eer
„
“ .
“

5 8 ““

Albrecht Thaers
Grundſctninger
Landoecononien.
DOverſatte af Joh. Chr. Drewſen.
Trehie Deel.. 4 ,1 BülInk (p. KONIGLHMLN
ACADLNI. MSLANSBMXN zu NnGllN 2—;ÿꝛ’: Aℳ
Med 13 Steentryk.
—— 000 Ooe--—
Kiobenhavn.
Trykt hos Directeur Johan Frederik Schultz, Kongelig og uUniverſitets⸗Bogtrykker.
1817.

Jan! Rn habd ntagend durde bi gf denne for Udter for del
le Foretage de ſc ſige, a des Ly dnne dh dvanlſett Bebxge

Til Lecſerne.
J min Fortale til dette Vark anmarkede jeg blandt andet, at jeg underti⸗ den havde voeret i Forlegenhed for Udtryk, til at betegne et eller andet Fo⸗ retagende, og at jeg nogle Gange havde varret nodt til at ſkabe nye Ord. Jeg burde billigen ei behove her at minde derom; men da jeg ved Overſcettelſen af denne Deel, iſcr i Lœren om Engvandingen, har voeret i ſtorſt Forlegenhed for Udtryk, ſaa ſkylder jeg ſaavel Lœſerne ſom mig ſelv, at gisre nogen Rede for det, der har beſtemt mig til at veelge de brugte Ord.
Ueberriſelen, uͤberſtauen og anſtauen, udtrykke f. Ex. de tre forſkiellige Foretagender, hvorved Engene vandes. Jeg har ſagt: at Engene overrisles; at de ſœettes under Vand og at Vandet opdeemmes i Engene. Vore Digtere ſige, at Kilden risler over Engen, og have de herved end villet udtrykke Van⸗ dets Lyd, ſaa er dets Leb oven paa Jorden dog ufravigelig Betingelſe for denne Lyd. Men idet Vandet rislende eller raslende glider over Jordens Flade ivorkſcttes Vandingen. Jeg taber Lyden af Hre, men beholder Vandets
Bevaxgelſe for Die og ſiger Kilden overrisler Engen; Engen overrisles af Kil⸗ a 2 den;
12147,4

IV 1 den; ved Kildens Overrislen iverrkſcttes Overrislingen. Det er mig nok at have viiſt, at jeg har raiſonneret inden jeg valgte dette Udtryk; jeg ſkal uden Misfornoielſe ſee, at en Anden finder bedre Ord, end de jeg har brugt.
Naar Ueberſtauung ivcerkſcttes, opdammes Vandet ſaa hoit, at Engen ſtaaer aldeles under Vand, ved Anſtauung opdammes det derimod blot om⸗ trent til Jordens Overflade. Det forſte Foretagende har jeg, ſom ſagt, kal⸗ det at ſette Engen under Vand; det andet, at opdoemme Vandet i Engen, ſkiondt Vandet i begge Tilfalde opdammes.
De mange forſkiellige Grovter, der behsves ved Engvandingen, eller ved Enges Tilſkylling, har jeg paa lige Maade givet de Benaxvnelſer, der ſyntes
mig henſigtsmoesſigſt. 1 d Endnu beor jeg anmerke, at ſktondt blot 13 Steentryk hore til denne un
1 Deel, have dog de to ſidſte Nummerne 13 og 14. Dette er en Feil, der hid⸗ Mainan
drni rorer fra Originalen, hvis Plader ere ligedan nummererede, ſkiondt der vir⸗ 5
kelig kun findes 13. Dette opdagedes ſaa ſildigt, at Feilen ikke mere kunde Biſtnddel Et andet 3 rettes i Texten, og Trykkene maatte altſaa beholde ſamme Nummer, ſom de, mahar
Uerudets d Giedningen
Overſcetteren. Erdan R
hvortil Texten henviſſte.
Nhevredſtal ——— Den egent Gode Eger Hvorfor m Lancjernet Okieret Lobet. Nunfebn

* wig nok z jeg ſtal har brugt. at Engen blot om⸗ ſagt, kal⸗ i Engen,
, eller ved der ſyntes
til denne Il, der hid⸗ dt der vir⸗ mere kunde r, ſom de,
ren.
Ind hold.
Fierde Hovedſtykke.
Dune Afdelings Indhold.
Meningerne afvige derom. Dyrkningens forſkiellige Hiemeed. Pulveriſering... Beſtanddelenes Blanding.
Et andet Jordlags Opbringelſe.
Agrikultur,.
Anden Afdeling.
Lœren om Jordsmonnets Dyrkning og mekaniſke
*1
Fugtighedens Samling og Opbevaring.
Ukrudets Odelxggelſe.. Giodningens Nedploining. Sadens Nedbringelſe.. Plovredſkaber.. Den egentlige Plov..
Gode Egenſkaber ved en Plov.
Hvorfor man ſaa lidet har tœnkt paa dens Forbedring
Langjernet eller Kniven.. Skiceret... Lobet„...
Muldfielen...
82
1
*
2
2
84
4
Dyr
.£
2
kningen:
*.
2
4
2
2
2
*
... 3. ... 4. ... 4. .*. 5. ... 6. „.. 7. ... 8. . 3* 9. **. 9. 3* 9. 4 2 4 10. .. 4 II. 8* 4 II. ... 12. „.. 13. .*. 17. ... 19. „ 3 2 20.

Seulen 83 0 5 8 ‧ 2** 4 23.
Aaſen........... 2 Hod nen fe Stierterne... 3 4.—***. 26. Hrort nan Plovens Stilning.... 2. 3 27. eiktintmnz Forkcerren; hvorvidt den er til Gavn eller Skade...*„. 29. Aan Dytin Hiulenes Konſtruktion.. 4 3 3**.* 31. Di jenne N. Andre Indretninger.. ¹.* 8* 33 · zefulite 7 Flere Tilſctninger til Ploven.....* ¹— 34. Bde Bet Bevoegelige Muldfiele... ¹.*** 3 35 ⸗· d e ſei Aou Dobbeltplove..... 3 3 3 3. 36. Vnnteübhed Reolplove.... ¹..** 3 37·. Emaln, kun! Zoggen......**.. 38. Enäll, heit Krogen..... 8 1*** 39 Dnrz Fetdele Den meklenborgſke Krog........ 39. Duus angle Kultivatorer.....—.... 41. Amindeig de Skarrificatorer..»....... 42. Dan Tulas Hovlplove...... 3 ¹.. 42. Ruring Seuſffelplooe„.„ 2.. 43- 1 Stauuii Exſtirpatorer.... nan... 43- henink V Von Arndts Sceedplov......„.8. 46. dn vien h Harverne:.... 48. Dei dben 3e De tunge Harver........... 48. heuant De lette Harver....... 1. 49. nu Nodvendige Egenſkaber ved en god Harve........ 50. d Harvernes Konſtruktion......... 51. hnihn, ſnd
Brudte Harver....„....... 51. Ptunnie Forſpendsbeilen......... 52. daſtin duin Harvernes Forſpeending......... 52. Abite du Harveſleeder........... 53. Naningzmaa V Harper med Qviſte.......... 53. Aukaudh V Harvernes Anvendelſe„.......... 53. de forftilig
Jagttagelſe af Veirliget.„⸗........ 54 Uafre
Vndefuren Tromlen:.... 55. erultinen
Tromlingens Biemeed„....... 55. Sedfuren
Tromlens Konſtruktion........-„ 36, Erſingatoten
Spidstromlen.......... 57. Tuntonnmn
Rette Hieblik til at tromle

Ploiningen:
Hvad man fordrer af en god Ploining. Hvorved man fremvirker dette.. Ploiſtrimlernes Bred„. Agrenes Oprindelſe.. Den javne Ploining... Forſkiellige Slags Bede... Brede Bede...*
De heie Agres ſkadelige Indflydelſe Vanſkeligheder ved at affkaffe ophoiede Agre
Smalle, kun lidet ophoiede, Agre. Smalle, hoit opploiede, Agre. Deres Fordele.... Deres Mangler.„.. Almindelig Dom derover.. Deres Anleeg... Retning.... Paa Skraaeninger... Pleiningens Dybde„.„. Den dybere Pleinings Fortrin.
Det dybere Jordsmons periodiſk dybere Ploining Jordsmonnets nye Fordybning ved Ploven.
Den lette Ploining... Den maage foretages lidet efter lidet. Henſyn, ſom derved bor tages Beſtemmelſe af Ploiningens Dybde. Forſigtig Fremgangsmaade..
Til hvilke Frugter man bor ploie dybt eller let Ploiningsmaader ved Frugtvexelſyſtemet.
Brakkens Behandling... De forſkiellige Ploiningsmaaders Bencevnelſe Brakfuren.... Vendefuren.„.. Smuldringsfuren... Sedfuren..„ 28. Exſtirpatorens Brug ved Smuldringsfuren
Ufuldkommen Brakning..
Indhold.
59. 60. 60. 62. 63. 64. 64. 67. 68. 68. 69. 70. 72. 72. 72. 74⸗ 75⸗ 78. 78. 79. 80. 80. 81. 82. 84. 84 85. 86. 87. 88. 89. 90. 9I. 91.
1,,4 17,9

—
Ploining til Vaarſed. 5......
Rispningen...... 1... 93. v Opſynsmanden bor henvende fornoden Odmerkſomhed paa Pleiningen... 93. d8 Plovens Samling........ 94. d Forplsiningerne........ 94⸗ 1ut Pasſende Terhed for den Jord, der ſtkal ploeies...... 94. Hasſe 4 Naar man ber harve......—. 95. Hekk f Robieg Raae Jorders Dyrkning:... 96. 14 Oeconomiſk Henſyn ved ſaadant Foretagende...... 96. pet 38 To forſkiellige Tilfelde......... 98. Blu 26
1) Opdyrkning i Forbindelſe med et allerede beſtaaende Avlsbrug.... 98. Feil ſom Mange begik......... 98. e Grundſceetninger der bor iagttages....... 99. daun 2) Opdyrkning ved Anlceg af et nyt Avlsbrug..... 8 99. Ihnsn Hvad uundgaageligt behoves til ſaadan Opdyrkning..... 10T. d Gammel Skovgrunds Oppleining....... 102. Grand Treeſtubbenes Rydning....*.... 102. 1en ” Felleders og Overdrevs Opdyrkning....... 104. 1 1 Ved Brakning...—...—. 3 104. Ved Saaening efter forſte Ploining....... 106. baſf V Ved at afſerallle og ſœtte Gronſoceren i Bunker....—. 107. 4 Gronſverens Brending........ 107. Dalbe Jordens Jevning......... 109. da Stenenes Opbrydning eller Nedſynkning....... 109. D Ner Nye opbrudte Jorders Kalkning........ 110. 0 128 Lyngjords Opdyrkning......... IIT. Jotd n s Sanddyrkning. 4........ 112. 8 dns V Maaden at feſte Sandet........ 113. a Gronſvers Frembringelſe paa Sandet....... 114. 90 — 0 Hegn; Indhegninger:... 114.* Hegnenes Mangler.... 8 3... 114. D)
— AFordele......... 115. digen
Disſe forſkiellige Meningers Reſultat„...... 116. Det ie Hegnenes Slags......... 117. bhlei2 Mure.......... 117. Landa Steengicrder..... 3 3. 117. dſem e Leer⸗ Gnun.

Leermure.
Hegn af Trie. Jordvolde. Levende Hegn.
Hekke af Havetorn
Hasſelhekke.
Hekke af almindelig Avn
Robiniehekke. Visſehakke. Pilehekke 4 Blandede Hakke
Vandels Naturlove Jordsmonnets giennemtreengelige og ugiennemtrengelige Jordlag Niveauets Jagttagelſe 3
Grovter.
Grovternes Anlag Aarſager til Jordsmonnets Vaadhed
2
2
.Q
„*
.4
*
.⁴
2
.Q
.
9
.ᷣ
9⁴
.
4
.⁴
9.
.
2
A) Den paa Stedet faldende atmoſpheeriſke
Aabne Vandgrovter Vandteet Underlag Derkkede Vandgrovter
Deres Anlag.
B) Nedlobende Overfladevand C) Kilder. Jordlagenes Beliggenhed ved Kildeſpring
Et Tilfelde.
Et andet Tilfoelde
.
4
4
4
.ᷣ
2
„
Hielp i begge Tilfœlde. — i det andet Tilfeelde
Borede Huller. D) Fra Floder Diger.
Det indvendige Vand Udlobsſluſer. Vandafledning paa lave Steder
Hſemaſkiner. Grundvandet.
6
*
9*
6
*
9
4
*£
.
4
*
4
4
4
4
2
4
4
*
.
*.
4
4.
Fugtighed
. 7
9
94
*
9Q
4
92
.
4
2Q
.
4
2
2
4
4
Vandafledning:
*£
2Q
.A
92
*
4
*

2————
Bugtede Floders Giennemgrayning.
. 7... Vandets Afledning tvers under Floden.. 4.. Cretté de Paluels forſte Foretagende, Tab. III. 2.. Sammes andet Foretagende, Tab. IV....„ Moſer med Overfladevand....„. — med Kilder........ — dannede af Floder...... Moſernes Udgravning....... Opſkaarne Torvemoſers Dyrkning..... Uopſkaarne Torvemoſers Opdyrkning⸗..... Vanding:.. Store Fordele ved Vandingen...... Hyppig Leilighed til Vandingsanleg..... Betragtninger over Vandingsanleeggene i Almindelighed.. Forſigtighedsregler ved Planens Udkaſtning.... Henſyn paa Vandets Mengde..„ 8*.. — Reaeettighed til Vandet..... — Aflob for det benyttede Vand... De forſkiellige Vandledningers og Foretagenders Bencevnelſe.. Sluſer og Demninger....... Forſkiellige Vandingsmaader...... Ved at ſeette Jorden under Vand.... Overrisling........ Overrislings Indretning...... En heldende Flades Vanding i flere Afdelinger.... Inddigning med Indlobsaabninger, naar Vandet ledes giennem lave Steder Undvigelſe af Hoiderne.....— Vandets Opdemning i Grovterne. 4... Vanding ved Maſkiners Hielp...... Anlceeg af tilſkyllet Eng. Er hidtil kun i det Lyneborgſke og Bremiſke bekiendt... Dets Begreb....„... Beſkrivelſe af dette Foretagende...... Hvad derved, ber iagttages...... Afledningsgrovtens Dannelſe...... Tilſkyllingsgrovtens Niveau...... Tilſkylling fra een eller to Sider,. 2*.. Grevtens Anloeg uden Skylling. 2.„„.
Omkoſ g Geenſt Orettiit Dat tiis Dunndyot
Befktibon
Begrnb9 Fm E 8 Sikkre n Engenan Engplar
Elettere Granſpo Ganend
Engplat Engenestn Engenes Engenes: Ievnhet: Afſtand
Engenes! Engenes: Engenes. Dm Gre Engenes
Engenes Giededi Jords) Rette T Engenes Led at Overril Engenes Engenes Atte 8

Indhold.
Side Side
152. Omkoſtningerne kunne i Almindelighed ikke beſtemmes.... 2 192* ¹ 153. Gronſverrens Frembringelſe paa den nye Overflade... 5 ⸗*„ 194. — 153. Overrislingens Virkſomhed paa Sandjord...„.. 196. — 1544 Det tilſeyllede Jordsmons Brug til Sadavl.... 4. 197. — 157. Overdyndingen......„... 197. 1 158. Beſkrivelſe af et ſœrdeles Tilfelde.....„„ 198. 1.. Engdyrkningen:...„ 2oo. . 15). Begreb af Eng.„„..... 3 200. — 150. Fem Slags Enge..„.... 201. 6 Sikkre og ufikkre Enge..„.„... 2. 204.
— 161. Engenes Verd......—... 204. b 162 Engplanter af forſte Klasſe........ 205. 163. af anden Klasſe....... 5. 205.
184 Slettere Engplanter......„... 206.
165. Gronſocoeren......... 1 207.
1 167. Sagening....... 2.. 208. . 19. Engplanternes naturlige Vexel... ¹... 209. — 159. Engenes Vurdeeing og Klasſification i Forhold til Hoeafgroden.„.. 209. . 159. Engenes Verrdieforhold til Agerlandet..„..„ 4 211. . 171. Engenes Veerd fozeges ved deres Sikkerhed...... 213. . 172, Icevnhend.......... 214. 3 173. Afſtand........„ 217, 3 174. Engenes Kultur. Muldvarpeſkuddenes Udjeevning.—.. 214. ¹ 175- Engenes Opbrydning.... 8.... 216. . 177. Engenes Beſagening...... 4.. 217. . 179. Om Greessſet paa ny Eng bor afhugges eller afedes..... 218. . 181. Engenes Haroning„.. 8.... 219. . 182. Engenes Giodſening......... 219. . 183, Giodemidler.....„.... 220. Jords Paakiorſel....„..... 222.
. 183. Rette Tid til Giodningkiorſelen.„..... 223. . 184, Engenes Vanding......... 223. . 185. Ved at ſœtte dem under Vand........ 224. . 187, Overrislingens Anvendelſe...*.. 4. 225‧ „ 190. Engenes Rensning......... 227. . 190, Engenes Afgrasn g......... 228.
Rezte Tids Jagttagelſe

XII V Side Gresſets Slagening........ 232. Hoets Torring i gunſtigt Veirlig......— 234 V Andre Methoder.......... 235. V Bisſe Sortet Hoe, der behove Ren....... 235. b Brunt Hoes Tilberedning....... 8 3 236. V Hoſarbeidets Lettelſe ved Heſterebſkaber....... 236. Losſning og Indkiorſel. 1........ 237. Hoets Sammenſcetning paa Loft eller Lade...... 238. Hoehesſer......... 239. Hoets Sammenſcetning med Halm af Vaarſced...... 241. Hoe af anden og tredie Slet........ 241. Gresgangenes Gavnlighed........ 242. I Forſtiellige Slags Gresgange........ 242. Begreb om Koers Gresning........ 243-. Hvad der ved Agergrœsningen bor komme i Betragtning..... 243- Agrenes Dyrkning og Beſaaening til Gresgange...... 246. Greesszang paa ugiedede Udmarker....... 247. V Grcesningen paa Brakmarken........ 248. Greesning paa Stubbene....... 248. V Sardens Afgresning Foraar og Vinter...... 249. Vogtning paa Engene......... 250. Skovgrasning.......... 251. Beſtandig Gresning......... 252. Gresgange til Qoeegfedning........ 253. Gresgange udſatte for Overſvommelſer....... 253. Bierggresningen.......... 254. V Falleds Overdrev.* 3.. 3... 254. I Qregarternes Folgeorden........ 255. Grasgangenes rigtige Beſcetning....... 256. Qvergarternes Folgeorden........„ 257. Grasgangenes Inddeling i Kobler....... 257. Vandingſteder........ 258. 4

giet—
—
Fierde Hovedſtykke.
Agrikultur.
Tredie Deel. A

Anden Afdeling. Leeren om Jordsmonnets Dyrkning og mekaniſke Forbedring.
§. 99. Dette Hovedſtykke, indbefatter Lœren om alle de Operationer eller Arbeider, Denne Afbe⸗ hvorved Jordsmonnet ſceettes i Stand til at bœre Afgroder, og dets phyſiſte zan. Ind. Egenſkaber, overeensſtemmende med vor Henſigt, forbedres. Disſe Operationer dele ſig 1) i ſaadanne, hvis Virkninger ſkulle vore ſtedſevarende eller dog i det ringe⸗ ſte langvarige, ſom man kalder Forbedringer, og hvortil man iſcer kan henregne Opdyrkning, Rydning, Indhegning, Indgravning, Vandafledning og Van⸗ ding; og 2) i ſaadanne, der blot ivorkſœttes med Henſyn paa de narmeſte Af⸗ groder og ſom enten aarligen eller efter korte Mellemrnm maa gientages. Disſe ſidſte, ſom vi af flere Aarſager forſt ville omhandle, indbefattes under Bencv⸗
nelſen:
Dyrkningen.
§. 100.
Saa overbeviſt end Enhver er, at Jordens Dyrkning er uundgaaelig nod⸗Meningerne vendig, ſaa ere Meningerne, om den Maade hvorpaa dette, ſaavel i Al⸗ zcwigs de. mindelighed, ſom under ſerregne Omſtandigheder bor ſtee, og hvilken blandt de anvendelige er den bedſte, dog ſaare afvigende, og ſynes at modſige hver⸗ andre. Adfaldet er hiſt og her gunſtigt for enhver Mening. Derfor er den
A 2 blotte
441, 64*17,9

—
Jordens Dyrkning.
blotte Empiriker ſom ofteſt ikke i Stand til at domme, hvilken monne veere den jednere rigtigſte. Han handler derfor— hvilket i hans Stilling er ſaare fornuftigt— af Hacd overeensſtemmende med Egnens Brug; har ſaaledes intet forud for ſine Naboer Lordon eller Forfadre, men ſtaaer heller ikke tilbage for dem, og er dermed tilfreds. Thi A afveeg han fra det Almindelige, uden at kiende Aarſagerne til en ſaadan Afvi⸗. gelſe, ſaa vilde han oftere bringes til at giore det ſletteſte, end det bedſte. Men den rationelle Agerdyrker, der ſtrabber at foretage Alt ſaa godt og fuldkomment ſom muligt, kan handle med ſtorſte Sikkerhed, da han rigtig kiender hver Ope⸗ rations og Methodes Henſigt, og veed at udforſke de Aarſager, hvorfor ſnart 3o denne ſnart hiin maa have bedre Udfald. benſ 101. 5. 1 5 berore h Dyrkningens Dyrrningens Hiemeed ere mange og forſkiellige, hvoraf det ene bedſt op⸗ grede! forſkiellige.,.... baenen naaes paa denne, det andet paa hiin Maade. Vi maa gisre os en tydelig Fore⸗ V dodere ſtilling om de Virkninger, ſom vi i ethvert givet Tilfaœelde fornemmelig, og en⸗ * 2** ten ene eller i Forbindelſe med andre ville opnaae ved Dyrkningen og over⸗ tvereen eensſtemmende hermed veelge den Methode, hvorved vi, med mindſt Anſtrangelſe detil 6 ⸗**.* ert naae disſe Oiemsed. Dyrkningens Henſigt og dens Virkninger ere fornemmelig di 1 3 da e folgende: 1 Plante G§. 102. 1 tet Jo Pulveriſe⸗ Jordsmonnets Pulveriſering. Ethvert Agerland er tilboieligt til at ring. 8 8 lettere. heœrdes; deels fordi dets homogene Dele have indbyrdes Tiltrakning, deels endog 8 formedelſt Atmoſpharens Tryk. Jo meer leeret Jordsmonnet er, deſto meer 1
bindes og harrdes det. Men i et ſaaledes hœrdet Jordsmon kunne de fleſte Plan⸗ 1 b ter vi dyrke, ikke trange ind med deres Rodder, og altſaa ikke tilegne ſig den Naring, det indeholder. Jordsmonnet bor altſaa mekaniſk losnes og, for at frem⸗ virke den frodigſte Vegetation og aabne alle Naringsſtoffer for Planterne, bor
det ſkee paa den fuldkomneſte Maade og ſaaledes at Jordsmonnet aldeles pulveri⸗ med m ſeres. Thi Haarrodderne trange ikke ind i Jordklumperne, men krybe langs ning, med disſes Overflade, hvoraf folger, at hine, ligeſaa lidet ſom Stene, naere Underl Planterne. Jo fuldkomnere Jordsmonnet er losnet og pulveriſeret, deſto ü e
jev⸗

e veere dey rnuftigt— ine Naboer fbeds. Tyi dadan Afvi⸗ dſte. Men ildkomment rhver Ope⸗ vorfor ſnart
ebedſt op⸗ delig Fore⸗ lig, og en⸗ mog over⸗ nſtrangelſe ornemmelig
jeligt til at deels endog „deſto meer e fleſte Plan⸗ egne ſig den for at frem⸗ anterne, bor eles pulveri⸗ krybe langs Stene, nare zſeret, deſt
jer⸗
Jordens Dyrkning. 3
jevnere udbrede Planterodderne ſig; danne overeensſtemmende hermed flere Duſke
af Haarrodder, og berore ikke hverandre. Enhver af de naœrende Smaadele, ſom
Jordsmonnet indeholder, kommer folgelig i Bersrelſe med en Rodtravle.
Ved Erfaring overbeviſt om den ſtore Virkning af Jordsmonnets fuldkomne Pulveriſering, have Nogle, f. Ex. Jethro Tull, ene herpaa villet grunde dets Frugtbargierelſe; men Disſes eenſidige Mening er tilſtrœkkelig giendreven. En Ager, der ſynes aldeles udtomt, kan viſt nok ved omhyggelig Dyrkning, iſceer om den i ſaa Henſeende i Forveien er forſomt, ſtttes i Stand til at berre een eller anden Afgrode. Men derved fremdrages kun dens hidtil ubenyttede Naringsdele; der dannes ikke nye, i det ringeſte ikke i til⸗ ſtrekkelig Mengde.
Jordsmonnet kan aldrig pulveriſeres eller ſkisrnes for meget. Men det kan vœrre for loſt, d. e. der kan fremkomme Mellemrum, hvori dets Partikler aldeles ikke berore hverandre. Disſe ſkade Planterne, og man ſeer derfor, at mange Af⸗ groder lide, naar det dyrkede Jordsmon ikke har havt Tid paa nyt at ſatte ſig og derved udfylde Mellemrummene. 4
Denne fuldkomne Pulveriſering fremvirkes med ſtorre eller mindre Moie, overeensſtemmende med Jordsmonnets forſkiellige Egenſkaber, og derfor maae de dertil fornodne Operationer med mere Kraft og oftere gientages paa det ene end paa det andet Jordsmon. Herved bor man tillige tage Henſyn paa, hvilken Plante man agter at dyrke; Bygget trives kun paa et ſkiort og jevnt pulveriſe⸗ ret Jordsmon; Havren ſtandſes mindre af et faſtere, og giennemtranger det lettere.
Det Jordsmon, der engang er fuldkommen pulveriſeret, vedbliver flere Aar i Rad, under
Jordens Overflade, at verre ſkiort nok. Beſtaaer det af ſterkt Leer, ſaa bliver det vel
* fammenhangende, dog uden at verre uigiennemtraengeligt for Rodderne. Derfor beho⸗ ver dette Jordsmons underſte Lag ei forend efter en Rad af Aar, atter at losnes.
§. 103.
2) Neiagtig Blanding af Jordsmonnets Beſtanddele. Dette Hie⸗ Zeſtanddete⸗ med mage vi iſcer iagttage, naar vi give Jordsmonnet hvilkenſomhelſt ny Tilſcet⸗ 165 Blan⸗ Ing⸗
ning, hvad enten dette ſkeer, i det vi ved dybere Ploining opbringe Jorddele fra Underlaget, eller paakisre Gisdning og Forbedringsmidler. En Masſe, der ikke er eensartet, ſkader unndgaaelig Plantersdderne, og Vegetationen ſtandſer,
naar

Jordens Dyrkning.
naar de ſpade Haarrodder maae gaae over fra en til en anden. En ulige Blanding har bragt Saden til at ſtaae pletteviis, d. e. har frembragt ſyge Planter. Ved at paakiore virkelig forbedrende Jord— ja endog Mergel— uden tilſtrakkelig at blande den med Jordsmonnet, har man endog i flere Aar fordarvet det, og den forventede Virkning har forſt viiſt ſig, efterat Blandingen var fuldkommen tilveiebragt. Mange giodende Subſtantſer, i Sardeleshed de, der ved deres Vexelvirkning paa Mulden og de vegetabilſke Stoffer, ſœrdeles gavne, forblive ligeledes uvirkſomme, og kunne endog ſkode, naar de ikke fuldkommen pulveriſe⸗ rede og blandede komme i Berorelſe med Muldens Partikler. Den ſadvanlige Staldgiodning gior dog ſtedſe nogen Virkning, om den end ikke er fuldkommen blandet med Jordsmonnet, thi dens oploſelige Dele giennemtrqenge det; men den er dog aldrig ſaa gavnlig, ſom naar den ved gientagen Bearbeidning fuldkommen blandes og fordeles i Jordsmonnet. J det forſte Tilfelde frembringer den ofte en Afgrode, der ſtaaer pletteviis og ujeyn; thi paa nogle Steder finde Planterne overflodig Nœring, medens de ſavne den paa andre. Da den ſammenhangende Giodning i dette Tilfœlde danner en torpagtig Materie, ſaa ſeer man ofte, end⸗ og efter flere Aar, at Saden endnu ſtaaer plettepiis. s. 104. Et andet 3) Et andet Jordlags Opbringelſe, for at udſcttte dette for Atmoſpha⸗ dordeedp⸗ rens og Lyſets Indvirkninger. Opmarkſomme Jagttagere have allerede fra Ar⸗
rilds Tid erkiendt Virkningen af Jordsmonnets Udſattelſe for Luften, og for at
kunne forklare den, taget deres Tilflugt til mange Hypotheſer. Man har ſam⸗
menlignet dens Virkning med Salpeterfrembringelſe, ſom den virkelig ogſaa meget ligner, da Salpeteret ligeledes dannes ved de atmoſphariſke Stoffers Til⸗
tradelſe og altid i ſtorre Mangde, jo oftere en nye hidtil ikke mattet Overflade
bringes i Bersrelſe med Luften. Den ſamme Stof, nemlig Ilten, viſer ſig og⸗
ſaa her virkſom, ligeſom naar Salpeteret frembringes. Ved dennes Meddelelſe
dannes nemlig, ſaaledes ſom vi i Lœren om Mulden have viiſt, begge de Sub⸗
ſtantſer, i hvilke Kulſtoffen ſom Hovedngrring ſynes at gaae over i Planterne, nem⸗
lig
—
—.———ͤö
rens Ob
ldi wiit
foreganet ring, at deede d riſte Giet nagt Jot ſtiondt if culture: dage de Imen der „Jorden vandet“ 4 faldende Jordklw⸗
tor i An
dugtighe monnet,
V Jord lar
udtomn tagelſer ner for!
inden oo
et Jorde

e Blanding nter. Ved tilſtrgkkelig vet det, og fuldkommen rved deres e, forblive pulveriſe⸗ ſodvanlige uldkommen ; men den uldkommen r den ofte Planterne enhaœngende ofte, end⸗
Atmoſpha⸗ rede fra Ar⸗ n, og for at dan har ſam⸗ rkelig ogſaa Stoffers Til⸗ et Overflade viſer ſig og⸗ es Meddelelſe gge de Sub⸗ mnterne, nem⸗
lig
Jordens Dyrkning. 7
lig Kulſyre og Extraktivſtof. Altſaa faaer Mulden forſt ſin Frugtbarhed ved at udſgttes for Luften, hvorved Lyſet udentvivl ſpiller en betydelig Rolle. Kulſyren, der dannes af den Ilt og det Kulſtof, ſom det nederſte Luftlag indeholder og ſom paa en vis Maade indſluttes i Mellemrummene af den ploiede Jord, meddeles Jordsmonnet. Det er endog ſandſynligt, at ſelv Atmoſpha⸗ rens Qvalſtof, berovet ſin Ilt, ſpiller en Rolle, og tiltrakkes af Leeret. Men til vi noiagtigere have underſsgt de mange forſkiellige Decomponeringer, ſom her foregaae, kunne vi verre tilfredſe med den ligeſaa gamle ſom almindelige Erfa⸗ ring, at endog det raaeſte Leer bliver frugtbart og ſkisrt, naar dets ofte foran⸗ drede Overflade udſcettes for de atmoſphœriſte Indvirkninger. Denne atmoſpha⸗ riſke Giodſkning eller Indſugning af frugtbringende Stoffer kan i en Rad af Aar, naar Jordsmonnet flittig vendes og rores, erſtatte enhver anden Giodſkning, ſkiondt ikke fuldkommen eller for ſtedſe. Den er efter du Hamel traitè de la culture des terres, p. 64, ſaa betydelig, at man endog ved Synet kan op⸗ dage den.»Man ploie“, ſiger han,'den ene Halvdeel af en Ager nogle Gange, „men den anden meget ofte, dernaeſt begge paa tvers, og man vil da ſee, at „Jorden er meget brunere paa det Stykke, der er flittig ploiet, end paa det
Opſamling
zandet“. 4) Opſamlingen, Nedſcenkningen og Opbevaringen af den ned⸗Fustighedens faldende Fugtighed. J det haarde Leer trœnnger ingen Fugtighed. Selv en os Opbeva⸗
Jordklump, der eengang udtorret ligger deri, vedbliver hele Sommeren at vere tor i Midten. Men jo meer Jordsmonnets Partikler ere adſkildte, deſto meer Fugtighed indflutte de i deres Mellemrum og lade den ſynke ſaa dybt, ſom Jords⸗ monnet er losnet. Er Veirliget vaadt, opdemmes Fugtigheden i den dybt ploiede Jord langſommere til Overfladen; er det derimod tort, vil dens Fugtighed ſenere udtommes og efter Behov meddeles Overfladen. Dette lerrer almindelige Jagt⸗ tagelſer; thi et meget og dybt ſkiornet Jordsmon bliver— hvilket enhver Gart⸗ ner for lange ſiden har market paa ſin reolede Jord— ſenere dyndet paa Over⸗ fladen og udholder lœngere Torken, end om det var let ploiet. Iſcer modſtager et Jordsmon, der om Efteraaret er dybt ploiet, Forgarstorren paa utroelig Maade
ring.
,.
6114,

Ukrudets
Jordens Dyrkning.
Maade og har endnu een Tomme dybt tilſtrakkelig Fugtighed, naar man paa an⸗
det Jordsmon endog i betydelig Dybde ikke mere ſporer den. Det er altſaa kun
meget betinget ſandt, at Jorden udtorres ved Dyrkningen, og bliver kun Tilfel⸗ det, naar den ploies ofte og dybt paa de Tider, da ingen Regn falder og Tor⸗ ken er vedholdende. Men endog da vil man marke, at naar Jordens Overflade
fladt omrores og Skorpen brydes, ſaa vedligeholdes derved ſnarere Fugtigheden,
og at den umarkelige Indſugning fra Luften altſaa er ſtorre end Uddunſtningen.
Den Fugtighed, der indſluttes i Jordsmonnets Mellemrum, og ſom iſcer ſamles, naar man ploier om Efteraaret, medforer den Ubehagelighed, at den tidligere Foraarsploining og Dyrkning derved kan forhindres. Men den Frygt, at Jordsmonnet derved om Sommeren ſtkulde blive bundet og ſeigt, er aldeles ugrundet. Noiagtige Jagttagelſer have netop beviiſt det Modſatte, nemlig at ſaadant Jordsmon, naar man kun venter til det er tort, er meget ſkiorere og til⸗ bsieligere til at mmuldre. En naturlig Folge af det bortdunſtede Vand, der i ſin elaſtiſte Tilſtand maatte adſkille Jordens Partikler og ſmuldre dem.
5) Ukrudets Odelceggelſe. J Laren om Jordsmonnets Bedommelſe
Pdeleggelſe. have vi i agronomiſk Henſeende deelt Ukrudet i to Klasſer, nemlig i det, der for⸗
meres ved Froe, og i det, der fornemmelig fortplantes ved Rodder. Denne Underſogelſe er vaſentlig i Henſeende til dets Odelaggelſe ved Jordens Dyrkning.
Froeukrudet odelagges kun ved at bringe det Froe, ſom Jordsmonnet in⸗ deholder, til Overfladen, at det kan ſpire, da det maaſkee ellers i Aarhundrede kan ligge ufordarvet. Thi det ſom ofteſt fine Froe ſpirer aldeles ikke uden i fri Berorelſe med Atmoſpharen. J enhver Jordklump ligger det fuldkommen ſtille, til den ſmuldres. Uden at Pleiſtrimmelen og Jordklumperne ere fuldkommen pulveriſerede, kan man end ikke i det everſte Jordlag haabe ganſke at udrydde det, og for at naae dette Maal, bor ikke alene hvert tyudt Jordlag komme til Overfladen, men endog ſmuldres; derfor udretter Plov uden Harve i denne Hen⸗ ſeende kun lidet.
Men Rodukrudet, iſcer Qveekerne(Triticum repens) Kybehvene(Agro⸗ stis stolonisera) og flere andre Greesarter, ſaavelſom Tidſler og Deslige
fordre
———
denne ne den obers den bedſtt bed gien⸗ Den lah korte enn 7 Koͤſtab a des, at? Tilſtand daet kumn
G med, ning, vi ſtrabe a
-
og andre
Tredie

nan paa an⸗ altſaa kun kun Tilfal⸗ eerr og Tor⸗ s Overflade zugtigheden, dunſtningen. og ſom iſar hed, at den den Frygt, er aldeles nemlig at rere og til⸗ gand, der i 1. Bedommelſe et, der for⸗ er. Denne s Dyrkning. dsmonnet in⸗ Aarhundrede e uden i fri ommen ſtille, fuldkommen eat udrydde ag komme til denne Hen⸗
gvene(Agro: og Deslige fordre
gerdyrkningsredſkaber. 9
fordre en aldeles modſat Behandlingsmaade. De drabes kun naar man gientage? ne Gange odelagger deres unge Skud, og udſcetter deres Rodder for Luften og Lyſet. Det er magtpaalisgende at bringe dem blottede paa Jordens Overflade og i den Til⸗ ſtand, at de ikke af den ſmuldrede Jord atter lokkes til at ſpire. Om Harven end udriver en Deel, ſaa ligeſom planter den en anden Deel og omgiver den med los Jord, hvori de nye Skud ſtrar udbrede ſig. Man bor derfor aldrig harve, naar Pienede: er at odelgegge de rankedannede Rodder, inden man ved gientagen
Ploining har udrevet dem af deres gunſtige Tilſtand.
6) Giodningens Nedploining. denne med Jordsmonnet. Ved dens forſte Nedploining ber man ſorge for, at den overeensſtemmende med ſin Beſkaffenhed kommer enten i den Tilſtand, hvori den bedſt kan yttre ſin Virkning paa den Afgrode, der umiddelbar ſtal ſaaes, eller ved gientagen Bearbeidning paa det fuldkomneſte blandes med Jordsmonnet. Den lange Giodning behover ſaa dyb en Fure, at den kan rummes deri; den
korte en lettere Ploining, for ikke at nedbringes for dybt.
7) Scedens Nedbringelſe. Den ſkee ved Plov, Harve eller et andet Aade ze Ne ringelſe.
Redſkab, fordrer den ſtorſte Opmerkſomhed, at Seddfuren kan indrettes ſaale⸗ des, at Saden overeensſtemmende med ſin Art og Kraft kommer i den gunſtigſte Tilſtand til at ſpire, finde Beſkyttelſe og Naring for ſine ſpede Rodder og uhin⸗ dret kunne fremſkyde ſit forſte Blad.
Agerdyrkningsredſkaber.
§. 105.
Efter denne almindelige Fremſtilling af Dyrkningens forſkiellige Hovedsie⸗ med, af hvilke, enten dette eller hiint ſtedſe meer eller mindre kommer i Betragt⸗ ning, ville vi forſt handle om de Redſkaber, hvorved vi paa mangfoldige Maader ſtrœbe at naae hine.
Redſkaberne ere to Slags, nemlig ſaadanne, ſom kun fordre? Menneſtekraft og andre, ſom ved Arbeidsdyrene ſcettes i Bevagelſe.
. 4 Tredie Deel. B De
Vi have allerede talet om at blande Gied ningens

Plovredſka⸗
her.
Agerdyrkningsredſkaber.
De forſte ere i Almindelighed kun ſkikkede til Havedyrkningen, der viſt nok henhorer til Landoeconomien, men dog ikke kan forundes Plads i dette Vark. Er det end undertiden Tilfaldet, at disſe Redſkaber kunne fordeelagtigen anvendes ved Agerdyrkningen, ſaa hander det dog ikee ofte, og herom vil handles paa et pasſende Sted. Om en tilſtrakkelig Mangde arbeidende Menneſker gisre det raadeligere at bruge Spade og Hakke i Stedet for Plov, Rive i Stedet for Harve, er et Problem, ſom vi med Henſyn paa Praxis ikke behove at loſe, thi vi ville, i det ringeſte i hele Europa, paa intet Sted finde ſaadan Overflodighed af Men⸗ neſker, at de jo paa anden Maade kunne fordeelagti gere beſkigftiges. Hvor Men⸗ neſkene paa enkelte Pletter have formeret ſig ſaa ſterkt, gaaer Agerdyrkning over til Havedyrkning og vi kunne derfor anſee Spadens eller Plovens alminde⸗ lige Anvendelſe, ſom det karakteriſtiſte Skialnetegn mellem Have⸗ og Agerdyrk⸗ ning.
Det er imidlertid viſt, at Jordsmonnet— naar Talen ikke er om at be⸗ arbeide det til en ſtor Dybde— kan ved henſigtsmaesſige Trakredſkaber og min⸗ dre Omkoſtning erholde ſamme Kultur og Frugtbarhed, ſom ved Haandarbeide; dog er dette ikke ofte Tilfeœldet, og de Omkoſtninger, ſom en god Gravning for⸗ dre, ville ved ſine Folger ofte betale ſig bedre, end en ſlet Ploining.
§. 106.
Man bruger mangfoldige Trakredſkaber til Jordens Dyrkning; men disſe kunne dog indbefattes under folgende tre Hovedſlags:
A) Plove i Ordets meer indſkrankede Betydning. Disſes Henſigt er ikke blot at pulveriſere og ſtisrne Jordsmonnet og maaſkee ſkyde det til Siden, men endog at vende det ſaaledes, at den afſkaarne Strimmels underſte Deel kommer overſt. Dette fremvirke de ved den Deel, der kaldes Muldfiellen, eller, naar den er liden, Dret, hvilken de i Almindelighed have paa hoire Side.
B) Kroge, ſom virke egentligen til Jordens Skiorning og Blanding og til at udrive Ukrudsrodderne, men aldeles ikke eller dog ufuldkomment til at vende den, da de ikke have nogen egentlig hertil ſkikket Muldſiel.
dan der Naade i ning, lgeholt oge b end dnc
deels en Skade n
1 til en b

der viſt noß dette Vark. n anvendes dles paa et giore det for Harve, vi ville, i hed af Men⸗ Hvor Men⸗ erdyrkning alminde⸗ Agerdyrk⸗
om at be⸗ r og min⸗ ndarbeide; vning for⸗
men disſe nſigt er ikke Ziden, men eel kommer eller, naar nding og til
til at vende
C) Saa⸗
Agerdyrkningsredſkaber. 11
C) Saakaldte Kultivatorer— thi et danſk Ord, der kan omfatte hele denne Slagt, kiender jeg ikke— hvorved jeg forſtaaer alle Slags Skuffel⸗ og Hyppeplove, ſaakaldte Exſtirpatorer o. ſ. v., der kun omrore og ſkiorne Jord⸗ ſkorpen, odelggge Ukrudet, og ſom man tildeels bruger til at nedbringe Saden, men ogſaa undertiden, medens Afgroderne voxe.
§. 107.
Den egentlige Plov. Dens Henſigt er, at afſkigre fra Underlaget ſaa⸗Den egentlige vel horizontal eller paralel med Overfladen, ſom perpendikulair fra den faſte
Jord, og i Almindelighed paa venſtre Side, en Jordſtrimmel, at laegge denne, der dreies om ſin egen Axel ſaaledes omvendt paa den modſatte, ſedvanligen hoire Side, at den ſaameget muligt udſcettes for Harvens Indvirkning, der fuldkom⸗ men ſkal bryde og ſmuldre den.
Den Plov er altſaa den bedſte, der ſaavidt muligt, med mindſt Anſtran⸗ gelſe af Trœkdyrene og ligeſom af ſig ſelv, uden ſynderlig Hielp af Plovmanden, opfplder disſe Fordriuger. §. 108.
Andre Egenſkaber, der ſaare meget anbefale en Plov, ere folgende:
kan verre, frie for overflodige Tilſcetninger, hvis Henſtgt lettere kunne paa anden Maade opnaaes.
2) Den bor veere godt Kiob. Herved kommer ikke ſaa meget i Betragt⸗ ning, hvad dens forſte Anſkaffelſe koſter, ſom det mindre, hvorfor den kan ved⸗ ligeholdes. Koſter en Plov end tre Gange ſaa meget ſom en anden, men varer og er brugbar fire Gange ſaa lange, ſaa maa vi ſige, at den forſte er bedre Kisb end den anden.
3) Den maa vere ſolid; deels med Henſyn paa den anden Fordring, men deels end meer, for at den ikke ved ofte at behove Reparation, ſtal let komme til Skade under Arbeidet og derved ofte forſtyrre og ſinke dette.
4) Ploven bar let og uden meget Ophold kunne ſtilles dybere eller lettere, til en bredere eller ſmallere Fure, for at dette kan ſtee hurtigt og uden meget Arbeide.
B 2 Ved
Gode Egen⸗ 5—. 8 ſkaber ved en 1) At den er ſaa ſimpel, ſom den, overeensſtemmende med ſit Biemeed, Plov.
35. 2s,

dring.
12 Agerdyrkningsredſkaber.
Ved at ſtille Ploven, maa kunne fremvirkes, at den forretter Arbeidet overeens⸗ ſtemmende med vor Villie, uden at Plovmanden hielper den; thi deels kan man ikke forlade ſig herpaa og deels forsges Laſten meget for Arbeidsdyrene, naar Plovmanden naa modarbeide Plovens naturlige Tendents.
Derneſt bor den fremfor alt, aldeles opfylde alle de i forrige§. giorte Fordringer, fuldkommen og i lige Dybde fatte den Jord der ſkal afſkigres og om⸗ vendes, opbringe den og vende Strimmelen i en Bue af 140 Grader, fordi
tillader Harven med meeſt Kraft at virke til Jordsmonnets Skisrning.
§. 109.
SHvorfor man Skiondt Ploven i Henſeende til Menneſkeſlœgtens Vedligeholdelſe, Fors⸗ ſaa lidet har
tankt paa gelſe og Fuldkommengiorelſe, er et af de vigtigſte Redſkaber paa Jorden, ſaa har
3
I dens Forbe⸗ man dog, indtil de ſeneſte Tider, maaſkee ikke offret noget andet ſaa liden Op⸗
markſomh d eller Eftertanke, ſom netop denne. De Forandringer og Tilſcet⸗ ninger, man har anbragt, have varet ſaa langt fra ſande Forbedringer, at de fleſte almindeligen brugte Plove virkelig ſnarere ſtaae tilbage for dem, hos gamle og mere ukult erede Nationer. Vore almindelige Karrer ere henſigtsmas⸗ ſigere indrettede, end de romerſke Keiſeres Triumphvogne, for ſaavidt vi efter gamle Afbildninger kiender disſe. Men vor Plov ere aldeles ikke fuldkom⸗ nere end Romernes. Nogle have netop deraf, at Ploven ikke er forbedret, vil⸗ let beviſe, at den ikke kunde forbedres, da man, ſige de, ved idelig at bruge dette uundveerlige Redſkab ellers nodvendig maatte veere falden derpaa. Men naar man betgnker, i hvilke Hander Ploven indtil de ſeneſte Tider ene har vceeret og hvor ſiel⸗ den Eftertanke, Jagttagelſesaand og mekaniſte Kundſkaber findes hos den der ſtyrer Ploven, ſaa er det ſaare let at begribe, at den maatte vedblive, liig Plov⸗ manden, at vore udannet. Men ſiden man har offret dette Anliggende meer Op⸗ markſom)ed, kan det uimodſigelig beviſes, at ikke blot betydeligt Arbeide ſpares og at Paaſtyndelſe, eller Forodelſe og Forſinkelſe af arbeidende Krafter er afhœngig af Plovens Konſtruktion, men at endog Jordsmonnets Frugtbarhed og ſtorre Af⸗ groder ene beroe derpaa. Og om end nogle nyere Skribenter ſynes at kalde dette
i Tviyl eller i det ringeſte ikke ville troe, at den Opmarkſomhed eller de Omkoſt⸗
nin⸗
——
ninget ſtaae, 1 kun, at
Lloben † apnanes ſt
Jord afts vens eftſs Retnin t geme ſolt vis Nach hetyder ſ Baſis.

tt overeens⸗ i deels kan
prene, naar
e§. giorte eres og om⸗ der, fordi rning.
lſe, Foro⸗ n, ſaa har liden Op⸗ gg Tilſcet⸗ vinger, at dem, hos nſigtsmas⸗ it vi efter fuldkom⸗ kbedret, vil⸗ bruge dette n naar man g hvor ſiel⸗ hos den der lig Plov⸗ de meer Op⸗ de ſpares og afhœnngig af g ſtorre Af t kalde dette r de Omkoſt⸗ nin⸗
ninger,
beider med gode Plove.
Agerdyrkningsredſkaber. 13
ſom bedre Ploves Indforelſe fordre, betaler ſig tilſtrgkkeligen, da de paa⸗ ſtaae, uden ſaadanne at have havt tilfredsſtillende Afgroder, ſaa beviſer dette kun, at de intet tydeligt Begreb have om, hvor meget bedre og lettere man ar⸗
Agerbrugets Forbedring beroer viſt nok ikke ene paa
Ploven eller andre Redſkaber; men den ſtorſt mulige Fuldkommenhed kan ikke opnages, med mindre man ogſaa herpaa anvender den fornsdne Opmarkſomhed.
Derfor er noiagtig Kundſkab og klart Begreb om dette Redſkab, i Praxis unn 1
verlig
for den rationelle Agerdyrker.
§.
d⸗
I110.
Plovens virkende Dele, eller det man kalder Plovens Legeme, beſtaaer
af Folgende:
a) Langjernet eller Kniven.
Denne ſkal perpendikulair fra den faſte
Jord afſkigre den Strimmel, der bor vendes, og dernceſt bane Veien for Plo⸗
vens efterfolgende lige Side, der ſtaaer i Linie med denne Kniv; holde denne i ſin
Retning og iſer hindre den fra at afvige til Hoire.
Foreſtille vi os Plovens Le⸗
geme ſom en halv Kile eller retvinklet Triangel, ſaa udgior denne Kniv paa en
vis Maade hiin Kiles Spidſe, og forlaenger, ſom hosfoiede Figur viſer, hvor a betyder Knivens Spidſe, den lige Side, der perpendiculair ſtoder til Triangelens
Baſis.
a
Langjernet eller Kniven⸗
Da

56925 8
———-—-
Agerdyrkningsredſkaber.
Denne beſtemmer Plovens Retning eller giver den ſin Stotte og Tendents, Ploven maae altſaa gaae ſikkrere og ſtadigere, jo mere denne Side forlœnges.
Da Knivens AEg danner Kilens eller den ſkraae Flades yderſte Punkt, ſaa bor den, for at verre paa det fuldkomneſte konſtrueret, allerede ſelv have denne Form, men dette er kun Tilfaldet ved de fortrinligſt dannede Plove. Kniven har nemlig en ſkarp Eg, men vorder ſtedſe tykkere, ja maaſkee en Tomme tyk i Ryggen; dog ikke paa Landſiden, hvor man lader den blive ganſke flad, men paa Fureſiden, hvor dens Segment ligeledes bor have Form af en retvinklet Tri⸗ angel. Knivens og Plovlegemets venſtre Side danner altſaa en fuldkommen lige Linie.
For at Kniven imidlertid ſaa meget bedre kan bane Vei for Plovens efter⸗ folgende Legeme, ſtaaer den ſaa meget ſom dens Tykkelſe i Ryggen udgior, ud over den lige Linie til Venſtre. Plovens ſkarpe Kant faaer da lettere fat paa den afſkaarne Jord og ſkyder den til Hoire, hvorved Ploven iſcer faaer en ſta⸗ digere Gang.
Naar de ſedvanlige Langjern ikke have denne Dannelſe og man heller ikke kan give dem en ſaadan Stilling til Siden, ſaa ſtrœber man at naae ſit Biemed ved at kile dem ſkicvt, ſaaledes at Eggen dreies noget til Venſtre mod Landſiden, men Ryggen derimod til Hoire mod Fureſiden. Det er imidlertid indlyſende, at herved fremkommer en langt ſtorre Friction, end om Kniven havde havt en hen⸗ ſigtsmasſig Dannelſe og Retning. Hullet i Aaſen mage desuden verre ſtort, for at man med forſkiellige Kiler, ved Knivens Overdeel, kan give denne enhver Retning; men dette kan ikke ſkee uden megen Moie og Opmerkſomhed, maa ofte efterſees og forbedres, og foraarſager folgelig megen Forſinkelſe.
J Almindelighed opnaaer man kun ved ſkraa Kilning, at Knivens Spidſe og Eg kan bringes nok til Venſtre. Thi Hullet, hvori Langjernet faſtkiles, er midt i Aaſen, og altſaa vilde Kniven, naar man ſatte den lige i Midten, komme for meget til Hoire og ikke foran Skicerets Spidſe, iſer da Plovlegemets Retning paa venſtre Side, ſom vi i det Folgende ville erfare, ikke bor varre alde⸗ les den ſamme ſom Aaſens, men noget afvigende til Venſtre. Dette opnaaes
ved
——
ded Kilrin men den? (See 3 Maade g iid, ſaal z kll4 N9 tüier all derfor eit ſon den Ocft n tgentlige t til Venſt
aing mace
og blde i Ackerw. 1 keligt Oin Ploven i dkulait; Skicret forſtiellig Ann
de, ſnart
at den let Linie, de.
Kuiv at!
V if det ſtr naar man
ſticrrer da V allerede E

Tendents, enges. eſte Punkt, have denne Kniven imme tyki flad, men enklet Tri⸗
ommen lige
vens efter⸗ dgior, ud re fat paa ner en ſta⸗
heller ikke ſit Diemed Landſiden, llyſende, at avt en hen⸗ re ſtort, for enne enhver d, maa ofte
vens Spidſe net faſtkiles, he i Ridten, plovlegemets
er vare alde⸗
ette opnaaes ved
Agerdyrkningsredſkaberne. 15
—
ved Kilningen, i hvilket Tilfœlde Kniven ikke kommer til at ſtaae perpendikulair, men den overſte Ende ſkraa henimod Hoire og den nederſte Spidſe mod Venſtre. (See Beſchreibung der Ackerwerkzeuge, 1 Hefte 1 Tab. VI Fig.) Paa denne Maade gior den ikke et perpendiculairt, men et ſkraat Snit og baner folgelig ikke, ſaa fuldkommen ſom den burde, Veien for Plovlegemet. Ploier man let, 3 til 4 Tommer dybt, ſaa foroges Frictionen ikke betydeligt herved, men denne bliver allerede kiendelig, naar Ploiningen ſkeer 6 Tommer dybt eller dybere. Derfor er det ſaare gavnligt, naar Plove, hvormed man ſkal ploie dybt, have ſom den ſmalſke Plov et Kncee paa Langjernets Overdeel.(See Beſchr. der Ackerw. Heft. 1. Tab. 5. Fig. XIII og XIV.) Ved dette Knge bringes nemlig den egentlige Kniv, uagtet Langjernets Greb ſidder perpendikulairt i Aaſen, ſaa langt til Venſtre, ſom behoves. J dette Tilfalde kan Kniven, der ved dyb Plei⸗ ning maa overvinde en ſtor Modſtand, ved Hielp af en Skrue end meer befeſſtes og blive varig; dette ſee vi paa de nyere ſmalſke Plove,(See Beſchr. der Ackerw. 1 Heft. Tab. 2 Fig. II og III i g.) Herved undgaaer man ogſaa et vir⸗ keligt. Onde, thi Plovkarlen behover i dette Tilfalde ikke, ſom ellers, at helde Ploven mod Landſiden, for at lade Kniven, ſom er kilet ſtraae, ſtigre perpen⸗ dikulair; da derimod, naar Ploven helder ikke ploies en retvinklet Fure, men Skiceret der gaaer dybere paa venſtre end paa hoire Side giver Jordsmonnet, forſtiellig Dybde.
Knivens AEg har man dannet paa adſkillige Maader, ſnart med fremſtaaen⸗ de, ſnart med tilbageboiet Spids. Ved at giore Eggen krum, troede man, at den lettere ſkulde ſkicre. Men dette er netop det Modſatte, da den krumme Linie, der er langere end den lige, foroger Modſtanden; derfor ſynes en lige Kniv at have den bedſte Dannelſe.
BVed at ſette Knivens Spidſe fremad, har man tilſtrakkeligen Fordelene af det ſtragae Snit. Thi det er en bekiendt Sag, at en Kniv ſtedſe ſkigrer bedre, naar man giver den en ſtraa Stilling i den Linie, hvori den beyceger ſig. Kniven ſtigrer da opad, og adſkiller ſaaledes letteſt Jorden. Herved lofter den ogſaa allerede Strimlen noget, og gior det derved lettere for Skiceret at trange ind. End
videre
1246,4
672,678 4

Agerdyrkningsredſkaber.
videre bliver det lettere for Kniven ved ſin ſkraa fremad ſtaaende Stilling at udrive de kerke Rodder, den maaſkee kunde traeffe i Jorden, og ſom den ikke formaaer at overſkiere. De loftes ved dens ſkraa Flade ſaa meget, at de enten mage briſte eller udrives. Stod Kniven perpendikulair, ſaa vilde den ſkyde de Rodder, den ikke kunde overſkicere, foran ſig, uden at udrive dem. Paa anem e Maade oplofter den ogſaa Stene af Jorden, naar de ikke kunne ſkydes til Siden. Endelig er Knivens ſkraa Stilling fordeelagtig, fordi den giber Ploven en ringe Tendents til Jorden, uden ſynderlig at forsge Frictionen. Jordsmonnets Tryk paa Kni⸗ ven, holder nemlig Plovens forreſte Deel i Jorden, naar den ſtigende Traklinie derimod ſtraber at udrive den. Er Jorden ureen, bor Kniven ſeettes mere ſtraa, end om Jorden er reen, og i hiint Tilfœlde kan man ſtille den ſaaledes, at den med den perpendikulaire Linie danner en Vinkel af 30 Grader.
Da Kniven ofte har ſtor Modſtand at overvinde, ſaa er det raadeligt, at gisre den meget ſterk, og da dette ikke ene opnaaes ved at giore den tyk, ſaa bor have den tilſtrekkelig Brede. Tre Tommer ville i Almindelighed vorre nok, und⸗ tagen i meget ſtark Jord, hvor den endnu kunde giores lidet bredere.
Kniven forſtaales i Almindelighed. Da Frictionen er ſtor, ſaa varer For⸗ ſtaalingen, ved idelig Brug, ſielden over et Aar ogi ſtenet Jord ofte kun et halvt Aar.
Fordi det meget beroer paa Knivenes Stilling, om Ploven kan holdes i tilberlig Retning, bor man, iſar da de mindre fuldkomne blot ved Kilning kunne faae den rette Stilling, anvende megen Opmarkſomhed herpaa, og Op⸗ ſynsmanden bor derfor ofte underſoge Plovene, hvilket bedſt ſkeer ved een Gang daglig at vende dem om. Den hertil brugte Tid vil rigeligen erſtattes.
J nogle Egne fattes Ploven aldeles denne vigtige Deel og Plovlegemets forreſte Kant eller Skicerets lige Side trader i dens Sted. Dog er dette kun Tilfœldet, naar man paa et ſkiort, reent eg eensartet Jordsmon ploier let. Men var Jordsmonnet af anden Beſkaffenhed og man vilde ploie dybt, ſaa ſkulde en Plov uden Kniv kun arbeide ſlet og til megen Byrde for Trakdyr og Plovkarl.
§. 111.
p welen fe gg ien ſt ſtaaer a det feſte ſtüalige i Triange ven og 10 ſtaales d Undertids ind i et n
1 fyldt; ſte har i baa denf
ſta den, dare een endnu w
vigelſen

at udrivede formaaer at mage briſte der, den ikke idee oplofter Endelig er
ge Tendents
ſottes mere naledes, at
adeligt, at tyt, ſaa bor re nok, und⸗
varer For⸗ kun et halvt
kan holdes i ved Kilning Haa, og Op⸗ ded een Gang
attes. Plovlegemitz W er dette te kun
eier let. Mes ſaa ſtulde en
W Plobkarl. § 111.
Agerdyrkningsredſkaber.
5. III.
Plovens anden virkende Deel er Skicerek, der horizonkal afſkigrer Strim⸗ Skiaret.
melen fra Jordsmonnet, paa de bedre kunſtruerede Plove allerede lofter den noget ogi en ſkraae og ſammenhangende Flade overleverer den til Muldfielen. Det be⸗ ſtaaer af to Dele, den egentlig ſkigrende eller Vingen, og Dollen, hvorved det feſſtes til Plovlegemet. Den forſte Deel har man dannet paa mange for⸗ ſtiellige Maader, men ſom ofteſt dog i Form af en halv Kile eller retvinklet Triangel. Paa Landſiden, hvor det er ſtumpt, lober det i lige Linie med Kni⸗ ven og Plovlegemet. Dets ſtraae Side, eller Eg, der i Almindelighed for⸗ ſtaales og hvasſes, gaaer ud derfra i en Vinkel af i Almindelighed 45 Grader. Undertiden er denne ſpidſere, omtrent 35 Grader, at den deſto bedre kan trange ind i et haardere Jordsmon. Men der forſtaaer ſig, at Skiceret, naar denne retvinklede Triangels Baſis ſkal vorre lige bred, maa verre ſaa meget lexngere. Undertiden beſtaaer denne Triangel af eet Stykke Jern og er ganſke ud⸗ fyldt; undertiden er den aaben i Midten og kun omgiven af tre Sider. Det for⸗ ſte har uimodſigeligen Fortrin, fordi den afſkaarne Strimmel da kan loftes
paa denne ſkraae og ſammenhangende Flade med mindre Friktion.
Skicerets bagerſte Deel retter ſig eftet Furens og folgelig ogſaa efter Ploo⸗
legemets bagerſte Brede. Hiin maa neſten verre lige ſaa ſtor ſom denne, d. e. Skigerets hoire Spidſe maa naſten ſtaae ligeſaa langt fra dets venſtre Side, ſom Muldfielen for neden, med den Deel der ſtryger paa Bunden af Furen, ſtaaer fra den modſatte Side. Jeg ſiger nœrſten, thi paa 9 Tommer kan hiin Afſtand voœre een Tomme mindre, da derved fremvirkes, at Muldfielen bedre vender den endnu noget faſthœngende Ploiſtrimmel omkring ſin Axel. Men ſtorre bor Af⸗ vigelſen ikke vore, fordi Friktionen meget vilde forsges derved, at den Deel af Strimmelen, ſom Skiaret ikke havde afſkaaret, langt vanſkeligere losrives af Kuldfielen.
Oereensſteumenbe med Forſog, anſtillede for at erfare hvor megen Kraft der behovedes for at trœkke en Plov, fandt man, at med et 5 Tommer bredt Skicere, fordrede den 50 Pund ſtorre Kraftanſtreengelſe, end naar man paaſatte et andet af 7 Tommers Brede. Ikke
C deſto
———
56„1,

————
Agerdyrkningsredſkaber.
deſto mindre opdager man den Feil, at Skiceret er for ſmalt, paa de fleſte⸗ endog nye Plove, og ved Brugen bliver den, da dette bortſlides, ſtedſe ſtorre.
Skicerets anden Deel er Dollen, eller den Deel, hvorved det faſtes til Ploplegemet. Dennes Form og Maaden hvorpaa den giores faſt, er ſaare for⸗ fkiellig. Det er meget urigtigt at ſlage Skiceret faſt med Som, hvilket kun bor ſkee, naar det paa los Grund kun ſielden behover at ſkigrpes eller forſtaa⸗ les. Andre faſte det med en Krampe. Vore bedre dannede Skicerer paaſkydes blot, men, naar det paa denne Maade ſkal komme til at ſidde fuldkommen faſt, maa Tra og Jern dannes med ſtorſte Omhyggelighed.
Et veldannet Skicere bor, ſom allerede anmarket, ikke allene afſkicere Strimmelen, men allerede lofte ſamme og med Muldfielen danne en ſtraae og jevn Flade, der til Siden haver ſig i Veiret. Skiaret er ſelv convert og hoiere mod Landſiden. Dollen maa ikke afbryde, men fortſcette denne Forhoi⸗ ning og tiene til Forbindelſe med Muldfielen, hvortil den tat og jevnt ſlutter fig. (See Beſchr. der Ackergeraͤthe, 1 Hefte, Tab. 2, Fig. II. B.) Dette er et ſtort og vigtigt Fortrin ved vore bayleiſke og ſmalſte Plove, og ſom meget bidra⸗ ger til at overvinde Laſten og formindſke Friktionen. Ved de ſadvanlige Plove finder her en Afbrydelſe Sted; Jordſtrimmelen, der allerede er loftet, ſynker atter og Muldfielen maa paa nyt lofte den.
Jeg har dog kiendt Bonder, der godt indſaae denne Feil, derfor fœſtede et Stykke Jernblis til Seulen og Muldfielen, og lode det hoile paa den bagerſte Deel af Skicrret, hvorved de forſikkrede, at have giort Ploven meget lettere.
J Henſeende til Skicerets Dannelſe, henholder jeg mig til Beſchrei⸗ dung der nuͤtzbareſten neuen Ackergeraͤthe, 1 Hefte, Tab. 4, Fig. I. II. III. Da Skiceret tilligemed Dollen meget noiagtigen bor ſlutte til Ploven og Muldfielen, ſaa er det mange Smedde vanſkeligt at danne et ſaadant. Men Vanſfeligheden bortfalder, naar man lader giore et Jernſkabelun, hvorom man baier det Jern, hvoraf Skigret ſtal ſmeddes. Dette lader man da, efter hosſtaaende Figur, zmedde til en pasſende Tykkelſe paa Jernhammeren.
V 9g at ſ w denſt
ſun Edde ia Rtt
herved har Plo iſar ere
man ſaa

de, endog nye
t fœſtes til r ſaare for⸗ hvilket kun ler forſtaa⸗ tpaaſtydes ommen faſt,
ne afſtigre en ſtraae convext og de Forhoi⸗ flutter ſig. Dette er et get bidra⸗ lige Plove et, ſynker
pkke Jernblik eret, hvorved
Beſchrei⸗ J. II. III. Ruldfielen, ſteligheden r det Jern, nde Figur,
Ved
Agerdyrkningsredſkaber.
14 Tommer.
Ved A er Pladen Tomme tyk. — B—
— GC⸗— 2. Naar Skiceret da ſmeddes over Skabelunet, ſaa pasſer det noiagtigt til Plovlegemet og vil med mindſt mulig Friktion overlevere Ploiſtrimmelen til Muld⸗
14 ue d
q
fielen, for af denne at vendes.
Skicrret ſkydes da enten paa Lobet eller paa den til en Fod forlangede Seule, og det forſtaaer ſig, at denne Deel maa vare dannet efter ſamme Ska⸗ belun.(See Beſchr. der Ackerg., 1 Hefte, Tab. 5, Fig. XV. og XVI)
§. 112.
Lobets Henſigt er for neden at faeſte og ſammenholde de forſkiellige Dele, og at ſtryge ved Landſiden paa Furens Bund. Foran er Seulen og bagtil den venſtre Stiert faſſtet dertil med en Tap. Saavel paa den underſte, ſom ven⸗ ſtre Side, bor det danne to meget jevne Flader, der ved Landſiden ſto de ſammen i en Retvinkel.
Som ofteſt og paa alle gode Plove er dette Stykke Tra beſlaaet med Jern; herved formindſtkes Friktionen meget og Troeet opflides ikke ſaa hurtigt. Man har Plove, hvor hele dette Stykke er giort af ſmeddet eller ſtobt Jern, og ſom iſcrr ere ſaare ſkikkede til at opbryde Grœsmarker. Her, i Odermarſten bruger
man ſaadanne.
C 2 Lo⸗
Lobet.
1.437846

Muldfielen.
———
Agerdyrkningsredſkaber.
Lobets Lanngde beſtemmes af Plovlegemet. Man har veeret nuenig om,
hvad enten Plovlegemets halve Kile var meeſt ſkikket til at overvinde Mod⸗ ſtanden, naar det med lige Brede var langere og ſpidſere eller kortere og ſtum⸗ pere. De der have den forſte Mening ſige, at en ſpidſere Kile lettere tran⸗ ger ind eller— for at tale med Mekanikerne— at man paa den meer ſkraage Flade lofter et Legeme med mindre Kraftanſtrangelſe. Men her taber man ſom ſtedſe i Tid, hvad man vinder i Kraft, hvorved Udfaldet i dette Tilfalde bliver det ſamme. Derimod foraarſager Lobet udentvivl, naar det forlanges, meer Friktion, hvorved Ploven bliver tungere. Altſaa vilde det vore raadeligt, at giore Lobet ſaa kort ſom muligt, naar kun ikke en anden Omſtœndighed kom i Betragtning; nemlig, at naar Plovlegemet er langere, faaer det derved, ſaa⸗ vel paa den venſtre og lige Side, ſom under Saalen meer Stotte, vakler og af⸗ viger folgeligen mindre. Saaledes har den ſmalſte Plov et kortere Plovlegeme, den baileyſke derimod et langere, og juſt derfor gager den ſidſte ſtadigere og kan bedre betroes til uerfarne og uagtſomme Plovkarle. §. 113.
Det er Muldfielen, der karakteriſerer den egentlige Plov og adſkiller den fra andre Redſkaber, der ogſaa bruges til Jordens Dyrkning. Dette Stykkes Hiemeed er, at modtage den Strimmel ſom Skicrre og Kniv have afſkaaret, vende den i en Bue og laxgge den til Siden. Den ſtorſte Modſtand hviler altſaa herpaa og det beroer paa Muldfielens meer eller mindre henſigtsmasſige Indret⸗ ning, om hiin overvindes med ſtörre eller mindre Kraftanſtrangelſe. Den be⸗ ſtaaer i Almindelighed af et tyndt Bradt, ſom nagles til Kanten af Seulen og foſtes bagtit med een eller to Skinner i tilborlig Afſtand til Lobet og Stierten. Et ſaadant Bradt ſkyder da, med ſin ſkraae til Siden ſtaaende Flade, Jorden til Hsire. Men den vender ikke Ploiſtrimmelen fuldkommen, med mindre denne
er temmelig ſammenhangende og ikke ganſke ſkildt fra Jordsmonnet. For at til⸗
veiebringe denne Vending, maa Muldfielens Afſtand bagtil vere een og en halv⸗
Gang ſaa ſtor, ſom Pleiſtrimmelens Brede. Folgelig bor den enten danne en
ſtumpere Vinkel med den venſtre Side, eller vare meget lang. J begge Tilfalde
bli⸗
——
u
—.—— 5.1 8—
bliver La vns hele nemneli Rt dhenne Jor⸗ ſpelvede rafbrudt! g Nubd denne Be
keres Me
Det ſynes
liet i ſie
Fortrinet hen. R. fordter
V eller det
pylder hi e lettere V dem, gie dg loſter

et nenig on, vinde Nod⸗ ere og ſtun⸗ ettere tran⸗ meer ſkraae er man ſom kelde bliver nges, meer adeligt, at hhed kom i ved, ſaa⸗ kler og af⸗ Kovlegeme, ere og kan
ſkiller den te Stykkes afſkaaret, oiler altſaa ige Indret⸗ Den be⸗ Seulen og Stierten. de, Jorden indre denne
For at til⸗
og en haly
n danne en ge Tilfelde bli⸗
Agerdyrkningsredſkaber. 21
bliver Laſten af den Jord der ſkal bortſkydes og Friktionen meget ſtor, da Jor⸗ dens hele Masſe hviler paa Muldfielen, indtil dens Ende, og derfor er det for⸗ nemmelig herved at Ploven betynges⸗
Men naar Muldſielen er ſaaledes konſtrueret, at den tidligere afveelter denne Jordmasſe, ſaa lettes Laſten meget. Heri ligger det ſtore Fortrin ſom de hvoelvede Muldfiele have for de lige, iſerr naar de, ſom anfort, forenes til en nafbrudt jevn Flade med Skicrret. Her loftes Ploiſtrimmelen, medens Skiceret og Muldfielen pasſerer den og dreies ſaaledes omkring ſin Arel, at den, naar denne Beveegelſe er omtrent halv tilendebragt, neppe hviler meer paa Ploven, men helder allerede med ſin Tyngdepunkt til den anden Side og behaver kun et ſvagt Stod af Muldfielens yderſte Spidſe, for aldeles, ſaavidt ſtee bor, at falde om.
Man er ikke ganſke enig om, ved hvilken Dannelſe Muldfielen bedſt og let⸗ teſt fremvirker denne Omvending. Vi have i denne Anledning en meget noiagtig mathematiſk Beregning af de amerikanſke Staters Praſident Jeffersſon(Mu⸗ seum d'histoire naturelle, Nr. 4. p. 322) med hvilken Muldfielen paa den ſmalſke Plov naſſten ſtemmer overeens. Bailey har iet ſcrrſkildt Skrivt givet os en anden, hvorved han ſtrœber at beviſe, at den, han har indfort er den fortrinlig⸗ ſte. Denne Afhandling, overſat ved Meſterhaand, er udkommet under Titel: der beſtmoͤgliche Pflug, Berlin 1803. De meer opmarkſomme Agerdyr⸗ keres Mening, er kun deelt mellem begge disſe, den ſmalſke og baileyſke Plov. Det ſynes, at den ſmalſke Muldfiel bedre end den baileyſke lofter og lidet efter
lidet i fnegleformig Linie vender Ploiſtrimmelen om ſin Axel, og at den fortiener
Fortrinet, naar man fra ſtsrre Dybde end 8 rhinſte Tommer vil opbringe Jor⸗ ben. Meni mindre Dybde arbeider den baileyſke Plov ligeſaa godt, og da den fordrer mindre Noiagtighed i ſin Konſtruktion og man lettere kan hindre
eller rette Afvigelſer i dennes end i den ſmalſte Plovs Tendents, ſaa op⸗
fylder hiin i de fleſte Eilfœlde vore Fordringer og det ſaameget meer, ſom den er lettere at ſtyre. Om disſe forſkiellige Former, kan man kun, ved at betragte dem, giore ſig et tydeligt Begreb. Den ſmalſke Muldſiel, er meer concav, og lofter Jorden hoiere inden den ſkydes til Siden, men vender den da hurtigere⸗
Den
64,616 4

————
22 Agerdyrkningsredſkaber.
en er hoiere, men kortere og har derfor mindre Friktion. Dog marker man i denne ſidſte Henſeende kun Forſkiel, naar man ploier dybt. Begge opfylde den Fordring, lidet efter lidet og uden Ophor, fra Skicerets Spidſe, overeensſtemmende med Lovene for den ſkraae Flade, at lofte Jordſtrimmelen i Veiret og lagge den
til Sidenz men netop herved befries de hurtigere end de lige Muldflelle for Jov⸗⸗
dens Laſt. Til ſadvanlig Brug fortiener den baileyſte Plov Navnet, den Bedſt⸗ mulige, uagtet den ſmalſke, fuldkommen rigtig konſtrueret og rigtig ſtyret, ar⸗ beider bedre.
4
Man gior ogſaa disſe bsiede Muldfiele af Traee; men for at kunne give dem den rette Dannelſe behoves et tykt Stykke Traee og de mage beſlaaes med Jernblik, fordi de ellers ikke ſlides glatte. En Muldfiel af ſtobt Jern er ſtedſe bedre Kisb, og naar den kun ikke er ſkior, langt varigere. Desuden har Jern det ſtore Fortrin, at det foraarſager mindre Friktion end Tra, og ikke tilla⸗ der Jorden, naar denne blot ei er alt for vaad og i det hele uſkikket til at ploies, at foeſte ſig til dens glatte og polerede Flade.
De ſadvanlige ligeſtagende Muldfiele af Trae vende ſom ofteſt Jorden ſaare ufuldkommen, og kun en Deel af den Jord, ſom Skicrret nedenfra har bragt i Veiret, ſtryges oven paa den anden; beſtaaer Ploiſtrimmelen af ſam⸗ menhangende Gronſvar, forrette de dette Arbeide bedre. For at Stvimme⸗ len da kan blive vendt, maa Muldſielen bag til have en ſtarre Afſtand, ſkyde Jordsmonnet meer end ellers nodvendigt til Siden, og, om end Ploiſtrim⸗ melen er ſmal, danne en bred Fure. Deune er ofte dobbelt ſaa bred ſom Strim⸗ melen. Ved ſaaledes at ſtyde Jorden ſaa ſtarkt til Siden, foroges Kraftan⸗ ſtrengelſen betydelig, da hiin derved ſaa meget langere hviler paa Muldfielen. Naar man pleier med boiede Muldfiele ſkydes Jorden egentlig aldeles ikke til Siden, men vendes kun om Strimmelens yderſte Kant. Nogle formene, at den lige opretſtaaende Muldfiel bedre vender Jorden, fordi Overfladen virkelig bliver meer horizontal og jeyn. Thi i den bredere Fure har den ſmalle Strimmel meer
Plads
—
42.2
Jordemern pa en d ſte Jordet ud den d net.( lemrum. det, a kraftige undog 4 ring ſters nd gauf Eandjo a4 nen kaidn rilde vor ſammen 68 ſlar de ſlet, nn foroges⸗
d
e den foßt
if dre, g

narker man opfylde den sſtemmende
legge den
le for Jor⸗
den Bedſt⸗ ſtyret, ar⸗
kunne give laaes med er ſtedſe har Jern ikke tilla⸗ hat ploies,
ſt Jorden enfra har en af ſam⸗ Strimme⸗ and, ſtyde Ploiſtrim⸗ öm Strim⸗ Kraftan⸗ Nuldſielen. les ikke til ene, at den kelig bliber mmel meer
Plada
Agerdyrkningsredſkaber. 23
Plads til at falde om. Men ved vore Plove lagges Pleiſtrimlerne ſaaledes, at den ene hviler paa den andens Side, omtrent paa denne Maade:
—
Saaledes ligge Ploiſtrimlerne netop paa den henſigtsmasſigſte Maade, da Jordsmonnets Skiorning meget fremmes ved Huulheden under dem og den deri paa en vis Maade indſluttede Luft bringes i fuldkommen Berorelſe med det under⸗ ſte Jordlag. Disſe Mellemrum modtage ogſaa den nedſiunkne Fugtighed, der ved den efterfslgende Varme forvandlet til Dunſter end mere ſkisrner Jordsmon⸗ net. Er dette engang ſkeedt, ſaa fylder Jordsmonnet lidet efter lidet disſe Mel⸗ lemrum. Men den kantede Overflade frembyder, ſaalenge den forbliver uhar⸗ vet, langt fleer Beroringspunkter for Luften, og Harven virker her ſaa meget kraftigere, end paa en jevn Flade, at Jordsmonnet ikke blot pulveriſeres, men endog Rodderne udrives. Naar dette altſaa er i den Tilſtand, at man ved Ploi⸗ ning ſtraber at ſkiorne det, ſaa er det langt bedre at Strimlerne lagges faaledes end ganſke flade, og kun paa los Sand kunde dette vere ſkadeligt. Dyrker man Sandjorder, ſaa behover man aldeles ikke at bekymre ſig om Plovens Dannelſe, men kan uden Skade vedblive at bruge den, der er almindelig i Egnen. Dog vilde vore Plove heller ikke giore Skade, fordi den ſandede Jord ſnart ſynker ſammen og udfylder Huulhederne.
Endelig har man ogſaa, f. Ex. i Rhinegnene, convexe Muldſiele af Trae De bortſkyde Jorden hurtigen og gaae let; men de vende den kun ſlet, med mindre de gisres meget lange, hvorved Frictionen i lige Forhold
eller Jern.
foroges. §. 114.
Det Stykke, hvorved Plovens nederſte Deel forbindes med Aafen, og ſom er den forreſte Deel af Plovlegemet, kaldes Seulen. Den er i Almindelighed af Tre, og kun paa den ſmalſke Plov af Jern. Den ſtaaer paa alle bedre Plove ikbe
—
Seulen,

Aaſen,
Agerdyrkningsredſkaber.
ikke perpendikulair paa den underſte Deel, men ſkraae fremad, eller mod den sver⸗ ſte Deel tilbage i en Vinkel af 80 til 85 Grader. Ved en ſaadan ſkraae Retning overvinder denne Deel, der folger Kniven, bedre Jordens ſtore Modſtand og bli⸗ ver varigere. Naar Muldſielen ikke udgisr dens forreſte ſkarpe Kandt, ſaa dannes denne paa anden Maade, enten ved at nagle en ſkarp Jernſkinne der⸗
paa, eller ſom paa den ſmalſke Plov ved at lade det Jern, der lukker Plovens
venſtre Side, ſpringe noget frem.(See Beſchr. der Ackerg. Heſte 1 Tab. 2 Fig. II. e). Der ere ogſaa Plove, paa hvilke Kniven umiddelbar ſtoder til Seulen og ſaaledes danner dens ſkarpe Kant;(ſee St. Tab. 6. Fig. Log II a.) men herved taber man den Fordeel, at forlange den venſtre Side, uden at foroge Friktionen. Saa uimodſigelig gavnligt det end er, at Seulen har den be⸗ ſkrevne Stilling, ſaa ſeer man dog undertiden Plove, paa hvilke den netop har den modſatte, og helder fremad med Overdelen. Man behover kun at betragte denne Stilling for at opdage, at den gior Ploven mindre varig, og er i ſig ſelv henſigtslos. 3
§. 113.
Aaſen er den Deel, hvorved Plovlegemet trekkes i Jorden, da det er umuligt umiddelbart paa dette at anbringe Trakkraften.
Den forbindes foran ved Seulen og bag til ved den venſtre Stiert med Plovlegemet. Denne Forbindelſe mage ivarkſeettes i ſaadan Retning, at Plo⸗ ven, naar Drattet eengang er anbragt paa den beſtemte Punkt, gaaer horizontal og ſaa dybt i Jorden, ſom den ſtilles.
Reiſer Aaſen for meget— eller er Seulen for lang— ſaa faaer Skiceret for ſtor Tendents til Jorden og Ploven gaaer da, ſom Bonderne ſige, paa Na⸗ ſen; ſynker den for meget— eller er Seulen for kort— ſaa er Skicerets Ten⸗ dents ud af Jorden, og man ſiger da, den gaaer for meget paa Nakken. Men den bor gaae horizontal eller egentlig for og bag parallel med Jordens Overflade i den Dybde, hvori den ſcettes. Naar Ploven har Hiul, ſaa kan man vel have en ſaadan Feil ved bag til at kile Aaſen hoiere eller lavere, eller ved at forkorte eller forleenge den, og naar Ploven ikke har Hiul, ved enten at forandre det
14 1 E Punkt,
punkt, 90 Ved at 1 ret, dt s Pan Hu nen kun den en gts ſor Byl e alt fiſ ſpringer G ten; ml endnu m ttydes P. bor ilke da oda⸗ beide d In lengeren Plovleg d⸗ en megdtt laſen blg bate. n. er end ei hor i af nindte in maaer ae leiſte. ii ligt for iſter Be dilfalden Hülle,
Tredie.

od den abet⸗ aae Retning tand og bli Kandt, ſan aſkinne der⸗ ker Plovens 1 Tab. 2 ſtoder til Log II a.) 2, uden at har den be⸗ netop har at betragte
er i ſig ſelb.
da det er Stiert med g, at Plo⸗ horizontal
eer Skicret „paa Na⸗ jcrets Ten⸗ ken. Nen Overfladei an vel have at forkorte forandre det Punkt,
Agerdyrkningsredſkaber. 25
Punkt, hvor Traklinien feſtes til Aaſen eller give den en anden Retning. Ved at lofte Aaſen modarbeides vel Plovens Tendents til Jorden, men Skic⸗ ret, der ikke gaaer horizontalt, ſkraber og forsger derved ſaare Trakdyrenes Laſt. Paa Hiulplovene pleier derfor Seulen ikke at vœre fœſſtet til Aaſen ved Tappen, men kun faſtkilet, og Bagdelen kan ligeledes, for ved Kilning at kunne give Plo⸗ ven en anden Stilling, bevages ved Stierten. Men her kile Plovkarlene, til ſtor Byrde for Trakdyrene, ofte paa en hoiſt urigtig Maade og give Skigret en alt for ſtor Tendents til Jorden, fordi de derved erholde, at Ploven ikke ſpringer ud. For dybt kan Ploven ikke gaae, da Aaſen hviler paa Forkar⸗ ren; men den trykker da med ſtor Kraft derpaa og foroger ſaaledes Laſten endnu meer, ja endog i den Grad, at Aaſen, derſom Jordsmonnet er ſtaʒrkt, maa brydes paa den Punkt, hvor Trakkieden er anbragt. Ved Hiulplove marker bor ikke ſaa let at Aaſen har denne urigtige Stilling; men er Ploven uden Hiul, da opdager man den ſtrax og det er ſaare vanſkeligt for Plovmanden at modar⸗ beide den.
Aaſen har, ved Plove ſaavel med ſom uden Hiul, forſkiellig Lengde. Jo lœngere den er eller jo ſtorre Afſtand der er mellem det egentlige Trakpunkt og Plovlegemet, jo ſtadigere gaaer den, fordi Aaſens Spidſe, naar Skicrret gior en meget liden Afvigelſe, allerede maa giore en ſaameget ſtorre Bue. Men Aaſen bliver ſvagere ved at forlœnges og jo langere den er, jo fosrere maa den vœre. Den bayleiſke Plov har en meget lengere Aas end den ſmalſke og dette er end een Aarſag, hvorfor den ſidſte gaaer uſtadigere, end den forſte, og hiin ber i alle ſine Forhold vœre meget neiagtigen conſtrueret, da Trakkraften meget mindre kan have en, ved dens Stilling begaaet Feil. Men ingen Kraft for⸗ mager at bryde Aaſen paa denne Plov, hvilket dog vel knnde hande den bay⸗ leiſte. Hiulplovenes Aas er i Almindelighed altfor lang og nager endog betyde⸗ ligt foran Forkerren. Det Punkt, hvori Aaſen hviler paa Forkœrren, kan efter Behag, bringes lœngere fra Plovlegemet eller nermere dertil. Idet ſidſte Tilfœlde hœeves Plovens Spidſe, i det forſte ſynkes den. Aaſen har nemlig flere
Huller, hvori man kan ſtikke et Som og derved faſtgiore Trakkiedens Ring.
Tredie Deel. D Aag⸗

Otiertene⸗
Agerdyrkningsredſkaber.
Aaſen lober ikke ganſte parallel med Plovlegemet, men afviger noget til hoire. Plovens Traklinie ligger derfor midt imellem begge disſe. Rettede man Plovens lige Side ſaaledes, at dens forleengede Linie lob til Aaſens Spidſe, ſaa fulgté Skicret ikke Furens Retning, men vilde ſtedſe ſtrabe fra Landet. Er Afvigelſen urigtig, ſaa kan den, naar den ved Hiulplovene er ringe, rettes ved at lœgge Aaſen til venſtre Side af Forkœrren, og ved Ploven uden Hiul, ved at faſſte Treklinien i det yderſte Hul, paa hsire Side af Boilen. Men det er ſtedſe en Feil, der undertiden gior det umuligt at plsie brede Furer. Da Aaſen giores tyndere fortil, ſaa borttager man alt det overflodige Trr paa dens ven⸗ ſtre Side, lader den hoire blive aldeles lige, og tilveiebringer ſaaledes tilſtrak⸗ kelig Afvigelſe.(See Beſchr. der Ackerger., Hefte 1, Tab. 3, Fig. I. Linien x y.)
§. 116.
Stierte kaldes de Haandtag, hvorved Plovkarlen ſetter Ploven i Jorden og rekter enhver af dens Afvigelſer. Herved ſtal den egentlig ikke ſtyres, thi naar Ploven er rigtig konſtrueret, ſaa bor den uden Hielp forblive i den Retaing, hvori den ſcettes. Plovens Tendents forandres kun ved en uſodvanlig Modſtand eller et forandret Tryk paa denne eller hiin Deel, og da det er Plovkarlens For⸗ retning, oieblikkelig at rette denne Afvigelſe, ſaa bor han aldrig ſlippe Stier⸗ terne, men heller ikke til Unytte trykke derpaa. Han bor veere ſaa vant til, meb Haanden paa Stierten, at fole enhver Afvigelſe, at han umiddelbart dermed kan modvirke den.
Plovene have een eller to Stierte. Der behoves egentlig kun een, nemlig paa venſtre Side, og naar Plovene have Hiul, foretrakke de Fleſte een Stiert, for at Plovkarlen kan vanne ſig til, med Plovſtaven i hoire Haand, ſtedſe at renſe Ploven for den Jord eller de Rodder, der ſamle ſig foran den. Man ſiger at to Stierte giore Plovkarlen doven og forlede ham til at lœene ſig paa Ploven, hvorved Laſten uſtridigen betydeligt forsges. Behover Ploven et Tryk til Hoire, ſaa kan man ved at bruge Plovſtaven ligeſaa godt tilveiebringe det. Men man maa dog tilſtaae, at den hoire Stiert undertiden er til Gavn, iſeerr til let⸗ tere at ſottte Ploven i Jorden, til hurtigere at overvinde en Modſtand og, naar
deu
8ͤſſbvvö—ö—öͤööͤ
den hoiret
den. Syüdſen. 8 foran, 4 lengedeſſt karlen u Hefte 1ℳ
A* gankäi Tehk alelt gloitt hi let begaals V te og has V teyete da ſlitr ops V let at ſt b ſom Mani V tere. I V den igien; dan derpan
d' Furer.
b gauſte an g bed at fo heile n

t noget tit Rettede ens Spidſe, fra Landet ge, rettes Hiul, ved Nen det er Da Aaſen dens ven⸗ es tilſtrak⸗ nien x y.)
i Jorden tyres, thi Retaing, Modſtand rlens For⸗ ppe Stier⸗ nt til, med urt dermed
in, nemlig een Stiert, ſtedſe at NMan ſiger aa Ploven, Tryk til det. Men ſer til let⸗ d og, naar deu
Agerdyrkningsredſkaber. 27
den hoire Arm holdes noget ſtiv, at modvirke Jordens Tryk paa Muldfielen, hoor⸗ ved den ellers let helder til Venſtre, og ploier en i Bunden ſkraae Fure.
Paa de ſadvanlige Hiulplove ere Stiertene anbragte tat ved Plovens Nakke, for ved et perpendiculairt Tryk, at kunne bringe den dybere i Jor⸗ Men dette Tryk virker ikke, naar Jorden er faſt og maa da ſnarere lofte
den. Spidſen. Paa de engelſte Plove uden Hiul ere derimod Stierterne faſtgiorte
foran, ved det Punkt, hvor den ſtorſte Modſtand finder Sted og dernaſt for⸗ lengede ſaameget bagtil, at de kunne virke ſom en kraftig Lofteſtang, hvormed Ploy⸗ karlen uden Anſtrœngelſe kan modarbeide Afvigelſerne.(See Beſchr. der Ackerg., Hefte 1, Tab. 3.)
Men ved denne Indretning virker et Tryk ſteœrkt paa Ploven og hele BVanſkeligheden, ved at ſtyre den, bortfalder, naar Plovkarlen undgaaer ethvert Tryk eller enhver Anſtraœngelſe med Haanden; derfor larer de der aldrig for have plsiet, hurtigt at bruge disſe Plove, da derimod tilvante Plovkarle i de forſte Ti⸗ let begaae den Feil, at trykke urigtigen. Er man pant til at bruge disſe Stier⸗ te og har Bvelſe i, at lofte Ploven noget, naar den vil ud af Jorden, og trykke den noget, naar den gager for dybt— hvilket kun er Tilfaldet, om man ploier op eller ned ad Bakke, eller en uventet Modſtand modes— ſaa er den ſaa let at ſtyre, at en Dreng paa tolv Aar kan arbeide dermed. Vendingerne, ſom Mange troe at verre vanſkelige ved Ploven uden Hiul, kan aldrig verre let⸗ tere. Man lagger den paa dens hoire Side, lader Heſtene ſlabe den, reiſer den igien paa rette Sted, lofter den lidet, for at fage den i Jorden, og lader den derpaa gaae ſin Gang.
§. 117.
Ploven bor kunne ſtilles til bredere eller ſmallere, til dybere eller fladere Furer. Denne Stilning ſkeer ved Jaſens Ende. Hiulplovene ſtilles paa en ganſte anden Maade, end Plovene uden Hiul.
Ved de forſte kan, ſom allerede ſagt, Ploven ſtilles dybere eller fladere,
ved at forlange eller forkorte Aaſen,— d. e. i Henſeende til det Punkt, hvori den
hpiler paa Forkarren— og den har derfor adſtillige Huller, hvori kan ſtikkes
D 2 en

Agerdyrkningsredſkaber.
en Plok. Men da Stilningen ikke altid kan herved blive ſaa noiagtig ſom be⸗ eler m hoves, ſaa har man i Almindelighed ved Plovens Bagdeel en ſaakaldet Lette, Khas der kan bevxges, og hvorved Plovens Hvilepunkt loftes eller ſynkes. Den er fen 3 indrettet paa mange forſkiellige Maader og, i Forhold til Plovens Forbedring, til u ſtikket til ſtsrre eller mindre Beveggelſer. Denne Lette er ofte ſaaledes indrettet, Men at Ploven ved at bringes meer til eller fra Landet, kan ſtilles til bredere eller e ſmallere Furer. Laegges Aaſen nemlig meer til hsire Side, ſaa faaer Skiceret un Hot derved Tendents til Furen; men bringes den til venſtre Side, Tendents til bide, at Landet. For at kunne ploie bredere eller ſmallere Furer, bor dog tillige For⸗ dt, dyes kerrens Trœkpunkt forandres, og dette ſkeer ved Tungen, da de Forandringer, der ltl der kunne ſinde Sted, bringe Trakkets og Forkarrens Middelpunkt meer til Befktiret Hoire eller Venſtre. Hertil har man mange forſkiellige Indretninger, der dog V A ere for ubetydelige til at fortiene noiagtigere Beſtkrivelſe. Den ſimpleſte er ſa dend uden Tvivl den bedſte, og denne vil man finde, i min Udgave af Dickſon, Hamler⸗ Tab. 1, paa den norfolſte Plov, der blandt de Hiulplove jeg kiender, formodent⸗ lig er den bedſte. Der er Tungen af Jern og altſaa noget koſtbarere. Men tager nj man i Betragtning, at den derved bliver varigere; med hvor liden Vanſtelighed nange a man hanger Hamlen paa en eller anden Tand, og derimod hvor let de fleſte an⸗ dt den i dre Indretninger ſonderbrydes, og hvor vidtloftig Kilningen er, der ofte flak⸗ overflode ker Plovlegemet, uden at man altid opnaaer at ſtille Ploven ganſke noiagtig, dg maaff ſaa vil man indſee, at der ſpares ved den.(Denne Plov er for Reſten kun 4 beſtemt til meget let, omtrent tre Tommer dyb Ploining.) ikke eg Ploven uden Hiunl, ſtilles paa to Maader, ved Jernboiler. Her, ſaa⸗ ſerkt, velſom i hele Lœren om Plovene, maa jeg henholde mig til min Beſchreibung der ſattt d nuͤtzbarſten Ackerwerkzeuge, 1 Hefte, hvor man, Tab. 1I;, Fig. IV. og Tab. 4, b brydes Fig. VIII. IX. X., vil paa den ſmalſte Plov finde Boile og Kiede afbildet og b herfta beſkrevet, og paa den liden Plov, med bevagelige Muldfiele, Tab. 7, Fig. III. tek. og V., det Stillings⸗Apparat, der til de lettere Plove er tilſtrekkeligt. hos til ₰ Henſeende til den Dybde, hvori man vil plsie, beroer det nemlig paa, var blot at lofte eller ſynke Trakpunktet paa Plovens Spidſe; at bringe alt meer fremad denne a
eller

iig ſon k⸗ aldet bette,
Den et Forbedring, z indrettet, redere eller er Skiaret endents til tillige For⸗ randringer, meer til , der dog impleſte er
Agerdyrkningsredſkaber. 29
eller tilbage. Skaglernes Laœngde kommer ogſaa i Betragtning. For at kunne beſtemme hvor dybt Ploven vil gaae, naar Trakpunktets Hoide paa Arbeidsdy⸗ rene og Skaglernes Langde er bekiendt, forleenge man Linien fra hiint Punkt til det hvor Trakket er feſſtet til Aaſen og ned til Plovlegemet. Saa dybt ſom denne Linie falder, ſaa dybt gaaer Ploven. Jo lavere Befeeſtningspunktet bringes, deſto nermere falder Linien ved Skicerets Spidſe; jo hoiere i Veiret, deſto hoiere paa Plovlegemet. Men ved at bruge Plove uden Hiul, behover man blot at vide, at man, ved at ſynke Befceſtningspunktet, ploier lettere, og ved at lette det, dybere. Hieſynet vil ſtrax ſige Enhver, at man ved begge Stillingsmaa⸗ der let kan lofte og ſynke Befaſtningspunktet; jeg anſeer derfor en nsiagtigere Beſkrivelſe heraf for overflodig.
Ved denne Stillingsboile, giver man ogſaa Ploven meer Retning til og ſra Landet, til bredere eller ſmallere Furer, thi i det forſte Tilfalde, faeſtes
12676,4,4
Dieckſon, Hamlen i de forſtiellige Huller meer til Hoire, i det ſidſte meer til Venſtree. formodent⸗§. 118. Men tager Uagtet det er ſaa ſodvanligt, at bruge Forkceerre til Plovene, at man H Kodacrteus, unſtelighed mange af Tydſklands Egne neppe kan giore ſig Foreſtilling om en Plov uden Hiul, er ti Garn. efleſte an⸗ er den dog i Almindelighed, maaſkee med faa ſoerregne Undtagelſer, en aldeles eller Skade ofte flak⸗ overflodig og betyngende Tilſetning, ſom man efter falſte Begreber har udtankt noiagtig, og maaſkee formedelſt det kunſtige Udſeende almindeligen indfort. Reſten kun Hiulene kunne aldeles ikke giore Ploven lettere. Thi Aaſens Ende hviler ikke engang paa Forkarren, naar Ploven er ſtillet rigtig. Hiin betynges kun
Her, ſaa⸗ ſterkt, naar Plovsaaſen med en urigtig Tendents ſynker og uden Gavn trykker näbang der ſterkt derpaa. Laſten forsges end meer derved, at Trakliniens Retning af⸗ eg Tab.4 brydes og forandres tre Gange; forſt fra Dyren. s Trrkpundt nedetil Porkarren, afbildet eg herfra atter op til Aaſen, hvor denne er fœſtet ved Kicden og endelig ned til Skic⸗
Fig.I. ret. Om Hiulene end lette Laſten, naar Aaſen ved Trekkieden med Kraft tryk⸗ 4 kes til Forkœrren, og hiin naturligviis maatte vare endnu ſtorre om Forkerren
nemlig pag, meer fremad eller
var blot en Klods, ſaa frembringes dog Laſten ved Forkarren ſelv, da hiin uden
denne aldeles ikke vilde verre til. Men

Agerdykningsredſkaber.
Men man paaſtaaer endnu hyppigt, at Hiulene give Ploven en ſtadigere og jeynere Gang, kraftigere modvirke den Modſtand, der bringer den ud af ſin Ret⸗ eing, og gisre det lettere at ſtyre den. Dette kunne de blot fremvirke der⸗ ved, at Plovaaſen kan giores lœngere, der da ſom en forlenget Lofteſtang let⸗ tere hindrer Skigrets Afvigelſer. Men den Modſtand, der forrykker Ploven, er, ſaadan, at den enten kan eller ikke kan overvindes. J det forſte Til⸗ fœlde overvindes den ogſaa af Ploven uden Hiul, og for ſaavidt ſom denne, fordi den har en kortere Aas, lettere ſkydes til Siden, kan denne Afvigelſe langt
bedre eller umiddelbarere forbedres ved den ſtorre Kraft, hvormed Plovkarlen virker paa Ploven uden Hiul. J det andet Tilfalde undgaager man, naar man ploier med kraftfulde Dyr, at ſynderbryde Ploven, da den ſpringer til Siden. Er en Karl vant at ploie med en ſaadan Plov, ſaa vil Folelſen ſige ham, om Ploven eller Modſtanden er ſtarkeſt, og i begge Tilfelde vil han vide at hielpe ſig: at ſtemme Ploven derimod eller ved et let Tryk end meer at fremme dens Af⸗ vigelſe. Forhen har jeg ſelv troet, at en ſtor Hiulplov pasſede bedſt, naar man forſte Gang ſkulde opbryde og dyrke en raae og ſtenet Grund, der var fuld af Rodder; men Erfaring har lart mig det Modſatte og ved Hielp af den ſmalſke
Plov uden Hiul har jeg, med langt mindre Kraftanvendelſe, end med en ſtor
Hiulplov vilde vœret muligt, opbrudt gammel Jord, der var ganſke fuld af Trrrodder. Jeg har med to Heſte omploiet ſaadan Jord, at man, for at op⸗ bryde den med en Hiulplov, havde behsvet ſex Heſte; hvortil Plovlegemets be⸗ dre Konſtruktion og Styrken af det ſmalſke Langjern uimodſigeligen bidrog.
Har Ploven uden Hiul, da den ikke er underſtottet ved Aaſens Ende, end mindre ſtadig Retning, ſaa overveies dette dog langt ved den Fordeel, at Plov⸗ karlen, der naſten ingen Magt har over Hiulploven, udover megen over denne. Ved et ringe Tryk kan han enten bringe den meer til Venſtre ind i Landet eller til Hoire ud af Landet, ved at have Stierterne, i Jorden, eller, ved et ſvagt Tryk, ud af Jorden, og naar paa jevn Flade ingen af disſe Afvigelſer behoves, lade den gaae ſin egen Gang. Dette ſtore Fortrin er iſeer indlyſende paa ujevn, bakket Grund, hvor Ploven ſnart maa ſtige, ſnart ſynke. Her arbeider Hiulploven
me⸗
———ööͤͤ
neget ſer ken, ſur Sydſeo man ted Stirut? heer Gan findte d h Hiulf Fyggent En opmät
etieret en
tt gge 1 poe
er forgi
tt maaftt
tndog i gaatlig 4 kan Jorn
A ſdſte E
1 Hiul un Nen der ſelſe,
9 der tilig
ſſer van

en ſtadigere mvirke der⸗
teſtang let
er Ploven, forſte Til⸗ om denne, gelſe langt Plopkarlen naar man til Siden. ſige ham, eat hielpe e dens Af⸗ naar man rifuld af n ſmalſte
d en ſtor
te fuld af or at op⸗ emets be⸗ og.
inde, end at Ploy⸗ ver denne. et eller til aagt Tryk, wes, lade on, bakket Hiulploven me⸗
Agerdyrkningsreaſkaber. 31
meget ſlet, og plsier en Fure af forſkiellig Dybde. Gaager Ploven op ad Bak⸗ ken, ſaa ſtaaer Forkeerren hoiere end Plovlegemet, folgelig loftes Skicerets Spidſe og griber enten kun lidet i Jorden eller glider aldeles over den. Ploier man ned ad Bakke, ſaa er Forkcerren lavere end Plovlegemet, folgelig ſynker Skiceret og Ploven gaaer for dybt. Dette er uundgaaeligt, med mindre man hver Gang vil ſtille Ploven anderledes, og alle Plovkarlens Anſtrangelſer, for at hindre det, forgigves. Man marker aldrig dette tydeligere, end naaxr man med en Hiulplov vil tvorplsie en Mark hvis Agre i Midten ere ophoeiede. Op imod Ryggen berorer Ploven neppe Jorden, men ned imod Renen griber den for dybt. En opmarkſom Plovkarl kan uden ſynderlig Anſtrœngelſe, ved Hielp af de lange Stierter, aldeles undgaae dette og pleie en lige dyb Fure med en Plov uden Hiul.
Enhver Agerdyrker veed, hvor vanſkeligt det er at faae en Hinlplov til at gage i Jorden, naar denne er bleven haard. Alt hvad man gior, ved at give den en forandret Stilling, trykke paa Aaſen, dybere at indkile Seulen, er forgigves, og Ploiningen afbrydes. Naar Ploven uden Hiul, forſynet med et maaſkee noget ſpidſere Skicere, loftes bag til, ſaa maa den kunne trange endog i et Loegulv og, forudſat at Arbeidsdyrene have tilſtrekkelig Kraft, uund⸗ gaaelig bryde den haardeſte Jord. Vil man altſaa kun anvende Kraft nok, ſaa kan Jordsmonnet veerre aldeles tort og ſeigt uden at hindre Ploiningeu.
At Ploven uden Hiul er ſimplere og varigere, er indlyſende. Ved den ſidſte Egenſkab ſparer man al den Tid, der ved de hyppige, Reparationer ellers ſpildes.
§. 119.
Plovhiulene konſtrueres paa forſkiellige Maader. At de ſtorre og rundere HiulenesKon⸗
Hiul ere bedre, end de ſmage, kantede og ſlet dannede, er vel uden for al Tvivl. Men deres Konſtruktion er ikke ſaa betydelig eller ſaa vigtig til Laſtens Formind⸗ ſkelſe, ſom Mange troe.
Hiulene beveege ſig enten paa en faſtſtaaende Axel eller ere fœſtede til en, der tilligemed Hiulene lober rundt. Som ofteſt giver man den ſidſte Indretning, iſcer naar Hinlene ere lave, Fortrinet, deels fordi Axelen ellers ſnarere vilde opfli⸗
des

Agerdyrkningsoͤredſkaber.
des, og deels fordi man neppe vilde undgaae, at Jorden ſatte ſig mellem Axelen og de lave Hiul. Men denne Indretning har ogſaa ſine Ufuldkommenheder.
Enten ere Hiulene lige ſtore eller det hoire Hiul, der gaaer i Furen, naeſten ſaa meget hoiere, ſom Furen er dyub. Vare Hiulene lige ſtore, ſaa maatte Plov⸗ kœrren naturligviis gaae ſkievt. Derved forsges Friktionen ſaa meget, og Aaſens Spidſe ſkydes ſaa ſtarkt til Hoire, at man kun ved ſaare let, i det hoieſte tre Tommer dyb Ploining, kan bruge ſaadanne Hiul. Plsies dybere, bor det hoire Hiul i Forhold dertil, for at Plovkaœerren dog kan gaae ſaa temmelig lige, uunnd⸗ gaaeligen gisres ſtorre.
Men naar to Hiul af forſkiellig Storrelſe, ere faeſtede til een Axel, ſaa bliver det mindſte Hiul ved hvert Omlob tilbage og maa ſlabes. Thi to ulige ſtore Hiul, der ere faſſede til ſamme Arxel beveege ſig ikke i lige Linie, men ſom en Kegle, naar denne ſettes i Bevcegelſe. Hinlet paa heire Side ſtraber derfor ſtedſe henimod Landets Kandt, ſtodes mod denne, farer tilbage, og Plovkaœrren, ſom rykkes derved frem og tilbage, forsger Friktionen ſaare meget. Naar Hiulene ere ulige ſtore, maa altſaa det ene nodvendigen vere bevxgeligt paa Axelen.
Ulige ſtore Hiul foraarſage atter ſtor Uleilighed, naar man ploier op⸗ hsiede Agre. Skal man endnu ploie meer Jord op til den allerede hoie Ryg, ſaa gaaer det hoieſte Hiul fra Begyndelſen af hoiere og Plovkarren faaer derved ſaa ſtrage en Retning, at den virkelig ofte vellter, uden at man formaaer at bringe
Skicret i Jorden. Tilfaldet er det ſamme, naar Ageren neer ved Renen daler
og det venſtre Hiul maa gaae i Furen fra forrige Ploining. Derfor ſeer man ggſaa, at begge de fsrſte og ſidſte Furer, der dog ved en god Dyrkning ere ſaare vigtige, paa brede og ophoiede Agre ſtedſe behandles meget ſlet, med mindre man gisr ſig den Umage at ſtille Ploven anderledes for dem.
betyngende Plovkarre.
Det eneſte Tilfalde, hvor jeg kan indrsmme Hiulploven Fortrinet er fol⸗ gelig aldeles ikke, ſom jeg for troede, paa raae og ſeig Grund, dek gier me⸗ gen Modſtand, men kun naar jeg paa jeyn Jord, med Forſcet vil pleie me⸗
get
“
zet lette den over bedre fil
geſtepan
den E
bragtes Hiul bal
6— nndte aft ſeende ti⸗
feran hoe
en Movn meder en
4 omtrent! Tab. 31 driktion. ſon nan. haabeden det var man opr.
ddd en h. en at
Teedie

Ulem Aralen nheder.
ren, naſten aatte Plov⸗ og aſens hoieſte tre det hoire lige, unnd⸗
Arel, ſaa hi to ulige „men ſom eber derfor crren, ſom tar Hiulene xelen.
pleier op⸗ e Ryg, ſaa derved ſag rat bringe Kenen daler r ſeer man g ere ſaare nindre man
unyttige og
inet er fol⸗ dek gior me⸗ pleie me⸗
get
Agerdyrkningsredſkaber. 33
get lette og brede Furer. Her hindrer Kerren Ploven fra at gaae for dybt, ſaa den overeensſtemmende med mit Qiemed, kun ſtraeller gandſke tyndt. Den kan ogſaa bedre ſtilles til at tage en meget bred Fure. Ploven uden Hiul maatte i det rin⸗ geſte paa ſeregen Maade indrettes dertil.
§. 120.
Man har undertiden underſtsttet Ploven uden Hiul paa andre Maader: Andre Ind⸗
ved en Seylee, hvorpaa den hvilede, eller ved et lidet Hiul, der undertiden an⸗ bragtes tœt foran Plovlegemet i Stedet for Langjernet, eller endog ved et Par Hiul bag Plovlegemet. Stylteploven er almindeligen indfort i Belgien og anbefalet fremfor ane andre af Schwertz i hans Beſkrivelſe af det belgiſte Agerbrug. Den er i Hen⸗ ſeende til Plovlegemet af fortraffelig Konſtruktion, men Stylten, hvorpaa den foran hviler, ſom paa en Fod der ſlaber hen ad Jorden, bidrager kun lidet til dens Stadighed, og berover Plovkarlen en Deel af ſit Herredomme over Ploven. Den gavner formodentlig kun ved at tilintetgiore et urigtigt Tryk eller Lsft af Plovkarlen. Man har ſandſynligviis taget ſin Tilflugt til denne Stylte, fordi
man frygtede, ikke at kunne gisre Folkene begribeligt, hvorledes de kunne regiere
en Plov uden denne. Paa ujevn Jord kan den aldeles ikke bruges; thi naar den moder en Opheining eller en Steen, ſaa loftes Skicerets Spidſe af Jorden.
Bedre er det dog, i Stedet for en ſaadau Stylte, at anbringe et lidet Hiul, omtrent ſaaledes, ſom det i Zdie Hefte af min Beſchreibung der Ackerwerckzeuge Tab. 5 og 7, ved Skuffelploven ſindes afbildet. Dette foraarſager dog mindre Friktion. Man har ogſaa i Stedet for Kniven betient ſig af et ſaadant Hiul, ſom man anbragte tat foran Plovlegemet og giorde ſkarpt paa Kanten. Herved haabede man nemlig bedre at giennemſkigere Jorden, iſcr Gronſvaren. Men det var naturligviis ſaare vanſkeligt at fage dette Hiul til at treenge i Jorden og man opnaaede dette kun ved at give Plovſkiceret en ſtark Tendents mod Jorden eller ved en Plovkarre, der trak Aaſen ned; folgelig forsgede det kun Friktionen og uden at gisre ſtorre Gavn end Kniven, foraarſagede Kraftſpilde.
Terdie Deel. E For
814104, 4

ninger til Ploven,
Flere Tilſat⸗
84—— 2
Agerdyrkningsredſkaber.
For at formindſte Lobets Friktion paa Furens Bund har man ogſaa villet anbringe et Hiul tœt bag Plovlegemet. Det uhenſigtsmesſige ved ſaadanne Kunſtlerier er indlyſende.
Endelig har man ogſaa paa Siden af Muldfielen anbragt et Hiul med Jern⸗ eger uden Falge, hvis Axel gik igiennem Muldfielen med Enden hen i den venſtre Stiert. Egene vare nederſt dannede ſom Skovle, og man vilde paa denne Maade meer pulveriſere den opploiede Strimmel. Paa los Sandjord arbeidede dette Hiul rigtig nok i Sanden og ſkuffede den om. Men allerede der forogedes Frik⸗ tionen meget og Ploven maatte trykkes ſterrkt til Hsire, for ikke at helde til Venſtre. Paa faſtere Jord, hvor dette egentlig ſkulde gavne, kunde det aldeles ikke bruges.
§. re r.
Blandt andre Kunſtlerier, ſom man har anbragt ved Ploven, neevner jeg kun folgende:
Da man ikke altid kunde opnaae fuldkommen at vende den ſeige Gronſver, der undertiden blev ſtagende paa Kanten, ſaa giorde man den bagerſte Deel af Muldfielen, der ſtaaer over Jorden, bevagelig eller rettere, fœſſtede ved Hielp af et Hangſel, et trekantet Stykke dertil, ſom ved en Skrue kunde boies ſaameget frem, at det ganſke vendte Strimmelen. Man har iſeer brugt dette ved Dob⸗ beltplovene, hvorom vi ſtulle tale, men ogſaa anbefalet det til de enkelte Plove. Det er viſt, at Henſigten kan derved opnaaes, men kun ved foroget Frik⸗ tion og ved et Tryk til hoire Side. Imidlertid er det et Sporgsmaal, om det ikke under ſaadanne Omſtandigheder var raadeligere, at lade et Menneſke, der fulgte Ploven, nedtrykke de Strimler, der bleve ſtaaende, end at beſtemme ſig til paa ſaa kunſtig og formodentlig ſkrobelig Maade at ſammenſcette Muldfielen.
Noget lignende udretter den i Belgien brugelige Strygkrog, ſom beſtaaer af et Bradt med en Stok af ſeigt Tra, ſom man ved Hielp af en Krog hanger
i en Krampe bag Muldfielen. En Karl tager fat i Stokken og ſtiller ſig ſaaledes,
at Strygkrogen danner en meer eller mindre ſtump Vinkel med Muldfielen. Han gager parallel med Ploven og holder Stokken hoiere eller lavere, overeensſtem⸗
mende
nende! anſees ſ naar del brgde h Etvant jfkraae gloiedebe res d. iſke aft kienote i
Nüids 6 til een i lit e Venſttet paa fotl dunſtre Seulen, lene ftes heire e holdes Nuhfie ges af Diemed Hre, ſe
Side,

gſaa villet d ſaadanne
med Jern⸗ den venſtre mne Maade dede dette gedes Frik⸗ t helde til det aldeles
, nevner
Gronſvar, e Deel af dielp af et ſaameget ved Dob⸗ lte Plove. gget Frik⸗ l, om det neſte, der temme ſig Ruldfielen. zm beſtager rog henger g ſaaledes, len. Han ereensſtem⸗ mende
Agerdyrkningoredſkaber. 35
mende med den Modſtand, Strimmelen gior. Denne Strygkrog kan udentvivl anſees ſom en meget virkſom Forlaengelſe af Muldfielen; er ſikkert til megen Gavn naar der ploies dybt; ved at opploie Jorden i hoie Bede; ved med een Fure at op⸗ bryde gammelt Grasleie, og kan meget godt anbringes paa enhver Plov.(See Schwertz's belgiſche Landwirthſchaft 1 Bind Side 94).
Ved Hielp af en Klods, ſom man faſtede til Aaſen, anbragte man ogſaa j ſkraae Retning flere Knive, der ſkulle giennemſkigere Strimmelen, inden den op⸗ ploiedes; heraf finder man en noiagtig Tegning i du Hamel eulture des ter- res T. 1. P. 328. Paa ſeig Jord kunde dette gisre Gavn; da jeg imidlertid ikke af egen Erfaring kiender denne Indretning, ſaa veed jeg ikke, om mig ube⸗ kiendte Vanſkeligheder kunde vare den i Veien.
§. 122.
Plove med bevcegelige Muldfiele, der vexelviis kunde ſkydes, ſettes eller Bevegelige
dreies til Hoire og Venſtre, have det Fortrin, at de ſtedſe kaſte Strimmelen til een Side og fslgelig gisre Jorden ganſke jeyn uden Spor af Agre. Har man ploiet en Fure og lagt Strimmelen til Hoire, ſaa flytter man Muldfiel'n til Venſtre og ploier tilbage tat ved den forrige Fure. Disſe Plove ere indrettede
paa forſkiellige Maader. Ofte ſaaledes, at Muldfielen og det Bradt, der paa
venſtre Side lukker Ploven, danner en Vinkel af omtrent 45 Grader og foran er Seulen faſtgiort ved en bevoegelig Spindel. En Jernboile holder bag ved Fie⸗ lene fra hverandre. Ved Spindelens Hielp kan man da vexelviis aabne den hsire eller venſtre Muldfiel og lade den anden ſlutte tet til Ploven, hvor den holdes faſt ved et Som, ſom bag til ſattes i Boilen. Aabner man begge Muldfiele lige meget, ſaa kan man ogſaa drage Vandfurer med en ſaadan Plov. Men ſadvanligere er det, at Muldfielen, der er los paa disſe Plove, ta⸗
ges af hver Gang den ſkal flyttes. Den indſkydes kun i Kramper, der til dette Hiemed for og bag ere anbragte, og holdes faſt ved disſe. i. Endnu andre Plove af denne Slags have i Stedet for Muldfiel knn et lidet
Hre, ſom, naar det paa forſkiellig Maade dreies meer til denne eller hiin Side, lagger Jorden hiſt eller her. Det forſtaaer ſig, at det paa en ſaare E 2 ufuld⸗
Muldfiele.
6,
1

Dobbelt⸗ plove,
—
Agerdyrkningsredſkaber.
ufuldkommen Maade vender Jorden. Saadanne Plove maae desuden heldes no⸗ get til den ene Side, og ligne i denne Henſeende den mecklenborgſte Krog.
Alle disſe Plove bor have et tveegget Skicere, dannet ſom et Hierte.
Paa de bedre Plove af denne Slags, hvormed man plsier noget dybere, kan Kniven flyttes ſaaledes, at dens Eg ſtilles til den ene eller anden Side. Den bevceges paa forſkiellige Maader, men ved alle ſaadanne Plove forekom Indret⸗ ningen mig ſkrobelig og ufuldkommen.
Desuden er det formodentlig ikke muligt, at giore disſe Plove ganſke flade paa Landſiden, hvilket dog er ſaa ſaare vaſentligt for at holde Ploven i rette Li⸗ nie. Friktionen er folgelig meget ſtor, og naar man ikke deſtomindre forſikkrer os, at disſe Plove ere lette, ſaa taler man kun om let Ploining paa los Grund. Jeg har aldrig ſeet en ſaadan Plov arbeide bedre end en mecklenborgſk Krog, og jeg vilde altſaa give dette ſimple Redſkab Fortrinet. Hine Plove ere imidler⸗ tid ſaare almindelige i Rhinegnene.
§. 123.
Man har til forſkiellige Tider anbefalet Dobbeltplove; ſaadanne nemlig, hvor to Plovlegemer forbundne ved een Aas trakkes af eet Spand, parallel med hinanden, og ſtyres af eet Menneſte. J Engelland har nyelig Sommervilles Dobbeltplov, og i Tydſkland een, der forfœrdigedes i Vien, vakt ſtor Opmark⸗ ſomhed. Jeg har ſelv havt en engelſt Plov af dette Slags, der par ſaare lidet forſkiellig fra den Sommerville nylig opfandt.
Det er tydeligt, at en ſaadan dobbelt Plov fordrer, for at ſettes i Be⸗ vœgelſe, dobbelt ſaa megen Kraft ſom en enkelt, og kun i det Tilfalde, at man har anvendt for megen Trekkraft paa den enkelte Plov, kan man ved at bruge den dobbelte ſpare deraf. Dette er viſt nok ofte Tilfeldet. Men naar en dobbelt Plov, ſom ofteſt behsver, i Stedet for to, fire Heſte, ſaa ſpares alde⸗ les intet, fordi man da ogſaa behover to Menneſker, eet til at kisre og eet til at holde paa Ploven. Desuden har jeg fundet meget at dadle ved den dobbelte Plov jeg brugte, der forreſten var ſaare vel konſtrueret. Den er meget tung i Ven⸗ dingerne, bringes vanſkelig og paa haard Grund endog aldeles ikke i Jorden, og
da
8 ö
-—*—
da den, 1 der il Plov lel at brugeln ſoa den 1.
nan baat
R under die underſte: ſtinmel Strimms net virke ſerſte d til dve
älane V ſynes ikte dar nodt koſtninge dre Kiolu — en D
ning. d
zer den! bare Re⸗ ſugt an
nange b broger, derſt iß
un beſt

heldes do⸗ -g.
dierte. hbere, kan ide. Den n Indret⸗
anſte flade jrette Li⸗ forſikkrer s Grund. Krog, og imidler⸗
e nemlig,
allel med mervilles Opmatk⸗ ſaare lidet
tes i Be⸗ felde, at an ved at Men naar ares alde⸗ eet til at belte Plob ng i Ven⸗ orden, og da
Agerdyrkningsredſkaber. 37
da den, ved Jordens Laſt paa begge Muldfiele med ſaa megen Kraft hel⸗ der til Venſtre, at den hsire Arm ikke formaaer at holde den, ſaa gaaer den hsire Plov letteſt og undertiden endog ganſke ud af Jorden. Jeg ophorte derfor ſnart at bruge denne Plov. En Tegning af Sommervilles Dobbeltplov, hvorpaa og⸗ ſaa den allerede omtalte Indretning med boielige Muldfiele er anbragt, finder man paa forſte Kobberplade i Dickſons praktiſcher Ackerbau 1 Bind.
§. 124.
Reolplovene have derimod to Plovlegemer i een Retning, d. e., det ene under det andet, hvoraf det sverſte i Almindelighed er mindre og ſvagere end det underſte og bagerſte. Det Hverſte, ſom kun gaaer fladt, afſkicerer en Jord⸗ ſtrimmel og kaſter den paa Furens Bund; det andet oplofter den dybere liggende Strimmel og lagger den oven paa den anden, hvorved opnaaes, at Jordsmon⸗ net virkelig fuldkommen vsndes. Jeg har ofte brugt ſaadan en Plov, der med ſtorſte Omhue var forfcerdiget i Engelland og hvis enkelte Deele man endog ſyntes til Overflod at have befqeſtet med Jernkramper og Kieder, men dybere end 16
rhinlandſke Tommer har jeg paa Niddeljord ikke kunnet ploie dermed. Det ſynes ikke, at Redſkabet kan udholde den Trakkraft der, naar man ploiede dybere, var nodvendig for at overvinde Modſtanden. Beregnede jeg desuden Om⸗ koſtningerne ved dette Redſkab og dets Forſpand, ſaa fandt jeg, at jeg for be⸗ dre Kisb kunde lade den underſte Jord opkaſtes med Spader, der fulgte Ploven — en Operation, hvorom vii det Felgende ſüulle tale— og opnaae den ſamme Virk⸗
ning. Plsier man i maadelig Dybde, ſaa udrette to Plove, hvoraf den ene fol⸗ ger den anden, det ſamme. Derfor kan jeg ikke raade til Brugen af dette koſt⸗ bare Redſkab, der dog i mange Tilfalde, f. Ex. naar Jordsmonnet ved Sand⸗
flugt er dekket med Sand, fordeelagtigen kunde anvendes.
Derimod kan man ikke nok anbefale den Fremgangsmaade, ſom man i mange Tilfalde, iſcer ved at opbryde en Klover⸗ eller ikke haard Grasmark, bruger, for i Midten at gionnemſtigre Plsiſtrimmelen og lagge det verſte ne⸗
derſt i Furen.
Hertil bruger man Snit⸗eller Reolplove, hvis overſte Deel dog
kun beſtaaer af Kniv og Skiare og et lidet Hre. Men ſom ofteſt behsver man
kun
Reolplove.

Zoggen.
—.———˙˙˙
Agerdyrkningsredſkaber.
kun den ſimple Indretning, ſom jeg i Zdie Hefte af min Beſchreibung der Acker⸗ werckzeuge, under Navn af Gronſvarkniven, har anmeldt og afbildet Tab. VIII. Ved dennes Hielp opbryder jeg al min Klover, og opnaaer derved ikke blot, at Kloverſtubbene aldeles nedbringes, men at Jordsmonnet endog ſaa fuldkommen pulveriſeres, at det, om Kloveren end har lagt i tre Aar og varet afgrasſet, dog ikke behsver at ploies meer end een Gang til Binterſced. Jorden vilde ellers uundgagelig behove tre Ploininger, og altſaa give een Kloverſlet mindre.
Man har endnu en anden Slags, hvor Hret, der afſtraller og nedbrin⸗
ger Overfladen, er faeſtet, dog ved en ſœrſkildt Stang der gaaer igiennem Aaſen,
til Seulens Forkant. Engellgnderne, der med Rette anſee denne Indretning for een af deres bedſte Opfindelſer, kalde ſaaledes indrettede Plove trench-ploughs, hvilket jeg overſetter ved Snitplove. Om forſkiellige andre Redſkaber, der ere konſtruerede ſom Plove, men be⸗ ſtemte til ſeregne Operationer, ſkal jeg tale, naar jeg afhandler disſe. §. 125.
En udmarket i Preußen ſaœdvanlig Slags Plov er Zoggen. Den er uden
Hiul og bares og trakkes, ligeſom Krogen, ved Aaſen, der faſtes til Studenes Aag.
Man kan ikke nagte, at dette Redſkab er meget let og dets Konſtruktion ypperlig beregnet paa Modſtandens Overvindelſe og Friktionens Formindſkning. Som en ſpids Kile tranger det i Jorden, og ved Boiningen af dets Muldfiels nederſte Deel ſkiller det ſig godt ved Jorden. Det faſtere Jordsmon, for hvil⸗ ket det egentlig pasſer, pender det temmelig godt; det loſere ſmuldrer det og la⸗ der det falde tilbage i Furen. Redſkabet ſelv koſter kun lider, men det er ſkrs⸗ beligt, og man maa i det ringeſte ſtedſe have et dobbelt Antal i Forraad. J denne Henſeende kunde det ſikkerligen forbedres og ved at giore det ſolidere vilde
dets Brug blive mindre koſtbar; men dets Hovedfeil er, at det er vanſkeligt at ſtyre og fordrer ſcerdeles opede Folk.
Man vil neppe kunne indfore det, hvor Folkene ikke fra ungdommen af ere vante dertil. Styres det ikke godt, ſaa lader det en Kam ſtaae, der blot tilhylles. Hſtpreueßerne have ſikkert Ret j at ſatte Priis paa dette Redſkab, der nu eengang er indfort hos dem.
§. 126.
gen. 1
üeke, ſon⸗ de
3
det miſten
da ingen ſtranket!
9 ded tildet feran tilſ feſtt til! ſtraae d
noſtabe
til der kumme iler den! gaae dhe Dnhue het bhag! zagende Forbinden ſpores. til deire Gagerd benſtre⸗ fylder de Hielp af kan finde
g 9— ͤ e —.,”,—+———ͤ —..— 255—— 2— 8*— ¹

i der Aeer⸗ Tab. VIll. ke blot, ut fuldkomme afgrassſet, vilde ellers re.
g nedbrin⸗ nem Aaſen, retning for ploughs,
, men he⸗
8 —
en er uden Studenes euſtruktion nindſtning. Muldfiels „for hvil⸗ det og la⸗ det er ſtro⸗ raad. J idere vilde anſkeligt at det, hvor :, ſaa lader i at ſatte
§. 126.
Agerdyrkningsredſkaber. 39
§. 126. Det andet Slags Redſkab, hvorved Jorden tilberedes til Sœd, er Kro⸗ gen. Dens karakteriſtiſte Skielnetegn fra Ploven, er Mangel af Muldfiel, og ikke, ſom man hiſt og her i Tydſtland indbilder ſig, Mangel af Forkcerre.
Den har ligeſaa mange Afarter, ſom Ploven. Romernes Plove vare for det meſte ſaadanne. Man finder dem endnu i Italien, Spanien og Frankrige. Da ingen af de aldre eller nyere Kroge overgaae den hos os brugelige, ſaa ind⸗ ſtrʒnker jeg mig til at tale om denne Sidſte.
Naar den mecklenborgſke Krog ſtyres rigtig, ſaa nœrmer den ſig Ploven Den meklen⸗
Krogen.
borgſke.
ved tildeels at vende Strimmelen. Den beſtaaer af folgende Hoveddele: 1) et foran tilſpidſet, trekantet Jern, omtrent ſom en Spade, kun ſpids. Dette er faſtet til 2) Krogfielen. Den Jord, ſom Jernet tager fat paa, ſkydes i en ſtraae Flade hen til Fielen, og holdt man Krogen lige, maatte den glide ned fra begge Sider. Men ved at holde den ſkicevt, fremvirker man, at den falder til den ene eller til den anden Side. Krogfielens Stilk gaaer igiennem Krogens krumme Aas og faſtkiles deri. Forneden hviler den forlanget paa Kroghovedet, eller den Deel, der gaaer i Furen. Ved Kilning kan den, efterſom Jernet ſkal gaae dybere eller lettere, ſynkes eller lettes. 3) Aaſen, der er giort af et med Omhue udſogt Stykke Trae, ſom maa veere voxet ſaaledes. Forneden indtap⸗ pet bag til i Hovedet, underſtyttes og holdes den i ſin Stilling ved de gien nem⸗ gaaende Stierter, der laenger fremme ere indtappede deri. 4) Hovedet, hvis Forbindelſe er ved Ovenſtaaende begribelig. 3) Stierterne, hvorved Krogen ſtyres. Skal den nemlig, naar man plsier op ad Ageren, lagge Strimmelen til Hoire, ſaa tager Karlen den i heire Haand og trykker den til ſamme Side. Gager den atter ned ad Ageren tat ved ſamme Fure, ſaa holder han den med venſtre Haand til venſtre Side, hvorved den Jord, der glider ned paa denne Side, fylder den foregaaende Fure. Ploier man med Stude, ſaa feeſtes en Bom ved Hielp af en Ring og et Som ſaaledes til Studegaget, at Bevagelſe til Siden kan finde Sted. Trakkes den derimod, ſom ſielden er Tilfœldet, af en Heſt,
ſaa

40 Agerdyrkningsredſkaber.
ſaa faſſtes til Aaſens forlangede og afrundede Ende et Gaffeldret, hvori Heſten ſpendes. Til to Heſte bruger man en Hammel.
Enhver der kiender denne Krogs Konſtruktion, vil vere overbeviſt om, at den ypperlig giennemarbeider og ſmuldrer Jorden og udriver Ukrudet. Men den vender Jordsmonnet ufuldkomment, bersrer ikke al Jorden, og lader,— i det ringeſte hvor jeg har ſeet den,— en Jordſtrimmel, der dakkes med los Jord, blive ſtaaende mellem hver Fure.
Enhver opmarkſom mecklenborgſk Landmand tilſtaaer, at den ikke pasſer til
alle Arbeider og at hvilkenſomhelſt Plov iſcer er bedre ſkikket til at opbryde Grasmar⸗
ken eller til forſte Plsining paa Stubbene. Derimod er den til de folgende Ploi⸗ ninger ypperlig; til at vende og omrore Agerens Overflade og ſelv til Sedfu⸗ ren, naar man ſaaer paa uharvet Jord. Herved er kun det betankeligt, at Oxen paa hoire Side, gager paa den ploiede Jord og gior derved Huller, hvori Saden falder. For at undgage dette, bruge opmœrkſomme Landmand en Krog med Hammeltoi, ſaa at Oxen gaaer i Furen. Kun bor man aldrig arbeide i een og ſamme Retning med Krogen, men ſtedſe paa ſkraae, da Jernet ſaaledes oplofter og ſmuldrer den forrige Ploiſtrimmel. Vexelviis at bruge Plov og Krog er paa ethvert noget bindende Jordsmon ypperligt; dog med den Betingelſe, at man heller ikke undlader at harve dygtigt. Derfor dyrkes Jorden ogſaa under disſe Omſtandigheder ſaa fortrinlig godt i Mecklenborg, at man vanſkeligen ſkal finde gravet Havejord ſkisrere og renere end en mecklenborgſt Brakmark. Ved afvexlende at bruge Plov og Krog, har jeg kun market den Vanſkelighed, at de ſamme Arbeidere og Dyr med Moie venne ſig til begge disſe Redſkaber. Hvem der ikke er vant til at holde paa Krogen, falder Arbeidet meget vanſkeligt, uagtet det netop er det Modſatte med den Hvede, og uagtet en mecklenborgſk Karl uden Moie, vedbliver i 10 Timer at kroge. Arbeidsdyrene, iſcer Oxerne, kunne ikke vel bruges verelviis til Plov og Krog, fordi den hoire Oxe gaaer i Furen, naar der ploies, men for Krogen tat ved Furen paa den ploiede Jord. Naar man vender til⸗ bage med Krogen, gaaer den venſtre Oxe paa den plsiede og den hoire paa den
uploi⸗
6
uxleiede beidedyt
3
rer Nihe rt gbb nd dette! 68. E 6.3471
dm lu I1/8
L
b er dens 9
die Hin man me og mege Directio ja endoe
Sten
3
af Ti . tulberiſ tet dern afſtio ſtaber, ſte Kun dieſe 9
ſit ſcer hel ur
Tred

Hvori deſten
eviſt om, t
Men den r,— i det dlos Jord,
e pasſer til Grasmar⸗ hende Ploi⸗ il Sadfu⸗ keligt, at ller, hvori d en Krog rig arbeide et ſaaledes vog Krog ingelſe, at gſaa under keligen ſtal ark. Ved ellighed, at er. Hvem gt, uagtet Karl uden nne ikke vel , naat der vender til⸗ cre paa den
uploi⸗
Agerdyrkningsredſkaber.
upleiede Jord. Kan man til hvert Redſtab holde ſarſkildte Arbeidere og Ar⸗ beidsdyr, ſaa kan man iſcer med Fordeel bruge dem ſkifteviis.
Dette Redſkab pasſer bedſt til Middeljord; paa meget bindende Jord bli⸗ ver Arbeidet vanſkeligt og vanſkeligere, end med en kun nogenledes godt konſtrue⸗ ret Plov. Det gaaer da i det ringeſte meget langſomt. Den lette Jord kan ved dette Redſkab ſmuldres for meget og blive, ſom Erfaring ofte har larrt, for los.(See Annalen der niederſachſ. Landwirthſchaft, 2den Aargangs iſte Hefte, S. 347; Zdie Aarg. Iſte Hefte, S. 15; Zdie Aarg. 2det Hefte, S. 122.)
Den af det mecklenborgſke Agerbrug hoiſt fortiente Schumacher, har under Titel: Abhand⸗ lung vom Haacken, als einem vorzuͤglichen Ackerwerckzeuge anſtatt des Pfluges, Berlin
1774, udgivet en udforligere Beſkrivelſe af Krogen.
Ved de korte Vendinger og hurtige Afvigelſer, der blive mulige med Krogen,
er dens Brug meget fordeelagtig, iſœr paa Jord, der er fuld af Stene eller an⸗
dre Hindringer, ſom bor undgaaes. Den er ogſaa ſaare brugbar paa Bakker, da
man med den ſtedſe kan trœkke Jorden ned ad, uden juſt ganſke at nedvalte den,
og meget beqvemmere end hvilkenſomhelſt Plov. Man kan lettere arbeide i alle
Directioner med den, ſaavel horizontalt, ſtraat, ſom lige op og ned ad Bakke,
ja endog ploie rundt omkring en Modſtand. See v. Ramdohr i Annalen des Ackerbaues, X. Bind Side 383.
§. 127.
Den tredie Slags Redſkaber ere de, hvorved man, med ſtor Beſparelſeultivatorer.
af Tid og Kraft, ikke vender, men dog to, tre til fire Tommer dybt bearbeider, pulveriſerer og jevnt blander Overfladen; faaer Ukrudfroe bragt for Dagen, hvil⸗ ket derneſt odelægges, ligeſaavel ſom Rodukrudet, der udryddes, ved ofte at afſkigres eller omflyttes. Forſt den nyere Tid har lart os at kiende disſe Red⸗ ſkaber, ſom vi egentlig ſkylde Engellgnderne, hvis opvakte Aand for de mekani⸗ ſte Kunſter derved ualmindeligen har beriget Agerdyrkningen. J Engelland ere disſe Redſkaber mangfoldige, da Enhver overeensſtemmende med ſit Jordsmon, ſit ſeregne dermed forbundne Hiemeed, og ofte blot efter en Idee foretager heel uvaſentlige Forandringer dermed. Enhver, der opfinder ſaadant et Red⸗ F ſtab
Tredie Deel.

Agerdyrkningsredſkaber. ſkab eller efterlignende omdanner det, forandrer dets Navn, hvilket endog ofte eüitit i en anden Egn gaaer over til det uforandrede Redſkab. Man maa derfor han in ikke foreſtille ſig, at et Redſkab, der under et fremmed Nayn roſes meget, er fiur o nyeopfundet eller ubekiendt, men ſtrabe at erholde naœrmere Beſkrivelſe deraf; J nnt thi man vil da opdage, at det i det ringeſte faare ligner andre Redſkaber af bene, ſ ſamme Art. Disſe Redſkabers forſkiellige Afarter kunne omtrent indbefattes ünd. under folgende: tug Vi Skarrifikato⸗ 1) Skarrifikatorer, Kradſeredſkaber. De have ſom ofteſt Knive, der tl en Ef ker. noget fremad boiede, ligne Gartnerknive, og ere enten faſtede i et enkelt Stykke(os nok. Treee, eller ſom Harverne i flere Rader; dog ſaaledes, at enhver Kniv gior en 3 egen Ridſe, uden at folge den andens Snik. Deres Henſigt er, at gribe dybere ſere elln og kraftigere i et bindende Jordsmon, end Harverne kunne, at adſfille dets dannede haarde Skorpe og bringe det i Forbindelſe med Atmoſpheren. Man bruger dem ſtilede, ſaavel paa Agerland, ſom paa Enge, for hvilke denne Operation er ſaare gun⸗ Jann kar ſtig. Traklinien er enten umiddelbart faſtet til dem, eller de lagges paa en hele di Forkerre og trykkes ved Stiertene i Jorden; undertiden have de ogſaa ved alle ftirpato Hiorner ſmaae Hiul, ſom man kan lofte eller ſynke, hvorved de trange mere g obere eller mindre dybt i Jorden. overbevi See Overſettelſen af Dickſon 1 Deel, 2 Tab., 3 Fig. d lagde Man kan bruge ſamme Traxverk til forſkiellige Slags Jern, og f. Ex. om⸗ gay Jer danne Erſtirpatoren til Skarrifikator, ved i Stedet for dennes Jern, at anbringe dle de ſaadanne Knive, 8 naget j Hovlplovene. 2) Hoblplove(Skim ploughs, ſom egentlig betyder Skummeplove). d TE Jeg kalder dem ſaaledes, fordi de virke paa Jordsmonnet, ſom Jernet i en Hovl, fin ide horizontalt afſkicere Overfladen een eller flere Tommer dybt og tillige bryde den. Redſta Et lige Jern 2, 3 eller 4 Fod langt, med Eg og Ryg, og ſtillet ſkraat i Tra⸗ Jotden verket, glider hen under Jordens Overflade. Man behover, for at danne ſig et t Heſt Begtde herom, blot at kiende Gangplovene, hvoraf man i ſtore Haver ofte be⸗ ürr ſe kiener ſig. Jernets Eg kan, i Forhold til den Dybde hvori dot ſkal gaae, ſtil⸗ hüin Be les meer eller mindre horizontalt. Bommen, hvortil det faeſtes, ſtyres ved to fien d Stier⸗
ſſ „„“oö 1..

endog äfte nag derfor meget, er elſe deraf;
dſkaber af
nobefattes
Knive, der elt Stykke v gior en ibe dybere ſtille dets ruger dem ſaare gun⸗ tes paa en a bed alle enge mere
f. Er. om⸗ t anbringe
meplove). jen Hovl, bryde den⸗ aat i Ttc⸗ anne ſig et er ofte be⸗ gaae, ſtil⸗ res ved to Stier⸗
Agerdyrkningsredſkaber. 43
Stierte og Aaſen hviler i Almindelighed paa et Hiul, men kan ogſaa lagges paa en Plovkarre. Man bruger fornemmelig dette Redſkab, til hurtig at af⸗ ſtigere Stubbene og det fremſpirende Ukrud, og efter Hypning at jevne Jorden. Kent bruger man det egentlig til ſtrax efter Hoſten at trœkkes over Bonneſtuh⸗ bene, for at Jorden ikke, indtil den kan ploies til Hvede, ſkal blive fuld af Ukrud. Det er ikke vanſkeligt at arbeide med dette Redſtab, der behsver kun ringe Arbeidskraft. Hermed kan man ogſaa meget hurtig tilberede Sedſtubbene til en Efterſlet af Spergel, Roer, Boghvede o. desl.; thi Jorden er dybere ofte los nok, omendſtiondt dens Overflade behover at pulveriſeres.
3) Skuffelplove(Skuflers). Disſe giennemſtigre Jordsmonnet med ſpid⸗Skuffelplove.
ſere eller ſtumpere, meer horizontalt eller nedadſtaagende Jern, der enten ere dannede ſom en Sko eller Gaaſefod, og da de i to eller tre. Bomme exe ſaaledes ſtillede, at ingen Jordklump kan blive ursrt, men, fordi den fra de forreſte Jern kaſtes til de bageſte, faaer et dobbelt Stod, ſaa omrore de fuldkomment hele Overfladen. Herhid horer ogſaa den nu teinmelig bekiendte og brugte Ex⸗ ſtirpator, om hvis ſtore og gavnlige Virkning enhver, der har vidſt at indrette og, overeensſtemmende med ſit Jordsmon, tilborlig at benytte den, er fuldkommen overbeviſt, omendſkiondt Andre, der brugte den uden modent Overleeg, f. Ex⸗ ci lagde Aaſen paa en Forkarre, giorde Exſtirpatoren overordentlig ſver eller ikke gav Jernene en til ſit Jordsmon pasſende Dannelſe, med fuldkommen Ret
Erſtirpato⸗ ren.
dadle den. Man har dette Redſkab af forſkiellig Storrelſe. Naar Jorden er
meget jevn, kan man ſette flere Jern i Bommene, end efter min Beſchreibung der Ackerwerckzeuge, 1 Hefte, Tab. 9, er antaget; nemlig ſex i den bageſte og fem i den forreſte Bom. Men er Jordsmonnet ujeynt, ſaa pasſer et ſmallere
Redſkab med fœrre Jern bedre; da et bredere ikke ville overalt gage lige dybt i Jorden. Det forſtaaex ſig, at Forſpeœndet maa rette ſig efter Breden, og at
to Heſte ere tilſtrœkkelige til de ſmallere, naar man til de bredere behover five eller ſer Heſte. Jernene eller Skoene, maa, ſom jeg allerede har anmarket i ſt
hiin Beſkrivelſe, efter de forſtiellige Jordsmon have forſkiellig Dannelſe. Jo
Jordsmonnet er, deſto ſpidſere og ſmallere bor de vere. J de forreſte
f F 2 A⸗
ſelere

Agerdyrkningsredſkaber.
Rader, der forſt ſkulde bryde Jorden, kan man ogſaa ſctte ſpidſere, i de bage⸗ ſte ſtumpere Jern. Med Henſyn paa, om man blot vil ſkufle Jorden, eller til⸗ lige omrore og vende Overfladen, bor man gisre Jernene fladere eller meer con⸗ vexe, ja endog forſyne dem med opſtagaende Hren. Ved at lofte eller ſynke Aa⸗ ſen paa Forkarren, gaae Jernene meer eller mindre dybt i Jorden; deres Spidſe loftes nemlig i det forſte Tilfœellde, men ſynkes i det andet. Jeg har fundet det gaynligt, at gisre Jernene i den forreſte Rad en halv Tomme langere end i den bageſte, hvorved de, naar Aaſen aldeles ikke loftes, gaae ſaameget dybere i Jorden. Thi da Aaſen ſtedſe loftes noget ved Trakket, ſaa haves hine Jern meer end disſe, og gage da ikke dybt nok.
Jeg troer at dette Redſtab kan bruges nœſten paa ethvert Jordsmon. At det, forſynet med ſpidſe Skixrer, uden Moie endog tranger ind i den ſtarkeſte Jord, dette veed jeg fra nogle af mine Venner, der paa ſaadan Jord, med ſtor Fordeel have brugt det. Kun hvor ſtore faſte Stene ſtikke frem aſ Jorden, er det ubru⸗ geligt; eller man maa i det ringeſte vente, at Jernenes Stilke ofte ſpringe i Stykker og derfor have ſcœrſkildte ved Haanden. Thi det er umuligt, at giore Stilkene ſaa ſtœrke, at de kunne modſtaae ſire Heſtes Trœkkraft og ſtandſe dem. Smeddes de af meget boieligt Jern, ſaa ſpringe de ikke ſaa let, men bukke ſig og ſtandſe Heſtene. Derſom Stenene, ſkiondt mindre, dog ere ſtorre end Afſtanden mellem Jernene, ſaa ſlaœbes de, men hindre dog ikke Brugen af Ex⸗ ſtirpatoren. Den Karl, der arbeider med den, maa undertiden holde ſtille og tage dem bort. Naturligt er det imidlertid, at ſtenet Jord ſlider mere paa Jer⸗ nene. Er Ageren fuld af Qvaker, Grastorv eller andre Ting, f. Ex. Kartof⸗ feltoppe, ſaa bliver det vanſkeligere, ſkiendt ikke umuligt, at bruge dette Red⸗ ſkab. Den, der ſtyrer det, maa ikkun oftere lofte og ryſte det, naar det begyn⸗ der at ſlabe, eller, om dette ikke er tilſtrakkeligt, holde ſtille, og renſe det med Plovſtaven.
Exſtirpatoren er ſaa virkſom, at Brugen deraf ikke blot erſtatter enhver let Plsining, men endog i Henſeende til Jordens Pulveriſering og Blanding, ſaavelſom Ukrudets Udryddelſe— hvoraf den har faaet Navn af Exſtirpator— langt
————,— — 28———
langt or ſe Rad ſaa meg Plobe 1 heide nan zan man⸗ man kur men bro⸗ den lost af Har; Nan kat ij ſtraſ Jord for ſeret d kunne: end om Brugere bringes Ueruds Redſkal at havet Forzar⸗ ndet, Adm mart, maatte Sageni verrodd ſtubbene hoſtning

i de age⸗ u, eller til⸗ rmeer con⸗ ſynke Aa⸗ res Spidſe fundet det end i den t dybere i
hine Jern
non. At eſte Jord, or Fordeel det ubru⸗ ſpringe i at giore diſe dem. nen bukke ſtorre end en af Er⸗ e ſtille og paa Jer⸗ r. Kartof⸗ hette Red⸗ det begyn⸗ ſe det med
ter enhver Blanding, erpator— langt
Agerdyrkningsredſkaber. 45
langt overgaaer Ploven. Da imidlertid et Redſkab med ſex Skicerer i den bage⸗ ſte Rad, ved Hielp af fire Heſte og to Menneſker, kan i det ringeſte udrette lige⸗ ſaa meget(egentlig meer, da Dyrene kunne gaae et raſkere Skridt), ſom ſer Plove med tolv Heſte og ſex Menneſker, ſaa er det indlyſende, hvor meget Ar⸗ beide man derved ſparer. Har man forſt ploiet Brakmarken til fuld Dybde, ſaa kan man ſiden uden videre Plsining bearbeide den med Exſtirpatoren, og naar man kun bruger den i rette Tid, og, inden Ukrudet bliver for ſtœrkt, fuldkom⸗ men brakke og renſe Jorden. Den jevuer Ageren langt bedre end Ploven, thi den losriver og ſlœber Jorden noget fra de hoiere Steder og fordeler den ved Hielp af Harven, iſcer naar man bruger den i alle Directioner, til Fordybningerne. Man kan meget godt nedbringe Saden med den, hvilket dog et Redſkab, ſom vi ſtrax ſkulle beſkrive, bedre forretter. Den tilbereder den pinterploiede Jord fortrinligen til Vaarſad, iſcer Byg. Saa dybt ſom det behoves pulveri⸗ ſerer den Jordsmonnet ſaa fuldkommen, at den ſpade Spires unge Rodder ſtrax kunne finde Nering. Paa denne Maade vedligeholdes Vinterfugtigheden meer end om Jordeu ploiedes, og dette er meget vigtigt, iſcer i torre Forſommere. Bruger man dette Redſtab flere Gange og med tilborlige Mellemrum af Tid, ſaa
bringes derved Ukrudsfrset i Jordklumperne til at ſpire og odelcgges naſte Gang. Ukrudsrodderne, der vendes i Veiret og losrives gientagne Gange, doe. Dette
Redſtkabs Gavnlighed er iſer kiendelig paa en Ager, der, ved Aaret i Forveien
at have baaret behakkede Frugter, er meer end nok ſkiornet i Dybet og nu om
Foraaret ſkal tilberedes til Byg. Kun ved denne Dyrkningsmaade avler jeg to⸗
radet Byg, hvor Jorden er ſaa ſandet, at det efter Plsining maatte mislykkes.
Med megen Fordeel bruger man ligeledes Exſtirpatoren paa en opbrudt Klover⸗
mark, naar denne ved een Ploining ikke er bleven muldet nok. J dette Tilfalde
maatte man ellers ploie den tre Gange og forſinkede naturligviis derved meget
Saaeningen. Ved Erſtirpatoren kan Ageren blive tilſtrakkelig muldet og Klo⸗
verrodderne sdelagte. Den giosr end videre ſamme Gavn paa Wrte⸗ og Vikke⸗
ſtubbene. Da det nemlig er ſaa ſaare vigtigt, at omploie dem ſtrax efter Ind⸗
hoſtningen, men Ageren, forend Vinterſaden kan ſaaes, atter bliver faſt og gron,
ſaa

—— 9. 2
Agerdyrkningsredſkaber.
ſaa er det nodvendigt, ſkiondt til alt for megen Forſinkelſe, at ploie endnu een det vybe Gang. Ved dette Redſkab omrorer man hurtig Overfladen og kan da uden vi⸗ ſtilles 1p dere ſaae og harve. Endelig har jeg ogſaa fundet, at det er ſaare gavnligt, kort dette ſad⸗ forend Kartoflerne komme op, og endog efterat enkelte Blade have viiſt ſig, at derbed lade Exſtirpatoren gaae let over Ageren. Herved odelggges det opkomne Ukrud funder t og Kartoflerne blive fuldkommen rene. Man formener vel at kunne udrette det Pheten de ſamme med Harven, iſer naar man lader Ageren ligge uharvet til Kartoflerne ligeſom in ere komne op. Men man opnaaer ſit Hiemed langt ufuldkomnere, end om man der hver harvede ſtrax efter Lœgningen, hvorved Ukrudet almindeligere ſpirede, og dernaſt den gun sdelagdes ved Exſtirpatoren. Men det forſtaaer ſig, at dette kan ikke finde Fierdepin Sted, naar Kartoflerne ligge i Hypninger. net migfl Af tydſt Opfindelſe ere forſkiellige Redſkaber, der, forſynede med adſtkil⸗ konmen?
lige Jern, dannede ſom Krogens, omrore Jordsmonnet og dybere eller lettere ner dett⸗ bearbeide det. De ere af forſkiellig Dannelſe og Storrelſe, nemlig: med bredere Mlobe, n og ſmallere Jern, hvoraf tre, fire, fem eller ſex ſidde i een Bom. Enten hvi⸗ d ler Aaſen paa en Forkerrre eller de trœkkes ved et ſtivt Gaffeldrat. ii Dann Den ved ſin fortrinlige Agerdyrkning beromte von Arndt i Schleſien b ſagenſten brugte adſkillige ſaadanne Redſkaber. nde Set von Arndts Hans liden Sadplov, der meget ligner Engellandernes enkelte Erſtirpa⸗ V luagt er Cadplod. tor, er iſcer bleven bekiendt. Den bruges ſadvanligen med fire Skiarer, der, b ger hr dannede ſom et almindeligt Plovſtigere, ere temmelig konvexe, heie til den venſtre b d hohe og ſtumpe Side og, faſtede til Jernſtilke i til 1o Tommers Afſtand, ſœettes i Bom⸗ dan uddi men. Aaſen gager med en Tap ind i denne Bom og ved, ligeſom Exſtirpato⸗ teieig
ren, at hvile paa en Plovkarre, kan den loftes eller ſynkes, hvorved Skiqe⸗ 8 rerne gage lettere eller dybere i Jorden. J Begyndelſen havde Arndt ladet ſmage tvereen Muldfiele eller Oren faſte til disſe Skicerer, for derved virkelig at pleie og vende fnd.
Jorden. Men han indſaae ſiden, at denne Tilſatning, der kun forogede Frik⸗
V femmeli tion og Laſt og ved let at ſtoppe Redſtabet lod det ſlœbe, var overflodig, da den tmnnnet egentlige Ploining dog ikke derved opnagedes. Dette Redſkab bruges egentlig tadeof
1 til at nedbringe Seden, naar Ageren i Forveien er tilberedt, og forretter denſgar . en ſpate
det
———— B—’AES——

enduu een a uden vi⸗ onligt, kort ſt ſig, a mne Ukrud ndrette det artoflerne Hom man g dernaſt ikke finde
ꝛd adſtil⸗ er lettere ed bredere inten hvi⸗
Schleſien
Erſtirpa⸗ erer, der, en venſtre es i Bom⸗ rſtirpato⸗ hed Skic⸗ det ſmage og vende gede Frik⸗ g, da den 6 egentlig forretter
det
Agerdyrkningsredſkaber. 47
det ypperligt. Er Saden nemlig ſaaet paa den fuldkommen harvede Ager, ſaa
ſtilles dette Redſkab ſaaledes, at det gaaer to Tommer dybt i Jorden. Til
dette ſaare lette Arbeide behoves kun to Heſte og eet Menneſke. Saden fordeles
derved jevnere end ved noget andet mig bekiendt Redſkab og ſaaledes, at man neppe finder to Spirer ved Siden af hinanden, men ſtedſe i tilborlig Afſtand. Naar
Ageren da harves let, ſaa kommer Seden tilſtrœkkeligen dybt; den blandes og ligeſom omrores i Jorden, der ved dette Redſkab endnu meer ſmuldres, og hiin, der hverken ligger huul eller under uigiennemtrangelige Klumper, er folgelig i den gunſtigſte Tilſtand til at ſpire og ſlagae Rodder. Ved dette Redſkab kan Fierdeparten af Saden ſpares; ja, efter det troevardige Landmand have forſik⸗ kret mig, ſkiondt jeg ikke ſelv har forſogt det— thi min Jord er endnu ikke fuld⸗ kommen nok renſet— ſkal endog Halvdelen vere tilſtrakkelig. Desuden frem⸗ mer dette Redſkab, der med mindre Arbeidskraft udretter ligeſaa meget ſom fire
Plove, Saaeningen meget, og man kan altſaa dertil valge det gunſtigſte Hieblik.
Engellgnderne have endnu en Mangde lignende Redſkaber, der i Henſeende til Dannelſe og Biomſtandigheder ere mangfoldige, men i Virkningen og Hoved⸗ ſagen ſtemme overeens med de Foregagaende. For end meer at pulveriſere et bin⸗ dende Jordsmon og at Redſfkabet lettere kan trenge i Jorden, har man ofte an⸗ bragt en Kniv foran Skicrret eller verxlet med Knive og Skicerer. De kunſti⸗ gere har man indrettet ſaaledes, at de kunne udſpaendes og ſammentrarkkes og da have Redſkaberne i Almindelighed Dannelſen af en Triangel, der i ſin Baſis kan udvides meer eller mindre. Men herved blive de meget mere ſammenſatte og ſkrobeligere⸗
Blandt disſe Redſkaber bor man efter tilborligt Overleg veelge dem, der overeensſtemmende med Jordsmon, Hiemed og Avlingsforhold ere de meeſt pas⸗ ſende. Har man opdaget hvilke disſe ere, da vilde det vare en taabelig Spar⸗ ſommelighed, for Omkoſtningernes Skyld, at berove ſig de ſtore Fordele derved opnaaes. Under hiin Betingelſe gienerſtatte de i eet Aar og i een Saaeningspe⸗ riode ofte to og flere Gange det, de have koſtet, ſom f. Ex. Sadploven, blot ved den ſparede Sod. Man ſkulde neppe troe, at der blandt Landmandene endnu
fin⸗
e
674,444
4,9

6
Agerdyrkningsredſkaber.
findes ſaa taabelig Gierrighedsaand, at de, naar de endog erkiende Fordelen
ved et ſaadant Redſkab, dog frygte for Omkoſtningerne ved dets Anſkaffelſe; ja,
hvad der endnu er varre, at Skribenter forſvare denne Gierrighed og advare mod unde,
Redſkabs⸗Inventariets Forogelſe. Deu ſimpleſte Haandvarker vil aldrig tage i for lden
Betankning at anſkaffe et henſigtsmasſigt Redſkab, naar han blot paa nogen beugend
Maade kan betale det, og er overbeviiſt om at det forbedrer og letter Arbeidet. Fald u
Saadant kan virkelig ſctte Landmandens ophoiede Haandtering lavere end det nen don
ſimpleſte Haandvark. Trab,
Beſtan
harli
Harverne. 85
§. 128. beſpatelt
Harverne ere den anden Slags Redſkaber, ſom man til Jordens Dyrk⸗ anigte
ning uomgiangelig behover, og uden hvilke Ploven paa en meget ufuldkommen V 1
Maade ſtulde opfylde ſin Henſigt. b eler kn
Deres Indretning er ligeledes ſaare mangfoldig og maae verre det, for at V tere.
de forſkiellige Biemed kunne opnaaes. V güe de
Man deler dem i Almindelighed i tunge Harver, til to, ſire og ſer Heſte, ander
og i ſmaae Harver, hvoraf een, ja endog to trœkkes af een Heſt.— V aun ſi
De tunge De ſtorre Harver beſtaae af ſveere Bomme med forholdsmasſig ſtarke og V de ſſt
Harver. lange Tander, hvoraf enhver veier et eller flere Pund. Disſe ſtore Harver dan in ſom man kalder Brakharver, bruges egentlig til at ſonderrive en opploiet ſei b
Gronſvar, eller paa meget bindende Jord, at ſplitte Ploiſtrimmelen og de ſtore b ller u b
Klumper. Man bruger dem firrkantede og trekantede. J det forſte Tilfolde acr
ere Tenderne undertiden kortere henimod den forreſte Vinkel, hvorved Harven den trœxkkes, men langere i enhver af de andre Bomme, og lœngſt i den bageſte. V van De ere undertiden bagtil forſynede med Haandtag eller Stierte, for derved en⸗ b ffſg ten at kunne loftes ud af Jorden, eller nedtrykkes deri. Disſe Harver have un⸗ V den /
dertiden lige, undertiden fremadſtaaende, eller, liig en Gartnerkniv, fremadbukkede fffat Tander.„. faſte d
§. 129.
Tre
— 5* S . 3— 2 8„

Fordelen f
1
elſe; ja, dvare mod rig tagei daa nogen Arbeidet.
end det
ens Dyrk⸗ ldkommen
, for at ſer deſt,
ſterke og re Harver pploiet ſei 9g de ſtore Tilfeelde ed Harven en bageſte. derved en⸗ t have un⸗ nadbukkede
§. 129.
Agerdyrkningsredſkaber.
§. 129.
De ſmaa Harver have enten Tra⸗ eller Jerntaender, og undertiden, vex⸗Oelette Har⸗
ver.
lende, begge Dele. Mange have aldeles forkaſtet Treharverne, fordi de giore for liden Virkning. Dog kan man, under visſe Omſtœndigheder, med Fordeel bruge dem. Dette er ikke blot Tilfeœldet paa Sandjorder— hvor de i alt Fald kunne veere tilſtrekkelige— men endog paa Leerjorder, der ere harvede, men dog meget klumpede. Her kan man med Traeharver bedre rundharve i Trav, og Stodets Hurtighed bidrager meer, end Harvens Vagt og Tandens Beſtanddele, til Jordens Pulveriſering. De ere desuden bedſt ſkikkede, til at nedharve fiint Froe, overharve frempippende Saed og jevne Ageren, hvor man ikke vil arbeide dybt. Dog er det unagteligt, at de ogſaa ofte kun til Arbeids⸗ beſparelſe bruges der, hvor Jernharver, der traenge dybere i Jorden, ere langt henſigtsmasſigere.
De ſmaa Harvers Jerntaender ere ligeledes forſkielligen dannede; ligeſtaaende eller krummede. Naar Tanderne ere krumme, kan man harve dybere eller let⸗ tere. Forſpandes de nemlig ſaaledes, at Tœndernes Spidſer vende fremad, ſaa
gribe de ſtarkere og oprive Jorden; omvendt virke de kun ſvagt og glide mere paa
Jordens Overflade. Det forſte kalder man at ſtarpharve, det andet at ſtumpharve. Kun ſielden ere Tanderne runde, ſom ofteſt kantede, firkantede eller trekantede. De ſidſte ere, formedelſt deres ſpidſere Vinkel, virkſommere. Men man bruger dem ogſaa knivdannede, tyndere fortil og med bredere Ryg.
Tanderne ere enten faſtkilede i Bommene, inddrevne ſom et Som deri, eller ubevaggelig faſtkilede dertil. J de forſte Tilfalde gisres de langere og ſtaae op over Bommen. Fordelen herved er, at man kan drive dem dybere ned og naar de ere afflidte, forlceenge og ſkigerpe dem. Men heraf folger igien det Onde, at man let miſter dem, enten fordi de, naar de med Spidſen ſtode paa en Steen, af ſig ſelv ſpringe ud, eller med Forſet udſlaaes. Enhver der behover et Stykke Jern, var det end kun en Pind til at ſette for, tager en Tand af Harven, hvor⸗ af folger at Harverne ofte, naar man vil bruge dem, ere uden Tander. De faſte Tœnder ere med en Kant faſtnaglede til Bommen. Sieldnere, og kun naar
. 3 ◻ηι— Tredie Deel. G Teœn⸗

—
Agerdyrkningsredſkaber.
Tanderne ere knivdannede, faſtſkrues de, for at kunne aftages og ſlibes, ved en ale di Skruemoder paa deres Stilke. bor nat §. 130.
Nedvendige Folgende er vigtigt, ſaavel ved de ſtorre ſom mindre Harvers Sammen⸗ 4 Pzeneaer ſctning: gact, i Larve. For det Forſte, at Tenderne ſidde ſaa vidt fra hverandre, at Mellemrum⸗ nd dek mene ei letteligen tilſtoppes eller Jorden ſammenklumpes derimellem. Nabn afſ For det Andet, at Tanderne ſidde ſaaledes, at de i lige Afſtand fra hver⸗ 1 hopi andre gaae i Jorden. harve For det Tredie, at hver Tand, gior en ſcrſkildt Ridſe, og ikke folger disſe H ſamme Linie, ſom den foregaaende. de krafti For det Fierde, at Tanderne ſidde, ſaavidt muligt, lige langt fra hver⸗ 46 andre i Bommene, da de, ved at ſidde for tette, vilde altfor meget ſvœkke det kes enten Sted, hvor ſaadant var Tilfaldet. dler ſir Den tredie Egenſkab iagttager man ſielden. Tanderne ere ſom ofteſt ſatte fim ell i Bommen, i Form af den ſaakaldte Quinkunx, og ſaaledes, at de i den forſte Vinke
og tredie, ligeſom i anden og fierde Bom, folge hverandre. Nogle Tander virke folgelig ikke; thi de Jordklumper, ſom de forreſte Tander have berort, ere enten 6 knuſte eller ſkudte til Siden, uden paa nyt at traffes. Desuden kan det ogſaa Harbet vere ſkadeligt, at flere Tœnder folge hverandre i ſamme Ridſe, fordi denne der⸗ tanen ved bliver for dyb, og ſmaat Fro derved kommer for dybt i Jorden. dde Denne Feil kan vel tildeels haves, naar man ei faſter Dratttet til Harvens vveralt Midte, men meer til dens ene Side, hvorved den kommer til at danne en ſkicv b iin h Vinkel med Traklinien. Herved forandres de Linier ſom Tanderne betegne, og taltes disſe lobe ſieldnere ſammen. Men da virker Harven ikke tilſtrakkelig med ſine Jgera Hiorner, hvori kun een Tand ſidder, og ved naſte Strog, maa den atter trak⸗ V ne b kes herover, hvilket, da man maa gisre ſaa mange flere Strog, forsger Arbei⸗ V Penern det. Ved den virkſomme Rundharvning, betyder dette ikke meget, thi hver en⸗ V ned der kelt Plet bersres dog flere Gange; men naar man blot langharver, er det vigtigt, V truger at give Taœnderne en ſaadan Stilling, at enhver drager en ſarſkildt Linie, og at b kunne!
alle
‧‧A&—,.— 9..— 82 4—— eee

ellemrum⸗ fra hver⸗
kke folger
ofteſt ſatte den forſte nder virke ere enten det ogſaa denne der⸗
lHarvens en ſticep kegne, og med ſine atter trak⸗ ger Arbei⸗ j hver en⸗ et vigtigt, ne, og at alle
—
Agerdyrkningsredſkaber.
alle disſe bag Harven lobe tat ved Siden og lige langt fra hverandre. Dog vor man ikke ſeœtte for mange Tander i een Bom. §. 131.
Man har indrettet Harver, til at forſpœndes ved Spidſen. Disſe Harver Hahed Koönſtruk⸗
gaae, iſer naar Tanderne ere fremadbsiede, i Slangegang og hoppende, hvor⸗tion.
ved de kraftigere virke til Jordens Pulveriſering. Hiin Beveegelſe har givet dem Navn af Slangeharver. Forſpards⸗Boilen er, for at fremme den ſlangagtige og hoppende Gang, bevgegelig. Men det forſtaaer ſig, at den efterfolgende Harve maa fores ſaaledes, at den gaaer noget paa den Foregaagendes Spor. Naar disſe Harver ere ſmaa, men tunge og forſynede med ſteerke Tœnder, ſaa virke de kraftigen, iſœer om Heſtene trave, paa ſvar Jord.
Harverne danne i Almindelighed en lige⸗ eller uligeſidet Fiirkant, og trak⸗ kes enten efter Lœngden eller Breden. De have ofte fem Bomme i Langden, tre eller fire i Breden, og virke, naar de trakkes efter Lœngden eller Breden, med fem eller tre Tander. Man har ogſaa trekantede Harver, der forſpandes ved en Vinkelſpidſe.
§. 132.
Ere Agrene hopelvede og harver man kun paa langs, ſaa kunne ſtore ſtive Beudte Har⸗
Harver ikke overalt trenge i Jorden. Man deler da Harverne i to Dele, og fammenfoier disſe igien i Midten, ved Ringe, Bolte eller ſmaae Kieder, hvor⸗ ved de paa ſaadanne ophoiede Agre kan boie ſig til Siderne, Naar Agrene ere overalt lige brede, ſaa ſammenfoier man paa ovenanforte Maade to, tre eller fire Harveſtykker, og overharver med et Strog Agexen i ſin hele Brede. De trœkkes enten ved en i Midten anbragt fœllles Hammel, og Heſtene gaae midt paa Ageren, eller, hvilket paa fugtig Grund er henſigtsmasſigere, Heſtene ſpœndes ved begge Ender af en Bom, der er lige ſaa bred ſom Ageren, og gaae da i begge Renerne. De ſammenfoiede Harver faſtes med Kieder til Bommen og trakkes med denne. Ere Agrene ſaa heie i Midten, at Bommen vil ſlebbe derpaa, ſaa bruger man en Forkarre med ſaa hoie Hiul, at disſe, naar de gaae i Renerne, kunne lofte Bommen over Ageren. Denne Indretning er rigtig nok meget ſam⸗
G 2 men⸗

Forſpands⸗ boilen,
Harvernes
Forſpanding⸗
52 Agerdykniugoredſkaber.
menſat, men paa vaad Jord, og iſcer naar Seden nedharves, har den det ſtore Fortrin, at Arbeidsdyrene ikke trœde denne faſt i Jorden; thi den Sad der ved Heſtefoden nedtraœdes i ſaadan Jord, ſpirer ſielden.
§. 133.
Naar Harven ſcettes i umiddelbar Forbindelſe med Skaglerne, ſaa bor disſe, for at Harven ikke fortil altfor meget ſkal loftes, og derved ei traenge i Jorden, meget forlenges. Men da lange Skagler ere i mange Henſeender til Beſver, ſaa har man giort adſkillige Indretninger, f. Ex. faeſtet en bevaggelig, to Fod lang Krog til Harven, eller, henſigtsmasſigſt, en Jernbeile af folgende Dannelſe:
K 8
Vil maun harve let, ſaa faſtes Drattet til den nederſte, men ſtal der har⸗ ves dybt, til den sverſte Krog. Denne Beile er fortil omtrent 1 Fod hei og naglet paa Harvebommen.
§8. 134.
Naar man harver med mange Heſte, pleier man ſadvanligen at forſpende dem i ſkraae Linie, og ſaaledes, at man kun behsver at ſtyre de forreſte, ſom de svrige da maa folge. Man faſter nemlig den anden Heſtes Tomme, en⸗ ten til den forſtes Svingel eller Harve, den tredie til den andens, o. ſ. v. Der⸗ ved nodes Heſtene til at gaae lige frem, thi Tommen hindrer dem fra at vige til den ene, ligeſom Harven til den anden Side. De ere naturligviis meget bange for Harven ved Siden af dem, og man kan derfor vare ſikker paa, at de ikke trade paa den, naar de blot ſee den. Derfor bor man, ved Harvning, aldeles ikke bruge Skyeklapper, eller i det ringeſte bsie disſe tilbage, paa den Side der vender til Harven. At bruge blinde Heſte til dette Arbeide, er meget farligt; med mindre de laenge, og inden de bleve blinde, ere vante dertil.
§. 135.
—;·—
tt deſt Tande Oyerfl Jorden Nen de
tat,
i Bru
Naade nätdde de.
tale;

——————
Agerdyrkningsredſkaber.
en det ſtore§. 135.
d der ud Til Harverne bor man ſtedſe have en Sladde eller Slabe for derpaa at Harveſlader. bringe dem paa Agrene; kun i det Tilfcxlde, at en god og tor Vei forer derhen, kan det undertiden veere gavnligt at traœkke Harverne derover, for at jevne den.
ſag bor Saadanne Slader, ſom man ogſaa bruger til Plovene uden Hiul, fortiener me⸗ keeenge get at anbefales. kender til Da Harverne koſte meget at vedligeholde og de ved Agrenes Dyrkning ere bevagelig, ſaare vigtige, ſaa bor man anvende al Omhue paa at ſkaane dem. Saaſnart if folgende man ikke bruger dem mere, bor de bringes i Huus, og paa Marken eller Gaarden aldrig ligge flade paa Jorden, men ſtedſe ſtaae opreiſte. §. 136.
Undertiden fletter man Qviſte i Harverne, og Tiorneriis, naar man onſker Harver med at de ſkulle virke ſaare ſtoœrkt; undertiden har man ogſaa Harverammer, der uden Adiſte, Tander ere blot hertil beſtemte. Skulle ſaadanne Qviſt⸗Harver blot virke paa Overfladen, da ere de meget gode, pulveriſere fuldkommen Klumperne og jevne
der har⸗ Jorden overmaade godt. Man nedharver ogſaa fiint Fro, f. Ex. Klover, med dem. od hoi og Men de maage da flettes med ſtivere Qviſte, helſt med Tiorneriis, kun ikke for
tot, for ei at ſlabe og trakke Froet med ſig. De ſaakaldte Kurve⸗Harver, der flettes af Riis, roſes meget hvor de ere forſpeende i Brug.
e forreſte,§. 137. Det er af ſtsrſte Vigtighed for Agerbruget at Harverne bruges paa rette Harvernes
mme, en⸗
.v. Der⸗ Maade, og derſom man feiler herved, ſaa opnaaes ikke Hiemedet af det bedſt for⸗ Andendenie at vige til rettede Plovarbeide. Kun ved at bruge Kultivatorer kan man harve meget min⸗
get bange dre. Om Harvernes rette Anvendelſe i ſcrregne Tilfglde ſkulle vi i det Folgende
at de ikke tale; her kun ſaameget i Almindelighed, at vi kunne henholde os dertil⸗
Man harver paa folgende forſkiellige Maader: 1) Paa langs, eller i lige Retning med den ſidſte Ploining.
mEide der 2) Paa tvers, eller ſkraae mod Ploiſtrimmelen.
et farligt;
2) Slan⸗ §. 135. 3) Slan

——j——ͤ
Agerdyrkningsredſkaber.
5 n! 3) Slangeformig fra den ene Side af Ageren til den anden, og ſaaledes ido
at Strogene krydſe hverandre ſom et 8. lige elle
4) Rundt og i Volte. Da den ſaare virkſomme Rundharvning er i
mange Egne aldeles ubekiendt, ſaa bor jeg udforligere beſkrive den. Man bru⸗ ger den kun paa brede Agre eller, hvor man i Almindelighed undgaager at adſtkille disſe. Heſtene, ſadvanligen fire, undertiden ogſaa ſex, faſtes paa den allerede
beſkreyne Maade til hverandres Svingel eller Harve. Kudſten tager da den for⸗ V W reſte ſom ofteſt nermer Heſt ved Tommen, lader den gaae om ham, og alle de V dyrkrin andre mage da folge i en ſtedſe ſtorre Kreds. Er en Kreds naſſten fœrdig, ſaa b in def gaaer han nogle Skridt langere frem paa Ageren, lader gisre en nye Kreds og dumet og vedbliver ſaaledes indtil Enden. Det forſtaaer ſig, at den yderſte Heſt har V det ſycreſte Arbeide, og derfor ſpœnder man de mindſte og ſvageſte Heſte inderſt, tler at! men de ſtarkeſte yderſt. Ere de derimod omtrent eens, da ſkifte de. Den iogefa yderſte Heſt maae i Almindelighed trave temmelig ſtœrkt, naar den inderſte kun de, he gaaer langſomt. Derſom et bindende Jordsmon ſkal ſmuldres og de yderſte He⸗ ferſtat ſte derfor beſtandig holdes i Trav, ſaa er dette et af de meeſt udmattende Arbei⸗ tiden der, ſom kun kraftfulde Heſte kunne udholde. Denne Harvning fordrer ogſaa me⸗ gen Tid, da enhver Punkt flere Gange berores; men tilveiebringer dog ogſaa en Owend Virkning, ſom man uden denne forgicves vilde ſtrobe at opnagae. Skal ſaadan Rtte 3 Harvning ſkee hurtig, da bruger man i Almindelighed Traharver; thi Heſtene V ſtket: kunde ikke udholde at harve med Jernharver. Har man rundharvet, ſaa harver d kn man paa langs og i fuld Trav, hvorved Kudſtken ſetter ſig paa den forreſte Heſt og rider ſterkt til. Bedſt harve Meklenborgerne paa denne Maade, og anvende Ittdo paa intet andet af deres Foretagender ſaa ſtor Opmarkſomhed, ſom paa dette. den, in §. 138. ſunles Jagttagelſe Ved enhver Harvning bor gunſtigt Veirligt og Jordsmonnets rette Fug⸗ V ganſte af Wefrlige tighedsgrad endnu meer end ved Plsining iagttages. Ved at harve Jorden for V ſer ſan vaad, ſkader man ſnarere end gavner; thi den bliver derved faſt og klumpet. V Troml Man bor ligeledes undgaae at lade Jorden blive for tor og haard, inden man V bede, harver, thi da virker Harven aldeles ikke paa den. Harvningen bor derfor, naar rnn
2
8‿38 210
2.——— B——8ZZͤESͤſͤſͤſͤſſſſ 3— 8 3 4— 5. 3

Agerdyrkningsredſkaber. 55
d ſalaes Tid og Veirligt ere gunſtige, foretrœkkes ethvert andet Arbeide, og ved de ugent⸗ tige eller maanedlige Arbeidsoverflag ſtedſe forſt anfores.
dning erji
wan Tromen.
en allerede§. 139.
da den for⸗ Tromlen er ligeledes et af de ſaare nyttige, og for den fuldkomnere Ager⸗
og alle de dyrkning paa ethvert Jordsmon, uundgaaelige Redſkaber. Vi ville forſt tale
erdig, ſaa om de forſkiellige Biemed, hvori den bruges, og derngeſt om dens Dannelſe, da
Kreds og denne billigen ber rette ſig efter hine.
Heſt har Det forſte Biemed er: at knuſe de Klumper, ſom ere undgaaede Harven, Teombiygene
te inderſt, eller at trykke dem ſaaledes ned i Jorden, at de ikke ved en gientagen Harvning
de. Den ligge faſte, og altſag uundgageligen knuſes. Derfor pleier man paa ſtarke Jor⸗
derſte kun der, hvor et hoiere Agerbrug er indfort, var end Ploiningen kun forberedende,
derſte He⸗ forſt at harve, derngeſt at tromle og ſaa atter at harve. Forſomte man dette, ſaa
de Arbei⸗ vilde man anſee Jordsmonnet ſom ſaare ſlet bearbeidet.
gſaa me⸗ Det andet Hiemed er: at ſammentrykke og faeſte det loſere Jordsmon⸗
ogſaa en Omendſkiondt Tromlen er hertil ſaare henſigtsmœsſig, og ved at ſammentrykke
kal ſaadan dette Jordsmon, der, naar det ofte ploies, let bliver altfor loſt, gior det mere zi Heſtene ſkikket til at holde paa Fugtigheden, ſaa bruges den dog ſielden i denne Henſigt og kun paa den loſe ſpampede Marſkgrund, hvor den er naſten uundvarlig.
ſaa harver Det tredie Hiemed er: at give Saden et bedre Leie og Forbindelſe med
rreſte Heſt g auvende Jordsmonnet. Det er undertiden gavnligt at tromle og fuldkommen jevne Jor⸗ dette den, inden man ſager ſiint Frse, at dette kan ligeligere fordeles og ingenſteds
ſamles. Naar det falder paa et fuldkommen jevnt Jordsmon, adſfilles det ſaa ganſke, at to Kicerner ſielden blive ſammen. Dernaſſt harves, og Harvens Rid⸗ ſer ſammentrykkes atter ved Tromling. Men endog for de ſtarre Froeſorter er Tromlingen, kun ikke paa alt for bindende og faſt Grund, efterat de ere nedhar⸗ vede, til megen Nytte, da Jorden ved Tromlen trykkes tatt dertil og faſtere be⸗
rorer dem, hvorved fremvirkes, at Saden hurtigere ſpirer og kommer op. Denne
erfor, nac 1d
ſo 3 Virk⸗ Tid
rette Fug⸗ Jorden for klumpet. inden man
6

56 Agerdyrkningsredſkaber.
Virkning opdager man allerede derved, at de Pletter, ſom Tromlen ikke rsrer, Sort, ſ ſenere gronnes. Sandſynligviis hindres ogſaa paa denne Maade Lyſets altfor ledes, at ſterke Indvirkning, der er fundet ſkadelig for det ſpirende Froe. Men desuden ket, ¹h. er det lettere at hoſte en tromlet og derved fuldkommen jevnet Ager, og Saden Kudſten kan afhugges meget tattere ved Jorden, hvilket iſer ved Erter og Vikker er Tronle8l vigtigt. b hudld
Tromlens fierde Brug er: at nedtrykke Scedens Rodder, iſcer naar disſe den nodſe ved Froſten ere losnede eller oplsftede af Jordsmonnet eller dog at bringe dem gaaer m meer i Berorelſe dermed. Meget muldriig Marſkgrund ſmuldrer undertiden om aredi Foraaret ſaa ſtœrkt, at Planterodderne blottes, og derſom Regnen da udebliver, 1 er Tromlen det eneſte Middel hvorved Saden reddes. gunlgt
Endelig bruger man ogſaa under ſceregne Omſtœndigheder Tromlen til at tunde da odelggge visſe Inſekter, ſom fornemmelig om Natten fremkomme af Jorden og ralttſn afgnave Seden; derfor maae man da tromle om Natten. ll ho
§. 140. Promtens Det Vaſentligſte ved Tromlen er Klodſen, der ved Hielp af et Jern kan Konſtruktion,dreie ſig om ſin egen Axel. Den er ſom ofteſt rund og af forſkiellig Diameter og ſgt, Lœngde. Jo tykkere og jo kortere, deſto mere virker den. En lang Tromle⸗ Pübbrn klods formindſker ſnarere end forsger Trykket; thi den hviler paa flere Jordpar⸗ nune tikler. Tromlen er i Almindelighed 6 til 9 Fod lang og har fra 1 til 2 Fods dt ſt. Diameter.
Man bruger ogſaa ſex⸗ og ottekantede Tromler, der langt bedre end de hn runde knuſe Klumperne, thi de virke med Siderne ſom ved et Slag. Men de Kahi ere meget tungere at trakke og formodentlig derfor ikke meget brugelige. Paa. bindende Grund anſeer jeg dem for ſaare gaynlige. Pin
Til ſamme Hiemed har man ogſaa riflede eller med Liſter beſlaaede Trom⸗ V dth ler. Men naar de bruges inden Jorden er fuldkommen tor, ſaa faſſter denne ſig V til Klodſen og de virke da mindre. 2) fe
Tromlens svrige Dele indrettes paa forſkiellige Maader. Det ſynes at d
al ta
ingen af disſe have et ſoerdeles Fortrin, og da Enhver kiender den ene eller anden Sort,

ikke tötet, jſets altfor
en desuden
naar disſe bringe dem eertiden om udebliver,
alen til at Jorden og
Jern kan ameter og g Tromle⸗ Jordpar⸗ til 2 Fods
dre end de Men de ge. Paa
gede Trom⸗
er denne ſig
et ſynes at
eller anden Sort,
Agerdyrkningsredſkaber. 57
Sort, ſaa er det unodvendigt at beſtrive dem. Indretningen bor blot vœrre ſaa⸗ ledes, at den, der kiorer Tromlen, kan ſatte ſig derpaa, thi derved foroges Tryk⸗ ket, og Arbeidet, der ikke falder beſvcrligt for Heſtene, paaſkyndes. Da lider Kudſken ogſaa mindre af Stovet. Man har end videre Tromler, ved hvilke Tromleklodſen uden anden Indretning dreier ſig i en Ring, der ved en Krog fgœ⸗ ſtes til Drottet. J Stedet for at vende med Tromlen, leder man Heſtene til den modſatte Side, dreier Krogen og hanger Hammelen derpaa. Herved und⸗ gager man, at Tromlen i korte Vendinger ſlaber; dette undgages ogſaa ved at giore disſe ſtorre.
Nogle bruge Steen⸗Tromler. Visſe Omſtaendigheder kunne vel giore det gavnligt at ſammentrykke Jorden ſaa ſterkt; dog troer jeg, at dette Tryk ofte kunde verre for ſtœrkt, og man kan folgelig ikke almindeligen bruge dem. Paa et reolet ſandet Stykke Jord har jeg med Fordeel brugt en Steen-Tromle, indrettet til Havegangene; men har forreſten i denne Henſeende ingen Erfaring.
§. 141.
En ſceregen Slags er Spidstromlen, beſat med Jernſpidſer. Dens Hen⸗ ſigt er, kraftigere at knuſe Klumperne, og den bruges derfor endnu i mange Avlsbrug. Men efter dens ſcdvanlige Indretning kan denne Tromle kun bruges paa meget tor Jord, naar man har forſomt det rette Hieblik til at tromle. Har et ſeit Jordsmon endnu nogen Fugtighed, ſaa ſcetter det ſig i ſaa ſtor Mœngde mellem Spidſerne, at hele Tromlen indhylles deraf, og at en Jordmasſe, uden at Spidſerne kunne virke, omdreies.
Kraftigere virker Tromlen med Jernhammere, der i ſtorre Afſtand fra hinanden ere inddrevne i Tromle⸗Klodſen, og ufeilbarligen knuſe enhver Klump de troeffe.
Engelland har man ogſaa, til forſkiellige Hiemeed, anbefalet Tromler med fremſtaaende og ſkicerpede Jernringe. Man har derved villet udrette adſtil⸗ ligt, hvorom jeg, ſkiondt jeg ikke tydelig indſeer Gavnligheden deraf, andenſteds ſkal tale.
H§. 142.
Tredie Deek⸗
Spids⸗ Tromlen⸗

Agerdyrkningsredſkaber.
§. 142. 6 Rette Sie⸗ Bed Tromlingen bor, naeſten endnu meer end ved Harvningen, det rette- le tet Hieblik iagttages. Jorden maa aldeles ikke vœre ſaa fugtig, at den kan klabe hverand til Tromlen, thi, paa bindende Grund, vilde man da kun gisre Skade; og ſelv dinger paa ſandet Jord, vilde derved dannes en Skorpe, der ſtedſe, ved at hindre At⸗ 3 moſphaœrens Indvirkning paa Jordsmonnet, vilde vore ſkadelig. Men er Jor⸗ yüdt ka
den bindende, ſaa bor man heller ikke tsve indtil Klumperne ere fuldkommen torre, og haarde nok til at modſtaae Tromlen. J hvorom Ploiningen. n, 5 iſer paa §. 143. füdes. Ovad man Ved Ploiningen er det iſcer vigtigt: 3 ai enie af 1) At man, for at have ſaa faa Afvigelſer ſom muligt og kunne lœgge 1 Pleining. Pleiſtrimlerne parallelle ved Siden af hinanden, ploier fuldkommen rette Linier. iſer b Forſommer man dette, ſaa blive Strimlerne ikke overalt lige brede, og da La⸗ dienee ſten ved enhver Afvigelſe fra Tendentſen forsges, ſaa bliver Arbeidet ſvœrere. unleJ 2) At Ploven uundgagelig arbeider i lige Dybde uden at bevcege ſig op og run
ned, hvilket, ved ſlette Plove og Plovkarle, ofte er Tilfaldet, og glider i paral⸗ tel Linie med Overfladen. 3) At den ploier en reen Fure, hvori kun lidet af den ſmuldrede Jord er falder tilbage og danner hiin ſaaledes, at dens Bund udgior en ret, ikke ſpids c Vinkel, med Landſiden. V 8 1 4) At Pleiſtrimmelen vendes ſaa meget, ſom behoves, nemlig i en Bue 1 af omtrent 140 Grader eller, at den omvendte Strimmel danner omtrent en Vin⸗ mit kel af 40 til 50 Grader med den horizontale Linie. Dette er i Almindelighed V— dens fordeelagtigſte Stilling. b 4 5) At der ſtedſe ploies lige brede og ſaa brede Furer, ſom man efter Jor⸗ Aund dens Beſkaffenhed og til Arbeidets Fremme anſeer for henſigtsmasſigt. d un ha bredes
6) At
A
R

Ploiningen.
6) At der ploies i den foreſkreyne Dybde.
5 nit 7) At Agrene fage en pasſende Brede og Langde, og lobe parallelle med kan klabe hverandre, da man derved til Slutningen undgager Kiler, der ved mange Ven⸗ e3 dg ſeh dinger giore Arbeidet vanſkeligt. hindre At⸗ 3) At Plovene folge hinanden og fordeles ſaaledes paa N Agrene, at Ar⸗ neer Jor⸗ beidet kan forrettes i bedſte Orden og uden Afbrydelſe. men torre,§. 144. Nogle af disſe Fordringer opfyldes allerede ved Plovens rigtige Konſtruktion, Hvorved
hvorom vi allerede have talet. Men en Deel beroer uimodſigeligen paa Plovkar⸗ nan fiene
len, der ei maa varre ganſke ſlov eller usvet. Det beroer paa ham, og iſcer paa Formanden, om andre af disſe Fordringer, f. Ex. en lige Fure, op⸗ fyldes. Derfor er det ikke ligegyldigt hvo hertil velges, og en Formand, ſom har rigtigt Biemaal, er meget veerd.
mne legge Men Opſynsmanden maa agte paa, at alle disſe Fordringer opfyldes, og tte Linier. iſer beſtemme Furens Brede og Dybde, overeensſtemmende med hver Ploinings S da La⸗ Hiemeed. Derſom han ikke kan forlade ſig paa Formanden, bor han ſelv af⸗ kbele. maale Agrene. Hvad der forreſten bor iagttages i Henſeende til ſœregne Plsi⸗ ſig op og ningsarter, ſkal i det Folgende forklares. b eri paral⸗§. 145.
Ved at beſtemme Ploiſtrimlernes Brede, bor man ſtedſe tage Henſyn paa Ploiſtrint⸗ rede Jord Jordsmonnets Beſkaffenhed og Ploiningens Hiemeed. Jo meer bindende det er, Wende ikke ſpidẽ deſto ſmallere bor Strimlerne vœrre, da brede Strimler, iſcer fordi Harven med
mindre Kraft virker derpaa, ikke ſaa let ſmuldres. Paa et loſt Jordsmon, kan i en Bue man derimod plsie bredere Strimler og dog have tilſtrekkelig Virkning af Har⸗ t en Vin⸗ ven. Jo dybere man ploier, deſto ſmallere bor Strimlerne veere, deels fordi indelighed den Laſt Ploven ſkal overvinde ellers vil blive for ſtor, deels fordi dybe pg brede
Ploiſtrimler ikke kunne vendes. Ploier man derimod ganſke let, ſaa kan man efter Jor⸗ tage bredere Strimler, og naar man, ved at omplsie Stubbene eller Gronſveeren,
kun har det Giemeed, at hine ſkulle raadne eller denne ſkiornes, ſaa kan man ved brede Strimler naae dette, og disſe under visſe Omſtendigheder fortiene Fortrinet. 6) At H 2 Men
———

Ploiningen.
Men vi have allerede i den forſte Tome af dette Vœrk,§. 183, viiſt, at zaaet m det gior ſtor Forſtiel i Arbeidet, om Strimlerne ere 2 eller 3 Tommer bredere ſtede, eller ſmallere. Er Ploiningens Henſigt, fuldkommen at ſkiorne et ſeit Jords⸗ 1 mon, ſaa ere 6 til 7 Tommer brede Strimler de henſigtsmasſigſte. Paa los ſnale! Jord kan man ved 12 Tommer brede Furer opnaae det ſamme. Som Middeltal badile af Brede, kan man antage 9 Tommer. Den Vei, der ved en Agers Ploining ſiadüh maa tilbagelcegges, ſtaaer altſaa i et omvendt Forhold til Strimlernes Brede, nnn ofte d. e., den forholder ſig ved 7 til 12 Tommer brede Strimler, ſom 12 til 73 ſom man eller, naar man ved lige hurtig Gang af Arbeidsdyrene, behever 12 Timer til at Loerſla pleie en Ager med de ſmallere Strimler, ſaa kan dette, ved de bredere, ivœrk⸗ b Date ſettes i 7 Timer. V leobes/ §. 146.. 1 Agrenes Op⸗ Naar Muldfielen, faſtet til Plovens hoire Side, ikke kan flyttes, ſaa b Flade; rindelſt. danner man ved Pleiningen ikke en fuldkommen jevn Flade, men Agre, adſtildte andre. ved en fordybet Fure, i Midten ſaa meget hoiere, ſom disſe Furer ere dybe. En⸗ ringen ten er Henſigten, at vedligeholde og anlcegge disſe Agre, der fremkomme ved b ſtof fyd Ploiningen, eller at holde Agrene fuldkommen jevne, og ſaavidt muligt undgaae Saden disſe Afdelinger. Det forſte kaldes: at ploie Agrene i Bede, det andet; at dens. jevnploie dem. ſfeligp §. 147. ker og! Den jebne Den jevne Ploining ivarkſœtter man tildeels ved vexelviis at ſammen⸗ dg hiem ploining. kaſte eller flœkke Agrene.(Jeg tor haabe, at Enhver kiender disſe Udtryk og b ſon for har et tydeligt Begreb derom). Sammenkaſtes og flakkes Agrene lige ofte V tll Eka og lige dybt, ſaa vedblive de at vorre temmelig jevne, og naar Tvcerplsining og dan ſer Rundharvning forenes dermed, ſaa fremkomme ikke kiendelige Fordybninger eller b Forhoininger. Imidlertid er det dog raadeligt, om Jorden ſkal fnldkommen V tagelſ giennemarbeides, ikke uafladelig at vedligeholde de ſamme Agre, men at omlagge il Be dem og gisre Agerrenen mellem to Agre til den nye Agers Midte, ved nemlig at ſammenkaſte begge de forſte Pleiſtrimler i den forrige Fure og giore de to ſidſte b tenzart Agerrener der, hvor Midten af to ſammenhangende Agre for var; thi herved op⸗ at naa
nager
———E—EE

5/ viſſ, at mer bredere ſeit Jords⸗
Paa los Middeltal Ploining ns Brede, 12 til 73 imer til at ere, ivark⸗
öttes, ſaa adſkildte ybe. En⸗ oumme ved
undgage andet; at
ſanmen⸗ Udtryk og
lige ofte loining og dinger elle nldkommen at omlagge nemlig at de to ſiſte herved op⸗ naaer
Ploiningen. 61
nager man, at Midten, hvorpaa begge de forſte Strimler for vare ſammenka⸗ ſtede, fuldkommen opploies.
Hvor betydelige Breder tilhore een Eier og ſcerdeles Grunde ikke tilraade ſmalle Agre, er det ſikkert gavnligere, at ploie Ageren jevnt end i Bede; og de Fordele herved opnaaes, ere ſom ofteſt ſtorre end dem, man under nogle Om⸗ ſtendigheder ikke kan nagte de hoie og ſmalle Bede. Vandafledning, hvortil man ofte ſigter ved Rener, opnaaes i ethvert Tilfœlde langt bedre ved Vandfurer, ſom man, paa jevne Agre efter Saaeningen, bor drage; thi man kan over hele Agerfladen give disſe netop den Retning, der meeſt fremmer Vandets Afledning. Dette kan derimod ikke finde Sted ved Renerne. Vandfurerne kunne, naar det behoves, mangfoldiggiores og lagges taet ved hinanden; men ufornsdne bortla⸗ des. Den frugtbare Jord fordeles mere ligelig over den jevne Agers hele Flade; men ſammendynges derimod Bedene paa visſe Steder og fattes paa andre. Agerens dyrkede Overflade, bliver overalt lige dyb. Ogſaa Giod⸗ ningen fordeles jevnere og ſammendynges ikke i Renerne. Den oploſte Extraktiv⸗ ſtof flyder ikke ned ad Bedenes Skraaninger eller lober bort i Renerne. Men Saden fordeles iſcœr jevnere og kan bedre ſaaes. Harven virker overalt meer eens. Den kraftige Rundharvning er naſten umulig, og Tvcerharvningen van⸗ ſkelig paa Bedene. Derfor er det ogſaa lettere at renſe den jeyne Ager for Qva⸗ ker og Rodukrud. Paa dennes Flade er det langt lettere at udkiore Giodningen og hiemfore Sœden. Og endelig lettes Arbeidet derved meget, ſaavel for Meierne ſom for Binderne. Saden ligger lige og hanger ikke, ſom ofte er uundgageligt, til Skade ned i de vaade Rener. Den ſammenrives med langt mindre Moie, og den ſtore Rive, der ſaa meget letter Arbeidet, kan kun bruges paa jevne Flader.
Disſe Fordele ere ſaa indlyſende, at man kun under ganſke ſœregne Und⸗ tagelſer— hvorom vi i det Folgende ſkulle handle— ber omdanne en jevn Ager til Bede. Frugtbarheden, der paa de jevne Agre er ligelig fordeelt, frembr einger eensartede Afgroder paa hele Ageren, og man befries for det ubehagelige Syn,
at naar Afgroden midt paa brede og hoie Agre undertiden ere neœr ved at gaae i Leie,

6²2 Ploiningen.
Leie, ſtaaer den derimod paa Kanterne og i Renerne er forkroblet, eller et kundem ofte kun Heire. ſedſed .§. 148. ſtyldes, Forſkiellige Man finder fornemmelig tre Slags Bede: kan man Elag Bede⸗ 1) Brede af 16, 20, 30 og flere Pleiſtrimler. derldd⸗ 2) Smalle, men lidet opheiede, uden dybe Rener, 6 til 12 Ploiſtrim⸗ iiopda ler brede. ſdelig. 3) Smalle, hoit opploiede, med dybe Rener og 4, 6 til 8 Ploiſtrim⸗ tn vull ler brede. tt Erem Vil man rigtig forſtaae hvad der ſiges til Roes eller Dadel for disſe Bede i V dns ſei Almindelighed, eller om en og anden Slags deraf, ſaa maa man vel ſtielne mel⸗ V Sandjord lem disſe forſkiellige Arter. Man finder ogſaa Mellemſlags, ſom man ikke regner til nogen af disſe, men dog kun ved den ſletteſte Dyrkning, og hvor man d overhovedet marker, at Agerdyrkerne ikke vide hvad de ſelv giore. 1 §. 149. lidet be Brede Bede. De brede i Midten ophesiede Bede ere, iſcœr paa Byemarker, hvor Eien⸗ dg lagg dommen var deelt i enkelte lange Strimler, formodentlig tildeels fremkomne ved 2 Tilfclde, d. e. uden Henſigt. Da man i Almindelighed kaſtede Agrene to Gange get mer ſammen, naar man eengang flakkede dem, ſaa maatte Agerjorden naturligviis ligeledes ſammendynges paa Agerens Rygge. Hvor ingen Rener vare mellem Agrene, 3 eller disſe, fordi Jorden fik hsiere Vard, ofte tilploiedes, undgik Enhver ſaa voget 1 meget meer at flakke Ageren, for at Naboen ved Sammenkaſtningen ikke ſkulde nidt pa bersove ham Renens tilploiede Jord. Herved er undertiden opſtaaget brede Bede, haa Bed der i Midten ere ſaa hoie og i Renerne ſaa dybe, at to Menneſker, naar de ſtaae dean ni i begge Renerne, ei kunne ſee hinanden. Ikke blot paa Jorder, der lide af V lige ſao Fugtigheden, finder man ſaadanne Bede, men endog paa tor Sandjord. Naar V ſtade d Jordsmonnet er fugtigt, anfsrer man til disſes Forſvar, at derved ſik⸗ V V. kres en Deel af Hoſten, og, om den Sad, der ſtaaer paa Siderne, end gaaer den, 1 bort om Vinteren eller er kun ſlet, ſaa fagaer man dog god Sad paa Agerens Pandet
Ryg. Nas troer, at uden hoie Agre vilde man aldeles intet hoſte. Som ofteſt
kunde
—

plet, elle e
2 Ploiſtrim⸗ 8 Ploiſtrim⸗
disſe Bedei ſkielne mel⸗ ieke regner
hvor man
hvor Eien⸗ nkomne ved enne to Gange naturligviis Ueem Agrene, k Enhver ſaa en ikke ſeulde t brede Bede, naat de ſtaat „der lide af jord. Naar derved ſi⸗ e, end gazer paa Agerend
Som ofteſ kunde
Ploiningen. 63
kunde man ved andre Midler naae ſin Henſigt og de ſmalle hoie Bede fortiente dog ſtedſe Fortrinnet for de brede. Imidlertid kunne de dog i dette Tilfgllde und⸗ ſkyldes, og naar de have tilborlig Runding og dybt nok udploiede Rener, ſaa kan man til deres Forſvar ſige, at man ved Falledsjorder ikke kunde handle an⸗ derledes. ikke opdage det ringeſte gavnlige ved dem, men de maae i enhver Henſeende vare ſkadelige. Her ere de, fordi man har oftere kaſtet ſammen end ploiet fra, en⸗ ten uvilkaarlig fremkomne eller af uoverlagt Lyſt til at efterligne; thi jeg kiender et Exempel, hvor man tilſkrev de Bede, hvori en leret Naboemark var opploiet, dens hoiere Produkt, og haabede ved ſamme Middel at naae dette Maal paa tor
Men ofte findes de endog i meget torre Egne, og her kan man
Sandjord. §. 150.
De hoie Agre ſkade paa mangfoldige Maader:
1) Den frugtbare Agerjord ſammendynges i deres Midte og lidet efter lidet begraves deri; da derimod den ufrugtbare ſtedſe hentes fra Renernes Bund og lagges paa disſe Agres Sider.
2) Sikkrer man Ryggene mod Fugtigheden, ſaa udſcettes Siderne ſaa me⸗ get mere derfor. Vandet indſperres desuden ofte mellem disſe Rener, da man ligeledes gior en hoi Forploining.
3) ₰ vedholdende Regnveir opdammes Vandet, om Renerne end have noget Aflob, ofte lige til Ryggene; thi ligeſom man ſammendynger den loſe Jord midt paa Agrene, ſaaledes opploier man ſeit Leer fra Underlaget og lagger dette paa Bedenes Sider. Herved ſparres ethvert Aflob for det Vand, der ſamles i den midterſte poroſe Jord; thi det kan ikke ſynke i det vandholdige Underlag og lige ſaa lidet finde Aflob giennem de med Leer belagte Sider. Paa denne Maade ſkade de i vaadt Veir.
4) Ved tort Veirligt derimod, hvor enhver Iling er ſaa vigtig for Sa⸗ den, nyder en ophoiet til Siderne afhaœngende Ager kun liden Gavn deraf, thi Vandet rinder ſtrax fra den torre ſkorpede Overflade ned ad Siderne, og derfor
fin⸗
De hoie Agres ſka⸗ delige Ind⸗ flydelſe.

Ploiningen.
Eier finder man ofte efter en Regnbyge Renerne fulde af Vand, nagtet Agerryggen er 6 gene,
ligeſaa tor ſom for Regnen. G 5) Solen virker ikke jevnt paa ſaadanne Agre. Iſeer naar de lobe fra
Sſten til Veſten, er Forſkiellen mellem den ſydlige og nordlige Side paafaldende; ſigtů thi Saden ſtaaer langt ſlettere og er lengere tilbage i Vert paa den ſidſte end paa nmidi den forſte Side. Denne Forſkiel er ofte ſaa ſtor, at man nodes til at hoſte den V nl, 6 ſydlige Side, fordi alt er her fuldmodent, omendſkiondt Saden paa den nord⸗ V inurhu lige endnu ikke modnes. V i3 Nlobe 6) Naar Sneeni ſtrange Vintre bortblaſes fra Ryggene eller i den farlige iiſ Foraarsperiode ved Soelſkin bortſmeltes, og Vandet fra Renerne ſtiger op paa nue f Ageren og om Natten fryſer, ſaa lsftes Planterne paa Ryggene i Veiret og ode⸗ ſdetvet lagges ſaa aldeles, at netop den Deel af Ageren, hvorpaa man meeſt haabede, ijſtaſ da barer Intet.. den ved 7) Er Aargangen meget gunſtig, ſaa bliver Saden ved den i Agerens tidatt Midte opdyngede Frugtbarhed ofte ſaa geil, at den gaaer i Leie, da derimod den ider paa Siderne er vantreven og usſel. V 8) Pleiningen bliver vanſkeligere og man kan ikke gribe det, med Hen⸗ dorden ſyn paa Fugtigheden, dertil gunſtigere Bieblik. Ryggen er ofte allerede udtor⸗ ſtude ret og haœrdet, medens Siderne endnu ere ſaa vaade, at Heſtene ikke kunne gaae tre A derpaa. Drivtige Landmand ploie derfor de ophoiede Agerrygge og lade Siderne ſen le ligge urorte, indtil de blive torre. Men det er indlyſende, at Dyrkningen der⸗ d, ſo ved giores vanſkeligere, og fuldkommen Bearbeidning hindres. den. 9) Den virkſomme Tverploining bortfalder aldeles. Det bliver vanſkeligt at harve Ageren tilgavns, ligeſom moiſommeligt og beſvgerligt at ſaae og at hoſte Seden.
10) Den formeentlige Fordeel, at Jordens Overflade herved foroges, er⸗ ſtatter ikke det Tab, at en ſtor Deel af Arealet Intet frembringer. §. 151. denſe in her Hvor man brugte Overlag, vilde man ved ſaa aabenbare Mangler for lange ſtaffe de heie ſiden have afſkaffet denne Slags hoie Agre, naar en tilſtrakkelig Brede tilhorer
Agre.
een Tre
— 6 SSe 2 e

ſerryggen er
de lobe fra aafaldende; ſte end paa t hoſte den
; den nord⸗
den farlige ger op paa ret og ode⸗ iſt haabede,
ni Agerens derimod den
med Hen⸗ erede udtor⸗ kunne gaae ade Siderne
eningen der⸗
er vanſteligt og at hoſte
ſer for lange rede tilhorer
een
Ploiningen. 65
een Eier. Men ſelv opmerkſomme Agerdyrkere frygte det Tab, man paa Ryg⸗ gene, Agrenes bedſte Deel, lider, naar man overilet jeyner dem.
Ere disſe Agre for ikke lœnge ſiden ſammenplsiede, ſaa kan man gaae dri⸗ ſtigt tilverks, og jeg har ſelv Exempel paa, at dette ſkete uden Skade, og at umiddelbart derefter frembragtes langt ſtorre Afgrode. Men er dette Onde gam⸗ melt, og har den i Midten ſammenplsiede, oprindeligen frugtbare Jord maaſkee i Aarhundreder ikke veret i Bersrelſe med Atmoſphœren og er formedelſt Heſtenes og Plovens Tryk ſammenpakket paa Furens Bund, ſaa er den, om den end indehol⸗ der tilſtrekkelig Humus og Kulſtof, ikke deſto mindre i Begyndelſen ufrugtbar og maage forſt ved Atmoſphaœrens vedvarende Indvirkning ligeſom paa nyt, lidet efter lidet vœkkes til nye Livsvirkſomhed. Oppleier man paa een Gang for meget der⸗ af, ſaa ſynes den atmoſpharriſke Luft utilſtrekkelig til at mœtte og frugtbargiore den ved ſin Indvirkning. Den gode Jord, ſom derimod nedplsies i Furen, tildekkes alt for meget eller erſtatter i det ringeſte ikke fuldkommen det Tab, man lider paa de forrige Rygge.
Derfor bor man ligeſaavel naar man jeyner Agrene ſom fordyber Jordsmonnet, iſcr naar man ikke vil give Jorden en fuldkommen reen Brak, kun ſtride gradeviis frem. Hvorledes man i det ſcedvanlige Trevangsbrug inden tre Aar kan naae Maalet, har en erfaren Landmand i Annalen der niederſachſi⸗ ſchen Landwirthſchaft, Zdie Aargang, beſkrevet og udforlig forklaret den Metho— de, ſom han med det heldigſte Udfald har brugt. Folgende Figur forklarer
den.
J denne
A
Tredie Deel.

5 1 2 1 1 ¹ 9) — 36 1 b 1 ven fd I I I 1 füugtbatt 4. fter dets 5·——— Indelſen diin u 6.———-—z Jugn 7—— Nerker m ͤͤ erm, ¹ ¹ 1 1 1 1 Ageren, 8.———— 8 denne Figur betyder— at daſt. Ageren ſammen,— at flakke den. tiyet J Brakaaret. V 1) Feorſte Ploining; alle Agrene flakkes. d. 2) Anden Plsining; begge de ophoiede Agre Aog B kaſtes ſammen til bone, i een Ager, ligeſaavel ſom Dog E. CogF ſlakkes atter, og ſlutte nerne, ſ ſig ſaaledes til hine, at kun i Midten bliver en Reen. til ingen 3) Tredie Ploining; man begynder ved Cog F og kaſter disſe ſammen. ſomn dene Men de ſammenkaſtede ophsiede Agre ABog D E flakkes atter. ts cg Fu 4) Fierde Ploining; Cog F flakkes, men A med B og D med E ploies fonnend ſammen. Forend der ſaaes, ploier man et Par Strimler ſammen b giot den midt paa Agrene Cog F, og naar Saden er ſaaet, trakker man de V V paa da nodvendige Vandfurer. b V Andet Aar Vaarſad. V lloies e 5) Forſte Ploining; om Hoſten flakkes hver enkelt Ager, men dog ſaale⸗ ndteſte des, at alle Ryggene ploies ganſfe let. ſoelit
6) Anden Ploining; om Foraaret kaſtes A D ſammen, BC EF flakkes. 7) Tre⸗
— —. 8————

ſammen til e, og ſlutte
zſe ſammen⸗ atter.
led E ploies ller ſammen kker man de
ndog ſagle⸗
E ſlekkes⸗ 7 ku⸗
—
Ploiningen. 67
7) Tredie Ploining; B kaſtes ſammen med C, E med F, men Aog D flakkes. Tredie Aar, YPrter. 3) A kaſtes ſammen med Bog D med E, men Cog F flœkkes.
Ved Tvar⸗ og Rundharvning vil Jorden, efter at Wrterne ere hoſtede, vœre flad nok til at tvarploies; den vil derved fuldkommen jeynes og den frugtbare Jord ſaaledes fordeles, at ingen Misvexxt under dette Foretagende eller efter dets Tilendebringelſe kan befrygtes. J de forrige Rener vil den loſe Jord i Be⸗ gyndelſen fynke noget ſammen og trugdannede Fordybninger fremkomme; man bor derfor paa fugtig Grund ikke forſomme at drage Vandfurer. Blive disſe For⸗ dybninger betydelige, ſaa kunne de uden Moie jevnes ved at nedplsie nogen Jord. Marker man, at den forhenvgerende Ryg giver ſvagere Sad end den evrige Deel af Ageren, ſaa bor man giode den noget ſtœrkere.
Dette Exempel kan for Reſten forſkielligen modificeres efter Agrenes Be⸗ liggenhed.
§. 152.
De ſmalle, lidet ophoiede Bede, eller rettere de ſmalle Agre ere i mange Smalle, kun Egne, iſceer hiin Side Oderen, almindelige. Da de kun ere lidet hoiere end Re⸗ ze ed dere
nerne, ſaa ere de heller ikke ſaa ſkadelige, ſom de hoie Agre. Man forsger kun til ingen Gavn altfor meget Renernes Antal, og omendſkiondt disſe beſaaes, lige⸗ ſom den ovrige Deel af Agrene, ſaa ſtager Saden, fordi den frugtbare Jord fat⸗ tes og Fugtigheden i vaadt Veir altfor meget foroges, dog ſtedſe ſlet derri. Man ſammendynger den frugtbare Jord og Giodningen paa den hoie Deel af Ageren, gior denne derved frugtbarere, men taber paa den ene Deel, hvad man vinder paa den anden.
Undertiden forblive disſe Agre i den Tilſtand, man har udkaaret dem, og ploies vexelviis til og fra, men herved er det vanſkeligt tilborligen at flakke den midterſte Strimmel, og dette undlades derfor ofte. Undertiden, hvilket uimod⸗ ſigeligt er bedſt, omlœgges Agrene faaledes, at deres Midte kommer der,
J 2 hvor

Smalle, hoit vpplsiede Agre.
Deres For⸗ dele,
e
Ploiningen. hvor Renen for var, og denne ſidſte i den forrige Midte. Ofte ploier man ogſaa paa tvcers og danner da blot Agre ved Sadfuren.
Disſe Agre have kun to Fordele, nemlig: at den dyrkede Overflade, hvor den er meget tynd, forsges noget, og at Leieſcd, ſom man forſikkrer, ved det forsgede Lufttrak, paa meget kraftig Grund undgaaes.
§. 153.
Vi mage ſkielne mellem disſe flade og de ſmalle heit opploiede Agre, der paa nogle Steder meget kunſtigen, ved 4, 6 til 8 Strimlers Sammenpleining for⸗ hoies ſaaledes, at de ere 15 til 18 Tommer hsiere end Renerne. Man traffer disſe i Franken og i nogle Egne af det ſydlige Tydſkland, i adſkillige af Frank⸗ riges ſydlige Departementer, ſaavelſom i Spanien og undertiden i Engelland, men fornemmelig i Nederlandene, og vi have om disſe een meget noiagtig og detail⸗ leret Beſkrivelſe af Schwertz i hans Anleitung zur Kenntniß der belgiſchen Landwirthſchaft.
Meningerne, om de ere fordeelagtige eller ſkadelige, om man bor vedlige⸗ holde og efterligne eller forkaſte dem, ere ſaa deelte, at vi, her ved Siden af hin⸗ anden, bor ſtille Grundene for og imod dem. Thi ſaa fornuftſtridige de end maatte ſynes mange, ſaa have de dog ſaare vindſkibelige Landmands og opmark⸗ ſomme Jagttageres Autoritet for ſig.
Fremfor alt gavne de formodentligen Begetationen ved at forſtaffe Plan⸗ terne et dybt, fuldkommen frugtbart, ſtiort og af atmoſphariſte Indvirkninger ſvangret Jordsmon, der ved hver Ploining paa nyt ſammendynges, altſaa tilla⸗ der Planterne at traenge dybt med Rodderne, og meer ved perpendikulaire end ho⸗ rizontale Rodder at ſoge Neringen.
Ere Agrene godt anlagte, ſaaledes at Vandet kan lobe bort af de dybe Re⸗ ner, ſaa kunne Planterne aldrig lide af for megen Vade, men heller ikke af for megen Torke, da den ſammenploiede lsſe Jord laenge tilbageholder Fugtigheden i Dybet. mede Vand, og ſely, naar Renerne ikke have tilſtrœkkeligt Aflob, men ere fulde
Naar Underlaget er vandtcet, ſtaae Planterne hoit nok over det opdam⸗
af
——
if Vand Igre.
6 jemen! fange 5'
6 erwed, Peirligtt Leie. ldrydde drrpan fl
¹ agttag! Nangl 4 de mege 9 1 ſtandige Stotte nange konmen
lide die
lige Fo And.

man ogſaa
lade, hvor er, ved dei
Agre, der oining for⸗ kan traffer af Frank⸗ Engelland, og detail⸗ belgiſchen
or vedlige⸗ den af hin⸗ ige de end dg opmark⸗
kaffe Plan⸗ dvirkninger altſaa tilla⸗ aire end ho⸗
de dybe Re⸗ r ikke af for ugtighedeni det opdem⸗ nen ere fulde
af
Ploiningen. 69
af Vand, ſeer man dog ofte de ſtionneſte og friſkeſte Afgroder paa de ophsiede Agre. Man forſikkrer derfor, at Sœden herpaa gaaer ſielden bort om Vinteren.
Endog under Sadens Varxt vedvarer Atmoſpharens Virkning paa Jorden giennem de hoie Kanter, ſom i deres loſe Tilſtand ſtedſe modtage den. De op⸗ fange Soelſtraalerne og miſte aldrig ganſke Lyſets Indvirkniug.
Selv Planterne ſkaffe de ved Mellemrummene mere Lys og Luft, fremme derved, naar Seden ſtaaer i Ax, Kigernens Dannelſe og Modning, og i vaadt Veirligt dens Torring, hvorved den, om Regnen end er vedholdende, ikke gaaer i Leie. De giore Sadens Lugning og Behakning og folgelig Ukrudets fuldkomne Udryddelſe mulig. Desuden er det en uimodſigelig Erfaring, at Belgierne derpaa frembringe ſtore Afgroder.
§. 154.
Mod disſe ſmalle hoie Agre anfsre derimod Andre, der noiagtigen have Oeres Mang⸗
iagttaget dem, folgende Grunde, og paaſtaae derved at have market folgende
Mangler. Da Renerne, der ikke beſaaes, udgisre Trediedelen af Ageren, ſaa ſpil⸗
des megen Jord.
Deres Anleeg er vanſkeligt og fordrer megen Tid og Arbeide.
Ligeſaa vanſkeligt er det at flakke disſe Agre, hvilket derfor ofte ſkeer ufuld⸗ ſtendigen. Ikke ſielden bliver tilſidſt en Kam ſtaaende, da Ploven mangler Stotte og glider til Siden.
Det er ſaare vanſkeligt at beſaae disſe Agre; Saden fordeles ikke jevnt og mange Kiarner bortkaſtes uden Nytte. Men Harvningen iſeer er ſaare ufuld⸗ kommen.
Gavner Atmoſpharens gode Indvirkning de hoie Bede ſortrinligen, ſaa lide disſe ogſaa mere ved dens ugunſtige Paavirkninger. Temperaturens ſkade⸗ lige Forandringer meddele ſig mere til den ſaaledes opdyngede, end til den jevne
Jord.
Af⸗

Ploiningen.
Afgroden er i det ringeſte ikke ſterre, end man af ſamme Areal ved lige god Kultur, uden dette beſverlige Arbeide, kunde vente. De giore Indhoſtningen ſaare moiſommelig. §. 155. Da Sporgsmaalet, hvorvidt disſe ophoiede Agre ere gavnlige, i den ſenere
Dom derover⸗Tid er meer omhandlet, ſaa vil jeg, i Anledning af disſe Grunde for og imod,
noiagtigere ſige min Mening; hvorhos jeg dog bor tilſtaae, at jeg ikke ſelv har havt Leilighed til at iagttage Methoden med hoie, ſmalle Agre, og dens Reſultat.
Derved tabes formodentlig Intet af den egentlige Agerjord, iſer hvor Jords⸗ monnet er for tyndt, da dette ſammendynget i de ophsiede Agre ſamtligen kommer i Bersrelſe med Planterne, der kunne trange dybt nok deri, for derfra at tilegne ſig pasſende Nering. Planterne ſtaae tattere paa de ophoiede Agre, fordi de kunne gaae dybere med deres Rodder, behove mindre at udbrede dem til Siden og folgelig ikke trenge deres Naboer. Men over Jorden have Straaene, der ellers vilde ſtaae alt for trʒngte, mere Plads til at brede ſig, hvorfor, efter Alles Forſikkringer, der have ſeet ſaadanne veldyrpkede Agre, aldeles ikke findes Aab⸗ ninger mellem Axene. Er det dyrkede Jordsmon ſaa fladt, at Planterodderne ikke kunne gaae tilſtrakkeligen dybt, ſaa formindſkes dette Onde ſikkert ved Ager⸗ jordens Sammenploining, og Planterne faae mere Kraft og Stotte.
Det er imidlertid uneeggteligt, at de forsge og giore Arbeidet vanſke⸗ ligere. Anlagget deraf, den verlende Omlagning i andre Agre, og alle de Operationer*), ſom Schwertz noiagtigen beſkriver, fordre ſaa ſtor Opmark⸗ ſomhed, Flid og Gvelſe, at de, rigtigen udforte, ere et uimodſigeligt Beviis paa Agerdyrkernes Vindſkibelighed. dentlig og henſigtsmasſigen, kunne disſe opheiede Agregavne; et ufuldkomment Anlceg rober ſig ſtrax i ſlet Udfald.
Kun naar alt iverkſcettes fuldkommen or⸗
Saaledes kan man let forklare, hvorfor mindre vindſkibelige Agerdyrkere,
om Agrene end have denne Dannelſe, frembringe ſlette Afgroder, naar disſe
der⸗
*) Man behage, i Schwertz belgiſchen Landwirthſchaft, at efterſee disſe Operationer, der hos
S Overſgrteren.
os end ei have Benavnelſer.
berined indlyſet hvor E han beſ inod alss It, oo. dentüigt giore n Sad n fporſde dage 3
V ſpheren
at Ag det der tilſtra
f
Foraar

lbe ihe
den ſenere og imod, ſelv har Reſultat. dor Jords⸗ kommer i at tilegne fordi de Siden og der ellers fter Alles des Aab⸗ erodderne ved Ager⸗
t vanſte⸗ „og ale Opmark⸗ gt Beviis zmmen or⸗ dkomment
gerdyrkere,
naar diſe der⸗
enet, det hos
Ploiningen. 71¹
derimod hos den fuldkommen vindſtibelige Belgier ere fortrinlige. Det er altſaa indlyſende, at ſaadanne Agre kun ere anvendelige og fortiene Anbefaling der, hvor Eieren med egen Haand eller ufravendt Hie foreſtager Dyrkningen, og hvor han beſicles af ſaa hoi Interesſe⸗ for Udfaldet, ſom i Belgien. De pasſe der⸗ imod aldeles ikke i ſtore Avlsbrug, hvor Eieren ikke ſaa noiagtigen kan iagttage Alt, og man naſten kun ved Stranghed kan bringe Arbeiderne til at ploie or⸗ dentligt.
Om Saaeningen og Harvningen paa disſe ophoiede Agre kan jeg neppe giore mig noget tydeligt Begreb. Det forekommer mig endog, at en ſtor Mangde Sad maae ſpildes eller Saaeningen fordre megen Tid og Noijagtighed. Thi hvorledes Harven kan virke, godt fordele Saden og knuſe Klumperne, uden at drage Jorden ned af de ophsiede Agre, indſeer jeg ikke, og jeg har forgiepes derom ſogt Oplysning i Schwertz's Skrivt. Men Jorden er formodentlig ved den foregaaende flittige Bearbeidning ſaa vel tilberedt, at den ſmuldres af ſig ſelv.
Hvor Agerdyrkerne ere ſaa vindſkibelige og Folkemœngden paa Landet ſaa ſtor, ſom i Belgien, have disſe ſmalle ophoiede Agre det ſtore Fortrin, at de fremme Lugningen og Frugternes Bearbeidning. Men hvor denne ikke kan ivark⸗ ſcttes, vil Ukrudet ved Kanter og i Rener ſaa meget mere tiltage og gisre Sa⸗ den ureen. Mig ſynes, at man ved disſe ſmalle Bede iſcer maatte kunne anvende Tulls Radſaaeningsmethode, ved hvilken han med ſin Maſkine ſagede Saden i to eller tre Rader paa ſaadanne ophoiede Agres Midte, men vexelviis ved at ploie Rener og Kanter til og fra, renſede og ſkiarnede dem, og bragte derved Atmo⸗ ſpharen ſaa meget mere til at virke paa hele Jordsmonnet.
For at bortlede Fugtigheden, behsver man ikke de mange Rener, men frem⸗ mer dette langt henſigtsmasſigere ved Vandfurer i alle Retninger; dog forudſat at Ageren er tilborligen jevn og fri for trugdannede Fordybninger. Kan Van⸗ det derimod intet Aflob faae, ſaa hielpe de ophsiede Agre vel noget, dog ikke tilſtrakkeligen. 1
Jeg vover ikke at beſtemme, om Saden paa de hoie Agre, naar Solen om Foraaret tser Sneen og det fryſer ſtarkt om Natten, ikke ved at vœre mere blot⸗
tet

Retning.
ninger
Deres Anlag.
————ööö euͤͤͤͤͤͤͤͤͤ
Ploiningen.
tet end paa den jevne Jord, undertiden lider meer. Det forekommer mig at maatte verre Tilfœldet, da Scdden i Foraar, ſom det 1804, netop hendser paa de op⸗ heiede Agres Rygge, der ellers yder det ſtorſte Produkt.
Efter min Formening er det viſt, at Hoſten ikke paa disſe ſaa let ivcerkſettes eller tilendebringes med faa Folk, ſom paa jevne Agre. Den al⸗ mindelige Lee, hvormed udrettes ſaa meget, og den ſtore Rive kan ikke bruges der. Hvor de ophoiede Agre ere indforte, bruger man derfor iſcer Segelen og legger Saden paa Skaar, hvilket dog uden Tvivl maa ſkee med megen Omhue. Ogſaa hertil behoves mange Arbeidsfolk.
Om Maaden, hvorpaa disſe Agre anlegges, og alle de dertil fornodne Foretagender, henviſer jeg, iſer da jeg ikke af egen Erfaring kiender den, til det allerede anforte klasſiſte Vœrk af Schwertz, hvilket Enhver, der vilde ind⸗ fore ſaadan Dyrkning, nodvendigen mage beſidde.
§. 157.
Vil man anlagge ophoiede Agre, ſaa bor man ved frit Valg fremfor alt give dem ſaadan Retning, at Vandet kan lobe bort af Renerne. Hvor Retnin⸗ gen i denne Henſeende er ligegyldig, bor de ophoiede Agre, ſmalle eller brede, lsbe fra Nord til Syd, da de derved paa begge Sider ligeligen giennemtraenges af Soellyſet og Varmen; i modſat Tilfalde vilde den nordlige Skraaening, ſom Erfaring ofte uimodſigelig beviſer, ſtaae tilbage for den ſydlige. Forhen troede man, at man fordeelagtigſt ploiede fra Gſten til Veſten, da Soelſtraalerne her⸗ ved, medens Ageren var uharvet, faldt mere vertikale paa de omploiede Strim⸗ ler, der ſaaledes bedre giennemtrengtes deraf.
§. 158.
Paa Skraae⸗ Paa Skraaeninger og Bakker ſinder man ofte disſe Agre urigtigen ſaaledes
ft anlagte, at de lobe lige op og ned ad disſe. Dette er i det mindſte ſom of⸗ teſt Tilfeldet, naar Jorderne ere uundſkiftede, da ſandſynligviis Ingen ved den forſte Deelning har allene villet have den sverſte Deel, hvorfra Fugtigheden trakkes ned til den dybereliggende, der desuden har ſaa mange andre Fortrin.
ͤ
Jordome
bedakker
einie me fiigende! andet na den ebe Vakter Rener, tigelig, Rtogſe len ban banſteli at faat

Zat maatte paa de op⸗
ſe ſaa let
Den al⸗ kke bruges zegelen og en Omhue.
l fornodnt er den, til vilde ind⸗
remfor alt r Retnin⸗ eller brede, emtronges ening, ſom then troede
glerne her⸗
FJortrin.
Plsiningen. 73
En ſaadan feilfuld Indretning er vigtig i ſine Folger. Her bortſkylles Jordsmonnet ved ſtaœrk Regn, der ſkicerer dybe Render paa de hoieſte Steder og bedakker de nederſte med Sand eller Dynd. Falder kun liden Regn, ſaa trekker Fugtigheden ſtrax ned ad Renerne til de lavere Steder, og de sverſte lide ſnart af Torke. Arbeidsdyrene anſtraenges meget ved at ploie op ad Bakken; de dovne maage opmuntres, og de villige anſtreenge ſig derved ſaameget, at de letteligen blive ſyge. Derfor kan kun ſaadant Anlceg af disſe Agre undſkyldes, hvor ingen Udſkiftning finder Sted. 341
Det er altſaa meget gavnligt, at ſaadanne Agre, i diagonal eller horizontal Linie med Skrageningen, lobe omkring Bakkerne, eller dog anlegges ſkraae og ſtigende lidet efter lidet. Det forſte er raadeligt, naar Bakkerne ere noget, det andet naar de ere meget ſteile. Herved ſtandſes Vandet langere i Renerne paa den sverſte og torrere Deel, og meddeler Agrene herfra mere Fugtighed. Ere Bakkerne ſteile, ſaa lober Vandet langſomt ned ad de i ſkraae Retning dalende Rener, ſkicerer ingenſteds ved Skylregn i Jorden, der, om Regnen end ei er rigelig, dog mindre udtorres. Man hari hei Grad forbedret bakkede Agre, fors⸗ get og ſikkret deres Aſgroder, ved at give dem ſaadan Beliggenhed.
For Arbeidsdyrene bliver Arbeidet derved meget lettere, men for Plovkar⸗ len vanſkeligere. Pleier man med ſcdvanlige Plove ſaadanne Agre, ſaa er det vanſkeligt fuldkommen at vende Plsiſtrimmelen op ad Bakken, thi den maae, for at faae Tyngdepunktet i den sverſte Side, vendes i en langt ſtorre Bue, og falder lettelig igien ned i Furen. Plovkarlen maae derfor enten med Kraft halde Ploven til Hsire og med Foden hielpe Strimmelen, eller en Anden mage folge Ploven, og med Haand og Fod eller med en Greb udrette det ſamme. Bedſt vilde det verre, at anbringe en ſaadan Strygkrog, ſom den Schwertz i ſit belgiſke Agerbrug beſkriver.
Naar Bakkerne ere meget ſteile, ſaa er det dog naſſten umuligt at lagge Strimmelen op ad Bakken, og her er intet andet for, end ſtedſe at ploie Jorden ned ad Skrageningen, indtil denne paa en vis Maade har dannet ſig i Terrasſer, og hver Ager derved, at man ploier den i forſkiellig Dybde, er bleven jevnere.
Tredie Deel. K Saa⸗
☛

Pleiningens
Dybde.
Ploiningen.
Saadan Ploining kan, ved den ſœdvanlige Plov med faſt Muldfiel, ikke ivark⸗ ſcttes paa anden Maade, end ved at lade den gaae ledig tilbage og ſtedſe begynde ved den ſamme Side af Ageren, ſaa at den folgende Plsiſtrimmel kommer taet til den foregaaende. Dette borttager megen Tid og fordobler Veien. Her pas⸗ ſer altſaa iſeer Plove med bevaegelige Muldfiele, og disſe bruges ogſaa naar man kiender dem. Men Arbeidet forrettes ogſaa meget godt med den mecklenburgſke Krog og maaſkee bedre, da man ikke dermed ſaa ſtœrkt volter Jorden ned ad Bak⸗ ken. Thi Jordens Nedvaltning blotter tilſidſt den sverſte Deel for al god Jord, der nedbringes til Bakkens Fod. Opmarkſomme Landmand erſtatte dette ved kun at gisde den overſte Deel eller ved at give den meeſt Giodning; men Gisdning⸗ kiorſelen bliver naturligviis herved mere byrdefuld.
Ploier man temmelig ſteile Bakker med ujevn Overflade paa ſkraae, da er det vigtigt at Agrene faae ſaadan Retning, at Ploven ikke ſial ſtige alt for ſterkt. Dog kan i denne Anledning ikke gives almindelige Regler. Man ber forſt i alle Retninger gaae over en ſaadan Ager, og paa enhver Plet foreſtille ſig, hvorledes Ploiſtrimlerne ville komme til at ligge. Ploiningsmaaden maae ofte vexle, ſnart maae man plsie til, ſnart fra Bakken, og atter igien ploie en Strek⸗ ning blot til den ene Side. For at gisre Arbeidet lettere og bedre er et rigtigt Hiemaal og Gvelſe i at pleie Bakker, af megen Vigtighed. Krogen, hvormed Plovkarlen bedre kan lagge Jorden efter Behag, fortiener uimodſigeligen For⸗ trinet paa bakkede Jorder, og det er behageligt at ſee, hvor eens Arbeidet paa ſteile Bakker kan dermed fuldfores af svede Folk. Ved den ſtraae Retning, man giver Vandfurerne, bliver det muligt at ſkaffe Vandet ſaa jevnt Aflob, at det ingenſteds ſkierer i Jorden, men lober langſomt ned, og kortere eller lengere opholder ſig der paa. §. 159.
Ved at berore Sporgsmaalet: hvor dybt bor man ploie? ſinde vi os, i Folge Meningernes Forſkiellighed, i en ſaadan Labyrinth, at Mange, der ikke forſtage at orientere ſig, aldeles ikke kunne finde ud deraf. Derfor maae vi fremfor alt noiagtigen og rigtigt ſtialne mellem de forſtiellige Omſtandigheder.
Det
———
—
5
*
ſeemt 2 men og Frugthe non, d
dn med
Ä t en E Jander og heie Forklari
Panter ftugtbar Rod ude hed kun ſion, fre n
de ofte
at diſe Ager, der S
jeon 3⸗
DLerfla
hertil k ligen

Plsiningen. 75 4 ban⸗ Det gior ſtor Forſkiel, om et dybt Jordsmon— et ſaadant, der til en be⸗ dſe begynde
ſtemt Dybde ikke allene i Henſeende til dets Grundbeſtanddele er jevnt blandet,
ommer tat men og til lige Dybde frugtbart— ſkal plsies dybt, d. e. vedligeholdes i ſin dybe Her pus Frugtbarheds Tilſtand, eller om man ved Ploining ſkal fordybe et fladt Jords⸗ a naar man mon, d. e. til en ſtorre Dybde jevnt blande dets Grundbeſtanddele og beſvangre klenburgſte dem med frugtbare Stoffer. ldad Bak⸗ At det, til et viſt Punkt dybere, Jordsmon har ſtort Fortrin for det fladere, lgod Jond, er en Sandhed, ſom formodentligeu alle opmarkſomme Jagttagere indromme. dette ved J anden Deel S. 140 o. ſ. v. har jeg talet om det dybere Jordsmons Fortrin Giodning⸗ og hoiere Verd, men henviiſt til Lœren om dyb Ploining og der lovet udforligere Forklaring. ae, da er§. 160. ge alt for Planterodderne troenge, i et frugtbart Jordsmon, overeensſtemmende Den bybere Nan bor med deres Art, til en ſaare forſkiellig Dybde. Vi dyrke Planter, hvis Rodder Fartrin. ;reſtille ſig, man, f. Er. Lucernen og Esparcetten, har fulgt til 15, 20, ja 30 Fods maae ofte Dybde. Selv den rode Klover gaaer henimod 3 Fod dybt, og mange andre en Strak⸗ Planter formodentligen lige ſaa dybt, naar de ikke mode Modſtand, men finde et rigtigt frugtbar Grund. Jeg har dyrket 2 ⅝ Fod lange Gulerodder, hvis ſpidſe n, hvormed Rod udentvivl endnu gik een Fod dybere. Men da Agerjorden dog i Almindelig⸗ eligen For⸗ hed kun er beſtemt for Soden, ſaa ophorer dens Verd at ſtige i ſamme Progres⸗ beidet paa ſion, fra det Punkt, hvor Sadens Rodder ikke ſynes at traenge dybere. tning, man At Sedden kan med ſine Rodder trange 8 Tommer dybt, har man alle⸗ lob, at det rede ofte med uvabnet Hie iagttaget, men ved Forſtorrelſesglas tillige merket,
at disſe Rodder vare afrevne. Jeg har, paa Kanten af en dyb og frugtbar Ager, fulgt dem indtil 12 Tommers Dybde, men troer dog, at dette kun fin⸗ der Sted paa Kanter, hvor Atmoſpharren kan virke dybt, men ikke paa ſade di os, jeyn Jord. Sadekornet lagges i Almindelighed 2 Tommer dybt under Jordens Overflade; fslgelig er 10 Tommer den Dybde, hvortil Rodderne trenge, og
ler langer
at Mange, b erfor maat hertil kunne vi ſodvanligen med Ginene folge dem. Men de virke dog ſandſyn⸗ andigheder ligen med deres fineſte Spidſer indtil 12 Tommer under Jordens Overflade.
Det K 2 Denne

Ploiningen.
Denne Dybde kunne vi altſaa med Rette anſee ſom Sedjordens Grandſe, eller
antage at Planterne, naar de forefinde frugtbar og ſkiornet Jord, traenge ſaa ninde dybt med deres Rodder og hente Naring derfra; ſtaae Planterne tatt ſluttede, ſaa fuld, fremvirkes derved, at Rodderne gaae dybere. Thi vi opdage tydelig i Jorden, dennen og endna tydeligere i Vand, at Plantersdderne undvige hverandre og ſkyde ſtgr⸗ tighed keſt i den Retning, hvor de ikke komme andre for ner. Naar en Plante altſaa, V Hanſot trengt af ſin Naboe, ikke kan udbrede ſine Rodder til Siden, ſaa gaaer den Nan m nedad, forudſat at den ikke moder Hindring, men frugtbar Bund. Traffer tette. Roden derimod et faſt eller ufrugtbart Underlag, ſaa ſkyder den til Siderne, og Nangd naar Planterne da ſtaae tœtte, ſaa danne Rodderne indbyrdes et filtet Vœv og ttrekke kappes om Plads og Naring. Her mage da den ſpage Plante bukke un⸗ Eandjo der, hendoe eller forkrobles, hvilket man ogſaa, ved noiagtigt at betragte Sad⸗ ttdhtt⸗ agre, tydelig mœrker. Men jo dybere Jordsmonnet er, deſto taettere kunne ſtorte Planterne ſtaae, og ſaa mange flere komme til Fuldkommenhed. Lagger man Saden noie Merke, ſaa vil man, paa dybere og fladere Grund, af lige Godhed ſtedſe iForr opdage denne Forſkiel, der ved Jordsmon af 4, 6, 8, 10 og 12 Tommers dg fte Dybde— forudſat at det ſidſte er i lige Grad rigt paa Muld— forholdsmeesſi⸗ gen viſer ſig. Antog man, at hver Kiarne gav en Plante, ſaa kunde man ſaae ſa ſelb dobbelt ſaa megen Sedd paa et Jordsmon af 8 Tommers Dybde, ſom paa et an⸗ gage d det, der af lige Beſkaffenhed kun var 4 Tommer dybt, og hoſte det dobbelte. Jor⸗-⸗ Mavir dens Verd vilde da fremkomme ved at multiplicere Overfladen med Dybden. 1 Saa ganſke bogſtavelig vilde jeg dog ikke antage dette, da Jordens ſtorre dybt J Udſtrakning, i Henſeende til den atmoſphariſte Indvirkning, mage have et 3 threr f Fortrin for Dybden, og en Kubikfod frugtbar Jord barer, fordeelt paa Over⸗ ſine dy fladen af to Qvadratfod, flere Planter, end paa een Qvadratfod. At Jordens forſte Dybde af ovenanforte Grunde gior ſtor Virkning, vil enhver fordomsfri Jagt⸗ tager have bemerket. For ikke at gage for vidt, har jeg paa ovenanforte Sted Dyrkn 2den Deel Pag. 140 antaget, at Jordens Vard med enhver Tomme fra ö til 10 berſtr foroges 8 Procent og fra 6 til 3 Tommer formindſkes ligeſaa meget. ee
aᷓaA—-““ ———,——— 1— 1—*— 8

endſe, eler trange ſaa luttede, ſaa i Jorden, ſkyde ſtar⸗ nte altſaa, gaager den Traffer iderne, og t Vav og bukke un⸗ agte Sad⸗ tere kunne egger man dhed ſtedſe Tommers ldomesſi⸗ man ſaae paa et an⸗ lte. Jor⸗ bden. dens ſtorre ae haye et paa Over⸗ lt Jordens ofri Jagt⸗ rforte Eted ra b til 10
Ploiningen.
Dernaſt har det dybere Jordsmon det ſtore Fortrin, at det oienſynligen mindre end det flade lider af Torke og Fugtighed. Er Veirliget vaadt og regn⸗ fuldt, ſaa ſynker Fugtigheden i det ved Mulden ſkiornede Jordsmon ſaa dybt, ſom denne nagaer. Det kan i Forhold til ſin Dybde indeholde ſaa megen mere Fug⸗ tighed, inden denne opdammes til Overfladen, og derfor er det, at den reolede Havejord endnu ikke er for vaad, naar den flade Agerjord allerede er ſumpig. Men naar Fugtigheden ikke ſtiger til Overfladen, ſaa ſkader den ſielden Plan⸗ terne. Derimod beholder det dybere Jordsmon ſaa meget langere den ſtorre Mangde Fugtighed det har, og meddeler Overfladen, naar denne udtsrres, til⸗ ſtrekkeligen deraf. Det forſte ſporer man iſcer paa Leeret; det ſidſte ogſaa paa Sandjorden, der, reolet, temmelig lange forbliver fugtig. Dette Fortrin har et dybt Jordsmon, om dets Dybde end overgaaer Planteroddernes Grandſe i deres ſtorſte Udſtrakning. Jeg antager i det ringeſte, at dette var Aarſagen, hvorfor Saden under vedholdende Torke ſtod kiendelig bedre paa et Jordsmon, der nogle Aar i Forveien var reolet 3 Fod dybt, end paa et andet, der, uagtet begge Dele for og efter Reolingen behandledes eens, kun var reolet 1 ¾ Fod dybt.
Paa det dybere Jordsmon lide dernaſt Planterne mindre af Torke og Hede, ja ſelv af Froſten og Temperaturens hurtige Omvexlinger, fordi deres Rodder gage dybere, og ere i mindre Grad, end ved Jordens Overflade, udſatte for disſes Paavirkning.
Det er endelig en almindelig Erfaring, at Scaden, om den end paa et dybt Jordsmon ſtaaer meget tat og yppig, dog ſielden gaaer i Leie. Dette hid⸗ rorer formodentligen fra den ſtorre Styrke, ſom Stammens nederſte Deel, ved ſine dybtgagende Rodder, faaer; thi tœtſluttede Afgroder fattes ellers til deres forſte Vext alt for megen Naring, og kunne derfor ikke faae fuld Styrke.
Dog er det dybere Jordsmon ikke blot gunſtigt for Saden, men ogſaa for Dyrkningen af de Vexter, der med deres ſterke Rodder trœnge laœngere ned, og,
overſkridende Sadroddernes Grendſer, hente deres Naring. Herved bliver en
Ager med et dybere Jordsmon, end til Sadavl ſynes nodvendigt, dog ſtedſe mere

˙˙˙
Ploiningen.
mere verdt, om dets Veerdie end ikke ſtiger i ſamme Progresſion, ſom den Dybde,
hvortil Sœdrodderne trange.
§. 161.
Det dybere For at nyde det dybe Jordsmons Fordele, er det nodvendigt, fra Tid til
dehauedh, anden, ſaa dybt det dyrkede Jordlag gaaer, at plsie, vende, ſtiorne og ud⸗
bereploining.ſcette dette for Atmoſpharen. Thi ſkeer det ikke, og ploies kun let og til en vis beſtemt Dybde, ſaa forſvinde lidet efter lidet alle hine Fortrin. Under Furen dannes da en faſt Skorpe, der hindrer det dybere liggende Jordlag fra al For⸗ bindelſe med Atmoſpharen og det sverſte ſkiore Jordsmon, og Planterod⸗ derne fra at trange ind deri. Dog behever man, ſom Erfaring og Andre har lert mig, ikke aarlig, men kun hvert ſiette eller ſyvende Aar at gientage denne
dybe Pleining, iſcer naar man ikke hver Gang ploier lige dybt; thi intet ſynes i
lige Grad at faſte Jorden og deri danne en Skorpe, ſom ſtedſe at lade Ploven glide paa ſamme Flade. Skiorheden ſynes ogſaa vedligeholdt ved at verle med Afgroder, ſom med deres ſtarke rordannede Rodder trange dybere end Saden, og ſaaledes fremme Forbindelſen mellem det underſte og sverſte Jordlag.
Det er derfor en Regel, hvert ſiette eller ſyvende Aar at pleie ſaa dybt, ſom den frugtbare Jord naaer; ved de oprige Ploiniuger kan man efter Omſtcen⸗ dighederne noies med mindre Dybde.
§. 162.
Jordsmon⸗ Men noget ganſke andet er det, ved Ploining at opbringe det dybere lig⸗ denne Fa gende Jordlag, der, i Henſeende til ſin Grundblanding, kan vare af lige eller for⸗ Ploven. ſtiellig Beſkaffenhed med Overfladen, kun ſaare ſielden er giennemtrangt af frugt⸗ bar Muld, og aldrig ped atmoſphariſte Potenzer vakt til Livsvirkſomhed. Denne ufrugtbare Jord, der ſom ofteſt intet Narende indeholder, bor forſt befrugtes,
blandes med Muld og mattes med atmoſphariſke Stoffer. Vel har man Exempler paa, at den Jord, der ved Rooling bragtes i BVeiret, yttrede, uden Giosdſkning og efter en kort Tid at have varet udſat for Luften, paafaldende Virkning. Ved nogle chemiſke Analyſer, ſom vi anſtil⸗ lede, fandt vi ogſaa, at den indeholdt Kulſtof. Men denne Frugtbarhed udtsm⸗
tes
tes ſnart bien den tagen ſt giort ſu at uſett derpaa ku Pe
ted almi kun ivar Yar opo⸗ Der gibe netr, en keres E d
hvis di
lrug, a
tende Jo 4 dden for
ſedſe bli
dybning. 1 dunnet og Ager ja, nac ſoeren Partief holdeder ded en

den Dybde,
fra Tid til ne og ud. til en vis nder Furen ra al For⸗ Planterod⸗ Andre har age denne tet ſynes i de Ploven vexle med Saden, og
ſaa dybt,
t Omſtan⸗
dybere lig⸗ ge eller for⸗ tt af frugt⸗ d. Denne
befrugtes,
J bragtes i tudſat for n vi anſtil hed udtom⸗ tes
—
Ploiningen. 79
tes ſnart; derſom man ikke ved ſtark Gisdſkning hurtigt kom den til Hielp, blev den efter een eller to Afgroder ganſke ufrugtbar, og kunde da neppe ved gien⸗ tagen ſtark Giodſkning blive god vegetabilſt Jord. Ofte har Reolingen ogſaa giort ſkadelig Virkning, og inden man ved gientagen Giodſkning og ved laenge at udſcttte den nye opbragte Jord for Luften, giorde den frugtbar, har man blot derpaa kunnet dyrke Vexter, der med deres Palerodder trœnge meget dybt.
Paa et ſtort Areal er det vanſkeligt at frugtbargisre ſaadan dod Jord, og ved almindelige Avlingsforhold, uden Hielp af fremmed Giodning, kan dette kun iverkſcttes paa de ovrige Markers Bekoſtning. Man maae i det ringeſte i flere Aar opofre Indtagten af et ſtorre Areal, for at kunne forsge den paa et mindre. Der gives vel mange Tilfaelde, hvor Jordens Grundvardie vinder herved meer, end Eieren taber i Indtegt. Men et ſaadant Offer er kun faa Agerdyr⸗ keres Sag.
Forſt naar ſaadan Overflodighed af Giodning ved et fortrinligt Syſtem, hvis Hiemed egentlig er Giodningmasſens Forsgelſe, er fremkommet i et Avls⸗ brug, at denne ikke meer med Fordeel kan anvendes til at berige det hidtilva⸗ rende Jordsmon, er det fordeelagtigt at fordybe det.
§. 163.
J mange Tilfalde nodes man altſaa til at noies med et tyndt Jordsmon, Den iette
uden for det forſte at tœenke paa dets Fordybning. Det forſtaaer ſig, at dette ſtedſe bliver Tilfœldet, naar Underlagets Natur aldeles ikke tillader dets For⸗ dybning. Men ogſaa desuden:
a) naar kun et tyndt Lag muldholdig Jord ved Hielp af Gronſvceren har dannet ſig; naar tat derunder ligger ufrugtbar, raae Jord— Sand eller Leer— og Ageren ikke kan giodes ſtaœrkere end netop til at holde dette tynde Lag i Kraft; ja, naar man ved at udlagge Ageren til Gras, iſcer maae regne paa ved Gron⸗ ſvœren at forsge Frugtbarheden. Her er det raadeligere, at ſammenholde det lidet Partie frugtbare Jord, ved Gisdningen, ſom kun hertil er tilſtrakkelig; at vedlige⸗ holde dens Kraft og raadeligere at concentrere Arbeidet paa denne, end at ſvœkke den ved en Blanding med ufrugtbar Jord. Dette bor iſcer ſtee, om man fornemmeli⸗
gen

ikke en ſtor Masſe Jord, en tynd, ikke en dyb Muld kan forbedres.
Den maae foretages li⸗
detefter lidet.
Henſyn, ſom derved bor iagttages.
Ploiningen.
gen ſtreber at fremme Gronſvcerens Dannelſe, hvorpaa kun de to sverſte Tom⸗ mer, ikke den dybere Muld, har ſynderlig Indflydelſe.
b) Naar man, ved at paakiore mergelholdigt Leer, Dynd o. ſ. v., eller ved Grsnſvcers Brannding har foretaget varig Grundforbedring, hvorved en liden, Her bor man vel vogte ſig for dybt at nedbringe og fordele denne Tilſcetning, der kun er tilſtrekkelig for Overfladen. Man bsor ikke giore Jordsmonnet dybere, inden man har foreſat ſig anden Gang at paakiore, og da plsie dybere og opbringe nye Ford, inden Paakiorſelen finder Sted. Hertil horer endnu det Tilfalde, naar ſteerk Leerjord ved Kalk eller Kalkmergel kun til en vis Dybde er tilſtrekkelig ſkiornet.
c) Naar paa ſandet Jord ſtedſe er ploiet lige dybt og en haard Skorpe har dannet ſig under Plovſaalen, ſaa giennembrydes denne ikke uden Tab. Det verſte Jordlag kan ved god Dyrkning verre meget forbedret og Skorpen hindrer da Fngtigheden og de frugtbare oplsſte Stoffer fra at ſynke for dybt; men under
denne ligger ofte et bundleſt Sandhav. Dette Tilfellde vil ofte traffe ſammen med
det foregaaende, thi naar Leetmergel er paakiort, dannes let en ſaadan Skorpe. Var det end onſkeligt, at denne Skorpe laae dybere, ſaa er man dog ikke altid i Stand til at opnaae dette, og bryder den da ikke uden at lide Skade.
d) Og endelig, hvor dyb Ploining ikke behsves, og ſnarere kunde ſkade end gavne. §. 164.
Hvor Jordsmonnets Fordybning imidlertid er pasſende, foretages den dog ſom ofteſt lidet efter lidet. Ved at fordybe det, bor kun opplsies ſaa me⸗ gen nye Jord, at den noiagtigen kan blandes med den gamle og dermed komme i Verelvirkning. Den gamle ſrugtbare Jord ber ikke nedplsies alt for dybt. Tiltrœkningen af atmoſphariſke Stoffer, hvortil den nye Jord yttrer ſaa ſtor Tilboielighed, kan ſaaledes bedre finde Sted.
§. 165.
De Sporgsmaal, ſom ved Jordsmonnets Fordybning maa gisres, ere alt⸗ ſaa folgende:
1) Hoad
pag udgt ſig tilW tige 3 Lil den feroge h jeg der Jorden
ring?
forſtod. 2 tl Tomme dens dt iite we bere E
er j dykkel
forſtaae
Tad

derſte Tom⸗
ſ. v., elle ed en liden,
Her bor der kun er ere, inden bringe nye naar ſtark ig ſtiornet. rd Skorpe Tab. Det den hindrer men under ammen med an Skorpe. ikke altid i
kunde ſkade ages den dog dies ſaa me⸗ rmed komme
alt for dybt. trer ſaa ſtor
tes, ere alt⸗
1) Head
Ploiningen. 81
1) Hvad kan jeg, i Henſeende til Grundbeſkaffenheden, vente af
den Jord, der ligger dybere end hidindtil er plsiet og ſkal nu opbringes?
For at kunne beſvare dette Sporgsmaal, bor man noiagtigen underſoge den dy⸗ bere liggende Jord, prove hvor meget Leer, Sand, Kalk, Jern, maaſkee end⸗ og Kulſtof den indeholder, og ikke glemme at tage Henſyn paa dens ſtorre eller mindre Stene. Empiriſt prover man den udentvivl bedſt ved i Urtepotter eller paa udgravede og dermed overlagte Havebede at udfinde, hvorledes den forholder ſig til Vegetationen.
2) Hvilken Forandring vil denne nye Jords Blanding med det for⸗ rige Jordsmon frembringe? Formindſkes eller forsges derved det ſidſtes Feil? Vil den giore den loſe Jord meer ſammenholdende, den ſeige ſkiorere, eller kun forsge begge Dele? Og derneſt: i hvilket Forhold bor denne Blanding ſkee, at jeg derved kan erholde det efter min Agers Beliggenhed og Klima meeſt pasſende Jordsmon?
3) Hvor dybt et Jordlag kan jeg giode med min Forraad af Giod⸗ ninge—
Fremgangsmaaden maae da rette ſig efter Svarene paa disſe Sporgsmaal.
§. 166.
Hidindtil var det ubeſtemt, hvad man ved let, maadelig og dyb Ploining Beſtemmelſe forſtod. For herom at danne os et tydeligere Begreb, kalde vi let Plsining, fra gens Dybde.
2 til 4 Tommers Dybde, maadelig fra 4 til 7 Tommer, og dyb fra 8 til 12 Tommer. Pleies endnu dybere, ſaa kaldes ſaadant Reol⸗Ploining; thi Jor⸗ dens Omvending, ſom vi ved Ploining ſtedſe tœnke os, kan ved enkelt Ploining ikke vel fremvirkes i ſtorre Dybde end 12 Tommer, omendſkiondt en dy⸗ bere Skiorning vel er mulig. Om en enkelt 18 til 24 Tommer dyb Ploining har jeg intet Begreb. Det forſtaaer ſig, at Furens Dybde eller Strimmelens Tykkelſe ſtedſe maales paa Landſiden, og— jeg gientager det— ved Ploining forſtaaer jeg kun Ploiſtrimmelens fuldkomne Vending.
Tredie Deel. L§. 167.
—

——BV
Ploiningen. §. 167. Forſigtig Vil man plsie dybere end forhen, ſaa er det, af allerede anforte Grunde, i de kenöanos⸗ fleſte Tilfœlde raadeligt, ikke forſte Gang at fordybe Jordsmonnet meer end 2 Tom⸗ meet e mer. Kun ſaa megen Jord kan paa een Gang tilborlig frugtbargiores og blandes. da Reol Ogſaa er det ſtedſe raadeligt at opplsie ſaadan Jord paa den Tid, hvorved den lader lœngſt kan forblive udſat for Luften, nemlig om Efteraaret. Men man bor om V gf ſedee Sommeren ogſaa ſtrabe at vedligeholde Forbindelſen mellem den nye Jord og At⸗ fta en a moſpharren; thi denne virker langt kraftigere ved en hoiere end ved en lavere Tem⸗ V lge N peratur. Jorden ber derfor enten brakkes eller dyrkes med Afgroder, hvis Rod⸗ ddanen! der igiennem den nye Jord trange ned i den gamle, ja endog dybere, ſaaledes Hiul.
ſom de fleſte Frugter, vi indbefatte under Bencvnelſen Brakfrugter. Da den V negen. nye Jord forbliver ved Overfladen, hvor den beſtandig rores og ſkiornes, ſaa kom⸗ zen jg! mer den derved i Bersrelſe med Atmoſpharen, og mattes med dennes Stoffer. ntl!
Dernefſſt er det iſcer vigtigt, at meddele den nye Jord Gisdningens virkſom⸗ ſte Dele. Naar Avlsbrugets Forhold ikke ere til Hinder, ſaa bor man derfor falh om Efteraaret kiore Giodning derpaa og lade denne ſtroet blive liggende unedploiet fer,” om Vinteren; thi, ſom Erfaring lœrer, er Giodningens Virkning paa en ſaadan nigrar Jord— kun ikke paa en meget ſkraae Ager, hvor den let udſkylles— af overor⸗ t vt dentlig Kraft. Er Ageren derimod meget ſkraae, ſaa bor man inden Vinteren gan⸗ Huut: ſke let nedriſpe den, ſtrax om Foraaret ſaa let ſom muligt og harve ſtarkt. Til pere Sad plsier man da ogſaa let, for at den nye Jord ikke ſkal darkes altfor
meget.
Paa denne Maade har jeg ofte i een Sommer tilſtrakkelig blandet den gamle
og nye Jord, aldeles befrugtet den ſidſte, og med fuldkommen Held og umid⸗
delbar Forogelſe af alle Afgroder frembragt et eensartet, kun ſaa meget dybere
Jordsmon. Efter en Rad af Aar, ſom ved Rotationen beſtemmes, har jeg da
atter fordybet det. Andre have handlet overeensſtemmende hermed og derved al⸗
drig udſat ſig for det Tab, ſom Mange ved overilet, utidig og til Frugtfolgen
upasſende Fordybning, undertiden endog til hele Avlsbrugets Odelceggelſe, have b—
3 n
paadraget ſig. §. 168.
rra

Brunde, ide end 2 Tom⸗ og blandes. vorved den an bor om ord og At⸗ lavere Tem⸗ hvis Rod⸗ e, ſaaledes Da den „ſag kom⸗ Stoffer. ns virkſom⸗ man derfor unedploiet en ſaadan af overor⸗ nteren gan⸗ erkt. Til kkes altfor
tt den gamle d og umid⸗ neget dybere
har jeg da g derbed al⸗ Frugtfolgen
ggelſe, habe
9. 168.
Ploiningen.
§. 168.
Vil man, under de i§. 161 opgivne Betingelſer, fordybe Jordsmonnet meer end 12 Tommer, ſaa er enkelt Ploining ikke tilſtrekkelig. Man bruger da Reol⸗ eller Dobbeltploining, med den i§. 123 omtalte Reolplov eller man lader to Plove i ſamme Fure folge hinanden. Den forſte opploier en Strimmel af ſœdvanlig Tykkelſe der kaſtes i den forrige Fure, den anden henter dybere fra en anden Strimmel og lagger den paa den forſte. Vel kan man med ſaedvan⸗ lige Plove forrette denne Ploining, naar man ſtiller den bageſte dybt, giver den en hoi, lang Muldfiel, der bag til ſpœndes vidt og paa hoire Side et hoit Hiul. Men dette Arbeide er med ſaadanne Plove ſaare vanſkeligt og fordrer megen Kraftanſtrqngelſe. Derimod er den ſmalſke Plov hertil ypperlig, hvil⸗ ken jeg lader folge den baileyſte. Til den bageſte Plov behoves, for at ploie 12 til 14 Tommer dybt, tre Heſte, der endda have temmelig ſtrengt Arbeide.
Men endnu bedre og i mange Tilfellde, med kun lidet ſtorre Omkoſtning, fuldfsres dette Arbeide med Spaden. Ved een Plov bruger man ni til ti Menne⸗ ſker, der opſtillede lige langt fra hinanden i Furen, naar Ploven er gaaet forbi, udgrave den et Spadeſtik dybere og kaſte Jorden deraf paa Plovyſtrimmelen. Ni til ti raſte Arbeidere kunne paa et ei altfor leret Jordsmon holde Ploven vedlige. Hvor Arbeidere ikke fattes, vilde jeg give denne Methode Fortrinnet.
Peter Kretſchmer, en Skribent, der i ſin Tid vakte Opmarkſomhed, vilde ved Reolploi⸗ ning vedligeholde Jordens Frugtbarhed, thi det nedplsiede Jordlag ſkulde imidlertid hvile og ſanke nys Kreefter, og herved Brak, Frugtvexel, ja endog Giodning— ſom han i hans deconomiſche Practica, Leipzig 1749, og i forſkiellige af ham og Andre forfattede Skrivter paaſtod— aldeles kunne undveres. De Forſog, han ner ved Ber⸗ lin anſtillede paa et Gods, ſom Frederik den Anden havde ſkienket ham, havde natur⸗ ligviis ſlet Udfald. Men da han ſenere begyndte at betiene ſig af Berlins Giodning, for dermed at frugtbargiore den nye opbragte Jord, ſaa vilde han, under visſe Modifikatio⸗ ner, formodentligen kunne have fortſat ſin Dyrkningsmaade, naar han kun havde forſtaaet Agerbrug, ikke havde glemt et Project for det andet og derved tilſat ſin Formue. Den Interesſe, ſom han vakte, bidrog imidlertid ikke lidet til at vokke Opmarkſemhed for Agerbruget; thi mange ſkarpſindige Mand fattede Ideer og anſtillede i Anledning deraf Underſogelſer.
Hiin Tids orthodoxe Landoeconomer opſtillede ham, ſaavel ſom den af Frederik den Anden li⸗ geledes underſtottede Engelleender Brown, ſom et Skrakkebillede til Advarſel for deres
L 2 Bern

7 A—— f‧
Ploiningen. Born mod alt Nyt. Derfor ſpoger han endnu beſtandig hos disſe Folk, der, da Kon⸗ tört d gen kaldte mig ind i Landet, ſnart anſaae mig for den Ene, ſnart for den Anden, eller I ſtirpat i det mindſte forſikkrede, at jeg i alle mine Meninger og Grundſctninger lignede hine, ſom et Ag det andet. 1 Tüni Der gives endnu en anden Methode, til dybt at ſkiorne Jorden, uden at atter) vende den eller bringe den underſte sverſt, og denne er til ſtor Gavn brugt paa Lee⸗ V Sppget ret. Det ſkeer med en Plov uden Muldfſiel og med et ſtarkt, lavt og convext ſihſ i Skicgere. Den folger efter den almindelige Plov i ſamme Fure og omrorer dens V idtt in Bund, men lader den ſmuldrede og ſkiornede Jord forblive deri. Hvor man med egſank visſe Plove har plsiet dybere end 10 Tommer, har man rimeligviis ikke udrettet Y Sareni meget andet. efrrtii §. 169. ndde Jo Til hvilke Kun til behakkede Brakfrugter og Balgſad ſynes en dybere Plsining at Adog Euuranenn Peke raadelig og henſigtsmasſig. Til Sad kan ofte en meget let Ploining eller harvii dybt eller let. Jordens Omrsren med Redſkaber, der ſaare fremme Arbeidet, verre tilſtrakke⸗ petne lig; thi naar den dybere Jord engang er ret ſkiornet og pulveriſeret, ſaa behol⸗ 1 ved at der den, iſcer om den halv beſtaaer af Sand og er ſvangret af Muld, flere Aar ſin Porsſitet og Evne til at giennemtranges. Teiig §. 170. bruges Pefnindee For at beſtemme hvor ofte der bor plsies, ville vi nu giennemgage de for⸗ Frugtverel⸗ ſkiellige Hovedrotationsmaader eller Agerdyrkningsſyſtemer. den m Syſtemet. Dyrke vi overeensſtemmende med vor Frugtvexels Regel, ſaa plsie vi ſtedſe V veinge om Efteraaret i den ſtorſte Dybde, ſom Jordsmonnet har eller for det forſte ſkal have. Er det dybere end 12 Tommer, ſaa bruges Dobbeltploining. Den dene l paakiorte Giodning nedploies med anden Fure, og den tredie eller Seedploiningen l dDa bliver noget dybere. Derneeſt bearbeides Jordsmonnet ſtedſe dybere med Heſte⸗ being hakkerne og hyppes hoiere op til Planteraderne. Efter Heſten jevnes Jorden, om det behsves, med Hovl⸗ eller Skuffelploven; der harves og ploies maadelig b V man! dybt for Vinter, og da ploie vi ſielden naſte Foraar. Paa ethvert Jordsmon, V der indeholder 30 Procent Sand og derover, ſynes Foraarsploining, naar behak⸗ V kede Frugter vare tilborligen bearbeidede, ikke alene unodvendig, men i ethvert Bearl
tort
mmᷓaaeamAmAAmRARᷓRAAAᷓAᷓARRRARAA- 2— ,———. 3.

der, da Kon⸗ Anden, llr
lignede jine
1, uden at t paa Lee⸗ og convert torer dens r man med ke udrettet
bining at ining eller tilſtrakke⸗ ſaa behol⸗ flere Aar
ae de for⸗
ie vi ſtedſe forſte ſtal ng. Den ploiningen med Heſte⸗ es Jorden, z maadelig Jordsmon, aar behak⸗ Ni ethbert tort
Ploiningen. tort Foraar endog ſkadelig. Overfladen ſmuldres paa det fuldkomneſte med Er⸗ ſtirpatoren, der gaaer 2 til 3 Tommer dybt i Jorden, derefter harves; Seeden, i Almindelighed Byg, ſaaes og nedbringes med den lille Exſtirpator, hvorefter atter harves, og Kloveren, om denne ſkal folge, ſaaes og nedtromles. Efter Bygget ligger Ageren et eller to Aar til Klover. J det forſte Tilfgelde ploies ſtedſe kun een Gang maadelig dybt til den efter Kloveren folgende Vinterſced, og i det andet Tilfalde, ved Hielp af den i§. 124 omtalte Skraellekniv, undertiden ogſaa kun een Gang. Denne Ploining bor ſkee i det ringeſte 4 Uger forend Sageningen, at Jorden kan have Tid at ſette ſig; thi dette er en ſaare vor⸗ fentlig Betingelſe for et godt Udfald. Vinterſeden ſaaes enten paa den uhar⸗ vede Jord eller nedbringes med den lille Erſtirpator og harves derneeſſt. Naar Tid og Veirligt om Foraaret tillader det og Sedden begynder at vorxe, gientages Harvningen, og derfor harver man ſielden om Efteraaret ſaa lœnge indtil Klum⸗ perne fuldkommen pulveriſeres, hvilket hellere opſcttes til Foraaret, for der⸗ ved at bringe friſt Jord til Planterne.
Dyrkes Balgfrugt efter Vinterſaden, ſaa ploies efter Jordsmonnets og Veirligets Beſkaffenhed een eller to Gange dertil. Til ſildige Vilker, ſom ſkulle bruges til gront Foder, ploies ſtedſe to eller endog tre Gange.
Naar Balgſedden er hoſtet, iler man ſaa meget muligt med at ploie Jor⸗ den maadeligen dybt, hvorefter harves; Vinterſaden ſaaes for Mikkelsdag, ned⸗ bringes med den lille Exſtirpator og harves.
Skal efter Vinterſceden endnu maaſkee folge Havre, ſaa omploies Stub⸗ bene let om Efteraaret; om Foraaret ploies til maadelig Dybde og der harves. Omtrent midt i Mai, naar Ukrudsfroet, bragt til Overfladen, har ſpiret, ned⸗ bringes Havren med den lille Exſtirpator og tilharves.
Disſe ere de Ploininger, ſom man i det ſaakaldte Frugtvexelſyſtem, naar man ikke dyrker to Frugter eller dobbelte Afgroder, bruger.
§. 171. J de Agerdyrkningsſyſtemer, hvor man bruger reen Brak, er dennes
Bearbeidning iſcr vigtig. Da man offrer den et Aars Afgrode og Arbeide, ſaa er
Brakkens Behandling.

GS
naœvnelſe.
——— —— 2——
Ploiningen. er det utilgiveligt om man dyrker den ſkisdesloſt og ikke ſtraber paa det fuldkom⸗ neſte at opnaae alle Brakkens Giemed og Virkninger. Ved Brakken ber Jorden pasſende fordybes, vendes, pulveriſeres, blandes, udſettes for Luften, og, hvad der er det vigtigſte, Ukrudet bor paa det fuldkomneſte odelegges. Opnaaes dette ved een Brakning, da er den vel anvendt og gavner da i en lang Rad af Aar. ⸗
En tre Gange ploiet Brak er i Trevangsbruget intet uſedvanligt, men en ufuldkommen Dyrkning, hvorved naſten aldrig Brakkens Henſigt opnagaes. Af Mangel paa Grasning lader man ſom ofteſt Ageren, endog laengere end til Juni Maaneds Udgang, ligge urort og ploier den da forſte Gang. Dette er altſaa halvt at lade den ligge til Gras, halvt at brakke den.
Ploies Brakken fire Gange, ſaa bor med Rette den forſte Ploining vere om Efteraaret; men undertiden opſcttes den urigtigen til om Foraaret.
Fem, ſer og ſyv Ploininger ere ſieldne og hos de fortrinligſte Agerdyrkere kun brugelig paa frugtbar Grund, hvis Vard de ſkionne ſaa ganſke, at de, naar de beſlutte at offre den et Aars Indtaeegt, ſarte den i fuldkommen Stand. En ſaadan Bearbeidning kan ogſaa anvendes ij vort Klima. §. 172.
De forſkielige Den forſte Ploining hedder i den egentligſte Forſtand Brakfuren. Dette Ploinings⸗ maaders Be⸗
Arbeide kaldes derfor at bryde; paa nogle Steder dog kun, naar der ploies paa Gronſpar. Thi naar man opplsier Sadſtubbe, kalder man det at ſtyrte.
Den anden kaldes Vendefuren, fordi Pleiſtrimmelen her atter vendes.
Den tredie hedder Blandefuren, fordi Jordsmonnet derved ſkal blandes. Plsier man endnu een Gang, inden til Sad, ſaa kaldes denne Ploining den an⸗ den Blandefure.
Den ſidſte er Seedfuren.
Romerne ſkicelnede allerede ved forſkiellige Benevnelſer mellem disſe for⸗ ſtiellige Plsininger. Den forſte kaldtes præscindere, den anden vertere, den tredie fringere, den fierde offringere, den femte refringere, og den ſiette eller Sedfuren lirare, fordi Ageren her fik Udſeende af en Lire med Strange. Naſſten
—= ü
Srra
Raſten ſom m
hetegne
den feere Ga
ſa kalt
man ſt Grorij Etubbe
8 Trevan
te,e derved
relle
nede in Jord, geteh kedegr for Vi
derved
der m
nr ad,
der b on V tr iſe ndſatt tedes:

. 3——.—
Ploiningen.
t fulͤn⸗ Neften alle Nationer og Provindſer have givet disſe Ploininger ſceregne Navne, dor Jorden ſom man, naar man vil indhente Efterretning om Egnens Agerbrug, ber kiende. uften, og, Ploies flere Gange til Vaarſad eller Vinterſcdd, ſom ſaaes i Stubben, ſaa Opnaaes betegnes disſe Ploininger ofte ved andre Udtryk. Saaledes kalder man den an⸗ lang Rad den Ploining til Byg eller Havre at felge, og kalder derfor den Havre, hvortil flere Gange ploies, for Felgehavre. Ploies derimod kun een Gang til Havren, men en ſaa kaldes den Haardjordshavre. Ved dette Udtryk forſtaaes dog ikke, ſom aes. Af man ſtulde troe, den Havre, der ſaaes i opbrudt Gronſpcer, og ſom kaldes d til Juni Gronjordshavre, men den, der efter een Ploining ſaaes i en anden Sadarts er altſaa Stubbe. §. 173. ing vare Brakfuren ploies nu i Almindelighed ſaare let. Forhen fulgte man ved Brakfuren. 1 Trevangsbruget et andet Princip, og Muͤnchhauſen larte endnu i ſin Hausva⸗ gerdyrker ter, at ploie den i fuld Dybbe. J Kobbelbruget, hvor Gronſvoren opbrydes de, naar derved, maae den nodvendig vare meget let og kun beſtaae i Gronſvgœrens Af⸗ nd. En ſkrœllen og Omvenden, thi lagdes denne dybere, ſaa blev den ikke ſkior eller raad⸗
nede ikke, og vilde desuden, fordi den ved naſte Ploining ikke dakkedes med Jord, atter komme i Veiret. Da man i Trevangsbruget ſtedſe langere og lœn⸗ gere har opſat at bryde Brakmarken, ſaa er Jordsmonnet herved ſom ofteſt alle⸗
„ Dette het pag rede grasbegroet og det bor folgelig pleies let. Opploier man derimod Stubbe yrte. for Binter, ſaa er den gamle Regel, at ploie dybt, formodentligen rigtig, thi vendes. derved kommer Atmoſpharren til lœngſt at virke paa den dybere liggende Jord, lblandes, der meeſt behovede dette. Vil man gisre ſit Jordsmon dybere og opploie nye g den an⸗ Jord, da bor dette ſkee ved forſte Plsining. 1 Efter denne— jeg taler her om Brakmarkens fuldkomne Bearbeidning, der begynder med Efteraaret— lader man ſom ofteſt Jorden ligge uharvet iisſ fur om Vinteren for at udſertte en ſtorre Jordflade for Luftens Indvirkning. Dette tere, den er iſcer raadeligt, naar Jorden er meget fuld af Ukrudsrodder, der ved at den ſiette udſcettes for Luften, lettere drebes, end om de ved Harven ligeſom paa nye plan⸗
Strange tedes og bedakkedes med Jord. Indeholder denne derimod meget Ukrudsfroe, ſaa kom⸗
Naſten
—n— 4

Bendefuren.
Pleiningen.
kommer dette ofte, naar man tidlig ploier og harver, endnu for Vinter til at ſpire. Atmoſpherens Indvirkning hindres juſt heller ikke ved denne Harvning, da den tilſtrœkkelig nok kan giennemtraenge den losnede Jord og virke kraftigere paa det pulveriſerede end klumpede Jordsmon. Men naar Overfladen er jevnet og Luften bersvet Adgang til Gronſvaœren, ſaa raadner denne langt bedre, end i modſat Tilfcelde, da den vedbliver at veœre gron og Grasſet ofte ſkyder frem mellem Ploiſtrimlerne. Man fremmer derfor Oplosningen og Skisrningen af en let opplsiet Gronſverr, ved ikke blot at harve og derved bedakke den med noget Muld, men endog ved at tromle og ſaaledes trykke den faſt til Jorden.
Uſadvanlig, men fortrinlig god er den Fremgangsmaade, hvorved Age⸗ ren ploies to Gange for Vinter; ſtrax efter Hoſten let og ſildigt paa Efteraa⸗ ret dybt. 8228
§. 174.
Den anden Plsining, Vendefuren, ivarkſattes i Almindelighed om For⸗ aaret, ſom ofteſt efterat Vaarſeden er lagt. For tidlig bor den aldeles ikke ſtee, og en Regel er det at tsve indtil Ageren gronnes, fordi den omplsiede Gronſveer ikke for er odelagt og atter vilde ſkyde frem, naar den ikke var tilhyllet af megen Jord. Som ofteſt harves ikke forend efter denne Plsining, omend⸗ ſtiondt det ſikkert vilde vere gavnligt, iſcr naar Ploiningen forhales, da Jor⸗ den i dette Tilßœlde uharvet kan ſaaledes ved Grasvexten ſammenbindes, at den ſiden kun vanſkeligen ploies. Har Ageren flere Aar lagt til Grees eller havt en ſei Gronſocr, ſaa bor Vendefuren plsies i ſamme Retning ſom Brakfuren, da man ved at ploie paa tverrs ſtar Ploiſtrimmelen i korte fiirkantede Stykker, der af Harven kun ſkodes tilſide, uden at ſonderrives.
Var Brakfuren let, ſaa bor denne verre dybere, at noget af den dybere liggende Jord kan komme oven paa Plsiſtrimlerne.
Efter denne Plsining harves ſtedſe, og om Ageren har lagt til Gres, med tunge ſtarke Brakharver, iſcr paa tvcers, for aldeles at ſonderrive den nu fuldkommen ſkisre Gronſvar; i modſat Tilfalde med de ſadvanlige Harver, for at knuſe Jordklumperne.
Om
for ni paa dei ſaa lide for Sor den man Peirligt Harden vet Age ſſet lig ſag et d dderſlad
kvers. Jordkla
tidR
rr

nter til at Harvning, kraftigere er jednet edre, end eyder frem ggen af en med noget
3
rved Age⸗
edd om For⸗ addeles ikke omploiede ar tilhyllet g, omend⸗ , da Jor: s, at den er havt en kfuren, da ykker, der
den dybere
til Gras, rive den nu
3
arver, fot
Om
Ploiningen.
Om denne Harvning bor ſkee ſtrax efter Ploiningen eller opſettes til kort for neſte Ploining, derom ere Meningerne delte. Det er ſaare gavnligt, paa denne Aarstid, at ndſettte den uharvede Jord for Luftens Indvirkning. Og⸗ ſaa lide Ukrudsrodderne i tort Veirligt meget, ved i denne Tilſtand at udſettes for Soelſtraalerne. J ſaa Henſeende er det altſaa raadeligt at tove lange, in⸗ den man harver. Men paa et bindende Jordsmon bor man dog undgaae i tort
Veirligt at lade Jorden blive meget tor inden den harves; thi i dette Tilfclde kan
Harven ikke tilſtrakkelig knuſe Klumperne. Men paa den anden Side er en uhar⸗ vet Ager ikke ſaa gunſtig for Ukrudets Spirning, ſom en fiinharvet, da Froet iſor ligger indſluttet i Klumperne. Er Ageren altſaa fuld af meget Ukrudsfroe, ſaa er det raadeligt at harve ſaa tidligt, at det, der ligger ved den daverrende Overflade, kan inden naſte Ploining fremſpire.
§. 175.
Den tredie eller Smuldringsfuren ploies, naar Ageren er bred nok, paaSmuldrings⸗
furen⸗
tvgers. Ved at lade Ploven gaae i en ſaaledes forandret Retning, pulveriſeres Jordklumperne langt bedre, end om de i ſamme Retning, ſom forhen, vendtes hid og did. Derved udloftes eller i det ringeſte losrives de Ukrudsrodder, der ran⸗ kegroe langs ad Ploiſtrimmelen, Ploven bersrer alle de Bulke, der muligen kunne ſtaae under Overfladen, og een, i ſig ſelv ſlet, Ploining bedres ved Tverploi⸗ ning. Dette Arbeide forrettes fuldkomnere med Krogen end med Ploven, og hiin udriver iſcr Ukrudet bedre end denne. De ſtorre og haarde Klumper komme nu i Veiret og ſmuldres af Harven.
Harvningen bor ſkee med ſeerdeles Flid, da den her gior ſtorſt Virkning. Ukrudsrodderne ere loſe nok til at kunne udrives, og Solen har paa denne Aars⸗ tid Magt til at udtorre dem. Ved verlende Soelſkin og Regn ſtisrnes Jordklum⸗ perne, og enhver Jordpartikel ſvangres med atmoſphariſke Stoffer. Om man harver ſtrax efter denne Plsining eller ſenere beroer paa ſamme Grunde, ſom vi ved den anden Harvning have anfort. Imidlertid er det dog for Rodukrudets Skyld raadeligſt her at harve tidligere, at dette kan udrives af Jorden og ſaa⸗ meget lœngere udſcettes for Luften, inden det atter nedploies.
Tredie Deel. M Ved

Sadfuren.
rigelig erſtattes ved varig Grundforbedring og fortrinlige Afgroder.
Ploiningen.
Ved denne Ploining nedbringes Giodningen i Almindelighed, og da det aldrig er raadeligt at lœgge den dybt i Jorden, ſaa ploier man nu lettere, end anden og fierde Gang.
Naar gunſtigt Veir, nemlig vedholdende varmt Soelſkin med hurtigt for⸗ bigaaende Regnbyger, indtraffer ved denne Ploining, ſaa gior dette ſtor Virk⸗ ning, ei allene paa den folgende Sed, men i hele Dyrkningsperioden. Da fore⸗ gaaer den meeſt levende Vexelpirkning mellem Jord og Giodning; Rod⸗ og Frse⸗ ukrudet odelcegges i ſtorſte Mangde. Er Veirliget vaadt og koldt, opnaaes dette ikke i lige Grad. Derfor er det ſaare vigtigt, ei at tove for lenge med denne Pleining og dertil at benytte de varmeſte Dage.
Indtraeffer vaadt Veirligt efter denne Ploining og Avlsbrugets Kraft gior det muligt endnu een Gang at omrore Jorden, ſaa vil dette gientagne Arbeide Bruges Kro⸗ gen dertil, ſaa lader man den trakkes i en anden Retning, end Ploven, ſom of⸗ teſt paa ſkraae, for ſaaledes bedre at berore alle Jordklumper. Dette kan for Vendingernes Skyld ikke ſaa godt ſkee med Ploven.
§. 176.
Endelig ploies Sadfuren med Ploven eller Krogen i Almindelighed til fuld Dybde, undtagen man vil nedplsie Saden, hvilket undertiden kan ſkee med Hve⸗ den, ſieldnere med Rugen. Seddfuren maae varre ſmal og bearbeides med ſtorſte Omhyggelighed. Have Ploiſtrimlerne, efterat Ageren i tilberlig Tid har lagt ploiet— hvilket man ved Sadfuren altid har fundet gavnligt— for frem⸗ ſtagende Kanter, ſaa harves Jorden et Strog med en let Harve, hvilket man kalder at felde den, at Seden ikke ſtal falde i de dybe Riller og komme til at ſtaae i Rader. Dog bliver dette formodentlig kun Tilfœldet, naar Ageren er urigtigen behandlet. Dernceſt nedharves Saœden med Kraft, om juſt ikke ved Rund⸗, ſaa dog ved Tvcerharvning. denne Ploining fordeelagtigſt betiener ſig af Ploven eller Krogen. mer det, at Krogen ogſaa her fortiener Fortrinnet, da man derved mindre beho⸗
Meningerne ere endnu delte, om man til Mig forekom⸗
ver
beidele Jordon agtigere nan i derved den ſal kan ik der mͤ trinlig paa ſ
wendigt tild Slutn igienn Gange fotdi unne
Jorde

——
Ploiningen. 91
h k ver at frygte for, at Seeden kommer til at ſtaae i Rader; kun bor man undgaae tiur, u at Arbeidsdyrene trœde paa den plsiede Jord.
1§. 177. urtigt ſa⸗ Naar Vendefuren er pleiet tilſtrakkeligen dyb, ſaa kan man med ſtor Ar⸗ Exſtirpato⸗ ſor Tit beidsbeſparelſe til Smuldringsfuren bruge Exſtirpatoren, og dermed bearbeides tene nens
Da fore Jordsmonnet, naar det ikke er alt for bindende, uimodſigeligen paa en fordeel⸗ drinssfurea. 0g Jrse⸗ agtigere Maade. Ved den Hurtighed, hvormed dette Redſkab arbeider, bliver 7 dpaages man i Stand til langt bedre at valge et pasſende Veirligt. Man fremvirker lange med derved, at Jordklumperne fuldkommen ſmuldres, og at alt Ukrud ſpirer. Men
den ſcodvanlige Staldgiodning kan ikke nedbringes med Exſtirpatoren, og denne Kraft gior kan ikke bruges til Pleining, hvorved ſaadant ſkal opnaaes; kun naar man gio⸗ ne Arheide der med aldeles ſmuldret Blandingsgiodning eller med Kalk er Erſtirpatoren for⸗ -ruges Kro⸗ trinlig. Ligeledes nedbringes Seeden henſigtsmasſigſt med den lille Exſtirpator, en, ſom oſ— paa ſamme Maade ſom dette ſkeer med den arendtſke Sodeplov. tte kan for§. 178. Saa fuldkommen Brakning er viſt nok i mange Enge ubekiendt. Nod⸗ ufuldkom⸗ vendigheden, den halve Sommer at have een, om endog ubetydelig, Graesning wen Düa
ed til fuld til Qvaget, noder eller bevoeger de fleſte Landmaend til, forſt ved Juni Maaneds med Hre⸗ Slutning at opbryde Brakmarken, og at fortſcette dette Arbeide Juli Maaned med ſtorfte igiennem. Her behsves yderſte Anſtraengelſe for i Almindelighed at plsie tre d har lagt Gange, uden at forſinke Saaeningen; dette bliver derved end mere Tilfaldet, for ftem⸗ fordi Gisdningkisrſelen indtrœffer i ſamme Periode. Paa et ſandet Jordsmon viilket man kunne ogſaa tre Ploininger verre tilſtrœkkelige til fuldkommen at ſkisrne og blande mme til at Jorden, og her kan den Bemerkning verre rigtig, at Vinterſaden efter flere Ageren er Ploininger er bleven ſlettere, da Jordsmonnet derved er blevet alt for loſt. Men iſt ikke ved Ukrudet sdelcegges kun ſaare ufuldſtœndigen derved, og derfor har det ogſaa, iſcer om man til Agerkaalen, paa en ſkrakkelig Maade taget Overhaand i ſaadanne Egne, hoilket iß forekom⸗ end mere er Tilfeeldet fordi Ploiningerne ſaa hurtigen folge hverandre, at det indre beho⸗ Ukrudsfroe, der ligger indſluttet i Klumperne, ikke kan fage Tid til at ſpire.
ver M 2
Desuden er det ogſaa umuligt tilborligen at blande og fordele Giodningen, der
alt⸗

Ploining til
Baarſad.
Ploiningen.
altſaa kun lidet gavner den forſte Afgrode. Ved Stubbenes Ompleining findes
torvagtigt udſeende Klumper, der vanſkeligen fordeles. Her er det Tilfalde, hvor man med Sandhed kan ſige, at Giodningen virker mindre paa den forſte end paa den anden Afgrode. For ved det grœsſende Qveeg at nyde en ringe Gavn af Jor⸗ den, berover man ſig den Fordeel, ſom et eengang offret Aar i lang Tid kunde forſkaffe. Nodvendigheden kan tiene til Undſtyldning; men hvorfra hidrorer denne?
§. 179.
Man pleier i Almindelighed tre Gange til Vaarſed. Stubbene opploies om Efteraaret, efterat Vinterſœden er lagt. Thi at man forretter dette Arbeide ſtrax efter Hoſten og iagttager den Regel— at Ploven umiddelbar folger Leen— er kun ſielden Tilfœldet, og i de ſtorre Avlsbrug ofte undfsrligt. Hvor dette imidlertid ſteer, ploier man to Gange for Vinter. Den anden Plosining finder ellers Sted om Foraaret, ſaaſnart Tid og Veirligt tillader det. Denne er ſad⸗ vanligen dybere end den forſte. Jorden harves da i Almindelighed og derefter nedplsies Saden ved tredie, endnu bedre ved fierde Ploining, naar kun ikke vaadt Veirligt gior dette betankeligt.
Saaledes bor Vaarſaden i Almindelighed behandles. Men det ſkeer kun ſieldent; thi man fattes Tid og Krafter og noies derfor med to Ploininger, af hvilke den forſte ſom ofteſt er ufuldkommen. Dette gielder iſer om Hayre og to⸗ radet Byg, da man anſeer det for betankeligt, ſenere end midt i Mai at ſaage dette.
Det ſmaae ſexradede Vaarbyg ſages derimod tidsnok midt i Juni, og dette er rimeligviis Aarſagen, hvorfor Trevangsbrugerne foretrakke det. For dem er det virkelig ſaa vigtigt at ploie tre Gange, at de med Henſyn paa Jordens bedre Behandling vel bor give dette Fortrinnet, omendſkiondt det lettere mislykkes. Foraarsploiningen til det ſmaae Byg fremmer ofte mere Jordens Skiorning end den ſildige ſaakaldte Brakning til Vinterſeedd. Dette er i det ringeſte Tilfaldet i de Aar, der have torrere Foraar end Efteraar.
§. 180.
* r 2— 8—
beſtaac der t Ektim ſäldeni Herved Harven Kun n mel el

ning fide et Tifelde rſte end pa⸗ avn af Ia⸗ Tid kunde
ta hidrorer
ne opploies tte Arbeide er Leen— Hoor dette ning finder nne er ſad⸗
og derefter ikke baadt
et ſteer kun ininger, af davre og to⸗ Nai at ſaae
mi, og dette
For dem er ordens bedre e mislykkes. kiorning end t Tiffaldet
§. 180.
—
Ploiningen.
§. 180.
Stubbenes Opbrydning ivarkſcettes undertiden ved Rispningen, ſom Kiſpningen.
beſtaaer deri, at man lader een Strimmel ſtaae og tildekker den med en anden, der tyndt opplsies. Denne Tildakning bor voere fuldkommen, og derfor den Strimmel, der bliver ſtagende, ſmallere end den der lagges oven paa. Kun ſielden kaſter man fra begge Sider en Strimmel oven paa den, der bliver ſtaaende. Herved fremvirkes at Stubbene raadne, at Froſten virker, Jorden ſkiornes og
Harven om Foraaret kraftigen kan losrive Qvcaekerne og pulveriſere Jorden.
Le Kun maage denne Harvning ei for lange opſœettes, da den opploiede Strim⸗
mel ellers voxer ſammen med den neden under liggende, hvorved det bliver van⸗ ſkeligt at jevne Ageren. Ved Rispningen hindres Ageren iſcer fra at blive da Vandet lober bort i de ſmaae Render og den opplsiede Strim⸗ Efterat Ageren er jevnt harvet, gientages undertiden
alt for vaad, mel vedbliver at verre tor. Rispningen, hvorved da kun den Strimmel, der blev ſtaaende, vendes. Men hvor man kan tvarploie er dette udentvivl ligeſaa gavnligt.
§. 181.
Ploiningen fordrer Agerdyrkerens uafbrudte Opmerkſomhed, og han bor uden idelig at vare tilſtade kunne iagttage og beſtyre den. Naar flere Plove ar⸗ beide ſammen, bor han giore een Karl anſvarlig for dem alle, og ikke lade upaa⸗ talt, om Ploven har overſprunget noget eller om Furerne ere krumme og af for⸗ ſtiellig Dybde, thi i modſat Tilfalde tiltager Skiodeslosheden. Han bor iſcer
paaſee, at Brakfuren ploies fuldkommen rigtig, i beſtemt Dybde og Brede, og Vende⸗ og Smuldrefuren ere
dernceſt med Opmarkſomhed agte paa Sedfuren.
Opfſynsman⸗ den maa henvende for⸗ noden Op⸗ merkſomhed paa Ploi⸗ ningen.
mindre vigtige, og naar flere Ploininger traffe ſammen, ſaa bor de paglideligſte
Arbeidere udſoges til hine.
At Ploven ſtilles rigtigt og iſcer ei har modvirkende Tendents, fortiener Landmandens perſonlige Opmerkſomhed, om han end fordrer, at Formanden
ſtal bere Omſorg for Agerdyrkningsredſkaberne.
For lettere at ſkielne, om Plovkarlene have i et viſt Tidsrum udrettet hvad
de burde, er det i ſtore Vange raadeligt, ved i Jorden drevne Pale at betegne et

——i—
Ploiningen.
viſt F auehahan eller at inddele Koblerne i visſe Agre, hvilket ved Giodnin⸗ „Saaening og flere andre Leiligheder tillige er gavnligt. 8- 182.
Piovenes Man har opkaſtet det Sporgsmaal, om man i ſtsrre Avlsbrug paa een Saantiug Ager ber ſœette mange Plove i Arbeide eller fordele dem paa flere? Mange lade ti til tolv Plove folge hverandre, for i faa Omgange at giore en Ager fardig, da
Opſynet derved lettes og Formanden da kan lede og anviſe, hvor og hvorledes der ſkal ploies. Andre, med hvilke jeg i Almindelighed er enig, anviſe hver Plov en ſarſkilt Ager, og lade i det hoieſte to eller tre Plove folge hverandre. Thi enhver liden Uorden, hvorfor man dog ikke ſtrax kan lade en Plov holde til Si⸗ den, ſtandſer alle de folgende. Bulker tilhylles uden at man ofte er i Stand til at beſtemme, hoo der har begaaet Feilen. Man larer ikke noie at kiende ſine Plovkarle og kan ikke rette dem. Ikke heller kan man ſamle Plovkarle og Spand, der indbyrdes pasſe og holde ſamme Takt. Den ſidſte Fure behandles ſkisdeslsſt ller foraarſager almindeligen Ophold. Lader man end ikke mange Plove arbeide paa een og ſamme Ager, ſaa kan man dog ſamle dem paa een Kobbel, for at have dem under ſpecielt Opſyn. Men Agrenes Anleg fordrer et rigtigt Oiemaal, at de kunne godt ſlutte til hverandre,
§. 183. Forpleinin⸗ Forploiningerne, ſom, fordi man nodvendigen maae have en Plads, hvor⸗ gerue paa Plovene kunne vende, maae ligge lengſt upleiede, fordre ſerdeles Opmerk⸗ ſomhed, da Jorden her trades ſaare faſt. Sammenploies de, ſaa blive de ofte en Damning mod Vandets Aflob, og Vandfurerne trakkkes ſielden dybt nok gien⸗ nem dem. Flakkes de derimod, ſaa ſamler Vandet ſig i Midtfuren. Det er derfor raadeligſt at plsie dem i een Retning og uden Vendinger. §. 184. Pasſende Ploiningens Henſigt opnaaes kun naar Jordsmonnet er tilſtrakkelig tort Torden or ag i Stand til at brydes og ſmuldres. Er det ſaa vaadt, at Pleiſtrimlerne ſeal ploies. glindſe, ſaa ſkigres det kun i Stykker, der ſkudte til Siden, end meer ſammen⸗ trykte af Muldfielen, vorde faſtere og udtorrede danne haarde Klumper. Hver⸗
ken
lang
arterẽ

ug paa een fkange lade erdig, da erledes der hper Plov dre. Thi lde til Si⸗ Stand til kiende ſine og Spand, ſtiodesloſt ove arbeide or at haye
Diemaal,
ads, hvor⸗ 3 Opmerk⸗ live de ofte öt nok gien⸗ 1. Det er
ekkelig tort eiſtrimlerne teer ſammen⸗ dex. Hyer⸗
ken
Ploiningen. 95
ken Sad⸗ eller Rodukrud odelcgges derved, og Qvakerne fordobles kun ved Over⸗ ſtigringen. Arbeidsdyrene mattes ſaare ved dette unyttige Arbeide. Er det ſeie Jordsmon for tort, ſaa er Arbeidet ſaavel for Menneſker ſom Dyr, iſcer med ſlette Hiulplove, ſaare beſycerligt, og Jorden ſmuldrer heller ikke, men opbry⸗ des i Klumper. Men kan man med gode Redſkaber og ſterke Forſpœnd overvinde disſe Vanſkeligheder, ſaa ſkader det ikke videre at ploie den torre haarde Jord, da de torre opbrudte Klumper i Regnveir ſaameget lettere ſmuldre og danne et ſkiort Jordsmon.
Paa et ſeit Jordsmon er det i ethvert Tilfaœlde ſaare vigtigt at ſkielne og iagttage den Fugtighedsgrad, hvori Ploiningen fordeelagtigſt og med mindſt An⸗ ſtrengelſe kan iverkſcettes. Og da denne Fugtighedsgrad paa ſtorre Arealer og forſkiellige Agre indtraffer tidligere eller ſildigere, ſaa behsves ſtor Opmarkſom⸗ hed til at traeffe den rette Tidspunkt. Herved udmerker den ſande praktiſke Landmand ſig og viſer, at han beſidder Overlceg og Opmarkſomhed, fremfor den blot mekaniſke Jordbruger, der ofte, kun efter eengang indforte Orden, fordeler ſine Plove, og hiin frembringer, ene ved at iagttage dette, betydeligen bedre Afgroder, end denne. De vanſkeligſte Stykker bor i rette Hieblik med al den Kraft, hvorover man kan raade, ploies; thi een Dag kan gisre ſtor Forſkiel.
Engellgnderne betegne denne Tilſtand, hvori Jorden er ſkikket til at ploies, med det ſoregne Udtryk: Tid. Nu er det Tid, eller Jorden er i rette Tid ploiet og ſaaet*).
§. 185.
Ved Harvning er det endnu vigtigere end ved Ploiningen at troeffe den rette Fugtighedsgrad, og kun med Henſyn herpaa kan Sporgsmaalet: naar ſkal man harve? beſvares.
Det er udentvivl gavnligt at lade Jorden, efterat den er ploiet, en Tid⸗ lang ligge uharvet; thi da bersrer Atmoſpharen den ſtœrkere, og mange Ukruds⸗ arters Rodder hentorres ſnarere. Paa Grund heraf bor Harven ikke umiddelbar
felge
*) Et udtryk kigeſaa danſt ſom engelſt. Ov.

Henſyn ved et ſaadant
loiningen.
er ſkikket til at harves.
Torke eller vedyarende Vade. ſamme Dag, da man har ploiet, at havve, iſcr hvis Foraaret er tort. Derfor finder man i nogle Leeregne den Methode, ved Svingelen af den heire Heſt at binde en tredie, der trakker en liden Harve, ſom ſmuldrer den opploiede Jord. bruges en ung eller ſvag Heſt, ſom man vil ſtkaane.
Rage Jorders Opdyrkning.
denne, og Landmanden hos os virkelig altid ploier inden han opdyrker. at dele denne vigtige Materie, bor vi, foruden det der angaaer et ſaadant Jords⸗
des erhverver, for koſtbar.
folge Ploven. Dog er det ei heller raadeligt, kort for der atter ſkal ploies, at bruge den; thi det i Klumperne indſluttede Ukrudsfroe ſpirer ikke fsrend disſe ſmuldres, og da kunne Ukrudsrodderne heller ikke ſaa let udrives af Jorden. Der⸗ for bor man harve omtrent midt imellem to Ploininger. kun ſtreengt folges paa det Jordsmon, der, naar det kun ikke er for vaadt, ſtedſe Det ſeie Jordsmon, der ſtedſe bliver haardere, jo vaa⸗ dere det har vcret, bor harves, ſaaſnart det kan ſmuldres, og det er farligt at lade denne Periode gage forbi, iſcr naar Veirliget ſynes at blive enten vedvarende J dette Tilfalde er det raadeligt, endog paa den
Men denne Regel bor
Hertil
Omendſkiondt dette Foretagende efter ſin Natur gaaer foran Ploiningen, ſaa lade vi dog Lœren derom folge efter denne ſidſtes, da hiin kun kan forklares ved
For ikke
mons egentlige mekaniſke Behandling, tillige afveie de oeconomiſte Henſyn, ſom man ved dette Foretagende bor iagttage.
Oeconom iſt Den allerſtorſte Deel af den Jord, der ſom Overdrev, gammel Graesgang, be⸗ groet med Lyng eller, ſom odelagt Skovgrund, hvori Torvemoſe og Morads, ſelv ſom Foretagende. ode Sand, der truer Naboemarkerne, enten lidet eller intet benyttet, ligger udyr⸗ ket, kan udentvivl bruges til et eller andet nyttigt Giemed og forbedres. Men Opdyrkningen betaler ſig ikke altidz thi undertiden bliver den Jord, man ſaale⸗ Om endog det Udfald, man med Sikkerhed kan be⸗
regne,
anderl frdet ät for ſnarer den bl Krat; for N Igte. Rt. get, unden til de
2
intenſ
tbetv ligger Igro d fti Orur ſaa! og d

l ploies, at forend disſ orden. Der⸗ Regel bor aadt, ſtedſe ee, jo vaa⸗ farligt at vedvarende dog paa den erfor finder t binde en d. HKertil
Ploiningen, orklares ved . For ikke dant Jords⸗ denſyn, ſom
resgang be⸗ ads, ſelb ſom „ligger udyr⸗ dres. Men
man ſaale⸗ eched kan be⸗ regne,
Raae Jorders Qpdyrkning.
regne, tilſidſt rigelig betaler de henſigtsmasſigen anvendte Midler, ſaa er For⸗ ſkuddet, ſaavel i Henſeende til Tid ſom Penge, dog ofte ſaa betydeligt, at En⸗ hver, der foretager Opdyrkning nsie bor overveie, om han til ſin Raadighed har disſe Penge, om han ved Udforelſen ei vil fortryde ſit Foretagende, og om han ikke anderledes fordeelagtigere kunde anvende Capital og Arbeide. Det er bedre ſaavel ffor det almindelige ſom for det individuelle Bedſte, ei at begynde Opdyrkninger, end at forlade dem paa Halvveien. Halvt udforte Opdyrkninger, hvorved man ſnarere udtœrede end berigede Jorden, falde derfor tilbage til deres Intet; Jor⸗ den bliver ſlettere end den var; en forhen viſt nok mager Faaregrasning, et vildt Krat omdannes til Sandflugt; Exemplet ſtaaer Born og Borneborn afſkrakkende for Hine, og Capital, Arbeide og Giodning ere tabte for de allerede opdyrkede Agre. Man har fra Regieringernes Side ſtedſe ſtrebt at fremme nye Opdyrknin⸗ ger. Men Omſtandighederne kunne ſikkert vere ſaadanne, at nye Opdyrknin⸗ ger, med Henſyn paa det almindelige Bedſte, ſnarere burde forbydes eller kun under visſe Betingelſer tillades; f. Ex. naar det allerede dyrkede Areal er for ſtort til den Capital og det Arbeide, der kan anvendes til dets Dyrkning, og en meer intenſiv Drivt vilde have lykkeligere Folger end en extenſiv. §. 188.
Bed Opdyrkning bor altſaa de lokale Forhold fremfor alt andet nsiagtigen everveies. Man beregne hvad den Jord, man vil opdyrke, paa den Plet, hvor den ligger, engang i Tiden kan verre verd, og man anvende paa den de i Lœren om Agronomien og et Jordegodſes Vurdering fremſatte Lokal⸗Henſyn, iſcer om den er frie, arvelig, ſalgelig eller indſkranket Eiendom. Byrder, der hefte paa Grunden eller Afgivter beregnede i Forhold til Indtegten, borttage letteligen ſaa meget af den rene Indtagt, at den anvendte Capitals Reuter derved forſvinde og denne tabes. Saadant er ubetinget Folge af Tienden⸗
Dernaſt er det magtpaaliggende, om man i den Egn kan finde de fornodne Arbeidere, og hvad man i Forhold til deres Betaling kan vente af deres Kraft
og Virkſomhed; om det fornodne Spand for det forſte kan fodes og forſynes
Tredie Deel⸗ N med
ne „⸗,eͤeee

Raae Jorders Opdyrkniug.
med kiobt Foder, eller om man kan for Betaling lade Spendarbeidet forrettes af Naboerne.
Endelig, og maaſkee fremfor alt, om den til Anlcegget og Drivten nod⸗ vendige Capital ſikkert og beſtandigen kan tilveiebringes, og om man i en Rakke af Aar tildeels kan undveœre Renterne.
§. 189. To forſtiellige Man ber vel ſkielne mellem to Tilfalde: Opdyrkningen foretages enten i Pilfolde, Forening med et allerede beſtaaende Agerbrug, ſattes i Forbindelſe dermed og kan folgelig til beleilig Tid drives med Spand og Arbeidere ſra Gaarden, hvor⸗ fra det erholder enhver Hielp og al det Forraad, ſom behoves; eller der maage paa den nye Jord indrettes et ſerſtildt Avlsbrug, ſom ved ſig ſelv kan holdes i Stand. §. 190. 1) Opdyrk⸗ det forſte Tilfalde finde naturligviis langt fœrre Vanſteligheder Sted⸗ nind, hore Dog maae tilborligen overveies, hvorledes den nye Opdyrkning ſkal ſcettes i For⸗ et allerede be⸗ bindelſe med det allerede beſtagaende Avlsbrug, hvorvidt den gamle og nye Jord un Tois vexelviis ſkal underſtstte hinanden, fordeelagtigen forbindes og danne et velbereg⸗ net Heelt. Iſar maae man neie overveie, om den nye Jord, overeensſtem⸗ mende med ſin Grundbeſkaffenhed og Beliggenhed, bor komme i Rotation med den gamle, eller om den bor dyrkes efter et ſœrſkilt Syſtem, dog pasſende til det Hvrige. §. 191. Feit, fom Herved har man ofte begaaet Feil og er enten falden til den ene eller an⸗ Mange besik.den Yerlighed. Enten har man forſomt den gamle Jord af Forkicerlighed til den nye og tilfort denne hele Avlsbrugets Kraft og derved ofte i lang Tid formindſket det Heles Indtagt. Eller ogſaa— hvilket oftere har vœret Tilfœldet— brugte man den nye Jord til den gamles Forbedring; udtomte ved Afgroder, der ſolgtes eller forteredes paa Gaarden, uden at den fik Gisdningen deraf, dens naturlige Krafter, formenende, at den havde naturlig Kraft nok til endnu nogle Aar at baœre, og at man engang i Tiden ved Giodſkning kunde erſtatte den ſit Tab. Men et
5—
et tht bor ĩd Son: det 00 der nen byanpe
.
det for
eftet u
nye ot gödei ligget ber, ne gamle Nanſ Lar ho til Gr dyrkni
faffi
vna et Giod Foder beroe
oh lan Delli

et forrettes
rivten nod⸗ jen Ralke
ges enten i dermed og den, hvor⸗ der maae kan holdes
heder Sted. ettes i For⸗
nye Jord tvelbereg⸗ ereensſtem⸗ tation med ende til det
ne eller an⸗ ghed til den formindſtet et— brugte jder ſolgtes ns natutlige ogle Aat at tTab. Nen et
Raae Jorders Opdyrkning.
et nyt Opbrud har, ſom Erfaring larer, det Scregne, at det, eengang udtomt, bor ideligen giodes for atter at komme til Krafter, og giver ellers intet Udbytte. Som ofteſt ophorer man da, betragtende det ſom et udueligt Jordsmon, at dyrke det og lader det forblive i ſin udtarede Tilſtand, hvori det da, ſom ode Flade, der neppe kan fode et Faar, giver et fra lignende Foretagender afſkrakkende Exempel.
§. 192.
Den forſte Grundſetning, ſom man aldrig uſtraffet fraviger, er: paagrundſatnin⸗
det forogede Areal at frembringe narende Foder for det ſtorre Antal Qvag, der efter rigtige oeconomiſke Grundſctninger kan holdes. Derfor bor man paa den nye opbrudte Jord— naar denne ikke er riig Marſkgrund— for hver Sadaf⸗ grode i det ringeſte, i Begyndelſen tage to Foderafgroder, eller lade den to Aar ligge til Gras og giengive den al den Giodning, ſom derved frembringes. El⸗ ler, man bor i Stedet for den nye opbrudte Jord bruge et ligeſaa ſtort Areal af den gamle til Foderavl eller Grasgang og give hiint den derved frembragte Gisdning. Men ſelv naar den nye Jord tilſtrekkelig giodes, bor man ikke i alt for mange Aar holde den under Ploven, men udlœgge den med Klover og andre Foderurter til Gres, at den ei ganſke ſkal tabe ſin ſammenholdende Eyne. Ved nye Op⸗ dyrkninger bor man overhovedet ſtrebe at have Misforholdet mellem Avlobrugets forſkiellige Dele, og ei bringe disſe ud af Ligevagt. 1 §. 193. Storre Vanſkeligheder ſkulle overvindes, naar Opdyrkningen ivgrkſettes
paa et fraliggende Sted, hvor da mage indrettes et nyt Avlsbrug. Til Jordens lag afet not Gisdſkning og Bearbeidning behoves Qveeg og Arbeidsdyr, og disſe ſkulle have Avlsbrug⸗
Foder. Men dette frembringes ikke uden Giodning eller Dyrkning. Det ene beroer paa det andet, og Grunden, hvorpaa det Hele hviler, maae forſt ſkabes⸗ Det er derfor en Hovedregel, at begynde med en ſtorre eller mindre Deel
og langſomt at ſkride frem; ved Bearbeidning og Giodſkning at ſatte den forſte Deel i bedſt mulig Tilſtand, at den til Opdyrkning af en anden Deel kan levere N 2 de

100 Raae Jorders Opdyrkning.
de fornodne Hielpemidler og paa denne Maade fremſtridende ſikkre det Heles Grundvold. 8
Kan man til det forſte Arbeide leie Sparnd fra tilgrandſende Steder, ſaa vil endog en hei Betaling derfor varre fordeelagtigere end ſelv at holde Arbeids⸗ dyr, naar man ikke hele Aaret igiennem har Arbeide til disſe. Eier man en ikke alt for langt fraliggende Avlsgaard, ſaa kunde man maaſtee til visſe Aarstider hente Spand derfra. Ved Opdyrkningens Begyndelſe kan man ſielden holde Hornqvqeg, da man intet Foder kan frembringe dertil og ſom ofteſt, under ſaadanne Omſteendigheder⸗ kun til hoi Priis kiobe det.
Men Faar kunne ſom ofteſt fodres; thi en Hrken, der ikke engang yder Faaregrasning, falder Ingen paa at dyrke. ſaa bor man kun holde Beder. Men man vil ſnart kunne avle det fornodne Fo⸗ der, naar man folder Faarene paa den opbrudte Jord, beſaaer den med givtige Foderurter, f. Ex. Spergel, Roer, Boghvede, der fortœres af Fedefaarene; dernceſt folder dem paa ſamme Ager og efter denne gientagne Foldgiodning ſaaer Sad med Klover— hvid eller rod efter Jordens Beſkaffenhed— hvorved den udlagges til Hoeſlet eller Greesgang. Er den forſte Grund ſaaledes lagt, ſaa kan man aarlig gage videre, og man vil ſnart verre i Stand til ogſaa at holde Qveeg og frembringe Staldgiodning. Aar ere udlagte til Grasning, atter opbrydes, ſaa ville de yde rige Afgroder, og denne forſte Deel, i det ringeſte til Avlsbrugets bedre Organiſation, yde Brodkorn og Heſtefoder.
Kun maae det forſte Giemed ved Opdyrkning varre, ene og allene at frem⸗
Har man endnu ikke Vinterfoder,
Naar de Agre, der ſaaledes paa nogle
bringe Qvagfoder og derved Giodning. Man maae ſom ofteſt i nogen Tid und⸗ vore al reen Pengeindtaegt, og ved beſtandigt Tilſkud, der dog Aar for Aar bli⸗ ver mindre, betroe Jorden en Capital. Denne Capital og dens Rente vil, naar man paa rette Maade gaaer tilvarks, rigelig erſtatte alle Omkoſtninger og Op⸗ offrelſer. See Annal. des Ackerbaues 1808. B. VII. S. 313, hvor man fin⸗ der en ode Marks projecterede Opdyrkning noiagtigen beſkreven og beregnet.
§. 194.
— 8
—— mmõ——— —
—.——
——
kes, b denhed, endſtien iftt,at dkomm ned He trin, n Rigdon wyrkaing Rad af modtag Grasg Iden Nen der dg kan
megen. heldigt Diſtrieh Beſtyre eller b ning
Dynd diffel fangni
Vrrrru

e det Hlles
Steder, ſaa de Arbeids⸗ man en ikke eAarstider
ꝛg, da man endigheder⸗
gang yder interfoder, rnodne Fo⸗ ned givtige edefaarene; ning ſaaer vorved den lagt, ſaa ſag at holde paa nogle Afgroder, ation, hde
ene at frem⸗ en Tid und— for Aat bli⸗ nte vil, naar mger og Op⸗ or man fin⸗ regnet.
§. 19.
M
Raae Jorders Opdyrkning.
§. 194.
Det er indlyſende, at naar Opdyrkning af almindelig gode Jorder ſkal lyk⸗ Had nund⸗ gageligt be⸗
kes, behoves nundgaaeligen dertil pasſende Formue, Indſigt, Jver og Vedhol⸗ hoves tit
denhed, og at en Begynder eller uformuende Landmand er aldeles uſkikket hertil, ſaaden Op⸗ yrkning.
endſkiondt disſe ſom ofteſt befattede ſig dermed. Selv paa gode Jorder ſaae man ofte, at de ved Opdyrkningen gik tilgrunde, inden en Landmand fandt nodtorftigt Udkomme; og ſelv under heldigere Omſtandigheder forblev dog en ſaadan Jordlod, med Henſyn paa den Heide, hvortil den kunde hœves, paa et ſaare lavt Cultur⸗ trin, med mindre den, ſom Oderens og Warthes, Marſter indeholdt undtommelig Rigdom af Naringsſtoffer.
Med allermindſt Held foretage ſmaae Lodders Eiere af Arbeidsklasſen Op⸗ dyrkninger. Disſe Menneſker kunne ikke, om de end underſtottes, vente i en Rad af Aar paa deres Arbeids Lon, men ville og mage allerede i det folgende Aar modtage den. Denne erholdes ogſaa rigeligen, naar gammel Skovgrund eller Greesgang opbrydes, dyrkes efter et tœerende Syſtem og efter dygtig Ploining, uden Henſyn paa Qvegghold og Giodſtning, frembringer Afgroder til Salg. Men derved bliver denne Grund, der forhen dog ydede noget, aldeles ufrugtbar, og kan end ei underholde de forhungrede Faar, ſom gressſe derpaa.
J de ſidſte halvtredſindstyve Aar har man neppe nogenſteds opdyrket ſaa megen Jord ſom i Skotland og den nordlige Deel af England, hvor dette med heldigt Udfald foretoges af et octroieret i Actier inddeelt Selſkab, der kisbte ſtare Diſtricter, fabrikmasſig udforte Opdyrkningen under en meget indſigtsfuld Mands Beſtyrelſe, og efterat Jorderne tildeels eller fuldkommen vare komne i Drivt, ſolgte eller bortforpagtede dem, med eller uden Bygninger. Derimod mislykkedes Udſtyk⸗ ning for Opdyrkning neſten aldeles, og Coloniſterne gik, ſom hos os, tilgrunde.
§. 195.
Hvor man finder et til Jordsmonnet pasſende Giodningsſurrogat, Mergel, Dynd eller Torv, kan dets Opdyrkning hurtigere iverkſettes. Dette er ogſaa Tilfœldet, naar man ved at demme for Aaer eller Bœkke, eller ved Kilders Op⸗ fangning kan foretage Engvanding, hvormed man da fremfor alt bor begynde.
§. 196.

Gammel Skovgrunds Opploining.
Traſtubbenes
Rydning.
Raae Jorders Opdyrkning.
§. 196.
Efter modent Overleeg bor forud beſtemmes, hvorledes den Jord, der ſkal opbrydes, overeensſtemmende med ſin Natur, Avlsbrugets Hiemed og den lagte Plan, fordeelagtigſt kan benyttes. Den Deel, ſom er tienlig til Eng eller Gras⸗ ning, fortiener ſerdeles Opmarkſomhed, og ber, om man end i Fremtiden ag⸗ ter at opploie den, fremfor det Gorige ſottes i Stand; thi juſt derved faaer eller beholder Jorden den forſte Kraft.
§. 197.
Gammel Skovgrund kan nok ſom ofteſt og med ſtorſt Fordeel ſaavel for det Almindelige ſom for den, der befatter ſig med Opdyrkning, opbrydes. Klagen over Brandemangel tilintetgiores ikke ved at lade ode Skovgrund urort, men tvertimod ved at udrydde enkelt ſtaaende Traker og unyttigt Buſkvarkog ved meer intenſiv Skovdyrkning i totſluttede Skove. Brandemangelen er i mange Lande og Provindſer ſaa meget ſtorre, ſom Skovgrunden er vidtloftig. Det vilde ofte vere raadeligt at indhegne og plante eller beſagae den magre Jord med Traſorter og derimod lidet efter lidet at rydde Skovgrunden og forvandle den til Agerland.
Gammel Skovgrund indeholder i Almindelighed tilſtrakkelig Naringsſtof til Frembringelſen, ſaavel af Foderurter ſom af Sadafgroder, der, uden at den ud⸗ magres, kunne betale Dyrkningen.
§. 198.
Traeſtubbenes og Buſkenes Rydning foraarſager meget Arbeide. Man har opfundet adſkillige Redſkaber, hvorved dette ſkulde formindſtes. Men hidindtil have de i Praxis voret ubrugbare, og det ſynes uimodſigeligen beviiſt, at man fra Mekaniken ikke tor vente en Maſkine med tilſtrakkelig Kraft til ſtore Rodders Oprykkelſe; thi intet Material er ſtœrkt nok til at udholde den dertil fornodne Kraftanſtrangelſe.
Til at oprykke mindre Buſke bruger man en ſimpel Lsfteſtang med en ſtark tregrenet Jerngaffel. Dennes Grene ere ſaœdvanligen 20 Tommer lange, ind⸗ karvede og lidet opad bakkede, for med deſto ſtorre Kraft at gribe fat. Bladet ber iſcer vœre masſivt og ſteerkt og i dets Greb bor en lyk Stang, helſt af Eeg,
15
2 1. A ee„ n .——=
1z tilt Fod lat Efterat der Ete under ẽ 12 5bd adretter ügſaa d
6 den, t tundt on
atler, oumen
roddern farne⸗ ſes for. mon, Ege⸗, ſta Rod nhtte J oit man
ner den
hypyit den, men ta⸗ Ageren ſaadan
Fru

ud, der ſtu og den lagte Jeller Gras⸗ remtiden ag⸗ e fager eller
navel for det 8. Klagen urort, men dg ved meer dange Lande et vilde ofte 2 Traſorter [Agerland. Raringsſtof aat den ud⸗
. Man hat Nen hidindtil liſt, at man ore Rodderi rtil fornodne
med en ſterk lange, ind⸗ nt. Bladet elſt af Eeg, 15
Raae Jorders Opdyrkning.
15 til 20 Fod lang, kunne indſtikkes. Til den anden Ende faſtes et 8 til 10 Fod langt Toug med en Tvarſtang, hvori adſkillige Menneſker kunne trœkke. Efterat de ſtœrkeſte Sidersdder ere afhugne, trykker man Gaffelen ſkraae ind un⸗ der Stammen, ſlaaer den ſaa dybt ind, ſom behoves, lagger dernceſt en Klods under Stangen, lofter derved den sverſte Ende, hvortil Touget er fœſtet, 10 til 12 Fod i Veiret og drager da med al Magt deri. Ved denne ſimple Indretning udretter man ofte meget, og hvor denne er utilſtrakkelig, ſonderbrydes ſom ofteſt ogſaa de mere ſammenſatte Maſkiner.
Store Trarodder opryddes letteſt, naar Stammen endnu ſtagaer paa Ro⸗ den, thi da kan man betiene ſig deraf, ſom af en Lofteſtang. Man graver forſt rundt om Treeet, afhugger dets Hovedrodder, udriver de sverſte, og naar Treet vakler, drager man i et hsit i Toppen fœſſtet Toug; Rodderne udrives da fuld⸗ kommen naar Trweet ſtyrter. Ofte har man overladt til Vinden, efterat Side⸗ rodderne vare afhugne, at kuldkaſte hele Skovſtrakninger.
Man akkorderer ſœdvanligen om Traeerydningen, enten efter Areal eller Favne; hvorved man bor betinge ſig, at Jorden ſaavidt muligt fuldkommen ren⸗ ſes for Rodder. Undertiden har man for Rydningen givet Traſtammene.
Det vilde voere yderſt meiſommeligt, ſaa fuldkomment at renſe et Jords⸗ mon, der var begroet med f. Ex. Slagentorn, Hyben, Ahorn, ja endog med Ege⸗, Eſpe⸗, Birke⸗ eller Almekrat, at disſe Vexter ikke atter ſkulde ſkyde op fra Rodderne. Man kan ogſaa undgaae det, naar man nogle Aar i Rad vil be⸗ nytte Jorden til Gresning. Thi, efterat de ſtore Rodder ere udrevne, afhug⸗ ger man blot de mindre Traſſtud nogle Tommer under Jordens Overflade, og jev⸗ ner denne ſaa godt ſom muligt. Naar Udlobere da, iſcer i det forſte Aar, ſkyde hyppigen i Veiret, ſaa afhugges de tilligemed Grassſet ſaa nœr muligen ved Jor⸗ den, og foroge ſaaledes Hoets Mangde⸗ J det andet Aar fremſkyde de ſvagere, men talrigere, og det tredie overleve Rodderne ſielden, men giode da ved at raadne Ageren. Da kan Jorden ploies og tilborligen behandles. Bruger man derimod
ſaadan Jord ſtrax ſom Agerland, uden fuldkommen at have udryddet alt Buſk⸗ 2 vark,

Felleders og Overdreves Opdyrkning.
Ved Brak⸗ ning.
Raae Jorders Opdyrkning.
vœrk, ſaa faae Rodderne ved Dyrkningen ſtorre Evne til at ſlaae ud, og det bliver yderſt vanſkeligt ganſke at renſe Ageren.. §. 199.
Naſt Skovgrund opdyrkes ofteſt, efter foregaaende Udſtiftning, Falleder og Overdreve, der hidindtil under Fallesſkabets Laſt kun tiente til Grcesgange. Ofte ere de i en ſaare raae Tilſtand dœkkede med ſtore Myretuer, Sivpulte, Krat, og meget ujevne. Foraarſage Rodderne hiſt ſtsrſt Vanſkelighed, ſaa er det her Gronſvaren, der er ſeiere end den, der beſtygget af Traer ſtedſe var dakket af Blade.
§. 200.
Den ſeie ujevne Gronſveers Odelceggelſe har veret Mange ſaare afſkrak⸗ kende. Man har, for paa den ſimpleſte og ſikkreſte Maade at naae Hiemedet, udtaœnkt og udovet mangfoldige Methoder, hvoraf folgende ere de vigtigſte:
1) Den ſodvanligſte Fremgangsmaade er, ved 1 ¾ til 2 Aar fortſat Brak⸗ ning, at odeleegge Gronſvoren. Man oppleier den om Efteraaret eller efter Regn og kun ſaa dybt ſom Graesrsoderne gage, forudſat blot at Jorden er jevn nok til ſaaledes at kunne afſkrœlles. Dette ſkeer paa en ſœrregen, meget an⸗ priſet Maade, ſom jeg dog endnu ikke ſelv har forſogt. Man lader nemlig en Plov, med velforſtaalet Langjern og Skicere, dog uden Mulfiel, ſaavel perpendikulairt ſom horizontalt afſkigre en Strimmel, dog uden at vende den, og efter denne i ſamme Retning og i lige Dybde folge en anden Plov, der fuldkommen losri⸗ ver og vender Strimmelen. Det er indlyſende, at dette Arbeide maae gaae godt; men jeg har endnu aldrig fundet Gronſver, ſom den baileyſke eller ſmalſte Plov ikke ved een Ploining kunde omlagge, iſcer naar en Karl fulgte Ploven og med en Greb og Fod fuldkommen vendte Strimmelen paa de Steder, hvor den, fordi Jordsmonnet var ujevnt, blev ſtaagende paa Kant. Ikke heller har jeg, om end Gronſverren var ſaare ſei, forſpœendt meer end to Heſte, undertiden kun to Oxer. Dog ere disſe, iſeerr om Jorden er fuld af Rodder, ikke ſaa ſkikkede til dette Ar⸗ beide, ſom Heſte; thi vel drage hine med ligeſaa megen Kraft ſom disſe, men ſtandſes lettere af uventet Modſtand. Men det forſtager ſig, at Arbeidsdyrene
ber
rgrle——
Tr
fuldke derim kan de geldig knn d

2ud, dg det
9, Fellder Greesgange pulte, Krat ia er det her ar dakket af
re afſtrak⸗ e Diemedet, tigſte:
ortſat Bral⸗ t eller efter Jorden er n meget an⸗ alig en Plov, rpendikulaitt gefter denne ommen losri⸗ ae gaae godt; ſmalſte Plo ven og med en or den, fordi jeg, on end kun to Drer. e til dette Ar⸗ m disſe, men Arbeidedyrene bor
Raae Jorders Opdyrkning.
vor verre og forblive i fuldkommen Kraft ved dette Arbeide, ligeſom at Arbeids⸗ perioden bor vere kort. Opploies nogen Jord med Grenſverren, ſaa er det raa⸗ deligt at harve paa langs og at lade en ſyor Tromle gaae over Ageren, thi da trykkes Gronſoceren faſt til Jorden, beroves Lys og Luft, raadner lettere og Grasſet kan ikke paa nyt ſkyde frem. Har Ploven paa et ujevnt Jordsmon ladet noget ſtaae, ſaa ber dette opgraves eller ophakkes. Ofte er det uundgaageligt og vilde, om man ſparede dette Arbeide, have ſkadelige Folger. Saadan tilbe⸗ redt lader man Jorden, indtil naſte Foraar og varmt Veirligt, ligge ursrt, og harver den da maaſkee atter. Begynder den opploiede Gronſpeer fra Rodderne at gronnes, ſaa er dette et Beviis paa, at den forneden oploſes, hvorom man dog ved noiere Underſogelſe bor overbeviſe ſig, thi det vilde ellers ikke vere raa⸗ deligt at vende den.
Man ploier da i ſamme Retning noget dybere, at man, ved at vende Strimmelen, kan dakke den med den dybere liggende Jord. Det er en ſtor Feil, anden Gang at ploie paa tvars, da Gronſverren herved kun ſkiceres i fürkantede Torv, ſom uden at ſonderrives undvige Harven. Blot ved dette Misgreb have Mange giort ſig Arbeidet langt moiſommeligere. Men er den ſkisre Ploiſtrim⸗ mel vendt, ſaa gisre de ſtore, med lange Tander forſynede, Brakharver, med fire til ſer Heſte, ſtor Virkning. Man bor bruge dem flere Gange, indtil Greesrsdderne ere fuldkommen ſonderrevne.
Tredie Gang ploies paa tvers, hvorefter atter harves, dog i Almindelig⸗ hed kun med ſmaae Harver; ſaaledes behandlet ligger Jorden ursrt indtil den at⸗ ter gronnes, da den ploies fierde Gang eller til Sad og beſaages med Rug eller Hvede.
Paa denne Maade kan et ei alt for raat, varmt og tort Jordsmon ved een fuldkommen Brakning aldeles opdyrkes, ſkisrnes og renſes. Er Jordsmonnet derimod meget raat, giennemvoxet med mange Rodder, fugtigt og koldt, ſaa ban det derved ikke komme i foronſket Tilſtand. Mange, for hvem dette er lige⸗ gyldigt, beſaae ikke deſto mindre Jorden om Efteraaret, men da lykkes Saden knn paa nogle, medens dens ſlaaer feil paa andre Steder og fortranges af det
Tredie Deel. 9 mere

106 Raae Jorders Opdyrkning.
mere haardfere Rodukrud, der atter voxer op. Saadanne Landmand ere til⸗
freds med de bedre Pletters Afgroder, og haabe, at de ſlettere i Fremtiden ville yde beddt mere. Men det er viſt, at det deraf flydende Tab i Fremtiden langt overveier pas d Fordelen af en tidligere Afgrode, og at det var henſigtsmasſigere endnu et Aar at ti uj brakke Jorden, for at fuldende dens Opdyrkning. Jeg vilde e det ringeſte i dette oena Tilfalde ikke ſaae Binterſed, men endnu nogle Gange pleie e Jorden og den fol⸗ ſeaze.
tyndet,
gende Sommer tage en Afgrode, ſom ved dybtgaaende Rodder og tatſluttet Vert kunde ſkiorne og beſkygge Jorden. Balgfrugter, Boghvede eller Hor, der paa nye opbrudt Jord fuldkommen lykkes, men ogſaa udmagrer den, ere ſerrdeles Virter pasſende hertil; eller Kartofler, Roer og andre Frugter, der ſtulle luges og be⸗
hakkes, hvorefter jeg imidlertid ikke vilde avle Vinterſced, men Be de Klover
i to Aar. Saaledes— derom er jeg overbeviiſt— kunde man ſikkreſt vente fuld natiig
Gavn af Jorden og ſettte den i varig Kraft; kun boer jeg anmarke, at Klever Brrker
ſielden lykkes paa nye opbrudt Jord inden denne, ved behakkede Frugter, gieres potte
ſtikket dertil. maade
§. 20r. ſettes
Bed Saae⸗ 2) Man ſaaer Vaarſed efter den forſte og dybere Ploining. Det for⸗ tes ful
Aus,anet ſtaaer ſig, at dette kun er giorligt, om Jorden ei er alt for raae og ujevn og kſtbar nins. Gronſveren tilſtrakkelig kan vendes. Man bruger i Almindelighed Havre— Byg
aldeles ikke— der, tidlig og tœt ſaaet paa en og ſtarkt harvet, i gunſtigt og fug⸗
tigt Veirligt ofte lykkes ſerdeles vel og giver, om ei megen Halm, dog rigelig paa dl
Kierne. Mange forſikkre med heldigſte Udfald at have giort dette, og at Jorden, der fr
5 7 ᷣ 4 ₰ 2 — 8 —
& 4 6☛˙ * —
naar Havreſtubbene omploiedes, var ſkiorere end efter Brakken, hvor
muligt at ſaae Rug. Andre, hosriblandt jeg ſelv, have derimod fundet Gron⸗ 5.1., ſoœren ſaa lidet forraadnet, og Jorden, naar Havreſtubbene omploiedes, ſaa gidet raae, at en Brakning ſyntes uomgiaenggelig nodvendig, og vi have da havt langt ſiger ſlettere Vinterſed, end man med rette kunde vente paa ſaaledes brakkede nyop⸗ i dih brudte Jorder. Neeſſten Enhver, ſom paa ſaadanne Jorder have giort ſam⸗ Jegt
menlignende Forſag, ere derfor mod Havre paa den forſte Ploining
————ͤ--

end ere ii⸗ den ville hde gt overveier au et Aar at geſte i dette og den fol⸗ ſluttet Vert ir, der pag ere ſcerdeles uges og be⸗ ned Klover vente fuld at Klover ter, giores
Det for⸗ g ujevn og dre— Byg tigt og fug⸗ dog rigelig at Jorden, ved det bley undet Gron⸗ wiedes, ſa havt langt akede nyop⸗ giort ſam⸗
Raae Jorders Opdyrkning.
Derimod har jeg og Andre paa velploiet ikke altfor mager og tor nyop⸗
brudt Jord med afgiort Fordeel forſt ſaaet Hor, der blev ualmindelig hoi og riig
paa Froe, og havde det Fortrin for Brakmarkens Hor, at den kun lidet traengte til Lugning. Froet nedharves og kommer godt i Jorden, om end oven paa Gron⸗ veren blot er liden Jord. Men naar Jordsmonnet var for tort til Hor, ſaa
ſaaede jeg Hirſe, der bearbeidet med Haandhakken, renſet for hoit Ukrud og ud⸗
tyndet, ligeledes lykkedes ypperligt. Begge disſe Vexter ſkiornede Jordsmon⸗ net ſaaledes, at det efter een Ploining var ſmuldret nok, til at beſaaes med Vinterſced. Dog er dette kun anvendeligt, om Gronſvaren er mild og jevn.
§. 202.
3) Man afſkraller Gronſpcrren med et, Haandredſkab eller med en henſigts⸗ Led at af⸗ masſig Plov, ſtikker den i Stykker, og ſatter den med Kalk og Gisdning i e d Bunker, indtil den er oploſt. Imidlertid ploies Ageren adſtillige Gange, Com⸗ rteni poſten ſtroes og nedploies eller nedharves med Sœden. Ved denne Fremgangs⸗ maade, ſom jeg ofte har forſogt, frembringes uſadvanlige Afgroder og Jorden ſcttes fortraffelig i Stand; thi Gronſparen forvandles derved til Muld og luf⸗ tes fuldkomnere end paa nogen anden Maade Men det er indlyſende, at den er koſtbar, og kun anvendelig paa mindre Pladſe.
§. 203.
4) Gronſveerens Braending. For ſaavidt denne Operation foretages Gealase, paa allerede dyrkede Agre, der i en Rad af Aar have lagt til Gres, mange Ste⸗ ding. der fra Arrilds Tid er brugelig og med ſerdeles Omhue ivarkſaœttes, har jeg i Engliſchen Landwirthſchaft, B. 1, S. 215 o. v. udforligere B. 3, S. 397 o. v., beſkrevet den, ligeſom i Aunalen des Ackerbaues, B. 3, S. 798 o. v., givet et udforligt Udtog af det, ſom Arthur YPoung, i hans Forpagtercalender, ſiger om dens Anvendelſe paa forſkiellige Arter dyrket Jord. Ligeledes findes i Dickſons praktiſchen Ackerbau, B. 1, S. 238 o. v., en Beſkrivelſe deraf.
Jeg tor folgelig antage, at Enhver, der vil anvende dette periodiſt gientagne For⸗ bedringsmiddel, have laſt disſe Skrivter og jeg anſeer derfor en Gientagelſe ſom dverflodig.
O 2 For

Raae Jorders Opdyrkning.
For ſaavidt denne virkſomme Operation er meget anvendeli) ved ode lig⸗ gende Jorders Opdyrkning og vel paa en mindre fuldkommen, men i det Store lettere iverkſœettelig Methode kan foretages, bor jeg her bersre den ſcregne, dette Tilfcelde mindſt koſtbare Fremgangsmaade.
Man riſper Gronſvgeren(See B. 3,§. 180,) hoilket kan ſkee med en⸗ hver almindelig Plov, naar den kun holdes noget ſkraae, ſaaledes nemlig, at den ved Landſiden gaaer dybere, men ved Muldfielens Side ſaa let, at Skicerets yderſte Kant naſten kommer ud af Jorden. Man giosr Skiaret bredt, ſaa ſkarp ſom mueligt og giver det en ſkraae Stilling, der ved ſadvanlig Ploining vilde vœre ſkadelig. Den afſkaarne Strimmel maa ved Landſiden vere i det hoieſte to Tommer tyk, men paa den anden Side ganſte tynd. Kort, man bor her ploie netop ſaaledes, ſom ofte ſaare urigtigen ſkeer. Efterat den riſpede Ager har lagt nogen Tid, bor den dygtig giennemarbeides med den tunge Brakharve, ſom iſer pasſer til Opdyrkninger, og Ploiſtrimmelen dermed ſonderives. Derneeſt harves den nu ſtiore Gronſocer med ſmaae, ſkarpe Harver, for derved at befries fra vedhœngende Jord. Er Ageren jaœvnet, ſaa opploies den Strimmel, der end⸗ nu ſtaaer faſt, og Ageren behandles atter med ſtore og ſmaae Harver paa lige Maade. Hele Ageren dakkes da af losrevne Graesrodder og tor Gronſvcer. Ved tort Veirligt— hvilket man til ethvert af disſe Foretagender ſtedſe bor afvente — ſammenrives Alt, bedſt med Heſteriven, forſt i Rumper, ſiden i ſmage Bun⸗ ker, disſe atter i ſtorre Bunker, der, naar Veiret er tort og lidet blaeſende, paa Vindſiden antœndes med Halm, Torv eller Grenebrande, og Ilden vedlige⸗ holdes og ſtandſes deels ved at lofte i Bunkerne, deels ved at ſammentrykke dem, thi alt bor brandes langſomt og uden Flamme. Aſken ſtroes ſtrax, nedpleies ſaa let muligt, og enhver til Aarstiden pasſende Sadart kan ſtrax ſaaes. Har man, ved at opbryde Skovgrund Riisbreende, ſom man, ikke trangende til Brandſel, onſker at ſkaffe bort, ſaa lagger man dette under Bunkerne, paa⸗ ſkynder derved disſes Torring og faaer meer Aſke. J Kurland, hvor Oprydnin⸗ ger ofte foretages og man har Brandſel i Overflodighed, lagger man Brande⸗ ſtykker korsvis over hverandre, Gronſvaren sverſt og kalder denne Methode: Kit⸗
ninger ſaadant drer me gangsm lade tie den an hvorhe meget, ſcare he ved me Jordog ved at
Karthoi
drere
Pleier
Ujevn
ger, dife

ved ode li⸗ i det Star ſcregn
1 1
ſtee med en⸗
d at befries tel, der end⸗ er paa lige aſvor. Ved bor afvente ſmaae Bun⸗ det blaſende, lden vedlige⸗ entrykke dem, ;, nedpleies ſages. Har trangende til mnkerne, paa⸗ or Dprynin man Brande⸗ ne Methode:
Kit⸗
Raae Jorders Opdyrkning. 109
Kitten.(See Dullos kurlaͤndiſche Landwirthſchaft, Mitau 1804, S. 194.) Dog kan Gronſvcaeren meget vel brandes uden ſaadan Hielp.
Ved ſtore comparative Forſog har man i England og Skotland fuldkom⸗ men beviiſt, at raae Jorders Opdyrkning fordeelagtigſt ivœrkſettes ved at af⸗ ſtrœlle og opbrœnde Gronſveren, af hvad Art Jordsmonnet end er, men fornem⸗
melig naar det er Leer og Moor. §. 204.
Nyopbrudt Jord behover ofte at jeynes, naar den har betydelige Fordyb⸗ Jerdens Jav⸗ ninger eller Forhoininger, at man i Fremtiden kan undgaage de Hindringer, ſom3 ſaadanne lagge Dyrkningen i Veien og giore den meer eensartet; men dette for⸗ drer meget Arbeide og mange Omkoſtninger. Lokaliteten afgior hvilken Frem⸗ gangsmaade er henſigtsmassſigſt. Undertiden jeyvner man Jordsmonnet ved at lade tre eller fire Karle kaſte den paa Forhoiningen udgravne Jord, den ene til den anden, af hvilke den ſidſte jœvner den i Fordybningen. Men er Afſtanden, hvorhen Jorden ſkal bringes, ſtor, ſaa maa man bruge Hiulbsre, og er den meget, ſtor, Karrer, med mindre man til dette Arbeide har Frieslœndernes ſaare henſigtsmæsſige Redſkab(Das Mollbret).
Et Onde, ved Planeringen, ſom ofte er uundgaaeligt eller i det mindſte kun ved meget Arbeide kan undgages, er, at man berover Forhoiningerne al frugtbar Jordog bringer den i for ſtor Mengde til Fordybningerne. Kan dette ikke undgaaes, ved at kaſte den frugtbare Jord tilſide, ſaa bor man dog, ved ſtarkere at gisde Forhoiningerne og ploie dem med meer Omhue, atter forbedre dem.
§. 203.
Stene ere ofte meget til Hinder ved raae Jorders Opdyrkning, og dog for⸗Stenenes drer en god Cultur ubetinget, at man i det mindſte til den Dybde, hvori man ewhnias plsier, befrier Jorden for dem; thi Stenene foraarſage megen Forſinkelſe, mange ſynkning. Ujevnheder eller Bunker, og Redſkaberne knuſes ofte derimod.
Kan man bruge Stenene til Veianlag, Indhegninger, Mure og Bygnin⸗ ger, ſaa betales Arbeidet undertiden ved deres Vœrd. Men hvor dette ei er Tilfaldet, ſtraber man at formindſte det ved tilſtrakkelig dybt at ſynke dem i
Jor⸗

Nyopbrudte
ning.
Jorders Kalk⸗
Raae Jorders Opdyrkning.
Jorden. Man graver et dybt Hul ved Siden af Stenen og valter den deri. Hul⸗ let bor vare tilſtrakkelig dybt, og, for at ingen Spidſer af Stenen ſkal ſtaae i Veiret, dannet efter denne, og ſaaledes ſom den kommer til at ligge. Man paaſtaaer at Stene, der tilſtrœkkeligen dybt nedgroves i Jorden, atter naœrmede ſig Overfladen, og at Nedſeenkningen maatte gientages. Dette Faktum er rig⸗ tigt, men ikke at Stenene loftedes; kun fordi Regn og Vind formindſkede det everſte Jordlag, eller, hvilket hos mig er Tilfeeldet, fordi Stenene kun nedſcen⸗ kedes ſaa dybt, at de ved den ſaare lette Ploining ikke vare til Hinder, ſtoder man nu ved dybere Dyrkning paa dem. De bor derfor ſeenkes betydeligen dybere end man anſeer for uundgaaeligen nodvendigt, hvilket ſaa meget mere bor ſkee, ſom de, paa den Plet de ligge, gisre Jorden mindre frugtbar.
Skulle Stenene bortkiores af Agrene, ſaa er en dertil indrettet Steenvogn unndgaaelig nodvendig, med mindre man om Vinteren transporterer dem paa Slader.
Store Stene bor ſpreenges, iſcer om de ſkulle bruges til Bygninger, og det ſkeer ſedvanligſt med Krudt. Redſkaber; thi ved dette Foretagende er ſtor Fare forbunden, og mange Uforſig⸗ tige ere derved bleyne Kroblinge. En anden Methode er, at opvarme og udvide Stenen ved paa een Plet at vedligeholde en ſtœrk og concentreret Ild, at ſtaenke Vand paa den og flakke den ved ſtœrke Slag af Jernhammere. Ofte ſpranges den ved Ildens Magt. Efter en tredie Methode borer man i Stenens Aarer Hul⸗ ler, inddriver flakte Jerncylindere i disſe, og, efterat have ſat Kiler deri, flak⸗ ker Stenen ved ſmaae Slag. Herved er meeſt Arbeide, men da Stenene flakkes lige, blive de ſaaledes ſerdeles ſkikkede til Bygningsarbeide. Endelig fylder man, efter en fierde Maade, et for Vinter tilſtrakkeligen dybt boret Hul med Vand, ſtopper det foroven med en Prop, og Vandet, der ved Froſten udvides,
Dertil behoves svede Folk og henſigtsmaesſige
har da Kraft at ſprange den ſtarkeſte Steen.
8. 206. Den virkſomſte Giodſkning, til nybrudte Jorder, er brandt og uladſket Kalk, dette Tilfalde kan
iſcr om Gronſvaren indeholder mange uoploſte Plantedele.
klan ma Pris ti uploied öfte der beftier ofte inde ſerkt ſo gisdet i vrke de
Kalken
d lonner §. 156
Uyngen. fal afb nuligen Oyngen gierne Lonme
V Efterac
ſaa me⸗ gen, har, jorder, Giedn
blandt indog
IFr

—n deri, hul en ſtal ſtaei igge. Na tter narmae ktum er ri⸗ mindſkede dat kun nedſer⸗ inder, ſtoder eligen dybere ere bor ſlee,
Steenvogn er dem paa
gninger, og ſigtsmesſige nge Uforſig⸗ ne og udvide d, at ſtenke fte ſprenges 3 Narer Hul⸗ er deri, ſlek⸗ tenene flakkes endelig fylder oret Hal med oſten udrides,
uledſtet Kalk,
zttte Tilfalde kan
Raae Jorders Opdyrkning.
kan man neppe kalke for ſterkt, og man har med ſtor Fordeel, hvor Kalkens Pris tillod det, brugt 80 til 100 Tonder paa en Tonde Land. Stroes Kalken paa den uploiede Gronſver, og, naar denne om Sommeren opbrydes, giennemarbeides ofte dermed, ſaa forvandler den alle vegetabilſke Dele til ſaare frugtbar Muld, befrier Jordsmonnet for Syrer, og Vegetationen for ſkadeligt Garveſtof, ſom det ofte indeholder og draber ſaavel Inſekter, ſom Orme, der undertiden have ſaa ſtœrkt formeret ſig deri, at de neeſten odelcegge de forſte Afgroder. Efterat have giodet med Kalk, kan man paa nybrudte Jorder, rige paa vegetabilſk Materie dyrke de meeſt udtœrende Frugter, iſcer Raps. Men heraf kan man ſlutte, at Kalken kun virker lidet paa et Jordsmon, der fattes vegetabilſt Materie.
§. 207.
Lyngjorden er ikke altid ufrugtbar, men beſtaaer ofte af frugtbart Leer og Lyngjords Op dyrkning⸗
lonner da rigelig Opdyrkningen. Den indeholder ogſaa Muld(ſee anden Deel §. 156) kun med en ſœregen Vegetation ugunſtig Egenſkab.
Aaret for den opbrydes pleier man ved tort Veirlig og Blaſſt at afbrœnde Lyngen. Dog graver man forſt en bred ikke dyb Grovt omkring det Stykke der ſkal afbrœndes, at Ilden kan hindres fra at udbrede ſig, og til ſtor Skade muligen antande en nerrliggende Skov. Ved Brandingen odelaegges dog ikke Lyngen, der naſte Foraar yppigen ſkyder i Veiret. De unge Skud ade Faarene gierne og Lyngen afbrandes derfor ofte allene for deres Skyld. Den folgende Sommer afgreesſes Lyngen ſtœrkt med Faar, der bor verre af Hederacen. Om Efteraaret opbrydes Jorden, ploies nogle Gange i det folgende Aar, og gives ſaa megen Foldgiodning, ſom muligt, thi man har iagttaget, at Faaregiodnin⸗ gen, ved dens Ammon, er ſardeles ſtikket til at oploſe Hedemulden. Kalken har, efter mange Erfaringer, ikke frembragt ſtor Virkning paa opploiede Lyng⸗ jorder, men Brandeaſken og ſelv Torveaſken deſto mere. Leermergel og nogen Giodning har virket overmaade ſterkt.
Til forſte Afgrode velger man paa ſaadanne Jorder ſikkreſt Boghvede, ſom blandt alle vore Sadarter maaſkee bedſt taaler Hedemulden, hvis Natur den
endog ſynes at forandre. Den ſaaes ofte uden foregagende Brakning, efter to eller

5.92⸗⸗
Sanddyrk⸗ ning.
112 Rage Jorders Opdyrkning.
eller tre Ploininger. Giodes den, om kun ſvagt, ſaa fremſkyder den en ſtor Top, der til Hedejordernes hurtigere Opdyrkning, fordeelagtigſt bruges til gront Foder eller hoſtes til Hse. Efter Boghveden ſaaer man i Almindelighed Rug, der ſcdvanligen at lykkes meget godt. Men da bor Jorden, at den ikke ſkal ſvak⸗ kes, beſaaes med hvid Klsver og nogle Aar benyttes til Graesning. Naar man forledt af Gierrighed tog for mange Afgroder, udmagredes Lyngjorden aldeles, og blev end uslere end den var.
§. 208.
At opdyrke reent Sand, er et misligere Foretagende, end at bygge paa
Kun i to Tilfœlde kan Sanddyrkning vare fordeelagtig:
a) Nar ſtore Stader, hvor Arealet har ſaa ſtor Vard, at man med For⸗
deel, ved Leer, Bygningsaffald og virkelig gisdende Materie, ſom Staderne
Sand.
frembringe, kan danne et heelt nyt Jordsmon.
b) Hvor tilſtrakkelig kunſtig Vanding kan anvendes, der ikke blot gior Sandet frikket til Eng, men endog til andre Frugters Frembringelſe.
J ethvert andet Tilfalde er det ikke blot ufordeelagtigt, men ofte endog ſaare farligt, iſcr paa hoie Steder og aabne Marker, at omploie Gronſveren paa Sandjorder, der ikke indeholde i det mindſte 5 pCt. Leer. Man har ofte op⸗ levet, at efter et Par usle Afgroder paa ſaadan Grund, er opſtaaet Sandflugt, der har odelagt ſtore og frugtbare Strakninger.
Vil man opdyrke noget bedre Sand, ſaa er en af de forſte Betingelſer, at omgive det med Hakker, der hindre Vinden fra at udtorre det, holde det varmt og virke overhovedet gavnligt paa Vegetationen. Da ethvert ſandet Jordsmon, ſaalgnge dets Natur ikke er forandret, kun ved laenge at ligge til Graœs, kan ſelv vedligeholde ſig, ſaa ere levende Indhegninger ogſaa pasſende, fordi det gras⸗ ſende Qveeg derved indſluttes og beſkyttes mod Veirliget. Det er ligeledes faare gaynligt, at Sandſtrakninger ved Traplantning i Nordveſt og Nordoſt end mer⸗ beſtyttes.
§. 209.
enn——— 1 ————
bringe naar ti et ſaar arter, d Triticu gagende veget der; k begynder vilde ne naaré, dnd Ea den jag ned Ki ſaae Io genlund nermer ller B Ael, 0 band). Mellem
nede
b ſaadan
Dexfor den E maeſſg Lre
Fra

den en ſtr ges til gront lighed Ruh, ke ſkal ſpar⸗ Naar man naldeles,“h
t bygge pan
an med For⸗
; Staderne eke blot gior
ofte endog Gronſvaren har ofte oh⸗ t Sandflugt,
tingelſer, at lde det varnt et Jordsmon, l Grees, kan ordi det gres⸗ ligeledes fuart rdoſt end melt
§. 209,
Raae Jorders Opdyrkning,
§. 209..
De ilfalde ere hyppigere, hvori man ſtrœber at fœſte Sandet ved at frem⸗ bringe Gronſverr, der i og for ſig ſelv kun er lidet verd, men af ſtorſte Vigtighed, naar tilgrœendſende Marker derved kunne undgaae at dakkes af Sand. Dette er et ſaare vanſkeligt Foretagende og uagtet man har foreſlaaet adſkillige Gras⸗ arter, der groe paa Sand,— ſaaſom Elymnus arenarius, Carex arenaria, Triticum repens, Agrostis stolonifera— ſaa har Udfaldet, uden fore⸗ gagende Indhegning, ſielden verret gunſtigt; thi Sandet har, uafladeligen be⸗ pœget af Vinden, hindret Froet fra at ſpire, ligeſom Planterne fra at fœſte Rod⸗ der; kun uſedvanligt ſtille Veir og Regn giorde en Undtagelſe heri.
Sandflugt hemmes ene ved ſtark Tildekning med Riisverk, der ikke maa begyndes, hvor man agter at ſtandſe hiin, men hvor Flyveſandet begynder. Det vilde nemlig vorre forgiceves, at ſcette en Demning mod Sandflugtens Fremſkriden, naar Sandet bag fra kunde fare derover! thi man har Exempel paa, at hoie Skove,
ved Sandflugt aldeles begravedes. Men begynder man fra den Side hvor Vin⸗
den jager Sandet i Veiret, ſaa kan Sandflugt ſtandſes. Saadan Tildeœkning med Riis, hvortil man iſer valger Granrijs med Froekogler, for tillige at be⸗ ſaae Jorden, ſkeer i Afſtand af 20 til 30 Skridt. Saaſnart Sandflugten no⸗ genlunde er ſtandſet, fletter man, overeensſtemmende med Omſtandighederne nermere eller tettere, Gicerder fra Nord til Syd. Er Sandet ikke alt for loſt eller Blaeſten for ſterk, ſaa kan man uden Gierder ſtrar anlegge Fyrreplantnin⸗ ger, og ſette ſex til tolv Rader i to og ſire Fods Afſtand og i Forbindelſe(Ver⸗ band). Fyrretyve Skridt langere frem plantes atter paa ſamme Maade. J Mellemrummene ſtroes Fyrrekogler, for at fremme Opvext af denne Traart, hvor⸗ med Sandet uden Tviyl fordeelagtigſt benyttes.
Uden Forberedelſe at ſaae Fyr paa ganſke loſt Sand, er forgiceves, og
ſaadan Saaening ivarkſcttes derfor kun, naar det endnu har nogen Gronſver.
Derfor bor man ikke aldeles omploie Sandet, kun ophakke eller opploie hveran⸗ den Strimmel, hvilket Arbeide med den almindelige Heſtehakke ſaare henſigts⸗ masſigt forrettes.
Tredie Deel. P§. 210.
Maaden at faſte Sandet.
.,

Gronſvars
ͤͤͤͤͤͤäͤͤ
Raae Jorders Opdyrkning.
§. 210. For paa Sand at frembringe Gronſvor, der kan benyttes, maae
Frembringel⸗dette jkke aldeles vere Flyveſand, men have en Tilſcetning af Leer omtrent 8 Pro⸗
ſe paa San⸗ det.
Hegnenes Mangler,
eent. Hertil ere iſcer folgende Grasarter ſkikkede, nemlig: Festuca ovina, rubra, duriscula og decumbens; Anthoxantum odoratum, Phleum no- dosum og arenarium; Bromus mollis og sterilis; Holcus mollis og lanatus; Avena pratensis; Phalaris phloides og Lolium perenne; hvortil man, naar al Muld ei fattes, endnu kan foie Medicago falcata og lupulina, Lothus corniculatus; Ornithopus perpusillus; Thymus serpillum; Origanum vul- gare; Poterium sanguisorba og den hvide krybende Klover. Naar tatſluttet Gronſveer, efter en Rad af Aar, har dannet ſig og er benyttet til Faaregraesning, ſaa kan man med Forſigtighed, dog ikke uden Giodſkning, tage et Par Sadaf⸗ groder. Fordeelagtigſt ſaaer man forſte Gang Boghvede eller Spergel, omtrent midt i Juli, at den ikke ſkal modnes, men odelagt ved Froſt raadne paa Ageren.
Sandet forbedres fuldkommen, naar man ved at paakiore Leermergel eller Dyndi ſtor Mangde, ſaa at ſige ganſtke omdanner dets Natur.
§. 211.
Moſer og Moradſers Opdyrkning er af ſtor Vigtighed, da den ofte meget
fordeelagtigen kan iverkſettes. Men da Vandafledning derved er en Hovedſag, ſaa tilſideſctter jeg denne Gienſtand indtil vi have i Almindelighed udviklet hiins Lere, og da Opdyrkning ofte henſigtsmasſigen forenes og bor forenes med Ind⸗ hegninger, fordi de beſkytte Jorderne mod ufred, ſaa ville vi nu tale om disſe.
Hegn; Indhegninger.
S. 212.
Meningerne angaaende Hegnene ere ſaare deelte. Ligeſaa meget ſom Nogle roſe dem, ligeſaa meget dadles de af Andre, der ikke blot fraraade at anlagge dem, men endog anſee det gavnligt, at tilintetgiore de allerede anlagte.
Man dadler dem nemlig fordi de:
1 1) Op⸗
„—————— 5=
derfta 5 ſandelig! 6 ſundelg n8 Dmveie R deri, v⸗ at Indt
d.
1
uindhegr V ger vedli
un. at leſtyr V Indheg ſytter net ſu uiftes tndau g des det⸗
b Fordeal
b b b b
FNITNN

ktes, mau trent 8 Pre⸗ tuca ovina, Dhleum no. og lanatus; lman, mar na, Lothug ganum uul. r katſluttet regrxsning, Dat Sadaf⸗ gel, omtrent paa Ageren. rmergel eller
Nofte weget en Hovedſag, dviklet hüns es med Ind⸗ le on disſe.
iget ſon Kogle de at anlagge
gte.
Hegn. Indhegninger.
1) Optage megen Plads, der paa god Jord har betydelig Verd.
2) Fordi de hindre Jorden fra at torres og forſinke Dyrkningen.
3) Fordi Sneen opdynger ſig bag dem, toer langſomt og deels hindrer tid⸗ lig Ploining, deels qveler Vinterſoden.
4) Fordi Ukrudet, ſom de indeholde og ſom ikke kan udryddes, breder ſig derfra over Ageren.
5) Fordi de yde Inſekter og andre Dyr, iſcer Spurve og Muus, en ſaax ſkadelig Tilflugt.
6) Fordi de ere til Hinder ved Jordens Dyrxkning, og giore mange, ſtedſe ſkadelige, Forploininger nodvendige.
7) Fordi de ſperre Veien fra en Mark til en anden, og node ofte til ſtore Omveie, for at komme paa Naboekobbelen.
8) Fordi Grovterne ikke altid kunne faae Fald og Vandet, der— deri, virker ſkadeligt paa Ageren. Koblerne kunne ſielden anlegges ſaaledes, at Indhegningsgrovterne tillige kunne tiene til Vandafledning.
§. 213.
Derimod anforer man iſcer til Fordeel for de levende Hegn:
1) Lerer almindelig Erfaring, at indhegnede Marker ere frugtbarere end uindhegnede. Frugtbarheden fremmes derved paa mange Maader. Indhegnin⸗ ger vedligeholde Varmen, ved at bryde Vinden, og tilbageholde den opvarmede Luft. Gartnere erkiende almindeligen det Fordeelagtige af, ved Indhegninger, at beſkyttes mod Vinden. Man veed at Frugterne ſtaae betydeligen ſlettere, hvor Indhegningen et Sted har taget Skade. Det ved Solen opvarmede Luftlag be⸗ ſtytter Afgroderne mod Nattekulden. Desuden indeholder det nederſte Jordlag meſt frugtbare Stoffer, der indſuges af Jorden og Planterne, naar det ikke bort⸗ viftes. 9n 2) Hvormeget end Indhegningerne gavne Planterne, ſaa have de dog endnu gaynligere Indflydelſe paa Qvexget. Jo mere Lye dette har deſto bedre tri⸗ ves det paa Greesning af lige Beſkaffenhed. Englandernes Erfaring afgisre til Pordeel for indhegnede Grasgange, af hvilke de betale hoiere Forpagtning; og P 2 ſtedſe

Disſe for⸗ fkiellige Me⸗ ningers Re⸗ ſultat.
116 Hegn. Indhegninger.
ſtedſe hoiere, jo mindre Koblerne ere og jo mere de afdeles ved Indhegninger. Nogle paaſtaae, at ligeſaa meget Qveeg fedes paa en, halvtredſindstyve Acres
ſtor, Kobbel, deelt i fem Afdelinger, ſom paa tredſindstyve Acres i een Af⸗
deling.
3) Fugtighedens Vedligeholdelſe ved Indhegninger er ſnarere gavnlig end ſkadelig. Et hoit liggende tort Jordsmon vinder meget derved og ſandet Jord kan faae betydelig ſtorre Verrd ved at giennemſticeres og afdeles af gode, levende Hakker.
4) Pladſen betale de rigelig, iſcr i brandſelfattige Egne, ved det Brande Jo frugtbarere Jordsmonnet er, deſto kraftigere er Hakkenes Vext og Man vilde derfor uden disſe fattes Breende.
de yde. deſto mindre Skov har man.
De svrige Ufuldkommenheder, der tillagges dem ere ubetydelige og kunne
fiernes ved tilborligen at renſe Hakken. §. 214. Af disſe forſkiellige Meninger kan folgende Reſultat uddrages: 1) Vaade Agre kunne mange Indhegninger verre ſkadelige, ved alt for
lange at tilbageholde Fugtigheden, og der burde alle Hegn beſtaae af Grovter; men
for alle torre Egne og loſe Sandjorder ere de ſaare gavnlige, og ſtedſe gavnligere, jo oftere de giennemkrydſe dem. Den Fordeel de her tilveiebringe overgaaer langt den Skade, de i nogle Henſeender kunne foraarſage.
2) Ploies og beſaaes Jorden aarlig, ſaa gavne de mindre og Fordelen bli⸗ ver da maaſkee ringere end det Tab de ved at ſinke Dyrkningen foranledige. Men nedlagges Ageren derimod vexelviis til Greesning eller fleeraarig Foderavl, ſaa er Fordelen overveiende, thi de lette Qvoegets Vogtning og give det gavnligt Lye. Derfor er det ganſke henſigtsmasſigt at hugge Hakken i Sadavlens Forberedel⸗ ſesaar og bruge Brandet, men derimod medens Jorden er under Ploven lidet ef⸗ ter lidet at lade den voxe op, at den i det forſte Grœsgangsaar kan vare fuld⸗ voxen. Men hertil behoves en lang, ſom ofteſt ti⸗ eller tolvaarig Rotation.
Ved at tage Henſyn paa det her anforte kan man ogſaa afgiore Striden, om Koblerne ſtulle vorre ſtore eller ſmaae. Storre, nemlig paa fugtige og for⸗
nn———
nem⸗
FrEA
gösres andre 6 wars inm mene ku hor No planteri ide med⸗ Nenveſt

Hegn. Indhegninger. 117
dhegrinxt. nemmelig Seedavl beſtemte Marker; men mindre paa torre og til Grcesning kih lar brugte Jorder. zi een Af⸗§. 215.
Hegnene ere dode eller levende. Segnenes re gavnli Aue dode Hegn ſtage tilbage for de levende i den Henſeende, at de ſtedſe Slags. ſandet Jord blive ſlettere; da derimod disſe forbedres, naar de behandles med fornoden Op⸗ de, levende markſomhed.
§. 216. det Brande Dode Indhegninger ere: Mure, es Vext og 1) Mure. De kunne naturligviis kun reiſes, hvor man har Overflodig⸗ nde. hed af Stene. e og kunne Opmurede findes de kun ſielden om Marker, oftere om Gaarde og Haver.
Derimod ere Kampeſteensmure med Mos og Gronſpeer hyppigere. For at giores varige, behoves dertil en Deel brede og flade Stene, der godt ſlutte til hver⸗ andre og udgisre Murens Sider. Har man nogle lange Stene, der kunne gaage
vped alt for tvars igiennem Muren, ſaa bliver denne end varigere. Midten og Mellemrum⸗ vovter; men mene kunne fyldes med de rundere Stene. Men fattes brede og flade Stene, ſaa gavnligere, bor Muren giores lavere. J dette Tilfclde lœgger man Gronſvor oven paa og
planter Stikkelsbar eller Bromber, ſom ret godt groe derpaa, ſkyde Rodder ned i de med Jord fyldte Mellemrum, ſtyrke og forhoie Muren end meer, og afholde adelen bl⸗ Menneſker og Dyr. edige. Nen§. 217. aderavl, ſa Man ſetter ogſaa Steengiarrder, der forneden gisres brede, men oven til Steengiar⸗ gavnligt dye ſmalere og ſom ofteſt afrundede. Mellem Stenene fyldes Jord og Gronſveer; for der. z orberedi⸗ oven darkes de med denne ſidſte og beplantes. oven lüdt ef⸗ Disſe Steengicgrders Hovedfortrin er, at de optage liden Plads og at an vorefub⸗ man kan ploie tatt til dem. Ere de end ikke evigvarende, ſaa kunne de dog uden Rotntion meget Arbeide, da Materialet er paa Stedet, udbedres. Hvor man altſaa, for
at renſe Agrene, dog maae opgrave og hortfore Stenene, eller i Narheden kan
ore Striden, tige og for⸗ faae dem, fortiene de megen Anbefaling. li Un⸗
rgaaer langt

Leermure.
Hegn af Tra.
——
Hegn.
undertiden ſertter man blot en enkelt Rad Stene mellem Veien og Ageren, for at hindre Kiorſel derpaa eller beſkytte en Hakke; ja maaſkee endog for i vaadt Veirligt at forſkaffe Fodgigengere en Sti, uden at disſe behsve at gage paa Saden.
Indhegninger.
§K. 218.
Leermurene, ſom man i nogle Egne finder, dog mere ſom Hegn om Gaarde og Haver end om Marker, ere ikke varige og mage efter kort Tids Forlob atter Undertiden opfsrer man gierne disſe Mure paa nyt, thi det Leer, hvor⸗ af de beſtaae, er kraftig Giodning. Dette er iſcr Tilfaldet om de ſtaae i Lands⸗ byer eller ved Moddingepladſe, hvis Uddunſtninger de tilegne ſig. Dog bor Lee⸗ ret findes i Norheden, thi at hente det laut borte blev alt for koſtbart, da disſe Mure ikke ere varige.
reiſes.
§. 219. 2) Hegn af Tra. Dette beſtaaer tildeels af Stolper og Gitterverk. Op⸗ reiſte Traeſtykker, ſammenfoiede ved et Tvartrae, ſom gaaer derigiennem, eller hvortil det nagles eller flattes med Riisverk, er blandt alle det meſt brandeſpil⸗ dende og mindſt varige Hegn. Stolper, igiennem hvis ſtemmede Huller lobe Stanger eller Lagter, beſtytte mod ſtore, men ikke mod ſmaae Dyr, med mindre Tvartrceerne ſcttes meget tœtte. Men da Stolperne ſvakkes ved mange Huller, ſaa ſœtter man undertiden to ved Siden af hinanden, forener dem med Ploke og lader Stangerne hvile derpaa⸗
Det kunſtigere Gitterverk omtaler jeg ikke, da det paa Grund af ſin Koſt⸗ barhed kun bruges til Hegn om Haver, hvilket gielder end meer om Planke⸗ veerker. Dodt Hegn flettes ogſaa af Riis. Hvor man har nok af det dertil for⸗ nodne Material, er et flettet Gierrde temmelig varigt Hegn, iſer naar Staverne ere af de Treſorter, der flaae Rodder og en Tidlang vore. Saadanne Gicerder flettes forreſten paa mangfoldige Maader.
Disſe forſkiellige Trehegn, ſom i mange af Tydſtlands Egne endnu ofte ſees, ville ſnart forſvinde, da Brʒndemangel, eller i det mindſte den ſtorre Spar⸗
.—————————— —— ſſſſſb8ſͤſͤſſ.
Fr Rar
Epatſon Landéb med utr ij itide!
1
d de opkaſ
med Hal 9
58
anden M.
V denſteds
lat in naar 9. enkelt(e
Mun aft lred, 0 Volder
ſvaren, der man
tet ded rens ge med Jo ff. † ledes, Grobten heidetne

ug Agrn for i vandt t gaae par
om Gaard Forlob atter Leer, hvor⸗ mee i Lande⸗ og bor dee⸗ t, da disſe
verrk. Op⸗ nnem, eller brendeſpil⸗ Huller lobe med mindre unge Huller d Ploke og
af ſin Koſ⸗
om Planke⸗
dertil for⸗ at Staverne nne Gietder
Egne endnn he den fmn⸗ Spar⸗
Hegn. Indhegninger.
Sparſomhed, hvormed det bruges, itke kan forenes med ſaadan Odſelhed. Landsbyer, hvor man ofteſt ſeer dem, foraarſage de endnu ſtorre Skade, ved, med utroelig Hurtighed, at lede udbrudt Ild fra een Gaard til anden, og, om de ei itide nedrives, derved antœnde hele Byen. §. 220.
3) Jordvolde⸗
Disſe ere i Almindelighed paa begge Sider forſpnede med Grovter, hvoraf de opkaſtes, og ovenpaa eller, naar Jordsmonnet er tort, ved Foden beplantede med Hakke af forſkiellige Traarter.
Opſatte af Gronſvar ere de varigſt, og paa los Sand zunne de neppe paa anden Maade reiſes. Da Arbeidet blev alt for vidtloftigt, om Gronſvceren an⸗ denſteds fra ſkulde hentes, ſaa bor Ageren, hvor ſaadant Hegn ſkal reiſes, nogle Aar i Forveien hvile, at Gronſvaren kan dannes. Ofteſt reiſes de derfor, naar gamle Gresgange ſkulle opdyrkes og indhegnes, og da bor dette, til hver enkelt Eiendoms Beſkyttelſe, ſaa meget mindre forſommes.
De optage unagteligen megen Plads, thi en ſaadan Vold med Grsvter bor ofte voere 9 Alen bred; men den indvendige Grovt kan i Fremtiden bortfalde.
Det Vaeſentligſte, ſom ved deres Reisning bor iagttages, er folgende: Man afſtikker efter Snor de Linier, der betegne Voldens Grund, ſeedvanlig 8 Fod bred, og Grovtens Brede, 4 til 3 Fod paa hver Side. Dernaeſt opgraver man Voldens Bund Grastorv af en Qvadratfods Storrelſe og ſaa tykke, ſom Gron⸗ fvoeren er. Den loſe vedhœngende Jord afryſtes. Kun ved Voldens Kant la⸗
der man Gronſveren ¾ Fod bred blive ſtagende: man legger en Rad Grastorv tœt ved hverandre paa hver Side, med det Gronne nedad, men noget fra Gronſver⸗ rens Kant. Mellemrummet mellem disſe Rader fyldes til Grastorvens Hoide med Jord, ſom udgraves af Grovten, efterat Gronſverren forſt er udſtukken der⸗ af. Herpaa legges den anden Rad Grcestorv, ligeſom naar man murer, ſaa⸗ ledes, at een Torv hviler paa to. Men denne Rad trakkes lidet meer ind, at Grovten kan faae tilborlig Skragening. Det er. henſigtsmasſigſt at give Ar⸗ beiderne et af Legter dannet Skabelun, af Grovtens Form, hvortil, naar det i
no⸗
Jordvolde.

——
Hegn. Indhegninger.
nogen Afſtand er reiſt, fœſtes en Snor, ſom kan viſe dem hvad Dannelſe Vol⸗ den bor have. Skal den vaœre omtrent 3 ½ Fod hei, ſaa kan den for oven have 3 Fods Brede, og Skrageningen til Voldens fremſtaaende Fod bliver altſaa fra 3 til 8 Fod.
Greestorvens ligeſte Side ber vendes ud; ene Side ſtrax ſtikkes ſkraae, overeensſtemmende med Voldens Skraaening; thi Enhver Rad Grqestsrv ſtampes faſt, naar Mellemrummet mellem to
det er ogſaa gavnligt, at den
ellers maae denne ſiden afpudſes. den lagges, dog ikke ſaaledes, at den ſonderrives. Rader fyldes ſtedſe med apgrader Jord, at alt efter Stampningen danner en ho⸗ rizontal Flade.
Man begynder i Almindelighed dette Arbeide om Efteraaret, og lader Vol⸗ den, naar den er 1 ½ til 2 Fod hei, ſtaae Vinteren over, at Grunden kan fuld⸗ kommen ſcette ſig. Den fuldendes om Foraaret, men ſaa tidlig ſom muligt, thi da kan Graestorven, inden den torre Aarstid, groe ſammen. De afſtukne Gras⸗ torv kunne, uden Skade, blot ikke oven paa hverandre, ligge Vinteren igiennem paa Jorden, med Gronſverren opad.
Er den af Voldens Grund og Grovterne udſtukne Granſverr, util⸗ ſtrekkelig til Voldens Reisning— og dette kan man ikke ſaa noie vide, da dens Tykkelſe er forſkiellig— ſaa nodes denſtedes fra at tilkigre den, hvilket ogſaa er nodvendigt, naar den paa torre Pletter ganſke fattes. Har Volden paa begge Sider pasſende Skragening, ſaa er den opgravede Jord netop tilſtrakkelig.
Er Jordsmonnet leeret og bindende, ſaa behever Volden ei at gisres af Gronſocer, men kun paa Overfladen at dakkes dermed. Paa fugtige Steder,
man til at grave den paa Ageren, eller an⸗
hvor Gronſveren er tyk og mosgroet, og letteligen, ved at ligge lagviis, raadner
og ſmuldres, fortiener denne Maade ogſaa Fortrinet. Da Gronſvaren, der ud⸗
ſtikkes af Grovten, i dette Tilfolde ſom ofteſt er tilſtrakkelig, ſaa behover man
ikke den paa Voldens Bund, men kan ved blot at opkaſte Grovternes Jord danne
Volden. Men Gronſvarren, hvormed Voldens Sider ſkulle daœkkes, ber, iſar naar den er tyk, forſigtig og paa ſtraae afſtikkes, at den, ved at danne den ſkraae
ſ
b
b
Frre
ftraas
ind und og legt ker, be hver tnd muligt d her ſlutt 1 Ryoge 4 ns Anlas
ſ
dene, ter maun
Teed

anelſe Vol⸗ oben hawt altſaa fin
zt, at den ening; thi faſt, naar mellem to mer en ho⸗
ader Vol⸗ kan fuld⸗ nuligt, thi ukne Gras en igiennem
er, util⸗ e, da dens eller an⸗ n paa torre
gening, ſaa
t gisres af tige Steder, lis, raadner ren, der u⸗ behover man Jord dannt „bor, iſar t danne di traae
Hegn. Indhegninger.
ſkraae Flade, kan noie pasſe og den vverſte Torv med dens nederſte Kant gaae
ind under den nedenliggende Gronſverr. Man begynder naturligvis fra Bunden
og lœgger forſt den nederſte Rad, der ſaavel i det Hele, ſom i dens enkelte Styk⸗ ker, bor vore lige bred. Oven over denne ſettes den anden Rad og ſaaledes at hver enkelt Stykke hviler paa to i den nederſte Rad, og pasſer ſaa noiagtig ſom muligt derpaa; man vedbliver paa denne Maade til Volden er ferrdig. Jorden bor ſlutte fuldkommen til Gronſoaeren, at ingen Hulhede r finde Sted.
Paa Jordvoldene plantes ſom ofteſt Hakke, i Almindelighed paa deres Rygge, undertiden paa deres Sider. 8
Indhegning ved blotte Grovter fortiene i vaade Egne Fortrin. Om de⸗ res Anlaeg ville vi tale i Lœren om Vands Afledning.
§. 221.
Levende Hegn eller Hakker anlœgges paa mange Maader ſaavel paa Vol⸗ Levende
dene, ſom paa den flade Jord og af mange forſkiellige Trearter. Enten plan⸗ ter man kun een eller forſtiellige dertil duelige Sorter mellem hverandre.
Blandt de ſadvanlig dertil brugte Traſſorter ere i vort Klima folgende kienlige:
Crataegus oxyacantha— Almindelig Havetorn.
Prunus spinosa— Slaaen Krage⸗
Rosa canina— Almindelig Roſe.
Coryllus avellana— Almindelig Hasſel.
Sambucus nigra— Almindelig Hyld.
Carpinus betulus— Almindelig Avn.
Ribes grossularia— Stikkelbar Ribs.
Betula alba— Hvid Birk.
Ulmus campestris— Smaabladet Elm,
Salix— Forſkiellige Piilarter.
Robinia pseudacacia— Almindelig Robinie.
Genista— Nogle Arter Visſe.
Ligustrum vulgare— Almindelig Liguſter.
Tredie Deel. Q Ber⸗
Hegn.

Hegn. Indhegninger.
Barberisſen— Berberis vulgare— ſom man forhen, enten ene eller blan⸗ dg vode det med andre Trearter, hyppigen brugte til Hakker, forkaſtes nu aldeles; thi Herved det er ved uimodſigelig Erfaring beviiſt, at den, i en Afſtand af halptredſinds⸗ orantet tyve Skridt, er heiſt ſtadelig for Saden. derran
Blandt disſe forſkiellige Arter volger man den, der pasſer bedſt til Jords⸗ den 1Ne monnet. De der findes vilde derpaa ere udentvivl de meeſt pasſende og paa hvis mälln, Fremvext man ſikkreſt tor regne. Dog lykkes ved omhyggelig Dyrkning og vel gödette tilberedt Grund ofte Buſkvexter, for hvilke Jordsmonnet i naturlig Tilſtand ikke fähernt var ſkikket. Men er man ei ganſte ſikker herpaa, ſaa er det raadeligere at blan⸗„ de dem med Sorter, der, om hine ikke trives, kunne fylde Pladſen⸗ t
§. 222. uon
Hakke af Ha⸗ Havetornen er blandt alle Planter der bruges til Hakker, udentvivl den 8. petorn. fortrinligſte. Behandles den paa rette Maade, ſaa giver den det uigiennem⸗ len trangeligſte Hegn, vedbliver at verre ſluttet, ſkyder ikke Rodder ind i Ageren og b Arede undertrykker ikke Afgroderne i dens Naboelaug. Den breder heller ikke meget V tieeu g
ſine Grene og holdes let, ved lidet og ſielden at beſkiceres, inden tilberlig Grandſe. b düigt,
Ethvert Dyr frygter dens Torne. Den tiener ikke til Opholdsſted for Fugle eller b 10 glor
Utsi og gveller, engang i fuld Vert, Ukrudet ved ſin Rod. Men den behover V dygpeh god Leer⸗ eller Havejord og trives ligeſaalidet paa tor og vaad Grund. b Plantef
Den findes ofte vildtvoxende i lovbœrende Skove, men deels ikke hyppigt, b M deels ere de Planter, der paa frie Mark optrakkes fortrinlige mod dem der vore V gan ged i Traernes Skygge. Dette er overhovedet Tilfaldet med alle de Buſkvexter man b terat; bruger til Hakker, og det er derfor raadeligſt, at optrakke enhver iſer, men b 1 fornemmelig Havetornen, i Planteſkoler. Dertil fordres imidlertid fleeraarige de— Forberedelſer, men har man Tid til disſe, ſaa koſte ſom ofteſt Planteſkolernes drer dedre Planter mindre, end de vilde man opgraver i Skovene. gende
Havetornen er msiſommelig at optrakke, men den lonner ogſaa Umagen. debar⸗
De rode Bar, hvori Froet er, ſamles om Efteraaret. Man lagger Ba⸗ rene ſtrax i Rader i god ſkior dog ikke for feed Jord; eller man blander dem med dubt 1 god Jord i Urtepotter, holder dem Vinteren igiennem maadeligen fugtige og varme n u
„ 9
TFrRMTE

ne ellet llen⸗ aldeles; tjj ltredſinde⸗
ſt til Jorde⸗ og paa hvis ning oß vel Tiſſtand ikke gere at hlan⸗
entvivl den vigiennem⸗ i Ageren og r ikke meget ig Grandſe. Fugle eller den behover d. kke hyppigt, em der vore ſtvexter man er iſer, men id ſleeraarige
lanteſtolernes
gſaa Umagn. n lagger Ba⸗ inder dem ma tige og varme 0
——
Hegn.
og vedder dem af og til, hvilket ſkal giore ſtor Virkning, med Orekiods⸗Lage. Herved fremvirkes, at Planterne, naar de ſaaledes behandlede Bar lœgges om Foraaret, undertiden fremkomme ſamme Sommer, hvilket ellers kun ſkeer Aaret derpaa. For at beſkytte Sceden mod Muus og andet Utoi i Jorden, doœkker man den i Renderne med Blaar, ſtroer endog undertiden Glasſkaar og deslige der⸗ imellem, og hylder forſt da Jord derpaa. Bedet bsr holdes reent for Ukrud, og dette bliver mindre vanſkeligt, naar man betegner Raderne, og da med Skuf⸗ feljernet uden Frygt kan ſkuffe derimellem.
Andet Aar efter at Planterne er opkomne omplantes de. Man afſkierrer ei blot Peleroden, men endog de Siderodder der lobe for langt, ak Planten derved kan nodes til tot ved Stammen at ſkyde flere Rodbuſke.
De plantes tatt ved hverandre i Rader med tilborlig Afſtand. Jo oftere
disſe Rader bearbeides, deſto bedre lykkes Planterne. J Haverne forrettes dette
Arbeide ſedvanligſt med Spade og Hakke, men, naar Plantningerne ere vidtlof⸗ tigere og paa frie Mark, med Plov og Heſtehakke. Det forſte Aar er det raa⸗ deligt, enten med Plovens lige Side eller med Spaden at afſkicere Rodderne tet ved Planterne; men i det folgende Aar, bor man ikke komme dem ſaa ner. At hyppe Pl Planterne ſtorkt er ikke gaynligt. Efterat have ſtaaet tre til fire Aar i Planteſkolen, ere de ſtoxe nok til Udplantning.
Man har i Almindelighed tilraadt mager Grund til Planteſkoler, for ikke paa god Jord at forvanne Planterne. Andre ere dog af modſat Mening, og troe at Planter, der paa riig Grund have voxet yppigt, ere fortrinlige.
Udplantes de endelig, ſaa bor deres tilkommende Plads i Forveien vere veltilberedt. Skulde de ſeettes paa en Jordvold, da kan ſaadant ſkee ſaaſnart den er fardig, hvorved kun ber iagttages, at den bedre, under Gronſveeren lig⸗ nde pg derfra ryſtede, Jord lagges tilſide og bringes sverſt paa Volden umid⸗
Indhegninger.
ge delbar omkring Planternes Rodder.
Men ſkulle de plantes paa den flade Jord, ſaa er det fordeelagtigſt 2 Fod dybt at reole en Strimmel af 6 Fods Brede. Hvor dette Arbeide ved ſin Stor⸗ relſe vilde blive ſor koſtbart, naaer man Maalet, ved om Sommeren ofte at
Q 2 ploie

— 5 3 S — ,,‧
124 Hegn. Indhegninger.
plsie en ſaadan Strimmel og forſte Gang ſaa dybt muligt, for derved paa der fuldkomneſte at ſkiorne og renſe Jorden.
For at Jordsmonnet om Vinteren kan fuldkommen luftes aabner man om Efteraaret en, tolv Tommer dyb, Fure, hvori Planterne ſkulle ſottes. Det er bedſt at plante ſaa tidligt ſom muligt om Foraaret, ſelv om man endnu kan vente Froſt. Ere Planterne optagne af Bedet, ſaa iler man ſaameget muligt med Plantningen, pudſer ikke Rodderne, men afſkigarer kun Qviſtenes vverſte Spidſe. Man ſatter omtrent lige ſtarke Planter ved Siden af hinanden. De ſvagere forblive enten paa Havebedet, eller ſattes paa et ſarſtildt Strog og pleies bedre. Det er ſikkert urigtigt at ſœtte vexelvis ſvage og ſtœrke Planter, hvilket Nogle have tilraadt; disſe undertrykke ganſte hine.
Fyldes Furen med ſort Havejord eller forraadnet Blandingsmog og dakkes Rodderne umiddelbart dermed, ſaa er dette ſaare gavnligt. Men oven paa den gode Jord bor man lagge mager, dod, fra Dybet opgravet Jord, at det Ukruds⸗ froe, ſom hiin indeholder, ei ſkal komme til at ſpire.
Planterne ſœettes i Rad 6 til 12 Tommer fra hinanden. Har man ſtarke og friſke Planter, ſaa er 12 Tommer en pasſende Afſtand. Undertiden planter man til ſtorre Sikkerhed to Rader, ſom da bor ſtaae 2 Fod fra hinanden. De Fleſte ſette Planterne paa ſkraae, naſten liggende, ſaa at deres Spidſe bersre eller endog krydſe hinanden og haabe, at de ſkulle vedblive at voxe i ſkrage Ret⸗ ning og ſelv flette ſig. Men de tage feil; thi Skuddene voxe ſaameget mere per⸗
pendiculairt i Veiret, og Stammerne gnides mod hinanden og beſkadiges. Jeg
har derfor ſtedſe fundet, at opretſtaaende Plantning er fordeelagtigſt. Blot Sideſkuddene kunne bringes i Forbindelſe.
Dette fremmes meget ved at flette dem og binde dem faſt med Baſt eller Piilegviſte. Men dette Arbeide er moiſommeligt, og ivarkſcttes derfor ſielden uden om Haver eller ſmaae Marker, ogſaa kan man ganſke undgage det, da Flet⸗ ningen lidet efter lidet af ſig ſelv finder Sted, naar Hakken kun behandles rigtigt og ei, ved for megen Klipning, holdes alt for ſmal.
2
TFrTE
itte paa tvertim dd I eller ſi zherſſe kalig thi nogleh ftodig
detile temmel hoder,

ded paa det
ner man on ettes. Deit n endnu kan neget muligt tenes pverſte anden. De t Strog og rke Planter,
Pog dakes den paa den det Ukruds⸗
man ſtarke den planter anden. De pidſe berore iſtraae Ret⸗ ſt mere per⸗ diges. Icg igſt. But ted Baſt eler derfor ſielden det, da Flet⸗
andles rigtigt
der
Indhegninger.
Hegn.
Der er henſigtsmassſigt Aaret efter Udplantningen at afſkicre Planterne en eller to Tommer over Jorden, da Hakken derved blive for neden bredere. Fra Stammens nederſte Deel fremſkyde Planterne da adſkillige Sideſkud, der uden⸗ tvivl bor voxe i Veiret, uden efter Gartnernes Sadvane, alt for ſtarkt at be⸗ klippes. Man behover blot at afſpidſe de Qviſtes Top, der alt for ſtaerkt ſkyde i Veiret, og ſelv Topgrenes Afſkicering bor ikke alt for lavt eller ofte gientages, i den Tanke, derved at node Planterne til mange Sidefkud; thi da derved dannes en Art af Krone, liig Frugttraeernes, ſaa bliver Overdelen alt for bladriig og ſterk i Forhold til Stammen, ſom miſter ſine underſte Grene og bliver nederſt ſkaldet. J de forſte Aar bor altſaa denne Afpudsning med Maadehold, og paa Siderne aldeles ikke foretages. Senere klippes Hakken ogſaa paa Siderne, dog ilke paa Gartnerviis, ſom en Munr, eller endog bredeſt for oven. Hakken bor tvertimod gisres ſmalere for oven, hvilken Dannelſe den da beholder og bliver ved Jorden taetteſt og uigiennemtrœngeligſt. Herkken behsver kun hvert femte eller ſiette Aar at klippes, med mindre det maatte voere nodvendigt at afpudſe de gverſte geile Skud. En ſasdan Tiornehak kan vœre 3 ³ Fod hoi og dog tilſtrak⸗ kelig tyk, i hvilket Tilfcelde den freder fuldkomment. Den er meget varig, thi nogle hvis Alder man veed at vorre over hundrede Aar, ere endnu i fuldkommen frodig Vext.
§. 223.
Hakke af Slaaen Kreege og almindelig Roſe anlgegges ſielden af kunſtigen dertil optrukne Planter, da disſe Sorter give ſtor Mengde Udlobere. Om end temmelig ſtore voxe de dog villigen. De klippes ikke og den eneſte Vanſkelig⸗ hed er, at hindre dem fra at ſkyde Udlobere ind i Ageren. Til Harkke bruges de i Almindelighed blandede mellem andre Sorter.
§. 224.
Til Hasſelhaœkke legger man i Almindelighed Nodderne paa det Sted, hvor Hasler⸗
Hekken ſkal vœere. Paa nylig reiſte Jordvolde voxe de meget godt, thi Jorden er her ſom reolet, frie for Ukrud og ved Gronſveren beſtyttet mod Udtorring. Paa jevn Mark bor Jordsmonnet, ligeſom til Havetornen, drkes med Plov og
Spade.
—
Hakke.

Hegn. Indhegninger.
Spade. For at lufte Jordsmonnet, graver man det tidligſte muligt en Rende. b Om Efteraaret blander man den deraf udgravne Jord med Dynd eller halvraad⸗ b net Lev, ſom ſamles i Grovterne. Nodderne bor veere fuldkommen modne og cg de man ſildig om Efteraaret nedryſter ere de bedſte. De giemmes om Vinteren i iſun tort Sand. Om Foraaret— thi Muſene ere om Vinteren farlige for Nedderne — laxgges de i Renden fire Tommer fra hverandre eller om Renden er bred nok, 9 i to Rader og dakkes med tre Tommer Jord. J Juni komme de ſedvanligen op, og blive ſamme Sommer een Fod hoie. Staae Planterne ſor taette, ſaa kan inn, hveranden udtrakkes og plantes ien tilfœldig Aabning. d 6 Hasſelhakkene behove i de forſte Aar blot at holdes frie for Ukrud. Hvert i niende eller tiende Aar hugges de taet ved Jorden, give betydeligt, iſeer Bodkerne 1 un nyttigt, Braunde og ſkyde atter hurtigt i Veiret. tlild §. 225. Tommer Hakke af al⸗ Den almindelige Avn faaer man, enten ved vild Opvext eller ved Dyrkning i Jan. mindeltgäpn Pfanteſkoler. Forhen yndedes den meget til ſtive Havehakker, da den, ved me⸗ gen Klipning, dannede en tat og gron Muur. Men forſommes Klipningen, ſaa 16 fa bliver den for neden ſkaldet, ſkyder i Veiret og er at betragte, ſom Pale, der i däſt it to Rader, i Forbindelſe, vel kunne gavne, men ikke ſom en egentlig Hakke. Dette gielder ogſaa om Almen, Birken og Hylden, naar man ikke, ved ofte at hugge V dem, noder dem til paa nyt at ſlage ud eller behandler dem paa Krikmetho⸗ tſt de den; hvorom i det Folgende. ſah Ee .§. 226. folgend Robiniehak. Robinien ſynes ved ſkarpe Torne og hurtig Verxt at vare ſaare ſkikket til Hegn, og Mange have dertil anbefalet dem. Men det har aldrig villet lykkes mig tter 3 at danne den til tat Hegn; thi den voxer ſaa ſtœrkt og dens Skud blive i forſte de, ſo Aar ſaa traagtige, at den vanſkeligen holdes lav. Men taaler man at den ls⸗ en Pil ber i Veiret, ſaa bliver den forneden bar. Dog er det muligt, at jeg har be⸗ man et handlet den urigtigt. Til blandet Hak er den ved ſine Torne formodentligen godt ſtikket; men disſe giore det ogſaa vanſkeligt at hugge og boie den. hver frugtha
— 1.— 8—

t en Rude. r halvraad⸗ n modne og Vintereni r Nodderme bred nok, anligen op,
ke, ſaa kan
rud. Hvert Bodkerne
HDyrkning; n, ved me⸗ ningen, ſaa ele, der i ekke. Dette fte at hugge Krikmetho⸗
xe ſeikket til et lytkes mig live i forſte n at den le⸗ jeg har b⸗ rmodentligen
den.
§. 227
———————
Indhegninger.
Hegn.
§. 227.
Tornede Visſehakke, der villigen opvoxe af Froe ſaaet paa Stedet ſelv, Vislehakke. og yde et temmelig godt Hegn, beſidde kun den Ufuldkommenhed, at de bortfryſe i ſtrenge Vintere.
Liguſterhœkkene hegne ſlet.
§. 228.
Pilene danne ikke letteligen tatte Hakke, men dog en Slags Indgiard⸗ Pilehakke. ning, der kan bidrage til at udelukke Qveeget. Med megen Nytte bruges de til at beſkytte en nyereiſt Jordvold mod Qveget, og ſottes da ved Foden af Volden i Grovtens Kant eller paa Siden af den forſte, naar man oven paa vil plante en anden Slags Hakke. Man bruger dertil toaarige Pillegviſte, der afſkigres 1 til 1½ Fod lange og to Fod fra hverandre ſettes ſaa dybt, at de kun ere 3 til 4 Tommer over Jorden. De ſkyde ſamme Aar Oviſte der kunne ſammenbindes.
Naar Hakken paa Votden freder, borthugges Pilene.
Saavel paa tor ſom vaad Grund bor man valge en dertil pasſende Piilart og paa den ſidſte, hvor man naſten ene mage noies med Piilehakke, behandle disſe efter Krikmethoden.
§. 229.
Til Indhegning, ſaavel paa flad Jord ſom paa Vold, bruges ſom of⸗ Blandede teſt Hœkke, blandede af alle ovenngvnte Sorter, Havetornen ene undtagen; ja Sekee, ſelv Eeg og Bog findes deriblandt. De behandles efter Krikmethoden, ſom er folgende: 3 Naar Buſkvexterne ere af en vis Stosrrelſe, afhugges de nogle Tommer over Jorden, og kun hver anden Alen bliver et Skud, tre til ſire Fod hoit ſtaaen⸗ de, for at tiene ſom Pœl. Fattes paa dette Sted et pasſende Skud, ſaa ſettes een Pileſtav, og ſaavel hiint ſom denne i muligſt lige Linie. Hver 12 Fod lader man en Stamme frit ſkyde i Veiret.
Man renſer derpaa Grovten og lagger dens Jord til Hakken. Dette bor, hver Gang Grovten renſes, iagttagesz thi det er en ſtor Feil frugtbare Jord, hvormed Harken bor giodes.
—

—
Hegn. Indhegninger.
Har det ſtore Skud tilſtrœkkelig Storrelſe, ſaa indhugges det paa to Ste⸗ der; nemlig, tet ved. Jorden og en Fod hoiere. Huggene bor vere ſaa dybe, at lidet meer end Barken bliver igien paa den modſatte Side. Det bukkes derpaa til den modſatte Side, og flettes eller bindes mellem de ſtaaende Pœle. Dette nedbukkede Trae, der vedbliver at vegetere, hegner godt, og de unge Skud, der ſtkyde i Veiret ſtottes derved.
Denne Maade er iſar anvendelig ved Birke⸗ og Hasſelhekke, og jeg har ſeet tatte Hegn paa ſandet Grund derved frembragte. Hvor Traevexten der⸗ imod paa kraftig Grund er yppig, har man forladt den, da man troer, at Reg⸗ nen, der drypper fra den bukkede Stamme, ſkader de unge Skud og derved hin⸗ drer Hakken fra at blive taet.
§. 230.
Man anſeer i dette Tilfalde ſom fordeelagtigſt, hver 10 eller 12 Aar, at af⸗ hugge den blandede Hakke taet ved Jorden, og uden al Kunſt, at lade den ſkyde i Veiret. Derved fager man ikke blot mindre Arbeide, men endog ſtoerre Fordeel af Trœevexten, og i Kobbelbruget pasſer det ſaameget bedre, ſom man, medens Jorden dyrkes, ikke behover Hakken, og derfor bortſkaffer den. Man kalder disſe til Hugning beſtemte Hakke, Knike, Jeg formoder at denne Be⸗ nœvnelſe hidrorer fra den oprindelige men ſenere afſkaffede Knakning, og at man, efterat denne Fremgangsmaade, af een eller anden Aarſag er afſkaffet, dog har beholdt Udtrykket,
§. 231.
Vil man paa flad Mark uden Vold og Grovt plante en Hakke, ſaa bsr den nodvendigen, medens den er ung, beſkyttes mod den Skade, ſom Menneſker og Dyr kunne tilfsie den, og det er nodvendigt at ſkaffe den en Skirrm, der blot er ſterk og varig nok, indtil Hakken ſelv kan modſtagae. Denne Skicerm, den beſtage i hvilketſomhelſt, bor vore 2, 3 til 4 Fod fra Hakken; thi var den nermere, ſkulde den, ved at bersve Hakken Lyſet, ſkade og iſcr paa den ene Side ſyxkke den, og naar den borttoges ſkulde den forkicelede til Lye vante Hak der⸗ ved paadrages Sygdomme. Var den derimod ubeſtyttet og intet hindrede Qver⸗
get
dg velfe
“
gelſe, giennem
at indtt
vallerie
anlagg bar mul end ved, at giote omgibe
der, denne Ifgrod dannes Joerdy derne d
1

pag to Ste ſaa dybe, a kkkes derpn ele. Dette e Skud, den
og jeg har kevexten der⸗
er, at Reg.
derved hin⸗
2 Aar, at af⸗ at lade den endog ſtorre ſom man, den. Man at denne Be⸗ „og at man, fet, dog har
keke, ſaa ber om Menneſktt erm, der blot Skicrm, der z thi vur den a den ene Edde ante Hak der
hindrede Be⸗ get
Hegn. Indhegninger.
get fra at afbide de unge Skud, ſaa ſkulde Hakken derved ſtandſes meget i ſin Vaxt og forkrobles. Man bor ogſaa afvarge, at ikke nogen Fodſtie ligger tat ved Hakken, da denne, hvis den beſtaaer af Havetorn, allermindſt kan trives, naar ofte trades derpaa.
§. 232.
Godt Hegn og Jordernes Afdeling ved ſtarke Hekke, der tilſtraœkkeligen beſkytte dem, letter ſaare deres Benyttelſe til forſkielligartede Bexter og til Gras⸗ gang for flere Sorter Qvag, ogi dette Tilfalde ere de folgeligen meget fordeel⸗ agtige. Ogſaa ere Markerne bag disſe langt ſikkrere for Tyverier og Beſkadi⸗ gelſe, end om de ligge aabne. Mig ſynes desuden, at en Provinds, hyppig giennemſkaaren af beplantede Volde og Grsvter, iſcer om den tillige er bakket og vel forſvaret af let Infanterie, maatte giore det ſaare vanſkeligt for en Fiende at indtrœnngge og optaarne unoverſtigelige Hindringer for hans Artillerie og Ca⸗
vallerie. Hele Landet forvandles derved til een Feſſtning og naar man, ved at
anlagge Grovter og Kobler, tog noget Henſyn paa det Militaire, hvilket let var muligt, ſaa kunde, efter min Formening, et Land derved ſikkrere beſkyttes, end ved egentlige Fœſtninger. Ogſaa vilde det koſte Staten mindre, ſaaledes at giore hele Landet til een Feeſtning, end til ſtorſte Ulykke for Staderne, at omgive disſe med Faſtningsvarker.
Vandafledning.
§. 233.
Skadeligt Vands Afledning er en af Agerdyrkningens vigtigſte Gienſtande, der, naar Jordsmonnet behover det, ſtedſe maae foregaae al hsiere Cultur, da denne uden hiin er frugteslos. Ved henſigtsmaesſig Anvendelſe deraf beſkyttes Afgroderne mod hyppige Uheld, og Jorder, der uden denne ei kunne dyrkes, om⸗ dannes derved til de frugtbareſte Marker. Men Vandafledning er ogſaa et af Agerdyrkningens vanſkeligſte og meeſt indviklede Foretagender. Omſtendighe⸗ derne ere, ſaavel i Henſeende til Aarſager ſom Midler, der bor anvendes, mang⸗
Tredie Deel. R fol⸗

Bandets Naturlove.
ledes paa Sidevaeggene, hvoraf det indſluttes.
—
Vandafledning.
foldige, og at ville ſtykkeviis beſkrive eller characteriſere dem, var folgelig forgie⸗ ves, da enhver af disſe har noget eiendommeligt. Men man behover blot, overeens⸗ ſtemmende med Lovene for Vandets Beveggelſe og dets Forhold til de faſte Lege⸗
mer, at giore ſig tydeligt Begreb om den forſkiellige Oprindelſe til Agrenes Vaad⸗ hed, og i ethvert Tilfœelde opdage den rette Aarſag dertil. De henſigtsmas⸗
ſigſte Midler i ethvert forhaanden vorrende Tilfcelde udfindes da uden Vanſke⸗
lighed.
Ved ſtore Vandledninger bor Hydraulik, Hydrodynamik og Hydroſtatik med alle de mathematiſke Grunde, hvorpaa disſe Videnſkabers Lœre ſœdvanligen be⸗ roe, forudſcettes. Men da jeg hos mine Laſere ikke tor vente grundig Kundſkab herom, ſaa indſkraenker jeg mig til det, der uden denne kan verre dem forſtageligt og ligger inden for deres VirkekredsS. Herhid hosrer altſaa ikke ſtore Diſtrikters Inddamning og Udgravning eller betydelige Kanalers Anleeg.
§. 234.
Vandet har, ſom bekiendt, formedelſt ringe Sammenholdsevne eller dets Par⸗ riklers ſpage Tiltrekning— hvori det flydende Vaſen beſtaaer— den Egenſkab eller Beſtrebelſe, ſtedſe at naae det laveſte Sted, folgelig at ſette ſig i Lige⸗ veegt eller danne en horizontal Flade. Det virker med en Kraft, liig dets Tyngde, ikke ſaaledes ſom faſte Legemer, blot paa den Grund, hvorpaa det hviler, men lige⸗ Dette Tryk virker ſaa langt ſom dets Forbindelſe er uafbrudt. Derfor ſtiger det, i to Ror, der ſettes i Forbin⸗ delſe, af det ene i det andet, indtil det i begge ſtaaer horizontalt, eller ſom man kalder det i Niveau. Rorenes Diameter, der kan vere ſaare forſkiellig, kom⸗ mer ei i Betragtning, da dette Tryk aldeles ikke formindſtes ved Friktionen. Vandet kan tvertimod i to forbundne Ror, hvoraf det ene har en ſaare liden Diameter, ſtige hoieſt i dette, overeensſtemmende med Vandets Tiltrakning af faſte Legemer, efter Haarrsrenes bekiendte Love. Men et loſt Jordsmon virker efter ſamme Love ſom Haarrorene, hvilket enhver kan erfare ved at ſeette en i Bunden med Huller forſynet Urtepotte, fyldt med Jord, i en Skaal Vand; thi da ſtiger Fugtigheden langt hoiere i Potten end i Skaalen. §. 235.
—— ☛— 5——— 5—— 53——— 4 FENKNTM I —— 8—
kunne! Forbin reuſe d gemer.
tigienne
dd.
ſaa mo det.
jolh ti nemtra ſtydde ſaa die ſvinde ſaa vid det og rigienn mellem tiden d
ſo ſa dageme trang
med S
gene, Vare det oy

gelig irzi⸗ ot, overeens⸗ efaſte Lege⸗ grenes Vaad⸗ enſigtsmas den Vanſte⸗
Hpdroſtatik dvanligen be⸗ ig Kundſkab forſtaaeligt Diſtrikters
iller dets Par⸗ den Egenſtab e ſig i Lge⸗ dets Tyngde,
ler, men lige⸗
a langt ſom ttes i Forbin⸗ eller ſom man ſtiellgg, kon⸗ d Friktionen. n ſaate liden Lilttgkning af erdsmon rirker Hat ſattt eni al Vand; tii
§. 235
Vandafledning.
§. 235
Jordsmonnet beſtaaer af Jord⸗ eller Steenlag, der enten kunne eller ikke Jordsmon⸗ nets gien⸗
kunne giennemtranges af Vandet og folgelig enten vedligeholde eller afbryde dets
Forbindelſe. Det dyrkede Jordlag„Torven, Sandet, Kieſelen, Kriden, alle po⸗— 3 u ui⸗ reuſe eller fliſede Stene og Steenklipper med Revner, ere giennemtreengelige Le⸗ engerige gemer. Kun faſte Steenklipper, forſkiellige andre Mineralier og iſcer Leeret ere Jordlag.
uigiennemtrangelige Legemer, der afbryde Vandets Sammenhaeng og indſlutte
det. Ligger dette ſidſte faſt og har dets Overflade indſuget det fornodne Vand, ſaa modtager det ikke mere deraf, men liig Metal, Steen og haardt Tra ſtandſer det. Giennem blandede Jordlag tranger Vandet lettere eller vanſkeligere i For⸗ hold til deres Forbindelſe og Porers Storrelſe.
Disfes vexlende afbrudte Beliggenhed;. de giennemtraœngelige og ugien⸗ nemtrangelige Legemers mangfoldige Lag og Gange, til en endnu ubekiendt Dybde, ſtylde vi Vandet paa det faſte Land. Vare de giennemtrangelig Lag uafbrudte, ſaa vilde Vandet ſynke til Jordens Middelpunkt, og ſelv Stromme og Have for⸗ ſvinde. Men var Jordens Overflade omgiven af et uigiennemtrangeligt Jordlag, ſaa vilde Vandet, ſaaſnart det af Luften var nedſlaaet, umiddelbart ile til Ha⸗ vet og hverken Bronde eller Kilder finde Sted. Men de giennemtrangelige og uigiennemtrangelige Jordlag ere, liig Aarerne i de dyriſke Legemer, indflettede mellem hverandre, og man traffer ſielden et Sted, hvor man ikke, ſkiondt under⸗ tiden dybt, finder Vand.
Dette ſynker folgelig i de giennemtrangelige Legemer ſaa dybt og udbreder ſig ſaa langt til Siderne, ſom det kan, d. e. indtil det ved et ugiennemtrangeligt Legeme hindres deri. Altſaa danner et giennemtrangeligt Legeme med ugiennem⸗ trangelig Bund og Sider af en vis Hoide, en Vandkumme, hvis Porer ere fyldte med Vand.
En ſaadan Kumme modtager Vandet, indtil det flyder over Sidevag⸗ gene, hvilket ſkeer, naar den ovenfra faaer ſtarkere Tillsb end den kan rumme. Vare Vaggene overalt lige hoie og Randen ſuldkommen horizontal, ſaa flod det overalt lige ſterkt over. Men da dette ſielden eller aldrig er Tilfoeldet,
R 2 ſaa

132 Vandafledning.
ſaa lober Vandet over paa det laveſte Sted, der ofte er ſnœvert, ſom hvor en
Bak lober ud fra en Soe. Paa denne Vei ſkilles Kummen ved al ſin Overflod, ly undtageu naar Cillobet oven fra og det deraf folgende Tryk er ſaa ſtœrrkt, at denne bej de
Aabnings Profil bliver for liden for Vandet. J dette Tilfœlde kan Vandet i
Kummen ſtige hoiere end Udlobet ligger, og da andenſteds flyde over.
§. 236. madd d Ligegyldigt er det, om ſaadanne Vandkummer og deres Udlob ligge for vore Hine, ſom Soer og Damme paa Jordens Overflade, eller betydeligen dybt i . Jorden og dakkede af Overfladen. d V Ogſaa er det ligegyldigt, om disſe Kummer og deres Udlob ere Huler blot vere li indeholdende Vand eller fyldte med poroſt Jord og Steenarter, der modtage og eler do aflede Vandet giennem deres Porer og Revner. Hele Forſkiellen er, at de ſidſte rie maa rumme mindre Vandog ei ſaa uhindret eller hurtigt lade det lobe, ſom vare de ldes, tomme. Dog flyder det, ved Trykket og Tilſtromningen af det hoiere liggen⸗ de Vand, hvormed det har Forbindelſe, uundgaaeligen over. Og naar en Opfen hsiere liggende Vandkumme, ved et Ror, eller hvilket er det ſamme, ved et gien⸗ ter ſon nemtrangeligt Jordlag, ſtaaer i Forbindelſe med en lavere liggende, ſaa flyder tilt et Vandet fra den forſte og trykker paa den ſidſte, indtil det i begge, ſom i to com⸗ kere de municerende Ror, ſtaaer i horizontal Linie eller i Niveau. det end For i det Folgende, uden Vidtloftighed at kunne forſtages, maatte jeg ſbagere erindre om disſe Enhver bekiendte Sceetninger.. §. 237. Wisraden, Jeg ſkal forſt tale om det, ſom ved ſkadeligt Vandafledning bor jagttages. lgge, Ved Vandafledning bor man fremfor alt noiagtigen beſtemme Niveauet hbert eller Hoidepunktet for det Vand, der ſkal afledes; Hoidepunktet for det Sted, den hvorhen det ſkal fores og endelig de forſkiellige Punkter af det Jordlags Overflade, under hvorigiennem det ſkal lobe. Nivelleerkunſten larrer os det i denne Anledning for⸗ ſtigen nodne.
——— 2.* 8— 8—

ſom hyyr in ſin Dvarſad rkt, at denne
in Vandet j
gge for vore ligen dybt i
e Huler blot modtage og at de ſidſte ſom vare de viere liggen⸗ Og naar en ved et gien⸗ „ſaa flyder wm i to com⸗
maatte jeg
or iagttages. me Niveauet for det Stad, gs Overſlade inledning for⸗
Er
———P
Vandafledning. 133
En henſigtsmaesſig og Landmanden tilſtrœkkelig Anviisning hertil, er Gil⸗ lys praktiſche Anleitung zur Anwendung des Nivellirens oder Waſſervaͤgens in den bei der Landeskultur vorkommenden gewoͤhnlichſten Faͤllen, Berlin 1804.
§. 238..
Vandet afledes i Almindelighed ved Grovter. J Henſeende til deres Sie⸗ meed og Virkning deles de i:
Opfangningsgrovter.
Afledsgrovter.
De forſte modtage Vandet fra de hoie Steder og afſticere det Veien til en la⸗ vere liggende Flade. De bor lobe tveers for Skrageningen og i Almindelighed eller dog ſom ofteſt vore ganſke horizontale i Bunden. Men denne horizontale Li⸗ nie maa ligge noget dybere end Grunden hvorpaa eller hvori det Vand, der ſkal
*
ledes, glider.
Afledningsgrovterne, hvis Beſtemmelſe er, enten umiddelbart eller fra Opfangsningsgrovterne, at aflede Vandet, have noget Fald. Men dette beho⸗ ver ſom ofteſt kun at vœre ringe og man antager, at en Tomme er overhovedet tilſt œkkelig til 20 Favne. Det er endog ofte nodvendigt at vogte ſig for ſtaœr⸗ kere Fald, da Vandet ellers letteligen udhuler Grovterne. Af ſamme Aarſag er det endog undertiden nodvendigt at forlenge dem og mod Enden at lede dem til en ſvagere Skraaening.
§. 239.
Bed Grovters Anleeg bor forſt udfindes, hvor dybt Bunden kommer til at
ligge, og hvor bred den bor vore. Grovtens Dybde under Overfladen findes paa
Grovter.
Grovternes Anlag.
hvert Sted ved Nivellering og dens Brede eller Profilens Storrelſe beſtemmes af
den Vandmangde, der bor afledes. Da den i Bunden ſkal veere horizontal, undertiden noget ha dende, ſaa bliver den forſtiellig dyb i Forhold til det ſnart ſtigende, ſnart dalende Jordsmons Overflade, hvorigiennem den ſkal gaae, og denne Dybde kan paa hver enkelt Punkt ved Nivellering neiagtigen beſtemmes. Efter Grovtens Dybde og Bundens Brede bor dens overſte Brede rette ſig, at dens Sider kunne faae fornsden Skragening. J faſt Jord, der godt ſtaaer, an⸗ ta⸗

—— ˙3ö—ēèö—ßꝝʒſſſſſͤͤͤͤͤͤ ————
134 Vandafledning.
tager man almindeligen, at Grovtens osverſte Brede bor vœre to Gange dens
Dybde og een Gang dens Brede i Bunden. Er altſaa en Grovt 3 Fod dyb og 2 ſire: Fod bred i Bunden, ſaa bor den foroven vore 3+ 3+ 2= 8 Fod bred. Sti⸗ ger Jordsmonnet, hvorigiennem den i horizontal Dybde gager, 1 Fod, ſaa bor ſpnker den foroven vœre 10 Fod bredz ſtiger det 2 Fod bor den vere 12 Fod, at dens Sider kunne overalt faae lige Skraaening, og i og med Bunden danne en ſtump Vin⸗ dens fl kel af 135 Grader. Er Jordsmonnet ſandet eller mergelagtigt og folgelig letteli⸗ dunſte. gen ſkrider, ſaa er denne Skraaening ofte utilſtrœkkelig og Breden bor foroven veœre det Halve eller Trediedelen ſtorre. Undertiden behsves trugdannede Grovter, hvor der da ere grœsbevoxede og i den torre Aarstid benyttes til Grœsgang. manol §. 240. b Aabne Grsvter graves ſaœdvanligen i Akkord og Betalingen retter ſig efter ring't deres Kubikindhold. Men Arbeidet er overeensſtemmende med Jordsmonnet ſpo⸗ Pand: — rere eller lettere og koſter i Forhold hertil meer eller mindre. Paa Sandjord be⸗ nedi! taler man kun halvt ſaameget ſom paa Leer, og paa Middeljord i Forhold til de⸗ res Seighed. Dog kommer Grovtens Dybde ogſaa i Betragtning; thi da Jor⸗
den ſtedſe er tungere at kaſte op, naar Grovten bliver dybere, ſaa maae Arbei⸗ b tigt I
b
derne have ſtorre Betaling, om de ſkulde fortiene det Fornodne. V Ved Grovtgravning er det vigtigt, ſtedſe at kaſte Jorden langt nok fra V Jotds Grovtens Kant, ei blot for at undgaae dens Tryk, men ogſaa at den, om Grov⸗ V tybere ten i Fremtiden bor giores bredere, ei ſkal vare til Hinder. V fes d Her bor jeg anmerrke, at det ikke er nok, at anlagge en aaben Grovt, b Vande men at denne ogſaa ſkal holdes vedligevog renſes; ved ſaadant Anlœeg bor man V diügt
folgelig tage Henſyn paa Omkoſtningerne ved dens Vedligeholdelſe, der efter Om⸗ ſtendighederne ere ſtorre eller mindre. dige 8. 241. vgien Aar ager til For at befrie Jordsmonnet fra ſkadelig Fugtighed er det frem for alt nod⸗ den lo 3eeWaadhed vendigt at ſkielne mellem dens forſkiellige Aarſager, at man, ved disſes Mang⸗ Reren foldighed, kan traffe den rette, og overcensſtemmende hermed anvende det til Lo⸗ dnsd kaliteten bedſt pasſende Middel. de Ho⸗ 4
V
—ͤ

Gange des od dyb 992 d bred. St⸗ kod, ſaa bor od, at dens ſtump Vin⸗ gelig letteli⸗ foroven vore de Gropter,
9.
ter ſig efter monnet ſoc⸗ Sandjord be⸗
rhold til de
thi da Jor⸗ naae Arbei⸗
ungt nok fta n, om Groy⸗
zaben Grobt, leg bor mar der efter dn⸗
for alt uod⸗ dieſes Nang⸗
inde det til eo⸗
b⸗
Vandafledning.
Hoved⸗Aarſagerne til Agrenes Vaadhed kunne indbefattes under felgende
fire 4 A. Den atmophariſte Fugtighed, der falder paa Stedet ſelv og hverken
ſynker i Dybet eller faaer tilſtrekkeligt Aflob.
B. Det Vaͤnd, der fra et hoiere Sted trakker eller lober ned over Jor⸗ dens Flade, og ſom, ſtandſet af Forhoining, enten ſkal ſynke i Dybet eller bort⸗ dunſte.
G. Det TVand, der under Jordens Overflade ſies ned til lave Steder, hvor det foraarſager Kildegrund eller frembryder ſom virkeligt Kildevald, der mangler Aflob.
D. Floder, der enten ved at ſtige over Bredderne eller ved Vandets Sie⸗ ning fra deres(siere liggende Vandſpeil, ſtedſe eller af og til ſoette Agrene under Vand; eller ved deres Heide blot hindre Vandet, der fra hoiere Steder trakker ned i Dalene, at have frit Aflob.
§. 242.
Atmoſpherrens Fugtighed bliver, i for ſtor Mʒngde og ved Mangel af hur⸗ tigt Aflob, ſkadelig
1) Naar Jordsmonnet ſelv beſtaaer af Leer og Kalk. Da et ſaadant Jordsmon er moiſommeligt at dyrke, ſaa plsies det i Almindelighed let, og den dybere liggende Jord er faa faſt, at den aldeles intet Vand modtager eller lader ſies derigiennem. Det dyrkede Jordsmon fyldes altſaa ſnart deraf, og naar Vandets Mangde foroges, bliver det liig en Grod og i denne Tilſtand ſaare fka⸗ deligt for Planterne, hvis raadnende Rodder forvolde deres Dod.
J dette Tilfolde kunne dakkede Aflobsrender ikke udrette meget. Thi da disſe i det ringeſte bor ligge 9 til ro Tommer dybt, ſaa faage de alt for megen ugiennemtrangelig Jord over ſig, der hindrer Vandet fra at ſynke deri, og ſelv den loſe Jord, hvormed de dakkes, danner ſnart et ugiennemtrangeligt Lag over Rorene. Naar en ſaadan Ager ſkal have Gayn af dalkkede Vandrender, bor dens Overflade, ved Bearbeidning og Gisdſkning varig ſkiernes ſaa dybt, ſom disſe ligge.
§. 243.
Den paa Stedet fal⸗
dende atmo⸗
ſpheriſke Fugtighed.

——u————
Vandafledning.
§. 243.
J dette Tilfalde har altſaa aabne Vandgrovter Fortrin for dakkede, der ellers meget fortiene at anbefales. Disſe aabne Vandgrovter, der i Bunden bor vere jœvne, graves enten i den Retning, hvori de have bedſt Fald og narmeſt Forbindelſe med de laveſte Steder eller, Agrene ploies i noget ophoiede Bede og Renerne fordybes endnu meer og holdes gaabne. Hvor det er nodvendigt ſcttes disſe, ved Tveergrovter giennem de ophoiede Bede, i Forbindelſe og Vandet le⸗ des, overeensſtemmende med Faldet, til en Grovt, Bak eller Dam.
Holdes Marken fuldkommen javn, da er det ſaare vigtigt at lagge Vand⸗ grovterne paa det henſigtsmaesſigſte Sted, og at give dem fordeelagtigſt Retning og bedſt Fald. Det er ſeadeligt at grave flere Grovter end nodvendigt, thi de fordre ikke blot meer Arbeide og optage mere Plads, men ſkade endog, naar Van⸗ det ikke har Aflob, og giore desuden i Fremtiden Agrene ujcevne. Unyttig og ſka⸗ delig er den Vandfure, hvoraf Vandet ikke har uhindret Lob. Graver man en Grovt fra et lavt Sted, for derved at befrie dette for Vand, men hindres ved omgivende Forheininger at ſkaffe den tilſtrakkeligt Aflob, ſaa fyldes hiint lave Sted kun ſaa meget mere med Vand. Det er da langt bedre, at grave en liden Grovt langs med den Forhoining, der indſlutter det lave Sted, for deri at op⸗ fange Vandet, der fra dette hoiere Punkt ofte uden Vanſfelighed afledes.
Ei blot for ringe Fald og Mangel paa Aflob, men ogſaa altfor ſtarkt og pludſeligt Fald er ſkadeligt for ſaadanne Vandgrovter; thi naar Vandet ved ſterk Regn ſtrommer til, ſaa kan det paa Skrageningerne ſkigre dybt i Jorden og ved Hsiens Fod overdynde ſtore Stykker. Paa ſaadanne Steder bor Grov⸗ terne graves i ſtore Buer, at Vandet i lidet ſkraae Retning langſomt kan rinde.
Jo meer Hiemaal og Overlaxg er ne odvendigt ved Vandgrovters Anlag, deſto ſtorre ere de Misgreb ſom derved ofte begaaes. Mange Landmand mene
hoi Grad at loegge Flid og Kunſt for Dagen, ved i mangfoldige Figurer og Vinkler at giennemſkicgre Agrene med Vandgrovter, der, ſom ofteſt til megen dv
Skade give dem naſten Udſeendet af en Faſtningsmodel med mange Udvarker.
.— 1* 1—

dakkede, der er i Bunden dog narmef ſede Bede og ndigt ſettes Vandet le⸗
legge Vand⸗ igſt Retning digt, thi de „naar Van⸗ yttig og ſta⸗ aaver man en hindres voͤ s hiint lave ave en liden tderi at op⸗ gledes. for ſterkt og Vandet ded dybt i Jorden der bor Gtoy⸗ kan rinde. ovters Anlag, andmand nent aldige Figurer pfteſt til megen Advarker.
Denne
1 8 8— 7————
Vandafledning.
Denne Slags Vandgrovter anlegges i Almindel ighed med Ploven, ſaale⸗ des at een Strimmel lagges til Hsire og en anden til Venſtre. Man bruger og⸗ ſaa hertil ſceregne Plove, der have et foran kiledannet og bagtil fürkantet Hoved, ſom treenger i Jorden og paa begge Sider er forſynet med hoie Muldfiele. Ved hiint ploies en retvinklet Fure og2 Muldfielene ſtryge den opploiede Jord til Si⸗ derne. Men dette Redſkab, der er vanſkeligt at bruge, naar Furen ſkal voere nogenlunde dyb fordrer ſtœrkt Forſpœnd, og da Furens Bund ſtiger og daler over⸗ eensſtemmende med Jordens Overflade, men Vandet derimod, uden Henſyn paa denne, folger den horizontale Linie, ſaa blive ſaadanne Furer, naar de gaae giennem Forhoininger, enten aldeles uvirkſomme, eller bor fordybes med Spa⸗ den. Vandfurer ploies langt bedre med vor Hyppeplov.(See Beſchreibung der nutzbarſten Ackerwerkzeuge, 1 Hefte, Tab. 1.) Man har denne meer i ſin Magt og kan, hvor det behoves, lade den gaae dybere; eller man aabner Muld⸗ fielene mindre ved forſte Droet, og lader d derimod Ploven anden Gang, med meer udſpœndte Muldſiele og dybere Stilning, gribe, hvor Furen bor giores dybere. Denne bliver ſmal for neden, og i ſaa rigtig Skraaening, at den ikke ſkrider og ſielden behsver at hielpes med Skovlen. Kun bor den opploiede Jord ſtrax med en Rive drages bort fra Kanten og jevnt fordeles, iſcer naar Furerne drages, ef⸗ terat Ageren er beſaget; thi Saden kunde ellers qyoles. Ofte gisres disſe Fu⸗ rer med Haandredſkaber; med Spade og Skovl.
Man anvende hvilken Slags Furer man vil, 8 bliver det ſtedſe nodven⸗ tigt, i den for Saden farlige Periode, naar Sneen toer, at efterſee og udbedre dem; thi man undgaaer ikke ganſke, at de ſtoppes.
§. 244.
Dog bor man ihukomme, at altfor mange Vandfurer paa flade Agre un⸗ dertiden frembringe ſmaae Fordybninger, der ikke letteligen kunne atter fyldes. Paa ſeit Leer ere de ſkadelige og foraarſage at Saden om Vinteren doer. Er Jordsmonnet fladt og noget haldende, ſaa er jeg, paa Grund af det her anforte, ikke altid mod brede, lidet hvelvede Agre, iſcer naar disſe lagges ſaaledes, at.
.
Kenerne have Aflob. 2 til 3 Favne brede, bor de i Midten dog ei vore meer 7
S †* Tredie Deel. nd

Vandafledning.
end 6 til 8 Tommer hoiere end Renerne og aldeles ikke ſpidſe, men javnt hvalvede. Da Furerne i det ringeſte, naar Ageren berer Vinterſad, ſtedſe kommer paa ſamme Sted, ſaa ſeer man tydeligt hvad Retning de bor have og paa Agrene ſelv bliver
ingen lave Steder; i det mindſte ingen dybere end Furerne. Disſe Agerrener bor renſes, holdes aabne og, naar for Aflobs Skyld behoves, ved Agerrener paa tvcers ſcettes i indbyrdes Forbindelſe, at den enes Vand, modtaget af den anden, tilſidſt kan bortledes⸗
En Afledningsgrovt med tilſtrœkkeligt Fald er uundgaaelig nodvendig, thi
Naar locale Omſtandigheder hindre
X
uden denne hielpe V ſaadant Anleeg, ſaa bor man, paa det laveſte og meeſt ſumpige Sted, grave en tilſtrekkelig dyb Park og til det Heles Frelſe offre denne Plads. §. 245- 2) Langt oftere er det dyrkede Jordsmon ſaa loſt, at Vandet ſynker der⸗
andfurerne aldeles ikke.
Vandtet Un⸗ derlag,
igiennem, men ſtandſet af det vandteette Underlag, mangler Aflsb. Er det dyr⸗
kede Jordsmon dybt, ſaa taaler det bedre maadelig og vedholdende Regn; thi Vandet kan da ſynke dybere og opdammes ikke ſaa let til Overſladen. Men er Regnen ſaa vedholdende, at dette Jordsmon ikke mere kan rumme Vandet, ſaa lider det ſaameget mere, og jo dybere, deſto langſommere torres det. Jordsmonnets Dybde beſtemmer Vandfurernes; thi, for at virke det meeſt
mulige bor de gaae ned i det vandteette Jordlag, da Vandet ellers fra dem atter
treenger ind i den loſe Jord. Ligge de parallelle med Faldet, ſaa gavne de kun lidet, ved i det hoieſte at modtage den narmeſte Fugtighed, medens den pvrige Deel, uden at komme i Furen, glider ned ad det vandtette Jordlag. De bor folgelig naſten horizontalt og paa tverrs giennemſkicere Skraaeningen, thi da modtage de det tillobende Vand, og lede det i en, efter Faldet anlagt, Afled⸗ ningsgropt. Ere Siderne og Bunden derimod ikke vandtette, ſaa tranger Vandet,
i Jolge Tyngdens Love, atter i Jordsmonnet og ſies giennem en anden Ageraſde⸗
ling, til det paa ny moder en Vandfure.
Mange Vanſfkeligheder ere forbundne med dybe Vandfurer; thi de tage
Skade hver Gang der ploies og ber derfor— naar et vaadt Jordsmon ſtedſe
eee—— 8———
TFrr
komm rette ofte/
dorſg
ſende koſte. viis, hver R

ont hvalhede er paa ſanme e ſelv bliver lgerrener bar er paa tvars nen, tilſidſt
dendig, thi gheder hindre Sted, grave
t ſynker der⸗ Er det dyr⸗ e Regn; thi 1. NMen er Jandet, ſaa t.
eke det meeſt ta dem atter a gavne de medens den atte Jordlag. geningen, thi nlagt, Nld-⸗ enger Vandet,
den Ageraſde⸗
.————
Vandafledning.
trœnger til Vands Afledning, efter hver Ploining paa ny oprenſes, omendſkiondt dette, da Arbeidet er moiſommeligt, fieldent ſkeer. At jevne den opgravede Jord, er ligeledes vidtloftigt Arbeide. Ved de tilploiede Vandfurer frem⸗ komme Fordybninger i Agrene, og derſom man ikke trakker de nye Vandfurer paa rette Sted, ſaa ſamles der, iſer i Toeveir, Vand. Dybe Vandfurer foraarſage ofte, iſcr ved ſtarkt Tselob og Tordenregn, om de end ere anlagte med autligſts Forſigtighed, at Jord bortſtylles.
J dette ofte forekommende Tilfeelde ere dokkede Vandgrovter ſcerdeles pas⸗ ſende og paa ſaadan vaad og kold Jord erſtatte de ofte i et eller to Aar, det de koſte. Anlagges de rigtigen, ſaa kan Ageren holdes fuldkommen jevn, og vexel⸗ viis, naſten paa enhver Aarstid og i hvilketſomhelſt Veirligt, bearbeides i en⸗ hver Retning, uden nogenſinde at lide af overflodigt Vand.
§. 246.
Ved disſe Anlceg bor folgende iagttages:
Skulle de paa en Skragening gisre fuld Virkning, ſaa bor de aldrig lobe i ſamme Retning ſom denne, men tverrs derover, thi ellers modtage de ikke alt Vandet. J deres Diagonalretning bor de have noget ſkiondt kun lidet Fald, i det hsieſte en Tomme paa 10 Favne, thi ved ſterkt Fald ſtoppes de lettere. Det ſorſtaaer ſig, at man ikke bor rette ſig efter den ujœvne Overflade, men efter Bundens Horizontallinie.
Afledningsgrovten bor uundgageligen have ſaameget Fald, at Vandet aldrig opdcmmes ſaa heit deri, at det nager til de dakkede Grovters Udlobſted.
Vandgrovterne anlagges i forf ſriellig Dybde. Er Underlaget vandtcet,
ſaa bor den egentlige Vandledning ligge deri. Er Leerlaget tyndt, ſaa er en Dakning af 12 Tommer over det egentlige Vandrer allerede tilſtrakkelig, eller om Overfladen er temmelig bindende, behoves kun 10 Tommer Jord, forudſat at man blot agter at ploie 6 Tommer dybt. Paa loſere Jordsmon, be⸗ hoves 18, undertiden 34 Tommers Dadning. Dybden bliver naturligviis
ſtorre, naar Vandgrovten gaaer giennem n Forheining, hvilket man dog, ſaa⸗
vidt
—
Dakkede Vandgrsv⸗ ter.
Deres An⸗ leg.

140 Vandafledning.
idt muligt ſtreber at undgaae. Den egenklige aabne Vandledning behever kun 9 til 1o Tommers Dybde Vandgrovten kan ſom ofteſt vere meget ſmal i Bunden.
Skal Grovten fyldes med Steen, ſaa
Dog kommer Fyldingsmaterialet herved i Betragtning. dor den foroven vœre 16 og for neden 10 Tommer bred. Bruges Knippelbrande dertil, ſaa gier man den foroven i det heieſte 12, oſte kun 9 Tommer, og for⸗ neden 2 til 3 Tommer bred. Ved disſe Vandrenders
Jorden ſaa meget foroven, ſom behsves for tilſtrakkeligt dybt at kunne udgrave
Anlag aabnes altſao
dem.
Ved ſtorre Anleg aabnes Grovten i Almindelighed med Ploven. Man ploier en Strimmel til Hseire og Venſtre og lader derimellem en Bulk af omtrent 15 Tommers Brede blive ſtaaende. Denne flakkes med en ſtœrk Hyppeplov, om⸗
bt, og man ſtraber ved end eet Dreet at komme 6 til 8 Tommer
Kanten, for ikke under Arbeidet at falde
trent en Fod dy dybere. Jorden trakkes noget fra§ tilbage i Grovten.
Denne graves forſt med en ſaœdvanlig, kun neden til noget ſmallere Spade,
Brede ſom den forſtes
og derneeſt med en anden, hvis Blad for oven har ſamme B for neden, men ſom ſelv nederſt kun er 3 Tommer bred. Ved overalt eens at udgrave og opkaſte Jorden med den ene Spade efter den anden, dannes Vandled⸗ ningen, ſom af ſig ſelv. Man en bukket Huulſkovl.
Den egentlige vandledende Deel—
jevner dens Sider og renſer den for neden med
rngeſt med Stene eller Knippel⸗ brende. Man tager i Almindelighed hvad man bnu eller det man med mindſt Moie kan tilveiebringe. Har man Stene paa Ageren, ſaa bruger man disſe. Saadanne Stene, ſtore og ſmaae, at de bredeſte og fladeſte lagges op til Siderne.
dindes det enten i Knipper, eller bedre, lagges ſtykkeviis ſaaledes, at det tyk⸗
kaſtes da i Grovten, hvorved blot iagttages,
Bruges Grenebrande, ſaa
keſte kommer nederſt. Erfaring larer, at blode Traſorter ere
varigere end haarde; og at Elle⸗, V Pile⸗ og Poppelriis pazſer bedſt, og bedre end det
harpixholdige Fyrre⸗ eller Ene⸗ ber⸗
—
hyldt tomm dann Neb a plod,
er der

af omtrent ppeplov, om⸗ 18 Tommer
ldet at falde
lere Spade,
den forſtes
ralt eens at 42 N
nes Vandled⸗
or neden med
ller Kniypel⸗ n med nindſt er man disſe. lot iagttages, ebrande, ſan 3, at det thk⸗
ch at Elle, rre⸗ eller Ene⸗ ber⸗
Vandafledning. 141
barbrqende. Dog bor ſaadant verre nylig hugget og endnu ſaftfuldt. Forreſten tage man hvad man har.
Man har bemarket, at Vandrender fyldte med Tra vare varigere og ſenere ſtoppedes, end naar de fyldtes med Stene; thi om end Traet raadner, ſaa bliver dog Lobet aabent i Leeret.
Oven paa Fyldingsmaterialet lagges Halm, eller Lyng, Siv og Deslige, hvor man har ſaadant for bedre Kiob, og herved hindres den ſmuldrede Jord fra at falde ned i Grovten. Undertiden bruger man ogſaa Gronſvar, hvis gronne Side vendes ned. Tilſidſt tredes Alt noget ſammen.
Raar Jorden endelig paakaſtes, ſaa bor man pasſe, at ei altfor los Jord eller for ſeit Leer kommer nermeſt Fyldingsmaterialet; thi hiin vilde falde ned deri, og denne, efterat have faſtet ſig, hindre Vandet fra at ſynke. Den ovrige Jord lagges da ſaaledes, at den frugtbare kommer overſt, og da Jorden ſynker noget, bor den paa dette Sted fra forſt af vore for hoi. Det Overblevne jav⸗ nes over Ageren.
Hvor Jordsmonnet var ſtarkt leeret, giorde man Renderne meget ſmale, fyldte dem med los Halm, der undertiden ſnoedes i Baand, eller lod dem aldeles tomme og kun dakkede med Gronſocer. Den leerede Jord blev ſnart faſt og dannede da en Hvalving over Vandledningen, der, ſelv naar Halmen raadnede, blev aaben. Paa ſaadan Jord har man ogſaa, med en ſaakaldet Muldvarpe⸗ plov, trukket Ror i Jorden og fundet dette tilſtrækkeligt.
Paa los, iſcer tsrvagtig Grund har man brugt kunſtigere Bekladning af glatte eller dertil formede Teglſtene, for dermed at ſtotte Siderne, og har da la⸗ det Renden aldeles aaben.
See Anleitung zur engliſchen Landwirthſchaft 2 B.* D. Side 50 og Jehuſtone üͤber Aus⸗
trocknung nach Elkingtons Art, uͤberſetzt vom Gr. v. Podewils, Berlin 1799.
J Forhold til Agerens og Engens Vaadhed, bor Renerne tigge tattere eller vidtloftigere. Man lagger dem ſeœdvanligen 18 til 24 Alen fra hverandre. Er det vaade Jordsmon meget leeret og fladt, ſaa bor de ligge endnu tattere⸗

Vandafledning.
Har man Fyldingsmaterialet, ſaa ere Omkoſtningerne ubetydelige ved ſettes denne vigtige Forbedring, der aldeles ſikkrer mod det Onde, ſom Agerens Vaad⸗ ſtore hed foraarſager. J England iyarkſœttes den af Forpagtere, der blot ere visſe ſom! paa Forpagtningen i nogle faa Aar, og dens Omkoſtninger gienerſtattes ofte i torras det forſte Aar. bor n
Paa ſaaledes udtorrede Jorder bor man bruge den Forſigtighed, ei at lade Ennd tungtlœesſede Vogne kiore langs ad Vandgrovterne. ällered
Murede underjordiſke Kanaler til ſtore Vandmasſers Afledning, er en Gien⸗ hvotf ſtand for Bygningskunſten.
§. 247. og be B) NRedle⸗ B. Vaadhedens anden Aarſag er den ſadvanligſte i Dale, thi da Vandet, fa d⸗ dande e der nedrinder ad Bakkernes Overflade, ei finder Udvei i Dalene, ſaa nodes bume der at bortdunſte eller ſynke i Jorden. Lader Jordsmonnet i ſaadanne Dale ei Vandet hurtigen ſynke, eller ere disſe ei forſynede med naturlige underjordi⸗ ſte Vandledninger, faa forvandles de ofte til Sumpe undertiden til Damme Maat og Soer. Her er det ſom ofteſt vanſkeligt at hielpe, dog ikke ſtedſe i lige Grad, iipiter og undertiden kan det ſkee med Fordeel, ved paa det laveſte Sted at grave en til⸗ den ve ſtrekkelig dyb Grsvt giennem een af Bakkerne, og derigiennem at lede Vandet haa d til et lavere Sted, til en Flod eller Ssoe. Man bor ſammenligne Gravnings⸗ Hind Omkoſtningerne med Vardien af det Areal, ſom derved vindes, og beregne dettes komme Verd i Forhold til hine. ſiord
Undertiden er det umuligt, at aflede Vandet fra det laveſte Sted, fordi det va man fra dette Punkt ikke har Fald nok. Erman overbeviiſt om, at dette Vand ſaa ſie er Overfladevand, der fra Bakkerne, maaſkee ſom ſmaae Regnbakke, lober ned bryder i Dalen, ſaa kan det vere henſigtsmasſigt, paa Bakkens Skraaening, men ſaa nem hoit, at derfra kan vœre Fald, at grave en Opfangningsgrovt, hvori det ned⸗ til N lobende Vand maage falde, og derfra, paa et pasſende Sted, at lede det over Bakken. Herved kan i det ringeſte en betydelig Deel Vand bortſkaffes. nede li
Det tredie Hielpemiddel kan anvendes, naar Dalens Bund, under et ikke dͤterr meget tykt vandtat Lag har Kieſel eller Sand. Her anlagger man Bronde, der nem d
ſcttes
frrfrrſ

ethdelige ved gerens Vaad⸗ lot ere diſ kattes oftei
L, ei at lade
er en Gien⸗
da Vandet, ,ſaa nodes adanne Dalt e underjordi⸗ mtil Danme ei lige Grad, grave en til⸗ lede Vandet e Gravnings⸗ beregne dettes
Sted, fordi at dette Vand kke, lober ned ing, men ſa hvori det ned⸗ lede det ober nafes. „nder et ilte an Vrende, di ſattes
Vandafledning.
ſottes af Pale, og gaae igiennem det vandtertte Lag eller dette giennembores med ſtore Jordbor, hvis efterladte Huller holdes aabne af det nedſtrommende Vand, ſom giennem disſe ſynker i det loſe Jordlag. Paa denne Maade har man ofte ud⸗ torret Moradſer, nedſœnket Soer og fundet frugtbar Jord paa deres Bund. Kun bor man forud anſtille nsiagtig Underſogelſe og overbeviſe ſig om, at det fundne Sand virkelig modtager Vandet. Undertiden var det Tilfaldet, at Sandlaget allerede var fyldt af Vand, der ſtod i Forbindelſe med Vand paa hoiere Steder, hvorfra det trykkedes ſaa ſtœrkt, at det giennem Aabningen heftigen fremſprudlede.
Man kan tildeels hielpe ſaadanne Marker, ved at grave mange Grovter, og ved at forhosie dem deels med den udgravne Jord, deels maaſkee med Sand fra Bakkerne. Ved Dalenes Frugtbarhed og Kraftfylde lonnes ofte dette moi⸗ ſommelige Arbeide.
§. 248.
C. Kilder og Kildegrund fremkomme i de fleſte Tilfœlde paa folgende Maade. Den atmoſphariſke Fugtighed, der paa Bierge og Bakker ſtarkeſt pre⸗ cipiteres, ſynker efter Tyngdens Love perpendiculair i den poroſe Jord, indtil den ved et vandtaet Lag hindres deri. Naar den moder dette, ſaa glider den der⸗ paa og bryder frem, hvor dette Jordlag kommer for Dagen. Hindring, ſaa frembryder det ſom et Veld, danner ved fornodent Fald ſin til⸗ kommende Seng og flyder ned i Dalen ſom en Bak, uden ſynderlig Brede, og Men er poros Jord ſammendynget der, hvor
Moder det ingen
gior det omliggende Land vaadt. det vandtatte Jordlag paa en Skraaening, eller ved Foden af en Bakke, endes, ſaa ſies Vandet derigiennem, gior en ſtor Omkreds vaad og ſumpig, og frem⸗ bryder ved Trykket fra oven, ſom mange ſmaage Kilder eller pipper frem gien⸗ nem Gronſveeren. Dette er ſom ofteſt Anledningen til Agerlandets Vaadhed, til Moradſer og Sumpe. Herimod har man ofte med ſtore Omkoſtninger anvendt Midker, der gav⸗ Ved at grave mangfoldige Grsvter, har man naſten kun udtorret Kanterne. Laage end Grovterne rigtigen, ſaa ſiedes Vandet dog gien⸗ nem deres Bund, med mindre denne naagede til det vandtatte Jordlag, eller ind⸗ ſlut⸗
nede lidet eller intet.
C. Kilder.

Vandafledning.
luktedes deraf. Dette ſidſte er en ufravigelig Betingelſe, om Grsvkerne ſtulle faa giore Virkning, men finder man ikke i ethvert Tilfelde det rette Sted, ſaa er det da, umuligt at grave ſaa dybt, ſom nodvendigt. Det er derfor af ſtorſte Vigtighed at ſkielne mellem de mangfoldige Tilfalde, der dog, naar man tager Henſyn paa Jordlagenes Beliggenhed, ſom Kildernes Aarſag, kunne reduceres til nogle fas. rſen §. 249. ded Jordlagenes Vandet fremkommer i Almindelighed ikke umiddelbart fra den ſkraae eller rwuſe Deagenhed horizontale vandtatte Flade, hvorpaa det fra en Skragening eller ved Foden af pring. en Bakke glider. Thi man finder ſom ofteſt, at en Leerdamning, ſelv ved Fo⸗ den af kieſelholdige og ſtenede Bierge, har dannet ſig, og forneden er bred, men opad ſtedſe ſmalere. Den er formodentlig fremkommet ved Leerdele, ſom det ned⸗ Mai flydende Vand har udſkyllet af den svrige Jord og efterladt der. Men Aarſagen ſa u vere hvilkenſomhelſt; Bakkernes Fod er ſœdvanligen omgiven af en ſaadan Leer⸗ damning, der ofte er betydelig tyk, undertiden tynd. Vandet, der ſynker i det ban porsſe Jordlag, indſluttes altſaa mellem det leerede Underlag, og denne Dam⸗ fft ning, danner et Giemme, hvori det, i Forhold til den Mangde, der af Luf⸗ i ten precipiteres, meer eller mindre opdemmes. Det ſtiger endeligen ſaa hsit, V Jent at det enten flyder over, hvor Leerdamningen endes, eller, hoilket oftere er Til⸗ V faldet, baner ſig Vei giennem et tyndt Sted derpaa. Men i dette Tilfeelde g kommer det ikke altid ſtrax for Dagen, da poros Jord, der ofte er ſvampig og V V aii moſeagtig, fordi den er dannet ved Fugtigheden ſelv, er opdynget over Leerlaget. V V Vandet udbredes heri, gior en ſtorre eller mindre Flade vaad, og danner Sum⸗ V V pe, Moradſer og Sivgrund. Aten Den egentlige Kilde, eller det Sted, hvor Vandet frembryder fra Leerla⸗ Ut get, ligger ofte meget hoiere, end hvor Fugtigheden forſt viſer ſig paa Overfla⸗ den. Thi naar det sverſte og poroſe Jordlag er tykt og Skrageningen betydelig, hvil ſaa glider Vandet paa Leerlaget, uden tydeligt, og aldrig i tort Veirligt, dn at ſees paa Overfladen. Det fremkommer kun, naar Jordsmonnet ved Bak⸗ b trud kens Fod ikke meer er ſkraaet; naar det paa Skrageningen moder en Forheining V Lir paa ligen
re

Evterne ſtule ed, ſaa er de ſte Tigtighe er Henſyn pe til nogle fa
en ſtraae eller ded Foden af ſelv ved Fo⸗ r bred, men ſom det ned⸗ ten Aarſagen ſaadan Leer⸗ er ſynker i det denne Dan⸗ der af Luf⸗ gen ſaa hoit, oftere er Til
der fra Leerli⸗ paa Oberfl⸗ ngen betydelig,
tort Weirligt,
unnet ved Bak⸗
en Forhoining paa
Vandafledning.
paa Leerlaget eller det poroſe Jordlag er meget tyndt. Derfor handes underti⸗ den, at Fugtigheden allerede begynder at viſe ſig hoit la Baßken.
§. 250.
Begge Figurer paa Tab. I.(hvilke, ſaavelſom de paa den folgende Tabel, Eet Lilfalde⸗
viſe, den sverſte Grundtegningen, den nederſte Profilen af en Bakke med Kildegrund ved Foden) give et ſandſeligt Begreb herom. Profilen foreſtiller a Balkens porsſe Jord,
b. det underliggende horizontale Leerlag, der er vandtat;
c. den leerede Demning, ſom fra Bakkens Fod ſtiger i Veiret.
Vandet, der er opdammet til Q, har der banet ſig Vei giennem det tynde Leerlag, og bryder frem. Var Leerlaget her dakket af et tykt Lag pores Jord, ſaa viſte Fugtigheden ſig forſt laœngere nede.
Men er dette Jordlag, ſom her antaget, kun tyndt, ſaa ſees Vandet ſtrax paa Overfladen; Kilder, ſaaledes ſom ved QCOer betegnet, fremkomme ſom ofteſt i lige Hoide, dog uden at fremſprudle, da de blot viſe ſig ved det Vand der ſier ned i den poroſe Grund og giore hele Omegnen vaad, indtil det i Bakkken, ſom i denne Figur ved FF er betegnet, finder Aflob.
J det her antagne Tilfeelde frembryder Vandet temmelig hoit paa Bakken og kan altſaa viſe ſig foroven, men undertiden forſt ved Bakkens Fod, hvor Jordoͤ⸗ monnet bliver fladt.
§. 251
andre Tilfaelde frembryder Vandet fra lave Steder paa Leerlaget, og Etandet Til⸗ b ſeldes
enten ene derfra eller paa ſamme Tid fra hoiereliggende Steder. Figurerne Tab. II. tiene til Exempel herpaa.
Det ſandede, kieſelagtige eller ſteenede poroſe Jordlag ſtrekker ſig her, hvilende paa det vandtaette Leerlag og dœkket med et andet Leerlag, langt ind i den flade Jord. Bandet har, ved Trykket ſta oven, paa forſkiellige Steder brudt igiennem Leerlaget og er fremkommet. J Forhold til Vandets i vaadt Veirligt forsgede Mangde og heiere Opdamning, rinde de sverſte Kilder til⸗
ligemed de lavere. Men formindſkes Vandbeholdningen, ſaa udtorres de overſte
Tredie Deel. T Kil⸗
———

Hielp i begge
Tilfalde.
Piekp 1 der andet Tilfel⸗ de.
Vandafledning.
Kilder og kun de lavere liggende vedblive at rinde. J dette Tilfœlde merker man altſaa i tort Veirligt aldeles intet Vand, da det derimod i det forrige viſer ſig ſtedſe i lige Hoide. Ved at lagge Marke hertil, kan man allerede tilſtrœkkeligen ſkielne mellem disſe Tilfglde, eller ledes i det ringeſte dertil; dog faaer man ofte kun ved Jordborets Hielp eller ved Gravning fornoden Vished, og denne er ſaare nod⸗ vendig, da Opfangningsgrovterne bor anlagges forſkielligen i disſe forſkiellige Tilfelde. Ved at forblande disſe vilde Grovterne, anlagte paa urigtig Plads, udrette lidet. §. 252.
J det forſte Tilfelde vilde det kun lidet gavne at anlagge Grovter paa det laveſte Sted; thi hele det hoiere liggende Strog vedblev da at vore vaadt. Her finder man ikke mere det Giemme, hvori Vandet ſamles; det vedbliver derfor at udflyde paa det hoiere Sted, og at ſies giennem den poroſe Overflade. Graver man ikke til Leerlaget, og dette er undertiden umuligt, fordi det opdyngede torv⸗ agtige Jordlag er for tykt og Fald fattes, ſaa ſies Vandet under Grovtens Bund og ud af Grovten ſelv, i den ſvampede Jord og viſer ſig atter langer nede. Naar Grovten derimod anlagges hoiere op ad Bakken, lidet lavere end den Linie, hvori Vandet frembryder giennem Leerlaget og graves noget ned i dette, hvilket let jvœrkſœttes, da det overſte Lag her er tyndt og man har Fald nok— ſaa opfan⸗ ges det nedrindende Vand og den lavere liggende Egn bliver tor.
§. 253. det andet Tilfalde vilde derimod en Grovt anlagt hoit oppe, ſom hiin,
kun hielpe lidet; thi den kunde blot modtage det Vand, der, naar Vandbeholdnin⸗
gen blev meget betydelig, foroven frembrod, men derimod aldeles ikke det, ſom ud⸗ randt nœrmere ved Foden. Her bor Grovten anlagges ved det nederſte Sted, hvor Vand frembryder af Leerlaget.
Kan man da grave ſaa dybt, at man giennem Leerlaget nager det poroſe Jordlag, eller dets udſtrakte Aarer, ſaa aabnes Vei for hele Vandmasſen, der her kan aldeles udtommes. De overſte Kilder, hvortil Vandet ikke kan ſtige, op⸗ hore folgelig at rinde og hele Stykket bliver tort.
.ſͤZ
1 FereEnreren
forti
V V forgie enn V ath V lobed V ledes b 9g d faldd at
ſtra

merker nan iſer ſg taſ eligen ſtiele an ofte kun tſaare nod⸗ forſkiellige igtig Plads,
pter paa det andt. Her er derfor at e. Graver yngede totv⸗ ovtens Bund nede. Naar Linie, hvori „hpilket let ſaa opfan⸗
,, ſom hin,
undbeholdrin⸗
det, ſom wi⸗ te Sted, hor
ner det poroſe dmasſen, der
kan ſtige, oh⸗
. 251.
—— 8—..—
Vandafledning.
§. 254.
Men ſaa dyb Gravning kan kun ſielden iverkſœttes, deels fordi Leerlaget Borede Hul⸗
sver Vandbeholdning i Almindelighed er tykt, deels fordi fra den dybe Grevts“ Bund ei er tilſtrakkeligt Fald. Derfor er det af Doctor Andersſon beſkrevne, men af Elkington opfundne og ſaa ofte til hele Englands Forundring anvendte Hielpemiddel, hvorved Vandet giennem borede Huller faaer Udlob, af ſaa ſtor Vigtighed, at Parlamentet tilſtod denne ſidſte en ſtor Belonning, foranſtaltede Underſogelſer over Anvendelſen af hans Methode og lod Andre oplœrre deri.
Naar Grovten nemlig er gravet noget ned i Leerlaget, ſaa gior man med en Spade Fordybninger i Bunden, eller, hvilket er tilſtrekkeligt, man borer medeet ſtoͤrt Jordbor Huller giennem Leerlaget; indtil man naaer det ſandede eller kieſelagtige Jordlag, hvori Vandet indſluttes. Dette frembryder da ofte, med megen Kraft af disſe Huller og udgyder ſig i Opfangningsgrovten, hvorfra det, da dennes Bund ligger hoiere end Egnens laveſte Punkt,— i Almindelighed en forbiflydende Bak— ved Afledningsgrovten bortledes.
Denne Opdagelſe giorde Elkington tilfœldigviis, da han ved at ſtaae i en forgieves anlagt Grovt i Vrede ſtodte en Jernſtang ned i dens Bund og derved giennembrod det tynde Leerlag. Vandet frembrod ſtrar og med ſaadan Kraft, at han hurtig maatte ſkynde ſig ud af Grovten. Efterat have afledt dette Vand borede han adſkillige andre Huller og udtsrrede derved hele Strekningen. Saa⸗ ledes har han ſenere paa beundringsvcerdig Maade udtorret mangfoldige Steder og derved giort ſit Navn evig beromt. Ved Grovtgravning indtraffer dette Til⸗ folde meget ofte, og Enhver der laœnge har beſkiceftiget ſig med dette Arbeide veed, at Kilder ofte udveelde fra Grovternes leerede Bund. Ellkington forſtod blot til⸗ ſtrakkeligen at anvende denne tilfldige Opdagelſe.
Ved ſaadanne Grovter eller borede Huller ſkaffer man paa det laveſte Sted Udlob for det Vand, der i Jordens Sand⸗, Kieſel⸗ eller Steenlag er ſamlet og
afleder da hele Egnens Vand giennem de poroſe Jordlag og Aarer, ſom dermed ſtaae i Forbindelſe; thi disſe aabnes meer, jo ſterkere Vandet trakker til Hullet.
T 2 Ved

Vandafledning.
Ved at grave en ſaadan Grovt og forſyne den med borede Huller, kan man reſo — forudſat at man virkelig trafffer Vandbeholdningen eller dens Aarer— vidt til, og bredt i Egnen udtsrre alle de Steder, der ligge hoiere end dens Bunds hori⸗ lige zontale Linie og ſtandſe alle Kilders Lob, naar de, ſom ſeddvanligen, giennem
porsſe Jordlag og Aarer ſtaae i indbyrdes Forbindelſe. Det var derfor ikke uſced⸗
vanligt, at et ſaadant Anlag paa den ene Side af et Bierg eller en Bakke, ud⸗ iunſ
terrede den anden Side deraf; ja, at endog Kilder, ſamlede til en Bak, op⸗ horte at rinde, og foraarſagede folgelig Vandmangel. Derimod frembrod Van⸗ 68, det undertiden med ſaa megen Kraft i Grovten, at man derved kunde drive Molle⸗ l verker. Vandet kunde ofte bruges til at vande den lavere nu udtorrede Grund, fori der fra Morads kunde omdannes til Eng, og efter Godtbefindende vandes. Indd De borede Huͤller tilſtoppes, ſom Erfaring larer, ſielden; de udvides ſna⸗ dertil rere ved det giennemtrangende Vand, der danner ſaa at ſige kunſtige Kilder. behe Overeensſtemmende med det tilſtrommende Vands Mangde bores flere eller fœrre ſtab Huller. ₰ al Fald kan man ſatte en liden Indfatning om dem, at de, om 5 Grovtens Sider glide, ikke tilhylles. De aabnes desuden med ringe Umage. 11 Men det forſtaaer ſig, man kan aldrig vente, at en ſaadan Grovt kan bortlede ki
Vand fra et Sted, dybere end dens Bunds horizontale Linie; med mindre
den egentlige Kilde, ſom i det forſte Tilfelde, virkelig frembrsd hoiere oppe b giennem Leerlaget, ſkiondt Fugtigheden, ved at dakkes af det porsſe Jordlag, V alt f forſt lavere begyndte at viſe ſig. Mhude
Jeg haaber, ved disſe faa Ord tilſtrœkkeligen at have forklaret Materien om Kilders Opfangning og Kildegrunds Udtsrring, der er forekommet Mange vata ſaare indviklet. Larrn er ſimpel, men for at kunne anvende den ved enhver Lo⸗ men kalitet, bor man noiagtigen underſoge Egnens Jordlag, og dertil faager man ſbboenr Leilighed ved tilfœldigen nedſtyrtede Skraaeninger, ved Brondgravning, men dißſe iſcer ved Jordboret. agtig Vi have Johnſtons Afhandling uͤber das Austrocknen der Suͤmpfe und Ent⸗ welſe . waͤſſerung kaltgruͤndiger Aecker, nach Elkingſons Verfahren, uͤberſetzt von dem Aa Grafen von Podevils, Berlin 1799, hvori denne Gienſtand udſorligt, men ikke deſto
V
·n

aller, kan nan Aarer— ddd Bunds hor⸗ tgen, giennen for ikke uſad⸗ n Bakke, ud⸗ en Vak, oh⸗ rembrod Van⸗ edrive Molle⸗ errede Grund, ndes. udvides ſna⸗ nſtige Kilder. re eller ferte ,at de, on einge Umage⸗ kan bortlede med mindre d hoiere oppe
proſe Jordlag,
laret Materien ommet Mange ed enhver Lo⸗ ttil faaer man
ravning, men
unpfe und nt⸗ rſeßt von dem rligt, men iete deſto
——
Vandafledning.
deſto mindre ufuldſtaœndigt og utydeligt, afhandles. Dog bliver man i Stand
til, ved Hielp af det her Anforte, at giore ſig et tydeligere Begreb om forſkiel⸗ lige Tilfalde. §. 255. D. Flodernes Overſvommelſe hindres ved Diger, og p indſtrenkes deres altfor vide Senge. Den henſigtsmasſigſte og ſikkreſte Maade, hvorpaa ſaadanne Diger anleeg⸗ ges, leœrer Digekunſten, der, uagtet mange ypperlige Theoretikers og Practikers Anſtraengelſe endnu er indviklet, ſaare vaklende i ſine Grundſcetninger, og der⸗ for i Udovelſen letteligen foranlediger Misgreb. At anlcegge og vedligeholde ſtore Inddigninger, er ſielden privat Mands, men Statens og Communers Sag, ſom dertil antage vel underrettede og erfarne Mend. Dog kan det vare nyttigt og behageligt for Landmand, der boe nœr ved Floder, at erhverve ſig grundig Kund⸗
ſkab herom og jeg henviſer Saadanne til folgende Varker: Zunrichs praktiſche Anleitung zum Deich⸗, Siel⸗ und Schleuſenbau. Bremen, 2 Theile, 1770, 1782. Kirchmanns Anleitung zur D Kiedels Anleitung zur Strom⸗ und Deichbaukunſt. Berli
§. 256.
eich⸗, Schleuſen und Staatbaukunſt. Hannover 1786. n 1800.
Bed Inddigning ſkal Landet enten ſikkres mod Floder, der af og til ſtige Diger.
alt for hoit og overſkylle det, eller Strakninger, ſom hidindtil for det meſte ſtode
under Vand, derved erhverves og forberedes til Dyrkning.
Nu har man Diger, der kunne betragtes ſom ſikkrende mod al Fare⸗ Det varede lange inden ſtrakkelige Erfaringer lœrte at anvende de ſtsrre, til fuldkom⸗ men Sikkerhed nodvendige, Foranſtaltninger. Paa og bag disſe ſikkre Diger boer man fuldkommen beſtyttet mod vore almindelige Naturbegivenheder, og 4 disſe Diger ere ſaare forſkiellige fra de uſikkre, der ved hoit Vand behove nei⸗ agtigt Tilſyn og Hielp. Men hine ſikkre Diger findes kun, hvor Overſvom⸗ melſer hidrore fra ſaakaldte dobbelt Flod⸗ eller Bolgegang, hvis Stsrrelſe og
Magt man efter Theorie og Erfaring larte at kiende. Sikkerheden ſattes, hvor
aa ſamme Maade 5. Fra Fle⸗ 1

150 Vandafledning.
hvor Fare for Overſvommelſe hidrorer fra ſtore Floder eller ſtandſet Jisgang; thi i dette Tilfœlde holde ingen Beregninger Stik.
Under disſe Omſtandigheder beſkytter formodentlig et meget bredt Forland — ſaaledes kalder man det mellem Digen og Strommen liggende uinddemmede
Stykke Jord— og et ſaa lige ſom muligt eller i ſtor Bue krummet Flodlob, langt
meer, end det hoieſte og ſtarkeſte Dige.
Det indven⸗ dige Vand.
Ubladelfes⸗ Sluſer.
Vandafleb⸗ ning paa la⸗ ve Steder.
Ved Inddigning har man desverrre ofte gaaet for overilet tilverks;— inden det opſfyllede Land tilſtrakkelig ſatte ſig,— med for ſtor Graadighed ſtrœbt at vinde Agerland og derved udſat ſig for
Fare og for et maaſkee uafvendeligt Tab, der fra Tid til Tid finder Sted og langt
overſtiger Jordens Vardie. §. 257.
Om Digerne end afveerge Overſvommelſer, ſaa er det inddigede Sand dog derfor ikke tort.
Vandet, der fra Hoiderne rinder ned til Floderne, bor have Aflob og der⸗ ded hindres fra at overſvomme Landet. Man har overeensſtemmende med Loka⸗ liteten ivgrkſat dette paa forſkiellige Maader..
Undertiden ledes det i ſaa lige Kanaler ſom muligt til Floden og udlades gien⸗ nem dertil indrettede Sluſer under Diget. Disſe ere ſœdvanligen forſynede med Falddorre, ſom lukkes af det udvendige Vand, naar det er hoit, og atter aabnes af det indvendige, der ſtrœber at komme ud, naar hiint er faldet.
§. 258.
Vandet afledes paa denne Maade temmelig godt fra det hoie Marſkland. Men dette er ikke Tilfaldet med de Stykker, der ligge lœngere fra Foden og i Almindelighed lavere end dens Speil, juſt paa den Tid, da det tilſtrommende Bands Afledning er nodvendigſt.
For at opnaae Hiemedet har man anvendt mange partielle Hielpemid⸗ ler og omgivet ſaadanne Jorder med Grovter og Diger, der ſtkulde modtage og ſtandſe Vandet fra de hoiere Steder. Hvor det ſkulde ledes igiennem de lave Jor⸗ der, opkaſtedes hoie Volde, der holdt Vandet meget over disſes Flade og bort⸗ ledte det. Dog var det ikke altid muligt, at holde Vandet tilſtrakkeligen hoit
og
FFEFHEEEE
g ma Roddi hvoric
ned g pna et deri.
ned er deſte mangl live d dt Hie did d
Alnin
tiene al
Lind ns Hi Lind, lt, K fundne
Pand
Opme
Held,
Dieme
og brit

sgang; hit
fedt Forland dinddammede ſodlob, lang tan desvarre eekelig ſatte udſat ſig for ted og langt
Sand dog
lflob og der⸗ e med Loka⸗
dlades gien⸗ orſynede med er aabnes af
Narſkland. Foden og i ilſtrommende
e Hielpemid⸗ modtage og de labe Jor⸗ lade og bort⸗ kkeligen heit og
—
Vandafledning.
og man nedtes da, ved Gſemaſkiner at kaſte det ud over Digerne. Saadanne Noddiger bruges dog kun paa faſt leeret Grund, da de paa et poroſt Jordsmon, hvorigiennem Vandet ſies, aldeles ikke hielpe.
Sikkrere nager man Maalet ved at opfange Vandet i en Kanal, der langs med Heiderne modtager det derfra kommende Vand, og ofte, forſt langt derfra, paa et Sted, hvor Flodens Vandſpeil ſikkert er lavere end Grovtens, leder det deri. Har Kanalen tilſtrakkeligt Fald, ſaa hielper den fuldkommen. Her⸗ med er dog den Vanſkelighed forbunden, at Kanalen eller Floden i den la⸗ veſte Ende let tilſtoppes af Sand, og derved forhoies ſaa meget, at Vandet mangler tilſtrakkeligt Aflob og opdemmes deri. Fuldkommen udtorrede Jorder blive derved ofte paa ny moradſige. Undertiden var det umuligt at anvende an⸗ det Hielpemiddel, end paa allerede beſkreyne Maade at inddige enkelte Stykker og ved Hſemaſtiner befrie ſig fra det indtrengende Vand.
§. 259.
Man har mangfoldige Slags hertil tienlige Sſemaſkiner. De drives i Sſemaſtiner⸗
Almindelighed ved Vind, og Hollcendernes Opfindelſer kunne i denne Henſeende tiene alle lavt liggende Lande til Exempel.
Den vaſentligſte Betingelſe for disſe Maſkiner er: at de gaae ved ringe Vind og ere ſolide. Uden at opfylde disſe, blive de, naar man meeſt behsver de⸗ res Hielp, ofte ubrugelige. Man er derfor lidet tient med dem, der fordre ſtark Vind, ere meget ſammenſatte og for en ſtor Deel beſtaae af Jern. Skovlhiu⸗ let, Kaſtehiulet og Sneglen ſvare meer eller mindre til Henſigten. Den nye op⸗ fundne Belier hydraulique kan kun i visſe Tilfglde anvendes. Den mongolfierſke Vandſtoder, der nylig har tiltrukket ſig Mathematikernes og Naturforſkernes Opmarkſomhed, er neppe virkſom nok. J J Holland har man nylig. med meget Held, men ogſaa med ſtor Bekoſtning, begyndt at biuge Dampemaſtkiner til dette Hiemeed.
Ofte behoves flere Maſkiner, hvoraf den ene lofter Vandet til den anden, og bringer det hoit nok i Veiret.
§. 260.

Grundvan⸗ det.
Vandafledning.
§. 260.
Omtrent de ſamme Midler, ſom man i inddigede Marſtlande bruger til at opfange og bortlede det fra Heiderne kommende Vand, kunne anvendes ved Grund⸗ vandet. Naar Vandſpeilet er hoit, ſies dette Vand giennem det poroſe Jordlag ind i det dybere liggende Land. Dette Vand, der, naar Floden vorer, trekker ind i Jordsmonnet, flyder ei lige ſaa lettelig tilbage, naar den atter falder; det er end⸗ og ofte Tilfeeldet, at det, forſt efterat Floden er falden, har giennemtrangt Fordsmonnet og viſt ſig. Derfor kan det afledes ved Grovter, der, forſynede med Faldſluſer, lobe under Diget umiddelbart til Floden, eller paa ſkraae lœnger borte falde deri.
§. 26r. Bugtede Flo⸗ Hidrsrer Floders Stigen ikke fra Vandets Opdamning neer Udlobet, den aumnge men fra for lidet Fald, foraarſaget af mange Bugter, ſaa hindres de fra
at ſtromme over og ſies giennem Jorden, ved at ſfaffes ligere og friere Lob. Jo ligere, deſto hurtigere lober Floden, og jo hurtigere, deſto mindre Vand indſlutter den i lige lang Tid. Jo mindre ſtandſet, deſto roligere flyder den, og jo roligere, deſto mindre Hdelaeggelſer anretter den.
Man ivarkſatter dette paa to Maader: Enten ved at giennemgrave Bug⸗ terne og give Floden lige Lob, der ſaaledes fire, fem, undertiden endog flere Gange forkortes og ved ſtœrkere Fald paaſkyndes i ſit Lob. ved ofte et Stykke Jord til frugtbar Ager, Eng eller feed Grasgang, og finder ĩ dets Vard Erſtatning for alle Omkoſtninger. Eller, man afleder blot en Deel af Flodens Vand i en Bikanal med ſterkere Fald, uden at ſpœrre det gamle Lob, En ſaadan Grsvt kan vare flad og ſmal, thi i Fremtiden udvides den ved Van⸗ dets Kraft ſaa meget, at den modtager og afleder alt og gisr det gamle Flodlob unodvendigt.
Naar Enge ligge ved en Flod eller Bœk med mange Bugter og dybere end dennes Vandſpeil, ſaa blive de ofte derved ſor vaade. Man kan ikke ſielden hœve dette Onde ved at grave en Grovt langs ad Engen fra det hoiere til det la⸗ vere Niveau og lede denne i Floden, hvor dens Speil er lavere end Engfladen. Ved Hielp
Man omdanner her⸗
☛
FENEEMEETAN
anla
Herl

bruger til a 3 ved Grund⸗ roſe Jordlag
trekker ind det er end⸗ lennemtrangt koorſynede med
kraae langer
err Udlobet, adres de fra g friere Lob. mindre Vand yder den, og
ngrave Bu⸗ nendog flere ndanner her⸗ , og finder i blot en Deel et gamle dob, den ved Van⸗
gamle Flodlod
og dyhete end an ikke ſielden iere til det la⸗
gſladen. Be Hiely
————
Vandafledning. 153
Hielp af Vandfurer, der trakkes til denne Grovt, afleder den hurtigt det over Flodbredden ſtegne eller giennem Jordsmonnet ſiede Vand. Ligger Grodten ikker langt fra Floden, ſaa danner man af den udgravede Jord letteligen et Dige. §. 262.
meget ſlodrige Egne er det ikke uſadvanligt, at tilgroendſende Marſker Vandets Af⸗ ligger dybere end Flodens Seng, og Vandet kan folgelig ikke afledes i disſe. Her edner at har man, ſkiondt det ſyntes umuligt, afledet Vandet, efterat den hoiere liggende den. Flod var inddiget, ved Ror, Traſluſer eller murede Vandledninger, der under Diget og Floden forte det til en lavere Flod. Et Par ſaadanne Foretagen⸗ der har en af Frankrigs meeſt udmarkede Landmeend Cretté de Paluel udfert og her meddeler jeg disſe, uddragne af Memoires de la société d'agriculture de la Seine T. IV, ſom Exempler paa dette ſieldne Foretagende, og det ſaa me⸗ get heller ſom flere Biomſtaœnndigheder ved denne Vandaflednings Maade ere ſaare lœrerige.
§. 263.
Aaen More overſvommede for Aaret 1799 neeſten uafladelig Engen B O; Cretté de thi denne var kun 5 til 6 Tommer heiere end Flodens ſedvanlige Speil. Den Palnecs dr⸗ gende Tab.
beſtod af Moſegrund og Hangedynd, der kun bar Ror og Siv. d *
Aaen Crouſt er indſluttet af hoie Diger K K, og adſkiller Engen A fra Engen B.
Saaſnart Eretté blev Eier af disſe Jorder, ponſede han paa at udtorre dem. Hiemaal og Nivellering viiſte, at Engen X laae dybere end Engen B; men hiin gav langt bedre Hoe end denne, da den ved at ligge ſkraae kunde befries fra Band. Efterat han havde overbeviiſt ſig om Faldet, lod han under Crouſt anloœgge en Egevandledning, ſom var en Fod i Giennemfnit og 52 Fod lang. Herved fik Vandet i Engen B to Fod Fald.
Derneeſt forhoiede han Mores Inddigninger fra Mollen til M, det laveſte Sted. J F anbragte han en Sluſe, ved hvis Hielp Vandledningen E kunde
under Crouſt bortlede overflsdigt Vand.
Tredie Deel.

154
hoiere i More, ſaa to forſkiellige Aaer. Engen C ud
igiennem Engen.
anlediget.
den overſte Deel R
af Q aldeles udtorr giemme for Mollen. P var et M
Vandſpeilet. Ved
Stykket II, tet med Poppler.
denne.
Sammes an⸗
gende, ſee Tab. IV.
omſkabt det til en E
N, end Aaens Vand til Vadeſtedet M. Omkoſtninger end de en Vandrende 18 Fod lang ved Nog Grovten O O have for⸗ De Grovter, der for lobe til Aaen, ere ſtoppede paa denne Side og
udtomte i Hovedgrovten.
Engen A A var et Morads, thi Vandet fattedes Aflob. det Foreta⸗— 3.:à A 8
otet ſende Sogne benyttede den kun i den terreſte Aarstid til Grasgang for Qvaget, hvis Sundhed leed deraf. Ved en ſimpel og lidet koſtbar Indretning har man
perligt Hee og riig Grasgang f
Vandafledning.
Da han ved ſaadan Inddigning fra F til G havde opdemmet Vandet 3 Fod
opforte han under Tag en Molle med to Hiul, der dreves af
torredes, ſom man kan ſee, uden mange Onſtandigheder.
Aaen med ſine mange Bugter er meget lœengere end Grovten O O, der lober midt
Vandet i dens hoieſte Deel kommer altſaa langt hurtigere til Vandet er altſaa her afledt uden andre
Hele Engen frembringer nu fortraffeligt, Hoe; men er ſaa fuldkommen udtorret, at den for hei Betaling bort⸗
leiestil Dyrkning af Haveurter. Den liden Oe L., forhen en Sump, er forhsiet ved det der udgravedes af
Kanalen der omgiver den og er beplantet med Poppel; herved er ogſaa Omegnen
et. Den her anlagte Kanal ſkal formodentlig vœre et Vand⸗
orads, hvorpaa aldeles Intet groede, da det laae lige med Grovternes Jord er det forhoiet 8 Tommer og har paa det
laveſte Sted G Aflob.(Hvorfor har man ikke her giennemſtukket Inddigningen?)
der for var Morads, har nu ypperlig Gronſveer og er beplan⸗
Agerlandet Q0 Q0, der indſlutter Engen, er 15 til 18 Fod heiere end
§. 264. Tre tilgrœnd⸗
ng paa omtrent 65 Tdr. Land(70 Arpents), der giver yp⸗ Agerlandet DDDD var 8 til 9 Fod,
—
—— F for ₰ Lget.
☛——y

Vandet 350d
der dreves f
ſtandighede. er lober miͤt hurtigere til dt uden andre )0 have for enne Side og Hoe; men
taling bort⸗
dgravedes af ſaa Omegnen
ere et Vand⸗
nae lige med har paa det digningen?) g er beplan⸗
d heiere end
te tilgrand⸗ for Qvaget ing har man der giver yp⸗ var 8 til 9 dod,
. 8————
Vandafledning.
Fod, og Crouſtes Bredder 6 til 7 Fod hoiere end Moſen, hvis Vand felgelig: in⸗
genſteds havde Aflob.
8 Rouillon gav, ſkiondt temmelig fraliggende, Leilighed til at ud⸗ tsrre Moſen. Man anlagde tveers under Agen Crouſt en muret Vandledning F F og Drhede giennem Engen E Ejen Grsvt 8 Fod bred, der modtog Vandet fra Grovten midt i Engen Aog ledte det til Ruuillon.
Forend dette ſkete maatte Moſen, der ingen Eiere havde, udſkiftes. To tilgrœndſende Godseiere og tre Sogne enedes ſnart om hvad Enhver ſkulde have. Cretté de Paluel fik omtrent 13 Tonder Land.
Omkoſtningerne vare folgende:
Den murede Vandledning efter Akkord 200 Rbdlr. Solv. Grovten giennem Engen E, 3 Fod bred, indſluttet af et dige 150——
Grovten giennem Engen AA.. 120
4 70 Rbdlr. Solv. De ſmage Grovter betalte Enhver iſcr..
For at give et Begreb om, hvor lidet denne Forbedring koſtede, anfsrer dlr
Cretté blot, at et af Sognene bortforpagtede ſin A Andeel til omtrent 13 Rbdlr.
Solv aarlig for Tonde Lar nd. Det Stykke af Engen IH, der ligger lavere end den anden Eng, udtsrrede
han ligeledes ved Grovten og Vandledningen K, der gager under F. Paa
denne Maade bortledes altſaa tre ſerſtildte Vandlob under hverandre, uden at blande deres Vand.
Engen M var, endnu for faa Aar ſiden, et torvagtigt Morads og aldeles utilgiangelig for Qvaget. Den frembragte kun ſuurbunds Hee og Siv. Nu er denne Eng lige ſaa god ſom den anden. Cretté anbragte nemlig under Crouſt
ved L. en Vandledning af Trex, og bragte derved Vandet til at ſynke 4 Fod i En⸗ et forſvandt, og ved Hielp af nogen Giodning fremkom ſnart dyer⸗
gen.

156 Vandafledning.
ligt Gros. Troeplantningen lykkes herligt og han har i de to ſidſte Aar ladet grave Torv, uden at Vandet har hindret Arbeiderne.
Engen E E er meer end en franſt Miil lang og begrandſet af to Aaer, hvis Bredder ligge hsiere end denne. Men den holdes tor ved den fortlobende Grovt K, der fra begge Sider modtager Vandet. Da dens lige Linie paaſkynder Af⸗ ledningen, ſaa lober Vandet langt hurtigere i den, end i de bugtede Ager og ne⸗ derſt, med temmelig ſtœrkt Fald.
„See, dette har jeg udfort,“ ſiger Cretts,"og det ligger aabent for hver Mands Hine.“
„Een af mine Grundſcetninger,“ ſiger Cretté andenſteds, der, hvad Land⸗ oeconomien angager, ikke at ſpare paa Skillingen. Jorden gienerſtatter ſtedſe rigelig det Udlag, ſom Landmanden klogeligen for dens Skyld gior. Karrige Udlag erſtattes ſielden; kun rundelige betale ſig.“ Dette gielder iſcer ved Vand⸗ afledning.
Moſers og Moradſers Opdyrkning. §. 265.
A
t udyrket, vaadt og ſumpigt Stykke Land kalder man Moſe, Sump, Morahe Moſers Vaadhed kan hidrore fra en af de tre under B C D beſtrevne Aarſa⸗
Moſerne beſtaae enten ene af mudderagtig, dyndet og uſammenhangende Materie, eller af den Subſtants, vi kalde Torv. See D. 2. S. 117.
Man deler dem i lave Moſer med Gronſver og ofte hoit voxende Gras, der finder riig Naring i det sverſte dyrkede Jordlag; og, i hoie Moſer, hvor⸗ paa kun de egentlige Torvplanter, og nogle andre, ſom f. Ex. Ornithoga- lum luteum, Ledum palustre, Myrica gale Erica vulgaris og tetralix,
voxe.
NFEEMEETNE
neren ſte Aa
veſticn
demed Sagkn
₰
öfte ſt
og fac Foro
Kanale
Noſen
NMade 247 b
ſelden
Forhe ſer pe Vand med E leder w
Piſe Ris n

idſte Aar lde
to Aaer, hi lobende Gtoni aaſtynder Af⸗
Aaer og ne⸗ er aabent for
*, hpad Land⸗ rſtatter ſtedſe pr. Karrige er ved Vand⸗
Noſe, Sumy, kreyne Aarſa⸗
menhengende 117.
oxende Gras, Moſer, hvor⸗ „Omithoga-
g, tetralix,
—— 4——
Moſers og Moradſers Opdyrkning. 157
De forſte yde i vaad Tilſtand for det meſte en Deel Hoe, der dog er lidet neœrende, ſom ofteſt ubehageligt og uſundt for Qvaeget, og ſom blot i den torre⸗ ſte Aarstid kan hoſtes. Kun ſielden kan Qvaget uden Fare grasſe derpaa.
Torvemoſer yde ofte ikkun ſaare ſlet Grasning; dog have de ofte, for Tor⸗ veſkigerets Skyld, ſtor Vard.
Vandafledning maa iverkſcettes inden begge opdyrkes og, overeensſtemmen⸗ de med Vaadhedens Aarſag, paa forſkiellige Maader udfores. Af Mangel paa Sagknndſkab og fordi man gik tilverks efter falſte Grundſatninger, forodedes ofte ſtore Summer.
§. 266.
Hidrorer Moſens Vaadhed, overeensſtemmende med B,§. 247, fra de tilgrendſende Hoiders Overfladevand, der ikke kan ſynke giennem det vandtatte Underlag og heller ikke har Aflob, ſaa beroer alt derpaa, om en Aflobsrende, hvis Bund bor ligge ſaa dybt ſom Moſens Bund, kan graves giennem Hoiderne og faae tilſtrakkeligt Fald. Staae Omkoſtningerne ved denne Kanalgravning i Forhold til den Fordeel man kan vente af Moſen, ſaa er herved intet betaenkeligt. Kanalen graves og ledes paa den Maade, ſomi det folgende ſkal beſtrives, ind i Moſen.
§. 267.
Kunne Moſer, naar Bakkerne omkring dem ere for heoie, ei paa denne
Maade udtorres, ſaa kan man undertiden udtorre dem, paa den, under B,§.
247 beſtrevne Maade; nemlig ved Vandets Nedſcenkning. Dette kan dog kun
Moſer med Overflade⸗ vand.
ſielden ivœrkſœttes, naar Moſerne, indſluttede af betydelige Bakker, ei ligge hoit i
Forhold til Egnen eller den nœrmeſte Vandflade; ſaaledes ſom man finder ofte Mo⸗ Ligge de paa fladt Land, ſaa har man ſielden Haab om, at faae Brondene kunne beklades med Brader, fyldes
ſer paa Bierge. Vandet til at ſynke i Jorden. med Stene, og tildekkes, Vandet har derigiennem tilſtrakkeligt Aflob. Herhid teder man, naar Moſen er tilſtrakkelig udtorret, mange Grovter, ſom fyldte med
52 47 2 Riis tildakkes.
F. 268.

Moſers og Moradſers Opdyrkning. §. 268.
Meſer meb Hidrorer Fugtigheden, hvilket ofteſt er Tilfœldet, fra Kilder, ſaa er det V ſyn ne Kider ſaare vigtigt at opdage den Linie, hvori disſe frembryde. Ofte udvalde de ved. Moſens Kant oven over dens ſvampede Beſtanddele. Her kunne de da ved en 1 Grovt med borede Huller opfanges og Moſen udtorres. Derved vindes ofte den lühe meget ſtore Fordeel, at Vandet forbliver i hoiere Niveau, hvorfra det med min⸗ za dre Vanſkelighed bortledes; dette ſamme blev paa Moſens Bund maaſkee blot ved ſanxea en meget ſtor Kanal muligt. Nan 6 Fremvalde derimod alle eller nogle af Kilderne fra Moſens Bund, ſaa er Phrni intet andet Middel tilovers, end at arbeide ſig giennem Moſen til Hovedgrov— tlgeſ ten, der hviler paa dennes Bund, om muligt at trange til Kilderne ſelv, og at V Jdet tre aflede dem i det vandtatte Underlag. V iete blot §. 269. dennes, Moſer dan— Hidrorer Moſens Vaadhed fra et nerliggende, ſkiondt ikke tilgrandſende uns nehe af Jüo⸗ Vandlob, hvis Speil ſtedſe eller af og til er hoiere end Grunden og ſtager, enten Dynd, ved porosſe Jordlag eller underjordiſke Aarer, i Forbindelſe dermed,— hvilket ofte ddes, nac er Tilfœldet, om det end ved betydelige Bakker er over Jorden ſkildt derfra— ſaa dhede, fa kan man undertiden lede Vandet til en endnu lavere Grund eller Flod, ſaaledes Hever at
om Erettés anforte Exempler viſe. Men undertiden maa Vandet, i en aaben Kanal ledes tilbage til det ſamme Sted, hvorfra det under Jorden kom. Thi b N naar Floder vexelviis ſtige og falde, ſaa presſe de, naar de ere hoie, ved deres V 1) g Vagt, Vandet der ſies giennem Jorden, til fierne dybtliggende Steder. Der V V d) u fremkommer det ofte i ſtorſt Mengde, naar Floderne allerede ere faldne, forbli⸗ d 3 ver i be ſvampede Moſer og rinder langſomt bort. J dette T eilfelde kan man, bandi naar Floden er falden, ofte aflede Vandet i en Fanar⸗ der ad den korteſte Vei ſae lober dertil; men ogſaa undertiden i ſtraae Retning fee paa et lavere Sted M falder i den. Naar Floden ſtiger, lukkes Kanalen med en Sluſe,— med min⸗ V I dre man vil vande et Stykke,— og den aabnes igien naar Flod e aider. eller minnre
man lader Vandet ſelv ved Flodſluſer ivarkſette dette.
⁰

lder, ſan n dei udvalde de dh e de da ded e vindes ofte de det med nin⸗ naaſkee blot eh
Vund, ſaa a
til Hobedgroy⸗
tne ſeld, og at
e tilgrandſend
ſtaaer, enten
— hpilket ofte derfra— ſag Flod, ſaaledes t, i en aaben
en kom. Thi
——.———
————
Mofers og Moradſers Opdyrkning. 159
2
Her kun ſaa meget til Anvendelſe ved Moſedyrkning, af det, dey med Hen⸗
ſyn paa Vandafledning i Almindelighed, allerede er anfort. §. 270.
Forſt naar Hovedafledningen er anlagt giennem den faſte Grund kan man Foſernes begynde paa Moſens Udgravning. Er denne ſtor og dyb, ſaa kan Udgravningen Adsradai kun lidet efter lidet, i et Tidsrum af flere Aar, tilendebringes; thi da Moſens ſvampede Subſtants er fyldt af Vand, ſaa er det umulig, ſtrax at grave tilbunds. Man begynder med Hovedgrovten, der nogle Fod dybt og ſaa dybt ſom Fugtig⸗ heden tillader, udgraves. Aaret derpaa g gior man denne Grovt dybere og ikke
allene forlenger den, men graver endog Tvergrovter i forſkiellig Retning til den. J det tredie Aar er Fugtigheden ſaa ſtarkt ſvunden og Overfladen ſaa tor, at man ikke blot kan grave Hovedgrovten til fuld Dybde, men endog fortſcette ſaavel dennes, ſom Bigrovternes Gravning. Den af Vandet udvidede ſvampige Sub⸗ ſtants ſynker ſammen; Grovten bliver mindre dyb, og ſynes at vare fyldt af Dynd, uden at dette dog er Tilfaldet. Moſens Beſtanddele trarkke ſig ligele⸗ des, naar den torres, ſammen fra Siderne, og Grovterne, ſom derved blive brede, faae en Dosſering, ſom man ikke har givet, og i dette Tilfaelde ikke be⸗ hover at give dem. §. 2271. Moſer, ſom til be etydelig Dybde beſtaae af Tarv, dyrkes: a) efter at vœre opſtaarne; b) uden at vare opſkaarne. Om det egentlige Torveſtiar taler jeg ikke, da vi have et tlasſiſt og fuld⸗ Opfkaarne
Torvemo⸗ ndigt Verk derom. ſte. ſers Dyrk⸗
Eiſelen Handbuch, oder ausfuhrlicher theoretiſch⸗ praktiſcher Unterricht zur näͤheren Kenntniß ning. des Torfweſens. Zweite Auflag ge, Berlin 1802.
Jeg handler kun om dis isſes Opdyrkning, der ene kan ivar rkſcettes, naar de planmaesſig opſkigres, og ikke, ſom ofte er Tilfaldet, paa den ſkammeligſte
Maade mi ishandles.
——

150 Moſers og Moradſers Opdyrkning.
Selp i det Tilfalde, at Grunden ikke er beſtemt til Gienvart af Torv, Küitni pleier man dog paa Moſens Bund at lade 9 til 12 Tommer Torv blive ſtaaende ſaa fu oginal Fald nedkaſte og vel fordeele Afrensningen. Er det muligt, blander blet af man gierne denne tsrvagtige Muldjord med anden virkelig Jord, ſom man har i den et Nerheden, f. Ex. med den, der opkaſtet af Kanalen, ligger ved dens Kant eller lunde⸗ ſom mam opgraver plettevis fra Moſens Bund. Derved faaer Torvejorden for⸗ V her! noden Faſthed og bliver ſnart ſkikket til at bore enhver Slags Sed. Kan man febnes l tillige giode den, eller, hvilket naſten er mere virkſomt, kalke den ſterkt, ſaa gisres den derved hurtig og overordentlig frugtbar. Dog kan man aldrig, uden Alnind til egen Skade, udmagre den meget, ved Afgroder der modnes, og ſaavel i Hol⸗ de det⸗ land ſom Friesland veed Enhver, at ſaadant Jordsmons Frugtbarhed kun beva⸗ derpaa, res, ved tidlig at nedlœgges til Graes eller vexlende at dyrke Foder derpaa og ſaare de giode ſterkt. Da udgravede Torvemoſer, naar de tilborlig behandles, yde ſtor nettoen Fordeel, ſaa iler man her med Opdyrkningen af enhver udgravet og tilſtrakkeli virkeli udtsrret Plet, uden at offre den til den langſommere og mindre indbringende Torvs nan d Gienvaxt. 4
Er Vandafledningen henſigtsmaesſigen iverkſat, ſaa er Jorden ypperlig ſtrakkeli ſaavel til Sadavl ſom til Eng, og disſe ſidſte kunne uden vidtloftige Indretninger bedre d vandes. Men er Vandafledningen ikke fuldſtœndig, ſaa benyttes Jorden helſt underti med Elog Piil, der voxe yppigen, og ſom Brandſel betragtede yde hurtigere og AKiinin ſtorre Indtaegt end den gienvoxende Torv. b ij brane
Kan man ikke giode, ſaa vil i Begyndelſen torvagtige Greesarter fremkom⸗ V
me; men lidet efter lidet vige de Pladſen for bedre Arter, og dette bliver iſer Til⸗
fœldet, naar Grunden er tor og af og til vandes fra oven.
§. 272. 1 Wrlende Uopſkaarne Tsrvemoſer, begroede med Siv, Hede⸗ og Torvplanter, op⸗ pikelet Opdyrkning. ploies efterat de ere tilſtrakkeligen udgravne, eller ophakkes, ſom de ikke kunne Engenee bœre Heſtene. Den losnede Jord tandes da i tort Veirligt fra Vindſiden, og Sadma brœndes lekteligss tilligemed Torveplanterne til Aſke. Undertiden ivarkſattes äiſſaa fe Braendingen uden foregagende Opbrydning, men med meget ringere og uvisſere V fereͤtag 3 V Liedie

ert af das,
f.
blive tanend
ns Kant eler kvejorden fur⸗
Kan man n ſtaerkt, ſaa aldrig, ude ſaavel i Hol⸗ d kun beva⸗ er derpaa og les, yde ſtor gtilſtrekkeli ingende Tor
rden ypperlig Indretninger Jorden helſ
de hurtigere og
arter fremkom⸗
bliver iſer di⸗
g⸗ Frvplanter, oh⸗ 25 5) Eunh
m de ikke kunne
Lindſiden, og
. den varkſattes z3 ps
gere og urlbſee
ark Vil f⸗ 5
Moſers og Moradſers Opdyrkning. 161
Virkning, thi Ilden tranger ikke ſaa dybt eller eens i Jorden og odelagger ikke ſaa fuldkommen Torveplanterne. Er Torvemoſen meget ſvampet og beſtaaer blot af vegetabilſke Subſtantſer, ſaa bor man ikke tove med at brœnde, indtil den er fuldkommen tor, eller i det ringeſte ved at opdemme Vandet i Grovterne hindre Ilden fra at trange for dybt. Dog undgaaer man ikke, at dette jo hiſt og her bliver Tilfoldet og at Overfladen herved faaer Fordybninger, men disſe jevnes letteligen.
Aſken nedploies ſtrax og blandes med det sverſte Lag. For dyrkede man i Almindelighed flere Aar i Rad Boghvede, der lykkedes fortraffelig og ſtiorne⸗ de det tsrvagtige Jordsmon. Nu avler man almindeligſt Kartofler og Roer derpaa, da disſe yde ſtorre Fordeel. Derneſſt dyrkes Rug og Havre, der lykkes ſaare vel og giver ſœrdeles hvidt Meel; dette hidrorer fra Aſken. Ogſaa Som⸗ merroer lykkes derpaa; men Byg, Hvede og Vinterraps aldeles ikke, ſaalcenge virkelig Jord, Leer, Mergel eller Sand, ei er paakiort. Er dette ſteet, ſaa kan
man dyrke hvad man vil.
Dog udmagres dette Jordsmon efter nogen Tids Forlob, om det ikke til⸗
ſtrœkkeligen giodes, og man nodes da til at nedlagge det til Gras, der bliver bedre eller ſlettere, efterſom Jorden mindre eller meer er udmagret ved Sadavl. Undertiden har man bersvet det ſin ſidſte Kraft og da blot ved lang Hvile, flittig Ploining og Giodſkning, igien kunnet ſœtte det i Stand. Man har ogſaa paa ny brandt det og derved atter giort det frugtbark.
VBandin g.
Loœren om Vandingen afhandles i de fleſte landoeconomiſke Skrivter i Ca⸗ Men Vandingen har ogſaa andre Hiemed end netop Engenes Befrugtning, og er fra Arrilds Tid, i varmere Klimater, benyttet ved Sadmarkernes Dyrkning og til mangfoldige forſkiellige Afgroder. Her ville vi altſaa forſt handle om Vandingsanleg i Almindelighed og i Engdyrknings⸗Laren
foredrage det, der, efterat Anlagget er giort, i Henſeende til Engenes Vanding X bor
pitelet om Engdyrkning.
Tredie Deel.
Forbindelſe mellem La⸗ ren om Van⸗ ding og Vandafled⸗ ning.

le ved Van⸗ dingen.
med den om Vandafledning, ſom vi nyligen have afhandlet. feldet, fordi lignende Underſogelſer om Vandets Horlzontalflade og Fald maae
flade.
Store Forde⸗
en anden, Bladene meer end Froet— veed Enhver.
Vanding.
Desuden ſtager Lœren om Vanding i meget nerr Forbindelſe Deels er dette Til⸗
bor iagttages.
forudſendes; deels fordi Vandafledning ſom ofteſt maa iverkſœttes for Vanding
kan finde Sted og ſtedſe forbindes dermed. Thi en Hovedbetingelſe er, at er⸗
hvert Jordsmon, der ſkal vandes, og ſom i Oybet lider af ſtandſet Fugtighed, forſt fuldkommen udtorres. Forſommes dette, ſaa tor man aldrig haabe Gavn af Vandingen, der ſnarere foroger dette Onde. Vand, der ſtager eller glider under Overfladen, afſkigre det Veien til Underla⸗ get og hœve det ſaa meget, at det, der for i Dybet forvandlede Engen til en ſuur, uſund, ſivbegroet og torvagtig Sump, nu virker hoiſt velgiorende paa dens Over⸗ Endelig bor hurtig Vandafledning og sieblikkelig Udtorring kunne iverk⸗ ſcttes ved ethvert Vandingsanlag; thi uden dette kan man aldrig haabe at have fuld Gayn deraf. 1 §. 273. Vandingen er uden Tviyl et af Agerdyrkningens vigtigſte og nyttigſte Fore⸗ tagender. At Fugtighed er nodvendig for Vegetationen; at Vandet ſom ſaadant og ved at decomponeres, yder Planterne betydelig Nering— dog een meer end At mange Jordarter ere forſtielligen frugtbare hidrsrer ſom ofteſt fra deres ſtorre eller mindre Evne at tilbageholde Fugtigheden, og Sandet, ſom hurtigen udtorres og derfor anſees for ufrugtbart, kan, ved tilſtrœkkeligen at vandes, blive ligeſaa ſtikket ſom det meer lerede Jordsmon, om ikke for alle, dog for mange af vore nyttigſte Vexter, naar det blot i tilſtrekkelig Mengde indeholder oploſelig Muld. J dette Tilfalde bliver det endog fortrinligt til mange af de ypperligſte Vexter, og de Arter, der letteligen lide af Fugtighed, trives langt ſikkrere derpaa. Er Vandingsindret⸗ ningen rigtig anlagt, ſaa kan man ſtedſe holde det ſaa vaadt, ſom man enſker. Vandet medforer desuden giodende Deele, og ſaadanne, der virke gavnli⸗ gen paa Vegetationen. Lober det langt oven paa Jorden, ſaa modtager det nee⸗ dende Deele, der fra Omegnen tilſtromme, og ſtedſe flere, jo frugtbarere og giod⸗ ning⸗
Men ofte kan man opfange det
— eNEIN
ringrige Materie hagehol den lede inud if liegalt Lülſyren netop ku hvot der
1
dh ſtemd
BATane 3e
rende K.
9 7
i meer ei
in bu
liens van des hy kerzaret tand bau Enge til taaer o
Keortod
4
8
Jordem

t Fordüdee
er dette di
ig Fald mau
for Vandin ſe er, at i et Fugtighed haabe Gavn opfange det til Underla. n til en ſuur, a dens Over⸗ kunne ivark⸗ Haahe at have
yttigſte Fore⸗ ſom ſaadant een meer end Jordarter ere ndre Evne at for anſees for ſom det meer Verter, naat dette Tilfalde de Arter, de andingsindtt⸗ man enſeer. rrirke gavnli⸗ dtager det uc⸗ arete ag gied⸗ nng⸗
Vanding.
ningrigere de Marker og Steder ere, ſom det giennemlsber. Denne narende Materie, der uopholdelig ſtrommer til Havet og tabes for Jorddyrkningen, til⸗ bageholdes ved Vandingen, afſattes for ſtorſtedelen paa det Jordsmon, hvorhen den ledes og bidrager der til Planters Frembringelſe. Frembryder Vandet der⸗ imod af Jorden, ſaa medforer det ſom ofteſt den for Vegetationen ſaa ſaare gavn⸗ lige Kalk og Gyps, fuldkommen decomponerede ſom Kulſyre, og hine afſcettes, efterat Kulſyren er undvegen, paa det vandede Jordsmons Overflade og ſaaledes, at de netop kunne virke kraftigſt. Dette Slags Kildevand virker meſt nar Udſpringet, hvor det endnu indeholder Kalk.
Ved Vanding tilegne vi os folgelig Giodning, ſom vi ikke have frembragt, og fremvirke derved Afgroder, der uden at have koſtet Giodning, yde Giodning. Vore Jorders Plantencrring forsges altſaa uden at toœre paa den forhaanden vo⸗ rende Kraft.
Ved Vandingen blive vi paa en Maade uafhangige af Beirliget, og kunne, i meer end een Henſeende, modvirke dets ſkadelige Folger. Thi derved kunne vi ikke blot i lang Tid undvere Regn, hvorpaa vi have Exempler i det torre Ita⸗ liens vandede Marker, hvilke ofte i fire Uger ikke vederqvceges ved Regn og lige⸗ ledes hyppig ſavne Dugen, men den ſkadelige Virkning af Foraarskuldens og Ef⸗ teraarets Nattefroſt kan ligeledes herved ſaare formindſkes; thi det friſke Kilde⸗ vand varmer Jorden tidligere ved ſin hoiere Temperatur, bringer derved kraftige Enge til at gronnes, naar endnu intet Grcesſtraae andenſteds ſees, og naar Vand ſtaaer over Engen ſkader Froſten ikke, eller, om den har tilfsiet Skade, tilintet⸗ gisres denne, ved hurtigt at vande. 4
Ved Vanding bliver det ofte mulig at frembringe riige Afgroder paa det Jordsmon der for ydede lidet eller intet.
Opmuntring nok til Vandingsanlceg, hvor disſe ere mulige.
§. 274- Ha
Leilighed til Vandings⸗Anlag, ſelv af ſtor Omfang, er ofte forhaanden. Hyppig Lei⸗
Vilde vi med forenede Krafter benytte Leiligheden hertil, ſaa kunde, i mange gandings⸗ v Anlag⸗
Diſtrikter, ja hele Provindſer, enhver Plet der nu ligger ved en tor Bakke og ſel X 2 langt

———
Vanding.
langt fra Vand, nyde godt heraf. Opfangedes alle Vandlob,— hvorved vi ikke allene tanke os ſtore Floder, men endog enhver liden Bœk— paa det hoieſte Punkt og holdtes Vandet i Kanaler tilſtrakkeligen hsit, ſaa kunde dette ofte le⸗ des til Egne, hvor man nu neppe tanker paa rindende Vand.
Men ere end disſe ſtore Anlaeg, da dertil behsves almindelig Overeenskomſt, undforlige, ſaa er Leiligheden til betydelige Vandingsanleg dog ikke ſielden, hvor man hidtil aldeles ikke ahnede dem. Naar Jordeiere hidindtil ponſede paa Van⸗ ding, ſaa var det almindeligen de lave nar ved Floden liggende Jorder de tankte paa, omendſtiondt Vandings⸗Fordelen er langt ſtorre paa de hoiere Steder der ligge under det Punkt, hvor Vandet indledes paa Eiendommen. Det er en ma⸗ thematiſk⸗phyſiſt, men ikke deſtomindre ofte miskiendt Sandhed, at Vandet for⸗ bliver i ſin Hside og horizontalt udbreder ſig til Siderne, naar man hindrer det fra at dale. Det kan folgelig ledes til ethvert Punkt, der ikke ligger over dets Horizont, naar det blot paa Veien derhen ikke daler.
§. 275. Bitroatuine, Vandet, der nedrinder fra et hsiere eller lavere Punkt med ſtorre eller min⸗ dings Anleg⸗dre Fald, og i Forhold hertil med ſtorre eller mindre Fart flyder giennem Land⸗ Lneenin ſkabet, danner i Almindelighed ſin Seng paa det laveſte Sted og bugter ſig hen ad Fordybningen. Floden lober altſaa ſtedſe i en bredere eller ſmallere Dal, om⸗ given af Hoider. Betragtes disſe fra Flodbredden, ſaa ſynes de ofte ſaa hoie, at det er Mange ubegribeligt, hvorledes Vandet, der rinder i Dalen, kunde bringes derop. Men ved Nivelleringen vil man erfare at Vandets horizontale Flade paa hoieſte Punkt, hvor det lober ind i Landet, er ofte langt over de Hoi⸗ der, man paa lavere Sted anſeer for uovervindelige Hindringer mod dets Benyt⸗ telſe. Standſes Vandet paa det hoieſte Punkt ved en Sluſe, og graves fra Floden ſaa hoit muligen ovenfor denne Sluſe en Kanal med mindſt muligt Fald, ſaa kan Vandet ledes til ethvert Punkt paa Hoiderne, der ligger noget lavere end den hoieſte Vandaflednings Horizontalflade. Paa Fig. 1, Tab. VII. flyder Vandet fra a til b, og har paa en Strak⸗ ning af mellem 4 og 5000 Alen 40 Fods Fald. Jo langer man folger Floden, des⸗
—
ſͤſͤ--“ —— Q—-——— r———
desmer b. T Etykke danbre der, on liſeſaa! 10 Fed
4
veda,
fr e fune i! terde ſt Hodern digning ftadt ledes fi ledrings dit dol
6
A
goddend kommen lede der ſteume ning o ſittig meget
genlund dogenl. pan en

* hvorded di a det hoieſt ette ofte le
vereenskomſt ſielden, hvor de paa Van⸗ der de tante e Steder der et er en ma⸗ Vandet fot⸗ hindrer det ger over dets
rre eller min⸗ lennem Land⸗ ugter ſig hen lere Dal, om⸗ pfte ſaa hoie, dalen, kunde s horizontale t ovet de Hei⸗ d dets Benht⸗ og graves fta ſt muligt Fal, oget lauet ed
paa en Ettak⸗ folger Floden,
des⸗
. B——
Vanding. 165
desmere ſynes Hoiderne at ſtige og de ere ved X 30 Fod hoiere, end Vandet ved
b. Var Henſigten, vexelviis at vande hele Fladen a db eller endog kun enkelte Stykker deraf, ſaa maatte Kanalen ledes fra a til dog have ringe Fald. Ved canbragtes en Sluſe i Floden, og ovenfor denne inddigedes maaſtee dens Bred⸗ der, om ſaadant var nodvendigt. Vandet kom da til at ſtaae i Kanalen naſten ligeſaa hoit, ſom ved a og d, folgelig naeſten 40 Fod hoiere end ved b og altſaa 10 Fod over Hoiden x.
Har Fladen adb intet Punkt, der ligger hoiere end Vandbeholdningen ved a, ſaa kan den ganſte eller tildeels vandes ved Hielp af Grovter, der hidledes fra Hovedkanalen. Men er Fladen ujevn, ſnart ſtigende, fnart dalende, ſaa kunne i Almindelighed kun enkelte Dele deraf vandes. Da maa Tilledningsgrov⸗ terne fra Hovedkanalen ofte, i forandret Retning og i Bugter, ledes omkring Hoiderne og man bor undgage de altfor lave Steder, for ikke at nodes, ved Ind⸗ digning, at holde Vandet hoit. Er Overfladen, ſom ſadvanligt, i Retning fra d til b, jevn, ſkiondt ikke ganſke uafbrudt ſkraae, ſaa kan Kanalens Vand ledes fra een vandet Flade til en anden; Aflsbsgrevten fra hiin kan tiene ſom Til⸗ ledningsgrovt for denne og Vandet bruges flere Gange. Et Exempel herpaa i det Folgende.
§. 276.
Inden Planen til ſaadant udſtrakt Anlaeg udkaſtes, er det uundgaaelig Forſigtig⸗
nodvendigt, ikke blot oftere og i forſtiellig Retning at nivellere, men fuld⸗
kommen at orientere ſig i hele Egnen, i Tanken at danne ſig et fuldkomment Bil⸗ udkaſtning.
lede deraf eller udkaſte dette paa Papiret, for ved dets Hielp noiagtigen at be⸗ ſtemme hvilke Steder der kunne, hvilke der ikke kunne vandes, og i hvilken Ret⸗ ning og Orden dette beqvemmeſt ſkeer. Man maa i denne Henſeende verre ſaa for⸗ ſigtig, ſom muligt, og undgaae Overilelſe, hvorved man kan tabe ſtore Fordele eller meget foroge Udgivterne. Det er derfor raadeligt, om Strakningen erno⸗ genlunde ſtor, et heelt Aar at nivellere den i alle Retninger, at anmerke hvert nogenlunde ophoiet Punkt og til forſtiellige Aarstider, iſeer naar Sneen ſmelter,
paa enkelte Steder at iagttage Vandets Lob, Thi bemarkede man, at Kgnalens An⸗

6 35
Vanding.
lœg, i muligſte Heide og Afſtand fra Floden, tilveiebragte ingen eller i Forhold til Omkoſtningernes Forsgelſe, liden Fordeel,— naar, f. Ex mellem Linien ex¼og a d laae mange Bakker og Dale, eller dog intet Sted, hvor Vanding, med Undtagelſe af det dybere end e x liggende Strog, kunde gavne— ſaa var det Odſelhed at grave den koſtbarere Hovedkanal fra a til d, ligeſom derfra at⸗ ter at lede betydelige Grovter og man behovede maaſkee blot at trakke den kortere Kanal frae til x, hvis Afledningsgrovter til enkelte Steder ogſaa bleve meget kortere.
Har man i ethvert Tilflde noiagtigen averveiet det Hele, ſaa udfinder man derved den ofte meget krummede og idelig afvigende Retning, hvori Ka⸗ nalen og Tilledningsgrovterne ſkulle lobe. Man bor uafladelig mindes Diemedet, ved forholdsmasſigen mindſt Udgivt at udſtrœkke Vandingen ſaa langt, og gisre den ſaa gavnlig, ſom muligt. Dog bor herved al utidig Sparſommelighed und⸗ gaaes.
Ved ſaadanne Anlceg bor, iſœr paa Sandgrund tages Henſyn paa Leilig⸗ heden til Jordſkylling og ſtraae Fladers Overrislen, hvorom i det Folgende. Vandet bruges med ſtorſt mulig Fordeel til Hsidernes Vanding, og virker der langt meer end paa lave Steder; man bor folgelig iſceer henvende Opmarkſomhe⸗ den derpaa.
Vel kan man ved et svet Blik udkaſte den bedſte Plan og beſtemme hvor⸗ ledes Vand og Omegn fordeelagtigſt kan benyttes; men man bor endog ved ſtor Hvelſe aldrig ene forlade ſig derpaa, og, inden man begynder Arbeidet, med ſtorſte Noiagtighed nivellere frem og tilbage, i alle Retninger og til enhver no⸗ genlunde vigtig Punkt. Da vil man erfare hvormeget Hiet kan tage feil og ofte opdage Mulighed til at lede Vandet til Heider, ſom man anſaae liggende langt over Vandſpeilet. Undertiden vil det Modſatte vorre Tilfeldet, og Punk⸗
ter, ſom man troede uden Vanſkelighed at kunne vande, befindes at ligge for hoit.
Herved kommer ikke ene det Punkt i Betragtning, hvorhen Vandet ledes, men ogſaa den Flade hvorover det ſkal lobe. Betydelige Dybder boer man ſtrabe ſelv ad ſtore Omveie at undgage, for ei at lade Vandet dale. Undertiden kan det
blot
blot ve
— Heide
hen d hün ſtrekte ig man Steenh za maa dexegn
dete R ſöort? Larets ſigefte Lanaler Pandi hare t kan ma hidledes
Zarden
dg off dype Dverl ledes dale ſ N dla Almin
ͤͤ

ker i Furze hellem dinien or Vanding — ſaa var m derfta at⸗ e den kortert bleve meget
ſaa udfude hvori Ka⸗ 3 Diemedet, gt, og giere lighed und⸗
paa keilig⸗ t Folgende. Z virker der wmarkſemhe⸗
temme hvor⸗ dog ved ſtor ebeidet, med til enhver no⸗ tage feil og ſage liggende det, og Dunk⸗ igge for hoit. Vandet ledes,
er man ſtrabe
rtiden kan det blot
Vanding.
blot ved Vandledninger holdes i Hoiden. Dißfe ere iſcer anvendelige, naar den Hoide, hvorpaa Vandet hviler, ſkilles ved et ikke bredt Spalg fra den, hvor⸗ hen det ſkal ledes. Her er kun Sporgsmaalet, om Vandets Anvendelſe paa hiin Side Spelget kan erſtatte Vandledningens Priis og om i Tehebes er tik⸗ ſtrakkeligt Leer, da blot dette er ſtikket dertil.— En Vandledning af Treee koſter undertiden mindre;; men den er ikke varig og mange Tilfalde underkaſtet. Undertiden lonner det Umagen at opmure en Steenhvolving og deri at lede Vandek, der ſkal fores over en betydelig Dybde, ja maaſkee over rindende Vand. Den ſtorſt mulige Fordeel bor her neiagtigen beregnes tilligemed de forsgede Omkoſtninger. §. 277-
Nefſt Jordsmonnets horizontale Linie bor man iſcer tage Henſyn til Van⸗ Heuſßn paa ders Mangde eller Tillob, at man overeensſtemmende dermed kan beſtemme, hvor Nangde.
ſtort Vandinganlagget bor vœre. For at komme til Kundſkab herom, bor man til Aarets forſkiellige Tider nsiagtigen iagttage hvor ſteerkt Vandlobet er og iſcr rette ſig efter det, der endog i den torreſte Aarstid vedvarer. Thi Udgivten ved lange Kanalers Anlceg var ſpildt, naar Vandet var utilſtrakkeligt til meer udſtrakt Vanding. Undertiden kan man allerede naae Hiemedet, ved om Foraaret at have tilſtrœkkeligt Vand, og om Sommeren at benytte enhver Skylregn. Da kan man viſt nok ei i tort Veirligt ſtedſe overrisle Jorden; men ikke deſtomindre hidledes dog ved Vandſtkyllet Sommer og Vinter mange frugtbare Dele, hvorved Jerdsmonnet lidet efter lidet, giennemtranngt af varig Fugtighed, beriiges.
Er Vandet knapt, ſaa kan man allerede udrette meget ved ſparſommeligen dg oftere at benytte det. Efter at vare brugt til een Flade, opfanges det om⸗ hyggeligen og ledes til en anden, tredie o. ſ. v. Hertil behsves iſcr modent Overleg. Vandet bor paa enhver Flade have tilſtrakkeligt Fald, at det kan af⸗ ledes og opfanges; men uden ſtorſte Nodvendighed bor man undgaae at lade det dale ſterkt og tvertimod ſtrabe at holde det ſaa hoit muligt, udgyde det over alle de Flader, hvis Beliggenhed nogenlunde tillade det, og forſt da aſlede det, Almindelighed til den Fled, hvorfra det kom. 89
Man

Vanding.
Man haͤr forſogt mathematiſt at beſtemme, hvor ſtort det Areal var, der med en given Vandmangde kunde vandes. Hypothetiſt betragtet er dette ogſaa muligt, men i Praxis vil Beregningen ſielden findes rigtig; thi hverken kan Tillobet eller Vandets Indſugning af Jordsmonnet noiagtigen beſtemmes. Et ſeregent ved Erfaring erhvervet Blik eller praktiſk Folelſe veileder her ſikkrere end Opmaalinger og Beregninger af Vandet, Profil og Lobets Hurtighed. Naar man, fordi ſaadanne Anlagg fattes, ikke har Leilighed til at erhverve ſig denne Ferdighed, ſaa bor man enten begive ſig til Egne, hvor Vanding er hyppig, eller raadfore ſig med Perſoner, der ere vante til at vurdere Vandet. Tillobet kan fra Soer og Steder, hvor mange Kilder frembryde, meget forsges, naar Aflo⸗ bet fremmes thi herved formindſtes Trykket, ſom det ſtilleſtaJaende Vand frem⸗ bringer. Kilderne og disſes Aarer aabne ſig ſterkere; Vandet frembryder med ſtorre Magt fra de hoiere Steder og aabner alle de tilſtoppede Udlob. Dette har iſeer voret Tilfaldet med Indſoer uden Aflob, der, efterat verre udgravne, fyldiee hurtigere og ydede Kanalen meget mere Vand, end man harde formodet.
§. 278. Henſyn paa En tredie Omſtaendighed, hvorom man i mange Tilfalde forſt maae erkyn⸗ Nettidhet tit dige ſig, er, om man har fuld Raadighed over Vandet paa ſit Areal, og om ikke ovenfor eller nedenfor liggende Naboer kunne legge Foretagendet Hindringer i Veien. Dette er ofte Tilfaldet med Vandmollers Eiere, thi de ovenfor lig⸗ gende frygte, at Vandet opdemmes paa deres Hiul, og de andre at miſte det. Slige Klager ere ofte aldeles ugrundede; men naar Beviſet ſkal fores, at Au⸗ lagget ei ſkader Mollen, ſaa falder det vanſkeligt, at giore Hvrighedsperſonerne ſaadant begribeligt, og da de holde ſig til Bogſtaven i Privilegier og Reſolutio⸗ ner, der, i den begyndende Kulturs Periode, udſtadtes kil Mollernes Fordeel og Beſkyttelſe, ſaa lober man i Almindelighed Fare at tabe Procesſen mod en Mollers Egenſind og Misundelſe. Andre Naboer anſee ſig ligeledes ofte beretti⸗
det ſaadan Frygt efter al Rimelighed end er. Den nedenfor liggende mener, at han
—————————
gede til Modſigelſe; f. Ex. naar en ovenfor liggende frygter, at Sluſen ved ſterkt Vandlob forblev lukket, hvorved Overſpommelſe kunne foraarſages; ſaa ugrun⸗
ſan faae han ikke ning bil lagge f Jahſih
E der ſtal ſelden y Sump.
N Pandled 1 henleden holder 1 Tomm mandder oontalhe gen ſtaa 2 graves
Flade.
deri,
V et lidet
4 jaon Lahnin
Tred

————
Vanding.
eal var, der han faager mindre Vand, at det bliver ſlettere og urenk, eller at Dynd, ſom
rdette ogſan han ikke vil have, tilfores ham. Kan man end haabe at bedre agronomiſt Lovgiv⸗
hverken im ning vil fierne ſaadanne Hindringer, ſaa bor man dog vere forſigtig, og ikke
emmes. Et lœgge Haand paa Varket, inden man har ſikkret ſig mod ſaadanne ugrundede
r her ſikkrer Indſigelſer..
tighed. Naa§. 229. 444
erve ſig denne Endelig ſtaaer endnu tilbage, at underſoge, om Vandet paa enbver Plet, Henſyn paa hyppig, le der ſkal vandes, ligeſaa hurtigt kan af⸗ ſom tilledes, Uden det forſte kan man arlo ar det Tillobet an ſielden vente ſtor Fordeel af Vandingen, ja ſelv omſkabe brugeligt Jordsmon til Vand. „naar Afo⸗ Sump. Aflob fattes dog ſaare ſielden.
Vand frem⸗ 3 a n.. 8§. 280.— 4
norydet moͦ Man ſtielner ved folgende Bengvnelſer mellem de ſrfieui Grovter 0g De forſkiel⸗ . Dette ha Vandledninger, der bruges ved Vandingen: Bh daden⸗
1) Den ſtore Tilledningsgrovt eller Kanal kaldes den Gropt, ſom Erwetaen. 1. henleder hele Vandmasſen til den Egn, hvor flere Stykker ſkulde vandes, og ſom nelſe. holder Vandet i tilborlig Heide. Faldet maa paa dens Bund vere ringe; thi 1 Tomme er allerede nok paa 120 Alen. Bundens Brede retter ſig efter Vand⸗ mangden, ſom ſkal ledes, og Dybden naturligviis paa ethvert Sted efter Hori⸗ zontalhsiden af den Flade, hvorigiennem Kanalen gaaer. Breden og Dosſerin⸗ gen ſtaaer i Forhold hertil.
2) Mindre Tilledningsgrobter, der til hvert enkelt Steds Vanding
graves fra hiin Kanal eller fra andre Grovter.
ere udgrayne, vde formodet
tmaae erkyn⸗ Areal, og om det Hindringer eovenfor lig⸗ at miſte det.
ores, at Ar⸗
— 3) Vandingsgrovter. Denne Benceynelſe faaer Grapten, var den 8— 5pelſon.
3 geſoluto⸗ blot Forlangelſe af Tilledningsgrovten, ſaaſnart Vand udlades deraf paa en Re 9
hne Fordell Flade. Da Vandingen ikke kan ivarkſcettes med mindre Vandet ſtaaer hoiere
Uerneo
deri, end dens laveſte Bred, ſaa⸗ Orngides den i Almindelighed med en Vold, eller et lidet Dige, hvori 3 8 4zun 4) Indlob graves; thi det var umuligt at t Holte Grovte ns Bred, ſaa uün rn 1 jevn og horizontal, at Vandet i dens hele Lœngde, fied ligeligen derover. Disſe 3z ſin unnu Aabninger bor godt forſynes med ſterk Gronſvcer eller beklades med Tra, da
zner, at ende mener,. bnn Tredie Deel, 3 Van⸗
ocesſen nod en
des ofte heretti⸗

170 Vanding.
Vandet med Magt ſtrommer dertil. Undertiden lagges et Trarsr, ofte en huul Pileſtamme giennem Inddamningen, og Vandet udlades derigiennem. Man bor kunne ſtandſe dettes Lob, og dette ſkeer, naar Indlobene ere aabne, ved at lœgge Grastorv deri, eller ſotte et Bradt derfor. Er Engen ikke overalt lige hoi, ſaa udvalger man de heieſte Steder til Indlob. Herfra kommer Vandet, i det ringeſte ved Overrislings⸗Enge, gt.
5) Renderne. Disſe graves bag Inddigningen enten parallele med Vand⸗ dingsgrovten eller vertikale mod denne, og herfra udbredes Vandet over Fladen. En ſaadan Vandrende bor ikke vere lang, i det heieſte 1 20 Alen, thi ellers ſtop⸗ pes den letteligen, naar Greesſet voxer og den bliver tor i Enden. Jo langere den er, deſto bredere bor den i Begyndelſen vare, thi Vandingsfladen— ſaaledes kaldes det Stykke, der vandes af een Rende eller ligger mellem denne og en Afled⸗ ningsgrovt— er da ſaameget ſtorre og behsver ſaameget mere Vand. Det for⸗ ſtager ſig, at Indlobsaabningerne bor ſtaae i Forhold til disſe Render. De gra⸗
ves med Spaden eller udſkigeres med en Plov, hvortil den i tredie Hafte af min
— der nutzbarſten neuen Ackergeraͤthe, Tab. II, Fig. 2 og 3 og Tab. „Fig. mog 2, afbildede er ſkikket. 6) Afledningsgrovter. Disſe maae uundgaaeligen ſtaae i Forhold til Vandingsgrovterne og i Forbindelſe dermed. Vandet boer fra enhver Plet
kunne flyde i en Afledningsrende og giennem denne i Afledningsgrovten. Thi
ved fuldkommen og hurtig Afledning udmarker regelmasſig Vanding ſig fra fug⸗ tige vandſure Steder; og hiin er en ufravigelig Betingelſe, naar man gior Reg⸗ ning paa ſtor Indtagt og Fordeel af ſaadant Anlag. Mellem Afledningsgrov⸗ terne ſkielner man ved Benavnelſer liig Tilledningsgrovternes. Den ſtore Afled⸗ ningsgrovt modtager og bortleder alt det brugte Vand, undertiden til den ſamme Flod, hvorfra Vandet, ved den ſtore Tilledning, er hibbragt. Mindre Afled⸗ ningsgrovter kaldes de, der bortleder en Deel af Vandet, enten umiddelbart til den ſtore Afledningsgrovt, eller til en anden Flade; men i dette Tilfalde blive de atter Tillednings⸗ eller Vandingsgrovter. Ofte ere de begge Dele og mod⸗ tage
Afledri rettes.
Eluſe atlagg ningen Vandi tungi
grobte du ſto den, unflad Node blot meget
ringe.
——d

jofte en uul nnem. Nan ahne, ved at joveralt Üie nmer Vandet,
ele med and⸗ over Fladen. thi ellers ſtoh⸗ langere den — ſaaledes og en Afled⸗ d. Det for⸗ er. De gra⸗ Hafte af min og 3 og Tah.
i Forhold til enhver Plet obken. Thi ſig fra fug⸗ nan gior Reg⸗ fledningsgroh⸗ — ſtore Afl⸗ til den ſanne Nindte Afed⸗ en umiddelbart edilfahde blive Dele og mod⸗
tage
VöBö.— B 1—
Vanding.
tage da paa den ene Side det Vand, ſom de uden Ophold paa den anden ved Aab⸗ ningerne i deres inddigede Bredder atter lade bortrinde.
Afledningsgrovterne ere undertiden ogſaa inddigede, at Vandet ei alt for hurtigt ſkal bortlobe, og de ere da forſynede med d Udlsb, der meer elle t mindre aabnes eller lukkes. Dette bruges dog meer, naar Enge ſeettes under Vand, end naar de overrisles.
7) Vandfang kaldes de, hvorved man paa et lavt Sted atter ſamler det fra Hoiderne nedrundne Vand og ved at omgive Grsvten, eller, om denne har ſtorre Omfang, Dammen med tilſtrekkeligt Dige, atter hœver det, for derfra paa nye at bringe det paa en hoiere liggende Flade. Ved ſaadant V Vandfang bliver Afledningen danſkeligere„og det bor derfor blot under visſe Vaſtcendtaheder ind⸗
rettes. §. 281.
Bed ethvert nogenlunde betydeligt Vandingsanlaeg ere forſkiellige Slags Suiſer 0ß
Sluſer uundgaageligen nodvendige. Vandbygningskunſten laerer, hvorledes de bor anlagges og jeg henviſer derfor til de ypperlige Varker, vi eie om Sluſebyg⸗ ningen; temmelig tydelig Beſkrivelſe af Sluſer og andre Indretninger ved ſmaae Vandingsanlag findes i Jesſens ypperlige Afhandling: Ueber die Wirſthewäͤſſe⸗ rung i Annalen des Ackerbaues B. II, S. 529. Hovedſluſen, der ſtandſer Vandet og indtvinger det i Hovedtillednings⸗ grovten, er i Almindelighed vanſkelig og undertiden ſaa koſtbar at anlegge, at den ſtorſte Udgivt hidrorer derfra. Man har derfor undertiden ſtrabt at undverre den, og har i dens Sted opfort en Dœmning. Men kun i faa Tilfelde vover man uafladelig at ſtandſe Vandlobet og end ſieldnere var det raadeligt og giorligt i Nodsfald at giennemſtikke og igien iſtandſette ſaadanne Damninger. Skal blot et lidet Areal vandes, ſaa bliver Sluſebygningen ofte, i Forhold dertil, meget koſtbar, men paa et ſtort Areal, bliver Udgivten for hver Tonde Land ringe. 45 De ovrige nedvendige Sluſer i Hoved⸗ og Bigrovter, i Til⸗ og Fraled⸗ ningsgrave, kunne vere ſimple og ſvage, da de ikke ſkulle modſtaae ſterkt Vand⸗ Y 2 tryk.

Vanding.
tryk. Efter Omſtandighederne behoves flere eller fœrre deraf, men i Alminde⸗ lighed een i hver afſondret Deel af Anlagget, der har en ſerſkildt Vandings⸗
grovt. De indrettes ſaaledes, at de enten kunne opdemme Vandet til Grsvtens älle Bred eller kun til en vis Heide, i hvilket Tilfœlde det ovrige Vand flyder over Vand dem og da kunne de undertiden erſtattes ved en Damning.
Man bor i Almindelighed folge den Regel, ei at vere for ſparſommelig nd bi ved ſaadanne Anlag; thi de hyppige Reparationer koſte ellers langt meer end det trede ſ der ved forſte Anleg er ſparet; ligeſom desuden megen Uleilighed og Forvirring rfuldke derved adſtedkommes. righed
Saavel ved Vanding, ſom ved Vandafledning behsves ofte Trackasſer eller ofte it Steenkiſter, til at lede Vandet under Jorden, ſ. Ex. giennem et Dige eller en Landet Vei, ja ſelv under et andet Vandlob. Disſe forſynes ofte med Dorre, Skudde feraatſ eller Falde, at de kunne ſtandſe eller aflede Vandet.
Undertiden nodes man ligeledes til at anlagge overjordiſke Vandlednin⸗ ded H. ger, der af Tra eller Steen anbringes oven paa en Hvalving. Men da de let Fordes beſkadiges og, om de ſonderbrodes ved ſtaerkt Vandlob, kunne anrette ſtor Skade, Vandſ ſaa bor man, ſaavidt muligt, ſtrabe at undgaae dem. Nledni
Ledningsdaemninger, ſom opfores paa lave Steder, for derover at lede Vandet, uden at lade det dale, ere ofte meget koſtbare og, anlagte uden ſtor For⸗ nedat ſigtighed, ligeledes farlige. Ved at lede Kanalen ad Omveie, kan man ofte und⸗ Foraar vœre dem, og, om Udgivterne derved end blive lige ſtore, er dette dog raadeligere. dg ſaal
S. 282. d d Forſkiellige Vandingen kan ivarkſettes paa tre forſtiellige Maader: dlodes Taudiage 1) Bed at ſeette Jorderne under Vand(Ueberſtauung).,
2) Ved Overrisling.
3) Ved Vandets Opdamning i Grovterne(Anſtauung). ſettei Under ſœregne Lokaliteter kunne alle tre Vandingsmaader vexelviis og vpereens⸗ fr. ſtemmende med Hiemedet anvendes⸗
—
———uEEE

en i Alwinde⸗ dt Vandings⸗ til Groptene d flyder oher
ſparſonmeli meer end det og Forvirring
ekasſer elle dige eller en rre, Studde
Vandlednin⸗ Nen da de let ke ſtor Skade,
erover at lede uden ſtor For⸗
man ofte und⸗ og raadeligere,
s og dhexeeni⸗
6. 333.
8B ö 4
Vanding.
§. 283.
Det Areal, der ſkal ſattes under Vand, bor ved Kunſt eller Natur paa Bed at ſette alle eller i det ringeſte paa tre Sider have hoie Bredder, for at det opdammede Forden Aahus
Vand kan indſkrankes til den beſtemte Plads.
Dette ſkeer undertiden, naar man neden for det Areal, der ſkal vandes, ved Hielp afen Sluſe ſtandſer og opdemmer Vandet, ſom derved nodes til at ud⸗ brede ſig til Siderne. Denne Vandingsmaade er ſielden ivarkſcettelig og ſtedſe ufuldkommen, da man derved ei kan beſtemme Vandmeengden, Vandingens Va⸗ righed, hvor hurtig Engen kan blive tsr— hvorpaa dog ſaa meget beroer— ofte ikke engang Vandingens Omfang og ved pludſeligt Vandſtyl ei hindre, at Vandet, af Sluſen indklemt i et ſnavrere Lsb, gaaer i Utide over Bredden og foraarſager ſkadelige Stromninger og Jordens Tildakning med Sand.
Derfor handler man langt bedre, naar man ſertter Jorden under Vand ved Hielp af en Tilledningskanal fra Fladen; kun herved opnaaes desuden den Fordeel, at kunne vande hoiere Arealer, der dog ikke kunne ligge over Fladens Vandſpeil paa det Sted, hvor Kanalen ledes derfra. Hurtig og fuldkommen Afledning fra hele Arealet bliver naſten kun herved mulig.
BVed at ſœtte Jorderne under Vand, nyder man nogle flere Fordele end ped at lade Vandet overrisle dem. Ved hiin Maade er det muligt Vinter og Foraar at benytte ſig af Vandlobet, der da er meeſt ſvangret af frugtbare Dele,
og ſaalcenge Omſtandighederne tillade det, at holde Arealet under Vand, hvor⸗
ped dette ſidſte fuldkommen afſœtter ſit nerende Dynd. Jordsmonnet giennem⸗ blodes ikke blot herved fuldkommen, men, er det ſvampigt, og har Aflob i Dy⸗
bet, ſaa ſammentrykkes og faſſtes det, ſom Erfaring larrer. Derimod kan denne Vandingsmaade kun Efteraar, Vinter og Foraar iverk⸗ ſettes; men bor ophore, ſaaſnart Vegetationen begynder og Varmen indtreef⸗ fer. Blot efter forſte Hoeſlet kan den i kort Tid atter anvendes. Vigtigheden af hurtigt at ffaffe Vandet Aflobog i rette Bieblik fuldkommen at udtorre Engen, ſtal udfsrligere omhandles i Engdyrknings⸗Leren. Derfor bor Afledningsrender og Grovter, henſigtsmasſigen indrettede, ſtage i Forhold til Vandmasſen, der ſtal

——ÿ—
174 Vanding.
ſtal afledes, at intet Sted ſkal blive moradſigt, og Vandet i ethvert Punkt hape tilſtrekkeligt Fald; thi kun derved tor man haabe fuldkommen at opnaae Vandingens ſtore Virkning. 1 §. 284.
Overrisling.. Da hiin Vandingsmaade ikke kan afveerge, at det om Vinteren vandede
Areal om Sommeren udtorres, ſaa er Overrislingsmethoden dog i det Hele langt fordeelagtigere, og iſer, naar Jordsmonnet i Folge Conſiſtents og Beliggenhed er meget udſat for Udtorring. Ogſaa Overrislingsvandet efterlader det meſte af ſine giodende Dele, iſer naar man flere Gange bruger det ſamme Vand til for⸗ ſtiellige Stykker, hvilket naſten blot ved denne Vandingsmaade bliver muligt. Men Hovedfordelen er, at man, naar man vil, kan ſkaffe Jordsmonnet og de derpaa voxende Planter Fugtighed i den Grad, ſom de netop behove. Over⸗ rislingen foretages ikke blot om Efteraar, Vinter og Foraar, at Jorden kan overdyndes, men ogſaa efterat Vegetationen er begyndt og Planterne fremvoxede. Den gientages ſaa ofte og ſaa lange ſom Veirliget, Jordsmonnet og Plantear⸗ ten gior den nodvendig. Undertiden lader man Vandet overrisle Engene Natten for man begynder at hugge, at Grasſet derved end meer kan forfriſkes. Efter hver heed og tor Dag vederqvages det om Natten ved Vanding, og erholder ſaa⸗ ledes Kraft til at drage den ſtorſte Fordeel af Dagens Hede, ſom paa uvandet Grund ſkader og fortorrer Alt. Kun ved ſaadan Vanding gior Landmanden Veir⸗ ligets og Klimatets ugunſtige Indflydelſe uvirkſom. Thi ligeſom de hede og torre Dages ſkadelige Indvirkning tilintetgiores, ſaaledes ogſaa de kolde Natters og Riimfroſtens Folger. Da Vandet er i uafladelig Bevagelſe, ſaa fremkommer ei derved, ſom ellers i varmt Veirligt, Forraadnelſe eller ſkadelige Uddunſtnin⸗ ger. Det Gras, der ved denne Fugtighed fremvoxer, er tienligt for ethvert Slags Qvagg, ſelv om der grasſes derpaa og Arealet naturligviis ſaalcenge lig⸗ ger tort, ſkiondt Qveget ellers letteligen bliver ſygt ved at ade de Planter, der voxe paa vaade Steder. Ved tilſtrekkeligen og med Opmarkſomhed at overrisle ſelv det ufrugtbareſte Sand, bringes dette til heieſte Frugtbarhed, og dette er endog ofte bedſt ſtikket til ſaaledes at vandes.
Det
frugth deholde ved Na lgeSo Pankei ſaaes fo bragtfr der ble des, ded Gubſan men bü lade he der do Diſſtra naa eet paa hvi anbring nalel m det bru⸗ endnu!
vertika underti
Pandin
ee ereer

thvert pukt ſen at opnaae
teeren vanded det Hele langt Wriggenhed n rdet meſte af Vand til for⸗ pliver muligt. nonnet og de hove. Over. at Jorden kan ne fremvorede. og Plantear⸗ Engene Natten riſtes. Efter gerholder ſaa⸗ n paa uvandet dmanden Veir⸗ hede og torre de Natters of aa fremkommer ige Uddunſtrin ligt fot ethrat is ſaalenge lh⸗ de Planter, de ahed at overrisle og dette er endog
Vanding. Det ufrugtbare Jordsmon beſvangres i Tidens Lœngde ved Overrisling med frugtbare Dele, og ſtedſe hurtigere i Forhold til den Mangde, ſom Vandet deraf in⸗ deholder. Har Vandet faa eller ingen frugtbare Dele, ſaa opnaaes Hiemedet, ene ved Naturens Hielp, kun langſomt. Efter Vandingen fremkommer da forſt forſkiel⸗ lige Sorter Mos, der forraadne, og ſaaledes, ſkiondt langſomt, danne den til andre Planters Fremvext fornodne Muld. Erfaring har lart, at ſelv Vand, ſom ikke an⸗ ſaaes for at vore af nogen Vardi, har paa det ufrugtbareſte Sand inden ti Aar frem⸗ bragt frodig Grœesvext, og, naar Overrislingen fortſattes, omdannet der til riig Eng, der blev hvert Aar bedre. Men Gronſvarsdannelſen og Grasverten kan paaſkyn⸗ des, ved at give Jorden nogen Giodning. Muldholdige og tsrvagtige, om endog ſure Subſtantſer, der nœrved paa lave Steder kunne udgraves, ere ofte tilſtrakkelige, men blive dog, ved Blanding med dyriſk Giodning, endnu virkſommere. Ved at lade Hornqvceg og Faar grasſe, eller ved at folde disſe ſidſte paa ſaadanne Enge, der dog forſt bor vore torre, ſerttes de hurtigere i Stand, end ved at hoſtes. Tilſtrekkelig Giodſkning, i Forening med Vanding og pasſende Saaening, kat paa eet Aar omdanne det ufrugtbareſte Sand til ypperlig Grasmark. §. 285.
Ved Overrislingen behoves en, ſaavidt muligt jœvn og lidet ſkraae Flade, Overr slings⸗ Indretning.
paa hvis hoieſte Linie Vandingsrenden, der fra Vandingsgrovten har Tilleb, bor anbringes, at Vandet derfra kan udgydes over den nedenliggende Flade. Pa⸗ rallel med denne lober paa det laveſte Sted Vandafledningsrenden, der modtager det brugte Vand, leder det til Afledningsgrovten eller udgyder det atter over en endnu lavere Flade og bliver altſaa Vandingsrende for denne.
Disſe Vandingsrender lobe enten parallel med Vandingsgrovten eller ſtode vertikal dertilk.(Jeg burde ſige, ſom ofteſt neeſten parallel eller vertikal; thl undertiden lobe de i ſtraae Retning, naar Jordsmonnet gior ſaadan nodvendigt).
Man bruger parallel lobende Render, naar Arealet danner en jeryn fra Vandingsgrovten dalende Flade; ſaatcdes ſou Fig. 2 Tab. VII viſer.
a er Vandingsgrevten.
b dens Inddigning.

Vanding.
oo to Indlobſteder. g da
dd den gverſte Vandingsrende. uaefen Vandet udgydes over Fladen I. ſtraae
ee den nederſte Vandingsrende, ſom modtager Vandet fra Fladen Iog Bugt
udgyder det over Fladen II. hver!
f Afledningsgravten, naar Vandet itke end een Gang ſkal adgghes over gen
en tredie Flade. de hei
ge Skillerum mellem Vandingsrenderne. dngsg
Jeg har allerede anmarket, at Vandingsrenderne ſielden kunne vare lag⸗ ſoppe
gere end 120 Alen, da de ellers letteligen ved Enden ſtoppes af Grars, og enhver vendic
maa folgelig have ſit Indlobſted. Dog bor man ikke meer end nodvendigt for⸗ bringe
oge Indlobene, der anbringes paa de hsieſte Steder. lehebe
— Fladen, der ſkal overrisles, bor ikke vare alt for bred; men hvor bred, Trealet kan ei nsiagtigen beſtemmes. Er Skrageningen nemlig ſtarkt dalende, ſaa bsr Breden vorre mindre, at det nedflydende Vand ei ſtal ſkicere Render i Jorden,
lobe blot i disſe og ikke ligelig fordeles. J Afſtand af 60 til 120 Alen bor di bl
Vandet modtages af gravede Render, fra disſe atter udgydes over en lavere lig⸗ fanm
gende Flade og ſaaledes fremdeles indtil den Flade, hvor det ei meer kan bruges. faenn
Vertikale Vandingsrender bruger man, hvor ingen naturlig Skraaening ete,
er forhaanden, eller hvor den Flade, der ſkal vandes, er fra Vandingsgrovten anden ujcyn, ſnart ſtigende, ſnart dalende. J forſte Tilfalde fit Vandet intet Aflob,
men kom letteligen til at ſtaae for hsit, og man maatte derfor, ved kunſtigen ſbotti
at. forhgie hver Flades Midte, ſoge at tilveiebringe Aflsb. ₰ Fig. 3 Tab. VII Ildele
lober Vandet fra Vandingsgrovten a i Vandingsrenderne bbbb, der fra Indlo⸗ nd
bet blive ſtedſe ſmallere mod Enden. Vandingoͤfladerne 1 1, II 11, III II, IV, ven. dannedes ved Anlagget, med Plov eller Spade, ſom lidet hoelvede Agre. Van⸗ det udgydes til begge Sider fra Renden paa deres Rygge, og modtages af Vand⸗
afleduingsrenderne ccog, der liig Agerrener ligge mellem Bedene, og fore Van⸗ felde
det til Afledningsg ravten d, der til et eller andet Sted har Aflob. gu
Har det Treal, der ſtal vandes, hiſt og her naturlige Forhoininger, ſaa ande
ledes lignende Vandrender til de hsieſte Steder, Alledningsrender til de laveſte, ir og
——EEEE

Fladen J. Fladen! 4p
dgydes oper
de date lan⸗ 3, og enhver vendigt for⸗
hvor brch de, ſaa bor der i Jorden, 20 Alen bor en lavere lig⸗ kan bruges. Skraaening ningsgrovten et intet Aflob, ved kunſtigen 9. 3 Tab. YI der fra Indlo⸗
Aͤͤ
Vanding.
og da vexle maaſkee paa ſamme Areal parallele Vandingsrender med vertikale, ſkraae eller endog krumme. Thi man nodes undertiden til mange Afvigelſer og Bugter, for at opnaae det Hiemeed, ſaavidt muligt tilſtrakkelig at vande en⸗ hver Plet, der ligger dybere end Vandingsgrovtens Speil, uden at Vandet i no⸗ gen Fordybning ſtandſes eller bliver ſtagende for lange. For at lede Vandet til de hoiere Steder, nsdes man ofte til at anbringe Indlobsſtederne hoiere i Van⸗ dingsgrsvtens Inddigning end man ellers fandt pasſende, eller i det ringeſte at ſtoppe de laveſte, for derved at hœve Vandingsgrovtens Speil. Det er ofte nod⸗ vendigt paa lave Steder at inddige Vandingsgrovterne, at Vandet derved kan bringes paa de hoiere liggende Steder. Jo jœvnere Arealet er, jo mindre Hielp behsves. Derfor er det raadeligt ved Anlagget, ſaavidt muligt at jœvne hele
Arealet, hvilket fuldkomment iderkſcettes ved Tilſkylling, hvorom i det Folgende.
§. 286.
Naar et Areal vandes ved Overrislen, ſaa er det ofteſt Tilfeldet, at man ei blot vexelviis, ſnart her, ſnart hiſt, men endog gientagne Gange og paa ſamme Tid kan bruge det ſamme Vand, ved umiddelbart, efterat det er afledet fra en Flade, at udgyde det over en anden. De Tilfeœlde, hvorunder ſaadant finder Sted, ere uendeligen mange og ſaa forſtiellige, at der maaſkee ikke trœffes to hin⸗ anden fuldkommen lige.*
Jeg vil imidlertid ved Figurer forklare nogle af de vaſentligſte Tilfalde, hvortil de fleſte andre kunne reduceres; dog bor jeg anmerke, at blot Vandlobet, aldeles ikke Grund⸗Dannelſen, betegnes ved disſe Figurer, thi Grovterne ere for Tydeligheds Skyld tegnede langt bredere end de i Forhold til hele Arealet burde
„II III, W, vere. Agre. Vmn§. 287. ages af Vand⸗. Ofte kan Vandet paa Skraaeningen af en Hei, eller ved Foden af en Bakke, En halende .:,.. Flades Van⸗ dg fore Van holdes i Hoiden og ledes omkring Hoien, naar den nedlobende Bak modtages af ding i flere
en Kanal. Herved beherſkes hele den dybere liggende Flade af Vandet og kan Afdelinger.
vandes. For at benytte alt Bakkens Vand, men dog vexelviis og Stykke for
hoininger, ſaa Stykke
til de laveſt⸗ Tredie Deel. 3 k

Vanding.
Stykke at vande og atter udtorre Engene, ere de deelte i ſex Afdelinger, Tab. VII, dings Fig. r. 1 Hovedgrovten b graves fra Bakken hen ad Hsien, ſaa langt Omſtandig⸗ hederne tillade, og i den Horizontallinie, hvori Vandet ſtaaer, naar det ved ſon d Sluſen a nodes til at forandre Lob. Den bringes i Forbindelſe med Grovten rsvt coc, der lober ned ad Bakken, og herfra graves fem med b parallele eller naſſten xftat! parallellsbende Grovter, der dele Vandingsfladen i ſer Dele. Disſe Afdelinger lukkes kunne efter Omſtandighederne, den ene efter den anden, vandes og udtorres, gatu eller paa eengang vandes ved at lukke alle Sluſer i Grovten a, ligeſom ſe gie de ſamtligen aabnes, naar hele Arealet ſtal udtorres, i hvilket Tilfalde lukkes Vandet, ſom Folge af det ſterre Fald, lober giennem Afledsgrovten dd atter 16, v til Bœkken. Hver enkelt Flade vandes, naar dens Sluſe lukkes, og den udtorres V Illedn ved atter at aabne den. Tilſcttes f. Ex. Sluſerne 1, 3, 5, ſaa vandes Fla⸗ Zak, derne I, III, Vog II, IV, VI ere tsrre. Lukkes derimod Sluſerne 2, 4, 6, Enger og de andre aabnes, ſaa vandes II, IV, VI. iivi Ved det her anforte Exempel ere Grovterne 2, 3, 4, 5 og 6 baade Til⸗ lednings⸗ og Afledningsgrovter, der modtage Vandet fra et hoiere liggende Eng⸗
ſtykke og, naar det ſtiger hoit, udgyde det over et lavere liggende Stykke; det for⸗ d der ſtaaer ſig, at de paa den laveſte Side ere inddigede, og at Vandet lober giennem liggen Indlobsaabninger. de, §. 288. ded at
Ofte, iſcer naar det hele Areal daler mindre, beheves dog ſeregne Afled⸗ royt ningsgrovter, der modtage Vandet fra en heiere og lede det til en lavere Flade; diled thi ellers kunde det hele ikke tilſtrekkeligen udtorres. di
Dette Tilfelde oplyſes ved Tab. VIII, Fig. 2. Grovten a, ſom faaer
Vand fra Hovedtilledningsgrsvten, vander Fladen I, naar Sluſen 1 lukkes.
Afledningsgrovten c modtager Vandet fra Fladen Log bortleder det, derſom Fla⸗ ſgarit den III ikke ſkal vandes, til x. Aabnes Sluſen 1 og Sluſen 2 lukkes, ſaa van⸗ V zar d des Fladen II ved b. Vandet bortledes fra denne ved p, der forer det til Van⸗ rine
dings⸗
——
——

t, Tabyl
Omſtandi⸗ naar det ded ned Grovten eller naſten e Afdelinger og udtortes, a, ligeſom et Tilfalde mdd atter den Adtorres vandes Fla⸗ ne2, 4,6
baade Tir⸗ ggende Eng⸗ kkez det for⸗ eber giennem
eregne Afleü⸗ lavere Flade;
a, ſom faet ſen 1 lukkes. „ dexſon dle⸗ kes, ſaa ban⸗ det til Van⸗
dings⸗
Vanding.
dingsgrsvten d, hvorfra Fladen IV vandes, naar Sluſen 3 lukkes. Vil man ikee mere benytte Vandet, ſaa lober det giennem r tilx og bort.
Anlggget kan ligeledes med forſkiellige Modificationer indrettes ſaaledes ſom Tab. IX viſer. Vandet kommer giennem Tilledningsgrevten a i Vandings⸗ grovten b. Opdemmes det deri ved Sluſen 1, ſaa vandes Fladen I, foran ved x fra vertikale og bag ved y fra parallele Render, og Vaadet flyder derfra i d. Lukkes Sluſen 2, ſaa flyder Vandet fra fi gog vander Fladen II, II. ped fra gat udgydes til begge Sider; hog i modtage det derfra og lede det fra den for⸗ ſte giennem c til k, der fra begge Sider vander Fladen III III, naar Sluſen 3 lukkes; i leder det modtagne Vand giennemm tiln, der, naar Sluſen 4 luk⸗ kes, ved Hielp af vertikale Render, vander Fladen IV. Her modtager den ſtore Afledningsgrovt o Vandet, og leder det, naar det ikke mere ſkal bruges til den Bak, hvorfra det udlob. Aabnes alle Sluſerne 1, 2, 3 og 4, ſaa udtorres Engen ſtrax og alt Vand lober bort giennem o, og i dette Tilfelde aabnes natur⸗ ligviis ogſaa den Stopſluſe, der indtvang Vandet i a.
§. 279.
Er Engenes Overflade ujcvn, ſaa maae Vandrendernes Retning— ſaavel de der tilfore, ſom bortlede Vandet— ſaare ofte forandres. Thi enhver hoiere liggende Plet, bor ſaavidt muligt, vandes ſterkere end de lavere liggende Ste⸗ der, og fra de laveſte bor iſcer ſorges for Aflsb. Man opnaaer dette ſom ofteſt
ved at lede Vandet i forſkiellige Retninger. Iſcer derfor verle Vandings⸗
grovter og Render ofte indbyrdes, lobe parallelle eller i ret og ſpids Vinkel med
Tilledningsgrovten, krumme og bugte ſig endog, overeensſtemmende med den Flade, der ſkal vandes. §. 290.
Ledes Vandet over et lavere, til et hoiere Sted, ſaa bor Vandledningen, ſaavidt hiint naaer, i Forhold til det hsiere Steds horizontale Linie, inddiges. For dog at kunne vande det lavere Sted anbringes Indlobsaabninger i Inddig⸗ ningen, men dog kun ſaa dybe og brede, ſom behoves for at kunne indlade det fornsodne Vand. Da det ved ſit Fald fra den inddigede Gropt letteligen gisr
4☛o
3 2 Ren⸗
Inddigninz med Ind⸗
lobsaabnin⸗ ger, naar
Vandet le⸗ des giennem lave Steder.

180 Vanding.
Render i Jorden, ſaa ber Indlobsaabningerne vare forſynede med Sluſer. Til kald.
Forklaring ſindes et Exempel paa Tab. X. groyn Fladen l ligger 2 Fod under Vandſpeilet, naar Sluſen i lukkes og Vandet
indledes fra Bœkken i Hovedgrovten a. naar Fladen II ligger ved Zifferet allerede 2 ½ Fod lavere og daler i den anden lober
Ende endnu meer.
Fladen III ligger 1 ½ Fod under Vandſpeilet. kunne — IV 8 Tommer derunder. dem: — VI Fodog 6 Tommer, og Fora — VI 2 Fod derunder. Hovedgrovten a, der i Bunden er horizontal, behover hoi Inddigning, hvor den gaaer over Fladen I; lavere, naar den kommer til Fladen III, men dog kan le paa begge Steder ſaa hoi Inddigning, at Vandet aldeles intet taber af den Hei⸗ forh de, ſom det ved Tillukning af Sluſen i faaer og hvori det tilfores Fladen IV. Ved Mft b er i Diget anbragt en Sluſe, hvorigiennem Vandet efter Behag kan udlades, naar Fladen II ſkal vandes. Men da denne Flade er ned ad lidet ſtraae, ſaa Gror overrisles den ved Hielp af parallele Render, der modtage Vandet fra den sver⸗ Bakke ſte Deel og udgyder det over den nederſte. Her modtages det af Grovten-, hvor⸗ tt lͤ fra det atter, giennem vertikale Render, fordeles over Fladen II. Fladen III vandes fra tre Grovter eller ſtore Render, der lobe vertikale ſege fra Hovedgrovten, naar nemlig disſes ſmaae Sluſer ode aabnes. Ved disſe let r Render deles den i fire lange ſmalle Flader. ul Fladen IV vandes, naar Sluſerne a og f, ſaavelſom bode enten aldeles 2) eller i det ringeſte ſaa meget lukkes, at Vandet endnu ſtaaer tilſtrakkeligen hoit i lgn Hovedgrovten. Sluſen g i Grovten p lukkes ligeledes. dertit Fladen V faaer noget af det Vand, ſom fra Fladen IV trakker i Grovten anla o, om Sluſen g end ikke aabnes. Men ſeal hiin Flade vandes ſterrkere og ene, dlade ſaa aabnes Sluſen g, hvorigiennem alt Vandet, naar Sluſen h tillukkes, lober io. ſunk Hiemedet med Grsvten pper egentlig, fuldkommen at udtorre Engen og foen tomme Hovedgrovten. Derfor er den tilſtrakkeligen dyb og med fornsdent Fald.
˖ͥ—ü EETECE

3 og Vandet
i den anden
nodigning, I, wen dog af den Hei⸗ den V. Ved kan udlades, ſtraae, ſaa a den ever⸗ dten x) hvor⸗
obe bertikale Vad disſe
enten aldeles
keligen heiti
eer i Grovten erkere og ent, kes, loler io. rre Engen og dd farnsdent Fald.
—
Vanding.
Fald. Aabnes begge dens Sluſer g og h, ſaa lober alt Vandet bort fra Hoved⸗ grovten.
Fladen VI, der ligger lavere og nœſten i Niveau med Fladen I, vandes, naar Sluſen f aabnes og de svrige foranliggende Sluſer lukkes; thi alt Vandet lober da, fordi den ligger lavt, dertil.
Figurerne viſe Groyterne ligelinede og retvinklede, hvilket ogſaa, naar de kunne vare ſaaledes, er det bedſte. Men Beliggenheden noder ofte til at give dem mange Bugter og forſkiellige Vinkeler. J Hovedſagen gior dette ingen Forandring.
§. 291.
Til Exempel paa, hvorledes man undgaaer de Hoider hvorpaa Vandet ikke undvigelſe aß kan ledes og fordeler det paa de lave Steder, der ligge mellem dem og under det Hoiderne.
forhoiede Vandſpeil, volger jeg her et Tilfelde, ſom jeg ihukommer og ſom Fig. XI fremſtiller.
Stykkerne 4, 5 og 14 vare allerede forhen vandede fra een ved o anlagt Grovt og Henſigten var, kun ligeledes at vande Stykkerne 1, 2 og 3, ved Bakken. Nibveelleringen viſte at Vandet oven for a kunde opdemmes heit nok til at ledes langt ind paa Marken og omkring en Hoide.
Man grov altſaa Hovedkanalen fra a til oog anlagde Sluſen b. Herved fik Vandet dobbelt Eurnus.— Saaledes kalder man Vandlobet, naar det ud⸗ ledt fra et Hovedpunkt udbredes umiddelbart over flere jœvnſides Flader.— Naar nemlig aog b lukkes, og C aabnes, ſaa flyder Vandet til Fladen 13 derfra til 2; dernaſt til 3, 4 0g 5, hvor det atter falder i Bakken, eller om de temme⸗ lig vaade Flader 5 og 4 faae for meget Vand, afledes det giennem o. Men un⸗ dertiden faaer 6, 7 og 8 noget Vand, der tildeles dem ved Hielp af den ved d anlagte Stopſluſe, og ovenfor 4 forenes dette med det gvrige Vand. Denne Flade vandes ved vertikalt udlobende Render; thi vare de parallele med Grovten, ſaa kunde Vandet ikke tilſtrœkkeligen fordeles paa denne Flade, der halder alt for meget mod Bakken.
Den
——ͤ

Vanding.
Den anden Vanding— Turnus— bag Heien, der naſten deler Fladen i eu Midten, ivarkſcttes, naar b aabnes og c lukkes. Da vandes eller udtorres ſer
Fladerne 9, 10, 11, 12, 13 og 14, efterſom de ſmaae Sluſer i Kommunikations⸗ 6 grsvterne lukkes eller aabnes. Da disſe ere temmelig javne og halde lidet fra 9
til 14, ſaa bruges de ſaavel til at aflede Vand fra den ovenliggende, ſom at Ven vande den nedenliggende Deel, og Vandet udgydes jevnt af parallele Render; nc kun med Undtagelſe af enkelte hoiere Steder, hvorhen det ved Inddigning og ſerr⸗
ſtkildte Render kan tvinges.
Er Vandlobet ſtarkt, ſaa kan det Hele paa eengang vandes; men ellers iLen blot een Turnus efter den anden. Naar alle Sluſer aabnes, ſaa torres Alt hur⸗ V is tigen. V do fih
1AK§. 292. ſigt on Lendtts d Diaen tredie Vandingsmaade, ved nemlig at opdamme Vandet i Grovterne, Mg Srovterne. uden i Almindelighed at lade det flyde over, er iſcer anvendelig paa torvagtig ſed og ſvampet Grund, naar den forſt er vel udgraven. Saameget dette Jords⸗ ſield mon end tranger til Vandafledning, ſaa let og ſaa ſtarkt udtsrres det dog i tort Inmae Veirlig, iſcr dets Overflade, at Planterne visne. Da er det ſaare gavnligt, nan d at tillede Vand og ved at ſtoppe Hovedafledningsgrovterne, at opdamme det til⸗ degd ſtrekkeligen hoit i Grovterne, 2 til 3 Tommer under Overfladen. Man lader Pand Vandet blive ſtaaende i Grovterne, indtil det ſvampede Jordsmon har indſuget hertil nok deraf og indtil Planterne derved ere forfriſkede; da bortſkaffes det hurtigen ved. ie, at ſtoppe Tillednings⸗ og aabne Afledningsgrovterne. Det er naturligt, at Virk⸗ ning ei kan vare betydelig, uden paa Jordsmon, der er ſaa loſt og ſpampet, at 3 det fra Siden kan indſuge Vandet. §. 293. 3 V
Dog har man ogſaa, ved hoi og omhyggelig Kultur, paa faſt Grund op⸗ V daemmet Vandet i Grovterne, for derfra, med Skuffer at oſe det over Sadagrene V dmſt og efter Behag forfriſke dem. Dette er iſer brugeligt i de varmere og torrere fer Klimater. Arbeiderne ſtaae midt i Grovten og kaſte det tillobende Vand med d
Skuf⸗
—
——— 5 3 K* Nere E

ler Fladeni er udtorre unikations⸗ lidet fta de, ſom at le Render; ag og ſer⸗
men ellers es Alt hur⸗
Grovterne, a torvagtig dette Jords⸗ t dog i tott egavnligt, ume det til⸗ Man lader ar indſuget zuttigen ved gt, at Virk⸗ ſvampet, at
ſ Grund oh⸗ er Sadagrene re og totrere
Vand mäd
Skuf⸗
—.
Vanding. 183
Skuffer til Hoire og Venſtre og vander ſaaledes hurtigt og javnt de nerme ſte Agre. See Simondes toßaniſche Landwirthſchaft.
Med denne Vandingsmaade kan ogſaa ofte forenes, at ſœrtte Engene under Vand; naar blot dette, ved at aabne de tilledende Grovter og lukke de afledende, kan opdammes tilſtrakkeligen hoit.
§. 294.
Saavel Vanding, ſom Vandafledning ivarkſcettes ofte ved Maſkiner, der Vanding ved i Konſtruktion ligne hverandre. Man bruger fornemmelig Gſehiul, der drives Heerinees af Floden. Vandet ledes ſedvanligen ved Render i Tilledningsgrovten og udgy⸗ des fra disſe ved Indlsbsaabninger og Render over Engen. Saa henſigtsmees⸗ ſigt og kunſtigt ſaadanne Indretninger end paa mange Steder ere anbragte, er An⸗ laʒgget og Vedligeholdelſen deraf dog langt koſtharere, end blotte Grovter; thi ſelv den virkſomſte Maſkine er blot tilſtrakkeligt til et lidet Areal. Man finder ſielden ſaadan Beliggenhed, at man, ved tilbsrligen at fange Vandet og opdam⸗ mede det i derfra ledte Grovter, ei med mindre Udgivter kunde udrette mere; men det er oftere Tilfeldet at Andres Rettigheder blot gior hiin Vanding mulig. Jeg veed ikke om Belier hydraulique og andre nyeopfundne Maſkiner, hvorved Vandet loftes, ere brugte ved Vandingsanleg. J England har man endog hertil foreſlaaet Dampmaſkiner; men om de virkelig ere anvendte dertil, veed jeg ikke, endſkiondt det i enkelte Tilfœlde ſynes mig troligt.
Jords Nedſkylling eller Anlgeg af tilſkyllede Enge.
§. 295-
Man finder vel i nogle Egne Exempel paa dette vigtige og under mange Er hidindtit Omſtandigheder uſkatterlige Foretagende. Saaledes kaſtes, f. Ex. i Schweiz, bud idet e efter Bernhard, undertiden Jord i det fra Biergene nedſtrommende Vand, at Breniſte be den, nedſkyllet i Dalene, kan der afſœtttes og forhoie de lave Steder, ſaa meget kiendt. ſom beheves. Saadan Tilſlylling er i ſtorre Omfang iverkſat i det Toſtaniſte;
be⸗

Vanding.
betydelige Moradſer derved opfyldte, og, efter Simondes Beſtrivelſe i hans to⸗ ſkaniſche Landwirthſchaft, S. 7⸗10, forvandlede til frugtbare Sletter.
Wen dette Foretagende er hidindtil blot i de lyneborgſte og bremiſke Sand⸗ og Hedeegne ivarkſat i det Store og under disſe Landes forrige Velſtand udbredte det ſig der i ſaa kort Tid og ſaa ſtarkt, at enhver Bonde, ſom dertil havde Lei⸗ lighed, ikke frygtede for Udlagget, men uden at betanke ſig, lagde Haand paa Varket. Dette lettedes ham derved, at et Selſkab, der for Enges Tilſkylling havde dannet ſig, drog fra Sted til andet og udforte Arbeidet, for en, i Forhold til Arealets Storrelſe og Beſkaffenhed, forud beſtemte Betaling. Dette Sel⸗ ſkabs Forſtandere havde ved megen Svelſe erhvervet ſig ſaa rigtigt Oiemaal, at de uden andre Inſtrumenter, end Retholt og Vaterpas, ſom ofteſt fuldkommen rigtigt fuldendte Anlagget og forſtode nsiagtigen at vurdere det dermed forbundne Arbeide og dets Moiſommeligheder.
Denne Gienſtand er hidindtil ene beſkrevet af min nu hedenfarne Ven, J. F. Meyer i et Prisſtrift: Ueber die Anlage der Bewaͤſſerungswieſen, beſonders derjenigen, welche durch Schwemmen hervorgebracht werden, og findes i Annalen der niederfaͤchſiſchen Landwirthſchaft, anden Aargangs tredie Hefte; Beſkrivelſen er dog ei ſaa tydelig, at den, der ikke ſelv kiender Foretagendet kan derved faae klart Begreb derom.
§. 296.
Dens Begreb. Det hele Foretagende beſtaaer deri, at man fra en Hoide, der omgiver en
Floddal, ved Hielp af Vand fra et endnu hoiere Sted, nedſkyller Jord til Da⸗ lens laveſte ofte moradſige Steder, og ved at nedſtkylle Bakken og fylde Dalen, danner en jœvn og lidet efter lidet dalende Flade, ſom i Fremtiden kan fra Hoi⸗ den overrisles fra den ved Nedſkyllingen fremkomne og med Bredder forſynede Grovt. Overrislingen ivarkſœttes da, ſaameget lettere og fuldſtendigere, ſom der ved Nedſkyllingen og Jordens naturlige Fordeling af Vandet, dannes en ſaa jgvn, meer eller mindre haldende Flade, ſom ingen Arbeider er i Stand til.
9
4
§. 10
.
Fecki

i hans ke⸗ er. niſte Sand⸗ ind udbredte hadde Li⸗ Haand paa Tilſtylling „i Fathold Dette Sel⸗ iemaal, at uldkommen d fordundne
Ven, J.F. , beſonderd og findes tredie Hefte; etagendet kan
womgiver en Jord til da⸗ fylde Dalen, kan fra Hoi⸗ der forſyntde endigert, ſn dannez i ſ
stand fil.
— 9. 197
1——
Enges Tilſkylling.
§. 297.
Jeg ſkal forſoge ſaa tydeligt at beſkrive dette Foretagende, ſom det ved Beſtrivelſe Ord og nogle Figurers Hielp er mig muligt; men ved en eneſte Gang at ſee det retagende.
ivœrkſat, faaer man langt tydeligere Begreb derom, end jeg ved en Beſkrivelſe kan give. Imidlertid ſkal jeg herved gisre opmerkſom paà Omſtandigheder,
ſom, om man end ſeer det ivœrkſat, letteligen blive ubemerkedbe.
§. 298. Tilledningsgrsvten fores fra en Flod, eller, hvilket ofte er Tilfeldet, fra
en Soe, og med mindſt muligt Fald, i det hoieſte en Tomme paa 120 Alen, til
det Punkt paa Bakken, hvor tilſtrekkeligt Fald gior Nedſtyllingen mulig. Fal⸗ det bor fra Grovtens Bund indtil det lave Sted, hvorhen man vil ſkylle, efter
Middeltal vœre omtrent een Tomme paa 6 Alen eller a3a, naar Grevtens Bund
er 2 Fod bred og Vandhoiden 1 ¾ Fod. Ved ſterkere Proſil kan Faldet veere mindre. Dog ſkader det ikke, men tvertimod fremmer Arbeidet, om Faldet er ſtorre. Men herved kommer Jordsmonnet ogſaa i Betragtning, og naar det er leeret og tungt at bortſkylle, ſaa bor Faldet vere ſtorre end ved det lettere Sand. Men det mindre Fald, hvormed man undertiden i Begyndelſen maa veere tilfreds, kan nogenlunde erſtattes ved flere Arbeidere, der tilkaſte hverandre og bortſtode den Jord, der ſkal nedſtylles.
Har man forlanget Tilledningsgrovten til det Punkt paa Hoiden, hvorfra man vil nedſkylle Jord, ſaa udgraves Jordsmonnet i horizontal Linie med Grovt⸗ bunden imod Dalen, indtil denne Linie lober ſammen med Overfladen. Paa Tab. V Fig. 3 er a Tilledningsgrevten, der gaaer ind i Bakken indtil b. Her er fra Grovtens Bund til Dybden O ved en Afſtand af 150 Alen 2 Fod Fald til⸗ ligemed 11 Fod Vandheide. Fra Punktet b graves en Rende, ſom kan verre ſmal, giennem Bakken fra c til d, og forlanges, indtil Bundens horizontale Li⸗ nie med lidet Fald, nager Jordens Overflade. Det tilledte Vand ſtyrter her⸗ igiennem, og baner ſig i Begundelſen ſelv en bredere Vei, ſom man ved Folk, forſynede med dertil pasſende Redſkaber, blot behover at befrie for den nedſtyr⸗
tende Jord. Det, ſom er udgravet af Renden, kaſtes forſt i Bandet, og der⸗
Tredie Deel. Y a neſt
„V

„Enges Tilſkylling.
neeſt losrives Jord i Linien fra etil f, for ſaavidt Vandet ikke ſelv gior dette. Den ſtorſte Deel af denne Jord bortſkylles af Vandet, og Arbeiderne, tat ved Vandlsbet, forſynede med pasſende Redſkaber, bidrage end mere hertil. En anden Deel af den fra 6f losrevne Jord drages til Linien cd, at en nye Bank, omtrent 3 Tommer over Vandingsgrovtens Bund og med ringe Fald nedad, kan dannes. Denne Bank jervnes neften af ſig ſelv og den lige, lidet dalende Flade danner Vandſtrommen. Er Lobet bredt nok, ſaa begynder man ved c at dige langs med Grovten, i det man kaſter Jord fra e derover og ſaaledes tvinger Vandlobet mere til e f. Da Vandet altſaa ſtrommer ſtedſe mere til denne Side, ſaa ledes Vandlobet fra e til g, fra k til h; Inddigningen fuldfores fra ctil e og Vandſtrommen, ſom forſt lob mellem ed og ef, gaaer nu mellem ge og hf. Dog maae man ikke foreſtille ſig, at Afſctninger af beſtemt Brede dannes; Vand⸗ ſtrommen ſkicerer tvertimod uafladeligt og langſomt ind i Bakken, og i ſamme For⸗ hold ſom den fra Siden ed indſtrœnkes ved den opkaſtede Düetatn„ udvides den igien til den modſatte Side. Grovten forlenges i Almindelighed ikke ved Gravning, men dannes af ſig ſelv ved Skyllingen og de tilkaſtede Bredder, der maae verre ſaa ſtœrke, at det indklemte Vand ikke giennembryder dem. Saaledes trœnger da Vandſtrommen uafladeligen dybere ind i Bakken og danner fra det hoieſte til det laveſte Punkt en uafbrudt jœvn og dalende Flade. Ved Skyllingen maae en Deel Arbeidere med Spader losſtikke Jorden paa den Side, hvorhen Vandlobet tranger, og kaſte den i Vandet. En anden Deel ſtaaer i Vandlobet eller paa den nyedannede Overflade, forſynede med Hakker eller Deslige, hvormed de ſtrax ſonderſlaae og bortſkaffe ſaavel hver Jordklump, ſom drage en Deel Jord til den sverſte Deel af Vandlobet— thi forneden behoves det ikke— at ei for megen Jord ſkal bortrives af Vandet. De maae forde⸗ les langs med Vandlobet. Dog bor sverſt, hvor mere Jord ſkal bortſtylles, vere flere, end langer nede, hvor det nye Jordlag dannes af ſig ſelv. Man bor iſcrr sverſt ved Vandlsbet have en raſk og opmerkſom Karl, der her losri⸗ ver en tilſtrekkelig Mangde Jord og ſkaffer Vandlobet den rette Dybde. JDalen,
hvor
fror Irbei
Ytbei deeko beidet n meg
ſaffer ls, nden nete.
loöbet entte
beſtem ſylde: ved d fylle let ma werfle manr lobet viis faa b den G ſylle dan dderfe
NN ECEEN

gior ditte , tet va artil. En wye Bani, edad, kan nde Flade dat dige de tvinger eenne Side, fta o tile ge og hf. 18; Vand⸗ ſamme For⸗ udvides den
unnes af ſi ke, at det
iBakken og de Flade.
Jorden paa anden Deul Hakker eller dlump, ſon eeden behoves mage forde⸗ al bortfkylls, ſely. Ran det het losi da. IDalen, hvor
——————
Enges Tilſkylling⸗
hvor Jorden ei ſkal afſtikkes, men tvertimod forblive, behoves aldeles ingen Arbeidere; thi Vandet fordeler den fuldkommen. 1
Er Jordsmonnet loſt, Vandlobet ſteœrkt og Faldet ſtort, ſaa behsves fœrre Arbeidere, og dog udrettes meer end i modſat Tilfglde, d. e. Arbeidet er da min⸗ dre koſtbart. Men da behsver man dog paa een Gang flere Arbeidere; thi Ar⸗ beidet gaaer ſaa meget deſto hurtigere, fordi Vandet har Kraft til at bortſkylle en meget ſtor Jordmasſe..
Vandlobets Brede bor rette ſig efter Vandets Magt og Jordsmonnets Be⸗, ſkaffenhed. Strommer Vandet ſterkt og er Jorden meget ſkikket til at bortſkyl⸗ les, ſaa kan Vandſtrommen verre 10 til 12 Fod bred, thi Jorden folger dog
uden Vanſkelighed med Vandet, og afſcttes da uden anden Hielp bedre og jœv⸗
nere. Men er Vandlobet ſvagt, og gior Jorden mere Modſtand, ſaa ber Vand⸗ lsbet gisres ſmallere, 4 til 5 Fod bredt, at dets Kraft derved end mere kon⸗
centreres. §. 299.
Retningen og Dybden, hvori man ved at ſkylle bor trenge ind i Bakken, beſtemmes, neſt efter Faldet, af den Jordmasſe ſom beheves, til ſaaledes at fylde Dybden, at en jevn, lidet haœldende Flade, ſkikket til at overrisles, der⸗ ved dannes. Traengte man for langt og dybt ind i Bakken, ſaa fik den ned⸗ ſkyllede Jord ikke Plads, og Vandet opdœmmedes af Mangel paa Fald. Skyl⸗ ler man, ſom ofteſt er Tilfœldet, ned imod en Flod, ſaa befries man fra den overflsdige Jord, ved at udſkylle den i Floden, der bortforer den. Men da bor man veere ſikker paa, at man ei tildekker noget Sted med Sand, ſtopper Vand⸗ lobet til en Molle eller udfylder en Dam. Naar dette er muligt, bor naturlig⸗
viis aldeles ingen Jord komme i Floden, og ſkal dens Lob forblive uforandret, ſaa bor dens Bredder inddiges, og Faſchiner, der tillade Vandet, men ikke Jor⸗
den Giennemgang, lagges langs dermed. Ofte er det henſigtsmasſigt at til⸗ ſkylle det gamle Flodlob og i dets Sted at grave en nye og lige Kanal. J ſaa Fald omgives Floden med ſterke Giarder, der hindre Jorden fra at udbrede ſig
udenfor Anlagget.
A a 2 Saa⸗
Derved bor
iagttages.

Enges Tilſkylling.
Saa megen Jord, ſom behoves for ttkxa eelieen at forhsie Dybderne, dor ife dog heller ikke fattes.— ndo For noiagtigen at beſtemme Jordmangden, burde man altſaa optage Bak⸗ kens og Dalens Profil paa ethvert Sted og beregne, om hiin ſtod i Forhold til tlet denne. Men da Hoide og Brede ſaa ofte forandres, ſaa kunde dette i Praxis 360 neppe udfores, og man nodes derfor til meeſt at forlade ſig paa Hiemaalet. Her⸗ tiree til kommer endnu, at man ei altid kan vare vis paa, at lige ſaa megen Jord zarde afſcttes, ſom tilſtylles; thi de leerede og dyndede Dele flyde uſtandſeligen bort ober, med Vandet. Da man et Sted nedeſtyllede et leeret og mergelagtigt Jordsmon, afſto ſaa ſvommede det— unagtet man havde anlagt flere Indgicerdninger og Vandet 9g ſe tob jœvnt og fladt over Jordsmonnet— i ſaa ſtor Mangde en Mill bort, at Bak⸗ Foh, kes Bredder i denne Afſtand vare aldeles dakkede af Dynd. Af ſaadant Jords⸗ trowe mon fyldes altſaa Dybden langt mindre, end man kunde vente. Naar Jorden end⸗ forſ videre, ſom ofte er Tilfaldet, ſkal afſeettes paa torvagtig og ſvampig Grund, Dett ſaa ſynker denne, efter at den er udgravet, ved Trykket af den tilſkyllede Jord blibe ſaameget mere, og derved fremkommer Ujœvnhed, om Fladen end forhen var fuld⸗ rin kommen jœvn. Endelig kan ogſaa en betydelig Masſe ſtore Stene, ſom man ofte nzedver finder i Bakkerne, og ſom bor bortſtaffes, giere Beregningen over den Jord äller der kan bortſkylles, ſaare uſikker. pnch Dog kan man ſtedſe finde paa Raad, naar man meerkern at den tilſkyllede Jord enten ei er tilſtrekkelig til at udfylde Dybden eller ei kan faae Plads. J ti at forſte Tilfeelde giver man Udlobet, der i Almindelighed bor lobe perpendikulairt dehe fra Grovten, ſtraae Retning tilbage, og driver Jorden ved Vandſtrommen der⸗ nern hen, hvor den fattes. det andet Tilfeelde retter man Udlebet fremad, hen⸗ ifn imod den endnu ikke udfyldte Flade. Bliver da Profilen af den Bakke, der ſkal adg nedſtylles og Dalen der ſkal fyldes, hinanden liig, ſaa bor man, om man mang⸗ Her ler Jord, traenge laengere ind i Bakken, for derved at faae ſaameget ſtorre Jord⸗ Jgre masſe, og hvor man har for megen Jord rykke lœnger ud med Vandlsbet, for erſat at kunne nedſkylle mindre deraf. Herved faaer dog Vandlabet Bugter, hvilket umn ie
man ellers ſtraber at undgage. J dette Tilfalde nades man til at offre Fordelen⸗
af
Mkkeffccent

ybdern ier
optage Bai⸗ i Forhold t ſette i Prari⸗ naalet, Hu⸗ a negen Jord ndſeligen bort gt Jordoman, er og Vandet ort, at Bak⸗ dant Jodds⸗ ar Jorden end⸗ ampig Grund, ilſtyllede Jord rhen var fuld⸗ ſon man ofte dver den Jotd
t den tiſſylhde aat Nlnd. 8 perpenditüdit ndſtronnen de⸗ t frenad, hen⸗ Bakke, der ſal om man mat⸗ egtt ſtnn on⸗ Vandläbt,, fe Brgter, hwilet
at offte Fordeln 4
Enges Tilſkylling.
af et lige Vandingsleb og deraf folgende Vandingsgrevt, for ei at forfeile Ho⸗ vedoiemedet, en jcrvn og ſkraae Flade. S
Er Jordsmonnet ſandet og ſkiort, ſaa foraarſager den ſtorre Jordmasſe eller ſtorre Hoide, hvorfra den ſkal nedſkylles, ingen Vanſkelighed; uncggtelig fors⸗ ges derved Arbeidet, men dette ſtaaer da i gunſtigt Forhold til det, ſom derved frem⸗ virkes; nemlig Opfyldingen af en betydelig Dybde. Har man blot Plads nok til Jorden og tilſtrakkeligt Vandlob, ſaa kan en Bakke, der er 20 Fod hoi og der⸗ over, bortſkylles. Kun naar Jordsmonnet er ſeit, leeret og Stik for Stik ſtal afſtodes og loshugges, bliver Arbeidet moiſommeligt. Er Bakken betydelig hoi og ſandet, ſaa ſtyrter den letteligen ned, naar Vandſtrommen lober ved dens Fod, og man bor da vare forſigtig. Vandlobet boer holdes bredt og Hoved⸗ ſtrommen i Begyndelſen ikke ledes alt for tœt til Jordens Vag⸗ Man kaſter da forſt den overſte Jord i Bandlobet og holder ſiden Vaggen ſkraae, aldrig ſteil. Dette er ogſaa nodvendigt, i Henſeende til den Vag, der bag Vandgrovten ſtal blive ſtaaende; den bor, ved fra oven at nedkaſtes, gives en meget ſtraae Dos⸗ ſering, at den ikke ved at ſtyrte ud ſkal fylde Grovten. Det er i Fremtiden ofte nodvendigt at inddige denne Grsvts bagerſte Side, at det Vand, der ved Tillob eller Regnſkyl nedſtrommer, ikke ſkal nedrive dens Bred; Diget bor ligeledes for⸗ ſynes med Indlobsaabninger, hvorigiennem Vandet kan bortlobe.
Er Bakken, ſom ſkal bortſkylles, bevoxet med Traxer, ſaa behove de ei at opryddes. Deres blottede Rodder lssrives eller afhugges, om det behsves, under Skyllingen, og har Vandet tilſtrakkelig Kraft, ſaa drives Stam⸗ merne ned i Dalen og tilhylles med Jord. Dette ſamme er Tilfeldet med Stene af maadelig Storrelſe, naar Faldet er ſteerkt nok. Kun meget ſtore Stene bor udgraves og nedrulles i Dalen eller for det forſte lagges paa den afſtyllede Flade. Herved foroges Arbeidet, men dog ikke ſaameget, ſom naar Stene opbrakkes af Agrene, thi da Vandet bortſtyller Jorden, ſaa blive de loſe og udakkede. De erſtatte i Almindelighed ved deres Vard rigeligen det forsgede Arbeide. Naar man et Sted kommer dybere end Jordsmonnet ſkulde afſkylles, ſaa behover man
ikke at bekymre ſig derom, thi Vandet afſcetter Jorden ſaa jœvn og flad, ſom Men⸗
—

Enges Tilſkylling.
Menneſkehander aldrig kunne gisre det. Kun naar Vandet undertiden formedelſt Modſtand tager urigtigt Lob, hindres dette ved Faſchiner, ſom derfor ſtedſe ber ogre ved Haanden.
F§. Z00.
Aflednings⸗ Ved at demme med Faſchiner, holdes det gamle Flodlob aabent, naar det nemlig ſkal vedblive at tiene til Vandafledning, eller man ſkaber, ved et af
grsvtens Dannelſe.
Faſchiner flettet Gierde, ſom i lige Linie reiſes paa det dybeſte Sted, en nye Ka⸗ nal, hvortil Jorden ſlutter ſig og danner dens Bredder. Siden bor den natur⸗ ligviis udgraves og renſes.
Men ofteſt, og iſar, naar blot fra een Side tilſtylles, er det raadeligſt, i Forveien at grave den nye Afledningsgrovt, hvis Bredder dog bor veere hoiere end den gamle Flade, lige ſom dens Bund bor ligge dybere.
§. 301.
Tilſkyllings⸗ Frem for alt bor Opmarkſomheden ved dette Foretagende rettes derpaa, at
deneehe Ni⸗ Afſkyllingen for oven— thi for neden ſkeer det af ſig ſelyv— og Bunden af den ved Skyllingen dannede Grovt ere i fuldkommen horizontal Linie eller i naſten dodt Niveau; thi ellers kan Vandet, ikke uden mange Vanſkeligheder, ved Van⸗ ding i Fremtiden, jevnt fordeles. Men har man iagttaget dette, ſaa behove Aabningerne giennem Tilſkyllingsgrovtens Inddigning blot at vare lige dybe og bekledte med Gronſveer, for javnt at indlade Vandet, der giennem de med Grov⸗ ten parallele Render, udgydes over hele Fladen.
Blot naar Tilſkyllingsgrovten er meget lang og hele Engen, ſkiondt ikke paa een Gang, men vexelviis, ſkal vandes fra een Grovt, gior man flere Af⸗ ſetninger og lader Vandet falde en halv Fod i Grovten og endog over hele Area⸗ let, hvor en nye Vandingsafſctning ſkal begynde. Her anbringes da en liden Sluſe i Vandingsgrovten. Lukkes den, ſaa opdammes Vandet i den forſte og hsiere liggende Deel af Grovten og vander den narmeſte Flade. Aabnes Sluſen derimod, ſaa flyder Vandet til den lavere liggende Deel og ſtaaer i den sverſte ſaa lavt, at det ikke kan lobe giennem Udlobsaabningerne. Altſaa vandes den anden noget lavere liggende Dele af Engen, og ſaa fremdeles den tredie, fierde
o. ſ. v.
let a
b ſtra⸗
Tod mode
paa

en formaͤelſt or ſtedſe bor
bent, naar „ved et af en nye Ka⸗ den natur⸗
aadeligſt, i vœre hoiere
z derpaa, at nden af den ler i naſten „ved Van⸗ ſaa behove ige dybe og med Grov⸗
ſtindt ikke m flere Af⸗ hele Area⸗ da en liden den forſtech bnes Sluſen den everſte vandes den redie, feede 0. ſ.v.
„. ſ. v.
ler anden Side.
Enges Tilſkylling.
Dalen, der i Almindelighed ſtedſe bliver dybere, gior dette ſom ofteſt
muligt, uden at man ved Skyllingen miſter Fald. Hvormeget den vexlende Van⸗
ding herved i Fremtiden lettes, er af ſig ſelv indlyſende, thi i ſaa Fald behoves
paa en betydelig Strakning blot, at en Sluſe lukkes eller aabnes, hvorimod el⸗
lers alle Indlobsaabninger ſtulde lukkes eller aabnes, efterſom en Deel af Engen
ſkulde udtorres eller vandes. §. 302.
Da en Floddal i Almindelighed er indſluttet af Hoider paa begge Sider, Lilſkyling
a) on der er tilſtrœkkeligt Vand til paa begge Sider varigt og ſelv i den tsrreſte Aarstid tilſtrœkkeligen at vande. b) om Dalen paa begge Sider af Midten er bred nok, for ved det erhver⸗
vede Areal at kunne tilſtrakkelig betale Anlagget.
c) eller om Dalen er ſaa bred, at den ikke fra een Side kan overſtylles,
thi 240 Alen er omtrent den ſtorſte Brede, hvori dette kan ivarkſattes.
d) om Jordsmonnet paa begge Sider er lige tienligt til Skylling.
Skal denne ſkee fra to Sider, ſaa graves to Tilledningsgrovter i lige Hoi⸗ de, hvoraf enhver forſynes med en Sluſe, at Vandet kan treenges til den ene el⸗ Men een Afledningsgrovt pleier i Almindelighed at verre til⸗ ſtrœkkelig, og denne faaer da Plads enten midt i Dalen, eller hvor den er laveſt. Ved Skylling fra een Side lœgges Afledsgrovten, ſaa langt muligt over til den modſatte Side, men dog ſaaledes at dens Bred ligger dybere end det dybeſte Sted paa den Flade, der ſkal tilſkylles. 1 10 1
§. 303.
Ved vidtſtrakte Anleeg er det ei altid muligt eller nodvendigt, at tilſkylle Alt. Man traffer ofte et Sted, der uden at veere tilſtyllet, aldeles beherſtes af Vandet, at Naturen har faaet den til Vanding nodvendige ſkraae og jœvne Flade. Her behoves blot Inddigning paa en eller begge Sider i den Retning Vandings⸗
grov⸗
2
fra en eller to ſaa er Sporgsmaalet ofte, om man ſkal tilſkylle blot fra den ene eller fra begge Sider.
Sider. Kun Lokaliteterne beſtemme dette og da disſe ere mangfoldige, ſaa kan herfor blot gives faa Regler. 3
Grovtens Anleeg uden Skylling.

192 Enges Tilſkylling.
grovten ſkal have, at Vandet kan holdes i den Heide, hvortil det ved Opdam⸗ ning er havet.
Undertiden moder man derimob Hoider, hvis Jordsmon ei er ſkikket til Hül Bortſkylling eller hvortil man i Dalen ikke har Plads. Grovten bor da, hori⸗ Nen zontal i Bunden, graves derigiennem, eller om Bakken er for hoi, rundt om br dens Fod. lot, H. 304. eiſ Senſees Arbeide og Omkoſtninger ved ſaadant Anlœg, kan i Forhold til Arealets Almindelig⸗ Storrelſe ei engang omtrent eller efter almindeligt Middeltal anſlaaes; thi den bberd be ine 3e Forſkiel, ſom locale Omſtandigheder gior, er alt for ſtor. Man har giort An⸗ ſon lag af dette Slags, hvorved en Tonde Land neppe koſtede 10 Rbd. og andre, tanden hvorved Udgivten ſteeg til vo Rbd. Den ſtore Forſkiel hidrorer egentlig fra lettes folgende Omſtendigheder: wege a) Jen bred Flod er Udgivten ved en Hovedſluſe ſtedſe betydelig, og Slu⸗ ſen ſkal anlœgges hvad enten Anlegget er 20 eller 200 Tonder Land ſtort, men Tiſſt for hver enkelt Tende Land gier dette altſaa ſtor Forſkiel. heider b) Ligedan forholder det ſig med Tilledningsgrovten, der ofte i temmelig en en Laengde ſkal graves giennem betydelig Hoider, hvorved den bliver meget koſtbar. ſogt o) Dernaſt har Vandmangden og Faldet megen Indflydelſe. Jo ſtorre V Over disſe ere, deſto mindre bliver det Arbeide, der paa lige Areal ſkal anvendes. V nere. Ved Tilſkyllingens Begyndelſe er Faldet i Almindelighed ringe, og Jor⸗ V wlige dens Neddrivning fordrer derfor meer Haandarbeide. Naar Arbeidet ſkrider frem V Sand og Faldet mellem Tilſkyllings⸗ og Afledningsgrovten i Almindelighed foroges;— dl thi Flodlobet har ſtedſe Fald— bliver Arbeidet meget lettere og med mindre Hielp bsn udrettes, ved Vandets forsgede Kraft, lige meget. Man kan da treenge dybere nig i Bakken og ſkylle i ſtorre Brede. Det forſte Stykke er neſten altid det koſt⸗ bareſte. Gror d) Jordarken gior ligeledes ſtor Forſkiel i Udgivterne; thi et ſandet Jords⸗ b mon behover neppe en Trediedeel af de Arbeidere, ſom ved et leeret Jordsmon ere dn, nodvendige, for at bortſkylle en lige Jordmasſe. ee e) Om⸗ b
eRereTGCceen

er ſtikket zil or da, hoii „ rundt on
til Arealets aes; thi den ar giort An⸗ 6 og andre, egentlig ſta
lig, og Elu⸗ ſtort, men
i temmelig
t koſtbar. Jo ſtorre
vendes.
e, og Jor⸗
ſtrider fren
foroges;— mindre Hillh renge dybert tid det koſ⸗
zandet Jords⸗ zordsmon ere
——BU
Enges Tilſkylling.
e) Omkoſtningerne formindſkes i Forhold til Dalens ſtorre Brede mod Hei⸗ den. Thi paa denne ſidſte er Arbeidet, medens Udfyldingen i Dalen, med ringe Hielp, naſten ſkeer af ſig ſelv. Man kan fra een Side tilſkylle Jord i 240 Alens Brede, naar Fald blot ikke fattes. Har jeg altſaa i et Tilfœlde 60 Alens Brede at nedſtylle og en Dal 120 Alen bred at fylde, men iet andet, eller endog blot paa en anden Plet, 60 Alens Brede at fylde, ſaa koſter den tilſkyllede Fla⸗ de i ſidſte Tilfelde dobbelt ſaameget, ſom i forſte.
†) Meget berper paa Arbeidernes Duelighed og Bvelſe. Forſtaage de at overvinde indtrœffende Hindringer; er Formanden, ſom de Andre lyde, og ſom fornemmelig agter paa Tilſkyllingsgrovtens og den sverſte Deel af Vandlebs⸗ rendens Retning og Anlag, tilſtrakkelig erfaren, og har rigtigt Oiemaal, ſaa lettes Arbeidet meget og mange Feilgreb, hvis Tilintetgierelſe ſiden foraarſager meget Arbeide og ſtore Udgivter, undgaaes.
Denne ſidſte Omſtandighed er ſaa vigtig, at det Samfund, der til Enges Eilſkylling, i det Lyneborgſke og Bremiſte, havde dannet ſig, beſtemt udforte Ar⸗ beidet for langt bedre Kiob, end det for andre langt ringere betalte Arbeidere, om end Eieren ſelv lagde Haand paa Verket, var muligt. Efter at have under⸗ ſogt alle locale Omſtœndigheder kunde det efter Giemaal gisre ſaa rigtigt Arbeids⸗ Overſlag, at det ſluttede Akkord om Alt og beſtemte til hvad Tid Arbeidet ſkulde vœre tilendebragt. Akkorderede man om Tonder Land, ſaa koſtede en ſaadan almin⸗ deligen 16 til 40 Rbd.; hvorved dog bor merkes, at Jordsmonnet her ſtedſe var Sand eller ſteerkt ſandblandet. Den forſte tilſkyllede Eng, ſom jeg her, under
e allerugunſtigſte Omſtandigheder og ved Arbeidere, der i Begyndelſen vare alde⸗ les uerfarne, lod anlagge, og hvoraf omtrent 13 Tonder Land ere fardige, kaſteds mig lcget over 500 Rbd.
J de forſte Aar koſte ſaadanne Anlagg ſtedſe noget at vedligeholbe thi Grovterne ſynke undertiden ſammen; Inddigningen giennembrydes ved ſtœrkt Toe⸗ lob og Tordenregn; Indlobsaabningerne og Renderne ſkulle forandres og udbe⸗ dres, og moradſige Steder, der ſynke, bor jœvnes og udgraves. Men naar Alt eengang er ſunket ſammen og blevet faſt, ſga koſter en Vandingsegn af denne
Tredie Deel. B b Slags

194 Enges Tilſkylling.
Slags, fordi Jordsmonnet er jœvnt, kun faa indvortes Vandledninger behsves og fordi den har rigtigt Fald, langt mindre end enhver anden at vedligeholde; Udgiv⸗ terne kunne i det heoieſte regnes til 48 Sk. aarlig paa hver Tonde Land. Jo rigtigere Anlagget er udfort, deſto mindre blive de. Dog indbefattes ikke Ho⸗
vedſluſens Omkoſtninger heri, og denne mage omtrent hvert tyvende Aar bygges
af Nyt. §. 305. Gronſvperen dannes langſomt, iſcer paa den hoieſte Deel af den ſaaledes
Frembringel⸗tilſkyllede Flade, derſom man overlader den aldeles til Naturen, og Intet bidra⸗ ny Overflade.ger til hins Frembringelſe.
J ſaa Fald kan man i det forſte Aar aldeles ikke eller kun lidet og med me⸗ gen Forſigtighed vande; thi Vandet vilde ellers ſkylle Jorden lœnger bort og giore Fordybninger deri. Man bor derfor tove til blot nogle Graesarter og Urter, var det end blot Aira canescens, fremkomme paa ſaadant dodt Jordsmon. Be⸗ gynder man ſtadigt at vande, ſaa viſe forſt adſkillige Mosarter ſig, hvorimellem enkelte andre Planter; og jo meer Mos en ſaadan Eng i Begyndelſen bearrer, deſto bedre er den. Opherer man med den uafbrudte Vanding, hvis Hiemed var at dakke Engen med Dynd, og dernaſt vexelviis vander og udtorrer den, ſaa forraad⸗ ner Mosſet og tiener da til at narre Greesarter og andre Planter, der opvoxe. Naar Grassvexpten bliver tœt, ſaa overvindes Mosſet aldeles. Man har da, ſom ofteſt i det femte Aar— ſelv naar man aldeles intet Andet har giort for Engens Frugtbarhed, end uafbrudt vandet, ſaaſnart ſaadant uden at ſkade den kunde ſkee, allerede havt en Afgrode Hoe, veerd at hoſte, og i det 10de Aar, endog paa ganſke ſandet Jord, 40 Centner Hoe paa en Tonde Land. Har Jordsmon⸗ net blot ſat ſig og er noget Gres fremkommet, ſaa naaer man tidligere Maalet, ved at lade Grasſet afæde, end ved at hugge det; og er Engen i Forveien ud⸗ torret, ſaa kan man uden ringeſte Fare drive Faarene derpaa.
Men langt hurtigere fremmes Greesvexten og frugtbargiosres den tilſkyllede Flade, naar den fager en eller anden Slags Giodning. Enhver Materie, hvor⸗ med mani Almindelighed gioder Enge er hertil pasſende og man har fundet, at en
A Mrernerkeceelen

behees d de; Udgir⸗ land. Jo es ikke Ho⸗ lar bygges
en ſaaledes zutet bidra⸗
g med me⸗ rt og giore Urter, var mon. Ve⸗ Nvorimellem gœrer, deſto ned var at aa forraad⸗ der opvoxe., zar da, ſom for Engens den kunde Aar, endog Jordsmon⸗ ere Maaltt,
korveien uü⸗
n tilſehlede terie, hvor⸗ en
Enges Tilſkylling.
en ſvag Foldgisdſkning var ſcerdeles gavnlig. Jeg har ſeet Exempel paa, at man med megen Held har lagt Gices i Fold paa ſaadan Eng. Men Naturen til⸗ byder os i Almindelighed et andet Giodemiddel, nemlig den jord⸗eller tervagtige Muld, og den ſure ſivbegroede Gronſver, der findes paa lave Steder og ſom her dog ved Skyllingen ſkal tildekkes. Man udgraver den, efterat Aflednings⸗ grovten er giort, paa det bedſte og dybeſte Sted; thi Hullerne ſkulle dog fyldes ved Skyllingen. Den opkiosres og blandes om muligt med dyriſt Giodning, Kalk eller Aſke, og ſettes i Bunke. Siden bredes den over den tilſkyllede Flade. Gis⸗ der man paa denne Maade, ſaa faaer man allerede i det folgende Aar en betyde⸗ lig Hoeſlet af Engen; og Hiet overraſkes ved i lige afſkaaren Linie at ſee den yp⸗ pigſte Grasvert ved Siden af det nyligen tilſkyllede torre Sand. Beſaaer man den tilſkyllede og gisdede Flade, ſaa faaer man hurtigere Gavn deraf. Men ved Froets Valg finde ſcerregne Henſyn Sted. De Urter og Gresarter, der voxe yppigt forend uafbrudt Vanding, doe, naar denne ivarkſcet⸗ tes. Paa et ikke ſandet, men leermergelagtigt Jordsmon, ſaaede jeg, ſelv uden at gisde, ſtrax rod Klover, Avena elatior, Festuca elatior, Phleum pra- tense, Dactylis glommerata, Holcus lanatus og paa et lavt Sted Alopecurus pratensis, ſamt adſkillige andre Sorter. Til min ſtore Forundring groede de forſte Aar, efterat de vare ſaaede, godt, ſkisndt ikke gisdede, bleve i det andet Aar ſpagere, ere nu, i det fierde Aar, naeſten aldeles forſvundne og have indrommet andre Grasarter og Urter Pladſen. De Pletter, hvorpaa intet ſaaedes, ſynes nu ner⸗ ſten at overgaae hine beſaaete Steder. Beſynderligt er det, at den rode Klo⸗ ver, uagtet den ſtœrke Vanding, blandt alle Sorter, bedſt har holdt ſig og at den fremſkyder endog giennem Mosſet. Dog ſtaager den naturligviis kun en⸗ kelt. Seer man paa Fremtiden, ſoa ſynes det altſaa ikke raadeligt, her at ſaae disſe ſterktvoxende Grasarter, men bedre, enten aldeles at lade Naturen raade for Greesvexten eller i det ringeſte at volge Arter, ſom man af Erfaring veed danne tœt Gronſveer og give rigeſt Hoſt paa Overrislingsenge. Det er na⸗ ſten uforklarligt, men ofte bekraftet ved Erfaring, at uden Beſaaening fremkom⸗ mer af ſig ſelv paa vandede Enge, netop de Urter og Graesarter, der meeſt pasſe B b 2 til

Overrislin⸗ gens Virk⸗ ſomhed paa Sandjord.
☛
196 Enges Tilſkylling.
til Jordsmonnet og bedſt taale Vandingen. Mange Grqesarter, der paa uvan⸗ det Grund ere ſlette, give ved tilſtrœkkelig Vanding netop ſtorſt Afgrode. Brin⸗ ges hverken Giodning eller Muld paa den tilſkyllede Overflade, ſaa dannes Gron⸗ ſvœren langſomt; men gioder man, ſaa ſteer dette ſaa hurtigt, at man neppe be⸗ griber, hvorfra den Mangde Froe og Spirer kommer. Meer om Engenes Be⸗ ſaagening i Loœren om Engdyrkningen.
Men da det er ſaare vigtig, at faeſte Overfladen ſaa meget, at man ſtrar kan vande, ſaa har jeg ikke fundet nogen Plante, der bedre pasſer til dette Hie⸗ med end Spergelen. Er Engen forſt paa Sommeren tilſtyllet, ſaa ſaaes Sperge⸗ len mod dennes Slutning i fugtigt Veirlig og, om man vil, blandet med Grqasfree.
Saaſnart den fremkommer, er Jordsmonnet derved faſtet nok til at kunne over⸗ risles. ber dem; da falder den om og raadner. alt Fald lade Qvag afade Spergelen. endog til at gisde Jorden og Aaret derpaa fremkomme allerede, iſer om man gis⸗ der noget, meget Grees.
Spergelen, der ikke mere kan modnes, bliver ſtagende til Froſten dra⸗ Er Jordsmonnet faſt nok, kan man i Da bidrager den ei blot til at faœſte, men
§. 306.
Hvem der ei af Erfaring kiender Overrislings⸗Enge, maae anſee ſom utroe⸗ ligt, at det ſletteſte kiesholdige Sand nogenſinde kan bringes til at yde de rigeſte Grasafgroder. Men vi have ſaa mange talende Beviſer herfor, at man ei kan nere den ringeſte Tvivl herom. Det meeſt ſandede og kiesholdige Jordsmon er, forudſat at Vandingen kan vere varig og tilſtrœkkelig, netop det fortrinlig⸗ ſte. Det kan vandes ſtarkeſt, uden at blive moradſigt. Vandet efterlader ſine giodende Dele paa Overfladen og indſuges forreſten. Saaſnart man ſtandſer det overrislende Vand er Engen tor, og naar den vandes, ſtrax giennemblodt. Gras⸗ ſet behsver blot Fugtighed, Varme og Muld for at trives og ethvert Jordsmon er lige pasſende for det, naar det har tilſtrakkelig Fugtighed. Sandets ellers ſkade⸗ lige Torhed kan her ikke komme i Betragtning, da det oieblikkeligen kan fugtig⸗ gisres og dets Loshed er, ved Gronſverrens tatte Rodfletning, tilintetgiort.
§. 307.
efrcceen

—·— 5 1*.—— ſ —
Enges Tilſkylling.
hag wu⸗§. 3⁰7.
de. Brir Det er en Erfaringsſag, at tilſkyllede Arealer, iſcer naar berigende Gron⸗ det tülſeyt⸗
mes Gron ſvcr og Muld eengang er frembragt, kunne opbrydes og bruges til andre Frugter, kdegerdh,
neppe be⸗ hvilke da i tort Veirligt ligeledes med Fordeel overrisles. Men paa ſandet Grund el Sadavl.
genes Be⸗ kan man neppe vente varig Fordeel deraf, da Gronſpeeren derved odelcegges os Fordsmonnet for det forſte bliver for loſt. Gavnligere var det paa leeret Grund.
man ſtrar Jeg veed at Nogle, der ſaae meget Mos fremkomme efter Vanding og Giodſt⸗
dette Hie⸗ ning, grebe til dette Middel og anſaae det nodvendigt til Mosſets Odelegggelſe,
es Sperge⸗ Men Mosſets Fremvext er her en Velgierning af Naturen; det doer af ſig ſelv,
Grasfroe. naar Graesſet i den frembragte Muld finder mere Narring og Vandingen indſkreen⸗
unne over⸗ kes. Men hurtigere forſvinder det, naar man i Fremtiden gioder noget og der⸗
roſten dra⸗ ved fremmer Grasvexten.
kan mani§. 308.
faſſte, men Overdyndingen, Englandernes Varping, har nogen Liighed med Tilſtyl⸗ Overdyndin⸗
n man gib⸗ lingen. Den er formodentlig kun anvendelig, hvor regelmasſig Ebbe og Flod 1 3en.
ſtore Stromme finder Sted, og naar bag disſes hoie Bredder, nœrmere eller fiernere, en Flade ligger dybere end Flodſpeilet. Flodens dyndede Vand ledes da giennem en Kanal med aaben Sluſe, paa den lavere liggende Flade, og holdes der, ved Sluſens Tillukning, indttl Dyndet er ſunket til Bunden. Ved Ebbe udlades Vandet igien og naar Jorden er temmelig tor, indlades atter Flodvand, og ſaa⸗ ledes vedbliver man een eller to Sommere. Paa denne Maade har man i een
ſom utror⸗ ede rigefte aan ei ken
Jordemon
unii Sommer bragt 18 Tommer Dynd paa ufrugtbar, ſandet og torvagtig Grundz elader ſine har tilintetgiort Sporet af Forhsininger og Fordybninger og omdannet den til tandſer det det frugtbareſte Jordsmon. Saaledes darkkedes i Lincolnſhire nylig en Lyng⸗ de, Gra hede, ſom var 212 Aeres(omtrent 150 Tonder Land), overeensſtemmende med andanun Overfladens forſkiellige Hoide, med et Lag Dynd af 18 Tommer indtil 3 ½ Fods ellers fkade⸗ Tykkelſe.
ſuii Hermed kan Overdyndingen i det Toſtaniſte, hvorom vi allerede have ta⸗ tgiott. let, ſammenlignes.
8. 309. . zo7 309

198 Enges Tilſkylling.
§. 3⁰9. Beſtrivelſe af For at forklare Lœren om Enges Tilſkylling, har jeg paa Tab. XIII og nin
I denes XIV fremſtillet et Exempel, der iſar ſyntes mig pasſende til at give et tydeligt rin Begreb om et ſtort Anleg af denne Art. ne Tab. XIII viſer i Grundtegning, Engens Ti ſtand for Skyllingen. Tab. dn XIV efter Skyllingen. Jeg bor anmarke, at Vandlobene, iſcer i Grovterne, tne ſaavel ved denne Grundtegning, ſom overhovedet ved alle Figurerne, ei ere frem⸗ ſtillede i rigtigt Forhold til Jordfladen, men i Breden tegnede efter en ſtorre Maa⸗ la leſtok, at de ſom Hovedgienſtanden, hvorpaa alt beroer, kunne falde meer i Hi⸗ end ne. Paa Tab. XIV ere Inddigningerne, Indlobsaabninger og de mindre Stop⸗ Aan ſluſer i Grovterne, ligeſaalidet ſom Vandingsrenderne, hvorfra Vandet udgydes en over den nye Engflade, og ſom, formedelſt dennes jœvne Dalen, neſſten ere paral⸗ dab lele med Vandingsgrovten, ikke betegnede; thi her ſtulde blot Tilſtyllingsfore⸗ man tagendet tydeligen fremſtilles. var S. Z310. Vat Paa Tab. XIII ſees altſaa Egnen i naturlig Tilſtand. a er en ſtor Soe fornj med mange Kilder, hvorfra Bakken b bugter ſig mellem Hoiderne giennem Da⸗ raae len, ſom derved bliver moradſig; d er en Sump. Hiin Bak forener ſig med bar en anden e, der ligeledes bugter ſig giennem en anden Dal. Efter disſes Fore⸗ men ning flyder Baœkken e giennem en ſumpet Dal og udgydes i Soen eller Dammen f. Lan Denne begrandſes paa den ene Side af en Damning, hvorpaa en Kiorevei, og Vandet lober under den, giennem en Hvalving, naar en derfor anbragt Sluſe 6gc aabnes. Det udgydes da i Bakken g, der med betydeligt Fald lober giennem en 12 moradſig Dal. Faldet fra Soen a til Punkt g var meer end 50 Fod. kund Begyndelſen ſkeete med at grave et ligere Lob for Bakken gg, ee, bb, Van hvis forrige Lob er punkteret Tab. XIV, at den derved kunde hurtiger bortlede tilſt Vandet. Til denne Kanal, 33, 22, 11, ledtes ogſaa Vandet fra den liden gabn Dam d og allerede herved blev hele Dalen ſaa udtorret, at det torvagtige Jords⸗ kund mon kunde ſynke ſammen og det derivgrende Vand, ved ſtarkere Fald, faae Aflob. i
Til⸗
KEETGCEENE

b. XNI 09 et tydeiin
en. Tab. Brovterne, ere frem⸗ dorre Na⸗ meer i Hi⸗ ndre Stop⸗ et udgydes ere paral⸗ lingsfore⸗
n ſtor Soe ennem Da⸗ der ſig med disſes Fore⸗ Dammen l. gredei, og bragt Sluſe giennem en d.
e, ee, Lb, ger bortlede ra den liden giihe Jotdẽ⸗ „frae Jflob⸗
2
B—
Enges Tilſkylling.
Tilſkyllingen begyndtes paa den laveſte Deel, ved at giennemgrave Dam⸗ ningen i 4 og 6og forſyne den med Sluſer. Fra 4 bragtes Vandet ved Tilled⸗ ningsgrovten til 5 i Bakken, hvor Jordens Nedſkylling begyndtes,— ſom man ved at ſammenligne Figurerne paa Tab. XIII og XIV kan ſee— efterat man foran Kanalen 3 havde reiſt et Dige eller flettet Gierde. Bakkens forrige Lob fyldtes aldeles ved tilſkyllet Jord og paa lige Maade den jeevne haldende Flade I.
Paa ſamme Maade iverkſcettes Tilſkyllingen paa hiin Side ved det i 6 ind⸗ ledte Vand og Fladen II dannedes. Man kunde ikke fortſettte Skyllingen langer end til 7, da man ellers ved at overrisle begge Sider paa eengang, iſer i torre Aaringer kunde manglet Vand. Ved 7 anlagdes derfor i Vandafledningskana⸗ len z en Sluſe, hvorved Vandet kunde opdammes deri, og da her var betydeligt Fald, ſaa blev Kanalen 9 gravet fra Afledningsgrovten ind i Bakken, hvor man, for atter at begynde Skyllingen, havde tilſtrekkeligt Fald. Medens denne varede, lukkedes 4, 6 og 8, men Damningens midterſte Sluſe aabnedes og alt Vandet blev folgelig indklemt i 9. Herved dannedes Fladen III, ſom man maae foreſtille ſig ſom langere, da Figuren er afſkaaren. Hiemedet, ſom herved op⸗ nagedes, var: end eengang at benytte Vandet, ſom udgydet over Fladen Iog II var modtaget af Kanalen 3, til dermed at overrisle Fladen III. For fuldkom⸗ men at udtsrre Grsvten mellem 6 og 7, gravede man Grovten 10, hvorved Vandet fik uhindret Lob fra 7.
Efterat denne Tilſkylling var tilendebragt, vendte man ſig mod Soen a, og efterat Kanalen 1 var forſynet med Sluſen 11, anlagdes Tilledningsgrovten 12 og forſynedes med en Sluſe, hvor man ved det ſtarke Vandtryk fra Soen kunde begynde Skyllingen, der indtil 13 fra en betydelig Hoide kunde fuldfores. Vandhullet d, ſaavelſom Bakkens forrige Lob, paa denne Side af Kanalen, blev tilſkyllet. Ved Afledskanalen 14, kunde Grovten udtsrres, naar Sluſen 13 aabnedes. Herved dannedes Fladen IV, der, hvor den er bredeſt, ikke forneden kunde fuldkommen udfyldes, men dog ved den ſtore Afledningskanals Fald tilſtrak⸗
keligen udtorres.
5 —+

Begreb af Eng.
Enges Tilſkylling.
Paa den anden Side gik man ved 15 paa lige Maade ind i Bakken og be⸗ gyndte Skyllingen. Ved 16 giorde den Dybde, hvori Bakken c lob, ſtœrk Ind⸗ digning eller et Overledningsdige nodvendigt, at Vandet ikke ſkulde dale, men i fuld Hoide ved 17 indledes i Bakken. Denne Damning og Inddigning er et af de beſpgrligſte og koſtbareſte Arbeider ved dette Anleg. Den ſidſte Deel deraf, nemlig Vandets Forhoielſe i Bakken, kunde man have undgaset, naar man giennem Damningen havde fort Vandet til Afledningskanalen; men man vilde ved dette vigtige Vandingsanlag, intet Vand ſpilde.
Herfra ivœrkſattes da Skyllingen til 18 og ved Afledningsgrovten 19 kunde Grovten tommes fra 15 til 18. Derved dannedes altſaa Fladerne V og VI.
Fladen VII, ſom af Naturen var javn, laae neden for Vanddamningen ved 20 og var ſaa tor; at den ikke behovede Tilſkylling, men Overrisling. Derfor anlagdes Sluſen 21 i Afledningskanalen og Grovten 22 og 24 gravedes, der, naar 21 og 24 lukkes, fyldes med Vand. Giennem 25 udtommes denne Grovt i Dammen.
Een Deel af Vandet kan ved dette Anleeg fire Gange benyttes. Nemlig den ſtorſte Deel af det ſom er lobet over Fladerne IV, V, VI, bringes anden Gang paa Fladen VII, ledes derfra til Fladen Iog II, opfanges her ved 8 og vander da, den betydelige, men her afkortede Flade II. Ved ſaadanne Anlag bor man fornemmelig tage Henſyn paa, hvorledes Vandet flere Gange kan benyt⸗ tes til Overrisling, thi det forſtaaer ſig, at det ved Tilſkyllingen concentreres Alt paa eet Punkt. Har man endi den vaade Aarstid tilſtrekkeligt Vand og beho⸗ ver blot een Gang at bruge det, ſaa fattes det dog i de torre Aarstider, hvor man ofte vil hurtigt, om end kun paa kort Tid, vande.
Engdyrkningen.
§. 31I. Ved Eng, forſtaaes Grundſtykker, der, dakkede med en af mangfoldige Grasarter og Urter beſtaaende Gronſvar, bruges til Hoeavl. Man har deelt 4 dem
den int et eller zumat med ma fennas heiletd
nogle A gere Gri ehtk t
til Eng, t
er d hi
zaa fugtin 18 eler ſonſß ffterladt. dertiden r ziennem 28 og entene Bakkenas à Dale 59 3 bethen 8 Jhetland
dredie

kken og be ſtett Iu⸗ ale, menj ig er et af deel deraf, naar man
man vilde
n 19 kunde og VI. ingen ved Derfor edes, der, enne Groyt
Nemlig nges anden :ved 8 09 nne Anlag kan benyt⸗ treres Alt d og beho⸗ ider, hvor
nangfoldige n har deelt dem
Engdyrkning. 201
dem i naturlige og kunſtige Enge. Lil disſe ſidſte regne Nogle ploiede og for et eller flere Aar beſaaede Klover⸗, Lucerne⸗ og Esparcet⸗Agre, der, efter min Formening ikke kunne henfores til Engenes Categorie. Selv Agre, der beſaaes med mange forſkiellige Graesarter, regner jeg ikke dertil, med mindre de for ſtedſe be⸗ ſtemmes til Greesvext, kunne varigt frembringe denne og dakkes af teet Gronſvar, hvilket dog ſielden er Tilfœldet, naar de beſaaes med Graesarter tienlige til Hoe⸗ ſlet og de, af Naturen torre, bruges dertil; thi hine Grassarter ſorſvinde efter nogle Aar og indromme ſlettere Urter Pladſen. Til Engdanning behoves fugti⸗ gere Grund, der netop ved ſin Fugtighed er uſkikket til Sedavl. Kun naar et Stykke Jord, ved Kunſt faaer den Fugtighedsgrad, hvorved det qpalificerer ſig til Eng, og uafbrudt anvendes dertil, fortiener det at kaldes, kunſtig Eng. Dog er det herved ikke ligegyldigt om den forſte Grasvext tilveiebringes ved udvalgk Frse eller om ſaadant overlades Naturen. J Laren om Vandingen er handlet om kunſtige Enge af denne Art. §. 312.
Naturlige Enge have ſtedſe fugtigere Grund, end Agerlandet eller ligge paa fugtigere Steder. De kunne deles i folgende fem Hovedarter:
1) De der ligge ved ſtore Floder og ere fremkomne enten ved tilſkyllet Dynd eller ſom ofteſt, dannede af Vandplanters Muld, ſom det tilbagetrukne Vand har efterladt. De ſtrakke ſig ofte over brede Dale og beherſkes af Floden, der un⸗ dertiden overſvommer dem og efterlader atter frugtbart Dynd, eller hvis Vand ſies giennem dem og meddeler dem tilſtrœkkelig Fugtighed.
2) De, der ligge ved mindre Floder og Bakke, derfra erholde Fugtighed
og enten ved disſes Overſkylling af og til paa naturlig Maade vandes eller ved 9
Beekkenes kunſtige Opdaœmmelſe overſvommes eller overrisles.
Begge Arter indbefattes under Bencvnelſen Dalenge, da de kun findes i Dale og ved Floder.
3) Enge, der vel ligge paa Hoiderne, men dog i disſes Fordybninger, hvorhen Fugtigheden og med denne ofte frugtbare Partikler fra det hoiere liggende Agerland, nedſynker. ₰ hoie Bierges Fordybninger, finder man ligeledes frugt⸗
Tredie Deel. C c bare
Fem Skags Enge.

202 Engdyrkning.
bare Enge, ſom erholde Fugtighed fra Atmoſpherrens Precipitationer, der her ere mangfoldigere.
4) Kildeenge, i hvilke Vandet, der rinder under Jordens Overflade, frem⸗ bryder og danner vaade Steder, og ſom derfor ere uſkikkede til Ploining.
5) Torvagtige Enge, der formodentlig ere paa lige Maade dannede, men haœvede ved Vandplanternes halve Forraadnelſe, hvile paa torvagtig Subſtants. §. 313.
Engenes forſkiellige Grundbeſkaffenhed hidrsrer i Almindelighed fra deres forſkiellige Beliggenhed. Det forſte Slags har enten leeret og muldrigt eller for ſtorſtedelen af Muld beſtaaende Jordsmon. Det ſidſte Slags er ikke alt for vaadt, og indeholde i Almindelighed mild og oploſelig Muld. Ere ſaadanne Enge mo⸗ radſige, ſaa narme de ſig, ſaavel i Henſeende til Natur ſom Jordart, til det femte Slags.
Det andet Slags har i Almindelighed mere ſandet og mindre mudrigt, eller i det ringeſte ei ſaa betydelig dybt muldrigt, Jordsmon. Have de imidlertid god, ſterk Gronſvar og ere tilſtrakkeligen fugtige, ſaa er det temmelig ligegyldigt, hvorledes Underlaget er; ja, ved tilſtrekkelig Fugtighed er et ſandet Underlag, der modtager Vandet, endog bedre end det leerede.
Det tredie Slags Enge har lige Jordsmon med Hoiderne og er i Forhold hertil, frugtbart. Er det nedlobende Vand ſvangret af mange frugtbare Dele, ſaa yde de undertiden ualmindeligen rige Grasafgroder, og dette er iſcer Tilfl⸗ det, naar Fugtigheden ſtedſe i tilſtrekkelig Mangde tillober og et porsſt Underlag modtager og afleder Overflsdighed deraf. Til dette Slags horer den beromte Eng i Wiltſhire, ſom jeg i tredie Deel af engliſche Landwirthſchaft S. 352 har omta⸗ let og til hvis Frugtbarhed man ikke kunde faeſte Liid, derſom den ikke i et Aar⸗ hundrede ved ſaa mange Vidner fandt Bekraftelſe. Men ligge disſe Enge mel⸗ lem ufrugtbare Marker, hvorfra de kun i fugtigt Veirligt erholde Tillsb, der un⸗ dertiden er ſaa ſtaœrkt, at de derved blive moradſige, bere Vandplanter, ere udue⸗ lige til at dyrkes og derimod i torre Aaringer lide af Torken, ſaa have de ringe Verd, yde lidet og ere, ved deres Beliggenhed mellem Sadagre, til megen Hin⸗ der.
NEEESCENENN
Heie ut den, ul de bevols gennen is ſet, de rielingibe
n Eryudſs leb, ati dg ftugt endnu eng
ſaa gug loſe, ſe ges fordt
dennes.
t ſees ofn⸗ Nateritg tere, ſis jern, hui nide M

der her ee ade, fren⸗
nede, men zubſtants.
fra deres zt eller for for vaadt, Enge mo⸗ til det
drigt, eller glertid god, jgegyldigt, berlag, der
i Forhold bare Dele, at Tilfal⸗ ſt Underlag omte Engi har omta⸗ te i et Aar⸗ Enge mel⸗ b, der un⸗ r, ere udue⸗ ve de ringe negen din⸗ der.
Engdyrkning.
der. Virkſomme Agerdyrkere have derfor ofte, ved at udgrave dem og paakisre Jord, fuldkommen udterret og omdannet dem til Agerjord, der i Begyndelſen viiſte ſig ſaare frugtbar. Naar de i Folge Beliggenhed og varigen javn Frugt⸗ barhed gvaliſicere ſig til at giodes, ſaa ophielpes de derved meget, og da har man ei ſielden erholdt tre Gange ſaa ſtore Afgroder af dem, ſom forhen. §. 314. Det tredie Slags Enge, ſom man ofteſt ſinder ved Foden af Bakker og Heie, er undertiden ſaare frugtbart, og naar Vandet meeſt glider ned ad Overfla⸗ den, uden nogenſteds at blive ſtaaende, og indeholder Kalk eller Gips, ſaa ere de bevoxede af fine, ſode og tœtſtaaende Gresarter. Sies Vandet derimod meer giennem Underlaget end risler paa Overfladen, ja endog ſtandſes, ſaa yde de kun ſlet, og lidet frugtbart Hoe. Dog kunne de ofte omdannes til frugtbare Over⸗ rislingsenge, naar Vandet tilborligen opfanges og afledes. §. 315. Selv Enge af det femte Slags fortiene ikke altid at kaldes ſlette. Er en ſaadan Eng ved ſtedſe nye Lag af dode Planter, tilſtrekkelig hoi og har Vandet ſaameget Af⸗ lob, at det everſte Lag ikke bliver altfor vaadt, ſaa er den frembragte Muld mild og frugtbar, og yder i rigelig Mangde ſunde Grasafgroder, ſelv om Underlaget endnu er ſaa ſvampet og vaadt, at man til Hoets Bortbringelſe maae giore ſceer⸗ deles Indretninger— f. Ex. bruge Karrer med brede Felge. Men have de ikke ſaa gunſtig Beliggenhed eller rigtig Fugtighedsgrad, ſaa bœre de kun kraft⸗ loſe, ſkarpe og Qvegget tildeels ſkadelige Sump⸗ og Torvplanter, der blot bru⸗ ges fordi bedre Hoe fattes, og hvortil Qpceget i ſaadanne Egne forſt maae vonnes. 3 Man ſiger ofte, at ſaadanne Enge ere ſuure. Paa Vandet i Grovterne ſees ofte en Hinde med vexlende Farver der efterlader en rodbruun okkeragtig Materie, ſom tildeels pleier at beſtaae af phosphorſuurt Jern. Graver man dy⸗ bere, ſaa opdager man i Almindelighed Reder af meer eller mindre hardet Sump⸗ jern, hvorfra hiin okkeragtige Materie paa Overfladen ſynes at hidrore. Sum⸗ pede Moſer, hvori Vandet fattes Aflob, frembringe iſeer ſlet Hoe, naar man Cc 2 for⸗

204 Engdyrkning.
forſommer ved Udgravning at hindre det ſure jernholdige Vands Opdamning til Overfladen. Indeholder dette Slags Enge ikke ſaadant Vand, ſaa ere de ſtedſe frugtbarere og Hoet ſundere. De forbedres ſaare, naar de, efterat veere udgravne, ſattes under Vand eller naar andet Slags Jord paakiores. §. 316. Sikkre og Ved Enge af forſte og andet Slags bor iſœr tages Henſyn paa, hvor vidt ufikre Enge. de ere ſikkre eller uſikkre. Thi ſaa gavnlig end Overſkylling er, Vinter og For⸗
aar, inden Vegetationen begynder, ſaa ſkadelig bliver den, naar Grasſet er hoit, Hoehoſten maaſkee endog begyndt, eller naar Vandet om Foraaret alt for lange ſtaager paa Engene, og derved foraarfager, at de gode Grcesarter raadne. Alt be⸗ roer paa Beſkaffenheden af den Flod, for hvis Paavirkning de ere udſatte. Om Midlerne herimod er i Lœren om Vands Afledning allerede handlet. §. 317. Engenes Engenes Vard beroer deels paa Egenſkaberne, deels paa Mangden af det Vard. Hoe, de yde. Det ene ſtemmer i Almindelighed overeens med det andet, forudſat at Engene ei indeholde ſuur Muld. Ere de graesrige, ſaa frembringe de ogſaa gode Gresarter, og naar Frugtbarheden, paa en eller anden Maade ved Kunſt eller Natur foroges, ſaa fortrenges de ſlettere af de bedre. Kun Torvemoſers og ſivbegroede Enges ſuure Muld gior heri en Undtagelſe, da disſe ofte frembringe meget, men ſlet Hoe. Et ſcrregent Ukrud kan ogfaa undertiden have indſneget ſig i en ellers frugtbar Eng, hvorved Hoet bliver flettere. Jordsmonnets Beſtanddele komme mindre i Betragtning ved Enge, end ved Agerland. Ere de blot tilbsrligen fugtige og rige nok paa mild oploſelig Muld, ſaa er det temmelig ligegyldigt, om Jordsmonnet er ſandet eller leeret. Jeg gientager, under hiine Betingelfer; thi fattes Fugtighed, ſaa er det leerede Jordsmon bedſt, men Sandet om Fugtigheden er overflodig. Paa ſugtige Enge behover Jordsmonnet ikke dybt at vere muldblandet; thi Grasarterne tilegne
Ge
ſig den ſtorſte Deel Nering fra Overfladen og trange ſielden over ſire Tommer dybt med Radderne. Men paa torre Enge bidrager derimod et dybere frugtbart
Jords⸗
Jordsm barhed.
Fiugtbar 4
En ſ
P
Uagi
lu
Tann
Dn eresods Lothuse
sepiunl
katum.
Dromuot desum i.
Dun

Engdyrkning.
Mdami Fordsmon ſelv ved Fugtighedens Vedligeholdelſe uimodſigeligen til ſtorre Frugt⸗ ſia ae d barhed. S. 318. det Vand Folgende ere de fortrinligſte Engplanter, der fornemmeligen groe paa de Engplanter frugtbareſte Enge, og ved yppig Vext dekrafte disſes Rigdom: n zaf ſeie V Alopecurus pratensis, Poa pratensis, Poa trivialis. hvor vidt En frodig Bext af disſe Graesarter tyder frem for alt andet paa meget riig Eng. er og For⸗ Poa annua og Poa agvatica.
ſet er hoit, Uagtet ſit ſivagtige Udſeende paa fugtige Steder, det fortrinligſte Gras. Festuca elatior, Festuca fluitans.
for lange NAlt be⸗ Paa fugtigere Steder.
dat Dactylis glommerata, Cynasurus cristatus, Phleum pratense, Avena Wunds flavescens og elatior, Trifolium pratense, repens og melilothus, forſkiellige . Lothusarter, iſcer Lothus corniculatus, Latyrus pratensis, Vicia cracca og dan efät ehium. Ml6alicao lupulina, Arieln n procumbens og agrarium, Achil-
lea millefolium, og Carum carvi. „forudſct Denne ſoger man dog ofte at udrydde, fordi Svinene med ſtorſte Begierlighed ſoge den. ogſaa gode§. 319. Kunſt eler Til de mindre betydelige, men dog gode Engplanter, hore folgende: Engplanter emoſers og Lolium perenne, Briza media, Holcus lanatus, Anthoxantum oddo- Niasſeen rembringe ratum. indſneget De to ſidſte fortiene dog ikke den Roes, ſom Nogle har givet dem. Festuca ovina og duriuscula, Avena pubescens, Agrostis canina,
Enge, end Bromus mollis, Alopecurus geniculatus, Avena pratensis, Phleum no-
dosum, Aira coerulea. Denne trives kun paa Torvemoſer, men er der ofte den vigtigſte Plante. Trifolium alpestre, og flere andre Kloverarter, Chaerophyllum syl-
d opleſelig eller leeret.
det leerede Ser . vestre, Primula veris, adſtillige Scabiosæ, Poterium sanguisorba, Sangui- igtige enge 1. sorba officinalis og Pimpinella saxilraga, Gentiana centaureum, Prunella
rne tilegne... 3 vulgaris, Origanum vulgare, Thymus serpillum. Plantago lanceolata,
Tommer 9.. media 9g major.
frugtbart 4 ie 1§. 320. Jordo⸗

Slettere Engplanter.
Engdyrkning.
§. 320.
Til de ſlettere Engplanter eller ſaadanne, om hvis Godhed man endnu ikke er overbeviiſt, hore folgende: Egviſetarterne, der ſamtligen ere Horngveeget ſka⸗ delige, men nogle deriblandt gode til Heſtene, og paa tor Grund ypperlige til Faarene. ſaare gavnlig for Heſtene.
Ranunkelarterne, der ſamtligen indeholde nogen Skarphed, ſom de dog
Iſcer er Equisetum fluviatile, ſaavel gron, ſom giort til Hoe,
ved Torring tabe. Ranunculus repens har mindſt deraf, og man ſeer den der⸗ for uden Mishag paa Engene.
Rhinantus cristagalli er, medens den er ung og blomſtrende, godt Foder, men i Hoehoſten allerede ganſke tor, og kommer ſom kraftlos Halm i Hset. Da den tidligt taber Froet, ſaa udbreder den ſig ſtœeerkt paa Engene, men udryddes bedſt ved at afgrœsſes om Foraaret.
Caltha palustris œdes gierne af Qvaget, medens den er ung, og ſmyk⸗ ker Engene forſt ved ſin gule Blomſt. Qvaget.
Rumices indtage ofte den ſtorſte Plads paa hoie og torre Enge, og yde,
Eldre er Toppen ſtiv og ubehagelig for
naar de hugges unge, temmelig godt Hoe. Dog bor de henregnes til de ſlettere Engplanter.
Tussilago's forſkiellige Arter have brede Blade, fortrange andre Planter og ere ſlet Foder.
Polygonum persicaria ædes i ung Tilſtand af Qvagget, men fordarver Hoet.
Tanacetum vulgare, en krydret og ſom Laggemiddel for Heſte og Faar velgisrende Urt, gior Hvet ubehageligt. Den groer egentlig kun paa Engenes ophoiede Kanter.
Oenanthe fistulosa udbreder ſig paa de vaadere Steder og er modbydelig for Qvaget. Det ſamme gielder om Eupatorium cannabinum.
Mentha arvensis virker ſkadeligt paa Melken.
D Blade,
cium pi ſerdeles
N
drium el Euphorf 7
frale at Mangt
K
0n
Hn
gien
ie
ar
Bi

7..⸗———ABe eeSS .————————
Engdyrkning.
Drosera rotundifolia og longifolia ſkiule ikke blot Jorden med deres
endnuite Blade, men beſidde endog mistaœnkelig Skarphed. Dette gior ligeledes Hiera- vaget ſa⸗ cium piloselia, der er ubehagelig for Qvœget, og, ſom man paaſtaaer, virker— yyperlige ſerdeles ſkadeligt paa Melken. t til Hoe, Endelig bor alle Carices og Junci regnes til de ſlette Engplanter.
Disſe Planter bor man altſaa ſtrebe at udrydde, deels ved ikke at lade m de dog Froet modnes, og deels ved at forbedre Jorden. Herhid horer ogſaa alle Mos⸗ er den der⸗ arter.
§. zer.
odt Foder, Virkelig giftige og folgelig mellem Hse og Hakkelſe hoiſt ſkadelige Planter, oet. Da ere folgende: udryddes Hyoscyamus niger, Datura stramonium, Cicuta aqvatica, Phellan-
drium aqvaticum, Lactuca virosa, Sium latifolium, Aethusa cinapium,
Euphorbia forſkiellige Arter, Anemone og Cholchicum autumnale.
„og ſmyk⸗ hagelig for Disſe bor man folgelig med end ſtorre Omhue og ved hyppig Udgravning . ſtrœbe at udrydde, ei blot paa Engene, men overalt. og yde Mange Engplanter og disſes Gavnlighed for Qveeget, ſaavel i gron ſom torret Tilſtand, 3 er noiagtigere Underſogelſe veerd. Vi eie vel en af Zasſelgreen udgiven Notice, an⸗ de ſletter gagende de Forſog, ſom Linnées Diſciple med et betpdeligt Antal Planter anſtillede ved Hornqveeg, Gieder, Faar, Heſte og Sviin, for at erfare, om og med hvor ſtor Be⸗ gierlighed de aade dem. Men deriblandt er ſaa meget aabenbart urigtigt, at man aldeles te Planter ikke kan fœſte Tro til Reſten. Saaledes berettes blandt andet, at Spergel— Spergula
arvensis— aldeles forſmaaes af Hornqvaxget, uagtet det œder denne Plante med ſtorſte fordarver Begierlighed. §. 322. ie a Fun Hine og utallige andre Planter, hvoraf jeg kun har navnet dem, der Grenſparen⸗ hyppigſt og kiendeligſt viſe ſig, danne ved deres Rodvayv Gronſvœren. Denne un Grgen beſtager nemlig af levende og dode Rodder, og af den deraf frembragte Muld. — Enkelte Sorter eller endog blandede og udſaaete Grœsarter danne ikke letteligen fuld⸗ nnithaſg kommen tat Vav. Hertil behsves ikke blot Planter, der godt kunne groe ved
Siden af hverandre; men disſe Planter bor ſtaae i rigtigt indbyrdes Forhold, og dette igien pasſe til Jordsmonnet og dets Egenſkaber. Ved kunſtig Saaening har
——

Saaening.
Engdyrkning.
har man derfor vel dannet Grasmarker, men ſielden egentlige Enge; man har frembragt hoit, men ikke tat og varigt Grees, ingen virkelig Gronſveer, eller de ſaaede Grasarter maatte forſt tildeels forſvinde og overlade andre Pladſen. Vare end ſaadanne Agre, der, efterat deres Gronſver ved Dyrkningen var ode⸗ lagt, beſaaetes med udvalgte Graesarter, i forſte og andet Aar bedre end naturlige Enge paa lige Jord, ſaa vare de dog ikke varige, bleve ſlettere, og behovede lang Tid for atter at frembringe ligeſaa meget, ſom de gamle Enge. §. 323.
Traf man ved Grcesfroets kunſtige Sagaening det rette Forhold, ei blot mellem Engplanterne indbyrdes, men ogſaa til Jordsmonnet, ſaa dannedes for⸗ modentligen den nye og attraaede Gronſveer hurtigere, end om ſaadant overlodes Naturen. Men dette Forhold udfindes a priori vanſkeligen. lig paa, at de hoie Grqesarter ſtaae i rette Forhold til det lave Gras; det tid⸗ lige, der ſkal gipe forſte Slet, til det ſildigere, hvorved egentlig den ſidſte frem⸗
Det beroer egeat⸗
kommer. gode Enge; Andre, der forfeilede det, ſik kun ſlette Enge, ſom ſnart maatte
Nogle, der temmelig rigtig traf dette Forhold, frembragte derved
omploies. Til den bedſte jeg kiender ſamledes Saden paa en Eng af lige Beſkaf⸗ fenhed. Derimod mislykkedes Foretagendet ſom ofteſt for dem, der valgte Saden
efter de i ſig ſelv rigtige Beſkrivelſer af enkelte Gresarter, og ſik Froet fra Froe⸗ handlere. De traf nemlig ikke ſaa rigtigt det Forhold, hvori Grasarterne burde ſtaae indbyrdes og til Jordsmonnet.
Endnu anſeer jeg derfor folgende Fremgangsmaade, ſom henſigtsmasſigſt til at ſkaffe ſig godt Grasfrs for Enge; thi jeg ſkielner mellem Engdyrkning og kortvarende Foderavl.
Man valge en nunheh af lige Grundbeſkaffenhed, iſer i Henſeende til
Marngde af Muld og Fugthghedsgrad, ſom den der ſkal beſaaes, og ſom barer
fortrinligt godt Gres, hvormed man, ſaavel med Henſyn paa Afgrode ſom God⸗ hed, er i Forhold til Engens Jordsmon, fuldkommen tilfreds. Man ſtrabe at renſe denne Plet fra Ukrud, ſom muligen groer derpaa, og i det den beſtem⸗
mes
— 1*. 7
EEGGESEE
nes lil! Man 1 det da, tildeſſl llandes Made, ſekteſt, 8 nodent,/ geligt. get Front Grsatt? hugge K ner Blot delſen di at den en
dr mellem Co de Man⸗ den Rakin kan del nen Sagf
d hünt ikke res Enge
E Gradatio 3 anſee
Teedie

.B—* B—+ ———————————y
Engdyrkning.
in hi mes kil Frseſkole, ſtrebe man ved nogen Giodning at vedligeholde dens Krafter. iſeer, d Man lade Graesſet groe, til de tidligere Sorter begynde at modnes, man hugge de Nuͤſe. det da, og giere det, uden at rore det, til Hoe. Et andet Stykke lade man ſtaae, en var e til de ſildige Grœsarter modnes, og behandle det da paa lige Maade. Dernaſt bedre en blandes og taœrſkes begge Dele og med Avnerne beſaaer man den nye Eng. Denne ve ſtetten Maade, til at faae godt Froe til Engens Beſagening, forekommer mig ei blot de hamſe ſikkreſt, men endog mindſt koſtbar; thi er end det tœrſtede Hoe, fordi det er
modent, ikke ſaa godt ſom beſtod det af yngre Planter, ſaa er det dog ſtedſe bru⸗ geligt. Kan Engen bare rod Klover, ſaa er det ofteſt raadeligt, at blande no⸗
d, ei blot get Froe deraf imellem Graesfroet, thi hiin giver da i det folgende Aar, hvori nedes for⸗ Grcesarterne ei buſke ſig, en Afgrode, og man bor blot giore ſig til Regel, at toverlodes hugge Kloveren, der forſt voxer over de ovrige Engplanter, ſaaſnart den aab⸗ roer egeat⸗ ner Blomſterne, uden at lade den blive meget hoi. Den ſtandſer vel i Begyn⸗ 88; det ti⸗ delſen de svrige Engplanter, men undertrykker dem ikke ſaa ſtarkt, at de jo, efter⸗ ſidſte fren⸗ at den er bortgaaen indtage dens Plads. gte derpbd S. 324.
art maatte Opmarkſomme Jagttagere paaſtaae endog, at naturlig Vexel finder Sted Engplanker⸗ nes naturli⸗
lige Beſtaf⸗ mellem Engplanterne. De have nemlig, efter en Rad af Aar ikke mere fundet 9. Pexer. de Planter, der for vare de herſkende, men andre i deres Sted, og efter en an⸗
lgte Seden den Rakke af Aar, viſte de forrige Planter ſig atter i ſtorſte Mengde. Dette
et fra Froe⸗ ue hun kan vel vere foraarſaget ved mange ei bemarkede tilfeldige Omſtaendigheder; men Sagen fortiener dog fortſat Opmarkſomhed. gtomasſigſ§. 325. oyrkaing og Da Hoets Mangde ſtaaer i Forhold til Arealets Godhed, forudſat blot at— hiint ikke tildeels indeholder uimodſigeligen ſlette og ſkadelige Planter, ſaa vurde⸗ Vnag, zenſende ſi res Engene naſten altid efter Hoets Mangde. düie Lir. g ſ ter Engene kunne ligeſaalidet, ſom Agerlandet, neiagtigen klasſificeres; thi afgraden⸗ de m bod⸗ Gradationerne ere ſaa mangfoldige, at deres Grandſer ikke kunne beſtemmes. n ſtrabe nt Jeg anſeer ſom tilſtrekkeligt, og med Henſyn paa de Klasſer, hvori Agerlandet er den beſtem⸗ Tredie Deel. D d deelt
mes
—

210 Engdyrkning.
deelt, ſom henſigtmasſigt at antage ſex Klasſer Enge, og at beſtemme disſe for⸗ nemmeligen efter Hsets Mangde; dog med noget Henſyn paa dets Egenſkaber.
Forſte Klasſe. Enge, der i to Slet yde 4800 Pund Heoe og derover paa en Tonde Land. Hertil hore de Enge, ſom til rette Tid overſvommes eller van⸗ des af Vand, der indeholder frugtbare Stoffe og ſom have et ikke ſuurt, men muldrigt Jordsmon.
Anden Klasſe. Enge, hvis Hoefrembringelſe paa en Tonde Land er 3400 til 4600 Pund. Til denne Klasſe regnes Enge af ſamme Slags ſom de forſte, men med mindre muldrigt Jordsmon. Ofte yde dog heitliggende Enge, der vandes ved Tillob fra frugtbare Agre, ligeſaameget ſom Engene af denne og forrige Klasſe og henregnes da billigen dertil.
Tredie Klasſe. Enge, der yde 2400 til 3200 Pund Hoe paa en Tonde Land, naar dette er fint og velſmagende. J denne Klasſe komme ſom ofteſt de Enge, der i Dale og Dybder ere tilſtrœkkeligen fugtige, uden dog at vandes.
Fierde Klasſe. Enge, der yde ligeſaameget eller maaſkee endog mere Hoe, men ſom blandet med ſlettere Urter, er grovt og ſtivt. Hertil hore egent⸗ lig Enge, der, fordi Kilder udſpringe deri, eller Vandet fattes Aflob, ere for vaade. Skovegne, der for ſtœrkt beſkygges, kunne formodentligen ogſaa regnes hertil. De yde ofte meget, men lidet nœrende Hoe.
Femte Klasſe. Enge, der give 1600 til 2200 Pund Hoe paa en Tonde Land; hvortil iſor de henhore, der mangle Fugtighed og letteligen, naar Vin⸗ teren er alt for tor, lide derved.
Siette Klasſe. Enge, der frembringe under 1600 Pund Hoe paa en Tonde Land, eller hvis Hoe, om det end veier meer, er ſuurt, blandet med Siv og andre ſlette Graœsarter og Urter. Herhid hore altſaa ei blot de torre, menog de torvagtig ſumpige og ſuure Enge.
For at den her anforte Mangde Hoe kan frembringes, antager jeg ſom nod⸗ vendigt, at Engene, ved Muldvarpſkuddenes Udſœvning, Grovternes Oprensning og de vandede Enge, ved Vandets henſigtmasſige Anvendelſe, dog uden Gisdſk⸗
. ning
— 5 ☛ S e 1*— K̃ęʒN-»‚» C p
ning h dunbt
1
jfte fin
heh kun fordi na beͤſte( 1 koſtning zw vanſt dlsvatt 1 Konſurt Stader! Waxt en A
hedi de gelſe, te gunſtſ mindren ftembri koſtning den Sag kers T Hoets wisdnin for ſeer landets tvertime

me didſe ſe Fgenſtaber.
derover pan es eller van⸗ ſunrt, man
nde Land er lags ſom de ggende Enge, af denne og
a en Tonde om ofteſt d vandes.
endog mere
hore egent⸗
bo, ere for gſaa regnes
aa en Tonde naar Vin⸗
Hoe paa en blandet me tkot de totre,
jeg ſom nod⸗ Oprensning uden Giodſt⸗
ning
Engdyrkning.
ning holdes i fornoden Kultur; thi ved at giodes kunne ſlette Enge haves til lige Frembringelſe med de gode. §. 326.
Sporgsmaalet: Hvad Berd have Engene i Forhold til Agerlandet? er ofte fremſat. Mange have antaget det ſaare hoit, fordi Agerlandets Frugtbar⸗ hed kun ved Engenes Hielp kan vedligeholdes; andre have anſlaaet det meget lavt, fordi man ved tilſtrakkelig Foderavl kan frembringe langt mere Foder, end den bedſte Eng yder.
Engenes, ſaavelſom Agerlandets Vœrd fremkommer, ved at drage Om⸗ koſtningerne fra Frembringelſernes Vœrdie. Men Hoets Vardie beſtemmes end⸗ nu vanſkeligere end Sadens, da det i Almindelighed mindre kan anſees ſom Han⸗ delsvare.
Naar det imidlertid ſolges, bor man dog ſkielne mellem dets Torvepriis og Konſumtions⸗Vœrd. Hiin beroer paa locale Omſtandigheder, og er nar ſtore Stader, eller hvor Hoet ved beqvem Seilads kan fores derhen, ſtorre. Kun for hvert enkelt Sted kan et Middeltal udfindes.
Men ſelv Hoets landoeconomiſke Vard er vaklende og tiltager i Almindelig⸗ hed i det Forhold, hvori det, til Qvyeegets Vinterforing og Gisdnings⸗Frembrin gelſe, behoves. Hvor ei blot megen Halm frembringes, men Agerlandet endog er gunſtigt for Klovers, Lucernes og Foderurters Dyrkning, bliver Enghoet mindre nodvendigt; og naar man med lige Vished kan paa en Tonde Land Ager frembringe ſaameget mere Foder, end paa en Tonde Land Eng, at Dyrkningsom⸗ koſtningerne derved dœkkes, ſaa vil Engenes Vard aldrig overſtige Agerlandets, og den Sagkyndige i det ringeſte aldrig anſlaae hine hoiere Men er de bedre Foderur⸗ ters Dyrkning paa Agerlandet derimod ikke fuldkommen ſikker, ſaa ſtiger Hoets Verrd, og folgelig Engenes, ſaameget mere, ſom Agerlandet traenger til Giodning, og jo mindre Halmen er tilſtrœkkelig til dennes Frembringelſe. Der⸗ for ſeer man i Almindelighed, at Engene, itorre og ſandede Egne, hvor Ager⸗
landets Frugtbarhed for en Deel beroer derpaa, vurderes meget hoit; men finder tvertimod, ſkiondt ſielden, Egne, hvor Engenes og Hoets Overflodighed, uden
—-———
Engenes Verdiefor⸗ hold tilAger⸗ landet.
Dd 2 Af⸗

212 Engdyrkning.
Afſatning til Andre, er ſaa ſtor, at de derfor taxeres lavere end Ager⸗ landet.—
Hoets Veerd er ſtedſe uſikker og beroer paa locale Omſtendigheder. Dog kan man, hvor hverken for ſtor eller liden Sogning efter Hoe finder Sted, an⸗ tage, at 100 Pund Hoe har ſamme Vard, ſom 1Skp. Rug, forudſat at det er godt og narrende; ringere Hoe af ſamme Vagt kan derimbd ſœttes liig ¾ Skp. Rug. Naar man altſaa ſadvanligen antager en Td. Rug liig 3 ¾ Rbd. Solv, ſaa er 100 Pund godt Hoe 2 Mk. 10ß., men ſlettere 2 Mk. vordt. Til denne Priis kan det ſom ofteſt benyttes til dyriſke Frembringelſer, forudſat blot, at man valger de, der paa Stedet ere fordeelagtigſt. Det er overflodigt at an⸗ marke, at denne efter Penge beregnede Priis, ſtiger i Forhold til Sœdens Pengepriis.
Er Hoets Vard beſtemt, ſaa udfindes Engens, ved fra det avlede Hoes Verdie at drage Hoſtomkoſtningerne.
Disſe kunne ikke ene beregnes efter Hsets Masſe, men herved bor tillige tages Henſyn paa Arealets Storrelſe, hvorpaa det frembringes. Thi Afgroden paa en tatt bevoxet Eng koſter naſten ikke meer at hugge, end paa en anden af lige Storrelſe, hvorpaa Graesſet ſtaaer tyndt, og de svrige Hoſtomkoſtninger ere lige ſtore. Kun Lasſningen, Indkiorſelen og Stakningen retter ſig efter Masſen.
Derneſt rette Omkoſtningerne ſig efter Engens Afſtand fra Gaarden, og fordobles letteligen, naar denne er betydelig. ſaameget mindre almindeligen gieldende Regler. tage folgende:
Hoehoſten paa Enge, der yde to Afgroder, koſter paa en Tonde Land:
forſte Klasſe.....„ Rbd. 2 Mk.⸗Ek.
J denne Henſeende gives folgelig Som Middeltal kan man an⸗
anden........ 4—⸗— 8— tredie—..„.. 3 5— ⸗— fierde. 3 5— ⸗—
og paa Enge, der give een Afgrode: femte Klasſe.. 2 1— ⸗— ſiette—... 5— 8—
Trevan: I. S. hine D derimol —g Aoer⸗
jeg ati⸗ naar L vi hare ſere Ai
gavnlig Klasſe,
naturlig inditaf
KEEEECE

“— 1 6— 4 5——.—
Engdyrkning.
k end J Naar altſaa, overeensſtemmende med allerede antagne Priſer, Middeltal⸗ let af det hoſtede Hoes Vaœrdie paa Eng pr. Td. Land af forſte Klasſe er Neder. do 100 Pund à 2 Mk. 10 Sk., ialt 21 Rbd., ſaa er den rene Fordeel r Sted, ꝛn 16 Rbd. 4 Mk. ⸗Sk. ſat at di anden Klasſe: b lig Enh 100 Pund à 2 Mk. 10 Sk., ialt 17 Rbd. 3 M.. 13— 2— 3— Röd. Sal, tredie Klasſe:
dil dene 100 Pund à 2 Mk. 10 Sk., ialt 12 Rbd. 1 Mk. 8 Sk. 8— 2— 8— ſat blot, at fierde Klasſe: digt at an⸗ 100 Pund àε 2 Mk. 10 Sk., ialt 9 Rbd. 2 Mk. 5— 3—— engepriis. femte Klasſe: wlede Hoes 4 100 Pund à 2 Mk. 10 Sk., ialt 8 Rbd. 1 Mk. 14 Sf. 6—— 14—
ſiette Klasſe:.
bor tillige 100 Pund à 2 Mk. 10 Sk., ialt 5 Rbd. 1 Mk. 8 Sk. 3— 2—— hi Afgroden Vilde vi beſtemme Agerlandets Verrdie efter de ſadvanlige Taxationer n anden af Trevangsbruget, ſaa kom Engene af ſamme Klasſe, ſom Agerlandet,(See B.
ſninget ere II. S. 149 Tab. B.) ſaare hoit mod dette. Men vi bor vel erindre, at ved fter Masſen. hine Overſlag beregnes alle Avlingsomkoſtningerne Agerlandet til Laſt, da vi derimod, med Henſyn paa Hoet, kun have anfsrt, hvad dette koſter at bierge,
gaarden, og ves folgelig og Ageren yder desuden Halm og Graesning. Overeensſtemmende hermed, troer n man an⸗ jeg at kunne antage Forholdet mellem Ager og Eng af ſamme Klasſe, ſom 2:3, naar Lokaliteten ingen Forandring gisr. Heri ligger ogſaa Aarſagen, hvorfor de Land: vi have inddeelt Engene i ſex Klasſer, hvilket forreſten er vilkaarligt, da langt Mk.⸗Ek. flere Afdelinger efter Hoſtens Middeltal kunde finde Sted. —8=§. 327. —— Det er allerede anfsrt, at Overſvommelſe, der i rette Periode er ſaa Engenes —— gaynlig for Engene, ſom da ſaare forhoier deres Vard og haxver dem til en hoiere Deddedeue Klasſe, dog gior deres Afgroder uſikkere. Derfor kan ſielden en Eng, udſat for res Sikker⸗ — V naturlig Overſvommelſe, anſees for fuldkommen ſikker, da den ofte i Utide kan heb.
-—5 indtreffe. Denne uſikkerhed er imidlertid ikke overalt lige ſtor, og der gives En⸗

Tevnhed.
Afſtand.
Engenes
Kultur.
214
Engdyrkning.
Enge, ſom blot ved uſadvanlig Overſvommelſe ere udſatte derfor; andre derimod, ſom ligeſaa mange Aar lide deraf, ſom befries derfor. Dette gisr naturligviis Mange Enge, der forhen regnedes til de ſik⸗ kre, ere nu, da Flodlobet ved Sand er forhoiet, ſaare uſikkre.
ved deres Taration ſtor Forſkiel.
§. 328.
Overfladens fuldkomne Jœvnhed er for Engene vigtigere end for Agerlandet,
og iſœr for dem, der ved Kunſt eller Natur ſkulle vandes; thi uden dette ſtaae Dyb⸗ derne under Vand, medens de hoie Steder endnu ere torre. Heoſten vil paa ujav⸗ ne Enge vare ulige; i torre Aaringer give de lave, i vaade de hoieSteder bedſt Afgrode, og det bliver derved end vanſkeligere at udfinde dens Middeltal paa hele Arealet. Desuden er Hoeheſten, naar Overfladen er ujevn, meget vanſtelig.
§. 329.
bundne Omkoſtninger, er allerede anmarket. ligge noœer ved Gaarden hoiere Vard, fordi man da bedre kan paaagte og dyrke
dem.
At Engenes Afſtand fra Gaarden gior ſtor Forſkiel i de med Hoehoſten for⸗
Men Engene faage desuden ved at
Da marker og forbedrer man lettere i Begyndelſen enhver tilfœldig Beſka⸗
digelſe, der, naar den faaer Tid at forſterres, vorder betydelig i ſine Folger. Hvor Engene giodes iſcr med Giodningſaft, er det ſaa meget vigtigere, at de
ligge nœr ved Gaarden.
§. 330.
Ved Engenes Vurdering vil den Sagkyndige ſtedſe tage Henſyn paa Mulig⸗
heden at kunne vande dem, eller hvor Vanding allerede bruges, paa henſigtsmas⸗
ſigere Indretning deraf, ligeſom overhovedet paa den hoiere Kultur, hvortil de
ved forholdsmasſig ringe Omkoſtninger kunne hœves.
§. 331.
Vi gaae nu over til Engenes egentlige Kultur. En ufravigelig Betingelſe
Muldvarpe⸗ derved er, ei at lade Muldvarpeſkuddene ujeynede. Disſe viſe ſig fornemmelig paa torre Enge eller paa de heiere Steder, hvorhen Muldvarpene tye, naar de
ſkuddenes Ud⸗
jaoning.
ved Fugtigheden forjages fra de lavere.
rende Fugtighed neſten ganſke for disſe Dyr.
Overrislingsenge befries ved ſtedſeva⸗
Forſommer man at jœvne Muld⸗
eeeeceee
varpe⸗
ratpeſt Grasſe da Ny Engene varfeſt gresſet tages d kede En hvorvel flellge Aderger rende: den ful ſoeren⸗ dre, en
ver den ſie for tromles nindſtS
ſoaren

undre derind, k naturligyit des til de ſi.
Ngerlandet, e ſtage Dyb⸗ il paa ujay⸗ Steder bedſt tal paa hele enſtelig.
ehoſten for⸗ uden ved ait te og dyrke dig Beſka⸗ ine Folger. dere, at de
paa Rulig⸗ enſigtmes⸗
hvortil de
g Betingelt forꝛenräli e, naar de dj ſtedſeva⸗ vone Nuld⸗ batpe⸗
—
Engdyrkning.
varpeſkuddene, ſaa ere de ei blot til ſaa megen Hindring ved Hugningen, at Grassſet bliver ſtaaende rundt om dem, men de dakkes endog af Gronſvar, tiene da Myrer og andre Inſekter til Opholdſted og blive Aar for Aar ſtorre og hoiere. Engene ligne da ofte en Landsbye⸗Kirkegaard, daœkket af ſmage Grave; Muld⸗ varpeſkuddene bor derfor, i det ringeſte to Gange om Aaret jœvnes; nemlig, naar Greesſet om Foraaret begynder at ſkyde i Veiret og ſtrax efter forſte Slet. Jagt⸗ tages dette, ſaa ſkade Muldvarpeſkuddene ikke de gamle med ſtœrk Gronſveer dak⸗ kede Enge, thi derved opbringes nye Jord, til Gayn for Engplanterne. Muldvarpeſkuddene jœvnes enten ved Haandarbeide med Spade og Greb, hvorved bor iagttages, at Jorden joœvnt og vidt ſtroes; eller ved Heſte med for⸗ ſtiellige Redſkaber, blandt hvilke den i min Beſchreibung der neueſten nuͤtzbarſten Ackergeraͤthe, Hefte II. Tab. 7, afbildede Harve, fortil forſynet med et ſkice⸗ rende Jern og bag til flettet med Riis, ſynes at verre henſigtsmasſigſt, da den fuldkommen tilfredsſtiller enhver Fordring, og uden ſynderligt at ſkade Gron⸗ ſvgren fordeler ethvert Muldvarpeſkud. Omkoſtningerne ere herved meget min⸗ dre, end om ſaadant ſkete ved Haandarbeide. Vanſkeligere er det at jœvne gamle begroede Muldvarpeſkud eller Myretuer. Afſkar man dem uden videre, ſaa blev Pletten under dem nogen, og bar forſt ef⸗ ter nogle Aar Gres. Man giennemſtikker derfor i et Kors den Gronſverr, hvor⸗ af de dekkes, boier den tilſide, afſtikker den underliggende Jord, ſtroer den, og laegger da Gronſveren tilbage paa ſin Plads. Paa ſtore Arealer bruger man hertil et tungt Heſteredſkab, Enghovlen, ſom man nogle Steder kalder den un⸗ gerſke Plov. Den er en tung ſladedannet Slabe med fire Bomme, af hvilke den forſte og tredie ere forſynede med ſtœrke Hovljern, men den anden og fierde med ſterke Harvetcender. Dette Redſtab griber med Kraft i Gronſvaren, ſonderri⸗ ver den naeſten aldeles og jœvner den fortraffeligen, men behover ſex og flere He⸗ ſte for at trekkes. Efterat den er brugt, rundharves Engen med lette Harver og tromles. Skiondt dette Redſkab er koſtbart, ſaa har man dog ved dets Hielp, med mindſt Omkoſtninger, atter frugtbargiort Enge, der vare dœkkede af Tuer. Da Grsn⸗ ſogren ſaa meget ſonderrives, ſaa kan man ſaae Klover og andre til Jordsmon⸗
net
1. 4 ,5

Engenes Op⸗ brydning.
ſom Eng betragtet, mindre Afgrode.
216 Engdyrkning.
net pasſende Grœsarter. Dette Foretagende kan desuden anſees ſom en hal⸗ Ploining, hvorved man dog ei odelagger den gamle Gronſvcr. 4§. 332.
J Henſeende til Engenes Opbrydning ere Meningerne ſaare deelte; thi Nogle anbefale denne ſom Middel til deres Forbedring, Andre fraraade den derimod ſom meget ſkadelig.
Forſt bor man giore Forſkiel paa, om Engen blot opbrydes for ſin egen Skyld, eller i det Biemed, ved vexelviis at dyrke andre Frugter, at drage ſtorre Fordeel af Jordsmonnet, end det ſom beſtandig Eng kan yde.
J dette ſidſte Tilfalde indretter man paa Jord, der er lige ſkikket til Eng og Ager— thi dette er Betingelſen— et fuldkomment Vexelbrug med pasſende Frugtfolge, og lader derneeſt Jorden, beſaaet med Klover og Greesarter, i en Rad af Aar atter ligge til Eng. Herved bor uomgicengelig, om man vil vente god Gronſvar, folgende Regler iagttages:
1) Man ber ikke ved altfor mange Afgroder udmagre Jordsmonnet, men lade det beholde en betydelig Deel af ſin naturlige Frugtbarhed.
2) Til ſidſte Afgroder bor ſtœrkt giodes, og det ſaa meget mere, naar man, ſom ofte med Fordeel er Tilfœldet, gisder med Kalk til Sadafgroderne.
3) Ved Oyrkningen bor man iſar beſtreebe ſig for at udrydde det ſkadelige Rodukrud, der ellers groer med ſtorre Kraft og udbreder ſig over Engen.
De ſtore Afgroder, ſom paa ſaadan, for Syre befriet, riig Engbund⸗ der hverken lider af Torke eller Fugtighed, kunne frembringes, giosr deres Dyrk⸗ ning hoiſt fordeelagtig, iſcerr, naar mellem Sadafgroder dyrkes Hovedkaal, Hamp, Krap, Tobak o. ſ. v., ja endog i det Tilfelde, at Jordsmonnet derefter yder, Jagttages hine Regler og udlagges Jorden med Klever og pasſende Grasarter, ſaa bliver Engens Afgrode ikke min⸗ dre, omendſkiondt Forſommelſe deraf altfor ofte har frembragt ugunſtigt Re⸗ fultat.
§. 333
KRECcE
hedre man de jeg tin Nange keöre be end eften lerede! tere en. virker 6
1 Almind Jordſt. flittig ſvarsb ig en
intetgie nan dej Pel kie ſig; n Noeſon henſigt bunden
tbivl en ned elle
did

z ſom en zin
lte; thigagt derimod ſon
for ſin egen tdrage ſtorre
ieket til Enz led pasſende arter, ien an vil vente
vonnet, men
mere, naar dafgroderne. det ſtadelige en.
ig Engbund⸗ deres Dyrk⸗ kaal, Hamp, erefter vder, eg udlagges ode ikke mir⸗ gunſtig Re⸗
§. 333.
Engdyrkning.
§. 333-
Vil man derimod opbryde en Eng, ene i det Siemed at frembringe ny og bedre Gronſpar, ſaa er dette kun raadeligt, naar meget ſkadeligt Ukrud, ſom man derved ſtraber at udrydde, har indſneget ſig. Blot i dette Tilfalde vilde jeg tilraade ſaadant, men i ethvert andet foretrakke en anden Forbedringsmaade. Mange have opbrudt Engene blot for at odelggge Mosſet; men dette ſkeer langt bedre ved Gisdſkning eller ved at paakiore en anden Slags Jord. Tager man end efter Opbrydningen kun een Afgrode, ſodvanlig Havre, ſaa formindſkes al⸗ lerede derved Engens Kraft betydeligen, om den ikke giodes. Den bliver ſlet⸗ tere end forhen og Mosſet kommer ſnart frem. Kan og vil man giode Engen, ſaa virker Giodningen ligeſaa godt, naar den ſtroes paa Gronſvcrren.
Men for at udrydde ſkadelige Engplanter er een Ploining, hvilket er det Almindeligſte, utilſtrakkelig og de erholde blot en bedre Plads i den nu ſtiornede Jordſkorpe. For at naae dette Biemed, bor man beſtemme ſig til en reen og flittig bearbeidet Brak, liig den paa nyopbrudte raae Jorder, eller til Gron⸗ ſocrsbranding, der virker kraftigere og hurtigere. Jeg henviſer derfor til det, jeg om nyopbrudte Jorders Behandling allerede har anfort.
§. 334
Om Beſaaeningen af de Enge, hvis Gronſverr ved Ploiningen aldeles til⸗ Engenes Ve⸗
intetgiores, har jeg allerede§. 323 udladt mig. Dog blev jeg misforſtaaet, om man deraf ſluttede, at jeg tilraadte ene at overlade Naturen deres Beſaaening. Vel kiender jeg Exempler paa, at naturlig Beſaaening er lyktes bedre end kun⸗ ſtig; men uden for al Tviol er det, at Tilfaldet ligeſaavel kunde hidfore ſlettere Froeſorter, end dem man valger til Engenes Beſaaening. Jeg troer blot, at de henſigtsmasſigſte Frseſorter og disſes Blandingsforhold, med Henſyn paa Eng⸗ bundens ſœregne Beſkaffenhed, endnu ei er udfundet.
For den rige, muldrige, ſtisre og maadelig fugtige Engbund pasſer uden⸗ tvivl en Blanding af Alopecurus pratensis, Poa trivialis og Poa pratensis, med eller uden Klover, allerbedſt. Disſe Planter voxe hoit og huroen„ gron⸗
Tredie Deel. Ee 1 nes

218 Engdyrkning.
nes lange, og ere Qveeget ſaare behagelige. Men for at trives behove de et Jordsmon af ovenanforte Art, men give ellers kun enkelte ſvage Planter.
foretrakke, naar man derved ſtraber at frembringe varig Gronſvar, og jeg maae i ſaa Henſeende henviſe til det Raad, jeg i§. 323 har givet. Om enkelte Grees⸗
handles i Lœren om Foderurternes Dyrkning. §. 335. Om Grasſet Nogle mene, at Grasſet paa nye og beſagede Enge ei bor i de forſte Aar
Eng. her eihagges afhugges, men afades. Andre paaſtaae derimod det Modſatte, og atter Andre
uforſtyrret groe, modnes, udſaae ſit Froe, og at Halmen derneſt bor nedtromles.
Alle tre Fremgangsmaader kunne efter Omſtandighederne tilraades. Ved Afgrasning fremmes Grasſets Rodvext; det breder ſig ſtaœrkere og danner taet⸗ tere Gronſvor; kun bor herved de Forſigtighedsregler iagttages, ſom i det Fol⸗
gende ſkulle anfores. Grasgangs Giodning gavner Engen, iſerr om den ſtroes, og ſelv Qvoegets Gang og Leie derpaa, virker fordeelagtigen paa et tort Jords⸗ mon. Naar Greesplanterne ſtaae tœtte, men ſvage paa ung Eng, ſaa vilde jeg foretrerkke at afgrœsſe dem. V Seer man derimod, at Grasſet kraftigen og tœet ſkyder i Veiret og veed man, at Jorden er tilſtrœkkelig kraftig, ſaa kan man uden Betankelighed hugge, iſcer naar dette ſkeer ſaa tidligt, at Planterne ved Froedannelſe ikke ſvœkkes. Aldeles at ſkaane Grasſet er rimeligviis kun raadeligt, naar det ſtaaer tyndt, buſket og naar mange bare Pletter viſe, at Engen atter behsver at be⸗ ſaaes; dog forudſcettes, at ſkadeligt Ukrud ei groer mellem Gressſet; thi da bli⸗ ver Afhugning ſaameget mere nodvendig. Nogle raade, i dette Tilfeelde at lade enkelte, fuldkommen rene Graspletter, i tilborlig Afſtand fra hverandre, blive ſtagende, at Saden herfra kan udbredes over Engen.
Rodukrud, der overeensſtemmende med ſin Natur, breder ſig, bor uund⸗ gaaelig udſtikkes paa nye Enge. Froukrudet bor blot hindres fra at modnes. S§. 336.
Jeg vover ikke at beſtemme, hvilke Engplanter man til ſlettere Enge bor
arters Dyrkning paa hsitliggende Agre, der egentligen ikke egne ſig til Eng, ſtal
eller afedes, ville, at man, for i Fremtiden at faae ſaameget bedre Eng, ſkal lade Graesſet
ſynede tagend opnoge ne Ve Nuld unde fu den va Udeydd ningem terne;
foldigg Detten begroed om For tör.( Giedri
ſeende,
Giodni tilſttat at giod ngiede
hove ei dens A dem,
1
NNEEGENNE

behove dRt planter.
tere Enge bor og jeg mauei enkelte Grar⸗ til Eng, ſel
de forſte Aar atter Andre de Grasſet nedtromles. ades. Vod danner tat⸗ m i det Fol⸗ den ſtroes, tort Jords⸗ ſag vilde jeg
g beed man, hugge, iſcer tes.
er det ſhager hover at be⸗ thi da bl⸗ felde at lade andre, Ulie
„bot uund⸗
modnes. §. 3 36.
Engdyrkning.
§. 336.
Engenes Harvning, eller endnu bedre, Opkradsning ved Inſtrumenter for⸗ ſynede liig Skarrifikators med Knive, er blandt Engdyrkningens nyttigſte Fore⸗ tagender. Man har iſer til Mosſets Udryddelſe anbefalet dette; men Hiemedet opnaaes derved blot indirecte. Mosſet fœſſter Rod paa bare Pletter, hvor an⸗ dre Vexter ſavne Naring, men det viger villigen disſe Pladſen, forvandles til Muld og fremmer ſom ſaadan deres Vext. Ogſaa forgage de Masarter, der ynde fugtig Grund, naar Engen udtorres, og de der groe paa tor Jord, naar den vandes. Mosſet ſynes altſaa ikke ſaa ſkadeligt for Engene, at man til dets Udryddelſe behover at anvende ſcrregne Midler, thi det udryddes ved enhver Dyrk⸗ ningsmaade, der ſtyrker Gronſperen. Men ved at opkradſe Engene ſtyrkes Plan⸗ terne; deres Vœrd fremmes ved Atmoſpharens friere Adgang; de deles og mang⸗
foldiggiores, og det ſkisrnede Jordsmon bringes neœrmere i Bersrelſe med dem.
Dette Foretagende er derfor lige ſaa vigtigt paa Engene uden Mos, ſom paa mos⸗ begroede Enge og iſcr, naar Grunden er bindende, ikke ſvampig. De opkradſes om Foraaret, ved Vegetationens Begyndelſe, naar blot Jorden er tilſtrakkelig tor. Stor Virkning er iſcer derved frembragt, naar Engene derefter gisdedes, og Giodningen har viiſt ſig langt virkſommere, naar Gronſvaren forud ſaaredes.
Ved Tromlingen jevnes Gronſvaren, Engen faaer derved ſmukkere Ud⸗ ſeende, men Afgroden foroges ei derved.
§. 337-
J nogle Egne giodes Engene med ſtorre Omhyggelighed end Agrene, og Giodningen bruges iſer paa hine. Giode vi Engene, ſiger man, ſaa faae vi tilſtrekkelig Gisdning til Agrene. Andenſteds har man ei den mindſte Tanke til at giode Engene og anſeer det for uhort, at bersve Agrene Giodningen, thi de ugisdede Enge give dog ſtedſe noget, men Agrene neſten intet.
De Enge, der, ved at overſvommes af dyndfulde Floder, befrugtes, be⸗ heve ei Giodning, og henhore derfor til Naturens ſtorſte Velgierninger mod Eg⸗ nens Agerbrug, der ved disſes Hielp letteligen frembringer rigere Afgroder end dem, Kunſtfliden i andre Egne fremtvinger.
Ee 2 An⸗
Engenes
Harvning.
Engenes Giedſkning.

220 Engdyrkning.
Andre Enge behsve Erſtatning for det, ſom aarlig, iſcer ved to Afgroder, bersves dem, om de ikke ſkulle tabe deres Frugtbarhed. Men Giodſkningen kan, i Forhold til det Giodningmaterial de giengive, vorre tynd, og naar Agrene, brugte til Sœdavl, yde mindre Giodningmaterial end de behove og forbruge, ſaa giengive giodede Enge, allerede ved det, de efter Giedning frembringe meer, i det ringeſte dobbelt ſaga meget, ſom de modtoge. Det er altſaa ſikkert, at man al⸗ drig visſere forsger ſin Giodning, end ved at giode Engene, og disſes Giodſk⸗ ning tilveiebringer Muligheden fuldkommen at gisde Agre, der ellers fik Intet. Hvad er da Aarſagen, da dette af de meer Oplyſte almindeligen erkiendes, hvor⸗ for Engene i de fleſte Egne ſielden gisdes?— Det forſte Forſkud er i Alminde⸗ lighed alt for byrdefuldt; thi giengive Engene end med Sikkerhed og mangfoldige Gange den Giodning, ſom tildeeles dem, ſaa ſkeer dette ikke ſtrax, men efter en Rad af ſex til ſyy Aar. Saalange og endnu lengere virker Giodningen. Den er en Capital, der i dette Tidsrum tre, fire og fleerdobbelt gienerſtattes, men
den maae kunne anvendes, og dette ſynes Mange umuligt, uden at afkrafte de⸗
res Agre. §. 338.
Gisdemibler. Engene kunne giodes med ſamme Slags Giodemidler, ſom Agrene; dog
bruges fornemmeligen nogle deraf.
Den lange, friſte Staldgiodning anvendes kun ſielden. Om Efteraaret eller forſt paa Foraaret bor den udkiores og ſtroes, at dens oplsſelige Deele kunne udſkylles og meddeles Engen. Den kan folgelig kun bruges til torre Enge, thi paa de vaade kan den paa denne Aarstid ikke bringes. Man ſamler derneeſt ſœdvanligen i tort Veirlig, den uoploſte Halm, hiembringer den og bruger den atter til Stroelſe.
Ofte bruges gammel Giodning, iſar den, der blandet med Jord ſam⸗ menſtovles i Gaarden eller paa Veien. Da den indeholder Ukrudsfroe er den mindre ſtikket for Agrene. Hertil fsies endnu alt Slags Affald og Ureenlighed, Feieſkarn, Saugſpaaner, Haar og hvad ellers paa Gaarden ſamles. Avner,
me⸗
eeeeccen
—
meget paa I.
det ud ſom ma vmmel üden ſt bortlede det med
poſt ef thi derd
torrede tilſtreti
D kraftige Muld d Virknin det hurt Forve Giedain
kanes)
Likker Kalkgie thkt M dande m

d to Afhrag, dſtningen dn naar Agren, forbruge, ſa de meer, i det t, at man al⸗ disſes Giodſe ers fit Inttt. jendes, hvot⸗ r i Alminde⸗ mangfoldige men efter en ngen. Den ſtattes, men afkrafte de⸗
Agrene; dog
n Efteraaret ſelige Deele ltorre Enge, mler dernaſt g bruger den
d Jord ſam⸗ sftoe er den nraenlighed, 6. Avner,
ni⸗
Engdyrkning.
meget fulde af Ukrudsfroe, ſaavelſom det, der udrenſes af Lader og Lofte, og ſom paa Ageren vilde frembringe meget Ukrud, bringes ogſaa paa Engene.
Til disſes Gisdſkning bruges endvidere Giodningſaften, der umiddelbar fly⸗ der ud af Stalden eller i Regnveir fra Moddingen, og iſcer den fra Svineſtalden, ſom man ſadvanligen ſamler i ſeerſkildte Kummer. Denne virkſomme Giodning kommer i Almindelighed de narmeſt ved Gaarden liggende Enge tilgode. Under⸗ tiden ſkaffer en forbiflydende Bak eller en til dette Biemed indrettet Grovt, ſom bortleder Regnvandet og udgyder det over en narliggende Eng, Leilighed til blan⸗ det med Vand at fordele Giodningſaften over Engen.
Hvor man med Flid og Omhue gioder paa denne Maade, tilberedes Com⸗ poſt af disſe forſkiellige Materialier, ved betydelig Tilſctning af pasſende Jord; thi derved kunne de bedre fordeles og virke hurtigere og ſterrkere.
Ved Faarenes Foldgiodning gisdes Engene ligeledes fortrinligen, men Foldingen er, ſaavel Foraar ſom Efteraar, kun anvendelig paa torre eller ud⸗ torrede Enge. Man behover ei at gisde tykt, og 800 Faar kunne i to Neetter tilſtrekkeligen giode en Tonde Land.
De oploſende Giodemidler, Kalk, Gyps, Mergel, Torvaſke og den ſaare kraftige Sœbeſyderaſke giore ſtor og gavnlig Virkning paa Enge, der ikke fattes Muld og ei ere for vaade. Paa magre og vaade Enge ſporer man ikke den ſtore Virkning, ſom de frembringe paa andre. De odelcegge iſœr Mosſet og forvandle det hurtigen til Muld; derfor virke de kraftigſt paa mosbegroede Enge, naar de i Forveien ere udtorrede. De bruges bedſt ublandede og vexelviis med dyriſt Giodning, eller man tilbereder Blandingsmoddinger deraf. Gyps og Saltveer⸗ kernes Affald virker ligeledes kraftigen paa Enge og iſcrr paa dem, hvor Klover, Vikker og Lotusarter groe, hvilke fremfor alle derved fremlokkes. Den rene Kalkgiodſkning bor bruges med Forſigtighed og Kalken tyndt ſtroes; kun ſaafremt tykt Mos og ſlette Grassarter dakke Engen, kan man til disſes Udryddelſe an⸗ vende megen og adende Kalk. 2*
§. 339.

Jords Paa⸗ kiorſel⸗
Engdyrkning.
§. 339.
At dekke Engene med endog raa Jord, gioer ofte ſtor Virkning; iſer om Jorden er pasſende for Engbunden.
Torvagtige, ſvampede og med Mos begroede Enge forbedres om end den paakisrte Jord er magert Sand. Derfor har man ofte ſporet ſtor Virkning, naar en Eng tilfeeldigviis ved Overſvommelſe dakkedes med Sand, forudſat at det jevnt fordeeltes over Fladen, og man bragtes derved til at efterligne Handelſen. Jo meer ſvampet og vaad Engen er, deſto tykkere ber den daekkes med Sand, og ſynes denne end i Forſtningen aldeles at qvcle Grasſet, ſaa ſkyder det ofte alle⸗ rede i det forſte, men ſikkert i det andet Aar ſtarrkere og tœttere frem. Svam⸗ pede Enges Overflade forhoies ikke derved, men nedtrykkes end meer; thi Sandet ſammentrykker den mosagtige Subſtants, ſynker ſelv ved ſin Tyngde og udfylder Mellemrummene.
Selv hoiereliggende Enge med faſt Grund kunne ved et tyndt Lag Sand forbedres, naar de ere mosbegroede; thi Sandet odelcegger Mosſet og fremmer dets Oplosning. Dog er frugtbar Jord gavnligere for enhver faſt Eng. Den gavner, hvorfra den end hentes, ſtedſe, thi den lokker Grassſet til at groe, og giver det Leilighed til fra dets nederſte Knuder at ſlaae nye Rodder, hvorved Planterne forſtarkes og formeres.
Saadan Jordpaakiorſel kalder derfor H. F. Pohl i Annalen des Ackerbaues B. VI, S. 274, medrette“Engenes Foryngelſe“, og han har udforligt afhandlet denne Materie iet Skrivt: Das Verjuͤngen der Wieſen, Leipzig 1810, der indeholder mange andre gode Be⸗ merkninger om Engdyrkningen.
Fremfor alt er Muldjord fra lave Steder, om den end er ſuur, fortraffe⸗ lig for hoie Enge; og den moradſige Jord, man iſer ved Grsvtgravning faaer, benyttes ofte med ſtor Fordeel paa hoiere liggende Steder. Bedſt er den, naar den blandes med anden iſcer mergelagtig Jord, og ſtroes over Engen. Naſt ef⸗ ter denne har enhver Slags Mergel giort ſtorſt Nytte.
§. 340.
5 Enge,0 ſottes' Har ſaad ferVinte leade La kan bred
9 niget god kerne ddl ſaadelig Tilflugte
ning fort
toges, l han Fota pyet f
87 ned meeſt res on F
d. mede Eng dt rette
med Jord
NEEN
viſer des
9 vj dog 1 vandes.

Engdyrkning.
§. 340. ming: j— 3 46 2:.. 3 ing; iſer m Der behoves Overlegg for at udfinde den rette Tid til Giodningkiorſel paa Rette kid til Enge, og den ber velges efter Omſtændighederne. nnnd
8 om end de Virkning ma orudſat at der ne Handelſen. mied Sand, og det ofte alle
For Vinter kan blot de Enge giodes, der hverken ved Natur eller Kunſt ſcettes under Vand, thi i dette Tilfalde bortſkylledes en ſtor Deel Giodningſtof. Har ſaadanne Enge hoie Steder, der ikke komme under Vand, ſaa giodes de kort for Vinter meget ſtarkt, deels for at de derved kunne faae Erſtatning for den mang⸗ lende Vanding, deels at den overblevne Gisdning, efterat Vandet er bortledt,
kan bredes over de lavere Steder.
em. Spam⸗ Paa torre Enge har lang Giodning, paakiort for Vinter, undertiden giort thi Sandet meget god Virkning, da de giodende Dele derved bedſt indſuges, og Engplan⸗ eog Wiylder terne ved Tildgkkningen beſkyttes mod Froſten. Ofte har man derimod ſporet
ſkadelig Virkning deraf, deels fordi den lange Gisdning ſkienkede Inſekterne et ndt Lag Sand Tilflugtsſted og hidlokkede dem; deels fordi Planterne ved denne varme Tildak⸗
t og fremmer
Eng. Den
at groe, og der, hvorved
B. VI S. 274, terie iet Skridt: andre gode Be⸗
ur, fortraffe⸗ avning fager, er den, naar
ning forkieledes, lokkedes for tidlig til Vext, og ſiden, naar Gisdningen bort⸗ toges, lede ſaa meget mere af ſildig Nattefroſt. Mange foretrekke derfor, forſt paa Foraaret at paakiore den lange Giodning, og at lade den ligge til Grasſet pipper frem.
Forraadnet Giodning og Blandingsmog paakiores paa hsie Enge, udentvivl med meeſt Fordeel ſildigt om Efteraaret, endſtiondt den ogſaa, naar den udkis⸗ res om Foraaret, virker tilſtrakkeligen.
Det er vanſkeligt om Foraaret at kiore Gisdning paa vaade og overſvom⸗ mede Enge, da de paa den Tid ere for vaade; det er derfor raadeligſt at iagttage det rette Gieblik ſtrax efter Hoehoſten. Giodningen forener ſig da tilſtrekkeligen med Jordsmonnet, inden Vintervandet kan uddrage dens Krafter, og Erfaring viſer desuden, at den udkiort paa denne Aarstid virker kraftigſt.
n. Naß f§. 341. Have vi end allerede udforligen omhandlet Vandingsanleeggene, ſaa bor Engenes vi dog her bemarke det Nodvendige, naar Engene ved Anvendelſen deraf ſkulle §. 340 vandes. Vi ſtielne her ſom i det Foregaaende mellem Vanding ved at ſattte En⸗
gene

224 Engdyrkning.
gene under Vand, ved at overrisle dem og ved at opdemme Vandet i dem. Thi nerkſor har man end Enge, der vilkaarlig kunne paa alle tre Maader vandes, ſaa ere tegn, de dog ſieldne, og ved enhver iſcer bor ſœrregne Regler iagttages. ſettes §. 342. den tred
Ved at ſatte Engene ſettes under Vand om Efteraaret eller forſt paa Foraaret. Greeſet den under Naar Qveget ſildig om Efteraaret tages fra Engen, ſaa efterſees Inddig⸗ nat efte ningerne, Grovterne og Sluſerne noiagtigen, og det Beſkadigede iſtandſcettes. Land, Man ber iſer noiagtigen efterſee Afledsgrovterne;, thi heldigt Udfald af at ſette Henſyn Engen under Vand beroer egentlig paa Vandets hurtige Afledning og Engens Ud⸗ bariger torring, og Hoſten er desuden den begqvemmeſte Tid til at oprenſe Afledsgrovter⸗ og ſild: ne. Man indlader da ſtrax Vandet og lader det ſaa hoit ſom muligt ſtaae over Tand; Engen, indtil Jordsmonnet er aldeles giennemblodt. Stager Vandet hoit, ſaa ot mar fremmes ogſaa Engens Javning derved, thi dets bolgende Bevagelſe bortſkyller, 1 iſcer ved ſteerk Vlœſt, de hoie Steder. Er Engen tidlig ſat under Vand eller zomme! indtrœffer varmt Veirlig, ſaa ber man vel lagge Marke til, om Skum, der er grobter Kiendetegn til Gicering, viſer ſig ved Bredderne. J dette Tilfaœlde bor Vandet Etedet/ det hurtigſte muligt afledes og Engen udtorres. Forſt naar dette er fuldkommen 9 ivarkſat, og hertil behsves efter Jordsmonnets Beſkaffenhed 8, 14 til 21 Dage, dat int bor Engen atter ſœttes under Vand. hünt kui Meningerne ere forſkiellige, hvad enten man ved Froſtens Begyndelſe ſkal 6
lade Vandet forblive paa Engen og denne dakkes af Jis, eller om den bor udtor⸗ NTarne, res. Hiint har viiſt ſig gavnligt, men ogſaa ſkadeligt. En tynd Jisſkorpe, der iälning bundfryſer, ſkader aldrig. Fryſer derimod blot Vandets Overflade og Engen altſaa vedbliver at vere blod, ſaa kan endog om Vinteren Forraadnelſe finde d Sted, hvorved de bedre Engplanter tage Skade. Sikkreſt e det, om Vandet Thn ſtaaer hoit over Engene, at aflede det med Vinterens Begyndelſe. dt Eug Naar Froſten om Foraaret ophorer, og man efter Behag kan aabne og lukke derne,
Sluſen, ſaa ſœttes Engen dybt under Vand, at de frugtbare Dele, ſom det op⸗ tor Van tsede Vand indeholder, kunne benyttes. Engen kan da efter Omſtandighederne adg ſtaae 8, 12 til r4 Dage under Vand; men man bor da med endnu ſtorre Op tt ugtt
mark⸗
EEN

ti dm. af andes, ſan m
rgaaret.
terſees Inddig de iſtendſettes fald af ät ſette og Engens U⸗ Afledsgrovter ligt ſtaae ober det heit, ſaa elſe bortſtyller, der Vand eller Skum, der er e bor Vandet fuldkonmen til 21 Dagt,
egyndelſe ſtal den bor udtor⸗ Jisſtorpe, det
Engdyrkning.
merkſomhed end om Efteraaret, agte paa den begyndende Forraadnelſes Kiende⸗ tegn, og naar disſe opdages, udtorre Engen. Er den fuldkommen tor, ſas ſcttes den anden Gang og i 4 Dage under Vand. Naar den atter er tor, vandes den tredie Gang i 2 Dage, og endelig den ſidſte Gang i een Dag. Saaſnart Grceesſet begynder at ſkyde i Veiret, bor Overſvommelſerne ophore. Dog kan man efter forſte Hoeſlet, iſcer om Veirliget er tort, atter ſettte Engen under Vand, men kun i to Dage. Man bor desuden ved Engenes Overſvommelſe tage Henſyn paa Jordsmon og Veirlig. Jo lettere hiint lader Vandet ſynke, deſto varigere og oftere kan man overſvomme; jo uigiennemtrangeligere, deſto kortere og ſieldnere. J tort Veirlig ſattes Engene oftere, ved vaadt ſieldnere under Vand; er Temperaturen lav, kan Overſvommelſen vare laengere, er den hoi, bor man ile med at aflede Vandet.
Naar Engene ved naturlig Overſvommelſe, ſom man ikke har i ſin Magt, komme under Vand, ſaa bor man inden dennes Begyndelſe, ſctte Aflednings⸗ grovterne, ſaavel dem der aflede Vandet fra hele Engen, ſom fra enkelte lave Steder, i fuldkommen Stand, at Vandet ikke for lœnge ſkal blive derpaa.
En almindelig Regel, ſaavel ved Overſvommelſe, ſom Overrisling, er, ei at indlade Vandet paa den varme Tid af Dagen, men Morgen eller Aften; thi hiint kunde i det ringeſte i meget varmt Veirlig let vorde ſkadeligt.
Efter ſildig Riimfroſt eller naar koldt Veirlig om Foraaret folger paa Varme, er Vanding iſcer gavnlig og tilintetgisr den ſkadelige Virkning, ſom Kulden i Almindelighed har paa Grasſet.
ade og Engen§. 343. aadnelſe finde Ved Overrislingen bor Folgende iagttages. Efterat Engen er afgreesſet Overrisrin⸗ om Vandet og Qvexget hiembragt, iler man at iſtandſcette de beſkadigede Grovter og Render, ee Ande
at Engens forſkiellige Dele kunne ligelig vandes. Ved at lagge Gronſver i Ren⸗ derne, undertiden ved lidet at inddige deres Bredder og ved Gronſvarſtrimler,
aabne og lukke e, ſon det oy⸗ bor Vandet hiſt og her kunne ſtandſes eller hentvinges til andre Steder og derfor ſtendighederne er det gavnligt, at indlade Vandet engang til Prove og da med Opmarkſomhed
dau ſtorre dy at iagttage dets Leb. Thi Qvaget har ſtedſe bragt et eller andet i Uorden.
mark⸗ Tredie Deel, F f
9
er⸗

226 Engdyrkning.
Dernaſt overrisles Engen ſtaœrkt og varigt, at Jordsmonnet kan fuldkom⸗ men ladſkes, feeſtes og tœttes. Efter otte eller fiorten Dage afledes Vandet, at Engen ei ſkal blive dyndet, og da overrisles den atter. Om Efteraaret kan man ikke lettelig vande for meget, men raadeligt er det, vexelviis at vande og ud⸗ torre Engen, om man end har tilſtrakkeligt Vand til uafladeligt at vande Alt, hvilket ved ſtore Anloeg ſielden er Tilfeldet. Fattes Vandet, ſaa nodes man, efter Orden at vande en Deel efter den anden.
Kommer Froſten pludſelig, medens Engen overrisles, ſaa ſkades den al⸗ deles ikke ved at dekkes med Jis; men det rindende Vand fryſer ikke letteligen.
Naar Toeveiret begynder, bor man ile med at faae Sluſerne loſe, at Van⸗ det ved ſtork Toe kan faae Aflob, da det ellers ved at bryde ud kan tilfoie Skade. Saaſnart Omſtaendighederne tillade det, bor man lede dette Vand paa Engen, thi det indeholder mange dyndede og gisdende Dele. Den forſte Foraarsvanding kan
vare fiorten Dage og lœngere, men da bor Engen verre tor i otte Dage og van⸗
des da atter, men i kortere Tid.
Gronnes Engen, hrilket iſcer tidligt er Tilfaldet, naar man bruger det⸗
varmere Kildevand, ſaa boer den, om Veirliget er varmt, fuldkommen udtsrres og man efterſeer da endnu engang Aflobsrender og Groyter. Man lader Faarene der have Lam, grasſe derpaa, thi denne tidlige Grasgang er dem ſerrdeles gavn⸗ lig og foroger, meer end enhver anden Fode, deres Melk. J mange af Englands Egne troer man, at Faareavlens Held fornemmelig beroer paa Overrislingsengene, thi utallige Erfaringer bekrœfte, at Faarene uden Skade kunne grasſe paa overris⸗ lede Enge, efterat disſe ere udtorrede og at kun ſtilleſtagende Vand er dem ſradeligt.
Dernaſt fortſcttes Overrislingen, men blot tre eller fire Dage, hvorefter Engen forbliver i det ringeſte otte Dage tor. J Forhold til Varmens Tiltagende afkortes Vandingen og tilſidſt bor den kun vare een Nat. Man retter ſig efter Engens Fugtighed; er Engbunden ſandet, poros og Veirliget ei alt for vaadt, ſaa kan der vandes hver fierde Nat og Vandingen kan fortſcettes, indtil Grasſet gaaer i Blomſter og bor hugges. Paa overrislet Eng, bor det ved Vandets Hielp ſtedſe holdes ſtivt og friſtt; begyndte det at blive guult, ſaa maatte netop disſe
disſe til ſteligen
4 e
Pandin nen ſel Dexfor vid d heſergen
lig nog
— ſtadelig Naader gen Be Wimod ku te, ſot atter, modnes ſieer det gaae, ſtrende dſtikke
m Nod
b
noie po
afſkior derud,
Engene
KeKEAN

Engdyrkning. et kan fuldion⸗
ds Lande disſe til Fugtighed vante Planter lide meer end andre, ſtandſe i Vexten og van⸗ het, 1
aaret! ſkeligen komme ſig. an n m Det er af ſtorſte Vigtighed, hverken at vande for meget eller for lidet.
neua Vandingon ber ieke gientages, inden Jorden er fuldkommen tor fra forrige Gang, asohg 84 men heller ikke udſcttes ſaa lœenge, at Planterne i mindſte Maade lide af Torken. Derfor fordre Overrislingsenge, fremfor alle andre, ufravendt Opmarkſomhed, Fodd da og ved de tarre Anlag hyr Soſyner overdrages en blot dertil einſal Perſon, der beſorger alle ſmaae, i ſig ſelv lette, men uopſcttelige Raparationer. eletüi Strar efter forſte Hseſlet begynder Overrislingen igien, varer i tort Veir⸗ uſ, ar Ban lig nogle Dage og gientages ſiden efter Behov om Natten. ifoie Skade. S. 344. Engen, thi Mange anbefale ſerrdeles, ved Lugning og Udſtikning at befrie Engene for Engenes zwanding kan ſkadeligt Ukrud. Men behandles de blot i enhver anden Henſeende paa tilborlig Rensning. dage og ven⸗ Maade, ſaa er Ukrudet, paa Enge der to Gange om Aaret hugges, ikke af me⸗ gen Betydenhed, da det derved for det meſte odelcegges. Hugges Grasſet der⸗ bruger det imod kun een Gang, ſaa har det Tid at ſkyde i Veiret, iſcer om det er af de Ar⸗ udtorres og ter, ſom Qvagget, For⸗ og Efteraar ikke afbider. Dog udryddes nogle Ukruds⸗ nder Faarene arter, f. Ex. Rhinantus cristagalli, bedſt ved Foraarsgresning; thi dens Froe erdeles gahn⸗ modnes ellers inden forſte Slet. Tidſler doe, naar de to Gange afhugges, og af Englandé ſkeer det forſte Gang inden de blomſtre, ſaa yde de godt Hse. Vandplanter for⸗ Glingsengente⸗, gaae, naar Engen udtorres, men ere ellers uudryddelige. Kun den tidlig blom⸗ paa overris⸗ ſtrende Heſtehov(Tusilago) der med ſine ſtore Blade dakker Jordsmonnet, bor dem ſadeligt. udſtikkes, naar den viſer ſig paa leeret Grund. Afſkiceres den ofte, ſaa doer den, ge, hrorefter om Roden end ei udrives. ns Tiltagende Ved Engenes Kanter, ved Grsvter og Hakke bor man iſcr i Hoehoſten
ttter ſig ete noie paaſee, at Intet bliver ſtaaende og naar Leen ei afhugger Alt, ſaa ber det lt for aadt afſkigeres med Kniv eller Segel. Her bliver ellers en Planteſkole for alleſlags
ndtil Graöſet Ukrud, ofte endog for giftige og ſkarpe Planter. bed Vandets Man bor iagttage, at Hakkenes Udlobere og Rodder ikke brede ſig over
maatte netoh Engene. Afhugges de unge Udlobere to Gange om Aaret, ſaa blive de ikke düſ Ff 2 ſtore,

228 Engdyrkning.
ſtore, men dse. Groe de et Aar uforſtyrrede, ſaa overvinder Leen dem ei mere, men de brede ſig ſtedſe videre. Da bor de afſkigeres tœt ved Jorden eller endog dybere; men den beſvarlige Udrydning behsves ikke, naar de unge Skud blot omhyggeligen afhugges, thi da doe Rodderne tiſſidſt.
8. 345.
Man erklerer naſten almindeligen, at Graesgang er ſkadelig, ja end⸗ og odelgggende for Engene, og Mange bragtes derved til, ganſte at opoffre denne vigtige Benyttelſe deraf. Denne Formening grunder ſig formodentlig paa den feilfulde Grœsningsmaade, der ſtedſe finder Sted, naar andre end Eieren have Adgang dertil. Da grasſes ikke paa rette Tid eller af rette Antal Qvags ei heller velges den meeſt pasſende Slags. Jagttager Eieren dette, ſaa ſkades Hoeproduktionen,— naar man nemlig tillige ſeer paa Hoets Godhed, ſaavel ved Foraars⸗ ſom Efteraarsgrasningen— aldeles ikke, men Afgreesningen er endog virkelig til Gavn, da iſerr de tidligere Urter ved hiin afbides og komme til Nytte, i Stedet for ellers blot ſom Halm at komme i Hoet, efterat have ka⸗ ſtet Froe paa Engen. Disſe Urter blive da i det ringeſte for haarde, tabe Smagen og ſtiondt de, i ung Tilſtand, ere gavnlige for Qvaxget, ſaa bekomme de det nu ilde og undertrykke desuden ved geil Vext de bedre Engplanter.
Foraarsgreesningen bor i Almindelighed ene tildeles Faarene. Talen er naturligviis blot om tilſtrœkkeligen afgravede og udtorrede Enge, thi ere de mo⸗ radſige og ſumpede og Grassſet dyndet, ſaa ere de paa enhver Aarstid ſkadelige for Faarene. Men paa torre Enge er ſaadan tidlig Greesning af ſtor Verd og virker kraftigen paa de lammende Faar, ſom derved faae rigelig Melk. Intet gayner derfor et Skaferie meer, end denne tidlige og varme Grasgang. Faa⸗ rene afbide Graesſet javnt, fremme derved Opvert fra Roden og ſinke de Planter der alt for tidligt fremſkyde buſkviis; desuden giengive Faarene ved deres Giod⸗ ning rimeligviis Engen mere Kraft, end de berove den. Man vil ogſaa have merret, at de fordrive mange Inſekter. Deres lette Fod er ſnarere gavnende end ſkadelige for Gronſvoeren. Men det forſtaaer ſig, at man ved Engens A⸗⸗ grasning ikke bor overſkride den rette Grandſe, ſom beſtemmes af Vegetationen, der
der ded bor Jo Maiz zunned
4
rſkadeli des gL 5
tene pa er mind get ſaat begynde Fod, th Engene naar d udgang
E ning, a langere
Samme
dul er H hvert Q des med ito Del diiden d ſtede de
— drom e ne, he

er Leen den ij eed Jorden äler de unge Sind
delig, jn end⸗ nſte at opofte
tmodentlig paa
dre end Cieren Antal Qvagz , ſaa ſkades dhed, ſaadel reesningen er og komme til erat have ka⸗ daarde, tabe ſaa bekomme ter.
*. Talen er hi ere de mo⸗ ztid ſtadeüge ſtor Vard og Nelk. Intet gang. Faa⸗ ke de Planten d deres Giod⸗ it ogſau ſihe rere gvnende
d Engens A⸗
Vegetationen, der
V
.———j————
Engdyrkning. 229
der ved Temperaturgraden paaſkyndes eller forſinkes. Er Foraaret varmt, ſaa bor Faarene allerede 20 April tages fra Grasgangen, men i Almindelighed ferſt i Mai; naar Veirliget derimod er koldt, og Graesſet altſaa groer langſomt, ſaa kunne de forblive paa Engene til 10 Mai.
At lade Hornqvaeget om Foraaret graesſe paa Enge, er kun raadeligt og uſkadeligt, naar Engen er ſaa fuldkommen tor og faſt, at intet Fodſpor efterla⸗ des og Qvegets Giodning ſtrax ſpredes.
Derimod bor Grassningen efter anden Slet indrommes Qvaeget, da Faa⸗ rene paa denne Aarstid letteligen derved paadrages Sygdom, og man desuden da er mindre forlegen for Grasning til dem. Grassſets nye Opvext bekommer Qva⸗ get ſaare vel, da mange Arter netop paa denne Aarstid voxe frodigſt, og Koerne begynde derved paa ny at malke rigeligere. Da ſkader Qveeget ikke med ſin Fod, thi dets efterladte Spor forſvinde og jœvnes inden Foraaret af ſig ſelv, naar Engene ere blode og ſvampede. Den tabte Giodning er ſaare gaynlig for Engene, naar den blot ſtroes. Saadan Eftergreesning yder ofte indtil Novembers Udgang ſund Fode til Qveget.
Englanderne ere ſom bekiendt ſaa indtagne for privative Enges Afgrees⸗ ning, at de i Almindelighed kun hugge Graesſet een Gang, lade Faarene grasſe lengere om Foraaret og drive ſtrax efter forſte Hoeſlet Hornqvaget derpaa. Samme Fremgangsmaade finder ogſaa Sted i adſkillige Marſkegne, hvor Qvaeg⸗
avl er Hovedſagen. Der regner man ofte et viſt til Gras udlagt Areal paa
hvert Qvcegshoved, ſom derpaa bor grasſes om Sommeren og om Vinteren fo⸗
des med Hoet. Man deler nemlig det Beſcetningen beſtemte grœsbegroede Areal i to Dele, ſkaaner fra Foraarets Begyndelſe den ene, indtil den kan hugges, driver derneeſſt Qvoeget fra den Deel, hvorpaa det hidtil grasſede, paa den ho⸗ ſtede Deel, og lader Greesſet paa hiin voxe i Veiret, for ſiden at kunne hugge det. At Engens Kraft derved mere vedligeholdes end ved to Gange at hoſtes, derom ere alle Erfaringer overeensſtemmende. Finere og tatttere Grasvext frem⸗ mes, haarde Stilke og Ukrud forſvinde, og Engen holdes ſtedſe i tilſtrakkelig Giod⸗

230 Engdyrkning.
Giodningkraft; derfor er denne Fremgangsmaade under mange Avlingsforhold raadelig, om end to Hoeafgroder ved andre fortiene Fortrinet.
At Grasſets Afhugning ſoakker Engene; at dobbelt Hoſt i een Sommer nodvendig bor erſtattes dem ved Giodning; at Afgreesning derimod vedligeholde deres Kraft, kan overeensſtemmende med Theorie og Erfaringer neppe nagtes.
§. 346.
Det er befundet ſaa meget fordeelagtigere at afgrasſe, end at hoſte En⸗ gene, at man, iſerr i England ofte et heelt Aar bruger Engene blot til Grasgang. Denne Fremgangsmaade vilde jeg, efter nogle Jagttagelſer, ſom jeg i Henſeende til afgrosſet Eng har havt Leilighed at anſtille, dog ikke almindeligen anbefale. De hoitvoxende Graesarter, ſynes overeensſtemmende hermed ei at taale, ved Af⸗ grasning ſtedſe at holdes lave, og forſvinde derfor ſaa aldeles, at naar den til Grcessning benyttede Eng, atter ſkal hoſtes, giver den vel taettere men lavere Gras. Er Jordsmonnet ſaa kraftfuldt at ſelv de lavere Greesarter give tilſtrak⸗ kelig Afgrsde, ſaa kan Afvexling mellem Grasgang og Heeſlet varree gavnlig, men i modſat Tilfalde forekommer et eller flere Aars Grasgang mig at vare be⸗ tœnkelig.
§. 347.
Man ſkielner ofte mellem Enge, der kunne hoſtes, en, to eller tre Gange, og ved den forſte Slags, mellem tidlige og ſildige. Men denne Forſkiel hidrorer enten fra Dyrkningsmaaden eller ſœdvanligen fra Adkomſter til Engens Benyttelſe. Thi ved Kultur og uindſkrœnket Eiendomsret kunne alle Enge, der give een Af⸗ grode, bringes til at yde to. Hine, Eiendomsretten indſkraenkende Rettigheder, ere, med Henſyn paa Engene, ſom endnu laʒnger end Agerlandet betragtes ſom Fœlledsgods, ſaa aldeles upasſende til den nœrvœrende Kultur, at man overalt, hvor man ſtrœber at fremme Nationernes Velſtand, forandrer dem eller i det rin⸗ geſte, til alle Interesſenternes Fordeel, ſtrœber at giore dem mindre byrdefulde.
Hoe⸗
8
1 4
for aln
1
den ind fenhed, forſte R der atb Egenftal benſgn. kunne he Afgrede man gi⸗
medens! or man didde rim neget ſta Nodſatte dt fatte gde, ſa Bundgte ſaa kan
81 donne d. liget dog

Lolingsfuch
i een Sommer od vedligehohde ppe nagtes.
dat hoſte En⸗ til Gresgang. eg i Henſeende gen anbefale. nale, ved Af⸗ naar den til re men layere give tilſtrak⸗ vore gaynlig, Zat vare he⸗
ker tre Gange, rſtiel hidrorer ens Benyttelſe. r give een If de Rettigheder betragtes ſon t man oberalt eller i dt tin⸗ ndre hyrdfülde.
Hor
——
Heehoſteu.
S. 348. Hoehoſten er blandt Landmandens vigtigſte Foretagender, og fordrer der⸗ for al muelig Opmarkſomhed og Anſtrangelſe. Dens rette Tidspunkt kan ikke, ſom ofte ſkeer, beſtemmes efter Almanakken. Den indtraffer ei blot efter Engens og de fornemſte Graesarters forſkiellige Beſkaf⸗ fenhed, men ogſaa efter Aarets Beſkaffenhed, ſnart tidligere, ſnart ſildigere. Den forſte Regel er, at hugge naar Grasſet for det meſte har ſkudt Rosmer og begyn⸗ der at blomſtre. Tidligere tabte man af Hoets Mangde, ſildigere af dets gode Egenſkaber, og man bor unegtelig overveie, hvilken af Delene er vigtigſt, med Henſyn paa, om Heet ſkal bruges til eget Qveeg eller ſelges. Paa Enge, der kunne hoſtes to eller tre Gange, har desuden tidlig Hoſt den Fordeel, at anden Afgrode kommer tidligere og er rigere; derfor iler man med forſte Slet, naar man gior Regning paa en folgende. Men Grasſet er, overeensſtemmende med Aarets Beſkaffenhed, paa forſkiellig Tid ſkikket til at hugges. Er Foraaret varmt og fugtigt, ſaa indtreeffer denne Pe⸗ riode tre Uger tidligere, end om det er koldt og tort. Ofte ere Straaene hsie,
Rette Tids Jagttagelſe.
medens Bundgrqesſet endnu er ſaa kort, at Leen neppe kan faae fat derpaa; og da
bor man tage Henſyn paa, hvilken af Delene er det betydeligſt.
Bundgraesſet
vilde rimeligviis, naar det ved forſte Slet blev tilbage, til anden Slet ſkyde ſaa
meget ſtœrkere i Veiret, men bliver Veirliget ugunſtigt og tsrt, ſaa kan ogſaa det Modſatte handes, og det ſaameget mere, ſom dets Spidſer ere beſtadigede og det fattes Lye. gede, ſaa er det bedre at hugge, thi da kan det ſtyde friſte Blade. Bundgrasſet af Mangel paa Regn blevet tilbage, og denne endelig indfinder ſig, ſaa kan man haabe, at Grasſet, om det bliver ſtaaende, ſkyder ſtœrkere i Veiret.
Veirliget er ved Hsehoſten ſaare vigtigt. Saa uſikkre vore Veirſpaa⸗ domme og de ſom ofteſt alt for eenſidig udledte Regler end ere, ſaa pleier Veir⸗
liget dog i Almindelighed at forandres ved Soelhverv, den 21de Juni. Var
For⸗
Har Bundgrasſet lidt af Froſt og ere dets Spidſer beſkadi⸗ Men er

Grasſets Slaaening.
232 Hsehoſten.
Forſommeren indtil da tor, ſaa folger ſadvanligen Regn, der varer to til tre Uger. Var Veirliget derimod forſt vaadt, eller indtraf og endtes Regnperioden tidligere, og Himlen derneeſt bliver klar, ſaa kan man vente godt Veir. Derfor handle de klogeſt, der i forſte Tilfœlde ile med at hoſte Grasſet paa tidlige og varme Enge, ſelv om Bundgrasſet ikke er opvoxet tilſtrakkeligen, thi ved fugtigt Veirligt bliver det ſaa meget tœttere. Men kan man ikke hoſte inden Regnperio⸗ den, ſaa bor man tove, indtil man med Rimelighed kan antage, at den er forbi; ſaameget meer, ſom Grasſet i fugtigt og ſom ofteſt koldt Veirligt ikke letteligen bliver alt for modent. Forend man beſlutter at hugge, bor man altſaa fuld⸗ kommen overveie alle Omſtaendigheder og tage Henſyn paa, af hvad Slags Engen er. §. 349.
Ved Slaaeningen bor man iſer vœre opmerkſom paa, at Grasſet afſkice⸗ res ſaa jœvnt og tœt ved Jorden ſom muligt, uden at Gronſvaren derved beſkadi⸗ ges. Dette er dog blot giorligt paa jœvne Enge, ſom ere renſede for Steen. Der kan man med rette fordre ſaadant af Slagekarlerne og bor derfor ſtrabe at ſkaffe ſig Folk, der ville gisre det. Bruger man lange Leer, og tager meget brede Skaar, ſaa opnager man ſieldent dette, og omendſkisndt Arbeidet herved ſaare fremmes, ſaa bor man dog ſtedſe foretrœkke, at afhugge Grasſet tatt ved Jorden Thi Hoeafgroden bliver ei blot betydeligen ſtorre, naar Grasſet afſkiceres tat ved Jorden; men den nye Opvext fremmes efter alle Erfa⸗ ringer langt mere derved, end om hoie og ujavne Stubbe blive ſtaaende.
Da man ved at give Daglon, lettere end ved Akkord, formager Arbeidere til denne oeconomiſk rigtige Slaaening, ſaa anſeer jeg her hiin Betalingsmaade for gavnligſt; kun ikke i det Tilfcelde, at man ved at akkordere om dette Arbeide kunde vente ſamme Noiagtighed. Daglon har desuden i dette Tilfcelde det For⸗ trin, at man, efter Omſtendighederne, kan tage Folkene fra Slageningen og bruge dem ved Rivningen.
og i ſmallere Skaar.
Paa jeœvn Eng kan en Karl daglig afſlaae Graesſet paa 10,000 Alen. Akkord udrette ſtœrke Arbeidere langt mere; ja endog det Dobbelte. Men Ar⸗ beidet giores da ſikkerligen ikke godt.
paa h anderie
4 faariſt nod du og ſaal
Gras,
mygge bendes d Klokken Dagen! füürka Madé, g di. Perſoner det i to
behandles
üilſtakke ſiores. itie tynd D gende uſt det begy dette Ar og man dager dag Hatter
§. 350. Tudie
NEIN

varer to tilte s Negnperioden Veit. Derfr paa tidiige thi ved fugtig den Regnperie⸗ at den erforbi; ikke letteligen
n altſaa füld⸗
lags Engen er.
rosſet afſtia⸗ derved beſtadi⸗ Steen. Der rebe at ſtafe meget brede herved ſaate tot ved Jorden ſtorre, naar fker alle Erfa⸗ ende.
aaer Arbeidere zetalingsmaade dette Arbedd ffalde det da⸗ Slaaeningen
Alte. Nen Ar⸗
. 35o.
—
Hoehoſten.
§. 350.
Hoet hoſtes paa mangfoldige Maader, og paa hvad Slags Hoe man vil frembringe, deels paa Veirliget, ſom man maa underkaſte ſig.
Man ſkielner mellem gront og brunt Hoe.
Det gronne Hoe bliver bedſt, naar Grasſet, i tort Veirlig ſtrses det ſnareſte og fuldkomneſte muligt, udſattes for Luft og Soelſkin, men bevares mod Fugtighed, iſcr mod Duggen, ved ſaaſnart giorligt at ſœttes ſammen, og ſaaledes, ſaa hurtigt ſom muligt, fuldkommen torres. Derfor bor det
derved ber deels tages Henſyn
Graes, der fra tidlig om Morgenen indtil Klokken 9, i godt Veirlig hugges,
omhyggeligen ſtroes, at aldeles intet henger ſammen. Er man ferdig hermed, vendes det, der forſt ſtroedes og det Samme gientages om Eftermiddagen. Omtrent Klokken fire rives det i Rumper og ſaœttes ved Solens Nedgang i ſmaae Stakke. Dagen derpaa, efterat Duggen er aftorret, ſtrses disſe ſaaledes, at Hoet lagges i fiirkantede Flader, 9 til 12 Alen i Qvadrat, mellem hvilke bliver en ledig Plads, at man ved Vendingen, der atter to Gange foretages, kan flytte det hid og did. Mod Aften ſamles det atter, men i dobbelt ſaa ſtore Rumper, ved to Perſoner, der fra begge Sider ſammenrive det. Inden Solens Nedgang ſcettes det i to til tre Gange ſaa ſtore Stakke, ſom Dagen i Forveien. Tredie Dag behandles Hoet paa lige Maade, og, er Veirliget gunſtigt, ſaa er det da tilſtrœkkeligt tort til at ſottes i ſtore Stakke, hvori det forbliver, indtil det ind⸗ kisres. Marker man, at det bliver fugtigt i disſe Stakke, ſaa ſtroes det, dog ikke tyndt, inden det hiembringes.
Det Hoe, der ſlaaes lœngere op ab Dagen, bliver til neſſte Morgen lig⸗ gende uſtroet, og forſt da begynder man paa lige Maade at behandle det. Arbei⸗ det begynder hver Morgen med Stroeningen af det ſidſt huggede Grœs, og naar dette Arbeide er tilendebragt, ſtroes Stakkene, forſt de mindſte, dernaſt de ſtorre, og man bearbeider med tilborlig Orden den ene efter den anden. Arbeidet til⸗ tager daglig, og Arbeidsfolkene bor folgelig ligeledes forsges, indtil en Deel af Hoet er ſat i ſtore Stakke og bragt paa Loftet,
Tredie Deel. G g Saa⸗

Hoets Tor⸗ ring i gun⸗
ſtigt Veirlig.
234 Heehoſten.
Saadant Hoe beholder naejſten ganſke ſin gronne Farve, ſin aromatiſke Lugt, ſine nerende Dele og taber blot Fugtighed uden at varet underkaſtet ſelv Begyndelſe af Gigering. Men til denne Hoſtmaade behoves forholdsmas⸗ ſigen flere Folk. Kan man tilveiebringe disſe, ſaa vinder man, ved gun⸗ ſtigt Veirlig, i Tid, hvad man taber i Kraft, og Omkoſtningen bliver kun lidet ſtorre ved denne, end ved den ſadvanlige ſtiodesloſe Hoſtmaade.
Andre lade derimod Grasſet, efterat det er hugget, ligge to til tre Dage urort paa Skaar, og begynde forſt da at bearbeide det. Herved ſpares viſt nok en Deel Arbeide, da Grassſet, der paa Skaar allerede er visnet, lettere tsrres; men fuldkommen gront bliver det ikke.
§. 351.
Naar Regn falder, og Veirliget er fugtigt og uſtadigt, ſaa bor man ile med at torre Hset. Da er Hovedſagen, ſaavidt muligt at holde det ſamlet, at det ikke ſkal udvaſkes af Fugtigheden. Ved at lufte og omſcette det, naar tert Veirkig indtraffer nogle Timer, bor man hindre det fra at komme i Giaring.
Medens Grasſet er gront, indeholder ſine eiendommelige Safter og paa en vis Maade endnu har Liv, ſkades det ikke letteligen af Fugtighed fra oven af, og naar Regn falder efter Slaaeningen, eller man i Haab om bedre Veirlig endoz har ſlaaet i Regn, ſaa bor det ligge ursrt paa Skaar, indtil dette indtraffer. Kun naar det ved Fugtigheden er for meget ſammentrykket, lsftes det noget med Riveſtagen, og da varer det lenge inden det fordœrves, naar det blot ikke ligger i Vand. Fra lave Steder bor det, om muligt, bringes til er Regnen for det allerede visnede eller halvtorre Grees. dets kraftigſte dele. Derfor bor man undgage at lade Heet ligge ſpredt i Regn og naar en Regnbyge truer, bor man ſamle alle Folk, for at bringe det torreſte i Stak. Da taaler det ſelv vedholdende Regn, uden at tabe betydeligt. Kun mage det ei blive varmt. Blot det udvendige taber ſin Farve og udludes; det inderſte vedbliver at vœre gront og kraftigt, og naar det da en tor Dag enes, faa bliver det ofte derved ſtikket til iſtrat at ſhden i Huus.
de hoie. Skadeligere
Fugtigheden uddrager
Reg⸗
derſeg dtt, ſ den Kl men i det, 0 barmt, ver hve at denn
ſom mu
denne l
men tor vendig
—
disſe ble⸗ ette b.

ſin aromaiſte eret underkaſtt es forholdzmas nan, ved gm. bliver kun liet
to tiltre Dage ſpares viſt nok lettere tortes;
a bor man ile Ide det ſamlet det, naar tort i Giaring. Safter og pat d fra oven af, Veirlig endo ette indtraffer zdet noget med blot ilke ligger Skadeligere zheden uddrage he ſpredt iReg age det torreſe
Hoehoſten.
Regner det laœnge og uafbrudt, ſaa bor man ofte lufte Hoeſtakkene og un⸗ derſoge om de ikke tage Varme. Er dette ved hoi Temperatur virkelig Tilfel⸗ det, ſaa kan man intet bedre gisre, end ogſaa behandle det halvtorre Hoe paa den Klapmeierſke Maade, der ved Kloveravlen ſkal beſkrives Det ſeettes ſam⸗
men i ſtore Stakke, hvori det fuldkommen og jevnt tager Hede; dernaſt ſtroes
Har det een Gang veeret men bli⸗
det, og, er det lufttort, ſammenſctttes det atter. varmt, ſaa hennder dette ei oftere. Det forandrer vel Farve og Lugt, ver hverken ſkimlet eller klamt, og fuldkommen brugbart. Det forſtaaer ſig, at denne Methode kun i Nodsfald bor anvendes paa Enghoe.
§S. 352.
En anden, ikke ſaa almindelig, men af Mange anbefalet Maade, til at hoſte Hoet gront, er folgende:
Man ſatter det gronne, netop luftturdede Graes, i ſmalle Stakke, ſaa hoie, ſom muligt, hvilke ſtottes ved en liden Stang, der ſtikkes i Jorden. Omkring denne lœgges Hoet med Handerne. Noget af det langſte og groveſte Gras ud⸗ ſoges og lagges ſaaledes paa Stakkens Top, at Rosmerne hange ned mod Jor⸗ den. J disſe pyramidalſke Stakke lader man Hoet ſtaae, indtil det er fuldkom⸗ men tort, hvoilket efter otte til ſiorten Dage er Tilfeldet, og da har Hoet ind⸗ vendig aldeles beholdt ſin gronne Farve.
J tort og blaſſende Veir har jeg ſeet, at Grasſet i ſtore Stakke, uden at disſe bleve rorte, torredes temmelig hurtigt og vedblev at vere fuldkommen gront. Dette bliver folgelig ſaameget lettere Tilfoldet i de ſmalle Stakke. Regn⸗ ſkader det ikke; thi blot det udvendige taber ſin Farve. fynker ſaadanne Stakke dog alt for meget ſammen, og man nodes til at ſplitte og um ſerlle dem, at Heoet ei ſkal blive muggent.
§. 353
Andre Me⸗
thoder.
Varer Regnen lange, ſaa
iddeligt. Am ag ndluddij di tin Doj ſtwes,
Der gives Enge, hvis herſkende Grcesarter bor udſcettes for Luft og Visſe Sor⸗ Regn, at de derved kunne blive uſkadelige, velſmagende og gaynlige for Qvoeget. behepe non Alle grove, haarde Greesarter og iſor den paa fugtig Grund ypperlige Aira adva- tica bor udſcttes for Regn, og man har iagttaget, at Qvaget ved at nyde Hoe
Gg 2 af
Reg⸗
„ — 2
85 ⸗

Brunt Hoes
Tilbered⸗ ning.
Hoſtarbeldets
Lettelſe ved Heſteredſka⸗ ber.
236 Hoehoſten.
af dette Gras blev ſygt, om hiin Forſigtighed forſomtes. Man lader i Almin⸗ delighed ſaadant Hoe ligge fire til ſex Uger, at det ofte og dygtigt kan giennem⸗ regnes.
§. 354.
Vil man hoſte brunt Hoe, ſaa lader man Grasſet, een eller to Dage, og om Veirliget er ugunſtigt, endnu langere ligge paa Skaar. Naar det er luft⸗ tort, ſpredes og vendes det, ſcettet derneſt i ſmaae Stakke og nogle Dage der⸗ efter blandes Hoet og ſattes i ſtorre Stakke. Har det ſaaledes atter ſtaaet nogle Dage, ſaa bringes det, medens det endnu er fugtigt, i Hasfer„ hvori det ſammentrades meget faſt. J disſe bliver det varmt, ſveder, indſuger Fugtig⸗ heden og forvandles til en torvlignende Masſe. Ved ſligt Tilfœlde maa man aldeles ikke forledes til at lufte Hoet; man bor tvertimod ved at holde det ſaa teet muligen ſammen, hindre Luftens Adgang. Thi hvor denne tranger ind frem⸗ virkes Forraadnelſe og Skimmel. Dette brune Hoe, ſom man ſielden ſœtter paa Loftet, men ſœdvanligen i Hasſe, afſkigres ſiden med Kniv eller Spade eller los⸗ hugges med en Oxe. Man er i mange Egne meget indtagen for det brune Hoe og
troer, at det er bedre til Qvaeget, end det gronne. Man beraaber ſig paa
Erfaringer og Forſog, der aldeles ikke ere til Fordeel for det gronne Hee. Men
man opdager letteligen, at dette, hvor man blot var vant til at hoſte brunt Hoe, var meget ufuldkomment; og at brunt Hoe har ſtore Fortrin for flet gront Hoe, kan paa ingen Maade nagtes. Godt gront Hee er derimod efter Andres Jagt⸗ tagelſe fundet behageligere og gavnligere for Faar og Melkekser, men til Stald⸗ ſtude ſynes det brune Hoe virkelig at have Fortrin.
Det man theoretiſk har ſagt for og imod brunt Hoe beroer i begge Tilfolde paa altfor ubeſtemte Forudſcetninger, til at Sagen derved kan afgiores. Kun Forſog og Erfaring om Virkningen af det ene eller andet kan lede til endelig Af⸗ giorelſe.
§. 355.
For at lette det med Hoehoſten paa ſtore Arealer forbundne Arbeide, har man opfundet adſkillige Redſkaber, hvormed det for en Deel kan forrettes af Heſte. Til
— 2 4 4„25 5, 4„ 3 N
beſttiv af to9 ſtede ve hvorpa ted Gre tg lleſe ſor Be til at f eller un 4
nenrive ifte et! Iſſtand af Lasf ſtene ſl
Hret ſe
bliver li ned af ever Ho
d ſab til
179i

laderi Alnin⸗ nt kan giennen⸗
eller to Dage aar det eruſt⸗ ogle Dage der⸗ es atter ſtaaet fer, hvori det dſuger Fugtig⸗ de maa man de det ſaa tat iger ind frem⸗ den ſottter pag pade eller los⸗ brune Hoe o naber ſig paa 2 Hoe. Meu ſte brunt Hot, et gront Hoe, Andres Jagt⸗ nen til Etald⸗
begge Tilfelde gieres. Lu til endelig I
Atheide, har
uttes af heſt⸗ ril
—
Hoehoſten. 237
Pil at vende og lufte Hoet bruges en Harve, ſom Blois von Treslong beſtriver i Schriften der Rotterdammer Societaͤt Vol. II. S. 38. Den beſtaaer af to 9 Fod lange Buller, der hver iſcer have ſyv lange Jerntaender, og, fœ⸗ ſtede ved tre Tvartraer, ere fire Fod og fire Tommer fra hinanden. En Heſt, hvorpaa Kudſken rider, forſpœndes, Engen overharves i beſtemte Strog, hvor⸗ ved Grasſet vendes og flyttes. Det forſtaaer ſig, at hertil behoves godt, tort og blaſende Veirlig, og man kan da ſette Lid til den Forſikkring, at Hoet med ſtor Beſparelſe af Arbeide hurtigt torres. Dog behoves rimeligvis et Menneſke til at folge Harven, for at lofte den, om Grassſet ſkulde ſammenpakke ſig for eller under den.
Hoet kan ved den ſadvanlige Heſterive, ſom bruges paa Stubbene, ſam⸗ menrives i Rumper, og til at ſamle det i Bunker, bruger man paa javne Enge ofte et Lœsſetrœe, ved hvis Ender et Toug eller en Lenke fœſtes, ſom i temmelig Afſtand derfra ſammenbindes og faſtgiores til et Par Heſte. Paa begge Sider af Leesſetraxet trœder en Karl, ſom holder iet Toug, fœſtet til det, hvori He⸗ ſtene ſkulle trakke, og ſom da halder ſig noget tilbage. Heſtene anſpores og Hoet ſammenſkydes ſaa vel foran Lasſetraet, at paa en jevn Eng ſaare lidet bliver liggende. Er Hoet ſamlet i tilſtrekkelig Mangde, ſaa ſpringe Karlene ned af Leesſetrœet og ſtrammer et Gieblik Touget, hvorved hiint loftes og glider over Hoebunken; dog behoves hertil ovede Folk.
Englaenderen Middleton har beſkrevet et andet og mere ſammenſat Red⸗ ſkab til ſamme Brug, og Leonhardi overſat Beſtrivelſen deraf og udgivet den 1797 i Leipzig.
§. 356.
Hoets Laesſning og Indkiorſel lettes meget ved ovede Arbeidere. Volumen er ſtort i Forhold til dets Veegt, og lasſes det ikke tœtt, bredt og javnt, ſaa rummer Vognen ikke den Masſe, ſom Heſtene uden Anſtrangelſe kunne trakke, og eet Las bliver da lettelig til to. Derfor bor man udſoge en god Lasſer og holde ham ved god Villie. Man bor ikke overile Arbeiderne, men give dem Tid til, lagviis at legge Hoet frem og tilbage, og at iagttage Ligevegten. Her⸗
ved
Dets sasſning og

238 Hoehoſten.
ved vindes dog mere Tid, end om man paaſkynder Lasſningen alt for meget og det pe taaler, at den der leesſer, ved alt for hurtig Opſtikning ſœttes i Forlegenhed. lätlig J Almindelighed behoves Vexelvogne, og da fremmes Arbeidet ſaare, ved at lade den Vogn der lassſes, af et Par ſarſkildte Heſte eller Oxer trakkes fra det der een Stak til den anden. Vognen bor ſattes ſaaledes mellem Stakkene, at der vexelpiis kan ſtikkes op fra begge Sider; kun naar det blaſer, bor man holde tii h ſaaledes, at Vinden blaſſer fra Stakken til Vognen. 8 Fremfor alt bor man ſtrabe efter rigtigt Forhold mellem de lasſende og ig til aflœsſende Perſoner; mellem dem der ſœette Hoet i Laden og Vognene. Men her⸗ ſettes ved beroer alt paa Lokaliteten, og almindelige Regler kunne ei gives. Intet opfotes af disſe Arbeider bor forſinkes; ingen Deel vare ubeſkigftiget, men heller ingen overilet. Lasſetraeet bor tilſtrakkeligen ſtrammes, hvilket undertiden ſkeer ved en finde al Vinde, der anbringes paa Vognledderne, at intet Heoe underveis ſkal tabes. til Sa Af ſamme Aarſag bor Lasſet, efterat Hoevablen er omſnoet, tilbsrlig afrives, ftiſtere E§. 357. Nuggen Hoets Sam⸗ Hoet bevares enten paa Loftet, ſcedvanligen over den Stald, hvori det Englend — ſtaaer, ſom ſkal fortœre det, eller i Hasſe.— hor var Lade. SHpor man end ſatter det, bor det ligge faſt, tatt og jœvnt, og ingenſteds nindeli huult; thi der vilde dannes Skimmel og Muggenhed, naar Hoet begyndte at gtenne, ſvede. J dette Tilfalde bliver det ofte ſaa varmt, at det damper ſtœrkt, og da tttuiſ kan man intet varre gisre end pusle deri og udſcette det for Luften. Man bor V fulde h tvertimod ſaavidt muligt hindre dennes Adgang og lukke Loftets Lemme. Hoet V ig hat tiltrekker da egen Fugtighed, bliver brunt, men ikke fordaervet og endnu mindre b dabenn antœndes det. Kun ved ſtarkt Lufttrek kan den antandelige Luft, der udvikles, V ind bryde ud i Flamme. Man rore altſaa aldeles ikke ved ſaadant Hoe, eller man fften kaſte det hurtigt og altſammen ned af Loftet, at det kan afkioles og torres. dm. Er Huſet forſynet med godt Straaetag, ſaa ſœtter man Hoet ſaa tœet muligen a wind dertil og trykker det ſaa faſt, at det, i det ringeſte i Begyndelſen, ingenſteds ligger ts ber
huult. Naar Luften aldeles ingen Adgang har, ſaa holder det ſig bedſt medens det
oooooooſſaſſſſſſſ e— AAA , 3 AL

t for megtt ag iForlegenhe⸗ eidet ſaare, d eer trees fa akkene, at de bor man hald
de lazſende og ene. Men her⸗ gives. Intet in heller ingen
en ſteer ved en eis ſtal tabes. orlig afrives,
d, hvori det
og ingenſtedd t begyndte at terkt, og da 1. Nan hor emme. Hoet endnu mindte , der udvikles, ge, eller man 9g torres.
tet muligen genſteds ligger hedſt medens det
V
.—
Hoehoſten.
det ſpeder, og Intet forderves. Under Steentag forvittres det sverſte Hselag
letteligen, bliver ſkimlet og muggent.
At Qvagets Dunſter ei giennem Staldloftet bor trœnge ind i Hoet, da det derved forderves og bliver Qvoeget modbydeligt, veed Enhver.
Hvyeelvede Tage(Bohlendaͤcher), tœkkede med Halm eller Ror, ere uden⸗ tvivl henſigtsmassſigſt til at modtage Hoeforraadet til Qveg. M
Inden Hoet ſattes paa Loftet bor man overveie, hvortil det beſtemmes, og til enhver Qvagart valge det meeſt pasſende; men naar flere Slags Hoe ſcttes paa ſamme Loft, bor det lœgges og afdeles i den Drden⸗ hvori det ſkan opfores, at man ſtedſe kan faae det man onſker.
§. 358.
Hoet bevares udentvivl langt bedre i Hasſer end i Bygninger, og derved Hoehasſer.
finde aldeles ikke de Betœnkeligheder Sted, ſom man medrette har i Henſeende til Sedhasſer. Settes de godt, ſaa holder Hoet ſig, efter alle Erfaringer, friſkere deri, end i Huus; thi Hoets Dunſter, der letteligen avle Skimmel og Muggenhed, bortflyve uſtandſede, ſaaſnart de komme til Stakkens Overflade. Englenderne paaſtaae derfor ved Lugten at kunne ſkielne mellem det Hoe, der har vœret i Hessſe og det fra Huus, og Fortrinet af det forſte erkiendes ſaa al⸗ mindeligen, at det ſtedſe betales dyrere Er det end raadeligſt at ſeette det gronne Hoe fuldkommen tort i ſaadanne Hasſe, ſaa behover man dog, om Vei⸗ ret er uſtadigt, ei at vare ſaa frygtſom for, at hiemkiore det klamt, ſom om det ſkulde bringes i Huus. Man kan ſatte hver Slags Hoe i en ſarſkildt Hasſe, og har fslgelig ved Foringen frit Valg, ligeſom man ogſaa paa denne Maade beqvemmere kan bevare Hoet fra et Aar til andet.
Disſe Hoehaesſe ſcettes paa en af Steen eller Troee dertil indrettet Fod, eller oftere, ſkiondt ſtedſe paa et ophsiet Sted, lagges blot Riis eller Halm under dem. Heoet ſtroes lagvlis med Haanden og ſammentreddes ſaa faſt muligt. Fra en mindre Baſis giores Hasſen, indtil en vis Hoide, ſtedſe bredere. Da trak⸗
kes Hoelagene ind, ſaa at den everſte Deel faaer Udſeende af et ſpids Tag. Den dak⸗
—

240 Hoehoſten.
₰
derkes med Halm og Regnen lober ned deraf, uden at bersre den nederſte, min⸗ dre fremſtaaende Deel.
Man danner disſe Hasſe paa forſkiellig Maade; ſnart gisres de runde, ſnart fiirkantede, men ſom ofteſt oblonge. Den ſidſte Form fortiener egentlig For⸗ trin, fordi man ved den kan eſter Behag forlange Hasſen, og om man vil, ſettte
alt Hoe i een. Den ene Gavl vendes mod Nordveſt, at den mindſt mulige Over⸗
flade udſettes for den Regn og Blaeſt, ſom fra denne Kant ſaa hyppig indfinder ſig. Gverſt hvalves denne Gavl.
Hasſene afrives ikke blot udvendigen, men beſkiceres endog omhyggeligen. Fordybninger, ſom man dog, naar Hasſen ſettes, ſaavidt muligt bor ſtrabe at undgaae, jevnes, at Fugtigheden ikke ſkal giennem disſe trakke ind. Tilſidſt tœkkes Hasſen med Halm og rundt derom graves en Rende, at det neddryppende Vand kan bortlobe.
Ved lange Hasſe har man den Fordeel, at Hoet, efterhaanden ſom det bruges, kan fra den ſydoſtlige Side lagviis og perpendikulairt borttages, da fiir⸗ kantede og runde Hasſe derimod bor, i den vaade Aarstid, paa een Gang brin⸗ ges i Huus. De ſattes i Almindelighed i ſerſkilte indhegnede Gaarde nar ved Avlsbygningerne, og der kan man da bedre, end om Hoet ligger paa Loftet, over⸗ ſkue Forraaden, og efter Omſtandighederne moderere Brugen deraf.
Bevagelige Tage, ſom kunne loftes og ſynkes, gaae nu temmelig af Brug, hvor man forſtaaer at ſeette Hasſer; thi de ere ikke blot koſtbarere, men ubeqgvemmere, og Hoet holder ſig i det ringeſte ligeſaa godt i de fritſtaaende Hasſe. Kor eller fra Midten udlobende ſaakaldte Dunſtſkorſtene, har man nu ganſke afſkaffet, thi Erfaring lœrer, at det Hoe, der ligger disſe nœrmeſt, ſna⸗ reſt forderves, og at det vedbliver at verre friſkt, jo omhyggeligere man udeluk⸗ ker Luften og undgaaer Huulheder. Desuden ere disſe Dunſtror til Hinder.
De mindre Hoehasſe, der reiſes paa fraliggende Enge, og naar disſe om Vinteren ere udſatte for Vand, paa ſaregne dertil indrettede Stilladſer, hvorfra Hoet almindeligen i Froſtveir hiemkisres, behandles ſom ofteſt med ringe Om⸗ hue, og dog holder Hoet ſig meget godt deri. De ere i engrige Enge, hvor
Hoet
logge man at, if dugt langt b er denn fal han
- foldkom Iden H anvende
weget f kaldes!
8
dangem bor man ſammen gunſtigt lettelige at detk godt og
de, en
de

Hoehoſten.
nederſt ig⸗.. ie, w Hoet ſalges, meget almindelige og behove ingen Beſtridelſe. De bor betragtes
derui n ſom Nodhielpog paa ingen Maade ſammenlignes med de rette Hoehasſe. egentlig For⸗ 5 439 1 En meget anbefalet Fremgangsmaade, ſom jeg ſelv har forſogt, er, at Hsets Sam⸗ man vil, ſett lagge Halm af Vaarſad fra forrige Aar lagviis mellem Hset. Herved troer Nenst d, hnugeda⸗ man at kunne hiemkiore Hoet fugtigere, da den terre Halm tilegner ſig en Deel Vaarſade yppig indſinder af Fugtigheden. Halmen, der faaer Hoets Lugt, bliver, ſom man paaſtaaer, langt behageligere for Qvaxget og forteres, blandet med Hoet, begierligen. Dog omjyggelign er denne Fremgangsmaade egentlig brugt ved Kloverhoet, hvorom paa ſit Sted igt bor ſtrabe ſkal handles. ind Siſſſe Nogle tilraade at ſalte Hoet, iſeer for at forbedre det, og, naar det ei er nedryppende fuldkommen godt, at giore det behageligere for Apoget. Dog kiender jeg ingen i den Henſeende tilfredsſtillende Erfaringer. Desuden er ſaadant rimeligvis blot anden ſon d anvendeligt, naar Saltpriſen er lav. fages, da fit⸗§. 360. Gang brin⸗ Man ſkielner, ſom bekiendt, mellem Hoe af forſte og anden Slet, og paa Hoeafandey tde nar bed meget frugtbare Enge ligeledes mellem hine og det af tredie Slet. Det forſte AAaredſt Loftet, over⸗ kaldes ligefrem Hoe eller Hoe af forſte Slet, det andet og tredie, Efterſlet. . Ved dette Sidſtes Indhoſtning og Bevaring ſinder ingen forandret Frem⸗ tenmelig af gangsmaade Sted, uden for ſaavidt Aarstid og Veirligt gior den nodvendig; kun tbarere, men bor man oppebie det Gieblik da det er fuldkommen tort; thi ellers bronder det e füitſtacende ſammen, fordi det vanſkeligen bersves Saften. Om det end, naar Veiret er har man nu gunſtigt, hurtigen torres og ſynes fuldkommen tort, ſaa bliver det dog atter nermeſt, ſtu⸗ letteligen fugtigt. Derfor lader man det i Almindelighed ligge lange paa Skaar, man udeluk⸗ at det kan fuldkommen visne, inden man bearbeider og torrer det. Hoſtes det il Hindet. godt og er det groet, medens Veirliget endnu var varmt, ſaa er det mere naren⸗ naat didſe de, end Hoet. ſaͤſtr, ſft ned tinge dm e Enge, hver b Tredie Deel⸗ H h Grceoͤ⸗
Heet

Gresning og Vogtning.
§. 361. Grasgange⸗ Saa afgiort fordeelagtigere det end er, at ſtaldfore end at gresſe Heſte og nes Gavnlig⸗Hornqveeg(ſee B. 1 S. 335 o. v.), ſaa bor disſes Graœsning dog i mange Til⸗ bah fœlde, ſaavel med Henſyn paa ſcrregne Avlingsforhold, ſom paa Jorder der ikke an⸗ derledes kunne benyttes, fortſcettes. Grasgange ſynes iſcer unndverlige for Faareavl i det Store. Thi er det end uden for al Tvivl, at Faarene meget godt og ofte ſaare fordeelagtigen kunne fores i Folde med gront tilbragt Foder, ſaa har almindelig Udbredelſe af denne Fremgangsmaade dog vakt Betankelig⸗ heder og modt Hindringer, ſom andenſteds ſkal overveies. Gresgangenes Bedommelſe og Vurdering, deres Behandling og Benyt⸗ telſesmaade bliver derfor ſtedſe en vigtig Deel af den landoeconomiſke Viden. §. 362. Forfkiellige Vi ſtielne mellem folgende Slags Grasgange: Sad ns A. Vexlende Greesgange, hvis Jordsmon ploies og fornemmelig bru⸗
ges til Sedavl, men undertiden nedlagges til Grees. Hertil hore 1) Kobbelbrugets til Grasgang udlagte Sedagre(Dreeſchweiden) ſaavelſom Markbrugets blot hvert tredie, ſiette eller niende Aar dyrkede Overdrev. 2) Greesgangen paa Brakmarken. 3) Grasgangen paa Stubbene.
B. For⸗og Efteraars⸗Greesningen paa Enge.
C. Uegentlige Greesgange, hvor Jorden fornemmelig har anden Be⸗ ſtemmelſe, og Greesningen blot er Biſag.
D. Varige Grcesgange, hvis Jordsmon ene og alene bruges til Gras⸗ ning. Saadanne Gresgange ere enten privativ Eiendom eller fœelleds Gods, og undertiden benyttes de, ei af Grundeierne, men af Andre ſom dertil have Ret⸗ tighed. Vi ville forſt betragte disſe Grassgange, naar de ene tilhore Grund⸗ eieren og dernaſt under Falledsſkabet. §. 363.
2—
forholdis hvor mt andenſtel
8 Koe. in gang, ſ kunne di dan ſonun omtrent)n terfoder e wingiig ſammen
bor folg

———————
Grresgang og Vogtning.
§. 363.* Greesgangene vurderes og beregnes ſœdvanligen efter Koers Graesning, ved Begreb om . at udfinde, hvor ſtort Areal om Sommeren behsves til en Koes Foring og over⸗ Koeneet znecſe gi) eensſtemmende hermed beſtemmes da, hvormeget andet Qveeg derpaa kan grasſes. g i mange dil Man antager ſœdvanligen, at: der der ikegn Naar til en Koes Graesning udfordres.... 12 Skpr. Land, zundvarlige for ſaa behover en Heſfſft. 18—— Faarene neget en Trakoxre........... 14 ½— tilbragt Foder et Fel.......... 9— et Betenkelig en Qvie............. 6 et Faar..........„.... 1 ag og Benht⸗„s et Spbiin... 15.—— te Viden. en Gaas.............. 2—-—
Dog finde Afvigelſer herfra Sted, efterſom denne eller hiin Qveegart er forholdsmasſigen ſtorre i Egnen, eller ſkal bedre fodres. Saaledes regner man,
nemmelig bru⸗ hvor man holder ſlette Faar eller fodrer dem usſelt, vel 14 Faar paa een Koe og andenſteds, hvor man ſatter hoiere Pris paa disſe Dyr, blot 8 Stykker.
en) ſaavelſfin Men frem for alt bor udforſtes, hvad man forſtaaer ved Grœsgang for en
e Overdrev. Koe. En ſtor Koe fra Marſkegnene behover fire til fem Gange ſaa ſtor Grass⸗
gang, ſom en liden Koe fra hoie og magre Egne. Ingen af disſe Bderligheder kunne komme i Betragtning, men vi tœnke os en Koe af Middelſtorrelſe, en ſaa⸗ dan ſom paa maadelig Agergresning fordeelagtigſt holdes. Den veier levende har anden Be⸗ V omtrent 450 Pund og ſlagtet 250 Pund. Ved tilſtrekkelig Grasning og Vin⸗ terfoder giver den omtrent Zo Pund Smor om Aaret. Man har formodentlig
uges til Gra noiagtigſt udfundet hvormegen Agergrasning en ſaadan Koe behover og har da ſammenlignet denne med anden Greesning.
leds Gods, g§. 364. 1
ertil huye Ret⸗ For at bedomme hvorvidt Agergrasningen er nœrende(ſee B. 1, S. 256), Buat dere
tihen Grund⸗ bor folgende Omſteendigheder komme i Betragtning: Angen har
tragtning.
Hh 2 1) Jor⸗
§. 363.
V komme i Be⸗

244 Grasning og Vogtning.
1) Jordens Godhed og naturlige Kraft, der ſtaaer i Forhold til Sad⸗ frembringelſen.
2) Grassvexten, der ikke er aldeles forholdsmassſig hertil; thi en Ager af lige Egenſkab og Grundblanding, kan, overeensſtemmende med Beliggenhed og Fugtighedsgrad, vere bedre ſkikket til Grœsverxt end en anden. Men Forſkiel⸗ len er paa den anden Side ikke altid ſaa ſtor, ſom den ſynes; thi den hoie Agers finere Gras er mere nerende.
3) Fremdeles kommer meget an paa, hvormange Afgroder Jorden, ef⸗ ter ſidſte Giodſkning, har baaret; thi enhver formindſter Jordens Kraft og Grasvexten.
4) Endelig gior det Forſkiel, hvormange Aar Ageren har lagt til Grees. Er den beſaaet med forſkiellige Grasarter og Urter, ſaa have disſe, det forſte Aar, ikke tilſtrœkkeligen udbredt ſig og ſelvſaaede Vexter, f. Ex. hvid Klover, Pimpinelle og engelſt Raygras dakke da ſielden ſaa fuldkommen Jordsmonnet, ſom i de folgende Aar. Paa almindelig Grund er Grasgangen i andet og tredie Aar rigeſt. J det fierde og femte Aar forringes den ſadvanligen, da Mos og ſlette Urter ofte fremkomme. Dette er ſtedſe i hoiere Grad Tilfaldet, jo ma⸗ grere Jorden er; thi paa kraftig Grund, der tillige er ſkikket til Grœsvert, ſpo⸗ res ingen Aftagelſe. Man paaſtaaer tvertimod, at Greesningen beſtandig forbe⸗ dres og anſeer den ſtore Mangde Qvaeg, ſom derpaa kan grasſe, og dettes tabte Giodning ſom Aarſag dertil.
Jeg har paa ſit Sted leveret Meiers Tabel over det en Koe behover for at greesſes paa Agerland, men jeg leverer den her atter, omarbeidet efter den i dette
Vark antagne Jordklasſiſication, og med en, efter min Formening, nodven⸗
dig Berigtelſe. For femte Klasſe eller den ſaakaldte Havrejord, har jeg anta⸗ get to Afdelinger. Under a indbefattes den, der ved ſin ſandede Beſkaffenhed ho⸗ rer hertil; under b, den ſom regnes hertil, fordi den er kold og vaad. Gras⸗ vexten er paa denne ſtarkere end paa hiin.

.-—
Grasgang og Vogtning.
thol ti Eni⸗. 5——=— thi in Ahe 1. ie Zdie ſ Aͤde—— . e— 4 du i afgrod Klasſe Klasſe- Klas 4 54 der 6te Beliggenhe 4Afgredet, dlagt i sſe Klasſe Klasfe aK genhed 1 efter Gres⸗ Aragt u udlagt til! udlagt til udlagt til ſea Klasſeb] Klasſe . rœs⸗ Gr. ag til udl 4 1 Aan daf Giodſt⸗ings⸗ Bee,Ser. Brrwwind dagrudgrge 1dhegseilhe ſer K ⸗. ning. ina. res⸗ ſun at vœre den hoie Ager n Aar. ning. ning. ſgiedet ud⸗ ſ V ing.— lagt til r Jorden, f⸗ 553 f 5ss5S3sls= —,——— 2 8 2 2SIS 23* ens Kraft Hrte.] 12 * 1½ 1 ¾ 1 ¾⅔ I1T 12r 1 9 L2.—— 2det. 121 15[1[14 rr 1* 1 2t 21 3E⸗17†[2 ¾ 13 . 16 715 1* I 1 5 7 1 1 82 8 2 ¼ 5 1 aot 1 7 5 I151 14 14 4 375 9 til Gras. 2. Zdie. 1 3 1 5 14 7 186 8 17 2 ¾ 3155 14*1 2 1 9 . 16 16 IT 115 12 11 3 2TS 2Te 3¾ 6, d 4de 13 r 175 11¾ 1¾ I 2 8 BEX11¾ ſe, det forſte b.. 1½ 1[[11 1[ITS[11. 17 17[2 315 113 2rx 279 3 V 5te.. 2 5s 1 175 25[216 3 1 hvid Klover, 4 ³ 175 1¾ 175 I75 2E 218 24 4 3 es 23 375 8, ds2— 1⁸ 3 I 21 Jordsmonnet, rr It Pt[2 ¼232 a tredie.III[1I[178 1251 11 2 undet og tredit l22t.r a a 2[u72 1 ½₰ ½ 2 22.5 215 2 ⁄5 3 2 2 ¾ 27 5 3 3 Es I2 14 12 17 11¾ 215 2 375 3 ¾ , da Mos 0g 3.—3dte. 18— 1[Irr Ie I 18 15 erk 2 31[15 r s 32 . II[I2 17 I 8 2r. 37 eldet, jo ma⸗ 4de og r IF I1 ½, 2r5 2 8 3 17 Ʒ[3 32 — ke.. 41 2 rʒsvext, ſpo⸗ 5 1 ⅔ I 1 ☛ I175 ITSE 1½ ½ 2 2Q 1 2 2 ½½ . 216 216 7 3 24 eſtandig forbe⸗ 5 2 ¾ 378 3 i— iſte.[II IE 1751¾ 13 15 en dettes table 1 2bet. 2 1s zwſir 3 ½ ,1 2 2 2 ³ 375 34 2 ¾ 2 3 12 14 IE IESIIE I¾½¾ 2 275 219 21⁸ 153²½ 47 .ien. 1 ¾ I IEEIEEI125 11 TS 2E5 2 18 32 5 218 2. 58 3 ¾ 42 IrII 11½¾ 2275[24 2 42 behodet ſr it de og T ex] 242 S:r] 2*7 2 34 42 . 1 5te,. 2 ſter deni ditt 5 1[IE IE II1E 1 ea*⁵᷑ 22 2 325 1 2 2 315 3 ½ 2 8 2f. 1 nning, nodden⸗** 3 ¾ 421 ſerſten. re TSe 127[I1 ½ 1 ½ 2 ¾ 2285 2 har jeg antt⸗ zdet. I1 IN 17 1 2r25 2E 3r5 35 215 2 I7 177 IEE14⁴ 1 17 2 † 32 11 a 3.[rie. Jas² eeaeres aabt. a4„4. at an eſtafenhed he⸗ Zdie. 1 I2 175 1=I3—⅞¶ ere] 228 22 15 2 2 2 32 4 11 2 8 15 278 2 1½ 131 3 I6 vaad. Gus⸗ 4de og 1 1 Ir 175 1r 15 2 25 Iee arsſsi,e e? a 33 5 ke.. 1 ⅔ 1 2 I 9 5„* 1⁵ 2 ⅔ 416 3 ⁵ 3 ⅔ 2 19 2 13 1 F6 T15 I ⅔ 1 ⅔ 2 ¾ 233 22 F5 215 44 5 2[22 5 37 32 275 2 18 4 18 4¼ 525

246 Greezning og Vogtning.
Naar en Koe behover 38880 ☚ Alen Graesgang og derover, ſaa er denne estuce egentlig uſkikket til Qvcxg, og benyttes fordeelagtigere med Faar, hvoraf det i bringe u forrige§. anforte Antal kan fodes. Dund, ſ §. 365. b thun Agrenes Da man ved Kobbelbruget tilſkriver Agergrœxsningen en betydelig Deel af dyles leg Dyrtrins Indtagten, og til det Heles Vedligeholdelſe nodvendig behover den, ſaa tager V ſaaes urſ aing tit man allerede ved Agerens Dyrkning Henſyn paa, hvorledes den kan ſattes i Stand len Tes Grasgange ag giores meeſt narende. J det gamle, oprindeligen holſtenſte, Kobbelbrug taſt henꝰ undgik man derfor at bearbeide Ageren meget og at holde reen Brak; thi der ved haue balt drœbtes Grasſet og, naar Ageren udlagdes, daœkkedes den langſommere og i ringere det kan Grad af Gronſvor. Selv ved Afgrodernes Valg tog man Henſyn derpaa, og for ine q ſaaede derfor tilſidſt Vinterſed, da meeſt Grees fremvoxer deri, eller naar man tog Havre ſagedes denne efter een let Ploining. Denne Fremgangsmaade var agte ſach uncegteligen henſigtsmasſig, da man fornemmelig ſtrabte at fremme Greesvexten, Den voß: for hvilken man paa ingen anden Maade ſogte Erſtatning, og det varede lange in⸗ men naiin den man almindeligen beſtemte fig til en Forandring i denne Henſeende; thi man den ſelviin troede, at det naturlige Gras var mere narende end enhver anden dyrket Plante. zerkt. C Men enhver vindſkibelig Landmand ſynes nu overbeviiſt om, at kunſtig Saaening ſormedes: ei blot kommer den naturlige eller rettere tilfeldige liig, men at hiin endog over⸗ ſamler a⸗ 4 gagey denne. det mod S Til kunſtig Sagening bruges ofteſt den hvide krybende Klover. Da Froet er Klnii er fiint og Planten ved ſine rankedannede Rodder breder ſig ſtarkt, ſaa behoves danne 197
kun lidet, og da dette uden Vanſkelighed avles og folgelig ei er koſtbart, ſaa fore⸗ trœkkes dette for enhver anden Sort. Fire Pund ere tilſtrœkkelige til en Tonde 2 Land, naar Froet ikkun godt fordeles. Ofte blandes det dog med Froe af rod kernt dan Klover, hvoraf da tillige ſaaes fire Pund, thi hvor Kloveren lykkes godt, tager die, ſien g man gierne det forſte Aar en Hoeſlet, og blot paa meget kraftig Grund kan den⸗ disſe G8 hvide Klover hugges. 8, eitn Men foruden og tilligemed Kloveren ere folgende Greesarter ſkikkede til at hine greſe ſaaes, nemlig iſcer: det engelſte Raigrœs(Lolium perenne) og Faareſvingelen Ans an
(Fe-

er, ſag er deme ar, hvoraf de
etydelig dellj den, ſaa tager ſctttes i Etand ke, Kobhelbrug ak; thi der vo tere og i ringen on derpaa, og Uer naar man angsmaade var me Greesvexten, arede lange in⸗ kende; thi man dyrket Plante. mſtig Saaenin diin endog over⸗
er. Da Frott at, ſaa behoves
tbart, ſaa fot⸗
ge til en Tonde
ned Froe af tod akes godt, tager
Grund kun ben.
er fitkede til t
zunreſringele (fe⸗
Gresning og Vogtning.
(Festuca ovina), fordi de give tet Gras, voxe godt paa Hoiland, og frem⸗ bringe meget Froe, der i Partier ſcelges til lav Priis. Dog behoves 30 til 40 Pund, foruden hvid Klover paa en Tonde Land. Nogle formene, med Fordeel at have ſaaet uldbladet Heſtegrœs(Helcus lanatus) til Grœsgang. Dens Frse avles letteligen, men ſkilles vanſteligt fra Frsehuſet, og kan derfor til eget Brug ſaaes urenſet. Saaes Froet med Froehuſene, ſaa behsves tre til fire Skiepper til en Tonde Land. Denne Grassart voxer ſtedſe buſtet, og viſer ſig fordeelag⸗ tigſt hen ad Efteraaret, da dets nederſte Blade fremſkyde ſterkt. Men jeg troer at have bemerket, at Qvaget blot nodtvungen gder det og lader det urort, naar det kan faae andet Gras. Desuden bortfryſer det letteligen, og man bor der⸗ for ikke ene forlade ſig derpaa.
En fortrinlig, ſtiondt hos os ikke meget bekiendt Vext, ſom Englaenderne agte ſaare hoit til Grasgang er blodſtillende Bibernelle(Poterium sanguisorba). Den voxer paa meget mager Grund, hvor ſelv den hvide Klover ikke meer lykkes, men naturligviis bedre paa et kraftigere Jordsmon. Den har det Fortrin, at den ſelv midt om Vinteren vedbliver at gronnes og iſer forſt paa Foraaret voxer ſterkt. Den er ſerdeles ſkikket til Faarene, der ligeſaa gierne ede den, ſom formedelſt dens aromatiſke, lidet adſtringerende Egenſkab, have godt deraf. Man ſamler paa et Havebeed uden Moie Froe deraf, men det bor lidet efter lidet, ſom det modnes, afſtreifes. Paa kalkagtige, bakkede Agre; med tyndt Jordsmon er almindelig Bevregres(Briza media) ſaare ſtikket til Grasning, og paa ſaa⸗ danne Agre ſaaer man det, blandet med Eſparcette.
§. 366.
Til Agerlandets Grasgange kan paa en Maade Grasning paa Udmar⸗ kerne regnes, da den ſlette, forſomte og ugiodede Jord kun beſaaes hvert tre⸗ die, ſiette eller niende Aar, men forreſten ligger til Gres. Dert forſtaaer ſig, at disſe Grœesgange, hvor Jorden, da den ei giodes, ved hver Afgrode mere ſocek⸗ kes, ei kunne ſammenlignes, med Graesningen paa det giodede Agerland. Paa hine groe ofte kun ſmaae og torre Gresarter, f. Ex. Aira canescens, Scleran- thus annuns, undertiden negle Svingelarter og Anthoxanthum odoratum, hvil⸗
ken

Greesningen—
paa Brak⸗ marken.
get ubetydelig, da Pleining og Harvning ſaa hurtig folge hinanden.
Gresning
ne.
248 Greesgang og Vogkning.
ken ſidſte aldeles ikke edes af Qvceget, naar den ſtyder i Veiret. De tiene der⸗ for mere til Overdrev end til Gresgang, for Faar og Sviin og Qvexget bliver magert derpaa. Kun naar disſe Greesgange have lave fugtige Steder, der ikke kunne beſaaes, og hvor Grassſet altſaa voxer godt og ades af det forhungrede Qvag, kan man gisre nogen Regning paa dem, men er Grasſet overdyndet, ſaa paadrages Qvagget derved farlige Sygdomme.
Naar Trevangsbrugets Sommermark ved niaarig Giodſkning, efter ſex Af⸗ groder eller otte Aar fra Gisdning ikke mere med Fordeel kan beſaaes, men ud⸗
lœgges til Grœs, ſaa kan man noget mere ſtole paa ſaadan Greesgang, der ei er
ganſke uden Kraft. §. 367.
Grcesningen paa de Agre, der i Trevangsbruget brakkes og forberedes til Vinterſad bor taxeres, deels efter Jordens Godhed, deels efter dens Giodning⸗ Tilſtand, men fornemmelig efter den Tid de opbrydes. Man begynder i Almin⸗ delighed at plsie Brakmarken ved St. Hans Dags Tider og om end Nogle, for deſto lœngere at benytte ſig af Grœsningen endnu nogen Tid opſettte dette Arbeide, ſaa er det dog ſielden Tilfœldet, at Eieren, fordi Andre have Ret at lade graesſe paa Brakmarken, nodes til at tove langere. Efter Ploiningen kan ikke mere med Fordeel grasſes paa Brakken, og om Faarene end nyde liden Narring ved de, efter forſte og anden Ploining, fremkomne gronne Spirer, ſaa er denne dog me⸗ Man kan altſaa blot i ſex til ſyv Uger giore Regning paa denne Grasning. Den indtraf⸗ fer i Vegetationens meeſt levende Periode. Er Jordsmonnet kraftfuldt og graes⸗
riigt, ſaa kan den ſottes liig Faf Grasgang paa Sadagre i forſte Aar; men el⸗
lers ei anſlaaes ſaa hoit, thi den Jord, der ſtedſe holdes under Ploven, giver mindre Grees, end den der i Kobbelbruget vexelviis hviler. §. 368. Grcsning paa Stubbene, ſom begynder efter Sadhoſten, har ſtorre Vard
paa Stubbes paa kold, vaad og ſlet dyrket Grund, end paa varme, godt dyrkede og vel ren⸗
ſede Agre; thi her fremvoxer kun lidet Gras og faa Urter. Hovedfordelen er for⸗
r ☛ᷣ—— 8 5—— ooooͤoooͤoooooo =—.—— 8öͤͤſſſſſſſböͤͤ
Puntet 67 Qvegen uſundt 1 iig, og d An megen 1s eller adl ligen doe at dieſſde Fodet) blot tes inod a 9r ſe forſi les udfmi paa Sam Slags ia hed ben s⸗ 1 Graadils tibe Fog⸗ den derze lede colg dolgen
Trd

de tiene e⸗ get bliber nagen „der ilke kum grede Obeg,i , ſaa paadtage
ing, eſter ſer Af eſaaes, men ͤ⸗ sgang, der ei e
og forberedes tl dens Giodning⸗ gynder i Alwin⸗ end Nogle, for te dette Arbeide,
at lade grasſe
kan ikke mere Nering ved de⸗ rdenne dog me⸗ den. Nan kau Dden indtref⸗
ftfuldt og grcté⸗
ſte Aarz men i rPloven, gien
har tune Vard tkrde og vel ran
Hevefordelen 46
fo⸗
——,—————y——
Greesgang og Vogtning.
formodentlig den affaldne Sed, og derfor drives Spiin, Faar og Gices derpaa. Herved bliver Grasningen naſſten uduelig til Hornqveget. Kun naar den ſkaa⸗ nes, indtil den affalbne Sad ſtyder i Veiret, kan Hornqvoeget i nogen Tid godt fodes derpaa.
§. 369.
Til Agergrasningen horer endnu Vinterſœdens Benyttelſe om Efteraar, Sadens Af⸗ greœsning
Foraar og
Om Efteraaret grosſes kun paa tidligſaaede yppige Afgroder, og oftere Vinter⸗
Vinter og Foraar.
Qvceget end Faarene; thi man troer, at geilt Gras er paa denne Aarstid uſundt for disſe ſidſte. Det forſtaaer ſig, at ſaadan Afgrasning kun i tort Veir⸗ lig, og paa tor Jord, mage finde Sted, da man ellers gisr Saden ſtor Skade.
Vinter og Foraar graesſe Faarene paa Scdden. Meningerne, om disſe have megen eller liden Gavn deraf; om denne Grasning ſaameget muligt bor benyttes, eller aldeles ikke finde Sted, ere meget afvigende. Naar Nogle fornemme⸗ ligen derved giore Regning paa, at vinterfore Faarene, ſaa paaſtaae Andre, at disſe ved denne uſikkre Graœsning blot forvœnnes og ſiden forſmaae det torre Foder; at derved altſaa tabes meer end vindes. De, ſom ved deres Skaferie blot taœnke paa at ſpare Foder, tillagge denne Grcesning megen Vard, da der⸗ imod andre, overbeviſte om, at den rigeligſte Vinterforing betaler ſig bedſt, gan⸗ ſte forſmaae Sadens Afgrasning. J Larren om Skaferierne ſkal herom hand⸗ les udforligere. End meer afvige Meningerne, om denne Afgraesning med Henſyn paa Saden er ſtadelig eller ikke. Nogle anſee den ſom beſtemt ſkadelig for enhver Slags Sad, medens andre formene, at den, naar den med tilborlig Forſigtig⸗ hed benyttes, ei blot ikke ſkader, men endog gavner.
Benyttes den uden Maadehold og overlades Soden til Faarenes umaitelige Graadighed, ſaa kan derved ſtor Skade ſtiftes, og den kan, dom beſtemte eompara⸗ tive Forſog beviſe, drage et Tab af to og flere Fold efter ſig. Afgrasſedes Sc⸗ den derimod med tilborlig Forſigtighed, ſaa fandt man veralt, hvor man anſtil⸗ lede comparative Forſog, at den ei led derved, naar man nemlig blot iagttog Folgende:
Tredie Deel. Ji Kun

250 Graesgang og Vogtning.
Kun at lade grasſe paa Saden, fra varig Froſt begynder og til Februari 9 Maaneds Udgang. Eng, Ikkun ſaalcenge at fortſcœette Grœesningen, ſom Jordens Overflade er vir⸗ ag mal kelig frosſen og i klart Veirligt; altſaa om Morgenen tidlig inden Soelſtraalerne ſernant blodgiore Jordſkorpen; thi ellers nedtrades Sœden og dens Rodder tage Skade. fot denn Blot at graesſe naar Ageren er aldeles frie for Jis og Snee. Thi naar et fer arls tyndt Lag deraf ligger paa Jorden, ſaa bortkradſe Faarene det, for at komme m Nop til Planterne, ſom derved beſkadiges og udrives. Ei heller bor Saden afgraes⸗ meget ls ſes, naar Jisſlag eller Riimfroſt ligger derpaa. Planteds Blot naar Saden tilſtrakkeligen dakker Agrene, ikke naar den neppe frem⸗ det u t pipper, bor den afgrasſes. gang, 2 Sildig Greesning om Foraaret, efterat Vegetationen er begyndt, bor med ſtorſte Forſigtighed finde Sted, og kun iverkſcettes naar man frygter, at Saden, dod iſcer Hveden, ſkal groe alt for yppig og geil. Da fortſatter man Vogtningen ſtaer 1a til langt hen i Foraaret, men kun i tort Veirlig. Herved bor alt muligt Over⸗ genhed g lœg anvendes, og man bor tage Henſyn ſaavel paa Jordens bekiendte Kraft, ſom d paa Veirligets ſtorre eller mindre Frugtbarhed; thi man kan ellers, ved at gaae fod dG. for vidt, meget ſvakke Planterne. det beſgg. Retter man ſig fuldkommen herefter, ſaa kan man antage, at Faaregiod⸗ Drwer. ningen giengiver Ageren ligeſaa megen Kraft, ſom den ved den afadte Sad har ſmagen tabt. 3 Men hoiſt fordeerveligt er det, naar andre end Eieren have Ret til ſaale⸗ Nungee des at lade grasſe paa Ageren, og naar Afgroden, uden noiagtig Beſtemmelſe, over⸗ Alungc lades til en fremmed Hyrdes Diſcretion. inod e b 8. 370. fe Sa. Bogtnins Om Vogtning paa Engene har jeg i Afdelingen om disſes Dyrkning talet. 30 paa Engene. Den er om Foraaret meget gavnlig for Faarene, om Efteraaret for Qvaget, og reſe 3 med tilborlig Varſomhed ivœrkſat af Eieren ſelv ei blot uſkadelig, men endog deſe As gavnlig for Engene. dal ben and fe

og til Februni
erflade er dir Soelſtraalerne er tage Skade.
Thi naar et
„for at konme
Saden afgtai⸗ en neppe fren⸗
endt, bor med er, at Saden, m Vogtningen muligt Over⸗ te Fraft, ſom „ded at gaae
at Faaregiod⸗ adte Sad har
Ret til ſule
gemmelſe, obe⸗
Ddyrkning talet. r Qvagef, ig, man endog
NMaar
Greesgang og Vogtning.
Naar derimod en Fremmed har Rettighed til at lade vogte paa anden Mands Eng, ſaa er Hovedſporgsmaalet, hvor langt hen ad Foraaret Vogtningen varer og naar den om Efteraaret begynder, hvilket i Almindelighed beſtemmes ved Ob⸗ ſervants. Om Foraaret gior en noget langere eller kortere Termin ſtor Forſkiel for den, der har Ret til Grœsningen, men endnu ſtorre for Engens Eier og der⸗ for er Sporgsmaalet ſaa vigtigt: om Grasningsretten varer til nye eller gam⸗ mel Maidag? J disſe tolv Dage er Vegetationen, om varmt Veirlig indtraffer, meget levende; det grasſende Qveeg fodes rigeligen, men hindrer Grasſets Vext, Planternes Uddannelſe, og formindſker folgelig ſaare Hoets Maengde. Hvorvidt det er gavnligt en heel eller halv Sommer vexelviis at benytte Engene til Grees⸗ gang, er allerede omtalet.
§. 371.
Som Bigraesning bor tages Henſyn paa den Skovene yde. Dens Veerd ſtaaer deels i Forhold til Jordens Beſkaffenhed, dens hoiere eller lavere Belig⸗ genhed og deels til Skovenes meer eller mindre ſluttede Stand.
Jo mere ſluttet Skoven ſtaaer, deſto ringere Vœrd har Grcesningen, ei blot fordi den derved formindſkes, men og fordi Grasſet er mindre narrende, jo mere det beſkygges. Selv naar Greesſet paa frugtbar Grund voxer hoit og taet under Treerne, har man dog i Almindelighed fundet det kraftesloſt og ſaa lidet vel⸗ ſmagende, at velfodt Qvag kun aad det af Nod.
Skovene tabe i Almindelighed langt meer end denne Grcesning er veerd. Mange og ſtore Skove ere derved odelagte og forblevne paa det laveſte Kulturtrin. Al ung Oppverxt odelcegges og ſelv de ſtorre Treeer tilfsies betydelig Skade. Der⸗ imod er denne Greesgang kun lidet gavnlig for Qvaeget, ja paadrager det endog ofte Sygdomme.
Dog gives nogle Tilfcelde, ved hvilke Skov, der allerede har en vis Ster⸗ relſe og ſtaaer tilſtrœkkelig ſluttet, ei ſynderligt beſkadiges, men derimod i den he⸗ deſte Aarstid ſkaffer Qvceget et kisligt Tilflugtsſted, og i disſe kan Eieren med For⸗ deel benytte ſig deraf. Men ſaadanne Tilfœlde ere, ſom mig ſynes, faa, og
end fœrre, naar Greesningen er anden Mands Rettighed.
Ti 2 J Hen⸗
Skovgrees⸗ ning.

Beſtandig
Grasning..
252 Greaesgang og Vogtning.
J Henſeende til Traarterne, hvorunder ſaadan Greesning finder Sted, an⸗ meerke vi folgende: Under Fyrretreeer er den tor og ringe, men bedre under Lark og Granz under Egetrceerne dannes god Gronſvcer; under Bogene aldeles ingen. Birkene forholde ſig, naar de ei ſtaae alt for taette, ligeſom Egene. Rigeſt er Grqsningen under Elletraeer, der kun voxe paa fugtige Steder; men tillige uſun⸗ deſt og dens Benyttelſe ſkadeligſt for Travexten. Enhver Ellemoſe burde vere ſaa taet ſluttet, at intet Qvaeg kunde trange derigiennem.
Cil Skovgrasningen kan i vis Henſeende Svinenes Fedning med Ageren og Olden regnes. Den er i de forſkiellige Aar ſaare forſkiellig og man regner en heel, trefierdedeel, en halv og enfierdedeel Afgrode. Man antager nemlig at ethvert af disſe Forhold finder Sted i ſex Aar, og at Skoven tre Gange aldeles Intet yder.
§. 372.
Beſtandig Greesning eller Jord, der uafladelig bruges til Graesning, findes i dyrkede Egne og hvor Eiendommene ere privative, naeſten kun under folgende Omſtandigheder:
1) Naar Jordsmonnet frembringer ſaa riig Graesvert, at man, iſer med
Henſyn paa Avlsforholdene og Egnes Skit, ei troer Bas anden Maade fordeel⸗
agtigere at kunne benytte det.
2) Naar Seeddyrkning og ſelv Engenes⸗Benyttelſe, ved hyppige Sverſoga⸗ melſer, er alt for uſikker.
3) Paa Bakker og ſteile Hoider, hvor andre Frugters Dyrkning, enten formedelſt Klimaet eller ved den dermed forbundne Beſvarlighed bliver ufordeel⸗ agtig.— Ellers er naeſten al privativ Grund i dyrkede Egne under Ploven, og enten udelukkende eller vexelviis offret Agerdyrkningen. Kun hvor Felledsſkab
eller Rettigheder, ſom andre end Eiere, udove, hafte paa Grunden, ligger end⸗
nu god Jord blot til Grasgang og benyttes ſom ſaadan kun ringe, da ingen af Deelhaverne bekymre ſig om at forbedre den.
4 natendel endſtio. at ſaodn funde y fiu For G merne, O. den der d. dringsrr den nye Kraft. R det fin g
2
fordom zit
marked da⸗ tigt tilv I ved at ſch langſomn
danne t brug ogrs
i deres d
ſon lett g ninger. G melſer, a Gi ma 5 d.

»—.—+——— .-on——
Graesgang og Vogtning.
finder Eted n⸗. dr un 6.§. 373. 48
1 Til forſte Slags hore fornemmelig de Grosgange, der, fordi de ere meget Grasgange ealdeles inga nœrende, beſtemmes til Fedeqvaget og bencvnes overeensſtemmende hermed, om⸗ 4dgſehe ne. Rigeſtt endſkiondt de ofte benyttes til Melkekser og Heſte. Man er vel overbeviiſt om, 3 nen tillige uſur at ſaadanne Grasgange, naar de opbrodes og beſaaedes med de odleſte Frugter, ſoſe burde ber kunde yde langt ſtorre Fordele; men man anſeer dem og deres Kraft, ſom en
fra Forfœdrene arvet Skat, ſom en Helligdom, der bor overantvordes Efterkom⸗
ng med Aauen merne, og erklarrer den for odſel og ugudelig, der opploier dem og tilegner ſig og man regner den derved fremkomne Fordeel. Man tilſtriver disſe gamle Gresgange beun⸗ ager nemlig at dringsvoerdig nœrende Evne, og troer, at de, naar de engang opbrydes, om end Gange aldeles den nye Grcesvert ſynes ligeſaa god, dog aldrig kunne gienerholde den forrige
Kraft. Man indrommer, at det hoie og ſterke Gras atter fremkommer, men det fine og totte Bundgras aldrig.
Jeg vover ikke at afgiore, hvorvidt denne Mening, ſom mange erfarne og fordomsfrie Landmand forſvare, er grundet. Men jeg troer, at man, hvor man meerkede at den taette og nœringsrige Grasvext ei atter fremkom, er gaget urig⸗ an, iſet med tigt tilveerks. Man har enten ved for mange Afgroder udmagret Jorden, eller Naade fordeel⸗ ved at udlagge den, begaaet Misgreb; har enten aldeles overladt Naturen
langſomt at frembringe Grasſet, eller valgt Grcesarter og Urter, der ikke kunne danne tœt Gronſvgr. Andenſteds har man af disſe fede Grsgange indrettet Vexel⸗ brug og derved unagtelig draget ſtorre Fordeel af dem og naret mere Qvag, end zrkaing, enttn i deres forrige Tilſtand var muligt, V§. 374-
iver ufordeel⸗ 1 b Til Grasgange af anden Art hore fornemmelig de, der graendſe til Floder, Gresgange ſom letteligen ſtige over Bredderne, eller ſaadanne, der ligge bag deres Inddig⸗ Aſatte fur ninger. Disſe Enge ere i Almindelighed neeringsrige og gisdes ved de Overſvom⸗ melſer⸗ melſer, der af og til indtraffe. Til andet Brug ere de meer eller mindre ſikkre og i mange Dalegne, hvis Agre ligge paa Hoiderne, Agerbrugets ſande Grund⸗
vold.
resning, findes under folgende
ie Overſvom⸗
r Ploven, 0 wor Falledeſtab en, liggera⸗ e, du inge af
De
§. 373.

254 b Greesgang og Vogtning.
De, der ligge ved Havets Bredder, anſees for endnu hebre⸗ fordi det ſalt⸗ agtige Gras er Qvaget meget gavnligt. §. 375.
Bierggras⸗ Bierggrasningen er ſom ofteſt meget nœrende og aromatiſk, og fremmer
eningen. ſaare Melkens Afſondring. Den indrommes derfor iſcr Melkekserne, der om Sommeren, ofte langt fra Gaarden, forblive Dag og Nat derpaa, og kun ved Vinterens Narmelſe drives hiem. Hertil regnes fornemmelig Tyrolernes og Schweitzernes beromte Alpegrasning. G
Andre ſteile Hoider, hvorpaa hverken kan ploies eller kiores, og hvis Grs vel er tat, men ikke hoit, benyttes fordeelagtigt med Faar; hvis natlige Foldgiodning bor komme Greesgangen tilgode, om den ſkal blive i Kraft. Ved dennes Hielp bedres den ſtedſe, men ſpakkes ellers og bliver mosbegroet. §. 376.
Falleds Over⸗ Hvor Jordsmonnet er ſkikket til Dyrkning og Eiendommene privative findes
deev. ei andre Arter varig Grœsgang; thi man har allerede for langr ſiden indſeet, at de, ved beſtandig eller vexelviis at dyrkes, yde ſtorre Fordele. De nœrvoerende Over⸗ drev, ere i Almindelighed Felleder, eller betyngede af Byrder, hvorved Eierne hin⸗ dres paa anden Maade at benytte dem. De ere ſadvanlligen i usſel Tilſtand, thi Enhver ſtraber at drage al mulig Fordeel deraf, uden at anvende det ringeſte paa deres Dyrkning. Ligge de narr Gaarden og begvemt, ſaa ſcettes i Utide alt for meget af alleſlags Qveeg derpaa, eller dette folger ikke i tilborlig Orden, og fin⸗ der altſaa ikke tilſtrekkelig Naring. Da man indſage hvor liden Fordeel disſe Overdrev gave, ſaa fattede man allerede for lange ſiden den Idee at udſkifte dem eller Interresſenterne enedes indbyrdes om, at tilegne ſig hver et Stykke deraf og at opplsie det. Saaledes have ogſaa Herſkaberne— undertiden Landets Fyrſte, un⸗ dertiden Grundeieren— tilegnet ſig Ret til, at anſcette nye Koloniſter paa ſaa⸗ danne Jorder, og paa Grund heraf er Antallet af ſaadanne Falleder, i de ſenere Aarhundreder ſaare formindſket. Saa gavnlig dette end ſynes Agerdyrknin⸗ gen i Almindelighed, ſaa viſt er det, at Grasgangenes Indſkrankning ved ufor⸗
an⸗
andret 31 polkbrrgf
D nemlig ik den hele dar, ſom Udnagti ring, ns beſtyttede Hele dybs nöffiſte fs enes; inde dyrkningcht Er dette ai teſentern retning ſits hlanmasſ
S Net örneſet a Faarene.— ten Arealch. Ni
Fanderl aſd
6 G lut man g Qvagtt i

„fordi detſi⸗
ſt, og ftenme weerne, der en da, og kun wey Tyrolernes 9)
kores, og hri 3 hvis natlige Kraft. Ved oet.
vrivative findes indſoet, at de, verende Over⸗ ed Cierne hin⸗ Tilſtand, thi det ringeſte pan j Utide alt for drden, og fin⸗ Fordeel dieſe
at udſtifte den
ykke deraf og dt dets Fylſte, u⸗ niſter paa ſac⸗ der, i de ſetne Ngerdyrknin⸗
krin ved ufor⸗ ar⸗
Greesgang og Vogtning. 2535
andret Agerdyrkningsſyſtem har ſkadet Frembringelſerne, og at de ſadvanlige Avlobrug, forhen ſvarede bedre Regning end nu. Dette bekrafftes ved ſenere Erfaringer angaaende Udſkiftningen, naar denne
nemlig ikke geleides af nye Indretninger, ſaavel med Henſyn paa Agerlandet, ſom
Enhver opploiede ſin Deel og tog ſaamange Afgro⸗ der, ſom Jorden, overeensſtemmende med ſin naturlige Kraft, og indtil fuldkommen
den hele Dyrkningsmaade.
Udmagring, kunde frembringe.
Storre Arealers Dyrkning fordrede mere Giod⸗
ning, men denne formindſkedes i ſamme Forhold, ſom de indſtrœnkede Grœesgange
beſkyttedes paa anden Maade. Avlsbruget og dets Afgroder ſank altſaa i det Hele dybere, jo ſtorre Areal der dyrkedes. Det er altſaa meget betœenkeligt, at
udſkifte fœlles Overdrev ſcerſkildt. Hele Arealets Udſkiftning bor dermed for⸗ enes; indſtrœnkende Byrder, der hvile paa Grunden ophaves, og et nyt Ager⸗
dyrkningsſyſtem, der grunder ſig paa Agergrasning og Staldforing, indfores. Er dette ugiorligt, ſaa bliver det uden Tvivl meer overeensſtemmende med Inter⸗ resſenternes Fordeel, at Overdrevet forbliver undſkiftet, og at blot ſaadan Ind⸗ retning finder Sted, hvorved dets Kultur ſom Graesgang fremmes og den muligſt planmessſige Benyttelſe ſikkres.
§. 377. Ved Greesgangenes Dyrkning er Folgende vigtigſt: Naar ſtilleſtagende Vand gior dem ſumpige, ſaa bor dette afledes, thi
QAvoxgarter⸗ nes Folge⸗ orden.
Greesſet paa ſaadanne Steder er ſaare ſkadeligt for enhver Qvagart, iſcer for
Faarene. Grovter, Vandfang og Vandfurer bor ſtedſe holdes aabne, hvad en⸗ ten Arealet ſtedſe bruges til Grasgang eller vexelviis dyrkes.
Muldvarpeſkuddene bor uundgaaelig jœvnes, om man vil haabe ſtorſt mulig
Fordeel af Gresgangene.
Skadelige og giftige Ukrudsplanter, eller endog de, der blot borttage Plads, Tidſterne formere ſig iſeer paa frugtbar Grund, da Ei allene disſe, men endog
bor man ſtrabe at udrydde.
Qveget ikke afbider dem og deres Froe modnes. det

Gresgange⸗ nes rigtige Beſetning.
256 Grasgang og Vogtning.
det omkring dem ſtaaende Gras afbides ikke, og man finder derfor Grasgange, ſom ere ganſke dakkkede deraf og folgelig lidet vordt. Middelet herimod er ſim⸗ pelt og man behsver blot af og til, iſar naar de blomſtre, at afhugge dem. Skeer dette ofte nok, ſaa doe de, og Qvaget ader dem, naar de ligge visne paa Jorden. Paa lige Maade udryddes adſkillige andre ſkadelige Ukrudsarter. Endelig er det ſaare gavnligt, at de grasſende Dyrs Giedning ſpredes; thi i Klumper draber den Graesvexten det forſte Aar, og frembringer i det andet
geile Buſke, ſom Qveget kun afbider, naar det ſultes. Stroet med Omhue
fremmer den derimod jœvn Graesvext og dens Lugt, der er Qvaget modbydelig,
forſvinder. Man tillader ofte Hyrden at ſamle og ſœlge denne Giodning, for
blot at faae den bortſkaffet, men herved unddrages Ageren det, der kunde gavne den, og i Tidens Langde ſpoekkes den.
§. 378.
For fuldkommen at benytte Grcesgangene bor de rigtigen beſetttes. For
ſtort et Antal Qveeg forſtyrrer Vegetationen og hindrer Planternes Udvikling; Qvaxget gnaver endog Rodderne ud af Jorden. Men paa den anden Side er det ligeſaa viſt, at for faa Kreaturer kunne ſeettes paa Grasgangen, og at dens Af⸗ groder, ſaavelſom Afkaſtning, derved formindſkes; ja, at den endog i Tidens Langde taber Kraft. Da fremvoxe mange Planter, ſom Qvaget i den ſenere Vextperiode, ikke forteerer, og ſom derved ſtyrkede brede ſig ſtarrkere og for⸗
trange det finere og fortrinligere Gras. Ogſaa falder da for lidet Gisdniag paa
Grasmarken.
Af ſamme Aarſag bor Qveget hverken for tidlig eller ſildig bringes paa
Greesgangen.
Det er uden Tvivl gavnligt for Grasgangene, at Qveaget af og til bort⸗ drives ſaalenge, at Grasſet kan faae Tid til at ſkyde frem. Derfor deles Gras⸗ gangene, ved de fortrinligſte Agerbrug af denne Slags, i Kobler, paa hvilket det Qvag, ſom man fortrinligen vil fodre, forſt drives, og folges af det, der
bor
hot ncies! dt end il undes ör mer derp
Faarene le
blive derd
riode af men at ds eſterlade ſag bor ſ6 Enl til Apage grasſe ne. fotdeelagfn og ſom ge dan afbid Jorden, c troer, c 2 ime efte
Tredien

Greesgang og Bogtning.
br bretnn bor noies med mindre. Paa denne Maade afbides Grcesſet ſaa jœrvnt og tilbunds, herimod er ſin at end ikke de Planter, ſom Qveget mindre ynder, blive ſtagende. Derneſt afhug dn undes Grassſet tilſtrekkelig Tid til Gienvext, inden det forſte Qvag atter kom⸗ igge vitn u mer derpaa. udsarter. dning ſpredes§. 379. nger i det andet De forſtiellige Qvaegarters Folgeorden, deres Samling eller Afſondring Qooggarter⸗ t med Onhue paa Gresgangene, retter ſig efter locale Forhold. her Ta ue et modbydeli, Forſt paa Foraaret indrommer man ofte Faarene den bedſte Greesning, Giodning, for fordi de til Melkens Forsgelſe, og at Lammene kunne trives, iſcer behove dem. kunde gabne Kan Qvagets Vinterforing paa Stald fortſcettes ſaameget langere, ſaa taber dette intet derved; thi Grasvexten bliver, ſom Erfaring larer, taœttere, naar Faarene tidlig drives paa Grasgangen. Men Faarene bor ikke alt for lange blive derpaa, og imellem Faarenes og Qveegets Grasning, bor vare en Pe⸗ eſettes. For riode af i det ringeſte tre Uger, ei blot for at Grasſet kan faae Tid at groe, es Udvikling; men at det endog kan miſte den Qvaeget ubehagelige Lugt, ſom Faaregiodningen i Side er det efterlader. Drives Hornqveg og Faar fremdeles vexelviis paa Greesgangen, og at dens A ſaa bor ſaadant Mellemrum af Tid ſtedſe iagttages. ndog i Tiden⸗ Ei blot paa ſlet benyttede Grasgange, og af Trang, men endog paa riig, tt i den ſenere til Qvagfedning beſtemte Graesning ſeer man undertiden nogle Fedefaar og Heſte erkere og for⸗ grasſe mellem Hornqvœget. Paa ſaadanne Graesgange troer man til Heſtene tGisdning paa fordeelagtigſt at benytte det Gras, der er for haardt og grovt for Hornqveeget, og ſom groer paa geile Steder, ligeſom det alt for korte Graes Hornqvaget ei ig bringes pat kan afbide, kommer Faarene tilgode. Man lader gierne Grasſet afbides lige til
Jorden, hvilket uden disſe forſkiellige Dyrearter ikke kunde opnaaes, og man troer, at det da efter et Tidsrum ſkyder ſaameget tettere og ſtœrkere i Veiret.
af og til bort⸗ for deles Greu⸗ Andre foretraœkke derimod: at lade Heſtene folge efter Horngveeget, Faa⸗ er, pau ſvilket rene efter Heſtene, og da at unde Grcesmarken nogen Roe.
es f det, der
bbt Tredie Deel. K k§. 380.

Gresgange⸗ nes Indde⸗
ling i Kobler.
Vandingſte⸗ der.
258 Greesgang og Vogtning.
§. 380. 2
Det er uden Tvivl langt fordeelagtigere at inddele Grasgangene i Kobler, der ved Siden af hverandre eller paa forſkiellige Steder, afgrasſes i beſtemt Folgeorden og til faſtſat Tid af forſtiellige Qvegarter og ſiden hvile igien, end uden Orden at lade Qvaget lobe over dem alle. Holdes Qveget ſtedſe paa ind⸗ ſtrœnkede Pladſe, ſaa er det roligere, lober ikke for uafladelig at ſoge mere vel⸗ ſmagende Planter, nedtrader og beſudler folgelig mindre. Grqesſet afbides overalt jœvnt og har Tid til atter at ſtyrkes, da det derimod, naar Qvaxgget kan uhindret valge, paa nogle Steder i Begyndelſen aldeles ikke afbider Grasſet, der bliver ſiden for grovt; medens det paa andre Steder afbider det ſaa nar Jor⸗ den, at det neppe kan atter gronnes. Paa indſtrankede Grasgange er Qvaget roligere og trives derved bedre.
J mange Egne, hvor Qvagets Grasning ivarkſettes med ſeerdeles Om⸗ hoe, inddeles Graœsmarkerne i meget ſmaae Kobler, hvoraf enhver beſcettes med et pasſende Antal Qvegshsveder, og man pasſer da i en og ſamme Kobbel at ſette Dyr, der ſaavidt muligt ere hverandre lige, kiende hverandre og ind⸗ byrdes forliges. De ſmaae med Hakker omgivne Graesgangskobler yndes meget, og Hakkene, derbeſkytte Qvaget ſaavel mod Soel, ſom mod Vind, og gigre det roligere, ſkattes ſaare hoit.
§. 381.
Det er vigtigt at have gode Vandingſteder ved Grasgangene og en daarlig Udvei, at vande Qvaget ved Truge, der fyldes med Vand fra Bronde eller Grov⸗ ter. Hvor Naturen altſaa ikke har dannet Vandingſteder, ber de anlagges.
De graves paa de Steder, hvorhen Vandet meeſt ſoger og fra Grovterne kan hidledes. Det er ikke raadeligt at anlœgge dem tat ved Grovterne eller til dette Giemeed at giore disſe ſtorre; thi Grovten nedtrades og fyldes letteligen med Dynd. Bedre er det at lede en Rende fra Vandgrovten til Vandingſtedet, der, naar det fattes Vand, ved at damme for Grovten, atter fyldes.
Van⸗
4 ti Kantt ſadvanlts
4 gravedets dende 6n revner 13 lag Nit banket 3 2 til 310 lal, 6 88

angene i kuin
ecsſes j beſten vile igien, en ſtedſe paa in ſoge mete ve⸗ Grasſet efhids
ar Qvagtt an
fbider Grasſet et ſaa nar Jor⸗ nge er Qbaget
ſcerdeles Om⸗ beſcettes mod mme Kobbel at
tandre og indd yndes megek, „, og gibre dt
eogen daarlix ande eler Grer
de anlagges. jfea Grovkerne ppterne eler il foldes letelen Vandingſtede, fyldes
u⸗
Grasgang og Vogtning. 259
Vandingſtederne bor i Midten verre i det ringeſte 7 Fod dybe og lobe ſtraae til Kanterne. Deres Storrelſe bor rette ſig efter Qvagantallet; man antager
ſodvanligen 50 Fod ſom Middeltal af deres Diameter.
Jeet leeret Jordsmon udtorres de ikke, og man behover blot, naar de ere gravede, at jœvne og ſtampe Bunden. Men er Jorden ſandet eller har mange afle⸗ dende Sandaarer, ſaa er det ei tilſtrakkeligt, at lœgge Leer i Bunden; thi dette revner letteligen eller giennembores af Muus, og lader da Vandet bortlobe. Et Lag Muurkalk bor lagges, paa folgende Maade, i Bunden: Efterat man har banket Overfladen fuldkommen jœvn og glat, ſaa haldes nylig pulveriſeret Kalk 2 til 3 Tommer tyk derover og vodes til en Grod. Herpaa lœgges da et Leer⸗ tag, 6 Tommer tykt, og dette bankes, indtil det bliver ſaa faſt ſom et Leergulv.

“ 3-Ae AMne 2n-ren
N
——
SaMt. aV E d TaArA
—
—

———
A

MM Aaun
SiASAnh N M Asvedn e ae Nen

8 X³

—————————
———————
eeer en eei Srf Se A HeeRca beree 2 ee
e e erne. e
WrTN4as— erear. MriR Mlr MAEer

—
— 1 4 4₰. 2
Jj
—.————-—
AAA/, „/A/71 ,
——
1
—
—
—*

o. Cn ATNNSIA-e. wRte N de. e nA —— . * 1 ⁵
8 —
5

——— — —————
—
A2 ADAnn
—
22
&E
—
☛‿
— — — 4 ½ 4 —
H
2 ☛
4

———— — 1— 3——
——————
————. F 6——— † 3 1 * —— 8 · ———ÿ—ͦ—: — 1 ————— — ₰ 4— E———ͤͤ *——— 2 —— —*— 1 1.........--— 2. 11——— —————— 8—— 5 — 8 4 8 k.—— 4—. 4—. 8— — 3 — 4—— 8

☛AAwewNrse
—
18nr
““
1
——— 3— 2——.———— llhe————
64n. 2 s. ur 26 3 n—— rMne b-M

————
AMMa³⁵ s endei NuR n A7
——-
——
—
ernnn

———y—
8— z —————————
————⸗—⸗—:—⸗—⸗⸗—————..———— 3 4———

———

Thaers Grundſakning⸗
zandoeconom.

—

1WeeeségenegargsſegegernasalanahaagagekeresabewnNagakwvnnééée«eséséLeedééannJe, lnhhluck nt”nſtonngnhin WAMnmnnnMrnnnnmnn date
Oem 1 2 3 4 5 6 1 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20
Colour& Grey Control Chart
ͤdöͤöͤoͤöͤöͤoͤſͤſͤſͤſͤſͤſſ