767 9. 2 7. Albrecht Thaers Grundſatninge ᷣ for 1 Landoecononien. — 855— * Overſatte af 1 1or AF. K 8 KO X Joh. Chr. Drewſen.(»DA. LAN S 852 Anden Deel. 5 3 6 AN —— —.—.*80 K 998———— Kiobenhayvu. Trykt hos Directeur Johan Frederik Schultz, Kongelig og Univerſitets⸗Bogtrykker. 1816. Naeiy Tabellern Bemarkt Tabelle ElIII Driotsta Fra Ma Fra Van Overgan Indhold af andet Bind. . Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold: Azerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold, fremſtillet i et Exempel. Tabellernes Forklaring....... Bemarkninger til de tabellariſk fremftillede Avlsbrug... Tabelle 1I. Simpelt Trevangsbrug..... 2. Markbrug med Arter, Klover og Staldforing.. 3. Meklenborgſt Kobbelbrug i 7 Vange... 4. Meklenborgſt Kobbelbrug i 10 Vange med 2 Brakmarker. 5. Meklenborgſt Kobbelbrug i 12 Vange med 2 Brakmarker Kobbelbrug efter nyeſte holſteenſt Maade i 10 Vange ⸗. Pillkkt 7. Vexelbrug i 8 Vange med Greesgang... 8. Verxelbrug i 8 Vange med Hornaveagets Staldforing.. 9. Vexelbrug i 10 Vange med Horngvoxgets Staldforing og Gresning 10. Forholdene mellem disſe Avlingsſyſtemer... Qvergang kil et nyt Agerbrug: Drivtscapitalens nodvendige Forogelſe.... Fra Markbrug til Kobbelbrug... Fra Vangbruget til Frugtvexelbruget..„.. (See Tab. A.) Overgang til Frugtvexelbrug i 6 Vange... (See Tab. B.) — fra et meklenborgſt Kobbelbrug til Frugtvexel med Staldforing. (See Tab. C.) 4 2 4 *. til Faarene „* *A „ 2 Indhold. g fra et meklenborgſe Agerbrug i elleve Vange (See Tab. D.) til et Frugtvexelbrug med Grasgang. (See Tab. E.) Jordens Beſtanddele Forſkiel mellem Jord og Muld(Humus) Jordlagenes Oprindelſe. Jordarternes Chemie Jordarternes Forhold til Ilden og Ilten Jordarternes indbyrdes Forhold. Kieſeljord i reen Tilſtand Forhold til Vandet — til Vſkene Tredie Hovedſtykke. Agronomie. △η̈ Jor 2. Jordarternes Chemie: + 4 til de flygtige Stoffer „* * dens Beſtanddel **A¶ꝗ 51. Glasſet dagemer, ſor Sandet os Leerjord i J Natuten Forbinder Phyyſſte C Dens For Uopleſelig Fotheld i Ingen aſ Valgfleegt Fecheh! — keeret. Jernilt Keerets O Forbindelf keerets Fe — 1 — Fudt d Forpold — i keeretz Fr danrarter 44 45 45 Leerjord i reen Tilſtand J Naturen forekommer den aldrig Forbinder ſig ikke med Kulſyre. Phyſiſke Egenſkaber Dens Forhold til Vandet Uoploſelig i reent Vand Forhold i Ilden Ingen eſkige Egenſkaber Valgflogtſkab med andre Jordarter Forhold til Syrerne — til Äſtene — Fporhold til Vandet Feedt og magert Leer Forhold til Froſten 4 Legemer, ſom fornemmelig indeholde Kieſeljord Sandet og dets Slags. 3 2 * 4 „ 2 9 2 „ „ 2 Leerets Oprindelſe af forvittret Steen Forbindelſe mellem Leerets Beſtanddele Leerets Farve 2 4 * . Leerets Forbindelſe med andre Subſtantſer 2 Indhold. * 18 58. 59. 60. 60. 60. 61. 61. 62. 62. 62. 62. 64. 65. 65. 66. 66. 67. 68. 65. 69. 69. 70. 21. 22. 73 74. Kalk⸗ Jndhold. . Kalkjorden: Side Kalkjorden. 1. 9. 8.... 4... 76. 1 Forbindelſe meh Syrer..... 77. Iyrdens. Kulſuur Kaſtjord........ 77. Iruunſit Forhold til Vandet......... 78. Forhold til Ilden......... 79. Broendt Kalk...... 3.— 3 79. Ladſket Kalk........... 80. Bematke Ledſkning ved Luften........* 80. udens: Kalkvand........ 8 81.— Svovlkalk......... 81 zarfidig Phosphorkallkl........ 3. 81. Nubens! Forbindelſe med de flygtige Stoffer...... 82. Pftens Odelceggende Virkning paa den organiſke Materie..... 82. V Nuldens! Den breundte lodſkede Kalk yttrer denne, ſkiondt i ringere Grad.... 83. zartindet Mortel 4......... 83. Farzal ks Uſmeltelighed...—...... 84. Funein Forbindelſe med Syrerne....... 84. Shyrerneer Den kulſuure Kalks Opbrusning med Syrer....... 85. Suur M Kalkagtige Middelſalte....—.... 86. Atringar — Mineralier......... 86. uffil m Djiiſt og. Gipſen:„.8.. 88. Gipsmineralier„.....—. 3 91. Tarvens: * Mergelen:.... 92. daan Dens Farver.. 3.. 3... 95. deeiauniu Conſiſtents.......... 96. Forhold til Syrerne.......... 97. Blanding med andre Subſtantſer..... 3 98. Udvortes Skikkelſe......... 98. De forſti .. Hrorltdes Bitter- eller Talkjord:... 99⸗ Forhald n Bitteragtige Mineralier....2....... 1 ror. Yuldens Jer⸗ Jordens Jernholdighed. Bruunnſteen Bemerrkelſe af Ordet Muld Muldens Egenſkaber — Beſtanddele Forſkiellighed og Foranderlighed. Muldens Extraktivſtof. Eſkenes Virkning paa Mulden. Muldens Oplesning og Forgangelighed. Forbindelſe med Leeret. Forhold til Sandet 82 Indhold. Jernet: Mulden: 4 Forandring ved Mulden, naar den unddrages Luften Syrernes Oprindelſe i Mulden, ved Fugtighed Suur Muld Adſtringerende Muld Forſkiel mellem den Muld, der fremkommer ved Forraadnelſe, Dyriſk og vegetabilſt Muld Torvens Oprindelſe Hvorved Torven adſkiller ſig fra Mulden Bruunkullet De forſkiellige Jordsmon dannes ved Forhold mellem de forſkiellige Beſtanddele . „. * . Torven: 2 Forſkiellige Jordsmon: Hvorledes Mulden forholder ſig i Jordsmonnet. Forhold mellem Muld og Leer i det muldrige Jordsmon. Muldens Forhold til Sandet. * 6 den ved Forvittring 4 5 2 4 2 VIII Indhold. Syre formindſker dens Frugtbarhed 2—.*. Kiendetegn, hvorefter Muldens Mangde kan beſtemmes.. Leeret. Dets gode Egenſkaber...... Dets ſkadelige Egenſkaber...... Leerets Forhold til Sandet..... Sandet........ Det Forhold, hvori Beſtanddelene bor ſtaae... 3 Leer⸗ eller Hvedejord....... Skiort Leer.....—. Sandet Bygjord........ Sandjord......... Slet Sandjord....... Kalkens Forhold i Jordsmonnnet.... Andre Jordarters Blanding med Muld, en nodvendig Betingelſe for deres Hvorledes Forholdet af dens Blanding forandrer Jordsmonneis Vord. Blanding med ſuur Muld... Hedemuld 4 2....... Beſtemmelſe af Jordsmonnets Verd efter folgende Tabeller.. Hienſynlige Kiendetegn paa forſkiellige Jordsmon.— Jordsmonnets Conſiſtents...... — Dylbde— 3.. 1. Underlaget. 8.. Jordsmonnets Fugtighed...... — Temperatur...... Jevn eller ujevn Overflade....„.. Hei og lav Beliggenhed...... Retning efter Himmelegnen...... Skygge og Lys.. 1. 2... Udſottelſe for Vinden... 3... Atmoſpheren........ Jordsmonnets Reenhed...... 4 Froeukrud........ Rodukrud... 4... Stene......... Methoden ved agronomiſt Underſogelſe... 3 — Frugtbarhed „ Narende,) Vegetabil ded Ma Oylssnin Oplosnin Dyriſt Fe — 6 Dyrenes( Urin. Staldgiede Forſtiellig Heſtegisdr Qbeggiod Faaregiodd Svinegiad Fiederkeee Menneſte Staldgiot Giedning Bevaring Om de f Luftens! Schveiber Indhold. Fierde Hovedſtykke. Agrikultur Forſte Afdeling. Lœren om Giodſkningen: Nerende, decomponerende Gisdning.... Vegetabilſk og animalſt Forraadnelſe.... Dod Materie, Levning af Organismen.... Oplesningens Betingelſer.... 4 Oplosning uden Forraadnelſe..... Dyriſk Forraadnelſe...... — Giedning..... Dyrenes Excrementer...... Urin......„. Staldgiodning....... Forſtiellig efter Dyrearterne..... Heſtegisdningen.. 3 8. Qvegggiodningen..... Faaregiodningen...... Soinegiedningen...... Fiederkreaturernes Giodning..... Menneſkenes Excrementer..... Staldgiodningens Behandling..... Giodningens Bevaring i Stalden.... Bevaring paa Moddingpladſen.... Om de forſkiellige Slags Giodning bor blandes eller ſarſkildt bevares Luftens Udelukkelſe under Giceringen.... Schveitzernes Maade at behandle Giodningen paa.. 5 2* 1 166. 169⸗ 169. 6 170. 171. 171. 172. 172. 172. 173v 174. 17 44 174. 176. 176. 177. 177* 178. 178. 180. 180. 182. 184. 183. 1875 Deu Indhold. Den rette Tidspunkt til at udkiore Gisdningen. Naar det er uſkadeligt at udſeette Giodningen for Luften.... 189 Tiden til at udkisre Gisdningen....... 191. Giedningens Fordeling til de forſkiellige Marker...... 194. — Maal og Vegt........ 196. Hvor ſteerkt der giodes....... 107. Giodningens Udkiosrſel........ 197. Blandingsgisdning, Kompoſt.....*.. 199. Stroelſeſurogater........ 203. Lyng.......... 204. Adſkillige Vegetabilier, der kunne bruges til Stroelſe..... 205. Los Torv til Stroelſe......... 206. Giodning uden Strselſe og flydende Giodning...... 207. Den flydende Giodnings og Giodningvandets Behandling.. 1. 210. Foldgiodſkningen........ 210. Fremgangsmaade med Foldgiodſkning....... 212. Foldgiodningens Benyttelſe........ 214. Giodſkning med dyriſk Affald:.. 1 215. Fiſt.......... 216. Horn og Klover. 8. 8.. 316. Slagter⸗Affald.. 3 86... 218. Garver⸗Affald........ 218. Gammelt Lader......—. 218. Fidtgrever........ 2 Sukkerjord...... 245 Vegetabilſke Giodemidler:... 219. Gronne Afgroders Nedpleining........ 221. Vegetabilſt Affald........ 2³3 Dynd. 3... 1.... 243 Dyndets Udkiorſel... 4... 225 Blanding...... 25. — Maengde..... 227 Giodſkning med Torv...—...„ 277 Mine⸗ ⁴ 4 82 0 4 187. Ferbedri Paakiet Hvorled Kalkgio Den ſtt Kalkgiot Modſige Bemark Kalkens Uöroend Nergele Mening V Om M Gruben Mangd Nargele Dens! Uhlierſ Streen Ontkoſt Merglit Giednit Giedſ Dens Gipſen Dins — Sitter Salten Metall Sprer. 5* „1 „ ₰ Paakiorſel af Sand Hvorledes Kalkgiodſkning virker. Kalkgiodſkningens Manipulatidn * Forbedring af Jordsmonnets phyſiſke 2 Den ſtroede Kalks Behandling. Kalkgiodſkningens Mangde Modſigelſer om Kakkgiodſkningen Bemerrkninger ved Kalkgiodſkningen Kalkens Virkning paa Enge Ubrcendt Kalk. Mergelen. * 4 Meninger om Mergelen Om Mergelens Natur, Kiendetegn, Beſkaffenhed Mergelgrubens Indretning Mergelens Lesning og Udkiorſel Omkoſtninger ved Arbeidet Mergelens Forſkiellighed i een og ſamme Grube Grubens Bearbeidning. Mengde. * Mergelens Gientagelſe. Dens Virknings Varighed Udkiorſels⸗Periode * Stroening og Nedpleining Omkoſtninger ved M erglingen Merglingens Virkning Giodningjord af ſeœregen Art Gisdſkning med Gips Dens Hiſtorie Dens Virkning Gipſens Vrug. Dens Tilberedning — Stroening Sikker Virkning 84 * * 2 82 Saltenes giodende Kraft Metalliſke Salte, iſcer Jernvitriol Syrer.. 2 * † 4 4 4 * „* 4 * * * * * * 1 * 2 2 7 Indhold. Mineralſte Giandemidler: Egenſkaber, ved at paafsre oprindelige Jordarter * 82 4 * 4 „1 2 * * . 82. 2 82 2 *.* 4 2 4* * 4 4 2 4 4 .* ** ** og Beliggenhed ** / 4.* * 4 ** *2* ** ** /„ ** 4* ** ** .. 4* *.* ** ** 1„— 4 ** * 4 *. 4 *† 4 4 4 44 2 2 * 4 * * 4 Stubbenes og Halmens Opbreendelſe paa Ageren Indhold. Aften⸗;.... Scebeſyderaſte..... Potaſkefabrikernes Affald... Torvaſken..... Saltverkernes Aflald.... Giodeſalt..... Giodemidlernes Omvexling*—. * 1 Side 260. 2614 262. 262. 263, 264. 264 264. Andet Andet Hovedſtykke. dt Fortſattelſe. Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold fremſtillede i et Exempel. Anden Deel. Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. §. 394. Tiu at fremſtille de meeſt omhandlede Avlsbrugs Forhold ved Siden af hveran⸗ Fremſtillet i dre, tiener folgende tabellariſke Beregning over ni forſkiellige Avlsbrug paa eet og ſamme Areal. Disſe Beregninger ere meget ofte giorte med allehaande Modi⸗ ficationer, ſaavel i Henſeende til Vangene, ſom til Afgroderne, Qvoaexget og Ar⸗ beidet. Jeg meddeler her kun det ſodvanligſte og overlader til enhver af mine Loſſere, paa lignende Maade at fremſtille enhver Idee, ſom han maatte fatte om Dyrkningsmaaden af et givet Areal. Det her antagne Areal har 1450 Tonder Land, hvoraf 150 Tonder Land Eng. Ved Trevangsbruget ligger 300 Tonder Land roddet Overdrev, eller ſaa megen Skovgrasning, ſom kan regnes denne liig, til beſtandig Gresgang, og mage ved dette Avlsbrug dertil beholdes. Ved Vexelbrugene kan derimod 200 Tonder Land deraf lagges til Vangene, opbrydes og folgelig forvandles til Ager⸗ land. Derfor foroges dette indtil 1200 Tonder Land. Jorden antages at voœre god Bygjord eller muldet, maaſkee noget kalk⸗ holdigt, Leer, blandet med 50 til 60 Procent Sand. Dernaſt, er antaget, at Ageren, ved Avlsbrugene i mange Vange, er gien⸗ nemgaaget een Rotation, og i det mindſte allerede een Gang har faaet den her an⸗ tagne Giodſkning; ligeſem at alt ved Ploining, Sagaening og Indhoſtning er ud⸗ fort med tilborlig Omhu, Jagttagelſe af den rette Tid og Flid, og at enhver Af⸗ rode har faaet den dertil pasſende Behandling. A 2§. 395. et Exempel. ——— Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. §. 395. ieg hat Lauthnen J Henſeende til Columnerne markes folgende: antaget a) indeholder, under Beſtemmelſen af Avlsbrugets Slags, den Orden hvori e)t Afgroderne folge eller Vangenes Rotation. er fradt J Henſeende til Afgrsderne maa man lagge Marrke til, at her kun de ſad⸗ delighel vanlige ere antagne, ſom ethvert Slags Avlsbrug kan dyrke og ſom i Almindelig⸗ faa bere hed dyrkes. De der ere i ſtorre Giodningkraft kunne med endnu ſtorre Fordeel g): G dyrke œdlere Frugter og Handelsplanter, f. Ex. Hvede, Mais, Tobak o. ſ. v. ger. og vi have ofte beregnet dem herefter. Men i dette Tilfallde ſtaae de aldeles ikke Tonde! i noget Forhold til de svrige, og derfor have vi ikke her berort ſaadanne Afgroder. man til Ved den ſtore Giodningkraft, ſom Avlsbrugene No. 7, 8 og 9 have, vil des⸗ Fartef uden enhver ſelv falde derpaa. J de behakkede Frugters Vange er uden Und⸗ tagelſe kun antaget Kartofler, uagtet andre Fodervexter give ſtsrre Afgrode og 1 man, ved Overflodighed af Foder, med ſtorre Fordeel kan dyrke behakkede Bonner, Mais eller Handelsplanter, paa en Deel af disſe Vange. I b) angiver Vangenes Storrelſe efter Tonder Land. aßdrod c) den Udſad, der, uden Henſyn paa de i visſe Egne ved Overſlagene an⸗ holdene tagne Principer, og efter almindelig Erfaring behoves, naar Saden ſaaes med ner. Haanden og nedbringes uden ſœregne Redſkaber. Halm c) Afgroden beregnet efter Tonder paa Tonder Land, altſaa— vel at marke en halr — ikke efter Fold. Ved noiagtigere Overveielſe vil man let indſee, at denne Beſtemmelſe af Afgroderne ikke er vilkaarlig, men antaget deels overeensſtemmende V Kartof med de i§. 249 o. v. fremſtillede Grundſatninger og Forhold, deels efter alminde⸗ lnten G lig Erfaring; dog ere ſaadanne Afgroder, iſcrr hvor de ſtige hoiere, noget nedſatte, for at lade Tilſeldet vederfares ſin Ret. Den der ſynes, at ſaadanne Afgroder naar ſtige over det Sadvanlige i de ſedvanlige Avlsbrug, beder jeg legge Marke I 0g He til det Uſœdvanlige i de Forbindelſer, hvoraf de fremkommer. Forreſten er hvor u 1 forudſat, at Saaeningen er ſkeet upaaklageligt og Hoſten foretaget med muligſte Ciadn Skaanſomhed. Kloverens og Kartoflernes Afgroder burde iſcer have voarreet bereg⸗ Hverf nede hoiere, formedelſt den ſtœerke Giodſkning, og den Plads disſe indtage. Men jeg ———— 8. AS. den Oꝛden Jevi at her kun d ſad ſom i Alnindelg⸗ dnu ſtorre Fandel 6, Tobak d. ſ. aae de aldele iiee aadanne Afgroda. 9 have, dil de⸗ age er uden Und⸗ ſtorre Afgrode og dyrke behaktede age. dderſlagene an⸗ Saden ſtas med — bll at marke indſee, at denne vereensſtennende els efter alninde⸗ ,, noget ndſatte, adanne Afgroder eg lagge Netke . fateſten er nit ned muligſte abe veret bereg⸗ indtage. Nen 7 Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold⸗ 5 jeg har ſlaaet ſaa meget af, fordi den forſte muligt kan mislykkes og ved de ſidſte antaget det Allerringeſte, ſom man kan vente. Re) viſer Vangens hele Indtagt og P) den rene Indtegt efterat Udſaden er fradragen. Vikkerne give ingen reen Indtegt af Kiarne, fordi man i Almin⸗ delighed kun lader ſaa mange modnes, ſom man behsver til at ſaae. Af disſe faa beregnes Halmen ſom Ho, for hvilket den ikke ſtaaer meget tilbage. g) Halmafgroden er udfundet efter de i§. 279 og 280 fremſtillede Scetnin⸗ ger. Kartoffeltoppene ere ſikkert ikke for hoit antagne til 10 Centner paa en Tonde Land, i den Forudſcetning, at disſe ikke ſpildes i et Avlsbrug, hvor man tilfulde forſtaaer at ſette Pris paa Giodningen. Kartoffeltoppene, ſom i Aaret 1809 forſte Gang bleve veiede, ydede af en Sort med tilſynela⸗ dende flin Top, efterat de vare torrede, 1800 Pund paa en Tonde Land, af en anden Sort med ſvcrere Top kun 1200 Pund. Efter Udſeendet havde vi netop ventet det Modſatte. Da de indeholder ſaa megen Eggehvideſtof, ere de til Giodning langt mere verd end Halm. h) Her ere Kartoflerne efter deres halve Vagt reducerede til Ho. Ved Ho⸗ afgroderne er kun antaget, at Engene give 6 Centner Ho mere, naar Avlingsfor⸗ holdene tillade at de giodes, uagtet Forſkiellen nok vil belobe ſig til 12 Cent⸗ ner. Kloverafgroden er kun antaget 8 Centner hoiere, naar den ſaaes i forſte Halm efter giodet Brakfrugt, omendſkiondt Erfaring laœrer, at den da ofte er en halv Gang ſtorre. Een Kloverſlet er antaget til 28 Centner. ¹) viſer Wagten af den Giodning, der fremkommer ved Halmens, Hoets og Kartoflernes Opforing. Om de her antagne Satninger maa jeg udforligen for⸗ klare mig. Jeg havde hidtil antaget, at man udfandt et Avlsbrugs Giodningsmasſe, naar man multiplicerede den opfodrede og i Forhold til Foringen ſtroede Halm og Hoet med 2,'; deels fordi jeg fandt, at dette overhovedet pasſede i de Avlsbrug, hvor man temmelig noie kunde beregne Halm⸗ og Hoproduktionen og den udkiorte Gisdning, deels fordi mange i det Smaae anſtillede Forſog bekraeftede dette. Hvorfor jeg afveg fra det ſom Meyer antog, har jeg allerede andenſteds forklaret. Men — 6 Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. Men nu har jeg modtaget Efterretning om mange noiagtige Forſog, der i Vin⸗ teren 180 ere giorte med Staldſtude, hvis Reſultater vel ſynes at vare meget forſkiellige, men ſom ved nsiere Overveielſe, og ved at tage Henſyn paa visſe Biomſtaendigheder, meget vel lade ſig forene. Jeg vil forſt udforligere kunne udlade mig herom, naar jeg faaer Reſultaterne af adſkillige Forſog, der i Binteren 180 er anſtillede af flere Mand, der med Virkſomhed fremme vor Videnſkab. Nogle af hine Forſog bekrafte vel noiagtigen det allerede forhen an⸗ tagne Forhold mellem Foder og Gisdning; men andre, hvilke jeg for det forſte maae tiltroe lige Noiagtighed, ſom hverken ere foretagne altfor meget i det Smaae eller altfor meget i det Store, og desuden have Pluraliteten for ſig, viſe, at Ho og Halm, ved temmelig ſtarrk Stroening, kun fordobble deres Vagt i Giodningen, og at man kun kan antage en Forogelſe af 2,3, naar man i Forhold til Foringen ſtroer ſparſommelig.— Efter de fleſte mig bekiendte Jagttagelſer, om Kartofler, givne i Mangde og ſom Hovedforing, kunne disſe ſom Giodning ikkun regnes til 3af deres Vaœgt, naar man vil tillegge den tilligemed disſe fortœ⸗ rede Halm ovenſtaaende Forsgelſe af Vœgt. Herved lide Kartoflerne paa en vis Maade Uret. Thi egentlig ſkyldes dem den ſtorſte Deel af Halmens Vagtforsgelſe: uden Kartofler maatte man holde et langt ringere Antal Qveeg og ved mindre Giodningevand ikke vœre i Stand til at forvandle ſaa megen Halm til Giedning. Men her kommer det ene an paa Masſen i det Hele; og, for ikke at indromme de Avlsbrug, der dyrke Kartofler, et Fortrin, der kunde ſynes tvivlſomt, da de allerede have ſaa mange uimodſigelige, ſaa vil jeg, i disſe Tabeller, kun anſlaae den af Kartoflerne fremkomne Gisdning til det Halve af deres Vagt. k) Antallet af de Lœs Giodning, à 2000 Pund, der bringes paa en Tonde Land til den Afgrsde, der ſtaaer lige over for dem. 1) Beſatningen, der kan holdes: nemlig forſt Arbeidsdyrene og dernaeſt Gavn⸗ qvœget. De forſtes Antal er beſtemt efter Arbeidsberegninger, ſom ofte ere giorte over hver Dyrkningsmaade. Antallet er imidlertid ſtedſe antaget noget ſtorre, end det, der fremkom ved disſe, da mange tilfeldige Omſteendigheder kunne ſtandſe Arbeidets Gang. Men Gavngvaget er beſtemt efter Foderets og Hal⸗ — 5 Halmen Dog kar mindren imellem holde d ene eller m) de forſte hvotmeg Beſcetn enkelte blot ſta at gror n) erkiend giyne? der ele Her er KRrkelt. der lan Grasn gen er alerz. odfund det ſar eller f give. V taget tale ſi og vil pold. Forſog, dei de del ſynes at ven at tage Heſyn m l forſt wfßrihen llige Forſtg,i ſomhed ftenme un allerede forhen u jeg for det forſ ltfor meget i di teten for ſig, biſ, ybble deres Jegti aar mani Forhadd endte Jagttagelſer, isſe ſom Giodning dewed disſe forta⸗ toflerne paa en vis ens Vagtforsgelſe: dag og ved nindre Halm til Giodning. kke at indronme d pomt, da de aleta kun anflaaede df ges paa en Londe g derneffGabn⸗ ger, ſom ofte ere dſe antaget noget Onſtandigheder efter Foderits 0 Hal⸗ Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. 7 Halmens Mangde og efter Grasningen, hvor denne kommer i Betragtning. Dog kan Antallet antages ſtorre eller mindre, ligeſom man finder det meer eller mindre fordeelagtigt at fodre ſvagt eller ſterkt. Man har ligeledes frit Valg imellem de forſkiellige Slags Gavnqveg, og kan f. Ex. i Stedet for Malkekoer holde Fedeqveg. Thi her er ikke Sted til at udforſke i hvilket Tilfœlde, den ene eller anden Slags kunde vare fordeelagtigſt. 1) indeholder den Halm, det Ho og den Grasning, ſom kan gives Qveget; de forſte efter Centner, den ſidſte efter Tonder Land. Indſluttet i Klammer ſtaaer hvormeget der kommer paa hvert enkelt Stykke og derunder hvormeget paa hele Beſcxtningen. Man maa vel legge Marke til de Satninger der ere antagne til enkelte Stykker, da de, overeenſtemmende med Avlsbrugets Evne og om Qveeget blot ſtaldfodres eller gaaer paa Graes, ere meget forſkiellige. Det forſtaaer ſig, at grovt Foder og Kartofler ere reducerede til Ho. n) Den Indtaggt, man antager, at Qvaget yder. Det er en allerede lange erkiendt Sandhed, at denne ikke kan beregnes efter Stykketal, men efter den givne Foring og Graesning, forudſat at man hverken er karrig eller odſel med Fo⸗ der eller Grasning og holder et Slags Qvag, der pasſer til Foringens Mangde. Her er nu Agergrasningen antaget= 13 Tonde Rug eller om man vil= 42 Rbdlr. S. per Tonde Land, og af den svrige Grasning paa Udmarken er 100 Ton⸗ der Land regnet= 60 Tonder Land Agergrasning. J Markbruget regnes denne Graesning= 7 Skpr. Rug eller 3 Rbdlr. S. per Tende Land.— Ved Forin⸗ gen er 10 Centner Ho eller det dertil reducerte Foder antaget= 1 Tonde Rug eller 3 ½ Rbd. S., men Halmen aldeles ikke beregnet. Herefter er da Qvagindtagten udfundet, ſaa at Qvagets Art eller Antal aldeles ikke kommer i Betragtning og det ſamme Reſultat maa fremkomme, man valge hvilket Qvaeg man vil og foroge eller formindſke det i Forhold til det ſvagere eller ſterkere Foder man vil give. Qvagets Rogt er indbefattet Avlingsomkoſtningerne. Der er heller ikke taget Henſyn paa det golde Qvag, da ogſaa dette ved at tiltage i Vext maa be⸗ tale ſit pasſende Foder— iſer da der intet regnes for Halm og Smaafoder— og vil i de fleſte Avlsbrug kunne holdes tilligemed det evrige Qvag. Det vil maa⸗ 8 Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. maaſkee ſynes mange, at Qvagets Indtagt er anſlaaet alt for ringe, ved den q) her antagne Foring; og dette er ogſaa virkelig Tilfeldet. Men jeg anſlog den Hvorle ſaa ringe, at Ingen ſkulde finde, der var regnet de foderrige Avlsbrug for meget da dett til Fordeel. J ovrigt er ved denne Beregning aldeles ikke taget Henſyn paa Qvaggets Slags eller Antal, men kun paa Foringens Vardi, naar denne be⸗ mer a nyttes med Qvag, der ſvarer til Henſigten. ligeſor Den rene Indtagt af Saden reduceret til Rug, ſaaledes at 1 Tonde to⸗ overeer radet Byg— thi kun denne Sort antages her— regnes liig 1 Tonde Rug og 1 Tonde Havre liig Tonde Rug; men Irter ſettes lige med Rugen, uagtet de have en ſtorre indvortes Verd. gende 0) Avlsbrugets Omkoſtninger. Ved Heſtene finder her en markelig Forſkiel Sted, fordi, tilligemed andre Omkoſtninger(ogſaa Seletsiet) kun den Kicerne, paa I de fage, beregnes. Hvor Avlingsforholdene altſaa tillade, at Heſtene om Som⸗ meren faae gront Foder og maaſkee om Vinteren Kartofler, vil deres Underhold⸗ b med r ning egentlig komme til at ſtaae meget lavere, end her er antaget. Sammenlig⸗ Giod ner man Omkoſtningerne med de Portioner Ho, der tilregnes dem, ſaa ſtaae de Nfrle omtrent i omvendt Forhold. Thi jo mere Ho de faae, deſto mindre Kierne. V gen al Hvor Oxerne fodres ſtœrkt med Ho og folgelig aldeles ikke behove Kigrne, ere de kun beregnede † lavere. Tieneſtefolkenes og Arbeidernes Antal grunder ſig paa det i Beregninger. En Karls Daglon er beregnet til ¾ Skieppe Rug og et Fruen⸗ V Konge timmers til ½ Skieppe; Haandarbeidet ved Kartoffeldyrkningen er ſarſkilt be⸗ b isſ regnet til 1 ½¾ Tonder Rug paa en Tonde Land, hvorfor det, Optagningen ibe⸗ Brak regnet, meget vel kan forrettes med tilborlig Brug af henſigtsmasſige Redſkaber. daan De anforte Omkoſtninger ere ſaaledes beregnede, at man ved maadelige Sadpri⸗ unby ſer, naar Rugen koſter 4 Rbdlr. 3 Mk. S. Tonden, ogſaa er vis paa at kunne der f beſtride de contante Udgivter. Imidlertid indrommer jeg, at hertil endnu maae og en foies nogle beſtemte Udgivter— f. Ex. til Opſynsmanden og Huusholderſken— fot r og nogle ubeſtemte Udgivter, ſom dog her ved Sammenligning af Forholdene ikke agſta kan komme i Betragtning. En ſterre Capital er ogſaa anlagt i Inventariet, 1 iſer i Qvaget, ſom dog ſikkert forrenter ſig ved dets Benyttelſe. ——„ eeeeeee ———————ſſöööööͤöö thold. for ringe, u dn Nen jeg anſlg d e Arlobrug fr ag ke taget Henſyr a rdi, naar den b ledes at 1 Tame e 1 Tonde Rug. d Rugen, uagte d en markelig Farſtl et) kun den Kiarne, at Heſtene om Son⸗ wil deres Underhold⸗ aget. Samwenliſ⸗ zdem, ſaa ſtaae de deſto mindte Kierne, hobe Kicrne, ere d tal grunder ſig pen eRug og et Frunr agen er ſerſtit be Optagningen ibe zmesſige Roͤfaber maadelige Sadpi⸗ evis paa at kunne t hertil enm mage b Huuajalderſten— f Forholdene ilte agt i Inventatit ſſe. 9) zrem⸗ Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. 9 —) Fremſtiller Avlsbrugets rene Indtagt, efter Vœrdien af 1 Tonde Rug. Hvorledes denne ſkal anſlaaes til Penge, maa overlades til Enhvers Skionnende, da dette beroer paa Lokalitet og Tidsomſtandigheder. Smaa Broker ere udeladte eller giorte til hele Tal, da det her kun kom⸗ mer an paa Hovedreſultaterne, og hine kun vilde giore Overſkuelſen vanſtkelig: ligeſom det og kunde ſynes, at man affecterede en Noiagtighed, ſom ikke ſtemmer overeens med Sagens Natur. §. 396.. Angaagende de forſkiellige Avlsbrug, ſom her ere antagne, maa endnu Fol⸗Forklaring af gende markes: No. 1 viſer, at et ſimpelt Trevangsbrug med ſaa ringe Eng lider Mangel paa Alt, giver en ſlet Indtagt og ſynker gradvis lavere. Da Heet ſtaaer i ſaa ringe Forhold til Halmen, at denne naſten kun fyldt med vandagtige Dele kan raadne dermed, ſaa er det tvivlſomt, om ſaa megen Giodning virkelig fremkommer deraf. Men i alt Fald er den halmagtig og mager, folgelig af langt ringere Virkning og forſaavidt er Scdafgroden maaſkee anta⸗ gen alt for hoi. No. 2 fremſtiller et Avlsbrug, der nu er meget almindeligt. Man finder det i den ſtorſte Deel af det forhenvœrende, af Naturen ſaa meget begavede, Kongerige Veſtphalen, og kunde derfor kalde det: det Rye Veſtphalſke. Til disſe Provindſers frugtbare, mergelagtige og tildeels muldrige Grund, hvor Brakken tor beſaaes, men Overdrev⸗ og Skov⸗Graesning ikke opbrydes og om⸗ dannes til Agerland, pasſer det ſaare godt, og kan formedelſt locale Forhold ikke ombyttes med et bedre. Men paa den mindre frugtbare og meer bindende Grund, der frembringer Qvaker og Ukrudt, har det i Tidens Langde ikke kunnet beſtaae og en oftere gientagen Brakning veeret nodvendig. Beſetningen bliver ſtedſe for ringe, om den endog til Nodtorft frembringer Giodning. J Gvrigt grunder ogſaa dette Syſtem ſig paa Frugtfolgens Regel, forſaavidt man er over⸗ Anden Deel. B 1 beviſt 10 Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. beviiſt om, at, uden Brak, en anden Frugt uomgangelig bor dyrkes efter to lang⸗ toer pa ſtraaede Afgroder. af Kra No. 3, 4, 5 ere meklenborgſke Avlsbrug af forſkiellig Slags. J Hen⸗. ſeende til Indtagt af Kierne ere de hverandre temmelig lige, men i Henſeende til beregne Qvagindtagt er det med een Brak betydeligen fordeelagtigere. Ved disſe Avls⸗ nimun brug ere Arbeiderne og Omkoſtningerne de mindſte, og det er netop dette, der for⸗ trinligt anbefaler dem, hvor Menneſter og Drivtscapital fattes. Ved Foder⸗ dyrkning i Bikobler komme de ofte i et andet Forhold, hvorpaa her dog ikke kan tages Henſyn. No. 6 er et, nu hyppigt, holſteenſt Avlsbrug, hvor Brakken nemlig fol⸗ ger efter den fordeelagtige Gronjordshavre. Ved Jordens tilborlige Bearbeid⸗ ning, der forhen fattedes, da man ikke brakkede i Holſteen, giver den ved lœngere Hvile og ſtarkere Giedſkning en ſtorre Mangde Kierne. Den Gang var Ind⸗ tcgten af Qvaeget ligeſaa ſtor ſom Sadindtaxgten eller overgik endog denne; men hele Indtagten var dog ringere end nu. No. 7 er et Frugtvexelbrug med Grasgang; Qvaget tages paa Stald om Natten og gives et Foder om Morgenen. Den ſtorre Produktion af Kierne, der ſnarere er antagen for lav end for hoi, fremkommer ved Jordens Hvile i Forening med den ſtarkere Giodning, der ſtedſe kun barer een Sadafgrode. Fodrets Mangde i Forbindelſe med Grasgangen viſer Qveggindtegten. No. g er et Frugtvexelbrug anlagt og beregnet til Hornqvagets Staldfo⸗ ring. Den ſtore Giodningsproduktion berettiger i det mindſte til ſaaledes at an⸗ tage Kiernefrembringelſen. Her er Arbeide og Omkoſtninger ſtorſt, men den rene Indtcegt dog hoieſt. Dette Avlsbrug vil, formedelſt den ſtorre Mangde Giod⸗ ning, det frembringer, og Jordens ſtigende Kraft, nodes til at dyrke adlere og fordeelagtigere Frugter, og derved end betydeligere forhoie ſin Indtagt. No. 9 forener Faarehold med Qveegets Staldforing. Det forſtaaer ſig, G at her kun er regnet paa adle Faar, ved den Klover⸗ og rigelige Evregraesning, ſamt Vinterforing— hvor Halvdelen kan varre Prtehalm— ſom her er anviiſt dem. Ved den antagne ſterke Foring bliver Ho tilovers, hvis Benyttelſe be⸗ roer .—„ — * ₰ Sder dan dd leuyade . X Der Ganz der I⸗ 7 er denxej na . 2 5 eres res Stald on ,. dn Kiern, d 6 Jrdte de ixkum ſt 7 e— 2 Ben mapt ttel ſe! he⸗ heis d tber Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. 11 roer paa Omſtandighederne. Det maa nodvendigt naae en overordentlig Grad af Kraft. Hvor heoit hvert Avlsbrug benytter en Tonde Land, vil Enhver let kunne beregne. Man lagge Marke til, at Giodningstilſtanden er beregnet efter Mi- nimum og langt under det, ſom andre Forſog have givet. B 2 Avlingsſyſtem og Rotation. 3 No. I. Simpelt Tre⸗ vangsbrug. 1) Brak, giodet. 2) Rug.... 3) Byg. 4) Brak... 5) Rug.. 6) Havre. 7) Brak med halv Fold Giodſtning 8) Rug... Udmarks⸗Greesning Veerdien af Gresnin⸗ gen paa 333 ½ Tdr. Land Brakmark er — 100 Tdr. Land Udmarks⸗Greesning Arealet. —— Tdr. Land. AEAEVEEEE 1114 1114 111 ⅓ I11 111 ⅔ 111 111 ½ 111 ⅞ I11I 150 300 - lI l — Afgrode pr. Tde. Land. Reen Total⸗ Indtagt Afgrode ſefter Fra⸗ Halm⸗ af hver drag af Afgrs⸗ Vang.[udſeden. den. Tdr. Tdr. Centner. 666 ½ 559 3200 6664 559 1820 444 ½ 336 ¾5 2133 472b½ 3435 982 472 364 2266 388 ½ 281⅔ 1061 Hoe og Foder re⸗ duceret til Hoe. Centner. — ning af Halmen, Lasſet Hoet og 20 Cent⸗ Foderet. ner. Centner. Af Halm 22924 Af Hoe 7200 — A☛ 1LI 111I III nn Land; Peſct⸗ ningen, — Stykker. — 11 1 Foder for hoert Hoved og hvert Slags i det Heele. ——— 1It Aiii Beſat⸗ Gres⸗ ningen. Halm. Hoe. ning. Stykker. Centner. Centner.[Tdr Land. ————y— Heſte(47)(28) 16 752 448 Oxer(36)(37)(2) 36 1296 1332 7² Koer(36)(24)(12 26 936 624 39 Faar(5)(4) [1625 8125 1196 289 bliver tilbage 353 n. O. Indteegten Reen Ind⸗ ———— tagt, efter af, Qoa⸗ af So⸗ Aolings⸗Omkoſtningerne efter Omkoſtnin⸗ get efter den redu⸗ 4 gernes Fra⸗ Vardien ceret til Veerrdien af en Tonde Rug. drag, bereg⸗ afen Tde. Tonder net til Ton⸗ Land. Rug. der Land. Tdr. Tdr. Tdr Tdr. B—————— 16 Heſte à 21 Tdrrä.. 336 36 Oxrr à 3 Tdr... 108 II Tieneſtekarle à 20 Tdr. 220 Faarehyrder„„„ 2 60 1 214 4 Tieneſtepiger à 16 Tdr. 64 3213 96 Teœrſkelen... 163 Daglon til Mend.. 270 367 Daglon til Fruentimmer. 83 — 559 — 419½ 15 336⅔ — 171½ + 3⁵⁴G — 211 463 2062 ¾ 12⁰4 ————— 4 ——————— —— y“ d. b. C. Apolingsſyſtem Udſad 1 og pr. Tde. . Arealet. Land. Rotation. Tdr. Land. Tde. Skp ſ No. 2. Markbrug med Wrter, Klover og Staldforing. 1) Erter, giodet. 111 ½— 7 2) Rug.... IIIF— 2½ 3) Byg.... 111 ½— 7 ½ 4) Brak, giodet og Faar lagte i Fold derpaa 111½4—— 5) Rug.... 111 ½— 27 ¾ 6) Byg.. 111 ¾— 7½ 7) Klover. 1112—— 18) Rug.„ 111 ½— ·73 19) Havre.. 111 ⅓ I 17 Eng.... 150o—— Groesgang. 300/—— 111 ¾ Tdr. Land Brak⸗ Greesning er— 33 Tdr. Land Udmarks⸗ Gresning.— h. Reen Hoe og Indtagt Foder re⸗ efter Fra⸗ Halm⸗ duceret drag af Afgrs⸗ til Udſeden. den. Hse. Tdr. Centner. Centner. 3645 4440— 475 ½· 2800— 475 1592— 642 ⅔4 3600— 642 ½,2047— —— 44⁴4⁰ 559 3200— 6215 1560— —— 3600 Giod⸗ ning af Halmen, Hset og Foderet. —— Centner. Af Hal⸗ men Af Hoet 16080 nin 11111111 38478 k. Giod⸗ ning pr. Tonde Land; Lœsſet 4 20 Cent⸗ ner. Laœs. Beſet⸗ ningen⸗ — Stykker Koer paa Stald 78 Faat 1700 — 111 1 1 1 k Gisd⸗ ning pr. Tende Land; Lesſet 4 20 Cent⸗ ner. Las. — — —— 1. Beſcet⸗ ningen. —ᷣᷣ— Stykker 1 1IIIt M. Foder for hvert Hsved og Centner. (42) 1034 (47) 1692 (42) 3666 (7) 11900 blive til⸗ overs 947 Ek dIhhhl hvert Slags i det Heele. l I Hhn Gras⸗ Hse. ning. Centner. Tdr. Land EEE E nnn (28) 616 (60) 2160 (5¹) 3978 (¾)(½) 1286 333 HItPti N. Indtaegten. af Qpa⸗ af Sa⸗ O. P. Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. Avlings⸗Omkoſtningerne efter 15 q. tagt, efter Omkoſtnin⸗ gernes Fra⸗ 1IIIIII get efter den redu⸗ 4 Bardien ceret til, Verdien, af en Tonde Rug. drag, bereg⸗ af en Tde. Tonder net til Ton⸗ Rug. Rug. der Rug. Tdr. Tdr. Tdr Tdr. Ar———y 22 Heſte à 21 Tdr.. 45²2 36 Trek⸗Oxer à 3 Tdr.. 108 13 Tieneſtekarle à 20 Tdr. 260 8 Tieneſtepiger à 16 Tdr.. 125 2419 ½ Faarehyrdern.. 8 Terſkerlen.. 240 Daglon til Mend.. 210 398 Daglen til Fruentimmer. 113 420 Reen Ind⸗ 4 Avlingsſyſtem og Rotation. No. 3. Meklenborgſt Kobbelbrug i 7 Vange. 1) Brak, giodet. 2) Rug„ 3) Bgg.. 4) Havre.. 5) Klover, en Slet, ſiden Groesning 4 † Deel... 6 og 7) Greesning Eng.... Udmarks⸗Gresning b. Arealet. Tdr. Land Udſerd A fgrode pr. Tde. pr. Tde. Land. Land. Tde. Skp. Tdr. ernmemns=n r —[22] 274 — 2 7 ½ 1 1 4 —— 23 Cent. — 60 Td. Land Total⸗ Afgrode af hver Vang. Agergre Reen Indtayt efter Fra⸗ drag af Udſeden. sning. ———— —— — B — Centner. Hoe og Foder re⸗ duceret til Hse. Centner. 8400 Gisd⸗ ning pr. Gisd⸗ Tonde ning af Land; Halmen, Lasſet à Hoet og 20 Cent⸗ Foderet. ner. Centner. Les. EIEeen ee Af Hal⸗ men 2 3530 Af Hoet 16800 — 12 40330— —,———.———— Beſat⸗ ningen. — Stykker. — Heſte 15 Trak⸗ orer 35 Koer 264 —= 14. k. Gidd⸗ . ning pr. iod⸗ Tonde gg af Land; men, Lasſet? et og 20 Cent⸗ deret. ner. ——— atner. Les. Hal⸗ en 30 Hoet 300 — 12² 330— Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. — 17 — — ———————— ———--—,-O Anden Deel. 1. m. n. o. p. qL. Foder for hvert Hoved ogſ G— . 8 ndtegten. Ind⸗ bvert Slags i det Heele Wn een dan S f. Qoa⸗ af Se. Aplings⸗Omkoſtningerne efter Omkoſtnin⸗ get efter den redu⸗ 4 gernes Fra⸗ Vardien ceret til! Vardien af en Tonde Rug. drag, bereg⸗ Beſcet⸗ Graœs⸗ afen Tde.] Tsuder net til Ton⸗ ningen. Halm. Hoe. ning. Ruge Rug. der Rug. Stykker. Centner. Centner.[Tdr Land Tdr. Tdr Tdr. Tdr— —-/⸗·——ſ————— Heſte(47)(28) 16 Heſte à 21 Tdr.... 336 16 75² 448 36 Oxer A 3 Tdr.„ 6 108 Treek⸗ 11 Tieneſtekarle à 20 Tdr. 220 oxer(36)(32)(2) 13 Tieneſtepiger à 15 Tdr. 208 r r 7 Teerſkel„2 2212 ½ 36 1296 1332 72 cerſke on„„ e 12 Koer(36)(25)(1½) Daglon til Mend.. 170 264 9504 6600 388 1145 Daglon til Fruentimmer. 8⁰ blive blive tilbage tilbage 213 20 ——— 0— 1076 ⅔ -————/ 807 ————— 482 † ———— 1145 2366 ½ 1294 35142 —————.———————————;—— ) Avlingsſyſtem og Rotation. No. 4. Meklenborgſt Kobbelbrug i 10 Vange med 2 Brak⸗ marker. 1 1) Hoilebrak, ſvagt giodet. 2) Rug... 13) Havre 4) Skior Brak, gjodet . 0ℳ 5) Rug... 6) Byg... 7) Klover til at ſlage, en Slet.. ſiden Gresn. til ¾ 8) 9) 10) Greesning Eng.. Udmarks⸗Gresning 120 Tdr. Land Brak⸗ gresning,. ————— b. C. Udſed pr. Tde. Arealet. Land. Tdr. Land. Tde. Skp 120—— 120— 7 ¾ 120 1 1 ½ 120—— 120— 7 120— 7⅔ 120—— 360—— 150—— 100— 60 Td. „.— 24 Td. — d. e. J. g. h. i. Reen Hse og Giod⸗ Total⸗ Indtagt Foder re⸗ ning af Afgrode Afgrode ſefterFra⸗ Halm⸗ duceret Halmen, pr. Tde. af hver drag af Afgrs⸗ til Hoet og Land. Bang.[udſaden. den. Hoe. Foderet. Tdr. Tdr. Tdr. Centner. Centner. Centner. MMIers CErAEN EES WE eee—— Af Hal⸗ men 24218 Af Hoet 13920 6⅔ 810 693 3888—— 8 ½ 1020 881 2122—— 6 810 603¾ 3888—— 6 810% 693 ½ 2211—— 28 Cent.——— 3360— ———— 3600— Ld. Ager gres ning. Ld. Ager grees ning. —— ——— k. Gisd⸗ ning pr. Tonde Land; Loœsſet à 20 Cent⸗ ner. 1ISIle · Beſat⸗ ningen⸗ —— Snnfker. — — — m. Foder for hvert Hsved og hvert Slags i det Heele. —— — Gisd⸗ ning pr. 9d⸗ Tande Zaf dand; nen, easſet 1 221 20 Celt. Beſat⸗ et. ner. ningen. Halm. ener. Laz. Stykker. Centner. ——=28ſo“*“ Heſte(42) 16 75² Trek⸗ oxer(36) 36 1296 Koer(46) 216 9936 blive til overs 125 Hse. Centner. (28) 448 (32) 1332 (24) 5184 Gres⸗ ning. —— Tdr. Land. Indtegten. ———-₰— af Qver⸗ af Sa⸗ p. Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. q. Reen Ind⸗ tagt, efter Omkoſtnin⸗ — vlings⸗O ingerne e— get efter den wedu⸗ A ugs mkoſtn ng kter gernes Fra⸗ Bardien ceret til Verdien af en Tonde Rug. drag, bereg⸗ af en CTde. Tonder 3 net til Ton⸗ Rug. Rug. der Rug. Tdr. Tdr. Tdr. Edr. 16 Heſte à 21 Tdr... 336 36 Oxer à 3 Idr.. 108 11 Tieneſtekarle à 20 Tdr. 220 2007 13 Tieneſtepiger à 16 Tdr. 208 92* Farſkerloön........ 171 . Daglon til Mend.... 165 1033 Daglon til Fruentimmer. 7⁵ A⁴ d. Avlingsſyſtem og Rotation. No. 5. Meklenborgſt Brug; i 12 Vange ced 2 Brakmarker. 1) Brak, halv gisdet 2) Rug.... 3) Byg.. 4) Havre... 5) Brak, giodet. 6) Rug. 7) Byg.. 8) Havre... 9) Klover til at ſlaae, en Slet.. ſiden Gresn. til ½ 10) 11) 12) Greesning Eng.... Udmarks Gresning 100 Tdr. Land Brak grasning paa No. 5 b. Arealet. Tdr. Land. 1450 rIIIel —2— 2 le †lo lc* Phr- Pleo lc⸗ Afgrode pr. Tde. Land. Tdr. 6 6 5 ¾ 28 Cent. Td. Land Td. Land —— —— ,— ———-————————— e. f. g. h. i. K. Gied⸗ ning pr. Reen Hoe og Giod⸗ Tonde Total⸗ Indtagt Foder re⸗ ning af Land; Afgrode efterFra⸗ Halm⸗ duceret(Halmen, Lasſet à af hver drag af Afgrs⸗ til Hoet og 20 Cent⸗ Vang.(udſeden. den. Hoe. Foderet. ner. Tdr Tdr. Centner. Centner. Centner. Lœs. ———— aoñ—˖/õ,ℳ—— Af Hal⸗ men 239 12 Af Hoet 12800 ————— 6, 8 65⁰ 553 3120——— 65⁰ 55³3 1774——— 525 409 C 1002——— ————— 12²2 675 578 3240] y——— 600 5⁰³ 16388——— 5²25 400 ¾ 1092——— ——— 2800—— ——— 3600—— Ager gres ning. Ager gras ning. —— 11956 6400 36712— ———————— Beſat⸗ ningen⸗ — Stykker. 1 —= . k. Gisd⸗ ning pr. od⸗ Tonde g af Land; nen, Lasſet à t og 20 Cent⸗ eret. ner. ener. Las. Beſcet⸗ ningen. Stykker. untmultin 1¹ Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. —-— .— —— Foder for hvert Hoved og hvert Slags i det Heele. n. O. Indtegten. ———— af Qva⸗ af Sa⸗ get efter den redu⸗ P· Avlings⸗Omkoſtningerne efter Vardien af en Tonde Rug. Reen Ind⸗ tagt, efter Omkoſtnin gernes Fra⸗ Gras⸗ Halm,. Hoe. ning. Centner. Centner.[Tde Land —,—,———n (42)(28) 75² 448 (36)(37)(2) 1584 1628 88 (48 25)(21⅝)(1 9620 4325 325 Ahuthhn Alnn UlultIl 1 1! ! 838 “ 1! Vardien ceret til drag, bereg. af en Ed. Tonder net til Ton⸗ Rug. Rug. der Rug. 6 Idr. Tdr. dr Tdr. —.———ͤ— 16 Heſtela 21 Tdr..... 336 44 Oxer a 3 Tdr.... 132 11 Tieneſtekarle à 20 Tdr. 220 11 Tieneſtepiger à 16 Tdr. 176 1859 ⁸ Tarſterlon....... 174 Daglon til Mend.. 193 Daglon til Fruentimmer, 80 V a. b. Avlingsſyſtem og Arealet. Rotation. Tdr. Land Mo. 6 Kobbelbrug, efter den nyeſte holſteenſke Maade, i 10 Vange. 1) Gronjordshavre 120 2) Brak, giodet. 120 3) Rug.. 120 4) Byg.. 120 5) Rug.... 120 6) Klover til at ſlagaee 120 7) 8) 9) 10) Groesning 480 Eng, giodet 150 Udmarks Graœsning 100 Udſod pr. Tde. Land. — —.— —— Tdr. Skp. ₰ No* h tlIll 30 Cent. Td. Ld. 6. g. h. i. k. Giod⸗ ning pr. Reen Hoe og Giod⸗ Tonde⸗ Total⸗ Indtegt Foder re⸗ ning aff Land; Afgrode. efter Fra⸗ Halm⸗ duceret Halmen, Lasſet a af hver drag af Afgro⸗ til Hoet og 20 Cent⸗ Vang. udſaden. den Hoe. Foderet. ner. Tdr. Tdr Centner. Centner. Certner. Los.] —— Af Hal men 25372 af Hoet 18600 1230 1076 ¾ 2558——— ————— 16 1020 903 4896——— 1020 903½¾ 2784——— 510] 393 ¾)2448——— ——— 4800—— ——— 4500— 2 Ager gres ning —— k. Giode ning pr. od⸗ Tonde, Jaf Land; nen, Lasſet a tog 20 Cente ret. ner. — ner. Las.) —— „11111 21 1 Beſat⸗ ningen. —— Stykker. — — ——— Foder for hvert Hoved og hvert Slags i det Heele. V I. 0. Indteegten. af Qva⸗ af Sa⸗ get efter den redu⸗ Aolings⸗Omkoſtningerne efter Vardien af en Tonde Rug. Reen Ind⸗ tegt, efter Omkoſtnin⸗ gernes Fra⸗ drag, bereg⸗ Vardien ceret til Gras⸗ ſafen Tde. Tonder net til Ton⸗ Halm. Heoe. ning. Rug. Rug. der Rug. Centner. Centner.(Tdr. Land. Tdr. Sdr. Tdr. Tdr. ——ͤͤſ——— (42)(28) 16 Heſte à 21 Tdr.. 336 75² 448 36 Orer à 3 Tdr... 108 11 Tieneſtekarle à 20 Tdr. 220 V (36)(37)(2) 15 Tieneſtepiger à 16 Tdr. 240 1296 1332 72 Tarſterten.. 182 (39)(27))(1³) Daglon til Mend. 168 28145 10638 7520 48 1337 Daglon til Fruentimmer 82 4½ IlIIIII 1I II ElL IIIIIII IIIIILII i lI1I Avlingsſyſtem og Rotation. No. 7. Vexelbrug i 8 Vange med Grees⸗ ning. 1) Gronjordshavre 2) Kartofler.. 3) Byg... 4) Erter.. 5) Rug.. 6) Klover til at ſlaae 7) 8) Gresning. Eng.... Udmarks⸗Grasning —— Arealet. Tdr. Land. C. d. G. f. Reen Total⸗ Indtagt Udſed Afgrode Afgrode efter Fra⸗ pr. Tde. pr. Tde. af hver drag af Land. Land. Vang. Udſeaden. Tde. Skp Tdr Tdr. Tdr. n eren eeee— I1 2 ½ 10 ¾ 1537 ½ 1345 ¾ 6— 74 11100 10200 —[73 4 1275 1129 — 7 57 732 8 642 ¾ — 7 74 1T162 ⅞ 1017¼ ——[48 Cent.—— —— 24 Cent.—— ——[0 Tdr. Ager gras Centner. —-— h. Hoe og Foder re⸗ duceret til Hoe. Centner. en Gisd⸗ ning af Halmen Hoet og Foderet. Centner. Af Hal⸗ men 39518 Af Hoet 2 1600 Af Kar⸗ toflerne 12000 IIhI Giod⸗ ning pr. Tonde Land; Leœsſet à 20 Cent⸗ ner. 1ILlSI5 — ill Fed⸗ Beſet⸗ ningen⸗ Stald Stude ning 340 1 Gisd⸗ ning pr. Tonde Land; Lasſet à 20 Cent⸗ ner. iod⸗ ig af men et og deret. ntner. Las. Hal⸗ nen 518 Hoet 1600 Kar⸗ flerne 2000 — 18 73118— —— N. O⸗ Foder for hvert Hoved og& 4 ; 8 en. Reen Ind⸗ hvert Slags i det Heele.„ Andtaßien ergt, efter jaf Qva⸗ af Sa⸗ Aolings⸗Omkoſtningerne efter Omkoſtnin⸗ get, efter den, redu⸗ 4 3 gernes Fra⸗ Verdien ceret til Verdien af en Tonde Rug. drag, bereg⸗ Beſcet⸗ Graœs⸗ af en Td. Tonder net til eu ningen. Halm. Heoe. ning. Rug. Rug. der Rug. Stykker. Centner. Ceutnet. 2Ldr. Land. Tor Tdr. Tdr Sdr. AEnmEn EEREEEReenn enneene E EEQEE ͤyry-rrnnn eſte(42)(28) 26 Heſte 4 21 Tdr.„ 4 44 ⸗ 546 4 Heſ 1222 728 36 Oxer a 3 Tdr..... 108 b Trak⸗ 13 Tieneſtekarle à 20 Tdr. 260 oxer paa 24 Tieneſtepiger à 16 Tdr. 384 Stald(42)(61) Torſfeifon*.. 230 35367 Koer Daglon til Fruentimmer. 105 paa Fo⸗ Arbeide ved Kartoflerne, 1 der og Tde. Land à 1 ½ Tdr.,„ 225 Grees⸗— ning(35)(413(4) 475 16862 19831 360 2433 eller. Koer(37)(28)(18 V 260 9620 7280 360 Stude til Fed⸗ ning(a1)(37) 340 7225 12580 340 7 225 5—— 672 1——— 847 ¾ ————— 642 ¾ ————— 1017 =AA V ———- 2433 3179¾ 2076 5612 ½ ——.————:=--O——y— D Anden Deel. Avlingsſyſtem a&0 Rotation. No. 8. Vexelbrug i 8 Vange, med Horn⸗ qvoœgets Staldfo⸗ ring. 1) Kartofler. 2) Bygg. 3) Klover„ 4) Havre. 4) Erter. 5) Rugg 2) Vikker.. 8) Rug.«ℳ 8ℳ* Eng, giodet. Udmarks⸗Greesning —— b. C. d. e. f. S· h. Reen Heoe og Total⸗ Indtagt Foder re⸗ Udſed Afgrode Afgrode efterFra⸗ Halm⸗ duceret pr. Tde. pr. Tde. af hver drag af Afgro⸗ til Arealet. Land. Land. Vang. Udſaden. den. Hoe. V Tdr. Land Tde. Skp. Tdr Tdr. Tdr. Centuer. V Centner. ͤͤͤſſ—— 150 6— 74., 11100 10200 1500 12000 150%—[7s 10 ¾ 1537 ½ 1302 ¼ 4197— 150—— 48 Cent.——— 7200 150 I 12 12 1800 1626 ½ 3744— 150— 7 5 ⅔ 787 ½ 642¼ 6000— 150— 7 ½ 1275 1129 ½ 6120— 150— 5[40 Cent.——— 6000 150—[7 7 ½ 1162 ¾ 1017 ½ 5580— 150—— zo Cent.——— 4500 100——————— 1450———-— 27141 29700 Giod⸗ ning af Halmen, Hoet og Foderet. Centner. Af Hal⸗ men 54282 Af Hoet 35400 Af Kar⸗ toflerne 12000 I!IIIlIII Giod⸗ ning pr. Tonde Land; Leœsſet à 20 Cent⸗ ner. geſet⸗ — Suler. ningen. Trak⸗ orer paa Etald 52 Koer allene 5⁰⁰ Alet Keer, 260 Stude til Jed⸗ ning, ³⁴⁰ 6g Faar daa Stubbe⸗ ne og Gras⸗ gangene 650 Gisd⸗ ning pr. Tonde Land; Lasſet à 20 Cent⸗ ner. Biod⸗ ing af almen, get og oderet. ——— entner. Lez. Beſcet⸗ ningen. —,— Stykker. Trek⸗ oxer paa Stald 5² Koer allene 500 eller Koer, 260 Stude til Fed⸗ ning, 340 og Faar paa Stubbe⸗ ne og Gras⸗ gangene 65⁰ 1 1111111 Centner. Foder for hvert Hoved og hvert Slags i det Heele. Halm. —— (47) 1222 (42) 2444 (37) 18500 (37) 9620 (26) 8840 (75) 4875 1 1IIIIII Hoe. — Ceutner. (28) 728 (61) 3172 (51¹⁹) 25750 (51²⁷) 13390 (36¼) 12 325 V 1411 lA tl ll Grees⸗ ning. Tdr. Land. M. O. Indteggten. ——— af Qoc⸗ af Sc⸗ get, efter den, redu⸗ Aolings⸗Omkoſtningerne efter Verdien af en Tonde Rug. gernes Fra⸗ Reen Ind⸗ tagt, efter Omkoſtnin⸗ drag, bereg⸗ net til Ton⸗ der Rug. Verdien ceret til afen Cde. Tonder Rug. Rug. T dr. Tdr. ——— 2575 ’ 11i 1IIII 26 Heſte à 21 Tdr. Terſkerlon.. Daglon til Mend 2 52 Trpekoxer à 3 Tdr. 17 Tieneſtekarle à 20 Tdr. 26 Tieneſtepiger à 16 Tdr. . 4 2* Daglon til Fruentimmer Arbeide ved Kartoflerne, 1 Tde. Land à 1 ¾ Tdr. Tdr. 490 — b Avlingsſyſtem og Rotation. —— 1 No 9 Vexelbrug i 10 Vange, med Horn⸗ Staldforing og. Gresning for qvcgets S Faarerne. ) Gronjordshavre 2) Brak med Faare⸗ folding; for eller efter ſamme Vikker til Hoe.. 3) Rua.. 4) Wrter 83 0* 5) Rug... 6) Kartofler. 7) Byg.. 8) Klover til at ſlaae 9) 10) Klover⸗Grees⸗ ning for Faarene Udmarks Gresn ing Eng, giodet b. Arealet. 120 — —. Tdr Land. 1 1 —— Tdr. Skp 11oIIl 2 — Iin! 12 Total⸗ Afgrode. af hver Vang. Tdr. 1440 g. h. i. Reen Hoe og Giod⸗ Indtegt Foder re⸗ ning af efter Fra⸗- Halm⸗ duceret Halmen, drag af Afgre⸗ til Hoet og Udſaden. den. Hoe. Foderet. Edr Centner. Centner. Certner. —————————— Af Hal⸗ men 43426 af Hoet 30120 Af Kar⸗ toflerne 9600 1286 2995—— —— 4800— 903 ¾ 4895—— 513¾ 4800—— 813 ¾ 4464—— 8160 1200 9600— 1113 ¾ 3358—— —— 5260/— Beſett⸗ ningen —— Stykker. Trak⸗ orer pa Stald Tanz ⸗ Lande 1 1 3. 3 4 Land; aen, rsſet a „ 4 1 20 Cent⸗ 3 20 Cent⸗ ret. ren 1 0Ou ns 1 1 1 1△ — Q— 4„.ͤ—— 4— gerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. P· f Reen Ind⸗ tagt, efter Avlinas⸗Omk. Omkoſtnin⸗ 1 — Avlings⸗Om oſtningerne efter gernes 5 a 4 7. 8 Ues Ta⸗ ardien ceret t Vardien af en Tonde Rug. drag, bereg⸗ 1 Beſceet Gras⸗ af en Tde. Tender net til Ton⸗ ningen. Halm. Hee. ning. Rug. Rug. der Rug A V Stykker. Cen Centner. Tdr. Land.] Tdr. dTdr. Tdr. Dde. ————————————— Heſte(47)(28) 26 Heſte à 21 Tdr... 5⁴4⁶ 26 1222 72 35 Orer à 3 Tdr..... 108 Trek⸗ 13 Tieneſtekarle à 20 Tdr. 260 orer paa 15 Tieneſtepiger à 16 Tdr. 240 Sta(47)(61) Faarehyrden, foruden hans 35 1692 2196 allerede beregnede Qvotum 68 Koer Terſkerlon. 4..„- 264 1 paa Daglon til Mend... 216 4242 Stald 32)(52) Daglen til Fruentimmer. 103 — rbeide 260 9620 13520%— 1352 Ardeide ved Kartoflerne, 1 Faar(2¹)(2 ½) Tde. Land à 1 ½ Tde.. 180 2600 6500 65 00 300 1025 Tilovers for Fede⸗ Qveeget 2679 17¹⁶— 171 ————— 543 ———— 903— -—=—— 513 ————— 813 ————— 835 ¾ ——— ——— 1985 —-———————— —— ——— Forholdene mellem disſe Avlingsſyſtemer ere altſaa felgende: ——————————.——* No. ——yy=—⸗ Agerdyrkningsſyſtemernes indbyrdes Forhold. — Foder⸗Af⸗ Gisdnin⸗ Aolings⸗ Halm⸗ grode be⸗ gens SOmkoſtnin⸗ Indtagt Indteagt Reen Afgrode. Anwetn Mangde. gerne. af Qvaget, af Saden. Indtegt. Centner. Centner. Centner. Tonder. Tonder. STander. Tonder. 11462 3600 30124 1204 463 2062 1321 V 19239 8040 34358 1589 818 3190] 2419 b 11765 8400 b 40330% 1294 1145 2366 2217 12109 6960 23133 1284 1633 2348 2097 11956 6400 36712 1311 838 2332 1859 V 12686 9300 43972 1336 1337 2513 2514 V 19759 22800 73118 2076 2433 3179 3536 27141 29700 101682] 2404 2662 4646 49⁰4 V 21713 — ——-—4———— Land i Al ville kan weg men V ſtorr V Opo ggynd atb dere ed tagt H pita Na mis Tonder. — 1321 2419 2217 2⁰97 1859 25¹4 V 3536 49⁰* 4²72 — Overgang til et nyt Agerbrug. §. 392. Forſt efterat alle Forhold ere noiagtigen overveiede, kan den rationelle Landmand beſtemme ſig til at gaae over til et meer intenſivt Agerbrug. Det, ſom i Almindelighed lader ſig ſige herom, uden at have et beſtemt Lokal for Hie, ville vi her anfore. Forſt og fremmeſt maa man vel betaenke, at en ſaadan Overgang aldrigdOrivtscapita⸗ kan ſkee, uden at anvende en ſtorre Drivtscapital. Dennes Storrelſe kan vere nan gneß weget forſkiellig, og man kan baade med en ſtorre og mindre naae ſit Biemed, selſe. men— ved lige Duelighed— langt hurtigere med hiin end med denne. Den ſtorre Foderproduktion, hvorpaa alt fornemmelig beroer, fordrer ſtedſe nogen Opoffrelſe af ſelgelige Afgroder, enten ved Formindſkelſe af Udſed, ſom i Be⸗ gyndelſen ikke kan erſtattes ved rigere Sadafgroder, eller af Afgroden ſelv, ved at berove den en Deel af den kraftigere Marks Giodning, for at vare vis paa Fo⸗ deravlen. Hertil kommer da efterhaanden Forsgelſen af Inventariet, af Ar⸗ beids⸗ og Folkelon. Man kalder dette urigtigen Opoffrelſe af Godſets Ind⸗ tegt. Opoffrelſe er det ikke, men Forogelſe af den Capital, der anlagges i Haandteringen til dens kraftigere Drivt. Thi regelmesſige Renter og Ca⸗ pitalens Tilbagebetaling kan ikke udeblive uden i uſedvanlige Ulykkestilfalde. Men man maa have denne Capital i Hander, derſom Sagen ei ſtal ſtandſe eller mislykkes. Capitalens Storrelſe er ſom ſagt forſkiellig. Men naar man vil ſktride frem med nogenlunde Hurtighed og tilborligt Overlag, ſaa maa den i det ringeſte voœre dobbelt ſaa ſtor, ſom den rene Indtagt af Godſet hidtil var, forſaavidt den fremkom af Avlsbruget. Desuagtet bor man ikke overile ſig med at an⸗ vende denne til Qvagbeſcetningens Forsgelſe. Heri ere ikke heller nye Bygnings⸗ arbeider eller betydelige Forandringer ved Bygningerne indbefattede. At omdanne et Avlsbrug til det Bedre, uden at anvende Capital, er al⸗ deles umuligt. Hvor dette ſynes fremvirket uden denne, der er Capitalen umeer⸗ * 32 Overgang til et nyt Agerbrug. umerkeligen frembragt, enten ved Beſparelſe i andre Henſeender eller ved anſtrœngt eget Arbeide. Mangel paa Capital— det vare nu at man ikke har kunnet eller jeke villet anvende den— er Grunden til de fleſte feilſlagne Foretagender af dette Slags. Derfor bor man ikke beſtyrke, men udrydde den Vildfarelſe, der har for⸗ ledt ſaa mange: at Forbedringer kunne foretages uden Capital. Det forſtaaer ſig, at Jorden maa verre privativ Eiendom, hvorpaa ingen Byrder hafte, der kunne vare ſtridende mod Hiemedet. Finde de Sted, maa man frem for alt befrie ſig fra dem. §. 399. Fra Mark⸗ Om et Markbrugs Overgang til Kobbelbruget, hvad enten det er af den a hn, d ſœdvanlige Slags eller indrettet efter Frugtvexelens Regel, kan intet nsiagtigere ſiges— naar man ikke har et beſtemt Lokal for Bie— end hvad§. 275 til 294 i Almindelighed er anfort om et Kobbelbrugs Indretning. J de fleſte Tilfœlde, hvor man lagger et Gods i Kobler, der hidtil har beſtaaet af tre ſammenhangende Marker, vil man naturligvis kunne opploie gammel Grœsgang, ſom nu kan und⸗ vœres. Kan den komme i Rotation med det Hele, ſaa maa man indrette det ſaaledes, at den efterhaanden forberedes dertil og kommer til at beœre Frugter i det Forhold, hvori en Deel af det hidtilvorende Agerland nedleegges til Gres. Hvorledes man herved bor forholde ſig, det horer til Leren om Opdyrkningen; her bemarker jeg kun, at en ſaadan Jord ikke maa angribes for ſtarkt, men i det hoieſte efter to Afgroder giodes og derngeſt atter nedlœgges til Gras, eller be⸗ handles efter Frugtfolgens Regel. Man maa ligeledes iagttage, at det Ager⸗ land, der nedlargges til Grees, endnu er i Kraft og i det hoieſte har baaret fire Afgro⸗ der efter Giodſkningen, ſaa at tilſtrekkelig Grasning kan ſtrax fremkomme derpaa. Kan den gamle Grasgang, der ſtal opbrydes, formedelſt ſin Beliggenhed eller Beſkaffenhed, ikke komme i Rotation med den ovrige Jord, men maa dyr⸗ kes ſœrſkildt, ſaa bor man dog alligevel gaae frem paa ſamme Maade, for ikke at forſtyrre de gienſidige Forhold i Avlsbruget mellem Grceesning, Kierne⸗ og Halmfrembringelſe, og for paa Agerlandet at forſkaffe ſig lige ſaa megen Grasning, ſom man af den gamle har opbrudt til Sadavl. Naar —“ e anſtrangt unnet eller er af dette er har for⸗ paa ingen Sted, maa er af den niagtigere 5 til 29 ¼ felde, hvor nhengende m kan und⸗ ndrette det Frugter i til Gras. ningen; her men i det 3, eller be⸗ t det Ager⸗ ſire Afgro⸗ me derpaa. Beliggenhe n maa dyr⸗ de, for ike Kierne⸗ 09 Grasning, Naat --— Overgang fra et Trevangs men Graesningen paa Ud⸗ og Brakmarkerne, —— A. — — — —.— — brug„med niaarig Giodſkning, til et Frugt ſaavelſom paa Stubbene, ene er be —— 2½ Til§. 399, anden Deel. ſtemt for 1 Fagrene. — 1 Brak Vinterſed. Vaarſed. J d ſaaes Rug i Stubbene, i Stedet Forrige Tilſtand. giodet giodet for tre giodet for ſex Forſte Aar Tredie Aar 3 Femte Aar Andet Aar Fierde Aar Siette Aar for Byg. . Anr ſiden. Aar ſiden. efter Giodſkning. efter Giodſkning. efter Gisdſkning. efter Giodſening. efter Gisdſkning. efter Giodſkning. JIg nogen Rug til gront Foder om For⸗ a. b. c. d. ece. f. g. h. i. aaret. Forſte Vinterſad Vinterſcd. Vin terſad Stubberu Waarſad. WVazrſad Brak. Peu e e Vikker. Sommerſtaldforingen begynder med Vik⸗ Overgangsaar.[med Klover. 3. 3 94 3 rfed. 3 med Bitte kerne i i. 3 giodningen. V Bliver for⸗ Brak med deefug Vibker Vinterſœd Vikker og Klosver, der deels om Som⸗ Andet Aar. Klover. Vaarſad. gende til Faa⸗ Brak. Gresgangs⸗„K Vinterſcd. Vinterſœd. med Klever. meren opfores, og deels hoſtes til regrœsning. giodningen. Hoe. . Brakfrugter.— .. Vikker. 242.. Vinterſad Vaarſad. Sommerſtaldforing i fuld Kraft og rige⸗ 4„ d. 2 3 Vaar..... Predie Aar Algver— 3 Brak. Binterſa Binterſad med Klover. zrſerd Erter. lover gelig Hsebiergning. Fierde Aar. Vinterſcd. Vinterſad. Byg med Bikker. Evrter. Klover. Braefrugter. Vinterſad. Klover. Klover. ‿ —— Foder og Giodning i betydelig Mangde. Vikker.. 4 Pvel, Byg med Brakfrugter. a, Femte Aar. 9 rter. Klover. Vinterſœd. Vinterſad. E A)gder. r 22.ALinterſcd. 5 Den toaarige Klever ploies efter forſte Slet og — een Slet. beſaaes med Vinterraps. . Klsver, 8 1 Vi Slet. Brakfrugter.. 4 ,. Byg med Vikker. Siette Aar. Vinterſed. Vinterſed. een Lle Wrter. 6* Raps. Klever. Klaver. Arter og. Klover, Syvende Aar. Vikker. Brakfrngter: Raps. Vinterſad. Byg med Hvede. ᷣ Klover. Vinterſad. een Slet. — 1. 1 Klover Erter og 8 f 3— † 3 4. Ottende Aar. Vinterſod. d md Hvede. Sranfen e Klover. Vent d5 NRaps. Vikker. Mlever. aar ſcr een Slet. Arter og., Klover, Niiende Aar. Vikker. Klosver. Vntalfed Bod nned Brakfrugter. Hvede. Raps. Linterſad. A 2 akſcnd⸗ vper. een Slet. 247E Vangene og Afgroderne folge nu frem⸗ 8. 3. F. 2. 4 I. 6. 5. 9. deles efter foranſtagaende Nummere. ———,-=———————y— ——⸗——ꝛ⸗ÿÿℳℳ⸗ꝛꝛxxj⸗ꝛꝛ-——⸗ꝛ—ÿℳℳ————— NB. betyder ſtark Gisdſkning;= ſoag Giedſtning. b — — — —— 2 Nac Kingtilſtan darige Kol hvorledes ſtykker til ved ſeregn Obe lrug med giodet.B enten fik a man maa nage Naal get, at V mer, ſaa ſlet behan gende, ſac ſlere Rotat forſt ſottes gphielpes! tes, komn nan maa Til ſtanddele, Folge ſin Jord„ſor ſoiede Sty ned den or kan forbedt Dangens Anden d Overgang til et nyt Avtsbrug. 33 Naar Agre, ikke alene af forſkiellig Godhed, men ogſaa i forſkiellig Giod⸗ ningtilſtand, efterat hele Bymarken er udſkiftet, ſammenlagges og inddeles i varige Kobbler, ſaa fordres en noiagtig Specielunderſogelſe og vel udtaenkt Plan, hvorledes man for Fremtiden ſkal kunne bringe de forſkiellige nu forenede Jord⸗ ſtykker til lige Kraft. De Forholdsregler, ſom derved bor anvendes, kunne ikkun ved ſoregne Exempler forklares. §. 399. Overgangen fra et Vangbrug paa allerede udſkiftet Jord til et Frugtvexel⸗ Fra Vans⸗ brug med Staldforing er ikke vanſkelig, naar hele Marken har varet lige eens gisdet. Hvor kun en Deel af Jorderne giodedes tilſtrekkeligen og den svrige Deel bruget. enten fik aldeles ingen eller knap Gisdning, er Overgangen ligeledes vanſkelig og man maa ikke vente, uden ſtore Hielpemidler uden for Agerbruget, hurtigt at naae Maalet. Da det imidlertid ikke her er ſaa nodvendigt, ſom ved Kobbelbru⸗ get, at Vangene ere ſammenhangende og grandſe til hverandre efter deres Num⸗ mer, ſaa kommer man dog efterhaanden lettere i Orden dermed. Derſom den flet behandlede Jord, ſom ſadvanligt, er langere bortliggende og ſammenhen⸗ gende, ſaa vil man ſom ofteſt finde det fordeelagtigt, at indrette to eller endog flere Rotationer, eller at inddele Jorderne i Ind⸗ og Udmarker, hvorved hine da forſt ſettes i Kraft, men disſe blive i deres davgrende Forfatning, indtil de kunne ophielpes ved Indmarkernes Kraft og Overflod. Men naar dette ſtkal iverrkſcet⸗ tes, komme Hovedmarkerne ſaa meget ſenere til overflodig Giodningkraft, og man maa da ſaa meget laœengere undvgrre, Handelsplanter. Tilraader derimod hele Markens Figur, Beliggenhed og forſkiellige Be⸗ ſtanddele, at gisre en ſaadan Indretning, ſaa kan man tilfoie enhver af de, i Folge ſine Hovedbeſtanddele bedre Vange, et Stykke af den ſlettere og magrere Jord, ſom ikke uomgaengeligt behover at grandſe dertil. Dette ſaaledes til⸗ fsiede Stykke Jord ſcettes da efterhaanden og ſtedſe fremad ſkridende i lige Kraft med den svrige Jord, men behandles indtil denne Tid ſaaledes, at det ved Hvile kan forbedre ſig og kun en enkelt Gang berre een eller anden Afgrode tilligemed Vangens Hoveddele. Anden Deel. E Ved Overgang til et nyt Avloͤbrug. Ved denne Overgang fra Vangbruget til Frugtvexelen maa Hovedbeſtre⸗ belſen vere den, ſaa hurtigt ſom muligt at avle Foder, for derved at frem⸗ bringe Giodning. Uden at ſaae mindre Sad, lader dette ſig ikke giore. Man undgaae kun at avle mindre Vinterſad, ſaavel for den ſtorre Indtagts ſom for⸗ nemmelig for Halmens Skyld, og ſpakke ligeſaa lidet den dertil beſtemte Jord. Tabellen A viſer en ſaadan Overgang til et niaarigt Frugtvexelbrug med Staldforing paa en hvert niende Aar gisdet Mark. Har man i det forſte Over⸗ gangsaar endnu ingen Klover, ſaa bor man dog begynde med heel, eller hvor dette er umuligt, med halv Staldforing med gronne Vikker, der fra Tid til anden ſaaes i den Brakmark, ſom i dette Aar giodes med hele Vintergiodningen, der enten paakiores og nedplsies eller ſtroes over de ſagaede Vikker. Den Giodning, ſom er fremkommen ved Opforingen af de forſte Vikker, kan endnu i ſamme Som⸗ mer bruges til at giode de ſidſt ſaaede. Man bor kun beſtrabe ſig for at forſyne Qveget indtil ſidſt i Juni, da Vikkerne ere tilſtrœkkeligen opvoxede, hvilket, i Mangel af andre Hielpemidler, kan ſkee ved at ſaae Rug til Foder i Vaarſœdens Stubbe, der ſidſt i May kan ſlagaes. Derneſt er det magtpaaliggende, allerede til denne Sommerſtaldforing at forſkaffe ſig den fornodne Stroelſe. Hvor man ikke kan kiobe Halm, vil man ſom ofteſt kunne behielpe ſig med Lov, Siv, Mos, torvagtige ſvampede Subſtancer og gammelt Tagfoder, naar man kun i Tide har giort Anſtalt dertil. J Mangel heraf bor Stalden indrettes ſaaledes, at liden eller ingen Stroelſe behsves, og at Giodningen, der i flydende Tilſtand udbringes af Stalden, blandes med Jord, ſkior Torv eller Gronſveer, der er udſtukket af Grovterne. Vanſteligheden at forſkaffe ſig Stroelſe varer kun i de to forſte Aar; ſiden ayler man Halm nok. Derſom man forſkaffer ſig Stroelſe ved Hielpemid⸗ ler uden for Avlsbruget, ſaa tilveiebringer man ved Vikkernes Opforing ligeſaa megen Giodning, ſom man har brugt til dem, og har da, fordi den Giodning, der er givet dem, ikke har tabt noget af ſin Kraft, dobbelt ſaa megen giodet Jord til Vinterſod, ſom man uden disſe vilde have havt, hvorved allerede i det tredie Aar al Mangel paa Halm ophorer. Ogſaa i denne Henſeende er det raadeligt, at dyrke Rug i en Deel af Vaarſœdsmarken, fordi den giver mere Halm. Mange, avle K. gvrige Held, ſtor R i noge den fot for at overst til at 4 endnu deligt, Aar gf i Stel og kan Jallerede ter, ſt en Klo ſtee ve den beſ mark, udſett Vinter ved der Paa! vedbeſtta⸗ dat frem⸗ re. Nan z ſom for⸗ ate Jord. lbrug med örſte Over⸗ eller hvor til anden ingen, der Giodning, ume Som⸗ at forſyne pvilket, i aarſodens e·, allerede dvor man iv, Mos, Tide har at liden udbringes ſtukket af rſte Aar; ielpemid⸗ g ligeſaa Giodning, det Jord det tredie deligt, at Mange, Overgang til et nyt Avlsbrug. 35 Mange, ſom vilde gaae over til denne Dyrkningsmaade, begyndte med at avle Kartofler i Brakmarken, og at give disſe al Giodningen eller anvende Agerens evrige Kraft til dem. Da de ikke kunde avle Vinterſod derefter, eller dog ikke med Held, ſaa miſtede de den fordeelagtigſte Sadart og leede i det efterfolgende Aar ſtor Mangel paa Halm. Derfor vogte man ſig, uden fremmede Hielpemidler, i nogen Mangde at dyrke denne Frugt i det forſte Aar. Man ſtrabe kun i den forſte Sommer at avle ſaa mange Vikker eller Vikkeblanding, ſom muligt, for at forſkaffe ſig tilſtrekkelig Sommerforing, og om muligt at faae noget til⸗ overs til Ho. Thi disſe Vikker ere tvertimod Kartoflerne en fortraffelig Frugt til at dyrke forend Vinterſaden. J den giodede Vinterſad ſaaes nu Klover om Foraaret, af hvilken man endnu kan vente nogen Hielp om Efteraaret. Derneſt vil det vere meget raa⸗ deligt, atter at ſaae Rug, i Stedet for Vaarſad, i Stubbene af den i forrige Aar giodede Rug. Skulde man endog tabe noget af Indtagten ved at ſaae Rug i Stedet for Byg, hvilket dog ikke er ſandſynligt, ſaa faaer man dog meer Halm, og kan i denne Henſeende verre aldeles ubekymret. J det andet Overgangsaar dyrker man Vikker paa ſamme Maade og vil allerede vœre i Stand til at gisde en Deel af en anden Brakmark til Brakfrug⸗ ter, ſkulde det endog kun for det meeſte vere Roer. Da der nu ogſaa allerede er en Klovermark, ſaa vil man, naar Stroelſen nogenlunde kan tilveiebringes, maa⸗ ſtee ved Hielp af Staldforingen vore i Stand til at giode hele Brakken, inden den beſagaes. J den giodede Vinterſdd er atter ſaaet Klover. J det tredie Aar er man da i Orden. Der ere to Klsvermarker, en Vikke⸗ mark, en med Brakfrugter, en med Prter, hvis Dyrkning indtil da naſten maatte udſcttes, og fire Marker med Sad, hvoraf man nu kan vente rigelig Sommer⸗ og Binterforing og hvorved den ſtorſte Deel af den Halm, der er ſaa ſaare forsget ved den giodede Vinterſad, blot kan bruges til Stroelſe. Paa dette Foredrag havde min afdode talentfulde Tilherer, v. Esſen, grundet ſin med Om⸗ hyggelighed udarbeidede Plau til Overgang, der er trykket i Mai⸗ og Juni⸗Hefterne af Annalerne for 1809 og ſerſkildt under Titelen, Der Uebergang aus einer gewoͤhnlichen Dreifelderwirthſchaft in eine nach Thaerſchen Grundſaͤtzen geordnete Fruchtwechſelwirth⸗ E 2 ſchaft, 2—— ,.— 36 Overgang til et nyt Aolsbrug. ſchaft, Berlin 1809. Jeg henviſer hertil i Henſeende til den nermere Detail, men til⸗ lige til de Anmeerkninger, ſom jeg har ſkrevet dertil i Novem ber⸗Heftet af Annalerne 1809. det vedfoiede Schema A er i det 6te Aar Overgangen til Rapſceeds Dyrkning i den tiaarige Kloverſtub anmerket, fordi Avlsbruget da fager Overflodighed af Foder og Giodning. §. 400. Overgang il J de fleſte Tilfaelde er det bedſt, naar ſœregne Grunde ikke fraraade det, 38 er ved Overgangen fra Trevangsbruget at inddele ſin Jord ſaaledes, at man lige⸗ Vange. frem kan udſtykke de tre gamle Marker deri, nemlig i 6, 9 og 12 Vange. Af et Firevangsbrug lader ſig bedſt danne et i g eller 12 Marker. Naar man nodes til at forandre alle Markernes eller Vangenes hidtil veœrende Grandſer, foraarſa⸗ ger dette ofte ſtore Vanſkeligheder og uundgaaelig Uorden ved enhver ny Mark⸗ inddeling. Undertiden er det alligevel uundgageligt. Overgangen til et Avlsbrug i ſex Vange forklarer Tabellen B. Foderpro⸗ duktionen i det andet Aar vil allerede gisre det muligt, i det tredie at giode en halv Mark til Brakfrugter og at give Erte⸗ og Vikkemarken en halv Giodſkning. Har Vangbruget kunnet giode hvert ſiette Aar, ſaa er Sagen langt lettere, og man kan allerede vare fuldkommen i Orden i det tredie Aar. Det forſtaaer ſig imidlertid, at man aldrig maa vente et Frugtvexelbrugs fulde Afgrode, inden man een Gang har giennemgaget en heel Rotation, fra det Aar at regne, da man kom i Orden. Bed Overgangen fra et Vangbrug til Vexelbrug vil man ſom ofteſt kunne opploie gammelt Grasleie, uden hvilket hint ikke kunde beſtaae. Beliggenhe⸗ den beſtemmer, om een eller flere ſcerſkildte Vange ſkulle dannes deraf,— i hvil⸗ ket Tilfalde de kraftfulde Vange kunne antages at vœre 7, 10, o. ſ. v.,— om denne Jord ſkal tildeles flere Vange eller om den ſkal dyrkes ſœrſkildt. J ethvert Tilfalde hielper det meget ved Overgangen, at man ikke i noget Aar behover at indſtrenke Sadavlen og faaer megen Halm deraf. Saaſnart man altſaa har ſaa megen Foring, at man kan undvarre denne Grasning, opbrydes den, enten for at brakkes eller paa anden Maade behandles,— hvorom vil tales i Laren om Opdyrkningen,— og beſaaes med Vinterſad. ail, men ſ. nalerne 180), den tiaatige Giedning. traade det, man lige⸗ ange. Uf man nodes foraarſa⸗ ny Mark⸗ Foderpro⸗ de en halv kning. ngt lettere, t forſtaaer rode, inden regne, da ofteſt kunne Beliggenhe⸗ = i hvil⸗ v.,— om Jethvert behover at altſaag hat den, enten jLaren om F or⸗ 8 8 Overgang fra et Trevangsbrug, med niaarig Giodſtning, til et ſexaarigt Frugtvexelbrug med Staldforing. —————-—————————————————————ÿ—/—;õ—J————— Til§. 400, anden Deel. —— ——————————— Br a.k Vinterſeed Vaarſed orrige Tilſtand. 1 3 x forſte A dode x tredie Af⸗ † anden Afgrode, X fierde Af⸗ 8 9 ſe* gisdet. 4 giodet. 1 dorf. 6 femte Afgrode.— grode, X ſiette Afgrode. V a. b. c. cd. e. f. Vikker opfodres for ſtorſte Delen gronne, og Giod⸗ 8 Forſte nodtsr ſed Vinterſed.] Vaarſad. Vaarſœed. Brak. Vikker. ningen bringes, ſaavidt den naaer, paa den gv⸗ vergangsaar. her. ◻ rige Deel af Brakmarken. .. Vinterſad Man faaer en Mark mindre med Vaarſad. Der⸗ Andet Aar. Klover. Vaarſad. Brak. Dir er Bimterſad. med Klover. imod er Foderavlen betydelig. Vikker og en⸗ Da Giodningen er tilſtrekkelig, avles Brakfrug⸗ — deel Brak⸗ AVinterſad. ter paa en Deel af d. For at kunne avle Fo⸗ Tredie Aar. Binterſad. frugter. Vinzerſod. med Klover. Bazrſad. Klover. der i tilſtrakkelig Mangde, dyrkes i dette Aar ‿ Vinterſœd paa tre Nummere. 1 intorſed R En Vang kan giodes til Brakfrugter, og til tyndt Fierde Aar. Vaarſcd. Mentarſrd Agfer g Klover. Brakfrugter. Vinterſod. at gisde c, bliver endnu tilſtrakkelig Giedning 5* 3 ₰α2 tllovers. S Wrter og Femte Aar. Brakfrugter. Klover. Vinterſcd. Vinterſad. Byg. Vikker. ᷣ— ₰‿ —— 1 1. 5. 6. 4 2. 5.(Vangene folge hverandre efter deres nye Nummere. ——————=————,————— 49 heſtemt Loke Ved ver raade voͤbliv, ſae Fil man der Vedd deligt, at den anden E die kun at! Qveg gras⸗ vider Foderd Det Frugtvexel 6) Prter o J det giodes med Vangen de halv Slet. Grasgange forbindes en I der maatte der Brakfrugte Idette Tilj J d dog kan ogf Overgang til et nyt Avlsbrug. 37 J Gvrigt kan man her antage ſaa mangfoldige Tilfalde, at man uden et beſtemt Lokal aldeles intet kan ſige derom. §. 401. Bed Overgangen fra et Kobbelbrug til et Frugtvexelbrug vil det ſielden Overgang vœre raadeligt, at afvige fra det Antal Vange, man havde. Skal Grasgangen vedblive, ſaa ere dog 6 og 8 Vange for faa, og det er let at dele dem i 12 og 14. Kobbelbrug til Frugtvexel Vil man derimod gage over til Staldforing, ſaa behoves dette ikke. Ved denne Overgang til Staldforing vilde det i de fleſte Tilfœlde vœrre raa⸗ forig. deligt, at gaae langſomt frem; den forſte Sommer at have halv Staldforing z den anden Sommer uafladelig at holde en Deel af Qvaget paa Stald; i den tre⸗ die kun at lade et ringe Antal Qvag greesſe eller endnu at lade det ſtaldfodrede Qveegg grasſe noget om Dagen, i det Forhold nemlig, ſom man efterhaanden ud⸗ vider Foderdyrkningen og indſtrœnker Grasgangen. Det vedfsiede Schema C i Overgangen fra et Avlsbrug i 7 Vange til et Frugtvexelbrug med 1) Brakfrugt, 2) Byg, 3) og 4) Klover, 5) Vinterſod, 6) Erter og Vikker, 7) Vinterſad, vil tydeligen nok forklare dette. J det forſte Aar ſaaes Vikker i Vangen g, der desuden ſkulde opploies og gisdes med Vintergisdningen. Man kan formode, at der i den ſidſte Vaarſcd i Vangen d er ſaaet Klover, hvorpaa man vel ikke kan vente meget, men dog en halv Slet. Hermed fodres Qveeget Morgen og Aften, der ſaaledes ikke foler Grcesgangens ringe Indſtrankning, men tvertimod vinder: hvormed dog allerede forbindes en ſtorre Afgrode af Vinterſad. J det andet Aar maa man opoffre en Afgrode af Vaarſœd. Hvor dette maatte varre alt for foleligt, kunde i o, der dog ikke i det Hele kan gisdes til Brakfrugter, dyrkes Gronjordshavre, hvis Stubbe da giodes om Efteraaret og i dette Tilfœllde forberedes til det ſmaa Byg. J det tredie Aar vil det verre raadeligt, at dyrke Vinterſed i to Marker; dog kan ogſaa en Deel af den ene Vang dyrkes med Vaarſad. & det Svergang fra et meklen⸗ borgſt Ager⸗ —— — Overgang til et nyt Avlobrug. J det fierde Aar pasſe derimod to Marker med Vaarſad bedre. Dog kan man uden Betankning, og i det ringeſte med ſtorre Gevinſt af Halm, ſaae Stubbe⸗ rug(d. e. Rug efter Rug) i a. Saaledes er i det femte Aar den nye Orden i Gang, der dog ved Avlsbru⸗ gets aarlig ſtigende Kraft ſnart maa forandres til mere udtœrende Afgroder. §. 402. Ved et Avlsbrug i elleve Vange og overhovedet ved alle dem, der bruge en dobbelt Brak, kan Overgange ivarkſettes uden at formindſte Kornudſaden, da brug i elleve denne tvertimod, ſom Schema D viſer, hurtigen kan forsges. Naar man nem⸗ Vange. lig efterhaanden vil gaae over til Staldforing, ſaa begynder man med at opbryde de Kobler, der laengſt have hvilet og beſaager dem med Gronjordshavre, i Stedet for at brakke dem. Efter Havren dyrkes Brakfrugter, ſaavidt nemlig, ſom den, endnu i andet Aar ringe Giodning er tilſtrœkkelig. Den Kobbel, der ſkulde giodes, beholder Hovedgiodſkningen, men beſages i Stedet for at gives reen Brak, med gronne Vikker, ſaa at i Almindelighed kun den Giodning, der i det ferſte Aar er fremkommen af disſe Vikker, gives i det andet Aar til Brakfrugterne; dog kan den, formedelſt den Kraft, Jorden har faaet ved Gronſvarens Forraadnelſe, ſtroes tyndere end ellers. Je ſaaes i det forſte Aar Klover i Vaarſaden, af hvil⸗ ken man i det folgende Aar ſtedſe kan vente en maadelig Afgrode. J Stedet for at nedlagge g brakkes den, og der blive folgelig kun tre Grasmarker, da den fierde rigelig erſtattes ved Vikkerne til Staldforing. J det forſte Aar vinde vi en Mark med Vaarſed. Men i det andet Aar tabes Vinterſad, da den i Van⸗ gen g kommer i mager Brak, i Stedet for i Brak efter Hvile. Det andet Aar giver allerede ſaa megen Giodning, at Brakfrugtmarken, i det tredie Aar, foruden Vikkemarken, naſſten ganſke kan gisdes. Dette Aar har allerede 2 Klovermarker, men endnu ikke paa rette Sted og folgelig ikke fuld⸗ komne Afgroder. Det begynder med rtedyrkningen i c. Jdet fierde Aar kan Gisdningen udbredes over tre Marker, men viſt nok ikke i tilſtrekkelig Mangde, og af g kan kun en Deel giodes til Bonner. Til Reſten maa 2.,2* Dog kan Stubbe. Lvlsbru⸗ er. bruge en den, da an nem⸗ ppbryde Stedet m den, eſtulde n Brak, et forſte ne; dog nadnelſe, af hvil⸗ tedet for da den vinde vi Van⸗ narken, Aar har eke fuld⸗ nok ikke (Reſten mag —.————— ——-———-:ä⸗-----—-⸗——yyö⸗r--— Overgang fra et ſyvaarigt Kobbelbrug til et ſyvaarigt Frugtvexelbrug med Staldforing. 4 C. Til§. 402, anden Deel. ——————— —— ——-—-————-—yy—y-—ö—--—yry rn ) —.————— a. b. c. d. e. f. g. Den forrige Orden. Ppas, Vinterſed. Vaarſed. Vaarſad. Grasgang. Grasgang. Graesgang. Vikker i den W Klover, hvor⸗ Vinterſoed— omplsiede Begyndelſen med halv Staldforing og Vinterfode⸗ 2 r.. 4.l 4„— Forſte Aa med Klover. Waar uud Vaarſad. ſaf Danoheie Grasgang Grasgang Gronſver. rets Forogelſe. 2— 3 Andet Aar. Klaver Va arſced Grcsgang. Grasgan Wrafhn Vikker. Vinterſad Halv Staldforing og ſtorre Avl af Vinterfoder. 1 gang. gang, A. med Klover. Vaarſaden opoffres paa een Vang. Tredie Aar. interſad.. Vikker. Brakfrugter. Byg med. Staldforing og een Vang til Graesgang. To Vange — Vinterſed. Grasgang. · 2 Klover. Vinterſcd. Klover. til Vinterſad. Fierde Aar Vaarſad Brakfrugter. Vinterſad Byg med Klever. Wri 4 Een Vinterſœds⸗ og to Vaarſcedsvange, om man ** 1 2* Klover. N bver. e Klover. ikke i Aar hellere vil tage Stubberug. Erter og — B d Brakfrugter.. Femte Aar. Witt r. 4 der. Barfng 1 Klover. Klover. Vinterſad. Vinterſad. Den nye Orden indfort. 6. 2. 1. 3. 4.. 5. Frugtfolgens Orden i Fremtiden. . Til§. 403, anden Deel. —- eeed eeeex xx'eec eeccccæ eexeeccxeccc xxceeeee —————y——--˖‚†—-⸗y-'rw=yö-—y—- Overgang fra et ellevegarigt Kobbelbrug til et elleveaarig Sonivereibrug med Stardforing. a. b. c. d. e. f. g. h. 1. k. 1. Forſte Aar. Vinterſed. Vaarſed. Pikker. Vinterſoœd. Waarfd Vaarſad. Brak. Forrige Orden. Brak. Vinterſcd. Vaarſed. Burl Vinterſed. Vaarſad. Vaarſed. Graesgang. Grasgang. Graesgang.— med Klover. Grasgang. Grasgang. Grasgang. Havre. . Vikker.& Vaarſed kfrugter. Andet Aar. Vaarſed. Se Vinterſad. med iſrt Klover. Braͤk. ABinterſcd. Grasgang. Grasgang. Havre. Bra 3 g Y 4 Tredie Aar. Vikker. Vinterſcd. Wrter. Klover. Klover. Vinterſed. Vaarſad. Grasgang. Havre. Brakfrugter. Byg med 8 Klover, Fierde Aar. Vinterſad. Arter. Vinterſœd. Klever. Binterſad. Difer Pame kr. Havre. Teaeſtugter Byg. Klever. V—— Bonner.. Vikker. Brakfrugter. Byg med 1 Femte Aar. Erter. Vinterſad. Vinterſcd · Vinterſed. Havre. Klover. Klover. Kleber. . 4. Bonner.. Vikker.— Brakfrugter. Byg med b 1 S tt A d. 5* ſcVcd. 4. 3 3 b.** t e Aar Vinterſa Vinter ſœd— Vinterſcd Prter Klever, Klover Klover Vinterſad V V V V 9. l 0. 11 6 7 48. 1 2. 3 4. 5. ’1 maa 9 Frugtf duktio paa er tilſtra delsple ſparli ten, f hasſen brug! henge konme tioner, il den lige B Etedet ſiior hielpe gere, lars 4 dyrkes maa fo terfodre Overgang til et nyt Avlsbrug. 39 maa gives reen Brak, da den allerede er alt for ſvokket. Nu er der een efter Frugtfolgens Regel frembragt Klovermark. J det femte Aar kan heog o giodes og ved deres Foder⸗ og Halmpro⸗ duktion tilveiebringes ſaa megen Giodning, at Brakfrugterne i det ſiette Aar, paa en meget ſvœkket Mark, kunne faae en ſtark, men Bonner og Vikker, en tilſtrekkelig Giodſkning. Nu vil Avlsbrugets Giodningekraft ſnart tilraade adlere Frugters og Han⸗ delsplanters Dyrkning J det ſiette Aar ndes 4 Marker med Vinterſed. Skulde det ſynes be⸗ ſoœrligt formedelſt Arbeidet, ſaa beroer det paa Enhver, om han vil beſtemme een, f. Ex. Klovermarken, til Vaarſed. Men Vinterſedens Saaening efter pasſende Afgroder er ſom ofteſt aldeles ikke vanſkelig. §. 403. Skulle Grcesgangene vedblive ved Overgangen fra et almindeligt Kobbel⸗ Overgang til brug til en regelmaesſig Frugtvexel, ſaa maa man iagttage, at de blive ſammen⸗ dedidcher, heengende, hvilket ikke var nodvendigt, ofte endog uhenſigtsmasſigt, ved et fuld⸗Grasgang. komment Staldforingsbrug. Hvorledes man, ſkiondt med forſkiellige Modifika⸗ tioner, bor gaae til Varks, viſer E i Overgangen fra et Kobbelbrug i ti Vange til den Frugtfolge, ſom No. 9 af de tabellariſk beregnede Agerbrug, havde. Jdet forſte Aar opbrydes den neſtſidſte Grasmark i til Havre og den egent⸗ lige Brakmark k ligeledes, der giodes og efterhaanden beſaaes med Vikker. J Stedet for Gronjordshavren opoffres Vaarſaden i b og denne Vang behandles ſom ſtior Brak. Derimod ligger o til Gras i dette Aar, at man, uagtet Vikkerne hielpe meget, ikke ſkal fattes Greesning. 3 J det andet Aar brakkes a. Vinterſaden i b vil viſt nok blive noget ſva⸗ gere, da den er ugiodet, men erſtattes ved den ik. Giodningen af det forrige Aars Klover⸗ og Vikkemark vil rakke ſaa langt, at en betydelig Deel af c kan dyrkes med Brakfrugter. Der bliver kun to Grasmarker, og Staldforingen maa fortſeettes, dog uden foroget Beſcttning, da man mere maa ſorge for Vin⸗ terfodrets Formerelſe. J det — Overgang til et nyt Aolsbrug. det tredie Aar vedvarer det ſamme Forhold; dog har Giodningen til⸗ kaget. det ſierde Aar haver vi ſikker og fuldkommen god Klover— hvorpas b man aldrig kan giore Regning, uden naar den ſages i den forſte Seddefter til⸗ borligen behandlede Brakfrugter— og ved Staldforing kan en langt ſtorre Be⸗ ſctning fodes. De Nummere, der ere tilfoiede det femte Aar, tilkiendegive Vangenes Folge for Fremtiden. For at beregne et Avlsbrugs Fremſtridt i Overgangsaarene kan man lige⸗ ledes betiene ſig af hiin tabellariſke Form, hvorefter jeg har beregnet de fuldendte Agerbrug, og de deri anforte Produktionsſcetninger, i Forhold til den Kraft, Jor⸗ den har erholdt, naar man fremſtiller dem ſcrſkildte for hvert Aar iſcer. Det b forſtaaer ſig, at den Giodning, der er frembragt i hvert Aar, forſt bor beregnes det folgende, og fordeles paa Vangene i Kolumnen k. Naar man da tillige be⸗ regner Udgivterne ved det forsgede Inventarium, ſaa ſees, hvor ſtor det Offer er, ſom man maa giore i de forſte, iſcer i det andet Aar, eller rettere, hvor meget den ſtaaende eller Drivtscapitalen maa forsges til Haandteringens hoiere Drivt og Godſets varige Forbedring, og naar den begynder at forrentes og tilbagebeta⸗ les. En Beregning, ſom enhver Landmand, det vil foretage Forbedringer, bor giore, overeenſtemmende med ſit Lokal, inden han begynder paa dem. Naar disſe Beregninger ſkee paa tilborlig Maade, ville de kun findes urig⸗ tige i det Tilfalde, at ſcerdeles Uheld, f. Ex. aldeles Misvext, tunge Krigs⸗ byrder, eller ogſaa kun ſtarke Fourageleveringer, traf Avlsbruget i Overgangs⸗ garene, der netop i denne Periode kunne ſatte et Avlsbrug meget tilbage, om endog et allerede fuldendt kunde taale dem uden sienſynlig Skade. ———— 2R— ingen til⸗ hvorpas jefter til⸗ ſtorre Be⸗ nes Folge man lige⸗ fuldendte raft, Jor⸗ er. Det beregnes tillige be⸗ det Offer vor meget viere Dridt lbagebeta⸗ inger, bor indes urig⸗ ge Krigs⸗ vvergangs⸗ lbage, om Til§. 404, anden Deel. Overgang fra et Kobbelbrug med ti Vange til et tiaarigt Frugtvexelbrug med to Graesmarker. a. b. c. d. e. I. g. h. i. k. rr;. 4 Brak.. Vaarſad Forrige Orden. Brak. Vinterſed. Vaarſad. Vinterſœd. med Klover. Graœsgang. Grasgang. Grasgang. Grcesgang. Hvile og.— Brak med Forſte Aar. Vinterſad. Brak. Grasgang. Vinterſed. Vinterſod. Klover. Graœsgang. Grasgang. Hapvre. Vikker. . Brakfrugter. Brak med Andet Aar. Brak. Vinterſad. 2 Vaarſcad. Klover. Grasgang. Grasgang. Havre. Vikker. Vinterſcd. lafer— Brak med Tredie Aar. Vinterſed. Pretfe gter Byg. Klover. Graesgang. Grasgang. Hapvre. Vikker. Vinterſad. Wrter. Brak med Brakfrugter. Fierde Aar. erun Byg Klover. Gresgang. Gresgang. Havre. Vikker. Vinterſad. Wrter. Vinterſad. — Brak med Femte Aar. Byg. Klover. Grasgang. Geasgang. Havre. Vikker. Vinterſed. Erter. Vinterſcd. Bratſtnie ‿ — — —————————— — — ———— ⸗ Tredie Hoyedſtykke. Agronomie eller L er en om Jordens Beſtanddele, phyſiſte Egenſkaber, Bedommelſe og Vurdering. Que sera-ce lorsque les citoyens eclairés, lasses des tumultes et des plaisirs factices des villes, porteront dans les campagnes les lumières, dont ils se seront munis, et appliqueront à Tagriculture les ressources si riches des sciences physiques! FouRcROV. V Har eigeſon Almind Landm ſortere rialet, odſle? V an ſi noiagti foldeſt ſtorſte de; th om hau riſten, Haand og tilb for Lan Jord. 5 34 factices des Ppliquerom ROY. —————y— Jordens Beſtanddele. §. I. Had det raae Material er for Manufacturiſten, det er Jorden for Landmanden. Ligeſom Fabrikanten opſoger hint, udvalger det, og for det forſte vurderer det i Almindelighed, for ikke at betale det over dets virkelige Vard: ſaaledes ogſaa Landmanden. Men eengang i Beſiddelſe deraf underſoger hiin det noiagtigere, ſorterer det og beſtemmer enhver Sort til de Vare, ved hvilke ikke allene Mate⸗ rialet, men endog det derpaa anvendte Arbeide, bedſt betaler ſig. Han vilde bort⸗ odſle Arbeide, om han af haaret Uld vilde forferdige fiint Klade, og Material, om han af fiin Uld giorde grovt Kladde. Til denne Afſondring fordres langt noiagtigere Sagkundſkab, end til Indkiob af hele Masſen. Saaledes kan ikke heller det, ſom§. 70 o. ſ. v. er ſagt om Jordens Kiob, fyldeſtgiore den Landmand, der ved de henſigtsmassſigſte Produkter vil drage den ſtorſte Fordeel af den Jord, han beſidder, og af det Arbeide, han derpaa vil anven⸗ de; thi et rigtigt Valg af Produkter beroer fornemmelig paa noiagtig Kundſkab om hans raa Material, eller Jorden. Hvad Former og Monſtere, ſom Kunſten frembragte, ere for Manufactu⸗ riſten, det er Fro og Kierne for Landmanden, overantvordede ham fra Naturens Haand. Henſigtsmassſigen at valge den Jordart, der pasſer til enhver af disſ og tilborligen at tilberede den efter ſin Forſtiellighed, er den vigtigſte doga for Landmanden, der deſto bedre vil kunne loſe denne, jo noiere han kiender ſin Jord. Men en ſikker og grundig Bedommelſe af Jorden kan ikkun grunde ſig F 2 ————— Jordens Beſtanddele. paa rigtige phyſiſk⸗chemiſke Kundſkaber. Om endog den empiriſke Kundſtab, der ved lang Hvelſe kan erhverves, er tilſtrakkelig til at ſkielne og bedomme enkelte Jordarter, ſaa vil den dog aldrig med Paalidelighed kunne anvendes paa andre faadanne. De Erfaringer, man har giort paa een Jordart, ville mislede og ſkuffe, naar man anvender dem paa en anden, hvis Forſkiellighed man ikke er i Stand til at iagttage eller udgrunde. §. 2. Her ville vi altſaa grundigere underſoge Jordarterne, ſtottende os til de Opdagelſer i Naturlœrren, ſom i denne Henſeende have i foie Tid bragt os utroligen videre. Det Tidsrum, hvori Naturforſkernes og Agronomernes forenede Opmarkſomhed har alvorligen veret henvendt paa denne Gienſtand, er viſt nok ſaa kort, at der endnu er meget tilbage, der bor underſoges, oplyſes, og noiagtigere beſtemmes. Men det vi ere i Beſiddelſe af er allerede tilſtrekkeligt til en rigtigere Anſkuelſe, og vi kunne haabe, ſnart at erholde noiagtigere Berig⸗ tigelſer. Ogſaa for at kunne benytte os af disſe ſidſte, maae vi her betrade Na⸗ turlxrens Enemarker og ſtrabe at forſkaffe os lige klare Begreber om Jordens Beſtanddele og dens deraf fslgende Egenſkaber,— Begreber, der ogſaa fremde⸗ les ville gavne os ved Leœren om Giodſkningen eller Jordens chemiſke Forbedring; hvorfor vi ogſaa ved dette Foredrag ſtrax tage Henſyn derpaa. §. 3. Jordens Be⸗ Vor Planets loſe og ſmuldrede Overflade, ſom vi i Almindelighed kalde ſtanddele. Jordsmonnet, beſtaaer af en Forening af ſaare forſkiellige ſammenblandede Stof⸗ fer. Den almindelige Talebrug kalder denne Jord. Men den indeholder Mate⸗ rier, ſom Naturlerxen, i Ordets ſtrangere Betydning, ikke indbefatter herun⸗ der; kun den herſkende Deel af denne Masſe beſtaaer virkelig af egentlige Jord⸗ arter. Denne Blandings Hovedbeſtanddele ere: Kieſel⸗, Leer⸗ og Kalk⸗, un⸗ dertiden Bitter⸗Jord, hvortil ſom ofteſt kommer noget Jern og en ringe Deel af andre enkelte Stoffer. Men foruden disſe enkelte Stoffer indeholder den endnu, naar den er frugtbar,— d. e. ſkikket til Frembringelſen af nyttige Vexter,— endnu en meget ſammenſat Materie, ſom man formedelſt dens pulveriſerede Tilſtand og⸗ ſaa ha men ſo forblar Bencer antage hidtil ning a vende orgiſte ſelig? og til atter iforſ hed; have ſtaae Slag Luften precip tede, forte Sen dſtab, der me enkelte paa andre eog ſtuff er i Stand os til de bragt os onomernes nſtand, er plyſes, og ſtrakkeligt ere Berig⸗ etrade Na⸗ im Jordens ſaa fremde⸗ Forbedring; ighed kalde ndede Stof⸗ alder Nate⸗ tter herun⸗ tllige Jord⸗ Kalk⸗, un⸗ nringe Dell rden endnu, e,— endnu Lilſtand dg⸗ ſaa Jordens Beſtanddele. 45 ſaa har kaldet Jord, Muldjord, Plantejord, vegetabilſk⸗animalſk Jord, men ſom er ſan aldeles forſkiellig fra den virkelige Jord, at den ingenlunde bor forblandes dermed. Derfor anſaae jeg det for nedvendigt at indfore en ſerregen Bencvnelſe for denne, nemlig det latinſte Hamus, og ville vi, da det allerede er antaget af Mange, fremdeles beholde det. §. 4. Hine egentlige Jordarter adſkille ſig iſcer fra Humus(Muld) derved, at de Forſkiel imelle m Jord hidtil ere uoploſte Legemer, der formodentlig ikke kunne oploſes uden Indvirk⸗ og Humus. ning af Potenſer, ſom hidtil ere os ubekiendte. Derfor ere de beſtandige og bli⸗ vende, kunne ikke forſtyrres eller forandres i deres Vaſen ved nogen af den an⸗ orgiſke Naturs bekiendte Krafter. Derimod er Humus(Muld) en ſaare opls⸗ ſelig Materie, frembragt ved den vegetabilſke og dyriſke Livskraft, der forandres og tilintetgisres i og ved ſig ſelv, men endnu meer ved fremmed Indvirkning, og atter ved organiſk Kraft frembringes paa Jordens Overflade, folgelig ikke allene i forſkiellig Mœngde, men endog til forſtiellige Tider, findes af forſkiellig Beſkaffen⸗ hed paa det ſamme Sted. 5. 5. Vi ville forſt tale om hine beſtandige og blivende Jordarter, der udgiore Jordens uforanderlige Grundbeſtanddele, og forſt betragte dem i Almindelighed, men ſiden hver for ſig, i deres fuldkomne Reenhed, og omſider i deres ſœdvanlige Forening og Blanding. Paa Grund af den Forfatning, hvori vi finde disſe forſkielligen blandede Jordlag paa vor Planets Overflade, er det ſandſynligt, at de ikke oprindeligen have voret i denne pulveriſerede Forfatning, men at denne Overflade har be⸗ ſtaaet af en Klippemasſe, af uhyre Bierge og Afgrunde; ſandſynligvis af det Slags, ſom vi med ſtarkt bevebnet Die endnu ſtue paa Maanens Overflade⸗ Luftens, Ildens og Vandets Valde henſmuldrede Klippemasſen; det Band, der precipite et af Luften for ſtorſte Deel ſom Jis ſamlede ſig paa Heidene, ſmel⸗ tede, giennembrod enten pludſelig ſine Skranker, eller lob ſtrsmmende ned og forte de meer eller mindre sdelagte eller pulveriſerede Steenmasſer med ſig⸗ Af⸗ Jordlagenes Oprindelſe⸗ 46 Jordens Beſtanddele. Afgrunden udfyldte disſe og dannede Jord⸗ eller Steenlag i afvexlende Lag. Thi det ſynes umiskiendeligt, at disſe Jordlag, iſcer i Egne der have Forbindelſe med Bierge, ere fremkomne ved Tilſkyllelſe, og ofte ikke ved en pludſelig, men jevnlig og tit gientagen, da disſe forſkiellige Lag aldeles ikke findes ordnede efter deres ſpeciſike Tyngde, men paa ganſke forſtiellig Maade vexlende med hverandre. Her omtale vi dette, forſaavidt Kundſkab om Jordens feorſkiellige Lag, endog i den ſtorre Dybde, fortiener Landmandens Opmerrkſomhed; deels fordi den forklarer Gangen af det underjordiſte Vand, og derfor er ſaare vigtig ved Kildernes Opfangning og Vands Af⸗ ledning; deels fordi den gior det lettere for ham at opdage brugbare Jord⸗ og Steen⸗ arter, iſer Mergel og Kalk, Steen⸗ og Brunkul, hvorom vi paa ſit Sted ville tale. J de fleſte Dele findes derfor Jordlagene i horizontal eller lidet afhangen⸗ de Beliggenhed, og netop ſaaledes, ſom vi endnu ſee Jordlag at frem⸗ komme, naar Vandet afſatter dem. Undertiden er disſe Jordlags Folge og Tykkelſe meget regulcer og ligedannet over en ſtor Flade, ſaa at almindelige paa hinanden folgende Overſvommelſer ſynes at have afſat dem over den hele Flade. Undertiden lobe Lagene kun over et viſt Strog og ſynes til forſkiellige Tider at vare dannede ved ſmalere Stromninger, eller at verre afſatte i tidligere Svoelg og Revner. Dog opdager man ogſaa ofte ſtor Uorden, da de forſkiellige Jordlag, ſom ofteſt blandede med Stene, vexle ſom i Reder,(neſterweiſe) hvor⸗ ved det ſynes, at en Naturbegivenhed har kaſtet dem mellem hverandre. Men ved Bierge af anden Orden og i bakkede Egne finder man mangfoldige Afvigelſer. Disſes Jord⸗og Steenlag ſtaae undertiden lodrette og ligge afvex⸗ lende ſtraae og parallele med Hoienes Overflade, ſieldnere horizontale; undertiden afbrydes ſtraae Lag af vertikale. Man opdager imidlertid ogſaa herved en vis Orden, og disſe opretſtaaende eller ſkraae Lag ſynes ved en indvortes Magt at vore havede i Veiret fra Jordens Dybde. Ordenen i disſe Jordlags Folge fremſtiller Darwin meget ſandſeligt ved den Virkning, ſom fremkommer, naar man heftigen ſtsder en ſtump Syl igiennem en Bog Papir. Herved opſtaaer paa den modſatte Side en Hsi, og Arkenes Beliggenhed paa denne Hei corre⸗ ſponderer naturligviis med Arkenes Beliggenhed paa Sletten. De sverſte Ark ere ere revn pas El ſaa paa dybt, Hoiens eller B des pa Bierget vilde d for ſor Hoie, ſelv ko og det den lo der ho her no artern endſtio Agron nodyen megtt, klaring Spennn lende Lag. Forbindelſt men jevnlig efter deres fandre. j den ſtorte zangen af det g Vands Af⸗ d. og Steen⸗ it Sted dile afhœngen⸗ at frem— Felge og almindelige er den hele forſtiellige ei tidligere eforſtiellige weiſe) hvor⸗ e. nangfoldige ligge afver⸗ undertiden rved en vis s Mazt at dlags Folge nmer, naak zed opſtager Hei corre⸗ vverſte All ere Jordens Beſtanddele. 47 ere reynede og tilbageboiede, og paa Hsienes Top ſeer man netop det Ark, ſom paa Sletten endnu er dakket af flere andre. Paa ſamme Maade finder man og⸗ ſaa paa Toppen af ſaadanne Hsie det Jordlag, der paa Sletten endnu ligger ſaare dybt, og dernceſt opdager man her Jordlagene i den ſamme Orden, ſom paa Hoiens Top. Finder man altſaa en Jord⸗ eller Steenart paa fremſtaagende Hoie eller Bierge, ſaa kan man vente, at disſe efter Jordlagenes Orden ogſaa ville fin⸗ des paa Sletterne, naar man graver dybt nok. Men da man, i Forhold til Biergets Hoide, maatte grave meget dybt efter disſe Jordlag i Sletterne, ſaa vilde det ofte vore umuligt at bringe dem frem til Dagens Lys og man maa der⸗ for ſom ofteſt noies med at bryde Kalk, Mergel og Steenkul ud af Bierge og Hoie, uagtet man ligeſaa vel kunde haabe at finde dem i Dalene. Paa Biergene ſelv komme Jordlagene ſom ofteſt for Dagen paa den Side, hvor de ere ſkraaere og det meſte Vand ſtrommer ned, fordi dette har bortſkyllet det overſte Lag af den loſe Jord. Her verre dette i Almindelighed nok om de forſkiellige Maa⸗ der hvorpaa Jordlagene ligge. Jordarternes Chemie. 8. 6. Jeg ſeer mig nodt til, under Forudſcetning af de almindelige Begreber, her neiagtigere, end hidindtil er ſkeet, at foredrage den chemiſke Lœre om Jord⸗ arterne, med Henſyn til Grundens Bedommelſe og Agerdyrkningen. Thi om⸗ endſkiondt den i Henſeende til Agerdyrkningen nyligen er afhandlet i adſkillige Skrivter, ſaa fortiene dog mange Momenter en noiagtigere Overveielſe og An⸗ vendelſe paa Agerdyrknings⸗Procedurerne, end man hidindtil har tilſtaaet dem; hvilket ſynes at have givet Anledning til mange ſkadelige Misforſtaaelſer blandt Agronomerne. Den fuldſtaendigſte Kundſkab om denne Lœre er uomgangelig nodvendig for den rationelle Agerdyrker, naar han ſkal kunne indſee Grunden til meget, der forekommer ved hans Haandtering, og kunne give en tilfredsſtillende For⸗ klaring om Udfald, der ellers mage ſynes ham modſigende. En fuldkommen Kund⸗ ſkab Jordarter⸗ nes Chemie. — Jordarternes Chemie. ſkab om Jorden og dens Egenſkaber, er ogſaa ualmindeligen vigtig for den Land⸗ mand, der paa det fordeelagtigſte vil benytte alt hoad Naturen frembyder ham i hans Jord og derfor efter Omſtandighederne anlagge Kalkbraenderier, Glas⸗ hytter, Teglvorker, Pottemagerier eller Porcellainsfabriker. En grundig Kund⸗ ſtab om Jordarterne, i Henſeende til deres Egenſkaber, er hans eneſte ſikkre Vei⸗ leder, naar han vil betiene ſig af det ſtore Middel til hans Jorders Forbedring og Frugtbargisrelſe, ſom Leiligheden ofte giver ham i Hander, ved at fremdrage forbedrende Jordarter og udbrede dem over Ageren. Paa Grund heraf anſeer jeg denne Afvigelſe ind paa Chemiens Enemarker for uundgagelig. F§. 7. De eldre Chemikere, neeſten indtil midt i forrige Aarhundrede, antoge kun een ſaregen elementariſt Jord, ſom Baſis for hele Jordkloden, der i hoieſte Grad modſtod Odelaggelſen, og meer eller mindre udgiorde en Beſtanddeel af alle faſte Legemer. Forſt ſenere begyndte man at ſtielne mellem Leer⸗ og Kieſel⸗ jorden. Kalken henregnede man egentlig ikke til Jordarterne, eller anſaae den dog for et ſammenſat Legeme. Da Chemien giorde Fremſkridt i Underſogelſen af de mineralſke Legemer, lœrte man ikke allene at kiende den vaſentlige Forſkiel mellem de enkelte allerede bekiendte Jordarter, men opdagede endog ganſke nye, ſom man da ſatte i de uoploſelige Legemers Klasſe. Man afveg fra det forrige Begreb om Jord, nemlig, at den var et Legem e, uden Smag og uoploſelig i Vand, forlod Troen paa en elementariſk Jord og anſaae enhver Jordart ſom en ſceeregen oprindelig Subſtants. Det vilde maaſkee veret godt, ganſte at have forviiſt Ordet Jord fra Videnſkaben, naar dermed ſkal udtrykkes et beſtemt Begreb, eller kun at have brugt det om Jord, der er uop⸗ loſelig i Vand og uden Smag, da man nu virkelig ikke kan give nogen tilfredsſtillende Definition paa det, ſom Chemikerne kalde Jord. Kieſel⸗ og Leerjord ere de hyppigſte og maaſkee de egentligſte Jordarter. Efter disſe forekommer Kalken ofteſt og er markverdigſt: men den er uden Tvivl meer be⸗ ſlaegtet med Aſtene(Kalierne), end hine Jordarter. Herfra har man ſenere ad⸗ fkildt den dermed lœnge forblandede Bitter⸗ eller Kalkjord, ved hvis Mellemkomſt alligevel findes en Overgang fra hine uoploſelige Jordarter til disſe eſkige(al⸗ kali⸗ kaüſte) giores. ſtenede ſat i Jo disſe x Stofft adyolde Jordart des og henregt ſom ma ſammen fortien dl B Kiarn i Aſten mie, og W. turene tilſted rede v forſt Det den ſo forbra Glodd dn or den dand⸗ byder hami erier, Glas⸗ rundig Kund— te ſikkre Ve⸗ 5 Forbedring at fremdrage faf anſeer jag ede, antoge der i hoieſte ſtanddeel af og Kieſel⸗ d anſaae den Inderſogelſen tlige Forſiiel ganſke nhe, a det forrige ſſelig i Vand, m en ſaregen enſkaben, naar ord, der er Uoh⸗ tilftedsſtillnde darter. Cfte⸗ viol meer h nan ſenete d⸗ Mellemkonſ e aſtige li⸗ kali⸗ Jordarternes Chemie. 49 kaliſke) og deres Opſtilling i den ſamme Klasſe af raa Naturlegemer retfœrdig⸗ giores. Siden har man, ved Analyſen af ſaregne mineralſke Produkter eller ſtenede Legemer, endnu opdaget uoploſelige Stoffer, hvilke man ligeledes har ſat i Jordarternes Categorie. Nogle narme ſig hine Legemer uden Smag, andre disſe eſkige(alkaliſke.) Det blev Mode i Chemien, ſtedſe at opdage flere af disſe Stoffer, og mange af Chemiens Produkter udgaves derfor, uden dog ſiden at kunne udholde Proven. De fleſte Chemikere antage nu kun ni ſcrſkildte, ſaakaldte Jordarter, hvoraf de fem svrige ikke interesſere os, da de kun meget ſieldent fin⸗ des og naeſten aldrig paa Jordens Overflade, i jordagtig Dannelſe. Da det hidindtil endnu aldrig er lykket, at oploſe de rene Jordarter, ſaa henregner man dem til enkelte Legemer eller Grundſtoffer. Flere Phœnomener, ſom man noiagtigen har iagttaget, ſierne dog naſſten enhver Tvivl om, at de ere ſammenſatte Legemer. De dannes nemlig i de organiſte Legemer. Thi den fortiente Schroder i Berlin har beviiſt, at Scedplanter, der vare ſikkrede mod al Bersrelſe, iſerr af Kalkjord, indeholdte meer Kalk⸗ og Kieſeljord, end de Kiarner, fra hvilke de ſpirede. Sausſure fandt ogſaa en betydelig Deel Kalk i Aſken af forſkiellige Sorter Tra, der var voxret paa Grund, ſom aldeles ingen Kalk indeholdt, og Einhof ligeledes.(Hermbſtedts Archiv der Agrikultur⸗Che⸗ mie, 2det Bind 1 St. S. 217.) Vauaquelia beviiſte, at Honſenes Excrementer og Eg indeholdt langt meer Kalkjord, end den Naring, de fik. Da nu alle Na⸗ turens Virkninger, i det ringeſte efter atomiſtiſte Begreber, kun beſtaae i allerede tilſtedeverende Stoffers Bevcegelſe og Vexelvirkning, ſaa maa Materialet alle⸗ rede veere tilſtede til alt det, Naturen frembringer. Folgelig kan et Stof, der forſt dannes, ikke anſees for enkelt men maa naturligvis vore ſammenſat. Det ſynes ogſaa, at Kalk og Aſt gienſidigen forvandle ſig, da man i Aſken af den ſamme Plante fandt Aſt(Kali), medens den var gron, men Kalk, naar den forbrandtes til Aſke. Bs . 8. Jordarterne ere uoploſelige i Ilden, og man kan udſatte dem for den ſtorſte Glodhede, uden at de bortdunſte. Hver enkelt er uſmeltelig, og ſelv naar Il⸗ Anden Deel. G den Til Vandet. » Se —— Jordarternes Chemie. den oppuſtes ved Iltluft(Oxygengas) kan de ikke gisres flydende. Men mer⸗ keligt er det, at de tabe denne Karakter, naar flere blandes mellem hverandre. Kieſel⸗, Kalk⸗ og Leerjord flyder aldeles ikke hver for ſig, men ſmeltes let, naar de alle tre ſammenblandes. Efter de fleſte Erfaringer tildrage Jordarterne aldeles ikke Ilten, og ere derfor uforbranndelige. Imidlertid troede dog Humboldt at have bemarket, at forſtiellige Jordarter, iſœr Leerjorden, endog i fuldkommen reen Lilſtand, til⸗ drog Ilten. Andre have nagtet dette og meent, at denne Jord maa endnu have indholdt Metalilt(Metaloxyd) eller forbraendelig Materie. Hidindtil har denne ſtore Mand, hvis noiere Erklœring Enhver vilde anſee for afgiorende, endnu ikke yttret ſig videre herom. Denne Punkt er dog ikke ſaa vigtig i Lœren om Jor⸗ dens Frugtbargiorelſe, ſom mange have meent, da enhver Ager indeholder Me⸗ talilt eller forbrœndelig Materie. Alle Jordarter ere fuldkommen hvide, og den Farve, ſom de have i deres na⸗ turlige Tilſtand, har ſin Oprindelſe fra andre Tilſcetninger, fornemmelig fra Jernilt(Jernoxyd) i dens mangfoldige Forſkiellighed. Ellers vilde hele vor Klo⸗ des Overflade vore hvid. §. 9. „ Den Muade, hvorpaa Jordarterne forholde ſig til Vandet, er derimod me⸗ get forſkiellig ved de forſkiellige Jordarter. Kun Kalken og de nye opdagede cœſkige Legemer oploſes, ſom ſagt, i Vandet. Hiin behever imidlretid 680 Gange ſin egen Vagt, for fuldkommen at oploſes. Leer⸗ og Kieſeljord er der⸗ imod aldeles uoplsſelig, og af Bitterjorden kan i det hoieſte kun ſaare lidet, om⸗ trent en tituſinde Deel, oploſes i Vand. Dog have alle Jordarter en mekaniſt Tiltrakning til Vandet og tilbage⸗ holde, naar de engang ere blandede dermed, en ſtorre eller mindre Deel deraf. Dette kalde vi deres vandholdige Evne. Denne er ikke allene forſkiellig ved for⸗ ſtiellige Jordarter, men endog, efter vore Forſog, afvigende ved blandede Jord⸗ arter, og disſe tilbageholde ikke aldeles Vandet i Forhold til deres Blanding. Efter Efter? holdig masſes den ind det ko Vand ſledige! atter ti da i R. lade det ſaa mas ſtemme ſtetk? ldtorr fuldkom for maa beſtemn og reen lade ſi med d ſtage. handle. dermed oyereen. Men mar⸗ hverandre, let, naar de ten, og ere bemarket, lſtand, til— endnu have har denne endnu ikke en om Jor⸗ holder Ne⸗ ei deres na⸗ mmelig fra hele vor Kla⸗ derimod me⸗ ze opdagede dlretid 680 jord er der⸗ lidet, om⸗ og tilbage⸗ Deel deraf liig ved for⸗ dede Jord⸗ Blanding. Efter Jordarternes Chemie. 51 Efter vore Forſog har iſerr den blandede Leer⸗ og Kieſeljord en meget ſtorre vand⸗ holdig Evne, end enhver iſcer. Det er af ſtor Vigtighed for os, at kunne beſtemme en ſammenſat Jord⸗ masſes vandholdige Eyne. Denne lorer man at kiende, ved at udtorre Jor⸗ den indtil den Grad, at den ikke mere taber af ſin Vagt i en Varmegrad, liig det kogende Vands; hvorefter en vis Vagt deraf omhyggeligen giennemaltes i Vand og denne Grod lagges paa et veiet Stykke Haardug. Man lader det over⸗ fledige Vand afdryppe, og, naar Jorden ikke ſlipper meer deraf, ſaa veier man den atter tilligemed Haardugen, fradrager dennes og den torre Jords Vegt, og finder da i Reſten Mangden af det Vand, den indeholdt. Da mange Jordarter imidlertid modtage meget Vand, uden draabevis at lade det fare, men ved Uddunſtning i varm Veir meer eller mindre let miſte det, ſaa maa man ogſaa tage Henſyn herpaa: og, for ogſaa i denne Henſeende at be⸗ ſtemme Jordens vandholdige Evne, bor man udſcette Jordarterne for en lige ſtcerk Varmegrad, og bemarke Tiden, hvori een eller anden Jordart fuldkommen udtorres. Jordarterne, iſer Leeret, indeholde ſtedſe noget Vand, om de end ſynes fuldkommen torre. Dette kan kun uddrages ved den ſteerkeſte Glodhede. Der⸗ for maa man antage en vis Temperatur⸗Grad, efter hvilken man i dette Forſog beſtemmer Udtorringen. §. ro. Vel lade Jordarterne ſig ikke forbinde med Qvalſtof(Azot) Kulſtof, og reen Brind(Hydrogen). Men af mange Grunde er det troeligt, ak de ind⸗ lade ſig i Forbindelſe med disſe forenede Stoffer, optage og inderlig forene ſig med den organiſke Materie eller Levning af Forraadnelſe, hvoraf disſe be⸗ ſtagae. Mange Phanomener fremkomme ved Vegetationen, hvorom vi ſiden ville handle. 18 De aſkige(alkaliſke) Jordarter forbinde ſig med Svovel, naar man enten Til de flyg⸗ tige Stoffer. dermed gloder eller koger dem i Vand. Disſe Forbindelſer ere i det Vaſentligſte overeensſtemmende med dem, ſom fremkomme ved Svovlens og Eſkenes(Alkalierne) G 2 For⸗ Til Syrerne. Jordarternes indbyrdes Forhold. —.— — 2 Jordarternes Chemie. G‿ Forbindelſe. Formedelſt en vis Lighed kalder man disſe Forbindelſer Levere. Det er ſandſynligt, at en lignende Forbindelſe foregaaer med det ſterkt brintede (hydrogeneſerede) Kul, iſcr naar det indeholder noget Qvalſtof d. e. Levning fra Forraadnelſen, ſom dog ſnart oploſes ved en hoiere Temperatur. §. I1. Alle Jordarter, Kieſeljorden undtagen, have ſtor Tilbsielighed til Syrerne, og oploſe ſig deri. Syrerne oploſes og tabe deres ſure Egenſkab, men de aſkige (alkaliſte) Jordarter tabe ligeledes deres Egenſkaber og den Indvirkning, ſom de have paa Planterne og den organiſke Materie. Derved fremkomme da jordag⸗ tige Middelſalte, der ere meer eller mindre, eller aldeles ikke, oploſelige i Van⸗ det. Overeensſtemmende med den Maade, hvorpaa Jordarterne forholde ſig til Sy⸗ rerne og ved Saltenes Frembringelſe, ſkielner man imellem dem ved deres Analyſe. §. 12. Men Jordarterne have ogſaa indbyrdes et tilboieligt Slagtſtab og ind⸗ gaae en ſand chemiſk Forbindelſe. Mange Jord⸗ og Steenarter, ſom vi finde i Naturen, ere egentlig ikke Blandinger, men egentlige Foreninger⸗ Metalilkerne (Metaloxyde) ſynes ogſaa at bidrage til denne inderlige Forening. Vi kunne chemifk blande Jordarterne ved at ſmelte dem. Men det ſynes, ogſaa at en ſaa⸗ dan Forbindelſe finder Sted paa den vaade Vei. Efter Guytons og Gadolins Forſog precipitere nogle Jordarter hinanden af deres Oplosning— f. Ex. Kalk⸗ og Kieſeljord, Leer⸗ og Kieſeljord— dog ikke derved, at de forene ſig med og fraſkille Syrerne og Eſkene, hvori de andre Jordarter ere oploſte, men ved in⸗ derlig at forene ſig med de andre Jordarter og precipitere ſig dermed. Denne Jordarternes inderlige Forening kan, naar den end mere udforſkes, vorde ſaare vigtig i Leren om Grunden. Nu ville vi forſt betragte den unoploſelige Kieſel⸗ og Leerjord efter deres Egenſkaber, i deres chemiſk⸗rene Tilſtand, og dernaſt gaae over til de forſkiellige Blandinger, hvori vi ſinde dem i Naturen. Derpaa ville vi ligeledes afhandle de œſtige Jordarter i deres rene Tilſtand og fremdeles betragte den ſammenſatte Blanding af hine og disſe Jordarter, efterat vi forinden have foretaget en nei⸗ noiagti ſtal der om Gr denne ſten ge forbind tig I den vi ment Etene Gneis af Kie iide in efterle peun er Lebere. t brintede tevning fta Syrerne, de aſtige , ſom de da jordag⸗ ge i Van⸗ ſig til Sy⸗ 3Analyſe. b og ind⸗ vi finde i etalilterne Vi kunne at en ſaa⸗ Gadolins Ex. Kalk⸗ ſig med og en ved in⸗ Denne orde ſaare efter deres forſtiellige z afhandle mmenſatte retaget en noi⸗ Jordarternes Chemie. 53 nolagtigere Underſogelſe af den ſaakaldte Muld eller Humus. Ved alt dette ſkal der iſcer tages Henſyn paa den Anvendelſe, ſom vi kunne gisre deraf i Laœrren om Grunden, Giodningen og Vegetationen, der alle blot kunne grundes paa denne chemiſt⸗phyſiſke Lerre. Kieſeljorden. §. 13, Dens Navn er laant af det tydſte Ord Kieſel, der, ligeſom Qvartzen, ne⸗⸗ Kieſeljord i reenTilſtand, ſten ganſke beſtaaer deraf, hvorfor den ogſaa kaldes Qvartzjord. Fordi den forbinder ſig med Eſtene(Kalierne) til Glas, har man ogſaa kaldet den glasag⸗ tig Jord, og fordi de gamle Chemikere anſaae den ſom den oprindelige Jord og den virkelig i hoi Grad beſidder den Jorden tillagte Karakter, kaldtes den ele⸗ mentariſk Jord. Af alle Jordarter forekommer denne hyppigſt i Naturen. Alle haarde Stene, ſom give Ild med Staalet, de uhyre Biergmasſer af Granit, Porphyr, Gneis o. ſ. v., ere ligeſaavel ſom de udbredte Sandhave, for ſtorſte Delen dannede af Kieſeljord. Overhovedet gives der faa Steen⸗ og Jordarter i Naturen, ſom ikke indeholde meer eller mindre Kieſeljord. Selv Planterne indeholde den og efterlade den i deres Aſte. De greesartige Vexter ere i Serrdeleshed rige derpaa; man finder den undertiden paa deres yderſte Hud, afſondret ved Vegetations⸗ kraften, og paa en vis Maade kryſtalliſeret. Imidlertid forekommer ligeſaalidet denne, ſom andre Jordarter fuldkommen reen i Naturen: ſelv Qvartzen, der for ſtorſte Delen beſtaaer af den, indeholder en Blanding af Leerjord og Jernilt⸗ §. 14. Ikkun ved Konſt kunne vi fremſtille den fuldkommen reen og befriet fra alle mineralſte Tilblandinger. Den fremkommer da i Form af et hvidt me⸗ get fint Stsv, ſom dog er haardt, klaber lidet ved Fingrene, og, naar man trykker eller gnider det, er temmelig ſkarpt. Den har hverken Smag eller Forholdet til Vandet. Til Eſkene. 54 Kieſeljorden. eller Lugt. ₰ Ilden, hvor ſtacrk denne end er, undergaaer den ikke ringeſte Forandring; den hverken ſmelter eller bortdunſter. §. 15. Den yttrer ingen Tilbsielighed til Vandet. Thi uden et meglende Middel har man aldrig kunnet oploſe det ringeſte deri. Blandes den med Vandet, fra⸗ ſtiller den ſig ſnart ved at falde til Bunds, og efterlader ingen Oplosning. Der gives imidlertid nogle Kilder, i hvilke vi finde Kieſeljorden oploſt, og ſom, efter Bergmanns og Klaproths neiagtige Underſsgelſe, aldeles ikke indeholde nogen anden Materie, hvorved Kieſeljordens Forbindelſe med Vandet kan vare frem⸗ bragt. Vi kunne derfor endnu ikke forklare, hvorledes Naturen fremvirker dette. Den markverdigſte Kilde er Geyſer i Island, ſom meget heed, i ſit Basſin afſcetter en Skorpe af Kieſeljord, og danner Kryſtaller, Stalakitter og Inkru⸗ ſtationer. Kieſeljordens mekaniſke Tiltrœkning til Vandet er ogſaa kun ringe. Naar den vades, tiltrœkker den ikke Vandet med Begierlighed, bliver heller ikke dei⸗ agtig og ſammenhangende. Den tilbageholder i det hoieſte Halvdelen af ſin Vegt, uden at lade Vandet dryppe fra ſig, men lader det ſnart bortdunſte. §. 16. Til Syrerne. J Sardeleshed er den forſkiellig fra de fleſte Legemer derved, at den hverken angribes eller oploſes af nogen anden Syre, end Flusſpatſyren. Man kan koge den fine Kieſeljord med Svovl⸗, Salt⸗ og Salpeterſyre, uden at den modtager det ringeſte deraf. Kun i Smeltehede forener den ildfaſte Borar og Phosphor⸗ ſyre ſig dermed. Ene Flusſpatſyren oploſer den, endog i luftformig Geſtalt, og formaaer at lade dette ſaa ildfaſte Legeme bortdunſte med ſig. §. 17. Det ildfaſte Eſt(Alkali), hvad enten det er i etſende eller kulſur Til⸗ ſtand, forener ſig derimod let med Kieſeljorden og oplsſer den fuldkommen. Naar man ſmelter Kali eller Natrum med Kieſeljord, komme hine ved Gledhede forſt i Flus og giore ogſaa Kieſeljorden flydende, der da forener ſig dermed. har ble herved varigen get O ganſte ſet, ſ Jernilt Solſtr en Dee Luften ſaare! midden ogſaa fortynt intet E man fo kraften ſit Re mattet Gange Erad vare L. ren, 8 ke ringeſte dde Middel ndet, fra⸗ ng. Der om, efter olde nogen gere frem⸗ rker dette. it Basſin gg Inkru⸗ ge. Naar —ikke dei⸗ len af ſin inſte. n hverken kan koge modtager een. Naar hede forſti Kieſeljorden. 55 Produktet af denne Forbindelſe er forſkielligt efter det Forhold, hvori man har blandet dem. Er Kieſeljorden den herſkende Beſtanddeel, ſaa fremkommer Glasſet. herved det ſaa nyttige Glas. J jo ſtorre Forhold Kieſeljorden er tilſtede, deſto varigere modſtaaer Glasſet Luft og Syrer. Men har man tilſat Glasſet forme⸗ get Eſt(Alkali), ſaa bliver det letteligen dunkelt i Luften, og beſtaaer irks ganſte mod concentrerte Syrer. Metalilte modtages ved Smeltningen af Glas⸗ ſet, ſom derved faaer forſtiellige Farver. Glasſets gronne Farve kommer af Jernilt, naar Kieſeljorden har voœret ureen. Afiltes(desoxyderes) dette ved Solſtraalerne, ſaa anlsber det med Regnbuens Farver. Men naar Äftet er herſkende og Foreningen beſtaaer af fire Dele deraf og en Deel Kieſeljord, ſaa faaer man en glasagtig giennemſigtig Materie, der i Luften lek bliver fugtig og forvandles til en tyk Fugtighed. J Vand oploſes den ſaare let og kaldes da Kieſelfugtighed. Her have vi altſaa vel en Kieſeloplesning, men kun ved et Forbindelſes⸗ middel, Eſket. Gior man dette uvirkſomt ved en Syre, ſaa ſlipper Vandet ogſaa Kieſeljorden, der da falder til Bunds. Kun naar Kieſelfugtigheden er fortyndet med altfor meget Vand, eller altfor megen Syre er ſat til, fremkommer intet Bundfald, for man lader Oplosningen bortdunſte. Dette Phœnomen har man forklaret paa forſkiellige Maader; det beroer formodentligen paa Cohgeſions⸗ kraften, der i de ſmaa Partikler er i hsieſte Grad ſyakket. Man naaer ſikkert ſit Maal, naar man forſt lader Kieſelfugtigheden bortdampe, efterat den er mattet med en Syre, derpaa atter opbloder den i Vand og udvaſker den flere Gange, for at tilveiebringe den reene Kieſeljord. §. 18. Blandt de Legemer, ſom for ſtorſte Deel beſtaae af Kieſeljord og i hoi eegemer, ſom Grad beſidde dens Karakter, bemarke vi her folgende, hvilke det undertiden kan 1) Alle ſaakaldte Edelſtene, Diamanten undtagen, Rubinen, Saphi⸗ ren, Smaragden, Chryſoliten, Topaſen, Hyacinthen, Amethyſten, Chalcedo⸗ nen, Karneolen, Agaten og Granaten. 2) Flin⸗ gen inde holde vœre Landmanden gavnligt at kiende: Kiefeljord. ———— Kieſeljorden. 2) Flinteſtenene og Hornſtenene. Den farſte findes ſom ofteſt paa det flade Land, iſcer i ſandige Egne, men ogſaa i Kridebiergene, omgiven af den reeneſte Kalk. Hvorledes den er kommen hertil eller bleven til, er et Sporgsmaal, ſom lange har beſkigftiget Geologerne; den Formodning, at Kalkjorden har for⸗ vandlet ſig til Kieſeljord har virkelig meget for ſig, da man ofte tydelig, merker Overgangen fra Kalk til Flinteſteen og undertiden midt i disſe traffer organiſke Produkter, der beviſe Flinteſtenenes ſenere Oprindelſe. Flinteſtenens Nytte er ligeſaa bekiendt, ſom ſtor. Dens Tilhugning til at bruges paa Gevcerer er vigtig. Forhen var denne Kunſt kun bekiendt i Spa⸗ nien og Frankrige; nu tilbereder man ogſaa Flinteſtene i Gſterrige. Man havde fordum beſynderlige Meninger om Maaden, hvorpaa de bleve forferdigede, og troede, at de i Biergene fandtes ujevne og raae, bleve ſkaarne eller ſlebne paa Maſkiner. Men det er viſt, at de hugges paa fri Haand med Staalin⸗ ſtrumenter, hvortil dog fordres svede Arbeidere. Alle Flinteſtene ere imid⸗ lertid ikke ſkikkede hertil; deels ere de for blode, deels ſpringe de ikke under Ham⸗ meren i regelmasſige Stykker. Fredrik Vilhelm den Ferſte ſendte en Skiafte⸗ mager til St. Anges, hvor han gav ſig i Lare og larte Haandgrebene. Han kom hiem og forfgrdigede virkelig Bosſeſtene af indenlandſke Stene; men de vare ſaa ſkisre, at de ſprang i Stykker ved det andet Skud. Desuden bruges Flin⸗ teſtenene til at tilberede Smalterne, til Fajance, til Glasſlibning, til Poleerſtene for Bogbindere og Forgyldere, og til Glas: i England iſer til det ſkisnne Flinte⸗ glas. Hornſtenen ligner Flinten, men har et mattere hornagtigt Udſeende og bryder i Splinter. 3) Feldſpaten, af en blodagtig Vaœv og Kisdfarve, ſpringer i fiirkan⸗ tede Stykker. Den findes ſom Skifer og indſpreengt i flere Steenarter. 4) Qvartzen. Den beſtaaer af kryſtalliſke, glasagtige Dele, ſpringer i kantede Stykker og findes ſom ofteſt hvid og giennemſigtig. Man finder den deels i ſtore Masſer, deels kryſtalliſeret. Ere dens Kryſtaller ſtore, giennemſigtige og ſeiledannede, ſaa kaldes den Biergkryſtal. 5) Gra⸗ imellen And ofteſt paa den af den orgsmaal, en har for⸗ ig, marker organiſte agning til dt i Spa⸗ . Nan ferdigede, ler ſlebne Staalin⸗ ere imid⸗ nder Ham⸗ n Ekiafte⸗ ne. Han een de vare ges Flin⸗ Poleerſtene nne Flinte⸗ dſeende og er i fürkan⸗ r. ſpringer i er den deels nnemſigtige 5) Gra⸗ Kieſeljorden. 5) Graniten, Gneiſen og Porphyren ere ſammenſatte Steenarter. Af dem beſtaae forſtorſte Delen Urbiergene, men de findes ogſaa, iſcer Graniten, i ſtore Blokke paa det flade Land. Graniten beſtaaer af Qvartz, Feldſpat og af en anden Steen, Glimmer, der henhorer til Leerſlogten. Dens Korn og Farve er ſaare forſkiellig. Gneiſen, nœrmere beſlagtet med Graniten, beſtaaer af Feldſpat, Qvartz og Glimmer. Dens Dele ere noiere ſammenblandede, og den har ſom ofteſt et ſkiferagtigt, bladet Udſeende. Porphyren beſtaaer af Felt⸗ ſpat, Qvartz og hardet Leer eller Jaſpis, undertiden ogſaa Glimmer. 6) Sandet, ſom ſandſynligvis for ſtorſte Delen har ſin Oprindelſe af Gandet os Quartzen. J ſine Beſtanddele er det ikke forſt kielligt fra denne. Ved ſtore Over⸗ ſvommelſer, ved Luftens, maaſkee ved Ildens og andre Potenſers, Indvirkning blev Quartzen ſmuldret og disſe Smaaeſtykker afſlebne til rundagtige Korn, formedelſt den Beveegelſe, ſom Band og Vind gave dem. Dette Sand deler ſig, efter ſine Korns Storrelſe og Giennemſigtighed, og efter ſin Farve, fornemmelig i folgende Arter: a) Meel⸗ eller Kildeſand, ſom beſtaaer af meget fine og klare Korn, der ingen Farve have og ſom ofteſt udkaſtes af Kilder eller Floder. b) Perleſand, af ſtore rundagtige halv giennemſigtige Korn. Man finder det i Almindelighed kun under Jordens Overflade. Dog opſkylles det ogſaa af Floder. c) Flyveſand. Dets Korn ere af forſkiellig Stsrrelſe. Det er blandet med andre Dele, neeſten altid med Leer, undertiden ogſaa med Kalk. Det bevceges let af Vinden, hvilket har givet det ſit Navn, og bortfores derfor af denne og af Vandet, liig en flydende Materie, til de laveſte Steder, indtil det finder Mod⸗ ſtand og ſammendynger ſig i ſtore Masſer. Derſom Overfladen af ſaaledes ſammendyngede Hsie ikke befceſtes ved Plantninger, der ved Hielp af nogen Muld voxe herpaa, ſaa bortfores de af Gſt⸗ og Veſtenvinden og bedakke da ofte frugtbare Agre med Sand. J Jordens Dybde finder man Sandet i fortlobende Aarer⸗ eller Lag imellem andre Jordlag. Disſe Sandaarer ſkylde vi vort reeneſte Brond⸗ eller Anden Deel,. H Kil⸗ reen Tilſtand. Kieſeljorden. Kildevand. Vandet ſies herigiennem, afſcetter deri ſine urene Dele og fremkom⸗ mer i deſto ſtorre Reenhed, jo lanngere det rinder igiennem Sandet. Sandkornene indeholde foruden den herſkende Kieſeljord beſtandig noget Leer, ogſaa Jernilt. Sandet har en endnu mindre vandholdig Evne, end den ſtovag⸗ tige Kieſeljord. Dette, og at det kun har en ringe mekaniſt Tiltrœkning til Mul⸗ den(Humus), er Aarſag til dets Ufrugtbarhed. Naar Sandet, enten ved ſammenbindende Midler, Leer eller Kalk, eller ved mekaniſk Sammentrykning, er forenet til en haard Masſe, kaldes det Sandſteen. J Henſeende til Fiinhed og Tathed ere der forſkiellige Slags, hvilke, naar de fremkomme endnu blodere af Jorden, forarbeides til kubiſke Bygningsſtene, Qva⸗ derſtene, Molleſtene, Slibeſtene, Hvasſeſtene o. ſ. v. Hertil horer ogſaa Filt⸗ reerſtenen, der, ſom en fiin Svamp, lader Vandet lobe igiennem ſig og der⸗ for bruges til at klare ureent Vand. Forhen var den ſielden; nu findes den hyp⸗ pig i Sachſen og paa andre Steder. Leerjord. Alunjord. §. 19. J Almindelighed finder man denne rene Jordart i den Masſe, ſom man allerede i lang Tid har kaldet Leer, hvorfor den ogſaa kaldes Leerjord. Men den udgior ogſaa en vaſſentlig Beſtanddeel af et Salt, ſom vi kiende under Navn af Alun, og er derfor af den nyere chemiſke Skole kaldet Alunjord. Da Nav⸗ net Leerjord imidlertid er almindeligere, ville vi beholde det, men vel vogte os at forblande den med Leeret, der er et ſammenſat Legeme. Ved Leerjord forſtaae vi altſaa den reene elementariſke Jordart; men ved Leer, hvor⸗ om vi ſiden ville tale, dens Forbindelſe med Kieſeljord og Jernilt. §. 20. Blandt alle Jordarter ſinde vi, naſt Kieſeljorden, Leerjorden i ſtorſt Mangde og almindeligſt udbredt paa vor Klode. Leeret, hvoraf Leerjorden ſtedſe udgior en Beſtanddeel, indeholdes i ſtsrre eller mindre Mangde naſten i en⸗ hver hvet J gier be den her end ud at veet Eubſt en vaſ ſidſte melſe Ogſaa arbeide den re mane ſom et Jorden ter el Lathu forbla Alwin tiden en jot men d ſtorſte Jernil men a umn G fremkom⸗ noget deer, den ſtovag⸗ gg til Nul⸗ k, eller ved zandſteen. , maar de ene, Qva⸗ gſaa Filt⸗ g og der⸗ den hyp⸗ ſom man d. Nen nder Navn Da Nar⸗ men vel ne. Ved geer, hvot⸗ en i ſiorſ orden ſtedſe hver Leerjorden i reen Tilſtand. 59 hver Jordart, og findes i ſtore Lag under Jordens Overflade. Desuden ud⸗ gior Leerjorden en Beſtanddeel af de fleſte Steenarter og er hos nogle endog den herſkende. De organiſke Legemer indeholde kun meget lidet deraf, og have vi end udſkillet nogen Leerjord af de fleſte Vegetabiliers Aſke, ſaa ſynes den dog ikke at vere vaſentlig for Vexterne, men ſnarere tilfœldigvis at vare kommen i deres Sabſtants eller Aſke. Leerjorden er af ſtorſte Vigtighed for Landmanden, da den i Leeret udgior en voſſentlig Beſtanddeel af den frugtbare Grund. Noiagtig Kundſkab om dette ſidſte beroer paa Kundſkab om den forſte og paa denne igien den rigtige Bedem⸗ melſe af Lerets Virkning i Ageren, dennes Forbedring eller Forvœrrelſe derved. Ogſaa er den med Henſyn paa Teglbranderie eller Forfœrdigelſe af Pottemager⸗ arbeide markelig. Derfor ville vi forſt, kort men grundigen, giennemgaae den reene Leerjords Egenſkaber, og dernaſt Leerets. §. 21. Kiendte man end fra Arilds Tid Leerets nyttige Egenſkaber; forfœerdigede man end Leerkar og Muurſtene deraf, ſaa er Leerjorden dog forſt nylig bleven anſeet ſom et ſeregent Naturſtof. J lang Tid har man overhovedet forblandet den med Jorden, ſiden henregnet den ſnart til Kalken, ſnart til Kieſeljorden, der ved Sy⸗ rer eller Phlogiſton havde antaget en anden Karakter. Forſt midt i det forrige Aarhundrede blev det beviiſt, at den udgiorde en ſeœregen Jordart, der ikke maa forblandes med andre. Saa ofte den end forekommer, findes den dog aldrig reen i Naturen. Almindelighed er den forbunden med andre Jordarter og metalliſte Ilte, under⸗ den aldrig iden med Syrer. Kun i Haven ved det halliſte Pœdagogium havde man fundet en jordagtig Subſtants, ſom man en Tidlang anſaage for chemiſk⸗reen Leerjord; men deels har en noiagtigere chemiſt Analyſe ſiden viiſt, at den, uagtet den for ſtorſtedelen beſtod af Leerjord, dog indeholdt andre Subſtantſer, Kalkjord og Jernilt; deels er det heiſt ſandſynligt, at den ikke var et Produkt af Naturen, men af de alchemiſtiſke Fuſkere, der her dreve deres Vaſen. H 2 Kun J J Naturen Forbinder ſig ikke med Kul⸗ ſyre. Phyſiſte Egenſkaber. Dens Forhold til Vandet. —— Leerjorden i reen Tilſtand. Fkkun Chemien kan fremſtille Leerjorden reen og ſtildt fra alle ſine Forbindel⸗ ſer. Den udſtkilles i ſtorſt Mengde og letteſt af Alunen, hvori den oplsſt med Svovelſyre indeholdes. Naar man neutraliſerer denne med et Afſt, efterat Alu⸗ nen er oploſt i Vand, ſaa ſynker Leerjorden til Bunds. Dog behsves endnu rnogle andre Haandgreb, for fuldkommen at befrie den fraſ fremmede Indblan⸗ dinger. §. 22. Den reene Leerjord formaaer ikke at forbinde ſig med Kulſyren, i det mindſte ikke dt giennemtraenges af den, ſom Kalk⸗ og Bitterjorden; hvorved den iſcr er me⸗ get forſtiellig fra denne ſidſte. Mange have vel talet om en Forening mellem Leer⸗ jord og Kulſyre, men Sausſure har beviiſt, at den chemiſk⸗reene Leerjord aldeles ikke har noget Slaegtſkab med Kulſyren. Den reene Leerjords phyſiſke Egenſkaber kunne vœre nogenlunde forſkiellige, naar de Haandgreb, der anvendes ved dens Udſkillelſe, ſaavelſom Reagentiernes Egenſtaber og Mangde, ere forſkiellige. Ofte har man ogſaa tillagt den rene Leer⸗ jord Leerets Egenſkaber, og dette ſynes at have givet Anledning til, at den for ſtes phyſiſke Egenſkaber ere forſkielligen angivne af forſkiellige Chemikere. Denne Forſkiel er imidlertid ikke af Betydenhed, og i denne Henſeende kan den aldrig forverles med andre Jordarter. Den reene Leerjord er en hvid, blod, pulveragtig Subſtants, der egentlig ikke har Smag, men dog frembringer en ſcregen Fornemmelſe paa Tungen, ſom foraarſages derved, at Leerjorden indſuger Tungens Fugtighed. En lignende Fornemmelſe frembringer den ogſaa i Naſen, naar man ſnuſer den ſom fint Stov. Den ſaregne Lugt, ſom det raa Leer udvikler, iſer naar man aander derpaa eller befugter det, er ikke eiendommelig for Leerjorden og urigtigen til⸗ lagt den. §. 23. Leerjorden yttrer en ſtœrkere Tiltrakning til Vandet, end alle andre Jord⸗ arter, og tilbageholder meer deraf. Den har altſaa den ſtorſte vandholdige Evne„der dog er ſaare forſkiellig efter Leerjordens forſkiellige Tilberedningsmaa⸗ der. meget T meget i der inte ſutt e rede le den ſyn 1 jorden! Fugtig meer, depund gas), men Fo den da der lig forme, Forbindel⸗ opleſt med fterat Alu⸗ Wves endnu e Indblan⸗ det mindſte ſoet er me⸗ hellem Leer⸗ d aldeles orſtiellige, gentiernes rene Leer⸗ at den for re. Denne den aldrig t egentlig geen, ſom n lignende ſom fint nan aander gtigen ti⸗ andre Jord⸗ aandholdige ningomag⸗ der. Leerjorden i reen Tilſtand. der. Er den nylig pracipiteret, ſaa tilbageholder den ofte, inden den torres, ſer Gange ſaameget Vand, ſom den ſelv veier, derimod kan den, udtsrret ved maa⸗ delig Varme, ikkun modtage 1¾ Gange ſaa meget Vand, ſom den ſelv veier, uden i Draaber at ſlippe det. Udterres den ſtarkt eller glodes den endog, kan den, ſom vi ville erfare, endnu indeholde langt mindre Fugtighed. Den befugtede Leerjord viſer ſig ſom en meer eller mindre glat Deig. Men en Deig af reen Leerjord lader ſig aldrig ſaa meget udſtrekke, ſom en af godt Leer, og man kan ikke ſaa let forme hiin, ſom denne. Deigen af denne reene Jordart udtorres ogſaa lettere. §. 24. Den reene Leerjord lader ſig ikke oplsſe i reent Vand. Blandes den med uoploſelig i meget Vand, ſaa viſe dens enkelte Partikler ſig halv giennemſigtige; de dele ſig meget fine og adſkille ſig kun ſaare langtſomt fra Vandet. Men dette behol⸗ der intet deraf, ſom er virkelig oploſt. Derimod kan, efter Sausſure, kul⸗ ſurt Vand vel oploſe noget Leer, men denne Forbindelſe er dog ſaa ſvag, at den alle⸗ rede let oploſes i Luften, hvor den flydende Materie bliver tyk og lader Leerjor⸗ den ſynke tilbunds, ſom et geleeagtigt let Sediment. §. 25. Ved en maadelig Varme, omtrent 18 til 20 Grader Reaumur, miſter Leer⸗ jorden Vandet, ſom kun med ringe Kraft hanger ved den. En anden Deel af Fugtigheden, der efter Buchholtz udgior 28 Procent, men efter Sausſure langt meer, ſlipper den ikke i denne Varmegrad, men forſt ved en ſterk Glodehede. §. 26. reent Vand. Ene kan reen Leerjord ikke ſmelte i den ſadvanlige Hede; men i Breen⸗Forhold i Il⸗ depunktet af ſtore Brœndeglas og i en Ild, der oppuſtes med Iltluft(Orygen⸗ gas), undergager den en Slags Smeltning, ſom dog ikke frembringer en fuldkom⸗ men Forglasning. Med Kalkjord kan den giores aldeles flydende. Blandes den. den da med Vand, ſaa bliver den ikke mere en glat Deig, og i dens phyſiſke Egenſka⸗ ber ligner den da overhovedet Kieſeljorden meer. Derfor lader Leeret ſig ikke mere forme, efterat det er brandt, og ſaaledes kan man ogſaa tildeels forklare Nyt⸗ ten —— Leerjorden i reen Tilſtand. teu af at brœnde den leerede Jord. Sine forrige Egenſkaber faaer Leerjorden kun derved, at man oplsſer den med Syrer og pracipiterer den med Vſt(Alkali.) 8. 27. Den har in⸗ Leerjorden rober aldeles ingen aſkige Egenſkaber, og forandrer ikke de Peafue, Papirer, der ere reagerende paa Eſkene. Den kan heller ikke forbinde ſig med Svovelet, ſom Eſkene, Kalk⸗ og Bitterjorden. Vi have ingen Erfaring om, at den i ſin reene Tilſtand kan tilegne ſig Ilt(Oxygen) Brind(Hydrogen) Qvalſtof(Azote) og Kulſtof. Alligevel er det meget ſandſynligt, at den ikke forholder ſig ganſte ligegyldig til disſe Stoffer. Den har i det ringeſte Slaxgtſkab til disſe, naar de, ſom f. Ex. i Mulden, ere forenede. §. 28. Valgſlagt⸗ Mellem den og andre Jordarter yttrer ſig derimod et ſandt Slagtſtab, og deusdzan den kan under visſe Omſtandigheder virkelig chemiſk forbinde ſig med dem. Den ter. tiltrakker Kieſeljorden med Begigrlighed, og efter Guyton kan den precipitere denne i Kieſelfugtigheden. Derfor finde vi ſaa ofte Kieſeljord og Leerjord noie forenede i det almindelige Leer. Kalkjorden tiltrqkkes ligeledes begicerligen af Leerjorden. Dette beviſes allerede af den Lethed, hvormed begge Legemer ſmelte, naar de ere forenede; men endnu meer af Leerjordens Evne til at oploſe Kalkvandet og fraſkille al Kalk. Kommer man nylig praccipiteret Leerjord i Kalkvand, ſaa miſter dette ſin afkige Smag. Leerjorden pracipiterer ſig og tilligemed den Kalken. Denne Kalkens Fraſkillelſe kan blot frembringes ved en nsiagtig chemiſk Forbindelſe mellem begge Jordarter. §. 29. Forhold til Syrerne oploſe den reene Leerjord ſaa meget lettere, jo mindre den forhen Syrerne. Prerne; var udtorret, men vanſkeligere og langſommere, naar den var glodet. Derved foregaaer ingen Bruſen og der udvikler ſig ingen Varme. Men Leerjorden kan fra Eſkene og de svrige Jordarter. Denne Oplosning har endnu en ſnarpende Smag og gior Lakmuspapiret rsdt. Deraf fremkommer Salte, ſom tildeels kun⸗ ne, ——— ikke aldeles bersve Syrerne deres ſure Egenſkab, og herved adſkiller den ſig meget ne, tild deerjorde dermede ſaa freu Svovlſr ligt gan Alunopl ganſte- G kunne k ¹ den kan for at u itke af gaaer fugtig; . lettere o tig Leer Naterit Kulſyre hed til delſe n keerjort Pfket orden kun kali.) er ikke de de ſig med aring on, oydrogen) den ikke Slagtſtab iſkab, og m. Den recipitere rjord noie te beviſes forenede; al Kalk. ſin eſtige ee Kalkens Uem begge den forhen Derved jorden kan ſig meget ſnatpende deels kun⸗ ne, Leerjorden i reen Tilſtand. 63 ne, tildeels ikke kunne kryſtalliſeres, og ſom ofteſt meget let oploſes i Vand. Leerjorden yttrer en ſtor Tilbsielighed til Svovlſyren, og frembringer i Forening dermed en ureen Masſe, der let befugtes af Luften; foies hertil noget Eſt(Kali) ſaa fremkommer Alunen. Men Leerjorden kan ogſaa indeholde en liden Deel Svovlſyre, uden dermed at danne et ſaltagtigt Legeme, og derfor er det ofte vanſke⸗ ligt ganſke at ſkille den ved denne Syre. Selv naar Leerjorden pracipiteres af Alunoplosningen, drager den nogen Svovelſyre med ſig, hvorfra den dog ikke ganſke, endog ved megen Udſkylling, kan befries. Salt⸗, Salpeter⸗ og Phosphor⸗Syren giver med Leerjord ingen Salte, der kunne kryſtalliſeres, men ſom ofteſt ikkun en ureen Masſe. §. 30. AEſkenes Virkning paa den reene Leerjord er endnu ſaare markvoeerdig, da Til Eſeene. den kan anſees ſom et karakteriſtiſtt Kiendemgrke, og man ofte betiener ſig af hine for at udſkille Leerjorden fra andre Jordarter. Kalk⸗ og Bitterjorden angribes ikke af det rene Eſk, men Leerjorden oploſes fuldkommen. Ogſaa her fore⸗ gaaer Foreningen letteſt, naar Leerjorden forſt nylig er pracipiteret og endnu fugtig; vanſkeligſt, naar den har varet glodet. Ammoniet kan vel ogſaa optage Leerjorden i ringe Mangde; men meget lettere og i langt ſtorre Mangde oploſes den af det adende Eſk og Natrum. Fug⸗ tig Leerjord oploſer ſig i edende og opvarmet AEſklud(Kalilud) og denne flydende Materie bliver giennemſigtig. Men naar kulſurt Eſk er ganſke mattet med Kulſyre, modtager det ingen Leerjord. §. 31. Ethvert AFſt beſidder, ligeſom Kalk⸗ og Bitterjorden, en ſtorre Tilboielig⸗ hed til Syrerne end Leerjorden, og man kan altſaa derved have dennes Forbin⸗ delſe med Syrerne. Paa ſamme Maade adſkilles ved Syrer en Oplosning af Leerjord i Eſket, og Leerjorden pracipiteres, fordi Syren forbinder ſig med Aſtet og taber ſin Tilboielighed til Leerjorden. Lee⸗ ee Leeret. f Er. farver .§. 32. 1 beeret. Dette beſtaaer, ſom allerede flere Gange er bemarket, af en Forbindelſe ſom of mellem Leerjord og Kieſeljord. Disſe Jordarter ere ikke, ſom man i Alminde⸗ Smag, lighed pleier at foreſtille ſig, blot blandede, men virkelig chemiſt forenede. Meget nen, Leer er desuden blandet med Kieſeljord i Form af grovere og finere Sand; ikkun tilſtede ved Skylning, eller i langt ſtsrre Mangde— ſom nyere Erfaringer have lart os— om et E ved Kogning kan denne fraſkilles; men hiin inderlige Forening haves kun ved chemiſte Reagentier. Leeret ligner hverken den reene Leerjord eller den reene taͤſer Kieſeljord; dets Egenſkaber rette ſig heller ikke ganſke efter det Mangdeforhold, er vel hvori begge Stoffer ere forenede i det. Det har visſe Egenſkaber, ſom man ikke Vegetat kan tilveiebringe ved mekaniſt at blande Leerjord og Kieſeljord. Ja, det ſynes, ſom om Kunſten ikke kan tilveiebringe hiin neie Forening; thi vel have vi lert daader chemiſt at ſammenfoie Leerjord og Kieſeljord, men denne Sammenfeining er dog ikke Leer. den ſte §. 33. ſatte, Jernilt En almindelig og derfor formodentligen vaſentlig Beſtanddeel af Leeret er, Jerne, (Jernoxyd.) foruden hine Jordarter, Jernet i meer eller mindre iltet(oxyderet) Tilſtand⸗ gulden Denne Materie kaldes i det daglige Liv Jernruſt. Den fremkommer ved Iltens ditia (Oxygenens) Forbindelſe med Jernet, og tilveiebringes let ved Hielp af Fug⸗ Spnnti tighed. Den har forſkiellige Farver, der i mange Skatteringer overgaae fra det Sorte til det Gule, Brune og endelig til det Rode, og rette ſig efter Iltningens (Oxydationens) Grader, da den ſorte Farve, neſt efter den hvide, tilkiendegiver huund den ringeſte, men den rode den hoieſte Grad deraf. Dette Jernilt er et i Vandet Tidens uoploſeligt Pulver, der hverken har Smag eller Lugt. Men det oploſes af Sy⸗ Dette rer og giver dermed et Salt, der ſmager ſom Blaœk. Disſe Jernſalte kunne igien Biege oploſes ved Aſtene(Alkalier), da disſe have en ſtorre Tilbsielighed til Sy⸗ anne rerne. De adſtringerende Vegetabilier eller ſaadanne, der indeholde Garveſtof, getrdi k. Gr. naar n Ande — ² 1 He Forbindelſe Alminde⸗ 2. Neget nd; ikkun lert os— ſeves kun den reene deforhold, man ikke det ſynes, ve vi lart ing er dog Leeret er, Tilſtand. ped Iltens p af Fug⸗ zaae fra det Iltningens kiendegiver et i Vandet gſes af Sy⸗ kunne igien hed til Ey⸗ Garveſtof, f. Er Leeret. f. Er. Galgble, Egebark, have Forbindelſen mellem Jernet og Syren, og da farver Jernet, meget fiint adſkildt, Foreningen ſort ſom Blak. Undertiden er det Jern, ſom Jorden indeholder, angrebet af en Syre, ſom ofteſt af Kulſyren, hvormed det da danner et uoplsſeligt Legeme uden Smag, der i det mindſte er uſkadeligt, ja maaſkee endog gavnligt for Vegetatio⸗ nen. Andre Syrer forjage Kulſyren med en Opbrusning, ſom om der var Kalk tilſtede. Dette har engang bedraget mig ſelv, da jeg giorde et forelobigt Forſog, om et Slags Leer indeholdt Mergel. Undertiden er Jerniltet forenet med Phosphorſyre, iſer i Moſer og Mo⸗ radſer, hvor Phosphorſyren udvikler ſig af forraadnede organiſke Legemer. Dette er vel ogſaa et uoploſeligt Legeme, men man formoder, at det er ſkadeligt for Vegetationen. J Forening med Svovlſyre, der avles af forvittret Spovlkies i Jorden, danner Jernet et Middelſalt, ſom man i Almindelighed kalder Vitriol. Er Svovlſyren i nogenlunde betydelig Mangde forenet med Leret, ſynes den ſtedſe at virke ſkadelig paa Vegetationen; naar man har fundet det Mod⸗ ſatte, ſaa var det ſtedſe paa kalkagtig Grund, hvor den ikke forbandt ſig med Jernet, men med Kalken og tilligemed denne dannede Gips. Kun forenet med Mulden(Humus) eller andre Materier, der indeholde megen Kulſtof, har Jern⸗ vitriolen yttret en frugtbar gisrende Virkning, naar man brugte den i ringe Qvantitet. Herom vil tales udforligere i Laren om Gisdningen. §. 34⸗ Ogſaa Leret er ſandſynligviis fremkommet af haarde Stene. Forſtkiellige Leerets Ox⸗ haarde Mineralier, ſom beſtage af Leer⸗ og Kieſeljord med Jernilt, forvittre i forvittret Tidens Lob, ved Atmospharens Indvirkning, og forvandle ſig til Leer. Steen. Dette er iſcer Tilfaldet med Leerſkiferen, ſom man meget hyppig finder; hele Bierge beſtagae deraf. Forvittringerne foregaae endnu daglig for vore Hine. Nogne Klipper, der beſtaae af Leerſkifer, bedcxkkes med et Lag Leer, hvorpaa Ve⸗ getabilier ſnart ſinde en Plads. Ja, man kan hurtig forsge dette tynde Jordlag, naar man med Ploven losriver Stykker af Leerſkifer og blander dem med friſt Giod⸗ 8— Anden Deel. ₰ ning, Leeket. ging, der ſynes at paaſkynde deres Forvittring⸗ Dette Leer nedſkylledes ſand⸗ V Nuld ſynligviis ved Skylregn og dannedes i Dalene til ſaadanne Lag, ſom de, hvori disſe 9 Leeret findes. Sandſynligviis tildrages ogſaa Stoffer af Atmospharen, i Ser⸗ Leerart deleshed Ilt.— b og bort §. 35. ganesi Forbindelſe Leerets tre voeſentlige Beſtanddele, Leerjorden, Kieſeljorden og Jerniltet, ningsg Tatendsere tere mange forſkiellige Forhold forenede deri, og man finder ſielden to Leerarter, Disſe ſom i denne Henſeende ere hinanden fuldkommen lige. Kieſeljorden er ſom ofteſt mattes den herſtende Beſtanddeel; den kan udgiore 93 Procent af det Hele, og Foreningen indehol beholder alligevel Leerets Egenſkaber. Sieldnere, dog undertiden, pradominerer ver ſted Leerjorden. Nyere Forſog i vort Laboratorium have lœrt os, at Kieſeljorden er paa en dobbelt Maade tilſtade i det Leer, der ved Skylning er renſet fra Sand⸗ keeret Naar man nemlig lange nok lader dette Leer koge med tilſtrakkeligt Vand, ſaa den ene afſctter ſig en Kieſeljord, ſom man vel ikke kan kalde Sand, men ſom dog er grovere vorde Kornene, end den af den praccipiterede Kieſelfugtighed. Mangden af denne Kie⸗ ſtal t ſeljord, der blot udſkilles ved Kogningen, er forſkiellig i de forſtiellige Leerarter⸗ mellen Men det er vanſkeligt ganſke at udſkille den. Er dette end ſkedt ſaavidt ſom tenſte muligt, bliver dog endnu en betydelig Deel Kieſeljord tilbage i Leeret, og denne bedaar kan kun beſtemmes ved chemiſke Reagentier. Vi fortſatte disſe noiagtigere For⸗ disſei ſog, i Sardeleshed for at kunne beſtemme— hvad der allerede naſten er ſandſyn⸗ ilt.; ligt— om alle Leerarter maaſkee indeholde netop lige eller nœſten lige megen gen e Kieſel⸗ og Leerjord, efterat denne mindre Deel af en maaſkee blot mekaniſk bun⸗ ttt far den Kieſeljord er afſondret. den, Jerniltets Mangde er meget forſkiellig og fra 1 til 10 og 12 Procent. Undertiden indeholder Leeret ogſaa Manganesilt, der kun findes ſieldent og i ringe Qvantitet, hvorfor det ikke her kommer i Betragtning. me ſe §. 36.„ kan der Leerets Farve. Leeret har mange forſkiellige Farver; det er hvidt, graat, brunt, rodt, get der ſort, og med mangfoldige Skatteringer af disſe Farver. Brandbare Legemer, vafke Muld ikke b 7 edes ſand. de, hvori n, i Sar⸗ Jerniltet, Leerarter, ſom ofteſt Foreningen edominerer eljorden er fra Sand. Zand, ſaa er grovere denne Kie⸗ Leerarter. avidt ſom og denne tigere For⸗ er ſandſyn⸗ lige megen kaniſk bun⸗ 2 Procent. jeldent ogi unt, rodt, e Legemer, Muld Leeret. 67 Muld og jordharpiragtige Materier foraarſage fornemmeligen disſe Farver; og disſe giore det i Almindelighed graat, neſten eller aldeles ſort. Saadanne Leerarter blive naeſten ganſke hvide i Ilden, da Kulſtoffet forbinder ſig med Ilten, og bortflyver ſom Kulſyre. Som ofteſt er derimod Jerniltet, undertiden Man⸗ ganesiltet, Aarſagen til Leerets Farve. J Forhold til Jernets forogede Ilt⸗ ningsgrad gaaer Farven mere over fra det Lyſegule til det Morkegule og Rode⸗ Disſe Leerarter blive ikke hvide i Ilden. Deres Jernilt ilter ſig endnu meer, mattes ganſke, og bliver derved ſaa rod ſom Teglſteen. Alle de Leerarter, der indeholde 4 til 6 Procent Jernilt, faae derfor denne Farve i Ilden, og den bli⸗ ver ſtedſe morkere, jo meer Jernilt de have. Undertiden give Jernilt og Muld(Humus) eller jordharpixagtige Legemer Leeret ſtrax ſin Farve. Saadanne Leerarter blive vel lyſere ved at brondes, da den ene Aarſag til deres Farve, Mulden, bortflyver i Ilden; men ganſke hvide vorde de dog aldrig, da den anden Aarſag, Jernet, bliver tilbage. Om Leeret ſkal tabe megen eller liden Farve ved Brandingen, beroer altſaa paa Forholdet mellem den brœndbare Stof og Jerniltet. Taber det meget af ſin Farves In⸗ tenſitet, ſaa er brandbare Dele, men taber det lidet, ſaa er Jerniltet Ho⸗ vedaarſagen til dets Farve. Undertiden finder man ogſaa ganſke hvide Leerarter. Disſe indeholde aldrig brandbar Subſtants, men ere dog ikke ganſke fri for Jern⸗ ilt. Dette er da Iltningens laveſte Grad, hvor det ikke kan meddele Leeret no⸗ gen Farve. Glodes derimod disſe Leerarter, ſaa ilter Jernet ſig mere og Lee⸗ ret farves guult, undertiden hoirodt. Naar hvide Leerarter ikke farves i Il⸗ den, ſaa er dette et Beviis at de indeholde ſaare lidet Jern. §. 37. Leeret yttrer, under lige Omſtandigheder, neſten i en hoiere Grad den ſam⸗ me ſerregne Fornemmelſe paa Tungen eller i Naſen, ſom Leerjorden, og man kan derved uden Moie ſlielne den fra andre Jordarter. Med Begiarlighed indſu⸗ ger den Tungens Fugtighed og klabber ſig til den. Men foruden Evnen til at op⸗ vokke denne Fornemmelſe har Leeret endnu en ſeergen Lugt, ſom den rene Leerjord eikke beſidder, og ſom man kalder en jordagtig Lugt. Den lugter iſcer meget J 2 ſtœrkt, Leerets For⸗ hold til Van⸗ det. Feedt og ma⸗ gert Leer. Leeret. ſterkt, naar den i tor Tilſtand befugtes; derfor mœrker man den i hele Atmos⸗ phœren, naar den forſte Regn falder efter Torreveir. Sausſure anſeer Jern⸗ iltet ſom Aarſag til denne Lugt. Men Leerarter, der indeholde ſaare lidet Jern⸗ ilt, lugte ligeſaa ſterkt ſom de, der have meget. Nan er ikke heller enig, om denne Lugt fremkommer ved Partikler, ſom Leeret virkelig uddunſter eller ved en ſoregen Forandring i Atmospharen, der omgiver den. §. 38. Blandt Leerets Egenſkaber er den Maade, hvorpaa det forholder ſig til Vandet, ſaare markvgardig. Er Leeret tort, uden dog at vare fuldkommen ud⸗ torret, ſaa indſuger det Vandet uden Vanſkelighed og forvandles, i en tilſtrœk⸗ kelig Deel deraf, til en fidtet ſammenhangende Masſe, der kan ſtrakkes, villig modtager ethvert Indtryk, beholder det, og lader ſig danne til enhver Figur. Denne os ſaa nyttige Egenſkab har ikke enhver Slags Leer i lige Grad. Det Leer, der har denne Egenſkab i hoiere Grad, kalder man: feedt; det, der har den i mindre Grad: magert. Leerets Evne til at ſtrakkes og formes kan man ikke ene tilſkrive Leerjorden; thi i reen Tilſtand har denne mindre deraf. Den er ſnarere et Produkt af Leerjordens Forbindelſe med Kieſeljorden; ogſaa Jern⸗ iltet ſynes at have Deel deri. Som ofteſt indeholder vel det federe Leer, der bedre lader ſig ſtrœkke, meer Leerjord end det ſkiore og magre; men denne Evne til at ſtrekkes, ſtemmer dog ikke i Almindelighed overeens med dette Forhold. §. 39. Det Leer, der eengang er giennemblodt, modtager ikke mere Vand. Vandet kan ikke ſies igiennem et Fad, der er giort af en Leerdeig. Denne Egenſkab gier Leeret meget merkvgerdig i Jorden, ſelv under den dyrkede Muld og i dybt liggende Lag. Ved Leeret hindres Vandet fra at ſynke dybere i Jorden; uden det ville vi i Jordens Skisd forſt finde Vand, naar vi kom til faſte Klipper. Disſe Leerlag, der afvexle med andre Jordlag, ſom tillade Vandet at giennemtrange ſig, ere Kildernes almindeligſte Aarſag, da Vandet hober ſig herpaa og ved ſit Tryk til Siden baner ſig en Udvei. Leeret er ogſaa Aarſag til de vaade Pletter i Ager⸗ ne, ne, da dunſter, deri. igien b mindre fordele Bunds⸗ deres med ſig der ford det blir ſte. af Frof man Le og gier vanſkel Vandet haardt Stykte Ved 8 Stenen Dette narme le Atmos⸗ ſeer Jern⸗ lidet Jern⸗ enig, om ler ved en der ſig til wmmen ud⸗ n tilſtrak⸗ es, villig er Figur. :rad. Det ,der har kan man laf. Den gſaa Jern⸗ Leer, der enne Evne orhold. Vandet enſtab gisr öt liggende uden det er. Disſe trenge ſig⸗ e ſit Tryk ter i Ager⸗ ne, Leeret. 69 „da Vandet, der ikke kan ſynke i Dybet, maa blive ſtaaende indtil det bort⸗ dene og derfor ſtiger op til den loſe Jords Overflade. un §. 40. Udrorer man Leeret i meget Vand, ſaa bliver dette ureent og hiint ſvommeude deri. Men Vandet oploſer intet deraf. Undertiden varer det lange, inden det igien bliver fuldkommen klart. Dette er Aarſagen, hvorfor Vandet er meer eller mindre tykt i Aaer, hvis Bund er af Leer. De frarevne Leerpartikler, der fordele ſig i Vandet, kunne, formedelſt dettes Beveggelſe, ikke ſynke til Bunds. Derfor ſee vi, at Agre, opſtyllede ved Floder, der ere traadte over deres Bredder, for ſtorſtedelen ere leerede. Den tungere Sand, ſom de fore med ſig, ſynker ſnart igien til Bunds og opdynges hobeviis; men det lettere Leer, der fordeler ſig, fores lœngere bort og kan kun danne ſig til Lag, naar Van⸗ det bliver roeligt. §. 41. Udſattes det fugtige Leer for Froſten, ſaa revner det og henſmuldrer gan⸗ Forhold tir ſke. Leermasſens Adſkillelſe og Smuldring foraarſages ved Vandets Udvidelſe af Froſten. Jiskryſtallerne drive Leerpartiklerne fra hverandre. Derfor lader man Leeret ſmuldres ved Froſten, naar man vil bruge det til Jordens Forbedring, og gior det ſaaledes mere ſkikket til at forene ſig med Jordsmonnet. §. 424 Det fugtige Leer ſlipper endog i Varmen vanſkeligen Vandet, og deſtos vanſkeligere jo federe det er. Starkere end alle andre Jordarter tilbageholder det Vandet. Bortdamper dette, ſaa bliver det fede Leer meer, det magre mindre haardt; udſcetter man det fugtige Leer for en ſterk Hede, ſaa ſpringer det ofte i Stykker. De elaſtiſte Dampe bane ſig nemlig en Vei og ſonderrive Masſen. Ved Teglbranderier er det derfor unndgagelig nodvendigt, forſt at vindtsrre Stenene, og dernaſt i Ovnen en Tidlang at udſcette dem for en maadelig Varme. Leeret taber ſtedſe i Omfang, og trakker ſig ſammen, naar det torres. Dette kommer af Vandets Bortdampning, der tillader Leerpartiklerne meer at nerme ſig. Af denne Aarſag revne ſtarke Leerjorder i meget hedt og tort Veir, og * — — og af ſamme Aarſag maa Potter og Muurſteen formes ſtorre end de ſkulle vœre efter Braœndingen. Kun i meget ſtark Glodehede miſter Leeret alt ſit Vand og trakker ſig endnu abreend meer ſammen. Det undergaaer en Svinding, hvorved dets Dele endnu meer ſam⸗ ſom de mendrages. At Leeret ſaaledes trœkker ſig ſammen i Varmen kalder man, at det Det er ſvinder. Det fede Leer ſvinder meer end det magre. Giodn Eet og ſamme Slags Leer ſpinder altid lige ſtarkt i forſkiellige Varmegra⸗ bate E der; d. e. en lige Varmegrad ſammendrager ſtedſe ſamme Leer paa ſamme Maade. Derfor har man fundet, at Leeret er tienligt til Pyrometere, hvormed man maa⸗ Luften ler de hsiere Varmegraders Intenſitet. nelſe i §. 43. i Folge Glodeild. Det naturlige Leer lader ſig heller ikke ſmelte i den ſadvanlige Glodeild. med Lu Oppuſtes Ilden derimod ſtarkt, endog med Iltluft(Oxygengas), ſaa bliver det riſte u flydende. En Tilſctning af Kalk, ligeſaavel ſom af Jernilt, letter overmaade me⸗ haa fu⸗ get Leerets Smeltning. En ſtor Tilſcetning af Kalk og Jern er derfor ſkadelig bringe for Teglſteen og Pottemagervarer, da disſe, ſom man ofte ſeer i Teglovnene, i Baſis. dette Tilfœlde ved en ſtœrk Hede flyde fra hinanden. Men en ringe Tilſctning kan vare gavnlig, fordi den fremvirker Begyndelſen til Forglasning, en ſterr⸗ fra Luf kere Sammenſvinding, hvorved Masſen bliver faſtere. har ilke §. 44. den hac Det glodede Leers Egenſkaber ere ſaare forſkiellige fra det uglodedes. Styk⸗ ker deraf ere ofte ſaa haarde, at de med Fyrſtaalet kunne give Gniſter, og ikke blo⸗ fer, ſa des i Vandet. Knuſer man dem til et fint Pulver og blander dem med Vand, giernin ſaa bliver deraf ikke meer en ſammenhangende, glat og dannelig Deig. Pulveret ſogt L lader Vandet lsbe igiennem ſig, uden at tilbageholde meget deraf, og ligner alt⸗ deholde ſaa nu Kieſeljorden eller Sandet. Kunſt kan ingenlunde giengive det eengang faldend brœndte Leer ſin forrige Glathed og Evne til at ſtrakkes. Dog ſynes det, at let ind, Luft, Fugtighed og dyriſt Giodning, naar disſe lange nok virke derpaa, efter⸗ den leer haanden bringe det tilbage til ſin oprindelige Natur. ſere P terie og Mſ ſtulle dere er ſig endnu meer ſam⸗ dan, at det Varmegra⸗ ne Made. man maa⸗ Glodeild. bliver det maade me⸗ for ſtadelig glovnene, i Tilſatning g, en ſtat⸗ des. Styk⸗ og ikke blo⸗ med Vand, Pulveret ligner alt⸗ det eengang ges det, at paa, efter⸗ 9. 45 Leeret. 7¹ §. 45: Luften ſynes overhovedet at virke magtig ſaavel paa det breendte, ſom Dets Forhord ubrgendte Leer. Vi blive dette fornemmelig vaer i den fordeelagtige Virkning, ſom det Leer frembringer i Ageren, der en Lidlang har ligget udſat for Luften. Det er almindeligen bekiendt, at gamle Leervogge og Bagerovne ere en meget god Giodning og forsge Jordens Frugtbarhed. Leeret tilegner ſig ſandſynligvis frugt⸗ bare Stoffer af Luften. Allerede for lœnge ſiden troede man, at Leeret tilegnede ſig Salpeter fra Luften, og man er overbeviiſt om, at al Slags Leer fremmer Salpeterets Dan⸗ nelſe i Salpeterverkerne. Dannet Salpeter indeholder Luften ikke; men i Folge flere Jagttagelſer og Erfaringer er det ſandſynligt, at Leeret i Bersring med Luften indſuger Ovalſtof(Azote), Brind(Hydrogen), og maaſkee endog dy⸗ riſte Uddunſtninger. Naar Leeret, ſammenaltet i ſtore Klumper, leenge ligger paa fugtige Steder, ſaa fremkomme alle Forraadnelſens Kiendetegn og der frem⸗ bringes Ammon, ſom beviſer Qvalſtoffets Nœrvoerelſe, og dette er Salpeterſyrens Baſis. 82 Er det end ikke endnu aldeles afgiort, om den rene Leerjord tilegner ſig Ilt fra Luften, ſaa er derom dog ingen Tvivl, i Henſeende til Leeret. Humboldt har ikke alene fundet dette ved alle de Leerarter, han underſogte, men endog ved den haarde Leerſkifer. Naar Leeret indſuger Atmospharrens forſkiellige bekiendte og ubekiendte Stof⸗ fer, ſaa bliver det ſtedſe ſkiorere, mindre ſeigt og magrere. Dette er en Kiends⸗ gierning, der er bekrœftet af mange Erfaringer og chemiſke Forſog. Vi have under⸗ ſogt Leer, der laae ved Jordens Overflade, og anden dybere liggende. Begge in⸗ deholdte lige megen Leerjord, Kieſeljord og Jernilt. Hiin var imidlertid i paa⸗ faldende Grad magrere end denne. Derſom Luften altſaa ſtiorner Leret, kan man let indſee, hvor gavnligt det endog i denne Henſeende er, flittigen at bearbeide den leerede Jord, da Luften ved Bearbeidningen kommer til berore Jordsmonnet i flere Punkter, kan dybere trange ind deri, afſcette ſaa meget mere af dens Ma⸗ terie og foranlediger folgelig Leerets Forvittring og Skisrning. §. 46. til Luften. — §. 46. b Til Syrerne. Det kalklsſe Leer angribes kun i ringe Grad af Syrerne, der ikke foraar⸗ ſage Bruſen, med mindre Leret indeholder kulſur Jernilt. Den rene Leerjord g Jer og Jerniltet er vel, hver for ſig, temmelig let oplsſelig i Syrer, men i Leeret beſkyt⸗ tes de ved Kieſeljorden mod Syrernes Angreb. Halder man Syrer paa Leeret, ved S ſaa oploſe de viſt nok noget, men ikke alt af hine Materier. De oploſe meer eller grover mindre efter deres ſtorre eller mindre Forhold til Kieſeljorden. Folgelig vil en feed Leer, Leerart give Syrerne meer Leerjord end en magrere, og af et meget jernholdigt Leer b ville Syrerne tilegne ſig meer Jernilt, end af det, der kun indeholder lidet Jern. bunden Saaledes kan det forklares, hvorfor en forsget jernholdig Jord kan i Folge ſit flade, Jernindhold vœre mindre frugtbar, end en anden, der forreſten beſtaaer af ſamme vi hab Blanding, men indeholder mindre Jern. Thi Jerniltet er i og for ſig ſelv ikke Jorden ſkadeligt for Vegetationen, men bliver det forſt, naar det forbinder ſig med visſe Syrer. Men da Syrer let danne ſig i Jorden, og angribe ſtaœrkere det Leer, der end ude indeholder meer, end det, der indeholder mindre Jern, ſaa ville de og hiſt meer end man! her yttre Virkninger, ſom ere ſkadelige for Vegetationen. dermed §. 47. ſinder De fleſte Syrer ere folgelig uſkikkede til gandſke at oploſe Leerets Forbin⸗ en vis delſer, gandſte at adſkille Leerjord og Jernilt fra Kieſeljorden. Man kan koge ville be Leeret i Salpeter⸗ og Saltſyre, uden at Leerjorden og Iltet fuldkommen oploſes. Ikkun concentreret Svovlſyre kan fremvirke Leerets fuldkomne Oplosning. Men V dertil udfordres en ſtor Mœngde, og man maa vedholdende lade Leeret koge deri. dificere Leerjorden og Jerniltet ſkilles derimod lettere fra Leeret, naar man i For⸗ Nangd veien gloder dette, helſt med adende Eſt. Overoſer man derefter Masſen med aͤſtille ſaa megen Syre, at ikke alene Eſket mattes, men at der endog bliver en betydelig herdes Deel tilovers, ſaa oploſes Leerjorden og Jerniltet ſnart af dette Overblevne, og keligt, Kieſeljorden kan da fuldkommen fraſtkilles. Pſkene ſynes at ſvakke For⸗ bindelſen mellem Kieſeljorden, Leerjorden og Jerniltet, og at formindſke den Be⸗ folger, ſkyttelſe, ſom den forſte gav den ſidſte mod Syren. Denne Maade er folgelig wer end den ſikkreſte og letteſte til at adſkille Leeret i dets enkelte Beſtanddele.—g Jer §. 48. Ande um kke foraar⸗ ne Leerjord eret beſtht⸗ paa Leeret, j meer elle vil en feed Aldigt Leer lidet Jern. i Folge ſit af ſamme g ſelv ikke med visſe Leer, der ſt meer end ets Forbin⸗ n kan koge en oploſes. ing. Meu oge deri. man i For⸗ Nasſen med en betydeli erblevne, og vakke For⸗ ſke den Be⸗ er folgelig §. 4. Leeret. 73 §. 48. Vi finde, at Leeret, foruden ſine veſentlige Beſtanddele, Kieſeljord, Leerjord Leerets For⸗ og Jernilt, endnu er blandet eller forenet med andre Materier. Det indeholder ſom ofteſt tillige fiint Sand, hvorfra det ikke fuldkommen ſtancer. ved Skylling kan befries, er desuden i ſtorre eller mindre Mengde blandet med et grovere Sand, ſom man ved Udſkylling ſnart kan kiende. Det kaldes da ſkiert Leer, hvorom vi ſiden udforligere ville tale. Muld(Humus) indeholdes meget ofte i Leerok, og ſynes ſnarere at varre for⸗ bunden dermed end blot indblandet deri. Alt det Leer, der ligger ved Ivrdens Over⸗ flade, eller ikke meget dybt i Jorden, indeholder i ſtorre eller mindre Grad deraf; vi have endog kiendeligen market den i Leer, ſom udgravedes fem Favne dybt af Jorden. Kalken folger ofte med Leepet, og i kalkrige Egne ſinder man oftere Leer med, end uden Kalk. Denne er undertiden i ſmaa Stykker blandet i Leeret, og da kan man let kiende den paa Udſeendet. Men undertiden er den inderligere forenet dermed, og da opdager man den kun ved chemiſte Underſogelſer. J nogle Tilfeelde finder man Kalken forbunden med Svovelſyren, ſom Gips. Tiltager den indtil en vis Grad i Leeret, ſaa kaldes denne Forbindelſe Mergel, ſom vi ſiden noiere ville betragte. §. 49. Leerets phyſiſke Egenſkaber, vandholdende Kraft og Evne til at ſtrœkkes, mo⸗ dificeres ofte ved hine Foreninger, der ſaa meget mere forringe dem, jo ſtorre deres Merngde er. Leer, der indeholder grovkornet Kieſeljord, Sand, Muld og Kalk adſtilles lettere i Vand, tilbageholder ikke ſaa meget deraf, udtorres lettere, og herdes ikke ſaa meget. J vaad Tilſtand er det mindre glat og mindre udſtrak⸗ keligt, end det rene Leer. Disſe Materier indblande ſig i Leeret i ſaare forſkiellig Mangde og deraf folger, at Leerets Egenſkaber ogſaa maa verre meget forſkiellige. Men hertil kom⸗ mer endnu, at Forholdene i Leerets Grundbeſtanddele, Kieſeljorden, Leerjorden og Jerniltet have Indflydelſe paa dens phyſiſte Beſkaffenhed, og at man folgelig Anden Deel. K E “ —— —— 4 Leeret. maa opdage utallige Arter Leer, ſom man i denne Betydning kan anſee for rene. Det er altſaa umuligt, beſtemt at klasſificere og adſkille Leerarterne, fordi man ikke kan beſtemme Granndſerne for den ene eller anden Art, da det magreſte Leer teder igiennem utallige Gradationer gaaer over til det fedeſte. Seglio Vi ville anfsre nogle af de markeligſte Leerarter, da de fortiene Landman⸗ meniſt dens Opmarkſomhed, og, da de under mange Forhold kunne benyttes af ham til at drage den ſtorſt mulige Fordeel af hans Jord, anmarke deres meeſt charakteriſerende meget Egenſkaber. Glodni §. zo. M geerarter. Porcellainleeret er det reeneſte og fiineſte af alle: det kaldes ſaaledes, Bolus fordi man forfardiger det fiine Porcellain deraf. Man finder det i forſtiellige eu⸗ gau, ropeiſte Lande. Sandſynligviis er det fremkommet ved Feldſpathens Forvittring. Det er hvidt, hvidgraat, hvidguult eller rsdligt; det er blodt, klaber lidet ved Tungen, temage og knuſes let naar det er tort. J Vand bliver det ſtrax til Pulver. Underti⸗ Det e den ere ſmaae Kalk⸗ og Glimmerdele indblandede deri. Forholdet mellem dets Be⸗ lihe ei ſtanddele er forſkielligt. Det engelſke Porcellainleer fra Cornvallis indeholder, Begler efter Wedgewood 60 Procent Leerjord og 20 Procent Kieſeljord; andre Sorter Torres indeholde langt meer af den ſidſte. Jern og Jernilt har det ikke i betydelig ſteenha Mangde. Men man mage ogſaa foretage noiagtig Blanding af forſkiellige Leer⸗ ligen p arter, naar man vil frembringe en god Porcellainmasſe. §. 51. Pibeleeret bruges fornemmelig til Tobakspiber. Naſt efter Porcellainleeret Renzn har det den reneſte Farve, der dog er meget forſkiellig: hvid, graae, blaaagtig at mau eller ſort. Ofte indeholder det nemlig brandbare Materier, der farve det morkt. kejord Ved Branding bliver det hvidt, undertiden dog rodligt. J Vand oploſes det, ſetts og naar det dermed altes til en Deig, bliver denne ikke meget ſeig. J Henſeende til Godhed er det ſaare forſkielligt. Til det fortrinligſte Slags regner man det, ſare der findes ved Kolln, og dernaeſt det ved Maſtricht. agtige nn for rene. fordi man greſte Leer Landman⸗ ham til at teriſerende 3 ſaaledes, kiellige eu⸗ Det er ed Tungen, Underti⸗ m dets Be⸗ indeholder, dre Sorter betydelig ellige Leer⸗ fellainleeret blaaagtig det morkt. oploſes det, — Henſeende er man det, Ln Leeret. 75 §. 52. Bolus er een af de fedeſte Leerarter og bruges i Apothekerne. Man tilbe⸗ reder ſmaae Kager deraf, ſom, forſynede med et Stempel, ſœllgges under Navn af Segljord. Den er teglrod, bruun eller ganſke hvid. En fiin Slags er den ar⸗ meniſte Bolus. Denne Leerart er meget feed at fole paa, og udrort i Vand giver den en meget ſeig og glat Deig. J Luften og ſiden i Ilden bliver den ſaare haard. Ved Glodning faaer den hvide Bolus en guulagtig eller rodlig Farve. Rodtkride er et Slags Bolus, der indeholder overmaade megen Jernilt. Bolus graves paa forſkiellige Steder. Blandt de tydſte Arter er den ved Strie⸗ gau, Zittau og Nyrnberg den bedſte. §. 53. Pottemager⸗ eller Teglleeret har faaet ſit Navn af ſin Anvendelſe til Pot⸗ temagervarer eller Teglſteen. Man finder det ofte i ſtore Lag paa det flade Land. Det er et meget ſeigt, glat Leer, der dog ofte indeholder noget Sand og Kalk. Til⸗ lige er det glat at fole paa og klaber ſtœerkt ved Tungen. Vandet indſuger det med Begierlighed uden at oplsſes deri, men bliver da meget ſeigt og udſtrœkkeligt. Torres det, ſaa bliver det haardt og faaer let Ridſer. J Ilden glodes det til en ſteenhaard Masſe, ſom ikke kan gnides i Stykker mellem Fingrene og kun vanſke⸗ ligen pulveriſeres. §. 54. Valkejorden er et magert Leer, der bruges til Kladets Valkning og Rensning. Man troede forhen, at det kun fandtes i England; men man veed, at mange af vore Leerarter ere ligeſaa brugelige. Udforſelen af Hampſhire⸗Val⸗ kejorden var endog i England under Livsſtraf forbuden. Nu vil ingen meer ud⸗ ſctte ſig for denne Fare. Valkejorden er ſkisr, bliver i Vandet let til Pulver, uden at adſkille ſig ſaare meget eller danne en vellingagtig Masſe. Den engelſke er bruun med guul⸗ agtige Aarer. Glodes den i Ilden, da bliver den forſt ſort, men miſter igien denne Farve, naar den glodes langere. Sien K 2 Dette Leeret. Det Slags Leer, ſom jeg i Jorden kalder Letten, ligner meget Valke⸗ jorden, i Henſeende til Magerhed og Egenſkaber. Det indeholder kun lidet Leerjord, men deſto mere Kieſeljord og undertiden nogen Kalk. Derfor er det kun i ringe Grad ſeigt og bindende, men temmelig haardt, omendſkiondt dog ſtovende. Vaadt falder det let fra hverandre og flyder ſaaledes ſammen, at Vandfurer, der van⸗ ſteligen blive aabne deri, fylde ſig ved Regn. Naar det er blevet tort og klum⸗ pet, adſkilles det dog let ved nogen Regn. Jeg ſkielner derfor imellem det og ſkisrt Leer, fordi dette ſidſte er en Blan⸗ ding af fedt og magert Leer, med grovkornet Kieſeljord eller Kride. §. 55- Ortſteenen er en Subſtants, ſom for ſtorſtedelen beſtaaer af Leer med en ſterk Forening af kulſurt eller phosphorſurt Jern, hvormed den bliver til en haard Masſe. Ikke allene ved ſin Haardhed, men formodentlig ogſaa ved det phosphor⸗ ſure Jern, er den meget ſkadelig for Vegetationen, naar den ligger tœet under Jordens Overflade, hvor den tildeels oplsſer ſig og trœder i nœrmere Forbindelſe med Planterodderne. Den forvittres i Luften og kan formodentlig kun benyttes til Bygningsarbeide under Jorden. J det mindſte er dette Tilfaldet med adſfkil⸗ lige Arter. Under Vandet vedligeholder den ſig. Den er bruun eller har en Far⸗ ve mellem ſort og guulbrunt. Ofte har den ſorteblaa Aarer. Undertiden har man behandlet den ſom Jern og den er derfor af Mineralo⸗ gerne i Almindelighed henregnet til Jernet. Hvor den ligger meget hoit, gior den Jorden aldeles ubrugelig: end ikke Granen voxer derpaa. Den eneſte Maade, hvorpaa man kan gisre ſaadan Jord frugtbar, er at udgrave Stenen, hvilket man ogſaa, men undertiden med ſtore Omkoſtninger, har giort paa ſmaa Jordſtykker. Kalkjorden. §. 56. Kalljorden. Kalkjorden er en af de Subſtantſer, ſom vi ofteſt traffe i Naturen. Den er ſammenhobet i magtige Bierge og danner i Forbindelſe med andre Jordarter og — ig mete Nangd gf. mindſte füillige der iſe formod Pſten var enn drer de foldige af Ska gemer Produ at mal organit der me ſig me med er det en lig K. des de Grund den fo gzet Valke⸗ et Leerjord, kun i ringe e. Vaadt , der van⸗ rt og klum⸗ r en Blan⸗ eer med en Il en haard phosxhor⸗ tat under Forbindelſe un benyttes med adſtil⸗ har en Far⸗ Mineralo⸗ : end ikke aadan Jord med ſtore Kalkjorden. og metalliſke Ilte en ſtor Maœngde Minerallegemer. Vi finde den ligeledes i ſtor Mangde i Dyrene, hvis Knokler og Skaller ere for ſtorſtedelen dannede der⸗ af. Den udgier ligeledes en beſtandig Deel af Vaxterne. Vi finde den i det mindſte i enhver Plantes Aſke; oploſt findes den ogſaa i de fleſte naturlige Vande. §. 57 Hidtit antog man Kalkjorden for et enkelt Legeme; men paa Grund af ad⸗ ſkillige Forſog og Jagttagelſer have vi Foie til at troe, at den er et ſammenſat, der iſcr uafladeligen frembringes i de organiſke Legemer. Man har Grund til at formode, at den fornemmelig dannes af Qvelſtof og er ſaa ner beſlegtet med Aſkene,(Alkalierne) at denne kan omdannes til hine, og hine til denne. Men var end dette beviiſt, ſaa kiende vi dog ikke Subſtantſen eller Maaden, der foran⸗ drer dens Baſis. Kalkjordens hyppige Tilvorelſe i de dyriſke Legemer, de mang⸗ foldige Aftryk og Forſteeninger i Kalkbiergene, denne Kalks aabenbare Dannelſe af Skaldyr, og endelig Kalkjordens hoiſt ſandſynlige Frembringelſe ved organiſke Le⸗ gemer, har bragt mange Naturforſtere paa den Formodning, at al Kalkjord er et Produkt af den organiſke Natur. Mod denne Mening kan med Fsie indvendes, at man endog paa Urbiergene, i en Heide, hvor ingen Forſtening og Indtryk af organiſke Legemer meer findes, ofte ſtoder paa Kalkſteen. §. 58. Kalkjorden horer til de eſtige(alkaliſke) Jordarter og yttrer Egenſkaber, der meget ligne Eſtenes(Alkaliernes). Den har ſtor Tilboielighed til at forene ſig med Syrerne, og da den overalt traffer disſe, ſaa finde vi den ſtedſe forenet med en af disſe, undtagen i Vulkanernes Kratere, hvor man undertiden har fun⸗ det en reen Kalkjord, hvis Kulſyre var uddreven ved Ilden. Det er fornemme⸗ lig Kulſyre og Svovlſyre, ſom vi ſinde i Forening med Kalkjorden; ſieldnere ſin⸗ des den forenet med Phosphorſyre, Saltſyre, Borax⸗ og Salpeterſyre. §. 59. Forbindelſe med Syren. Den kulſure Kalk, ſom man kalder raa Kalk, er Kalkens og Kridens Kulſuur Grundvold og en herſkende Beſtanddeel i mange andre Mineralier. J Mergel er den forenet med Leer, og findes paa mange Agre meer eller mindre blandet med Leer Kalkjord. “ — Kalkjorden. Leer og Sand. Man kan befrie den fra alle Blandinger, og fremſtille den ved nuat de Kunſt i fuldkommen reen Tilſtand. kulſure §. 60. tykt ved J denne reene Tilſtand er den kulſure Kalkjord et ſkiort, hvidt Pulver, peter, uden Lugt og Smag. Efter de noiagtigſte Forſog beſtaager den af 56 Procent che⸗ miſt reen Kalkjord, 40 Procent Kulſyre og 4 Procent Vand. Dette Vand er den vaſentligt, og horer til dens Grundforening. Ved en maadelig Varme kan Kulſyte det ikke bortdunſte. Kalken ophorer ſnarere at vœrre kulſuur Kalk, end den ſlip⸗ nium) per hiint Vand. Dette Vand indeholder den ikke i vaad, men i faſt kryſtalliſeret Kulſyre Tilſtand, og det har paa ſamme Maade, ſom Saltkryſtallernes Kryſtalvand, Marngt tabt ſit Varmeſtof. §. 6r. Forhold tit Kalken blandes let med reent Vand, men lader ſig ikke oploſe deraf, og gen and Behdes. afſondrer ſig ſnart derfra, naar det har Roe. Udrores den til Grod i Vandet, mar de ſaa tilbageholder den, lagt paa Haardug, Halvdelen af ſin egen Vagt, men Den b lader dog dette Vand, der kun i ringe Grad har bundet ſig til Kalken, endnu let⸗ ſees ſo tere end Sandet, bortdunſte. Den oploſer ſig derimod i kulſuurt Vand. Man den obe behover kun at ryſte den ſammen dermed for at tilveiebringe dens Oplosning. Den beider. oploſte Kalkjords Mangde retter ſig efter Mengden af Vandets Kulſyre og ſtiger maa bet i ſamme Forhold, ſom denne. En ſaadan Oplosning kalde vi kulſuurt Kalk⸗ merkva vand. Man finder det ofte i Naturen, og det meſte Brondvand kan anſees ſom ning o⸗ ſaadant; men endnu meer det Kildevand, der udveelder af Kalkbierge. Det kulſure Kalkvand, det vere dannet ved Natur eller Kunſt, oploſes paa Hieblikket, og den kulſure Kalkjord bliver igien fraſkildt, naar Vandet mi⸗ Smage ſter Kulſyren. Dette ſkeer allerede, naar Kalkvandet ſtaaer i fri Luft, iſer Vades naar det beveges. Derfor har man bemerket, at visſe Slags Kildevand yttre terhaa en ſtorre Virkning ved Engoverſkyllingen, naar de umiddelbart ſom de fremvalde kerne o. kunde ledes derover, end naar de en Tidlang have lobet i fri Luft. Det ellers grene. klare Vand bliver tykt og ſlipper Kalken. Naar megen Kalkjord er oploſt i Vand, punkt. ſaa ſeetter den ſig ſom en Skorpe paa Karrene, eller danner mangfoldige Figurer, naar Srnnn ille den ve idt Pulver, Procent che⸗ tte Vand er Varme kan a den ſlip⸗ ryſtalliſeret ryſtalvand, deraf, og di Vandet, Vagt, men endnu let⸗ nd. Man ning. Den e og ſtiger ſuurt Kalk⸗ anſees ſom ſt, oploſes Vandet mi⸗ Luft, iſer devand yttre de fremvalde Det ellers ploſti Vund, ige digurer, naar Kalkjorden. 79 naar den opdynger og vedhaœnger ſig. Kulſyren udjages endnu hurtigere af det kulſure Kalkvand, naar det koges. Derfor bemarke vi, at Brondvandet bliver tykt ved at koges og ſœotter en Skorpe paa Kiedlerne, ſom Enfoldige kalde Sal⸗ peter, men ikke er andet end fraſkildt kulſuur Kalkjord. §. 62. Kalken pracipiteres ogſaa i det kulſure Kalkvand ved Legemer, ſom indſuge Kulſyren. De adende Äſke(Alkalier) Natrum, Eſt og Ammon(Ammo⸗ nium) fremvirke dette paa Hieblikket; da de drage Kalkens Oplosningsmiddel, Kulſyren, til ſig. Selv APſtene i ſadvanlig kulfuur Tilſtand ere i ſtorre Mangde ſkikkede dertil, da de ikke ere ganſke mœttede med Kulſyre. §. 63.. Hedes den kulſure Kalk kun til en maadelig Grad, ſaa undergaaer den in⸗ gen anden Forandring, end at den miſter det vedhengende Vand og torres. Men naar den glodes, ſaa miſter den ogſaa ganſke ſit Kryſtalliſationsvand og ſin Kulſyre. Den bliver adende og faaer geſkige Egenſkaber. Kun i denne Tilſtand kan den an⸗ ſees ſom chemiſk reen Kalkjord, og kaldes branndt eller edende Kalk. Dette er den overmaade nyttige Materie, der fra Arilds Tid har varet brugt til Bygningsar⸗ beider. Her er ikke Stedet, at beſtrive dens Tilberedelſe i det Store. Men vi maa betragte dens phyſiſke og chemiſke Egenſkaber, for at kunne forklare de mange markvardige Phanomener, ſom den frembringer, og dens Virkninger ſom Giod⸗ ning og Mortel. §. 64. Den brandte Kalk har en eſkig, œdende Smag, der virker ubehagelig paa Smagens Organer. Ligeſom Afſfket(Alkaliet) forandrer den Plantefarverne. Vades den, ſaa indſuger den Vandet i ſtor Mangde, uden at blive vaad. Ef⸗ terhaanden merker man en Varme, der ſtedſe tiltager. Endelig kloves Styk⸗ kerne og ſmuldre til et meget hvidt loſt og tort Pulver, ſom er fiint imellem Fin⸗ grene. Her kan Varmegraden blive ſaa ſtor, at den overgaaer Vandets Koge⸗ punkt. J Morke marker man undertiden Lysning. Har Forhold til Ilden. Brandt Kalk. Luften. — Kalkjorden. Har man end anvendt ſaa meget Vand, ſom Fierdeparten af Kalkens Vagt, ſaa er den dog i ſin pulveriſerede Tilſtand tor. Den har ganſte indſuget Van⸗ det, bundet det i Form af Kryſtal, og veier meer. Ene heraf forklares den ſterke Hede, der finder Sted naar Kalken ladſkes, hvilken man forhen har villet udlede af adſkillige hypothetiſte Aarſager. Det Vand, ſom Kalken indſuger, for⸗ vandles fra flydende til faſt Tilſtand, ved chemiſt at forbinde ſig med Kalkjorden. Det Varmeſtof, der giorde det flydende, bliver frit og forlader det. Vandet, der nu er forenet med Kalken, kan heller ikke uden Glodhede uddrives deraf. §. 65. Lœdſtet Kalk. Naar Kalken er ladſket, blander den ſig villigen med Vand, hvorved ikke paa nye fremkommer Varme. Blandes den med meget Vand, ſaa bliver den til en ſammenhangende Grod, og naar Vandets Mangde forsges, forvandles den til en melkagtig Vadſke, ſom kaldes Kalkmelk. Den ladſkede Kalk er endnu meer cdende, ſkiondt i en ringere Grad, end den uladſkede. Ligeſom denne har den en cſtig Smag og forandrer Farven af det med Planteſafter farvede Papiir. §. 66. Ledſkning ved Ogſaa i Luften foregaaer en Forandring med den brandte og uladſkede Kalk. Dens Stykker ſmuldre i Forhold til Luftens Fugtighed, tidligere eller ſildigere, til et Pulver. Kalken indſuger da Atmoſpharens Fugtighed og ladſker ſig ſelv, hvorved man ofte marker en kiendelig Hede. Men den undergaaer desuden en an⸗ den Forandring. Efterhaanden taber den ſin Skarphed og Smag og bliver udue⸗ lig til Mortel. Den tilegner ſig nemlig foruden Vandet ogſaa Luftens Kulſyre, bringes derved omſider atter til den milde og kulſure Kalks Tilſtand, og kan nu kun ved gientagen Branding igien erholde ſine forrige Egenſkaber. Det Tidsrum, hvori den brandte Kalk i Luften atter forvandles til mild Kalk, retter ſig efter Atmoſphœrrens Fugtighed og Kulſyre. Jo meer Fugtighed og Kulſyre denne indeholder, deſto hurtigere tilveiebringes Forvandlingen. Af en gandſke tor Luft indſuger den brandte Kalk ingen Kulſyre, om hiin end er rige⸗ lig forſynet dermed. Fugtigheden er det Middel, hvorved Kulſyren forener ſig med Kalken. Derfor kan man paa torre Steder lange bevare brandt Kalk, uden at —x— at den f. Er.B Kalken lede F middel, der beh let tilt Vand. tig, og ſom Op Hinde, kalder har m ſyre Kalkva og mec fuldkon der ind kulfur ren en Nang dets K ſn, * And kens Vrgt, ſuget Van⸗ rklares den n har vileet dſuger, for⸗ Kalkjorden. Vandet, deraf. ed ikke paa den til en es den til endnu meer har den en r. ſkede Kalk. ſildigere, er ſig ſelv, den en an⸗ liver udue⸗ ns Kulſyre, og kan nu les til mild Futighed ngen. Af end er rige⸗ forener ſig Kalk, uden at 81 Dog kan man ikke forlade ſig herpaa, naar man— Agter man at anvende Kalkjorden. ar den bliver ubrugbar. f. Ex. mod Trommeſygen— vil bruge ganſtke reen Kalk. Kalken hertil, ſaa maa man, umiddelbar efter dens Branding, giemme den i forſeg⸗ lede Flaſker. §. 67. J reent Vand oploſes den braendte Kalk fuldkommen, uden noget Hielpe⸗ Kalkvand⸗ middel, og taber ikke denne Evne til at oploſes, om den end allerede er ladſtet. Men der behoves et ſtort Forhold af Vand— 680 Dele— til dens Oplosning, ſom let tilveiebringes, da man kun behover at ryſte den ladſkede eller ulcedſkede Kalk i Vand. Denne Blanding, ſom kaldes Kalkvand, er ganſke klar og giennemſig⸗ tig, og har den eſkige Kalks Smag. Til Plantefarverne forholder den ſig netop ſom Oplosningen af et ſt(Alkali.) Udſeœtter man Kalkvandet for Luften, ſaa danner ſig paa Overfladen en Hinde, der tilſidſt bliver ſaa tung, at den ſynker til Bunds. Denne Hinde kalder man Kalkflode. Den fremkommer ſtedſe paa nye, indtil Vandet endelig har miſtet al Kalk og tabt al Smag. Dette Sarſyn fremvirkes ved Luftens Kul⸗ ſyre, der forener ſig med Kalk, ſom i kulſur Tilſtand ikke meer kan blive oploſt. Kalkvandet maa derfor bevares i tat tillukte Kar. §. 68. Er Kalken fuldkommen oploſt i Vand eller end ikkun forvandlet til Kalkmelk og mechaniſt forenet med Vandet, ſaa tiltreekker den hurtigen Kulſyre og kan ſnart fuldkommen mattes dermed, naar man omryſter den i kulſur Luft. Alt Vand, der indeholder Kulſyre, miſter denne ved Kalken; folgelig oploſer den ogſaa det kulſure Kalkvand. ren enten oplsſt ſom Luft, eller i flydende Legemer, og til at beſtemme dens Mangde. Man bruger den derfor jevnlig til at underſoge Atmoſpharens og Van⸗ dets Kulſyre. §. 69. Den brandte Kalk forener ſig let med Svovl og fremviſer forſkiellige Scer⸗ ſyn, efter Maaden hvorpaa man har tilveiebragt denne Forening. Derſom man * Anden Deel. L. gis⸗ Derfor er Kalken et af de bedſte Midler til at opdage Kulſy⸗ Spvoolkalk. 8 2 Kalkjorden. gloder pulveriſeret edende Kalk blandet med pulveriſeret Svovl, ſaa bliver denne Masſe brunagtig og ſammenbagt, og kaldes da Svoolkalk eller Spovllever. Den har ingen Lugt og er en enkelt Forbindelſe mellem Kalk og Svovl. Men naar den bliver fugtig, enten ved at overſtenkes med Vand, eller ved Luftens Fugtighed, ſaa udbreder den en ſtinkende Lugt, der ligner Hydronthionſyre. Vandet oploſes ved en Deel af Svovlet; dets Brind(Hydrogen) oploſer en Deel Svovl, og dan⸗ ner hiin Syre, der atter forbinder ſig med Kalken, og ſaaledes dannes Hydron⸗ thion⸗Svovlkalk. Den vindes ogſaa ved noget Kalkvand med Svovl. Denne Vadſte bliver bruun og har ſamme Lugt. Saavel denne, ſom hiin Svoolforbindelſe, frembragt paa den torre Vei og giort fugtig med Vand, oploſes i Luften, da Svovlet til⸗ trœkker Iltene(Oxygenene.) Naar den blandes med Syrer, foregaaer Oplosnin⸗ gen hurtig; der udvikles megen luftformig Hydrothionſyre, og paa denne Maade efterligner Kunſten meget vel de naturlige Svovlbade. F§. o⸗ phosphor⸗ Ogſaa med Phosphor kan Kalken ved Sammenſmeltning forenes. Der kalk. fremkommer da en brunagtig Materie, ſom man kalder Phosphorkalk, og ſom med endnu ſtorre Kraft, end Spoolkalken, oploſer Vandet. Derved dannes megen phosphorſvangret Brindluft(Vandſtofgas), der, deels antandt, ſtrax bortflyver, deels tilbageholdt af Kalken, forſt ved Hielp af Syrer kan uddrives. §. 71. Forbindelſe Saavidt vi vide, indgaaer Kalken ingen Forbindelſe med Brind,(Hydrogen) ed d flyg⸗ ⸗ 7. nig⸗ gtuher. Qvalſtof(Azot) eller Kulſtof. Men det er viſt, at den kan indgaae Forbindelſer med disſe Stoffer, naar de ere ſammenblandede, og forener ſig med den brintede chydrogeniſerede) og qvalsſtofholdige Kulſtof, ligeſaavel ſom med denne i dens Forbindelſe med Brind(Hydrogen) og Qvalsſtof(Azot.) Saaledes kan man forklare, hvorfor alle organiſke Legemer angribes og odelcegges af den brandte Hdelaggende Kalk. Sammenryſtede med Kalk tabe de deres Sammenhang, deres Farve, og ven irguniſe forvandles tilen ſmuldret Masſe. Dakker man Liig med Kalk, oploſes de hurti⸗ Materie. gen, uden at frembringe de ildelugtende Dunſter, der ellers folge Forraadnelſen; der⸗ derfor vende: Inſekt ger lic ſig me er ikke organi vi ante at for vladſte ſtatk! Legen Gisd den in ſig it ting, ſaa no Kalkjorden. 83 ver denne derfor begraver man dem, der doe af en ſmitſom Sygdom, i Kalk. Selv den le⸗ t. Da vende Organisme angribes af den brendte Kalk. Sygelige Planter og Froekorn, dad de Inſekter og Inſektlarver dreber den. Disſe Phœnomener, ſom Kalken frembrin⸗ nhh ger ligeſaavel ſom Aſtene(Alkalierne), beviſe tilfulde dens Evne til at forbinde . ſig med den organiſke Naturs Grundſtoffe, Brind, Kulſtof og Qvalſtof; thi det t, aa dus er ikke tenkeligt, at en Subſtants, der paa ſaa udmarket Maade virker paa de 5 Oydron⸗ organiſke Legemer, ſkulde verre ligegyldig mod dens Elementer. Meget mere maa vi antage, at Kalken ſtraber at tildrage nogle deraf, blandede efter et viſt Forhold, dſte blder at forbinde ſig med dem og ſaaledes ophaver hele Ligeveegten i den hele Forening. frembragt§. 72. volet til⸗ Den brandte og ladſkede Kalk yttrer hiin Virkning i ringere Grad end den Den bernbte oplesnin⸗ uladſkede, fordi den udviklede Varme underſtytter denne. Den er imidlertid ſtedſe un edegnr, mne Naade ſtork nok, til at tilveiebringe en hurtigere Oplosning af animalſte og vegetabilſke ſieneznin Legemer. Paa denne odelceggende Kraft beroer tildeels dens ſtore Virkſomhed ſom Giodning. Derved paaſkynder den Oplosningen af de Giodningsdele, ſom Tor⸗ tes. Der den indeholder, og volder, at de Narringsdele, der ere Planterne gavnlige, udvikle , og ſom ſig i rigelig Mengde. Men netop derved befordrer den tillige Jordens Udmag⸗ nes megen ring, og uden nye Giodſtning bliver denne deſto tidligere ufrugtbar; derfor er det bortflyver, ſaa nodvendigt, naar man gioder med Kalk, tillige at giode med dyriſk eller anden deslige Giodning. Men ſelv den kulſure Kalk kan man ikke frakiende en lignende Indvirkning Hydrogen) paa de organiſke Legemer, iſcer naar Forraadnelſe og Oplosning allerede have be⸗ orbindelſer gyndt. Ogſaa denne ſynes, ſkiondt i ringere Grad, at virke paa visſe Forbin⸗ en brintede delſer af Brind, Qvalſtof og Kulſtof og at tilegne ſig noget af disſe, hvorved de⸗ nne i dens res Grundforening ſvakkes eller ophœves. es kan man§. 73. in brandte b Een af Kalkens fortrinligſte Egenſkaber, der gisr den ſaa nyttig ved Byg⸗ Mertel. Fare, og ningsvaeſenet, er, at den harder ſig, naar den, ſom en fugtig Grod, bringes i Be⸗ z de hurt⸗ rorelſe med haarde ſteenagtige Legemer, og danner da en ſteenhaard Masſe. Laed⸗ aadnelſen; ſket Kalk, blandet med Sand, torres hurtig i Luften; denne Masſe er ikke allene der⸗ L2 ſelv ͤ , Kalkjorden. ſelv ſammenhaengende, men fafſter ſig med Kraft til andre Stene og tiener ſaaledes til at forbinde disſe. Evnen til at ſammenbinde ſig frembringes ved den ſtore Kohgeſionskraft, ſom Kieſeljord og Kalk indbyrdes yttre. Den udrorte Kalk til⸗ adſtil byder Sanden og andre haarde Steenarter mangfoldige Beroringspunkter, hvor⸗ — — = = — ved dens Sammenhang med denne foroges. Vandet, der gior den vaad, bortdun⸗ ſaa o ſter. Derved forsges Kohgeſſionen. Endelig drager Kalken Kulſyre af Luften, meget hvorved den paa en vis Maade kryſtalliſeres og Sammenhangen, ſaavel mellem ſering dens egne Partikler, ſom med de kieſelagtige Legemer, endnu meer forsges. veitbri §. 74. ufmeltelig⸗ Kalk kan ene, endog ved den ſterrkeſte Glodhede, ikke bringes til at ſmelte. bede Dog kan en alt for hafſtig Ild virke, at den taber ſin Evne til at oplsſes i Vand 09 da og folgelig bliver uſkikket til Mortel. Ved Kalkbranderierne kiender man meget aarſag vel denne Omſtaendighed, ſom man ſtraeber at undgaae. Man ſiger, at ſaadan V ſunt! Kalk er dod, eller dodbrœndt. Her foregaaer vel en Slags Forglasning eller art in Sammenſmeltning, hvorved Kohaſionskraften foroges og dens Tiltrakning til b ſaa a Vandet formindſkes. viis, Blandes Kalken med Kieſeljord, ſaa kan den fuldkommen ſmeltes. 1 den J §. 75. kulſur Porbindelſe Kalken beſidder en ſtor Tilboielighed til alle Syrer, og til de fleſte er den Sarſt ned Syreihe endog ſtorre end Eſkenes(Alkaliernes). Steerkere end Eſk, Naterceſk(Natrum) og ſſes n Ammon tiltrakker Kalken Kulſyren og kan berove disſe den; derfor bruges den ſom ſog n det fortrinligſte Middel til at forvandle kulſurt Eſt til adende. Ogſaa til Svovl⸗ ſyre, Saltſyre, Salpeterſyre og Phosphorſyre har Kalken ſtorre Tilboielighed end det rene Eſt(Alkali), og denne er altſaa ikke i Stand til at ophave ſin Evne Forbindelſe med dem. V Ehar §. 76. b Blander man brandt og ladſket Kalk med Syrer, ſaa foregaaer Forenin⸗ der ho gen hurtig, uden mindſte Opbrusning. Danner Syren— Salt⸗ eller Salpetere⸗ med d ſyre— et oploſeligt Middelſalt med Kalken, ſaa optages Kalken i den flydende Materie og forſvinder; Oplosningen bliver klar. Men danner Forbindelſen med er ſaaledes d den ſtore ke Kalk til⸗ kter, hvor⸗ ), bortdun⸗ af Luften, vel mellem oges. at ſwelte. ſes i Vand man meget „at ſaadan sning eller rakning til leſte er den atrum) og ſes den ſom til Svovl⸗ ilboielighed ophave ſin er Forenin⸗ r Salpeter⸗ en fiydende Zorbindelſen ned ſering. Kalkjorden. 85 med Syren— f. Ex. med Svovl⸗ og Phosphorſyre— et uoploſeligt eller van⸗ ſkelig oplsſeligt Middelſalt, ſaa vedbliver Kalken at ſvomme i Oplosningen og adſkiller ſig igien derfra, efterat den har forenet ſig med Syrerne. Halder man flydende Syrer blandede med Vand paa uladſket brandt Kalk, der tillige opbruſer, hvilket man dog ikke ſaa veiebringe med ſaa ophedes den flydende Materie, meget kan tilregne Syrens Indvirkning, ſom Vandets Indſugning og Kryſtalli⸗ Denne Opbrusning er altſaa ſaare forſkiellig fra den, ſom Syrerne til⸗ kulſuur Kalk. Se72. Den kulſure Kalk oploſer ſig nemlig ligeſaa let i Syren ſom den brandte, og da uddrives Kulſyren i Form af Luft. aarſager en ſtœrk Opbrusning. art indeholder kulſuur Kalkjord. ſaa antager man, at den indeholder Kalk. viis, men behover nogen Indſtrankning. den Jordart, der ikke bruſer, naar Syrer haldes derpaa, kun indeholder lidet kulſuur Kalk; men ved at ſlutte omvendt, kan man bedrage ſig; thi det ſamme Serſyn fremkommer, naar den kulſure Bitterjord og kulſure Jernilt, ved at over⸗ oſes med andre Syrer, lade deres Kulſyre fare, og disſe kunne altſaa ved et For⸗ ſog med Jordarten vœre Aarſagen dertil. §. 78. Den kulſure Luft danner Bleerer og for⸗ Da dette Sarſyn ſtedſe indfinder ſig, naar kul⸗ ſuur Kalkjord oplsſes i Syrer, ſaa anſeer man dette ſom Beviis paa, at en Jord⸗ Naar en ſaadan nemlig opbruſer med Sprer, Imidlertid er dette intet gyldigt Be⸗ Vel kan man med Vished antage, at Forenes den brandte Kalk med Syrer, ſaa miſter den ganſte ſin adende Evne og ſine aſtige(alkaliſke) Egenſkaber, ligeſom Syrerne tabe deres ſaregne Charakter. Det gier heller ingen Forſkiel, om det har veret kulſuur eller brandt Kalk, Begge ere kun den rene Kalkjords Forbindelſe der har forenet ſig med Syrerne. med den anvendte Syre. §. 79. Den kulſure Kalks Op⸗ brusning med Syrer, Kalkjorden. §. 79. deſ Kalkagtige Dee RMiddelſalte, ſom Kalkjorden frembringer med Syrerne, ere forſkiel⸗ dg uoe Müdelhalte lige med forſkiellige Syrer, og afvige igien kiendeligen fra dem, ſom de ſamme Syrer frembringe med andre Jordarter. Kun eet af disſe Salte, den med Svovl⸗ fremn ſyre forenede Kalk eller Gipſen, kan her komme i nœrmere Betragtning. ofte g §. 80. Kalkagtige Af de Mineralier, der henhore til Kalkſlagten og for ſtorſtedelen beſtaae af folep Mineralier. kulſuur Kalk, bemarke vi folgende: zan 1) Kalkſpathen. Den er ene dannet af kulſuur Kalk. Man finder den ſtor gedigen eller kryſtalliſeret dybt i Jorden, hvor den ofte ligger i Lag mellem Ert⸗ bande ſen. Dens Kryſtaller ere af forſkiellig Form, ſoiledannede, pyramidalſte, rhom⸗ Frank boidiſke o. ſ. v. Kalkſpathen er meer eller mindre giennemſigtig, uden Farve og geiden ſpringer i fiirkantede Stykker. Dobbelſpathen, ſom fordobbler de Gienſtande, man Andre betragter igiennem den, henhorer til Kalkſpathen. ritte! 2) Kalkſteenen. Af denne Steenart finder man ofte hele Bierge, af ten. hvilke den paa Biergmandsviis brydes til Branding, paa de Steder, hvor den no⸗ genlunde ſkikker ſig dertil. Den er gedigen, graa, guulagtig, rodagtig og under⸗ Narſt tiden ogſaa af forſkiellige Farver. Den graa er den bedſte. Den er ogſaa for⸗ Gule ſkiellig i Henſeende til ſit Brud. Man har Kalkſteene af jordagtigt, ſplintrende inellen og ſkiferagtig Brud. Kalkſteenen er af forſkiellig Haardhed, dog aldrig ſaa den ud haard, at den giver Gniſter med Staalet. Den har hverken Glands eller Klar⸗ mank hed, men kan undertiden faae den forſte ved Polering. Man opdager meget ofte holder i den Indtryk og Forſteninger af Skaldyr. Undertiden er den giennemtrangt af til Re jordharpixagtige Subſtancer, og naar man da gnider Stykker deraf imod hinan⸗ Kalt, den, ſaa have de en ſtinkende Lugt af Hvidlog. Denne kaldes Stinkſteen. Pulve Kalkſteenen er i Almindelighed ikke ſaa klar, ſom Kalkſpathen; thi den in⸗ den. deholder ofte Jernilt, Leer og Kieſeljord. Efter Simon indeholder den ruders⸗ dorfſte Kalkſteen 33 Procent Kalkjord, 42,50 Procent Kulſyre, 1,1* Procent wen of Kieſeljord, 1 Procent Leerjord, o,?s Procent Jern og 1,53 Procent Vand. der ma De. re forſtiel⸗ de ſamme med Svovl⸗ beſtaae af finder den nellem Ert⸗ Iſte, rhom⸗ Farve og tande, man Bierge, af vor den no⸗ Jog under⸗ ogſaa for⸗ ſplintrende aldrig ſaa eller Klar⸗ meget ofte ntrangt af mod hinan⸗ teen. thi dei in den ruders⸗ 12 Procent ent Vand. 2 de⸗ Kalkjorden. 87 De ſvenſke Kalkſtene indeholde efter ham nogen mere Kieſeljord, Leerjord, Jernilt, og noget Brunſtersilt. Marmor er en Afart af Kalkſteen. Den ſtkiller ſig kun fra hiin ved fœrre fremmede Blandinger, ſtorre Haardhed, ſinere Brud og forſkiellige Farver, der ofte giver den et meget ſkiont Udſeende. 3) Kride. Den er en faſt Kalkart af forſkiellig Haardhed, mager at fole paa, ſmitter let og lader ſig let ſkrabe. Det er enten hvidt eller hvid⸗ guult. Det har faaet Navnet Kride af Oen Kreta, nu Kandia, der leverer den i ſtor Mangde og af fortrinlig Godhed. Men den findes ogſaa i mange andre Lande, hvor den danner hele Forbierge, ſom f. Ex. i Engelland, Danmark, Frankrige o. ſ. v. Det forſtes hele Grundvold er ſandſynligviis en Kalkklippe. Kriden kan brandes til Kalk, der, ſom bekiendt, er nyttig i det daglige Liv. Andre Mineralier bere ogſaa Navn af Kride, men bor ikke forbyttes med den rette Kride. Den ſpanſte er en Slags Fidtſteen, der horer til Bitterjordsſlag⸗ ten. Den ſorte Kride henhorer til Skiferſlagten. 4) Pulveragtig Kalk. Ofte finder man i Hoie, paa Sletter og i Marſkegne en hvid ſmuldrende Jordart, hvis Farve meer eller mindre falder i det Gule og Graa, og ſom for ſtorſtedelen beſtaaer af kulſuur Kalk. Den er mager imellem Fingrene, klumper ſig kun lidet, og danner ingen bindende Deig, naar den udrores i Vand. Denne kalde vi pulveragtig eller jordagtig Kalk. Men man kalder den ogſaa ofte Mergelkalk, undertiden ligefrem Mergel. Dog inde⸗ holder den altfor megen Kalk,(ſtundom endog 90 Procent) for at kunne henregnes til Mergelarterne. Stryger man Teglſteen deraf, ſaa kan den brandes til levende Kalk, men er endog ubrandt brugbar ſom Giodning, da den let bliver til et fiint Pulver, naar den udſcettes for Luften. Derfor er den ſaare vigtig for Landman⸗ den. Sandſynligviis har den ſamme Oprindelſe, ſom det folgende Slags. 5) Blad⸗ eller Muslingkalk. Man finder den undertiden i Biergene, men oftere i Marſkegne, dakket med et tykt Lag af tsrvagtig Muld. Hverſt fin⸗ der man et Lag af Muslingſkaller, der endnu ikke ere ganſke oploſte; noget dybere ere de allerede i Blade; dybere ligger da les, men tilſidſt undertiden noſten ſteen⸗ — Kakljorden. ſteenhaard Kalk. Paa ſaadanne Steder kan man kydeligen bemeerke, hvorledes Kal⸗ nde G ken fremkommer af Skaldyr og efterhaanden dannes til Steen. lidet d 6) Kalkſtyrkning eller Kalk. Disſe Kalkarter ere fremkomne af Vand, ſom ved Hielp af Kulſyren har oploſt megen kulſuur Kalk, men, efterat have miſtet hiin, lod Kalkjorden falde til Bunds, der da lagde ſig i Lag eller om⸗ deles gav andre Legemer. Den ſtorknede Kalk, der ogſaa kaldes Drypſteen, findes tore i mangfoldige forunderlige Figurer, iſcr i Huler, f. Ex. i Baumans⸗ og Biels⸗ der den V hulen paa Hartzen, i Hulen paa Antiparos o. ſ. v. holde o Kalktupf kaldes hiint Kalkconglomerat, naar det pracipiterer ſig i Van⸗ Forhol det, uden at dette drypper igiennem. Man finder den i Karlsbad, i Schleſien, ved meget Harzen og naſten overalt, hvor der er mange Kalkbierge. Undertiden findes den furt en i Form af ſmaa ſammenbagte Kugler, ſom ere indvendig hule eller i Almindelig⸗ ſom der hed indvendig forſynede med et Sandskorn. De kaldes Erte⸗ eller Rugſtene. og ved nen gi Gipſen. §. 81. Gipſen Blandt Kalkens Forbindelſer med de forſkiellige Syrer, betragte vi her kun ſeret den med Svovlſyren, der i daglig Tale kaldes Gips, men i det videnſkabelige ber ikk Sprog ſvovlſuur Kalk. Den er et Legeme uden Smag, der vanſkeligt oploſes i ikei Vand og frit for brandbare Materier og metalliſke Ilte ſtedſe er hvidt. Efter des, Buchholz behover een Deel Gips 46 ½ Dele Vand for at oploſes; dog ere Erfa⸗ ſaame ringerne i denne Henſeende forſkiellige. Efter Buchholz oploſes naſten ligemeget hever; i varmt og koldt Vand; efter andre meer i hiint. Denne Vanſfeligheb ved at ſen br oplsſe Gipſen er Aarſagen, hvorfor man ikke ved Kunſt kan kryſtalliſere den. og ſer BVed Oplosning fage vi den kun i ſmaae Kryſtalkorn. Af ſamme Aarſag kan Kal⸗ ken ikke bringes i flydende Tilſtand ved Svovlſyren, men bliver folgelig altid til⸗ bage i Filtrum. Derſom man oversſer Kalken med Svovlſyre, der er fortyndet breend i Vand, ſaa foregager viſt nok en Forbindelſe mellem begge, men den derved dan⸗ Naard nede ſaa in And 3 Sammnn eledes Kal⸗ nkomne af den, efterat ꝛg eller om⸗ hen, findes og Biels⸗ ſig i Van⸗ hleſien, ved findes den lmindelig⸗ ugſtene. vi her kun enſtabelige toploſes i dt. Efter gere Erfa⸗ ligemeget hed ved at aliſere den. ag kan Kal⸗ altid til⸗ erfortyndet derved dan⸗ nede 89 nede Gips bliver, ſom en hvid pulveragtig Masſe, uoploſt tilbage, og kun ſaare lidet deraf modtages i den flydende Materie. §. 82. Den ringe Gipsoplosning, ſom Vandet indeholder, er efter Udſeendet al⸗ deles ikke forſkielligt fra klart Vand. Dog har den nogen Smag, uagtet den tore Gips har aldeles ingen. Denne Smag lader ſig ikke forklare. Man kal⸗ der den en haard Smag og bemarker den ved nogle Slags Kildevand, ſom inde⸗ holde oploſt Gips. Afdampes Gipsoplosningen, ſaa precipiteres Gipſen i ſamme Forhold, hvori Vandet bortdamper; thi den tilbageblevne Vadſke beholder kun ſaa meget Gips, ſom den formager at oploſe. Der oploſes meget meere Gips i kul⸗ ſurt end i reent Vand. Naar Vandet miſter Kulſyren, ſlipper det ogſaa det Meere, ſom det da havde optaget, og taber dette folgelig aldeles ved at udſcettes for Luften og ved Kogning. Det gipsholdige eller haarde Vand er ſlet til adſkilligt Brug, men giodende og frugtbargisrende til Engvanding. §. 83. Efter Buchholz's Underſogelſer, der ſynes at vare de noiagtigſte, beſtaaer Gipſen af 33 Procent Kalkjord, 43 Procent Svovlſyre og 24 Procent kryſtalli⸗ ſeret Vand. Dog kunne forſkiellige Gipsarter have et andet Forhold. Gipſen ta⸗ ber ikke ſit Kryſtalliſationsvand i Luften. Derfor pulveriſeres Gipskryſtallerne ikke i Luften og tilegne ſig heller intet af dens Fugtighed. Men naar Gipſen he⸗ des, ſaa lader den, uden at gniſtre, ſit Kryſtalliſationsvand fare. Den bliver ſaameget lettere, ſom det tabte Vand veiede. Hedegraden, hvorved dette ſkeer, be⸗ hever ikke at verre hoi, langt fra ikke ſaa hoi, ſom ved Kalkbrœndingen. Naar Gip⸗ ſen brandes, efterat veœrre ſlaaet i maadelige Stykker, ſaa bliver den ganſke ſtior og ſonderbrydes let. Gipſen. §. 84. Har Gipſen ved Branding miſtet ſit Kryſtalliſationsvand, ſaa kaldes den broendt Gips. J denne Tilſtand bruges den til Mortel og iſcer til Figurer. Naar den brandte og til et fint Meel pulveriſerede Gips ſammenrsres med Vand, ſaa indſuger den dette med Begierlighed og forener det i faſt Tilſtand, ſom Kry⸗ Anden Deel. M ſtal⸗ 2 — v— ſtalliſationsvand, med ſig. Herved fremkommer Hede lige ſom ved Kalken, ſkiondt i ringere Grad, da Foreningen nemlig ikke foregaaer her ſaa hurtigt. Helder man meer Vand paa, end Gipſen behover til ſin Kryſtalliſation, ſaa bliver Mas⸗ ſen til en Grod, ſkyder Kryſtaller og harder ſig. Herpaa beroer dens Brugbar⸗ hed til Mortel. §. 83. Gipſen tilegner ſig efterhaanden Fugtighed af Luften, og danner den til Kryſtalliſationsvand. Brandt Gips, der udſcettes for Luften, tiltager i Vagt, men taber derimod den Egenſkab at ophedes ved Vandet og bliver uſtikket til Mor⸗ tel. Kun ved gientagen Branding kan den ſattes i ſin forrige Tilſtand, og igien bruges til Mortel. §. 86. Naar Gipſen brandes ved en alt for hoi Varmegrad, ſaa foregaaer en lignen⸗ de Forandring dermed, ſom med Kalken i alt for heftig Ild. Den dodbrandes, kan ikke ladſkes, giver ingen Mortel, og bliver maaſkee endog uduelig til Giod⸗ ning. Gipſen ſmelter kun i en meget ſtœrk og vedholdende Varme. Ved en ſaa⸗ dan ſammenloben Gips fremkommer da ofte det Phanomen, at den lyſer i Morke, Naar Gipſen hedes, foregaaer ingen Oplosning eller Adſkillelſe af Kalkens For⸗ bindelſe med Svovlſyren. Derved miſter den blot ſit Vand. Den oploſes kun, naar den ved Glodehede ſammenbringes med brandbare Materier, med Kul eller vegetabilſke Legemer; dens Svovlſyre miſter da Ilten(Oxygenen); Svovlet, der udſkilles, bortdunſter deels og forenes deels med Kalkjorden, danner Svovlkalk eller Svovllever. Derfor marker man en ſvovlagtig Lugt ved alle Gipsbranderier. Det er ſandſynligt, at en lignende men noget langſommere Oplosning foregaaer ved en ringere Temperatur, naar den bringes i Berorelſe med forraad⸗ nende kulſtofholdige Legemer, og at dette tildeels er Aarſagen til dens giodende Egenſkaber. Naar gipsholdigt Vand bliver ureent, udſtoder det en ſpovlagtig ſtinkende Lugt, hvorfra Fourcroy udleder den Stank, der herſker i visſe Dele af Paris. §. 87. kan G fuldko f. Ex. ſig me Kalkij ſes i Sard kel, e er aff ſaalliſ Gipst Lys. indtra og bac mange ded F did der danſte lab lig: Slags ket ſm mindte dette. en, ſtiondt . Helder liver Mas⸗ 5 Brugbar⸗ ner den til ger i Vagt, et til Nor⸗ d, og igien en lignen⸗ odbrandes, g til Gied⸗ Ved en ſaa⸗ er i Morke, alkens For⸗ ploſes kun, d Kul eller ; Svooltt, Spoblkalk branderier. Oplosning ned fortaad⸗ ens giodende ſpoolagtig isſe Dele af . gr. ret ſmukke Farver i et og ſamme Stykke, hvilke komme af Metalilte. Gipſen. 91 §. 87.. Kalkjorden er neermere beſlaegtet med Svovlſyren, end Bfſtene; folgelig kan Gipſen ikke oploſes ved disſe. Men kulſur AÄfſk tilveiebringer let Gipſens fuldkomne Oplosning, hvilket bevirkes ved en dobbelt Tiltrekning. f. Ex. pulveriſeret Gips i en Oplosning af kulſur Eſt(Kali), ſaa forener Aſket ſig med Svovlſyren og Kalkjorden med Kulſyren. Som kulſur Kalk bliver denne Kalkjord da uoploſt tilbage ſom et hvidt Pulver. Men det ſvovlſure Wſk oplo⸗ ſes i den flydende Materie. Denne Gipſens chemiſke Egenſkab omtale vi her i Scrrdeleshed med Henſyn paa Laren om Gipsgiodſkningen, der hidtil var dun⸗ kel, endſkiondt tilfulde bekraftet af de oienſynligſte Reſultater. §. 88. Gipſen, der henhorer til Mineralriget, danner ofte hele Bierge. Den er af forſkiellig Form: enten et pulveragtig Legeme, en gedigen Masſe eller kry⸗ ſtalliſeret. Til de ſadvanligſte Arter hore: 1) Meelgipſen. Denne er pulveragtig Gips og findes i Narheden af Gipsklipper, hvor Vandet har losrevet den og bragt den ſom Pulver til Dagens Lys. Paa nogle Steder ſeer man den fremvalde af Jorden. Naar Hungersnod indtraf, anſaae man den ſom Meel fra Himlen, blandede den med virkeligt Meel og bagte Brod deraf, ſom vel ikke kunde nœrre, men dog ikke var ſaa drabende, ſom mange troede, at Meel blandet med Gips maatte verre. 2) Den almindelige teette Gipsſteen. Man finder den i ſtore Masſer ved Flotsbierge. Den er ikke haardere end at man kan bide den i Stykker, hvor⸗ ved den knaœkker; den modtager ikke Politur, er temmelig ſeig og lader ſig derfor vanſkeligen pulveriſere. Dens Farve er forſkiellig, ſom ofteſt graaeagtig og hvid. labaſtret er en Afart, og af Gips det ſamme, ſom Marmoret af Kalk, nem⸗ lig: en halv kryſtalliſeret Steen, der modtager Politur og derfor bruges til alle Slags Billedhuggerarbeide, til Vaſer og Statuer. Den har ofte forſkiellige Koger man Da den er mindre haard end Marmoret, modtager den ikke heller den Grad af Politur ſom dekte. Dens Masſe, der ikke er ſaa varig, bortvittres let i Luften. M 2 Gips⸗ Gipsmine⸗ ralier. — Gipſen. 3) Gipsſpathen. Denne findes ofte ved den faſte Gipsſteen og blandet g paa med denne. Den er meer eller mindre giennemſigtig, af forſkiellige Farver, og har ma kan med en Kniy ſkigres i tynde Skiver, der ere blode og giennemſigtige. anden Hertil horer Marienglasſet, der beſtaaer af temmelig ſtore fiirkantede Stykker, gelen der uden Moie kunne ſkieres. Gipsſpathen er undertiden i ſtore Kryſtaller, ſom V Jord enten ere tavledannede eller pyramidalſte. J Gvrigt er den ſeig og vanſfelig at pulveriſere. V 4) Gipsſtyrkningen er fremkommen paa ſamme Maade, ſom Kalkſtyrk⸗ V cei 2 ningen, nemlig af et kulſurt Vand, ſom i ſtor Mangde har oploſt den. Under⸗ b Dine tiden finder man ogſaa Gips blandet med kulſur Kalk. Saadanne kalkagtige Vi ha Gipsarter bruſe med Syrerne. naar n Ogſaa Vandet indeholder ofte Gips. Den er i meget Kildevand, der da veret kaldes haardt og er udueligt til adſkilligt Brug, iſerr til Brandeviinsbraenden. eller f Undertiden, dog kun ſieldent, findes den i Jordſkorpen blandet med Mergel og Leer. Man finder den ogſaa i nogle Planters Aſte, hvor den dog formodentlig, uden at Planten i Forveien har indeholdt den, er fremkommen under Brandingen, i det dertide Svovlſyren har forenet ſig med Kalken. dre hen Naal beer og Mergelen. lige B §. 89. Jorda Mange Landmand have kiendt denne for Agerdyrkningen ſaa ſaare vigtige neſten Subſtants, ſom et Middel til at gisre Ageren frugtbar, og man har i gel, ho mange Egne virkelig fundet hele Diſtrikter, der fra Arilds Tid have vareet op⸗ betyde hiulpne ved at bruge den. Ogſaa Romerne kiendte den. Dog er det ikke lange Leerm fiden, at den almindelige Opmarkſomhed blev henvendt paa Mergelen, og der ere 199 endnu mange Landmand, ſom aldeles ikke have noget tydeligt Begreb om denne ken der Subſtants, omendſkiondt kun faa chemiſte Kundſkaber behoves til at adſkille Mer⸗ den K gelen fra alle svrige Jordarter. Fuldkommen Mangel af Kundſkab om Merge⸗ en ſaad len er tildeels Aarſagen til at man naggter dens Virkning, ja endog taler ilde om den og mmn ◻ d blandet Jarver, og nemſigtige. de Stykker, taller, ſom anſtelig at Kalkſtyrk⸗ 1. Under⸗ kalkagtige dI, der da nsbranden. gel og Leer. ig, uden at noen, i det aare vigtige man hat i e verret op⸗ tt ikke lange n, og der ere eb om denne adſkille Ner⸗ om Merge⸗ ilde om den 09 Mergelen. 93 og paaſtaaer at have feet ſkadelige Folger af dens Anvendelſe. J dette Tilfalde har man ikke paakiort Mergel, men maaſkee et bindende jernholdigt Leer eller en anden Jordart, der ikke pasſede til Jordmonnet. Senere ville vi tale om Mer⸗ gelen ſom Giodningmiddel, men her ikkun om dens Natur og naturlige Tilverrelſe i Jorden. §. 9o. Mergel er kulſur Kalkjords Forening med Leer. Begge Subſtantſer ere i Almindelighed ſaa fuldkommen ſammenblandede, at man hverken med blotte Hine eller ved Forſtorrelſesglas kan ſkielne imellem de enkelte Kalk⸗ og Leerdele. Vi have endnu ikke udforſket, hvorledes Naturen tilbereder denne Jordart. Thi naar man har ſammenblandet Kalk og Leer, ſaa have dog ſaadanne Blandinger voœret ſaare forſkiellige fra den naturlige Mergel og f. Ex. ikke oplsſt ſig i Luften eller forvittret, ſom denne. §. 91. Leer og Kalk ere, i hoiſt forſkiellige Forhold, forenede i Mergelen. Un⸗ dertiden er Forholdet mellem begge det ſamme; undertiden er Leeret meer eller min⸗ dre herſkende, undertiden Kalken. Naturen har ikke foreſkrevet ſig noget beſtemt Maal til at blande disſe to Jordarter. Eſter disſe forſkiellige Forhold mellem Leer og Kalk har man klasſificeret Mergelen og givet de forſkiellige Slags forſkiel⸗ lige Bencxvnelſer. Den Klasſifikation, ſom Andreaͤ i ſit Vœrk om Hanovers Jordarter har fremſat, er virkelig den henſigtsmaesſigſte og derfor i Tydſkland nœſten almindeligen antaget. Efter Andreaͤ kaldes den Blanding ligefrem Mer⸗ gel, hvori Leer og Kalk er omtrent i lige Meaenngde. Er Leeret herſkende og udgior betydeligen mere end Halvdelen, eller ſtiger endog indtil 3, ſaa hedder Forbindelſen Leermergel. Tiltager Leerets Forhold endnu meer, ſaa at Kalken er mindre end og Leeret over ¾, da kaldes den kalkagtigt eller mergelagtigt Leer. Er Kal⸗ ken derimod herſkende og ſtiger betydeligen over det Halve indtil 3, ſaa kaldes den Kalkmergel: og er Kalkens Mangde end ſtorre, over ¾, ſaa kalder man en ſaadan Blanding leeret Kalk. Mergelen. §. 92. Vi finde Mergelen og dens Afarter paa ſaare mange Steder. Nu, da man med meer Omhue ſoger efter den, opdager man den nefſſten overalt og neſten nermel ſg i li Naar! allevegne i Agerens Underlag. De Egne, hvor man aldeles ikke finder den, eller Nan hvor den ligger for dybt til at udgraves, ere kun faa. Hyppigſt findes den i borri Biergegne, nar ved Flotsbierge, hvor den ikke ſieldent udgior Underlaget og dan⸗ un pe ner ubbredte Lag. Paa det flade Land maa man ſoge meer for at ſinde den. Lalkn Der ligger den meer pletviis og adſplittet fladere eller dybere i Jorden, paa Bak⸗ pere at ker eller i Dale, ſaavel i tore ſom i ſumpige Egne. Visſe Planter robe Mergel let ſmu i Jorden. Tussilago farfara og alpina,(almindelig Heſtehov) Salvia glutino- mager sa og pratensis vegetere meget levende paa en Grund, der indeholder Mergel. En Tiſſat enkelt Plante viſer intet; men hvor de udbrede ſig og voxe frodigen, kunne de i al tringer Fald lede tilat finde Mergel. Naar Medicago lupulina(humleagtig Sneglebal⸗ af den le) viſer ſig i Mangde, uden at Jorden er meget giennemgiodet, anſeer jeg ogſaa begger dette for et Kiendetegn. Man vil ogſaa finde Mergel under det vilde Brombar, denne eller i det mindſte mergelagtigt Leer. Forreſten viſer ſaadan dybt og pletviis Nexhe liggende Mergel ſig ſom ofteſt forſt ved Skraaeninger, i Huulveie, hvor den er bleven ſynlig, fordi den sverſte Jord er nedfalden. Oven over en ſaadan Mer⸗ b gelrede pleier ſom ofteſt at ligge Leer; og hvor man finder Leer, ſom er blandet lrunn, med Kalkkorn, der kan man neſten med Vished ſlutte til dybere liggende Mergel. darver Disſe Mergellag ere i Almindelighed af ulige Beſkaffenhed, iſcer Leermergelens; deels thi de sverſte Lag indeholde i Almindelighed mindre Kalk end de dybere liggen⸗ atter, de, og Mergelen pleier ſtedſe at blive mere riig paa Kalk, jo dybere man graver. lig elle §. 93. iſar ne Leer og Kalk have falleds Deel i Mergelens Egenſkaber. Naar begge egen? Jordarter ere blandede, forandre de gienſidigen og ved hinanden deres phyſiſke talilt, Egenſkaber. Leerets Seighed og Glathed formindſkes ved Kalken, og Kalkens lens in ſkiore og ſkarpe Vaſſen formildes ved Leeret. Jo meer den ene eller den anden d Lalk Beſtanddeel bliver herſkende i Mergelen, deſto meer antager den den ydre Beſkaf⸗ gelarte fenhed af dette eller hiint Legeme. odereen Den Sammn Nu, da og naſten den, eller indes den i get og dan⸗ ſinde den. „paa Bak⸗ obe Nergel a glutino. ergel. En me dei al Sneglebel⸗ rjeg ogſaa Brombar, 9 pletviis vvor den er adan Mer⸗ er blandet de Mergel. mergelens; eere lihgen⸗ nan graver. Mergelen. 95 Den egentlige Mergel, ſom beſtaager omtrent af lige Dele Leer og Kalk, nermer ſig hverken Leeret eller Kalken. Begges Egenſkaber have amalgameret ſig i lige Grad. Leermergelen og det kalkagtige Leer narme ſig meer til Leeret. Naar de fugtes, ere de derfor glatte og ſtrakkelige, lugte af Leer og ſammen⸗ torres til faſte, men ſkiore Klumper. Fugtig er det mergelagtige Leer ofte end⸗ nu vanſkeligere at bearbeide, end Leer uden Mergel; tort derimod langt lettere. Kalkmergelen og den leerede Kalk ligner meer Kalken. Jtor Tilſtand er den ſkar⸗ pere at fole paa; fugtig mindre ſammenhangende: de tore Stykker kan man let ſmuldre mellem Fingrene. Leerets Beſkaffenhed, om dette nemlig er fedt eller magert, kommer dog herved meget i Betragtning. Fedt Leer behover en ſtorre Tilſctning af Kalk, for at ſkiule ſine Egenſkaber. Et lidet Partie Kalk frem⸗ bringer ſamme Virkning paa magert Leer. Man finder ofte Mergelarter, hvor⸗ af den ene udvortes meer ligner Leermergelen, den anden Kalkmergeleu, og dog begge indeholde Kalk og Leer i lige Mengde. Men hiin beſtod af bindende feedt, denne af magert Leer. Leerets Natur har altſaa en ſtor Indflydelſe paa alle Mergelens Egenſtaber. §. 94. Mergelen har mange forſkiellige Farver. Den er hvid, guul, guulagtig, Dens Farver. bruun, graaagtig, violet, rodlig, rod, graa, blaalig, ſort o. ſ. v. Disſe Farver frembringes deels af det Jern⸗ eller Manganesilt, ſom Leeret indeholder, deels af brandbare Materier, Jordharpix eller Muld(Humus). De Mergel⸗ arter, der ene ere blandede med dette ſidſte, have i Almindelighed en graa, blaa⸗ lig eller ſort Farve, og brandes da hvide; den, der indeholder Jordharpix, giver, iſcer naar man opvarmer den, eller gnider dens Stykker imod hinanden, en ſer⸗ egen Lugt. Man ſlutter uſikkert fra Mergelens Farve til dens Indhold af Me⸗ talilt eller brendbare Stoffer, og den kan aldeles ikke lœre os at bedomme Merge⸗ lens indre Beſkaffenhed, dens Forhold af Leer og Kalk. Forholdet imellem Leer og Kalk er ofte ſaare forſkielligt hos Mergelarter, der have ſamme Farve, og Mer⸗ gelarter af ganſke forſkiellig Farve, ſtemme derimod i denne Henſeende ganſke overeens. §. 95. Konſiſtents. for lidet ſammenhangende. —— Mergelen. §. 95. § Henſeende til de enkelte Deles Sammenhang og Sammenfeining afvige Mergelarterne ſaare meget fra hverandre. Undertiden er Mergelen ſaa blod og fiin ſom Pulver eller dog ſaa lidet ſammenhangende, at man let kan knuſe den. Den forſte kalder man jordagtig, den ſidſte Steen⸗ Den har en⸗ Undertiden er den ſteenhaard. mergel. Denne er endnu ofte forſkiellig ved ſin Sammenfosining. ten et ſkiferagtigt Brud og beſtaaer af Skiver, der ligge paa hverandre, og kunne adſkilles med en Kniv, eller man opdager ingen regelmaesſige Lag og den ſpringer i uregelmasſige Stykker, naar den ſonderſlaaes. Hiin kalder man derfor Ski⸗ fermergel, denne ligefrem Steenmergel. Heller ikke kan man med Vished ſlutte til Mergelens Beſtanddeel fra den Forſkiel, ſom den i denne Henſeende viſer. Haard Mergel har undertiden et Overſkud af Leer, undertiden ogſaa aſ Kalk og narmer ſig Kalkſtenen; om den jordagtige Mergel kan man ingenlunde paaſtaae, at den har et Overſkud af Kalk; thi Leeret kunde voœre magert, og Mergelen der⸗ Overoſes Mergelen med Vand, ſaa giennemtran⸗ ger dette lettere eller vanſkeligere dens Aarer. Det tilintetgisr de enkelte Deles Sammenhang, fierner dem og foraarſager, at Stykkerne henfalde i et fiint Pul⸗ ver. Dette er een af Mergelens vaſſentlige Egenſkaber, hvorpaa man forelsbigen kan kiende den, og hvorved den virker gavnlig paa Ageren, ved inderlig at forene ſig Luften udvikler ſig i Blœrer, der giennem Vandet ſtige op Vel kan man med Jordsmonnet. og undertiden foraarſage en liden Larm, en Slags Opbrusning. ikke antage, at en Jordart, der ſmuldres i Vand, ſtedſe ſkal vore Mergel; thi meget magert Leer gior det ſamme; men ſikkert kan man ſlutte, at den Jordart, der ikke adſkilles i Vand, ei er Mergel. Enhver Mergel, ſelv Steenmergel, bliver ſkisr og pulveriſeres i Vand. Mergelen taber ogſaa ſit Sammenhold i Luf⸗ ten, og ſmuldrer her ligeſaa fiint ſom i Vand, men kun langſommere. Herved bliver Mergelen ſelv ſkikket til Jordens Forbedring. Man behover ikke at pulve⸗ riſere den, for at kunne blande den med Jordsmonnet, men kan ganſke overlade dens Smuldring til Luften. Naar Mergelen er udbredt paa Ageren, giennemtran⸗ ges den af den atmoſphariſte Fugtighed og ſmuldres. Froſt er meget gavnlig ved Smul⸗ Smuld nytte udkiore udvide anma deels, eller n drer a herſter forega hold ſterre i for merge bindel blandt der ye brusn rerne dette get J den ſtantf p Sermnn ning afbige aa blod ag knuſe den. idſte Sten⸗ den har en⸗ e, og kunne en ſpringer derfor Ski⸗ ished ſlutte jende viſer. ſ Kalk og e paaſtage, rgelen der⸗ nnemtren⸗ kelte Deles fiint Pul⸗ forelsbigen tforene ſi et ſtige op el kan man Nergel; thi en Jordart, teenmergel, enhold ibif⸗ re. Herbed e at pulve⸗ ſe overlade ennemtran⸗ garnlig ved Smul⸗ Mergelen. 97 Smuldringen og ved ſeige Mergelarter, Steenmergel, undertiden maa man be⸗ nytte ſig deraf, for at tilveiebringe denne, hvorfor man ogſaa i Almindelighed udkisrer ſaadan Mergel for Vinteren. Den Fugtighed, ſom Mergelen indſuger, udvides ved Froſten og adſkiller Partiklerne: hvilket vi allerede ved Leeret have anmerket. §. 96. Det Tidsrum, ſom Mergelen i Luft og Vand behover for at ſmuldre, er deels afhœngigt af Leerets Mangde og Beſkaffenhed, deels af Mergelens ſtorre eller mindre Faſthed, i Folge dets Deles Sammenfoielſe. Reen faſt Kalk ſmul⸗ drer aldeles ikke, ligeſaa lidet ſom det reene faſte Leer. Er Kalken altſaa meget herſkende i Mergelen, ſaa hindres Smuldringen derved; er Leeret herſkende, ſaa foregaaer den i det mindſte langſomt. Til villig Smuldring udfordres et viſt For⸗ hold mellem begge, og dette rette Forhold beſtemmes ogſaa tildeels ved Leerets ſtorre eller mindre Grad af Fedme. Blandt de Mergelarter, der indeholde Leer af lige Beſkaffenhed, men Kalk i forſkielligt Forhold, ſmuldrer den egentlige Mergel letteſt: Kalk⸗ og Leer⸗ mergelen vanſkeligere. Dernafſt beroer det paa Delenes indbyrdes ſœregne For⸗ bindelſe. Er Steenmergelen haard ſom Steen, ſaa fordrer den lœengſt Tid, og blandt Steenmergelarterne ſmuldrer den ſkiferagtige lettere end den, der ikke bry⸗ der paa denne Maade. §. 97. Vi kiende Aarſagerne, hvorfor de flydende Syrer foraarſage en ſterk Op⸗ brusning. Haldes de paa Mergelen, ſaa forbinde de ſig med Kalken; men Sy⸗ rerne angribe ikke Leerjorden, ſaalaenge Kalkjorden ikke er mattet. Forſt naar dette er ſkedt og der endnu bliver Syre tilovers, kan ogſaa nogen Leerjord og no⸗ get Jernilt oploſes. §. 98. Vi vide, at den kulſure Kalk ene ikke kan ſmeltes, og at Leeret, endog i den heftigſte Ild, vanſteligen ſmelter til Glas. Men forenede blive begge Sub⸗ ſtantſer let flydende. Mergelen er altſaa en Subſtants, der kan ſmeltes og for⸗ Anden Deel. N glas⸗ Forhold til Syrerne. Mergelen. glasſes. Den behover ingen hei Varmegrad fot at ſmeltes. Derfor betiener lin man ſig ogſaa af Mergelen ved Metallernes Adſkillelſe, for hurtigt at kunne ſmelte de Ertſerne. Dette ſkeer ofte ved Jernſmeltning. de §. 99. 2)? Blanding Mergelen er meget ofte blandet med uvedkommende Dele. De ſeadvanlig⸗ ſa Tenſtenehge ſte ere Bitterjord, Sand og Gips. Bitterjorden findes ofte i Mergelen, og iſeer V c⸗ J iden, hvoraf man ſporer en fuldkommen god Virkning. Undertiden ſindes den ku i kulſuur Tilſtand deri, bruſer da med Syrer, oploſer ſig i disſe og forverles d) A folgelig ved en overfladelig Underſogelſe af Mergelen med Kalk. Men da man D er uvis om dens Virkning, ſaa er det vigtigt, nsiagtigen at betegne den. Mer⸗ ſte gel med Bitterjord kaldes bitterjordholdig Mergel, og, efter det herſkende Forhold hu af Leer eller Kalk, bitterjordagtig Leer⸗ eller Kalkmergel. Noget Sand indehol⸗ der der Mergelen altid; er denne Blanding betydelig, ſaa kalde vi den jordagtig Leer⸗ eller Kalkmergel. Naar Sandets Forhold i Mergelen ſtiger indtil 60, 70 eller ul go Procent, ſaa kaldes den mergelagtig Sand. Det er gavnligt, at Mergelen 1 indeholder nogen Sand, da den ſaameget hurtigere ſmuldrer. Mergelen kan og⸗ ſaa indeholde Gips, der da undertiden ſees i ſmaa glindſende kryſtalliſte Aarer Hoie imellem Mergelen. Man opdager den, naar man gloder Mergelen, der da giver barbu en ſvovlagtig Lugt. Sandſynligviis forbedrer den Mergelen og gior den ſkisrere. gende J denne Henſeende fattes vi endnu fyldeſtgisrende Jagttagelſer. Indeholder har h Mergelen en betydelig Mangde Gips, ſaa kaldes den gipsagtig Leer⸗ eller Kalk⸗ ded ri mergel. man! §. 100. grave Pbsrein⸗ Mergelens udvortes Skikkelſe er altſaa meget forſkiellig. Polgende ere Hovedarterne, ikke i Henſeende til dens Gehalt, men til dens Skikkelſe. a) Steenagtig, og da ſom ofteſt ſkiferagtig. J. Jorden er den ſœodvanligſt endnu temmelig ſkior; men den haœrdes og forandrer Farve, naar den kommer til Luften, og ſmuldrer da forſt fuldkommen efter 2 eller 3 Aars Forlsb. Denne Mergel er ofte meget riig paa Kalk og narmer ſig Kalkſtenen i den Grad, at aldrig den undertiden baade brandes til Kalk og benyttes i naturlig Tilſtand til Merg⸗ Syre⸗ ling. mmn R detiener ne ſmelte ſpdyank Exdvanllg⸗ n, og iſer 2 nundes den forverles da man n. Nerx⸗ de Forhold agtig Leer⸗ „7o eler Mergelen len kan og⸗ iſte Aaret r da giver n friorere. audeholder iller Kalk⸗ elgende ere Mergelen. ling. Men det forſtaaer ſig, at Kalken deraf bliver ureen og ſlet. underti⸗ den har den ſamme Haardhed og Dannelſe, omendſkiondt Leer⸗ eller Kalkjor⸗ den er herſkende. b) Starkleeret eller ſkiorleeret, ſom man dog ved de allerede anforte Kiendetegn ſaare let kan ſtiglne fra ſterrkt eller ſkiort Leer. ch J bladagtig Dannelſe, ſom man pleier at kalde Papiirmergel. Denne findes kun i tynde Lag. d) Muslingmergel, der ofte, iſcrr overſt, indeholder Levninger af Sneglehuſe. Dybere ligner den ureent Kride, og dybeſt er den ofte halv kryſtalliſeret og ſtenet. Denne Mergel findes i Almindelighed kun under Torv og ſort Moor, hvor forhen har ſtaaet Vand. Den beſtaaer for ſtorſtedelen af Kalk, kaldes derfor Mergelkalk, og braœndes og bruges ofte ſom Kalk. Men den ſmuldrer i Luft og Vand; blandet i rette Forhold med dette ſidſte, bruges den ubrgndt til Kalkning. Denne Mergel virker ikke ſaa hurtigt paa Ageren, ſom man kunde vente, og indeholder formodentligen ofte Phosphorſyre. Det ferſte Slags findes naſſten kun i Biergegne, det andet ſom ofteſt i Hoie, der pleie at verre dœkkede med et bruunt ſtkiort Leer, hvorpaa Brom⸗ bœrbuſke groe. Disſe Heie ere ofte ufrugtbare, omendſtiendt det ovenlig⸗ gende ſkisre Leer allerede indeholder nogen Kalk. Det ſynes, at Mergelen her har hurtigt forteret Mulden, eller at denne meer oploſt af hiin er bortſkyllet; men ved rigeligere Giodſkning blive ſaadanne Hoie frugtbare. Jeg anferer dette, at man ved disſe Hoies tilſyneladende Ufrugtbarhed ikke ſkal lade fig afſtraœkke fra at grave der efter Mergel. Begge disſe ſidſte Slags ſindes dog kun paa ſiide Enge. Bitter⸗ eller Talkjorden. §. 10 ⅓. Denne Jordart findes ikke ſaa udbredt i Naturen, ſom de foregaagende, og aldrig i reen Tilſtand, men blandet med andre Jordarter og i Forbindelſe med Syrer. Mange Mineralier indeholde den, og ofte findes den i Soevandet, i N 2 andet — ————— 0 Bitterjorden. andet ſalt Vand, fornemmelig forbunden med Salt⸗ og Salpeterſyre, og i det dyriſte Legeme med Phosphorſyre. Aſtken af de fleſte Vexter indeholder den i ſterre eller mindre Grad; undertiden udgior den en heel betydelig Deel af Ager⸗ landet og af den til Giodning brugbare Mergel. Denne Jordart, der overhovedet forſt nylig er opdaget og beſtemt, har, med Henſyn paa Agerdyrkningen, i nyere Tid vundet ſtorre Opmarkſomhed. Bergmann og Flere erklaœrede den for en meget frugtbar Jordart. Men en En⸗ gellender, Tennant, havde giort den Jagttagelſe, at en brandt Kalk, der brugtes til Giodſkning, yttrede en ſaare ſkadelig Virkning, og fandt ved noiag⸗ tigere Underſogelſe, at den indeholdt megen Bitterjord. Heraf ſluttede han, at Bitterjorden maatte i Almindelighed frembringe en ſkadelig Virkning. Men dette beviſer i det hoieſte kun, at den i ſin kulſyrefri Tilſtand, hvori den aldrig fin⸗ des i Naturen, kunde have en ſkadelig Virkning. J naturlig Tilſtand ligner den derimod den kulſure Kalk i alle Henſeender. Lampadius fandt, at den var ſaare gavnlig for Rugen, og Einhoff har underſogt en ſaare frugtbar Mergel, der indeholdt 20 Procent Bitterjord. §. 102. Den kulſure Bitterjord er aldeles uden Smag og Lugt. Vadet og ſam⸗ menrort med Vand bliver den til en kun i ringe Grad ſammenhangende Masſe, der ſnart torres. J vandholdig Evne er den liig den kulſure Kalk. Den forhol⸗ der ſig overhovedet til Vandet ſom denne. J reent Vand er den uoploſelig og kan kun, ſvangret med kulſuur Luft, oploſe kulſuur Bitterjord. §. 103. Men den reene kulſyrefri Bitterjord er ſaare forſkiellig fra Kalk. Den er ikke œtſende eller œſkig(alkaliſt) ſom denne; bliver ikke heed ved at overoſes med Vand, og den dermed ſammenrorte Grod bliver ikke haard og ſammenhangende, eller blandet med Sand til Mortel. Det ſynes vel, at den indſuger Vandet og forener ſig dermed, men uden at tatte eller kryſtalliſere det. Den forandrer kun i ſaare ringe Grad de blaa Planteſtoffers Farve. §. 104. fole po der u Bierg hvor n Daaſel polere Jerni Bitterjorden. 101 og i det§. 104. Ader denj Til de Mineralier, der indeholde Bitterjord og ere fede og ſcebeagtige at Bitterzord⸗ dlaf Iger⸗ fole paa, hore folgende: 2ade Mi 1) Serpentinſtenen, en haard, tat, morkegron eller morkegraa Steen, emt, har, der undertiden har rode Pletter. Den brydes i Lag, der ofte udgiore hele erkſomhed. Bierge. Det bedſte Serpentinſteensbrud i Tydſtland er ved Zapplitz i Sachſen, den en En⸗ hvor man bearbeider Serpentinſtenen i utroelig Mengde. Man dreier alle Slags Kalk, der Daaſer, Eſker, Vaſer, Lyſeſtager, Rivemortere o. ſ. v. deraf, hvilke ſiden ved noiag⸗ poleres med en fiin Sandſteen. Den beſtaaer af Bitterjord, Kieſeljord og de han, at Jernilt. Men dette 2) Talken er bladriig og meget feed at fole paa. Den findes deels i jord⸗ adrig fin⸗ agtig Tilſtand, deels ſom Steen. Hiin beſtaaer af glatte, noget glindſende Dele, and ligner og er ſom ofteſt temmelig hvid. Denne er haard, kan flakkes i Skiver og har at den var ofte en Glands ſom Solv eller Guld, hvorfor man kalder den Solv⸗eller Guldtalk. Rergel, der Den bruges fordeelagtigere end Olie eller Sabe, til at formindſke Maſtki⸗ ners Friction, da Traevarket ikke udvider ſig ved den, og Metallet beſkyttes mod Slidning. tog ſan⸗ Fordi Bitterjorden indeholder 44 Procent af denne Jordark, har man givet de Masſe, den Nayn af Talkjord. Bitterjordens svrige Beſtanddele ere Kieſel⸗ og Leerjord. en forhol⸗ Potteſtenen er en Afart af Talken. Den er gragaeagtig eller morkegron, Floſelig og kan meget vel dreies til alle Slags Kar, brydes i ſtore Masſer og findes iſcer i Schweitz. 3, Scbeſtenen er en glat Steenart, ſom Sabe; den lader ſig ſtrabe med den er Neglen, ſmitter af og er uigiennemſigtig. Man har forſkiellige Slags: jordag⸗ tig eller blod og ſort; den kaldes undertiden ſpanſk Kride, fordi man forhen bragte den fra Spanien; iſcer bruges den til Tegning paa Broderie. Den ſkri⸗ ver paa Glas og i vaadt Veirligt viſe de udſtrogne Trak ſig atter. Man finder den paa forſkiellige Steder i Tydſkland, f. Ex. i Bayreuth. 4) Asbeſt. Denne Steenart beſtaaer af en Trevlevav, der enten ligger parallel eller keydsviis. J det forſte Tilfalde hedder den ogſaa Amianth, naar dens etoſes ned nhengende, Vandet og undrer kun §. 104 — Bitterjorden. dens Trexvler ere boielige. Den er ſom ofteſt lyſegron eller graagron og finder Vodhe ofte i Sachſen, Schleſien, Bohmen, Ungarn, Sverrig o. ſ. v. Forſtie Det uforbraendelige Linned og Papiir og den uforbrandelige Veege, der for⸗ er afhe hen gav Overtroen ſaa megen Naring, gisres af Amianth. Linnedet forferdi⸗ ges ved at ſpinde de blodede og udkammede Trayler over en Hergarnstraad, hvor⸗ b ligegy efter det veves og udglodes; til Papiir ſtampes Travlerne og Groden behandles V viger. ſom Papiirmasſe. V mange 5) Meerſkum. Heraf dannes de yndede Pibehoveder. Forhen var man V i Tvivl om dets Oprindelſe og anſaae det for Havets Produkt, hvoraf det fik ſit V ſyre i Navn. Nu vide vi med Vished, at det grapes i Natolien, ikke langt fra Sta⸗ hvor d den Konie(forhen Ikonium), ved Landsbyen Klitſchik. Der brydes det i en ved S graaſkifrig Kalkkloft, ikke dybt under Jordens Overflade, i Aarer. Naar det Undert opbringes er det fittet. Man lader det hardes ved Luften, ſkigerer og borer Pi⸗ hvoraf behoveder deraf, ſom ſalges til Conſtantinopel, hvor de farves eller koges i Vox ſtor N og Olie. Derefter faae vi dem og omdanne dem. Affaldet bruger man til ucegte den, Pibehoveder. Uagtet det er blodt, har det dog meget Sammenhold, og ſpranges Maten derfor ikke ſaa let, ſom andre Fosſilier. Dets ſtore Tilbsielighed til at klabe Äckerb ved Tungen og dets ſpecifike Lethed ere desuden dets charakteriſtiſke Kiendetegn. eide⸗ Efter Wiegleb beſtaaer det af Bitterjord og Kieſeljord i lige Dele. Det ſkal ogſaa findes i Spanien, nœr ved Madrit, i Ungarn og Nordamerika. ſon m forvitt Jernet. nen, ſj Et Jor 5. 195, til deſ Jordens„Ved Leeret have vi allerede anfort, at Jorden meget ofte og i forſkiellig d e Form indeholder Jern. Det findes nemlig, ſom ſyrefrit Ilt(Oxyd), i forſtiellige Grader af Ilt⸗ 1 ning(Oxydation), hvidt, gront, ſort eller rodt, blandet og inderlig forenet med 3 Leerjorden, og er Aarſagen til alt Leers forſkiellige Farver. Vi vide endnu ikke beſtemt, om det har nogen og hvilken Indflydelſe paa Vegetationen og Jordens God⸗ Samm og findes ze, der for⸗ t forfardi⸗ raad, hvor⸗ mbehandles nvar man det fik ſit t fra Sta⸗ s det i en Naar det borer Pi⸗ loges i Vor m til negte g ſpranges l at klabe Kiendetegn. Det ſtal forſtiellg rader af It⸗ forenet med de endnu ikke mog Jordens God⸗ Godhed. Jernek. Efter alle Jagttagelſer ſynes det, at Iltningsgraden ikke gior nogen Forſkiel; derfor er det ligegyldigt, hwilken Farve Jorden har, forſaavidt den er afhʒngig heraf. 3. 1 Dernaſt finde vi kulſuurt Jernilt i mange Slags ſkiort Leer. Dette ſynes ligegyldigt, i det mindſte uſkadeligt. Naar det oversſes med ſtœrrke Syrer, und⸗ viger Kulſyren, ligeſom ved Kalken, med Opbruusning, og derfor er denne, ſom mange anſee for et ſikkert Beviis paa Kalk⸗ eller Mergeldele, ſkuffende. Endelig findes Jernet, dog ſieldnere, forenet med Svovl⸗ og Phosphor⸗ ſyre i Jorden. hvor dette findes, kaldes derfor vitriolagtig Jord. Denne Naterie findes kun ved Svovlkies, ved hvis Forvittring Syren dannes og forener ſig med Jernet. Undertiden findes den i fugtigtliggende Leer, men ſom ofteſt kun i torvagtig Moor, hvoraf man undertiden med Fordeel kan uddrage Jernvitriol. Hvor den er i ſtor Mangde, ſkader og drœber den Vegetationen; men i et ringere Forhold er den, efter œldre og nyere Erfaringer, frugtbargiorende, iſer i Forening med Materier, der indeholde Kulſtof, med Jord⸗ og Brunkul. See Annalen des Ackerbaues 1809 Auguſt og September, Side 164, og October og November, Side 455. Meer herom i Larren om Giodſkningen. Forenet med Phosphorſyre finde vi i Almindelighed Jernet i den Materie, ſom man kalder Ortſteen, hvorom vi allerede have talet ved Leerarterne. Den forvittres og blandes undertiden med Jordsmonnet, hvor den dog, udſat for Luf⸗ ten, ſynes efterhaanden at tabe de Egenſkaber, der ere drœbende for Vegetationen. Et Jordsmon, hvor Ortſtenen ligger toœet under Jordens Overflade, horer ſtedſe til de ſletteſte og ubrugbarſte. §. 106. Vi navne endnu Manganesiltet eller Bruunſtenen, der ofte udgier en, fkiondt ringe, Beſtanddeel af Ageren, og ſadvanligen findes i Planter og Dyr. J Forening med den forſte danner det Vitriol, og den Jord, Bruunſteen. Man har endnu ikke bemarket, at den har nogen Indflydelſe paa Vegetationen. §. 107. Bemarkelſen Jernet. §. 107. Disſe ere Jordens uomſkiftelige, uforanderlige, undtommelige og ufor⸗ brœndelige Beſtanddele, hvis Blandings⸗Forhold volder Jordens Forſkiellighed. Til denne Materie vende vi ſenere tilbage, naar vi forſt have betragtet en anden Beſtanddeel af ethvert frugtbart Jordsmon, hvorpaa dets Frugtbarhed beroer, og ſom egentlig udgior Planternes Naring, forſaavidt denne uddrages af Jorden. Denne er: MNulden(Humus). §. 108.— Det gœngſe Navn paa denne Subſtants er: Muldjord(Dammerde). Dette afOrdet Rulder blevet misforſtaaet af Mange, da man derved tankte ſig Agerens blandede Jords⸗ (Humus). Muldens Egenſkaber. mon og ikke en ſcregen Beſtanddeel deraf. Selv nogle videnſkabelige agronomi⸗ ſte Skribenter have begaaet denne Feil og derved forsget Forvirringen i denne Lœre. Derfor har jeg indfort hiint Navn, der meget beſtemt udtrykker Begre⸗ bet. Som videnſkabelig Bencevnelſe er Udtrykket Jord desuden upasſende. Mulden er egentlig ikke Jord, men har kun formedelſt ſin pulveragtige Subſtants fgaet dette Navn, 1 §. roo. Mulden(Humus) udgisr en ſtorre eller mindre Beſtanddeel af Jordsmon⸗ net. Egentlig er den eneſte Aarſag til dets Frugtbarhed; thi foruden Van⸗ det er denne den eneſte Nœring, ſom Planterne faae fra Jordsmonnet. Den er en Levning af vegetabilſt og dyriſk Forraadnelſe; et ſort Pulver, der i tor Tilſtand ſtover, men fugtig er mildt og ſittet at fole paa. Vel er den forſkiellig efter de Legemers Forſkiellighed, hvorfra den har ſin Oprindelſe, og efter de Omſtandig⸗ heder, under hvilke dens Forraadnelſe og Oplosning ſkeer, men har dog visſe almindelige Egenſkaber, og er i det Vaſentlige ſig ſelv liig. Den er et Foſter af den organiſke Kraft, en ſaadan Forbindelſe af Kulſtof, Brind, Qvalſtof og Ilt, ſom de uorganiſke Naturkrafter ikke kunne frembringe, da hine Stoffer kun par⸗ Smm narviis trade, ogſaa n Livet. get ind gelig ei og Forr ring for ſlere ra NMateri⸗ Dyr, o ikke let kunne ſ til Ve Moosa deres O Traer! — af Vege Beſtand uden O Stamm toſtnin ge og ufor⸗ erſtiellighed. tet en anden dberoer, og af Jorden. e). Dette dede Jords⸗ eagronomi⸗ gen i denne kker Begre⸗ upasſende. Subſtants Jordsmon⸗ pruden Van⸗ Den er en tor Tilſtand ellig efter d Omftandig⸗ zar dog visſe et Foſter af Qvalſtof og Stoffer kun par⸗ Jordsmonnets Beſtanddele. 105 parviis forene ſig i den dode Natur. Med hine almindeligen udbredte Stoffer trœde, ſkiondt i ringere Mangde, flere i Forbindelſe, nemlig Phosphor, Svopl, ogſaa nogen virkelig Jord, og undertiden forſkiellige Salte. Nulden, der er en Frembringelſe af Livet, er ligeledes en Betingelſe for Livet. Den narrer Organismen. Uden denne kan man derfor ikke tanke ſig no⸗ get individuelt Liv, i det mindſte ikke for de fuldkomnere Dyr og Planter. Fel⸗ gelig er Dod og Hdelaggelſe unndgaaelig nodvendig til Livets Vedligeholdelſe og Fornyelſe. Jo meer Liv, jo meer Muld, og jo meer Muld, jo meer Na⸗ ring for Livsorganet. Enhver organiſt Natur tilegner ſig, medens den lever, ſtedſe flere raa Naturſtoffer og bearbeider dem tilſidſt til Muld, hvoraf folger, at denne⸗ Materie forsger ſig ſaa meget ſtarkere, jo rigere en Egn er paa Menneſker og Dyr, og jo ſtorre den Produktion er, man drager af Jorden; forudſat, at man ikke letſindigen lader Vandet ſkylle den udi Oceanet eller Ilden odelcgge den. Vi kunne ſtudere Muldens Hiſtorie fra Verdens Begyndelſe, naar vi blot lagge Merke til Vegetationens Fremſkriden paa nogne Klipper. Forſt fremkomme forſkiellige Moosarter, i hvis Forraadnelſe fuldkomnere Planter finde Naring, der atter ved deres Oplosning forsge Mulden og endelig danne et ſaadant Lag, at de ſtorſte Treer kunne voxe derpaa. 14 Mulden, ſiger Voigt meget ſkisnt i Anhanget til Sausſures Underſogelſe af Vegetationen, er et Vegetabil, der ikke er ganſke desorganiſeret, men hvis Beſtanddeles Blanding tildeels er ophœvet. Den er en ſtor almindelig Plante uden Organiſation, der lader de andre Planter voxe paa ſig, og nœrer dem ſom Stammen en Krop eller ſom Skuddet af en Kaktus, paa den celdre Greens Be⸗ koſtning. Mulden beſtaaer af vegetabilſke Stoffer, kan altſaa atter forvandles der⸗ til, og forberedes ofte med Omhu til dette Hiemed. §. 110. Mulden(Humus) er, i Henſeende til ſine Beſtanddeles Egenſkaber, liig Beſtanddele. de Legemer, hvorfra den har ſin Oprindelſe. Men i Mangdeforholdet undergaaer den Forandring. Grundſtoſſene trade i en anden Forbindelſe og en Deel bortfly⸗ Anden Deel. H ver. Jordsmonnets Beſtanddele. ver. Mnlden indeholder, efter Sausſure, mindre Ilt, men meer Kulſtof og maar m Qvalſtof, end de Vexter, hvoraf den dannedes. Men Maaden, hvorpaa Mul⸗ drnaſt den dannes, har uden Tvivl ſtor Indflydelſe paa Mangdeforholdet og den ſœregne. en brur Forbindelſe af dens elementarſte Dele. Den er derfor anderledes, naar den have m dannes i fri Luft, end naar denne er udelukket; anderledes ved megen end ved ringe moſphe Fugtighed. Dette er viſt, endſkiondt hverken de Omſtandigheder, der have V ter ma Indflydelſe paa Muldens Frembringelſe, eller de Afvigelſer, ſom derved finde V af. T Sted, ere tilſtrakkeligen underſogte. V ſure, u §. IIr. adkogte Forſkiellighed Omendſkiondt Mulden eengang har dannet ſig, er den dog aldeles ikke ufor⸗ V Nlanten 135de er anderlig eller uoploſelig. Iſcer med den atmoſphariſke Luft ſtaaer den i uaf⸗ j hvilke brudt Vexelvirkning. Under en Glasklokke, ſom er ſpœrret med Qvikſolv, til⸗ blot Pr trekker den med Kraft Iltluft, meddeler den Kul og forvandler den til kulſur net elle Luft. Er Klokken ſpcerret med Vand, ſaa dannes et tomt Rum, hvori Van⸗ trhknin det, ved at abſorbere den kulſure Luft, indtronger. Mulden undergaaer alt⸗ Luften ſaa en umerkelig Forbrœnding. Ved fuldkomne Traekul marke vi den ikke. Oplos Den maa altſaa hidrore fra Kulſtoffens ſeregne Forbindelſe med Brint(Hydro⸗ nu uop gen) og Qvelſtof(Azot). Ved denne Frembringelſe af kulſur Luft og ved turen, Hielp af Jordsmonnet virker Mulden ſandſynligvis paa Vegetationen, iſeer naar er bleve Plantetoppene fuldkommen dakker Jordens Overflade og derved hindre, at det Luftlag, ſom er ſvangret med udviklet kulſur Luft, alt for hurtigt bortflyver. Sausſure fandt, at ſaftige halvfortsrrede Planter sienſynligen hurtigere forfriſke⸗ ſoſelige des ved at lœgges paa Muld eller paa en Jord, der var rig paa Muld, end paa losring en anden mager Jord. Efter de under Glasklokken foretagne Forſog kan man Partie beregne, hvor uhyre ſtor den Mangde Kulſyre maa vare, der paa en Tonde fraſtil Land udvikler ſig af et Jordsmon, der er rigt paa Muld. 1§. 112. Muldens Ex⸗ Men der foregaaer endnu en anden Forandring i Mulden, ſom Sausſure tt mod roftipſtoſ ligeledes nœrmere har larrt os at kiende. Der danner ſig nemlig en vis i Vand Gierin oploſelig Materie, ſom kaldes Extraktivſtof. Dette Stof udvikles af Kuldet, Dele. naar aammn „Kulſtof og orpaa Nul⸗ den ſœrregne „ naar den id ved ringe , der habe derved finde gikke ufor⸗ den i uaf⸗ ikſolv, til⸗ ntil kulſur hvori Van⸗ rgaaer alt⸗ i den ikke. nt(Hydro⸗ ft og ved iſcr naar re, at det bortflyver. ere forftiſke⸗ d, end paa zig kan man a en Tonde m Sausſure vis i Vand af Kuldet⸗ naar n Jordoͤmonnets Beſtanddele. naar man gientagne Gange koger en ſaadan, der har veret udſat for Luften, og derngeſt lader den brune Saus bortdunſte, indtil dette Stof da bliver tilbage ſom en brun eller ſort Grod. Naar Mulden ved gientagen Kogning ſynes ganſke at have miſtet dette oploſelige Stof, og man da en Tidlang atter udſcetter den for At⸗ moſpharens Indvirkning, ſaa faaer man igien meer Extraktivſtof. Men beya⸗ rer man Mulden i lukkede Glaskar, ſaa faaer man intet meer af dette Stof der⸗ af. Den Muld, der ſaaledes er berovet ſin oploſelige Extrakt, er, efter Saus⸗ ſure, mindre frugtbar og indeholder forholdsmasſig mindre Kul, end den ikke udkogte. Han ſage, at dette Stof, fortyndet med Vand, gik umiddelbart over i Planternes Rodder. Dette ſynes altſaa naſt efter Kulſyren at veere den Form, i hvilken Naœringen, iſer Kulſtoffen, tilfores Planterne. Uden Udkogning, ved blot Presning, faaer man kun lidet af den gamle Muld. Den, der nylig er dan⸗ net eller blandet med dyriſk Giodning, giver dog meer, ved den blotte Sammen⸗ trykning. J Luften forandres dette Extraktivſtof. Udſettes Oplesningen for Luften, da trakker den en Hinde, der, ſom Flokker, ſynker til Bunds, naar Oplosningen ryſtes, hvorefter en nye Hinde atter dannes. Hint Bundfald er nu uoploſeligt i Vand, indtil et Aſt ſcttes til. Vi finde megen Muld i Na⸗ turen, der for en ſtor Deel ſynes at beſtaae af ſaadan fraſkildt Extraktivſtof, ſom er bleven uoplsſelig. §. 113. Men det ildfaſte Eſt(Alkali) oploſer naſſten aldeles Mulden, og hiint uop⸗ 2Eſkenes loſelige Extraktivſtof og Ammon undviger under dens Indvirkning. Denne Op⸗ losning decomporeres ved Syrer, der precipitere et i Forhold til Mulden ringe Partie af et forbrandeligt Pulver. Mulden oploſes ikke i Alkohol, der kun fraſkiller lidet Extraktivſtof og Harpix. §. 114. Den egentlige Forraadnelſe kan ikke virke paa Mulden, der ſnarere ſynes MurdensOp⸗ at modſtaage den. Thi det afſondrede Extraktivſtof kan gaae over i den raadne Gicring; men det ſkeer ikke ſaalcenge den er i Forbindelſe med Muldens evrige lished. Dele. Men udſat for Luften fortœres Mulden aldeles, ved Frembringelſe af Kul⸗ O 2 ſyre Jordsmonnets Beſtanddele. ſyre og Extraktivſtof: endnu meer ved Plankernes Vext, derſom den ikke ved La? Var dette ikke Tilfœldet, ſaa maatte Mulden „Muligheden, Giodſkning giengives Jorden. have opdynget ſig i langt ſtorre Mengde paa Jordens Overflade. „at kunne tilintetgisre denne vegetabilſte Jordart, ſiger den celdre Sausſure, er⸗ „ien uimodſigelig Kiendsgierning, og Agerdyrkere, ſom ved ofte gientagen Plsi⸗ „ning, vilde erſtatte Giodſkningen, have giort en ſorgelig Erfaring. De ndmagrede efterhaanden deres Jorder og giorde disſe ufrugtbare ved at tilintet⸗ igiore Plantejorden.“ Han ſigter her formodentlig til de Forſog, ſom hans Landsmand Chateauvieur giorde ved Genf med den Thulſke Radſaaening uden Giodſtning, hvilken du Hamel udforligen har beſtrevet i hans traité sur la cul- tare des terres. Saadanne Exempler ſee vi daglig. end der fortares. alt det der voxer paa Jorden forraadnede derpaa; netop ſaaledes ſom Tilfeeldet er i gamle Skove eller paa ubeboede Sletter, der have en gunſtig Beliggenhed, for Vegetationen. “ F. I15. Mulden forholder ſig forſkiellig og yttrer forſkiellige Virkninger, overeens⸗ ſtemmende med de Jordarter, hvormed den er blandet. Ved Hielp af en vis 1aui Seighed tilbageholder Leeret Muldens Partikler, der ere indblandede og fordeelte Sun— deri, ſikkrer dem meer mod den atmosphariſke Lufts Indvirkning og folgelig mod Oplosningen. Derfor, og fordi Planterne ikke med fuldkommen Frihed kunne udbrede deres Rodder til alle Sider, maa Leeret, om det ſkal viſe ſig frugtbart, indeholde megen Muld. Har det af Naturen kun lidet Muld, behover det en ri⸗ gelig Giodſkning, naar det forſt ſkal opdyrkes. Forbindelſe med Leer. Men er det eengang ſvangret og dl2ns ganſke giennemtreengt deraf, ſaa holder det ſig deſto leengere frugtbart, uden at — trange til nye Giodſkning. med Munden, hvorved denne paa en vis Maade miſter ſine Egenſkaber, iſcer ſin Leeret ſynes ogſaa at forene ſig inderlig og chemiſt ſorte Farve. Vi have underſogt Leerarter, der vare ganſte hvide og ikke frem⸗ 7— ,. viſte ◻ Kun ved at giengiye Jordsmonnet en Deel af de til Giodning forvandlede Planter, ſom ere groete der⸗ paa, afverge vi Muldens Udtommelſe, da Vegetationen dog frembringer meer Muldens Forsgelſe vilde derfor veere ſaare betydelig, naar Sanmmmn mon er den bla er loſt, fremme Mulder kelig I hurtig toly dog oie Det er ſlion G her dar holder ſig, u ded ſac pet, 09 Ja deraf, eller r oploſe a ikke ded te Mulden NRuligheden, zusſure, er kagen Ploi⸗ ring. de at tilintet⸗ ſom hans eening uden sur la cul. t giengiye groete der⸗ inger meer elig, naar n Tilfeldet eeliggenhed, overeens⸗ af en vis 9 fordeelte olgelig mod rihed kunne g frugtbart, der det en ri⸗ ſpangret og nt, then at Jordsmonnets Beſtanddeler 109 viſte noget andet Kiendetegn paa Muld. Men ved Glodning bleve de ſorte, viſte tillige flere Kiendetegn paa brintet(hydrogeniſeret) Kulſtof. Ved fortſat Glod⸗ ning forſvandt den ſorte Farve, og de vare merkeligen lettere. Det er ikke uſad⸗ vanligt, at det opfkyllede Jordsmon i Marſker og paa lave Steder har et ganſke hvidt Udſeende; men man kan dog ſlutte fra dets ſtore Frugtbarhed til en ſtor Deel Muld eller Stoffer, hvoraf denne beſtaaer. Jeet ſaadant opſkyllet Jords⸗ mon er Mulden ſom ofteſt inderlig forenet med Leeret, fordi den ſom Dynd er ble⸗ ven blandet dermed og afſat af Vandet. §. 116. Sandet kan man kun tillegge en mekaniſt Birkning paa Mulden. Da det Forhold til er loſt, ſkaffer det den atmospherriſte Luft fri Adgang til alle Muldens Partikler, Sandet. fremmer Kulſtoffens, Kulſyrens og Extraktivſtoffets Fraſkillelſe og oploſer altſaa Mulden hurtigere. Naar Fugtigheden ikke fattes Sandet, der indeholder tilſtrek⸗ kelig Muld, da er dette Jordsmon ualmindelig frugtbart. Men det udmagres hurtigt, fordi Mulden oploſes. J Odermarſken findes Steder, hvor for ti til tolv Aar ſiden var et ſtœrkt Lag af Muld over den tilſkyllede Sand; denne er dog oienſynlig formindſket, i den Grad, at man nu kun ſeer reen hvid Flyveſand. Det er beſynderligt, at ſelv disſe aldeles ufrugtbare Pletter om Foraaret ſkiules af ſkion Gronſvcer. Dette lader ſig kun forklare af den Mengde kulſure Luft, ſom her dannes. Derimod forbedres her ved fortſat Ploining det Jordsmon, ſom inde⸗ holder for megen Muld; thi naar den loſe ſvampede Muld, der her har opdynget ſig, uden at vare forenet med Jord, blandes med Sand, ſaa forbedres den der⸗ ved ſaare meget. Sandet ſammentrykker den, hvorved den bliver mindre ſvam⸗ pet, ikke tiltrekker ſaa megen Fugtighed og yder Planterodderne meer Holding og Faſthed. J dette Tilfalde kan man gisde med Sand og ſee ſtorre Virkning deraf, end ſelv af Giodning. Sandet oploſer ogſaa den ſure Muld og Tsrven, eller rettere fagt: ved Hielp af Sandet befries den fra overflsdig Fugtighed og oploſes af Ttudaphueten. §. II5- drages Luf⸗ ten. Forandring ved Mulden, naar den und⸗ Jordsmonnets Beſtanddele. §. 117. Den Muld, der lange har verret unddraget Luftens Indvirkning, og enten nederſt i Laget er bleven dakket af den everſte Deel, af Jord eller af Vand, for⸗ holder ſig ganſke anderledes end den der har verret udſat for Luften. Denne Til⸗ ſtand er endnu ikke tilſtrakkeligen underſogt: vi kunne blot med Sandſynlighed tale om det Seregne i de Forandringer, der foregaae med den Muld, ſom er unddraget Luften. Men endog fri for Syre har den ſcœrregne Egenſkaber. Saadan Muld finde vi ofte opdynget paa lave Steder, iſcerr i Nœrheden af Skove. Vandet, der her ſtrommede til fra hoiereliggende Steder, bortſtyllede adſkillige Vegetabilier, ſelv allerede dannet til Muld, og afſatte den her ofte i meeg⸗ tige Lag. Derfor er den ſom ofteſt blandet med ſaadanne Jordarter, af hvilke den omliggende Egn beſtagaer. Denne Muld, i det mindſte den dybere liggende, er ikke i Berorelſe med Luften, har altſaa paa en ganſke anden Maade oploſt ſig ſelv og dannet andre Materier. Kulſyre og Extraktivſtof dannes efter al Sand⸗ ſynlighed ikke uden Luftens Indvirkning. En Deel Brint danner ſig formodent⸗ lig med en Deel Ilt til Vand. En anden Deel Brint oploſer derimod Kulſtof og bortflyver, ſom Kulbrinteluft. Viſt er det, at denne Muld taber mindre af Kulſtof, end af de svrige Elementer. Her ſeer vi altſaa det Modſatte af det, der indtraf med den, ſom var udſat for Luften. Jo langere Mulden altſaa ligger dœkket, jo meer maa Kulſtoffen forsges, hvorved den underkaſtes en langſom Forkulling. De dybere liggende Muldlag, ſom ere tidligere dannede end de overſte, ligne derfor meer Kul, ere ſortere og faſtere, og give, naar de broendes, meer Kul, end de overſte. Men da Kul blot kan oploſes i Forbindelſe med Brint, ſaa er en ſaadan Muld vanſkelig at oploſe og virker altſaa kun ringe, indtil den efterat have voœret en Tidlang udſat for Luften, atter forandrer ſin Natur. Blandes den med friſt Giodning, der udvikler meget Ammon, da virker den, ſom Erfaring larrer, hurtigere og en ſaadan Muld gior ofte ingen Virkning paa Ageren, forend efter Giodſkning. Men Kalken befordrer ogſaa meget dens Oplosning, og man kan ofte med ringe Moie tilveiebringe en ſaadan Blanding, naar man, hvilket ofte er Tilfal⸗ det, ◻ det, u linger. Vand. ved der gere, ſaa da ner, 1 lenge tryk, derſogt gyndel Baſis. ſaa be derfta men de loſer er fiellig telſe w en ſto Lagt. motkel ſaa pt meer atter. fuur ſe var ne tilbage „ og enten Vand, for⸗ Denne Kil⸗ nlighed tale unddraget erheden af bortſtyllede fte i mag⸗ af hvilke liggende, eoploſt ſig al Sand⸗ formodent⸗ od Kulſtof mindre af af det, der en forsges, e Muldlag, e ſortere og den da Kul anſtelig at dlang udſet odning, der gen ſaadan an ofte med er Tilfel⸗ det, — Jordsmonnets Beſtanddele. det, under ſaadan Muld opdager et Lag af jordagtig Kalk, der er dannet af Mus⸗ linger. Det forholder ſig naſſten ligedan med den Muld, der har lagt under Vand. Stager Vandet ikke hoit over den, men udtorres fra Tid til anden, hvor⸗ ved den kommer i Berorelſe med Luften, ſaa virker en ſaadan Muld langt hurti⸗ gere, end den, der har lagt dybt under Vandet. §. 118. Kaar Mulden uafladelig er fugtig, dog uden at ligge ganſke under Vand, SyrernesOp⸗ ſaa danner den en Syre, om hvis Tilverrelſe Smagen allerede tilſtrakkelig vid⸗ Senelſe t ner, men Lakmuspapiret, der bliver rodt, endnu meer. Dette har man allerede dustighed. lœnge vidſt, og derfor med Rette kaldet ſaadanne Egne og Sumpe ſure; et Ud⸗ tryk, der ellers er ſaare misbrugt. Men vi have formodentligen forſt nsiere un⸗ derſogt Sagen og udforſket denne Syres ſcregne Beſkaffenhed, hvilken vi i Be⸗ gyndelſen forledtes til at anſee for en Syre af beſynderlig Art, med Kulſtof til Baſis. Som ofteſt er den Edike⸗, undertiden Phosphorſyre, der har ſluttet ſig ſaa beſynderlig faſt til Mulden, at man hverken kan udſfylle den, eller ſkille den derfra ved Kogning. Vadſken, hvori Mulden koges, fager vel en ſyrlig Smag, men den ſtorſte Deel Syre bliver hœngende ved hiin. Hvad Vandet i Hvrigt op⸗ loſer er kun en ringe Deel brun Materie, der torret bliver ſkior, men meget for⸗ ſkiellig fra den almindelige Mulds Extraktivſtof, og uden den Egenſkab, i Bero⸗ relſe med Luften at kunne precipitere ſig. Derimod indeholder denne ſure Muld en ſtor Mangde uoploſelig Extraktivſtof, der undertiden udgior det meſte af dens Veegt. Naar den derfor digereres med en aſſtig(alkaliſt) Lud, ſaa bliver denne morkebrun og endog tyk af megen oploſt Subſtants. Haldes en Syre i Luden, ſaa precipiteres Extraktivſtoffen i morkebrune Flokker og tilſcetter man da nogen meer Syre end netop fordres til AEſkets Neutraliſering, ſaa tilegner den ſig atter— hvilket er merkvœrdigt— Edike⸗ og Phosphorſyren og bliver ligeſaa ſuur ſom forhen. Men derſom man blot anvender ſaa megen Syre, ſom netop var nodvendig til at neutraliſere Bſket, ſaa blive Syrerne, bundne til Bſket, tilbage i Vadſten, og Extraktivſtoffen er da ikke meer ſuur. Denne ſure Muld inde⸗ Adſtringeren⸗ *Muld. frembringe endog paa tore Steder en ſaadan Muld. Der, hvor disſe Planter Jordsmonnets Beſtanddele. indeholder Ammon, hvilken, for bunden til Syren, bliver kiendelig ved en pir⸗ rende Lugt, naar man behandler Oplosningen med Afkene. §. 110. ³. Denne ſure Muld er ufrugtbar og ſkadelig for Vegetationen. Er Syren ſterk og Mulden ganſte giennemtrangt deraf, ſaa groe kun faa lidet nyttige Grcesarter derpaa, ſom f. Ex. Star, Carex, Siv, Juncus, Kicrruld, Erio- phorum o. ſ. v. Disſe, iſer Sivene, groe ſcdvanligſt og egentligſt derpaa; man kan med Vished antage, at Grunden indeholder megen ſuur Muld, naar man finder dem. Men naar vi kunne udtorre og befrie Jordsmonnet for den ſkadelige Fug⸗ tighed, der fremmer Syrernes Dannelſe, ſaa have vi Midler til at befrie den fra denne ſkadelige Egenſkab og forvandle den til frugtbar Muld. Den er da en Skat af vegetabilſk Naringsſtof, ſom Naturen har bevaret os og vi paa det fordeelagtigſte kunne benytte, enten paa Stedet ſelv, eller ved at bringe den ſom Giodning paa andre Marker. Vi vide nemlig, at den ved Eſt, Aſke, Kalk og Mergel, kan befries for Syren og hurtig gisres oplsſelig. Kunne vi ikke anvende disſe Materier, ſaa ere vi dog i Stand til ved Mulden ſelv virkſomt at ar⸗ beide mod Syrerne, nemlig ved at brande den. Herved frembringes ikke alene det ſaa gavnlige Aiſk og Kalk af Mulden ſelv, men Ilden beſidder desuden Evne til, for ſtorſte Delen at tilintetgiore Syrerne; derfor er Gronſverrsbrandingen fordeelagtigſt paa ſaadan Grund. §. 120. Vexter, der indeholde meget Garveſtof eller noget lignende, iſcer Lyngen, groe hobevis, finder man ofte en ganſke ſort Jord, hvoraf Jernet viſt nok under⸗ tiden er en Beſtanddeel, men ſom dog egentlig beſtaaer af megen, aldeles uoplo⸗ ſelig Muld. Denne er kun gunſtig for de Planter, hvorfra den har ſin Oprin⸗ delſe, og blot disſe trives deri. Kun med ſtor Moie faaer man Lyngen til at groe, hvor denne Muld fattes, og hvor denne er, taaler hiin neppe nogen anden Plante. Ved Mergel, Kalk og Giodning, der indeholder Ammon, kan denne Muld 9◻ der er nelſen Lufts underſ og uln der de ſeg ſamle Moſer til en dan G Lerea eller f lednin at hal ler ſa enten ſte in at hra zemer An. bed en pir⸗ Er Syren idet ayttige ruld, Erio. gſt derpaa; Muld, naar delige Fug⸗ befrie den ner da en vi paa det nge den ſom Aſte, Kalk inne vi ikke kſomt at ar⸗ ikke alene zuden Evne brandingen iſcr Lyngen, isſe Planter ſt vok under⸗ deles uoplo⸗ tſin Oprin⸗ yngen til at nogen auden „kan denne Nuld Jordsmonnets Beſtanddele. 113 Muld forvandles og hver Lyngplante udryddes. Brandingen gisr ogſaa nogen Nytte; men det er vanſkeligt at vedligeholde en tilſtrekkelig Ild. En lignende Muld fremkommer af nogle Traers, iſcer Eegens Lov, naar de ikke, i det de raadne, blandes med kraftig dyriſt Giodning eller med Kalk og Eſk. Efterhaanden taber dog denne Muld, udſat for Luften, ſin ſkadelige Virkning, og bliver endelig men ſenere til frugtbar Muld. §. 121. Ved nylig dannet Muld ſynes at veere betydelig Forſkiel mellem den,3erdine, der er en Levning af fuldkommen Forraadnelſe, og den, der manglende Forraad⸗ dder fremkom⸗ nelſens Betingelſer, Barme og Fugtighed, men deſto meer udſat for den ftlere Lufts Indvirkning, henmuldede. Man har dog endnu ikke tilſtrakkeligen den ved For⸗ underſogt denne Forſkiellighed. Hiin ſynes aabenbart at indeholde mindre Kul, 4. og ulmer kun naar den antaendes; denne er ſortere, indeholder meer Kul, braœn⸗ der derfor ſtœrkere og udvikler meere frit Varmeſtof. De fleſte af Sausſures For⸗ ſog ſkedte med hünt Slags Muld, da man med mindſt Moie og reneſt kunde ſamle denne af Pile og andre muldende Traer. ₰ forhenverende nu udgravede Moſer finder man ofte en Muld, der meget ligner den af henmuldet Trae og til en Dybde af 1 ¾ til 2 Fod er Jordsmonnets Hovedbeſtanddele. En ſaa⸗ dan Grund dyrkes, uagtet dens Rigdom af Naringſtof, meget uſikkert, iſcr med Cerealier. Jeg er meget uvis, om dette ene hidrorer fra Jordsmonnets Loshed, eller fra Muldens ſeeregne Beſkaffenhed; vi anſtille netop nu Forſog i denne An⸗ ledning og beſtyrkes i vor Mening, at denne Muld ligner Piletraernes, ved at have bemerrket, at Cerastium vulgatum, fremfor alle andre Planter, ſkiu⸗ ler ſaadanne Steder. §. 122. 3 1 Endelig er der ſtor Forſkiel paa Mulden, iſcr paa den friſte, om den Oyriſk os ve⸗ enten egentlig er fremkommen af animalſt eller vegetabilſt Forraadnelſe. Den ſid⸗ Atatälſe ſte indeholder meer Qvalſtof, meer Svovl⸗ og Phosphorſtof, hvilket man, ved at brande den, tydelig marker paa Lugten, der ligner den af brandte dyriſke Le⸗ gemer. Anden Deel. P For Torvens Op⸗ rindelſe. for leenge ſiden forladt. — 114 Jordsmonnets Beſtanddele. For at kunne beſtemme Forholdet mellem Beſtanddelene af de forſkiellige Slags Muld fordres endnu noiagtigere pneumatiſke Underſogelſer deraf. Torven. §. 123. Ogſaa Torven er et Slags Muld. Om dens Oprindelſe og Vaſen har Fordum troede man, den havde en mineralſt eller dog halv mineralſt Oprindelſe. Thi man meente, at den var en opdynget Masſe gien⸗ nemtrangt af jordharpixagtige Partikler. Men denne Mening har man allerede Man finder viſt nok Torvarter, der indeholde Jord⸗ man varet meget uenig. harpir, men ogſaa andre, der ikke have det ringeſte Spor deraf. end Jordharpir deri, ſaa er det dog beviiſt, at dette har en vegetabilſk Oprindelſe. Torven er altſaa intet andet end en ſammendynget Materie, der er frem⸗ kommet af meer eller mindre forraadnede Plantedele. Den dannes paa lave og fugkige Steder, hvor visſe Grœsarter og Bladmos, der meer modſtaae For⸗ raadnelſen, vore og opdynges. Fremdeles af andre Dele, ſom det nedflydende Vand ſammenſkyller. Det ene opdynger ſig over det andet; det Vegetabilſke oploſes, taber, jo langere det ligger, ſin organiſke Indvœvning, og ſammen⸗ klumpes til en ſammentrykt ſvampet Masſe. Naar Oplosningen er kommen ſaa vidt, at den organiſke Indvavning er ganſke tilintetgiort, ſaa er Torven blot ſuur Muld. Thi enhver Muld, der blot kan hange ſammen, og ikke er alt for meget blandet med oprindelig Jord, kan benyttes og braendes ſom Torv. Alle de Planter, hvoraf Torven dannes og paa en vis Maade fremkommer, groe kun paa vaad Grund. Star(Carex), Kiceruld(Eriophorum) Moſe Poſt(Ledum palustre) og iſcr Rodmos(Sphagnum palustre) ere ſamtlige indvovede i Tor⸗ ven. Man har imidlertid antaget at Sphagnum palustre iſcœr bidrager til Tor⸗ vens Frembringelſe, hvilket vel ogſaa er fuldkommen rigtigt. Den fortiente hollandſke Naturforſker van Marum anſeer dog endnu en anden Plante, Con- verva rivularis, for Torvens Moder, og mener endog, at man kunde frem⸗ bringe Og var der — ringe o at groe 8 forſtiell gende E hengig o endel lighed, hurtig? andre E let Mas ganſteb endnu i andte A ved en og ſam hbere en gere og paa een ddere d kulagti kullede. Den er Steder fremkor dende d aumn forſtielige f. Veſen har lſt eller dog Nasſe gien⸗ nan allerede holde Jord⸗ Og var der Oprindelſe, der er frem⸗ paa lave og dſtage For⸗ nedflydende Vegetabilſke og ſammen⸗ kommen ſaa Torven blot (ke er alt for Torv. Ale er, groe kun oſt Cedum Torven. 115 bringe og plante Torven hvor man vilde, naar man kun bragte denne Plante til at groe paa et fugtigt Sted. See Hermbſtaͤdts Archiv, 1 B. S. 240. Torven kan dannes under ſaare forſkiellige Omſtœnndigheder. Der kan paa forſkiellige Steder vœre ſtor Forſkiel paa Grundens Beliggenhed mod den omlig⸗ gende Egn, iſcer mod den nerrmeſte Vandflade, hvoraf Fugtighedsgraden er af⸗ hangig, dernaſſt paa Beſkaffenheden af de Planter, hvoraf Torven fremkommer og endelig paa Underlaget; alt dette forvolder uden Tviyl den ſtore Forſtiel⸗ lighed, ſom vi bemerke ved Torven. Paa et Sted, hvor alt var gunſtigt for en hurtig Forraadnelſe, finde vi Torven ſom en homogen, tung og ſort Masſe; paa⸗ andre Steder, hvor Forraadnelſen kun langſomt kunde foregage, ſom en los og let Masſe, hvori desuden findes mange uoploſte Plantetravler, eller ſom naſten ganſke beſtaaer af ſaadanne. Undertiden har ved en Forraadnelſesproces, der endnu ikke tilfulde er bekiendt, ogſaa deri virkelig dannet ſig Jordharpix. Mange andre Afvigelſer, der ere meer eller mindre oienſynlige, og tildeels kun viſe ſig ved en neiagtig Analyſe, finde Sted ved Torven. Den er endog forſkiellig i eet og ſamme Lag. Man finder i Almindelighed overſt en los traœvlet Torv; dy⸗ bere en mindre travlet, og jo dybere man kommer, jo kompaktere, faſtere, tun⸗ gere og ſortere bliver Masſen. Dette er let at forklare. Torven dannes ikke paa eengang, men efterhaanden: det ene Lag oven paa det andet. Forſt naar een Generation af Planter er uddod, fremgroer en anden i dens Levninger og ſaa⸗ ledes forhoies efterhaanden hele Laget; den dybere liggende Torv er altſaa eldre, end den sverſte, og i hiin er Oplosningen allerede meer fremmet. Da denne, jo videre den ſtrider frem, ſtedſe bringer Levningerne af Planternes Dele i en meer kulagtig Tilſtand, ſaa oploſes de underſte Lag meeſt, blive ſortere og meer for⸗ kullede. evede i Tor⸗ Jo meer Torvens Planketrevler ere oploſte, jo meer ligner den Mulden. HvorvedTor⸗ — ven adſkiller ager til Tor⸗ Den er kun forſkiellig fra den Muld, der dannes paa Agre, i Skove og paa andre ſig fra Mur⸗ den fortiente Steder, fordi den fremkommer under andre Betingelſer. Den Muld, der ellers den. Com remkommer ved vegetabilſke Legemers Oplesning, er ikke udſat for ſaa vedhol⸗ lante, 9 kunde frem⸗ dende Fugtighed, ſom Torven. Jordsmonnets oprindelige Jordarter, der blan⸗ bringe P 2 der Brunkullet. 116 Torven. de ſig med Murden, virke ogſaa paa den, men fattes ved den egentlige Torv. J de fleſte Tilfelde er Torven overeensſtemmende med den ſure Muld og har ofte dennes Egenſkaber i ſaa hoi Grad, at man uundgaaelig maa anſee dem begge for een og den ſamme. Ligeſom den ſure Muld indeholder Torven ſom ofteſt Eddikeſyre, Phosphor⸗ ſyre og Ammon. Men om den end ikke er ſuur, ſaa indeholder den dog en ſtor Marngde uoploſelig Extraktivſtof, der ved Aſt eller Aſke bliver oploſelig. Un⸗ dertiden finder man Svovlkies i Torven, der uden Tvivl, man veed ikke ret hvorle⸗ des, er udenfra kommen i Torven. Naar ſaadan Terv brandes, lugter den af Svovl, og paa dens Overflade udſlaaer undertiden et Salt, der ſmager ſom Blak og beſtaaer af ſvovlſurt Jern og Vitriol. Ligeſom Mulden er ſammenſat af Kulſtof, Brind, Qvalſtof og Ilt; ſaa⸗ ledes udgiore ogſaa disſe Elementer Torvens Beſtanddele. Naar man underka⸗ ſter Torven en tsr Deſtilation, ſaa faaer man de ſamme Subſtantſer, ſom Mul⸗ den yder, ſkiondt i noget forſkielligt Forhold, da Kulſtoffen er herſkende i Tor⸗ ven. Dog er ikke al Tsrv lige riig paa dette Stof. Jo aldre den er, deſto meer indeholder den, og da Torvens Godhed, ſom Brandſel betragtet, beroer paa Kul⸗ ſtoffens Mangde, ſaa er ſaadan gammel Torv, der har meeſt Kulſtof, den bed⸗ ſte. Ved at lagge Torven tor og blande den med Aſt eller Kalk, bringes den til Oplosning, befries fra ſin Syre og forvandles til mild og frugtbar Muld. Meer herom i Lœren om Giedſtningen. §. 124. En anden braendbar Materie, der undertiden findes ikke dybt under Jordens Overflade, undertiden under Torven, er Brunkullet eller det bitumineuſe Tree. Det er ikke allene vigtigt for Landmanden ſom Brandematerial, iſer ved Kalk⸗ brœnderier, men ſynes endog at vare en ſaare virkſom Giodning: i Seerdeleshed, naar det er giennemtrangt af Svovlkies og Jern, og Jernvitriol har dannet ſig ved den forſtes Forvittring, hvilket, iſerr i denne Forbindelſe, ſynes at vœre me⸗ get giodende, naar det i ringe Masſe bringes paa Ageren. For⸗ 2 Forſtie forſaav G Dyrknin det bedſt disſes B ſtemmed 4 Grad af dre adle disſe Jo man dei tog mar til Agen Jagttag ſlere hun obertyde tionen. end hidt kelige ti ſones mu ſom det noiagtit ſte, for Veſtem W taget jeg Undecla Torv. d har ofte n begge for Phosphot⸗ dog en ſtor elig. Un⸗ tet hvorle⸗ lugtet den ſmager ſom Ilt; ſaa⸗ n underka⸗ ſom Mul⸗ nde i Tor⸗ deſto meer er paa Kul⸗ „den bed⸗ ringes den tbar Nuld. der Jordens heuſe Trae. r ved Kall⸗ Zeerdeleshed⸗ dannet ſig at vere me⸗ For⸗ Forſkiellige Jordsmon. 117 Forſkielſige Jordsmon, deres Egenſkaber, Vard og Benyttelſe, forſagvidt ſamme kunne udledes af det Forhold, hvori de dyr⸗ kede Jordlags Beſtanddele ere blandede. §. 125. Enhver af de omtalte Subſtantſer vil afſondret danne en ufrugtbar til de forfkieni⸗ Dyrkning ganſke uduelig Grund. Et Jordsmon ſaa godt ſom muligt dannes ved ge Jordsmon det bedſt mulige Forhold mellem dets Beſtanddele, og den uendelige Forſkiellighed eo hung mis disſes Blanding fremvirker ſaa utallige Slags Jordsmon, at man ikke kan be⸗ elige der ſtemme deres Grandſer, men kun Overgangene. ſtanddele. Hidtil har man empiriſt afdeelt de forſkiellige Slags Jordsmon efter den Grad af Frugtbarhed, ſom man bemarkede hos dem, og efter de meer eller min⸗ dre adle Frugter, ſom de formagede rigeligen at bœre; men, da man ikke kendte disſe Jordsmons Beſtanddele, ſaa blev Beſtemmelſen aldeles urigtig. Forſogte man derimod at beſtemme de forſkiellige Jordsmon efter deres Beſtanddeel, ſaa tog man ikke Henſyn nok paa Graden af deres Frugtbarhed og paa deres Forhold til Agerdyrkningen; man anſtillede ikke eller bekiendtgiorde i det mindſte ingen Jagttagelſer i denne Anledning. Vi ere de forſte, der have chemiſk underſogt flere hundrede Slags Jordsmon og tillige ſtrebt ſaa noiagtigt ſom mueligt at overtyde os om, hvorledes enhver iſcer forholdt ſig til Agerdyrkningen og Vegeta⸗ tionen. Vel have Reſultaterne heraf ſat os i Stand til, med meer Beſtemthed end hidtil, at kunne ſige noget i denne Anledning; men de ere dog ikke tilſtrak⸗ kelige til fuldkommen at oplyſe og ſette denne Gienſtand udenfor al Tvivl, hvilket ſynes muligt og formodentlig eengang vil ſſee. Maa man end anſee det folgende ſom det forſte og derfor ſtedſe ufuldkomne Forſog til de forſkiellige Jordsmons noiagtigere Beſtemmelſe og Klasſiſication, ſaa holder jeg det dog for en Fortiene⸗ ſte, forſaavidt det aabner Banen, paa hvilken vi kunne komme til noiagtigere Beſtemmelſer. Ved forſt at vurdere de forſkiellige Jordsmon efter deres Beſtanddele, an⸗ tager jeg, at deres Forhold ere lige i Henſeende til Beliggenhed, Fugtighed, Dybde, Undeclag o. ſ. v. og forudſttter, at de heri ere feilfri. Siden ville vi atter be⸗ tragte Hvorledes Mulden for⸗ holder ſig i Jordsmon⸗ net. — 118 Forſkiellige Jeordsmon. tragte hine Egenſkaber og beſtemme deres forſkiellige Indflydelſe paa de forſkiellige Jordsmon. §. 126. Mulden er, ſom anfort, den Subſtants, der i Jordsmonnet narer Plan⸗ terne. Jordsmonnets Kraft eller Rigdom, eller det ſom undertiden kaldes dens Fedme— hvorunder maa ogſaa ofte forſtaaes Leerets Beſkaffenhed— beroer al⸗ deles paa den og dens Forhold. Men den har ogſaa i phyſiſt Henſeende, og be⸗ tragtet ſom uoploſt Legeme, en markelig Indvirkning paa Jordsmonnet. Den gior den leerede Jord poros, fremmer Luftens Indvirkning derpaa og bidrager til at ſkiorne og pulveriſere den. Den fafſſter Sandet, tilbageholder, ved at vere blandet dermed, Fugtigheden i hoiere Grad, end den ublandet vilde vore i Stand til, ſaa at det Jordsmon, hvori Sand og Muld ere blandede i rette Forhold, er meer bundet og meer i Stand til at beholde Fugtigheden, end om een af disſe Beſtanddeele var altfor herſkende. for rige Kalkjord, gior den mildere og mindre pirrende, faſter den og hindrer, at Fugtigheden altfor let bortdunſter. Men Jorden kan ogſaa indeholde altformeget af denne frugtbare Subſtants, Den kioler, ſom man pleier at ſige, den alt hvorved den da bliver for los og ſvampig og ikke giver Plantersdderne den for⸗ nodne Holding. J ſaadan Mangde indſuger den Fugtigheden ſom en Svamp, bliver ved vaadt Veir altfor fugtig, naſten moradſig, og tilfsier Planterne al den Skade, ſom altformeget Vade foraarſager dem; de blive ſyge og dee. Ved Torke miſter den derimod, ved ſtaœrk Uddunſtning, let ſin Fugtighed, og bliver ſaa tor og ſtovet ved Overfladen, at Saodekornene ikke kunne ſpire, eller hvad end⸗ nu er verre, at Kimen igien hentorres. ren ikke bersrer den, kan den derimod endnu veere ſaa vaad, at man af en Haand⸗ fuld Jord kan udtrykke Vandet draabeviis. Et ſaadant Jordsmon, der inde⸗ holder altformegen Muld, ſammendrager ſig ogſaa ved enhver nogenlunde betydelig Forandring af Temperatur og udvider ſig atter, hvorved Planterodderne losnes og optrakkes ſaaledes, at de med Rodſpidſerne neppe blive i Forbindelſe med Jordsmonnet og komme til at ligge oven paa. Derfor er et ſaadant Jordsmon ofte Nogle Tommer dybere, hvor Atmoſpha⸗ ofte udu Byg, 1 Ukrudso gyale di „ 4 ℳ Muld, at beftu G udſat, a Poa- og undertid tere ogh fortores 8 4 da denn ver jeg Jordeme taget i noget ſi laae alt benyttes dg Vaa ſende vo vi have til at ů dere m ringeſte dun forr Searrenm forſtiellge narer Plan⸗ kaldes dens hexver al⸗ ende, og be⸗ net. Den bidrager til hed at vare re i Stand Forhold, er een af disſe ge, den alt hindrer, at Subſtants, ne den for⸗ en Svamp, lanterne al doe. Ved , og bliver er hvad end⸗ Atmoſphe⸗ f en Haand⸗ , der inde⸗ nde betydelig derne losnes eindelſe mei t Jordomon ofte Forſkiellige Jordsmon. 119 ofte udueligt til Vinterſad, pasſer kun til Vaarſad og undertiden end ikke til Byg, men kun til den mere haardfore Havre. Endelig er det ofte adſkillige Ukrudsarter mere gunſtigt end Cereglierne, hvorfor hine tiltage ſaa ſtœrkt, at de qvale disſe. Det Jordsmon, der er altfor rigt paa Muld, ja ſelv paa god og mild Muld, er altſaa aldeles ikke det gavnligſte, omendſkiondt man kan bruge det til at befrugte anden Jord. Er den fugtig, ſaa kan den bedſt bruges til Eng, og frembyder da, for⸗ udſat, at den ikke bliver ſumpig, begroet med Alopecurus pratensis og de ſtorre Poa- og Festuca Arter, den allerfrugtbareſte Engbund. Er den tor, ſaa kan man undertiden forbedre den ved at paakisre een eller anden mager Jordart, eller let⸗ tere og henſigtsmasſigere ved at brande den, da en Deel af den overflodige Muld fortœres og forvandles til Aſke; kun maa man i Begyndelſen vogte ſig for Leieſœd. §. 127. Blandt alle Jordarter kan Leeret taale at vere ſtarkeſt blandet med Muld, Forhold imel⸗ da denne ved ſine Egenſkaber formindſker Leerets Ufuldkommenheder. Endnu vo⸗ deer, i det ver jeg ikke at beſtemme, i hvilken Grad den indblandede Muld forsger det leerede Jordsmons Frugtbarhed og Vaœrd. Det rigeſte Jordsmon, vi have underſogt, taget i Odermarſken, indeholdt 19 ⅝˖ Procent Muld, 70 Procent Leer, noget ſiint Sand og en naſſten ubemarkelig Deel Kalk. Men dette Jordsmon laae altfor lavt, til at dets Frugtbarhed paa tilborlig Maade kunde ſtionnes og benyttes. Vinterſceed kunde man, formedelſt hiin Feil, aldeles ikke dyrke derpaa, og Vaarſaden ſelv var uſikker. Forreſten havde det tilbsrlig Faſthed og en pas⸗ ſende vandholdende Evne. Ellers har 11 ½ Procent Muld varet det hoieſte, ſom vi have fundet paa en leeret Marſkgrund. Men vi have heller ikke havt Leilighed til at underſoge den undtommelige Grund, ſom aarlig uden Giedſkning ſkal kunne baœre modnende Frugter, om hvilken man forſikkrer, at der ikke kan ſpores det ringeſte Aftagende af Frugtbarhed, naar den bearbeides tilſtrakkeligen, og ſom kun forvgerres ved Gisdſtning. Den 120 Forſkiellige Jordsmon. Den ſkal findes i Ukraine, i Ungarn ved Theiſes Marſker, og ſelv i Tydſk⸗ land paa forſkiellige ſmaa Steder. Thi omendſkiondt man forhen anſaae forſkiel⸗ lige Jordsmon, ſom vi have underſsgt, for nudtommelige, efterat de vare ind⸗ dammede eller forſt opbrudte fra Grasleie, ſaa er det dog ſenere beviiſt, at de, efter i en Rad af Aar at have baaret Sad, trangte til Giodning, med mindre man nedlagde dem til Gras og Grasgang og derved gav dem nye Krafter eller befrugtede dem igien, i det man ved Reoling opbragte kraftig Jord. Kun i faa Egne troer man endnu, ganſke at kunne undveœre Giodning, og det er i ſaadanne, hvor Jorden benyttes meer til Grasgange end til Sadavl. Det rigeſte leerede Jordsmon vi have underſogt, der blev anſeet for non plus ultra af Frugtbarhed, var fra den hoire Elbbred, nogle Mile fra denne Flods Udlob; det indeholdt, ſom ſagt, 11 ¾ Procent Muld med 4 1 Procent Kalk, og ellers for det meeſte Leer med nogen grov, men meer fiin Kieſeljord, der kun ved Kogning kunde fraſkilles. Det var temmeligt bindende, men med maa⸗ delig Fugtighed, ikke meget ſei, dyrkedes med de meeſt udtœrende Frugter, Raps, Hvede, Binterbyg og Bonner; men behovede hvert ſiette Aar at brakkes og gio⸗ des ſterkt til Raps. J ſaadanne opfkyllede Marſkgrunde, der i Serrdeleshed ved en henſigts ſva⸗ rende Frugtvexel have vœret ſaa frugtbare ſom muligt, have vi fundet Muld og Leer blandede i forſkiellige Forhold. Et Jordsmon i Rudjadinger⸗Landet, der vidt og bredt i den Egn blev anſeet ſom det frugtbareſte, indeholdt 85 Procent Muld, 3 til 4 Procent Kalk og ellers naſſten blot Leer. Et Jordsmon i Amtet Vollup, der indeholdt 6 ¾ Procent Muld, var endnu en ypperlig Hvedejord, da den nemlig, endnu i det tredie Aar fra Giodning, gav meget yppige Afgroder heraf. Jordens ſorte Farve ſtaaer ikke altid i Forhold til dens Muld. Underti⸗ den er den, ſom allerede ſagt, hvidladen, og indeholder dog meer Muld end en anden, der er ſortere. Men dens ſorte Farve viſer ſig, naar man gloder den i en lukket Digel. Denne ◻ Serenee 1 heed elle dere Lac ſige og Soer. gen ſtar j det tre forſtiell om dett vanſkeli vel ogſ det ſtor ſynligv burde ſte bor Vardie⸗ nale V. eld i Tydſk⸗ ſaae forſtiel⸗ de vare ind⸗ viſſt, at de, med mindte Krafter elle. Funii faa ei ſaadanne, eet for non e fra denne 14 Procent eſeljord, der n med maa⸗ gter, Rape, kkes og gio⸗ henſigtoſpa⸗ det Muld og Landet, der 8 Procent non i Amtet vedeord, da ige Afgroder d. underti⸗ Muld end en gloder deni Denne Forſkiellige Jordsmon, Denne rige Leerjord findes kun, i Marſkegne, om hvilke man med Vished veed eller med Sandſynlighed kan antage, at de ere dannede ved tykkere eller tyn⸗ dere Lag opſkyllet Dynd; altſaa ved Bredden af ſaadanne Floder, der langſomt ſtige og falde, eller i Dale, der forhen, inden Vandet banede ſig en Udvei, vare Soser. Man ſatter disſe Jordarter i den forſte Klasſe og kalder dem ſeedvanli⸗ gen ſtœrke Hvedejorder, fordi de, ved Trevangsbruget, endnu kunne bare Hvede i det tredie Yar efter Giodſkning. Men de forſkiellige til denne Klasſe henhsrende Jordsmon ere imidlertid forſkiellige, i Henſeende til Frugtbarhed og Vœrd. Jeg vover ikke at afgisre, om dette ene kan beſtemmes ved at tage Henſyn paa deres Muld; thi det er altfor vanſkeligt paa fierne Steder at ſammenligne deres forſkiellige Frugtbarhed, der vel ogſaa tildeels beroer paa Klimatet. Ikke heller er det afgiort, hvorvidt det ſtorre eller mindre Partie Kalk, de indeholde, eller de dyriſke Stoffer, der ſand⸗ ſynligviis undertiden er i deres Beſtanddele, forsger Frugtbarheden. Overeensſtemmende med Reſultatet af vore Underſogelſer, troer jeg dog, at burde antage, at det Jordsmon, der ſkal henregnes til denne Klasſe, i det mind⸗ ſte bor indeholde 5 a 6 Procent Muld. For at betegne de forſkiellige Jordsmons indbyrdes Forhold i Henſeende til Verrdie, beſtemme vi det frugtbareſte, vi have kiendt, til roo, hvilken proportio⸗ nale Vardie da maa forhoies eller formindſkes overeensſtemmende med den Indfly⸗ delſe, ſom Beliggenheden og andre Forhold kunne have paa dets Brugbarhed. §. 128. Er Mulden blandet med mindre Leer og meer Jord, hvorved den bliver alt⸗ for los og vexelviis hurtig blodes, men ogſaa hurtig udtorres, ſaa horer et ſaa⸗ dant Jordsmon ikke til denne Klasſe. Her kan Mulden let verre en altfor her⸗ ſkende Beſtanddeel; vi have fundet, at et Jordsmon, der indeholdt 26 Procent Muld, men forreſten beſtod af omtrent lige Dele Sand og Leer, allerede var for loſt og mindre ſkikket til Scdavl. Strax efterat Vandet var afledet og Jor⸗ den opplsiet, gav den meget gode Afgroder, der dog ſnart formindſtedes, og da Anden Deel, QA man Muldens Forhold tit Sandet. 8 ₰ Forſkiellige Jordsmon. 7 man ſogte ved rigelig Giodſkning at raade Bod herpaa, forvœrredes den meer og meer. Derimod have vi fundet, at et andet meer ſandet Jordsmon, der indeholdt omtrent 10 Procent Muld, var meget frugtbart og pasſende for alle Sadarter, kun ikke for Hveden, iſcer naar det i nogle Aar nedlagdes til Graxs. Dette Jords⸗ mon trangte dog meget til Giodning, der var det ſerdeles gavnlig, naar den blev givet til ſidſte Halm. Uden Giodſkning og uden Hvile kan ſligt Jordsmon, ſom Erfaring larer, let udtommes. Et ſaadant Jordsmon ſtaaer naturligviis i ſamme Grad, hvori dets Leerind⸗ hold foroger ſig, ved en gradviis Overgang, i Forbindelſen med det i foregaaende§. Dog fattes os endnu ſikkre Data til at kunne beſtemme, hvormeget Leer det bor in⸗ deholde, for at kunne henregnes til ſikker og varig Hvedejord. Indeholder det omtrent 20 Procent Leer, der kan afſkylles, o Procent Muld og for Reſten Sand, ſaa barrer det endnu ypperligt Byg; indeholder det bety⸗ delig mindre Leer, ſaa lykkes Havren, om det ligger fugtigt eller i vaade Aar, visſere, og man kan ſtedſe vente meget riig Rugafgrode, naar man blot ved at ſaae tidlig ſikkrer den mod Vinteren. Man kan bedſt taxere det efter ſin ſtorre eller mindre Evne til at faſte ſig; i jo hoiere Grad det har denne Evne, deſto meer narmer det ſig til Vaœrdien 100, ſom vi have antaget for den forſte Klasſe. Men jo mindre Leer og jo meer Sand det indeholder, deſto dybere ſynker det, om det end har 10 til 15 Procent Muld (Humus), ned mod Vardien 80. Er Jordlaget ikke alt for tyndt og hviler blot paa Sand, ſaa bliver det, naar det har ſaa megen Muld, dog nok ſtedſe paa denne Punkt, iſer da det er ſaa ſaare ſlikket til at frembringe Gras. Thi man finder i Almindelighed ikkun dette Jordsmon paa lave Steder, hvor Fugtigheden ſielden fattes. Her er det dannet af de forraadnede Vandplan⸗ ter, der i Aartuſinder groede i det Vand, ſom forhen ſtod paa denne Grund, og hvilke, da dette bortveg, hurtigere eller langſommere forraadnede; derfor ſynes denne Muld ogſaa at indeholde meer eller mindre Kulſtof. §. 129. Nulden om ſide Frugtb Forhol ten end og mind de yde ter 3 m ſtes alt ned til gen M ſteensi Frugtb ſten tyd med Lu den bliͦ Jorden af Jor gen m ſpunde ums z den meer er indeholdt Sadarter, Dette Jords⸗ , naar den Jordsmon, dets Leerind⸗ fegaaende d. det bor in⸗ rocent Muld r det bety⸗ vaade Aar, blot ved at t faſte ſig; erdien 100, meer Sand docent Nuld dt og hviler ok ſtedſe paa lave Steder, eVandplan⸗ „Grund, og derfot ſynes . 129. Forſeiellige Jordsmon. §. 129. Bed begge de omtalte forſkiellige Arter Jordsmon forudſette vi ſtedſe, at Syre for⸗ Mulden er ſyrefri. Er den ſuur da bliver Jordsmonnet derved ufrugtbart, hoordeadfharhen. om ſiden tales; men undertiden indeholder det Syre i ſaa ringe Grad, at dets Frugtbarhed vel ſpakkes, men kun lidet, og ikke i Henſeende til alle Planter. J det Forhold, hvori Syren tiltager, barer det ſtedſe ſlettere Byg, omendſtkiondt Hav⸗ ren endnu lykkes derpaa. Rugen er udſat for Ruſt. Kiarnerne ere tykſkallede og mindre meelrige. De Greesarter, der voxe paa en ſaadan Grund, ere, uagtet de yde en betydelig Deel Foder, ſaavel i Henſeende til deres Arter ſom Saf⸗ ter, mindre behagelige og gavnlige for Qvaget. Jordsmonnets Bard formind⸗ ſtes altſaa i det Forhold, hvori Muldens Suurhed tiltager, og ſynker gradviis ned til det Jordsmon, ſom kaldes Moorgrund. §. 130. Er Jordsmonnet ſort, kan man i Almindelighed vente, at det indeholder me⸗ Kiendetegn, gen Muld; dette ſkuffer kun, naar den ſorte Farve hidrsrer fra Jern⸗ eller Brun⸗ hwheflee ſteensilt. Man kan allerede kiende Forſkiellen af det Jordsmons paafaldende Maesdee an Frugtbarhed, hvis Farve har ſin Oprindelſe fra Muld. Aarſagen bliver for Re⸗ ſten tydelig, naar man gloder noget af dette Jordsmon i en Digel og i Berorelſe ned Luften; hidrorer da den ſorte Farve fra Muld, ſaa tabes den ſnart og Jor⸗ den bliver hvid, hvilket ikke er Tilfeldet, om Jern er Aarſagen. Til at beſtemme Muldens Qvantitet er det ſimpelſte Middel, at breende Jordsmonnet. Man gloder nemlig uafladelig i 10 Minuter en beſtemt Vegt af Jord, der er renſet fra Travler og Stene og aldeles tor, omrorer den flitti⸗ gen med et Glasror og vedbliver at glode den, indtil den ſorte Farve er ganſke for⸗ ſvunden. For at fremme Muldens fuldkomne Forbrandelſe og afkorte Operatio⸗ nen, ſetter man noget ſalpeterſurt Ammon til Jorden, hvilket igien aldeles bort⸗ dunſter. Hva der er tabt i Veegt viſer, hvormegen Muld Jordsmonnet har in⸗ deholdt. Jordsmonnet, iſer det lerede, har viſt nok herved miſtet noget Vand, der var ſaa faſt forbundet dermed, at det ikke kunde uddrives uden ded Glodning. Men dette er kum ubetydeligt og kan, om Jorden har vorret fuldkommen tor, kun Q 2 an⸗ „ 2 A— ———— 1 27 Forſkiellige Jordsmon. anſlaaes til ½ Procent. Indeholdt Jordsmonnet derimod megen Kalk, ſaa vilde 9) Vel Bortdunſtningen af dens Kulſyre og Kryſtalliſationsvand vare af ſtorre Betyden⸗ V gere hed, og ſaa maatte denne Kalk forſt fraſkilles. ratu Om Mulden er ſunr, opdager man ved at ſaœtte en Strimmel Lakmuspapis V„Kul i Jorden, ſammenrort med Vand til en Grod; bliver Papiret da rodt, ſaa er der V en Syre. Naar den ſure Muld glodes, kan man ogſaa kiende den paa Lugten, der V Til ligner brandt Torv. Lugter Mulden naar den glsdes, ſom brandte Fieder, ſaa V 3) Fol viſer dette, at den tildeels er af dyriſt Oprindelſe og altſaa i Almindelighed kraf⸗ ſyre tigere og meer oploſelig. nel Ved den torre Oeſtillation i det pneumatiſte Apparat vilde man uden Tvivl paa den henſigtsmasſigſte Maade kunne foretage en noiagtigere Underſogelſe af Mulden, men dermed kan Landmanden ikke befatte ſig. Arthur Young har 1) For imidlertid ofte foretaget en ſaadan og i Sardeleshed fundet, at Jordens Frugtbar⸗ gier hed ſtod i Forhold til Mangden af den kulholdige Brinteluft(Hydrogengas), V 2) Fo hvorfor han ogſaa foreſlog denne Fremgangsmaade, ſom Nidlet til at opdage b Ro Frugtbarheden; Prieſtley var ogſaa heri enig med ham og underſtsttede ham med 9) Fo fine Jagttagelſer. faas §. 131. b dei gaerek. Dets Leeret befordrer Frugtbarheden: V ſaar Te 1) Ved ſin vandholdende Evne, da det endog i zodholdende Torke ikke ſkiller ſig V 9) d0 ved den Fugtighed, der er uomgangelig nodvendig for Planterne, men med⸗ end deler disſe det nodtorftige deraf, om Torken end ſynes at have naaet den b nar heieſte Grad. b een 2) Virker den ved at tilbageholde Mulden, hvilken den ikke blot phyſiſt ind⸗ V eg8 hyller og beſkytter, men paa en vis Maade ogſaa ved den chemiſte Forbin⸗ z) Fo delſe, den har indgaaet med denne ſammenſatte Subſtants. Plo 3) Ved den ſtarke Holding, den giver Planterodderne, og ſelv ved den Mod⸗ drer ſtand, den gior deres altfor ſterke Udſtrakning; hvorved hver enkelt Plante V her nodes til at danne flere Buſke af Haarrodder, og i en tattere Omkreds at V tnb ſoge den Naring, ſom den folgelig mindre bersve ſine Naboer. 4) Bed SereTE ſaa vilde Vetyden⸗ Umuspape ſaa er der ggten, der ieder, ſaa ghed kraf⸗ den Tviyl ſogelſe af ung har Frugtbar⸗ ogengas), at opdage eham med ſtiller ſig men med⸗ naget den yſiſt ind⸗ ke Forbin⸗ den Mod⸗ lt Plante nkreds at 4 80 Forſkiellige Jordemon. 125 4) Bed at ſierne den, Rodderne ſtedſe ſkadelige, atmoſphariſke Luft: ved ſva⸗ gere at lede Varmen, og ſaaledes ved en hurtig Omvexling af Luftens Tempe⸗ ratur at holde Jorden i en jevnere Varmegrad. Derfor kan Varme og Kulde hurtigen afverle, uden at blive ſaa ſkadelig for de Frugter, der groe paa en leeret Grund, naar denne ikke er altfor vaad, hvilket ikke vilde blive Tilfcldet, om de voxede paa ſandet Jord. 5) Fordi den tildrager Ilten(Oxygenen), der er ſaa nodvendig til at danne Kul⸗ ſyre, og heiſt ſandſynligen ogſaa Qvalſtoffet, og fremmer Vexelvirkningen mellem disſe almindeligen udbredte Stoffer. §. 132. for ſtor Mangde bliver det ſkadeligt: 1) Fordi det i vaadt Veirligt holder for lœnge paa Fugtigheden og hverken lader den Oets feade⸗ giennemſie eller bortdunſte, men flyder ſammen med den til en Grod. Ler Sgenßed 2) Fordi det i tort Veirligt bliver altfor haardt, gior Plantersdderne for ſtor Modſtand og ſammendrager ſig til en faſt teglagtig Masſe. 3) Fordi det ſaavel om Sommeren ved ſtork Torke, ſom om Vinteren ved Froſt faaer Revner og Ridſer. Deels ſonderrives herved Rodderne, deels bringes de i en umiddelbar Berorelſe med den atmoſpharriſte Luft⸗ hvilket er dem ſaare ſkadeligt og kan fordœrve dem. 4) Fordi det med ſtorre Kraft tilbageholder og binder de nœrende Stoffer til ſig end loſere Jordarter. Er det eengang rigelig forſynet og paa en vis Maade mattet dermed, ſaa vedligeholder det viſtnok lœngere ſin Kraft; men er det eengang magert, ſaa virke de forſte Giodſkninger langt mindre paa Planterne, og kun naar hine ere meget ſtœrrke, have de forſte Afgroder Nytte deraf. 5) Fordi det gior Jordens Bearbeidning vanſkeligere i fugtig Veir, neppe kan bere Plov, Harve eller Vogn, hanger ſig ſom en Deig ved Plov og Harve, hin⸗ drer deres Indvirkning og ikke lader ſig ſmuldre. Derimod ſammenbindes og hœrdes det i tort Veir ſaaledes, at Ploven ikkun med megen Beſverlighed kan opbryde det i ſtore Klumper, der hverken kunne knuſes med Harven eller Trom⸗ len, Leerets For⸗ hold til San⸗ det. Sandet. 26 Forſkiellige Jordsmon. len, inden de paa ny blive fugtige. Man har derfor ofte maattet tage Koller til Hielp, uden dog fuldkommen at naae ſin Henſigt. §. 133. De ſkadalige Egenſkaber, Jordsmonnet faaer, ved at indeholde formeget Leer, kunne vel tildeels, dog ikke ganſke overvindes ved at blande det med Muld, hvor⸗ Det forbedres ogſaa i visſe Henſeender ved Men fornemmeligen og ſom of⸗ om vi allerede§. 127 have talet. at blandes med Kalk, hvorom ſiden vil handles. teſt overvindes de ved at blande det med Sand. Det dyrkede Jordsmon indehol⸗ der naſten altid noget Sand, uden hvilken det neppe kunde dyrkes. Ved at be⸗ domme de fleſte Jordsmon, kommer det derfor fornemmeligen an paa det Forhold, hvori Leer og Sand ere blandede. §. 134. Forend jeg beſtemmer dette Forhold, maa jeg noiagtigen forklare hvad jeg forſtaaer ved Sand. Saaledes kalder jeg blot den grovkornede Kieſeljord, ſom ved omhyggelig Udſkylling falder til Bunds og ſom man ſaaledes kan famle. For Reſten fraſkilles ogſaa— hvilket ſenere Forſog have lart os og jeg har an⸗ meldt i en Anmarkning til Einhoffs Grundriß der Chemie Side 208 til 210— ved Kogning endnu en ſaa betydelig Deel fiinkornet Kieſeljord fra Leeret, at, naar denne Operation fortſcttes lœnge og omhyggeligen nok, vedbliver kun ſaare liden Kieſeljord at vore ſammenblandet med den rene Leerjord. Mangden af denne fiin⸗ kornede Kieſeljord ſynes(jeg vover endnu ikke at tale derom, ſom om noget fuld⸗ kommen afgiort,) at udgiore Forſkiellen mellem det ſaakaldte fede og magre Leer, og Leeret i og for ſig ſelv ſtedſe at vore det ſamme, kun chemiſt eller dog paa en noploſelig mekaniſt Maade forenet med en vis Mangde fiin Kieſeljord. Da det imidlertid her kun er os magtpaaliggende, at beſtemme Jordsmonnets Vardie og Brugbarhed efter dets Beſtanddeles Forhold, og at udfinde disſe paa en mindre vanſkelig Maade, der overalt kan anvendes, ſaa tage vi intet Henſyn paa hiin fiinkornede Kieſeljord, der ikke kan fraſkilles ved den blotte Skylling, men anſee alt det, der forſigtigen kan afſkylles, for Leer. Fra 100 Dele afſtyllet Leer kan man endnu ved Kogning i Almindelighed ſkille 13 Dele ſiinkornet Kieſeljord. Kun nogle 5 ammm holder ſom de Leer. mere S det et er meg Muld med He kommer jord af Ruld, henregn dent ſ Procen digere naturli⸗ ſte eller til 409 ſtark d fage Koller meget beet, ruld, hvor⸗ ſeender ved og ſom of⸗ en indehol⸗ Ved at be⸗ t Forhold, te hvad jeg lord, ſom amle. For eg har an⸗ til 210— et, at, naar ſaare liden denne fün⸗ noget fuld⸗ magte keer, dog paa en . Da det Vardie og a en nindre 1. paa hiin nen anſee let Leer kan ejeid. Kun nogle Forſkiellige Jordsmon. 127 nogle ſeregne Jordsmon indeholdt betydeligt mere deraf. Saaledes indeholdt f. Ex. ny opſkyllet Jord fra Nogad⸗Oen ved Danzig en ſtor Mangde ſaadan fiin Kie⸗ ſeljord. Disſe Underſsgelſer maa endnu langere fortſcettes, inden det kan beſtem⸗ mes, hvorvidt Leer, der indeholder meget af denne fine Kieſeljord, behover min⸗ dre Sand, for at blive loſt nok. §. 135. Indeholder Jordsmonnet omtrent lige meget af Leer, der kan afſtylles, og af tilbageblivende Sand, ſaa kalde vi det ſkiort Leer. holder Jordsmonnet ogſaa, om det indeholder 40 til 60 Procent Sand; efter⸗ ſom det indeholder meer eller mindre Sand, kaldes det ſkiorere eller ſeiere Leer. Indeholder Jordsmonnet mindre end 40 Procent Sand, ſaa kaldes det ſeit Leer. Dette bliver ſtedſe ſtaœerkere og rober de ſlettere Egenſkaber tydeligere, jo Denne Bencrynelſe be⸗ mere Sanden aftager. Har det kun 20 Procent Sand eller mindre, ſaa bliver det et meget ſeit Jordsmon, der vanſkeligen kan bearbeides, og hvorpaa Saden er meget udſat for at mislykkes, naar det ikke forbedres ved en ſterk Blanding af Herved kommer dog viſtnok Leerets Beſkaffenhed i Betragtning, Muld eller Kalk. med Henſyn paa den Kieſeljord, hvormed det er blandet; det har fœrre Ufuld⸗ kommenheder, naar det, ved en ringe Blanding med Sand, har meget deraf. §. 136. Denne Slags Leerjord er i Almindelighed bekiendt under Navn af Hvede⸗ jord af anden Klasſe eller ſvag Hvedejord, ſaafremt den ikke indeholder ſaa megen Muld, at den, uden paa nyt at giodes, kan atter bare Hvede, og folgelig henregnes til forſte Klasſe. Dog maae den ikke ganſke fattes Muld. Siel⸗ dent findes hoie Jorder, der ved den ſadvanlige Kultur indeholde meer end 3 Procent Muld. Desuagtet er hiin ſaare ſkikket til Hvede og barer visſere og hel⸗ digere denne end Rug. naturlige Muld har nok deraf, ſaa kan man med Fordeel kun dyrke Hvede til for⸗ ſte eller anden Halm. Derneſt er hiin ſtikket til Byg, naar den indeholder 30 til 40 Procent Sand; men har den mindre deraf, uden at dette erſtattes ved en ſtark Blanding af Kalk, ſaa er den efter Hvede meeſt ſtikket til Havre. Ende⸗ lig Kun maa den have Naring dertil; og da den ikke i ſin Det Forhold hvori Be⸗ ſtanddelene bor ſtaae. Leer eller Hvedejord. 128 Förſkiellige Jordsmon. lig barer den, vod tilſtrœkkelig Giodſkning, Balgfrugter; den, der er mere ſand⸗ blandet, fornemmelig Erter, men den ſeiere endnu ſikkrere Bonner. V at beat Naar den ikke kan henregnes til den muldrige, mergelagtige eller kalkhol⸗ V baa 8 dige Grund, ſaa ſynker dens Verdie i det Forhold Sandet aftager, ſaa at den, tet det der har 40 Procent Sand er meeſt, den, der kun har 5 Procent, mindſt verd. Vardi Vel har det ſtœrkere leerede Jordsmon, naar det gisdes rigeligt, og et pasſende Forho afvexlende Veirligt ikke allene er gunſtigt for Brakmarkens Bearbeidning, men V die hiſ endog for Vegetationen, undertiden et Fortrin, iſer med Henſyn paa Hveden; efterſor men naar man derimod beregner, hvor vanſteligt det er at bearbeide, og hvor meget V have g mere Saden er udſat for Misvaxt paa dette end paa et ſkisrere Jordsmon, ſaa V gende ban man ikke tvivle om, at hiint er mindre verd. Det Jordsmon, der har 5⁰ 40 Procent Sand, omtrent 60 Procent afſtylleligt Leer og omtrent 2 Procent 60 naturligt Muld, anſlaaer jeg til 70; det, der kun har 30 Procent Sand, til V 60; det, der har 20 Procent, til 30, og det med 10 Procent til 40. Inde⸗ fa for holder det ikke over 1 Procent Muld, ſaa ſynker dets Vard i det ringeſte 20 Pro⸗ cent, og ſtedſe meer jo ſeiere det er; ſaa at det ſeie Jordsmon, der indeholder ſetter . liden eller ingen Muld— nemlig mild og oploſelig— og ſom da ſedvanlig er men be vaadt og koldt, ſtaaer i Henſeende til Vaœrdie paa et af de laveſte Trin og lige dende med Sandjorden. Derimod forhsies dets Vardie i det Forhold, hvori Mulden for⸗ fordi d sges og ſtiger maaſkee ſaa meget meer, jo ſeiere det er, indtil Jord af forſte V Bygge Klasſe, hvortil det viſtnok ogſaa kan bringes ved en meget berigende Giodſtkning Giodn og Behandling. ſeit Le §. 137. uüter, Skiort. Leer. Det Jordsmon, der indeholder meer end 40 og indtil 60 Procent Sand, V Her, kaldes ligefrem ſkiort Leer. Jo mindre Sand det har over 40 Procent, deſto V den ſa bedre er det, under Forudſatning af en lige ſtor Maengde Muld. Indtil 50 b mon: Procent er det lige ſkikket til Hvede og Byg. Tiltager Sanden over 50 ind⸗ darſa til 60 Procent, ſaa kan det viſtnok ved god Kultur endnu med Fordeel bœre Hve⸗ de; dog vilde det lonne bedre og udtœres mindre ved Rug; men da er det ſerde⸗ V les pasſende til Byg og henregnes til ſterk Bygjord. Dette Semmnea nere ſand⸗ er kalkhol⸗ aa at den, ndſt verd. et pasſende ning, men a Hveden; hvor meget zmon, ſaa , der har 2 Procent Sand, til 0. Inde⸗ ſte 20 Pro⸗ indeholder edvanlig er in og lige ulden for⸗ daf forſte Giodſtning cent Sand, oeent, deſto Indtil 50 ver 50 ind⸗ bare Hve⸗ r det ſerde⸗ Dette Forſkiellige Jordsmon. 129 Oette Jordsmon, hvorpaa Saden ſieldnere mislykkes, ſom er ſaa let at bearbeide og beſidder en jeynere Temperaturgrad og ſtorre Evne til at holde paa Fugtigheden, har ſaa mange Fortrin for den ſtœrkere Leerjord, at man, uag⸗ tet det er mindre ſkikket til at bere Hvede end denne, dog kan tilſkrive det ſamme Vardie, i dets forſkiellige Gradationer. Men disſe Gradationer ſtaae i modſat Forhold. 40 Procent Sand er det bedſte Forhold. Som Jordsmonnets Veerr⸗ die hiſt forringedes efterſom Sandet formindſtedes, ſaaledes forringes den her, efterſom den tiltager; dog ikke i ſamme Forhold, efter de Jagttagelſer vi hidtil have giort. Jordsmonnets Varrdie ſynes at vare omtrent den ſamme ved fol⸗ gende modſatte Forhold: 50 Procent Sand= 35 Procent eller 50 Procent afſkylleligt Leer= 65; 60 Procent Sand= 30 Procent eller 40 Procent afſkylleligt Leer= 70. Saa meget ſom den forſte nemlig fattes i ſtorſte Fuldkommenhed, fordi den er for los, ligeſaa meget fattes den ſidſte, fordi den er for faſt. Dette Jordsmon kan bearbeides ſaare meget uden at blive ſtovende; det ſctter heller ingen Skorpe eller ſammenklumper ſig. Det bliver lettelig for vaadt, men beholder dog ſaamegen Fugtighed, at det kan modſtaae en temmelig vedhol⸗ dende Torke; ja, de unge Planter lide mindre herpaa, end paa det ſeie Leer, fordi deres Rodder meer kunne udbrede ſig og trange dybere ned. Derfor er iſer Bygget ſaa ſikkert derpaa. Hvede barer det viſt nok kun naar det er i megen Giodningskraft; men Byg lykkes endog ved ſvag Giedſkning bedre derpaa end paa ſeit Leer. Det er meget fordeelagtigt for Bœlgfrugter, Klover og andre Foder⸗ urter, for Kartofler og Roer, ſaavelſom for de fleſte Handelsplanter: Raps, Hor, Tobak o. ſ. v., og tillader at de kunne bedre bearbeides. Det bliver ſiel⸗ den ſaa faſt, at Plov og Harv ikke kan virke derpaa. Omendſkiondt dette Jords⸗ mon i gode Aaringer ikke giver ſaa megen Hvede, kan det dog, af ovennevnte Aarſager og i de anforte Gradationer, ſcttes liig den egentlige Hvedejord. §. 138. J alt for ſtor Mangde bliver Sandet nemlig ſtadelig: Anden Deel⸗ R 1) Fordi —— jord. Sandet Byg⸗ Forſkiellige Jordsmon. 1) Fordi det ikke holder paa Fugtigheden, men lader den hurtig igiennemſies og bortdunſte tilligemed frugtbare Stoffer. 2) Fordi det ikke forbinder ſig med Mulden, neppe har en pbyſiſt, langt mindre chemiſk Tiltrakning dertil, og heller ikke modtager frugtbare Stoffer af Atmo⸗ ſpheeren. 3) Fordi Sandjorden dog ikke taaler ſaa hyppig at bearbeides, ſom kunde vare nodvendigt, for at renſe den fra der Ukrud, der, ved tilſtrekkelig Muld, gierne foroger ſig deri, thi den taber derved al ſammenholdende Evne, og ſom man ſiger, let forkisles, da Mulden, der kun er opdynget i dens Mellemrum, men ikke forenet med den, bortfores af Vind og Veir. 4) Fordi den er en bedre Barmeleder, og, ved en hurtig Forandring af Luftens Temperatur, lader Planterne meget ſterkt fole ſaavel Froſtens, ſom Var⸗ mens Indvirkninger. §. 139. Indeholder Jordsmonnet meer end 60 til 80 Procent Sand, ſaa kaldes det ſandet Leer. J det Forhold, hvori Sandet nu forsges, ſynker dets Vardie hur⸗ tigere, og naar det Jordsmon, der indeholder 60 Procent Sand, har en Verdie niig 60, ſaa falder det, der har 65 Procent til 50, det med 70 til 40, det med 75 til 30, og det med 80 Procent til 20. Det er uſikkert, at dyrke Hvede der⸗ paa; indeholder Jordsmonnet 70 Procent Sand, bliver det ved ſadvanlig Dyrk⸗ ning ganſke uduelig dertil. Naar Sommeren ikke er for tor, kan det, ved en gunſtig Beliggenhed,(hvoromi det Folgende) ypperligen bare Byg. Derfor kal⸗ des dette Jordsmon ſvag Bygjord. Rugen lykkes ſikkert derpaa. Det er let at bearbeide, men meer udſat for at blive qvakloben, end det faſtere Jordsmon. Det tilbageholder ikke Gisdningen, men oploſer den hurtigere og lader den gaae over i Planterne. Derfor behover det oftere Giodning, ſom netop af denne Grund kan vere ſvagere. Gisdes det rigelig og ofte, og behandles paa en ſtaa⸗ nende Maade, da kan det derved blive meget rigt paa Muld og naae en hei Grad af Frugtbarhed, der dog let igien tabes, naar man dehandler det paa en udta⸗ rende Maade. Har Almin Giodn jord, Katege tealier ſaa vi fordid blive ſ de ſikk holdes for, gange ſaaes G Horng I lig R. Sand til 13 den ſl erſtatt den ſn den, ning, u iennemſies nngt mindre er af Atmo⸗ kunde dare kuld, gierne g ſom man rrun, men af Luftens ſom Var⸗ ſaa kaldes Vardie hur⸗ en Vardie o, det med Hvede der⸗ anlig Dyrk⸗ det, ved en Derfor kal⸗ det er let at b Jordsmon. der den gaae top af denne paa en ſtaa⸗ en hei Grad aa en udta⸗ Har Forſkiellige Jordsmon, Har Jordsmonnet 75 Procent Sand eller meer, ſaa anſlaaer man det i Almindelighed kun til Havrejord. Men det berrer dog, naar det kun har megen Giodningskraft, endnu i Almindelighed med ſtorre Fordeel Byg, end Havre. §. 149. Indeholder Jordsmonnet meer end 80 Prorent Sand, ſaa kaldes det Sand⸗ jord, og derſom Sandet ikke ſtiger over 90, leeret Sandjord. Endog indtil 85 Procent Sand, pleier det at bringes under Havrejordens Kategorie. Men her er Havren meget uſikker og giver kun lidet. Af alle Ce⸗ realier berer den kun Rug og Boghvede med Sikkerhed, og naar den holdes i Kraft, ſaa vil det ſtedſe vore fordeelagtigere at tage Rug og Rug, end Rug og Havre, fordi den Udtorring, ſom dette Jordsmon er underkaſtet om Sommeren, ikke kan blive ſaa ſkadelig for hiin, ſom for denne. Blandt alle Fodervexter ere Kartoflerne de ſikkreſte, paa dette Jordsmon. Ved den Begrbeidning, ſom det, naar det er kraftfuldt, fordrer for at holdes reent, bliver det dog let ſaa loſt, at alle Frugter mislykkes derpaa. Der⸗ for, og for at kunne drage den ſtorſt mulige Fordeel af denne Jord, er det uom⸗ gangelig nodvendigt, at den hoiler eller udlœgges med Gras; naar den da be⸗ ſaaes med Faareſvingel, Raigras, hvid Klover og Pimpinelle, giver den ſielden Horngvaget, men ſtedſe Faarene, en fortrinlig Grasning, og barer altid ypper⸗ lig Rug, naar den atter opbrydes. Den taber een Procent i ſit Verd for hvert Procent, den indeholder meer af Sand, og ſynker fra 20 til 10, ſelvi det ſieldne Tilfœlde, at den endnu har 1 til 1½ Procent Muld, uden hvilken den er end mindre verd. §. 141. Men har Jordsmonnet 90 Procent Sand, ſaa kommer det i Klasſe med den ſletteſte Jord, hvilken— uden at overoſes med Giodning, ſom den aldrig erſtatter— kun efter lang Hvile med Fordeel kan berre een Afgrode, af hvilken den ſnart udteres. Behandler man den paa ſaa ſkaanende en Maade, kan den, med 94 Procent Sand, endnu i Hoileaarene give en taalelig Faaregras⸗ ning, og, da den endnu barer de mindre Festuca-Arter og Antioxantum, fode R 2 to Gandjord. Slet Sand⸗ jord. 132 Forſkiellige Jordsmon. to Faar paa een Tonde Land. Indeholder den derimod meer Sand, ſaa berrer den 5) Fe intet uden Aira canescens og nogle andre ikke narende Planter. Den bliver da gul fuldkommen Flyveſand, hvis ringe Gronſverr det er farligt at berere, da derved ftr kan opſtaae Sandflugt. Man kan antage, at dette Jordsmon, med hver Procent meer Sand, daler ſladel een Procent i Vardie, og at Flyveſandets Vaerd er negativ. 1) 5 1§. 142. enn Meget Sand beſtaaer ikke allene af Kieſeljord, men er ogſaa blandet med Ve kulſur Kalk, derſom man ikke har fraſkillet Kalken for Udſtyllingen. Dette ²) 8 kalkholdige Sand er ikke, ſom Kieſelſandet, uoploſeligt, og fremmer maaſkee me Frugtbarheden meer. Dog mangle vi i denne Henſeende fyldeſtgisrende Jagtta⸗ der gelſer. lad §. 143. V Kalkens For⸗ Naar Jordsmonnet indeholder Kalk, der er inderlig forenet med Leeret, her, Saldis es ſaa foroges derved dets Frugtbarhed i en hei Grad: V„por⸗ 1) Fordi den, inderlig og jevnt forenet med Leeret ſkiorner og losner det, der da ven! let pulveriſeres, naar det udſcʒttes for en fugtig Atmoſpherre. vfare 2) Fordi den foraarſager, at Leeret lettere tsrres og ikke modtager ſaag meget I„duft Vand. Derimod ſynes den, at give Sandet meer Sammenhold og Evne til at„da holde paa Fugtigheden, og ved Hielp af Mulden noiere at forbinde ſig med den. ndem 3) Fordi den fremmer Oplosningen og Vexrelvirkningen af Agerens nœrende Stof⸗ nite fer, og foraarſager, at Leeret lettere ſlipper de organiſte Materier, der hœnge ved„dug det. Uviſt er det endnu, men af flere Grunde ſandſynligt, at den giver Mul⸗ V den, ja maaſkee Planterne ſelv, ſin Kulſyre, ſom den igien henter fra Luf⸗ V jorde ten, og folgelig virker ſom et umiddelbart nœrende Legeme. Vi vende tilbage V ſeen til denne Punkt, naar vi komme til at handle om Kalken, ſom Gisdnings⸗ ret, middel. 4) Fordi den hindrer Syrerne, der ſaa let danne ſig, fra at opſtaae i Jords⸗ den e monnet, eller, naar de eengang ere der, neutraliſerer dem og gior dem uſka⸗ z4i delige. beſt 5) Fordi ammam un —890 beret den bliver da „da derved Sand, daler landet med n. Dette er maaſtee de Jagtta⸗ ned Leerek, det, der da ſaa meget Eyne til at g med den. rende Stof⸗ r henge bed giber Mul⸗ eer fra Luf⸗ ende tilbage Giodninge⸗ td . 2 aae! Jords or dem uſla⸗ 5) dordi Forſkiellige Jordsmon. 133 5) Fordi den frembringer meget meelrige og tyndſkallede Frugter og er udmeerket gunſtig for alle Varter af Diadelphiſternes Klasſe, hvoraf folger, at Balas frugter og alle Klsverarter lykkes ſikkert paa den. J for ſtor Mangde kan den imidlertid, ſom vi ſee ved Kridejorden, blive fkad elig: 1) Fordi den ikke holder paa Fugtigheden, iſcer lader denne let, endogs lettere end Sandet, bortdunſte, altſaa udtorres ganſke og bliver ſtovende ved tort Veirligt. S 2) Fordi den ſaare let oploſer Giodningen og Mulden, ofte altfor meget frem⸗ mer deres Overgang i Planterne, driver dem derfor for ſtœrkt, uden dog i deres hoieſte Udviklingsperiode mere at kunne give dem ny Naœring, men maa lade dem forſmagte. Da jeg ikke kiender Jordarter, hvori Kalken er herſtende, ſaa anforer jeg her, hvad Chaptal ſiger derom:*De Jordarter, hvori Kalken er herſtende, ere „poroſe, lette, giennemtraenges let af Vandet og ere gode at behandle; de danne den Deig, der neſten ingen Conſiſtents har, men lade letteligen igien Vandet zfare; de torres uden at revne og uden at tabe noget betydeligt af deres Omfang. „Luften giennemtranger dem let og kan indtil en vis Dybde vakke Spirens Livskraft. „Da Vandet giennemtranger dem uden Modſtand, men ligeſaa hurtigt forlader „dem, ſaa ere de vexelviis ſnart for vaade, ſnart for tore, og Planterne, der „ikke kunne taale alle disſe Afvexlinger, forſmagte og doe, ſaafremt Torhed og „Fugtighed vedvare nogenlunde lange.“ Efter Reiſſert og Seitz— Annalen des Ackerbaues IX 236— er Kalk⸗ jorden, naar den indeholder 40 Procent Kalk og 30 Procent Sand, men for Re⸗ ſten Leer, efter ſterk Regn og naar den er vaad, vanſtkeligere, men udtor⸗ ret, meget lettere at bearbeide, end det ſtiore Leer. Kalkens fordeelagtigſte Forhold i Jordsmonnet er formodentlig det, naar den er liig det Leer, der kan afſkylles. Blandt alle kunſtige Jordblandinger, 54 1 Tallet, hvorpaa Tillet forſogte Sœdens Vart, var det fordeelagtigſt, der beſtod af 3 Pottemagerleer, 3 Muslingmergel og 3 Sand. San⸗ e Forſkiellige Jordsmon. Sandet bliver i det Forhold, hvori Kalken tiltager, mindre nodvendigt til at formindſke Leerets ſkadelige Egenſkaber. Dog maa Sandet ikke ganſke fattes, fordi Mergel uden Sand bliver for faſt, og i vaad Tilſtand for dyndet. Hiint Tilletſte Forhold ſynes ogſaa, efter Erfaringer i det Store, at vare det for⸗ trinligſte. Men om Kalken endog i et ringere Forhold er indblandet i Jordsmonnet og den folgelig kun ſynes at have ringe Indflydelſe paa dets Couſiſtents, ſaa forhoies dog Frugtbarheden, formodentlig ved den chemiſke Vexelvirkning, den har paa Mulden og Giodningen. Efter almindelige, dog endnu ei noiagtig nok beſtemte Jagttagelſer, forhsier en Blanding af 10 Procent Kalk al ſtark og ſtior Leerjords Vard fra 5 til 10 Procent og ſtedſe i Forhold til den ſtorre Mangde Muld, ſom Jordsmonnet indeholder. Derimod bliver Kalken ſkadelig, naar den er i ſtsrre Mangde i Jordsmon⸗ net end Leeret, og ſtedſe ſkadeligere, jo mere den tiltager. Blandet med meget Sand danner den et altfor tort og hidſigt Jordsmon, ſom, endog ſtarrkt giodet, kun barer ſaadanne Frugter med Fordeel, der godt kunne taale Torke, f. Ex. Mais. Liuig denne er den Kridejord, der for ſtorſtedelen beſtaaer af Kalk, men den lider ſaavel af Torke ſom af Vade, og bliver i dette Tilfalde dyndet. Da jeg imidlertid ikke kan tale af Erfaring om Jordsmon, der have for⸗ megen Kalk, ſaa vover jeg ikke at beſtemme noget om Forholdet af disſes gien⸗ ſidige Verd. §. 144. Andre Jord Naar vi i det Foregaaende talede om Jordsmon, hvori Mulden var en ka⸗ ihen dhen rakteriferende Beſtanddeel, der ikke let kunde udtommes, ſaa forſtode vi derved Muld, en ſaadanne, ſom harnde over 5 Procent deraf, hvilket kun er Tilfaldet med lave adbeneit af Vandet opſkyllede ſaakaldte Marſkjorder. Hoie, ſaavel leerede ſom mere ſan⸗ for deres dede, Jorder have ſielden 5, men ſadvanligen 3 Procent mild oploslig Muld, Vrunkzarheſanr efterat de have baaret visſe Afgroder og ikke mere, uden en ny Giodſkning, kunne med Fordeel dyrkes. Muldens Mangde forringes nemlig i Forhold til de Afgroder, man efter Giodſkning har taget af den. Dog er dette ikke ſaa betyde⸗ ligt, ◻ — lgt, terlad les pa omtre Proce getabi med, § 90d den he at gl dever grad noget Jord Jords dg gie redei bar I tent; cent! mind Betra ſnart en mit en me vendigt tit aſte fattzs, et. Hilnt re det for⸗ drdsmonnet tents, ſaa kning, den diagtig nok rk og ſtior e Mangde Jordsmon⸗ med meget rkt giodet, rke, f. Ex. Kalk, men det. have for⸗ isſes gien⸗ var en ka⸗ e vi derved t wed lave n mere ſan⸗ ölig Muld, Giodſtning, pold til d ſaa behde⸗ lit, Forſkiellige Jordsmon. 135 ligt, ſom det ſynes. En meget ſterk Gisdſkning af 400 Centner Giodning ef⸗ terlader neppe, naar den er forraadnet, 60 Centner tor Muld, og denne forde⸗ les paa en Tonde Land mellem 2 4000 Centner Jord, ſom dens dyrkede Overflade omtrent indeholder. 800 Centner Jord faae ſaaledes 1 Centner Muld eller ¾ Procent. Det er altſaa af ſtorſte Vigtighed, om Jordsmonnet indeholder denne ve⸗ getabilſke Nœring og i hvilket Forhold, da det er vanſkeligere at forſyne den der⸗ med, jo mindre den har deraf. §. 145- Jordsmonnets Vard ſtiger altſaa i det Forhold, hvori Mulden tiltager. Hvorledes god ſkior Leerjord have vi i Almindelighed fundet 2 Procent Muld, ſelv naar den haver afbaaret; eller for at udtrykke mig tydeligere: ſaa meget tabte den ped dins foran⸗ at glodes, naar den forinden var renſet fra Plantetrœvler, den muligen tilſta⸗ monnets devcrende Kalk fraſkildt, og den derefter var fuldkommen torret ved en Varme⸗ grad, der noget overſteg Kaagepunktet. Heri kan ſaameget mindre indbefattes noget Tab af Vand, da det er ſandſynligt, at Leeret allerede, naar den glodede Jord blev veiet, igien havde indſuget dette Vand af Atmoſpharen. Vi antage altſaa 2 Procent Muld, ſom Normalſatning for et ſkiortleeret Jordsmon, men for et ſandleeret kun 13¾ Procent, for det ſandede 1 Procent, og giore dette til en Betingelſe ved den Vurdering af Jordsmonnet, ſom vi alle⸗ rede i Henſeende til Leer⸗ og Sandjorden have antaget. Hver ¾ Procent frugt⸗ bar Muld, ſom Jordsmonnet indeholder meer, forheier dets Vard med 5 Pro⸗ cent; ſaa at et Jordsmon, der ved 2 Procent Muld var verdt 50, ved 2 ¾ Pro⸗ cent blev 32 og ved 3 Procent 55 veerrd. Men hver halv Procent, det havde mindre, forringede ligeſaa meget dets Veerd⸗ Ved Jordsmonnets ſadvanlige Klasſifikation kommer Mulden ligeledes i Betragtning. Det er bekiendt, at een og ſamme Grund ſnart boniteres til Byg⸗ ſnart til Havrejord, efterſom den er ſterkere eller oftere giodet og behandlet paa en mindre udtœrende Maade, hvorved dens Muld har foroget ſig, eller efterſom en modſat Behandling har forringet den. Et ſkiorleeret Jordsmon pleier ikke at inde⸗ — . 136 Forſkiellige Jordsmon. indeholde meer end 1 Procent Muld, naar det af oplyſte Boniteurer anſlages til hine 4 Havrejord. Indeholder det 3 Procent Muld og derover, og er for Reſten feilfrit, V have ſaa kan det blive Hvedejord af anden Klasſe. Ved Kultur kan det faae denne b de Eg Tilvert af Muld, men dette er ikke ſaa let, ſom Mange troe. bliver Her forudſcettes ſtedſe, at Mulden er mild, fri for Syrer og adſtringe⸗ Lynge rende Stoffer folgelig oplsſelig. Jordsmonnet kan ofte verre ſaare rigt paa eller! ſuur Muld og dog ufrugtbart. Vi fandt 5 Procent Muld i et ſandet Jords⸗ jorden mon fra Pommern, hvorpaa fire Fold Rug blev anſeet for en god Afgrode. Men det robede allerede ſin Natur ved tsrvagtig Lugt under Giodningen og viſte med. ved noiere Underſogelſe en kiendelig Syre. Den var fremkommet ved den der giore brugelige Giodſkning med Heedetsrv. Ved at kisre Mergel paa dette Jordsmon, da de kunde man dog vente meget deraf. 0g Caf 2§. 146. V de ſte Blanding Det Jordsmon, der er fyldt med fuldkommen ſuur Muld, ſom giver Lak⸗ V dringe u muspapiret en ſtœrk rod Farve(Moſe⸗ eller Moorgrund, der meer eller mindre nermer ſig Torven) er neeſten udueligt for enhver nyttig Vext, ja endog i hei Grad for Eller, og har altſaa i denne Eilſtand kun ſaare ringe Vard. Men vor R det kan meget vel forbedres, naar det ikke har andre Feil, der forhindrer dette. V end no Man finder nemlig naeſten kun i Moſer og Moradſer dette Jordsmon, der ſom of⸗ the, teſt hviler paa et Underlag af ſeit Leer. Det kommer kun an paa, om Vandet kan afledes. Skeer dette, ſaa forbedres den hurtigſt og henſigtsmcesſigſt ved merk Branding. Syren uddrives allerede tildeels ved Ilden og neutraliſeres endnu meer den u ved Aſkens Eſk; et ſaadant Jordsmon kan undertiden paa denne Maade omdan⸗ iite en nes til riig Hvedejord. Kfugt §. 147. Hedemuld. Det Jordsmon, der er opfyldt med Hedemuld, og kaldes Moor, ba⸗ rer i ſin naturlige Tilſtand kun Lyng og lignende Planter. Ved at afſvie Lyn⸗ drugt gen, ved Gisdning, Kalk, Mergel og vedholdende Vanding, kan det gisres V tiffuld frugtbart, og Grundblandingen beſtemmer da dets Voerd. Denne er undertiden V lige g meget god, og da kan man ikke finde anden Grund til dets Ufrugtbarhed, end at b Jords hine V An ſlaaes til en feilfrit, fage denne adſtringe⸗ e rigt paa det Jords⸗ d Afgrode. en og viſte ved den der Jordsmon, giver Lak⸗ iller mindre endog i hei erd. Meu ndrer dette. der ſom of⸗ öm Vandet ꝛwsſigſt ved endnu meer nade omdan⸗ Moor, ba⸗ afſvie eyn⸗ det gigres rundertiden thed, end at hine Forſkiellige Jordsmon. 137 hine Planter, der kun groe i Familier og ſelv berede ſig deres ſeregne Naring, have engang bemexgtiget ſig det. Udrydder man denne Lyngſlagt og ophaver de Egenſkaber, der ved dens efterladte Muld ere ſkadelige for andre Planter, ſaa bliver Jordsmonnet frugtbart. Kalk eller Mergel, ſom man ofte finder under Lyngen, bidrager meget hertil. Ved at tage Henſyn paa, hvor meget lettere eller vanſkeligere denne Forbedring kan iverkſettes, maa man tillegge Heede⸗ jorden en hoiere Veerd end dens naturlige, der ikkun kan anſlaaes til r. Men i dette og i ethvert andet Tilfalde, hvor Jordsmonnet ſkal taxeres med Henſyn paa flere Perſoners Fordele, bor man, efter min Overbeviisning, giore det til Grundſcetning, kun at taxere Jorden efter ſin nœrvgrende Tilſtand, da de mulige Forbedringer blot kunne fremvirkes ved Vindſkibelighed, Kundſkab og Capital. Man indvikler ſig i uendelige Vanſkeligheder, om man vil beregne de ſtorre eller mindre Omkoſtninger og Sandſynligheden, at ſaadanne Forbe⸗ dringer foretages. §. 148. En Veiledning til at underſoge Jordsmonnet vilde her vere overflodig, da vor Methode er beſtrevet af Einhoff i tredie Bind af Hermbſtaͤdts Archiv og ſiden end noiagtigere i hans af mig udgivne Grundriß der Chemie fuͤr Landwir⸗ the, 1808. Da mange Underſogelſer af dette Slags altid give Anledning til flere Be⸗ markninger og disſe lede til nye Haandgreb, ſaa vil Profesſor Crome i Fremti⸗ den udforligere meddele ſaadanne. Ved Jordsmonnets Underſogelſe tage vi nu ikke ene Henſyn paa dets vandholdige Evne, men iſer paa dets ſpecifike Tyngde i fugtig og tor Tilſtand, da vi deraf love os mange gavnlige Reſultater. §. 149. 8 Saavidt jeg af egen Erfaring eller paalidelige Efterretninger kiender Peſtem melſe Frugtbarheden og Godheden af de Jordarter, vi have analyſeret, kan deres Vard af Jordsmon⸗ tilfulde ſkionnes efter de angivne Grundſcetninger, forudſat, at de have en ter felgende lige god og til deres Beſkaffenhed, ſvarende Beliggenhed, f. Ex. det muldrige loſe Jordsmon en jevn og lav Beliggenhed, thi andenſteds findes det vel ikke. Anden Deel. S Den Forſkiellige Jordsmon. Den folgende Tabel A indeholder Beſtanddelene af ſaadanne af os under⸗ ſogte Jordblandinger, der kunne tiene til at oplyſe disſe Sctninger, tilligemed det Veœrdieforhold, ſom vi tillegge dem i Proportionaltal fra 100 til r. V Tabellen B klasſificerer Jordsmonnene efter de ved de brandenborgſke Taxa⸗ V tionsprinciper antagne Klasſer,(ſee Deel§. 75) og vurderer dem efter de ſam⸗ V meſteds(§. 84⸗92) ved Erfaring i Trevangsbrugene udfundne Afgrodeſcetninger, — hpoilke i det mindſte ere de paalideligſte vi hidtil have.— Kun ved de bedre Jordarter er en— omendſkiondt kun ringe— Benyttelſe af Brakken beregnet w et Aar i det andet, fordi en ſaadan almindeligen kan finde Sted ved et godt Jords⸗ mon, og forandrer Sadpriſen noget lidet imod hine Tarationsprinciper. J Ro neſtſidſte Kolumne er den aarlige rene Indtœgt, ſom derved fremkommer, an⸗ flaaet til Penge, og i den ſidſte Kolumne Forholdet beregnet derefter, naar det bed⸗ ſte Jordsmon anſlaaes til 10. Disſe Tabeller ere giorte paa forſkiellige Tider, b uden at der ved den ene er taget Henſyn paa den anden, og efter ganſke forſkiellige Grundſcetninger. Jeg overlader det til enhver Lafſer at ſammenligne dem. Ved den ſidſte er Avlingskornet antaget ſaaledes, at Omkoſtningerne ved ethvert al⸗ mindeligt Avlsbrug derved kunne dakkes, iſcr naar Sadens Middelpris er noget hsiere, end den antagne. §. 150. Hienſynlige Naar man ofte ſammenligner de, ved en tilberlig Analyſe, bekiendte Be⸗ die wanchar ſtanddele af et Jordsmon, med dets udvortes i Dine faldende Egenſkaber, ſaa lige Jords⸗ kan man derved faae ſaa megen Hvelſe, at man temmelig rigtigen kan beſtemme Nen. hine efter disſe. Neſt efter Farven er Jordens Lethed, dens ſcrregne ſtimlede Lugt og Overſtrsening med Lichen humosus de ſikkreſte Kiendetegn paa dens Muldindhold. Leeret opdages ved Seihed og Fedme, naar det berores: Sandet viſer ſig ſkarpt imellem Fingrene; men endnu tydeligere, naar man betragter den ſmuldrede Jord under Forſtorrelſesglas, hvorved man ſaare vel kan beſtemme Sandets Mangde mod de andre Jordarter og ligeledes kiende den ſorte Muld. BVed Syrernes Opbrusning overbeviſer man ſig i Almindelighed, om Jordsmonnet V indeholder Kalk,— naar man ikke har Tid eller Leilighed til at foretage en noiag⸗ tigere uum il§. 149, anden Deel. A. nder⸗ gemed—⸗⸗o-⸗-⸗--⸗--y———g——-——B—:-ü—y⸗——-———im=n b V b Taxa⸗ Folgende Jordblandinger ſtaae, i Henſeende til deres Verrd, i dette e ſan⸗ Forhold til hverandre. ninger, bedre eregnet V 1 —(Indhold Indhold Indhold Indhold Jord⸗ 1.. Berde . 8 No. Syſtematiſk Bencev⸗ Sadvanlig Bonite⸗ af af af af ardie⸗ nue, nelſe. rings Bengvnelſe. geer. Sand. Kalk. Nuld. forhold. t bed⸗ Procent. Procent. Procent. Procent. Tider,. 3.. 3 V kelige 1 Muldriig Leerjord. Stark Hvedejord.. 74 10 42 11½ 100 84 2 Muldriig ſtœrk Jord Ligeledes...... 81 4 4 83 98 V vert al⸗ Leled let 6 6 „„„ 2 ⸗ i de„.. 7 10 0— rroget Y 3 Ligeledes Ligeledes 129 b 4 4 9 V 4 Riig Mergeljord.. Ligeledes...... 40 22 36 4 90 te Be⸗ 5 Muldriig los Jord. Eng eller Aajord.. 14 49 10 27 2 t, ſta V 6 MNuldriig Sandjord. Stark Bygjord.. 20 67 3 10, 28 ſtemme 1 rinlede(7 Rilg Leerjord... Stark Hvedejord.. 583 36 2 4 72 ders 8 Nergeljord.... Hpedejord..... 56 30 12 2 75 Sandet 2 9 der den 9 Sei Leerjord... Ligeledes 60 38 5 2 70 ſtemme 10 Skior Leerjord... eigeledes...... 48 50 2 2 65 Muld. 5 nonnet 11 Ligeledes..... Ligeledes. 68 30 2 2 60 noiag⸗ 12 Ligeledes...... Bpygjord, forſte Slags 38 60 5 2 2 60 tigere 2 5 13 Ligeledes..... Bpygjord, andet Slags 33 65 4 3 2 50 14 Sandet Leerjord.. Ligeledes...... 28 7⁰ 2 5 2 4⁰0 15 Ligeledes...... Havrejord 23 ½ 75 5 5 1 ½ 30 8 2 16 Leeret Sandjord.. Ligeledes... 18 ½ 80 2 1½ 20 4 3 17 Ligeledes.„.„ 2.. Rugjord.„ 5- 14 85 8 1 15 4 18 Sandjord.. Ligeledes...... 9 90 5 1 10 3 (19 vLigeledes...... ſexaarig Rugjord. 4 95 8 3 5 20 Ligeledes... niaarig Rugjord.. 2 97 5 1 2 Q ..— —ö——————— ——————-———————— 2* 9,s til Til§. 149, anden Deel⸗ Sauunendining af en Tonde Lands Vardie, af de forſkiellige Klasſer, efter de i Brandenborg antache Tararions⸗ Prineiper. — IV Klasſe. Bygjord. Foregagende Af⸗ grode... Wrter..... Iſte... Rug„„.„. 2 den... Sexradet Byg. Rug... V Klasſe. Havrejord, giodet hvert nie nde Aar. VI Klasſe. Treaarig Rugjord, gio⸗ det halvt hvert niende Aar eller foldgiodet. Iſte 2den. 3bie... 4de.... 5 te. 3Sn a 1 8 Rug„„„„* 2 7 Havre...... 7 Rug... ⸗ 6 Havre...— 5 Rug.. 5 hviler eller giver ingen —N ——————— Iſte... oden — 4. 4 Zdie. Rug 2⸗ 6 Rug... 5 Rug 8.F 2„ · 5 ——-nq ͦ—————— —— ‿᷑ A 36[2 6 3 6 3. 3 6 2 4 2 dSOod 2 4 14 t1 6 3 1 2 1 4 6 1 4 6 4 27 31 2 1 334 —2 u D w „2B= 7 1 1 21 6 3 ½ 5 3 3 2 3 14 2 4 2 — I 1 . Naar Ver⸗ 1— 3 36 3 36 2 24 3 36 1 3 306 1 66 3 36 1 66 3 36 3 36 3 36 3 36 3 10 73 7 17 3 21 2 8 — ddͤ oͤ 80 dien af een 1 EEfter Udſadens—. 1„rs] Indtagten Middeltal Tonde Land, Jordart Afgrode efter Sadart udſed Fold Hele Afgro⸗ Avlings⸗ og Avlingskor⸗ Den ſoren Haedt Aan af denhe⸗ af den aar⸗ a f bedſte .;„** nets Fradrag 110 nings⸗Pe⸗ ſ lige Ind⸗ Slags, er an⸗ Giodſkning. den. Korn. blive igien. tasne Priis. rcegt. riode. tœgt. taget til 100, .— ſaa er Var⸗ Tdr. Skp. Fdk. Fdr. Skp. Fdk. Sdr. Skp. Fdk. Rbd. Sk. Rbd. Sk. Rbd. Sk. Rbd. Sk. dien. I Klasſe. Porcarendesf. 1 1 grode.. Arter..1 2 5 5 2 2 2 Fold 2 1⸗ 3 306 71 Riig Hvedejord. Iſte.. Hoede... 1 1 78 1 2 2— 4 5 2 4 22 19 80 2 den.. Toradet Byg 1— 7„ 3 2 2— 4 2* 2 521 10⁰ 77 100 3bie... Ovede... 1 ⸗ 6 63 2—-— 3 1 ¹2 4 22 13 46 4 1... Toradet Byg.-⸗ ² 7 2 5 1 6 515 3 2— 2 6 32 2 52 7 26 V 58 54 9 73 II Klasſe. Foregaaende Af 6. grode... Erter.. 1— 5[5 2 2 2 Fold 2 1[%⸗ 3 36 7 17 Hvedejord. Iſte... Hyede..... 1 1 1 ½ 16 7 · 1°[2—[3 4 4 22 14 26. V 2den... Toradet Byug. 1⸗ 6 6 3 ⸗ 2— 3 11 2 2 52 8 10 71,* Zdie.„... Rug„„.„ 3 I · 5 5 3 2 2 2— 2 I 2 3 36 7 17 42 27 2 III Klasſe. Foregaaende Af⸗ grode... Wrter. r ⸗ 5[5 2 2 2 Foldd 2 1⸗ 3 35 7 17 Stark Bygjord. Iſte... Rug....) 1 ⸗ 6 6 3 ⸗ 2— 3 1[2 3 36 10 73 2 den.. Toradet Bg 1 ⸗ 6[6 3 ⸗2— 3 12 2 52 3 10 63 Zdie.. Rug..... 2 7 15 4 6 112— 1[7 1 3 36 6 42 4be.... Toradet Bug 6 4 15 4 12 4 2— 1 5 24 2 6 4 32„ 36 28 6 13 43 87 51 „* —— ———————————————————————— ——.—— 3 85 18,3 — tiger gen ſab ring gend Fug⸗ per Snit tort et he ikke Sol Jor Proc les ſeern deler ning Forſkiellige Jordsmon. 139 tigere Underſogelſe,— og den ſtorre eller mindre Heftighed, hvormed Opbrusnin⸗ gen ſkeer, vidner om Kalkens ſtorre eller mindre Mangde. §. r5r. Jordsmonnets Conſiſtents fremkommer ved de herſkende Jordarters Egen⸗Jordsmon⸗ ſkaber og Forholdet af deres Mangde. Man behover altſaa ingen videre Forkla⸗ heas, ring, uden forſaavidt man betegner denne Conſiſtents(Sammenhold) ved fol⸗ gende Udtryk: Haardt, ſeit, gienſtridigt kalder man det Jordsmon, der, ved nogen Fugtighed feſter ſig ſom en klabende Deig til Plov og Harve, kun vanſkelig ſlip⸗ per dem, og hanger da ſaaledes ſammen, at det blot kan deles ved et Stik eller Snit, og er da glat og glindſende paa den Side, hvor Snittet er ſkedt. Meer tort er det derimod ſaa haardt ſom en Teglſteen, og dets Klumper kunne blot ved et heftigt Stod deles i terningformige eller bladagtige Stykker, men ofte aldeles ikke pulveriſeres. Dette Jordsmons Overflade bliver ofte haardt, naar varm Solſkin folger paa Regn, uagtet det dybere endnu er vaadt. Man ſiger da, at Jordsmonnet har ſat Skorpe; hertil horer det, der indeholder meer end 80 Procent Leer. Stivt, ſtaerkt kaldes Jordsmonnet, naar det, ſtiondt tort, kan adſkil⸗ les med mindre Kraft og da opbrydes i Stykker, der have et mat, grynet Ud⸗ ſeende og henſmuldre. Det lader ſig ſieldent pulveriſere ved Plov og Spade, men deler ſig i flade Stykker og ſtorre Klumper, der forſt kunne knuſes ved ſtœrk Harv⸗ ning. Dette er Tilfaldet med det Jordzmon, der har over 50 Procent Leer. Skiort kaldes det Jordsmon, ſom ved nogen Fugtighed danner ſam⸗ menhaængende Klumper, der dog let kunne knuſes og adſkilles ved et ſvagt Tryk eller Stsd, ſom det Jordsmon gior, der indeholder fra 20 til 40 Procent Leer. Loſt er det Jordsmon, der, naar dets Dele ere torrede, har ingen Sam⸗ menhang og indbyrdes Tiltrœkning, men henſmuldrer af ſig ſelv, uden atdanne Klumper. Af dette Slags er det Jordsmon, der har meer end 90 Procent Sand, ſaavelſom Kridejorden, og det muldede med lidet Leer blandede Jordsmon. Er S 2 det Jordsmon⸗ nets Dybde. til 12 Tommer dybt. Forſkiellige Jordsmon. det ſaa loſt, at Vinden let kan bevagge og bortblaſe det, ſaa kaldes det Flyve⸗ ſand. Man kan bedſt domme om de forſkiellige Grader af Sammenhold, naar man, 48 Timer efter en maadelig Regn, underſoger Jordsmonnet. Er man nogenlunde ovet, kan man meget vel kiende det ved blot at ſtode med en Stok paa Jorden, ja endog ved at trade paa det. §. 152. Ved at vurdere Jordsmonnet kommer Dybden, neſt efter Beſtanddelene, Herved forſtaager man den Dybde, hvori Overfladen er giennem⸗ Denne er i Betragtning. trengt af Muld, overhovedet eens blandet og af lige Beſkaffenhed. ved de ſcedvanlige Jordsmon kun lidet ſtorre end den Dybde, hvori man hidindtil har ploiet; man ſkionner tydelig Grandſelinien, ved perpendiculcert at afſkiare Undertiden er dette kun 3 Tommer, ſadvanlig 6 Tommer, ofte 10 Kun ved overordentlig Kultur, eller naar Jordsmonnet er op⸗ ſkyllet, finder man det jevnt giennemtraengt med Muld i en Dybde af 1½, 2, til 3 Fod. Vi kalde allerede et Jordsmon dybt, naar man ved ſadvanlig Ploining ikke naaer Bunden af det frugtbare Lag, d. e. ſom ofteſt, naar det er over 6 Tom⸗ mer tykt. Vi antage derfor 6 Tommer ſom Middeltal for den Dybde, et Jords⸗ mon bor have, naar det ſkal verre feilfrit og intet tabe af den Vaœrd, ſom vi, ef⸗ ter dets Beſtanddele, tillagge det. 1 Det dybere Jordsmon indeholder en ſtorre Mangde frugtbar Tord eller ve⸗ getabilſt Nœringsſtof, der, om det end ei er losnet til fuld Dybde, dog kom⸗ mer nogle, om juſt ikke alle, Vexter til Gavn. Men det tilbyder hver god Ager⸗ dyrker den Fordeel, fra Tid til Tid at kunne losne det i en ſtorre Dybde, til alle Frugter at drage Nytte af dets dybere Lag; det er tilſtrakkeligt, om dette kun foretages hvert ſiette eller ſyvende Aar. Da trange Rodderne, ſelv Sadens, til denne Dybde, hente da den Narring fra Dybet, ſom de i et tyndt Jordsmon blot kunne finde ved horizontalt at udbrede ſig, og kunne da ſtaae tattere, uden dog at have en ſnavrere Virkekreds for deres Rodder. Derfor finder man ſtedſe, under ellers lige Omſtandigheder, tettere Afgroder paa de dybere Jordsmon. Det Jordsmonnet. 9 —ym Waenmn in lybe⸗ naar t man Stok delene, ennem⸗ enne er dindtil ſſtiare ofte 10 et er op⸗ 1 3 Tod. ploining 6 Tom⸗ t Jorde⸗ vi, ef eller ve⸗ dog kom⸗ dd Ager⸗ mtil alle dette kun dens, til ordsmon ere, uden mn ſtedſe, ordemon. Oet Forſkiellige Jordsmon. 141 Det er aldeles urigtigt, hvad Nogle paaſtaae, at Sadens Rodder ikke gaae dy⸗ bere end 6 Tommer; jeg har tydelig kunnet folge dem paa et Jordsmon, der tillod dem at trange ſaa dybt, indtil en Dybde af 12 Tommer. Balgfrugternes og Kloverens, ikke at tale om Lucernens og Rodvaxternes, Rodder gaae langt dybere; derfor er det ſaa fortrinlig gunſtigt for disſe Verters afvexlende Dyrkning. Derneeſt har det dybere Jordsmon den indlyſende Fordeel, at det lider min⸗ dre ſaavel af Fugtighed ſom af Torke. Fugtigheden kan ſynke dybere, inden den naaer det uigiennemtraengelige Jordlag, hvorfra den maatte opdammes ag for⸗ vandle den dyrkede Overflade til en Grod. Kun fra det dybere leerede Jordsmon kan Vandet, paa virkſom Maade, afledes ved underjordiſte Render. Men da det dybere Jordsmon paa den anden Side kan modtage mere Fugtighed, ſaa behol⸗ der det den ogſaa laœngere og giver den, ligeſom fra det underjordiſke Magazin, igien til Overfladen, naar denne trœnger dertil. Derfor ſee vi begge Dele— Jordsmonnets dobbelte Evne til at modſtaae ſaavel Fugtighed ſom Torke— tyde⸗ ligt paa reolet Jord. Desuden have alle opmarkſomme Jagttagere giort den Be⸗ markning, at Saden, uagtet den ſtaaer kaettere paa det dybere Jordsmon, dog ſielden gaaer i Leie, og aldrig uden ved Storm og Pladsregn; ja, at den endog da ofte reiſer ſig igien. 14 Om et tyndt Jordsmon gielder netop det Modſatte. Dette kan inddeles i det, der ikke taaler at fordybes, og i det, der ved Reoling eller ved ſtedſe dybere Ploining kan fordybes. Herom ſkal handles, naar vi tale om Underlaget. Det bundloſe Jordsmon, der har et ſaa tykt Lag frugtbar Jord, at man ved Reoling neppe naaer det, kan, neeſten uden Giodning, blot ved at an⸗ bringe nye Jord fra Dybet, vedligeholdes frugtbart enten ved fuldkommen Rey⸗ ling, eller ved den ſaakaldte Kulgravning, hvorved den underliggende Jord plet⸗ viis opgraves og udbredes paa Overfladen. Derfor har et ſaadant Jordsmon naeſten utroelig Vard. Meni hvilket Forhold forsges eller forringes Jordsmonnets Vard ved dets ſtorre eller mindre Dybde? Vi beſtemme, at en Dybde af 6 Tommer er den, ſom Jordsmonnet bor have. Silkkert kunne vi antage, at dets Vard ſtiger 8 Pro⸗ cent 14² Forſkiellige Jordsmon. cent for hver Tomme det, indtil en Dybde af 12 Tommer, bliver dybere, ſaa at et Jordsmon, der er 12 Tommer dybt, naſten er dobbelt ſaa meget vardt, ſom det paa 6 Tommer. Med en end ſtorre Dybde, der ikke kan tilveiebringes ved Ploven, ſtiger dets Vard, vel ikke i ſamme Forhold, men dog nok ſtedſe 5 Procent, da den Jord, der ligger lige under Plovfuren, ikke er uden al Nytte. Derimod aftager dets Vœrd i ſamme Forhold, naar dets Dybde bliver rin⸗ gere end 6 Tommer. Underlaget. Har altſaa et Jordsmon, der, 6 Tommer dybt, var 5o verd, 7 Tommer, ſaa er dets Vard 54. 8——— 58. 9——— 62. 10——— 66. 11——— 70. 12——— 74 4——— 42· 3——— 38. Der er ingen Tvivl om, at man jo ved Bearbeidning kan give Jordsmonnet en ſaadan vedholdende Forsgelſe af Vœrd; undertiden med mindre, undertiden med ſtorre Omkoſtning, end denne Forogelſe er vœrd. §. 1532 Hvad der ligger under det frugtbare Jordlag, kaldes Underlaget. Dette beſtaaer enten af de ſamme Grundbeſtanddele, ſom Jordsmonnet, kun ikke gien⸗ nemtranngt af Muld og uden Berorelſe med Atmoſpharen; eller det er et efter ſin Natur forſkielligt Jordlag. Det har betydelig Indflydelſe paa Agerens Godhed, og deſto ſtorre, jo tyndere Jordsmonnet er. Under et ſtarkt eller ſtiortleeret Jordsmon ligger i Almindelighed et leeret Underlag, der vel ikke, i Henſeende til de egentlige Grundbeſtanddele, er forſkiel⸗ ligt fra hiint, men fuldkommen raat, ſammenholdende og uigiennemtrangeligt. Men det findes ogſaa under en ſandet Overflade, hvor det, ved en horizontal eller 8 dler jer dugtig nalmin ſte ved vel oft veiebri Veirli i Jord ning, meeſt det mer paa D forbed dette t 11 Fot man, Dybet, tt ſaad endnu tortes. under lednin til O Lande ningsd Sre n Forſkiellige Jordsmon. „ſa eller jeynt heldende Beliggenhed meget kan forbedre dette Jordsmon, ved at hindre zerdt, Fugtigheden fra altfor ſnart at ſynke for dybt, og derved holde dette Jordsmon tnges ualmindelig fugtigt. Undertiden kan det opbringes ved Ploining, eller i det mind⸗ ddſe 5 ſte ved Gravning og blandes efter et pasſende Forhold med Sandet, hvorved denne Aytte. vel ofte i Begyndelſen bliver ſlettere, men ſiden, naar en jevn Blanding kan til⸗ er rin⸗ veiebringes, meget forbedres. Ligger det i Form af et Trug, ſag kan det i vaadt Veirligt gisre endog den loſe Jord altfor fugtig. Undertiden er dette Underlag mergelagtigt eller kalkholdigt, ſelv naar man i Jordsmonnet neppe finder et Spor af Kalk. Her yttrer Jordsmonnets Fordyb⸗ ning, enten denne ſkeer ved Ploining, Reoling, eller ſaakaldet Kulgravning, den meeſt paafaldende Virkning, da det herved bliver vedholdende frugtbart, fordi det mergelagtige Leer, om det end er aldeles ſeit i Underlaget, dog let henſmuldrer paa Overfladen og blander ſig dermed. Dette Jordsmon kan altſaa ſaare forbedres. Man finder ogſaa ſandet Underlag under temmelig ſtarkt og ſkiort Leer; dette tilveiebringer da, naar det hverken ligger for heit eller for dybt, d. e. 1 til 1½ Fod under Overfladen, og Laget er tykt nok, et ſaare heldigt Jordsmon, ſom nnet en man, da det aldrig lider af Fugtighed, men lader enhver Overflod deraf ſynke i den med Dybet, kalder et tungt, men varmt Jordsmon. Er det ſandede Underlag ikkun dakket af et tyndt Lag frugtbar Jord, ſaa er et ſaadant Jordsmon, om det end i fugtigt Veirligt, og medens det om Foraaret Dette endnu har Vinterfugtighed, ſynes meget frugtbart, dog ſaare udſat for at ud⸗ ke gien⸗ torres. Ss 0 efter ſin W Undertiden er et ſaadant Sand⸗ eller Kieslag dog kun meget tyndt og der⸗ Godhed, under ligger igien uigiennemtraœengeligt Leer. Mangler ſaadant et Jordsmon Af⸗ ledning, ſaa ſamles Vandet i dette Sandlag, ſom i en Kumme, og ſtemmes op tt leeret til Overfladen. Derved bliver Jordsmonnet vanddrukket, koldt og magert, da forſtiel⸗ Vandet, naar dette ved Torring igien ſynker i Dybet, drager de oploſte Giod⸗ engeligt ningsdele med ſig og afſcetter dem i det dybere Sandlag. Dette Jordsmon er et rizontal af ellet Forſkiellige Jordoͤmon. af de feilfuldeſte, med mindre det forbedres ved Udgravninger, der aflede det Vand, ſom indſluttes i Sandlaget. Men derved forbedres det fra Grunden. Jo bundloſere og loſere Sandet er under Sandjorden, deſto torere bliver den. Faaer Sandet, i nogen Dybde, meer Sammenhold, hvorved Fugtigheden hindres fra at ſynke, ſaa have Vexterne et mere levende Udſeende. Det ſtenede Underlag kommer meer eller mindre for Dagen, eller er meer eller mindre dekket med ſmuldret Jord. Undertiden udgior Jordsmonnet, iſcer paa Bierge, neppe nogle Tommer. Kalkſteen er altid det bedſte ſtenede Underlag. Ved Jordens Overflade er den ſom ofteſt ujevn, forvittret og reynet. Den ligeſom aabner ſig for Jorden, hvori Planterne trœnge ind med deres Rodder. Ja, nogle Planter, fornemmelig Esparcette, men ogſaa de fleſte Diadelphiſter, ligeſom Troxer og Buſte, ſynes at angribe Stenen ſelv og maaſkee at drage Naœring af dens Kulſyre; og derfor ere ſaadanne Kalk⸗ og Gipsbierge ogſaa mindre ufrugtbare og ubrugbare, end andre Klipper. Den med lidet Jord dakkede Leerſkifer forvittres, naar Ploven afriver no⸗ get deraf, og man forſikkrer, ſaaledes at have giort Jordsmonnet dybere og bedre. Graniten tilſteder aldeles ingen Vegetation, og et tyndt derpaa hvilende Jordsmon kan ikke forbedres: det maatte da vœre, at man forsgede Jordlaget. Underlaget beſtaaer undertiden af Steenfliſer, og da kommer det an paa, om de ere dakkede med et tilſtrakkeligt eller kun med et tyndt JFordsmon. J det forſte Tilfaœlde giore de ingen Skade, men kunne i leeret Grund gavne, ved at bort⸗ lede den overflodige Fugtighed. Om enkelte Stene ved Jordens Overflade ville vi ſiden tale. Okkeren, der ikke ſielden findes under Jordens Overflade, er ſerrdeles ſka⸗ delig for Vegetationen og ſynes, naar den ikke er dœkket med ſaa tykt et Jordlag, at Plantersdderne ei naae den, ligeſom at forgifte den. Over denne pleier al⸗ terede at ligge en bruunfarvet raa Jord af Stenens Natur, der, ſtedſe haardere, til⸗ ſidſt gaaer over til Steen. Traerne doe, ſaaſnart deres Rodder ſtode derpaa. 4 5 Pen⸗ der ka dede o af det vigien vigien de, d vens haarde treng wemtre holdig denne nemlig trakni eller tr Vaden lige u Overſ Kar, Aflob igienn Aarſa ſtg, In de det en. bliver gheden er meer iſar lade er Jorden, mmelig ſynes derfor re, end ver no⸗ gbedre. rdomon an paa, J det at bort⸗ de ville eles ſta⸗ Jordlag⸗ ſeier al⸗ ere, til⸗ paa. r. 2 Forſkiellige Jordsmon. 145 J Henſeende til Fugtigheden ſkielne vi fornemmeligen mellem det Underlag, der kan giennemtreenges og det uigiennemtrqengelige. Af hiint Slags er det ſan⸗ dede og ſom ofteſt det ſtenede Underlag, da dette ſielden er frit for alle Revner; af dette Slags det ſteerkt⸗ og ſkisrtleerede. Jo mindre Sand det indeholder, deſto nigiennemtrangeligere er det; men endog ſtiort Leer, der har meget Sand, kan blive uigiennemtreengeligt, naar det har faſſtet ſig. Ved ſtedſe at plsie i ſamme Dyb⸗ de, dannes ſaaledes taet under Furen, deels ved Heſtens Trin, deels ved Plo⸗ vens Tryk, en Skorpe, ſom Vandet ikke kan giennemtrange og ſom opbrydes i haarde Stykker, om end Jordsmonnet oven og neden er temmelig leſt og giennem⸗ trʒngeligt. §. 154. Naar Jordsmonnet er alt for fugtigt, hidrorer dette ſom ofteſt fra et uigien⸗ nemtrangeligt Underlag. Thi omendſkiondt Jordsmonnet har en forſkiellig vand⸗ holdig Evne, og altſaa er meer udſat for Fugtighed eller Torke, ſynes dog denne naturlige Fugtighed ikke at blive ſkadelig for Vegetationen, naar der nemlig ikke er meer Vand i Jordsmonnet, end dets Jordarter i Folge deres Til⸗ traekningskraft kunne tilbageholde. Men kan Vandet ikke ſynke i Dybet eller trekke bort, og den ſkisre Jord ſammenflyder dermed til en Grod, ſaa er Bedden heiſt ſkadelig for de fleſte Planter, vi dyrke. Naar det uigiennemtrenge⸗ lige Underlag ikke har Aflob til nogen Side, men meget meer, uagtet Jordens Overflade er jeyn, har Dannelſen af et Trug, ſaa indſluttes Vandet ſom i et Kar, og Jordsmonnet kan kun langſomt torres ved Uddunſtning. Ogſaa Kildegrundene ere i Almindelighed afhangige af Underlaget. §. 155. Fugtigheden kan fremdeles trakke ſig ned fra hsiere Naboeegne og mangle Aflob. Endelig kan Vandet ogſaa ſies fra en Flods eller Soes hoiere Vandſpeil, igiennem et giennemtrangeligt Jordlag. J Lœren om Vands Afledning ville vi finde Leilighed til noiere at underſoge Aarſagen til Jordens Fugtighed; vi omtale den blot her, forſaavidt dens Aar⸗ ſag, der lettere eller vanſkeligere kan heves, har Indflydelſe paa Jordsmonnet. Anden Deel. 8 Fug⸗ Jordsmon⸗ nets Tempe⸗ ratur⸗ 146 Forſkiellige Jordsmon. Fugtigheden gier undertiden Jordsmonnet naſſten ganſke ubrugbart: vel undertiden ſkikket til Eng, men ikke til Agerland. Ofte kan man dyrke Jorden med Vaarſced, iſcer med Havre, men ikke med Vinterſcd. Om Foraaret kan man bedſt bedomme Tilſtanden af den feilfulde Fugtig⸗ hed. Til andre Tider opdager man vel, men utydeligere, dens Spor ved de Planter, der ſtaae paa Jorden. Jordsmonnets Evne til at holde paa Fugtigheden, bedommer man bedſt, nogle Dage efter en maadelig Regn. Man kalder da et Jordsmon a) udtorret, naar det, ved at trykkes i Haanden, aldeles ingen Fugtighed rober. b) tort, torſtigt, naar det, ved at gnides og trykkes ſtœerkt, viſer nogen Fug⸗ tighed. —) friſkt, naar man ſtrax fornemmer dets Fugtighed. d) fugtigt, naar det ved et ſvagt Tryk gior Haanden vaad. e) vaadt, naar Vandet draabevis kan udtrykkes, og en afſtukket Klump eller den opplsiede Strimmel glindſer. H ſumpigt, naar der ſtaaer Vand derpaa, eller naar Vandet ſtrax valder ind i Fodtrinene. De fire forſte Grader ere i Almindelighed afhœngige af Jordblandin⸗ gens Beſkaffenhed, ſtisndt Beliggenheden ogſaa har Indflydelſe derpaaz men begge de ſidſte allene af dets Omegn. §. 156. Ved Jordsmonnets Temperatur, eller dets Varme og Kulde, forſtaae vi ikke den Varmegrad, der ved atmoſphœriſt Varme og Solſtraalernes Virkning, efter Klimatets og Beliggenhedens Forſkiellighed meddeles det,(hvorom meer i det Folgende) men den Varme, der beroer paa indvortes Aarſager, ſom indehol⸗ des i Jordsmonnet ſelv. Vor Jordkugle ſynes i ſit Indre at have en vis Grad af Varme, da man 10 Fod under Jordens Overflade, naſſten overalt og til enhver Aarstid, finder den = 7 Grader Reaumur. Man troede i lang Tid, at denne Varme foraarſagedes af 8 ff en dens S ing g Biergr 1200 gerſte ſom no hvor hi den V af Und 1 Iſens fladen, paa et langt! noiagti tagne, ſiiellige 8 Fugtig nere, er. og det Varme forſtiel loſt Gi Daerl ſihe: zpſe ch miſ at: vel Jorden dugtig⸗ t ded de in bedſt, ugtighed hen Fug⸗ ump eller r valder blandin⸗ naz men forſtaae Virkning, in meer i indehol⸗ da man inder den arſagedes af Forſkiellige Jordsmon. 147 af en Centralild i Jorden eller dog af en ſtœrk Hede, der endnu vedvarede fra dens Skabelſe og ſtedſe forsgede ſig henimod dens Middelpunkt. Men denne Me⸗ ning giendrives allerede derved, at man, hvor dybt man end er tranngt ned i Biergvarkerne, dog i Almindelighed ikke har ſporet en tiltagende Varme. 1200 Fod under Jordens Overflade er denne ſtedſe den ſamme; kun i nogle un⸗ gerſte Biergvœrker har man bemarket, at Varmen tiltog, hvilket dog, ligeſaavel ſom nogle Kilders, ja undertiden endog Jordens Overflades hoiere Temperatur, hvor hine udbryde, maa forklares af locale Omſtandigheder. En Sieldenhed er den Varme, der tilveiebringes i Jordsmonnet ved en ſaadan local Opvarmelſe af Underlaget. Men man opdager ofte en Forſkiel i Jordsmonnets Temperatur, ved Iſens og Sneens hurtigere eller langſommere Oplosning og derved, at Over⸗ fladen, uden at Beliggenheden kan verre Skyld deri, hurtigere fryſer paa et end paa et andet Sted; hvilket gior en betydelig Forſkiel i Henſeende til Ploining langt ud paa Efteraaret og om Foraaret. J denne Henſeende har man giort nogle noiagtigere Tagttegelſer med Thermometeret, ſom dog ikke weffs nok ere gien⸗ tagne, til at kunne give ſikkre eller flere Reſultater om Aarſagerne til denne for⸗ ſkiellige Temperatur, end folgende. Forſt og fremmeſt beroer Jordsmonnets Temperatur sienſynlig paa dets Fugtighedsgrad. Det vaade Jordsmon er i Almindelighed koldere, optses ſe⸗ nere, fryſer lettere, og faaer anfe iges den Varme, ſom Vegetationen beho⸗ Jo ver. Derfor kalder man et ſaadant smon vandkoldt; men det torre varmt og det udtorrede hidſigt. Terſsxen er packoibleltg den, at en Mangde frit Varmeſtof fortares ved Vandets Uddunſtning, og altſaa beroves Jordsmonnet. Alligevel finde vi ved Jordsmon af lige Fugtighedsgrad ikke ſielden forſkiellig Temperatur. Et Jordsmon, der indeholder megen Muld, uop⸗ loſt Giodning og raadnende Subſtantſer, har en hoiere Varmegrad. Dets Overflade optses tidligere og forterer hurtig Sneen, ſaa at Bonden pleier at ſige: at dette Jordsmon ader Snee. Her fremkommer Varmen uden Tvivl af chemiſte Oplssninger, der foregaae i det, hvorved neeſten altid udvikles Varme⸗ T 2 ſtof. Jeyn eller 6 — Forſkiellige Jordsmon. ſtof. Og ſaaledes er det bogſtaveligen ſandt, naar man ſiger, at Giodningen opvar⸗ mer Jorden. Dette gior den deels mekaniſk, ved at ſkiorne den, hvorved den bliver tsrrere, deels chemiſk, ved at opleſe den. Derneeſt merker man, at det kalkholdige Jordsmon er varmere, fordi det paaſkynder denne chemiſte Oplssning og yttrer den ſtarkeſte Vexelvirkning paa Giodning og Muld. Endelig leder det ene Jordsmon bedre end det andet den Varme, ſom det modtager udenfra; Sandet ſtarkere end Leeret, naar dette ikke er overmaade fug⸗ tigt. Derfor virker en hurtig Forandring i Temperaturen ſtœrkere paa de Planter, der groe paa Sandjord, end paa dem, der groe paa det rene Leer, og derfor er Nattefroſten, iſcer tidlig Riimfroſt, ſkadeligere for de forſte end for de ſidſte, hvilket man ofte kan ſee paa ſaadanne Seedarter, der let lide af den mindſte Froſt. Det er ogſaa ſandſynligt, at eet Underlag lettere end et andet leder den hoiere Tempe⸗ ratur fra Dybet, og derved fremvirker, at Froſten ikke trʒnger ſaa dybt, og tid⸗ ligere forſvinder. Man beſtemmer Jordsmonnets Temperaturgrader ved folgende Udtryk: a) hidſigt, b) varmt, c) tempereret, d) koldt. Noiagtigere Underſogelſer med Thermometeret, iſcer om Foraarek, naar Froſten forſvinder, ville maaſkee endnu forſkaffe os mange merkvardige Reſul⸗ tater om Jordsmonnenes Forſkiellighed i denne Henſeende. 2§. 157. Jordsmonnets Vard og Egenſkaber ere ikke allene afhœngige af dets indvor⸗ tes ſoregne Beſkaffenhed, men ogſaa af dets Beliggenhed, Dannelſe og Omgi⸗ velſer, hvorved hine modiſiceres paa mangfoldige Maader. Overfladens Dannelſe, om den er bakket eller jevn, horizontal eller ujeyn Over⸗ ſkraa, har forſkiellig Indflydelſe, ligeſom Jordsmonnets Grundblanding er be⸗ Aad 8⸗ ſkaffen, Det Fere ringes unh bere, leerede Jugti Vand foraar j det: at dyrz ſeende ſleſte: Plante late, Prakti Allere paa de eler d dan ſau ead der for Ce Nopvar⸗ eved den fordi det ning paa ſom det ade fug⸗ Planter, derfor er „hvilket 1. Det Tempe⸗ , og tid⸗ dtryk: et, naar ge Reſul⸗ ts indvor⸗ g Onhi⸗ ntal eller 9 er he⸗ Det Forſkiellige Jordomon. 149 Det meer ſandede, loſe og torre Jordsmon er deſto frugtbarere, jo jevnere 4. og lavere det ligger i Forhold til den Egn, der omgiver det. Her beholder det lengere Fugtigheden, hvoraf det ſielden kan have for meget. Derimod for⸗ ringes dette Jordsmons Vard ſtedſe meer, naar det ligger hsit, paa Hoie eller paa hele Omegnens hsieſte Deel, hvor dets Fugtighed ikke allene ſtedſe ſynker dy⸗ bere, men ofte tilligemed dets frugtbareſte Dele rsves det af Vinden. Under disſe Omſtandigheder lonner det aldeles ikke Umagen at dyrke et ſandet Jordsmon, der dog endnu paa Sletten kunde betale ſig; ja det bliver endog ofte farligt for hele Omegnen at omploie dets Gronſocer, da den ſkadeligſte Sandflugt derved kan opſtaae. Derimod kan en bakket og ſkraa Beliggenhed ofte verre fordeelagtig for det leerede Jordsmon, der har et nigiennemtreengeligt Underlag, da den overflsdige Fugtighed derved kan bortflyde. Her afvarger man ſom ofteſt ved Grovter og Vandfurer, naar disſe ere rigtigen anlagte, al den Skade, ſom Vaden kunde foraarſage. Der er i Almindelighed Udvei til at befrie ſig for Vandet, eller dog i det mindſte et lavt Sted, hvorhen man kan ſammenlede det. Dog er det ikke onſkeligt at have ſteile Bakker, da de ere ſaa vanſkelige at dyrke. Man har lange ſtridt, om et bakket Jordsmons ſtorre Overflade, i Hen⸗ ſeende til Produktionen, har Fortrin for det jeyne Jordsmons mindre Flade. De ſteſte Theoretiker have paaſtaaet, at hiin har intet Fortrin og kan ikke bare flere Planter, end den horizontale Flade, da Planterne ſtedſe maa ſtaae perpendiku⸗ lœre, hvoraf folger, at flere ikke kunne faae Plads til Rod eller Top. Men Praktikerne have aldrig villet troe dette, og ſynes at have aabenbar Ret. Allerede i Henſeende til Pladſen ſynes det uimodſigeligt, at flere kunne rummes paa den, naar de haxe ſig over hverandre. Der, hvor Toppen af det ene Trae eller den ene Plantes Ax udbreder ſig, indtager en andens Rod ſin Plads. Man kan ſammentrange flere Menneſker, naar de ſtaae paa Trappetrin i ſamme Rum, end det vilde voere muligt paa den jevne Plads. Men der er desuden Plads nok for Cerealierne; deres Vart beroer dog kun paa det Jordsmons Overflade, hvoraf 150 Forſkiellige Jordsmon. hvoraf de drage Nering, og denne er ſtedſe ſtorre paa en Hei, end paa dens Baſis. Heien har, ved en lige Dybde af ſit dyrkede Jordsmon upaatvivlelig ma meer frugtbar Jord, end dens Baſis vilde have. De Planter, der ſtaae paa en V inder Hei, berove ogſaa hverandre mindre Lys og Luft. Paa Grund heraf burde altſaa lighe Jordsmonnet, naar det for Reſten er det ſamme, ikke allene vurderes efter den geometriſke Flade, der naturligviis kun kan beſtemmes paa Karterne, men og⸗ ſaa, ſom virkelig er Tilfeeldet i Praxis og ved Opmaaling af enkelte Stykker, nonne taxeres efter ſin Overflades Linie. inn §. 158. Ber r ias Om Jordsmonnet ligger hoit eller lavt mod Havets Flade, gior en bety⸗ bliver — delig Forſkiel i Klima og atmoſphariſt Temperatur. Paa Bierge er Varmen, Gieri endog under ſamme Himmelegn, ſtedſe ringere end i Dale; ſelv i de hedeſte b ere o Jordſtrog ere Biergenes Toppe dakkede med evig Jis og Snee. Dog ligger Iſens V Gafte Grandſe hoiere i de varme Jordſtrog, men daler ſtedſe meer, jo nœrmere vi komme V og Fr Polerne. Vegetationen aftager i ſamme Forhold ſom Varmen; Treeer og Vex⸗ V ter blive ſtedſe lavere og mere forkuede paa Hoiderne. Paa hoie Bierge voxe kun det me Naaletraeer, og end hoiere kun ſœregne Biergvexter. ernee Men vi marke allerede paa en ringere Heide, at Cerealierne voxe ſpagere, V Torke om Beliggenheden endog for Reſten er gunſtig. Imidlertid vorer Hpeden dog, V V Eyden naar den har pasſende Grund, bedre paa Biergene end Rugen, og Havren bedre end Bygget, men kun relativt og modnes ſildigere. Fugtigheden fattes ſielden hed, paa Biergene, fordi den atmoſpherriſte Fugtighed praccipiteres ſteerrkt paa dem. kes tit Derfor har et tort, varmt Jordsmon der ofte Fortrin for et fugtigt; da der i Al⸗ dn 9p mindelighed dog ikke fattes Afledning, ſaa kan man harve Fugtigheden ved hen⸗ get ti ſigtsmasſigen at opfange og aflede Kilderne. g od Men en ſtor Vanſkelighed, der meget forringer bakkede Markers Vard, len, er at bringe Giodningen op paa dem, hvilket ofte ikke kan ſkee uden med ſtorſte Anſtrangelſe, hvorfor man jevnlig maa verre tilfreds med at give dem Fold⸗ b Aatten giodning; ogſaa er det meget vanſkeligt og trœttende for Arbeidésdyrene at ploie⸗ len, a dem.. ſen, En⸗ Ferm Forſkiellige Jordsmon. 151 aa dens Endelig ere ſteile Skraaninger meget udſatte for, at det frugtbare Jords⸗ dirlelig mon nedſtylles af Pladsregn og Vandſtyrtninger. Om end det bakkede Jordsmon daa en undertiden giver rige Afgroder, ſaa benyttes dog de ſteile Skraaninger i Alminde⸗ ealtſag lighed fordeelagtigſt til henſigtsmaœsſig Skovdyrkning. fter den§. 159. men og⸗ J Henſeende til Bakkernes og Hoienes Skraaninger, ja ſelv ved Jords⸗ Retning efter Stykker, monnets jevnere afhœngende Flade, er det meget magtpaaliggende, mod hvilken din releg⸗ Himmelegn det helder. Mod Norden opvarmes Jordsmonnet ſildigere, uddunſter mindre, og ved⸗ en bety⸗ bliver lœengere at vœre fugtigt. Det vegetabilſke Neringsſtof kommer ſildigere i Barmen, Gicering og oploſes langſommere. Vegetationen varer kortere, begynder ſildi⸗ hedeſte gere og ophorer tidligere. Af Mangel paa Varme og Lys uddannes Planternes er Iſens Safter og Frugter i ringere Grad, og Planterne lide meer af kolde Vinde i komme og Froſt. 1 og Ver⸗ Mod Syden giennemvarmes Jordsmonnet tidligt og ſtarkt, og modtager voxe kun det meeſte og vertikaleſte Lys. Vegetationen begynder derfor tidligere og Frug⸗ terne opnaae deres ſtorſte Fuldkommenhed. Men derimod lider Jordsmonnet af vagere, Torke: det er meer udſat for Pladsregn og Hagelbyger, der ofteſt komme fra en dog, Syden. bedre Mod Hſten uddunſter Jordsmonnet ſtaœrkeſt, faaer mindre af den Fugtig⸗ s ſielden hed, ſom ſlaaer ned fra Atmoſphœren, og udtorres hurtigſt. Vegetationen vak⸗ aa dem. kes tidlig af Morgenſolen og ſcettes i Virkſomhed, efterat have hvilet om Nat⸗ der i A⸗ ten og indſuget Fugtighed. Afgroderne komme derfor ved denne Beliggen hed me⸗ ved hen⸗ get tidlig frem og blive fuldkommen modne, men kunne ogſaa lettere beſkadiges og odelcegges af Nattefroſt. Denne ſkader imidlertid ofte mindre her, fordi So⸗ 3 Ber len, da den om Morgenen ikke er ſaa kraftig, optoer langſommere. ſrſe Mod Beſten faae Planterne forſt Vaͤrnie og Lys lige fra Solen, eftetat n Fold Nattens Fugtighed er bortdunſtet, og Livsvirkſomheden, der var forsget ved Hvi⸗ len, allerede igien er udmattet. Derfor opnaae de Frugter, der groe mod Ve⸗ ſten, i Almindelighed ikke ſaa tidlig eller i ſaa hoi Grad deres Fuldkommenhed, En⸗ b ſan at ploie “ 15² Forſkiellige Jordsmon. ſom de mod Bſten. Men for Reſten medforer Veſtenvinden ſtorre Fugtighed, og ereger Jordsmonnet lider paa denne Side mindre af Torke. Beliggenheden er bedſt, jemen- naarden er noget mod Syden. Her foraarſages meeſt Skade ved pludſelig dt fal Optoening, fordi Solen forſt mod Middag, naar den virker kraftigſt, bers⸗ deres rer denne. derfor Jordsmonnets Grundblanding og svrige Egenſkaber beſtemme fornemmeli⸗ er gen, hvorvidt denne forſkiellige Beliggenhed er gavnlig eller ſkadelig. Det lee⸗ Forſo rede, fugtige og kolde Jordsmon forbedres, naar det helder mod den tore Hſt⸗ eller⸗ tt ſter Sydſide, og er meget ſlettere, naar det helder mod Veſten og Norden. Netop det Modſatte er Tilfceldet med det ſandede, kalkrige, torre og varme Jordsmon, for nelig hvilket den veſtlige Skraaning er fordeelagtigſt; ſtedſe lider dette ſaameget meer, jo mere det vender mod Syden. En Skragening mod Norden, der er ſaa ſteil, at di Gr Solens Straaler kun i en meget ſkraa Retning bersrer den, er i ingen Hen⸗ ſeende onſkelig. §. 160. Sierg Srhs, 08 Omliggende Gienſtande, Bierge, Skove, enkelte heie Trœer og Bygnin⸗ V Sdde. ger, bersve undertiden Jordsmonnet Solſtraalerne og Lyſet. Uden Henſyn paa vere d Solſtraalernes Varme, er Lyſet i og for ſig ſelv unndvarligt, at Planterne uufttte kunne trives, ja maaſkee endog til at befordre visſe Decomponeringer i Jords⸗ ſurert monnet. a Vi vide, at alle Planter ſoge Lyſet og boie ſig til den Side, hvorfra det vurne kommer. Det bemarker man i fri Luft, endnu tydeligere i Verelſer og Driv⸗ b tif huſe, men tydeligſt ved at indſlutte Vexterne i Trakasſer, der kun have en⸗ V n N kelte Sprakker, til hvilke Planterne da traenge ſig med den ſtorſte Anſtrangelſe. V ni J taette Plantninger ſkyde de med al deres Kraft i Veiret og kappes om at be⸗ dlan rove hverandre Fordeelen af Lyſet. Derfor voxe de, jo tœttere de ſtaae, de⸗ her b ſto hurtigere og ſtœrkere i Hoiden, men til Skade for deres lavere Dele, der da blive ſpagere. Enhver Plante, ſom groer i Morket eller i Skygge, har et blegt, ſygeligt Udſeende, en los, ſlap, vandig Sammenfoining, og lange, tynden 7. ſvage Skud, der let kunne brakkes, ikke den ſœddvanlige Smag, ſom ellers er den ſer⸗ An Jhed, og er bedſt, gludſelig t, bers⸗ nemmeli⸗ Det lee⸗ öſt⸗ eller⸗ getop det non, fot meer, jo ſteil, at gen Hen⸗ Bygnin⸗ nſyn paa planterne i Jords⸗ vorfra det og Driy⸗ ſtrengelſe om at be⸗ ſtaae, de⸗ Dele, der e, hat dt ge, tynden lers er den ſer⸗ Forſkiellige Jordsmon. 153 ſeregen, men en flau og vandet; en Tilſtand, ſom man paa Franſt kalder étio⸗ lement. Jo ſtarkere derimod Lyſet er, der berorer Planterne: jo vertikalere det falder paa dem: deſto ſtœrkere, meer uddannede og kraftigere vorde disſe i alle deres Dele og Subſtantſer. Bladenes gronne Farve beroer ogſaa paa Lyſet; derfor ere alle Blade, ſom endnu ikke ere udviklede, blege. Denne Lyſets ſceregne Virkning er uafhangig af Solſtraalernes Varme; hvilket noiagtige Forſog have beviſt; thi man har i lige Temperatur kunnet erſtatte Sollyſet ved et ſtœrkt kunſtigt Lys. Paa et beſkygget Jordsmon kunne Planterne viſt nok kime og blive tem⸗ melig ſtore— thi Skygge er fordeelagtig for Spiringen og Roddernes Dannelſe — men ikke uddanne de narende Dele eller give fuldkomne Frugter. Derfor er det Grees, der groer under taetſtaaende Treeer, ſaa lidet nœrende. §. 161. Jordsmonnet er enten aldeles u ſat for Vinden, eller, ved Hoie ogudſattelſe for Bierge, Skove, Bygninger eller Hakker, beſkyttet mod den fra en eller anden Vinden. Side. Dette kan, overeensſtemmende med Jordsmonnets Beſkaffenhed, enten voœre det gavnligt eller ſkadeligt. For et leeret og fugtigt Jordsmon er et ſtœrkt Lufttrak bedre, end en dakket Beliggenhed, der afholder dette. Sneen optses ſenere og Jordsmonnet torres langſommere, iſcer om Foraaret, naar Vinden ikke frit kan fare hen over den. Derimod forbedres ofte det torre, ſandede og varme, Jordsmon meget ved Omgivelſer, der ſtandſe Vinden; det kan ſom of⸗ teſt forbedres og gisres frugtbart ved at indſluttes med Hakker, eller, paa de ver⸗ ſte Vindſider, ved at anlagge Plantninger. Vinden ſkader et ſaadant Jordsmon meget, ved alt for hurtigen at udtorre det, og ved at bortfore det forbedrede muld⸗ blandede Jordsmon, der er lettere end Sandet, hvorved Planterodderne altſaa her blottes, medens de paa andre Steder tildækkes med ufrugtbart Sand. Paa Planterne ſelv har Kulden forſkiellig Indflydelſe. Hos nogle frem⸗ mer den Befrugtningen, naar de blomſtre; hos andre forhindres den derved, og disſe ſidſte kunne derfor kun paa luune Steder ſettte Froe i rigelig Maengde. Anden Deel⸗ u§. 162. Atmoſphere. Forſkiellige Jordomon. S§. 162. Ogſaa en Atmoſpheere der ſtaaer i Forbindelſe med Jordsmonnet, ſaa⸗ delſom dens Temperatur, hvis Forſkiellighed vi kalde Klima, kommer i Be⸗ tragtning. Forſaavidt ſom Klimaet beſtemmes efter Bredegraderne, og Atmo⸗ ſphœrens almindelige Temperatur retter ſig derefter, tage vi her ikke Henſyn derpaa, da det folger af ſig ſelv, og er klart af thermometriſke Jagttagelſer. Men de Forandringer, ſom vi i nerliggende Diſtrikter og Jordſtrog be⸗ marke ved den atmoſphariſke Tilſtand og Temperatur, fortiene viſt nok en ſtorre Opmarkſomhed, end hidindtil er ſtigenket dem. Foruden Solſtraalernes meer eller mindre vertikale Fald, bidrage mange andre Aarſager til de forſkiellige Barmegrader, f. Ex. Decomponeringer i Atmoſphœren: Virkningerne af Jordens Uddunſtninger: Temperaturens Med⸗ delelſe fra andre Jordſtrog ved Vinden: Jordsmonnets Beliggenhed mod en vis Vind: Bierge og Skove, der begrandſe eller giennemſkigre et Land og be⸗ ſtytte det mod Kulden, eller giore det koldere ved ſneebedœkte Toppe: Landets Hoi⸗ de: Havets eller ſtore Indſoers Nabolag: et ſandet og moradſigt Jordsmon 9. ſ. v. Det er sienſynligt, at Atmoſpharren nedſlaaer meer Fugtighed i nogle end i andre Diſtrikter. Til noiere at kunne beſtemme Forſkiellen fattes vi endnu Regnmaalinger, der af alle meteorologiſke Maalinger uden Tvivl vilde vorre de in⸗ teresſanteſte for Agerdyrkningen. Vi have allerede anmarket, at den atmoſphariſte Fugtighed falder ſtarkere ned paa Biergtoppene end i Dalene. Men endog til disſe drager Atmoſphaœrens dunſtformige Fugtighed ſig ſnart meer, ſnart mindre, og oplsſer ſig i Regn, Dug og Taage. De Egne, der ligge ved Havet, Seoer, ja endog ſtore Floder narmere, faae meer af Vandets Uddunſtninger, og ere i Almindelighed, med hine Vande i Beſten, fugtigere. Herved forbedres ofte den torre Jord, og giores iſcœr meer fkikket til Grœsvext; men det allerede vaade Jordsmon bliver herved endnu ſlettere. Uddunſtningerne af betydelige ſtilleſtagende Vande, iſcr Moradſer, have undertiden en hoiſt giftig Viekning, og fordarve ofte ved deres Dunſter hele Mar⸗ 0 ◻ Nark garlig Onde er in⸗ det 2 delige andre Vier gibes ikke k Nark Him regne barhe Stoff tation Brin tillige ligbi ger, egne der f gaae, itieh J0 ſpher t, faa⸗ i Be⸗ g Atmo⸗ Henſyn ſer. trog be⸗ en ſtorre ze mange ringer i ns Med⸗ mod en dog be⸗ dets Hoi⸗ Jordsmon ogle end vi endnu ere de in⸗ t ſtcrrkere ſpheerens egn, Dug narmert, eVande i iſer meer ſlettete ſer, have uſter hele Nar⸗ Forſkiellige Jordsmon. 155 Marker i den Grad, at Saden, uagtet den yppige Vegetation om Foraaret, aarlig angribes af forſkiellige Sygdomme og giver liden og ſlet Kierne. Dette Onde kan ene fuldkommen haves ved Vandafledning, hvilket beviſer at Aarſagen er ingen anden end denne. Store Skove ſynes ogſaa at hiddrage Fugtigheden, eller, at decomponere det Vand, ſom Luften, i luftformig Dannelſe, indeholder, thi man har almin⸗ deligen bemerket, at der i ſkovrige Egne falder meer Fugtighed. Endelig drage Skyerne, iſcer Tordenſkyerne, meer hen til nogle, end til andre Egne. Man paaſtaaer, at de deels folge Strommene, deels de hoieſte Biergrygge; deels, at de undertiden faae deres Retning fra Biergſvolgene. Dog gives der enkelte Tilfalde, da Tordenſkyerne fordele ſig paa en Maade, der endnu ikke kan tilfulde forklares, men ſom man blot af Erfaring kiender. Der gives Marker, ſom naſten ethvert Tordenveir traeffer, naar det trakker op fra en vis Himmelegn, og andre der ikkun ſielden berores af Skyens Rand. Da Torden⸗ regnen i Almindelighed er velgisrende, ſaa udmarke de forſte ſig ved deres Frugt⸗ barhed, men ere ogſaa meer udſatte for at lide af Hagel. §. 163. Foruden Vand indeholder Atmoſpherren, og iſcer dens nederſte Lag, ofte Stoffe, der, ſkiondt i meget forſkiellige Forhold, virke ſaare ſtœerkt paa Vege⸗ tationen. Den kulſure Luft, og den kulholdige, ſvovl⸗ og phosphorholdige Brinteluft(Hydrogengas), er, ſom bekiendt, meget gavnlig for Vegetationen og tillige virkelig giodende for Jordsmonnet. Men Atmoſpharen indeholder ſandſyn⸗ ligviis endnu ofte andre meer ſammenſatte Stoffer, iſcer animalſke Uddunſtnin⸗ ger, der ikke ere ganſke decomponerede eller hvis Grundſtoffe have indgaaet ſcer⸗ egne Forbindelſer. Egne, hvor mange Menneſker og Dyr leve, hvor meget Fo⸗ der forteres, og mangfoldige Decomponeringer, der opfylde Atmoſpherren, fore⸗ gaae, udmerke ſig ved en paafaldende Frugtbarhed, ſom, efter visſe Jagttagelſer, ikke hidrsrer fra Giodningsproduktionen, der viſt nok er ſtorre i ſaadanne Egne. Jog nerr ved ſtore Byer kan man neppe miskiende den Indflydelſe, ſom Atmo⸗ ſpheren har, endog paa det flettere Jordsmon. Men at Luften ogſaa kan in⸗ U 2 de⸗ Jordsmon⸗ nets Reen⸗ hed. Froeukrud⸗ 156 Forſkiellige Jordsmon. deholde ſkadelige Stoffe, have vi allerede beviſt ved de i forrige§. anfsrte Erfa⸗ ringer om den ſumpagtlge Grunds Uddunſtninger, ſaavelſom ved de ſkadelige Virkninger, Berberisſen efter uimodſigelige Erfaringer har paa Seden. §. 164. Jordsmonnets Vard forandres betydeligen, efterſom det er meer eller min⸗ drereent; thi et ganſte reent er fieldent. Ukrud kalde vi enhver Plante, der er paa et Sted, hvor den, efter vor Hnſke og Henſigt, ikke burde vere. Thi en ſaadan ſkader ſtedſe, ved at berove de dyriſke Planter Plads og Naring, og ved end meer at udſuge Jordsmonnet, uden at yde nogen Fordeel. Her tale vi imidlertid dog kun om de Ukrudsarter, hvis Froe og Rodder i den Grad have opfyldt Jordsmonnet, at de kun med me⸗ gen Moie og Opoffrelſe kunne udryddes og ved deres Virkning betydeligen for⸗ ringe Afgroderne. Vi dele i agronomiſk Henſeende dette Ukrud i tre Slags: 1) J det, der ene formeeres ved Froe. 2) Jdet, der i Almindelighed kun formeeres ved Rodſkud. 3) det, der fremkommer paa begge Maader. §. 165. Froeukrudet er atter to Slags, nemlig: det eenaarige, der i een og ſamme Sommer fremkommer, modnes, udſaaes og hendoer; og det toaarige, der kun opvoxer i det forſte Aar, ſtaaer Vinteren over, og modnes i det andet. Intet af disſe kan formeerers fra Roden, men begge Slags doe naar Stammen er moden. Froet af de Vexter, der hore til denne Klasſe og hvorom vi her tale, er af den Art, at det ikke kimer, uden ſaare nar ved Jordens Overflade og i Bero⸗ relſe med Luften. Ligger det dybere, eller indſluttet i en Jordklump, ſaa ſpirer det ikke; men holder ſig ganſke friſkt og med Evne til at ſpire indtil det bringes i en gunſtig Forfatning. Det ſynes i uendelig Tid at kuune blive i denne Tilſtand; thi naar man opbrod Agre, der ſandſynligviis allerede havde lagt udyrkede i et Aartuſinde, uden at frembringe nogen Plante af dette Slags, ſaa dœkkede de nu Ageren i utroelig Mangde. Saaledes ſeer man i Odermarſten, at Ager⸗ ſene⸗ n dettef ſaa ft den; voxer een So folgend gientag Jorden teſt er Ukruds taaler Kuni terne, dyt Fr ſeer ma er bort te Erfa⸗ ſadelige eler min⸗ efter vor at berove zmonnet, eudzarter, med me⸗ igen for⸗ g famme der kun Intet af er moden. tale, el g Bero⸗ ſaa ſpirer ringes ien gilſtand; rkede i et ekkede de at Ager⸗ ſene⸗ Forſkiellige Jordsmon. 157 ſenepen undertiden fremkommer i utroelig Mangde, naar man opbryder forhen ſumpede og aldrig for plosiede Graesmarker, og i det andet Aar tilintetgior Gron⸗ ſvcren og ſtisrner Jorden. Dette Froe kan kun i de aldſte Tider verre opſkyllet her, og tilligemed Jorden efterladt af Vandet. Man har ligeledes ofte ſeet, at disſe Ukrudsarter ere fremkomne paa Jord, ſom man flere Fod dybt og endog paa gammel Skovgrund har opgravet. Man fandt en ſort Jord under en Byg⸗ ning, der havde ſtaaet i to hundrede Aar, og da man udbredte denne tilligemed Muurgruſet paa et Stykke Havrejord, ſaa opvorte en Afgrode Korn⸗Oxesier (Chrysanthemum segetum), ſom man aldrig for havde ſeet derpaa. Paa Grund af dette Serſyn have Mange troet, at disſe Planter frembragtes af Natu⸗ ren uden Froe og Spire. Men dette er ganſke mod disſe Planters Analogie, og her vil ingen Fornuftig giore en Undtagelſe fra Regelen: Omne vivum ex ovo. Man kan heller ikke giore ſig nogen Foreſtilling om den Mangde, hvori dette fiine Fro kan ligge i Jorden. Naar man pulveriſerer Ageren tilſtrakkelig, ſaa fremkommer en taet Afgrode deraf, ſom man aldeles odelagger ved at nedploie den; thi den ſpadde Plante taaler ikke dette. Men en ligeſaa tœt Afgrode op⸗ voxer ſtrax igien paa den opploiede Jord, og jeg har gientaget dette ſer Gange i een Sommer, uden at marke, at Ukrudet formindſkedes, og uden aldeles for det folgende Aar at have udryddet det. Man har, i Henſeende til Chrysanthemum, gientaget dette i tre Aar, uden fuldkommen at kunne tilintetgisre dens Froe i Jordsmonnet. Det eenaarige Ukrud viſer ſig i Almindelighed kun i Vaarſoœden; ſom of⸗ teſt er Vinterſaden ganſke fri derfor, naar den blot er ſaaet ſaa tidlig, at det Ukrudsfroe, der ligger tœt ved Jordens Overflade, har kunnet ſpire. Det taaler ikke Vinteren, men doer ſikkert, om ei for, ſaa dog viſt om Foraaret. Kun i det Tilfeelde, at Jordens Overflade berores paa nyt, henſmuldrer ved Kan⸗ terne, eller at Jordklumper forſt ſmuldre om Vinteren eller om Foraaret, hvorved nyt Froe kommer til Luften, eller endelig, naar det hidbringes af Vind eller Vand, ſeer man det ogſaa, men ikke i ſtor Mangde, i Vinterſaden, og kun hvor denne er bortgaaet. Men det toaarige Ukrud kommer derimod kun til Fuldkommenhed i Vin⸗ 158 Forſkiellige Jordsmon. i Vinterſœden, omendſkiondt det ogſaa opvoxer i Vaarſaden, hvor det i Almin⸗ delighed odelcegges, inden det kan baœrre Fro. Det almindeligſte eenaarige Ukrud er den Plante, ſom Landmanden ſad⸗ vanligen betegner med det fœlleds Navn Agerkaal. Herunder indbefattes for⸗ ſkiellige, omendſkisndt hverandre temmelig lignende Planter, nemlig: Agerſenepen(Sinapis arvensis) ſom kun voxer paa rige, ſtaerke Jords⸗ mon, der holde paa Fugtigheden, men ikke trives paa magre og torre Jorder, hvor den ſnart ſorgaaer; derfor kan man endog paa ſaadan Grund, ſom denne ſidſte, uden Skade ſaae Sad, der er blandet med dette Ukrudsfrs. Den groer vel, men gveeles af de andre Planter. Derimod udbreder den ſig paa den kraf⸗ tige muldrige Jord ſaa ſtarkt, at man endog maa frygte for, at Saden ganſke mislykkes, naar den om Foraaret faaer Overhaand. Dog er den ſtedſe lettere at udrydde, da Froet ikke ligger i en haard Kapſel og tidlig ſpirer. Heller ikke er den ganſke uden Gavn, da dens Froe, tildeels hoſtet med Vaarſceden, kan fra⸗ ſeldes og deraf ſlaaes Olie. Vindſkibelige Landmand, med liden Jord, oprykke dens yppige og nœrrende Top, inden Saden bliver hoi, og give Qvaget det ſom et meget godt Foder. Agerreddiken(Raphanus raphanistrum) voxer paa leerſandet og ſand⸗ leeret, mindre kraftig Grund, og trives endog i ugunſtigt Veirligt. Jo mag⸗ rere Jordsmonnet og jo ugunſtigere Veirliget er, deſto lettere undertrykker den Saden, hvorimod denne, paa kraftig Grund og ved gunſtigt Veirligt, dog under⸗ tiden overvinder den, efterat dens ſterkeſte Vegetationsperiode er forbi. Man kan iſcer paa dens haarde afdeelte Frohuſe kiende den fra Agerſenepen. Ved disſe bliver det vanſkeligere at ſlaae Olie af dens Froe. Desuden er Froet for ſmaat og giver kun liden Olie. Toppen er ſtivere og mindre ſaftig end Agerred⸗ dikens, men dog behagelig og nœrende for Qvaget. Man har endog derfor brugt Jorder, der have veeret meget opfyldte deraf, til Fodermarker, uden at beſaae dem, og kun ved Pleining og Harvning flere Gange i een Sommer fremmet dens Opvarxt. ◻ . kunnel for dere 7 4 6 nordlig derfor. men en ved flit mindre ved at⸗ for, fo uſtikket den er: den end rede. og ſynes oprykkes endog be kommer endnu a tetgiore Farferine gager it altſaa men ſei at undg er plagen modtage Almin⸗ den ſad⸗ attes for⸗ ke Jords⸗ e Jorder, om denne Den groer den kraf⸗ een ganſte lettere at ler ikke er „kan fra⸗ d, optykke et det ſom og ſand⸗ Jo mag⸗ eykker den dog under⸗ bi. Nan en. Ved Froet fot d Agerred⸗ erfor brugt nat beſaae nmet dens Forſkiellige Jordsmon. 159 Adſkillige andre Planter, Afarter af Slagten Brassica, af Raps og Roer, kunne ligeledes i Mangde indſnige ſig i Jordsmonnet, og indbefattes da ogſaa, for deres ſtore Ligheds Skyld, under Navnet Agerkaal. Det ſynes, at disſe Ukrudsarter fra Arilds Tid have formeeret ſig i det nordlige Tydſtland. Nu er det en ſielden Undtagelſe, at finde en Ager fri derfor. Tildeels fortplantes de, fordi man ikke forſigtigen nok renſer Seden; men end ikke den ſtorſte Omhu hielper, naar Frset eengang er i Ageren. Kun ved flittigen at bearbeide og omrore Jorden i Sommermaanederne, ved at dyrke mindre Vaarſed og meer Vinterſod, kunne de formindſkes, og aldeles udryddes ved at oprykke Planterne. Et langt ſkadeligere, ſkiondt ei ſaa almindeligen udbredt Froukrud er den gule Oxesie(Chrysanthemum segetum). Den vorer ſaa yppig, er ſaa haard⸗ for, forsges ſaa hurtig og i ſaa ſtor Mangde, at den kan giore Jorden aldeles uſkikket til alt Slags Vaarſced. Denne Plante ſpirer ſildig og kun naar Jor⸗ den er temmelig giennemvarmet, men ſkyder da ſaa hurtig og frodig i Veiret, at den endog undertrykker Saden, ſkiondt denne var temmelig voxen inden hiin ſpi⸗ rede. Den udbreder ſig over hele Ageren med ſine ſterrke ſaftige Grene og Blade, og ſynes at tilegne ſig al dens Kraft. Den er ſaa haardfor, at en Plante, der oprykkes naar den netop viſte ſine Blomſter, ikke allene alligevel blomſtrer, men endog bœrer modent Froe. Oprykker man dette Ukrud og kaſter det i Bunke, ſaa kommer det derved ikke i en odelaggende Gicering, men de overſte Planter vedblive endnu at groe og ſeette Froe, ſaa at intet andet Middel bliver tilovers for at tilin⸗ tetgiore det, end at nedgrave det dybt i Jorden, eller at brande det. Dets Froe gaaer igiennem Dyrenes Legemer, uden at tabe ſin Evne til at ſpire, og udbredes altſaa med Giodningen. J Egne, hvor man kiender dette Onde i Nabolaget, men ſelv endnu er forſkaanet derfor, anvender man den ſtorſte Omhu for at undgaae det. Naar Heſte eller andet Qvoeg kommer fra de Egne, hvor man er plaget dermed, ſaa brœnder man ſtrax den Gisdning, de tabe; Hoe og Halm modtager man aldeles ikke derfra. For at ſtandſe Udbredelſen, naar den eengang er — ——— Forſkiellige Jordsmon. er begyndt, ſyner man Agrene, og for hver Oxeoie, der da findes, betales 4 til 8 Sk. i Straf. Har dette Ukrud engang taget Overhaand, ſaa er det yderſt vanſteligt, i ſcer paa ei udſkiftede Marker, at udrydde det; og altid er det forbundet med betydelige Opoffrelſer, men dog ikke ſaa umuligt, ſom Mange troe. Ved ofte at ploie og harve om Sommeren, og ſaaledes ſtedſe at bringe nye Jord til Lyſet, odelcegger man en ſtor Mangde Froe ſtrax efterat det har ſpiret; men een Sommer er dog ikke tilſtrekkelig, om man endog plsiede hver tredie Uge. Mellem to Braknin⸗ ger bor man ikke dyrke Vaarſod eller nogen anden Plante, hvori dette Ukrud kan komme frem, uden omhyggeligen at luge. Anvender man tilbsrlig Flid, naaer man dog Maalet, hvilket er beviiſt ved to Exempler, beſkrevne i Annalen der niederſaͤchſiſchen Landwirthſchaft, 3 B. S. 320 og 4 B. S. 129. Fra den Vanſkelighed, hvormed det udryddes, kan man let ſlutte til den Grad, hvori det forringer Jordens Vard. Ligeſaa ſkadelig, men lettere at overvinde, er den vilde Flyve Havre (Avena fatua); egentlig en Sommervext, der dog ofte fremkommer i Vinterſce⸗ den. Skiondt Froet, om det end ligger dybere, alligevel gierne ſpirer og voxer op, ſaa kan man dog i eet Aar temmelig renſe en Ager derfor, naar man afhugger Soden, i det den aabner Blomſteret, og opfodrer den, eller gior den til Hoe, hvor⸗ til den fortrinlig ſkikker ſig. udſaaer ſit Froe, inden Sœden kan hoſtes. Da det let bevagges af Vinden, ja end⸗ og ſelv kryber bort, fordi dets ſtarke Spidſer, ſom ved afvexlende Vade ſaale⸗ des udvides og ſammentrakkes, at man endog har brugt den ſom Hygrometer, ſaa Bliver den ſtaagende, modnes den ſaare ſnart, og kan man let faae det fra Naboemarkerne, om man end ſelv var ganſtke fri derfor. Af denne Aarſag ere de Egne, hvor den ofte forekommer, aldrig ſikkre for den, med miudre alle Naboer forene ſig om at udrydde den. §. 166. Til de Ukrudsarter, der kunne overleve Vinteren og derfor ofteſt fin⸗ des i Vinterſaden, ſkiondt ogſaa i Vaarſad, der ſages tidlig, horer den blaa Knopurt(Centaurea cyanus), de forſkiellige Kameelblomſter(Matrica- ria Gmeremen ia cha leucant rilde S githage ſtiondt ten, lig.. for Vac kraftigt paa de b Dens 5 ſandſyr ſtig for har va den uri til Heir Paa va hlanter. ſaa at i ſaada ktud, ved ur Reenh etales 4 ligt, iſer detydelige ploie og delegger er er dog Braknin⸗ krud kan id, nager nalen der Fra den hvori det ve Hadte Vinterſce⸗ vorer op, afhugger gge, hvor⸗ ſnart, og en, ja end⸗ hode ſaale⸗ metet, ſaa fri derfot. te for den öfteſt ſi⸗ horer den (Mauiice- ria Forſkiellige Jordsmon, 161 ria chamomilla, Anthemis cotula; Anthemis arvensis, chrysansthemum leucanthemum); fremdeles almindelig Skjaller(rhinantus cristagalli), og den vilde Valmue(Papaver rhoeas) ligeſaavelſom almindelig Klinte(Agrostemma githago) hvilken, ſom jeg nylig har erfaret, kan ligge lange i Ageren, omend⸗ ſkiondt den har temmelig ſtore Kierner. Froet til alle disſe ligger ofte i Age⸗ ren, derfor er den ſtorſte Omhue ved Sadens Rensning ofte utilſtrakke⸗ tig. Men de ere ikke ſaa ſkadelige for Vinterſeden, ſom hine Sommerplanter for Vaarſaden; thi de overvindes af en frodig tœt Afgrode, der ſtaaer paa et kraftigt, godt Jordsmon, ſom ikke er vaadt, og derfor viſe de ſig egentlig kun paa de Steder, hvor Saden om Vinteren er gaaet bort. Ligeledes forholder det ſig med Heiren(Bromus secalinus og arvensis). Dens Froe udſaaes ofte med Saden, men det ligger ogſaa i Jordsmonnet, og kan ſandſynligviis ligge uden at ſpire, indtil det bringes i en Tilſtand, der er gun⸗ ſtig for dets Vegetation. Thi man har Exempler, at man, om Udſedden end har voeret reen, har hoſtet mere Heire end Sad, hvilket bragte Mange paa den urimelige Mening, der en Tidlang blev troet, at Rugen kunde forvandles til Heire. Heiren fordrer vedholdende Fugtighed, der er ſkadelig for Rugen. Paa vaade Steder og i fugtigt Veirligt trives hiin og undertrykker ſpokkede Rug⸗ planter. J tort Veirligt bliver Heiren derimod ſvag og overvindes af Rugen, ſaa at aldeles ingen Heire, om man end har udſaaet den i Mangde, fremkommer i ſaadanne Aar og paa ſaadanne Steder. Jeg forbigaaer andet mindre ſkadeligt og i vort Klima mindre udbredt Fro⸗ ukrud, ſaavelſom alle de Slags, der mindre ligge i Jorden, end fremkomme ved ureen Sed, eller i det mindſte ved uafbrudt Opmarkſomhed paa Sadens Reenhed, ſom f. Ex. Fuglevikken, o. ſ. v. kunne ſnart udryddes. §. 167. Qvoekerne(Triticum repens) og de forſtiellige Agroſtisarter, ere blandte det Slags Rodukrud, der ſielden formere ſig ved Frse, fordi de ikke faae Tid at modnes, men magtigen udbrede ſig over Agrene, og folgelig kunne giore dem ufrugtbare. Enhver veed, hvor vanſkeligt det er at renſe en meget qvakloben Ager, Auden Deel. 5 iſcer odukrud. — 162 Forſkiellige Jordsmon. iſcer naar den, i Folge ſin Beliggenhed og ſit Underlag, er tilboielig til at vore vaad, eller naar en vaad Sommer kan gisre den omhyggeligſte Brakning frug⸗ tesles. Om Maaden, hvorpaa de kunne udryddes, handles i Leren om Dyrk⸗ ningen. Her kun, forſaavidt de have en vis Indflydelſe paa Jordomonnets Verd. En Ager, der er meget fuld af Qvaker, kan i denne Lilſtand ikke give en ſaadan Afgrode, ſom man ellers kunde vente. Imidlertid kan den dog i een ikke for vaad Sommer renſes ved tilborlige Ploininger, uden at man behover at betiene ſig af den moiſommelige Sammenriven og Opbraenden, ſom Mange have En ſaadan Ager er i Almindelighed ikke meget mager, og beriges end Kan man altſaa ſtrax brakke anvendt. mere derved, at de sdelagte Qvarker forraadne. den eller bruge den til Afgroder, der kunne ſteerkt behakkes, ſaa taber den gode Agerdyrker kun lidet derved, og har blot noget mere Arbeide, end om Ageren var reen. Men ved Vurdering maa den dog regnes noget lavere. Kiober man, kommer det mindre i Betragtning end om man forpagter, og meer, paa jo kor⸗ tere Tid man forpagter. De vaade Agre, hvor Qvekerne ere i li hansde og van⸗ fkelige at udrydde, ere allerede, i Folge deres Natur, feilfuld Fremdeles horer Snerlen(Convolvulus) til de herſte. Slags Rodukrud, da den, formedelſt ſine dybtgaaende Rodder, meget vanſteligen betvinges og bli⸗ ver hoiſt ſkadelig ſaavel ved ſine Blade, ſom ved ſine vindende Stengler, der om⸗ fatte Saden og neddrage den. Dernaſt Padderokke⸗Arterne(Egvisetum) af hvilke de fleſte voxe paa de Jords⸗ mon, der haveſtilleſtagende Vand i Underlaget. De ſynes ikke at voœre meget ſkadelige for Sœdavlen, rover den i det hsieſte nogen Plads, men unddrager den liden eller ingen Naring, da de hente denne fra de dybere liggende Lag. Men de ere ſkadelige for Foderavlen og Grasgangen, thi de ere modbydelige for de fle eſte Slags Qveg. Almindelig og ſtorbladet Heſtehov(Tusilago farfara og petasites) ud⸗ breder ſig med ſine ſtore Blade i en betydelig Omkreds, er ſaare vanſkelig, og kun ved beſtandig Afſtikning, at overvinde. Den voxer meeſt paa ſtarkleeret og mergelagtig Grund. n ◻ Det MarkeEn formere leeret G Naturer gibet d der ſtar jſin Ur frembri og udſa der den Rodblat 21,2 fore kun paacte 1 A ſeendeſ for den V de med Stene) Nleinin oſte bor naar m. at bate ing ftug⸗ mm Dyrk⸗ omonnets ke give en jeen ikke ehover at jange haye eriges end ar brakke den gode geren var ober man, aa jo kot⸗ de og ban⸗ Rodukrud, e og bli⸗ der om⸗ de Jords⸗ tt ſtadelige liden eller re ſtadelige Qveg. d⸗ ₰ ags. 2 sites) U ſtelig, og rkleeret 99 Forſkiellige Jordsmon. 163 Det vilde Brombeer(Rubus caesius) udbreder ſig ofte ſtœrkt, og ynder el⸗ ler i det mindſte foretrœkker Steder, hvor der er Leermergel. Det er vanſkeligt at udrydde, da det gager meget dybt med ſine Rodder, opſkyder paa nyt derfra og odelegger Saden paa hele Pletter. §. 168. Marktidſelen(Seratula arvensis) horer fremfor alle til de Vexter, der formere ſig baade ved Froe og ved Rodſkud. Den udbreder ſig kun paa god ſtier leeret Grund og er altid, hvor den voxer yppig, et Kiendetegn paa Frugtbarhed. Naturen ſynes med Omhu at have ſorget for denne Plantes Vedligeholdelfe, og har givet den Pigge, ſom, naar den eengang er voxen, afholde Qvœget. Den ſty⸗ der ſterkt og fra enhver Deel af Roden, deſto ſtarkere, jo oftere man afſtikker den i ſin Ungdom; derfor ſynes denne Afſtikning ikke henſigtsmœsſig. Desuden frembringer den en Mangde Froe, der ved Hielp af ſit Duun flyver vidt og bredt og udſaages i Mengde. Ageren kan blive ſaa fuld deraf, at man levende erkien⸗ der den Forbandelſe,“ den ſkal bœre Torne og Tidſler“, ſom hviler derpaa. Paa lige Maade udbredes adſkillige Skrapper(Kumices) med deres ſteerke Rodblade over Ageren, og ere ligeſaa frygtelige ved Rodſkud ſom ved Froe. Der gives endnu meget andet Ukrud, ſom kan vare ſkadeligt. Vi an⸗ fore kun her det, der ofteſt odelegger Ploielandet. Om Engukrudet handles paa et andet Sted. §. 169. Jordsmonnet kan endvidere veere opfyldt med Stene. J agronomiſk Hen⸗ ſeende ſkielne vi imellem de Stene, ſom Ploven ikke kan flytte, og dem, der vige for den. Store Stene, der rage frem over Jorden, eller, endnu varrre, netop ere deekke⸗ de med ſaa megen Muld, at man ikke ſeer dem,(hvorfor man ofte kalder dem blinde Stene) ere til megen Hinder ved Jordens Bearbeidning, og giore iſcer den dybere Ploining og Brugen af andre Agerdyrkningsredſtaber ſaare vanſkelig. Man har vel ofte bortſkaffet dem, ſaa at man ved let Ploining ikke meer ſtoder paa dem; men naar man vil plsie dybere, bersrer man dem hyppig, hvorved Jordsmonnets Fordyb⸗ X 2 ning Stene. —— 164 Forſkiellige Jordsmon. ning bliver umulig, indtil de ere optagne. Undertiden finder man uformodent⸗ lig ſtore Stykker, der med deres fremſtaaende Spidſel kun ſynes ſmaa, men hvis Opbrydning eller dybere Nedſœnkelſe foraarſager meget Arbeide og ſtore Omkoſt⸗ ninger. Overeensſtemmende med den Brug, man efter Lokalforhold kan gisre af Stenene, betaler det ſig meer eller mindre at bortkisre og ofte at ſprœnge dem. Man bor altſaa noie underſoge denne Omſtaendighed og tage Henſyn derpaa, iſcer naar man, ved at giore Jordsmonnet dybere, agter at give det en heiere Kultur og anvende mere forfinede Redſkaber. Smaa Stene, der undvige Plov og Harv, ere i altfor ſtor Mangde ſkadelige for Agerbruget. Det er naturligt, at de ikke kunne give Planterne no⸗ gen Nering, og derfor aldeles ikke tilregnes Jordsmonnet, hvoraf de udgiore en Deel. Sardeles ſkadelige ere de, ved at ſlide ſtorkt paa Redſkaberne, og derved, at de paa Jordens Overflade ere til Hinder for Leen og node til at lade ſtaae lange Stubbe. Ved Indforelſen af en foradlet Kultur ſanker man dem, ſtiondt ofte ikke uden betydelige Omkoſtninger, af Agrene. Nogle paaſtaae da at have bemar⸗ ket, at det er ſkadeligt, ſaaledes at renſe Ageren for Stene. De Grunde, ſom de a priori anfore for Stenenes Gavnlighed, at de nemlig ſnart ſkulle kisle, ſnart V varme Ageren, beſkytte Saden og holde paa Fugtigheden, ere af det Slags, at de ikke kunne beſtaae ved en grundig Underſogelſe. De foregivne Erfarin⸗ ger, hvorefter Jorden ſkal vare bleven ſlettere ved Stenenes Opſamling, mod⸗ ſiges af ſaa mange noiagtigere og gientagne Forſog, at man aldeles ikke kan faſte Troe til dem. Man kan maaſkee ikke nagte Kalkſtene paa Leerjord al Gavnlig⸗ V b hed, naar de komme i Berorelſe med Giodningsdele: ligeſom de vel endog efter⸗ I haanden ved Planteroddernes Livskraft kunne decomponeres, folgelig forbedre Jordsmonnet og give Planterne nogen Naring; men de ſedvanlige Kieſel⸗ og Flin⸗ teſtenes Gavnlighed maa vi, indtil beſtemtere Erfaringer overbeviſe os om det Modſatte, ganſte drage i Tvivl. §. 170. Methoden ded For at kunne giore en rigtig Beſkrivelſe over de forfkiellige Jordsmon i en agronomiſk„ 2 1 2—. Underſegelſe. Nark, der ikke biot ſtal tiene til at udfinde dens Vard, men varre en beſtandig Le⸗ G Farkerne n kedetre lagttat Igre, ſom ſtand krlig et Ch nende rer S mant man ei Jordp ellers net og Jerde Afvig betegn mer da —g afſ ſelig Heuſt under nier, tes E rmodent⸗ nen hvis Dmkoſt⸗ giore af enge dem. paa, iſer re Kultur Mangde nterne no⸗ dgiore en d derved, tage lange iondt ofte ve bemer⸗ unde, ſom lole, ſnart Slags, at Erfarin⸗ ng, mod⸗ ekan faſte Gaynlig⸗ ndog efter⸗ g fotbedte ſl⸗g Fli⸗ os om det dsmon i en n beſtandig be⸗ Forſkiellige Jordsmon. 165 Ledetraad ved dens Dyrkning og Behandling, er det uomgangelig fornsdent, at iagttage en velordnet Fremgaͤngsmaade. Er Marken ikke allerede inddeelt i Agre, der, naar man betragter den, kunne tiene til Veiledning, ſaa bor man, efter⸗ ſom Jordsmonnet meer eller mindre forandres, afſtikke parallele Linier i en Af⸗ ſtand af 5, 10 til 15 Favne. Paa ſamme Tid udkaſter man, efter en tilſtrak⸗ kelig ſtor Maaleſtok, vel fire Gange ſaa ſtor, ſom den til de ſadvanlige Charter, et Charte over den Kobbel der ſkal afſtikkes. Paa dette drager man lig⸗ nende Parallellinier, inddeler disſe i Stationer paa 5 eller 10 Favne og numme⸗ rer Stationerne med Tal, der lobe fra een Linie til en anden. Derpaa gaaer man over Marken i denne Retning. Foruden den Karl, der barer Kieden, maa man endnu have en anden til Hielp med en Spade og en tredie med en Kurv, hvori Jordproverne legges. Landmaaleren barer Chartet og Protokollen, derſom man ellers ikke har en ſœregen Perſon hertil; Agronomen lagger Marke til Jordsmon⸗ net og beſtyrer hele Arbeidet. Saaſnart han nemlig bemarrker en Forandring i Jordsmonnet, lader han ſtedſe Stedet betegne paa Chartet, og underſoger nu Afvigelſen, hvor det ſynes nodvendigt, neiagtigere ved at udſtikke nogle Spadeſtik Jord, hvoraf omtrent et Pund, der blandes tilſtrœkkeligen, kommes en Poſe, der betegnes med Stationens Nummer eller med Bogſtaver. Landmaaleren beſtem⸗ mer da, ſaa noiagtigt ſom behoves, den Grandſelinie, hvor Jordsmonnet vexlede, og afſcetter den paa Chartet; ogſaa anmerrker han, om Overgangen er ganſte plud⸗ ſelig eller gradviis. Alle andre Bemarkninger, der giores, ſom alle maa tage Henſyn paa Jordsmonnets allerede anforte Egenſkaber, indfores i Protokollen, under Stationens Nummer. 8 Saaledes gaaer man nu op og ned af hele Markens afſtukne parallele Li⸗ nier, og derved fremkommer allerede under Forretningen det agronomiſke Char⸗ tes Brouillon. Chartet kan derefter udarbeides paa forſkiellige Maader. Det er bedſt, at . diſe de forſkiellige Jordblandinger ved Farveilluminationer, og betegne de plud⸗ ſelige eller gradviſe Overgange ved Nuanceringer, Hoider og Fordybninger paa den ſedvanlige Maade ved Streger; viſe den ſtorre Rigdom af Muld maaſkee ved ———— —— 5— ₰ 166 Forſkiellige Jordsmon. ved ſorte Punkter, der anbringes tattere eller vidtloftigere, og paa lignende Maade ved beſtemte Tegn alt hvad der fortiener at anmerkes. Ved et ſaadant Charte faaer man da et tro Billede af ſin Mark, og ſattes i Stand til i en⸗ hver Henſeende at kunne foretage de henſigtsmeesſigſte Indretninger. Dernaſt udkaſter man en neiagtigere Beſkrivelſe af Protokollen, med Henſyn paa Num⸗ V merne. Paa dette Charte kan man ogſaa uden Moie betegne Faldet, Fordyb⸗ V ningene og Vandlsbet. Men vil man kiende dette noiagtigere, ſaa maa man naturligvis nivellere i forſkiellige Retninger, og derefter udkaſte en Nivellements⸗ profil. Derſom Underlaget betydeligen forandres, og man anſeer det for nod⸗ vendigt at underſoge og anmarke dette, ſaa kan dette ſaare godt i Forhold til La⸗ genes Tykkelſe ved forſkiellige Farver anmarkes paa dette Nivelleringscharte. J dette Tilfelde maa man da bruge Jordboret ſaa dybt og ofte, ſom man anſeer det for nodvendigt, hvilket kan ſkee uden ſtor Vanſtelighed. Derſom man efter de udvortes Kiendetegn er tvivlraadig om Jordsmonnets Beſtanddele, eller overhovedet onſker at analyſere dem neiagtigere, ſaga maa man underkaſte dem en meer eller mindre noiagtig chemiſt Underſogelſe. Ved at ſam⸗ menligne de medbragte Prover, ſaavel i vaad ſom tor Tilſtand, opdager man let ved Syn og Folelſe, hvilke der ere af ſamme eller af forſkielligt Slags. Neppe kan noget Arbeide vœre gavnligere og paa en behageligere Maade lonnende for en videnſkabelig Agronom, end dette; nu kan han paa en tilfredſtil⸗ b lende Maade forklare mangt et Serſyn, der tilforn var ham en Gaade, og til⸗ b lige paa den henſigtsmasſigſte Maade raade Bod paa mangt et Onde. en Frner lignende ſaadant til ien⸗ Dernaſt aa Num⸗ Fordyb⸗ naa man lements⸗ for ned⸗ Äd til La⸗ arte. J n anſeer smonnets maa man at ſam⸗ r man let e Maade lfredſtit⸗ 4, 0g til⸗ Fierde Hovedſtykke. Agrikultur. rodderne FasEKEEEEER 1 —— d*—— 9. erroerweerwereu. ——r--u——ꝑ———————— —-ö— §. r. Agrikulturen, i Ordets egentlige Bemarkelſe, beſkiceftiger ſig med at bringe Jorden i den Tilſtand, at den kan frembringe ſaa fuldkomne Afgroder, ſom man onſter. Dette ſkeer, deels ved at tilfore Jorden Materier, hvorved dens Frugt⸗Chemiſk Agri⸗ barhed foroges, d. e. ved at foroge dens narrende Stoffer og ſcette dem i Virk⸗ ultur. ſomhed;— det kalde vi derfor den chemiſke Agrikultur, eller efter alminde⸗ lig Talebrug Giodſkning;— deels ved at bearbeide Jordsmonnet ſaaledes, at det bliver ſtikket hertil, og tilſtrekkeligen at kunne giennemtranges af Plante⸗RMekaniſt rodderne, ſaa at disſe kunne opſoge dets frugtbare Dele, der med det ſamme til⸗ Aarituttur. fulde blandes og bringes i Bersrelſe med hverandre; dette kalde vi den mekaniſke Agrikultur eller Agerens Bearbeidning. Vi ville foredrage begge i to Afdelin⸗ ger af dette Hovedſtykke. Forſte Afdeling. Laren om Giodſkningen. 8. 2. Giodningen yttrer en dobbelt Virkning paa Jordsmonnet. Forſt: ved at Narende des —.. 1 Mlanko„arrhſt: d 8 iſe Verel⸗ Lomponeren⸗ give Ageren nye Naring til Planterne; dernaſt: i det den ved chemiſk Vexel deGiodning. virkning decomponerer og atter ſaaledes forbinder de Stoffer, det indeholder, at Anden Deel. Y de 1 eE Animalſk Giodning. de derved blive ſkikkede til at gage over i Planterne; maaſkee ogſaa ved at vakke Planternes Livsvirkſomhed, hvorved de tilegne ſig disſe Stoffer. Nogle Slags Gisdning ſynes blot eller dog fornemmeligen at virke paa den ene Maade, andre paa begge. Man ſiger i Almindelighed: Gisdning gior frugtbar, og det ſynes, ſom om Mange nsies med denne Beſtemmelſe af dens Virk⸗ ning. Det er imidlertid ſaare vigtigt, ei blot for Theorie, men ogſaa for Praxis, at ſkielne mellem den Maade, hvorpaa ethvert Giodningsmiddel gior det, og under hvilke Omſtaudigheder det virker meer paa den ene end paa den an⸗ den Maade. Kun ved neiagtigen at overveie denne Forſkiel ſœttes vi i Stand til at forklare mange Erfaringer, der ſynes modſigende, og, under forſtiel⸗ lige Omſtaœndigheder, rigtigen at valge blandt de forſkiellige Giodningsmidler. Ikke upasſende ſammenligne Engelleenderne den forſte Slags Giodning med egentlige Naringsmidler og den ſidſte med Salt og Kryderier, eller Drikke, der pirre Ganen. §. 3. Begetabilf Alle forraadnede og oploſte organiſke Stoffer indeholde Materien til at B unmneſſerembringe og fuldende ethvert dyrket Vegetabil. Ligeſom vi bringe Spiren af den ene eller anden Plante, enten ſom Froe eller Rodder, i tilborlig Berorelſe dermed, fremſpirer deraf den Plante, hvis Dannelſe af den plaſtiſke Natur er lagt deri. Den forraadnede Materie indeholder Naring for dem alle, men det er hoiſt ſandſynligt, at denne Narings Mangde eller Forholdet af dens Grund⸗ ſtoffer ikke er ganſke det ſamme, og at forraadnet Masſe af et viſt Slags eller i en vis Forbindelſe fremmer meer den ene end den anden Plantes Vext. §. 4. De forraadnede Vegetabilier ſynes naſſten blot at virke ſom Naringsmiddel for Planterne, og kun lidet at bidrage til Oplosningen af disſes efterladte Dele, der ere blevne uoploſelige, ei heller meget at fremme Planteroddernes Livsvirk⸗ ſomhed. De forraadnede dyriſke Dele virke derimod paa begge Maader; yde ikke blot alle de Stoffer, der behoves til Plantencering, og ſelv nogle,— ſaaſom Qvaelſtof, Phosphor, Svovl— ſom den vegetabilſke ikke indeholder, men fremme endog Farteerunn endog! vitkſon ker den ter Ma teriet, virkſom virke p to efter menſatt Folger lengere og ere hvilke 7 ſaavelſo hvilke d nndes. . raadnel merke: g nog ſig ſter (ler lan 8 dvale! at vakke paa den ing gior ens Virk⸗ gſaa for ddel gior den an⸗ i Stand forſkiel⸗ midler. aing med eitke, der en til at Spiren af Berorelſe Natur er le, men ns Grund⸗ zeller i en ngsmiddel adte Dele, Livsvirk⸗ nder; yde — ſaaſom en fremme endog Animalſk Giodning. endog den uoploſelige Mulds Decomponering, og vakke Planten til ſtorre Livs⸗ virkſomhed. Naar den mineralſke Giodning ikke indeholder nogen organiſt Materie, vir⸗ ker den blot, eller dog fornemmeligen, ved de Decomponeringer, den foraarſager. §. 5. De ved Livskraften tre⸗, fire⸗ og flerefold forbundne Grundſtoffer, der, ef⸗ Dod Mate⸗ ker Mangdeforholdet af deres Forbindelſer, danne de mangfoldigſte organiſke Ma⸗ at behnt terier, trade tildeels atter tilbage til den uorganiſke Naturs Love, naar Livs⸗ men. virkſomheden af det organiſke Vaſen, i hvilket de vare indlemmede, ophorer at virke paa dem. Tildeels forene de ſig igien i enkelte Forbindelſer, nemlig to og to efter Slagtſkabskraftens Love; men indgaae ogſaa tildeels nye og meer ſam⸗ menſatte Forbindelſer, der vel ikke meer ere Livets Forbindelſer, men dog dets Folger, og ikke paa anden Maade kunne frembringes. Man kan altſaa ikke lengere kalde dem Livsforbindelſer, men de have dog deres Oprindelſe fra Livet, og ere atter Livets Naœring og dets Betingelſe, da det fornemmelig er dem, ved hvilke Planterne nares, der atter tiene til Fode for Dyrene. Disſe af den meer eller mindre decomponerede Muld dannede nye Materier, ſaavelſom den tilbageblivende Muld, ere forſkiell ige i Forhold til de Legemer, hvilke de ſkylde deres Oprindelſe, og de Omſtandigheder, under hvilke de deraf dan⸗ nedes. Disſes Forvandlingsproces er det vi kalde Oplosning, Gicarring og For⸗ raadnelſe, hvis Forklaring vel ikke horer herhid, men hvorom vi dog maa be⸗ marke Folgende. §. 6. Dens Betingelſer ere, foruden Livets Fravcerelſe, Varme, Fugtighed Oplesnin⸗ og nogen Forbindelſe med Atmoſpharen. Ligeſom disſe Omſtandigheder yttre deere ſig ſterkere eller ſpagere, modificeres denne Proces forſkielligen, har den en rafkere eller langſommere Gang og giver forſkiellige Reſultater. De vegetabilſke Legemer giennemgaae Giceringens bekiendte Grader, og dvele langere eller kortere ved enhver iſcer, inden de, ved den ſidſte Forraadnelſe, B 2 alde⸗ Oplosning wwa dſe af Varme, kan Gicering og Forraadnelſe ikke ſremkomme paa en kiendelig Maade. Men der opſtaaer dog en Decomponering, ſom vi kalde Oplesning, og ſom ligner en langſom Forbranding, der efterlader en forſkiellig, i Almindelighed kun ringe Levning, da nemlig den ſtorſte Deel af Kulſtoffen, forenet med Ilten, bortflyver ſom Kulſyre. §. 7. Dyriſk For⸗ Aarſagen, hvorfor de dyriſke Legemer hurtigere decomponeres ved Forraad⸗ raadnelſe, nelſen, er uden Tvivl den, ved at giennemgage flere levende Syſtemer,— da Ve⸗ getabilierne nemlig forſt maa forberede Dyrene deres Fode— fremtvungne mang⸗ foldigere Sammenſœtning. Dens Produkt er forſkielligt og virker ſtœrkere paa Planterne, da det ikke blot giver Planterne Naœring, men endog ſynes at pirre dem til at modtage den. Men derfor fortæres og udtsmmes den ogſaa deſto hur⸗ tigere, og derfor er den dyriſke Giodning den kraftigſte, men ogſaa den mindſt vedholdende og varige. Det ſynes ogſaa, at den undertiden overſpringer den Grad af Decomponering, hvori den meeſt kan neere Planterne og efterlader da kun hiint i§. 6 omtalte Forraadnelſes⸗Produkt. §. 8. Dyriſk Giod⸗ Alle dyriſke Legemer, der henmulde, give Giodning, ja endog den kraftig⸗ ning. — 17² Animalſt Giodning. aldeles oploſes, d. e. forvandles til Muld, hvilken Tilſtand man vel ikke kan an⸗ fee ſom ſtedſevarende og uforanderlig, men dog ſom en Varighedstilſtand. Dy⸗ riſke Legemer overſpringe derimod de forſte Gicxringsgrader, eller giennemile dem i det mindſte ſaa hurtigen, at man neppe bemarker dem, gaae ſtrax i Forraad⸗ nelſe og drage de Vegetabilier, ſom de berore, med ſig. Men denne Forraadnelſe er, ligeſaavelſom det derved fremkomne Produkt, forſkielligen modificeret efter hine Betingelſers forſtiellige Kraft, eller Varmens, Fugtighedens og Atmoſpharens, Indvirkninger. Uden Luftens fri Tiltradelſe og ved Mangel af Fugtighed og hoiere Grad ſte, og ere i denne Henſeende alle anvendelige. Som ofteſt benytte vi de Excre⸗ menter, ſom Dyrene udkaſte giennem Tarmekanalen og Urinen, da vi ofteſt, fordeelagtigſt og letteſt kunne forſkaffe os disſe. Vi blande dem meget henſigts⸗ 3 mas⸗ Farterrnnee nesſig raadnen Agerdy forklare demidle nyttede hvoraf lier, e ſeende Fedme, det nar med bl˖ giennen dyriſke allerede ſterker riſte G Plante! ſondrer narende bilſte kan an⸗ .. Dh⸗ nile dem Forraad⸗ Produkt, Barmens, jere Grad g Maade. m ligner eun ringe vortflyver Forraad⸗ — da Ve⸗ ne mang⸗ kkere paa at pitre deſto hur⸗ den mindſt inger den erlader da en kraſtig⸗ de Excre⸗ vi ofteſt, henſigtö⸗ mas⸗ Animalſk Giodning. 173 mesſigen med vegetabilſk Affald, hvorved dette, med mindre Tab, hurtigen for⸗ raadner og derimod indſkranker hine animalſke Deles altfor hœftige Decompone⸗ ring. Denne har man kaldet naturlig Giodning, i Modſctning af anden, ſom pleier at kaldes kunſtig Giodning; ingenlunde, fordi hiin er ſimplere og for⸗ drer mindre Kunſt, men fordi den er den ſadvanligſte, og den eneſte, ſom Mange kiende og anvende. §8. 9. Disſe dyriſke Udkaſtningers chemiſke Underſogelſe er her ſaa meget mindre Oyrenes Ex⸗ 8 cre menter. pasſendo, ſom de hidtil anſtillede endnu ikke have givet betydelige Reſultater for Agerdyrkningens Praxis; hvilke vi dog i Fremtiden kunne vente. Kun Folgende, for at undgage urigtige Foreſtillinger derom og at kunne forklare forſkiellige Scerſyn. Dyrenes Udkaſtninger igiennem Tarmekanalen beſtaae kun tildeels af Fo⸗ demidlernes Levninger og uoploſte Travler, men tildeels ogſaa af Legemets afbe⸗ nyttede og i Tarmekanalen afſatte Stoffer, der folgelig ere ganſke animaliſerede, hvoraf folger, at disſe Udkaſtninger, ſelv af Dyr, der ene nœres med Vegetabi⸗ lier, ere af meer animalſt end vegetabilſk Natur og forholde ſig i enhver Hen⸗ ſeende ſaaledes. Maaden, hvorpaa Oyrene foeres, og deres forſkiellige Grad af Fedme, gior dog heri en kiendelig Forſkiel. Fyldes deres Maver kun med en li⸗ det nœrende Materie, der beſtaaer af Travler, ſom vanſkeligen oploſes, f. Ex. med blot Halm, uden yngere Urter og Kierne, ſaa gager denne naſten uoploſt giennem Tarmekanalen, og, da det magre Legeme kun yder og udkaſter faa af ſine dyriſte Dele, er den i ringere Grad af dyriſk Natur. Vel er denne liden Deel allerede nok til at give Halmen, der er gaaet igiennem det dyriſke Legeme, en ſterkere og hurtigere Tilboielighed til at raadne; men ulige kraftigere er den dy⸗ riſte Giodning af Qvaeg, der ved nœrrende Foder, ſom indeholder Stivelſemeel, Planteliim, Wggehvide, Slim⸗ og Sukkerſtof, fedes og holdes fedt, og da af⸗ ſondrer og udkaſter langt flere animalſte Dele, ſom daglig erſtattes det ved de neœrende Stoffer, det nyder. Derimod indeholde dets Excrementer ferrre vegeta⸗ bilſke Levninger og uoplsſte Trœvler. Dette er Aarſagen til den ſtore Forſkiel, der Skaldgiod⸗ Urin. ning. Forſkiellig ef⸗ ter Dyrear⸗ ten. 174 Animalſk Gisdning. der finder Sted mellem Giodningen af enhver Slags Fedeqvaeg og den af magre og om Vinteren ſlet foerede Dyr. Hiin Giedning kan i Forhold til dens Mangde modtage langt meer Stroelſe, uden at den jevne Overgang til Forraadnelſe alt⸗ for meget ſtandſes eller hindres. §. 10. Urinen blandes i Almindelighed med dyriſke Udkaſtninger giennem Tarme⸗ kanalen. Denne Vadſte, der vel for ſtorſte Delen beſtagaer af Vand, indeholder dog ſaare mange og ualmindeligen virkſomme Dele, et ſœregent Stof, og forſtiel⸗ lige phosphorſure Salte, iſeer Ammon. Man har fundet, at den afdampede Urin, ſaavelſom de deraf uddragne Salte, i ſmaa Partier, ſaare meget fremme Vegetationen. Men Or. Belcher har i Communications to the board of Agri- calture anmarket, at Planterne let pirres for ſterkt deraf og drabes, for hvil⸗ ket ſidſte han dog egentlig giver et ſœregent lidet gunlt Inſekt Skyld, ſom ofte fremkommer derefter. J Folge alle Erfaringer ſynes disſe ſaare virkſomme Dele bedſt at benyttes, naar de ved Hielp af pasſende Opfangningsmidler blandes og forenes med Tarmenes Excrementer, da de i dette Tilfallde formodentlig bidrager meget til disſes attraaede Oplosning og til at tilveiebringe nye Forbindelſer. §. Ir. 3 Den almindelige Giodning beſtaaer altſaa af disſe Excrementer, blandet med vegetabilſt Stroelſe, i Almindelighed Halm, og vi betegne denne ſammen⸗ ſatte Masſe ſcdvanligen med Navnet, Staldgiodning. Vi ville forſt betragte denne Masſe i ſin Sammenſcening. §. 12. Den er ſaare forſkiellig, efter det Slags Dyr, hvoraf den er falden, om end disſe Dyr have faaget ſamme Foder. Hidindtil ere kun nogle Giodningarter chemiſt analyſerede og noiagtigere underſogte. Einhoff og jeg have nemlig nsiagtigere underſogt Qvaggisdningen.(See Hermbſtaͤdts Archiv der Agriculturchemie 1.255.) Men der behoves endnu noiag⸗ tigere Underſogelſer, iſer under det pneumatiſte Apparat, for at kunne ſam⸗ men⸗ DerEEnn menligt bemark g hvot ſaa gia bortdur vandlee ſten ku den, ſo Skimm ning. Dyr, d men en er fuld i Veire den tile lig paa og dette ſtegiod kalkagt blibe ſid Virknit fottare forhold der ind. ded det en ſagt af magre Nangde nelſe alt⸗ a Tarme⸗ ndeholder gforſtiel⸗ afdampede et fremme of Agri- for hvil⸗ ſom ofte mme Dele landes og bidrager elſer. „blandet ſammen⸗ t betragte alden, om noiagtigere en.(See duu neiag⸗ unne ſan⸗ men⸗ Animalſk Giodning. 175 menligne de forſkiellige Arter Giodning, i Henſeende til deres Beſtanddele. Her bemarke vi altſaa kun for det fsrſte de Serſyn, der tydeligen foregaae med dem, og hvorved de afvige fra hverandre. §. 13. Er Heſtegiodningen tilſtrœkkelig fugtig og i nogen Bersrelſe med Luften, Heſegisdnin⸗ gen. ſaa gicerer den hurtigen, og udvikler derved ſaa betydelig Varme, at Fugtigheden bortdunſter tilligemed mange flygtige Stoffer. Derfor kan den, uden nye Fug⸗ tighed, ikke blive til en grodagtig Masſe, men, derſom den ligger compakt, for⸗ vandles den til et tort Pulver, og ſammenbrander ſaa aldeles, at den tilſidſt na⸗ ſten kun efterlader Aſte. Ligger den meget los, ſaa at Luften kan giennemſtryge den, ſaa decomponeres den uligere, forkulles tildeels torvagtig og danner megen Skimmel, hvorved den, ſom Erfaring lerrer, taber meget af ſin giodende Virk⸗ ning. Den har i hoiere Grad denne Serregenhed, naar den falder fra kraftfulde Dyr, der fodes med Kierne, end fra ſaadanne, der kun faae Gras, Hoe og Halm; men endog da er den kiendelig. Bruger man denne Giodning, inden den endnu er fuldkommen oploſt, ſaa virker den meget hurtig, og driver Planterne ſtaerkt i Veiret, hvilket vel tildeels hidrsrer fra den Varme den paa nye udvikler, naar den tilendebringer ſin Oplosning under Jorden. Saaledes virker den meget gavn⸗ lig paa vaad, kold og leeret Jord, vedat forringe dennes ſkadelige Egenſkaber, og dette Jordsmon indſkranker igien Giodningens Virkning. Derimod gior He⸗ ſtegiodningen i denne Tilſtand ofte megen Skade paa tor, varm, ſandet eller kalkagtig Grund. Planterne drives og pirres i Begyndelſen alt for ſterkt, men blive ſiden ſvage og ſygelige, naar denne Virkning ophorer. Heſtegiodningens Virkning er heller ikke meget varig, da den ved ſin haftige Gicering alt for ſnart fortœres og kun efterlader en ringe Levning. Ikkun paa vaad og faſt Grund forholder dette ſig anderledes, og den ſtorſte Nytte gior den paa et Jordsmon, der indeholder megen uoplsſelig Muld, da den her paa en kiendelig Maade, iſer ved det udviklede Ammon, fremmer dennes Oplssning. Er den hidſige Giaring fuldendt, ſaa efterlader den vel ethvert Jordsmon en ſaare velgiorende og let oploſelig Leyning, men kun i ringe Masſe. Vil Avaggiod⸗ ning. 2e 176 Animalſk Giodning. Vil man bruge Heſtegiodningen allene, ſaa bringer man den paa leeret fug⸗ tig Grund, ſaaſnart den, hvilket ſkeer meget tidlig, har begyndt ſin forſte Gia⸗ ring, og nedplsier den. Selv forbedrer og ſtiorner den da Jorden mekaniſkt, ved ſin fremſkridende Gigring og ved at varme den, og tilbereder Jordsmonnet for⸗ trœffeligen til at modtage Saden, naar det nogle Gange giennemarbeides. Skal Heſtegisdningen derimod bruges paa varm og los Grund, ſaa er det uden Tvivl bedſt, at blande den lagvis med ſaftige vegetabilſte Subſtantſer og med Jord, helſt med Gronſvar, tillige at hindre Luftens fri Adgang, og i tort Veir at underſtotte den med fornoden Fugtighed. Herved faaer man da en Blanding, der baade er kraftig, kan rakke langt, og er pasſende for et loſt Jordsmon. §. 14. Hornqvaegets Staldgiodning gaaer viſt nok ligeledes, naar den ligger ſam⸗ mentrykket med ſin naturlige Fugtighed, hurtigen over i den raadne Gicering. Men denne foregaaer med mindre Heftighed, og da derved udvikles mindre Varme⸗ ſtof, ſaa bortdunſter Fugtigheden mindre og behover i Almindelighed ikke at er⸗ ſtattes. Derfor ſmuldrer den ikke, men gaaer over til en grodagtig, eller, ſom man kalder den, fidtet Masſe. Saaleennge den ligger i Bunker, bliver den al⸗ drig til Pulver, men forvandles, naar den er ganſke udtorret, til en torv⸗ eller kulagtig Subſtants. Denne Giodning er ſpecifik tungere end Vandet, ſaavel naar den er friſk, men ublandet med Halm, ſom naar den har gicrret og dens roragtige Halm allerede er oploſt til Travler. Den virker langſommere paa Ageren, men deſto meer vedholdende paa mange og forſkiellige Afgroder, og derſom den ikke ved Stroeningen er meget vel ſpredt, ſaa ſeer man den endnu, efter 2 eller 3 Aar, ſom en torvagtig Masſe, i ſtorre eller mindre Stykker paa Ageren. Enten den har gicrret meer eller mindre naar den bringes paa Ageren, ſynes den dog ikke at udvikle nogen betydelig Varme. Derfor er den ſaa ſcœrdeles, og i visſe Henſeender maaſkee ene, pasſende for den varme Ager, hvilken den, ſom man ſiger, kisler: hvad dog egentlig kun maa Det ſynes, at den, paa meget faſte og leerede Agre, let tages i negativ Betydning. ſin nat dens J den; t man pe Regel, Jorden hvorve halmag ikke, ve trigtig ning g gere p kan me Giodni Noglee ingama nes aldt ſeende! Ande ,8 Faeernne analate i⸗ tſi irſe bie⸗ darder winit derdnonmt fh⸗ narbeides and, ſau er d Suüſeantſer dh ti Adgang, 0g rved faaer man ſende for tt i den ligger ſam⸗ adne Gicring. windre Varme⸗ hed ilke at er ij, elle, om bliver den al⸗ en torv⸗ elle nndet, ſtavel girrtt dg dens ahodende paa n er meget ui gig Nuiſei aar eller nindre tuilum zſirde ſo⸗ tig iun mad leerdde Ag ſet 3 fot den Animalſk Giodning. let bliver uvirkſom, naar den ligger under Jordsmonnet, og ikke ved ofte gien⸗ tagne Ploininger bringes i Berorelſe med Atmoſphœren. Nedploies den friſk, ſaa beholder den, ved Hielp af den rordannede Halm, meer Forbindelſe med Atmo⸗ ſphaœren, og ſynes derved bedre at decomponeres. Den rordannede Halm yttrer desuden en god mekaniſt Virkning paa dette Jordsmon. §. 13. Faarenes Staldgiodning decomponeres let, naar den ligger compakt i ſin naturlige Fugtighed, men vanſkeligen og langſomt, naar den ligger los og dens Fugtighed kan ſynke. Det ſynes derimod, at den ſtedſe oploſes hurtig i Jor⸗ den; thi den virker hurtig og ſtark, og den forſte Afgrode kan let fordrives, naar man paakiorer den i for ſtor Maengde. Derfor iagttager man almindeligen den Regel, ſaavel i Henſeende til Vagt, ſom til Volumen, at bringe mindre deraf paa Jorden. Men dens Virkning ſtrakker ſig i Almindelighed kun til to Afgroder. Den udvikler, formodentlig iſcer af Urinen, overmaade meget Ammon, hvorved den iſcer er gavnlig for de Agre, der indeholde megen uoplsſelig Muld. Faarenes Staldgisdning er i Almindelighed to Slags. Den sverſte er halmagtig, tor og uoploſt; den underſte derimod fugtig og faſt. Derſom man ikke, ved at omſtikke den, gior den til en meer ligeartet Masſe, ſaa er det ſaare urigtigt, uden Forſtiel at bringe den paa ſamme Ager. Den halmblandede Giod⸗ ning gior kun Skade paa varme, torre og hoie Jorder, men er deſto fordeelagti⸗ gere paa fugtige, og, ſom man med Rette kalder dem, noget ſure Jorder. Her kan man tykt paakiore den halmblandede Giodning; derimod maa den oploſte Giodning tyndt udbredes paa hiin, da den ellers vil give Leieſd. Siden om Faarenes Foldgiodning. §. 16. Om Svinenes halmblandede Staldgiodning ere Meningerne meget deelte. Svinegisd⸗ Nogle erklerre den for en ſaare kraftig, andre for en uvirkſom Giodning. Fo⸗ ringsmaaden har vel en betydelig Indflydelſe paa alle Dyrs Giodning, men ſy⸗ nes aldrig at have ſtorre end paa Svinegiodningen, og det gior ikke allene i Hen⸗ ſeende til Mangden, men ogſaa til Egenſkaberne, en ſtor Forſkiel, om Giodnin⸗ Anden Deel. 3 gen Faaregied⸗ ningen. ning. —— 178 Animalſk Giodning. gen er af magre ſlet fodte Sviin, eller af Fedeſviin. Dernaſt gior Giodningens leinge Behandling en ſtor Forſkiel: om man nemlig ſtraber at holde Svinenes Stroelſe V det kar tsr, ved at give Fugtigheden et hurtigt Aflob og dernaſt ſceerſkildt opfanger og en bet benytter dette Giodningvand, eller lader det lobe bort. J dette Tilfœlde mod⸗ V lede d tager Halmen kun faa dyriſke Dele, og kan naſten kun virke ſom raaden Stroelſe. lion Forenes derimod Giodningvandet paa een eller anden Maade med Halmen, og bli⸗ de, i ver ſaaledes deri, ſaa bringes Giodningen i en Tilſtand, ſom er dens Gicering deabsd gunſtig; derved dannes da en ſaare virkſom Gisdning, ſom, efterat have gita⸗ b dom, d nemgaget den forſte Gicering, har aldeles tabt al den ſkadelige Skarphed, ſom üg E. man ellers tillegger Svinegiodningen. og alt 5. 17. Niedernenfu⸗ Ved de fleſte Avlsbrug frembringes vel kun en ringe Masſe Giodning af paa Ie ning. Fiederkreaturerne, men den er ſaare virkſom og af ſtor Vaœrd. Denne Gisd⸗ V bor de ning udmarker ſig nemlig paa en ſœregen Maade fra de fiirfoddede Dyrs Excre⸗ forrin menter, og indeholder et ſœreget Stof, der for det meſte ſynes at voerre Eggehvi⸗ Nasſe deſtof. Vi have en noiagtig chemiſk Underſogelſe heraf ved Vauquelin, der iſcer ll ube fandt en kiendelig Forſkiel mellem Hanernes og de Honers Giodning, der lagde Eg, ſtorſt hvilken atter forſpandt, naar de ikke lagde Eg. Fiederkreaturernes Giodning den oft yttrer, ſkiondt i ringe Masſe, en ſtor Kraft, naar den omhyggeligen fordeles, men V b virker mindre, naar man nedbringer den i Klumper. Skal den giore fuld Virk⸗ hdor n ning, ſynes det uundgagelig nodvendigt, kun at bruge den pulveriſeret til Over⸗ nindre giodſkning. §. 18. deligJ Menneſkenes Menneſke⸗Excrementer ere, ſom bekiendt, en ſaare virkſom Giodning, der i ded ſit Ercrementer dens Grundblanding er meget forſkiellig fra Huusdyrenes. De ere ſandſynligviis dg da ogſaa indbyrdes forſkiellige, efter Menneſkenes meer animalſke eller vegetabilſke tigt Fode. d g Hvor man fuldkommen veed at bruge dem, og ganſke har overvundet Vœm⸗ Bgrin melſen for dem, ſkattes de hoiere end enhver anden Slags Giodning. Man har endog paaſtaaet, at hvert Menneſkes Excrementer vare tilſtrakkelige til at frem⸗ derff bringe Feernnner 8 odningens 8 Stroelſe pfanger og alde mod⸗ n Stroelſe. en, og bli⸗ Giering have gita⸗ rphed, ſom jodning af enne Giod⸗ yrs Exere⸗ Pggehvi⸗ —, der iſcr lagde PEg, 3 Giodning deles, men fuld Virk⸗ t til Over⸗ ning, der i ndſynligviis vegetabilfte undet Vam⸗ Man hat il at ftem⸗ bringe Animalſk Giodning. bringe ſaa megen vegetabilſk Nœring, ſom behovedes til dets Underhold. Men det kan let udregnes, at denne Paaſtand er ſaare overdreven. Dog er det viſt, at en betydelig Produktion kunde frembringes af disſe Excrementer, naar man ſam⸗ lede dem og behandlede dem paa tilborlig Maade, og at ſaaledes endnu een Mil⸗ lion Menneſker kunde fodes i Europa. Hidindtil ere de for ſtorſte Delen unytte⸗ de, igien oploſte af Naturen, eller udſkyllede i Havets Afgrund. Aarſagen er deels den ſtygge Lugt, ſom de i Begyndelſen have, deels Vaœmmelighed eg en For⸗ dom, der har ſin Oprindelſe deraf, nemlig: at de meddele Planterne en ubehage⸗ lig Smag; men deels ogſaa, fordi man ikke behandler dem paa den rette Maade, og altſaa ſporer en ſkadelig eller maaſktee ikke lonnende Virkning. Disſe Excrementer virke nemlig ſaare ſtœrrkt og pirrende, naar de bringes paa Jorden, inden de have gierret og ikke fordeles med megen Omhue. Man bor derfor blande dem, helſt med afſtukken Gronſocer og brandt Kalk. Herved forringes deres alt for ſtore Kraft paa tilborlig Maade, og fordeles i en ſtorre Masſe, uden at de kraftige Stoffer ſpildes. Saaledes miſter denne Giodning al ubehagelig Lugt, henſmuldrer og blandes til en kraftig Jord, og kan da med ſtorſt Fordeel og Virkſomhed bruges til Overgiodſkning. Det forſtaaer ſig, at den ofte bor omſtikkes. Udbredes disſe Excrementer paa Moddingen, hvilket ſadvanlig ſkeer der, hvor man ikke ganſke bortkaſter dem, ſaa blive de dog paa denne Maade langt mindre nyttede, og fordele ſig ikke tilſtrakkeligen. Fra Byerne kan man i Almindelighed forſkaffe ſig denne Giodning i bety⸗ delig Mengde. Man faaer den ſom ofteſt uden Betaling, men dog bliver den ved ſin Transport ofte koſtbar. At indrette Vandhuſe paa Landet, i Gaarde og Landsbyer, for derved at forhindre dens Forvittring, er ſtedſe et meget nyt⸗ tigt Foretagende. Man kan da ſtrar opfange den med Graesstorv og blande den med Kalk, hvorved man tillige undgaaer den Ubehagelighed, at finde den ved Bygninger og Giarder. Ved Paris er en betydelig Fabrik, hvor man, under Navn af Poudrette, deraf fabrikerer et meget virkſomt og meget ſogt Giodningpulver. Man laxgger 3 2 denne Animalſt Giodning. denne Giodning ſaa tyk paa en ſtraa med Stene belagt Flade, at den kan ſam⸗ g kur menbreendes, og udbreder den da tyndere, at den kan torres. Man giennem⸗ tet ve ſtigrer og fordeler den med Harver, og bringer den derpaa i Skure, hvor den ſom dctte ofteſt atter tager Varme, og fuldkommen torres. Derpaa pulveriſeres den al⸗ I gens! deles, ligner da brun Sunustobak, og ſalges iſcer til Gartnere, der naturlig⸗ mark viis maa ſpore ſtor Virkning af dette Pulver, da de betale det dyrt. er ald Nederlanderne ſatte ligeledes hoi Priis paa denne Giodning, hente den, ſaare endog i flydende Tilſtand, uagtet den affkyelige Stank, langt borte, baade i og hat Vogne og Skibe, og bruge den enten ſom Compoſt eller meget fortyndet med V Dens Vand. Ligeledes ſœtter man ogſaa i China og Japan hoi Priis paa den og den b b er derfor kaldet japanſt Giodning. V anvend 4§. 19. dan Fo Staldgiod⸗ Vi vende tilbage til Staldgisdningens Behandling, hvis ſtorſte og for⸗ Strye dh,ene ne trinligſte Deel Hornqvaget i Almindelighed yder. V J de fleſte Tilfœlde opfanges Hornqvagets Giodning med Halm. Skedte ſiilige V dette end ikke for at holde Qvaget varmt og reent, og var det end ikke den be⸗ Schn qvemmeſte Maade, ſaa maatte man dog, blot med Henſyn paa Giodningen, Kohber volge den, fordi denne Blanding meeſt fremmer Straaets Oplosning, men hin⸗ ſee lige drer Giodningens Forvittring og bedſt tilbageholder dens flygtigere Dele. Den V Qvege rordannede Halm opfanger iſcer de flydende Dele og Urinen, der efterlade den b gas da deres frugtbareſte Dele. dcccch §. 20. däßſes Giodningens Man behandler denne Giodning paa mange Maader. Nogle lade Giod⸗ thdee derneing ningen lange ligge i Stalden, og da de ſtedſe dakke den med nye Halm, ſaa opdynges den til en betydelig Hoide og Qvaget kommer altſaa til at ſtaae meget NNade hoiere end Gulvet, hvorfor man gisr Krybberne bevagelige, og lofter dem ſtedſe lallered meer og meer. Dette gior man deels for Beqvemmeligheds Skyld, da man nu ſerteſ ikke behover at muge ſaa ofte, men kan udkiore Gisdningen paa een Gang, hvor⸗ ved viſt nok ſpares Arbeide. Men man er ogſaa overbeviiſt om, paa denne Maade at faae en meget virkſommere Giodning, da den her ved ſin naturlige Fugtighed og den, da lingelſ —————— n——— kan ſam⸗ giennem⸗ tden ſom 8s den al⸗ naturlig⸗ hente den, „baade i ondet med den og den e og for⸗ Skedte ke den be⸗ lodningen, men hin⸗ le. Den rlade den lade Giod⸗ dalm, ſaa taae meget dem ſteſe da man nn ang, hvor⸗ ane Maade Fugtighe og Animalſk Giodning. 181 og kun i liden Bersrelſe med Atmoſpharren begynder at gicere, taber lidet eller in⸗ tet ved Uddunſtning, og opfanger endog Qvagets nedſlaaede Uddunſtninger. Dette er fuldkommen rigtigt og den Frygt, ſom mange have yttret, at Gisdnin⸗ gens Uddunſtninger ſkulle vare ſkadelige for Qveeget, aldeles ugrundet. Man maerker ingen ubehagelig Lugt i ſaadanne Stalde, og naar den fri Luft kun ikke er aldeles udelukt, hvilket ſielden eller aldrig kan vere Tilfaœldet, kan man ſaare vel aande. Denne Giodning, iſeer den underſte, er i meget god Tilſtand, og har overſtaaet den Tidspunkt, hvori den ved Uddunſtning pleier at tabe meeſt. Dens flygtige Stoffer have allerede forenet ſig til faſte. Men denne Fremgangsmaade er, ved en rigelig og ſaftig Foring, dog neppe anvendelig, med mindre man kan ſtroe en utroelig Mangde Halm. Ved en ſaa⸗ dan Foring ere Excrementerne ſaa mange, at Fugtigheden ikke kan overvindes af Stroelſen og Qveget alligevel trader igiennem og ſtaaer i Morads. For at opnaae Fordelene af lange at lade Giodningen ligge i Stalden, og tillige undgaae det Skadelige derved, er uden Tvivl den Staldindretning, ſom Schwertz beſkriver i det andet Bind af hans belgiſke Agerbrug, og forklarer ved Kobbere, ſaare fordeelagtig. Bag Baaſen er nemlig anbragt een i det ringe⸗ ſte ligeſaa bred og dyb Plads, hvori Giodningen kaſtes, naar den muges under Qveeget, og hvori ogſaa hele Fugtigheden lober ned. Her gicerer den og brin⸗ ges da i Almindelighed lige paa Ageren. Behsvede man ikke ved de fleſte land⸗ oeconomiſke Forhold at tage Henſyn paa Koſtbarheden af den ſtorre Plads, da disſe Stalde nemlig maa varre endnu eengang ſaa brede, ſaa fortiente denne Me⸗ thode et almindeligt og afgisrende Fortrin. Ere Baaſene kun temmelig brede, ſaa at man for Pladſens Skyld kan lade Giodningen ligge fiorten Dage til tre Uger opdynget under Qvaget, ſaa er allerede herved meget vundet, fordi den Tidspunkt, hvori Gisdningen uddunſter ſterkeſt, da allerede er forbi. Det er altſaa bedſt, ſaa lœenge ſom muligt at beholde Giodningen i Stal⸗ den, da den uden Tvivyl bliver bedre, jo lengere den ligger. Men en vaſentlig Be⸗ tingelſe er ſtedſe den fornodne Reenlighed og et tort Leie for Qvœget. Stod dette i Mo⸗ 182 Animalſk Giedning. i Morads, vilde man dog tabe langt mere ved de Sygdomme, man herved paadrog det, end man vandt i Giodningen. Naar Qveget ſtaaer vaadt, faaer det ond— artede Haxvelſer og Betaendelſer i Benene, hvilke endog, ſom Erfaring lerer, kunne blive drobende. Har Qveget et ſkident Leie, ſaa kan Melken desuden aldeles ikke holdes reen. Bliver Gisdningen liggende under Qvoeget, maae vel agtes, at den ikke opdynger ſig ſtœerkere bag end for til, da Qveeget ellers kommer til at ſtagae paa en unaturlig Maade. Men uden ſardeles Opmarkſomhed ſkeer dette let, fordi Rygteren med meer Stroelſe vil dakke Excrementerne, der falde bag ved. Der⸗ for er det kun ved tor Halmforing muligt, at lade Giodningen aldeles ligge un⸗ der Qvaget; det maatte da varre, at Stalden var belagt med huultliggende Bree⸗ der, hvorigiennem Fugtigheden kunde lobe; en Methode, ſom man finder i nogle Egne, hvor man dog holder Qvaget mindre for Giodningens Skyld. §. 21. Bevaring Men Staldgisdningen bringes oftere forſt paa Msddingepladſen, hvor man paa Moddin⸗... 2 gepradſen. lader den ligge langere eller kortere Tid og opdynger den meer eller mindre, inden man udkiorer den. Man finder disſe Giodningepladſe anlagte paa forſkiellige Maader. Un⸗ dertiden ere de betydeligen dybe og beſtaae af en virkelig Hule; en Indretning, der ſikkert er ganſke urigtig, da altfor megen Fugtighed ſamles deri, hvorved Giodningens Oplosning og Gierring forhindres og den atmoſphariſke Luft altfor meget udelukkes. Det bliver ogſaa derved vanſkeligere at udkisre Giodningen, da denne mage lasſes ganſke vaad, ligeſom dens kraftigſte Dele bortdryppe under Det Skadelige af disſe dybe Moddingepladſe er ſaa almindelig er⸗ kiendt, at man neppe finder dem meer, uden hvor man fattes Plads til at op⸗ Kiorſelen. dynge og udbrede Giodningen. Andre, overbeviiſte om det Skadelige af et for vaadt Leie, have derimod lagt Giodningen paa en jevn Flade eller endog paa et ophoiet Sted. Men her taber den altfor meget af ſin Fugtighed og af ſine virkſomſte Dele. G eeenner het. ſom ko det. det V dinge fiyder der, f Vand, me de af Gio ning. aflobe af Re at bar gevand ſat det paa en Vanſte mange eller ve den og ſom D dette; under d diodni Oplosr paadrog det ond⸗ ng lerer, n desuden den ikke ſtaae paa let, fordi d. Der⸗ ligge un⸗ nde Bra⸗ et i nogle hvor man dre, inden der. Un⸗ ndretning, „hvorved Luft altfor ziodningen, yppe under nindelig er⸗ til at op⸗ ave derimod Men her Animalſk Giodning. 183 Det ſynes derfor henſigtsmasſigt, at Moddingepladſen er kun lidet udgra⸗ vet. Ikkun til den ene Side mage den helde noget og der have en Aflobsrende, ſom kan lede den overflodige Fugtighed til en pasſende Kumme for Giodningevan⸗ det. Rundt omkring bor den omgives af en opſtaaende Rand, for at hindre an⸗ det Vand at lobe deri. Naar dette afholdes, ſaa bliver Fugtigheden paa Mod⸗ dingepladſen ſielden altfor overflodig, om man end leder al den Fugtighed, ſom flyder ud af Mulden derhen, med mindre Qveeget faaer ſaare meget vaadt Fo⸗ der, f. Ex. Drank. Giodningen indſuger den naturlige Fugtighed, ſelv det Vand, der umiddelbar pracipiteres af Atmoſpharen, og bortdunſter ved ſin Var⸗ me de vandagtige Dele. Efter min Overbeviisning vil man have meeſt Fordeel af Giodningevandet, naar man ſaaledes forbinder det med den ſtraaeblandede Giod⸗ ning. Da vil kun lidet Giodningevand, uden maaſkee ved meget vaadt Veirligt, aflobe og opfanges af Kummen. Jeg har ikke fundet det nodvendigt, paa Bunden af Moddingepladſen at anlgegge ſerſtildte Aflobsrender til Giodningevandet, for at bane det Vei til Kummen. Er Pladſen kun noget ſkraa, ſaa ſies Giodnin⸗ gevandot igiennem Giodningen og lober af. Man har foreſlaaet et Tag over Giodningepladſen, og undertiden virkelig ſat det. Det ſtal ikke allene udelukke Regnen, men ogſaa Soelſtraalerne. Men paa en nogenlunde ſtor Moddingeplads er en ſaadan Dakning forbunden med ſtore Vanſkeligheder og ſinker uundgaagelig Giodningkiorſelen, naar man kiorer med mange Vogne. Moddingepladſen anlagger man enten ved een af Staldens lange Sider, eller ved begge, og ſaa nar derved, at en lasſet Vogn netop kan kisre imellem den og Stalden. Denne Vei forhoies og brolegges, og den maa tillige tiene ſom Damning, for at hindre Tagdryppet fra at lobe hen til Moddingepladſen; dette Vand maa man ſtrabe at give et ſeerſkildt Aflob. Skiulte Render lobe under denne Damning fra Baaſene til Moddingepladſen, for derhen at lede det Giodningevand, der ikke af Strselſen kan opfanges i Stalden. Vil man ikke udkiore Giodningen, forend den har naget en hoiere Grad af Oplesning, ſaa bor Moddingepladſen have flere Afdelinger, der, een efter den an⸗ Om de for⸗ ſtiellige Slags Giodning bor blandes eller ſerſkilt beva⸗ res, anden, kunne fyldes og tommes. Giodning med den gamle, eller faaer meget Arbeide ved at kaſte den forſte til Siden. Animalſt Giodning. Ellers nodes man til at udkiore den friſke §. 22. Man har enten ſarſkilte Moddingepladſe til hver Slags Giodning, iſar til Heſte⸗ og Svinegisdningen, eller man bringer al Giodningen paa ſamme Sted og blander den med Qvaggiodningen. Er Jordsmonnet meget forſkielligt og man har Plads i Gaarden, kan det vgere raadeligt at afſondre det ene Slags fra det andet, og bruge ethvert Slags Giodning, overeenſtemmende med dets omtalte Egenſkaber, paa den Ager og til de Frugter, hvortil det iſcer er ſkikket. J dette Tilfœlde giores Moddingeplad⸗ ſen til Heſtemsget dybere, ofte ſom en ſnaœver, men temmelig dyb Grad, for ſaa⸗ ledes bedre at kunne vedligeholde Fugtigheden, derved dampe Heden, og for at Giodningen kan ligge compaktere og mindre i Berorelſe med Atmoſphœren. Paa denne Maade vil Gicriingen og Forraadnelſen ſkride langſommere frem, og den Masſe, ſom derved fremkommer, iſer naar man fra Jid til anden forſyner deu med Fugtighed, vœre mindre ſmuldret og meer grodagtig. Vil man giore Gice⸗ ringen endnu langſommere, ſaa er det meget henſigtsmaesſigt, at blande Heſtegiod⸗ ningen med Svinemoget og hidlede dettes Fugtighed. Herved bringes den kol⸗ dere og mindre oploſelige Svinegisdning til at gicere og forraadne, og denne Blan⸗ ding bliver til en ſaare god Masſe. Under andre og meget ſaodvanligere Omſtandigheder er det bedſt, at ſam— menblande de forſkiellige Slags Giodning, der falde paa en Gaard, Fiederkrea⸗ turernes ene undtagen, og derved iagttage, at de lagviis og jevnt udbredes, for at kunne berore hverandre. Dette har den ſtore Fordeel, at den ene Giodningarts Mangler og Feil haves og forbedres ved den andens, at Heſtegiodningens altfor hurtige Gicering ſtandſes, men at denne netop fremmes ved Qvag⸗ og Svine⸗ giodning, hvorved da dannes en lige meget oploſt ſaakaldet fidtet Masſe. Faaregiodningen holdes i Almindelighed afſondret fra den anden, deels fordi Faareſtalden pleier at ligge adſkilt fra den almindelige Avlsgaard, deels fordi potdi n Stalden tgr. 1 bundet Mangd mon. 4 det ſikke og enhv 1 kagelſer og tabe ſtee, un dikler f riſte Lu Jord, digheder nende, den nyli ring, rores a gelſe af atmoſpl Linden gen og behande opfange dany. et Beri Inde 4 eeEirnn 8 Animalſt Gisdning. 185 den fri 8; „ eie fordi man pleier hele Vinteren igiennem at lade denne Giosdning blive liggende i erſte ti 4 ſe til Stalden og ſtedſe at dekke den med ny Halm, hvorved den oven til ſtedſe holdes tor. Desuden er det om Vinteren, ſelv naar Faarene gaage ude om Dagen, for⸗ bundet med Vanſkeligheder at udkisre den; thi naar den er opdynget i nogen ung, iſer Mangde, og man da rorer den, udſtoder den en giennemtrœngende Dunſt af Am⸗ mme Sted mon. Ogſaa Hakkenes og Foldenes Flytning foraarſager megen Vanſkelighed. Hvor disſe Lokal⸗Vanſkeligheder imidlertid ikke komme i Betragtning, vil kan det det ſikkert vore meget gavnligt, at ſammenblande Faare⸗ og Qvaggiodningen, ert Slags og enhver, der har forſogt det, forſikkrer at have havt den ſtorſte Gavn deraf. gger og til§. 23. dingeplad⸗— Vore Forſog, meddeelte i Hermſtaͤdts Archiv B. 1, ſaavelſom ſenere Jagt⸗euftens ude⸗ „for ſaa⸗ tagelſer, have tilfulde overbeviiſt mig om, at Giodningen bliver kraftigere Ler eaet og for at og taber mindre, naar man ſaavidt muligt— thi fuldkommen kan dette ikke ren. Paa ſtee, uden ved Vand— medens den er i ſin hidſigſte Gicering og ſtarkeſt ud⸗ n, og den vikler flygtige Stoffer, hindrer den fra at komme i Berorelſe med den atmoſphae⸗ rſyner deu riſke Luft. Jeg vilde derfor viſt nok anſee det for fordeelagtigt, at daœkke den med giore Gice⸗ Jord, naar dette ikke var forbundet med ſor meget Arbeide og for mange Omſtaen⸗ Heſtegiod⸗ digheder. Men da dette netop er Tilfaldet, ſaa behover man, efter mit Skisn⸗ z den kol⸗ nende, blot at udbrede Giodningen jevnt, paa en pasſende Flade. Saalcenge nne Blan⸗ den nylig udbragte Gisdning ligger overſt, gaaer den ikke i nogen kiendelig Gice⸗ ring, men forhindrer, at det nedenunder liggende Lag, der nu giarer, ikke be⸗ ſt, at ſi⸗ rores altfor ſtœrkt af Atmoſpharen. De Luftarter der udvikle ſig, med Undta⸗ ziderkre⸗ gelſe af Ammon, hvoraf i dette Tilfolde kun dannes Lidet, ere tungere end den ddes, fr at atmoſphariſke Luft, blive altſaa neden under og i det sverſte Lag, der hindrer lodningarts Vinden fra at bortfore dem, ſaa at de ſandſynligviis atter indſuges af Gisdnin⸗ lpas alk gen og indgaae nye Forbindelſer. Paa en Moddingplads, hvor Giodningen ſaaledes ag Srin⸗ behandles, ſporer man ingen betydelig Lugt. Den Luft, der nœrmeſt ved Gisdningen ie opfanges, gier Kalkvandet ikke ſynderlig dunkelt, og Saltpeterſyren avler ingen Damp. Kun naar man rorer Giodningen, ſkee begge Dele i meget hoi Grad; nen, deels nard/ deuls fordi et Beviis paa, at Kulſyre, Qvalſtof og Brind, vel ſtœrkt udvikles, men at i en Anden Deel. A a ro⸗ Animalſk Giedning. rolig og mod Atmoſpharens Indvirkning nogenlunde betrygget Tilſtand kun Li⸗ det i Form af Luft bortviger, og derimod indgaaer nye Forbindelſer. Men det er meget vigtigt, at ſorge for, at Gisdningen udbredes jevnt og paa en pasſende Flade. Kaſtes den i Smaabunker paa Moddingen, ſaa finder ikke hiin Bedcekning Sted og den kommer desuden til at ligge huul, hvorved dan⸗ nes Skimmel, der, ſom man veed, forringer Gisdningen. Det er aabenbar gaynligt, at disſe Gisdninglag ſammentrykkes, og derfor er det raadeligt, at ind⸗ fatte Moddingpladſen med et Rakvark, og at lade Qvaeget ſammentrade den. Jeg veed, at nogle have erkleret det for ſkadeligt, ſaaledes at ſammentrykke Giodningen. Men jeg har fundet, at Giodningen paa et Sted, hvor Vognene daglig kiorte over den, netop var allerbedſt og fuldkommen oploft. Naar en Modding ſaaledes lagviis er bleven 5 til 6 Fod hoi, og man da vil, at Giodningen, medens man anlagger en ny Modding, ſfal jevnt oploſes, ſaa er det bedſt, at dakke den forſte med Jord eller Grastsrv. Saaledes til⸗ dakket raadner den jevnt og uden ved Bortdunſtning at tabe noget betydeligt. Hvad der endda bortdunſter, opfanger Jorden. Grasstorven, ſom laae oven paa og ikke er forraadnet, lagges, naar Giodningen udkiores, i Bunden af en ny Modding, og bliver derved til en kraftig Giodning. For at undgaae alt Tab derved, at Giodningvandet ſank i Jorden, har man tilraadet, at broelagge Moddingeſtedet, ja endog, for at have en aldeles vandtœt Bund, at vdmure den med Kalk eller Cement. Hvor Jordsmonnet er leeret, behoves ingen af disſe Indretninger. Paa ſandet Jord kunne de vare nyttige, naar en ny Moddingplads anlagges. Men har man en gammel Mod⸗ dingplads, ſaa kan man endog paa Sand undgaae at giore lignende Indretninger, fordi denne, naar den engang er giennemtreengt af Giodningvand, ikke ſynes at indſuge meer eller lade meer igiennem. Jeg har fundet, at Bunden af en ſaa⸗ dan Moddingplads var een Fod dybt giennemtrengt og ganſke ſort, men hvidt Sand, ſkarpt afſkaaret, ligge derunden; derfor frygter jeg overhovedet ikke, at Sandet ſkulle lade Gvodningen ſynke altfor dybt. Naar Fireenrnner dderſt kommer lodrette ſtor Vie da med gen for eensarte Saalede Giodnir ſikkert n Gisdni vere. ning, vare n Tilſta⸗ eller la denne ren 20 Varme Animalſk Gioedning. 187 d kun li⸗ Naar man har udkiert Giodningen, er det ſtedſe gavnligt, inden man lexg⸗ ger et nyt Lag, at udfylde Bunden med allehaande vegetabilſt Affald, der van⸗ z jeynt og ſkelig raadner, f. Ex. Blade, torre Planter, Stilke, Skovjord eller Grasterv; ſaa ſinder kort med alt, hvad der kan indſuge Giodningvand og efterat verre forraadnet, orved dan⸗ blive til Giodning. aabenbar J Schveitz, hvor man med ſtor Opmerkſomhed og Omhue foretager alle Schveizernes t, at ind⸗ mindre Manipulationer, ſcettes den halmblandede Gisdning, hvorfra man tem⸗ Maabi rode den. melig har afſondret Giodningvandet, for at bruge dette ſerrſkildt, i ſmaa regu⸗ ningen paa. mentrykke lœre Bunker, naar den udbringes af Stalden. Man lagger den langſte Halm r Vognene yderſt og ſammenfoier den ſaaledes med Moggreben, at den egentlige Giodning kommer til at ligge inderſt og uden Berorelſe med Luften. Disſe Bunker giores gg man da lodrette, 5 til 6 Fod, og ſammenpakkes omhyggeligen. De ſkulle da ligne en nt oploſes, ſtor Biekube, da man udvendig kun ſeer Halm. Naar Veiret er tort, oversſes de aledes til⸗ da med Giodningevand eller blot med Vand, for ſtedſe at have den til Gigrrin⸗ betydeligt. gen fornodne Fugtighed. Den indvendige Giodning ſkal vare fortreffelig, eoven paa eensartet og fidtet, uagtet man har berovet den en Deel af ſit Giodningevand. n af en u Saaledes bliver det ogſaa muligt, da disſe Bunker ſtaae aſſondrede, at bruge Giodningen i den Grad af Oplosning, hvori man onſker den. Dette fortiener iden, har ſikkert neiagtigere ſammenlignende Forſog, en aldeles§. 24 erdsnonnet Meningerne ere meget deelte om den gunſtigſte Tidspunkt til at udkisre Heypeite— une de dare Giodningen og om den Tilſtand hvori den, for at indlemmes Jordsmonnet, boraat udkiore umel Rod⸗ vœre. De fleſte have vel iagttaget den Grundſcetning, at kun forraadnet Giod⸗Gisdningon. nrretninger, ning, hvori Halmen, om end ikke ganſke tilintetgiort, dog i det mindſte bor e ſyues t vœre mer, og hvis Masſe kan glat afſtikkes, eller er i 2n ſmoragtig leller fidtet af en ſu Tilſtand, bor bringes paa Ageren. Giodningen kommer, i Forhold til den hoiere nun heñt eller lavere Temperatur og den rette Fugtighedsgrad, hurtigere eller langſommere i denne Tilſtand. Om Sommeren behsves dertil kun 8 a 10 Uger, om Vinte⸗ det ilte, at. a ren 20 Uger og derover. J denne Tilſtand har Giodningen tabt al ſin gicerende Varme, og uddunſter kun i Begyndelſen, naar den rores, en ſtinkende, muggen, A a 2 og 188 Animalſk Giodning. og ſiden en Tidlang en Moſchus lignende Lugt. Den er gunlagtig, men udſat for Luften bliver den ſnart ſortebrun. Naar den ſtrset paa Ageren torres, ligner den forkullet Torv, men indſuger ſnart Fugtighed, ſmuldrer og forenes da let med Jordsmonnet. Andre foretrakke den lange friſte Giodning og ſtrabe at giore ſaadanne Indretninger, at den lige fra Stalden kan bringes paa Ageren. Naar denne Giodning allerede tildeels i Stalden har giennemgaget ſin Hovedgicerings Periode, ſaa er i det mindſte allerede den underſte Deel deraf i ſamme Tilſtand, ſom om den havde lagt paa Moddingpladſen, og kommer om Vinteren, ved Staldluf⸗ tens ſtorre Varme, hurtigere dertil. Men undertiden kisrer man ogſaa den lange friſke Gisdning lige paa Ageren, nedplosier den ſaa godt ſom muligt, og paa⸗ ſtaaer under visſe Omſtandigheder, at have ſporet ſtorre Virkning deraf, end af den forraadnede Gisdning. Paa ſei kold Jord fortiener denne ſidſte Fremgangsmaade, hvor Avlings⸗ forholdene tillader den, uden Tviyl Anbefaling, iſœr naar man gioder ſterkt, og ved omhyggelig at lœgge den i Furerne, bringer Giodningen i Jorden. Da har den Evne her at begynde ſin Gicering, at opvarme, ja endog at meddele Jordsmonnet ſin Barme, forſt at lufte Jorden ved Hielp af ſin Halm, og derpaa, ſaavel herved ſom ved at udvikle ſine Luftarter, at ſkiorne den og giennemtrange den dermed. Ved det Ammon, den udvikler, virker den iſcer paa den ellers uoplsſelige Muld, der fornemmelig findes i ſaadanne Jordsmon. Den volder mange Slags Vexelvirk⸗ ninger og virker iſer, ſtarkere end den allerede udgicerede Giodning, til at aabne de nœrende Dele, ſom Jordsmonnet indeholder. Derimod har denne lange Gisd⸗ ning, bragt paa torre, loſe og udmagrede Jordsmon, der forſt ſkulde fage Krafter af Giodningen, ofte giort liden eller ingen Nytte, undertiden endog Skade. kisrtes kort forend der ſaaedes, og den altſaa ikke var opleſt ferend Vegeta⸗ Iſcer har jeg tydelig market dens ſkadelige Virkning, naar den paa⸗ tionen begyndte. Indtraf tort Veirligt, ſaa hentorredes Planterne ſaa meget ₰ deſto lettere; bley Veirliget vaadt ſaa voxte de vel ſtœrrkt, men bleve gule og blege, hen⸗ reeeene hendede Kierner tagelſer heſtügſ formod eller en kuften, — 1 ſaaledes dens frr gaonlig ualmin man ſa brugte Ageren ſaa fru Enge p ning or liggende Virkain nen adſat es, ligner es da let ſaadanne aar denne s Periode, „ſom om Staldluf⸗ den lange og paa⸗ f, end af rAvlings⸗ ſterkt, og Da har den monnet ſin Berved ſom ded. Ved Nuld, der Vexelvirk⸗ il at aabne lange Gisd⸗ ſtulde faae tiden endog ar den paa⸗ nd Vegeta⸗ e ſaa meget le og blege, hen⸗ Animalſt Giodning. 189 hendode tildeels og bleve ſvage, vare udſatte for Honningdug, og ſik ſvange Kicerner. De ſyntes at have faaet for megen Brind og for liden Kulſtof. Hentorres denne Giodning i eller paa Ageren, ſaa henſmuldrer den ikke i nogle Aar, blander ſig ikke med Jordsmonnet, forvandles, da den ikke atter kan gicere, forſt ſeent til virkelig frugtbar Muld og forvittres. Dette er formo⸗ dentlig Anledningen til den Bemerrkning, at Giodning, ſom ikke virker paa den forſte Afgrode, heller ikke yttrer nogen Virkning paa de folgende. Derfor er det viſt nok vigtigt, at Giodning paakisres og nedploies i en til Jordsmonnet pasſende Tilſtand. §. 23. Det ſynes, overeensſtemmende ſaavel med Theorie ſom med forſkiellige Jagt⸗ Naar det er tagelſer, at vœre meget ſkadeligt at omſtikke eller fordele Giodningen i ſin ſtorſte og urabelidt et heftigſte Gigring. Ved at bringe den i uhindret Berorelſe med Luften, taber den nnen far formodentligen her mange af ſine virkſomſte Stoffer. Men inden den har begyndt eller endt ſin heftige Gigring, ſynes den ikke at tabe noget ved at udſcettes for Luften, eller dog i det mindſte paa anden Maade at faae Erſtatning derfor. At ſtroe den lange friſke Gisdning om Vinteren over Jorden, og lade den ſaaledes ligge til Foraarsploiningen, gior, forudſat at Vandet ikke bortſkyller dens frugtbare Dele, men at disſe ſynke i Jordsmonnet, en oienſynlig og ſaare gavnlig Virkning. Naar Jordsmonnet ſaaledes dakkes om Vinteren, bliver det ualmindeligen ſkiort og paafaldende frugtbart. Jeg har ofte ſeet, at, omendſkiondt man ſammenrev Halmen, der kun tildeels var udſtyllet, men ikke forraadnet, og brugte denne atter til Stroelſe, eller bragte den paa et vaadt og koldt Sted paa Ageren, var det Jordsmon, hvorpaa den laae, ſaavidt man kunde ſkisnne, lige⸗ ſaa frugtbart, ſom om hele Giodningen havde vorret nedplsiet. Man gioder ofte Enge paa denne Maade. Ved ofte at have forſogt at ſtroe lang og kort Giod⸗ ning over ſagede Erter og Vikker, ſom da voxrede derigiennem, naar denne blev liggende derpaa, er jeg fuldkommen overbeviiſt om denne Methodes fortrinlige Virkning paa varm og ſtior Middeljord. Iſer naar disſe Sadarter ſaaedes ſe⸗ nere, har jeg derved ſikkiet mig en fortrinlig Afgrode. Hvad der er mark⸗ vcer⸗ 190 Animalſt Giodning. vardigere: og ſynes vanſkeligt at forklare— en ſaadan Ager udmarkede ſig ogſaa i Henſeende til de folgende Afgroder fremfor den, hvorpaa meer forraadnet Giodning nedploiedes. Men man illede ſtedſe med ſaaſnart muligt at nedploie Stubbene. J Aaret 1808 ſagede jeg paa ugiodet Jord Sommerroer og Klover J Efteraaret 1809 lod jeg Klove⸗ ren opplsie og beſagaede Marken med Rug. Denne Afgrode tegner nu meget be⸗ dre end dens Naboe, der er ſaaet efter giodet Brak. Paa Grund af en Mangde ſammenlignende Forſog, ſom jeg og Andre have anſtillet, ſynes det— ſkiondt de, der ikke ſelv have forſogt det, neppe ville faſte Troe dertil,— naſten upaatvivleligt, at den Giodning, hvis hidſigſte Gigring er forbi, aldeles intet taber, men ſnarere vinder ved at udſattes for Luften, naar den nemlig ligger ſtroet paa Ageren, endog i den varmeſte Aarstid og det tor⸗ reſte Veirligt. dette ſynes a priori ſaa ſandſynligt, at man hidindtil almindeligen har raadet, om Jeg blev forſt opmerkſom herpaa ved de Bemarkninger, ſom praktiſke Landmænd i Meklenborg deri, og overgisdede den med lang Giodning. Man troer, at den nodvendigen mage tabes ved Uddunſtning, og Sommeren ſaa meget muligt at ile med at nedploie Giodningen. giorde om det Modſatte. Ved den udgicerede Giodning er Uddunſtningen formo⸗ dentligen ikke ſaa ſtork ſom den ſynes. Den udſtroer vel ved Udkiorſelen og Stroeningen en ſtark moſchusagtig Lugt; men denne forſte Uddunſtning kan al⸗ deles ikke undgages, og naar man veed, hvor yderſt fine og expanſible de Uddunſt⸗ ninger ere, der foraarſage denne Lugt,— da nemlig nogle faa Gran Moſchus hele Aar igiennem kunne fylde en ſtor Atmoſphare med deres Lugt, og, uden at tabe noget kiendeligt af deres Vœgt, meddele den til alle de dLegemer, der komme i denne Atmoſphaœre,— ſaa behover man ikke at anſee dem for en ſtor Mangde. Senere giver ſaadan Giodning ingen Lugt fra ſig og taber, i Folge et Forſog, heller intet af ſin Vagt. Den undergager viſt nok endnu, naar den er fugtig, nogen Oplosning, thi den indſuger Ilt og udvikler Kulſyre. Men man kan med Sandſynlighed antage, at denne med Fugtigheden nedſynker i Jordsmonnet og befrugter det. Ved Udtorring foregaae ingen Forvandlinger. Man finder en Brak⸗ 9! eeGenner Brakt gron, viis, der ſie Agere en ſtre J dett den ik ſaadas men, i Bere ſmaae den en ker me dens O Omkre⸗ Bunker man oe Eoder da den Nan! naar de udkiore udkioree Hoſten. Alöbrr ked. ſig traadnet nedploie g Klover eg Klove. meget be⸗ ndre habe ville faſte icring er ten, naar det tor⸗ ſtning, og raadet, om blev forſt keklenborg en formo⸗ zrſelen og g kan al⸗ deUddunſt an Noſchus og, uden at der komme or Mangde. et Forſog, in er fugtig, un kan med znonnet og i finder ei Brak⸗ Animalſk Giodning. 191 Brakmark, hvor ſaadan Giodning har nogle Uger ligget ſpredt, meget og levende gron, endog paa Steder, der ikke umiddelbart berores af Giodningen; et Be⸗ viis, at den frugtbargiorende Virkning, endog inden Giodningen ploies, udbre⸗ der ſig ogſaa i dens Omkreds, og tildrages af Jordsmonnet. Derfor ſynes det, at man uden Betankelighed kan udbrede Giodningen paa Ageren, om den end ſkal ligge en Tidlang unedploiet; kun bor det ikke ſkee paa en ſtraa Ager, hvor nedlobende Regn⸗ eller Sneevand kan udſkylle og ſvakke den. dette Tilfalde bor man, derſom man vil udkiore Giodningen paa en Tid, da den ikke kan nedploies, lagge den i Bunker. Men man mage marke, at den i ſaadanne Bunker, ſelv om Vinteren, oploſes ſtarkere og ſynker langt mere ſam⸗ men, end i Gaarden, hvilket ene har ſin Oprindelſe derfra, at den bringes meer i Berorelſe med Luften og ved fortvarende Gicering uddunſter ſtœrkere. Den Fremgangsmaade, hvorved man lader Giodningen ligge uſtroet i de ſmaage Bunker, hvori den aflœsſes paa Agereu, er ſaare urigtig og ſkadelig. Har den endnu ikke fuldendt ſin Gicring, ſaa oploſer den ſig i ſaadanne ſmaa Bun⸗ ker med ſterſte Tab, da Vinden bortforer de udviklede flygtige Dele; desuden er dens Oplosning ulige ſtœrkeſt i Midten, men ringere eller aldeles ingen i dens Omkreds. Dens ſtorſte Kraft og de meeſt oploſte Dele ſynke i Jorden, hvor Bunken ligger, og det kraftesloſe og mindre oploſte bliver tilbage. Derfor kan man ogſaa, om man end anvender den yderſte Flid, endnu hele Aar efter paa Scedens overordentlige Geilhed kiende de Pletter, hvor ſaadanne Bunker laae, da den vel endog gaaer i Leie, medens alt, hvad der omgiver den, er usſelt. Man bor derfor giore det til en ufravigelig Regel, ſtrax at ſtroe Giodningen, naar den er aflasſet, og neppe opſœtte dette een Dag. §. 26. Det er efter Avlingsindretningerne meget forſkielligt, paa hvad Tid man bor diden til at udkiore Gisd⸗ , *4ο 44 ningen. udkiore Giodningen. J Markbruget med reen Brak, ſaavelſom i Kobbelbruget udkiores Giodningen i Almindelighed i Perioden mellem Foraarsdyrkningen og Hoſten. Dette er altſaa fornemmelig Vintergiodningen, hvortil endnu, i de Aplsbrug, hvor man tager Qvaget paa Stald om Natten, fsies Natgiodningen fra 192 Animalſt Giodning. fra forrige Sommer og dette Foraar. Denne Giodning er altſaa allerede for der meſte ſterkt oploſt, og kun det Gverſte endnu ikke forraadnet. En opmarkſom Landmand vil giore Forſkiel paa denne Giodning og lade den udbreendte Gisdning legges paa tsrre og varme, den friſkeſte derimod paa kolde og fugtige Steder. Men det er viſt nok vanſkeligt at faae dette giort paa tilbsrlig Maade. De Aolsbrug, der benytte deres Giodning til forſkiellige Frugter og udkisre den til forſkiellige Tider, have ogſaa et Fortrin derved, at de, naar Moddinge⸗ ſtedet er rigtig anlagt, kunne velge og udkiore deres Giodning i den Tilſtand, hvori den, med Henſyn paa de Afgroder, der ſkulle dyrkes, er meeſt pasſende for Jordsmonnet. Den tidlige og ſildige Vintergiodning udkiores i Almindelighed til Brakfrugterne. Den friſke lange Giodning er ſardeles gavnlig for Kartofler paa leeret Grund, fordi den hindrer Jorden fra at binde ſig, hvilket ellers let kunde ſkade Kartoflerne, naar de ſpire, og vedligeholder Forbindelſe mellem Laggekar⸗ toflerne og Luften. Det er derfor paa ſaadant Jordsmon meget raadeligt, at bringe al Giodningen, ſaaledes ſom paa ſit Sted vil lœres, ved Laegningen i Fu⸗ ren. For andre Rodvexter, iſcer Kaalen, er derimod den forraadnede Gied⸗ ning langt gavnligere, og en Betingelſe for dens Dyrkning paa tor Grund. Derneeſt udkiores Gisdningen til Wrter og Vikker, enten til at nedplsies, eller paa allerede anfort Maade til Overgiodning. Den Giodning, der falder ſe⸗ nere, og ved Luftens hoiere Temperatur hurtigere oploſes, gives de ſildigere Brakfrugter, men iſer Rapſen. Den ſom falder efter Midſommer, kan endnu tildeels bruges til Vinterſed, der vel ved dette Avlsbrug ikke faaer en Ho⸗ vedgisdſkning, men ſom man dog undertiden kan finde raadeligt at give nogen Hielp; eller den bringes allerede nu paa Stubbene af de Marker, der naſte Aar ſkulle bere Brak⸗ eller Balgfrugter, eller endelig, til Compoſt eller Blandings⸗ moddinger. Da der altid er Gisdning, ſom er ſkikket til at udkiores, og ved Spend⸗Arbeidets jevne Fordeling til hele Aaret ſtedſe Leilighed dertil, ſaa ſtaaer Mogvognen i disſe Avlsbrug aldrig ſtille. Udkisres Gisdningen paa Brakmarken, ſaa er man uenig om, til hvilken Pleoining dette bor ſkee. De Fleſte udkisre den ſaaledes, at den kan nedploies med eeenne ned d opbrin ket de ligge det do derfon Fure, grigti nedr Jorde Stad Forlo⸗ plette hvor Plein Huulc efor det merkſom Giedning e Steder. g udkiore Noddinge⸗ ondelighed Kartofler let kunde Laggekar⸗ dlligt, at gen i Fu⸗ ede Giod⸗ ar Grund. gies, eller falder ſe⸗ ſildigere kan endnu eer en Ho⸗ give nogen naſte Aar Blandinge⸗ res, og ved „ſea ſtager til hvilken n nedplo is med — Animalſe Giodning. 193 * med den naeſtſidſte Fure. Herimod yttre Andre Betankeligheder, fordi den da opbringes igien ved den ſidſte Ploining og bliver liggende paa Jorden, hpvil⸗ ket de anſee for ſkadeligt. Uagtet jeg ikke er bange for at lade Giodningen ligge oven paa Jorden eller frygter derved at lide meget Tab, ſaa anſeer jeg det dog for bedre, at Jorden giennemarbeides tre Gange tilligemed Giodning, og derfor vilde jeg, om det var gisrligt, endog nedploie Giodningen med den forſte Fure, naar denne gaves efter Midſommer. Men jeg anſeer det for ganſke urigtigt og ofte ſom Aarſag til Sadens Misheld, at man ved ſidſte Ploining nedbringer Giodningen. Paa denne Maade blandes den aldrig tilſtrekkelig med Jordsmonnet, kommer til at ligge i Klumper, brandes for ſteerkt paa nogle Stader, og raadner aldeles ikke paa andre, ſaa at man endog efter flere Aars Forlob endnu finder den torvagtig og uforraadnet i Jorden; Saden ſtaaer da plettevis; Inſekter og Muns ſamle ſig ſterkt, og den fryſer bort paa de Steder, hvor den har groet for geilt. Det har iſar ofte de ſtadeligſte Folger, ved ſidſte Ploining at nedbringe langt friſt Gisdning til Vinterſeed. Ageren faaer derved Huulheder og kan ikke ſotte ſig. Indtraffer varmt og fugtigt Veir, og Saeden er tidlig ſaaet, hvorved Giodningen faaer Leilighed til for Vinteren at giarre, ſaa forvorer Saden, bliver geil, men ſvag, ſandſynlig altfor ſterkt nœret og pirret af Brind. Den taaler da ikke Vinteren, men raadner og doer. Gaaer den lange friſke Giodning ikke i Gigring for Vinteren, ſaa foraarſager den ofte, naar Varme og Torke indtraffer om Foraaret, ved ſin Hede, at Saden ſpinder hen, bliver bleg og doer. Jeg har iagttaget alle disſe Tilfœlde, og at det dog undertiden ved heldige Omſtandigheder lykkes, er en Undtagelſe fra Reglen. J Henſeende til at nedploie Giodningen tidligere end ved neſt ſidſte Ploi⸗ ning, have nogle den Fordom, at den uden Nytte og paa en ſkadelig Maade ſkulde ſpilde ſine Krafter paa det Ukrud, der opvoxer. Men langt fra at vœre ſkadeligt, er det tvertimod gavnligt, at den fremmer Ukrudets Opvexrt, da ikke allene Ukrudets Frse og Rodder derved odelagges ſaa meget meer, men endog dets tidlig nedploiede Top aabenbar foroger Giodningens og Jordens Kraft. En⸗ Anden Deel. B b hver — Animalſtk Giodning. hver opmeerkſom Jagttagelſe giendriver denne Fordom, ſom den ene kun paa⸗ V Rü ſtaaer efter den anden. V giodning §. 27. rtigſte Gisdningens Giodningens henſigtsmasſige Fordeling i Avlsbruget er en ſaa vigtig ma ſttau Beraerns wit Sag, at den fordrer anſtrongt Opmarkſomhed, fuldkommen Indſigt. man ſikk Marker. Man advarer ofte mod for ſterrk Giodſkning eller Overgiodſkning, og ſtendigen viſt er det, at en ſaadan let kan blive ſkadelig, iſcer for Sadarterne, da den gi⸗ b gel anben ver Leieſcd, og man har mange Exempler paa, at man, for at frembringe en V den andern udmarket Afgrode paa en Ager, har hoſtet ſaare lidet. Der er et Maximum af V at give g. Gisdningkraft, iſar af friſt Gisdningkraft, ſom man vel maa komme ner, for vil viſt nn at hoſte det meeſt mulige, men aldrig kan overſkride, uden at udſctte ſig for ris Men ſtort Tab. Men denne Punkt kan ikke noiagtigen beſtemmes. Vi vide, at den er nan gav! ſaare forſkiellig eßter Jordsmonnets Art, og at den leerede og vaade Jord behsver af Mangen og taaler en ſtœrkere Giodſkning, end den ſandede og kalkagtige varme. Men det eoilde have beroer ogſaa paa det tilfœldige Veirligt. Er dette meget frugtbart, ſaa kan nd det, en Giodſkning, der ved ſadvanligt Veirligt vilde have vœret ganſke pasſende, b nindelighe giore Saden altfor geil og foraarſage Misvext. Derfor bemarker man i ſaa⸗ ſand i Ft danne Aar, at Forſkiellen mellem kraftloſe og kraftfulde Agerbrug er mindre ſetning, 1 betydelig, end i ſadvanlige eller ufrugtbare Aar. Naar man gioder umiddelbart V ſon Forpe til Sœd, ſaa er det derfor raadeligſt, at bruge nogen mindre Giodning end den, V ſtatket 6s man paa dette Jordsmon kunde anſee for Maximum. drage de n Men de Avlsbrug, der have havet ſig til en hoi Gisdningkraft— ved ſi ag gir andre har man intet at frygte— undgaae ſikkerſt denne Fare, naar de ikke gisde hine paa a til Sad, men til andre Frugter, for hvilke en ſtœrk Vext aldrig kan vorde ſkade⸗ nindfelt: lig. Kaal, de fleſte Rodvexter— Kartofler kunne dog giodes for ſtarkt— V forſte Git radſaaede Bonner, Mais, Raps, Vikker, der ſkulle afhugges gronne, kunne SHerat fit aldrig giodes for ſterkt. De bortfore ſaameget af Giddningens farſte Geilhed, le itke i at den efterfolgende Sad ikke kan lide deraf. Giodningen bliver i det mindſte tthoſte ne koldere og virker langſommere, miſter den overflodige Brind og Qvalſtof, om⸗ er endſtiondt kun lidet Kulſtof. berlie 3 eeeneer kun paa⸗ aa vigtig ning, og da den gi⸗ bringe en rimum af nar, for fe ſig for at den er ed behsver Men det „ſaa kan pasſende, nan i ſaa⸗ er mindre niddelbart g end den, fft— ded ikke giode porde ſtade⸗ ſtarkt— une, kunne te Geilhed, det mindſte eiſtof, om⸗ Men Animalſt Giodning. Men det er langt oftere Tilfœldet, at man maa ſtrabe ſaaledes at fordele Giodningen, at alle de Agre, der behove den, kunne faae Minimum eller det Nod⸗ torftigſte. J dette Tilfalde faſtſctter man almindeligen den Regel, at man kun maa ſtrabe at faae Hovedlodderne, der ere Avlsbrugets Grundvold, og paa hvoilke man ſikkerſt kan forlade ſig i Henſeende til Kicerne⸗ og Halmproduktion, fuld⸗ ſtendigen giodede, om end de mindre vigtige derfor blive ugisdede. Denne Re⸗ gel anvendes kun altfor ofte, og ber ikke altfor meget indſkrankes. Men paa den anden Side bor man heller ikke, ſom ofte ſkeer, udvide den altfor meget, ved at give Hovedlodderne meer end de behsve og derimod de andre aldeles intet. Man vil viſt nok under mange Omſtandigheder have en ſtsrre umiddelbar Fordeel af en vis Mangde Giodning, naar man giver en god Ager noget meer deraf, end om man gav den mindre og bragte Reſten paa en ſlettere Ager. Men den bliver dog af Mangel paa Giodning tilſidſt ſaa ſlet, at det, ſom den giver mindre end den vilde have givet, naar den fik nogen Giodning, i det Hele ikke kan erſtattes ved det, den gode Ager giver meer. Hvo der altſaa tager Henſyn paa, i Al⸗ mindelighed at holde ſine Jorder i Kraft, og kaſter et Blik paa ſit Godſes Til⸗ ſtand i Fremtiden og ſine tilkommende Afgroder, vil ikke udſtrœkke den Grund⸗ ſetning, kun at gisde de bedre Marker og forſomme de ſlettere, ſaavidt, ſom Forpagtere, der indſkranke ſig til et kortere Tidsrum. Vil man ſatte et ſvœkket Gods igien i Kraft, ſaa nodes man maaſkee til, for det forſte at und⸗ drage de bedre, endnu ei udtemte Jorder noget af den Giodning, ſom de ellers fik og give denne til de Marker, ſom man vil forbedre. Man maa da behandle hine paa en meer ſkaanende Maade, og dette kan viſt nok let foraarſage en For⸗ mindſkelſe af Afgrodernes totale Indtagt, hvorpaa man maa belave ſig; da den forſte Giodſkning paa udmagrede Jorder ofte kun yttrer ſaare ringe Virkning. Her at finde Middelveien: ikke gaae for vidt til den ene eller anden Side, og hel⸗ ler ikke tabe den fornodne Halmproduktion af Hie, om man end vil finde ſig i at hoſte mindre Kierrne, fordrer det modneſte Overlag. Er man i Orden med ſin Giodningſtand og kan give alle ſine Jorder den til⸗ borlige Mangde, ſaa maa man dog, ved at paakisre Gisdningen, endnu tage Hen⸗ B b 2 ſyn Animalſk Giodning. ſyn paa Markens Beſkaffenhed. Man maa nemlig, naar man vil, at den leerede og ſeie Jord ſkal verre i lige Giodningkraſt med den loſe, ſandede og kalkagtige, ſtedſe paa een Gang give den en ſtœrkere Gisdſkning, fordi den uden at blive for geil kan taale denne, og en ſvag Giedſkning aldeles ikke vilde virke, men uop⸗ loſt blive liggende deri. Derimod kan den ogſaa, efter en dobbelt Giodſkning, uden at udmattes, bare dobbelt ſaa mange Afgroder. Giodningen oplsſes der⸗ imod hurtigen iet varmt og tort Jordsmon, og en ſterrk Giodſkning kan have ſta⸗ delige Folger, ved enten, overeensſtemmende med Veiret, at bringe Saden til at gaae i Leie eller henvisne. Men Giodningen fortœres nu hurtigere, og derfor maa en ſvag Giodſtning gientages ſaameget oftere. Jo loſere og meer ſandet Jorden er, deſto gavnligere er det at giode oftere og ſpvagere. Dog kan man i Almindelighed antage, at begge disſe Slags Jordsmon behove i en Rad af Aar lige megen Giodning. §. 28. Giedningens Man beregner i Almindelighed Giodningens Mangde efter Las til fire eller Maae, 2 to Heſte eller efter eenſpeendige Karrer. Det er allerede ſagt, at de ſamme Heſte trœekke en ſtorre Laſt, naar den meer fordeles, og dette er ogſaa Tilfaldet med Moglaesſene. Et Las paa en Fireheſtevogn vil, under lige Omſtandighe⸗ der, ikke vœre det dobbelte af det man kan lassſe paa en Toheſtevogn. Derfor regner mani Almindelighed ved kraftige Heſte 2000 Pund paa et Fireheſtelces og 1200 til 1400 paa et Toheſtelas. Men det er overhovedet meget ubeſtemt, hvor megen Giodning der gaaer paa et Las. Dette beroer ikke allene paa Ar⸗ beidsdyrenes Kraft, men ogſaa paa Sodvanen, Opfynet ved Laœsningen, Aars⸗ tiden, Veiene og Afſtanden. Giodningens Vegt er ogſaa forſkiellig, efterſom den er torrere eller vaadere. Vil man altſaa med Sikkerhed beſtemme noget an⸗ gaaende Giodningens Vagt, udſinde Giodningſtanden og den henſigtsmaesſige Fordeling, ſaa maa man veie et ſoœdvanligt Laes, og gientage dette fra Tid til anden, at man efter Hiemaal kan lare at vurdere Mangden af den Giodning, der udkiores. Ved en ſtor Vaegt, hvorpaa man kan veie hele Las, og ſom er ſaa fordeelagtig ved Avlsbruget, lettes dette Arbeide meget. 2000 edeneee 24 komme Vegten! ig pan! det att „ meer ellt ringen. da derim ſammen ogſaa det N Land. rig Gien V 3 1 1 4 1 Git deer, fon Oyſynem, mange 8 lil, For ſſterſom tredie aler, leerede kagtige, blive for men uoy⸗ jodſtning, loſes der⸗ have ſta⸗ den til at og derfor eer ſandet in man i daf Aar lfire eller nme Heſte Tilfoldet lendighe⸗ Derfor eſtelas og vbeſtemt, epaa Ar⸗ en, Aars⸗ „efterſom noget an⸗ tomecſige did til diing, der im er ſaa 2⁰⁰⁰ Animalſk Giodning. 2000 Pund er et maadeligt Las for fire Heſte, og man vil i det ringeſte komme Sandheden ſaa nar, ſom her er muligt, naar man antager denne ſom Veegtens Middeltal for Lasſets Vegt. Dog kiarer man ofte med ſtœrkt Spand, og paa kort og god Vei, om Sommeren ogſaa 3000 Pund. Endnu uſikkrere er det at taxere Giodningen efter Volumen, fordi det gior en Forſkiel, om Halmen er meer eller mindre forraadnet, ligeſom overhovedet, hvor megen Halm der er i Giod⸗ ningen. En Kubikfod, meget halmblandet Giodning veier ofte kun 44 Pund; da derimod en Kubikfod, naar Halmen allerede er oploſt i Treevler, kan, uden at ſammentrykkes, veie 56 til 38 Pund. Giodningens egentlige Giodekraft ſtaaer ogſaa derfor ſtedſe iſtadigere Forhold til dens Veegt, end til dens Volumen. §. 29. Man bringer 10, 16 til 20 Las Giodning a 2000 Pund paa en Tonde Svor ſtarkt Land. Den forſte kalder man ſvag, den anden god, den tredie en ſterrk eller riig Giodſkning. Ved 10 Las eller 20000 Pd. kommer paa 10◻ Alen 13 Pd. - 12— 2 000———— 15- - 16— 32000———— 23— —————— 3 4— 18 36000 2½ - 20— 40000———— 285— §. zo.— Giodningens Udkisrſel er et af de vigtigſte Arbeider i Avlsbruget, og for⸗Giodningens Udkiorſel. drer, for ikke allene at forrettes med Omhu, men ogſaa med tilborlig Orden, Opſynsmandens ſcerdeles Opmarkſomhed. Derfor er det raadeligt, at ſamle ſaa mange Vogne, ſom muligt, og at bruge ſaa mange Arbeidskarle, ſom behoves der⸗ til. For at man ſtedſe kan have en Vogn at lasſe paa Moddingeſtedet, maa man, efterſom Marken er nermere eller lœngere borte, have en Vexelvogn paa hvert tredie eller hvert andet Speend. Man bor overhovedet iagttage og vedligeholde det — 198 Animalſk Giedning. det fornodne Maal af Tid, ſaa at f. Ex. naar man bruger tre Par Heſte, det ene kiorer bort, medens det andet lœsſer af paa Marken, det tredie er paa Hiem⸗ veien, og intet ſtaaer langere ſtille, end der beheves til at ſpœnde Heſtene for den lesſede Vogn. Man maa derfor beregne den Tid, der i Forhold til Afſtan⸗ den behsves for ethvert Spand til at kiore bort og komme tilbage. Lasſernes Antal bor derneſt indrettes ſaaledes, at de ere beſtandigen i Arbeide, dog uden at Spandet behover at vente til Lasſet er fuldt. Da dette Arbeide, er forſkielligt efter den Tilſtand, hvori Giodningen er, ſaa kan man ikke i Almindelighed be⸗ ſtemme, hvor mange Arbeidere dertil behsves. Man regner ſœdvanlig 1½ Men⸗ neſke eller en Karl og et Fruentimmer paa et Spand. Gager Arbeidet meget hur⸗ tigt og ligger Gisdningen faſt, ville de neppe vœre tilſtrœkkelige. Hvor ſterkt en Mark ſkal giodes, beſtemmes i Almindelighed bedre efter den Afſtand, hvori Bunkerne ſkulle aflœesſes, end efter disſes Storrelſe, fordi Folkene bedre kunne afmaale Afſtanden mellem disſe, end deres Storrelſe. Jeg har i Almindelighed fundet, at Lœs paa i det ringeſte 2000 Pund eller noget der⸗ over, giver 9 Bunker, og at man folgelig kan anſlaae enhver til 222 Pund. Man kan da let, i Forhold til hvor ſtarkt man vil gisde, beſtemme Afſtanden mellem Losſene og Raderne. Hiin beſtemmer man bedſt efter Vognens Langde een eller to Gange, efter de forreſte eller bageſte Heſtes Afſtand fra Vognens Bagdeel; men Radernes Afſtand derimod efter Skridt, ſom Opſynsmanden egentlig ſelv bor afmaale. Det er desuden ikke ſielden Tilfœldet, at man finder nodvendigt at giode en Deel af Ageren ſtarkere end en anden. Hoie Steder kunne f. Ex. taale en ſterkere Giodſkning, men lave, iſcer ved Foden af hine neies med mindre Giod⸗ ning, fordi den frugtbare Materie trakker ſig herned. Man finder ikke ſielden, at ukyndige Opſynsmand netop befale det modſatte, fordi de mene, at Gied⸗ ningen dog kun lidet gavner Heiderne; og Karlene ere ligeledes tilbsielige til at forbigage disſe. Under ſaadanne Omſtandigheder er det ſaa meget mere nod⸗ vendigt, at en vel underrettet Opſynsmand er nœrvgrende og anordner Gisdnin⸗ gens Fordeling, og undertiden, naar det behoves, rœkker Haand til Arbeidet, paa det Vognene kunne iagttage den rette Tid. Der⸗ KeEengeK ſette i dyſhus naar der bedſt, a „ 4 8 Her bo med ſto⸗ og bedr. gen ſtal res Plig Afgtode dede, b. deligt, i Furen. ſtaaer 2 ligen un Sted kor 9 3 bilſte og bring giodning altfor m ubetingen 8 Naterial Grattort og opſat iſſe, det aa Hiem⸗ ſtene for il Afſtan⸗ Lesſernes g uden at orſtielligt ighed be⸗ 1½ Nen⸗ eget hur⸗ dee efter ſe, fordi ſe. Jeg ooget der⸗ dd. Nan a mellem een eller Bagdeel; atlig ſelb dodvendigt .Ex. taale ndre Gisd⸗ eke ſielden, at Giod⸗ elige tl a mere nod⸗ Gisdrin⸗ beidet, pas Der⸗ Animalſk Giodning. Derſom man, foruden de Folk der behoves til Lasningen, har flere at ſœtte i Arbeide, ſaa er det bedſt, umiddelbart at lade Giodningen ſtroe, for at Opſynsmanden ogſaa kan agte herpaa. Giodningen lader ſig ogſaa bedſt ſtroe, naar den ikke faaer Tid til at ſynke ſammen i Bunkerne, og man undgaaer da bedſt, at lade disſe ligge for lœnge, hvilket, allerede er ſagt at vere meget ſkadeligt. §. 31. Det er meget vigtigt, at Giodningen ſtroes jeynt og udbredes tilſtrakkelig. Her bor man altſaa ikke ſpare paa Arbeidere, men kun iagttage, at det ſkeer med ſtorſte Flid, ja endog anſcette en fornuftig Mand, der gaaer efter Strserne, og bedre fordeler de overbleyne Klumper. Da man fordrer af ham„at Giodnin⸗ gen ſkal vœrre fuldkommen ſtroet, ſaa vil han nok paaſee, at de andre giore de⸗ res Pligt. Slet ſtroet Giodning har naturligviis ſkadelige Folger for flere Afgroder. Dernaeſt bor man ſorge for, at Giodningen, iſcer den halmblan⸗ dede, bringes fuldkommen i Jorden, og ved denne ſidſte er det naſten altid raa⸗ deligt, at lade Folk med Grebe eller River gaae bag Ploven og fordele den jevnt i Furen. Det er vel ikke ſaa ſtort et Onde, at den lange Giodning undertiden ſtaaer oven over Furen, iſar naar der ſkal ploies oftere; men man bor omhygge⸗ ligen undgaae, at lade den ſammenſkyde ſig foran Ploven, hvorved den paa et Sted kommer til at ligge i Klumper, medens et andet faaer Intet. §. 32. Mange blande den lange Staldgiodning enten med alle Slags vegeta⸗ Blandings⸗ es dermed, bilſte Subſtantſer eller med Jord, lade den fuldkommen oplof og bringe da denne inderlig blandede Subſtants, ſom man kalder Blandings⸗ giodning eller efter Engellanderne Compoſt, paa Ageren. Nogle have maaſkee altfor meget og altfor almindeligen anbefalet denne Maade; andre derimod altfor ubetinget forkaſtet den. Herved har man betient ſig af mangfoldige Maader. Nogle lagge deslige Materialer, iſcr Graestorv, i Bunden af Moddingen, og dernaſt Gisdning og Grcestorv lagviis. Efterat Giodningen er forraadnet, bliver den giennemſtukket og opſat i ſtore Bunker, hvor den da, efterat den ofte er giennemſtukken, bliver lig— Animalſt Giodning. liggende ubrugt indtil den er fuldkommen forraadnet. Sagledes bevares de flyg⸗ tige og flydende Dele bedre, og kunne, naar Giodningen blandes med Graestorv, ſtrax trœde i nœrmere Forbindelſe og Vexelvirkning med de jordagtige Dele, hvor⸗ ved, iſcr naar man tilfoier nogen brœendt Kalk, Stofferne decomponeres, for⸗ bindes paa mange Maader, ſom man ellers aldrig eller ſeent kuunde tilveiebringe. Det er ikke uſandſynligt, at Vandet herved endog tildeels decomponeres og ind⸗ gager faſte Forbindelſer. Andre anlagge disſe Blandingsmoddinger paa et ſarſkildt Sted, helſt umiddelbar paa den Ager, hvor de ſkulle bruges, hvorved man i det ringeſte be⸗ fries for at kiore to Gange. Man anlegger disſe Blandingsmoddinger paa to Maader: a) Ved at lagge Materialierne i regulare Lag over hverandre. Forſt laggrs et godt jevnt Lag Jord eller Grastorv, der paa alle Sider maa verre 5 til 6 Fod bredere, end den egentlige Modding ſtal blive. Derefter paakisrer man et Lag Giodning, omtrent en Fod tykt. Jo friſkere denne Giodning kommer af Stal⸗ den, jo bedre. Herpaa atter et Lag Jord eller Grœestsrv. Har man andre Ma⸗ terier, der kunne raadne, ſaa lagges de i dette Jordlag. Derneſt atter et Lag Giodning og ſaaledes fremdeles, indtil Giodningen i en Skraaning er bleven 6 Fod hoi, da den igien tildekkkes med Jord. Ofte kommer man brandt Kalk i disſe Blandingsmoddinger, hvilken dog maa lagges ſaaledes, at den ikke kommer i umiddelbar Berorelſe med Giodnin⸗ gen, der herved vilde decomponeres altfor heftigen og hurtigen, men imellem to Lag Jord elleret Lag Jord og andre vanſkeligere oploſelige Materier, f. Ex. Lov eller deslige. Er den fremſtaaende Kant giennemtrangt af Giodningvand, der iſer i Regnviir ſies ud af Moddingen, ſaa afſtikkes den og ndbredes derover. Saaledes lader man en Modding uforſtyrret fuldende ſin Gigring. Ferſt naar denne er tilendebragt, og man ikke meer indvendig ſporer nogen Varme, om⸗ ſtikkes den, men opſcettes atter ſaaledes, at det Overſte kommer nederſt og det Ud⸗ vendige endnu ikke forraadnede indvendig. Man lagger da undertiden endog et Lag friſk Jord i Bunden. Denne omſtukne Modding gior man lang, ſmal og i Form Ieene Plads, iMidten gang ſen Torveſmn Iffald o. Ifte og med Gie! lierne vat indeholde! Subſtant nrorte in Gange. de dinget, Deune 6 og dette danne B adnlig, i Almind ſe ferſt hdor man Giedring have ftem Anden; de ſhg⸗ raötorv, lle, hvor⸗ ageſte be⸗ t laggrs 5 til 6 aan et Lag af Stal⸗ andre Ma⸗ ter et Lag bleven 6 ilken dog HGiodnin⸗ lem to Lag „Lov eller der iſcri 09 det Ud⸗ n endog ek ſmal og Form Animalſt Giodning. 201 Form af et Tag, da man er overbeviſt om, at Giodningen bliver bedre og vinder i Vaegt, ved meer at udſattes for Luften. Her dannes formodentlig meget Sal⸗ peter. De der anvende ſtor Omſorg paa disſe Moddinger, omſtikke dem ogſaa derfor adſkillige Gange, ſaa at et nyt Lag ſtedſe kommer i Berorelſe med Luften. b) Andre laegge Materialierne, hvoraf en ſaadan Modding ſkal dannes — iſcer naar de have mange forſkiellige— rundt om den til Bland dingen beſtemte Plads, hver for ſig. Derpaa danne de—„hvorpaa Bunken ſkal ligge i Midten, og ſtille ſaa ved hver liden Bunke Folk med Skuffer, ſom paa een⸗ gang ſammenkaſte Materialierne, der ſaaltds bedre blandes. Mergel, Muld, Torveſmuld, Mos, Lov og Tranaale, Saugſpaaner, vegetabilſtk og animalſt Affald o. ſ. v., blandes paa denne Maade og ſom ofteſt med nogen ladſktet Kalk, Aſke og Soed, der kaſtes friſt Giodning deriblandt eller Materialierne overoſes med Giodningſaft. Man bruger meer eller mindre Kalk, efterſom Materia⸗ lierne vanſkeligere eller lettere forraadne, og meeſt naar deriblandt ere nogle, der indeholde betydelig Syre og derved modſtage Decomponeringen. Jo meer dyriſt Subſtants, jo mindre Kalk behever man. Disſe Moddinger bor ogſaa ſtaae urorte indtil Giceringen er forbi, men da omſtikkes og opſcettes een eller flere Gange. De, der forkaſte, at bruge Staldgisdningen til ſaadanne Blandingsmod⸗ dinger, anſee dem i det mindſte for en unodvendig Forosgelſe af Arbeidet. Denne Giodning, ſige de, kan i Ageren blandes nok med Jorden og fordeles deri, og dette ſkeer da paa en meget lettere og henſigtsmeeſigere Maade, end ved ſaa⸗ danne Blandingsmoddinger. Giodningens raadnende Gicering er Ageren ſaare gavnlig, og paa ſtarrk leeret og kold Jord have de viſt Ret til denne Paaſtand. Men hvad der endnu meer taler mod Brugen af disſe Blandingsmoddinger i Almindelighed og gisr den vanſkeligere, er, at Staldgisdningen da i det mind⸗ ſte forſt eet Aar ſenere kan benyttes og virke. Dette er meget vigtigt i de Avlsbrug, hvor man endnu ikke har Overflodighed af Giodning. Naar man bruger ſin Giodning friſt, kan man— uden Henſyn paa det brugbare Produkt— allerede have frembragt nyt Material til Giodning, inden denne Kompoſt kommer i Jorden. Anden Deel, Cc Man ——— ———— 202 Animalſk Gioduing. Man kan altſaa ikke vel tœnke pan at anlagge ſaadanne Blandingsmod⸗ dinger, inden man har meer Giodning, end den man nodvendig behever. Men jo meer man da har eller kan tilveiebringe af ſaadanne Materialier, der uden denne Blanding vilde vere uopleſelige, deſto raadeligere bliver det at anlagge en ſaadan Kompoſt. Derved kan man berede ſig en ſtor Skat, og ſikkre ſig en riig Hoſt endog af ſaadanne Afgrsder, der ſynes ſvage og trange til Hielp. Man anvender nemlig uden Tvivl, efter utallige Erfaringer, denne Kom⸗ poſt fordeelagtigſt, ved ikke at nedplsie den, men ſtrae den paa Jorden. Enten udkisrer man den og lader Folk med Skuffer ſtroe den fra Vognen paa Sadfuren, og nedharver den da med Saden, eller man nedplsier den ganſke let med denne. Undertiden ſtroer man den paa ſamme Maade over den ſpirede Sed, og ofte om Foraaret over Vinterſœden, naar den begynder at vegetere. Her er en ſaadan Overgiodſkning, ſelv i ringe Partie, af vidunderlig Virkning, hvilket ikke allene de Individuer, der have forſogt det, bevidne, men hele Egne, hvor denne Me⸗ thode er brugelig, beviſe. Jet betydeligt Diſtrikt i England, i Grevſkabet He⸗ reford, hvor denne Methode ſiden umindelige Tider har veret anvendt, bruger man ikke Giodningen i anden Form eller paa anden Maade, end den ſom Engel⸗ lenderne kalde Topdressing. Men det er en bekiendt Sag, at man der, uden en isvrigt ſaare udmerket Eultur, avler fortrinlige Afgroder og aldrig har Misvext. Der tillggges Kompoſten en magiſk Virkning, naar den ſtroes over Saden, og man forſikkrer, at om end Hvede ſynes ganſke bortfrosſen om Foraa⸗ ret og Bygget ikke vil trives og er ſvagt, hvad enten det har lidt af Torke eller Vade, ſaa hielper det ſtrax at ſtrse Kompoſt derover, hvorved alt gronnes paa nyt og forfriſkes. Denne ſtore Virkning bekrafte alle Engellcendere paa en Maa⸗ de, der ingen Tvivl tilſtader. Det er altſaa en ſtor Hielp og til megen Sikkerhed, naar Avlsbruget er kommet ſaavidt, at man kan tilberede ſig en ſaadan virkſom Giodningforraad til neeſte Aar, uden at ſavne den i det nœrverende. J forſkiellige Skrivter finder man en utallig Mangde Recepter til ſaadan Kompoſt, hvori Mangden af ethvert Material er apothekermeesſig foreſkreven 9 poth . ofter 9 TeeeneK Etroeme Leie, d ges bed bar Mu Etrseme rede et vene og Slags dede mer ublanded hlandet! vare lig ſidſte, d E dets fuld Giedrin⸗ for den lenge, B under dis ligere for ingsmod⸗ er. Men der uden tanlagge kkre ſig en ielp. enne Kom⸗ Enten Sadfuren, ned denne. hofte om en ſaadan ike allene denne Me⸗ vſtabet He⸗ dt, bruger ſom Engel⸗ der, uden aldrig har ſtrses over om Foraa⸗ Torke eller ronnes pad daa en Ma⸗ vlebrrxget er gfurraad til til ſoadag foreſtteven efter Animalſt Giodning. 203 efter Maal og Vagt. Men dette er tomt Pedanterie! Den almindelige Recept er: Tag alt hvad Du kan tilveiebringe af vegetabilſke, animalſke og pasſende mineralſke Subſtantſer, bland dette, tilfoi dertil nogen brandt Kalk og ſaa me⸗ gen Jord, ſom behoves til at opfange de Stoffe, der udvikle ſig, lad det gicere og omſtik det da ſaa ofte ſom behoves, at det kan blive til en eensartet Masſe. §. 33. Naar man fattes Halm betiener man ſig af mange andre vegetabilſke Stroematerialier, deels for at opfange Dyrenes Excrementer og give dem et tort Leie, deels for at foroge Gisdningmasſen; thi de brugte Vegetabilier brin⸗ ges ved de dyriſke Udkaſtninger hurtigere i Forraadnelſe, og forvandles til frugt⸗ bar Muld, end uden denne Blanding haͤvde fundet Sted. Valget af disſe Stroematerialier beroer altſaa paa, hvorvidt de opfylde disſe Henſigter, at be⸗ rede et godt Leie for Qvaget, og hurtigere eller langſommere at decomponeres. Det ſadvanligſte er Lov. Fyrre⸗ og Grannaale, der opdynger ſig i Sko⸗ vene og i Almindelighed ere giennemgroede af Moos, bruges ofteſt, fordi kun dette Slags ſkal ſom ofteſt findes i Egne, der lide Mangel paa Halm. Blan⸗ dede med dyriſke Excrementer og vel opdyngede raadne de langt hurtigere, end ublandede. Dog maa ſtedſe ſaadan Giodning ligge lœngere end den, der blot er blandet med Halm. Har man iagttaget dette, ſaa ſynes ſaadan Giodning at vœre ligeſaa virkende ſom den halmblandede og endog at have Fortrin for denne ſidſte, da Naalene indeholde langt kraftigere Nœringsdele, end Halmen. Eegelov oploſes vanſkeligere og indeholder adſtringerende Stof, der inden dets fuldkomne Oplesning er ugunſtigt for Vegetationen. Derfor bor denne Giodning ligge ſaare lange, naar den ſkal gisre Gavn. Kommer den i Jorden, for den er fuldkommen oploſt, ſaa modſtaae disſe Blade Forraadnelſen meget lange, og kunne da, iſcrr paa los Grund, giosre meer Skade end Gavn. Bogenes, Haſlernes og Kaſtanietrxernes Blade ſynes vel, da der under disſe Traeerr kun groer lidet Gras, i friſt Tilſtand at vare endnu ſkade⸗ ligere for Vegetationen, end Eegebladene. Men blandede med Giodning tabe de Cc 2 ſnart Strselſeſur⸗ rogater. Lynz⸗ Animalſk Giodning. ſnart denne ſkadelige Egenſkab og oploſes langt hurtigere, ſaa at jeg og Andre have ſporet en langt bedre Virkning af denne Bladegiodning, end af den med Eegelov. Andre Trceers Lov, f. Ex. Ellernes, Pilenes, Popplernes, ſynes ligeledes at raadne let, men have ringe Conſiſtents, og ere, ſom Stroemiddel, ikke af 4⁴ Betydenhed. Der gives mange Egne og Avlsbrug, hvis Giodningtilſtand, da de om Vin⸗ teren opfodre al deres Halm, fornemmelig beroer paa denne Skovgiodning. J deres nœrvgerende Forfatning var det viſt nok umuligt, at de kunne beſtaae uden denne. Men det er afgiort, at dette Hielpemiddel kun kan tilveiebringes paa Skovdyrkningens Bekoſtning, og at den Skade, herved forvoldes denne, overgaaer den Fordeel, ſom hine elendige Avlsbrug have deraf. Ret til at ſammenrive denne Stroelſe er derſor blevet til en ſtor Byrde for Skoveierne, der ved den indforte Dyrkningsmaade kun ſaare vanſkeligen ſkadeslosholde disſe derfor. Skoveieren kan vel undertiden til Fordeel for Godſet i det Hele lade ſammenrive Stroelſe, naar det ſteer med Forſigtighed og Maadehold. Men dette giore de Berettigede ikke. §. 34. Dernaſt forekommer i Hedeegnene Lyngen ofteſt ſom Stroeſurrogat. En⸗ ten afhugges den, eller Lyngtorven ſelv afſkralles med et dertil indretzet Inſtru⸗ ment, og hiemkiores. Lyngen raadner vel langſomt, men bliver dog i Giodnin⸗ gen i et Aar ſaa ſkior og bersvet ſine adſtringerende Egenſkaber, at den ſnart forraadner i Ageren. J nogle Dele af Lyneborg, Bremen og Pommern anſee Mange denne Lyng for faa uundveerlig for Agerbruget, at de modſette ſig Heder⸗ nes Opdyrkning, hvis Muelighed de ellers erkiende, blot af den Grund, fordi man uden Lyng ikke kan faae Gisdning; hvilket ogſaa er Sandhed, ved deres Avlsbrug nœrvcerende Tilſtand. Mange, der have Ret til paa et ſtort Diſtrikt at hugge Lyng og ſorrette dette Arbeide med Anſtraengelſe, blive derved i Stand til at holde deres i og for ſig ſelv ſlette Ager ved ſtor Frugtbarhed. Men da Lyngen paa nyt opvoxer langſomt, iſcer naar Torven er borthuggen, ſaa forſlaae maaſkee ikke 100 Tonder Land Hede til at holde 1 Tonde Land Ager i tilborlig —— 6 2 Ka N 4 G 1* 8 TaKeene G Kraft; ere om Lyngen hele A veiebri Muld Saa ſt den a⸗ med an raadnet Afgrode ſaa beh ſlettere Gisdni Anbefa blev den at erkla g & ſig af de deleshed 9 dre deg ver meg ftiſtete ſaa fuldk randue ſe gere. 9. og Andre af den med es ligeledes el, ikke af de om Vin⸗ dning. J eſtage uden ringes pan overgaaer nrive denne en indforte veieren kan gbelſe, naar lgede ike. ogat. En⸗ zet Inſtru⸗ i Giodnin⸗ den ſnart mmern anſee eſig Heder⸗ rund, fordi t diſtrikt at nd i Etand Nen da ſaa forſlaae i tilborlig Klaſt Animalſt Giodning. 205 Kraft; derfor er ogſaa dette Foretagende kun varigt, hvor enkelte ſmaa Gaarde ere omgivne af ſtore Hedeſtrakninger. Maa man langt borte hugge og hente Lyngen, ſaa fordrer dette ſaa meget Arbeide, at Menneſter og Dyr naſten hele Aaret ere beſkiaftigede dermed. Som ofteſt er det beſpcerligere, at til⸗ veiebringe den Lyng der behoves til en Tonde Land, end at kiore Mergel eller Muld derpaa. Desuagtet ſkyer ingen hiint Arbeide, men afſkreekkes fra dette. Saa ſtor er Sadvanens Magt. Naar denne Lynggiodning blandet med faa dyriſke Exerementer— thi for⸗ uden at man ſtroer med Lyng, bliver denne Lynggisdning ſat paa Ageren i Bunke med anden Lyngtorv, hvor den bliver ſtaaende indtil den er mor,— bringes vel for⸗ raadnet og i ſtor Mangde paa Ageren, ſaa frembringer den ofte meget betydelige Afgroder af Rug og iſer af Boghvede. Da Jorden kun giver ſaare lidet Ukrud, ſaa behover den ikke at brakkes, og barrer ſex til ſyv Afgroder, der viſt nok blive ſlettere og ſlettere. Den der ikke veed, hvor vanſteligt det er, at forſkaffe ſig Gisdning paa denne Maade, forledes let til at anſee denne Operation for noget Anbefalingsvardigt og misunde disſe Egne deres Hedeſtrœekninger. Blandt andre blev den beromte de Luc, paa ſin Reiſe igiennem disſe Egne, derved forledt til at erklœre ſig imod Udſkiftningerne, der vare i Verk. „ Viſt nok gives der Tilfalde, hvorved en beregnende Landmand kan betiene ſig af denne Hielp og fornemmelig i Faareſtalden lade kisre Lyng, da den i Sar⸗ deleshed her decomponeres af Faaregisdningen. §. 35. Man kan undertiden tilveiebringe og med Fordeel bruge adſkillige an⸗Abſkillige Ve⸗ dre vegetabilſke Strsemidler: f. Ex. Siv, Vandplanter, Moos, Bregner dunne deer o/. ſ. v. Nogle, iſcrr Bregner og enhver anden Plante, der ved Brandingen gi⸗ til Stroelſe, ver megen Eſt(Kali), yde en ſaare frugtbar Muld. De raadne hurtigere, jo friſtere deere, naar man kommer dem i Giodningen. Men da opnaaer man ikke ſaa fldfonm nen det Hiemed, at give Qvaxget et tort Leie. Eengang udtorrede, raadne ſaadanne Planter vanſkeligen, og man maa lade„Hiednikgen ligge laen⸗ gere. Kun naar Roret har ligget en Tidlang paa Tagene, og er blevet ſkiort ved Luf⸗ “ 206„Auimalſt Giodning. Luftens Inddirkning, raadner det ſnart, og ſynes da at give en ſaare virkſom Giodning. Affald fra Loen bor man kun med ſtor Forſigtighed bringe i Gioedningen, naar man vil resſe ſine Agre fra Ukrud. Froet, det indeholder, drabes ikke alt, end ei ved den raadne Gicering. Man bruger det ſikkerſt paa Enge. 8. 36. Paa lave vaade Steder finder man undertiden en moosagtig Subſtants, giennemvoxet af alle Slags Vandplanter, hvoraf man gior Formetorv. Denne kan man, i tor Tilſtand, med megen Fordeel bruge til Stroelſe, da den raadner hurtig i Giodningen, ſtarkt tiltrekker Fugtigheden og bliver da til en ſaare kraf⸗ tig Giodning. Det forſtaaer ſig, kun naar man tranger til Stroelſe, thi ellers kan den med mindre Arbeide bringes lige paa Ageren, blandes der med Halmgiod⸗ ning, hvor den da hurtig og tilſtrœkkelig raadner. Man ſtroer ogſaa undertiden med virkelig, men los Torv, iſcer i Faare⸗ ſtaldene. Vi komme endnu til at omtale dens giodende Egenſkab i Almindelighed. Adſkillige have tilraadet at bruge Jord til Stroelſe. Graestorv, der af⸗ ſtikkes paa en ubrugelig Plads, kunne, naar de forraadne, blive til en ypperlig Giodning, og denne bliver viſt nok endnu bedre, naar man bringer dem i Stal⸗ den, hvor de kunne indſuge Giodningſaften. Men den blotte Jord kan ikke for⸗ vandles til ſand Giodning: den kan kun opfange Giodningen og en Deel af Giod⸗ ningvandet. et tort Leie og foraarſage megen Til⸗ og Bortkiorſel, megen Ind⸗ og Udbringen. Jeg erindrer ikke nogenſteds at have ſeet dette Forſlag iverkſat, ikke heller kien⸗ der jeg noget andet Exempel paa at dette finder Sted, end Norfolk og Suffolks Kyſter, hvor man i tor Eilſtand hiemkiorer det Sand, ſom Havet opkaſter, der for det meſte beſtaaer af knuſte Muslinger og Kalk, og bringer det i Stalden, Dog ſkeer dette kun i Byerne. Giodningen deraf ſkal verre ſaare virkſom. Det forholder ſig ganſke anderledes, naar man ſammenkiorer iſer mer⸗ gelagtig Jord i Bunker paa Gaarden og overoſer disſe med Giodningvand. Man giver en ſaadan Bunke en kegledannet Aabning ſor oven, hvori Giodning⸗ van⸗ TEene A Det vilde dog blive vanſkeligt paa denne Maade at ſkaffe Qvaget —-— bandet en Jern Bunken hele R gravet en ſaad ſig Udd paa A betydel ſelv ga , anden L alminde men und vedoieme nan forſ lagte me eller med Nan hau At Qpa Seglgan liden Vo hag gien ſamles, Giodnin at Guly ning bidr Reenlih virkſom dningen, üubſtants, Denne raadner are kraf⸗ khi ellers almgiod⸗ Faare⸗ ndelighed. v, der af⸗ ypperlig ni Stal⸗ ikke for⸗ af Giod⸗ e Qvaget dbringen. eller kien⸗ Sufolke kaſter. der Stalden, n. iſ ar mer⸗ ningvand⸗ Giodning⸗ van⸗ Animalſk Giodning. vandet oſes, og derngeſt befordrer man at Bunken giennemtranges, i det man med en Jernſtang ſtikker Huller fra den kegledannede Fordybning til alle Sider. Naar Bunken er giennemblodet nok, udkisres den. Man har ogſaa ligeſom indhegnet hele Moddingpladſen med en Vold af ſaadan Jord, oven paa hvilken man da har gravet en liden Kanal, og deri heldet det overflodige Giodningvand. Eſterat en ſaadan Leervold har ſtaaet i nogle Aar og uden Tviyl ogſaa udvendig fra tilegnet ſig Uddunſtninger fra Qvagſtalden, har man ſporet ſtor Virkning af denne Jord paa Ageren. Men Enhver maa, efter ſin ſaregne Lokalitet, beregne hvor betydelig Transporten bliver ham, inden han beſtemmer ſig til dette i og for ſig ſelv gavnlige Foretagende. *. 37. 4 ne Saa ſadvanligt og henſigtsmassſigt det end ſynes at verre, ved Halm og anden Stroelſe, at opfange de dyriſke Excrementer, ſaa er dette dog ingenlunde og flydende almindeligt. Man holder nemlig ofte Qvaxget paa Stald, ei blot om Vinteren, men undertiden ogſaa om Sommeren,— iſeer i de Egne og Avlsbrug, hvor Ho⸗ vedoiemedet er ſtor Indtagt af Qvaget,— uden at ſtroe under det. Hertil har man forſkiellige Indretninger. Qvagget ſtaaer ſom ofteſt paa Baaſe, der ere be⸗ lagte med Braedder og bag til noget lavere. Bag ved Baaſene lober en muret eller med Brader beſat Kanal, hvori alle Qvaggets Excrementer ſtrax feies ned. Man har ogſaa ofte Vandledninger eller Poſte i Stalden, for ſtrax at kunne ſkylle. At Qvexget aldeles ikke ſkal knnne tilſole ſig, ere dets Haler opbundne med en Seglgarnstraad, der lober i en oven over Baaſene anbragt Tridſe, og har en liden Vœgt paa den anden Ende. Eller Qvegget ſtaaer, for at holdes reent, paa giennemborede Planker over en udmuret Kumme, hvori Giodningvandet op⸗ ſamles og giennem Kanalerne lober til det almindelige Reſervoir. Den faſte Giodning feies da ligeledes hen imod Vœggen; Baaſen ſkylles hver Gang ſaa reen, at Gulvet ſeer ud ſom i en Stadſeſtue. Det er unegteligt, at denne Indret⸗ ning bidrager til Qvagets Sundhed, der desuden ſtrigles og borſtes, ſamt fremmer Reenligheden ved Meieriet. En . 5 ö B————„———— 208 Animalſk Giodning. En anden Indretning er ſimplere men mindre behagelig for Qvceget. Baa⸗ ſene ere nemlig ſaa korte, at Qveeget, naar det ſkal ſtaae i lige Retning med Fodergangen, naſten unaturlig maa trœkke Bagbenene ind under Kroppen. Bag ved Baaſene er en Gravning, ſom er 1 ½ til 2 Fod dyb. J denne Fordybning falder da Giodningen, om Qveget ellers ſtaaer lige, ligeſaavelſom Urinen fra Koerne. Men Qveget ber ved denne Indretning ſtaae ſaa ſammentrengt, at det ikke ved at ſtaae eller ligge, kan dreie ſig til Siderne, ſom det ellers ſikkert vilde giore. Det maa ogſaa vare meget vant dertil, thi ellers glider det med Bagbenene ned i den betydelige Fordybning, falder og beſkadiger ſig paa Beenene. Ved alle disſe Indretninger behandles Giodningen paa forſkiellige Maader. Enten udmuger man den faſte Giodning og ſeetter den blandet med Halm i regulxre Bunker, og ſaaledes, at den egentlige Giodning kommer for det meſte indvendig, men Halmen udvendig. Disſe Bunker vades da undertiden med Giod⸗ ningvand. Eller man bringer Halmen i Stalden, laegger den undertiden under Qvee⸗ get, pumper endnu meer Vand paa Materien i Kanalen, omrorer Halmen ved Hielp af Greben nogle Gange i denne flydende Masſe, og ſeetter den derneeſt i Bunke, uden for Stalden. Man pumper derefter endnu meer Vand paa det Tilbageblevne, omrorer det, og lader det ved at aabne Kanalen flyde ud i Re⸗ ſervojret. Paa denne Maade afſondrer man den faſte ſtraablandede Gisdning fra den flydende, og betiener ſig efter Omſtœndighederne af den ene eller anden. Man har flere Kummer for den flydende Giodning, og Kanalerne ere ſaa⸗ ledes indrettede, at man ſnart kan fylde en, ſnart en anden. For at kunne have fuld Gayn af den flydende Giodning, maa denne nemlig forſt have giennemgaaet en vis Grad af Gigring eller Forraadnelſe, indtil hvilken Tid man hindrer Luf⸗ tens fri Adgang, og kun undertiden omrorer den. Man forſikkrer, at det er vigtigt, at traffe den rette Grad. Disſe Kummers Gisdning udkieres, naar den er i ſin rette Tilſtand, og de fyldes paa nyt. Man An KR Fremg ved H man! ning, bargio ſaa me ſaa at belte o man u jeg det Behand giorend Naſtke oberhove Subſtan dertiden lleven f merne fe malſt A lig, ved ningvand ifte er d iſart nann Anden . Baa⸗ ing med n. Vag rdybning einen fra entrangt, det ellers ts glider rſig paa Maader. Halmi det meſte ned Gied⸗ der Qpe⸗ Halmen dernaſt paa det od i Re⸗ Giodning randen. ere ſaa⸗ sunne habe nnemgaget indrer Luf⸗ at det er „naar den Animalſt Giodning. Man roſer overmaade meget, men ſom det ſynes dog overdrevent, denn⸗ Fremgangsmaade, med Henſyn paa Giodningens Virkſomhed. Man paaſtaaer, ved Hielp af Halmen at faae ligeſaa ſtor en Masſe Giodning, ſom den, man ved at ſtroe paa ſadvanlig Maade vilde frembringe, og at denne Giod⸗ ning, ved den Omhue, hvormed den ſeettes ſammen, bringes til en meer frugt⸗ bargisrende Tilſtand. Men desuden er Virkningen af den flydende Gisdning lige⸗ ſaa meget, efter andres Mening dobbelt ſaa meget, vord ſom Halmgiodningen; ſaa at man ved denne Fremgangsmaade faaer det dobbelte, ja endog det tredob⸗ belte af den ſœdvanlige Giodekraft. Dette ſynes at verre ſaa modſigende, at man umulig, uden neiagtige comparative Forſog, kan troe det. Dog anſeer jeg det for muligt, ſaaledes at kunne tilveiebringe meer Gisdekraft, da denne Behandlingsmaade, meer end den ſadvanlige, giver Leilighed til, at frugtbar⸗ gisrende Decomponeringer og Forbindelſer mellem Grundſtoffer kunne finde Sted. Maaſkee man kan antage, at Vandet decomponeres ved Giodningvandets, ſom overhovedet ved Giodningens, Gicering og Forraadnelſe, og at herved dannes Subſtantſer, ſom vi endnu ikke tilfulde kiende. At den flydende Giodning un⸗ dertiden har en paafaldende Virkning, iſcœrr paa Sandjord, og at den iſerr forbe⸗ drer denne meget, naar den ved for megen Bearbeidning og ved lang Giodning er bleven for los, er en Sandhed, ſom Erfaringer i det Store bekrefte. J Kum⸗ merne for den flydende Giodning, kaſter man ogſaa al Slags vegetabilſt og ani⸗ malſt Affald, og iſer den menneſkelige Urin. Skiondt jeg altſaa ikke vil fradsmme denne Methode enhver Fordeel, ſaa bliver det dog ſtedſe et Sporgsmaal, om den, ſammenlignet med vor ſaœdvan⸗ lige Fremgangsmaade— hvorved alt dog maa iagttages paa det omhyggeligſte — lonner det Arbeide og den Omhue, ſom fordres. Saaſnart Moddingen nem⸗ lig, ved vor Methode, har meer Fugtighed, end den kan bevare, bor dette Giod⸗ ningvand ligeledes opfanges og benyttes, Lader man det bortlobe— ſom endnu ofte er Tilfœldet, fordi Moddingpladſen ikke er godt anlagt,— ſaa ſpilder man, iſer naar man giver ſaftigt Foder, en virkſom Giodekraft. Det er ſaare nod⸗ Anden Drel. D d ven⸗ Den flydende Giodnings 210 Animalſt Giodning. vendigt, at have Kummer til dette Giodningvand, der ſtedſe ſies igiennem Mod⸗ dingen og lober bort. §. 38. For Reſten er det langt fra ikke ſaa vidtloftigt og vanſkeligt at behandle og udkiore den flydende Giodning, ſom mange foreſtille ſig. Giodningvandet og Giodning⸗ 6 vandets Be⸗ udpumpes af de med Kalk eller Cement murede Kummer og udkiores enten i ſtore handling. Tonder, eller i en dertil indrettet Kasſe, der ſtager paa en Karre. Disſe have bag til en Top, foran hvilken er feſtet et Bradt eller en Kasſe, ſaa bred ſom Karren, paa eller i hvilken Giodningvandet udflyder, der ved Kiorſelen udbreder ſig. Efterſom man vil giode. ſtœrkere eller ſpagere, kiorer man langſommere eller ſtœrkere. Man bruger fornemmelig denne Giodning til ſaadanne Frugter, der, ſom f. Ex. Rapſen, taale en ſterk og hurtigvirkende Gisdekraft. Nogle bruge den til Klover eller andre Foderurter og Enge. Er den ikke meget fortyndet med Vand og ſvag, kunde den let gisre Saden alt for geil. Den virker allerbedſt pas ſandet Grund, ſom den fœſter og giver Evne til meer at holde paa Fugtighe⸗ den. Paa Middeljord vexler man ſadvanligſt med denne og den halmblandede Giodning. Men paa meget bindende Grund kan denne Giodning ikke erſtatte Halmgiodningen. Det ſamlede Giodningvand kan desuden bruges paa en ſaare nyttig Maade, naar nemlig den conſiſtente Halmgiodning er for tor og derfor ikke vil gicre. J dette Tilfaelde kan den ſikkert aldrig nyttes fordeelagtigere, end ved at oſes over Moddingen. §. 39. Endelig kommer endnu, i Henſeende til Giodſkning med dyriſke Excrementer, Foldgiodningen i Betragtning. Dyrene indeſluttes om Natten paa en ſnaver Plads i et bevageligt af Lagter eller Buſkvark forfœrdiget Lukke, hvor altſaa deres Excrementer og ſelv deres Uddunſtninger concentreres. At disſe kunne deſto bedre meddeles Jorden, pleier man i Forveien at omploie en ſaadan Plads. 1 Det Ie hat ma Natten tt faſt fanget endog! Disſee tages k endnu! „ 9 for Jaa hed. man ma omendſt kunneb kunne m ſig liden lden at de beſind der ſnare ſaaledes langt va ‿ beidet p jt langer daa hakke eem Mod⸗ behandle ingvandet en i ſtore disſe have bred ſom udbreder gſommere der, ſom oruge den —ndet med allerbedſt Fugtighe⸗ ublandede te erſtakte g Maade, icre. 3 dat vſes ecrementer, en ſuever vor altſaa sſe kunne an Plads. * Det Animalſk Giodning. Det er i Almindelighed kun med Faar, man anvender denne Methode. Dog har man foretaget noget lignende med andre Dyr. Saaledes har man f. Ex. om Natten, i Narheden af Grasgangen eller Foderkobbelen, indſluttet Fedeqvgeg i et faſtſtagende Indelukke, der var ſtroet med Halm, og paa denne Maade op⸗ fanget Nattegiodningen, der paa Grasgangen kun giorde Skade. Man har endog lagt Gicesſene i Fold, og paaſtaaer at have ſporet betydelig Gavn deraf. Disſe ere imidlertid kun ſieldne Exempler, og den ſadvanlige Foldgisdning fore⸗ tages kun med Faar. Meningerne om denne Foldgiodnings Gavnlighed eller Skadelighed ere endnu meget deelte. Det er vel ungegteligt, at denne ſnavre Indſperring om Natten er ſkadelig for Faarenes Sundhed og folgelig i visſe Henſeender ogſaa for Uldens Beſkaffen⸗ hed. Kun de meer haardfore Faareracer kunne taale den, og i England har man mange lang⸗og fiinuldede Racer, for hvilke den inden foie Tid er drabende, omendſkiondt de ſamme Faar kunne Sommer og Vinter gaage ude, naar de frit kunne bevcege ſig. Thi det gior en ſtor Forſkiel, om Dyrene ved fri Bevagelſe kunne modſtaae Indtrykket af det onde Veir, eller om de indſperrede maa forholde ſig lidende derved. Omendſkiondt vor Landrace og ſelv de adle ſpanſte Faar, uden at omkomme, kan taale at ligge i Fold, ſaa maa man dog tilſtaae, at de befinde ſig bedre, naar de om Natten kunne lsobe fri omkring, eller komme un⸗ der Tag; dette er iſcer kiendeligt paa Lammene. Endog, uden Henſyn paa Dyrene, taber man ſikkert ikke, men vin⸗ der ſnarere i Giodning, ved at indelukke Faarene om Natten i en ſtroet Stald og ſaaledes tilveiebringe halmblandet Giodning, der vel ikke virker ſaa hurtigen, men langt varigere, end Foldgiodningen. Derimod har denne Giodſkningsmaade det ſtore Fortrin, at den ſparer Ar⸗ beidet ved Giodningens Transport, og denne Fordeel bliver ſtedſe ſtorre, jo langere fraliggende Agrene og jo vœrre Veiene ere; derfor anvendes den iſcer paa bakkede Agre. Ogſaa da, naar man fattes Halm og anden Stroelſe, no⸗ Dd 2 des 2— ——— Animalſk Giodning. des man til at anvende den. Det er altſaa Lokaliteten, der her, ſom i de fleſte kartez Tilfalde, er afgiorende. f hre Engellcenderne ere ogſaa tildeels i anden Henſeende mod Foldingen. De i! paaſtaae nemlig og beviſe det med uimodſigelige Erfaringer: at en Faaregrasning forvœrres, naar man berover den Nattegiodningen, men derimod forbedres, ved at vid der beholde den. J det forſte Tilfaœlde kan i de folgende Aar ſtedſe ikkun fœrre Faar Tideru fodes paa den; men i det andet derimod altid flere, og den forbedrer ſig progres⸗ af Faan ſiv. Opploies en Faarekobbel, er den end videre langt frugtbarere, naar Gaae! man i Greesgangsaarene har ladet den beholde Nattegiodningen, end om man har b Pads! unddraget den ſamme. Man har derimod indvendt, at Faarene, om de end Wernm havde en ſtor Plads at graesſe paa, dog ſammentrangte ſig om Natten, altſaa Vver ob ikke fordele Nattegisdningen, men lade den falde paa een Plet, hvorved Graes⸗ er indly gangen altſaa ved at faae for megen, fordervedes; ja at de endog hver Nat valgte den ſamme Plet. Men jeg har end ikke hos de Engellendere, der for⸗ ſetter n ſvare Foldingen, fundet denne Bemarkning. Derfor troer jeg, at Faar, der 1200 5 gaae fri paa indhegnede Graskobler, uden ved Hyrde eller Hund ſtedſe at hol⸗ lVarde! des ſammen, neppe ville antage denne Viis. ua dLonde §. 40. 1 Fremgangs⸗ Bed Faarefoldingen bor folgende iagttages. Man gior Folden ikke ſtorre de korte eer uf⸗ end nodvendigt, da Dyrene dog vilde ſammentraenge ſig, og Gisdningen ved iboa ningen. ſtorre Plads ikke blive jeynt fordeelt. Almindeligen giver man derfor kun Faa⸗ Nanypeſt ret 10 til 12 Qvadratfod Plads, at det netop, i den Tid det ſtaaer derpaa, de, naa kan giode ſit Stykke. on Eſter De enkelte Foldſtykker, hvoraf Indelukket beſtaaer, ere i Almindelighed undertid 10 til 12, ſielden 14 Fod lange, at Hyrden kan bœre dem under Armen og flytte V Nat. dem. Jo ſtorre Faareflokken er, deſto flere Faar kan man indſlutte i det ſamme Natter, Indelukke eller Fold. Naar vi antage, at Foldſtykkerne ere 10 Fod lange og hvert V ſe,ige enkelt Faar ſkal have 10 Qvadratfod Plads, ſaa behoves til 200 Faar 18 Styk⸗ dem paa⸗ ker, men til 300 Faar 20 Stykker, naar de ſattes i en Qvadrat. Desuden V Padd, behover en mindre, ſaavelſom en ſtorre Faareflok, kun een Hyrde og een Hyrde⸗ on gch karre; ꝑEö—E de fleſte en. De grosning s, ved at erre Faar progres⸗ 2, naar man har n de end , altſaa d Gras⸗ pver Nat der for⸗ aar, der at hol⸗ kke ſtorre agen ved kun Faa⸗ r derpaa, ndelighed dog ſiytte det ſanme 20 hvert 1 Sty⸗ Desuden in Hyrde⸗ karrez Animalſt Giodning. 213 karre; Umage og Omkoſtninger ved Foldingen bliver altſaa ſaa meget ringere for hvert enkelt Stykke, jo ſtorre Flokken er, og omvendt. Derfor anſeer man det i Almindelighed ikke fordeelagtigt at folde et mindre Antal Faar end 300. Foldgiodningens Storrelſe er forſkiellig. Man ſtraber at beſtemme den ved det ſtorre eller ſnevrere Rum, hvori man indſlutter Dyrene, og ved det Tidsrum, hvori man lader dem ſtaae der. Men dette er ikke nok, da Mangden af Faarenes Excrementer, retter ſig efter den Nœring, ſom Grasgangen yder dem. Gaae lige mange Faar paa en riig Graesgang, kunne de i een Nat giode deres Plads ligeſaa ſtarkt, ſom ellers i to Nœtter, naar de gik paa en knap Grassning. Endnu kan man intet noiagtigere beſtemme herom. Kun ved Hieſynet maa en⸗ hver overbeviſe ſig om Rigtigheden af denne Kiendsgierning, der allerede a priori er indlyſende. Man ſkielner ellers mellem en halv, heel og ſtœrk Foldgiodſtning. Forud⸗ ſoetter man en maadelig Graesgang, ſaa kalder man en heel Foldgiodſkning, naar 1200 Faar i tre Natter, eller, ſom er det ſamme, 3600 Faar i een Nat giode en Tonde Land: en halv eller ſvag Foldgiodſkning, naar 2400 Faar komme paa en Tonde Land, og en ſteerk Foldgiodſkning, naar man bruger 480o dertil. Men ved lige Graesning gior end videre Natternes Langde Forſkiel. J de korte Natter blive de omtrent 8 Timer, i de lange Natter 12 og flere Timer i Folden. Hertil kommer, at Oyrene, i de ſadvanlige Avlsbrug, have den knappeſte Graesning, paa den Tid Natterne ere korteſt, og derimod en meget be⸗ dre, naar de om Foraaret greesſe paa Enge og paa Brakken, inden den opploies, og om Efteraaret paa Stubbene. For at tilveiebringe en vis Lighed, flytter man undertiden i de langere Natter Folden, og gisder ſaaledes to Stykker paa een Nat. Men hvor Skaferne ikke ere vante dertil, maa man, ved i de kortere Natter at giore Folden mindre, ſoge at opnaae dette Hiemed. Man maa alt⸗ ſaa, i Forhold til Natternes Korthed, enten bruge ferre Foldſtykker eller ſatte dem paa en anden Maade. Et lige Antal Foldſtykker omfatter nemlig en ſtorre Plads, naar det ſœttes i Qvadrat end i Oblonger. 20 Foldſtykker, ſom ere tolv Fod lange, indſlutte 9o0 Qvadratalen, naar de ſckttes i Qyadrat, men der⸗ ——— 214 Animalſk Giodning. derimod, naar 8 ſettes i Lengden og 2 i Bredden, kun 576 Qvadratalen. For at beſtemme Foldens Storrelſe til Natternes Langde, ved at ſette Foldſtykkerne paa forſkiellig Maade, havde den aldre Grev Podewils giort en Tabel, ſom findes i Annalen des Ackerbaues 1 B. S. 466 i hans Efterretning om det Gou⸗ ſowſte Agerbrug, hvilken tydelig viſer, hvor ſtœrk der gisdes efter Foldens Form. Faarene lagges i Fold ved Solens Nedgang og ſlippes ikke loſe fsrend Dug⸗ gen er af Graesſet, da denne ellers, ved den heftige Begigerlighed hvormed de om Morgenen ade, efterat have hungret og torſtet om Natten, let ſkal kunne blive ſkadelig for dem. Forend man ſlipper dem ud, jager man dem om i Folden, at de forinden ſkulle aldeles udtsmmes og ikke bortbere Giodningen. Man anbefa⸗ ler almindeligen, at tilholde Skaferne hertil. §. 41. Foldgiodnin⸗ Foldgiodningen decomponeres meget ſnart og virker derfor hurtigt og ſtarkt. deur⸗ Benyt⸗Den virker ſaare kraftigt paa den forſte Afgrode, men mindre, og derſom man kun har givet den ſvagt, aldeles ikke paa den anden. Kun den ſtarke Giodſt⸗ ning, hvorved 4800 kommer paa en Tonde Land, kan endnu virke paa den tredie Afgrode, iſcr naar man det forſte Aar ikke har taget Sad, men en anden Vext, f. Ex. Raps. Paa denne Maade benyttes nemlig en ſaa ſtarrk Foldgiodſkning ikke allene med ſtorſt Fordeel, men man maatte endog frygte, at Saden vilde gaae i Leie, hvilket desuden let er Tilfgeldet efter Foldgiodningen. Man giver dog i Almindelighed, om man end vil giosde rigelig til en ſaa⸗ dan Afgrode, ikke gierne ſaa ſtaœrk en Foldgiodſkning, men gioder forſt med Stald⸗ giodning og lagger da, efterat denne er nedploiet, en ſvagere Foldgiodning oven paa. Den Sad, der avles efter ſtœrk Foldgiodſkning, har visſe ſlette Egen⸗ ſkaber, der giore den ubehagelig for Bageren, Bryggeren og Brandeviinsbran⸗ deren; hvorom paa et andet Sted meer. Den Ager, man vil give Foldgiodning, omploies i Almindelighed kort til⸗ forn, og derpaa iler man ſaameget muligt, med let at nedploie Giodningen. Denne Regel, der naſten almindeligen iagttages, er dog efter de Forſog, en af mine 9 GGENENN ieg ſe liggend den, o Haln liggende keligen tre ſtyg en rigel tet ved 7 Frugtbau Ercremer tede Aff tet i Na d huor deh Gruve, zemarbeit n. For ſtykkerne bel, ſom det Gou⸗ ns Form. end Dug⸗ ted de om nne blive Aden, at anbefa⸗ g ſterkt. ſom man Giodſt⸗ den tredie den Vert, iodſkning den vilde il en ſaa⸗ ned Stald⸗ ming oben ette Egen⸗ viinsbran⸗ d bott til⸗ ſodningen. ſog, en af mine Animalſk Giodning. mine Venner har giort, bleven mig meget tvivlſom, da han vil have ſporet en ſtorre Virkning af den Foldgisdning, der laengere laae unedplsiet; en Jagtta⸗ gelſe, der fortiener fortſatte Underſogelſer. Sikkert er det, at man ofte med ſtor Fordeel har givet den allerede nedharvede Sad en ſvag Foldgiodning. Af at lœgge Faarene i Fold paa en Ager, hvori Kartoflerne allerede vare lagte, har jeg ſeet ſaare ſtor Virkning. Man betiener ſig ogſaa undertiden med Held af Foldgisdning paa heit⸗ liggende Enge eller kunſtige Fodermarker, iſcer naar de ligge ſaa langt fra Gaar⸗ den, at man ikke kan tilkiore Giodningen. Nogle, ſom have Betankeligheder mod den umiddelbare Foldgiodſkning og Halm nok til Stroelſe, men dog ville giode langt borte eller paa Bakkerne liggende Marker, indrette faſte Folde narr ved disſe Marker, forſyne dem tilſtrak⸗ keligen med Stroelſe og lagge Faarene om Natten, ja endog, naar disſe Pladſe ere ſkyggefulde, i Middagsheden, deri, og fage ſaaledes, med mindre Arbeide, en rigeligere Gisdning,— thi det er meget lettere at transportere Halmen— tœt ved disſe Marker. X ſaadanne faſte Folde kan man give Faarene meer Plads, og Stroelſen ſkaffer dem et ſundere Leie, end den vaade Jord. Giodſkning med dyriſk Affald. §. 42. Da enhver dyriſk Subſtants er en kraftig Giodning, ſaa vilde Jordens Giosſening Frugtbarhed og Produktionen vinde ualmindeligen, naar man, foruden Dyrenes rand Excrementer, ogſaa omhyggeligen gisdede med alle dyriſke Legemer og ellers ubenyt⸗ tede Affald af Slagteqvaget, og naar man iagttog, at intet deraf blev ubenyt⸗ tet i Naturens ſtore Kredslob. Dyrenes Aadſler give en ſcerdeles virkſom Giodning. Derſom man, iſcr Vadſter. hvor de hos Natmandene ere i ſtor Mangde, kaſtede dem i Kuler eller udmurede Grave, ſtroede brandt Kalk paa dem, eller tildekkede dem med Jord, og gien⸗ nemarbeidede denne Masſe, efterat den ved Kalken hurtig havde tabt ſin Stank, ſaa Horn og Klo⸗ ver. Fiſk. —— Giodning med dyriſk Affald. ſaa vilde man derved ſnart faae en Giodning af overordentlig Kraft, og nyt Liv og nye Livsnydelſe vilde udgaae fra Deden. Naar disſe Aadſtler derimod forvittre i Luften, graves dybt i Jorden eller kaſtes i Vandet, ſaa udrives de af hiin Kreds, og Livsmaterien ſpildes. Selv Knoklerne blive more, naar de blandes med uledſket Kalk, lade ſig let knuſe, og yttre, ſaaledes tilberedte, en paafaldende Virkning. Man brander dem endog undertiden til Aſke, hvor de ved Rakkerkulen findes i Mangde, og de ere da en ikke ganſke uvirkſom Giodning, ſom dog kun beſtaaer af phosphor⸗ ſuur Kalk, der ganſke har miſtet den virkſomme dyriſke Liim. §. 43. Ved Havets Kyſter har man ofte Leilighed at bruge Fiſt ſom Giodning, ja ſelv ved ſtore Floders Munding, ſom f. Ex. for nogle Aar ſiden ved Elben, hvor der da fangedes en tallsos Mangde Sild. Men man maa forſt og fremmeſt ſtroe brandt Kalk paa dem, og blande dem med Jord, for at faage den fulde Gavn deraf. En ſaadan Blanding gior, overeensſtemmende med Erfaring, en ſaare ſtor Virkning, ved at ſtroes over Sœden; derimod have de uoploſte Fiſke, naar de ſtroes over Ageren og nedploies, i det forſte Aar en ſkadelig, og i de folgende Aar ikkun en lidet gavnlig Virkning. Dette gixlder ogſaa om ſlet Sildetran, ſom man undertiden har brugt til Gisdning. Man har fundet, at den udecomponeret, ligeſom ethvert andet olieagtigt Vaſen, er ſkadelig for Vegetationen. Men decomponeres den forſt ved Kalk eller Eſt, ſaa er den i Folge mange Forſog en ſaare kraftig Giodning. §. 44. Dyrenes hornagtige Subſtantſer ere et af de kraftigſte Giodningsmidler; den oploſer ſig lettere end Knoklerne og af ſig ſelv. Den beſtaaer for det meſte af dyriſt Liim og oploſer ſig derfor naſten ganſke til Qvalſtof(Azot), Brind (Hydrogen), Kulſtof, Ilt(Orygen), Phosphor og phosphorſur Kalk, der da ſandſynligviis indgage adſkillige ved Mœngden af deres Beſtanddele forſkiellige Foreninger og danne ſaare frugtbare Materier. Man bruger helſt Dreier⸗ eller Kammager⸗Affaldet. Spaaner, der ere fiintraſpede, oploſes hurtigſt og virke der⸗ 7 p derfor ſamme dentlig vende ning. Klover tende i deband har lat Epaane meer el er form thi de fi kunne fo lengeh Fordeel Jods A. Idet fe Aar ud gplsſ, — 12 ENGGNAN iht Lid og forvittre i Kreds, og „lade ſig mn brander Mangde, phosphor⸗ Giodning, ed Elben, fremmeſt den fulde g, en ſaare ,, naar de folgende brugt til ert andet den forſt Giedning. ngsmidler; det meſt ot), Beind Kalk, der forſtiellge eier⸗ eller der⸗ Gisdſkning med dyriſt Affald. 217 derfor ſterkeſt. Men deres Virkning varer da ogſaa kun eet Aar. Dog kunne de i dette Aar let blive for kraftige for Sadafgroden og frembringe altfor geil Vert og Sad, der let gagaer i Leie. Desuden ſkal ſaadan Sad, fordi Straaet groer alt for geilt, ſenere modnes og torres; fremdeles ſkal den ſterkeſt angribes af Meeldug, have mindre meelrige Kigrner, og isvrigt ſamme Egenſkaber, ſom den Sad, der apvles efter Foldgiodning; formo⸗ dentlig fordi begge Dele indeholde ſaa megen Qvalſtof(Azot). Man an⸗ vende dem derfor hellere til andre Vexter, der bedre kunne taale en geil Giodſk⸗ ning. Ere ſtorre Srykker Horn derimellem, eller bruger man ſonderhuggede Klover, ſaa oploſes de langſommere; de virke mindre i det forſte, men vedva⸗ rende i de folgende Aar. Efter Engellandernes Forſkrivt gioder man en Ton⸗ de Land med 1000 til 1200 Pund, og anſeer dette for en ſtœerk Giodſkning. Jeg har ladet bringe 20 Tonder ſaadant Hornaffald, der deels beſtod af finere Spaaner, deels af grovere Stykker, paa en Tonde Land. Efterſom der var meer eller mindre af disſe ſidſte deriblandt, veiede en Tonde 48⸗64 Pund. Det er formodentlig her ſikkrere at beſtemme Mangden efter Volumen end efter Vagt; thi de fine Spaaner veie mindre, end de grovere, men virke hurtigere. Kloverne, ſom Slagterne undertiden giemme, maa hugges ſmaa for at kunne fordeles paa Ageren, hvilket er meget vanſkeligt, naar man ikke i Forveien lʒnge har blodet dem i Vand med nogen Kalk og Aſte. Men man kan med ſtor Fordeel bruge dem til at giode Engene. Man ſtikker nemlig Huller i 1 ¾ til 2 Fods Afſtand, og ſcetter i ethvert en ſaadan Oxeklov, hvori Vandet ſamler ſig. J det forſte Aar ſeer man kun en yppig Grasvaxt rundt om enhver; i det andet Aar udbreder den ſig meer, og i det tredie Aar, naar denne Subſtants er aldeles sploſt, viſer den meeſt levende Vegetation ſig over hele Engen. §. 45. Alt Slagter⸗Affald, der ſamles i Kuler, og beſtaaer af Blod, Haar og Slagter⸗Af⸗ anden Ureenlighed, er ligeledes en ſaare virkſom Giodning, der, blandet med Jord, gioer i ſmaae Partier en hurtig og ſtor Virkning. Det er naſten Odſel⸗ Anden Deel. Ee hed Z Z 2ſ ꝗ——⁵⁰ͤͤͤͤͤ—5 218 Gisdſkning med dyriſt Affald. hed, at paakisre og nedploie den ſom anden Giodning, da man, ved at bruge den ſom Kompoſt, udretter langt meer. W Gzarver⸗Af⸗ Saaledes er ogſaa Garver⸗Affald— jeg mener det egentlige dyriſke Affald, kald. ikke den brugte Bark— et af de kraftigſte Gisdemidler, der ligeledes med Spar⸗ ſommelighed, kun ſom Compoſt, burde bruges til Overgiodſkning. Haar og uld. Dyrenes Haar og Uld ere i Henſeende til deres Beſtanddele lige med den hornagtige Materie, men de oploſes ikke ſaa hurtig, med mindre de blandes med nogen Kalk. Uldne Klude og gamle Hatte ſamler man omhyggeligen i England, og ſclger dem med Fordeel til Giodning. Man kommer dem i Kuler, ſtroer no⸗ gen Kalk imellem dem, lader dem raadne og blander dem med Jord. J Youngs Annaler findar jeg nogle Exempler omtalte, at man med ſaare ſtor Virkning havde indſvobt hver Laggekartoffel i en ulden Klud og ſaaledes lagt den. En bekiendt Tydſker— ſtedſe noget enthuſiaſtiſt Skribent— raadte, at Enhver ſkulde bringe ſin Hat paa Ageren, iſtedetfor til Unytte at bare den for lœnge paa Hovedet, hvorfra han udledte en almindelig Frugtbarhed og Overflod af Narringsmidler i Fremtiden. Viſt er det, at om alt det Opſlidte paa tilberlig Maade benytte⸗ des til Giodning, ſaa vilde derved fremkomme en betydelig Mangde Produkter. Laamethde: Skoe og gammelt Lader oploſes vel ikke let i Luften, men forvandles, be⸗ ſtroet med Kalk, ligeledes til en frugtbar ſlimet Materie. Fidtgrever. Lyſeſtobernes Fidtgrever— derſom de ellers ikke kommer i Sabeſyder⸗ aſken— give ligeledes en ypperlig Giodning, der ogſaa kun bor bruges til Com⸗ poſt og til Overgiodning. Sukkerjord. Endelig horer ogſaa Sukkerſyder⸗Affaldet eller Sukkerjorden, der for ſtor⸗ ſte Delen beſtaaer af Blod, Slimſtof og Kalk, til de heiſt virkſomme Giode⸗ midler, og i Avlsbrug naer ved ſtore Steder, hvor man kunde faae alle disſe Af⸗ fald, har man, i ringe Masſe, ikke fundet noget ſaa virkſomt, ſom dette. Kun de, der boe i Narheden af ſtore Byer og i meget befolkede Egne, have den Fordeel at kunne benytte ſig af alle disſe Giodemidler. Ve⸗ Virki able! ter. fuldko Tid te varige udmag deel ku decomp meddel tragtni 7 1 foroger for at Forſog rede V niſte S den orge Derfor ſyn pac af Jorde ningerne der erm kommer ruge den Tfaldd, d Spar⸗ med den des med England, troer no⸗ Mungs i havde bekiendt de bringe Hovedet, agsmidler benytte⸗ dukter. dles, be⸗ abeſyder⸗ til Com⸗ rfor ſtor⸗ ne Gisde⸗ Vegetabilſte Giodemidler. §. 46. De blot vegetabilſke Giodemidler have langtfra ikke den Kraft eller hurtige Virkning, ſom de animalſke, men vare derimod deſto langere. Thi de ſynes at avle meer varig Muld, der langſommere decomponeres og gaaer over i nye Plan⸗ ter. Forenet med dyriſke Subſtantſer, med Kalk eller Eſk, paaſkyndes dens fuldkomne Decomponering. En blot vegetabilſt Giodſkning, ſom man giver fra Tid til anden, vedligeholder ſaa meget ſikkrere Agerens Kraft, og giengiver den, varigere end den dyriſke Giodning, det den har tabt; derfor ophielpes en meget udmagret Jord meer ved ſaakaldet Hvile, end ved Giodning. Vi have allerede talet om de vegetabilſke Subſtantſer, der med ſtorſt For⸗ deel kunne bruges til Strselſe, og blandede med Dyrenes Excrementer hurtigere decomponeres, men afveerge de dyriſke Subſtantſers altfor pludſelige Forraadnelſe. Men andre vegetabilſke Subſtantſer, der uden hiin Blanding, ſom ofteſt meddeles og indlemmes i den Ager, der har frembragt dem, komme endnu i Be⸗ tragtning. Denne Indlemmelſe ſkeer deels tilfœldig, deels forſcetlig. Alt det Ukrud, der groer paa en Ager og nedploies, inden det ſeetter Froe, foroger uden Tvivl dens Kraft. Thi omendſtkiondt de fleſte Planter beheve Muld, for at kunne voxe og uddannes, ſaa tilegne de ſig dog ogſaa, hvilket mangfoldige Forſog og Erfaringer lœrer, luftformige Stoffer, og rimeligviis det decompone⸗ rede Vands Grundſtoffer, og omdanne ved deres Livsvirkſomhed disſe til orga⸗ niſte Stoffer; derfor kan man ſikkert antage, at enhver voxende Plante foroger den organiſke Materie og Mulden, naar den forraadner paa det Sted, den vorxede. Derfor kan man anſee en kraftfuld Brak, der ofte gronnes— uden at tage Hen⸗ ſyn paa det ovrige Gavn den gior Ageren— for en ſvag Giodſkning eller Forsgelſe af Jordens Kraft. Jo meer Ukrud der kommer frem, jo ſtarkere det mellem Ploi⸗ ningerne har Tid at ſkyde i Veiret, deſto meer Kraft vinder Ageren. Den Ager, der er meeſt opfyldt af Agerkaal, vil, uden Henſyn paa den Fordeel, der frem⸗ kommer af Ukrudets Hdelaæggelſe, have meeſt Gavn af Brakken. Ee 2 Selv Vegetabilſke Giodemidler. Selv Stubbene, der efter de fleſte Frugter blive paa Ageren, giengiver den i det mindſte nogen Muld. Jo ſtarkere Stubbene ere, deſto meer virke de og derfor udſuges Jordsmonnet, ved ellers lige Giodning, kiendelig mindre i Egne, hvor man pleier at lade ſtaae lange Stubbe. Det er da vigtigt, at man ſnart nedploier disſe Stubbe, der kun i Jorden ſynes egentlig at forraadne, men Andre Frugters Stubbe, der have ſtœrrkere Stang⸗ ler og Rodder, giengive tildeels Jorden en ſtorre Masſe end Sedſtubbene. Star⸗ keſt giode de Vœxter ved deres omploiede Stubbe og Rodder, der ikke ved Kiger⸗ nens Modning ere forvandlede til tor Halm, men have endnu beholdt ſlimede Dele. Herfra hidrorer de gronne Vikkers og Kloverens forbedrende Egenſkab, hvilke i Almindelighed desuden fremſtyde nye ſaftfulde Blade, inden de nedploies, og ligeledes naar de hoſtes efterlade meget Affald paa Ageren. Allermeeſt gioder Gronſvoeren, der danner ſig, naar Jorden hviler lange. Tops og Rodders tatte Varv, blandet med dode Ormes og Inſekters dyriſte Ma⸗ terie, ſaavelſom med Levninger af det grœsſende Qvags Giodning, giver Jorden en ſaa betydelig Kraft, at den uden at giodes paa nye er i Stand til at yde flere Afgroder. Denne Virkning har man urigtigen tilegnet Agerens Hvile, der dog kun kan virke negativ. Det Jordsmon, der nedlagges med meeſt Kraft og derfor kan danne den rigeſte Gronſveer, beriges meeſt i Hvileaarene, ikke ved ſin Uvirkſomhed, men netop ved ſin frembringende Kraft. Det urigtige Begreb om Hvile har maaſkee ogſaa bidraget til, eller dog vedligeholdt, den ſœdvanlige Fremgangsmaade, kun at nedlaxgge udmagret Jord til Grees, i det Haab, at den ved Hvile atter ſkulde faae Krafter. Det er viſt nok ogſaa Tilfaeldet, da der dog endnu ſtedſe frembringes noget paa den, men det ſkeer meget langſom⸗ mere og i en langt mindre ſtigende Progresſion, end om den i ſtsrre Kraft var nedlagt. Jo frugtbarere den nedlagte Jord er, deſto flere Blade og Rodder, og deſto flere Orme og Inſekter vil der frembringes, deſto meer Giasdning vil der falde derpaa, og den vil beriges ſaa meget ſtarkere, jo rigere den Kilde af Narings⸗ ſtof er, ſom den indeholder. i Luften meer at forvittre. G ſaae pe ten lig trades og bar ligehol end ik den he gunſtic Frugte Planten indtil: ne, fo Led en fundet, kan for denne„ Landwir grabetr at auſti Begetabilſke Giodemidler. iengiver§. 47. kedeog Men vi give Ageren en hurtigere og rigere vegetabilſt Giodſkning, naar vi Grenne Af⸗ ei Egne, ſaae pasſende Planter derpaa, ſom naage en ſtorre Styrke og Udvikling, og en⸗ dindenenee at man ten ligefrem nedploie dem, naar de blomſtre, eller forſt lader dem afædes og ned⸗ ne, men trades af Qvaeg, og derpaa ſtrax nedploier dem. Denne Methode er aldgammel Stang⸗ og var allerede hos Romerne i ſtorſte Anſeelſe. Den har indtil vore Dage ved⸗ Stat⸗: ligeholdt ſig i Italien, hvor man anſeer en ſaadan gren Giodſkning, om der d Kiar- end ikke fattes dyriſt Gisdning, for ſaare gavnlig til at bringe Ageren til t ſlimede den hoieſte Frugtbarhed. Italiens Klima er viſt nok denne Fremgangsmaade genſtab, gunſtigere end vort, da man forſt, efterat have taget en Afgrode, ſaager ſaadanne edploies, Frugter, der endnu 4 Tid nok til at voxe frem. Man roſer ingen af alle de Planter hertil bruges ſaa meget, ſom den hvide Lupine, der fra Arilds Tid er lornge. indtil nu blot dyrkes til dette Diemed, da forreſten hverken dens Top eller Kicer⸗ riſte Na⸗ ne, formedelſt den bittre Smag, kan bruges til Fode for Menneſtker eller Dyr. er Jorden Ved en forelsbig Underſogelſe, ſom vi ſnart nsiagtigere ſkulle gientage, have vi yde ſſee fundet, at denne Plante indeholder meget Plantelim lignende Stof, hvoraf man ile, der kan forklare den fortrinlig giodende Virkning, der tillegges den. Froet af graft og V denne Plante bliver, overensſtemmende med Simondes Gemaͤlde der toſkaniſchen ved ſin b Landwirthſchaft S. 114, efterat man har berovet det ſin Evne til at ſpire, ned⸗ Begreb b gravet rundt om Oliventraerne, for at giode dem. Bed Forſog, ſom vi agte adbanlile at anſtille, ville vi erfare, om denne Plante har ſaa udmarket Giodekraft, at haab, at V den derfor fortiener at dyrkes hos os. Til dette Hiemed have vi formeret den, edtt, da og den voxer, ſom alle Gartnere vide, meget godt hos 95. Om denne Lupine, lungſon⸗ ſaget efterat Rugen er hoſtet, endnu tilſtrakkeligen udvikler ſig, for at kunne Venſ dar nedplsies gron, kunne vi heller ikke endnu beſtemme. hhe 3 Men vi hae flere Vexter, der ligeledes pasſe til dette Diemed. De ber lde fuld have fslgende Egenſkaber: geringe⸗ a) Den man valger, bor verre pasſende for Jordens Evne, Fugtigheds⸗ grad og Beliggenhed, at den ikke ſkal ſtage ſvag, men voxe hyppig. 6.4 Vegetabilſke Giodemidler. b) Saden maa ikke vare koſtbar, d. e. let at frembringe, eller i ringe Qvantitet vere tilſtraœkkelig til at beſaae en Ager. c) Den ber i ſaa kort Tid ſom mulig komme til fornsden Storrelſe eller Udvikling, at man, naar den ſaaes i Brakken, endda kan fage Tid til de for⸗ nodne Pleininger, eller at den kan dyrkes ſom anden Afgrode i ſamme Aar. d) Den maa holde Jorden ſkior, ſtœrkt giennemtrœnge den med ſine Rod⸗ der og beſkygge den med ſin Top. e) Den bor indeholde megen Slim og et Stof, der ligner den dyriſke Natur. f) Den bor hurtig kunne forraadne. Ingen Plante forener alle disſe Egenſkaber i ſaa hoi Grad ſom Sperge⸗ len og med denne er derfor ogſaa hos os de fleſte heldige Forſog giorte. See An⸗ nalen der niederſaͤchſiſchen Landwirthſchaft 3 Aargang 1 Stykke S. 223. Inden man nedploier denne Spergel, kan man ogſaa kort Tid lade Qvaget grasſe der⸗ paa, hvilket man da, om man vil vente den fulde Virkning, ogſaa bor lade blive derpaa om Natten. Man har ligeledes brugt mange andre Planter dertil og fundet dem, der bare oliegivende Froe, ſcerdeles virkſomme. Dernaſt har man, iſcrr i England, brugt adſkillige af Diadelphiſternes Klasſe, Erter, Vikker, Bonner; men i Almindelighed dog forſt drevet alle Slags Qvag, iſcer Sviin, derpaa til Fed⸗ ning, uden hvilken Benyttelſe Udſaden ogſaa vilde blive for koſtbar. Frremdeles er Boghveden, der gron ligeledes er et meget nerrende Foder, ogſaa bleven brugt hertil. Vandroer har man ogſaa, ſom Frederik den Anden af Preuſen fortaller, fornemmeligen ſaaet til dette Brug, og endeligen anbefaler min hoitagtede Ven Hermbſtaͤdt, ſom beretter adſkillige Forſog hermed, Runkelbeden, der blandet med adſkillige andre Tilſctninger yder en vixkſom Giodning. See hans Archiv der Agrikulturchemie 1 B. S. 79 o. ſ. v. En Methode, der, hvor den har varet bekiendt, ſaa uafbrudt er vedlige⸗ holdt, fortiener aldeles ikke at glemmes, men at forſoges med meer Opmerkſom⸗ hed, .— hed, nedtro Qvag komm kan jc kan fo vernes fage e Giodſt liggend Jord v naar de dyriſke Laugſp har lagt Pf, de, om ügſaa fo des mede betedt T ganſte f Aar. ſine Rod⸗ e dyriſte Sperge⸗ See An⸗ Inden ſceoſe der⸗ bor lade dem, der England, ; men i til Fed⸗ de Foder, fortaller gtede Den er blandet ans Archiy er vedliger wmarkſon⸗ hed, Vegetabilſke Gioedemidler. hed, end hidindtil er ſkedt hos os. Ved forſte Hiekaſt ſynes det en Odſelhed at nedtromle eller lade nedtrede en gron Afgrode, ſom man kunde afhugge og give Qvaget paa Stald. Man mener, og med Ret, at den gronne Giodſkning kunde komme Ageren tilgode, naar man forſt havde benyttet den til Qvoeeget. Men man kan jo ſtedſe ſaae meer, end man ſom ofteſt med en vis beſtemt Qvaxgbeſcetning kan forbruge eller indhsſte med ſine Folk. Og desuden ſynes det, efter Italie⸗ nernes Bemarkning, for nogle Jordarter fordeelagtigere, at de til visſe Tider faae en vegetabilſk, og, ſom man ikke ganſke urigtigen kalder den, afkiolende Giodſkning. Mange have kun anbefalet denne Methode, ſom pasſende for laengere bort⸗ liggende, nye opbrudte eller udmagrede Jorder. Men paa den ganſke udmagrede Jord vil den kun have ringe Virkuing, fordi de Vexter, man ſaaer til Giodſkning, blive altfor usle. Den Ager, der ſkal frembringe Giodning, maa her ſom ſtedſe endnu vare i Giodekraft. Denne Giodſkningsmaade er altſaa mere ſkikket til at vedligeholde end grundlagge Agerens Frugtbarhed, og derfor er den ſandſynlig⸗ viis hidtil ſaa lidet brugt hos os. Forreſten kan man neſten fole, hvad den maa kunne virke, naar man betragter een med Balgfrugter tat begroet Ager og betcenker, at denne gronne Masſe ſkal nedploies. §. 48. Alt vegetabilſt Affald eller ſaa kaldet Snavs kan verre tienligt til Giodning, Vegetabilſt naar det ſammenholdt bringes i Forraadnelſe, og til dette Biemeed blandes med Aſfald. dyriſke Dele eller Kalk. Affald fra Kiokkenet, Ukrud, forraadnet Tra eller Saugſpaaner og brugt Garverbark, bidrager til at foroge Giodningen. Man har lagt Marke til, at alle de Vegetabilier, der, brandte til Aſke, give meget Aſk, ere ſaare giodende; f. Ex. Tobak⸗Stilkene og Halmen af den tyrkiſke Hve⸗ de, om man ellers ikke fordeelagtigere kan benytte den. Kartoffeltoppene ere ogſaa fortrinlig giodende, men maa, naar de hurtig ſkulle oplsſes, ſammentra⸗ des medens de ere gronne, eller ſtrar bringes i Moddingen. Man har ogſaa til⸗ beredt Blandingsgiodning deraf, med Gronſveer og nogen Kalk, og ſporet en ganſke fortrinlig Virkning deraf. Det er ingenlunde ubetydeligt, hvad en Kar⸗ toffel⸗ Dynd. 224 Vegetabilſke Gisdemidler. toffelager giengiver ved dette Gisdemiddel. Bliver den liggende paa Ageren og nedploies, ſaa oploſes den ſikkert ogſaa efterhaanden, og heraf lader ſig tildeels den ringe Udmagring forklare, ſom mange have market ved Kartoffelagrene. Men Oplosningen ſkeer langſomt, og er da til Hinder ved Dyrkningen. Der gives desuden adſkillige andre nyttige Planter, der ſkyde hoie Stang⸗ ler, f. Ex. Solblomſten(Heliantus annuus) og Jordablet(Heliantus tubero- sus), ogforuden deres egentlige Frugt kunne yde en ſtor Mangde Muld, der ved deres Dyrkning ſikkert fortiener at komme i Betragtning. Saavel de ſalte ſom ferſke Soers Urter, blandt hine iſer Fucusarterne, blandt disſe den ſaakaldte almindelig Krandsblad(Chara vulgaris), ſom ſtedſe er overtrukken med en kalkagtig Slim, hore til de virkſomſte Giodemidler, der enten ſgrſkildte eller blandede med dyriſk Giodning, bringes i Forraadnelſe og paakiores. §. 49. Til de vegetabilſte Giodemidler horer ogſaa den Dynd, der deels findes pag lave ſide Steder, deels i Damme under Vand. Thi on den end undertiden, og ſaameget deſto bedre, er blandet med dyriſke Dele, og ſom ofteſt har en ſtark Blanding af oprindelige Jordarter, der rette ſig efter den omliggende Engs Jord⸗ art, ſaa er den forraadnede vegetabilſke Subſtants, om ikke efter Mangden, ſaa dog med Henſyn paa dens gode Egenſkaber, den overveiende. J Virkning lig⸗ ner den derfor meeſt den vegetabilſke Giodning, d. e. den driver og pirrer mindre, men er varigere og rigere paa nœrende Evne, end den dyriſke Giodning. Derfor kalder man den en kiolende, Frugten vedligeholdende Giodning. Vi have i Lœren om Agronomien talet om Muldens forſkiellige Arter og Be⸗ ſkaffenhed, og have iſcr ſkielnet imellem dens ſure og ſyrefri Tilſtand. Det er en ſtor Fordeel, at finde en ſaadan, af Naturen i Aartuſinde op⸗ dynget og bevaret, Skat af frugtbar Materie paa ſin Grund. Hvor ſtor Vanſkeligheden og Omkoſtningen, ved at faae den opgravet og bragt paa ſin Jord, end maatte vere, ſaa vil den dog ſtedſe lonne ſig og give ſtore Renter, naar man blot har den fornodne Capital at anvende. Men man maa tilſtage, at denne er ofte meget betydelig, og ikke altid i de forſte Aar betaler ſig. Ho⸗ 2 ⁸ Dybde Pump on Eo Irbeid ver iſg paa Ae der det da ſynt bore ell lgeren 63 ig tildeels felagrene. je Stang⸗ s tubero- , der ved usarterne, ſtedſe er der enten aakiores. ndertiden, ren ſtark ngs Jord⸗ den, ſaa ning lig⸗ e mindre, Derfor ter og Be⸗ uſinde op⸗ Hvor ſtot t pac ſin re Renter, ilſtase, at he⸗ Vegetabilſke Giodemidler. * 6 Hovedvanſkeligheden ved at opbringe Dyndet er forſt at befrie det fra Vand; thi det ligger ſielden tort nok. Man kan undertiden ved Afledningsgrave fuld⸗ kommen nage dette Biemed; men ſom ofteſt ere de ſiide Steder, hvori det ligger, omgivne af ſaadanne Hoider, at det vilde blive altfor vanſkeligt, i fornoden Dybde at giennemgrave disſe. Her maa man bruge Hſemaſkiner, Snegle eller Pumper, hvorved Arbeidet viſtnok meget forsges. Man opkaſter Dyndet enten om Sommeren eller om Vinteren i Froſtveir. Om Foraar eller Efteraar, naar Arbeiderne ſkulle ſtaae vaade, kan dette neppe ivœrkſœttes. J hede Sommere gi⸗ ver iſer det Dynd, der har ſtaaet under Vand og ikke hurtig kan lagges ganſke tort, en meget uſund Uddunſtning, der let volder ſaavel Arbeiderne, ſom de der boe i Naboelaget, Feber. Derfor kan man under mange Omſtandigheder bedſt foretage Arbeidet om Vinteren, naar man om Efteraaret har afledt Vandet. Dog foroges Arbeidet betydeligt ved det frosne Dynd og Jis, ſom man ligele⸗ des maa ophugge og bortkiore. §. 56. Kun naar Dyndet er ganſke tort, kan det verre raadeligt at kisre det lige Dyndets ud⸗ paa Ageren. Er Dyndet vaadt, bringer man det forſt paa et tort Sted, og la⸗ der det i det mindſte ligge der, endtil dets Fugtighed er ganſke bortdunſtet; thi da ſynker det ſammen og Transporten lettes. Man udkisrer det enten med Hiul⸗ bore eller Heſtekarrer, der kunne ſtyrtes. Disſe ſidſte ere i Almindelighed til een Heſt. Efter Lokaliteten maa man beregne, hvilket der er det fordeelagtigſte. al. Dyndet kun transporteres en kort Vei, ſaa er det i Almindelighed fordeel⸗ agtigſt, at forrette Arbeidet med Menneſker, men i modſat Tilfelde med Heſte. Undertiden, naar Grunden, hvorover man ſkal kiore, er ſaa ſumpet, at man maa lagge Brader paa den, kan man aldeles ikke bruge Heſtekarrer. Man ſtraber, at akkordere om Arbeidet enten efter Kubikfavne eller Kar⸗ reladninger. Om Priſen kan kun i Almindelighed ſiges dette, at Arbeiderne, te Arbeide er moiſommeligere og uſundere end det ſœdvanlige, bor ved dette — 2 4* — —* da det fortiene meer end ellers. Ker behove de virkelig meer Brandeviin. Anden Deel.— F f Er Byndets Blanding. Dyndeks Mangde, Vegetabilſke Giodemidler. Er det Dynd, man opgraver, aldeles oploſt, ſaa lagger man det i ſmaae Bun⸗ ker, at det deſto for kan torres, og ved den ſtorſt mulige Overflade meer ud⸗ ſcttes for Luftens Indvirkning. Men indeholder det mange uoplsſte Plantedele, Moos og andre Vandplanter, ſaa ſœetter man det, efterat det er nogenlunde torret, t ſtore Bunker, at det ſtrar kan gicere, blive heedt, og hine Vegetabilier forraadne, Meget fremmes dette, ved ſtrax at blande Dyndet med nylig braendt Kalk, Eſt og friſt Heſtegiodning. Denne Tilſctning er iſcr nodvendig, naar Dyndet indeholder Syre, og i dette Tilfœelde, om det end er ganſke oploſt. Ofte kan det verre raadeligt, at tove med denne Blanding, indtil det er bragt paa Ageren— forudſat, at Dyn⸗ det ikke ſtrax ſkal ſtrses, men ſcettes i Bunker,— fordi man derved befries for, ko Gange at transportere disſe Materialier. Dette bruger man dog kun ved Dynd, der hurtigen tsrres, ſom man ved Udkiorſel med Karrer aldeles ikke ſatter i Bunker, men lagger lige paa den Ager, hvor det ſkal bruges. Hnſker man hurtig Virkning af ethvert Slags Dynd, ſaa er det ſaare vig⸗ tigt at blande det med dyriſk Giodning, eller med AEſk og afkige Jordarter; thi detved bliver det ſnart oploſeligt og ſom man ſiger levende. Indeholder Dyndet ikke Syte, ſaa er det ei altid nodvendigt, at blande det i Bunken. Det kan ſkee, ved at ſtroe denne Materie oven paa det ſpredte Dynd og flittigen ploie og harve. At blande Mergel, der er riig paa Kalk, brandt Kalk eller dyriſt Giod⸗ ning, med Dynd, har ſtedſe viiſt den oienſynligſte Virkning. Men man behover kun at giode tyndt, omttent halv ſaa tykt ſom ellers, med dyriſk Giodning, thi derſom man giodede ſtarkere, og umiddelbar derefter ſagede Sad, kunde man frygte Leieſed. Paakiorer man derimod Dynd, uden anden Giodning, ſaa ſeer man ofte paa den forſte og anden Afgrode aldeles ingen, og, om Dyndet indehol⸗ der Syre, maaſkee endog en ſkadelig Virkning. Men den gode Virkning udebli⸗ ver ikke; den viſer ſig ſom ofteſt i det tredie Aar', og er da deſto varigere. Det Mangdeforhold, hvori Dyndet paakiores og er paakiort, angives meget forſtielligt: her ſtarkt, et Lœes 16 Kubikfod ſtort paa 36 Qvadratalen, fol⸗ gelig 388 Las paa en Tonde Land, hiſt ſvagt 43 Las; hiſt over en Tomme, her 7 regnet Muld. ket pa 1600 hober mindre kan me beſtaae bor de paa de ſttar ſ nage Bun⸗ meer ud⸗ anttdele, de torrtt forraadne, alk, Fſt yre, ogi fries for, kun ved te ſctter i ſaare vig⸗ arter; thi er Dyndet Det kan ploie og riſt Gisd⸗ in behover ning, thi kunde man , ſaa ſeer tt indehol⸗ ng udehl⸗ Vegetabilſke Giodemidler. her kun 1 til 2 Linier tyk. Herved kommer fooſt Dyndets Beſkaffenhed i Betragt⸗ ning, om det er ſtœrkt blandet med Jord eller for ſtorſte Dalen beſtaaer af virkeligt Dynd. Ofte kan det vare ganſte ſort og dog kun indeholde 3 a 10 Procent Muld, men forreſten Jord. Det kan dog yttre den ſtorſte Virkning paa Ageren, iſar naar den Jord, det indeholder, er modſat Agerens Jordarter, f. Ex. beſtaaer af tilſkyllet Leer og bringes paa Sandjord. Men indeholder Dyndet for ſtorſte Deel blot Kieſeljord, ſaa kan man paa Sandjord ikke vente mindſte Gavn deraf, og det er da kun den egentlige Muld, der kommer i Betragtning. Her maa man altſaa paakisre meget Dynd, om det betydeligen ſkal forbedre Jordsmonnet. Efter chemiſk at have underſogt Dyndet, burde man beſtemme Mangden, der ſkulde paa⸗ kiores, ſaaledes, at paa hver Qvadratalen, der ved ſer Tommers Dybde, altſaa regnet til Cubikalen, veiede omtrent 200 Pund, i det mindſte kom 4 Pund reen Muld: folgelig, naar Dyndet kun indeholdt 10 Procent Muld, 40 Pund, hvil⸗ ket paa en Tonde Land udgiorde 560,000 Pund, eller naar vi anſlage Lasſet til 1600 Pund, omtrent 330 Lœs. Men i det Forhold, hvori Mulden tiltager, be⸗ hsver man mindre Dynd. Hermed ſkal dog ikke paaſtaaes, at Dynd, paakiort i mindre Partie, ſkulde verre uden al Virkning; men en ſtor og varig Virkning kan man ikke vente, naar man ikke beriger Jordsmonnet med 2 Procent Muld. Dyndets Vagt er forſkiellig, og det er ſtedſe lettere, jo meer Muld det beſtaaer af, iſcr naar det indeholder ikke ganſke forraadnede Subſtantſer. Man vor derfor ikke beſtemme Lasſenes Storrelſe efter Volumen, men efter Vagt. Det er ſaare vigtigt, ſnart, eller dog i det forſte Aar efter Paakisrſelen paa det nsiagtigſte at blande Dyndet med Jordsmonnet. Thi derſom det ikke ſtrax fordeles og blandes, ſammenklumpes det, og pulveriſeres og fordeles forſt ef⸗ ter lang Tids Forlob, iſcer om Jordsmonnet er bindende, men gior til den Tid liden eller ingen Virkning. Derfor er det ſikkert urigtigt, ſtrax efter den forſte Ploining, hvorved man har nedbragt Dyndet, ja endog efter den anden, at be⸗ ſagae Marken. Man bor tverimod ved en fuldkommen Brak ſtarkt bearbeide Jorden, og ved ofte gientagen let Ploining og ſtœrk Harvning, ſtrabe at fremvirke den nsiagtigſte Blanding. Dette er iſcer nedvendigt, naar Dyndet indeholder Ff 2 me⸗ Gisbfening med Tsry, — Vegetabilſke Giodemidler. megen Jord; det endnu ei ganſke oploſte moosagtige Dynd kan bedre taale, at komme noget klumpet i Jorden, da det fordeles meer ved ſin fortſatte Oplosning. Mellem to Afgroder at ſaae en hurtig voxende Giodeplante paa en Ager, der var giodet med Dynd, har een af mine Correſpondenter med ſtorſte Held forſogt. §. 51. Til Gisdning betiener man ſig ogſaa ofte med Fordeel af Terv, iſcer af den loſe og det jordagtige Affald. eller, end meer, et harpixagtigt Stof, ligge lange lagviis i Bunke og enten blandes med brandt Kalk eller med lang Gisdning, eller, hvad der ofte ſkal have varet tilſtrœkkeligt, ſettes i Bunke med meget ſkarp Sand. Man maa iagttage, at disſe Bunker ere ikkun nogenlunde, ikke altfor fugtige, hvilket bedſt fremvirkes Det er ogſaa meget fordeelagtigt, at Man bor ofte omſtikke disſe Blandingsmod⸗ Denne Materie, maa, om den indeholder Syre, ved at oversſe dem med Giodningvand. lœgge dem lagviis med Kalkmergel. dinger. Naar Torveſmulden har lagt lange, bliver den uden al Blanding til en gavnlig Giodning, iſer paa ſtarkt leeret Grund. Man har undertiden Torvemoſer ſaaledes liggende tat ved Agerlandet, at man i Henſeende til Omkoſtningerne meget fordeelagtigen kan hertil bruge dem. Til de oprindeligen vegetabilſte Giodemidler horer endelig endnu det bitumi⸗ noſe med Jernvitriol ſvangrede Jordkul, hvilket vel forſt i det Store med ual⸗ mindeligt Held er brugt ſom Giodning i det Grevelige Einſidelſke Herſkab Reipers⸗ dorft i Oppelsdorf ved Zittau. Men da Jernvitriolen formodentlig har den ſtor⸗ ſſte Deel i denne Virkning, ſaa ville vi faae Leilighed til atter at berore dette, naar vi komme til at tale om de ſaltagtige Giodemidler. Forſt da ville vi ogſaa tale om Aſkegiodningen, omendſtisndt den har en vegetabilſt Oprindelſe.— det er holde modſa phyſi egentl ſom a oyer i denne: hvorve get af Jordy og opt graves ſeregn ſremvi ſtabee blive a ſtal pa dre 70 D bde e kaale, at Oſ*. 2 Oplosning. Toer, der eld forſogt. iſcer af den older Syre, ke og enten ke ſtal hay a iagttage, fremvirkes agtigt, at dingsmod⸗ ding til en landet, at bruge dem. et bitumi⸗ e med ual⸗ ab Reipers⸗ ar den ſter⸗ eerore dette, den hat en Mineralſte Giodemidler. * §. 52. Da et herſkende Forhold af et af Jordsmonnets Grundbeſtanddele, og var dorbedring af Jordsmon⸗ det end af Mulden, kan giore dets phyſiſke Egenſkaber, Conſiſtents, Evne til at nets phyſiſt 8 holde paa Fugtighede no. ſ. v. feilfulde, ſaa er det muligt, ved Tilſcetning af en Esenſkaber, ved at bat nas modſat Jordart at formindſke disſe Feil. Dette kan man kalde Jordémonnets f⸗„re opr Jord⸗ 595 phyſiſke Forbedring, i Modſcetning af den chemiſke, hvorunder vi indbefatte den⸗ egentlige Giodſkning eller Paakiorſelen af virkelig vegetabilſt Naœring, ligeſaavel⸗ ſom af de Subſtantſer, der aabne Naringsdelene og giore dem ſtikkede til at gaae arter, over i Planterne. Viſt nok er det muligt, at forbedre Jordsmonnets phyſiſke Egenſkaber, ved at blande det med en modſat Jordart, men ikkun ſielden kan det med Fordeel iverkſcettes.. At forbedre ſtark leerede Jorder ved Sand, eller omvendt ſandet Jord med fedt Leer, kan naſten kun foretages, naar det underliggende Lag beſtaaer af denne modſatte Jordart. Ikkun ſielden kan man naae Maalet ved dyb Ploining, hvorved da maa bruges den Forſigtighed, at man ikke paa eengang opploier for me⸗ get af den dybere liggende raa Jord. Som ofteſt kan man blot opbringe denne Jord ved at reole, eller ved ſaakaldet Kulegravning, hvorved man graver en Kule, og opkaſter ſaa megen Jord, man behover. Skal den forbedrende Jord derimod ophentes fra en fiern Plads, eller op⸗ graves fra en betydelig Dybde, ſaa er dette Foretagende ſaa koſtbart, at kun ſcregne Lokaliteter i oeconomiſk Henſeende kunne retfœrdiggiore det. Thi til at fremvirke en ſaadan Forbedring af Jordens phyſiſke Egenſkaber, eller ligeſom ſkabe et nyt Jordsmon, fordres en ſaa ſtor Masſe Jord, at den ſom ofteſt vilde blive altfor dyry. Man beregne, hvorledes Beſtanddelene af den Jordart, der ſkal paakiores, forholder ſig til Beſtanddelene af det Jordsmon, man vil forbe⸗ dre, og hvor meget man altſaa behover af hiin, for i det mindſte i 8 Tommers D bde at forbedre denne. Herved udfinder man nemlig det Cubikmaal, ſom Mineralſke Giodemidler. man behover til en vis Flade, og derefter, eller ogſaa ved et med Opmarkſom⸗ hed foretaget Forſog med Henſyn paa locale Forhold, kan man da beregne, hvorme⸗ get Gravning, Lasning, Paakiorſel og Strsening vil koſte. Men hertil kommer endnu, at Sand vanſkeligen blander ſig med ſtarkt eller ſkiort Leer, der ikke inde⸗ holder Kalk eller er mergelagtig, fordi disſe Jordarter ikke af ſig ſelv pulveriſeres. Hvad enten man har kiort Sand paa Leeret eller Leer paa Sandjord, ſaa maa Jorden ofte og forſt let, men efterhaanden dybere, plsies, harves, tromles, og Klumperne ſlaaes i Stykker med Koller. Hertil bor den Tidspunkt ſtedſe vol⸗ ges, da Leeret netop er ſaa tort, at dets Klumper kunne adſtkilles og knuſes af Redſkaberne. Dette er ſom ofteſt kun Tilfaldet midt om Sommeren; men een Sommer er ſielden tilſtrakkelig dertil. Ved Blanding med Giodning og brandt Kalk paaſkynder man Smuldringen, ligeſom ved at ſaae Planter, Rodder giennemtrange Leerklumperne, og derpaa nedploies. man ikke en fuldkommen Blanding, der med deres Tilveiebringer ſaa fordgrver man ſnarere paa lang Tid Jordsmonnet, end forbedrer det, thi kun faa Planter taale, at deres Rodder mode ſaa heterogene Jordarter. Naar aldre Skribenter og mundtlige Sagn berette, at Jordforbedringer ere fremvirkede paa denne Maade, ſaa kan vel i de fleſte Tilfœelde antage, at den paakiorte Jord har varet meer eller mindre kalkholdig. Det er ikke lange ſiden, at man i Holſteen, uden at have et Begreb om Mergelen, kaldte Mergling: Jord⸗ eller Leerpaakiorſel. Man kan kun vente en virkelig gisdende Virkning af Leer, der i en Rad af Aar har ſtaaet i Jordvolde, Piſéemure eller Waͤllerwaͤnde, iſcr i Nerheden af Vaaninger eller Stalde, og indſuget frugtbare Stoffer af Atmoſpharen. Saa⸗ dant Leer ſmuldres ogſaa lettere og blander ſig med Jordsmonnet. Man har ogſaa braadt leerede Agre og derved fremvirket varig Forbedring af Jordsmonnets phyſiſte Egenſkaber. Da Leeret nemlig ved Brandingen taber ſin vandholdige og bindende Egenſkab, og derneſſt, naar) det for Reſten vedbli⸗ ver at vorre ſmuldret, i Henſeende til dets phyſiſte Egenſkaber bliver Sandet ligt, ſaa er Jordsmonnet herved ſkiornet. Dog har denne Brending ſandſynlig⸗ viis ogſaa en endnu ei tilfulde forklaret chemiſt Virkning. man E 6K men af ſi tillig pan⸗ den, Grass Nan Virke betyder gibren i ſaa ſ monnet 1 dobbelt. ſetter Derfor paa M. befries paa den Kulſyre Planter ſom den at en K ſedſeyt emeneſſi denne be Mineralſke Gisdemidler. §. 53. Man har formodentlig ofteſt og med ſtorſt Fordeel kisrt Sand paa riig, Paakiorſel af men altfor tor og vaad dyndet Jord. Den paakiorte Sand ſynker efterhaanden Sand. af ſig ſelv og giennemtraenger den dyndede Jord, hvis ſvampede Conſiſtents den tillige ſammenpresfer. Derfor bor man ſtrabe, ſaa meget muligt, at beholde den 7 aulveriſeres. 2, ſaa maa paa Jordens Overflade, og den har varret virkſomſt, naar man ikke nedploiede romles, og den, men ſtroede den oven paa Jorden, medens denne lage til Grees, hvorved ſtedſe val⸗ Gresvexten tillige, ſom ved en kunſtig Giodſkning, forsgedes og forbedredes. g knuſes asa Paa faadanne Jordsmon gier Sandet, efter mangfoldige Erfaringer, langt ſtsrre ; men een Virkning, end den bedſte Giodning, ſom her endog ofte er ſkadelig. 0g brandt—§. 34⸗ med deres Kalken virker, ſom vi allerede have fagt i Lœren om Agronomien, ſikkert Hvorredes veiebringer betydeligen paa Jordsmonnets phyſiſke Egenſkaber. Men ved at paakisre den, Kalkgiodſe ning virker. mlang Tid res Rodder lige Sagn a kan man ller mindre eet Begreb er j en Rad arheden al en. Saa⸗ Forbedring dingen taber eſten vedbli⸗ wer Sandet ſandſynlig⸗ giore vi vel kun blot Fordring til dens chemiſke Virkning, da den ſielden bruges i ſaa ſtor Mœngde, at den derved kunde fremvirke en betydelig Forandring i Jords⸗ monnets Conſiſtents. Det ſynes, at Kalkens chemiſke eller egentlig giodende Virkning er en dobbelt. Tildeels virker den blot decomponerende paa Mulden, ſom den oploſer, ſetter i Bevaxgelſe og i den Tilſtand, hvori den let kan gaae over i Planterne. Derfor er Kalkgiodſtningen ſtedſe virkſommere, efterſom Jordsmonnet er riigt paa Muld, og allermeeſt, jo uoplsſeligere denne Muld efter ſin Natur var. Iſcer befries den ſure Muld derved fra ſin Syre og bliver derved forſt frugtbar. Men paa den anden Side er det hoiſt ſandſynligt, at Kalken ogſaa virker noget ved ſin Kulſyre, og ved ſamme virkelig nœrer Planterne. Planteroddernes, iſcr visſe Planters, Livsvirkſomhed ſynes at beſidde Evne til at unddrage den Kulſyren, ſom den da igien i lige Mangde tilegner ſig fra Luften. Thi det er uimodſigeligt, at en Kalkgisdſkning, ja endog en gientagen Giodſkning af denne Slags, dog ſtedſe yttrer nogen Virkning paa et Jordsmon, der indeholder ſaare liden Muld, omenbſtiondt langtfra ikke i den Erad, ſem naar det endnu harde Muld eller denne ved en afdexlende vegetabilſk og animalſt Giedſkning atter var tilveiebragk. . 32 Crem⸗ — “ — 8—————— 232 Mineralſke Giodemidler. Fremdeles vide vi, at nogle Plantearter iſcr erholde megen Kraft af Kalken, og zer med deres Palerodder giennemtrange og paa en vis Maade oplsſe den raa Kalk⸗ Virk ſteen. Dette er iſceer kiendeligt paa Eſparcetten, ſom ro til 20 Fod dybt tran⸗ giedſ ger med ſin Palerod ind i Kalkſtenen, danner nye Planter af Sidersdderne, der hare paa deres Plads ſkiorne og ſmuldre Kalkſtenen, og hvis Top vegeterer ſaa me⸗ get yppigere, jo dybere den tranger ind i Kalkſtenen, om Kalkklippen end ikkun er dakket af et meget tyndt og ufrugtbart Jordlag. Lela Den brandte ſyrefri Kalk gioder ſtarkere end den ubreendte. J denne Til⸗ V ſtand er den viſt nok meer oploſende og virker ſtœrkere paa den organiſtke Materie. died Men vi maa antage, at dens ſtorre Virkſomhed endnu har en anden Grund. Vüſar Den tiltreekker uden Tvivl, iſcer naar den ſom et Pulver er forenet med Jordsmon⸗ ſaadd net, ſin tabte Kulſyre igien i ſaare kort Tid; men denne Kulſyre, ſom den ny⸗ daur lig har tilegnet ſig, binder ſig formodentlig ikke ſaa faſt, at den jo lettere giver lſl den til Planterne. Folgelig indſuger deu atter deraf, og herved opſtaaer mellem eud G Kalken, Rodderne og Atmoſpharen en vedvarende Vexelvirkning af denne Kul⸗ ſyre. Paa denne Maade kan man forklare, hvorledes endog et meget kalkhol⸗ Aakg digt Jordsmon kiendelig frugtbargisres ved at giodes med braendt Kalk; og hvor⸗„dlbar for man dog ſporer nogen Virkning af en nye Kalkgisdſkning, om der end af en ſteeku foregagende aabenbar er Kalk nok i Jordsmonnet. ſaa for Paa disſe Kalkens forſkiellige Virkninger— hvad enten Forklaringen er vlier rigtig eller ei— maa vi nodvendig tage Henſyn, naar vi ville forklare Kalkens ldeſt forſkiellige Virkninger, ſom Giodning. Den er ſterkeſt og⸗kiendeligſt paa det hn Jordsmon, der indeholder megen ſuur Muld, ſom hidtil ikke kom Vegetationen dee til Nytte. Dernaſt paa Jordsmon, der hidtil var ſterkere eller ſvagere giodet bende med dyriſk Giodning, men endnu aldrig med Kalk eller noget Lignende. J dn dette Tilfalde virker den ofte meer end en nye Gisdſkning, men udmagrer i Ti⸗ 1 h1n dens Langde Jordsmonnet, og gior i det mindſte nodvendigt, at en kraftig Gisdſkning af anden Slags maa om nogle Aar folge. Da ethvert dyriſk Jords⸗ lſa mon, om det end ſynes nok ſaa magert, dog endnuͤ har nogen, ſandſynligviis es vanſkelig oplsſelig, Muld, ſaa vil denne forſte Kalkgiedſtning, endog paa ma⸗ tdd ger ken, og a Kalk⸗ ene, der ſaa me⸗ ind ikkun enne Til⸗ Materie. Grund. dsmon⸗ den ny⸗ ere giver r mellem nne Kul⸗ kalkhol⸗ og hvor⸗ nd af en ringen er Kalkens t paa det „ F/ igrer! Tn⸗ Nineralſke Gisdemidler. ger Grund, ſandſynligviis ſtedſe frembringe en kiendelig Virkning. Den ringeſte Virkning, ſtiondt ſtedſe nogen, yttrer en efter korte Mellemrum gientagen Kalk⸗ giodſkning, og den bliver ſiedſe ſpagere, jo oftere den gientages, uden at man har anvendt en muldholdig Giedſkning derimellem. Kalkgisdſkningen virker ſtœerkere paa nogle Sedarter, end paa andre; efter forſkiellige Jagttagelſer ſvagere paa Vinter⸗ end Vaarſceden, men ſtarkeſt paa Belgfrugter, Klover og kloveragtige Planter. Overhovedet taaler det ſterke Leer bedre end Sandjorden gientagen Kalk⸗ giedſkning, hvorved deels dennes phyſiſke Virkning, ſom en los Jordart, men ogſaa deels dens chemiſke kommer i Betragtning, da Leeret nemlig langt meer haardnakket tilbageholder Mulden. Ogſaa det moosagtige Jordsmon taaler, naar det udgraves, gientagne og ſteerke Kalkgiodſkninger, da det ſtedſe har op⸗ lsſelig Materie nok, hvorpaa den kan virke. Her vil Kalk i lang Tid virke meer end Giodning. Derimod vil en mager Sandjord omſider aldeles fordaerves ved gientagne Kalkgiodſkninger, om disſe end ſynes hver Gang kun at frembringe en ſvag umid⸗ delbar Virkning. Finder Kalken ingen organiſk Materie at virke paa, og maa⸗ ſtee kun lidet Leer, hvormed den ſandſynligviis heller forbinder ſig til Mergel, ſaa forener den ſig med Sandet til Mortel, der vanſkelig oploſes. Derfor op⸗ ploier man paa ſaadan altfor ſtarkt kalket Jord blot Mortelſtykker, der neppe lade ſig knuſe, og gientagne dyriſke Giodſkninger fordres, inden man igien kan vringe et ſaadant Jordsmon til at give fyldeſtgiorende Afgroder. Mange Agre og hele Godſer i Schleſien kunne tiene til Beviſer herpaa; dette har man ogſaa meget kiendeligt ſporet i England, i de Grevſkaber, hvor man har drevet Trevangsbrug med ringe Beſctning, men havt megen Kalk. 87 §. 55. Man anvender i Almindelighed Kalken i nylig brandt, eller i kulſyrefri Kalksisdfe⸗ ——..„. ningens Ma⸗ Tilſtand, deels fordi den da, ſom vi allerede have omtalet, er virkſommere, men nipulation. deels ogſaa, fordi den kun i denne Tilſtand ſmuldrer hen til et fiint Pulver, og lader ſig fuldkommen blande med Jordsmonnet. Derfor iler man, ſaa meget Anden Deel. G g mu⸗ rrae 234 Mineralſke Giosdemidler. muligt, med at bringe den brandte Kalk til at ſmuldre, og da at blande den med Jordsmonnet eller med organiſke Giodemidler. For at blande den med Jordsmonnet, betiener man ſig af to Hovedmetho⸗ der, hvorved viſt nok mange Afvigelſer i Manipulationen finde Sted. Den ene beſtaaer deri: at man, nar ved et Sted, hvor man har tilſtrak⸗ keligt Vand, lagger Kalkſtykkerne i en Bunke. Man oſer da ſaa meget Vand derpaa, ſom behoves til at lodſke den, d. e. til at forvandle den til Pulver, men ikke til en Deig. Kalken maa giennemarbeides, og de ſtore uladſkede Stykker atter kaſtes ſammen og igien overſtankes, at alt kan blive til et ſiint Pulver. Kalken tilegner ſig her igien ſit ved Brandingen tabte Kryſtalliſationsvand, men kun liden Kulſyre og bliver folgelig i ſin adende Tilſtand. Derfor virker den formodentlig ſaaledes ſtarkeſt og meeſt odeleggende paa Jordsmonnets uoploſte, organiſke Materier, paa Inſekter, Plantetravler, ja endog paa meget Ukruds⸗ froe, fom den odelagger, oploſer og forvandler til frugtbar Muld. Den udkio⸗ res da ſtrax med Vogne eller Karrer, og ſtrses med Skuffer fra Vognene paa den ploiede Ager. Da dette Stov falder meget beſveœrlig, ſaa maa man kiore i den Retning, at Vinden kan bortblaeſe det ſaavel fra dem der ſtroe, ſom fra Heſtene. Hvor denne Kalkgiodſkning er meget brugelig, har man ogſaa paa de Karrer, man dertil bruger, anbragt Valtſe, der, ſom paa Saaemaſkinerne, lobe rundt med Hiulet og udſtrse Kalkpulveret. Den anden brugeligere og beqvemmere Maade er: at man i ſmaa Bun⸗ ker, omtrent paa en halv Tonde, og i tilborlig Afſtand, fordeler Kalkſtykkerne paa Ageren, dakker derpaa disſe med Jord, ſom man opgraver rundt om Bun⸗ kerne, og derved ogſaa danner ſmaa Aflobsrender for Vandet. Er Kalken na⸗ ſten henſmuldret, ſaa omſtikker man den tilligemed Jorden, og ere der endnu hele Stykker, ſaa ſetter man atter disſe ſammen og dakker dem paa nyt med Jord. Man er formodentlig forſt ved den Fordom, at Kalken ellers vilde tabe ſine flygtige Partikler, faldet paa denne Tildekning med Jord; men det er dog til virkelig Gayn, ſordi en Skorpe, uden denne Bedakning, vilde danne ſig paa Kal⸗ at dent enhvetn af Jonn ſaa git ſom m. med 99 den, Veir, giodſte Naade at denn man al til R. eden med edmetho⸗ nd, men rker den goploſte, Ukruds⸗ en uͤdkis⸗ epaa den lore i den Heſtene. Karrer, be rundt aa Bun⸗ lſthekerne om Bun⸗ alken na⸗ endnu hele ed Jord. tabe ſine wdog til ſig paa Kal⸗ Mineralſke Gisdemidler. Kalken i Regnveir, hvilken deels vilde hindre Fugtigheden fra at trenge dyobers ind, deels vanſkelig atter ſmuldres, og ſammenklabet blive liggende paa Ager En tredie Maade, hvorpaa man tilbereder Kalken til at ſtroes over Jor e⸗ den, er: at man bringer den i Bunker med Gronſpar eller Gronſvpersjord, naar man kan faae denne tart ved Ageren, f. Ex. ved Reenerne og paa Agrenes Skraa⸗ ninger eller paa moosbegroede lave Steder, der bor opgraves, lader den henſmul⸗ dres, og oploſe Gronſveren. Disſe Bunker omſtikkes da nogle Gange og op⸗ kaſtes paa nyt. Her kan Kalken meget virkſomt forenet med Jord og Muld henſmul üess denne Kompoſt, der ofte tilberedes ſaare let, gior den ypperlig⸗ ſte Virkning. Saaledes blander man den ogſaa med moosagtig Torv og med Dynd, der indeholder en ſtor Mangde af endnu uoploſte vegetabilſke Subſtantſer. Om dens Brug til anden Slags Kompoſt er allerede handlet i§. 32. §. 56. En vaſentlig Betingelſe for den ſtorſt mulige Virkning af Kalken, er, Deu ſtroede at den paa det allernsiagtigſte og inderligſte blandes med Jordsmonnet, ſaa at anneru. enhver af dens fineſte Partikler kommer i Bersrelſe og Vexelvirkning med enhver af Jordens Partikler. Har man ſtroet den paa den ploiede og harvede Ager, ſaa giennemharves den endnu een Gangi tort Veir og nedploies dexefter ſaa let ſom muligt. Dette ſkeer bedſt med Erſtirpatoren, der kun omrsrer den tillige⸗ med Jorden. Nu harves atter og dernaſt ploies lidet dybere. Saaledes ber den, Pleiningen til Sed iberegnet, i det mindſte tre Gange, og ſtedſe i tort Veir, giennemarbeides med Plov og Harv, eller allerede navnte Redſkab. Kakk⸗ giodſkningen fordrer altſaa nodvendig en reen og fuldkommen Brak. Paa denne Maade opnager man da ogſaa fuldkommen den Virkning, der priſes hos Kalken, at den renſer Jorden fra Ukrud. Gaaer man derimod i denne Henſeende ſkiodes⸗ los tilverks, ſaa yttrer Kalken kun ringe Virkning. Af en ſoag Kalkning ſporer man aldeles ingen, og af en ſtark ofte en ſkadelig Virkning, da Kalken bliver til Mortelſtykker. Hvor man har begaaet den ſtore Feil, ved den forſte Ploining, at nedbringe den til Plovfurens fulde Dybde, der har en Kalk⸗ ſkorpe dannet ſig neden under, ſom ſaa meget hindrer Ploven, at Jords⸗ Gg 2 mon⸗ — 236 Mineralſke Giedemidler. monnet derved er blevet ganſte fladt. Dette har nemlig fundet Sted i Egne, daſt hvor Kalken koſter lidet, og man altſaa har odſlet dermed. dts: a§. 57. ofte e Kane ſ Man er meget uenig om, hvor ſtor en Mangde Kalk der bor paakisres. riſt E Mangde. Det ringeſte man med Fordeel har brugt paa en Tonde Land er 18 Tonder; men troet; jeg finder ogſaa, fornemmelig hos Engellgnderne, 100 Tonder paa en Tonde Land, eller ſ iſcer nyeopdyrkede Jorder. Herved kommer i Betragtning 1) Kalkens Egen⸗ algg ſtab, om den nemlig er temmelig reen eller blandet med meget Leer og Sand, og naar kunde man maaler den, om den er faſt eller los; 2) paa Jordsmonnets Art, da det nytted faſte leerede Jordsmon, ſaavelſom det mooragtige men torre— thi paa fugtig bringe Grund gior Kalken aldeles ingen Virkning— der indeholder mange uoploſte Plante⸗ V Giodn. dele, med Fordeel kan taale en meget ſtark Kalkgisdſtning, men det meer ſan⸗ ger da dede kun behover en ringere; 3) maa man gisre Forſkiel paa en Kalkgiodſk⸗ V ſtrakke ning, der kun een Gang foretages, og den, der regelmassſigen ſkal afvexle med dy⸗ riſt Giodſkning. Hiin foretager man kun, for paa eengang at give Ageren en Grundforbedring, ſom man under de allerede naynte Betingelſer kan vente af dermed Kalken; denne vedligeholder den i Frugtbarhed. Hiin Kalkning bor vare ſaare beheven ſtork, denne kun ſvag, og ſtage 1 Forhold til den dyriſke Giedſkning; thi 12 Rb. i det ſidſte Tilfalde pleier man hvert tredie eller ſiette Aar at afverle med Oyriſk⸗ Jorden og Kalkgiodſtning. Men der gives ſikkert ogſaa Egne, hvor man tre, fire ſtage i Gange efter hverandre, hvert tredie Aar har kalket Brakken, inden man een vil ud Gang giodede med dyriſt Giodning, hvorved Ageren da ogſaa er bleven aldeles hate i udmagret. niddel 183 15 4 22 1 5§. 58.— er Ke Modſigelſer Om Kalkgiadſtningens Gavnlighed eller Skadelighed finder man ſaa paa⸗ ninger om Kalk⸗ 4... 4. 3 gis ſeningen⸗faldende Modſigelſer, at man uden en rigtig Theories Veiledning aldeles ikke, men ved dennes Hielp ſaare let, kan finde ud deraf. Kalken, iſarr den nybrandte, kaldet giver, ved at tiltrœkke og atter afſond e Kulſyre, ſikkert nogen virkelig Naring til Steenk, Planterne, men denne er ikke betydelig, og dens fortrinligſte Virkning er, at dn pag den oploſer Mulden og de vegetabilſte Dele til ſund Narringsſtof for Planterne. dobbelt Der⸗ I i Egn⸗, aakigtes. der; men nde Land, ns Egen⸗ „og nagr t, da det ia fugtig Nlante⸗ eer ſan⸗ legiodſt⸗ med dy⸗ geren en vente af ere ſaare ing; thi Dyriſt⸗ re, fire man een n aldeles ſaa paa⸗ ilke, men ybrandte, ring til ger, at Kanterne. Der⸗ Mineralſte Giodemidler. 237 Derfor er dens Virkning ſtor, naar den finder meget af denne Materie. Ukru⸗ dets Odelgeggelſe ved god Behandling er allerede ſaare vigtig. Derfor har man ofte endog af en gientagen Kalkgisdſkning havt rigere Afgroder, end efter en dy⸗ riſk Gisdſkning. Uforſtandige have derfor foretrukket den forſte for den ſidſte, og troet ganſte at kunne undvare denne. Men Jordens Udtommelſe gay da tidligere eller ſildigere et afſkrakkende Exempel, og da advarede man for Faren ved enhver Kalkgisdſtning. Den Forſtandigere, der indſage, at Kalken aldeles ikke kunde gisre den dyriſke Gisdning undverlig, men forsgede dens Virkning, be⸗ nyttede den Frugtbarhed, ſom Kalken meddeelte de forſte Afgroder, til at frem⸗ bringe meer Material til ny Giodning, og erſtattede ſaaledes Ageren ved dyriſt Giodning hvad Kalken havde overfort i den yppige Vegetation. Han bru⸗ ger da ogſaa endnu Kalken med Maadehold der, hvor andre ere aldeles af⸗ ſtrœxkkede. §. 59. Hvorvidt Kalkgiedſkningen er anvendelig, beroer fornemmelig paa de Bemarknin⸗ ger ved Kalk⸗ Man dermed forbundne Omkoſtninger, der efter Lokaliteten ere ſaare forſkiellige. Biodſeningen⸗ behover overhovedet 20 Tdr. Kalk til en Tonde Land, og naar man for 10 til 12 Rbdlr. Solv kan have disſe paa Ageren, ſaa ſvarer det Regning; iſar naar Jorden har megen Giodningskraft, men er ſaa ureen, at Afgroderne derfor ikse ſtage i Forhold til dens Kraft, og man dog vil og bor holde reen Brak. Her vil Udlagget inden kort Tid betale ſig. Det forſtaaer ſig, at man ikke maa vere i Stand til med ringere Omkoſtninger at forſkaffe ſig noget andet Gisdnings⸗ middel, der, f. Ex. Kalkmergel, Sabeſyderaſke, eller god Torveaſke, kom⸗ mer Kalken liig i Virkning. Enhver kan let beregne Kalkgiodſkningens Omkoſt⸗ ninger efter Lokaliteten. n. De ere ringeſt, hvor man har et Kalkbrud i Narheden eller hvor man af ſaa⸗ kaldet Mergelkalk let kan ſtryge Kalktegl, og Brandematerialet, f. Ex. Brande, Steenkul og Torv, er godt Kiob, og man altſaa uden lang Kiorſel let kan braende den paa Stedet. Man maa vel lagge Marke til, at den raa Kalkſteen naſten er dobbelt ſaa tung ſom den brandte, og at man altſaa, derſom man ſtal kiore den langt, Kalkens Virk⸗ ning paa Enge. ubrandtKalk. weget god Virkning. —y— 238 Mineralſke Gisdemidler. langt, let taber ligeſaa meget ved Transporten, ſom man vinder ved ſelv at brande den. Om end den rene Kalk ſtedſe er bedre til Gisdſkning, end den urene, eſaa kan man dog ogſaa bruge denne ſidſte. Indeholder den blot ikke meer end 15 Procent Leerjord, ſaa er den endnu, om den end indeholder meer Sand, due⸗ lig kil at brandes. Forſkiellige Slags Kalkſtene ere blandede med mange me⸗ talliſte Ilte, der ved deres urene Farve giore den ubrugelig til Mortel, men til Giodſkning er den alligevel god. Kun for den Kalk, der indeholder Bitterjord, har Tennant og efter ham flere Engellandere advaret; de paaſtaas, at den kulſy⸗ refri Bitterjord har en heiſt ſkadelig Virkning paa Vegetationen. §. 60. Ogſaa om den brandte Kalks Virkning paa Enge ere Meningerne deelte. Jeg kiender derom intet noiagtigen og forſkielligen modiſiceret Forſog, men ſaa meget ſynes mig af de adſpredte Erfaringer klart, at man maa gaae forſigtigen til⸗ vorks, og at det let kan blive ſkadeligt at paafsre altfor megen adende Kalk. Paa torre Enge ſkal det have giort en meget god Virkning, at udſtrse Kalken ganſke tynd, paa vaade derimod aldeles ingen, og man har iſeer bemarket, at Kloverarterne og Vikkerne derved ere blevne ſtœrkere fremlokkede. Meget kalkholdigt Vand gior fortrinlig Virkning paa Enge ved at opdam⸗ mes derpaa eller ved at overrisle dem, men her vil kulſur og dog fiin pulveriſe⸗ ret Kalk pracipiteres. 8§. 61. Den ubrandte Kalk er ligeledes gavnlig; men deels virker den mindre end den brandte og maa paakiores i ſtorre Mangde, om den ſkal udrette noget; deels er det ſaare vanſteligt at pulveriſere den ſaa flin, ſom behsves. Den bruges der⸗ for naſſten kun tilfalldig eller ſom Affald. Affeiningen paa Kalkſteens⸗Chausſeerne, der ogſaa indeholder andre giodende Dele„bringes teil ſtor Gavn paa de tilgrand⸗ ſende Agre. Af Marmorſtovet fra Steenhuggernes Verkſteder har man ſporet Sekv 2 3 2 8 EEEE K ved Lei hemiſt ſtes og ſtielnet et herſt maa d kun ve Sted p paa Le⸗ trin for Blandi tiller b der han Aundſte udhredte der hav Dannel Slags! der hav afſtratt d ſelb at an urene, meet end and, due⸗ nange me⸗ „ men til zitterjord, den kulſy⸗ he deelte. men ſaa tigen til nde Kalk. de Kalken erket, at t opdem⸗ pulveriſe⸗ mindre end oget; deels bruges der⸗ hausſeetne, d tilgtend⸗ nan ſpotet Sel Mineralſke Giodemidler. Selv den gamle Mortel ſynes med Tiden at oploſes, naar den kommer i Forbindelſe med raadnende Dele. J det mindſte gior den en meget markelig Virk⸗ ning paa Enge, men forſt efter nogle Aars Forlob. §. 62. Mergelen beſtaaer, ſom vi vide, af Leer og kulſuur Kalk i ſaare forſkiel⸗ lige For— men inderligen forenede, om den ſkal fortiene Navn af Mergel. Ved disſe Beſtanddele virker den ſom Gisdning paa en dobbelt Maade: phyſiſt ved eene der paa en vedholdende Maade forbedrer Jordsmonnets Conſiſtents, og chemiſt eller egentlig gisdende ved Kalken, hvilken Virkning efterhaanden formind⸗ ſkes og omſider aldeles forſvinder. Imellem begge disſe Virkninger maa noie ſtielnes. Mergelen yttrer meer den ene eller den anden, efterſom Leer eller Kalk er herſtende. For paa en kiendelig Maade ved Leermergel at opnaae den forſte, maa denne naturligviis paakisres langt tykkere end Kalkmergelen, hvoraf man kun venter den anden. Hiin phyſiſke Forbedring finder ogſaa kun vedvarende Sted paa det Jordsmon, ſom tranger dertil. Brugte man derimod Leermergel paa Leerjord, ſaa vilde denne, efterat Kalkens Virkning ophorte, kun ſkade. Ved begge Beſtanddelenes inderlige Forening har Mergelen det ſtore For⸗ trin for det blot ſeie eller ſtisre Leer, for den kulſure Kalk, endog for en kunſtig landing deraf, at den af ſig ſelv fuldkommen pulveriſeres, og i de fineſte Par⸗ tikler blander ſig med Jordsmonnet. §. 63. Mergelen. Man har fra Arilds Tid kiendt Mergelens Nytte, og hiſt og her, hvor Meninger em der har veret nogen Virkſomhed i Avlsbruget, paakiort den. Mangel paa Kundſkab om dens Natur, var vel Hovedaarſagen, hvorfor den ikke meer udbredte ſig. Begrebet om Mergel forbandt man ſtedſe kun med et Mineral, der havpde en vis i Hine faldende Beſkaffenhed. Da Mergelen har ſaa mangfoldig Dannelſe og Form, ſaa anſage ingen den for Mergel, der havde et, fra den Slags han kiendte, forſkielligt Udſeende. Saaledes lod Frederik den Store— der havde de ſundeſte og rigtigſte Begreber om Agerdyrkningen, men endelig blev afſtrakket derfra ved det ringe Held, hans Anordninger hadde, fordi man mis⸗ forſtod Mergelen. — 240 Mineralſke Giodemidler. forſtod dem— i Aarene ſyttenhundrede og nogle og tredsſindstyve, mange Mergel⸗ gravere komme, der ſkulde giennemreiſe Provindſerne og ſoge efter Mergel, men⸗ modtog fra alle Steder den Indberetning, at der, uagtet den omhyggeligſte Efterſo⸗ gelſe, ingenſteds var Mergel at finde. Ikke deſto mindre har de preusſiſke Provind⸗ ſer Mergel i ſtorſte Overflodighed, og netop af ſaadan Beſkaffenhed, at den ſom ofteſt pasſer til Jordsmonnet. Den Fordom, at her ingen Mergel var at finde, var ſaa indgroet, at man naſten ſpottede mig, da jeg begyndte at tale om Mer⸗ gel. Disſe Mergelgravere, hidkomne fra Biergegne, kiendte formodentlig kun den ſteenagtige Mergel, der blot findes i Biergegne. Paa andre Steder kiendte man kun den hvide Mergelkalk, ſom ſielden findes uden paa lave Steder og i tynde Lag. Leermergelen, der er almindeligſt paa Sletterne, miskiendtes naſſten overalt, og hvor et Tilfaelde, ſom i Preetzer Provſtiet i Holſteen,(ſee Thaers vermiſchte Schriften B. 1. S. 631) havde lagt dens Nytte for Dagen, der troede man, at opgravet Leer frembragte denne Virkning, og tog derfor undertiden Leer, ſom ikke var Mergel, og ſporede altſaa ikke den forventede Virkning deraf. Forſt Chemien kunde give os Forklaring om de Erfaringer, der ſyntes at modſige hver⸗ andre. Dernceſt hindredes Mergelens Udbredelſe af dens Misbrug. Hvor man nemlig havde overbeviiſt ſig om dens ſtore Evne til at giode, beregnede man ofte, at den var lettere Kisb end Giodningen, troede at kunne ganſke undveere denne, indſkrenkede Qvagbeſatningen, og ſolgte Hoe og Halm til Andre, der ikke merglede. Det var altſaa naturligt, at Jordsmonnet. efterat Mergelens che⸗ miſke Virkning var tilende, blev ufrugtbark, og en gientagen Mergling hialp ſaare lidet paa et Jordsmon uden Muld(klumus). Derfra det allerede flere hundrede Aar gamle Ordſprog: Mergel gior riig Fader, men fattig Son; lige⸗ ledes Ordet udmergle, hvilket man, uden at tage Henſyn paa dets Oprindelſe, i Almindelighed bruger til at betegne et udtomt Jordsmon. Men ved et godt Avlsbrug er derimod hiint Ordſprog ſaa urigtigt, at man tvertimod kan ſige: Mergelen foroger progresſiv enhper Slagts Belſtand, da Materialet til Giod⸗ ning netop ved denne frembringes i ſtorre Mangde... 22 K.. 6 4 ! delig 7 Hullerf len hach at ma Men T ning, graveds 1 8 den 90 flere 6 r. e Mergel⸗ gel, men⸗ de Efterſa⸗ Provind⸗ at den ſom rat finde, om Mer⸗ entlig kun er kiendte eder og i es naſten Thaers der troede iden Leer, f. Forſt ſige hver⸗ Hvor man man ofte, ere denne, der ikke gelens che⸗ ling hial erede flere Lonz lige⸗ rindelſe, dd et godt han ſige: l Giod⸗ 8 έ̃ — 14 Mineralſte Giodemidler. 241 §. 64. Om Mergelens Natur, Kiendetegn, Beſkaffenhed og Beliggenhe d have vi ta⸗Om Mergelens D 2 ltſaa blot. Natur, Kien⸗ lek i§. 89. der er altſaa blot tilovers at tale om dens Anvendelſe og om Ma⸗ detegn,? Be⸗ nipulationen. ſkaffenhed oß D Beliggenhev. 8 Pe aakior ſelen e er det betyde eligſte og koſtbarſte Arbeide ved Merglingen 2, aa bor„ ſaa bor man fremfor alt ſtrœbe at finde Mergelen ſaa nar muligt ved den Ager, dar ſa man, 38 † 1 i keli der ſtkal mergles. Antage vi end, at den, fordi den her ligger dybere, er vanſfeli⸗ gere at opkaſte og lasſe, ſaa erſtattes dette dog ſtedſe ved den kortere Kiorſel. a„ 7„ 4 Det er iſœr as et at tage Henſyn herpaa, naar man vil paakiore en ſtor Mangde I, for ved dens Leer at forbedre et altfor tort Jordsmon. Men lykke⸗ ligviis er denne e dee ergeh, naar den findes paa et Sted, naſſten almindeligen ud⸗ bredt og ligger kun narmere ved eller la gere fra Jordens Overflade. Derimod lelrer den kalkagtige og ſtenede Mergel 13 ofte kun paa enkelte Steder og maa ofte Ejj 68 at † 3 4 3 ofte kieres langt, hvilket ogſaa let kan ſkee, fordi man kun behover ſaa lidet Er Afſtanden ikke ſaare forſtiellig, ſaa bor man valge det Sted til Mer⸗ gelgrube, hvor Mergelen ligger hoieſt og Gruben er mindſt udſat for Vand⸗ lob. Jalle flade Egne ligger Mergelen nerrmeſt Overfladen paa Hoienes Toppe, iſcer naar disſe udmarke ſig ved et morkebrunt Leer paa Overfladen, der ved maa⸗ delig Fugtighed ſmuldrer. Inden man anlgegger en Mergelgrube, maa man ved Jordbor eller ved Huller, ſom man graver ved Siden af hverandre, overbeviſe ſig om, at Merge⸗ len har den Beſkaffenhed, man onſker og findes i betydelige Lag. Det er ſieldent, at man, iſer i de sverſte Lag, ſinder den uafbrudt af Sandaarer eller Sandlag. Men disſe bor ikke afſkrakke, og det ubrugelige kan, ved Mergelgrubens Bearbeid⸗ ning, let bringes til Side, ja endog med Rytte bruges til at udfylde de dybt ud⸗ graved 2de Steder. Dernaſt underſsger man den fundne Mergels Beſtanddele. Den er ſiel⸗ den ganſke eens, men afverler fra Sted til Sted. Man bor derfor underſoge flere Stykker, og, da den ved Udkisrſelen temmelig blandes, overhovedet beſtemme Anden Deel. H h dens AAe — Mineralſke Giodemidler. dens Beſtanddele. Jo meer ſandet det Jordsmon er, hvorpaa Mergelen ſkal mali bringes, deſto gaynligere er det mergelagtige Leer, der indeholder faa Kalkdele, 4 4 og det er allerede brugbart, om det kun har 12 til 15 Procent Kalk, men da Lanl bor man, for at opnaae Kalkens Virkning, paakiore det i ſaa meget ſtorre ud 4 Mangde. Kun naar Mergelen indeholder meget Sand, bor man forkaſte den, haye 3 til et ſaadant Jordsmon. Paa ſtarkt eller ſkiort Leer vil derimod hiin Mergel gtenf vœre upasſende, og man maa ſtrebe at finde en ſaadan, der i det ringeſte Bagg har 40 eller, end bedre, flere Procent Kalk. Her ſkader den ſandede Mergel 1 ikke, der ofte indeholder megen Kalk; tvertimod er den ſaare gavnlig. For det underſs ſtarke Leer er iſcer Steenmergelen fra Biergegne ſcerdeles pasſende; thi den 8 pleier kun at indeholde lidet Leerjord, men deſto meer Kalk og füin Kieſeljord. taiti Kun henſmuldrer den langſomt. nan b §. 63. mergekgru. Efterat man har overtydet ſig om at baade Stedet og Mergelen er pas⸗ den dadeet ſende, anlegger man Mergelgruben ved at afrenſe Overfladen. Denne Afrens⸗ Forhoi ning fortſœttes, indtil man naaer der egentlige Mergellag af pasſende Beſtand⸗ at hins dele. Ofte kan man bruge det man udgraver, til at opfylde Moſehuller i Mer⸗ den 2 gelheiens Naboelaug. Forreſten lagger man den udgravede Jord i tilborlig Aſ⸗ fra des ſtand fra Grubens nederſte Kant, at den ikke ſkal trykke paa dens Vag, men dog ſamlen ei lœngere borte, end at man ſiden med Nytte kan bruge den til at udfylde de Grrber dybt udgravede Steder. Ligeſom man ved dette Foretagende, ſaavidt muligt, bor berin ſtrobe at ſlutte Akkord om alt Arbeidet, ſaaledes bor dette ogſaa ſkee ved Af⸗ los elh rensningen, ſom man betaler efter Lagenes Qvadratfavne eller andet i den Egn have ſf bekiendt Maal. Derſom man ei til et ſorregent Diemeed vil bruge den afren⸗ ſede Jord paa et ſiernere Sted, ſaa bortfarer man den ikke med Heſte, men ſnart kun med Hiulbere; undertiden kaſter man den ogſaa blot paa Kanten. Man Arbeils akkorderer killige om denne Bortſkaffelſe. Undertiden kan man med Fordeel be⸗ ket les riene ſig af Molbrette, de ſenere ſkal beſkrives. Antal² Unde den er der raadeligere, at bortfore Afrensningen af den hele Flade lengeis egi hele den Brede, ſom man agte at g ve Gruben; men undertiden, naar man kben. nem⸗ geken ſtal Kalkdele, , men da eget ſterre kaſte den, in Mergel t ringeſte de Mergel For det thi den eieſeljord. n er pas⸗ ne Aſtens⸗ Beſtand⸗ ler i Mer⸗ borlig Aſ⸗ „men dog diylde de nuligt, bor hee vod Af⸗ j den Egn den aften⸗ Heſte, meu ken. Nan zondell he⸗ Mineralſke Gisdemidler. 243 nemlig ikke vil gaae ſaare dybt, er det bedſt, at begynde med et ſmallere Stykke, og dernceſt bruge den svrige Afrensning til at udfylde det udgravede Stykke. Saaledes kan man fraet lavt Sted paa en Mergelhei, ſtedſe arbeide ſig lœngere ind til dens Spidſe. Vil man derimod trange dybt ned, hvortil man ofte kan have Foie, da Mergelen ſtedſe bliver meer eensartet og kalkrig, ſaa bor Mergel⸗ gruben ſtrax anlcegges ſaa ſtor, at man kan have Plads nok, og ſikkre ſig mos Vaggenes Indſtyrtning. En maadelig Mergelgrube bor vore 72 Alen bred og 96 Alen lang; men undertiden gior man den dobbelt ſaa ſtor. Dernaſt bor Mergelgruben have en ſerrſkildt Ind⸗ og Udkisrſel, at Kiore⸗ toiet ikke ſtkal behsve at vende deri. De bor begge have en jevn Skraaning, at man beqvemt kan kisre ind og ud af Gruben. 1 §. 66. BVed at udkisre Mergelen bor man ſtrabe at tilveiebringe et ſaa rigtigk Mergetens Forhold imellem Arbeiderne, der hakke Mergelen los og lasſe den, og Kigsrekoiet, at hine aldrig behove at vente paa dette. Dette Forhold er forſkielligt efter den Afſtand, hvori Mergelen ſkal kisres, ligeſaavelſom efter Dybden, hvor⸗ fra den opkisres, efter dens Faſthed, efter Veirliget og ofte efter det Vand, der ſamler ſig i Gruben. Indretningen bor vere ſaadan, at et Kioretsi ſtedſe er i Gruben til Lasſning, uden dog at behove at vente paa fuldt Les. Laesſerne bor i det hoieſte kun ſtaae ſaalgnge ledige, ſom behsves til at hakke Mergelen los eller opkaſte den fra en ſtorre Dybde. Gaaer Arbeidet hurtigt, ſaa bor man have ſcerſkildte Folk til at hakke los og til at lasſe. Ved ſtorre Afſtand kan ethvert Kioretsi naturligviis ikke komme ſaa ſnart igien, ſom naar der afleesſes i Narheden. Forholdet imellem Kioretsi og Arbeidere bor altſaa overeensſtemmende hermed, forsges eller formindſtes, hvil⸗ ket let kan beſtemmes, naar man iagttager Lokaliteten. Kan man ved et lige Antal af Haandarbeidere en Dag ſeette flere Vogne i Gang, ſaa kiorer man lœngere bort; er Tilfaldet det modſatte, ſaa bliver man nœrmere ved Mergelgru⸗ ben. Og ſaaledes omvendt, naar man har flere eller forre Arbeidsfolk. H b 2§. 67. Udkiorſel. Mineralſte Giodemidter: F. 67. Omkoſtninger Naar man akkorderer om Arbeidet, pleier man ofte at indb⸗ fatte, ofte ved Arbeidet., 2, ikke, at indbefatte Bortkiorſelen deri, hvortil man dog leverer Heſte og Toun Det forſte er Tilfeldet, naar man har anſkaffet ſarſtildte Heſte og Kartat a til Mergel⸗ eller Dyndkiorſel, hvortil man da pleier at valge Heſte, der ikke ere meget gode. Er den ſtorſte Afſtand ikke over 800 til 1000 Alen, ſaa giver man i Holſteen, 1 ¾ Sk. for et Las, der indeholder omtrent 18 Kul bikfod. Men har man ſarſkildte Karle eller Kudſke til Heſtene, ſaa giver man omtrent 2 Sk. for at lasſe en Karre. Her giver jeg lidet meer end een Skilling. Men det forſtaaer ſig, at der da ikke maa verre ſardeles Vanſkeligheder ved at loshugge og lœsſe Mergelen, og at den heller ikke, inden den lœsſes, maa opkaſtes af Dy⸗ bet. Saaledes indretter man det, naar man, fri for andre Forretninger, vil bruge Avlingsheſtene til Mergelkiorſel, uden dog at ville betroe dem til Dagar⸗ beiderne, da man desuden har ſerſkildte Kudſke til dem. Det beroer ganſke paa lokale Forhold, om man bor foretrekke, at holde fœrſtildte Heſte hertil eller i ledige Perioder beſkigftige Avlingsheſtene dermed. Vil man udrette noget viſt beſtemt, ſaa er det forſte naſſten uomgangelig nod⸗ vendigt. Thi ellers retter Arbeidets Fremgang ſig blot efter den Tid, ſom He⸗ ſte og Arbeidere have tilovers. Holder man ſarſkildte Mergelheſte, ſaa maa man ogſaa have ſerſkildte Arbeidere Ogſaa Kioretsiet retter ſig i de fleſte Tilfalde efter Heſtene. Til nogle Mergelheſte ere eenſpœndige Karrer uden Tviyl de bedſte, og naar man ſtedſe bru⸗ ger Heſtene til dette Arbeide, veennnes de let ſaaledes, at til to eller tre Karrer kun behsves een Kudſt. Karrerne omſtyrtes da af de ſamme Folk, der ſtroe. * 4 * Bruger man derimod Aylings heſtene, ſaa fortiener en Vogn til to Heſte Fortri⸗ net. Jeg raader ikke til at bruge e Fireheſtevogne, med mindre Veien er meget lang og ſlet. Er Veien kort, ſaa trakke to Heſte naſſten ligeſaa meget, ſom fire. De ſtorſte Lœs, jeg har kiort paa disſe, have holdt 25 Kubikfod; paa hine ader jeg derimod i Almindelighed kiore 19 til 19 Kubikfod. Naar Kubik⸗ ſoden har ſin naturlige pagikah hed, veier d.n omtrent 100 Pund. 2 Man ti dette 8 Underſs Nantff kalkholt Kanm ſaa bot vil opitt ſtor Fes het opis Nan ig dergrats ſammer . ned obf da vedg ſaa ſta man den 5 Nogle 1 af 24½ 4 Karrer til t ikke ere ſaa giver od. Men ent 2 Sk. Men det loshugge es af Oy⸗ ger, vil il Dagar⸗ Hat holde e dermed. gelig nod⸗ „ſom he⸗ ſaa mag Til nogle ſtedſe bru⸗ tre Karrer der ſtroe. iſte Tortri⸗ n er meget neget, ſom ikfod; paa aar Kubik⸗ Mineralſke Giodemidler. 245 §. 68. Mergelen, iſer den leerede, er ſom ofteſt forſkie llig i een og ſamme Grube. Mergekens Man traffer Lag, hvori Mergelen indeholder meer, andre, hvori den indeholder de ir ide tydelig mindre Kalk. Er man ikke ſaa svet, at man ter te ſikkert kan ſkielne u une Gru⸗ dette ved den blotte Beſkuelſe, ſaa bor man ofte foretage en overfladelig Underſogelſe. Jo dybere man kommer, deſto meer eens pleier den at vare. Man traffer ofte et Sandlag eller Sandaarer deri. Dette Sand er ofte meget kalkholdigt og da fortraffeligt paa Leer, til at blande mellem Dynd eller Torv. Kan man derimod ikke bruge Sandet eller det altfor ſandede kalkholdige Leer, ſaa bor man dog ſeaffe det bort, og kaſte det i den dybe Grav, hvoraf man ikke vil opgrave meer. —§. 69. Om man ſkial udgrave Mergelen meer eller mindre dybt, beroer paa Mer⸗Grubens Be⸗ . arbeidning. gellagets Omfang og Mergelen ſelv, der pleier at blive mere kalkholdig, jo dybere man graver. Men Arbeidet bliver moiſommeligere og koſtbarere, og uden ſtor Forſigtighed farligere. Mergelen maa da, inden den kan laesſes, fra D bet opkaſtes paa forſkiellige Afſetninger, og derved fordobbles Ounkoſiningerue. Man maa noiagtigen vaage over at Arbeiderne holde Vaggene lige og ikke un⸗ dergrave dem, da ellers en Ulykke let kunde indtraffe, om en Vaeg ſtyrtede ſammen. Graver man meget dybt, ſaa plages man ofte af Vand, der deels lober ned oven fra, deels tranger igiennem Sandaarerne ind i Gruben. Det maa da ved en Snegl eller Pompe ſkaffes bort. Men undertiden ſtrommer Vandet ſaa ſterkt til fra en Kilde, at man, derſom Grubens Bund ikke ligger ſaa ho, at man ved en Stolle kan befrie ſig derfra, nodes til at forlade den. Man pleier derfor ſielden at grave dybere end 0 til 12 Fod. Dog have Nogle fundet det Umagen vard, at grave deres meget gode Mergel i en Dybde af 2 4 Fod. 5. 70, Mangde. 246 Mi eralſke Giodemidler. §. 70. Mergelen paakiores i meget forſkiellig Mangde. ter Mergelen, Jordsmonnets Beſkaffenhed og det Hiemeed, ſom man dermed vil Denne maa rette ſig ef⸗ opnaae. Jo kalkholdigere Mergelen er, deſto mindre behsver man, da man ved denne Mergel kun tager Henſyn paa Kalkdelenes giodende Kraft. Man regner derfor, at 40 til 50 Las à 18 Kubikfod er en tilſtrœkkelig Mergling for en Tende Land. Men ſaadan Mergel indeholder da 60 og flere Procent Kalk og bruges paa ſkior eller ſtœrk leeret Jord. Jo mere Leeret er Mergelens herſkende Beſtanddeel, i deſto ſtorre Mangde maa den paakisres, iſcer paa ſandet Jord, ſom da foruden Kalkens chemiſk frugt⸗ bargiorende Virkning faaer en phyſiſk og vedvarende Forbedring. Beſtaaer Mer⸗ gelen af ſkiort kalkholdigt Leer, ſaa paakisres den en Tomme tyk over hele Ageren, hvortil paa en Tonde Land behoves 240 Laes af ovennavnte Storrelſe. J de fleſte Egne, hvor man forſt begyndte at mergle, paakiorte man ſaa meget og maaſkee endnu meer af denne Mergel, hvorved man viſt nok ſtiftede varig Gavn og gav Jorden en Grundforbedring. Jeg har imidlertid lagt Marke til, at man, ved at blive mere bekiendt med dette Foretagende, og ved at drive det i det Sto⸗ re, er blevet ſparſommeligere og ofte nsies med 100, ja endog med 80 ſaadanne Lœs. Alligevel har man af denne ſpagere Mergling havt den snſkede Virkning, kun ingen ſaa varig, blot for 10 til 12 Aar. Men man har fundet, at en efter 12 til 16 Aar gientagen Mergling da var fordeelagtigere, end naar den forſte hapde veret ſaa ſterk. Derfor mergler man hellere i Begyndelſen et ſtorre Areal ſvagere, oeg, naar Mergelen indeholder 25 Procent Kalk, er 120 Las, hvorved Ageren dekkes ³ Tomme tyk, det man i Almindelighed paakisrer. Indeholder Mergelen meget mindre Kalk,— i hvilket Tilfalde den kun pasſer paa Sand,— ſaa man man, om man vil vente en tilfredsſtillende Virkning, i Forhold hertil jaa sre ykkere. §. 71. 3 de mdt Gang* lig, 8 eg den Jordsuns den dißß Nuld. 9 fyldt n ite fons phyſiſts 8 tager ut pig, eis ber Men⸗ gior en e haand os indeholl Nergel s 8 kens Reg 4 Kalkin 4¼ ligeſaa it mergel fl des, vaſt ſem den⸗ tte ſig ef⸗ dermed vil man ded Nan regner en Tonde og bruges Mangde niſk frugt⸗ aaer Ner⸗ le Ageren, ſe. J de a meget og g Gayn og „at man, i det Sto⸗ ſaadanne Virkning, at en efter rden forſte ſorre Areal 8, hvorved Indeholder a Sand,— rhold hertil Mineralſke Giodemidler. §. 71. Den paakiorte Mergels Mangde og Jordsmonnets Forſkiellighed forklarer Merglingens de modſigende Erfaringer, i Henſeende til Merglingens Gientagelſe. Een Gang har man nemlig aldeles ikke ſporet nogen Virkning, eller endog en ſkade⸗ lig, af den anden og tredie Mergling. En anden Gang har den anden, ja end⸗ og den tredie Mergling virket meer end den forſte. J det forſte Tilfaœlde havde Jordsmonnet endnu nok af alt det Mergelen kan give; men man harde forſomt den dyriſke Giodſkning, og ingen ſadvanlig Mergel kunde erſtatte den udtomte Muld. 1 Var Mergelen leeret, ſaa blev derved et allerede leeret Jordsmon alt for op⸗ fyldt med Leer, og derved markelig fordervet. J det andet Tilfaelde havde man ikke forſomt at give Ageren dyriſt Giodning, og Mergelen var i Henſeende til ſin phyſiſte Virkning meer pasſende til Jordsmonnet, hvis Conſiſtents forbedredes. Hvor man mergler efter en vis Orden, men ogſaa gioder tilſtrakkeligen, an⸗ tager man, at naar een eller anden Slags Ukrud tager Overhaand og voxer yp⸗ pig, er dette et Tegn, at Ageren meer behover Mergel end Gisdning. Da dra⸗ ber Mergelen, i Forening med fuldkommen Brakning, ikke blot Ukrudet, men gior endog Ageren frugtbarere end dyriſt Giodning. Naar Ukrudet tager Over⸗ haand og voxer frodigt, er dette Beviis paa, at Jorden endnn i tilſtrakkelig Mœngde indeholder vegetabilſt Nœringsſtof, men er meer pasſende for Ukrud, end Sed. Mergelens chemiſke Virkning forandrer ſandſynligviis Muldens Natur. Hvor gientagen Mergling er i Brug, formindſkes i Almindelighed Merge⸗ lens Mangde Af Leermergel kiorer man der 50 til 60 Laes paa en Tonde Land, af Kalkmergel paa ſkisrt Leer ofte ikkun 20 Las. §. 72. Om Varigheden af Mergelen er og maa man efter Omſtandighederne vore Dens Vkek⸗ 3: e g nings Varig⸗ nigeſaa uenig Et ſandet Jordsmon forbedres ved en tilſtrekkelig Meengde Leer⸗„,d. s mergel for beſtandig i ſine phyſiſte Egenſkaber, og giver, naar det i rette Tid gio⸗ des, uafbrudt bedre Afgroder. Mergelens chemiſte Virkning ſporer man, efter⸗ ſom den er tykkere eller tyndere paakiort, i 10 til 2o Aar. ₰ Almindelighed anka⸗ kiorſels⸗ Perlode, —— 248 Mineralſke Gisdemidler. antager man, at Kalkmergelen virker 12 Aar paa ſterkt Leer. J dette Forha ld erſtatter man i nog le Egne For pa gte re n Merg glingsomkoſtningerne, naar han fr treeder, uden at have havt fuld Gayn deraf. Har han f. Ex. benyttet den i 5 Aar, ſaa fager han 7½, i 9 Aar 12 deraf udbetalt. Mergelens Virkning tiltager i Almindelighed indtil det tredie Aar, holder ſig paa ſamme Punkt i tre Aar,— tilſtrakkelig dyriſk Gisdſkning forudſat,— og aftager ſiden. Dog gior det Forſkiel, om Mergelen henſmuldrer langſommere eller hurtigere. Den yttrer kun ſin fulde Virkning, efterat den paa det fuldſtœndigſte har forenet ſig med Jordsmonnet. Derfor beroer ſaa meget paa Behandlings⸗ maaden, efterat den er paakiort. §. 73. Holder man ſarſkildte Heſte til Mergelkiorſelen— ſaaledes ſom Brug er, hvor denne foretages i det Store,— ſaa fortſcetter man Arbeidet uafbrudt hele Aaret igiennem, naar blot ikke Veirliget eller dyb Froſt i Jorden hindrer det. Bru⸗ ger man derimod ikkun de ſadvanlige Trakdyr,— ofte endog Trœkſtudene— ſaa har man kun ſilde om Efteraaret, om Vinteren og imellem Saaetidog Hoſt, Lei⸗ lighed dertil. Den Mergel, der udkiores for Vinter eller medens Vinteren varer, virker hurtigſt; thi den in dee Froſten bedſt. — altfor dybt i Jorden, inden der fal Tranger Froſten ikke der Snee, ſaa lonner det Umagen, at bort⸗ kaſte denne, hvor man vil grave, gienentry den frosne Jord og paakiore Mor⸗ gelen med Slader. Men Arbeidet bliver dog ofte altfor vanſkeligt. Den Mer⸗ gel, der ſenere paakiores, Kanidrer ſielden ſaa fuldkommen, at den, om man end ploier gientagne Gange, tilſtr * ekkeligen kan blande ſig med Jordsmonnet, og har 1 da ingen betydelig Virkning paa den forſte Vinterſad Enge xndennes Regel, at Mergelen maa hade to Sommeres Sol og en heel Vinters Froſt, inden man nedploier den, folges ſielden. Bragte man Mergelen, ſom i Alm mindelighed ſteer og foreſkrives, paa den ploiede Brakmark, ſaa maatte man efter denne Regel, holde ko Aar udy ket Brak. Men Engellanderne lagge den ogſaa paa den om⸗ 5 plsiede Grasmark, bu8 vorved Grees og Klover ſkal frembryde ſtaerk, give en riig Srcesgang, og Mergelen efter Omploining da let blandes med Jordsmonnet. A1. Naar e Forßold t han fra⸗ yttet den i ar, holder ſat,— og nmere eller dſtandigſte handlings⸗ Brug et, brudt hele det. Bru⸗ 3 Vinteren Froſten ikke , at bort⸗ aliste Rer⸗ Den Mer⸗ om man end gibe en tiig Jordsmonnet Naat Mineralſke Gisdemidler. 249 Naar imidlertid den Mergel man for og om Vinteren har paakiort, ligger indtil midt i Sommeren, ſaa er den i Almindelighed ſaa ſmuldret, at man ved flittigen at ploie, harve og tromle, fuldkommen kan blande den med Jordsmonnet. Men paakisres Mergelen om Foraaret, ſaa ſmuldrer den ſielden ſaa tilſtraœkkeligen, at den jo ved at nedploies, for det forſte vilde komme til at ligge i Stumper og Stykker i Jorden. Hiin har derfor giort hurtigere, denne langſommere, og i de forſte Aar end ikke nogen kiendelig Virkning. Nogle, der ſaa ſnart ſom muligt ville hsſte Fordeel af Merglingen, ſaae ſtrar Vaarſed, Byg, Havre eller Boghvede, men ſom ofteſt med ſlet Udfald. En reen, flittigen bearbeidet Brak er uomgangelig nodvendig, naar den ſkal giore hurtig Virkning. §. 74. Det forſtaaer ſig, at Stroeningen maa ſkee med ſaa megen Omhue, at etrsening og Nedpleis ning. Mergelen overalt fordeles jeynt. Derpaa harves den dygtig i tort Veirligt; tromles derefter om der er Klumper, og harves atter, efterat den er giennemblodt af Regn og igien bleven tor. Derefter nedploies den ſaa let ſom muligt og Jorden faaer endnu i Almindelighed tre Ploininger, hvorefter ſtedſe harves. Naturen vil da fremvirke Mergelens nsiagtigere Forbindelſe med Jordsmonnet, hvilket den derimod ikke kan, derſom den kommer klumpet i Jorden, og kun den paafolgende Dyrkning kan fuldende Blandingen. Den Deel, der ikke ſom et fiint Pulver har blandet ſig med Jordsmonnet, er ſaalcenge ikke blot uvirkſom, men endog poſitiv ſkadelig for Vegetationen. §. 75- Man beregner Merglingsomkoſtningerne ſaare forſkielligen, og dette maadmkoſtnin⸗ ger ved Merg⸗ naturligviis ogſaa vere Tilfaldet. Det med Opkaſtningen og Paalaeſsningen, forbundne Arbeide retter ſig fornemmelig efter den Dybde, hvorfra Mergelen opgraves. Dog kommer ogſaa herved dens Seihed i Betragtning, ſaavelſom det Vand, der tranger ned i Gruben. Naar Mergelen paalasſes ſtrax, efterat den er hakket los, ſaa giver man i Almindelighed mellem 2 og 3 Skilling for et Lcœs paa 18 Kubikfod. ₰ Holſteen giver man 1½ ESkilling derfor, og Arbei⸗ Anden Deel, 31 der⸗ lingen. Mineralſke Giodemidler. derne, ſom man leverer Heſte og Kisretsoi, men ingen Redſkaber, maa da til⸗— lige udkisre og aflesſe den; dog under den Forudſeetning, at Afſtanden ikke er zen, ⁵ ſtorre end at 25 Les daglig kunne udkiores. derpa⸗ Udkiorſelen retter ſig aldeles efter Afſtanden. Til Leerjord henter man ofte en Miil og langere borte kalkholdig Mergel, ſaa at en Vogn kun kan kioere to, undertiden ikkun eet Les om Dagen. Derfor er denne Mergling, om den end en dets bruges paa ſparſom Maade, dog meget koſtbar, ſom ofteſt koſtbarere end en fter fl Kalkgiodſkning. Leermergel kan kun benyttes i Narheden; man ſtraber der⸗ V abſolu for at finde den ſaa nœr muligt ved enhver Mark, og betaler heller ſlere Grubers indtil: Afrensning. Jethvert ſœregent Tilfœlde kan man let, overeensſtem mende med itke 94 Afſtanden, beregne, hvor ofte man kan kiore. 1 her en i Folgende Beregning over Omkoſtningerne ved at kisre Leermergel paa en den er s Tonde Land vil ofte findes pasſende: ſtet 18 120 Lces Leermergel at grave og lasſe à 3 Sk. 3 Rbd. 48 Sk⸗ Tonde 4 Heſte, ſom overhovedet i tre Dage kunne kisre Mer⸗ ¹ gel paa en Tonde Land, Heſten tilligemed Kisre⸗ en, ort roi, daglig aZ32 SSSddSẽẽoehehh 4—— tr det l Mergelens Stroening pr. Tonde Lannd..— 64— en Td. † Udgivt ved Afrensningen og andre tilfœldige Omſtaen⸗ den der digheder pr. Tende Lany)— 32— to til te Formanden daglig, A 48 Sk.„„ 6„,,„„„„ 1— 48— merkers 10 Rbd.⸗ Ek. Kaft ſtelig os Dette er imidlertid beregnet efter de gunſtigſte Omſtandigheder; naar Van⸗ ſkeligheder derimod indtraffe, ſtige naturligviis Omkoſtningerne. J de korteſte deſ g loſe gis Vinterdage kan man maaſkee kun kiore 15 Lcs, men naar Dagene ere lange 25 Lœs. J hine Dage kan man heller ikke beregne Heſtenes Arbeider ſaa hoit, ſom Er. i disfe. Naar I K 8 Ka da til⸗ den ikke er henter man kan kiore om den end tere end en traber der⸗ re Grubers mende med gel paa en bd. 48 Ck. naar Van⸗ a de korteſte ne lange 25 K heit, ſim de Mineralſke Giedemidler. 251 Naar man i betydelig fſtand fra Gaarden vilde meget paaſkynde Merglin⸗ gen, ſaaede man Bikker paa den allerede merglede Jord, toirede Mergelheſtene derpaa, og lod dem Nat og Dag blive der. §. 76. Mergelen har ſtedſe viiſt en kiendelig Virkning iſcer den leerede paa Sandjord, om dette Jordsmon end har verret ganſke udmagret og ſaa ufrugtbart, at det endog efter flere Aars Hvile ikke lonnede Dyrkningen; men denne Virkning vil ikke vere abſolut, kun relativ paafaldende. Indhoſtningen vil flere Aar i Rad, iſcer indtil det tredie, tiltage fra 2 ½ til 5 Tonder paa Tonde Land, men ſiden, om man ikke giver Jorden Hoile eller Giodning, atter dale. Derimod har Merglingen g her en langt ſtorre Virkning, naar Jorden endnu har Kraft og Muld, underti⸗ ₰ er gisdet og ikke ganſte udmagretmedlagt til Grœs; thi da har man ofte ho⸗ 0 Tonder af en Tonde Land, der uden Mergling kun vilde have givet 4 Men endnn ſtorre og varigere bliver denne Virkning, naar man forbinder en, om endog kun ſvag, Giodſkning med Merglingen. Er Jorden ſvag, ſaa er det raadeligſt, at giode den med i det hoieſte 8 Las(à 2000 Pd.) paa en Td. Land, enten i det ſamme Aar man mergler eller Aaret efter. Er Jor⸗ den derimod kraftfuld, ſaa maatte man frygte for Leieſed, og man kan da tage to til tre Afgroder, inden man uden Betankelighed tor giode. Saaſnart man merrker dette, bor man ingenlunde langere tsve med at giode, thi Jordens Kraft vilde ellers udtsmmes ſtœrkere end uden Mergling, og da ikkun ſaare van⸗ ſkelig atter erſtattes. Tilligemed Mergelen kan man ogſaa henſigtsmessſigen paakiore Dynd, og disſe gisre forenede, endog paa udmagret Grund, en ſtor og hurtig Virkning. Man har i England ſporet en ſtor Virkning af at nedploie en gron Afgrode, f. Ex. Boghvede, paa merglet Jord. Spergelen vilde ikke vore mindre pas⸗ ſende hertil. Merglingens Virkning. Gisdningjord af ſeregen Art⸗ 252 Mineralſke Giodemidler. Sammenlignende Forſog med denne Blanding, haaber jeg, da Krigsbyr⸗ derne ikke for have villet tillade det, i Aaret 1810 at giore pag et udmagret Jordsmon. §. 77 Blandt alle Forbedringer er Mergelen den, hvortil man ofteſt har Leilig⸗ hed, ſom da giver den varigſte, og faa andre undtagne, den ſtorſte og meeſt paafaldende Fordeel. ualnS. 28. Endelig have vi ogſaa en Jordart, der indeholder en betydelig Deel Kalk, er riig paa Muld, og gioder overmaade ſtarkt. Man finder den paa lave Steder ved ſtore Stromme, hvor Jordsmonnet uden Tviyl lagviis er opſkyllet. Den er blaalig og ſom et meget magert ſmuldrende Leer, men fiin at fole paa. Under⸗ tiden, dog ikke ſtedſe, er den blandet med ſmaa Muslinger. J Almindelighed ligger den ikke umiddelbar under det dyrkede Jordlag, men mellem dette og hin giodende Jord ligger et uſrugtbart Lag Leer, der maa giennemſtikkes og af⸗ ryddes. Ved at underſoge denne Jordart fra de oldenborgſke Marſker viiſte det ſig, at dens Beſtanddele vare Wlgendes: 36 Procent meget fiin Sand, hvis ene Halv⸗ deel kunde borttages ved Skylning, og den anden ved Kogning, 14 Procent kul⸗ ſuur Kalk, 5 Procent Muld, 44 z pudnr fedt Leer og 1 Procent uihs= 1oo. Mulden var aabenbar af dyriſk Natur og gav ved Brand kende Lugt. Jeg formoder, at man kan endnu finde denne virkſomme Giodningjord paa flere Steder, hvor man ikke kiender den. Den er fremkommet ved Vandplan⸗ ternes, Fiſkenes og Skaldyrenes Muld, med fiin Sand afſat her, og ſenere daœkket ved Bundfaldet af det fra Hoiderne nedſtyrtende Vand. Det var Umagen vgrd, at ſoge efter den i alle de Dele, der ſandſyn igviis forhen ſtode under Vand. Den udgraves paa folgende Maade af Kuler og kaldes derfor Kulejord. Man gior en Grube 5 til 6 Fod bred og 12 Fod lang, kaſter det vverſte Jordemon til den ene, og det ufrugtbare Lrer, der ligger fire til fem Fod dybt, til ag en meget ſtin⸗ den den an man u til Si atter ſom m jorden uden a. den af bed at; kiende havde t iſer guf Andre 2 viſte de ſatte da aunxſ de frye liggende Egnen, delſen h Mineralſtke Giodemidler. Rrjgbyr den anden Side, og udgraver den ſogte nedenunder liggende Jord ſaa dybt, ſom uͤnagre man uden Fare kan komme. Derpaa forſcetter man Gruben, largger Agerjorden til Side, men nedkaſter det ufrugtbare Leer i den forrige Grube, og udgraver V atter Giodningjorden. Saaledes vedbliver man, indtil man har ſaa meget deraf, ar Leilig V ſom man behsver. Nu tilkaſtes hele Gruben, Agerjorden overſt, og Giodning⸗ og meh jorden bredes over hele Ageren. Denne Giodningjord er ene, i det mindſte i Begyndelſen, ufrugtbar, men V blandet med Jordsmonnet, og dygtig giennemarbeidet, tilveiebringer den en hei Kalk,e⸗ Grad af Frugtbarhed, og et paa denne Maade giodet Stykke Jord udmarker ſig e Steder i lang Tid. 1 Den er§. 79. Under⸗ At giode med Gips eller ſvovlſuur Kalk, er ingen nye Opfindelſe; alle⸗Giodſening adelighed rede i eœldre Tider finder man Spor af dens Anvendelſe paa enkelte Steder, Den, he dette og uden at Kundſkab herom udbredte ſig. Forſt midt i det forrige Aarhundrede larte rie⸗ es og af⸗ den af Agerbruget ſaare fortiente Paſtor Mayer i Kupferzell i det Hohenlohſke, V ved at korreſpondere med Grev Schulenburg paa Hehlen i det Hannoverſke, at det ſig, kiende Gipſens Anvendelſe, der i Egnen af Niedek nar ved Goͤttingen allerede lœenge ene Hald⸗ V hapde fundet Sted. Mayer udbredte dens Roes i ſine Skrivter, og den fandt tent kul⸗ V iſcr gunſtig Modtagelſe i Schveitz, hvor afgisrende Forſog, ſom Tſcheffel! og — 100. Andre foretoge og bekiendtgiorde i Berns oeconomiſke Selſkabs Afhandlinger, be⸗ eget ſtin⸗ viiſte dens Virkſomhed. J₰ Tydſtland var det iſer Schubart von Kleefeld, der ſatte dens ſtore Virkning paa Kloveren i ſit rette Lys. Derimod fremtraadte giord pa mange Modſtandere, ſom paa Grund af foregivne eller ufuldkomne Forſog erklœrede andplat⸗ den for aldeles uvirkſom ja endog for ſkadelig, hvorved Sagen virkelig i lang ag ſeuete Tid bley tvivlſom. Unge Opſynsmandene ved adſkillige Saltverker opſtode fornemmelig derimod, da er Bud. de frygtede, ihke at ſkulle kunne afſctte deres Affald, ſom brugtes i de om⸗ lr liggende Egne. Derimod vandt Gipsgisdningen meget Bifald i Frankrige, iſcer verſt i Egnen omkring Paris, og udbredte ſig derfra til Amerika, hvorhen man i Begyn⸗ antt ü delſen bragte ſtore Ladninger af Montmartres Gips. Ingenſteds udbredte Veugen af den Gip⸗ Dens Virk⸗ ning. Mineralſte Giodemidler. *7* Gipſen ſig ſaa hurtig, ſom i de forſkiellige nordamerikanſke Provindſer; men in⸗ genſteds vandt Gipſen ſaa lidet Bifald, ſom hos de engelſke Landmand. J mit +⸗ Vark om det engelſke Agerbrug udledte jeg dette fra de mange Kalkdele, hvo med Jordsmonnet i de fleſte engelſte Provindſer, ved Natur og Konſt, er opfyldt. Men jeg bedrog mig, thi naar Gipſen udſtroes paa kalkholdig Grund, ja endog i Narheden af mange Gipsbierge, hvor man altſaa kan formode, at Jordsmon⸗ net indeholder Gipsdele, er den ikke deſto mindre ſaare virkſom. Maaſkee For⸗ dom mod alt, hvad der kommer fra Frankrige, tildeels ogſaa fra Tydſkland, til⸗ lukkede Engellendernes Bine. Men det ſynes, at Anbefalingerne fra Amerika nylig har atter aabnet dem. §. 80. Erfaringerne om Gipſens giodende Virkning ſynes at indeholder meget Modſigende, og viſt er det, at mange Omſtandigheder, der endnu ikke ere fuld⸗ kommen udgrundede, ſaare meget modificere den. Gipſen virker i det mindſte meer paa tor end paa fugtig Grund, og meer ved tort end ved fugtigt Veirligt. Dette ſinker i det mindſte dens Virkning og ſynes, iſcr om Gipſen er brœndt, ganſke at tilintetgisre den. Paa udmagret Jord, der har liden eller ingen Muld, vir⸗ ker den aldeles ikke. Paa mange Planters Vext har den en naſten umerkelig Indflydelſe, paa andres derimod en ſaare ſtor. Til de ſidſte hore alle bekiendte Planter med crrteblomſtrende og korsformige Kroner. Den virker uden Tvivl paa Planten ſelv og derfor meeſt, naar dens Stov fafſter ſig til Bladene og haʒnger (— lengederpag. Jeg har paa den meeſt overbeviſende Maade ſeet dette paa en Hvid⸗ tornhakke, hvis ene Side, der var noget berort af Gipsſtov, otte Dage efter gron⸗ nedes ſaare ſtœrkt, medens den anden, der intet havde faaet af Stovet, blev langt tilbage. Dog virker den ikke blot ſaaledes, men ogſaa paa Jordsmonnet, hvorfor jeg ogſaa allerede for lœenge ſiden har tilbagekaldt min Mening, at dette ſtulde vore dens eneſte Virkning. Ved et nyligen anſtillet Forſog har jeg endnu meer overtydet mig om, at den virker paa Jordsmonnet. J Efteraaret 1808 ſtrsede vi, paa en noiagtigen afmaalt Qvadra favn, Gips over Rugen. J For⸗ garet 1809 blev denne temmelig udmagrede Ager beſaaet med hvid Kloever til Grees⸗ vedſtyl der dec da rim. ogſaa! raadnen tigt at bis,. ner kun⸗ virkſom bulberij 3 Stampe den. 9. men in⸗ J it le, hvor⸗ eopfyldt. ja endog ordsmon⸗ t meget ere fuld⸗ dſte meer t. Dette , ganſte uld, vir⸗ markelig bekiendte Lvivl paa g henger den Hid⸗ fter gron⸗ vet, bler Mineralſte Giodemidler. 253 Grasning. Der er kun denhae ſaare lidet Klover, men paa deu 2 lpſede Plet ſtaaer den tœet og yppi §. gr. Hvorledes Gipſen her virker, er tilkiendegivet i F. 86 af det forrige Ho⸗ vedſtykke. Cantfpurkards trader den i en langſom Vexelvirkning med Mulden, der decomponerer dens Syre og danner Kulſyre eller en anden meer ſammenſat Stof, ſom vi endnu ikke kiende, og, formedelſt dens Evne, til hurtigen at decompo⸗ neres, maaſkee aldrig lœre at kiende. Den ſyrefri Svovl indgaaer ſandſynlig⸗ viis Forbindelſe med Kalken og det brindtede Kul. En ſaadan Decomponering bliver ſandſynlig ved den paafaldende Stank, ſom Gipſen frembringer, naar den blandes med raadnende Subſtantſer. Hiin Kulſyre og hine nye Forbindelſer ere da rimeligviis ſaare pasſende til visſe Planter. Men derfor virker Gipſen ogſaa kun under den Betingelſe, at den i tilſtrakkelig Mangde finder Muld eller raadnende Subſtantſer i Jordsmonnet. §. 82. Man bruger fornemmelig Gipſe; til Klover eller kleveragtige Planter, un⸗ Gipfens dertiden ogſaa til Balgfrugter. Da den ogſaa virker kiendelig paa alle Vexter,3 89 der henhore til Slaegten Brassica, ſaa formoder jeg, at den vil veere ſaare gavnlig for etagſeden ſkiondt jeg endnu ikke kiender noget ſaadant Forſog. §. 83. Den bruges ſaavel braendt, ſom ubreendt, og dens Virkning ſynes i Sv⸗ rigt at vœre den ſamme, naar kun ikke ſteœrk Regn ſtrax falder paa den breundte redning. Gips, hvorved den ſammenſkylles og igien bliver til en haard Masſe. Det kom⸗ 8 8 9 2 2 82 E mer kun an paa, at den fuldkommen pulveriſeres, og for at varre tilſulde virkſom, ber den aldeles knuſes til Stsv. Men det er langt vanſteligere at pulveriſere den ubrandte end den brandte, der let lader ſig knuſe. Man pulveriſerer den nogle Steder, paa den mindſt koſtbare Maade, ved Stamper. Hvor man ikke har disſe, ſkeer dette paa forſtiellige Mgader med Haan⸗ den. Man ſtoder den i Mortere, i Truge og med det Apparat, hvoraf man be⸗ Strsening. Sikker Virk⸗ ning. regnfuldt Veirligt maa man aldeles undgage. 256 Mineralſte Giodemidler. betiener ſig kil at ſtode Hirſe eller Olieſad, den ſaakaldte Treedeſtampe. Eller man knuſer den i et langt Trug, hvori en opflidt Molleſteen bevcages frem og tilbage paa Kanten. Skal den vare ret virkſom, ſigtes den derpaa, og de hele Korn ſtampes atter. Saaledes tilberedt bor den bevares paa et tert Sted, for ikke atter ved tiltrukken Fugtighed at ſammenbinde ſig. 8. 84. Man valger da en ſtille Dag, naar der er falden ſtark Dug, og udſtroer med Haanden, iſcer tidlig om Morgenen eller ſilde om Aftenen, Gipſen over Kloveren, at den lange kan blive hangende paa de fugtige Blade. Vindigt og Man har fundet den virkſomſt, naar Kloveren har varet ſaa ſtor, at dens Blade temmelig kunde dakke Jor⸗ den; altſaa mod Slutningen af Maymaaned. Dog have Nogle ogſaa med For⸗ deel ſtroet den om Efteraaret paa den unge Klover. Undertiden har man, efter forſte Slet, ſaaet den oven paa den anden, for at fremme dennes Vext, og denne er da ofte, om den end havde ſlet Udſeende, blevet bedre end den forſte. Man bruger een til to Tonder paa en Tonde Land. Er den ſaa fiin ſom Stov, vil det forſte vare tilſtrakkeligt; men ellers bor man naturligviis tage meer. §. 85. Blandt alle de Forſog, jeg ſelv har giort, eller fra andre har erfaret, kien⸗ der jeg ikke et eneſte, hvorved Gipſen jo har viiſt en sienſynlig Virkning, naar de blot ere foretagne med fornsden Omhu og ikke forſtyrrede ved et uformodet ugunſtigt Veirligt. Jeg tager derfor aldeles ilke i Betankning, ubetinget overalt at anbefale Gipſen ſom et Middel til at fremme Kloverens Vext, hvor man kan have den til ſaadan Priis, at en Tonde Land beſtroet med en Tonde kun ko⸗ ſter 2 Rbdlr. 4 Mk. Staager Klsveren vel ſluttet, uden at vore yppig, ſaa kan man vente at hoſte 12 til 16 Centner Kloverhse meer, end uden Gips. Men ſtaaer endog kun i det mindſte een fuldkommen Plante paa hver Qvadratfod, ſaa vil Gipſen dog fremvirke, at Kloveren, naar den blomſtrer, udbreder ſig over hele Ageren. Staaer Kloveren derimod meget tat og er Ageren ſaa kraft⸗ 48 fuld, en altf kraftf arkerne it gipſ var gip og Aff endnun den ove 1 gierne! ſyn paal NMang d let, vel tation bragte Judſtroer pſen over indigt og virkſomſt, kke Jor⸗ ned For⸗ an, efter og denne a fiin ſom turligviis ret, kien⸗ ing, naat uformodet get vveralt man kan kun ko⸗ ppig, ſaa den Gipo. vadratfod, breder ſig ſaa kraft⸗ f d, Mineralſke Giodemidler. 257 fuld, at den af ſig ſelv vegeterer pppig derpaa, ſaa vil Gipſen kun tildeiebringe en altfor ſterk Giodſkning, der foruatfager, at Kloveren, ſom er altfor tœt og kraftfuld, begynder at raadne. J dette Tilfelde maa man altſaa ikke gipſe. §. 86. Efter alle Forſog har Gipſen kun en ubetydelig directe Virkning paa Sad⸗ arterne, naar man nemlig ſtrser den umiddelbar derpaa. Men alle ere enige om, at gipſet Kloverſtub frembringer langt bedre Sad, iſcer Hvede, end om den ikke var gipſet. Dette fremvirkes formodenklig ved den Mengde Kloverrodder, Stubbe og Affald, ſom den gibſede Klover efterlader Ageren; thi det er bekiendt, at den folgende Sad retter ſig efter Klsverafgrodens Storrelſe. Gipsgiodſkningen bliver altſaa paa Tid og Sted indtrekte gavnlig for Sadavlen. Men den virker endnu meer paa denne, ved den Forogelſe af Foder og folgelig af Giodning, ſom den overhovedet tilveiebringer i Avlsbruget. Altſaa er dette Gisdemiddel, ſom man, formedelſt dets ringe Volumen, gierne kan hente langt borte, ſikkert af megen ſtor Vigtighed. Kun gientager jeg, at man intet maa vente deraf paa en udmagret Ager, og at denne ikke umid⸗ delbar kan beriges derved. §. 37. „* Gipſen leder os til andre Saltes giodende Egenſkab, hvilke dog, med Satenes gis⸗ Undtagelſe af Saltvarkernes Affald, ſielden forekommer i Praxis, da de ere alt⸗ for koſtbare. Forſegene dermed indſkreenke ſig derfor kun til ſmaa Jordſtykker. Med Hen⸗ ſyn paa Kiskkenſaltet have de viiſt folgende Virkninger. Strsoer man det i ſtor Mangde, ſaa ſtandſer det for det forſte al Vegetation. Men efterat det er bortſkyl⸗ let, vel endog tildeels decomponeret af Mulden, er i de folgende Aar en levende Vege⸗ tation fremkommet derefter. Naar man ſtrsede det tyndt paa kraftig Grund, frem⸗ bragte det en kiendelig, men kort Virkning; paa mager Grund derimod aldeles ingen. Derfor har man endog der, hvor man for godt Kiob kunde fage ureent Salt, kun ſaare ſielden brugt det ſom Giodning. K k 1 Men Anden Deel, dende Krafs. Metalliſte Salte, iſer Jernvitriol. = Mineralſte Giodemidler. Men ved Havbredderne ſporer man en betydelig Virkning af den naturlige Giodſkning, ſom Sovandet, ſikkert ogſaa ved ſit Salt, frembringer, og de ſalt⸗ agtige Marker ſkattes, iſer ſom Grasgange for Qvaget, hoiere end andre Mar⸗ ker. Qveaget ader dette Gras ſaavel gront, ſom giort til Hse, med Begierlig⸗ hed og trives ſaare vel derved. Forreſten udſkylles Saltet hurtigt af Jorden, endog af Havbredden, da man ved at underſoge ſaadan Jord neppe finder Spor af Salt deri. Ved Forſog med Salpeter har man i meget ſmaa Partier ſporet en langt ſtorre Virkning, end af Kiokkenſalt. Men denne Giodſtkning kan aldeles ikke udsves i Praxis, og vi bersre den kun her, fordi den bekrafter det Jords⸗, mons Frugtbarhed, der af ſig ſelv frembringer Salpeter. Dog maa jeg her an⸗ marke, at man ofte urigtig troer, at en Ager indeholder Salpeter. Mange an⸗ ſee den hvide Lav, der ſceetter ſig paa dyndrig Jord, for Salpeter. Men. den er kun et Slags Moos(Lichen humosus)*) ſom dette Jordsmon hurtig frem⸗ bringer; viſt nok er den et Beviis paa ſtor Frugtbarhed. Det Salpeter, der dan⸗ nes i Jorden, udſtylles ſnart og man traffer det kun ſielden ved Analyſen. Det findes oftere i Planter, der voxe paa et Jordsmon, ſom frembringer Salpeter, hvoraf det dog kun, fom f. Ex. i Runkelbeden, udgior en tilfeldig, fremmed, in⸗ genlunde vaſentlig Beſtanddeel. Andre Neutralſalte komme formodentlig aldeles ikke i Betragtning. Da man nu har et ſaa beſtemt Begreb om Saltene, og disſe kun ſaare ſielden og i ringe Partie findes i Jorden, ſaa burde man dog, for ikke at forvirre fornuftigere Begreber, endelig ophsre at tale om Jordens og Giodningens Salt, ſaavelſom om disſes Olie, der ligeſaa lidet findes deri. §. 88. De metalliſkte Salte, og fornemmelig Vitriolen eller det ſvovlſure Jern, ere ſom Gisdemidler nyligen blevne anbefalede. For troede man, at Vitriolen var ſaare ſkadelig for Vegetationen, og ufrugtbart Leer kaldte man— maaſkee ofte med Ret— vitriolholdig Jord. Forſt nylig har Theorie og paa ſamme Tid **) Efter Hornemann formodentlig Lichen lacteus. Overſ. me Virkn troede ſure e 89 Er Forſo og Sa Land, andre mig ba Jords/ Forſot ſterkt hed, ſ triolho⸗ dorf vir i Sard naturlige de ſalt⸗ dre Mar⸗ Begierlig⸗ f Jorden, der Spor ſporet en. n aldeles et Jords⸗ Jher an⸗ ange an⸗ r. Men. tig frem⸗ der dan⸗ en. Det Salpeter, mmed, in⸗ g. kun ſaare t forvirre ens Salt, ſure Jern, Vitriolen — maaſtee na ſamme did ineralſke Gisdemidler. Tid Erfaring ledet os til Vitriolens Brug. Da man nemlig markede Iltens Virkning paa Sadens Spiren og de unge Planters forſte Fremſkyden, ſaa troede man at kunne anbringe denne Ilt(Oxygene) i Ilter(Oryder), Syrer og ſure Salte. Men beſtemte Virkninger har man i det hoieſte kun ſeet af Ilter og Syrer, der let decomponeres og lade Reſten af deres Ilt fare. Efter de Forſog jeg har anſtillet, forekommer det mig endnu ſaare tvivlſomt, om Syrerne og Saltene fremme Spirningen. Den giodende Virkning af Jernvitriol, oplsſt i Vand, har ogſaa ved Forſogene viiſt ſig forſtiellig; nogle have market en ſkadelig, andre en gaynlig Virkning, og atter andre aldeles ingen. De fleſte af disſe mig bekiendte Forſog ere, ſaavel i Henſeende til Mangden ſom til det befugtede Jordsmon, altfor ubeſtemte. Men begge disſe Momenter, uden hvilke disſe Forſogs, hinanden modſigende Reſultater, ikke kunne forklares, ere ſaare vigtige. Tilfeœldige Erfaringer om forſkiellige Fosſiliers gisdende Kraft, ſom ere ſterkt giennemtrangte af Jernvitriol, have givet denne Sag en praktiſt Vigtig⸗ hed, ſom den ellers ikke vilde habt. J England har man nemlig fundet en vi⸗ kriolholdig Torv, og i Tydſkland i det grevelige Einſiedelſke Herſkab Reibers⸗ dorf vitriolholdig Jord, der i ſmaa Partier er en hsiſt virkſom Gisdning. Disſe Erfaringer ſynes at beviſe, at Jernvitriolen, neiagtigen forenet med Kul, gior en ſtor Virkning paa Vegetationen. Her foregaaer ſandſynligviis, ved Ly⸗ ſets og Luftens Indvirkning, en Decomponering af Spovlſyren, hvis Ilt forbinder ſig med Kulſtoffen og danner Kulſyre eller en lignende Materie, der er Planterne gavnlig. Det er ikke uſandſynligt, at Svovl og Kul, formedelſt den ſſan Brint, indgaae en anden gavnlig Forbindelſe. Paa ſamme Maade trader formodentlig den rene Jernvitriel i Forbin⸗ delſe med den Muld, den finder i Jorden og virker derved gavnlig, da den deri⸗ mod uden denne vilde ſkade. Noiagtigere Forſog kunne forſt tilfulde oplyſe dette; i Serdeleshed om det kan veerre gaynligt, at giode med Vitriol og under hvilke *₰ Men vitriolholdig Steenkuls og Torvs ſtore og afgiorte Gavnlighed op⸗ muntrer til at ſoge derefter og paa denne Maade at bruge dem. K k 2 Hine Syrer. Aſte n. Mineralſke Giodemidler. . Hine Kul pulveriſeres og ſtroes paa Sadfuren eller Saden, men nedploies ikke. Henſeende til Kullenes Mengde tilraades Forſigtighed. J altfor ſtor Mangde ſkade de, og hvor en Bunke har ligget nogle Dage eller blot Timer groer i adſkillige Aar intet; derfor bor man kun aflasſe dem ved lidet nyttede Rener eller paa Veie. Er Ageren leeret og kalkholdig, kan man bruge 24 til 30 Ton⸗ der paa en Tonde Land; men paa ſandet og kalkholdig Jord kun 12 til 15 Tonder. Jeg henviſer til Hr. Blumes meget fuldſtendige Beſkrivelſe af deres Brug, Annalen 1809 October og November S. 471 o. ſ. v. og til Cramers Under⸗ ſogelſe deraf i September⸗Heftet S. 164 o. ſ. v. §. 89. Om Syrerne have en befrugtende Egenſkab, er et Spsrgsmaal, ſom kun interesſerer Theorien, da man i Praxis hoiſt ſielden kan gisre Brug deraf. Dog maa det her berores. Man har forſt efter Theorie anbefalet dem, fordi de indeholde Ilt, der er gavnlig for Vegetationen. Men antog man ikke altfor ubetinget deres Eyne til at decomponeres i Jordsmonnet? Oe anſtillede Forſog have givet hinanden modſigende Reſultater; og det er paafaldende, at ſelv beromte Naturforſkere, der foretoge disſe, ikke have anmerr⸗ ket Jordsmonnets Beſtanddele. Men af Biomſtandigheder er det oienſynligt, at Jordsmonnet ſtedſe har vœret kalkholdigt, hvorpaa Svovlſyren— thi denne er den eneſte man har brugt— gior en god Virkning. Her danner den Gips og uddriver Kulſyren, hvorved man analogiſk lettelig kan forklare dens gaynlige Virk⸗ ning. Det Jordsmon, hvorpaa den viiſte en ſaare ſkadelig Virkning, havde na⸗ ſten ingen Kalk. §. 90. Til de virkſomme og ofte anvendte Giodemidler horer endelig Aſken. Den udbrandte Aſke beſtaaer af Jord og Eſt(Kali), hvortil undertiden kommer Metalilte og adſkillige Salte. Blandt Jordarterne er Kalkjorden ſtedſe den herſkende, om end Planterne ikke voxe paa kalkholdig Jord. Eſket 4 dendes og det ſom it nu ik⸗ end nu en opdacs alt hqh er vine 8 tiden ¹ den eis bruges ledes ſpore nes an da ders nogle! mer in feies nings i man fa ſom fri⸗ 4 hurtig; Fremſ neoploies altfor ſtor mer groe fede Rener 130 Ton⸗ 12 til 15 ſe af deres ers Under⸗ ſom kun af. Dog lt, der er Eyne til og det er de anmer⸗ tenſyuligt, thi denne n Gips og nlige Virk⸗ havde na⸗ ſten. arden ſtedſe E 1 Mineralſke Gisdemidler. 261 Aſket kan man, ſom Middel til at decomponere, ikke frakiende en ſtor gis⸗ dende Virkning. Men Aſken bruges i Almindelighed kun efterat den er udludet, ſom den ikke udludede. Der maa altſaa ved Aſken vare noget Scrregent, end⸗ nu ikke Opdaget, ſom frembringer en langt ſtorre Virkning af den udludede Aſke, end af en lige Mengde af ſamme Jordarter. Sandſynligviis er der end⸗ nu en Levning af vegetabilſk Liv tilbage i Aſken, om vore Sandſer end ikke kunne opdage den. En Formodning, ſom ſynes at bekraftes derved, at man naeſten over⸗ alt har ſporet, at den Aſke, der er brendt ved langſom Ild og i mindre fri Luft, er virkſommere Giodning, end den der breœendtes ved lys Lue. For at giore den ikke udludede Aſke meget virkſom, blander man den under⸗ tiden med nylig brandt og pulveriſeret Kalk og vader denne Masſe noget, efterat den er tilſtrœkkeligen blandet. Aſkens AEſt(Kali) bliver herved oadende. Man bruger denne ſom Overgiodſkning, iſcer til Kloveren, og i ringe Partie. Saa⸗ ledes ſetter man ogſaa ſedvanligen nogen Kalk til, efterat man har brœndt Gron⸗ ſpœxren. Omendſkiondt denne Maade, ſaaledes at braœnde Gronſvaren til Aſke, ſy⸗ nes at hore hid, ville vi dog forſt tale derom i Lœren om Jordens Opdyrkning, da den der fornemmelig anvendes. §. r. Den udludede Traaſke kommer ſom Sabeſyderaſke ofteſt i Brug. Den indeholder kun lidet Eſt, men er blandet med Kalk og i Almindelighed med nogle gelatinoſe Dele, ogſaa med Fidt⸗Grever og andet Affald, der forekom⸗ mer i Lyfeſtoberier og Sabeſyderier. Man pleier at blande alt det, der ud⸗ feies af Huſet og Gaarden deri, hvorved den dog ikke forbedres. Denne Giod⸗ nings Virkſomhed er ſaa almindeligen bekiendt, at den formodentlig nu, uagtet man for 20 Aar ſiden ſom ofteſt bortkaſtede den og kun ſogde at befries fra den, ſom fra noget Unyttigt, opſoges overalt og transporteres langt bort. Som ofteſt ſtrser man den paa Enge, hvor den i Stedet for Moos ligeſaa hurtig ſom varig, fremmer en yppig Ergévaxt og iſar klsveragtige Planters Scebeſyder⸗ aſke. Fremſpiren. Men Torveaſken. Mineralſke Gisdemidler. Men den virker ikke mindre paa Ageren. Kun bor man, ſom ved alle disſe Giodemidler, paa det omhyggeligſte ſtrebe at blande den med Jordsmonnet, og derfor forſte Gang nedplsie den ſaa let, at Harven endnu kan naae den. Man bru⸗ ger, naar den omhyggeligen ſtrses, 16, 18 i det hoieſte 24 Tonder paa Tonde Land, og betaler paa nogle Steder en ſaadan Giodſkning gierne med 5 til 8 Rigsbank⸗ daler; men paa andre Steder kan man have den for lettere Kißb. Saa⸗ meget kan den dog kun vorre pord, hvor Jorden ved dyriſt Giodning er i Kraft. Paa et udmagret Jordsmon vilde den ikke ſvare til Forhaabningen. Derfor har den ogſaa kun vundet ſaa meget Bifald der, hvor Ageren er i ſaadan Tilſtand. Da er dens Virkning ogſaa varig, og man paaſtaaer at kunne ſpore den i ro til 12 Aar, men dog vel ikke, ſom Benekendorf ſiger, uden videre dyriſk Giodning. §. 92. Potafkefabri⸗ Hvor man har ſaa ſtor Overflodighed af Brande og ſaa ringe Afſatning, kernes Affald. at det ikke med ſtorre Fordeel kan benyttes til andet end til Potaſkekogning, bru⸗ ger man, efterat Aſket er udludet, med ſaa ſtor Fordeel Affaldet til Gisdning, at man ofte anſeer denne for at vare en tilſtrakkelig Gevinſt af hele Anlagget. Man bringer det enten paa det gamle Agerland, eller ſcetter derved den ryddede og opploiede Skovgrund ſaa meget hurtigere i Kraft. Overhovedet pleter man i enhver Huusholdning at have nogen udludet Tra⸗ aſke. Er det end ikke meget, ſaa fortiener den dog at ſamles og benyttes paa tilborlig Maade. Kaſtes den, ſom ofte ſkeer, i en Bunke paa Moddingen, ſaa kommer den kun lidet til Gavn, da Aſken, naar den ſkal virke fordeelagtig, en⸗ delig maa fordeles tyndt; thi i Bunke gior den netop den Plet ufrugtbar, hvor⸗ paa den kommer. §. 93. Torveaſken er ikke allene meget forſkiellig fra Traaſken, da den, efter alle mig bekiendte Underſogelſer, ikke indeholder friſk og ſaare lidet neutraliſeret Eſk, men dens Beſtanddele ere endog ſaare forſtiellige i de forſkiellige Slags Torv. Naar Torven ikke er blandet med megen Sand, er Kalken Aſkens herſkende Be⸗ ſtanddeel. Kalken er enten i fri og kulſuur eller i ſvovl⸗, phosphor⸗ og edikeſuur Til⸗ i Egne merkſch den ik Giedmi. ſalges Leer⸗O. Terv. Torv,; tor Tu⸗ haftig og da denne n ) ding„1 Mineralſke Giodemidler. all disſe Tilſtand deri. Som ofteſt har den en betydelig Tilſcetning af Jernilt og under⸗ domonnet, tiden af Vitriol, naar ikke en heftig Glodning decomponerer den. Nan bre⸗ 1 Disſe Beſtanddeles forſkiellige Beſkaffenhed er formodentlig Grunden til jnde kand, den forſkiellige Giodekraft, ſom man hiſt og her vil have ſporet ved dens Anven⸗ Nigsbank⸗ delſe. Men vi have endnu, med Henſyn paa denne giodende Kraft, alt for faa 2. San⸗ Analyſer af Torveaſken, til i den Anledning at kunne beſtemme noget med Sikker⸗ ri Kraft. hed. Den lette og loſe Aſke har man ſtedſe fundet virkſommere end den tunge; derfot hat uden Tviyl fordi den ſidſte indeholder altfor megen Kieſeljord. Nogle give den Tilſtand hvide og graaagtige, Andre den rodagtige, Fortrinet. Denne ſidſte Farve hid⸗ n i 10 til. rorer fra Jernilte. Jeg har ſeet, at en rodagtig Aſke, der indeholdt ſaare me⸗ Fiodnin get Jern, men ogſaa meget Kieſeljord, ſnarere giorde en ſkadelig, end en gavn⸗ lig Virkning,(ſee Hermſtaͤdts Archiv der Agrikulturchemie S. 354) og jeg kan derfor endnu ikke troe, at man bor tillegge Jerniltet en gavnlig Virkning. Men lfſcttning, ing, bra⸗ i Egne, hvor man brander megen Torv, fortiener denne Sag endnu megen Op⸗ lg, ru⸗.... Giedring merkſomhed. Thi her bruger man ſaa meget meer Torvaſken til Giodning, da Sironlng, Anlagget. V den ikke paa anden Maade kan anvendes. ggel⸗ J nogle Egne i Engelland og Holland braender man Torven alene for Giodningens Skyld til Aſke. Betydelige Torvemoſer, hvorfra Torven ikke kan ſelges ſom Breendſel, benyttes paa denne Maade: Man opforer Steen⸗ eller Leer⸗Ovne, laœgger narmeſt ved Riſten tor Terv, dernceſt vaad og nylig opgravet Terv. Den forſte antandes; Ilden, der udtoerrer og antander ſnart den vaade en ryddede udet Tre⸗ yttes paa ngen, ſaa agtig, en⸗ ar, hpol-: Torv, kan uafladelig vedligeholdes, uden at man nefſſten behover at bruge meer tor Torv. Ilden mage nemlig ſagtnes, fordi Aſken, naar den brandes ved for haftig Ild, taber meget af ſin Giodekraft. Aſken trakkes frem under Riſten, og da den transporteres endog til langtbortliggende Steder, ſaa fortſcettes denne fabrikmasſige Haandtering uafbrudt. efter alle 5. 94 en 56 X Engelland har man nylig tillagt Aſken, i Forening med Ildens— ahs Tor ning, ſaa ſtor Kraft, at man har tilraadt, ikke blot at antaende de hoie Sod⸗brandelfe paa ſtende Be ſtu bbe, Ageren. edikeſcur. Til⸗ Mineralſke Giodemidler. ſtubbe, ſom man ſeedvanligen lader ſtaae paa Marken, men endog at opbrande g ft al Halmen, efterat den var ſtroet over Ageren, og man har, paa Grund af fore⸗ Egne! givne Forſog, paaſtaaet at ſpore ſtorre Virkning deraf, end om Halmen var kom⸗ dunkl men i Giodningen. Vi lade denne Bemarkning for det forſte ſtaae ved ſit Vard, ſemte da den i det hoieſte kun under visſe Forhold og paa meget kraftig Jord kan paa bi anvendes. J Ungarn, og paa nogle andre rige Jordſtrog, er det ligeledes Brug, neer at opbrande de hoie Stubbe. inell §. 95 ⸗· alle d Saltvarker⸗ Salineaffaldet, Panne⸗ eller Tornſtenen, ſom ofte er blandet med Aſke, Kraft nes Affald. er et af de virkſomſte Giodemidler, der af Omegnen kiobes og hentes til temme⸗ og Lit lig hoie Priſer. Afſatningen i Pannerne og Gradervarkerne beſtaaer meeſt af 8 Gips, men har dog ſtedſe nogle Saltdele. Somme ſkatte det hoiere end Gipſen, deles! andre kun denne liig. Egen! §. 96. Sa. Gisdeſalt. Mange konſtige Gisdeſalte, der i ſmaa Partier ſkulle frembringe vidun⸗ hidtit derlige Virkninger, og hvis Sammenſatning man holder hemmelig, ere Egen⸗ nyttens og Charlataneriets Foſtere, der dog, tor man haabe, ikke ville giore V. Lykke i nœrvyerende Tidsalder. b midlen Hermed maa man dog ikke forblande de konſtige Sammenſcetninger af Gips, V andent Jernilte, Kiokkenſalt, o. ſ. v., ſom blandt andre den fortiente Lampadius i V disſeis Freyberg(ſee Leipziger oͤkonomiſche Anzeigen, Michaelis 1805) har forſogt og ſrakan anbefalet. Thi disſe ſkulle bruges i pasſende Mangde og ikke ſom hine, hvoraf bere nogle Lod ſkal verre tilſtraœkkelige til en Tonde Land. af den §. 97. der da Giodemidler⸗ Det ſynes upaatvivleligt, at man ved tilborlig at verle med den dri⸗ re 09 2 vende og varme animalſte, den varige og kiolende vegetabilſke og den oploſende 1 mineralſke Giodning, ja ſelv ved Afvexling mellem disſe Hovedklasſers forſkiellige 1 Arter, maa kunne tilveiebringe en langt ſtsrre Produktion, end om man blot 1 betiente ſig af een Slags Giodning. Men herved er det ſandſynligviis ſaare magt⸗ 4 paaliggende, at man, med Henſyn paa Jordsmonnet, dets narvarende Tilſtand 0g at opbrand⸗ eund af fore⸗ zen var kon⸗ dd ſit Vatd, lig Jord kn heledes Brug, det med Aſte, 3 til temme⸗ att meeſt af end Gipſen, oringe vidun⸗ , ere Egen⸗ tee ville giore nger af Gipe, Lampadius i ar forſogt og hine, hvoraf med den dri⸗ en oploſende ts forſtillig im man blot arte magt⸗ nde Tilſtand 0; Mineralſke Giodemidler. eg frembragte Afgroder, rigtigen traffer Orden, Forhold og Tid. J visſe Egne ſynes man viſt nok at iagttage Regler herfor, der dog kun hvile paa dunkle empiriſke Begreber. Paa rationel Maade kunne vi, af Mangel paa be⸗ ſtemte Erfaringer og noiagtige Forſog, endnu ikke ſige meer derom, end det hvor⸗ paa vi allerede i det Foregaaende have peget. Imidlertid tor vi vel haabe, at ved meer videnſkabelig Anſkuelſe og didhen rettet Opmarkſomhed, flere ſaadanne ra⸗ tionelle Erfaringer,(sit venia verbo) ſnart ville fremkomme, og at vi, ved Brug af alle de Midler vi have i Hande, paa det fuldkomneſte ville lœrre at benytte Naturens Krafter og Stoffer, og anvende dem til deres hoieſte Formaal: at foroge Liv og Livsnydelſe. Hvorvidt ſœregne Gisdemidler iſcer pasſe til visſe Planter og ere dem ſer⸗ deles gavnlige, ſaavel i Henſeende til deres producerede Mengde, ſom attraaede Egenſkaber, derom tor vi ſnart haabe at erfare meer, efterat Nau, Reisſert og Seitz, Annalen des Ackerbaues, B. 4. S. 210, have aabnet Banen. Hvad man hidtil har bemarket, ſkal foredrages i Lœren om enkelte Frugters Produktion. §. 98- Den Agerdyrker, der er i Stand til at forſkaffe ſig disſe ſieldnere Gisde⸗ midler og veed tilbsrligen at benytte dem, kan afvige fra mange Regler, ſom en anden, der ikke med Fordeel kan faae og bruge dem, er nodt til at iagttage. Ved disſes Hielp kan han fslge et andet Dyrkningsſyſtem, en anden Frugtfolge, drive ſaakaldet frit, til hans ovrige Forhold meer pasſende, Agerbrug, der ikke vilde vgœre ham muligt uden ſaadan fremmed Gisdning. Kraftig Dynd gior en Deel af den dyriſke Giodning og da maaſkee Foderavlen, unsdvendig;— ved Gips behol⸗ der det naturlig rige, ſkisndt ikke dybt ploiede Jordsmon langere Evne til at baœre Klover;— ikke at tale om Byernes Giodning og Manufacturernes Affald. Derimod maa man ikke forledes til at rette ſig efter deres Fremgangsmaa— de, der rigeligen kunne anvende ſaadanne Giodemidler og bekiendtgisre det glimrende Udfald deraf, hvilket de dog ofte tillegge andre Fremgangsmaader, naar man ikke tillige kan efterligne dem i Brugen af disſe Giodemidler. ——A— ☛ Trykfeil i forſte Deel. —, ⸗⸗⸗—— Pag 213, Lin. 2, f. E. Thl af 12 Grader uddrager Rugen 40. lees: af 40 Grader uddrager Rugen 12. —— 280 Grader, les: 180 Grader. 1600, lœs: 3200. 25 Tonder, les: 15 Tonder. * — — — — —2 4— ...„ B 1191 S 87 9. S. 6 9 A.“. 6 2. ₰ 2 35 1-— 4. 4 8... 1 4 44 . e. 4 1.5Ne Srundſatninger eEK2 Ns ————— 8 “ 8 9 An lnaah a 1 l L dn lu enhub n ln SänaanehniedenthaſardaſnahkaßeränenanasantanentrnaasanRaſné1annséônan"éShenôSé nns andnnsinh Oem 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 15 16 17 18 19 Coſour& Grey Control Chart e Ser Se G6re 2laaes nC