5 G 1 1
ſ 1 1
—

1
8
.1832 2,528
. .

4.“ B 8 8— 4— 4 9 4 8* 4 8 44—
“

Albrecht Thaers
Grundſctninger
for
Landoecononien.
—— ε*———
Overſatte af
Joh, CEhr. Drewſen.
Forſte Deel.
—,—.—*00 8 G9o——
Kioe⸗benhavn.
Frykt hos Directeur Johan Frederik Schultz, Kongelig og univerſitets⸗Bogtrykker.
1816.

Vort Landhuusholdninge⸗Selſkabs hadervardige Praſident, Hr. Etatsraad
Jonas LCollin,
Deputeret for Finantſerne og Ridder af Dannebrogen,

tilegnes,
med
Holagtelſe, Wrbadighed og Venſkab,
dette Vark
af
Overſatteren.
A
50 A. endnu idetr trade
ſtagei ſatte täſt— Laſten teehi ſtride ende udrei

atteren
Overſatterens Fortale.
☛ᷣ J det jeg overleverer mine Landsmaend den forſte Deel af min Overſcet⸗ telſe af Thaers Grundſaͤtze der rationellen Landwirthſchaft, bor jeg giore opmeerkſom paa de Bevceggrunde, der beſtemte mig til dette Arbeide; de Forhaabninger jeg narrer derved; det Magl jeg ſigter til.
Ogſaa ber det mig at ſvare paa nogle Opfordringer og Sporgsmaal, og i det Hele giore Rede for eet og andet ved Overſcettelſen.
Er det end paa den ene Side viſt, at vort Agerbrug i de ſidſte 40 til 50 Aar har giort Fremſtridt, kan det paa den anden ikke nogtes, at det endnu ſtedſe er i ſin Barndom. Det ſynes endog at tove alt for leenge— i det ringeſte alt for lœenge for Fœdrenelands⸗Vennens Ouſker— inden det trader dver i en modnere og kraftfuldere Alder.
Laſt og Kraft mage i enhver Maſkine, der ſkal udrette det meſt mulige, ſtaae i rigtigt Forhold til hinanden. Sagaledes ogſaa i den ſaare ſammen⸗ ſatte landoeconomiſte Maſkine. Men vi zunne ikke naegte, at vi ſom of⸗ teſt— vi vende vort Die til hvilken Ferdrelandets Egn vi ville— finde, enten Laſten for ſtor eller Kraften for liden. Sielden har man, ved at formind⸗ ſke hiin og forege denne, ikke alene tilveiebragt Ligeveegt mellem disſe mod⸗ ſtridende Kreefter, men endog et Overſtud af Kraft, hvorved Maſkinen, endog under indtrufne uheldige Omſtaendigheder, blev i Stand. til, ſtedſe at udrette hvad den burde.
9 Ar⸗

, 5, 4,37
Overſcetterens Fortale.
Arbeide og Gisdning ere den landoeconomiſke Maſkines Kraff⸗ ter. Hiin ſcetter den i Bevcegelſe, denne vedligeholder dens Gang, ogi det Forhold ſidſtnevnte foroges, fremmes Maſkinens Virkſomhed. Men Til⸗ veiebringelſen, ſaavelſom Vedligeholdelſen af disſe Kraffter, ere atter Ma⸗ ſkinens ſtorſte Laſt. Til hiint udfordres Menneſker og Dyr, der forteœre en ſtor Deel af de ved deres Anſtrœengelſe frembragte Produkter; denne kan kun tilveiebringes og foroges ved at offre til Qvceget en Deel af det Jords⸗ mon, ſom ellers kunde ydet afſcettelige Afgroder; men ſom viſt nok uden Qveeget og altſaa uden Giodning, ſnart vilde give aldeles intet. Den Land⸗ mand, der altſaa ved det mindſt mulige Arbeide og den mindſt mulige Gisd⸗ ning, kan varig frembringe det ſtorſt mulige Produkt— d. e. ved mindſt mu⸗ lige Udgivter ſkaffe ſig den ſtorſt mulige Indteegt— har naaet Agerdyrknin⸗ gens Maal: den ſtorſt mulige rene Indtceegt.
Kun den Landmand, der bekiendt med Aarſager og Virkninger, til rette Tid og i rette Mengde veed at anvende ſin Kraft, naaer dette Maal, og Henſigten af nœrvœrende Striyt er, overeenſtemmende med den landoe⸗ conomiſtke Videnſkabs nœrvœrende Standpunkt, at give Landmanden en Le⸗ detraad ihœende, hvorved han kan finde ud af den Labyrinth, hvori Natu⸗ rens mangfoldige Phaœnomener henſceette ham.
At gaone dem blandt mine Landsmend, der ikke kiende Originalen, var min Henſigt, mit Haab, mit Diemeed ved at overſcette dette Vark. Mit Onſtke er, at de, der kunne ſammenligne Overſcettelſen med Origina⸗ len, ikke maatte finde, at Verket ved denne Omplantning har tabt for me⸗ get. At jeg ſkulde have undgaget Feil, er ikke teenkeligt; men enhver Kyn⸗ dig, der altſaa veed at vurdere de med dette Arbeide forbundne Vanſkelig⸗ heder, vil rette disſe, men overbarrende tilgive de fra ethvert menneſkeligt Foretagende uadſkillelige Mangler.
Intet landoeconomiſtk Skrivt har hidindtil vakt ſaa megen Senſation, ſom dette. Man har ſtundum angrebet dets Forfatter, undertiden dets Grundſcetninger. Men Angreb— ſom ofteſt lidenſtabelige Angreb— vare
ikke
dith: dil ho komm
Walgis
4 min ſi nemma ded ha
l bvilke
9
gt Ver merier ſande Skrivi 1
hamn
trykke hans a Neer, ſende.
gf K.

ines Kraf. 8g, og i det
Men Til⸗ atter Ma⸗ der fortare denne kan det Jords⸗ iſt nok uden
Den Land⸗ mlige Gied⸗ mindſt mu⸗ Agerdyrkaia⸗
kninger, til dette Maal⸗ den landee⸗ anden en Le⸗ hvori Natw⸗
Originalen,
dette Vark ned Origina⸗ tabt for me⸗ enhver Kyn⸗ ze Vanſkelig⸗ menneſkeligt
n Senſation, dertiden dets
igreb— vare itte
Overſeœtterens Fortale. VII
ieke Beviſer. Dets Grundſcetninger ſprede, liig Himmelens Lys, ſine ſkinnende Straaler til alle Europas Kanter, og naar Vankundighedens eller Partiſthedens Taage end ſtundom ſtrabbte at ſkEiule deres Glands, have de dog ſtedſe giennemtreengt, adſpredt den og viiſt, at den kun var — Taage. Jal ſtore Mand! Allerede mange af Dine Samtidige erkiende Dit hoie Verd; men Efterſlergten, den upartiſke Efterſlœegt, der egentlig vil hoſte det fulde Gavn af Dine utreettelige Beſtrebelſer, ſkal forſt fuld⸗ kommen vurdere dem, og taelle Dit Navn blandt Menneſkeſleegtens ſtore Velgiorere. Derfor:
Velſignet ſkal Dit Minde ſtaae
Saa lange Plov og Harv kan gaae!
Men hverken Forfatteren eller hans Vark treenger til at jeg harver min ſpage Stemme til dets Roes. Hvad jeg her har ſagt, var kun et Tak⸗ nemmeligheds Offer, for de Velgierninger, jeg ſom Agerdyrker har nydt, ved hans Beſtreebelſer for Menneſkeheld.
Man har giort ſig mange og urigtige Foreſtillinger om dette Verk, af hvilke jeg ſkal anfere et Par, og ſtrœbbe at beſoare dem.
Nogle have af Originalens Titel:»rationelt Landbrug', ſtrax ſluttet, at Veerrket var blot theoretiſk, og alene fremſtillede et godt Hoveds Drom⸗ merier. Ikke faa praktiſke Landmeend, der med Rette ſœette hei Priis paa ſande Erfaringer, forledtes derved til at troe, at kunne undveere dette Skrivt.
Andre, der vel kiendte Forfatterens vidtberomte Navn, men horte ham navne ſom Stifteren af en ny Agerdyrkerſect— om jeg ſaa mage ud⸗ trykke mig— giorde ſig enten aldeles ikke eller kun loſeligen bekiendt med hans Vark, formenende, at de deri fremſtillede Regler blot pasſede til visſe Ideer, ſom de nu engang, ofte efter fremmed Autoritet, anſaae for upas⸗ ſende— om juſt ikke i Almindelighed— ſaa dog til vore Forhold, vor Grad gf Kultur.
Begge

3 5537 4,416,75
VIII Overſœtterens Fortale.
Begge have bedraget ſig, og de Forſte ville, efter at have giort ſig be⸗ kiendte med dette Skrivt, indromme, at Thaer i heieſte Grad ſcetter Pris paa Erfaringernes Sum, og kun naar disſe paatrykke Theorien deres Stem⸗ pel, anſeer den ſom grundet.
De Sidſte ville ligeledes opdage, at Thaer ikke har ſtraebt at danne Grundſcetninger, pasſende til ſit Syſtem, men uafladeligen har grundet dette paa Naturens uforanderlige Love, ſom han med Held har ſtrabt at udgrandſte. De ſande landoeconomiſke Grundſcetninger pasſe ikke blot for Vexelbruget og Kobbelbruget, men til hvilketſomhelſt andet Jordbrug; thi
Naturen virker ideligen paa ſamme Maade. Forſkiellige Agerbrug kunne
kun forlange forſkiellige Modificationer af de ſamme Midler, og det er disſe, ſom Thaer i naœrrvcerende Veerk fremſcetter. Den blot empiriſke Agerdyr⸗ ker kan vel voere duelig paa den Plet han lever; han kan have havt et godt Exempel at folge, en god Raadgiver; men forlader han ſin Plet og ſkal dyrke under forandrede Omſtendigheder, ligner Thaer ham med Rette „ved en Styrmand i rum Soe, uden Compas“. Den blot empiriſke Ager⸗ dyrker ſeer vel hvad der ſkeer, men ikke kiendende Aarſagen dertil, ofte ikke en⸗ gang Folgerne deraf, kan han ikke modarbeide de ugunſtige, ikke benytte ſig fuldkommen af de heldige Omſtandigheder. Folgelig fare ogſaa de vild, der for⸗ mene, at en Landmand blot behover at verre noiagtig bekiendt med det Meka⸗ niſte af Agerbruget, og derfor lade haant om al Theorie. Enhver Landmand, han henhore for Reſten til den nye eller gamle Skole; han vcexe Verelbru⸗ ger eller Trevangsbruger, vil i dette Skrivt finde de fornodne Oplysninger.
Ved Overſcettelſen har jeg, foruden de fra et ſag vidtloftigt Foreta⸗ gende uadſtillelige Beſocrligheder, endnu havt andre at overvinde. Thaer, dette ſkabende Genie, har ogſga paa en Mande ſtabt ſig et eget Sprog eller dog en egen Terminologie. Jeg har ikke vovet at folge hans Spoer, fordi jeg ikke torde vente, at man vil tilgive en Overſcetter Friheder, ſom man ikke tilregner den geniale Mand. Jeg har imidlertid ofte veeret forlegen,
for at finde Ord til at udtrykke Forfatterens Mening, uden alt for vidtlef.
tlg at meeſti mig. obscuW witho! heen there indisti gier i⸗ men de inke ka 0 Gavn⸗ ger, a den ob
Spern
det oft
ſemt,
Sparn
men de
belſyſee
at kall
8
neſte
velſer. haniſ at beu A, ſtedſe

giort ſig be. ſetter Pris deres Stem⸗
bt at daune har grundet ar ſtrabt at ibke blot far rdbrug; thi rbrug kunme det er disſe, iſke Agerdhr⸗ havt et godt Plet og ſtal med Rette piriſke Ager⸗ ofte ilke en⸗ e benytte ſig vild, der for⸗ ied det Meke⸗ r Landmand, re Vexelbru⸗ Oplysninger. fiigt Foreta⸗ de. Thaer, Sprog eller Spoer, fordi er, ſom man eret forlegen for vidtlof
tig
Overſctterens Fortale⸗ X
tig at omſtrive ham. Undertiden har jeg vel endog, hvor jeg har vaeret meeſt i Forlegenhed, dannet et nyt Ord, iſcer naar jeg havde Analogien for mig. Lord Kames ſiger: In arts and sciences, a plentiful source of obscurity and indistinctnels, is the using a word in different senses, without warning the reader of it. Considering what volumes have been composed on agriculture, it is amazing, how little precision there is in the terms of art...... Better coin words than write indistinctly. Saaledes kalde vi f. Ex. ſaavel den Fordybning ſom Ploven gier i Jorden, ſom den opvaltede Jord— Furen. Jeg kalder hiin, Furen, men denne, Pleiſtrimmelen, eller blot Strimmelen, hvor dette ſidſte Ord irke kan misforſtaaes.
Jeg har, for endnu at anfore et Par Exempler, kaldet— Nutzvieh— Gavngvceg, ligeſom vi ſige: Gavntommer; hvoraf naturligviis ikke fol⸗ ger, at den ovrige Deel af Beſcetningen er uden Gavn, ligeſaa lidet ſom den svrige Deel af Treret uden Nytte. Jeg har ſagt— Speandet og Spcendarbeidet— da jeg ibke kunde ſige Arbeide med Heſte og Vogn, fordi det ofte forrettes med Stude eller Tyre, og fordi det undertiden er tvivl⸗ ſomt, hvilket der menes. Hoveriet beſtemmes desuden efter Haanddage og Spoenddage. Ordet Schlag og Koppel bruges ofte ſom enstydende Ord, men da de igien paa andre Steder betegne— f. Er. Schlagſyſtem og Kob⸗
belſyſtem— to forſtiellige Ting, ſaa har jeg ſogt at ſkielne derimellem, ved
at kalde det forſte Vangſyſtemet, det ſidſte Kobbelſyſtemet.
J den chemiſke Terminologie, hvoraf der ievrigt forekommer mere i neeſte Deel end i denne, har jeg fulgt Hr. Profesſor Orſteds nye Bencev⸗ nelſer. Vel ere disſe mindre bekiendte, men ere de rigtige— og derom har han i ſine Forelcsninger overbeviiſt mig— ſaa er det Skribenternes Pligt at bruge dem, for at ſkaffe dem Indgang i Sproget. Det gaaer med nye Ord, ſom med nye Klader, de genere indtil de blive noget brugte.
Vel veed jeg, at der almindeligen indvendes, at Terminologien burde ſtedſe verre den ſamme, i hoilket Sprog vi end ſtreve, og at hertil pasſede
b ene

85. *.
,3, 5218 3
X Overſetterens Fortale.
ene de videnſkabelige og dode Sprog. Uden at ville beſtride Rigtigheden
heraf, mage jeg blot anmarke, at man, i Henſeende til Chemien, havde leenge og meget overtraadt denne Regel. Man ſagde og ſtrev Suurſtof, Vandſtof, ja vel endog Stikſtof, langt oftere end Oxygene, Hydrogene og ALote. Men ſaa er dog unagteligen Ilt, en meer betydningsfuld Be⸗ navnelſe af det ildngrende, Brint af det brœendbare Vaſen, og Qvell⸗ ſtof af den Luft, hvori intet Dyr kan aande. Naar vi ellers ſige: Des oxydation, er det ſaare uviſt, i hvilket Sprog vi tale; ſige vi derimod Afiltning— Berovelſe af Ilten— forſtaage vi Meningen og tale Danſk.— Dette er det hoieſte Diſipelen kan tillade ſig at ſige. Lœreren vil, om det endnu ſkulde beheves, langt bedre udvikle og forſvare ſine Grunde. Imid⸗ lertid har jeg, da denne Terminologie endnu er ganſke ny, for ikke at til⸗ veiebringe Misforſtaaelſe, i Forſtningen tilfoiet de latinſte Kunſtord.
Nogle have ſpurgt mig, om jeg ikke troede at burde udelade ſaadanne Paragrapher, der egentlig aldeles ikke pasſede til vore Forhold? Andre, om jeg ikke vilde tilfoie Anmarrkninger til dette Vark?
De Forſte ſvarer jeg, at jeg, med Undtagelſe af de Arbeidstabeller, der ſindes i forſte Tome af Originalen, og en Tabel Side 53, ſom nok for⸗ drer Kiendſkab til et Strivt, jeg ikke har kundet forſkaffe mig, aldeles intet har udeladt. Thi om den forſte Tome end ſtundum afhandler Gienſtande, der ere os, ſom Landmaend, aldeles fremmede, troede jeg dog, at disſe i hiſtoriſt Henſeende kunde fortiene Opmarkſomhed; og da de ikke indtage megen Plads, lod jeg dem ſtage. Arbeidstabellerne derimod, ſom kun den tydſke Landmand kunde interesſere ſig for, har jeg udeladt. Havde jeg ſeet mig i Stand til at levere originale paalidelige Arbeidstabeller vilde jeg have ſat dem i Stedet. Maaſkee een af vore ſtorre Jordbrugere engang kunde finde Kald til at erſtatte dette Savn og levere ſaadanne til een af de folgende Dele. De ville med Tak modtages og benyttes.
De Sidſte ſvarer jeg, at derſom jeg end havde troſtet mig til at com⸗ mentere dette Skrivt, vilde jeg dog foretrœkke at levere mine Bemarknin⸗
ger
Overſe ligge i endau ſdlebe
C.
gen,
bder,
5
ſig for
do, og tet at!
ſtal der
dt tegn

Nigtigheden mien, hande v Suurſthf, Hydrogene ingsfuld Be⸗ „og Qpal⸗ rs ſige: Des ee vi derimod le Danſk.— vil, om det nde. Iundd⸗ er ikke at til znunſtord.
lade ſaadanne dold? Andre,
beidstabeller, ſom not for⸗ aldeles intet r Gienſtande, g, at disſei
eikke indtage
ſom kun den davde jeg ſert ler, vilde jeg ugere engang til een af d
ig til at coln⸗ Bemarknin⸗ get
Overſctterens Fortale. XI
ger et andet Sted, end i Verket ſelv. Korte Anmeerkninger gavne intet, lange forſtyrre undertiden Lesningen. Overalt var det Thaers Menin⸗ ger og ikke mine, ſom her ſkulde meddeles.
Hvad jeg med Henſyn paa vore Forhold, maaſkee hiſt og her kunde have
ouſket at ſige, vil jeg engang i Fremtiden kunne have Leilighed til at frem⸗ ſotte til nermere Bedemmelſe, i vore landoeconomiſke Tidender. Skiondt denne Deel er udkommen ſenere end jeg, da jeg anmeldte Overſeettelſen, haabede— hoilket hidrorer fra Aarſager, ſom vel egentlig ligge i Tidsomſteendigheder— venter jeg dog, da anden og tredie Deel endnu formodentligen kunne fremkomme i Aar, inden det beſtemte Tidsrum udlober, at levere hele Varket. Randn
At Trykfeil ere bleyne ubemeerkede, tilſtager jeg. Men da Menin⸗ gen, ſaavidt jeg har merrket disſe, dog ikke tabes, ſaa haaber jeg, at En⸗ hver, der opdager disſe Feil, ſelv gunſtigſt vil rette dem.
Anden Deel agter jeg at pryde med de Mœnds Navne, der ved at tegne ſig for dette Vork have givet mig Mod til at fortſcette det begyndte Arbei⸗ de, og Haab om, ikke derved at lide et alt for ſtort Tab. Da jeg har beſlut⸗ tet at lade Subſcriptionen ſtaae aaben indtil den anden Deel er udkommen, ſkal den tredie indeholde Navnene paa dem, der i Fremtiden maatte behage at tegne ſig.-
Februar 1816. Overſcetteren.
b 2 For⸗

Forfatterens Fortale.
Da egentlige Henſigt af dette Vark, i den Form, hvori det her fremtrader, er: at have en Ledetraad, hvorefter mine Forelcesninger kunde ordnes, og en Grund⸗ vold, hvorpaa de kunde hvile. Af denne Aarſag har jeg viſt nok fattet mig kortere, end jeg ene med Henſyn paa mit laeſende Publikum ellers kunde have giort. Imid⸗
lertid haaber jeg, ved Tydelighed, Fuldſtœndighed og Orden at have erſtattet dette
ſaaledes, at alt vil vorre tydeligt for den Loeſer, der ikke laſer adſpredt, fragmen⸗ tariſk og flygtig, men med Opmarkſomhed og Orden. Ved nogle abſtrakte Ma⸗ terier, f. Ex. i dette Bind ved Videnſkabens Grundlegning, har jeg maaſkee fattet mig alt for kort; men ved fuldſtoendigen at udvikle denne Materie for en Deel af mine Leeſere, maatte jeg have kiedet den anden, ved Vidtloftighed. Hvor det kom an paa at ſtille en vigtig Materie i tilborligt Lys, har jeg udladt mig ſaa vidtlof⸗ tigt, at den ſelv for mine Tilhorere neppe behover videre Forklaring. Det for⸗ ſtaaer ſig, at mange Gienſtande, der kun formedelſt den almindelige Overſigt maatte her fremſtilles i Leren om Oeconomien, ville paa deres rette Sted, noiagtigere vorde behandlede. Som en Folge af dette meer eller mindre kortfattede Foredrag, vil man undſkylde Stilens Forſkiellighed.
Ogſaa med Henſyn paa Foredragets Orden, har jeg i en vis Henſeende rettet mig efter det Moͤgelinſte Underviisningscurſes Vinter⸗ og Sommerhalvaar, og efter Gangen i Forelæsningerne, over de dermed forbundne Videnſkaber. Det forſte og en Deel af det andet Bind indeholder det mere abſtrakte og blot videnſkabelige af den
der lan drer me ſaa mee indbefa⸗ 9g phyj iing. hvilket bedring gisdend niſte d ſon O nomien kan fo den mei Feretag
.
4
hele Di telce, paa P
8
meget! ning og dere h ker i de der og.
b Fe yttel

fremtrader, an „og en Gennd— attet mig korten, egiort. Ind⸗ ve erſtattet dett predt, fragnen le abſtrakte Nr teg maaſkee ſattt ſe ſor en Dal ij
Hvor det kin mig ſaa vidtle aring. Dtt ſo⸗ Overſigt mante noiagtigere borde de Foredrag,
Henſemnde rtlt halvaar, o et
Oet forſtl videnſkabelihi 1
Forfatterens Fortale. XIII
den landoeconomiſke Lore, der mindre behsver en ſandſelig Fremſtillelſe og udfor⸗ drer mere Eftertanke end Jagttagelſe; til hvis Foredrag og Studium Vinteren alt⸗ ſaa meeſt egner ſig. Indholdet af det fsrſte Bind ligger for Dagen. Det andet indbefatter 1) Agronomien, om at kiende og vurdere Grunden efter dens chemiſke og phyſiſke Egenſkaber, med Henſyn paa dens henſigtsmesſigſte Benyttelſe og Taxe⸗ ring. 2) Agrikulturen eller Lœren om Jordens Forbedring og Forberedelſe, hvilket Hovedſtykke igien deler ſig i to Afdelinger: a) Leeren om dens chemiſte For⸗ bedring og Frugtbargiorelſe, ved at bringe ſaavel relativ forbedrende, ſom poſitivt gisdende Subſtancer paa den og indblande dem deri; b) Leeren om Jordens meka⸗ niſke Forbedring og Forberedelſe, hvori indbefattes ſaavel den egentlige Ploining, ſom Opdyrkningen, Vandafledningen, Vandingen o. ſ. v. Foredraget af Agro⸗ nomien og Agrikulturens chemiſke Deel indtrefffer i det Tidsrum, hvori jeg allerede kan forudſcette de fornodne chemiſk⸗phyſiſke Kundſkaber hos mine Tilhorere; med den mekaniſke Agrikultur aabnes Sommerforelcesningerne paa den Tid, hvor disſe Foretagender bedſt kunne fremſtilles paa en ſandſelig Maade.
Det tredie Bind indeholder Lœren om den vegetabilſte Frembringelſe i dens hele Omfang, og hoiler paa den, da allerede foredragne almindelige og ſpecielle Plan⸗ telcere, der her kommer narmere i Betragtning og Anvendelſe, med ſceregent Henſyn paa Planternes Dyrkning.
Der fierde Bind ſkal indeholde Loeren om de dyriſke Frembringelſer, der ſaa meget meer behover en Indledning, om denne dyriſke Organisme i ſin ſunde Forfat⸗ ning og dens ſygelige Afvigelſer, da de Sidſtes Sceregenheder ſcerſkildt angives; deres hyppigſte Former, ved hver Slags af Huusdyrene, for at den rationelle Agerdyr⸗ ker i det ringeſte kan vedblive at vore uafhangig af de ſodvanlige Kurſmedde, Hyr⸗ der og Qvakſalvere, men vide at ſeette Priis paa den agte Lege.
Loœren om de tekniſke Haandteringer, der ſtaae i narmere og henſigtsmeesſi⸗ gere Forbindelſe med Landoeconomien, ſaavel med Henſyn paa Produkternes Be⸗ nyttelſe ſom Qveegavlen, vil ſlutte dette Vorrk med et ſcrſkildt Supplementbind.
uden hiint Henſyn paa det Moͤgelinſke Underviisnings⸗Kurſus, havde jeg maaſkee valgt en anden Orden og tilſidſt behandlet, den mere abſtrakte Lœre om Oeco⸗
nomien.

XIV Forfatterens Fortale.
nomien. Jeg er imidlertid uvis, om dette havde veeret mere pasſende til deres Be⸗ hov, der overeenſtemmende med dette Vark, ville rationel ſtudere Landoeconomien; nu har derimod Erfaring hos den ſtorſte Deel af mine Tilhorere lert mig, at hiin Orden giver den klareſte og tydeligſte Anſkuelſe. Naar man ikke overſkuer det Hele ere eenſidige Indtryk, der vanſkeligt udſlettes, naeſten unndgaaelige, og disſe have tilfsiet Landoeconomien megen Skade, ſaavel i Theorie ſom Praxis. Havde jeg valgt en anden Orden, ſaa vilde jeg paa een Gang have udgivet dette Vark, hvil⸗ ket under nœrvoœrende Tidsomſteendigheder, da var kommet meget ſenere for Dagen.
Men jeg folte at Forpligtelſen paalaae mig ſnart at udgive dette Vark, enten idenne mere concentrerede eller i en udforligere Form. Mit Engelſke Agerbrug og nogle andre Skrivter havde almindelig opvakt en Iver for Landoeconomien, der til da var uden Lige, tilligemed Folelſen og Overbeviisningen om Muligheden af en hoiere Drivt og Laengſel efter den ſtorſte Fuldkommenhed. Men ſom Folge af den eenſidige Anſkuelſe, ſom Mange havde faget i hiint Vaerk, kom de, der ſtroebte hurtigſt frem mod Maalet, paa Afveie, hvorpaa de forfeilede det, eller dog ſenere og med unodvendige Opoffrelſer naaede det. Nogle vandrede ſnart paa den ene, ſnart paa den anden Vei, uden at komme videre, og atter andre bleve ſtagende uvisſe hilken Vei de ſkulde veelge. Flere vendte hurtigt om, naar en Forvildet ſtillede ſig i Veien for dem og raabte:„Dette er ikke det Rette, experto crede ruperto!“ Mange vilde bane ſig en nye Vei, ſom deres Krafter ikke tillod dem at beſtige. Andre, der forſtode at beregne de fornodne Midler til tidligere eller ſildigere at naae Maalet, ſtaae nu paa Toppen og tilraabe Andre:"Her er jeg! folg mig!“
Jeg haaber, at dette Veerk ſkal bevare for ſaadanne Vildfarelſer, hvortil jeg ved hiint maaſkee kunne have givet nogen Anledning. Imidlertid er det dog heller ikke en Veiviſer, ſom man kun behover at henvende ſig til, naar man juſt foler Trang til den. Det er en Grundtegning, ſom man beor ſtudere og heel og holden have for Oine, naar man vil orienters 4 ig paa enhver Plet af dette Land og ingenſteds fare vild.
paatal ſ Tiffan dannet
6 ſterndigt Forvert affkrie vilde 18 Naterit teratnr 1803. om Lahe Selſta bus li⸗ ſten fin: de Felt dranf ſtilige

de til deres Be andoecononimn; tt mig, at hin erſkuer det hel , og disſe habe 8. Harde je tte Vark, hyi⸗ nere for Dagen. ette Vark, enten lſte Agerbng oeconomien, der „ Muligheden ef n ſom Fetge if de, der ſirabte eller dog ſener art paa den ene, e blebe ſtaxende aar en Forbiddet xperto credt ikke tillod den til tidligere eler e:»Her er jel
farelſer, hvorti
nidlertid er de h naar man jiſ dere og heel 0 af dette Land 0
Forfatterens Fortale. XV
Levende foler jeg, at dette Vark ikke er frit for Mangler. Krigens Trengs⸗ ler— om juſt ikke Odeloeggelſer— ſom jeg med faa Afbrydelſer har i ſyv Aar varet udſat for, mange Sorger og huuslige Lidelſer ſpakkede den frie Aandens Virk⸗ ſomhed, ſom et ſaadant ſyſtematiſk, ikke fragmentariſk Vark, i et hidtil ikke viden⸗ ſkabelig behandlet Fag udfordrede. Man vente derfor intet Fuldkomment, men kun det bedſte jeg under ſlige Omſtœendigheder formaaede.
Jeg onſter Kritik af dette Vork, ſaavel over det Hele ſom over dets enkelte Dele. Om den, der ſynes mig grundet, vil jeg i mine Annaler beſtedent udlade mig, og, om man enſker det, optage den deri. Skulde jeg derimod merrke, at Nogen kun vil ſlaae ſig til Ridder paa mig, ſaa vil jeg ligeſaalidet ſvare ham, ſom jeg ſvarede en Ruͤckert eller Leupert. Det er i Sardeleshed mit Onſke, at man vil paatale Ufuldſtandighed, eller om jeg maatte have overſeet visſe ikke ubetydelige Tilfoelde og Omſtaendigheder, da jeg med Taknemmelighed ſkal betiene mig af ſaa⸗ danne Anmarkninger til Rettelſer, fordi Videnſkaben derved fremmes.
Nogle have, ſom jeg erfarer, onſket og ventet, her at finde en ſeerdeles fuld⸗ ſteendig Litteratur og Anforelſe af Skrivter over enhver Materie. Men til denne Forventning har jeg ikke berettiget Nogen, da jeg ikke ynder det Haandarbeide, at afſkrive Bogtitler, og ſkulde jeg have indladt mig paa at recenſere disſe Skrivter, vilde 12 Bind ene hertil, ikke have verret tilſtrokkelige. Desnden have vi et efter Materierne ordnet meget fuldſtœndigt, haderligt Vaerk, om den landoeconomiſke Lit⸗ teratnr: T. B. Webers Handbuch der oͤkonomiſchen Litteratur i 2 Bind, Berlin 1803. Derneſt en meget neoiagtig og ypperlig ordnet Fremſtilling af alt det der om Landoeconomiens Gienſtande findes i alle Nationers lerde og landoeconomiſke Selſkabers Skrivter: Reuls repertorium commentationum a societati- bus literariis editarum, P. VI. Oeconomia, Göttingae 1806. Forre⸗ ſten finder man ogſaa Litteraturen i Beckmanns Lehrbuche, i Webers Handbuche der Felderwirthſchaft, Frankfurt 1807; i Naus Anleitung zur Landwirthſchaft, Frankfurt am Mayn 1804, og i flere Lœreboger fuldſtendigt nok anfsrt. Ad⸗ ſkillige udmerkede aldre Skribenters Mening om visſe vigtige Gienſtande, finder man

XVI FVoorfatterens Fortale.
man ogſaa meer eller mindre rigtig og traeffende fremſatte i Germershauſens Haus⸗ g vater und Hausmutter. Den idealſke Mynt, ſom jeg i Leren om Oeconomien har antaget, nemlig: 1= Vardien af* Skieppe Rug eller= Priſen paa et ſaœedvanligt, ei anſtraengt Dagarbeide, vil i Begyndelſen ſtode Mange. Men ved nerrere Overveielſe vil man opdage, hvor meget lettere det ved denne idealſke Mynt bliver, at udfinde al⸗ mindelige Forhold og Reſultater, og dernceſt at anvende disſe paa ſpecielle Om⸗ ſtandigheder.
Moͤgelin, den Zdie Julii 1809. Forfatteren.
—ʒ—
D
Den Agerdyr
Paa Erf Hoad Er dorſeg
Iagttage Meturwid

Zauſens Hau⸗
taget, nemiig. t, ei anſtrengt Overveielſe bi at udfinde al a ſpecielle Dm⸗
Indhold af forfte Bind.
Forſte Hovedſtykke.
Grundlagning.
Begrebet af den rationelle Landoeconomie:
D ens Hiemed...„..„... 3. Agerdyrkningsloren: den haandveerksmesſige, den kunſtmeesſige og den videnſkabelige. 3. Larens Grundlaegning:
Paa Erfaring.*.„...... 6. Hvad Erfaring er„..„**. 7. Forſog........... 8. Jagttagelſer.„.......... 10. Naturvidenſkabers Bidrdagssgsg..„...» 2. II. Botanik.„.....„.„.. 12. Zoologie......... 12.
Mathematik.

XVIII Indhold.
Grundvolden ſor Haandteringen:
Subjektet: Dets Egenſkaber..... Temperament og Tilbsieligheder.... Kundſkabernes Erhvervelſer. 4.. Opdragelſe til Landmand..—. Hielpevidenſkaber.... 8 Landoeconomiſke Larreſtole ved Univerſiteter.. Reiſer...... Sarſkildte Inſtituter til landoeconomiſt Underviisning.
Capitalen: Grundeapitalen...—. Stagende Capital..... Drivtscapital..—.„. Renter af denne Capital.... Disſe Capitalers Ferhold til hverandre..
Hvorledes Drivtscapitalen bedſt bevares for Haandteringen
Valget af en Jordeiendom.... Landeiendommenes Pris.... En Jordeiendoms Vurdering.... Fladeindhold..... Maal efter Udſced... Bedommelſe af Jordens Godhed.
Jordens ſedvanlige Klasſifikation... Jordens ſlette Qvalitet erſtattes vanſkelig ved dens Qvantitet Engenes Vurdering.. W... Gresgangenes Vurdering.... Skovenes Vurdering.. r.... Hvorvidt man kan forlade ſig paa indhentede Underretninger Overſlag over Godsindtagterne.... Udſcdens Beſtemmelſe.... Foldenes Beſtemmelſe..... Fradragelſe af Korn der forteres...
Jordegodſet og dets Tiltradelſe:
4
25 ⸗· 27.
28.
29. 31. 32. 32. 33 34. 36. 39· 40. 42. 45. 46. 47- 48. 49· 51.
Feadrage
Ferpagtn?
Tofter. Haver.
Purderin
Dorigt! Jorderne Gaardent Markveie Bygning Vandet
Agerens
Merkante Statent Statsfer Militair⸗ Befolknit Storte Sadet. Rettighe Sategne Hrorled
Eierens Vanſkeli En gyl Vrdage
Indfem Urigtig

Indhold.
Fradragelſe af den Sod, der behoves til at dœkke Avlingsomkoſtningerne.. Forpagtningskorn........ Tofter.......... Haver............ Jordegodſets Vurdering:..
Vurdering af Qveegbenyttelſen........ af Bierhverv.......
— af Afgivter....... — af Tienden..... — aßf Hoveriet......— Bvrige Henſyn........ Jordernes Beliggenhed........ Gaardens Beliggenhed..„...... Markveienes Beſkaffenhed og Retning....... Bygningernes Indretning og Tilſtand...... Vandet........ Agerens Lighed og Forſkiellighed...... Merkanti ſke Forhold..,..... Statens Rigdom....... Statsforfatning og Regierings⸗Maxime...... Militair⸗Forfatning......... Befolkning.....&. Storre eller mindre Sikkerhed mod Krigsfarer.... 4. Soedder........ 8 E. Rettigheder......... Sceregne Rettigheder........
Hvorledes Verdien af disſe Omſtondigheder og Forhold i Almindelighed beſtemmes
Forpagtningen:. Eierens og Forpagterens forſtiellige Grundſcetninger for Haandteringen.. Banſkelighed ved Forpagtningscontrakter.—*.** En gylden Forpagtnings A. B. C... 4... Undtagelſe fra Reglen.. r.„.....
Arvefaſtet:.. Indfeſtning...— 8... Urigtig Fremgangsmaade gior Sagen forhadt.....
85. Afgio⸗

XX Indhold.
Afgivtens Beſtemmelſe efter Sodens Middelpris..... Arvefeeſtets Fordele..„......... Om man bor oprette ſtore eller ſmaae Arvefoeſtegaarde.... Fordele for private Grundeiere......
Fordele ved Domainerne.». ¹...
*
Andet Hovedſtykke.
Oeconomie eller Laœren om Avlsbrugets henſigtsmasſige Forhold, om dets Indretning og Beſtyrelſe:.. Ordets Betydning.„....„ Arbeidet i Almindelighed:.. Arbeide, Kilde til al Fortieneſte....„ 181.
4* Hvorvidt Jorden har Deel deri...... Ferſt ved Arbeide fager Jorden Verdie...... Forhold mellem Priſerne.......
Herpaa grunder ſig det Fortrin, der tilkommer den extenſive eller intenſive Drivt.
Nermere Beſtemmelſe af Forholdene, hvorunder man bor volge den Ene eller den Anden.
Om Arbeidslonnen er ſtegen....
Hvorved Arbeidslonnen ſtiger og falder....„. Antagelſe af en idealſt Mynt eller anden Maaleſtok for Tingenes Verdie. Naeringsveienes Forogelſe eller Formindſkelſe..... Mangel paa Arbeidere foraarſaget ved Landeplager.... Lonnens og Arbeidets Pris bor neoie adſtkilles...
Arbeidsbeſparelſe ved dets rigtige Anvendelfe.....
Dette er vanſkeligere ved Avlsbruget end ved andre Neeringsveie Regler ved Arbeidets Indretning og Fordeling i Almindelighed
Side 86. 87. 88. 90. 92.
93⸗ 95-
97
97. 97. 97. 98. 98. 99. 100. 100. 102. 103. 104. 104. 105. 103. 105.
Hvortidt Tolinge⸗ Acheide⸗O
Strid on
Heſtenes Fordele de Hvorbed: Spand a Drernes Valg og Egenſtab De ſelb Jagttagel Kieb af Egenſtabe Orerhes Omfoſtni Stykkevit Folk ſor
Hbor ſit
Sammen Speender Harvnin Doomling Den forf Giedning Haſttier Sadens Kierſel Vygnin Ertrakie

Anden. 99. 100.
100 103 10 1⁰½ 104½ 105.
105
Indhold.
Hvorvidt Deling af Arbeide ogſaa i Aolsbruget fordelagtigen kan anvendes
Avlings⸗Calender.... Arbeids⸗Overſlag....
* 0
* 2
Sponndets Arbeide:. Zeſte og Oxer:.
Strid om Heſtenes eller Oxernes Fortrin— Heſtenes Fortrin.... Fordele ved Oxerne.... Hvorved den enes Fortrin for den andens betinges i et Spend af Vexeloxer.... Oxernes Vinterarbeide... Valg og Anſkaffelſe af Heſtene... Egenſkaber ved en god Arbeidsheſt. De ſelv tillagte Heſtes Fortrin... Jagttagelſer for Landmanden ved Tillag. Kisb af Foel..... Egenſkaber ved en god Trakoxe⸗.. Oxrernes Tillag..... Omkoſtninger ved Heſtene... ved Orerne...
— ded Redſtaberne til Spendarbeidet Stykkevis Fordele paa Antallet af Trokdyrene.
Folk, ſom arbeide med Spendet. Karle. Hvor ſtort man fkal indrette et Spoend.. Sammenligning af Udgivterne ved Heſte og Orer Spendarbeider..... Harvningen.... 3 Tromlingen..... Den forfinede Agerdyrknings Arbeider.. Giodnings Ubkierſelen.... Hoſtkierſeler..... Scdens Bortkiorſel.... Kiorſel af Brandematerial... Bygninaskiorſeler....
ptrakiorſeler.....
9 4ϑ 2 5½ .. godt Avlsbrug .. * 4 .. 2⁴ 94 4 4 . 4 4 4 8 2 2*. .— .. 4 0 4 24 .. .. 2 2 .. .. . . 1 .. . .. 2„ .. ..
5*
8
Side 108. 109: 110.
110.
T10. IIo. 110. 11I. 112. 113. 114. 114. 115. 116. 116, 117. 117. 118. 119. 121. 123. 124. 125. 126. 127, 127. 131. 131. 132. 133. 133. 134. 134. 134. 134.

Kiorſeler ved Bihaandtering. Forbedringsarbeider.... Beregning over det nodvendige Spœoend. Efter Aarstiderne... Almindeligt Overſlag„.
Haandarbeider:
Tieneſtefolk og Oagleiere.. Hvilke ere de fordelagtigſte.. Tieneſtefolkenes Perſonale.. Beſpisning paa Gaarden eller Deputat. Tieneſtefolkenes Koſtft.. Udgivter derved.... Daglon og Stykkeviis⸗ eller Accordarbeider Arbeidende Familiers Anſeettelſe..
Haandarbeiderrr..
Avlsbrugets Beſtyrelſe:
Aolingsbeſtyreren bor vorre uindſkrenket. En indſeronket Forfatning for ham er feilfuld
En Avlingsbeſtyrers Egenſkaber.. Hans Lonning.. 4. De gvrige Avlingsbetiente... Parcelgaardens Beſtyrelſe. Underbeſtyrere Lœrlinge. Disſes Dannelſe.. Underopſynsmend ¹.. Huusholderſken.... Perſonalets Forhold i et af de ſtorre Avlsbrug Beſtyrerens almindelige Tilſyn.. Huuspoliti..“ Sparſommelighed.. 8 Omſorg for det Fornodne.. Produkternes Salg...
Prifer. Sandſynlighed for deres Stigen eller Falden
Torve 2 2 8 4
XXII Indhold.
5
9₰
Valg
Palg mell Landmand
Haunneleſpe
Bogholder Det ſtaatn Karter. 1 Regiſtere
Vurdering Jordeboge Grundeapi Godſetz4 Aarlig el Mangfold Den ſadve Beſtaaan e
Om Arbei
TI hrilker
Tabellariſt Uſſeds⸗Ta Hri Tüne Giodninge
Det dedde Vanſkelig
Norwit Panternee Den udte J hvilket De egent

Vanſkeligheder, ſom i Begyndelſen mode ved dette Begholderi
Indhold.
Valg mellem ſlere Torve..... Landmends Sammenkomſter, med Henſyn paa deres Naringsvei... Handelsſpekulationer....... Landoeconomiſk Bogholderie:..
Bogholderiets Vigtighed...... Det ſtagende Bogholderie eller Jordebogen..... Karter. Opmaalings⸗, Boniterings⸗ og Benpttelſes⸗Karter... Regiſtere......... Vurdering af en Landeiendoms enkelte Dele..... Jordebogens Indhold........ Grundcapitalens Regning...„.„ 8 3. Godſets Hiſtorie........ Aarlig eller Avlsdrivts⸗Beregning...... Mangfoldige Former........ Den ſadvanligſte eller den ſaakaldte Regiſter⸗Form.... Beſtaaer af 1) Pengeberegning....... 2) Naturalieregning......
3) Qveegberegning.......
Om Arbeidsberegningen...... Til hvilken Aarstid Regnſkabet bor ſluttes..... Tabellariſt Form.. 4.. 4... Udſœds⸗Tabell..... 1.. Hoſt⸗Tabel......... Giodnings⸗Tabel........ Arbeids⸗Tabel......... Det dobbelte Bogholderies Form...... .* 4 4
Giodningens, Foringens og Beſgtningens indbyrdes Forhold:
Hoorvidt Arbeide og Giodning erſtatte hinanden...* Planternes Nering........ Den udtommes ved Planternes Vert..... 2 J hvilket Forhold denne Udtommelſe ſkeer.....
De egentlige Sedarters udtaxrende Evne....
XXIII
Side . 169. . 170. . 170. . 171. . I7T. * 171. . 172. . 173. * 173- . 175. . 175. . 178. 5 178. * 179. 3 180. 180. . 183. „ 185. . 188. . 188. . 189. * 189. „ 190⸗ * 190. . 191I. * 193 . 198.
199. . 199. . 201. . 20. 202. 3 203.

XXIV Indhold. Side Andre Afgrobers ubtoerende Ekone...... 203. Hvorved Jorden faaer Erſtatning for Udterringen... 204. Huutzan2 Jordens naturlige Ktaft*„.. 3.... 206. Daſes alr Forhold hvori Afgrode og Udterring ſtaae til hverandre.... 206. Ved den rene Trevangsdrit...—.... 207. Ved Trte⸗ og Kartoffelavl i Brakmarken...... 208. Ved et Kobbelbrug i ſyv Vange....... 215. Omlobet Ved et Kobbelbrug i ni Vange.*...— 218. Terdangés Ved et Kobbelbrug i elleve Vange. 3... 221. Dets Giet Ved et Frugtvexelbrug........ 223. Groeningt Sammenligning af Jordens Til⸗ og Aftagelſe i Kraft ved de forſkiellige Avlsbrug. 223. Braktken Giedningens Frembringelſe og dens Veerd 2..... 227. Brak beſt Giodningens Maal og Vœgt........ 229. er i 8 Forhold mellem det Giodning frembringende Qvoeg oĩg Agerbruget... 230. SEud enns Forſkiellige Beſtemmelſer....... 230. HLnad bons Forholdet lader ſig ikke beſtemme efter Qvcegets Antal..... 233. ISrakring G Giodningens Forhold til Foringen....... 233. Hvotved t b Forſog til at beſtemme dette Forhold....... 234. Sammenſe Beſtemmelſe af dette Forhold ved Ho og Halm..... 236. Saſfat fe Ved andre Vexter med Henſyn paa deres nœrende Evne..... 236. Giendtive Fodervexters Afgroder og narende Evne...„..... 239. Storre Er Forhold hvori den nœrende Evne og Giodnings⸗Frembringelſen ſtaaer... 241. Nindre 19 Afgroden af Halm......... 243. Dais Haſs Hvad der efter Kicerne kan ventes i Halm og hvormegen Giodning deraf.. 246. Gieldende Gresgangs⸗Gisdningen. 4.... 248. Iirdäiendn Hvorvidt de forſtiellige Slags Qvoeg bor komme i Betragtning ved Beregning over Giodnings⸗ Miͤler der Produktionen......... 249. Firangs⸗ Sammenligning med andre Beregninger....... 250. Femunng Fodrets Fordeling paa Qoceget........ 232. Forſtiellige Beregninger af det til et Qvoegshoved fornodne Foder. 4. 253. Greesgangens Forhold......... 256. Giadning af Branderies⸗Affald o. ſ. vv....... 259. 1 Fordelagtigſte Frembringelſe af Giodning, ved en rigtig Forbindelſe mellem den dyriſke og vege⸗ 4 Keübetem tabilſfe Produktion....— 1... 259. Forfii Hvorledes dette opnaaes....... 260 an 1. 299. Det holſt, Det nutl

* Giodnings⸗
/
6
*
eog bege⸗
Sihe 203½. 20½
Indhold.
Agerdyrkningsſyſtemerne:..
Hvorpaa Agerdyrkningsſyſtemerne grunde ſig
* 4
Disſes almindelige Inddeling i Vang og Verxelbrug.
Omlobets forſkiellige Longde
Tervangsſyſtemet
Dets Giodningsbehov
Greesningsbehov Brakken.
4
.Q
Brak beſaaet om Foraaret
Klover i Stedet for Brakken
.⁴
Strid om den rene Braks Undveerlighed.
Hvad bor forſtages ved Brak Brakningens Fordele Hvorved Brakken alene kan undverres Sammenſat Trevangsſyſtem Forſvar for Trevangsſyſtemet Eiendrivelſe af de til dets Forſvar anforte Grunde: Dets lde
Storre Seedavl. Mindre Arbeide
Dets Haandgrebs Simpelhed Giceldende lovmeesſige Indretninger Jordeiendommens Udſtykning
Midler derimod Firevangsbruget Femvangsbruget
Kobbelbrugets Hiſtorie
4
4
4
2
2
2
4
24
2
4
.Q
2
4
*
₰
*
0
⁸½
4£
9.
„
Vangſyſtemet: 2 4 4
4
2
.⁴ 2 2* A«0 8 2 4 0 2* 8 4
xelſyſtemet, Vang og Kobbelbruget, det holſtenſte Agerbrug:
. 8 0
Forſtiel mellem det holſtenſke og meklenborgffe. Avlsbrug
Det holſtenſte. Det meklenborgſke
„*
*⁴
*
4
.
0
2 3 4
2„
90 2 2 9 94 4 .Al.A 9 4 2 2 2 à 4 0 2 9£ 0⁴ 9 2 9£ 9 4Q 2 0 2 0 0 2 2 4 9* 4 9 8 8d 4 2* 2 4 4 0 4 4 4.
og Almindelighed
* 2 4 . 94.ϑ 4. 2 2* 9 0 0 2 5 9Q 90ο 2 8 3 4*
2 2 0 2* 9* 92 2 9.ϑ*
4 5 2

XXVI Indhold.
Forſkiellige Inddelinger....—. Sedſkiftet. 8* ¹ 3. Koblernes Forbindelſe efter deres Nummer... Koblernes Lighed..... 3 Koblernes Beliggenhed...... Kobternes Figur...... Lige lang Afſtand fra Gaarden..... Nodvendige Afvigelſer fra Reglen.... Grovter ogs Veie..... Vanſkeligheder ſom Bondermarkerne ofte volde... Koblernes Antal...... Koblernes Afdelinger...... Bikobler....... Hovedkobler....—.. Meklenborgſt Markinddeling..... Denne Dyrkningsmaades Udfald.... Dens Fortrin........ Dens Mangler......
Frugtvexelen 3.
Gamlke Erfaringer til Fordeel for Frugtvexelen... Theoretiſte Grunde for og imod Frugtvexelen... Erfaringsgrunde...... Hvorfor man har givet denne Frugtvexel Navn af det engelſke Syſtem Dette Syſtems karakteriſtiſte Egenſkaber.... Dette Syſtems Betingelſe ved Indforelſen.. 2
Vexelbrug med Grasgang: Staldforingsſyſtemet:
Staldforingens Fordele„..... Betenkeligheder ved Staldforingen.... Staldforlngens virkelige Hindringer.... Staldforingens Forbindelſe med forſtiellige Markſyſtemer..
—————
—e
Lorfte

Forſte Hoveſtykke.
19 Grundlagning.
1. ͤ
gorſte Deel. In d⸗

Begrebet af den pationelle Landoeconomie. Lœrens Grundlagning. Haandteringens Grundlaxgning.
Subiektet.
Kapitalen.
Jerdgodſet, og om at tage det i Beſiddelſe.
Indhold.
Qua
ogſaa ve
hringe Fot
3o Henſigt.
hoieſt m
ſierdighed
Ikee den
fte
el
en
du
D mulige re

Begrebet af den rationelle Landoeconomie.
§. 1.
Lndaronoßien er en Sysſel, hvis Henſigt er, ved Frembringelſe(undertiden ogſaa ved videre Bearbeidelſe) af vegetabilſte og annimalſke Subſtantſer at tilveie⸗ bringe Fortieneſte eller at erhverve Penge.
§. 2.
Jo ſtorre denne Gevinſt vedholdende er, deſto fuldſtqendigere opfyldes denne Henſigt. Det fuldkomneſte Agerbrug er altſaa det, der af ſin Udovelſe drager den hoieſt mulige vedholdende Vinding, alt i Forhold til Evne, Krafter og Om⸗ ſteendigheder.
Ikke den hoieſte mulige Production, men den ſtorſte rene Vinding efterat Omkoſtningerne ere fradragne— hvilke begge kunne ſtage i modſat Forhord— er Agerdyrkerens Henſigt, eller bor ocere det, ſelv med Henſyn paa det almindelige Bedſte; med Undtagelſe af det eneſte Tilfœlde, hvor man for Videnſkabens Skyld vilde viſe Muligheden af en hoi Pro⸗ duction, omendſekiondt med ringere Fordeel under de Forhold, der finde Sted.
§. 3. Den rationelle Lœre om Landoeconomien maae altſaa viſe, hvorledes den hoieſt⸗ mulige rene Fordeel under alle Forhold kan uddrages af denne Sysſel. §. 4. 1 Agerdyrkningslaren kan vere tre Slags, d. e. paa tre Maader kan man larre og underviſes i denne Sysſel: for det forſte haandveerksmaesſig, for det an⸗ det kunſtmeesſig, og for det tredie videnſkabelig. A 2§. 5.

Begrebet af den rationelle Landoeconomie.
§. 5.
Den haandverrksmeesſige eller mekaniſke Underviisning beſtager i den efterlignende Svelſe af Haandgrebene, Hiemaalet, og af Takten eller Tidsiagtta⸗ gelſen. Den er en blot Afrettelſe, og den haandvcrrksmaesſige Landmand kan blot ef⸗ terligne og blive ved ſine ſcedvanlige, til Rum og Tid mere eller mindre modificerede Haandgreb, hvorom han ikke har eller behsver at have noget Forſtandsbegreb.
§. 6.
Kunſt er Ideens Fremſtillelſe i Virkelighed. Den blot kunſtmesſige Land⸗ mand antager paa Tro og Love ſine Forfgedres Ideer og Regler. Den kunſt⸗ maesſige Underviisning beſtaaer aliſaa i at tilegne ſig fremmede Ideer, eller i at lœre Regler og i at ove ſig i at iverkſatte disſe Regler.
§. 7.
Den videnſkabelige Lare faſtſctter ingen poſitive Regler, men den udvikler Grundene, efter hvilke man i ethvert forekommende ſpecielt Tilfelde— hvilket den lœrer neiagtigt at adſtille— ſelv udfinder den bedſt mulige Fremgangsmaade. Kunſt udforer en given og antagen Lov, Videnſkaben giver ſelv Loven.
§. 8.
Kun den videnſkabelige Laœrre kan vore almindelig gyldig og altomfattende, og under ethvert Forhold lede til at opnaae det Hoieſte. Alle poſitive Regler og Lareſcxtninger ere kun anvendelige paa beſtemte Stillinger, og enhver behover ſeregne, ſom kun Videnſkaben kan give ſaaledes, at det bedſt mulige kan opnages i ethvert Tilfoœlde. Det heiere Agerbrug kan altſaa alene kaldes rationel Agerbrug, og begge
ere et og det ſamme.
8 Ligeſom Somanden, der med Kompas og Kort omſeiler Verdenshavet benytter ſig ved dis⸗
ſes Hielp af hver Vind og Strom, for at neerme ſig ſit Maal, om endog ofte ved mange Omveie og kun langſomt, omgaaer ſiskert Klipper og Hindringer, volger i ethvert Til⸗ fœlde den fordeelagtigſte Retning, og altid lykkelig naaer Havnen i den muligkorteſte Tid— forholder ſig til Kyſtfareren, ſom ikke tor tabe Kyſten af Syne, naar han ikke vif overlade ſig til den blinde Skicbne; ſaaledes den rationelle Agerdyrker til den blot tillerte,
7
fun den d han harls for at kus og Udhelt kelighed.
A. ſe fra ſia Han ba⸗
ohe
ſelb gode dem i dee det hoieſt korhold.
d veilede ti Graidſt hrede Lh

beſtager i den ler Tidsiagtte⸗ d kan blot ef te modiſieerede sbegreb.
nasſige Land⸗ Den kunſt⸗ eller i at late
den udvikler hvilket den daade. Kunſt
altomfattende, ve Regler og povet ſcrregne, aages i ethvert rug, og begge
ütter ſig bed dis⸗ ofte ved mange „ij ethvert Tir n muligkotteſte naar han ils ker til den blat
99
Begrebet af den rationelle Landoeconomie⸗
§. 9.
Den haandverrksmaesſige og kunſtmeesſige Underviisning er dog ikke unyttig for den Landmand, der vil have ſig til Videnſkab og til Idealet. Det er godt, naar han har lerrt at kiende Haandgrebene og ligeſom at fole den Kraft, der udfordres, for at kunne bedomme den mekaniſke Udsvelſe. Ogſaa udfordres Hiemaalets Hvelſe og Udholdenhed, for at kunne bringe det af Forſtanden dannede Begreb til Vir⸗ kelighed.
§. 10.
Men den blot tillerte Landmand maa aldrig uden beſtemte Anviisninger fierne
ſig fra ſin Lœſt, omendſkiondt denne kun kan verre pasſende til en ſcœrregen Stilling.
Han bor folge ſin engang antagne Regel eller den Indſigtsfulderes Forſkrifter, og vil, om han ſelv tonker og handler frit, ligne Soldaten, der fuld af perſonligt Mod trader ud af Rad og Geled, giver Ild, og i Stedet for at befordre den gode Sag bringer Alt i Forvirring.
Desaarſag er det ofte meget rigtigt, naar man ſiger, at Avlsforvaltere, ſom i andre Egne og under andre Omſtandigheder med Held vilde have foreſtaaet Tingen, nu, andenſteds henflyttede, ſnuble uomgicengeligt ved hvert Skridt og bringe det Hele i Forvirring. De⸗ res paa Tro og Love antagne Regel pasſer ikke paa en forſkiellig Grund, til et forſkiel⸗ ligt Maal af Kreefter og til forſkiellige Forhold, og ſaaledes erklerer man disſe paa deres Plet kunſtmesſtge Oeconomer for uvidende. Den ſande rationelle Landmand vil derimod orientere ſig i de forſkielligſte Stillinger, naar han kan give ſig Tid, til rigtigt at loere at kiende dem.
§. II.
Derfor kan den ikke videnſkabelig dannede Landmand kun gigre liden Brug af ſelv gode Bogers Lasning. Han forſtaaer ikke at ordne de nye Ideer og at indflette dem i det Hele. De forvolde derfor kun Forvirring i, og ved ham. Han tor i det hoieſte kun lœrſe ſaadanne Boger, hvilke ſtaae i nœr Forbindelſe med hans ſaregne Forhold.
1§. 12.
Landoeconomiens videnſkabelige Lœre maa, uden at give ſpecielle Regler, veilede til at kiende og til at vurdere Reſultaterne af de hidtil giorte Erfaringer og Grandſkninger, i at forklare dem trange til deres dybeſte udforſkelige Grund, ud⸗ brede Lys over alle Operationer, drage for Lyſet Grunden eller Ugrunden til de an⸗
tkagne

ring.
6 Begrebet af den rationelle Landoeconomie.
tagne Meninger, og lede i ethvert individuelt Tilfœlde til Selvopdagelſe af den Re⸗ gel, ſom vi bor folge, og lere at forudſee og beregne ethvert dens Udfald. Da den videnſkabelige Landmand altid rigtigere forſtaaer den ſelv udfundne Regel, end den af en Anden meddeelte, og da den fremſtiller ſig tydeligere for hans Forſtand i Anvendelſens Hieblik, ſaa vil han fuldkomnere udfore den, og ved Udovelſen valge enhver nodvendig Modifikation. Det er kun denne videnſkabelige⸗Lare der kan for⸗ ene de Modſigelſer, der fremkomme ved de af enkelte Jagttagelſer uddragne Regler, og der ſkan ſigte og luttre Erfaringerne. Den vakker Talentet til ſelv at domme og paa egen Bedommelſe at grunde en Beſlutning om alle de Tilfallde, der forekomme ved Haandteringens Udovelſe. Ogſaa den alene ſcetter os i Stand til at domme rigtigt om andres Fremferd, og larrer os at tilbageholde overilet Dadel, hvortil den blot kunſtmœsſige Landmand er ſaa tilboielig. §. 13. J Landoeconomien er der kun i enkelte Dele bleven givet videnſkabelig Under⸗ viisning, men ikke i dens hele Sammenhang og udgaaende fra almeengyldige Grunde. Underviisningen var enten blot empiriſk, grundet paa ſcrregne Localiteter og indivi⸗ duelle Anſkuelſer, eller, naar den ſkulde verre ſyſtematiſk og altomfattende, en Com⸗ pilation af Fragmenter, en Blanding af heterogene Erfaringers modſigende Re⸗ ſultater.
„
Alle Videnſkaber af denne Slags have kun giort Fremſkridt ved ſaadanne Hoveder, hpvilke for⸗ enede Theorie med egen Praxis— Videnſkab og Udevelſe. Agerdyrknings⸗Theorien har hidindtil neſten kun beſkœftiget ſaadanne Hoveder, der havde liden Praxis og Lei⸗ lighed til Jagttagelſer og Underſogelſer. Derimod havde de praktiſke Landmend kun deres Dyrkningsmaade for Hine og alt for liden Kiendſkab til andres Erfaringer og Na⸗ turforſkernes Opdagelſer. Og da de desuden manglede mathematiſke, logiſke og Sprog⸗ Kundſkaber, ſaa forvildede de ſig, ſaaſnart de traadte ud af deres ſnevrere eller videre
Sphere. Lerens Grundlegning. §. 14. Paa Erfa⸗ Agerdyrknings⸗Videnſkaben grunder ſig paa Erfaring og man kan ikke giore
andre Fordringer til den, end til enhver Erfaringsvidenſfſab. Dens Grundſtof er em⸗
enyiiſfs eapiiſt! ſaanden!
1 dbefals Phenot gelig er
Ott ers uls Aarſalt de ell.
T. at disſe d. ligger Gte betragte
ter hoc)
füle ab
D
tragte Fo den gienta fit a, kommer u eneſte A

ſe af den Re⸗ Udfald. Da e Regel, end ans Forſtandi pvelſen valge te der kan for⸗ ragne Regler, at domme og forekomme ved domme rigtigt vortil den blot
abelig Under⸗ ldige Grunde. ter og indivi⸗ nde, en Com⸗ odſigende Re⸗
der, hoilke for⸗ gs⸗Theorien hat Praxis og Lei⸗ Landmend kun rfaringer og Na⸗ giiſte og Sptog⸗ eorere eller videre
kan ikke gibre
3 Grundſtf er em⸗
Lerens Grundlagning. 7
empiriſk, d. e. givet ved ſandſelige Jagttagelſer. Men var end Erfaringen ganſke empiriſk, ſaa er dog Reſultaternes Udvikling og Videnſkabens Konſtruction, For⸗ ſtandens Vark.
§. 15.
Men allerede Erfaringer i ſig ſelv ere ikke blot ſandſelige Jagttagelſer, men indbefatte Betragtninger over det Jagttagne. Begrebet om Kauſalitet, eller at et Phanomen er Virkningen af et Andet, ligger til Grund for enhver Erfaring, og fol⸗ gelig er enhver ſammenſat af ſandſelige Jagttagelſer, og af Forſtandens Virkſomhed.
Det er endog for det rageſte Menneſke egent at ſporge om Aarſagen til ethvert iagttaget Phe⸗ nomen, og Noget uden Aarſag kan Ingen tanke ſig.
Aarſagen til eet Phenomen maa veere et Andets Virkning og dette maa atter have en an⸗ den Aarſag. Saaledes tonker ethvert Menneſke ſig en Kicede af Aarſager, ſaalcenge det er muligt, tager ofte Phantaſien til Hielp for at forleenge den— lader Verden hvile paa en Keempe, Keemmpen paa en Elephant, Elephanten paa en Skildpadde— men maa en⸗ delig komme til en Punkt, hvor han ikke mere kan ſinde en Aarſagernes Aarſag. Den ſidſte Aarſag kalde vi da Kraft, hvilken vi betragte ſom udgaaende fra Naturen, fra Guddommen. Men Kraft er ſtedſe kun det ſidſte, hvorhen vor Forſtand kan trange, og Meget, ſom man anſage for en undgrandſkelig Kraft, er ſenere blevet erkiendt for Virkning af dybere liggende Aarſager.
§. 16.
Til den Slutning, at et Phanomen er et Andets Virkning, fores vi derved, at disſe Phœnomener ere ſaa ofte tilſammen eller folge hverandre. Men netop heri ligger Grunden til de fleſte Feilſlutninger, i det vi ere alt for tilbsielige til, altid at betragte det Folgende ſom Virkning af det Foregaaende.(Post hoc, ergo prop- ter hoc). Ogſaa fattes, desvarrre, et beſtemt almindeligt Kiendemarrke til at ad⸗ ſkille en blot Folge i Tiden fra en Folge af Kraften.
§. 12.
Den hyppige og gientagne Sammenvaren berettiger os forſt til blot at be⸗ tragte Forbindelſen imellem to Phœnomener ſom Aarſag og Virkning. Jo oftere den gientages, deſto ſandſynligere er denne Forbindelſe, og omſider moralſk Vished for os, hvilken dog ophorer at vore dette, naar kun een eneſte Gang den ene frem⸗ Da ter vi i det ringeſte ikke holde den ene for den Andens
eneſte Aarſag eller Virkning.
kommer uden den anden.
§. 18.
Hvad Erfa⸗
ring er.

Forſsg.
Lorens Grundloegning.
§. r8. Men de fleſte Phœnomener ere ikke, ſaaledes ſom vi iagttage dem i deres hele Sammenhang, Virkninger af een, men ofte af mangfoldige ſammenſatte Aarſager, der forene ſig. Naar ni af dem ere tilſammen, men den tiende fattes, ſaa paafol⸗
ger heller ikke den Birkning, men ofte en ganſte modſat. For at frembringe et fuldſtoendigt Kornax udfordres: 1) Et ſundt Sodekorn med ubeſkadiget Kime; 2) Jord, ſom er losnet og vel forberedt; 3) Fugtighed i tilberlig Mangde, hverken for meget eller for lidt; 4) Varme i tilſtrekkelig Grad; Dette vidſte Enhver, men nu veed man, at der ogſaa udfordres: 5) Luft, thi i lufttomt Rum udvikler ingen Spire ſig; 6) Ilt(Oxygen) i det rette Forhold, thi i en Luft, hvor den fattes, udvikler heller in⸗ gen Spire ſig; 7) Kulſtof, thi uden denne kommer Planten kun til Blomſtring, men ikke til Frs⸗ dannelſe; 8) Lys, thi uden ſaadant bliver Planten ſyg og hendoer, forend den modnes.
Altſaa er Tilſtedevgrelſen af alle disſe Stoffer og Potentſer, og maaſkee af mange flere, nod⸗ vendig til at frembringe hiin Virkning, eller Ax, og i deres rette Forhold for at kunne tilveiebringe et fuldkomment. Det kan mislykkes, fordi den ene eller den anden af disſe fattes.
§. 19. Erfaringer giore vi enken ved blot Jagttagelſe, naar vi tilborlig lœgge Marke til Legemer og Potentſer, der mo⸗ des af ſig ſelv, til disſes gienſidige Indvirkning, og til Reſultatet; eller ved Forſog, i det vi ſammenbringe velbekiendte Ting, lagge Marke til deres Vexelvirkning, og derved tillige ſaavidt muligt hindre, at intet Uvedkommende eller Ubekiendt, ſom kunde have Indflydelſe paa Udfaldet, blander ſig deri.
Et Forſog er et Sporgsmaal, der forelcegges Naturen, og hvorpaa den uomgicengelig, naar det er tilborligt indrettet, maae give et Svar— var dette endog kun Ja eller Nei.
§. 20. Den Kunſt at giore Forſog har man naſten forſt, i det forrige Aarhundrede, lœrt at kiende rigtig og uddannet. Paa denne grunder ſig dog fornemmelig Menne⸗ ſtets Magt over den materielle Verden, og han kan udſtrakke denne ſaa meget videre,
jo fuldkomnere han gior hiin Kunſt, og jo meer han anvender den. §. 21.
ö
1 fetſtillis ldfaldet! Forſog gt Vig rede man Milliones
ſt Paturfor tgentlige dog, Laren,
8 Naal og kaſte dis tet de ik.
6
og kunne Erfaring virkende ſaa lide ten Tin, lige paa ſeende t vil dar derpaa,
Sorſt

ni detes hele tte Aarſaget, ſaa paafel⸗
vikler heller in⸗
en iike til Fre⸗
dnes.
nge flere, nod⸗ Id for at kunne r den anden af
ntſer, der mo ller ved
arke til deres Uvedkommende rſig deri ngicengelig, naar da eller Nei.
g Aarhundrede, emmelig Mengt⸗
ga meget videre,
3 21.
Lerens Grundlaegning.
§. 21.
Det fortiener imidlertid aldeles ikke Navnet af et Forſog, naar maͤn lader forſkiellige Stoffer og Potentſer ubeſtemt og umaalt virke paa hverandre og bemarker Udfaldet, uden at afverge Fremmedes Indflydelſe derpaa. Af ſaadanne ſaakaldte Forſog have vi vel mange, og der er viſt nok ogſaa tilfœldigviis derved opdaget me⸗ get Vigtigt og Nyttigt i Naturgrandſkningens tidligere Perioder; men aldrig erfa⸗ rede man derved det, ſom man netop vilde vide, og ſom var magtpaaliggende, og Millioner foretoges frugtesloſt, inden man giorde en Opdagelſe.
§. 22.
Ganſke rene og fuldkomne Forſeg ere naeſten kun mulige i et iſoleert Rum under Naturforſkerens Klokke og i Chemiſtens Laboratorium. Disſe ligge uden for den egentlige Landmands Virkekreds; at udforſke, kiende og noiagtigt at anſtille dem er dog, ſom vi ville fage at ſee, af den hoieſte Vigtighed for Agerdyrknings⸗ Laœren.
§. 23.
Imidlertid kunde vi viſt nok ogſaa vente Forſog af Landmanden, hvor Tal, Maal og Vagt muligſt noiagtigen ere anvendte, og Alt, hvad vi ikke kunne under⸗ kaſte disſe, bemœrket med al den Noiagtighed man formager, og disſe blive, uag⸗ tet de ikke ere anſtillede med den fuldkomneſte Reenhed, dog af Vigtighed.
§. 24.
J Sarrdeleshed gives der et Slags Forſeg, hoilke komme de ganſke rene nar, og kunne anſtilles i Landbruget, i det ringeſte ligeſaa noiagtigen, ſom i mange andre Erfarings⸗Videnſkaber. Disſe ere de ſammenlignende Forſog. Da nemlig de ind⸗ virkende Ting i fri Luft ſielden kunne tilveiebringes eller fiernes efter Tykke, og lige⸗ ſaa lidet kunne maales eller veies, ſaa maae vi, for at udforſte Virkningen af een Ting, der ſtaaer i vor Magt, kun tilfoie og udelade denne Eneſte, i forſkiel⸗ lige paa een Gang ved Siden af hverandre anſtillede Forſog, forandre den i Hen⸗ ſeende til Mangde og Forhold, men vedligeholde alt andet muligſt lige. Udfaldet vil da underrette os om den Andeel, ſom den eneſte forandrede Omſtandighed havde derpaa, og viſe os, om og hvorvidt denne er nyttig eller unyttig til at opnaue en
Ssrſte Deel. B vis

10 Lœrens Grundloeeggning.
vis Henſigt. Disſe Forſog maae imidlertid for at vpre fuldſtendige, gientages un⸗
der mangfoldige Omſtendigheder, der ikke ſtaae i vor Magt, i forſkiellige Clima⸗
ter, ved forſkielligt Veirligt og paa forſkiellig Grund. .§. 25. Forſog af denne Art ere viſt nok ikke lette, men dog mulige for enhver taen⸗ kende Landmand. Og enhver der udforer eet ſaadant, men fuldſtœndigt, om det
endog knn er under ſœregne Omſtandigheder og fortaller det ſandfoerdigt, gior ſig
fortient af Haandteringens Videnſkab, og folgelig ogſaa af Praxis hos Samtid og Fremtid. At anſtille dem i Mangde overſtiger enkelt Mands Krafter, og de For⸗ dringer man kan giore til denne, og det bliver kun Statens Sag, at ſeette Mand, der ere dette Arbeid vorne, i den Stilling, hvor de ganſke kunne offre deres Tid og Talenter for at udgrandſke Naturen, til Agerbrugets og den almindelige Velſtands Fremme.
Oeconomiſke Selſkaber, ſom ſtiftes til Videnſkabens Befordring, ſkulde frem for alt lade
det veere ſig magtpaaliggende at anſtille ſaadanne Forſog og at fordele disſe mellem deres Medlemmer; ſaaledes ſom det meklenborgſke Selſkab havde i Sinde at giore.
§. 26.
Men da Tallet af ſaadanne noiagtige Forſog endnu er for ringe, ſaa mage vi behielpe os med den, maaſtkee allerede for ſtore Samling af blotte Jagttagelſer og Efterretninger om mange Slags anſtillede Prover, uagtet al deres Ufuldkommenhed, og benytte dem til Grundvold for vores Videnſkab.
Der har jo uddannet ſig Videnſkaber, der foruden Jagttagelſen af ubekiendte Potentſers Virk⸗ ninger og enkelte meget ufuldkomne Forſog kunde legge endnu ferrre rene Erfarings⸗ Scetninger til Grund, f. Ex: Medicinen.
§. 27.
Men der udfordres megen Varſomhed og Skarpſindighed for at bringe Lys og Orden i dette forvirrede Chaos. Hine opbevarede Jagttagelſer maae ikke alene ſam⸗ les og ordnes, men ogſaa betragtes fra alle Sider, ſammenlignes med hverandre, pasſes tilſammen, og proves efter bekiendte Kiendsgierninger og noiagtigere For⸗ ſog, ſom allerede have fundet Sted. Saaledes kunne vigtige Reſultater uddrages deraf, hoilke vel ere mere eller mindre tydelige, men ſom man dog fornuftig⸗ viis
iiß ik delg der kun vel ai Folge de
tages.
ge Undſe drivelſe,
End fot at ri en Provi de ſene⸗ Lobe, ot de ſi fot Agert gelſer. fundne af anſtlll paa Lore meog fa Naade, Aier e er den W beviſe
paa rigte dyt ſo Heldin
ninger,

gientages un⸗ llige Clima⸗
enhver tan⸗ igt, om dit gt, gior ſig Samtid og og de For⸗ ſotte Mand, eres Tid og ge Velſtands
for alt lade mellem deres ere.
ſaa mage vi ztagelſer og dommenhed,
dotentſers Virk⸗ ene Erfaringe⸗
bringe lys 0g kke alene ſam⸗ d hverande, agtigete For⸗ ter uddrages 8g f ornuftig⸗ viis
Lœrens Grundleegning. 11
viis ikke kan nexgte ſit Bifald og ſom lede til en noiere Underſogelſe, hvoraf da en⸗ delig deres Bekraftelſe eller Giendrivelſe uimodſigelig maae fremgaae. Man maae kun vel adſkille, hvad der med mere eller mindre Paalidelighed, ligeſom hvad der i Folge de nœrverrende ufuldſtaendige Erfaringer kun paa en tvivlſom Maade kan an⸗ tages. Vi vilde ogſaa voere kommet meget langere heri, naar ikke den latterli⸗ ge Undſeelſe, hvormed de fleſte Landmand fordolge feilſſagne Forſog, og den Over⸗ drivelſe, hvormed de berette de lykkelige, havde forſinket Fremgangen. §. 28.
En ſtor Hielp til at grundlagge vor Videnſkab, og i Serrdeleshed en Traad eanarenen
for at rede os ud af de opdyngede, for det meſte eenſidige Erfaringers Labyrinth, dras. en Proveſteen til at udforſke deres Indhold og Egthed, giver Naturvidenſkaben, der i de ſenere Tider er gaaet ſaameget frem. Naturen virker overalt efter lige og evige Love, og kun ved at benytte ſig af Naturkraften, virker Landmanden. Derfor la⸗ de ſig af phyſikalſk⸗chemiſte Kundſkaber deels udlede umiddelbare Regler for Agerbruget, deels den Retning beſtemmes, ſom vi bor folge ved vore Underſo⸗ gelſer. Naar Grundens Lighed og Ulighed og dens Beſtanddele kun ere beſtemt ud⸗ fundne ved hine, ſaa er dette nok til at faae Lys over den hyppige Ulighed i Udfaldet af anſtlllede Operationer. Fra Arilds Tid have hine Bidenſkaber havt Indflydelſe paa Lœren om Agerdyrkningen, og fra deres ufuldkomne Tilſtand vare mange Fordom⸗ me og falſke Begreber bragte med herover, hvilke vi ikke kunne fierne paa anden Maade, end ved Benyttelſen af de nu berigtigede Naturkundſkaber. J de nyeſte Tider er iſeœr Chemien anvendt til at berige Agerdyrknings⸗Videnſkaben, og ſtor er den Vinding, ſom ſelv Praxis allerede har havt deraf. Vi kunne nu tydeligt beviſe mange Sandheder, hvilke vi kun anede efter vore Jagttagelſer paa fri Mark og i Avlsgaarden, og giendrive mange antagne Fordomme.
Derfor maa den videnſkabelige Agerdyrkningslœre uomgangelig grunde ſig paa rigtige phyſiſke og chemiſke Begreber, og vi mage ved dem ſtrabe at komme ſaa dybt ſom muligt til Phœnomenernes Grund, fordi vi kun da kunne arbeide med Held i vore Underſegelſer, og kunne drage ſaameget talrigere og rigtigere Folgeſlut⸗
ninger, ſom vi dybere trange til Naturphœnomenernes Grund. B 2 Kun

Botaniken.
Zoologie⸗
Mathematik.
12 Lœrens Grundlagning.
Kun at vi ikke ſpringe over noget Trin, ellers trange vi ikke ind; vi ſtyrte i Formooͤningers og morke Begrebers Afgrund, hvilke vel kunne beſkeeftige Phantaſien, men vildlede Forſtanden.
§. 29.
Da Landmanden fornemmelig beſkaftiger ſig med Planternes Frembringelſe, Varxt, og Fuldendelſe, ſaa er Kundſkaben om Planternes Organiſation og Natur, (Plantephyſiologie) ligeſaavel ſom den om deres karakteriſtiſke Skielnetegn, deres na⸗ turlige og kunſtige Klasſer, og deres Benavnelſe(Botanik) uundvarlig for Land⸗ brugslœren.
§. 30.
Og da Landmanden end videre gior Frembringelſen af Dyr og dyriſke Subſtant⸗ ſer til ſin Beſkœftigelſe, ſaa er Kiendſkab til den dyriſke Natur og dens Afvigelſer fra den ſunde Tilſtand heiſt vigtig for Lœren, for at kunne udfinde den rette Om⸗ gangsmaade derved.
§. Zr.
Uden deu rene Mathematiks Grundſatninger kan ingen Videnſkab uddanne ſig. Men Landoeconomien behover forſkiellige Dele af den anvendte Mathematik, for⸗ nemmelig Regnekunſten i Ordets mere udſtrakte Betydning, Kalkulationen til mang⸗ foldige Beregninger af Forholdene og det noiagtigſte Bogholderi, for at erholde ſikkre Data; end videre Landmaaler⸗ og Nivelleerkunſten, Chemien, Hydrauliken og Hy⸗ droſtatiken, ſamt Bygningskunſten.
§. 32.
Til Leœrrens Udvikling kan endelig ikke undveres politiſke, ſtatsoeconomiſke,
juridiſte og merkantilſte Knndſkaber og rigtige Begreber i alle disſe Fag. §. 33.
Og da mange Slags Tilberedninger af de ſelvvundne Produkter forhsie den Rytte, ſom man kan drage deraf, hpvilken igien tilbagevirker fordeelagtigt paa hele Aolsbruget, ſaa udfordres der mange teknologiſke Kundſkaber. De ere endog nyt⸗ tige med Henſyn paa ſaadanne Produkter, hvilke Landmanden ſolger til Fabrikan⸗ ten, for at kiende den Vard disſe have for ham, og hvorledes denne kan forhoies.
Den
—
Der Satninger ns hele 9.
dil
2) Kupia
En Tale—
Stadighed Pel har! ſte
nog
nu Landbtug ſyn beid der li ſon mil
Handelſe endnu en
lykkeligt

Formodningers men vildlede
rembringelſe, n og Natur, in, deres na⸗ lig for Land⸗
iſte Subſtant⸗ ns Afvigelſer en rette Om⸗
uddanne ſig. ematik, for⸗ en til mang⸗ rholde ſikkre liken og Hy⸗
oeconomiſte,
forhoie den igt pas hele endog uyt⸗ Fabrikan⸗ denne kan
Des
Haandteringens Grundleegning. 13
Den landoeconomiſke Lœre maa altſaa fra alle disſe Videnſkaber laane Scetninger til at grundfaſſte ſine egne, og maa folgelig have disſe Videnſkaber i de⸗ res hele Omfang ved Haanden, omendſkiondt den ikke ſelv foredrager dem.
Grundvolden for Haandteringen.
§. 34. Til Haandteringens Drivt udfordres frem for alt: 1) et dueligt Subjekt,
2) Kapital, og 3) Gods. Subjektet.
§. 35.
Enhver der med den ſtorſt mulige Fordeel— thi om andet kan her ikke voere Egenfkaber Tale— vil drive Avling, maae forbinde Energie og Virkſomhed med Overlag, ctnas
Stadighed, og med alle fornedne Kundſkaber.
Vel har man i lang Tid anſeet det ſom et Kald til at blive Landmand, naar et ungt Menne⸗ ſte beſad for faa Evner til en anden Haandtering; og man har ogſaa Exempler, at nogle af denne Slags, uagtet de bleve ſtaaende paa et meget lavt Trin, ikke deſtomin⸗ dre have giort deres Lykke ved Landbruget. Men dette var kun et lykkeligt Sammenſtod af udvortes tilfeldige Omſtaendigheder, hvilket ikke var ſieldent iet viſt Tidsrum, men nu neppe mere kan indtreffe.
Landbrugets Drivt er ſammenſat af mangfoldige enkelte Forretninger, hvilke hver for ſig ſynes lette, men ere vanſkelige at vedligeholde i det rette Forhold, i det de ofte modar⸗ beide hinanden. At ordne disſe overeensſtemmende med Tid og Kraft, ſaa at ingen deraf forſommes, men at derimod enhver tilberligen fulbbyrdes ſaaledes, at andre ligeſaa nodvendige ikke forſommes eller lide derunder, dette udfordrer ſtor Opmerk⸗ ſomhed og Virkſomhed uden IEngſtelighed, hurtig Beſlutning uden Overilelſe, et al⸗ mindeligt Blik ud over det Hele, med ſtreeng Opmerrkſomhed paa enhver Punkt, rigtig Vurdering af det i ethvert Hieblik meer eller mindre Nodvendige og Gavnlige, Stadighed i at fuldende det Begyndte, uden dog derover at forſomme det meer Magtpaaliggende, rig⸗ tig Beregning af Kraft og Tid til deres muligſt fordeelagtige og vedvarende Benpttelſe.
§. 36.
Da maaſkee ingen Haandtering er udſat for ſaa mange Tilfalde og ulykkelige Handelſer, ſom Agerdyrkningen, ſaa er ved Siden af den fornodne Virkſomhed, endnu en vis Slags Sindsro en nodvendig Betingelſe, for derved at kunne fore et
iykkeligt Liv. Land⸗

14 Subjektets Evner og Kundſkaber.
Landmanden bor kunne forvinde og glemme enhver uforſkyldt Ulpykke eller feilſlagen Forvent⸗ ning, ſaaſnart han ved pasſende Forholdsregler har ſaavidt muligt formindſket deres Folger, hvad enten dette nu ſkeer formedelſt et viſt naturligt Phlegma, eller derved, at han foreholder ſig de hoiere Troſtegrunde, ſom Philoſophie og Religion give ham. Kun bor han ei vearre letſindig i Henſeende til egen eller andres Brode og en naturlig levende Bmfindtlighed, ſtyret af Fornuften, forebygger lignende Feil i Fremtiden.
§. 37.
Landlivet har uagtet alle ſine Behageligheder dog ſaa meget Eensformigt, og uagtet alle ſine Forretninger dog ſaa mangen Kiedſomhedsſtund, at det neppe kan tilfredsſtille et fyrigt Hoved, hvis han ikke beſkaftiger ſig med andre Studier. Men blandt dem alle, er intet mere pasſende for ham, end Naturens. Han kan mere end nogen anden overgive ſig til den lykkelige. Tilbsielighed, at leve i Naturverdenen og at udforſke dens ophoiede Love, i det han, uden at forſomme ſine Forretninger, beſtandig kan tilfredsſtille den, og naſten i hvert Hieblik forene den dermed.
Naar den moralſke Verden og de ſelſkabelige Forhold naeſten kun tilbyde os det vemmelige Syn af en Modſtrœben imod Fornuftens evig lykſaliggiorende Love, hvorved Sorg og Elen⸗ dighed udbreder ſig over Jorden, ſaa viſer Naturen os deſtomere Orden og Eenhed, jo dybere vi giennemtrenge den. Det lykſaliggiorende Indtryk af denne Beſkuelſe tilfreds⸗ ſtiller ikke alene Sindet, men modner ogſaa den Troe, at den evige Visdom ſom aaben⸗ bar fremſtiller ſit Vark i den materielle Verden for vore Bine og lader Materien frem⸗ ſtaae i beſtandig nye Former, vil igien have ordnet alt i den aandelige Verden efter en Plan til et harmoniſt Heelt, hvis Fuldendelſe er forbeholdet Evigheden.
Denne Folelſe bliver, om endog kun dunkel, dog mere levende opvakt hos Landmanden end hos Kiobſtedmanden, hvorfor man ogſaa har bemerket, at der altid herſker ſtorre og renere Religioſitet hos agerdyrkende Nationer og Stander, end hos ſaadanne, der giorde Krig og Handel til deres Beſkeftigelſe.
Uden Kicerlighed til Naturen og Kundſkab om den kiedes lettelig den ved Landlivet, der blot voll⸗
ger det for at opnaae ſin Hovedhenſigt, og der udfordres da en meget ſtor Reſignation, til blot at opoffre ſig for ſine Pligter, og maaſkee en ſaameget ſtorre, jo mere dannet man er. Mange, ſom vare vante til Bylivet og dets Mangfoldigheder, have forladt disſe af Kiedſomhed eller af andre Aarſager og villet opoffre ſig til Agerdyrkningen; men ſnart fandt de Pligterne og Savnet alt for tunge og opgave ganſke eller tildeels deres
Foretagende, dog ikke uden ſmerteligt Tab. Blandt dem, der i Stederne havde er⸗
holdt en hoiere Uddannelſe, har jeg kun fundet ſaadanne deres Forſat troe og lykkelige i
Udforelſen, hvilke hengave ſig ganſke til den Tilbeielighed, at leve for Naturen, hvilket ikke
kan vere Tilfœldet med den Dannede uden grundige Kundſkaber derom.
Deſs beielighed, til Agerdyr kommen 0
ahverves
No
an hlot ſa⸗ perdyrktt
vi ſaare n netop gann boieligheid
ning, ogt Vſidenſtab
til at ſtuet en dunkles
For det rer Et
ü
Fortrinne,
Ungdomh aarige Yh og mange fta en hei if alle Ig ſeggd Aidens, lere her

flagen Forvent⸗ tmindſtet derez eller derded, at ide ham. Kun aturlig levende
Fformigt, og ſet neppe kan Studier. Men dan kan mere katurverdenen Forretninger, rmed.
det vemmelige Sorg og Elen⸗ og Eenhed, jo ſtuelſe tilfreds⸗ dom ſom aaben⸗ Materien frem⸗ Verden efter en
andmanden end eeſter ſtorre og anne, der giorde
het, der blot vell⸗ or Reſignation, nere dannet man nve forladt didſe yrkningen; men er tildeels derrs derne havde er⸗ e og lykkelige i nren, hoilket ile
4 33
Subjektets Evner og Kundſkaber. 15
§. 38.
Den Mand der bliver hine Talenter vaer hos ſig i Forening med denne Til⸗ beielighed, den Vngling, der yttrer Anleeg dertil, vil kunne offre ſig med ſtort Held til Agerdyrkningen, og opnaae det hoiere Maal deri, naar han forſkaffer ſig fuld⸗ kommen Kundſkab derom. Sporgsmaalet er altſaa, hvorledes denne ſikkert kan
erhverves. §. 39.
Man erhverver ſig den udentvivl paa den letteſte og naturligſte Maade, naar en blot ſandſelig og mekaniſk Undervisning og Hvelſe eller egentlig Opdragelſe til Agerdyrkning gaaer foran den videnſkabelige Underviisning. Ikke deſtomindre have vi ſaare mange Exempler paa, at, uagtet Opdragelſe og tidligere Beſkaftigelſe var netop ganſke modſtridende den landoeconomiſke, have Mand af afgiort Talent og Til⸗ boielighed dannet ſig til ſtore Landmand, ved en blot videnſkabelig Underviis⸗ ning, og have endogi vor Tid vundet Forſpringet for œldre indſigtsfulde Landmœnd. Videnſkaben aabnede dem Anſtuelſe, ſom Rutinen overſaae, og ſkœrpede deres Hine til at ſkue det tydeligt og beſtemt, ved hvilket lang HGvelſe havde ladet ſig noie med
en dunklere Folelſe. For det meſte have de vel i Begyndelſen begaaet Feil i enkelte Dele og have maattet betale Lae⸗ repenge, men deri var Manglerne ved den videnſkabelige Underviisning, ſom hidtil fandt Sted ene Skyld.
§. 40.
Ved lige Talenter og ved lige videnſtabelig Underviisning maage dog den have Fortrinnet, hvilken uden Tilſideſctttelſe af den ovrige Uddannelſe allerede i den forſte Ungdom har nydt en Opdragelſe til Landmand. Denne Opdragelſe faaer den femten⸗ aarige Ungling i et meget vindſkibeligt, af mangfoldige Grene ſammenſat, med mange og mange Slags Krafter virkende Avlsbrug, om det endog er endnu meget fiernt fra en hoiere Henſigtsmaœsſighed. Her ſkal han kun erholde de ſandſelige Indtryk af alle Agerdyrkningens Gienſtande og Forretninger, noiagtigt opfatte ved egne For⸗ ſog og Hvelſe Detaillen og Haandgrebenes enkelte Momenter, gve ſig i Rummets, Tidens og Kraftens Vurdering, og danne ſig deraf en Maaleſtok i ſit Hoved. Han
lœrxe her end videre at kiende og eve ſig i Omgang med de arbeidende Menneſker og den
Kundſkaber⸗ nes Erhver⸗ velſe.
Opdragelſe til Land⸗ mand.

Hielpeviden⸗ ſtaber.
16 Subjektets Evner og Kundſkaber.
den Behandlings Maade, ved hvilken man ſikkreſt og meeſt vedholdende naaer fin Henſigt hos dem. Han ove ſig fremdeles i Virkſomhed, Taalmodighed, Vedhol⸗ denhed og Moderation, hvert til ſin Tid, og vanne ſig phyſiſk og moralſk til Agerdyrknings⸗Levemaaaden. Han vakke ſin Opmarkſomhed og hielpe ſin Hukom⸗ melſe ved umiddelbare Optegnelſer i ſin Lommebog og ved at fore en Journal. Der⸗ efter lœre han at kiende Beſtyrelſes⸗Forretningen efter den her indforte Maade, for ſaavidt han dertil kan have Leilighed, og han forſomme i Sarrdeleshed ikke at er⸗ hverve ſig en vis Takt, ved Kiob og Salg, for at kunne bekaempe Liſt med Liſt. Jo mere mekaniſk og poſitivt han her larer Alt, deſtobedre er det maaſkee, naar han ſiden efter ſkal erholde en hoiere Uddannelſe. Kun vaklende og falſke Grunde ſom pleie at anfores for mange Gienſtande, og hvilke den unge Mand, forend han endnu kan prove dem, antager paa Troe og Love, paafafſte ſig blot ſom Fordomme, hvilke med Moie maae udryddes. Saaledes forberedt kan han gaae over til videnſkabelig Underviisting, med det Haab, at opnaae det Hoie og Store. §. 41.
Allerede lange har man ikke aldeles miskiendt Hielpevidenſkabernes Gavnlighed for det hoiere Agerbrug, og da antaget, at Underviisningen deri maatte gaae forud. Af den Aarſag have i Tydſtland nogle unge til Landoeconomien beſtemte Mand op⸗ holdt ſig nogle Aar ved Univerſiteterne, for her at ſtudere det ſaa kaldte Kamme⸗ ralfag. Men disſe Bividenſkaber udfordre, med Henſyn paa Landoeconomien, en ganſke egen Behandling. Det Generelle deraf maae larres fuldſtœendigt og grundigt, for ſaavidt ſom det er nodvendigt, for deraf at udlede alt Specielt. Men i Hen⸗ ſeende til det Specielle forekommer mig kun det henſigtsmasſigt, ſom har ner Hen⸗ tydning paa Haandteringen eller Lœren om denne Haandtering. Ved at udſtrakke denne Lare forvidt, adſpredes Sindet for meget, og ledes bort fra Hovedsiemarket, og den overveiende Tilboielighed, hvilken opſtaaer for et andet Studium i disſe Aar, der ere ſaa ſkikkede til at modtage ethvert Indtryk, kan giore det virkſomme Liv me⸗ get Afbrak; eller ogſaa kan der opſtaae en vis Overfladiſkhed, en ſaakaldet ency⸗ klopadiſt Viden. Foredrages derimod alt med Henſyn paa den ene Gienſtand ſom man har til Diemed, ſaa concentrerer alt Lys ſig derpaa, og den fremſtiller ſig da
A„ ſor
Ae
—
for Ynglit hende Fors habe horte
den Samt!
Ats zf en vides den did ei Gavnlighe
iſten, el⸗
ring, ogjen ſom veddt
ſende, den
Epymémaa
hans tilko
kan desude ſol ved et
de⸗ adoitlet ex. tiene ſig udrage de danne, der ogſaa Kar nomiſte iſte vore da e
git
ten
R
Lorſte

de naaer ſi d, Dedhol⸗ moralſt til eſin Hukom⸗ zurnal. Der⸗ Maade, for d ikke at er⸗ med Liſt. Jo e, naar hau Grunde ſom idd han endnu mme, hvilke videnſkabelig
3 Gavnlighed egaae forud. ee Mand op⸗ ldte Kamme⸗ onomien, en og grundigt, Men i Hen⸗ har nar Hen⸗ at udſtrakke vedoiemarket, mi disſe ar, omme Lid me⸗ aakaldet ench⸗ Zienſtand ſom mſtill ſg for
for Ynglingen i deſto ſkisnnere Geſtalt.
At man allerede for hundrede af en videnſkabelig Underviisning i Landoeconomien, beviſe de Lareſtole, hvilke ſiden ſiole ved Unt⸗ den Tid ere blevne oprettede ved naſten alle Univerſiteter. Gavnlighed, for ſaavidt ſom de ſkulle give den tilkommende Statsembedsmand, Ju⸗ riſten, eller Theologen og Lœgen, en klar Anſkuelſe af den landoeconomiſke Haandte⸗ ring, og jeg onſker kun, at Foredraget derfra maatte vorre pasſende til denne eneſte Henſigt, For den lœrelyſtne Landutand ſynes de mig ganſke upas⸗ ſende, da Univerſitetsforholdene, den academiſke Levemaade og ſelv Sagens hele Synsmaade der bringer noget heterogent i hans Dannelſe, hvilket med Henſyn paa hans tilkommende Virkſomhed og Levemaade let kunde blive ham ſkadeligt. Man n neppe vente, at en praktiſt⸗videnſkabelig Landmand vil antage en Larre⸗
ſom ved dem kan opnages.
kan desude
ſtol ved et Univerſitet, og en anden er aldeles nduelig til et ſa
De Hoveder, i hoilke den landoeconomiſke Videnſkab hidtil mere eller mindre udviklet exiſterede, have maattet ſkabe ſig den ved egen Granſkning og kunde kun be⸗ tiene ſig af den uhyre Masſe af Boger, der ere ſkrevne i dette Fag, til deraf at uddrage de i disſe adſpredte gode Materialier. danne, der dannede deres Syſtemer til eget Brug og til deres ſeœregne Forhold, eller ogſaa Kameraliſter og Statiſtikere, hvilke atter igien havde een, fra det Landoeco⸗ forſkiellig Synspunkt, og maatte indtvinge Alt i de vante Former, hvilke
nomiſke
ofte vare givne, ikke af Naturen, men af Vilkaarligheden
af denne Aarſag, at vi endnu ikke have nogen til Landoeconomien pasſende Lov⸗ Thi hvorledes kunde Lovgive⸗
Det er
§. 42.
§. 43.
givning, fordi vi endnu ikke havde ſaadan en Videnſkab.
ren
greber?— Dog
O
Korſte Deel.
faae rigtigt Die paa en ſaa indviklet Haandtering, hvorom han kun fik eenſidige Be⸗ er dette nylig lykket de ſtatsoeconomiſke Skribenter Krug og Kraus.
6
Subjektets Eoner og Kundſkaber.
1- Derfor har det forenede og i hinanden gri⸗ bende Foredrag af Hoved⸗ og Hielpevidenſkaberne ſaa ſtore Fortrin, og Mange, ſom have hort Hielpevidenſkaberne paa Univerſitetet, begyndte forſt derved at erkiende den Sammenhang, ſom den kunde have med hans Videnſkab.
Aar ſiden anede Muligheden og Gavnligheden randoecono⸗
miſte Lere⸗
Jeg erkiender deres verſiteter.
adant Foredrag.
Men ſom ofteſt vare disſe kun ſaa—
§. 44:

Neiſer.
Serſtilte In⸗ ſtituter til landoecono⸗ miſt Under⸗ viisning.
18 Subjektets Eyner og Kundſkaber.
§. 44.
Hidindtil kunde Intet ſaa meget bidrage til en rationel Landmands Uddannelſe, ſom Reiſer igiennem de i landoeconomiſk Henſigt udmeerkede Lande. Jagttagelſerne af forſkiellige Folkeſlags forſkiellige Methoder og Indretninger tilintetgiore Eenſidig⸗ heden og de indſugede Fordomme, at det ei kan vare anderledes eller bedre end hiemme. Hele Provindſer og Nationers Vedtagter, ſaavel i de almindelige oecono⸗ miſke Former, ſom i Udovelſen af enhver Forretning og i Behandlingen af ethvert Produkt, ere for den tankende Mand, Forſog i det Store, naar han, ved mang⸗ foldige Sammenligninger af deres Reſultater, forſtaaer at ſtille dem paa den rette Maade ved Siden af hverandre. Men der horer en ſtor Vedholdenhed og Overvin⸗ delſe af mange Vanſkeligheder til at gisre ſaadanne Reiſer nyttige, og for ganſke at tronge ind til Grunden med ſine Jagttagelſer. Den, der giennemreiſer et Land med Ex⸗ trapoſt og kun tager ind i Vertshuſe, vil derfra kun hiembringe et ubetydeligt Ud⸗ bytte af denne Slags. End videre udfordres en ved mange Forkundſkaber dannet Forſtand og Skarpſindighed, og en fordomsfri Upartiſkhed, for af ſaadanne Be⸗ Ellers bringer man i
5
merkninger at kunne drage ſande og beſtemte Reſultater. aflagte Kladers og Fordommes Sted nye i Landet, der endnu mindre pasſe til vort Klima og til vore ſelſkabelige Forhold, end de gamle. Hvis dog Agerdyrknings⸗ Haandveerket, ligeſom de Laugsmasſige, havde giort Reiſer til en Pligt for ſine Svende, ſaa ſaage det formodentlig bedre ud med dette.
Langere hen Noget om Reglerne for Reiſer i landoeconomiſt Henſeende, de henſigtmeesſigſte Reiſerouter, og om den landoeconomiſke Geographie.
§. 45-
Endelig ere ogſaa nogle landoeconomiſke Underviisnings⸗Inſtituter i den nyere
Tid blevne hyppigt foreſlagne, projekterede og forſogte, men ere endnu ikke vedhol⸗ dende udforte. Man har tildeels forlangt for meget af dem. Det Mekaniſte bor viſt nok viſes tydeligt og fra Grunden af, og lares i ſaadanne; men dermed lader Hvelſe ſig neppe tilſtrakkeligt forbinde. Det, ſom vi have kaldet en landoeconomiſt Opdragelſe„ kan bedre opnaaes i lavere Skoler, ſom dog ikke behsvede at vore af nogen ſtor Omfang, og hvilken enhver brav og flittig Avlingsforvalter, naſten uden 6 nogen
—.—— ——ß
nogen did ſold i di di dringet: 9. med det!
ethdelig an
5
Klathed
Iſerdele ogſaa ha⸗ Skyd d
2 Sagen. indiyſend mage ſlac
Eyne der Et Ider
detes Be Adyht, bes et E for er t deholden

uddannelſe,
gttagelſerne
e Eenſidig⸗ er bedre end elige oecono⸗ af ethvert
ved mang⸗ a den rette⸗ og Overvin⸗ ke at trange ad med Er⸗ kydeligt Ud⸗
aber dannet ndanne Be⸗
ager man i
asſe til vort erdyrknings⸗ igt for ſine
nſistmasſigſte
i den nyere ilke vedhol⸗ eekaniſte bor ermed lader ndoeconomiſt
at vare af
naſten uden nogen
Subjektets Evner og Kundſkaber. 19
nogen videnſkabelig Dannelſe kunde foreſtaae, ſaameget mere ſom det lœngere Op⸗ hold i disſe ogſaa er mindre koſtbart.— 45 Til en videnſkabelig Underviisnings⸗Auſtalt kan man giere folgende For⸗ dringer: 1 1 Der maa alt Videnſkabeligt, ſom ſtaaer i directe eller indirecte Forbindelſe med det landoeconomiſte Liv, lares forenet og indgribende i hverandre, og med en tydelig angiven Henſyn paa Hovedsiemedet. Hertil udfordres, at hver Larer ikee blot beſidder ſin Videnſkab i fuldkommen Klarhed og Grundighed, da det altid er langt vanſkeligere at foredrage en Videnſkab i ſerdeles Sammenhang med en anden, end blot i Almindelighed; men han maa ogſaa have fuldkommen Kundſkab og et hoit Begreb om dens Vigtighed, for hvis Skyld den foredrages. 88 Tilligemed denne Erkiendelſe maae Kicerlighed og Enthuſiasme opvoekkkes for Sagen. Idealet af den hoieſte mulige Fuldkommenhed maae opſtilles ſaa hoit, ſaa indlyſende, ſaa tillokkende, at Langſelen efter at opnaae dette for ſin egen Skyld, mage ſlaae dybe Rodder i Sindet. At de, der komme paa et ſaadant Univerſitet have
Evne dertil, kan man allerede formode af deres Komme.
Et Ideal er ikke et Hierneſpind, omendſkiont det kan vorre uopnaaeligt. Det er et Forſtan⸗
dens og Fornuftens Produkt, i hvilket ſlet intet vilkaarligt bor ſindes: nemlig Foreſtillin⸗
gen af den hoieſte Fuldkommenhed, ſom er tenkelig, i hvilketſomhelſt Fag, uden Hen⸗
ſyn paa de Indſkreenkniuger, hvilke Nodvendighed og Tilfœlde kunde legge i Veien for
Udforelſen. Man maage nodvendig have et ſaadant for Hie, naar man vil opnaae det
Heieſte muligt under alle Omſtendigheder, for at nerme ſig dette3i ethver Tilfelde, om
endog kun et lille Skridt og ved ſtore Omveie. Ved Landoeconomiens Ideal forſtaaes
ingen enkelt Indretning, men den Orden, hvorved under alle givne Omſtondigheder Haandteringens Henſigt efter§. 1 og 2 opnages paa det Fuldkomneſte.
4 Det er aldeles nodvendigt, at en ſandſelig Fremſtilling af alle Gienſtande og deres Behandling i enhver Detail og i ethvert Minut forbindes med Laren, for at et dybt, tydeligt og vedvarende Indtryk kan fremvirkes, og for at der ogſaa kan gi⸗ ves et Erfaringsbeviis eller Experiment til Oplysning af hver vigtig Setning. Der⸗ for er et tilſtrckkeligen udſtrakt og ſammenſat Avlsbrugnodvendigt derved, hvilket in⸗
deholder Foranſtaltninger til alle vigtige Operationer og giver Auledning dertil⸗ C 2 Men

20 Subjektets Evner og Kundſkaber.
Men da dog ikke Alt kan verre forenet i eet Avlsbrug, uden at gisre det alt for ſam⸗ menſat— hvorved det igien vilde ophore at vœre et Monſter i Avlsbruget, ſom det dog bor vere— ſaa maae man udvalge en ſaadan Egn for Inſtitutet, hvor mangfoldige Indretninger og Forſkielligheder kunde betragtes i Narheden, og Sammen⸗ ligninger anſtilles.
Det Aplsbrug ſom forbindes med Iaſtitutet, ber vel vore et Monſterbrug, men behover ikke at vare et fuldendt. Det er endog bedre, naar det ſtraber efter Fuld⸗ endelſe, for at viſe de Vanſfeligheder, der ſtille ſig derimod, og hvorledes man undvi⸗ ger diſſe. Ogſaa maa det befinde ſig i ſadvanlige Forhold og ikke have eller be⸗
nytte overordentlige Hielpekilder, hvorved det hurtigere kan have ſig, end det ellers
er muligt. Ligeledes maa det ikke heller betiene ſig af noget Hielpemiddel, ſom fremkommer ved en overordentlig ſtor Driftskapital, hvilket i det Store aldeles ikke er abvendeligt.
Det maa hverken kiobe Giodning fra Byer eller forbedre ſine Agre ved dyb Reoling med Spaden, ved den fleeraarige Nedploining af Afgroder eller ved deslige for koſtbare Midter, men maa gaae aldekes oeconomiſtk og rigtig frem. For at viſe, hvad der ved ſaadanne Operationer kan fremvirkes, ere enkelte Qvadratfavne tilſtrœkkelige.
Ligeſaa nodvendigt er et fuldſtœndigt Apparat tilligemed henſigtsmasſige Ind⸗ retninger for de Hielpevidenſkaber her foredrages. Hele Levemaaden og Underholdningen maae gaae ud paa den eneſte Hovedhenſigt og hele Virkſomheden henvendes paa den, ikke ved Tvang eller poſitive Anordninger, men ved den Kicer⸗ lighed og Interesſe, ſom opvarkes for Sagen. BVed aabne og frie Samtaler be⸗ virkes bedſt Ideernes og Meningernes Udverling, ligeſom en dybere Eftertanken der⸗ over og Afpoleringen af alle medbragte Fordommes Ruſt. Den mag derfor paa enhver Maade tilveiebringes, ledes og befordres, da Intet fremmer en grundig Pro⸗ velſe ſaa meget ſom Modſigelſe, hvilken ikke maae haves ved Perſons Anſeelſe, men ved Fornuft, og bringes til en tydelig Afgiorelſe.
Da videnſkabelig Uddannelſe i og for ſig ſelv ikke taaler nogen udvortes Tvang, men kun kan vare Virkning af den frie Aand, og da man i Almindelighed kan an⸗ tage, at de, der indfinde ſig i en ſaadan Indretning, komme derhen af frit Valg og altſaa med den faſte Villie at erhverve ſig den muligſte Fuldkommenhed i dette
Fag,
Fag/ ſa ſaadanne, ſg, at de fin at for for ſaavi 0g Beqve 6 Henſigten kelt bor J
ſierne og ſandanne en noiag
dil den b. Larlig,
at denne
ligt fore
forſkielli Indretni ag Eifat
opvakker bedning
fiemſtill ded egne
V vidualite
ſer ſelb. 5 ge tilſig Forderl hed ſot

alt for ſam ruget, ſom tutet, hvor d Sammen⸗
terbrug, men efter Fuld⸗ man undvi⸗ ve eller be⸗
nd det elles
ciddel, ſom aldeles ilke
Reoling med for koſtbare hvad der ved ge. esſige Ind⸗ naaden og irkfomheden den Kier⸗ gamtaler be⸗
rtanken der⸗
derfor paa rundig Pro⸗ nſeelſe, men
ortes Tvang,
ged kan an⸗ ffrit Valg nhed i dette dag,
Subjektets Evner og Kundſkaber. 21
Fag, ſaa vilde Tvang vere ſkadelig og unyttig. Derimod maatte man ſtrax fierne ſaadanne, ſom kom eller ſendtes i enhver anden Henſigt, ſaaſnart det nemlig viſte ſig, at de ikke bleve grebne af hiin almeen Aand, og ikkun ved Tvang kunde afholdes fra at forſtyrre den. Dog maa viſt nok en vis Orden beſtemmes og noie iagttages, for ſaavidt den er nodvendig for det almene Beſte og for at ſikkre enhver ſin Frihed og Beqvemmelighed. Saameget den ſelſkabelige Meddelelſe end under hine Forudſcetninger fremmer Henſigten, ſaa maa den dog ikke forſtyrre den eenſomme Flid, hvorfor enhver En⸗ kelt bor boe paa et eget Varrelſe og beſidde dette uforſtyrret.
Jo mere en ſaadan Anſtalt forſkaffer ſig en udbredt Navnkundighed, for fra fierne og forſkiellige Provindſer at hiddrage Lœrelyſtne— ikke lutter uerfarne, men ſaadanne Mand, der allerede ved lang Gvelſe og Skarpſindighed have erhvervet ſig en neiagtigere Kiendſkab til deres Lands brugelige Avlsdrift— deſto fuldkomnere vil den blive. Thi Intet er virkſommere til at forebygge Eenſidighed hos Lerer og Lerling, end naar hiin maae tage Henſyn paa de mangfoldige medbragte Begreber, at denne kan indſee, hvorledes de givne almindelige Begreber i ſig indbefatte og lykke⸗ ligt forene alt det forſkielligen dannede. Bed at mode og leve med Mand fra de forſkielligſte Klimater, Lande og Nationer, hvor de meeſt afvigende Sadvaner, Indretninger og Meninger herſke, forener ſig her en levende Masſe af Kundſkaber og Erfaringer, undertiden ogſaa af Fordomme og Meninger, hvilken i Begyndelſen opvakker en ualmindelig Gicering i alle Hoveder, men hvoraf ſnart ved tilborlig Ledning fremgager en klar, reen og almindelig Aand, ſom meddeler ſig til Alle og fremſtiller for Alle det ſamme Ideal af den muligſte Fuldkommenhed, kun at enhver ved egne Ideeforbindelſer modiſicerer det og ſtrœber at naae det efter hans egen Indi⸗ vidualitet og Localitet. En ſaadan Sammentraffen er langt gavnligere end Rei⸗ ſer ſelv.
Har Anſtalten naaet denne Navnkundighed, ſan vil den ikke blot drage Larlin⸗ ge til ſig, men endog Meſtere, hvilke den maa kunne foreſkaffe Beſkaftigelſe og Fordeel nok, for at kunne beholde dem det langſte muligt. Dette gior i Sardeles⸗ hed ſtor Virkning paa de endnu mindre modne, ſtyrker dem i deres Tro, foroger
deres

22 Subjektets Evner og Kundſkaber.
deres Beſtraœbelſe, og kaſter et tillokkende Lys paa det Ideal, ſom Videnſkaben her har opſtillet for dem.
Vare Indretninger af denne Slags engang komne derhen, ſaa vilde Viden⸗ ſkaben paa den ſikkreſte Maade fra dem udbrede ſig over den civiliſerede Verden; Praxis faae ved dem ſnart en bedre Retning og ſtorre Tryghed; foraldede, Agerdyrk⸗ ningen beſtemt undertrykkende Indretninger ophœves ved Regenternes bedre Indſig⸗ ter, og ſaaledes Rigdom udgydes over Markerne og Velſtand over Folkene. Mand, her dannede og begeiſtrede af Kicerlighed til et fuldkomnere Agerbrug, vilde gaae ud i Verden ſom dets Apoſtler, og udbrede Troen ved Underviisning og Daad, ved Spaadomme og Mirakler.
Over Landoeconomiens Lare og Studium jevnfer Annalen des Ackerbaues 1 B. Pag. 227.
Kapitalen.
§. 46.
Naſt efter den Duelighed, ſom det Subjekt bor beſidde, der beſkaftiger ſig med Agerbruget, er Kapitalen den veſentligſte Betingelſe for Driften; thi Forde⸗ len og Udfaldet ſtagaer, med ellers lige Talenter, beſtandig i Forhold til den an⸗ vendte Kapital. Derfor har ogſaa, neft efter Subjekternes Uduelighed, Mangel af den i Avlsbruget anlagte Kapital vœret en Hovedaarſag til dets Ufuldkommenhed.
§. 47.
Ved Kapital i Almindelighed foreſtaae vi det, ſom man efter den ſadvanlige
Talebrug kalder Formue: Ethvert Gods, hvilket ved egen Brug eller ved at ud⸗ leies til Andre, giver ſin Eier en Indkomit eller Rente, uden at vi aendſe, hvorledes
det oprindeligt er blevet frembragt; om dette er ſkeet ved Natur eller ved Arbeide.
De fleſte pleie rigtig nok kun at kalde Kapital den ved Arbeid frembragte og ſamlede Forraad af Gods, ſom kan benyttes, hvis Veard repreeſenteres og udtrykkes ved Penge Men deels er ofte den Andeel ikke at beregne, ſom Natur eller Arbeid har havt i et Gods f. Ex. ved et Biergveerk, Steenbrud, eller den opdyrket, ved Kunſt Naturen fravundet Grund; deels er det mere pasſende for det borgerlige Selſtabs narvœrende Tilſtand, hvor man ikke mere kan tage Jorden, tilbuden af Natuten, i Beſid elſe, men alene
kun tilbytte ſig den mod en anden egentlig Kapital, ogſaa at regne Jord og Grund til Ka⸗
49 3 Din fore wo dien Lar vre den vil
de
11) Grund
talen.
G ſti veſ allerede he
tiſſtrakkeli
hertl.
iuniddelt
Denne 6 dee til
d ding, o
D. didsdyrer tet nogle de fuden hodes ii Kapital.

ben her har
ilde Viden⸗ ede Verden; de, Agerdyrk⸗ edre Indſig⸗ ene. Mand, lde gaae ud Daad, ved
Ackerbaues
ſaaftiget ſig ; thi Forde⸗ ˖til den an⸗ „Mangel af nmenhed.
n ſadbanlige
r ved at ud⸗ , hvorledes
Arbeide.
mlede Fottaad penge Man havt jet Gods turen fravundet ende Tiſſtand, ge, men altne
9 03 Grund til Ka⸗
Kapitalen. 23
Kapital. Desuden vil det ſaaledes give os en tydeligere Anſkuelſe af den landoeconemi⸗ ſte Haandterings Drivt
Den forevigede Kraus har efter min Formening i hans ved Kammerpreſſidenten von Auers⸗ woldt udgivne Stats⸗Oeconomie giort den neiagtigſte Forſkiel, i det han regner Verr⸗ dien af Jordegodſerne til Nationens Formue, men ikke til dens Forſkud. Ingenſteds ere Landoeconomiens, Statens og National⸗Formuens gienſidige Forhold tydeligere og mere praktiſk behandlede, end her; og jeg vilde ganſke have lempet mine Begreber efter hans, derſom jeg havde leeſt dette Vark, forend jeg udarbeidede dette Kapitel. Men det vil falde enhver Leeſer let at giore det. Begge komme vi til eet og ſamme Reſultat.
§. 48. Den i Agerdyrkningen anlagte Kapital er efter denne Beſtemmelſe tre Slags: 1) Grundkapitalen, 2) den ſtaaende Kapital, 3) den omlobende eller Driftskapi⸗ talen. 2 §. 49.
Grundkapitalen er altſaa den, hvorved en Landmand har ſat eller kan ſeœttte Grundkapi⸗ tal.
ſig i Beſiddelſe af et Jordegods. Den er Vardien af den Jordeiendom, ſom man allerede har taget eller vil tage i Beſiddelſe. Efter den almindelige Vedtagt og med tilſtrekkelig Grund regnes ogſaa Avlsbygningerne og alt paa Grunden faſtſtaaende hertil. Men desuden ogſaa alle Godſet tilhorende Rettigheder, hvad enten de ſtaae jumiddelbar Forbindelſe med Agerbruget eller ikke. Denne Grundkapital eller Jordegodſets Verdi bliver ikke altid den ſamme, men forandres, deels ved udvortes Omſtendigheder med Henſyn paa dens Forhold til andre Tings eller til Pengenes Verdi, men deels og fornemmelig iog ved ſig ſelv. Veerdiforandringerne
af det ſidſte Slags kaldes Forbedringer eller Forvcerringer. Ved Forbedrluger forsges den z et Gods anlagte Kapital, ligeſaavel ſom ved Kisbet af ny Jord.
§. 50.
Den ſtaaende Kapital udgisr Vardien af de til Jordbrugets Drivt nedvendige Ting, og er anvendt til disſes Indkiob.
Den kaldes i Almindelighed Invenkariet, og hertil regnes i Scerdeleshed Ar⸗ beidsdyrene og de beſtandige Gavndyr, Agerdyrkningsredſkaberne og Vogntsiet. Ef⸗ ter nogle Landes Vedtaegt regnes ogſaa Udſaden, Agerens i Folge Aarstiden allere⸗ de fuldendte Dyrkning, og de ſelvvundne Fodemidler, ſom fra Hoſt til Hoſt be⸗ hoves til Aolsdrivten. Men egentlig henhorer dette ſidſte til den folgende Slags
Kapital. *§. 5 1 4
Stagende Kapital.

Drivtskapi⸗
24 Kapitalen.
8. 5r. Den omlobende eller Drivtskapitalen, hvormed Tyendet, Arbeiderne, de Fov⸗
8 l.. 2. 2
ts nodenheder ſom indkiobes, det afvexlende Fedeqveeg o. ſ. v. betales, beſtager i den Pengeforraad, ſom dertil ber vere i Kasſen, eller i det Natural⸗Forraad, ſom man har liggende, for derved at tilveiebringe disſe Penge.
Men af denne Kapital maa ogſaa Vedligeholdelſen af den forrige eller In⸗ ventariet beſtrides, hvilket efter ſin Natur altid forverres. Og endelig tages og⸗ ſaa i Almindelighed de Omkoſtninger deraf, hvilke anvendes til Grundkapitalens Forosgelſe eller til Godſets Forbedring.
Denne Drivtskapital er den Kraft der bevoger hele Avlsbruget; den er Arbei⸗ dets Betingelſe, og dette er egentlig det ſom tilveiebringer Indtcegten af den landoe⸗ conomiſke Haandtering. Derfor ſtaaer denne nafſt efter Dyrkerens Talenter og Flid — overordentlige heldige eller uheldige Tilfalde fraregnede— altid i Forhold til denne Kapttal. 5
Vanſkeligheden ved og Koſtbarheden at erholde denne Kapital, de heie Renter, ſom derfor mage betales, eller Leiligheden i andre Haandteringer at vinde en ſtorre Fortie⸗ neſte med ſin Kapital, er det, ſom i Serdeleshed ſtandſer Agerdyrkningen, og folgelig
Frembringelſen af Jordens Grode. Derimod vil enhver Lettelſe der bidrager til at erholde
denne Kapital, og enhver Opmuntring, at anlogge ſine Kapitaler i denne Haandtering, aller⸗
ſikkreſt forbedre Agerdyrkningens Tilſtand. Og da herved naturligviis mage fremvirkes en hoiere Produktion, ſaa maa ved Landmandens Velſtand og ved den Fordeel hans Haand⸗ tering giver— idet han nemlig derved kan beveeges til at lade ſin erhvervede Formue blive henſtaaende i hans Naringsvei— frembringes Overflodighed og let Kiob paa Produk⸗ terne, og det tvertimod de fleſte Kortſynedes Mening. o. ſ. v. §. 52. Renter af den⸗ For at erholde et tydeligt Begreb om den landoeconomiſte Haandtering, er
ne Kapital.
det nodvendigt vel at adſkille denne Kapital og dens Renter.
Grundkapitalen eller Godſets Vard kan kun anſees for een med ſtorſte Sikker⸗ hed paa Renter udſat Kapital og bor give ſaadanne, ſom en Slig med ſtorſt mulig Sikkerhed kan give. Mere kan man ikke fordre af denne.
Den ſtaaende Kapital eller Inventariet er— omendſkiondt vi antage, at den altid maa vedligeheldes i den ſamme Tilſtand af Drivtskapitalen,— dog
ſtedſe
ſe uſ laſtet ulyl for man Grundka 6 Procen Betingel Beſtyrel hoie Ren
teringens
Naar e al ve
tegten Forhaab tagt,
6
A
Aninde liteterne deſtobe lkke gie Koeſt

ne, de For⸗ tager i den rraad, ſom
ge eller In⸗ g kages Og⸗ dkapitalens
en er Arbei⸗ den landoe⸗ nter og Flid Foryold til
Renter, ſom ſtorre Fortik⸗ 7, og folgelig til at erholde dtering, aller⸗ fremvirkes en hans Haand⸗ Formue blive ˖paa Produk⸗
ndtering, er
orſte Sikker⸗ med ſterſt
vi antage, len,— dog
ſedſ
Kapitalen. 25
ſtedſe udſat for flere Farer end den forrige, eller Grundkapitalen, da den er under⸗ kaſtet ulykkelige Tilfclde, ved hvilke dens Eier ſtaaer Fare for at lide Tab, hvor⸗ for man ogſaa ofte ved Asſureringer pleier at ſikkre den. Kunde man anſlaae Grundkapitalens Renter til 4 Procent, ſaa maatte de for denne allerede regnes til 6 Procent. Den omlobende eller Drivtskapitalen er udſat for de ſtorſte Farer, er Betingelſen for hele Drivten, og der udkraves ſtor Opmerkſomhed og Indſigt til dens Beſtyrelſe. Derfor maa den ſom Drivtskapitalen til enhver Haandtering barre hoie Renter, og i det ringeſte anſcettes til 12 Procent. Thi heri beſtaaer Haand⸗ teringens egentlige Fordeel. Naar altſaa en Eier ſelv driver ſin Avling, ſaa maa han vel agte paa, hvorledes han har at beregne Indteggten af ſit Gods, ſom Rente af disſe forſtiellige Kapitaler. Grund⸗ veerrdien af hans Gods vilde han ogſaa have faaet forrentet, derſom han havde bortfor⸗ pagtet eller ſolgt det, og andenſteds ſikkert anlagt Kapitalen. Det ſamme vilde veere Tilfeldet med Inventariet, naar han med omtrent lige uſikkerhed overlod det til en An⸗ den. Begge disſes Renter maae altſaa drages fra Avlsbrugets Indteegt, og hvad der da bliver tilovers er den rene Fortieneſte af Avlsbruget, ſom flyder af den anlagte Drivtskapi⸗ tal, og ſom ſtaaer i Forhold til denne naar man forudſcetter ſamme Kundſkaber og ſamme Flid. Vilde man noiere adſtille, ſaa kunde man endnu antage en ſarſkilt Kapital af ſamlede Kundſkaber, hvilken viſt nok, lig andre Kapitaler, kun erhverves ved Anſtrœugelſe og Omkoſtninger, og naar f. Ex. en duelig Avlingsforvalter netop ved ſin Duelighed frem⸗ bragte en Indtagt, ſom overſteg Forholdet af ſamtlige Kapitaler, ſaa maatte man tilregne hans Kundſkabskapital dette Overſkud. §. 53. Ved denne noiagtige Adſkillelſe undgaaes den hoiſt feilfulde Slutning fra Ind⸗ toegten af et Jordegods til dets Vardi, og paa den anden Side det Vaklende i den
Forhaabning, ſom man gior ſig efter Godſets Grundverrd eller efter Aplsbrugets Ind⸗ tegt, faſtere beſtemt. §. 54.
J hvilket Forhold disſe Kapitaler mage ſtaae til hverandre, lader ſig ikke i Diels Kadi, Almindelighed beſtemme, men kun jenkelte Tilfalde efter noie Overveielſe af Loca⸗ hold mod liteterne. Kun dette: Hvo der beſidder en indſkranket Kapital, vil ſom Landmand hoerander, deſtobedre kunne beſtaae, jo mere han tilbageholder deraf ſom Drivtskapital og derfor ikke gior Anlagget af Grundkapitalen, ja end ikke af den ſtaaende, alt for ſtor. Thi
Forſte Deel. D den

26 Kapitalen.
den rene Indtagt af Haandteringen retter ſig mindre efter Aolsbrugets Omfang end efter Summen af de paa dets Drivt anvendte Omkoſtninger.
Det folger forreſten af ſig ſelv, at dette Anlag har ſine Grendſer, hvilke dog ſtreekke ſig langt videre, end man indbilder ſig.
Jeg ſiger: beſtaaer bedre ſom Landmand, thi Godshandleren har gandſtke andre Regler at folge for ſin Haandtering, hvilken til visſe Tider og under visſe Konjuncturer viſt nok var fordeelagtigere, end at befatte ſig med Agerdyrkningen.
England, hvor merkantilſt Beregning og. Skarpſindighed meſt har udbredt ſig over alle Noringsveie, antager man, at Drivtskapitalen, i hvilken man dog der altid indbefatter den ſtagende Kapital, ber verre ſyv til ni Gange ſaa ſtor ſom Renterne af Grundkapi⸗ talen eller Landrenten. Den, der forpagter et Gods for aarlig Afgift af 1000 Rdlr., maa have 7 til 9000 Rdlr. Formue, hvorover han kan disponere. Man beregner da Fordelen af hans Haandtering, ikke efter Forpagtningsafgiften, men efter denne Drivts⸗ kapital, og antager at man maage have 12 pCt. deraf, af 9000 Rd. altſaa 1080 Rdlr over Forpagtningsafgivten. Er han ſelv Eier, ſaa afdrager han forſt fra det rene Over⸗ ſkud hiin Forpagtningsafgivt eller Landrente, hvilken han ogſaa kunde have uden at be⸗ fatte ſig med Avlsbrug, og det Bvrige betragter han da ſom Fordeel af denne Nerings⸗ vei. Men han vil aldrig gisre den Feilſlutning: at da Aolsbruget paa dette Gods ind⸗ bringer mig 1080 Rdlr., ſaa er dets Kapitalvord lig den Summa, hvilken jeg, ved at multiplicere hiint Avlingsoverſkud med 25, fager ud. Og heraf vil man ſee, hvor urig⸗ tigt det er at ville ſlutte fra det Overſkud et Gods giver til dets virkelige Verd, hvilket dog ſkeer ved de almindelige Overſlag. Man ſtreber vel at raade Bod paa denne Feil ved en ny, i det man anſlaaer Gevinſten meget ringere, end den kunde verre under en uiber Drivt. Ikke deſtomindre bliver dog dette Overſlag ubeſtemt, vildledende og af
delige Folger for Haandteringen.
Selv ſtagende Kapital,— omendſkiondt et foroget Anlog deraf har megen Indflydelſe paa det Overſkud, der fremkommer ved Avlingen— kan dog, ved indſkrenket Formue, gisres for ſtor, naar den Kapital, der er i Omlob, derved alt for meget forringes. Ved for ſtort Indkieb af Qveeg have mange berovet ſig Midlerne til at avle det dertil. fornodne Foder.
§. 55-
Drivtskapitalen giver ofte en Indtagt, ſom man jevnlig overſeer, fordi den ikke kommer tilbage i Kasſen i rede Penge, men fsies umiddelbart til Grundkapitalen eller anvendes til Eiendommens Forbedring. Anlagger man Penge eller Arbeide i direkte Forbedringer, ſaa falder dette rigtig nok tydeligt i Hinene, naar man forer neiagtig Regning derover; men mindre, naar man, ved at opoffre nogen Fordeel, foroger Jordens Kraft, i det man i Stedet for at dyrke en afſœttelig Afgrode, der ud⸗
r
udtonme⸗ men endo! kapitalen hin vate⸗ Hꝛri li del
etl
del
etts
99
ſpe⸗
ref Saaled
m
d
eit
gi
col
de
de
E dog kon retninger den ilke⸗ af Jorde nok bedre Prlobrug ſan misl delig ſo Problen Nands

Anfang end
og ſtralke ſig
andre Regler tturer viſt nok
t ſig over äll tid indbefatter uf Grundkapi⸗
1000 Rdlr., n beregner da denne Dridts⸗ a 1080 Rdlr. det rene Over⸗ de Uden at be⸗ nne Narings⸗ te Gods ind⸗ mjeg, ved at te, hvor urig⸗ zerd, hvilket aa denne Feil vere under en dledende og af
n Indflydelſe nket Formus, get forringes. able det dertil
t, fordi den undkapitalen ter Arbeide i ar man ferer zen Fordeel, forode, der ud⸗
Kapitalen. 27
udtommer Jorden, frembringer en anden, der ikke aleneſte vedligeholder dens Kraft, men endog betydeligt foroger den, ved at forvandles tilſ Giodning. Men da Drivts⸗ kapitalen herved for det forſte formindſtes, til Fordeel for Grundkapitalen, ſag maa hiin vere deſto ſtorre eller maa erholde nyt Tilſkud.
Heri ligger egentlig Grunden, hvorfor man ſiger, at der altid er Tab forbundet ved Overgan⸗ gen til et bedre Agerbrug, iſer paa udmagrede Jorder. Men det er ikke et Tab, men et Tillceg i Grundkapitalen, hvilket altid med det tilborlige Overloeg giver en ſtor For⸗ deel. Dog kan Drivtskapitalen let udtommes, naar den anleges alt for ſvag og ikke erholder Tilſfud. Saadanne Forbedringer formere i Almindelighed ikke ſtrax Krediten, og derfor er Mangen derved bleven bangverot, hvis Kredit allerede i Forveien ſtod noget ſpœndt, endſkiondt han forreſten bar ſig rigtig ad. Feilen beſtod kun deri, at han fo⸗ retog ſig noget Storre, end det hvortil hans Driveskapital kunde forſlage.
Saaledes blive af Mangel paa denne Kapital neſten alle ſtore Forbedringer hindrede, og ſtedſe mere, jo ſtorre Godſerne ere. De Uformuende kunne ikke bringe den tilveie, fordi For⸗ bedringer ikke give Kapitaliſten Sikkerhed for de Penge dertil anvendes. De rigere Gods⸗ eiere troe ikke at kunne det, fordi de anſee ſig paa en Maade ferpligtede til at leve paa en Fod, der i det ringeſte lader dem fortere deres Renter. De ternke kun paa en aarlig contant Pengefordeel og ville ikke taale at denne formindſtes noget Aar, ret ligeſom om de levede af Livrenter, og at Kapitalen ikke kom dem ved. Andre ville ikke, fordi de kun have et eenſidigt Begreb om Indkomſt og Kapital, og derved kun ternke ſig rede Penge, ſom kunne giores rentebringende. Derfor ere gierrige Landmend i Almindelig⸗ hed ſlette Agerdyrkere og beviſe paa det Tydeligſte, at Gierrighed er en Rod til alt Ondt.
§. 56. Skal Avlsbruget hurtigt have ſig i en fattig Stat, eller i en ſaadan, hvor dog kun en i det Hele ringe Kapital er offret det, ſaa maae man foie ſaadanne Ind⸗ retninger, at denne ringe Drivtskapital kommer i den muligſte Virkſomhed, og at
Hvorledes Drivtskapi⸗
talen bedſt bevares for Haandterin⸗
den ikke endnu mere formindſtes. Men dette ſidſte ſkeer, naar den anvendes til Kiob gen.
af Jordeiendomme, og netop derved ſpildes den for Haandteringen. Derfor er det nok bedre, naar Grundeieren bliver Grundeier og kun trakker ſine Renter, men at Avlsbrugeren derimod bliver Forpagter. Men da enhver Forpagtning paa Tid er ſaa mislig for begge Parter, og ved den nodvendige Udmagring af Jorderne ſaa ſka⸗ delig for det Hele, kan intet ſaa godt ſom Arvefaſter loſe dette Statsoeconomiens Problem. Og for at enhver Deel af hiin Kapital, ſaaledes ſom den er i enkelt Mands Hander, kan komme i Virkſomhed, maae Arvefeſſternes Storrelſer vore me⸗
D 2 get

Kapitalen.
. 1 get forſkiellige, ſaa at Enhver kan finde Noget, der ſvarer til hans Krafter, og In⸗ 5. gen forledes til at overtage en Avling, der overſtiger disſe. — n. 88§. 57. 1 Heraf ſtionner Enhver, at den landoeconomiſke Haandtering ikke kan drives nn .. 9 med Held, uden Kapital eller vedvarende Kredit, og at ethvert Forſog derpaa vil Paat i . e' faae et elendigt Udfald og holde Dyrkningen paa det laveſte Trin. 31 For Den, der arbeider ſelv, er Arbeidsevne paa en vis Maade Drivtskapital. Imidlertid 1 maa ogſaa han have ſaa ſtor Kapital, ſom han behover, for at kunne beſtage, indtil ſii han kan ſeelge Produktet af ſit Arheide. Men han maa ikke vove, uden at have ſam⸗ 91 let ſig en anden Kapital, at gaae videre, end ſaa langt hiin i og for ſig ſelv naaer. v
Derfor ſee vi, at ganſke ſmaae Lodeiere hielpe ſig frem, men at ſtorre, naar de engang
ere aldeles forarmede, aldrig komme i Veiret. Det er imidlertid Sandhed, at Arbeids⸗ eynen uden mindſte ſamlet Forraad i det Hele benyttes ringere. U Den, der vel beſidder en betydelig Kapital af Kundſkaber, men— ingen eller kun en ubetyde⸗ ſg it
lig Pengekapital, vil i Serdeleshed forſt drage den ſtorſte og ſikkreſte Fordeel af hiin,
naar han driver Haandteringen for Andre. Dette har viſt nok ſtorre Vanſkeligheder V fordi ha⸗ end at dyrke for ſig ſelv. Men disſe vil alt mere og mere formindſkes i det Forhold ſom Den, Videnſkaben, hvilende paa faſte Grunde, mere udbreder ſig⸗ da man derved leerrer rig⸗ ri tigere at paaſkienne det ſande Talent, og ved noiagtigere Beſtemmelſer af de hidtil vaklende d Meninger forebygges ſaadanne Misforſtaaelſer, der nu ſaa hyppigt finde Sted imellem d Eieren og Avlings⸗Forſtanderen. 3 Jordegodſet og dets Tiltredelſe. 2 dagt ale §. 58. Forhold Den, der er forſynet med fornoden Tilboielighed, Talent og Kundſkab, og dem, de med den Kapital, der udfordres til Drivten af den landoeconomiſte Haandtering, maa aldrig ſ nu for det tredie ſoette ſig i Beſiddelſe af et Jordegods, enten ved Kiob, ved Forpagt⸗ Egenſtat ning eller Arvefceſte, hvis han ikke paa een eller anden Maade er Eier af et Saadant. nenligni
Vi anſee aldekes ikke, ſom mange Andre, Beſiddelfen af en Jordeiendom for den forſte og nod⸗ vendigſte Betingelſe for Valget af den landoeconomiſke Haandtering, da man ved de to t forſte Betingelſer altid vil vere i Stand til at erhverve ſig en Saadan, og ſom of⸗ teſt en der er mere henſigtsmassſig og til Subjektets Eyner og Formue mere ſvarende end nes folge den, der allerede eies, pleier at vorre. Ikke heller ere vi enige med Andre, i at anſee Beſid⸗ g delſen af et arvet Jordegods for et gyldigt Kald eller Motiv til at offre ſig til Landoeco⸗ dog i⸗ og i der
nomien eller ville giore dette til Pligt for en Arving af en Jordeiendom. Vi troe meget mere,

ftet, og In
ekan drives g derpaa vil
. Imilertid beſtaae, indtil at have ſam⸗ ſig ſelv naaer. aar de engang at Atbaids⸗
m en ubetyde⸗ ordeel af hin, Vanſkeligheder Forhold ſom ded lorer rig⸗ hidtil vaklende Sted imellem
undſtab, og dtering, maa ved Forpagt⸗ et Saadant. forſte og nod⸗ nun ved de to „ og ſom of⸗ ſvarende end ꝛt anſee Veſi⸗ til Landoeee⸗
Vi tree meget nelk,
Jordegodſet og dets Tiltradelſe. 29
mere, at den, der ikke fsler et indvortes Kald til at offre ſig til Agerdyrkningen, gavner ſig ſelv og det Almene mere, naar han paa en eller anden Maade ſoger at ſikkre ſig en pasſende Rente af ſin Jordeiendom, men overlader en Anden at dyrke den. Hiin Me⸗ ning, der gior det til Pligt for en Gedseier, ſelv at drive ſin Avling, kunde kun grunde ſig paa et viſt ſtrengere Begreb om Lehnsſyſtemet, hvilket nu naſten ikke mere er til i nogen europeiſt Stat, men fortrengt af Nutidens Handelsaand.
Naar Nogen, tilligemed de svrige Egenſkaber forbinder Beſiddelſen af en arvet Jordeiendom, der
er pasſende til hans Forhold og ikke altfor heterogen til de Ideer, ſom han har giort ſig om Agerdyrkningen, ſaa kan dette viſt nok vœre et ſterkt medvirkende Motiv, giore Tin⸗ gen meget lettere, og ſaavel ved Kicerlighed til Fadrenejorden, ſom ved mange Biom⸗ ſtendigheder, forhoie det Tillokkende. Men da vi her betragte Landmanden blot i hans Haandtering og fri for alle Bibegreber, ſaa kunne vi ikke tage Henſyn paa disſe tilfcl⸗ dige Omſtandigheder.
§. 59. Den der attraaer en Jordeiendom maae, for at faae den fordeelagtigſte, ſee
ſig vidt omkring, og ikke indſtranke ſig til eet Diſtrikt, een Provinds eller Stat, fordi han kan valge bedre, jo mangfoldigere Gienſtandene fremſtille ſig for hans Valg. Den, der beſidder Fœdrelandskiœrlighed, hvilken grunder ſig paa Erkiendelſe af Forfatningens
virkelige Fortrin, vil med Rette heri finde en Beſtemmelſe, til deſto ſnarere at give en Landeiendom i denne Stat Fortrinnet. Men en blot forudfattet Kicerlighed til Fodelan⸗ det kan ikke komme i Betragtning, naar Talen er om den Opgave, ſom Landmanden, betragtet ſom ſaadan, har at oploſe.. 5 4
§. 60. Man ber altid vaellge den Landeiendom, hvilken, efter at man vel har over⸗
lagt alle Omſtandigheder, lover den ſtorſt mulige rene Fordeel, vel at forſtaae, i Forhold til den Tiltrœdendes Krafter. En ganſke fuldkommen, feilfri Jordeien⸗ dom, der i alle Henſeender opfylder de Onſker man kunde have, vil man ſielden eller aldrig finde, og det kommer ogſaa kun an derpaa, hvorvidt Summen af dens gode Egenſkaber overſtige dens ſlette, folgelig paa disſes noiagtige Vurdering og Sam⸗ menligning.
§. 61. For at kunne foretage denne Sammenſtilling paa en 9s 29 odeug Macde, ſ⸗
nes folgende Methode mig at varre henſigtsmasſig:
Naar man har i Almindelighed beſtemt ſig for en Landeiendom, er at den
dog i det ringeſte er med paa Valget, ſaa antage man dens i Forveien efter almin⸗
delige

Jordegodſet og dets Tiltredelſe.
delige Grundſcetninger udfundne Verrd til r0o eller 1000, begynde da at underſoge og vurdere alle Biomſtandigheder og at taxere til visſe Procent, efter det muligſt rig⸗ tige Anſlag, alle de Fortrin, ſom man bemarker derved, foruden den egentlige Jord; man ſatte disſe under hverandre, og opſummere da, hvor heit denne Eien⸗ dom kan ſkattes over ſin egentlige Grundverd. Derimod anmarke man igien paa den anden Side, alle dens Ufuldkommenheder og alle dens Vanſtkeligheder for en hoiere Kultur, taxere disſe ligeledes efter Procent og opſummere dem, ſaa vil det viſe ſig, ved at drage den ene Summa fra den anden, hvormeget den efter Fladeind⸗ hold og Jordens Beſkaffenhed antagne Vard forhoies eller formindſkes ved ſaadanne Biomſtandigheder.
Det folger af ſig ſelv, at dette ikke maae foretages mekaniſk, men med mo⸗ dent Overlag, og under Forudſattelſen af Kiendſkab til hele Haandteringen.
3§. 62.
Man bor aldeles ikke fortenke den begyndende Landmand, om han ved at kiobe ſig en Landeiendom tager Henſyn paa ſaadanne Egenſkaber, ſom ere overeens⸗ ſtemmende med hans perſonlige Forhold, hans Tilboielighed til et viſt Jordhrug og til hans Foreſtilling af et ſeregent Ideal. Beſynderlige perſonlige Forhold kunne giore det hoiſt vigtigt for ham, at kiobe en Jordeiendom af en vis Slags og i en vis beſtemt Beſkaffenhed. Men hvo, der ene og alene vil tage Henſyn paa den Haandte⸗ ring han vil befatte ſig med, ſaaledes ſom vi her maa forudſcette, maae ikke giore ſig noget Ideal af en Landeiendom eller af en egen Dyrkningsmaade, ſom derpaa ſkal udfores, eller blot ſtrœobe at udfinde et Material, ved hvilket han vil kunne reali⸗ ſere ſin Idee. Han bor meget mere forſt, efterat han af andre Grunde har valgt Eiendommen, beſtemme det Avlsbrug, ſom han der vil udove. Det kan vel hande ſig, at man tilfeldigviis trœffer paa en Eiendom, ſom ſardeles ſvarer til en forud⸗ fattet Idee, men i Almindelighed bliver Valget derved giort vanſkeligere, og man fiernes fra de Henſyn, ſom man ber iagttage ved Kiobet, for at giore et der kan blive ſaa fordeelagtigt, ſom det er muligt.
§. 63.
a
Fr jrette To⸗ Fisbeſumt organiſer udſpringt
Naar ti
di til narva tleven fot
ſdden ſy) b Pengeom Nan man dere udbre
dorbedrin kun Anelſ
Indtagt
Landlitt,
8 har dreve ligt i den Lonunctu paa een! Yarſag. denne de

underſoge nuligſt rig⸗ egentlige denne Eien⸗ rigien paa edder for en ſaa vil det er Fladeind⸗ e ſaadanne
en med mo⸗
e.
han ved at te overeens⸗ oordhrug og rhold kunne og i en dis en Haandte⸗ ae ikke giore derpaa ſtal kunne reali⸗ de har valgt an vel hœende til en forud⸗ ere, og man der kan blibe
„ 63.
Jordegodſet og dets Tiltrerdelſe. 31
§. 63.
Fremfor alt bor man dog iagttage, at den Landeiendom, man modtager, ſtaaer irette Forhold til den Formue man eier. Men herved kommer det ikke ene an paa Kiobeſummen, men ogſaa paa Overſlaget af de Omkoſtninger, ſom udfordres til at organiſere og fortſœtte Avliagen, ſaaledes, at deraf efter en vis beſtemt Tid kan udſpringe den ſtorſt mulige Fordeel.
Naar vi her i Almindelighed tale om Kiob af Landeiendomme, ſaa ſkeer dette kun med Hen⸗ ſyn paa den egentlige Landmand, der anſeer den Eiendom, han agter at kiobe, ſom et Material, der ſkal bearbeides, af hvilket han vil frembringe et Produkt, men ikke ſom en Handelsvare til Salg, ved hvilken man kun, i det man anſlaaer den, tragter efter at giore ſig Fordeel. Thi denne Handelsſpekulation har ganſke andre Grundſcetninger og Regler end den landoeconomiſke Haandtering.
§. 64.
Landeiendommenes Priis er meget foranderlig. Jen lang Periode er e den ind⸗ Landeien⸗ til nœrvgrrende Tid beſtandig ſtegen, nu fra tyve til tyve og ofte fra ti til ti Aar priis.
bleven fordobblet, ſaa at den nu kom til en Heide, der for halvtredſindstyve Aar ſiden ſyntes enhver utrolig. Dette maae man tildeels tilſkrive det forogede Pengeomleb, disſes ſiunkne Vard, og den folgelig paa alle Produkter ſtegne Priis. Men man kan heller ikke nagte, at paa den anden Side have de forogede og ſig vi⸗ dere udbredende Kundſkaber i det landoeconomiſke Fag, det lykkelige Udfald af mange Forbedringer, den ſterre Indtagt af forbedrede Agerdyrkningsſyſtemer, og maaſtee kun Anelſen om en endnu hoiere Fuldkommenhed og en den nerverrende overſtigende Indtagt bidraget ligeſaa meget dertil, ſom den ſtorre Tilbeielighed og Applikation til Landlivet, der er opſtaaet mellem de velhavende og mere dannede Klasſer.
For ſaavidt ſom den forſte Aarſag, forsget Pengeomlsb og en ſikkret Kredit, har drevet Eiendommenes Priis i Veiret, er det ſandſynligt, at den vil falde betyde⸗ ligt i den naſte Periode, da begge Dele ere meget ſvekkede ved ulykkelige politiſke Konjuncturer. Priſen kunde iſcr dale meget betydeligt, hvis mange Eiendomme paa een Gang maatte faldydes. Imidlertid tor man altid haabe, at den anden
Aarſag— udbrest Indſigt i Landoeconomien— vil virke ſaa ſtarkt derimod, at denne Dalen i det hoieſte kun vil blive oieblikkeligz og dette ſaameget mere, ſom be⸗ tyde⸗

32 Jordegodſet og dets Tiltreedelſe.
kydelige Kapitaler, der for vare anlagte i andre Haandteringer, i Folge de ſamme Konjuncturer maae tilffyde Grundeiendom og Agerdyrkning. J al Fald vil den an⸗ den Aarſag, efter en Rad af Aar, virke ſaa kraftigt, at Grundeiendommenes Vard endnu vil ſtige, naar Rolighed, Flid og fri Handel ere igien tilveiebragte. Man behover aldeles ikke at befrygte, at Priſerue ſkulle ſynke meget ved en forsget Pro⸗ duktion, fordi Konſumtionen ogſaa tager til med denne.
§. 65.
Pengenes uſtadige Veerdi giore dem altid til en upaalidelig Maaleſtok, for at beſtemme Jordeiendommenes poſitive Vœrd. En meget ſikkrere, ikke ſaa foranderlig, overalt anvendelig, finde vi i et ſaadant Produkt, ſom formedelſt ſin Uundvarligbed ſtedſe ſtaaer i et ſtadigere Forhold til Verrdien af alle andre Ting. Dette er Saden — hos os fornemmelig Rugen— og for at faſtſcœtte Verdien af en Jordeiendom, er det meget ſikkrere at ſige: den er ſaa mange Tonder Rug, end ſaa mange Rigs⸗ daler vord. Naar man da vil reducere den ſaaledes beſtemte Verd til den efter Tidsomſtandighederne foranderlige Pengevœrdi, ſaa mage man udforſte Middelfor⸗ holdet, hvori Saden i almindelige Aar ſtaager til Pengene, og kan da let udfinde hvormeget Eiendommen, efter den nu beſtaaende Pengevarrdi, bor gielde.
§. 66.
En Jordeien: En Jordeiendoms Vard ndfindes: 1) af hele Arealets og de enkelte Deles denns neds Storrelſe; 2) af Jordens Godhed, hvilken vel egentlig kun kan noie udfindes ved Underſogelſen af dens Beſtanddele og dens phyſiſte Egenſkaber, men ſom dog i det Hele kan bedommes ved adſtkillige ſtrax i einefaldende Kiendemcerker; 3) af de for⸗ ſtiellige Tilliggenders Beſkaffenhed og gienſidige Forhold; 4) af Eiendommens ud⸗ vortes Forhold, Fortrin, Rettigheder eller Byrder og Tienſtpligtighed, eller af dens ulegemlige, relative Egenſkaber. §. 67. En Eiendoms og dens enkelte Deles Fladeindhold kan kun noie beſtemmes ved en geometriſt Opmaaling, og kiendes af Kortet og Opmaalingsforretningen. BVed bakkede og biergede Terrainer gior det ofte en merkelig Forſkiel, om denne Opmaaling er foretaget efter den bolgende Overflade eller efter den horizontale Grundlinie. Fet
RR
4 pyageliot, leſtemte! g af hvor obermaad! Forandrit
M
er da um
dndhold Tonder 7t dommen Henſyn ſikker As Egn ſaaeis henſyn h dets forſi Det fola tigs
ſge
Jorſt—

de ſamme vil den an⸗ enes Vard fte. Man oroget Pro⸗
kok, for at foranderlig, ndvatlighed eer Saden rdeiendom, nange Rigs⸗ fil den efter Niddelfor⸗ let udfinde
nkelte Deles udfindes ved a dog i det ) af de for⸗ Hommens ld⸗ d, elle af
eſtemmes vid
J et Land, hvis Agermaal man ikke noiagtigt kiender, bor man meget om⸗ Endnu ere desverre kun faa Maal noiagtigt nok beſtemte! Thi om man endog veed, hvormange Qvadratfavne et Agermaal holder;z og af hvorm ange Fod en Qvadratfavn beſtager, ſaa er dog alligevel Fodens Lœngde overmaade forſkiellig, og dens tilſyneladende ubetydelige Forſkiellighed gier en ſtor Forandring i Maalet af et heelt Areal.
hyggeligt erkyndige ſig derom.
Men det er ofte Tilfœldet, at Landeiendomme ikke endnu ere opmaalte og det er da umuligt at foretage denne Opmaaling ved en Kiobſlutning. deindholdet efter visſe Agermaal, ſom ere i ſig ſelv hoiſt ubeſtemte, f. Ex. efter Tonder Hartkorn(Hufe), eller man kan dog ikke erholde nogen Borgen for, at Eien⸗ dommen med dens Tilbehor virkelig har det angivne Maal. Henſyn til Agerlandet, ſin Tilflugt til Udſadens Storrelſe, ſom dog er en ligeſaa uſikker Angivelſe. Her maae man frem for alt udforſke, hvormeget der i denne Egn ſages paa et beſtemt Fladeindhold, og hoilke Grundſcetninger man folger, med Henſyn paa tykkere eller tyndere Udſad efter Jordsmonnets forſkiellige Godhed og dets forſkiellige Behandling.
Det folger af ſig ſelv, at man mage veere overbeviiſt om, at Angivelſerne af Udſedden ere rigtige, og at man, hvor dette ikke er Tilfœldet, maae gaage frem med den yderſte For⸗
figtighed.
Engene pleier man gierne i ſaadanne Tilfeœlde at anſlaae efter Les Hs, og Enhver indſeer, hvor lidt dette har at betyde.
Under ſaadanne Omſtandigheder maae man hyppig forlade ſig paa ſit Biemaal, paa Afſkridtning, paa Evne til at orientere ſig og paa et omfattende Blik. Uddannelſen af dette Talent, er derfor yderſt vigtigt for Landmanden, og kan ved en god phyſiſk Organiſation erholdes og utroligen ſtyrkes ved Svelſe⸗ er det ofte nodvendigt at tage en anden mere gLpet, men Linige paslidelig Mand til
Hielp derved.
Forſynet med dette Talent kisber man ofte fordeelagtigere, da Bardien⸗ af umaalte Eiendom⸗ me pleier at vere meget ubeſtemt, ligeſom de ſcdvanligen ikke er drevne til nogen hei
Indteegt.
Forſte Deel,
Jordegodſet og dets Tiltreedelſe.
Her angives Fla⸗
Man tager derfor, med
Mangler man derimod dette,
eee

34 Jordegodſet og dets Tiltradelſe.
3 §. 69.
mange Egne beſtemmes Jordeiendommenes Fladeindhold, tilligemed Jordens foregivne Godhed efter Udſeden— altſaa et ſammenſat Begreb. Man har nemlig her antaget den, ſkiondt i Almindelighed falſte Grundſcetning, at den gode og kraftfulde Ager bor beſaaes ſtarkere, den ſvagere og mere magre derimod tyndere, fordi hiin kan bare meget, denne derimod kun lidet. Paa en Tondes Udſad regner man derfor af den bedſte Jord 10000, af den ſlettere omtrent 14000— Alen. Ja man har endog foruden Agerlandet villet vurdere an⸗ dre Tilliggender, ſaaſom Band, Morads, og Torvemoſer efter ſaadanne Tonder Ud⸗ ſced, og have af disſes Summa villet beſtemme en Landeiendoms Storrelſe tillige⸗ med dens Indtgegt og Veœrdi. Hvor upaalidelige ſaadanne Angivelſer ere, maatte ſnart falde i Dinene, og de have netop i de Lande, hvor denne Tarxation var lov⸗ messſig indfort, og hvor Skatteſyſtemet grundede ſig derpaa, tabt al Tiltro. Hvor derimod dette Begreb er mindre almindeligt indfort, og dets Ubeſtemthed er mindre paafaldende, der hange kortſynede Landmeend og Kameraliſter vel endnu derved, ſaa at man endog i de nyeſte Tider og i en meget oplyſt Stat har beſtemt ſardeles tryk⸗ kende Afgivter efter Udſaden, ja efter eet Aars meget uvisſe Angivelſer, i det man troede ſaaledes at giore dem meeſt ſvarende til Eiendommenes Vardi. Undertiden har man endog omvendt dannet ſig et Begreb om Fladeindholdet efter Udſoden og forſtauer da ved en Tonde Land ingen beſtemt geometriſk Flade, men et ſaadant Stykke Jord, hvorpaa man pleier efter gammel Skik at ſaae en Tonde Sed.
Angives hele Agerlandets Storrelſe efter Maalet af den Sad, der kan ſaaes, ſaa forſtaaer man enten derunder hele Udſaden, eller ogſaa, hvad der paa nogle Ste⸗ der er hyppigere Tilfaldet, kun Vinterſaden, folgelig ved Trevangsdrivten, kun den tredie Deel af Ageren.
§. 70. 3ianmele At bedomme Jordens Godhed paa en grundig Maade efter dens chemiſke og Gobhed. phyſiſke Egenſkaber, og at beſtemme dens Vard og Indtaxgt, er een af Landoecono⸗ miens vigtigſte Opgaver, hvilken vi ville ſoge at loſe i Kapitlet om Agronomien. Her, hvor vi kun tale om det, der bor iagttages ved Kisbet af en Eiendom—
hvor⸗
SS
hvoreh dlige, 8
g Narken Reenhedo
81 ter ſtutte kelte og 6. Saalides ſtior Le⸗ Lao Far Line m( pis aryei phanus agtige S gelagtige
iteurer;
V Neiret og⸗
Stubbene Toerlande Giodſtrir koſtnag

med Jorden, Man har ing, at den mere magre Paa en
den ſlettere vurdere an⸗ Tonder Ud⸗ rrelſe tillige⸗ ere, maatte on var lov⸗ ltro. Hvor d er mindre derved, ſas erdeles tryk⸗ „i det man Undertiden Udſaden og adant Stykke
er kan ſaaes, aa nogle Ste⸗ drivten, kun
z chemiſte og fLandoccone⸗ Agronomien Eiendom— hvor⸗
Jordegodſet og dets Tiltraedelſe. 35
hvorved ingen ſaa noie Underſogelſe finder Sted— maae vi hielpe os med overfal⸗ delige, men i Gine faldende Kiendemarker. §. 71.
Ved det forſte almindelige Blik give Traernes og Buſkenes Vaxt paa Marken, deres Slags, deres Styrke og Sundhed, deres Rigdom af Grene og Reenheden af deres Bark, et af de ſikkreſte Kiendetegn paa Jordens Godhed.
Dernaſt kan man fra de vildt voxende Planter, ſelv fra ſkadelige Ukrudsar⸗ ter ſlutte ſig til Agerlandets Frugtbarhed; imidlertid er det ikke nok at de ſtaae en⸗ kelte og elendige derpaa, men de maae forekomme i Mangde og i yppig Vart. Saaledes viſer den lille Marktidſel(Seratula arvensis) en frugtbar, kraftig og ſkior Leer; ſtorbladet Heſtehov(Tassilago Petasites) en ſtarkere Leer; Tussi- lago Farfara og det vilde Brambarr en mergelagtig Leer; almindelig Honſebid(Al- sine media); almindelig Spinemelk(Sanchus oleraceus); Agerſenep—(Sina- pis arvensis) voxe paa en los, kraftfuld Grund; hvorimod Kiddig Reddike(Ra- phanus Raphanistrum) ogſaa vorer i ſlet, mager Jord. Den lille gule humle⸗ agtige Snegleballe(Medicago lupulina) er et meget godt Tegn paa Jordens mer⸗ gelagtige Beſkaffenhed. Grcesvaxten i Almindelighed, hvorefter de ſaa kaldte Bo⸗ niteurer pleie meeſt at rette ſig, er et hoiſt misligt Tegn, da den ofte er afhœngig af Veiret og den kortere eller lœngere Tid, ſiden hvilken Jorden blev giodet, ja endog af Afgrodernes ſlette Tilſtand.
Den unge Sads Udſeende er et meget bedrageligt Kiendetegn, da den, tidlig ag tykt ſaaet, om Foraaret og Efteraaret ofte, naar man ikke noi gtigt nok under⸗ ſeger den, ſynes paa en ſlet Grund at overgaae den paa en bedre.
For at ſkuffe Kisberne, har man undertiden ſaaet overmaade tykt.
Med ſtorre Sikkerhed kan man ſlutte fra den Sad der er gaaet i Ax og fra Stubbene til Jordens Godhed, dog med den Forſigtighed, at man overſeer hele Agerlandet, og ikke neies med een enkelt Mark, hvorpaa undertiden fortrinlig
Giodſkning og Kultur har tilveiebragt en yppig Afgrode paa de gvrige Markers Be⸗
koſtning.

36 Jordegodſet og dets Tiltreddelſe.
Er Jorden nylig ploiet, ſaa er den ſortebrune Farve et Hovedkiendetegn paa dens Frugtbarhed, naar den ikke har ſin Oprindelſe fra Hede eller Moos. Og⸗ ſaa vidner en ſortebruun Farve af det Vand, der ſtaaer i Furerne og paa den afſkyl⸗ lede Dynd om Agerens Rigdom.
Ved nogen Hvelſe erkiender man allerede ved at trede paa Jorden og ved der⸗ paa at ſtode med en Stok, ja ſelv ved Folelſen, i det man rider over den, i hvil⸗ ken Grad den er bindende og om den ſeie Leer, den ſfkiore Leerjord, eller den loſe Sand pradominerer. Dette kiendes ogſaa af Jordklumpernes Beſkaffenhed ef⸗ ter nylig foretagen Ploining og af de aldres ſtorre eller mindre Kraft til at heenge ſammen. Men ved Sondergnidning imellem Tommel⸗ og Pege⸗Fingeren kan man endnu noiere lare at ſkatte Forholdet af Leren til den gruſede Kiſeljord.
Jordsmonnets dyrkede Dybde larer man let at kiende ved at ſtode en Stok i Jorden, og ved Grofterne, hvor Jorden er indhegnet, paa hvilken ſidſte Maade man ogſaa bliver bekiendt med Jordlaget under den, hvilket Muldvarpeſtuddene lige⸗ ledes tilkiendegive.
Disſe Kiendemarker, der forſt falde i Sandſerne, mage da lede til en noiagti⸗ gere agrononomiſke Underſogelſer, hvis man ellers har Tid dertil.
§. 72.
Den videnſkabelige Landmand, ſom har beſtemtere Begreber om Jordens Klas⸗ ſer og Godhed, og ſom kiender de mangfoldige Henſyn, man bor tage derved, maa ogſaa kiende den brugelige Klasſifikation og de Udtryk, hvormed Empiriker en⸗ ten overhovedet eller i enkelte Provindſer afdele og betegne Jordarterne, at han iſar ved ſaadanne Kisbſlutninger forſtaaer dem.
§. 73. Zordens ſad« Det er almindeligt og naturligt at ſtielne mellem god, maadelig og ſlet ntntzon. Jord. Men dette er blot relativt, og hvad man et Sted kalder Middeljord, kaldes paa et andet god og paa et tredie ſlet Jord. Man tager derved kun Henſyn paa den forholdsmasſige Grad af Frugtbarhed i enhver Egn. Snart forſtaaer man ved ſlet Jord en tor og los Sand, ſnart en vaad, kold og ſei Leer. Paa Muligheden, paa den ſtorre eller ringere Vanſkelighed, hvormed denne ſidſte maaſtee kan forbedres
ved
ved Var intet an tär og 6. di, men⸗ ſlaget u gfte erkid de langt⸗ ſcie keer, pan anda hſſt ved ning og 1 med hin ſtand,
eenſtem til tre,
og man ne Flad for vbe Giodnit
det ind Mening Klazſſ 1.
d
end

og ved der⸗ den, i hoit d, eller den affenhed ef⸗ il at henge ren kan man
en Stoki dſte Maade kuddene lige⸗
en neiagti⸗
erdens Klas⸗ fage derved, mpiriker en⸗ „at han iſce
delig ogſlet jord, kaldes Henſyn paa ager man vid Nulägheden, kan ferkedre bed
Jordegodſet og dets Tiltredelſe. 37
ved Vandets Afledning, tager man aldeles ikke Henſyn, og ofte har den gode Jord intet andet Fortrin for den ſlette, end at der hidindtil har verret anvendt mere Kul⸗ tur og Giodſkning paa den, hvilket viſt nok gior en Forſkiel i dens nœrvcerende Var⸗ di, men dog ofte kan erſtattes ved ringere Omkoſtninger, end det Forſkiellen i Over⸗ ſlaget udgior. Den ved Saddvane antagne Klasſifikation bliver i visſe Diſtrikter ofte erkiendt for urigtig, ſelv af empiriſke, men klogere Landmeend i det de ſige, at de langt foretrakke deres Middeljord for den gode Jord. Man har ofte ſat den ſeie Leer i den forſte, og den ſkisrere, ofte kalkholdige Leer i den anden Klasſe; men paa andre Steder har man derimod medrette ſat denne over hiin, maaſkee fordi man hiſt ved Kobbeldrivten ſaae mere paa den naturlige Graesvaxrt, her alene paa Dyrk⸗ ning og Sadavl. undertiden tager man Udtrykkene tung, middel og let Jord i lige Mening med hine, men undertiden adſkiller og betegner man hermed kun den kraftige Mod⸗ ſtand, ſom Ageren ſœtter mod Plov og Harv. §. 74*
Undertiden klasſificeres Jorden overhovedet efter Forogelſen af Udſaden, over⸗ eenſtemmende med det i Landet brugelige Markſyſtem, og man ſiger, at der er Jord til tre, fire, fem, ſer Fold. Man regner ofle med Udſaden, ofte uden Udſaden, og man maae kiende, hvor tykt der ſagaes, og om man ſaaer ligemeget paa det ſam⸗ me Fladeindhold af enhver Jordart, for at kunne ſlutte noget af disſe desuden alt for ubeſtemte Angivelſer. Men Afgroden er overhovedet mere afhgengig af Jordens Giodningstilſtand, end af dens Grundbeſkaffenhed.
§. 75
Een af de ſœdvanligſte Klasſifikationer er, efter de Afgroder, hvilke den ved det indforte Jordbrug, ſom ofteſt Trevangsbruget har baaret, og efter den antagne Mening kan bere med den ſtorſte Fordeel. Her pleier man at gisre folgende Klasſifikationer:
1. Hvedejord, hvilken efter Brakken med mere Fordeel barer Hvede, end Rug. Kan den efter Trevangsdrivtens Orden bœre to Gange Hvede i ſex Aar, om⸗ endſtiondt den kun faaer eengang Giodſkning, ſaa kalder man den

38 Jordegodſet og dets Tiltrerdelſe.
a) ſtœrk Hvedejord, hvilken i denne Mening nok ikke forekommer, uden Marſkegne, b) ligefrem Hvedeager, naar den kun efter Giedſkning kan bœre Hoede, og, ef⸗ ter den anden ugisdede Brak, Rug,
2. Bygjord. Ved denne og den efterfolgende Klasſe tages ikke Henſyn paa den forſte eller Vinterſeden, men kun paa den anden eller Vaarſadsafgroden. Man adſtiller ogſaa her:
a) ſtark Bygjord, der ved ſexaarig Giodſkning bœrer to Gange Byg efter Vin⸗ terſoden. Da Mange antage, at en ſaadan Jord til forſte Afgrode ogſaa kunde
bœre Hvede, ſaa ſctte de den i een og ſamme Klasſe med Hvedejorden. Men Andre adſkille den rigtigere derfra, da megen Jord er ualmindelig pasſende for Bygget, men irke ſaameget for Hveden, at den kunde bare denne med ſtorre Fordeel end Rugen. Derimod kan den bindende Jord, ſom er tien⸗ ligere for Hveden end for Rugen, mindre egne ſig for Bygget, og man dyr⸗ ker med langt ſtorre Fordele Havre paa den til hvilkenſomhelſt Afgrode;
b) ſvag Bygjord, der kun baœrer Byg i det andet Aar efter Giodſkning, men
. ſom man, ſkiendt med ringe Held, lader bœre Havre i det fierde Aar.
5. Hvor man dyrrker baade det ſtore og det ſmaa Byg, kalder man hiin ſtor
Byg⸗, denne ſmaa Byg⸗Jord.
ſeie, ſaa kaldte kalkgrundige Jord, ſom horer til denne Klasſe; og enhver an⸗
den, ſom barer Havre med Fordelle, vilde ogſaa vare i Stand til, ved tilborlig
Kultur at bere Byg. Men i Almindelighed ſetter man ogſaa den Jord i denne
Klasſe, ſom man anſeer for at vorre for let eller for los til at berre Byg. Man
adſtiller:
a) ſtark Havrejord, hvilken ved niaarig Giodſkning hver Gang efter Viuterſce⸗ den, altſaa tre Gange, barer Havre;
b) maadelig Havrejord, hvilken man lader hvile i ottende Aar, efter Giodſk⸗ ning;
3. Haovreegne, hvilke boere Havre efter Vinterſoden. Egentlig er det kun den
b c) ſoag
niende! ſorder, roret ſi Kraft, t de tabd den, he
6 de ſode de fleſte at leggen maa o ken Jor⸗ Klasſer.
G lede af ſielden, tragtet, bver de Land ikn abl.. Land ft ſon Ng bedring maa ve

„ üden i , 0g, cf⸗
n paa den den. Man
efter Vin⸗ gſaa kunde en. Men g pasſende denne med im er tien⸗ man dyr⸗ ode;
ning, men ar.
n hiin ſtor
det kun den enhver an⸗ ved tilborlig ord i denne zyg. Man
r Pinterſcr⸗
ſter Gibdſ
c) ſoag
Jordegodſet og dets Tiltradelſe. 39
c) ſvag Havrejord, af hvilken man under disſe Omſteendigheder kun een Gang tager Havre. 4. Rugjord, hvilken i Trevangsbruget kun hvert tredie Aar bœrer Rug, men har derefter ingen Kraft til at bere nogen anden Afgrode og maa hvile i to Aar.
Sexaarig, niaarig, tolvaarig Rugjord kalder man den, der hver ſiette, niende eller tolvte Aar dyrkes med Rug, og ellers hviler. Hertil hore de fierne Ud⸗ jorder, ſom aldrig faae Giodning, og hvis ſlette Egenſkab da ſom ofteſt ikke hid⸗ rorer fra deres Grundbeſkaffenhed, men fra denne Mangel paa Giodning. Den Kraft, ſom Naturen giver denne Jord ved Gronſveren, eller ſom den erholder ved den tabte Giodning af de derpaa grasſende Faar, udſuges ſtrax igien ved Rugafgro⸗ den, hvorved Jorden holdes i denne ufrugtbare Forfatning.
Saameget vaklende der end er ved denne Klasſifikation, ſaa er den dog iblant de ſodvanligt antagne endnu den noiagtigſte og tillige den, der er lagt til Grund for de fleſte Overſſag. Derfor maa enhver Landmand kiende den, om han endog veed at legge beſtemtere Begreber til Grund for hans Bedommelſe af Jorden, men han maa noiagtigt erkyndige ſig i enhver Egn, hvorhen hans Skiabne forer ham, hvil⸗ ken Jord man efter dens phyſiſk⸗chemiſke Beſkaffenhed pleier at ſœtte i enhver af disſe Klasſer.
§. 76.
Enhver forſtandig Landmand vil ved Valget af en Eiendom, mere lade ſig Jordensſlet⸗ lede af Jordens Godhed, end af Arealets Storrelſe. Dens ſlettere Beſkaffenhed kan erſtattes van⸗
ſielden erſtattes ved dens ſtorre Overflade. Der gives Jord, der ſom Agerland be⸗
tragtet, har aldeles ingen Verd, og ſom noie regnet aldrig giver noget Overſkud titet.
over de med dens Bearbeidning forbundne Omkoſtninger, hvor folgelig 100 Tonder Land ikke kunde vurderes lige med en Tonde Land god Jord, med Henſyn paa Sad⸗ avl. Derſom et Jordsmon ikke kan bare ſire Afgroder til tre Tonder Sad pr. Tonde Land efter een Gisdſkning, ſaa kan man virkelig ikke tillegge den nogen Vard, betragtet ſom Agerland, det maatte da verre, at man havde ganſke ſikkre Midler til dens For⸗ bedring, f. Ex. pasſende Mergel eller Dynd i Nœrheden, hvor man da ved Kiobet maa regne ſaaledes, ſom om man blot kiobte Pladſen, for derpaa at ſſkabe ſig en
pasſen⸗

Jordegodſet og dets Tiltredelſe.
pasſende Agerjord. Regner man paa den rette Maade, vil man i Giennemſnit kis⸗ be den gode Jord lettere end den ſlette, fordi de fleſte Menneſker endnu ſtte for hoi en Vard paa ſtore Udſtrœkninger..
Jo frugtbarere en Egn er i det Hele, deſto ringere er Vardien der af den ſtette Jord, thi Overſtuddet eller Renten af det naturligt frugtbareſte Jordſtykke ind⸗ ſtrœenker Renten af det dermed concurrerende. Hvor Produkterne af det frugtbare Jordſtykke ere tilſtrakkelige til at tilfredſtille Fornodenhederne, vil neppe de mindre frugtbare kunne bearbeides med Fordeel. Strakke derimod hine ikke til, ſaa vil det ſidſtes Bearbeidning mere lonne ſig, og man vil derfor kunne dyrere betale denne Slags Jord i en ufrugtbar end i en frugtbar Egn.
Man har anſeet Naboſkabet af frugtbare gras⸗ og ſtragerige, lavt liggende Grundſtykker for at vore fordeelagtigt for hoie og torre Jordeiendomme, i det disſe derved faae Leilighed til at giore Indkisb af Ho og Halm. For ſaavidt ſom den forſte Grund til Forbedringer lœgges ved dette Indkiob, og dettes Udgivter ſkulde regnes til Kapitalen, kan dette viſt nok veere fordeelagtigt, men vil ved noiere Be⸗ regninger aldrig ſindes at ſpare Regning, ſom en beſtandig fortſat Drivtsmaade. Saaledes kan denne Fordeel ikke opveie den Skade, ſom et ſaadant Naboſkab foraar⸗ ſager, ved det lette Kisb paa mange Produkter og ved den ſcdvanlige Forhoielſe af Arbeidslonnen.
Grundſtykker, hvilke udelukkende kunne levere Nodvendigheder, ſom ſoges i en Egn, erholde derved en hei Vard.
§. 77.
Engenes Vur⸗ Raſt efter Agerlandet kommer frem for alt Engene i Betragtning.
Man har hidindtil anſeet et rigtigt Forhold af Engene til Agerlandet for en nodvendig Betingelſe ved en god Landeiendom, og uden en tilſtrakkelig Engbund, ſelv ved godt Ploieland, en ſaadan for at verre feilfuld. Denne Mening grunder ſig paa en erkiendt Sandhed, at, nemlig intet Agerbrug kan beſtaae, uden tilſtr æk⸗ keligt Foder for Qveget; men dernaſſt paa den Fordom, at ingen Foring kan frem⸗ bringes, uden paa Enge. Naar man veed, at man ved Dyrkningen af Foderplan⸗ ter og ved afvexlende at nedlagge Agerlandet til kunſtige Enge, kan frembringe den
tre
tre ui f nre, ſat ted ſaad ned bliven Mening, aldeles 1
d. herom ka ler dem e
V middelma
deting. Erfaring meget ul fem Klas den tredi paa en T dler uſi melſer in
G den Ho ſin Gru Lorſte

mſait lio⸗ te for hoi
er af den dſyke ind⸗ t frugtbare de mindte ſag vil det tale denne
dt liggende jdet disſe dt ſom den ipter ſkulde noiere Be⸗ rivtsmaade. ſtab foraar⸗ orheielſe gf
om ſoges j
.
undet for en lig Enghund, ning grunder den tiſtrat⸗ ng kan frem⸗ i Foderplan⸗
embtinge da tre
Jordegodſet og dets Tiltradelſe. 41
tre og ſiredobbelte Marngde Foder, af det ſom beſtandige Enge af lige Fladeindhold le. vere, ſaa vil man ikke anſee Mangelen af naturlige Enge for en uerſtattelig Feil ved ſaadanne Jordeiendomme, ſom have privativt og frugtbart Ploieland. Her⸗ ved bliver dog Vardien af gode Enge kun indſkreenket i den rationelle Agerdyrkers Mening, men ingenlunde, ſom visſe uforſtandige Menneſker have villet forſtaae dette, aldeles tilintetgiort.
Det er ogſaa kun ved godt og privativk Agerland, ak man kan anſee Engene for undverrlige. De blive beſtandigt nodvendigere, jo ſlettere Agerlandet er, og jo uſikkrere dets Dyrkning med de fordeelagtigſte Fodervepter er Den torre ſandige Grund kan viſt nok kun ved et forholdsmoesſig ſtort Forhold af gode Enge holde ſig Kultur, og ſikkre ſin Indtegt; og lige⸗ ſaa uundveerlige ere de, hvor Felleſkabet og den dermed beſtaaende Greesning paa Brak⸗ marken og i WEyret forhindre en uindſkrœnket Benyttelſe deraf.
Er der for mange Enge ved en Eiendom, og udgiore disſe mere end af Agerens Flade⸗ indhold, ſaa tabe de i deres Vord imod Agerlandet, med mindre de ere ſkikkede til Op⸗ ploining, eller man med Fordeel kunde ſolge Hoet.
§. 78.
Det er naſten vanſkeligere at beſtemme Engenes end Agerlandets Vard, og herom kan forſt meddeles rigtige Grundſcttninger i Lœren om Engdyrkningen. Man de⸗ ler dem efter de almindelige Taxationsmaader for det meſte i tre Klasſer, i gode, middelmaadige og ſlette; men dette er endnu langt fra at verre nok til deres ſande Vur⸗ dering. Eller man retter ſig efter deu Frembringelſe af Ho, hvortil man efter Erfaringer anſlaaer dem, efter Godheden og Vardien af dette Hs, hvilken ſidſte er meget ulig i forſkiellige Egne og til forſkiellige Tider; og ſaaledes antager man ofte fem Klasſer, af hvilke den forſte anſlaaes til 60 Centner, den anden til 40 Centner, den tredie til 28 Centner, den fierde til 20 Centner, og den femte til 12 Centner paa en Tonde Land. Men man maa ogſaa iſer tage Henſyn paa deres Sikkerhed eller Uſikkerhed, da de ellers fortrinligſte Flod⸗Enge ideligen udſattes for Overſvom⸗ melſer i Utide..
Efter de almindelige Taxationer anſlaaes Engene efter deres Areal, eller efter den Hofrembringelſe, hvortil de ere vurderede, til uhorte lave Priſer, hvilket har ſin Grund deri, at Qvagets Benyttelſe auſlaaes ſarſtilt og ligeledes meget lavt.
Forſte Deel. ð Man

Gresgange⸗
nes Vurde⸗ ring.
4²2 Jordegodſet og dets Tiltreddelſe.
ᷣ᷑—²
Mau indbilder ſig her, ligeſom i mange andre Tilfcelde, at raade Bod paa een Feil i det man begaaer en anden.
Kisberen maa efter de Kundſkaber han har om Engene og om de Forbedringer, der viſt uok ikke uden Omkoſtninger derved kunde foretages, vurdere dem med Hen⸗ ſyn paa de Fordele, ſom de kunne forſkaffe ham i hans Avlsbrug, ligeſaavel ſom efter Egnens ſcdvanligſte Hopriis, hvilken han bedſt reducerer til Sed. Det fol⸗ ger af ſig ſelv, at han maa tage Henſyn paa, om Engene ere privative, eller under⸗ kaſtede Foraars og Efteraars Afgrasning og andre Servituter, og tillige om han har fri Raadighed over det giennemflydende Vand.
§. 79. Man anſaae Grassgangene for ligeſaa uundvarlige ſom Engene, indkil man endelig lœrte at indſee Muligheden af Staldforing eller af Agerlandets afvexlende Udlagning til Gresgange. Fra den Tid af vurderes de overalt ringere end forhen, men ere dog derfor ikke uden Vœrdi. Bed Kiobtaxationer anſlaaes de i Almindelig⸗ hed under Rubriken af Qycegbenyttelſe. Imidlertid fortiene de, at der ved Kiobet af en Landeiendom tages ſarſkilt Henſyn paa dem. 2§. 80.
Grasgangene finde Sted: 1. paa roddede eller med faa Treeer beſatte Overdrev.
uindſkrankede, ſaa maa man vurdere Jordens Grundvardi, da det nemlig ſtaaer i
Ere de her privative og
Eierens Magt ogſaa at benytte dem paa anden Maade, ſaafremt deres phyſiſke Beſkaffenhed tillader det. Er dette ſidſte ikke Tilfaldet, fordi f. Ex. hyppige Overſvommelſer giore en anden Benyttelſe alt for uſikker, ſaa maa han bedomme dem, efter den Naring de kunne give til et viſt Antal Qpeeg.
Oftere er det Tilfœldet, at ſaadanne Overdrev ere Felleder, og at der til⸗ kommer enhver Eier en vis beſtemt eller dog indſkrœnket Greesningsret derpaa. Her maa Vardien af denne Rettighed ligeledes bedommes efter Qveegets Antal og den virkelige Gavn, ſom det har deraf. Dog alligevel maa man ogſaa tage ſcrdeles Henſyn paa locale Forhold, om en nar foreſtaaende Deling kan udvir⸗
kes, i hvilket Tilfœlde ſaadanne ved deres Udyrkning ſlet benyttede Grundſtykker kunne
kunne eller v 2, NMac gne! Udove ſarſti ſaa! medd komme foryu ſte E diſe ſtemn ndfor eller t de,! paad iden ſenere Dell ethde Saa vilka forſt ring Ager tilſae uden 3. 9 geled

ken Feit
bbedringer, med Hen⸗ ſaabel ſom
Det fel⸗ eller under⸗ om han har
indtil man Hafvexlende end forhen, Almindelig⸗ ved Kiobet
rivative og lig ſtaaer i res pyyſiſte Er. hyppige an bedomme
at der til⸗ zret derpaa. egets Antal wogſaa tage gkan udvir⸗ Grundſyker kunne
2.
Jordegodſet og dets Tiltradelſe. 43
kunne erholde en utrolig hoiere Bard, enten ſom privative dyrkede Graœsgange, eller ved at benytte dem paa andre Maader.
Paa Brakken og paa Evret. For ſaavidt denne Grcesning ſinder Sted paa egne Agre, beregnes den i Overſlaget, ſom en Benyttelſe af Ager eller Qveg. Udoves den derimod formedelſt en Rettighed paa fremmede Agre, ſaa maa den ſcrrſkilt bringes i Beregning. Thi ſaa ſkadeligt ſaadant er for det Hele, og ſaa ringe en Fordeel den Berettigede end monne have deraf, i Sammenligning med den Skade der tilfoies den, der maa lade grasſe paa ſin Grund, ſaa frem⸗ kommer dog under adſkillige Forhold nogen Fordeel for hiin, hvilken han ikke er forpligtet at opgive uden Erſtatning. Uden Tvivl drage Skaferierne den vaſentlig⸗ ſte Gavn deraf, hvorfor ogſaa mange, omendſkiondt urigtigen, have trost, at disſe ikke kunde beſtaae uden denne. For at udfinde dens Voœrd, maae man be⸗ ſtemme, hvor ſtort et Fladeindhold af denne Slags og ved denne Giodſkning, der udfordres til et Qvagshoved, naar Ageren hele Sommeren over laae til Hvile eller til Grasning. Dernaſt maa man tage Henſyn paa Grasningstidens Leng⸗ de, hvis Begyndelſe og Ende er forſtiellig efter BVedtaegt og Dyrkning, og endelig paa den Vegitationsperiode, hvori den falder; da Greesvexten nemlig ſtedſe er ſterkere i de tidligere end i de ſildigere Maaneder. Ercening paa Brakmarken er i de ſenere Tider naeſten overalt bleven indſtranket ved den Rettighed, at dyrke en Deel af Brakken, men dog ikke allevegne, og her maa denne Tilladelſe ſorſkilt
gerhverves fra den, der har Ret til at lade grasſe derpaa og i ſaa Fald erſtattes.
Saaledes er ogſaa den Termin, hyorefter Brakmarken forſte Gang opbrydes, ſnart
vilkaarlig beſtemt, ſnart tidligere eller ſildigere; og da denne Graessning ved den forſte Ploining taber den ſtorſte Deel af ſin Vard, ſaa maa man ved den Vurde⸗
ring iſor tage Henſyn derpaa. Alt ſom Fornuften mere udbreder ſit Lys over Agerdyrkningens Anliggender, tor man vente, at denne gamle, vel ſom ofteſt tilſnegne Rettighed vil blive ophepet, dog paa en retferdig Maade, og ikke uden billig Erſtatning til den, der virkelig har havt Fordele deraf.
Paa Engs i Foraaret ogefter at de ere hoſtede een eller to Gange. Her kan li⸗
geledes kun Talen vœre om denne. Nettighed paa fremmede Enge, og dens Vard
F 2. retter

*.
44 Jordegodſet og dets Tiltredelſe.
retter ſig efter Engbundens Godhed, efter dens Varighed og efter Aarstiden.
Fordelen heraf er ligeledes kun meget ringe, i Sammenligning med den Skade, ſom derved tilfoies Engens Eier, med mindre den ſkulde vere indſkraenket ved netop de ſamme Betingelſer, ſam Engens Eier vilde faſtſcette for ſig ſelv, om han afgrasſede den med ſit eget Qvceg.
J Skove. Her kommer det an paa Beſkaffenheden af Skovgrunden, paa hvad Slags Skov det er, og paa dens tattere eller aabnere Stand. Grcesgange i ikke alt for vaade Ellemoſer, dernaſt i Birke⸗ og Egeſkove, ere de bedſte, men i
Bogeſkove og i dem af Naaletreeer af meget ringe Betydenhed. Derneſt gier det
ogſaa en Forſkiel, om Grunden kun er bevoxet med hoie Tryeer, eller ogſaa med
Underſkov, i hvilken Grad af Taethed og Styrke begge Dele ſtaae. Jo takttere og ſtarkere Skoven er, deſto ſlettere er Grasningen, ikke alene med Henſyn paa Pladſen, men ogſaa paa den mindre Epvne til at nere, ſom det Gras har, der groer i Skygge. Den ringe Fordeel, ſom ogfaa denne Graesning giver, ſtaaer heller ikke i noget Forhold til den Skade, den tilfoier Skovopelſkningen, og derfor er dens Ophorvelſe en ubetinget Fordring af den ſunde Fornuft. Den er for det meſte indſtrœnket ved Skoveierens Ret til at indtage en Deel af Skoven til Fred⸗ ning. 8 Paa torvagtige og ſumpige Moſer. Her kommer det an paa, om de ere Moſer med ſort eller hsi Moos(Schwarz⸗ oder Hochmooſe), ſom kun bœrrer Lyng og andre ſlette Varter eller grasbegrote Torvemoſer, hvis milde og muldede Overflade er gun⸗ ſtig bedre Grasartes Voœxt. Deſidſte pleie dog at have den Feil, at de indeholde Syrer. Dernaſt kommer det an paa, hvorvidt de ere torre og tilgicengelige for Qvaxget, og endelig om Grasſet ikke ved at overſkylles med Dynd bliver mod bydeligt for Qvaget og ſkadeligt for dets Sundhed.
Forſt paa et andet Sted kan der beſtemtere handles om Benyttelſen og den re⸗ lative Vrerd af disſe Grasgange. J de ſadvanlige Overſlag kommer deres Ind⸗ tagt under Rubrikken: Qveexgbenyttelſe.
Den Rettighed at beſcttte ſaadanne Gresgange, er undertiden uindſkranket, men for det me⸗
ſte dog beſtemt til et viſt Antal Qveeg af enhver Slags, ellet i Overeenſtemmelſe med nt, ſom en ſaadan Gaard kan kore Vinteren over med ſelvavlet Foder. Kommer deti dette
ſidſte 8
—— A
ſom den Ekovvid
tt ſaare
holdes i ſag eften paa, k Tiffeld for ſaavn Taxetem grunded j de nye ſom mau tig har ſeldnert ſnart v erholde Gravni mange til Faaꝛ
1 nirdelg den ſtaa dens W kan iſe

Larstiden en Skade, renket ved v, om han
„paa hvad ange i ilke ſte, men i ſt gior det ogſaa med Jo tattere Heyſyn paa as har, der der, ſtager og derfor et for det en til Fred⸗
ere Moſer g og andte lade er gun⸗ de indeholde angelige for bliver mod
mog den te⸗ deres Ind⸗
i for det me⸗ emmelſe meh
nmer deti detlt loſte
6
Jordegodſet og dets Tiltrardelſe. 45
ſidſte Tilfœlde an paa en noiere Beſtemmelſe af denne Rettighed, f. Ex. ved Udſeiftnin⸗ ger, ſaa kan vel kun Foderavlen ved den herſkende Trevangsdrivt leegges til Grund, da der ved en anden Dyrkningsmaade under mange Omſtendigheder kunde frembringes en noverſenelig Mangde af Vinterfoder.
§. 81.
Skovenes Vurdering er meget problematiſt. Vi bersre den kun, for ſaavidt ſom den ved et Godskiob er af yderſte Vigtighed, men overlade den forreſten til Skovvideuſkaben. Vurderingen kan foretages under mange Henſyn og derefter have et ſaare forſkielligt udfald. Enten efter den Indteegt, ſom Skoven, for beſtandig at holdes i god Tilſtand, efter forſtvidenſkabelige Grundſcetninger kan give, eller og⸗ ſaa efter VBardien og den Priis, hvortil det Brande, ſom nu virkelig fandtes der⸗ paa, kunde ſœlges. For ſaavidt ſom det ganſke eller tildeels kunde feldes, i hvilket Tilfœlde endnu Vardien af den ved Skovens Borthugning vundne Grund maa tilfoies, for ſaavidt ſom denne kunde benyttes paa andre Maader. Forſkielligheden i disſe Taxeremaader er overordentlig ſtor, iſcer naar hiin anſtilles efter den paa Erfaring grundede Indtagt af offentlige Skove. Det er bekiendt, at mange Godſer ere kiobte
i de nyere Tider, og at de ere blevne ganſte eller tildeels betalte med den Summa,
ſom man har udbragt ved at folde en Deel af Skoven. En Spekulation, ſom hur⸗ tig har beriget mangen Godshandler, men ſom nu i kultiverede og folkerige Egne ſieldnere kan ivorkſettes. Der gives dog alligevel endnu Godſer, hvis Skovvardi ſnart vil overſtige hele Kiobepriſen, naar de ved den tiltagende Brendemangel
erholde Afſcetning derpaa, og naar Transporten bliver giort lettere ved Kanalers
Gravning eller ved Oprensningen og Opdamningen af de naturlige Vande. Efter mange Taxationer var Grunden mere verd„ naar den ſlet ingen Skov bar, men laae
til Faaregraesning.
Man bor derfor ved Godskieb kun lidet agtet paa ſaadanne Taxationer af al⸗
mindelige Forſtbetienter, men meget mere gisre ſig ſelv et Overſlag over Vardien af den ſtagende Skov, overeensſtemmende med locale Forhold, og derneeſt tage Grun⸗ dens Vardi i Betragtning, hvilken ofte indeholder en opdynget Rigdom af Muld, og kan iſcer ved en eengang odelagt Skov benyttes ulige heiere til Ager eller Engz hvor⸗
imod
Skovenes Vurdering⸗
.

Jordegodſet og dets Tiltradelſe.
45
imod man da ofte kunde beſaae eller beplante og frede andet udmagret Agerland, f
kun vunſkelig kunde ſattes i Stand igien.
Lornodent Bygnings⸗ og Gayntommer, ligeſaavel ſom Brandſel, er en ſtor Behagelighed ved et Gods, hvorpaa man ved Kiobet bor tage ſardeles Henſyn.
§. 32.
Suoroidtman Mange, ſom ville kisbe en Eiendom, lœgge ſordeles Vagt paa de Underretnin⸗
kan forlade ſisg paa indhente⸗ g
r, ſom de indhente af Naboer eller dog i Egnen bekiendte Perſoner, eller ogſaa af
de Underret⸗ Si de Rogteren eller af de Arbeidspligtige. De kunne viſt nok give Vink, men
ninge r.
deres Udſagn maa ferſt underſoges paa Stedet, forend man kan ſatte Liid dertil. Den der ſaal edes vil befrie ſig for at ſee med egne Hine, bliver meget let bedraget. Saadanne Udſagn blive alt mere og mere mistoenkelige, jo mere Eiendommene i en Egn ere blevne let afſattelige Handelsvarer og komne i de egentlige Godshandleres Hander, i Sardeleshed i deres, der drive Haandteringen i Compagnie. De Kunſt⸗ greb, hvoraf man her betiener ſs, for at bedrage Kioberen, ſynes utrolige og over⸗ gaae naſten Heſtehandlernes. J en ſaadan Egn maa man holde enhver, til hvem
man gior et Sporgsmaal, for Salgerens beſtemte Inſtrument. Men under ſaadanne
Omſtandigheder tor man ikke engang ſatte Liid til ſkriftlige Documenter, Forpagt⸗ ningscontrakter og Regiſtere, naar der ikke ſtilles Sikkerhed for Indholdet. Des⸗ uagtet kan man dog undertiden kiobe med Fordeel af disſe Handelsmand, da en hurtig Omſatning ikke alene er dem magtpaaliggende, men de ofte heller ikke ſelv kiende deres Vare, ſom de formedelſt deres Spekulationer hape kiobt til let Priis. Andre ſatte ſtor Tillid til en Eiendoms Hiſtorie, for derefter i Almindelighed
at bedomme dens Vard, og de erkyndige ſig om, hvilke Eiere eller Forpagtere den
har havt efter hverandre, til hvilken Priis den for har varet ſolgt eller bortforpag⸗
tet, og hvorledes denne eller hiin ere komne fort derved. Kunde man fuldſtandig
lœre at kiende denne Hiſtorie indtil dens mindſte Detail, ſaa vilde den viſt nok give
megen Oplysning; men ſaaledes, ſom man almindeligt erfarer den, forleder den til hyppige Feilſlutninger.
Fordi den almindelige Mening om en Eiendom ofte grunder ſig herpaa, ſaa vil man ofte aller⸗ fardeel agtigſt kunne kiobe netop ſaadanne, paa hvilke Eiere eller Beſiddere have tilſat deres
Rleee E
. dommen, med et d hinanden
E
Eiendom
Ude ver vare mer
ſig med
deraf, at af Drivt alene Gt antaget net paa T driot, r
D indfort

rland, fom
er en ſtor enſyn.
nderretnin⸗ er ogſaa af Vink, men did dertil. t bedraget. mwene i en dshandleres De Kunſt⸗ geog over⸗ „til hvem
er ſaadanne
, Forpagt⸗ det. Des⸗ mend, da er ikke ſelv et Priis.
mindelighed
rpagtere den
bortforpag⸗ b fuldſtendig iſt nok give ider den lil
man ofte alet⸗
te have liſit deres
Jordegodſet og dets Tiltradelſe. 47
deres Formue eller ere gangne til Grunde. Undertiden have de ſidſte Eiere anvendt meget der⸗ paa og virkelig derved forsget Jordens Kraft, uden at have havt Udholdenhed eller Ka⸗ pital nok at ſkyde til, for at drage Frugterne deraf, og man har mange Exempler paa, at reelle Fvrbedringer paa denne Maade ere giorte, blot til Eftermandens Gavn. Paa den anden Side kunne de ſidſte Beſiddere have forſtaaet, at uddrage en ſtor oieblikkelig Pengefordeel, men paa Agerens Beksſtning, hvorved de have foroget deres Formue, i det de ligeſaameget forringede Eiendommen. Herved kan et Gods hos Kortſynede kom⸗ me iet ſlet eller godt Rygte, ſaa at der, naar det ſkal ſelges, i det ſidſte Tilfœlde ind⸗ finder ſig en Mengde Kiobere; men i det forſte aldeles ingen, hvorved det enten ſeelges vver eller under ſin Vœrd. Imidlertid tor man dog heller ikke antage dette ſom almin⸗ deligt, thi ofte kan en uvidende og ſkiodeslos Landmand have havt en megset ringe Ind⸗ tœgt af en Eiendom, og dog alligevel have forringet det ſaa meget, at der udfordres en betydelig Kapital til at ſœtte den i Stand igien.
Ofte have Godſer ſtore Hielpekilder, ſom ere bleyne ubemerrkede eller ubrugte af uvi⸗ dende og uvirkſomme Landmand, og disſe tor man ſnarere vente paa en Eiendom, der har varet i ſlette, end i gode Hender.
§. 83.
Ved ethvert Salg lader Scllgeren i Almindelighed giore et Overſlag over Eien⸗Overſlag over
dommen, der forelcgges Kioberen, hpilken da beſvarer det med ſine Erindringer eller med et Overſlag fra ſin Side, for at de Punkter, hvori de ved Vurderingen afvige fra hinanden, kunne tages neiere i Overveielſe.
Et ſaadant Overſlag er enten bygt paa Grundvardien eller paa Indtcegken af Eiendommen. Det forſte Slags, hvortil Data angives i Lœren om Agronomien, vilde vœrre langt ſikkrere, naar de til et ſaadant Overſlag nodvendige Kundſkaber vare mere udbredte. ſig med Indtagtsoverſlag, der nodvendigt maa verre feilfulde, hvilket fremlyſer deraf, at den Indtaggt, der udſpringer af Jordens Beſkaffenhed, af Kundſkab og Overlag, af Drivtskapital og Arbeide, og ved hvilken Riſikoen desuden ikke kan beregnes, tillagges alene Grundvcerdien. Da man, ſkiondt utydeligt, har folt dette, ſaa har man antaget Indtaggten ſaa lav ſom muligt; men i Sardeleshed har man aldeles ikke reg⸗ net paa Brakmarkens Benyttelſe, da denne ſcdvanligen grunder ſig paa Trevangs⸗ drivt, men anſeet den ſom en Meieriet billig tilfaldende Fordeel.
Derfor pasſer denne Maade at anſlaae, i Sardeleshed ſaaledes, ſom den er indfort i de preuſiſte Stater, og med visſe Modificationer lovformelig beſtemt ved
Do⸗
Da dette imidlertid endnu ikke er Tilfoeldet, ſaa hielper man
Godsindtag⸗ terne.

48 Jordegodſet og dets Tiltradelſe.
Domainernes Taxation og de ridderlige Vurderingsprinciper, ogſaa kun for Trevangs⸗ drivten; men bliver derimod heiſt vaklende og nſikker, naar den ſkal anvendes paa andre Drivtsmaader, og det ſaa meget mere, ſom man ved disſe endnu ikke troer at vœre i Be⸗ ſiddelſe af tilſtrœkkeligt bekraftede Erfaringsſcettninger. Naar derfor denne Taxations⸗ methode ſkal anvendes ved en Landeiendom, ſom drives paa en anden Maade, ſaa maatte man dog beregne dens Indtaegt ſaaledes, ſom om den laae deelt i tre Vange, fordi endnu urigtigere Reſultater vilde fremkomme ved enhver anden Beregning efter disſe Grundſcetninger, hvilke derfor ogſaa fattes den offentlige Tillid. §. 84.
Denne fornemmelig i de preuſiſte Stater indforte Maade at giore Overſlag paa, er, uagtet alle dens Mangler, dog endnu den fortrinligſte blandt alle de be⸗ kiendte, og er ogſaa derfor antaget af de mere indſigtsfulde Oeconomer i andre Lan⸗ de. Den videnſkabelige Agronom vil vel ſelv kunne vide rigtigere at beſtemme Jor⸗ dens Grundvardie, uden Henſyn til Avlingsindtegten, men maa dog i Almindelig⸗
hed kiende denne Taxeringsmaade, om det endog kun var for de Forhandlingers Skyld,
ſom han kan have at afgisre med Andre. Angaaende de ſarſkilte Modifikationer,
ſom ere brugelige i enkelte Diſtrikter, og ſom ere indforte ved Localforhold, kan han da let underrette ſig i ethvert ſaadant, hvor han har Forretninger. §. 35.
Ved at anſlaae Agerlandet, kommer folgende to Hovedpunkter i Betragt⸗ ning:
t. Hvpor meget der ſaaes paa et viſt Areal, efter Jordens angivne Beſkaffenhed. 2. Hvor mange Fold man tor vente.
§. 86.
udſadens Be⸗ Naar denne Maade at anſlaae er brugelig, har man naeſten almindelig an⸗
kaget den Mening, at der maa ſaaes tykkere:
a) jo bedre Jorden er efter dens Grundbeſkaffenhed;
b) og jo ſtœrkere og nyligere den er bleven giodet, og man troer at have beviiſt dens Rigtighed, ped den Grundſatning, at Hvo der er ſtark, kan ogſaa bare ſterkt. Det kommer altſaa an paa, i hvilken Klasſe man ſatter Jorden
efter
.*— 8ecd”
ken giod fire Afon efter ho adt ſig gang erh 4 ning, de
6 hvorma Land) un
1 da er ma Rit viſt kan äfte derſogen ſtede ne ſterkere
— —
erße

Trevange⸗ es paa andre t vare i Be⸗ Tarations⸗ Naade, ſaa tre Vange, egning efter
werſlagpaa, alle de be⸗ andre Lan⸗ ſtemme Jor⸗ Almindelig⸗ gers Skyld, difikationer, ld, kan han
i Betragt⸗
eſtaffenhed.
lmindelig an⸗
have beviiſ an ogſaa bare
etter Jorden efter
Jordegodſet og dets Tiltradelſe. 49
efter§. 75 og endvidere, hvormange Afgroder den har givet ſiden den ſidſt blev giodet. Dog har man nylig i de Sſtpreuſiſte Tarntions⸗ jhſerarer Antage rigtigere Grundſeetninger om Udſeden. Bkte Da Trevangsdrivten almindeligt er lagt til Grund, ſaa folge, naar Brak⸗ ken giodes hvert tredie Aar kun to Afgroder efter den ſamme Giodning; men derimod fire Afgroder, naar den giodes hvert ſiette, ſer, naar den giodes hvert niende Aar, og efter hver Brakning een Gang Vinterſad og een Gang Vaarſed. Man har ikke ind⸗ ladt ſig videre end paa en niaarig Giodſkning, men regner da den Ager, ſom ikke en⸗ gang erholder ſaadan en, til treaarigt Rugland. Muligheden af det Forhold, hvori der kan giodes, udfindes af den Qvagbeſert⸗ ning, der kan holdes eller af foregaaende Erfaringer; hvorom ſiden tales.
§. 87.
Efter den ſamme Klasſification og Afgrodernes Antal beſtemmer man 85 ogſaa, Foldenes Be⸗
hvormange Fold Udſaden giver og den hele Indtagt af et Areal(f. Ex. af en Tonde Land) udkommer ved at multiplicere Udſcden med de antagne Fold.
Maalet for Udſaden er antaget temmeligt beſtemt; men hvad Foldene angaae, da er man naturligviis tvivlraadig i Henſeende til een Fold mere eller mindre, hvil⸗ ket viſt nok maa giore en ſtor Forſkigl ved Beregningen over den rene Indteegt, men kan efter Tingens Natur ikke forandres. Herpaa maa man altſaa, naar man un⸗ derſoger Taxationerne, i Serreleshed have ſin Opmarkſomhed henvendt, og ikke til⸗ ſtede nogen hoiere, naar den ikke er grundet pa Jordens ſœregne Godhed og paa en
ſtœrkere Giodſtiing.
§. 88. Man antager i Almindelighed de i folgende Tabel angivne Grundſatninger:
ſtemmelſe.
Jord⸗

Jordegodſet og dets Tiltrerdelſe.
—————y ——Wͤſſ [Afgro⸗ Udſced Hvor⸗ Hele Afgroden I Jordſort. Klasſe. de efterſpr. Tde⸗ſmange] pr. Tde. Land. Kornſort. ter Eed [Gisd⸗ Land. Fold. den fra! . ningen e er Fk. T. Sk. Fk. ell T. Ek. Fk. 4 R mntaget! AAIA Hvedejord.. Ferſte Forſte 1 1 1 7 tils. 8 1 2 ½ 9, 3 Hvede. ==-= Andenſ:. 2.[7=3[7 3 2[3 4):† Bys. de uff ———— LTredie 2 6 6 3.[. Hvede ——--— HFierde.[7 2½1 5— 614 16 215 5 5 Byg. tagken, ——— Anden Forſte 11 11 6— 6 7. 1[7 4 32 Hvede⸗ naturà ——— wa e e 6 ſ6S.I.. Bpys⸗ gw til ————- LSredbie 1 2[15— 6[15 2 12 16[3 Nug. ſynes l ———— Fierde- 7[2215— 6[4 6 115[5 Bpyg. rlugs Bygjord. Ferſte Ferſte 1 2 6— 6 ½ 16 3 6 7 1] Rug b — Anden 1. 6— 716[3.[7 3 2 Byg. ehate -———— LErerdi⸗ 3 7 5 4 e... Mag V den Sl —— 1— JFierte ⸗6 21 5 4 ⸗*..[. Bps. ——— Anden Forſte. 6 6 3 Rug. 3—— Anden1. 6 6 3. Byg. ober Ao e.LTredie 7 ²4 4 ½[4[2 1½ 1 Rug. ſer dern ¹— JHierde 16 5³ 4 ½[3[6 2. Havre. A Havrejord...— Ferſte 7 21 65[4 6 3 Rug. an 1———— Anden.[7 211 5[46 1 Havre. dit gi ———— Lredie. ſ6 51 3 3 217 s. ſ. Rug. b intet 5 ———— Fierde[5 52)31[2 7 52-: ·Havre. ſeen e ———— Femte 5 3⁴½4 3 2 1 3a. Rug. d ——— Siette dy rk es ikke oecono mi ſ. efd Rugjord....— Forſte. 6 3 3 2 4 13 Rug. det ſaa ——— Anden. 5 ,53¹½ 21[1[6 5— og anſti V——=—— LTredie. 5 21 2 r2r.— ket di ſtemte 18 g = ö⸗-o-—⸗r.-————-——.————— §. 89.

Jordegodſet og dets Tiltredelſe. 51
§. 89.
Naar nu paa denne Maade Totalindtcegten af Arealet i ethvert Aar Ageren ba⸗ rer Seed er udfunden, ſaa beſtemmer man den rene Indteegt og fradrager forſt Udſcr⸗ den fra hiin. Herved kan i og for ſig ſelv ikke opſtaae nogen Tvivl, da Udſaden er antaget ſaa ſtœrrk paa kraftig Grund, at man kan ſpare megen deraf.
§. 90.
Om endog Avlingens ſamtlige Omkoſtninger ſcerſkilt beregnede drages fra Fradragelſe den udfundne totale Indtcegt, ſaa pleier man desuagtet ved Beregning over Kornind⸗ ewde tœegten, og ved enhver Kornſort, ſtrax at fradrage det til Forbrug ved Avlingen in natura Nodvendige(f. Ex. hvormegen Hvede, der bruges til Maden, Rug til Brod,
Byg til Bl o. ſ. v.) ligeſom ogſaa den Skieppe, der gives i Terſkerlon; en ſom mig ſynes ufornoden Vidtloftighed, da man meget lettere ved Beregningen af alle andre Avlingsomkoſtninger ogſaa kunde anſlaae den Sed, ſom ſkulde forteres, og derved erholde en fuldſtœndigere Overſigt. Ofte maa der dog kiobes noget af een eller an⸗
den Slags Sad, f. Ex. af Havre. § 9.
Men man har ofte, for at ſpare ſig de virkelig hoiſt beſocerlige Beregninger Fradragelſe over Avlingsomkoſtningerne fradraget en vis forholdsmaesſig Deel fra Sadindtaegten, ehtegon for dermed at dakke alle disſe, og ikke alene Sadkonſumtionen. Denne Beſtemmelſe er til at dakke oienſynligen meget upaalidelig, og maa efter Tid og Sted vorre meget forſkiellig. danennndenne⸗ Det gier i Serdeleshed en ſtor Forſkiel, om Avlingen drives med meget, lidet eller intet Hoveri; men ogſaa hvor hoi Arbeids⸗ og Folkelon er i den Egn, hvor dyr Ko⸗ ſten er, og i hvor hoi Priis de ovrige Ting ſtaae, der maa kiobes. Hvor man derfor har vildet gaae noiagtigere til Varks, har man tilligemed Beſtemmelſen af det ſaakaldte Avlingskorn endnu foreſkrevet et ſerrſtilt Overſlag over Omkoſtningerne og anſtillet en Sammenligning for at erfare, hvorvidt den fradragne Sad har dak⸗ ket disſe. Men man opdager da, at man ſielden kommer ud med det efter Reglen be⸗ ſtemte Avlingskorn.
Man antager nemlig ſom en Regel, at naar man har fradraget Udſœden ſkal det Halve af den evrige Sed beregnes for de ſamtlige Avlings⸗Omkoſtninger; dog
G 2 kun

52 Jordegodſet og dets Tiltradelſe.
kun da, naar Sad⸗Productionen ikke anflaaes hoiere end til fem Fold. Man bereg⸗ ner altſaa, noiagtigen taget, aldrig over to Fold for Avlingsomkoſtningerne; dog have andre, der indſaae Umuligheden af at komme ud dermed, kun fradraget, ſom Av⸗ lingskorn, den fierde Deel af det, der var over fem Fold. Det vil meſtendeels for⸗ ſlaae paa en god Jord, men paa ſlet, hvor man kun regner tre Fold, vil Avlingen umuligt kunne drives derfor. Der maatte i det ringſte beregnes 1 ½ Fold til Avlings⸗ omkoſtninger, ſaafremt man ikke beſtred disſe paa andre Maader.
Paa Hvede⸗ og Bygjord af den forſte Slags, pleier man ogſaa at fordre, at Brakkens Benyttelſe ſkal bringes i Anſlag. Men efter Billighed kan dette dog kun ſkee med en tredie Deel af den virkelig gisdede Jord af denne Klasſe. Denne an⸗ tager man at verre dyrket med Erter, hvoraf ſaaes een Tonde pr. Tonde Land og hoſtes fire Fold.
§. 92.
1is e dadte Hrad der bliver tilovers af enhver Slags, efter at Sedekornet og det for Dyrkningsomkoſtningerne er fradraget, kalder man Forpagtningskornet, og anſlaaer
det til Penge, ſom den rene Indtcegt af Avlingen. Denne Pengepriis er meget vanſkelig at beſtemme, da den efter Tid og Sted er meget forſkiellig. Ved Domainernes Anſattelſe iil Forpagtning og i Ridderſka⸗ bets Taxationsprinciper er den antaget meget lav efter gammel Maaleſtok, og forſt nylig blevet noget forhoiet i de forſte. Efter de ſidſte tolv Aars Middelpriis har hiin
fordi Avlingskornet ikke har dakket Omkoſtningerne. Ved private Forpagtninger og Vurderinger til Salg, har man paa nogen Tid antaget den hoiere, Rugen til 1 Rdlr. 3 Gr. omtrent 2 Rbdlr. 1 Mk. i Solv, og den oprige Sad i Forhold dertil. Uag⸗ tet Middelpriſen af de ſidſte tolv Aar er meget betydeligere, ſaa tor man dog vel ikke antage nogen hoiere, end denne ſidſte, da Dyrheden i denne Tid blev foraarſaget ved ſœregne Omſtandigheder.
Aldrig mindre end i nœrvœrende Tid, kunde man forudſee, hvorledes Seedepriſerne ville for⸗ holde ſig i Fremtiden, da Pengenes Veerd, i Forhold til andre Ting, vil beroe paa den Vending, ſom Finants⸗Kredit⸗ og Handels⸗Konjunkturerne ville tage i denne Kriſis.
§. 93.
“
kun varet halv ſaa hoi ſom den virkelige, hvilket fornemmelig har givet Anledning til Forpagternes Vinding, hvilke ellers ikke kunde have beſtaaet ved Agerdyrkningen,
— at man fattes un Agroder Trediede af hver ſlaaes i
rtt tilſe get tabe
a en Ei
djord af Land ſer Beſcttni Foder de
Giednin,
len, 10
delen, k
jord, ſe
var iſt
4

Nan bertg⸗ Berne; dog t, ſom Av⸗ indeels for⸗ ſil Ablingen til Aplings⸗
fordre, at e dog kun Denne an⸗ de Land og
og det for g anſlaaer
id og Sted Ridderſka⸗ 5, og ferſt is har hün Anledning ꝛdyrkningen, gtninger og til1 Rdlr. ertil. Uag⸗ dog vel ikke feraarſaget
tne ville fer⸗ eroe paa den ne Kriſis⸗
§ 93
Jordegodſet og dets Tiltradelſe. 53
§. 93.
Man gier i Almindelighed Beregningen over Indtaxgten af Agerlandet ſaaledes, at man af hver Tonde Hartkorn,(Hufe) af det Areal eller den Kobbel, ſom indbe⸗ fattes under eet Navn, angiver Tallet paa dets Tonder Land, tilligemed Udſcœden og Afgroden efter Boniteringen, ſaavel af Vinter⸗ ſom Vaarſad, enhver Slags efter Trediedelen af Arealet. Dernaſſt fradrages Udſœden og Avlingskornet fra Afgroden af hver Slags, efter de i§. 89 og 90 angivne Principer; den rene Indtagt an⸗ ſlaaes til Penge, og ſcettes i Pengerubriken,
§. 94.
Eller ogſaa tager man under eet den ved Opmaalings⸗ og Boniterings⸗Regiſte⸗ ret til ſamme Klasſe henregnede Jord, deler den i tre lige Marker, og gior Overſla⸗ get tabellariſk. For at give et Exempel af ſaadanne Tabeller, antage vi i runde Tal, at en Eiendom har 1200 Tdr. Land. Deraf ere 300 Tdr. Land boniterede ſom Hve⸗ dejord af anden Klasſe, 300 Tdr. Land ſom Bygjord af forſte Klasſe, 300 Tdr. Land ſom Havrejord, og 300 Tdr. Land ſom treaarig Rugjord. ₰ Forhold til Beſetningen— hvis Storrelſe i Forveien mage udfindes overeensſtemmende med det Foder der hoſtes og med Erfaringer— kunde 200 Tdr. Land aarlig giodes. Denne Gisdning fordeles ſparſommelig ſaaledes, at 50 Tdr. Land Hvedejord eller Siettede⸗ len, 100 Tdr. Land Bygjord eller Trediedelen, 33 ½ Tdr. Havrejord eller Niende⸗ delen, kunde gisdes. Saaledes blev der endnu Giodning tilovers for 16 ¾ Tdr. Rug⸗ jord, ſom man fordeler ſom en halv Gisdſkning paa 33 ½ Tdr. Land, oeg ſom altſaa var tilſtrœkkelig til Niendedelen af Rugjorden.
Der blev altſaa beſaaet:
1) Hvedejord af anden Klasſe: Til 1ſte Halm med Hpeeenn„5o0 Tdr. Land. — 2 den—— Byg....50— — 3die—— Rgggg..„ 50— — 4de—— Haviie) 50o—
2) Byg⸗

Jordegodſet og dets Tiltradelſe.
2) Bygjord. Til 1ſte Halm med Rug...... — 2den—— Byg....... 3) Havrejord: Til Iſte Halm med Rug....... — 2den—— Havre„.
— 3die—— Rug.... — 4de—— Havre. — zte—— Rug.. — 6te—— 4) Nugjord efter halv Giodſkning: Til Iſte Halm med Rug...... — 2den—— Rug.... — 3die—— Rug......
Wrter. og da giver folgende Tabelle en Overſigt af hele Indtegten.
4
4
4⁴
.
.
4
.
4
og desforuden i Hvede⸗ eller Bygjordens gisdede Brak
.
100 Tdr. Land. 100—
33½ Tdr. Land.
33 7— 334— 333— 331—
33 ⅝ Tdr. Land.
337— 337— 50—
Ved 6 og 7 Fold er der i den antaget 2 ¾ Fold, ſom Avlingskorn.
5
— = S8 EE
ꝙ ᷣ —

Jordegodſet og dets Tiltradelſe.
.— u—.— udſad udſad Huusholdningskornet Fordagt. Idr. Land. Ten⸗ af pr. Tde. Hvor Lele. ude Hal⸗ uſ. ſom fradrages nings⸗ Hvede. Land. 4 8* det Hele. Kornet. — der mange 88 sand.] E* r. e. se, Fold. adr. e,Se. Tdr. S. St Bred. Tdr. S. Fe T dr. S. Se⸗ 62 1 Idr. Land.=ͤ 50 1 r 6[68/,4 3 351 4 2 23 146 3[3½ 1146 3 3 4 — Rug.. 42 50 1 3 11[-2 6 53 1- 318 6- 2 ½[132 6[2[132 6 2 — 100 21 11- 2 6 106 2- 637 4- 2 ¾ 265 5- 265 5- 33 ½7,3 1-[7[2⅔ mß%BE 31⁄ 6 21 142 7 24 1 55 4 355 4 3 5 33 ½ 8³1 1.—[6 34 3 28, 53 ½ 85 1 2 1 28 3)ʃ28 5 2 33½1 3 5 L- 5 321 2 24 5 5 61 6 5 3 18 4 12 18 4 13 35 ½ 4 1 6 33 3 28 3 ½ 85 1 3 1 28 3 2½ 285 4 13314 12 e 5 341 2 ½ 24 5 51 61 6 ½1 3 18 4[12 18 4 12 33 ½ 4 3 5 2 21 2 34 42 5 G 3 16- 2 5 2 3 Tdr. Land, Sso Summaſ- B3i8 6—1435 7 133— 563 714 555 2 501Ilſ2- 2 7 53 1e 3711277 122[132 6 2 185 7 2 — lrse 2 2- 12 6 ſ105 2- 637 4 22 265 5 265 5- 150 Summa— R559 5 1009 324— 398 3 2 451 4 2 — Havre. 1 50 1 ,4- 7 22 5[47 5 11 238 2 95 2 2 95 2 2 33 ½7,3 2é-[27 2³h%ß4[316 ½) 142 7 23 1½ 55 4 3.] 55 4 3 E 11²28 3 2 4 Tr6 ⅜ Summa--[— 107 6 1¾ 425-— 170 2 121179 2 13 Arter. 34 50 1 1-6 32 5 42 4 ſe? 212 7 2 2 35 ¹ 8„ 1
Reen Indtegt.
Hvede.. 146 Tdr. 3 Skp. 3 Fk. à 6 Rbdlr. 80 ß. pr. Tde... 1000 Rbdlr. 94 5. Rug.. 555— 2—-— 4 4— 55- 2513— 42— Byg. 451— 4— 2— à 3— 40-— f 1542— 80- Hayre.. 179— 2— 1 ½— Aà 2— 27-——. 49— Asrter 85— 1— 1— àA 4— 53-—§ 387— 62- Summa 1415 Tdr. 5 Skp. 3 ¾3 Fäk.d....... 5858 Rödlr. 36. b 1
———.—.,— —————————*

56 Jordegodſet og dets Tiltrardelſe.
—§. 93. Er der indhegnede Tofter, ſaa pleier man at beregne disſe ſerſkilt, og ikke efter deres Udſad og Afgrode, men efter deres Areal, og altſaa at anſlaae en Tonde Land meget hoiere, end paa det uindhegnede Agerland. Man har endog ved offi⸗ cielle Tarationer vurderet den til 6 a 12 Rbdlr., uagtet man ikke kan antage, at Jorden i ſin vedvarende Grundbeſkaffenhed udmerker ſig ſynderligt for det gvrige Agerland. Deres hoiere Kultur⸗ og Giodſkningstilſtand og den ſaakaldte Haveret, det er den Frihed, at Fremmede ikke tor grasſe derpaa, og dernafſt den ſtorre Benyt⸗ telſe, ſom virkelig ligger for Dagen, er Grunden til den ſarſkilte og heiere Vur⸗ dering. Men Kuſturen og Giodſkningskraften ere ikke varige, kunne ikkun vedlige⸗ holdes ved ſtorre Omkoſtninger, og derved ligeſaavel tildeles den ovrige Mark. Ha⸗ verettigheden maa viſt nok meget forhoie deres Vaœrd; men naar Landets Love beret⸗ tige Godseieren, at paadrive en almindelig Udſkiftning af Qvagets ſœdvanlige Vogt⸗ ning paa Marken, ſaa bortfalder ogſaa dette Tofternes Fortrin, og hele Agerlan⸗ dets, i det ringeſte dets bedre Deels Benyttelſe kan bringes til Liighed med Hines. Deres hidtil erkiendte Veerdi giver det meſt talende Beviis for den Veerd, hvortil et heelt Agerland kan bringes, da ikke Naturen, men blot menneſtkelige Indretninger frembragte
Forſkiellen. Ved en heoiere Kultur vil hele Marken blive en Tofte, og man vil da for⸗ modentlig derved finde ſig beveeget til ogſaa at taxere den efter Areal.
§. 96.
Kiokkenhaver taxeres ligeledes efter Arealet og anſlaages temmelig hoit. Den ſtorre Judtagt man udbringer af dem, bor dog for ſtorſte Delen tilſkrives den paa dem anvendte Flid. Det ſamme er Tilfaldet med Humlehaverne.
Viinhaver taxeres paa en ganſke egen Maade, efter Vardien af deres Pro⸗ dukt, for hvilken man neppe har en Maaleſtok, hvilket man kiender af Erfaring, da den deri voxende Viins Saregenhed endnu itke tilfredsſtillende nok kan udledes af Grund, Beliggenhed og Klima.
Bed Frugt og Frugttrœplantninger kommer det Frugtavlen gunſtige Klima til⸗ ligemed Grunden i Betragtning. Der gives Egne, hvor man hvert andet Aar kan gisre Regning paa en heel Afgrode, andre derimod, hvor man neppe kan haabe den hver niende. J hine, hvor der pleier at vœre mange og ſtore Frugtplantninger, er
Verr⸗
aneeeeeeee
hoiſt u driots vdgigr. ningens Agerene ſlaaes t Indtagt dit Qve bapita
lem 3 paa de wage dende 8
unge
Udmal ket In
Ssr

ilt, og itke dae en Tonde og ved off⸗ mantage, at r det gyrige dte Haveret, torre Benyt⸗ hoiere Vur⸗ eun vedlige⸗ Mark. Ha⸗ ts Love beret⸗ vanlige Vogt⸗ hele Agerlan⸗
ed Hines. hvortil et heelt
nger ftembragte
nan vil da for⸗
hoit. Den rives den paa
af deres Pro⸗ Erfaring, da kan udledes af
ſige Klima til⸗ andet Aar kan ekan haabe den
vlantninge⸗ d Ver⸗
Jordegodſet og dets Tiltreddelſe. 57
Verdien kemmelig beſtemt efter Indtcegtens Middeltal. Jen ſaadan vilde jeg, for⸗ uden Grunden, kun anſlaae Treeernes Vardi efter deres Storrelſe, Sundhedstil⸗ ſtand og Slags, med mindre, at en varm, mod ſkadelige Vinde dannet Plads var ſterkt beſat med Frugttraer af en god Qvalitet, i hvilket Tilfalde et Climat, der er
Frugtavlen ugunſtigt, kan give den en fortrinlig Vard. Om Engene og Greesgangene og den Maade, hvorpaa de vurderes, er der allerede talt i §§. 70⸗80,
Jordegodſets Vurdering.
§. 97.
Med Henſyn paa Qveegbenyttelſen kunne Vurderingerne ikke andet end verreurdering af Qvegbenyt⸗
heiſt uſikkre og forſkiellige. Man ſatter dem derfor ved den almindelige Trevangs⸗ teiſer.
drivts⸗Vurderinger neppe halv ſaa hoit, ſom deres endog her erkiendte Benyttelſe udgior. Da man imidlertid allerede har beregnet Enge og Grasgange, og da Giod⸗ ningens Vardi, for hvis Skyld Qvegget egentlig holdes, allerede er beregnet ved Agerens Indtagt, ſaa er dette virkelig ogſaa nok. Naar Enge og Grcesgange an⸗ ſlaaes tilborligt, ſaa bor intet videre regnes for Qvaggbenyttelſen, i det dens heoiere Indtagt ene og alene bor tilſkrives Landmandens Induſtrie. Det forſtaaer ſig, at det Qvegg, ſom man virkelig ſkal overlevere efter tilborlig Taxation, maa regnes til Capitalverdien.
Efter de ſedvanlige Vurderinger antages Vardien af en Kos Benyttelſe mel⸗ lem 3 og 10 Rdlr. Det Sidſte finder ved Trevangsdrivten kun ſielden Sted og kun paa de frugtbareſte Flodgraesgange. En Trediedeel af Qveggantallet regnes til Ung⸗ qeeg eller til Goldqvceg, og et Stykke deraf anſlaaes til en Siettedeel af det mal⸗ kende Qvog. Dog antager man ogſaa at Grasgangene paa Udmarkerne fode det unge og golde Qveeg, og man beregner da enten dette eller hiint ſlet ikke.
Hundrede Faar regnes til mellem 20 og 30 Rdlr. eg deres Greesning paa Udmarkerne ſlet ikke. Omendſkiondt Igdkeegten af Faareflokkene, ſelv uden udmerr⸗ ket Induſtrie, erkiendes for ſtorre, ſaa har man dog hidtil formedelſt den ſtore Riſi⸗
Förſte Deel. H co
95see

Bierhverv.
Afgivter.
58 Jordegodſets Vurdering.
co af Faarenes Dod ikke forhoiet denne Beregning ved de ſadvanlige Vurderinger;
og Induſtrie maa viſt nok komme i ſardeles Betragtning ved Faareflokkenes vir⸗
kelige Indteegt.
Spvineavlen beregnes undertiden efter Koerne, undertiden eſter Udſeeden. J det forſte Tilflde antager man, at der ved hver Ko kan opklakkes et Soin og an⸗ ſetter dette for 2 Mk. til 2 Mk. 8 ß.(8 til 10 Gr.). Paa den anden Maade reg⸗ ner man paa 1 Tonde Vinterudſcœd 10 Sk. for WEvrets Benyttelſe med Svinene.
Efter Vaarudſcden anſlaaer man derimod Benyttelſen af Fedekreaturerne til 4 Sk. af 1 Tonde Land.
Det almindelige Fiſkeri og Jagten kan kun anſlaaes efter Erfaring eller efter Forpagtning i Folge ethvert Steds ſaoregne Beſkaffenhed. Danfiſkeriet udfordrer en neiagtig Kiendſkab dertil, hvilken vi ikke her kunne forudſatte.
§. 98.
Ogſaa de med Avlsbruget forbundne Haandteringer, ſaaſom Brygeri, Breen⸗ deviinsbraenderi, Teglbrqenderi og Molleri, anſlaaes hyppigt efter den Maade hvorpaa de kunne benyttes, hvilken kun hiſtoriſk kan udfindes ved Regiſtere og ved Vidners Udſagn. Men da det herved kommer ſaa meget an paa den Vindſtibelighed, hvormed Haandteringen drives, hvilken ikke kan taxeres, ligeſaavelſom paa Tidsom⸗ ſtendighederne, ſaa burde man noie adſkille Haandteringen ſelv fra den ſceregne Ret⸗ tighed, overhovedet ſelv og i en vis Omkreds udelukkende at drive den, og kun bringe den ſidſte, ſom en ſerdeles, med Eiendommen forbunden Rettighed, i Beregning.
§. 99.
De beſtandige Penge⸗ og Natural⸗Afgivter beregne ſig ſelv, de ubeſtandige ikke
anderledes end efter Middeltallet af en Deel Aar, ofte med Henſyn paa Tidsomſtan⸗
dighederne. Udgiore ſaadanne en betydelig Deel af en Landeiendoms Indkomſt, ſaa
ere de mere en Gienſtand for Capitaliſten end for Landmanden. De forrente kun Capitalen og lade ſig egentlig ikke foroge. Den der kiober et Gods for 100,000 Rdlr. hvoraf 30,000 Rdlr. forrentes ved ſaadanne Afgifter, har egentlig kun kiobt et Gods til 50,000 Rdlr. Havde han villet offre den hele Capital til den landoe⸗ bonomiſte Haandtering, ſaa vilde han paa denne Maade have forfeilet ſin Henſigt.
§. 100.
1 harre fta neget ſu delbare for fort ges, onn iſer on om alle Dm d.
—·ͤ———

urderinget,
Kkenes vit⸗
aden. 4
din og an⸗
Naade reg⸗ Svinene. trerne til 4
eller efter t udfordrer
eri, Bran⸗ den Maade tere og ved dſtibelighed, aa Tidsom⸗ eregne Ret⸗ kun bringe Geregning.
ſtandige ike Tidsomſten⸗
ndkomſt, ſaa fortente kun
ar 100,000
lig kun kiobt den landoe⸗ in Henii
4 109.
Jordegodſets Vurdering. 59 §. 100. Til de vigtigſte Natural⸗Afgivter horer Sœdtienden, ſom nogle Godſer oppe⸗ Tienden⸗ bere fra andre Marker, men ſom ogſaa nogle maa erleegge. Den er en Rettighed af meget ſtor Vigtighed, hvilken ikke alene har betydelig Indfiydelſe paa Godſets umid⸗ delbare Indtagt, men endog formedelſt Halmen paa hele Dyrkningsſyſtemet. Der⸗
for fortiener den, at man noiagtig erkyndiger ſig om den Maade, hvorpaa den inddra⸗
ges, om de gieldende Anordninger, om Tiendetagerens og Tiendeyderens Pligter, iſcr om den tilbringes den forſte paa Gaarden eller om den maa hentes af ham, og om alle derved forekommende Forretninger og Vedtagter.
Om Tiendens Skadelighed for det tiendepligtige Gods, og Umuligheden derved at indfere For⸗ bedringer og en hoiere Kultur, har jeg udforlig udladt mig i mit engelſke Agerbrug, 3 Deel S. 89. Tienden udelukker ſaa meget mere al Kultur jo ſlettere Jorden er; thi der ere mange Tilfalde, hvor den ganſke borttager hele den rene Indtaegt, ja undertiden endnu mere, hvorfor vi ogſaa have mange Exempler, at Tienden af en Tonde Land be⸗ tales hoiere, end Jorden ſelv. Det er altſaa indlyſende, at ingen tenkende Landmand kan falde paa at kiobe en tiendepligtig Landeiendom, med mindre der er det ſikkreſte Haab
om at kunne erſtatte Tienden paa en anden Maade.
Tiendetageren kan vel drage en ualmindelig ſtor Fordeel af Tienden, iſer ved at ophielpe et ud⸗ ſuget Gods, da den gior det muligt for ham, at holde en ſtork Qvoaxgbeſcetning, og fol⸗ gelig at giode ſtoerkere. Imidlerlid er det merkvoerdigt, at i Egne, hvor neſten alle ſtore Avlinger tage Tiender af tiendeplistige Marker, og hvor man troer, at ſaadanne al⸗ deles ikke kunne beſtaae uden Tiender, ſtaae disſe Aolsbrug dog paa et ſaare lavt Trin, og have ikke forsget deres Indtcegt i det Forhold, ſom man kunde vente af den Overfle⸗ dighed af Halm, der bliver dem til Deel. Indretningen af de Avlsbrug, der ere beregnede paa Tiende, er ofte ſaa feilfuld, at det kunde blive en Velgierning, ved Tiendens Op⸗ hoœvelſe, at fremtvinge en anden, hvorved ſom ofteſt den rene Indtegt uden Natural⸗ tiende kunde drives hoiere end med Tienden. En fornuftig Godseier, der indſeer Mulig⸗ heden af at holde ſine Agre i den rette Gisdſkningstilſtand uden fremmed Halm vil der⸗ for gierne vore tilfreds med Ophervelſen af Natural⸗Tienden, imod en beſtemt Kornaf⸗ givt, enten dette ſkeer ved en gyldig Privatforening, eller naar Staten beſlutter at op⸗ hœve en Indretning, der bringer den ene Part uendelig mindre Nytte, end den anden Skade, og derved holder Landets Agerdyrkning paa et lavt Trin. Ved en ſtreng eller endog en ubillig Udevelſe af Tienderettigheden, hvilken man iſcer kan vente af dem, der for⸗ pagte aarvis, forringer Tiendens Verd ſig fra Aar til Aar, i det Ploielandet og de Tiendepligtiges Velſtand derved udtommes. Avlen af Klover og af Fodervaxter Adeluk⸗ kes ganſke, naar deraf ſkal gives Tiende.—
H 2 Det

Hoverie.
60 Jordegodſets Vurdering.
§. 1or.
Endelig kommer Hoveriet i Betragtning. Det deler ſig i:
1) Det Arbeide, der forrettes med Heſte og Vogn og ved Haandarbeide.
Det forſte forrettes i Almindelighed kun af ſaadanne Gaarde, ſom oprindeli⸗ gen ere ſtore nok til at kunne holde Arbeidsdyr; det ſidſte af ſmaa Jordlodder, ſom der⸗ til ikke ere eller oprindeligen ikke vare ſtore nok. De, der forrette det forſte kaldes ſcdvanlig Bonder, og disſe deler man igien i ſaadanne, der eie hele Gaarde, hvil⸗ ke tiene med fire Heſte, eller i ſaadanne, der eie halve og tiene med to Heſte eller een. De, der tiene med Haanden kaldes Huusmand, dog giores ogſaa Haandtieneſte af ſaadanne, der aldeles ingen Jord have, men kun Huus, Have og Qvaggrasning, under Navn af Indſiddere, Inderſter og ſaa videre.
2) X beſtemt og ubeſtemt Hoverie.
Beſtemte Tieneſter ere ſœdvanligen faſtſatte efter Dage, ſaa at der aarlig maa forrettes et viſt Antal af Gaarddage. Valget af disſe Dage beroe hele Aaret igien⸗ nem ſielden paa Godseieren, men ere faſtſatte til hver Uge af den Aarstid, i hvil⸗ ken Landmanden kan virke. Tillige er et viſt Qvantum Arbeide, ſom daglig ſkal for⸗ rettes af ethvert Slags undertiden foreſkrevet, undertiden ikke. J det ſidſte Til⸗ fœlde ere de i Almindelighed den dertil Berettigede kun af ſaare ringe Vard, og ſynke ned til Intet, naar han ikke paa Stedet kan betiene ſig af legemlige Tvangs⸗ midler, ſaaledes ſom det vil blive Tilfoœldet, naar Livegenſkab eller Vornedſkab afſkaf⸗ fes, og endnu mere ved ophavet Patrimonialrettighed. Men de blive da ogſaa mere ſkadelige for den tienſtpligtige Bonde, og ſelv for det almindelige Bedſte, ligeſom et⸗ hvert andet Slags Hoveri, fordi de ſkabe Dovenſkab, forſcetlig ſlet Arbeide, Lige⸗ gyldighed og lumſt Opſcetſighed, hvorved Moraliteten fordarves, og ſaaledes megen Tid og Arbeidskraft bortodſtes. Bondens Kone eller Son larrer af ſin Husbond eller Fader at vœre doven, ſkiodeslos og ondſkabsfuld, han ſatter en Wre i at have bedraget Godseieren, vanner ſig til Dovenſkab, bedrager da ogſaa ſin Husbond eller Fader og endelig ſig ſelv for det Arbeide, ſom han havde kunnet giore. Derfor fin⸗ der man i Almindelighed uvilligere Menneſker paa ſaadanne Steder, hvor iſer ſaa⸗
danne
danne! venſtab tt beftt Artal H
4 beid, u tighed/⸗ dyrkes: endog ne Tiendel man att md egs af det
1 faſtſette paa de hvis F ring,. denne or mage n Benytt Arbeide denne? end der Dog fin⸗ Gaatd. maa hal paa ſin

ndarbeide.
n oprindeli⸗ der, ſom der⸗ forſte kaldes ſaarde, hyil ſte eller een. atieneſte af dograsning,
raarlig maa Aaret igien⸗ tid, i hvil⸗ giig ſtal for⸗ et ſidſte Til⸗ Vard, og ige Tvangs⸗ dſtab afſtaf⸗ ogſaa mere , ligeſom et⸗ crbeide, Lige⸗ naledes megen ſin Husbond Freii at habe zusbond eller Derfor fin⸗
i iſer ſaa⸗ danne
Jordegodſets Vurdering. 61 danne Hoverier forrettes, og hele Gaardens Folk efterligne den Tienſtpligtiges Do⸗ venſkab og Ondſkab. Derfor ere ſaadanne Hovarbeider, ved hvilket Arbeidets Maal er beſtemt til hver Dag, dog bedre, og man gior vel i at eftergive et betydeligt Antal Hovdage, naar denne Beſtemmelſe kan derved erholdes.
Men undertiden er Hoveriet ogſaa foreſkrevet efter et viſt Maal beſtemt Ar⸗ beid, uden noget Henſyn paa Dage. J dette Tilfalde forrettes Arbeidet med Hur⸗
tighed, men ogſaa deſto ſlettere. Naar hele Gaardens Agerland eller en Deel deraf
dyrkes ved Hoveri af dette Slags, udmarker denne ſig ved Afgroder, der ere ſlette, endog mod de paa Bondermarkerne, og giver ofte endog ved Fordelen af betydelige Tiender og vidtudſtrakte Grœsgange den usleſte Indtœgt. ₰ ſaadanne Egne kan man allerede langt fra ſkielne den ved Hoveri dyrkede Ager fra den, ſom behandles med eget Spand, og Forſkiellen af Indtaxggten udgior unagteligt mere, end Vardien af det ved Hoveri forrettede Arbeide.
Naar derfor Arbeidets Maal enten efter Dage eller dog i Almindelighed ſkal faſtſcttes, ſaa er det bedſt at vollge ſaadanne Arbeider, ved hvilke den Maade, hvor⸗ paa de udfsres, ikke kan giore nogen betydelig Forſkiel, altſaa om muligt Kiorſeler, hvis Fragt er ſaa temmelig beſtemt.
Ubeſtemte Hovarbeider ſynes kun at kunne beſtaae med den Bondes Forfat⸗ ning, hvor Huus, Gaard og Qvag tilhorer Godseieren ſom Eiendom, og hvor denne ogſaa har Ret til at lade ham beholde eller at fratage ham ſaadant. Her mage man ganſtke betragte Bonden ſom Tieneſtekark, der iſtedet for Koſt og Lon har Benyttelſen af denne Gaard. Herren tor ikke overlasſe ham eller hans Dyr med Arbeide, naar han ikke vil odelcgge ſin egen Eiendom. Man kan ogſaa tanke ſig denne Indretning uden Vornedſkab eller Livegenſkab, og maaſkee bedre uden dette, end dermed. Begge Parter kunne da opſige hinanden, naar de ikke ere tilfreds. Dog finder denne Indretning endnu undertiden Sted, hvor Bonden virkelig eier ſin Gaard. Her indſtrankes ubillige Fordringer ved den Grundſcetning, at Bonden maa have ſaa megen Tid tilovers, ſom udfordres til at dyrke ſin Ager, og tage vare paa ſin Avling. Men da Afgiosrelſen heraf er ſaa ualmindelig indviklet, ſaa opſtaaer — der⸗

6²2 Jordegodſets Vurdering.
derved de ſaakaldte Umuligheds⸗Procesſer og uendelige Stridigheder, ſom neppe ere det Arbeid vord, ſom man deraf kan vente.
Haandtienneſterne ere deels beſtemte efter Dage, deels efter visſe Arbeider. Til de ſidſte hore iſeer Jorddyrknings⸗ og Hoſt⸗Arbeider, hvor en dertil duelig Perſon maa forrette en vis Qvantitet Arbeide. Ved Dagarbeider er det for det meſte ube⸗ ſtemt, om et Mandfolk eller et Fruentimmer, om en ſtark eller ſvag Perſon ſkal ſcet⸗ tes dertil. Da de forrettes af ſaadanne Folk, ſom for det meſte have deres evrige Fortieneſte fra Gaarden, og folgelig ere afhœngige af den, undertiden vel ogſaa af Indſiddere, ſom derved betale deres Leie: ſaa kan man forholdsmasſigen vente mere deraf, end af Arbeide med Heſte og Vogn, og man kan i Almindelighed regne en ſaadan liig en qvindelig Dagleier. Deslige Arbeider ere ogſaa mindre ſkadelige for den, der forretter dem.
Hiſt og her finder man den Indretning, at Hoſtarbeidet forrettes ganſke af disſe Folk, hvorfor de da erholde en vis Deel af den opbundne Sad, og ved Tarſk⸗ ningen igien en beſtemt Tarſkerſkieppe. Saa beqvem denne Indretning end er forekommet Mange, ſaa er man dog nu i Nedreſchleſien overbeviiſt om dens Skade⸗ lighed, dog ikke ſaa meget for den betydelige Afgivts Skyld, hvilken disſe Folk have at fordre, ſom formedelſt den Uorden og Uredelighed, hvormed Indhoſtningen ſkeer. Disſe Arbeidere, der ere arvelige ved Godſet, anſees derfor nu almindelig ſom en Byrde.
Ved at vurdere Hoverierne, i Serdeleshed de, der forrettes med Heſte og Vogn, maae man fremfor alt tage Henſyn paa den Tilſtand, hvori Bonderne og de⸗ res Arbeidsdyr beſinde ſig. Hvor denne er god, kan man viſt nok vente og paa til⸗ borlig Maade fordre mere og bedre Arbeide af dem. Hvor Bonderne derimod een⸗ gang ere i ſlette Omſtandigheder, der have de naſten tabt al Verd, og blive under⸗ tiden en ſand Byrde for Godſet, da Godseierne i de fleſte Lande ere pligtige at un⸗ derholde Bonden, at indeſtaae for hans Afgivter til Staten, og at iſtandſatte en ode⸗ lagt Bondegaard. En velhavende Bonde vil ogſaa, naar man indſeer, at Hoveriet kan undvares, meget ſnarere findes villig til at yde en billig Erſtatning derfor enten i Penge eller Sad, og vil ordentligere erlagge den, end den eengang i Elendig⸗ hed
hed ntſ det er ſan der befor fünder, ſettes i velſe i e for den vilde dog
rxeriet bles hyroken b⸗
deres bet
6 dyr befi Nan reg
fdetl
beidet af
Gaarden
Hove.
dens Vog. ber ogſa Henge e ket Kiſfe
Mange ſ
men man
5
8 gienſidihe 3
herende,

n neppe ete
beider. Til zelig Perſon et weſte ube⸗ ſon ſtal ſet⸗ deres oyrige vel ogſaa af vente mere hed regne en ſtadelige for
tes ganſte af ved Tarſt⸗ ning end er dens Skade⸗ zſe Folk habe mningen ſteer. delig ſom en
med Heſte og önderne og di⸗ nte og paa i⸗ derimod een⸗ g blire under⸗ litigegt in dſatte en ode⸗ „, at Hovelic derfor enten ng i Elendig⸗ hed
Jordegodſets Vurdering. 63
hed nedſiunkne kan eller vil. Der er ſaa meget vigtigere at tage Henſyn herpaa, ſom det er ſandſynligt at alle Regieringer vil, om ikke juſt byde, ſaa dog paa alle Maa⸗ der befordre Hoveriets Ophavelſe, imod en billig Erſtatning, da man almindelig er⸗ kiender, bvilken ſtor Masſe af Arbeidskraft, ſom nu ſlumrer, derved vil vakkes og ſettes i Virkſomhed til Statens Gavn. Om vi endog indromme at Hoveriets Ophee⸗ velſe i enkelte Tilfalde hverken vilde verre fordeelagtigt for den Berettigede eller for den Pligtige, med Henſyn paa det Egvivalent, ſom derfor ſkulde erlaegges, ſaa
vilde dog en i begge Dele virkelig gavnlig Indretning kunne iverkſcœttes, naar Ho⸗
veriet blev anſat og beregnet ſom Afbetaling af en beſtemt Forpagtningsafgivt, om
hvilken begge Parter da kunde forene ſig til visſe Terminer, overeenſtemmende med
deres Leilighed. Efter den forſkiellige Forfatning, hvori ſaavel Bonderne, ſom deres Arbeids⸗
dyr befinde ſig, beregnes ogſaa Hovtieneſten meget forſkiellig ved Vurderingerne. Man regner en Arbeidsdag med to Heſte til 8, 12 eller 32 Sk., kuni enkelte Til⸗
falde til 48 Sk.; en Arbeidsdag til 4, 6 til 12 Sk., og antager overhovedet at Ar⸗ beidet af to med Hovheſte forſpœnnte Vogne er lige med det, der forrettes af een af Gaardens egne Vogne, og at to Dagleiere udrette ligefaa meget ſom tre Mand til Hove. Hiint kan kun antages ved godt Hoveri, og Erfaring lrrer at en af Gaar⸗ dens Vogne udretter ofte mere end fire eller fem Vogne, der gisre Hoveri. Man bor ogſaa tage i Betragtning, om der maa gives Folkene noget for Hoveriet enten i Penge eller i Naturalier, og om man maae tilſtaae Arbeidsdyrene Graesning, i hvil⸗ ket Tilfœlde dette atter maa fradrages fra det, hvortil Hovarbeidet er anſlaaet.
Mange ſpecielle Indretninger, der ſinde Sted ved Hoveriet, kunne vi ikke her bersre,
men man maae erkyndige ſig derom paa ethvert Sted. Hoveriets Benyttelſe vil forreſten blive afhandlet i Capitelet om Arbeidet. §. 102.
En vigtig Omſtandighed ved Vurderingen af en Landeiendom er Jordernes Jordernes
gienſidige Beliggenhed.
J nogle Egne er Udſtykningen og Blandingen af de til forſkiellige Godſer hen⸗ horende Jorder, eller af de herſkabelige med Benderjorderne, naſten ganſte almin⸗
delig.
6

64 Jordegodſets Vurdering.
delig. Aarſagen til disſe Udſtykninger maa fordum have veeret Uvidenhed om, hvor⸗ ledes manved Delingen af en Bymark ſkulde udfinde en vis Lighed mellem Lodderne, eller ogſaa i andre Grunde, hvilke den Gang ſyntes vigtigere end Jordens tilber⸗ lige Dyrkning. Hvor denne Indretning ikke forandres, kan Agerdyrkningen al⸗ drig naae et hoit Trin af Kultur. AÄgerens Bearbeidning er nnderkaſtet mange Van⸗ ſkeligheder og megen Tvang, og kan aldrig ſkee med den Fuldkommenhed paa ſmaa ſom paa ſtore Breder. Tabet af Tid, ved at trakke om fra een Mark til en anden, er betydeligt, og det er ligeſaa lidt muligt at have et tilſtraœkkeligt Tilſyn med Arbei⸗ derne og Kontrol med de forrettede Arbeider, ſom at giore en noiagtig Beregning over den Tid og Kraft, ſom vil vare nodvendig til at dyrke en Mark. Ved Agre⸗ nes Adſkillelſe ved Jordſtrimler, hvilke dog ere nodvendige, naar Grandſerne ikke ſkulle krankes, gaaer en betydelig Plads tilſpilde. Det bliver umuligt for en Enkelt at udrydde det Ukrud, hvis Fro eengang er nedlagt i Jorderne. De ofte ſaa nyt⸗ tige Indhegninger falde bort, ſaa man ikke kan afvarge den Odelaggelſe, ſom vol⸗ des af vilde og tamme Dyr, ja endog af Menneſker. Ikke heller kan en enkelt Mand foretage de nodvendige Udgravninger til ſkadeligt Vands Bortledning, og disſe for⸗ anſtaltes og vedligeholdes hoiſt ſielden paa en henſigtsmasſig Maade af et heelt Sam⸗ fund. Men hvad der endnu er det Skadeligſte, er, at Gresgangen ikke er privativ, og kan altſaa ikke benyttes privativ. Derfor er man bundet til det gœngſe Markſy⸗ ſtem, der, ſom ofteſt, er hoiſt urigtigt, ikke kan beſtage med en henſigtsmasſig Dyrk⸗ ning, og gior alle voeſſentlige Forbedringer umulige.
Saadanne adſplittede Jordſtykker er altſaa, efter alle rationelle Land⸗ maends Overbeviisning, ikke halvt ſaa meget vord, ſom de ſammenliggende og privative. En Saadan vil derfor beſtandig vogte ſig for at kisbe en Eiendom af dette Slags, naar han ikke har den visſe Udſigt, at kunne tilveiebringe Magelceg og at kunne forene ſine Jorder, om end ikke alle, i ſtore udſkiftede Kobler, der kunde indhegnes. See Engl Landwirthſchaft 2den Deel 2den Afdeling Side 324.
Naar en Jordeiendom har ſine Jorder i fuldkommen Sammenhang, eller dog i betydelige Kobler eller Marker, ſaa kommer det meget an paa det Heles Figur. Jo mere den narmer ſig Cirkelen eller Qvadraten, deſto bedre er det, og et Areal, ſom
dan⸗
danner t neiſig.
d Ridten les ſaale ere mege fordi ma lige Kraf lerne er gisdes, avle Fod G des Stet ſynpaag ſielden! man da paa den D en Patcs dette me
—
fortiene
ſlette,: nade m
Fuldkon at de en
Jyrſt

om, hbot⸗ Lodderne, ens tilbor⸗ kningen al⸗ mange Van⸗ ed paa ſman (len anden, med Arbei⸗ Beregning Ved Agre⸗ ndſerne ikke or en Enkelt fte ſaa nyt⸗ e ſom vol⸗ nkelt Mand g didſe for⸗ heelt Sam⸗ er privatid, gſe Markſh⸗ gsſig Dyrk⸗
jonelle Land⸗ enliggende 0g Eiendom af inge Nageleg er, der kunde 324
ng, eller dog zFigur. 3 tt Nreal, ſom dan⸗
Jordegodſets Vurdering. 65
danner en lang ſmal Figur, har mange Ubegvemmeligheder og tillader ingen henſigts⸗ massſig Indretning af Vange. §. 103.
Derneſt er det af ſtor Vigtighed for Aplsdrivten, at Gaarden ligger naſten i Gaardens Midten af Agerlandet eller i lige Afſtand fra alle Jorderne. Kan Koblerne indde⸗ 2 Sehen. les ſaaledes, at de alle ſtode til Aolsgaarden, og at den enes fierneſte Grandſer ikke ere meget laengere borte end den andens, ſaa er Beliggenheden den fuldkommeſte, fordi man da kan giore en ſaadan Indretning, ved hvilken Arbeidets Fordeling med lige Krafter kan Aar ud og Aar ind finde Sted, da man derimod, naar et af Kob⸗ lerne er langtbortliggende kun med Bekymring kan tœenke paa det Aar, hvori det ſkal giodes, faae en ſardeles Bearbeidning, eller eengang ſkal bruges til derpaa at avle Foder.
En urigtig Beliggenhed af Avlsgaarden er en Feil, der kun altfor hyppigt ſin⸗ des Sted, fordi man i de Tider, da Riddergodſerne bleve bebyggede, maatte tage Hen⸗ ſyn paa ganſke andre Ting end paa Begvemelighed ved Dyrkningen, og ſiden ere kun ſielden hele Gaarde, men for det meſte enkelte Bygninger bleyne nye opforte, hvilke man da, for at vedligeholde Forbindelſen mellem dem og de gamle, beſtandig har ſat paa den forrige Plads.
Dette Onde kan ofte kun raades Bod ved at opbygge en nye Avlsgaard eller en Parcelgaard, og dette er ofte vigtigt nok for at maatte beſtemme ſig hertilz men dette maa da ved BVurderingen af et Gods ogſaa beregnes til Afdrag.
§. 104.
Markveiene til Forbindelſe med Avlsgaarden og mellem Markerne indbyrdes Dedenenhes fortiene ſœoregen Overveielſe, fordi Tid og Krafter betydeligt ſpildes paa feilfulde, og Retning. ſlette, ujeyne og krumme Veie. Nodvendigheden af at forlagge og reparere dem, mage man ikke overſee ved Godskiob.
§. 103. 4
Avlsbygningernes henſigtsmcesſige Indretning og rigtige Forhold horer til Bygninger⸗
Fuldkommenhederne ved et Gods, og Mangel derpaa erſtattes langt fra ikke derded,n, Veen.
at de ere umaadelige ſtore, hvilket aldeles ikke er onſkocrdigt for en Landmand.
Forſte Deel. J Avloͤ⸗

Bandet.
Agerens Lig⸗ hed og For⸗
Frielliaher ſkiellighed.
66 Jordegodſets Vurdering.
Avlsbygninger anſlaaes i Almindelighed ikke, men anſees ſom en uomgange⸗ lig Fornodenhed ved et Gods. Ere de feilfuldt indrettede eller bryſtfœldige maa Kis⸗ beren ikke forſomme at beregne imellem de ufordelagtige Egenſkaber de til deres Iſtand⸗ ſcttelſe nodvendige Omkoſtninger.
Masſive og varige Bygninger fortiene altid, at man ſcetter Pris paa dem, nagtet den der beregner Rente og Rentesrente af den Capital ſom ſtikker deri, ikke vil beſtemme ſig til at opfore ſaadanne.
§. 106.
Godt og rigeligt Vand paa Gaarden og overalt, hvor man behover det, er en vigtig Nodvendighed, hvis Vard man ſadvanlig forſt lœrer at vurdere, hvor det fattes.
Paa giennemflydende Bakke vil man ſatte tilborlig Pris, naar man indſeer En nar ved Avls⸗ gaarden forbiflydende Bak kan ofte vore meget gavnlig til at drive, et Maſkineri,
Muligheden af at kunne benytte dem paa mangfoldige Maader.
der kan benyttes paa flere forſkiellige Maader. §. 107.
En fuldkommen Lighed af Agerlandets Grundbeſkaffenhed, naar denne er af et ſtiort, og maadelig fugtigt Slags, ſaa at Ageren beſtandig kan bearbeides, letter meget Markernes og Koblernes Inddeling, ſamt hele Dyrkningen. Store og hyppige Afvexlinger af Grundbeſkaffenheden, foraarſager derimod mange Vanſkeligheder ved Inddelingen og ved Valget af Rotationen, til hvis Overvindelſe udfordres megen Skarpſindighed. Men hvis Jorden dog er feilfuld, ſaa er det altid onſkeligt, naar den er det paa forſkiellige Maader, og at de forſkiellige Dele have modſatte Feil. Hvor man har een Deel ſei, gienſtridig Grund, der kun kan bearbeides ved en hvis hurtig forbigaaende Grad af Torhed, der er en forholdsmassſig Deel let Jord, ſom lader ſig bearbeide i al Slags Veir, baade onſkelig og mere vard end ellers, fordi man paa det ſidſte kan beſkaftige Menneſker og Dyr, naar hiin ikke tillader noget Arbeide; hvorimod man da i den Tidspunkt, hvor gunſtigt Veir indtraffer, kan an⸗ vende ſaa megen mere Kraft paa den Jord, der er vanſtelig at behandle. Nogle hun⸗ drede Tonder Land ſtark Leerjord blive mere vard, naar man har ligeſaa megen
leer⸗
blandet den ande
t, ſag deles ten: nogen Fi Ved en rotation
g Fprhold! ning. ders Nat
kulerende 7
Vardien efter disſ dog ved, Paalag, koſtningen md Ga T paa Pro enkelte. mesſigſt inod hoe daa dyri Tendyie forhohdẽ de ſidſte mere eft

vomgange ge maa Kig⸗ eres Iſtand⸗
a paa dem, r deri, ilke
—det, er en ee, hvor der
man indſeer ſar ved Aple⸗ t Maſkineri,
enne er af et ides, letter eog hyppige ligheder ved tdres megen nſteligt, naar nodſatte Feil. 3 ved en hris tt Jord, ſom dleers, fordi lilader noget ffer, kan alr Nogle hun⸗ lgeſaa miget beer⸗
Jordegodſets Vurdering. 67
blandet Sand dertil. Ogſaa erſtatter den bedre Hoſt paa den ene Misveexten paa den anden, naar Veierliget er enten for vaadt eller tort. Tillader Beliggenheden det, ſaa kan undertiden ſaadan af forſkiellige Beſtanddele beſtaaende Jord ofte for⸗ deles temmelig lige blandt alle Koblerne, i hvilket Tilfgelde der dog maa foretages nogen Forandring i Sedfolgen overenſtemmende med Jordsmonnet i ſamme Vang. Ved en anden Beliggenhed vil man derimod viſt nok maatte valge forſkiellige Mark⸗ rotationer, og ikke let kunne bringe de af eet Slags i fuldkommen Sammenhang. §. 108.
Blandt de relative Egenſkaber ved en Landeiendom kommer de merkantilſke For⸗ Nertane iſe Forh⸗ d.
Forhold og alle de Omſtandigheder, ſom ſtaae i Forbindelſe dermedi ſcrſkilt Betragt⸗ ning. Disſe ere tildeels afhangige af den geographiſte Beliggenhed. Store Staxe⸗ ders Nabolaug kan forhoie Grundens Vard til det dobbelte og tredobbelte for den ſpe⸗ kulerende Landmand, der rigtig forſtaaer at benytte det.
Dog forandrer en ſtorre eller ringere Afſtand fra ſtore Torve eller Havne Vaerdien markeligt. Men man pleier allerede ved at anſlaae Kornets Priis at regne efter disſe Forhold. Komunikation med disſe ved ſeilbare Floder og Kanaler, eller
dog ved gode, altid fremkommelige Landeveie, hvilke ikke ere betyngede med for ſtore
Paalceg, bringe Godſet paa en vis Maade narmere til hine, i det de formindſke Om⸗ koſtningerne ved Producternes Transport, hvorfor ogſaa enhver fornuftig Godseier med Glade bidrager til disſes Anlaœg og Vedligeholdelſe.
Det er ulige fordeelagtigere for den tenkende Landmand, naar der er Sogning paa Producter af forſkiellige Slags, end naar denne kun indſkranker ſig til nogle enkelte. Han kan benytte Jorden efter dens forſkiellige Beſkaffenhed til de henſigts⸗
maesſigſte Producter og foretage en ſtorre og nyttigere Afvexling deraf, da han der⸗ imod hvor Sogningen alene er efter Sad, er langt mere indſkrœnket. Er Priſen⸗
paa dyriſke Frembringelſer hoi i en Egn, ſaa er dette ſom ofteſt gavnligere for
Agerdyrkningen, end naar Saden ſtaaer hoierei Forhold dertil. Thi han kan falbyde forholdsmaesſigt mere af hans annimalſke end af hans vegetabilſke Frembringelſer, fordi de ſidſte tildels medgaae til Avlsbrugets Fornodenheder, og fordi Arbeidspriſen retter ſig
mere efter Saden, end efter Kiodets og Uldens Priis. Men herved kommer fornem⸗ F 2 melig

Statens Rig⸗
dom.
68 Jordegodſets Vurdering.
melig i Betragtning paa hvor lidet koſtbar Maade Gisdning frembringes, og dennes ſtore Indflydelſe paa den vegetabilſte Production.
Ogſaa bor Henſyn tages paa de Tings Priis og gode Beſkaffenhed, ſom Land⸗ manden maa kiobe, ſom f. Ex. Jernets, Laderets, Saltets o. ſ. v. Der gives Egne hvor de landoeconomiſke Producter ſtaae lavt, men disſe landoeconomiſke For⸗ nodenheder deſto hoiere, og hvor man ofte ſlet ikke kan faae dem tilborligen gode. Deels er Materialet ſlet, deels fattes der gode Arbeidere, og dette er naeſten overalt Tilfœldet i fattige Lande, og i ſaadanne, hvor Indforſelen fra andre Lande formedelſt falſke Statsgrundſatninger er forbudet.
§. 109.
paa den private Formue forandrer overmaade meget Landeiendommenes Vœrd. En hurtig Pengecirculation, hvad enten deune har Sted ved virkelig udpraget Mynt el⸗ ler ved Papirernes Kredit og en lav Rentefod, er alle Landmandens Foretagender gunſtig, hvorimod Pengemangel, Standsning i Omſatningen og koſtbar Kredit, hoie Renter og Courſens Dalen i Udlandet maae ſvarkke Landmandens Energie. En god Forfatning og en omhyggelig Adminiſtration af de offentlige Finantſer ſikkrer Godseieren mod nye og extraordinaire Paaleg. Heiere Afgivter af Jorden ſkade Landmanden mindre, end mangfoldige indirecte Paalceg, der vel kun traffe ham middelbart, men derfor dog ganſke viſt, og i det de forſtyrre fri Handel, udfordre mange Omkoſtninger og en Her af uproduktive Aecciebetienter, give de paa den ene Side Leilighed til Drilleri og paa den anden til Underſlab og Beſtikkelſer. Men varſt eret vaklende og hyppigt forandret, om endſtiondt ikke fra Grunden af forbedret Syſtem ved Tilveiebringelſen af Statens Fornodenheder.
Hvor de offentlige Finantſer ere i god Forfatning og give et Overſkud over de nodvendige Udgivter, der kan man ſnarere vente Foretagender og Forbedringer fra Regieringens Side, hvilke ere gavnlige for Agrikulturen i Almindelighed og folgelig for enhver i Sardeleshed.
—ͤſſſſ
Statens Rigdom, ſaavel med Henſyn paa de offentlige Finantſer, ſom og
1 get ſier ſaatlige maade, ihver re
G lobet af nod all nidler u Drilleri
ter forc der, m ſotmas
G Naxime frem for Statsoe allerede ſteebe
den frie eſter B og Qve
ſaadan
mende, ſatring daſentii den ha hindret

og dennes
ſom Land⸗ Der gives omiſte For⸗ ligen gode. ſten overalt
eformedelſ
e, ſom og Berd. En t Mynt el⸗ retagender ar Kredit, exgie. En ziſer ſifkrer orden ſtade traffe ham „ Wfordre paa den ene lſer. Nen af forbedret
ſind obet de
adringer ſta og folgelig
4 119,
Jordegodſets Vurdering. 59
§. 110.
Men ogſaa Statsforfatningen og Regieringens Maximer have forreſten en me⸗ Statsforfat⸗ ning ogRegie⸗ rings⸗Maxi⸗
ſtaaelige Love, en ſaavidt muligt ſimpel og til hurtig Afgiorelſe ledende Precederings⸗me.
get ſtor Indflydelſe paa en Landeiendoms Vardi. Beſtemte, utvetydige og for⸗ maade, een paa ingen Maade beſtikkelig Rettergang, forhoie Eiendommenes Verdie j hver retſkaffen Mands Hine.
Et godt, henſigtsmasſigt Huus⸗, Mark⸗ og Landpolitie, ſom beſkytter for Over⸗ lobet af Vagabonder, ſom ſikkrer Eiendommene imod Tyvebander og ſaavidt muligt mod alle Farer, der letter Byrden ved de Fattiges Forſorgelſe, der vel ved Tvangs⸗ midler maa raade Bod paa den manglende Almeenaand, men ikke udarter til fiſkalk Drilleri, ikke trodſer paa for lenge ſiden giendreyne Fordomme, ikke gaaer frem ef⸗ ter foraldede Former, men efter fornuftige Grunde, ikke retter ſit Biemed paa Bo⸗ der, men paa Henſigten: et ſaadant Politie er af ſtor Vœrd. Fremfor alt er en hen⸗ ſigtmasſig og ſtrengtiagttaget Orden blandt Tyende vigtig.
En Regiering ſom erkiender den evig ſande Scetning, og virkelig indretter ſine Maximer dereftrr: at Jordens Forbedring og Kultur, dreven ſaavidt muligt grunder frem for alt andet Statens Vel, Styrke og Rigdom, og at ethvert andet Henſyn i Statsoeconomien altſaa maa underordnes Producternes vedholdende Forogelſe, vil allerede derved ualmindeligt forheie Vœrdien af Grundeiendommene og lokke udenland⸗
ſte Kisbere. Thi her tor man love ſig, at der ikke ſkal logges Hindringer i Veien for
den frie Udovelſe af den landoeconomiſte Haandtering, og at den Fordeel, ſom man
efter Billighed kan vente deraf, ikke ſtal forſtyrres ved frugtesloſe Forbud mod Sed⸗ og Qvagudforſel eller ved andre Indſtrankninger af fri Handel og Vandel. Af en
ſaadan vil man derimod kunne vente Ophavelſen af mange fra fordums Tid hidſtam⸗ mende, nu aldeles ikke mere pasſende Indretninger— viſt nok kun under billig Er⸗ ſtatning for det, ſom andre tabe ved deres Ophavelſe— felgelig Afſkaffelſen af de vaſentligſte Hindringer, der ſtaae i Veien for den mere virkſomme Agerdyrkning.
En Forfatning, grundende ſig paa Landſtoender og altſaa repraſſentativ, er, uagtet
den har draget mange Misbrug efter ſig og har ofte ved Spœnding med Regieringen for⸗
hindret gode Planers Jvarkſcettelſe, dog alligevel, ved en god Organiſation, noget meget Be⸗
A

Militair Forfatning.
Befolkning.
Behageligt for dets Trang for
Jordegodſets Vurdering.
Godseieren, og kan blive velgisrende for Staten. Den bringer Lan⸗ Regentens Hine, ſkaffer Foreſtillinger til det almindelige Bedſte Ind⸗
gang, ſikkrer for overilede vilkaarlige Forholdsregler og beſkytter hver Enkelt mod ulovlig Behandling og imod Magtens Misbrug. Da Landſtanderne nylig ere op⸗ hœvede i de fleſte Stater, ſaa har man dog i deres Sted giort en anden Indretning, og en ſaadan kan verre meget fordeelagtig, naar den ikke beſtaaer i blotte Formalite⸗ ter men naar virkelig derved de under Indſigtsfulderes Tilſyn ſammentraadte Jorde⸗ godseieres Forſlag og Anviisninger blive Gienſtande for Overveielſe. Beſtyrelſen og
Udsvelſen af visſe politie⸗ og ſtatsoeconomiſke Forretninger maatte da overdrages til
et Udvalg deraf, ſom det maatte overlades at foretage visſe Modificetioner derved;
ſaameget mere ſom man kunde vente af dem, at de bedre kiendte Trangen og Forhol⸗
dene i deres Diſtrikt, end Regieringskollegierne i Byen.
der producerende Borger, uden derfor at forſomme alle krigeriſke Ovelſer, ſaa maatte
§ 11r.
En Stats militaire Forfatning kan blive mere eller mindre trykkende og ſkade⸗ lig for Agerdyrkeren. Hvor den imidlertid bevirker Statens Sikkerhed og dens ukran⸗ kede Selvſtandighed, der vil enhver Patriot med Glade underkaſte ſig den, og det kommer da kun an paa en god Organiſation af denne Forfatning, paa et godt Forhold mellem det, der vedkommer det Civile og M litaire, og paa en ſaadan Indretning, at der unddrages Landet ſaa lidt ſom muligt af arbeidende Kraft. Nye Indretninger, ſom vi i denne Henſeende have at vente i de fleſte Stater, ville, tor man haabe, loſe det Problem, at ſikkre Fadrenelandets Forſvar, uden at undergrave dets Velſtand. Naar enhver Statens Borger blev Soldat i Nodstilfcelde og hver Soldat i Fredsti⸗
en ſaadan Stat vare ligeſaa betrygget mod fiendtlige Indfald, ſom lykkelig og val⸗
dig i dets Indre.
§.
112.
Jo ſtaœrkere Befolkningen er i ek Land, deſto fordeelagtigere er Agerdyrknin⸗
gen, og deſto ſtorre er Jordens Vardi.
Men det kommer endnu iſar an paa hvad
Stags Befolkning det er, paa Styrken af de forſkiellige Menneſkeklasſer og deres
gienſidige Forhold.
En
eingen, imod un⸗ Nenneſt giort del les bere! deel ſom For den,⸗ ſpeculeren vil itke t 6 drive M ere mege di, lige, mod, m. Viriſom ikke alen beidet ſa⸗ mislig, ſon han Totvepii L ſeelig for hoiere A god Beta nüg— Aoerdyrd kerne. da forſt mere, f

inger dan gedſte Ind⸗ enkelt mod ig ere op⸗ Andtetning, Formalite⸗ adte Jorde⸗ ſiyrelſen og ndrages til ner derved;
og Forhol⸗
eog ſtade⸗ ens ukran⸗ en, og det dt Forhold retning, at dretninger, haabe, loſe s Velſtand. i Fredsti⸗
ſaa maatte
jelig eg val⸗
ſgerdyrknin⸗
an paa hvad
ſer og deres
En
Jordegodſets Vurdering. 71
En ſtor Bybefolkning er i merkantilſk Henſeende meget gavnlig for Agerdyrk⸗ ningen, fordi den ſikkrer Afſctningen af mange og forſkiellige Producter. Men der⸗ imod unddrage mange og ſtore Steder Agerdyrkningen de brugbareſte og virkſomſte Menneſker, forderve ved deres Naboſkab ofte Landfolkets Moralitet, og vanſkelig⸗ giore derved den landoeconomiſke Haandtering. Hele Avlsbruget maa vare ſcerde⸗ les beregnet paa Nabolauget af en ſtor Stad, naar man deraf vil drage ſaa ſtor For“ deel ſom muligt, hvilken da viſt nok let opveier andre deraf flydende Ubehageligheder. For den, der elſker et roligt, faſt Avlsbrug, ſom onſker at producere, men ikke ſpeculere, er den alt for ſtore Narhed af en Stad ſlet ikke meget onſkvgrdig, og hau vil ikke kiobe Eiendom der, fordi Jordernes Pris er naturligviis her meget heiere.
En Befolkning paa Landet kan veere ſtor, enten i Henſeende til dem, der ſelv drive Avling, eller til den tienende og arbeidende Klasſe. Hvor Landeiendommene ere meget fordeelte og Eiendommene ſmaae, der er i Almindelighed Jordernes Var⸗ di, ligeſom Produktionen, ſterſt, iſcer naar ikke feilfulde Indretninger og ſtor Ar⸗ mod, maaſkee ogſaa en alt for vidt dreven Udparcellering, ſpakker Agerdyrkerens Virkſomhed. Her kan ſielden et ſtort Agerbrug drives med Fordeel, da Jorderne ikke alene ere meget dyrere og i og for ſig ſelv yder en ſtor Rente, men og fordi Ar⸗ beidet ſœddvanligſt maa betales dyrt, og Producternes Afſcetning desuden pleier at vore mislig, da enhver avler hvad han behsver og endda i Almindelighed har et Overſkud, ſom han kan bringe til Torvs, hvorved Salgernes ſtore Concurence ofte nedſeetter Torvepriſen under Productionspriſen.
Derimod er en ſtor Folkemangde i den tienende og arbeidende Klasſe meget sn⸗ ſtelig for de ſtorre Landmand, og letter ualmindeligt Udsvelſen af Agerdyrkningen og et hoiere Avlsbrug, om end Arbeidspriſen desuagtet ikke er meget lav. Kan man kun for god Betaling— thi uden en ſaadan er en vedvarende Forogelſe af denne Klasſe ikke tan⸗ kelig— beſtandig have udvalgte Arbeidere, ſaa kan ogſaa en Deling af Arbeidet ved Agerdyrkningen finde Sted, hvis ſtore Virkning man har erkiendt ved Haandveer⸗ kerne. Man kan ogſaa her anviſe enhver Arbeider beſtemte Forretninger, i hvilke han da forſkaffer ſig ſtorre Fœrdighed, ſaa at han med mindre Anſtrengelſe kan udrette mere, fortiene mere efter Accord og dog giore Arbeidet for bedre Kisb end en Uovet.
Ved

Sader.
Storre og mindre Sik⸗ kerhed mod Krigsfarer. Sikkerhed ingenſteds er til, under de nœrvgrende Tidsomſtandigheder, og da de
Jordegodſets Vurdering.
Bed ſterre Fortieneſte nyde Arbeiderne bedre Fode, erholde flere Kraffter og venne tidligt deres Born til Flid. Mange ſtaae vel i den Indbildning, at Armod er et for⸗ trinligt Middel til at fremme Arbeidſomhed. Noden kan vel en kort Tid tvinge der⸗ til, men lader derefter Arbeiderne nedſynke i fuldkommen Afmagt. Arbeidslyſt kan en ſaadan aldrig faae, der kun findes hos den, der ſeer at hans Arbeide foroger hans Nydelſer og hans Velſtand. Selv da, naar han larrer at kiende flere Nydelſer, ere disſe ham en ny Spore til Flid, fordi han, uden at verre ſtrabſommere, ikke kan forſkaffe ſig dem. Det er heiſt velgiorende at forsge Arbeidernes, men ikke Tiggernes Antal. Hvor hint er ſtort, der boſcetter Landmanden ſig gierne, men vogter ſig for dette. §. 11z.
Kunde man i vores Tid finde en Egn, hvor man var ſikker for flendtlige Ind⸗
fald og Krigsfarer, ſaa vilde man veelge den fremfor nogen anden. Men da denne
Egne, ſom man holdt for de ſikkreſte, have lidt allermeeſt deraf, ſaa bortfalder nax⸗ ſten ganſke dette Henſyn, indtil Alt igien er kommet i fuldkommen Ro og Ligevagt. Imidlertid er dog i nogle Egne Beliggenheden ved Hovedveie, mellem Faſtninger og fortrinlige militaire Poſitioner farligere, end i aabent Land, hvor Krigsſkuepladſen i det ringeſte hurtigere drager forbi. En Egn, der ligger i Kobler, er giennem⸗ ſkaaren med mange Grofter og Hakker, opſtiller ſtore Vanſkeligheder mod Krigsope⸗ rationerne, og Fienden vil, om muligt, undgaage et Angreb derpaa, derſom han ellers anſeer den for at vare beſat og godt forſvaret af en i Skyden ovet Landmilits. En ſaadan Provinds vilde maaſkee ved en noget bakket Beliggenhed vare den ſtarkeſte af alle Foſſtninger. §. 114.
Ogſaa Saderne, Levemaaden, Moraliteten, Karakteren og Veötagterne, ſom ere herſkende imellem Indvaanernes forſkiellige Klasſer i en Egn, kommer i Be⸗ tragtning ved at volge en Landeiendom. Der er herved individuelle Henſyn, ſom Enhver i Folge ſin Tœnkemaade og ſine Omſtandigheder har at tage. Kun Noget i Almindelighed:
—
Om
men hvi: hiive dett
lation, n Nellemh egentligt holder 2 alene ert det alms Drivtska
83 og ſit Ra delſer oge paa en eig Ldets N aden Rhs
A egnehos⸗ med Un dighed,
de; der
didſe ma d
ner ogſa⸗
Hoeſte

og vanne der et for⸗ tvinge der⸗ dlyſt kan en oroger hans re Rydelſet, zmere, ikke 3, men ikke
zerne, men
endtlige Ind⸗ den da denne „ og da de rtfalder na⸗ -g Ligevagt. ſcſtninger og göſtuepladſen er giennem⸗ od Krigsope⸗ zw han ellers dmilits. En n ſtarkeſte af
Jordegodſets Vurdering. 73
Om Luxus er gavnlig eller ſkadelig, er et ſaare tidt opkaſtet Sporgsmaal, men hvilket i det Hele dog endnu ikke er tilfredsſtillende beſvaret, og heller ikke kan blive det, uden at det ſonderlemmes. For ſaavidt ſom den bringer den hos Enkelte opdyngede Rigdom i Omlob, befordrer Circulationen i Almindelighed og opvakker Arbeidſomhed, er den viſt nok gavnlig. Imidlertid er nogle Riges Hodſelhed langt fra ikke af den Virkſomhed, ſom et mellem de forſkiellige Klasſer af Indvaanere ud⸗ bredt og pasſende Vellevnet. Hvad hine udgive, kommer atter ſnart ud af Circu⸗ lation, gaaer for en ſtor Deel ud af Landet, og det er, ſom ofteſt, kun nogle faa Mellemhandlere, ſom vinde derved, uden at det har ſynderlig Indflydelſe paa den egentlige Erhverv. Forreſten har en ſparſommere Levemaade, hvorved enhver be⸗ holder noget tilovers af ſin Fortieneſte, og lœgger mere eller mindre op, ikke alene en bedre Indflydelſe paa Familiernes indvortes Lykſalighed, men endog paa det almindelige Bedſte, iſcr i et Land, der ei er meget rigt; da Haandteringens Drivtskapital derved forsges.
Saadanne Egne, i hvilke man ikke vel kan unddrage ſig fra en for ſin Stand og ſit Forhold overdreven Levemaade, uden tillige at forſage alle ſelſkabelige Forbin⸗ delſer og Fornoielſer, vil den Huusfader, der er betcenkt paa ſin Families Vel og paa en energiſt Drivt af ſin Haandtering, hellere undgaae. Langt fra at foroge Livets Nydelſe, forſtyrres denne kun derved, og man kan leve ligeſaa glad i Ungarn, uden Rhinſk⸗ og Bordeaux⸗Viin, ſom ved Rhinen uden ungerſt Viin.
Redelighed, Paalidelighed og en liberal Tœnkemaade ere mere eller mindre egne hos Indbyggerne af en vis Egn og hos dens forſkiellige Klasſer, viſt nok altid med Undtagelſer. Der gives Egne, hvor der herſker gienſidig, naboelig Tienſtfcr⸗ dighed, Agtelſe, Tiltro og Redelighed imellem Godseierne og de kultiverede Stœn⸗ der; der gives andre, hvor Skadefryd, Mistro, Misundelſe, ſmaalig Egoisme eg Snedighed ere i Hine faldende. Den retſkafne liberale Mand undgaaer gierne disſe moralſke Torne og Tidſler.
Den tienende og arbeidſomme Klasſes ſedelige og huuslige Ferfatning fortie⸗ ner ogſaa at komme i Betragkning. Indbyggernes legemlige Kraft og Arbeidsdue⸗
Koeſte Deel. K lighed

Rettigheder⸗
Jordegodſets Vurdering.
lighed beroer ikke alene paa deres huuslige Omſtandigheder, paa deres forholdsmees⸗ ſige Velſtand eller Armod; men endog deres Sadelighed og Troſkab beſtemmes der⸗ ved, og ſadelige og troe Menneſter ere af ualmindelig Vœrd for Landmanden. Selv denne Klasſes intelleckuelle Dannelſe, ſande eller falſke Religisſitet, Tolerance eller Intolerance imod andre Religionspartier, ere undertiden af ſtor Vigtighed for Landmanden.
Sadeligheden er uden al Tvivl meget afhangig af Ungdommens Opdragelſe og
Dannelſe. Derfor ere Skoleanſtalter, ſom virkelig og henſigtsmasſigen fremme denne,
meget vigtige. Den Landmand, der endog kun rigtig veed at beregne ſin egen For⸗ deel, vil altſaa gierne bidrage til disſes Vedligeholdelſe og Indretning.
Man maa udforſke Sadvaner og Skikke i en Egn, ligeſaavel ſom Vedtag⸗ terne, der ofte have mere Kraft og folges ſtrangere end de poſitive Love, og man maa vel tage dem i Overveielſe, da de kunne have en ſtor Indflydelſe paa Avlingens Organiſation.
§. 115.
Endelig maa man udforſke og noie marke ſig Rettighedsforholdene, eller de Rettigheder og Servituter, ſom ere forbundne med Beſiddelſen af Jorder, for ved Eiendommens Vurdering at have den for Hie. Her kunne de kun overfladeligt be⸗ rgres, og udfordre et ſcerſkilt Studium i ethvert Land, hvor man vil nedſatte ſig.
§. 116.
Eiendommen er enten uindſkranket, arvelig og ſœlgelig, og hedder da Arve⸗ gods, Allodium, eller den er indſkranket ſaaledes ſom Lehnsgodſet, Arvefgeſtegod⸗ ſet, og Bondergodſet paa mangfoldige Maader pleier at vore. Den frie Eiendoms Indſtraœnkelſe, ſom forekommer ved Beſiddelſe af ſidſte Slags, er heiſt for⸗ ſtiellig i forſkiellige Lande og Provindſer, mere og mindre byrdefuld, og man maa, inden man beſtemmer ſig til et ſaadant Kiob, indhente de noiagtigſte Underretninger
ver de i den Anledning gieldende Love og Anordninger, ligeſom over den ofte ganſke ſpecielle Vedtoegt. Mere herover finder man i Juriſternes forſkiellige Skrivter, iſer i Hagemans Handbuch des Landwirthsſchaftsrechts, Hanover 1807, og i
Webers Skonomiſch juriſtiſche Handbuch der Landhaushaltungskunſt, 1 B.⸗Ber⸗
lin 1809. Men
— ☛‿—
1 ſtrenkni heve dis fi, int indtil nen tionens! Fordeell Maade¹ de for var
—
kan var hen hor
En behover 5 eget For det forſti til hvadt
d
᷑
eengange Breden, Giennen. d. fude og at de bli
d
hvilke o

rholdsmas⸗ emmes der⸗ en. Selv
Tolerance gtighed for
dragelſe og mme denne,
egen For⸗
am Vedtaxg⸗ e, og man a Aylingens
e, eller de er, for ved ladeligt be⸗
dſotte ſig⸗
er da Arve⸗ Urvefeſſtegod⸗ rie Eiendoms er heiſt for g mat maa, nderretninger nofte ganſte
Jordegodſets Vurdering. 75
Men da de ſleſte Regieringer for nœrvgrende Tid erkiende, hvor ſkadelige Ind⸗ ſtrxnkninger af Landeiendomsrettighederne ere, ſaa er man overalt betenkt paa at op⸗ have disſe indſkrankende Indretninger, og at giore enhver Eiendom fuldkommen fri, imod Erlagggelſen af visſe beſtemte Afgivter, hvorved da mange Jorder, der hid⸗ indtil nœſſten have vœret uden Vard, ville gienvinde deres oprindelige Vard, og Na⸗ tionens Formue derved betydeligen foroges. Derfor vil man da ogſaa med ſtor Fordeel kunne tilforhandle ſig ſaadanne Beſiddelſer i Stater, der paa en konſeqvent Maade folge denne Grundſatning, uden at vare udſat for de mange Chicaner, ſom de for vare underkaſtede.
§. 117.
Der gives mange ſarſkilte Rettigheder, ſom et Gods kan udove, eller ſom de kan varre underkaſtet, og ſom altſaa komme i Betragtning ved dets Vurdering. Der⸗ hen hore folgende:
Skovningsrettigheden eller den Rettighed at tage af en Andens Skov, hvad man behover af Bygnings⸗ eller Gavntommer,eller af Brandſel. Den er med Henſyn paa eget Forbrug undertiden ganſke uindſkrʒnket, ellers mere og mindre udſtrakt. J det forſte Tilfœlde arbeider den paa Skovens Ruin, og man kan hyppigt forudſee, til hvad Tid den ved diſſes fuldkomne Odelaggelſe maa ophore.
Oldenrettigheden eller den Rettighed at drive ſine Sviin i en Andens Skov. Og⸗ ſaa denne er undertiden uindſtranket, men i Almindelighed dog beſtemt efter Antal. Den er, ſom ofteſt, meget ſkadelig for Skovens Benyttelſe.
Veirettigheden, hvorefter man kan fordre en Vei over en Andens Jord, hvilken eengang er beſtemt, eller hvilken Eiermanden kan forlagge efter eget Godtbefindende. Breden af en Markvei bor vœrre 8 Fod, og hvor den krummer ſig 10 Fod, ſaa at Giennemkiorſelen af en belcesſet Hoſtvogn bliver uhindret.
Ogſaa har man blotte Fodſtirettigheder, hvilke undertiden blive meget byrde⸗ fulde og ſkadelige for Jordeieren, ſag at man altſaa omhyggeligt maa vogte ſig for at de blive til.
Der gives ogſaa Overdrivts⸗ og Vandings⸗Rettigheder paa ſamme Grund, hvilke ofte forhindre Dyrkningen i en betydelig Brede.
t SoregneRet⸗
tigheder.
K 2 Vand⸗

Jordegodſets Vurdering.
Vandlednings⸗ og Vandbenyttelſes⸗Rettigheden giver den der er i Beſiddelfe deraf, Ret til at giore Foranſtaltninger til Vandledninger paa en Andens Jord, at
anlaegge Render, Grofter og Sluſer, hvilke dog ikke maa tilfoie Grundeieren anden
Hverkedes Vardien af
disſe Omſten⸗
digheder og
Skade, end den, der er nodvendig efter Tingens Natur. Med Henſyn paa den Ret⸗ tighed, at turde tilfsre Naboen det afledede Vand, ere Provincialkonſtitutionerne meget forſkiellige, og dette gior ofte en ſtor Forſkiel i Vardien af betydelige Jorder, for ſaavidt de i Folge heraf kunne holdes torre eller ikke.
Hvor man har et forbiflydende Vand, er det ſom ofteſt af ſtor Vigtighed, hvilke Rettigheder og hvilke Indſtrœnkninger, der med Henſyn derpaa finde Sted, ſaa⸗ vel paa min, ſom paa min Naboes Grund.
Foldingsrettigheden hvilket Begreb man ſkal forbinde hermed, er Noget, hvorom de Lovkyndige ſelv endnu ere meget uenige; og det ſom Mange have ſagt derover, be⸗ viſer, at de have end ikke den ringeſte Kiendſkab til de landoeconomiſke Forhold. Derunder forſtaaes formodentlig den Rettighed, hvorefter en Faareflok bor giode en andens Ager, hvilket er brugeligt i forſkiellige Egne. See Hagemann Pag. 593.
§. 118.
Andre Rettigheder og Privilegier maa enhver beregne efter ſine og efter Lan⸗ des Forhold: Rettighed til Bryggeri, Branderi, Molle⸗ eller Kroholds⸗Privile⸗ gier, eller den Tvang at underkaſte ſig ſaadanne, ere ofte af ſtor Vigtighed. Men oplyſte Regieringer ſtrabe ogſaa at fierne disſe for det Hele heiſt ſkadelige Ind⸗ ſerxnkninger fra den landoeconomiſke Haandtering.
§. I19.
Ved den tilborlige Overveielſe af alle disſe Omſtoendigheder kan vel ikke udfin⸗
des nogen poſitiv Vardi, der kan anſlaaes til Penge, men vel een, der er tilſtrakke⸗
Forhold iAulig, for derefter at kunne beſtemme ſig til et Godskiob. Efter at man forſt har be⸗ mindelighed ſtemt, hvad den egentlige Jord kunde vare vard, uden noget Henſyn paa ſerregne
beſtemmes.
Biomſtandigheder, vil man bedre kunne gaae frem efter den i§. 61 foreſlagede Me⸗ thode, taxere alle gunſtige og ugunſtige Omſtandigheder, hver paa ſin Side, og ſaaledes drage den Balance, hvorefter man vil ſee, om man kan give mere eller mindre derfor, end den egentlige Grundvardi udgier.
For⸗
4 dom, e paa visf til Lant forelob! pagtnin
tegler an
holde et talvatt rene, lobne. Jar, ſt dende in de fotſt ges.
helſt og ſelb; F. at ande de for dr Ciere han att
ſg til Aeden df hans kommer at udd foroget

del ſe deraf, Jord, at jeren anden daa den Ret⸗ ſittutionerne lige Jorder,
Digtighed, Sted, ſaa⸗
et, hvorom derover, be⸗ iſte Forhold. bor giode en Pag. 593.
g efter dan⸗ lds: Privile⸗ ghed. Men aelige Ind⸗
del ike udfin⸗ er tilſtrokke⸗ forſt hu he⸗ paa ſetegne lſlaaede Me⸗ n Side, ⁰g
e mere ellt
Fer
Forpagtningen.
Forpagtningen.
§. 120.
Den anden Maade, hvorpaa man kan ſeette ſig i Beſiddelſe af en Jordeien⸗ Eierens og Forpagterens
dom, er ved Forpagkning. paa visſe Aar, og har derfor meget tilfœlles med ſelve Kiobet. til Landmandens Formue og Virkſomhed pasſende Jordeiendom, Underſogelſen af den forelobigen valgte og dens Vurdering, maa ſkee paa ſamme Maade. Men ved For⸗ pagtning har man ogſaa mange veſentlig forſkiellige og ganſke modſatte Forholds⸗ regler at iagttage. Eieren driver eller bor drive ſin Haandtering i den Henſigt, at er⸗ holde en ſig ſtedſe forsgende Indtcegt af ſit Gods, eller ſtedſe at forhoie dets Capi⸗ talvxrdi. Forpagteren kan kun ſee paa den ſtorſte mulige Fordeel i Forpagtningsaa⸗ rene, uden at bekymre ſig om, hvad Vardi Eiendommen vil have, naar disſe ere ud⸗ lobne. Naar Cieren derfor gierne er tilfreds med at have en lille Fordeel i de forſte Aar, for med deſto ſtorre Sikkerhed at kunne regne paa en ſtorre og mere vedhol⸗ dende i Fremtiden, ſaa vil Forpagteren ſtrœbe at vinde en ſaa ſtor, ſom muligt, i de forſte Aar, ſelv da, naar denne ide ſidſte Aar af hans Forpagtning derved forrin⸗ ges. Thi den Eier, der vil handle, ſom en fuldkommen Landmand, anlagger helſt og fordeelagtigſt ſin disponible Capital og ſin disponible Indkomſt i Eiendommen ſelv; Forpagteren derimod uddrager deraf, ſaameget ſom han kan, for andenſteds at anbringe det, og for at faae Renter deraf. Eiendommens Forbedring er en Gla⸗ de for Eieren, da derimod at fylde Pungen, udgior Forpagterens. er Eierens hoitelſkede Egtefcelle, men derimod Forpagterens Maitresſe, fra hvilken han atter vil ſkille ſig. 1
Jo lœngere Forpagtningstiden imidlertid er, deſto mere nœrmer Forpagteren
Sogningen efter en
Eiendommen
Den er et Kiob af Eiendommen eller af dens Indtagt forfeiellige
Grundſcet⸗ ninger for Haandterin⸗ gen.
ſig til Eieren; jo kortere, deſto mere maa begges Maximer afvige fra hinanden.
Ved en Forpagtning paa 24 Aar, vil en Forpagter, om han er forſtandig, i de forſte ³ af hans Forpagtningstid gaae frem paa ſamme Maade ſom Eieren. Men den Tid kommer doz ſtedſe, da han vil handle efter ganſke modſatte Principer, og da ſtrabe at uddrage ſaameget mere af Jordens Krafter, jo mere han i Begyndelſen havde
forsget eller bevaret disſe, Dertil

78 Forpagtningen.
Dertil kommer endnu, at en Forpagter, efter ſine Formuesomſtaendigheder nzhi i Almindelighed, om han endog vilde, ikke kunde giore ſaameget for Eiendommen, derbed ſom Eieren ſelv. Forpagteren maa aarlig betale Forpagtningsafgivten, Eieren der⸗ hold, o imod ſom driver ſin Haandtering med Iver, vil kunne ſpare noget af den rene Ind⸗ gelſet,e: tagt, for at anlagge dette i Eiendommen. Hiin forholder ſig til denne, ſom Kiob⸗ ſs ſtade⸗
manden, der handler med en laant Capital, til den der driver ſin Handel med egen Formue. Hiin maa frem for alt ſtrabe, at kunne betale ſine Renter, denne kan n ſtrax tenke paa at udvide ſin Nœringsvei og paa nye Spekulationer. Fineſg Man kan altſaa ikke vente noget af en Forpagter, og efter Haandteringernes Hher opſti Grundſcetning kan der ikke forlanges af ham, at han, ved at drive et Gods, ſkal ͤohen bœre ſig ad, ſom om han var Eier, og opoffre, om endog kun en lille Fordeel, for 1. at tilveiebringe ſtore Forbedringer paa Eiendommen. bedr? §. 121. Kra Vanſkelighed Man har derfor erkiendt det for nodvendigt, at indſkranke Forpagteren ved Duit an Srntre ſœrrdeles Betingelſer og giore ham til Pligt at behandle Eiendommen paa en for ſamme hoilkg ter. fordeelagtig Maade. Men ſaadanne Forpagtningskontrakter ere yderſt vanſkelige, m og man har ſagt, maaſkee med Ret, at, naar et Kollegium af de dueligſte Lovkyn⸗ dun dige og de bedſte Oeconomer i Landet, traadte ſammen og beſkigftigede ſig i fire 2 Dt Uger med en Forpagtningskontrakt, ſaa ſkulde de dog ikke kunne tilveiebringe en, get, der ſikkrede Godſet mod Forvarrelſer af en liſtig Forpagter, om den end var fuld⸗ ofon kommen god, ſaafremt Forpagteren var redelig. Gier man altfor indſkrankende Be⸗ de tingelſer, ſaa vil en arlig og tillige klog Mand forkaſte ſaadanne, og overlade For⸗ 3. D) pagtningen til eenfoldige eller underfundige Menneſker. Om endog Forpagtnings⸗ ſaaſ ſummen var ſaaledes, at han kunde beſtaae ved de paalagte Betingelſer, ſaa vil han me? dog hindres i alle ſine Foretagender, og ofte afholdes ſelv fra det, der kunde vorre ten f Godſet fordeelagtigt, og maatte frygte for Bebreidelſer og Chikaner ved enhvert ſader Ivarkſcettelſe, der kun paa mindſte Maade afveg fra den almindelige Laſſt, hvor ide gavnlig den end kunde vere. Derimod vil en Forpagter, for hvem det kun er magt⸗ 4. da paaliggende, ikke efter Bogſtaven i hans Kontrakt, at kunne ſagſoges og tilholdes at der betale en Skadeerſtatning, der overſtiger hans Vinding, beſtandig indgage de For⸗ Stan
pagt⸗

kendigheder ſendommen 3 Eieren der⸗ rene Ind⸗ ſom giob⸗ el med egen
denne kan
’vteringernes Gods, ſtal Fordeel, for
agteren ved ſor ſamme vanſkelige, gſte Lovkyn⸗ e ſig i fire ebringe en, d var fuld⸗ ankende Be⸗ verlade For⸗ orpagtninge⸗ „ſaa vil han :kunde vore ded enhvert Loſt, hvor kun er magt⸗ tilholdes at ace de For⸗ pagt⸗
Forpagtningen. 79
pagtningskontrakter, der ere fulde af juridiſke Forſigtighedsregler, iſcer da, naar derved ikke er taget et ſtrengt Henſyn paa Eiendommens ſaregne oeconomiſke For⸗ hold, og han vil dog altid finde Udveie til at undgaae alle de ham beſperlige Betin⸗ gelſer, eller paa anden Maade og til endnu ſtorre Skade for Eiendommen, at holde ſig ſkadesles for disſe⸗ §. 122. For at ſœette de Maximer i et klart Lys, hvilke ſnedige Forpagtere pleie at
her opſtille folgende gyldne AB Cfor de Forpagtere, der een Gang have ſat ſig
ud over en erlig Mands Pligter:
1. Strab for alting at finde en Eiendom, hpvilken hidindtil, enten ved et godt for⸗ bedrende Avlsbrug eller ved en ſkaanende Benyttelſe af dens Jorder er ſat i en ſtor Kraft og god Gisdſknings⸗Tilſtand. Med Henſyn paa dens Areal og Bonitet kan Du i en kort Forpagtningstermin betale den dobbelt ſaa dyrt, ſom en anden, hvilken gierrige Landmand, eller ſnue Forpagtere allerede have udſuget. Hiſt kan Du med den ſterſte Raffinement anvende alle Udſugnings⸗Kunſter, her derimod kun gaae frem paa den ſerdvanlige Maade.
2. Dyrk blot overalt, hvor det er muligt, ſelgelige Afgroder; ſlet intet for Qvce⸗ get, fordi dette i Almindelighed ikke umiddelbart gienbetaler den bedre Foring, og fordi Du efter den korte Forpagtningstid ikke mere vil have den fulde Nytte deraf.
3. Dyrk blant de ſaakaldte Brakfrugter dem, der give den ſtorſte Pengeindtaegt, ſaaſom: Olieplanter, Hor, Tobak o. ſ. v., og hvis Du ikke ſelv kan overkom⸗ me Arbeidet, ſaa bortlei til dette Brug Jorden til ſimple Folk i Nabolauget, en⸗ ten for Penge eller for en Deel af Afgroden. At disſe Afgroder ikke ſkaffe Halm, ſkader ikke; thi det er ſom ofteſt forbudet Forpagteren at ſcelge denne, og Du tor
i det ringeſte ikke gaae alt for vidt eller offentlig tilverks med denne Handel.
4. Da ſaadanne Afgroder fordre megen Giodning, ſaa forbehold denne, iſcr da der beſtandig frembringes mindre deraf, til de Marker der eengang ere bedſt i Stand, og ſom ligge narmeſt, fordi Transporten ogſaa her borttager den mind⸗
ſte
... Forpagtnings giore ſig til Retteſnor, og for tillige derfor at advare dem, der bortforpagte, ville vi A BC. 9 9 pagte,

80 Forpagtningen.
ſte Tid. Skulde da endog de ovrige ikke ville bœre mere i de ſidſte Forpagtnings⸗ aar, ſaa har Du dog paa en anden Maade tilfulde erſtattet dette Tab, og Du har da Ret til at klage over Misveert og at fordre Eftergivelſe. Desuden ville de nœrmeſte Marker meeſt falde, ſaavel Herren, ſom Fremmede, i Hinene, og
naar Nogen ſiger, at Hor, Raps og Tobaksavl udſuge Jorden, ſaa behsver Du kun at beraabe Dig paa Din ſkionne Hvede, ſom vorxer derefter. Men brug fremfor Alt ingen Giodning paa den Mark, der allermeeſt tranger dertil, thi den magre Ager betaler aldrig den forſte Giodſkning; i al Fald kan Du dog be⸗
ning i det ſidſte Hoſtaar paa Vaarſedsmarken, fordi Du hoſter denne, men ikke den Vinterſedsmark, ſom Du maae beſage.
J de forſte Aar maae Du bearbeide Jorden paa det flittigſte, ſaavel med Plov, ſom Harve og Tromle, for at odelagge Ukruddet, for at bringe al den Giodſk⸗ ningskraft i Virkſomhed, ſom Jorden indeholder, og for at pulveriſere alle Jordklumper, ſaa at Planterodderne kunne drage Naring deraf. Forog der⸗ for Dit Spennd; nu vil det betale ſig! Men imod Enden af Forpagtningstiden maa Du efterhaanden ophore med Din flittige Bearbeidning, for at kunne for⸗ mindſte Antallet paa dine Arbeidsdyr, eller for at kunne anvende disſe til mere indbringende Bihaandteringer. Er det muligt, ſaa ploi kun een eller to Gange, og lad Plovene giore ret brede, at Du kan tage tolv Tommer brede Furer. Ikke heller behover Du ved at nedlagge en Sad, ſom Du ikke mere hoſter, at binde Dig til pasſende Veirligt; men Du kan fordeelagtigere benytte dette til Biar⸗ beider.
En ſtor Fordeel er det, om det tillades Dig at opbrakke og ploie gammelt Gras⸗ leie eller Skovgrund, og Du maa ved at opſoge Dig en Forpagtning frem for alt, henvende Din Opmarrkſomhed herpaa. Anſtreng da ſtrarx i de forſte Aar alle Krafter. Handelsvaxter lykkes ſtrar fortrœffeligt derpaa, og derefter vil denne Mark uden Giodſkning bare taalelig Sad, indtil Enden af Forpagtningstiden, men da viſt nok ogſaa vœre ganſke udmagret.
*
7. Bryd
ſtroe den noget langs med Kanter og Veie. Er det muligt, ſaa tœg Din Giod⸗
7. Br. tjgt n Forpa fordi! Ruld⸗ den 9e 9
8, Na dereft ſlette dann naar Forj at de Huld de 8 ringe toi o flik d

rpagtnings⸗ ab, og Du zuden ville Dinene, og mbehoder Du
Nen brug dertil, thi Du dog be⸗ Din Giod⸗
ne, men ikke
lmed Plov, den Giedſt⸗ veriſere alle Forsg der⸗ gtningotiden t kunne for⸗ sſe til mere er ko Gange, urer. Ikke ter, at binde kte til Biar⸗
mmelt Grad⸗ gftem for alt, all Krafter. Mark uden
men da viſ
„ Beß
Forpagtningen. 81
7. Bryd Dig ikke ſynderligt om Engene, uden ved Hohosſten. De betale ikke hur⸗ tigt nok et Arbeide, der giores for at forbedre dem. Skulde de end i de ſidſte Forpagtuingsaar verre bleyne moradſige derved, at Grofterne ere opfyldte af Dynd, og fordi Kilderne ikke havde Aflob, eller begroede med Siy og Buſkverk, fulde af Muldvarpeſkud, og folgeligt kun give lidet og ſlet Ho, ſaa er det Dig ved En⸗ den af Forpagtningstiden ikke magtpaaliggende, hvis Du ellers ikke maa ſal⸗ ge Ho.
8. Naar Inventariummet er modtaget efter Taxation, og ſkal ogſaa igien afleveres derefter, ſaa ſkaf forſt de bedſte Heſte, Stude, Koer o. ſ. v. af Veien, og ſcet ſlette i deres Sted, eller betal det Manglende. Det Gode taxeres altid ved ſaa⸗ danne Vurderinger ringere end det ſlette, og Sletheden er mindre paafaldende, naar det Gode ikke ſtaager ved Siden deraf. Det er raadeligt, at Koerne ved Forpagtningstidens Udgang ſlet ikke ſpringes, eller at dette dog ſkeer ſaa ſildigt, at de ved Overleveringen endnu ikke have kalvet; thi da ſynes de at have bedre Huld, om de endog have faaet ſlet Foder. Ved lœngere henad Efteraaret at malke de Koer, der ikke ere med Kalv, vil Formindſfelſen af Foraarsmelken for Afleve⸗ ringen let erſtattes Dig. Pas ogſaa paa at bringe alt det gamle Heſte⸗ og Vogn⸗ toi og gamle Redſkaber til Taxation, opbevar til den Ende alt Ubrugbart, og flik det forſt lidt ſammen igien; men bring det Nyanſkaffede til Side. Det gior
ofte et meget fordeelagtigt Indtryk paa Vurderingsmandene, naar alt ſeer ret jammerligt ud; de beklage da den ſtakkels Forpagter.
9. Det folger af ſig ſelv, at Du ikke anvender Noget paa Havernes, Dammenes eller Bygningernes Vedligeholdelſe; thi Godseieren bœrer i Almindelighed, efter Forpagtningskontrakterne, Byrderne af de ſtorre Reparationer; Du maa altſaa lade de ſmaa Skader blive ſtore.
10. De Hoveripligtige anſtrœnger Du paa alle ved Lovene og Vedtaeter nogen⸗ lunde tilladelige Maader; om de gaae til Grunde, er ikke din Sag.
1x. Skulde Bortforpagteren forlange Deputat og ſcette en hoi Vard paa Dine Pro⸗ dukter, fordi de ere af hans eget Gods, og paa Grund deraf give betydelig efter i Forpagtningsvurderingen, ſaa antag kun dette. Vel vil du deſto ſnarere
Surſte Deel. L komme

Undtagelſe fra
Reglen.
8² Forpagtningen.
komme i Tvedragt og Strid med ham; men dette ſkeer ſaa alligevel under enhver Omſtandighed, iſcœr naar han boer paa Godſet; og naar Du kun er fuldkommen ſikkret ved Din Kontrakt, ſaa maa Du ikke bryde Dig noget derom. Skulde det imidlertid, iſoerr i Begyndelſen, kunne blive Dig til Skade, ſaa maa Du gaae den rette Vei, for at bringe Tieneſtefolkene, der modtage Deputatet, paa din Side.
§. 123.
Der gives viſt nok Forpagtere, hvis bekiendte perſonlige Karakteer kan tilſtrak⸗ kelig betrygge Godseieren, at de ikke ville folge ſaadanne Maximer. Ja man finder endog ſaadanne, der ere ſaa levende giennemtrœngte af Ideen om det muligſt fuld⸗ komne Avlsbrug, at de endog opoffre deres Fordeel for dette, naar de kun til dets Udovelſe have ſandſynlig Sikkerhed. Imidlertid horer dette ſidſte til Undtagelſerne, og man kan ikke vente ſelv af den redelige Mand, at han ſom Forpagter ſkulde an⸗ vende Noget paa Godſets Forbedring, ſom ikke med fuldkommen Sikkerhed blev ham erſtattet i hans Forpagtningstid. Men det, der ikke forbedrer ſig, forverres ganſke viſt, og det er derfor et ſieldent Tilfœlde, at et Gods ikke afleveres i ſlettere Tilſtand fra en Forpagter, end den, hvori han tiltraadte det.
Ganſke anderledes forholder det ſig i nogle Stater med Domaine⸗Forpagterne, hvilke have faaet deres Forpagtninger paa meget billige Vilkaar, omendſkiondt paa kort Tid, og ved Regieringens Grundſctninger ere ſikkrede, hver Gang at erholde Forlangelſe deraf, naar de opfore ſig ſom redelige Forpagtere og underkaſte ſig de nye Vurderinger, der udfardiges efter meget billige Grundſatninger, ved hvilke da oven i Kiobet tages Henſyn paa de af dem foretagne Forbedringer; ja, hvor de ved en fortrinlig Adminiſtration af deres Forpagtninger kunne erholde endnu fordeelagti⸗ gere, og kunne paa en vis Maade haabe, at disſe gaage i Arv til deres Familie. En ſaadan Generaldomaineforpagter kunde ofte betragte ſig ſom Eier, og i alle Hen⸗ ſeender handle, ſom en Saadan. Under disſe Betingelſer har det voret muligt, at Statsdomainerne, omendſkiondt med betydelige Opoffrelſer af reen Indtagt, have vedligeholdt ſig. J andre Stater derimod, hvor man uden lovlig Henſyn paa For⸗
pagternes perſonlige Karakteer, bortforpagtede Domainerne til den Hoiſtbydende, og
ſaa⸗
ſaaledes
tratter al nindte un rede ved n deres Pre
d. Beſtyrelſe ligheder Indretni Forpagte og for A lagt i 3 kunde ga og derved ningen ve wirthſcha ter eftera disſe Bet daig S for deß dringer, digſte G. at tiltra modificel
A heder, ge det t med ha

under enhber fuldkommen
Skulde det du gaage den tt, paa din
kan tilſtre⸗ a man finder muligſt fuld⸗ ekun til dets ndtagelſerne, er ſkulde an⸗ ükkerhed blev , forvarres eres ſlettere
Forpagterne, ndſtiondt paa g at erholde derkaſte ſig de ved hoilke da „hvor de ved u fordeelagti deres Familie ggi alle Heu⸗ t muligt, at ndtgt, habe inſyn paa dol⸗ ſtbydende, dg
ſaa⸗
Forpagtningen. 83
ſaaledes viſt nok drog en langt hoiere Indtagt deraf, have alle i Forpagtningskon⸗ trakter anforte Elauſuler og anordnede Kontrakter, hvilke den redelige Mand endnu mindre underkaſter ſig, ikke kunnet forhindre, at de betydeligen forvarrede ſig, og alle⸗ rede ved nu gieldende hoie Kornpriſer kiendeligen ſank i deres Indtagter, ſaavel ſom i deres Produktion.
§. 124.
Da imidlertid mange Godseiere forhindres fra ſelv at beſtyre deres Godſer, og Beſtyrelſen ved Andre, uden Herrens umiddelbare Opſigt, ofte har ſtore Vanſke⸗ ligheder og Betankeligheder, ſaa ſynes Forpagtninger at vore nodvendige; og en Indvetning, der ſaameget muligt betryggede ſaavel den Bortforpagtende, ſom Forpagteren og Godſet ſelv, vilde vore af ſterſte Vigtighed, ikke alene for Godseiere og for Agerdyrkere, men endog for det almindelige Bedſte. Eierens Formue, der er an⸗ lagt i Jorden, vilde give ſin Indtogt ved Afgivten, og den, der drev Haandteringen, kunde ganſke offre ſin Kapital til Drivten. Jorden vilde yde den hoieſte Produktion, og derved foroge ſin Kraft og Vardi fra Aar til Aar, og da virkelig giore Forpagt⸗ ningen vedholdende fordeelagtigere, end egen Beſtyrelſe. J mit Verk engl. Land⸗ wirthſchaft 2 B. 2 Afd. S. 87 har jeg giort et Forſlag, i Folge hvilket en Forpag⸗ ter efterat en Termin er udlobet, nomgcengelig kan fordre dens Forlangelſe under visſe Betingelſer, naar Eieren ikke vil affinde ſig med ham ved en pasſende og bety⸗ delig Summa, formedelſt hvilken hiin faaer en tilſtrakkelig Erſtatning for de Fordele han ved langere Dyrkning af dette Gods kunde drage af ſine Forbe⸗ dringer, ſaa at han i det mindſte ikke behover at frygte, at Godseieren uden de gyl⸗ digſte Grunde vil opſige ham, hvorved denne dog beholder det i ſin Magt, ſelv igien at tiltrade ſit Gods, naar Omſtandighederne tilraade det. Dette Forſlag kunde endnu modificeres paa forſkiellige Maader.
§. 125.
At modtage Inventariummet efter Taration, har mange Vanſtelig⸗ heder, og deri ligger ofte en ſtor Hindring for Forbedringer. Reent ud at ſel⸗ ge det til den tiltrodende Forpagter, har altid Fortrin, naar man kan blive enig med ham om Handelen; ellers ſcllger man det efter eget Tykke, og Forpagteren an⸗
2 2 ſkaffer

84 Forpagtningen. ſtaffer ſig et nht. Dog folger det af ſig ſelv, at her aldeles ikke menes ganſke korte ning Forpagtninger. Ogſaa vil den forſte Indforelſe af denne ſaa naturlige Indretning, Tia der gior alt Forſkud og Caution ufornoden, finde Vanſteligheder i de Egne, hvor det de ſ Modſatte er brugeligt. hliver §. 126. ſtamn At Forpagtere ſkulde foretage betydelige Forbedringer, ſom beſtandigen forhoie maa Landeiendommens Grundverd, kan aldeles ikke fordres; Leiligheden dertil er imidlertid ſaa ffels hyppig, og Nytten deraf ſaa erkiendt, at begge Parter maae verr tilboielige til at Zord fremme dem. Her kunde den Overenskomſt ſtee, at Eieren leverede den dertil Thi, fornodne Capital, ſom kunde beſtemmes til en vis Summa, imod at Forpagteren til⸗ ges bod ſig at forrente den med 10 Procent i hans Forpagtningstid. Ved en ſaadan Kio Forrentelſe vil Forpagteren ikke foreſlaae nogen Forbedring, om hois reelle Nytte V enf han ikke har den fuldkomneſte Overbeviisning, og den Bortforpagtende behover kun
at underſoge, om en ſaadan Forbedring ogſaa er varig. V Ved alle Reparationer, hvad enten de ere ſtore eller ſmaa, ſynes det henſigts⸗ V af A masſigſt, at Eieren betaler Materialet, men Forpagteren Arbeidslonnen. At lade Ker ſmaa Reparationer ſkee paa Forpagterens og ſtore paa den Bortforpagtendes Reg⸗ det ning, horer til de ſkadeligſte Betingelſer man kan giore. denm Sor Arvefeſtet. lda V mi H. 122. dma
Arvefaſtet. Arvefgeſtet har det Seregne, at det yder den i hvis Hander det er, en lige⸗
ſaa fri og ſikker Benyttelſe, ſom en fuldkommen Eiendom, og Jorddrotten, un⸗ V der visſe Betingelſer, en ſikker Indtaegt, der ingen Riſiko er underkaſtet og al⸗ V äfhe drig forringes. Aa Det er mere eller mindre indſkrankende, efter de derom ſluttede Kontrakter. Ind Ofte har man tilfoiet allehaande Betingelſer, hvilke uden reele Fordele, der for ſide Jorddrotten paa en anden Maade meget lettere kunde opnaaes, ere hoiſt byr⸗ b d
defulde for Arvefgeſſteren, og forringe Jordeiendommenes Vard. F. Ex. Indſtrank⸗ ning

ganſte kort Indretning, ne, hvor det
digen fothoie⸗ imidlertid ſaa bielige til at de den dertil rpagteren til⸗ den ſaadan reelle Rytte behover kun
det henſigts⸗ n. At lade gtendes Reg⸗
er, en lige⸗ ddrotten, un⸗ erkafket cg al⸗
e Kontrakter.
dele, der for dee hoiſt byt⸗ Ex. Indſtrꝛnt⸗ ning
Arvefeeſtet.
85
ning af Salg og Arveberettigelſe, i det hiint ikke finder Sted, uden Jorddrottens
Tilladelſe, og denne kun i en vis Orden.
J det ringeſte maa der i de fleſte Tilfal⸗
de for dette Samtykke betales en beſtemt ſaa kaldet Indfaſtning, og den nye Eier
bliver paa en vis Maade paa nyt forlehnet dermed.
Denne Indſkrankning, der ned⸗
ſtammer fra Lehnsſyſtemet, er ſkadelig for begge Parter og for Sagen i det Hele, maa nodvendig formindſte Jordeiendommens Vardi for Eieren, nedſette Afgiften, folgelig forringe den ſtorſt mulige Indteegt for Jorddrotten, og overhovedet giore Jordeiendommenes ſaa gavnlige fri Overgang fra een Haand til den anden vanſkelig.
Thi, naar den nye Beſidder, foruden Kiobeſnmmen og foruden det, der maae anlaeg⸗
ges i Avlingen, endnu ſkal betale en Indfaſtning, ſaa vil dette afſkrakke mangen fra
Kiobet. en forholdsmasſig forhoiet Afgift.
J de fleſte Tilfcelde betales ved Arvefgeſtningen ſtrax en vis Summa under Nav
af Arveindfaeſtning.
den agerdyrkende Klasſes Hander.
mindſke ſig derved, og enhver vil tilberegne ſig denne Kapital til hoiere Renter,
§. 128.
end de, hvortil Jorddrotten kan benytte den.
§. 129.
J Stedet for denne uvisſe Indkomſt, vil Jorddrotten ſtaae ſig bedre ved
For ſaavidt ſom denne ſikkrer Jorddrotten imod Eiendommens Forvorrrelſe og betrygger ham hans Indtagt i rette Tid, er dette nyttigt; dog kan det vel ſielden vœre raadeligt, at anſcette denne Arveindfaeſtning hoiere, end forno⸗ dent er, fordi den Afgift, ſom faaes og ydes, vil derved formindſkes iet ſtorre Forholb, iſer paa en Tid og i et Land, hvor Kapitaler ikke hyppigt ere Konkurrenternes Antal maa nodvendigt for⸗
n Indfaſtning.
Allerede for lang Tid ſiden haode man indſeet Arvefeſſternes Gavnlighed, og UrigtigFrem⸗
gangsmaade
afhgendet ſaavel Privatgodſer ſom Domainer, hele eller udparcellerede, paa denne Liar Sagen
Maade.
deleshed af alle Slags Bihenſigter, og advaret Godseiere og Regieringer derimod.
Men
Men da man gik frem uden modent Overlag, og det Skadelige og disſe forhadt. Indretninger ſtrax viiſte ſig ſom en ſtor Forurettelſe mod Jorddrotten; ſaa har man ſiden beraabende ſig paa ſaadanne feilfulde, mislykkede Exempler udſkreget dem, i Ser⸗

Afgiftens Be⸗ ſtemmelſe ef⸗.. ter Sadens eller det, ſom den kan yde, efterat alle Omkoſtninger og Forpagterens billige For⸗ Middelpriis.
86 Arvefaſtet.
Men herved, ſom ved alle andre Statsoeconomiens Gienſtande, kommer det kun an paa, at have ſig til en hsiere Standpunkt og overſkue det Hele ved Forſtan⸗ dens klarere Lys. Da vil man ikke lade ſig blende af enkelte Exempler, der for⸗ medelſt deres forulykkede Indretning giorde det Gode tvivlſomt for kortſynede Hine; men lade hine Exempler tiene ſig til Advarſel, for at undgaage lignende Feil ved en j ſig ſelv ypperlig Sag.
Man havde nemlig ikke alene brugt den ſaa uſikkre og foranderlige Maaleſtok, Penge, til Eiendommenes Vurderingz men endog efter den da endnu ſaare ufuld⸗ komne Agerdyrkningskunſt giort Indtaegtoverſlaget alt for lavt og aldeles overſeet mange Tilliggender, der ved nogen Kultur kunde bringes til en hei Indtagt. Det viſte ſig altſaa ſnart, at Kontrakterne vare ſluttede til den ſtorſte Skade for Jord⸗ drotten og til en alt for uforholdsmasſig Fordeel for Arvefgeſteren, ſaa at man og⸗ ſaa derfor i en vis Stat troede ſig berettiget til igien at ophare disſe Arvefgeſter ved et ſouveraint Magtſprog. Herved var Sagen kommet i endnu vorre Rygte, og havpde endog vakt Forpagternes Mistro imod ſig.
Imidlertid er denne Sag igien bragt i Gang i adſkillige Lande og faldet lykke⸗ lig ud, uagtet Raabet derimod. Det har i Sardeleshed viiſt ſig, at ikke alene de offentlige Kasſer, men ogſaa den almindelige Produktion, Befolkningen og Under⸗ ſaatternes Velſtand have vundet betydeligt ved udſtykkede og arvefaeſtede Domainer, og om de forſte nye Forſog af denne Slags end ikke ſkulde vare ganſke feilfri og ind⸗ rettede til den ſtorſt mulige Fordel for de offentlige Kasſer, ſaa have de dog bragt Sagen igien i Gang, og forudvirket den Overbeviisning, ſom kun Udfaldet kan give.
§. 130. Det Vaſenligſte ved denne Sag er, at man rigtig vurderer Jordvardien,
deel er fradraget, og dette ikke efter Pengenes foranderlige Vardi, men efter et be⸗ ſtemt Maal af Sad, hvis Vardiforhold til alle andre Ting fra Arilds Tid har va⸗ ret og ſtedſe vil blive ſig liigt, naar Middeltallet uddrages af langere Tid og af ſtorre Qvantiteter. Det forandrer ſig vel fra det ene Aar til det andet, og er i kort Tid endnu
enduu jLigeva beſtenm ſedvanli feſtning imod i! at uddr eller and Misvart dt vente des vild hvilke a forhoied tiggrund 3 dendt, ſikkeet. ſ.. kunde en ſis foran ti tilů Vardi,
6
Indretn
de, hp hidindti ſer, vi den aln Grunde

kommer det ed Forſtan⸗ der for⸗ nede Dine; Fell ved en
Maalcſto, ſaare ufuld⸗ les overſeet tagt. Det e for Jord⸗ at man og⸗ rvefeeſter ved Rygte, 0g
faldet lykke⸗ kke alene de Nog Ünder⸗ Domainer, eilfri og ind⸗ de dog bragt Ädfaldet kan
Jotdverdien, z billige For⸗ nefter et be⸗ did har ve⸗ id og af ſiort eri fort dü endnu
Arvefeeſtet. 87
endnu foranderligere end Pengenes Bad, men ikke i Langere Perioder, og holder ſig i Ligevagt med alle Livets ſande Fornodenheder, fordi Arbeidspriſen i Almindelighed beſtemmes derefter. Derfor bor Arvefeſteafgiften faſtſcettes til et viſt Maal af den ſaodvanligſte Sad; men denne i Almindelighed ikke betales in natura, fordi Arve⸗
feeſſtningsafgiften da vilde i eet Aar blive af hoi, iet andet af ringe Vœrdi; men der⸗
imod i Penge efter Middelpriſen i en Rad af foregagaende Aar. Dog maae man, ved
at uddrage denne Middelpriis, udelade de Aar og de Tider, hvori den ved Misvart
eller andre overordentlige Konjunkturer var ſteget meget hoit, fordi Arvefceſteren ved Misvarxt, uagtet de hoie Priſer, dog vel har havt Skade, og fordi det hverken er at vente eller onſke, at overordentlige Omſtaendigheder ſkulde vende tilbage. Saale⸗ des vilde det vore hoiſt ubilligt at beſtemme en Middelpriis efter de ſidſte ti Aar, i hvilke alle Afgroder vare middelmaadige, og hvor andre Omſtandigheder indtraf, der forhoiede Priſen; thi ſandſynligviis vilde da i de naſte enhver Arvefceſter derved gaae tilgrunde.
Imod denne Beregning af Arvefaſteafgiften efter Sedepriſen, har man ind⸗ vendt, at, da denne kun forandre ſig og ſynke, ſaa var heller ikke en vis Indkomſt ſikkret. Men den reelle Verd bliver altid den ſamme og kun den nominale forandrer ſig. Med Henſyn paa Statens Indkomſter, for hvilke man har anſeet dette farligt,
kunde en ſtor Deel af dennes Udgifter, i Henſeende til det nominelle Belob, lade
ſig forandre til beſtemt Fordeel for det Hele, f. Ex. alle Beſoldninger, hvilke da fra ti til ti Aar maatte forsges eller formindſkes efter Pengenes ſtigende eller faldende Verdi, hvorved et pasſende Udkomme mere end nu var ſikkret Enhver.
§. 131.
Arvefeſtets Fordele ere ſaa indlyſende, at der er ingen Tvivl om, at deres Indretning vil ſnart blive almindelig i vor noie regnende Tidsalder, i det ringeſte der, hvor Grundeiendommene endnnu er af betydelig Sterrelſe. Andre Jorder, ſom hidindtil have voret overladte paa uſikkre og for begge Parter byrdefuldere Betingel⸗ ſer, ville nu modificeres efter denne Arvefgeſte⸗Indretning. Denne er udenkvivl den almindelige Velſtand og det heiere Agerbrugs ſikkreſte Grundvold. Enhver Grundeier, Staten eller en privat Mand, vil kunne drage en ſikker og virkelig ufor⸗
ander⸗
Arvefaſtets
Fordele.

88 Arvefeeſtet.
anderlig Ford eel af ſin Jord, dens Vardi beſtemmes derved paa en ſaſt Maade, og Krediten derpaa kan vore fuldkommen ſikkret efter denne Vaerdi, da Afgiften ſelv kan ſœttes i Pant og Renterne umiddelbart haves, ſaa at Eiendomsretten paa en vis Maade over, tillige med Hypotheket, og uden mindſte Formalitet, er fuldkom⸗ men ſikkret. Herved vilde hos enhver Nation den ſtorſte Kapital, ſom hviler i Jor⸗ den, komme i Omlob, og enhver anden Formue erholdt tillige den ſtorſte Sikkerhed.
Godseieren nodtes nu ikke tvertimod ſin Villie og Tilboielighed, til ſelv at dyrke ſit Gods og kom ikke i Fare for at ſee det forvarret af Forpagtere paa Tid. De utallige Fortredeligheder, ſom enhver Forpagtning volder, det nodvendige Op⸗ ſyn og Kontrol og de mange Afdrag for tilfœldig Skade faldt bort.
Men hvad der endnu mere fortiener at komme i Betragtning, Agerdyrkningen vilde ſnart derved faae et nyt Sving, naar enhver, der havde Lyſt og Talent dertil, fandt Leilighed til, at drive den med en meget ringere Kapital, og dog med den Sikkerhed, ſom kun Eiendom giver. Arvefgeſteren kan handle fuldkomment ſom Eier, og alt hvad han anlaxgger i Godſet for Fremtiden, er hans; dog behover han ikke at anſtaffe Grundkapitalen, men kun billig at forrente den, og kan derfor be⸗ nytte hele ſin Formue til Driftskapitalen.
§H. 132.
Om man bor m indni aor.. Lprefte ſo Man har nu opkaſtet det indviklede Sporgsmaal: om det med Henſyn paa
eller ſmaa Stat og Almeenvel, ſaavelſom paa Agerbruget ſelv er bedſt, at oprette ſtorre eller
Arvefaſte⸗
gaarde.
mindre Arvefaſtegaarde? Dette Sporgsmaal er beſvaret meget forſkielligt, og maatte nodvendig efter dennes eller hiins forſkiellige lokale Synsmaader. J Almindelighed kan man efter min Formening beſvare det ſaaledes: Man indrette i enhver Provinds, i ethvert Diſtrikt ſaadanne Arvefgoeſtegaarde, ſom meeſt ſoges, og, hvad der er det ſamme, ſom betales dyreſt. Hvor mere formuende og mere indſigtsfulde Landmand melde ſig til ſterre Arvefeſtegaarde, der give man dem disſe, ſaaledes ſom de enſte dem, forudſat, at de ville betale dem ligeſaa dyrt, ſom de, der attraae de mindre. Men, hvor der er en ſtorre Konkurrents af Saadanne, hvilken hverke have For⸗ mue eller Sands for ſtorre Avlobrug, der give man dem ogſaa ſmaa. Efterſporg⸗ ſel efter ſtore, maadelige eller ſmaa Arvefaſſtegaarde, vil ſikkreſt viſe, hvilken Stor⸗ relſer
dre atd Landwif af hingt der j Ar findes ſe dſſe id frugtba under e frembr teen In gelig I ttagte d ſaaledes Ting,
rige Ere Fergibe vil, ne ſtemvi
T ning. dt ef end int og man
Sorf

Naade, o Afgiften ſeld lten paa en er fuldkom⸗ hoiler i Jor⸗ ſte Sikkerhed. „til ſelv at e paa Ti. dendige Op⸗
gerdyrkningen Lalent dertil, dog med den omment ſom behover han n derfot be⸗
Henſyn paa eſtorre eller gt, og maatte Almindelighed hver provinde vad der er det ulde Landmend ſon de ouſte ae de mindre. rke have For⸗
Efterſporg⸗ „hvile Eth⸗ relſer
Arvefeeſtet. 89
velſer, der er den nyttigſte i Forhold til Folkets og den agerdyrkende Klasſes Kultur⸗ tilſtand, overeensſtemmende med Jorderne og Lokaliteterne.
Striden om ſtore eller ſmaa Avlsbrugs Fortrin kan ingenlunde afgisres, med min⸗ dre at Lokaliteten beſtemmes. Enhver hari Almindelighed ſit ſceregne, ſom jeg i mit engl. Landwirthſchaft 2 B. 2 Afd. Pag. 91 o. f. har forſegt kortelig at ſtille ved Siden af hinanden. Men jeg tilſtaaer, efter min nœrvorende Overbeviisning, at jeg der i Almindelighed har indrsmmet de ſtore Avlsbrug alt for meget. Hvor der findes ſand Arbeidſomhed og forholdsmasſig Formue blant demindre Lodseiere, og hvor diſſe i deres Haandtering ere uindſtreenkede og forreſten ikke alt for betyngede, der vil en frugtbar Grund ved ſmaa Elere, hvilke bearbeide den med egne Hander eller dog under eget uafbrudt Opſyn, kunne ikke alene— ſom nogle maaſtee indreomme— frembringe mere, men ogſaa— hvad man ſnarere vil bencegte— give en ſtorre reen Indtagt. Den Frygt, at alle Produkterne ville her igien fortœrres, og at fol⸗ gelig Intet blev ſolgt, er ganſke ugrundet, og kan kun varre opſtaaet ved at be⸗ tragte de i visſe Egne ſaa elendige Bonde⸗Avlsbrug, der af ganſke andre Aarſager ere ſaaledes beſkafne. Raar ſmaa Arvefaſtere kunne betale deres Afgivt, indkiobe ſaa mange Ting, leve vel paa deres Viis, og endda have noget tilovers, hvorpaa vi ſee tal⸗ rige Exempler i mange Egne, hvis Grund ingenlunde udmerrker ſig ved ſcerdeles Frugtbarhed— ſaa mage de jo nodvendig have Noget at ſœlge, og dette Overſkud vil, naar man noie underſoger Sagen, overgaae det, ſom ſtore Godſer kunne fremviſe af et lige Areal.
Dog maa man herved tage Henſyn paa enhver Egns Kulturtilſtand og Befolk⸗ ning. J ſpagtbefolkede Diſtrikter, der ere langt tilbage i Kulturen, hvor Arbei⸗ det er forholdsmassſigt langt dyrere end Jorden, og hvor derfor et mere extenſivt end intenſivt Jordbrug finder Sted, kan det Hele ikke dyrkes ved ſmaa Avlsbrug, og man vilde hindre de ſtorres Drivt, naar man unddrog dem Arbeiderne derved,
Forſte Deel. M 3t 2.2

90 Arvefeſtet.
at man indkommede diſſe alle ſmaa Pletter, hvoraf de i al Fald blot ved noget andet Arbeide kunde erngœre ſig. Her bor man kun lidt efter lidt gage over til ſmaa Ud⸗ parcelleringer, efterſom Folkemangden tiltager og arbeidende Hander tilbyde ſig. Det er derfor en feilfuld Indretning, hvis Felger man tungt har folt, naar man i en vis Stat beſtemte, at Enhver, ſom en Godseier gav Huus, ogſaa ſkulde tilde⸗
les et Stykke Jord paa omtrent 4 Tonder Land.—
Ved de ſtorre Privatgodſers Udparcellering, og Overdragelſe paa Arvefceſte, gior man deſto bedre i, at henſtille den Maade, hvorpaa de ſkulle deles, til Eieren ſelv, fordi den, der er ham fordeelagtigſt, og ſaa vil vare det for det almeene Vel. Bed Domainerne maa man vel hiſt og her tage ſorſkilte Henſyn.
§. 133.
Eierne af ſtore Jordegodſer, hvilke anſaae disſe og deres dem temmeligt byr⸗ defulde Adminiſtration, ſom Kilden til deres Indkomſter og derfor maatte drive dem, erholde ved dette Arvefgeſteſyſtem fuldkommen Sikkerhed for deres Indtcegt, og befries derved fra denne Byrde og Bekymring. Hvo der hidindtil har befattet ſig med deres Dyrkning af Tilbsielighed og med Fornoielſe, maa dog altid befrygte, at denne Tilbsielighed ikke gaaer i Arv til hans Born, og at altſaa hans Indret⸗ ninger ville hendse med ham. Naar han lagger ſin Plan med Henſyn poa en hen⸗ ſigtsmasſig Parcellering og Arvefcxſtning, forelobigen anordner Markernes Indde⸗ ling og Gaardenes Opbygning, ſaa vil dette tilbyde hans Virkſomhed og Indſig⸗ ter Stof nok. En ſaadan Forberedelſe, der overmaade meget letter de tilkommende Arvefceſtere Sagen, og hvorved man kan give dem en Tegning ihande af det de ſkulle erholde, vil drage dem hid i Mengde. Der behoves kun et Forſkud, maa⸗ ſkee tit at opfsre de forſte Gaarde. Ved Salg eller ved Indfaſtning af disſe, kunne de andre indrettes og ſaa fremdeles. Den Godseier, der har Raadighed oder
——
overen Bygrin dg beſid ſev en ſette de oeconor Og, na virkſom gg tilby end der Naſt i Penſte vemoſer maaſkee gz disſe Aolobr
d ſtulde mere d felde ſernes tagt ligeho godſer

noget andet ſmaa Ud⸗ ilbyde ſig. ar man i ſtulde tilde⸗
Arvefaſte, 3, til Eieren almeem Vel.
meligt byr⸗ naatte drive es Indtagt, har befattet tid beftygte, ans Indret⸗ poa en hen⸗ kernes Indde⸗ d og Indſig⸗ etilkommende de af det de eeſtud, man⸗ ing af dioſe, ar Raadighed ober
Arvefeeſtet. 91
over en Capital, vil altid lettere og med feerre Omkoſtninger kunne fuldfore en ſaadan
Bygning, end den tiltredende Arvefaeſter, fordi han langere kan forberede den,
og beſidder mere Kundſtab derom.⸗ Det vil altid vore giorligt, at beholde for ſig
ſelv en velbe liggende og udmarket ſtorre Gaard i Nabolauget af Hovedgaarden, at
ſctte denne i Forbindelſe med Have⸗ og Lyſtanlag, og derpaa at fremſtille deu land⸗ oeconomiſke Haandtering i ſin heieſte Skionhed, i ſin ſeregne Unde og Symmetrie. Og, naar han ſaaledes har omgivet ſit Landſade med venlige Bopale for frie og virkſomme Menneſker, hvis Marker ſikkert om kort Tid ſtaae i ulige hoiere Kultur og tilbyde den ſtorſte Mangfoldighed, ſaa vil dette give ham en langt ſtionnere Udſigt, end den noverſeelige Flade af den forhenvarrende Herregaards⸗ og Bondemark. Naſt efter det Agerbrug, der paa den Gaard han beholder tilbage indrettes til Menſter, vil Bedligeholdelſen, Inddelingen og Anlagget af Skove, Damme, Tor⸗ vemoſer, Kalk⸗ og Teglbranderier, maaſkee endnu andre forbeholdte Tilliggender, maaſkee Drivt og Indretning af tekniſte Haandteringer tilfulde kunne beſkaftige ham; og disſes Beſtyrelſe kan dog nu lettere overdrages til Andre, end Godſets forrige ſtore
Avlsbrug.
Langt fra, at den Bekymring ſkulde verre grundet, at dette Arvefeſteſyſtem ſkulde frembringe de adelige, iſcer de gamle Familiers Hdelceggelſe, er jeg meget mere overbeviſt, at det vil befordre deres Vedligeholdelſe, ja, at det i mange Til⸗ fœlde endnu alene gier denne mulig. Den beſtemte Vardi, den ſikkre Rente, God⸗ ſernes upaatvivlelige Kredit, den rigtige Beregning, ſom man kan giore over Ind⸗ tœgt og Udgivt, og ſom paa ingen Sider lader befrygte Tab, maae ſikkrere vedli⸗ ligeholde mange Familiers Velſtand, og igien have andres allerede ſiunkne. Stam⸗ godſer kunne jo, om man vil, ligeſag godt beſtaae derved.
M 2§. 134.

92 Arvefaſtet.
§. 134.
Lordern behe Hvad Statsdomainerne angaae, da er den Fordeel ſom vindes, blot ved at beſpare Adminiſtrations⸗Omkoſtningerne, Bygningsudgivter, Skadeserſtatninger og Eftergivelſer indlyſende. Om end ei den tilkommende Afgivt overgik den neer⸗ vorende Tidforpagtning, maa herved den rene Fordeel allerede betydeligt for⸗ oges; men langt meer vil Staten middelbart vinde ved den hoiere Kultur, Produktion og Befolkning.

blot ved at datninger og den nar⸗ etydeligt for⸗
iie Fu, b Andet Hovedſtykke.
—=-—————
Oekonomie
eller
/
Leeren om Avlsbrugets henſigtsmesſige Forhold, om 3 dets Indretning og Beſtyrelſe.

V
9 rdet
am b V ſtode Gr uatſann Skrivte men kun Huusda ““ in, n . hint Or
derbed
V dpnaaes Oecond relſe, Skriben Neuing
derved! pleie at Anvende om det 8 b denne d ſom lan

Arbeidet i Almindelighed.
O rdet Oekonomie, er blevet brugt i mangfoldige Betydninger, og tilſidſt af de Ordets Be⸗
Tydſke i en meget urigtig. Efter dets Etymologie og oprindelige Betydning for⸗ ſtode Grokerne derved, Indretningen og Beſtyrelſen af Huus⸗ og Familievgaſſenet, altſaa netop det ſamme, ſom vi kalde Huusholdning. Xenophon handler i ſit Skrivt om Oekonomien om huuslige Forhold, om Huusfolkenes gienſidige Pligter, men kun i forbigaaende om Agerdyrkningen, for ſaavidt denne har Indflydelſe paa Huusvaſenet. Han og flere Graker brugte ellers aldrig dette Ord om Agerdyrk⸗ ning, men betiente ſig dertil af Ordene Georgia eller Geoponia. Romerne toge hiint Ord i en meer omfattende og ſaare forſkiellig Betydning. De forſtode nemlig derved Jagttagelſen af de rigtigſte Forhold, hvorved Henſigten af en Ting kunde opnaaes, Dispoſitionen, Planen, Inddelingen af ethvert Vark. Eicero ſiger: deconomia causae, oeconomia orationis, og forſtaaer derved en Retſags Fo⸗ relſe, en Tales⸗Dispoſition, i hvilken Bemarkelſe det ogſaa er taget af nogle nye Skribenter, der tale om Oekonomien i et Skueſpil, et Digt. J hiin Romernes Mening er dette Ord ogſaa taget af alle andre Nationers Skribenter, og de forſtaae derved blot de enkelte Deles Forhold indbyrdes og til det Hele, det ſamme, ſom vi pleie at kalde Organiſation, og Ordet erholder kun en virkelig Betydning ved dets Anvendelſe paa en anden Gienſtand. Saaledes taler man om Naturens Oekonomie, om det dyriſke Legemes, om Statens og viſt nok ogſaa om en Haandterings, hvor denne dog maa navnes, naar det ikke af Sammenhangen forſtaaes af ſig ſelv. Der⸗
ſom landoekonomiſke Indretninger ſkulle forſtaaes derved, ſaa ſiger Franſkmanden: 0ECO-

96 Arbeidet i Almindelighed.
oeconomie rurale, Engellenderen: rurale economy, dog forſtaae disſe aldrig derved den virkelige Udsvelſe, den egentlig Agerdyrknings⸗Ast, men kun Agerbru⸗ gets Inddeling og Forhold. Kun i de Tider, da man i Tydſkland troede at kunne forhoie enhver Videnſkabs Vardighed ved et latinſt eller graſk Ord, og detiente ſig der⸗ for iſcer deraf til Bogtitler, have nogle Skribenter begyndt ikke alene at kalde Lœren om Agerdyrkningen, men Agerdyrkningen ſelv, Oekonomie, og dette Ord er af mange udelukkende brugt alene i denne Bemarkelſe. Saaledes har Benekendorf betitlet ſit vidtloftige Vark deconomia forensis, efter hvilken Tittel man ſkulde vente et Verk om Retspleiens og Domſtolenes Indretning. Derefter have da og⸗ ſaa de, hvilke formene at drive Agerdyrkning noget mere udſtrakt og kunſtmassſigt, kaldet ſig Oekonomer, og endelig kalder Enhver ſig ſaaledes, ſom er anſat til at drive paa Plovfolkene, uagtet han ikke har det ringeſte Begreb om Avlsbrugets rig⸗ tige Forhold.
Men dette Ord er endnu taget i en anden ligeſaa fremmed Betydning. Fordi det nemlig er det Baſentligſte ved en god Oekonomie, at opnaae Oiemedet af ethvert Foretagende med ſaa ringe Omkoſtning ſom muligt, ſaa har man forſt der⸗ ved forſtaaet Sparſomhed i Almindelighed, derneeſt Pengeſparſomhed, og kalder vel endog Gierrighed, om ogſaa denne ganſke forfeiler ſin Henſigt, Oekonomie; og der⸗ for har man undertiden kaldt den en god Oekonom, der anvendte Intet paa ſit Avlsbrug, men ndmagrede det.
Ogſaa kalder man Oekonomie Indtagters og Udgivters Beſorgelſe, og den, til hvem denne, iſer af geiſtlige Corporationer, er overdraget, Dekonomen.
Vi vende tilbage til Ordets latinſke Betydning, og forſtaae ved Oekonomie, med Henſyn paa Lerren om Avlsbruget, Laren om de henſigtsmasſigſte Forhold, og om de Krafters Styrelſe og Anvendelſe, ved hvilke Produktionen fornemmelig frem⸗ bringes, og derfor handler dette Hovedſtykke om de arbeidende Krafters Anordning, Vedligeholdelſe og Styrelſe, om Qvagbeſctningens, eller rettere, om Foringens og Giedningens Forhold til Agerdyrkningen, om de derpaa grundede Markinddelin⸗ ger eller Aplingsſyſtemer med Henſyn paa den Opnaaelſe af Haandteringens Biemed, der under alle Omſtandigheder er den fuldkomneſte, nemlig den ſtorſt mulige vedva⸗
* † rende
rende t Fremla
—
det nyd Betrog⸗ Pelſtan beidet, des pac
giver J drages
tapoliti den ha⸗ betrag
En
3 Nate de, ſo de den verne fatted
Lor

disſe aldig eun Agerbru⸗ vede at kunne etiente ſig der⸗ at kalde Laren te Oid er af Benekendorf l man ſkulde have da og⸗ kunſtmasſigt, anſat til at loorugets rig⸗
d Betydning. Diemedet af man förſt der⸗ og kalder vel nomie; og der⸗ Intet paa ſit
ee, og den, til gen.
d Oekonomie, iſte Forhold, c tnewmelig frem⸗ ftes Arordning om Foringens Narkinddelin ingens Diemed, t mutige vhhi⸗ rende
Arbeidet i Almindelighed. 97
rende rene Indteegt af hele Avlsbruget; endelig om Avlingens Beſtyrelſe og dennes Fremlaggelſe i Boger og Regninger. 1
Arbeidet i Almindelighed.
§. 134.
Det er ved Arbeidet, at Menneſket erhverver og har erhvervet alt det, ſom Arbeide, Kil⸗ det nyder. Hvad Jorden yder uden Arbeide, er ſaare lidet, og kan kun komme i Len eaede Betragtning ved en nomadiſk Levemaade. Alle Levnetsmidler, alle Nydelſer, al Velſtand og Rigdom, ſelv den Capital, ſom er nodvendig til at tilveiebringe Ar⸗ beidet, ſkylde vi det. Ved Mangden og Beſkaffenheden af det Arbeide, der anven⸗
des paa en Ting, beſtemmes dens Vardi eller dens naturlige Priis. §. 136. Dog udfordrer Arbeidet et Material, hvorpaa det udsves. Dette Material giver Naturen til Agerdyrkningen i Jorden og af det Produkt, der ved Arbeide ud⸗ drages af Jorden, leveres Materialet, der anvendes ved ethvert andet Arbeide.
§. 137. Det er vel altſaa ikke ganſke og ubetinget rigtigt, naar man i den nyere Me⸗SHvorvidt Jor⸗ tapolitik udleder Nationens hele Formue og Indkomſt ene og alene af Arbeidet. Jor⸗ n u har den har en betydelig Deel deri. Men paa den anden Side gaae de forvidt, der
betragte Jorden ſom den eneſte Kilde til al Indkomſt.
En Nation, ſom beboer en meget frugtbar Grund, kunde meget lettere heeve ſig til en hei Grad af Velſtand, end en anden; men ofte var vel netop Jordens og Klimatets Frugt⸗
barhed Aarſagen, hvorfor den ikke vilde.
§. 138.
Uden Arbeide bœrer Jorden Intet, og ved Arbeidet faaer den forſt ſin Vard. Farſt ved Ar⸗ beide, faaer
Nationernes Barndom tog derfor Enhver for Intet den Jord, han vilde bearbei⸗ Zo den Vardt. de, fordi der den Gang endnu vare faa arbeidende Krafter. Da man lœrte at kien⸗ de den Vard, ſom den ved Arbeide var i Stand til at erholde, tilegnede Magtha⸗ verne ſig den, og ſatte en Priis derpaa. Denne var meget ringe, ſaalcenge man fattedes Arbeidskraft og den Kunſt at anvende den paa en henſigtmasſig Maade. Efter⸗
Forſte Deel⸗ N haan⸗

98 Arbeidet i Almindelighed. haanden ſom begge toge til, ſteg Jordens Priis, men tillige med denne Arbeidspri⸗ ſen; og folgelig blev ogſaa det ved begge fremkomne Produkt dyrere. 6 §. 139. felde ki Forholdet Derfor er der i kultiverede og folkerige Lande opſtaaet et varigt Forhold eller zens Di ween Prie Ligevqgt imellem Jordernes Priis ſamt Arbeidets og Produkternes, beregnet efter beidskra Middeltallet af flere Aar, hvilket, om det end ved tilfeldige Omſtaendigheder for⸗ ike allen ſtyrres, dog ſnart igien bringes i Orden. tal tilor §. 140. hiober n Imidlertid er dette Forhold ikke overalt det ſamme, men retter ſig efter Jor⸗ heider, dens Qvantitet og Qvalitet, i Forhold til de arbeidende Krafter, til de videnſkabe⸗ Forſtud lige Kundſkaber, og til den for Agerbruget beſtemte Drivtscapital. Jorden ſtaaer i V 3 lav Priis, hvor der fattes arbeidende Krafter, videnſkabelige Kundſkaber og Capi⸗ Hbotr taler, og der ſtaaer de Sidſtes Priis hoi, imod den Forſtes. Naar derimod i en Fordeel folkerig Stat de arbeidende Krafter, Kundſkaberne, og de til disſes Tilveiebrin⸗ ddringso gelſe og Forudbetaling nodvendige Capitaler have foroget ſig, ſaa ſtiger Jordens Antag Vardii Forhold til hine. rentede §. 141. 39 Hernaa peun Dette Arbeidspriſens Forhold imod Jordens Priis bidrager meget til at grund⸗ b Fortrin, der fceſte de forſkiellige Dyrkningsſyſtemer. Man kan i deres Yderlighed kalde disſe det teNſca extenſive og intenſive Agerdorkningsſyſtem. b ver nienäge Hvor Jorden nemlig er godt Kiob, men Arbeidet derimod dyrt, der maae de man beſtrabe ſig for, at frembringe en vis Masſa af Produkter paa en ſtor Flade, gant men med ſaa ringe Arbeide, ſom muligt. Hvor derimod Jordens Priis er hoi, men hvor Arbeidet tilbydes i tilſtrekkelig Manngde og til billige Priſer, der maae man, nyite! paa et mindre Areal, ſtraœbe at frembringe den ſamme Vardi af Produkter— hvil⸗ 8* ket vel altid er muligt— ved en foroget Anvendelſe af Arbeide. 3 des, Der er Egne i Amerita, hvor man kiober en Ager god Jord for en Arbeidsdags Priis. J ögſt
Belgien, i Engeland og i nogle Diſtrikter af Italien kan man neppe fage et ligeſaa ſtort Stykke Jord i aarlig Forpagtning for Priſen af 80 Arbeidsdage.

Arbeidet i Almindelighed. 99
Irbeidspi§. 142 Hvo der vil drive Agerdyrkning med en beſtemt Capital, bor i det forſte Til⸗Narmere Be⸗ falde kiobe et meget ſtort Areal, om han endog kun beholder lidt tilovers til Avlin— krutnne
dorhold ellet gens Drivt. Han maa drive extenſivt Agerbrug, med ſaa ringe Anvendelſe af Ar⸗ hvorunder
beregnet efter man bor val⸗
digheder for⸗
g efter Jor⸗ e videnſtabe⸗ orden ſtaaer i ber og Capi⸗ derimod i en Tilveiebrin⸗ ger Jordens
til at grund⸗ kalde disſe det
tt, der maat en ſtor Flade, is er hoi, men der mage man, dukter= hvi
ags Prit. 5 e tt ligeſza fet
Fur
beidskraft, ſom muligt. J det andet Tilfœlde derimod bor han kisbe et lille Areal, ge den Ene el⸗ ler den Anden⸗
ibke alleneſte fordi Jorden er dyr, men ogſaa fordi han maa beholde en ſtorre Capi⸗ tal tilovers til at betale det forsgede Arbeide, der ſkal anvendes. J hiint Tilfalde kisber man ofte Godſer, hvor Hoveriet alene er tilſtrokkeligt til de nodvendige Ar⸗ beider, og hvor derfor, naar Inventariummet eengang er tilſtede, kun et ubetydeligt Forſkud i rede Penge behoves til Avlingsdrivten.
Jo lettere Kiob Jorden er, jo mindre tilraadelige blive da Forbedringsarbeider. Hvor man kan kiobe en Ager Jord til 15 Rigsdaler og drager deraf 2 Rdlr. rene Fordeel, vilde det maaſkee vorre ufordeelagtigt derpaa at anvende 15 Rdlr. iForbe⸗ dringsomkoſtninger, f. Ex. ved Mergling, om den endog derved gav den dobbelte Indtegt, fordi man for disſe Omkeſtninger kunde kiobe endnn een Ager, der for⸗ rentede ſig ligeſaa ſterkt, ſom de paa hiin anvendte Forbedringsomkoſtninger.
Jeg ſiger maaſkee, thi der gives dog mange Forhold, hvorunder det vilde vorre fordeelagtigere, at forbedre en Ager eller et Gods, ſom man allerede eier, med de Omkoſtninger, hvor⸗
for man kunde kiobe et andet. §. 143.
Naar Agerjorden er dyr, blive ogſaa derved Produkterne noget koſtbarere, dog ofte kun i et ringe Forhold. Men Ageren er ikke altid dyr, om endog Produk⸗ terne ere det, fordi man af Mangel paa Krafter eller Kundſkaber ikke forſtaager at be⸗ nytte hiin og tilſtrakkeligt at frembringe disſe. J hiint Tilfcelde bor man anvende ſaamegen Anſtrangelſe, ſom muligt, paa Produktionen; i dette ber man vel over⸗ veie, em man anvender ſin Capital fordeelagtigſt, enten til at kiobe mere Jord, eller
ogſaa til at bearbeide den bedre. §. 144. Omendſtiondt Extremerne af Jord til meget let Kiob og meget dyr Arbeids⸗ lon, eller af dyr Jord og lav Arbeidspriis, ſielden eller aldrig forekomme i Tydſt⸗ land, ſaa findes dog mange Gradationer af dette Forhold i forſkiellige Provindſer og N 2 Di⸗

100 Arbeidet i Almindelighed.
Diſtrikter, hvilke man ved Avlsbrugets Indretning noie bor overveie, for derefter
at kunne beſtemme ſig til et mere eller mindre intenſivt Avlingsſyſtem. Hiſt vil Kobbeldrivt med lang Hvile og Giodning, ſom falder paa Greesgangene, ſpare me⸗ get Arbeide; her vil en aarlig Frugtvexel med Foderdyrkning og Staldforing fordeelagti⸗ der⸗ foroge Arbeidet, og uagtet de ſtorre Omkoſtninger betydeligt foroge den rene Indtegt.
§. 145. Om Arbeids⸗ Det er i nogen Tid blevet en almindelig Klage imellem Landmandene, at Ar⸗ wunener e beidernes og Tieneſtefolkenes Lon er ſteget ſaa overmaade meget, og man anſeer dette
get. cx
for et ſtort Onde. Mange anſee dette ſom Aarſagen til de forhoiede Sœdpriſer. J de Egne, hvor Hoveriet er tildeels ophœvet, ſoger man igien Aarſagen til den ſtegne
Arbeidslon i denne Ophavelſe. Men det er meget mere Levnetsmidlernes ſtegne
Priis, tillige med den derved virkede Opmuntring til ſtorre Produktion, hvilken har maattet forhoie Arbeidslonnen efter Pengepriſerne, og ved Hoveriets Ophavelſe er meget mere de arbeidende Menneſkers Virkſomhed forsget, og folgelig Summen af det forrettede Arbeide forſtorret, hvorfor dette ſnarere maa virke til Arbeidslonnens Forringelſe.
§. 146.
Men hiin Klage er, ſom ofteſt, ganſke ugrundet, og Arbeidsprifens For⸗ dyrelſe er kun nominel, aldeles ikke reel, da Pengenes Vardi nemlig har forringet ſig mod den af alle andro Ting; men Priſen derimod paa alt det Svrige, iſer paa Saden, ſtaaer fordeelagtigere mod Arbeidspriſen end forhen.
Man maae adſkille vel de Aarſager, hvilke, naar man regner efter Penge, virke paa Arbeidslonnens Stigen eller Falden. De ere folgende:
Hvor ved Ar⸗ 1) Priſerne paa Livets Fornodenheder. Arbeideren maa nodvendigviis Hand anda fortiene ſaameget, at hanog i det ringeſte end een Perſon eller to Born kunne leve der. Den er deraf, og paa ſaadan Maade, at de ikke tabe Krafterne og Helbred, og at de tillige 4 rre deraf kunne opdrage deres Born. Harsde de hidindtil ikke havt mere end dette Nod⸗
i et viſt For⸗ Peiin du torftige, og Livets Fornodenheder nu ſtege, uden at Arbeidslonnen forhoiedes, ſaa netsmidlerne⸗vilde de ſnart blive ſaa elendige og fattige, at de bleve uduelige, ikke kunde opdrage deres Born friſke og ſunde, og ſaaledes vilde ſnart deres Antal formindſke ſig ſaameget, at de faa nu Tilbageblevne kunde fordre en deſto ſtorre Lon. Der maa altſaa nodven⸗
digen
digen h og dette ſanrt iji
G hold tit hove tit ſaaledes maa fal aarlg a Niddel det No Sands til denn forledes
higen fo
rere
drage d dog hos dar gar
beidsle
Tingen
Nasſe fiondt
der hat tigt m deres
gſan

for dereſter
n, ſpare me⸗ no fordeelagti⸗ rene Indtogt.
dene, at Ar⸗ anſeer dette dpriſer. J l den ſtegne lernes ſtegne
hvilken har Opheevelſe er Summen af beidslonnens
prifens For⸗ har forringet e, iſer paa
efter Penge,
nodvendigbüs rn kunne lere „ at de tillige ad dette Rod⸗ ceiedes, ſaa opdrage deres ſanneget, al altſaa nedden⸗ digen
Arbeidet i Almindelighed. 101
digen blive et viſt Forhold imellem Priſen paa Levnetsmidlerne og Arbeidslonnen, og dette Forhold kan kun paa en kort Tid og altid til Skade ophaves, men kommer ſnayt igien af ſig ſelv i Ligevagt.
Stiger Arbeidslonnen i en Egn af een af de andte Aarſager over ſit For⸗ hold til Levnetsmidlerne; ſaa fortiene folgelig Arbeiderne meer, end de be⸗ hove til Nodtorft, ſaa ville de tidligere gifte ſig, avle og opdrage flere Born, og
ſaaledes vil denne Klasſe og de Arbeidſogendes Antal foroges, hvorved Lonnen igien
maa falde.
Imidlertid folger denne Virkning ikke hurtigt, og retter ſig ikke efter den aarlig afvexlende Kornpriis, men kun efter det i en lang Rakke af Aar udfundne Middeltal. En pludſelig Dalen af Levnetsmidlernes Priis kan meget mere fremvirke det Modſatte, da ſaadanne Arbeidere, hvilke kun kiende Nodtorftighed og ikke have Sands for Beſparelſe, kunne nu i tre Dage fortiene ſaameget, ſom er tilſtrekkeligt til denne Nodtorft, og hvortil for udfordredes fem Dages Arbeide. De ville nu let forledes til kun at arbeide tre Dage om Ugen, hvorved Arbeidet i det Hele betyde⸗ ligen formindſtes og hvoraf folger, at den der behover det, maa betale det deſto dy⸗ rere. Men ogſaa dette er kun forbigaaende, fordi dog flere Menneſker fodes og drage derhen, hvor der er ſtorre Fortieneſte; og med den ſtorre Fortieneſte vaagner dog hos de Fleſte det Onſke, at fortiene endnu mere og at ſpare noget, hvilket for var ganſke undertrykt ved Umuligheden af at kunne tilfredsſtille det.
J alle Egne, der ikke ere aldeles blottede for Menneſker, retter altſaa Ar⸗ beidslonnen ſig i Almindelighed efter Priſen paa Levnetsmidlerne, og man vil efter Tingenes ſoœdvanlige Lob neſſten allevegne og til alle Tider kunne have den ſamme Masſe af naturligt(ei ved Kunſt tilveiebragt) Arbeide for 1 Tonde Sad, omend⸗ fkiondt Nominal, eller Pengepriſen er meget forſkiellig.
For at Arbeidernes Tilſtand kan blive den ſamme, handler den Landmand, der har anſat det nodvendige Antal arbeidende Familier paa ſin Eiendom, baade rig⸗ tigt mod ſig ſelv, og billigt mod disſe, ſom overlader dem, i Stedet for en Deel af deres Pengelon, de dem nodvendige Levnetsmidler til en faſtſtaaende Priis, eller ogſaa forhoier og formindſter deres Lon i Penge, efter det Forhold, hvortil han
ſœlger
..

Antagelſe af
102 Arbeidet I Almindelighed.
ſolger dem disſe Fornodenheder, forudſat, at han har forſikkret ſig disſe Menneſkers Arbeide til enhver Tid. Om Staten endog vil ved Politieanordninger beſtemme Ar⸗ beids⸗ og Folkelonnen— hvoraf Rytten er meget uvis— ſaa maatte det ikke vœre efter Penge, men efter det almindeligſte Levnetsmiddels, Rugens Priis.
Naar en Arbeider ſkal kunne erncere ſig, vedligeholde tilſtraœkkelig Kraft, og
en idealſe tillige kunne opfode to Born, ſaa maa han i 9 Arbeidsdage ved ſimpelt Arbeide, uden
Mynt, eller
en anden Anſtrangelſe, kunne fortiene omtrent 3 Skiepper Rug, hvorved antages, at hans Maaleſtok for Kone ſelv fortiener ſin Underholdning. Faae Dagarbeiderne end hiſt og her mindre,
Tingenes Vardi.
i Sardeleshed ſiden Sadpriſerne ere ſtegne ſaa betydeligt, ſaa har man tilſtaaet dem andre Fordele, ſom have giort det muligt for dem at ernerre ſig, hvilke man viſt nok ber beregne, naar man taler om Arbeidsomkoſtningerne. Jeg antager derfor † Skieppe Rug, ſom den ringeſte Betaling for en Mands ſadvanlige Dagarbeide. Og da Arbeidets og Sadens Priis giver et langt varigere Forhold, der til alle Ti⸗ der og Steder bliver ſig ſelv mere ligt ved Avlingsberegningerne, end Pengenes for⸗ anderlige Vaœrd, ſaa antage vi denne Priis paa et Dagarbeide, eller en tredie Deel af en Skieppe Rug, ſom en idealſk Mynt ved vore Avlingsberegninger, og betegne den med et †k.
Naar man vil reducere denne idealſke Mynt til Penge, ſaa maa man udfinde Middelpriſen paa en Tonde Rug for omtrent 10 Aar i ſin Provinds eller Diſtrikt. Gielder f. Ex.
1I Tonde Rug 3 Rbdlr., ſaa er 1 ℛ 2 Mk.⸗Sk.
1 v 2 10 2 4 1 †f† 2 8 ⸗ 1 2 3 12 2 2 1 † 3 2 2 2 1 2 2 16 2 2 1 82— 4 2 3 2
Da Arbeidslonnen og Forterringen udgiore de vigtigſte Artikler i ethvert Avls⸗ brugs Regnſkab, ſaa ville de abſtracte og hypothetiſke Beregninger, ſom vi have over Forholdene ved Avlsbruget i Almindelighed verre gyldigere og mere pasſende, end naar vi derved betiene os af Penge, hvilke beſtandigt kun angive den nominelle, ikke den reele Priis paa en Ting.
§. 148.
2 ntte ef heidölon Ekade, gede B Landma ſtrie for en hoier
G m faſt Arbeide Her ka en ſtor
ſamles!
ge Aola
iilbyde V tes Lon a der tn fr
vagt n V hoiet! tt for
lennen dan ſi hever, paa de ilke be

Menneſterz ſtemme Ar⸗ et ikke vare
Kraft, og lrbeide, uden 6, at hans her mindre, ilſtaaet dem man viſt nok ager derfor Dagarbeide, r til alle Ti⸗ engenes for⸗ en tredie gringer, og
man udfinde ger Diſtrikt.
jethbert Als⸗ „ſom vi habe eere pabſende, en nominell,
§. 148.
Arbeidet i Almindelighed. 103
§. 148.
2) Naringsveienes Forsgelſe eller Formindſkelſe. Naar der ſporgesgeringsveie⸗
mere efter Arbeiderne, ſoge disſe naturligvlis at drive deres Lon i Veiret, og Ar⸗ beidslonnen ſtiger i hele Egnen. Den af denne Aarſag ſtegne Arbeidslon er uden Skade, ja endog fordeelagtig for Landmanden. Den er en Folge af Egnens fors⸗ gede Velſtand, og tillige dennes Aarſag, maaſkee forbunden med ſtorre Udlaeg for Landmanden, men i Almindelighed med endnn ſtorre Fordeel. Thi den ved Indu⸗ ſtrie forogede Velſtand fremvirker ſikkert Produkternes hyppigere Efterſporgſel og en hoiere Priis derpaa.
En Undtagelſe er det dog, naar Arbeidernes hyppige Sogen ikke hidrorer fra en faſt grundet Induſtrie og reel Velſtand, men fra et forbigaaende Foretagende eller Arbeide, f. Ex. fra et betydeligt Chauſſee⸗Anleg, en Kanals Gravning o. ſ. v. Her kan en pludſelig Stigen af Arbeidslonnen blive ſtkadelig og ſœotte Landmanden i en ſtor Forlegenhed, hvorfor Folkene til ſaadanne offentlige Arbeider aldrig bor ſamles blot fra Nabolauget, men fra fiernere Egne, ſaafremt Regieringen ikke vil brin⸗ ge Avlsbruget i en ſaadan Egn i Forvirring.
Naar derimod Naringsveien aftager i et Land, og Arbeide ſoges mindre, ſaa tilbyde flere Arbeidere deres Tieneſte, end man kan bruge, og man formindſker de⸗ res Lon. Men den ſynkende Arbeidslon er her Beviſet paa den dalende Induſtrie, og det nœre Varſel om dens Forfald og om Forarmelſe, folgelig aldeles ikke fordeelag⸗ tig for Landmanden.
Da imidlertid Antallet paa de Arbeidſogende ſnart pleier at ſette ſig i Lige⸗ vagt med dem der ſoge efter Arbeidere, fordi der ved Forogelſe af de ſidſte og ved for⸗ hoiet Lon ſnart indfinde ſig flere, men de arbeidende Menneſker, naar Lonnen altfor me⸗ get formindſkes, enten begive ſig bort eller gaae til Grunde; ſaa forandrer Arbeids⸗ lonnen ſig kun, medens Induſtrien er i Stigen eller Falden. Bliver den ſtagende paa ſin Punkt, ſaa ville netop ſaamange Arbeidere have indfundet ſig, ſom man be⸗ hsver, og Arbeidslonnen er— iſer naar man ikke ſeer paa den nominelle, men paa den reele Prijs, eller paa dens Forhold til Produkternes Vaerdi— aldeles ikke beſtandig hoiere i ſaadanne Egne, hvor ſtor Induſtrie herſker, eller ringe, hvor
denne
nes Forogelſe eller For⸗ mindſkelſe.

104 Arbeidet i Almindeligheb.
denne ganſke fattes. Fortieneſte har i enhver Egn frembragt arbeidende Menneſter nok, derimod lod Mangel af Fortieneſte i denne Menneſkene udvandre eller uddoe. denne Sidſte fattes det da ofte paa de nodvendigſte Arbeidere i ſaadanne Aarsti⸗ der, hvor man ſoger mange deraf; og da de udenfor Hoſttiden ikke finde Fortieneſte, ſaa lade de ſig deſto dyrere betale, naar de da ſoges.
Saaledes er i Engelland Arbeidspriſen paa de landlige Forretninger, i Forhold til Priſen paa andre Ting, virkelig ringere end hos os, ja den er i nogle Egne virkelig ſaa lav, at de arbeidende Menneſter ſlet ikke kunde beſtaae, naar de ikke fandt beſtandigt vedvarende Ar⸗ beide, og de ikke ved de der vœrende, men paa den anden Side hoiſt byrdefulde, Fattig⸗ anſtalter, fandt Underſtottelſe.
§. 149. Mangekpaa 3) Virkelig Mangel paa Arbeidere, foraarſaget ved Landeplager. urhaiseree Smitſomme Sygdomme, Hungersnod eller Krig kunne ſaaledes blotte visſe Egne ved Lande⸗ for Menneſker, at hvormeget end Induſtrien ſom en Felge heraf er aftaget, fattes rlager. det dog paa ſaadanne til de nodvendigſte Arbeider, og de faa Tilbageblevne kunne da fordre en meget hoiere reel Arbeidslon. Dette er den ſorgeligſte Aarſag til en ſtegen Arbeidslen, fordi Produkternes Vard aftage, tilligemed denne Forheoielſe. Dette var maaſkee det eneſte Tilfœlde, hvor Landmanden har Aarſag til at klage over Arbeidslonnens Stigen, og hvor han maa giore det til en Lov for ſig, at ſpare Arbeide. Ellers er Arbeide ſieldent ſaa dyrt, at det rigtigen anvendt, ikke ſkulde rigelig betale ſig. Denne Materie er ſerdeles tydelig og overbeviſende fremſtillet i Kraus's Staatswirtſchaft, 1 B. S. 197⸗248.
§. 150. enns 0g Ved Arbeidspriſens Beregning og Bedommelſe maae vel gisres Forſkiel paa Len⸗ Arbeidets priis bor nens og ſelve Arbeidets Priis. Hiin kan ofte vare hoiere i een Egn, end i en an⸗
neit adſeilles, den, og denne dog alligevel lavere. Thi Menneſkenes Kraft, Virkſomhed og Due⸗ lighed er meget forſkiellig, og retter ſig hyppigt efter den Nœring og den Velſtand, hvori de leve paa deres Maade. En Arbeider, ſom jeg daglig giver 3 Mark, kan ofte ſaavel med Henſyn paa Arbeidets Meengde, ſom paa dets Godhed, forrette
mere end to Gange ſaa meget Arbeide, ſom en Anden, der faaer 1 ½ Mark. Hvor der
der alt nindeli
9g Be dog de ter, h ring, Men ve man m Lerepe
ufikn ſom of duktet ggien! lagt i, Arbeid vopher Prod. j det des,
retnin
dd, han ka

eMenneſter eller uddee. ane Aarzti⸗ Fortieneſte,
til Priſen paa ſag lav, at de pedvarende Ar⸗ fulde, Fattig⸗
andeplager. visſe Egne taget, fattes blevne kunne arſag til en Forhoielſe. at klage over ſig, at ſpate , ikke ſtulde
ti Kraus?
orſtiel prabn⸗ „end i en an⸗ unhed eg Due⸗ dn Velſtand, 3 Nark, kan dhed, forrette
Nark. Hoor der
Arbeidet i Almindelighed. 105 der altſaa gives flittige og iſcer i visſe Arbeider duelige Menneſker, er Arbeidet i Al⸗ mindelighed lettere Kiob, om end Lonnen ſtaaer hoiere.
§. 151.
Omendſkiondt erhvert henſigtsmasſig anvendt Arbeide altid betaler ſig rigeligt, Arbeidsbe⸗ og Beſparelſe i Arbeidslen i Almindelighed tilkiendegiver en flet Oeconomie, ſaa er Niei ae⸗ dog den ſtorſt mulige Benyttelſe af Arbeidet og af dets Tid et af de vigtigſte Momen⸗ Anvendelſe⸗ ter, hvorpaa den ſande Oeconom bor ſee. Mange lere dette forſt ved en lang Erfa⸗ ring, og det er ſandt at denne kan give et meget rigtigt Overblik og Folelſe derfor.
Men ved at iagttage visſe Grundſctninger, hvilke Theorien allerede lœrer os, vil man meget hurtigere og rigtigere erhverve ſig dette Overblik, uden at give ſaa mange Leœrepenge, ſom Erfaring fordrer, naar denne ſkal vere den eneſte Lœrere.
§. 152.
Arbeidets rigtige Anvendelſe er langt vanſkeligere i Avlsbruget, end ved Ma⸗ Dette er nufakturer og Fabrikdrivt. Thi det Arbeide, ſom anvendes paa et Produkt, krœxver Saue gers, ſom ofteſt kun et kort Tidsrum. Det bviler derpaa et langt lœngere, hvori Pro⸗ Leieede de duktets Fuldendelſe for det meſte alene overlades til Natur⸗Krafterne, indtil dette rinssveie. igien maae anvendes for at tilendebringe den. Efterat ethvert Slags Sed er ned⸗ lagt i Jorden, er der en Tidlang intet ſynderligt derved at forrette; derimod ſtrider Arbeidet ved et Fabrikat beſtandigt frem, indtil det er fuldendt. For at Landmanden uophorlig kan benytte ſine arbeidende Krafter, maa han deels frembringe mangfoldige Produkter, deels indrette hele Avlsbrugets Gang ſaaledes, at enhver Tidspunkt har i det ringeſte ſin forberedende Beſkaftigelſe. Produkterne maa han udvalge ſaale⸗
des, at det Arbeide, ſom ethvert af dem udfordrer, til rette Tid indgriber i For⸗ retningernes Lob, men at aldrig flere nodvendige Forretninger ſammentraffe paa een Tid, end han kan beſtride med de Kraffter, der ere til hans Raadighed, eller ſom
han kan tilveiebringe. §. 153. Af ſtore Arbeider maa man aldrig foretage mange paa eengang, allermindſt Regler ved paa meget fraliggende Steder. Man maa ſaavidt muligt laegge Haand paa det ene Trbeide, efter det andet, og med al Kraft fuldende ethvert; deels for Opſynets Skyld, deels an Tardaain
Sorſte Deel. O fordi delighed.

106 Arbeidet i Almindelighed.
fordi derved kan opvakkes en vis Kappelyſt imellem Arbeiderne, naar mange deraf ere ſamlede under Opſyn; hvorimod de, naar kun faa bruges ved et ſtort Arbeide, neeſſten forſkraœkkes over dets Vidtloftighed, blive endog modloſe ved den ringe Frem⸗ gang, ſom det gier, ja troe endog, at man formedelſt dets ſtore Omfang ikke en⸗ gang vil kunne bemarke, om de ere komne af Stedet. Ved ſaadanne ſtore Arbeider er det meget bedre, at have et Menneſke eller et Par Heſte og Vogne for meget, end for lidt. Ved mindre Arbeider derimod maa man vel vogte ſig, at man ikke anſcetter flere end derved behoves. Ellers ſtaae de let i Veien for hverandre, forlade ſig den ene paa den anden, og troe let, at man ſely antager Arbeidet for at vœre vidtlofti⸗ gere, end det virkeligt er. En tilborlig Beſtemmelſe af de Krafter, der udfordres til ethvert Arbeine, er derfor af den ſtorſte Bigtighed. Man lerrer at kiende denne ved noie at legge Marke til, hvormegen Tid og Kraft der behoves i enkelte Afdelinger eller
i det Hele.
§. 154
Fremfor alt bor man foretage og med al Kraft drive de ſterre Arbeider, hvis heldige Udfald bexoer paa Veirliget, ſaaſnart dette er indtruffet. Her maa man om⸗ gaaes gierrigt med hvert Minut. Forſtyrres de ved en Forandring i Veirliget, ſaa ſtrider det mod den i forrige§. angiyne Regel at gage over til et andet ſtort Arbeide, med mindre ſardeles Aarſager og maaſkee Sandſynligheden af, at det til hiint Arbeide ugunſtige Veirligt kunde blive langvarigt, giorde det raadeligt. Det er im idlertid bedre, i ſaadanne Mellemrum at foretage ſmage Arbeider, ſom ogſaa be⸗
ſtandigt ere nedvendige, og hvoraf ethvert ſnart kan fuldendes. Thi man bor giere ſig det til en Regel, ikke at lade et begyndt Arbeide ufuldendt, hvilket man dog maatte
giere ved de ſterre Arbeider, naar Veirliget igien blev godt for det forſte Arbeide. §. 155. De paa de meeſt fraliggende Jorder nodvendige Arbeider bor man i Sarde⸗ leshed ſtrax begynde med al Kraft, for hurtigt at fuldende dem, thi Tilſynet er van⸗ ſkeligere derved, og der ſpildes megen Tid paa Veien. Dette er iſcer Tilfaldet,
naar en ofte gientagen Ombytning af Varktsiet og dets Iſtandſattelſe er derved nod⸗
vendig.
vendig
og efterh den Jar de fotſte
G
naar ma
rende di tenker of beidslon⸗ der ſtal poſition. ſom den hed til kertid ha for man
4
Kides an
Giodnine alt am Overſtt en ringe melig ſt on Mbe Predutt endebrin
Derfe

mange dera ort Arbeide, ringe Frem⸗ jang ikke en⸗ tore Arbeider rmeget, end
ikke anſcetter rlade ſig den ete vidtlofti⸗ udfordres til de denne ved delinger eller
dider, hvis aaa man om⸗ eirliget, ſaa tort Arbeide, det til hünt gt. Det er ſom ogſaa he⸗ man bor gibre an dog makke de Arbeide
nan i Sarde⸗ liynet er van⸗ ſer Tifaddet,
tr derved ned⸗
vendig⸗
Arbeidet i Almindelighed. 107
vendig. Man maage overhovedet undgaae ſaavidt muligt at ombytte Redſkaberne, og efterhaanden at forrette det Arbeide, der ſkal udfsres med ethvert iſcer, ogſaa af den Aarſag, fordi Menneſker og Dyr beſtandigt arbeide med mere Duelighed, naar de forſt ere bleyne vante derti. §. 136.
Et nodvendigt eller et eengang beſluttet Arbeide opſoettes aldrig med Fordeel, naar man kan ſamle de dertil nodvendige Arbeidskrafter, om det endog i den nerrvex⸗ rende Tidspunkt ſkulde koſte noget mere, end det i en anden kunde beſtrides med. Man tœnker ofte, at der dog nok vil komme en Tid, hvori det kan udfores for ringere Ar⸗ beidslon. Men en Beſparelſe erſtatter ſieldent Skaden af en Forſommelſe, og hvad der ſtal ſkee vil altid udfores jo ſnarere jo bedre.
Det er derfor altid godt at have et Overſkud af arbeidende Krafter til ſin Dis⸗ poſition, og om man end ikke altid kan bruge dette Overſkud med ſaa ſtor Fordeel, ſom de nodvendigſte, ſaa vil det dog ikke let mangle den kloge Landmand paa Leilig⸗ hed til ſaaledes at bruge det, at det i det ringeſte vilde betale ſig. At dette imid⸗ tertid har ſine Graœndſer og at man ogſaa kan belcesſe ſig med for mange Arbeidere og for mange Arbeidsdyr, folger af ſig ſelv.
Der gives Produktioner, ved hvilke Arbeidets Vard udgier Hovedſagen. Der gives andre, hvorved Arbeide vel ogſaa er nodvendigt, men ved hvilke Ageren og Giodningen have en ſtorre Andeel end hiint. Paa disſe ſidſte maa Arbeidet fremfor alt anvendes, fordi Ager og Giosdning uden dette ibke kunne udrette deres Deel. Overſkuddet af Arbeidskraft kan da anvendes paa de forſte, om de endog kun give en ringe Fordeel. d Naar man imidlertid foretager ſaadanne Produktioner, hvis Vaerd fornem⸗ melig ſkyldes det derpaa anvendte Arbeide, ſaamaae man i Forveien noie overlagge, om Arbeidet ogſaa vedholdende nok kan anvendes derpaa, uden at unddrages andre Produktioner, i hvilke Jordens Kraft har ſtorre Andeel. Thi kunde man ikke til⸗ endebringe hine, ſaa vilde det forſte derpaa anvendte Arbeide voere gandſke tabt. Oerfor har mange Vexters ellers ſag fordeelagtige Dorkning ſine Betenkeligheder, fordi den fordrer meget Arbeide, i Scerdeleshed naar disfe Arbeider kunne trieffe ſammen med hine O 2 vig⸗

108 Arbeidet i Almindelighed. vigtigere. Og da dette ikke let lader ſig beregne ved Dyrkningen af forſkiellige Vexter, Idet en ſaa bor man ikke foretage en ſaadan, naar man ikke er vis paa, til enhver Tid at kunne drnehr have et fuldkommen tilſtrekkeligt Antal Arbeidere og det nodvendige Opſyn. Af denne ſamme Aarſag bor man ſielden folge den af Mange foreſkrevne Regel, at en Land⸗ drſletgi mand ber paa alle Maader undgaae at udgive rede Penge, og ſelv avle Alt til eget Be⸗ Erenyl hov. Hertil kommer endnu, at man ikke kan beregne, om man kommer til, fuldkomment 3 at benytte den uvisſe Afgrode af Produktionerne, hvis Salg paa Landet ſelv ſom ofteſt er meget uvis, og hvis lille Qvantitet dog ikke kan betale en videre Forſendelſe. Deel of aanda §. 157. 5 c 34 G. 3 tid kan! J ovrigt er ogſaa Jagttagelſen af de mindre Arbeider af ſtor Vigtighed, da ellers megen Tid bortodſles paa dem alle tilhobe. Derſom de bor foretages til en be⸗ ni nd ſtemt Tid og ved et viſt Veirligt, ſaa maae man aldrig tabe dem af Hukommelſen for der og ſerge for, i denne Tidspunkt at have Arbeidere ved Haanden. Kunne de der⸗ ſtrangel mod opſcettes og udfores til enhver Tid og i ethvert Veirligt, ſaa maae man vel jagttage den Tidspunkt, i hvilken man ikke kan benytte ſig af Arbeiderne til ſtorre mer o9 Foretagender. alſſan n §. 158. gere Per eadt de⸗ Den mangfoldige Adſkillelſe og Deling af Arbeide, ſom i Fabriker er af en ſaa be⸗ ſande Ne ing af Arbei⸗ det ogſaai undringsvorrdig Gavnlighed til at ſpare Tid og Krafter og til at ove Arbeiderne, kan dgſaa d Misbrader ikke anvendes i den Grad ved Avlsbruget. Imidlertid kan dog ogſaa her, ved mange gen kan an⸗ Arbeider, ſearſkilte Arbeidere anſtilles til enkelte Dele af Forretningen, ſaa at en⸗ Penbes, hver, med ſœregne Varktoi og Haandgreb forretter en vis Deel af Arbeidet. Den Naaned ſparede Overgang fra et Varktei til det andet og den ſtorre Ovelſe i eet og det ſamme at felge Haandgreb, hoilket iſer kommer i Betragtning hos ſtive Folk, gior en betydelig um beſt Forſkiel, ikke alene med Henſyn paa den Tid der anvendes, men endog i Henſeende dere til den Fuldkommenhed, hvormed enhver Deel af Arbeidet forrettes. Men herved en Mac kommer det meget an paa, at Arbeidets forſkiellige Dele gribe i hverandre paa til⸗ ferſinke borlig Maade, at enhver Arbeider har nok, men ikke formeget at giore, og at den lidligere ene ikke behover at vente paa den anden, hvorfor man neie maa kiende Arbeidet og rug ſi Arbeiderne og forſtaae at afveie Kraft og Tid. Pasſer alt godt tilſammen, og er falde la Sagen forſt ret bragt i Gang, ſaa opvakkes derved ofte Kappelyſt imellem Arbei⸗ terſoge
derne. Er dette derimod irke Tilfœldet, ſaa kan Uvirkſomhed kun befordres herved, i det

ellige Verte, Tid at kunge
at en Land⸗ ttil eget Be⸗ fuldkomment ſely ſom ofteſt elſe.
gtighed, da es til en be⸗ dkommelſen suunne de der⸗ aae man vel rne til ſtorre
af en ſaa be⸗ eiderne, kan ved mange „ſaa at en⸗ det. Den 8 det ſamme en betydelig gi Henſeende Nen herbed andre pau li⸗ r, qg at den Arbeidet og nmen, 0g tt mellem Arbei⸗
zidres herue⸗ idet
Arbeidet i Almindelighed. 109
i det enhver undſkylder ſin derved, at han har maattet vente paa den anden. Arbei⸗ derne have da ogſaa et Paaſtud til at ſtyde Skylden paa hverandre, naar Arbeidet er ſlet giort. Exempler: Soedens Negning og Opbindelſe, Lœgningen, Kartoffeloptagningen o. ſ. v.
I ſtore Avlsbrug finder ogſaa en Deling af Arbeidet forſaavidt Sted, at en Deel af Folkene forrette Arbeider med Heſt og Vogn, en anden Deel forretter Haandarbeider, og ofte vel endog kun visſe Arbeider til enhver Aarstid. tid kan kun ſieldent, formedelſt Arbeidets Forſkiellighed, Een blive hele Aaret igien⸗ nem ved det ſamme Arbeide. Og herved erholde ſtore Avlinger viſt nok et Fortrin for de mindre, og tabe kun igien derved, at enhver arbeider her med mindre An⸗
Imidler⸗
ſtrangelſe, end i mange af de ſmaa.
En Deel Arbeider kunne forrettes ligeſaa godt af ſvagere Perſoner, Fruentim⸗ mer og Bern, ſom af ſterkere, og koſte meget mindre ved de forſte. altſaa meget an paa, at fordele de Arbeider, der kunne forrettes af ſterkere og ſva⸗ gere Perſoner ſaaledes, at man hele Aaret igiennem kan beſkœftige enhver med pas⸗
Det kommer
ſende Arbeide, og at man ikke ſtal nodes til at bruge Mandfolk til ſaadanne, ſom 4
ogſaa Fruentimmer kunne forrette. §. 159.
Man har ſaakaldte Avlings⸗Calendere, hvori Forretningerne ere optegnede fra Maaned til Maaned, eller endog fra Uge til Uge i den Orden, hvori de formenes at folge. Mange ſatte en hoi Vard derpaa, og af den Aarſag forfardiges der end⸗ nu beſtandigt nye. Jeg anſeer dem for gandſte uduelige og vildledende for Begyn⸗ dere. Den gunſtige Tidspunkt til Arbeiderne afviger i forſkiellige Aar ofte meer end
en Maaned i et og ſamme Klima. Forfinkelſen eller Paaſkyndelſen af een Forretning forſinker eller paaſkynder mange andre, eller omvendt, da man maa giore det ene tidligere, naar man forſt kan giore det andet ſildigere. Desuden har ethvert Avls⸗
brug ſin egen Gang, efter dets ſcœregne Indretning, hvilken kun i individuelle Til⸗ falde lader ſig beregne for ethvert iſeer. Den der i en ſaadan Calender forſt ſkal ef⸗ terſoge hvad han bor giore, vil forrette Alt i Utide.
Der⸗
Avlings⸗Ca⸗ lendere.

Arbeidets Overſlag.
Strid om He⸗ ſtenes eller Oxernes For⸗
trin.
Heſtenes For⸗
trin.
110 Arbeidet i Almindelighed.
Derimod er det hoiſt nyttigt, at enhver Landmand i ethvert Aar gier ſig et Overflag over alle de Forretninger, ſom maae foretages i ek viſt Tidsrum, derl foretegner ſig Arbeiderne med deres ſtorre eller mindre Vigtighed og med de forhen angivne Betingelſer, og derved ikke alene lœgger Marke til de ſtorre Arbeider, hvilke han vel kan erindre, men i Serdeleshed de mindre, hvilke ſaa let gaae af Minde, hvad enten disſe nu udfordre en noie Jagttagelſe af Tid og Veir, eller at de altid kunne foretages, naar hine levne Tid og Kraft. Derved vil man da maaſkee kunne forud beregne, om der med Fordeel kan anſkaffes flere arbeidende Krafter, eller om man, naar dette er ugiorligt, ſkal lade nogle Foretagender fare og hvilke.
Spcndets Arbeide. Heſte og Oxer. §. 160.
Da Antallet af de Folk, der bor holdes, og disſes Slags for ſtorſte Delen rette ſig efter Spœndet, ſaa maa forſt Forholdet af dette ſidſte udfindes.
Spandet beſtaaer i Almindelighed af Heſte og Oxer. Anvendelſen af Eſler og Muleſler forekommer alt for ſieldent, til her at omtales. At foreſpœnde Koerne finder vel Sted i ſmaa Avlsbrug i nogle Egne, hvor det ikke ſynes uhenſigtsmasſig, har ogſaa undertiden maattet anvendes i Nsdsfald, men er dog i det Hele uden for Reglen.
8. 161. Om Fortrinnet bor indrommes Heſte eller Orer har man ſtridt ofte og lange,
men begge Parter have altfor eenſidigen og ofte med altfor ſtor Animoſitet betragtet Sagen, hoorfor hiin Strid da heller ikke kunde bilagges og Sagen bringes til et ſik⸗
kert Reſultat. §. 162. Heſtene have et umiskiendeligt Fortrin i folgende Henſeende: De pasſe til enhver af Landmandens Forretninger, paa enhver Vei ogii et⸗ hvert Veirligt. Man behover derfor ikke, hvor der blot holdes Heſte, at udvalge
Ar⸗
Arbeide ning, 1
4 for ikke affordre tal Heſt ne, ſaa Energie
———
ningen arbeide
ntte dei 8
8
tt Midd
Koring nedelſt
beholde forbedr
ſten for iil Nul vindre
. naat an
agtiger

gior ſig et rum, derl de forhen der, hvilke Laf Minde, at de altid raſtee kunne eller om
4
korſte Delen
ſen af Eſler ende Koerne ſigtsmasſig, ele uden for
yfte og lcenge
ſitet bettagtet nges tilet ſik
Wei ogiet⸗
e, at Wdonhe
Ar⸗
Speendets Arbeide. 111
Arbeiderne for dem, men man bruger hele ſit Spand til enhver forefaldende Forret⸗ ning, og lader ingen Deel deraf hvile.
De forrette ethvert Arbeide hurtigere og holde tillige bedre ud. Man kan der⸗ for ikke aleneſte i den ſamme Tid fuldende Arbeiderne hurtigere med dem, men endog affordre dem lœngere Dagarbeider. Derfor forrette ogſaa Kudſtene med et lige An⸗ tal Heſte mere end med Oxer.
Om de end ikke ved at trakkke en ſadvanlig Vagt yttre mere Kraft end Oxer⸗ ne, ſaa overvinde de dog, formedelſt deres Bevagelſers Hurtighed og ved deres Energie mangen kort Modſtand, for hvilken hine blive ſtaaende.
§. 163.
For Oxerne tale derimod Folgende:
De forrette den ſtorre Deel af de med Agerbruget forbundne Arbeider, Plei⸗ ningen og korte Kiorſeler ligeſaa godt ſom Heſtene, og man kan i et ſœdvanligt Dag⸗ arbeide naſſten vente ligeſaa meget af dem, naar de kun fodes vel. Pleiningen for⸗ rette de i visſe Henſeender bedre end Heſtene.
Omkoſtningerne de volde ere betydeligt mindre. Deres Indkisb kommer efter et Middeltal langtfra ikke ſaa dyrt. Deres Seletei er meget lettere Kiob, og deres Foring koſter langtfra ikke ſaa meget, og beſtaaer desuden i ſaadanne Ting, der for⸗ medelſt Transporten ikke er ſaa afſetteligt ſom Kornet, der gives Heſtene.
Men hvad der iſer er en Hovedſag er: de aftage, naar de pleies godt og ikke beholdes alt for longe, langtfra ikke ſaaledes i deres Verdi, ſom Heſtene, men forbedre ſig ſom ofteſt, ſaa at de kunne ſaœlges dyrere end de kiobtes, og derved na⸗⸗ ſten forrente deres Capitalvcrd; hvorimod Heſtenes Vardi endelig ſynker naſſten ned til Nul, hvorved Capitalen ſaaledes er gandſke tabt. De ere ogſaa i Almindelighed mindre udſatte for Farer og Tilfalde.
De fordre mindre Oppasning, da een Rygter kan ſorge for 30 Stykker Oxer, naar andre arbeide vexlende dermed. 1
Endelig give de en ſtorre Qpantitet Giadning, der i Almindelighed er fordeel⸗ agtigere end Heſtenes.
Det

Hvorved den
enes Fortrin
ſor den an⸗
den betinges iet godt Avlsbrug.
11² Spcanndets Arbeid.
Det forſtaaer ſig, at ved denne Sammenligning maae ſaadanne Heſte og Oxer ſtilles mod hver⸗ andre, hois Forhold ikke er uligt, med Henſyn paa deres Beſkaffenhed, paa den erholdte Pleie, og hvilke begge ere ſaaledes beſtaſne, ſom de bor veere det, efter Reglerne for et godt Avlsbrug.
§. 164.
Det er altſaa herefter ingen Tviyl underkaſtek, og vil endnu tydeligere frem⸗ lyſe af det Folgende, at det Arbeide, ſom paa en henſigtsmasſig Maade kan forret⸗ tes med Orxer, bliver ved dem tilveiebragt for bedre Kiob, end om det ſkede med Heſte. Havde altſaa et Avlsbrug kun ſaadanne Urbeider, der beqvemt og uden Op⸗ hold kunde forrettes med Oxer, ſaa burde der kun holdes ſaadanne. Den blotte Harv⸗ ning, ſom viſt nok bedre ſkeer med Heſte, vilde efter mit Skionnende ikke verre til⸗ ſtrakkelig Grund til at holde Heſte. Men i de fleſte Avlsbrug forefalder der Arbei⸗ der, til hvilke Oxerne ere kun lidet ſkikkede, og hvilke, forrettede med dem, i det ringeſte vilde borttage megen Tid. Derfor vil mau vere nodt til, i Folge disſe Ar⸗ beiders Mangde, at holde flere eller fœrre Heſte, og da derefter at indſkraenke Oxer⸗ nes Antal. Det vil ſieldent vœre muligt noie at beregne Heſteholdet til disſe Arbei⸗ der, ſom heller ikke altid kunne foretages, hvorfor de da ogſaa undertiden maae bru⸗ ges til ſaadanne Arbeider, hvilke for bedre Kiob kunde forrettes med Oxer. Imid⸗ lertid er det dog meget vigtigt, ſaa noie ſom muligt at udfinde begges rette Forhold, hvilket kun kan ſkee i ethvert individuelt Avlsbrug, og hvortil kun de almindelige Grunde her kunne angives. Ja der gives viſt nok Avlsbrug, hvis ſœregne Forhold, hvis merkantilſke og geographiſte Beliggenhed kunne giore det raadeligt og fordeelag⸗ tigt, blot at holde Heſte og aldeles ingen Oxer, fordi de Arbeider, der kunne for⸗ rettes med de ſidſte, ere altfor faa til at kunne lonne en dobbelt Regt, at holde en ſcrſkildt Rogter til Oxerne, o. ſ. v.
Man indvender vel i mange Egne imod Oxerne, at det er vanſkeligt ja naſten umuligt at faae Karle, der arbeide godt med dem. Men dette Tilfalde ſynes mig kun at indtraffe der, hvor man ikke har varet betankt paa at anſtille Dagleiere; thi ſaadanne pleie dog hellere at arbeide med Oxe end med Haanden, derimod ville ugiſte, forreſten gode Karle, paa mange Steder kun tiene ved Heſte.
Naar
nanden med Kia maaſkee blive i li ning, ſtaae di for det?
dige Heſ
I med He ſpend. cfter afl Dagen. der dog lig var folgende
G wdet po der iite Rogter giort, Midda
de ogſa
ſal da dog ii ogſaad lende ſaattet
For

les mod hber. a den erholdte glerne for et
kligere frem⸗ e kan forret⸗ et ſkede med og uden Op⸗ blotte Harv⸗ ike vare til⸗ er der Atbei⸗ d dem, i det olge disſe Ar⸗ kranke Orer⸗ disſe Atbei⸗ en maae beu⸗ drer. Imid⸗ ette Forhold, de almindelige egne Fothold, og fordeelag⸗ der kunne fot⸗ t, at holde en
käiht jn neſten ebe ſynes wig Dagleiere; thi
od ville uofe
Spceendets Arbeide. 113
Naar imidlertid overeenſtemmende med nyere Forſog en anden Land⸗
manden i Almindelighed
langt lettere
Maade
paa, end
Heſtene
at fore
med Kicrrne, kunde blive indfort, ſaa vilde Forholdet imellem Heſte og Orer maaſkee vorde et ganſke andet. Men det folger af ſig ſelv, at Heſtene maatte derved
blive i ligeſaa fuldkommen Kraft, ſom ved Kigrnen.
Thi ved den ſlette Underhold⸗
ning, hvilken man ſom ofteſt giver de Heſte, der grasſe og ſom fage Smaafoder, ſtaae disſe aabenbart langt tilbage for Oxerne, og det har varet et ſtort Tab for det Almindelige, at Bonden i mange Egne var nodt til at holde ſaadanne elen⸗
dige Heſte til Hoveriet, til Forſpand, og til Krigsreiſer.
§. 165.
Naar man uden flere Folk vil forrette det ſamme Dagarbeide med Oxer, ſom med Heſte, ſaa maa man anvende den bekiendte Indretning med Dobbelt⸗ eller Vexel⸗ ſpœnd. Den beſtaaer deri, at enhver Oxe kun arbeider en Deel af Dagen, og der⸗
efter afloſes af en anden og hviler.
Dagen.
Denne Omverling ſkeer to eller tre Gange om Sieldent og kun ved ſlette Oxer holdes imidlertid et tredie Spoœend, og naar
der dog vexles tre Gange, ſaa foreſpœndes den ſamme Ore, ſom om Morgenen tid⸗ lig var bleven forſpœndt, og derefter afloſt igien i den ſidſte Periode af Dagen; den folgende Dag forſpœndes den derimod kun een Gang-
Et ſaadant Vexelſpœnd af fire Oxer kan ved ſaadanne Arbeider, der overho⸗ vedet pasſe ſig for Oxer, udrette noget mere, end to Heſte, naar ellers Driveren, der ikke ombyttes, men til hvem man i Almindelighed lader Oxerne bringes af en
Rogter eller Dreng, har den nodvendige Stadighed ved ſit Arbeide.
Det er vel af⸗
giort, at et lige Antal Oxer, ſom ikke vexle, men hvilke kun giere en Pauſe om
Middagen, kunne udrette mere, end der ſteer ved Vexelindretuingen.
Men ſaa maae
de ogſaa nœres og holdes bedre, og blive dog iTidens Langde, naar deres Arbeide
ſkal dagligt gaae fort, alt for ſterkt angrebne.
To fortarbeidende Oxer forrette
dog i intet Tilfœlde ſaameget Arbeide, ſom fire verlende, og folgelig beſtiller Man kan antage Forholdet mellem Arbeidet af en vex⸗
ogſaa deres Driver mindre.
lende Oxe til en forarbeidende, ſom 3 til 4.
ſtattet ved det mere Arbeide der forrettes af Vexeloxernes Driver. Man maa ogſaa
Forſte Deel.
P
Dette bliver i det ringeſte tildeels er⸗
Spend af Vexeloxer.
an⸗

Orenes Vin⸗
terarbeide.
Valg og An⸗ faffelſe af Heſtene.
114 Spandels Arbeide.
antage, at man paa ſex i et vek arbeidende Oxer maa holde een overkomplet. Hvor man er bekiendt med Vexelſpœndets Virkſomhed, finder man ingen Grund til at afvige derfra. Naar Arbeidstiden imidlertid er i de korte Vinterdage overhovedet kort, ſaa kan man adſkille Vexelſpœndene vg lade dem arbeide hele Tiden. §. 166.
Det er en meget almindelig, men viſt meget urigtig Fordom, at man om Vinteren ikke kan bruge Oxer, maa lade dem hvile aldeles; men ogſaa da kun beho⸗ ver at fore dem meget ſlet. Jet vel indrettet Avlsbrug forefalder ogſaa om Vinte⸗ ren, naar Veiene ere taalelige, Arbeider nok, hvilke godt kunne forrettes med Oxer. Disſe er ſlet ikke omfindtligere mod Kulden, end Heſten; men derimod, naar de om Vinteren fores vel, meget muntrere. Ved et let Beſlag kunne de ſikkres for at glide i Froſtveir. Den maadeligt fortarbeidende Oxe vil ved god Foring blive bsieligere og virkſommere, end naar den hele Binteren igiennem ikke har rort noget Been. Imidlertid tabes dog flere Dage ved Oxerne end ved Heſtene, i hvilke de formedelſt Regn og ſlette Veie ikke kunne arbeide, og naar man ved ſtor Virkſom⸗ hed for de ſidſte antager 300 Arbeidsdage i Aaret(hvorved man dog paa tolv Heſte
maa have een overkomplet), ſaa kan man ved Vexeloxer kun antage 250.
Efter disſe Data og den efterfelgende Beregning af Omkoſtningerne ved Heſte
og Oxer vil man i ethvert Tilfalde let kunne udfinde, om det er raadeligſt at hol⸗
de fleeſt Heſte eller Oxer, eller kun een af Delene. —§. 167.
Med Henſyn paa Arbeidsheſtene have mange Landmand den Grundſcetning, kun at ſee paa en let Priis ved deres Kiob, uden at andſe om de ſnart ville blive Man taber, ſige de, dog beſtandigt ved Heſtenes aarlige Opſlidning og Alde, og ſaa meget mere, jo bedre og dyrere de ere. Ved det hyppige Kiob og Salg af ſlette Heſte kunde man neppe tabe ſaameget, man ſparer den ſtorre Capital og lider mindre ved ulykkelige Tilfolde. De kioebe derfor i Almindelighed Heſte, ſom ere udſlœbte og uduelige til deres forrige Forretninger, men ſom dog nok kunde endnu trœkke Plov og Harv, og beraabe ſig paa Tilfalde, i hvilke ſaadanne Dyr ded langſomt Arbeide og godt Foder ere komne i Stand igien, og da ſolgte til en
6 8 heiere
uduelige.
1
hoiete! ſee paa/ Nen ved De ere! kan tiltt hvorfor med mie Krafter tilveiebr lgien ku harhed ſlebte ſtemte
9 Bringe ſige, n
ſterk G naae pe
haardfe ded Kr
G ſer, kan
V ved Ma nangei
rede for
d at ſalg Behop ſelb op

Speendets Arbeide. 115
— hoiere Priis, end den, hvortil de kiobtes. Var Heſteholdet det eneſte man alde ſee paa, ſaa vilde denne Fremgangsmaade, under mange Forhold, ikke vere urigtig. overhovedet Men ved de idelige Avlingsarbeider kan man aldrig forlade ſig paa ſaadanne Heſte. 4 De ere underkaſtede hyppige Sygdomme; man er uvis paa, hvormeget Arbeide man kan tiltroe dem, og et ſaaledes ſamlet Spand er ikke i lige Aande, Trak og Takt, mm on hvorfor et regelmasſigt og ſikkert Avlsbrug ikke kan beſtage ved ſaadant Spand, d Pun hahe med mindre man havde mange overkomplette. Men, naar man er uſikker paa de Kom Dinte Krafter man har, ſaa bortfalder alle Arbeids⸗Beregninger og Kontroller, og ofte rrettes med tilveiebringe et Par Heſte, der blive ubrugelige i en travl Tid, og ſom ikke ſtrax en derimod, igien kunne erſtattes, en Skade, der langt overveier hiin Fordeel. Det enes Ubrug⸗ ne de ſikes barhed forſtyrrer det andets Brug. Derfor kay, efter min Formening, ſaadanne ud⸗ god Foring ſlabte Heſte, kun kiobes med Fordele, ſom Biſpand, der i en Tid lang ere be⸗ kke har rort ſtemte til at bruges ved Forbedringer eller ved Bygningsarbeider. kene, i hvilke§. 168. ar Virkſom⸗ Havedfpcendene mage beſtaae af ligeartede, tattte, kortribbede Heſte, med bred Egenſkaber a toly Heſte Bringe og Kryds, ikke tykknoklede, men ſtaœrkſenede Dyr, der ikke maae vere hid⸗ deneenfan, 0. ſige, men muntre og udholdende, med en dygtig haardhovet Fod. Kun paa meget ene ved Heſt ſterk Grund behover man ſtore ſvare Heſte, hvilke, naar de ſkulle blive i Kraft, eligſt at hol⸗ mage pasſes med ſardeles Omhu og fores ſtœrkt. Til Arbeidsheſte pasſer bedre et. haardfort Dyr, ſom ved undertiden ſlet Oppasning og uordentlig Foring bliver dog ved Krafter. zrundſcttning, Et ſaadant Slags Heſte, ſom for var iendontmellg for nogle tydſte Provind⸗ art ville blibe ſer, kan ſieldent faaes mere, efterdi de ere blevne forkroblede hos den ſimple Landmand, Dpſlidning eg ved Mangel paa Omhu og ved for tidlig Benyttelſe; men paa de ſtorre Godſer ere de ved ige Kioh 0g mange i denne Henſeende henſigtsloſe Krydsninger blevne halv forcedlede, men forvcer⸗ ſerre Gapital rede for Agerbruget. hed Heſte/ ſon—EFhi de blandt de ſtorre Jordbrugere, der ükke vilde opfode foradlede Heſte for g nok kunde at ſœlge dem til en dyr Priis, have neſten ganſke aflagt al Heſteavl til Agerbrugets gadanne Dyr Behov, i den Overbeviisning, at man altid kan kiobe ſaadanne Heſte lettere, end ſolgie ilm ſelv opklakke dem.
hojere 3 P 2 Hvo

De ſelv tillag⸗ te Heſtes For⸗ trin.
116 Spoendets Arbeide.
Hoo der imidlertid kiender en Race fyrige, kraftfulde, vel proportioneerke og haardfore Heſte, vil anſlaae deres fortrinlige Brug ved Agerdyrkningen, langt over det, ſom de maaſkee koſte mere, end ſammenkisbte Heſte. Et ſelvtillagt Spoend
af lige Natur, og ikke ſaameget overeenſtemmende i Farve, ſom i Kraft og i Legems⸗
forhold, giver en Sikkerhed ved dets Brug, ſom man aldeles ikke kan have ved et Stykke for Stykke ſammenkiobt ulige Speend af forſkiellig Natur og Tillcg. Heſte, der ere let Kiob, iſcer ſaadanne, der allerede have veeret i Heſtehandlernes Hander, pleie i Almindelighed allerede i deres Ungdom at veere forjagede, og ſiden ophiulpne
med ſterk Foring, hvorved de have faaet Anlaœg til Sygdom. Heſte underkaſtes
Jagttagelſer
ofte Tilfœlde ved denne indvortes Spakkelſe, og man veed ikke, om man ſkal ſkyde Skylden paa Oppasningen eller paa den ſvage Konſtitution. Ulige artede Heſte i eet og det famme Spand, hvis Sammenbringelfe man ſielden ſkal kunne undgaae ved Kiobet, edelcegge ſig gienſidigt, den dovne den hidſige, og denne hiin.
At tillegge Heſte, hvilket ſkal viſes paa et andet Sted, er ingenlunde ſaa be⸗
bor Landwan ſvcerligt eller ſaa koſtbart ved de fleſte Avlingsindretninger, ſom nogke beregne. Naar
den ved Til⸗ g.
Hopperne bedakkes i den rette Tid, ſaa hindres man derved kun lidet i at bruge dem, og Folingen, tilligemed den forſte Paining, falder i en Periode, hvor man kan til⸗ ſtaae dem nogen Rolighed, og videre behove de ikke at ſkaanes. Men man ſtrabe da fremfor alt at erholde en ret henſigtsmaœsſig Race, og forbedre den da kun ved og i ſig ſelv, uden at lade ſig forlede til heterogene Krydsninger. Kun faa have mod⸗ ſtaaet den Friſtelſe, at ville forſine deres ganſke pasſende Heſterace, ved Tilforelſen af ſkionne Hengſter. Men det er et yderſt ſieldent Tilfœlde, at der i den forſte Ge⸗ neration fremkommer noget udmarket ved ſaadan Krydsning, endnu ſieldnere at man har bevaret en ſaadan opſtaaet Race, og ikke ved eet eller andet Extrem igien i vis Henſeende har fordervet den. Dog gives der endnu Levninger af en, med ſtort Overlaeg og Kundſkab indrettet Heſteavl, hvilken ved god Behandling i Ungdommen keverer Heſte, der kunne holde ud og ere ligeſaavel ſkikkede til tunge og vedholdende
Arbeider, ſom hurtig Trakning og til Kavalleriets Brug, og denne er den Race, der
er pasſende for Landmanden. De egentlig paa Salg beregnede Stutterier kunne der⸗ imod kun blive fordeelagtige ved ſerregne Localiteter, ved fortrinlige Kundſkaber i Fa⸗ * get,
mod eget naar ma bedakke wig kun ned Heſt criſterer.
G ligeefarv maadel heſte,? pasſer k tt ſmutt
8 ded dens ſgg, til land iſ ninger res Ho
Hoideo drſſ dllen. fmidige ket let⸗ ſeendeo

ttioneerte dg ngen, langt lagt Spand ogi Legems⸗ have ved et leg. Heſt, nes Hander, n ophiulpne underkaſtes nan ſtal ſtyde rtede Heſtei ane undgage e hiin. unde ſaa be⸗ regne. Naar at brugedem, man kan til⸗ nan ſtrobe da kun ved og i a have mod⸗ ed Tifforelſen den forſte Ge⸗ eldnere at man em igien i id en, med ſort ungdonmen g vedholdende den Race, der rier kunne der⸗
unöſkaber ihe⸗ 8 zet,
Spceendets Arbeide. 117
get, ved rigtig Spekulation, og ved at ſette en ſtor Capital deri. Mange have giort betydelig Opoffrelſer derpaa, uden at Udfaldet ſoarede til Forventningen. §. 169.
Nogle, overbeviſte om det Mislige ved Heſtekioh, men dog alligevel indtagne Kisb af Fol.
mod eget Tillceg, raade til at kiobe og opelſke fravendte eller aargamle Fol. Men, naar man eengang har en god Hengſt, og et godt Spaend af Folhopper, ſom blive bedakkede af hiin, ſaa koſte Follene ſelv det mindſte, og hiin Fremgangsmaade ſynes mig kun da raadelig, naar man har Leilighed til umiddelbart, uden at befatte ſig med Heſtehandlere, at faae Follene fra en Egn, hvor en ligeartet, faſt og god Race exiſterer. Men der pleie Follene at vœre meget dyre.
En hyppig Omſatning af unge Heſte, hvortil man ſammenkiober Follene i ligefarvede Spond fra en Egn, hvor Heſteavlen drives ſtorkt, beholder dem da ved maadeligt Arbeide til det femte eller ſiette Aar, og ſclger dem igien, ſom Luxus⸗ heſte, kan under visſe Forhold vere fordeelagtigt for den mindre Landmand, men pasſer kun ſieldent for den Storre. Bed ſelv at lagge til, vil han dog ofte faae. et ſmukt Vognſpeend tilovers, og kunne ſclge det med Fordeel.
§. 170.
Ogſaa ved Oxen gior Racen, Storrelſen af dens Bygning en ſtor Forſkiek Egenſkaber
ved dens Brug. Man har visſe Racer, ved hvilke Kraft og Munter hed fortplanter 2 ſig, tilligemed en god Legemsbygning, og Trakorxe fra visſe Egne ſtaae ogſaa i Tydſk⸗ land i ſœrdeles Anſeelſe. Dog fattes det os endnu paa ſaa noiagtige Sammenlig⸗ ninger og Bemarkninger, ſom de Engellcenderne have anſtillet, i Henſeende til de⸗ res Hovedracer.
J den udvortes Dannelſe udmarker en god Trakore ſig ikke ſaameget ved ſin Hoide og Langde, ſom ved en bred Bygning, en ſtark Hals og Nakke, et bredt Bryſt, ſtarkt hocelvede Ribbeen, og fornemmelig ved en betydelig Brede i Bag⸗ delen. Hele Ryggen maa verre flad og bred. Been og Fodder maa vare ſunde og fmidige, ikke ſtive og ſlabende. Den maa ligeſaalidt ſom en Heſt ſtryge ſig, hvil⸗ ket let er Tilfeldet med fmale og hoibenede Oxer. Den maa have et muntert Ud⸗
ſeende og ſee bag ſig med Hinene, men den maa ikke vare ſky eller uregierlig. Store, rene

Orenes Tila
leg.
Spandets Arbeide.
rene og glatte Horn tiene ikke alene til derved at befoeſte visſe Slags Traktoi og Tommen, men ere ogſaa et Tegn paa Sundhed og Kraft. Haungende Oren, et ſtort Hoved og et uſcedvanligt ſtort Doglap robe efter Engelleenndernes Bemeerkninger, ofte en Spaghed i de svrige Dele, omendſkiondt Andre holde dem for et godt Tegn. Orens Hoidemaal fra Forbenet til Manken, hvorpaa mange ene og alene agte, er en meget uſikker Vurdering af den. §. w7r. J det femte Aar kunne unge Tyre forſpœndes, men maa ikke anſtraœnges, for⸗ end i det ſyvende Aar, derſom de ſkulle komme til fuld Kraft og blive varige. De Fleſte have den Mening, at man maa ikke lade en Oxe blive over ti Aar gammel, fordi den ellers blev uduelig til Fedning og ikke vilde vore afrettelig. Endog an⸗ taget, at den tabte noget af ſin Evne til at blive feed og Kiodet blev mindre godt— hoilket dog er mod min og Andres Erfaaing, da jeg har havt trettenaarige, men vel fedede Oxer med ualmindelig godt Kiod— ſaa er dog Arbeidet af en god tilkiert og ſtark Trakoxe nok ſaameget verd, at man beholder den langere. De erholde deres fulde Styrke og Vedholdenhed i det niende Aar, og arbeide indtil det ſextende med fuld Kraft, naar de ikke ere for tidligt auſtraœngte i deres Ungdom.
Det er af ſtor Vigtighed, at Oxenes Afrettelſe ſkeer rigtigen og med Taal⸗ modighed, ſaaledes at man lidt efter lidt venner dem til Seletoiet og til at trakke,
giver dem beſtandig en ſtorre og ſtorre Byrde at drage, og vanner dem tillige til et
raſkere Skridt ved at lade dem kappes med andre, hurtig gaaende Oxe. Herpaa beroer meget deres Brugbarhed. Derfor er det vigtigt at have fornuftige Menneſker ved Orene, der hverken lade dem blive dovne, ei heller forjage dem eller drive dem for hede, og det ligger for det meſte heri, naar man kun udretter lidt med dem.
Blev al den Omhu anvendt paa Oxeavlen, paa deres Pleining og Afrettelſe, ſom paa Heſtenes, ſaa vilde de naae en hei Grad af Fuldkommenhed. Nen dette ſkeer, formedelſt den Foragt, ſom man narer mod dem, kun paa faa Stader, hvorover Digteren von Thuͤmmel, ſom de hialp frem paa hans Tilbagereiſe fra Karlsbad, troſter ſine vakkre Hornbarere med de Ord:
3
Betragtn
ſom det
ene, er 9g Vitker
es fortr
ſtefoder ſter mind Forhold
dilligem
Halkelſe
kun lie
0 A
omvend Forogel imod Fo
men Ho
d nem da dertiden

Traktei cg Dren, et ſtort markninger, t godt Tegn. alene agte,
ranges, for⸗ varige. De Aar gammel, Endog an⸗ ndre godt— rige, men vel god tilkiort de erholde det ſertende
og med Taal⸗ til at trakke,
tilige til et
Herpaa berber Menneſker ved drive dem fot ed den.
0 Afrettelſe, eahed. Nen a faa Stader,
ilbagereiſe fta
den
Speendets Arbeide.
denn eure ſtolzen Freſſer beſtimmen unter ſich den Rang nicht beſſer.
§. 172.
J Henſeende til Omkoſtningerne ved Heſtenes Underhold kommer folgende iOmkoſtninger
Betragtning: Deres ſcdvanligſte Foder af Kiarne er Havren, og mange anſee denne, ſom det eneſte der er pasſende for dem. Men det er viſt, at enhver anden Slags Sad, der gives dem paa den tilborlige Maade overeenſtemmende med deres Nerings⸗ evne, er ligeſaa nyttig og ſund for dem. Ogſaa Balgfrugterne, Erter, Bonner og Vikker ere ualmindeligt pasſende til Heſtenes Natur, og overgaage formedelſt de⸗ res fortrinlige Nœringsevne maaſkee endnu de andre Sadarter. Det fordeelagtigſte He⸗ ſtefoder er altſaa det, der, i Forhold til ſin nœrende Evne, til enhver Tid ko⸗ ſter mindſt. De ſtaae, ſom udforligere vil viſes paa et andet Sted, i folgende Forhold: Havre... Byg. Rug.. 4. Hvede... 10 Balgfrugter..
d cn
10 til 11 Tilligemed Kierrnen faae Heſtene i Almindelighed Ho, hvilket viſt nok narer, og Hakkelſe, hvilket blot fremmer Tygningen og udfylder Maven; men uden Urter ik⸗ kun lidet tiener til egentlig Naring.
J det Forhold, hvori Hoets Qvantitet foroges, kan Kiarnen formindſkes og Ved iilſomt og ſtœrkt Arbeide er en Forogelſe af Kierne mod Ho; ved langſommere, men mere vedholdende Arbeide der⸗ imod Forogelſe af Hoet, gavnligſt. J det Hele gior Kiaernen Heſtene kraftigere, men Hoet kiodfuldere.
omvendt, overeenſtemmende med Erfaringer.
§. 173.
En maadelig, tilborligt arbeidende Heſt behsver overhovedet hele Aaret igien⸗ nem daglig 10 Pund god Havre, og man maa aarlig regne denne, da der dog un⸗ dertiden forefalder en Forogelſe af Fodret, til omtrent 27 Tonder.
Des⸗
ved Heſtene.

120 Speendets Arbeide.
Desuden fordrer den daglig 10 Pund Ho, for at holdes i tilbsrlig Kraft ved ideligt Arbeide. Fremdeles gives den imellem Kicernen Hakkelſe, hvilken man foro⸗ ger eller formivdſker, efterſom man giver mindre eller mere Hs.
En Heſtes Foring koſter altſaa:
27 Tonder Havre.= 350
33 Centner Ho— 99 ⸗ 449 † Hvortil endnu maae regnes Renterne af Kiobeſummen.. 24 † Den aarlige Forringelſe. 8 48 ⸗ Halvt Heſtebeſlag... 14 ⸗ 85 ℳ
Altſaa overhovedet 535 †
Halmen regnes for Giodningen. Antage vi Vardien af en Tonde Rug at vere 5 Rbdlr. i Solv, ſaa er 1 liig 1 Mk. 4 Sk., og en Heſt koſter da 111 Rbdlr. 2 Mk. 12 Sk. aarlig.
Den ſedvanlige lidet koſtbare Maade at underhalde Heſtene, hvorved de om Sommeren ſerttes paa Gras og om Vinteren fores, foruden Ho, med Avner eller Smaafoder og Affeining, og derpaa i den ſtrangere Arbeidstid kun faae nogen Kiarne og Skafthavre, lader ſig ikke vel beregne og finder ikke Sted med Hovedſpandet i noget energiſkt Avlsbrug. At holde et Biſpand paa denne Maade, hvilket ſœdvan⸗ ligt kun forretter lettere Arbeider, have nogle i deres ſeœrregne Forhold anſeet for gavnligt.
Men det er nu upaatvivleligt, at ogſaa Heſte kunne, uden at fage den rin⸗ geſte Kigrne, holdes i fuld Kraft, ved ſaadanne Foringsmidler, der koſte Land⸗ manden ulige mindre: Om Sommeren med gron Klever, Vikker og deslige; om Vinteren med Kartofler, Gulerodder og andre nœrende Rodvaxter. Omendſkiondt der maae deraf gives en ſaa ſtor Qvantitet, at der efter de ſidſtes Markedspriis ikke ſynes at vœre nogen Fordeel derved, ſaa komme de dog til at ſtaage Landmanden meget
lettere
lettere deres liheden on Heſt
maaden
ſtaber, beide en nderſt k tilſtaaer regnes ophielp wen de vare To ingsta
der dag
til en kunne
V dette d V Ho,
V Havre,
ja ſage tofler tilligen komnem
Korſt

dlig Kraft ved en man fore⸗
449
86
535 ft onde Rug at deſt koſter da
vorved de om ed Aoner eller nogen Kiarne dovedſpandet
hvilket ſcdvan⸗ pold anſett for
zt fae den tin⸗ de biſte Lnd g deslige; om
Dwendſtiondt darkedeprid ilt
admanden ncyxt lettere
Spcendets Arbeide. 121
lettere end Sœden, og conſumeres desuden, formedelſt den ſtorre Vanſkelighed ved deres Transport, fordeelagtigere paa Gaarden. Forſogi det Store have ſat Gavn⸗ ligheden af dette Foringsmiddels Indforelſe uden for al Tviyl og derefter vil Tviſten om Heſtes og Oxers Gaynlighed maaſkee fage et andet Udſeende. Denne Forings⸗ maade vil blive noiere forklaret paa ſit Sted.
§. 174.
Oxernes Foring indrettes meget forſkiellig, ſaavel med Henſyn paa dens Egen Omkoſtninger
ſkaber, ſom Mangde. J de ſadvanlige Aplsbrug, hvor Oxerne kun ar⸗ beide en Deel af Aaret, og hvor der i Almindelighed fattes Vinterfoder, er denne yderſt knapt indrettet. De faae i Vintermaanederne naſten bare Halm, og man tilſtagaer dem kun henimod Foraaret, naar Arbeidet ſkal begynde, noget Ho, hvilket regnes til 12, i det hoieſte til 16 Centner pr. Stykke. Ofte mage de vel, for at ophielpes henimod Arbeidstiden, have nogen Kiarrne eller Avner, ſom indeholde Kicerne; men de komme ſig dog ikke, forend paa Gras. Ved en god Oeconomie kan der ikke veœrre Tale om at holde Oxer paa denne Maade, omendſkiondt den ved mangen Av⸗ lingstaxation angives ſaaledes, men deres Arbeide beregnes da ogſaa meget ringe. Skulle Oxerne holdes i god Stand, ſaa mage de overhovedet have af tort Fo⸗ der daglig 22 Pund Ho, og man kan folgelig regne omtrent 40 Centner paa en Ore. Faae de mange Avner og Affeining, ſaa kan man komme ud med 30 Centner
ved Oxene.
til en Oxe. Herved forblive de i fuldkommen Kraft til hele Vinteren igiennem at
kunne forrette de dem tilkommende Arbeider.
J Avlsbrug, hvor man ikke kan anvende ſaamegek Ho til Orerne, erſtattes dette ved Sad, helſt ſkragaet. 3 r Skp. Havre er i Foring, liig et Centner godt Ho, eller 1 Pund Havre liig 2 Pund Hs. Giver man dem altſaa daglig 3 Pund Havre, ſaa kunde de noies med 6 Pund Ho mindre, og beholde desuagtet ſamme, ja faae maaſkee en ſtorre Kraft.
Men den fordeelagtigſte Foring om Vinteren er uden al Tvivl den med Kar⸗ tofler eller andre narende Rodvcexter. Faaer en Oxe daglig ½ Skieppe Kartofler tilligemed 12 Pund Hs, ſaa holder den ſig derved, efter mange Erfaringer, i fuld⸗ kommen Kraft.
Forſte Deel. Q§. 175.

1²² Spoendets Arbeide.
§. 175.
Om Sommeren holdes Oxerne enten paa Groes, og man regner da Grasgan⸗ gen til 1 ½ Koe af Landets Race paa een Oxe(anſlaaer man en Koes Graesning til 1 ½ Tonde Rug eller til 36, ſaa koſter en Oxe 34 †).
Eller man forer Oxerne paa Stald med gron Klover, med Vikker eller andre Foderurter. En ſtark arbeidende Oxe fordrer da daglig overhovedet 1 ½¾ Qvadrat⸗ favn rod Klover, naar man regner to Afgroder deraf, folgelig, 8100 ◻☚ Alen. Anſlaaer man 6480 ½. Alen(1 Morgen) Klover til 36, ſaa maatte man beregne dette aarligt til 45 ₰8. Hvad Nogke, beraabende ſig paa et formodentlig feilfuldt Forſog, have indvendt mod Oxernes Sommerſtaldforing med gron Klover, fortiener ingen Giendrivelſe, da utallige Exempler have beviiſt, at de derved blive i fuldkommen Kraft og dueligere til Arbeide, end ved Grasgang, naar ellers denne Foring er tilborligen indrettet.
§. 176.
Man maa altſaa beregne Omkoſtningerne ved at fore en Oxe paa disſe for⸗ ſkiellige Maader, ſaaledes:
a) 40 Centner He, à 3 ℳ...- 120 †
Sommergrasgang..... 54
udgior 174 †
b) 200 Dage Ho, à 17 ¼, 30 Centner, à 3+.. 90 † ** 3 Havre, à 2 I†¼, 400 †„.. 40 †r 165 Dage Grasgang. 3... 54
udgior 184 †.
c) 18 Centner Ho, à 3 †.—.. 54 daglig ½ Skieppe Kartofler, 63 Skiepper, à 1 † · 21 Grcesgang....... 34
udgior 129
d) Stald⸗
ters

dr Grasgan⸗ Graning til
er eller andre 1½ Qpadtat⸗ 00 ₰ Aln. maatte man formodentlig gron Klover, berved blive i ellers denne
as disſe for⸗
120 54 8
174 f 90 † 40
44 1
2 184 1 54 21 f 54
Spandets Arbeide. 123
d) Staldforing 18 Centner Ho, à 3 ℳ.... 54 †k daglig 4 Skieppe Kartofler 63 Skiepper, à 1„ 21* Gren Klover——...- 43 t
udgior. 120 † §. 177.
Ved disſe Foringsmaader, man valge nu hvilken man vil, holde Oxerne ſig ſaaledes i fuld Arbeidskraft og Huld, at de ikke aftage, men tiltage i Vardi, og dakke endog Renterne af den i dem ſtagende Capital. Om vi imidlertid med Henſyn paa disſe og Riſikoen endnu ville beregne aarlig 12 †⸗ for hver Oxe, ſaa vil en ſaadan ved den rigtigſte Foringsmaade dog kun udfordre omtrent en Fierdepart af det en Heſt koſter, og naar man da tillige antager, at fire Vexeloxer endog kun udrette ligeſaameget, ſom to Heſte, ſaa forrettes dog det ſamme Arbeide med Oxer, for det Halve, af hvad det vilde koſte med Heſte. Dog maa man ogſaa lagge Marke til, at Oxerne ved ugunſtigt Veir, om de end vexles, ikke kunne arbeide ſaa mange Dage om Aaret, ſom Heſtene, og forholde ſig mod disſe ſom 2 til 3, eller i det hoieſte ſom 5 til 6.
§. 178. Ved Sparndarbeidet komme tillige de Redſkaber i Betragtning, hvormed det Omkoſtnin⸗ 1„7...„ gerne ved Red⸗ forrettes. En ſaavidt muligt fuldkommen til det Lokale, til Jord og Hiemed pas⸗ fraberne tir
ſende Indretning deraf, er vel, fornemmelig med Henſyn paa Arbeidets Be⸗ Spandarbei⸗ ſkaffenhed, men ogſaa i Henſeende til Beſparelſe af Kraftanſtrangelſen, af ſtorre Vig⸗ dene tighed, end man ſadvanligt troer. Saa ſtor Flid og Eftertanke man i Fabrikerne har anvendt paa Redſkabernes Forbedring, hvorved man har ſparet utroligt Ar⸗ beide, ſaalidet har man verdiget Agerdyrkningsredſkabernes Forbedring, hvilket desvgœrre vel maa tilſkrives Landmandenes ſtorre Ligegyldighed og deres ringe Sands for den mekaniſke Kunſt, men maaſkee ogſaa visſe landoekonomiſke Skriben⸗
ters Yttringer.

124 Spaendets Arbeide.
Disſe have nemlig anbefalet den ſtorſte Sparſommelighed ved Agerdyrknings⸗ re bi redſkaberne, og tilraadet ikke alleneſte at forfœrdige dem paa den mindſt koſtbare heit, Maade; men ogſaa at foroge dem ſaa lidt ſom muligt. De ſige: Vedligeholdelſen af den mindſt koſtbare Plov koſter aarlig omtrent 13 Skiepper Rug, ſom er 45 k. Knnde jeg i et Avlsbrug noies med ti Plove af eet og ſamme Slags, og nu ſtul⸗ hir ſtra de anſkaffe to eller tre Slags, ſaa maatte jeg i det mindſte have 20 ſaadanne, og 4 Plovene ville da i Stedet for 18 Tdr. 6 Skiepper koſte mig 37 Tdr. 4 Skiepper ten g Rug om Aaret, hvilket neppe vil kunne erſtattes mig ved mit Spends forringede b Kraftanſtrangelſe. Men endog uden Henſyn paa det bedre Arbeide, er denne Be⸗ V ffter beſ regning falſt. Thi der ſlides mindre paa de Redſkaber, der benytes afvexlende, V muligt. end paa dem, der ideligen bruges. Og, hvis de kun, naar de ikke ere i Brug, tilbor⸗ langere ligen opbevares paa et tort Sted, ſaa vil Travarket holde ſig bedre, naar det un⸗ ſammen dertiden torres, end naar det beſtandig gaaer i den vaade Jord, og det vilde maaſkee ſammen vore raadeligt, ogſaa at have flere Plove af ſamme Slags, ogat afvexle med dem. af rigti Der kan altſaa aldeles ikke beregnes de mangfoldiggiorte Redſkaber anden Byrde, end Heſte fo Renterne af en ſtorre deri anlagt Capital, og naar nu et Avlsbrug, der holder ti de forſ Plove„ udgiver 100 Tonder Rug til bedre og flere Redſkabers Anſkaf⸗ V ſemner felſe, ſaa kan det ikke beregne ſig til aarlig forogede Omkoſtninger mere, end Ren⸗ Araftyt terne deraf, eller 5 Tonder Rug, hvilke den meget let ſparer, blot ved den for⸗ digt een mindſkede Kraftanſtrangelſe. V hid all §. 179. vakt u Stykkeviis Den ſpecielle Opregning, Beregning og Beſkrivelſe af Redſkaberne horer ikke V Nadelt das herhid. For tilfulde at beſtemme Arbeidsomkoſtningerne, anmarke vi her blot, at ef⸗ dan Af Trakdyrene. ter almindelige Middelpriſer ere Omkoſtningerne ved ſamtlige Redſkaber, hvori og kan ſty hvormed der arbeides, anſlaaede for hver Arbeidsheſt til omtrent 2 Tdr. Rug. Det for⸗ V V da et vi ſtaaer ſig ſelv, at Lokaliteten og den meget forſkiellige Priis paa Tommer⸗, Smede⸗, der man Sadelmager⸗ og Rebſlager Arbeider, ligeſaavel ſom Jordens og Veiens volde nogen Folk an Forſkiellighed. Til Oxerne har man, naar de blot ploie, kun anſlaaet Seletsiet til og jeyn
F ſaa hoit. Naar de derimod ſkulle bruges til Kiorſler, hvoraf de dog aldrig for⸗ rette ſaa mange ſom Heſtene, ved hvilke de ogſaa ſonderſlide mindre og erholde min⸗ dre

erdyrknings, ndſt koſtbaue ligeholdelſen er 45 f. og u ſtul⸗ gadanne, og 4 Skiepper z forringede denne Be⸗ afverlende, zrug, tilbor⸗ naar det un⸗ dilde maaſket rle med dem. Byrde, end der holder ti ders Anſtaf⸗ e, end Ren⸗ ed den for⸗
ne horer ile zer blot, t ef der, hvori dg dug. Deflr er⸗, Emede⸗, Zvolde nogen Seletsiet lil — aldtig for⸗
b erholde min⸗ dre
Speendets Arbeide. 125
dre koſtbart Seletsi, ſaa kan man i det hoieſte til to Vexeloxer anſlaae det halvt ſaa hoit, ſom til een Heſt. Laderſeletoi ſpares ved dem neſſten aldeles. §. 180.
For at erholde Data til et almindeligt Overſlag af Trakarbeiderne, navne vi Folk, ſom ar⸗ beide med Speandet,
her ſtrax de Folk, der arbeide derved.
Her kommer det an paa, hvor ſtore de Spend ere, hvortil man maa regne 8
een Karl.
Tog man ikke Henſyn derpaa, vilde det ſaavel efter Mekanikens Love, ſom efter beſtemt Erfaring verre fordeelagtigere, at anſtille Traœkdyrene ſaa enkelte ſom muligt. Thi det er en afgiort Sandhed, at Dyrene kunne trakke mere og holde longere ud ved en forholdsmasſig lettere Konſtruktion af Kisretsiet, jo fœrre de ſammenſpœndes. Fire Heſte ſpœndte for to Vogne trakke betydeligt mere, end til⸗ ſammen for een Vogn; men de trakke meeſt, naar hver for ſig ſpœendes for en Karre af rigtig Konſtruktion. De i Engelland anſtillede Forſog have viiſt, at fire enkelte Heſte for Karrer vare lige med 8 Heſte for en Laſtvogn. Dette lader ſig forklare af de forſkiellige Trakliniers Afvigelſe, den ulige Kraftanſtrangelſe, den aldrig noie ſammentraffende Takt i Skridt og Trakning, og de ofte indbyrdes modſtrabende Kraftyttringer. Den enkelte Heſt kan have den rette Treeklinie, den trakker beſtan⸗ digt eens, anſtreenger ſig ikke umaadeligt, forledet til Kappelyſt af ſin Naboes Hidſig⸗ hed eller tvungen dertil af dens Dovenſkab, og udtommer ikke ſine Krafter ved op⸗ vakt Urolighed.
Men hertil udfordres en ſceregen Indretning af Sele⸗ og Kisretoi, og en ſaa⸗ dan Afrettelſe af Heſtene, at de lade ſig lede ved Ord og Tegn, ſaa at een Driver kan ſtyre tre, fire eller flere Heſte for deres Karrer, og holde dem i Orden. Og da et viſt Antal af eenſpœndige Kioretsi ikke altid bruges paa een Gang, ſaa hol⸗ der man kun en Foderknaegt, der pasſer dem i Stalden, men lader forreſten andre Folk arbeide med dem, enten i Daglon eller i Accord. Hertil udfordres ogſaa gode og jevne Veie.
5. 181.
arle⸗

Hvor ſtort man ſkal ind⸗ rette et Spand.
126 Spoeaendets Arbeide.
§. 181. Naar man efter vore ſœdvanlige Indretninger lader de Karle arbeide med et
Spand, hvilke pasſe det, ſaa holdes der i Almindelighed een Karl til fire Heſte.
Naar Arbeidet er ſtrangt, pleier man dog at levere ham Hakkelſen ſkaaren. J nogle Avls⸗ brug finder man ogſaa to Karle ved et Fireheſteſpand, hvor da den yngſte kaldes Halvkarlen. Dette ſidſte er iſcr Tilfoœldet der, hvor Heſtene bruges meeſt til Ploi⸗ ning og mere to- end fireſpœndige. Hvor man ſielden adſkiller Spandet, der pleier man, naar det dog maa ſkee, at lade to Heſte arbeide med en Dagleier, eller holder paa flere Spaend en Halvkarl.
Den i nogle Egne indforte Indretning af Treſpand, eller at holde een Karl til tre Heſte, forekommer mig ufordeelagtig, ogi enhver Henſeende forkaſtelig. Da Heſtene ſpœendes ved Siden af hverandre, ſaa trakke de dog, uagtet Kioretoiets dertil ſvarende Indretning for det meſte ſkievt. De trange hverandre, og den tre⸗ die Heſt, hvortil man i Almindelighed tager den yngſte, ſom man iſar vil ſkaane, lsber imod Buſke og Traer, eller trader ned i Grofterne, hvorfor man ogſaa finder, at ſaaledes tilkiorte Heſte blive ſœrdeles ſkye. Heſtene lettes ſaameget, er altſaa ſom ofteſt umuligt, hvorfor Veiene da ogſaa der⸗ ved mere fordarves, og jeg finder, at Lasſene paa disſe Kioretoi ere ikkun lidt for ſtore, til at to Heſte af ſamme Slags kunde trakke dem. Skal der arbei⸗ des med to Heſte— hvorimod Karlene da, ſom ofteſt, giere Indvendinger— ſaa kommer den tredie Heſt til at trakke med een af et andet Spand, med hvilken den ikke er indkiort.
At holde det halve Spor, hvorved
Vi antage altſaa, at der holdes een Karl paa fire Heſte, og at man lader en Dagleier arbeide med to, naar Spandet ſkal adſkilles.
Naar man, efter ſaa rigtigt Forhold ſom muligt, fordeler alle den egentlige Huusholdnings Udgivter— hvorved jeg forſtaaer Alt, hvad der pleier at vaœre un⸗
der Huusholderſkens Opſyn— paa de forſkiellige Perſoner, ſaa vil, ſaavel efter
min, ſom efter Andres Erfaring, Udgivten ved en Karls Underholdning vare at an⸗ ſlagae til 13 Tonder Rug. Lonnen, og hvad Karlen ellers faaer, anſlaaes til
til 6 Epend
3
ter, beſ gangen. beſtand Nan k kan god man end
Jeg v

beide med i lfire Heſte. Jnogle Avls⸗ yngſte kaldes meeſt til Plei⸗ et, der plaier Heller holder
Ide een Karl aſtelig. Da et Kioretoiet „og den tre⸗ r vil ſtaane, ogſaa finder, por, hvorved da ogſaa der⸗ ere ikkun lit kal der arbei⸗
dvendinger—
, med hoilken
t man lader en
den egentlige ier at varre un⸗ „, ſcavel efte ng vate at an⸗
ger, anſlage tl
Spdendets Arbeide.
til 6 Tonder. Spand af fire Heſte, aarlig Vaœrdien af 19 Tonder Rug.
127
Folgelig koſter en Karl, der er i Stand kil at ſtyre og pasſe et
₰ Henſeende til Oxerne gior man ofte den Indretning, at een Karl, en Rog⸗
ter, beſorger deres Foring og Pasning, eller om Sommeren vogter dem paa Grces⸗
gangen. Daglonnere forrette derimod Arbeidet med dem, og blive ved Vexelſpeend
beſtandig paa Marken, hvorhen Oxerne ved hvert Seifte bringes dem af Rogteren.
Man kan anſlage Udgivten til en ſaadan Rogter til 15 Tonder Rug om Aaret. Han
kan godt pasſe 30 Stykker. Imidlertid maa man ogſaa holde ſaadan en Karl, om
man endog har ferre.
Jeg veed, at man paa mange Steder beregner Folkenes Underhold meget lavere; men i de
fleſte Tilfoelde koſter den ſaameget.
§. 182.
Herefter lader da Udgivterne ved Heſte⸗ og Orearbeidet i Almindelighed ſig be⸗ Sammenlig⸗
ſtemme, og en Sammenligning mellem begge anſtille Udgivterne ved en Heſt ere folgende: Foringen...... Renter af Capitalen, Forringelſe, Beſlſag.. Hele Seletoiet og Redſkaberne, hvormed der arbeides Den Karl, ſom holdes til fire Heſte 450; altſaa for hver iſcer..
4..
449 86 90 †
112, 5 †
732,5
Af 300 Arbeidsdage koſtede altſaa hver enkelt for en Heſt 2, 45 †k
Men, naar Heſtene arbeide adſkilte i Halvdelen af disſe Arbeidsdage, ſaa at i 150 Dage endnu een Arbeider maatte holdes paa det hele Spand, ſaa maa derfor endnu for hoer Heſt aarlig regnes 37, 5, og en Arbeidsdag koſter 2, 58 †
ning afudgiv⸗ terne ved Oxer og Heſte.

128 Spcendets Arbeide.
En Oxes Foring koſter overhovedet. 4 150 For Riſikoen antage vi.... 12 For Seletsiet..... 22, 5 k Udgivten for en Rogter til 30 Stykker.. 15
Driveren ved 250 Arbeidsdage belober ſig for hver enkelt Oxe til* 6 0 2. e 2 62 ꝓꝙ
261, 5 t
Altſaa ved to Vexeloxer til 323 k.
Dette udgior altſaa i 250 Arbeidodage for to Vexeloxers daglige Arbeide 2,09 t.
Altſaa for to Vexeloxer 0,49 †o. mindre end for en Heſt.
Men ved alle Arbeider, hvortil Oxer ere ligeſaa duelige ſom Heſte, vil man udrette mere med to Vexeloxer, end med een Heſt. Imidlertid gives der mange Av⸗ lingsforhold, hvor Fordelen ved Oxerne er ſtorre eller ringere, og ofte formindſker ſig ſaameget, at man ikke derved faaer Erſtatning for den ved to Slags Qvag be⸗ ſvœrligere Pleie, og for det Ophold, ſom to Slags Spend foraarſager i Aplsbru⸗ get. Naar f. Ex. et Avlobrug, ſom uomgangelig, maa holde tolv Heſte, endnu kunde benytte otte Oxer, ſaa vilde det ofte vare ligeſaa raadeligt, i Stedet derfor at holde fire Heſte mere, med mindre det kunde anſlaae Oxernes Grasning og Op⸗ pasning meget lavt.
§. 183. Lenäärhei De Arbeider, ſom forrettes med Spandet, ere fornemmeligen folgende:
1. Ploiningen. Angivelſerne, om hvormeget en Plov kan udrette paa een Dag, ere meget forſkiellige. Nogle antage paa Grund af deres Erfaring ikkun 9720 ◻ Alen(1 ½ Morgen), andre 16200 ⁵½. Alen(2 Morgen), ja endog 19440 ◻ Alen(3 Morgen). Enhver af disſe er grundet paa Erfaring; men man maa vel lagge Marke til de Omſtandigheder, hvorpaa den beroer. Furens Bre⸗ de gior en Hovedforſkiel. Naar jeg ploier ſexr Tommer brede Furer paa en Ager, der er 30 rhinſke Favne bred, ſaa maa jeg ploie 720 Furer; men hvis jeg tager
10 Tom⸗
10 T0 30 ge geogra Atbeide Furern eller l 32400 giore. gere ſlaae! Furer og N Mena nindre
ellerb gelſe, ligere forſtie ſpend des e Maug ſtelig burde

2††
——
,5
glige Arbeide
iſte, vil man er mange Av⸗ formindſter s Qvpag be⸗ er i Aolsbru⸗ Heſte, endnu Stedet derfor
zning og Oh⸗
folgende: udrette paa tet Erforing iklun en), ja endog ing; menman Furens Vrr⸗ pa en Aoc, hvis jeg taget 10 Tom⸗
Speendets Arbeide. 129
10 Tommer brede, kun 432 Furer. Antager jeg, at en ſaadan Ager ogſaa er 30 Favne lang, ſaa har Spandet ved at ploie den i forſte Tilfœlde tilbagelagt 10½ geographiſke Mile; men i det andet, foruden Vendingerne, kun 6 ¾ Mile. Det Arbeide, ſom en Plov kan udrette paa een Dag, ſtaaer altſaa i omvendt Forhold til Furernes Brede, hvortil man meget noie maa laxgge Mearke.
Ved den ſaœdvanlige Maade at ploie paa Jord, der hverken er af det haardeſte eller loſeſte Slags, tager man 9 Tommer brede Furer. Idette Tilfœlde har en Plov paa 32400 ◻☚ Alen(5 Morgen) en Vei af 14400 Fayne eller 7 ½ geographiſte Mile at giore. J Forhold til Stykkets Brede mod dets Lœngde, blive Vendingerne hyppi⸗ gere og langere, eller ſieldnere og kortere; dog vil man i Almindelighed kunne an⸗ ſlaae dem ſaaledes, at man mage antage 7½ Miil. Naar derfor en Plov ved denne Furernes Brede daglig ploier 16200 ◻½ Alen(2 ½ Morgen), ſaa gaae Trakdyrene og Menneſket 3 ¾ Mile, og mere kan man ikke forlange ved et dagligt fortſat Arbeide. Men alt efterſom man foler ſig tilſkyndet til at tage ſmalere Furer, maa man vente mindre, og kan derimod fordre mere, hvor Furerne tages bredere.
Derneeſt kommer ogſaa Jordens Beſkaffenhed i Betragtning, om den er af los eller bindende Slags. Paa denne mage Trakkdyrene udove en langt ſtorre Anſtraxn⸗ gelſe, hvilken man undertiden pleier at overvinde ved Dyrenes Styrke, deres rige⸗ ligere Foring, eller ved at forſpande flere. Da Jordens Beſkaffenhed imidlertid er forſkiellig i enkelte Aylsbrug, ſaa kan der ikke altid tages Henſyn derpaa ved For⸗ ſpcendingen, og man maa da paa tungere Jord noies med mindre Arbeide. Ligele⸗ des er Veirligets Indflydelſe paa dette Arbeide meget ſtor, iſer paa bindende Grund. Maugen Jord lader ſig ſaare let bearbeide ved gunſtigt Veirligt; men er meget van⸗ ſkelig at behandle, naar den enten er for vaad— i hvilket Tilfœlde man dog aldrig burde bearbeide den— eller, naar den udtorres formeget.
Ogſaa den Tilſtand, hvori ethvert Jordsmon for Hieblikket befinder ſig, gior en betydelig Forſkiel, hvorfor der ved dens forſte Opbrakning, iſcer naar denne ſkeer midt om Sommeren ved megen Terke⸗ langt fra ikke kan udrettes ſaameget, ſom ved de folgende Ploininger.
Forſte Deel. IR Mar⸗

130 Spaendets Arbeide.
Markers bakkede Beliggenhed gier Plovarbeidet meget beſpcrrligere og lang⸗ varigere, end om dette ſkete paa en Slette.
Endvidere kommer Furens Dybde i Betragtning, da hver halv Tomme ſtorre Dybde, iſcer paa bindende Grund, gior en ſtor Forſkiel i Traœkdyrenes An⸗ ſtrœngelſe. 11
Det er allerede anmerket, at Vendingerne borttage Tid, og at disſe fore⸗ falde hyppigere paa en kort, end paa en lang Ager. Men ogſaa Agrenes Dannelſe, om deres Sider nemlig lobe parallele, eller om deres Form ere kiledannet, gier en Forſkiel, da den tilbageblevne korte Kile fordrer ofte gientagne Vendinger, og vol⸗ der Forſinkelſe, naar den ſkal godt opploies.
Endelig har Plovens Konſtruktion en betydelig Indflydelſe, da den fuldkomnere
langt lettere overvinder Jordens Modſtand— hvilket iſcer bliver kiendeligt paa tung Jord og ved en dyb Fure— anſtranger derfor Trakdyrene mindre, tillader dem en hurtigere Gang, og volder ingen Forſinkelſer. Let Jord, hvor Friktionen ikke er ſterk, bearbeider man, ſom ofteſt, med en Krog, hvormed man da kan tage brede Furer.
Ligeledes bor man tage Henſyn paa Aarstiderne, deels formedelſt Dagenes Korthed, deels for det ſlette Veirs Skyld, ved hvilket Dyrene let under ſtœrk An⸗ ſtrengelſe paadrage ſig Sygdomme.
Alle disſe paavirkende Omſtaendigheder maa man vel tage i Betragtning, naar man paa et opgivet Areal vil beregne Qvantiteten af Plovarbeidet, ligeſaavel ſom af andre Spandarbeider, og derefter beſtemme Antallet af de Trakkdyr, der ſkulde holdes.
Man maa altſaa ikke undre ſig, naar man i praktiſke Landmeends Angivelſer af det, ſom deres Plove udrette, finder en ſaa ſtor Forſkiellighed. Men overhove⸗ det maa man vel adſkille, hvad Plovene omtrent udrette, naar man ved iil⸗ ſomt Arbeide og ved et gunſtigt Veirligt holder Bie med dem, og det, ſom der efter det Middeltal forrettes af dem hele Aaret igiennem.
Disſe Arbeider og den Kraftanſtrangelſe, ſom de fordre, vil noiere blive fremſtillet i Leren om Plovene ſelv. Her antage vi, at paa god, af halv Leer
og
og hal aaret 1
Ain( ² Nli bryde? paa 1. Dette kan for
naar utilgi
Skyld
beide Grun rettes gen)! ſteen

here og lang
halv Tomme Rddyrenes An⸗
at disſe fore⸗ nes Dannelſe, nnet, gier en inger, og vol⸗
en fuldkomnere
kiendeligt paa indre, tillader vor Friktionen
man da kan
edelſt Dagenes nder ſtark An⸗
ragtning, naar ligeſaavel ſom dyt, der ſtuhe
andè Angirlfr
Mun ovethohe⸗ r man ved ill⸗ t, ſon der ehte
wil noiere blie
0g
Speendets Arbeide. 131
og halv Sand beſtaaende, ſaa kaldet Bygjord, godt kan pleies: ſildigt om Efter⸗ aaret 13960 ◻☛ Alen(2 Morgen), ved fordybet Ploining til Rodvarter 11340 Alen(1½ Morgen); om Foraaret til Erter, Havre og forſte Gang til Byg 13960 ²₰½ Alen(2 Morgen), anden Gang 17200—½ Alen(2 ⅞ Morgen); ved at op⸗ bryde Brakmarken 13960 ◻½ Alen(2 Morgen), ved anden og tredie Ploining der⸗ paa 17200 ◻ Alen(2 ³ Morgen), og til Sad 15580 ◻ Alen(2 ¾3 Morgen). Dette er nemlig det man efter et Middeltal kan antage, hvilket ved gunſtigt Veir kan forsges noget; men ved ugunſtigt maa formindſkes.
Overhovedet kan man af en med gode Vexelorer forſpcendt Plov vente noget
mere(1620 Alen eller 2 Morgen), end af en Plov med Heſte.
§. 184.
2. Harvningen. Herved er Forſkiellen endnu ſtorre end ved Ploiningen. Harvniagen.
Det kommer nemlig an paa, med hvilken Omhu og med hvilke Redſkaber dette vig⸗ tige Arbeide ſkeer. Rundharvningen er den virkſomſte, men ogſaa den beſparligſte, og man antager, at fire Heſte i det hoiſte kunne giore 103680 ◻ Alen(16 Mor⸗ gen) fœrdige. Paa bindende og grosrig Grund maa man allerede vere tilfreds med 90720 ☛ Alen(14 Morgen); hvis det derimod kun kommer an paa at jevne Jor⸗ den, ikke at knuſe Klumperne, ſaa kan man vel gisre 129600 ◻ Alen(20 Mor⸗ gen) fœrdige. Hvis man blot harver paa langs, og kun een Gang op og ned, ſaa kan man med fire Heſte daglig raade med 162000 til 18 1440 ◻ Alen(25 til 28 Morgen).
Man harver ikke allevegne efter enhver Ploining, men undertiden kun da, naar man har ploiet til Sœd, hvilket dog er urigtigt paa ethvert Jordsmon, og utilgiveligt paa bindende Grund, der pleier at harde ſig i Klumper.
Harvningen forrettes i Almindelighed med Heſte for den hurtigere Beveegelſes Skyld. Dog kan den viſt nok ogſaa ſkee med Oxer.
3. Tromlingen. Dette er et Arbeide, der ſom ofteſt overſees ved Ar⸗Tromtingen.
beidsberegninger, og ſom dog er meget nyttigt, ſaavel paa tor, ſom paa bindende Grund. Alt efterſom Tromlen er bred og tynd, eller kort og tyk, kan dermed ud⸗ rettes mere eller mindre; er dens Brede 8 Fod, kunne 116640 ☛ Alen(18 Mor⸗ gen) mageligt med to Heſte tromles. Piggede og kantede Tromler fordre ſtorre An⸗ ſtrœngelſe. R 2 4. Den

Den forfine⸗ de Agerdyrk⸗ nings Arbei⸗
der.
132 Spceendets Arbeide.
4. Den forfinede Agerdyrknings Arbeider. De adſkille ſig i ſaadanne, der tiene til Jordens Forberedelſe til Saaeningen eller Plantuingen, og i ſaadanne ſom foretages under Vegetationsperioden. Til de forſte hore Arbeidet med den dobbelte ſtore, 11 jernede Exſtirpator, hvormed fire Heſte og to Menneſker daglig bearbei⸗ de 116640 ◻ Alen(18 Morgen), og med den lille Exſtirpator eller Sadplo⸗ ven, der med to Heſte og eet Menneſke daglig bearbeider 6 4800 Alen(10 Morgen).
Hertil horer ogſaa Snitploven, hyvilken formedelſt den paa Kniven eller Lang⸗ jernet anbragte Muldſield deler Plovfuren horizontal i to Dele og lagger den overſte nederſt i Furen. Den udfordrer een Heſt eller Oxe mere, for at kunne udrette lige⸗
ſaameget ſom en anden Plov. Dog kunne to Oxer eller Heſte ogſaa traœkke den,
naar man vil noies med* mindre Arbeide af den, og dette ſidſte gaaer bedre, fordi Dyrene ere ſaaledes vante. Den bruges iſcer ved at opbryde Gronſvcer og Klsver.
Af de Arbeider, der henhore til det andet Slags, omtales her de med Heſte⸗ hakken(af dens hyppigſte Anvendelſe ogſaa bekiendt under Navn af Kartoffelhakken), med Skuffelplovene eller Kultivatorer, hvilke Inſtrumenter gisre 38880 ◻ι Alen(6 Morgen) foœrrdige med een Heſt, og efter Omſtaendighederne med eet eller to Menneſker, naar Planteraderne have en Afſtand af to Fod. Den ſtorre, dybt ind⸗ gribende Bearbeidnings⸗ eller Hyppeplov med to Muldfielle, der kunne ſtil⸗ les vidt fra hinanden eller taœet ſammen, udfordrer to Heſte og forretter dermed ligeſaa⸗ meget Arbeide.
Radſaageningsmaſkinen til at ſage Sad i 8 til 9 Tommers Afſtand, kan daglig beſaae 77760 ◻ Alen(12 Morgen) med een Heſt og to Menneſker. Vi ville dog, formedelſt det undertiden forefaldende Ophold, kun antage 68400 ◻ Alen(10 Morgen). Den ſexjernede Behakningsmaſkine, der ſtaaer i Forbin⸗ delſe med den forrige, behandler med dens forſkiellige Opkradsnings⸗, Skuffe⸗ og Hyppejern, med een Heſt og to Menneſter 77760 til 97200 ◻ Alen(12 til 15 Morgen) paa een Dag, efterſom Jorden er jevn og reen, og Arbeideren gvet.
§. 185-
lige Au kommer ſaavel ſaalede for ſtar med ve de korte kens dr ſarſtitt ofte ſae get fra end i e b ſtanden Lesſet dene et dre 50 ſtens T Pund, har ti ſaa ka Storr
dentnen
lcsnin Arbeid weligt

ii ſaadanne, ſaadanne ſon den dobbelte aglig bearbei⸗ eller Sadplo⸗ Q³ Alen(10
hen eller Lang⸗ er den overſte ge udrette lige⸗
a trakke den,
bedre, fordi er og Klover. e med Heſte⸗ ttoffelhakken), 6 38880 ₰ ned eet eller to tre, dybt ind⸗ der kunne ſtil⸗ ermed ligeſaa⸗
Ifſtand, kan anneſter. V ge 68 4₰0— daaer i Forbit⸗ , Ekffe⸗ d n(12 fil 15 en ovet.
§ 185
Speendets Arbeide. 133
§. 185.
5. Giodningens Udkiorſel. Dette i ethvert godt Avlsbrug meget betyde⸗ lige Arbeide lader ſig kun noiagtigt beregne efter et opgivet Lokal, fordi det derved kommer meget an paa Markens Fraſtand, Veienes Beſkaffenhed og paa Aarstiden, ſaavel ſom paa Veirliget. Vi antage, efter et Middeltal, Giodningslaes for fire Heſte, ſaaledes ſom disſe kunne trakke dem paa taalelige Veie, uden at anſtrange ſig alt for ſtarkt, til i det ringeſte 2000 Pyund. Man regner, at der overhovedet daglig med vexlende Vogne kan udkisres 12 ſaadanne Laes; i de langſte Dage 15, men i de korteſte kun 10. Men da ovennavnte Omſtaendigheder, i Serdeleshed Mar⸗ kens Fraliggenhed fra Gaarden, gior en ſaa ſtor Forſkiel, ſaa maa man i ethvert ſerſkilt Tilfalde beregne ſig, om der kan ſtee mere eller mindre. Ved Vangenes ofte ſaa ſaare forſkiellige Fraſtand, kan det blive nodvendigt i et Aar, hvor en me⸗ get fraliggende ſtor Vang ſkal giodes, at holde blot af den Aarſag et Spond mere, end i et andet Aar.
Giodnings⸗
Udkiorſelen.
6. Hoſtkisrſeler. Ogſaa dette Arbeide er meget forſkielligt i Folge Fra⸗ Hoſtkiorſeler⸗
ſtanden. Med Vexelvogne kan der daglig indbringes 7, 8, 10, 12, ja 16 Lcs. Lesſet paa en Hoſtvogn beſtemmes i Almindelighed efter Traver. Men da Baan⸗ dene ere ſaa yderſt forſkiellige og en Neeg veier paa nogle Steder 8 Pund, paa an⸗ dre 50 Pund, ſaa kan man i Almindelighed herefter ikke beſtemme noget. J Ho⸗ ſtens Tid, hvor alle Arbeider ſkee med Anſtrangelſe, trakke ſire gode Heſte 3500 Pund, ja, naar Veien er god og ikke lang, endog 4000 Pund, hvis man ellers har tilſtrœkkkeligt ſtore Vogne. Veed man altſaa omtrent, hvad Traverne veie, ſaa kan man let beſtemme, hvad der kan lœsſes paa Vognene, der har den tilborlige Storrelſe.
J Hehoſten kan man, formedelſt det ſtorre Volumen, kun antage 22 til 24 Centner paa en med fire Heſte forſpondt Vogn, og da Lasningen, ſaavel ſom Af⸗ lœsningen, borttager mere Tid, og der ogſaa begyndes ſenere om Morgenen med Arbeidet, ſaa kan man kun regne 6 til 8 Las daglig, om endog Engene ligge tem⸗
meligt nerr.
De

134 Spandets Arbeide.
De foregaaende Arbeider ere indſkrankede til visſe Aarstider, nu folge de, hvilke forefalde og kunne forrettes til enhver Tid. §. 186.
SadensBort⸗ 7. Sadens og andre Produkters Bortkisrſel. Man antager ſed⸗
Rasſel vanligt, at 9 Tdr. Vinterſod og Erter, 12 Tdr. Byg og 13 til 16 Tdr. Havre kunne lœsſes. Paa fire til fem Mile regner man een Dag til at kiore bort, og een Dag til at komme hiem, og dernaſſt een Dag til Lœsning og til Salg. Paa 7 til g Mile regnes 3 ½ Dag, paa 3 Mile 2 Dage, paa 2 Mile 1 Dag. Torvets Fra⸗ ſtand gior altſaa en ſtor Forſkiel ved dette for Kisretoiet i Almindelighed hoiſt ſkade⸗ lige Arbeide, og Fordelen er meget ſtor, ved at formindſke det, ſaavidt muligt. Bortkiorſelen af andre Produkter og maaſkee af landoekonomiſke Fabrikata; ſaaſom Tobak og andre Handelsvexter, Smor, Brandeviin o. ſ. v. maa man anſlaae over⸗ eenſtemmende med Lokalet og Avlingsforholdene. Ved Uldtransporten kan man ikke vel lasſe mere end 800 Pund, hvortil to Heſte da ogſaa ere tilſtrakkelige, uagtet Vognen er ſaa ſtor.
dorger as 8. Tilkiorſelen af Brandet eller andre Breendſelsmaterialier. Ved
terialier. en Fraſtand af een til een og en halv Miil regner man 1 Favn Brande paa en Fire⸗ heſtevogn, men ved ſtorre kun 2 Favn. Ved en Fraſtand af en halv Miil kan man giore to Reiſer om Dagen. 1500 Skiaretorv regnes lige med en Favn Brande.
Favnen 6 Fod hei og bred, og 3 Fod lang.
Bygnings⸗ 9. For Bygnings⸗ og Reparations⸗Kieorſeler maa aarlig regnes noget. kiorleler. Men, naar der forefalder betydelige Bygningsarbeider, ſaa maa man gieore et til⸗ ſtrakkeligt Overſlag, om de ogſaa kunne beſtrides med Gaardens eller maaſkee med
Hoveri⸗Spandene, eller om man maa anſfaffe ſig ſarſkilte Heſte til Bygningsar⸗
beide, og hvormange. Ellers kan et Bygningsarbeide ſcettte hele Aolingen tilbage,
ikke alene af eet, men endog for flere Aar.
Hrftkeſe 10. Exrtrakierſeler til at hiemfore alle Slags Fornodenheder fra Byen, til at hente Tieneſtefolk og Dagleierfamilier, og til mangt an⸗ det Behov krave under mange Forhold ſaameget Arbeide, at man endog har antaget ſom Grundſcetning, at man af 300 Arbeidsdage, kun kan regne paa
260
der kra man del ſiſte d imod b paa R. der kan for en naar u og Nu ſaa ma
cporrette V visſe A andre
noglen
tes eft ded Ar
geneie geſte er j de tre
des, ſo

au felge de,
antaget ſœd⸗ Tdr. Hate ort, og een
Paa? il orvets Fra⸗ hoiſt ſkade⸗ bidt muligt. ata; ſaaſom anſlaae over⸗ kan man ikke ige, uagket
alier. Ved paa en Fire⸗ Mill kan man on Brande.
regnes noget miore et til⸗ rmaaſkee med I Bygringelt
iingen tibage,
enheder fta [mangt al⸗ t man endog
kan rone pd 260
Spcendets Arbeide. 135
260 til beſtemte Avlingsforretninger; men derimod 40 tit uberegnelige Extrakier⸗ ſeler. Men det kommer meget an paa, om man indretter dem ſparſommeligt, og ſaaledes, at disſe Nodvendigheder kunne tages til Hiemlas, naar man har kiort Produkter til Byen, ſelvſi det Tilfaœlde, at Heſte og Vogn maatte giere nogen Om⸗ vei. Ellers kan under adſkillige Omſtaœndigheder ſaare megen Tid derpaa ſpildes.
11. Kiorſeler ved Bihaandtering. At bringe Bihaandteringer i Gang, Kierſeler ved der krœve mange Kiorſeler, kan undertiden blot af den Aarſag verre gaynligt, fordinehe die man derved med Fordeel kan holde deſto flere Heſte. J den for Agerdyrkningen gun⸗ ſtigſte Tid bruges de da alle paa Marken, og hine Kiorſeler ophore ſaalenge. Der⸗ imod beſkaftiges Avlingens Heſte paa en anden Tid, naar der intet er at forrette paa Marken, til hiin Bihaandtering, f. Ex. ved et Tegl⸗ eller Kalkbrenderi. Ja der kan endog gives de Tilfœlde, i hvilke Poſt⸗ og Fragtkierſeler ere fordeelagtige for en Landmand; men disſe Tilfœlde ere kun faa, og det bliver ofte til Skade, naar man vel overveier Sagen.
13. Forbedringsarbeider, f. Ex. Planerings⸗, Jord⸗, Mergel⸗, Kalk⸗ Forbedrings⸗ og Muldkiorſeler. Naar man vil foretage ſaadanne Arbeider af betydeligt Omfang, arhe de ſaa maa man overlœgge, om man ſkal dertil anſkaffe egne Spaend, eller om de kunne forrettes af Avlingsheſtene i den Tid, hvor ellers intet er at giore. Da der til visſe Aarets Tider ikke er Arbeide nok for de ſodvanlige Spand, om man end til andre Tider har nok for dem, ſaa vil en god Landmand ſaameget mere ſtedſe have nogle Forbedringsarbeider i Gang, hvorved han da kan benytte dem.
§. 187.
Efter disſe Scetninger, der dog under ethvert beſtemt Tilfœlde maae modifice⸗ Veregning res efter Lokaliteten, kan man nu beregne, hvor mange Arbeidsdyr der udfordres vendige ved Avlsbruget. Dette kan forſt ſkee i Almindelighed, naar Summen af Arbeidsda⸗ Spand. gene i et heelt Aar ſammendrages, i hvilket Tilfœolde man da maa anſlaae i det rin⸗ geſte en Fierdedeel til Bihaandtering og til Forbedringsarbeider, for at vare vis paa i de travlere Arbeidsperioder, at have nok deraf.
Mien man gaaer noiagtigere tilverks, naar man beregner Arbeiderne, ſaale⸗ des, ſom de forefalde til de forſkiellige Aarstider, og derefter beſtemmer Spandenes Tal

Efter Aars⸗
tiderne.
136
Spoendets Arbeide.
Tal ſaaledes, at de i enhver Periode ere tilſtrekkelige. Man maa dog i hver Tids⸗ punkt have noget tilovers, omtrent, fordi Arbeiderne i en Deel af den kunne forſinkes ved ugunſtigt Veirligt, i hvilket Tilfœlde andre Biarbeider, der trade i
disſes Sted,
kunne forrettes. Vi inddele disſe P
Perioder efter de ſadvanlige Aarsti der⸗ uden juſt at tage ſaa
noie Henſyn paa Almanak⸗Terminerne. Vinteren indeholder 80 Arbeidsdage, i hvilken Giodningskiorſelen til Brak⸗ frugterne og Balgſoden kan ſkee, og maaſkee endog nogen Opploining af Stubben
kan indhentes.
Desforuden maa Spandet beſkaftiges med andre Kiorſeler.
Foraaret har 64 Arbeidsdage, og i disſe forefalde folgende Spandarbeider, hvoraf det ene naeſten fortrcenger det andet. At ploie anden, tredie, og maaſkee ogſaa fierde Gang til Brakfrugterne og at
harve; til Baœllgſeden een Gang; til Byg to Gange;
til Havre een eller to Gange, hvilke ſidſte Arbeider for ſtorſte Delen kunne ſpares eller dog meget lettes ved at bruge Exſtirpatoren.
Udagning af den ſenere faldne Giodning til de ſildigere Brakfrugter.
Arbeider med Heſtehakken, ſom befordre Vegetationen; ogſaa Vinterſadens
Harvning.
Sommeren, omtrent ved Junii Maaneds Begyndelſe, indeholder 80 Ar⸗
beidsdage.
Brakmarkens eller ogſaa Balgſœds og Klsvermarkens Pleining til Vinterſcd; Udagning af den til Vinterſcœden beſtemte Giodning; Fortſat Bearbeidning af adſkillige Afgroder med Heſtehakken;
Sedhoſten;
Hohoſten. Efteraaret, regnet omtrent fra September Maaneds Begyndelſe, har 76 Ar⸗
beidsdage.
Linten
det Ep meget n
og paa
Land t
42 8d. Sorſ

zi hver dids af den kunne
der trade i uſt at tage ſaa len til Brak⸗ af Stubben ſeler.
pandarbeder,
ugterne og at
kunne ſpares
ter. Vinterſedens
podder do Ar
Vinterſed;
137
Den ſidſte Ploining til Vinterſaed, dens Harvning o. ſ. v., Hoefterſletten;
Indhoſtningen af Kartofler og andre Rodder⸗ og Kaalvaxter;
Opploiningen af Stubbene eller af Gronſper til den tilkommende Vaarſced, ſaa⸗ velſom til fuldſtcendig Brakning i den folgende Sommer.
Disſe Perioders Begyndelſe og Ende er forſkiellig efter de forſkiellige Klimater, hvorpaa altſaa enhver maa tage Henſyn. Uſoedvanlige Aar kunne ogſaa forkorte den ene eller den an⸗ den, og man maa da vide paa en fornuftig Maade at veelge ſine Forholdsregler, til Ar⸗ beidets Fremme. Foraaret begynder, kan man overhovedet antage, midt i Marts; men paa kalkgrundig, ſei Leerjord, naar Markerne have ſtraa Beliggende mod Norden, forſt to eller tre Uger ſenere, hvilket gior en ſaa betydelig Forſkiel, at der allerede med Henſyn herpaa udfordres, hvis Jorden i det Hele er af dette Slags, en ganſke anden Avlingsindretning, end den for en varmere Grund. Hvor man kun ſaaer Havre eller ſtort Byg, ender dog den 25 May, efter den almindelige Mening, denne Periode; memavler man ogſaa det ſmaa Byg og Boghvede, ſaa ſticekker den ſig indtil den 15 Juni. Man maa vel logge Marke til, at der pleier at indtrœffe mange Helligdage i denne Periode. Den er den beſpcerligſte blandt dem alle, og man kan ſikkert antage, at naar alt det, der ſkal forrettes med Spendet, iverrkſcttes i denne Periode, ſaaledes ſom det bor, ſaa er det til andre Tider fuldkommen tilſtrakkeligt. Hertil kommer endnu, at man til denne Tid ikke kan fordre nogen ſteerk Anſtreengelſe af Heſtene, fordi de da pleie at have Krop og Oxerne ved mange Avlsbrug ikke ere i megen Kraft fra Vinteren af. Derfor er Arbei⸗ dernes Lettelſe og Forkortelſe ved de omtalte Redſkaber i denne Periode af ſaa ſtor Vig⸗ tighed. J Efteraarsperioden vil den forſigtige Landmand ſoge at paaſkynde alle ſaadanne Arbeider, ſom den indtredende Freſt ſtandſer.
Vinterperioden kan vare larngere eller kortere, og ofte kan man i den indhente nogle af de om Efteraaret ikke fuldendte Arbeider, eller ogſaa forrette noget af Foraarsarbeidet. Gisd⸗ ningsudkiorſelen, hvortil denne Periode paa jevne Marker er ſaa fuldkommen ſkikket, finder dog ikke Sted ved alle Avlingsindretninger, men kan ved de fleſte kun forrettes midt om Sommeren, til ſtor Skade for andre Arbeider.
Speendets Arbeide.
§. 183.
Man pleier ſaa omtrent at gisre et Overſlag, der ſom ofteſt traffer ind over det Spaœnd man behover, naar man beregner, eller ogſaa af Erfaring ſlutter, hvor⸗ meget man behever i den egentlige Dyrkningstid om Foraar og Efteraar, for ganſte og paa en tilborlig Maade at kunne ende denne i 4 Uger eller 24 Arbeidsdage.
Naar een med 2 Heſte forſpœndt Plov daglig ploier noget mere end 1 Tonde Land til Sad, og fire Heſte daglig harve 7 til 8 Tdr. Land, ſaa kunde omtrent 42 Tdr. Land dyrkes i 4 Uger med fire Heſte. Ploie de derimod ſormedelſt et tungt
S Jords⸗
Forſte Deel.
Almindeligt Overſlag⸗

Tieneſtefolk
2g Dagleiere⸗
Hwilke ere de
fordeelag⸗ tigſte.
138 Speendets Arbeide.
Jordsmon, eller de dybere og ſmallere Furer, ſom man vil anvende, eller ogſaa formedelſt ringere Krafter og Uvirkſomhed, noget mindre end 1 Td. Land daglig, ſaa vil dermed kun dyrkes 35 til 36 Tdr. Land. Paa hver 42 eller 36 Tdr. Land Vinter⸗ eller Vaarſad(efter de ſoddvanligſte Beregninger paa 43 eller 37 Tdr. Udſad) maa der altſaa holdes 4 Heſte, og ſaaledes pleier man i mange Egne at regne een Heſt paa 10 Tdr. Vinterſedd. Men naar der ſaaes ligeſaa megen Byg og Havre, ſom Hvede og Rug, og der oven i Kiobet endnu dyrkes megen Balg⸗ ſad og mange Brakfrugter, ſaa er det, man om Efteraaret behover, ikke tilſtrak⸗ keligt om Foraaret, efter den ſodvanlige Dyrkningsmaade. §. 189.
Det er altid med Henſyn paa hiin Periode ſikkreſt, at giere ſig et Schema over de Arbeider, ſom man under enhver given Omſtandighed behover, efter den be⸗ ſtemte Avlingsindretning og efter Lokaliteten. Man adſfille tillige i to forſkiellige Co⸗ lumner de Arbeider, hvilke meeſt pasſende kunne forrettes med Oxer, og de, ſom bor ſkee med Heſte, og man antegne da i hver Columne, ved Siden af ethvert Ar⸗ beide, Arbeidsdagenes Antal efter Arbeidsdyrene. Saaledes vil man ogſaa udfinde det rigtigſte Forhold imellem de Heſte og Oxer, der bor holdes.
Haandarbeider,.
§. 190. Disſe dele ſig forſt: a) i Tieneſtefolkene, der have bortleiet deres Krafter udelukkende til vort Avlsbrug, og ſom vi derfor ernerre og i det Hele betale; b) i ſaadanne, hvilke kun dagviis eller ſtykkeviis erholde deres Arbeide betalt. Om de Hoveripligtige, der med Spand og med deres Hander arbeide for os, vil blive talt ſeerſkilt. §. 191. Om man ſkal holde flere Arbeidere af det forſte eller af det andet Slags, be⸗ ſtem⸗
„f
ſtemmes ſtranit,
Fo hollken me altid finde telige og Ifhangig der hoiler
da
agſtrarig
ſig. D. milier og 8
ded Tien oerhoved
Heuſyn; vœre om
nilie faa

nbende, ele 21 Td. Land 42 eller 36 4 43 eller 37 i vange Ehne ſaa megen Byg megen Balg⸗ ilke tilſtrat⸗
ſig et Schemn , efter den be⸗ forſtiellige Co⸗ , og de, ſom gf ethvert Ar⸗ ogſaa udfinde
lvort Alebtug
de hetalt. rarbeide for 31
andtt Slu,b ſtem⸗
Haandarbeider. 139
ſtemmes ved lokale Forhold, der ofte ſlet ikke tillade noget Valg, ofte kun et ind⸗ ſerxnket, men ſieldent et ganſke frit.
For Tieneſtefolkene taler den ſtorre Hengivenhed, Deeltagelſe og Troſkab, hvilken man overalt ſkulde vente af dem, ſom Lemmer af Familien,(men viſt nok ikke altid finder); den Sikkerhed, hvormed man kan giore Regning paa dem ved uopſcet⸗ telige og daglig fortlobende Arbeider; det noiere Opſyn, hvorunder de ſtaae; den Afhaengighed og Lydighed, ſom man er berettiget til at fordre af dem; og det Anſvar, der hviler paa dem for de dem i Sardeleshed betroede Forretninger.
Dagleiere og Accordarbeidere krœve derimod mindre Omſorg; kunne antages og ſtrax igien afſkediges, naar man vil, ſaaledes ſom deres Arbeide og Flid forer det med ſig. Deres Arbeidſomhed er ſtorre, da de maae ſorge for ſig ſelv og for deres Fa⸗ milier og maae frygte ved ſlet Arbeide ſtrax at miſte al Fortieneſte.
Dertil kommer endnu, at under de fleſte Lokal⸗Forhold blive Omkoſtningerne ved Tieneſtefolkene og deres Arbeide langt betydeligere, end ved Dagleiernes. Man kan overhovedet antage dem for en halv Gang til ſaa dyre, om man endog virkelig tager Henſyn paa det forrettede Arbeide, ikke paa den anvendte Tid. Talen kan her ikke verre om de ſaakaldte tvungne Tieneſtefolk(Zwangsgeſinde), da disſe eller deres Fa⸗ milie faae en Deel af deres Lon i den dem overdragne Bondejord.
§. 192.
Tieneſtefolkene bruges ſœdvanlig kun til ſaadanne Arbeider, ſom uafbrudt frem, og fordre en beſtandig Opmarkſomhed. Om de Karle, der bor holdes ved Heſtene er talt i§. 181; Spandenes Indretning beſtemme deres Antal. Til de Ar⸗ beider, ſom Orxerne forrette, holdes kun i nogle Avlsbrug Karle, men ellers kun paa 24 til 30 Oxer een Rogter, og naar der endnu ere flere, tillige en Dreng.
Een Rogter er tilſtrœkkelig til 50 til 60 Qvaghoveder, ikke alene paa Graes⸗ gang— hvor han i al Fald ved Hielp af en god Hund kan holde 200 i Orden— men ogſaa i Stalden, naar han om Vinteren har nogen Hielp ved Hakkelſeſkicringen, og om Sommeren, naar det gronne Foder hugges og tilkiores.
Gaardpigernes Antal beroer ikke alene paa Koernes Antal, men ogſaa paa
den Mangde Melk de yde, hvilke foruden Malkningen ogſaa forrette alle Arbeiderne S 2 i Meitk⸗
ſtride Tieneſtefolke⸗
nesPerſonale.

pa Gaarden n,
140 Haandarbeider.
i Meieriet, ſaavelſom i Huſet og Haven, og ſom tillige bruges ſaa meget ſom muligt
ved Dyrkningen af visſe Afgroder, iſcr ved Horren og Hampen og i Hoſtens Tid, men ſpinde om Vinteren. J gode Staldſoringsbrug regner man tre Piger til 50 Koer, hvoraf den ene, Meierſken, har Opſigten over de Andre. holder man ulige flere, til 10 Koer een Pige, men ſom da ſkal bringe dem Foret, og muge under dem; begge Forderninger ſkee i middelmaadig ſtore Avlsbrug fordeel⸗ agtigere paa anden Maade. J Kobbelbrugets ſtore Hollcenderier holdes een Pige til 25 Koer. Ved ſtore Ao egeug udfordres endnn een ſearſkilt til Huusarbeiderne.
Een Svinehyrde er nodvendig ved en betydelig Svineavl, og denne Green er ikke ſaa uvigtig, at man kan overlade den til et gammelt Fruentimmer eller til en Dreng.
Om at holde en Hyrde kan der forſt tales i Afdelingen om Skaferiet, da den Maade, hvorpaa han holdes og lonnes, er meget forſkielligt indrettet. Ved
J nogle Egne
den almindelige oeconomiſke Beregning kommer han kun i Betragtning, forſaavidt an faaer Pengelon eller Deputat.
Deernaſt holdes for det meſte en Ladefoged, en. Opſynamand, en Avls⸗ karl, en Formand, hvilken iſcrr ved Oxeploining med Dagleiere arbeider foran, og ſom ogſaa ved Hoſten og andre Arbeider, hvori han ſelv tager Deel, holder det Hele i Orden. an ſtal tillige holde alle Agerdyrkningsredſkaberne i Stand og for⸗ fœrdige nye. X₰ ſtore Avlsbrug holdes endnu, foruden hiin, en egen Tommermand (Hugger), der fornemmelig forfaœrdiger Vogntsiet, og tillige beſorger Gaardarbeiderne, Reparationerne og de ſmaa Bygningsarbeider.
Een eller flere Gaardskarle, der komme til Hielp ved alle forefaldende Arbei⸗ der, holdes ogſaa undertiden, men erſtattes dog oftere ved paalidelige Dagleiere, naar man ellers kan faae ſaadanne.
§. 193.
Disſe Tieneſtefolk boe enten paa Gaarden, faae Koſten og alle Fornodenheder der og ere i Almindelighed ugifte, eller der gives dem et viſt Deputat til deres Under⸗ hold, og de boe da for det meſte i ſorſkildte Vaaninger og ere gifte. Hiin Under⸗ holdningsmaade er udentviyl fordeelagtigere ſaavel i Henſeende til Omkoſtningerne, ſom
ſom til dt, ji u wedtt ſt⸗ gan Beſ vere ford
9 meget ſe gift F⸗ ning, ſar deles demn ſillden k Opſynön, ſinder m Deputati
3 paa, hve brug. bedring heenge ved Feſtdage Dag ikke der over afkorte e
V Lirkſom
ſi on, a ſtedshed Ehnn
3 ſtemmes

t ſom mig 8
Hoſtens Ti, re Piger ti Jrogle Egne de den Foret, lsbrug fordee⸗ ldes een ige arbeiderne.
enne Green er ger eller til en
Skeferiet, da brettet. Ved 9, forſaavidt
d, en Aols⸗ bbeider foran, I, holder det Stand dg for⸗ Tommermand gardarbeiderne,
efaldende Arbei⸗
elige Dagliite,
Fernodenheder til deres Under⸗ Hin Undi⸗
inkoſtningerte, ſem
Haandarbeider. 141
ſom til den noiere Opſigt, hvorunder disſe Menneſker ſtagae. Jo ſtorre deres Antal er, jo mere formindſte Omkoſtningerne ſig for enhver Enkelt, da der ſpares mere ved et ſtorre Antal, ſaavel med Henſyn paa Vaaning, ſom Ildebrand, Lys og ſelv paa Beſpiisningen. Hvor der holdes ſaare faa Tieneſtefolk, der kunde det maaſkee vœre fordeelagtigt at give dem alle Deputat.
Men holder man eengang ſaadanne Tieneſtefolk, ſaa er det viſt raadeligt, ſaa meget ſom muligt at indſkraenke deres Antal, der faae Deputat, og blot at holde ugifte Folk; thi da hine ſoge at underholde hele deres Familie paa Aplsbrugets Reg⸗ ning, ſaa ere de ſielden tilfreds med det rigelige Deputat, der for deres Perſon til⸗ deles dem, men ſtrabe endnu at ſlabe hiem alt, hvad der er dem muligt, hvortil man ſielden kan bersve dem Leiligheden. Da man imidlertid maa have nogle, f. Er⸗ Opſynsmandens og Rogterens Pladſer beſatte med gammelagtige og ſatte Folk, ſaa finder man ſielden ſaadanne ugifte, og maa derfor i Henſeende til dem finde ſig i Deputatindretningen.
§ 194.
Henſeende til Tieneſtefolkenes Underholdning og Koſt maa man tage Henſyn Tieneſtefolke⸗ nes Koſt.
paa, hvad der er Skik i hele Egnen, og i Serdeleshed ved Tiltradelſen af et Avls⸗ brug. Det er ſielden eller aldrig raadeligt at giore Forandringer; ſelv ved en For⸗ bedring vilde man let opvoakke Misfornsielſe hos disſe Menneſker, der ſaa gandſke henge ved Vanen. J de fleſte Egne har enhver Dag i Ugen, enhver Aarstid, mange Feſtdage deres egne Retter, og Folkene ville blive utilfredſe, om de paa en ſaadan Dag ikke erholdt det, ſom de maaſkee paa en anden ikke gad ſpiſe. J Hoſttiden fin⸗ der overalt en bedre og rundeligere Beſpiisning Sted; i denne bor man aldeles ikke afkorte eller forandre Noget, naar man ikke vil formindſte Folkenes her ſaa vigtige Virkſomhed og Munterhed. Tilſtaaer man det, ſom er brugeligt, og overbeviſer ſig om, at Folkene virkeligt faae det, ſaa bor man aldeles ikke give efter for den Util⸗ fredshed, ſom ikke deſtomindre kunde yttres, da Folkenes Fordringer ved en ſaadan Ejtergivenhd ikke pleie at have nogen Grandſe.
J Almindelighed kan der, for de mange Forſkielligheders Skyld, Intet be⸗n Aöidker der⸗
ſtemmes om Udgivterne ved en Karls eller Piges Underholdning. Forſtiellen er fra⸗ een

Daglon og
142 Haandarbeider.
een Egn til den anden ſaa ſtor, at den udgior mere end det dobbelte. Dog finder man i det Hele, at Tieneſtefolkene arbeide ſterkere og lade ſig mere bruge til alle Slags Arbeider, der hvor de gives bedre Koſt, og i Serdeleshed mexe Kiodmad, ſaa at Omkoſtningerne ved det af dem forrettede Arbeide ere ikke ſaa forſkiellige, ſom de Udgivter, der komme paa hver enkelt Perſon. J adſkillige landoeconomiſke og ka⸗ meraliſtiſte Haandbsger finder man angivet og enkelt ſpecificeret de Vedtagter, der finde Sted i visſe Egne. Dette er noiagtigſt beregnet af Greve Pedevills i hans Wirthſchafts⸗Erfahrungen zu Guſov.
Efter en almindelig af ſaadanne Data uddragen Middelpriis, maae Beſpiisningen og alle tilſammentagne Underholdnings⸗Omkoſtninger af en Karl, en Opſynsmand eller Rogter, i alle de mig bekiendte Egne, ſettes liig 12½ Tdr. Rug eller 306 †, og af en Pige eller Dreng liig 10 ¾ Tde. Rug eller 252 †, Imen hvori da ogſaa indbefattes alt det, der udfordres til at holde dem, ſaaſom Ild, Lys, Senge o. ſ. v. Regnet til Penge er Differentſen ſtorre formedelſt Levnetsmidlernes forſkiellige Priſer.
Lonnen er ogſaa meget forſkiellig; imidlertid pleier den dog ogſaa at ſtaae i et ligere Forhold til Sadens Priis, end til Pengenes Nominalvard, og man kan an⸗ ſlaage en ſaadan for en Karl til 6 Tdr. Rug eller 144 †—, og for en Pige med Lerr⸗ red og hvad hun ellers faaer, til 4 ½ Tde. eller 108 ³. Opſynsmandens Lon pleier at anſlaaes noget hoeiere, og Rogterens noget lavere end Karlenes.
§. 196. Andre Arbeidere faae enten Daglen eller accorderet Betaling ſtykkeviis for et
Stykviis⸗ el⸗
ter Accordar⸗biſt Belsb af ethvert Arbeide eller noget beſtemt af en vis Arbeids Indtagt. beiders Beta⸗
ling.
9
Arbeid, der forrettes for Daglon, kraver det neiagtigſte Tilſyn, for at holde Folkene i en vis Virkſomhed. Ved denne Dagleie fortiene de mindſt, og dog bliver Arbeidet ſelv i Almindelighed dyreſt. Efter en almindelig Middelpriis fortie⸗ ner en Dagleier, der arbeider uden Kunſt og Anſtrangelſe, i ni Dage 3 Skiepper Rug, og kan altſaa daglig anſlaaes til 1+. Fruentimmer og ſvage Arbeidere for⸗ tiene i tolv Dage 3 Skpr. Rug, liig ½ † daglig. Dog finder en vis Forſtiel Sted.
Arbeider, der forrettes ſtykkeviis eller efter Accord, fordre mindre Opſyn, og man behover kun at efterſee det ferdige Arbeide. Denne Betalingsmaade er unag⸗
telig
ttig fit ſtil, on den, medd mere her Beavemii beidet ſel lettere, gieh, iſe af dihſen Arbeidſos forkaſten Aarſag det gionn ſtelighed nogenlun! A
faaet den den endo Sägel, hnn ogſa tagninge arbeider 8
manden
de fleſte
d Egne ne dem, n den.

Dog fiunde bruge til all ete Kiodmad, lige, ſom de nowiſte og ka⸗ Jedtagter, de
gen zu Guſot.
eBeſpitsningen —n Opſynswand Feller 306 †0, vori da ogſaa Senge o. ſ. v. iellige Priſer. aa at ſtaae i et man kan an⸗ Pige med kar⸗ dens Lon pleie
zykkeviis for e tegt.
Tilſyn, for at mindſt, og dg ddelptis forti⸗ dage 3 Skiepper e Nrbeidete fo⸗ Forfliel Sted. windte Opfyn, zmaade et unag⸗ telig
Haandarbeider. 143
telig fordeelagtig ſaavel for Herren, ſom for Arbeideren. Thi det gior en ſtor For⸗ ſtiel, om en Arbeider er betenkt paa at fremme ſit Arbeide eller kun at tilbringe Ti⸗ den, med ſaavidt muligt Beſparelſe af ſine Krafter. Han mage naturligviis fortiene mere herved end ved Daglon, og kan derfor ogſaa ernare ſig bedre, forſkaffe ſig ſtorre Beqvemmeligheder hiemme, og holde ſig friſt og ved Krafter. Herved bliver Ar⸗ beidet ſelv kigerere for ham, han ponſer paa, hvordan han ſkal kunne giere ſig det lettere, anſkaffer ſig henſigtsmasſigt Varktoi, og vanner ſig til lettende Haand⸗ greb, iſcrr naar han ofte forretter eet Slags Arbeide til visſe Aarstider. Ved mange af disſe kan han tage Kone og Born til Hielp, og derved tidlig vgnne de ſidſte til Arbeidſomhed, hvorved han endnu mere kommer i Velſtand. Langtfra altſaa, at forkaſte denne Indretning— hvilket mange taabelige Landmand virkeligt giore af den Aarſag, fordi deres Arbeidere derved fortiene formeget, uagtet de tydeligt indſee, at det giorte Arbeide koſter dem mindre— vil den kloge Landmand ikke ſkye nogen Van⸗ ſkelighed for at bringe denne Arbeidsmaade i Gang ved ethvert Arbeide, hvis Omfang nogenlunde lader ſig beregne, eller er bekiendt ved Erfaring.
Accord⸗Betalingen finder ſom ofteſt Sted ved Tarſkningen, da Arbeideren faaer den 14de, 16de eller 18de Skieppe i ſaakaldet Tarſkerlon. Dog finder man den endog indfort ved Hoſtarbeidet, og fornemmelig ved de der afſkicere Saden med Segel, hvilke erholde for hele Hoſtarbeidet den 11te, 12te eller 13de Neg. Man kan ogſaa med Fordeel anvende den ved nogle andre Arbeider, iſer ved Kartoffelop⸗ tagningen, og man behover kun at agte paa, at dette Arbeide ligeſom andre Accord⸗ arbeider ſkeer paa tilborlig Maade, og uden Overilelſe, der forvolder Tab.
Om der endog ved ſaadanne accorderede Arbeider ikke vandtes andet for Land⸗ manden, end at Arbeidet blev hurtigere forrettet, ſaa er denne Fordeel allerede i de fleſte Tilfclde meget betydelig.
§. 197.
For at forſikkre ſig Arbeidere til Dag⸗ eller Accordarbeider, er det i de fleſte Arbeidende „.. 2.. 8 ꝗ ili 85 Egne nodvendigt at have Vaaninger for arbeidende Familier, og at bortleie disſe lannern
dem, med den Betingelſe, at de alene ſkulle arbeide for Herren, imod en vis beſtemt
Lon. Disſe Familiers Antal maa beregnes og beſtemmes i Forhold til de ved Av⸗ lin⸗

144 Haandarbeider.
lingen forefaldende Arbeider. De maae vere tilſtrakkelige til de nodvendigſte Ar⸗ beider, men heller ikke flere, fordi de viſt nok i mange Henſeender kunde falde til Byrde; thi man maa ſorge for, at dei det ringeſte have deres Udkomme, og at de
hele Aaret igiennem kunne daglig fortiene noget. Hvor dette ſkeer, vil man ikke let
fattes ſaadanne arbeidende Familier, fornemmelig naar der foruden Vaaning gives dem den nodvendige Ildebrand. De behove en lille Have, hvori de kunne dyrke de nodvendigſte Urter, eller et lidet Stykke Jord maa anviſes dem dertil, men aldeles ikke ſaameget, at det kunde blive fordeelagtigere for dem, at anvende det meſte af de⸗ res Arbeide for dem ſelv, og ikke for deres Herſkab; en Forſeelſe, ſom man har be⸗ gaget i mange Lande. J de Egne, hvor man med Vished kan have andenſteds boende Arbeidere, der ikke have nogen Slags Forpligtelſe paa ſig, vil man viſt nok ſtaae ſig bedre ved disſe, om man endog maa betale dem noget dyrere. Kan man kun til visſe Tider have fremmede Arbeidere, ſaa maa man foretage ſaadanne Arbeider, ſom ikke ere bundne til nogen beſtemt Tid, hvortil mange Forbedringsar⸗ beider hore, naar de fleſte Arbeidere tilbyde ſig og man folgelig kan have dem for letteſt Priis.
§. 198. Srandar ie For at kunne beregne hvor mange Dagleiere eller Accordarbeidere der behoves ved et Avlsbrug, komme folgende af de ſœdvanlige Arbeider i Beregning:
1) Ploiningen med Oxer og med to Hele⸗ naar der paa et Spand af fire Heſte kun holdes een Karl.
2) Harvningen med Orxer, naar denne, ved et ringe Heſtehold undertiden finder Sted, og Kiorſlerne med Oxer, naar man ikke holder Tieneſtefolk dertil.
3) Arbeiderne ved Giodningen, dens Udmugning, og den undertiden meget nyttige Omſtikning, Overosning med Vand og dets Afledning; dernaſt Giodningens Paalcesning, hvorved man til hver Vogn regner 1 ¾ til 2 Menneſker, alt efterſom der kisres oftere ved vexlende Vogne, og Giodningen ligger faſtere. Giodningens Af⸗ lesning paa Marken forrettes i Almindelighed af Avlskarlen; dog er det ofte til Nytte, at give een Mand til Hielp, naar der kiores med mange Vogne, hvilken da tillige paaſeer, at Bunken ſtroes ordentlig.
9 mer dagli til3oo ſund, hvo jeone Jort nen. U. ning ned pver Not
5) at een R mand ku det mege til Unytt ſyn paa 7 til9 T
6. ved Rivn kertid, ku ring kan optages. Tonde de
9 vogne, ſom rive
Fruegtim N dige med
Korſtt

Kvendigſte N⸗ kunde falde ti mme, og at de vil man ieke ſet Vanning gies kunne dyrde de , men aldeles det meſte af de⸗ m man har be⸗ dave andenſtds man viſt nol re. Kan man etage ſaadanne Forbedringear⸗ have dem for
ere der behobes ning: Spend af ſire
ehold undertiden tefolk dertil⸗
undertiden miget naſt Giodningen je, alt efterſom giodningens A er det ofte til gre, hilken da
9 giod⸗
Haandarbeider. 145
4) Giäodningens Stroening paa Ageren, hvorved man antager at et Fruentim⸗ mer daglig kan ſtroe Giodningen paa 5000 til 8000 ½ Alen, og en Karl paa 10000 til 13000 Alen. Derved kommer det an paa, hvor ſtarkt man gisder, paa den Til⸗ ſtand, hvori Giodningen er, og paa dens meer eller mindre fuldkomne Adſplittelſe og jevne Fordeling, hvilket ſidſte er ſaa vigtigt, at man derved ikke bor ſpare paa Daglon⸗
nen. Undertiden er det nodvendigt med en Rive eller Greb at trakke den lange Giod⸗
ning nedi Furen, hvortil da behoves een Perſon paa to Plove og undertiden een til hver Plov.
5) Sadens Saacning forretter i Almindelighed Avlskarlen. Man regner at een Mand daglig kan ſaae 7 Tdr. Vinterſad og 9 Tdr. Vaarſad. Hvede Saae⸗ mand kunne vel ſaae meget mere, men naar man regner efter Sœdmaalet, kommer
det meget an paa, hvor tykt der ſaaes, og mange Tonder Sad bortkaſtes maaſkee
til Unytte, blot for at have ſaaet meget i een Dag. Man beor derfor mere tage Hen⸗ ſyn paa Arealet end paa Udſaden, og vare tilfreds, naar Een daglig godt beſaaer 7 til 9 Tonder Land.
6) BVed Hoſten regner man, at en Karl daglig meier Saden af 1½ Sde. Land, og ved Rivning, Binding og Sammenſatning et Fruentimmer paa en Tonde Land. Imid⸗ lertid kunne kraftfulde Folk, der arbeide med Lyſt, udrette mere. Hiin Bereg⸗ ning kan altid antages noget hoiere, naar Saden med ſimpel Lee hugges op til og optages. Ved at ſkigere Saden med Segelen gior een Perſon overhovedet en haly Tonde Land fœrdig.
Naar Ageren ikke ligger langt fra Gaarden, og Arbeidet gager raſk med Vexel⸗ vogne, ſaa beſkaftiger et Spand ved Indkiorſelen to Lasſere og eet Fruentimmer, ſom river efter, men ellers kun et Mandfolk.
J Laden udfordres ved hiint raſke Arbeide to Mand til Aflœsning og to Nand til at ſotte Sœden ſammen, og ved hver 10 Fods Dybde af den opſtablede Sad tre Fruentimmer. Naar Arbeidet gaaer mindre raſk ere to Mand i Almindelighed nok.
River man Stubben med Heſteriven, ſaa kan en Mand og en Heſt blive far⸗ dige med 4 ½ Tde. Land daglig.
₰
Forſte Deel.

146 Haandarbeider.
7) J Hehoſten regner man 10,000 Alen paa een Slaaekarl, og ved Rivningen ligeſaa meget paa et Fruentimmer. Ved Engenes ofte ſtore Fra⸗ ſtand maa man regne paa mindre, og ved Hobiergningen gisr Veiret ofte en be⸗ tydelig Forſkiel, ſag at man kommer ud med langt ferre Perſoner i godt Veir. Naar Kloveren hugges, kommer 1 Td. Land paa een Lee, fordi Grunden er jevnere, og da Kloverens Behandling til Hs er meget ſimpel, antager man henved 2 Tonder Land paa een Perſon.
Bed Hoets Paalcesning og Aflaœsning antages ligeſaa mange Folk paa Engen og halv ſaa mange i Laden, ſom ved Sadens Indkiorſel.
8) ₰ Henſeende til de behakkede Brakfrugters Dyrkning ere Methoderne for⸗ ſkiellige. Naar den foretages med pasſende Inſtrumenter og paa den henſigtsmas⸗ ſigſte og ſparſommeligſte Maade, ſaa udfordres folgende Haandarbeidere paa 1 Td. Land: til Kartoflernes Lagning fire Perſoner; til Oprykning af det Ukrud, der, efterat Heſtebehakningen er ſkeet, endnu kan komme frem, to Perſoner; til Optag⸗ ningen to Mandsperſoner og 16 Fruentimmer i een Dag.
Ved Roers og andre fine Frsarters Radſaaening kan een Mand daglig beſaae noget mere end to Tonder Land med Maſkinen. De ſmage Furer kan een Heſt med to Mand daglig drage paa 5 ½ Tdr. Land.
Ved Bonnernes Radſaaening tager man, for at undgage Forſinkelſe, to Per⸗ ſoner, en Karl og en Dreng, og disſe giere da 2 ½ til 3 Tdr. Land farrdige.
Om Udhakningen og Foxtyndingen af de radſaaede Roer maae ſluttes Accord. Man betaler her en Rad, ſom er 40 Favne lang, med 1 Skilling(3 Pf.), og en Perſon fortiener derved daglig 20 til 24 Sk., og kan altſaa giore omtrent en halv Tonde Land ferdig.
Til Toppens Optagelſe og Afſkaring behoves otte til ti Fruentimmer.
9) Naar Tieneſtefolkene ikke ere tilſtrekkelige til Foringen og Oppasningen af alt Qveeget, iſer naar der fores meget med Hakkelſe, ſaa maa man anſatte Dagleiere dertil, hvis Antal man dog ikke, formedelſt de mangfoldige Forhold, kan beregne.
har Dderſ fot de Er 1C og hvorve 11 ſettelſe, t dohederne Herved ke 1 arbeidend 13 Tarſtelon R dende, o
beidſomhe Dagleiets flittig Acb
leiere ſin der, ell man der: vere tilh Puddenden igiennem
d ded det,

karl, og r fte ſtore Fur et ofte en be⸗ ri godt Veir. nden er jevnere, enved 2 Tonder
olk paa Engen
Nethoderne for⸗ en henſigtsmas⸗ ere paa 1 8. et Ukrud, der, er; til Optag⸗
dlig beſaae noget ſt med to Nand
inkelſe, to Per⸗ ferdige.
eſluttes Accord⸗ (3 Pf), 0g e omtrent en hab
ntimmer.
0g Dopasningen naa man anſctte 3 Forhold, dan
dil
Haandarbeider. 147
Til Faarenes Vaſkning og Alfpning regner man 60 til 70 Arbeidsdage pas 1000 Stykker..
Ogſaa til mange Huus⸗ og Gaardarbeider behoves Dagleiere, naar man ikke har Overfledighed Tieneſtefolk. Man maa ogſaa undertiden antage nogle i Stedet for de Syge.
10) Ved Havens Dyrkning, der imidlertid her kun kan antages megtt ſi ſimpel, og hvorved Pigerne hielpe, regner man aarlig 10 Arbeidsdage paa een Id. Land.
11) Til Grovters og Vandfurers Oprensning, til Indhegningernes Iſtand⸗ ſektelſe, til at udbedre Veiene, og hvad ellers er beſkadiget, maa man efter Omſtan⸗ dighederne regne 1 eller 2 Perſoner paa hver Tonde Land af hele Markens Areal. Herved kommer det iſcer an paa flere eller ferre Indhegninger, Veie og Grovter.
12) Forbedringsarbeidet kan ikke beregnes. Men man benytter dertil de arbeidende Menneſker i de mindre travle Tider.
13) Sadens Tarſtning, hoilken i Almindelighed ſkeer for en vis beſtemt Tarſkelon, ſoœdvanligt den 16de Tonde.
Naturligviis kunne disſe Satninger ikke antages ſom gandſke almindelig giel⸗ dende, og ere forſtiellige efter Menneſkenes forſkiellige Haandgreb, Duelighed og Ar⸗ beidſomhed. Arbeidsberegningerne ere antagne ſaaledes, ſom man kan vente dem af en Dagleiers uanſtrangte Arbeide, ikke ſaaledes, ſom det kan forrettes af en ſtark og flittig Arbeider, der har Accord. Imidlertid vil man endog ved ſœdvanlige Dag⸗ leiere finde dem tilſtrœkkelige i ſaadanne Avlsbrug, ſom ikke lide af ſorregne Lokalon⸗ der, eller ere nedſiunkne i en almindelig Kraftloshed.
Ligeſom man ved Heſtearbeiderne kan antage at Spandet er tilſtrakkeligt, naar man dermed kan fuldende Dyrkningsarbeidet, ſaaledes vil ogſaa Haandarbeidernes Tal vore tilſtrœkkeligt, naar man har Menneſker nok i Hoſtens Tid til dens tilborlige Fuldendelſe. Og disſe Folk vil man i et vel indrettet Aolsbrug atter hele Aaret igiennem nyttigen kunne beſkafftige.
§. 199.
En ſtorre eller mindre Deel af Arbeidet ſkeer undertiden ved Hoveri, ſaavel
ped det, der forrettes med Heſte og Vogn, ſom med Haanden. Saa fordeelagtigt oz T 2 uom⸗
Hoverie.

Haandarbeider.
uomgangelig nodvendigt Hoveriernes Ophavelſe kunne vare imod en ſaavel for den Berettigede, ſom for den Pligtige, faſtſat billig Erſtatning, og i Serrdeleshed under de fleſte Omſtœendigheder for det almene Vel, ſaa bor dog Landmanden til den Tid ikke forſomme at giore Brug dergf, men ſtrabe at drage ſaa ſtor Fordeel deraf, ſom muligt. Derved kommer det meget an paa den kloge Maade, hvorpaa de tienſt⸗ pligtige Folk behandles, ſom maa varre forſkiellig efter disſe Menneſters Nationakca⸗ racter, ofte efter den, der herſker i en enkelt Landsby. Hvo der forſtaaer, kun at bruge Strenghed, hvor den er nodvendig, men derimod at opmuntre disſe Folk ved Godhed og ſmaae Velgierninger til en dem ſelv gavnlig Flid; at afkorte Arbeidstiden, naar de viſe ſtorre Flid, ja under visſe Betingelſer at eftergive Dage, iſer med Hen⸗ ſyn paa deres egne uopſcettelige Forretninger, vil i mange Tilfalde udrette langt mere, end der er muligt med den ſtorſte Strenghed.
Hvor meget Arbeide de Hoveripligtige egentligt gisre, lader ſig ikke i Almin⸗ delighed beſtemme, hverken efter Hovdagene, eller efter det Arbeide, der er tildeelt dem, enten ved en ſardeles Overeenskomſt eller efter Vedtegt. Derved maa man i ethvert Tilfcœlde tage Henſyn paa Lokaliteten og de aldre Erfaringer, derſom Bon⸗ dernes Forfatning ikke har forandret ſig, men dog alligevel trœkke meget af fra det man venter, hvis man ellers vil verre ſikker paa, ikke at ſkuffes.
Da dog kun den mindre Deel af Arbeidet kan beſtrides ved Hoveri, med Und⸗ tagelſe af nogle Diſtricter i Tydſkland, ſaa bor man kun tildele dem de Arbeider, ved hvilke det ikke kommer ſaa noie an paa disſes Beſkaffenhed. Ved Ploining og Harv⸗ ning, med mindre, at man har los Sandgrund, er det af ſtor Vigtighed, hvorledes den ſkeer, da den ſlet ploiede Agers ſlette Afgrode volder et langt ſtorre Tab, end den Fordeel man vandt ved at ſpare ſit eget Spœend. Dette er endnu mere Tilfaldet, naar et beſtemt Dagarbeide er foreſkrevet de Hoveripligtige. Marken bearbeide ved Hoveri, der ſinder ſaare ſielden en forbedret Agerdyrkning
Hvor man maa lade
og Avlingsindretning Sted. aftiene deres Forpligtelſe ved Giodnings⸗, Sad⸗og andre Kiorſeler. ſom ofteſt to Hovſpœnd lige med et Gaardſpeend. Men det er vel kun ſaare ſieldent Tilfaxldet, at hine ere dette lige, naar de ſidſte lkke ſelv ere meget ſlette.
Er det altſaa muligt, maa man lade Hovſpandene Man regner
Paa
der ogſaa naſten al geſte mg
6 Sted, ol ti, ſaa o Tieneſtefe
Ar delbart d 4
nulig,
He ninden af om Jord til hvilt Henſyn

ſaavel for da i Sardeleshed wnanden til den Fordeel dergf, vorpaa de tienſ ers National⸗ ſtaaer, kun at disſe Folk ved e Arbeidstiden, iſerr mad Hen⸗ atte langt mere,
ſig ikke i Almin⸗ der er tildeelt rved maa man „derſom Von⸗
.—
eget af fra det
veri, med Und⸗ e Arbeider, ved eining og Harv⸗ tighed, hvorledes ſtorte Tab, en u mere Tiffaldet, r man maa lade ret Agerdyrkning ade Hovſpendene t. Man regit kun ſare ſeldn
ſlette. Paa
Haandarbeider. 149
Paa Hovarbeider med Haanden kan man i Almindelighed mere gisre Regning, naar Folkene ere nogenlunde holdte ved godt Lune. Man har ogſaa paa Grund her⸗ af antaget, at tre hoverigisrende Perſoner ere lige med to Dagleiere. Imidlertid fin⸗ der ogſaa her en ſtor Forſkiellighed Sted, og der gives Tilfalde, i hvilke man naſten aldeles ikke kan ſtole paa dem. Under andre Omſtandigheder ere de i det rin⸗ geſte meget nyttige i Hoſten, og ved visſe Opmuntringer meget ſtrabſomme.
Har man nu giort ſin Regning overeensſtemmende med de Forhold, der finde Sted, over det man kan vente i Almindelighed, eller af ethvert Arbeide ved Hove⸗ ri, ſaa afdrages dette fra de Arbeider, der ſkal forrettes med eget Spand, egne Tieneſtefolk og Dagleiere.
Avlsbrugets Beſtyrelſe.
§. 200.
Avlsbrugets Beſtyrelſe ſtaaer i ſaa noie Forbindelſe med Arbeidet, at vi umid⸗ delbart derefter tage det i Overveielſe.
At beſtyre er: at bringe ethvert Maal og ethvert Slags Kraffter i den ſaavidt mulig, henſigtsmassſigſte og meeſt vedholdende Virkſomhed.
Herom have vi allerede i Almindelighed talet i§§. 151 til 159, ved Bereg⸗ ningen af de landoeconomiſke Arbeider, og vi ville betragte det Speciellere ved Laren om Jordens Bearbeidning. Her bliver altſaa kun tilovers at tale om de Perſoner, til hvilke Arbeidernes Beſtyrelſe er overdraget i forſkiellige Gradationer, og om de Henſyn og Maximer, ſom derved bor iagttages.
§. 201.
Den forſte Perſon, af hvilken alt er eller bor vere afhœngigt, men paa hvill⸗Avlingsbeſty⸗ . 3.„ reren bervare ken da ogſaa hele Anſvaret hviler, kalde vi Avlingsbeſtyreren. Han kan ſelv vorenindſtranket,
Eier af Avlsbruget, eller han kan ogſaa vare en anden Perſon, der da, for ſaavidt det beroer paa Avlsbrugets Beſtyrelſe, trader ganſke i hiins Sted, maa anſees ſaa⸗ ledes af alle ham Undergivne, og ſelv betragte ſig ſaaledes.
det

Avlsbrugets Beſtyrelſe.
Idet ſidſte Tilfœlde er hans Forretning altid vanſkeligere, end i det forſte. Hiſt er han kun ſig ſelv og ſin Forſtand anſvarlig for lae Foretagender; men her og⸗ ſaa Eieren, eller den, der har ſat ham i ſit Sted. J det andet Tilfaœlde er han forpligtet ikke alene at gaae frem efter den med Eieren— Plan, men endog for det meſte at ſkaffe ham en ſikker beſtemt og diſponibel aarlig Indkomſt af Godſet; hvorimod det ſtaaer ham frit, ſom Eier, at opoffre denne for et Aar eller laengere, ganſke eller tildeels, eller rettere at anlœgge den i Godſet.
Men videre maa Indſkrankningen af hans fri Virkſomhed ikke ſtrakke ſig, hvis han ikke ſkal ophore, at verre Avlobrugets Beſtyrer, og altſaa fritages for Anſvar for Udfaldet.
Vil Eieren, der har overdraget en anden hele Beſtyrelſen, giore mere end ſee til, om den aftalte Plan bliver udfort, og om Beſtyreren i Almindelighed opfylder ſine Pligter; vil han blande ſig i Beſtyrelſen og eendre, om endog kun det Ringeſte deraf, ſaa ophorer Beſtyreren at varre dette ſelvſteendigt, og bliver da kun Eierens
underordnede Hielper.
Denne kalder jeg Opſynsmand eller Inſpecteur; hiin frithandlende Beſtyrer af Avlsbruget til⸗ kommer ſnarere Navnet Forvalter eller Adminiſtrator, omendſtiont man troer, at der med hiin Titel forbindes en hoiere Rang, end med denne.
Der kan da heller ikke tillegges ham videre, end den lykkede eller mislykkede udforelſe af enhver enkelt Forretning, ſom Principalen har overdraget ham, men aldeles ikke Udfaldet af det Hele. To Beſtyrere bor ikke vere i en fra een Punkt udgaaende og i een Punkt ſig concentrerende Forretning, eller ogſaa opſtaaer derved uundgaageligt den ſkadeligſte Uorden og Forvirring, med mindre at deres Omdomme og deres Villie vare fuldkommen eens i ethvert ſpecielt Foretagende af Beſtyrelſen; at den Enes Ord fuldſtondigen udtalte den Andens Mening, eller at begge betiente ſig af de ſamme Udtryk. Men da de tilfaldige Omſtandigheder, der udfordre en hurtig
Forandring, ere ſaa mangfoldige, ſaa er dette vel umuligt, og Erfaring lœrer, at
om end et Avlsbrug kan beſtage under ſaadanne Omſtendigheder ved en naſten hver Ti⸗
me fornyet Ove reenskom ſt af Beſtyrerne, ſkeer der dog beſtandigt Forſeelſer, ſom kunde voret uundgaaede under andre Forhold.
R Sagen, efut ſin kan Udfa at de iſ Avlsbrug Af Ooßhr bedſte Ud deſtaoe f Grunden Vanſtel og liber Tilfaldi talte Na mere elle ſikkrere maal kau ſyyrer ha ſondrede ham. ſin egen ſelvſteen feldet i ſindigt! dſer,
E! lengebe dedlige⸗ lende!

nd i det forſt z wen her og⸗ lffalde er han men endog for ſt af Godſt; eller lengan,
rekke ſig, hvis gesfor Anſpar
re mere end ſet lighed opfylder un det Ringeſte da kun Eierens
af Aolsbruget lil⸗ nan troer, at der
eller mishhkede aget ham, men fra een Punkt opſtaaer derved deres Omdomme f rf Beſtyrelſen; t begge betiene 1 dfordre en huttig rfaring latet, at en naſten! hver Ti⸗ Ferſelſer, ſon
Avlsbrugets Beſtyrelſe. 15ʃ
§. 202.
Naar en Eier, der, beſtandig eller fra Tid til anden er fravgrende, forſtaaerEn tkanne ket F
Sagen, eller trocr at forſtaae den, overdrager Forretningernes Udforelſe til en Andenaing for ham efter ſin Forſkrivt, ſaa kan denne aldeles ikke anſees ſom Avlingsbeſtyrer, ei heller er feilfuld,
kan Udfaldet i Almindelighed tilſkrives ham. Det er meget vigtigt for begge Parter, at de i ſaadant Tilfoœlde beſtemme det Forhold, hvori de ſtaae til hinanden og til Avlsbruget, og at de beſtemme det nsiagtigt og individuelt for dette Tilfelde. Af Dhhwbee eller af Inſpectoren kan da kun forlanges den, ſaavidt muligt, bedſte Udforelſe af den ved en Aaden giorte Anordning; men han kan aldeles ikke in⸗ deſtaae a Udfaldet, fordi Anordningen ſelv kan have vœret feilfuld, og have havt Grunden til det ſlette Udfald i ſig ſelov. Denne Forfatulng har ualmindelig ſtore Vanſkeligheder for begge Parter, og naar ikke derved inderlig perſonlig Velvillie og liberal Overbœrenhed finder Sted, ſaa kan et ſaadant Forhold neppe beſtaae. Tilfaldige Omſtandigheder giore ofte udforelſen umulig paa den foreſkrevne og af⸗ talte Maade. Skal nu den, der trader i⸗ Eierens Sted, giere en Forandring, der mere eller mindre afviger fra Forſkrivten— men ſom jo mere den afviger, deſto ſikkrere ſynes at lede til Maalet— eller ſkal han lade det voere? Dette Sporgs⸗ maal kan alene beſtemmes efter den Grad af Tiltro, ſom den egentlige Avlingsbe⸗ ſtyrer har til ham. Gior hiin kun den mindſt mulige, men ved Omſtarndighederne fordrede Forandring, ſaa gior han, hvad man efter den ſtrenge Ret kan fordre af ham. Men han udretter maaſtee meget lidet til det Heles Bedſte, og maaſkee, efter ſin egen Overbeviisning, Noget ſom virkelig er ſkadeligt og urigtigt, og vilde ſom ſelvſtendig Mand have handlet ganſke anderledes. Men giorde han dette, og Til⸗ faldet ikke var hans, mere end nedvendige Forandring gunſtig, eller hvis et egen⸗ ſindigt Lune bemagtigede ſig hans Principal, ſaa udſatte han ſig viſt nok for Bebrei⸗ delſer, ſom han kunde have undgaaet, ved at afvige ſaa lidet, ſom muligt. Et ſaadant Forhold er virkelig ſaa delicat, at man hoiſt ſieldent finder, at det lʒnge beſtaaer, uden at Uenighed og Utilfredshed ofte forvirrer det; hvor det da kun vedligeholdes ved gienſidig Trang, og gisr hele Avlsbrugets Gang ſlabende og vak⸗
lende! §. 203.

152 Avolsbrugets Beſtyrelſe.
§. 203.
Endnu vanſkeligere og mere indviklet er det Tilfœlde, naar en Eier, i det han ſelv foler ſin Mangel paa Kundſkaber og Duelighed til at beſtyre Avlsbruget, overdra⸗ ger dette til en Anden, til hvis Kundſkaber og Salenter han i det ringeſte i Overdra⸗ gelſens Hieblik bor have den fuldkomneſte Tillid. Han kan vel i Almindelighed be⸗ holde den Overbeviisning, at hans Avlingsbeſtyrer langt bedre forſtagaer Sagen, end han ſelv; men ikke deſto mindre kan let den Tanke opſtaae hos ham, eller bibringes ham af Andre, at dette eller hiint kunde forbedres, og da have et heldigere Udfald. Her behoves paa begge Sider en ſtor Karakter⸗Faſthed, forenet med en meget human Overbarenhed, naar Sagen ſkal beſtaae, blive i Orden og ei adſplittes. Av⸗ lingens Eier maa fornuftigviis ſige ſig ſelv, at hans Avlingsbeſtyrer ikke alene forſtaaer Sagen bedre end han, men at han ogſaa vil iverrkſatte den efter ſin bedſte Indſigt; thi i modſat Tilfaelde vilde det have vœret Daarſkab at valge ham, eller hvis han den Gang havde ſkuffet ſig, nu at beholde ham. Imidlertid vil han dog ofte ikke knnne tilbageholde Yttringen af den Foreſtilling, at hiint eller dette dog kunde have voœret bedre. Dette er en Inconſeqvents, ſom man maa holde den men⸗ neſkelige Svaghed tilgode. Man finder den overalt, f. Ex. i Patientens Forhold til Logen. Enhyver Patient veed, at hans Lage bedre maa kiende og forſtage Be⸗ handlingen af hans Sygdom, end han ſelv, fordi han ellers var den ſtorſte Daare, i det han valgte og beholdt ham; men ikke deſto mindre kunne Menneſkene ſieldent undlade, enten i deres egen eller deres Narbeſlagtedes Sygdom, at giore Lagen Forſlag, hvoraf de haabe et bedre Udfald, end af dennes Forholdsregler. Her ud⸗ fordres ligeſaga megen Humanitet ſom Faſthed, ſaavel fra Lœgens, ſom fra Avlings⸗ beſtyrerens Side, for at hore paa disſe Forſlag, at ſvare derpaa ſaa meget, ſom der er nodvendigt og nyttigt, men ikke at lade ſig vildlede fra det, ſom man efter egen Overbeviisning anſeer for det Bedſte. Har man nu med Menneſker at gisre, der ere ligeſaa indbildſte ſom uvidende og ubeſindige, ſaa vil man i ethvert Tilfalde kun hoſte Utaknemmelighed, og de ville ſige ſig ſelv og Andre, at Sagen vilde have gaaet langt bedre, naar man havde fulgt deres Forſlag, eller— ſom de i deres Forhol
ſom Eier til Aplingsbeſtyreren vil kalde det— deres Befalinger. En retſkaffen Mand, der er vis paa ſin Sag og kan forlade ſig paa ſig ſelv, vil beſvare ſaadanne
BVt⸗
Yttringel hed, 09 ges de ha⸗ dn. N Forretnin gior Anc ingen bre elers har
D me, ſom feies en! tringer, Mand er ſtedei der af Enthu opſoinget kredſes 6 Nan ma til at ae alt for! den Ma ſtrengel
og hpo!
ſom eni
d det for dene In
Förſte

Avlsbrugets Beſtyrelſe 153
Yttringer, naar de foredrages ham ſelv, med Vardighed, Sindighed og Beſkeden⸗
Lier, i det an — hed, og desuagtet ikke vorre mindre virkſom og konſeqvent i ſin Forretning. Brin⸗
bruget, overdea⸗ ge id 1 ges de ham derimod ved en Tredie, ſaa vil han lade Snak verre Snak, og ikke andſe eſſe 1 Döerdr
5 den. Men gaaer det ſaavidt med dette Forhold, at Eieren virkelig griber ind i mmindelighed be⸗
Forretningernes Ledelſe, uagtet han har overdraget det Hele til Beſtyreren, at han
ter Sagen, e Pen gior Anordninger eller giver Befalinger til Underbeſtyreren eller Avlskarlen, ſaa vil
Tii t ingen brav Mand finde ſig deri, men ſtrax tage ſin Afſkeed, hvortil han, hvis han Ma. ellers har ſeet ſig for ved Kontraktens Oprettelſe, har den ſtorſte Ret. auche human§. 204. hliig. A De Egenſkaber, ſom Beſtyreren af et ſtort Avlsbrug bor beſidde, ere de ſam⸗ En vlings⸗ lyrer ikke alene beſtyrers me, ſom jeg har fordret af enhver rationel Agerdyrker. At der hertil endnu maage Egenſkaber. Käiter ſu beͤ foies en udmarket Redelighed og en Pligtfolelſe, der overveier alle Egoismens Yt⸗ alge him, dl tringer, naar Avplingen ikke er hans Eiendom, dette folger af ſig ſely. Saadanne io vil han dog Mand ere ſieldne, og kunde hidindtil ikke ofte uddannes formedelſt den Raahed, der her⸗ eler dette dog ſtede i den landoeconomiſke Haandtering. Imidlertid gives der dog ſaadanne, hvilke, holde den mene af Enthuſiasme for Sagen, ſom de laenge have offret ethvert perſonligt Henſyn, have ientens Forhel opſoinget ſig til en ſielden Fuldkommenhed, og ſom dog hellere for den ſtorre Virke⸗ og forſtage Be kredſes Skyld adminiſtrere ſtore Godſer, end ſelv modtage ſmaae Forpagtninger. ſtorſte Daare, Man maae derimod beklage, at andre fortrinlige Subjekter, ledede af Tilbsielighed nneſkene ſtedent til at eie en Apling, have indſkranket deres Virkſomhed og Talenter til en ſom ofteſt at giore Lage alt for liden Virkekreds, endſkiondt man viſt nok ikke kan fortœnke dem heri. tegler. Her ⸗ Det er en meget billig Fordring, at ſaadanne Mand ville og bor aflogges paa ſom fra Aulingi⸗ den Maade, at de ikke alene kunne leve med de Beqvemmeligheder, ſom Aandsan⸗ na meget ſom d ſtrengelſe nodvendig fordrer, men ogſaa kunne give deres Born en dannet Opdragelſe, en man eſter gen og hvo der her viſer Karrighed, fordi han ikke betcenker hvor ſtore de Fordele ere, der at giole, der ſom en indſigtsfuld Mand kan forſkaffe ham, vil aldrig faae en Saadan. vert Tiffalde kun§. 205. 1 vilde have gantt Lonningsmaaden beſtemmes meget forſkielligt. Man. har for det meſte anſeet HansLenning. e i derts Forhoh det fordeelagtigt, at beſtemme ſom Hovedlonning, enten en vis Andeel af hele den En retſtafin dene Indtagt„eller ogſaa det, ſom et Avlsbrug giver over en vis Summa, hvortil U det
beſvare ſaadanne Forſte Deel. N⸗

154 Avlsbrugets Beſtyrelſe.
det anſlages. Denne Indretning har, betragtet fra een Side, meget anbefalende, og falder i Almindelighed ud til begges Tilfredshed, naar Beſtyreren er en virkelig redelig og duelig Mand. Men den bliver byrdefuld med Henſyn paa Forbedringerne. Disſe formindſke altid Kasſens Overſkud, og naar den Andeel, der tilfalder Beſtyre⸗ ren, ſkal beſtemmes derefter, ſaa blive de til Skade for ham, og han maa vare en odeltœnkende Mand, naar han af denne Aarſag ikke efterlader Adſkilligt. Derfor beſtemmes nu viſt nok ofte noget ſorrſkilt angaaende Forbedringerne, og de af Av⸗ lingens Kasſe dertil anveudte Omkoſtninger regnes til den rene Indtogt. Men her⸗ ved er endnu langtfra ikke nok udrettet; thi de vigtigſte Forbedringer fremvirkes ved en Opoffrelſe af Indtagten i de forſte Aar, og ved ſtorre Anſtrengelſe af Avlsbru⸗
gets Krafter, og dette lader ſig kun meget vanſkeligt viſe paa en tydelig Maade.
Denne Vanſkelighed kan kun haves ved en lang, maaſkee for Livstid gieldende Con⸗ trakt, hvorved Beſtyreren ſparer den ogſaa ham tilfaldende Deel af den, ved Opof⸗ frelſer i de forſte Aar, for Fremtiden ſaa meget mere forhoiede Indtagt; men In⸗ gen indgaaer gierne en ſaadan Contrakt.
Jeg tilſtaaer derfor, at jeg foretrakker beſtemte Lonninger, ved hvilke dog maa gives Udſigt til Gratifikationer, naar Indtceg:en efter en Rad af Aar vedhol⸗ dende forbedrer ſig.
For en meget upasſende Indretning anſeer jeg den, at give de sverſte Avlings⸗ betiente Deputater af Viktualier til eget Forbrug, med den Tilladelſe at ſalge det Til⸗ oversbleyne. Der er maaſkee Intet, der mere kan forlede en endnu vaklende og ſvag Mand til Uredelighed, end netop dette. Det er kun det forſte Skridt, der koſter Overvindelſe, og hertil findes der netop paa denne Maade ſaa megen Leilighed, der maaſkee ikke engang friſter Manden, men Konen eller Tieneſtefolkene til at gisre ſig en utilladelig Fordeel. Man give derfor de vverſte Betiente Alt, hvad de behove af Avlingens Frembringelſer; men tilſtage dem da heller ikke den ringeſte Handel for egen Regning. §. 206.
De gvrige Av⸗ Paa ſtore Godſer er der i Almindelighed tilfoiet den forſte Avlingsbetient
lingsbetiente.
en Kasſe⸗ eller Regnſkabsforer, og en Korn⸗ og Viktualſkriver. De ere forſaavidt den
den overſ talinger, tient ſet Kaöſen, g qwitter D
raaden,
for Anſta efter den ſom det p vod ſit R
J
ved, at ſlutte fra erye der lingens? tt ſaa be b ger heraf der, og! til hvilke
alle dene ner, de tiltroer Yſſthp, met ſaar ter bare organiſer da naſte de nu,
bevidne

et andefälende, er en virkei borbedringerne llalder Beſtyre⸗ han mua vare illigt. Datfer og de af Ae zt. Men her⸗ fremvirkes ved ſe af Äylähtu⸗
tydelig Maade.
gieldende Con⸗ den, ved Opof⸗ agt; men In⸗
ved hoilke dog af Aar vedhol⸗
werſte Aolings⸗ t ſalge del Ti atlende og ſoag gridt, der koſer Leilighed, de til at gibte ſg vad de bieve af geſt Hundel for
4 Lolingsbetent
de ere ferſtant den
Aolsbrugets Beſtyrelſe. 155
den everſte Betient underordnede, at den forſte kun efter hans Anviisning gior Udbe⸗ talinger, og daglig maa anmelde ham Indtcegkerne. Derimod har den vverſte Be⸗ tient ſlet intet videre at giore med Penge⸗Indtagt eller Udgivt, end at han efterſeer Kasſen, og, naar der ere mange Penge ſamlede deri, tager dem ud i ſtore Summer og qvitterer derfor.
Det forholder ſig paa ſamme Maade med den Betient, der er ſat over For⸗ raaden, der modtager og udleverer alle Avlingens Frembringelſer, og ſorger ogſaa for Anſkaffelſen af det Manglende. Men han maa herved paa det neieſte rette ſig efter den overſte Betients Anviisning, ſtrivtlig modtage disſe Anviisninger, ſaaledes ſom det paa mange Steder er brugeligt, og bevare ſaadanne Sedler, ſom Bilaeg ved ſit Regnſkab.
Man har troet endnu mere at ſikkre ſig mod Uredeligheder og Bedragerier der⸗ ved, at man forogede Perſonalet endnu med een eller flere Controlleurer. At ſlutte fra adſkillige Indretninger, ſom jeg kiender af dette Slags, mage Forretnin⸗ gerne derved mangfoldiggiores og forſinkes paa en hoiſt ſkadelig Maade, ſaa at Av⸗ lingens Vaeſen nodvendig maa lide ved denne Form, og at man neppe kan tanke ſig et ſaa betydeligt Underſlab, at det kunde overveie den virkelige Skade, ſom udſprin⸗ ger heraf. Udleveringen af en Skieppe Sed maa atteſteres af fire eller fem Hern⸗ der, og tre Perſoner maae forſt ſamle ſig med deres Nogler, forend man kan komme til hvilkenſomhelſt Forraad. Overhovedet troer jeg, at en ſaadan Indretning, med alle dens Formaliteter, ſnarere friſter til Underſlœb, end afholder derfra. Perſo⸗ ner, der altid ſkulle vaage over Underſlab, eller ſaadanne, hvem man beſtandigt tiltroer Sligt, blive ſaa fortrolige med Begrebet herom, at de kun alt for let tabe den Aſſky, ſom hver redelig Mand foler derfor, og er det ved et ſaadant Perſonale kom⸗
met ſaavidt, at den ene har ſeet igiennem Fingre med den anden, ſaa maa denne at⸗ ter bœre ligeſaa meget over med hiin, og ſaa vil der ſnart ikke gives nogen bedre organiſeret Tyvebande, end dette hinanden indbyrdes kontrollerende Selſkab, og det bliver da naſten umuligt, at overbeviſe dem om det endog oienſynligſte Bedrageri, fordi de nu, i Bevidſtheden af deres foelles Strafſkyldighed, ſtaae alle ſom een Mand, og bevidne hverandres foregivne Redelighed. Derimod maa den allerede vere et ſlet,
u 2 og

156 Alsbrugets Beſtyrelſe.
og i Grunden fordgervet Menneſke, der begaaer Underſlab ved en fuldkommen beviiſt Tillid. Men der gives Tegn, hvorpaa man meget ſnart kan kiende Menneſker af dette Slags.. §. 207. Pertelgaar⸗ Naar Beſiddelſer beſtaae af flere Godſer eller Parcelgaarde, ſaa pleier ethvert bs mufpre⸗ at have ſin ſeregne Opſynsmand eller Forvalter, ſom ere den almindelige Beſtyrer beſtyrere. underordnede, og erholde af denne ſpecielle Forſtrivter for deres Fremgangsmaade, ſaa ofte det behsves. Alt efterſom en ſaadan Parcelgaard har ſin egen Huushold⸗ ning, Beſatning af Trakdyr og af Horngvag eller Faar, Folk ſom hore dertil, eller ogſaa ſtaaer i noiere Forbindelſe med Hovedgaarden, faager ſit Behov derfra og afleverer derhen, hvad der produceres, eller efterſom den ligger nœrmere eller lengere borte, boer en ſaadan Forvalter paa Parcelgaarden eller paa Hoved⸗ gaarden, og begiver ſig daglig herfra derhen. Forvaltere af dette Slags kunne vœre Folk, der blot ere mekaniſt tillarte, og ſom blot ere ſkikkede til at udsve de poſitive Forſkrivter, ſom gives dem i ethvert Til⸗ felde, og ſom de mage indhente. Virkſomhed, Opmarkſomhed, Redelighed, en hvis praktiſt Folelſe, Hiemaal og noiagtig Lydighed ere nodvendige Egenſkaber hos disſe Folk; om de have grundige Kundſkaber, kommer ikke i Betragtning, meget mere kunde en fragmentariſt Viden, ſom overſkrider deres daglige Virkekreds, let blive ſkadelig. Dette Slags Folk tager man bedſt lige ud af den ſimple Bondeſtand, og man udvalger dertil helſt ganſſe unge Karle, der udmarke ſig ved Virkſomhed, Wresfolelſe og Retſkaffenhed, ſom man ſoger at giore ſig, hengivne, i det man ef⸗ terhaanden indrommer dem et Fortrin, gior dem til Avlskarle, der forer Opſigten over de andre Folk og over ſcerſtkilte Arbeider, lader dem larre at ſkrive og regne, og bringer dem paa denne Maade derhen, at de i en modnere Alder erholde et Over⸗ blik af Forretningerne: et ſpecielt Avlsbrug, og kunne paatage ſig dets Beſtyrelſe. Hos Menneſker, ſom man har opdraget paa denne Maade, og ſom i den tienende Stand have udholdt Proven, og beſtandigt opfort ſig vel, vil man ſikkreſt finde den Tro⸗ ſkab og Hengivenhed til Herſkabet, der er ſaa vigtig ved disſe Pladſe, og ſaa ſielden iblandt Hoben af disſe Menneſker. De maae, ſaavidt muligt, holdes ved deres ſad⸗ vanlige
vanſige! Liilighed klasſe, 0 at villee af deres tes Bon maa det Perſoner Jolsbrug tt fornuf pyntet T med Bei man end
D kelig ikke Egne, e ligt er e
did, na
R dere bler Beſtyrer
Men

ummen beriſt Yenneſker i
pläjer ethvert eelge Baſtyrer ngangsmaade, en Huushold⸗ hore dertil, er ſit Behoy igger narmere paa Hoved⸗
iſt tillerte, og j ethvert Til⸗ tedelighed, en genſtaber hos ing, meget mere reds, let blive pondeſtand, og —Virkſomhed, „i det man ef forer Opſigken ſtrive og rign, etholde t Due⸗ Beſhtilſe. Hos fienende Stand fude den Tic⸗ „ og ſa ſielden ez ved ders ſi nanlige
Avlsbrugets Beſtyrelſe. 157
vanlige Bondeſader, Levemaade og Kladedragt, og man maa derfor berove dem Leiligheden til at omgages med andre af den ſœdvanlige Underforvalter⸗ eller Skriver⸗ klasſe, og ved let begribelige Grunde bevare dem for den Daarſkab og Latterlighed at ville efterabe de hsiere og mere dannede Staender, indgyde dem en vis Stolthed af deres Stand, ſom Landmand, og foreholde dem den ſtorre Agtelſe, de nyde i de⸗ res Bondekiole, hvilken de kun vilde forringe ved en Dragt efter Moden. Aldrig maa det falde dem ind, at ſammenligne ſig med de hoiere Staender, men kun med Perſoner af deres egen Klasſe. Saaſnart de ere blevne Opſynsmand ved afſondrede Avlsbrug, er det bedſt, at de gifte ſig, og at man derved formaaer dem til at giore et fornuftigt Valg; men advarer dem for en Forbindelſe med en Kammerjomfru eller pyntet Bydukke. Saadanne Folk maa da ſattes i den Forfatning, at de kunne leve med Begvemmelighed, og at de godt kunne hielpe deres Born frem, hvis Opdragelſe man endog bor antage ſig. 8
Denne Maade at forſkaffe ſig tro og i deres Virkekreds duelige Folk, er vir⸗ kelig ikke ſaa vanſkelig, ſom man troer. Hvor Tieneſtefolkene ikke, ſom i nogle Egne, ere ganſke fordervede(hvortil Hoveriet efter min Jagttagelſe naeſten alminde⸗ ligt er en Hovedanledning), vil man ofte ſinde ſaadanne Karle, der paa eet Aars Tid, naſſen udenfor Arbeidstimerne, lade ſig danne til Underbeſtyrere.
Men ogſaa Folk af Bondeſtanden, der have tient ſom Soldater, og efter at vœrre blevne Underofficerer, have faaet Afſked, ere ofte ſardeles ſkikkede til ſaadanne Beſtyrere.
Men man maa aldrig taale, at Folk af dette Slags gaae efter Godtbeſindende uden for de dem betegnede Greendſer, fordi de dog ſieldent ere duelige til at overſee og beregne den hele Sammenhaeng, og i Serrdeleshed Indflydelſen paa den fiernere Fremtid. De ere ſieldent i Stand til at ſkue ud i det Fierne, tanke ſtedſe kun paa Vinding eller Beſpa⸗ relſe i det lobende Aolingsaar, og anſee det ofte for Pligt, af Hengivenhed til Herſka⸗ bet, at foroge denne, i det de forſomme fiernere Henſyn. De mage derfor tilholdes noiagtig at folge de Forſkrivter der gives dem, og det er godt at venne dem til, paa mi⸗ litairiſt Viis, ſtrax paa Stedet at indfore i deres Lommebog den erholdte Ordre, og ligele⸗ des ud af deres Lommebog, hvori de maa optegne alt, hvad der forefalder, at gisre de⸗ res Rapport til Avlingsbeſtyreren, ſaa at alle Undſtyldninger med Glemſomhed eller Mis⸗ forſtaagelſe bortfalder. Overeensſtemmende med deres tiltagende Duelighed og Evne til at sverſkue det Hele, kan man da beſtandig noget mere udvide Greendſerne for deres Raa⸗
dighed,

158 Avlsbrugets Beſtyrelſe.
dighed, kun maa man aldrig billige, at de overſkride den eller i nogen Henſeende handle anderledes, end det er foreſkrevet dem, end ikke i det Tilfœlde, at de virkelig havde giort Gavn, og at Udbfaldet havde bekroftet Rigtigheden af deres Forholdsregler. Thi den Fordeel, der derved een Gang tilfeldigviis opnaaedes, vilde fandſynligen blive overveiet af ſtorre Skade, naar de nu ksgnede ſig formeget 69 œndrede de Forholdsreg⸗ ler, ſom de erholdt, hvortil de let kunde opmuntres ved den een Gang indheſtede Roes. Leœsningen af landoeconomiſke Skrivter, hoilken mange have ſaa afmin eligt anbefalet, Lrbet til den ſimple Landmands, ſom Bondralmamns Oplypsning, maa man enten ganſke for hindre hos dem, der ingen videnſta belig Dannelſe have nydt, eller lede den med kor Forſigtighed, og kun give dem ſaadanne Boger eller rettere Stpkker af Beoger at leeſe, der i deres Stilling ikke kunne give dem urigtige eller haloſande og ſkieve Foreſtillinger. Allermindſt due ſaadanne Skrivter, der i Brudſtpkker indeholde Godt og Slet, Sandt og Uſandt, blandet mellem hverandre, omendſkisndt man hpppigt har ſtrabt at udbrede dem blant de usplyſte Landmeend, i Form af Almanakker eller Ugeſkrivter og Tidender, menende derved at udreste neget Gannligt fer disſe Menneſker. Ingen Siags Skrivter udfordre noiagtigere Valg og ſtorre Forſigtighed, og viſt nek ikke heller ſtorre Flid og opulaire. Enhver Jagttager vil erindre
—
Kunſt, end netop ſaadanne, ſom man kalder popul
ig Tilfœlde, i hvilke Lesning uden Valg har frembragt ſtadelig Nysgierrighed og Selv⸗ g 8 43 3
klogſkab hos ellers fornuftige Maend af denne Klasſe.
§. 203. Man har ſadvanlig havt den Mening, at Dannelſen til dygtige Landmend
maatte ſkee ved at giennemgage de forſtiellige Klasſer: Heihe Skriver, Un⸗
derforvalter, Forvalter, Inſpecter, eller hvad for Titler man ellers har givet dem. Ofte anmoder man derfor om at modtage et ungt Menneſke af en bedre Opdragelſe ved Avlsbruget, og mange mene at kunne bruge ham med Fordeel. Et ſaadant ungt Menneſke bliver da forſt, ſom Lœrling, en Skrivers Medhielper, og anſtilles af denne til Opſigt over et Antal Arbeidere ved hwittefambaſt; Arbeide, hvis Grund han ikke indſeer, blot for at ſee til. Her ſtaaer han da i det hsieſte ſom Fugleſtram⸗
ſel, hvorved naturligviis kun kan opvakkes Kiedſomhed lyſt— ham. Naar han har ſaaledes ſtaaet en Tid lang og er blevet noget mere ates endt med det Lokale, overdrager man ham Udforelſen af dette eller hiint, ſom han vel hidindtil har ſeet paa, men af Ubekiendtſkab til dets Grund neppe har lagt Marke til.
herved igiennem nogle Lœreaar er bleven beſtandigt mere ſlovet, og ret kied af Sa⸗
Naar han nu
gen, dygtigt plaget af de svrige Forvaltere og Skrivere, alt efterſom han har mere
at tilſctte, eller i deres Laugsſprog— der hos disſe Menneſker er en
eller mindre
nogen!
dent en
wok go derfor,
deii if ſtyrers verſtue tillige ver, o forſt be ſtile for at Operh kunne et ran

denſeende händh elig havde giott egler. Thi den adiynligen blibe ed Forzoldsreg⸗ dhoſtede Roes, andefalet, ſaadel enten ganſſe for⸗ de den med ſtar Boger at leſt, Foreſtillinger.
Slet, Sandt og
treht at Wbrede ter og Tiderdet, Slags Skuvter er ſtorte Flid cg ttager vil erinde jerrighed og Seh⸗
güige Landmand „Striver, Un⸗
ro har givtt den.
bedre Dpdragelſe eel. Et ſaadant r, og anſtlles i eide, hris Grund eſom ugleten⸗ hos him. Naar med det Lokale, hdindti hu ſtt - Naar han m det kid af So m han har mere
ſ Venneker e en
Aolsbrugets Beſtyrelſe. 159
en Mellemting mellem Haandverksſvende⸗ og Studentermanerer— er bleven ini⸗ tieret, og vel ogſaa har lart at ſpille et godt Slag Styrvolt eller L'hombre, ſaa trader han nu ſelvſi Kondition ſom Forvalter, og kalder ſig en Oeconom. Han anſtaffer ſig nogle Boger, ſom af en Collegas Efterladenſkab ved et Tilfœelde kommer i hans Hander, eller ogſaa ved en Boghandler eller Boghoker i Byen, og holder derhos den landoeconomiſke Tidende i Compagnie. Nu marker han dog, at det er godt at vide noget, og han foler en heftig Higen efter Recepter. Han mener, at det Hele kan ikke vœrre bedre i Avlsbruget, end han har larrt det; men i enkelte Dele kunne de Larde vel udrette noget med deres Arcana. Paa denne Maade dannes det almindelige Slags af ſaakaldte Oeconomer, der have paadraget hele Standen For⸗ agt og Mistillid, der beſtandig bliver ſtorre, jo flere Pretenſioner udannede Menne⸗ ſter af denne Klasſe giore, og jo mere de ville i visſe udvortes Former narme ſig til de velopdragne Stœender. Det er vanſkeligt nok for den, der ved egen Energie har haxet ſig i Veiret, ganſke at befrie ſig for denne Plet.
Paa denne Maade, der endnu nedſtammer fra den Tid, da man ikke kiendte nogen anden Dannelſe, end efter Laugsſkikkene for enhver Haandtering, dannes ſiel⸗ dent en god Landmand. Vil man opdrage et ungt Menneſke hertil, ſaa er det viſt nok godt, at han lerrer at kiende og udsve hvert enkelt Haandgreb. Man lade ham derfor endelig ſelv ove ſig i ethvert Arbeide paa Gaarden og i Marken, og underviſes deri af en duelig Karl: Men forreſten bor han ſtaae under den dannede Avlingsbe⸗ ſtyrers umiddelbre Opſigt, vore hos ham og leve med ham, og ikke komme i Skri⸗ verſtuerne, ſaalange nemlig disſe Folke endnu beholde deres Sader. Han maa tillige bruges ved alle Beſtyrelſes⸗Forretningerne, om det endog kun var ſom Afſtri⸗ ver, og efterhaanden til visſe Arbeiders Reviſion og Ivcrkſcttelſe, naar han nemlig forſt beſtemt veed, hvorpaa det kommer an. Siden kan det ofte veere nyttigt at an⸗ ſtille et ſaadant ungt Menneſte ved Siden af en ſat, allerede aldrende Underbeſtyrer, for at lette denne, f. Ex. Journal⸗ og Regiſterfsringen, og fritage ham for Overbringelſen af Rapporten. En ung genialiſt Yngling vil ofte med ſtor Fordeel kunne ſtilles ved Siden af en ſtiv Mand, der har Routine, ſaaledes ſom man giver et rankt oplobende Tra en ſtiv Pal, for at holde det lige.
§. 209.

Underopſyns⸗
mend.
160 Avlsbrugets Beſtyrelſe.
§. 209. Derimod ere i alle ſtorre, ja endog middelmaadige Aolsbrug, der fores med Energie, Opſynsmandene over Arbeidet af Vigtighed. De oplares, ſaaledes ſom jeg ovenfor har ſagt om Underbeſtyrere, og anſtilles ſiden ſom ſaadanne. De maage
ikke betanke ſig paa ſelv at tage Haand i med og at arbeide forud, hvor det giores
Huusholder⸗
ſken.
nodigt; men egen Anſtrangelſe bor dog ikke vore det, ſom man egentlig fordrer af dem, men rigtigt at udfore Arbeidet med den muligſte Beſparelſe af Kraft og Tid, og at vedligeholde Orden blant Arbeiderne. Man finder ſadvanligt for faa af denne Slags Betiente i de ſtorre Avlsbrug, deels maaſkee fordi man ikke tilfulde paaſkion⸗ ner den Rytte de ſtifte, deels fordi Menneſker der qvalificer ſig dertil, ere i mange Egne ſieldne i den tienende og arbeidende Klasſe. Selv at danne dem, ſynes viſt nok kiedſomt, men det lonner Umagen. Har man flere deraf, maa Arbeidet be⸗ ſtemt deles mellem dem, og man anſtiller den ene ſom Markfoged, den anden ſom Gaardfoged, og den tredie maaſkee ſom Qvaegfoged, naar Forretningernes Omfang fordrer det; men dog ſaaledes, at den ene i Nodsfald kan trade i den andens Sted. §. 210.
Et gvindeligt Tilſyn ved en Deel af Gaardens Forretninger, ved Meieriet, ved det indre Huusvaſſen, og overhovedet ved alle de Arbeider, der udelukkende forret⸗ tes af Fruentimmer, er af ſtor Vigtighed. Finder man en Perſon, der fuldkom⸗ men qvalificerer ſig dertil, forener Kundſkaber, Virkſomhed, Kiarlighed til Orden, og Huuslighed, ſaa er hun uſkatteerlig. Det Tilfalde er kun ſieldent, hvor ikke en en vis Egenſindighed og Fordomme forbinde ſig med hine fortrinlige Egenſkaber. For disſe maa man give efter, naar de ikke udſpringe fra en ſlet Kilde, ikke for meget indſtrœnke en ſaadan Perſons Raadighed, ſoge at haandthave hendes Agtelſe, og iſcr lade hende frit diſponere over det qvindelige Tyende. Der ere mange Forret⸗ ninger, ſom langt bedre udfores af Fruentimmer end af Mandfolk, da de ſidſte let forfalde til den Pderlighed, enten at anvende for lidt Opmerkſomhed derpaa, eller til et ſmaaligt Pedanterie, ſom deres Forholdsregler dog ikke formaae at ſatte igiennem.
§. 211.
ſinde E lingebeſ nogen! Anſvar begaat fuldkon Foteſpe
getnen
teren med der ell et Pac dem, de
0 hbe
deligt,
ag forl
tet den
eller
ſin ſp
ellero vid at Jagtt de op ledii
Ss

der fores me ſaaledes ſon me. De maat hvot det giores ntlig fordrer af Kraft og dd, ar faa af denne fulde paaſkion⸗ , ere i mange em, ſynes viſ da Atbeidet be⸗ den anden ſon gernes Omfang andens Sted.
„ved Meierit, elukkende forret⸗ /, der fuldkom⸗
ghed til Drden,
ut, hvor ikke en nlige Egenſtaber, de, ikkeformgt ndes Aotelſ, 9 re mangt Forttt⸗ „ da d ſiſte let hed derpaa, eler ormaae at ſette
„ 211.
Avlsbrugets Beſtyrelſe. 161
§. 2 1r.
Jet ſtort Aolsbrug maa en beſtemt Grandſe for enhvers Arbeide uomgangelig Verſonalets
finde Sted, hvori ikke tor giores nogen Forandring eller Indgreb, uden efter Av⸗ lingsbeſtyrerens udtrykkelige Befaling. Det maa ikke taales, at den ene overtager nogen Forretning for den anden, uden efter Beſtyrerens ſpecielle Tilladelſe, fordi Anſvarligheden ellers ophorer, og den ene ſkyder Skylden paa den anden for de begaaede Feil. Men ved dem, der ere anſtillede i ſamme Fag, maa iagttages en fuldkommen militair Subordination, og ſaavel ved Befalingernes Uddeling, ſom ved Foreſporgſeler, og mulige Klager maa aldrig nogen Grad overſpringes. Befalin⸗ gerne meddeles kun Enhver ved den umiddelbar Foreſatte, og naar ſelv Aplingsbeſty⸗ reren ſeer, at en gior Noget ſom er feil, og at der, ſaameget muligt, maa iles med Forbedringen, ſaa bor han ikke iretteſette ham, men hans Foreſatte, fordi der ellers let opſtaaer modſigende Befalinger, hvorved Folkene forvirres eller let tage et Paaſkud til at begaae Uordener og til ikke at lyde de Forfkrivter, der gives af dem, der umiddelbart ere deres Foreſatte.
Naar noget anordnes af Avlingsbeſtyreren, ſom er uden for det Almindelige, og hvorved andre Indretninger hœves eller modſiges, ſaa maa det ſkee beſtemt og ty⸗ deligt, og helſt ſkrivtligt, og han maa, i det han lader den givne Forſkrivt gientage og forklare af den, der har faaget den, overbeviſe ſig om, at denne har rigtigt fat⸗ tet den.
§. 212.
Avlingsbeſtyreren maa paa ingen Maade tillade ſig at giore en enkelt Green eller en enkelt Deel af Avlsbruget til ſin Andlingsgienſtand, og derpaa at henvende ſin ſpecielle Opmœrkſomhed. Han vil ellers ikke, ſom han bor, tage vare paa Alt, eller overſkue og vedligeholde det i ſin Sammenhang. viis at underkaſte, om muligt ubemarket, een Gienſtand efter den anden, ſin neiere Jagttagelſe, for rigtigt at anvende de nodvendige Forbedringer, og raade Bod paa de opſtaaede Feil og Uordener. Han maa benytte ſig af en eller anden tilfcldig An⸗ ledning, for endog at traenge ind i det mindſte Detail med ſine Underſogelſer.
Forſte Deel. X Det
Forhold i et af de ſtorre Avlsbrus.
Beſtyrerens almindelige Tilſyn.
Dog er det raadeligt, vexel⸗

Huuspolitis,
162 Avloͤbrugets Beſtyrelſe.
Det er en Feil, at han iagttager visſe Timer og en vis Orden ved hans Re⸗ viſioner, ſaa at enhver veed, naar han vil komme her og der. Ingen maa paa noget Sted vide ſig et Qvarteer ſikker for ham. For at vedligeholde de Underordne⸗ des Agtelſe mod deres Foreſatte, maa han aldrig give disſe ſkarpe Iretteſettelſer i
hines Narvarelſe; men enten under fire Dine, eller om han finder det nodvendigt, i deres Oververelſe, der ikke ſtaae under dem. Dog maa han aldrig dadle No⸗ gen i hans Fravarelſe, uden at ſige det til ham ſelv. Foreſatte, der giore dette,
rsbe en utilgivelig Spvaghed.
Han maa beſtemt fordre, at hans Sporgsmaal i ethvert Tilfalde, om det end Skeer dette ikke, ſaa maa
var til andres Skade, beſvares med ſtreng Sandhed.
han allerede formode, at der ſtiftes et Complot imod ham, og dette maa han ſtrax
ved Forflytning eller Afſkedigelſe, om det er nodvendigt, vide at tilintetgisre.
Han maa vogte ſig for at forfalde til den falſke Erelyſt, tidlig at have til⸗ endebragt visſe Forretninger. Dette fortiener kun da Roes, naar de ere ſkete, ſom det ſig bor.
§. 213.
Om Huuspolitiets Indretning og Tieneſtefolkenes Behandling, have vi en
meget god Anviisning i Gerikes Anleitung zur Fuͤhrung der Wirthſchaftsge⸗ ſchaͤfte 1 Bd., hvilken endnu er udforligere udarbeidet i det nye Oplag, hvortil jeg derfor henviſer. Tieneſtefolkene ere viſt nok paa de fleſte Steder af det Slags,
og fordre den Behandling, ſom der foreſkrives. Imidlertid troer jeg dog, at man
ikke tor antage, ſom ſaa ganſke almindeligt, hvad der ſiges, og at der dog ogſaa gi⸗
ves Menneſker af denne Klasſe, paa hoilke man kan virke ved adlere Bevaggrunde, ved Wresfslelſe og Moral. Ethvert, endog det raaeſte Menueſke, har jo dog Wresfolelſe. Kun naar den, for ſaavidt den er roesvardig, er aldeles undertrykt, yttrer den ſig paa en laſtvœrdig Maade. Orden.
Man kan ofte bringe dette igien i
§. 214.
Naſt efter den Arbeidets Drivt, hvorved den ſtorſte Qvantitet af nyttige Pro⸗
dukter frembringes med den mindſt mulige Omkoſtning, maa Avlingsbeſtyreren med 1 ſtorſte
ſtorſte ſkeer!
brug, det til udgiv
ning,
6 3
righed
lige nes, bede tilfoi Hele. dagli Land
Hior!
tuter Sard Ide
lapvt
de g ulige
d m ligeſc ſitn fore deel

ded hans Ra ggen maa paa de Underordne⸗ Jatttiſettelſeri det nodvendigt, drig dadle Re⸗ r giore deitt,
e, om det end
ilke, ſaa maa
maa han ſtrar ntetgiore.
ig at have til de ere ſtete,
g, habe vi en irthſchaftogt⸗ dylag, hrortil af det Slags, g dog, at man er dog ogſaa gi Bevaggrunde, ſte, har jo dch deles undertryit ze dette igien i
af wittigeDir⸗
sbeſtyrtre md ſni
Aolsbrugets Beſtyrelſe. 153
ſtorſte Omhu ſtrœbe, deraf at udbringe ſaa ſtor en Pengeindtagt ſom muligt. Dette ſkeer ved Sparſomhed og ved det fordeelagtigſte Salg. §. 215.
Summen af alle de Beſparelſer, der ved Smaating kunne anvendes i et Avls⸗ Bhenne ighed.
brug, udgisr i det Hele noget meget betydeligt. Derfor maa Landmanden giore ſig det til Grundſcettning, at undgaae med Omhyggelighed enhver Odſelhed, d. e. enhver Udgivt der ikke leder til reel Nytte, og ſtrobe at opnaae Alt med ſaa ringe Omkoſt⸗ ning, ſom muligt.
Dog maa man drage den rette Grandſelinie mellem Sparſommelighed og Gier⸗ righed. Sparſommelighed bliver Gierrighed, ſaaſnart Henſigten, den ſtorſt mu⸗ lige vedholdende Indtcegt, derved forfeiles, og dertil kan enhver Beſparelſe reg⸗ nes, hvorved denne i Fremtiden forringes. Man maa derfor vel overveie, om ikke ved en eieblikkelig Beſparelſe hele Avlsbrugets Drivt eller en Deel deraf i Fremtiden tilfoies en langt ſtorre Skade, hvilken igien ſadvanlig pleier at tilbagevirke paa det Hele. Tilfgalde, ſom i denne Henſeende fortiene det noieſte Overlag, forekomme daglig i ethvert ſammenſat Avlsbrug, og disſes rigtige Bedommelſe er det, hvorved Landmandens Klogſkab og Overlaeg iſer rober ſig. En af de vigtigſte Beſparelſer gior man ved Valget af de til egen Konſumtion fornodne Produkter.
Man finder ofte, at Torvepriſen paa mange Produkter, formedelſt Konjunk⸗ turerne, ikke ſtaae i det rette Forhold til deres indre Vœrd, og at iſer eet Slags Sad med Henſyn paa dette Forhold er betydeligt dyrere eller lettere end et andet. J dette Tilfœlde maa man paa alle Maader anvende dem til eget Brug, der ſtaae for lavt til deres ſande Vard, og ſpare dem, der have en hoiere Torvepriis. Naar en Ton⸗ de Hvede naſten ſtaaer i ſamme Priis eller kun lidet hoiere end Rugen, ſaa maa den ulige mere nerende og œdlere Hvede anvendes frem for Rugen til ethvert Brug, ſom er muligt. Thi man kan antage, at ved lige Godhed, er naſſten tre Tonder Hvede ligeſaa norende, ſom fire Tonder Rug. Naar Havren haœver ſig paa Torvet over ſit naturlige Forheld til Rugen(ſom 3 lil 9), ſaa vil en klog Landmand ikke mere fore med Havren men i dens Sted kage Rug, eller, om dette ſkulde verre for⸗ deelagtigere, Hvede eller Byg. Vi anfore dette her kun ſom Exempel, og ville an⸗
X 2 denſteds
82

Omſorg for
164 Aolsbrugets Beſtyrelſe.
denſteds udferligere tale om det henſigtsmassſige af ſaadanne Subſtitutioner, og om de Regler, ſom derved ber iagttages. Endnu vigtigere er dette Valg af Sadar⸗ terne ved deres Benyttelſe til Bryggeri og Brandeviins⸗Branderi. Her er den Beſparelſe, ſom man tilveiebringer ved et rigtigt Valg, ſaa paafaldende og af ſaa ſtor Betydenhed, at det neppe ſkulde ſynes troligt, at den kunde blive ubemarket af ſaamange Landmand, hvis ikke daglige Erfaringer dog viiſte, at det ſkeer.
Det forſkiellige Forhold, hvori Fodevarer, Sad og andre naœrrende Afgroder, forſkiellig Slags Kiod, Fidt, Smor, Oſt, Melk, AEg og Sild ſtaae til hveran⸗ dre med Henſyn paa deres narrende Kraft og deres Priis, kan ofte giore en Foran⸗
dring i deres Konſumtion fordeelagtig, naar Tieneſtefolkene ikke ere alt for vante til
en beſtemt Beſpiisningsmaade, og af Egenſindighed ſelv ſœtte ſig imod en For⸗ bedring. Man maa overhovedet beſtandig have Sparſommelighedens Lov for Hine. Den ſpecielle Anvendelſe ville vi have Leilighed til at viſe ved mange Gienſtande. §. 216. Af ſaare ſtor Vigtighed er det, at der i Tide gisres et noiagtigt Overſlag
det Fornodne over det, ſom Avlsbruget i enhver Henſeende behover, og at dette ſammenlignes med
Beholdningen, at man beſtandig kan have Forraad, og at man paa ingen Maade, ei engang ved fordeelagtige Priſer, lader ſig forlede til at forgribe ſig derpaa. J Al⸗ mindelighed boer man ſtrabe at faae ſaadanne Forraad af ethvert Produkt, at det kan ſtrʒkke til ito Maaneder over den Tid, da det igien kan frembringes. Ere Priſerne uſqdvanligt hoie, hvilke ved Udſigten til en god Hoſt efter al Rimelighed ville dale, kan man vel noget forkorte denne Termin; men Fordelen maa dog vare meget svien⸗ ſynlig, naar man ſkal beſtemme ſig dertil, fordi Tilveiebringelſen eller den tidligere Erſtatning af den nye Afgrode i denne Tidspunkt let forvolder ſkadelige Forvirringer i Avlsbrugets Gang. J intet Tilfœlde maa man regne for kort, og f. Ex. forlade ſig paa en tidlig Hoſt, fordi denne, endog ved det bedſte Udſeende, kan forhales, hvorved man da kan ſetttes i ſtor Forlegenhed. Derfor er det ſaa vaſentlig til enhver Tid at have en tydelig Overſigt af Beholdningen.
§. 217.
,
hixu ſtab der hvad en befatte ſon A junkture uunne
V indtil! ikke a Penge, faae die ger og beregne fta han tiden ko danne hvorve Landn berove
ofte e
iſer ſa
denne mande mer;

loner, og un g af Sadar⸗ Her er den ade og af ſaa ubemarket af ſceer. de Afgroder, de til hveran⸗ re en Foran⸗ fer dante til imod en For⸗
kod for Dim. Bienſtande.
gtigt Dderſlag menlignes md
ingen Naade expaa. J
kkt, at det kan
Ere Priſerne he vile da rre meget vinn⸗ r den tidlihe Ferritrül forlde ſg haa uls, horded enhver Tid dt
„ 217
Avlsbrugets Beſtyrelſe.
§. 217.
Produkternes Salg udfordre meget ſtor Varſomhed og Overlag, med Hene⸗ Deazuteerhes
ſyn paa alle Egnens Lokalforhold, paa Torvene og Handelsforholdene, hvilken Kund⸗ ſkab derfor enhver Landmand maa erhverve ſig og ſtadigen beholde for Hie.
At ſolge ſaa dyrt, ſom muligt, og at benytte ſig af den hoieſte Priis, er— hvad endog nogle eenſidige Moraliſter ſige derimod— en Pligt for den Mand, der befatter ſig med den landoeconomiſke Haandtering. De mange Uheld og den Riſiko, ſom Avlsbruget er underkaſtet, kunne ikke erſtattes, uden ved at benytte heldige Kon⸗ junkturer, og naar disſe ikke indtraffe fra Tid til Tid, vil man naſten beſtandigt komme tilkort med Overſlagene over de uberegnelige Uheld.
Imidlertid er det neeſten ikke giorligt for Landmanden, at lade veere at ſeelge, indtil han kan faae den Priis, ſom han rimeligviis kan anſee for den hoieſte, og ikke at ſalge noget under denne. J de fleſte Tilfœlde tranger han tidligere til Penge, end denne hoieſte Priis finder Sted, og om han endog andenſteds fra kunde faae disſe til Laans, ſaa vilde det dog ofte viſe ſig, ved noie at beregne Omkoſtnin⸗ ger og Renter, at der ingen ſand Fordeel var derved, iſcr da, naar han ogſaa beregner, hvormeget den ubehagelige Forretning at negotiere om Penge, afdrager ham fra hans svrige Arbeider, og i hvilken Forlegenhed Tilbagebetalingsterminen under⸗ tiden kan ſcttte ham. Uden her at anfore de mangfoldige Tilfalde, i hvilke ſaa⸗ danne Spekulationer kunne falde uheldigt ud, vil Enhver let erindre ſig ſaadanne, hvorved forreſten gode Landmand netop ere blevne forarmede. Men ſelv da, naar Landmanden kan naae hvert Siemed ved ſin Drivtscapital eller Kasſeforraad, ſaa berover han ſig dog ofte derved Middelet til andre nyttige Foretagender, hvortil ſaa ofte er Leilighed, naar der er ſtor Pengeforraad i Kasſen.
End videre fattes der ved de fleſte Aplsbrug Plads til at gisre ſtore Oplag, iſer ſaadan, hvor Saden er betrygget mod Fordarveiſe og Uheld.
Man maa iſar tage megen Henſyn paa Transportens Beqvemmelighed, hvor denne maae ſkee paa Axelen, eller, hvor Saden ikke hentes paa Gaarden fra Land⸗ manden. Sieldent ſtaae Sadpriſerne hsieſt, naar den beleiligſte Tid hertil kom⸗ mer; hyvrimod⸗ naar Priſerne naae den heieſte Punkt, de vigtigſte Markarbeider
fore⸗

166
forefalde, der maae forſommes, derſom Sadkiorſlerne ikke kunde ſkee for Betaling. Det Tilfalde indtraœffer da ofte, at man gierne ſolgte, men ikke kan undvare Heſte og Vogn til Transporten, ſaa at den opdyngede Forraad bliver byrdefuld, paa ſam⸗ me Tid, ſom man kommer i Vanrygte, for at vare en Kornpuger. Derfor vil med faa Undtagelſer og Betingelſer den almindelige Regel vel blive denne: at den bedſte Tid til at bortkiere Produkterne, er den, naar de andre Forretninger lide mindſt derunder.
Viſt nok kommer ogſaa ved Sadens langere Bevaring det Tab i Betragtning, ſom Indtsringen medforer, og det, der ofte er uundgageligt formedelſt Muus og Inſec⸗ ter, ligeſaavel ſom den Riſico, hvorfor man udſattter ſig ved lœnge at beholde ſin Sed.
.§. 218.
Priſer. Priſernes ſandſynlige Forudberegning er altid ſkuffende, og om der endog Handihne. under ſœregne Lokaliteter i Almindelighed og i ſtort Giennemſnit noget kan anka⸗ Pirde eller ges med Sikkerhed, ſaa indtraffe dog meget hyppigt Afoigelſer, fordi de Konjunk⸗
turer, der have Indflydelſe paa Torvepriſernes Stigen og Falden, ere ſaa mangfol⸗ dige, og kunne forvoldes af tilfœldige Omſtœndigheder, der ikke lade ſig beregne.
Forvepriſen beroer, ſom bekiendt er, paa det Forhold, hvori Sogning og Tilbud ſtaae til hinanden. Kan hiin ikke tilfredsſtilles ved det til Salg udbudne Produkt, ſaa overbyde Kioberne hverandre, og Priſen ſtiger, ja endog ofte over det Forhold, der finder Sted mellem Trang og Forraad. Det behoves kun, at der paa nogle Torvedage ere enkelte Tonder Sed fœrre, end der forlanges, ſaa kunne disſe faa manglende Tonder betydeligt forhoie Priſen. Men omvendt falder Priſen, ſaa⸗
Aolsbrugets Beſtyrelſe.
Priis at formaae Kiobere til en Handel, hvori de ellers ikke vilde have indladt ſig. Kunde man vide, hvad der ſogtes paa Torvet, og hvort ſtort det Qvantum
ſtee beregne Middelpriſen for hele Aaret. Derſom det Sidſte ikke betydeligt overſti⸗
ofte deſto hoiere i Fremtiden, jo lavere de ſtode i Begyndelſen.
ſnart, der ere flere Varer, end der ſoges, da Salgerne nu ere tvungne ved nedſat
af Produkter maatte vare, der ſkulde iilfredsſtille denne So ning, ſaa kunde man maa⸗ g
ger det Forſte, ſaa kan man antage for viſt, at Priſerue ville blive hoie, ja endog
radd,
virker! gel, ſo faſtf viſſet o ſom ikk ligt, a
ſig det: at Reg
den an Forraa mande
de dem
toge feit dei 3e
Forraa
ſin For fn, h

for Betaling undvare Heſt unld, paa ſen⸗ . Derfor vil denne: at den
rretninget lde
Betragtning, duus og Inſec⸗ olde ſin Sad.
öm der endog get kan anta⸗ de Konjunk⸗ ſaa mangfel⸗ beregne. i Sogning og Salg udbudne ofte over det kun, at der ſaa kunnediſe er Priſen, ſen⸗ gne ved neͤſtt we indladt ſh. t det Owontum kunde man maa⸗
ndeligt overſt⸗
heie, jn tndoh
Avlsbrugets Beſtyrelſe. 167
Men i enkelte Perioder er det ofte ikke ſaameget ſtorre eller ringere Sadfor⸗
raad, ſom den Mening, der i den Anledning har udbredt ſig i Publikum, hvilken
virker Priſernes temporaire Stigen eller Falden. Er der opſtaaet Frygt for Man⸗ gel, ſom har opvakt Larm, ſaa ſoger enhver Konſument ſaa hurtigt ſom muligt, at
forſkaffe ſig det han til naſte Hoſt behover; Producenten derimod, der anſeer ſig for⸗ Den ſtorre Sogning,
viſſet om altid at kunne ſeelge ſin Forraad, overiler ſig ikke.
ſom ikke kan tilfredsſtilles, opdriver altſaa Priſerne. Deraf kommer det vel fornemme⸗
ligt, at alle Politieforanſtaltninger, hvorved man for Hieblikket ſoger at betrygge ſig det man behover, have Priſernes Stigen til umiddelbar Folge, fordi enhver troer,
at Regieringen maa have grundet Frygt for Indvaanernes Subſiſtence. Naar paa
den anden Side den Mening udbreder ſig, at Hoſten vil blive meget riig, eller at
Forraad ere i Behold, ſaa kisber Enhver kun hvad han daglig behover, og Land⸗ mandene frygte derimod, at de ikke ville kunne afſcette deres Produkter, og faldby⸗ de dem derfor til ſtedſe lavere Priſer.
de i Begyndelſen vare lavere, fordi Konſumenterne nu aldeles ikke have anſkaffet ſig Forraad; derimod falde de ofte, naar enhver af Engſtelighed tidligere har indkiobt ſin Forraad, og de tilbageholdende Producenter nu paa een Gang blive bekymrede for, hvorledes de ſkulle kunne ſcelge deres Forxaad. §. 219.
Torvene, i Serdeleshed Sadtorvene, ere to Slags:
a) Der blot indſkranke ſig til Egnens og dens Indvaaneres Konſumtion. Her beſtemmes Priſen fornemmelig efter Hoſtens Udfald i de Egne, hvorfra Torvet har ſin Tilforſel, og naar man kiender hiin, kan man med temmelig Sikkerhed vide, Behover dette Torv derimod Tilforſel fra langtbortliggende Stader, og endog fra Udlandet, og have disſe ſierne Egne ogſaa
om Priſerne ville blive hoie eller lave.
Exportationer til andre Steder, ſaa kunne langtbortliggende Landes Fornodenheder og alle Slags andre Konjunkturer have en magtig Indflydelſe derpaa. J Sardeleshed kunne da Udferſelsforbud i Udlandet, en udbrudt eller truende Krig, og den Opfyl⸗
delſe af Magazinerne, ſom af denne Aarſag foranſtaltes, yttre en Indvirkning, ſom
ikke kunde forudſees. b) Der
ee
Det bliver da ofte Tilfœldet, at begge Dele toge feil, og at Priſerne nu ved Slutningen af Avlingsaaret blive ſaameget hoiere, ſom
Torve.

3,4
168 Avlsbrugets Beſtyrelſe.
b) Der have en Koncurrents af fremmede Kiobere, ſaaledes ſom det iſcer er Tilfcldet ved ſeilbare Floder og i Nœrheden af Havet. Her ſtrander man ofte med de ſandſynligſte Fvrudſigelſer; thi de mangfoldige Omſtœendigheder, ſom her kunne indtrade, lade ſig hverken overſkue eller beregne. Her kunne hurtige og uventede Forandringer foregaae, nemlig alt efterſom den fremmede Kiober finder ſig bevagget eller nodt til at henvende ſig til dette Torv, eller efterſom han finder det fordeelagti⸗ gere at gisre ſit Indkiob i andre Egne. Foruden de udenlandſkte Kisberes virkelige Behov, kunne endnu mange andre Handelsſpekulationer formaae dem til, at henven⸗ de ſig ſnart her, ſnart der. De kunne have Grunde til at foretrakke et dyrere Torv for et lettere, naar de kunne fore Varer derhen, og kun ſom Tilbagefragt medtage Landets Produkter. J dette Tilfalde vil ogſaa den lettede Betaling og den fordeel⸗ agtigere Cours bevoge dem dertil. Dernaſt kunne ogſaa disſe Kiobere udelukkes ved Krig eller ved Havnenes Sparring, ſaaledes ſom det juſt nu er Tilfœldet, men ſom kan vcere os ligegyldigt, da de oſterſoiſte Havne desuden i flere Aar ikke have havt nogen Overflodighed af Sad til Salg, og de indenlandſte Priſer desuden ſtaae for hoit, for udenlandſte Kisbere.
§. 220.
Alle Torvepriſer pleie i Almindelighed at ſtaae laveſt i den Tidspunkt, da Landmanden meeſt behover Penge, og Pengeomſatningerne overhovedet meeſt finde Sted. Altſaa ved Rente⸗ og Betalingsterminerne, forend Qvartalerne, fornemme⸗ ligt mod Nyaar, hvor alle mindre Formuende maae ſœelge. Dertil kommer, at paa Torve, hvor fremmede Kiobere concurrere, paa denne Tid endnn ſieldent er givet Kommisſioner, fordi Spekulanterne i Udlandet endnu ikke vide, hvor ſtor den Egns Behov er, hvorhen de ville fore Saden, og ikke heller have indhentet Underretnng om, hvor de kunne haabe at erholde hiint Behov til den letteſte Priis, forudſat, at Valget ſtaaer dem aabent mellem flere Handelspladſe. Om Foraaret pleie Priſerne i Almindelighed at ſtige, da Salgernes Concurrents er mindre og Kiosbernes ſtorre. Dette er iſer Tilfœldet paa ſaadanne Steder, der i den ſidſte Halvdeel af Januar og i Februar mage langt borte fra hente det, hvortil de trange, medens de ſlette Veie og maaſtee den ſtandſede Skibsfart formindſker Tilforſel. Man finder derfor i de
Sam⸗
Sam denne hobed Terſt derved lighed Efter den
og ſo Egn, komn ſtary aldrig deref ſlog vei,
med
Ant
ſpek
Vig. mere gord lig; inke
ſerne

det iſer a man ofte med mm her kanne og uventede er ſig beyaget det fotdeslagü⸗ deres virkälig I, at henven⸗ et dyrere Torv fragt medtage g den fordeel⸗ Welukkes ved det, men ſon
ſEke have hapt
den ſtaae for
Tddspunkt, da det meeſt finde ene, fotnemme⸗ ommer, at pas jeldent er give ſtor den Ehnd atet Underretung 8, forudſat, at pleie Priſetne i iobernes ſtor l af Januar ch z de ſlette Vi
nder derfer ide Sam⸗
Aolsbrugets Beſtyrelſe. 169
Samlinger, ſom man i en lang Rad af Aar har giort om Priſerne, at disſe pas
denne Tid ſtode heieſt i ſodvanlige Aar, der omtrent ydede ſaa meget, ſom der be⸗ hovedes. Imidlertid finde dog Undtagelſer Sted, naar nemlig i denne Tid, hvor Terſkningen fornemmelig ſkeer, Afgroden overſtiger Forventningen, og Landmandene derved foranlediges til at bortkiore megen Sad, uden Henſyn paa Veienes Beſvor⸗ lighed. Da hander det ſig vel ogſaa, at Saden ſtager lavere om Foraaret end om Efteraaret, og falder beſtandig mere, jo nœrmere den nye Hoſt kommer⸗ iſcer naar den har et godt Udſeende. 1 §. 221.:
Hvo der opmarkſom overveier alle disſe Forhold og i Sardeleshed iagttager og forſtaaer at anſlaae Indheſtningen, ikke af enkelte Landsbyer, men af den hele Egn, hvorfra et Torv forſynes, vil viſt nok oftere rigtigt forudſee Priſernes til⸗ kommende Standpunkt, end bedrage ſig deri. Imidlertid er dog nok Ingen ſaa ſkarpſindig, at jo dog det Sidſte nu og da kunde vere Tilfaœldet, og det er derfor aldrig raadeligt for Landmanden, at gaae for vidt med ſin Handelsſpekulation og derefter at indrette hele ſit Salg. Traf det endog rigtigt ſire Gange af fem, men ſtog een Gang feil, ſaa kunde dette ſaaledes ſœtte ham tilbage i hele hans Narings⸗ vei, at den Fordeel, han havde hapt derved, blev langt overveiet af Tabet. Men med en Deel af ſit Salg vil Enhver, der tor tiltroe ſig et rigtigt Blik— thi pas Andres Snak maa man i denne Punkt forlade ſig mindre end i enhver anden— kunde ſpekulere med Fordeel, fordi en mulig Vildfarelſe deri ikke kan odelggge ham.
§. 222. Har Producenten flere Torve, ſaa er et klogt og velberegnet Valg af mege
Bigtighed. Ofte kan det vere fordeelagtigt, at ſollge betydeligt lettere paa et nœr⸗ naar man endog, efter en almindelig Middelpriis,
mere end paa et fiernere Torv, Der er nem⸗
giorde rigtig Beregning over den ſadvanlige Betaling for Kiorſelen. lig Tider, da Heſte og Vogn neppe kan betales, og den hoieſte Priis paa Varerne ikke kan erſtatte den Forſommelſe, ſom derved forvoldes.
Men man maa forreſten ikke forſomme jevnligen at erkyndige ſig om Pri⸗ ſerne, og hvor ſterk Sogningen er. Undertiden ſtager paa et Torp Priſen paa et el⸗ B ler
Forſte Deel.
nBalg mellem flere Torve.

Landmands
170 Avlsbrugets Beſtyrelſe.
ler andet Slags Sad i Forhold til andre Kornarter uſcdvanlig hoi og hoiere end paa andre Torve, omendſkiondt den ellers netop pleier at ſtaage lavere paa dette Torv. Men dette forandrer ſig i Almindelighed hurtigt. Stark Sogning er altid Forbud for en ſtigende Priis, og man kan med mindre Sikkerhed regne paa, at en allerede hei Priis bliver ſaaledes ſtaaende, end at den vil ſtige, naar en Sadart ved en lav Priis ſoges hyppigt og ſtarrkt.
Man maa ſaavidt muligt ſoge at undgaae ſaadanne Steder, paa hvilke man er udſat for Torvechicaner, og hvor urigtige Politieforanſtaltninger legge Baand paa den frie Handel. Dette gior ogſaa virkeligt alle kloge Landmeend, og en ſaadan Plads ſtraffes i Almindelighed meget ſtrangt herfor ved Mangel af Tilforſel i ſaa⸗ danne Aaringer, i hvilke der ikke er Overflodighed.
Ofte kunne Retourfragter, ſom man kunde have fra et viſt Sted, beveege Landmanden til at give dette Fortrinnet for et andet. Derfor finder man, at Ste⸗ der, ſom ſcelge Landmanden gode Varer for billige Priſer, ogſaa erholde Tilforſel til lettere Kiob.
§. 223. For at ijagttage de merkantilſke Konjunkturer, er det ſaare gavnligt, at
Sammenkom⸗„— ter, medben⸗ Hneus indſigtsfuldeſte Landmand ofte beſege de fornemſte Torve, ſamles med
8 paa dereshverandre og vedligeholde en ſelſkabelig Forbindelſe; ſligt kan ogſaa forſkaffe mange Koringsvei.
der en agtvœrdig Mands Forſade, kunne bidrage meget til den landoeconomiſke Haandterings Opkomſt.
Landelsſpe⸗ Handelsſpekulationer ere undertiden blevne meget fordeelagtigt forbundne med
kulationer... Agerdyrkningen, dog mere af ſmage end af ſtore Jordbrugere. De afdrage den ſtorre
Jordbruger for meget fra hans Forretninger, og om end den Fordeel, ſom han havde af hiin, een Gang overveiede det Tab, han leed ved Forſommelſe af disſe, ſaa vil dette dog ikke altid vœrre Tilfœlldet, og ſaaledes Tabet blive deſto ſtorre i Fremtiden, iſcer ved den Ringeagt, der da let opſtaaer for de landoeconomiſke Forretninger.
4
4 9g
andre Fordele, naar kun ſaadanne Sammenkomſter ikke udarte til Drikke⸗ og Spille⸗ laug. Regelmasſige, praktiſke Landhuusholdnings⸗Selſkaber i enkelte Diſtrikter un⸗
Dette er vel ikke en ubetinget Folge, men Erfaring larer, at den ofte indtraffer,
geen den God alle det: ſom
viſe lade Ma⸗
ſtiel agd gen.
tige Obe

og heiere end dette Tory. altid Forbud at en allerede nt ded en lap
d hvilke man e Baand paa g en ſaadan lfforſel i ſan⸗
Sted, bevage nan, at Ste⸗ Ade Tilforſel
gavnligt, at ſamles med rſkaffe mange
ke og Spille⸗
Diſtrikter un⸗
ndoeconomiſte
ſorbundne med rage den ſtorre ſon han hapde disſe, ſa vi ei Fremtiden,
Forretninger
fte indtraffr/
3
Aolsbrugets Beſtyrelſe. 171
og ſtemmer kun altfor meget med den menneſkelige Characteer. Det gaaer dermed ſom. med Spilleſygen, der undertrykker enhver anden Straben efter Erhverv. Desuden he⸗ rer dertil en noie Kiendſkab om de Forretninger, man overtager, naar man ikke vil blot een Gang varre lykkelig, men vedvarende fortſcotte dem med Sikkerhed. Man maa ogſaa have Capital tilovers dertil og ikke forledes til, at unddrage det Nod⸗ vendige fra Avlingens Drivt.
Om Forbindelſen imellem de dertil i Serdeleshed pasſende tekniſke Haandte⸗
ringer og Agerbruget, ſkal jeg udforlig tale i den ſidſte Deel af dette Vark.
Landoeconomiſk Bogholdert.
§. 224.
Et fuldſtandigt, noiagtigt og alle Forhold fremſtillende Bogholderi er uom⸗Bosholde⸗
riets Vigtis⸗
gœngelig nodvendigt til Avlsbrugets fuldkomne og henſigtsmassſige Beſtyrelſe. Selvhed. den lœngſte Routine og den ſtorſte mekaniſke Qvelſe, ſom man endog paa et ſpecielt Gods kan have erhvervet ſig, er heiſt ſielden tilſtrokkelig til at overſkue og benytte alle Forholdene, ſaaledes at man kan have opnaaet og verre ſikker paa at opnaae det muligſt Fuldkomne, naar man ikke har et ſaadant Tableau liggende for Hine, ſom et godt Bogholderi maa give. Jet noget ſammenſat Avlsbrug vil det aldrig viſe ſig ſaa tydeligt eller ved ſandſelige Indtryk og ved Erindring af disſe ſaa noiagtigt lade ſig beſtemme, hvilke Indretninger bedſt ſvare til Opnaaelſen af det heieſte Maal, og ſom derfor maa beholdes eller ogſaa farbedres og modificeres paa for⸗ ſkiellige Maader. §. 225.
Dette Bogholderi adſkille vi i to Hovedafdelinger, nemlig i det ſtaaende
og det aarlige.
Til det forſte horer det, ſom man ellers pleier at kalde Jord⸗ eller Grundbo⸗Oet ſtaaende Bogholderi
gen. Denne maa indeholde et Udkaſt af Godſet i det Hele ogi alle dets enkelte nyt⸗eller Jordebo⸗
tige Dele, og paa een, ſaavidt muligt, tydelig og beſtemt Maade lagge en fuldſtandiggen. Overſigt af alle Forholdene for Die. Y 2 1 Her⸗
—

Karker. Op⸗ maalings⸗, Boniterings⸗
172 Landoeconomiſk Bogholderi.
Hertil horer fremfor alt Karterne tilligemed de oplyſende Regiſtere. Man
adſkiller tre Slags Karter 1) Opmaalingskarterne, 2) Boniteringskarterne,
og Benyttet⸗s) Benyttelſeskarterne.
ſes⸗Karter.
₰ Fremtiden kunde de fremſtilles forenede eller ſammenſatte. Dog udferdi⸗ ges de enkelte og med Henhold til hverandre. Og det er i mange Henſeender ikke uden Nytte, at beholde ethvert Slags ſerſkilt og ublandet.
1) Ved Opmaalingskartet tages kun Henſyn paa Arealet, dets blivende naturlige Afdelinger og Grandſetegn. Dog kunne vel ogſaa ſaadanne Gienſtande, ſom man ikke let bevages til at bringe bort, antydes ſom Marketegn, hvortil altſaa horer Grandſeſtene, Greendſehoie, maaſkee ogſaa enkelte ſtore Traeer.
2) Boniteringskartet, paa hvilket Jordarterne ere betegnede efter de⸗ res forſkiellige Godhed, bedſt med deres Farver og Nuancer, og deres Grandſer og Overgange betydede paa en ſandſelig Maade. Hvor Grundens Forſkiellighed og dens Afverling er ſtor og ofte forekommende, er det raadeligt at udfcerdige dette Karte efter en ulige ſtorre Maaleſtok, end der giosres fornoden ved Opmaalings⸗ og Benyttelſes⸗Karterne, og derfor at give enhver Afdeling af Marken et ſerſkilt Ark. Dette erindrer bedre om de Forholdsregler, der bor tages ved Dyrkningen. Ved dette Boniterings⸗ eller Grund⸗Karte maa der ogſaa iſcer lagges Marke til Fugtigheds⸗ graden, og denne maa, paa meget torre eller meget fugtige Steder, betegnes paa een eller anden Maade. Det maa fremſtille os et levende, men tillige mathematiſt rigtigt Billede af Grunden og alle dens phyſiſte Egenſkaber.
3) Benyttelſeskartet. Det indeholder de kunſtige Inddelinger, ſom man har giort i Marken, eller har beſluttet at giore deri. Men det er raadeligt, ikke blot at indſkraenke ſig til Hovedafdelingerne eller Koblerne, men ogſaa derpaa at anmarke Underafdelingerne, for ſaavidt de ved Dyrkningen paa nogen Maade kunne komme i Betragtning, ja maaſkee endog enkelte Agre eller Agerlande, for ſtrax at kunne giore Overſlag over der Arbeide, den Giodning og Udſad, ſom derpaa
maae anvendes. Hovedafdelingernes eller Koblernes Nummere betegnes med ſtorre,
f. Ex. romerſke Tal, Underafdelingerne eller enkelte Stykker med ſmaae danſke Tal
eller Bogſtaver. Man kan efter Behag give Nummerne paa enhver Kobbels Under⸗
afde⸗
— 8
9◻
1
CNN

Man rterne,
dferdi⸗ der ikke
blivende ſſtande, laltſaa
fter de⸗ odſer og ghed og he dette alingo⸗ ilt Ark. zed dette tigheds⸗ nes pas hematiſt
er, ſom aadeligt, a derpaa Mande for ſtrar derpaa d ſtorre, anſte Tal s Under⸗ afde⸗

— ³ Tit 5. 227. iſdelnge --⸗⸗-o⸗⸗-⸗-—-——-————-——----——'yy—-—————-'——y===—ÿ d mete 19 ——————————.. 4 1 ng No. 1I. 158 M lat zitt aahn au3. ——— Jord— 1465 Veie, 1 rande Jord Jord Jord Jord 89 Morads. 3 3; Numuer af af afaf af Ln paucr til es Summa. Middelvardi. u Markernes Nu forſte Klasſe anden Klasſe tredie Klasſe fierde Klasſe enie Klasſe is Tio jevn Be — n.. 54„ 1i til til t je 8 Nan Tdr dit ones Tor L Ba Tdr r Erae Tdr. L. G xran. Tbe. L.—◻¶ Alen. Tdr. L. ⁵◻ Alen. Tde. L. ◻ Alen. Tde. L. ◻ Alen. Tdr. L. Alen. pr. Tde. L. J det Hele. nuüge —jj———- 7000—— 23]3 3500 8 2021 1) Grasmarke 10 3500 12] 7000— f—— 3 V 3— F7 2555 Na denn ————— 2— ⸗—- 131 2 2.. 1 2 1 7000 18 3300— 8————— vandigſtt 2) Den heie Blok 4.———.— V 2 5 8 1 3500 77— 9 2 157½ V gſ 3) Kilen j15—————. 525o— 1 32 7000 7* 25⁰ — Den sverſte Forploining-...3. 1750——= 3 —.— 3 10500——.——— 48 8— ſtori 5) Den nederſte Forpleining 15 7000 14 105 3 135 10300 11087 vuii —————————— unne pa Vang No. 2. nur a Tdr. L. ◻ Alen. Tdr. L. ◻Alen. Tdr. L. ◻ Alen. Tdr. L. ◻ Alen. Tdr. 2. ◻ Alen.(Tdr. L.—◻ Alen. Tdr. L. ◻ Alen. Tdr. L. ◻ Alen. Tdr. L. Alen. pr. Tde. L. J det Hele. tlat ——- 50 3500) 3 42²2 Knite 1) Steenmarken..—„ 50 3500*—————-— 5. 2) De lange Stykker..——— 40 7000—— l. 40 Aod0 43 1 det j en V 3) Ved gamle Dam... 9——— 42 10500-—*—.— 4— 42 2502. 4 272 1 dit Antal V—— 13 der af i nnnei SroETrueneKex eerierTRraerrBeri TrerrErer ——————-3— indr be . tio en No. 2 kunne, ſom Landrente, debiteres ſaa meget mindre. unne Her er Vangen No. 2 omtrent ligeſaa ſtor, men meget mindre vard, end Vangen N 1. Drodäktinerne paa Vang. ſ. o Forſkiellen er forreſten, for Exemplets Skyld, antagen, ſtorre, end den ved en god Markinddeling bor vare. 6 1 1 rjan ——————————.,—-——————— 4———,——————J——————— 1 dlſſe over de Saneg d Sereyri

Landoeconomiſk Bogholderi, 173
afdelinger en ſeerſkilt Orden og Folge, eller hvad jeg foretrakker, lade disſe Num⸗ mere paa de ſmaae Stykker lobe fort over hele Marken.
Naar man vil forene disſe tre Slags Karter og deres Henſigt, eg fremſtil⸗ ler dem paa een Tavle, ſaa maa Maaleſtokken ikke tages for liden, at ethvert Slags Begreendsning tydeligen kan falde i Hinene.
Under mange Omſtandigheder, iſcr naar man maa kœmpe med en meget ujevn Beliggenhed og med Vand, er Markens Nivellering efter alle dens Hoved⸗ retninger og en Fremſtillelſe deraf paa et Nivelleringstableau meget nyttig. Paa denne kan henſigtsmaesſigen Underlagets Beſkaffenhed anmarkes, og ſelv de meerk⸗ verrdigſte dybere Jordlag, for ſaavidt man har underſogt dem med et Jordbor.
§. 226.
Til disſe Karter horer ogſaa Regiſtrene, hvilke indeholde Opmaalingen oggegiſtere. Boniteringen af beſtemte Arealer og den Maade, hvorpaa disſe ſtulle benyttes. Disͤſe kunne pasſende tilſammenfoies iren Tabel, og ſaaledes give en tydelig Overſigt. Naar alle Jorderne ere afdeelte i beſtemte og vedvarende Kobler, ſaa har enhver Kob⸗ bel ſin Tabel. J den forſte vertikale Kolumne komme da Kobbelets Underafdelinger til at ſtaae med deres Nummere og Bencvnelſer. Saa mange Klasſer af Jordens Bonitet, man har antaget— til hvis Grundlaxgning da maa verre beſtemt henty⸗ det i en ſerrſkilt Anviisning— ſaa mange Vertikalkolumner maage der gieres, og det Antal af Tonder Land og Qvadratalen angives deri, ſom hvert Stykke indehol⸗ der af ethvert Slags Jord. Naar der i Kobler forekomme lave Steder, ſom ikke kunne beſages, Vandpytter, Grovter, Veie og andre ubrugbare Steder, ſaa maa ogſaa deres Fladeindhold antegnes. Summen adderes derpaa i de vertikale og ho⸗ rizontale Kolumner.
Men foruden denne Tabel er det tillige nyttigt endnu at have en egen Beſkri⸗ velſe over Beſkaffenheden af enhver i det ringeſte udmerrket Mark, og at anmarke de Sceregenheder, den muligt kunde have.
§. 227. Det forſkaffer en ualmindelig nyttig Overſigt og bidrager meget til en rigtig Vurdering af
„ 2 en Landeien⸗ Beregning af Forholdene, naar man tarerer ethvert Slags Grund, og derefter en⸗doms ngelre
hver Oele.

174 Landoeconomiſt Bogholderi.
hver Mark og enhver Afdeling. Man fordeler nemlig hele Godſets antagne Grund⸗ vordi paa Jorderne, efterat man har fradraget en pasſende Deel for enhver anden Afbenyttelſe, Rettighed og Indkomſt. Overeensſtemmende med Jordens Bonitet gior man da et Overſlag efter de Regler, der ville blive angivne i Loren om Agrono⸗ mien, over Vardien af en Tonde Land d, af hvilkenſomhelſt Jordklasſe, og bedſt efter Proportional⸗Tal. Man anſcetter f. Ex. Jorden af den forſte Klasſe til 10, af den anden til 8, den tredie til 6, den fierde til 4, den femte til 2, og den ſtett til x, naar en ſaadan Differents er grundet paa hine Regler. Efter den Andeel,
ſom enbver Kobbel eller enhver Mark har af enhver Jordart, beſtemmer man dens Vard, og kan ſiden, paa Engellandernes Viis, betiene ſig af denne Beſtemmelſe, for at giore en fuldſtandig Produktions⸗Beregning over enhver Afdeling. Thi en Produktion kan netop derved vare fordeel agtigere, fordi den frembringes paa en Grund af ringere Vard.
Naar man kan, maa man ogſaa ved denne Jordernes Taxation tage Henſyn paa andre Omſtandigheder end paa Grundens Beſkaffenhed, og maa da vur⸗ dere f. Ex. en fra Gaarden langere liggende Mark lavere end en nœrmere, om begge end vare af lige Grundbeſkaffenhed.
Denne ſaaledes udfundne Vardi af ethvert Stykke Jord og af hele Kobbelen kan man da tilfoie Tabellen i en egen Kolumne.
Det forſtaager ſig, ogſaa Engene, Graesgangene, Skovſtrakningerne, Tor⸗ vemoſerne og andre brugbare Grundſtykker taxeres ligeſom Agerlandet og overtage deres Deel af det Heles Vardi.
Med Henſyn paa Avlsbygningerne, hvis Vardi man pleier at regne til Godſets Grundcapital, anſeer jeg det for mere henſigtsmas sſigt— om man endog havde ſarſkilt vurderet dem— at fordele dem paa Vardien af de indbriugende Jorder, da de kun ere til for disſes Skyld, hvis Indkomſter betinges derved. Det forſtager ſig, at Jordbogen mage indeholde en fuldſtendig Beſkrivelſe af disſe B ninger og af deres Taxation.
Til Forklaring tiener nedenſtagende Schema.
hed ſpare Bryg keande Nidd ſon given Bran Grun har d credit kunde
Sum, naar! paa di ale B. de ubeſ derret
derie dript, derded aarlige irede dens Eieren

Landoeconomiſk Bogholderi. 175
§. 228.
Jordebogen indeholder end videre en noijagtig Fortegnelſe paa alle de Rettig⸗Redeagens 8 dh †
heder, ſom Godſet kan benytte, ſaavel de beſtemte ſom ubeſtemte Afgivter, der ſvares dertil, Hoveriet, Tienden, Bortforpagtninger af Moller og Kroer, af Bryggeri⸗ og Branderiesurbarier, det er, den Ret at producere og maaſkee udeluk⸗ kende at ſalge disſe Produkter i et viſt Tvangsdiſtrikt. Afgivterne taxeres efter et Middeltal, men Rettighederne derimod kun ſom ſaadanne, og efter den Rente, ſom de ved at overlades til Andre, naar man ikke ſelv befattede ſig dermed, vilde give med fuldkommen Sikkerhed. Thi Fordelen af ſelv at drive et Bryggeri eller Branderi eller Mollerhaandtering o. ſ. v., kan ikke betragtes ſom Rente af Grundverrdien, men ſom Haandteringsfordeel. Drives en ſaadan Naringsvei, ſaa har den ſin egen aarlige Regning eller Rubrik i Hovedbogen, og der maa da kun crediteres Grundcapitalen den Rente, ſom man, uden ſelv at befatte ſig med Drivten, kunde have draget deraf.
Hele Godſets Vardi eller Grundcapitalens Storrelſe fremkommer da af den Sum, hvortil Vardien af alle disſe indbringende Dele belober ſig. Eller ogſaa, naar man har antaget hiin ſom bekiendt, ſaa fordeles den efter et pasſende Forhold paa disſe enkelte Tilliggender, hvorved Vardien af enhver iſcer beſtemmes. Men alle Byrderne fradrages naturligviis forſt, de beſtemte efter deres virkelige Storrelſe, de ubeſtemte efter et Middeltal. Jordbogen maa ogſaa indeholde de noiagtigſte Un⸗ derretninger om disſe.
§. 229.
Det er meget gavnligt at anlagge en Capitalberegning i det ſtagende Boghol Grundcavi 7.. tals Regning deri eller Jordbogen, eller ogſaa at gisre en Afregning med den aarlige Avlings⸗
drivt, for at ſee, hvad denne Aar til andet har indbragt, og hvormeget Formuen derved er foroget. Efter det dobbelte Bogholderi kommer i denne Jordbog de aarlige Renter af Godſets Capitalvcerdi og af Inventariet, ligeſaavel ſom det, der trede Penge muligen er forſtrakt den aarlige Avlsdrivt paa dennes Debet. Paa dens Credit kommer derimod det, ſom den i Penge og Naturalier har afleveret til Eieren; end videre, hvad der var anvendt paa vedvarende Forbedringer eller hvor⸗
r† meget

176 Landoeconomiſk Bogholderi.
meget Godſets Kapitalvcerdi derved var foroget. Dette ſidſte vilde vel i mange Til⸗ fœlde ikke ſtrax beſtemt kunne udfindes og derfor noies man med, at beregne Omkoſt⸗ ningerne ved disſe Forbedringer eller Vardien af det derpaa anvendte Arbeide, om disſe endog blot ere ſkete ved Avlsbrugets ſœdvanlige Krafter. Men da den i God⸗ ſet hvilende Capital er bleven forſtœrket ved disſe Forbedringer, ſaa beregnes i det folgende Aar, overeensſtemmende med Billighed, Avlsdrivten hoiere Renter deraf; (naar f. Erx. Grundcapitalen er anſat til 4 Procent, blive disſe 6 Procent). Med denne Conto i Jordbogen ſtemme da Capitalcontoerne af Avlsdrivtens aarlige Ho⸗ vedboger overeens, eller hiin dannes efter disſe. Denne Conto ſtaaer f. Ex. ſaa⸗ ledes:
74
R

Ti⸗ nkoſt⸗ om God⸗ det ttaf; Ned Ho⸗
ſaa⸗
Landoeconomiſt Bogholderie.
—
Forſte Deel.
————— Godſets Adminiſtration. Debet. Credit.— I805-4. Ködlr. St 1803-4. Rödtr. St. Renter af Kisbecapital Afleveret til Eieren.. 1200]— 100,000 Rbdlr. à 4 Til beviſte Forbedringer. 3800- Procent......... 4000]— 1804— 1804-5. Renter af Kiobecapital, Afleveret til Eiere. 3500— à 4 Procent.. 4000- ETil beviſte Forbedringer. 20009 Nenter af foretagne For⸗ bedringer, à 6 Pro⸗ cent.......... 228— 18805-6. 1805-6. Renter af Kiobecapital, Afleveret til Eieren... 4200— 7 à 4 Procent... 4000- Eil beviſte Forbedringer. 1600— Renter af foretagne For⸗ bedringer, 5,800 Rbd. à 6 Procent... 548— V 1806-7. 1806-7. Renter af Kiozeeblrat Afleveret til Eieren.. 6550%- à 4 Procent. 4000— Zil beviſte Forbedringer. 300— aane af foretagie For⸗ bedringer, 7,400Rbd. à 6 Procet.. 444- 1807-8. 1807-8. Re nt er af Kobetzplüal, Afleveret til Eieren 8500%— a24 Procent. 4000- LZil beviſte Forbedringer. 500%— grente af foretagne For⸗ bedringer, 8,200 Rbd. à 6 Procet.. 502— 21522- Saldo for Adminiſtra⸗ tionen... 11128 ¼ — 326 32650— 3§. 230.

Landoeconomiſk Bogholderi.
§. 230.
Godſets Hi⸗ Dernaſt indeholder Jordbogen Godſets Hiſtorie, hvori aarlig indfores alt, ſterie. hvad der angaaer dets Vardi og dets Rettigheder. J Sardeleshed beſkrives ogſaa her de foretagne Forbedringer, der efter foregaaende§. ere regnede til Capitalvaœrdien, paa en noiagtigere Maade. Ogſaa Efterretninger om Produkter⸗ nes Priſer, om Veiret, om Aargangens Frugtbarhed, om den forhenvarende Be⸗ enyttelſe af Godſet, Udtoge af aldre Udſads⸗, Hoſt⸗ og Indtagtsregiſtere finde her
en Plads.
Alle betydelige Forandringer, der ere foretagne, ſaavel med Jordernes Ind⸗ deling, ſom med Bygningerne eller ogſaa med Godſets Rettigheder, indfores aar⸗ ligt, og med Henſyn paa de ſidſte henviſes der til de derom udfardigede Documenter.
J Jordbogen kunne ogſaa markvardige Noticer og Erfaringer, hvilke have ſpecielt Henſyn paa Dyrkningen, opbevares, naar man ikke ellers holder ſarſkilt Bog derover.
F en ſaadan Jordbog efterlader man en vigtig Skat til Efterkommerne.
§. 231.
Aarlig eller Den anden Deel af Bogholderiet beſtaaer i Regnſkabsforelſe over den aarlige
Veteris, Udovelſe af den landoeconomiſke Haandtering, med Bemarkning af alle hertil herende Noticer, hvilken aarlig ſluttes. Denne Regnſtkabsforelſe er ſaa meget fuld⸗ komnere, jo mere den udbreder ſig over Alt, jo mindre den forbigaaer af det, der angaaer Haandteringens heldige Udfald, og jo klarere og beſtemtere den angiver alt det Enkelte, men i Sammenhang og i dets Forhold til det Hele. Den maa derfor indeholde en Efterretning, ikke alene om Indtagt og Udgivt i Penge og Naturalier, men ogſaa om Arbeidets Anvendelſe og om enhver anden Ting, der har Indflydelſe paa Üdfaldet, f. Ex. om Giodningen. Denne Beregnings muligſte Fuld⸗ ſtœndighed er en vaſentlig Betingelſe for den fnldkomneſte Avlsdrivt, og denne kan umuligt naaes uden hiin, eller giver i det ringeſte intet Beviis og ingen Sikkerhed for, at den virkelig er opnaaet, og folgelig heller ingen Veiledning, hvorefter den kunde indrettes paa en fuldkomnere Maade.
afgiört wij enda befales gets og bedſte.
tit vild —g Skau der. ſindigh Fuldko ſtendig manden Penge.
praktiſt dium, meeſt p deres K hel der tionell ſynes: compli mni
Uigt hver de dividu dre fu

Zalt, krives de til ukter⸗ Ve⸗ de her
Ind⸗ aar⸗ nenter. e habe grſtilt
arlige hertil fuld⸗ , der ngiver Den nge c9 der har eFuld⸗ e kan kerhed ter den
Landoeconomiſk Bogholderi. 179
§. 232.
Dette Bogholderies Former kunne verre mangfoldige. Endnu er det nok ikkeMangfoldise afgiort, hvitken Form er den henſigtsmassſigſte og fuldkomneſte, formodentlig, fordid ner
vi endnu ikke beſidde denne. Derfor kunne endnu ingen almindelig og ubetinget an⸗ befales, men man kan have tilſtrekkelige Grunde, overeensſtemmende med Avlsbru⸗ gets og Agerdyrkerens Forhold, at veelge en anden, end den man erkiender for den bedſte. Vi have i nogen Tid faaet mange Forſlag og Formularer dertil, hvis Kri⸗ tik vilde her fierne os for vidt, men i hvilke jeg ved Siden af meget Henſigtsmaesſigt og Skarpſindigt dog beſtandig ſtoder paa Mangler, Vanſkeligheder og ÜUbeſtemthe⸗
der. Men dette er ikke at undres over, naar vi betqnke, hvor megen Flid og Skarp⸗ ſindighed, der er anvendt paa at bringe Kiobmands⸗Bogholderiet til ſin noœrvgrende Fuldkommenhed, og at Meningerne derom desuagtet endnu ere deelte. Det fuld⸗ ſtendige landoeconomiſke Bogholderi har Vanſkeligheder, ſom ikke findes ved Kisb⸗ mandens, fordi Alt her lader ſig lettere reducere til en fœelles Maaleſtok, nemlig Penge. Forreſten bor man ikke forlange, at en Mand, der befatter ſig med det praktiſke Agerbrug, og ſom tillige er videnſkabelig, ſkulde herpaa anvende det Stu⸗ dium, ſom dette Anliggende nodvendig maatte fordre, naar man vilde udfinde det meeſt pasſende og fuldkomne deri. Andre derimod, der i Sardeleshed have offret deres Krafter og Tid til Regnekunſten, beſidde— i det ringeſte kiender jeg intet Exem⸗ pel derpaa— ikke altomfattende Kundſkab om eller klar Anſkuelſe af den hoiere og ra⸗ tionelle Landoeconomies Udovelſe, eller udever den dog ikke praktiſt. Men dette ſidſte ſynes mig netop nodvendigt, for virkeligt at kunne forſoge Methoden paa forſkiellige complicerede Aolsbrug, fordi der ved Udovelſen ofte viſer ſig Vanſkeligheder, ſom man i Theorien ikke tanker ſig. Da vi altſaa endnu fattes en fuldkommen Methode, ſaa vil jeg her give en Udſigt over flere og de forſkiellige Dele, hvoraf de ere ſammenſatte, af hvilke En⸗ hver da kan udvalge og ſammenſcette den, der ſynes ham meeſt pasſende til hans in⸗ dividuelle Forhold og til hans Henſigker. J Praxis kan i mange Tilfalde en min⸗ dre fuldkommen fortiene Fortrinnet, fordi man ved den tilſtrakkeligt opnaaer en ſœr⸗ 3 2 egen

180 Landoeconomiſt Bogholderi.
egen Henſigt, fordi den er lettere, og overhovedet noget mindre Fuldkomment, ſom rudfores godt og fuldſtandigt, er bedre end et hoit Ideal, ſom man ikke naaer.
§. 233 Den ſadvan⸗ Den ſadvanligſte og under Navn af den landoeconomiſke Regiſterforing meeſt kigſte eller den,. ſaakaldte Ne⸗bekiendte Maade er folgende: giſter⸗Form. Foruden Journalen og Manuellen har man tre Haandbsger:
No. I for Pengeberegningen. No. 2 for Sed⸗ og Naturalieberegningen. No. 3 for Qvagberegningen. §. 234. Beſtager af: Den forſte Deel af Pengeberegningen indeholder i Almindelighed Indtaegten, 1 Nrndnhe den anden Udgivten.
Siderne pleie til begge Sider at verre ſaaledes linierede, at i den forſte Ko⸗ lumne til venſtre Haand ſtagaer Maaned og Dag, i den anden Bilagene, hvor ſaa⸗ danne finde Sted. Dernaſt i Midten Poſterne, og til Hoire en dobbelt Pengeko⸗ lumne af Rigsbankdalere, Marker og Skillinger. J den forſte af disſe Pengekolumner Belobet af enkelte Poſter, men i den anden Belobet af Indtagt og Udgivt, adderet maanedsviis. For at giere Sagen gandſte tydelig, ſtaaer her de maanedlige Ind⸗
tœgter i rede Penge og i Rug:
—

⸗ent, ſon aaer.
ing meeſt
dtagten,
orſte Ko⸗ vor ſaa⸗ Pengeko⸗
kolumner adderet ige Ind⸗
——ÿ—
Til§. 234.
—⸗ℳꝛꝛꝛꝛÿy-—z.—-y——y—————y—y——= eeeee exre y=e=——— 1⸗z 4 Juli. Auguſt. September. October. November. December. Januar. Februar. Marts. April. May. Juni. Summa. 1 Udgivt. Röd. Mk. 5.(Röd. Mk. F. Röd. Mk. 5. Nbd. Mk ß. Nöd. Mk. ß. Nbd. Mk. ß. Rbd. Mk. ß.(Roöd. Me ß. Röd. Mrk. ſ. Röd. Mk ß. Röd. Mk. ß. Röd. Mk ß. Röd. Mk. ß V zi Eieren........ 1==A=EAAr-1eA= 4* A=A=AA=AE- 8A[=700oo 700. Arbeidslon for Avlsbruget. 112 4- 2144 ⸗„ 96 3 1427 56 3 36 4 8 32 3 40 4 8 52 1 8 49 3- 62 4 54 1 8 950 4 ½ 1 Arbeidslon ved Forbedringer—-=== 64 2— 30113 30 2r=See--45 3 50 2 8 33 1 40--- 294 3% Folkelon og Salariumm..=-==- 125 2—-I-Ir Irzo 3-E==ÄA==fEFfse 130]- 510..5— For Jern.........-=I==l=- 74 1-S41Ir ¹ 4E--52ʃ18 126 2 81 For Skaferiet..... 8 38+=-=⸗E-E ⸗74ss-t aSI 831--=r=22 2s 54 3 S Smeddearheide...... 10]21- 6/· 1I- I171I1 8S= rz2†4 2 bs-==12 118 141 2 5 18 18 8 4 2 4 10775 8 Sadelmagerarbeide 18 1-—==-=---2018 928—- 15 1 8- 4 1-=— 28- 8 95 2— Fodevarer........-=- 32 1[8 9 28 10 3 4 8sS E- 332 163=- 28 2 8-=ff134 4+ ſ o. ſ. v. AbIS—,——— Summa[149 4— 252 4 8 387[210 4 18[115 5-[i⸗55 8S 65 5 166/- 267 4 92- 8 152 2 8 72391 12 9274 2 8 —-------—-——==.—--⸗---——yy=—-——-——— 5 — Juli. Auguſt. September. October. November. December. Januar. Februar. Marts. April. May. Juni. Summa. Indtegt. Röd. Mk. ß. Rbd. Mk. ß. Rbd. Mk. ß. Röd. Mk. ß. Rbd. Mk. ß. Rbd. Mk. ß.] Röd. Mk. ß.(Nbd. Mk. ß.] Röd. Mk. ß. Nöd. Mk. ßf. Nbd. Mk. ß. Röd. Mk. f. Röd. Mk. ß. b Contant. 302 1 8[200 300-=--- 262..-.-8378 3 3% For Hved.-=A=-l---56-A=-H--r7er.330o.. 66 4-5 625 4— For Nuug ͤ ⸗---=T-e-ee-hro6 4-] 540-730(%G3s- 440⁰(%4˙ 81 2747,5 8 For Byg.....—----==---[280 3-[120 22ioh r ll.Al 260° 3 510 4— 220 †91602 1 1 For Wrter... 20-.--S=I=- 320 41- 1761 1.-312»-.--=I--164 21- 993 5— For Fedeqvgg.......--S-=-= 890-. 750.- 320---. 1960-- 1 For Beder........ A--=VAA-=---=--=E=eAr. ⸗--j 630 3 · 630 3— ſ or ud.-==. Se-320 1320—— Zor Smor..... 18-1 15 31 20†12-ſ 25 4ſ 28 3[8 3011 8 24 1- 271 18 43 2 ³s40If⸗ 45 18 60 2- 379— 1 +) For Kalve........-—-G----- 30 3—. 20 I11----40 2—--- 1--- 91- 2rr Aaf Summa 340 2 38[215 3- 376 4- 657 2- 325 8 43 4 8 2027 1-[710 1˙ 8 333 2 1727 2-[1316 4[1764 4[11228 4 ₰ udgiot. l149 4- 252 4 8 13870-l-l210 1 8 lPr r5, 51-L7515 181 65 5— 1660--I 2671-41 92-ISI 15212 8 17239 31- 9274 2 8½ ₰ Kasſen. 1954 1 8
—————-———— ——;ÿP———————————————
—————-

Maaned.
Janvat 1. 7.
15.1

Landoeconomiſt Bogholderi.
—— y--ʒ-—-————
b V
Maaned. Bilceg.
Indtegt
1 rede Penge. b R
bd. Mk. Sk.
Rbd. Mk. Sk.
Julius 1.
—
Kasſebeholdning ved forrige Regn⸗ ſkabs Opgioreſe... For Ho ſolgt til Fogden i N.. For Grundſkat af Moller N.. Grundfkat af Smedden..... For bortleiet Kartoffeljord til Af⸗ drag, overeensſtemmende med den derover ſeerſkildt forte Bog... Tilbagebetaling af Asſurance⸗Afgiv⸗ ten fra Smedden og Molleren.
pr. Julius.
—
0 △ 00
◻☛ 8 bd* — 8
Maaned.
J Rug.
Rbd. Mk. Sk.
Rbd. Mk. Sk.
Januar 1. 36-
Til Moller N. N., à 6 Rbdlr... Til Amtmand N. N. i N., à 6 Rbd.
Til Kiobmand N. N. i N., à 8 Rbd. Til Dagleier N., à 4 Rbdlr....
r. Januar..

182
Landoeconomiſt Bogholderi.
Pengeindteegternes Artikel er forſkiellig efter de forſkiellige Agerbrug, og nan forbinder eller adſkiller den, alt efterſom man mere forenet eller afſondret vil have den for Hine. Men Enhver har ſin egen Rubrik. J Almindelighed ere de folgende:
1) J rede Indtagter.
2) For Rug,
3)
Byg, Havre, TErter, Lindſer, Boghvede o. ſ. v. For Klover⸗, Hor⸗ og andet Fro, og for Handelsvarxter.
Sad, og dernaſt for ethvert Slags ſerſkilt, ſaaſom: Hvede,
4) For Frugt⸗ og Havevarxter. 5) For ſolgt Qvag, Heſte, Stude, Koer, Sviin, Kalve, Fiederkrea⸗ turer, Faar, hver iſar ſom ofteſt paa et eget Folium. 55) For ſolgte dyriſke Produkter.
a. Fra Meieriet, Smor, Oſt, Melk. b. Fra Skaferiet, Uld, Skind. c. Fra Biavlen.
7) For Adſkilligt, hvoriblandt tilfeldige Indtagter, ſom ikke have nogen
Plads under en anden Rubrik, f. Ex. Skadeserſtatninger og deslige komme til
at ſtaae.
Er et lidet Bryggeri eller Branderi, hvorfra ſalges, eller nogenſomhelſt anden Naringsvei, hvorved man har Pengeindtagt, forenet med Alsbruget, ſaa
faaer den ſin Rubrik her.
Men derſom en ſaadan Naringsdrivt er betydelig, ſaa
pleier man ſerrſkilt at holde Bog derover, og at give den ſin egen Kasſe.
Pengeregningens anden Deel eller Udgivten har ſadvanligt folgende 4 Rubriker: 1) Til Eieren afleveret og udlagt for ham.
For Bygningsmaterialier.
Arbeidslon ved Bygningen. Arbeidslon for Haven. Arbeidslon ved Avlingen. Arbeidslon ved Forbedringer. Folkelon og Salarium.

nogen me til
omhelſt t, ſaa 9, ſaa
folgende

Til§. 235.
—————
Maaned.
December 14
- 24 Januar 18 Februar 35 — 2
— 28 — 25
———
Til hvem eller hvorhen.
Til Moller N. N. Paa Torvet i N.. Til Amtmand N. N.. Til Sadhandler N. N. Paa Torvet i N Til Bager N. i N.. Til Brygger N. i N..
.*
Hvede Rug Byg Hapre. Arter. Lindſer. Boghvede. Hirſe.
Ddr. Skpr. Tdr. Skpr.] Edr. Skpr. Tdr. Skpr. Tdr. Skpr. Tdr. Skpr. Tdr. Skpr.] Tdr. Skpr. Rbblr. . 127 2 255—. 2—. 2 2 2 2 5 2 4 betalt[891 . 2 2 3 2 2 2 160 2 ⸗ 20 2 2 2 2 2 betalt[220 .„. 5„ 2 2 50 2 5 2 2 2 2 2 30 8 2* paa Regning 5 „.. 4 2 180 2 2 2 2 e 64 2 2— 5 5 5 2 ligeledes.* 130 ⸗ ⸗* 42 2 5 ⸗.. ⸗ 3 ⸗ 2 12 ⸗ betalt. 500 ... 2 2 100 1 2 1 2 2 3 1. 2 2 2 2 2 betalt. 200 ... 2 5 2 2 2 7 2 2 3 1 2 3 1 2 paa Regning 5 eeͤ 4 25 4-——————er
———
—
4
Solgt Secd i Aaret 1808 til 1909.
—————
.———⸗õð—ℳõ—ꝛ⸗-—ℳ-———-—— ⸗-——-j= ·——— 10 . Maanedlig Indtcegt U 1 Indtegt af Rug. 0g Udmaalt Rug. b 4 Beholdning. b 1 — 1 Maaned. Tarfkning. Traver. Opmaalt Tarſkerlon. Paa Loftet. Indtagt. Maaned. Udgivt. 1 3 Tdr. Skpr.] Tdr. Skpr. Tdr. Skpr Tdr. Skpr. Tdr. Skpr. 1 September 5] Hans og Niels..... 11 6- ⸗ 24 4 ½ Beholdning fra Auguſt 160 4 September 5 Rug til Brod 24 V 1 4— 10 Peer 99 Povl 6 o*. 4 13 6 2 2 3 5 5 Indtegt 4 5 e 18 2 1— 14 Deputat„ 4 5 95 3 3. 1 -— 15 Ved Hovtieneſte... 3 3 6 1⸗. 3 6 V—— Saat 77— — 20 Hans og Niels„.„ v.„ 10 4 4 2 2 4 4 1 2 4. 4² 20 2 2 7 18 2 4 Summa 178 6 ½ 97 2 V— 1 13“ 3 4 Behold 81 6 ¾———— 2 —————y——g—————.——— 7 2 1 2 2 2 2 2 B. de it 9₰ V ——yy—= — 15—-—y———-——-——— 0 ſiller m 1 Maanedlig Seœd⸗Udgivt til Huushold. V— —— nn V for tthve — MNaantde Hees til Gryn Havre V ninn Maaned. Hvede. Rug. Byg. og til Gryn Prter, Boghvede. aaii .— Bankebyg.. Schema —r Stpr. Tyr. Skpr.. Tdr. Stg.] Tdr.(Skpr.] Tor.(Skpe.] Tdr.(Skpr.] Tdr. Styr. Auguſt... 3. 20. 7 2 2 4 2. 1 2 3 b September.. 2 4 19 ⸗ 5 6 2 5 2 2 1 4 ⸗ 4 October.. 2. 18 4— 2. 2 8 1 2: November.. 2 2 18. 4 2 1*4 2* 12 Pos December. 1 7 18 ⸗ 4 5 1 7 2 2 1 4 2 4
————

Landoeconomiſk Bogholderie.
83) For Jern og Sem.
9)— 10)— 11)— 12)— 13)— 14)— 15)— 16)— 17)— 18)— 19)— 20)— 21)— 22)— 23)— 2 4)— 25)— 26)— 27)— 28)—
Gayntommer.
Breende og Torv.
Deputatbraende.
Heſte.
Qveg.
Sviin.
Skaferiet.
Smeddearbeider. Hiulmandsarbeider. Kleinſmedarbeider. Sadelmagerarbeider. Bodkerarbeider.
Tommerarbeider. Skrivematerialier og Porto. Reiſeomkoſtninger og Fortaring. Told⸗ og Conſumtion.
Afgivter og Skatter, Fattigpenge. Asſurance⸗Afgivt.
Conſumtibilier og Huusholdningen. Adſtilligt, ſaaledes ſom Opſkrivten pleier at lyde paa Udgivter,
der ikke kunne ſattes under nogen af de forrige Rubriker. Rekapitulationen af Indtcegt og Udgivt for alle Artikler i enhver Maaned frem⸗ ſtiller man bedſt tabellariſk, ſaaledes ſom hosſtaaende Schema vil viſe.
No. 2.
Regnſkabsbogen
§. 235.
for ethvert Slags Sad, i hvilke man paa en henſigtsmasſig Maade ſtiller enhver Maaneds Indtagter og Udgivter lige over for hverandre, og gisr beſtandig en maa⸗ nedlig Afſlutning over begge Dele og over Beholdningen, ſaaledes ſom hosſtagende
Schema A viſer.
Paa
for Sad og Naturalier har forſt Rubriker,⸗) Natura⸗

184 Landoeconomiſk Bogholderi.
Paa denne Maade er den tillige i Stedet for et Laderegiſter. Man pleier at giode tre Kornmaalsrubriker, nemlig Tonder, Skiepper og Fierdingkar. Indtagts⸗ rubriken paa den hoire Side indeholder ogſaa de indkomne Sadpoſter, ſom ikke komme fra Laden, for ſaavidt ſom ſaadanne forefalde, f. Ex. Skattekorn eller til⸗ kiobt Sad.
Derpaa folger i ſarſkilte Rubriker Udgivterne af alle Slags Sadarter til enhver hvilkenſomhelſt Brug. De kunne paa en meget henſigtsmasſig Maade ind⸗ rettes tabellariſt, ſaaledes ſom hosſtagende Schema B viſer Udleveringerne af Sad til Huusholdningen eller til Fortgering.
Den til Salg udmaalte Sed bliyer ligeledes tabellariſk indfort efter hosfoiede
Schema C.
Pengene ere her kun antegnede til Underretning og for Overſigtens Skyld, men befindes noiagtigere beregnede i Pengebogen.
Derefter folge de ovrige Udgivter af Sodevarer efter deres forſkiellige Rubri⸗ ker, f. Er. Prafſſte⸗ og Degne⸗Tiende; beſtemte Sadlonninger, f. Ex. til Laœgen og Chirurgen, til Dyrelgegen, Skorſteensfeieren; derneeſt til dem, der faae Deputat, Opſynsmanden, Rogteren, Faarehyrden, og ogſaa til Smeden, naar der er ſlut⸗ tet Accord med ham om Plovenes og Harvenes Vedligeholdelſe.
Saden til Arbeidsheſtene kan ligeledes tabellariſk indfsres.
Holder man en herſkabelig Oeconomie, ſaa have naturligviis Vogn⸗Luxus og Fremmedes Heſte en ſarſkilt Rubrik. Paa ſamme Maade antegnes nu ogſaa den Sad, der gives de ovrige Kreaturer, under de ſarſkilte Rubriker af Sviin, Fede⸗ gvoeg og Fiederkræ.
En ſarſkilt Rubrik faaer da den vigtige Gienſtand, Udſceden af de forſkiel⸗ lige Sadarter, med Bemerrkning af Dag og Stykke, naar og hvor den er ſaget. Ethvert Slags Sed har ogſaa her ſit eget Folium.
Et Anhang, ſom giver en Fortegnelſe paa den indhoſtede Sad efter Traver, med Anmarkning af den Lade, hvori den er indkiort, pleier at ſlutte Sœdregn⸗ ſkabet.
Efter
Et. ved pen, 9o
8 tegnelſe med Be
deris L Maade:
Bemann 1
Huusd 1
beregnir
Rntarit
NNNENNNN

jer at gts⸗ ikke til⸗
e til
de ind⸗ Sad foiede d, men Nubri⸗ gen og
utat, er ſlut⸗
Traver, odregn⸗
Efter
185
Landoeconomiſt Bogholderi.
Efter Seeden folger Indtœgt og Udgivt ved andre vegetabilſke Produkter, f. Ex. ved Eng⸗ og Kloverhoet, Kartoflerne, Roerne, Gulerodderne, Kaalen, Ham⸗ pen, Horren, Valmuerne og hvad der desforuden frembringes i Avlsbruget.
§. 236.
No. z. Qvaggberegningen indeholder forſt i en egen Bog en nolagtig For⸗ tegnelſe paa de enkelte Stykker Qveeg af ethvert Slags, efter deres Nummer og Navn, med Bemarkning over deres Slags eller Race, deres Alder, Oyder eller Lyder, og deres Vard ved Regnſkabsaareks Begyndelſe, f. Ex. over Koerne, paa folgende Maade:
3) Qvagbe⸗ regningen.
——--.—-—--—————
— ne Navn Art eller Alder Dyder Vurde⸗ Have 4 Race. eller Lyder. ring. kalvet. No. 1. Vagtel. Landrace. 7 Aar. malker godt, 40 Rbdir den 28de
. men kort. December. No. 2. Sisgen. ollandſt 8 Aar. udmarket[70 Rbdlr. den 6te 9 7 Race.. godt. Februar.
Siden ligeover for denne bliver tom for endnu at kunne antegne ved enhver de Bemarkninger, ſom giores i Aarets Lob.
Paa lignende Maade giores en Fortegnelſe paa ethvert andet Slags Huusdyr. 1
Derefter folge, med Henſyn paa Tilvaxt eller Afgang, de maanedlige Qva⸗ beregninger, efter folgende Maade, i hvilket Nummerne henholde ſig til hiint In⸗
ventarium:
Zerſte Deel. A a Qvoeg⸗

186 Landoeconomiſk Bogholderi.
““ Juen Ovagberegning for Julii Maaned 1808. V ffirf V b Beholdning V hvad de No. fra Tilvgxt. Afgang. Beholdning. V Uld,! — Junii Maaned.. Seh 2u acfe eeee ſom er —— ſülls b 1ele.... 16....-..... 8 V
Sol fra 1306 2.....—.... 2 ¹3 Fol fra 807. 3........... 3 1.
4 Stude[222„— ſſolgt No. 3 co, 552.. 2)
5[Koer[44( No. 40 dod.... 39]— e[spte............... 2u 4 ]„ Qoier fra 1806 5].....-........... 5 13 s[Lpier fra 1807 63„... ſ6 ſn o[Store Sviin⸗ 2 4.--..—.. 24 128 10 Maadelige Dito. 666.( fflagtet. 1 15 4 ê’= 1. Griſe..... 30 9-...... 30 [e eies.. ß-......... b 2eeZI. 20] hwikt 14 Hons... 60]............. 65 In V V ddd det hder R der ma V V legitm hn lere og 8— 1—— V marten
TSCENSIIIN

—
Landoeconomiſk Bogholderi. 187
Over Skaferiet pleier der at fores en egen Beregning, for at man noiere kan an⸗ give Afgangen af ethvert Slags. Dette er iſcr nodvendigt, naar Skaferiet beſtaaer af forſkiellige Racer eller indeholder Faar i en forſkiellig Grad af Foradling.
Herneeſt folger Indtcegt og Udgiot af de forſkiellige dyriſke Frembringelſer; hvad der vindes, forbruges eller ſelges af f. Ex. Smor, Oſt, Melk, og videre af uld, Ag, Honning, Vorx o. ſ. v. Ogſaa Huderne af Slagteqvagget og Skindene, ſom ere tagne af dode Faar, have her deres Rubrik. Beregning over Meieriet frem⸗
ſtilles bedſt tabellariſk ſaaledes ſom folger:
7
——————-——
Mets til Solgt Til eget 1 eget For⸗ Melk 3. Forb Solgt M d Faaet brug Mel Kicer⸗ Giort SForbrus Naaned. et] Oſte aane Melk—— 4 net Oſte——— af⸗ aſ⸗ ſod. ſvlcſt. ſod. blaeeſt. Smor. Oſte. Smor. Oſte. potter. Potter Potter Potter Potter Pund. Stykker. Pund. Stke. Pund. 3-9. 98⁰ 69 80[110 80 38 ⅜, 105] 20[105 18 V— 10- 16. 1010 54 84 86 90 44 120 18 90 25 22 17- 23 1004 62] 90 76 108 38 120 22 8²2 17 33; 24-30.[1008 50 80 94 16 40 135 16 9⁰% 23 45* 4009 2 26[334 366 304 1604 480 70 367 85 1653¾ —.——————
§. 237.
Dette Slags Bogholderi er ſkikket til at modtage mangfoldige Modifikationer, hvilke enhver kan indrette ſaaledes ſom han onſker dem overeensſtemmende med ſin Synsmaade og Henſigt. At udfinde disſe maa overlades enhver iſcr.
Dette Slags er blandt alle det brugeligſte og meeſt bekiendte, og tilſtrekkeligt ved det ſodvanlige Avlsbrug. Det giver en tydelig Overſkuelſe af det Hele, ved en— hver Maaneds Slutning. Da man ter forudſatte, at det er bekiendt for enhver, der maatte have med Bogernes Reviſion at giore, ſaa kan en Avlingsbeſtyrer bedſt legitimere ſig derved. Men det Fortrin, ſom Mange give det, fordi det er ſimp⸗ lere og lettere, beroer blot paa den ſtorre Routine, man hat deri. Forreſten ud⸗ merrker det ſig aldeles ikke ved Simpelhed, da det fordrer flere Boger, de fleſte Ar⸗ Aa 2. tikler

188 Landoeconomiſk Bogholderi.
8 tet dog ilke ſorer til en klar Anſkuelſe af Avlingsforholdene. §. 238. Om Arbeids⸗ Hvad der i Serrdeleshed endnu ſavnes deri er en Henviisning til det be⸗ berreniagen. talte og anvendte Arbeide, et af de vigtigſte Momenter i hele Avlsbruget. Dog kan man tilfoie denne i en ſarſkilt Bog. Om Maaden, hvorpaa denne Arbeidsbe⸗ regning bor giores, komme vi ſnart til at tale. denne Bog eller i Qvegregiſteret kunde ogſaa anbringes en Beregning over Giodningen, hvilken man ligeledes pleier at forbigaae ved de fleſte Bogholderier af dette Slags, omendſkiondt Arbeide og Giodning er det, ſom i Sardeleshed frem⸗ virker eller modificerer Indtaegten af ethvert Avlsbrug. §. 239.. Til hvilken Inden vi komme til at tale om andre Bogholdnings⸗Methoder, maa forſt det Aarstid Regn⸗
ſrabet dar Sporgsmaal forklares, til hvilken Tidspunkt, der aarlig kan afſluttes og igien be⸗
lluttes, gyndes. Man har valgt meget forſkiellige Terminer dertil. Den bedſte er uden⸗ tvivl den, naar en vis Standsning og Hvile i Arbeiderne indtrader, og den ſtorſte Deel af Produktionen allerede er anvendt, ſaa man folgelig kiender den, og kun en liden Deel deraf endnu er tilovers. Begyndelſen af det borgerlige Aar pasſer ſig altſaa aldeles ikke dertil. Ligeſaa lidt ſynes mig Efteraars⸗ eller Foraarsterminerne at fyldeſtgiore hine Fordringer. J min Egn bruges den forſte Juli dertil, og er viſt nok i mange Henſeender henſigtsmasſig. Dog behager det mig ikke, at Hohoſten derved for det meſte deles i to Dele, og jeg foretrœkker derfor Junii Maaneds Begyndelſe, og valger denne for Fremtiden for mit eget Avlsbrug, ſaa meget mere ſom de Forret⸗ ninger, hvilke fordre ſerdeles Opmarkſomhed, temmelig hvile i denne Maaned, og der altſaa er bedſt Leilighed til at underſoge Forraadene, Inventariet og hele Avls⸗ brugets Tilſtand. Imidlertid kan man have Grunde til at rette ſig efter Egnens Vedtagt, og iſcrr at valge den Termin, der er den ſœdvanlige til Avlingernes Til⸗ og Fratradelſe. Julii Maaneds Begyndelſe er ogſaa henſigtsmaesſig i ſaadanne Avls⸗ brug, ſom endnu i Juni ſaae det lille Byg.
§. 240.
4— 4 1 1E 117
——
———
—4y
8

erier af d frem⸗
forſt det 8— e en gien be⸗— b tuden.
ſte Deell. den Deel.
aldets
eſtgiore.
mange 1
tved for elſe, og Forrtt 3 b 4 ned, ⁰9 1 b b b e Aols⸗
Egnens les Til⸗ ne Ablo⸗

— 8 1e Stykkernes 6 Afgrsde]! aes Plainim⸗— Napon eller Nummer. torrelſe. eſter as einin⸗ V er N. iedſening. Biodning. ger Saaeningsdagen. udſod. b 2 Tor. Ctwr. 2. ſkning uung. ger 38ek. Anmaerkninger. n Vang 5. Mollemarken Tdr. Skpr f Vang 3. Gverſte Vendin 3— 3 b g 35— Seytember 1 24 — Vang 5. Nederſte Vending 38 3 4 2— 48 3 2 Podm hedbragtes med den mindte Exſtirpator, lüg P. . Damvendinger o. 3— 3— 2) 4 235 iedninhen ſtroedes over Erterne, der nedbragtes eh Llairine 48 2 b 24 b ren b 4² 1 520 1*—erxan 2— 94—— 37—— 8 vſt ⸗Ta b el 18 0 8. 5— Over R ug. . Storrelſe eller U b a a 22— Stykkernes ſe⸗ler Udſed. Dage. Dagarbemere ee Afgrode— Navn eller Nummer. 7 21 8 Afgrode. Nummer. 8. r⸗ Meiere.— Kivelſen, 4 Vang 5. Mellemarken 1 1— Ie—. Nan d. Werſe mmd. 38 Ah3sot. uand; 16 1e ra 25 V ah J.„Aederh Vending ger.— 6 20 22 18 416— 4 Tnu bode Rehen veiede 28 Pund. Fuldkiarnet. [„ 335 3 a, e e S. 3 ⸗v 2 13 b acee. As. Panene — 38—— 24— Harde lidt —————yõ—— 3 var ikke godt kicerneſat. 8 —jj——
—
—
udſads⸗
A.
—— — —ñ——--nůʒÿ—————
Tabel for 1808.
—————
Til§. 241.
—
C.
Tab
ſe l.
Blandet Dag. Gi Ko⸗ Heſte⸗ og Faare⸗ Skovle⸗ tedning. Syine Giodnnd) mag, Dynd, hvorfra. Mergel. Kalk. Gyps 9 giodning. 2. es. Las. Auguſt 3⸗ 12.. 520—— Lœxs Idr G November 8⸗20————————— entner. Februar 24.. 420 400 100.— on—— Marts 4-= Ie.———— 4*——— April 5⸗20..— 240—————— ͤ—— — 13⸗28 4———————— Nai 1⸗5...——— Fra den udlobne Dam 840 660——
———y— —————— — —— m
Giobningkiorels-
—
₰
Sted, hvorhen og hvortil. Vang 2 Mitvendingen. — 3 til Brakfrugter. — 3 til Brakfrugter. — 3 til Brakfrugter. — 3 til Brakfrugter. Udmarken 3 til Boghvede. 8
— 8. Vang 6 paa Kl
over.
di mdet! le g vim meſt uligedl detailt gfordrer en ſtor ſm ikke let kunne ſynes Henuüning eller Tabellene bl nok ſtal viſt. in ſaadan tabell alle ordringer⸗ hvoron jeg 11 ving. Deite! Imidlertid tilt beller, forekomm cett Alt til deng man er i Stand ndd Regnſkabets J Nanue ds paa enkelte nogle Tobelfors enhver, at gio Fremſtilleſen 9 mabſige, naar d Journalerne.
Efter hos tes lgeledes Tab mmmes paa et Udſaden, eterl

Landoeconomiſk Bogholderi. 189
§. 240.
Det andet Hovedſlags af Bogholderi er det Tabellariſke. Det kan blandt alle give den meſt ſammentreengte Overſigt og paa faa Aar fremſtille et fuldſtaendigt og alligevel detailleret Skilderie af hele Avloͤbruget og alle dets Forhold. Men det udfordrer en ſtor Neiagtighed og Hdelſe. Ellers kan der let opſtaae Feiltagelſer, ſom ikke let kunne rettes uden aldeles at omarbeide hele Tabellen. J Sardeleshed ſynes Henvisningen til de i disſe Tabeller anforte Data, at vare meget vanſkelig eller Tabellerne blive ogſaa meget indviklede, naar deres gienſidige Forhold tydelig nok ſkal viſes. Jeg tilſtaaer, at jeg endnu ikke kan giore mig et tydeligt Begreb om en ſaadan tabellariſt Fremſtillelſe af Avlingsdrivten, der er i Stand til at opfylde alle Fordringer. Vi kunde maaſkee endnu derom oppebie det Gyllembourgſke Vark, hvorom jeg i Annalen des Ackerbaus 4 B. S. 123, har givet en forelebig Efterret⸗ ning. Dette vilde udentvivl vorde det meſt fuldendte, ſom vi havde af dette Slags. Fmidlertid tilſtager jeg, at dette Slags Bogholderi, efter nogle der oftrykte Ta⸗ beller, forekommer mig meſt vanſkelig, fornemmelig fordi Forfatteren ſtrax vil redu⸗ cere Alt til Penge, og denne Pengevurdering umulig kan gisres ganſke rigtig, inden man er i Stand til at overſkue Forholdene i Aplingsaaret, hvilket forſt er muligt ved Regnſkabets aarlige Afſlutning.
J Mannualen derimod er Tabelformen meget henſigtsmasſig, naar den anven⸗ des paa enkelte Grene og enkelte Foretagender. Her vil jeg ſom Exempler meddele nogle Tabelformularer til enkelte Grene af Avlsbruget; dog maa jeg overlade til enhver, at giore Forandringer deri overenſtemmende med den ſardeles Henſigt ved Fremſtillelſen af hans Avlingsforhold. Disſe Tabeller blive ogſaa meget henſigts⸗ maeoͤſige, naar man vil fore Hovedbogen efter det dobbelte Bogholderi, og erſtatte da Journalerne.
§. 241.
Efter hosfoiede Schema A: ſom indeholder en Deel af Rugudſaden, forfat⸗ tes ligeledes Tabeller over enhver anden Sadart, og det Hele, der ſom ofteſt kan rummes paa et Ark eller dobbelt Folium, giver nu en almindelig Udſigt over hele Udſaden, efter Arealet, af det Aar, hvori Saden ſtager efter den ſidſte Giedſkning, eller
Tabellariſt
m.
bel.

Hoſt⸗Tahel.
Giednings⸗ Tabel.
190 Landoeconomiſk Bogholderi.
eller det, hvori den nys er ſaaet, dernaſſt over Pleiningerne ſom enhver Mark fik, Dagen, da den blev beſaget, hvormeget Sadekorn der faldt deri, og hvad ellers der⸗ ved kan veœre markvardigt.
§ 242.
Hoſttabellen B: indeholder Navnet eller Nummeret paa ethvert Stykke Jord, dets Areal, eller naar dette ikke er noie bekiendt, Udſœden efter Tonder og Skiep⸗ per. Dernaſt Dagen paa hvilken Saden er meiet og indkiort; hvormange Arbeids⸗ dage for Meiere, Hoſtfolk og Arbeidere i Laden; Tallet paa de indkiorte Traver og Neg, ogſaa paa den ſaakaldte Slod eller Rivelſe, der ogſaa anſlaaes ſaa omtrent til Traver; endelig Ladens Nummer og Market paa det Sted, hvor den er ſat. Tilſidſt Bemaœrkninger over hvor ſtore Negene omtrent have voret,— hvilke ofte ere meget forſkiellige i eet og ſamme Avlsbrug, iſer hvor man ikke holder ſig til een Hoſtmaade, men modificerer den efter Omſtœndighederne,— og overhovedet om Sc⸗⸗ dens Beſkaffenhed, Kigrnefylde og Godhed. Den fortſcettes paa ſamme Maade, ſom den her er begyndt med Rugen, i Henſeende til andre Sadarter.
Vil man paa een Tabel have en Overſigt af hele Sadavlen, ſaa kunne begge Tabeller henſigtsmasſigt ſammendrages, og efter den Kolumne ſom den ſagede Sad har i Udſadstabellen folger da Hoſttabellens Kolumne, der angiver den Dag hvor⸗ paa Saden meiedes.
§. 243
Giedningsudkiorſels⸗Tabellen C: indeholder forſt Dagene, paa hvilke Ud⸗ kiorſelen er ſteet. Dernaſſt de forſkiellige Slags Giodning, hvorved er antaget, at Qvaggiodningen ligger i een Bunke, men at Heſte⸗ og Svinegiodningen er henſigts⸗ masſigt blandet paa et andet Sted. Faaregiodningen udkiores ſom ſodvanligt, umiddelbart fra Stalden paa Marken. Ved Skovlemeg— jeg kiender intet andet Ud⸗ tryk herfor end dette— forſtaaes det, der uden for Giodningeſtedet ligger ſtroet om⸗ kring paa Gaarden, foran Laderne, ved Indkiorſelen eller andenſteds; og ſom for ſtorſte Delen beſtagaer af henmuldet Straa, men dog altid er blandet med nogen ani⸗ malſk Giodning. Derneaſt er ogſaa i denne Tabel optaget hvad der er paakiort af Muld, Mergel, Kalk, Gyps og maaſkee ogſaa af Aſke og andre Giodningsmidler, fordi

Mark fit, ellers der⸗
hike Jord, og Skiep⸗ he Arbeids⸗ Traver og a omtrent en er ſat. ke ofte ere ſig til een et om Sa⸗
aade, ſom
une begge gaede Sad
Dag hvor⸗
hvilke U⸗ ntaget„ at
er henſigts⸗ edvanligt, andet Ud⸗ ſtroet om⸗ g ſom for nogen ani⸗ aakiort ngemidler,
fordi
AIIIII

Srand. Arbeider.
Mandag
Tirsdag
Til§. 245.
Ugentlig Arbeids⸗Journal ÿÿÿöÿö Penge⸗Belob.
*
Onsdag Torsdag
. 246. 20ß..165. 12ß. 24ß. 20ß. 163 d2 245. 20ß. 4, 5. 12
e
—
24. 20ß. 1165. 12 246. 205. 135 12ß.
——
fotdi nnn d tr det Ete— isdrigen,
fobr, ag de
Uagte nan deß alf Har man end fubdorte med de, dlet ere fortarede do de belobe ſg dog er det a tater i Henſe Aolsbruget, Kraftet ere h
Dette kan forſaaffe upherlit fu
Hertil og Spendard Indretuingen Opſynsmande
Naa engver
uden at vore ſaadan Arbeid
Tabel. Der 20, 16 59 eſter Aarötiden
tet denne Uge,

Landoeconomiſk Bogholderi. 191
fordi man dog ſadvanligvis pleier at regne dem til Giodning. J den ſidſte Kolumne er det Sted betegnet, hvorhen dette er kiort. Fra denne Giodningstabel kan da Giedningen, om man vil, indferes i den Agerdyrkningstabel, ſom hver Mark har er⸗ holdt, og denne derved fuldſtendiggisres.
§. 244. Uagtet Arbeidet er en af de vigtigſte Gienſtande ved Avlingens Beſtyrelſe, ſaa har
man dog altfor meget forſomt at giore noiagtige Antegnelſer og Beregninger derover.
Har man endog overhovedet beregnet Omkoſtningerne ved de Arbeider, der ere blevne fuldforte med egne Tieneſtefolk og ved eget Spand eller ved Daglon og Akkordarbei⸗ de, eller ere disſe end oienſynlige efter Tieneſtefolkenes Lon og Koſt og Trakdyrenes fortœrede Foder, ſaavel ſom Pengeberegningen, ſaa veed man dog ſielden, hvor hoit de belobe ſig for hver enkelt Foretagende, hver Produktion eller hver Mark iſcr. Og
Arbeids⸗Ta⸗ bel.
dog er det af den yderſte Vigtighed at vide dette, da forſt derved paalidelige Reſul⸗
tater i Henſeende til den Vinding eller det Tab, ſom hviler paa enhver enkelt Gren af Aolsbruget, blive aabenbare. Ogſaa viſer det ſig forſt herved, om de arbeidende Krafter ere blevne anvendte paa det henſigtsmaesſigſte, eller kunde verret bedre brugte. Dette giver en Kontrol med Arbeidet, hvilken man paa ingen anden Maade kan forſkaffe ſig, og ſom leder os til ſikkerere Forholdsregler, end vm vi med egne Hine uophorligt fulgte Arbeidet. Hertil udfordres fornemmeligt en daglig Optegning af de forrettede Haand⸗ og Speendarbei ider, med Lunioret ſe af den Gienſtand, for hvilken de ere forrettede. Indretningen ved denne Optegning er ikke ligegyidig, deels for at giore den let for Opſynsmanden, deels for at erholde et klarere Blik over det Arbeide, ſom er anvendt paa enhver Gienſtand og deſto lettere at kunne indfore den i Summa paa ſit Sted, uden at vere udſat for Vildfarelſer. Jeg har forſogt paa adſkillige Former af en ſaadan Arbeidsjournal, men finder, at det ſteer henſigtsmasſigſt i hosfoiede ugentlige Tabel. Der gives nemlig her fire Slags Arbeidere ſom erholde en daglig Len af 24, 20, 16 og 12 Sk., hvilken endog i det ſamme Avlsbrug pleier at forandre ſig efter Aarstiden. J den forſte Kolumne kommer det Slags Arbeide, ſom er forret⸗ tet denne Uge, og Stedet, hvorpaa det er ſkeet, at ſtaae. Ved at rubricere dette Ar⸗ beide

192 Landoeconomiſk Bogholderi.
beide maa ſſtrar tages noget Henſyn paa, hvorledes det ſiden ſkal indfores i Hoved⸗ bogen. De Arbeider, ſom man vil antegne ſarſkilte, maae nemlig ogſaa her anfores hvert for ſig‚derimod kunne de Arbeider, der ſkulde komme under een Rubrik, ſamles. Dertil udfordres forſt, at Opſynsmanden er nogenlunde bekiendt dermed; inden han bliver det tilfulde, er det bedre at han for meget adſkiller Arbeiderne, end ſammen⸗ foier for mange under een Rubrik. Antegnelſen af de Arbeider, ſom han med Vis⸗ hed kan forudſee at ville forefalde i denne Uge, gior han ſtrax om Sondagen i denne Kolumne, og indforer ſiden de svrige, ſom han ikke forudſage, ſom de forefalde. Det har viſt nok ſin Nytte, at han allerede forud gior et Udkaſt over de Hoved⸗Ar⸗ beider, der ville forefalde. Da behover han kun daglig, i al Fald med Blyanten at indfore i Kolumnen Antallet paa Arbeiderne af ethvert Slags, der have varret beſkaf⸗ tigede med Arbeide. Det er bedſt til denne Jonrnal, at have en egen Bog med 52 Ark, der omtrent fra Fierdingaar til Fierdingaar kunde vare ſaaledes indrettet, at han kun een Gang behover at ſtrive Overſkrivten, og at de ovrige og kortere Blade, ſom kun ere linierede, pasſe dertil. Andre ville maaſkee foretrakke, at hange paa Vaggen en ſort Tavle, der horizontal og vertikal er linieret med rode undſlettelige Streger, og derpaa med Kridt at tegne Arbeidet og Arbeidernes Antal. J Summa⸗Kolum⸗ nen bliver da Antallet af ethvert Slags Arbeidere, ſom Ugen igiennem have verret beſkaftigede med eet Arbeide, tilſammen indforte, og i Pengekolumnen kommer da at ſtaae, hvormeget ethvert Arbeide har koſtet. Summen af ethvert Slags Dag⸗ leiere og af Pengebelobet maae da ſtemme med Antallet af de Dagleiere, man har brugt og betalt.
Naar Haandtieneſte eller ſaakaldte Hielpedage forrettes uden Betaling, og disſe Folk kunne ſattes lige med Dagleiere af en vis Klasſe, ſaa beregnes de ſom ſaa⸗ danne, men ved Ugens Ende anmarkes, hvormange de have varet, og hvad der alt⸗ ſaa virkelig er udgivet mindre i Daglen. Dette ſkrives da disſe Tieneſtefolk tilgode, og afdrages fra deres Forpligtelſe.
Paa ſamme Maade fores Arbeidsjournalen om Spandarbeidet. Iſtedet for Daglons⸗Kolumnen fage Heſte, Stude og de dermed arbeidende Karle deres Kolumne. det overlades til enhver at bedomme om det findes nodvendigt, at adſkille de Karle, der

Hohed⸗ anfores ſamles. den han ammen⸗ ned Vis⸗ i denne refalde. ved⸗Ar⸗ antenut beſkaf⸗ med 52 ttet, at
ꝛde, ſom
Tœggen
treger,
Kolun⸗ 5 3 4 ee vorret 2— mer da 4 88 Dag⸗ ar brugt
ling, 99 ſom ſaa⸗ der alt⸗
üigrde 8 b b
ſtedet for Kolumn. 3 de Karl, der

B.
Til§. 245.
—,——,.— ——
—
Daglons⸗ Beregning ſa Vinterqpartatet fra 3re October 1808 til 18** Februari 18009. r 1 b 31 Oct.-12 Nov. ſi 4 Nov.-26 Nov. 28 Nov. 10Dec. 12 Dec. 24 Der.——— Feb. 6 Feb.- 18 Feb.] Penge⸗ 1 V Sted og Gien⸗ Arbeidets Sa 3 Dage Dage Dage Dage Dage Dage Dage Beleb. ſtand. Slags. à4 àa àa àA à A A 205 165 125 85eoß 165 125 856206 165 126 86 20 166, 12 6 85 20 166 125 8 206 16 126 85, 205 165 14ℳ8 0 165 12 85 Röd. M. 5 2 zs ⸗ Iſ ſils 15ſroſsſees-26ſ4 4.T1s 0 8312 3—4 Kornloftet. Onſtikning-I2---[2-J2 f.-.-3eA—23— Udbringning og Om⸗. A Moddingen. ſtikning. 1 2 3- 2 1 2 2* 2 2. 2— 5 4 At udbringe Kloak⸗ SZZ 1 8 2— 1————— 2———— b 2[- Giiodning. 1. 5 1 4 1. 11 21 2* Brandſel. Hugge Brande. 1 2 2-2 2-J2 3— 3 3--3 2— 1¹1uI2 4₰ At ſkigre Hakkelſe og.—. 3— A. 6—— Koſtald. Kartofler. 6 2 1 6 2 3— 1 3— 6 4— 4 3—————— Mais Forrasd. Tarſte. eaAAAAAAAAP 2 Kartoffel⸗Forraad. Udſoge og omſtikke.- 6 4 56 A-—SS— Vandroer. Oprykke og renſe.- 1 17- 3———----e 6 5 4* Vang 3. v———————— Haven. Grovter og Andet.- 5 12—— ee.5 Holoftet. Binde og veie.- 2--2—-2— 2 22 2 2˙4— V Horavl. Bryde og ſtiette..—— 8-——-——— 1 12 Ie grope ag ſiote— Reparationer. t gra 2.3 tilkiore— 6———-.———-——————-——-——— 1— erbeirnger.—„ Srkaſe Dond Vang 3. Ploie med Oxrer.- 12 6------IS 6 9. 3 ——————————————————————,——————— Ploie med Oxer, lasſeh 2. 2NA4Z4“.. AB.Z.. 24 6 12 6 185— Pang 5. og ſtroe Giddning. 15 4. 4 es 16 17. 8 Dang 2. BAabne Vandfurer RA 56 21- 18 25 19 14 817 6. 22 16 4- 49 154 18—- 73 46 I2 kos 4 24 Rbdlr. 3 6 Rdbdlr. 92 5. ₰ Rödlr. 56 ß. 4 Rb Rbdlr. 68 5. 6 Rbdilr.[16 Rbdlr. 4⁰ ß 18 Rddlr. 88 ß 108— 44 8-———————

IIII
e
—

A.
Daglons⸗Beregning for de fem Hoſtuger fra 26 8s Julius til 27„* Auguſt.
V
6—13 Auguſt. 13- 20 Auguſt. 22-27Anguſt.
Dage Dage à ß. 2A ß.
24 20 16 12 24 20 16 12
Sted og Gienſtand. Arbeidets Slags.
V Meie. 4 ¹——————— ⸗— ⸗. ang 2. Hvede.———,——————,—————————— g 2. H Nege, binde, lasſe.--— 6—-[=- Meie. 34——-—II Vang 5z. Rug.—,——————————-———————— 8 5 g Nege, binde, losſe.—— 28————— 2———— Vang 7. Rug.——————————-—————————— 2 Nege, binde, lasſe.=——- e7 66- eie.-——--=-=-=-- Udmark 8. Rug.-—————————————+-——— Nege, binde, lasſe.-— 10-————--—— 8—.-. J Laderne. Scette Saden ſammen.-2 6 16-=-==-ſo 2o- Meie.———— 243——-= I Vang 2. Byg.—————-————————-——— Nege, binde, lesſe.-=-—— 2 25 6— 2* 3.— Vang 6. Trter.———— 3——————————— Nege, binde, lasſe,---—-[4 12. Satte Saden ſammen, ſneeo0„.„„ Laderne. 4— 12 b-.... Baand o. ſ. v. 4 32 4 5 28 Meierie. Tilberede Foder.- 13[-—— 3— S-3 e- 3- ———————---—gV—— Almindeligt Arbeide. Huus⸗ og Gaardarbeider.-=——-=- 61- 3 sß1 4[5 Vang 3. Behakke Roer.--—-=--=-- 36 az. 35 18 Paa Marken. Rive Slod.-.---353-⸗S. Hugge Klover.——-[-- zoſre- 3z r6 Vande Kloverhoe-- 8-=-=-=- 1535 2o— n 19 9. ſ. v. Summa 3 112¹
12e 2 ſe ſr 56 li9 92[iS 30[30 24 ſes 32 19[59 e3 123 Rbdlr. 56 ß. 27 Rbdlr. 24 5. 13 Rodlr. 52 5. 129 Rbdlr..24 Kbdlr. 64 5 140Rbd 60ß
—— 4 ———————-—————————————
——
der arheie iller Dut/ i rntgt trebergte 9 6. H Dde Arbeide Han thdelc noke tal, naar m Paa et ſtott Hoſtxeroden For a Elaos, in ſteligheder,
ia Aovenber
ring ſnes m forer i Houe
ſyuligt. Dm Veregni ling i¹ Dit e ingen Arläbr mulare de Bi Tabel
Imidl
efgiort Fort⸗
didere arb 4de Bind zf fundet, at man paa ing
Forſte d

Landoeconvmiſk Bogholderi. 193
der arbeide med Heſte, fra dem ved Oxerne. Naar Dagleiere arbeide med Heſte
eller Orer, ſaa anferes de ogſaa blandt Haandarbeiderne, og altſaa ikke her. Dy⸗ rene antegnes bedſt efter Stykketal ikke efter Spend. Summen af dem, der daglig ere brugte ved ethvert Arbeide, og overhovedet i den Uge, ſammendrages da ligele⸗ des. Pengekolumnen kan efter mit Skionnende bortfalde her.
De ugentlige Antegnelſer ſammenfoies da til en maanedlig Hverſigt, hvilket Arbeide gager meget let fra Haanden. Her meddeler jeg et Schema dertil, hvilket eeſh n unh vil fremſtille Sagen. Man behover juſt ikke at binde ſig til et viſt Uge⸗ tal, naar man vil gisre ſig den Umage, at liniere det ferſkilt fra enhver Periode. Paa et ſtort Ark har man i al Fald Plads til otte Uger. Jvedfoiede Schema A er Hoſtperioden, ſom for ſtorſtedelen var endt i fem Uger, ſammendraget.
For at giore Sagen endnu tydeligere, og for at viſe Arbeiderne af et andet Slags, i en anden Periode, ſom ogſaa for at fierne den Foreſtilling om ſtore Van⸗
eligheder, tilfoier jeg endnu en anden Tabel B, ſom indeholder Vinterperioden, 9 p
fra November Maaneds Begyndelſe indtil midt i Februar. En udforligere Forkla⸗ ring ſynes mig overflodig. Hvor let man da fra en ſaadan tabellariſk Overſigt ind⸗ forer i Hovedbogen paa enhver Artikels Conto ved det dobbelte Vonpideit⸗ er vien⸗
ſynligt.
Om Beregningen af den ved Aolsbruget fore faldende Dauleme findes en ſortreffelig Afhand⸗ ling i Annalen oer niederſaͤchſiſchen La ndwirthſchaft, 4de Aargang, 4de Hefte⸗, Der er ingen Tvivl om, at man ſaare vel kan tabellariſt fremſtille neſten enhver Artikel ved Avlsbruget, enhver enkelt Produktion, og endog den af en enkelt Mark. Nogle For⸗
mularer hertil af det Gyllembourgſke Veerk kan man efterſee i Annalen des Ackerbaues,
4de Bind, Side 154, hvor der blandt andre ogſaa findes en meget ſoldſtondig. Meieri⸗—
Tabel, . 243. Imidlertid forekommer det dobbelte Bogholderies Methode mig at have et ſaa
afgiort Fortrin for det tabellariſte, at jeg i det ringeſte maa overlade dette Sidſtes
videre Udarbeidning til andre. Jeg har talt udforligt om denne Methode i det 4Ade Bind af Annalen des Ackerbques, Side 467 9.. v. Jeg har ſeners fundet, at Sagen lader ſig endnu mere ſimpl fficere, og at nogle Vanſkeligheder, ſom 3
man paa ingen anden Maade kan overvinde, meget let undgages. B b Med
Förſte Deel.
Det dobbelte Bogholde⸗ ries Form.

194 Landoeconomiſk Bogholderi.
Med Henſyn til hiin Afhandling, vil jeg her blot anfore folgende.
Viſt nok er det nodvendigt, at Alt reduceres til en fœelles Maaleſtok, og her kan ikke antages nogen anden, end Pengene, fordi i enhver Beregning over en Haand⸗ tering Alt dog tilſidſt ſtraber derhen. Men medens Regnſtabet fores, er män ofte tvivlraadig, til hvilken Priis man ſkal anſlaae de Artikler, ſom ikke umiddelbart gisres til Penge. Vel vilde en urigtig Vurdering ikke giore nogen Forandring i Reſultatet af det hele Regnſkab, formedelſt den dobbelte Anfarelſe, een Gang paa Debet og en anden paa Credit, men en uforholdsmasſig antagen Priis vilde dog give urigtige Reſultater af enkelte Artikler. Middelpriſen paa de fleſte Artiklers, f. Ex. paa den i Avlsbruget fortœrede Sad og Qvegforet, lader jeg ikke be⸗ ſtemme i det lobende Aar, og folgelig ikke heller ved de enkelte Antegninger. Og af denne Priis er end videre Vurderingen af andre Ting afhangig, ſom ikke betales umiddelbart med Penge, f. Ex. Tieneſtefolkenes og Trakdyrenes Arbeider for enhver
Artikel. Ved Aarets Ende vil man derimod efter alle Omſtandigheder og Forholds modne Overveielſe verre i Stand til, beſtemt nok at udfinde enhver Artikels Penge⸗ vœrd. Naar jeg f. Ex. veed, hvor hoit jeg ſkal anſlage den opforede Havre og Hoet for Trœkdyrene, og at alle Biomkoſtninger ere beregnede, ſaa ſkionnes atter, hvad Arbeidsdagen af en Heſt eller Oxe koſter mig, og jeg kan da i dette Forhold anſlaae den for enhver Artikel, hvortil den er bleven brugt, naar jeg kun veed An⸗ tallet derpaa, og har underſogt det paa rette Sted. Kun at man ved Taxeringen antager visſe Grundſcetninger, og ſtedſe bliver disſe tro. Vil man f. Ex. ved at vurdere Seeden, tage Middelpriſen af hvad den har gieldt paa Torvet, ſaa har jeg intet derimod, forudſat man derfra drager det virkelige Belob af alle Transportom⸗ koſtninger, hvortil horer Slid paa Heſte og Vogne, Karlenes Uordener og mange tilfœldige Omkoſtninger, ſom kun Erfaring lader bemerke. Derſom Torvepriſen imidlertid ved tilfœldige Omſtandigheder hexver ſig betydelig over den naturlige Priis — d. e. den, hvori Saden ellers vilde have ſtaaet, overeensſtemmende med det Aars Hoſt— ſar anſellter jeg Konſumtionspriſen overeensſtemmende med den naturlige eller Produktionspriſen, da jeg dog ikke kunde drage nogen Fordeel af hiin hoiere Priis for den i Aolsbruget forterede Sed. Paa ſamme Maade forholder jeg mig med Heet. 3 Hvad
Hvad antagen Rente, gahoſte hvilket kommen Pris. til 14 hoilke gode, for Pri hver at tegt ell Maalo
duterede 4
ſaadann
Nark h en Mart kn fore falde f Julius res de enten b Beregn G
jeg tar
vde,!
Ladeco ike dien

og het Haand⸗ in ofte elbart ding i ag paa de dog klers, ke be⸗ Og af betales enhver rholds Penge⸗ dre og
atter,
kerhold d An⸗ tringen ved at har jig vortom⸗ mange epriſen Pris id det aturlige re Pris ed Heet.
Hvad
gadeconto er nodvendig,
Landoeconomiſk Bogholderi. 195
Hvad de blot til Qvagfoder avlede Vaxter angaae, fornemmelig Kartofler og Roer, antager jeg halvanden Gang den Priis, ſom de koſte, hvilken beſtager af Jordens Rente, Vardien af den Giodning, ſom de fortœre og Arbeidet. Steg endog i Naboſteder og i en vis Aarets Periode deres Priis til det fem⸗ eller ſexdobbelte, hvilket f. Ex. her i nogle Aar har voœret Tilfœldet med Kartoflerne om Foraaret, ſaa kommer dette ikke i Betragtning, fordi jeg dog kun kan gisre liden Brug af denne Priis. Giodningens Pengeverrd beſtemmer jeg hidindtil Lasſet anſlaaet til 2000 Pund, til 14 Rödlr. Solv, med Henſyn paa Halmen og Qveget, imellem hvilke Totalvordien af den udkigrte Giodning deles ſaaledes, at 3 kommer hiin til⸗ gode, X derimod dette. Disſe Grundſatninger, ſom jeg har giort mig til Regel for Priſens Beſtemmelſe, kunne her tiene til Exempler. Dog overlades det til en⸗ hver at volge andre, og forſkiellige Forhold fordre virkelig andre. Hvor ingen Ind⸗ tœgt eller Udgivt i rede Penge finder Sted, ſtrives Naturalierne for det forſte efter Maal og Vagt, Artiklerne til Fordeel eller Tab, og indfores ved Afflutningen re⸗ ducerede til Penge i Pengekolnmnen. De fleſte, ſom giore Beregninger over enkelte Produktioner, ſammentage ſaadanne fra flere Marker. Dette er mig ikke nok, men jeg vil vide, hvad enhver Mark har koſtet og indbragt. Derfor beſtemmes Contoerne efter Markerne, og, naar en Mark har forſkiellige Produktioner, enhver Deel ſcerſkilt. Naar Arbeidsjourna⸗ len fores vel, har dette ingen Vanſkeligheder. Men Produktionsomkoſtningerne falde for ſtorſte Delen i det forlobne Aar, fordi det nye begynder med Junius eller Julius. Men da Udgivterne og Indteegterne ſtal ſtaae imod hinanden, ſaa overfs⸗ res de forſte fra forrige Aars Regnſkab ſom Debet paa det folgende Aars Conto, enten blot i Summa eller dog kun efter deres Hovedfactorer, og ſcettes i den nye Beregning paa Markens eller Produktionens Debet og paa det forrige Aars Eredit. Sadmarkernes Afgrode bringes forſt paa Ladernes Debet efter Travetal; men jeg taxerer ikke disſe Traver, forend efterat jeg har udtarſket, fordi jeg da kan vide, hvormegen Kiarne de have givet, og fordi dennes Priis er da beſtemt. Denne for at kunne trade i Stedet for et Laderegiſter. Heller ikke kiender jeg andet Middel til at afſondre Produktionen af enhver Mark, ſaafremt det Bb 2— ellers

196 Landoeconsmiſt Bogholderi.
ellers er mig magtpaaliggende beſtemt at vide den. For den, der blot i Almindelig⸗ hed vil kiende Produktionen, kan dette vere overflodigt. Paa Ladens Credit kom⸗ mer da den udtarſtede Sad, ſom overfsres paa enhver Sadarts Debet. Ogſaa dette ſteer for det forſte efter Tondetal, indtil Vardien er beſtemt, og ved denne Overforelſe beholdes den almindelige Avlinsgspriis. BVed Salg derimod anfores den Priis, ſom man virkelig har faget, og Sadcontoens Saldo viſer da, hvorme⸗ get, der er vundet eller tabt ved Handelsconjunkturer.
De Omkoſtninger, ſom Saden foraarſager fra den Tid, den er bragt paa Lof⸗ tet, indtil den ſcelges, kunne ikke vel indfores enkelt paa Contoen af enhver Sadart. Derfor er en almindelig Sadlaſts Conto, i hvilken f. Ex. Omkoſtningerne ved Om⸗ ſtikningen, gientagen Rensning, og iſcr ved Transporten indfores. Om man vil, kan man da repartere paa enhver enkelt Sadart, i Forhold til dens Qvantitet og til dens Pengevard.
Ogſaa andre Produkter have deres ſarſkilte Frembringelſes⸗ og Forraads⸗Con⸗ toer. Den forſte har paa Debet⸗Siden Dyrkningens ſamtlige Omkoſtninger, og paa Credit det, ſom er frembragt, ſom det er hiemkiort fra Marken. Dette kommer da igien til at ſtaae paa Forraadscontoens Debet, og dennes Credit faaer derngeſt An⸗ vendelſen af de forſkiellige Artikler. Men, naar nogen Frembringelſe fortares lige fra Marken, ſom f. Ex. den gronne Klover, gronne Vikker, og en Deel Vandroer, ſaa ſtrives denne umiddelbart til Laſt for den Qvagconto, der har faaet den, men Produktionen tilgode. Her er Pengevarrdiens Udfindelſe viſt nok uſikker. Jeg be⸗ ſtemmer den efter et loſeligt Overſlag af Produktionsomkoſtningerne; andre ville
maaſkee troe, at beſtemme den rigtigere efter Benyttelſen. Jeg troer dog, at Grun⸗
dene for det forſte ere overveiende i de ſedvanlige landoeconomiſke Forhold. 1
Qveg⸗ og Redſkabs⸗Inventariet taxeres ved Enden af ethvert Regnuſkabs⸗Aar, en nye Fortegnelſe forfattes, eller den forrige giores fuldſtqendig, derſom Foran⸗ dringerne ikke ere betydelige. briken det nye Aar til Laſt. Dernaſt kommer enhver Forbedring ved Inventariet hvert Aar tilgode, men enhver Forringelſe deraf til Byrde. paa Qvag⸗Inventariets Debet, men ſolgt paa dets Credit.
Kiobt Qvaeg kommer Naar et Stykke Qvag for⸗
Inventariets Vardi ſkrives derefter under Hovedru⸗
forul Conto beres 24b S forarge tariet ved A. tydeli adaf d ning u ver a
dar er komm 1) Ei

Landoeconomiſk Bogholderi. 197
indel 5—***
W u forulykkes, ſaa ſœttes dette paa Inventariets Credit, og overfores til den Qveeg⸗
t kom⸗.
Dan Contos Debet, hvorhen det horer. Forulykkes f. Ex. en Kalv, ſaa maa Skaden gſaa bares af Meieri⸗ eller Qveegbenyttelſes⸗Contoen; forulykkes en Heſt, ſaa falder dette
dennr Tab Spcend⸗Contoen til Byrde. Dette er een af de Punkter, der i Begyndelſen have miores forarget de fleſte, fordi det er dem paafaldende, at et Tab ſkal ſkrives Qvoeg⸗Inven⸗ Lunmee tariet tilgode; men det falder viſt nok atter dette til Byrde, for ſaavidt ſom Vardien ved Aarets Slutning har forringet ſig. Her, ſom altid kommer det kun an paa en aa Lof tydelig Foreſtilling af dette Bogholderies hele Indretning, og man vil let arbeide ſig adart. ud af denne og nogle andre Vanſkeligheder, naar man forbinder den rigtige Betyd⸗ dDm⸗ ning med Debet og Credit, med den forſte nemlig: har modtaget', for den in vi,„er anvendt“, og for det ſidſte har afleveret, har tilveiebragt.“ t0g til Ved Regnſtabets Slutning maae Summerne af Debet og Credit vore lige. Men de fleſte Contoers Debet og Credit vil vorre forſtiellig, og nogle have maaſkee 6⸗Con⸗ ſlet ingen Debet eller Eredit. Det, ſom een Conto har mindre paa den ene, eller r, og den Summa, ſom fattes paa den ene Side, for at giore dem lige, kaldes i Kiob⸗ ommer mandsſproget Saldoen. Man kan ogſaa kalde det Tab eller Gevinſt, Minus eller cſt An⸗ Plus. Bliver nu Gevinſten af alle de Contoer, ſom have givet Gevinſt, ſkrevne paa es lige den ene Side, og Tabet af alle de Contoer, der have Tab, paa den anden droer, Side, ſaa maa begges Summa igien vare lige. For nu at udfinde Naringsveiens „men rene Indteegt i det forlobne Aar, kommer til at ſtaae paa den almindelige Debet: Jeg be⸗ 1) Tabet af alle de Contoer, der vare nodvendige til Avlingens Drivt, eller hvad dre ville dor er det ſamme, Avlsbrugets Udgivter, og 2) det forrige Aars Credit. Derimod tGrun⸗ kommer til at ſtaae paa den almindelige Eredit af det Regnſkab, der ſkal ſluttes: V 1) Eierens Debe Laus eller det, ſom han har faaet af Avlsbruget contant eller i Natura⸗ „ar, V lier; 2) Forbedringsomkoſtningernes Debet; 3) det tilkommende Aars Debet; 4) Foran⸗ V Debet af ſardehem tilfeldige Udgivter, hvilke ikke Avlsdrivten, eller hvad der er dvedru, det ſamme Forpagteren— hvis Godſet er bortforpagtet— men Grundeiendommen entariet eller den bortforpagtende bor bare, for hvilke en ſerſkilt Conto maa vere fort. Naar kommer man da drager den ferſte fra den ſidſte, ſtionnes let den rene Indkegt af Avls⸗ Oyag b brugek.
fo⸗

198 Landoeconomiſk Bogholderi.
§. 246. Vanſeol ähee For dem, ſom have laſt min Afhandling over dette Bogholderi i det 4de
gyndelſen mo⸗Bind af Annalen des Ackerbaues og de forſkiellige Afhandlinger, ſom dermed ſtaae
Koapeie i Forbindelſe, tilligemed mine Anmarkninger, f. Ex. 5te Bind S. 553, 609;
6te Bind S. 387, 413; og 2de Bind Side 121 ville disſe faa Bemarkninger
vœre tilſtrakkelige, og det vilde altſaa vore overflodigt paa nye at behandle denne
Materie, omendſtiondt jeg er mig bevidſt i hiint Skrivt, ikke tydeligt nok at have
fremſtillet Alt. Men jeg troer, at end ikke det yderligſte Foredrag kan forebygge, at
der jo vilde findes nogen Vanſkelighed, naar man kun er en Begynder i dette Arbei⸗
dez men meget let vil man overvinde disſe, naar man kun forbinder nogen Svelſe
med Eftertanke. Jeg raader derfor Enhver, ſom vil indfore dette Bogholderi, at
forſoge den i eet Aar, men dog tillige i dette forſte Aar at beholde ſin forrige Me⸗
thode, at han ved nogle Vildfarelfer, ſom han maaſkee forſt i Fremtiden opdager,
ikke ſkal komme i Uorden med ſit Regnſkab. Hvo der een Gang har forſogt det,
og ret ſat ſig ind i dets Aand, vil ſikkert aldrig mere forlade det, eller fortryde den
Moie, ſom det i Begyndelſen har koſtet ham. Det klare Blik, ſom det giver ikke
alene over enhver enkelt Deel af Avlsbruget; men i Sardeleshed over den enes Ind⸗
griben i den anden, og de Ideer, ſom det vakker over Forholdenes Berigtigelſe,
den noiagtige Kontrol, ſom man fra ſin Stue og endog fravarrende kan holde over
Arbeiderne og deres Anvendelſe, de Link til at henvende Opmarkſomheden til denne
eller hiin Punkt vil overvottes belonne den Moie, ſom det kun i det forſte Aar
forvoldte. Det Vanſteligſte, ſkiondt ubetinget Nodvendige, er Journalernes rig⸗
tige Forelſe og gode Indretning; viſt nok aldeles ikke i ſig ſelv, men kun med Hen⸗ ſyn paa det forſte Begreb, hvilket man maa bibringe dem, der ſkulle fore dem.
Giod⸗
ſparet did re Jorden ſin ſer Vegyn fra for arbeidel de, tll varide ning, neppe ſamme vilde d Ygeren Omve tion. ter, indeho

det 4de ed ſtaae
609; kninger e denne at habe gge, at Arbei⸗
Dvelſe eri, at ge Me⸗ dager, zgt det, de den er ikke s Ind⸗ tigelſe, de over denne ſte Aar hes rig⸗ ed Hen⸗ ¹
Gisdningens, Foringens og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 199
Giodningems, Foringens og Beſcetmingens indbyrdes Forhold.
§. 247.
Giodningen og den Muld, ſom efter dennes Oplosning bliver tilbage, er Ho⸗ vedbeſtanddelen af alle de Planters Naring, ſom vi dyrke, det hvorved de leve, voxe, og ved Froebaringen naae deres Fuldendelſe. Formedelſt Giodningens Masſe og Kraft, be⸗ tinges altſaa Mangden og Beſkaffenheden af de Produkter, der ſkulle frembringes. Der⸗ for kommer ogſaa, naſt efter Arbeidet og dets Styrelſe, det nodvendige Forhold og
Midlerne til dens Frembringelſe narmeſt i Betragtning.
§. 248.
Man har villet erſtatte Mangel af Giodning ved foroget Arbeide og atter igien aer nt 9d⸗
ſparet Arveide ved forsget Giodning. Men dette har kun tiſyneladende og paa kort Tid veret muligt. Jethro Tull troede ved ſin ofte gientagne Bearbeidning af Jorden, hvorved den pulveriſeredes til de fineſte Dele, med hvilken han forbandt ſin ſoregne Radſaaening, at verre befriet for al Giodſkning, og dette lykkedes i Begyndelſen ſaavel for ham, ſom for hans Efterfslgere, paa frugtbar Grund, der fra fordums Tid befandt ſig i en riig Giodſknings Tilſtand. Thi ved den idelige Be⸗ arbeidelſe og Uoſcttelſe for Luften bleve alle deri tilſtedevgrende Narringsdele aabne⸗ de, tllberedte til nœrende Extractivſtof, og tilfort Planternes Rodder. Men det varede kun faa Aar, der hvor man virkelig vedley aldeles at forkaſte al Gisdſk⸗
99 ning, inden Jordens Frugtbarhed var ſaa ganſke udtomt, at gientagen Giodſkning Andre vilde udrette det
neppe igien kunde have den til en maadelig Frugtbarhed. ſamme ved Jordens Reoling, da de indbildte ſig, at det nedbragte gverſte Jordlag vilde ved Hoile igien erholde ſin Kraft, og da atter opbringe nye Frugtbarhed, og at Ageren ſaaledes, uden paa nye at tilbringes nerende Stoffer, kunde ved en aarlig Omvexling af de Jordlag, der ſkulde bare, nodes til en beſtandig lige god Produk⸗ tion. Ogſaa denne Methode ſyntes at ſvare til Forhaabningen paa nogle Jordar⸗ hvor den opbragte dybere liggende Grund beſtod af en heldig Jordblanding, og
ter, indeholdt oploſelige Forbindelſer af Kulſtof og Brind(Vandſtof), men den blev dog
ning erſtatte
hinanden.

200 Giodningens, Foringens
dog ſnart ſkuffet, da iſcr denne fra Dybet fremdragne Grund, efter nogle Afgroder uden Giodſkning, nagtede Planterne al Nering.
Onm end kun faa Agerdyrkere ere faldne til een af disſe Yderligheder, ſaa ſinder man dog derimod deſto hyppigere, at de have forladt ſig enten paa den ene eller den anden af begge disſe Kreefter, alt efterſom de have havt den ene eller den anden mere i deres Magt og kunnet anvende den. J Narheden af Byer, hvor man kan have Giodningen for let Kiob, eller i Egne, hvor mange Grasgange og Enge ere et ſterkt Qvaghold gunſtige, bliver Ageren lidet bearbeidet, og der holdes hverken Brak eller dyrkes ſaadanne Vaxter, ſom erſtatte dennes Savn; men der ſaaes aar⸗ lig Sad, ofte af ſamme Slags. Hvor man derimod af Mangel paa Foring kun frembringer lidt Giodning, bliver Ageren, iſor Brakken, ved flittig Bearbeidelſe og tillige ved den folgende Hvile eller naturlige Grasvaxt ſat i Stand til at bare. Selv Holſtenernes og Meklenborgernes narbeſlagtede Dyrkningsſyſtemer ere deri forſkiellige, at hine giode ſtarkt, og for at kunne dette, anvende en ſtorre Deel af deres Ager til Nœring for Qvaget, men bearbeide den kun lidet til Sadavl, hvor⸗ imod Meklenborgerne, hvis Markſyſtem kun tillod en ſvagere Giodſkning, erſtattede denne ved een hele Aaret igiennem ofte og omhyggelig fortſat Bearbeidelſe af deres Brak. Uagtet en ſaadan Erſtatning er mulig indtil en vis Punkt, ſaa kan den dog aldrig vere fuldſtandig, og der er ingen Tvivl om, at det Hoieſte kun kan naaes der, hvor Grund, Arbeide, Giodning og de valgte Afgroder ſtaae i det rette, og ſaavidt muligt, bedſte gienſidige Forhold.
At der gives Jordarter, ſom af Naturen ere ſaa rige, og efterat de ere bragte under Dyrkning ſaa lidet udtomte, at de i lang Tid ikke trœnge til Giodſkning, er vel rigtigt; men det horer til de ſieldne Undtagelſer, hvorpaa ikke i Almindelighed, men kun under ſardeles Omſtandigheder kan tages Henſyn, hvilket vil ſees paa ſit Sted. Ofte tilſkrives ogſaa ſaadanne Jorder denne Uudtommelighed, ſom have faaet deres Kraft ved lange at have lagt til Gras, og varet ſtarkt beſatte med Qvag.
Veher eivekt lig kur (Hum ring. de en mige ĩ vegeta flade derpa den o gamle
ſynden nes T ſom kafte

Aſgroder
za ſinder ller den Nmere i an have eere et hverken es aar⸗ ing kun rbeidelſe at bare. ere deri tre Deel hvor⸗ eſtattede af deres den dog n naaes ei det
re bragte ning, er delighed, paa ſit m have tte med
4 249
og Beſcetningens indbyrdes Forhold.
§. 249.
Omendſkiondt Naturen tilbyder os forſtlellige uorganiſke Materier, hvorved Begetationen kan oplives og forſtœrkes, enten formedelſt en Irritation, ſom de give Livskraften, eller ved deres oploſende Virkſomhed paa Mulden, ſaa er det dog egent⸗ lig kun den dyriſk⸗vegetabilſte Giodning, eller hiin i tilſtrekkelig Grad oploſte Muld (Humus), ſom giver Planterne den voſentligſte og nodvendigſte Deel af deres Ree⸗ ring. Jeg ſiger den voeſentligſte; thi det er uden for al Tvivl, at de ogſaa erhol, de en anden Deel af deres Neœring ved Decomponering af Vandet, og at de luftfor⸗ mige i Atmoſpharen indeholdte Stoffer og disſes Forbindelſe, ſamt Masſen af den vegetabilſke Materie vilde formere ſig paa Jordens Overflade og paa enhver Ager⸗ flade ved disſe Stoffers Tiltradelſe, derſom man ikke bortforte de Planter, ſom groede derpaa, men lod dem igien paa deres Plads gaae over til Muld, hvilket beviſes ved den ofte tilſyneladende undtommelige Frugtbarhed af ukultiveret Grund eller af gamle Skove. 4.
Men at der af den egentlige uoploſelige og ildfaſte Jord ikke overgaaer noget ſynderligt i Vegetationen, og at hiin altſaa kun virker inſtrumentel til Planterodder⸗ nes Beſkyttelſe og Holding, og til Naringsſtoffernes Bevaring, men ikke materiel ſom Nerringsſtof ſelv, have de Sausſureſke og Schruderſte Analyſer endnu mere be⸗ kraftet.
§. 250.
Da Planterne altſaa drage den nœrrende Materie fra Mulden eller det Tilba⸗ geblevne af dyriſk og vegetabilſt Forraadnelſe, ſaa maa denne formindſkes ved Plan⸗
ernes Vart i Jorden, tilſidſt udtommes, og det i ſamme Forhold, hvori disſe Planter uddrage den, eller, hvad der er det ſamme, indeholde den i ſig; forudſat nemlig, at de hoſtes og bortbringes fra Ageren. §. 251.
Efter det Forhold, hvori den til Nœring beqvemme Materie(hvorved vi for Frem⸗ tiden forſtagae den Deel af Mulden, der findes i en Tilſtand, hvori den er ſkikket til at gage over i Planterne), er tilſtede i Jorden, retter Vegetationens Styrke og Masſen af ethvert enkelt Produkt ſig, dog indſtrœnket ved Pladſen. Dette kalde vi
Ꝙ*ᷣ Farſte Deel. Cc Jor⸗
Planternes
Nering.
Den ud⸗
tommes ved Planternes
Vext.

202 Giodningens, Foringene
Jordens Frugtbarhed, Riigdom eller Kraft, ſom forandrer ſig og forringes
ved ethvert Produkt der drages fra den, naar den ingen Erſtatning faaer.
§. 252. J hoilket For⸗ Denne Udtommelſe af den nerende Materie er forſkiellig, ikke blot i Forhold til hod enaſe Masſen, men ogſaa til Produktets Slags. Efter den almindelige Erfaring, og iſcr ſkeer. efter de i denne Anledning anſtillede Forſog, ſtaaer denne Udtommelſe ved det ſœd⸗ vanligſte Produkt, de forſkiellige Sœdarter, i Forhold til den naœrende Materie, ſom disſe Afgroder indeholde, fornemmelig i deres Kicerne. Man veed, at Hveden udtgœrer Ageren mere end Rugen, denne mere end Bygget, Bygget mere end Ha⸗ vren, og ſkiondt de af forſkiellige nu anſtillede Forſog endnu ikke ere tilendebragte, bekrafte de dog hiint Forhold paa en uventet Maade.
Efter Einhofs noijagtige Analyſe af Sadarterne fandtes af nœrende Ma⸗ terier, nemlig Planteliim, Stivelſemeel, og rod ſlimet Materie, i Henſeende til
Vagten: i Hveden 78 Procent; i Rugen 70 Procent; i Bygget 65 til 70 Procent efter dets forſkiellige Fuldkommenhed; i Havren 58 Procent, hvis Underſogelſe han endnu ikke havde fuldendt; andre Sadarter:
74 Procent; i Erterne...„ 75 ½ ⸗ i Valſte Benner. 85 ⸗ i Svinebonnerne. 68 ⸗ i Heſtebonnerne 73 ⸗ Tonde Hvede, à 221 Pund, indeholder altſaa 172 ⅝ Pund narende Materie
2 2
i Lindſernen).
—
» RNug, A 192 ⸗„
A R 3 n —
*
A
A
5³
7
Byg à 173
U
E
2.
8 2 Havre à 125»„ ⸗* 72⅔ 2„.-⸗ „ ⸗ Wrter à 24o ⸗⸗ ⸗ ⸗ 181 ⸗„ 2
Heſtebonner à 247
Ton
Paa er alle die kunne denne er ent Afgro efterfe
medt

og Beſceningens indbyrdes Forhold.
forringes Tondens Veegt er beregnet efter meget fuldkommen og reen Sed.
§. 253 · Efter disſe Udregninger og med noget Henſyn paa Forſkielligheden af den Je.de wentrae 5 Scdarters
rhold til rende Materie og Halmen, og overeensſtemmende med Summen af Erfaringer og udtarende og iſer Forſog(hvorom forſt kan tales i Lœren om den vegetabilſke Produktion), antage vi, Cpn
det ſed⸗ at Afgroderne af de egentlige Sadarter ſtaae, efter Volumen af deres Kigerne, i
Materie, folgende Forhold til hverandre, ſaavel i Henſeende til deres nœrende Dele, ſom til
Hveden deres Evne at udtaœre Jorden, nemlig:
end Ha⸗ Rugen= 10.
bragte, Hveden= 13.
Bygget— 2. dde Ma⸗ Havren— 3- eende til Folgelig ere herefter: 5 Tdr. Rug, 3,¹³ 2 Hvede, 7,*. Bos⸗ 10 ⸗ Hapvre lige. Paa en Jord, der ifolge Grundblanding og phyſiſke Egenſkaber var lige pasſende til
tz alle disſe Sadarter, vilde vi af en lige Qvantitet deri indeholdt nœrende Materie kunne vente en Frembringelſe af Kicerne efter dette Forhold, derſom vi tor antage denne Lighed og tillige for enhver den meeſt pasſende Dyrkning og det Veirligt, der er enhver lige gunſtigt. Dette Forhold finder i Almindelighed Sted i Henſeende til Afgroden, og naar vi avle Hvede over det Forhold til Rug, ſaa vil Afſlaget i de efterfolgende Sadarter rette ſig derefter.
terie§. 254.
Dette Forhold mellem Afgroder og Udterring lader ſig hidindtil kun beſtemmeAndre Afgro⸗ ders udtœren⸗
ged temmelig Noiagtighed ved hine almindeligere Scddarter. Med Henſyn paa de de Evne. ovrige Markfrugter bliver Sagen endnu mere uvis, og det gior udentvivl en ſtor Forſkiel, om de komme ofte igien eller kun dyrkes ſieldent, ſom en Mellemfrugt iblandt edarterne. Derom kan forſt tales udforligt i Lœren om Frugtvexelen. Her kun
Cc 2 ſaa⸗

Hvorved Jor⸗
204 Giodningens, Foringens
ſaameget: Man har ſtedſe anſeet Balgfrugterne, Erter, Boaner og Vikker, ſom forbedrende Frugter, og forklaret denne Egenſkab af den rugende Skygge, under hvil⸗ ken Jorden ſkiornes og tiltrakker Luftpartikler, og tillige af de Ageren efterladte ſterke Stubbe og Rodder. Mange have derfor ſat dem lige med den rene Brak; dog med den Betingelſe, at de ikke kom for ofte igien paa den ſamme Plads, og at de ſtode godt og taet ſluttede, hvilket kun kan virkes paa en Ager, der endnu er i Kraft. At ſeette dem liig den rene Brak, der maa tillagges en virkelig Foro⸗ gelſe af Jordens nœrrende Kraft, er formeget, ſaavel efter Theorie, ſom Erfaring. Dog kan man antage, at de, ſom Mellemfrugt, giengive Jorden ligeſaameget, ſom de unddrage den, med Henſyn paa den Naring, der er nodvendig for Sadaf⸗ groderne, da de virkelig behsve et ganſke andet qvantitative Forhold af de narende Stoffer, end de egentlige Scdarter. De vilde dog udentvivl udtare Jorden mere, hvis man dyrkede dem derpaa efter hverandre.
Om andre Frugter ere Meningerne, i Henſeende til hiin udtœrende Kraft, i Folge overfladelige Jagttagelſer, endnu mere deelte. Nogle tilſkrive Kartoflerne en ſterk udtœrende Evne, hvilken viſer ſig derved, at Vinterſaden derefter mislykkes. Dette er dog kun Tilfeeldet, naar der ſaaes Vinterſad umiddelbart derefter, for hvilken de viſt nok efterlade Ageren i en ugunſtig Forfatning. Derimod marke vi andre, ſom dyrke Vaarſad derefter, hverken i denne eller i de andre, overeensſtemmende med vor Rotation folgende Frugter, ſelv neppe i Vinterſaden, der kommer i det fierde Aar efter Kartofler, noget Afflag i Vinterſaden ved den rene Brak. Efter for⸗ ſäiellige nyere Erfaringer have disſe og andre gientagne Gange dyrkede Rodvarter, uden gientagen Giodſkning, yderſt lidet afkraftet en Ager, ſom een Gang var i Kraft.(See Staudingers Jagttagelſer i oeconomiſche Hefte 1808). Jeg ſynes dog, at dette er drevet for vidt, og jeg ſotter dem i Henſeende til deres udſugende Kraft, liig en Rugafgrode, men tilſkriver dem da ogſaa ſamme Fordele, ſom den, hvilken reen Brak forſkaffer, fordi de ved en tilborlig Behandling tilfulde erſtatte denne.
§. 255. Den Udterring, ſom Afgrodernes Indhoſtning volder, erſtattes i Almindelig⸗
ſtatning for hed paa tre Maader:
JI. Ved
bland mere kunt den ti aftag 200
Las Nal
dens Gronſ ſom man een I ledes: Ägeter en ſto almit og d finde
Klove Nlari
Iger ſugn

og Beſcetningens indbyrdes Forhold⸗ 205
dehe 1. Ved Packiorſelen af den egentlige Giodning og dens tilborlige Ind⸗ 1h k blanding. J Forhold til Giodningens Qvantitet, forsges Jordens nœrende Kraft kerladte mere eller mindre, og efter dette Forhold af Kraft rette Afgroderne ſig; men dog Brak; kun til en vis for dem pasſende Grad, over hvilken Giodningen bliver ſkadelig, fordi d, og den tilveiebringer Leieſcdd og lignende Onder. Beregningen over Jordens til⸗ og duu er aftagende Kraft, ſatte vi to Laœs Staldgiodning i rette Grad af Forraadnelſe, hvert Las Fote⸗ 2000 Pund vagtigt,= 20, paa en Tonde Land og en Giedſkning af 10 ſaadanne ffaring. Las altſaa liig 100.
et, fom Man maa imidlertid tage Henſyn paa Giodningens Forſtiellighed, og vi antage her den ſed⸗
vanlige Staldgiodning, der beſtaaer af Hornavoeegets, Heſtenes og Svinenes Excremen⸗
Sadif ter, blandet med Halm. Med Faaregisdningen og i Serrdeleshed med Foldgiodningen, aorende der hurtigere gaaer over i Vexterne, men ogſaa hurtigere udſuges, forholder det, ſig an⸗ mwere, derledes. 2. Ved den ſaakaldte Hvile eller meget mere Agerens Begreesning, og Kraft, dens Benyttelſe til Gresgang. Ved Forraadnelſen af den af Raturen her dannede lerne en Gronſvar, ved de Orme og Inſekter, ſom opholde ſig deri, og ved den Giodning, Sykkes. ſom af det graesſende Qvaxg falder derpaa, meddeles Ageren en Kraft, ſom ilken de man for hvert ſaadant Hvileaar kan anſlaae liig den, ſom to Lœs Giodning giver til e, ſom een Tonde Land. Vi antage derfor ethvert Aar, ſom Ageren ligger til Gras, lige⸗ ed vor ledes= 20, og en treaarig Hvile= 60. Det vil viſt nok giore en Forſkiel, om ſierde Ageren er udlagt i ſtorre eller mindre Kraft, da der i det forſte Tilfœlde fremkommer tet for⸗ en ſterkere Grasvarxt eller en ſtœrkere Frembringelſe af nœrende Materier. Men en er, uden almindelig Beregning af dette Slags, vilde her lede os formeget fra vor Gienſtand, .(See og derfor anmarker jeg blot, at jeg taler om en ſaadan Kraft i Ageren, ſom den, der at dette findes i de ſcedvanlige Kobbelbrug. lig en Et ſaadant Hvile⸗ eller Grœsningsaar kan regnes liigt et Kloveraar, om denne n reen Klover endog hugges og bortfores. Dette bekrafter den almindelige Erfaring; For⸗ klaringen paa et andet Sted. b 3. Ved en tilborlig bearbeidet reen Sommerbrak, ſom ikke blot renſer indelgy Ageren, men ogſaa meddeler den virkelig nœrende Kraft ved den ſaaledes forogede Ind⸗
ſugning af athmoſphariſte Luftpartikler og ved Forraadnelſen af det nedplsiede Grees og Ved Rod⸗

206 Giodningens, Foringens
Rodder. Vi ſatte derfor et ſaadant Brakningsaar liig to Las Gioedning paa en Tonde Land, eller antage det ligeledes= 20. 3t
§. 256. duttentuag Et Jordsmon er ſielden eller aldrig ſaa udtomt ved Rotationer af Sadafgro⸗ der, at det ikke endnu ſkulde indeholde nogen nœrende Kraft, eller ikke kunde frem⸗ bringe Noget, omendſkisndt det ofte kommer til den Grad, at det ikke mere kan dyr⸗ kes med Fordeel eller give et reent Overſtud. Denne tibagebidende 3 Kraft kalde vi
Jordens naturlige Kraft. Den kan vere af forſkiellig Grad, og naar den er ſaa⸗
ledes, at en Tonde Land endnu kan barre omtrent to Tonder Rug over Udſaden, 0g na men dog ikke, uden forſt at giodes, hvile, og brakkes kan frembringe mere, uden efter! at udpines alt for meget, ſaa regne vi denne naturlige Kraft= 80 df
Faaer en ſaadan Jord 10 Las Giodning.—== 100 en reen Brakning.......— 20 og har n naturlig Kraft 4 8* 4 8*— 80
200
1
ſaa bliver dens Kraft
§. 257. Korkold nohi Ee—.. Se eadeddt Efter en Sum af Erfaringer kunne vi antage, at en paa tilborlig Maade be⸗ f Afgrsder og
udtaring handlet Sadafgrode drager paa en in ſakalbe god varm Grund(paa kold mindre)
ro ſaae tilhver⸗Z0 Procent af den i Ageren verrende Kraft til ſig, og giver en forholdsmasſig Af⸗
r Dd.
grode af Kigerne og Straa. Saodarternes ovenfor angivne Forhold vil viſe det Maal V V af Korn, ſom man kan vente deraf, men ogſaa tillige den Udtommelſe, ſom Age⸗
ren lider derved, og den i Ageren tilbagebleyne Kraft. Folgende Exempler ville forklare det.
Disſe Angivelſer grunde ſig imidlertid ikke alene paa Theorien om den nerende Materie, men ere udledte af den Sum af Reſultater, ſom Erfaringen giver i det Store, og ſtemme overeens med dem, ſom i gode Aolsbrug i almindelige Aaringer antages paa Middeljord. Theorien tiener her kun til at grundlœgge en Formel, hvorefter Afgroden, med Henſyn paa de forſkiellige Omſtœndigheder, der beſtemme den, kan beregnes efter Middeltal i flere Aar, og Formelens Rigtighed beviſer atter Theoriens.
En mere udterende Sedart vil ved et gunſtigt Veirligt kunne give en ſtorre Afgrode, end ef⸗ ter det Forhold, ſom her er tilſkrevet den; men den vil da ogſaa udterre Jorden ſaa me⸗
1 get.
—
ſ
—— ———————————* 1 ACKNNIIN

og Beſcetningens indbyrdes Forhold.
207
Ved den rene Trevangs⸗ drivt.
bas en get mere, og de folgende Afgroder ville blive ſaameget ſlettere. Her er det os kun om at giore, at udfinde Total⸗Afgroden og den Kraft, hvori Jorden holder ſig. J denne hypothetiſte Beregning ere Tallene for Reſten, ſaavidt muligt, antagne runde, og de ſmaae Broker bortkaſtede, fordi disſe, uden meerkeligt at forandre Reſultatet, vilde dafgro⸗ giore Overſkuelſen vanſkelig. frem⸗§. 258. un dyr⸗ Et Jordsmon har, ſom ovenfor antaget, naturlig Kraft— 80 falde vi og erholder 10 Las Giodning.....— 100 er ſaa⸗— 180 ſaden, og naar det da efter Syſtemet af den rene Trevangsdrivt bliver dyrket ni Aar „ uden efter hverandre uden gientagen Giodſkning, ſaa vil Reſultatet vorre folgende: (Afgroden antages her med velberaadt Hu over Udſoeden, eller efterat denne er fradraget, ſaa at man, for at udſinde den hele Afgrode, maatte tilfsie Udſœden; thi det er ſandſynligt, at der i denne ſelv indeholdes narrende Evne til at kunne reproducere ſig een Gang, og at altſaa en tykkere Udſad giver, indtil en vis Punkt, altid en hoiere raa, omendſkiondt ingen hoiere reen Indteegt.) v— 5 Uddragen Indh i g Indhoſtning Kraft i For⸗ Forsget Tilbagebli⸗ Afgroder.(rund anta— 4 hold til Af⸗ Kraft. vende Kraft. 90) groden. ade be⸗————— 1 Aar Bras...—— 20 200 nindre) 8 3 12 ⸗ Rug 5 Ldr. 0— 140 ſig A 4 1 4 53— 2 Dyg* 2 2* 4 2— et Maal 3 8 5 1 4 2 Brak** ³.—— 20 11 8 om Age⸗ „ z ⸗ Rug... 2,25 ⸗ 35,4— 82, ler vill 12 bt. 73 62— 6 2 Havre*.* 4, 3 2 24,— 57 3 7 2 Brak ³***—— 20 77, 2 ie, men Sore 8 ⸗ Rug.... 1,24 ⸗ 23,34— 54/ ages pha 12 ⸗ Havre... 2,72 ⸗ 16,34— 38,4 fgtoden,————— 8— nes efter „ end ef⸗ n ſag me⸗ Jor⸗
get

208 Giodningens, Foringens
Jordens naturlige Kraft, ſom var 80 ved denne Rotations Begyndelſe, er altſaa nedſat til 38, 4, og har folgelig tabt 41,35; et Udfald, ſom altid vil finde Sted ved et ſaadant Avlsbrug, der efter en Giodſkning af 10 Lces, tager 6 Sad⸗ afgroder, og folgelig ved hver nye Rotation mere og mere ſynker. Det ſkulde have ſtandſet ved No. 5, for ikke at ſynke dybere; men kan dog endnu beſtaae, ved Hielp af Foldgiodningen, naar det bliver ſtagende ved No. 6, og da giver den.
§. 259. S feie 8 Derſom et ſaadant Avlsbrug end ydermere vil dyrke Erter i dets giedſkede Kartoffelav i Brakmar⸗ Brak, uden at giode ſtarkere, og naar Prterne, ſaaledes ſom allerede er ſagt, ken.
giengive omtrent ligeſaameget, ſom de uddrage, men ikke erſtatte Brakkens Virk⸗ ning, ſaa vil Reſultatet omtrent blive folgende:
————
—
— 3 K dan A8 2 V Afgroder. Andhaſtning hold tit Af. araref nilagee—
groderne og —— I Aar Wrter.. 4, Ddr.—— 18⁰ V 2 Rug.„ n. Ks 54— 126 39,an By... 4, 37,— 88, 4 ⸗ Brakt...—— 20 108,2 V . Rug.... 2,⸗ 32,45— 75,4 16. Haoke.... 3,15 22,— 53,0 ſ V „ ⸗ Bral...—— 20 273,52 8. 2 Rug.[1, ⸗ 21,9— 51,12 9 aHayre 2,5 5 ⸗ 15,33%⁵— 35,* —.—ↄ---⸗⸗.-.——
Her har Jorden altſaa tabt 44,“ af den Kraft, vi for tillagde den. Hvis man i et ſaadant Trevangsbrug, uden at giode ſtarkere, vilde dyrke Kartofler i Stedet for den forſte Brakning, og disſe uddrage ligeſaa megen Kraft af Jorden, ſom en Rugafgrode, men forſkaffede forreſten ved deres Bearbeid⸗ ning ſamme Fordeel, ſom en reen Brak yder, ſaa vilde Udfaldet verre folgende:
A f⸗
— 9—. 88 3 24— L— 8 ¹—— 4* 1
— —
O coe— Xà d
Lor⸗

ellſe, er vil finde Sad⸗ de have ae, ved den.
iodſkede er ſagt, 8 Virk⸗
aa megen Bearbeid⸗
gende: I⸗
og Beſatningens indbyrdes Forhold. 209
Uddragen Indhoſt⸗ Kraft, i For⸗ Forsget Tilbagebli⸗ A f groder. ning. hold til Af⸗ Kraft. vende Kraft, groden. 1 Aar Kartofler.. 50 Tdr. 60 20 140 2— Byg.* 4 4 e 5— 42 98 3— Havre... 4,— 29,4— 68,5 4— Brak.** 3*—— 20 88,5 5 88 Rug* 4** 4 2,21— 26,5³— 62,°* 6— Havre* 3** 3,— 18,5 2 4324* 7— Brak 4* 4. 4—— 20 63, 4* 5- Rug..... 1,55— 19,— 44,4 9- Havre. 2,22— 13,32— 30,94 Ved
Forſte Deel.
*) At der er et Forhold mellem Sadafgroderne og Jordens Kraft, og atter igien et Forhold mellem Afgroderne og Jordens Svakkelſe ved disſe, er en almindelig bekiendt og ved gamle Erfaringer bekraftet Sag. Man hasde ogſaa allerede for lange ſiden antaget enkelte Satninger derom, ſom gyldige. Men et almindeligt Forhold var endnu aldrig opſtillet. Jeg er den, der forſt, nemlig i dette Varks §. 252 o. f. har forſogt dette, og paa ſamme Tid den fortiente J. F. Meyer, men paa en ganſke anden Maade, i hans Vark om Forpagtningsoverſlag S. 56 o. f.
Da hiin af mig angione Formel, ved hoilken jeg egentlig kun vilde hentyde paa Agerens Svakkelſe, har vakt ſtor Opmarkſomhed, men, ſom jeg allerede har er⸗ faret, tillige er bleven meget misforſtaget, ſaa vil jeg her narmere forktare mig der⸗
3 over,
*) Med ovenſtaaende Bemerkninger om det Forhold, hvori Jordens Kraft, Afgrodernes Stor⸗ relſe og Jordens Svakkelſe ved disſe indbyrdes ſtaae, begynder Forfatteren den anden
Deel af dette Vark; men jeg har anſeet det for henſigtsmasſigt her at indrykke dem,
hvorved denne Gienſtand afhandles paa eet Sted. Oyerſcetteren.
D d

210 Giodningens, Foringens
Ved denne Rotation vilde Jorden tabe af ſin naturlige Kraft 48,2, ogefter⸗ Rug, lades i en meget udmagret Tilſtand. At her antages Byg efter Kartoflerne, og ikke Lobe. Rug, V—
over, og, ſaavidt muligt, ſtrabe narmere at beſtemme den. En fuldſtandig Berigti⸗ 4 gelſe vil den forſt da kunne modtage, naar den i Fremtiden ſammenlignes med nei⸗ agtigt iagttagne Erfaringer og Forſog, og da kan den vorde rigere paa Folger, end jeg ſelv formodede, da jeg udkaſtede den. V
Det vilde vore en aabenbar Misforſtagelſe, i ethvert Tilfalde at antage Jor⸗ V dens naturlige eller tilbageblivende Kraft for een og den ſamme til 80 Grader. Dis ſe har jeg regnet ſom det Minimum, den Grad, hoilken en ſaa ſoxkket Middeljord be⸗ holder, naar dens Dyrkning, ſelv med Henſyn paa de narmeſte Afgroder, neppe meer kan blive fordeelagtig, med mindre nye Naringsſtoffer tildeles den— ſom den ſtorſte Afkraftelſe, hvortil man burde lade en Ager ſynke. God Bygjord, der ikke indeholder over zo til 60 Procent Sand, maaſkee nogen Kalk og 2 Procent Muld, ſynker uden ſorſatlig Udtaring ikke ſaa dybt; vi kunne ved ſexaarig Giodſkning og V 1 ſire Sadafgroder endnu beſtandig tillagge den 60 Graders Kraft, og, om vi ville ud⸗ magre den mere, endnu vente Afgroder i Forhold hertil. Ved andre Jorddyrk⸗ ningsſyſtemer og naturlig rigeve Grund vil gisdes paa ny, ſelv da naar deu be⸗ w ſidder en end hsiere Kraft. Jo meer Leer Jorden indeholder, deſto ſildigere kommer den i den Forfatning, ſom vi egentlig betegne med 80 Grader, fordi den V d holder faſtere paa ſine nœrende Dele og nagter tilfredsſtillende Afgroder, uagtet den 1 endnu beſidder Kraft nok Dette ſee vi deraf, at vi endnu kunne afnode den Afgro⸗ ſ der ved ſaadanne Midler, der kun fremdrage dens ſkiulte Naringsſtoffer. For ganſke at udſuge den, maatte man anvende megen Kunſt; men da viſt nok ogſaa deſto b ſtorre Omkoſtning, for atter at ſatte den i tilborlig Stand.
Hiin Jordens Kraft, ſom vi blot kalde den naturlige, fordi den bliver til⸗ ſtede, naar vi forfriſte den, iſer naar vi begynde den nye Rotation med Hoved⸗ giodſkningen, ſtiger og falder paa ſamme Ager, efter det Forhold, hvori Giodſk⸗ ningen ved Rotationens Ende ſtaaer til Afgrsderne, og trader i ſtorre eller mindre Grad over til den folgende.
Ved§. 257 har jeg givet Anledning til at antage, at alle Afgreder udtarede
lige ſterkt og netop 30 Procent af den i Jorden tilſtadevarende Kraft, og i den an⸗ den Anmarkning ikke tydelig nok forklaret mig om det Forhold, i hoilket de mere
ud⸗
EEEEEEE

og efter⸗ og ikke Rug,
Berigti⸗ med noi⸗ ger, end
ge Jor⸗ . Disſe jord be⸗ heppe ſom den der ikke t Muld, ning og ille ud⸗ rddyrk⸗ den be⸗ ſildigere rdi den ttet den Afgro⸗ For
ſaa deſto
liber til Fobed⸗ Gisdſt⸗ mindre
digrede den al⸗ de mere
0,
og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 211
Rug, er viſt nok mod Trevangsdrivtens Regler, men derimod efter Naturens
Heraf
udterende Afgrsder tilegnede ſig mere deraf og gav da i Forhold dertil rigere Afgro⸗ der. Den Gang var kun Reſultatet af hele Rotationer mig magtpaaliggende. Men efter alle Erfaringer finder denne Forſkiellighed Sted. Hvede, der paa en for den pasſende Grund giver naſten lige ſaa mange Tonder paa Tonde Land ſom Rugen, udmagrer, ſom bekiendt, Jorden ſtarkere end denne, og ſandſynligviis efter det For⸗ hold, hvori den med Henſyn paa ſin Vagt og ſine narende Dele overgaaer Rugen. Paa den Grund og det Sted, der i Almindelighed er pasſende for Hveden ville vi antage dens udtarende Ebne= 40 Procent og derefter kunne beſtemme dens Af grode. Forholdet af dens Naringsſtof til Rugen er nemlig ſom 13:10, og af dens udtgrende Evne ſom 39:30. Og da den dog ſynes endnu noget ſtarkere, ſaa an⸗ tage vi den til 4. Vaarſaden udtarer derimod mindre, hvilket allerede kan for⸗ modes af dens Vegetations kortere Periode. Som Sandheden narmeſt kunne vi kun antage 25 Procent for den. Man har ſtedſe varet uenig om, hvad enten Byg eller Havre er meſt udterende og herved kommer det vel fornemmelig an paa Jordens Tilſtand. Bygget vil udmagre Jorden ſtarkere, naar den er ſaa ſkior og vel tilbe⸗ redt ſom denne Sadart behover, da det kun under denne Betingelſe giver fuldſtan⸗ dige Afgroder. Havren har derimod en ſtorre Tiltrxknings⸗Kraft, og vil paa en mere bindende og mindre bearbeidet Grund udſuge mere end Bygget, men ogſaa i ſamme Forhold give ſaa meget rigere Afgroder. Derfor antage vi, at de i Almin⸗ delighed ere hinanden lige.
Ville vi beſtemme Afgroden af hoer enkelt Frugt efter Jordens Kraft, ſaa mage vi i Almindelighed tage Henſyn paa forſkiellige Biomſtendigheder. Paa en Grund af lige Beſkaffenhed og lige Kraft vil en Sadart give en ſtorre Afgrode, naar hine Biomſtandisheder ere den gunſtige. Dertil maae iſar regnes— foruden Veir⸗ liget, ſom vi ikke have i vor Magt eller kunne forndſee— en Dyrkning eller en foregaaende Afgrode, der netop er pasſende for denne, og Udryddelſen af det Ukrud, der iſer er ſkadelig for denne Sad. Vi maae altſaa ikke tabe disſe af Hie, naar vi, overeensſtemmende med Jordens Kraft og Sadens Evne til at tilegne ſig denne, ville gisre et Overſlag over den Hoſt, vi kunne vente; thi hiin Eone yttrer kun ſin fulde Virkſomhed, naar den ingen Hindring moder.
D d 2 Naar

212 Giodningens, Foringens
Heraf er klart, hvor grundet den Bebreidelſe er, ſom man ved dette Mark⸗ V form ſyſtem gior Kartoflerne, ſom ſkadelig udtarende, fordi ikke alene alle Sadafgroder get
Naar vi efter et Middeltal have regnet Rugens tiltrakkende Eone til 30 Pro⸗ cent af Agerens Kraft, og antage Afgrsden til 5 Tonder over Udſeden,— naar Agerens Kraft er= 6 200— hvorded folgelig kommer 12 Grader paa hver Tonde, ſaa maatte vi i Forhold til dens narende Dele(§. 252) antage:
for Hoeden.. 15,“ Grads Kraft.
for Bygget... 8,4——
for Hapren..... 6—— og herefter bedſt kunne beregne hvormange Tonder Sad vi kunne hoſte af ethvert Slags, ſaavelſom hvormegen Kraft enhver Afgrode haode uddraget af Jorden. Vi maae nemlig ſkielne imellem en Sadarts tiltrakkende Kraft og den Jordens Kraft, ſom en Tonde Sad af dette Slags behover til ſin Uddannelſe, thi begge ſynes ikke at ſtaae i eet og ſamme Forhold. Men den Kraft, ſom en Tonde Sad, af hoilketſomhelſt Slags, behover til ſin Uddannelſe, er liig den Kraft, der her⸗ ved unddrages Ageren.
For at oplyſe dette med Exempel antage vi, at et Jordsmon har 280 Gra⸗ der Kraft.
Hvede uddrager 40 Procent:
100:40— 280:X— 112.
1 Tonde Hvede udfordrer 15,5 Grader Kraft:
15,56:1—= I12:X giver 7, ³ Tdr. ſom af disſe 280 Grader Kraft, i en Tonde Land, kan fremkomme.
Rug uddrager 30 Procent:.
100:30— 280:X g— 84.
1 Tonde Rug fordrer 12 Grader Kraft:
12:1= 84:X giver 7 Tdr.
Byg uddrager 25 Procent:
100:25— 280:X— 70. 1 Tonde Byg udfordrer 8,4 Grader Kraſt: 8,4: 1= 70:x giver 8,“3 Tdr. Havre uddrager 25 Procent:

og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 213
t Mark⸗ formindſkes ved deres Indſtkydelſe i Rotationen, men fordi derpaa folger en ſaa me⸗ afgroder get ſtorre Udmattelſe af Jorden. Viſt nok kan Sagen faae et audet Udfald, derſom
for⸗ disſe 30 Pro⸗
100:25— 280:X— 70.
dun 1 Tonde Havre fordrer 6 Grader Kraft: 6:11= 70:X giver 11,65 Tdr. (Efterat Udſaden forſt er fradragen.) Er Afgrodens Storrelſe bekiendt, og vi ville udfinde, hvormegen Kraft den har uddraget af Jorden, ſaa bruge vi den modſatte Fremgangsmaade. . Vi antage 7 Tdr. Hoede efter fradraget Udſad. For at 1 Tonde kan frem⸗ deehhan bringes, beheves 15,5 Grader, folgelig er 109,3 Grader uddragne og der bliver af de Se de ovenfor antagne 280 Grader 170,5 tilbage. Jordens Antage vi 7 Tdr. Rug a 12 Grader, ſaa uddrage disſe 84 Grader og der thi degge bliver 196 tilbage. de Ged, Antage vi 8 Tdr. Byg a 8,4 Grad, ſaa uddrage disſe 67, og der bliver der her⸗ 212, tilbage Antage vi 11 Tdr. Havre a 6 Grad, ſaa uddrage disſe 66 Grader og der 80 Gra⸗ bliver 214 Grader tilbage.
Om hiint overeenſtemmende med Jordens Kraft udfundne Tondetal virkelig aoles eller et endnu ſtorre beroer paa Biomſtandigheder, der deels ere i vor Magt, deels ikke. Jordens Svakkelſe kan derimod virkelig udfindes efter Tondetallet af et⸗ hvert Slags Sad man har aolet, med mindre en betydelig Deel Ukrud, der modne⸗ des paa Agrene haode tilegnet ſig en betydelig Deel af Jordens Kraft og beuevet Saden denne.
J§. 254 har jeg af de anforte Grunde antaget, at Balgfrugter, der ſtaae godt og ikke alt for ofte dyrkes paa ſamme Plet, i Sardeleshed Erter, giengive Jorden ligeſaa meget, ſom de uddrage, og kun negativ maatte ſtaae tilbage for Brak⸗ ken, der forsger Jordens Kraft med 20. Men de Fleſte antage dog ved Trevangs⸗ bruget efter Erfaringer, at ſaavel Vinterſad ſom Vaarſad efter Wrter, ved lige Giodſkning og Ploining, give en Fold mindre, end efter den rene Brak. 20 Grader ringere Kraft kan endnu ikke foraarſage dette Afſlag, men vel 40 Grader. Thi af 12 Grader uddrager Rugen 40 og giver deraf 1 Tonde, folgelig af 40 Grader mindre Kraft 1 Tonde mindre Afgrode, og Vaarſaden i ſamme
For⸗
100:

214 Giodningens, Foringens
disſe Kartofler ved Qvagget forvandledes til Giodning, og denne nu tilbagegaves Ageren ved naſſte Brakning. Men i Trevangsbruget dyrkes Kartoflerne i Alminde⸗
lighed til andet Behov. §. 260.
Forhold af de oorige 28 Grader. Derfor anſlaaer jeg DErternes poſttive Udtaring i Almindelighed til 20 Grader, uden Henſyn paa deres ſtarkere eller ſvagere Af⸗ grode, fordi Erfaring lœrer, at de ſkade Jorden mindre, jo bedre de ſtaae. Nogle opmarkſomme Jagttagere have giort den Bemarkning, at naar Vinter ſaden ſtaaer ligeſaa godt efter TErter ſom efter den rene Brak, ſaa bliver den derefter folgende Vaarſed ſaa meget ſlettere; hvorfor de, i dette Tilfalde ſaae Havre i Stedet for Byg.
J Henſeende til den Forogelſe af Kraft, ſom Jorden erholder ved at ligge til Grcesning, kunne ligeledes nsiere Beſtemmelſer ſinde Sted, da Grasvaxten eller Grasgangens Rigdom er forſkiellig efter den Grad af Kraft, hoori Jorden er ned⸗ lagt, ſaa at der fslgelig af Gronſogarens Tathed og den tabte Giodnings Mangde maa tilveiebringes en ſtorre eller ringere Forsgelſe af Kraft. Man kunde beſtemme
denne: a) efter det omvendte Forhold af det Areal, der behoves til fuldkommen Gresning for en Ko. Naar 1 ½ Td. Land behoves til Grasning for en Koe= 20 Grader 1 3...„..= 22— 1E.....— 24— 1 ½5. 3...— 26— 1......— 28— Derimod: Naar 15 Td. Land behsves til en Koes Grasning= 18 Grader 1G4......= 12— 1 ½.O....— 8— b) eller efter den Kraft, hvori Jorden nedlagges til Gres. Derſom Jorden nedlagges til Gras med en Kraft af
80 Grader ſaa vinder den aarlig.. 20 Grader 100— 4„ 4 1 0. 22—
120—

og Beſcetningens indbyrdes Forhold. agegavez§. 260 Alminder Jet Kobbelbrug i ſyv Vange har Jorden den ſamme naturlige Ved et Kob⸗ 1.—„ belbeug i ſyv . Kraft 2 5 2 2*** 4 8** 2***— 80, Vange. 250, erholder den ſamme Giodninnnng.,. 10o, og ligger 3 Aar til Grasg..U.— 60 Udtaring agere Af⸗ 240 „Nogle—. og en ſtager folgende 4 Grader, ſaa vinder den aarlig 6 Graden tedet for 1600—.«ℳ 2 2 8 28 180— 0. 3«. ·* 30— ligge ti Derimod vilde Jorden nedlagt med 1 60 Grader 13 uft kun forbedres med.. 16 Grader rten eller 9Q—..* 0«· 12 mer ned⸗ 4 6 280—. 83.«2.— Mangde* b 3 Hvorledes Grasgangenes Vard beſtemmes efter Jordens Grad af Kraft for⸗ eſtemme klares narmere i Laren om disſe. zrasning Saaledes vil ogſaa Kraftforsgelſen vare forſkiellig ved Kloveren efter det For⸗ hold hvori den har ſtaaet tat og hoi og hoori den har varet opvoxet paa ny, da eider den nedploiedes. Dette ſidſte gior en betydelig Forſkial og det er indlyſende, hoil⸗ 1 ken vegetabilſk Giodſkning en tat, otte til ti Tommer lang Klover maa give Ageren. Jo tattere Klsoveren ſtaaer deſto lettere finder denne Opvaxt Sted, da Kloverage⸗ ren i dette Tilfalde kun behover at ploies een Gang. Man kan ſikkert antage at Klover, der ſaaes i 120 Grader Kraft beriger Ageren med 20 Grader; i 140 Grader 5 med 24: i 160 Grader med 28; i 280 Grader Kraft med 32 Grader o. ſ v. Dette ſamme kunde antages om Stubbene af Vikker der huggedes gronne,
naar man ligeledes kunde lade dem ſkyde noget i Veiret, inden man nedploiede dem, hoilket dog kun bor finde Sted, naar de ſtaae tatte og kraftige og ere huggede ved netop aabnede Blomſter. J modſat Tilfalde bor man ile med at opploie dem, hvor⸗ for man ſielden kan antage mere end 20 Graders Forbedring ved dem, om de endog vare dyrkede i en Kraft af mere end 120 Grader.
Ogſaa Brakken bor man kileade a ſtorre Virining, naar den gives Jorden i ſin hoiere Kraft. For ſaavidt ſom Jorden pulveriſeres ved den og de deri varende Ra⸗
2 IE

Giedningens, Foringens
og Udfaldet er folgende:
Uddragen Indhoſt⸗ Kraft i For⸗ Forsget Tilbageble⸗ Afg rod er. ning. hold til Af⸗ Kraft. ven Kraft. groden. 1 Aar Braks..—— 20 260 . 2 Rug 4 4 4 0* 6,3 78 182 3— Byg ⸗2* 4 3* 4 6, 54,5— 127,* 4— Havre 4 4 6* 6, 38,22— 89,1³ Her
Naringsdele aabnes, oil den ſtedſe give en bedre Afgrode, jo flittigere den bearbei⸗ des; hvorved da ogſaa fremvirkes en ſtarkere Udtaring. Men desforuden modtager Brakken udentoiol en atmosphariſk Giodſkning og denne vil vare deſto kraftigere, jo mere Kraft Jorden har; desuden vil Ukrudet ogſaa ſkyde mere frem, naar Jorden har ſtorre Kraft, hvorved Ageren end mere beriges. Naar vi altſaa ved 80 Grader Kraft tildele Ageren en Forsgelſe deraf liig a0 Grader, ſaa kunne vi ved 100 Gra⸗ der antage denne til 22 Grader, ved 120 til 24 o. ſ. v.
Hvad den Udſugning angaaer, ſom fremoirkes ped de behakkede Frugter, ſaa kan derom, da Erfaringerne ere ſaa modſigende, intet med Vished beſtemmes, thi nogle erklare dem for meget, andre for ſaare lidet udſugende. Efter mine Jagtta⸗ gelſer kan jeg ikke tillegge dem en meget udſugende Eone, og naar jeg har givet Kartoflerne fire Las Giodning mere paa en Tende Land end den rene Brak, ſaa har jeg i det ringeſte ikke fundet noget Afſlag i de to derefter folgende Sadafgroder, i Bygget og Rugen, naar jeg regnede dem tilſammen. Jeg beder at Andre oille lagge Marke hertil, da det ikke fielden er Tilfeldet, at man af Mangel paa Giedning om Foraaret, endnu ikke kan dyrke hele Brakmarken med Brakfrugter. Imidlertid troer jeg, at det gior en Forſkiel, om man lagger Kartofferne tat eller vidtloftigt og i hint Tilfalde virkelig har en noget ſtorre Afgrode, ſom jeg imidlertid ikke attraaer,
fordi den gior Bearbeidningen vanſkeligere og hindrer Jordens Forbedring, hvorfor
jeg ogſaa kun regner paa 64 Tdr. efter det ringe Parti Laggekartofler af 4 Tdr. Paa
Her hat kraftigel —
Pa⸗ lige

og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 217 Her har Jorden altſaa vundet i naturlig Kraft 9,1¹⁸ og indtrader altſaa, ſaa meget kraftigere i den anden Rotation. 1 geble⸗ K. 261. Kraft.— 1... Paa Grund heraf antager jeg deres Udſugning til 30 Procent men tilregner dem, — ligeſom Brakken, Bearbeidningens Fordeel med 20. 0 Sammenlignede med alle mig bekiendte Erfaringer finder jeg disſe Satninger 2 pasſende, men jeg er overbeviiſt om, at de kunne affattes endnu rigtigere. J Serde⸗ „4 leshed kunde paa forſkiellig Grund, i en eller anden Henſeende, indtrade et for⸗ 1 ſkielligt Forhold. Uſadvanlig Jord, hois Kraft man undertiden ſnarere ſtraber at at 3 formindſke end foroge, bor aldeles ikke komme i Betragtning. At en vis Orden i Naturen her finder Sted, hvorved Sadeafgroderne beſtem⸗ He mes, oil neppe nogen opmarkſom Jagttager nagte. Derfra kommer den Eensfor⸗ mighed af Afgroderne, ſom man, efter Middeltallet i en Rad af Aar, i Aartuſende bearbei⸗ har iagttaget. Derfor har man ved Trevangsbruget efter en meget riig Afgrode af nodtager Vinterſad i det hoieſte maadelig Vaarſad, og efter en fortrinlig Vaarſod, to Aar igere, jo derefter, ſielden udmarket Vinterſed. Paa denne Maade vexle overmaade rige og Jorden fattige Afgroder, da hine begunſtigede af Veirliget uddrage alt for meget af Jor⸗ Grader den; disſe derimod, andſee af dette i deres Vaext, efterlade Jorden mere end de 00 Gra⸗ efter deres Natur burde. n opmarkſom Jagttagelſe af denne Naturlov kunde lede os til Forholdsregler, der 8 os en god Afgrode netop i de Aar, i hoi lke den ter, ſaa ſedvanlige Frer ngangsmaade tilveiebringer en ſlet, da vi til disſe kunde ſpare den nes, thi hele Kraft, der overvinder endog Veirligets ugunſtige Indflydelſe. Paa denne Jagtta⸗ Maade kan da virkelig et ſlet Aar blive hvoiſt fordelagtigt for en udmerket duelig dar gibet Landmand og paa denne Maade er det ogſaa overensſtemmende med det almene Bed⸗ ſaa har. ſte⸗ an at et og det ſamme Markſyſtem fremdeles ikke bliver almindeligt. roder, i Da man paa to Maader kan foroge Jordens Kraft 1) ved ſtarkere Giodſk⸗ dre bill ſing⸗ 5) ved at formindſke Antallet af de Afgroder, der ſkulle modnes, ſaa bar en⸗ induing hver efter ſin individuelle Stilling beregne, hoilket Middel han kan benytte eller i 4 nidlertid hoilket Forhold begge Midler. Er man forſt kommet ſaa vidt, at man ſels frem⸗ igt ogi bringer Materialet til rrkere Wioufenna ſaa giver dette forſte uden Toiol den ttrager/ ſtorſte Fordeel, men inden man kan giore ette, vil man med ſtorre Held, end ved hvorfor fremtvungne Hielpemidler, der 1 inindeti ghed ikke kunne vare varige, anvende 64 Ldr det ſidſte.— a
ad— 4 Forſte Deel. Ee
4e.

Giodningens, Foringens
§. 261. Bed et Kob⸗ Et Kobbelbrug i ni Vange: belbrug i ni. Bange Naturlig Kraffſfttll— 80 10 Lœxs Giodnn—— 100— Fireaarig Gresnin— 80 V 17 b 260 2 Af⸗ 3 Da en klar Anſkuelſe af denne Lere ſynes mig ſan vigtig, for at undgaae alle 4 Misforſtagelſer, ſaa vil jeg endnu til Exempel tilfsie en Beregning over det Forhold, z
hvori Kraften tiltager eller forringes i de Aolsbrug, der i Begyndelſen af anden Deel kabellariſk ſkulde fremſtilles. Jeg vil kun antage, at Udſaden er en Tonde paa Tonde Land og fradrage denne fra den angione hele Afgrede, for efter Foldene at beregne den uddragne Kraft.
No. 1. Reent Trevangsbrug.
Kraftforsgelſe. Kraftformindſkelſe. ———--—
2) Brat........ 20 Grader- Grader 12 Las Giodning..... 120-„—⸗ 8 b) Rug, 5 Tdr........——„ 60— ceh Byg 5„.....—-„ 42— —) Brak........„ 20.. 3 e) Rug 3........ ⸗-. 36 ⸗ 1) Habre 3 4........„-. 19,. g) Brak, med ſvag Foldgiodning 56-—.— 3 h) Rug Sf.......„.. 2. 39— i) Byg 2r..„...—- 21 3
216 Grader 217,5 Grader. Taber 14 Grader i 9 Aar. No. 2. Forbedret Trevangsbrug. Kraſtforsgelſe, Kraftformindſxelſe a) 12 Las Gisodnnngng.. 120 Grader- Grader Trter 2 2 9„. 0 0. 9 2 4— 5 20— b) Rug 44 Tde.* 3* 0 6 0«2 0 8 2 51
1. c) Byg 44 0 2 9 90. 0„ 8. 65 5.Q 35,7 18
NN

og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 219 Udragen —
9 Afgroder. Wdss auide en de,ne Si bane⸗ 0 groderne.
0=—— — 1 Aar Bra.—— 26 280 0. 2= Rng... 7 Idr.. 84— 196
W 3 Byg.... 7—.358,— 137, ane qle 4- Rug..... 3,43— 41,16 y— 96,24 dn 5.* Haore.... 47— 28,ee ben onde paa Her
oldene at..
. d) Brak..... 209. Grader- Grader mindſeelſe 16 Las Gisdning Foldgiodningen incl. 60-. 8 4 zrader e) Rug 53 Tdr....—-„ 69—
. f) Byg 53.......... 48,
. g) Klover 24.. 3 ⸗
. h) Rug Tdr.......- 60.
1) Byg 4S),,..„—. 357 ⸗
. 324 Grader 3 19,7 Grader . Tiltager 425 Grader i Kraft i Aar.
. o. 3. Kobbeldrivt i ſyo. Vange.
. a) Brat.......... 2 Guader Grader — 16,6 Los Giodning..... 116... Cen b) Rug 64 Tdr............ 75—.
e) Byg 6 ½......—.„ 32,5— niufele; d) Hayre 53-·.......... 34)— Frader e) Klover, ſom ſlaaes...... 20.. 8.
f) g) Gresning 40.—— 200 Grader 162 Grader Forsger ſin Kraft med 38 Grader i 7 Aar. Ee 2 No. 4.
IIIIIT

Her er Jorden forringet 12,77 og har kun givet en tilſyneladende hoiere Indtagt, hvorfor ogſaa denne forhen faa yndede Drivtsmaade nu naſten almindeligen forkaſtes.
220
a) Brakr. 2,3 Lœs Gisdning b) Rug 53 Tdr..
c) Havre 7 ¼
6d) Brak. 8
10 Las Gisdning. e) Rug 5 4. f) Byg 54. g) Klover til at ſlaae b) i) K) Grasgang.....
No. 4. Kobbelbrug med
0
Giodningens, Foringens
ti Vange.
Kraftforsgelſe. Kraftformindſkelſe. ——,———————
2o Grader
0 28— 5=— .— ⸗ . 20
2 20 ᷣ
0 60—
- Grader
69* 45— 69— 48—
248 Grader 231,3 Grader.
Forsger ſin Kraft i 10 Aar med 1675 Grader.
No. 5.
a) Brak„....
6 Las Giedning b) Rug 54 ½ Tdr.
e) Byg 3½.
d) Havre 4 ½.
c) Braz.
12 Las Giodning f) Rug 54. 8) Byg 5.
h) Havre 4 ½.
¹) Klover til at ſlaae k) h m) Grasning
Forsger ſin Kraft i 12
.
Kobbelbrug med tolov Vange.
Kraftforsgelſe. Kraftformindfelfe. ———————
. 20 Grader
4 64
9
6
0.
8
304 Grader 274,2 Grader. Aar med 29 ½ Grader.
—————
⸗= Grader
66— 46,2 ⸗ 25,— 69 4²2 6 25,5
No. 6.
gpbrud Graem.
—
1II NTE Ir

Aindſkelſe. — Jrader
Grader.
—
mindfFfelfe. — ₰ rader
—
—
Grader.
No. 6.
og Beſattningens indbyrdes Forhold. 221
§. 262.
Kobbelbrug i elleve Vange gioder i Almindelighed ikke ſin fra Graesleie Ved et Kob⸗ die Brakmark og indtrader altſaa, naar den har lige naturlig Kraft og fireaarig Graesmark i Rotationen, med en Kraft=— 160, og derved fremkommer folgende:
belbrug i elle⸗ de Vange.
4 af⸗
No. 6. Holſtenſt Kobbelbrug i ti Vange.
Kraftforsgelſe. Kraftformindſtkelſe. —————
a)- Gronjordshavre 9 ¾ drd.. Grader 55, Grader b) Brak....„.„ 244. 3 16 Las Gieoduing.. 16909 ⸗* c) Rug 71 Tdr..„- 90 ⸗ d) Byg 71...... ⸗. 63 e) Rug 4........ 5- 51—⸗ f) Klover til at ſlagae........ 20„.„ 2) h) i) k) Grasning........9 z 284 Grader 2859, Grader. Foroger i 10 Aar ſin Kraft med 24 ½ Grader. No. 7. Frugtvexelbrug i otte Vange med Grasgang.
Kraftforogelſe. Kraftformindſkelfe. —„———,
— ͥ ůop.j.-——
90 6
a) 18 Las Giodnug..180 Grader Grader Kabkofler 64 Tdr..„ 20„ 60— b) Bog 71 Tdr...„—. 63 0 8Erter.. 2 29— 6 Las Giodning. 60.„ ) Rug 64 Tdr...... ⸗.„... Tr e) Klover til at flaaa. 2 H) g) Grasning........ 40..—. 2 b) Gronjordshavre 9 ½ Tdr.--=. 55,;/— 324 Grader 279,“ Grader. Foreger ſin Kraft i 8 Aar med 44 ½ Grader. No. 8. Frugtvexelbrug i 8 Vange med Satldforing.
0 0 8 0 0. 1 . 1 8 8
9⁹ 0 0 24 6
2) 16 Las Gioednng. 180 Grader- Grader Kartoſler 54 Tdr....... 70„ 60—

Giodningens, Foringens
— Uddragen 3 Indh draft i For⸗ Tilkommen Tilbageble⸗ Afaradat, e a-heseereſseleace arne en en 2 e 5 ſgroden. Sted, 1 Aar Grasbrak....—— 20 180 anss 2&à Rug.. 4,“ Tdr. 54— 126 udi 5* Havte.... 6,— 32,— 88. 4- Skior Brak med 12 Las ſn i Giodning...—— 120 208, ii, ſ 5- Nug„ 3,— 2,4⁵— 145,*— 6- Byg..... 5,— 43,— 102,0* 7= Havre.. 5,— 30,5— 71,4* Jorden taber her 8,58..§ 263. b) Byg 71 Tdr.......= Grader 63 Grader
c) Klover........ 330 4 d) Haore 10 Tdr..-„ 64,)— e) S Lœs Gisdning.. 30..— Erterr.... 7.. 20— 4) Rug 7½ Tdr.... 5- 90 9) Gronne Vikker......... 29.. 17- 6 Las Gigdniug..... 60... b) Rug 64 Cdr......... 35, . 390 Grader 3785 Grader 3 Forsger ſin Kraft med 11 ½ Grader i 8 Aar.— No. 9. Frugtvexelbrug i ti Vange, hvor Qoeget ſtaldfores, 1 men Faarene grasſe. 3 a) Gronjordshavre 10½ Tdr......- Grader 64,“ Grader d 4) Brak med Wikker....... 22-.. og Foldgisdning i Forhold af 3600 Faar paa en Tonde Land.... 80o.„—⸗—
4

og Beſcetningens indbyrdes Forhold.
§. 263.
agehle. For nu ogſaa at give Exempler paa Vexelbrug efter Frugtfolgens Regelqed et Frugt⸗ Kraft med Staldforing, maae vi nodvendigvis, antaget, at den naturlige Kraft finderebrug. 3 Sted, forudſcette en ſterkere Giodſkning. Thi uden at have ſkaffet ſig den paa en 0 anden Maade, i Overgangsaarene, vilde det vere en Daarſkab at indfore dette, for⸗ 6 di det ſtrax vilde udmattes ved ſin Brakfrugtmark. 8,: Vi antage altſaa ved et Firevangsbrug af dette Slags, at det ved Begyndel⸗
ſen af den forſte Rotation kan giode en Tonde Land med i det ringeſte 16 Lœxs Gisd⸗ 8,2 ning, ſaa at det, den naturlige Kraft incluſive, indtreder med en ſagadan= 240. 554— Af⸗ 22,02 112 Aruftloregelſe. Kraſtſormindſe ge, 7 263. c) Rug 7 Tdr..„ Grader 99 Grader mindffelſe. d) rter....—„ 20— aide 12 Las Giodning...... 129..—
. e) Rug 6 ¾ Tdr........... ZI1.
. f) Karkoſter......... 309.. 60—
. z0 L2cxs Gisdwing„.... 2990..„.
2) B) 9 Tdr..........„„ 77,
4 h) Kleber.„.„.. 30.—
4 d) b) Grasning...... 69.—..
4 Foroger i 10 Aar ſin Kraft med 1365 Grader.
4 Dette ſidſte er derfor et ſaare berigende Avlsbrug, ſom maa gage over til — Dyrkningen af mere udtarende Frugter, f. Ex. Raps vg Hvede, og tillige vil ud⸗ Grader bringe langt mere af ſit Skaferi, der naturligviis bor vare et foradlet, end der,
ſom her er beregnet. Men ved disſe Beregninger er der ingenſteds taget Henſyn
, paa Induſtrien ved Beſatningen. Overhovedet kunne disſe Beregninger ikke heller
. anſees ſom Gevinſtberegninger, men kun ſom ſaadanne, der ſkulle ſammenlignende — fremſtille Dyrkningsmaadernes indbyrdes Forhold paa et givet Areal.
Hrader

Gisdningens, Foringens
Afgroder. Ladaß⸗ 1 Aar Karkofler... H5, Tor. 2 Byg..... 6,8 6— 3 Klover....— 4 Nug..... 3,³⁵— Den anden Rotation kan give 20 Laœs Giodning.— x Aar Karkofler... 83,3— 2 Byg..... 7,— 3 Klover.— 4— Rug..... 4,—
Jorden vinder altſaa i to Rotationer i otte Aar, 39,55 Et ſaadant Vexelbrug i ſyv Vange med naturlig Kraft.
Uddragen Kraft i For⸗ Tilkommen Tilbageble⸗ hold til Af⸗ Kraft. ven Kraft. groden. 68 20 192 — 6— 57, 134,1 — 4 20 154, 2 3 2— 08 46, 108, — 200 308,2 1 12,4² 20 215,“5 64,5— 1 50,2 — 20 170,² 51,²5— Lr9, 58
erholder 16 Lœs Giodnng..
har altſaa 4 2*** 2 2 5 2 2 4 0 60
lna
turlig Kraft.
80, 160,
240
Jorden
teducer
AE

Ar 2. ge ble⸗
dr Lraft,
og Beſctningens indbyrdes Forhold.
2*
.
4
.4
2A
4
Afgroder.
1 Aar Kartofler. 2— Byg.. 3- Klover. 4— Klover. 5= Vinterſced 6
rter 7- Vinterſeed
For deſto bedre at kunne overſee Kraftens Til⸗ reducere vi deres Rotationsaar til 10, og da:
2
.A
4£
.
4
.
0
— med 8 Las Giodning,
.
84
Jorden har altſaa vundet i Kraft 61,46.
§. 264.
Vinder i
Udbragen Indhsſt⸗ Kraft i For⸗ Tilkommen Tilbageble⸗ ning, hold til Af⸗ Kraft. ven Kraft.. groden. 66,56 Td. 68 20 192 6,85— 57,5— 134,* —— 20 1 54,* 4,25— 52,3* r 122,0⁵ —— 80 202,9³
og Aftagelſe i disſe Avlobrug Sammenlig⸗
ning af Jor⸗ dens Til⸗ og Iftagelſe i
2. Kraft ved Taber i il bed de
Kraft. Kraft. hoſoerudf
Det rene Trevangsbrig..— 46.5¹
Det med AErter.......— 49,*
Det med Kartoſler.........— 54, Kobbelbrug med ſyv Vange....... 13,—
Kobbelbrug med ni Vange........— 14,13 Kobbelbrug med elleve Bange......— 7, Frugtvexelbrug med ſire Bange....... 4 9,4— Frugtvexelbrug med ſyy Vange. 87,—

Giodningens, Foringens
Hertil kommer endnu hos dem, der vinde i Kraft, Eiodningstilſtanden, der for eger ſig'med hver Rotation, og dennes Formindſkelſe i de Avlsbrug, der tabe i Kraft, ſaa at maaſkee kun de Kobbelbrug, hvis Kraft vedligeholde ſig, kunne beſtaae, men Trevangs⸗ og Frugtvexelbrugene paa deres Maade, ikke uden fremmed Hielp, hünt af Mangel paa Giodning og Kraft, dette formedelſt Overflodighed af 3 8 Kraftfylde. Trevangsbruget vil uomgicengelig nodes til at ſkaffe ſig andre Hielpe⸗ midler, eller til at forvandle den ſterſte Deel af ſin Ager til tregarig Land, det er: kun hvert tredie Aar at tage en Afgrode og at give Jorden et Hvile⸗ og et Brakaar.
Frugtvexelbruget vil derimod nodes til at ſkille ſig af med en Deel af ſin overflodige Giodning ved at dyrke Handelsplanter i Stedet for Fodervexter, og ſaaledes viſt nok foroge ſin Indtagt ſaa meget muligt.
.
Her ſynes viſt nok Giodningen at verre hypothetiſt antaget, men det vil ſiden kiendes, hvor ſterkt et Avlsbrug kan giode i ſin anden Rotation. Trevangsbruget kan ikke giore dette paa a ſioerkere, uden flere Enge eller andre Maader at forſkaffe ſig Giodning paa; det maatte
—
da veere ved Kloveravl og Staldforing. Kobbelbruget gioder under mange Forhold ſteœr⸗ faa, kere. Vexelbruget efter Frugtfolgens Regel med Grasgang eller med Staldforing gie⸗ me i T
der ligeledes ſtœrkere, end her er antaget. §. 265. Nabol For at beſtemme, hvad man formodentlig kan avle, kunne overhovedet anka⸗ on m
ges, at 20 Grader Kraft i en Tonde Land give:
4½ Tde. Rug. da,: 4— Byg. 99 N 1— Havre. ſte dr og— Hpede. Nalar Dog er viſt nok Eynen til at udſ ſuge ſtorre hos denne ſidſte, end hos de ovrige, betale og den vil, i i pasſende Jord og ved gunſtigt Veirligt give naſſten ligeſaa mange Ton⸗ V dyrke der, ſom Rugen, naar den finder tilſtrekkelig Naring, men udmagrer da ogſaa Jor⸗ b virkeli den ſaameget mere. Derfor ere mange Aolsbrug ved foreeret Doedendt ſatte meget Hard tilbage. V mer let n Har
EE

der fot iKraft, beſtage, Hielp, hhed af Hielpe⸗ det er: Zrakaar. erflodige viſt nok
des, hvor jore dette et maatte hold ſtr⸗ ting gie⸗
et anka⸗
eorrige,
ge Ton⸗ aa Jor⸗
meget
En
og Beſctningens indbyrdes Forhold.
En Tonde Hvede over Udſceden uddrager pas en Vande Land 15,“
— Rug—————— 12 — Byg——— BI 8,4. — Havre—————— 6
₰ Folge meer eller mindre gunſtige Omſtoendigheder giver en Afgrode ofte et ſtorre eller min⸗ dre Produkt, end den i Forhold til den Kraft, ſom Jorden indeholder, burde gipe⸗ For ſaavidt disſe ere tilfœeldige, kan i Almindeligded ikke tages Henſyn paa dem; men hvor de derimod i et viſt Agerdyrkningsſyſtem ere almindelige, bor dette ſfee. Saaledes uddrager f. Ex. Hayre ſaaet i Grenſver, iſer efter een Pleining, ikke ſaameget af den uforraadnede Gronſver, ſom den vilde giore, naar den i Folge ſin Evne kunde drage alle de Narringsdele til ſig, ſom indeholdes deri. Men jo mindre en Afgrode tiltrœk⸗ ker, deſto mindre udterrer den ogſae.
§. 266.
De Tilfolde, hvori en Landmand kan erholde den egentlige nerrende Gisdningiedningens paa anden Maade, end ved ſelv at frembringe den ved Hielp af Qvaget, ere ſagen eg 5
faa, at de ved denne Beregning over Oekonomien i Almindelighed neppe kunne kom⸗Verd.
me i Betragtning.
Da der imidlertid ſaa ofte tales om disſe Tilfalde, der ikkun ſinde Sted i Nabolauget af ſtore Stader, og Giodningens Verdi ofte anſattes efter den Prifs, ſom man her betaler for den, ſaa opholde vi os noget hervad.
Giodningspriſen retter ſig i Staderne efter det Forhold, hvori Folkemaeng⸗ den, Qvagantallet og de gisdningfrembringende Haandteringer ſtaae til den Have⸗ og Agerdyrkning, der drives omkring Byen. Paa mange Steder, hvor denne ſid⸗ ſte drives ſtark og hvor Handelsplanter, i Serdeleshed Cichorien, dyrkes, betales allerede ofte et Fireheſteles⸗Giodning med tre og flere Rigsdaler paa Stedet, og dog betaler den omkring Byen liggende Jord ſaa hei Forpagtningsafgivt, at de, der dyrke den, vilde ikke kunne beſtage, naar denne Giodning, med Henſyn paa dens virkelige Vardi, ikke ſtedſe var godt Kiob. Paa andre Steder, hvor Ager⸗ og Havedyrkningen endnu ſtaae tilbage, kiober man den endnu lettere. Imidlertid kom⸗ mer den dog, naar man noie beregner Transportomkoſtningerne og de ved Bykiorſe⸗ ler neeſten uundgaaelige Tab, til at ſtaae heiere end man troer ved forſte Siekaſt. Har man endog paa den bedſt mulige Maade organiſeret en vidtleftig Giodningkiorſel
5f 2 for

228 Giodningens, Foringens fra en ſtor Bye til et Avlsbrug i ½ Mill Afſtand, ſaa koſter et med fire Heſte ſor⸗ gired ſpœndt Las i Almindelighed omtrent 1½ Species, omendſkiondt den ſtorſte Deel af ten G denne Giodning er ſaaledes beſkaffen, at Kisbſtedmanden gierne onſter ſnart at blive Foran af med den, og at den folgelig efter ſluttedé Kontrakter betales meget ringe paa Ste⸗ Haln; det. Men denne Priis er ogſaa meget lav med Henſyn paa Giodningens ſande Verrd. telſe Denne lader ſig kun udfinde ved at ſammenligne, hvor meget mere en Tonde Land, magxe der for kun fik en nodtorftig og ſielden Giodſkning, nu giver eller kan give i reen Ind⸗ den,de tagt ved en rigeligere og oftere gientagen. J det tredie Bind af mit engelſke Ager⸗ gerbrug Side 461 og videre, har jeg giort en ſaadan Beregning efter de mig af 1 Bonder opgivne Data, og Reſultatet var, at et Las Giodning var 5 Specier veerd. ringet For noiagtigere at kunne beſtemme dette, beregne man Indtaggten af det i§. 212 an⸗ ventes givne ſimple Trevangsbrug, og antage derimod, at dette Avlsbrug kuunde forſkaffe ſig Giodning nok, for hvert tredie Aar ak kunne giode med 12 Lces Giodning og nu jhoilk — for kun lide at afvige fra Trevangsbruget— dyrkede: pleier 1) Brak, giodet; men me 2) Raps; d e, 3) Hvede; Pund, 4) Wrter, gisdede; Pund. 5) Rug; Gisdni 6) Byg; vare d 7) Kartofler, giodede; Skike 8) Byg; 0g Vo 9) Rug; Kubitf og man anſlaae nu, i Forhold til den i Ageren tilſtedeverende Kraft, Indtcegten af disſe Vaxter, efterat de ſtorre Dyrkningsomkoſtninger ere fradragne, og deane Giod⸗ god og nings Vard vil da viſe ſig poa en paafaldende Maade. 1 3e 10 Men Giodningens ſande Vard bliver endnu ſtorre, naar man lagger Merke til, dog e hvorledes den progresſive foroger ſig ved ſig ſelv, da meer Giodning, ſom rigtigt an⸗ ſteerk vendes, beſtandigt frembringer mere Material til nye Giodning tilligemed de egent⸗ anvend lige Frugter og at man da opnaaer Muligheden af, uafbrudt af dyrke ſaadanne, ſom
give
Em

Heſte ſor Deel af at blipe paa Ste⸗ de Vord. de Land, reen Ind⸗ ſke Ager⸗ de mig af er vard. 212 an⸗ forſtaffe
g og nu
agten af e Giod⸗
erke til, tigt an⸗ de egent⸗
ne, ſom gibe
og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 229
give den hoieſte Pengeindtegt. J ſamme Forhold aftager Gisdningen, naar der een Gang er bleven Mangel, og der ikke raades Bod paa denne ved henſistsmasſige Foranſtaltninger. Af Mangel paa Giedning er mindre Halm en Felge, ünore Halm giver mindre Giodning, og ſaaledes aftagende, indtil fuldkommen Udmat⸗ telſe. Saa koſtbar derfor Giodningens forſte Forogelſe end maatte vore paa en ud⸗ magret Grund, ſaa lader maaſkee dog ingen Capital ſig fordeelagtigere benytte, end den, der anvendes hertil.
§. 267.
For forelsbigen at enes om Giodningens Maal, antage vi folgende Sat⸗ Globndngens ninger, ved hvilke ingen mathematiſt Noiagtighed og ingen almindelig Lighed kan Vegt.
ventes, men ſom ſkionnes af ſtore Middeltal.
Paa en Fireheſtevogn lasſes 36 Kubikfod halv forraadnet Staldgiodning, i hvilken Tilſtand den ſom ofteſt pleier at udkiores. J denne Tilſtand(hvilken man pleier at kalde den fittede(ſpeckigen), hvori Halmen endnu ikke er ganſte forraadnet, men mor og oploſt i Travler) veier en rhinſt Kubikfod i ſin ſadvanl ige Fugtighed, d. e., naar den ikke mere lader Vandet dryppe fra ſig, men heller ikke er tor, 56 Pund, og et ſaadant Las altſaa 2016 Pund. Vi antage medeet rundt Tal 2000 Pund. Paa gode Veie og i godt Veir kan viſt nok lœsſes meer; men da man til Giodningens Udkiorſel ſieldent volger det bedſte Veirligt, ſaa vil denne Forudſcetning vore den ſandſynligſte. Har Halmen endnu i Giodningen beholdt ſin roragtige Skikkelſe, ſaa veier en maadeligt ſammentrykket Kubikfod i det hoieſte kun 48 Pund, og Vognen lasſes da hoiere med oploftede Ficelle, ſaa at den indeholder 45 til 46 Kubikfod.
Naar der kisres 16 ſaadanne Las paa en Tonde Land, anſeer man denne for en god og tilſtrakkelig Giodſkning. Der kommer da paa en ☚ Alen 2 5¾ Pund. Brin⸗ ges 10 ſaadanne Las paa en Tonde Land, ſaa kaldes dette en ſvag Giodſkning, ſom dog er den ſadvanligſte, og ved hvilken da kommer 1/ Pund paa hver ¶qAlen. En ſtœrk Giodſkning kaldes den, naar 24 ſaadanne Las paakiores, hyilke dog ikke maae anvendes til Sœd, paa en Grund, der ikke er udmerglet.
½ 1 God,

Forhold mel⸗ lem det Gisd⸗
ning frem⸗ bringende Qveg og A⸗ gerbruget.
Forſkiellige Beſtemmel⸗ ſer.
Giodningens, Foringens
God, ikke mere halmblandet Faaregiodning, paakisres i Almindelighed 2 zyndere, fordi dens Virkning er ſtarkere og hurtigere, men mindre vedholdende.
Denne Giodſkning gientages nu hvert tredie, fierde, ſiette eller niende Aar, og pleier at vœre ſvagere, jo oftere, men ſtarkere, jo ſieldnere den gives, med mindre man af Mangel derpaa nodes til ogſaa i ſidſte Tilfœlde at giode ſoagt.
Ved Beregning over Giodſkningen maa ikke alene ſees paa den Mangde, der hver Gang paakiores, men ogſaa paa dens Gientagelſe, og tillige beregnes, hvor⸗ meget der paakiores, eller bor paakiores i et viſt Antal Aar. §. 268.
Da det horer til de ſieldne Tilfœlde, at man fordeelagtigere kan forſkaffe ſig Giodning paa anden Maade, end ved eget Qvag, ſaa har man allerede lange ſtrabt at beregne og ſaaledes at beſtemme Forholdet af Beſcetningen til Agerbruget, at den ſtorſt mulige Fordeel fremkom af begges Forening. Den ſtorre Beſetning foroger Agerbrugets Indtagt ved ſtorre Mangde Giosdning, og Agerbruget atter Qvagbe⸗ nyttelſen ved en ſtorre Produktion af det, Qvaget behover. Denne Bexelvirkning er det ſtore Svinghiul i ethvert regulairt Avlsbrug, og det fremſkyndte Omlob, den ſkee nu, i hoilken Punkt man vil, meddeler ſig til det Hele, og forgger Maſkinens Kraft og Virkning.
§. 269.
For efter enhver Lokalitet at beſtemme det rette Forhold imellem begge, er man nakurligviis forſt falden paa Qvaxgets Antal, og har ſogt at beſtemme, hvormange Stykker Qvagg af dette eller hünt Slags, der bor regnes paa et viſt Areal. Man har ſodvanligt antaget ſom lige, et Stykke Hornqvaeg, en Heſt, to Faar og ſer Sviin. Men man har ogſaa ſnart indſeet, at Forſkielligheden i een og ſamme Dyreart maatte vore meget ſtor efter dens Storrelſe og Foderportion, og derfor taget Henſyn der⸗ paa Een af de fuldſtandigſte Beregninger, ſom er uddraget af mange Exemp ers Middeltal, findes i v. Borgſtede’s Grundſaͤtze uͤber die Generalverpachtungen der Domainen in den preusſiſchen Staaten, Berlin 1785. Deri er forſt taget Henſyn paa Halmen og andet Stromaterial.
Ni⸗
formol
den, er tegner
¹ ſag gio
der fore Giodnin den dag voxne
RKNFINA

og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 231 iohed Nicolai antager i Grundſaͤtze zur Berwaltung des Domainenweſens, ende. formodentlig efter Benekendorf, at der erholdes af Aar, og et Qvagshoved 10 Toheſtelces Giedning,
mindte et Ungqvag 5..
en Heſt 15. ſom hele Aaret ſtaaer paa Stald de, der en Heſt 7 ½ 4 om Samme gaaer paa Gras, 3, hvor⸗ 1oo Faar 100 3 ⸗
Han antager fremdeles, at af Sviin og Fiederkra, og ved flittigt at ſtroe i Gaar⸗ den, erholdes en halv Gang ſaa meget, ſom af Qvaggiodning. Paa en Tonde Land
ſaffe ſig regner han: ge ſtrabt af Qvaxggiodning 40 ſaadanne Las, at den af Heſtegiodning 365 ⸗. foroger af Gaardgiodning 50 ⸗— QOvagbe⸗ af Faaregiodning 30 ⸗ 1 kning er Af Hoplaes regner han en halv Gange flere, ja endog dobbelt ſaamange. Alt⸗ den ſker ſaa gioder da ens Kraft 1 et Qvogshoved à Tonde Land et Ungqceg 3 ⸗ en Heſt paa Stald 12 5 er man 100 Faar 3 ⅓
Disſe Toheſtelces kunne ikke engang anſlages til 1000 Pund; thi en Giedſkning af 40000
wrmange Pund paa en Tonde Land horer til de Sieldne. Den Giodning, der fages ved at ſtroe Nan har flittigt i Gaarden, vidner desuden om et ſlet Avlsbrug, og ved ſaadan Giodning bedra⸗ ſer Sviin. ges Ageren⸗
tt maatte Fredersdorf regner i hans Veranſchlagung der Domainen paa en Ko, 1 der der fores godt, naar der til Stroelſe gives den 150 Knipper Halm, 6 Fireheſtelcs 1- 2**
ump ets Giodning, à 25 Centner; men ved Staldforing 10 Fireheſteles; af en Heſt, naar gtungen den daglig faaer 1 ½ Bundt Halm, 7 ¾ Las; 13 Faar liig en Ko; 4 til 5 fuld⸗ r fonſ vorne Sviin liig en Ko.
e
Ni⸗

232 Giadningens, Foringens
Efter Karbe giede 65 Koer, ſom om Sommeren gaae paa Gras, men om Natten ligge i Stald, 50 Tonder Land; Heſte og ſmaat Qoeeg forholder ſig til hine, ſom 2 til 3; Stude, der fores paa Stald, ſom 3 til 2; af Beder til Fedning, ſom man holder baade Sommer og Vinter, giode 100 Stykker 5 Tonder Land.
Efter v. Pfeifer giver een Ko, der fores paa Stald, 200 Centner; en Staldſtud, medens den fedese 80 Centner Giodning.
EFfter Leopold gave 4 paa Stald forede Koer, 50 Las, hvoraf ö vare til⸗ ſtrakkelige til en Ager.
J en Afhandling, der har en meget erfaren og oplyſt Landmand til Forfatter (Annalen der niederſaͤchſiſchen Landwirthſchaft, 5te Aargang, Iſte Hefte, Side 129) antages, efter anforte Grunde, Forholdet mellem de forſkiell ge Dyrs Gisd⸗ ning paa folgende Maade: Naar
Giodningen af et Stykke Hornqvog udgier 180, ſaa er
Giedningeu af en Heſt.. 170; Giodningen af et Faar.. 103 Giodningen af et Spiin.. 18.
Efter dette Forhold fordeeltes den Giodning, ſom i tre Aar var udfort fra
Gaarden, og der kom da paa et Stykke Hornqveg 7,7³* Fireheſte⸗Las
paa en Heſt. 2,2.
paa et Faar 4. 0,4312 5 ⸗
paa et Spiin.. 0,778 ⸗ hpvilke efter den der brugelige Lœesſemaade ſandſynligviis have veiet 22 til 24 hundre⸗
de Pund.
ſet ſikkert efter en urigtig Beſtemmelſe kun til 10 Centner, hvorefter altſaa kun kom 160 Centner paa en Tonde Land. paa hver giedet Tonde Land kommer 10 Centner Ho⸗ og Halmfoder, hvoraf Hsog 3
Halm
Grev Podevils antager i hans Wirthſchaftserfahrungen, Zdie Bind, efter et Middeltal i Almindelighed, 16 Las paa en Tonde Land, men Fireheſte⸗Las⸗
Noiagtigere er Beregningen S. 13, hvorefter
end de
Foder ldfot den S den al kenn
NNEIINN

2s, men t ſig til Fedning,
vare til⸗ Forfatter
te, Side rs Gied,
dfort fra
4 hundre⸗
di Bind, geſte⸗Lces⸗ kun kom
hvorefter
15ocg Halm
og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 234³
Halm og Sadaffald. Man har antaget, at paa god Jord kunde, foruden Arbeids⸗ dyrene, holdes et Qvergshoved paa 5 Tonder Land, og tillige paa hver Tonde Land to Faar, hvorved man altſaa tilſtrakkeligen kunde giode. Men herved forudſcettes Enge i Forholdet af 1 til 5, og tilſtrakkelig Grœsgang paa Udmarker.
§. 270.
Det er indlyſende, hvor lidet noiagtige og hvor modſigende disſe Beſtemmelſer ere. Pajocder ſe. Uden engang at tale om Lasſenes hsiſt forſkiellige Storrelſe, kan paa ingen Maade regne efter en rigtig Beregning over Giodningen efter Qvagets Antal finde Sted, derſomfanaets An⸗ ikke Foringen, Streelſen, og den Maade, hvorpaa Qdaget holdes, noie beſtem⸗ mes. Man kan aldeles ikke beſtemme noget Middelforhold af den Gisdning, ſom Dyrene yde, fordi Excrementernes Mangde, og den til at opfange disſe fornedne Halm, kan ved en tilſtrakkelig Foring med ſaftige Varter, ſyv, otte Gange over⸗ gaae den, ſom det ſamme Qvag giver, naar det netop holdes i Live ved den torre Halm. Naar man ikke kan ſtroe nok under det forſte, for at give det et reent Leie, men maa daglig udbringe Giodningen eller trœkke den tilbage, fordi Qvegget ellers, uagtet alt det man ſtroede, vilde ſtaae i et Morads, ſaa udbringer man ved det ſid⸗ ſte den Halm igien, der i fire Uger har lagt under Qvagek, kun lidet og neſten ſom af blot Vand befugtet. Qvegets forſkiellige Storrelſe og Huld kommer viſt nok her i Betragtning, men kun da, naar det ſtorre fores forholdsmasſigen ſtarkere, end det mindre.
§. 271.
Derimod er det uden for al Tvivl, at Giodningen altid ſtaaer i Forhold til Gisdningens Foderets Mengde, og nerrende Kraft, ſaavel ſom til Qvantiteten af den Halm, der Frio. udfordres til at opfange Excrementerne. Her kunne vi ikke tale udferligere om an⸗ den Strselſe, da vi kun indſkranke os til de almindelige Avlsforhold. Naar Ta⸗ len altſas er om Gisdnings Tilveiebringelſe i Almindelighed, ſaa befatte vi os hver⸗ ken med Dyrenes Antal eller med deres Art.
.☛ gorſte Deel. G Dy⸗

234 Gisdningens, Foringens
Dyrene ere blot at betragte, ſom Maſtiner, der vel i Forhold til deres Stor⸗ gang relſe, men fornemmelig til deres Foder forvandle den mindſte Deel af dette til egent⸗ ded nig dyriſt Subſtants, men den langt ſtorre til Giodning, hvorved vi ikke alene ldde
men o
forſtaae de egentlige Excrementer, men ogſaa Urinen, og maaſkee ogſaa den ned⸗ ſlaaede og ved Halmen igien opfangede Deel af deres Uddunſtning. Denne Giod⸗ at Gi ening beſtaaer ikke alene af Foringens Levninger, men ogſaa af det dyriſke Legems idet virkelige Affald, der beſtandig afſtodes og bortfores, naar de ere benyttede, men Vat ſtedſe erſtattes ved nye. Denne Giodning har altſaa for ſtorſte Delen tabt ſin ve⸗ du ſ
getabilſte Natur, og antaget en animalſt, hvilket vi her kun berere, men ville neiere obelee forklare i Loren om Giodningen og om den dyriſke Produktion. ningen
Om den ſolide Masſe af den givne og fordsiede Foring formeres eller formind⸗ ſtes i Excrementerne, ſelvei tor Tilſtand, kan efter de hidtil anſtillede Forſog endnu det ikke med Vished afgieres. Det ſidſte er ſandſynligt, da Legemets Tiltagen, Uldens at an Vart, Melkeus Afſondring udfordrer en Deel deraf. Imidlertid er denne Deel Fugt kun ringe, og det er ikke afgiort, om ikke Vandet, ſom Dyret drikker, og de ind⸗ Fugti aandede luftagtige Skaffer abſorberes tildeels ved det dyriſke Legeme ſaaledes, at de V hod! danne faſte Materier. Men viſt er det, at Excrementerne veie langt meer, ja en Nen⸗
halv Gang meer, end den torre Foring, formedelſt den Fugtighed, der er kommet til, naar vi nemlig veie den, i den Grad af Fugtighed, hvori vi betragte og bruge ffelic den, ſom Giodning. Aita Den overflodige Fugtighed, iſcer Urinen,(hvilken vi imidlertid ikke maae fore⸗ Fori ſtille os ſom blot Vand, men ſom indeholdende mange ſotide og kraftige Dele), dre p opfanges ved Stroelſe og foroger denne Masſe. ver d §. 272. efter Terhosnas At beſtemme Giodningens Forhold til den givne Foring og Stroelſe, har dg l e Forhold. ftore Vanſkeligheder, fordi Fugtighedsgraden, der gior ſaa ſtor en Forſkiel i Vag⸗ for ſt ! ten, ikke let lader ſig beſtemme. Derfor ville altid Reſultaterne af Forſogene voere gen novereensſtemmende; og at beſtemme Gisdningens Volumen efter Foringens, er ten. endnu uſikkrere, fordi det her, foruden Fugtigheden, endnu kommer an paa Sam⸗ ſan mentrykningen og Oplosningen af Halmen og andre Traplepartikler, ved hvis Frem⸗ vil u gang ning,
KTENI

tes Stor. til egent⸗
eke alene
35 ede, men t ſin Ue⸗
Ue noiere
formind⸗ eg endna 1, Uldens nne Deel g de ind⸗ 3, at de r, ja en r kommet
og bruge
elſe, har li Vag⸗ gene vare agens, er gaa Sam⸗
vis Frem⸗
og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 235
gang ethvert Volumen forandrer ſig langt meer end Vagten. Imidlertid ere alle de Forſog, der hidtil ere anſtillede, ſaavel i det Mindre— ved hvilke man under⸗ tiden afveiede de faſte Excrementer for ſig ſelv, undertiden tilligemed den af Hal⸗
men opfangede Urin, i forſkiellig Grad af Oplesning og i den Fugtighedstilſtand,
at Giodningen ikke lod nogen Draabe falde, uden voldſom Sammentrykning— ſom i det Storre, ved hoilke man ſaa nsiagtigt, ſom det her lader ſig gisre, har efter Vegt beſtemt den hele Qvantitet af den udkiorte Giodning, og ſammenlignet den med den ſolide Foring og med Stroelſen— dog Vandet ikke medregnet— temmelig overeensſtemmende, at Masſen af den torre Foring og Stroelſen tilſammentagen i Gied⸗ ningen foroges med 2,3.
Men her bor Giodningen rigtigen behandles, og Stroelſen anvendes netop i det Forhold, hvori den er fornoden til at opfange den flydende Materie, da hiin ved at anvendes i for ſtor Mangde, ikke vilde giennemtranges paa en tilborlig Maade af Fugtigheden, og felgelig ikke kunde faae denne Forogelſe af Vaggt; eller ogſaa vilde Fugtigheden, naar man ſtroede alt for lidet, flyde bort. Stroelſens rigtige For⸗ hold lader ſig heller ikke beſtemme efter Dyrenes Antal, men beroer paa Foringens Mangde og Beſkaffenhed, og de deraf fremkommende Excrementer.
Saavel de torre, ſom de ſaftige Foringsmidler, ere ſelv ved lige Vegt for⸗ ſtiellige i deres nerende Evne.(See§. 206). Altſaa kunne flere Dyr holdes i lige Tilſtand ved en ringere Vagt af de mere, end ved en ſtorre af de mindre narende Foringsmidler. Om end de faſte Excrementer af lige ſtarkt forede Dyr ſynes min⸗ dre volumineuſe, naar de faae et nœrende Foder i ringere Mangde, end naar man gi⸗ ver dem et mindre nœrende, men i forholdsmasſig ſtorre Mengde— ſordi hiint efterlader mindre Affald— ſaa ere dog det dyriſke Legems egentlige Udkaſtninger, og Urinen ikke ringere i Forhold til den ringere Qvantitet. En Heſt, der for ſtorſte Delen er foret med Kiarne, yder ikke netop, men dog naſten ligeſaa me⸗ gen Giodning, ſom om den blot foredes med Ho, og fik det Dobbelte efter Vag⸗ ten. Derfor maa man ikke ene tage Henſyn paa Foringens torre Vagt, men og⸗ ſaa paa dens narende Dele, og hvad der endda fremkom mindre efter ngrende Foder, vil uden Toivl erſtattes af den bedre Beſkaffenhed, af det mere Animalſke i den Giod⸗
ning, der falder fra ſaadanne Dyr. Gg 2§. 273.

Beſtemmelſe
af dette For⸗ hold ved He
236 Giedningens, Foringens
8§. 273- Den fortiente hanoverſte Over⸗Lands⸗Oekonomie⸗Kommisſair J. F. Meyer
var den forſte, der angav en Formel, grundet paa Erfaringer og Forſog, til at be⸗ og Halm.
regne den Giodning, der fremkommer af Foder og Stroelſe. Vagtforsgelſen ved Urinens Fugtighed tilregnede han Halmen, og antog den derfor, ledet ved Forſeg, zil 2,, naar der nemlig kun ſtroedes til Nodtorft, hvortil han da ogſaa regnede
den opforede Halm, fordi lidet eller intet deraf anvendtes til Legemets Nœring. Ved
det opforede Ho antog han Vagtforogelſen ved den tilkomne Fugtighed, kun til 1,3, fordi der anvendtes meer af Hoet til Legemets Underhold. Lige med Heoet ſatte han Vagten af ſaftige Foringsmidler, efterat de vare udtorrede; dog giorde han en Und⸗ tagelſe i Henſeende til Kigrne⸗Foring, hvilken han tilſkrev en ſtœrkere Giodningsfor⸗
pgelſe, end der paa denne Maade lod ſig beregne af den, og foreſlog derfor at mul⸗
Ped andre
Vaerter med
tiplicere dens Vagt med 3 til 3,7.
Herimod har en ſkarpſindig Forfatter, der underſkriver ſig Rechſif, giort grundede Indvendinger i Landwirthſchaftliche Zeitung. Han paaſtaaer: at Halmens
Forsgelſe af Vagt kan kun tilſtrives Foringen og retter ſig efter denne, da Halmen
ellers kun vilde blive tor Halm. Meget mere antager han, at Halmen taber ved Oplosningen, men heri ſynes han igien at gaae for vidt; thi Halmen vilde da, tvert⸗ imod Erfaring, have en alt for ubetydelig Deel i Gisdningens Forogelſe; omend⸗
ſtiondt det vel i ſig ſelv er rigtigt, at dens Forogelſe af Vagt er en Folge af Forin⸗
gen, og at Giedningen ogſaa uden Halm kunde opfanges ved andre Materialier, i al Fald ved den blotte Jord.
Efter Reſultater af ſtore og ofte gientagne Forſeg, er man Virkeligheden me⸗ get neer, naar man antager, at Vagten af den opforede Halm, og Bagten af en maadelig, blot fornoden Stroening— ſom dog opfanger al Urinen— foregas i Giodningen, ved den tilkommende Fugtighed, med 2,5. Herpaa grundes Be⸗ regningen af Giodningsfrembringelſen langt ſikkrere, end paa Qvagets Stykkrtal.
. 224. Uvisſere ere vi derimod, om Masſen af den Giodning, der fremkommer af en
Henſyn paa vis Mangde opforede ſaftige Vaxter, fordi vi herom endnu fattes tilſtrakkelige For⸗
deres naren⸗
de Evne.
ſog
REEEEEEE
ſeg a Ved
her ſa Farto forttag
der.
at me Stald Fere a
Giodu faring begge det V. nodven ferlig og B.
de oyr.
nok
1

Meyer til at be⸗ lſen ved dorſeg, regnede ng. Ded til 1,3, atte han en Und⸗ ningsfor⸗ rat mul⸗
f, giort Dalmens Halmen aber ved da, tberk⸗ omend⸗ fForin⸗
lier, i al
geden me⸗ agten af
forsges des Be⸗ tykketal.
mer af en llige do⸗ ſeg
og Beſeetningens indbyrdes Forhold. 237
ſeg anſtillede i det Store, med et tilſtrœkkeligt Antal af Qveeg og lange nok fortſatte. BVed adſtillige ſmage Forſog, ſynes Vilfarelſer at have indſneget ſig, der, ſom her ſaare let kan vere Tilfaldet, giore Reſultatet tvivlſomt. Kun i Henſeende til
Karkoflerne, har jeg allerede nogle betydelige Forſog liggende for mig, hvilke ere
foretagne med et ſtort Antal Qvag, og fortſatte iflere paa hinanden folgende Maane⸗ der. Da Reſultaterne dog ere noget afvigende, og da jeg har Haab em, med det forſte at meddeles endeel andre, ſom anſtilles i Vinter, med Beſatninger af 10, 12 til 20 Staldſtude, ſaa vil jeg endnu ikke her anfore hine Reſultater, for i Fremtiden af Aere at knnne drage et ſikkrere Middeltal. 34
Af visſe Vaxters nœrende Evne kunne vi allerede a priori ſlutte os til deres Giodningsproduktion. Denne er ſaameget paalideligere beſtemt, baade ved de Er⸗ faringer man har giort i Henſeende til Fedningen og ved chemiſke Analyſer, da begge Reſultater ere noie nok overeensſtemmende. Derfor vil jeg her ſtrax anfore
det Vaſentligſte om denne de ſardvanligſte Vaxrters nœrende Evner, da dette er os
nodvendigt, for fremdeles at beregne Avplingsforholdene; uagtet jeg forſt da kan ud⸗ forligen erklere mig derom, naar jeg kommer til at tale om disſe Vaxters Dyrkning og Benyttelſe i Sardeleshed.
Da Hoet bruges, ſom dyriſk Naringsmiddel fremfor alle andre, ſaa kunne de ovrige Foringsmid ler bedſt lade ſig ſammenligne dermed.
Efter Einhofs Underſegelſer, ſom han dog endnu ikke anſaae ſom fuldendte nok til at kunne meddeles Publikum, have 100 Dele godt Ho givet omtrent 50 Dele af ſaadanne Materier, hvilke kunne anſees tienlige til Naring.—
Af 100 Dele gode, ikke vandede eller ſvampede Kartofler bleve 30 Dele til⸗ bage, efterat de vare torrede til den Grad, hvori Hoet findes, og disſe indeholdte da 25 Dele af ſaadanne Stoffer, ſom man kan anſee for meget narende. Altſaa maatte 100 Pund Kartofler, i Eyne til at nare, ſattes lige med 50 Pund Ho. Hermed ſtemmer ogſaa naſten alle de Forſog, ſom ere giorte i det Store, med Kar⸗ toffelfedning. Thi, naar en Stud faaer daglig 60 Pund af en ikke alt for vandet Slags Kartofler, ſaa trives den ligeſaa godt, ſem ved 30 Pund Ho.

238 Giodningens, Foringens
9 Runkelbederne havde kun 8 Procent af ſaadanne Stoffer, ſom man med Sik⸗ kerhed kan antage for nœrende, og 4 Prorent Trevpler, der vanſkeligt oploſes. Da det, med Henſyn til de ſidſte, endnu er uafgiort, hvorvidt de kunne tiene til Na⸗ ring, ſaa antage vi deres nœrende Evne til 10 Procenk.
Rotabaga indeholdt 12 Procent af beſtemt nerende Dele, og endnu 3 Pro⸗ cent Travler, der vanſkeligt oploſes. Med denne er Kaalrabien formodentlig over⸗ eensſtemmende.
Altſaa var r00 Pund Ho, 200 Pund Kartofler, 500 Pund Nunkelbeder, og 370 Pund Rotabaga hverandre lige i naœrende Evne.
Men de to ſidſte levere en betydelig Deel Top, der opfores med; Runkelbe⸗ derne det meſte, men det er vandigt og travlet; Rotabaga mindre, men indehol⸗ dende meget Eggehvideſtof, og derfor mere nerende. Naar vi ved Beregning af disſe Rodder give Toppen uveiet til, ſaa kunne vi uden Betankning antage, at 460 Pund Runkelbeder, 350 Pund Rotabaga, 100 Pund Hs, og 200 Pund Karto⸗ fler ere lige.
Den noiagtige Underſogelſe af Vandroen havde Einhof ikke endt. Han fandt dog efter en overfladelig Underſogelſe, og efter en iſer med Rotabaga anſtil⸗ let Sammenligning, at de med Henſyn paa de narende Stoffer forholdte ſig til hin⸗ anden, ſom 2 til 3. Altſaa vare 525 Pund lige med 100 Pund Ho.
Ogſaa med Henſyn paa Gulerodderne eller Korotterne, der vel indeholde man⸗ ge vandagtige Dele, men ogſaa meget narende AEggehvide⸗ og Sukkerſtof, kunne vi antage efter Einhofs forelobige Underſogelſer og efter de Jagttagelſer, der ere giorte ved Fedningen, at de ſtaae i Forhold til Kartoflerne, ſom 3 til 4. Altſaa vare 268½ Pund lige med 100 Puud Ho.
Hwovidkaalen er endnu ikke underſegt, men antages i Folge Erfaring ved Fed⸗ ningen, imod Kartofler, ſom 1 til Z. 600 Pund Hvidkaal er altſaa liig 100 Pund Ho.
Naar Kloveren hugges i ſin unge Tilſtand netop ved udſpringende Blomſter, indtorrer den fra 100 til 2o. Men da har ſaadant Kloverho, efter Erfaring og vor chemiſke Underſogelſe, betydeligt mers Naringsſtof, end Ho af de almindelige Gras⸗
EEEEEEn
ſatte ſterre
Hoet.
ved In 9o, ſe agtige blive u

3 Pro⸗ llig over⸗
kelbeder,
Runkelbe⸗ indehol⸗ egning af at 460 d Karto⸗
Han za anſtil⸗ gtil hin⸗
lde man⸗ kunne vi ere giorte
tſaa vare
ved Fed⸗
ig 100
Zlomſter, ng og vot mindelige Grce⸗
og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 239
Gresarter, ogi Sardeleshed meget Eggehvide⸗ og Sukkerſtof, ligeſom Toppen af alle Diadelphiſterne. 90 Pund ungt Kloverho kan derfor ſaktes lige med 100 Pd. almindeligt Enghe.
J ſamme Forhold ſtaae tidligt afhuggede Vikker. Blive de aldre, ſaa er⸗ ſtatte de den Naringsſtof, ſom Blade og Stangler da indeholder mindre, ved deres ſtorre Mœngde, og ved de allerede dannede Balge og Kiarner.
Vi have heller ikke Aarſag til anderledes at vurdere Lucerne⸗ og Esparcette⸗ Hoet. Det forekommer mig endnu uafgiort, om disſe Fodervaxter ſlet intet tabe ved Indtorringen, og om den ſamme Masſe af Naringsſtof bliver tilbage i det torrede Ha, ſom de indeholdt i deres gronne Tilſtand. Bortdunſtningen af andre end vand⸗ agtige Dele, er vel ikke ſandſynlig; imidlertid kunne dog de for let oploſelige Fibrer blive uoploſeligere efter Udtorringen.
Man kan altſaa til Foring antage, ſom hverandre lige:
Hoe. Kartofler. Runkelbeder med Top. Rotabaga med Top.
100. 200. 460. 350. Vandroer. Guleredder. Hvidkaal. Ung Kloverho. Bikkehe. 525. 266. 600. 90. 90. Lucerne⸗ og Esparcetteho. 90. §. 225- For nu at komme vort Maal narmere, at udfinde Forholdet af det Foder, Fodervarkers
. 8.— 4 Afgrode og der vindes, og den deraf felgende Giodning, maae vi forelobigt beſtemme den Qvan narende Evne.
titet, der efter almindeligt Middeltal, under Forudſctning af en pasſende Jord og en fuldkomnere Kultur, kan frembringes paa en Tonde Land af disſe Fodervaxter, omend⸗ ſkiondt det Noiere herom forſt kan angives i Lœren om disſe Varter ſelv, hvor vi da ogſaa udforligere ville udvikle Grundene til den i forrige§. omtalte nœrende Evne.
J den 7 8de§. ere fem Klasſer af Enge antagne, overeensſtemmende med de⸗ res Afgroder, og de ville til ſin Tid blive mere beſtemt adſtilte. Engene af den forſte Klasſe forekomme ſieldent. Det er allerede en god Eng, ſom giver 3200 Pund Ho af en Tonde Land, i to Salt, og denne antage vi her, ſom Enghoſtens Middeltal.
Af
—

240 KGiodningens, Foringens
Af Klover har man ofte antaget 60 til 80 Centner paa en Tonde Land. For at kunne antage dette Middeltat, fordres dog en fortrinlig med Muld(Humus) ſtarkt opfyldt, dyb og varm Leergrund. Paa ſadvanlig leret⸗ſandig Grund, ſom kulti⸗ veres godt og dybt, og behandles med et rigtigt Sadſtifte, kan man antage efter Middeltal af flere Aar, og ved en god og regelmasſig Kloveravl, 4800 Pund af to Afgroder; men af een 1600 Pund eller det Femdobbelte i gron Baœgt. X₰ frugt⸗ bare og fugtige Aaringer, hvor begge Slae lykkes, bliver Hoſten ſtorre, men min⸗ dre i torre Aar, i hvilke een Afgrode let mislykkes.
En god taœt Lucerneager maa give 8000 Pund Ho, naar Jord og Klima er den gunſtig, hvilket ikke ofte er Tilfœldet i det nordlige Tydſtland.
Esparcetten giver paa een til ſamme begvem Grund 4000 Pund Ho paa en Tonde Land. 3 1un
Vikker og Vikkeblanding give rigeligt 4000 Pund Ho, naar der giodes lige kil dem. Men, naar der ikke giodes, og Jorden dog er i god Stand, 2400 Pund.
Kartofler give, under Forudſcttning af en varm, dybt bearbeidet og vel gio⸗ det Jord og en tilborlig fuldſtœendigt Kultur(hvilken Forudſcetning vi ogſaa giore ved alle de folgende Varter), 16000 Pund over der ſom er lagt paa en Tonde Land. Detke er, ſom almindeligt Middeltal, naeſten for ringe antaget, paa et Jordsmon af fuldkommen Kultur, da 24000 Pund, efter min Erfaring, ikke er noget ſiel⸗ dent i ſedvanlige Aar. Men vi anſlaae disſe og de ovrige Rodverter heller for rin⸗
ge end for hoit, for ikke at mistaenkes for at ynde disſe alt for meget, ſom Nogle
have beſkyldt os for. 8 M Runkeler give paa en Tonde Land„ 40000 Pund Rodder.
Rotabaga, Kaalrabi 40000 ⸗* Vandroer.. e. 40000 ⸗ 2 Gulerodder** 4 4 2 4 36000 25 3₰
Kaal paa Grund, der pasſer tilhben 72000 ⸗
N
Man kan altſaa med Henſyn paa Enne til at nare, regne ſom lige:
En 26 En To En don En Ton En Ter En To En To En To En Ton En Tor
Dog
7 Foderur Verrters Vand, eler b0 Giodnie ſaa ma naar de negnedes noget, ferre res nar Giodnie Forſt
erE

ind. Fat us ſtarkt ſom kult⸗ tahe efter Nund afto I fragt⸗ men min⸗
Klima er Ho paa en
giodes lige d, 2400
g vel gio⸗ agiore ved onde kand. Jordsmon noget ſill⸗
ſon Nogl
f.
En
og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 241
En Tonde Land Kartofler med..... 8000 Pund Engho En Tonde Land Runkelbeder med 8694 eller med et rundt Tal 8600 ⸗ ⸗
En Tonde Land Rotabagga... 11400*
En Tonde Land Vandroer 7600„
En Tonde Land Gulerodder.... 13400 En Tonde Land Kaal........ 12000* ⸗ En Tonde Land Klover i to Slaet...... 5200 ⸗. En Tonde Land Lucerre...... 8800 ⸗* En Tonde Land Esparcette....... 4400* En Tonde Land Wikker........ 4400*
ugiodede* 2* 4 2* 2600 2 2
Dog Alt, jeg gientager det, kun under Forudſcetning, af en for disſe Vexter pasſende, ved loeengere Kultur allerede forbedret og tilborlig giodet Grund. Disſe Afgroders Anſcetnin⸗ ger mage ogſaa, ſom det folger af ſig ſelv, beſtemmes efter Produkternes Middeltal i en Rakke af Aar, da der beſtandigt vil gives enkelte, hvor denne eller hiin Vert ikke naaer
til ſin fulde Udvikling, andre derimod, i hvilke den langt overgaaer den ſœdvanlige Af⸗ grode; derfor er det ogſaa af denne Grund altid raadeligt paa een Gang at dyrke flere af disſe Vexter, at den enes Minus kan daekes ved den andens Plus.
§. 276.
N H
A8
Forhold,
Derſom man opfangede Gisduing og Urin af de Dyr, der fores med ſaftige gotdenna⸗ Foderurter, ſaa vilde den udentvivl ikke ſtaae i Forhold til Masſen, men til disſerende Evne og
Giednings
Vaxters nœrende Eyne. De Solideres ringere Vagt vilde erſtattes ved det mere zrembringel⸗ Vand, ſom Dyrene dertil drak. 200 Pund Kartoſler, eller 350 Pund Rotabaga, ſen ſtaaer.
eller 600 Pund Hvidkaal, eller 50 Pund Havre, vilde altſaa give ligeſaa megen Giodning, ſom 100 Pund Ho, da ved de mere noœrende Varxter ogſaa kunde underholdes ſaa mange flere dyr. Men, naar derimod Excrementerne opfangedes ved Halm, og naar den Forsgelſe af Vagt, ſom denne erholdt ved de flydende Dele, allerede be— regnedes for den, ſaa maatte Forholdet af det, der blev tilovers, vel forandre ſig noget, og det Narringsmiddel, ſom indeholdt mindre uoploſelig Travleſtof, afgive fœrre Exerementer fra Tarmekanalen. Derfor kunne de ſaftige Fodervaxter, efter de⸗ res nœrende Evnes Forhold til Hoet, dog vel ikke ſctttes ganſke lige med derte, hvad
Giodnings Frembringelſe angaaer. Forſte Deel⸗ Hh Af

242 Giodningens, Foringens
Vi fattes her, ſom allerede ſagt, med de leſte af disſe Vaxter, Forſog, der ere noiagtige nok, og vi have kun nogle med Kartoflerne. Efter et Middeltal af disſe Forſogs Reſultater kan jeg antage, at Qvantiteten af den Giodning, ſom man kan vente af dem, fremkommer, naar man multiplicerer deres til Ho reduceerte Masſe eller Halvdelen af deres Vagt, med 1,5. 100 Pund, eller noget mindre end 2 Tonde Kartofler, giver altſaa 9o Pund Giodning, og en Tonde Land med Kartofler, der berer 16000 Pund eller henved 80 Tonder Kartofler, og ſom kun⸗ de ſctttes lig 8000 Pund Ho, gav 14400 Pund Giodning. Men da Kartoffel⸗ toppen kom Giodnings⸗Frembringelſen til Hielp, hvad enten den i gron Tilſtand til⸗ deels opfores, eller bringes i Moddingen, hvor den ved at indſuge Giodningsvandet, faaer den ſamme Forogelſe af Vagt, ſom anden Halm, ſaa kunne vi ved Kartofler⸗ ne beſtemt antage en Giodnings⸗Frembringelſe, ſom er liig deres Vagt, under den Forudſctning, at Toppen tilborligt benyttes.
Da der angagende de oprige Fodervarrter endnu intet beſtemt lader ſig angive af Erfaring, ſaa ville vi, efter et almindeligt Middeltal, ſette den af dem fremkomne Gisdning, liig den af Kartoflerne, i Forhold til deres Afgrode pr. Tonde Land, uden dog at bortgive noget af den i deres ſtorre Afgroder indeholdte ſtorre Evne til at naœre.
Ligeledes ville vi ikke antage en ſtorre Giodnings⸗Frembringelſe af Klover og Lucerne⸗Hoet, uagtet disſes ſtorre Nœringsevne i Sammenligning med Enghoet.
Vi beregne altſaa:
En Tonde Land Kartofler og enhver anden Frugt af dette Slags til 16000 Pd. Giodning
En Tonde Land Klover i to Slœt til
11040 ⸗. En Tonde Land Klover i een Slœt til... 6160 ⸗ ¹ En Tonde Land Lucerne til........ 18400⸗ ⸗ En Tonde Land giodede Vikker til. 9290 ⸗. En Tonde Land ugisdede Vikker til..5520⸗*
Vel at marke, den Forosgelſe af Vagt udelukket,
ſom de frembringe i Stroelſen.
Aa⸗
1
vi endi Angiy kunde Halm ventes. faltede peed ve 8 Pur deſtom⸗ Ioorode ¹
tur, er da de k Opmar faldet p lige E Landn relſe c Saden dltſaa ſte V ſtraa, ogſaa
KTENITA

og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 243
feg, dd J Aaret 18os ſik jeg ved Opforingen af gronne Vikker paa 12 Tonde Land, og veb at ſtroe deltal af med omtrent 25 Skokke Halm og nogle Fyrrenaale, tilſtrakkelig Giodning, til endnu der⸗ ſom man med at kunne giode 75 Tonder Land Vinterſed. duceerte§. 277. tmindre Om Afgroden af Halmen, ſom leverer den anden Deel af Giodningen, havde Wuroden af and med vi endnu nylig ikkun faa noiagtige Data. Vi havde viſt nok ikke nogen Mangel paa ſom kun⸗ Angivelſer og almindelige Middeltal over det et Stykke Land af et viſt Slags Jord dartoffel⸗ kunde levere efter Skokke, Traver eller Hobe; ogſaa over, hvor mange Skokke ſtand til⸗ Halm af ethvert Slags, der hoſtedes i et Aylsbrug, eller dog i Almindelighed kunde svandtt, ventes. Men beſtemte Angivelſer af Negenes og Bindenes Vagt efter et Middeltal jartofler⸗ fattedes. Enhver Landmand, der blot nogenſinde er kommen over ſin Grandſe, nder den peed vel, at der heri herſker en forbauſende Forſkiel, at man her binder Nege til 8 Pund hiſt til 50 Pund, og at Halmbundterne afvige fra 10 til 40 Pund. Ikke angive af deſtomindre troer dog Enhver at have ſagt nok, naar han angiver Belobet af ſin :mkomne Afgrode efter ſaadanne ubeſtemte Storrelſer. und, uden V Den Kornafgrode, ſom man kan vente paa en vis Grund og ved en vis Kul⸗ ne til at tur, er, efter almindelig Overbeviisning, temmelig beſtemt faſtſat ved Erfaring, da de kunde angives efter et noiagtigere Maal, og der overhovedet er anvendt ſtorre lover og Opmarkſomhed derpaa. Derfor er den fortiente Meier, ſaavidt jeg veed, forſt get. faldet paa, at udfinde Halmafgroden efter den af Kiarnen. At der i Almindelighed exiſterer et Forhold imellem Halm og Kiarrne af de egent⸗ Giodning lige Sadarter, er ingen Tvivl underkaſtet og almindeligt antaget. Enhver erfaren
Landmand forudſatter, hvormeget en Skok eller en Trave efter den brugelige Stor⸗ relſe af hans Baand ſkal give i Skieppen, og ſiger da efter hans Provetarſkning, at Saden har i Aar givet godt, ſtarkt eller ſlet.
De viſt nok ofte forefaldende Afvigelſer under lige Kultur og paa lige Grund ere altſaa Undtagelſer fra Reglen. Naar Saden ved et frugtbart Veirligt i dens fer⸗ ſte Vegetationsperiode, buſter ſig ſtarkt, ſkyder derefter i Veiret med mange Halm⸗ ſtraa, men gaaer nu i Leie juſt i Blomſtringstiden, enten formedelſt dens Geilhed, eller ogſaa formedelſt ondt Veir i den Periode, hvori Kiarnen ſœttes, og mange Slags Syg⸗ H h 2 domme,
1

244 Giodningens, Foringens
domme, ſom derved foraarſages hindre dennes Udvikling, eller der ogſaa ved Ind⸗ hoſtningen falder megen Kiarne af, ſaa bliver Forholdet af Kicrrne til Halm betyde⸗ ligt ringere, end det ellers pleier. Naar derimod ugunſtigt Veir hindrer de unge Planter fra at buſke ſig eller draber en ſtor Deel deraf, naar Muus og Inſekter udtynde Planterne for meget, og derefter indtraffer gunſtigere Veirligt, naar Axene dannes, hvorved Blomſtringen, Kiarnens Anſatning og Modenheden fremmes; ſaa er Forholdet af Halmen til Kiarne betydeligt ringere, og man ſiger: Saden laae kun tyndt paa Skaar, men er ypperlig.
Det folger af ſig ſelv, at der ved almindelige Beregninger over Avlsforhold ikke kan tages Henſyn paa disſe Undtagelſer.
§. 278.
Fremdeles kommer Jordarten og dens Dyrkningsmaade i Betragtning. Der gives nemlig ſaadan Jord, hvorpaa Straaets Varxt i Almindelighed, netop forme⸗ delſt dets Yppighed, er Kicrneſctningen ugunſtig, hvor al Seed i Almindelighed gaaer i Leie og ikke kommer til Fuldkommenhed, eller bliver ſaa overgroet af andre Gras⸗ arter og Ukrudsplanter, at Axene forſtyrres derved, og Naringen unddrages Kicer⸗ nen. Her er Straaets Forhold til Kicrnen i Almindelighed langt ſtorre, end i an⸗ dre Egne, hvor Seden ſkyder mindre yppigt i Veiret, men danner fuldkomnere Ar og er reen for Ukrud. Det ſidſte modificeres meget ved Kulturen, og man finder, der, hvor enten en tilborlig Brakning gives hvert tredie Aar, eller, hvor man an⸗ vender anden Omhu paa Jordens Rensning, ved mindre Straa en ſtorre Afgrode af Kigerne, end paa de Steder, hvor man forſommer den tilborlige Bearbeidning og Sedfolge, og kun ſtoler paa en ſterkere Gisdſkning.
Denne Forſkiel i Henſeende til Jord og Kultur, maa man altſaa have for Hine, naar man, efter den Meierſke Methode, af Kiarnens bekiendte vil udlede Halmens endnu ubekiendte Afgrode. Jenkelte Avlsbrug er det ſikkreſt, at udfinde Vagten af de ſodvanlige Bind, hvis Tal dog enhver Landmand veed, ved at afveie nogle Traver, og derefter at beſtemme Vagten af den indbragte Sed. Naar nu Kigrr⸗ nens Mangde er beſtemt efter forſtiellige Proveteerſtninger, eller efter disſes Tilende⸗
bringelſe, ſaa beregnes dennes Vagt efter en Tonde, og draget fra Vaxgten af den ind⸗
indhoſt agtiget lige Na
grunder ninger vakt m. Jagktag Katbe Virth Konſiſt men al der er u nig der andet S have gi de ſleſte ſtor, r vere uſedva Jorda ſtiel.
Lengde overeen vildeo i Neg⸗ dehold
7 krekeTkr

ded Ind⸗ m betyde⸗ de unge Inſekter laar Arene mes; ſaa eden lage
lsforhold
ig. Der p forme⸗ hed gaaer te Gras⸗ es Kicer⸗ end i an⸗ nnere Ar finder, man an⸗ fgrode af idning og
for Din, Halmens Vagten ie nogle nu Kicer⸗ Tilende⸗ en af den ind⸗
og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 245
indhoſtede Sœd giver den Halmens og Affaldets Masſe; nu kan Halmafgroden nsi⸗ agtigere end ſodvanligt udſindes, endog uden at gientage denne Procedure i ſadvan⸗ lige Aar.
§. 279.
Den Meierſke Beſtemmelſe af Forholdet mellem Halm og Kiaerne, ſom han grundede paa gientagne Forſog, og anforte i det tredie Bind af ſit Vark om udſkift⸗ ningerne, men kundgiorde forſt i Annalen der niederſaͤchſiſcheu Landwirthſchaft, har vakt mange Landmands Opmerkſomhed, og Nogle have i Skrivter bekiendtgiort deres Jagtktagelſer derom. Til disſe hore vel hidindtil kun den ſkarpſindige Amtsraad Karbe i hans Einführung der Wechſelwirthſchaft; Grev Podevils i hans Wirthſchaftserfahrungen; von Blankenſee i hans praktiſches Handbuch; Konſiſtorialasſesſor Leopold og nogle andre Forſattere i Annalen des Ackerbaues; men alle deres Forſog ere for ſmaae og anſtillede med for faa Traver, i denne Sag, der er underkaſtet ſaa ſtore Afvigelſer. Adſkillige Andre have derimod privat meddeelt mig deres Bemerkninger derom, og jeg forbeholder mig, at forelgegge disſe paa et
andet Sted, i Sammenligning med hverandre og med dem, jeg ſelv og mine Diſciple have giort her i forſkiellige Aar.
Her verre det nok at bemerke, at Overeensſtemmelſen ved reenlig Kultur er paa de fleſte JFordarter— ꝛc uſœdvanlige, her f. Ex. i Oder⸗Marſkerne, undtagne— meget ſtor, med Henſyn paa Forholdet i hvert enkelt Aar, omendſkiondt Afgroden kan vœre meget forſkiellig. Aarene 1805 og 1806 udmarkede ſig, det forſte ved et uſadvanligt ringe Forhold af Kierrne til Strage, det ſidſte ved et meget ſtort, og Jordarten, fra leerblandet Sand indtil den ſterkeſte Leer, giorde kun en ringe For⸗ ſkiel. Dette vil maaſkee ſynes paafaldende formedelſt den ſtore Forſkiel i Straaets Langde og Forlighed, men hermed ſtemmer Axenes Langde og Fylde forunderligt overeens. Naar der af kort⸗ og langſtraaet Sed bindes Neg af ſamme Vagt, ſaa vilde ogſaa det Udtarſkede vœre meget ligt, og Forſkiellen, efter Travetal, beſtager blot i Negenes forſkiellige Tyngde. Er Straaet tyndere, ſaa ere Axene mindre, og in⸗ deholde ſaa meget farre Kiarner, Binder man Nege af lige Tykkelſe, ſaa vil man
i Hen⸗

Hvad der ef⸗ ter Kicernen kan ventes i Halm, og hvormegen Giodning deraf.
246 Giodningens, Foringens
i Henſeende til Tallet rumme langt flere af de tyndere Straae, men dog ikke have meer Kiarne paa dem, end paa de farre af en tykhalmet Sad. §. 280. Felge alle Jagttagelſer i det ſtorre ſogever Kiarnens Forhold til Halmens:
Ved Rugen mellem.... 38 og 42 til 100. Ved Hveden mellem.... 48 og 52 til 100. Ved Bygget mellem.... 62 og 64 til 100. Ved Havren mellem.... 60 og 62 til 100.
Ved Prter er det mere ubeſtemt og de ſatte, ſom bekiendt, deres Balge i et meget forſkielligt Forhold til Toppen. Indhoſtning ſaa let tabes, her i Betragtning. hos dem ſom 5 til 21. Almindelighed maa antages ſom 35 til 100, derſom ellers Wrterne have ſat til⸗ borligt. Dog er det ſikkrere, at antage Halmen af en Tonde Land med giodede Arter til 4000 Pund, da denne Sads Halmafgrode pleier langt mere at veere den
Ogſaa kommer den Kiarrne, ſom ved deres Grev Podevils fandt Forholdet Jeg troer, naar man vil have et Forhold, at det da i
ſamme, end dens Kigrneafgrode.
Paa ſamme Maade vil det udentvivl ogſaa forholde ſig med Vikkerne. Naar altſaa en Tonde god Rug veier 192 Pund, og Kiarnen forholder ſig til Straaet efter Middeltal, ſom 40 til 100, ſaa giver en Tonde Land med Rug:
Ved en Afgrode af 3 Tdr. 1440 Pund Halm og deraf 3312 Pund Giodning. —— 4— 1920—— 4415— —— 5— 2400—— 5520— —— 6— 2880—— 6624— -= 2— 3360—— 7728— — 8— 338490— 8832— — 9— 4320—— 9936— —— 10— 4800—— 11040— —— 11— 5280—— 12144— —— 12— 5760—— 13248—
Naar en Tonde Hvede veier 221 Pund og Kiarnen forholder ſig til Halmen, ſom 50 til 100, ſaa giver en Tonde Land med Hvede: Ved en Afgrode af 3 Tdr. 1326 Pund Halm og deraf 3050 Pund Giodning.
—
4— 5—
1768 2210
4⁰66 5⁰83
—
—
Naar
Halnen
Halmen
ſem 60
REEEEEEESS

og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 247 aye meer Weh en Afgrode af 6 Tdr. 2652 Pund Halm og deraf 6100 Pund Giodning. —— 7— 3094—— 7116— —— 8— 3536—— 8133— Halmens:—— 9— 3978—— 91 49— til 100.—— 10— 4420—— 10156— 2 til 100 143652— 1183 12— 5304— 12199 til 100. Naar en Tonde ſexradet Byg veier 164 Pund o og Kicernen forholder ſig til til 100, Halmen, ſom 60 til 100, ſaa giver en Tonde Land med Byg: Ehhe i4 Ved en Kſorode af 3 Tdr. 820 Pund Halmog deraf 1886 Pund Giodning. ge le—— 4— 1093—— 2514— ded deres—— 5— 1367—— 3144— Forholdet—— 6— 16 0o— 3772— 7 913—— 4400— det da i— 3= 2187—— 35030 ve ſat til⸗—— 9— 2460—— 3658— giodede or 2233— 2s— —— 11— 3007—— 691— vare den 1 3536. 7244 12 Naar en Tonde toradet Byg veier 171 Pund og Kiernen forholder ſig til e. Naar Halmen, ſom 60 til 100, ſaa giver en Tonde Land med toradet Byg: Straaet Ved en Afgrode af 3 Tdr. 855 Pund Halm og deraf 1966 Pund Giodning. —— 4— 1140—— 5622— 68 35 1425— 3277— Hiodning.— 6— 1710—— 3933—— —— 7=— 1995—— 43588— ——— 8— 2280—— 3244— — 9 2365—— 7899 „—— 10— 2850—— 6555— 9.. nr 3133=— 22o— —— 12 3420 ☛ 79866— — Naar en Tonde Havre veier 125 Pund og Kiarnen forholder til Haimen, — ſom 60 til 100, ſaa giver en Tonde Land med Havre: „ Ved en Afgrode af 3 Tdr. 625 Pund Halm og deraf 1437 Pund Giodning. Halmen,—— 4— 833—— 1916— —— 5— 1042—— 24397— Gisdring— 6— 250— 2875 dr au⸗
—
—
Naar
Ved

248 Giedningens, Foringens
Bed en Afgrode af 7 Tdr. 1458 Pund Halm og deraf 3355 Pund Giodning. — 8— 1667—-— 3834— 9— 1875 435124
—— 10— 2083—— 4791—
—— 11— 2292ñ—— 5232—
-—— 12— 2z00—— 575⁰— §. 281.
Ved alle disſe Beſtemmelſer af den Giodning, der vindes, maa man ſtedſe antage, at Forholdet af Halm til Stroelſe, eller, hvor denne ei forſlager, da af et andet Stroelſesſurrogat, er ſaadant til de egentlige Naringsmidler, at alle Excre⸗ menter tilborlig opfanges, og at den tillige tilfulde giennemtranges, vades og ſeettes i Stand til, uden udvortes Fugtighed, at kunne overgage til den attraaede For⸗
Regnvandet forhindres, og Giodningen ſaavidt muligt ſammenholdes. Denne blan⸗ dede animalſk⸗vegetabilſte Giodning antages da i den Tilſtand, i hvilken den netop har overſtaaet ſin hidſige Gigring, da Halmen vel er bleven mor, men dog endnu ikke oploſt: kort, i den Tilſtand, hvori man efter alle praktiſke Agerdyrkeres Erfa⸗ ring med ſtorſte Fordeel bringer den paa lette Jorder. Vilde man veie den ganſte friſt eller efter at den var ganſke henmuldet, og naeſten alt Halmagtigt var oploſt, ſaa vilde dette Forhold af Vagt ikke ſvare hertil. Beſtemmelſen af dens Fugtigheds⸗ grad er allerede ovenfor§. 221 angivet. §. 282.
Grasgangs⸗ For at udfinde hvormegen Giedning Qvaget giver paa Graes, har man veiet
Giedningen. den, ſom en paa en rigelig Grasning godt naret Ko tabte, og man har fundet, at den overhovedet i 24 Timer belsb ſig til 37 Pund, eller i 5 Maaneder à 153 Dage til 5561 Pund. Man har ogſaa veiet den ſerrſkilt for Dag og Nat, og her fundet, at hiin veiede 21 til 23 Pund, denne 15 til 18 ½ Pund.
Denne paa Gras faldne Giodning er ganſke ſpildt for de Avlsbrug, der Dag og Nat lade deres Qvceg gaae paa den Greesning, ſom Udmarkerne tilbyde, men kommer derimod dem nogenlunde til Gavn, ſom vexelviis bruge deres Marker til
Gres⸗
raadnelſe, og tillige at alt Tab ved Giodningsvandets Bortlob eller Udſkylling aſ
Graon den me borſtor ſtaaet; Steder, pladſe mindeli ſom vi — ſaamaa komme 25⁰⁰ Tilfeld den ſer⸗
Stroel ſtiellige baaftig,
et ſtor langet tabe p nere, hurtige Folde naar Engel
ſaaled
Her
un

Giodning.
—
—
man ſtedſe da af et le Exere⸗ Sog ſattes naede For⸗ ſyylling af enne blan⸗ den netop dog endnu eres Erfa⸗ den ganſke r oploſt, gtigheds⸗
man veiet fundet, at 133 Dage e fundet,
der Dag yde, men Narker üil
Gtas⸗
og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 249
Greesning og Sadavl, men dog aldrig i den Grad, ſom om den blev opfanget i Stal⸗ den med Halm, og tilborligen ſammenholdt. En betydelig Deel deraf forvisner, bortſtoves og odelcgges af Inſekter, men dog ikke ſaa aldeles, ſom nogle have paa⸗ ſtaget; hvilken Paaſtand giendrives af de geite Grasbuſke, der voxe paa ſaadanne Steder, og af den hoiere Frugtbarhed, ſom ſpores paa Qveegets Hvile⸗ og Malke⸗ pladſe paa Grasgangene. Denne Giodning er ved Kobbelbrugene, hvor man i Al⸗ mindelighed lader Qvaget Dag og Nat ude, allerede indbefattet i den Gisdekraft, ſom vi tillogge Hvilen.
Naar Qvaget derimod om Natten kommer i Stald eller paa Moddingepladſeu, ſaa maae den Giodning, det tabte om Natten, og ſom er hentet fra Graesgangen, viſt nok komme Moddingen tilgode, og vil derfor kunne antages for en rigeligt nœret Ko til 2500 Pund, men for en, der fodes, knappere, ſaaledes ſom det pleier at vore Tilfœldet med ſaadanne grasſende Koer, til 1300 Pund; det forſtaaer ſig, at den ſtroede Halm beregnes ſarſkilt.
§. 283. Med Henſyn paa den Giodning, der fremkommer af det fortrrede Foder og afsvorvidt de
orſkiellige Stroelſen, giore vi ved den almindelige Beregning vel ingen Forſkiel imellem de for⸗ S ge Lg ber komme i Betragtning Udmagret og afkraftet Qvaeg giver ved lige Foring hverken ſaa megen eller ſaaved Bereg⸗
kraftig, ſaa ſtoerk animaliſeret Giodning, ſom vel narret og triveligt Qvag. aheder Faarene give af ſamme Qvantitet Foder, Giodning, hvormed man kan gisdeproduktionen.
et ſtorre Areal, end med Qvaggisdning af lige Mangde; men derimod virker denne
loengere. Et afgiort Fortrin ſynes Faarene at have i Henſeende til den Giodning, de
tabe paa Greesgangene. Denne gior en ſtorre Virkning, fordeler ſig ikke alene jev⸗
nere, men ſynes ogſaa mindre at bortſtsve, mere at forbinde ſig med Jorden og
ſtiellige Slags Qvag, der holdes; imidlertid maae dog fslgende anmerrkes:
hurtigere at virke paa Vegetationen. Bringes de om Natten fra Greesgangen i Folde eller i Stalden, ſaa udgier denne natlige Giodning mere end den af Qveeget, naar man nemlig tilmaaler begge et lige Rum til at grasſe paa. Derfot har man i Engelland giort den paafaldende Bemarkning, at Faaregrcesgange, hvorpaa man, ſaaledes ſom der er Brug, ogſaa lader Dyrene blive om Natten, forbedre ſig Aar Sorſte Deel. Ji for

250 Giiodningens, Foringens
for Aar, kan aarlig ernerre flere Faar, og have, naar de da engang opbrydes, vun det meget mere Kraft, end Qvaggrasgange, hvorimod disſe ſidſte, paa varm og V tor Grund, efter det tredie og fierde Aar, ſnarere formindſkes end forbedres.
BVed Faarenes Folding antager man, at 2400 Faar i een Nat give en vag
Gid ſtning til en Tonde Land, der kun kan ſammenlignes med en ſvag halv Giodſk⸗ ning af Staldmog, at 3600 Faar give en maadelig, og 4800 Faar en ſtark Giodſk⸗ ning, der dog kun er anvendelig ved visſe Aſgrsoder. Naar 10 Faar regnes lige med En ſt en Kalv paa Grasgangen, og en Ko i een Nat giver 15 Pund Giodning, ſaa ville En na 360 Koer kun give 5400 Pund og 480 Koer kun 7200 Pund Giodning, ſom ikke En lile er tilſtrœkkeligt til at giode en Tonde Land. Men derimod bliver den gisdende Kraft En ſio langere i Jorden. En ma 4§. 284. En lill Sammenlig⸗ For at forſoge, hvorledes denne Beregning af Giodning, umiddelbar grun⸗ 6n He de eraan det paa Forets og Halmens Konſumtion, ſtemmer overeens med de Beregninger, ſom ser. ere giorte efter Qvaxgets Antal, ville vi dermed ſammenligne nogle af de ſidſte, ſom V ABAcd den ere grundede paa Middeltallet af Erfaringer, giorte i det Storre, men viſt nok alt g for ubeſtemte. unn Hal Efter de i Kur⸗ og Neumark ved Tarxationer antagne Foringsprinciper regnes nandeli folgende paa de forſkiellige Qvagarter: ſodpaa⸗ Halm Halm hün en r at af Ho. ſpagere 8 Vinterſoed. Vaarſced. ult n Pund. Pund. Pund. — mindelig Til en ſtor Stud„ 3380 1580 1550 denne T Til en maadelig Staàad„ 2820 1320 1290 3 Eil en lille Studndd. 2260 1050 1030 ugt ſ Til en ſtor Kalu. 1690 1180 1240 3 Til en maadelig Kalu 1410 990 1030 paa 8 Til en lille Kalu...... 1130 799 83⁰ fn Lil en Heſt, der beſtandig holdes paa Stald 4510— 2480 ſakalde
EEEEE

Ddes, vun varm 09 res. de en dag v Giodſt⸗ ai Giodſt⸗ es lige me „ſas ville ſom ikke ende Ktaft
lbar grun⸗ inger, ſom dſte, ſom t nok alt
per regnes
og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 2 1
Efter vore Principer ville vi altſaa faae Giodning:
Af Foder Hvormeb og Giodning. giodet Halm. à 20000 Ph. Pund. Pund. Tor. Land.
En ſtor Stud........ 6510 14973 0,75 En maadelig Stud.... 5430 12489 0,62 En lille Stud... 4340 9982 0,59 En ſtor Kald........ 4110 9453 0,47 En maadelig Kalaoß... 3430 7889 0,39 En lille Kalpy.... 27560 6325 0,32 En Heſt paa Stald...... 6990 16077 0,8
Ved den ſidſte regne vi Kieernen for den Tid, da den er uden for Stalden.
Naar man nu med Henſyn paa de forſtiellige Egne, der ere rige eller fattige paa Halm, og paa tilſtrakkelig overflodig og knap Hoavl ville ſupponere ſtort, maadeligt eller ſmaat Qvag, og paa kold Grund antage 9 til 10 Skieppers ud⸗ ſaod paa Tonde Land, men paa varmere kun 7 til 8 Skiepper, og teenker ſig paa hiin en noget ſterrkere Giodſkning, omtrent 24000 Pund, paa denne derimod en ſvagere af 18000 Pund, ſaa ville vi let kunne gisre Sammenligningen mellem en⸗ kelte Stykker Qvag og det dem beſtemte Foder. Ville vi derimod antage det al⸗ mindelige Middeltal af det ommeldte Qveeg og dets Foring, ſaaledes ſon er ſten i denne Tabel, ſaa gioder et Hoved 0,55 af en Tonde Land⸗
J Inſtruktionen for de preuſiſke 7 Domainers Anſaktelſe til Afgivt har man an⸗ taget folgende Sctninger, ſom overeensſtemmende med Erfaringer i det Store.
Haa 1 til 1 ⅞ Tonde Land af forſte og anden Klasſe, der aarlig beſaaes paa 1 ¼ til 12 Tonde Land af demtredie Klasſe, og paa 2 til 2 4½ Tonde Land af fierde Klasſe regner man at hoſte ſaa megen Halm, ſom der behoves til et Hoved, ſaakaldet Stortqvog, hvorved man, ſom ſkiennes af alle ovrige Angivelſer, maa
Ji 2 tanke

Fodrets For⸗
252 Giodningens, Foringens
tenke ſig ſmaae Heſte, ſom grasſe, ſmaae Stude og Koer. Altſaa Halvdelen af Halmen af Vinter⸗ og Halvdelen af Vaarſed. Naar vi i den forſte og anden Ager⸗ Klasſe antage Indhoſtningen til 8 Tonder pr. Tonde Land, ſaa faae vi:
af ½ Tonde Land med Rug..... 1920 Pund Halm.
af ½ Tonde Land med Bg...1093—— dertil 12 Cenkuer....1200——
4213 Pund Halm. Heraf fremkommer 9690 Pund Giodning.
Naar man derimod tager 1 ¾ Tonde Land af den tredie Klasſe, ſom giver 6 Tdr. Sed ſaa fremkommer af ³ Tde. Land med Vinterſed 2160 Pund Halm. og af ¾ Tonde Land med Vaarſcd...... 1230——
dertil 12 Centner d.. 1300——
hvoraf 10557 Pd. Giodning........ 1500 Pund Halm.
Nu regnes paa et Qvagshoved 10 med fire Heſte forſpendte Las Gied⸗ ning, hvilke i Forhold til de derveœrende Heſtes pvrige Arbeide kan i det hoieſte an⸗ ſlaaes til ooo Pund, og man regner 34 ſaadanne Las paa en Tonde Land, hvilke ogſaa, ſom det ſynes, behoves ved den der brugelige niaarige Giodſkning. Altſaa giede 3¾ Qvaxggshoveder en Tonde Land.
Jo flere Opgivelſer af Giodningstilveiebringelfe, beregnede efter Qvagets Antal, ſom man, naar de ere tagne af paalidelige og ſtore Middeltal, ſammenlig⸗ ner med vore Scetninger, deſto mere Overeensſtemmelſe vil man ſinde, men man vil tillige bemarke, at disſe Beregninger ere langt beſtemtere og mere pasfende til de mangfoldige forſkiellige Forhold, naar de uddrages af Foder⸗ og Halmproduktionen; hworfor vi i Fremtiden ville lagge dem til Grund for alle vore Avlingsberegninger.
§. 285.
Ved denne Beregning over den Giodning, der vindes af Foder, kommer vel hverken Antallet af Qveeget eller det Slags, derpaa kan holdes, i Betragtning, og Maaden, hvorpaa man fordeelagtigſt konſumerer det tilveiebragte Foder, og hvor⸗
————
hvorledt heder fer den dyei ſe Forhe at konſu nodvend elleré pl forſ ſor⸗ tid letter.
*8 gen fotſ Men,! gvag, d tti Stal ſlagtede, urimelig eg at vil Vinterfo derfor
T eller Ha Udſade 165 Db ſad. 9 kommer ved Ste (Nen d Rodvax
RKNN

og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 253
uudale 1 hvorledes man ved at benytte det Qvoeg, man holder derpaa, under alle Omſtandig⸗ den Aer heder forſkaffer ſig Giodningen til den letteſte Priis, kan forſt forklares i Laeren om den dyriſke Produktion. Imidlertid er det dog, ved Underſogelſen af de oeconomi⸗ nd Halm ſte Forhold nodvendigt at vide, hvor mange Kreaturer man behover, for virkelig at konſumere dette Foder, eller, hvor mange ſaadanne levende Maſkiner der ere nodvendige, for at bearbeide det paa tilborlig Maade. Dette Sporgsmaal, der ad Hah ellers pleier at forudſendes ,„folger hos os, og ſelv i Praxis var det godt, om man forſt ſorgede for Foderet, og dernaſſ for det Qvag, der ſkulde holdes, hvilket al⸗ ſom gider tid lettere tilveiebringes, end dets Foder. und Halm.§. 286. . Beregningerne af det nodvendige Foder ere ligeſaa mangfoldige, ſom markeli⸗ Forſkiellige gen forſtiellige. Man troer neppe, at der tales om et og ſamme Slags Dyr. Lewgninger Men, hvilken Forſkiel er der ikke ogſaa imellem et lidet udmagret Stykke Horn⸗ Qvegshoved nd Halm. qygeg, der ſlaber ſig omkring paa den torre Brakgrasning eller i Skovene, og paa lernahns Fa⸗ gs Gied⸗ et i Stalden, eller paa lave fede Grasgange rigelig fodret Hoved. Man har Orer der hoieſte an⸗ ſlagtede, veie 200 Pund, og andre der veie 2000 Pund. Det vilde vare nd, hvilke urimeligt at beſtemme for begge en lige, eller dog lidet forſkiellig Mangde Foder, . Altſaa og at ville vente en lige Meengde Giodning af dem.. Vi have feet, hvad man efter de ſadvanlige Taxationsprineiper antager til Qvagets Binterfoder for et Stykke Qvag af forſkiellig Slags og Storrelſe, og vi bersagfe ammenlig⸗ derfor kun endnu adſkillige Beſtemmelſer af Andre. in man vil Von Benekendorf regner til en Trakore daglig 3 ¾ Skp. Hakkelſe af Bg inde til de eller Havrehalm, ſom han antager til 7 ¾ Pund, og til en Ko 2½ Skpr. 1 Td. duktionen; Udſad af Havre eller Byg give 106 Tdr. Hakkelſe, og da Vinterforingen varer ragringer. 165 Dage, ſaa kunne 2 Stykker Hornqvag holdes paa Udſerd af 1 Tonde Vaar⸗ ſed. Rug⸗ og Ertehalmen er til Faarene. Ved Beſtemmelſen af Qvagholdet hunder kommer det, ſiger han, aldeles an paa Halmen; thi Sommergrassningen erſtattes Kagtung, ved Staldforing med Klover, og Ho kan undvares ved Dyrkningen af Rodfrugter. b(Men det er netop det ſtore Sporgsmaal, hvormeget der ſkal dyrkes af Klover og af Vh Rodvaxter). Forreſten regner han af Ho til en Trakoxe i 5 5 Maaneder fra Iſte Ja⸗ nuar

254 Giodningens, Foringens
nuar til rſte Junii, daglig 12 Pund; paa en Malkeko, der tillige faaer Blandings⸗ foder, 13 Centner aarlig, men uden dette 18 Centner; paa Ungqvag og paa Gold⸗ qvag, tilligemed Blandingsfoder, 7 Centner, og uden ſaadant 11 Centner. Efter Karbe faaer en Trakoxe i 240 Vinterdage, daglig
8 Vind eececi b 4560 Pund Halm. 21 Skieppe Brakfrugter= 22 ½ Tonde om Aaret.
Naar Brakfrugterne ere forbi, daglig 28 Pund Avner, Ho, Hakkelſe og Stroelſe. Altſaa formodentlig et Tilleg af 9 Pund Ho, i Stedet for Rodvax⸗ terne, hvilket altſaa, naar disſe ganſke bortfaldt, aarlig vilde udgiore 2160 Pund.
En Malkeko faaer i 190 Vinterdage 17 Pund He og Halm til Foder og 2 Pund Stroelſe= 36 10 Pund om Aaret, tillige ¾ Skiepper Rodfrugter, ſom er aarlig 18 Tonder. Om Sommeren 1 ½ Tonde Land Klover og naturlig Gras⸗ gang i 175 Dage, og om Natten 2 Pund Stryoelſe= 350 Pund aarlig. En Fedeoxe faaer i 112 Dage, hvori Fedningen i Almindelighed endes, 9 Pund Hakkelſe. 2 Pund Bteſ..= 1232 Tihd Halmn. 8 Pund Hoe—=—= 896 Pund. 1 ¾ til 1¾ Skieppe Rodvaxter= 24 Tender.
min udgave af Bergens Anleitung zur Viehzucht har jeg meddeelt en Tabelle over den Foring, ſom mine Koer af det allerſocereſte Marſkqveg fik i et heelt Aar. Der kom paa hvert Hoved
Reduceret til Hs. ——
Hvidkaal.. 4600 Pund 766 Pund 2 Kartofler... 3660 ⸗. 1830 1 Roer.... 1720 ⸗. 323 ⸗ Gulerodder... 1160 ⸗. 434 Gron Klover 13230 ⸗. 2940 ⸗ Hee....— ⸗.. 1560⸗ Halm til Foder.——.. 2173 ⸗* Halm til Stroelſe.— ⸗. 345f ⸗
13457 Pund.
HBGSS F hodraf
hvoraf ning.
men leed!
For at a Hornqbe des, ant ſaldfores gronne d imod den 2600 P. komme 1 eler ⸗
En foder, 64 0 forte Ta om Vint
Et
EEn

og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 255
Jandinge hvoraf da efter vor Beregning maatte blive og virkelig blev 39(. ½1 Pund Glod⸗ paa Golde ning. Heraf havde nu Qvaget viſt nok tilſtrekkeligt, til dets fuldkomne Mattelſe, de men leed ingenlunde af Ufordsielighed. Til Beviis herpaa, kan tiene, at dette Staldqvag gav hele Aaret igiennem, efter et Middeltal, 9 ½ Potte Melk, eller en⸗ hver Ko hele Aaret igiennem 3467 Potter Melk. Disſe ulige Forings⸗Beſtemmelſer mage vare nok til at viſe, at Hornqvaeget kan til Nod leve af meget lidt, men ogſaa fortœre overmaade meget. Dog vil det akkelſe og ved dets Benyttelſe og ved Giodning, til en vis Punkt rigeligen erſtatte et rundeligt Rodyar⸗ Foder. Imidlertid har jeg ſiden fundet, at en ſaa ſtark Foring, ſom den det bo Pund. ſtore Marſkavag fordrer, naar det ſkal give den ſtorſt mulige Indtagt, ikke er for⸗ Foder og deelagtig og Qvaget altſaa heller ikke, hvorom jeg et andet Sted ſkal forklare mig. bter, ſom For at antage et almindeligt Middeltal af det Foder og den Halm, hvorpaa et Stykke lig Gras⸗ Hornqvag af Mellem⸗Slags, eller af en ſtor Hoilandsrace fordeelagtigſt kan hol⸗ des, antager jeg, at en god Malkeko og en Trakore aarlig behover, naar den 6, ſtaldfores, 4200 Pund Halm til Ede og Stroelſe, og af Ho— naar alle de gronne Fodervaxter reduceres dertil— ligeledes 4200 Pund; men at der⸗ imod den paa Grces dog paa Stald om Natten kan noies med 3800 Pund Halm og 2600 Pund til Ho reducerede Fodervexter. Heraf vilde i det forſte Tilfalde frem⸗ komme 19320 Pund Giodning, eller noget over 10 Las, i det andet 14720 Pund ddeelt en eller 7 ¾ Las Giodning. g ſik i et En Arbeidsheſt paa Stald behover ved tilſtrekkelig Kicerne 7050 nand Straa⸗
foder, hvoraf 3antages at vœre Ho og 3 Halm.
Endnu mere afvigende finde vi Faarenes Vinterforing angiven. ₰ de an⸗ ferte Taxations⸗Principer finde vi beſtemt for 100 Faar, naar de gaae lidet ude om Vinteren, 4650 Pund, og naar de gaage ude, 3620 Pund Ho.
Et foradlet Skaferi fik derimod
—

256 Giedningens, Foringens
til roo dregtige Faar.. 135600 Pund Kloverho 5200 Pund Ertehalm
„ ⸗ ⸗ et Aar gamle 207 0o ⸗ ⸗ ⸗— ⸗ e „ ⸗ ⸗„, to Aar gamle 5320 ovv-⸗ 15600 ⸗. .„ r 2 2 Beder ⸗⸗— ⸗ 2 20290 ⸗ ⸗
41500 Pund Kloverho 41500 Pund Wrtehalm
altſaa fik 100 Stykker overhovedet 0375„ ⸗⸗ 10375 ⸗. foruden den evrige Halm. Det Kunersdorfſke Skaferi fik i Aaret 1814 til 466 Stykker Ho. 1240 ECentner
Heſtebonner 42 Tonder
Erter 18 Tonder
Havre. 3 Tonder
Oliekager 330 Stykker Annalen des Ackerb. 3 B. Pag. 75 Hvilken uhyre Forſtiel.
§. 287.
Grasgangens For at beſtemme den Grcesning, ſom en Ko behsver, laggger jeg vedfoiede
Tabel af Meiers Skrivt til Grund, i hvilken de vaſentligſte Omſtœendigheder, hvor⸗ paa det her kommer an, ere forklarede.
J Forveien maa jeg bemarke, at her tales om Graesgang paa hvilende Ager (Dreeſchweide), der forſtaaes ſmaae Kior, ſom de i Almindelighed ere i de meklen⸗ borgſke Hollanderier.
Ageren er forſt deelt efter ſin naturlige Kraft, og denne beſtemmes efter den Sad der hoſtes, fra 6 indtil 2 ¾ Fold. Denne Afgrode er angivet efter den i Meklenborg brugelige tykke Udſced, og den Jord, der overeensſtemmende hermed an⸗ ſlaaes til 4 ½ Fold, horer altſaa til den almindelige gode, men den til 6 Fold til den fortrinligſte og ſieldne. Da Grassvaxten imidlertid ikke ganſke retter ſig efter Afgroden, men yttrer ſig frodigere paa fugtigere Grund, af lige Kraft, ſaa er en⸗ hver Klasſe igien, med Henſyn paa denne Grcesvaxt, deelt i god, maadelig og ſlet.
————— E

— Dund Wachein , V
18¹4 fl 466
38, Nag. 75
ger jgg vͤfoie digheder, ſer⸗
a huikmd Nt ere i de maäle
kemmesfterin beet efer eni nde herned an⸗ fl 6 old til nter ſig efte ſ, ſi an m d, maadelii
Der⸗
AIILIEI

5—e—B
— b ings Tabel. Grasnings⸗Beregnings T— —½““ — W 1 iver s til en Koes Graesning, naar Ageren brugt til Scedavl g 1 eg Af Ager Land behoves til en Koes.. 8*⁵ Grasnings⸗Aare⸗ Fold 3 ½ Fold, 3 Fold, 2. V 23 ½ ledes ſom— Fold 4 ⁴ Fold, 4 hola, dlagt tilog er udlagt til og er udlagt til 55—ne, ſaa ld og derover 5 Fold, 5 dod, dlagt tik og er udlagt tilog er udlag— Graesning 3 ½ de efter de Aar, 6 Fo udlagt tü]og er udlagt tü]og er udlagt u og er u ag Grwendng Grasning. Grasning. e 2 5 5da Jorden har inag. Gresnin 4 Grcesning.— middm.] ſlet god. middm. ſlet. god... 8 55da sning. resning.——— od. middm. ſlet. god. middm.. d. Td. 2d. 25* t, folge Gis 2 d. middm. ſlet 907 Td. 2d. Td. 2d. Td. Ld. Td. Ld. Td. Ld. vœret beſaaet, 9— 91 i et. od. middm. ſlet 90 2—— c d. Ld. Td. Ld. Td. Ld. Td. Ld. 4 2 4 3 ETd. 2d. Td. Ld. Ld. 4— 9 1 15— 16 8 2„ 1 3 15 I. 2—— —— 1 4 1 ¾ I5 1 ¾ II I115 176 113 44 8 15 1½ 1, 3 11§5 11¾ 14 2 3 2 15 17 Grasn. Aar 15 18 14 18½, 1 ¾[12 1¾ 15s 11* 11 1 ¾ 2 4 14 11 lIIi I11 I13 1 2 2[22. 22 Iſte rgx ön. lar 22 1 18 1 175 1*½ 17 I1T5 12 1³ 2 1 13 1 1½ 1 ⅝ 1 ½ 17 5 I116 1 15 3 4 2 9 214 W 2 176 1 3 4 83 2 5 8 2 15 1 2 2 7☛ 25 16 2det nns 1. fIEs I5 115 115 I 175 11½ 8 7 11 2 13 11 2 ½ 1IrF 2 ½ 4 I Is 16 ͤ 1 ½ 2 ½ 13 2 ½ 2 ½*⸗ 217 244 de„ 95 2„ 16 13⅓ 4 5 7 2 2 12 1 1, 1 1Æ I1 15 8 8 7 2 5 1 2 3⸗ 1 2 ⅔ 275 2 α T5 T 4..... 13 11[11 14 115 15 17 1 7 11* I1 11 ½ 1 5 11½ 1 ¾ 276 18 212 21 275 275 23 27 2 13 4 175 IrS I75 11S 115 II8 Ir 113 11½ 113 11½ 21 4 214 Ihe. wen.lak r4 1eft. 1 7 r 7 i a e uf 135 27 155 135„ e are zc, z3e a 25⁵ 1 125 I15 I115 I175 121 127 4 11 15[1½13 1. 113 115 113 113 8 2 7 21 275 21 ½ 221½ 2 det**.. 16 5 3 1— 14 1 ½ 12 3 1 ⅔ 1½ F 16 3 15 21 1¹1⁸ 21 2 ½* 276 18 75 HE 3 Adie ,oa,es ep e e2 7 eeef, 14, 18 13. 1. 2f a 3. ee 2 7, 27] 24 2 215 2, 235 32 4de..... 1 ½ 1 ¾ 175 1 ¾ 1, I4 1 1 E 15 217 1 ½ 215 216 2 16 2 ½ 2 ½ 2 8, 27, 2½ 2 247 2 ½½ r[175 175 175 116 1156 115 116 1 1x i; rt;[uts 2 ¾ 1is 2 ½ 24 215 212 21 ¾ 2 2 1 5 3 25 Iſte„,. 4 16 1 5 1 1 14 11 1 ½ 11 1 ⅔ 1 T 16 15½ 65 24 115 21 2 ½ 2 2 1 16 75 15 3 2det. 17½ I I 17 2 3 1 7 1½3 15 1I13[1 13 1 ½ 11¾ 4 116 8 2 75 1½ 2 ½1˙½ 2 2 ½§ 3 5 2 det. 21 9 2 2 16 16 1 3 1 15 1 1& I 1 4 5 Y 16 16 3. 1 1 241 24 2 15 2* 2 † 75 18 5 5 Zdie 125 115 12 115 12 3 5 91 111 1 2. 1 5½ 21. 24 25 4 9 22 9213 1sE½ 2 315 3 Siie. e 1, s n 11 ½ 1 118 IiIs 1 ½ 1 ⁄ 115 28 z, 2 a2 2 2 ½ 2*5 213 375 215 1 ½ 3 4 Pde a m a ure e e se ut, 5 a9 2156 15 215 2rr 21 217 e, 277 2½ 2½ 2 ½ 2½ 3* 7 11 5 175 115 8. 1³ 8.„ 1 5 2 r 113 2r 21 2 4 16 1 15 13 1 2 Iſte„„„„ I 7 175 115 11 17 1 ½½ 15 14 1½ 1½ 1* 2 113 8 241 28 2 ¾ 2 ½ 27 2 ½½ 27 2 2 7 375 4 1 5 1 23 135 8 5 1 115 2 3 53 5—— 2det 115 1 ½ 1½ 19 1 4 1 3 I 15 113 113 l11 ½ 113 5½ 1 2 ½ 153 8 8——= 3 die.. 175 2 8 2———————— 2.——-—y— 1—
ſtundt kr
ligholder Aar.
2 den miͤte
E de paah til Gras tagne eft
Sadmar
4 daar pe Sommere
ogſaa en
benyttes. ber. He
So, ſaa!
dog unden altid en
des reen ket, hvie
De
at derom
egne er 3 behopes
Forſte

og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 257
Dernaſſt beroer Grasgangens Givtighed paa Antallet af de Afgrsder, ſom Age⸗ ren har baaret efter Giodſkningen, og endelig paa det Aar, i hvilket Ageren ligger til Gres. Graesgangen er nemlig mindre givtig i det forſte Hvileaar, omend⸗ ſkiondt kraftigere i Forhold til Grasvaxten, forbedrer ſig derimod i det andet, ved⸗ ligeholder ſig i det tredie, men aftager atter i det fierde og endnn mere i det femte Aar. Ved denne Avlsberegning ville vi foruemmelig betiene os af Middeltallene i den midterſte Kolumne.(See Tabellen).
§. 288.
Efter denne Tabel vil da ogſaa Qvaegets Behov paa andre Graesgange, end de paa hvilende Sadagre kunne udfindes. Naar Brakken bliver liggende ompleiet til Graesning indtil midt i Julii, ſaa kan den efter Jordarten og de Halme, der ere tagne efter Giodſkningen, antages at vere liig af det forſte Graœsningsaar paa Sadmarken. Den benyttes i Almindelighed ved Faar, og man regner undertiden 4 Faar paa en Tonde Land Brakmark, naar den ligger uomplsiet til langt hen i Sommeren. J tredie Bind af det Meierſte Vork om Udſkiftning, Side 33, findes ogſaa en Tabel om Wyregrcesningen efter de forſkiellige Tidsrum, hvori den kan benyttes. Det ſaddvanligſte er vel fra midt i Auguſt og hele September og Octo⸗ ber. Her antages, at naar 1 ½ Tonde Land liggende til Gras, behoves til en Ko, ſaa maa der regnes 18 Tonder Land til et Hoved, der graſſes paa Stubben; dog under den Forudſcetning, at hele Auguſt allerede tillader at graſſe. Det gier altid en ſtor Forſtiel, om Jorden efter ſin Natur er grasloben, og om Ageren hol⸗ des reen eller ei. Ofte er det Tilfaldet, at megen Kiarrne er falden af og har ſpi⸗ ret, hvis unge Top gior Grasgangen narende.
De beſtandige Overdrev og Enggreesgange ere af ſaa forſkiellig Beſkaffenhed, at derom i Almindelighed ikke lader ſig noget ſige. J frugtbare dyndfulde Marſt⸗ egne er ¾ Tonde Land tilſtrakkelig til et Qvcegshsved af en Mellemrace; men der beheves ofte indtil 5 Tonder Land, for at fode et af den ſletteſte Art,

258 Grrcesningens, Foringens
Om Foraars⸗ og Efteraarsgraœsning paa Engene finde vi i det nys anforte lig til Vark, S. 28, en Tabel, beregnet efter disſes forſtiellige Terminer. J det Tilfalde, V mer de at 1 ½ Tonde Land vare tilſtrakkelige til et Heved, naar der beſtandigt vogtedes paa vj ante Engen, beregnes Grqesningen til en Ko:
Fra Auguſt Maaneds Begyndelſe indtil gammel Maidag 4 Tdr. 3 Skp. 1 Fk. Fra dens Midte.....„ 5 2 2 ⸗ med A Fra dens Begyndelſe til ny Maidag... 4 7 2 ⸗ ſtafee Fra Septembers Begyndelſe til gammel Maidag. 6 4 ⸗ 2 ¾ ⸗ Tiffel Fra Mikkelsdag til gammel Maidag.... 11„7 ⸗ ⸗ Mazſe Fra Mikkelsdag til ny Maidag...... 1z„⸗ ⸗ b dan D Fra Mortensdag til ny Maidag..... 54 ⸗ 6 ⸗ 2 ¾ ⸗ Kiob! Fra Mortensdag til gammel Maiidag. 22 ⸗ 7 ⸗ 2 ¾⸗ bed B hvorved Forſkiellen imellem gammel og ny Maidag er paafaldende, men grundet i V hold te Sagens Natur, fordi Vegetationen netop er ſaa levende i disſe 11 Dage, hvorfor af Ea⸗ Grasningen bliver deſto ſkaldeligere for Engene. Og dette bliver den endnu mere, naar Grcesningen derpaa vedvarer, indtil den 24de, eller endog til den ſidſte Mai.
Jeg henviſer ogſaa til ſamme Vark, med Henſyn paa Skovgraesningen og derpaa dens Vurdering, hvor den Grad, hvori de kunne benyttes, er udſogt med den ſtor⸗ ene vei ſte Noiagtighed, overeensſtemmende med de forſkiellige Trœarter og med Skovenes Giedni mere eller mindre ſluttede Stand. bilde
§. 289. anſte
J Almindelighed antager man ſom Grundſcetning, at 10 Faar kunde, lige⸗ M ning ſom ved Vinterforingen, paa Grassgangen regnes liig een Ko. Men herved maa fotdee man tage Henſyn paa, hvad Slags Greesgang det er. Thi der gives heie Graes⸗ ningsn gange, der ret godt kunne ernœre 10 Faar, men ikke en Ko paa lige Areal, og der ling p ere andre, blot for Qvaget, ſom aldeles ikke pasſe for Faarene. Men Qvagra⸗ traler cen kommer ogſaa meget i Betragtning og den Benyttelſe man regner deraf. Hvor. forgdlede Faar ſkulle give en ſtor Uldindtagt, der vil den ſœdvanlige Greesning til V e en Ko neppe vare tilſtrakkelig til 7 Faar, og paa den anden Side vil man kun have datte ringe Fordeel af en ſvor Ko paa en Graesning, der i al Fald kunde vare tilſtrakke⸗ trtiſ
3. lig
RRERm

— ς —õ — 60 oſ
u do 0 2b
105 42
8
101 425 A
1
grundet i hvorfor nu mere, idſte Nai. ningen og d den ſtor⸗ Skovenes
ndde, lige⸗ herved maa hoie Gres⸗ I, og der Qvegra⸗ f Hrn asning til n kun habe tilſtrakke⸗
lig
og Beſcetningens indbyrdes Forhold. 259
lig til 15 Faar. Denne Forſkiel, ſom kun kan bedommes paa et beſtemt Lokal, kom⸗ mer derfor ikke i Betragkning ved vore almindelige Beregninger af Forholdene, og vi antage hiin forſte Sctning, ſom den overhovedet meeſt pasſende.
§. 290.
En ſtor Benyttelſe af Qvaeget og en ikke dyr Giodning giver Affaldet af de Gisdning af med Avlsbruget forbundne techniſke Naringsveie, hvilke derfor ingenſteds kunne fore dun den ſkaffe een ſaa ſtor Fordeel, ſom i denne Forbindelſe. Dette vil endnu mere vere Tilfœldet, naar vi dertil ikke volge det lettere, transportable Korn, men den uhyre Masſe, der kan frembringes af ſaftige Vaxter; i hvilket Tilfalde aldeles ingen ſaa⸗ dan Drivt i Byen kan beſtaae mod den paa Landet, formedelſt Materialets lette Kiob og den Benyttelſe, ſom Affaldet forſkaffer. Det Affald, der fremkommer ved Brandeviinsbraenderier af Kartofler, Runkelbeder og Gulerodder, ſynes i For⸗ hold til Materialets narrende Evne, at vare ſtorre og kraftigere, end ved Branding af Sad.
3§. 291.
Skulde Qvaget ene holdes for Giodningens Skyld, ſaa ville denne og den For wmge. derpaa beroende vegetabilſke Produktion blive uhyre koſtbar. Skulde Gavn qveget bringelſe af ene ved dyriſk Produktion betale de Omkoſtninger, ſom det fordrer, og ikke ved detsie⸗ ogehe⸗ Giodning bevirke Tilveiebringelſen af dets Naring, tilligemed andre Produkter, ſaabindelſe mel⸗ vilde ethvert dyriſk Produkt komme til at ſtaae ſaa hoit i kultiverede Egne, at mangeen Sd ganſke maatte overlade Qvagavlen til de ukultiverede. Men ved denne Vexelvirk⸗niaſeProdur⸗ ning mellem animalſt og vegetabilſk Produktion lettes begge i ſaa hoi Grad og ſaa fordeelagtigen, at vi endog ved den forſte kunne holde Priis med den vilde Grees⸗ ningsmaade, og forſkaffe os Giodningen til let Prils. Jo kraftigere denne Omſcet⸗ ning paaſkyndes, deſto fordeelagtigere bliver den, og deſto ſtarkere foroges denne circulerende Nœringsmasſe af vegetabiliſk og dyriſt Liv.
Det er altſaa Hovedopgaven for Landmanden paa den mindſt bekoſte⸗ lige Maade og med den ringeſte Opoffrelſe af umiddelbart ſcelgelige Pro⸗ dukters Frembringelſe, at forſkaffe ſig en Mœngde af dyriſk Giodning, der er tilſtrœkkelig til den hoieſte Produktion af vegetabilſk Subſtancer.
K k 2§. 292.

Hvorledes dette ſidſte epngaes.
Hvorpae Agerdyrk⸗ ningsſyſte⸗
B fs.
merne grunde
260 Giodningens, Foringens og Beſcetningens indbyrdes Forhold.
§. 292. Dekte opnaaer han: 1. Naar han frembringer den ſtorſt mulige Meengde af narende Foder paa den mindſt mulige Deel af ſin Jord. 2. Naar han varkſeetter dette med ſaa ringe Arbeide og Pengeudgivt, ſom muligt. 1 3. Naar han frembringer Foringen paa den Deel af ſin Jord, hvor andre Frugters Dyrkning derved lide mindſt Afbrak.— 4. Naar han indretter Dyrkningen og Valget af Foringsmidlerne ſaaledes, at
Ageren ſelv ved disſes Dyrkning forberedes og ſctttes i Stand til andre Afgra⸗
ders Frembringelſe, ſaa at det derpaa anvendte Arbeide ogſaa gavner de fol⸗ gende Frugter.
3. Naar han ved disſes Opforing frembringer den ſtorſte Meengde eller den ſtorſte Veœrdi af dyriſke Produkter.
6. Naar han holder Qvaget ſaaledes, at al den Giodning det taber, vorder den meeſt pasſende for hans Ager og Afgroder, og til den Ende holdes i den bedſte Blanding, Beliggenhed og Gicering.
7. Naar han ſaaſnart muligt benytter den vundne Giodning til at frembrin⸗ ge ſaadanne Produkter, der kunne ſcelges eller paa ny frembringe Giodning, og paaſkynder i ſit Avlsbrug, ſaavidt muligt, Omlobet fra Jorden i Vax⸗ terne, fra Varterne i de dyriſke Legemer, og fra disſe atter tilbage i Jorden.
Paa den fuldkomneſte Maade kunne disſe Opgaver ikkun loſes ved et Markſy⸗ ſiem, der er noie beregnet paa Lokaliteten, og ſaavidt muligt, pasſer til denne.
Agerdyrkningsſyſtemerne. §. 293.
Agerdyrknings⸗ eller Markſyſtemerne boſtemmes fornemmelig af det rette For⸗ hold af Arbeide og Gisdning til Jordens Mangde og Beſkaffenhed. Hvor man til en⸗ hver Tid andenſteds fra med Fordeel kan have ſaameget Arbeide og ſaamegen Giod⸗
ning,
RTTN
ning, Ygerd grodei here.
kan fo ſaadar miens dem k detteh ellri
gf dy at Age ſom be ving Beſter deelte at nac
tonon ninge dette nings Fortr ligioß paa zaa

orhold.
paa den
ot, ſom vor andtt
gledes, at
dee Afgre⸗
ger de fel⸗ eller den
, vorder holdes i
frembriu⸗ Giodning, n i Var⸗ tilbage i
et Markſy⸗ denne.
rette For⸗ man til en⸗ egen Giod⸗ ning⸗
Agerdyrkningsſyſtemerne. 26½
ning, ſom man trenger til, der behoves intet beſtemt Agerdyrkningsſyſtem, og hele Agerdyrkningskunſten indſkraenker ſig der til Manipulationen, og Valget af de Af⸗ groder, ſom Ageren netop i dens daverrende Tilſtand med ſtorſte Fordeel kan bœre. Man behover ikke at frygte for, at den ſkal udtceres eller forvildes, da man kan forekomme hiint ved ſtœrkere Giodſkning, dette ved mere anſtraengt Arbeide. J ſaadanne Avlsbrug, der nyde denne Fordeel, er Forbindelſen af begge Landoecono⸗ miens Hovedgrene, Agerdyrkning og Qoceghold, ikke nodvendig; men enhver af dem kan drives for ſig ſelv, og undertiden adſkilte, endog fordeelagtigſt. Men dette horer til de ſieldne Tilfœlde, og finder kun Sted i Nabolauget af ſtore Stader,
eller i ſterkt befolkede Egne.
.§. 294.
Under de ſcedvanlige landoeconomiſke Forhold har den erkiendte Nodvendighed af dyriſk Giodſkning til Planternes Dyrkning lerrt alle Nationer og til alle Tider, at Agerdyrkning og Qveeghold nodvendigen maae ſtaae i den noieſte Forbindelſe, der⸗ ſom begge ſtulle yde en ſaa ſtor Fordeel, ſom muligt. Herom herſker kun een Me⸗ ning og een Stemme. Men om begges Forbindelſe og gienſidige Forhold, og om Beſtemmelſen af den Jord, der ſkal offres den ene eller den anden, ere Meningerne deelte og meget afvigende, i Henſeende til de Indretninger, ſom man bor valge, for at naae ſin Henſigt: Den ſtorſte Fordeel af begges Forening.
§. 295.
Fra den Tid man begyndte mere videnſkabeligen at behandle Laœrren om Landoe⸗ conomien, uagtet et rigtigt Blik paa alle Forholdene endnu fattedes, ere ogſaa Me⸗ ningerne om det fordeelagtigſte Markſyſtem, ikke alene bleyne mere deelte— thi dette var naturligt, da den forſkiellige Beliggenhed kunde giore et andet Agerdyrk⸗ ningsſyſtem fordeelagtigere og raadeligere— men man har endog ſtridt om det enes Fortrin for det andet i Almindelighed, med en Heftighed, der ofte lignede de re⸗ ligioſe Sekters. Denne Strid blev ſaameget mere indviklet, da de Fleſte ikke agtede paa Beliggenhedens og Forholdenes Forſtiellighed, og miskiendte de Grunde, hvor⸗ paa hvert Agerdyrkningsſyſtem— om det ſtal fortiene dette Ravn— egentlig beroer.

262 Agerdyrkningsſyſtemerne.
De hidtil opgiovne Data, Forhold og Beregninger, ville ſcette os i Stand til umte ikke alene grundigt at bedomme Hovedarterne af disſe Agerdyrkningsſyſtemer, men nuli ogſaa deres mangfoldige Modifikationer, og at kunne beſtemme, paa hvilket Areal d! og under hvilke Lokalforhold ethvert af dem under enhver Betingelſe er det meeſt u ſ pasſende, og maa kunne opnaae det beſtandige Maal: den ſtorſte rene Indtagt⸗
du S 296. minde Disſes almin⸗ Disſe Syſtemer dele ſig i ko Hovedklasſer. Det ene har udelukkende beſtemt W du dudg. den forſte Deel af ſin Jord til Sadavl, eller til ſaadanne vegetabilſke Produkter, V reilk og Vexelbrug. der umiddelbart anvendes til Menneſkets Raring og til andre Fornodenheder; men V nar opoffrer en anden Deel til Qvaœgets Underhold. Det har ſeerſkilt Agerland og ſn o ſcerſkilt Grasleie, til Eng og Grasning. Den anden Hovedklasſe afvexler paa nan den ſamme Grund mellem begge disſe Beſtemmelſer og mangfoldige forſkiellige For⸗ hold, overeensſtemmende med den Mangde, der ſkal frembringes, og den Tid, hvori Marken er anvendt til det Ene eller det Andet. 1 V lredte
Hiin indbefatte vi under den almindelige Benavnelſe: Vangbruget, denne dh di kalde vi: Vexelbruget. Deres mangfoldige Underafdelinger og Afvigelſer fra deres t T oprindelige Tilſtand, ville vi ſiden angive. dt g
Dog finde ogſaa ved disſe Syſtemer Sammenſmeltninger Sted, da Vangſyſtemet nylig har ikeli begyndt, at anvende en Oeel af ſin Ager til Foderdyrkning. til Age . Egne, B au g ſy ſ. kem et. üdet 1§. 297.
Dette Syſteme har altſaa udelukkende beſtemt ſin Ager til Sadavl— hvor⸗ kun h ved vi i Fremtiden ſtedſe forſtaae de Afgroders Dyrkning, der fornemmeligen afhielpe des de menneſkelige Fornodenheder og altſaa kunne ſalges. Det maa derfor, til at Nen underholde ſit Qvag, have andre Jorder, Grasgange, Enge, eller kunſtig Foder⸗ vid be avl paa egne dertil beſtemte Jorder. Eier det nok heraf, nemlig ſaameget ſom der udſtr fordres til med Fordeel at holde det Qvag, der behoves for tilborligt at giode Age⸗ kan g ren, og det, med Henſyn paa det Hele, ikke paa en fordeelagtigere Maade kan be⸗ ſee ug
4 nytte

Stand ill emer, men ilket Areal det meeſt tagt⸗
nd beſtemt Produkter, eder; men erland og verler paa jellige For⸗ den Tid,
et denne fta deres
tnylig har
— hyor⸗ en afhielpe rr, til at lig Joder⸗ et ſom der giode Age⸗ e kan be⸗ nytte
Vangſyſtemet. 263
nytte disſe, ſaa opfylder dette Syſtem viſt nok ſin Henſigt: at tilveiebringe den ſtorſt mulige rene Indtcegt, og fortiener altſaa ingen Dadel. Der gives ſaadanne Tilfel⸗ de; men de ere ſieldnere og laͤngt fra ikke ſaa almindelige, ſom dette Syſtem ſelv er, og ſom det ſynes mange af dettes Forſparere.
§. 298.
Efter Omlobsgarene eller efter det Aar, hvori Brakken indtraffer, og i Al⸗ mindelighed giodes, fagaer det Navn af Trevangs⸗, Firevaugs⸗, eller Fem⸗ vangsſyſtemet. Der gives ogſaa Sex⸗ og Nivangsſyſtemer af dennes Slags, hvilke man dog, ſom vi ſiden ville ſee, betragte ſom ſammenſatte Trevangsſyſte⸗ mer. Det ſadvanligſte er Trevangsſyſtemet. Vi ville derfor forſt betragte dette i ſin oprindelige Reenhed, derngeſt med de mangfoldige Tilſcetninger og Udbedringer man har givet det, og tilſidſt tale om de svrige.
§. 299.
Trevangsſyſtemet, ſaaledes ſom det ſandſynligviis fra Romernes Tid ud⸗ bredte ſig over naeſten hele Europa— netop Italien undtaget, hvor det ſynes forſt at veœre indfort i det 14de Aarhundrede af Barberinerne og derfor fik Navn af det Barberinſke— har 1) en reen Brak der ploies hele Sommeren; 2) dyrker det Vinterſed; og 3) Vaarſad. Brakken ſkal hver Gang giodes, og dette er virkelig ſkeet i fordums Tid, da Forholdet af Graœsgang og Engbund var ulige ſtorre til Agerlandet. Nu er dette derimod kun Tilfaldet i faa frustbare eller engrige Egne, og maaſkee der, hvor man ved kunſtig Boderno og Staldforing indflettet i dette Syſtem, kan frembringe det.
J Almindelighed giodes Brakken nu kun hver anden Gang, og Ageren altſaa kun hvert 6te Aar; men dette ſkeer ogſaa ofte kun hvert 9de Aar. Det forſte kal⸗ des det rigeſte, det andet, det rige, og det tredie det fattige Trevangsbrug. Men det er ikke ſieldent, ved at foroge Agerlandet med den opbrudte Grasmark og ved beſtandig ſvagere Giodſkning, foraarſaget af formindſket Halmproduktion og den indſtrankede Grasgang, kommet ſaavidt, at end ikke denne niende Deel tilſtrakkeligt kan giodes, og man derfor har ſeet ſig nodt til at lade en Deel af Ageren blive gan⸗ ſke ugiodet, eller blot kundet give den en tynd Foldgiodning, for at kunne ſkaffe den
vrige
Omlobets forſkiellige Lœngde.
dunwanosſhe
met.

Dens Giod⸗ ningebehov.
261 Vangſyſtemet.
vvrige Deel, der af Naturen er bedre eller ligger Gaarden narmere, den nodven⸗
dige Giodning. Denne forſomte Deel er bekiendt under Nayn af Udmarker, eller ogſaa, fordi man kun hvert Zdie, ö6te eller 9de Aar een eneſte Gang kan dyrke den med Rug, under det Navn: tre⸗, ſex⸗ eller niaarigt Rugjord. Hvor Jorden er frugtbar Leer, der ved tilborlig Kultur vilde qvalificere ſig til Hvedejord, dyr⸗ ker man ogſaa Spelt, og den kaldes da Speltjord. §. 300.
Naar den rigeſte Trevangsjord kan give omtrent 10 Tdr. Vinterſœd og Vaar⸗ ſod pr. Tonde Land, og omtrent 2000 Pund Halm af den forſte, ligeſom 1000 Pund af den ſidſte Slags, ſaa bliver heraf, efter de i§. 275 antagne Grundſcetninger 13800 Pund Giodning eller 7 Las, hvoraf der i det ringeſte behsves 10 paa en Tonde Land, ved at giode hvert tredie Aar. Der fattes altſaa endnu 3 Las eller 6200 Pund. Disſe mage Hoet give. Der beheves altſaa endnu 269 4 Pund Hs eller Hoſten af en Tonde Land maadelig Eng. Ethvert Avlsbrug, der eengang er i denne Kraft, og ſom til tre Tonder Land Ager har een Tonde Eng, og tillige til⸗ ſtrakkelig Gresning, for Sommeren over at kunne holde Kreaturerne i en fordeel⸗ agtig Tilſtand, kan altſaa ved det Agerbrug blive i bedſte Forfatning, og da til hiin Giodning endnu kommer den, ſom de graſſende Dyr, iſcer Faarene, tabe om Nat⸗ ken, hvortil Grasgangen leverer Materialet, ſaa kunne dets Agre holdes i en ſtedſe ſtigende Kraft, og ved god Dyrkning de bedſte Afgroder frembringes. finder ogſaa Sted ved ſaadanne Avlsbrug, ſom have fremmede Hielpekilder, fortere
Dette ſamme
Tiendehalm, og ved det Fedeqvceg, der ſtaldes paa Maſt eller Drank, forvandle den til Gisdning. De avle ofte udmerkede Afgroder, der da af mange antages, ſom Beviis paa dette Syſtems almindelige Fortrinlighed.
Ved den ſexaarige Giodſtning, hvor Vinter⸗ og Vaarſadens Afgroder paa god Middeljord kan efter den giodede Brak antages til 7 Tdr., og efter den ugiodede til 4 ½ Td. paa Tonde Land, hvor der folgelig i ſer Aar fremkommer af 11½ Tdr. Vin⸗ terſœd og af ligeſaa megen Vaarſed omtrent 4960 Pund Halm af Vinterſad og 2300 Pund af Vaarſad, overhovedet altſaa 7200 Pund, og heraf 83 Las Gied⸗ ningz men, Bvor der’i det ringeſte maatte paakiores 10 Las, fattes altſaa endnu
Enn
3302
330⁰¹ ſg a 3⁸ ſaa ve Kraft ſegne. g ft
gang, Qvag der pe Almin hyert. Grcesg ilke bortfa tid, det, tlſtra kunt lig o Skyl ſtride delige
brug lyſen

en nodven⸗ rker, eller dyrke den r Jorden add, dyr⸗
og Vaar⸗ om 1000 dſatninger o paa en Las eller Pund Ho gang erji illige til⸗ fordeel⸗ da til hin om Nat⸗ jen ſtedſe te ſamme fortere forvandle
antages,
roder paa ugiodede Tdr. Vin⸗ terſad og das Gied⸗ ſas endns 33⁰²
265
Vangſyſtemet.
3302 Pund, ſom fordre 1436 Pund Ho. Dette Avlsbrug kan altſaa vedligeholde ſig og tilveiebringe en maadelig Indtagt, naar det paa 6 Tonder Land Ager har 14 Tonde Land Eng og tilſtrakkelig Grasning, og ifald det har hiin Bihielp, og⸗ ſaa ved Grasgangsgiodningen, iſer af Faarene, temmelig holde ſig i ſin naturlige Kraft og afvende den Udtommelſe, under hvilken det ellers(ſee§§. 211⸗218) maa ſegne. De Avlsbrugs Usſelhed, der kun giode hvert niende Aar, er bekiendt nok, og fremlyſer af de Reſultater, ſom§. 261 giver. §. 301..
Men den Forudſatning, at disſe Avlsbrug ikke mangle tilſtrœkkelig Gra gang, finder man kun ſielden i Virkeligheden. Skal et Trevangsbrug holde det Qvag, der er nodvendigt for at forvandle Ho og Halm til Giedning, ſaa behoves der paa hver Tonde Land, der giodes, to Stykker ſtort Oveg. Trakdyrene, der i Almindelighed fores paa Stald, fradrages, men for det svrige Qoeeg maa der for hvert Hoved, efter Jordens Beſkaffenhed, regnes 1 ½¾ til 2 ½ Tonde Land roddet Graesgang; meni Skovene, efterſom de ere bevoxede, 5 til 7½ Tdr., om ellers ikke den Indtagt, ſom dette Qvag kunde yde for ſtorſte Delen ſkulde bortfalde. Og da dette kun er et ſaare ſieldent Tilfalde, ſaa finder man nafſſten al⸗ tid, at Qvaget giver en meget ringe Indtagt i disſe Avlsbrug, og ſom ofteſt neppe det, der behoves i Avlsbruget ſelv, om det endog behandles med Omhu og fores tilſtrekkeligt om Vinteren. Fordelen af Qvagholdet indſtraenker ſig derfor naeſten kun til Faarene, hvilke dette Avlsbrug dog kun ſielden kan tilſtaae en ſaa tilſtraekke⸗ lig og ſund Greesning, at de kunne give den fuldkomneſte Indtegt. For deres Skyld mage Brakniarken ſom ofteſt ligge uomploiet til midt i Sommeren, hvilket ſtrider mod dette Syſtems egentlige Betingelſer, og paa god og leret Grund bety⸗ deligen forringer den Hoſt, ſom man ellers kunde ventet af Kicrne og Straa.
§. 302.
For i et beſtemt Tilfalde at bedomme Henſigtsmasſigheden af et Trevangs⸗ brug, der kan holde ſig i Kraft— thi ellers er det uhenſigtsmasſige ved det ind⸗ lyſende— maa man altſaa forſt underſoge, om hiint nodvendige Forhold mellem Ager og Graesningen finder Sted; men dernaſſ ogſaa, om denne ſidſte ikke kunde
Sorſte Deel. Ll be⸗
5⸗ Grasnings

266
benyttes langt bedre ved afvexlende at opbrydes, og derved endnu mere ordne alle Forhold, og om det Hele, om juſt ikke ved ſtorre Sœdavl, ſaa dog, uden at for⸗ mindſke denne, ved en bedre Benyttelſe af Qvaget kunde bringes til at give ſtorre Indtegt.
J Lande, hvor der er Overflodighed, af vild, men riig Grasgang og der⸗ hos tilſtrakkelig Ager, for at ſkaffe Folket, hvad det behsver af Sadz; men, hvor Udforſel er vanſkelig og ikke belonnende, ſaaledes ſom f. Ex. i de fleſte Egne af Un⸗ Men jo
Vangſyſtemet.
garn, er maaſkee intet Avlsbrug i Almindelighed mere pasſende end dette.
hoiere Agerdyrkningen ſtiger, og jo mere Jord der fravriſtes den raa Natur og brin⸗
ges under Ploven; jo heiere Folkemangde, Behov og Afſatning ſtiger, deſto min⸗
dre pasſende bliver det, med Undtagelſe af enkelte Lokaliteter; thi da fattes enten
den nodvendige Grasgang, eller denne kan fordeelagtigere benyttes og Qvaget paa V
en mindre koſtbar Maade underholdes. 1
§. 303.
Dette Agerdyrkningsſyſtem har, fremfor andre, den Feil, at det, eengang
dakende ſtedſe ſynker dybere i ſine Forhold, og at Ligevagten ikke tilveiebringes ved
at lœgge i den lettere Skaal, men kun ved at lette den tungere. Det har ingen
Hielpemidler i ſig ſelv. Da det faaer ſin Giodning for ſtorſte Delen af Halmen, og
dennes Tilveiebringelſe umiddeldar forringer ſig med Giodningen, og da mindre av⸗
let Halm, atter giver mindre Giodning, ſaa ſynker det ſtedſe dybere, naar det een⸗
gang er i Dalen. Ageren er derfor ved dette Syſtem ſunken ſaa dybt i mange Eg⸗
ne, og netop i de, hvor man drev Sadavlen med yderſte Anſtrangelſe, at Saden
ſtrax manglede, og fremmed Tilforſel behovedes i de Aaringer, i hvilke Afgroderne
fank ned under det middelmaadelige. V e a 6. 304. b Ved dette Syſtem har man allerede for lauge ſiden erkiendt, ſom en ſtor Feil, V
at een ſaa ſtor Part, ſom Trediedelen af Ageren, ſkulde ligge naſten ganſke ubenyt⸗
tet, og dog fordre ſaa megen Anſtrangelſe, iſcr der, hvor den efter ſin Natur er
frugtbareſt. Man har derfor lange ſpurgt, om Brakken var ſaa ganſke uundvcr⸗
lig, og om man ikke fordeelagtigere kunde dyrke den, ſelv ved noget Tab af de fol⸗
81 gende
Brakken⸗
KTNN

ordne ale en at for⸗ lye ſtorre
3og der⸗ nen, hvor nne af Un⸗
Men jo Pog brin⸗ deſto min⸗ ttes enten vaget paa
eengang inges ved har ingen almen, og nindre av⸗ r det een⸗ nange Eg⸗ at Saden
Afgroderne
nſtor Feit, ke ubenyt⸗ Natur er uundveer⸗
af de fel⸗ gende
Vangſyſtemet. 267
gende Afgroder. Man beraabte ſig paa Havejorden, der aarlig berer, og paa flittige agerdyrkende Kisbſtadsmends Avlsbrug, der aarlig benyttede deres Jord, og. dog holdt den i god Kultur⸗Tilſtand. Man vidſte ogſaa det ſamme om Braban⸗ terne og oͤm de Mennoniter, der have udbredt ſig i Pfalz og flere Egne. Men andre beviſte derimod, at en beſtandig Sadavl dog ikke gik an, og at denne Sad blev ſaa meget ſlettere, om juſt ikke i Straa, ſaa dog i Kierrne, at der i tre Aar neſten ikke avledes mere, end ellers i to; men at Ageren derimod i Fremtiden blev ſaa for⸗ vildet og ufrugtbar, at man maatte lade ſaadanne Byjorder, for igien at ſoette dem i Stand, hvile i en Rad af Aar, og derneſt atter forberede dem til Sœdavl ved en omhyggelig Brakning. En Bemarkning, ſom vi allerede finde bevaret i de aldſte landoeconomiſke Skrivter og i forſkiellige Byers Kroniker.
Man begyndte imidlertid med ſtorre Held at dyrke andre Afgroder i en Deel Brakmatk e af Brakken. Raps og Roer, Valmue, Vaid eller Vau, Hamp, Hor, Tobak og Foraaret.
mange andre Handels⸗ og Kryderivaxter; ogſaa forſkiellige Havevarter til menneſke⸗ lig Naring kom efterhaanden i Brakmarken. Men man markede ogſaa herefter et betydeligt Tab i Vinterſeden, naar man ikke ved at gisde ſteœrrkere, og ved en omhyggelig Behandlig af disſe Vaxter under deres Vegetation, igien raadede Bod paa dette Onde. Ogſaa fattedes man Tid til Vinterſadens Forberedelſe og tidlige Sagening, da den nu dog eengang maatte folge efter Brakken, hvorfor gode Land⸗ mand indſkranke denne Avl til det nodvendige Forbrug. Bedſt fandt man ſig ved Balgfrugterne, Erter, Bonner, Lindſer og Vikker, naar man, i Stedet for, ſom for, i Somenermarken, ſaaede dem i Brakmarken. Derfor udbredte denne Methode ſig be⸗ ſtandigt mere, og blev i mange Egne til Regel, ſaa at man der udelukkende tillagde
disſe Frugter Navn af Brakfrugter. Vel have disſe Balgfrugter den Egenſkab, paa en vis Maade at virke imod Sadarternes ſkadelige Indflydelſe paa Jorden, da de, ved at trange dybere ind med deres ſtœrkere rordannede Rodder, forbedre den Faſthed og tatſluttede Tilſtand, ſom disſe paadrage den; ved deres rugende Skygge tilveiebringe en Gicering, en Vexelvirkning mellem Jorden og det Luftlag, der ligeſom hviker under dem; tildeels sdelxgge Ukrudet og til deres Naring ſynes at fordre en anden qvantitativ Forbin⸗ Ll 2 delſe

Kloderi Ste⸗ det for Brak⸗. et for Brakenden at kroenke Trevangsbrugets gamle Form, da man larte at ſaae i
ken⸗
„
268 Vangſyſtemet.
delſe af Grundſtofferne. Imidlertid erſtatte de aldrig Brakkens Virkning fuldkom⸗ men, og noget Tab af Saden, vil, under forreſten lige Omſtandigheder, altid markes.
Desuden veed man, at de, end ikke ved ſodvanlig Kultur lykkes, naar de for ofte
komme igien paa det ſamme Sted, og tillige at de, naar de mislykkes, altid bety⸗ delig forveerre Agerlandet og ſaaledes ſkade de folgende Sedafgroder, indtil en nye Brakning igien raader Bod paa dette Onde.
For at forviſſe ſig om, at de lykkes, har man i Almindelighed valgt den bedſte Deel af Ageren til deres Dyrkning, der er indſtroenket til en Deel af Brakmarken, og pleier da for at forebygge Sadafgrodens Forringelſe at giode dette Stykke ſtar⸗ kere, og maaſkee at paafore en Deel af Giodningen, forend de ſages, og en anden Deel efterat de ere indhoſtede, eller ogſaa at lagge Faarene i Fold paa en ſaadan Mark. Men herved faaer da en Deel af Marken for lidet Giodning, og det indſees, ſom man meget paafaldende finder Documenterne i mange Avlsbrugsarkiver, hvor⸗ for Sœdens Totalafgroder har aftaget ſiden Erteavlens Indforſel i Brakmarken, og hvorfor ſtedſe ſterkere i det Forhold, hvori man har udvidet Erternes Dyrkning i Brakken. Derfor gives der endnu mange erfarne Trevangsbrugere, hvilke paa in⸗ gen Maade ville ſaae disſe og lignende Frugter i Brakken, men bringe dem derimod, ſaavidt det ſynes dem raadeligt, i Sommermarken, og ſelv deres Naboer, der ere af anden Mening, angagende den fordeelagtigere Benyttelſe, mage tilſtaae, at Saedafgroderne af hine Landmand, der dyrke overeensſtemmende med det rene Tre⸗ vangsbrug, betydeligen overgage deres.—
Jovrigt har Balgfrugternes Avl i Brakmarken den aabenbare Fordeel, at ikke alene Qvexget, iſcer Faarene, fores bedre ved deres nœrende Halm, men at der og⸗ ſaa vindes en ſtorre Mangde Giodning.
§. 305. Der ſyntes at foregaae en ſtor Revolution i Landoeconomiens Enemarker,
BVaarſaden, og i Brakaaret at benytte Kloveren, der forhen neeſten kun dyr kedes i ſorſkilte Kobler. Man paaſtod, at denne Klover aldeles ikke udmagrede
Ageren, men ſnarere berigede den ved ſine Rodder og ſaftrige Blade, der tredie Gang
RKNNIIN
——
Gan nerren opbru Pinte neren ved d en ſa⸗ ligeſa var. berot

9 fuldkom⸗ id markes. de for ofte altid bety⸗ dil en nye
den bedſte akmarken, tyeke ſtar⸗ 'en anden en ſaadan det indſees, ver, hvor⸗ arken, og dyrkning i de paa in⸗ m derimod, boer, der lſtaae, at kene Tre⸗
deel, at ikke at der og⸗
enemarker, Rat ſaae n kun dyr udmagrede der tredie Gang
„Vangſyſtemet. 269
Gang ſkiode frem og desuden befordrede en ſarſkilt Tiltrakning af Akmospharens nœxrende Dele; at den holdt Jorden ſaa ſkior og ſaa reen, at naar dens Stubbe bleve opbrudte ved een Ploining, lignede Klovermarken en Brakmark, eller forſkaffede Vinterſaden et Leie, der endog overgik det, hiin kunde tilbyde; at det rigelige og noœrende Foder, der nu vandtes paa Brakmarken, gav, ved Sommerſtaldforing 0 ved Overflodighed af Hs, en ſaa meget ſtorre Benyttelſe af Qvaget og forſkaffede en ſand Overflodighed af Giodning; at Enge og Grasgange vilde blive unodvendige, ligeſaavel ſom ethvert andet Foringsmiddel, der til den Tid var bleven roeſt. Kloveren var Eet og Alt: paa den, ſaavelſom paa Afſkaffelſen af Grasgange og Brakning beroede Verdens Lykke.
Man lovede virkelig ikke formeget, derſom det kun hapde varet muligt, be⸗ ſtandig at dyrke Kloveren hvert tredie Aar efter to Sadafgroder og at erholde en god tgtſluttet Klovervext. Men man markede ſnart, at dette ilke lod ſig giore; at Kloveren endog paa Ager, der meſt pasſede ſig for den, ſnart ſlog gandſke feil ved at komme ſaa ofte igien, uden at Jorden blev behandlet med mere Omhu og bley dybere ploiet; at den altſaa veeg Pladſen for al Slags Ukrud, hvorved Jorden hœrdedes paa en ſkadelig Maade, der havde ſtor Misvart til Folge. Selv denne Lœres ivrigſte Apoſtel, den hoiſt fortiente Schubart, ſom derfor bley adletmed Tilnay⸗ net Edler von Kleefeld, trak ſig ſnart tilbage, ſaavel med Henſyn paa ſine Menin⸗ ger ſom pag ſine Lareſcetninger, indſkrankede denne Kloveravl forſt til Siettede⸗ len, derneſt til Niendedelen af Arealet, og anbefalede tilſidſt ogſaa at dyrke Run⸗ kelbeder, Kaalrabi og Kartofler i en Deel af Brakken til Qvagfoder og at ſaae Er⸗ ter i en anden Deel deraf. Hans Navn vil ſtaae undſletteligt i det forrige Aarhun⸗ dredes tydſtke Hiſtorie blandt Menneſkehedens Velgiorere, om han end ikke, ſaalidet ſom nogen anden Dodelig, var fri for Vildfarelſer.
Med virkſom Jver drev han paa at Brakken og Qvaxgvogtning derpaa ſknlde afſkaffes, ſaavelſom Graesningsretten paa Ageren; forſt nu ere hans Hnſker, efterat Regieringerne lange have varret tvivlraadige, blevne opfyldte af Kong Maximilian Joſeph af Baiern og af nogle andre tydſte Fyrſter, der ſom deres Underſaatteres oplyſte Foedre agte disſes Vel hoiere, end tilſnegne gamle Rettigheder.
S. 366.

270 Vangſyſtemet.
§. 306.
etrid om den. Ved hiint Schubartſke Syſtem blev Striden om Brakkens Nodvendig⸗
uadeengerhed eller Undvceerlighed paa det ivrigſte fornyet, og dette Sporgsmaal ſyntes i lang Tid det vigtigſte blandt alle, ſaa at utallige Baller Papiir bortodſledes uden at Sagen naaede et Reſultat.
Da dette Sporgsmaal iſcer tager Henſyu til dette Syſtem, ſaa valge vi denne Leilighed for at forklare det. 2§. 307.*
Hvad bor for⸗ Sporgsmaalet er egentlig giort utydeligere derved, at man ikke forbandt no⸗
Pnacs weh get beſtemt Begreb med Ordet. Dette kommer uden Tvivl af braekke og Brak be⸗ tydede den Jordens Tilſtand, hvori denne, for paa det fuldkomneſte at tilberedes til de folgende Afgroder, en heel Sommer eller rigtigere et heelt Aar blev brudt og pul⸗ veriſeret ved idelige Ploininger: et Foretagende, ſom allerede udforligt lartes af Romernes landoeconomiſke Skribenter, og anbefaledes ſom nodvendig under visſe Bekingelſer, ſaa at de endog havde et ſarſtkilt Udtryk for hver ſarſkilt Ploining; den forſte kaldte de fringere, den anden vertere, den tredie infringere, den fierde revertere, den femte refringere og den ſietre eller Sadfuren lirare, ligeſom vi betegne dem med forſkiellige Udtryk. Men man har ogſaa taget Ordet Brak i en ganſke anden Betydning. Fordi man nemlig ofte lod Ageren urigtigt og imod Brakaarets Beſtemmelſe, hvad enten dette nu ſkede af Skiodesloshed eller af Man⸗ gel paa Grasning, ligge urort indtil i Juni eller endnu urigtigere indtil Auguſt, og dog kaldte den Brakmark, har man efterhaanden dermed forbundet en vrang Me⸗ ning og kaldet den Jord Brak, der hvilede og var udlagt til Grasgang, hvorved da ganſke urimelige Misforſtaaelſer have indſneget ſig i denne Strid om Brakken.
Ordet maae derfor nodvendigt tages i ſin ſande eiendommelige og oprindelige
Mening, og brakke betyde, ved gientagen Sommerploining at forberede Ageren til den efterfolgende Sod, uden at tage en Afgrode af den i Brakaaret, og kun efter Op⸗ ploiningen af den forſte Fure kan en Mark kaldes Brak. Saalange hedder den hvilende Ager, og naar den ligger ſaaledes til Benyttelſe af Grasveexten— Gras⸗ mark.
§. 308.
ning! melig den en de ſleß viged menkl bringe lig B flade Inſtr
vandle Dele, den a
Frug
Froe telſe bar d hvori gunſ disſe befti

odvendig⸗
al ſyntes! s uden at
ge vi denne
rbandt no⸗ Brak be⸗ bberedes til adt og pul⸗ lertes af nder visſe Ploining; den fierde ligeſom vi Brak i en og imod raf Man⸗ ruguſt, og prang Me⸗ hvorved da kken.
oprindelige Igeren til efter Op⸗ hedder den — Gras⸗
§ 308.
Vangſyſtemet. 271
§. 308.
Rytten af denne Brakning er umiskiendelig, og ſaa meget ſtorre, jo mere Brakningens
bindende og leret Ageren er. 34
Ved den ſimple Ploiniug i Foraar og Hoſt bliver Ageren vel omvendt og rort, men ikke ſaaledes pulveriſeret, at alle de ſammenbundne Jordklumper blive bragte til at falde i Stykker og-til en ſtior Muld. Den klumpede Jord harder ſig meget mere til haarde Klumper, naar den uſmuldrede nedploies, og ſelv Plovens ſtarke Gnid⸗ ning bidrager, iſcer i vaadt Veirligt, til end mere at ſammenklumpe I Jorden, fornem⸗ melig naar den vaadopp ploiede Fure udſcettes for en ſterk Sommerhede, der da giver den en teglagtig Beſkaffenhed. Denne ſammenklumpede Jord er ufrugtbar, fordi de fleſte fintrgvlede Planter ikke kunne trange ind med deres Rodder, men maae und⸗ vige den, hvorved da dens Frugtbarhed bliver ubenyttet. Det er ligemeget om ſam⸗ menklumpet Jord eller Stene udgiore Jordens Hovedbeſtanddeel. For at tilveie⸗
bringe Smuldringen af disſe Jordklumper gaves der intet andet Middel end en tilbor⸗
lig Brakning, ſom fortſattes et heelt Aar, hvorved de alle, bragte til Jordens Over⸗ flade og udſatte for den atmosphariſke Fugtighed bleve knuſte ved Harven og andre Inſtrumenter i denne deres Skiorhed. Naar dette ſkeer fra Efteraaret til Saae⸗ tiden for naſte Aars Vinterſaed og man valger den rette Fugtigheds Grad, ſaa for⸗ vandles Jordsmonnet til et jevnt og loſt Pulver, og alle deri indeholdt frugtbare Dele, ſettes i Virkſomhed; derfor kan en tilſyneladende udmagret Mark underti⸗ den alene ved en tilborlig Brakning, og uden atter at giodes, bringes til en nventet ny Frugtbarhe d.
Brakkens anden Velgierning mod Ageren beſtaaer i Odelcggelſen af Rod⸗ og Froeukrudet. Ved Roddernes idelige Losrivelſe og Omvending, ved deres Udſat⸗ telſe for Luſten, iſcr i ſterk Soelvarme, drabbes de endelig, og gaae over i eu frugt⸗ bar Forraadnelſe. Froet kommer til Overfladen, adſkilles fra Jordklumperne, hvori det ofte er i utrolig Mangde, bringes i en Forfatning, der er Spiringen gunſtig, og odelagges da i den unge Tilſtand ved Ploug og Harve, hvorefter da disſe unge Urter ogſaa ved deres Oplosning forsge Frugtbarheden. Brakmarken befries altſaa fra det Ukrud, der i en utrolig Mangde formerer ſig i Saden, dog
under

272 Vangſyſtemek.
under den Betingelſe, at Brakken bearbeides tidlig og flittig nok, thi Agerens Reen⸗ iu hed beroer paa denne Operations ſtorre eller mindre Fuldkommenhed. dſ For det tredie er det allerede for lange ſiden bekiendt ved almindelige empiri⸗ 6 iſke Erfaringer, men forſt ved den nyere Naturlare ſat i et klart Lys, at endog det delg frugtbareſte Jordsmon bor udſcettes for Atmosphœrrens Indvirkninger, naar det ſkal 109. vorde og vedblive at vorre frugtbar, og at det deraf tilegner ſig Stoffer, hvilke forſt Doe i Forbindelſe med den frembringe en pasſende Plantenering. Den faſte Skorpe tt paa Jordens Overflade er ligeſaa lidt ſkikket til at opfange disſe Stoffer, ſom de del haarde Jordklumper. Den atmosphariſkte Luft kan kun trange ind i den loſe Muld lagg og ſœtte ſig i Beroring og Vexelvirkning med enhver Partikel deraf. Denne Ind⸗ ninge ſugning af luftformige Stoffer finder kun Sted ved en heiere Temperatur og ſynes at die verre ſtarkeſt ved den forſte Foraarsvarme. Kun den Jord, der i ſkiornet og ofte elig forandret Overflade er udſat for Atmosphaeren og Lyſet, nyder denne Velgierning, dyt og Brakken glor den meeſt ſkikket dertil. V Bodd Endelig bevirkes den fuldkomneſte og inderligſte Blanding af Jordens Beſtand⸗ det o dele med den Giodning, ſom er bragt deri, ved Brakken. Skal Giodningen yttre terd hele ſin Virkſomhed, ſaa maa den berore og beſvangre enhver Jordpartikel, og en⸗ ſſfor hver Agerdyrker er det jo bekiendt, at Giodning, der ligger klumpet i Ageren, er af geſte ringe Virkſomhed. Men deune Blanding kan ikke befordres fuldſtandigere end ved Tax en Brak, der efter at Giodningen er paafort, faaer endnu flere Omvendinger og Omrorelſer. dig. Dertil kommer, at en Brak tilſteder Udforelſen af de nodvendige Markarbei⸗ dre der med den mindſt mulige Kraft, da Jordens Tilberedelſe og Giodningens Üdkiorſel tin nu kan ſkee paa en Tid, hvor der indtreder en Stilſtand i de svrige Markarbeider, den hvorfor man ogſaa troer i ſtore Avlsbrug, at man, uden at have Overflodighed af Kra Spand, kun da kan have Vintermarken tidlig nok fœrdig til Sad, naar den er for⸗ run beredt ved Brakken, men frygter ellers altid for den ſaa ſkadelige Forſinkelſe. ſed §. 309. 1 Hvorved Uagtet Brakken altſaa bliver meget koſtbar ved at opoffre en aarlig Benyttelſe hoe Braetenelenaf en ſtor Deel af Jorden, iſcer naar denne er god, og ved dens megen Bearbeidning, ord ſaa
KT

Vangſyſtemet. 273
tens Renn ſaa kan dog et Avlsbrug, der ofte dyrker Sad flere Aar efter hverandre, forme⸗
delſt hine Fordele ikke undvore den ved den ſadvanlige Kultur. Endog uagtet den ge empiri⸗ ſterke Giodning, ſom der undertiden gives Byjorder, har dens Afſkaffelſe i Almin⸗ endog det delighed havt den Folge, at Saden, uagtet dens yppige Udſeende om Foraaret⸗ d det ſtal dog har givet meget lidet i Skieppen, og at Ukrudet endelig har taget ſaa megen hvilke ferſt Overhaand, og Jorden faaet en ſaa ugunſtig Beſkaffenhed, at man nodtes til atter ke Skorpe at brakke. Men da Brakken end ikke er i Stand til i eet Aar at have en indgroet t, ſon de Feil ved en Ager, har man ſom ofteſt vœret nodt til i en Rakke af Aar at ned⸗ loſe Muld lœgge en ſaadan Ager til Gras, og derpaa at hoſte Ho, hvilket ved den ſtore Giod⸗ denne Ind⸗ ningskraft, bley muligt. Forſt efter en omhyggelig Bearbeidning ſattes den da 9 ſynes at igien i Stand til paa en lonnende Maade at bare Soœd. Kun ved en langt omhyg⸗ get og ofte geligere Bearbeidning kan Brakken undvares, uden at Ageren forvildes. Saaledes egierning, dyrke f. Ex. Belgierne deres Jorder; i det Samme ploie Jordsmonnet i ſmale hoie
Beder, efter at det er vel giennemarbeidet, ikke blot med Ploven, men ogſaa paa ZBeſtand⸗ det omhyggeligſte pulveriſeret med Harven, Tromlen og andre Redſkaber, hvoref⸗ agen yttre ter de blot beſaae disſes Midte, men udſatte derimod Kanterne, der omhyggelig ere el, og en⸗ ſtiornede for Atmoſphœrens Indvirkning og jevnligen, omendſkiendt ikke efter de ſtran⸗
ten, eraf geſte Regler for Frugtvexelen, dog ſaa ofte de finde det nodvendigt, dyrke andre Vaxter, og endelig behakke og luge hver Frugt med Haanden.
Imidlertid er dog en Gientagelſe af Brakken hvert tredie Aar ikke ſaa nodven⸗
dig, ſom man forhen antog, og Ageren kan, under visſe Betingelſer, ofte holdes be⸗
dre i Stand, naar man benytter Brakmarken til forſkiellige Baxter, der give Fo⸗
re end ved
dinger og
Narkatbei⸗ Udtkierſ ring, hvorved den kan faae meer Giodning, end om man hvert tredie Aar brakker terbeide, den. Men dertil kraves da fortrinlig Flid og Opmarkſomhed, flere arbeidende
dighed ef Krafter og et gunſtigt Veirligt, for at bearbeide Jorden ſaameget muligt i Mellem⸗ 1 2199 7
rummet mellem Hoſt⸗ og Saagetid. Hertil giver iſcer det ſexradede Bygs ſildige Ud⸗
9. ſed Leilighed, hvilket i al Fald tilſteder en tre Gange gientagen Ploining om For⸗
aaret, foruden den forſte om Efteraaret. Virkelig er denne halve Brak i de Egne, Benhttiſ hvor mnn forſt efter Sommerens Midte pleier at begynde med Bearbeidningen af den rarbeidring ordentlige Brak, virkſomnere end denne. Derfor er dette ſildige Byg, der ofte ikke
ſar Forſte Deel. Am ſaaes

Sammenſat Trevangsſy⸗ ſtem.
274 Vangſyſtemet.
ſaaes forend midt i Junii, dog meget at anbefale til ſaadanne Avlsbrug, uagtet det er uſikkert om det lykkes. Kommer nu hertil en meget omhyggelig i det ringeſte fire Gange gientagen Ploining i varmt og tort Veir, i det Aar hvori der virkeligt holdes fuldkommen Brak, ſaa kan Jorden blive i Kraft og Reenhed, og der kan da uden Betankning dyrkes Balgfrugter, Klover og andre Brakfrugter i et eller to efter hin⸗ anden folgende Brakaar.
§. 310.
Dette er Oprindelſen til det mere ſammenſatte Trevangsſyſtem eller rigtigere Sex⸗, Ni⸗ eller Tolvvangsſyſtem, hvilket folges temmelig noiagtigt i mange Apls⸗ brug. Disſe Syſtemer have folgende Rotationer:
1) Brak. 2) Vinterſed. 3) Vaarſœd. 4) Wrter og Klover. 5) Vin⸗ terſed. 6) Vaarſed. Eller: 1) Brak. 2) Vinterſad. 3) Vaarſad. 4) Klsver. 5) Vinterſad.
6) Vaarſad. 7) Erter. 8) Vinterſad. 9) Vaarſed.
Eller ogſaa: 1) Brak. 2) Vinterſad. 3) Vaarſed.
6) Vaarſad. 7) Brak. 8) Vinterſad.
11) Vinterſoed. 12) Vaarſad. Imidlertid finder man ſielden, at opmaœrkſomme og tankende Landmand noie binde ſig til disſe Rotationer. De rette ſig meget mere ved Brakkens Jagttagelſe ellet Ikke⸗ jagttagelſe efter den Tilſtand, hvori de hvert Aar finde deres Ager, ſaae kun Klover, naar Ageren ved Bygſaden viſer ſig ſkior, pulveriſeret og fri for Ukrud, og Balg⸗ frugter kun under ſamme Betingelſe; udvalge til begge den reneſte Deel af Ageren og binde ſig ikke til en ſtroeng Folge. Kun dette giore de ſig til Lov: ikke oftere end hvert niende Aar at bringe Kloveren paa den ſamme Plet, fordi Erfaring har lœrt dem, at den mislykkes ved oftere at komme igien, og naar de ſaaede Balgfrug⸗ ter, enten formedelſt ugunſtigt Veirligt, eller fordi de dog have bedraget ſig i Hen⸗ ſeende til Agerens Beſkaffenhed, ikke komme yppigt frem og bederkke Ageren med et tœt Gront, ſaa benytte de disſe til gront Foder, eller ploie dem ned og give da Age⸗ ren en fuldſtandig Brakning. Un⸗
5) Vinterſad. 10) Prter.
4) Klover. 9) Vaarſeedd.
AEEEEEEES

uagtet det ngeſte fire igt holdes nda uden ifter hin⸗
eigtigere nge Avls⸗
5) Vin⸗
Pinterſad,
Sinterſcd. ) Prter.
binde ſig ellet Ikke⸗ n Klover, og Balg⸗ af Ageren ieke oftere eing har Galgfrug⸗ ſig i Hen⸗ en med et de da Ige⸗ Un⸗
Vangſyſtemet. 275
Under disſe Betingelſer kunne ſaadanne Avlsbrug holde deres Jorder i god Stand og roſe ſig af gode Sadafgroder. Derimod er Misvart hos dem, der drive dette Avlsbrug med alt for ſtor Sparſommelighed, hyppigere end man offentlig erfa⸗ rer, eller Skylden ſkydes paa andre Aarſager; derfor finder man ſaa mange erfarne Trevangsbrugere, ſom vende tilbage til det rene orthodoxe Syſtem, eller advarede af deres Naboers Exempel, aldrig have forladt det; ja endog avle deres Erter og den fornodne Klover i Sommermarken og holde derefter reen Brak. Forſigtigere Godseiere, underrettede af erfarne Landmand, giore det ofte til en Betingelſe for Forpagterne, aldeles ikke at beſaae Brakmarken om Sommeren eller dog kun en be⸗ ſtemt Deel deraf, og derfor indbefattes Brakmarkens Benyttelſe i Almindelighed hel⸗ ler ikke i Forpagtningsvurderingerne. Mange forſigtige Landmand anſee altſaa endnu Brakken, ſom Grundvolden for et ſikkert og vedvarende fordelagtigt Avlsbrug.
Nogle lykkelige Egne, der, formedelſt Jordens Blanding af Leer, Kalk og vegetabilſt⸗animalſke Dele, ere ſaa ſkikkede til Sœd, Klover og Balgfrugter, at disſe Frugter kunne overvinde alt Ukrud og dets enkelte Planter let udrives; hvor denne Jord i Folge dens indvortes, ved Gisdſkning let fornyede Gigering af ſig ſelv falder hen iet fiint Pulver, og derfor kan taale en aarlig Beſaaening— kunne formedelſt deres Sieldenhed ikke her komme i Betragtning. Paa dem har den Forbandelſe ikke vir⸗ ket, der ramte Jorden ved Adams og Evas Udtradelſe af Paradiſet.
§. 311.
Uagtet det rene Trevangsſyſtem maa lade en Trediedeel af dets Mark, eller Forſvar for dog den ſtorſte Deel deraf ligge ubenyttet, ſaa har man dog ofte forſvaret det ſom det ſtemet.
fortrinligſte og endog ſom det eneſte muligt gode Markſyſtem, og af folgende Grunde:
1) Dette Syſtems Alde og Almindelighed beviſer dets Fortrinlighed, da det ikke er tœnkeligt, at et feilfuldt Syſtem ſkulde bave erholdt alle Nationers og Tids⸗ alderes Bifald, udbredt ſig ſaa almindeligt og kunnet vedvare.
2) Intet andet bekiendt eller hidtil udtankt Syſtem avler meer Sad end dette; men det er jo Saden der udgior Menneſkenes Hovednerring og det hvortil de meeſt trenge, derfor ſoges den ogſaa meeſt, betales dyreſt og er i ſtadigſt Priis. Om det end frembringer farre dyriſke Produkter, ſaa erjo dette netop et Bevis paa dets
Mm 2 for⸗

b f 276 Vangſyſtemet.
fortringelige Fordeelagtighed, da en Ager ved vegetabilſke Produkter i det ringeſte frembringer tre Gange ſaa megen Nerring til Menneſkene, ſom ved dyriſte. Det er
altſaa lige velgisrende for Menneſkeheden, Staten og den enkelte Landmand. re 3) Dette Syſtem fordeler bedſt ſine Arbeider. Imellem Saae⸗, Vaarſads⸗ ide) og Vinterſcdds⸗Tid, er der tilſtrekkelig Leilighed til at bearbeide Brakken og at for⸗ hedo rette Giodningskiorfelen. Ageren kan altſaa tids nok vare i Orden til at modtage Ledt Vinterſœden, der er den fortrinligſte og meeſt indbringende. Dertil fordres altſaa den det ringeſte Antal Speend. teii 4) Alle dets Arbeider ere ſimple og kunne derfor uden Forſkiel forrettes af mnid ſedvanlige Arbeidere; og dertil behoves ogſaa kun de ſimpleſte og bekiendteſte Red⸗ Adde ſkaber. dyrk 5) Det grunder ſig paa Jordernes gieldende Inddeling og Eiendomsret. Alle kudd de, Agerdyrkningen angaaende Love, Anordninger og Vedtagter, hiemlede Rettighe⸗ deiig der og Servituter ſtaae i den fuldkomneſte Forbindelſe dermed, og Syſtemet ſelv kan ikke cendres, uden at tilintetgiere alle disſe. b§. 312. ſorter Giendrivilſe Men ved noiere Provelſe forſvinde disſe Grundes ſkuffende Skin. miet Tnha 6 Lil 1). Dette Syſtems Vlde og Almindelighed er ikke underkaſtet nogen V Gra kerte oun ebil, Det nedſtammer fra Romerne, og disſe havde indfort det i deres fieruere V Qua de og Almin⸗Provindſer, iſcer i dem, hvorfra de egentlig hentede den fornodne Sed, uagtet der dats deligher. j den neermere Omeng af den ſtore Stad og i denne hele ſterkt befolkede Deel af duew Italien kun herſkede een Agerdykning, Havekulturen liig med henſigtsmasſig Afvex⸗ denn ling af Afgroder. Den romerſke Geiſtlighed, der fornemmelig tilligemed andre Kun⸗ hin ſter, ogſaa udbredte Agerdyrkuing blandt de raae Nationer, leerte dem at kiende Nhoil dette ſom det henſigtsmcesſigſte Syſtem. Hos dem var der endnu Overflodighed af Agerland, uagtet det forhen ſaa yndede Opbrud af den udeelte odeliggende Jord og ſiſte Omvankningen med Qveeghiorderne ikke meer fandt Sted. din J Carl den Stores Capitulare de villis& curtis imperatoris bliver beri Jagttagelſen af Trevangsbruget beſtemt foreſkrevet hans Embedsmand. Det var der altſaa intet Under, at dette Syſtem udbredte ſig ſaa almindeligt over den kriſtne en Ver⸗
En

det ringeſte . Det er d.
Vaarſads⸗ 0g at for⸗ at modtage dres altſaa
Nrettes of dteſte Red⸗
Sret. Alle Rettighe⸗ et ſely kan
ſtet nogen z fiernere nagtet der e Deel af ſig Afvar⸗ nndre Aun⸗
at kiende dighed af Jord og
ris bliver
Det var den kriltne Ver⸗
Vangſyſtemet. 277
Verden, i Tider hvor Autoritet gieldte alt, Forſtanden blindt hen underkaſtede ſig enhver poſitiv Forſkrivt, og Eiendommens lovmasſige Indretninger ſaavelſom Mark⸗ politiet aldeles grundede ſig paa dette. Det er naturligt, at deri intet blev forandret i de paafolgende morke og urolige Tider, i hvilke Agerdyrkningen var alene i den i Slev⸗ hed og Traldom nedſunkne Bondes Hander, under Opſyn af de Frigivnes lavere Klasſe. Vedteggt herſkede lange med uimodſtaaelig Magt over Kunſter og Videnſkaber, og den ringeſte Tvivl imod dens Fornuftmesſighed, blev i ethvertFag anſeet ſom Kiaet⸗ terie. Derfor er ogſaa forſt i de nyeſte Fider Sporgsmaalet om dette Syſtems al⸗ mindelige Fornuftmasſighed bragt paa Bane, og kun paa enkelte ſmaage Pletter, i Nederlandene, og Holſteen og i nogle af Engellands Grevſkaber, havde et andet Ager⸗ dyrkningsſyſtem tidligere uddannet ſig paa en anden Maade. Dette er nok til at kuldkaſte Beviſet for dette Syſtems Rigtighed, ſom fores af dets Elde og almin⸗ delige Udbredelſe.
9
§. 313.
Til 2). Det har ſin Rigtighed med den ſtorre Udſad, af de egentlige Korn⸗Sterre Sab⸗
ſorter, ſom dette Syſtem tillader paa et ligeſtort dyrkeligt Areal, og Trevangsſyſte⸗ met ſtaaer deri kun tilbage for det af fire og fem Marker. Men hvis man hertil foier Graesmarkens Areal af Eng og Overdrev, hvilket det behever for at underholde det Qvag, der med Henſyn paa Giodningen er det uundvarligt, altſaa beregner hele dets Areal og tanker ſig dette ſom dyrkeligt, var det endog kun i Henſeende til Over⸗ drevet, ſaa bliver den mulige Udſced anderledes. Knn under den Forudſcetning, at denne Grasmark er tilſtrakkelig og ikke brugbar tit afvexlende Dyrkning, kan altſaa
hiin Paaſtand indrommes, og under denne Betingelſe gives der viſt nok Tilfœlde, i
hvilke man for denne ſceregne Lokalitet maa give dette Syſtem Fortrinnet. Men Udſced og Indhoſtning er to meget forſtiellige Ting, og kun af den ſidſte fremkommer den rene Fordeel for Landmand og Stat, efterat Udſaeden og alle
adl.
Omkoſtningerne ere fradragne; og herved ville andre Syſtemer i de allerfleſte Tilfœlde
beviſe deres Fortrin. Men hvis vi endnu hertil foie andre vegetabilſte Produkter,
der tiene til Menneſkers Naring og Fornsdenhed, af hvilke andre Syſtemer uden
Skade for Korndyrkningen frembringe langt flere, ſaa er Fortrinnet end sienſynligere.
Man

278 Vangſyſtemet.
Man indremmer andre Dyrkningsſyſtemers ſtorre Benyttelſe af Qvaget, men tillegger denne kun en ringe Vard, og anſeer den for ubetydelig, ſaavel for Land⸗ manden, ſom for Staten. Saalange der i udyrkede Egne var en ſtor Overflodighed af naturlige Grasgange, og disſe udelukkende vare beſtemte til Qbegavlen, ſtod Qyce⸗ gets Pris i et lavt Forhold til Sadens. Hiin ſtiger, ligeſom Kulturen tiltager og man larer at benytte Jorden fordeelagtigere med Ploven, deels fordi mindre bliver liggende til Graesning, deels fordi ſtorre Velhavenhed udbreder ſig i alle Klasſer⸗og enhver ſcettes i Stand til at betale den kraftigere omendſkiondt dyrer Fode. Da bliver Sogniugen efter dyriſke Produkter ſaa ſtor, at man kan beſtemme kultiveret Jord og kunſtigt frembragte Produkter for Qveeget og ved disſe benytte Ageren lige⸗ ſaa hoit, ſom ved Sadavl, fordi man nu forſtaaer at fode det paa et langt mindre Areal. Landmanden beregner, hvormeget Giodningen, foruden den rene Indtagt af Qvagforingen, er vard, ved den derved forsgede Sadproduktion og finder ſig bevagget til beſtandigt at foroge den dyriſke Produktion, indtil Efterſporgſelen nu ſaa tilſtrakkelig kan tilfredsſtilles ved den forsgede Frembringelſe, at Priſen paa dy⸗ riſke Produkter akter falder; i dette Tilfelde anvendes atter mere paa Frembringelſe af Sad og andre Varter der kunne ſalges, hvilket nu vil kunne ſkee med deſto mere Held, da Ageren er ſat i ſtoerre Kraft ved den forsgede Qvagavl. Gang, ſom det uſtadige Forhold mellem Qvagayl og Agerdyrkning almindelig har
Dette er den
taget og nodvendig maa tage, hvor voldſomme Indgreb ikke forſtyrre Naturens Gang, og denne er lige nyttig for Nationen i enhver Rigdoms Grad, og for den producerende Landmand. Kun i Engelland ſyntes en Tidlang det rette Forhold imel⸗ lem Saddyrkning og Qvagavl at vare opnaaet, da Priſen paa dyriſke Levnetsmid⸗ ler kom til at ſtaaei et naeſten alt for lavt Forhold til Sœdens. Her er det endnu langt fra ikke kommet ſaavidt og vi kunne endnu betydeligen forhoie den dyriſke Produktion og med denne tillige vore Kornafgroder, for vi erholde en Overflodighed af hiin og deri blive uafhœngige af andre Lande. Et Syſtem der gior dette, uden beviisligt at for⸗ mindſke Produktionen af andre Frugter og forhoier Agerens Frugtbarhed, har derfor
upaatvivlelige Fortrin.
§. 314.
n
toſes Dytk kun ſ ſom e mer berne dette Grur er ud
endog Man han eller felig

baxget, men for Land⸗ erflodighed ſtod Qog⸗ lillager og indre bliver Klasſer.g ode. Da e kultiveret lgeren lige⸗ angt mindte ene Indtagt wog finder orgſelen nu en paa dy⸗ embringelſe deſto mere ſette er den indelig har Naturens og for den orhold imel⸗ Leynetomid⸗ endnu langt NProduktion hün og deri gigt at for⸗ „har derfor
§ 314
Vangſyſtemet. 279
§. 314.
Til 3). 8 ſin fimple og rene Lilſtand kan dette Syſtem mageligen forrette ſit Arbeide, naar det har Kraft nok til Dyrknings⸗ og Hoſtarbeiderne. Men uden for disſe Tidsrum har det for lidet at beſtille for de til hine Arbeider fornodne Kraf⸗ ter og kan ikke virkſomt nok beſkaftige dem ved Avlsbruget, hvorfor ogſaa ſtorre og mindre Agerbrug maae tanke paa Bihaandteringer, om deres Spand ſkal kunne
Mindre Ar⸗
beide.
betale dets tilſtrœkkelige Underhold. Men hvis det giores mere indviklet ved en
ſtorre Benyttelſe af Brakken, ſaa mage dets arbeidende Krafter ſtrax forsges, eller det bliver i de travle Tidsrum tilbage med Arbeidet og lider derved mangfoldig Skade. Det Fortrin, ſom Trakdyrenes og Arbeidernes ligeligere Beſkaftigelſe, giver andre
Syſtemer for dette, bliver indlyſende for Enhver, der ſeer hvorledes Arbeidet ved
dem til enhver Aarstid er fordeelt. 5. 313.
Til 4). At Daarſthed og Indolenz befordres ved et Syſtem, kan vel umuligt Oets Haand⸗
roſes ved det. Saamegen Kunſtfardighed, ſom der udfordres til enhver anden Dyrkningsmaade, kan bibringes endog det enfoldigſte og ſtiveſte Menneſte, naar man kun ſelv har Villie og Virkſomhed dertil. Udfaldet vil viſe, at den Interresſe, ſom ethvert Menneſke har for Frugterne af ſit Arbeide, iſcr da, naar dette forekom⸗ mer ham mere kunſtigt, forsger Virkſomheden og Opmarkſomheden. Om Redſka⸗ berne have vi allerede talt paa et andet Sted. Viſtnok er denne Kunſtfaœrdighed og dette Bekiendtſkab til Redſkaberne endnu ikke almindelig udbredt; men er det en Grund, til at modſatte ſig Udbredelſen af en erkiendt god Sag, at den endnu ikke er udbredt? §. 316.
Til 5). Hine Indretninger gisre det viſt nok i de fleſte Lande vanſkeligt og
endog ofte umuligt ſor enhver Landmand at ombytte dette Syſtem med et andet.
grebs Sim⸗ pelhed.
Gialdende
lovmasſige Indretnin⸗
Man kan derfor heller ikke fortgnke den inſigtfuldeſte og virkſomſte Landmand, om ger.
han ikke vil udſcette ſig for de uendelige Vanſkeligheder ſom ofte ere forbundne dermed eller foretage ſig det Umulige, og jeg har ofte erklœret, at man kan verre en fortref⸗ felig Landmand, og dog blive ved dette Syſtem; ja at man maaſkee endog robede
1 Ufor⸗

280 Vangſyſtemet.
Uforſtandighed om man under naœrvgrrende Omſtaendigheder vilde gaae over til et an⸗ det. Men naar Talen er om almindelig Gavnlighed og Fortrinlighed, ſaa komme—
kun Naturens Love, ikke Menneſkenes i Betragkning, da disſe paa en fornuftig he Maade maae underkaſte ſig hine og bringes i Overensſtemmelſe med dem. Dette kan a og vil ſkee allevegne; hvor Eierne have klare Begreber om Stats⸗ og Landoeconomie. en Det er en drabende Cirkelſlutning, naar man ſiger: ved den naœrvorrende Indret⸗ heb ning er et forbedret Avlingsſyſtem ikke fordeelagtigt, og fordi Syſtemet ikke er for⸗ der. deelagtigt, ſaa lonner det heller ikke Umagen, at forandre hine Indretninger!— V 2 Ikke deſto mindre horer man daglig Embedsmeend raiſonnere efter denne Slutnings⸗ ſ maade. 1 dere §. 317. ikke Zorbeiendom⸗ De Indretninger, ſom giore dette Syſtems Forandringer vanſkelige og for henj nung. udſtyk⸗ det Enkelte ofte umulige, beſtaae fornemmelig i enhver Jordeiendoms Udſtykning, der grunder ſig paa dette Syſtem, og i ſaa lang Tid har vedligeholdt dette uforan⸗
derligt. Enhver Jordeiendom har ikke alene et i Almindelighed lige ſtort Areal lig⸗ deil gende i enhver Trediedeel, hvori hele Bymarken er inddeelt, men de Eiendommen til⸗ 9g horende Agre ere endnu underligt adſkilte og blandede i ſtorre og mindre Stykker i ket den ſamme Deel af Marken. Heraf folger den Nodvendighed for Enhver at folge den den eengang beſtemte Orden i disſe Markers Dyrkningsmaade; deels fordi der ikke V ning gaae Veie til hver enkelt Stykke, og deels fordi de ſtode ſaaledes paa og til hveran⸗ e
dre, at den andens Sad vilde lide ved Plovvendingerne, om enhver behandlede ſit V Stykke efter eget Tykke, men fornemmelig fordi der, til den almindelige Dyrknings⸗ V En tid og umiddelbar efter Hoſten, ofte endog naar Hobene endnu ſtaae paa Marken V han begyndes en feelleds Vogtning af alle Interresſenternes forſkiellige Slags Qveg paa Ka hele Bymarken(hvortil ogſaa ofte horer et Naboeſogn og Andre, ſom ſlet ikke eie tes Greesning) hvilken Brakmarken bliver underkaſtet hele Aaret igiennem. Denne Ind⸗ 0g: retning er ligeſaa gammel ſom Syſtemet ſelv, og grunder ſig derpaa, at enhver en⸗ til kelt Eier ikke ſarſkilt kunde benytte Grasningen paa hans Ager, uden at ſkade de Ag Gvrige. Denne Grasning paa Stubben og paa Brakmarken er ved Agerlandets den
Forsgelſe og de ovrige Grasganges Formindſtelſe ſtedſe bleven en ſtorre Nodvendig⸗ hed,
KKTN 1

der til et an⸗ ſaa komme en fornuftig Dette kan doetonomit. ende Indret⸗ ikke er for⸗ ninger!—
Slutnings⸗
kelige og for Udſiykning, ette uforan⸗ Areal lig⸗ dommen til⸗ re Stykker i her at folge di der ikke til hoeran⸗ handlede ſi Dyrkanings⸗ paa Narken 3 Qvag paa ſlet ike eie Denne Ind⸗ enhver en⸗ at ſtade de b Agerlandels
e Nodvendig⸗ hed,
Vangſyſtemet. 281
hed, fordi Qvaget uden denne aldeles ikke kan ernares om Sommeren. Derfor vaages der af enhver Interesſent ligeſom af Fallesſkabets Forſtandere med Skin⸗ ſyge over enhver Formindſkelſe eller Indſkrankning deraf.
Altſaa kunde denne Indretning, der nedſtammer fra en lav Kulturgrad og na⸗ ſten almindelig er udbredte, ſelv ved Erkiendelſe af et bedre Avlsbrug, vanſkeligt op⸗ hœves der, hvor enhver liden Lodseier allerede tidlig er bleven fri og arvelig Beſid⸗ der. Kun i ſaadanne Lande hvor Godseieren forbeholdt ſig ſine Rettigheder over Bonderne og deres Jorder, og kun overlod dem disſes Dyrkning under visſe Betin⸗ gelſer, havde han Magt til at afſondre Hovedgaardens Mark og anviſe Bonderne deres, hvor det ſyntes ham pasſende; hvorfor ogſaa kun enkelte tydſke Provindſer ikke lide af denne Markudſtykning, ligeſom disſe ogſaa derfor tidligere have naaet et henſigtmasſigere Agerdyrkningsſyſtem.
§. 318.
Et Palliativmiddel har man anvendt mod hint Onde; man inddrog nemlig en Midrter der⸗
Deel af Brakmarken, i Almindelighed den narrmeſte ded Landsbyen, fra Bevogtning og Graesning, og fremmede derved Foderurters og andre Varters Dyrkning; hvil⸗ ket dog kun kunde fremvirkes ved et retfœrdigt Magtſprog af Regieringerne eller af den lovgivende Magt, ſom Schubarts giennemtrangende Stemme, ikke uden Gras⸗ nings⸗Interesſenternes haftige Reklamationer, opfordrede dertil herveder noget, men ikke alt afhiulpet.
J nogle Stater har nylig den oplyſte ſouveraine Magt handlet med den ſtorſte Energie og ubetinget forbudet al Vogtning og Grasning paa andens Ager, ſaaſnart han dyrker den, og ſaaledes giort en hidtil blot indſkrœnket Jordeier til en fuldkommen. Kan der antages, at ingen anden end Grundeiere beſidder Grcesningsret, ſaa erſtat⸗ tes det ene med det andet. Ingens Rettigheder krankes; blot deres Misbrng til Andres og Statens Skade ophaves. Men derved bliver Staldforingen vel for ſtorſte Delen til en ubetinget Nodvendighed, da ingen Eier er forpligtet til at indfrede ſin beſaaede Ager, men derimod enhver, ſom vil drive ſit Qvoeg ud, maa indeſtaae for hele Ska⸗ den, ja endog at den Enkelte, ſom driver ſit Qveeg ud, er forpligtet at erſtatte den
Sorſte Deel. 1 sRn— Ska⸗

8² Vangſyſtemet.
Skade, ſom der i dets Nabolaug ſkeer paa en Aſgrode, ſelv om det ikke kan beviſes, at det er deres, der har forvoldet den.
Om denne almindelige Indforelſe af Staldforingen i hine Stater ſaa hurtigen er mulig, og om Qveegholdet ved dette Buds ſtrange Haandhavelſe ikke til Skade for Agerdyrkningen alt for meget maa formindſkes, er et Sporgsmaal, ſom man uden noie Kundſkab om Lokaliteten ikke kan beſpare. Ikke heller hœves herved alle Hin⸗ dringer for et forbedret Agerdyrkningsſyſtem.
Moiſommeligere, men ogſaa af ſtorre Virkning og ingenlunde umulig, er Jor⸗ dernes almindelige Udſkiftning, hvorved enhver faaer anviiſt ſin Jord efter billig Er⸗ ſtatning af Qvantiteten ved Qvalitet, i een eller nogle ſammenhaengende Flader, hvilke han da efter eget Tykke kan indhegne og benytte. Ene herved kan en Nations og hver Enkelts Agerbrug harve ſig til den ſterſte Fuldkommenhed og i ethvert det Syſtem indfores, ſom fremvirker denne Fuldkommenhed. Men Hindringerne for denne almindelige Udſkiftning ere vanſkelige at overvinde— dog maaſkee ikke ſaa⸗ meget i phyſiſt, ſom i moralſt og politiſk Henſeende— naar fuldkommen Eien⸗
domsret eengang er betrygget enhver Klasſe af Grundeiere.
Et andet, men viſt nok ogſaa blot palliativ Hielpemiddel taenker jeg mig ved folgende Indretning, der fager forſkiellige Modifikationer efter Lokalet. En Byes Jorder i tre Marker deles i ni lige Dele, og ſex eller ſyv Aar efter hverandre— li⸗ geſom Grasningsretten var mere eller mindre udſtrakt— overlades enhver Eier i en⸗ hver Afdeling den vilkaarlige Benyktelſe af hans Markſtykker, uden at han kan for⸗ ſtyrres deri ved nogenſomhelſt For⸗ eller Eftergrasning, hvilken altid er af ringe Be⸗ tydenhed. Kun forpligte man ham til at giede til den neſtſidſte Afgrode i det femte eller ſiette Aar, og med den ſidſte Afgrode at ſaae hvid Klover. J de ovrige to eller tre Aar bliver Jorden da til fœelles Grœsning, hvilken i Folge ſin Qvalitet maa have et afgiort Fortrin for enhver foregaaende Brak⸗ og Stubgreesning, og har eſ⸗ ter tilbagelagte Grasningsaar giort Ageren meer ſkikket til Sœdavl ved Gronſvarens Forraadnelſe og ved det gresſende Qvogs nu mere concentrerede Giodning. Ager⸗ dyrkernes mangfoldige frie Forſeg vil ſnart viſe den Rotatien, der efter Jordens Be⸗ paffenhes og Avlingsforholdene er den fordeelagtigſte, og denne vil uden Tvivl ind⸗ feres

kan beviſes
aa hurtigen Skade for a man uden ed alle Hin⸗
lig, er Jor⸗ er billig Er⸗ de Flader, en Nations ethvert der ringerne for kee ibke ſaa⸗ nmen Cien⸗
jeg mig ded En Byes dre— li⸗ er Eier i en⸗ an kan for⸗ af ringe Be⸗ e i det femte de ovrige to Dwalitet maa ag hat ef Gronſogrens ing. Ager⸗ Jordens Be⸗ en Tyirl ind⸗ foris
Vangſyſtemet. 283
fores af de Fleſte. Jeg indſeer ikke, hvilken Vanſkelighed denne Indretning kan have, naar den ved Markernes Inddeling ivarkſcettes alvorligt og med Overlag, iſer i Henſeende til Veiene, der, ſaavidt muligt, maae fore til alle Markerne.
§. 319.
Imidlertid er allerede med alle Interesſenternes Samtykke ofte foretaget For⸗ andringer i Trevangsbrugets Frugtfolge, endog paa ſaadanne Grundſtykker, ſom i Henſeende til Bevogtningen vare fœlles. Saaledes kiender jeg adſkillige Landsby⸗ marker, hvor man har 1) Brak, 2) Byg, 3) Erter, 4) Rug, 5) Havre, 6) Rug, og derefter igien Brak, eller man gieder og tager 1) Byg, 2) Rug, 3) Brak, 4) Rug, 5) Erter, 6) Byg, 7) Nug, 8) Havre, 9 Brak.
Paa meget ſtarke Jorder frygter man, at Vinterſœden gaaer i Leie efter giodet Brak, og ſaaer derfor heller forſt Byg, om hvilken man her forſikkrer, at den ikke til ſaa megen Skade gaaer i Leie, ſom Hveden. Desuagtet beſtemmer man ſig ikke til i det Hele at afvige fra Trevangsbruget.
§. 320.
Firevangsbruget er allerede fra umindelige Tider indfort nogle Steder paa Falledsjorderne. Man dyrker der, efter Brakken, 1) Vinterſced, 2) Vaarſed, 3) Vinter⸗ eller Vaarſad, maaſkee endog Erter i denne Mark, og brakker derefter igien. Dette ſidſte er den meeſt oeconomiſke Adfard, der lader ſig teenke, da Er⸗ terne, naar de tilborligen dyrkes, ere en ſaa fortreffelig forberedende Afgrode for Saden, at Ageren ingenlunde behover den derpaa fslgende Brak.
Men mange privative Godseiere have ogſaa ſaavel for deres egen Perſon, ſom for deres Bonder indfort et Firemarksſyſtem, af hvilket mange lovede ſig ualminde⸗ lig ſtor Virkning. Det forekommer mig, at denne Idee beroer paa en Misfor⸗ ſtaaelſe af Engellgndernes Firemarksſyſtem. Thi det bragtes iſer paa Bane, da Frederik den Anden erkiendende det engelſke Agerbrugs Fortrin, onſkede ved En⸗ gellenderen Brown og nogle Avlskyndige, ſom han ſendte til Engelland, at indfore dette, forſt paa ſine Domainer, og dernaſt ved betydelig at underſtstte andre drivtige Godseiere, at giore det almindeligen i ſine Stater. J Begyndelſen kragtede man efter en Klovermark, foruden Brakken, om hvis Benyttelſe, der tillige taltes.
Nu 2 Men
Firevangs⸗ bruget.

284 Vangſyſtemet.
Men ſiden vilde man tage Sadafgroderne efter hverandre, og nu have Klover i den
ſierde Mark, hvilken naturligviis lykkedes ſlettere, end i Trevangsbruget. Nu rtd dyrkes der i Almindelighed tre Seedafgroder i ſaaledes inddelte Marker, derefter brak⸗ dnd kes; og jeg kiender kun et eneſte Gods, ſom pua en Deel af ſine Marker allerede i tt ſam 23 Aar virkelig brugte den Sadfelge, 1) behakkede Frugter, 2) Byg, 3) Klover, tg det og 4) Vinterſad. 1 ville d —§. 321. ſe d Femmarks⸗ Paa nogle Stader finder man ogſaa Landsbyjorderne deelte i fem Marker med dette dee mangfoldig Forſkiellighed i Frugtfolgen. Hvor man efter Brakken dyrker 1) Vin⸗ ſom ee terſed, 2) Erter, 3) Vinterſœd, og 4) Vaarſad, der er dette Agerbrog ikke et u vit af de ſletteſte, ſaafremt Brakken bearbeides fuldſtendigt. Med fmaae Forandringer kun⸗ er forl de dette Fire⸗ og Femmarksſyſtem lettere bringes til en rigtig Frugtvexel, end Tre⸗ nen je vangsbruget, da Foderdyrkningen finder en pasſende Plads deri. ker, de Om de Forhold, hvori Trevangsbruget i Henſeende til Arbeide, Giodning Forho og Afgrode ſtaaer til ſig ſelv og til andre Avlingsſyſtemer, vil den almindelige ta⸗ i local bellariſte Udſigt over de forſkiellige Slags Avlsbrug, ved Enden af dette Kapitel, lg, ko udbrede ſtorre Lys. 4 Greè Vexrelſyſtemet, Vang og Kobbelbruget, det nur Meklenborgſke og Holſtenſke Agerbrug. 8 §. 322. Det Avlsbrug, i hvilket Ageren i en Rad af paafolgende Aar tiente til Sadavl, og derneſt til Grœsgang i en anden Rad af Aar, undertiden ogſaa til Hoavl, er on h. ſtedſe kaldet Vexelbrug, faavel af Tydſke, ſom af Engelleendere og Italienere, og for⸗ V aarlig tiener fortrinligt dette Navn. Jeg har ogſaa i det forſte Bind af mit engelſke Ager⸗ aden brug brugt Ordet i denne Betydning, og det er ikke min Skyld, at man ſiden ude⸗ dg ikk lukkende ved dette Udtryk har villet betegne en anden Frugtfolge, og ligefrem anta⸗ ſomh get det derfor. Nu udtrykker man ſig viſt nok forſtaaeligere for de fleſte, naar man Gran etiener ſig af hine Navne, i Stedet for Vexelbrug. Men de ere tvetydige og be⸗ den tegne hos Andre kun et ſœreget Slags af hiint Syſtem. b dd n Ved
EEEE

klover j den get. Nu hefter brak⸗ tallerede i 3) Klover,
Marker med er 1) Vin⸗ Nog ikke et dringer kun⸗ , end Tre⸗
„Giodning indelige ta⸗ te Kapitel,
det
tit Sadavl,
Hoavl, er dere, ogfor⸗ ngelſte lger⸗ n ſiden ude⸗ hefem anta⸗
e, naar man pdige dg be⸗
Ved
Kobbelbruget. 285
Ved Vange forſtaaer mange ikke en ſammenhangende Mark, men un⸗ dertiden adſtilte Jordſtykker, der hvert Aat dyrkes paa eens Maade, eller ogſaa den Orden, i hvilken Jorderne ere inddeelte. Kobbel bemarker derimod hos dem et ſammenhengende Stykke Jord, om endog forſtiellige Afgroder dyrkes derpaa i et og det ſamme Aar. Mange giver blot et indhegnet Stykke Land dette Navn. Andre ville derfor udelukkende kalde det holſtenſte Agerbrug Kobbelbrug, og det meklenborg⸗ ſke Vangbrug, fordi Indhegninger ere brugelige ved hiint, derimod ikke ved dette. J de Egne, hvor dette Avlsbrug er indfort, bruge de Fleſte disſe Udtryk, ſom eenstydige. Ved Vange taunker jeg mig Agerlandets Fordeling efter
en vis Frugtfelge, ſaa at enhver Mark, efterat et Antal af Aar, Markernes ligt,
er forlobet, atter findes i den Tilſtand, hvori de vare ved Omlobets Begyndelſe, men jeg fordrer ikke ubetinget den locale Sammenhang af hver til een Vang horende Mar⸗ ker, der allermindſt er nodvendig ved Staldforing, hvor meget mere Adſkillelſe under visſe Forhold kan verre gavnlig. Kobbel kalder jeg derimod en Mark, der ogſaa ſtaaer i local Sammenhqng. For at undgaae al Misforſtand, og blive almeen forſtaae⸗ lig, kalder jeg dette Avlsbrug, hvorom vi nu tale i Almindelighed Vexelbrug med Greesgang, og for at adſkille dets ſœeregne Afarter, kalder jeg det Kobbelbrug, naar det udoves efter den hidtil ſodvanlige Maade; og holſtenſt, naar det er ind⸗ rettet ſaaledes, at Grœsgangsaarene ere flere, men meklenborgſk, naar Sad⸗ og Brak⸗ markerne ere det. §. 323.
Det er ſandſynligt, at dette Avlsbrug her i Norden nedſtammer fra de Tider, Kobbelbru⸗
om hvilke Tacitus ſiger: arva per annos mutant et superest ager(de forandre aarlig Agrene, og der er Overflodighed af Jord). Udentvivl gik man i hine Tider uden al Orden fra een Plet Jord til en anden, naar den hidtil dyrkede var udtarret, og ikke mere lonnede ved rigelige Afgroder. Thi der var Jord nok til at opbryde, ſom havde tient til Gresgang. Men da Eiendommen ved foroget Folkemangde fik Grendſer, ſaae man ſig nodt til at vende tilbage til den forladte Ager, fandt, at den vedat hvile og ved Giodningen af det grasſende Qvceg havde gienvundet ſin Kraft, og lod nu den ſenere opbrudte atter ligge til Grasning. Af denne Omvexling finde vi
endnu

Kobbelbruget.
286
endnu i mange Egne Spor, da man under gamle Ege tydeligt kan kiende den op⸗ ploiede Jord. Sandſynligviis havde denne Fremgangsmaade vedligeholdt ſig i den nordligſte Deel af Tydſkland, paa den danſke Halvo, og var der blevet til et regu⸗ lairt Syſtem, for atter derfra at udbrede ſig til tilgrendſende Provindſer. Land⸗ droſten von der Luͤhe larrte der, i Begyndelſen af det forrige Aarhundrede, at kiende dette Syſtems Fortrin, og begyndte i Aarene mellem 30 og 40, at indfore det paa ſine Godſer i Meklenborg, dog med visſe Modifikationer. Han tildrog ſig derved heftig Mobſigelſe, Tviſt, Spot og Fiendſkab, hvilke ſiden efter, i Anledning af hans Stridigheder med Hertugen, ſandſynligviis tildeels gav Anledning til den For⸗ folgelſe, hvis Offer han blev, der bragte hans Avlsbrug i Uorden, og odelagde hans Formue. Derfor fandt han i lang Tid kun hemmeligen Efterlignere, der uden at ville bemarkes, indforte dette Syſtem med nye Modifikationer paa deres Godſer, men offentlig maaſkee endog talte derimod. Pludſelig kom det for Dagen, at mange Godſer, der ved Trevangsbruget vare blevne ganſke udtœrede, og derfor havde maat⸗ tet indſtranke det Areal, de kunde giode, til ſtedſe mindre Stykker, vare harvede ved dette Syſtem, paa ny ſatte i Kraft, og havde opnaaet ulige ſtorre Afgroder. Men under og efter Syvaarskrigen erholdt det forſt almindeligt Bifald, og udbredte ſig sver den ſtorſte Deel af Meklenborg, og derfra til enkelte Nabo⸗Provindſer. Fra disſe Tider ere ogſaa de forſte Skrivter, ſom vi have derom*).
Denne Dyrkningsmaades Fordele, iſar paa Godſer, hvis Giodfkning vare komne i Aftagende, var nu ſaa indlyſende for enhver, at man anſaae dette Syſtem, ſom det fuldkomneſte blant alle mulige, og priſte ſig lykkelig i ſaadanne Egne, hvor man formedelſt Bondernes fuldkomne Afhangighed uden Vidtloftighed kunde ſammenlaxgge ſine Agre i Kobler. Nu begyndte man forſt at ſœtte Priis paa Jor⸗ den, hvorved da mangen Bonde viſt nok ganſke eller tildeels miſtede ſin.
§. 324.
») F. Ex. Von Fegeſack zur Aufnahme der Landwirthſchaft, Berlin 1765. Roſenows Verſuche einer Abhandlung vom Ackerbau in der Kobbelwirthſchaft. Schumachers gerechtes Verhaͤltniß der Viezucht zum Ackerbau aus der mecklenburgi⸗ ſchen Wirthſchaftsverfaſſung. Gedanken von der mecklenburgiſchen Wirthſchaft und Ausfuͤhrungskunde von Denſow
gunſtih fertrin Grasn ven, i vende rello kommem des vi Giodn ken da Aar b lerte paa Ag Frugtt Man veid i
iſteſt blev Jord ſte G gaard ring Nang
Prüt Bra

nde den op⸗ dt ſig i den til et regu⸗ . Land⸗ e, at kiende fore det pa hſig derved ledning af lil den For⸗ og odelagde e, der uden res Godſer, „at mange hapde maat⸗ jevede ved dder. Men dbredte ſig Fra disſe
fkening vare te Syſtem, nne Egne, ighed kunde z paa Jor⸗
§. 324.
ſchit
mecklenburgi⸗
von Denſow.
Kobbelbruget. 287
§. 324.
Ligeſom Tilfaldet her giorde dette Syſtem bekiendt og var dets Udbredelſe gunſtig, faldt ogſaa i andre Egne taœnkende Hoveder derpaa. Den hviilte Jords fortrinlige Kraft, dens Afgroders Vished og Storrelſe, ligeſom og den rigelige Grasning paa heie Greesgange, der, ikke udtarede i nogle Aar, blive urorte af Plo⸗ ven, i Sammenligning med andre, der i mange Aar laae uopbrudte, maatte hen⸗ vende Jagttagerens Opmarkſomhed paa Fordelene ved denne Vexel. Camillo Ta⸗ rello foredrog dette Syſtem, i hans Ricordo d'agricultura, og i dets ſtorre Fuld⸗ kommenhed hvilende paa rationelle Grunde. Efter ham ſkulde Grœsmarken opbry⸗ des ved en otte Gange gientagen Ploining og benyttes til Sadavl, uden at bringe Giodning, det maatte da vore Kalk, derpaa, forend med den ſidſte Sad, med hvil⸗ ken da ſkulde ſaaes Klover og henſigtmasſige Grasarter, og Jorden i en Rakke af Aar blive liggende til Greesning eller Qvagfoder. Ogſaa Bertrand i Orbe i Schweitz lerte dette Syſtem i hans elements d'agriculture, og beviſte Fortrinene af den paa Ageren fremkomne Gronſvcer, frem for den paa gamle Grasgange, og atter den Frugtbarhed, ſom Gronſvarens Forraadnelſe meddeler Frugter, der ſiden dyrkes. Man finder det ogſaa indfert i Schweitz og i nogle af Tydſklands ſydlige Egne, jeg veed ikke fra hvilken Tid.
§. 325.
Desuagtet har dette Syſtem fundet megen Modſigelſe af andre, der dog, ſom ofteſt, manglede et fuldſtoeandigt Begreb derom. Man troede, at Sadavlen derved blev alt for indſkranket, og anſaae det for Kulturens Skandſel, at lade ſaamegen Jord blive liggende udyrket. Man troede, at Arbeidets Formindſkelſe var den ene⸗ ſte Grund til det Bifald, ſom det hiſt og her har vundet, beraabte ſig paa Bonder⸗ gaardes Inddragelſe i Meklenborg, og forſikkrede, at det, ved at formindſke Na⸗ ring og Fortieneſte for Menneſkene, vilde umiddelbar i heieſte Grad forringe Folke⸗ mangden.
Det Kongelige Videnſkabers Akademie i Berlin udſatte derfor i Aaret 1791 Priis⸗Sporgsmaalet om Kobbelbrugets Anvendelighed, fornemmelig i Mark⸗ Brandenburg, til hvis Beſvarelſe mange Skrivter indlobe; de Stridigheder dette 4 gpvak⸗

288 Kobbelbruget.
opvakte, iſcer de Forelasninger, ſom Statsminiſteren Greve af Herzberg holdt falden over dette Emne, hvori han erklœrede ſig mod Kobbelbruget, gav Anledning til flere. Dan Disſe Skrivter ere af forſkiellig Vœrd, og have maaſkee i vis Henſeende alle lige! Fortieneſter. Men de ſtille hverken Avlsbrugenes Forhold tydeligt nok imod hver⸗ ſtes/ andre, ikke heller give de fleſte deraf en tilſtrakkelig Anſkuelſe af Kobbelbruget til tilſtaa dem, der ſlet ikke kiende det. ecl 8 Det vaſſentligſte ved Kobbelbruget, men ſom ofteſt ubemarket af dets Mod⸗ ſtandere, er, at hele dets Areal, ſom formedelſt dets phyſiſte Egenſkab paa nogen Quer Maade kan bringes under Ploven, optages i dets Vexel. Det har ingen Plet Jord, ring, ſom det jo dyrker, naar det er i Stand til at modtage Kultur. Kun den alt for meer vaade Grund, hvorfra Vandet ikke kan bortledes, er beſtemt til Eng; den alt for altſac ſteile og maaſkee alt for fierne udelukkende til Skov. Det behover ingen Grcesning Yoert paa Enge, eller benytter i det mindſte ikke disſe dertil, uden i det Tilfcœlde, at det om Foraaret eller om Efteraaret var ganſke uſkadeligt for disſe. Men dets Skovſtraknin⸗ ger ere fuldkommen ſluttede, og intet Stykke Qvag nedtraeder den unge Opvart, ſorſtie eller gnaver paa de allerede oplobne Treer. Sarſkilte Overdrev til Grasning ind⸗ mere rommer det aldeles ikke, men alt det, der i en Rad af Aar, har tient til Grasning, lioher kommer nu, ſat i Kraft ved Giodningen af det grasſende Qvoeg og ved Gronſvorens Forraadnelſe, i en anden Rad af Aar til at bare Sœd. Den Ager, der har baaret der ka Sed, men ikke ber vore udmagret, nedlaxgges derimod til Gras, for at give Qva⸗ get Naring og erholde ny Krafter ved Grasvarten og ved Qvaxgs Giodnirng. ale J mange Tilfalde er det allerede i og for ſig ſelv urigtigt, at dette Avlsbrug berg ſaaer mindre Sad, end Trevangsbruget. Der gives mange Tilfalde, i hoilke beide denne er blevet forsget ved Overgangen til Kobbelbruget, da den forhenverrende til eonl Qvaegets Erncring uundveerlige Grasgang, iſcerr den sdeliggende og kun med en⸗ ſein kelte purrede Treer beſatte Skovgrund blev lagt til Vangene, ofte til ſtor Fordeel atf for Skovdyrkningen ſelv. ſoc Men ved den rigere og dyrkede Grasgang er det nui Stand til at holde ſaa⸗ maa meget mere Qvag, at nare det bedre og med ſtorre Sikkerhed. Foruden dennes ſand hoiere Benyttelſe vinder det nu tilſtrakkelig Giodning, og Ageren faaer ſelv den der i9: falder 6

berg holdt ng til flere. aſeende alle imod hver⸗ elbruget til
Kobbelbruget. 289
falder paa Grœsgangen, der ved Vangbruget er neeſten aldeles tabt for Sadavlen. Da nu Sadafgroderne ſaa aldeles beroe paa Agerens Kraft, ſaa foroges disſe ved lige Udſad ſaa betydeligt, at de, i de fleſte Tilfolde, om Udſaden virkelig formind⸗ ſkes, ſnarere forsges end forringes. Man har derfor neſten almindelig maattet tilſtagae, at en Ager ſom ligger i Vexel, ved lige Gisdſkning og Frugtfolge, giver eet Korn meer efter Hvilen, hvilket ſom reen Gevinſt, er af ſtor Vigtighed.
dets Nod Men hertil kommer endnu den hoiere Benyttelſe, ſom Kobbelbruget har af
bas nogen Qpeegget, da det hele Sommeren kan give dette en tilſtrœkkelig og uforandret Grees⸗
Plet Jord, ning, og formedelſt dennes ſtorre Omfang eller Kraft neeſten i ethvert Tilfallde holde
den alt for meer Qvag. Den heiere Benyttelſe af Qvaget, ſom almindeligt indrommes, kun
den alt for altſaa, om Sadindtagten endog kun blev lige, ſtedſe anſees ſom et Fortrin ved dette
Graening Agerbrug, i Sammenligning med Vangbruget.
de, at det§. 326. 5858 SD has
opſtralnin⸗ Forholdet, efter hvilket Agrene vepler mellem Sedavl og Grasleie, er meget
eOpvart, forſkielligt ved disſe Avlsbrug, og fra disſe forſkiellige Forhold tilligemed alle deres
eoning ind⸗ mere eller mindre betydelige Folger udſpringer dette Avlsbrugs mangfoldige Forſtiel⸗
Grasning, ligheder.
ronſvorrens Forſt om Forſkiellen imellem det holſtenſte og meklenborgſte Avlsbrug, Foefxie ner har baaret der kaldes ſaaledes formedelſt deres Almindelighed i disſe Provindſer. ſtenſte og give Ova⸗ Ved det forſte er Graesleie og Qvaghold betydeligere end Agerdyrkningen, meklenborg⸗ nirg. eller har dog en merrkeligere Deel i det Heles Indtagt, end i det mecklenborgſke Ager⸗
te Avlobrug brug; Holſteneren dyrker ikke alene mindre Jord, men anvender endog mindre Ar⸗
e, i hoilke beide derpaa. Efter det oprindelige, vel nu ikke mere almindelige, men dog endnu
werende til jevnlige Nationalagerbrug, holdes ingen fuldſteendig Brak, ligeſom ingen Sommer⸗
un med en⸗ ploining finder Sted. Man har i det ringeſte i lang Tid kaget i Betcenkning, ved
or Fordeel alt for megen Ploining at odelagge Grsnſoeren og Grasſets Spirekraft eller at
holde ſaa⸗ uden dennes ſely den der falder
ſpœkke den naturlige Grasveext ſor Fremtiden. Grasmarken braktes derfor ikke, naar den opbrydes, men ofte ſaaes der ſtrax Havre efter een Pleining eller, paa mere ſandet Jord, Boghvede. Denne ſaakaldte Gronjordshavre have ogſaa de,— og jeg troer med Foie— beholdt, der, overbeviſte om Gavnligheden af en fuldkomnere
Forſte Deel. Oo Be⸗

Det Holſten⸗
ſte.
290 Kobbelbruget.
Bearbeidning, brakke Jorden efter denne. Ogſaa da, naar man udlagger Jorden til Gras, undgaaer man ſadvanlig at gisre den for ſkior eller for meget at odelagge Urterne, pleier derfor med velberaad Hu kun een Gang til den ſidſte Afgrode— ſcedvanlig Havre— og kalder denne Havre Haardjordshavre, fordi Jorden ſkal derved blive haard. §. 328.
Holſteneren— det forſtaaer ſig, at Talen ſtedſe er her om Fleerheden, da man i Holſteen finder enkelte Avlsbrug, aldeles paa meklenborgſt Viis— har flere Kobler og et langere Omlob. Han dyrker i Almindelighed flere Sadafgroder efter hverandre, men lader da ogſaa Ageren ſaa meget langere ligge til Gres.
Det ſadvanligſte Forhold i Holſteen, er at en Femtedeel ligger til Vinterſœd, en Femtedeel til Vaarſcd og tre Femtedele til Graass. Bruger man Brak, hvilket nu ſkeer hyppigere formedelſt den almindelig indforte Mergling, ſaa udgior denne dog kun en Tiendeel. Man tager da ſadvanligt:
1) Grenjordshavre.
2) Brak.
3) Vinterſad.
4) Vaarſad.
5) Vinterſad eller Vaarſad og dernaſt fem Aars Grasleie. Farre end 10 Kobler har man ſielden eller aldrig; men man finder ogſaa Inddelinger i 12, 13 eller 14 Kobler, der have de Aar, hvori ploies og hvori Jorden ligger til Gras, i Rad, og da med et endnu ſtorre Forhold af Grasleie til ploiet Jord, thi mere end fem Afgroder dyrker man vel aldrig efter hverandre.
Til Koblernes Omlaegning beſtemmer man ſig mindre i Holſteen end i Meklen⸗ borg, fordi enhver Kobbel er indhegnet, med Groft og Vold, med en derpaa plan⸗ tet Hakke, ſom man pleier at kalde Knick og i et Avlsbrug, der ſaa fortrinlig er beregnet paa Grasgang, anſees for noget ſaa Vaſentligt, at mange ſatte hele For⸗ ſtiellen mellem meklenborgſt og holſtenſk Avlsbrug netop i disſe Knicke. Derfor er da ogſaa Striden om disſe Knickes Gaynlighed eller Skadelighed fort med ſaa me⸗
gen
n

gger Jorden at odelagge lgrode— dorden ſkal
theden, da har flere
voder efter
Vinterſad, ak, hvilket giior denne
rre end 10 i 12, 13 til Gras,
i mere end
i Meklen⸗ etpaa plan⸗ vrtrinlig er hele For⸗ Derfor er dd ſaa me⸗ gen
Kobbelbruget. 291
gen Varme. De afhugges hver Gang Koblerne opbrydes, vorxe da langſomt til i Sadaarene, og giore uneggtelig megen Rytte i den Tid Marken ligger til Grees.
For disſe Knickers Skyld, hvis forſte Anlag er moiſommeligt og koſtbart, be⸗ ſtemmer man ſig altſaa ikke lettelig til at omdanne Koblerne, og paa Godſer, hvor disſes Antal ſyntes for ſtort, har man hellere taget een eller anden ud af Omlobet og dyrket denne for ſig ſelv, omtrent ſaaledes ſom Meklenborgerne pleie at giore med deres Bikobler.
Da Holſteneren holder ulige mere Qvarg end Meklenborgeren, og ſaavel om Sommeren ſom om Vinteren narer dette bedre, ſaa ſamler han i Almindelighed langt mere Giodning og holder ſin Jord derved, og ved den langere Hvile i langt ſtorre Kraft. Herved erholder han, uagtet den ringere Bearbeidning, ofte ſtorre, men, i Almindelighed, maaſkee mindre ſikkre Afgroder.
Da denne Dyrkningsmaade er her i Holſteen celdgammel, og Jorden derved maatte fra Aar til Aar tiltage i Kraft, ſaa ſynes dens Grundbeſkaffenhed oprindelig at voœre meget god, omendſkiendt den, vi tale om, naturligviis, med Henſyn paa den egentlige Jordblanding, intet Fortrin har hverken for Meklenborgs eller for mange andre nordtydſte Provindſer. Men Rigdom af Muld(Humus) og en yppig Vege⸗ tation zraffer man ofte paa Jord, hvor Sanden pradominerer ſaameget, at den ved en anden Kultur kun vilde fremſtille Ufrugtbarhedens Billede. Heraf kan man for⸗ klare ſig den vidunderlige Virkning af det paakiorte mergelagtige Leer,(en Opera⸗ tion, ſom man nu kan regne til een af det holſtenſke Agerbrugs Saregenheder), hvil⸗ ken man i andre Egne ikke kan vente i ſaadan Grad, ſaalcenge man ei kan giode ſtarkere.
Den ſtarſte Opmarkſomhed henvendes paa Meieriet, ſom man ſaavel i Hol⸗ ſteen ſom i Meklenborg pleier at kalde Holleenderiet, da man i Almindelighed regner, at Halvdelen af hele Avlingsfordelen og undertiden mere, end af Sadavlen ſelv, fremkommer herved.
Om Koblernes Benyttelſe ville vi anfore det Veeſent! igſte i den almindelige Ud⸗
ſigt over de forſkiellige Avloͤbrugs gienſ ſidige Forhold.
8° 2 5. 328.

Det meklen⸗ horgſke.
Forſkiellige Inddelinger.
292 Kobbelbrugek.
§. 328.
Meklenborgeren anvender derimod en langt ſtorre Opmeerkſomhed paa Sad⸗ avlen og paa Jordens Behandling, og hans Avlöbrug er overhovedet mere indviklet og mangfoldigt. J ethvert Omlob holder han een eller to Gange fuldkommen reen Brak, hvilken i Almindelighed allerede opbrydes om Efteraaret og bearbeides ſiden hele Sommeren igiennem med den ſtorſte Flid. Af denne Aarſag har han naturlig⸗ vijs mindre Grasmark og et mindre Antal Qvag, og dette fodes ſlettere ſaavel om Sommeren ſom om Vinteren, hvorfor ogſaa Qpegets Indtagt er ulige ringere i dette Avlsbrug, end i det holſtenſke.
Af ſamme Aarſag gioder han ogſaa ſvagere, og ſeger tildeels at erſtatte den manglende Gisdning ved en ſtarkere Bearbeidning af Jorden, hvorved han viſt nok ofte tilveiebringer bedre Sedafgroder end Holſteneren efter ſterkere Giodſkning, men ogſaa udmagrer Jorden mere. Denne Mangel af Giodning har man imidlertid med megen Flid ſtrabt at erſtatte ved en omhyggelig Benyttelſe af den af Naturen ſelv frembragte og bevarede Giodning, fornemmelig ved den Muld, der i Aartnſiude havde opdynget ſig paa lave Steder, undertiden ogfaa ved at bruge Vandplanter, iſer Tang, hvorved man paa mange Godſer har hindret Jordens Udtaring. Brugen af det mergelagtige Leer udbreder ſig vel ogfaa med megen Fordeel paa mange Godſer i Meklenburg, ſom ere holdte i Kraft, men vil ikke der giore den Lykke, ſom paa den kraftigere holſtenſte Grund.
Naar Holſteneren ſom ofteſt dyrker alle ſine Kobker i een Rotation, ſaa finder man derimod paa de meklenborgſke Godſer flere forſkiellige Delinger, og man adſfkil⸗ ler folgende tre Slags.
§. 329.
1) S Hovedmarkerne. Til disſe valgtes den kraftigere ſtedſe endog under Tre⸗ vangsbruget bedre giodede Ager. De ligge nœrmeſt ved Gaarden og ſtode enten til ſamme, eller ere dog ved korte Veie forbundne dermed. De udgiore Godſets Ho⸗ vedbeſtanddeel, og Grcesningen herpaa er ſom ofteſt beſtemt for det malkende Qvag.
2) J Udmarkerne. Disſe beſtaae af den flettere eller meer forſomte Jord, hvilken man ved Vangſyſtemet pleier at kalde ſex⸗ eller niaarig Rugjord, og de ere en⸗
ten
— AUmn

paa Sad⸗ atre indviklet onmen reen beides ſiden an naturlig⸗ eſaavel om e ringere i
erſtatte den an viſt nok ening, men dlertid med aturen ſelb Aartnſiude andplanter, Udtcrring. paa mange den Lykke,
ſaa findet man adſtil⸗
uder ere⸗ de enten til odſets Ho⸗ nde Qpeg. omte Jord, g de ere en⸗ tin
Kobbelbruget. 293
ten fremkomne heraf eller af forhen opbrudt og udmagret Jord. Grasningen er her⸗ paa for knap for Horngvaget, for langt bortliggende, og derfor beſtemt til Ska⸗ feriet, ſom Holſtenerne i Almindelighed aldeles ikke har, ſom Meklenborgeren be⸗ holdt fra Trevangsbrugets Tid, men hvoraf han, ved ganſte at forſomme det indtil de ſeneſte Tider, vel kun havde en ſaare ringe Indtagt. Medrette tilkom disſe Ud⸗ marker i det mindſte Faarenes Foldgiodning; men da Indmarkerne ſom ofteſt altfor meget traenger til denne, ſaa unddrages den dem ofte, og de faae aldeles ingen Giod⸗ ning, men mage bare nogle Afgroder ved Hielp af den ſaakaldte Hvile. Denne Hoile hielper imidlertid kun lidet, fordi ingen Gronſverr danner ſig og det grasſende Qvag altſaa kun taber liden Giodning.
3) S Bikobler. Disßſe beſtaae for det meſte af fortrinlig nœr ved Gaarden liggende Jord, ere ſom ofteſt indhegnede, og kunne ſettes lige med Vangbrugets Tofter. Deres Henſigt er fornemmelig at give Trakdyrene eller Huusholdningsgqvce⸗ get Graesning, hvilket ſidſte man adſkiller fra Hollenderiqvoget, der ſom ofteſt er bortforpagtet. Derneaſt tiene de ogſaa til Foderavl og Hoſlet og kaldes derfor vel ogſaa Kloverkobler. Dog benyttes de ogſaa afvexlende til Soed. Mange have ny⸗ lig begyndt at dyrke dem efter Frugtfolgens Regel og have iſer valgt den fire⸗ aarige Rotation af 1) behakkede Frugter, 2) Byg, 3) Klover, 4) Vinterſad. Dog underkaſtes de overhovedet ikke en almindelig og regulair Dyrkning, men man behandler dem vilkaarlig efter ethvert Aars Behov og ſom en Bihielp for Hovedkob⸗ lerne. Deres Storrelſe er for det meſte indrettet overeensſtemmende med Forholdet af de fornodne Trak⸗ og Huushotdningsdyr, fordi de oprindeligt kun vare beſtemte til Grasgang for disſe.
Der kunde man nemlig bedre pleie Trakkſtudene og have dem neermere ved Haanden, naar man behovede dem. J Almindelighed finder man tre ſaadanne Koh⸗ ler, af hvilke, efter den oprindelige Indretning, den ene dyrkes med Sad, den an⸗ den hoſtes til Hoe, den tredie bruges til Grasning, og ſaaledes alle ſkifte hvert an⸗ det eller tredie Aar,
5. 330.

294 Kobbelbruget.
§. 330. unl Efter den Tilſtand, hvori Vangene findes, kaldes de 1) Gras⸗ 2) Sad⸗ dund eller 3) Brakmarker. Hyvor der brakkes to Gange i et Omlob, den ene Gang umid⸗ Sol delbart efterat Grasmarken er opbrudt og den anden mellem de forſkiellige Afgroder, iihe der kaldes den forſte den gronne Brak, og man ſiger da, at Ageren, fordi den ikke teg giodes her, bœrer ved Hvilen, men rigtigere ved Gronſvœrens Forraadnelſe. Den deufe anden kaldes den ſkiore Brak, og fordi den gioedes, Giodningsbrakken eller den fede Brak. §. 331. ötun Gadſkiftet. Disſe Marker glore ſaavel i holſtenſte ſom i det meklenborgſke Avlsbrug en Aar Cirkel eller et Omlob, ſaa at den ene aarlig trader i den andens Plads. Dette Jord Omlob varer ſaa mange Aar, ſom der er Marker, og i det Aar, hvori Omlobet 0d. ſluttes, maa enhver Mark findes paa det Sted og i den Tilſtand, hvori den var dens ved dets Begyndelſe. Deraf folger da ogſaa, at der hvert Aar er lige mange Mar⸗ Nen ker af hvert Slags. Herved fremkommer hvert Aar den ſaa gavnlige Lighed og Re⸗ Kb gulairitet i Avlsbruget, der ikke alene ſaa meget letter Overſigten, men endog be⸗ nmed trygger en uforandret Indtaegt af Avlsbrugets forſkiellige Grene; ſaa at Orden og For⸗ V tere fatning ikke med mindre Moie kan iagttages og beſtemmes ved noget Slags Avlsbrug, V grode end netop ved dette, naar det eengang er indrettet paa tilborlig Maade. Men der⸗ V haro imod er ogſaa Indretningen vanſkeligere og fordrer modnere Overlaeg end ved ethvert V denne andet Avlsbrug, fordi neppe nogen Forandring er mulig derved, uden at det Hele nere omdannes og den forrige Orden aldeles forſtyrres. V 1§ 332. V Kobkernes Hoor det nogenlunde er muligt lagger man Koblerne efter deres Nummere og Rot Ferbiaen, Folge, endog lokalt, i en Kreds, ſaa at naar man f. Ex. har 11 Vange grandſer anc Nummer. No. I1 igien til No. 1. Derved opnaaer man at Gresmarkerne ligge ved ſiden af heder hverandre, at Qvaget kan grasſe paa dem alle, eller dog, uden Veie, kan komme ſte⸗ fra den ene til den anden. For at ſpare nyt Hegn lader man ogſaa een og ſamme Ekh indhegnede Kobbel, paa hvilken Qvaget opholder ſig om Natten, tiene til Natkob⸗ ring bel, ſaalgenge den ligger til Gras; hoilket derimod andre forkaſte, fordi denne Kob⸗ bel
8 R KV 4 4

* 2) Sad⸗ Gang umid⸗ ge Afgroder, ſordi den ikke dnelſe. Den ken eller den
Aplobrug en ads. Dette dori Omlobet vori den var mange Mar⸗ hhed og Re⸗ en endog be⸗ den og For⸗ ss Avlobrug,
Men der⸗ ved ethvert at det Hele
Nummere og ge grandſer wed ſiden af kan komme mog ſamme til Natkob⸗
i denne Kob⸗ bel
Kobbelbruget. 295
bel begunſtiges derved paa de ovriges Bekoſtning, med Henſyn paa den derpaa fal⸗ dende Giodning, med mindre man havde ſerdeles Aarſag til at forbedre en ſaadan Kobbel fremfor andre. Desforuden er det for Vandingsſtadernes Skyld af Vig⸗ tighed at Graskoblerne hange ſammen, fordi man da kan have nok af eet til to eller tre Kobler. Disſe Vandingsſtader kunne ikke altid letteligen indrettes, og komme derfor ved Koblernes locale Indretning i ſœerdeles Betragtning.
§. 333. 3.
Efter Reglen bor Koblernes Fladeindhold vore lige. Men man har ofte, naar Koblernes
Grunden var forſkiellig giort de flettere forholdsmasſig ſtorre, for om muligt hvert Aar at have lige megen Sad og lige Gres. Da den ſlettere, ſom ofteſt ſandigere Jord er lettere at dyrke, ſaa vil Forſkiellen i Arbeidet heller ikke vore markelig, og da man ogſaa pleiede at foroge eller formindſke Udſceden overensſtemmende med Jor⸗ dens Godhed, ſaa var ogſaa deri den af aldre Oeconomer ſaa hsit agtede Lighed. Men Giodning fattedes nu ſaameget mere, da denne kun ſtroes tyndere paa en ſtorre Kobbel, uagtet den ſlettere Jord behover at giodes ſtarkere, naar den ſkal bare lige med hiin. Man har derfor ſom ofteſt varet nodt til, anderledes at behandle den ſlet⸗ tere Deel af disſe ſtorre Kobler, at lade den ligge langere til Gras, tage faœrre Af⸗ groder deraf, og kun at bruge den ſom Supplement til nogle Afgroder. Eller man har ogſaa hiulpet ſig ved Bikoblerne og ikke giodet nogen af disſe, i det Aar, hvori denne ſtorre og ſlettere ſtod for Touren at giodes, for at kunne anvende ſaa meget mere paa denne. §. 334
Naar Jorden ellers er forſkiellig, og man ikke deſto mindre vil tage den i een
Rotation, ſaa indretter man det, ſaavidt muligt ſaaledes, at enhver Kobbel faaer
en naſten lige Deel af hvert Slags Jord.
heder, og noder til at give Koblerne andre Former, end dem man i geometri⸗
ſte Henſeende vilde have valgt. Et lille Stykke ſlet Jord, ſom man for Localets
Skyld maae tage ind i en Hovedkobbel, ſoger man at forbedre ved ſtœrkere Giodſt⸗
ning, eller bedre ved at kiore en frugtbar Jordart derpaa.
Man
Dette foraarſager ofte mange Vanſtelige
Lighed.

Kobkernes
Beliggenhed Figur og af Avlsgaardens Beliggenhed.
Koblernes Figur.
Aar veres vare guufue 6 Ubfosfelen.
296 Kobbelbruget.
Man har undertiden fundet det nodvendigt alligevel at tage en Kobbel af be⸗ ſtemt ſlettere Beſkaffenhed med i Rotationen, men at ſkaane den. Man lader den nemlig ligge eet Aar lœngere til Gras og tager derimod en anden under Ploven, der kan taale det. Den forſte haver da en Afgrode mindre i Rotationen; den ſidſte derimod har en kortere Hvile og bœrer een Afgrode meer, hvorved hiin da naturlig⸗ vis ophielpes, men denne ſocekkes. Dette er en Nodhielp, ſom kun med ſtor For⸗ ſigtighed tor anvendes, men ſom misbrugt kan bringe hele Avlsbruget flere Rotatio⸗ ner igiennem i Uorden. Man maa iſar pasſe paa, at Forpagtere, for hvem dette Kunſtgreb kan vere ualmindelig fordeelagtigt, ikke tillade ſig ſaadant, med mindre at hele Indretningen allerede ved Anlagget var beregnet derpaa, Man paaſtaaer, at ogſaa mange egennyttige Godseiere i Meklenborg have anvendt dette Kunſtgreb i
F. 335.
Koblernes Beliggenhed er ogſaa ofte afhangig af det Locale, af hele Arealets Men der er ogſaa andre Henſyn, ſom ikke maae forglemmes og ſom ofte ere Aarſag til en langt mere blandet Inddeling, end Figuren ſynes at gisre nodvendig. Koblernes fuldkomneſte Beliggenhed er udentvivl den, naar de ligge i en heel eller halv Eirkel omkring Gaarden, naſten forene ſig nermeſt ved denne i Kileform, og derpaa beſtandig udbrede ſig mere. Men hertil er en gunſtig Beliggenhed af Gaarden aldeles nodvendig og en wheli Lighed, tilligemed en uafbrudt Sammenhang af Agerlandet.
§. 336.
Bedſt er det naar enhver Kobbel kun er begrandſet af fire Sider og ikke har Binkler, der altid giore Dyrkningen vanſkelig. En regulair Qvadrat eller Oblong fortiente viſt nok Fortrinnet, men kan ikke finde Sted ved hiin Beliggenhed, og Formen af en afſtumpet Triangel har kun faae Mangler.
For ſmalle maae de ikke vorre eller blive henimod Gaarden, fordi Tveerploi⸗ ningen herved bliver vanſkeligere, og foraarſager at Heſtene trade over paa den til⸗ grandſende Mark, eller at man fager en Forploining, ſom man gierne undgaaer. Ved
T N
Ned
2

kobbel af be⸗ in lader den der Ploven, den ſidſte da naturlig⸗ zed ſtor For⸗ ere Rotatio— hvem dette med mindre paaſtaaer, Kunſtgreb i
heſe Arealets ;, ſom ikke deling, end er udentviyl forene ſig Men hertil
Aig Lighed,
og ilke har eller Oblong ggenhed, 0g
i Tverploi⸗ paa den til⸗
e undgaaer. ded
Kohbelbruget. 291
₰
Bed en lang og ſmal Figur forlanges desuden Grandſen med Nabokoblet, og der udfordres altſaa ſtorre Hegn, eller det bliver vanſteligere at tilbageholde Qurgt⸗ §. 332⸗
En Beliggenhed hvorpaa aldeles intet var at udſatte er kun ſielden mulig, for⸗ medelſt Gaardens Beliggenhed og det Heles Figur. Man maa oſte tilveiebringe Forbindelſen imellem Koblerne og Gaarden ved een eller flere falles Veie, kun lade Koblerne ſtode til en ſaadan Vei og ſaavidt muligt undgaae, at ikke den ene Kob⸗ bel ligger bag den anden, og ſaa at man ikke kan komme til hiin, uden over denne.
Ogſaa maa man paa den korteſte Vei kunne komme til enhver. §. 338.
Man maa ſaavidt muligt forebygge, at den ene Kobbel ligger langere fra Gaar⸗Lige lang Aß⸗ den end den anden, hvilket ellers vilde forvolde en ſtor Forſkiellighed i hvert Aars Ar⸗ land her beider; men dette er ikke altid giorligt. Naar Jorderne danne en lang ſmal Figur og Gaarden desuden ligger ved en ſmal Side, ſaa er dette Onde uforanderligt.
Det er ellers almindeligt, ikke at dele en Kobbel og at lade den beſtage af flere. J det mindſte er dette meget vigtigt ved de Aplsbrug, hvor Qvaget grasſes, omendſkiondt ligegyldigere og ofte raadeligere ved Staldforing.
Ved hiin Beliggenhed kunde man imidlertid maaſkee hielpe ſig derved, at man f. Ex. giorde 14 Kobler af 7 Marker, og at enhver hapde ſin forſte Kobbel liggende ſaameget narmere, ſom den anden laae langere borte. Det forſtaaer ſig, at Mar⸗ kerne ikke maatte verre for ſmage.
§. 339.
Men Arealets phyſiſte Be ſkaffenhed gisr ſammenhœngende Marker ofte umre heſen 1 lige, fordi disſe adſkilles af Bekke, Sumper, Moſer og Soer. Her er Forſtiel⸗Reglen. ligheden uendelig, og man maa ſaavidt muligt iagttage de almindelige Regler. Ved modent Overlaeg, og ved ofte at betragte Arealet ſaavel i Naturen ſom paa Chartet falder man paa mange Ideer, af hvilke,man da maa valge den, der i de fleſte Hen⸗ ſeender er den bedſte, uden at forlange abſolut Ful dkommenhed. Derſom ſaadanne Steder ikke ere brede, ſaa gaaer man Almindelighed tvars ſgiennem dem med. Kob⸗ lernes Grandſer og ſtrerber at vedligeholde Forbindelſen ved Broer og Damninger.
Forſte Deel⸗ P p men

298 Kobbelbruget.
men hvor dette ikkeer giorligt, maa man tage Vand eller Moradſer til Vangenes ville Grandſer. 1 mere §. 340.
Grevter og Hvor det er nogenlunde muligt gior man de nodvendige Afledningsgrevter og⸗
Veir. ſaa til Grœndſegrovter. Dette ſamme er Tilfaldet med Veiene, hvilke man almin⸗ i hvo deligviis indfatter med Grovter og lagger i ſaavidt muligt lige Linie, for at tabe min⸗ anſe dre Jord og have den korteſte Vei fra den ene Punkt til den anden. Da imidlertid tal, en Vei maae fore til hver Kobbel, og man ikke gierne lader denne gage over en an⸗ aldri den, ſaa blive Omveie undertiden nodvendige. forſt
§. 341. henſi
Vanſerlighe. Der hvor Avlsgaarden hanger ſammen med Landsbyen, forvolder Bondermar⸗ V
der,an aene kernes Beliggenhed de ſtorſte Vanſkeligheder. J Meklenborg, hvor man endnu
ofte volde. var uindſtranket Herre over Bymarken, har man hyppigt udflyttet Landsbyerne, den, og anviiſt dem deres Marker der, hvor de ikke vare i Veien for Gaardens Indret⸗ det ninger. Hvor Godseieren har tabt Eiendom paa Bonderjorderne, uden at een mart Agerdyrkningen begunſtigende Lovgivning tillader Jordernes Sammenlaxgning og har Mageſkifte, maa man arbeide ſig frem igiennem mange Vanſkeligheder ſore
§. 342. vang Er Jorden ſaa afvexlende forſkiellig, at man ikke henſigtmasſigt kan benytte denne
den i een Rotation, ſaa maa man indrette flere, og i dette Tilfelde bor man mere fere ſee paa Jordens Lighed, end paa Markernes Beliggenhed. Der komme da Kob⸗ V lerne af forſkiellige Rotationer til at ligge imellem hverandre, alt efterſom Grun⸗ ellr den forandrer ſig, og de giennemkrydſe hverandre ofte paa en beſynderlig Maade. V nok Her at gisre en god Indretning, er noget, ſom iſcr fordrer Overlag, og om man Gre lader Qvaget grasſe maa man om muligt indrette det ſaaledes, at de tilgrand⸗ bedr ſende Kobler af forſkiellige Rotationer, komme til at ligge til Gras, i et og det kun ſamme Aar. wer Derſom Jordsmonnet hyppigt afvexler paa et Gods, og tillige er af ſaadan kan
Godhed og Kraft, at det rigeligt vil lonne en henſigtsmasſig, omendſtiondt meget ind⸗ viklet
REEEE

til Vangtnes
ogrevter bg⸗ man almin⸗ jat tabe win⸗ da imidlertid
over en an⸗
Bondermar⸗ man endau kandsbyerne, dens Indret⸗ uden at een lagning og
kan benytte man were me da Kob⸗ rſom Grun⸗ erlig Maade. og om man de tilgrand⸗ i et og det
raf ſaadan
dt meget ind⸗ ritlet
Kobbelbug. 299
viklet Dyrkning, ſaa maae de Rotationer mangfoldiggisres ſaa meget, at man neppe mere kan bringe dette Avlsbrug under denne Kategorie. §. 343.
Forſt opſtaaer altſaa det Sporgsmaal, i hvor mange Rotationer, og dernaſt Koblernee Antal⸗
i hvormange Kobler af ethvert Slags et Gods bor lagges. J Meklenborg har man anſeet disſes Antal for et Hovedproblem i Agerbruget, og heftigen ſtridt om det An⸗ tal, der var det fordeelagtigſte. Naturligviis er man ikke blevet enig derom og vil aldrig kunne blive det, fordi de Forhold, hvorpaa dette Antal beroer, allevegne err forſkiellige. Derimod er det af ſtor Vigtighed i ethvert beſtemt Tilfalde at finde det henſigtsmasſigſte Tal.
§. 344.
Storrelſen af Gaardens Jorder, deres Form, deres Beliggenhed imod Gaar⸗obternes Afdelinger.
den, deres Afbrydelſe og Jordsmonnets Forſtiellighed beſtemmer fremfor alt, om det Hele ſkal bringes i een Rotation, eller om man bor dele det i flere Ind⸗ og Ud⸗ marker. Anlagget af Parcelgaarde for de langere bortliggende Dele af et ſtort Gods, har i Meklenborg kun fundet ringe Bifald, og Hovedgaardsmarkerne ere nefſten for ſtore for een Gaard. Derfor har man oſte maattet giore ſaadanne Marker til Ud⸗ vange, det er, til forſomt Agerland, der efter ſia naturlige Godhed ikke fortiente denne Skiebne, og ved hvilket det naeſten alene kom an paa at oprette en Aplsgaard, for efter kort Tid at bringe det til lige Afgroder med Indmarkerne.
Disſe Udmarker forſommes meget formedelſt deres Fraliggenhed, giodes lidet eller intet, og ere fornemmelig beſtemte til Faaregresgange. Dertil pasſe de viſt nok ogſaa bedſt i deres nœrvoerrende Forfatning, da Faarene ikke alene noies med ſlet Grcesning, naar de kun have tilſtrakkelig Plads, men endog mere end Qvaxget for⸗ bedre ved deres Giodning ſaadan Jord, ſom er udmattet ved at bœre Sad, naar den kun laenge nok ligger til Grees. Fage disſe Marker den Feldgiodning, der tilkom⸗ mer dem, ſaa er denne den meſt pasſende, fordi man, for Veiens Skyld, neppe
kan taœnke paa at kiore Giodning paa dem.
Pp 2§. 345.

300 Kobbelbruget.
.§. 345. mne Bikobler. Bikkoblerne ere ofte uundvoerlige til Agerbrugets Opkomſt og til at vedlige⸗ nind holde Ligevagt deri. De maae ophielpe Beſcrtningen og ved deres ſtorre Foderpro⸗ mah duktion holde alle de svrige Agre i Kraft. Hvor de fattedes har man undertiden ta⸗ t get en Hovedkobbel ud af Rotationen og deelt den i ſaadanne Bikobler. un 8. 346. He a23 uun Hovedkobler. Skal Koblernes Antal i Hovedrotationen udſindes, ſaa bor man tage maa Henſyn:— tro 1) Paa Jordarten. Den fandede forbedrer ſig mere ved lang Hvile end ved Fint idelig Ploining, og en ofte gientagen og ſtœrk Brakning gavner den kun lidet og kan Ster fnarere blive den ſkadelig. Den behover ikke forend Vinterne at opbrydes fra Gras⸗ V ders leiet, men det er ſom ofteſt tidsnok midt om Sommeren. Den kan ogſaa uden Sommer⸗ ved pleining behandles paa holſtenſt Maade i det Aar, den opbrydes, og fordeelagtigſt forſt med Boghvede, der forbereder den naſten bedre til Vinterſcdd, end Brakken. Den an ſterk lerede Jord derimod bringes kun til ſtor Frugtbarhed ved ofte gientagen Som⸗ ninge merploining. Derfor mage Brakningerne forsges, alt i det Forhold ſom Agerens habe bedre Beſtanddeel tiltager. Greesgangen kan derimod indſkrankes til en mindre Fla⸗ til a de, fordi denne Grund er mere grasriig. Tog man mange Sadafgroder efter hver⸗ koble andre, vilde den alt formeget forvildes, og ved et alt for langvarigt Grasleie blive ahle altfor bunden. Er Jorden kold, med et for Fugtigheden uigiennemtrerngeligt Leer⸗ dette underlag, ſaa kan det verre Tilfaldet, at man virkelig benytter den fordeelagtigere kan til langvarigere Grasgang eller Hoeſlet, end til Sadavl, iſeer naar den er vel gien⸗ nemgiodet og indeholder en Stamme af gode Graesarter. Ligge der ſaadanne enkelte rre
Strakninger imellem Koblerne, ſaa ombrydes de undertiden ikke med det Ovrige, men tiene til Enge, paa ſamme Tid ſom Koblerne bœre Sad, og man tager da ten belte eller to Afgroder mindre af dem, undertiden kun Havre. daa,
2) Paa den Qvantitet Giodning, der udfordres til at giode en Brak
og paa Muligheden af dens Tilveiebringelſe. Hele den fede Brak ſkal nemlig Ka gisdes og dens Storrelſe maa altſaa rette ſig efter Avlsbrugets Gisdningeproduktion. Sa Denne har man, ſom overalt, ogſaa i Meklenborg beregnet efter Qvaegets Antal, Gru
men

til at bedlige. ere Foderpro⸗ undertiden ta⸗
br man tage
Hvile end bed lidet og kan des fra Gras⸗ den Sommer⸗ fordeelagtigſt iken. Den ttagen Som⸗ ſom Agerens rmindre Fla⸗ er efter hver⸗ rœsleie blive engeligt deer⸗ Ndeelagtigere ner vel gien⸗ adanne enkelte det Dyrige,
tager da ten
de en Brak k ſtal nenlig geproduktin.
veget Antal, men
Kobbelbruget. 801
men ogſaa, ligefaa ofte ſom andenſteds, bedraget ſig. Man har der temmelig al⸗ mindeligt antaget, at eet Qvagshoved gav Giodning til 6400 ◻☚ Alen. Saa mange Stykker Qveeg altſaa, ſaa mange Gange 6400 ◻ Alen Brak. Naar nu et Qveegshoved behovede 19200 Alen Grasgang, ſaa maatte der varre en ſaa⸗ dan Greesgang for at 6400 ⁵½ Alen kunde giodes. Behovede det, overeensſtem⸗ mende med Jordens Beſkaffenhed eller i Folge dens Udtœring, ſtorre Graesgang, ſaa maatte ogſaa Antallet af Grœsskoblerne foroges. Saaledes have mange regnet, der troede at have regnet meget grundigt. Men Giodningens Qvantitet— thi kun Vintergiodningen kommer her i Betragtning— ſkionnes hverken af Graesgangens Storrelſe eller af Qvagets Antal, men ene af det avlede og oeconomiſk anvendte Fo⸗ ders Mangde. Det kommer altſaa fornemmelig an paa Ho⸗ og Halmproduktionen; ved hvilket Antal og ved hvilken Mark⸗Rotation Brakken tilſtrœkkeligt kan gisdes: forſt da kommer det Qvags⸗Antal i Betragtning, ſom fordeelagtigſt kan fortare det, og nu maa der beregnes, hvormegen Grasning det behover, for tilligemed Giod⸗ ningen at forſkaffe den ſtorſte Fordeel. Man maa altſaa ikke ſaaledes, ſom mange have paaſtaaet, her blot ſee paa Agerens Beſkaffenhed og ſtorre eller mindre Evne til at give Gras, men meget mere paa Engenes Mangde og Egenſkaber og paa Bi⸗ koblerne, der maaſkee benyttes til Fodervoxters Dyrkning. Eller man maa ogſaa ayle Vinterfoder i een af Hovedkoblerne og altſaa foroge deres Antal med Een. Men dette finder man kun ſielden ved det ſœdvanlige Kobbelbrug og paa ſadvanlig Grund kan det naeſten kun ivœrkſœttes, naar man folger Regelen for Frugtvexelen, da Age⸗ ren efter tre eller flere Kornafgroder ikke pleier at vore i en Forfatning, ſom er Klo⸗ veren gunſtig.
3) Paa Arbeidet. Dette foreges med Storrelſen af de enkelte eller dob⸗ belte Brakninger, og formindſtes ved den langere Hvile. Det kommer altſaa an paa, om det er gavnligt at forsge eller forringe Arbeidsdyrenes Antal.
4) Paa Beregningen og paa Sammenligning af Indkomſterne ved Kornavlen og Qvaegbenyttelſen. Naar Udſaden formindſkes, ſaa forringes Sadproduktionen ikke i lige Forhold, da den, efter langere Hvile, iſcer paa los Grund, pleier at vere ſaa meget ſtarkere, eller dette har dog ikke Sted i ſaadan
Grad,

30²2 Kobbelbruget. Grad, at den ikke undertiden tilſtrakkelig erſtattes ved Qvceegets hoiere Benyttelſe og ved de ſparede Arbeidsomkoſtninger. ker
5) Paa Engenes Forhold, om der nemlig derpaa kan hoſtes ſaameget— fremi at Gavnqvaget paa Graes kan have nok deraf til Vinterfoder, efterat det er fradra⸗ taff get, ſom Arbeidsdyrene behode⸗ og om tillige den fornodne Giodning deraf kan ſs/ frembringes.
Endelig 6) ſom allerede er ſagt, paa Godſets Storrelſe, Markernes Belig⸗ mark genhed og Jordbundens Forſkiellighed. Gaardens fordeelagtige Beliggenhed mod Jonde Jorderne kan undertiden vare en Aarſag til mere at indſkrœnke Antallet af Koblerne, aliſaa fordi de ellers vilde blive for ſmalle, der hvor de narmede ſig Gaarden. ninter
§. 342. ogſaa Metleue6 De ſadvanligſte Indretninger ved de forſkiellige Markinddelinger ere folgende: Indt inddeling. Inddelingen i ſexr Vange. Denne har en ſtor Brak, dyrker tre Sadaf⸗ arund groder efter hverandre og har to Grasmarker. Den yndes paa de Godſer, ſom have rigelige Enge og frugtbar Grund til Grasning. Den behover megen Giodning, find deels for Brakkens Storrelſes Skyld, deels fordi en toaarig Hvile er mindre virkſom Jord end en langere til at giengive Jorden Kraft. Hvor man formedelſt den ſtorre Korn⸗ avl indforte den paa Godſer, hvis Jorder vare mindre i Kraft, har Udfaldet vee⸗ V ret ſlet.— V ig fir
Inddelingen i ſyy Marker har een Brak, tre Sad⸗ og tre Grasmarker. Engt Den er nu een af de meeſt yndede, da Jorden, ſom man pleier at ſige, udhviler ſig til⸗ ket til ſtrakkeligt i tre Aar, er i det tredie Aar i den bedſte Grasvaxt, og Brakken lettere Gang kan fuldkommen giodes end i den foregagende, ligeſom at den til at gide tre Afgroder V netop faaer den fornodne Kraft. Den kan vel komme ud med mindre Engbund end V raa? den foregagaende, men dog ikke uden en betydelig Hoavl. Nogle have nylig begyndt var at bruge den med fire Sadmarker, hvilket dog maae fremvirke Udmagring, naar denne. man ikke har heiſt frugtbare Grasgange eller Foderavl i Bikobler; med mindre man ving, valger en forbedret Frugtfolge. Herom kunne vi forſt ſiden tale, og have her kun maad den ſadvanlige for Hie.
ne
EEE

Kobbelbruget. 303
yttelſe o Den i otte Marker har ſadvanlig een Brak, fire Sad⸗ og tre Greesmar⸗
— ker. Den fordrer en ſtarkere Giodſkning til ſine fire Aſgroder, hvilken kun kan Get Hoe, fremkomme ved en betydelig Hoavl, da tredie og fierde Afgrode kun yder lidet. Man
fradra⸗ trœffer den ogſaa med fire Gras⸗ og tre Sœdmarker paa Godſer, der maae udhvile
deraf kan ſig, efterat vere udmagret, eller ogſaa ved de bedre Udmarkers Rotationer.
Den i ni Marker. Denne har ſom ofteſt een Brak, fire Sad⸗ og fire Gras⸗ es Belig⸗ V marker. Ved Inddelingsmaaden med enkelt Brak har denne den mindſte Brak, og da Zhed mad Jorden ved denne har hvilet i fire Aar, ſaa behover den mindſt Giodning. Denne kan Koblerne, V altſaa hielpe ſig med et ringere Forhold af Eng, men vil da viſt nok kun ſvagt kunne
V vinterfore det Qvag, der kan holdes paa den betydelige Grasning. Men man har
ogſaa taget Sœd fem Gange efter hverandre og har kun havt tre Grasmarker: en
folgende: Indretning, ſom kun den fortrinligſte Jord kan udholde, men dog ſnarere ſynes at
e Sadaf⸗ grunde ſig paa Gierrighed end paa ſand Oeconomie.
ſom have Den i ni Marker med to Brakmarker traffer man nu neppe mere, omend⸗
jodning, ſkiondt den forhen ikke var ſielden og ydede fortrinlige Sœdafgroder paa bindende
evirkſom Jord, ſom en ſtarkere Bearbeidning var gunſtig.
rre Korn⸗ Fem Grasmarker, tre Sadmarker og en Brak finder man kun paa Udmarker.
aldet va⸗ Den i ti Marker med to Brakmarker, fire ved den ſkiore Brak adſkilte Sad⸗ og fire Graxsmarker horer til de ſieldne. Dog kan den ved det ringeſte Forhold af
smarker. Eng temmelig bevare ſin Kraft, og Inddelingen i ti Marker ſynes mig ſerrdeles ſkik⸗
lerſig til ket til en forbedret Frugtfolge. Naar den ellers, ſom man har forſogt, tager fem
Gange Sad efter een Brak, ſaa arbeider den ſin Odelaggelſe imode. Den i elleve Marker. Den tager to Afgroder efter den ſœdvanlige ugiodede
ken lettere
Afgroder
gbund end raa Brak, tre Afgroder efter den giodede og har folgelig fire Grasmarker. Forhen g bonndt var den meſt yndet i Meklenborg og mange fortryde endnu ikke at have beholdt ig, mar denne. Paa god leret Jord, ſom Hvile og Brakning erſtatter den ſieldnere Giodſk⸗
ndre man uing, kan den hielpe ſig med mindre Giodning, altſaa med ringere Engbund, og maadeligt overfodre ſit Qvag.
Den i tolv Marker, ſom tager tre Afgroder efter hver Brak, narmer ſig i ſine Forhold til den i ſex Vange. Frembringer den ligeſaa megen Giodning, ſom
denne,
de her kun
7

304 Kobbelbruget.
denne, ſaa kan den give nogen Giodning til den forſte Brak, for netop deſto ſtarrkere at Su giode den anden, og ſynes mig da at have et Fortrin for den i ſer Marker; thi her for⸗ Ste mmindſkes Gisdningen, hvor den er mindre nodvendig, og maaſkee endog kunde give Leie⸗ denn ſad, men gives deſto ſtœrkere der, hvor Jorden behover den. Kan den kun giode gg een Brak, eller hver tovlte Aar ikkun een Gang, ſaa vil dens ſtore Udſad kun give dene Gree
forholdsmasſig ringe Afgrode og Jorderne dog udmagres. §. 348. Ifgu Den Orden, hvori Afgroderne folge, er med faa Undtagelſer, at man efter Brakken kun tager een Gang Vinterſeed, men derefter to, tre og, i nogle Tilfalde,
fire Gange Vaarſad, ſadvanligvis forſt Byg og derefter Havre. Balgfrugter dyr⸗ ſegn, kes i det Hele kun lidet, og ofte tog man Wrterne, naar man dyrkede disſe, til ſid⸗ Kug ſte Halm. Disſes Ufgroder paa dette Sted kunde kun lidet opmuntre hertil. Nu venhe dyrkes de ſom ofteſt til tredie Halm, hvorefter Ageren nedlagges med Vinterſadd til ander Graœs. Endnu er det ſieldent at ſaadanne Frugter dyrkes, ſom ere indforte ved beone nyere Forbedringer, og ikke kunne komme i Betragtning, naar Talen er om det i lagde Meklenborg herſkende Avlsbrug. elſel
At lade Ageren ligge lœnngere til Gras end fire Aar, har man i Meklenborg I og u
aldrig fundet raadeligt, fordi dens Givtighed allerede meget aftager i det fierde Aar, efter hvilket Jorden barer for meget Mos og kun ſlet ernœrer Queeget. Aarſagen
hertil er vel mindre Klimatets og Jordmonnets Forſkiellighed i Meklenborg og Hol⸗ beide, ſteen, end den mere udmagrede Forfatning hvori Jorden i hiint Land nedlagges til V vang Grees. Man forkaſter der Camillo Tarellos Princip, forſt at nedbringe Giodnin⸗ kun! gen med den ſidſte Afgrode eller vel endog at ſtroe den paa den unge Gronſver, og V oge Overgangen til denne Methode, ved hvilken man forſt anlœgger Giodningen i Jorden, V Ethr ligeſom en Kapital, vilde viſt nok forvolde et alt for ſtort Tab i Kornafgroden, om⸗ det, endſkiondt den i Fremtiden vilde tilſtrœkkelig erſtattes ved den rigere Grasgang og valge derefter ved de Afgroder, man vilde faae, naar Jorden atter opbrodes. ſaat At ſaae hvid Klover med den ſidſte Sad er i nyere Tider naſten blevet almin⸗ Gied deligt, og der gives nu kun Faaz ſom forſomme dette af Ligegyldighed eller af Ved⸗ nt, hengenhed til gammel Vedtagt, og indromme den ringere Nytte for det grasſende Ami Qpag, 8
EEE

ſarkere at i her for⸗ give Leie⸗ kun giode kun gipe
man efter Tiffelde, ugter dyr⸗ ſe, til ſid⸗ til. Nu terſad til forte ved om det i
teklenborg jerde Aar, Aarſagen og Hole⸗ legges til Giodnin⸗ iſper, og ri Jorden, den, om⸗ esgang og
vet almin⸗ ler af Ved⸗ grasſende
Qvag,
Kobbelbruget. 305
Qveg, end det naturlige Gres. Men Hollanderne eller Meieriforpagterne, hvis Stemme dog vel heri er afgiorende, erklarede ſig ſaa beſtemt derfor, at de giore denne Beſagening til Betingelſe, naar de ſkulle give en heiere Forpagtningafgipt for en Ko. J Sardeleshed gioer det en ſtor Forſkiel i det forſte Grasningsaar, om denne end ikke er ſaa merrkelig i det andet og tredie. Hvorledes man bor vurdere Grasgangens Afgrode efter Jordarten, og dens Grasvart efter de den affordrede Afgroder og efter Grasningsaaret, viſer den§. 287 tilfoiede Tabel.
§. 349.
Ved denne Dyrkaingsmaade har et betydeligt, i Folge alle cldre Folks Ud⸗ Denne Dyrk⸗
ningsmaades ſagn, ved Trevangsbruget udſuget Land, i en Menneſkealder naaet en ulige heiere udfald.
Frugtbarhed, ſtark Sadudforſel, tredobbelt foroget Qvoghold og ſtor Belha⸗ venhed. Dette er et ſaa paafaldende Beviis for dette Syſtems Fortrin fremfor et andet, at det har tildraget ſig alle nordtydſke Provindſers Opmarkſomhed, og alle⸗ vegne fundet ſaare mange Efterlignere, hvor de Lanker, ſom gamle Indretninger lagde paa Grundeiendommens frie Benyttelſe, tillade det, og hvor Godſernes Stor⸗ relſe lonnede en ſaadan Forandring, der aldrig kan finde Sted, uden Vidtloftighed og uden Opoffrelſe af rene Fordele i de forſte Aar. §. 330. r 13is Til dette Kobbelbrugs Fortrin horer iſer folgende. Det ſparer meget Ar⸗ beide, og det anvendte Arbeide lonner ſig paa hver Plet langt mere, end ved Tre⸗ vangsſyſtemet, hvor det ugiodede Land kun alt for ofte dyrkes forgieves, da deraf kun vindes lidet over Udſceden. Arbeidet ſkrider frem i en meget regelmasſig Orden, og er ikke alene hvert Aar det ſamme, men endog vel inddeelt efter Aarstiderne. Ethvert Slags Arbeide kan foretages i den Tidspunkt, der er meeſt pasſende for det, og ved Bearbeidningen af den allerede om Hoſten opbrudte Brakmark kan man valge det Veirligt, der er gunſtigſt til Ploining og Harvning, hvorfor enhver og⸗ ſaa tilſtaaer, at man maa bereiſe Meklenborg, for at ſee fortrinlige Brakmarker. Giodningen meddeles Ageren rette Tid og blandes paa det noieſte med Jordsmon⸗ net, ſaa at den yttrer ſin fulde Virkſomhed paa Afgroderne. Kobbelbrugeren er i Almindelighed fardig til rette Tid med ſin Agers hele Tilberedning til Vinterſad, og
Ferſte Deel. Q q A kan
Dens Fortrin.

306 Kobbelbruget.
kan valge det forſte gunſtige Saaeveir, hvorpaa ſaameget beroer, hvilket man bern ved andre Avlsbrug har mindre i ſin Magt. get. Man har bebreidet det, at det alt formeget formindſker Arbeidet ved Agerdyrk⸗ det ningen, derved ſoakker Nationens Virkſomhed og ſtader Befolkningen. Men denne 9g it Bebreidelſe kan kun giores af dem, hvilke ikke betcenke, at det ikke taaler ade Strak⸗ faaet ninger, men tager enhver under Dyrkning til det, hvortil Naturen har ſkabt den. aller Havde Befolkningen end aftaget i Meklenborg ſiden dets Indforelſe, hvilket dog ikke er beviiſt, ſaa maatte dette kun tilſkrives Godſernes alt for ſtore Omfang og Man⸗ Almi gelen paa ſmaae Naringsveie. 65 beſten Ligeſom Arbeidet, ſaa er Hoſten— ⸗uſadvanlige Aar fraregnede— altid Indt lige, og det ikke alene i Henſeende til det Areal, der ſkal hoſtes, men ogſaa til de deles vir kelige Afgroder. Forſtiellen i Aarenes Frugtbarhed er i det mindſte ikke her ſaa V mere ſtor, ſom i andre Aylsbrug. Vinterſaden mislykkes ſaare ſielden, formedelſt dens V det: henſigtsmasſige og tidlige Saaening. Man kan naſten giore en ſikker Regning, V hoit. naar ikke ſcerdeles Uheld indtreffe. Men netop derfor horer man ſieldnere om en uſadvanlig ſtor Afgrode, ſom man engang har havt paa en Deel af Marken, og ſom Gods man neppe ſelv veed at forklare ſig. Derfor regner man her med ſtorre Paalidelig⸗ V Men hed paa en beſtemt reen Indtagt, ſom et Gods aarlig kan give. ſereg Saa mange Kundſkaber og ſaa meget Overlag Markernes forſte Anlœg og dette ien Aplsbrugs ferſte Indretning fordrer, om det ellers ſkal vare henſigtsmassſigt og Godſe
kunne beſtaae, ſaa let er det at drive, naar det eengang er blevet indrettet. Me⸗ V
get ſtore Avlsbrug af dette Slags kunne holdes i Gang og i Stand med ringe Op⸗ V markſomhed. Alt har ſin foreſkreyne Orden og ſin altid lige Felge efter Sted og V God Fid. Deryed eer kun lidet andet at iagttage, end den indforte Mekanisme af Ploi⸗ eing ning, Harvning, Saaening, Meining, Samling, Indagning o. ſ. v., og dette Det er ſaa bekiendt i de Egne„i hoilke dette Avlobrug er herſkende og virkelig i ſit Slags nii ſaa godt, at hver Bondekarl, ſom Ladefoged, eller enhver ſaakaldet Skriver— der Atd i Almindelighed hverken kan ſtrive eller regne— er i Stand til at beſtyre det. Lade Beſatningen er i Almindelighed bortforpagtet, og Hollanderen, der da er geſte meget opmarkſom paa Hohoſten, og meget gierne befrier Avlingsbeſtyreren for det basf
der⸗
n

ſket man
gerdyrk⸗ en denne Strak⸗ kabt den. dog ikke gg Man⸗
— altid aa til de her ſaa
elſt dens
NRegning,
om en nog ſom aalidelig⸗
og dette sſigt og t. Ne⸗ nge Op⸗ Sted og af Nlei⸗ dg dette t Slags — der det.
der da er
en for det
der⸗
Kobbelbruget. 307
4
dermed forbundne Arbeide, naar han kun lader ham raade, drager Omſorg for Qvee⸗ get. Dette har ſin tilmaalke Grœsning om Sommeren, og faaer om Vinteren af det avlede Ho og Halm, hvad der bliver tilovers fra Arbeidsdyrene. Om det end⸗ og i de mindre frugtbare Aaringer fodes knapt dermed, ſaa veed man dog, at det faaer ſin Nodtorft, og det ovrige andſer Avlsbrugets Herre ikke. Hollcenderen har allerede ſluttet ſin Kontrakt ſaaledes, at han til Nod ogſaa kan beſtaae derved.
Men ved dette Avlsbrugs beſtemte Gang og ved dets Indtcegts Jevnhed, er i Almindelighed den egentlige Fordeel af Naringsdrivten ringere. Et Gods giver ſin beſtemte Revenuͤe, og denne efter flere Aars Middeltal neſſten liig Aolsbrugets rene Indtagt. Man kiober ek fuldkommen indrettet Gods, om det endog ikke har ſceer⸗ deles hidtil uopdagede Kilder, med temmelig Sikkerhed, men kan ikke heller have mere end denne Revenüe deraf, ſaalcenge man bliver ved denne Dyrkningsmaade; det maatte da vare, at Kornpriſerne ved overordentlige Konjunkturer ſtege meget hoit.
Jeg paaſtaaer derfor ikke, at det ſpekulerende Hoved paa mangen et enkelt Gods ei ſkulde finde Leilighed til at forſkaffe ſig betydelige Fordele ved Forbedringer. Men dette er noget andet, end den egentlige Avlsdrivt, og finder kun Sted under ſoregne Omſtaœndigheder. Uagtet at meget ſaadant er opſogt af dette Slags, og ikke nu mere ſaa let at finde, ſaa er dog viſt nok endnu et og andet ſkiult paa Godſer, ſom bruge Kobbeldrivt.
§. 351.
Dette Avlsbrugs beqvemme Regelmaesſighed anbefaler det iſer paa meget ſtore Godſer. Er det indrettet, ſaa kunne 2000 Tonder Land ofte dyrkes med meget ringere Opmarkſomhed og Omhu, end 200 Tonder Land, paa en anden Maade. Det almindelige Opſyn er ſaare let der, naar man kun eengang har erhvervet ſig en Udſigt over det Hele. Ethvert Arbeide har ſit beſtemte Maal og ſin beſtemte Tid. At det maa vare tilendebragt til rette Tid med de eengang tilmaalte Krafter, veed Ladefogden eller Avlskarken, og han indretter ſig derefter. Man vogte ſig i rin⸗ geſte Maade at forſtyrre Forretningernes Gang, ellers kommer Alt ud af Orden„og pasſer ikke mere. Det er en Maſkine, i hoilken en enkelt Deels Forvirring forvir⸗ Qgq 2 rer

308 Kobbelbruget.
5
rer Alt, og i hvilken det er vanſteligt at giore en Forandring, ſom maa ſtrakke ſig 99!b til alle Dele, uden i et Hieblik at bringe Alt i Stilſtand og i en ganſke ny Orden. telſe Forandrer eller forſtyrrer man derimod intet, ſaa gaaer den regelmasſigen, og op⸗ hrile fylder den forventede Virkning. Derfor frygte ogſaa Mange, ikke uden Grund, at foretage den ringeſte Forandring, ſkiondt de ſelv erkiende den ſom fordeelagtig. At dyrke 10 Tonder Land med Klover eller Kartofler paa en Brakkobbel af flere 100 ſerd Tonder Lands Storrelſe, kan allerede forſtyrre dens regelmœsſige Bearbeidning, og terd den bliver derved for ſildig i Stand til Vinterſadens Saaening, eller mindre fuld⸗ til kommen tilberedt dertil. Maat Bed den beſtemte Gang er det ikke engang vanſkeligt, endog fraverrende ſelv dette at beſtyre ſtore Godſer paa denne Maade, uden at have en duelig Opſynsmand paa til, ethvert iſeer. Det er nok fra Tid til anden at efterſee, om Maſkinen ikke gaaer i eringe Staae, ogi al Fald at gyde lidt Olie til den. Regnſkabsforelſen kan vare i heie⸗ V ved ſte Grad ſimpel og alligevel noiagtig nok. Man har i Meklenborg kiendt Eiere og V Iger Forpagtere paa flere ſtore Godſer, der forte hele deres Regnſkabsvaſen med Kridt V paa Doren. vele Dernaſt er Arbeidet ikke alene mere ordnet og jevnere, men viſt nok ringere, fole end ved enhver anden Dyrkningsmaade. Derfor pasſer det fremfor alle andre i ſaa⸗ V fortr danne Egne, hvor der er faa Arbeidere, men i Seerdeleshed der, hvor ingen over⸗ 1 ſaf ordentlige ere at faae. Man behover Aar ud og Aar ind det ſamme Antal af Ar⸗ V dt beidsdyr og Menneſker, og disſes Arbeide er ſaa godt, ſom muligt, inddeelt efter V Aarstiderne. Om end de Folk, ſom man behover i den ene Periode, ikke kunne b grod beſkaftiges i en anden, ſaa ere de eengang vante til, da ikke at have nogen For⸗ V naal tieneſte ved Avlsbruget, og opſoge ſig en Bihaandtering eller ſove. I indf mindre kultiverede og befolkede Lande, hvor, ved de ſtore endnu ubenyttede Nar Jordſtrakninger, et extenſiv Agerbrug unagteligt er raadeligere end et intenſivt, V Van anvendes Kobbelbruget fremfor alle andre, med den ſtorſte Nytte, og jeg vilde i V dette Tilfcelde for det forſte neppe forandre noget i den ſœdvanlige Form. den Det har det ſtore Fortrin, at det ſiden let tillader en fuldkommen Forandring, digt ketter og tildeels forbereder Overgangen til enhver anden Dyrkningsmaade; ja end⸗ den 29 1
A

trakke ſ Dꝛden. og op zuund, at ig. At ſere 100 dning, og dre fuld⸗
tende ſelv nand paa e gaaer i re i heie⸗ Eiere og td Kridt
ringere, dre i ſaa⸗ gen ober⸗ 2l af Ar⸗ eelt efter kke kunne
dgen For⸗
enyttede atenſivt, g vilde i
randring, e ja end
.
Kobbelbrnget. 309
og bedſt kan indlede en henſigtsmassſig Udparcellering af ſterre Godſer, da Oprei⸗ telſen af et ſarſkilt Aolsbrug er ſaa let at udfore paa enhver Kobbel, der har hvilet.. 1
§. 352. Men fra den muligſte Fuldkommenhed i Almindelighed og uden Henſyn til
ſcrdeles Lokaliteter, der overhovedet hindre denne, er det endnu meget fiernt. Ef⸗
ter den holſtenſte Methode er Indtagten af Seeddyrkningen alt for ringe, i Forhold til Agerens Kraft, hvilket man ogſaa almindelig erkiender. Ved den meklenborgſte Maade er Feilen ved Qvagbeſcetningen ingenlunde det alt for ringe Antal— thi dette har man ofte giort alt for ſtort— men Mangel paa tilſtrakkelig Naring der⸗ til, ſaavel om Sommeren, ſom om Vinteren. Heraf folger ikke alene en alt for ringe Qvag⸗Benyttelſe, men, hvad maaſkee er vigtigere, Mangel paa Giedning, ved hvis Tilveiebringelſe en langt ſtorre Scdproduktion tilligemed en Forsgelſe af Agerens Kraft kunde erholdes, da man ſaa vel bearbeider den. 3
Fremdeles formindſkes i begge disſe Avlbrug Hoſten overmaade meget, ſaa⸗ vel af Kicerne, ſom af Halm, derved, at tre, fire og flere Sadafgroder uafbrudt folge efter hverandrez og om Meklenborgeren end avler ſaamegen Vinterſcd paa ſin fortreffelig behandede Brakmark, ſom Jorden i Folge ſin Kraft formaaer at yde, ſaa ſlaae dog de andre Afgroder, iſcer den tredie og ſierde ſaa meget feil, at man i det Hele kun kan regne 4 til 42 Fold i Meklenborg.
Ved at avle mere Foder og ved en anden Sedſolge, vilde udentvivl Sadaf⸗ groderne ſaavel i Henſeende til Kiarne, ſom til Qveegbenyttelſe, betydeligt forsges, naar, ſom mange allerede have begyndt, en anden Beſagening af de dyrkede Marker indfores, uden at man derfor behovede betydeligt at forandre den eengang indforte Markinddeling, eller Staldforing at indrektes, hvorved Mange tanke ſig ſaa ſtore Vanſkeligheder.
For tydeligen at fremſtille disſe Forandringers Henſigtsmasſighed og Maa⸗ den, hvorpaa de bor iverkſcettes, maae vi her forelobigen ſoge at ſeette een af de vigtigſte Lœreſctninger, den om Frugtvexelen, i et klarere Lys, omendſkiondt den egentlig forſt ſkulde foredrages ved den almindelige Lare, om den vegetabilſke Produktion. Frugt⸗
641⸗1 e⸗
Dets Mang⸗
ker.

Frugtvexelen. Frugtverxelen.
§. 353. Allerede fra Arilds Tid have Ager⸗ og Havedyrknings opmarkſomme Jagtta⸗
Kaer iar deel forßrugt⸗gere bemœrket, at Jorden frembringer Vaxterne i langt ſtorre Fuldkommenhed, vexelen. e naar man afyexler dermed, og at een Folgeorden deraf har Fortrin for en anden, efter Jordsmonnets Forſkiellighed. Indſkraenkede man Dyrkningen til enkelte Var⸗ ter eller Vaxtarter, ſaa fandt man altid nodvendigt, at Jorden efter nogle Afgro⸗ der maatte have Hvile eller Tid til at ſamle Naringskrafter til denne Art af Vax⸗ ter, og at Giodſkning og Bearbeidning vel lettede og hurtigere fremvirkede dette, men at der dog fordredes Tid, i hvilken Naturen kunde beredes disſe pasſende Na. ringsſtoffer. Gartneren, der jevnlig vexlede med Frugtafgroderne, behovede ikke denne Hvile; men Agerdyrkeren, der kun vilde tilveiebringe Korn af en vis Art, maatte ſelv ved ſtœrkere Giodſkning give ſin Ager denne. Hvor Jordens Vardi var ſtegen, tilligemed den hoiere Agerdyrkningskultur, var det oienſynligt, at denne Forſtiel ikke kunde grunde ſig i Naturlovenes Forſkiellighed ved Ager⸗ og Havejorden, men kun deri, at Gartneren, tilligemed en omhyggelig Bearbeidning af ſin Jord foretog en Afvexling med Frugterne.
Gamle Nationer have allerede indrettet deres Agerbrug efter denne paafaldende Erfaring, derved bragt det til ſtorre Fuldkommen⸗ hed, ja endog ofte med Held dyrket to Afgroder i eet Aar, paa den ſamme Grund. Romerne vidſte vel, hvor gavnligt det var flittigen at brakke og lufte Ageren, og at udſcette den for Solens Indvirkning, naar den kun ſkulde bare Hvede, Byg, Havre eller lignende Froſorter; men de vidſte ogſaa, at:
Mutatis quoque requiescunt fructibus arva,
Nec nulla interea est inaratae gratia terrae. Altſaa hvile Agrene ogſaa for Dig ved forandrede Frugt, Uden at Du taber Renten af den orkesloſe Brak.
Men nu opſtod det Sporgsmaal, hvilke Slags Frugter man fordeelagtigſt kunde dyrke efter hverandre, og hvilken Frugt var den bedſte Forberedning for den folgende. Det var ſaameget vanſkeligere at afgiore dette Spergsmaal, ſom Erfa⸗
ning
Hovèd V teſt me V indnu l.
ringit de ſte den ſ iiſt eft d for at dan ſtilte ſom S Ferſeg Nerin, pver. ſte von ter af Fverau ſtoffer. de ſelv
ikke e Forbin mer,
ſlutted
maatte giorde
er det ſette

ne Jagtka⸗ onmenhed, en anden, kelte Var⸗ gle Afgto⸗ taf Var⸗ aede dette, ſende Na. ovede ikke n vis Art, ens Vardi „at denne avejorden, ſin Jord ettet deres dkommen⸗ e Grund. nten, og at 99 Havrt
derlagtigſt ng for den ſom Erfu⸗
ring
Frugtvexelen. 311
ring ikke gav noget tilfredsſtillende Svar derpaa, hvilket naturtigvlis heller ikke kun⸗ de ſtee ved Forſkielligheden af Jordsmon og Klima. Man ſtrabte derfor allerede i- den ſpirende Naturvidenſkabs tidligſte Periode at beſvare dette Sporgsmaal theore⸗
tiſk efter Analogie og Induktion, og opkaſtede altſaa videre det Sporgsmaal: om Grunde for
de forſkiellige Plantearter behovede hver et ſorrſkilt Naringſtof, for derafs at danne deres eiendommelige Safter, og om et Jordsmon burde indeholde disſe ſcer⸗ ſkilte Nœringsſtoffer, naar et viſt Slags Plante ſkulde komme fort deri. Saaledes ſom Sporgsmaalet var opſtillet her, maatte det efter langvarigere Jagttagelſer og Forſeg nodvendig beſvares ſaaledes: at enhver Plante ikke behsvede et eiendommeligt Naringsſtof, men at dens egen Organismus tilbereder dens ſœoregne Safter af en⸗ hver Plantengring. Planter af de forſtielligſte Egenſkaber, de ſkarpeſte og giftig⸗ ſte voxe i een og ſamme Balle Jord, tilligemed de behageligſte og gavnligſte. Plan⸗ ter af de forſkielligſte Arter berove hinanden Naringen, naar de ſtaae ved Siden af hverandre, hvilket de ikke vilde giore, om de levede af ganſte forſkiellige Nerings⸗ ſtoffer. Desuden beſtage alle Planter og alle disſes forſkiellige Dele og Safter af de ſelv ſamme Grundſtoffer, hvilket man rigtig nok forſt ſenere opdagede. Alles Hovedbeſtanddele ere Kulſtof, Ilt(Oxygène) Brint(Hydrogène) blandet ſom of⸗ teſt med nogen Qvalſtof(Azote), dog kun hos faa i betydelig Mangde, hvortil endnu foies lidet Jord og noget AEſt(Kali), hos nogle ogſaa Phosphor og Svo⸗ vel. Disſe Beſtanddele finde de alle i ethvert frugtbart Jordsmon, for ſaavidt de ikke erholde dem fra Atmoſphœren. Disſe Stoffers mangfoldige qvantitative Forbindelſe, hvoraf den uendelige Forſkiellighed af den vegetabilſke Materie fremkom⸗ mer, tilveiebringe Planterne ved den dem eiendommelige Organisme. Og heraf ſluttede nu de fleſte, at et Jordsmon, der beſad Frugtbarhed nok for een Plante, maatte ogſaa have den til en anden, og at maaſkee blot Jordens phyſiſke Egenſtaber giorde den gunſtigere for den ene end for den anden. §. 354.
Men, naar det her kammer an paa Theorie og aprioriſk Raiſonnement, ſaa er det allerede nok for den modſatte Mening, at Planterne have og maage ſammen⸗ ſctte disſe Grundſtoffer i forſtielligt Forhold. Deres Rodder have hoiſt ſandſynligt
en

312. Frugtvexelen.
en udyalgende Eyne, hvorved de tildrage og udveelge Grundſtofferne netop i det Men, for at de fortrinligen kunne trives, er det nodvendigt, at de i deres Virkekreds allerede finde
Forhold, hvori de behove dem, overeensſtemmende med deres Natur.
disſe Stoffer i et pasſende Forhold, og maaſkee i ſaadanne Forbindelſer, der
Erfarings⸗
Se hee
allerede ere hiin analoge. Finder dette Forhold ikke Sted, findes der vel nogle af hine Grundſtoffe, men i ringere Mangde og i ſaadanne Forbindelſer, ſom Plan⸗ telivets Virkſomhed forſt maae oploſe, for at kunne tilegne ſig af hver iſcr den Deel, ſom Planten behover, ſaa giores dette vanſkeligere for den, den voxer lang⸗ ſommere og trives mindre. Fattes intet af de Stoffe, den behover, aldeles i Jorden, men findes dog ei i tilſtrakkeligt Forhold, ſaa maae den med ſine Rodder ſaa at ſige ſoge dem ien ſtorre Omkreds, at de kan tildrage dem i ethvert Gieblik, hvor de maatte be⸗ hoves. Ja det er endog ſandſynligt, at Jorden kan indeholde det til en Plante nodvendige Stof i et alt for ſtort Forhold, og at Planterne, ved at fraſtode dette eller ved dets Adſkillelſe fra de ovrige kan ſyakkes. Paa denne Maade lader det ſig forklare, hvorfor Plantearter, ſom dyrkes ofte efter hverandre, komme til mindre Fuldkommenhed paa et Jordsmon, om det endog endnu indeholder alle de Narings⸗ ſtoffer, ſom de behsve, og at de igien fuldkommen opnaaae denne Fuldkommenhed, efterat Jorden har hilet, eller at en anden Frugt er dyrket derpaa. Man kan endog tanke ſig, at en anden Plante, ſom behover et modſat Forhold af Grundſtof⸗
fene til ſin Naring, netop ved at uddrage disſe, kunde igien tilveiebringe det pas⸗ ſende Forhold for en anden, ſaa at hiin nu bedre trivedes derpaa, end om denne Neringsſtof har hiin
ikke var voxet eller ikke havde uddraget noget af Jorden. Plante viſt nok ogſaa borttaget, men i et andet Forhold. Ved ſaadan Omverxling kan altſaa Jorden endelig ganſke udtemmes, og det ſaaledes, at den nu aldeles ikke mere ernarer nogen Plante; men for hver enkelt Plante udtommes den ſenere, end om kun denne var beſtandig avlet derpaa. See Einhoff i Annalen des Ackerbaues 8 B. S. 321 o. v. S oI Da 1§. 363. Vorxe ſlere Planter tillige paa den ſamme Jord, ſaa giver enhver viſt nok ikke ſas ſost et Uplytte„ ſom om den alene havde ſtaget paa Jorden. Thi endog uden Hen⸗
Hanſt behob vj vil og mal Pantt mand herſten ſtielli Bed,
lang E heit, Frugte
hed,
delig e ad en af V ftugten tor Gr hftes trives V hvor! V Hvede hkkes
rette lemfrr ſtubbe delig efter
85!

Frugtvepelen. 313
hetop j det Henſyn paa Pladſen, ſom den ene borttager over og under Jorden for den anden, for atde V behover enhver noget af ethvert Stof, og unddrager det altſaa fra de andre. Men erde fide vi ville komme tilbage til Erfaring. Her finde vi, at alle opmerkſomme Gartnere üſſer, der V og mange Agerdyrkere ſtemme overeens deri, at det er fordeelagtigt, at dyrke visſe del nogle V Planter imellem hverandre, og at man da faaer et ſtorre Udbytte af hver iſcer, end om ſon Pan man dyrker enhver ſerrſkilt paa en egen Deel af det ſamme Stykke Jord. Hvor der r iſer den herſker en meget vindſkibelig Havedyrkning, der finder man undertiden fem til ſer for⸗ xxer lang⸗ ſkiellige Frugter, ſom paa ſamme Tid vore imellem hverandre paa et og det ſamme erden, men Bed, og efter disſe Gartneres eenſtemmige Forſikkring, der og grunder ſig paa eſogeden lang Erfaring, vilde de langtfra ikke benytte deres Jord, Giodning eller Arbeide ſaa naatte be⸗ hoit, om de hver Gang kun dyrkede een Plante ſcœrſkilt. J det rigtige Valg of disſe en Plante Frugter beſtaaer, efter Sigende, deres ſtsrſte Kunſt, hvoraf de Siste en Hadiens ſtode dette hed, og hvori den ene ſtraœber at overgaae den anden. eer det ſig Men ogſaa ved Agerdyrkningen er Blandingers Fordeel i mange Egne almin⸗ lil mindre delig erkiendt og afgiort. En Balgfrugt,— Bonner, Erter, Vikker— ſaaet Nerings⸗ med en Kornart— Sommerrug, Havre eller Byg— giver en rigere Afgrode end mmenhed, een af disſe dyrket alene. Ja, man har allerede for lange ſiden bemerket, at Balg⸗ Nau kau frugter imellem Sad, uden markeligt at ſkade denne, giver en god Afgrode, paa ſaa Grundſtofe tor Grund, at de alene aldeles ikke vilde lykkes derpaa. Efter almindelig Erfaring det pas⸗ lykkes Hveden, naar den ſaaes imellem Rugen, paa Agre, hvor Hveden alene ikke om denne trives; man har endog i denne Blanding fundet Hvede⸗Afgroden ſtorre, end f har hin hvor der blot var ſaaet Hvede. Denne Blanding lykkes ogſaa, naar den ſaaes i Dmverling Hvedeſtubben, i hvilken Hveden alene, efter almindelige Erfaringer, aldeles ikke aldeles ikke wykkes, om Jorden end er den meſt pasſende. 1
nere, end Saaledes bekrafter Erfaringen viſt nok hiin Hypotheſe: at det ophœvede
rette Forhold af Grundſtofferne for een Sadart kan igien tilveiebringes ved en Mel⸗ lemfrugt af en anden Art. Hveden lykkes, ſom allerede ſagt, aldeles ikke i Hvede⸗ ſtubben. Ogſaa efter Byg bliver Hveden ſvag,— det maatte da vorre paa ualmin⸗ iſ ok ikte delig kraftig Jord, ſom man maatte ſoge at ſvœkke. Bedre gaager det an med Rug endeg uda efter Rug; men Kiarne⸗Afgroden forringes dog meget. Men bringer man nu imel⸗ Hen⸗ Sorſte Deel. Rr lem

314 Frugtvexelen.
jem disſe Frugter en Vart af Diadelphiſt⸗Klasſen: Erter, Vikker, Bonner eller Klover, og derefter hiin anden Sadart, ſaa lykkes den ganſke. Ja, har man af⸗ hugget hiin Mellemafgrode gron eller nedploiet den anden Klover ſlet, ſaa bliver den anden Sadafgrode ofte bedre end den forſte. Disſe og andre deslige Erfaringer ere ſaa almindeligen erkiendte, og ſaa paafaldende for enhver Jagttager, at jeg afhol⸗ der mig fra at anfore flere og vidtloftigere at tale derom, ſaameget mere ſom jeg ved Laœren om de enkelte Planters Dyrkning maa komme tilbage hertil. §. 356.
Havedyrkningen indeholder utallige Beviſer, at Jord kan fox det forſte blive uduelig for een Vaxt, medens den derimod endnu meget godt kan berre andre. Miſt⸗ bankjorden er, efter at den eengang er brugt til en Vaxt, f. Ex. til Melonerne, al⸗ deles ikke mere duelig dertil, inden den i flere Aar har lagt udſat for Atmospharen og igien er bleven giennemarbeidet med friſt Gisdning. Derimod kan den endnu bœre Bonner, Laktuk og andre Urter. Lurxurierende Blomſter, f. Ex. Nelliker, behove, at Jorden ofte fornyes i Potterne, om den end ſynes overflodig feed, og Blomſterelſkeren tager aldrig den ſamme Jord igien til det ſamme Blomſterſlags. Unge Frugttraer bor ikke plantes paa det Sted, hvor et gammelt Traee af ſamme Slags har ſtaaet. Ved Traſkolerne er det en almindelig Regel, at bytte med Jordſtykkerne.
Jeg og min afdede Ven Einhof, havde flere Gange giort Anſtalt til Forſog for at udfinde
den Forandring, ſom Mulden(Humus) undergaaer i Jorden, naar en vis Planteart indtil Udtoœring blev dyrket derpaa. Men vi bleye forſtyrrede deri, og ſaadanne Forſog
ere underkaſtede mange Vanſkeligheder og Hindringer, ſom man, uden beſtandig Op⸗ merrkſomhed, ikke let overvinder, fordi de maae anſtilles under aaben Himmel.
Mangt et Tilfelde kan ikke afvorges, ſom i eet eneſte Hieblik tilintetgier flere Aars Arbei⸗
de, ſaa at intet paalideligt Reſultat kan nages. Dertil hehsves en ſerſkilt vel ind⸗ hegnet Have, der ene er beſtemt til disſe Forſog, fra hvilke man endog maatte kunde for⸗ viſe Jugle og Inſekter.
14§. 357.
Det er en almindelig Jagttagelſe, at naar en Sedd mislykkes, ikke formedelſt Jordens Svaghed og Feil, men af andre tilfeldige Aarſager, eller at den giver kun en ſaare ringe Afgrode, da lykkes den i det folgende Aar, i det ringeſte bedre end
58 den
KNN
den, iSt eller udtar
men ſ
der ſ liores den li rige og en Froet Plant dannee ſaſtig Livsv
der vi
ſaa fo
ſal d ren.
V maaſt giere
der ik indho af na er pe hvorc

Inner eller man af⸗ bliver den ringer ere jes afhol⸗ em jeg ded
Irſte blive dee. Miſt⸗ merne, ul⸗ vospharen den endnu Nehiker, feed, og nſterſlags. af ſamme bytte med
at udfinde 3 Planteart aune Forſog andig Oy⸗ el.
Aars Atbei⸗ fkilt vel ind⸗ te kunde for⸗
formedelſt n giver kun ebedre end a den
Frugtvexelen. 315
den ellers vilde have giort i ſine egne Stubbe. Men omvendt lykkes en Frugt bedre i Stubbene af en til ſamme pasſende foregaaende Afgrode(f. Ex. Hveden efter Klover eller Bonner) alt mere og mere, jo yppigere denne ſtod. Den ſamme Vart er altſaa udtarende for ſig ſelv ved ſtœrkere Afgrode, for en anden er den det derimod ikke, men ſnarere berigende.
3. 358.
Kicernens Anſcettelſe, Dannelſen af det meelagtige Fro og Subſtants er det, der ſynes meſt at udtomme Jordens Krafter. Derſom Planterne afhugges og bort⸗ kiores gronne, medens de i deres yppigſte Vext ſtaae i Blomſter, ſaa berove de Jor⸗ den lidet eller intet af ſine Krafter og ſynes ſnarere, under visſe Betingelſer, at be⸗ rige den— en Sandhed, hvorom nye Bemarkninger aarligen end mere overtyde mig og enhver opmeœrkſom Jagttager. Endnu er det ikke afgiort, om Vaxterne medens Froet modnes uddrage flere af Jordens Krafter iſcr Kulſtof. Men viſt er det, at hele Plantens Forraad af Slim fortceres medens Froet dannes og modnes, og at hiin om⸗ dannes til et trovlet Straa. Det er altſaa en ſtor Forſkiel om Ageren beholder en ſaſtig Stub og Rod eller blot en henvisnet, og om denne Rod endnu ved fuldkommen Livsvirkſomhed afſctter kulſur Gas i Jorden. Hvormeget disſe tilbageblivende Rod⸗ der virke, har man blandt andet merrket ved Spergeldyrkningen. Hugges den gron, ſaa forbedrer den Jorden markelig; sprykkes den derimod, ſom undertiden ſkeer, ſkal den ſterkt udmagre. Heri ligger maaſkee ogſaa det ſcerdeles udtœrende ved Hor⸗ ren. Disſe Kiendsgierninger ere ſaa almindelig bekiendte, at den Tvivl ſom nogle, maaſkee af Lyſt til Modſigelſe, nylig have villet opvakke, aldeles intet Indtryk kan
gisre, og derfor ikke heller behover at giendrives.
§. 359. Imidlertid gaaer jeg ikke ſaa vidt, ſom Nogle, der paaſtaa⸗ at enhver Frugt
der ikke kommer til at ſattte Kicerne, aldeles ikke unddrager Jorden noget, naar den indhoſtes. Alle Knold⸗ og Roevaxter ſamle i deres Stammerod ligeſom en Forraad af naœrende Stoffer til at underholde deres Vart i det folgende Aar. Denne Rod er paa en vis Maade et Magazin for disſe, efker deres Natur toaarige Planter, hvoraf de i det naſte Foraar ſtal underholde deres Blomſterſktud. Derſom disſe
Rr 2 Rod⸗

316 Frugtverxelen.
Rodder bleve i Jorden, vilde de viſt nok giode meget kraftigt, hvilket Erfaring og ſelv praktiſte Forſeg i det Store viſe. Uddrages de deraf, berove de viſt nok Jorden Naringsſtof, omendſtiondt de i andre Henſeender forbedre den mekaniſk, ved den til deres Dyrkning nodvendige Bearbeidning, og ere til ſtor Nytte, ſom Forberedning til andre Frugter. Naar Varter af dette Slags, hvortil ogſaa kan regnes forſtiel⸗ lige Handelsplanter, efterlade deres Rodder, Stengler, Stilke og en Deel af deres Blade i Jorden, ſaa give de den en Deel af Naringsſtoffen tilbage. §. 360.
De Afgroder, der med deres tilſluttede bladrige Top bedakke Jorden, frem⸗ bringe en chemiſt Forandring paa dens Overflade, eller en Vexelvirkning med de at⸗ mospheriſte Stoffer. Under den morke Skygge, ſom Arter, Vikker og Klover give, finde mangfoldige Forbindelſer Sted mellem Jordens Partikler og de Gas⸗ arter, ſom Planterne udaande og indſuge, hvilke vi vel ere paa Spor, men dog endnu ikke beſtemt nok have lart at kiende. At en mephitiſk Luft er under disſe Planters Dakke, derom kan man ved den blotte Lugt overtyde ſig. Vinden bort⸗ forer ikke lettelig disſe Luftarter og Uddunſtninger, Lyſet decomponerer dem ikke og en ſtadigere Temperatur vedligeholder ſig derunder. Derfor finder man ogſaa, at det meeſt bindende Jordsmon er loſt, poroſt og drevet i Veiret ved den indre Gicrring, ſtrax efterat en ſaadan tat og bladrig Afgrsde er afhugget. Dets Overflade har en ſortere Farve. Det er fri for Ukrud, og man ſeer i de forſte Dage intet andet derpaa end Jord og Stubbe. Men alt gronnes ſnart, og den yderſt levende Vegetation af vilde Urter, ſom fremkommer derpaa, beviſer, at det har indſuget en Rigdomsfylde af nœrende Stoffer, der ere ſtikkede til hurtigt at gaae over i Planterne; derfor er det ſaa vigtigt ret hurtigt at omploie det, at holde det reent, og benytte ſig af Overfla⸗ dens Skiorhed. Jordsmonnet er i en ganſte anden Forfatning, efter at en halm⸗ bœrende Sadafgrode er afmeiet. Dets Overflade er faſt bunden, overdraget med en Skorpe, tor, og desuden ſkiult af alt Slags Ukrud, ſaa at det fordrer en gien⸗ tagen Ploining, forend det kan blive ſkikket til paa ny at modtage Sad.
tte ogſc dende G der adſti Oe trad ning til
44 Jorden modent ligt For ſig, ſas bare en gelſe, meget n det nodr ſaadan Og da langere de misly
O
ſtulle bet den en T fordre en havde he ning, ſo giere end ring, d vil—d helſe, o

Frugtvexelen. 317
fering og Men disſe Vaxters ſteerke Rodder, der traenge dybt ned i Jordsmonnet, yt⸗ iJada tre ogſaa, foruden den chemiſke Virkning, en meget fordelagtig mekaniſk paa en bin⸗
ded den V dende Grund. Hendode, men endnu ikke forraadnede, danne de lutter hule Ror, beredng der adſtille Jorden, holder den ſkior, og forſkaffe den atmospheeriſte Luft Adgang. forſtiel⸗ De trade derved i Stedet for en gientagen Losning med Ploven, og giore een Ploi⸗ dl aj deres ning tilſtrakkelig. Es
V Disſe Balgfrugter ſynes altſaa, efter almindelig Erfaring, kun at berove Jorden lidet, ſom de ikke giengive den paa en anden Maade, om de endog bare
en, fteu⸗ V modent og narende Fro, ſelv da naar man ikke vil antage, at de beheve et forſkiel⸗ ned deat: ligt Forhold af Grundſtoffe. Afhugges de derimod gronne forend Frset har dannet og Klever ſig, ſaa er det oienſynligt, at de virkelig berige Jorden og ſcette den i Stand til at de Gas⸗ bœre en Frugt, hvortil den for var udygtig. Men det er en ueftergivelig Betin⸗ men dog gelſe, at de ſtaae taette og frodige, da de ellers ikke forſkaffe disſe Fordele, men nder disſe meget mere fremvirke det Modſatte ved at giore Jorden teet og haard. Derfor er den bort⸗ det nodvendigt at ſaae dem, medens Ageren er i fuld Kraft, ogi det mindſte kun paa m ilke og ſaadan Grund, der er ſerreles pasſende for dem, ſaaledes ſom det kalkholdige Leer. ſaa, at det Og da det dog er meget uviſt, om de trives, ſaa vil den Landmand, der tanker Gicring, langere frem, afhugge dem gronne, eller nedploie dem, ſaaſnart det er afgiort, at aee har en de mislykkes.
det derpaa§. 361.
etation af Om end de Vaxter, ſom vi indbefatte under Benavnelſen af Frugter, der domsfylde ſtulle behakkes, og ligeledes tœlle blandt de forbedrende Mellemfrugter, bersve Jor⸗ for er det den en Deel af dens narende Stoffer, og altſaa, om dette ikke ſkal kunne markes, af Overfl⸗ fordre en ſtœrkere Gisdſkning end ellers vilde verre nsdvendig, naar man uden disſe en haln⸗ havde holdt reen Brak, ſaa trade de dog i Stedet for Brakningen ved den Bearbeid⸗ unget med ning, ſom man med henſigtsmasſige Inſtrumenter ſaa beqvemt kan give dem. De
giore endog dette ved langt ringere Arbeidskraft, og Jordens Skisrning og Pulveriſe⸗ ring, dens Udſcettelſe for Luften, Blandingen af dens Beſtanddele og— om man vil— dens Fordybelſe, ved at opploie en Deel af Underlaget, Ukrudets Odelag⸗ Nh gelſe, opnaaes derved, naar man gaaer frem paa rette Maade, ligeſaa godt ſom ved Brak⸗
ren gien⸗

318 Frugtvexelen.
Brakken. Men den ſtore Mangde dyriſt Naring, ſom de give, erſtatter i Giod⸗ ning naſten dobbelt den Kraft ſom de tilegne ſig. Og hvis man— ſaaledes ſom det vel ikke cekonomiſk. men dog til ſtor Beſparelſe ſkeer i Engelland— lader dem fortœres paa Ageren ſelv af foldet eller teiret Qvag, ſaa kan man ſcette deres Dyrk⸗ ning. liig en ny og ſterk Giodſkning.(Naar Engellanderne tale om mange paa hverandre folgende Sœdafgroder uden nogen paakiort Gisdning, ſaa dyrkes al⸗ tid ſaadanne Vexter derimellem.) Denne Fremgangsmaade har dog altid den For⸗ deel, at Fedegveeget i det ringeſte betaler Jordafgivten tilligemed Arbeidet, da Brak⸗ ken derimod giver naſten ingen Indtagt, men foraarſager betydelige Omkoſtninger. De Rodvarter, der iſcer henhore til denne oeconomiſke Planteklasſe, have det Saregne„at de ere en meget god Forberedelſesfrugt for Bygget, og, efter mange Jagttagelſer, i denne Henſeende endog overgage den rene Brak; derimod pasſe de ikke til umiddelbart at dyrkes foran Vinterſaden, hvilket vel tildeels, men dog ikke ganſke, ſynes at beroe derpaa, at denne Sidſte kommer for ſildigen i Jorden. Ikke deſtomindre lykkes dog Vinterſceden fortreffeligt endnu i det ſamme Omlob, uden at der giodes paa ny, naar Balgfrugt blot er dyrket i Forveien. Dyrker man derimod en Balgfrugt i Stedet for en Rodvart, og behandler den paa lige Maade med Heſtehakken, hvortil Heſtebonner iſcer ſkikke ſig paa leret Grund, ſaa bliver Vinterſaden ligeſaa god ſom efter Brakken, eller, efter Nogles Paaſtand, endog bedre. J Grevſkabet Kent, hvor der dyrkes ſaa ſaare megen
Hvede, ere derfor radſaaede Bonner erkiendte ſom den fortrinligſte Frugt til at
dyrkes foran Hveden.
Forſkiellige Handelsvarter, iſer den plantede og radſagede Raps kunne dyr⸗ kes i Brakken, naar man forſt dertil har indſamlet en tilſtraekKelig Manngde Giod⸗ ning, og har for meget Qvagfoder. 4
§. 362. Meget vigtig er end videre Sadarternes Omverling med Henſyn paa Ukru⸗ dets Undertrykkelſe, da visſe Sadarter letteſt blande ſig med visſe Slags Ukrud, lade ſaadanne komme i Veiret, til Modenhed og ere deres Formerelſe gunſtige; hvor⸗
imod andre taale aldeles ikke dette Ukrud. Det er meget vigtigt, naar et Jords⸗
mon
non e Frugth
1 .
Feugtbe ket igie ſom der
bildt ſig
land gi
Frugtve
res Hal
ja til
ferer ti lude m
Nen en ren anr fordeela f Deco

Frugtverelen. 319
er i Gigd⸗.41 G f 4 bid⸗ mon er opfyldt med ſaregne Ukrudsarter, at tage Henſyn herpaa ved Valget af 1 1.
ddes ſen V Frugtvexelen, og naar denne er tilborlig indrettet kan Ageren ganſt erenſes.
lader dem V§. 363.
nes Dyrt Disſe Erfaringer og Grunde beſtemme de Regler, ſom man bor folge ved nange paa Frugtvexelen. Men hertil kommer det Henſyn man maa tage paa Qvagfoder, hvil⸗ dyrdes al⸗
ket igien er dobbelt, nemlig: 1) den umiddelbare Vinding, og 2) den Giodning, .— id den zir ſom deraf erholdes,
da Brak⸗ Frugtverelens Love forlange vel aldeles ikke, ſaaledes ſom mange have ind⸗ nkoſtainger bildt ſig, at Halvdelen af Ageren ſkal anvendes til Foderdyrkning. Selv i Engel⸗ h, habedt land gives der hele Egne, der fra umindelige Tider regelmasſigen have iagttaget ifter mange Frugtvexelen, men dog ikke dyrke et Halmſtraa til Qvoegfoder, ja endog ſœlge de⸗ d pasſe de res Halm til Byen, og overhovedet intet Qvag holde, fordi de have Gisdning nok, nen dog ikke ja til Overflod, af de dyndfulde med Muslinger opfyldte Soplanter, ſom Strommen den. Ikte forer til deres Kyſter, og ſom de ſamle med ſtor Omhu. De dyrke fornemmelig afvex⸗ b, uden at lende med Saed, radſaaede Balgfrugter, hvilke de tildeels ſcelge gronne i London.
Men en rigtig Oeconomies Love fordre dog i Aimindelighed, at en ſtor Deel af Age⸗ behandler ren anvendes til Foderdyrkning, for ſaaledes at tilveiebringe Gisdningen til en deſto paa leret fordeelagtigere Sœdavl. Om man hertil ſkal anvende mere eller mindre, beſtemmes ker Nogles af Oeconomiens svrige Forhold, iſcer af Mangden af ſaadan Jord, der kun ſkikker nare megen ſig til Greœsvert og vel ogſaa ved andre Midler til at ſkaffe ſig Giodning. Derfor er ugt til at det ogſaa ofte Tilfœldet, at man maa veelge en Frugtvexel, ved hvilken 2 ½ 3 af
det Hele beſtemmes med den varigſte Fordeel til Sœdavl; hvorimod 1 ½ i andre kunne dyr⸗ Tilfalde allerede er nok, ſaa at alt det Gvrige kan dyrkes med Produkter til Salg, ngde Gibd⸗ og ikke deſtomindre efter Frugtvexelens Regler.
§. 364.
Det er endnu alt for kort Tid ſiden disſe Regler for Frugtfolgen bleve frem⸗ paa Ukru⸗ ſtillede, og derfor ere dens ſceregne Love og Modifikationer endnu langt fra ikke til⸗ gs Ukrud, fulde udforſtede. Der er ingen Tvivl om, at vi med Tiden beſtandigt ville erholde flere Oplysninger om den Folge, der er den fordeelagtigſte for de mangfoldige Frem⸗ bringelſer. Men Jordbundens, Gisdningens og Behandlingsmaadens Forſkiellig⸗
hed
ſige; hvor⸗ mon

320 Frugtvexelen.
hed gior en ſtor Forſkiel, ſom man ikke maa tabe Sigte af, naar man vil anſtille Forſog i denne Anledning. Enlkelte Aaringet kunne heller ikke give noget ſikkert Reſultat, da et ſœregent Veirligt kan have Indflydelſe derpaa. Saaledes har man f. Ex. i det magdeborgſke iagttaget, at Byg lykkes mindre efter Gulerodder end efter
andre Rodvaxter, men at Erter derimod bleve fortreffelige, og at Bygget da efter
disſe lykkedes uden ny Giodning.
Men i Henſeende til de vigtigſte og ſodvanligſte Frugter og Afgroder have vi allerede Erfaringer, der ere ſaa upaatviylelige, at vi deraf kunne uddrage veile⸗ dende Grundſatninger. Flere af disſe ere allerede fra gamle Tider erkiendte, kun ikke noiagtigen iagttagne. At man maage vexle med Sadarterne ſelv, veed enhver. Man veed, at Hvede aldrig lykkes efter Hvede; og at Hvede falder meget maadelig ud efter Byg, med mindre at Jorden maatte vare for geil. Skylden er ikke alene Jordens utilſtrakkelige Behandling, da den lykkes vel efter Erter og altid bedre ef⸗ ter Havre end efter Byg, der dog ellers binder Jorden mindre. Da Vinterbygget hoſtes tidligt, giver det endnu Leilighed til en tre Gange gientagen Ploining; men man veed, at Hvede bliver altid ſlet derefter. Af denne Aarſag dyrker man i de fede Marſklande altid forſt en anden Frugt„Raps eller Bonner, i dets Stubbe, og da forſt Hvede eller Byg igien. Havre taaler derimod bedre at dyrkes flere Aar i Rad, iſar paa en Jordbund, der er opbrudt fra Graesleie, hvor den ofte tre Aar i Rad beſtandig har givet bedre Afgroder. Rug ſages vel ofte efter Rug, men dog med ringe Udbytte af Kicerne, om den endog paa et Jordsmon, der har uoploſt Giod⸗ ning fra forrige Aar, ſkyder det andet Aar ſtarkere i Halm end det forſte. Byg er i Almindelighed fordeelagtigere efter Vinterſedd end omvendt. Men hvis man dyr⸗ ker en Mellemfrugt mellem begge, ſaa ſynes det, efter mange Forſog, netop at for⸗ holde ſig modſat.
Langſtraaede Frugter, ſom folge umiddelbart efter hverandre, opnaae over⸗ hovedet aldrig den Fuldkommenhed eller ſartte ſaa ſtœrkt Kiqrne, ſom naar de afvexle med Afgroder af en anden Klasſe; hvorfor man allerede for lange ſiden, hvor man i Markbruget begyndte at beſaae Brakken, dog fandt Grund til, i den at dyrke andre Frugter.
dre E⸗ ²) Va da at be hoſtede den pre meget n ſaae det ſage, ſt
ning af gende: nagtede
V vangsſy
der var iTydſt Mig
§

dil anſtile get ſikkert Zhar man end efter tt da efter
oder habe jaage veile⸗ adte, kun dd enhver. tmaadelig ikke alene dbedre ef⸗ nterbygget ing; men man i de tubbe, og flere Aar i fte tre Aar men dog Moſt Giod⸗
Byg er man dyr⸗ top at for⸗
naae over⸗ de afverle hvor man en at dyrke
Frugtvexelen. 321
§. 365.. 8
Saa aabenbart dette end var, faldt dog kun Faa paa den Tanke, at foran⸗ dre Sedfolgen, og, f. Ex. ved Firevangsbruget i Stedet for 1) Vinterſad“, 2) Vaarſad, 3) Wrter, at ſaae: 1) Vinterſaœd, 2) Wrter, 3) Vaarſad, og da at brakke. Nogle, der giorde dette, fandt ulige bedre Regning derved. De hoſtede mere Kicerne og mere Straae. Mange tydſke Landmand— blandt disſe den praktiſke v. Eckart, i hans ſaakaldte Experimental⸗Oekonomie— vare Tingen meget nar. Men i disſe Tider blendede Fordommen endnu ſaa meget, at man ikke ſaae det, der laae lige for Hinene, eller ikke troede ſine egne Gine, naar det, man ſage, ſtred mod den paa Autoritet grundede Mening. 1
Allerede Woͤlner, ja endog Germershauſen anforte Grunde for hiin Indret⸗ ning af Frugtfolgen. Men omendſkisndt Mange larte, at de efter hinanden fol⸗ gende Afgroder lykkedes ſaameget bedre, jo forſkielligere deres Arter vare og Ingen nogtede denne Larre, hvad Theorien angik, ſit Bifald, forſagede dog Ingen Tre⸗ vangsſyſtemets Sadfolge. Vel forhindredes de Fleſte deri ved det indforte Syſtem, der var blevet til Lov; men dog gives der mange ſaavel ſtorre ſom mindre Godseiere
i Tydſkland, ſom kunde ſkalte med deres Godſer efter Tykke.
Mig ſelv har hverken Eftertanke eller engelſte Skrivters Lesning, men blot Tilfolde og Trang forſt ledet til denne Frugtfolge, og da man i Tydſkland har giort mig den Ere, at kalde mig dette ſaakaldte Syſtems Fader, ſaa tor jeg her vel fortcelle deu ubetydelige Omſtan⸗ dighed, der ledte mig dertil. Jeg var en ivrig Tilhoœnger af Kloveravl og Staldforing, efter det Schubartſke Syſtem, og vilde ſette hiin igiennem i det tredie eller Braknings⸗ aaret. Men Kleveren mislykkedes, Ageren blev fuld af Qvoker, og Vinterſaden, der ſaagedes efter een Ploining, flog aldeles feil, uagket Kloverſtubbene enten giodedes endnu een Gang, eller Kloveren ſik en Over⸗Giodſkning om Vinteren. Ved Hielp af en maadelig Lucerne⸗ og Havregresmark fik jeg vel tilſtrœkkeligt gront Foder til Sommeren, men intet Ho til Vinteren, hvilket jeg dog havde gjort Regning paa at erholde af min Klovermark. Kun mey de Kartofler og Roer, ſom jeg havde dyrket i en opploiet Lu⸗ cerneager, tilligemed et lidet Parti Ho, ſom jeg havde hoſtet, behialp jeg mig en heel Vinter. Af Taknemmelighed herfor opploiede jeg til Kartofler en Deel af den Mark, jeg havde beſaaet med Klover, men ſom ſtod flet. Indhoſtningen af disſes rigelige Afgrode blev ſildigt tilendebragt, og det vaade Veirligt tillod mig ikke at ſaae Rug, hvilket jeg ellers vilde have giort, jeg tog derfor Byg. Da jeg imidlertid ubetinget vilde have Forraad af Klover, ſaaede jeg denne atter meget tyk i Bygget. Dette lykkedes over⸗ ordentligt, og opvakte Forundring paa en Mark, der kun ſielden bar maadeligt Byg⸗
Forſte Deel. S ſ J det

Hvorfor man
har givet
denne Frugt⸗ vexel Navn af det engel⸗ ſke Syſtem.
22 Frugtvexelen.
₰
3 det folgende Aar havde jeg her for forſte Gang god Klover; derimod ydede en anden Mark, paa hvilken Kloveren var ſaaet i anden Halm, kun Syrer, uagtet Kloveren var blevet overgiodet om Vinteren. Denne Mark blev, efter en usſel Slet, ploiet tre Gange til Rug, men den forſte kun een Gang efter to Slet og Rugen blev umiskiendelig bedre paa denne end paa hiin. Denne Erfaring beſtemte min Frugtfolge for Fremtiden. Jeg var imidlertid langt fra at tillegge den et hoiere Verrd, end at verre mig ſcrdeles gavn⸗ lig. Meget mere undſaae jeg mig ved, i Stedet for en Tilhenger af Pfeifers, Meyers, Gugemuſ's og Schubarts Lere at vere blevet en Kartoffeldyrker og en Efterligner af de ſmaae Gartnere, der i mit Nabolaug omtrent paa ſamme Maade benyttede ſig af de⸗ res halve Tonde Land. Jeg udſpurgte dem imidlertid om deres Erfaringer, og fandt, at de ſtemmede overeens med mine. Kun faldt jeg paa den Idee, ved min vidtloftigere Kartoffelavl at betiene mig af en meklenborgſt Krog til Hypning, af hvilken jeg ſenere dannede det Inſtrument, ſom man nu ſaa hyppigt bruger i Tydſtland til Kartoffeldyrk⸗
ningen.
§. 366.
Siden faldt nye engelſke Skribenter mig i Handerne, der betragtede netop denne eller en lignende Frugtfolge ſom Grundvolden for ethvert hoiere Agerbrug. De larte, at Brakken blot kunde erſtattes ved en omhyggelig Bearbeidning af meer buſkede Vexter dyrkede i Rader; de paaſtode at Kloveren kun da var ſikker og ved Jordens fuldkomne Beſkygning forbedrende, naar den ſaaedes med forſte Halm, paa en Ager, der var fuldkommen ſkior og renſet ved hine Frugters Dyrkning; kun i denne Forfatning kaldte de Kleveren en vilgiorende Forberedelſesfrugt for Hve⸗ den, men erklarrede det for en Forbrydelſe mod alle et rigtigt Agerbrugs Grundſcet⸗ uinger at ſaae Hvede i en ſlet Klovermark, naar den ikke var fuldkommen udhvilet eller ikke forſt renſet ved Sommerpleining. Disſe Lereſcetninger og mange af En⸗ geleen derne s merkvardige men hidtil ukiendte Erfaringer, der ſtemte overeens med mine egne, bevgegede mig til at forelegge det tydſte Publikum disſe, forſt i det hannoverſke Magazin og dernaſt i mit Vark om det engelſte Agerbrug.
Ikke ganſke uden Grund har man derfor kaldet denne Frugtfolge det engelſke Syſtem, omendſkiondt det ſlet ikke var almindeligt ĩ England, men kun brugeligt i nogle Grevſkaber; derimod findes det nu i alle oplyſte, Forbedringer yndende, Land⸗ mands Jordbrug, hyvorfra det ſtedſe meer udbreder ſig.
Det ſtore Bifald, ſom denne Lare fandt, der foredroges i hint Vark, opvakte
den og ſaa mange Modſtandere, der netop fandt en Grund til at forkaſte den, i den Om⸗
Omſa alle en den G ſtode,
Trevat mange viſte e folgen feryn ſa ende
en Na for de at Ma denne, Underl kan m og de
ikke an ene un med.
Nerin ſtarke rer al
mang
ſom a newli Ager

een anden gloveren dar tre Gange delig bedre liden. Jeg deles gavn⸗ 8, Meyers, fterligner af de ſig af de⸗ „og fandt, vidtloftigere Njeg ſenere attoffeldyrk⸗
zttede neto Agerbrug. g af meer er og ved ie Halm, Dyrkning; tfor Hve⸗ Grundſcet⸗ nudhvilet ge af En⸗ ereens med forſt i det
et engelſte rugeligt i de, Land⸗
k, epdakte den, i de Om⸗
Frugtvexelen.
323
Omſtaendighed, at den nedſtammede fra England. Af Mangel paa Kundſkab om alle engelſke Forhold tilſkreve de dette Syſtem den Sadmangel, ſom England juſt den Gang leed i nogle Aar, omendſkiondt alle engelſke Skribenter eenſtemmigen paa⸗ ſtode, at dette, nu da Befolkningen tiltog, ene var en Folge af det endnu herſkende Trevangsbrug, af de ſtore, ode Grasgange, ſom dette udfordrede, og af de altfor mange Greesgange, der laae uopbrudte eller hvilede altfor lenge. Disſe Skribenter viſte enſtemmigen, at hiin Mangel blot kunde afhielpes ved videre at udbrede Frugt⸗ folgens Syſtem, da de faa og ſmaae Grevſtaber, der ere dets Hiem, fornemmelig forſynede den nhyre Hovedſtad og de mange andre Handels⸗ og Fabrikſtader med Sad, ja endog hele Fabrik⸗Grevſkaber, f. Ex. Norfolk det langt ſtorre Lankaſter.
Er end— indvendte fremdeles Modſtanderne— dette Syſtem pasſende for en Nation, der fortgrrer ſaa meget Kiod ſom Englanderne, ſaa er det dog ikke ſaa for de Tydſke, der for ſtorſte Delen leve af Vegetabilier; thi dette Syſtem fordrer, at Markens halve Deel anvendes til Qvagfoder. Kobbelbrugerne kunde ikke giore denne Indvending, fordi ogſaa disſe i det ringeſte anvendte Halvdelen til Qvagets Underhold. Men Trevangsbrugerne beraabte ſig paa deres ſtorre Udſed. Dog kan man let beviſe dem, ſelv uden at tage Henſyn paa den ſtore Plads til Gresning og de Enge de behove, naar deres Avlsbrug ſkal blive i nogenlunde Kraft, at de end ikke anvende Halvdelen af deres dyrkelige Agre til Menneſkefode, thi de maae naſſen ene underholde deres Arbeidsdyr med Kicerne og ofte ophielpe deres Gavnqvag der⸗ med. Derimod kan al den Sad, der frembringes ved dette Syſtem, anvendes til Naring for Menneſkene, da Foderindhoſtningen er tilſtrakkelig til at underholde den ſterkeſte Beſetning. Til de Vexelfrugter, ſom optage Halvdelen af Ageren, ho⸗ rer alle Balgfrugter, iſœr behakkede Bonner, Erter og Vikker. Endeligen ere mange Handelsplanter, ſom taale at bearbeides, medens de ſtaae i Vart, ſaaledes ſom allerede flere Gange er bemarket, forberedende Frugter for Sœden; ſaaſnart nemlig et Avlsbrug er kommet i en ſaadan Giodningstilſtand, at det, uden at udmagre Ageren, kan dyrke disſe og behielpe ſig med en ringere Giodningsproduktion.
Sſ2§. 367.

324 Frugtvexelen. §. 367.
To ypperlige Skribenter have grundigt foredraget dette Syſtem, modiſiceret det pasſende til vores Forhold og viiſt den ſtore Nytte, ſom dets almindelige Ind⸗ forelſe vilde have. Disſe ere Amtsraad Karbe i hans Einfuͤhrung der engliſchen Wechſelwirthſchaft, og Hertug Frederik til Slesvig Holſten⸗Beck, i hans Skrivt uͤber die Wechſelwirthſchaft in Verbindung mit der Stalfutterung. For nœrvarende Tid ere utallige Exempler fremſtillede herpaa i Danmark, Schleſien, Mark⸗Brandenborg, Sachſen, Franken, Veſtphalen, ja ſelv endog i Kurland og Eſtland. Udfaldet bekrafter overalt dette Syſtems Vard, omendſkiondt man ofte er gaaet overilet til Varks ved Overgangen dertil, og kun faa allerede ere indtraadte i det andet Omleb, i hvilket det forſt paafaldende kan viſe ſin hele Virkning.
Ikke deſtomindre gior man ſig endnu ofte altfor eenſidige Foreſtillinger, og troer, at derved forſtaaes et beſtemt Antal Vange, og en vis Orden, hvori Afgro⸗ derne ſkulle folge paa hverandre. Een mener, at det ikkun kan forenes med Stald⸗ foring; en Anden, kun med Grasgang. Men det kan meget henſigtsmasſigt for⸗ enes med begge, og kan formodentlig ene lagge en ſikker Grund til Staldforing i det Store; ligeſom det forſkaffer de Avlsbrug, der ere beregnede paa Qvagets Grcesning, en fuldkommen Vinterforing dertil, og hoiere Benyttelſe af Qvaget. Men det tilſteder derimod en ſtorre Mangfoldighed end Kobbelbruget, ſaavel i Hen⸗ ſeende til Vangenes Antal, ſom Sedſtifternes Langde og Forholdet imellem det Land, der anvendes til Sadavl og det, der bruges til Foderavl; det betinges kun ved locale Forhold, og den Henſigt man har.
§. 368.
Dette Syſtems vaeſentlige Egenſkaber ere folgende:
1) J Almindelighed bortfalder en ubenyttet Brak. Men efter visſe Aars Forleb dyrkes i Stedet for denne, deels til Foder, deels til Salg, ſaadanne Afgro⸗ der, der, medens de ſtaae i Vart, og ſelv for at befordre denne, tillade at lette Plove eller Heſtehakker og Skuffelplove gaae imellem deres Rader, enten blot paa langs eller ogſaa paa tvers, hvorved Jorden nyder alle de Fordele, ſom Brakken kan meddele den. Jeg i det mindſte har ikke kiendt noget ſaa bindende eller ſaa for⸗ vil⸗
Oette Sy⸗ ſtems karak⸗ teriſtiſke Egenſkaber.
vildet
i 8 have be ves e.
Grakni
Denne ſom de derimo gemed?
deres ring ha Indtas hare ſiͤſte e dede dg Jorden ſtrakkel og i he Tifalde det bler den kan Erſtiry Aarti
legge inte ſa⸗ Jorder giotes

modificeret helige Ind⸗ engliſchen dc, i hans futterung. Schleſien, Kurland og mau ofte indttaadte 9.
linger, og ori Afgro⸗ ned Stald⸗ esſigt for⸗ dforing i Qvazets f Qvaget. vel i Hen⸗ det Land, ded locale
disſe Aars inne Afgro⸗ de at lette a blot paa m Brakken er ſas fot⸗ vil⸗
Frugtvexelen. 325
vildet Jordsmon, at det ikke er blevet ligeſaa ſkiort og pulveriſeret ved en tilbor⸗ lig Bearbeidning af disſe Afgroder, med dertil pasſende Redſkaber, ſom det vilde have voret ved den rene Brak. Imidlertid ville vi dog tilſtaae, at der kunde gi⸗ ves et Jordsmon, der ved Sadſkiftets Begyndelſe kunde behove at brakkes, men er Brakningen een Gang givet paa tilborlig Maade, kan den aldrig mere behoves. Denne Vang faaer Hovedgisdſkningen, der, overensſtemmende med den Qvantitet, ſom dette Avlsbrug deraf kan give, vilde vare for ſtark for enhver anden Afgrode; derimod kan den aldrig blive det for Frugter af dette Slags. Den virker da tilli⸗ gemed Bearbeidningen til at giore Jorden ſkior og til at udrydde Ukrudet.
2) Efter disſe behakkede Frugter folger i Almindelighed Vaarſad, deels fordi deres ſildige Indhoſtning ikke tillader at Vinterſaden ſaaes tidlig, deels fordi Erfa⸗ ring har lœrt at Vaarſaden giver her, paa den almindelige muldede Leer, en ſtorre Indtagt end Vinterſaden, og desuagtet efterlader Jorden kraftig nok, til ſiden at bœre Vinterſed. Denne Vaarſad kan vore Foraarshvede, Havre eller Byg. Det ſidſte er dog det ſadvanligſte, og egentlig det ſtore toradede Byg eller ogſaa det ſkal⸗ dede og Himmelbygget, der her giver ligeſaa ſtore, ſom visſe Afgroder. Men ſkulde Jorden ikke vare blevet fuldkommen ſkior og reen, fordi man enten havde forſomt til⸗ ſtrakkeligen at behakke Brakfrugterne, eller fordi Sommerveirliget havde veerret vaadt og i hoieſte Grad ugunſtigt, ſaa fortiente det ſmaae ſexradede, i dette uſadvanlige Tilfalde, Fortrinnet, fordi der kunde endnu plsies nogle Gange om Foraaret, inden det blev ſaaet. Dog er denne Ploining i Almindelighed ſaa lidet nodvendig, at Se⸗ den kan fuldkommen vel nedlagges om Foraaret, blot ved een eller to Gange at bruge Exſtirpatoren og Harven, hvorved Arbeidet lettes overmaade meget i denne travle Aarstid.
Mange nare den Frygt, at Vaarſaden, der ſaaes i en ſaa kraftig Jord, vil lœgge ſig, hvilken Erfaring dog nokſom beviſer at vœre ugrundet, naar man kun ikke ſaaer for tykt, ſom her vilde vare ei blot overflodigt, men endog ſtadeligt. Jordens dybe Bearbeidning betrygger mod Leieſed. Og naar Jordsmonnet ſkal giores dybere, ſaa ſkeer det ved at tilberede den til de Frugter, der behakkes, for
hvilke

326 Frugtvexelen.
hvilke den dybe Ploining aldrig bliver ſkadelig, og i hvis Skygge den opploiede Jord forbedres.
3) Dernafſſt iagttages den Hovedregel, at to halmbarende Afgroder aldrig komme umiddelbart efter hinanden, men ſtedſe adſkilles ved en Mellemfrugt. Skeer der en Undtagelſe heri, maae det vorre ved Sadſkiftets Slutning, naar Frugter, der ſkulle behakkes, folge derefter, ved hvilke Jordens Forvildelſe eller dens Hardelſe blev uſkadelig. Valget af denne Mellemfrugt beroer paa Vangenes Antal og Avlings⸗ forholdene. Den kan verre Klover; den kan beſtaae af Balgfrugter, Olieplanter, eller af enhver anden, der kun ikke horer til Grasarterne. Da det imidlertid for det
4) er en ubetinget Fordring, at Klsveren nedlagges i et fuldkommen reent, ſterkt bearbeidet og giodet Jordsmon, ſaa ſaaes den ſom ofteſt i den Afgrode, der folger de behakkede Frugter, og finder altſaa ſin Plads i det tredie Aar efter disſe. Her vil den ſaare ſielden mislykkes, naar man ellers forholder ſig rigtig ved dens Saaening. Den giennemtranger dette endnu i Dybet ſkiore Jordsmon ſaaledes med ſine Rodder, at Vinterens Umildhed aldeles ikke kan blive den ſkadelig. man ellers ſiger, viſt nok overeensſtemmende med Erfaring, at Jorden tratttes ved at bœre Klover, ſaa er dette aldeles ikke Tilfœldet her, da tyveaarige Forſog have lert, at den ſtedſe er blevet bedre og bedre ved at komme igien hvert fierde Aar. Denne Klover kan enten benyttes i eet Aar eller tiene til Hoſlet i to Aar. J det for⸗ ſte Tilfaxlde tilberedes den i Almindelighed til Vinterſcœd ved een Ploining, hvilket bedſt ſkeer med Snitploven. J det andet Tilfgelde kunde man undertiden give Vaar⸗ ſod Fortrinnet, iſcr naar man onſkede at hugge Klsveren tre Gange, eller om Efter⸗ aaret vilde benytte den til Grasning. Imidlertid er dog denne toaarige Kloverſtub ſaa pasſende for Vinterſœden, at man ſom ofteſt giver denne Fortrinnet. Den kan ogſaa ved Hielp af Snitploven og ved ſiden at bruge den lille Exſtirpator tilberedes J nogle Tilfalde kan denne Klover endnu blive liggende til
Og naar
paa det fuldkomneſte. Greesning i det tredie Aar, hvorefter der da maa folge Havre, eller Ageren ploies flere Gange til Vinterſad.
5) Ved
iſterſt endnu⸗ afhl dre Va at den Dyrkni
ſag anb groder heidend lykkes men de maade, der jeg
dog ſtr efter m Bonne⸗ derne, Likker ganſte
lonne d
ning al fordi d nodnes enes he ploies, Paaute

oiede Jord
der aldrig t. Skeer drugtet, der 8 Hardelſe og Aplings⸗ Nieplanter, dlertid for
mmen reent, grode, der efter disſe. g ved dens aledes med
Og naar trattes ved Ferſog habe fierde Aar. J det for⸗ ng, hoilket give Vaar⸗ er om Eſter⸗ ze Kloverſtub Drn kan por tilberedes liggende til geren ploie
5) Led
Frugtverxelen. 327
5) Ved langere Omlob, eller naar man vil frembringe Foring og Giodning i ſtsrſte Maœngde og bringe Ageren til den hoieſte Kraft, er det meget fordeelagtigt at endnu en ſaadan Afgrode bringes ind imellem, ſom ikke modnes, eller ſeetter Kicerne, og afhugges medens den endnu er gron, hvortil Vikker og Boghvede, fremfor an⸗ dre Varter, ere pasſende. Deres Stubbe efterlade Jorden i en ſaadan Tilſtand, at den nu er fuldkommen forberedet til at give de rigeſte Afgroder af Vinterſced. Ved Dyrkningen af disſe Vaxter finde fornemmelig ogſaa
6) to Afgroder Sted i eet Aar. Vel kan man ved dette Avlingsſyſtem og⸗ ſaa anbringe dem i forſkiellige andre Vange; imidlertid kunne dog disſe dobbelte Af⸗ groder i vort Klima og i ſtorre Avlsbrug, der ikke ere overflodigt forſynede med ar⸗ beidende Krafter, ikke ſaa almindeligt anvendes, ſom Mange have paaſtaaet. Roerne lykkes vel undertiden meget godt hos os, naar de ſaaes i Vinterfœdens Stubbe, men deres Sagening maa hurtig fuldendes i den ſaa travle Hoſt. Den Fremgangs⸗ maade, man nylig har anpriiſt, om Foraaret at ſaae Gulerodder i Vinterſaden, kien⸗ der jeg ikke af Erfaring, og finder den heller ikke omtalt hos Englœnderne, ſom dog ſtraœbe hyppigt at frembringe dobbelte Afgrsder. Hvor en dobbelt Afgrode, efter min Erfaring, uden Nsie kan finde Sted, er paa en radſaaet og behakket Bonne⸗ eller Maismark, hvor der med megen Fordeel kan ſaaes Roer imellem Ra⸗ derne, efter at hines Bearbeidning er tilendebragt. Vikkeageren berrer forſt gronne Vikker og derefter Boghvede, der ligeledes afhugges gron og i Almindelighed lykkes ganſke fortreffelig, eller ogſaa Vandroer, ſom kunne ſaaes betimeligt nok og rigelig lonne deres Bearbeidning.
7) Skal ved de lœngere Omlob giodes to Gange, ſaa gives den anden Giodſt⸗ ning aldrig til en Sadafgrode, men helſt til en ſaadan, ſom ſkal afhugges gron, fordi dennes Vext aldrig kan blive for frodig, deels ogſaa fordi Ukrudet, der ikke modnes, her paa en uſkadelig Maade ſkyder i Veiret. Giodningen blandes og for⸗ enes her paa det noieſte med Jordsmonnet, naar de gronne Stubbe hurtigt om⸗ ploies, og den taber her ſin forſte Geilhed, ved hvilken den fremdriver de unge Planter for ſtœrkt, og forſt og fremmeſt foraarſager Leieſad.

Dette Sy⸗
328 Frugtvexelen.
8) Det er ingen veeſentlig Betingelſe, at Halvdelen af Ageren ſkal anvendes til Qvagfoder, men vel, ſom ſkionnes af det allerede Sagte, at kun Halvdelen ba⸗ rer egentlig Sad. Af Handelsplanter kan der overhovedet dyrkes langt meer, om man vil, og, ſaaſnart man har tilſtrakkelig Forraad af Giodning, da det Slags, ſom er det meeſt indbringende. Kun er det for at forſkaffe ſig denne Overflodighed af Giodning, der her, i Forening med den fuldkomneſte Bearbeidning, tilveiebrin⸗ ger en ſaa forunderlig Virkning, ſom ofteſt nodvendigt i det forſte Omlob at noies med Holrdelen af ſclgelige Frugter, for at kunne dyrke Foder i tilſtrakkelig Mangde.
md⸗—8 196§. 369. algende⸗ ere de nodvendige Betingelſer for et Avlsbrug, grundet paa denne
ſtems Betin⸗Frugtvexelens Regel, uden holtee dets Indforelſe vil vore umulig eller dog blive et
gelſer ved
Indforelſen. ufuldkomment Fragment.⸗
1) Fuldkommen Eiendomsret og Narkens frie Benyttelſe; Befrielſe for a alle Servituter eller Rettigheder, ſom Andre kunne have derpaa, eller i det mindſte dis⸗ ſes henſigtsmasſige Indſkrankning.
2) En god Beliggenhed af Agrene, der ikke maae vare for meget adſplittede eller ligge for langt fra hverandre. Det Modſatte foraarſager i det mindſte ſtore Vanſkeligheder ved denne Dyrkningsmaade, der fordrer uafbrudt Opmerkſomhed.
3) Ved Indfsrelſen ikke altfor udmagret Agerland eller ſœeregne Hielpemidler til at forſkaffe ſig den forſte kraftfulde Giodning. Uden ſaadanne at ville indfore dette Agerbrug paa et afkraeftet Agerland, fordrer i det ringeſte ſtore Opoffrelſer eller en betydelig Kapital, da man i Begyndelſen meget maa indſtranke Dyrkningen af ſaadanne Frugter, ſom kunne ſolges, for at kunne frembringe Foring nok, d. e., Material til Giodning. Dets Indferelſe er derfor i Almindelighed meget lettere efter det ſedvanlige Kobbelbrug, der vedligeholder Jorderne i ſtorre Kraft, end efter det ſom ofteſt udmagrende Trevangsbrug, og under mange Tilfalde er det raadeligt,
igiennem hiint at ſkride frem til det heiere Avlsbrug. Om de henſigtsmasſigſte
Hielpemidler ved Opergangen ville vi ſiden tale. 4) Storre Arbeidskraft. Som ofteſt vil det ſamme Menneſketal, der i Marköruget behoves til hurtigen og tilborligen at beſtride Hoſtarbeidet, verre tilſtrak⸗ keligt
dhi emn Avlébr⸗ disſe Ai
ved Ar agtigt i Slendt! Beſatn; Forſtie!
get ſtot dukter dette e Urbeide de ſad
ſtaaer
Forf

il anvendes lodelen ba⸗ meer, om det Slage, verflodighed tilveiebtin⸗ 2h at noies g Mangde.
t paa denne dog blive et
elſe for alle mindſte dis⸗
adſplittede nindſte ſtore erkſomhed. Hielpemidler ville indfore öffrelſer eller zrkningen af nok, d. e., tlettere efter end efter det tt raadeligt, gtemadſigſe
ſttal, dert vare tiſtrat⸗ keligt
Frugtvexelen. 329
keligt til at fuldende alle de ved dette Agerbrug forefaldende Arbeider, men de maae holdes i en ſtorre og uafbrudt Birkſomhed. Arbeidet kan ſaaledes inddeles i hele Aaret, at det giver uafbrudt Beſkafftigelſe og vedvarende Fortieneſte for Arbeider⸗ ne, ſelv for ſvage Gamle og for Born. Vel fordre disſe Arbeider ingenlunde en Kunſtfœrrdighed, ſom vanſkelig opnaaes; imidlertid finder dog en ſtorre Fordeling af Arbeidet Sted, ligeſom en deraf folgende ſtorre Gvelſe deri, og i Brugen af visſe Slags Varktei, hvorved Arbeidet bliver mindre moiſommeligt og bedre Kiob. At Drivten til at foretage flere Forbedringer ſadvanlig finder Sted ved dette Avlsbrug, og at dertil atter fordres flere Arbeidere, har ingen umiddelbar Sammenhang med det. Det kan ikke blive nodvendigt at foroge Antallet af Arbeidsdyrene, uden fordi der bliver meer Giodning at udbringe, ſtorre Afgroder at bringe i Huns og flere Pro⸗ dukter at bortkiore. Jordens Pleining og svrige Dyrkning lettes ſnarere derved. Thi endſkiondt nogle Foretagender komme til, ſom ikke ere ſœedvanlige ved de andre Avlsbrug, ſaa ſpares derved andre, der ere langt moiſommeligere. Desuden ere disſe Arbeider med Heſt og Vogn til alle Aarets Tider ligeligen fordeelte.
5) En meget opmarkſom, virkſom, eftertœenkſom og beſtemt Opſynsmand ved Avlsbruget. Denne Betingelſe er uomgangelig nodvendig, da man, ved noi⸗ agtigt at iagttage Tiden til hver enkelt Forretning, ofte kan afvige fra den gamle Slendrian og anvende mange Afvexlinger ved Dyrkningsmaaden, ved Hoſten og ved Beſatningens Behandling, for ſaaledes at frembringe den ſtorſt mulige Fordeel. Forſkiellen imellem et eengang indrettet Kobbelbrng og vort er i denne Henſeende me⸗ get ſtork.
6) Det pasſer kun der, hvor man har tilſtrakkelig Afſcetning paa alle Pro⸗ dukter og hvor folgelig Jorden har den rette Vardi i Forhold til Arbeidet. Hvor dette er meget dyrt i Forhold til hiin, eller hvor man kun har Leilighed at lade alle Arbeider forrette paa en fordelagtig Maade ved Hoveri, hvilket ikkun er anviiſt til de ſadvanlige Arbeider, der er det uanvendeligt.
7) At hertil udfordres en ſterre Drivtskapital og et ſtorre Inventarium for⸗ ſtaaer ſig ſelv.
Forſte Deel. Tt§. 370.

330 Frugtvexelen.
§. 370.
Denne Regel for Frugtvexelen kan ligeſaa vel anvendes der, hvor Qveeget grasſer paa en Deel af Marken, ſom hvor det fores paa Stald. J hint Tilfalde haves Kobbelbruget derved til ſin hoieſte Fuldkommenhed, og denne Maade har unagtelig Fordele under ſaadanne Forhold, ſom giore Staldforingen vanſkelig. Men kun i Forbindelſe med Staldforing kan Jorden yde det ſtorſt mulige Produkt. Maaſkee det dog ikke altid forholder ſig ſaaledes med den ſtorſte Fordeel af den an⸗ lagte Kapital og af Arbeidet.
Vi betragte altſaa forſt:
Vexelbrug med Grassgang eller Verelbrug efter Frugt⸗ folgens Regel. . 371.
Ved denne Dyrkningsmaade bliver altſaa en Deel af Jorden liggende til Gras⸗ ning for Hornqvaget, eller, om man vil, kun for Faarene. Men Jorden nedlaxgg⸗ ges i fuldkommen og ſtark Giodningkraft og beſaaes med de til Grasgang meeſt pas⸗ ſende Urter. Det yder altſaa en meget mere naœrende og rundeligere Grasning, der enten neœrer mere Qveeg paa den ſamme Flade, eller det ſamme Antal paa et meget mindre Areal. Men desforuden avles her i Almindelighed andet Foder, enten blot til Vinterbehov, eller for dermed om Sommeren at fode en Deel af Qvaget enten udelnkkende paa Stald eller i Forening med Grasgangen. J ethvert Tilfalde maae det vœre i ſaa tilſtrakkelig Mangde, at Grasgangen aldrig behever at benyttes for tidligt om Foraaret, eller at beſcettes for ſtarkt.
§. 372.
Dette Syſtem pasſer egentlig ikke paa et mindre Antal af Vange end otte. Skulde Sadavlen ikke indſkrankes alt for meget, og vilde man endnu tage een Vang til Foderurter, ſaa kunde Graesmarken ikke ligge lenge nok. Med Undtagelſe af gan⸗ ſte ſmage Avlsbrug— for hvilke Staldforing overhovedet altid er mere pasſende end Grœsgang— vilde jeg beſtandigt i visſe Henſeender omdanne de i ſex og ſyv Vange til ſaadanne i tolv og fiorten, hvorved Overgangen ſaa meget mere lettedes.
Otte
gende

vor Qoaget nt Tilfelde Maade har lig. Men ge Produkt. af den an⸗
er Frugt⸗
de til Gras⸗ den nedlag⸗ meeſt pas⸗ esning, der gaa et meget enten blot zeget enten felde mage enyttes for
ge end okte een Vang l elſe of gan⸗ te pasſende ſer og ſyd ere lettedes⸗
Otte
Frugtvexelen.
Otte Vange er altſaa de ferrreſte vi antage, og her vilde jeg foreſlaae fal⸗
gende Sadfolge:
Tegnet** betyder ſaavel her ſom i det Efterfolgende ſterk,* derimod ſvag Gisdſkning.
1) a** Radſaaede Bonner. 2) a Vinterſad.
3) a Slaae⸗Klover.
4) a Vaarſad.
5) a* Prter.
6) a Vinterſad.
7) Grasgang af hvid Kls⸗ 8) ver og Gras.
Eller ogſaa: 1) a Gronjordshavre. 2) a**† Radſagede Bonner. 3) a Vinterſad. 4) a* Vikker. 5) a Vaarſed⸗ 6) a Slaae⸗Klover.
7) Gresgang. 3) rœsgang
J ni Vange: 1) Gronjordshavre. 2)** Radſaaede og behakkede Frugter.
3) Byg. 4) Klover. 5) Vinterſad.
Tt 2
e
b** Kartofler. Vaarſad. Staae⸗Klover. Vinterſad.
* Vikker. Vinterſad.
b** Kartofler. b Vaarſed. b* Wrter. b Vinterſad.
6)* Wrter og Vikker.
7) Vinterſed.
28) Beſaaet
9) J Grasgang.

5)
Frugtverelen. Eller:
Gronjordshavre.
**† Behakkede Frugter.
Byg. * Erter og Vikker. Vinterſced.
J ti Vange:
Gronjordshavre.
**† Behakkede Frugter. Byg.
Slaae⸗Klover. Binterſad.
6) Slaae⸗Klsver.
9.7)
8)„ Grasgang.
9)
6)* Trter og Vikker. Aolöhru 7) Vinterſeed. og faaen 8) Tar bli 9)„ Beſaaet Grasgang.
10)
Vilde man have meer Klover til at ſlaae og mindre Grasning, maatte man benytte hiin i to Aar og derimod have een Grasmark mindre.
Spergel.
Eller: **¶ Raps og Wrter. 6) Vinterfed. Vaarſad. 7) Vaarſad. * Behakkede Frugter. 8) Byg. 9) G Grqsning. Klover. 1⁰) 1
Eller paa ſandig Grund: Boghvede. 6) Rug. Rug. 7) V ** Behakkede Frugter. 8) Gresning V Havre. 9) 1 V 4
R

Frugkverelen.
8 elleve Vange:
1) Havre. 7)** Raps. 2)**§ Behakkede Frugter. 83) Vinterſad. 3) Bog. 9) 4) Klover. 10)„ Grcesning. 5) BVinterſad. 11) 3
6) Gronne Vikker. Det forſtaaer ſig, at der ikke maatte begyndes med at dyrke Raps, forend kle. Avplsbruget var rigt paa Giodning. Ellers tager man her akter Rug efter Vikkerne V og faaer da fire Grœsmarker, hvis man ikke foretrœkker at lade Kloveren i det fierde
Aar blive ſtaaende i det femte.
egang. Eller: 1(a
maatkt man 1)* Raps. 7) Wrter og Vikker.
2) Vinterſad. 8) Vinter⸗ og Vaarſod.
4 Pedg& 1 28
3)* Behakkede Frugter 9) b Grasning.
4) Byg. 10)
5) Klover. 11) Grcssning indtil midt i Som⸗
6) Vinterſad. meren.
F tolv Vange:
1) Wikker. 2)* Erter. 2) Vinterſcd. 8) Vinterfed. 3) Stage⸗Klover⸗ 2,1K e 9)
4) Havre. 10) 5)** Behakkede Frugter. 11) rasning. 6) Byg. 12))
Her kan ligeledes No. 12 opbrydes midt om Sommeren og der kan faaes Raps i No. 1, derfom Giodningen tillader det.

Frugtverelen. Eller: 1) Vikker. 5 7)* Radſaaede Bonner. 2) Vinterſed. 8) Havre. 3)** Behakkede Frugter. 9) Slaae⸗Klover. 4) Byg. 10) 5) Brter. 11) Greesning. 6) Vinterſad. 12) J fiorten Vange: 1)** Raps. 8) Klever.— 2) Vinterſced. 9) Vinterſœd. 3) Wrter. 10) Havre. V 4) Vinterſad. 11) 5)** Behakkede Frugter. 12) 1Greapiag. b. 6) Byg. 13) 1 7) Klover. 14)]— kommen? Eller ogſaa: fe paat 1) Havre. 8) Byg. Sor⸗ ell 2)** Behakkede Frugter. 9)** Behakkede Bonner. V 1 3) Byg. 10) Hvede. efkeferit 4) Klover. 11) ülide helt 5) Klover. 12) 1 6) Vinterſad. 3 13) Serzus 7) Erter. 14)] De Omlob, der have mange Vange, kan man betragte ſom Fordobling eller V Mangfoldiggiorelſe af de i fœrre, der mangfoldigen gribe ind i hverandre. Her 4 tilfsier jeg endnu blot et i fire og tyve Vange, hvilket for nœrvarende Tid indrettes V des ved paa et Gods, hvis tre Parcelgaardes Marker grandſe til hverandre, ſaa at alt vel V dog kun udgior kun eet Helt, men dog drives fra disſe Gaarde paa et Areal af amtrent 1500 V den, ell Tender Land.“ Det er folgende: ſtore og
dervang.
* R 8 8

Frugtvexelen.
1)** Raps. 13) Gronſordshavre. aner. 2) Vinterſad. 14)** Radſagede Bonner. 3)* Kartofler. 15) Vinterſocd. 4) Byg. 16) Slaaeklover.* 5) Slaaeklover. 17) Vinterſad. 6) Slaarklover. 18)* Gronne Vikker, ſiden Roer. 7) Vinterſad. 19) Vaarſad. 8)* Vrter og Vikker. 20) Arter. 9) Vinterſad. 2 1) Vinterſad. 10) 22) Klover til Grasning. 11) Graening. 23) Grassning. 12) 24) Forgrasning og dernaſt opbrudt til Naps. 1
Derſom det ſkulde vœre nodvendigt ved detke Omlob at give Jorden en fuld⸗ kommen reen Brak, maaſkee for at paakiore Mergel eller Kalk, ſaa kan det altid ſkee paa een af de undvarligere Vange, og den kan dog maaſkee tildeels benyttes i For⸗ eller Efterſommeren ved at tage gronne Vikker eller Roer deraf.
onger, Det ſidſt omtalte Avlsbrug er fornemmelig beregnet paa et meget ſtort adelt Skefferi, og al Greesningen beſtemt til dette; derimod vil Horngvaget ſandſynligviis blive holdt paa Stald.
Staldforingsſyſtem.
§. 373. ndre. Her Det Vaſentligſte derved er, at Qvaget hele Aaret igiennem fornemmelig fo⸗ Lrudhe, ad indrettes des ved afhugget Foder, der tilbringes det, og at det enten aldeles ikke graesſes, eller ſtem. Nat alt vil dog kun en kort Tid ved Sommerens Ende. Der holdes virkelig beſtandig i Stal⸗ trent 1500 den, eller fodres paa een dertil indrettet Gaard, eller ogſaa i ſœregne bevaggelige, ſtore og hoie Folde, hvis Plads aarlig forandres og henlagges til den fornemſte Fo⸗ dervang. J visſe Henſeender kan man ogſaa hertil regne Toiringen, ſom er bruge⸗ lig
dobling eller

336 Staldforingsſyſtem.
lig i nogle Egne. Her er ikke Stedet til at tale om Fordelene ved den ene eller anden
Methode, da vi her kun betragte denne Foringsmaade med Henſyn paa de alminde⸗
lige Avlingsforhold. De Tydſke have forreſten ikke noget Ord, der udtrykker denne
Foringsmaade, ved hvilken Foderet tilbringes. Engellanderne kalde den Soiling,
uden Henſyn paa Sted og Maade, hvor og hvorpaa den ſkeer.
§. 374. Staltforin⸗ Dette Avlsbrugs ſtorre Fordele ere folgende: gehs Gordekt 1) Det behosver et meget mindre Areal til at fode Qvaget.
a) Fordi det paa tilborlig Maade tilbereder dets til Foderapl beſtemte Agre, og ikke overlader Grasſets Frembringelſe blot til Naturen, men frembringer ſaadanne Vaxter derpaa, hvad enten dette ſteer ved Saaening eller Plantning, ſom fuld⸗ kommen ſvare ſaavel til Jordens ſcrregne Beſkaffenhed, ſom til det Qvags Natur hvortil de ere beſtemte. Herved benytter det ſig ſaa meget muligt af Naturens Produktionskraft, og uddrager en meget ſtorre Qvantitet Naring af et Stykke Jord, end dette ellers vilde frembringe.
b) Fordi det lader disſe Foderplanter opnaae deres fulde Vart, og den ſtorſte pas⸗ ſende Grad af Udvikling, i hvilken de ſaavel med Henſyn paa Mangde ſom Be⸗ ſkaffenhed give den ſtorſte Afgrode. De fleſte Foderverters Udvikling og Udvidelſe ſfrider nemlig frem indtil et viſt Punkt, og ſkeer hurtigere og ſtarkere, jo mere de nerme ſig dette hoieſte Pu⸗kt. J deres forſte Ungdom er denne Tilvaxt ringe i en vis beſtemt Tid, men bliver ſtœrkeſt, naar Blomſten begynder at udvikle ſig. Derſom denne Tidspunkt, hvilket er Tilfaldet ved Grasningen— ikke oppebies, ſaa kan den ſtorſte Afgrode ikke opnaaes. Saaſnart Blomſtringen derimod er gaaet for ſig, voxer Toppen ikke meer, og i det Frset danner ſig, forringes Toppens nerende Evne. Denne heldige Tidspunkt kan folgelig kun tilborligt iagttages ved Afhugningen. Uſvakkede, ved ikke at have ſat Kicerne, gier da ofte disſe Vax⸗
ter forogede Skud, ſom man da atter lader komme til den ſamme Grad af Fuld⸗
endelſe. 1
c) Fordi derved afvœrges, at Qvaget ikke nedtrader nogen Plante eller hindrer dens Fremvart, hvilket til megen Skade finder Sted ved Grasningen.
Her⸗
1 lieſas naar der og etn 1 til derp
dette As
9 gen. 9 Men att⸗ drev, faldne ſ paa dent Rogtern⸗ ganſte d allerſte ſon den ſpredt i ſaa ople tes af as bonyttei tit Gav denne ſe hvad D. ef Giar ſten, ringspe
man til
Korſ

teller anden de alminde⸗ rykker denne en Soiling,
aee, og ikke der ſaadanne , ſom fuld⸗ wags Natur af Naturens af et Stykke
ſtorſte pas⸗ zde ſom Be⸗ og Udvidelſe „jo mere de rt ringe i en ndvikle ſig. kke oppebies, derimod er ges Toppens igt iagttages te disſe Vax⸗ tad af Fuld⸗
hindrer dens
Her⸗
Staldforingsſyſtem. 3 37
Overeenſtemmende med Erfaring opnaaer man herved, at Qveeget kan fores ligeſaa rigeligt og fuldkomment paa i det hoieſte Halvdelen af det Areal, der udfordres, naar det grasſes,— forudſat at Ageren er af ſamme Godhed og i ſamme Kraft— og at man folgelig ſparer i det mindſte Halvdelen af Arealet til andre Wiemed eller til derpaa at fode mere Qvag.
§. 375.
2) Giodningen, for hvis Skyld Qvexget for det mſs Haldren kan kun ved dette Avlsbrug paa det fuldkomneſte benyttes.
Ved ethvert Greesgangsbrug tabes altid den ſtorſte Deel af Sonneetgiohnig⸗ gen. Paa Markbrugets vedvarende Graesmarker taber Agerbruget den ganſke, ſelv uden at den betydeligt ophielper hine, da vi ikke bemarke, at gammel uopbrudt Over⸗ drev, hvor Hornqpvegget beſtandig graesſes, tiltager i Kraft i Forhold til den derpaa faldne Giodning. Denne har ofte kun den Virkning, at den gier de Steder, hvor⸗ paa den faldt, i flere Aar modbydelige for Qvaeget; derfor har man ogſaa ofte opmuntret Rogterne til at ſamle denne Giodning og benytte den til deres Fordeel. Ikke ſaa ganſke tabes den paa Kobbelbrugets Grœsmarker. Imidlertid bortodſles dog den allerſtorſte Deel deraf, og Ageren faaer ikke den Kraft, ſom den vilde erholde, der⸗ ſom den ſamme Giodning, tilborligt tilberedet, blev indblandet i den. Da den ud⸗ ſpredt ikke kan kvmme i en ſaadan Gicering, ſom fremvirker en conſiſtent Masſe, ſaa oploſes den for ſtorſtedelen i gasformige Dunſter, og Reſten bortſteves eller fortce⸗ res af Inſekter. Tabet bliver ſtorre, jo lœngere Ageren ligger til Grees; derimod benyttes den bedre, der ſnart nedploies. Giodningen kommer dog aldrig ſaa meget
tit Gavn, ſom naar den tilborligt blandes og noie forbindes med Halm, hvorved denne ſelv bliver til en virkſom Giodning Kun ved Staldforing opfanger man alt hvad Dyrene lade falde, bringer dette forbundet med Stroelſen til den rette Grad af Gigring, og forebygger den alt for tidlige Oplosning og alt for ſtarke Bortdun⸗ ſten. Endelig har man det i ſin Magt at bringe denne Giodning i ſin rette Gice⸗ ringsperiode paa den Ager og paa den Plet, hvor den ſtifter ſtarſt eta og hvor man til hele Avlsbrugets Tarv, meeſt behever d den.
Foerſte Deel. Uu§ 376.

338 Staldforingsſyſtem.
§. 376.
3) Staldforingsbruget kan hurtigere verle med den Jord, ſom det bruger til Qvaegfoder og til Sadavl og folgelig i deſto hoiere Grad opnaae alle Vexelens Fordele. Det kan dyrke Foderet i den Orden og Folge, at Dyrkningen af ſalge⸗ lige Frugter, iſcr af Saden, ogſaa i denne Henſeende tilfoies ſaa lidet Afbrœk ſom muligt, nemlig derved at det tager Foderafgrsderne kun ſom Forberedelſe til Saden, og vedligeholder Ageren derved i fuldkommen Reenhed, Skiorhed og Kraft, hvorved Brakken altſaa ſaa meget mindre behoves, og dens Virkning rigelig erſtattes.
§. 377.
4) Det kan til alle Aarets Tider give Qveeget en ſterk, kraftig og velſma⸗ gende Naring— naar det nemlig paa tilborlig Maade indretter Forholdet og den Orden, hvori de dyrkede Foderverter folge paa hverandre— altſaa kan det ſtedſe holde det ved lige Krafter og Sundhed, og folgelig i en hoiere Grad af Gaynlighed. Det Avlsbrug derimod, ſom grasſer Qvaget, kan formedelſt Aarenes ulige Frugtbarhed ikke giore det ſamme, uden en ſtor Overflodighed af Græsgange.
Staldforingsbruget er nemlig i Stand til at ſpare en Deel af Sommerfoderet fra det ene Aar til det andet, fra det rigere til det fattigere, da det er meget gavn⸗ ligt og behageligt for Qvoget, naar de om Sommeren faaer tort Foder tilligemed det gronne. Derved altſaa kan det ikke aleneſte fremvirke hiin altid lige Nœring, men endog holde alle andre Avlsforhold i den fuldkomneſte Ligevagt, da det tor giore Regning paa en lige ſtor Masſe Giodning i hvert Aar, ligeſom det, naar det har Foder i Forraad, ogſaa har det i ſin Magt, at holde en ſtorre Beſcetning, ſaa⸗
fremt dette ſyntes fordeelagtigt, enten med Henſyn paa Fordelen deraf eller paa Giod⸗
ningen. § 378.
5) Endelig er det ikke alene viſt og afgiort ved utallige Erfaringer, at Qva⸗ get ved tilborlig Behandling kan blive fuldkommen og ligeſaa lange friſt paa Stald, — iſr naar man undertiden lader det bevaege ſig paa en aaben Plads, ved Van⸗ ding eller Foring,— men beſkyttes endog derved mod mange af de farligſte Syg⸗ domme, for hvilke det grasſende Qoaeg er udſat. Det er ſaaledes f. Ex. ikke udſat
for
far de ſu atn disſes e afgior
for lige
21 Betentt hidindd hed g81 nes at
C i maul
S ger en ta iBererF. ningen vedernge
10 bar wi vorpet hvorond
( huggeit og Giehs end detau nagte/ ſtor, ſeß

det beuger le Vexelens
aft, hvorved ttes.
g og velſma⸗ oldet og den tſtedſe holde lighed. Det Frugtbarhed
wmmerfoderet meget gavn⸗ der tilligemed lige Nering, da det tor tt, naar det atning, ſaa⸗ er paa Giod⸗
ger, at yc⸗ paa Stald, ,, ved Van⸗ zuligſte Ehg⸗ Ex. ilke udſet for
Staldforingsfyſtem. 339
for den farlige Miltbetcendelſe og langt meer betrygget imod ſmittende Sygdomme, ſaa at man i Egne, hvor Staldforing overalt er indfort, ikke behover at frygte for disſes almindelige Udbredelſe. J det mindſte har Staldforingen i denne Henſeende afgiorte Fortrin for Markbrugets Grœsning, om end mange maatte anſee Qveget for ligeſaa fuldkommen beſkyttet ved en ſund Kobbelgreesning.
§. 379.
Uagtet disſe, Staldforingens umiskiendelige Fordele har man havt mange Betankelig⸗ Betankeligheder og giort flere Indvendinger derimod, der ſynes vigtige nok til Lenude hidindtil at hindre den almindeligere Indforelſe. Forbigaaende dem, hvis Urigtig⸗ gen⸗ hed og Ugrund af ſig ſelv falder i Ginene, ville vi her kun underſoge dem, ſom ſy⸗ nes at vere af ſtorre Vigtighed. Disſe ere folgende:
1) Foderurternes Dyrkning fordre flere Hander og flere Arbeidsdyr end det i mange lokale Forhold kunde vore oekonomiſk rigtigt at anvende derpaa.
Svar: Dyrkningen af de til Sommerſtaldforing brugelige Varxter foraarſa⸗ ger en ganſke ubetydelig Forogelſe af Arbeide. Ved Kloveren kommer intet videre i Beregning end netop dens Saaening, og, hvis man ſelv avler Froet, da ogſaa Terſk⸗ ningen, hoilken iſcer er meget ubetydelig, naar man til eget Brug kun aftgerſker Ho⸗ vederne og udſaaer Froet i Avnerne.
Dyrkningen af Fodervikkerne er ikke betydeligere, da Ploiningen dertil ikke var mindre nodvendig paa Brakmarken. Arbeidet ved andre Fodervaxters Dyrkning, hvorpaa man laggger ſtor Vagt, kan ikke tilregnes Sommer⸗ men Vinterforingen, hvorom her egentlig ikke tales.
§. 380.
2) Foringen paa Stald eller i Qvaggaarden udfordrer, fordi Foderet ſkal hugges, tilkiores fra Marken og lagges for Qveget, ligeſaa vel ſom Stroeningen og Giodningens Udkisrſel, et betydeligt ſtorre Antal Menneſker og flere Arbeidsdyr, end det grasſende Qveegs Pleie.
Svar: Denne Indvending er vel den vigtigſte, da man aldeles ikke kan negte, at dermed er mere Arbeide forbunden. Imidlertid er Forſkiellen dog ikke ſaa ſtor, ſom den forekommer dem, der ikke ere bekiendte med en god Indretning og Frem⸗
U u 2 gangs⸗

240 Staldforingsſyſtem.
A₰
gangsmaade. Foderets Hugning til 80 Qvagshoveder— naar Kleveren ellers ſtaaer godt— dets Paalcesning og Tilkiorſel kan en Karl og et Fruentimmer eller en Dreng fuldkomment forrette og desuden, ſaa meget behoves, hielpe ved Forin⸗ gen. Vi antage altſaa, at tre Perſoner, foruden Malkepigen, ere ſornodne til 80 Stykker Qvag— ogſaa til 100 kunne de vare tilſtrakkelige.— Naar der kun holdtes eet Slags Qvag paa Greesgangen, ſaa at det malkende ligeſaa lidt var ſtilt fra det golde, ſom det unge fra det gamle, ſaa vilde een Hyrde viſt nok vare tilſtrakkelig. Tanke vi os derimod, at det er fordeelt i flere Hiorde, ſaa vil For⸗ ſriellen blive ringere. Disſe Perſoner ere ogſaa tilſtrakkelige til at forrette Stroe⸗ ningen og Mugningen, naar dette Arbeide ſkeer paa bedſte Maade ved Hielp af en Skuffe. Derimod er Pigernes Arbeide mindre ved Staldforingen, naar vi antage lige megen Melk, fordi den lange Vei og den Tidſpilde, ſom har Sted, naar Qveeget grasſer, bortfalder her; ikke at tale om, at et langt noiagtigere Opſyn er muligt ved Malkning her, end paa Grasgangen, og at her ſpildes eller ſtiolles mindre af Mel⸗ ken. Det gronne Foder hiembringes bedſt, enten ved Koerne ſelv, der pasſe ſig ſaa vel dertil, eller ved visſe Stude, ſom blive fuldkommen fede herved, da de cde paa Stalden og paa Marken, og dette maadelige Arbeide kun befordrer Fordoiel⸗ ſen, ſaa at de altſaa ved Sommerens Ende ret vel betale deres Foder. At man faaer meer Giodning at udkiore, vil vel ikke lettelig anſees ſom en Byrde, ſkiondt Staldforingen viſt nok betydelig forsger denne.
Imidlertid indremmer jeg gierne ſaadanne Forhold, der kunne giore det van⸗ fkeligt om Sommeren at bruge to Menneſker meer ved 80 Koer; men ſaadanne Til⸗ fœlde, ved hoilke det var umuligt at tilveiebringe disſe to Menneſker meer, kunne ikke ofte forekomme. Der hvor man paa alle Maader mage ſpare Folk, har man giort den Indretning, kun at fortſcette Staldforingen til Hoſttiden, og da at drive Qvaget paa Marken for at kunne benytte Graessningen paa Kloverſtubben og den an⸗ den Opvaxt.
§. 381.
3) Staldforingen fordrer en kunſtigere og mere ſammenſat Staldindretning, ſtorre Plads, for at bevare Foderet, og mangfoldige Redſkaber; folgelig en langt ſtorre ſtaaende Kapital. 3 Spvar:
8 hedern Sagens de, 0g* finde 2*£ dre. 320 til, kon tale og 4 lig kunt
foring G
tiltage 18. Ted K eler 2C) ſom dess hundre! Avloͤbr 8.
8 er endn end veda Denne&.
1
didtleft a ſtorre Am e
llide us aliid gis

veren ellers irrmer eller ded Jori⸗ ſornodne tit * Naar der eſaa lidt dar iſt nok vare ſaa vil For⸗ tette Stroe⸗ Hielp af en ir vi antage gaar Qveget n er muligt nore af Meb er pasſe ſig ewed, da de er Fordoiel⸗ 7. At man de, ſtiondt
ore det van⸗ aadanne dil⸗ neer, kunne k, har man da at dribe rog den al⸗
ldindretning, lig en langt
Sbar:
Staldforingsſyſtem. 341
zvar: Ved denne Indvending har man uden Tvivyl foreſtilt ſig Vanſfelig⸗ hederne ſtorre, end de virkelig ere. En henſigtsmaesſigt indrettet Stald gisr viſt nok Sagen meget lettere. J en ſaadan kan Foderet laœngere bevares, uden at tage Ska⸗ de, og meget lettere fordeles mellem Qvaget. Men man vil i enhver Stald kunne ſinde en Plads til denne Bevaring, naar man kun holder et Par Qveghoveder min⸗ dre. Den Vogn eller Karre ſaavelſom Tyven, Riven og Leen, der behoves her⸗ til, kunne vel neppe komme i Betragtning. De, ſom gisre denne Indvending, tale ogſaa om ſtore Kieldere og Maſkiner til at ſkigre Foderet, hvilke dog ikke egent⸗ lig kunne tilregnes Sommerſtaldforingen, hvorom her blot tales.
§. 382.
4) Er Beſatningen liden, ſaa kan Forogelſen af Omkoſtningerne ved Stald⸗ foring imod Greesning vare ganſke ubetydelige. Men de ſtorre Arbeidsomkoſtninger tiltage her med Qvagets forogede Antal i et ſtorre Forhold end ved Grasgangen. Ved Kobbelbruget gior det desuden naeſten ingen Forſkiel, om en Hyrde vogter 20 eller 200 Stykker. Ved Staldforingen voxer derimod Antallet af de Menneſter, ſom derved ſkulde beſkaftiges i ſamme Forhold ſom Qvegets, og til hvert halvt hundrede behsves een Mand mere. Er altſaa Staldforing fordeelagtig i ſmaae Avlsbrug, ſaa vorder den det ſtedſe mindre, jo ſterre disſe blive.
Svar: Denne Indvending ſiger egentlig ikke andet, end at Staldforingen er endnu fordeelagtigere ved Avlsbrug af maadelig Storrelſe og ved Parcelgaarde, end ved ſtore Avlinger, uden dog overhovedet at kunne nagte dens Fordeelagtighed. Denne Indvending er desuden allerede giendrevet ved Svaret paa den forſte og anden.
§. 383·
5) Omkoſtningen ved Foderets Hiemkisrſel foroges ogſaa beſtandigen ved vidtloftige Markſtrakninger, fordi Fodermarkens Afſtand der er ſtsrre. Denne ſtorre Afſtand kommer derimod kun lidet i Betragtning, naar Qvaget gaaer paa Gras.
Svar: Laae Fodermarkerne meget langt borte, vilde Staldforingen viſt nok blive vanſkeligere. Men ved en Markinddeling, der grunder ſig paa denne, kan dog altid giores en ſaadan Indretning, at man har en Deel af den Klover⸗ eller Vik⸗
kemark,

34² Staldforingsſyſtem.
kemark, ſom er beſtemt til gront Foder, nar ved Gaarden. Man har vel ogſaa undertiden afhiulpet denne Vanſkelighed ved at opfore en Stald paa en af de langſt⸗ bortliggende Foderkobler.
§. 384.
6) Paa ſtore Godſer er Jorden ſom ofteſt af forſkiellig Beſkaffenhed, og naar Kloveren og andre Fodervaxter ved et almindeligt Omlob komme paa en Plads, der ikke pasſer for dem, ſaa ſtaae de Fare for at mislykkes, eller give dog ikke et lige ſtort Udbytte. Her kan altſaa ingen regulair Vangorden finde Sted, eller man kan ikke giore Regning paa tilſtrœekkeligen at kunne fore en lige ſtor Beſetning, og vil i visſe Aar, i hvilke man kommer med Kloveren paa en tor Kobbel, nodes til at holde et mindre Antal Qvagshoveder.
Svar: Naar der, ved Markinddelingen, ikke tages Henſyn paa Jordens Forſkiellighed— ſom undertiden er Tilfaldet ved Kobbelbruget— ſaa foraarſager dette viſt nok ſtor Vanſkelighed. Men da er det ſamme ogſaa Tilffeldet ved at lade Qvaget grasſe, og Omſtandighederne maatte varre ſœrdeles gunſtige, om det graes⸗ ſende Qveg ikke ſkulde lide derved, hvilket ikke her, ſaaledes ſom ved en velindret⸗ tet Staldforing, kan hielpes ved det fra forrige Aar ſparede Foder. Derimod er en henſigtsmasſig Mark Inddeling, i Forhold til Jordens Godhed, lettere mulig for Staldforingsbruget, fordi hver enkelt Vang ikke ſaa nodvendigen behever at hœnge ſammen med en anden eſter Nummer, og man derfor meget let kan gisre den Indretning, at der aarligen nar nok ved Gaarden tilſaaes een til Fodervarterne pasſende Mark.
§. 385.
7) Ved en god Dyrkning kan man vel vare temmelig vis paa, at Kloveren lykkes, men dog ikke i den Grad, at man kan vare aldeles ubekymret i Henſeende til Mu⸗ ligheden af dens Misvart, og denne vilde jo forvolde hele Agerbrugets Undergang.
Svar: Omendſkiondt Kloveren vel vil blive det vigtigſte Sommerfoder, ſaa vilde det dog verre ſaare urigtigt, ene at ſtole paa denne, da det vel kunde hande, at den, om den ved en omhyggelig Dyrkning end ei aldeles mislykkedes, dog ei gav tilſtrakkeligt Foder, eller at det ei var raadeligt at anvende den dertil. Kloveren kom⸗
kommel
imellen 25
for gane
fattes s Staldfus
hehove
pauſe ſ Brug m veren bif Nark ſr Sad i* det ſtaldd tet. 9G en fordon til dets 68 idet St= er det nire Neieriein. den ſlet T nok er 3 Grani iMelkeng ere Sagch Smer ecgs er ligeſacs dant S1

ar vel ogſaa df de lengſt
nhed, og naar n Plads, der g ikke et lige d, eller man ſſctning, og
o t nodes til at
pan Tordens a foraarſager et ved at lade om det gras⸗ in velindret⸗ Derimod er lettere mulig n behover at kan giore den
Fodervarterne
h at Kloveren nſeende ti Ru⸗ ts Undergang. nerfoder, ſaa kunde hande, s, dog ei gah il. Kloveren
kom⸗
Staldforingsſyſtem. 3483
kommer egenklig ikke tidlig nok, for dermed at kunne begynde den gronne Foring, og imellem den ferſte og anden Slet deraf indtrader en Periode, hvori den enten bliver for gammel eller endnu er for ung til at bruges med Fordeel. Efter den anden Stet fattes Foderet ganſke, om man ellers vil ſaae Vinterſad derefter. Et velindrettet Staldforingsbrug maa altſaa uomgangelig have forſkiellige Voexter, der, naar det behoves, kunne trade i Stedet for gron Klover, men ellers benyttes paa anden Maade, hvortil fornemmelig Vikker, og, paa tor Grund, Boghvede og Spergel pasſe ſig; derſom man ellers ikke har ſeerſkilte Foderkobler beſagede til fleeraarig Brug med Lucerne og Eſparcette, eller kunſtige Groesenge. J det Tilfalde at Klo⸗ veren bortfryſer, hvilket man neppe kan tanke ſig ved en god Dyrkning, kan denne Mark ſtrax beſaaes ſtykkeviis med Vikker, hvoraf man ſaa meget lettere kan have Sed i Forraad, da de kunne holde ſig i ti og flere Aar. §. 386.
3) Efter de Erfaringer, ſom man iſer i Holſteen har giort, er Smor af det ſtaldforede Qveeg ikke ſaa godt og holder ſig ikke heller ſaa lange, ſom Greesſmor⸗ ret. Og da det ved en ſtor Beſcetning er Landmanden ſaa vigtigt, at vedligeholde en fordeelagtig Mening om ſit Smor, og ikke at komme i Forlegenhed i Henſeende til dets Afſetning, ſaa er allerede dette en gyldig Indvending imod Staldforingen.
Svar: Bed de faa Forſog, ſom man i Holſteen har giort med Staldforing i det Store, har dette virkelig vœret Tilfœldet. Men ved et af de meeſt bekiendte er det notoriſk, at man ikke har iagttaget den Reenlighed, ved hvilken de holſteenſte Meierier ellers udmerrke ſig. Desuden var ogſaa Foderet ſlet og beſtod, formedelſt den ſlet valgte Sœdfolge, meer af Agerkaal og andet Ukrud, end af Klover. Viſt nok er det vanſkeligere at holde Koernes Yvre rene ved Staldforing end ved Grgesning, og der maa altſaa tages flere Forholdsregler for at undgaae Ureenlighed i Melken, hvilket man ikke, uden den ſtrangeſte Opſigt, kan vente af Folk, ſom ere Sagen fiendſfe. Men hvor den tilborlige Foranſtaltning ſkeer, har Melk og Smor en lige ſaa aromatiſk Smag ved Staldforingen, ſom naar Qveeget grasſer; det er ligeſaa fedt og har alle andre Egenſkaber, ſaa at man ſikkert kan vente, at ſaa⸗ dant Smer, tilberedt med den i Holſteen almindelige Omhyggelighed, holder ſig
lige⸗

344 Staldforingsſyſtem.
ligeſaa godt ſom Grasſmorret derfra. Vel kiender jeg endnu intet beſtemt Exempel derpaa, fordi Smorret, der hvor man ſtaldforer i det Store, ſtrax om Sommeren ſelges med ſtorre Fordeel.
§. 387.
9) Endelig har man ſagt, at derſom Staldforingen blev almindelig indfert iet Land, vilde Torvene overlasſes med Kiod⸗ og Fedevarer, og Priſerne herpaa altſaa falde ſaa meget meer, da Afſeetningen herpaa aldrig kan verre ſaa ſtor ſom paa Sad. Den ſtorre Capital, der i Agerbruget anvendtes til Staldforing, vilde folgelig bœre mindre eller endog ingen Renter, altſaa vare tabt for Privat⸗ og Nationalformuen og unddraget Agerbruget eller andre Naringsveie. Selv Jor⸗ dens Capitalvcerd vilde ſnarere tabe end vinde derved.
Svar: Uden at indlade mig paa den falſke ſtatsoeconomiſke Anſkuelſe, hvor⸗ fra denne Indvending mage verre udſprungen, vil jeg blot beſvare den i privatoeco⸗ nomiſk Henſeende. J de fleſte Lande ere Torvene flere for Kisd og Smor end for Sad, fordi hine Varers Transport ved lige Vardi er mindre koſtbar. J mange Egne har man derfor ofte fundet det fordeelagtigt at opfore Saden til Opdraet og Fedeqvaget, fordi den da bortfortes af dette Produkt ſelv. Vel har dette i en Rad af Aar ikke verret Tilfaldet, formedelſt de politiſke Konjunkturer og fordi Sad⸗ produktionen ingenſteds har overſteget det, man ſelv behovede; men fordum ofte i det ſydlige Tydſkland og i nogle franſke Provindſer. Det let transportable Smar kan aldrig ſavne Afſctning, naar det er godt. J Holſteen, hvor Smorproduktionen i de ſidſte 15 til 20 Aar betydeligen har tiltaget, endog, efter Nogles Paaſtand, over en Trediedeel, er Smorrets Priis ikke deſtomindre ſtedſe ſteget, uagtet paa ſamme Tid Udforſelen deraf fra Meklenborg ſaare meget forogedes. For 3 Aar ſiden aabnede ſig for hiint Land et nyt og meget fordeelagtigt Smormarked i Oſtindien, hverhen det ſendtes i ſmaae Leerkrukker. Smorrets og Fedevarernes Priis er i Al⸗ mindelighed ſteget, ſelv i Forhold til Sadens, hvilket ſynes at komme deraf, at udyrkede Egne, der hidtil ene benyttedes til Qvaegavl, ere ved en forsget Folke⸗ merngde blevne mere opdyrkede og anvendte til Sœdavl. Herved maa man ogſaa
kage Henſyn paa Uldens hsiere Priis, hvis forogede Frembringelſe vel ikke umiddel⸗ bart,
bart, Grasgot heiere ſt ſuntion fodi Ran ger der den, de dell, fis Staldfot ſte Subr⸗ til Fotejt
15 med nors righed lertid kur Indfor 3 hvor n n moder ga hvilke urn ſtrengtlt get, iſt ſelb dar anden(e
5 des der a vil den Jord, intenſiv ſom udfc
Korſt

emt Crenat Sommeren
delig indfort ſerne herpan ere ſaa ſtot Staldforing, for Privat⸗
Seld Jar⸗
zuelſe, hvor⸗ i privatoeco⸗ zmor end for
J mange l Opdrat og r dette i en fordi Sad⸗ um ofte i det e Smer kan produktionen es Paaſtand, uagtet paa t g Aar ſiden di Oſtindien, pris er i Ul⸗ me deraf, at foroget Folke⸗ aa man ogſaa jkte umiddel⸗ bart,
Staldforingsſyſtem. 345
bart, men dog middelbart kan fremvirkes ved Staldforingen, da derved ſtorre Grasgange blive tilovers til Faarene. Om de dyriſke Produkter for Reſten ved en hoiere Kultur ſkulde falde i Forhold til andre Ting, er endnu problematiſk, da Kon⸗ ſumtionen deraf tiltager i Forhold til den ſtorre Mangde, hvori de frembringes, fordi Nationaloeconomie og Rigdom, ſaavelſom Befolkningen paa ſamme Jid tilta⸗ ger dermed. Men j intet Tilfellde kunne de falde under deres naturlige Priis, d. e. den, der erſtatter Omkoſtningerne ved deres Frembringelſe og giver en billig For⸗ deel, fordi den mere anſtraengte Frembringelſe deraf i ſamme Hieblik vilde ophore. Staldforingsbruget ſtraber desuden ikke alene at frembringe en ſtorre Manngde dyri⸗ ſte Subſtantſer, men ligeſaa meget at ſpare Jord til vegetabilſke Frembringelſer og til Forogelſe af den dertil nodvendige Giodning.
§. 388.
Det ſynes altſaa, at de Grunde man anforer mod Staldforingen og den der⸗ Staldforin⸗
med nodvendigen forbundne hoiere Agerdyrkning— om hiin ellers ſkal vœre af Va⸗ righed— at vere uden Vigtighed, naar man betragter dem hver for ſig. Imid⸗ lertid kunne de dog tilſammentagne, i enkelte Tilfallde, for det forſte fraraade dens Indforelſe og forſvare Qvaxgets Graesning ved en god Markinddeling. J de Egne, hvor man endnu er ganſke ubekiendt med Grebene ved Staldforingen, hvor man moder Fordomme og Modbydelighed derfor ſaavel hos Tieneſtefolk, ſom hos dem, til hvilke man maa overdrage det ſpecielle Opſyn, udfordres i det ringeſte et meget ſtrengt Tilſyn, ſom maaſkee ikke ethvert Individ kan ofre denne Green af Avlsbru⸗ get, iſcer naar endeel andre nye Indretninger foretages. Der maa man enten forſt ſelv danne Folkene dertil eller lade Formanden for Qvagets Rogtning komme fra en anden Egn.
Ikke i og for ſig ſelv, men med Henſyn paa det hoiere Agerbrug ſom forbin⸗ des dermed, fordrer Staldforingen en betydelig ſtorre Drivts Capital. Men iſcer vil den vare mindre anvendelig der, hvor man aldeles ikke behover at ſpare paa Jord, men har endog til Overflodighed deraf, fordi man, ſelv ved dens mindre intenſive Dyrkning, ikke er i Stand til at tilveiebringe det Arbeide og det Udlaeg, ſom udfordres dertil. J dette Tilfalde vil Vexelbrug med Grasgang i det mindſte
Forſte Deel. X x i Be⸗

Staldforin⸗
gens Forbin⸗e delſe med for⸗I
346 Staldforingsſyſtem.
i Begyndelſen veere mere pasſende, hvorfra man da ſaa meget lettere kan gaae over til Staldforing. Derimod bliver denne ſtedſe fordeelagtigere i det Forhold, hvori Jordens Vard ſtiger, og hvori man gier ſtorre Udlag for Agerbruget.
Staldforingen pasſer allermindſt paa en meget ſandet Grund, ſom indeholder mindre end 25 Procent Leer og Muld. For dette Jordsmon er den ſaakaldte Hvile⸗ eller Grasvaxt og Grasgang ſardeles gavnlig, at den derved kan faage det Sam⸗ menhold, ſom den ved for megen Bearbeidning ganſte taber.
Denne Jord pasſer ſig ogſaa mere for Faar end for Hornqvag, da hines Staldforing for det forſte endnu ikke vil udbrede ſig og i det mindſte ikke pasſer paa denne Grund. Dyrkningen af Fodervaxter til Brug om Sommeren er i torre Aariu⸗ ger meget uſikker paa denne Grund, ſelv da naar man har tilſtrakkelig Giedning, hvor ſikkert end Foderrodder derpaa kunne avles til Vinterbrug.
4§. 389.
Man ſkielner mellem heel og halv Staldforing. Ved denne ſidſte forſtaaer man ikke— hvilket ellers undertiden finder Sted— at en Deel af Beſceningen bli⸗ ver ſtaaende paa Stald, medens den anden graeſer, men at Qveget daglig tildeels grasſer, tildeels ſtaldfores. Denne halve Staldforing have mange anſeet for den fordeelagtigſte i Henſeende til Qvagets Benyttelſe, og derved havt den ſtorſte For⸗ deel af Meieriet. Det er ogſaa naturligt, at Qvaget faaer mere Lyſt til at ade ved denne Forandring, og at dets Fordoielſe ſtyrkes. Den fortiener iſcrr at anbefales der, hvor man formedelſt muligt indtraœffende Overſvommelſe eller af andre Aarſager ikke med mere Fordeel kan benytte et for langt bortliggende Overdrev, der dog ikke forſlaaer til Sommeren over fuldkomment at nare det nodvendige Hornqvag.
§. 390. Staldforingen kan foretages og forbindes med forſkiellige Dyrkningsſyſtemer. denne Henſeende mage vi giore en tredobbelt Forſtiel.
ſtiellige Mark⸗ Den forſte og aldſte Maade til at frembringe Foder er den i egne Foder⸗
ſyſtemer.
kobler eller Kloverhaver. Dertil har man ſom ofteſt valgt ſaadanne Kobler, der laae naœr ved Gaarden og deri dyrket treaarig Klover, ſom for det meſte benyttedes
gron, allerede i det forſte Aar, da den var ſaaet med Saden, eller man har ogſaa brugt
Giedin henſis den es erid Hove ken 101 brag d Forbin paa ſirn 8 fuldt til Oe forin t. med 2 kan e
kan le⸗
B Plan a ved. miſte naar 1a ſlifter dog k. me M daxt—

n gaae oyer ſold, hvor
indeholder aldte Hvile⸗ de det San⸗
, da hines pasſer paa torre Aarin⸗ Giedning,
de forſtaaer ningen bli⸗ düg wldeels ſeet for den ſterſte For⸗ til at ade at anbefales te Aarſager eer dog ikke
ag. ngöſyſtemer
gie Joder⸗ Kobler, der e benyttedes in har ogſaa brugt
Staldforingsſyſtem. 347
brugt Lucerne, om Grunden pasſede dertil. Naar disſe Fodervcexter uddoe, dyrkes Rodder eller Kaalvaxter i eet eller to Aar deri, maaſkee man ogſaa tager en Afgrode af Sad eller Balgfrugt, og nedlaxgger derpaa Jorden igien til Foderurter. Men disſe Foderkobler fortarer en ſtor Deel af Giodningen, da Kloveren uden ſtork Gisdſkning ikke ſaa ofte kan lykkes derpaa. Foderavlens og Staldforingens Hoved⸗ henſigt, at forſkaffe hele Arealet en ſaameget rigeligere Giodſkning, tilintetgiores, og den ellers urimelige Indvending med Foderavlen, at den fordrer for megen Giedning, er i dette Tilfœlde paa en vis Maade grundet. Derneſt bortfalder ogſaa den anden Hovedfordeel, nemlig Afvexlingen mellem gronne og kigernebœerende Afgroder. Brak⸗ ken maa blive liggende ubenyttet, eller Ageren forvildes. Kun i hele Marken og bragte i det almindelige Omlob kunne gronne Afgroder, foruden Jordens chemiſte Forbedring, ved Giodningen tillige fremvirke den mekaniſke, ved at ſkiorne den, og paa ſamme Tid vedligeholde dens Reenhed.
Derfor kan Foderdyrkningen i ſarſkilte Kobler kun anſees ſom et meget feil⸗ fuldt Hielpemiddel, hvorved man i Mark⸗ og Kobbelbrug ſkaffer ſig nogenlunde Hielp til Qvaegfoder, men ſom derimod er aldeles henſigtsſtridig ved den almindelige Stald⸗ foring i det Store. En forholdsmaesſig liden Kobbel nor ved Gaarden, beſaaet med perennerende Foderurter, f. Ex. Lucerne eller andre Greesarter, der kunne ſlaaes, kan undertiden vare ganſke beqvem endog ved den fuldſtandige Staldforing, da den kan bruges til at give Foder imellem begge Kloverſlatt.
§. 391.
Det andet Foderdyrkningsſyſtem er det, ved Trevangsbruget at tage disſe Planter iog i Stedet for Brakken. Vi have allerede talt om dette fornemmelig ved Schubart udbredte Syſtem, om dets Muligheder og Vanſkeligheder. Herved miſter Agerbruget ingen Giodning; meget mere giver Kloveren Ageren nye Krafter, naar den kun ſtaaer godt, reen og tatſluttet. Men dette kan man ved bemeldte Sad⸗ ſkifte kun vente paa en meget frugtbar og for Kloveren ſcrdeles pasſende Grund, og dog kun under den Betingelſe, at den blot hvert niende Aar kommer igien paa ſam⸗ me Mark. Det har kun alt for ofte viſt ſig, hvor uſikker Kloverens hekdige Frem⸗ vart er, og hvor utilſtrakkelig dens Afgroder ere, i de Avlsbrug der fattes Enge,
Xx 2 til

348 Staldforingsſyſtem.
til Sommer og Vinter at kunne fore Qvaget lige ſterkt. Dette Syſtem kunde derfor tr, ikkun vinde Fremgang i enkelte lykkelige Egne, men maatte ſom ofteſt opgive, tillige⸗ Lert 34 med dette, ſelve Staldforingen. Mislykkedes Kloveren tilfoldigviis eet Aar, hialp dn all vindſkibelige Landmeend ſig frem ved at ſaae Vikker eller andet Blandingsfoder, eller noirte t ved at opfore Erterne. Men da dette Uheld jevnligen indtraf og ikke ſyntes at veere
afhangigt af Tilfeldet, men tydelig at ligge i Sagen ſelv, ſaa var man nodt til at 4 forlade det, omendſkiondt mange i lang Tid haardnakket hang ved det, indtil deres Marker vare ganſke forvildede. 4 §. 392. Dms Det tredie, blandt de hidtil forſogte eneſte heldige Syſtem, hvorpaa man jeg for ved at indfore Staldforingen ene kan giore Regning, er Frugtvexelen. Ved V Miäforo dette dyrkes Kloveren ſtedſe i en ſtark og dyb bearbeidet Jord, ſom endnu beſidder Sheentlic Giodningens hele Kraft, og der kunne ſom ofteſt flere Fodervaxter om Sommeren ſine Vat
komme den til Hielp ved Staldforingen, og atter andre folge om Efteraar og Vin⸗ V ter, ſaa at Qveget hele Aaret igiennem forſynes med en rigelig og ſaftig Naring. ages ena Vi have allerede udforligen udviklet de Grunde, hvorpaa dette Syſtem beroer, og derefter ville ſige det Hvrige, naar vi komme til at tale om hver enkelt Plantes Dyrkning Hayr og Qvagets Foring, ſaa at vi ikke behove her at ſige meer derom. V tlue deis §. 393. nnde da
Derfor ville vi her kun angive de Sadſkifter, ſom man efter Vangenes Antal V bor valge, for med den ringeſte Opofrelſe af ſalgelige Frugter, at kunne forſkaffe n
ſig den ſtorſte Mangde Foder og Giodning. Vi forudſatte en leerblandet Grund, V ſom i det mindſte indeholder 30 Procent Leer og Muld, der kunne afſkylles, og i det hoieſte 70 Procent Sand, og i Almindelighed kaldes Hvedejord af anden Klasſe eller Bygjord af forſte og anden Klasſe, eller og god Middeljord. Paa en mere ſan⸗ det Grund, der indeholder 25 a 30 Procent afſkylleligt Leer, lykkes Kloveren i de fleſte Aar ved tilſtrakkelig Giodſkning, men er dog ſaa uſikker i torre Aaringer, at man ikke tor giore Regning paa den, naar hele Arealet eller enkelte Vange beſtaae af for los Grund; derfor vil det, ſom allerede er bemarket, vare ſikkreſt at grasſe Qvaget paa Godſer af dette Slags. Forreſten maa man ved Valget af de Frug⸗ ter,
ees der iſcr a⸗ da dens C tid, naora man ikker
nu ſaae 82
RK

kunde det give, tillige⸗ Aar, hialy Fzſoder, eller outes at vere nodt til at indtil deres
vorpaa man elen. Ved dnu beſidder n Sommeren aar og Vin⸗ tig Nering. beroer, og s Dyrkning
genes Antal nne forſtaffe det Grund, les, og i det anden Klasſe en mere ſan⸗ Kloveren i re Aaringer, ange beſtage ſt at grabſe af de Frug⸗
ter,
Staldforingsſyſtem. 349
ter, der forekomme i disſe Omlob, tage Henſyn paa, hvormeget meer eller mindre Leer Jorden indeholder, ſaavelſom hvorvidt denne er blandet med Kalk, hvor riig den allerede er paa Muld, og herefter tage forſkiellig weſtaanelſe hvilket forſt ſiden noiere kan beſtemmes. J fire Vange: 1)** Behakkede Frugter til Foder og maaſkee radſaaede Bonner. 2) Byg. 4) Rug eller Hvede.
Denne Frugtfolge, der er meget brugelig i mange engelſte Agerbrug og ſom jeg forhen har anvendt ved en mindre Aoling, har mange, ved en ubegribelig Misforſtagelſe, anſeet ſom den eneſte Form for et Frugtvexelbrug. Den pasſer egentlig kun for de mindre Aolsbrug, og ethvert ſtort vil henſigtsmassſigere inddele ſine Vange i flere Nummere.
3) Klover.
J fem Vange tages endnu Havre efter Vinterſœden, hvilket man kan giore uden Betcenkning, da derefter folger renſende Sod. Imidlertid fandt jeg ved et dermed anſtillet Forſog, at Havren i Forhold til de svrige Frugter ikke betalte ſig ſaa godt, at jeg burde blive derved. Hvor man derimod forſt vilde ſkaffe ſig en ſtor Forraad af Foder, der
svermarken benyttes i to Aar. J ſex Vange: Fra 1) til 4) ſom ovenfor. 5)* Arter og gronne Vikker efter Behov. 6) Rug.
Som ofteſt indrommer jeg i disſe Omlob, den ſikkert fordeelagtigere Vinterſad, der iſcer giver mere Halm, en Overvaxgt over Vaarſceden, og dette ſaa meget mere, da dens Dyrkning efter de forberedende Afgroder ſaa let kan beſtrides til rette Aars⸗ tid, naar man dertil bruger henſigtsmassſige Redſkaber. Handtes det derimod, at man ikke kunde blive fœrdig med Vinterſcœdens Saaening, ſaa knnde man altid end⸗
nu ſaae Vaarſad paa en Deel af Vangen.
J ſyv

350 3 Staldforingsſyſtem.
J ſyv Vange:
Her kan man endnu tage Havre efter Rugen. Men i de fleſte Tilfalde lader et Avlsbrug, der vil ſatte ſig i fuld Kraft og paa det fuldkomneſte ſikkre ſin Vinter⸗ ſœd, hellere Kloveren ligge i to Aar og noies med to Marker til Vinterſad, en til Waarſad og 2 eller 3 Ertemark. Her og overalt, hvor der i den forſte Vang ſy⸗ nes at vœre for meget af behakkede Frugter, kan der i en Deel deraf tages radſaaede og behakkede Bonner, imellem hvilke man efter tilendebragt Behandling meget hen⸗ ſigtsmasſigt kan ſaae Roer, der for Reſten ogſaa finde en god Plads efter de gronne afhuggede Vikker, hvor de dog for Vinterſœdens Skyld maae tidligt optages.
J otte Vange:
1)** Behakkede Frugter. 5)* Prter. 2) Byg. 6) Rug. 3) Klever. 7) Vikker. 4) Havre. 8) Rug. Eller:
1)** Behakkede Frugter. 5) Rug. 2) Byg. 6)* rter og Vikker. 3) Klover. 7) Rug. 4) Klover. 8) Havre.
J ni Vange: 1)** Behakkede Frugter. 5)* Trter. 2) Byg. 7) Byg. 3) Klover. 8) Vikker. 4) Klever. 9) Rug. 5) Rng.
J ti Vange: 1)** Behakkede Frugter. 6) Hvede. 2) Rug. 7) Wrter. 3)] Klksver, 8) Rug. 4) opploiet efter forſte Slet. 9)* Vikker afhuggede gronne.
5)* Raps. 1⁰) Rug. Det
fot at ile af Giods Ifierde u
F 84
3 7 d

Tilfende laͤn te ſin Virn⸗ nterſed, en ti orſte Ing ſ⸗ tages tadſatede ing megtt har⸗ eſter de gronne
eptages.
— b 3
Staldforingsſyſtem. 351
Det forſtaaer ſig, at man, for at dyrke Raps, der er ſerdeles fordeelagtigt i denne Frugtvexel, maa forſt have Giodning nok, hvortil man ſnart bringer det ved en Foderavl, ſom denne. J elleve Vange
vilde der kun endnu tages Havre efter Rugen.* J tolv Vange: 1)** Behakkede Frugter. 7) Hvede.. 2) Byg. 8) WTrter og Vikker. 3) Klover. 9) Rug. 4) Klover. 10)* Radſaaede Bonner, hvorefter Roer. 5) Klover oppleiet efter den forſte 11) Byg. Slet. 12) Rug. 6)* Raps.
Eller ogſaa: for at ivcrrkſœtte en endnu ſtarkere Dyrkning af. Handelsplanter, naar den Overflod af Giodning, ſom forrige Rotation tilveiebringer, tillader det, da Klovermarken i fierde Vang opbrudt efter den forſte Slet og
5)* Raps. 9)* Tobak.
6) Hvede. 10) Hvede.
7) Vikker. 11) Bonner og dernaſt Roer. 8) Rug. 22) Byg.
Fortſcœtttelſen af denne Materie i naſte Bind.

. 4868dd,
.CBrle. 8 3 8* 6 5 — 4* 4 8 3 4. 3 ☛ 42.Ben*
8— 3

— 4 ,
25
2. „ 8 4
*
☚
3
.
* .„ 6 e —“— — 4—,— oe e o 609 33 3 8 See 8 3 “ 4—* 4 v 3 3 4 6*. 1*. 1 5 1* 4 3 3 3 „—. 8 8 1 4 . 4 3 4 3 3 4 1 3—

ten
— 2
mom
1 ed
de
gand

2 4 2 3 7 6 S ——— au. le u, 22 en, ℳ₰ 5
h
3 8 — ₰ 2—ꝙ 2 4 ee 24 h,
wzeeze au‿᷑e G Ieee
k,
a ne,„, r
A,
5 — 8 ene, Deaee

d 9 V
b! aln l lah dnſaae aln. lu abt l geelh u faln fMasaaeangeatassäsgagagkagas gnang garanenn1gngfant3an gngalaa
Oem 1 2 3 3 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 16 17 18 20
8
COſour& Grey Control Chart
Blue Green Vellow HBed Magenta 4—, C=h eee oe uc 4
’
84