annalen des Ackerbaues B. XI. B. 652. Om mange Slags Oſt i, Kruͤnitz Encyclopeedie B. XXXV. Voß's Anweiſung Rahm⸗ und Fett⸗Kaͤſe, welche dem beſten engliſchen und hollaͤndiſchen gleich⸗ kommen, zu bereiten. Altona 1807. Voll⸗ Polkiind ir Twamley gen S ſigelige! Sommer Grad, at man end: den ſadve bor man Ekarphe agtigen, eigaaer vedet nit punkt da ſom de fe da det h dette tilk faldet ſiel ¹ at Dva⸗ Brande didom anden! dvage dierde Oſtens Tilberedning. 337 ur..... orte, og* Volſtaͤndige und deutliche Anweiſung zur Bereitung des beruͤhmten engliſchen Cheſter⸗Kaͤſes. Loben udta⸗, Pirna 1803. tre fiiſ Twamley Anweiſung engliſche Kaͤſe zu machen, aus dem engliſchen uͤberſettzt, mit Anmerkun⸗ 3 gen. Frankfurt am Main 1787. fuldkonmen Selv har jeg ei Erfaring hvad Oſtlavning anbelanger, men ved uimod⸗ Nuſtatnod⸗ ſigelige Beviſer er jeg bleven overtydet, at man hos os, om end Koerne n. Denne Sommer og Vinter ſtaae paa Stald, kan efterligne de beromteſte Oſtarter i den Dernaſt tl Grad, at ikkun den fuldkomneſte Kiender kan ſkielne mellem begge. Og naar er liggende man end undertiden frembragte en Slags Oſt, der ſmagte noget anderledes end d 1 Lod af G den ſœdvanlige, ſaa fulgte ei altid deraf, at hiin var ſlettere end denne. Kun og denne bor man ikke haabe at fage Flode⸗ eller Feedoſt af ſktummet Melk; Oſt uden Skarphed, naar Vallen ei paa det fuldkomneſte udpresſes; ſkior Oſt, uden noi⸗ aavel ſom agtigen at iagttage den rette Temperatur; eller overhovedet god Oſt, naar man 0g bliver ei gaaer tilvoœrks med ſtorſt muelige Reenlighed. Man bor ei lade ſig afſkrakke g, hakker vedet mislykket Forſog; og ved al Slags Oſt, der kan holde ſig, oppebie man det Tids⸗ tter i Na⸗ punkt da de blive ſpiſelige, og anvende indtil dette Hieblik alle de Bevaringsmidler, vil bruge ſom de forſkiellige Oſtarter behsve, blandt hvilke en luftig Kielder bor regnes. g blandes Da det Hele egentlig ſtaar under qvindeligt Opſyn, ſaa bor det Fruentimmer ſom dette tilkommer, naſſten lidenſkabelig interesſere ſig derfor, thi ellers bliver ud⸗ Kalvema⸗ faldet ſielden heldigt. Haandfuld. . atae, a Horngvogets Feedning. den, paa §. 65. J de Egne hvor Sadavlen er Hovedſag, er den Mening meget indgroet, Perdeel ved Qvagets es, faaer at Qvexgfeedning er ſtedſe ufordeelagtig, naar den ei ſtaaer i Forbindelſe med ſtore Padnäng Breandeviinsbrœnderier. Men denne Formening er ofte ugrundet. Steds⸗ og Tidsomſtandigheder gior ofte Qvagfeedning meer eller mindre fordeelagtig mod anden Qvoagbenyttelſe. Man grundlagger Beregningen herover urigtigt, ved nemlig at anſlaae qn glil⸗ Qvagets Foder til Torvepriſen, da det blot burde beregnes efter Produktions⸗ gol⸗ Jierde Deel, Uu om⸗ 338 Hornqvcegets Feedning. omkoſtningerne. Det er almindelig erkiendt, at man, for at kunne frembringe Saed, maae holde Qveeg, og dettes Virkning paa Sadavlen er afhandlet paa adſkillige Steder i dette Verk. Som ofteſt nodes man endog til at holde Horn⸗ qvœg, og Sporgsmaalet bliver berfor blot, hvilken Qveegart man fordeelagtigſt kan holde. Med Henſyn paa Horngvaget ſporges da atter: Er det fordeelag⸗ tigſt at give det for Hornqveeget beſtemte Foder til Malkekoer eller til Fedeoxer? Dette Sporgsmaal deeler ſig atter i folgende: a) J hvad Forhold ſtaaer det Foder, ſom Aaret igiennem gives til en Malkekoe, mod det ſom en Fedeoxe behover medens den fedes? b) Hvad Indtagt yder, efter Middeltal, en Oxe efter Feedningsperioden, og en Malkekoe hele Aaret igiennem. Om hvor meget, meer eller mindre Foder en Koe behosver, er allerede hand⸗ let. Det ſceregne Forhold kan udfindes i ethvert concret Tilfelde. En Fedeoxe behover en meget forſkiellig Mangde Foder, ſaavel fordi den kan verre ſtorre eller mindre, ſomog i Forhold til det ſtorre eller mindre Qvantum Kiod og Fedt man vil frembringe. Dog kan man i ethvert enkelt Tilfalde nafſten lettere beſtemme, hvor meget en Oxe, end hvor meget en Koe behover. Hvor man har nogen Erfaring angaa⸗ ende Qvagets Feedning, beſtemmer man temmelig noiagtigt, hvor meget daglig bor gives, og man veed hvor meget Foder man ugentlig og giennem hele Feednings⸗ perioden behosver til en Oxe af en vis Race. ₰ ſaadanne Egne erlagge derfor ofte Slagtere og Qveegghandlere en vis beſtemt ugentlig Betaling for en Oxes Fo⸗ ring; men denne er naturligvis, efter Tids⸗ og Steds⸗Forhold, ſnart ſtorre ſnart mindre. Overeensſtemmende hermed kan man altſaa uden Vanſkelighed gisre Overſlag, og beſvare hiint Sporgsmaal. Man vil derved erfare, at Foderet ofte med ſtorre Fordeel gives til Fedeoxer, end til Malkekser, iſer naar man og⸗ ſaa bringer i Beregning, i hvor kort Tid en Stud fedes, da derimod Malkekoen, ſaavel ſom Meieriet, ſkal pasſes hele Aaret igiennem. Hertil bor endnu foies, at naar Qvaget fedes om Vinteren, ſaa har man paa den Tid Overflodighed af Folk, da derimod Koernes Rogt om Sommeren borttager Folk fra andet Arbeide. Desuden bor under mange Forhold ogſaa tages Henſyn paa, at den Capital, ſom ſot⸗ ſeits i der ſtoger R. fides, li medens d g biedn neget beg R fortiener eengang ſaa kan ned det, barige harde ab frugtbar ſem man der butde ſelger me En ſterre Fo getg for dil at ku Dimnal men den biſtrive at ſam ſaavel! ſan kan ilke ko Horngveegets Feedning. 339 feenbüge ſcttes i Fedeqveg, kommer efter 4 til 5 Maaneder tilbage, da derimod den, handlet z der ſtaaer i Koerne, ſtedſe forbliver der. hald Hen⸗ Man kan i Almindelighed antage, at en Fedeoxe fortarer, medens den Nderlagtigt fedes, ligeſaa meget ſom en Koe, hele Aaret igiennem. En Ore taber folgelig, fordeelag medens den fedes, ligeſaa megen Giodning, ſom en Koe, hele Aaret igiennem, Fedeorer! og Giedningen er maaſkee bedre. Den falder desuden paa en Aarstid, hvor den b meget beqvemt kan udkiores. ei des til en Men er det end ei raadeligt at grnnde Avlsbruget paa Qvagfeedning, ſaa V fortiener denne, ivarkſat ſom Bihaandtering, megen Anbefaling. Er man blot gsperiohe,) eengang fuldkommen bekiendt med Qvagfeedningen og har rigtigt organiſeret den, ſaa kan man langt lettere, end om man holdt andet Qvag, overeensſtemmende erede hand⸗ med det avlede Foder, beſtemme, hvor ſtort Antal man det Aar kan fodre. Den En Fedeore varige Beſcetning burde aldrig vare ſtorre, end at man, endog i de Aar, da man ſtorre eller havde avlet mindſt, med fuldkommen Vished kunde fodre den, og naar man i de Fedt man frugtbarere Aar havde Foder tilovers, ſaa burde dette anvendes til Fedeqveeg, nme, hbor ſom man da kiobte; med mindre man ſelv havde et tilſtrekkeligt Antal af Qvegg, ngangaa⸗ der burde udſcettes, og ſom man i Almindelighed med ſtorre Fordeel feder, end daglig bor ſelger magert.. Feednings⸗§. 66. egge derfor Enhver der vil befatte ſig med Qvexgfeedning i det ſtore, og ſom vil haabe Sedenrele Ores Fo⸗ ſtorre Fordeel deraf, bor uundgaaeligt erhverve ſig Erfaring i at bedomme Qvce⸗ torre ſnart) getog forſtaae Qveghandelen, eller han bor raadſporge en klog og paalidelig Mand. ghed giore Til at kunne volge det bedſte Qvog, og rigtigen vurdere det, behoves et viſt at Foderet Hiemaal, og end mere en vis Evne til, ved Befolelſen at domme om Qvaget; r man og⸗ men denne erhverves blot ved lang Gvelſe. Det var folgelig henſigtsloſt at ville Nalkekoen, beſkrive den; blot ved ſelv at betragte og befole Dyrene, naar man har Leilighed nru feies, at ſammenligne mange, lares dette. Har man en Vegt, hvorpaa Oyrene, dighed i ſaavel ved Kiob, ſom ved Salg, og ſelv i Feedningsperioden, kunne levende veies, et Arbede⸗ ſaa kan man langt lettere og visſere bedomme det. En ſaadan Vagt er aldeles rxine in ikke koſtbar, eller meget ſammenſat. Man giver en Balance en meget lang og ſet⸗ Uu 2 en 340 Horngveegets Feedning. en meget kort Arm, og til denne ſidſte fœeſtes, med en Kigede, en af Brader dan⸗ net Kasſe, der giores ſaa lang og bred, at et Qvagshoved kan ſtaae deri. Paa den ene Side anbringes en Dor, hvorigiennem det Dyr, der ſtal veies, indlades, og ved Hielp af en Hakke, der er anbragt paa Kasſens modſatte Side, og hvori lagges Hoe, lokker man Dyret derind. Kasſen ſtaaer da ubevagelig paa Jor⸗ den. Den anden Arm af Balancen, der kan vare af Trae, er ti Gange ſaa lang ſom den korte, og ved dens Ende fœeſtes en Skaal, hvori Lodderne lagges. Ligevcgten bor ved Hielp af denne Skaal vere ſaa noiagtig, at ſaa ſnart denne blot lidet betynges, loftes ſtrax den tomme Kasſe. Da den lange Arm er ti Gange langere end den korte, ſaa virker hvert Lod tidobbelt. Ved Tiendedelen af et Pund loftes et Pund, og et Pund lofter 10 Pund. Saa ſnart Kasſen blot lofter ſig det mindſte, ſaa veed man hvad det Qvaggshoved der er paa Vag⸗ ten veier, og man bor da ei lofte den mere, at Dyret ei ſkal blive bange. En ſaadan Vagt kan enten opſtilles i en Stald, naar man anbringer det Punkt, hvorpaa Vagtſtangen hviler, mellem to Bielker, eller paa Gaarden, men i dette Tilfalde bor et ſœregent Stillads dertil reiſes. Desuden er en ſaadan Vagt me⸗ get gavnlig til derpaa at veie Foderet. Nogle have ſtraœbbt at udfinde Dyrenes Vagt ved at maale visſe Deeles Di⸗ menſioner, og beregne dem efter forſkiellige arithmetiſſte Formeler. Skal denne Maade overhovedet verre nogenlunde ſikker, ſaa er dette dog blot Tilfgeldet ved beſtemte Qvagracer, og man burde da, overeensſtemmende med Erfaring, udfinde en ſeregen Formel for hver Qvagrace. Derom er man allerede overbeviiſt i Eng⸗ land. Saalgenge man i denne Henſeende ei er kommet videre, vilde det veere vanſteligt at forlade ſig derpaa. Veed man hvor meget Dyret veier levende, ſaa kan man efter Englan⸗ dernes Erfaring, temmelig beſtemt udfinde dets Slagtervegt. Ved Slagter⸗ voegt forſtaaes Oxens Vagt, efter at Hoved, Tarme, Indvolde og Talg er af⸗ taget. Men herved bor dog tages Henſyn til, i hvad Stand Oxen er. Procter Anderdon opgiver folgende Formel, der ſkal vore pasſende, naar en Oxe ei er ganſke mager, men dog ei endnu har ſat Fedt: Tag Halbdelen af det levende Dyrs market, fede, 1. nod Af ret gibe jeg ved! med Qp en fuld Regter. d 8 Meningen da nohle Areal, hilke bl tildae haues! ſidſte. den ene Kobhel paa de mes et —— Horngveegets Feedning. 341 Arde dan⸗ Dyrs Vagt, lag dertil*af hele dets Bagt, og divideer med 2, ſaa frem⸗ deri, Pu kommer Slagtervagten. Veier en Oxe levende f. Ex. 700 Pund, ſaa er Halv⸗ , indlades, delen..—.... 350 Pund e, og hyori 4....... 400— g paa Jor⸗ 1 750 Pund Gange ſan divideret med 2..... 375 Pund ne lagges., Her give 20 Pund 10½; men ere Oxerne noget feedere,, ſaa har man be⸗ ſnart denne merket, at 20 Pund ſom ofteſt give 11 Pund, og, naar Oxerne ere fuldkommen Arm er i fede, 12 til 12 ½ Pund; thi jo federe Oren bliver, jo ſtorre er Slagtervaegten Liendedeen mod Affaldet. att Kasſen Endelig bor man ved Feedningen med ſtorſte Omhue vaage over, at Fode⸗ paa Vag⸗ ret gives i den ſadvanlige Orden, at Reenligheden iagttages o. ſ. v. hvorom nge. En jeg ved hver Feedningsmaade ſkal handle. Her blot den Advarſel ei at befatte ſig et Punkt, med Qvegfeedning i det ſtore, naar man ei ſelv kan agte derpaa, eller ikke har nen i dette en fuldkommen paalidelig, og for denne Gienſtand lidenſkabelig indtagen Dagt mea Rogter.. §. 67. deles Di⸗ Qvaeget fedes om Sommeren, enten paa Graes eller paa Stald. kal denne Blot de rigeſte Grasgange bruges til Qvexfeedning. J England vare Feedning paa felldet ved Meningerne, i Henſeende til den Maade hvorpaa disſe bor benyttes, meget deelte,”ees 9, winde da nogle foretrak at lade Qvaget paa eengang grasſe frit paa hele det beſtemte Areal, men andre derimod vilde, at Gresmarken ſkulde deeles i Kobler, paa iiſt i Erg⸗ 4 4 hvilke blot nogle Stykker Qvag ſkulde indlades, og bringes fra den ene Kobbel til den anden, at Grassſet kunde faae Tid til Gienvext. See Annalen des Acker⸗ Englen⸗ baues B. V. S. 112. De fleſte Stemmer og de kraftigſte Grunde tale for det elagte⸗ ſidſte. Paa Nederelbens Marſker pleier man iAlmindelighed at lade Qveeget afade alg er af⸗ den ene Afgrode, men at afhugge den anden. Man indrsmmer Fedegvaget en procter Kobbel om Foraaret, og paa en anden hugges Grasſet. Qveget drives dernaſt dre ii t paa denne, og hiin ſkaanes indtil Grasſet kan ſlagaes. Men undertiden beſtem⸗ mes et Stykke blot til Grasning, og Qvaxget fager da ſenere end tet Stykke, e⸗ 4 at letende Dhts — 34² Horngvcegets Feedning. efterat man forſt har hugget Graesſet, og ſaaledes hindret Grasningens Afta⸗ gende henad Efteraaret. J disſe Marſkegne regner man, at en ſtor Marſkoxe, hvis Slagtervagt kan vœere 1000 Pund, behsver omtrent Grcesningen paa 2 Tonder Land for at blive feed, men at Z af de mindre jydſte Stude kunne fedes paa 4 Tonder Land. Man antager i Almindelighed, at man har 64 Rdlr. S. for hver ſtor Oxe man gras⸗ ſer, men 48 Rdlr. for en mindre Ore, og derfor troer man i Almindelighed, at have meeſt Fordeel af disſe. Ei ſielden ſeer man en eller anden Heſt eller nogle Marſkfaar at grasſe mellem Qvaget; disſe ſkulle da ade det fineſte, hiin det groveſte Gras og det der voxer paa de geile Pletter, og denne Fremgansmaade anſeer man ſom oeconomiſk rigtig. Paa ſaadanne Grasgange faae Tidslerne ſœdvanligen ſnart Overhaand, og disſe, ſom Qvaget, naar de have naaet en vis Storrelſe, ei mere kan afbide, hindre det endog fra at nyde det Graœs, ſom ſtaaer nar derved. Enhver opmark⸗ ſom Landmand afhugger derfor Tidslerne, ſom Qvaget gierne ader, naar de blive visne og halv torre. Det er meget vigtigt at fierne alt hvorved Qvaget kan foruroliges. Man taaler derfor ikke gierne at noget Menneſke kommer paa disſe Kobler, og Hunde ſoger man omhyggeligen at holde derfra. Stage ikke Traer paa ſaadanne Kobler, ſaa reiſes Pale, med takkede Kanter, at Qveeget kan gnide ſig derpaa. Man bor ligeledes ſorge for at begvemme Van⸗ dingsſteder med godt Vand ei fattes. Undertiden er man dog nodt til, at give Qvaeget Vand i Truge. §. 68. Fedeqveeget kan, ſelv paa dyrkede Fodermarker, toires, og dette ſkeer paa den allerede beſkreyne Maade. 4 §. 69. Feedning paa Kun ſielden fedes Qvoeget med gront Foder paa Stald. Dog veed jeg at ſaadant har paa nogle Steder vœret med Held iverkſat. Oxerne kunne blive me⸗ get fede, naar de rigeligen fodres med gron Klover. Men en Orxe forterrer daglig 200 200 til begierlig tribes de Durklo ning at f bn J paa den Det er! dvaget it den Foretag khi dad aldrig v pag lige Haandte BVyerne T ſtatkeli tiligeme d med d Idett dm fe blide mindr iſlet gens Afta⸗ lagtervaxgt und for at d. Nan nan gras⸗ ghed, at eller nogle hiin det ansmaade and, og n afbide, opmark⸗ naat de . Nan og Hunde e Kanter, me Van⸗ at give keer paa d jeg at blive me⸗ er daglij 200 ——8 ²888ſſſſſ Horngveegets Feedning. 200 til 250 Pund gron Klover, og bor desuden have god Halm, ſom den da begierligen ader. Kan en Deel af Foderet vore Hoe eller torret Klover, ſaa trives den udentvivl endnu bedre ved det gronne Foder, og faaer da ei ſaa ſtark Durklob. Man har ſporet ſerdeles god Virkning af, mod Feedningens Slut⸗ ning at give dem, tilligemed det gronne Foder, Drikke hvori blandedes Oliemeel af Horfroe eller noget Skraae. Men ſaadan Feedning om Sommeren er ſielden oeconomiſk rigtig, thi juſt paa den Tid, da Qvaget er feedt, frembydes ligeledes meget fra Grasgangene. Det er derfor fordeelagtigere, at forvandle den Klover, ſom er beſtemt for Fede⸗ gvœget, til Hoe, og at opfodre det om Vinteren. §. 70. En ſœregen Feedningsmaade, der ſaavel Sommer ſom Vinter anvendes, Feedning med er den med Drank. Fornemmelig ved denne bliver Brandeviinsbranndingen et Drank. Foretagende, der er fordeelagtigere for Landmanden end for Kiobſtedsmanden; thi da denne mangler Halm, og ei kan benytte Gisdningen, ſaa kan Feedning aldrig vœre ham ſaa fordeelagtig, ſom Landmanden. Naar denne larer at brande paa ligeſaa vindſkibelig Maade ſom hiin, og Regieringerne tillade, at enhver Haandtering drives der, hvor den bringer ſtorſt Fordeel, ſaa kunne Branderierne i Byerne fortrœnges af dem paa Landet. Man antager i Almindelighed, at en Oxe fodres ſaaledes at den til⸗ ſtrœekkeligen kan fedes, naar den daglig erholder Dranken af 2½ Skp. Sad, tilligemed Hakkelſe, hvori blandes noget Hoe. Orerne faae i Almindelighed Dranken paa Hakkelſe, og de fodres folgelig med vaadt Foder. Man paaſtaaer at de trives bedſt, naar de faae Dranken varm. J dette Tilfœlde ſvede Oxerne uafladeligt, og man bor derfor omhyggeligen vogte dem for at forkisles ved Trakvind. Qvorget maatte ved ſaadan Foring ſnart blive ſygt, men indtil det bliver fedt, kan det taale den. Jo mere Alkohol man ved den fuldſtandigſte Viingicering frembringer, deſto mindre narende bliver Dranken, og Qvagets Feedning lykkes derfor ofte bedſt, i ſlet dreyne Brandeviinsbraʒnderier. Skiondt Brabanterne indromme at den Maade, o —— Regler ſom bor iagttages ved Qvagets 344 Hornqvoegets Feedning. Maade, hvorpaa Hollgenderne brande, er bedre end deres, ſaa vedblive de dog at anvende denne, i ſig ſelv meget feilfulde Maade, for deres Qvaegs Skyld. Nogle paaſtaae at Dranken af andre Frugter ſtaaer i Forhold til det Breendeviin, ſom man kan frembringe deraf. Naar f. Ex. 3 ½ Tonde Kartofler yde ligeſaa megen Brandeviin ſom 1 Tonde Rug, ſaa ſkulde Dranken af hine vore ligeſaa naerende, ſom af denne; men Andre benagte dette. §. 7r. Saavel naar Qvaget fodres med Drank, ſom overhovedet paa Stald, bor man ſtrabe at indrette denne ſidſte ſaaledes, at den ſtedſe er eens varm, og om Vinteren Feedning paatemmelig varm. Den ber derimod ei vere lys; thi ſaa vigtigt det end er for Stald. det ſtaldfodrede Qvags Sundhed, at Stalden er lys, ſaa fremmes dog ved Morke Feedhedens, paa en Maade, ſygelige Tilſtand, deels phyſiſk, deels ved den ſtorre Grad af Roelighed og Sovnagtighed, hvortil Qveaget overgiver ſig. Reent Leie og megen Stroelſe virker ligeledes ſaare gavnligt. Da ligger Qveget gierne, og reiſer ſig blot for at ade. Fedningen fremmes oienſynligen ved Qveegets Strigling, der, medens denne varer, tydeligen giver tilkiende, hvor behagelig denne er det. Begynder Qveaget at blive fedt, ſaa falder det Haar. Iſar i dette Tidspunkt bor Striglingen ei forſommes, da det Arbeide ſom deraf folger, rigeligen gienerſtattes. Er man end uvis om, hvorvidt Strig⸗ lingen virker gavnlig paa Malkekoer, ſaa ere dog alle enige om, at den er gavnlig for Fedeqvoget. Man betiener ſig herved af et takket Stykke Tra, med et be⸗ qvemt Haandgreb. Man bor ſorge for, at der ſtedſe fodres til ſeedvanlig Tid, og at Givterne ſtedſe ere lige ſtere. Qveget larer ſnart paa det beſtemteſte at beregne Tiden, hvilket man kan ſee paa gamle Arbeidsdyr, der, naar Fritiden narmer ſig, blive uvillige til at arbeide, og ſtrœbe at komme hiem til Gaarden eller paa Greeskob⸗ belen. Det ſtaldfodrede Qveeg bliver uroeligt naar Foringens Time narmer ſig, ſtiondt det indtil den Tid forholder ſig roligt. Desuden veed det godt, hvor meget det pleier at faae, og bliver forſt roeligt, naar det har faaet ſin vante Portion. Men netop ved denne Roelighed og Tilfredsheds Tilſtand; ved den lyk⸗ hkkelige Foder, givet dod iingens ſom man 3! ſom kan; Hee om Pund gi ner Hoe at Gisdt paa Hbe voeconor 6 tligemed ledning dilfelde One, ſ Centnen Runke Firr. blive de das dogs Skyld. hold til det ide Kartofler keen af hine Stald, ber im Vinteren end er for ees dog ded , deels ded giver ſig. Da ligger ienſynligen tilkiende, falder det det Arbeide vidt Strig⸗ er gavnlig med et be⸗ Givterne ne Tiden, ſig, blive Greskob⸗ ermer ſig, ot, hror tſin vante ; ved de ) t Hornqvaegets Feedniug. lykkelige Sorgloshed eller den Vished, til rette Tid at erholde det rette Maal Foder, fremmes ſaameget dets Feedning, at langt mere, men uordentligen givet Foder, ei kan erſtatte Mangelen af ordentlig Foring. Forreſten kunne Fo⸗ ringens Perioder og Portioner inddeles paa mangfoldige Maader, men ſaaledes ſom man engang har begyndt, bor man ſtedſe vedblive. §. 72. J hoerige Egne fedes Qvaget om Vinteren ofte blot med Hoe. En Oxe Feedning med ſom kan naae en Vagt af 700 til 750 Pund, og har erholdet 40 Pund godt doe. Hoe om Dagen, tiltager daglig 2 Pund eller 14 Pund om Ugen. Koſter et Pund Kiod 8 ß., ſaa bliver den ugentlig 1 Rdlr. 1 Mk. mere verd. Et Cent⸗ ner Hoe(110 Pund) udbringes folgelig til 44 ß. Solv, naar vi nemlig antage at Giodningen erſtatter Halm og Pleie. J ethvert Tilfalde hvor denne Priis paa Hoet kan tilfredsſtille Landmanden, er Qvagets Feedning med Hoe, ei ſaa uoeconomiſk, ſom Mange formene. §. 73. Giver man en Oxe, iſtedet for 30 Pund Hoe, daglig 60 Pund Kartoflergeedning med Kartofler. tilligemed 10 Pund Heoe, ſaa trives den, efter mangfoldige i min Egn i den An⸗ ledning anſtillede Forſog, bedre og bliver ſnarere feed. Den ader dog i dette Tilfœlde nogen mere Halm, og vi antage derfor, at den yder lige megen Gisd⸗ ning. 70 Pund Heoe om Ugen belober ſig til 28 ß., og de 420 Pund Kartofler, ſom end ydermere gives, betales fslgelig med 84 ß., hvorved 100 Pund indbringe 20 f. De Kartofler ſom her anvendes til Qveegfeedning, ere ſlette og vandede, og man kan folgelig veere ret vel tilfreds med denne Fordeel. Varer Fedningen i 16 Uger, ſaa tiltager en Oxe 224 Pund i Kiod og Fedt, og den bliver da 18 Rdlr. 4 Mk. Solv mere verd. Fedes den blot med Hoe, ſaa forterer den 40 Centner og 80 Pund, men med Hoe og Kartofler, 10 Centner og 20 Pund Hoe, omtrent 31 ½ Td. Kartofler. Jeg omhandler ikke her de vrige ſaftige Foringsmidler, Kaal, Roer, Runkelbeder eller Gulerodder; thi ſaa ofte de end bruges af Englarnderne til Qvaxg⸗ Fierde Deel. X† 346 Horngveegets Feedning. Qvegfeedning, ſaa ſielden gives de hos os, ſom eneſte Fedemiddel. Om Qvegg⸗ feedning med Runkelbeder ſinde vi intet hos Englanderne, og ſaa gavnlige hine end ere for Malkekser, ſaa tvivler jeg dog paa, at Fedeqvoeget kunde varigen taale at ade ſaa meget af disſe, ſom det burde have, naar Feedningen ene ivœrkſat⸗ tes ved dem; thi jeg har i dette Efteraar(1811) bemarket, at Kser, ſom med Undtagelſe af overflodig Halm, ei fik andet Foder end Runkelbeder, ikke kunde fordoie disſe men bleve kiede deraf. De indeholde megen Sukkerſtof, hvoraf det dyriſke Legeme ſynes blot at kunne taale et viſt Naal. Tilligemed de melede Kar⸗ tofler ere de derimod et ſaare gavnligt Foder. Hvad de svrige Frugter angage, da finder det Forhold Sted, ſom jeg i den forſte Deel Side 263 har anfort. Kartoflerne gives i dette Tilfalde ſtedſe raae, og ſtampede i Stykker, eller ſtkaarne i Skiver paa Skiceremaſkinen. Jeg har aldrig ſeet, at man til Horn⸗ qvagets Feedning, har kogt Kartoflerne i Vand eller ved Damp, omendſkisndt Indretning til dette ſidſte findes ved mange Branderier, for Svinefeedningens Skyld. Jeg vover folgelig ei at beſtemme, hvorvidt det kunde verre fordeelagtigt at koge Kartoflerne. Naar man tilligemed Kartoflerne giver 10 Pund Hoe om Dagen og god Halm, eller ſkicerer begge Deele til Hakkelſe, ſaa har jeg aldrig ſporet, at raae Kartofler foraarſage ſkadende Durklob. Vilde man derimod blot fodre med Kartofler, uden at give Hoe, ſaa frygter jeg, at den vel kunde ind⸗ finde ſig, og i dette Tilfeelde var det bedſt at koge Kartoflerne. 3§. 74. Feedning med Sad, eller andet meelrigt Froe, f. Ex. med Horfrse, kan under vore Forhold ikkun ſielden verre oeconomiſk rigtig. Som Tilgivt eller ved Feedningens Slutning, kan den derimod med Fordeel gives. Giver man et Fier⸗ dingkar Saœd om Dagen, ſaa paaſkyndes Feedningen meget, og det kan altſaa veere raadeligt at give dette, naar Feedningen ſkal i kort Tid tilendebringes. Ved hvilketſomhelſt andet, iſerr ſaftigt Foringsmiddel man vil bruge, bor man al⸗ drig begynde med at give hele den Portion, ſom man daglig har beſtemt for Qva⸗ get, og mindſt, om det ved at henſcettes til Feedning, er meget magert. Qva⸗ get bor forſt vannes til Foderet, da dets Fordoielſe ellers ſykkes. Forreſten er tte alle eif at man ſtr ndoide Af ſorre Vir fordoielige 14 Dage, dvaget de di langete ſand. 2 zoder, de ferdeelagte dii zvaget; Pand. Na dt det aldr iden Na⸗ her nan ſi ſelgedet t 3 here, og: nade ſaft uden det Tendere Indkiobe at Apeg derded e dät ud Om Qpag⸗ lige hine end arigen taale ne iverkſat⸗ t, ſom maͤ ikke kunde hvoraf det melede Kar⸗ gter angage, Hanfort. tykker, eller ntil Horn⸗ nendſtiondt feedningens ordeelagtigt dd Hoe on jeg aldrig erimod blot kunde ind⸗ rfroe, kan feller ved n et Fier⸗ atſaa vere ges. Ded or man al⸗ t for QAba⸗ t. Ope⸗ Forreſen e Horngvoaegets Feedning. ere alle erfarne Englaendere, der have befattet ſig med Qvagfeedning, enige om, at man ſtrax bor begynde med det kraftigſte Foder, for, ſom de udtrykke ſig, at udvide Afſondringskarrene, men egentlig vel for at irritere dem, og ſeette dem i ſtorre Virkſomhed. Dette fremvirkes fornemmeligen ved meelholdige, men let fordoielige Foringsmidler, og derfor vil Drikke af denne Slags, i de forſte 8 til 14 Dage, da man giver mindre af det andet Foder, verre ſaare gavnlig. Har Qvaget dernceſt naaet en vis Fedme, ſaa aftager dets Edelyſt; det fortcerer ei lœngere ſaa ſtore Portioner ſom hidtil, og forbliver da omtrent i ſamme Til⸗ ſtand. Vil man da fede det end ſterkere, ſaa bor man give endnu kraftigere Foder, der i mindre Masſe indeholder flere Nœringsdeele, og da er det undertiden fordeelagtigſt at give Sœd, naar meget fedt Kiod ſoges. Oliekager, fornemmelig af Horfroe, gives ligeledes med Fordeel til Fede⸗ qvæget; enten ſtroes de, efterat de ere knuſede, paa Fodret, eller udrores i Vand. S§. 75. Naar et enkelt Dyrr ei tiltager ligeſaa ſtoerkt i Fedme, ſom de svrige, ſaa er det aldrig fordeelagtigt at fremtvinge dets Feedning. Vel naaer man under⸗ tiden Maalet ved at give det kraftigere og lettere fordoieligt Foder; men herved har man ſielden Fordeel, og man kan ei giore bedre, end det ſnareſte muligt, at ſelge det til enhver Priis. Jen Alder af 7 til 8 Aar er Hornqveeget meeſt ſkikket til Peeduing. Bn⸗ gere, og ei ganſke udvoxet, kan det vel blive meget fedt, og da er Kiodet over⸗ maade ſaftigt og füintrœvlet, men da behover det ſtedſe mere Foder og laœngere Tid, inden det bliver fedt. Gammelt Qvag bliver ei ſaa hurtigt fedt, men ere dets Tander endnu ikkun gode, ſaa kan det dog blive meget godt, og ved den lavere Indkiobspris ofte give god Fordeel. Mange, ja endog Englandere, paaſtaae, t Qpeget trives bedre, jo ſterkere det tilſidſt har arbeidet, og jo magrere det derved er blevet; meni dette Tilfœlde bor Priſen vœre overeensſtemmende hermed. Det udſlabte og Wmaatde Qveag faaer, ſom de forſikkre, nyt Kiod paa Krop⸗ Xr82 pen, 348 Hornqocegets Feedning. pen, naar det fodres ſtarkt, og dette er da mere ſiintrevlet og ſaftigt, ſelv om Dyrene ere temmelig gamle. Men disſe bor da blive fuldkommen fede. En ſkaaren Tyr bor ei fedes inden den for Ploven eller ved andet Arbeide har gandſke miſtet Tyrekiodet. Den bor derfor forſt arbeide dygtigt i to Aar. Da bliver den fuldkommen god, og dens Kiod ligeſaa velſmagende ſom det af en tidlig ſkaaren Stud. Hos os ſee vi ſielden en udbodet Koe. Men naar disſe have arbeidet lige⸗ ſom Oxerne, ſaa ere de ſardeles ſkikkede til Feedning, og deres Kiod bliver da de⸗ licatere end alle andre Slags. J Egne hvor man har duelige Dyrelager, anſees Qviekalvenes Udbodning ei for ſynderlig farligere end Tyrkalvenes Caſtrering. Ja man har endog Exempler paa, at denne Operation med Held er iverkſat paa tre Aars gamle Koer. Blandt de oldenborgſte Qvier, ſom indfores her i Landet, findes nu og da en udbodet. §. 76. Naar man regelmasſig feder Qvegg er det ſtedſe raadeligſt, at ſlutte Ak⸗ kord med en erfaren og redelig Qvagghandler, og attilſtaae denne en billig Fordeel. Er han engang bekiendt med hvorledes Qveeget fedes i et Avlsbrug, og at Slag⸗ terne eller deres Kunder ere vel tilfredſe med Kiodet, ſaa ſeer han ei gierne at en anden faaer det tilkisbs. Og kunde man end undertiden, ved ſelv at ſende det til Torvs, faae noget mere derfor, ſaa kom man dog en anden Gang i Forlegen⸗ hed. Da hine derimod ere bedſt bekiendte med Qvœghandelen, og vide til hvad Tid og under hvilke Forhold Qveget i de forſticllige Grader af Fedme, meeſt ſoges her eller der, ſaa kan Landmanden, under mange Omſtandigheder, indrette Feedningen derefter, begynde tidligere eller ſildigere, og hurtigere eller langſom⸗ mere fede det til den attraaede Grad. §. 77. Kun ſielden, eller naar man ſettter Priis paa det Beſynderlige, kan det vere fordeelagtigt at fremtvinge ſaa overordentlig eller kunſtig Grad af Fedme, at Qvaget derved bliver ½ ſycerere end ſedvanligt. Ethvert Pund Kiod ſom Dyret kommer til at veie meer end naturligt, koſter maaſkee ꝓ mere end hverr Pund Lund ſedde bor man i fider Ste Tug liſom. Det Artnrkeing nid langt ſs Jet ligt nodder Kiskkenet forblandes da ſaadan Er nan om disſe, ſta iilagge. ſi adee! lay Pri, Sei erne Kiarn, t, ſelv on de. ndet Arbeide t i to Aar. det af en beidet lige⸗ liver da de⸗ ger, anſees Laſtrering. derkſat paa er i Landet, ſlutte Ak⸗ ig Fordeel. at Slag⸗ eerne at en ſende det Forlegen⸗ e til hvad me, meeſt indrette langſom⸗ „kan det af Fedme, Kied ſom end hvert Pund Spineavlen. Pund ſadvanligt fedt Kiod, og hiint burde folgelig betales derefter; men her paa bor man ikke giore Regning, med mindre en vis Luxus, i Henſeende til Kiodet, finder Sted. Troœkoxpernes Egenſkaber og Tillcg er omhandlet i dette Verrks 1ſte Deel S. 120 o. v.; ligeſem S. 124 o. v. det Sceregne angagende deres Underholdning er anfort. Det er meget rimeligt at man vil blive overbeviiſt om, at Koerne kunne godt bruges ved Agerdyrknings⸗Arbeidet, og at disſes Anvendelſe dertil vil udbredes; i dette Tilfeelde kunde de med langt ſtorre Fordeel holdes. See neue Annalen B. III. St. I. S. 181 o, v. Svineavlen. Jethvert, ſaavel ſtsrre ſom mindre Avlsbrug, er det naeſten uundgaae⸗ ligt nodvendigt at holde Sviin, thi det betydelige Affald, ſaavel fra Meieriet ſom fra Kiokkenet og Haven, kan ellers neppe benyttes. Men hermed bor ei Svineavl forblandes, hvis Fordeelagtighed eller Ufordeelagtighed ei kan ubetinget afgiores, da ſaadant beroer paa Omſtcendighederne, der noiagtigen bor overveies. Er man nodt til at fode Svinene om Vinteren med god Sad, og fattes man om Sommeren pasſende og tilſtrakkelig Grasning eller andet gront Foder til disſe, ſaa ſkal man efter nsiagtig Beregning ſielden finde Fordeel ved ſelv at tillegge. Dette er ligeledes ufordeelagtigt paade Steder hvor Svinene hiddrives fra andre mindre kultiverede Egne, og man da har Leilighed at kiobe dem til en lav Priis, eller naar man boer nerrved ſtore Steder, hvor ei blot den nyemalkede Melk, og ſelv Affaldet fra Meieriet, men endog Kartofler og andre Brakfrugter umiddelbart og med ſtsrre Fordeel kunne ſelges. Svineavlen bliver derimod fordeelagtig, naar man dyrker mange Kartofler og Roer til Qvagfoder, eller naar imellem Saden er meget Ukrudsfroe eller lette Kigerner, og naar man desuden har ſumpige og vaade Grasgange, der ei kunne ruges til Faar. Det ſamme er Tilfaldet, naar betydelige Meieriers Affald ei paa anden Maade kan med Fordeel benyttes, ſaavel ſom naar man har betyde⸗ ligt Bryggerie eller Branderie, og iſcer om ei Sviin tildrives fra andre Egne, og ſolges til lav Priis; thi de Sviin man har tillagt kan da ſalges ſaavel magre ſom fede. SSn An Racer. 350 Spvineavlen. fede. Undertiden kan man ogſaa have Leilighed til at drive Handel med ſaltet Fleſt, Fedt eller Skinker, endog til fierne Egne. Dog er maaſkee Svineavlens Fordeel meer foranderlig end den vi drage af de andre Huusdyr, og dette er iſer i visſe Egne Tilfaœldet. Der falder Svinenes Priis inden to Aar ofte til det Halve eller ſtiger til det Dobbelte, og Aarſagen dertil er, at denne Dyreart formeres og aftager ſaa hurtigt. Har man, lokket ved Svinenes ſtegne Priis, tillagt mange, og Sadpriiſerne da ſtige noget, ſaa bringes for mange Sviin til Torvs, fordi Enhver paa Grund heraf vil holde ferre. Man beregner da, at den Sad man giver Svinene, neppe be⸗ tales ved det man faaer for Svinene, og man ſtraber derfor hurtigt at ſeelge alle unge Sviin. Aaret derpaa er Svinenes Antal meget formindſtet i Egnen, og deres Priis ſtiger atter. Enhver ſoger da Sviin til ſin Huusholdning, den ene overbyder den anden, og da bliver Priſen i det andet Aar overdreven hoi. Jeg erindrer at et Aar gamle Svin, ſom to Aar i Forveien kiobtes for 3 Rdlr., be⸗ taltes med 10 til 12 Rdlr., uden at de havde koſtet Landmanden betydeligt meer at opfode. Her have vi eet af de Tilfalde, i hvilket en Landmand, der ved Pri⸗ ſernes Stigen eller Falden ſtrax foruroeliges, og uprovet folger den almindelige Mening, griber falſk Forholdsregel, og indſtrenker iſtedet for at udvide ſin Svineavl; thi han burde ſlutte, at han ved det ſidſte kunde om to Aar have ſtor Fordeel, da de fleſte i det anforte Tilfalde tillegge foerre Sviin. Naar derimod deF leſtel okkkede ved en hei Priis, ſom de mod al Erfaring anſee for varig, ud⸗ vide deres Svineavl, ſaa er dette for den omſkuende Landmand en Grund til at indſtrœnke den, uden dog ganſke at forlade den. §. 79. De Svineracer ſom hyppigt ſindes i det nordlige Tydſkland, ſkiondt ofte og paa mangfoldige Maader blandede ‚ere folgende: a) De moldauſke, vallakkiſke eller bosniſke Sviin, der udmarke ſig ved Storrelſe, morkegraae Farve og ſtore Hren. b) De polſke, egentlig de podoliſte Sviin, ere ligeledes ſtore, men guul⸗ agtige, med brede brune Streger paa Ryggen. If. fabdsme lighed ku 9 en fin Fn ſau fortin ) Almindelig 9) land, hbo forſtielige dybere end Foder. 1 forſtielli⸗ Sviin af fermodentt ſikkovat lohed atf dalandfe kiligemed landſte Ge ſä pm med enſ tig Art. v for lang Rygorad med ſaltet den vi drage Der falder oöbelte, og igt. Har rne da ſtige d heraf vil neppe be⸗ t ſelge alle Egnen, og z, den ene hei. Jeg Rdlr., be⸗ deligt meer r ved Pri⸗ lmindelige udvide ſin r have ſtor ar derimod darig, ud⸗ und til at dt ofte og ke ſig ved men gull⸗ Spvineavlen. 351 Af begge disſe Racer faaer man meget ſtore Fedeſviin, der dog behove for⸗ holdsmaesſigen meget Foder. De ere ei ſaare frugtbare, thi de fode i Alminde⸗ lighed kun 3 til 5 Griſe ad Gangen. c) De baierſke Sviin ere ſadvanligen rodplettede. Man roſer dem for en fiin Knokkelbygnings Skyld, men man paaſtagaer at deres Kiod, da de beſidde ſaa fortrinlig Evne til at blive fede, er alt for blodt. d) De veſtphalſke Sviin ere betydeligen ſtore og frugtbare; thi de fode i Almindelighed 10 til 12 Griſe ad Gangen. e) De ſaakaldte engelſke Spiin. Om disſe virkeligen nedſtamme fra Eng⸗ land, hvor man ogſaa har ydet Svineavlen ſtor Opmarkſomhed, og har mange forſkiellige Racer, kan jeg ei beſtemme. Deres Krop bliver endnu loengere og dybere end de veſtphalſte Sviins, men de behove meget nerrende Grasning og Foder. f) Det almindelige tydſke Sviin, der i de forſkiellige Provindſer, atter er forſkielligt, og ſnart hvidt, graat, ſort og plettet. Det bliver ei ſaa ſtort ſom Sviin af hine Racer, men behover mindre Foder og fedes lettere. Det kunde formodentligen foradles ved ſig ſelv, naar det blot holdtes bedre og ei ſaa tidligen fik Lov at parre ſig; men enhver der med Kraft driver Svineavl, ſoger i Alminde⸗ lighed at forſkaffe ſig en anden Race, for dermed i det mindſte at krydſe den in⸗ denlandſke. g) Det ſorte, fiinhaarede, afrikanſke Svin er nylig ved Friherre v. Winke, tilligemed en Hiord Merinos Faar, indfort til os, og forplantet paa de fried⸗ landſke Godſer. Det bliver ikke ſtort, yder egentlig ei meget Fedt, men er, ſelv paa maadeligt Foder, kiodrigt og dets Skinker fortrinlige. Ved Krydsning med en ſtor Svinerace, frembragtes en hidtil, i enhver Henſeende, fordeelag⸗ tig Art. h) Det chineſiſte Svin, ſom Englaenderne ynde meget, og ſom allerede for lang Tid ſiden er indfort hos os. Det udmarker ſig ved en meget nedbsiet Ryggrad, og naſten til Jorden hœngende Bug; ved af Naturen at verre roeligt og Valg af Til⸗ lagget. 352 Svineavlen. og ved at rode lidet. Det bliver ikke ſtort, men voxer hurtigt, og Engleen⸗ derne ynde det, ſordi det er kiodrigt. §. 80. Svinene bencevnes paa folgende Maade: Handyret kaldes Ornen, Hun⸗ dyret Soen. Medens Griſene datte, kaldes de Pattegriſe og blot Griſe, til de ere 18 Uger gamle. Er Svinet ſkaaret og af Hankionnet, ſaa kaldes det Galt, men af Hun⸗ kionnet, Snitte. Indſettes Svinet til Feedning, ſaa kaldes det Fedeſviin. §. 81. Ved Svinenes Tilleeg er Valget af en god Race og gode Individuer ligeſaa vigtigt, ſom ved Tillceg af hvilkeſomhelſt andre Qvagarter. Hvad Soerne an⸗ belange bor man fremfor alt ſtrœbe at faae ſaadanne, der fode mange Griſe, og ſom naar de fodres godt, opfode dem. Man har Soer, der fode 10, 12 til 15 Griſe; men eller 9 er det almindelige Antal, og de der fode farre ere ſlette Griſeſoer. Men Frugtbarheden hidrorer formodentligen ogſaa fra Ornen, og denne bor derfor ogſaa vœre af frugtbar Familie. Da ſom ofteſt toaarige Svin finde Afſetning til Feedning, ſaa bor man ſtrebe at erholde en Race, ſom er velſtikket hertil; hvis Krop er lang, dyb og med korte Been. Store hangende Hren ere i Almindelighed forbundne med hine Egenſkaber, og hidlokke Kisbere. Er Hiemedet derimod hele Aaret igiennem at ſelge Fedeſvin til Slagtere, og dette er ofte fordeelagtigt naar man har ſtort Bryggerie eller Meierie, ſaa bor man mere tage Henſyn paa, at Svinene voxe hurtigen, og ſcette meget Kiod, at de inden de ere et Aor gamle kunne vare fuld⸗ kommen udvorne og ſlagteferdige. Hertil er iſar den chineſiſke og afrikanſke Race ſeikket; dog findes blandt vore almindelige Sviin undertiden en Art, ber bliver mere kisdrige, men ei faaer ſtore Flommer eller meget Spek. Ornen bor altſaa valges af en Race, der pasſer til Hiemedet. Den ber vere raſk og frie for Feil, der kunne forplantes. Ogſaa bor den indelukkes indtil den er eet Aar gammel og tilſtrœkkeligen udvoxen, thi ellers begynder den for tidlig at ſprin⸗ have Feil S de blied lader ma man onſt ä til de rigeligen madelig dette er ſtraktel Kierde — Spineavlen. 2 ag Englen ſpringe. Man ſkicerer den i Almindelighed naar den er tre Aar gammel, da dens Kiod ellers bliver uſpiſeligt. Men er den af en fortrinlig Race, hvoraf man endnu ei har Tilleeg, ſaa kan det varre raadeligt at opoffre Kiodet, og nogle nen, Hun⸗ Aar langere at lade den ſpringe.. Griſe, i Gaaer Ornen frit paa Marken med Soerne, ſaa kan een Orne vere til⸗ ſtrœkkelig til 30 à 40 Soer; men da den ſadvanligen holdes afſondret indelukket en af Hun⸗ og blot til visſe Aarstider faaer Lov at ſpringe Soerne, ſaa holder man een Orne til 10 à 12 Soer. Da Ornerne naar de ere udvorne, ofte blive glubſte og an⸗ falde Menneſker og Dyr, ſaa er det raadeligt at udbrœkke Hugtanderne. Soen bor vare af henſigtsmaesſig Race og Legemsdannelſe, friſt og frie duer ligeſaa for Feil. Den bor i det mindſte have 12 Patter, thi man har bemarket, at Soerne an⸗ enhver Gris holder ſig til ſin Patte, og at een folgelig ſulter ihiel, naar en Griſe, og Patte fattes. En god Soe bor have mange og eensartede Griſe; ei nogle ſtaœrke 12 til 15 tilligemed nogle ſpage. Den bor verre omhyggelig mod Griſene; ei trykke dem eere ſlette ihiel, og fremfor alt ei cede Efterboren, fordi den da og letteligen ader Griſene. ornen, og Har en Soe faaet denne ſlemme Vane, ſaa bor man ſtrax udbode den, og derfor ſtedſe tillegge adſkillige unge Sser, blandt hvilke man da blot beholder de, der a bor man ere frie for Feil. Ei heller bor man tillegge Soer eller Orner, paa Soer ſom g, dyb og have Feil. te med hine§. 82. giennem at Soerne ere naſten uafladeligen begierlige, indtil de have undfanget, og Parrins⸗ har ſtort de blive det ſœedvanligen forſte Gang, naar de ere 4 til 5Maaneder gamle. Dog inene vore lader man dem i Almindelighed ei ſpringes inden de ere et Aar gamle, og naar vorre fuld⸗ man onſker af en liden Race at faae ſtort og fortrinligt Tilleg, komme Soerne afrikanſte ei til Ornen inden de ere neeſten to Aar gamle. Art, der Man lader Seerne fage een eller to Gange Griſe om Aaret. Fodres de rigeligen ſaa kunne de i 12 Maaneder fare tre Gange, men dette er dog ſielden Den ber raadeligt. Hnſker man at Soerne ſkulle faage Griſe to Gange om Aaret, og zindti⸗ dn dette er ſodvanligt hvor Spineavlen drives i det ſtore og Soerne fodres til⸗ t tidligat ſtrekkeligen, ſaa bringes Ornen ſadvanligen forſt i October og ſidſt i Marts ſprin⸗ Fierde Deel. Yy til Staldning. 354 Svineavlen. til Sperne. Da en Soe gaaer 16 til 18 Uger dragtig— Nogle paaſtaae endog at have havt Exempel paa, at den kan gaae 20, ja endog 21 Uger, ligeſom at cldre Soer gaaer laengere end yngre— ſaa fodes Griſene i Auguſt og Marts. Men ſtulle de blot fode eengang om Aaret, ſaa ſpringes Soerne i December, at Griſene kunne fodes i April, og opfodres paa Gras. Overeensſtemmende med Avlsbrugenes forſkiellige Biemeed og Forhold bor Landmanden valge den bedſt pasſende Indretning. Saavel de Griſe der fodes i Auguſt, ſom de der fodes forſt i Marts, beheve god Vinterforing, og derſom Grasgangene ſkulle benyttes blot til Svineavl, og de unge Sviin om Efteraaret ſalges, ſaa kan det veere hen⸗ ſigtsmesſigt, blot een Gang om Aaret, og i April, at lade Soerne fare, hvil⸗ ket end ydermere bliver raadeligt, naar Staldene ere ſlet indrettede, og ſaa kolde at Griſene kunde fryſe ihiel. Men har man ordnet alt paa det bedſte, og har tilſtrakkeligt Vinterfoder til Svinene, ſaa er det ſtedſe fordeelagtigere at lade Soerne fare to Gange om Aaret. §. 83. Vel indrettede Stalde ere maaſkee vigtigere ved Svineavlen, end ved den af hvilketſomhelſt andet Huusdyr. Om hiin lykkes, beroer fornemmelig derpaa, og uden denne er ofte alt hvad man gier forgigves. Svinene bor efter Alder, Tilſtand og Kion kunne adſkilles, og derſor bor i Stalden varre ſkarſkilte Afdee⸗ linger: a) For fravennede Griſe. b) For halvvoxne Sviin, der ellers à beſtadiges og tranges fra Edet af de ſtorre. c) For fuldvorne Sviin, mellem hvilke ſaavel Galte, ſom Snitter, Til⸗ egoſeer og Griſeſser, naar Griſene ere dem fratagne, komme. d) For hver Griſeſoe med Griſe et ſerſkilt Aflukke. e) Fedeſtalde. f) Aflukker til Ornerne. Svineſtalden bor indrettes ſaaledes, at den kan vere varm, men dog luf⸗ tig, og at Spinene kunne ligge rene deri; thi valter end Svinet ſig ofte til Af⸗ kio⸗ kuclng Svinthu beqbem, Bryggen Peliggen huilku ſedet dar if dets g 8 aingskun foredrage Gi Aüth. 2. 4 E et Fedeſe gaae at l boren og da mani dilſer. ten, ſaa ber So vere van ſene ihje 4 ſe dil trykke ſta So ellers ſtae endeg ligeſom at og Narts. ecember, at nmende med e den bedſt der fodes le benyttes t vœre hen⸗ fare, hvil⸗ g ſaa kolde e, og har re at lade bed den af ig derpaa, fter Alder, ilte Afdee⸗ Pdet af ter, Til⸗ n dog luf⸗ ſte til ſ lil⸗ Spvineavlen. 355 kioling i Skarnet, ſaa behover det dog frem for alt reenligt Leie i Stalden. Spvinehuſet bor derneeſt voœre forſynet med alt, hvorved Vinterforingen kan blive beqvem, og derſom denne fornemmelig beſtaaer af det ſom erholdes fra Meieriet, Bryggeriet eller Branderiet, ſaa bor den ſtaae i Forbindelſe med disſe. Dens Beliggenhed bor vare paa Solſiden, og om mueligt omgivet af en Gaard, paa hvilken Svinene kunne i forſkiellige Afdeelinger udlukkes. Endelig bor Moddings⸗ ſtedet vœrre vel indrettet og for Giodningvandets Opfangelſe vare ſorget, at intet af dets giodende Stoffe ſkal tabes. Forreſten henhorer Svinehuſets Indretning under den landoeconomiſfe Byg⸗ ningskunſt, og denne er, med Henſyn paa de landoeconomiſke Diemeed, bedſt foredraget i Gillys Anweiſung zur landwirthſchaftlichen Baukunſt, gereVegegeben von Friderici. B. I. Abth. 2., S. 12 o. ſ. v. §. 84. Saaleenge Soen er dragtig bor den fodres godt, dog ei overflodigen, ſom Foringen. et Fedeſvin; thi i dette Tilfalde farer den ofte for tidligt. Man bor iſcer und⸗ gage at lade den ſulte kort for den farer, thi den kunde da forledes til at ode Efter⸗ boren og Griſene. Det er meget gavnligt at vide hvad Dag Seerne ſpringes, da man i ſaa Fald veed naar de ſtulle fore, og kan da giore de fornodne Forbere⸗ delſer. Da et noiagtigt Tilſyn er ſaare vigtigt, derſom Soen forer om Nat⸗ ten, ſaa bor Rogteren eller en Pige egentligen vaage ved den. Bedſt er det at hver Soe har ſit ſerſkilte Aflukke; men flere end to Soer, ſom desuden ber veœre vante til hinanden, bor man ei lade komme ſammen, thi ellers trykkes Gri⸗ ſene ihiel. Man ber ſtroe tiiſtrakkeligen, dog ei overflodigt under Soen, thi i det ſid⸗ ſte Tilfelde krybe Griſene ned i Stroelſen, hvor Soen uden at vide det, kan trykke dem ihiel. Efterhaanden ſom Griſene fodes, er det raadeligt at tage dem fra Soen, indtil denne har fodt dem alle og Efterboren er gaaet fra hende, thi ellers kunde hun letteligen trykke dem ihiel, naar de krobe under hende. Y y 2 Et 3 55 Svineavlen. Et Qvarteer efterat Soen har faret, ſelv endnu inden Efterboren er kom⸗ met fra hende, bor Rogteren ved at klse hende paa Bugen, ſtrabe at faae hende til at lagge ſig, og naar dette er ſteet, bringe Griſene til hendes Patter. Man har iagttaget at hver Griis i Almindelighed patter af ſamme, og ſielden af en anden Patte. Man har end videre lagt Marke til, at de forreſte Patter yde mere Melk end de bageſte, da de Griſe ſom patte af hine, ſtedſe blive ſtorſt. Man lagger derfor de mindſte Griſe til de forreſte Patter, at de kunne vorxe ſterrkt og alle blive lige ſtore. Fare flere Soer paa eengang, og nogle deraf have for faa, men andre for mange Griſe, ſaa kan man tage nogle fra de ſidſte, og lagge dem til de forſte. Men dette bor ſkee inden de, efter at have faret, reiſe ſig, at de ei ſkulle bemarke dette. Ofte fode Soerne flere Griſe end de have Patter, og kan man i dette Tilfeœlde ei, paa allerede anforte Maade, bevare de overflodige Griſe, ſaa bor de ſtrax ſlagtes. Soerne faae i Almindelighed fœrre Griſe den forſte Gang de fare, end ſiden. Men faaer en ung Soe mange Griſe, ſaa er den fortrinlig god. Foder en aldre Soe ferre end 8 Griſe, ſaa er den ei meget verrd. Soer med overordentlig dyb Bug, der neſten ſlaœber paa Jorden, fode, ſom man forſikkrer, mod det deres Udvortes lover, kun faa Griſe. Saaſnart Soen har faret, bor den gives ſkraaet Korn, udrort i Vand, og derneſt, ſaa lange Griſene patte, godt Foder, at den kan faae megen Melk. Dette kan beſtaae af ſuur Melk med ſkraaet Byg, Klid, eller Oliemeel, alt ud⸗ rort i Vand. Den ber ei nyde noget, hvortil den ei er vant, da den, ſaavel ſom Griſene, derved letteligen fagaer Durklsb. Man bor ofte ſtroe under den med god tor Stroelſe, dog ei for meget ad Gangen, at Griſene ei ſkulle krybe ned deri. 1 §. 85. udbodningen. Man udbeder ſadvanligen Griſene naar de ere 2 ¾ til 3 Uger gamle. Men da blive de ſvagere, uanſeeligere og mere hoibenede, end om ſaadant ſkeer, naar de ere 6 Maaneder gamle. Men ivarkſcettes Operationen i en ſpadere Alder, ſaa er trden mir dͤftille, . V pririlegen Han ſen uffitkede erinn, ſ Ra ig aldeles fulle var Ef diikke af d naar de og nindr de den, thi gibe dem 6 zt folge Nade f niſte Net 8 Nve da O A ſer Uger ſon de⸗ uden ſy Sren er kom⸗ at fage hende tter. Man ielden af en Patter yde blive ſtorſt. vore ſterrkt andre for il de forſte. ille bemarke nan i dette e, ſaa bor „end ſiden. er en aldre dentlig dyb det deres Vand, og egen Melk. I, alt ud— en, ſaabel under den kulle krybe nle. Nen keer, naat Alder, ſas er ———ͦ—ỹ—ꝛ—ꝛ—ꝛ—-— Svineavlen. 357 er den mindre farlig, og udbodes Griſene ſildigere, ſaa bor Orne⸗ og Soegriſene adſkilles, hvad enten de ere paa Stald eller paa Gres. Ved Udbodningen begages ofte ſlemme Feil, paa hvilke man, iſcer hvor privilegerede Soeſnidere forrette Operationen, bor vœrre opmerkſom. Saavel Han⸗ ſom Hundyrene caſtreres ofte ufuldkommen, hvoraf folger at de, om end uſkikkede til at forplante ſig, dog blive geile, og ei alene ved at ride paa de andre Spviin, ſkade ſig ſelv, men endog hele Flokken. Naar Svinene ſkulle udbodes, bor de 24 Timer i Forveien ikkun nyde lidet og aldeles ikke opblaeſende Foder. Ved denne Leilighed volges med Omhue de der ſkulle vore Griſeſoer.. Efterat de ere udbodede lader man dem ligge i Roe, og giver dem blot tyndt Drikke af Oliemeel eller ſuur Melk, indtil de atter ere friſke. §. 86. Det er aldeles ikke vanſkeligt at fravcenne Griſene, da de allerede ade, Prnveuuede naar de ere 14 Dage gamle. Griſene faae enten Edei ſarſkilte, lavt ſtaaende og mindre dybe Truge, eller man lader dem ade af ſamme Trug ſom Soen. Det er meget godt at hver Griſeſoe har fra ſit Aflukke Udgang til Gaar⸗ den, thi da kan man uden Vanſkelighed lade de Gamle og Unge gaae ud, og give dem friſt Vand i Gaarden. Have Griſene pattet fire Uger, ſaa lukkes vexelvis Soe og Griſe ud, uden at folge hverandre, men de ſidſte ikkun naar Veirliget er godt; thi paa denne Maade fravannes Griſene ſom af ſig ſelv. Soen fodres da knapt at den kan miſte Melken, og bortjage Griſene. Tilſidſt pleier man at give Griſene nogle Foder heelt Byg, at de kunde blive vante til haardt Foder, og ſom man ſiger, faſtbide Tœnderne. J Begyndelſen fodres de fravœnnede Griſe fem Gange daglig, indtil de ere ſer Uger gamle; dernaſt fire Gange, indtil de ere ni Uger gamle, og ſiden, lige⸗ ſom de svrige Sviin, tre Gange daglig. Man vanner dem uden Vanſfelighed til at ade koldt Foder, hvilket des⸗ uden ſynes, ved Svineavlen i Almindelighed, at vere ſikkreſt, da varmt Foder lette⸗ 358 Svineavlen. letteligen bliver ſkadeligt for Svinene. Opade de ei alt, ſaa bsr det de levne tages fra dem, og Truget renſes; da giver man dem atter, men mindre oyver⸗ flodigt, Foder. Suur Melk er udentvivl det bedſte og ſundeſte Foder for Spiin. Er Oſten ikke dyr, ſaa anvendes den ſure Melk ofte fordeelagtigſt til Svinefoder. Fodres et Spiin i 18 Uger med Melk, ſaa bliver det ſtorre end om det et heelt Aar fik andet Foder. Forreſten bor Griſene i en Alder af ni Uger verre vante til at ode det ſamme Foder, ſom de gamle Sviin faae; dog bor hine ei lœnger forblive i ſamme Stald, ſom disſe. Har man Leilighed til at ſkille de ſvagere Griſe fra de ſtarkere, ſaa bor dette ſkee, da disſe ellers jage hine fra Fodret, der ſaaledes blive ikkun halvt mattede og ſtedſe ſvage. §. 87. Om Sommeren fodes Svinene enten i Stald eller paa Gres. J frugtbare Egne benyttes Grasgangene formodentlig ſielden fordeelagtigen til Syin. Men hvor man har ſuure og lavt liggende Grasgange, med ſumpige og moradſige Steder, og kislige, buſkede Pletter, med mange Vandpytter, hvor Snegle, Larver og Orme i Mangde, ſaavel ſom Rodder, der ere velſmagende for Svinene, findes i Jorden, der kan Grasningen neppe benyttes fordeelagtigere eend til Sviin. Meget beroer paa en god Hyrde, der valger Plads ſom pasſer til denne eller hiin Tid paa Dagen og til Veirliget. Skinner Solen varm om Middagen, ſaa bor man ſkaffe Svinene Skygge, og drive dem i Huus, naar denne ei kan findes paa Marken. Den forſte Greesning paa Stubbene benyttes ogſaa formodentligen bedſt til Svin, da disſe opſanke den affaldne Kierne. De oprode ei blot denne, ſaavelſom Gres og Urter, men ogſaa ſkadelige Vexter, der ofte, ſom f. Ex. Siam falcaria, neppe kan betvinges med Ploven, og naſten ene odelggges af Svinene. De befrie Ageren for Inſecter, Orme og Muus. Ved Rodvextavl finde de, efterat Kartofler og Roer ere hoſtede, rigelig Nœring paa Ageren, og det Tilbageblevne kan ei fordeelagtigere benyttes. Paa p Iften, Se dn ſure? Klid, Ar hedre iver glouer, 4 ware voget gaa en ru Panding. E getie, B Fodret ſ ſure Rel i Kioktel Saden, det Nang pleiet at deuden fe det, men E dſtbare. af dem. lersit Evinet T ttrabe a hvor ſto det de lebn⸗ mindre oyer⸗ . E Oſten der. Fodres heelt Aar fit de det ſamme amme Stald, trkere, ſa eikkun halut deelagtigen ned ſumpige htter, hvor magende for deelagtigere ſom pasſer n varm om huus, naar ne benyttes jerne. De ge Verter, „og neſſten ruus. Ved Nering paa Svineavlen. 359 Paa den Aarstid da Grcesningen er knap, behove de dog ſtedſe, Morgen og Aften, noget Foder paa Stald. Sommerſtaldforingen ivarkſcettes ved ſtore Meierier, hvor de da erholde Paa Stald. den ſure Melk eller blot Vallen blandet med Affald fra Kiokkenet og Haven, med Klid, Avner eller deslige, der giores noget ſyrligt. Men Staldforingen kan end bedre ivgrkſœttes ved Kloveravl, i hvilket Tilfalde man enten giver dem den hele Klover, eller ſkigrer den i Hakkelſe, og blander den med Valle og Melk, der bor vœre noget ſyrlig. Dette er det fortrinligſte Foder. Svinene bor kunne gaae ud paa en rummelig Gaard, hvor de forefinde friſtt Vand eller hvorfra de drives til Vanding. §. 88 Svinenes Vinterforing bliver fordeelagtig, naar man har betydeligt Bryg⸗Vinterforing⸗ gerie, Branderie, Meierie, eller ſtor Brakfrugtavl. J de ſtore Meierier pleier Fodret ſom ofteſt at vore knapt forſt paa Vinteren. Man bevarer derfor den ſure Melk blandet med Vand til dem, og man ſtreber ved Hielp af det der falder i Kiokkenet, ved Klid, Meelſtov, Smaakorn, Ukrudsfroe ſom renſes fra Saden, men ſom ikkun ſkraaet eller omrort med hedt Vand bor gives, at erſtatte det Manglende. Begynde Koerne at kalve paa en Aarstid, da man desuden ei pleier at giore Oſte, ſaa har man overflodig Melk. Svinenes Vinterforing er desuden fordeelagtig ved udſtrakt Brakfrugtavl, hvor man aldrig kan fattes Fo⸗ der, men dog tillige benytter alt det Affald, ſom allerede er anfsrt. Er man nodt til at give Svinene god Sad, ſaa blive de ſœdvanligen for koſtbare. Imidlertid bor de uundgaaeligen fodes godt, om man ſkal have Fordeel af dem. Ved god Foring bliver et Spiin paa et Aar ligeſaa meget vardt, ſom ellers i to Aar, og et Sporgsmaal er det, om man ei med ſtorre Fordeel giver Svinet i eet Aar det Foder, ſom det ſkulle have i to Aar? §. 89. Ved Svineavlens Indretning og ved Svinenes Fedning, bar Landmanden Lvine Beſat⸗ ningen. ſtrœbe at udfinde, hvilket Slags Sviin han i ſin Egn kan fordeelagtigſt ſolge, og hvor ſtor Afſetning han med Sandſynlighed kan vente, Man kan ſalge: 19 a) fra⸗ 360 Svineavlen. a) fravcennede Griſe, naar i Egnen findes mange Eiere af ſmaae Lodder og Gartnere, der holde en Koe og have Ret til at drive nogle Sviin paa Gras; b) halvvorne Spvin, efterat Hoſten er tilendebragt, til dem der fede et Par Sviin til Huusholdningen, og foretraœkke en Race af Middelſtorrelſe, da Spviin af denne Slags koſte mindre end de ſtore; c) fuldvorne Sviin til Bryggere og Brandevinsbrandere i Byerne, ſaavel⸗ ſom til andre Huusholdninger, i hvilke falde meget af til Svinene; overhovedet til Enhver der ei ſelv holder Sviin, men har overflodigt Foder; d) halvfede, kiodrige Sviin til Slagtere; e) fuldkommen fede Sviin ved Juletider til Huusholdninger i Byerne og paa Landet. Det er ſtedſe ſikkreſt ved Svineavlens Indretning, forud at beſtemme hvil⸗ ken af flere allerede omtalede Svinearter man vil holde, og hvor mange Sviin af hver Slags man vil ſolge. Disſe bor da ſalges til den Priis de gielde; thi naar man utilfreds med den dalende Priis paa een eller anden Slags, f. Ex. de unge Spviin, tvertimod den beſluttede Indretning, vilde beholde disſe, ſaa kom man ſom ofteſt i Forlegenhed for Foder, og nodtes da med ſtorre Tab dog alligevel at ſclge dem; thi i det her anforte Tilfœlde undlade Mange at ſalge indtil de endelig nodes dertil. Det er viſt nok paafaldende naar man Aaret i Forveien har faaet 3 Rdlr. for en fravcnnet Gris, at bydes i Aar 2 Mark; dette har jeg imidler⸗ tid meer end een Gang oplevet, og jeg raader at man ikke deſto mindre, efter den engang giorte Indretning, alligevel ſelger. Hvor man ikke ſalger Griſe, tillegger man i Almindelighed Foraarsgri⸗ ſene, ſaavel til Leve⸗ ſom Fedeſvin, der opſcettes naſte Efteraar; men derimod beholder man Auguſtgriſene til de ere et Aar gamle, da fedes de og ſolges. §. 90.. 1 Feedningen. Blot udvorne Sviin fedes med ſtorſt Fordeel. Velfodrede Sviin af god Race, kunne, naar de ere et Aar gamle, vœre i denne Tilſtand. Men man kan i Almindelighed blot anſee toaarige, undertiden endog forſt treaarige Spiin, ſom ſaadanne. Ik⸗ iubevo” famnen eges h on Eften 4 ger, me enſee ſot ti dſt ſdſt gir Nelk ti en Rege begynͤt Skraaet 1 kil Evin dem kog ode mac naar de ſtraaet fordeele delesg ned. derfor ſmaae Lodder daa Gras; n der fede et ſſtorrelſe, da erne, ſaavel⸗ overhovedet i Byerne og eſtemme hvi⸗ nge Sviin af lde; thinaar Ex. de unge a kom man alligevel at til de endelig jen har faaet jeg imüͤler⸗ re, efter den Foraarsgri⸗ nen derimod ſelges. zviin af ged Men man arige Syjin, ———— Spvineablen. Ikkun ſielden fede vi, men Englaenderne deſto oftere, Svinene om Som⸗ meren med Foderurter, Klover, Lucerne, Vikker, Boghvede og Spergel, i hvilket Tilfœlde de deels drives paa ſaadanne Foderkobler, deels paa Stald eller i ubevegelige Folde fores dermed. Foderurterne, ſaavelſom Kaal og andet Affald, ſammenblandes, undertiden ſkaarne i Hakkelſe, og efterat de ere ſaltede, ned⸗ legges og faſttrœdes de i ſtore murede Kuler, hvorfra de naar de ere blevne ſyrlige, om Efteraaret gives til Svinene, der blive meget feede deraf. §. gr. Hvor man har ſtore Meierier fedes Svinene, ſom man ofte ei ſelv tilleeg⸗ Man giver dem da deels ſuur Melk, deels Valle, og Mange anſee ſom afgiort, at man fordeelagtigere bruger Melken til Svinefeedning, end til Oſt. ſidſt giver dem noget ſkraaet Byg, for at forvandle den med Vand fortyndede Melk til et faſtere Foder. Fleſtket bliver efter dette Foder fortrinlig godt. Men en Regel er det, at fuldende Spvinets Feedning med Melk, naar man engang har begyndt med dette Foder, thi ved ethvert andet bliver Svinet atter mindre fedt. ger, med Melk. Det er viſt at Svinene derved hurtigen naae ſtor Vaœgt, naar man til⸗ Skraaget Korn fager det blot ſom Tilgivt. §. 92. Avler man mange Rodfrugter, ſaa kunne disſe ofte fordeelagtigen anvendes til Svinefeedning. Ofteſt bruges dog Kartoflerne hertil; men Fedeſvinene bor have dem kogte, helſt i Damp, knuſte og udrorte i Vand. Saa gierne Svinene end cede maadelige Portioner af raa Kartofler, ſaa ſnart blive de dog kiede deraf, naar de derved ſkulle fedes. For at fuldende Svinenes Feedning blandes noget ſkraaet Byg i de knuſte Kartofler. Mange holde for at Gulerodderne ere fordeelagtigere end Kartoflerne til Svinefeedning, og ved hine, ſom Svinene ſceer⸗ deles gierne ade endog ukogte, trives de ſaare vel. De faae meget faſt Fleſt derefter. §. 93. For at faae Svinene fuldkommen fede paa Maſt, bor man fodre ſtarkt der⸗ med. De ſaette i Begyndelſen meget Kied, men ſpekrige blive de ei, og derfor nodes man til mod Feedningens Slutning, at blande Maſken med andet Fierde Deel. 33 kraf⸗ . e**——————— ——— Med Foder⸗ urker. Med Melk. Med Rod⸗ frugt. Med Maſt. Spineavlen. kraftigt Foder. Uddrages det ſidſte tynde Sl ei af Maltet, ſaa er Maſken mere nœrende. Den bor bevares under Vand, da den ellers ſammenbrandes. . d. 94. Med Drank. Dranken feder meget ſtarkere end Maſken. Brander man daglig 11 Skiep⸗ per Sad, ſaa kan man, efter Neuenhahn, paa Dranken deraf holde 50 Sviin; dog, tilfsier han, er det bedre at ſatte for faa end for mange Dyr paa Stald, og om man end beholder noget Foder tilovers, ſaa er den Skade, ſom deraf folger, ei nar ſaa ſtor, ſom om man manglede Foder. Dranken bor i Forſt⸗ ningen fortyndes; thi ellers ode Svinene den ikke, og blive virkelig fortumlede deraf; ſenere kommer man mere og mere Drank i Vandet, indtil de ere fuldkom⸗ men vante til dette Foder. Neuenhahn ſiger ligeledes, at man ei kan give Svi⸗ nene Dranken for varm, de brande ſig ei derpaa, og at kold og gammel Drank ſnarere ſkader end gavner dem. Men andre erfarne Brandeviinsbrandere, der ligeledes fede mange Sviin, have forſikkret mig, at netop det modſatte bor ſkee, og at man ved en paalidelig Karl bor lade agte paa, at Svinene ei faae for varm Drank, da denne er dem meget ſkadelig, og kiendelig ſotter dem til]bage. Man bor ſnart give dem tynd, ſnart tyk Drank, at de derved kunne beholde Lyſt til at ade. *§. 93. Med Afſald Stivelſefabrikernes Affald, Hvedens Levninger, er kraftigere end Maſt ndea ton og Drank. Svinene fedes derved hurtigere, faae faſtere Kiod, haardere Spek og ſtore Flommer. Da Spoinene ade i Begyndelſen dette Affald med ſtor Begier⸗ lighed, ſaa forgdde de ſig letteligen, og ville ſiden ei nyde det. Man bor derfor forſig⸗ tigen fodre dermed, og i iſer holde Trugene rene. Kan man tillige vexle med andet Foder, ſaa kan man vare ſaa meget ſikkrere paa, at Feedningen lykkes. Ofte har man meer Affald end man i kort Tid kan opfodre; dette er da vanſkeligt . dat bevare, fordi det i Folge ſine dyriſte Beſtanddeele letteligen gaaer i Forraad⸗ nelſe. Det eneſte Middel herimod ſtkal vœre, at afdampe det og bage det i Kager. §. 96. d Dog an frenbri og over tigtigt 1 neget T Evin, ſotohe 4 Nen ma torre S ſaa meg behagel 2 Brander lerlonne hvorpaa deidett Svinen Spvineavlen. Naſken mere§. 96.. des. Feedning med Saed er formodentlig blot i enkelte Tilfcelde fordeelagtig. Med Sad. Dog anvendes den ofte og paa mange Maader. Efter Englandernes Erfaring 91I Skiep⸗ V frembringes ved 3 ¾ Skieppe Sad, halv Byg og halv Wrter, et Lispund Fleſt, f holde zo V og overeensſtemmende hermed kan man beregne, hvorvidt det er oeconomiſk rig⸗ e Dyr paa tigtigt at give Scd. Denne fagae Spvinene: ſom deraf a) raae og tor. Svinene kunne ret godt knuſe den, men de bor da have or i Forſt⸗ V meget Vand at drikke. Man har havt det Tilfgaelde at Maven er revnet paa fortumlede Sviin, der uheldigviis have adt for meget, og man bor derfor fodre med For⸗ re fuldkon⸗ ſigtighed; n give Eri⸗ b) blodet, i hvilken Tilſtand den ei letteligen bliver ſkadelig for Spinene. mel Drank Men man har lagt Marke til at Svinene ofte ei ade nok deraf. Kan man atter endere, der torre Saden efterat denne har ſpiret, d. e. forvandle den til Malt, ſaa er dette te bor ſtee, ſaa meget bedre. Man lader ogſaa ſaadan Sed blive ſuur, da den ſaaledes er de for varm behageligere for Svinene, ſom bedre trives derefter; ge. Nan c) kogt indtil Kiernerne revne. Saden feder da overmaade godt, og hvor de dyſt til Brandematerialet ei er koſtbart, ſparer man derved Skraaeningsarbeidet og Ma⸗ V lerlonnen; d) ſtraaet. Dette er formodentlig den ſikkreſte og fuldkomneſte Maade, end Muf hvorpaa Svinene kunne erholde Saden. Tilberedes Edet ikkun godt, ſaa blive dere SEpk de i dette Tilfalde ſielden kiede af Soden. Men Skraaet bor nogen Tid, inden ior Begier Svinene faae det, blodes i Vand, dernaſt end mere fortyndes og vel omrores, ferferſi⸗ at ingen torre Klumper findes deri, thi derved kunne Svinene letteligen paadra⸗ vexle med ges Sygdom. Hedt bor dette Ede aldrig gives, men blot udrort i lunkent og koldt zen lykkes. Vand. Naarx man fodrer med Skraage pleier man gierne om Aftenen at give vanſkeligt lidet heelt Korn, da Adelyſten derved bevares. brrragd Blandt de egentlige Sadarter er, efter de Fleſtes Erfaring, Byg det for⸗ n19 dti trinligſte til Feedning; andre foretrakke dog Havren. Men Balgfrugter, Er⸗ ) ter, Vikker og Bonner ere hertil meget kraftigere. Kun bor man ei i Forveien give Svinene ſtraaet Byg, thi da ville de ei oedde Balgfrugterne. Agter man 3 3 2 til⸗ §. 95. 3 364 Svineavlen. tilſidſt at give denne vogtige Sad heel, ſaa ber man fra Feedningens Begyndelſe blande den i Bygſkraaet. Men ere Svinene ei vante til ſkraaet Byg, ſaa ade de ret gierne disſe Balgfrugter, ſaavel torre ſom blodte, kogte eller ſkraaede. Efter Englandernes Erfaring fede iſcer Erterne langt ſtarkere og ere meget beha⸗ geligere for Svinene, naar de ere giorte noget ſyrlige. Overhovedet anbefales Suurdeig, naar man vil fede med Sad, ſom det mindſt koſtbare og hurtigſte Fedemiddel. Den ſkraaete Sced udrores daiet Trug med varmt Vand, indtil den bliver til Deig, hvortil ſœottes Suurdeig, og naar dette da holdes varmt, ſaa bliver det efter tolv Timer ſuurt. Af denne Suurdeig ud⸗ rores da en Portion til en jevn Drik i Vand og gives i denne Tilſtand. Har man ei meget af denne Suurdeig tilbage, ſaa kommes den atter i Skraae, der udrores i Vand. Dette Suurdeigs Drikke er overmaade behageligt, ſundt og kislende for Svinene. Men gives det alene, ſaa faae Svinene meget, dog loſt og let Kiod, med lidet Spek og Flomme. Man bor derfor een Gang daglig give vogtig Kierne, iſer Wrter. Nogle paaſtage at det er fordeelagtigt at fede Spiin med Brod. Dette bages da af grovt Byg⸗ eller Rugmeel, ſkiceres i Stykker og torres i Ovnen, men blodes ſiden i Vand, og gives ſom Drikke. Blodes det i ſuur Melk eller Valle, iſtedet for i Vand, ſaa ſkal det ſaavel i Kraft ſom hurtig Virkning overgaae ethvert andet Fedemiddel; dette har en meget troeveerdig og erfaren Landmand forſikkret mig. Dog ſynes mig at Maiſen overgager ethvert andet Fedemiddel. Ved den frembringes faſt Kiod og Spek, og Svinene ade den med Begierlighed. Vi bruge den i Almindelighed blot til Feedningens Fuldendelſe, og give Aften og Morgen hvert Svin et Par Haandfuld Maiskorn, hvorved man tydeligt ſeer, at Spinene blive federe. Man kan ogſaa kaſte de hele Maiskolber til Svinene, der ſelv udpille Kornene. Dette er iſœr brugeligt i Ungarn, hvor en ſtor Mangde moldauſke Sviin derved bringes til hoieſte Grad af Fedme, og ſendes derneſt til Wien. §. 97. maade! dee atg bor man ned nog T Det er dog yn Foder, nindre! I give Gr ſuur N g Srin ſſer om 6 roeliger ſaa bor diedel er imidl hbert d deligge Sdinen Begyndelſe dg, ſaa ade ler ſtraaede. meget beha⸗ Sad, ſom daiet Trug 8g naardette zuurdeig ud⸗ tand. Har Skraae, de t, ſundt og meget, dog Hang daglig d. Dette 3i Ovnen, Melk eller g Virkning og erfaren Ved den hhed. Vi Aften og eliigt ſeer, l Svinene, er Nangde des dernaſt §. N. Spvineavlen. §. 97. Folgende Regler bor endnu iagttages ved Svinenes Feedning: Spvinene forade ſig lettere end noget andet Dyr, og ſettes derved over⸗ maade meget tilbage. Naar een af Deelene derfor ei kan undgages, er det be⸗ dre at give dem noget for lidet, end for meget Foder. Have de foradt ſig, ſaa bor man i 24 Timer intet Ede give dem, undtagen nogle Haandfuld haardt Korn, med noget Salt. Ved Feedningens Begyndelſe ade de meget, men kun lidet naar de ere fede. Det er derfor en Regel, at give det ſtarkeſte og mindſt volumineuſe Foder tilſidſt. Dog ynde Nogle, iſar Englanderne, ſtrax i Begyndelſen at give dem kraftigt Foder, at deres Livsvirkſomhed derved kan irriteres, og dernaſt at gage over til mindre kraftig, men overflodigere Foring, og tilſidſt at give det kraftigſte Foder. Man har almindeligen bemarket, at det er meget gavnligt af og til at give Svinene et Lod pulveriſeret Spidsglands, enten paa Fodret eller blandet i ſuur Melk. og Svinene beſkyttes mod Tinter. iſcr om Svinene ei have megen Lyſt at ade eller ſynes dorſte. Staldrummet kan vare temmelig ſnavert, thi da forliges de bedreog ligge roeligere. Men er i Flokken et ſvagt eller ſygeligt Spiin, ſom de andre bide, ſaa bor det ſtrax ſœttes ene; thi ellers drabe de andre det. bide de letteligen hverandre; ved rigelig Foring forliges de derimod bedre. Det er imidlertid raadeligt, at afdeele Truget ved et Breet med Huller, hvor igiennem hvert Sviin ſtikker Hovedet. Det er ligeledes vigtigt at Svinene fodres paa beſtemte Tider, ligeſom og, at de ligge ſaa reent og tort ſom mueligt. Ved en eller to Gange om Ugen at jage Svinene i Vandet, fremmes Fedningen og Svinene blive derefter roeligere. §. 98. Endelig omtaler jeg endnn Svinenes Feedning i Skove. aldrig fuldkommen fede; men efter Ageren fage de faſtere Kiod og Spek end efter Olden, thi Oldenfleſket flyder ud, naar det bliver varmt. Derved vedligeholdes ei blot Edelyſten, men Fordoielſen fremmes Man kan give det hver 8 eller ro Dage, og Hungre Svinene ſaa Spi⸗ — e Almindelige Regler for Fedningen. — De blive derved Feedning i Sko ve. koſtbare Maade i Skovene, hvor dog ei hvert Aar er Olden. Faareavlens Forhold til Qveagavlen. 366 Faareavlen. Spinene bor Dag og Nat forblive i Skoven, og ligge der i Skure. Dri⸗ ves de hiem om Aftenen eller kunne uhindrede lobe hiem, ſaa blive de hede, og tabe naſten ligeſaga meget, ſom de have vundet. Svinene fedes paa den mindſt Blive de ei hur⸗ tigt til en vis Grad fede, ſaa trives de ofte, af Mangel paa Roe og Varme, ei ſynderligt. Skovgreesningen er ſtedſe fordeelagtig for de grœsſende Sviin, ſelv i det Tilfœlde at Traeerne ei bare Frugt, thi de finde dog ſtedſe Rodder, Korn og Orme ſom de kunne ade. Vand bor aldeles ikke fattes. Faagareagavlenu. §. 99. Man har undertiden tillagt Faareavlen for ſtore Fortrin i Sammenligning med anden Qvagavl; undertiden har man derimod anſeet den ſom alt for ufordeel⸗ agtig. Tage vi intet Henſyn paa Stedforholdene, der ſtedſe i concrete Tilfœlde afgiore, om den ene eller anden fortiener Fortrin, ſaa have dog Tidsomſtaendig⸗ hederne og de foranderlige Handels⸗Conjuncturer ſtor Indflydelſe paa den eene eller anden Arts ſtorre eller mindre Fordeelagtighed. Dog kan ei nagtes, at den Opmarkſomhed og den Anſtrangelſe, der fortrinligviis anvendtes paa dette eller hiint Slags Qvag, havde ſtor Indflydelſe paa den ſtorre eller mindre Fordeel det ydede. Det er en, formodentlig almindelig erkiendt, Sandhed, at det Qvag, det vore forreſten af hvilkenſomhelſt Art, der opfodes med Omhue, pleies godt og fodres tilſtrekkeligt, rigeligere gienerſtatte det mere, ſom med Overleeg er anvendt der⸗ paa, end det ſlet holdte Qvoeg, det knappe Foder, ſom man dog nodes til at give det. Blot Overſkuddet over det Nodtorftige bringer Fordeel; thi det hvorved Dyrets Liv blot vedligeholdes, er i en vis Henfeende aldeles tabt. de Skaferier, hvori Faarene fodredes ſaa knapt ſom mueligt, aldeles ingen For⸗ deel, men efter de fleſte Landmands Overbeviisning var, ſelv naar Foder og Grasning anſloges til den laveſte Priis, afgiort Tab ved Skaferierne, og blot Fold⸗ Derfor gave zobgiod vedblev ferier 1 at fodre ſas viſ tagt; it man Julsbrug den ene! nt. O d wͤhoie! neſten h forsatſe Faar, 2 Etald, k nellem d hegge fod dahver af nheve d ned fora fetholden dog begg ſtore, d 1 Eporgs bor forn Beſpare Alnind kure. Dri⸗ de hede, g den mindſt ee de ei hur⸗ Tarme, ei ſelv i det , Korn og menligning or ufordeel⸗ te Tilfelde omſtendig⸗ a den eene tes, at den dette eller Fordeel det Qvag, det t og fodres vendt der⸗ til at give det hvorved Derfor gabe ingen dor⸗ ar Foder ch ne, og ült zlb⸗ Faareavlen. Foldgiodningen, ſom man anſaae for uundvaerrlig, var Aarſagen hvorfor man vedblev at holde Faar. Da man imidlertid ved den Fordeel ſom foradlede Ska⸗ ferier ydede, blev opmarkſom paa disſe, og begyndte i nogle Egne og Avlsbrug at fodre Faarene bedre, og overhovedet at anvende ſtorre Omhue paa Skaferierne, ſaa viſte det ſig, at de, ſelv uden Foradlingens Medvirkning, ydede ſtorre Ind⸗ tagt; og da Faarene tillige foradledes, ſaa bleve Skaferierne ſaa fordeelagtige, at man indrommede dem Fortrinet for Qvaegavl og Meierie. Kun i faa Avlsbrug kunde man med Omhue pleie og rigelig fodre begge Qvagarter, og den ene maatte derfor almindeligen ſtagae tilbage, naar den anden ned Fortri⸗ net. Denne blev derved naturligviis ſaa meget ufordeelagtigere. Handelsconjuncturerne ere afhœngige af de politiſke, og have i lang Tid ved hoie Uldpriſer vœret gunſtige for Skaferierne i Almindelighed; derfor foretrakke naſſten hele Europas Landmand Faarene for Horngvaget, og er end dette egentlig forsarſaget ved Merinos⸗Faarene, ſaa falder det dog tilbage paa vore indenlandſte Faar, og forhsier ogſaa disſes Verd. Man har naſten almindeligen antaget, at man ſaavel paa Grees, ſom i Stald, kan fodre 10 Faar med det en Koe behover. Dette Forhold viſte ſig forſt mellem den Art Faar og Koer, ſom man holdt i det nordlige Tydſtland, og ſom begge fodredes lige ſſet. Men Forholdet ſyntes at maatte blive det ſamme, naar enhver af disſe Qvagarter i lige Grad fodredes bedre. Ligeſom foradlede Koer behsve dobdelt ſaa meget Grees og Foder, ſaaledes bliver dette ogſaa Tilfcldet med forgedlede Faar. Var det end Tilfeldet at de foradlede Faar ei fortœrede forholdsmasſigen ligeſaa meget mere Foder, ſom det foradlede Qoag, ſaa blive dog begges Udgivter, naar nemlig Grasning og Foring medregnes, omtrent lige⸗ ſtore, da ved Faareavlen er flere Biudgifter og ſtorre Riſico end ved Qveggavlen. Naar altſaa i et Avlsbrug, hvor begge Qvagſlags holdes ligegodt, det Sporgsmaal opkaſtes: hvilket Slags indenlandſt Qvagg til det andets Fordeel bor formindſkes, ſaa kan dette egentlig ikkun beſvares ved et andet Sporgsmaals Beſvarelſe, nemlig: yde 10 Faar eller 1 Koe ſtorſt Fordeel? og dette kan i Almindelighed aldeles ei beſtemmes, men, ved et endog ſaare overfladiſkt Bog⸗ hol⸗ Faareracer. 368 Faareavlen. holderie, under de fleſte opgivne Tilfœlde, ſaare let udfindes. Foruden andre Forhold have Tidsomſtandighederne, ſom allerede anmarket, ſtor Indflydelſe herpaa, og man bor viſt nok rette ſig efter disſe, men dog ei ſaa aldeles, at man, naar disſe atter forandredes, ei var i Stand til at foretage en Forandring med ſit Qveagforhold. Efter det Forhold hvori Kiod⸗ og Smorpriſen i de ſidſte ti Aar ſtod mod Uldpriſen— omendſkiondt alt betaltes dyrt— var Fordeelen af Skaferierne, naar Grasgangene vare lige godt ſkikkede til begge Qvagarter, beſtemt ſtorre, Men naar Koerne ſtaldfodres, ſaa bliver dette ikke Tilfaldet, thi ved Staldforingen ſpares ſaa megen Greesning, at den rene Indtagt af Jor⸗ end af Meierierne. den, i det ringeſte bliver lige ſtor. Men afgioer end Staldforingen, der meget lettere kan iverkſcettes med Qvag end Faar, til Fordeel for de forſte, ſaa vil dette, under vore Forhold, dog ſielden lede til Skaœferiernes Formindſkelſe, men tvertimod til deres Forogelſe; thi det ſtore Graesningsareal, ſom ved Staldfo⸗ ringen ſpares, kan da blot benyttes med Faar. §. 100. De mangfoldige og meget forſkiellige Faareracer ſom vi finde i alle Verdens⸗ deele, ere en interesſant Gienſtand for Naturhiſtorien, men den landoeconomiſke Lœre uvedkommende. Jeg agter ei heller at omhandle de Raeer, ſom vi finde i adſkillige fierne europœiſte Lande, og om de mangfoldige Racer ſom blot Britan⸗ nien har at fremviſe, har jeg allerede talet i Engliſche Landwirthſchaft. Man kan desuden i den Anledning nerrmere oplyſes i:— Culley, uͤber die Auswahl und Veredlung der vorzuͤglichſten Hausthiere, aus dem engl. von Daum, mit Kupfern von Witte. Berlin 1804. Jeg indſtrœnker mig til de Racer ſom findes i Tydſtland, hvad enten disſe have voret der fra Arilds Tid, eller nyligen ere indforte. Vi have fire Hovedracer: a) Hedefaaret. b) Marſtfaaret. c) Det almindelige indenlandſke Faar. d) Merinosfaaret. 9 dyneborg da det nah egſag ſg oh ſort⸗ ſiere Uld, dg vunſte Gang heui til 221 dag, men d Tredied korte, for Slags ſor hvor den Dis Sonmer oo ligger alt ldes Adga Eiurtt, dem. Lid dn dog he Saa haard der bredſoe R. ftembragt thi den be lt, ogg Fierde oruden andre Indflydelſe les, at man, dring med ſit ar ſtod mod Skeferierne, ſemt ſtorre, ke Tilfeldet, egt af Jor⸗ „ der meget iſte, ſaa vil dſtelſe, men hd Staldfo⸗ e Verdens⸗ doeconomiſte n vi finde i glot Britan⸗ wirthſchaft. dus dem engl. disſe have Hovedracer: 8. 101- Faareavlen. §. 1or. Hedefaaret(Haidſchnucke) en liden Art, der naften ikkun findes i det Zedefaaret. Lyneborgſke og Bremiſke, kan ei vare fordeelagtig eller beſtaae i andre Egne, da det naſten ikkun lever af Lyng, og paa feed Grasning hurtig bliver fedt, men ogſaa ſygt. Dette Faar er hornet, aldrig ganſke hvidt, men graat, brunt og ſort. Dets Uld er ſom ofteſt haaragtig, grov og ſtrid; dog have nogle finere Uld, og paa andre findes i Bunden af den lange grove Uld, fiin Uld, ſom dog vanſkeligen afſondres. De klippes ſaœdvanligen to Gange om Aaret; forſte Gang henimod St. Hans Dag, hvorved en Vader yder 2 til 3 Pund, en Bede 2 til 2 Pundog et Faar 1 til 1½ Pund Uld; og anden Gang henimod Mikkels⸗ dag, men da afklipper man forſcetligen Ulden noget fra Skindet, og faaer neppe en Trediedeel mod det man forſte Gang erholdt. Af Ulden, fornemmelig af den korte, forfcerdiges graage Hatte; forreſten bruges den til grovt Toi, iſcrr en Slags ſom fabrikeres af Uld og Hamp. Undertiden ſalges den til Udlandet, hvor den forarbeides til Matroskladder eller bruges til Kladetaæpper. Disſe Faar yde ringe Fordeel, men koſte i denne Egn neſten intet, da de Sommer og Vinter leve af Lyng. De kradſe den frem af Sneen, og naar denne ligger alt for hoi, ſaa baner man dem Vei med en Sneeplov, og ſkaffer dem ſaa⸗ ledes Adgang til Heden. Man giver dem desuden forſt Lyng i Stalden eller Skuret, hvor den ſadvanligen blandet med nogen Heſtegiodning ſtrses under dem. Lidet Boghvedehalm fage de naſten blot ſom en Lœkkerbid. Nogle give dem dog henimod Lammetiden nogen Boghvede, og Lammene maaſkee lidet Hoe. Saa haardfore disſe Faar end ere, taale de dog ei at ligge i Fold om Natten. De veie lidet; thi det er en god Bede der opnaaer 30 Pund Slagtervagt. Ere de fede, ſaa er deres Kisd fiintravlet, ſaftigt og velſmagende. Man har krydſet dem med andre almindelige indenlandſke Faar, og derved frembragt en Mellemſlags, ſom man kalder halvforadlet, men ſom er aldeles ſlet, thi den behsver bedre Foring og Greesning, om den ei ſtal blive aldeles tortuohe let, og yder kun lidet meer end Hedefaaret. Kierde Deel. Aaa§. 102. 370 Faareavlen. §. 102. Af Marſkfaaret, ſom ogſaa kaldes det friſiſte Faar, har man adſkillige Afarter, der dog ſynes at nedſtige fra ſamme Hovedſtamme, og blot at verre forandret ved den Maade hvorpaa det holdtes og Individuerne valgtes. J de rigeſte Egne er dette Faar meget hoit og bredt, og kan naae en Slagtervat af 120 Pund; enkelte veie endog meget mere. Dets Uld er ſterk, meer eller mindre fiin og blod, al⸗ drig kruſet, men glat hangende; ſaakaldet Kamuld. Paa meget rige Graes⸗ gange kan det efter Middeltal yde 10 Pund Uld; men paa mindre gode 6 til 7 Pund. Denne Uld er ypperlig til visſe Slags Tei, iſar til ſtrikkede og vœvede Stromper, da den om den end bliver vaad ei ſammenkrympes; men til Klade er den ubrugbar. Marſkfaarene fode i Almindelighed to, ofte tre, ja undertiden endog flere Lam. Den mindre fiinknoklede Afart bliver hurtig feed, og paa gode Graesgange allerede i det andet Aar tienlig til at ſlagtes. Disſe Faar yde megen Melk og malkes derfor ofte. Jeg har ſeet at Faar af den mindre Art have daglig givet to Potter fortrinlig god Melk. Det ſynes derfor fordeelagtigt at holde denne Slags Faar, men overveies alt noiagtigen, ſaa er dette dog ei Tilfeeldet, thi de behove meget riig Gresning og Foring, i Forhold til det de yde. Derfor holdes ikkun faa Stykker deraf i de Egne, hvor de kunde erholde ſaadan Gresning, ſom ellers neppe kunde benyt⸗ tes. J de inddigede Marſker grasſe de ved og bag Digerne. Vil man fede dem, ſaa lader man dem enten gaae mellem andet Qvaeg paa de rige Grasgange, eller man indrommer dem Graskobler, der ere for blode for andet Qvag, og ſom el⸗ lers benyttes ſom Eng, men et Aar bor ſkaanes og foldgiodſtes. Her afgnave de det gamle ſivagtige Gras, og forbedre Engen kiendelig. Disſe Faar angribes ei lettelig af Forraadnelſesſygen, og i dette Tilfalde ſtulle de desuden ſlagtes. Paa rigeligt Kloverfoder kunne disſe Faar meget godt ſtaldfores, men ved de mange i den Anledning anſtillede Forſog, fandt man dog, at, i Forhold til den Indtaegt de ydede, blev Foringen for koſtbar. Paa heitliggende, men rige Grasgange, har man blot fundet den mindre Afart fordeelagtig. Det er mue⸗ ligt igt at d Narſteg! 9g har. Egenſtat er hidpe 24 dog at ud Omhue, ſon man! Jalle T. rene, og delige R fodrede. E eler rhinl ttinlige E ponmerſt heds og G de Gode nan de al lit, at de de tydſt dg maaſte Vand. d gtt forſtie ſtarkt Kl Stitkelh Pore Fa lige Afarte, korandret ded geſte Egne er undz enkelte g blod, al⸗ rige Gras⸗ ode 6 til 7 de og vavede til Klade er endog ſlere Grasgange gen Meld og daglig givet noverveies g Gresning kker deraf i uunde benyt⸗ an fede den, ange, eler og ſom el⸗ afgnave de angribes ei gkes. 3, men ved Forhold til e, men rige Det er mii⸗ ligt —— Faareavlen. ligt at denne er fremkommen ved Krydsning. Hiin Race findes neſten i alle Marſtegne, og Nogle formene, at den nedſtammer fra Landets almindelige Faar og har blot ved den rigelige Grassning lidet efter lidet erholdt de naœrverende Egenſkaber; men dette kan jeg paa ingen Maade troe. er hidplantet fra Rhin⸗ og Elbmarſkerne. §. 103. De almindelige tydſte Faar ere i mange Henſeender forſkiellige, men ſynes Jeg formener ſnarere at den Blot ved ſtorre eller mindre Omhue, ſaavel i Henſeende til Tilleg ſom til Foring, ere de Afvigelſer fremkomne, ſom man bemarker, og ſom vel ere arvelige, men ved forandret Pleie atter tabes. J alle Tydſtlands Egne, hvor man fra Arilds Tid har omhyggeligen pleiet Faa⸗ dog at udſpringe fra ſamme oprindelige Stamme. De alminde⸗ lige tydſte Faar. rene, og hvor de iſcer paa Biergene have havt god Grasning, er Landets almin⸗ delige Race, ſelv hvad Ulden anbelanger, fodrede. En ſcregen Afart har man i Nederſachſen under Navn af den flanderſke Kun hvor man har pleiet den godt, har den beholdt ſine for⸗ bedre, end hvor Faarene ere ſlet eller rhinlandſke. trinlige Egenſkaber; i modſat Tilfalde finder jeg ingen Forſkiel mellem den og vor pommerſke eller preusſiſte Art. Det var Umagen vordt at efterſpore Uldens Fiin⸗ heds og Godheds Grader i de tydſte Provindſer. Men vi have ſtedſe lidet agtet det Gode ſom laae os nermeſt, og nu da Merinos⸗Faarene ere indforte, anſeer man de almindelige tydſte Racer neppe Underſogelſen vord. Det er dog tanke⸗ ligt, at det kunde vere fordeelagtigt at indfore og ved ſig ſelv foradle en eller an⸗ den tydſt Race, og at denne da mueligen ved ſin Uldvagt, ſtorre Haardforhed og maaſkee Evne til lettere at fedes, kunde erſtatte os Merinosuldens hoiere Verd. Vor almindelige Uld er i Henſeende til Fiinhed, Elaſticitet og Styrke me⸗ Vi eie en Race indenlandſke Faar, af hvis Uld meget godt og Derimod have andre Racer ſaa mange get forſtiellig. ſterkt Klade af Mellemſorten tilberedes. Stikkelhaar mellem Ulden, at denne blot er tienlig til aldeles grovt Klade. Vore Faar ere ogſaa meget forſtiellige ſaavel i Henſeende til Pelſenes Tathed, Aaa 2 ſom Merints. 372 Faareavlen. ſom Uldmenngde, og disſe ere i Almindelighed tettere, jo finere og meer elaſtiſk Ulden er. Man kan ei nagte at vore almindelige Faar kunne noies med ſlektere Graes⸗ gange og Foring end de ſpanſke Faar, og at hine ligeledes ere mere haardfsre, og ferre Sygdomme underkaſtede. Naar et Avlsbrug altſaa ei kan indromme Me⸗ rinosfaarene ſaadan bedre Grasning og Foring, ſom de, for at yde tilfredsſtil⸗ lende Uldprodukt, behove, ſaa bor man ei ubetinget dadle, at de almindelige Faar holdes der. Opkaſtedes derimod Sporgsmaalet, hvorfor mange Avlsbrug ei indrettes ſaaledes, at det blev dem fordeelagtigere at holde Merinos⸗, end al⸗ mindelige Faar, ſaa fik Sagen viſt nok et andet Udſeende, men her handle vi ei derom. Blot naar Avlingsforholdene ei kunne forandres eller Grasgangene for⸗ bedres, formener jeg at mange Avlsbrug have ſtorre Fordeel ved at holde almin⸗ delige Faar, end vedat indfore Merinosfaarene, og dette blev iſer Tilfaldet, om den gode grove Uld ved Merinosfaarenes almindelige Udbredelſe, blev forholdsmas⸗ ſigen dyrere. Jeg veed at adſkillige opmarkſomme Landmand i forſkiellige Egne, have allerede for lœnge ſiden forſogt at foradle indenlandſke Faar ved Racen ſelv; men nu have de ſandſynligviis krydſet disſe med Merinosvaddere. Vore almin⸗ delige Faar, iſerr visſe Racer, ere formodentlig bedre ſkikkede til Slagt end de egte Merinosfaar, der ei blive ſaa ſtore eller fede, eller have ſaa ſaftfuldt Kiod ſom disſe. §. 104. Jeg tor antage at Merinosracen, ſom vi nu kan anſee ſom hiemmebleven hos os, ſkiondt ſielden fuldkommen agte, er alle mine Laſere tilſtrekkelig be⸗ kiendt. J Aaret 1811 udgav jeg efter Befaling fra det kongelige Miniſterium for det Indre: Handbuch fuͤr die feinwollige Schafſucht, hyilken findes i Annalen der Fortſchritte der Landwirthſchaft B. 1. S. 1., hvori jeg formener at have ſagt det vigtigſte denne Gienſtand vedkommende. Forbinde vi hermed Tes⸗ ſiers Veerk, overſat af Hr. Witte, under Titel: Ueber die Schafſucht, insbe⸗ ſonder uͤber die Race der Merinos, med 6 Kobbere, Berlin 1811; og dernaſt et af det Franſte overſat Skrivt: Erfahrungen und Beobachtungen uͤber die ſpani⸗ ſchen the Re⸗ uren Ra lig poil kan mau ältſaa ei gemark de digt det e ti paa R ſrebte at Dette Na nen Hiot danne. Nodrenes aden at ſſer Dr. downs⸗Fe ger, kan hygning, ſe denne! ſtabe at deſe Faar ned arabi Kiandsgie legge vel den blot hvorfot d Nogle end til Eyani meer elaſtiſt ettere Gras⸗ rardfere, og romme Me⸗ tilfredsſtil⸗ almindelige de Aplsbrug os⸗, end al⸗ handle vi ei gangene for⸗ zolde almin⸗ ldet, om den rholdsmas⸗ ellige Egne, Nacen ſelv; oore almin⸗ lagt end de tfuldt Kiod mmebleven ekkelig be⸗ iniſterium en findes i ormener at ermed Tes⸗ cht, insbe⸗ dernaſt t r die ſpan⸗ ſhen çͤͤͤ“ͤ“ͤͤͤͤͤͤͤö“ö“öͤͤͤͤͤͤbͤͤſͤͤͤſdͤöͤ Faareavlen. ſchen⸗Merinoſchafe, die Feinheit der Wolle und das Kreuzen derſelben mit gemei⸗ neren Racen, von Carl Pictet in Genf, med 3 Kobbere, Wien 1808, og ende⸗ lig Poiferé de Ceré Afhandling i Annalen des Ackerbaues B. X. S. 641, ſaa kan man erholde den fuldſtœndigſte Underretning om den foradlede Faareavl. For altſaa ei at afſkrive mig ſelv og andre, indſtranker jeg mig her blot til nogle Bemarkninger. Den haderverdige Pictet har fremfor alle tydeligſt beviiſt, hvor nodven⸗ digt det er, at tage Vadderne af fuldkommen agte Stamſfkafferier, i hvilke end ei paa Modrenes Side er blandet fremmed Blod, ſelvii det Tilfalde at man ei ſtrebte at holde fuldkommen aœgte Faar, men blot at foradle dem man havde. Dette Maal opnages ei blot hurtigere ved Hielp af fuldkommen agte Vaddere, men Hiorden behover endog, for ei atter at forverres, af og tik at erholde ſaa⸗ danne. Man er endnu uvis om, naar og hvorvidt en foradlet Hiord, der paa Modrenes Side nedſtammer fra vore indenlandſke Faar, kan blive conſtant, og uden at forverres, undvare Krydsningen. Nogle Englandere, blandt hvilke iſcr Dr. Parry, formene, at de ved Krydsning af deres Reylands⸗ og South⸗ downs⸗Faar have freubragt en Race, der ei blot hoad Uldens Fiinhed anbelan⸗ ger, kan ſtaae ved Siden af de agte Merinos, men i Henſeende til Legems⸗ bygning, Haardforhed og Kisdets Godhed endog langt overgaaer disſe, og de an⸗ ſee denne Raee for ſaa conſtant, at de, uden atter at anvende Merinosveeddere, ſtrabe at foredle den i ſig ſelp. De paaſtage at Tilfelldet bliver det ſamme med disſe Faar, ſom med deres adleſte Heſteracer, der ere frembragte ved Krydsning med arabiſke Hingſter, men nu ere meget fortrinligere end disſe. De anforte Kiendsgierninger ſynes virkelig at bekrafte denne Formeening, men man bor lœgge vel Marke til, at deres Reylands⸗Faar allerede havde ſaa fiin Uld, at den blot gialdt en Trediedeel mindre i England, end den fineſte ſpanſke Uld, hvorfor Mange endog anſaae disſe Reylandsfaar for Afkom af Merinosfaar, og Nogle endog paaſtode, at Merinos nedſtammede fra disſe, der vare forplantede til Spanien. Men have end Englanderne ſaaledes hurtigen opnaaet hiint Hie⸗ meod, 374 Faareavlen. meed, ſaa bor vi dog ei haabe, at dette ogſaa kan blive Tilfaldet hos os, med vore indenlandſke Faar. νQ J Spanien ere Merinosfaarene aldeles ikke eens, og man ſkielner der for mellem Leoneſer⸗ og Sorianerfaarene. Hiin Race er atter forſkiellig i de for⸗ ſkiellige ſtore Hiorde, og paaſtaaer end enhver af disſes Eiere, at hans Hiord er i visſe Henſeender fortrinlig, ſaa indrommer han dog i andre Henſeender de andre Fortrinet. Ogſaa i de tydſke eegte Merinosſtammer opdager man meer fiinuldede Dyr, der deels nedſtamme fra denne oprindelige ſpanſke Stamme, deels er frem⸗ bragt ved ſtrengt Valg, fornemmelig af Vaddere. Disſe Afarter kunne have lige fiin og ligeartet Uld, men hvad Mangdeforholdet paa lige Foring anbelanger, ſaavel ſom med Henſyn paa Haardforhed og Varighed, eller hvorvidt de ere ſtik⸗ kede til denne eller hiin Gresning, opdager man ſtor Forſkiel. Dog kan i denne Henſeende endnu intet paalideligt anfores; thi Bemarkningerne ere altfor een⸗ ſidige. Disſe Afarter ville formodentlig i Fremtiden vorde mere conſtante og mere caracteriſtiſt forſkiellige, da Enhver, ved Vaddernes Valg, ſtraber at op⸗ naae ſit Ideal. Afarterne mage rimeligvis blive mere paafaldende forſkiellige hos os end hos Spanierne, da vi beſtemtere end disſe lede den individuelle Parring, der hos dem finder Sted paa Grasgangene og under Vandringen. Englanderne have viiſt os hvor magtigen vi ved Individuernes Valg kunne virke paa Dyrenes, iſcr Faa⸗ renes Dannelſe og Natur. Lord Sommerville ſiger: Det ſynes at Backewell kan udſkiere Modellen af Faaret, ſaaledes ſom han har tankt ſig det, og dernaſt giore denne levende. 1 Saaledes ſtrœbe hos os nogle af dem der paa fortrinlig Maade lagge ſig efter Faareavlen, at giore Faaret ſaa ſtort ſom mueligt, da de formene at det ved ſtorre Legemsbygning maae yde mere Uld. Andre anſee derimod en mindre Art, ſom ved tattere Uldvaxt erſtatter hines ſtorre Omfang, ſom fordeelagti⸗ gere; og maae end disſe Faar, hvad Uldmangden anbelanger, ſtaae tilbage for hine, ſaa fortgrre de heller ikke ſaa meget, og man kan folgelig holde flere. Nogle fore⸗ trakke lavbenede, andre hoibenede Faar, og det er ikke ſaa ligegyldigt ſom Nogle for⸗ ermen Faar ete gange. foldene Halsktat derimod znar hab drimod b ſark udde Ifaldet. ggenſtabe Indſihdel derligt H tution git Vadderle ſedſe Hov iler andet hiin begen ſeregent f anden. Ne ſidigere a nan vedk mnedopna der 15 N hender k kommen de done dihere end indenland ijelner derfor lig i de for⸗ ans Hiord er der de andre er fünuldede eels er frem⸗ kunne have —Hanbelanger, t de ere ſtik⸗ kan i denne e altfor een⸗ conſtante og reber at o⸗ hos os end ag, der hos rne have biiſt z, iſet Faa⸗ Backewell oy dernaſt lagge ſig ꝛene at det en mindre fordeelagti⸗ age for hine, Nogle fote⸗ ſom Nogl ſet⸗ —— Faareavlen. formene, hvilken af disſe Egenſkaber Faarene beſidde. Det ſynes at lavbenede Faar ere roeligere og altſaa fortrinligere paa nœrliggende og concentreerte Gras⸗ Have de hoie Been, ſaa bliver derimod Veien til Grasgangene og derfratil Folden eller Stalden dem mindre beſvorlig. Een Afart udmarker ſig ved tredobbelt Halskrave, ſtor Doglap og dybt Bryſt, hvilket Nogle meget ynde, men Andre derimod forkaſte, da Ulden paa disſe Deele er af tredie Slags. Nogle Faar have Uld ned til Kloverne, ſaavel paa For⸗ ſom Bagbeen; andre derimod blot til Knoerne. Mange holde hiint for fortrinligt, da det tyder paa ſterk Udvext, men andre dadle denne Egenſkab, fordi hiin Uld blot henhorer til Affaldet. Derimod ere alle de der befatte ſig med Faareavlen enige om, at disſe Egenſkaber ere arvelige. Noiagtige Underſogelſer bor beſtemme, hvorvidt de have Indflydelſe paa Uldens Mengde og Egenſkaber. Vi have endnu ikke taget ſyn⸗ derligt Henſyn til hvorvidt den rene Merinosraces Dannelſe eller Legems⸗Conſti⸗ tution gior den ſkikket til at blive kiodfuld og feed, thi vi have blot caſtreret faa Vadderlam og ſlagtet gamle Faar. Uldens Mangde og Egenſkaber forbliver ſtedſe Hovedſagen, og Sporgsmaalet er blot, hvorvidt hine Egenſkaber ſtaae i et eller andet Forhold dertil. Man falder ogſaa letteligen paa at anſee denne eller hiin Legemsdannelſe for conventionel ſmuk, uden juſt at kunne tillegge den noget ſcregent fordeelagtigt; men dette er da blot Mode, der ſnart ombyttes med en gange. anden. Merinosfaarene beſidde de ſœregne Egenſkaber, langſommere at uddannes, ſildigere at felde Tœnder, at yttre Parrelyſt og at blive fuldvorne. Dog kan man ved kraftig Foring bevirke, at de tidligere uddannes. Dette Faar kan der⸗ imod opnaae en hoiere Alder end de almindelige Faar. Man har havt Merinosfaar, der 15 Aar gamle have havt alle deres Taœnder, og fodt raſke Lam. Men dette haœnder kun ſielden; derimod kan Merinosfaar der ere 10 Aar gamle, verre fuld⸗ Disſe Faar udmarke ſig ogſaa ved roeligere Temperament; de Man paaſtaaer at de ere eenfol⸗ kommen raſke. ere dovne og allerede ſom Lam mindre muntre. digere end andre Faar, fordi Modrene lade andre Lam patte ſig, da derimod vore indenlandſke Faar ſielden lader andet end ſit eget Lam ate. Denne Omſtandig⸗ hed 7742525 376 Faareavlen. hed er ei uvigtig, da de ſtarkere og muntrere Lam, derved letteligen bersve de andre Nœringen. Derfor er det med Henſyn paa denne Race vigtigt, at Lam⸗ mene fodes paa ſamme Tid. Forreſten henviſer jeg til min nylig udgivne Handbuch der feinwolligen Schafzucht. §. 103. Alder til Par⸗ Nogle formene at naar Faaret er i andet Aar, eller 1 ½ Aar gammelt, ſaa img. kan det uden Skade ſpringes. Andre paaſtaae derimod at dette, iſcer hvad Me⸗ rinosfaarene angager, der ſaa langſomt uddannes, ber ikke finde Sted for i deres tredie Aar. De Fleſte ſtemme for det forſte, og viſt er det, at velfodte Faar kunne uden Skade fode raſke Lam, naar de ere to Aar gamle. J Spanien er dette almindeligen Tilfeldet. Enhver iblandt os, der hurtig vil formere en adel Stamme eller foradle en anden, handler viſt nok rigtig paa denne Maade. Dog kan man ikke negte at Faar, der forſt i det tredie Aar bœre Lam, uddannes fuldkomnere, blive ſtœrkere og rimeligviis varigere. Hvo der altſaa vil frembringe en ſtor og ſtœrk Race gior bedſt i, ei at lade Faarene lamme for i det tredie Aar. Man lader ſielden Vadderne ſpringe forend de ere i tredie Aar. §. 106. Parringstid. Det er ved hvilkenſomhelſt Faareavl meget onſkeligt at Lammene fodes paa ſamme Tid, i det mindſte i et Tidsrum af fire Uger, men ved Merinos er dette en uundgaaelig nodvendig Betingelſe. Fornemmelig af denne Aarſag ber Vad⸗ dernes Antal ei verre for lidet i Forhold til Faarenes, og man opnaaer ſikkreſt dette Maal, ved at holde en Vadder til 20 Faar. Parringstiden bor rette ſig efter den Tid, paa hvilke man onſker at Lam⸗ mene ſkulle fodes, thi Faarene gaae noget langere end 21 Uger dragtige. Faarene pleie at blive begierlige 7 Maaneder efter at de have lammet. Nogle, og iſcr Pictet, der i den ſenere Tid have givet Agt paa Faareavlen, tilraade, at benytte denne forſte Begierlighedsperiode, fordi man da ei blot er ſik⸗ kerſt paa at Faarene blive drœgtige, men ogſaa at de fode de raſkeſte Lam. Andre ere derimod af modſat Mening, og foretrakke at lade Faarene ſpringes i den anden Be⸗ Stgierli de langer T ligere, b di ſerkat! Hiard, al nigelig d komme pa ſade dod aarſagen, hhi den Fr Nange der 81 des tillge ſatter man handen ti nan derim duumgange har beſtrer tt det bedſe 88 Grasning fodres, adlukkes *) End giede; gen berove de iigt, at dan- feinwoliget gammelt, ſaa er hvad Me⸗ ed for i deres delfodte Faau J Spanien er mere en adel aade. Dog n, uddannes il frembringe tredie Aar. ne fodes pac nos er dette ag bor Vad⸗ naaer ſikkreſt —— ker at Lam⸗ tige. ve lammet. Faareavlen, hlot er ſi⸗ Andreee i den anden . 4 Faareavlen. 377 Begierlighedsperiode, ſom indfinder ſig 3 Uger ſenere, thi i dette Tilfalde have de lœngere Tid til at gienvinde hvad de have tabt medens Lammene pattede. Ved hiin Fremgangsmaade kom Lammetiden desuden aarlig en Maaned tid⸗ ligere, og Vadderne blev desuden i den varme Aarstid altfor hede. Tidlig Lœmmetid har uimodſigeligen Fortrinet, ſaavel med Henſyn paa ſterkere Lam, ſom derpaa at man, naar man onſtker hurtigt at forſtorre ſin Hiord, allerede naſſte Efteraar kan lade de aargamle Lam ſpringes. Men ufra⸗ vigelig Betingelſe er rigeligt og godt Vinterfoder, at Modrene kunne indtil de komme paa Graes have overflodig Melk til Lammene, der desuden bor gives pas⸗ ſende Foder. aarſagen, hvorfor de Fleſte foretrœkke at lade Faarene lœmme ſildigere, i Marts; Frygt for at mangle ſaadant Vinterfoder er formodentlig Hoved⸗ thi den Frygt at Vinterkulden kan ſkade Lammene*) er ſaa temmelig forſvunden. Mange der med Omhue drive Faareavl lade endog i December Faarene lemme. §. 107. Veeddderne ſom indtil Springtiden aldeles fiernes fra Moderfaarene og fo⸗ dres tilligemed Bederne, bringes da, efterat de ere velforede, til Hiorden. Be⸗ fatter man ſig ikke med enkelte Individuers Parring, ſaa ſynes ingen Aarſag for⸗ Onſker man derimod at visſe Faar ſpringes af visſe Vaddere, ſaa bor man iagttage den Fremgangsmaade, ſom jeg i Handbuch fuͤr veredelte Schaafzucht S. 47 o. ſ. v. har beſkrevet. Er Springtiden, ſom ſœdvanligen varer i 4 Uger, forbie, ſaa er det bedſt atter at afſondre Vadderne. §. 108.. J Begyndelſen af Faarenes Dragtighed kunne de noies med nogen knappere Grasning eller Foring; men ligeſom deres Dragtighed tiltager bor de rigeligere fodres, omhyggeligere behandles, aldeles ikke jages af Hunde, og forſigtigen udlukkes af Stalden, at de ikke ſkulle klemme hverandre i Porten. haanden til at borttage dem om Dagen, og indlade dem om Natten. *) End de ſpanſke Lam? Overſ. A Fierde Deel. B b b Lemmetid. 378 Faareavlen. J Lammetiden bor man ſkicenke Faarene den ſtorſte Opmærkſomhed. Tegn paa nar foreſtaaende Lamning ere, Fodſelsdelenes Ophovnen, hvorfra udflyder en ſlimagtig Materie, Yverets Opſvulmen og Melk i Patterne. Faaret lammer i Almindelighed uden Vanſkelighed, men ofte langſomt, og man bor derfor vogte ſig, ved utidig Hielp at foregribe Naturen. Hielp bor ikkun anvendes, naar en⸗ ten hele Lammet eller en Deel deraf ligger urigtigt i Moderen; hvilket dog er ſielden Tilfeldet hos velfodrede Faar. Men for at kunne hielpe bor man have fuldkommen Kiendſkab om Lammets naturlige Leie, Afvigelſerne derfra og hvorledes disſe kunne rettes; thi ellers gior man mere Skade end Gavn. Storſt Vanſkelighed har man ofte med at faae Modrene til at modtage Lammene, ſom dog vel iſer er Tilfœldet, naar Faarene ere ſlet fodrede. J modſat Tilfeœlde hander det ſielden*), da den overflodige Melk driver dem til at lade Lammene patte. Vil Faaret imidlertid ikke taale Lammet, ſaa bliver det nodvendigt at afſondre, og indſlutte dem tilſammen, og at node Faaret ſom man holder ved Benene, til at lade Lammet patte. §. ro9. Blot ved rigeligt at fodre Lammenes Modre, kan man vente at hine kunne trives. Dog paaſtaae Nogle at de have ſporet ſkadelig Virkning af altfor rige⸗ ligt Foder; men det kan formodentlig blot have veret Tilfaldet, om Faarene vare i Forveien ſlet fodrede. Naar Lammene ere tre til 4 Uger gamle, kan man give dem noget farſkilt Foder, f. Ex. Drikke hvori Meel eller Oliemeel og lidet fiint Hse. Man afſon⸗ drer den Plads hvor Lammene fodres, fra den svrige Stald ved Foldſtykker, hvor⸗ igiennem ikkun Lammene kunne gaae, eller man fodrer dem efterat Faarene forſt ere udlukkede. Lammene bor patte i 18 til 20 Uger. De ſom afvannes tid⸗ ligere, at man derved kan fage Leilighed til at malke Faarene, blive ſtedſe usle. De bor fravannes lidet efter lidet, i det man ſtedſe giver mere Foder eller god *) End med de ſpanſke Faar? Engleenderne ſige: They are very bad Nurses. Overſ. gud brcs nere brin langt fte Undertid patten; ſue Ugen Ta thi denne lanmene atde ilke Fat nes de ſed Fa Kieve; i ſere end d Naa der, og n ſorre Bre Er hine, og Na Rr, i hvie hder Eide Ao tandet ell Na uidterſte! gere, da opdagené ahed. Teg orfra udflyder aaret lemmer t derfor vogt des, naar en⸗ ilket dog er de bor man ne derfra og Gavn. Uat modtage fodrede. 3 der dem til at , ſaa bliver node Faaret hine kunne altfor rige⸗ om Faarene oget ſerſtilt Man afſon⸗ hkker, hvor⸗ garene forſt ennes tid⸗ blive ſtedſe Foder eller 3d verſ ——Q··· ¶—— Faareavlen. god Greesning, og langere holder dem fra Modrene, til hvem de ſieldnere og ſield⸗ nere bringes. Saaſnart de ere fuldkommen fravannede, bor man bringe dem ſaa langt fra Modrene, at de ei ved gienſidig Bragen kunne forurolige hinanden. Undertiden forlobe fire Uger inden Faar og Lam glenme hinanden, eller disſe, Patten; ja! man har endog Exempel paa, at et Lam oppattede Moderen efter fire Ugers Forlob. Vaddderlammene ſkiceres ſadvanligen naar de ere tre til fire uger gamle; thi denne Operation er mindre folgerig, jo yngre Lammene ere. Naar Gimmer⸗ lammene ere 6 Uger gamle, afſkiceres deres Haler 3 til 4 Tommer fra Kroppen, at de ikke ſkulle tilſmore ſig med disſe. §. I1o. Faarenes Alder kiendes i Almindelighed paa Tanderne, og efter disſe bencev⸗ nes de ſaœdvanligen. Faaret har nemlig, foruden Kindtanderne, otte Skiceretander i den underſte Kiceve; i den overſte ingen. Lammet fodes ſadvanligen med disſe; de ere ſpid⸗ ſere end dem de ved at felde erholde. Naar Lammet er 1 til 1½ Aar gammelt, ſaa falder det de to midterſte Tan⸗ der, og man kiender da de nye Tander, ſom kaldes Skovltaender, paa deres ſtorre Bredde. Da kaldes Faaret totandet, og i egentlig Forſtand, aargammelt. Er det 2 til 2 ½ Aar gammelt, ſaa folder det en Tand paa hver Side af hine, og kaldes da fiirtandet eller toaarigt. Naar det er 3 til 3 ½ Aar gammelt, taber det det tredie Par ſpidſe Taœn⸗ der, i hvis Sted det atter faaer et Par Skovltander, ſaa at af hine blot en paa hver Side bliver tilbage. Da kaldes det ſextandet eller treaarigt. Aaret derefter falder det de to ſidſte Tander, og da kaldes Faaret fuld⸗ tandet eller firegaarigt, og er da fuldkommen udvoxet. Naar Faaret er 6 Aar gammelt begynde Tanderne at afſlides, og det midterſte Par bliver forſt ſtumpt og kortere. Vel ſynes Tanderne at vere lan⸗ gere, da Tandkiodet ſammendrages; men underſoger man dem noiagtigere, ſaa opdager man, at de ere ſlidte for oven. Naar disſe Tander blive ſlove, ſkiore Bbb 2 og 5.. Kiendetegn paa Faare⸗ nes Alder. 380 Faareavlen. og henſmuldres, ſaa er Dyret ei lœngere til Gavn, og bor da ſlagtes. Hnſker man, i Haab om endnu at erholde Lam af et ſaadant Faar, langere at bevare det, ſaa bor det ſerſkilt fodres med blodt Foder, thi da kan det undertiden til hoi Alder vedblive at vere frugtbart. Da ere Tanderne ei langere tatſluttede, men Aabninger derimellem; Overlaben bliver bredere, og hanger ned over Underlaben. Man bor vel lagge Marke til den Maade at betegne Faarenes Alder efter Teenderne, og naar man taler med en Skafer, f. Ex. ikke anſee fiiretandede for fireaarige Faar. Det unge Faar kaldes forreſten Lam indtil det kommer paa Stald om Vinteren. Handyrene, Vadderlam; det ſkaarne Vœdderlam, Bedelam; Hun⸗ dyrene Gimmerlam.— J Tidsrummet mellem forſte og anden Gang de komme paa Stald, kaldes de: Gimmer. Mellem anden og tredie Gang de komme paa Stald: unge Faar, og ſiden Faar. §. Irr. Faarenes Foring bor verre indrettet ſaaledes, at den hele Aaret igiennem omtrent er lige nerende. Kun Moderfaarene fodres mod Slutningen af deres Dragtighed, og medens Lammene patte men endnu ei ade, noget ſtarkere. In⸗ tet er ſkadeligere for de til Tilleg beſtemte Dyr, end undertiden at fodres meget ſterkt, men til andre Tider at lide Hunger. J₰ dette Tilfalde foraarſager et⸗ hvert altfor nerende Foder Sygdom, og da man har bemarket dette, ſaa adva⸗ res under alle Omſtandigheder mod visſe kraftige Slags Foder og Urter paa Gras⸗ gangene, ſkiondt disſe blot ere forhungrede Faar ſom forade ſig ſkade⸗ lige. Kigelig Foring til Tillagsfaarene gienerſtattes formodentlig ſtedſe ved Hiordens Afkaſtning, dog aldig ſaa rigeligt ved grovuldede, ſom ved fiinuldede Faar. Forholdet mellem Faarenes Sommer⸗ og Vinterforings Masſer er forſkiel⸗ ligt, overeenſtemmende med Grasgangens varmere eller koldere Naturegenſkaber og Aargangen. J vort Clima regner man ſadvanligen paa 2 for Vinteren og 19 5 for 150 Da iſet paa da man bliver un bor man ülobers f N di ſeregent Lunſtens neit og m nagreſte pbeget, ſe, at o pan, og tater det ded Faar ertattee danf for liggendeo hlot at in 18. Huſke re at bevare ndertiden til tatſluttede, er ned oyer Alder efter hetandede for Stald om lam; Hun⸗ aald, kaldes unge Faar, ett igiennem n af deres kere. Iu⸗ ddres meget arſeger tt⸗ ſaa adva⸗ paa Grce⸗ ſig ſtade⸗ ſtedſe ved fünuldede er forſtiel⸗ ——4,4— negenſtabe Vinteren 2 V Faareavlen. 381 og* for Sommeren, og anſlaaer overeensſtemmende hermed Vinterforingen til 150 Dage. Sparer man noget Foder ved om Vinteren at lade Faarene grasſe, iſer paa Vinterſaden, ſaa er hiint Foder i Almindelighed tilſtrakkeligt. Men da man er meget uvis om hvorledes vort Foraarsveirlig bliver, og man, om dette bliver umildt, lettelig kommer i Forlegenhed med Moderfaarene og Lammene, ſaa bor man i det mindſte anſlaae Vinterforingen til 170 Dage. Hvad man beholder tilovers fordi Faarrene tidligere kunne komme paa Graes, er aldrig tabt. §. 112. Man kan inddele Faaregrasgangene i naturlige og kunſtige. Til hine regne vi dem ſom Naturen har frembragt, eller ſom dog uden 3 ſœregent Henſyn paa Faar ere blevne til; disſe ere derimod de Grasgange der ved Kunſtens Hielp og blot ere frembragte eller iſtandſatte til Faar. Til de forſte henhore: a) raae Overdreve, ſom ofteſt med tor, hoi og biergig Beliggenhed; b) Skovgraesningen; c) Brak⸗ og Stubbegreesningen; d) Grasning paa Enge, for og efterat de ere hoſtede; og e) Vogtning paa Vinterſeden. a) Af Overdrevgraesningen ſom ſtedſe bliver ſieldnere, fordi Overdrevene meer og meer opbrydes, indrommes i Almindelighed blot den paa de torreſte og magreſte Steder til Faarene, da derimod de kraftigere Pletter benytttes til Horn⸗ qvaget, der ei kan nœres paa hine. Paa de bedre Steder taaler man i det hsie⸗ ſte, at Faarene grasſe For⸗ og Efteraar. Kommer Faarene tidligt nok der⸗ paa, og bortdrives fire Uger for Qvaexget kommer paa ſamme Grasgang, ſaa taber dette intet derved, og det er tverimod godt, naar de tidlige Urter ved Faarets Tand hindres fra at ſkyde i Veiret. Ved den tabte Giodning erſtatte Faarene rigeligen hvad de erholde, og den ubehagelige Lugt ſom Graesſet fager deraf, forſvinder i hiint Mellemrum af Tid. Er end ſaadan Greesgang noget lavt⸗ liggende og fugtig, ſaa have Faarene tidlig om Foraaret ingen Skade deraf, forudſat blot at intet ſtilleſtagaende Vand er derpaa, og at Faarene ei forblive der for lange⸗ Der⸗ — Faareavlen. Derimod pleie de hoitliggende, torre, og biergagtige Grasgange, der fordi de ere for ſteile eller Jordlaget for tyndt, ei kunne dyrkes, og yde Horn⸗ qveeget for liden Neœring, udelukkende at indrommes Faarene. Dette er ogſaa den meeſt pasſende Grasning for dem, og Jorden kan ofte ei fordeelagtigere be⸗ nyttes end med Faar. Men ſelv paa ſaadanne heitliggende Steder findes morad⸗ ſige Pletter, Kildegrund og Vandpole, eller Vandet ſies mellem Biergenes og Hoienes Fordybninger, og gior Greesningen meget farlig for Faarene. Fra alle Steder hvor Sumpplanter voxe, ſelv naar de om Sommeren ere torre, boer man omhyggeligen fierne Faarene. Idette Tilfalde ere de netopfarligſt, naar de nemlig ere overdragne af tor Dynd, og af den moradſige Grund opſtiger mephitiſte Dun⸗ ſter, der ſkader Livskraften, foraarſager Sygdomme hos alle Dyr— hos Menne⸗ ſtene Febere— og grundlagger ofte eieblikkeligen den ſaakaldte Forraadnelſesſyge hos Faarene, der ſiden vanſkeligen helbredes og ofte bliver hurtigt drabende. Den vaadere Aarstid er mindre farlig, thi da finde Faarene tilſtrakkelig Nœring paa tor Grund, og undvige da af ſig ſelv ſaadanne Steder. Men naar Gras⸗ ſet fortorres paa hine Steder, ſaa driver Hungeren dem til disſe, og Hyrderne ſom befrygte, at de om de dreves derfra, ſkulde ſulte ihiel, lade dem altfor vil⸗ ligen grasſe der. Merinos⸗Faarene ere uimodſigeligen langt mere end vore in⸗ denlandſke Faar udſatte for denne Sygdom, og det er derfor ufravigelig Be⸗ tingelſe, om et foradlet Skaferie ſkal kunne bevares, at Vandet ved Grovter og Vandfurer bortledes fra ſaadanne Grcesgange, eller at det i det mindſte hol⸗ des inden ſine Grandſer, for ei at tildynde de omliggende Jorder. b) Skovgrasningen er, overeensſtemmende med Jordsmonnets Beſkaffen⸗ hed og Skovenes ſtorre eller mindre Tathed, ſaare forſkiellig. Under vidtloftigt⸗ ſtagende Lovtraeer er den naeſten liig Overdrevsgrœsningen, men bliver ſlettere jo tœettere Trxerne ſtaae. Naar Grasſet ei undertrykkes ved tattere ſtagende Traxer, men blot beſkygges af disſe, ſaa er dets Vext ofte yppig, men det er lidet nœrende og gavnligt for Qveget. Moradſige Pletter findes ogſaa ofteſt i Skovene. Under Naaletrcer, Larrketraerne ene undtagne, voyxer ikkun lidet, haardt og tort Gras, der yder Faarene ringe Naring. Dog anſees ſaadan Gras⸗ grasnit ſet paa den, at undlade ting, 0 Fordell inod A difor ho paalagt dborved d gloies fir g anden pde. d fe Faan Kagle for noer jege ältfor hur letteligen, Sa tigelig Ra duug deres Grazarte ndEkov Nen Faa hn afſon gang. Ef drternes gange, der de Horn⸗ te er ogſaa agtigere be⸗ des morad⸗ ergenes og Fra alle „bor man erde nemlig itiſte Dun⸗ hos Menne⸗ dnelſesſyge drabende. lig Nering gar Gras⸗ Hyrderne altfor vil⸗ vore in⸗ gelig Be⸗ Brovter og ndſte hol⸗ Beſtaffen⸗ idtloftigt⸗ ſlettere jo e ſtaaende nen det er aa ofteſt i kkun lidet das ſtadan Gtas⸗ Faareavlen. Gresning ſom ſund, og man troer, at de ſkadelige Folger af at Faarene have gras⸗ ſet paa vaade Steder, modvirkes derved. Det er ſtedſe ſaare ſkadeligt for Ul⸗ den, at Faarene grasſe i taetſluttede Skove, og Eiere af fiinuldede Faareflokke undlade, allerede af den Aarſag, at benytte hine. c) Brakgrasningen forſkaffer i ſedvanlige Avlébrug Faarene meeſt Na⸗ ring, og i ſamme Forhold ſom denne indſtrankes, formindſkes Faareavlens Fordeel. Derfor er naſten alle Skafere og de Landmand der ynde Faareavlen, imod Avlsbrug uden Brak, og iſer mod dettes Indforelſe paa Bondermarkerne; derfor har man i de fleſte Egne hvor Skaferiet er Avlsbrugets Hovederhverv, paalagt ſom Regel og Pligt, at lade Brakken ligge det laengſt muelige uploiet, hvorved Brakkens egentlige Giemeed tilintetgiordes. Denne Brakgraesning deeles igien i den, der for Brakmarken forſte Gang ploies finder Sted paa den egentlige Grasmark, ogi den, ſom det, mellem forſte og anden, og anden og tredie Ploining, fremſkydende Ukrud og Grasſpidſerne yde. Den forſte er langt rigeligere end den ſidſte, der vel er behagelig og ſund for Faarene, men ſom varer kun kort, da de fine Grasſpidſer ſnart ere afbidte. Nogle formene at den lettelig iſgr i vaadt Veirligt kan vorde ſkadelig; men dette troer jeg aldeles ikke at vere Tilfœldet, naar man blot ei lader forſultede Faar altfor hurtigt afede Grasſet paa en meget gronnet Brakmark, thi da kunne de letteligen, iſer i fugtigt Veirlig, forade ſig. Saalgange Brakmarkerne ligge uopbrudte, finde Faarene i Almindelighed rigelig Nering. Men ſaaſnart de opbrydes, ſaa begynder i denne Slags Avls⸗ brug deres Hungersperiode. Overdrevene ere nu for det meſte bare, da de fleſte Greesarter ophore efter Sommerens Midte at vore. Man mage da hielpe ſig med Skovgrasningen, og til dette Tidspunkt ſpares ſadvanligen de bedſte Pletter. Men Faarene finde liden Naring derved, og det er heldigt at man paa denne Tid kan afſondre Lammene, til hvilke man bor ſkaane en eller anden god Graes⸗ gang. Efter Hoſten begynder Stubbegrasningen, hvor Faarene, i Forhold til Urternes Mangde og de affaldne Ax, ſinde meer eller mindre Naring. d) Gras⸗ Faareavlen. d) Grasningen paa Enge ſom ei ere ſure, hvorfra Vandet er tilſtrakkeligen afledet, er den bedſte man kan give Moderfaarene om Foraaret. Iſer ere de Enge, der overrisles med Kildevand, naar de forſt atter ere torre, fortrinlige hertil; thi de blive tidligſt, ofte allerede ſidſt i Marts, gronne. Ved at lade Faarene grasſe paa ſaadanne Enge til midt i April, om Veirliget er varmt, og til ſidſt i Mai om det er koldere, tilfosies hverken Engene eller Faarene Skade, ſkiondt Mange have befrygtet dette. Men ſumpige og ſure Enge kunne ſikkerligen, endog om Foraaret, vorde ſkadelige. Derimod er det ſielden raadeligt at drive Faarene om Efteraaret paa Engene, hvor Graesning da tvertimod er ſaare gavn⸗ lig for Qvaget. e) Man kan ſikkerligen lade Faarene grasſe paa den velbuſkede Vinterſad, uden at ſkade den, naar blot de fornodne Betingelſer opfyldes; nemlig: at ſaa⸗ dan Grasning blot finder Sted naar Jorden er tor, om Vinteren kun paa Bar⸗ froſt, og om Foraaret ikkun paa yppige Afgroder og paa Jordsmon, ſom man kan tiltroe megen Kraft. Men ved vel indrettet Faareavl bor man kun lidet ſtole paa denne Vintergrasning, thi den kan udeblive, og man bor desuden kun med Maadehold betine ſig deraf; thi ellers forvennes Faarene, forſmage da det torre Foder, og udſcettes altſaa for at lide Hunger, naar Sadgreesningen ophorer. For mange Skaferier ſom fattes Foder er denne viſt nok ſaare kierkommen; ved disſe er man glad over at Faarene have adt ſig matte, og at man altſaa kan ſpare Foder. Men ſaadan periodiſk Hungren virker, ſom allerede anfort, meget ſkade⸗ lig paa Ulden, iſcer paa Merinosfaarene, og end ſkadeligere paa Melken og Lam⸗ menes Trivning. Desuden kan Foringens pludſelige Forandring meget ſkade Faarenes Sundhed. Man bor derfor lade dem edde ſig fuldkommen matte om Mor⸗ genen— ei efter Nogles Exempel blot give dem Halm— inden de udlukkes paa denne Greesning, ſom de blot da nyde ſom en Laœkkerbid. Kun naar man om Foraaret har yppige Afgroder, ſom ei ved Afgresning ſkades, og forudſeer at disſe kunne vere tilſtrekkelige til anden tienlig Grœesning er forhaanden, kan man indromme Faarene mere deraf. Dog er det uundgaaelig nodvendigt at holde Hie med Skaeferen, og — noi⸗ wingtigen a bruges den! Det kunne verelr kommen bek tiſe ſer I gien ſg neg gade denne ku ner dem dette fentage Fora deden vedbl tundigt noie örund— ſt 2g Veirligete Pletter. N Gresarterne, Pandingsſtede bhnrtet. R ringen paa at Da kau il Gresgang dn efter Dm Ekeferen. de bed faurene; og Under lſtige Gras kesrige, lal gſehi yrr Farde dal. grakkeligen ere de Enge, dlige hertiz de Faarene og til ſidſt e, ſtiondt en, endog at drive aare gavn⸗ Vinterſad, : at ſaa⸗ paa Bar⸗ ſom man lidet ſtole kun med det torre ophorer. ved disſe kan ſpare eget ſtade⸗ nog Lam⸗ gget ſtade om Nor⸗ paa denne Foraaret kunne voere ne Faarene fferen, og nbi⸗ Faareavlen. 385 nsiagtigen at foreſkrive ham, hvorvidt denne Greesning tillades, thi ellers mis⸗ bruges den gierne.. Det er ſaare vigtigt for de Landmand, der efter Tid og Omſtendigheder kunne vexelviis benytte ſig af disſe forſkiellige Grasningsmidler, at giosre ſig fuld⸗ kommen bekiendt dermed, og at lagge Plan til deres henſigtsmasſige Benyt⸗ telſe efter Aarstid og Veirlig, thi ellers blive de afhœngige af Skaferne, der giore ſig meget til af deres Localkundſkab, da de vel vide, at Andre der ei be⸗ ſidde denne kunne anrette ſtor Skade; og marke de forſt at Herren ogſaa indrom⸗ mer dem dette Fortrin, ſaa mage Alt rette ſig efter deres Villie. Vil man altſaa foretage Forandringer ved Skaferiet eller ved Avlingsforholdene i det Hele, og desuden vedblive at vore uafhangig af Skaferen, ſaa er det uundgaaelig nod⸗ vendigt noie at laœrre at kiende alle de Grasgange— endog de paa anden Mands Grund— ſom man har Ret til at benytte ſaavel med Henſyn til Aarstidens og Veirligets Paavirkning, ſom fornemmelig til deres Vaadhedsgrad og uſunde Pletter. Man ber ſaavel lagge Marke til hvor kraftfuld Grasvexten er, ſom til Grcesarterne, og endelig til Grasgangenes Afſtand fra Gaarden, Nattefolden og Vandingsſtedet. Det er raadeligt ſtrax at optegne dette, med Henviisning paa Chartet. Man bor iſar antegne de Grandſer og det Tidspunkt, hvorved Gres⸗ ningen paa anden Mands Grund indſtrankes. Da kan man med ſtorſt muelig Sikkerhed for Skaferierne lagge Plan til Grasgangenes Benyttelſe, og naar uſadvanligt Veirlig indtrœxffer, forandre den efter Omſtœndighederne. Herved bliver man ogſaa aldeles uafhangig af Skaferen. De bedſte Graesgange bor valges til Lammene; de neſtbedſte til Moder⸗ faarene; og Reſten til de golde Dyr.— Under ſaadanne Omſtandigheder har forſkielligartede og folgelig vidt⸗ loftige Grasgange umiskiendelige Fortrin. Da kunne Hiordene drives fra grasrige, lavtliggende Steder til torrere, magrere og hoitliggende Grasgange, ja ſelv i Fyrreſkovene, at hines ſkadelige Virkning kan haves ved disſe. Derfor Sierde Deel. Cec. have 386 Faareavlen. haͤve Skaferne ſom fordre vidt udſtrakte Graesgange for ſaavidt Ret, da en er feil⸗ fuld i denne, en anden i hiin Henſeende. §. 113. Kunſtige eller dyrkede Grœsgange ſindes kun paa de i Kolbelbruget dertil udlagte Kobler, og kun paa disſe kan Faareavl drives med fuldkommen Sikker⸗ hed og Held. Naar de beſages med de ſundeſte og til Afgraesning bedſt ſkikkede Gres⸗og Kloverarter, efterat alle uduelige Planter ved Dyrkningen ere udryd⸗ dede og Vandet tillige vel afledt, ſaa yde de paa enhver Aarstid og ved hvil⸗ ketſomhelſt Veirlig, ſund Graesning til Faarene, ſom, uden at drives, kunne nyde den. Om ſaadanne Grasganges ſtorre eller mindre Kraft, er B. III.§. 364 og om deres Dyrkning§. 365 handlet. Efter det Areal ſom§. 364 anſees nod⸗ vendigt til en Koes Grasning, kan man beregne hvor meget der behoves til et Faar, af hvilke man med Sikkerhed kan regne 10 paa et Qvagshoved, naar de tillige kunne grasſe paa den een Gang plsiede Brakmark, og paa Stubbene. Da Greesgangene imidlertid ei yde hvert Aar lige meget, ſaa er det ſikkreſt at beregne et ſtorre Areal til Faarenes Grasning, og da at hoſte Hoe paa den Deel, der mueligen kunde blive tilovers!“ Det er mig bekiendt at 10 Faar i en heel Som⸗ mer have havt tilſtrekkelig Grasning paa en Tonde Land. Nogle uimodſigelige Erfaringer have beviiſt, at Faarenes Sommerſtald⸗ foring er muelig. Men den er forbunden med Vanſkeligheder ſom kun Faa for det forſte kunne fierne, og man bor neppe vove erderyan⸗ uden at have et halvt Aars Forraad af Hoe og Halm. En anden Methode hvorved en Ager med Klover, Vikker og deslige ind⸗ rommes dem, naar Grassning fattes, ivarkſcttes ved at opreiſe Foldſtyk⸗ ker for en ſaadan Ager, giennem hvilke Faarene da ſtikke Hovederne, og afade Planterne ſaa langt de kunne Maaa, hvorefter Foldſtykkerne flyttes laœngere frem. §. 114. Vinterforing. Faarene fodres om Vinteren ſadvanligen med Hse og Halm. Denne ſidſte er blot lidet neœrende, og ſtedſe mindre, jo renere den er for Ukrud, jo modnere Sce⸗ Gaden bar negen Krift feldet naar! ſter Hungen fra Efteraas mage noits n tre da on de Faar kunne c teſſon Boghr dene ere gron lulebrug, ſ hebares til he ſorſton Vin Faarer ch gronneſt fimlet. He Faarene, det Hoet ſit indrettede igt Vinterfod datig 75 Ge hur, thi da mer i 150 har zz Pu Nen ale Erfaring bo. entn ſads Nen n, ſanft ſin Ud ner da en er feil⸗ ruget dertil nen Sikker⸗ edſt ſtikkede ere udryd⸗ 3 ved hvil⸗ kunne nyde III. 5. 364 inſees nod⸗ il et Faar, de tillige ene. Da zt beregne deel, der eel Som⸗ nmerſtald⸗ Faa for eet halvt elige ind⸗ Foldſtyk⸗ og afade 3 langere enne ſidſte o modnere Sa⸗ Faareavlen. 387 Saden var og jo renere den udtaœrſkes. Man tillagger ſaadan reen Halm for megen Kraft, ved at anſee den halv ſaa nœrende ſom Hoe, thi dette er kun Til⸗ fœldet naar mange Kierne ere forbleyne deri. Dog fylder den Maven og formind⸗ ſter Hungeren, om man Intet bedre har at give, og der gives Skaferier, ſom fra Efteraaret til. Foraaret, da man ſom ofteſt ſildigere lader Faarene lamme, mage noies med Halm og den tilfeeldige Vintergrasning. Men ſaadanne Faar ere da om Foraaret ſaare ſvage og yde blot liden og grov Uld; thi fiinuldede Faar kunne aldeles ikke beſtagae derved. Mere nerrende ere Balgfrugternes, ſaa⸗ velſom Boghvedens Halm, iſcer naar disſe Planter hugges medens en Deel af Bla⸗ dene ere gronne. Ved Hielp af denne Halm kunne derfor Skaferierne beſtaae i Avlsbrug, ſom mangle Foder; der gives den ofte Faarene ſom Laœkkerhed, og bevares til henimod Lammetiden, da den derimod i foderrigere Avlsbrug gives forſt om Vinteren iſtedet for Hoe. Faarene faae dog i Almindelighed Hse, og man valger det meeſt nerrende og gronneſte Hoe, der er kommet tort i Huus, og ſom ei ved Dunſt er blevet ſkimlet. Hoe af de fleſte dyrkede Foderurter overgaaer, ogſaa i Henſeende til Faarene, det meſte Enghoe. Hoets Mangde beregnes meget forſkielligen i Forhold til Faarene. Ved ſlet indrettede Skœferier anſeer man 30 til 40 Centner Hoe ſom meget tilſtrœkke⸗ ligt Vinterfoder for 100 Faar. Men ved foradlede Skaferier bor dog formo⸗ dentlig 75 Centner Hoe anſees ſom det mindſte, man om Vinteren bor give 100 Faar, thi da Vinterforingen, ſom Faarene dog naſten ene erholder paa Stald, varer i 150 Dage, ſaa faaer hvert Faar ikkun omtrent ½ Pund daglig eller 100 Faar 55 Pund. Men har Ulden opnaaet ſtorre Fiinhed og hoiere Priis, ſaa er det efter alle Erfaringer, fordeelagtigt at fodre ſterkere, om end Hoet maae anſlages til 60 ß. Centneret. Et markvardigt ſammenlignende Forſog i denne Anledning, ſindes i Neue Annalen der Landwirthſchaft, Side 123, hvorefter 17½ Centner Hoe, ſom foruden den ſadvanlige Foring gaves 51 Faar, frembragte 75 Pund fiin Uld mere, end de andre 51 Faar af ſamme Slags, men ſom ei havde er⸗ Ccc 2 holdt 388 Faareavlen. holdt dette Tilleg, gave. Da 22 Pund ſaadan Uld ſolgtes for 20 Rbdlr. 30 ß., ſaa indbragte disſe 17¾ Centner 70 Rbdlr. 60 ß., ſkiondt 1 Centner Hoe blot var betalt med 60 ß. Det var ſaare vigtigt ved noiagtige Forſog at udſinde, hvor ſterkt man med Fordeel kunde fodre Faarene, og om her ogſaa er et Maxi⸗ mum, der ei fordeelagtigen kan overſkrides, men ved hvilket Fodret bor fordeeles paa et ſtorre Antal Dyr. Nogle kyndige Mand, der drive Faareavl, anſee Faa⸗ renes Edelyſt, der dog ei er ſaa ſtor hos velfodrede, ſom hos forſultede Dyr, for Foringens eneſte Graendſe. Andre formene derimod at man handler rigtigere, ved at fodre et ſtorre Antal Dyr med ligemeget Foder; men herved forledes man letteligen til at ſulte Faarene. Man bor i dette Tilfeede ei blot tage Henſyn til Uldfrembringelſen, men ogſaa til Tillaggets ſtorre Kraftfylde og hurtigere Vext, ſaavelſom til Kiod⸗ og Fedtdannelſen hos de golde Dyr. Naar fiinuldede Faar af ſoœedvanlig Storrelſe, ſom ei faae andet Foder, er⸗ holde hver 2 Centner Hoe, ſaa troer man derved at have havt ſtorſt Fordeel. An⸗ dre formene derimod at dette er for meget, og at ſaa meget Foder indbragte ſtorre Fordeel naar det fordeeltes paa flere, da 1½ Centner allerede narmer ſig til Over⸗ flod. Forreſten bor man ogſaa beregne, at naar man giver mere Hoe ſaa be⸗ hoves mindre Halm, og naar man mere fattes Halm end Hoe, ſaa kan ogſaa med Henſyn herpaa ſtark Hoeforing verre oeconomiſt rigtig. Man er temmelig enig om at et Faar behover daglig 3 Pund tort Foder; faae de mindre, ſaa lide de Hunger, og denne er dem ſtedſe ſkadelig. Men et Faar fortœrer med Begierlighed 3 ½ Pund tort Foder. Jo mere heraf kan vore Hoe, deſto bedre fodres Faarene. Ved Overſflagene ſkal man ofte finde, at Faarenes Foring beregnes langt mindre end den virkelig er, hvilket man forſt, naar man indhenter nœrmere Ef⸗ terretninger, erfarer. Thi hvor Skaferen har Deel i den Fordeel ſom fremkom⸗ mer af Skaferiet, der tilſtaages blot hiint Qvantum uden Betaling; af det ſom derimod mere behoves maae Skaferen betale ſin Andeel, hvortil han om han er forſtandig ſtedſe findes villig. §. 115. Hvon at fodre me man fodret Prter, 8 ligt e Dlie Drank mid Nange hat Nelken. Faare tiſtes, m gibts dem! drrtiden blo lere med St foruden gid Wen le. Nan nan, fordi Neing, vi dete ned Korn, tgſaa kan ſ ſedwanlige2 Paarene give Faarenes S Naturdrivt bires deiſt Hott, hor ſattes, lar dlr. z0, : Hoe blot at udſinde, er et Maxi⸗ ar fordeeles anſee Faa⸗ Dyr, for rigtigere, ledes man Henſyn til gere Vert, dder, er⸗ eel. An⸗ te ſtorre Over⸗ ſaa be⸗ gſaa med t Foder; net Faar ere Hoe, ees langt mere Ef⸗ fremkom⸗ det ſom han er §. 115. 3 3ͤſ Ch — Faareavlen. §. 115. Hvor man ei havde tilſtrakkeligt Hoe, tog man ſadvanlig ſin Tilflugt til Foring med at fodre med Sod, og gav da ſom ofteſt Havre. Forreſten er Rug og Byg, naar man fodrer forholdsmasſigen dermed, ligeſaa gavnlige. Hvor man dyrker mange Arter, Vikker og Bonner, eller endog Boghvede, foretrakkes disſe. Fortrin⸗ ligt er Oliemeel oploſt i Vand til Drikke, iſcer for Moderfaar og Lam, ſaavel ſom Drank med hvilken man dog bor fodre forſigtigen, inden den bliver ſuur; thi Mange have bemarket, at ſuur yttrer den meget ſkadelig Virkning paa Melken. 1 Faarene faae Saden i Straaet, der enten aldeles ikke eller blot halvt terſtes, men man har da Vanſtelighed med at beſtemme det rette Maal. Oftere gives dem tarſket Sad blandet med Avner, ſom giores noget fugtige. Un⸗ dertiden bloder man ogſaa Saden, iſcer Balgſœden. Derimod fodre Andre hel⸗ lere med Skrage, der ſtroes paa Hakkelſe eller udrsres til Drikke i Vand. Des⸗ foruden giver man ofte Faarene Avner og Affeining. Men er Saden temmelig dyr, ſaa bliver den et af de koſtbareſte Fodermid⸗ ler. Man fodrer derfor i Almindelighed kun i Lœmmetiden dermed, eller naar man, fordi man fattes andet Foder, nodes dertil, og naar man, efter Nogles Mening, vil helbrede visſe Faareſygdomme dermed.. §. 116. Det er udentvivl mere oeconomiſk, iſtedet for at forlade ſig paa Foring Foring med med Korn, at dyrke forſkiellige Slags Rodvexter til Faarene, da man derved Rodvexter. ogſaa kan ſpare det halve Hoe. Det er ved utallige Forſog ſtadfeeſtet, at alle ſedvanlige Rodvexter ere dem meget gavnlige, og at de, iſar i den Tid Faarene give Melk, overgaae ethvert andet tort Foder. De ſkade aldeles ikke Faarenes Sundhed og fordeies lettere, hvilket allerede kan ſpores af Faarenes Naturdrivt til at œode dem, iſcr Kartoflerne, naar de engang have ſmagt dem. Gives de iſtedet for Hoe, ſaa bor det vere efter Forholdet af deres nœrende Evne til Hoet, hvorom allerede er handlet. At Hoet endog ved dem kan fuldkommen er⸗ ſtattes, lœre mangfoldige Erfaringer, men der mage da aldrig fattes Halm, og vex⸗ 6e Korn. 390 Faareavlen. vexlende Foring med Hoe er ſtedſe gavnligere. Faar ſom fik daglig 1 ½ Pund fornodne Halm, befandtes fortreffeligen fodrede, uldrige og melkerige. Har man god Wrte⸗, Vikke⸗ eller Lindſe⸗Halm at give, ſaa kan man ved Foring med Rodvexter endnu bedre undvere Hoe. §. Ir7. Ageren og Heſtekaſtanier ere et ſaare nœrende Foder for Faarene. Man giver dem raae, eller 1 Pund daglig efterat de nogle Dage ere udludede i Vand og bagte i Bagerovnen, hvorved Skallen falder af og deres bittre Smag tabes. Jnogle Egne gior man megen Regning paa at fodre Faarene med Almens, Lindens, Poppelens, Ahornens, Aſkens og Ellens Blade, der i den Orden hvori de her ere anforte ſkulle vœre fortrinligere. Disſe Traers Qviſte afſkiceres i Juli ved Stammen, bindes i Bundter, ſom derneſt torres, og enten ſcettes i Stak eller paa Loftet, for derfra at gives Faarene i Lœemmetiden. Hvor denne Fo⸗ ringsmaade er brugelig, deeles de dertil beſtemte Traer i tre Deele, af hvilke een aarlig bersves ſine Blade. Naar Faarene have afplukket Vladene, brandes Qviſtene. §. 118. Salt. Salt er viſt nok undertiden gavnligt for Faareue, men man bor blot be⸗ tragte det ſom Lœgemiddel ei ſom Foder, der jœvnligen bor gives. Inſtinktet til at ſlikke Salt yttrer ſig hos Faarene, naar de behove det. Man giver dem derfor Leilighed til at tilfredsſtille dette, uden at ſtroe Saltet paa Foderet, enten ved at ophange et Stykke Steenſalt i Stalden, eller ved at bage Kage af Salt og Meel, ſom ligeledes ophanges eller lagges i Krybben. Man tilbereder og⸗ ſaa en ſaakaldet Saltſlikke af oploſt Salt med adſkillige bittre og aromatiſke Urter, ſom f. Ex. Bitterklsver, Gentian, Karnobenedicte, Kameelblomſter, Reinfang, Melisſe, Timian og Meiran, ſom nedlagges i et Treekar. Af et Pund til hvert Faar har man nok et Aar. §. 119. Hoe og 1 Pund Kartofler eller 1 Pund Hoe og 2 Pund Kartofler, tilligemed den Det ſaa efte ſ zremgange kunne habe drikke de na Snre, der Ener znatene, 0 hed. Natu meer end no indſlutteden vere at bef melige og l ikke behover nder Fryſen Nan mpel, forſe Hr. v. Trem See Annalen ſanme Ekr lnne forblit ſalde dog fo Bect i Innal fodte Lam, nod Regno heves mindr . Hove ninger hvor 313 Pund igemed den n man ved e. Man de i Vand re Smag Almens, den hvori es i Juli 3 i Stak une Fo⸗ f hvilke rondes blot be⸗ enſtinktet ver dem t, enten af Salt eder og⸗ omatiſte Nlomſter, Afet § 119. Faareavlen. §. 119. Det er Faarene ligeſaa nodvendigt at drikke ſom at ade, og hün Drivt bor Vanding⸗ ſaag ofte ſom fornodent tilfredſtilles. Fremgangsmaade har ladet dem torſte, kunne de drikke ſaa meget at de deraf Faae de ſaftigt Foder ſaa Om Vinteren ade de gierne Kun naar man efter hiin gamle feilfulde kunne have Skade, iſceer om Vandet er ſumpagtigt. drikke de naturligviis mindre end paa tort Foder. Snee, der bekommer dem godt. §. 120. Snevre, morke og gvalme Stalde, hvori man kun altfor launge indſluttede Faarene, af Frygt at de ſtulde forkiole ſig, ere heiſt ſkadelige for deres Sund⸗ hed. Naturen har beſkyttet Faaret mod Kuldens Indvirkning, og dette ynder meer end noget andet Huusdyr friſk Luft og Lys. Kun naar Faarene ved at veere indſluttede i qvalme Stalde ere blevne hede og ſvedte, kan pludſelig Forkiolelſe vœre at befrygte. Enhver klog Landmand er overbeviiſt om, at luftige, rum⸗ melige og lyſe Stalde ere vaſentlig nodvendige, og at man i vort Clima aldeles ikke behover at vere bange for Kuldens Virkning. Temperaturen kan vare langt under Fryſepunktet, uden at velfodrede Faar lide det ringeſte derved. Man har derfor ſaavel i Frankrig ſom i Tydſkland, efter Englandernes Ex⸗ empel, forſogt at holde Faarege Vinteren igiennem under aaben Himmel, og Hr. v. Trembicki i Lomna ved Warſchau, har i denne Henſeende iſcer Fortieneſte. See Annalen des Ackerbaues 1805 B. I. S. 721. Et lignende Forſog findes i ſamme Skrivt B. XI. S. 452. Men ſaa viſt det end er, at Faarene kunne forblive under aaben Himmel om Vinteren, ſaa har gode og luftige Faare⸗ ſtalde dog formodentligen Fortrin, hvilket hans Durchl. Hertugen af Holſtein⸗ Beck i Annalernes XI. Bind, Side 83 har forklaret. Ved disſe erholde de nye⸗ fodte Lam, iſer om de fodes tidligt, meer Skiul; ved dem beſkyttes Faarene mod Regn og Snee; det ſaftige Foder fryſer ei ſaa ſnart; i fugtigt Veirlig be⸗ heoves mindre Stroelſe, og Giosdningen taber mindre ſin Kraft. Hovedbetingelſerne ere: at Faareſtaldene ere rummelige, at de have Aab⸗ ninger hvor igiennem Luften uhindret kan trakke, uden juſt at berore Faarene, og at Stald. Hakker. 392 Faareavlen. at tœt op til dem er en Faaregaard, paa hvilken Faarene, ſaa ofte de ville, kunne nyde frie Luft. Man har ofte bygget koſtbare Faareſtalde med mange og ſtore Vinduer, mod hvilke ei andet kan vorre at indvende, end at man kan bevare Faa⸗ renes Sundhed i mindre koſtbare og paa forhen brugelig Maade indrettede Stalde, naar man blot tilveiebringer det manglende Lufttrœk, holder Dorrene aabne, og lader Faarene gaae uhindrede ud og ind. Er Skaferiet ſtort, ſaa er det ſaare beqvemt at have Afdeelinger i Stalden for hvert Slags Faar, og ſarſkilt Dor til hver af disſe. Ogſaa hvad Faareſtaldenes Indretning anbelanger, indeholder Gillys Anweiſung zur landwirthſchaftlichen Baukunſt von Friderici det fuldſten⸗ digſte. §. I12r. Blandt de mangfoldige Hakker ſynes folgende mig henſigtsmasſigſt: Paa tre Bukke hviler et Brat omtrent 16 Tommer bredt, ſom er indfattet med 2 Tommer hoie Liſter. Dette Bradts Hiemeed er at modtage Hoefroet, og man bruger det desuden til derpaa at lagge tort Foder og Rodfrugter. Paa dette Bradt opreiſes dobbelte, med hinanden forbundne, Hakker. Disſe ſtaae for neden 12, og for oven 10 Tommer fra hinanden, ſaa at de folgelig helde indad, ikke, ſom ellers ſedvanligt, udad. Derved hindres, at noget af Foderet falder i Faa⸗ renes Pelſe, naar de uddrage det af Hakkerne, ligeſom at de ei ade den ene over Hovedet paa den anden, og derved end meer tilſmore hinanden. Ved denne Indretning ſpringe Faarene ei heller letteligen paa Hakkerne, hvortil de ellers have megen Lyſt. Disſe dobbelte Hakker loftes enten i Veiret ved Toug, ſom ere fœeſtede til to over Bielken anbragte Vinde, eller de ophœnges paa to Stolper, der ſtaae ved Enderne, og hvor igiennem Bolte ſtikkes, naar man vil lofte dem fra Brattet, for at lagge kort Foder derpaa. §. 122. Om Fordeelene og Manglerne ved natlig Foldning, er allerede haͤndlet, Skal den vare aldeles uſkadelig for Faarene, ſaa bor den blot i den varmere Aarstid, og naar Veirliget er godt, iverkſcttes, og Faarene bor da ei altfor meget ſammentranges, men ethvert have 10 Qvadratfod Plads. Mod Skyl⸗ regn 9 d on Vinte 5 ⁸ Gras. 3 N ſamme indfo 4) G !) F 9) R. 3) N Jaat de ſatt dſterAlder o de Lammene dedes Vinte tes deda— fube ſpringe di hadde wer ttrige Clasſe daarege efte giteret ſom beneration, dierde Dae vilt, kunne ge og ſtore evare Faa⸗ ede Stalde, aahne, og det ſaare ilt Dor til indeholder fuldſtan⸗ ſigſt: Paa tet med 2 „og man Paa dette for neden dad, ikke, er i Faa⸗ ene over ged denne de ellers oug, ſom Stolper, efte dem haͤndlet, varmere ei altfor iod Ekyl⸗ regn Faareavlen. regn beſkytter man dem gierne, og bringer dem i Huus, naar ſaadant befrygtes. Dog lide de langt fra ei ſaa meget ved en ſtœrk Regnbyge, ſom ved et beſtandig vaadt og koldt Veirlig. Paa fugtig Grund bor Faarene aldrig foldes; jo tor⸗ rere og mere ſandet den er, deſto mindre have de Skade deraf. §. 123. Et fuldſtandigt Skaferie beſtaaer af: 1) Moderflokken. 2) Bedeflokken, hvorved ſadvaniigen Vadderne. 3) De Aargamle. 4) Lammene, ſom dog blot om Sommeren pleie at veerre afſondrede, da de om Vinteren ſœdvanligen ſettes til de Aargamle. 5) Fedeflokken, derſom man befatter ſig med Feedning paa Stald eller Gras. ₰J Moderflokken ſkielner man mellem Faarene ved deres Alder, og efter ſamme indfores de i Regiſteret. Man har folgelig: a) Gamle. b) Fuldtandede eller med otte Skovltender. c) Med ſex Skovltander. d) Med fire Skovltcender. Naar de ſœttes paa Stald bringes de i den Clasſe til hvilken de, nsie regnet, efter Alder og Tander, forſt naſte Sommer ſkulde komme. Saaledes henregne⸗ des Lammene der fodtes 1809 allerede ſamme Efteraar til de Aargamle, og fo⸗ dredes Vinteren 1809 og 10 ſom ſaadanne. Om Vinteren 1810 og 11 anbrag⸗ tes de da— ſaadant ſkeer i det ringeſte ſedvanligen— blandt de Faar der ſkulde ſpringes, eller ſom Faar med fire Skovltnder, endſtiondt de virkelig endnu ei havde mere end to ſaadanne Tœnder. Og ſaadant forholder det ſig med de ovrige Clasſer. Forreſten ſkielner man vedet Skaferie der ſkal foradles, mellem Faarene efter de forſkiellige Forgdlingsgenerationer de have, og indfsrer dem i Re⸗ Hvoraf et Skaferie be⸗ ſtaaer. giſteret ſom fuldkommen adle, ſom Faan af 5te, 4de, Zdie, 2den og Iſte Generation. Fierde Deel. Ddd Man kal bliver anmerket. Faareavlen. Man indforer f. Ex. ſaaledes: Gamle Faar: 6 Edle. gn.. 1. 10 Stykker 5te Generatio 4.1 S. 8 Fuldtandede: Edle.. 3 1r.. 20 Stykker 5te Generation..... 40— 4de—...n... 60— Zdie—...... 60— 2den—. ne.. er 9. 49— Iſte—. l.. 20— Paa ſamme Maade de med ſex og fire Skovltander. Faarenes Telling og Monſtring foretages i Almindelighed tre Gange om Aaret: 1) Naar Faarene ſœttes paa Stald, da man ledvanligen udſoger de Dyr der ſkulle ſlagtes. 2) Om Foraaret naar Vinterforingen ford det meſte er tilendebragt, hvor⸗ ved da de Dyr udſoges, der efter Klipningen bor udſattes. 3) Ved Klipningen. Regiſteret forfœrdiges altſaa tre Gange, eller hver Floks og Clasſes Stykke⸗ Nogle foretage maanedlig denne Overſigt. Men derte er dog unodvendigt, naar man blot maanedlig eller ugentlig antegner enhver ind⸗ traffende Forandring, hver Afgang eller Tilvext Skaferiet har. og Udſkydning kommer det tilbage til ſit rette Antal, Det Antal Dyr hvoraf et Skaferie om Vinteren beſtaaer, anſees ſom va⸗ rigſt. Om Sommeren er det, ved de fodte Lam, ſtedſe ſtorre; men ved Afgang naar Flokken atter ſattes paa Stald. Har man om Vinteren 1000 Stykker, ſaa bor man i det mindſte gisre Regning paa Grasning til 1300. Bede⸗ og Fe⸗ de⸗Skaferie. §. 124. Bede⸗ og dedeſtaferie anſees hos os ſom en nodvendig Bihaandtering ved Hiſt og her har man vel blotte Bedeſkaferier, hvortil man kiober Be⸗ Faareavlen. Soer i u aten un Ee Englenderne b uden, 0g man ſig blot, gis ſa mang harekiod y ſtte iod n polttietarter. tt anvende ſe faat, hilke Der er tt fedes, ſac ſom allerede have opamme Vinteren fed dres Kisd b Vot betragte bgenſtab, t dordeel fedes dr ilte vere ddt malem Ner, 4 üi de dnttige, Ernglo bodhed, ſta inmening, en temmelig dn ved lige Neſte paaſt 10 Stykker 8— 20 Stykker om Aaret: er de Dyr zt, hvor⸗ s Stykke⸗ Men dette hver ind⸗ ſom ba⸗ d Afgang tet ſcttes et nindſte tering bed nan iober Be⸗ Faareavlen. 395 Beder og udſatte Faar af dem, der befatte ſig med Faareavl, og disſe fedes da enten om Sommeren eller Vinteren; men Faareavl, hvis Hiemeed, ſom hos Englanderne, fornemmelig er Feedning, finder ſielden Sted hos os. Her er ulden, og derneſt Tillagget, Hovedsiemedet, og med Feedningen beſfieftiger man ſig blot, forſaavidt ſom man er nodt dertil. J det forſte Diemeed tilleg⸗ ges ſaa mange Faar, at Kiodtorvet overfyldes med Slagteqveeg, og da ſaadant Faarekiod pleier at vere ſlet, ſaa har man meget tabt Smag derfor; ved det ſlette Kiod nedſœttes det Godes Priis altfor lavt, iſcer ved de hidtil brugelige Politietarter. Det er derfor hos os yderſt ſielden raadeligt, ſom hos Englanderne, at anvende ſcœrdeles Omhue paa Tilleg til Feedning af dertil ſerdeles ſtikkede Faar, hvilket paa en Maade ſkeer paa Uldens Bekoſtning. Der er nemlig meget ſtor Forſkiel paa de forſkiellige Faarearters Evne til at fedes, ſaavelſom paa deres Kiods Godhed. J England har man Faareracer, ſom allerede naar de ere i det andet Aar, fode eet ofte to Lam, og ſom efterat de have opammet disſe, allerede om Efteraaret ere fede, eller uden at ſpringes kunne om Vinteren fedes. Man anſeer disſe Faarearter for de fordeelagtigſte, da de ved deres Kisd bringe ſtorſt Fordeel af det Foder og Gras de erholde, medens uUlden blot betragtes ſom Bifordeel. Dog beſidde ei alle engelſte Faareracer denne Egenſkab, thi der ere nogle, ſom forſt i det tredie eller fierde Aar kunne med Fordeel fedes. Kiodet er desuden af ſaare forſkiellig Godhed. Godt Faarekiod bor ikke verre loſt eller ſvampagtigt, men blodt, fiintrævlet og faftfuldt. Noget Fedt mellem Kiodtravlerne yndes meget; men meget Fedt der lœgger ſig ſom Iſter, 4 til 5 Tommer tykt paa Ribbenene, anſeer man blot pasſende lor de Fattige, ſom derved tilberede deres vegetabilſke Fode. Engleenderne formene at Dyrenes Evne til at fedes, ſaavelſom Kiodets Godhed, ſtaaer i Modſcetning til Uldens Fiinhed. Dog ere ikke alle af denne Formening, da nogle troe at Kisdets og Uldens Godhed kan forenes. Men de ere temmelig enige om, at den rene Merinosrace i hün Henſeende er feilfuld, da den ved lige Foring yder mindre og ſlettere Kiod, end enhver anden Race, og de Fleſte paaſtaae, at ved Uldens ſtorre Vard, kan dette Tab, overeensſtemmende Ddd 2 med ——— 5. 6 5 4. 9. 3 6 9 2— 6 5 6*, ) 4 8₰ 4) Naar og hvor Baheeebechilke ganſke ſund Grasning, hvorefter Faarene letteligen faae Forraadnelſesſygen; 8 4 396 Faareavlen. med deres Forhold, ei opveies. Derfor ville Mange, ſom ei ligefrem ere imod Merinosracens Indforelſe, dog ved Krydsning og Individuernes Valg, danne en nye conſtant Race, der forener begge disſe Egenſkaber. Hos os er Kiodfrembringelſen blot et underordnet Giemeed, og vi eie des⸗ uden ingen dertil ſcerdeles ſkikket Faarerace. Man bor imidlertid indromme, at den rene Merinosrace ved lige Nœring, og ſelv med Henſyn paa Kiodets Godhed, mage ſtaae tilbage for den ſtorre Race af vore indenlandſke Faar. Hines Beder blive oienſynlig tilbage mod dennes, og naar man tillader en Slagter at valge frit i en Bedeflok, ſaa vil han ſtedſe forbigaae Merinosbederne, med mindre de have betydelig Uld, ſom han forſtaaer at vurderer. Dog har Merinosfaarene i Henſeende til Uldens Verd, ſaa ſtore Fortrin, at neppe Nogen lader ſig afſkrakke fra at indfore dem, ſaalcenge godt Bedekiod ei, ved aldeles forandrede Conjuncturer, kommer til at ſtaae hoiere i Forholdſtil Ulden. Bor man imidlertid ved ſœregne Avlingsforhold, iſcr tage Henſyn paa Bedefeedning, ſaavelſom paa Faaremelken, ſaa kunde en god, i ſig ſelv foradlet indenlandſt Race, dog verre henſigtsmœsſig. Og vil man blot kiobe Beder til Feedning, ſaa er det udentvivl fordeelagtigſt at kisbe dem af indenlandſk Race, iſer om man vil hurtigt fede, og blot kun tage liden Henſyn paa den Uld, der fremvoxer medens Feedningen varer. §. 125. Bedeſkaferiet kan desuden vœre fordeelagtig, naar man har kraftig, men naar paa riig Grund fremkommer meget Gras i Stubbene, Engene yde kraftig Eftervext, og naar man desuden har Leilighed til at kiobe magre Oyr til lav Priis, ſom fede kunne finde god og ſikker Afſctning. Bedernes Vinterfeed⸗ ning kan vere fordeelagtig, hvor mange Brakfrugter avles, og da denne er i Mai tilendebragt, ſaa fattes ſielden Afſcotning i Naboelauget af ſtore og vel⸗ havende Byer, hvor man paa denne Aarstid ſeeter meeſt Priis paa godt Bedekiod. gaar 8e mneſtekan o fut deſeden grining, ſag adel, for a ann nan lad fwiklig, ſaa icte, heiſ ti un fta det die till ade, ogme reioden fortans ſarede derpa, dunne vret be Brug, ſi dag okte Uget ſaa f digat have nid ldes Englenden Tilegge fores ſaaledes, idenlandſte Re riſeog Vagt, dne. Naar! denſparſo mm danf, fornem (Alindelighe Led ſto mädendig; h rem ere imod Valg, danne og vi eie des⸗ dromme, at ets Godhed, dines Beder at volge frit dre de have dre Fortrin, dt Bedekiod Forholdſtil Henſyn paa ly foradlet Beder til adſt Race, eUld, der aftig, men nelſesſygen; nde kraftig Dyr til lad Vinterfeed⸗ denne er i kore og del⸗ paa godt §. 126. ——— Faareavlen. S. 126. Naar Beder ſkulle fedes er det fordeelagtigſt at dette ſkeer hurtigt, og at Hvorledes . 3 den bor ivark⸗ man ofte kan omſcette ſin Flok. Fodrer man Bederne et heelt Aar, ſaa giener⸗ſattes, ſtatte de ſielden det ſom Foder og Graesning var vardt. Har man altſaa Fede⸗ grasning, ſaa bor man give rigeligt deraf, ei ſœtte for mange derpaa, og ſkaane en Deel, for at lade Bederne grasſe derpaa, naar den ovrige Grasning aftager; da kan man lade den golde Flok have Eftergrasningen. Er Grasningen ei til⸗ ſtrekkelig, ſaa bor man tillige give dem Foder paa Stalden, at Feedningen kan iotte, hoiſt ti Uger vœre tilendebragt. Fedes Bederne om Vinteren, ſaa boer man fra det Gieblik den egentlige Feedning begynder, give dem ſaa meget ſom de ville ede, og man ſkal da undres over, hvor meget en Bede kan midt i Feednings⸗ perioden fortgere. Men ſaaledes faaer man ſtorre Fordeel af Fodret end om man ſparede derpaa, og Feedningen da ei naaede det Punkt, hvorpaa den i otte Uger kunne voret bragt. Tolv Beder, ſom jeg engang henſatte til Forſog og eget Brug, fik daglig 3 Skpr. Kartofler og 25 Pund Hoe, og bleve derved i ſex til otte Uger ſaa fede, og fik ſaa godt Kiod, at de der ſpiſte deraf, forſikkrede, al⸗ drig at have nydt behageligere og ſaftigere Kiod end dette, og de begrebe da, hvor⸗ ledes Englanderne kunne ſette ſaa hoi Priis paa Faarekiod. Tillegger man Beder for ſelv at fede dem, ſaa bor de i deres Ungdom fodres ſaaledes, at de kunne naae fuldkommen Storrelſe og Kraft. Vore bedre indenlandſte Nacer kunne ved rigeligt Foder erholde en, ellers uſadvanlig Stor⸗ relſe og Vagt, hvilket kan ſees af de enkelte Beder, ſom man har gaaende i Stal⸗ dene. Naar de ere et Aar gamle, ſaa kan man til Feedningens Begyndelſe fodre demſparſo mmeligere. Kisber man Beder til Feedning, ſaa beroer Udfaldet deraf, fornemmeligen paa de magre Dyrs Valg og Priis. De kraftfuldeſte ere i Almindelighed de fordeelagtigſte, om de end mage betales noget dyrere. §. 127. Ved ſtore Skaferier er en Faaremeſter, der kan have Opſyn over det Hele, Skaferen. nodvendig; ham tilſtager man en Deel af Fordeelen, og gior ham anſvarlig for 398 Faareavlen. for alt. Under hans Befaling ſtaae Faareknagtene der pasſe Moderfaarene, Bedeknegten, Aarsknagtene og Lammeknagtene eller Drengene. Skaferhaandverket er paa visſe Maader ei blot laugsmeesſigt, men ofte endog arveligt. Skafernes Sonner faae fra Barndommen ſcrregen Kierlighed til Faarene; deres DYie ſkœrpes og de vennes tidligt til en Skœfers Levemaade, ofte i den Grad, at de blive uduelige til andet Arbeide. En god Skeefer af denne Slags beſidder viſt nok Fortrin for dem, der ſildigere beſtemme ſig til Faareavlen, og forſt da ved at agte paa Faarene maae ove deres Blik. Men det er Skade at Fordom og Overtroe gage i lige Grad i Arv til dem, og at de aldeles ikke kunne forlade indprœegede Meninger, om de end ſandſeligen overbeviſes om det modſatte. Desuden herſker en vis Laugsaand mellem dem, hvorved de ofte enes om at ſkade og bedrage deres Herrer. En Mand der beſidder en ſaakaldet tillert og laugs⸗ masſig Skaefers gode Egenſkaber, har revet ſig los fra hine Fordomme og denne uredelige Laugsaand, er derfor meget vard, og bliver det end meer, naar en Landmand ei ſelv kan have noiagtigt Tilſyn med ſit Skaſerie, eller i et og alt kanveilede ſin Skafer. J visſe Egne ere de laugsmasſige Skafere ſaa fordervede, at man neppe har anden Udvei end ſelv at danne unge, velartede Menneſter til Skafere, eller at ſende dem til velindrettede Skaferier i en anden Egn, for der at underviſes. Det var derfor ſaare onſkeligt at Skaferſkoler ſom man ſaa ofte har anbefalet og pro⸗ jecteret, bleve virkelig iverkſate og henſigtsmesſigere indrettede. Da Skeferne allerede fra gamle Tider har havt Almuens Tiltroe, ſelv ved andre Dyrs og Menneſkers Sygdomme, hvorimod de anvende mange overtroiſke Midler, ja endog forrette Operationer, ſaa kunde man drage Fordeel af denne Tilttroe, naar man med det ſamme gav Skaferne en forſtandig empiriſk Underviisning i Dyrelcege⸗ kunſten i Almindelighed, og da kunde de tillige vere Dyrelceger, hvorved ſielden, uden i Forbindelſe med andet, en Mand finder Underhold. Man har formodentlig almindeligen erkiendt den Skade, ſom foraarſagedes ved hiin gamle Indretning, hvorefter man tilſtod ſaavel Faaremeſteren ſom en Deel af Knagtene, i Forhold til Hiordens Storrelſe, visſe Stykker Qvag. Saare zun nattrig tiſ herttns, gu dum Ind udus Vari riun zerl muügrrfr tmutde indg hejene fude b Nun tilt gierdold ti d tn Dhr. jereale Bindg fulde he nden Slt o,d,t dal. Sdd de forbandtes d lipiordes. 3 danſteligheder whlider Tarer feere ſin Andes a deel af Dm Indte g den ot han erle biningerne. enhver d Nade forrette Setint detil, nunt, Fora aue dm noget koderfaarene tt, men ofte ierlighed til maade, ofte er af denne Faareavlen, er Skade at ikke kunne t modſatte. im at ſkade og laugs⸗ domme og herr, naar jet og alt an neppe eller at ſes. Det et og pro⸗ Skaferne Dyrs 0g ja endog naar man Dyxelege⸗ ded ſtelden, aarſagedes ren ſom en ker Qveg⸗ Saate Faareavlen. Saare naturligt var Skaferens Dyr, ſaavel ſom hans Lam de bedſte; det var ſtedſe Herrens, aldrig Skaœferens Lam, der dode, og al Control bley umuelig. Men denne Indretning kunde vanſkeligen afſkaffes, thi alle tillerte Skafere for⸗ dre dens Varighed, og vilde man ei fsie dem heri, ſaa fik man kun med Moie en erfaren Karl. Den blev derfor, ſaavel i de preusſiſke, ſom i andre Stater, lov⸗ formeligen forbuden, og den Skaferie⸗Eier tildomt en ſpeer Pengeſtraf, ſam i Fremtiden indgik eller vedblev ſaadan Betingelſe. Paa Grund heraf maatte Skaferne finde ſig i en anden Indretning. Man tilſtod dem nu en vis Andeel af den Fordeel ſom Skaferiet indbragte, og i Forhold til denne Andeel maatte de erlagge en vis Kiobeſum, uden dog at eie egne Dyr. Men de maatte da ogſaa, overeensſtemmende med denne Deel, bœre alle Biudgifter, og man beſtemte ikkun et viſt Partie Hoe, ſom Skaferiet ſkulde have uden Betaling. Det ovrige Foder ſom behovedes, ſaavel Korn, ſom Salt o. ſ. v., tilligemed andre Omkoſtninger; maatte de ogſaa betale efter deres Deel. BVed denne Kiobeindretning foreenedes Herrens og Skaferens Fordeel; de forbandtes derved mere, og Bedragerier forhindredes eller i det ringeſte vanſke⸗ liggiordes. Imidlertid er dog ved Skafernes Tiltradelſe eller Afgang nogle Vanſkeligheder dermed forbundne, iſer om Skaferiet udvides og foradles; thi da bliver Taxering ſtedſe nodvendig, da den fratradende Skafer med Rette kan fordre ſin Andeel af Skaferiets forogede Vardie, hvortil han ogſaa har udredt en Deel af Omkoſtningerne. Andre give Skaferne en vis, men mindre Andeel i Skaferiets Indtagt, uden at han erlaegger nogen Kisbeſum, og undertiden ei heller bidrager til Om⸗ koſtningerne. Enhver der ſelv kan have noiagtigt Tilſyn over ſit Skaferie, og paa en Maade forrette Faaremeſterens Gierning, eller anſcette en ſerſkilt meget duelig Betient dertil, kau behielpe ſig med Tieneſtekarle, der tillige faae Koſt eller De⸗ putat. For at give dem Interesſe for Tillagget, er det henſigtsmassſigt at til⸗ ſtaae dem noget viſt for hvert Lam, der naſte Efteraar kommer paa Stald. At Vaſken. Faareavlen. At Skaferen har en vel dresſeret Hund der lyder ham, er ſaare vigtigt, thi en Hund der i Utide foruroeliger Hiorden, kan tilfoie den megen Skade. §. 128. Pelsvaſken eller Uldens Vaſk paa Kroppen, er ſtedſe ufuldkommen. Man har rimeligviis blot indfort den for at renſe Ulden fra den grovere Ureenlighed, ſom aldeles ikke bor findes ved Skaferier, der holdes vel eller ere fiinuldede. Ved denne Vaſk renſes Ulden meer eller mindre. Uldkienderen ſetter naturligviis overeensſtemmende hermed ſtorre eller mindre Priis paa Ulden; men jo renere den vaſtes, deſto mindre veier den, og man taber undertiden derved meer end man gienvinder ved den hoiere Priis. Men Pelsvaſkens ſtorſte Feil er, at den, om Veirliget bliver ſlemt, og den dog for Uldmarkedets Skyld bor foretages, ſkader Faarenes Sundhed, og at den undertrykte Uddunſtning tilbagedriver Uldens natur⸗ lige, ſelv indvortes Fedme, om hiin ei for Klipningen kan atter fuldkommen til⸗ veiebringes. Men denne Maade at vaſke er i Tydſkland ſaa almindelig indfort, og ſom beſtemt antages i Uldhandelen, at det er ſaare vanſkeligt for en Enkelt at giore Forandrlng heri. Uvaſket kiober man ei vor Uld, og til at vaſke den reen have vi ikke Indretninger. Desuden pleie Kisberne, om man endog forſoger derpaa, ei at give ſaa meget meer, ſom det ſtorre Tab af Vagt belober ſig til;z thi de forbeholde ſig hellere ſelv at reenvaſke og ſortere Ulden. indtraf hvori Ulden med Begierlighed ſogtes, ſaa burde Eiere af fortrinlige Skafe⸗ rier enes om, ikkun at ſalge Ulden enten aldeles uvaſket, eller reenvaſket efter Naar en Periode Klipningen, til hvilket Hiemeed de nokſom bekiendte Indretninger til Uldens Vaſk, i enhver Egn hvor mange Faar holdtes, da burde indrettes til falleds Brug. Man har lagt Marke til, at reenvaſket Uld taber 54 Procent af ſin oprindelige Vagt, naar den aldeles ikke er vaſket paa Faarene. Ved Pelsvaſken taber Ul⸗ den rimeligviis 25 Procent af ſin Vagt. Om Pelsvaſken virker meer eller mindre, beroer deels paa Fremgangs⸗ maaden, ſom er ſaare forſkiellig, deels paa den ſtorre eller mindre Omhue man derved anvender, deels endelig paa Vandets Beſkaffenhed. Haardt Vand kan ei borttage det fitagtige Snavs, da derimod Vand af modſatte Egenſkaber, iſœr om det Kee ſthaßt gifadt med ze nlen d For at untrin ibel endhe ſen u fa re5 rriirgiene s nu engyagel Neringe in Tuct. 8 un fornodant ſen fodee der to Gange, fo Lltninger, d nigtt lange ul ringer faaet ne d hele. J to bange on. dut beroer fot nagerne forette ſi tabe de ſed unn er da node Eiedene oß me Araid hvorpe döſhdelſe h n baftigt d dit rir latgtrtd gerde Dan⸗ lare vigtigt, Skade. len. Man creenlighed, fünuldede. aturligvijs renere den rend man den, om ges, ſkader ens natur⸗ mmen til⸗ indfort, Enkelt at den reen forſoger ſig til; n Periode ge Skafe⸗ aſket efter til Uldens leds Brug. prindelige taber Ul⸗ remgangs⸗ mhue man and kan ei t, iſet on det Faareavlen. 401 det er ſebeagtigt, gier Ulden langt renere og hvidere, ſaaledes ſom f. Ex. er Tilfeldet med det Vandhul ved Moglin, ſom jeg allerede har omhandlet. See Annalen des Ackerbaues B. X. S. 390. For at formindſke Pelsvaſkens ſkadelige Folger, hvad⸗ den afbrudte Ud⸗ dunſtning anbelanger, er det ſaare vigtigt, ſaavel med Henſyn paa Faarenes Sundhed ſom Uldens Godhed, at Uddunſtningen, ved Hielp af varmere Opholds⸗ ſted og bedre Foder, atter tilveiebringes, inden Faarene klippes, og man lader derfor gierne 8 Dage forlobe efter Vaſkningen, inden man klipper; men da ber man omhyggeligen ſorge for at Pelſene ei atter tilſmores. §. 129. Meningerne ere deelte, om det er fordeelagtigſt at klippe een eller to Gange Klipningen. om Aaret. Ved Merinosſkaferierne og ſelv ved de blot foradlede Skaferier har man formodentlig overalt ophort at klippe to Gange; imidlertid have dog Nogle, ſom fodre deres Faar meget ſtarkt med fortrinligt Foder, atter begyndt at klippe to Gange, fordi Ulden blev for lang, og Faarene ſyntes at lide mindre ved to Klipninger, da Uldens Gienvaxt var ſaa overmaade hurtig, end ved at bare den meget lange Uld. Af velfodrede Faar af indenlandſt Race har man ved to Klip⸗ ninger faaet noget mere Uld, ſom af Nogle anſlaaes til 75, af Andre til 12 af det Hele. J nogle Egne indrommer man at Uldens Priis er lavere, naar den to Gange om Aaret afklippes; i andre Egne naxgter man derimod dette, og ſaa⸗ dant beroer formodentlig paa det Fabrikat, hvortil Ulden ſkal anvendes. Hatte⸗ magerne foretrakke den korte Uld. Ere Faarene vante til at klippes to Gange, ſaa tabe de ſedvanligen Ulden det forſte Foraar, man undlader at klippe, og man er da nodt til at afplukke den. End lettere tabe de Ulden om de vogtes i Skovene og mellem Krat. Men det er ſaare rimeligt, at den tidlige og ſildige Aarstid hvorpaa man maae klippe, naar man klipper to Gange, har ſaa ſkadelig Indflydelſe paa Faarenes Sundhed, der ſaaledes bersves deres Pels, at hiin kun ved kraftigt Foder kan modvirkes. Det virker kiendeligt til ſtorre Uldfrembringelſe, at Ulden afklippes forſig⸗ tigen og taet ved Skindet, ſaa at intet bliver tilbage. Vigtigt er det altſaa at Sierde Deel. Eee for⸗ — —— 42² Faareavlen. forſkaffe ſig godt tilleerte og ovede Folk til Klipningen, der ſtedſe bor vere under Opſyn, og derſom Skaferen faaer en Deel af Ulden, ſaa paatager han ſig gierne dette. Derfor er det heller ikke ligegyldigt hoad Slags Saxe man beuger, og hvor ſkarpe de ere. Ved Klipningen betales ſodvanligen noget viſt, 1 ½ til 2 ß. for Stykket. Kan man ved at give noget mere faae meer evede Folk, ſaa gior man det gierne. Klipning ved Hoverie pleier ſielden at ſtee godt. Har man Dyr af forſkiellig Farve i Flokken, ſaa bor ei deres Uld ſammen⸗ blandes. Ogſaa Vaddernes, Moderfaarenes, Bedernes og de aargamle Dyrs Uld indpakkes ublandet. Uldens Sortering efter de forſtiellige Legemsdeele hvorpaa den ſidder, er hos os lidet brugelig. Man pleier at ſammenpakke ſaa mange hele Pelſe ſom omtrent kunne veie 22 Pund(ein Stein); og derhos at lagge den korte dog rene uld. Hvert Bundt pleier at ſammenbindes med Seglgarn, eller Ulden lagges ubunden i Sekke. Ved adle Faareflokke pleier man at veie hver enkelt Dyrs Pels, for der⸗ efter at beſtemme dets VBaœrd, og fremfor andre at bruge det til Tilleg; thi det er ſandſynligt at ogſaa Uldriighed kan vorre arvelig. For ſaavidt Uldens ſtorre Vagt hidrorer fra en tœt Pels, er dette virkelig Tilfeldet; men Uldens Langde, der ogſaa bidrager til dens Vagt, beroer paa Foringen og Faarenes Sundhedẽ⸗ tilſtand. Ligeſtor Masſe af Merinosfaarenes Uld veier mere end den af indenlandſke Faar. Men naar disſe yde mindre Uld end hine, ſaa er Aarſagen dertil formodentlig at de holdes ſlettere; i modfat Tilfalde ſynes vore gode indenlandſte Faar at bare mere Uld end Merinosfaarene. Hvad Behandlingen og Bedommelſen af Merinosfaarene og deres Uld an⸗ belanger, maae jeg henviſe til de allerede anforte Skrivter. ekkable un tyoftet theenſillng nnfulſederf, nad, thdet th udt ubredt. gtwidre, ſe nn, verhet undmanden beh Dit fortt i Theilede Jog kan forftelige Land fanbragke. Iherdytk p Snde, ſon Auleformene, ditvodfoldende enyuſt, ag wbedat arbe jer ete haard dntte, eler d ll Dnets St naarde tak ine umn ſger, 5 tn lengene d vore under an ſig gierne bruger, o or Stykket. det gierne. ld ſammen⸗ amle Dyrs ſidder, er Pelſe ſom e dog rene en lagges for der⸗ 3 thi det ens ſtorre s Lœngde, Sundheds⸗ denlandſte rmodentlig ar at bare es Uld an⸗ Heſtene. Heſtene. Heſtene. §. 130. Heſteavlen er beſkrevet af mange erfarne og indſigtsfulde Mand, der have ganſke opoffret ſig til dette Fag. Dog mangle vi endnu en grundig og videnſkabe⸗ lig Fremſtilling af denne Lœre; en ſaadan, at man derved kan erholde tydelig Anſtuelſe deraf, og lare at ſkielne mellem det ſande og med Naturen overeensſtem⸗ mende, og det ſom blot grundede ſig paa Fordom, der ogſaa her er dybt indgroet og vidt udbredt. Jeg vover ei at give en ſaadan Overſigt deraf, og det ſaa me⸗ get mindre, ſom en Afhandling af ſaa vidtloftigt Omfang, ſom dertil var for⸗ noden, var her paa urette Sted. Jeg indſkranker mig derfor blot til det, ſom Landmanden behover at vide, for at kunne tillagge og holde ſine Heſte. Det fortrinligſte Vœrk derover er udentvivl Naumann uber die vorzüglich⸗ ſten Theile der Pferdewisſenſchaft, 3 D, Berlin 1800—1802. Jeg kan folgelig ei heller beſkrive de mange Slags Racer der nedſtamme fra forſkiellige Lande, eller ſom ved Individuernes Valg eller ved Krydsning ere frembragte. Agerdyrkeren er bedſt tient ved en tar, kortribbet Heſt, med bred Bringe og Kryds, ſom er trind, muſkulss, og har ſtarke Sener, men ei ſom Nogle formene, grove Knokler. Den bor ei veere hidſig, men munter, fremfor alt vedholdende ved Arbeidet, ſaa haardfor, at den endog taaler uſadvanlig An⸗ ſtrengelſe, og ſelv om den engang ei faaer tilborlig Rogt og ſlet Foder, dog kan holde ud at arbeide, eller i det mindſte ei hurtig bliver ſvag og ſyg. Den bor iſcer have haarde Hove. Dens Styrke bor ſtaae i Forhold til de Lees den ſkal trekke, eller det Jordsmon den ſkal bearbeide. Hiin ſtaaer ei ſtedſe i Forhold til Dyrets Stsrrelſe, thi man har ſeet ſmage Heſte trakke ſtorre tilbage, naar de trak imod hverandre; men en ſtor Heſt lagger ſig dog bedre i Selen, ſom man ſiger, og er den feilfrie, ſaa har den i Almindelighed ſtorre Kraft og tager langere Skridt. Men dens ſtorre Krop behover mere Foder, og i denne EeRe 2 64 Hen⸗ 404 Heſtene. Henſeende kunne ſmaae, kun ei forkroblede Heſte, have Fortrin, naar de blot ei ſodvanligen ſkulle bruges til at overvinde ſtor Laſt. Adle Heſte findes lettere end en Race der er velſkikket til at bruges ved Agerdyrkningen, thi paa hine har man overalt henvendt ſin Opmarkſomhed, men aldeles ei paa disſe. De gode, varige, til Brug ved Agerdyrkningen ſkikkede Heſteracer, ere ſom ofteſt, hvor man ivrig drev Heſteavl, henſigtslsſe til dette Brug, krydſe med andre Racer, og ved Landſtutterier, ſom mange Fyrſter til ſtorſte Velgierning for deres Underſaatter, oprettede, har man ligeledes ſom ofteſt blot ſtrebt at frembringe gode Rideheſte, og ved Hengſternes Valg altfor lidet taget Henfyn til Beſkaffenheden af den Race, ſom allerede var til i Diſtric⸗ tet, ſaavelſom paa den der ſadvanlige Behandlingsmaade og Grasgangene. Den fortrinlig ſtarke, oprindeligen meklenborgſte, Race findes nu blot paa nogle Godſer og hos nogle Bonder i Meklenborg, og maaſkee i Pommeren. J det forſte af disſe Lande findes den undertiden virkelig foradlet, uden at veere bleven ſlettere til vort Brug. Holſteenſke Heſte, ſom ofte ſœlges under Navn af meklenborgſke, beſidde ſielden de Egenſkaber ſom Agerdyrkeren attrager; men en Slags danſke Heſte, ſom ere bekiendte under Navnet Wasſerdaͤnen, overgaae hvad Kraft og Varighed angaaer, maaſkee enhver anden Slags. Heſtene fra Lithauen ere, i Forhold til deres Storrelſe, kraftfulde og haardfore, men ſœd⸗ vanligen for ſmage. Om den conſtante Race Plovheſte i andre tydſke Lande, kan jeg intet ſige. §. 131. Hvorvidt der er raadeligt for Landmanden at befatte ſig med Heſteavl, derom har jeg, efter Avlsbrugets Forhold, allerede handlet i Iſte Deel§. 167. Har man engang faaet en ret dygtig Race, med en dertil pasſende Hengſt, ſom roelig vil trakke med den Hoppe han bedakker, og lader man Arbeidshopperne bedakkes i rette Tid, ſaa er jeg af de der allerede anforte Grunde overbeviiſt om, at man ved ſelv at opfode Follene paa en pasſende Graskobbel, og under nogle Omſtandigheder endog paa Stald, kan have Fordeel deraf, iſer naar man og⸗ ſaa beregner hvor meget mere en eensartet Slags, ſom man kiender, er verd. Blot Zot on ſta g ülle ikku ſm n Bihꝛa en Hon tyfil naar! dtlge ſa zottelt Naad fll, nan der 33. Dette! za den lars⸗ den. Nen fidesi Nai, gnoſende til Nan pernes Begie ſiͤſe har He ſſand til at u folet, blive d ndfange; de n fode Fol det er ndog i ſamn fadbragt. et Ho tt hun ſlaas dppe er og kfter i halr ſtduanigen ſe Naanede dar de blot i t bruges ded ſomhed, men ngen ſtikkede loſe til dette e Fyrſter til geledes ſom Valg altfor lil i Diſtric⸗ angene. des nu blot Pommeren. en at vere nder Navn ger; men overgage deſtene fra wmen ſad⸗ ſſte Lande, Heſteavl, el§. 167. engſt, ſom dshopperne rbeviiſt om, uder nogle ar man og⸗ „ er verd. Blot Heſtene. 405 Blot om ſaadan Heſteavl, ei om et Stutteries Indretning, ſkal her handles. Vi ville ikkun holde Hengſten og Hoppen til Arbeide, og anſee Follenes Tillag ſom en Bihaandtering. §. 132. En Hoppe kan bedakkes naar den har fyldt ſit tredie Aar, og den kan folge⸗ Hoppernes lig fole naar den er fire Aar gammel. Dog er det raadeligt ei at lade en Hoppe, Bedatalng der tillige ſkal bruges ſom Arbeidsheſt, fole for i det 5 eller 6 Aar; for ei paa dobbelt Maade i en tidlig Alder at ſyokke den. Hopper kunne gierne aarlig bœre Fol, men det er dog raadeligt kun hvert andet Aar at lade Arbeidshopper bedak⸗ kes. Dette bor ſkee tidligt om Foraaret, om mueligt i Februar; thi da fole de paa den Aarstid hvor man bedſt kan undvare dem fra Arbeidet, og folgelig ſkaane dem. Men da bor de fodres overmaade godt. Den Sadvane at lade Follene fodes i Mai, for da ſtrax at kunne ſcette Hopperne paa det bedſte Graes, er ikke pasſende til Arbeidshopper. Man bor, ligeſom ved Koerne, noiagtigen laœgge Marke til, naar Hop⸗ pernes Begierlighed er ſtegen til det hoieſte; men dette kan ikkun ſkee, naar man ſtedſe har Hengſten ved Haanden. Dog varer den Periode hvori Hopperne er iſtand til at undfange, langere end hos Koserne. Elleve Dage, efterat de have folet, blive de ſadvanligen atter begierlige, og da ere de ſardeles ſkikkede til at undfange; derfor kan en Hoppe, ſkiondt den neſten gager et Aar dragtig, hvert Aar fode Follet paa ſamme Tid. Det er ſaare urigtigt at lade en Hoppe bedakkes to Gange i een Dag, eller endog i ſamme Begierligheds Periode, forudſat at Bedakningen er tilborligen fuldbragt. Et Hovedkiendetegn hvorved man erfarer at Hoppen er bleven dragtig, er at hun ſlagaer Hengſten, om hun end ſynes noget begierlig. En dregtig Hoppe er ogſaa undertiden noget dorſt; den ſtaller ofte eller viſer Trang dertil. Efter en halv Maaneds Forlob hovner Bveret, og de Aarer, der lobe til Patterne, ſcedvanligen ogſaa. Men efter otte Dages Forlob er Havelſen forſpunden. Ere ſex Maaneder henrundne ſaa bliver Bugen bagtil noget tykkere, og faaer ſamme Om⸗ fang 17„4 ,4146 Bliver altfor heed, eller ſavner godt Foder. Fellets Fod⸗ ſel. 406 Heſtene. fang ved Bagbenene, ſom den har ved Forbenene, og dette bliver ſtedſe mere og mere kiendeligt. J den ottende Maaned kan man undertiden marke at Follet bevoeger ſig i Livet, naar man, efterat Hoppen er vandet, holder Haanden paa Siden. En dreegtig Hoppe kan bruges til alt Slags Arbeide, naar den blot ikke Men fra den tiende Maaned er det dog raadeligt at ſkaane den, iſer for Stod, ſaavelſom for heftige Spring og voldſom Trakning. ei opblaſende Foder, og, ved denne Maaneds Slutning, Drikke af ſkraaet Sad, at den kan faae Melk. Man ber desuden give den mindre voluminoſt, men nerrende, §. 133. dybninger, ſaa tyder dette paa nœrmende Fodſel, hvis Time end meer betegnes ved Hoppens Uroe. Da bringes den ſedvanligen i en ſarſkilt Stald, hvor man bereder den et blodt Leie, og ſoger, dog uden Magt, ar faae den til at lagge ſig. Man ber aldeles ikke hielpe Hoppen ved Fodſelen, med mindre man har grundige Kundſkaber om hvad ſkee bor, og i det mindſte afholde ſig fra alle vold⸗ fomme Midler; ſom f. Ex. at holde Hoppen for Naſſen, medens den har Fedſels⸗ ſmerter. Er Follets Hoved fremkommet, ſaa kan man i alt Fald ved varligt at bevcege det op og ned, men aldeles ikke ved at trakke deri, lette de orige Deles Fremkomſt. Briſter Navleſtrangen ikke, ſaa underbindes den 2 Tommer fra Legemet, og afſkieres udenfor Baandet. Hvad Efterboren anbelanger, kan man vere uden Bekymring, om den end noget ſeent tabes. Man ſtroer ſadvanligen noget Salt paa Follet, for derved at lokke Hop⸗ pen til deſto ſnarere at ſlikke det. Hoppen bor derneeſt have lunket Vand med Klid, der gives den ofte, men kun i ſmaae Portioner. Medens Follet patter, bor Hoppen have ſcerdeles godt Foder, og Rugſkraae i Vandet ſom den drikker. Fiorten Dage efter at den har folet kan man lade den arbeide no⸗ Naar Melk fremkommer i Vveret og ved begge Sider af Halen ſees For⸗ rugtt,dog ku deſſu be Ktde ſtne Nan! nuxtt aj No tlobe md! lorxgannelt nuſäne at lgenindte. Er dol tzi Begynde nan en varn il Pveret. hliver det me pherſalde, ſ Föllene dntlig den be dpo ti hat bei Naard on haren br dtalden, om ter ungt, Mikadige ſg. Rtaf Haande d. Nanb mankerdetpar thſaa ollet! na geon gle ſe mete dg at Follet Haanden blot ikke ned er det pring dg nnerende, get Sad, ſees For⸗ betegnes vor man t lagge ran har e vold⸗ zedſels⸗ tligt at e Deles Legemet, an verre nke Hop⸗ fte, men gſkraaei arbeide nh⸗ ——— Heſtene. noget, dog kun den halve Dag. Den bor ei blive heed, og naar dette endda er Tilfal⸗ det, ſaa bor den malkes inden Follet kommer til at patte. Ei heller bor man taale at det ſultne Fol patter altfor meget paa eengang, naar Hoppen kommer hiem. Man lagger dernaſt noget godt Hoe for Follet, og lader det desuden faae noget af Moderens Drikke. Er Follet 8 à 10 Uger gammelt, ſaa kan man lade det lobe med Moderen, naar Veien er god og ei altfor lang, og naar det er 12 Uger gammelt fravannes det; hvilket er ſaa meget henſigtsmasſigere, ſom Nogle paaſtaae, at Follet ved at patte langere vel bliver ſtorre og federe Heſt, men til⸗ lige mindre haardfor. §. 134. Er Follet fravennet, ſaa unddrages Moderen hiint mere narrende Foder, Follets Fra⸗ og i Begyndelſen malkes den. Synes Bveret at blive haardt og omt, ſaa lagger nrnn man en varm Steen i det Kar hvori man malker, at Dampen deraf kan ſtige til Vveret. Man vaſter og bader det da tillige med. lunket Sœbevand, og bliver det meget haardt ſaa gnides det med branket Smor eller med flygtig Cam⸗ pherſalve, ſom man faaer paa Apotheket. Follene holdes da ſœedvanligen paa en grœesrig Kobbel, og dette er formo⸗ dentlig den beqvemmeſte og bedſte Maade, hvorpaa man kan opklœkke dem. Men hvo ei har Leilighed hertil, kan meget godt opfsde Follene paa Stald. Naar de Fol der opfodes paa Stald ere fravcente, bindes de med en Grime, ſom har en bred Naſerem. Dog bor man een Gang daglig lade dem komme ud af Stalden, om end blot paa Gaarden; men hermed bor man begynde medens Fol⸗ let er ungt, inden det bliver muntert, thi ellers kunde det paa alleſlags Maader beſkadige ſig. Man bor ſtrœbe at giore det ſaa tamt ſom mueligt, ved at fodre det af Haanden. Allerede i det forſte Aar er det gavnligt at borſte og ſtrigle det. Man bor tidligt venne det til at taale, at dets Been loftes op og at man banker derpaa, ogi dets Alders andet Aar bor Hoven udvirkes. Da giver man ogſaa Follet lidet Havre og noget Hoe; dog trives Follene om Sommeren ret godt paa gron Klover og Vikker. §. 135 der. 408 Heſtene. §. 135. Seſtenes Arr- Heſten har 12 Skigrreteender, 6 i den sverſte og 6 i den underſte Kiave, 4 Hiornetander og 24 Kindtander. Skiceretanderne faldes, og paa disſe kiender man fremfor alt Heſtens Al⸗ der. Saalange det unge Dyr har alle ſine forſte Tœnder, nemlig til det er 2 til 2 ½ Aar gammelt, kaldes det Fol eller Plag. J det tredie Aar tabes de to forreſte Taœnder, ſadvanligen forſt i den un⸗ derſte Kigve, og Aabningen fyldes ved to unge Tœnder. Disſe kiender man i Forſtningen paa deres ureengule Farve; de have en Huulning for oven ſom kaldes Kigernen. Da kaldes Dyret, en ung Heſt. J det fierde Aar faldes ligeledes de to naœrmeſte Fortander. De forſte faldte Tander ere da mere udvoxrne, hvidere, og den brune Kicerne er lyſere. J det femte Aar fœldes de yderſte Tender paa ſamme Maade, og fra denne Tid kaldes Dyret, en Heſt. De tre Par Skiceretaender tabe i ſamme Folgeorden ſom de ere fremkomne, deres Tegning. J det ſyvende Aar er Kiaernen afſlidt paa de to midterſte, i det ottende Aar, paa de to neœrmeſte, og i det niende Aar er ogſaa Kiarnen for⸗ ſvunden af de yderſte Tander. Saaledes forholder det ſig ſodvanligen, men ikke deſto mindre finder dog Undtagelſer, iſer ved visſe Racer, Sted. Nogle, fornemmelig de bedre Heſte, fœlde ſenere, og da afſlides ogſaa ſenere Kigeerrnen. Saadanne Heſte ere ſtedſe varigere og naae hoiere Alder; derfor er en Heſt, der laenge beholder Kiarne i Tanderne, overmaade meget vaerd. Der gives Heſtehandlere, der, ved at udmeisle og brande aldre Heſtes Tander, ſtrabe at efterligne hine Tegn, og ofte giore de dette med ſaa megen Duelighed, at et ovet Kienderoie behosves for ei at bedrages. Dog kunne de kun ſielden rigtigt efterligne Ordenen ved Kicernens Udfyldning og Blegning. Fol⸗ lene og de unge Heſte have ſtedſe Hove, hvis Langde er ſtorre end Breden. Dog anvendes ogſaa herved Kunſter, ſom i forſte Hieblik kunne ſkuffe. Efterat Efterat rirnl ifende in abd, andlodet ſer rnd lengere lin dbere, kat, tp Lab geunl, 09 d tte den Gtad uunge heſt er Ii, da ande darz ju! nan le, dg jes rdende Heſ. beftens kger t Havte hold til dens ne n nun erſatt rinſe Forſtie fogle, ford Aadre anſee det Jogle ſom var Rigſtrabte tuan hayde lndeſemmenk à dene Priis Heſtens dligt. Re hana, efte kerde derl, Heſtene. Efterat Heſten har fyldt ſit tiende Aar, bemeerker man at den forſte Hale⸗ rſte Kiahe, hvirvel afſondrer ſig fra den ſidſte Ryghvirvel, og dette tiltager meer og meer ſom Heſten aldes, ſaa at Mellemrummet mellem begge Hvirvlerne ſtedſe bliver ſtorre. Heſtens Al⸗ Tandkiodet ſammendrages meer naar Heſtene blive gamle, og Tanderne ſynes ö det er 2 tl derved langere, ligeſom de ogſaa faae en mere kalkhvid Farve. Hienhulerne blive dybere, Haarene og Hinene hvide; Endetarmen ſynker dybere ind i i den un⸗ Livet, og Laberne ſlutte ei meer. Naar disſe Tegn opdages, ſaa er Heſten der mani gammel, og dens Vard, i Henſeende til dens forventede Varighed, retter ſig mere ſom kaldes efter den Grad hvori den har disſe Tegn, end efter dens egentlige Alder, thi mange Heſte ere allerede naſſten ubrugbare, naar de have naaet en Alder af fiorten De forſe Aar, da andre derimod kunne udholde at arbeide indtil de ere tyve eller een og tyve V lyſere. Aar; ja! man har Exempel paa at dette endog kan vere Tilfaldet i en hoiere fra denne Alder, og jeg har kiendt en Heſt der var 24 Aar gammel, og brugtes af en b ridende Poſt. mkomne,§. 136. e, i det Heſtens Hovedforing beſtaaer ſadvanligen i Sad, og man troer alminde⸗ Foring mes nen for⸗ ligen at Havre er den tienligſt. Giver man imidlertid anden Sad i For⸗ Sed. hold til dens nœrende Evne, og blander den med mere fitinſkaaren Hakkelſe, hvor⸗ uder dog ved man erſtatter Havrens Skal, ſaa have opmarkſomme Jagttagere ei market de Heſte, mindſte Forſkiel. Ofteſt fores med Rug iſtedet for Havre. Heelt Byg dadles ere ſtedſe af Nogle, fordi det, ſom de ſige, neeſten ufordoiet gaaer igiennem Heſten, men Kiarnei Andre anſee det derimod ſom godt Foder. Hvede bruges ſielden til Heſtefoder, og Nogle ſom vare nodte til at fodre dermed, have fundet den heiſt ſkadelig, hvilket, re Heſtes da jeg ſtrœbte at faae noiagtigere Kundſkab derom, ſyntes mig at hidrore derfra⸗ aa megen at man havde givet for liden Hakkelſe, ſaa at Hveden i dette Tilfalde letteligen me de kun kunde ſammenkliſtres i Maven. Jeg har med det heldigſte Udfald foret med Hvede, g. Fol⸗ da dens Priis eengang var forholdsmaesſig lav. en. Dog Heſtens Fodergvantum beſtemmes ſadvanligen efter Havre, ſom er det almin⸗ deligſte. Men ingen Sad indeholder ſaa forſtiellig Mangde Naringsdeele ſom Havren, efter Maal. Derfor have Mange antaget den ſaare rigtige Grundſatning, Efterat Fierde Deel. Ffff at —— — — Heſtene. at fodre efter Vaxgt ei efter Maal, eller i det ringeſte at beſtemme dette efter hiin. Man finder undertiden Havre der ei veier meget over 5 Lispund, og anden der veier 8 Lispund. Men i dette Tilfalde erſtattes den ſyoerere Havre ikke ved den lettere, om man end tager lige Vegt af begge, og 9 Skiepper af den lettere ei 6 Skiepper af den ſvgxrere, thi ved lige Vagt indeholder dog hiin mere Skal og mindre Kierne end denne. Det er fandſynligt at 10 Skiepper af den lettere Havre behoves for at erſtatte 6 Skiepper af den ſyorere. Veier Havre, og dette er allerede god Havre, 7 Lispund Tonden, ſaa gior man hos os Regning paa, at en Arbeidsheſt af Mellemſtsrrelſe, ved ſœdvanligt Arbeide, behover dag⸗ lig 2½ Tonde Havre, naar den tillige faaer 8 Pund Hoe, og dette er ogſaa i Almindelighed tilſtrakkeligt for denne Slags Heſte; men have de anſtrangt Ar⸗ beide, ſaa bor de dog have noget Tilleg. Mindre, ei anſtrangte, Heſte, giver man ved ſadvanligt Arbeide kun 3af dette Foder, og ofte endog af den lettere Havre. De ſtorre ſaxiſke, veſtphalſke, baierſke og sſterrigſke Heſte erholde ofte 1 Skieppe og derover daglig, og Fragtheſtene ei ſielden 2 Skiepper Havre, iſcer om de faae lidet Hoe og Hakkelſe. Uagtet man fodrer de ſtorre og de mindre Heſte ſaa forſkielligt, ſaa ſeer man dog ofte ubetydelig Forſtiel paa deres Hold, Styrke eller Evne til Arbeidets Fuldforelfe. Det er altſaa indlyſende at de mindre Heſte ere fortrinlige, naar de ei ſtedſe have meget ſvart Arbeide; hvilket, om det en enkelt Gang forefalder, dog kan beſtrides ved at forſpende flere Heſte. Rug, ſom bedſt kan bruges iſtedet for Havre, frembringer ſamme Virkning ſom denne, naar man, rigtigſt efter Vagt, giver halvt ſaa meget deraf. Nogle formene at Rugen, ſom Heſtefoder betragtet, blot forholder ſig til Havren ſom 7: 12, men de indromere da tillige, at Heſtene holde ſig bedre ved hiin, end ved denne. Balgfrugterne, Arter og Vikker, ſaavel ſom Bonner, der efter alminde⸗ tig Mening ere ſerdeles ſkikkede til Heſtefoder, ſœettes ſom ſaadant, liig Rug. Men de ere ſikkerligen mere narende, hvilket allerede er indlyſende af det ſom §. 125 er anfort om deres Naringsdele, og ſom bekraftes af dem, der kiende dette ett Slags gier iiti umm ſie ien fr Hatten 9 dered, at ma de Ehhlde tanige Fode, le fertelles nt ned dt ſog Dit et inidler thida det ern wif Er. let he til at ſi maade, hvorn denden erd ſtaaren Hakke dgſaa da er bottpuſte Hak mer det give Oſſt graadig dat konme Ir lor af der Enhver vaneter oge tyſaet doden truſkadeig daus, og fo blandes iß Nogle ſene, fandi efter hin, anden der eke ved den lettere ei le Skal dg den lettere davre, og 3 Regning hover dag⸗ er ogſaa i cngt Ar⸗ ſte, giver en lettere olde ofte re, iſcr e mindre ss Hold, ſende at Arbeide; forſpende er ſamme ſaa meget tholder ſi e ſig bedre er alminde⸗ liig Rug. af det ſon der kiende dette Heſtene. dette Slags Foder. J mange Egne fodres Heſte naeſten ene hermed, og det er iſer urigtigt hvad Nogle paaſtaae, at Heſtene derved blive kortaandede; Englan⸗ derne give uden Betœnkning Balgfrugt til deres Vaddelsberheſte. Forkierligheden for Havren og Fordommene mod enhver anden Slags Sad til Heſtefoder, beſtyrkes derved, at man i Egne hvor man ei er vant til at fodre med andet end med Havre, ſkyder Skylden for enhver Sygdom hvoraf et Dyr kan angribes, paa det uſad⸗ vanlige Foder, om end hiin hidrorer fra ganſke andre Aarſager, og i en Rad af Aar fortaelles derom, da man dog, om man havde fodret med Havre, havde vo⸗ ret nodt at ſoge Grunden i andre Omſtandigheder, hvori man da havde fundet den. Det er imidlertid rigtigt at kraftigere Foder bor gives med ſtorre Forſigtighed, thi da det er mere nœrende, ſaa kunne Dyrene letteligere forede ſig. Saaledes kan det f. Ex. letteligen vorde farligt, om Karlene i den travle Hoſttid finde Leilig⸗ hed til at ſtiele Rugneger, og give Heſtene for meget deraf; en Fremgangs⸗ maade, hvormed mangen Landmand, ſom med noget der er i ſin Orden, baerer over. Desuden er det uundgaaeligt nodvendigt at de tungere Sadarter blandes med fiin⸗ ſkaaren Hakkelſe, hvilket bedre kan undlades naar Foderet er Havre, ſkiondt det ogſaa da er gavnligt. Man gior ſadvanligen Fodret fugtigt, at Heſtene ei ſkulle bortpuſte Hakkelſen fra den tungere Sad, men juſt herved kan dette Foder, der, naar det gives forſigtigen er uſkadeligt, vorde det modſatte, om meget hede Heſte graadigen ede det, hvilket iſerr ofte er Tilfoldet, naar de ei have opadt, og ved at komme hiem paa Stalden, finde en Deel Foder i Krybberne. Fugtigt Fo⸗ der bor af denne og flere andre Aarſager aldrig forblive i Krybberne. Enhver Sed bor have lagt ſin Tid inden den bruges til Foder; den ber veœre tor og ei mugen, da ved Havre, ſom har havt den Feil i visſe Aaringer, er opſtaaet dodelige Sygdomme blandt Heſtene. Sad, ſom har ſpiret paa Marken, er uſkadelig for Heſtene, naar den blot var fuldkommen tor inden den bragtes i Huus, og folgelig ei lugtede mugen. Malt, iſter Bygmalt, hvoraf i Forhold af 4 blandes i Fodret, er, ſom man har bemarket, ſaare gaynligt for Heſtene. Nogle anſee ſom meget oeconomiſk, at lade Bygget ſkrages grovt til He⸗ ſtene, fordi ellers ofte ufordsiede Korn gager igiennem deres Indvolde. Har Fff 2 1 man 7,, 12,4467,74 4¹² Heſtene. man ſelv Molle, ſaa er dette formodentlig rigtigt, men da bor den ſtraaete Sad blandes med mere Hakkelſe. Man bor aldrig undlade at kaſte Saden og renſe den for Stsv, med min⸗ dre man, hrilket er det ſikkreſte, kort for man udmaaler den, har ladet den blaſes. §. 137. Hee: og De fleſte Heſte faae Hoe tilligemed Havren, og nogle fodres blot med Hse. Halmßorg, Naar en Landmand kan fage Hoe, ſaavel fra magre, torre eller ogſaa ſure Enge, ſom fra fede og kraftfulde, ſaa ſporges, hvilket han ſkal velge til Heſtene, thi Meningerne ere i denne Henſeende deelte. Herved kommer i Be⸗ tragtning om Heſtene kun faae Hoe ſom Tilgivt til megen Kierne, eller om det gives dem ſom det egentlige Foder tilligemed lidet Kierne. J det forſte Tilfalde er det oeconomiſk rigtigt, at give dem det magrere og haardere Hoe; men i ſidſte Tilfælde er det dem gaynligere at faae af det mere naœrende Hoe fra federe Enge. Ved Hoe kan man erſtatte Kierneforingen, men om hvor meget man da bor give, og hvorvidt dette er oeconomiſt rigtigt, ere Meningerne deelte, og i Almindelighed kan intet beſtemmes. Man antager ſom ofteſt at Havre og Hse forholde ſig, efter Vagt, til hinanden ſom 8: 3. Men det meget narende Hoe fra Marſkenge, ſaavelſom Hoe af ung Klover, Lucerne og Eſparcette er uden⸗ tvivl kraftigere, og dets Forhold til Havren formodentlig ſom 7: 3; da den⸗ nes Forhold til det grovſtenglede Hoe derimod rimeligviis bor antages at vere 9: 3. Men man har i Almindelighed bemarket, at Heſtene blive kiedfuldere, og bedre udholde langſomt Arbeide, naar Kiernefodret erſtattes ved mere Hoe; derimod kunne de ei taale at lobe eller anſtrenges meget. Formindſkes Hoefode⸗ ret, ſaa indtrœffer det modſatte; Heſtene blive magrere, men kraftigere og mun⸗ trere, naar de blot faae mere Halm. Hyilket der er fordeelagtigſt, beroer ſaavel paa Avlingsforholdene, ſom paa Sadens og Hoets Priis. Nogle anſee Hse af Efterſletten ſom beſtemt ſkadeligt for Heſtene. Men dette er ikke Tilfœldet naar det er tort og gront, og voxet iſer paa heitliggende, ja endog paa ſure Enge. Det kan vel vare at Efterſletshset fra fede Enge, er — bedre etil goer in fri hebruat ele zo lenger Helar, d9 overg Sunding og n em cg tiendom G tenlit dertil. geruden H plan er nod al tfatte, dg ſom ti aunn hafti geenkälgt at fo doik enfz dog Nan er he eim ned Kler unedervid forb ut Naade. endens Priis. ſedjeret nine iſtwde nindre! magindeligen fr⸗ iier ldet. J Vnnder nan me tiſdſt faae d neget de vill a enne Flover e aun give Kierne na, ogda ei gi ma deinod hla gaete Sad med min⸗ ladet den med Hee. ler ogſaa kal volge mer i Be⸗ er om det Tilfelde en i ſidſte ere Enge. n da bor », og i 2og Hee ende Hoe er uden⸗ da den⸗ 3at vare lodfuldere, nere Hoe; Hoefode⸗ ke og mun⸗ roer ſaabel ne. Men itliggende, eEnge, er bedte Heſtene. 413 bedre til Koer end til Heſte. Mange erfarne Landmand antage ſom Regel, ikke for i Februar eller Marts at fodre med Efterſletshoe. Jo langere Hoet har ligget inden dermed fodres, deſto gavnligere er det for Heſtene, og overgiemt Hoe, der blot ei er mugent, er det bedſte. Ved omhyggelig Behandling og muligſt hurtig Torring bor man ſtrabe at bevare Hoets gronne Form og eiendommelige Lugt, om det ſkal bruges til Heſtefoder; bruunt Hoe er ei tienligt dertil. Foruden Hakkelſe giver man ogſaa Heſtene Langhalm i Hakkerne. Hvede⸗ halmen er mod almindelig Formeening netop den bedſte; den, hvorved Hoet meeſt erſtattes, og ſom Heſtene helſt ede. Vikke⸗, Lindſe⸗ og Bonnehalm er naturlig⸗ viis endnu kraftigere, iſer om den har mange gronne Blade. Nogle anſee ſom betœnkeligt at fodre med Ertehalm, da man paaſtaaer at Heſtene letteligen faae Colik deraf; dog er dette maaſkee blot Fordom. §. 138. Man er heller ikke enig om hvorvidt det er raadeligt at ſommerſtaldfodre Gront Foder. Heſtene med Klover og andre Foderurter. Jeg er overbeviiſt om, at Heſtene kunne derved forblive fuldkommen friſke og kraftfulde, naar man blot fodrer paa rette Maade. Hvorvidt det er oeconomiſkt, beroer paa Foderets Mengde og Sadens Priis. Ved hoie Sadpriſer har jeg i adſkillige Aar med ſtor Fordeel ſtaldforet mine Heſte, og har da lagt Marke til, at de ſik meget bedre Hold, og ei havde mindre Kraft, uagtet de ei ſkaanedes; ogſaa vare de Vinteren derpaa ualmindeligen friſfe. Men Overgangen fra tort til gront Foder bor ſkee lidet efter lidet. Forſtningen ſkicres Klover i Hakkelſe tilligemed Halm, og da begynder man med at give daglig een Givt, dernefſt to Givyter iſtedet for Havren, og tilſidſt faae de blot heel Klsver naar den er i fuldkommen Blomſtring, og ſaa⸗ meget de ville ade, men da aldeles ingen Kierne. At blande Sad imellem den gronne Klover er ſaare urigtigt, thi hiin kommer da ufordoiet fra Dyrene. Vil man give Kierne tilligemed gront Foder, ſaa bor man fodre med hiin om Morge⸗ nen, og da ei give Heſtene gront om Formiddagen, men den svrige Deel af Da gen derimod blot Gront. Bedre end Klover til Heſte er gron Lucerne, og end bedre — 7,,4 94, ,64,65 Grasgang. Foring med Rodvexter. 414 Heſtene. bedre gronne Vikker, der have begyndt at ſeette Balge. Ligeſom man blot lidet efter lidet gav Heſtene gront Foder, ſaaledes vonner man dem atter lidet efter lidet til tort Foder. §. 139. Mange Heſte graesſe om Sommeren paa Marken; undertiden blandt andet Qveeg, undertiden paa ſarſkilte Kobler. Skaanes de for meget Arbeide, eller arbeide aldeles ikke, ſaa befinde de dem meget vel ved ſaaledes at henſcettes i de⸗ res naturlige Tilſtand. Men da det kun ſielden kan vare oeconomiſk rigtigt at ſkaane Heſtene for Arbeide, ſaa gielder dette ogſaa om at lade dem grasſe. Grasningen bor vare meget god om en Heſt ſkal forblive ved godt Hold, og da den desuden nedtrader meget, ſaa regner man i Almindelighed ſaa megen Grass⸗ ning til een Heſt, ſom kunde vare tilſtrakkelig til to Koer. Om Heſtenes Grasning i Moſer og paa Overdreve kan her ei handles. Kun ſielden kan man med Fordeel bruge den til Arbeidsheſte, mindſt om hine ere fra⸗ liggende; fordeelagtigere kan man lade Folhopper og unge Heſte grassſe derpaa. §. 140. Det er ganſke viſt mueligt fra om Efteraaret til om Foraaret, naar den granne Foring begynder, at fodre Heſte uden Kierne med Rodvarter, dog med meget Hoe og Halm, og derved at holde dem fnldkommen friſte og kraftfulde. Blot naar man har lange Reiſer at gisre, ſom naar man f. Ex. om Vinteren bortkiorer ſine Produkter, lader dette ſig ikke gisre. Det meeſt pasſende og bedſte man kan give dem af ſaadant Foder er Gulerod⸗ der, hvoraf de, om de ſkulle arbeide ſtarkt, bor daglig have 3 Skiepper, der vœſkes, ſtodes eller ſkiceres i Skiver, tilligemed 8 Pund Hoe og tilſtrakkelig Halm. Denne Foringsmaade er i nogle af Englands Egne meget yndet, og ſelv hos os er det bekiendt hvor gierne Heſtene ade Gulerodder, naar de have lart at kiende dem, og hvor godt de befinde dem derved. Blandt de der hos os have forſogt at fodre Heſtene med Kartofler, ere Nogle vel tilfredſe dermed; Andre have derimod ei kunnet vonne deres Heſte dertil, eller de have bemarket at disſe tabte for megen Kraft ved dette Foder. Jeg vover 439 ei itafgiot jeg di var iger Joligsferhe leuet dibſe 6 ſirver man hemmad, ſe iaeblot at Fartoſterner fodes o he ſa giene, doſta ligeſaa giern bot man fer Brodet. Rogle llſe. Sku llot arbeide! rirnes Folhe Ethve lagges for d da Harlen Ptbeidet begn deſter lilede ogie heſtene bor dndrikke un n blot lidet lidet efter andt andet eide, eller ettes i des rigtigt at m grasſe. Id, og da gen Gras⸗ les. Kun ere fra⸗ e derpaa. naar den dog med raftfulde. Vinteren rGulerod⸗ pper, der lſtrakkelig et, og ſeld ve lart at toſler ele ziſt dett Jeg vohel 0 Heſtene. 415 ei at afgiore om man i dette ſidſte Tilfœlde har gaaet rigtigt tilverks. Selv har jeg ei varigen fortſat de giorte Forſog, fordi denne Foringsmaade ei pasſer til mit Avlingsforhold. Kartoflerne bor vaſtes og ſtodes inden de gives Heſtene. Man lerer disſe at kiende dem ved at lade dem ade nogle Stykker af Haanden; derneſt ſtroer man nogle, ſtedſe flere og flere, paa Foderet. Skal en Heſt blot fodres hermed, ſaa bor den daglig have henved to Skiepper. Men det er maaſkee raade⸗ ligere blot at unddrage den Halvdelen af Kiernen, og at give den iſtedet for Havren 1 Skp. Kartofler. Hoe og Halm bor de have ſom ſadvanligt. Nogle have kogt Kartoflerne ved Damp, og ſaaledes gives de ved en ſtor engelſt Fabrik, hvortil holdes 80 Heſte. Hvor man her har forſogt dette, aade Heſtene ei Kartoflerne ſaa gierne, ſom ellers. Ogſaa Kaalrabi og Rotabaga har man givet Heſtene, og de have adt dem ligeſaa gierne ſom Gulerodderne. Dette gielder ogſaa om Paſtinakker. Kun bor man forſt laœrre Heſtene at kiende disſe Rodvexter paa ſamme Maade ſom Brodet. §. 14 r. Nogle Heſte fodres blot med Avner, Halm og Hoe, der ſticrres til Hak⸗ kelſe. Skulle de arbeide ſterkt ſaa faae de dog tillige Kierne. Hvor Heſtene blot arbeide lidet om Vinteren kan denne Foringsmaade veœre anvendelig. Stutte⸗ riernes Folhopper der ei arbeide, fodres ofte ſaaledes. §. 142. Ethvert Foder bor gives Heſtene i ſmaae Givter, og ei alt paa een Gang Foderorden⸗ lagges for dem. En Heſt bor i Almindelighed have tre Timer til at ade ſit Fo⸗ der; Karlene folgelig, iſeer om Morgenen, ſtaae op og fodre tre Timer for Arbeidet begynder. Heſtene bor noiagtigen fodres til ſamme Klokkeſlet. §. 143. Apneſoring. Heſtene bor meget forſigtigen vandes; aldrig uden at de ere fuldkommen af⸗ Vandingen. kiolede og i Stalden. Underveis kan man vel vande, men med Maadehold, og Heſtene bor umiddelbart derefter gaae igien. Ei heller er det raadeligt at lade dem drikke umiddelbart efterat de have faaet Kiernefoder; det er bedre, forſt at give dem Striglingen. Beſlag. Heſtene. dem Hoe. Nogle anſee haardt*) Vand ſom ſundere for Heſtene; men disſe ynde det mindre, og drikke hellere ſtilleſtagende Vand end Kildevand. Derfot lade ogſaa Nogle haardt Brondvand ſtaae nogen Tid udſat for Luften inden de. give Heſtene det. 416 §. 144. Detr er ſardeles vigtigt at Heſtene holdes rene, thi ellers dannes paa deres Hud en Skorpe af Stsvog Sved, der, ved at ſtandſe Uddunſtningen, fremmer Udſlet og andre Sygdomme. Den omhyggelige Strigling og Borſtning ſom ivarkſcœttes ved Luxusheſte, hver Gang de komme ud af Stalden, kan neppe an⸗ vendes ved Arbeidsheſte; men man ber i det mindſte fordre, at Karlene ſtrigle hver Morgen og Aften, og vaſke Heſtene paa Kodeledet og Knxet, naar det er blevet ureent. Glindſende, glatte Haar, ſom dovne Karle, blot ved at vaſke Heſtene kunne tilveiebringe, ſkiule ofte megen Ureenlighed paa Huden, men ſtry⸗ ger man en Finger ſtœrkt imod Haarene, ſaa opdages den. Da man ikke vel kan faae Tid til daglig at ſtrigle Arbeidsheſtene tilgauns, ſaa boer man dog paaſee, at dette ſkeer ugentlig een Gang, bedſt Sondag Morgen. Det er viſt nok ſaare gavnligt at lade Heſtene ſvomme, kun ei om Aftenen, naar de komme varme og trette hiem, men derimod om Morgenen. §. 145. Beſlag paa Forbenene kan ikke undvores uden i Sandegne, og naar He⸗ ſtene have en meget haard Hov, der er en ſaare god Egenſkab, og er arvelig hos visſe Heſte. Derimod ſparer man ofte Beſlaget paa Bagbenene, naar Veiene ei ere altfor ſtenede. Paa Landet, hvor man ei har Valg mellem flere Smedde, er Heſtebeſlaget ofte en fortredelig Sag. praktiſk at kiende Heſtebeſlagningen, for at kunne holde Hie med Smeden Skoen bor noiagtigen pasſe til Hoven, og faſſtes godt med Fremfor alt bor man vogte ſig for at En Landmand bor derfor ſtrabe, og viſe ham tilrette. Sommene, efterat Hoven er udvirket. fornagle Heſtene, hvilket man ſtedſe kan befrygte at vere handet, naar Heſten ved “) Kalkholdigt. ted at trc da bor ma til, at ma dem ikke i ſidde, og tne de ſtet Alnindelig Beh neſten hele ſa bor den ſig varm ftiſtes, og derpaa, ho lokkes til a ligt, uagt ſnadte Spi jeg til det Unge nodentlig ſ delſen blot! die. Id gammel, un 4 Lar gam heidstid og tt den tilfe ſomt Arbeit Arbe Narkarbeid Finde d men dieſe . derfat n inden de paa deres „fremmer ſtning ſem neppe an⸗ lene ſtrigle aar det er dat vaſke men ſtry⸗ eke vel kan gg paaſee, nok ſaare varme og naar He⸗ arvelig hos aar Veiene re Smedde, for ſtrabe, ed Smeden s godt med ſig for at naar Heſte ved — ved at trade paa Foden, eller, om man ſlaaer paa et af Sommene, ommer ſig; da bor man ſtrax noiagtigen underſoge Foden. Unge Heſte bor tidligt voennes til, at man gior med deres Fod hvad man vil og banker derpaa; men man beſlaaer dem ikke inden de ſkulle arbeide. Brudte eller beſkadigede Skoe bor man ei lade ſidde, og Skoene bor desuden aftages, ſaaſnart Hoven voxer ud over dem; men ere de ſterke nok, ſaa kunne de atter lagges under, og Heſte bringes derfor i Almindelighed blot hver 4 eller 5 Uger til Smeden. §. 146. Behsves end ei ſaa rummelige, hoie og lyſe Stalde til Arbeidsheſte, der Staldning. neſten hele Dagen ere ude, ſom til andre Heſte, der ſtaae den meſte Tid paa Stald, ſaa bor denne dog vare ſaaledes indrettet, at den om Vinteren kan vare temme⸗ lig varm og om Sommeren kiolig. Luften bor giennem Trakhuller kunne for⸗ friſtes, og Gulvet bor vere ſaaledes indrettet, at Giodningvand ei kan blive ſtaaende derpaa, hvorved de raadne. Spiiltovene bor voœre rummelige nok, at Heſtene derved lokkes til at legge ſig, hvilket, da de kun ſove lidet, er dem ſtedſe ſaare gavn⸗ ligt, uagtet der ere Heſte ſom aldrig ligge; en Seddvane hvortil de iſcer ved ſnœvre Spiiltove vœnnes. Hvad Heſteſtaldens Indretning anbelanger, henviſer jeg til det Gilly⸗Fredericiſte allerede ofte anferte Verk. §. 147. Unge Heſte bor lidet efter lidet vonnes til at arbeide, og dette ſkeer for⸗ Arbeide⸗ modentlig ſikkreſt ved at lade dem trœkke Plov paa let Jord. De bor i Begyn⸗ delſen blot betroes til ſindige Karle, med hvilke man ikke deſto mindre bor holde Hie. J dette Tilfalde kan man begynde at bruge en Heſt naar den er 2 ½ Aar gammel, uden dog at lade den trakke hele Dagen, hvortil den forſt, naar den er 4 Aar gammel, er ſkikket. Den bor kun lidet efter lidet vœnnes til langere Ar⸗ beidstid og ſyerere Byrder, hvorved Heſtens Krafter betydeligen forsges, uden at den tilfoies Skade. En Heſt bliver ſielden for heed eller fordarves ved lang⸗ ſomt Arbeide, men ſom ofteſt ved at overiles. Arbeidstimerne bor den ene Dag vare ſom den anden. Ved ſadvanligt Markarbeide kan en Heſt uden Skade arbeide 10 Timer daglig, der ved Mid⸗ Fierde Deel. 69'9 dags⸗ 418 Heſtene. dagsforingen deeles i to Afdeelinger; men lœngere bor man uden Nodvendighed ei lade den arbeide. Naar i de korteſte Dage Arbeidstiden blev altfor kort, ſaa var det bedſt at lade dem uafbrudt arbeide i 6 à 7 Timer daglig, hvilket desuden ved Vinterreiſerne ofte er nodvendigt. Ligeſom man, naar Heſtene arbeide ſtœrkt, fodrer dem bedre, ſaaledes kan man, naar de have lidet Arbeide, unddrage dem noget, iſcerr af Kiernefoderet; dog bor dette aldrig vœre meer end en Trediedeel af det de pleie at faae. Da Heſten, der er et koſtbart Dyr, ſaare letteligen kan forderves, ſaa bar man aldrig betroe et Spand til en Kudſk, paa hvem man ei kan fuldkommen forlade ſig. Nodes man til at beholde en Karl, der ei med Varſomhed behandler Heſtene, ſaa bor man ſtedſe holde Die med ham, og iſer aldrig lade ham kiore lange Reiſer, uden under Opſyn. Avlingsbeſtyreren bor vere opmerrkſom paa at Seletoiet pasſer nsiagtigen til Heſtene, at enhver Beſkadigelſe derpaa ſtrax iſtandſœttes, at det ſaa ofte ſom nodvendigt ſmores og pudſes; thi Karlene ere i denne Henſeende ſom ofteſt for⸗ ſommelige. Jeg raader ei, iſcer hvor Karlene ofte ſkifte, at bruge andet end det i Landet brugelige Seletoi, om man end er overbeviiſt om, at et andet kunde vœre henſigtsmasſigere. Uagtet det er bedre at ſpande fire Heſte i to Rader(Stangheſte og Forlo⸗ bere) end i een Rad, ſaa behoves ved hiin Fremgangsmaade dog, at Karlene forſtaae at ride og kiore, og at de fortrinligen ynde og ſkaane den Heſt hvorpaa de ride, thi ellers anſtranges denne for ſtarkt og odelggges ſnart. At bruge ſnart en, ſnart en anden Heſt til at ride paa, har ogſaa ſine Vanſſeligheder. — 132 — 215 — 232 — 240 — 27 — 248 — 250 — 251 — 252 Tabtllen Nag. 237 — 264 — 265 Jag. 13 4 — 20 K — 250 li Pög. 213 dvendighed kort, ſaa ket dezuden aledes kan enefoderet; erves, ſaa ldkommen behandler ham kiore piagtigen ofte ſom fteſt for⸗ indet end det kunde og Fotlo⸗ t Karlene t hvorpaa At bruge gheder. 4— Trykfeil i forſte Deel. Pag. 52 Lin. 7 f n., 2 Rbdlr. 1 Mk., les: 1 Rbdlr. 74 ß. 120— 5, 27 Tdr. Havre= 350, lees: 360. — — — — — — 7, 449*, lces: 459 †. —— 13, 535 4† lœs: 545 † 247 248 250 251 252 — 5, 1¾ Qvadratfavyn, las: 6 Qvadratfavne. — 19, à 17 †, lœs: 15 Pund. — 20, 2, 400 †t, las: 2 Pund= 400 Pund. — 3, 63 Skpr. à 1 †, las: 12 ½ Td. — 6 f. n., 2 Tdr. Rug, les: 4 Tdr. Rug. — 2, 3, 5, 13960 Alen, lœes: 12960— Alen. — 4 à 6, 17200 ⁹ Alen, lœs: 16200 ⁸έ Alen. — 6, 15580 Alen, les: 14580— Alen. — 5 f. n., 68400 ◻ Alen, lœs: 64800 ⁵⁹ Alen. — 12, 5 Grader, les: 8 Grader. — I f. n., 10 Centner, lœs: 100 Centner. — 6, 1600 Pund, les: 3200 Pund. — 23, 5622, las: 2622. — 5, 5232, lcxs: 3271. — 2, 3, 4 f. n., Kalv, lœs: Koe. — 9, 10, 11, Kalv, loœs: Koe. — 13, 4500, lœæs: 4590. Tabellen§. 288 det naft ſidſte Tal 2 ½ ½, lœs: 3 22. Pag. 257 Lin. 12, 4, las: 3. — 264— 9, 2000 Pund, lœs: 4000 Pund; og 1000 Pund, las: 2000 Pund. — 2² f. n., 7200, lœs: 7260. — 265— 3, 1+ Td. Land, las: ½ Td. Land. J anden Deel. Pag. 13 Kolumne q i Overſkrivten, Tonder Land, lees: Tonder Rug. — 29 Kolumne q, 4242, lees: 4272 ½. — 250 Lin. 14, 3 Rbdlr. 48 ß., laœs: 3 Rbdlr. 72 ß⸗, og Opſumeringen 10 Rodlr. 24. J tredie Deel. Pag. 213 Lin, 10, 100 Pund à 2 Mk. 10 ß., lœs: 2 Mk. —— 8 ·· —— ———————————— 3688. 4 92 82. 5⸗„. 4 88ee 2o. 8 2 6 5E 8. „ 8822 192 A ) 8 * 3 8 2. 6. 8 85 —* . 8* * 2. 8 * 4 82 „ 2 82 8 8 4 8 58 ₰ 8 8 Grundſerninger 5 for Landoeconomten. ““ — “ 8 3 8 J ö diaiAhelcht h deben hl. hla alan dei ſiäit titä eaatagasssssaaganeneatarsaaganegen 4gane aneg Oem 1 2 3 5 6 1 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 COoſour& Grey Control Chart 92 Blue CQyan Green Nellow Hed Magenta Wnhite Grey 2 Grey 3 Grey 4 Black ͤͤͤ.