14 Subjektets Evner og Kundſkaber.

Landmanden bor kunne forvinde og glemme enhver uforſkyldt Ulpykke eller feilſlagen Forvent⸗ ning, ſaaſnart han ved pasſende Forholdsregler har ſaavidt muligt formindſket deres Folger, hvad enten dette nu ſkeer formedelſt et viſt naturligt Phlegma, eller derved, at han foreholder ſig de hoiere Troſtegrunde, ſom Philoſophie og Religion give ham. Kun bor han ei vearre letſindig i Henſeende til egen eller andres Brode og en naturlig levende Bmfindtlighed, ſtyret af Fornuften, forebygger lignende Feil i Fremtiden.

§. 37.

Landlivet har uagtet alle ſine Behageligheder dog ſaa meget Eensformigt, og uagtet alle ſine Forretninger dog ſaa mangen Kiedſomhedsſtund, at det neppe kan tilfredsſtille et fyrigt Hoved, hvis han ikke beſkaftiger ſig med andre Studier. Men blandt dem alle, er intet mere pasſende for ham, end Naturens. Han kan mere end nogen anden overgive ſig til den lykkelige. Tilbsielighed, at leve i Naturverdenen og at udforſke dens ophoiede Love, i det han, uden at forſomme ſine Forretninger, beſtandig kan tilfredsſtille den, og naſten i hvert Hieblik forene den dermed.

Naar den moralſke Verden og de ſelſkabelige Forhold naeſten kun tilbyde os det vemmelige Syn af en Modſtrœben imod Fornuftens evig lykſaliggiorende Love, hvorved Sorg og Elen⸗ dighed udbreder ſig over Jorden, ſaa viſer Naturen os deſtomere Orden og Eenhed, jo dybere vi giennemtrenge den. Det lykſaliggiorende Indtryk af denne Beſkuelſe tilfreds⸗ ſtiller ikke alene Sindet, men modner ogſaa den Troe, at den evige Visdom ſom aaben⸗ bar fremſtiller ſit Vark i den materielle Verden for vore Bine og lader Materien frem⸗ ſtaae i beſtandig nye Former, vil igien have ordnet alt i den aandelige Verden efter en Plan til et harmoniſt Heelt, hvis Fuldendelſe er forbeholdet Evigheden.

Denne Folelſe bliver, om endog kun dunkel, dog mere levende opvakt hos Landmanden end hos Kiobſtedmanden, hvorfor man ogſaa har bemerket, at der altid herſker ſtorre og renere Religioſitet hos agerdyrkende Nationer og Stander, end hos ſaadanne, der giorde Krig og Handel til deres Beſkeftigelſe.

Uden Kicerlighed til Naturen og Kundſkab om den kiedes lettelig den ved Landlivet, der blot voll⸗

ger det for at opnaae ſin Hovedhenſigt, og der udfordres da en meget ſtor Reſignation, til blot at opoffre ſig for ſine Pligter, og maaſkee en ſaameget ſtorre, jo mere dannet man er. Mange, ſom vare vante til Bylivet og dets Mangfoldigheder, have forladt disſe af Kiedſomhed eller af andre Aarſager og villet opoffre ſig til Agerdyrkningen; men ſnart fandt de Pligterne og Savnet alt for tunge og opgave ganſke eller tildeels deres

Foretagende, dog ikke uden ſmerteligt Tab. Blandt dem, der i Stederne havde er⸗

holdt en hoiere Uddannelſe, har jeg kun fundet ſaadanne deres Forſat troe og lykkelige i

Udforelſen, hvilke hengave ſig ganſke til den Tilbeielighed, at leve for Naturen, hvilket ikke

kan vere Tilfœldet med den Dannede uden grundige Kundſkaber derom.

Deſs beielighed, til Agerdyr kommen 0

ahverves

No

an hlot ſa⸗ perdyrktt

vi ſaare n netop gann boieligheid

ning, ogt Vſidenſtab

til at ſtuet en dunkles

For det rer Et

ü

Fortrinne,

Ungdomh aarige Yh og mange fta en hei if alle Ig ſeggd Aidens, lere her